← catalogue

Fra det moderne Frankrig

by Richard Kaufmann · Danish · Gutenberg #9843 · 686,120 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Fra det moderne Frankrig
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Fra det moderne Frankrig

Author: Richard Kaufmann


        
Release date: February 1, 2006 [eBook #9843]
                Most recently updated: December 26, 2020

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/9843

Credits: Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and the PG Online Distributed Proofreading Team from scans provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica) at http://gallica.bnf.fr


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK FRA DET MODERNE FRANKRIG ***




Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen and
the PG Online Distributed Proofreading Team from scans
provided by Bibliotheque nationale de France (BnF/Gallica)
at http://gallica.bnf.fr.











FRA DET MODERNE FRANKRIG.

AF RICHARD KAUFMANN.

MED ILLUSTRATIONER EFTER FRANSKE KUNSTNERE.

KJØBENHAVN.

1882



I en halv Snes Aar snart har Forfatteren af denne Bog været en jævnlig
Gjæst i Paris. For hver Gang han er kommen igjen, har han vundet Byen
kjærere og kjærere, og i de sidste tre Aar endelig er den bleven ham et
nyt Hjem. Hans Bekjendtskab til den er følgelig intimere end den
almindelige Rejsendes. Paa den anden Side er han stadig vedbleven kun at
være en Fremmed, der er paa Besøg. Alt det, han har set, har han set paa
med en Nordbos Øjne. Netop paa Grund af denne sin Dobbeltstilling har han
troet at kunne have Et og Andet at fortælle, der var i Stand til at
interessere hans Landsmænd.

Hans Bog har ikke den Pretension at give en udtømmende Skildring af Livet
i det moderne franske Samfund. Han har, mens han skrev, selv bedst følt,
hvor langt udførligere han maatte være, hvis et saadant Maal skulde
naaes. Stadig hobede Stoffet sig op, og samtidig nødte de Grændser, der
var afstukne for Arbejdet, ham endog til at udskyde Æmner, som det havde
ligget i den oprindelige Plan at behandle. Paa Sligt er det jo imidlertid
muligt siden at raade Bod, hvis Læserne finder, at der er lidt Liv og
lidt Anskuelighed i de her tegnede Billeder.

Troskab mod Originalen føler Forfatteren sig forvisset om, at der er. Han
har set det moderne Paris med sympathetiske Øjne. Han har ikke været
blind for Manglerne ved det, men han er gleden lettere over dem og har
ladet, hvad der var smukt og tiltalende, springe stærkere frem. Han har
gjort dette ikke blot af Kourtoisi mod det Land og den By, hvis Gjæst han
er, men ogsaa, fordi han mente derved at komme Sandheden nærmest. Han vil
føle sig lykkelig, hvis hans Bog hos nordiske Læsere kan vække den samme
Kjærlighed til vore Dages Frankrig, som den skylder sin Tilblivelse.

Paris, i November 1882.

Richard Kaufmann.




INDHOLD

_Paris og Pariserne_

_Pariserinden_

_Vinter liv i Paris_:

Klimaet

Velgjørenhedsballer

Jule-og Nytaarstiden

Under Karnevalet

Hos Republikens Præsident

_Foraar i Paris_

_I Kammeret_

_Det røde Paris_

_Paa Børsen_

_Kunst og Kunstnere_

_Litteratur og Aviser_

_Paris som Theatercentrum_

_Sommerliv og Fester_:

Grand prix de Paris

Badeliv Ved Kysten

Nationalfesten

Sommer-Søndage ved Paris

_Parisere en évidence:_

Mme. Adams Salon

En Aften hos Victor Hugo

Hos Sarah Bernhardt

Coquelin i sin Loge

Cherbuliez i sit Arbejdsværelse

_De Fremmede i Paris_

_Paris paa Vrangsiden:_

Pauperismebæltet

Samfundets Bundfald

_Kafé- og Gadeliv_

_Skisser fra Sydfrankrig:_

Mellem moderne Troubadurer

En sydfransk Pilgrimsfart

Oldtidslevninger i Provence

Petrarcas Hjem

Marseille

Europas Paradis




PARIS OG PARISERNE.


Det er i Regelen om Aftenen, at den Rejsende fra Norden kommer første
Gang til Paris. Han gaar ud i Byen. Overalt er der Liv og Færdsel endnu;
før Midnat længst er passeret, tænker Paris ikke paa at lægge sig til
Hvile. Hele Timer kan han se den i fuld Soiréepuds, hele Timer kan han
drive med Menneskestrømmen ned over de fyldte Boulevarder eller paa en
Kaféstol sidde og lade de brogede Billeder passere sig Revue. Der er nok
baade for Øje og Øre. Det er som en hel ny Verden, der rulles op for ham
i et Rundmaleri uden Ende. Men naar til Slutning Rejsetrætheden dog gjør
sin Virkning gjældende, og han endelig sent vender tilbage til Hotellet,
er han i Grunden yderst forbauset. Han havde ventet at blive overvældet,
blændet, berust, og det er helt andre Indtryk, han bringer med fra sin
første Visit. Paris har forekommet ham meget mindre, og mindre glimrende
ogsaa, end han havde troet, men den har samtidig forekommet ham saa
mærkværdig hjemlig og hyggelig. Det er Fornemmelsen deraf, der behersker
alle andre, og det er med Velbefindendet, som denne Fornemmelse vækker,
at han gaar i Seng. Naar han den næste Morgen vaagner, har han slet intet
Hastværk for at komme ud igjen. Han synes, han har været længe i Paris,
og at han allerede er halvvejs fortrolig med dens Liv. Det er det samme
Fænomen, man ogsaa undertiden kan iagttage overfor Mennesker, man seer
første Gang. Man har hørt saa Meget om dem paa Forhaand, at de er voxet
op til Noget, der næsten forskrækker. Og saa, naar man har talt med dem i
fem Minutter, er det, som man havde kjendt hinanden i Aar. Den
instinktmæssige Følelse af, at Tiden vil gjøre En til gode Venner, har
tilbagevirkende Kraft.

Dette første Indtryk af Paris er det, der kommer hyppigst igjen, og det
er ogsaa det, man til Slutning bliver staaende ved. Man skal dog ikke
være bange; de andre, som man havde ventet, udeblive langtfra heller.
Under Touristbesøgets tumlende Færd dukker den første Aftens douce
Fornemmelse af Hygge hurtigt under i lutter Blænding, lutter Beundring
af, hvor Paris er stor og glimrende. Det er fra Morgen til Aften en
Sandserus, der intet Øjeblik hører op. Blot en Vandring ned over
Boulevarderne med deres Tusinder af krydsende Ekvipager, med deres
Spejle, som reflekterer det brogede Gadeliv, saa det bliver et Virvar
uden Ende, med deres Udstillingsvinduer, bag hvilke Alverdens vildeste
Luxus holder sine Saturnalier, blot en Vandring forbi Palais-Royals og
Rue de la Paix' Juveleerboutiker eller gjennem Avenue de I'Opéras
Paladsgade i elektrisk Fe-Illumination, alene det er et fortumlende,
overvældende Festtog. Og saa kommer Monumenterne: den gigantiske
Triumfbue, der rager op over hele Paris, som den vilde sætte Indsegl paa
Byen og sige: dette er større end selv det antike Rom, større end Noget,
hvortil Menneskeslægten endnu er naaet--Triumfbuen med Rudes Trophæ, den
mest bevingede Tanke, moderne Skulpturkunst har født, et Værk, hvori
Enthousiasmen skriger, saa selve Stenen synes at faa Fart og flyve. Paa
den anden Side af Seinen, ligeledes ragende op, saa den kan sees overalt,
Invalidedomens gyldne Kuppel, hvor ved Kejsersarkofagen under den mægtige
Hvælving ligesom hele Frankrigs historiske Storhed fylder Rummet med
vældige Skygger, saa det klemmer En for Brystet, og man er ved at falde
paa Knæ og græde. Fremdeles, spredte rundt omkring, de ligesaa
forskjelligartede som hver i sin Stil uforlignelige.

[Illustration: Rudes Trophæ: Le Départ.]

[Illustration: Invalidedomen.]

[Illustration: La Salme Chaptlle.]

Kirkearkitekturer: først og fremmest la Sainte Chapelle, udvendig det
skjønneste og fineste Filigranarbejde af gothisk Bygningskunst, der
existerer nogetsteds i Verden, indvendig et rent Tusindogeennatseventyr
af de vidunderligste gamle Glasmalerier. Man staar som i en Hal, hvor
Loft og Vægge er lutter farvede ædle Sten, kunstigt satte sammen til
Billeder, der lige fra Syndefaldet illustrerer alle de store Scener af
den hellige Historie. Og saa den middelalderlige Notre-Dame og
Madeleinens græske Tempel og den fornemt-kolde moderne Saint-Augustin og
den lille antike Juvel Saint-Germain-l'Auxerrois og en halvhundrede
endnu, af hvilke hver enkelt vilde være nok til at gjøre en hel Stad
berømt. For hver Gadeende næsten møder Øjet et arkitektonisk Storværk:
Bygninger som den nye Opera eller Pantheon med Davids Fronton, Paladser
som Louvre og Tuilerierne, Mindesmærker som Château-d'Eau-Pladsens
vældige Republikstatue, som Vendôme- eller som Frihedssøjlen paa
Bastillepladsen. Gallerierne rummer de største Skatte fra alle
Kunstskoler, Musæer, Bibliotheker, videnskabelige Institutioner er de
rigeste, Verden ejer, Industrien stiller paa alle Kanter vort
Aarhundredes nyopdagede Vidunderlande tilskue i Fabriker, som ikke har
Rivaler nogetsteds. Og mens Øje og Aand mættes med Indtryk, viser den
glade Verdensstad samtidig ogsaa den anden Side af sit Janushoved, det,
der leer og lokker forførerisk koket til nye og atter nye Adspredelser.
Der existerer paa hele den samlede Klode ikke nogen jordisk Nydelse, som
Paris ikke har akklimatiseret. Alt, hvad Natur og Menneskesnildhed kan
byde for at gjøre Livet skjønt og lykkeligt at leve i Øjeblikket, alt det
er hobet sammen i denne Stad. Hvor kan det da være Andet, end at
Touristen, der just er kommen for i sollyse Feriedage at flagre fra
Blomst til Blomst i dette brogetrige Flor, at han til Slutning ender med
at blive ganske ør af Berusning og Begejstring. Den søde Nektar gaar ham
til Hovedet. Paris bliver ham en dejlig Elskerinde, hvis Favntags Sødme
er ham det Vidunderligste, han nogensinde har drømt.

Der er jo imidlertid den Omstændighed ved enhver Rus, at der uvægerligt
følger en Morgen bagefter, da man vaagner med Tømmermænd. Paris er ikke
det Paradis uden Slange, som Touristbegejstringen vilde gjøre det til.
Paradiser hører nu engang til den Slags Sager, som ikke længer existerer
paa Jorden. Naar den Dag kommer, da han hører op med at see Paris i Skjær
af et flygtigt Feriebesøgs Champagneskumsperler, saa kommer ogsaa
Tømmermændsindtjykket. Og jo større Rusen har været, desto stærkere
bliver det. Der er en Stund Adskilligt, man faaer Afsmag for, Mere maaske
undertiden, end der i Virkeligheden er Grund til. Heller ikke det skal
man dog bryde sig om. Ogsaa det Indtryk hører til dem, der forsvinder
igjen. Thi Paris kan taale at ses, som det er, med dets Fortrin og dets
Fejl. Touristen lokker det som en Elskerinde, der fortumler Hovedet; for
den, der har sovet Rusen ud og Tømmermændene ogsaa, bliver det en Kvinde,
med hvem han gjerne deler Hus og Hjem, saa længe det skal være, fordi han
ved Siden af menneskelige Skrøbeligheder, ved Siden af Luner og Lethed,
som nu engang hører Kvinden til, men som her dog ofte har den gode
Egenskab at klæde ganske kjønt, finder saa uhyre Meget, som han aldrig
kan blive træt af at agte og elske. Det Indtryk af hyggeligt
Velbefindende, hvormed man begyndte sin første Pariservisit, er ogsaa
det, hvormed man ender efter Aars Forløb. Paris er den By i hele Verden,
hvor den Fremmede finder størst Behag ved at leve. Det er ikke noget
Postulat; Tallene kan dokumentere det. Hvis det ikke var saaledes, vilde
ikke det aarlige Besøg af Gjæster beløbe sig til over et Gjennemsnitstal
af en Million, og Parisermenneskehavet daglig tælle omtrent to hundrede
tusinde Udlændinge.

Sin Forkjærlighed for enkelte Pletter af Jorden har man tidt ligesaa
vanskeligt ved at analysere som sin Forkjærlighed for enkelte Mennesker.
For Paris' Vedkommende lader Sagen sig imidlertid gjøre. I de store
Hovedtræk idetmindste er det ikke svært at sige, hvad der vækker
Velbefindendet, som man føler her. Til syvende og sidst beroer det
simpelthen derpaa, at Pariserlivet byder en Sum af Fordele og
Behageligheder, som man ikke finder saaledes potenserede, i hvert Fald
ikke samlede i det Omfang noget andet Sted.

Der er, for at begynde lavest nede, først de materielle. Byen er lys og
luftig, gjennemkrydset med brede, træbeplantede Gader og Boulevarder,
hvor Solen kan trænge ind, oversaaet med Parker, Squarer og offentlige
Pladser. Den er ren, vandet og pudset og fejet fra Morgen til Aften af en
Armée af Arbejdere. Det franske Kjøkken er det bedste i Verden af den
simple Grund, at Befolkningen er den rigeste og som Følge deraf den, der
stiller de største Fordringer. Der er ingen Primør, som ikke kommer først
til Paris, ingen Gourmandfantasi, der ikke kan blive tilfredsstillet i
samme Øjeblik den er tænkt. Fornøjelser kalder paa En for hvert Skridt
man gaar. Man kan vælge ganske efter sin Smag og sine Midler og behøver
dog aldrig at være bange for at komme til at mangle. Al den Komfort, vor
moderne Civilisation har udtænkt for at gjøre Livet bekvemt, er i Paris
dreven til sin højeste Fuldkommenhed. Omgangsformen er let og fri, ingen
Kasteforskjel eller Junkerstivhed trykker. Selskabslivet staar aabent paa
vid Gab for Alle og Enhver, Høflighed og Urbanitet mellem Mand og Mand er
en Dyd, der er specifik parisisk.

Og alt det er dog kun den ydre Skal, bag hvilken der gjemmer sig en
Kjærne, som er ikke mindre ædel, end Skallen er skjøn og lokkende. Er
Paris det materielle Velværes By, saa er den samtidig den Stad, hvor alle
intellektuelle Krav finder rigest Tilfredsstillelse. Den centraliserer
hele Landets aandelige Liv i et langt videre Omfang, end det er Tilfældet
med nogen moderne Hovedstad. Hvad Frankrig rummer af Dygtighed drages til
Paris; kun der kan det finde Indvielse og Udfoldning. Og ned gjennem
Menneskealdre, lige fra Molières og Voltaires og de store
Revolutionsheltes Dage har da under aldrig standset, utrættelig
Propaganda alle den moderne Tænknings og det moderne Fremskridts Heroer
fyldt denne By med en saadan Overflod af Ideer, at den er bleven det
lysende Fyrtaarn for hele Aarhundredets Slægt. Som hvert Skridt i dens
Gader minder om en berømmelig Fortid, som der hænger et Stykke Historie
ved hver Bro og hver Plads, saaledes er det næsten, som hvert Drag, man
aander ind af Byens Luft, er mættet med Atomer af disse store Tanker. Og
nu Kunsten! Det franske Theater behersker Verden, fordi intet andet
Theater i Verden kan maale sig med det; Paris ejer en Samling af sceniske
Artister, som ingen Tid og intet Land har kunnet opvise Mage til. Den
franske Malerskole er den, hos hvilken alle andre Malere gaar i Lære;
Munkacsy, Stevens, Nittis, Madrazzo, alle de store fremmede Mestere
kommer til Paris, fordi de føler, at det kun er der, de har Rod og Bund.
Den franske Musik er ved at overfløje den tydske og italienske, den
franske Skjønlitteratur stadig den, der i Godt som i Ondt er et
Hestehoved fremfor andre i Kappestriden.

Heller ikke Videnskaben er bleven tilbage. Hvad har Paris ikke paa alle
dens Omraader at opvise for uendeligt rige Samlinger, hvor arbejdes der
ikke i dens Fagskoler og Kollegier, med hvilke Opfindelser beriger ikke
Dag for Dag dens Laboratorier Verden! Har Paris Malere som Meissonnier og
Bonnat, Digtere som Victor Hugo og Augier og Dumas, Skuespillere som Got
og Coquelin, Musikere som Gounod og Thomas, saa har den ogsaa Lærde og
Videnskabsmænd som Renan og Pasteur. Der er ikke det Menneske med
aandelige Interesser, af hvilken Art de saa ere, der kan komme til Paris
uden at finde Impuls for sine Evner, Berigelse af sin Viden, Belæring og
Befrugtning.

Det er denne Alsidighed, der gjør Paris enestaaende. Der er Byer
rundtomkring, som kan lokke og drage med enkelte Fortrin, Paris har dem
alle paa en og samme Plet. Den er som et Menneskeaandens uhyre
Verdensudstillingspalads, krandset af Fehaver, hvor Alt er samlet, hvad
der kan gjøre Hvilen sød. Den, der alene kommer for at nyde, bliver
derude, og han er dog tilfreds. Men kun den, som kommer med Alvor, og som
med Øjet aabent til at se og Tanken aaben til at lære trænger ind mellem
Paladsets Labyrinthgange, kun han faaer tilfulde Indtrykket af, hvad
Paris er for en Vidunderby. Den er ikke nogen enkelt Stad, den er
Hundreder af Stæder i een, vidt forkjellige fra hinanden som selve
Paris's Fysiognomi i de forskjellige Partier af Byen.

Blot en Gang ned over de store Boulevarder er tilstrækkelig til at se,
hvor dette Fysiognomi skifter. Først den fornemtaristokratiske Boulevard
de la Madeleine, saa det travle Handelsliv paa Capucines og Italiens, saa
igjen en ny Karakteer, det adstadige Bourgeoispræg over Poisonnière og
Bonne Nouvelle, og endelig Arbejderboulevarderne Temple og Beaumarchais.
Hvert Kvarters Type er forskjellig. Quartier latin og Faubourg
Saint-Germain, Montmartre og Parc Monceauxkvarteret støder hinanden paa
Albuerne og er dog saa uensartede, som om de laa Hundreder af Mile fra
hinanden. Som man kan bruge et Liv uden at blive fortrolig med denne
Uendelighed af Byer i Byen, saaledes kan man ogsaa bruge et Liv uden at
komme tilbunds i de aandelige Skatte, der er hobede sammen her. Og da vi
dødelige Mennesker nu engang kun har et at disponere over, er den
Slutning ganske simpel, at det er en Umulighed nogensinde at blive træt
eller kjed af Paris.

Man er mellem dette Virvar et Fnug, der forsvinder, det er sandt. Men
netop i denne Forsvinden ligger et af de store Hovedmomenter, som
bevirker, at man føler sig saa vel tilpas i Paris. Der er Frihed der,
ikke blot den, som Loven, men ogsaa den, som Selskabet, Omverdenen
indrømmer. Og det er de fleste Stede ellers den, som det er vanskeligst
at opnaa. Ingen ørkesløs Lediggjængers misundelige Øje vaager over, hvad
Naboen tager sig for, ingen sladderlysten Tunge falder paa at lave
Fantasihistorier derom. Man har nok i at tage vare paa sine egne Affærer,
der bliver ingen Tid til at bekymre sig om de Andres. Man kan vælge sit
Selskab, som man vil. Vil man være Eneboer, er det den letteste Sag af
Verden. Man behøver kun at holde sig for sig selv, saa lever man, som man
var i en Ørken. Man kan bo aarvis Dør om Dør i det samme Hus uden at
kjende hinandens Navn, man kan sidde Maaneder Side om Side ved det samme
Restaurationsbord uden at vexle et Ord. Trænger man derimod til Omgang,
saa er Adgangen til den ligesaa let, som Valget er stort. Selv for den
Fremmede er en simpel Præsentation i en Salon nok til at skaffe ham
Invitationer, saalænge han lyster. Den nivellerende Nutid vælter de gamle
exklusive Kredses Skranker Dag for Dag. Endogsaa enkelte af Faubourg
Saint-Germains Selskabssale begynder at blive Fortsættelser af Gaden.
Hundreder og atter Hundreder har været det længe, ligefra Republikens
Præsidents ned til Millionærens fra igaar, der ikke forlanger bedre end
at se sine Stuer fyldte. Det har sine Inkonvenienser, men det har ogsaa
sine Fordele. Man kan komme og gaa, som man lyster. Man kan tale med dem,
man synes om, høre paa Musik, pleje Buffeten, dandse, more sig, som man
finder for godt, man behøver ikke engang hverken at sige Goddag eller
Farvel. Og denne Maade at omgaas paa er højst karakteristisk for, hvordan
Pariserlivet er indrettet. Hvad der gjælder for den enkelte Kreds,
gjælder ogsaa for det store Hele. Er man kjed af den Verden, hvori man
lever, saa vælger man en anden. Man flytter til et nyt Kvarter, saa er
det, som man var flyttet til en ny By--Ingen falder paa at søge En op.
Man forlader de gamle Saloner og de gamle Kaféer,--Ingen spørger, hvor
man er bleven af. Man kommer ikke længer til Theatrenes Premièrer, men
til Andenaftensforestillingerne, saa er det helt nye Ansigter, man seer.
Efter lang Tids Forløb kan det da passere, at man træffer en af de
fordums Bekjendte paa Gaden. Det gaar, som det gik en berømt Kommunist.
Han møder en gammel Ven, der fortroligt trykker hans Haand og beklager
sig over, at man saa sjeldent seer Noget til ham. Det har sin gode Grund,
svarer den Anden, jeg kommer lige fra Noumea, hvor jeg har siddet i
Bagnoet i fem Aar.

Og trods alt det er der alligevel ingen anden By, hvor den Fremmede har
saa let ved at gjøre sig det hjemligt som i Paris. Der er ingen, der er
saa kosmopolitisk som den. Pariseren holder haardnakket og konservativt
fast ved sine egne Vaner, men han respekterer de Andres. Han undrer sig
ikke engang over, at de har dem, men han anseer det for sin gjæstevenlige
Pligt at imødekomme dem saa meget som muligt. Kommer der en Kineser ind
paa en Restauration og trækker sine Pinde op af Lommen for at spise med
dem, saa er der Ingen, der falder i Forbauselse over det. Men kommer han
to, tre Gange igjen, anskaffer Værten sig selv Pinde og serverer ham, for
at Gjæsten kan følge sit Lands Skik og Brug. Det er hændet, og det er
typisk. Der er ikke den Udlænding, hvilken Nation han end tilhører, der
ikke kan finde en Krog af Paris, hvor han kan bo, leve og spise, indrette
sig ganske, som han havde flyttet en Stump af sit eget Lands Grund
med sig.

Disse Fordele, disse Ejendommeligheder, om man hellere vil, hænger sammen
med særlige Sider ved Parisernes Karakteer. Man paastaar, at de er
letsindige. Det er en Beskyldning, der har faaet gammelt Hævd paa sig,
men den er ingenlunde saa sand, som den giver sig ud for. Dette
arbejdslystne, sparsommelige Folkefærd, der slider Dag ud, Dag ind uden
Hvile for at sikkre de gamle Aar, disse Mennesker, hvis skjønneste Drøm,
hvis højeste Livsmaal er en Stump egen Jord, hvor de kan frede deres Have
og leve af deres Rentepenge, kan man med Rette kalde dem letsindige? Man
dømmer Befolkningen efter Gadedriverne. Men det er for en stor Part
Udlændinge, nydelseslystne Lediggjængere fra alle Verdens Kanter, og
Letsindighedens Templer, der har givet Paris Ry for at være et moderne
Sodoma og Gomorra, de er just til for deres Skyld. Det var ikke
Pariserne, der befolkede det berygtede, nu nedlagte Dandselokale Bal
Mabille; der kom højst en for hvert tusinde Udlændinge.

Det er ikke letsindige, Pariserne er; de er lette og letbevægelige. De
holder af at lægge saa stærkt Solskin over Alt, hvad der hænder, som der
kan lægges over det, de lader sig hurtigt rive med baade af Begejstring
og Harme, baade af store Tanker og af store Fraser. Det er derfor, de
gjør Revolution hver anden Dag. De er Optimister helt ud til
Fingerspidserne. Der kan ikke tænkes noget taknemmeligere Folkefærd end
dem baade for den sande og den falske Messias; de har en usvigelig Tro
paa det Nye, fordi de har en aldrig slappet Forventning om, at det, der
kommer, vil bringe dem Guld og grønne Skove. Det gjør dem til store
Fantaster og til store Børn. Men det er ogsaa i Kraft af denne lette,
lyse, frejdige Optimisme, at de saa omtrent er det handledygtigste Folk i
Verden. De kan ikke blot rive ned, de kan ogsaa bygge op. Er det dem, der
har sløjfet Bastillen, saa er det ogsaa dem, der har skrevet med
Flammeskrift Devisen over Aarhundredets Historie, de tre magiske smaa
Ord, der har bragt Menneskeslægten videre fremad end alle Kantske og
Hegelske og Schoppenhauerske og Hartmannske Filosofisystemer tilsammen.
Der er Ingenting, der gjør Mennesket stærkere og sundere, der er Intet,
der giver friskere Kræfter til at udrette Noget, end det altid at gaa til
Arbejdet med en Sang paa Læben, altid at have et nyt Haab i Hjertet til
Erstatning for dem, der er gaaet i Vadsken. Det er den Slags
Letsindighed, Pariserne har, og den er der langt mere Grund til at
misunde end til at bebrejde dem. Det er maaske, naar det kommer til
Stykket, netop den, der har lagt dem de bevingede Ord paa Læben, hvormed
de har forløst saa mange af vor Tids store Ideer, og det er i hvert Fald
den, der gjør dem til et saare opmuntrende og fornøjelig Folkefærd at
leve sammen med.

Man siger ogsaa, at Pariserne er egoistiske. Det er sandt, det er de, og
det er jo kjedeligt nok. Men det er paa den anden Side meget naturligt. I
Ørkenen og i de store Masser er man altid egoistisk. Man er nødt til at
være det, Kampen for Livet gjør det til Selvopholdelsespligt. Det bløde
Hjertemenneske kan det genere. Ogsaa ved denne Side af Parisernes
Karakter kunde der dog med god Vilje findes et sundt, opdragende Element.
Man tager sig sammen, man spænder Evner og Energi, naar man veed, at man
maa stole udelukkende paa sig selv, og at der ikke er en Haand, der
løfter sig for at holde igjen, hvis Vognen begynder at løbe ned ad Bakke.
Og desuden har Egoismen et behageligt Modstykke i en exceptionel ydre
Høflighed. Man er indifferent, kold, ufølsom over for Naboer og Gjenboer,
man fik altfor Meget at bestille, hvis man vilde lade disse to Millioner
Omgivelsers Medgang og Modgang gaa sig til Hjerte; men man er
complaisant, imødekommende mod disse samme Ligegyldige saameget, som
Hensynet til eget Tarv tillader det. Man er ogsaa det med
Naturnødvendighed, Livet i Mylderen vilde være uudholdeligt, hvis man
ikke var det. Naar man i Gadestimmelen paa de store Festdage vilde trykke
og puffe og støde hinanden vilde det ende med, at Halvparten blev klemt
ihjel. Man vil nødig selv være mellem denne Halvpart, derfor tager man
Hensyn, derfor lader man være at træde over Fødderne uden Nødvendighed,
derfor hjælper man til, saa at Alle kan komme frem. Og som det er i
Gadetrængslen, er det overalt. Man møder Urbanitet og Forekommenhed for
hvert Skridt i Paris. Selv om det kun er en ydre Politur, som der ikke
menes videre med, er den dog derfor ikke mindre behagelig. Naar det
kommer til Stykket, er den i Virkeligheden alt det, man har Behov for til
daglig Brug. At have Alverden til Busenfreunde er en baade kjedsommelig
og besværlig Ting. De faa paalidelige Venner, som et Menneske trænger
til, kan han næppe have Udsigt til at komme til at mangle i en By, hvor
Udvalget er saa uendeligt som i Paris.

Og er Egoismen en Pariseregenskab, saa er Retskaffenheden, Hæderligheden
det ikke mindre. Pariserne er bekjendte for deres Soliditet i Handel og
Vandel. Belejringen havde ruineret Masser af Smaafolks Velstand. Men
istedetfor at erklære sig insolvente begjærede de Opsættelse og betalte
siden ærligt og redeligt Hver Sit. Da for nylig den store Børskrach
bragte Hundreder af Ubemidlede til at tabe langt mere, end de ejede,
gjorde de dog ved Slægtninges og Venners Hjælp Udveje for Pengene og
mødte paa Betalingsdagen med de Summer, som de maaske bagefter kan bruge
et Livs Arbejde for at skaffe Laangiveren igjen.

Pariserne har en uhyre Kapitalfejl: deres grændseløse Uvidenhed. Men den
generer de Fremmede mindre; det er dem selv, der lider mest under den. De
dækker den med en Glassur af medfødt Dannelse, af naturlig
Velopdragenhed, der vilde være mirakuløs, hvis man ikke gjorde sig Rede
for Aarsagerne til den.

Den er et Produkt af Ligheden først og fremmest, af denne gigantiske
Tanke, der er født i selve Paris' Hjerne og siden har gjennemsyret det
vældige Legeme helt ud til dets fineste Fibrer. Der existerer i Paris
absolut ingen sociale Skranker. Alle er ikke blot lige for Loven, alle er
Monsieur og intetsomhelst Andet overfor den almindelige Bevidsthed. Den
unge Adelsmand med Ahner fra Korstogene mødes i det samme Fornøjelsesliv
med Restauratørsønnen, hvis Fader har tjent Millioner ved at servere
Bouillon; Kudsken drikker sin Bock paa Kafeen med den Herre, han kjører
for; Arbejderen betragter det ikke som en Ære for sig men for
Principalen, naar han byder denne tilbords med sig, og sine Kammerater.
Alle færdes, blandede mellem hinanden, i det samme tumlende Liv, uden at
der bliver gjort Forskjel. Alle har samme Rettigheder, samme Krav paa
Hensyn. Men det giver ogsaa uundgaaeligt den simple Mand en bestemt
Følelse af, at han maa kunne hævde sin Position, at der i hans ydre
Optræden ikke maa være Noget, som kan skille ham fra den højest Dannede
og højest Stillede. Denne Følelse er det, der virker opdragende paa ham,
og til den slutter sig alle Indtrykkene, han modtager rundt omkring i sin
vidunderlige By. At staa ved Kejserens Grav under den gyldne Kuppel og
sige sig selv, at han, der ligger der, ikke var højere paa Straa, da han
begyndte, end En selv, ogsaa det danner og udvikler en Befolkning. Synet
af Kunstens uendelige Skatte, hvortil Adgangen uden Betaling staar aaben
for Enhver, de stolte historiske Monumenter, den daglige Færdsel i
Luxusparker, hvor man selv er Politi, Alt, hvad man bevæger sig imellem,
hjælper med til denne Udvikling.

Saaledes har da i det Store og Hele Pariserne Egenskaber, der kun kan
forøge Velbefindendet, som den Fremmede føler ved at leve i deres By. De
har Skyggesider ogsaa, og adskillige, der er altfor paafaldende, til at
man kan gaa med aabne Øjne gjennem Paris uden at lægge Mærke til dem. Vi
vil tidt nok faa det se. Men de er livlige, glade, sundt følende og
foretagelsesdygtige Mennesker, som det er let at komme ud af det med, og
som det er opmuntrende at omgaas. Det er atter et af de mange Fortrin ved
Paris. Det første og sidste af dem alle er dog det, at man i denne Stad
er i selve Verdens Centrum, at al den travle Uro, al den nervøse Feber
omkring En ikke er Andet end Blodet, der banker i det uhyre Hjertekammer,
hvor alle Menneskeslægtens Pulsaarer løber sammen.

[Illustration: Paa Boulevarden.]




PARISERINDEN.


Siden Sedandagen har Frankrig manglet et Vaaben i sit Skjold. Man har
ikke søgt noget nyt istedetfor den kejserlige Ørn. Men man skulde skynde
sig at søge. En vittig Tegner kunde ellers let komme Alvoren i Forkjøbet.
Han vilde ikke have svært ved at finde et Motiv; der er et, der ligger
lige for. Et zirligt Dameskjørt, der i bløde, elegante Silkefolder
draperer sig for Exempel over to korsede Landsestænger, af hvilke den ene
istedetfor Spids bærer en Rembrandthat med bølgende Strudsfjer, den anden
en Vifte eller et Par langknappede Handsker eller Sligt,--det vilde ikke
være fri for at være karakteristisk. En lille Smule ondskabsfuldt maaske,
men sanddru paa sin Maneer. Man vilde virkelig føre i Skjoldet, hvad man
hyldede i Livet.

Thi det er i den tredie franske Republik, og ganske specielt i dens
Hovedstad, hverken Præsident eller Ministre eller Folkedeputerede, der er
de egentlig Mægtige. Over dem staar der en hemmelig Regering, som i
Virkeligheden er den, der styrer Alt. Den er ikke at søge hverken i
Palais Bourbon eller paa et eller andet Redaktionskontor eller noget af
de Steder, hvor man til forskjellige Tider har villet paastaa, at den
havde sit Sæde.

Den er overhovedet ikke et enkelt Sted; som den gjennemtrænger Alt, er
den ogsaa allestedsnærværende. Denne hemmelige Regering er Kvinden. Den
Rolle, hun spiller i Frankrig, er en fuldstændig anden end den, der er
tildelt hende i den samtlige øvrige Verden. Hendes Haand er med i Alt,
hun er i det store Samfundsuhrværk Fjederen, der driver det Hele. Og det
ikke paa den Viis, som for Exempel vore gamle nordiske Skjalde og vore
moderne Digtere ville vide, at hun ogsaa undertiden skal kunne gjøre det
hos os: som et Slags beaandende Muse, en Fylgje, der vækker og flammer op
til Handling. Franskmændene er et mindre poetisk, mere logisk Folkefærd,
der ikke forstaar sig synderligt paa en saadan Metafysik. Den skjønne
Halvpart af Menneskeslægten er hos dem ingenlunde luftige, ætheriske
Væsener med væsentlig passive, inciterende Egenskaber, det er aktivt
handlende, stundom adskilligt mere energisk handlende Medskabninger end
det Kjøn, som har faaet Ord for at være det stærke.

Der er en højst karakteristisk Scene, som man kan finde igjen i en stor
Hoben franske Komedier, maaske i næstendels alle, naar man vilde søge
rigtigt efter. En Herre og en Dame diskuterer Noget, der vanskeligt lader
sig realisere. Han insisterer paa Vanskelighederne, hun søger at
fremstille deres Betydning som mindre væsentlig. Det er en Umulighed,
lyder hans sidste Replik, men hun erklærer saa simpelthen: _"Je le
veux"._ Dermed er Historien forbi, og han maa gjøre, som hun ønsker. Naar
denne Scene kommer igjen og kommer igjen i det Uendelige, er det, fordi
den afspejler et Virkelighedsbillede, den dramatiske Forfatter daglig har
for Øje. Den franske Kvinde gaar Krog- og Omveje, før hun kommer frem med
sit kategoriske Imperativ. Men det indfinder sig til Slutning, og er det
engang sagt, saa maa Alting bøje sig for det. Hun er i alle Forhold den
absolut dominerende. Hun er det ude paa Landet og i de smaa Byer ogsaa,
men hun er det mest i Paris. Man kan tage Pariserinden paa ethvert Trin
af Samfundsstigen; Fænomenet bliver, læmpet efter de forskjellige
Omgivelser, bestandig det samme.

Det er i hendes Saloner, at de politiske Konstellationer skabes. Er det
ikke hende, som vælger Ministrene, saa er det dog hende, der finder ud,
hvem der skal vælges, og som sætter deres Valg igjennem. Hun forstærker
den ene parlamentariske Gruppe og svækker den anden, hun hverver Stemmer
for det og det Lovforslag, hun bringer den og den Interpellation til at
gjøre Fiasko. Det er hende, der besætter alle Statens Embeder. Hun farter
fra Ministre til Departementsdirektører og fra Departementsdirektører til
Souschefer, hun gjør Dinerer og gjør sig uimodstaaelig, hun sætter Verden
paa den anden Ende for at sætte sin Vilje igjennem. Men hun har ogsaa den
Triumf, at det bestandig gaar efter hendes Hoved. Den, hun vil have til
Præfekt, bliver Præfekt, den Forfatter eller Lærde, som har fundet Naade
for hendes Øjne, bliver valgt til Medlem af Akademiet, den Officeer, som
staar under hendes mægtige Beskyttelse, springer sine Kammerater forbi og
avancerer. Det er hende, der skaber Positioner, det er hende, der uddeler
Ordensbaand og Udmærkelser, det er ved hendes Reklame, at Kunstneren
faaer Renommée, at Lægen og Advokaten faar Klienter, det er hende, der
bringer Modebankens Aktier til at stige, som det er hende, der skaffer
Modeleverandørerne deres Søgning. _"Où est la femme,"_ spørger den
franske Dommer, naar han vil tilbunds i Forbrydelsens Ophav. Men det er
ikke blot ved Forbrydelserne, det er ved saa at sige Alt, hvad der hænder
i dette Land, at man kan gjøre det samme Spørgsmaal. Seer man
Kombinationernes Væv efter i Sømmene, vil man bestandig finde Kvinden
som Islæt.

Gaar vi fra de ledende Kredse ned til den jævnere Borgerstand, saa
skifter hendes Virkekreds, men den Rolle, hun spiller, bliver ikke mindre
dominerende for det. Hos den Handlende er det hende, der fører Bøgerne og
forskriver Varerne; Manden staar bag Disken. I Restaurations- og
Kafélokalerne sidder hun ved Buffeten, tager imod Pengene, passer paa
Opvarterne, sørger for, at Alt gaar, som det skal gaa; Manden bliver
sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb eller ud i Kjøkkenet for at passe
paa Gryderne. Naar man kommer ind til sin Skrædder, saa er det Konen, der
tager imod En; hun viser de forskjellige Stoffer frem og giver Raad om,
hvad man skal vælge. Manden bliver kun tilkaldt et Øjeblik for at tage
Maal; han forsvinder, naar det er gjort, og man har saa ikke mere med ham
at bestille. Det er hende, der afgjør, om Tøjet sidder eller ikke sidder,
det er hende, der ordner Betalingsvilkaarene og kvitterer Regningen.
Enhver, der har boet i Pension i Paris, veed, hvorledes disse ligesaa
talrige som karakteristiske Huse er indrettede. Konen har alle
Departementer under sig: Værelsefordelingen, Akkorderingen om Prisen,
Tyendet, Indkjøbene, Spisesedlen og Regnskabsføringen. Mandens hele
Livsopgave indskrænker sig til at throne for Bordenden ved Maaltiderne,
øse op og skjære for. Betroes der Andet til ham, saa er det højst
saadanne Forretninger som at passe Lamperne og sende Bud efter
Kaminrenseren.

Man kan finde hundrede andre Exempler paa en saadan Fordeling af Mandens
og Kvindens Roller ved Udførelsen af den fælles Haandtering. I hele det
handlende og industridrivende Paris tager hun ærligt og redeligt
Halvparten af Forretningerne paa sig, og det er i Regelen netop den
Halvpart, som kræver Hoved og Omsigt og Talent. Naar den sidste store
Roman- og Dramasucces, Georges Ohnets "Serge Panine", har gjort en saa
umaadelig Opsigt, saa kan Forklaringen dertil kun findes i, at
Forfatteren som Hovedfigur i sin Skildring har stillet en Type, der
belyser dette Forhold fortræffeligere, end det hidtil er gjort. Han er
ingenlunde nogen eminent Begavelse, han er Begynder, og saavel hans Bog
som hans Komedie har væsentlige Mangler. Men Madame Desvarennes, denne
prægtige Bagerkone, der begynder med et Brødudsalg i en Forstadsgyde og
udelukkende ved egne Evner ender med at beherske hele Paris'
Brødforsyning, som Millionærinde, der forhandler paa lige Fod med
Ministre, hun er ganske vist en ypperlig Skikkelse, greben kraftigt og
suffisant lige ud af Livet. Saaledes som hun er Pariserinden af
Middelklassen: kjærnesund, arbejdsomt slidende, med en Villie af Staal og
en Energi til at handle, der gjennemtrænger hendes Væsen helt ud til
Fingerspidserne. Hun falder lidt af maaske, naar man kommer ned paa de
lavere Trin af Skalaen. Det haarde, møjsommelige Arbejderliv med alle
dets Savn svækker Evner og Kræfter noget. Men ogsaa i disse Omgivelser
bærer hun dog sin Del af Byrden. Mens Manden gaar paa Arbejde, vadsker
hun, syer paa Maskine eller tager sig Andet for, hvorved hun kan skaffe
sit Bidrag til Livsopholdet. Mandens bliver kun altfor ofte brugt op paa
Knejpen; det er da for hendes Penge, at der haves Hus og Hjem. Og
samtidig bevarer hun stadig Pariserindens dominerende Position. Der er et
højst karakteristisk Træk, man vil lægge Mærke til, naar man seer en
saadan Arbejderfamilie gaa ud om Søndagen. Det er Manden, der maa bære
Børnene, men det er Konen, der har Portemonnaien i Lommen, naar der
skal betales.

En saadan Rolle i et Samfund kan Kvinden ikke spille, uden at hun i dette
Samfund virkelig er et overlegent Væsen. Pariserinden er det. Det franske
Galanteri har gjort hende dertil. Kvindetilbedelsen er ganske vist ikke
nogen specifik fransk Kultus. Men det er i Troubadourernes Land, at den
har naaet sin højeste Udfoldning. Og det har ikke blot sin psykologiske,
det har ligesaa meget sin rent physiologiske Forklaring. Franskmændene er
Naturer, der har hedere Blod, og som staar langt stærkere under
Sandseberusningens Herredømme end i hvert Fald de Folk, som boer nord og
øst for dem. De vil leve og nyde i Øjeblikket. De kan ikke slaa sig
tiltaals med en Betragtning som den nordiske, der stiller Kvinden paa
Marmorsokkel som et Slags Jomfru Maria, til hvem man kun nærmer sig
ærbødigt offrende, gjennemtrængt af den kydske Andagt, der straaler ud
fra hele hendes Væsen. Man har oversat Bjørnsons "Arne" for dem, men de
har ikke forstaaet den; de har lét af disse Mennesker, der sidder Aar og
ser paa hinanden og længes uden engang at kunne faa deres Kjærlighed paa
Læben. De kjender ikke til at længes og sukke og drømme, de kjender kun
til at besidde. Dertil har de et umaadeligt naturligt Behov, et større
maaske end nogen anden Nation, For at tilfredsstille det er det, at de
uophørligt ligger i Støvet for Kvindens Fødder; Opnaaelsen af hendes
Gunst er Lyset, hvorom de bestandig sværmer. Hun veed det, hun seer dem
offre Alt for hendes Skyld, hun lever i en Atmosphære, hvor hun hører det
summe omkring sig af et permanent Kor, der tigger om Kjærlighed. Derfor
er det, at hun ikke blot selv føler sig som en overordnet Skabning, men i
Virkeligheden ogsaa bliver det.

Det franske Galanteri er det, der først og sidst skaber Pariserindens
dominerende Stilling. Hun har imidlertid ogsaa Egenskaber, som berettiger
hende til at indtage den. For at se dem i fuld Belysning maa man se hende
i de store, kritiske Øjeblikke. Historien har vist hende i saadanne.
Revolutionens Kvinder er Skikkelser, der rager Hoveder op over
almindeligt Menneskemaal. Men det er ikke nødvendigt at gaa saa langt
tilbage. I selve vor Tid har Paris' Belejring paa den mest glimrende
Maade lagt for Dagen, hvad Pariserinden er i Stand til at udrette. Er
disse sørgelige Vintermaaneder trods Alt komne til at staa som et af de
stolte Kapitler i Frankrigs Annaler, saa er det væsentlig hende, der har
Æren derfor. Hendes Opoffrelser, Udholdenhed, Heltemod var mange, mange
Gange mere værd end den mandlige Befolknings. Hvad gjorde Mændene
egentlig, naar man vil se ganske koldt og nøgternt paa Sagen? De slap for
at arbejde og agerede Soldater, men det generede dem ingenlunde i nogen
overordentlig Grad. De stod op om Morgenen Klokken Ni og tog deres pæne
Uniform paa og spadserede i den stolte og selvtillidsfulde omkring til
Klubberne og Beværtningsstederne for at deklamere og holde Taler; eller
de trak ud i Forskandsningerne, men heller ikke der var Livet synderlig
surt for dem. Tjenesten var ikke streng; de kunde spille Kort og gjøre
sig det fornøjeligt paa mange Maader. Udfald blev der kun yderst sjelden
Tale om. Engang imellem sprang der en Bombe; det var til Slutning næsten
blevet en Adspredelse for dem. De var tappre, ganske vist, men det var de
af Natur, og det kostede dem Ingenting.

Kvindernes Rolle derimod var en hel anden. De havde for det Første med
det Forudseenhedens Instinkt, der er Kvinden egent, anet, at Belejringen
vilde komme og forberedet sig paa den. Da Paris blev indesluttet, rummede
den indenfor sine Volde enorme Oplag af mange andre Livsfornødenheder end
dem, Regeringen havde sørget for. De var blevne hobede sammen ved privat
Initiativ af kloge, forsynlige Kvinder. Ikke for at de selv kunde blive
ved at leve i Overflod; det viste de, da Mangelen kom. De fornemme Damer
forenede sig i Selskaber, der tog sig for at gaa fra Dør til Dør i hele
Byen og banke paa overalt og spørge, om Nogen led Nød. Blev der svaret
ja, gav de med rund Haand, hvad der ikke engang kom paa deres eget Bord.
De Syge fik Æggene, som de havde gjemt, og som til Slutning var en halv
Louis værd Stykket, Aspargesbundter, der i de faa Butiker, som endnu
kunde holde aabne, blev solgte for fem hundrede Francs, selv nedsaltet
Kjød og Sligt, der ikke var til at betale. De sendte deres Linned til
Lazaretherne, de tog, naar de mødte en forfrossen Stakkel paa Gaden,
deres eget Tøj af og hængte paa ham. Og Kvinderne af de lavere Stænder
gjorde endnu mere. De stod op om Natten Klokken To, Tre og stillede sig i
Queue udenfor Mairierne for at faa de Kort udleverede, som de kunde hente
Brød paa. Der stod de indtil Morgenstunden, tidt i mange Graders Frost og
i Sne til Knæerne, ikke Fattigfolk alene, men Koner og Døttre af
Familier, som havde deres ti, femten tusind Francs om Aaret at leve af.
Det var i Virkeligheden Pariserinden, ikke Pariseren, der førte Paris'
Belejring. Og med hvilken vidunderlig Følelse af Solidaritet, med hvilken
Sejghed i at ville holde ud til det Yderste hun taalmodig, aldrig svag og
aldrig modløs, bar de tusinde Opoffrelser, der faldt i hendes Lod, derom
kan man høre Fortællinger nok af ethvert Øjevidne. En Dansk, der ved den
Post, han beklædte, ansaae sig forpligtet til at blive i Byen, har
skildret mig disse Dage som en eneste uafbrudt Heroisme af den parisiske
Kvinde. Denne Heroisme har endnu ikke fundet sin Digter. Men han vil
komme, og han vil blive en af de største, saavist som den Bedrift, han
har at forevige, er en af de største, vore Dage har sét.

Pariserinden er uendeligt mange Gange bedre end sit Rygte. Det
traditionelle Billede af hende som et letfærdigt, nydelsessygt Væsen,
uden Hjerte og uden Sands for Livets alvorlige Interesser, er et rent og
purt Fantasibillede, støbt over enkelte iøjnefaldende Modeller, men
fuldstændigt misvisende og forvirrende, naar man vil gjøre det alment
gjældende. _"La femme du cabaret",_ den Kvindeskikkelse, som Zola har
gjort typisk i "Nana", Forraadnelsesvibrionen, som ødelægger Slægter og
dekomponerer Samfundet, hun existerer ganske vist, men med den egentlige
Pariserinde har hun i Virkeligheden Intet at skaffe. Hun gjør umaadeligt
Spræl, hun fylder det store, offentlige Paris, Fornøjelseslivets Paris
med sin skrigende Toiletteluxus og sit Vilde Nydelsesbegjær. Touristen
seer hende der for hvert Skridt, han gaar, og han dømmer saa let det, han
ikke seer, efter det, han seer. _La femme du cabaret_ er kun til for det
Paris, hvis Færd begynder paa Hjørnet af Boulevard des Italiens og ender
ved Boulogneskovskaskaderne, for Kobbelet af drivende Gommeuxherrer, hvis
hele Liv gaar op i Jagt efter hende af den simple Grund, at de ikke har
hverken Tilbøjelighed eller Evner til at lade det gaa op i nogetsomhelst
Andet. De arbejder ikke i Ateliererne, de skriver ikke Bøger, de holder
ikke Forelæsninger, de studerer ikke i Laboratorier og Bibliotheker. Men
Noget skal de jo dog have at beskjæftige sig med, og af deres Behov til
at slaa Tiden ihjel er da _la femme du cabaret_ født. Hun existerer kun
for dem. Men dette Kobbel er alt i alt kun et Par tusinde Stykker højst
af Millionbyens Befolkning, og derimellem er der atter kun nogle faa
hundrede Parisere. Resten hører til den store Rastaqouairslægt, disse
gaadefulde Væsener med gulbrun Teint, med en forunderlig fremmedklingende
Dialekt, hvis Oprindelse Ingen er i Stand til at definere, og med
Millioner, som det vil være endnu vanskeligere at sige, hvor og hvorledes
de er tjente. Jo mere disse exotiske Planter indpodes i Pariserlivet,
desto frodigere udbreder Forraadnelsesvibrionen sig. Men det er en
naturhistorisk Lov, at den kun sætter sig paa de allerede dødsdømte
Organismer. Den angriber aldrig de sunde, og derfor har den Vibrion,
hvorom der her er Tale, heller ikke angrebet de sunde Samfundslag i
Paris, de Samfundslag, der er Kjærnen af den store Stads Befolkning.

[Illustration: Pariserindetype i Vinterdragt.]

Den franske Romanliteratur og det moderne franske Drama har bidraget
stærkt til at stille disse Nanafigurer _en évidence_ og støtte Overtroen
om, at Pariserinden som Helhed er skabt i deres Billede. Fænomenet er
forklarligt. Ligesaavel som Udlændingen, der kommer til Paris for et
flygtigt Besøg, fæster den parisiske Forfatter væsentlig sin Opmærksomhed
ved de Sider af Byens Liv, der springer stærkest i Øjnene. Og _la femme
du cabaret_ gjør det unægtelig mere end nogen anden. Derfor har
Skribenterne kastet sig over hende. Da den yngre Dumas havde opdaget sin
Demimondedame, maatte der ganske naturligt følge en hel Literatur om det
samme Thema efter. Men denne Literatur staar nu ved sin Ende. Forfatterne
har udtømt Æmnet, og Publikum er blevet kjed af det. Det er gaaet her som
hjemme hos os med Komedierne, hvori Konerne løber bort. Figuren existerer
i Livet, og derfor interesserer den til en Tid baade Digtere og Publikum.
Men naar det faar den samme Kost serveret for tidt, saa ender det med at
sige: dette er usundt. For hver, der løber bort, er der Hundreder og
Tusinder, som bliver ved Hjem og Børn. De er mindre taknemmelige at
skrive om, men de er Regelen ikkedestomindre, og vi vil ikke have
Undtagelsen præsenteret som Regel. Saaledes ogsaa i Frankrig. Man har
faaet altfor mange Baronesse d'Ange'r og Marguerite'r og Nana'er, man er
nu kjed af dem. Zolas sidste Bog "Pot-Bouille" vakte kun et Indtryk af
Væmmelse hos Kritik og Læseverden. En hel anden Literatur om helt andre
Ting er i Færd med at dukke op. Den vil voxe hurtigt og frodigt, netop
fordi Trangen til den er saa overordentlig stor, og i den vil det ikke
længer være den frivole Kvinde, hvorom der bliver Tale, men
Pariserindetyper af en hel anden Art, der er baade smukkere og sundere
og sandere.

Thi Pariserinden er ikke frivol. Højst har hun ved Siden af store
borgerlige Dyder den Mangel: at være hverken synderlig dyb eller
synderlig trofast i sin Kjærlighed. Det kommer nu for det Første af den
omtalte ejendommelige Stilling, hun indtager overfor Manden. Træffer hun
en sjelden Gang det hende overlegne Væsen, som hun bestandig søger efter,
saa er der næppe nogen Kvinde, der kan være saa hel og opoffrende i sin
Kjærlighed som hun. Men i Reglen ser hun ned paa den, der skulde være
hendes Herre; hun gjør det, fordi han selv gjør sig til hendes Slave. Og
dernæst skriver Løsheden i Kjærlighedsforholdet sig fra Skyggesider ved
den Institution, som skulde hellige og fæstne det. Ægteskabet er i
Frankrig en ganske ejendommelig Ting. Indtil det Øjeblik, da hun er
giftefærdig, holdes den unge Pige strængt under Moderens eller
Klosterpensionens bestandigt vaagende Øje. Alt, hvad der kan udvikle
hende til Kvinde, fjærnes principmæssigt fra hende; hun skal være og
vedbliver at være et Barn. Saa en Dag finder hendes Familie en ung Mand,
hvis Stilling byder Ækvivalent for den Medgift, hun kan bringe. Man
arrangerer Partiet, hun selv bliver kun _pro forma_ spurgt om sit
Samtykke. Vielsén følger umiddelbart efter, og hun er da for hele Livet
bunden til et Menneske, som hun ikke kan elske, dels fordi hun ikke
kjender ham, og dels fordi hun ikke har nogetsomhelst Begreb om, hvad
Kjærlighed er. Sligt kan ikke skabe Trofasthed. Pariserinden er trofast
som Moder, men hun er det ikke som Ægtefælle. Hele hendes Liv gaar op i
Børnene, i Forholdet til Manden kommer der kun sjelden nogen virkelig
Intimitet. Han er og vedbliver at være hende en Fremmed; højst
karakteristisk siger hun altid "De" til ham og sætter bestandig i Omtale
det ceremonielle "Monsieur" foran hans Navn. Hun har aldrig følt sig nøje
knyttet til ham, og Baandet binder derfor ogsaa kun løst. Hun giver sig
let hen; hun gjør det af Fantasi, Kaprice, Nysgjerrighed, og hun lægger
ikke nogen overdreven Vægt derpaa. Hendes Sjæl er kun sjeldent med deri,
og hun betragter det ikke som nogen stor Synd. Men om sine Pligter
overfor Familien har hun en altid vaagen Bevidsthed. Hvad hun end kan
fristes til at gjøre, sin Mands borgerlige Stilling kompromitterer hun
aldrig. Tvertimod, hun arbejder for den, hvor hun kan, og hun arbejder
først og fremmest for Børnene. At skabe deres Fremtid er den Livsopgave,
hvorpaa hun sætter al sin Energi ind.

Hun er i sin daglige Færd en god Økonom, og hun er alt andet end
fornøjelsessyg. Det er i den jævne, borgerlige Pariserhusholdning Manden,
der stadig turer rundt paa Kafeer og offentlige Steder; Moderen bliver
ved Hjemmet og Børnene. Naar hun et Par Sommersøndage kan tage paa
Landet, helst med sin voxne Søn, saa er det Alt, hvad hun forlanger. Hun
holder af at pynte sig, det er ganske vist, men hun forstaar tilnød at
gjøre det med meget Lidt. Hun kjender den Kunst at kunne klæde sig paa.
Det er ikke Luxus'en, hun udfolder, der gjør det; Arbejdersken, der gaar
barhovedet fra sin Fabrik, har i den fattige sorte Kjole den samme
Chiched, den samme Elegance over hele sin Person som Damerne paa Moden.
Med et Par Baand om Sommeren, en Smule Pelsværk om Vinteren tager den
lille Borgerdatter sig ud som en Fyrstinde. Denne Pariserindens Evne er
specifik parisisk. Den er et Produkt af Aarhundreders Civilisation, men
den er et Produkt først og fremmest af selve Omgivelserne, af den
hemmelighedsfulde sjette Sands, som Alt i denne Kunstens og Pragtens og
Smagens Stad hjælper til at udvikle. Det er en Hemmelighed af samme Art
som den parisiske Kunstarbejders. Man har gjort Forsøg i andre Lande paa
at indforskrive ham; man har budt ham de mest glimrende Betingelser, man
har givet ham indtil fem og tyve Francs om Dagen, og han er kommen. Men
kun en ganske kort Tid beholdt hans Arbejde det samme Ubestemmelige over
sig, som det havde, naar han udførte det i Paris. Han glemte
Hemmeligheden, naar han kom bort fra Paris' Luft. Den ligger i den, og
det gjør Pariserindens ogsaa; den kan ikke exporteres.

Hun selv kan det heller ikke. Hun elsker sin By, hun kan kun trives i
den, og hun hører kun hjemme i den. Hun er selve Personifikationen af
dens Liv--elegant, forførerisk tillokkende i sin ydre Form, let til at
lade sig rive med og ogsaa let til at slippe idag, hvad der tog hende
fangen igaar. Men ved Siden deraf intelligent, arbejdsom, energisk, en
Smule for forelsket maaske i det Ubekjendte, men begejstret for Alt, hvad
der er stort, og i Stand til at kunne voxe op i Højde med det, i Stand
til i de betydningsfulde kritiske Øjeblikke at kunne blive den overlegne,
heroiske Kvinde, for hvilken en Nation som den franske og en By som Paris
har Behov.




VINTERLIV I PARIS.


Klimaet

Der gives Læger, som paastaa, at Paris til sine øvrige store og gode
Egenskaber ogsaa føjer den: at besidde et ganske exceptionelt Klima.
Særlige Højdeforhold, Dalstrøg, gjennem hvilke Søbrisen kan naa Byen,
samt andre lignende gunstige Omstændigheder ved dens Beliggenhed gjør det
let forklarligt, siger de. Det er muligt, at de har Ret; for Lægfolk er
det vanskeligt at kontrollere deres Udsagns Rigtighed.
Dødelighedsprocenten i Paris, sammenholdt med den i andre store Byer,
taler i Favør af dem; Bronchitis-Epidemien og hele den Mylr af
Vinterskrøbeligheder, hvorunder Pariserne lide, mere end nogen anden
Hovedstadsbefolkning, synes derimod at gjøre deres Paastands Rigtighed
endel betinget. Men hvad der ialfald er sikkert, det er, at Paris har et
ganske ejendommeligt Vinterklima. Det er saa specielt, at det næsten ikke
kan tænkes andetsteds, udpræget parisisk som Fiakrernes Kudske, som
Arbejderskernes smaa lakerede Sko og kulørte Strømper, som Gadesælgernes
Raab om Morgenen, som Alt, hvad der er mest exklusivt parisisk i den
store Stads Fysiognomi.

Morsomt nok er tillige de Hovedtræk, der karakterisere den parisiske
Vinter, de samme, der giver selve Pariserlivet dets væsentlige Særpræg.
Det er et Liv i stadig Feber og Uro, et Liv med de mest skrigende
Kontraster klods op paa hinanden. Og saadan er ogsaa Vinteren. Den ene
Dag bidende Frost og skinnende hvid Sne over alle Gader og Huse. Men om
Natten trækker der Skyer op; naar man vaagner om Morgenen, pisker Regnen
ned i Skyller eller rettere i Skybrud, og om Aftenen er Alt forandret.
Man vil i første Øjeblik, naar man kommer udenfor Gadedøren, ikke tro
sine egne Sanser. Man springer fra Fortovet ud paa Gaden i den Formening,
at Varmen, som slaar En imøde, maa stige op fra et eller andet
Kjælderkøkken, saa mættet kan Luften, være med lummer, unaturlig Hede.
Den næste Dag er Sneen borte; Folk gaar og stønner i Sommeroverfrakker,
Foraarssolen skinner over Boulevarderne, hvor Publikum sidder udenfor paa
Kaféernes Fortovsstole, det er saadant Noget som tolv, tretten Graders
Varme. Pariserne holder ikke af Kulden, og Alverden er følgelig inderlig
fornøjet. Man pynter sit Foraarstøjs Knaphuller med Violbuketterne fra
Nizza, man kjører i Boulogneskoven med lidt Pelsværk paa, men i aaben
Vogn, og man troer Vinteren skrinlagt for denne Gang. En skjønne Nat
springer imidlertid Vinden atter om til Nord, og det er i en
Haandevending forbi med det sydlandske Klima. Sneen drysser igjen,
Sovekamrenes Vandkander har Is paa sig om Morgenen, Folk slaas om de
opvarmede Drosker, Paris ligner en sibirisk By, skriver Aviserne.

Vinteren i Paris kan være alvorlig nok. Men det er ikke rigtig Alvor med
den; den har ingen Stadighed paa sig. Og Pariserne tager den da heller
ikke selv alvorlig. De ifører sig ikke en Oktoberdag Vinterfrakken for
saa at bære den støt til hen i April eller Maj, de kjender ikke til
Aarets Inddeling i to Halvparter, en, da man fyrer i Kakkelovnen, og en,
da man ikke gjør det. De leger med Vinteren, som den leger med dem. Naar
det er koldt, binder de et Tørklæde om Halsen af Frygt for at blive hæse
eller faa Snue; det Halvkomiske og Ildeklædende, der er ved den Slags
Upasselighed, har de en overdreven Skræk for. Men egentlig garderede mod
Kulden ser man kun de Færreste. De fryser med Anstand i Bevidstheden om,
at det ikke er Andet end noget rent Forbigaaende. Naar der er Sne og Is,
giver Aviserne lange Beskrivelser af; hvordan det hvide Vinterklæde har
draperet sig om den og den Statue, hvor eventyrlig Champs Elysées' Træer
ser ud med den hvide Rim paa deres Grene, eller hvorledes Solreflexerne
bryder sig i Concordefontænens Iskrystaller. Og den store
Lediggængerverden i Paris skynder sig ud for at kigge paa dette Skuespil
med samme Nysgjerrighed, som den kigger paa Eskimoerne i Jardin
d'Acclimatation eller paa en Bande Zulukaffere, der danse Krigsdanse i
Folies-Bergére. Sneen bliver for Pariserne, hvor tidt de end har set den,
ved at være noget Aparte, Noget, der ikke hører til. Klager man over, at
den gjør Gaderne ufremkommelige, saa smiler de og ryster paa Hovedet ad
Ens Ubekjendtskab med Forholdene. "Aa, i Paris bliver saadant Noget kun
liggende en Dag," siger de. "Naar vi blot faar Regn inat, saa er det
Altsammen borte imorgen tidlig."

Man faar imidlertid ikke altid Regn om Natten. Det kan til Trods for de
kjære Indfødtes Rysten paa Hovedet sne baade otte og fjorten Dage i Træk
i Paris. Det er sjeldent, men det kan dog arrivere. Og gjør det det, saa
er man temmelig ilde faren med sin Behandling _en canaille_ af Vinteren.
Der kommanderes en Armee paa en Snes tusind Mennesker ud for at rense
Gaderne, og Kommunekassen anvender et Par Millioner til dette Arbejde,
men det hjælper Altsammen Ingenting. Det er Leg med Skovlingen, Leg med
Bortkjørselen, Leg med det Hele. Sneen spærrer Færdselen, Paris er den
forfærdeligste Muddersø, der kan tænkes, lige til Regnen kommer. Først
den kan gjøre rent, kun den er vant til det. I den Tid, Uføret staar paa,
er Pariserne om en Hals med deres Fodtøj, som kun er beregnet paa blanke
Asfaltfliser. Men drage sig Ubekvemmelighederne til Lære, det falder de
aldrig paa.

Saalænge Kulden har varet, har de bundet Tørklædet om Halsen og slaaet
Kraven op om Ørene, men naar Regnen er kommen og Sydvinden igjen blæser
den milde Luft fra Violernes og Rosernes Land ind over Byen, saa slaar de
atter Frakkekraven ned, ryger uden Overtøj deres Cigaretter ude paa
Gaderne om Aftenen i Mellemakterne, kjører i Boulogneskoven i aaben Vogn
og uden Pelsværk og ler, naar man fortæller dem, at det kan være akkurat
ligesaa fuldblods Vinter i Paris som oppe i de Lande, hvor de bilder sig
ind, at der spaserer Isbjørne omkring i Gaderne.

Ejendommeligt nok kjender de Sydlændinge, der er paa Besøg i Paris,
Italienere, Spaniere, Orientalere, i Reglen ikke engang denne Forandring
med den op- og nedslaaede Frakkekrave og med Halstørklædet. Man ser i ti
Graders Frost en burnusklædt Fyr spasere ganske rolig og flegmatisk
omkring i det samme Kostume som paa en solglødende Augustdag. Jo længere
mod Syd, desto mere hærdede synes Folk at blive mod Kulden. Det er det
samme Fænomen, som naar en Vestindianer kommer til Norden. Han taaler den
første Vinter fortræffeligt, han har saa megen opsparet Varme i sig. Vi
Nordboere derimod er kuldskjære, Vi finder os kun med Vanskelighed i
Pariservinteren; vi fryser i Stuerne, hvor det flammende Favnestykke ser
saa nydeligt ud, men kun indbilder os, at det varmer, og vi lider under
disse evindelig springende Temperaturforandringer, under disse abrupte
Overgange med kun en Nats Mellemrum fra isnende Vinter til varmt Foraar.
Vi kan ikke taale Kulden, naar den endelig engang imellem gjør Forsøg paa
at agere alvorlig, og vi kan endnu mindre taale den permanente Uro
i Vejret.

Man har set Vintere i Paris, i hvilke Pariserne har været ovenpaa, har
gaaet omkring og badet sig i varmt December- og Januarsolskin og bildt
sig ind, at de var i Monaco. Men det er Undtagelserne, Regelen er
adskilligt mindre behagelig. Som oftest kan man tælle de Vinterdage, paa
hvilke Vejret ikke er mættet med nervøs Feber, og dem ogsaa, da det ikke
regner. I de fire Maaneder fra November til Slutningen af Februar bærer
man sig ad som en klog Mand, naar man i Paris ikke gaar ud uden Paraply.
Gjør man det, har man de allerstørste Chancer for at komme gjennemblødt
hjem. I December og Januar kan det desværre kun altfor grumme ofte falde
paa at øse sine otte og fyrretyve Timer i Træk, i November og Februar
hører det til Regelen, at der vælter Skybrudsbyger ned hvert femte Minut
paa Dagen. Og kommer der endelig ved Aftentid, en lille Smule Ro, saa er
Taagen der strax. Henimod Slutningen af Vinteren er Alt saaledes
gjennemtrængt af Fugtighed og Vanddampe, at den kan antage ligefrem
fænomenale Dimensioner. Det passerer forholdsvis ofte, at Omnibusserne
maa standse deres Ture flere Timer før reglementeret Tid, fordi de kjører
vild, hvor Gaderne krydser hinanden, og man har endogsaa oplevet hele
Døgn, da al Færdsel var spærret af Taagen. Hele Paris er da fyldt af en
saa absolut uigjennemtrængelig Damp, at der paa hvert Gadehjøme maa
opstilles Politibetjente med tændte Fakler for at hjælpe de Gaaende til
at finde den rette Vej. Pariserne tager alle slige Ubekvemmeligheder
uhyre let og uhyre elskværdig som sædvanlig; Paris er og bliver deres
kjære Paris, hvor Alt med Djævels Vold og Magt skal være fortræffeligere
end nogetsomhelst andet Sted i Verden. Og de Fremmede, der er komne til
Paris for at befinde sig vel, er ligeledes særlig oplagte til at se
Alting i Rosenskjær; det er nu engang Parolen, og med en til Alverden
udstedt Parole har Sandheden svært ved at kæmpe. Derfor holder den gamle
Overtro om, at Vinterklimaet i Paris er sundt og behageligt, sig stadig.
I Virkeligheden kan man sætte et rødt Kors i Almanakken ved de Aar, da
Vejret ikke bringer En til Fortvivlelse. Naar der er Tale om Klimaet, er
det Vanvid at rejse til Paris de fire Maaneder, dens Vinter varer.
Efteraaret og Foraaret, hele Forsommeren ogsaa til langt hen i Juli er
henrivende, Vinteren derimod som oftest alt Andet end behagelig.

Velgjørenhedsballer.

Hvori Velgjørenheden bestaar, skal jeg ikke kunne sige. Der er Ingen, som
har kunnet fortælle mig det. Pariserne bekymrer sig aldrig om at gaa
tilbunds i den Slags Sager. Paa Hjørnet af Avenue de l'Opéra rejser der
sig to høje, kolorerede Master med et stort Skjold i Flagindfatning. En
Inskription paa dette Skjold oplyser om, at man mod Erlæggelsen af en
Louis og under den Betingelse, at man er i Baltoilette, vil kunne blive
admitteret til et "Grand bal de bienfaisance", som den førstkommende
Løverdag gives i Hôtel Continental under Protektorat af Handelsstandens
eller andre Stænders Damer. Endvidere fortæller Plakater, som er
opslaaede i de til Ballokalet hørende Spillesale, at et Spil Kort koster
fem Francs i Leje for en halv Time, hvilke fem Francs ere _"au profit de
l'oeuvre"_. Det fremgaar heraf, baade at der er et "oeuvre", og at man
gjør vel mod sine Medborgere ved at give Louis'er og Femfranker ud til
Bedste for det. Videre Oplysning om Velgjørenhedens specielle Øjemed har
Pariserne hverken Tid eller Trang til at forskaffe sig.

Hvad Ballet er, skal jeg derimod tillade mig at fortælle. Disse
Velgjørenhedsballer spiller en ikke ringe Rolle i det parisiske
Vinterliv. Fra Begyndelsen af December er der regelmæssig et af dem hver
Lørdag, og intet af dem har under et Par tusind Deltagere, Et saadant
Besøg taler tydeligt nok for deres Hensigtsmæssighed, selv om der ikke
fandtes noget "oeuvre". De udfylder et Hul, de tilfredsstiller en Trang,
Masser af Parisere og fremfor Alt det langt overvejende Flertal af de
Fremmede vilde slet ikke faa danset uden dem hele Vinteren igjennem.
Faubourg St. Germain er endnu saa omtrent en lukket Verden undtagen for
dens Egne. Men det parisiske Bourgeoisi, det ægte, gamle, grundmurede
Bourgeoisi, der har store Hoteller og Formuer, som er store nok til
Baller, det er næsten endnu mere hermetisk lukket. Den officielle Verdens
Soireer er aabne ganske vist, men Kredsen, som kan faa Adgang til dem,
har dog altid sin Begrændsning, og saa kjeder man sig desuden saa
gudsjammerligt paa dem, at Ingen gider komme der. Smaa, hyggelige, jævne
Familieballer, som hos os, kjender Paris ikke. Kan man sidde ti Personer
sammen i en almindelig Families Dagligstue, saa er det Højden; kan man
betale Husleje, Husstand og Toiletter, saa er det ogsaa Højden i dette
dyre Paris, hvor en Familie, der stiller mindste Fordringer til Livet,
umuligt kan leve under ti, femten tusind Francs om Aaret. Til Baller
bliver der paa ingen Maade Raad. Og hvem skulde man ogsaa indbyde? Enten
er der ikke unge Piger i Huset, og saa kommer der ingen unge Mennesker,
eller ogsaa er der unge Piger, og saa kommer der to eller tre. De kommer
der fjorten Dage, til Forældrene uden at falde med Døren ind i Huset kan
spørge dem, om de vil være Svigersønner. Vil de, saa har man ikke Behov
for nye Ansigter; vil de ikke, saa faar de paa en høflig Maade Løbepas
for at give Plads for Andre. Bekendtskabskredsen omfatter aldrig paa
samme Tid mer end nogle ganske enkelte Ægteskabskandidater.

Det er derfor, Velgjørenhedsballerne virkelig gjør vel mod de danselystne
Pariserbeboere. Alverden er admitteret for en Louis, og Alverden kommer
der. Det vil sige ikke de, der har deres egne lukkede Baller; de bliver,
forstaar sig, paa egen Grund. Og naturligvis heller ikke pæne unge Piger
af pæne, dannede Familier. Men dem regner man ikke med i Paris; deres
Existens foregaar i det Skjulte, der findes Parisere, som paastaar, at de
aldrig har set dem. Men ellers kommer der en Smule af Alt paa disse
Baller. Selskabet er broget som Blomsterfloret i en Gartnerbutik, ægte
demokratisk, som det sig hør og bør i en ægte demokratisk Republik.

Det kan deles i tre Hovedgrupper: de Graadige, de Blaserede og
Soupeuserne.

De Graadige kommer Klokken ni, naar Ballet begynder Klokken ti. De er fem
i en Droske, og de fornemme Portierer ser ned paa dem med knusende
Foragt: de veed ikke, de Stakler, at det altid i Paris, naar man er i
Gala, koster ti Sous at faa sin Vogn lukket op. Den mandlige Part af dem
har broderede Skjorter, krøllet Haar og hvide Handsker med Fingerspidser,
i hvilke Fingrene ikke kan komme helt ned. Er de i Besiddelse af Klaphat,
saa har den altid kulørt Foer, helst violet, men dog ogsaa af og til
ceresa og spanskgrønt. Damerne excellerer i færdigsyede Atlaskes
Nederdele fra "Printemps" til niogfyrretyve Francs og halvtreds. Af og
til ser man dog ogsaa sytten-atten-aars Piger i hvidt Alpacca, næsten
altid tre, fire i Følge med en gammel, graahaaret og frakkeklædt Papa.
Søde Ansigter, tidt uden Sminke, store, glade Barneøjne, Halse, hvor
Skulderbenet stikker frem, og Overkroppe, der dingler genert, som om de
ikke sad rigtig fast endnu; de kunde være fortryllende, naar de bare ikke
havde Mani for at trippe om paa røde Ben ligesom Storkene. Himlen maa
vide, hvorfor de har forelsket sig i de røde Strømper.

Saa er der dem, der har røde Ansigter, røde Arme, Brudekjoler og Handsker
af Nummer syv og en halv med en, højst to Knapper. Fremdeles Staklerne,
hvis hele Pynteevne ikke er naaet videre end til Anbringelse af en Gren i
Haaret og en Blomst i Brystet af den simple graa eller sorte uldne Kjole.
De staar i aldeles umiddelbart Forhold til det mystiske "oeuvre", de
andre har kun en fjernere Slægtskabsforbindelse med det, som har tilladt
dem, ikke at komme gratis ind, men at faa Billetten til modereret Pris.
Hele Kategorien er kommen for at more sig. Ballet er en Begivenhed for
dem, den eneste maaske Aaret rundt, den, der drømmes om og spares op til
Maaneder forud.

De føler sig næppe skuffede; noget saa Feagtigt har de aldrig kunnet
drømme.

Hôtel Continental er paa disse Balaftener et veritabelt Eventyrslot. Tre
mægtige Sale, der kan rumme to, tre hundrede Par hver, er viede til
Dandsen. Marmorsøjler bærer Loftet med de brogede Rococcobilleder; Guld,
Fløjl og Spejle overalt; for Vinduerne tykke Atlaskes Portierer i Farver,
som var de vævede af Solskin; et Gulv saa blankt og glat, at de Tusinder
af Gasblus spiller igjen paa det som Stjerner. Og allevegne omkring en
Labyrinth af andre Sale, Gange, Korridorer dg overbyggede Verandaer,
stadig med Spejlvægge, som multiplicerer deres Tal, saa man kan tilbringe
en hel Nat uden at finde Rede i Virvaret. Tommetykke persiske Tæpper,
pladskende Springvande i Krat af Palmer og Lavrbær og med elektrisk Lys
paa sig, duftende Rosenbusketter, mandshøje Kameliatræer,
Silke-Causeuser, Drapperier, en Atmosfære dirrende af Vellugt, Varme og
fjern Musik. Nogle af disse Sale er rentud Delirier af Luxusfantasi. Der
er en, som forestiller Vinterhave. Væggene er Espalier af slyngende
Blomster, det høje, hvælvede blaa Loft en Nathimmel med Stjerner, Lyset
falder som Maaneskin ned fra matte Krystalkupler, i hvilke Jablokoffs
Blus Brænder, hele Salen er fuld af sjeldne, exotiske Planter og
blankbladede Træer. Ved Siden af er man i Alhambra med dets glødende
østerlandske Farver, dets mystiske Uendelighed af Buer, Piller og
kalejdoskopagtige Dekorations-Kapricer. For begge Ender af den aabne Sal
naturligvis Korridorvægge med Spejle fra Loft til Gulv, saa alle Linier
glider ud og fortsætter sig i taaget, hemmelighedsfuld Fjernhed. En
Belysning, der er studeret med Kunst for at faa den rette Nuance i
Stemningen: Gassens varme Gulhed og den elektriske Kuppels fantastiske
Skjær blandes sammen til en underlig, solmættet Eftermiddagstone, i
hvilken de slanke, indigoblaa Smaapiller mellem Buerne faar en Intensitet
i Farven, som Intet kan beskrive. Saa en Gallerisal med moderne Mesteres
Billeder og mørkt resedafarvede Fløjlsdivaner, bag Dansesalene Buffeter
med Champagnen i Krystalkaraffer, friske, glacerede Jordbær, mægtige
Sølvopsatser, Kandelabrer og graahaarede gamle Tjenere med Knæbenklæder
og Silkestrømper, Alting druknet i Luxus, Fornemhed og Pragt.

De Graadige gaar i Begyndelsen omkring og kigger paa det med store Øjne.
De er fortumlede, de løber Panden mod Spejlvæggene i den Tro, at det er
Døraabninger, de prøver det blanke Parketgulv som Glidebane, men de tør
ikke danse paa det, skjøndt Orkestertonerne bruser og Lysten kribler dem
i Fødderne. Saa kommer der imidlertid efterhaanden Mylr. Der kommer
friskimporterede Yankeer med flirtationslystne amerikanske Misses, som
ikke er bange for Nogetsomhelst, og som strax vil valse. De kan ikke til
den franske Musik, de ler himmelhøjt selv over deres Kejtethed, og
Latteren gjør Ende paa den generte Stivhed. De Graadige faar Mod. Et, to,
tre Par begynder; der følger ti, der følger hundrede efter. I et Nu
hvirvler de Allesammen afsted som paa Parole. Hvilken Ihærdighed, hvilket
Alvor! Ingen Pavser, ingen Snakken ingen Smil engang. De danser som
Gringoire spiser ved Taffelet for Kong Ludvig. Dørene til det drømte,
forjættede Land er sprungne op; de svælger i Herligheden, de giver sig
knap Tid til at trække Vejret engang af Frygt for, at de ikke skal
faa nok.

Hvor de ser ned paa dem med Foragt, de Blaserede, der kommer Klokken
Tolv. Aldrig før. Det vilde ikke være blaseret, og for dem er Livets
højeste Opgave netop at være blaseret. De kommer langsomt slentrende,
slæbende efter sig Foden med de lavhælede, lakerede Sko, som om de i
Grunden fandt det under deres Værdighed at tage dem med. Overkroppen
dingler ogsaa hos dem ligesom hos Alpaccafrøkenerne; men det er, fordi de
er for trætte til at gide bære paa den. De kaster deres Peltsfrakke
tilbage paa Skuldrene, lader de springende Garderobetjenere trække den
af, smider en Tofranc i Vestiairetallerkenen til Tak, klemmer deres
chamois Handsker fast i Klaphatten med det ulastelige sorte Foer og det
broderede Navnetræk, stopper omhyggeligt Guldkjæden i Vestelommen, hvis
den hænger frem--Gudbevares, de var ruinerede for Tid og Evighed, om man
saae dem med Guldkjæde til Kjole--sætter Monoclen i det ene Øje, og
driver saa en Runde gjennem Salene.

_Pas de femmes, mon cher!_ Selv om der fandtes Tusinder af de
allerdejligste Pigebørn, vilde de uvægerligt sige det Samme. Væsener i
Brude-, Alpacca- eller niogfyrretyve-Francs-Kjoler hører for dem ikke til
Kvindeslægten, og de Andre med Toiletter, Sminke og nøgent Bryst er kun
undtagelsesvis arriverede saa tidligt.

De Blaserede vender derfor haanligt Dansesalene og den hele Stueetage
Ryggen. Ovenpaa er de grønne Borde, der hører de hjemme. De staar og ser
lidt først paa Baccarat'en, faar saa mellem to Fingre klemt en Louis op
af Vestelommen og lader den søvnigt dratte ned paa Bordet, som om det
egentlig ogsaa æklede dem at have med det at bestille. Men her gaar
Naturen over Optugtelsen. Naar de har tabt en ti, tyve, tredive Stykker,
begynder der at komme Fut i de livstrætte Herrer. Spillet er for dem
Absinthen, der strammer op. Naar de efter et Par Timers Forløb forlader
det med helt fulde eller helt tomme Vestelommer, nogle tusind Francs
rigere eller fattigere, er de medgjørlige ogsaa i Dansesalen. De foragter
end ikke en Kvadrille, selv med Udsigt til i Myldret at blive traadt paa
den slæbende Fod.

Men det forstaar sig, saa er rigtignok Soupeuserne komne. Det er igjen en
tredie Kategori. De er nok blaserede ogsaa, men kun paa Bunden.
Blasertheden har faaet Glasur, ligesom Kinder, Læber, Hals og Arme. Og
den Glasur er god. Latteren klinger ungt, den nøgne Buste skinner
blinkende frisk, saa Øjet ser sig drukkent i den. De Blaserede glemmer at
dingle med Overkroppen. Som Katten om den varme Grød, kredser de om de
Nyankomne. Men Soupeuserne har deres egne Kavallerer med. Med dem valser
og polkerer og ler og løber de og vender Alting paa den anden Ende. Der
er kommet nyt Liv i det Hele. Og først og fremmest i Restavrationen. Den
har hidtil staaet øde og forladt med en enkelt trist Englænder hist og
her, som spleenlangsomt tyrede sin Otte-francs Soupér til en halv Flaske
Medoc. Nu knalder Champagneflaskerne, nu fyldes Bordene, vittige
Journalister holder Taler for Duchamel, for Jaluzot, for Mademoiselle
Chose; og Mademoiselle Chose selv synger Kupletter af "Mascotte" og "le
beau Nicolas" for at bevise, at hun er debuteer-fähig. Garconerne flyver,
Vittighederne holder Festfyrværkeri, Latteren faar de Graadige i
Dansesalen til at komme op og klumpe sig i Tilskuerklynger ved Dørene.
Man slaar Bordene sammen. Prinsen betaler. Der er altid en Prins eller en
Nabob paa Halvtreds. Og naar man ikke gider drikke hans Champagne længer
og ryge hans Cigarer til halvanden Francs, saa laver man Kjæde og farter
ned ad Trapperne og gjennem Dansesale og Alhambrahal og Vinterhave og
Billedgalleri og Korridorer, og haler baade Graadige og Blaserede uden
Personsanseelse med ind i den overgivne Tummel. I et Par Timer er
Velgjørenhedsballet det mest Parisiske af Alt, hvad man kan tænke sig af
Parisisk, broget som Boulevarden, solfornøjet som en Dag ved de store
Løb. Det har Stil, det Bal, hvori saa det mystiske "oeuvre" stikker. Den,
som har fundet paa det først, har været en Fyr, som forstod sit Paris.

[Illustration: Udenfor Boulevardkafeen]

Jule- og Nytaarstiden.

Julen i Paris er ikke Julen hos os. Men at Pariserne slet ikke skulde
kjende Noget til Julen, det er dog ogsaa en Overdrivelse. Det holder en
Jul paa sin Maneer, en, som passer til dets Liv, dets Vaner og
Tilbøjeligheder. Den er ægte parisisk, fuld af karakteristiske Træk, der
spejler Befolkningens inderste Væsen, fremfor Alt fuld af store
Modsætninger, som de netop hører hjemme i Modsætningernes mærkelige Stad.

Pariserne ere paa Boulevarden Juleaften. Ved den Tid, da vore Gader
begynder at blive tomme, fyldes deres. Festlighed inden fire Vægge
forstaar de ikke; de fejrer deres Bryllupsdag i Boulogneskoven, de maa
have Offentlighedens store Sceneri som Ramme om deres Glæde, de maa bære
den ud i fri Luft, for at den skal kunne trække Vejret rigtig. Hjemmets
Fest kan de ikke holde, de, hvis Sprog ikke engang har noget Ord
for Hjemmet.

Inderligheden og Hjerteligheden, Alt det, der giver Julen dens Særpræg
hos os, kjender man i Paris Intet til. Slægt og Venner gjør ikke lange
Rejser for at være sammen, end ikke Julegaverne existerer. Først
Nytaarsdag forærer Pariserne hinanden deres Presenter; det er som en
Slags Kvittering for godt Forhold og stadig Forretningsforbindelse i
Løbet af Aaret, paa samme Maade, som Urtekræmmerne hos os giver de Piger
Chokoladekager, der har været flittige Kunder.

Men Alverden mærker alligevel, at det er jul. Paris skifter Fysiognomi;
Byen forvandler sig imellem Jul og Nytaar til en gigantisk Markedsplads,
det er netop dens ejendommelige Maade at holde Fest paa. Om Sommeren har
hvert af de ydre Kvarterer og særlig hver af de tilstødende
Smaalandsbyer, der halvt om halvt hører med til Paris, deres "féte
foraine", paa den store Nationalfestdag faar den Lov til at brede sig
over en halv Snes forskjellige Kvarterer af Staden, men i Juleugen
erobrer den endogsaa Paris's Allerhelligste, de store Boulevarder. Hele
den over en halv Mil lange Strækning fra Madeleinekirken til
Bastille-pladsen er fyldt med Træboder. Paa det mest befærdede Strøg,
Boulevard des Capucines, Boulevard des Italiens og Boulevard Montmartre,
staar de saa tæt ligeoverfor de store Butikkers Udstillingsvinduer, at
der kun akkurat lige ved Træerne er en snever Passage, gjennem hvilken
man kan smutte fra Trottoiret ud paa Gaden. Og selv i denne Passage har i
Reglen en fattig Stakkel, der ikke besad Kontanter nok til at leje sig en
Bod hos Kompagniet, som slaar dem op, anbragt sit Bord, hvorfra han under
høje Raab priser sine Varer, i Reglen en eller anden ny Opfindelse: en
Maskine til at skrælle Gulerødder med, en Plade til at sætte paa
Stearinlysene, for at de ikke skal dryppe, et Værktøj, der paa samme Tid
er Hammer, Ildtang, Proptrækker, Kniv og Fil, eller et nyt Slags Fyrtøj,
paa hvilket Sælgerne søger at vække Opmærksomhed ved med hæs skrigende
Stemme at præsentere det under Titulaturer som _"la mort des allumettes",
"le feu miraculeux", "achetez votre feu pour toute l'éternité, dix
centimes",_ o.s.v.

Halvparten omtrent af, hvad der sælges paa Boulevardernes Julemarked, er
nemlig nye Opfindelser. Det rige, fornemme Paris har ingen Længsel, som
vi har det efter Julen. Længsel er atter et Begreb, for hvilket det
franske Sprog ikke ejer noget Ord. Men i de smaa Værksteder, i de
flittige Arbejderhuse--og de existerer i Hobetal--stræbes og spekuleres
og slides der alligevel hele Aaret rundt med Juleugen for Øje. Den er den
lille Pariserindustris store Fest. Til daglig Brug har Paris ingen Plads
for denne Industri. De storartede Nouveautémagasiner og lignende
Forretninger holder den nede; Haandværkeren kan ikke etablere sig paa
egen Haand i det Smaa, fordi han ikke kan tage Konkurrencen op med
Masseproduktionen. Han maa arbejde i dens Sold under Betingelser, der
stadig, bliver mere og mere ugunstige for ham, og være glad til, naar den
vil give ham hans daglige Brød. Den lille Rente, Rygstødet for de
kommende Aar, der spiller en saa væsentlig Rolle i enhver rigtig
Franskmands Liv, kan han ikke tjene sig paa den Vis. Men saa er det, at
Jule- og Nytaarstiden kommer ham til Hjælp. For en Bagatel lejer han sig
en Bod paa Boulevarderne, og der er han eller hans Kone eller hans Sønner
og Døttre uden nogensomhelst Afgift Handlende paa egen Haand den Snes
Dage dette Marked varer. Det skulde i Grunden kun holde ud til Hellig tre
Konger, men som oftest faar man Tilladelse til at lade Boderne blive
staaende endnu en Ugestid efter. Det gjælder da at finde paa Noget, som
kan faa Afsætning paa dette Julemarked. Og den parisiske Arbejder er
Opfindsomheden selv. Man støder i disse Boder paa Hundreder af snilde
Smaating, der røber hans Talent. Hele den Uendelighed af Luxus- og
Nødvendighedsgjenstande, der gaar Verden rundt under Fællesnavnet
"articles de Paris", har første Gang været udstillede i Juleboderne paa
Boulevarden. I den oprindelige Skikkelse, hvorunder de dukke op der, har
de maaske ikke havt den Fuldkommenhed, som de senere faar, det mangler
Opfinderne i Reglen Midlerne til at give dem. Men de store Handlende, der
er de flittigste Besøgende ved Juleboderne, aner gjennem de første,
primitive Forsøg, hvad der kan komme ud af Opfindelsen, de sætter sig i
Forbindelse med Arbejderen, hvem den skyldes, de sørger for, at han kan
fuldkommengjøre den, og naar saa den næste Decembermaaned kommer, sælges
Artiklen fin og straalende fra de store Nouveautémagasiner for siden at
gjøre sin "tour du monde". Desværre, det er saa ikke længere den fattige
Arbejders Ejendom; Masseproducenten giver ham kun Beskjæftigelse Aaret
igjennem paa den Betingelse, at han udelukkende stiller sin Opfindelse
til hans Raadighed. Men i hvert Fald det daglige Brød har den sikret ham,
og den Snes Dages Salg paa Boulevarden har ogsaa givet en lille
Spareskilling, der kan voxe ad Aare. Thi til næste Julemarked har han
atter noget Nyt, og paa Julemarkedet tjenes der Penge.

Der er, saalænge Julemarkedet staar paa, et Mylr foran disse Boder og en
Trængsel uden Ende paa Boulevarden. Men værst bliver det naturligvis
selve Helligdagene. Man kan kun komme frem og slippe for at blive klemt
ihjel ved at lade sig føre viljeløst med af Strømmen. Hastværk gjælder
ikke. Paris har intet Hastværk i denne Tid; det handler og ser kun. Men
der er ogsaa Nok at se paa. Alle de store Butikker holde naturligvis
aabent; Alt har aabent i Julen. Theatrene giver første og anden Juledag
baade Matinéer og Aftenforestillinger, en Cirkus har endogsaa drevet det
til at give tre Forestillinger paa samme Dag. De runde Plakatkiosker,
hvorpaa de parisiske Fornøjelsesetablissementer annoncerer og som er et
af de ejendommeligeste Træk af Byens Gadefysiognomi, lokke med en
uendelig Mylr af brogede Farver og brogede Adspredelser. Kaféer og
Restaurationer ere fra Middag til Midnat eller rettere til et godt Stykke
paa den anden Side denne, saa fulde, at man maa staa og vente for at faa
Plads. Det ligger ikke for den parisiske Handlende at lade en saadan
Lejlighed til at tjene Penge gaa ubenyttet hen. Han har ingen
Helligdagsanordning, der binder ham, men han har en meget udpræget
Fornemmelse af, at man gjør ham Konkurrence paa den anden Side af
Fortovet, og hvor fattig end denne Konkurrence muligvis er, kunde det
aldrig falde ham ind at foragte den. Saasnart han har tjent saa mange
Penge, at han ikke vil tjene flere, bliver han fornem ude paa sit
Landsted, men saalænge han driver Forretning, bukker og skraber han ud
for hver Sou, Publikum vil lade flyde i hans Kasse. Bignon, Ejeren af
Café Riche og en stor Part af Paris' fornemste Kaféer, er Millionær, men
hans Søn staar med bart Hoyed og Serviet under Armen ude paa Gaden og
bukker for Blusemanden, naar han bestiller en Bock; den unge Noël Peters
har taget sin Doktorgrad i Jura, men saa saare han fik sin Faders
Restauration i Arv, en af Paris' berømteste, gjorde han sig til
Overgarçon i Lokalet. Størsteparten af Paris's Handlende hører til ganske
den samme Race Mennesker.

Fattigmandsboderne vis-à-vis dem er kun en Stimulation for dem til at
vise sig i al deres Glands og Herlighed. Naar man i Juleboden skriger sig
hæs for at anbefale en Ærmeknap til to Sous, der er nikkeleret "ved
Elektricitet", saa søger Juveleren ligeoverfor at drage Opmærksomheden
bort fra dette Raab ved at sætte elektrisk Lys paa sine Diamantsmykker
til tyve Tusind Francs. Naar en ivrig Batignollesmand med en Svada uden
Ende lokker Publikum til at betragte hans Maskine til at udhule Roer, saa
neutraliserer Potel paa den anden Side af Fortovet hans Veltalenhed med
Pærer saa store som Græskar, Druer af Dimensioner som Aprikoser, friske
Jordbær og Ferskener. Gjør en ung Blomsterpige med et Smil og fagre Ord
Reklame for sine stuedrevne Resedaer og Nelliker, saa fylder den store
Blomsterbutik sine Vinduer med Tusind og en Nats Flora, med Rosenbuketter
til to Hundrede Francs og med favnehøje Orangetræer, der bugner af modne
Frugter. Der er ikke nogen Tid paa Aaret, hvor Paris's Butikker udfolder
en saadan Rigdom som i Juleugen. Den ene Part af Publikum kommer for af
kigge paa dem, den anden for at kjøbe Nytaarsgaver. Det rige og det
fattige Paris mødes i Stimmelen, føres nogle Minutter med af den samme
Strøm og vender saa tilbage til Luxuspaladser eller Stuer, der er for
fattige til at holde Ild i Kaminen. Julen samler dem Alle i Paris's
Hjerte, paa de store Boulevarder.

[Illustration: Plakat Kiosken.]

Men det er forresten hele Byen, der er festklædt. De ydre Boulevarder og
Pladser vrimler af Karusseller, af Gynger, af Gjøglere, der dandse paa
Line indenfor en med Snor trukken Kreds, af Sonnambuler og Telte med
Kæmpekvinder eller tohovede Kalve. Overalt Gadeliv, som man end ikke ser
det i den skjønneste Forsommertid. Kulden, hvis den skulde komme,
respekterer Pariserne ikke. Men det er iøvrig næsten, som den selv
respekterede Boulevardmarkedet. Den kommer kun yderst sjelden, mens det
staar paa. I Regelen er det stadig blaa Himmel og Solskin med flere
Graders Varme.

Den glade Tid begynder Juleaften. Allerede da er der sort af Spadserende
overalt, og de fleste af Boderne lukker op. Men det er en Antecipering.
Først "Midnatsmessen" og den efterfølgende "Réveillon" ere i Grunden
Festens Aabning. Midnatsmessen er en storartet Kirkekoncert, som kun
Minoriteten af Parisere forsømmer. Alle Kirkerne er overfyldte; udenfor
dem, der er bekjendte for at have de bedste Sangere, staar Publikum i
Queue fra Klokken 8-9 for at komme ind. Særlig til Messen i
Madeleinekirken, St. Roch og St. Augustin vil Alverden. Andagt kan der i
den endeløse Trængsel ikke være Tale om; men Koncerten med dens glimrende
Orgelmusik, dens Kor og dens Solonumre i komplet Operastil og sungne af
komplette Operastemmer er det ganske vist nok Umagen værd at høre. I vor
Julestemning vilde det Hele skurre stærkt, men til Parisernes Julefest er
det en Ouverture, der passer.

Fra Kirken gaar Vejen til "Le Réveillon", det store Julemaaltid med dets
obligatoriske Kalkuner. Der er dem, der holder det hjemme, men en Mængde
har dog ogsaa arrangeret det paa Kaféer og Restaurationer. Disse er
allesammen Julenat aabne til Morgenstunden, og fra dem allesammen lyder
der Sang og lystig Tummel. Holdes der "Réveillon" paa orthodox Vis, maa
Gildet ikke ende, før Solen er staaet op den næste Morgen. Det er den
eneste Gang hele Aaret rundt, Pariserne har Forpligtelse til at drikke
tæt. Til daglig Brug er de det sobreste Folkefærd, der existerer, men
Julenat hører der en lille Perial til.

Saadan ser Julen ud i Paris. Forskjelligt er Alt dette, det er vist, fra
vor stille, fredelige Fest med gode Venner inden sneomfygede Mure. I det
trængselsfyldte, tumlende, straalende Paris længes Nordboen efter
Hjemmet. Men for Pariserne er det rette Hjem paa Gaden, i Færdselen og
Livet, som spænder hans Handlekraft, paa Kaféen, hvor der deklameres og
diskuteres, i det brogede Forretningsvirvar, hvor hans Øje spejder efter
Planken, paa hvilken han skal redde sig fra at gaa tilbunds i det
uendelige Menneskehav.

Med al dens Tummel, alt dens brogede Boulevardliv er Juleugen imidlertid
dog nærmest kun et Slags Ouverture til, hvad der skal komme bagefter.
Alle de Motiver, som ligger i den, faar endnu rigere Udfoldning senere,
det Pittoreske Nytaarsnat, det Hexesabbathagtige særlig paa den første
Dag af det nyfødte Aar. Man kan ikke med Rette beskylde Pariserne for at
de tager lunkent mod dette. Deres By er i straalende Gala, naar
Midnatsklokkerne ringer det ind, alle Boulevarder tætpakkede af
Mennesker, Alting i fuld Belysning. Ikke et eneste Udsalgsmagasin har
lukket, i Konditor-, Blomster-, Legetøjs- og den Slags Boutikker stimier
Publikum saaledes sammen for at gjøre Indkjøb af "Étrenner", at ikke
engang et tripleret Sælgerpersonale kan tilfredsstille Begjæret. Alle
Markedsbarakkerne sætter det bedste Ben foran for at tiltrække sig
Opmærksomhed i den extraordinære Stund, da hver ægte Pariser er i
Spendeerhumør, Udraabernes Lyrik er paa Kothurnen, de Spadserendes
Munterhed søger at følge dens Flugt. Illuminationsgirandolerne, hvormed
de Handlende har fundet paa at pynte deres Façade ogsaa til daglig Brug,
de store, leende Klynger omkring mekaniske Legetøjsdyr, der hopper og
kravler paa Fortouget, de futtende Petarder, hvormed man fra Vinduerne
skyder det nye Aar ind, Alting sætter Liv og Lune i de drivende
Menneskemasser. Og hvilket Skuespil er det da ikke, naar der over dette
fantastiske Virvar af Farver, af de hvide, teltlignetjde Barakker, af
deres Flag og brogede Lampetmylr, over den sorte Folketrængsel og den
øredøvende Støj hvælver sig en Himmel, stille, stjernebesat og
maanebeskinnet som den, der ser ned paa Neapels Golf, og naar Luften
mættet til Overflod med denne ejendommelige Pariserodeur, der kommer fra
Blomsternes og Damernes Parfume, fra Gassens og de store Restaurationers
Udstraalinger, naar den ligger om En varm og lun, som om Foraaret vilde
vaagne med den gryende Sol!

Men Paris er Kontrasternes By; naar Nytaarsnattens Rus er sovet ud,
kommer Nytaarsdagen efter. Den er i den gode Seinestad de forfærdeligste
tolv Timer, man oplever hele Aaret rundt. For hvert Skridt, man gaar, er
der en betlende Invalid, for hvert andet en Lirekasse og for hvert tredie
et Væsen, der skal have Drikkepenge. Man bliver jaget, hidset, slidt i,
flaaet, som om man var kommen ud, ikke for at spadsere i Januarforaars
Solskin, men for bogstavelig at fungere som Bytte for en Parforce-Jagt.
Nytaarsdagen i Paris er Tiggeriets Festdag. Skjøndt det under almindelige
Forhold er principmæssigt forbudt, florerer det dog bestandig paa Gader
og Boulevarder med en Frækhed, som om der slet ikke existerede Politi.
Men hver første Januar kvæler det formelig Byen under sig. Alverden har
paa denne Dag Lov at betle, saameget den lyster, og det er utroligt,
hvilke Hærskarer, der benytter sig af Tilladelsen. Hele det uhyggelige
Paris, der til daglig Brug fører en lyssky, underjordisk Tilværelse i
Forstædernes smudsige Gyder, spyer sin Befolkning ud over Boulevarderne,
Kajerne og de brede Seinebroer. De samler sig familievis med Alt, hvad
der kan præsteres af affældige Oldinge, Spedalske og udmagrede Diebørn.
Har Familien det normale Tilbehør af Lemmer, Øjne, Næse og Øren, saa
søger man ved Kunst at supprimere Et og Andet for at gjøre Indtryk.
Pariservagabonderne er rene Hexemestre, naar det gjælder at gjøre sig til
Blinde eller Krøblinge for en Dags Tid. Jo mere Jammer og Elendighed, man
kan vise frem, desto flere Sousstykker skraber man ind. Alle Saar og
Skrøbeligheder blottes og stilles til Skue, de værste Pjalter, man kan
støve op, er paa denne Dag de bedste, Paris's Gader bliver til uhyre
Hospitalsgange, Luxusstaden ser ud, som var den sølet ned i al Orientens
Smuds og Misère. De spædeste Børn vralter omkring og spærrer En Vejen med
deres fremrakte Tallerkener, Fruentimmerne hyler og trækker Kjolen fra
det kræftbefængte Bryst, de lamme Oldinge, Invaliderne uden Arme eller
Ben hyler, Luften gjenlyder af Jamren og Klynken, og om kap dermed hviner
Lirekasser, Fløjter, Sækkepiber, Violiner, Harper og andre
Rædselsinstrumenter.

Fortumlet flygter man ind i en Kafé. Men ogsaa der finder man Tiggeriet,
det har kun faaet andet Kostume paa. Garçonerne ere saa fri "at tilbyde
deres lille Nytaarsgave", det vil sige en Cigar med kulørt Baand paa til
Herrerne og en Appelsin eller et Kræmmerhus Bonbon til Damerne. Hvis man
betragter denne Nytaarsgave som en Tak for de regelmæssig efter hver
Konsumation i Aarets Løb erlagte Drikkepenge, tager man imidlertid højlig
fejl. Den er kun en Invitation til Extraducør i Anledning af det nye Aar.
Er man blot set en halv Snes Gange, udebliver Cigarerne og Appelsinerne
aldrig. Og den langt overvejende Part af Pariserbeboerne har idetmindste
en Snes Kaféer eller Restaurationer, hvor de kommer nogenlunde hyppig.
Slap man saa med dem, kunde det endda gaa an. Men det er i Paris
Alverden, der skal have Nytaar: Brev-, Avis- og Pengepostbude,
Frisørsvende, Handskejomfruer, Skræddertjenere, Theaterouvreuser og saa
fremdeles i det Uendelige. Endogsaa Pigerne i Tobaksudsalgene have deres
baandpyntede Tallerkener staaende paa Disken, altid omhyggelig fyldte med
Fem- og Tifrancsstykker for at markere, at en Gentleman comme il faut
ikke kan give mindre end en saadan Mønt. Det varer ved lige saa længe som
Boulevardbarakkerne og længer endnu tidt. Før henimod Slutningen af
Januar begynder Paris ikke at blive normal igjen.

Under Karnevalet,

"I overmorgen afholdes det næstsidste Operabal, der lover at blive
ualmindeligt glimrende. De, der ønsker at deltage i denne enestaaende
Karnevalsfest, maa derfor være om sig i Tide." Saaledes lød en Notits,
som gik igjen, med nogle Variationer hist og her under samtlige
Pariserblades Theaterrubrik. Jeg fulgte det enstemmige Raad, afleverede
itide mit Tyvefrancsstykke i et Lokationsbureau, og da Midnatsklokken
slog sine tolv Slag, styrede jeg gjennem Kredsen af beredne Gendarmer
mine Skridt op mod det straalende illuminerede Académie nationale de
musique, hvor den enestaaende Fest skulde til at tage sin Begyndelse.
Maskerne kom, under Latter og Hvin fra de sammenstimlede Tilskuerskarer,
hoppende ud af Hundreder af Drosker, de brogede Silkekjoler raslede op ad
Vestibulens Marmortrapper, Tusinde Lysreflexer fra Guld og Spejle, en
Luft mættet med Blomsterduft og Parfumer, brusende Dandserhytmer fra
Gungls Orkester bølgede de Indtrædende imøde. Det saae ganske vist
overordentlig lovende ud, og havde Enden været Begyndelsen lig, vilde man
ikke havt Anledning til at beklage sig over Bladenes Notits. Men
desværre, det gaar med de parisiske Operaballer ikke anderledes end med
saa mange skjønne Sager, som kun taaler at ses paa Afstand. Klokken Tolv
har man Hastværk med at komme ind til al den feagtige Pragt, hvis første
Indtryk vækker de allerstørste Forventninger, Klokken Tre, naar Olivier
Metra og den ungarske Maëstro har løftet Taktstokken for sidste Gang,
gaar man bort støvet og fortraadt, saa skuffet og slukøret som det
er muligt.

[Illustration: Indgangen til Operaballet.]

Det kunde være ganske kuriøst at vide, om Operaballerne nogensinde har
set ud, som Romanerne fortæller. En meget gammel Generation paastaar, at
de i deres unge Dage har været baade morsomme og pikante. Men det er saa
sin egen Sag med, hvordan Alting saae ud, dengang de Gamle var unge. Man
bliver en Smule skeptisk til Slutning, naar man ret tænker over de enorme
Tilbageskridt, Verden paa alle Kanter maa have undergaaet siden hine
paradisiske Tider. Faktisk er det, at disse "enestaaende Karnevalsfester"
nu langtfra er enestaaende morsomme; deres væsentlige Pikanteri er ikke
synderlig forskjelligt fra det, hvis daglige eller rettere natlige
Skueplads er Boulevardtrottoirerne mellem Faubourg Montmartre og Café
Americain. Endnu i Romaner fra Firserne findes der overgivne unge Damer
af den fornemme Verden, som én Karnevalsnat gaar paa Eventyr i Operaen,
og hvis røde Skuldersløjfer medfører saa mærkværdige Kombinationer, at de
kan fylde hele to tykke Bind. I Virkeligheden derimod har kun yderst faa
anstændige Damer--naar da undtages Udlændinge, for hvem Alt er tilladt,
og som tillader sig Alt i Paris--sat deres Fod paa et Operabal i de
sidste halvtredsindstyve Aar; ialfald har de kun gjort det af
Nysgjerrighed og under Ledsagelse af deres Mænd.

Hovedbestanddelen af det kvindelige Selskab er af den sletteste Art, og
de fleste af Dragterne ere ligesaa smagløse som dekolleterede. Det er
nemlig ikke længer Fashion for Fruentimmerne at være i Kostume. Hvad de
mandlige Gjæster angaar, falder det end ikke en parisisk Urtekræmmersvend
ind at klæde sig ud. De mandlige Masker er lejede allesammen uden
Undtagelse. Skal de tilmed dandse, betales der dem forhøjet Taxt, og de
sørger saa ogsaa for at maskere deres Ansigt, saa Ingen kjender dem i
deres nedværdigende Bestilling. At dandse paa Operaballerne for sin
Fornøjelse er rent ud forhistorisk, I de tre Timer, Dandsemusikken varer,
springer de Ulykkelige, der er dømte til dette Trællearbejde i
Kankan-Attituder omkring i den store Sal og giver med deres halvnøgne
Dandserinder Forestillinger for dem, det kan more at se paa disse lascive
Scener. Men det er ikke Mange. Hovedparten foretrækker at betragte
Operaballerne som en Slags Promenadekoncert. Med sin Klaphat under Armen
driver man frem og tilbage i første Etages Couloirer, hvor Gungl spiller
umiddelbart over Hovedtrappen, og kjeder sig med Anstand. Det mest
overfyldte Sted er den store Foyer, til hvilken Adgangen ganske
karakteristisk er forbudt Enhver, der er i Kostume. I Rotunden ved Siden
af er der en Buffet, hvor et Vinglas fuldt af Øl koster en Franc; denne
Buffets Priser er maaske, naar Alt kommer til Alt, det mest Aparte ved
den "enestaaende" Karnevalsfest.

Karnevalslystigheden begynder først, naar Ballet ender. Pariserne er et
for ceremonielt Folkefærd til at kunne more sig i Stuer; den gode Tone
paalægger dem Hundreder og atter Hundreder af minutiøse Hensyn, som gjør
dem stramme og stive inden fire Vægge. Udenfor derimod giver man
Konveniensen en god Dag. De samme Herrer, som i Operaens elegante Lokaler
end ikke af de mest overgivne Dandserhytmer kunde falde paa at lade sig
forstyrre i deres langsomme, slæbende, blaserede Promenademarche, er
øjeblikkelig, saasnart de kommer ud paa Gaden, med til at dandse en
Kvadrille midt paa Fortovet. Boulevardkaféerne har de Nætter, der er
Operabal, aabent lige til Morgenstunden, og ligesaa dræbende
kjedsommeligt der har været paa Ballet, ligesaa livligt er der
paa Kaféerne.

Man gjør i det Hele taget det parisiske Gadekarneval Uret. Det skal være
død ud, paastaar man. Ganske vist, paa den venstre Seinebred finder man
det ikke længer, men ganske simpelt af den Grund, at man der i vore Dage
overhovedet kun undtagelsesvis finder Udslag af det egenlige Pariserfolks
Liv. Paris' Hjerte har flyttet sig med Aarene: det slaar i helt andre
Kvarterer nu end i Studenternes.

Særligt "Mardi gras" er for den parisiske Arbejderbefolkning og for
Smaaborgerne maaske Aarets største Festdag. Før den lange Fastetid, der i
mange Familier overholdes med en vis Strenghed, gaar fire "fede" Dage,
paa hvilke man ifølge Traditionen skal sætte Maven istand til at kunne
staa imod de efterfølgende Savn. Tirsdagen, den sidste af dem, gjør
Alverden det saa grundigt som muligt. De Smaafamilier, som paa denne Dag
spiser deres Middag hjemme, kan tælles. Alt, hvad der existerer af
Restavrationer, Vinknejper, Kaféer og lignende Steder, som i en snever
Vending ogsaa kan servere Spisevarer, er til den Grad overfyldte, at der
maa staas i Queue i halve Timer, før der kan opnaas en Plads ved et Bord.
Jo længere man kommer ud mod Yderkanten af Paris, desto galere er det.
Oppe i Montmartre kan man en saadan Mardi gras finde Smaarestaurationer,
hvor selve Kjøkkenet tages til Hjælp, og hvor der serveres Gjæsterne ved
improviserede Borde, lavede af Vinkasser, store Kogekjedler og Sligt. Thi
hele Familien slæbes med paa Spisekvarteret, fra den gamle Bedstemoder,
der knap kan rokke afsted, til Skjødebarnet paa et halvt Aar og derunder.
Til daglig Brug slides der i de parisiske Forstæder, saa man knap kan
danne sig nogen Forestilling derom. Tre hundrede og tredsindstyve af
Aarets Dage er Arbejdsdage for de Fleste, og tidt og mange Gange arbejdes
der de atten Timer af Døgnet, uden at man nogensinde faar Sol eller
Himmel at se. Man kan da tænke sig, hvilken Fest det maa være for
saadanne Væsener en enkelt Gang at komme ud. Og naar man kjender en Smule
til, hvilket naturligt, selv af al mulig Modgang uopslideligt godt Humor
der er karakteristisk for det egenlige Pariserfolk, kan man ogsaa nok
tænke sig, hvordan de maa more sig. Tummelen, Snakken, Latteren
oversvømmer de smaa, til daglig Brug tomme Restavrationer i Paris'
Yderkanter med et Liv, saa broget, saa animeret, at det spotter al
Beskrivelse. Efter Middagen gaar man naturligvis ikke hjem; Lystigheden
fortsættes ved Kafébordene udenfor paa Gaden, senere hen paa Aftenen
under spadserende Driven langs Boulevarderne, der fra den ene til den
anden Ende er et uoverskueligt Folkemarked, saa tæt proppet, at det paa
sine Steder er rent umuligt at trænge sig gjennem Menneskestrømmen. Paa
de "store" Boulevarder er Trængselen i Aarenes Løb bleven mindre, men
samtidig er den voxet paa de ydre. Til dem er nemlig nu Hovedparten af
Maskerne fortrukne, siden de pæne Folk blev for blaserede til længere at
tage Del i Løjerne. Men Karnevalslivet har næppe tabt derved. Maskerne er
blevne adskilligt tarveligere ganske vist, men samtidigt ogsaa adskilligt
mere oplagte til at slaa Gjækken løs. Rundt omkring paa Gadehjørnerne
improviseres der til Musik af en Mundharmonika eller ganske simpelt til
Akkompagnement af en overgiven Gadevise de vildeste Kvadriller, der
naturligvis kun voxe i Overstadighed, efterhaanden som Grupperne flokkes
om de Dandsende og opmuntrer dem med lystige Tilraab og Vittigheder.
Snart er det en hel Flok Klodocher, der skrigende og horntudende stormer
ned over Boulevarden og faar de smaa Arbejdersker til at flygte tilside
under høje Hvin, snart en flagpyntet Kreaturvogn, paa hvilken
Karrikaturer af forskjellige politiske Personligheder bliver trukne i
Triumf af lystige Ungersvende, der har faaet sig lejet et Dyrehoved og er
ganske overordenlig fornøjede med sig selv, snart endelig lange
Kompagnier af Maskerede med en eller anden hornblæsende Forening i
Spidsen. At Lystigheden af og til slaar en Smule ud i Kaadhed, følger af
sig selv, men Alverden er glad og fornøjet og morer sig virkelig; det
forsoner dermed.

Naar det lakker henad Midnat til, begynder Indvandringen i Ballokalerne
langs de ydre Boulevarder--der findes et for hvert hundrede Skridt. Til
daglig Brug er disse Lokaler nærmest besøgte af et Publikum af endnu
værre Art end det, der kommer i Bullier, og om muligt endnu mere blottet
for muntert, naturligt Folkeliv end dette sidste Sted, der daglig bereder
saamange paa Traditionen stolende Fremmede de allerstørste Skuffelser. Nu
derimod stiller Sagen sig anderledes. Krapylet er ogsaa da med i den
broget kostumerede Mængde, men det er ikke eneherskende. Smaa skikkelige
Portner- og Haandværkerdøttre kommer i de guddommeligst kejtede
Forklædninger, ledsagede af den hele Familie, Vuggebørnene
medindbefattede, med Øjne, der straaler af Dandselyst, og med
kirsebærrøde Trikotben, der ikke kan blive kjede af den saa uvante
Motion. Man skulde tro sig milevidt borte fra Paris, midt inde i Hjertet
af den uskyldigste kluntede Landsby.

Det hele Paris er paa Benene den egenlig store Karnevalsnat. Ogsaa det
fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse
Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til
naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne
sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve. Aviserne lyver
imidlertid ikke; Overdaadigheden fra hine Tider, da Kleopatra løste
Perlerne op til Drikkevand, begynder virkelig at vende tilbage i det
moderne Athen. Millionfyrsterne fra hele Verden har bestandig havt
Passion for at forbause Paris med deres Overdaadighed, og da Paris er
noget vanskelig til at lade sig forbause, maa de efterhaanden tage deres
Tilflugt til større og større Extravagancer. De orientalske Nabober er i
saa Henseende længst dethroniserede af Amerikanerne. Der fortælles
saaledes blandt Andet om en Karnevalsfest i Mackayhotellet vis-à-vis
Triumfbuen, hvor man unægtelig kom Kleopatraskikkene ganske nær. Familien
Mackay hører hjemme hinsides Atlanterhavet og skal have sin exempelløse
Rigdom fra Sølvminer derovre. Der er ingen Ende paa dem, hedder det; i
hvert Fald er der ingen Ende paa Millionærfamiliens Luxus. Hotellet var
ikke stort nok til at rumme de Gjæster, man vilde indbyde. Men det
generede ikke Naboben. Som en ny Aladdin lod han i et Par Nætter, ved
Hjælp af Hundreder af Arbejdere og nogle hundrede tusinde Francs, et
Dandsepalais rejse sig paa hans Haveplads, ikke en interimistisk Sal, men
et virkeligt Palais med røde Fløjls Vægge, Spejlglas, Marmor og Guld
overalt, med indlagt Parketgulv og Sligt. I dette Palais serverede han
sine fem hundrede Gjæster friske Jordbær, forskrevne fra Alverdens
Sollande, Stører fra Rusland, Fuglereder fra Indien og Vildsvineskinke
fra Ungarns Skove. Og ikke nok dermed; efter Bordets Overraskelser bragte
Kotillonen en ny, om muligt endnu større. Istedetfor den ordinære
Papirspynt indeholdt Knallerterne pragtfulde Silkebælter, Skærf,
Tørklæder o.s.v., alle forsynede med et ægte Smykke, hvorpaa det
amerikanske Vaaben var ciseleret, en lille Kotillonsfinesse, der havde
kostet Hr. Mackay halvandet hundrede tusinde Francs. Han havde den
Tilfredsstillelse, at hans Fest berømmedes som den rigeste under Aarets
Karneval. Men han skal tage sig iagt; der er Adskillige, som er lige i
Hælene paa ham. Jordbærrene og Kotillonen bragte ham Sejren; næste Gang
vil imidlertid en eller anden Konkurrent søge at overtrumfe dem, og Hr.
Mackay maa saa finde paa nye Overraskelser, hvis hans Renommé ikke skal
gaa fløjten. Heldigvis for ham har han de uudtømmelige Miner; de er snart
absolut nødvendige, naar man vil føre Hus i Paris. De primitive Tider, da
man nøjedes med en Smule Aandrighed i de fornemme Kredses Selskaber, de
er forbi for længe siden.

Hos Republikens Præsident.

Hr. Jules Grévy er en rar, stilfærdig Præsident, der ikke beskjæftiger
Verden altfor forfærdeligt med sin Personlighed. Ministerierne komme og
gaa. Freycinet afløses af Ferry, og Ferry af Gambetta, og Gambetta igjen
af Freycinet og Ferry; Hr. Grévy lader dem ganske roligt skifte. Han gaar
paa Jagt med sine Venner i Provindsen og spiller Billard med sine Venner
i Paris, og naar engang imellem en Avis, der vil give sig ud for at være
inspireret af ham, tillægger ham en decideret Mening om Sagerne, saa kan
man være ganske sikker paa, at den Dagen efter bliver nødt til at
dementere sig selv. For en Republik, der gjør saa meget Spektakel som den
franske kan der ikke tænkes nogen mere hensigtsmæssig Præsident. Hans Ro
bøder en Smule paa Uroen ellers. Var han som de Andre, vilde der ikke
være til at leve i Frankrig for bare Politik.

[Illustration: Ankomsten til Ballet.]

[Illustration: Jules Grévy, Republikens Præsident.]

Hele Aaret rundt er der i Grunden kun tre Gange Hr. Grévy virkelig
beskjæftiger Pariserne. Det er, naar han giver sine tre store
Elyséeballer. Kunde han følge sit Hjertes Drift, strøg han ganske sikkert
ogsaa dem. Men det--veed han--vilde Pariserne aldrig tilgive ham, og som
en klog Mand finder han sig da i at ofre paa deres Passioners Alter. Han
trækker det sørgelige Øjeblik ud saa længe som muligt, men henimod Midten
af Februar begynder Aviserne saa smaat at raillere over Stilheden i
Elysée; det er saa nødvendigt, at der gjøres Noget. Grévy kalder sin
Overkok til sig og underretter ham om, at der maa kjøbes ind til det
første Bal. Præsidenten for den franske Republik og Præsidenten for
Kjøkkenet i Elyséepalæet have ogsaa ellers--paastaar man--hver Morgen
deres regelmæssige Sammenkomster; men det er kun under
Balforberedelserne, at disse huslige Konferencer udstrække sig til Timer.
Kjøkkenchefen forlader dem med stolt løftet Pande i Bevidstheden om den
Ærbødighed, hvormed Leverandørerne vil modtage ham, naar han kommer og
gjør sine exceptionelle Bestillinger; Statschefen gaar fra dem tankefuld
og med Skyer paa sin Pande. Han kan i det Hele taget ikke lide det
Exceptionelle og allermindst den exceptionelle Luxus; Han finder det
langt fornuftigere at anbringe sine Penge i Huse paa Boulevard
Malesherbes end i Spise- og Drikkevarer, og han veed af sørgelig
Erfaring, at et Elyséebal koster mange Penge.

Naar Præsidenten lader spille op til Dands i sit Palais, kan han nemlig
ikke, som naar han gifter sin Datter bort, indskrænke sig til at invitere
Familierne Grévy og Wilson med samt nogle ganske enkelte gode Venner af
Huset. Hele Paris gjør Fordring paa at modtage Indbydelser, hele den Part
af Provinserne og af Udlandet, som tilfældigvis opholder sig i Byen,
mener at have om muligt endnu større Berettigelse til at stille samme
Fordring. Saa saare Rygtet om, at Ballet nærmer sig, kommer ud i Staden,
bestormes Præsidentskabets Sekretariat med Anmodninger i massevis om
Billetter. Selv et Theater i Vælten, der er ifærd med at bringe et nyt
Stykke af Sardou eller Dumas paa Scenen, kan ikke være mere plaget.
Alverden kjender et Municipalraadsmedlem eller en Deputeret, der maa gaa
i Ilden for dem ved denne Lejlighed. De har Allesammen deres alenlange
Lister, og saa indflydelsesrige Personer er det i en Republik grumme
vanskeligt at afslaa Noget. Legationerne paa deres Side ser sig ligeledes
nødsagede til at stille store Krav. Hele Kolonien danner Queue udenfor
Gesandtskabshotellet for at skrive sig paa Listen, og selvfølgelig
betragter hver Enkelt det som en personlig Fornærmelse af Gesandten, naar
hans Begjæring ikke tages til Følge. Det bliver paa denne Maade
Hundredetusinder, der vil med til Grévys Bal; en halv Snes Tusinde af dem
i det Allermindste kan man paa ingensomhelst Maade undgaa at tage med.
Der føjes af Teltdug store Tilbygninger til Palæet, alle de til daglig
Brug ubeboede Sale støves af og befries for deres Møbelovertræk, de
Tusinder af Messing-Moderatørlamper, hvormed Huset ved en saadan Fest
belyses fra øverst til nederst, poleres og fyldes, der bliver lejet
Planter og Blomster til at dekorere med hos alle Parises Gartnere,
Municipalgardisterne tilhest kommanderes til Tjeneste for at holde de
nærmeste Gader ryddelige, og Vognene begynder saa paa den højtidelige
Aften at rulle ind i Gaarden.

Man er i Republik. Det ceremonielle Reglement fra Kejserdømmets Dage, der
gjorde en Vogn uden Numer obligatorisk for Enhver, som indfandt sig til
Hove, existerer ikke længer. Man kan komme i Droske eller tilfods ganske
efter eget Behag. Adgang nægtes Ingen, som er i Selskabsdragt og
præsterer et Invitationskort. Men det maa han ogsaa af med, og det er for
Mange en stor Skuffelse. Det saae saa imponerende ud: en kæmpemæssig
Karton af hvidt Glacépapir, hvorpaa i smagfuld Snirkelskrift læstes:
"Præsidenten for Republiken og Fru Jules Grévy udbede sig Æren af Hr. N.
N.'s behagelige Nærværelse i Elyséepalæet den og den Dag", og nedenunder
paa Foden den lille Bemærkning "on dansera". Paa en Visitkortskaal vilde
det have gjort mageløs Effekt. Men Kontrollen ved Indgangen er yderst
streng. Man har adopteret det samme System som i Parisertheatrene. Tre
Herrer i kjole og hvide Halstørklæder sidde ved et stort Skrivebord og
attrapere enhver Indtrædende med Anmodningen "votre carte, Monsieur". Der
rives et Hjørne af den smukke Glacékarton, og naar man vil ind efter at
have givet sit Overtøj til Opbevaring i et af de uhyre Skabe paa begge
Sider af Entréen, maa ogsaa selve Kortet afleveres til Lakajen, der
vogter Adgangen til den forreste Sal. Udgangsbillet kan ikke faas. Er man
een Gang inde, maa man blive der, til man er træt og mæt af Herligheden.
Stundom kan det endogsaa hænde, at man maa blive der længere, end man
selv skjøtter om. For at forebygge Trængsel, paastaa Nogle, Andre mene af
faderlig Omsorg hos Præsidenten, for at hans Gjæster skal faa Alting at
se, er der nemlig ved Elyséeballerne foreskrevet Selskabet en permanent
Rotationsbevægelse. I den forreste Sal, hvor Præsidenten og Fru Grévy
tage imod særlige Honoratiores, samt i de umiddelbart tilstødende, hvor
Corps diplomatique opholder sig, er det for det almindelige Publikum ikke
tilladt at blive staaende. Standser man et Øjeblik, har man strax en
sortklædt Lakaj med Sølvkjæde om Halsen paa Siden af sig og bliver i en
dæmpet, men meget bestemt Tone anmodet om at passere videre. I de mindre
hellige Lokaler er det tilladt at blive, hvis man skjøtter om det, men
det er ikke tilladt at vende om og gaa tilbage til den Sal, fra hvilken
man er kommen. Op ad Dørstolperne staar der, fra Ballet begynder, til det
ender, plantet to høje, haandfaste, violette Lakajer i Drabantattitude og
med Muskler som Saint-Marceau's Harlekin. Deres udstrakte Fod spærrer
Døren. Vil Nogen fremad, trækkes Læggen i den hvide Silkestrømpe ærbødig
ind, men for den, der vil tilbage til det forladte Paradis, spærrer den
Passagen, og fra Cerberus'ens Mund lyder der et ubønhørligt "on ne passe
pas". Hele Palæet, Stue, første og anden Etage med dets labyrinthiske
Virvar af Sale, Trappegange og Korridorer maa vandres igjennem og
Vandringen begyndes forfra igjen, før man kan komme til det Sted, man
engang har forladt. Kun fire Sale i Midten danner en Undtagelse: to, i
hvilke der danses, en, hvor man i uendelig Trængsel slaas om at komme til
Buffeten, og en, pyntet med Palmer og bredbladede Planter, som er bestemt
til Hvilested for de dansende Damer. Mellem dem har man Lov til at
vandre, som man lyster. Det er ganske heldigt. En Kavaleer, der mellem
Dansene ønskede at skaffe sin Dame et Glas Is, vilde, hvis han skulde
gjøre den ellers foreskrevne Rotationsbevægelse, blive nødt til at
absentere sig for et Tidsrum af mindst et Par Timer. Han kan bruge Tid
nok, før han faaer banet sig frem mellem Rækkerne, der stadig staar
opstillede ved Buffeten.

[Illustration: Ved Buffeten.]

Forøvrigt er det saa viselig indrettet, at dette lille Komplex af Sale,
hvor man har Tilladelse til at bevæge sig frit, ogsaa er det eneste Sted
i hele Palæet, hvor det er fornøjeligt at være. Toiletterne opholde sig
ikke der; Trængselen er altfor umaadelig, til at de kan gjøre sig
gjældende. Men Toiletter behøver man i Paris heller ikke at gaa paa
Elyséebal for at beundre. Hvad der derimod træffes i dets Dansesale, det
er netop det Sjeldneste, der ses i den store Seinestad: unge Piger uden
Toiletter, i en simpel hvid Kjole, men med Foraarsroser paa de usminkede
Kinder, med store, forundrede Øjne og Ansigter, der straaler af
Henrykkelse over at være paa Bal, Fænomenet er overraskende, men det er
ikke uforklarligt. Ved Siden af de sextusind Indbydelseskort, der
udstedes til Kreti og Pleti fra Paris og Provinserne, de to tusind, som
Amerikanere og Englændere erobre, samt det halvandet Tusind, der gives
til andre Udlændinge, indbydes der ogsaa nogle Hundrede Personer af Hr.
og Fru Grévys private Omgangskreds, det vil sige af det ægte parisiske
Bourgeoisi. Det er til daglig Brug ikke med i Verdensstadens Rummel og
Tummel, og det stiller fremfor Alt ikke sine Koner og Døtre til Parade
mellem store Kokotter og smaa Boulevardløver. Men for Præsidenten har det
saa megen Estime, at det ved hans Baller undtagelsesvis blander sig
mellem den mylrende Skare. Dets Døtre møder med Balkortet ved Viftesnoren
og med Sextenaarsglæde ved at danse, de skriver de unge engagerende
Officerers Navne op paa Kortet med en Alvor, som var det Fredstraktater,
de undertegnede, de valser og polkerer, som gjaldt det Livet, og med
Studsen standser Udlændingene og Boulevardpublikummet. De har saa tidt
forsvoret, at Dramaforfatternes Ingenuefigurer findes andetsteds end i
Digternes egen Fantasi; her begynder der at dukke en Anelse op hos dem
om, at disse henrivende unge Væsener virkelig er tro Kopier efter
Naturen. De faar et Indblik i et Paris, som de ikke kjender, men som de
dunkelt fornemmer maaske er det, som det, naar Alt kom til Alt, lønnede
sig bedst at stifte Bekjendtskab med. Det er formelig, som om Luften i
Balsalen blev renset af al den sunde Ungdom. Ellers er der
Svedebadstemperatur og Pestatmosfære af Lampeos og sammenpakket
Menneskemylr allevegne. Man gisper og stønner, Hovedet værker,
Tindingerne banker i Feber, før Rotationsbevægelsen er tilende, og man
atter kan trække Vejret i de forreste Sale.

Men Pariserne holder trolig ud. Naar det blot ikke drejer sig om Politik,
er der i hele Verden ikke noget taalmodigere Folkefærd end dem. Først
henad Et kommer Ballets store Mærkværdighed, og til den maa man aldeles
nødvendig være med, om ikke af anden Grund, saa af ren Nysgjerrighed.
Lidt over Midnat viser der sig et oplivende Syn. Salenes Trængsel viger
tilside og aabner i Midten Passage for en stolt fremadskridende Afdeling
Militær. Man har savnet det hele Aftenen, og Savnet har været saa meget
mere paafaldende, som den stadselige republikanske Garde ellers plejer at
pynte op allevegne i Paris, hvor der er noget Højtideligt paa Færde. Nu
kommer den, høj og strunk og stram i sine lange Ridestøvler, hvide
Benklæder, blanke Harnisker og Hjelme med den vajende Fjerbusk. De
Fremmede bilder sig et Øjeblik ind, at det er Præsidenten, der gjør
ceremoniel Promenadetur omkring mellem sine Gjæster. Men Hr. Grévy er
ikke saa pretentiøs. Naar han i et Par Timers Tid har taget mod de
Kommende og trænger til at hvile sig lidt i de for ham og hans Familie
reserverede Værelser paa første Sal, ser man en ældre, graahaaret Herre
gjøre Forsøg paa at arbejde sig gjennem den roterende Mængde. Det er
Statschefen, men forholdsvis kun meget Faa kjender ham og viger tilside.
Han ser i sin sorte Kjole uden Ordensbaand ud som Pluraliteten af de
mandlige Balgjæster, og Tjenerskab til at bane Vej for ham er der ikke
Tale om. Republikansk Garde vilde han endnu meget mindre kunne falde paa
at rekvirere til sit Behov. Det er Chefen for Elysée-palæets Kjøkken, den
kommer for at assistere. Mærkværdigheden, som skal gaa for sig, er
Aabningen af hans Souper, en rigtig Souper med koldt Kjøkken og Champagne
i Strømme. Ved de almindelige officielle Fester haves der kun en ordinær
Forfriskningsbuffet med Sandwich, The, Punsch og Konditorsager. De tre
aarlige Elyséeballer er de eneste, ved hvilke Gjæsterne bydes paa Souper.
De faar den ganske vist kun efter noget Besvær, men de faar den dog.
Gardistkorpset stiller sig op ved de to Adgange til Salen, hvor den
serveres. Den dem givne Parole er overordentlig streng. Der er dog altid
et mystisk Ord, som gjør Passagen forbi de violette Tjenere mulig. Naar
man hvisker dem "Corps diplomatique" i Øret, trækker de Silkelæggene
tilbage. Men overfor Gardisterne hjælper ingensomhelst Parlamenteren og
ingen Personsanseelse. Enhver maa vente, til hans Tur kommer, Og
Pariserne venter; de stiller sig op i Queue og venter timevis, som de
gjorde det i den elektriske Udstilling for at faa det Halve af en Arie
paa Operaen at høre, som de gjør det ved deres Theatres Billetkontorer,
ved deres Omnibusstationer og overalt. Vanen til at gjøre Queue er bleven
deres anden Natur, og de finder ingen Inkonveniens ved det længere. Med
Mellemrum aabnes Soupersalonens Døre, og der slippes saa Mange ind, som
den kan rumme. Naar Holdet er bespist, sendes det ud ad den anden Dør, og
en ny Afdeling af Queuen kommer til Fadet. Det bliver saaledes ved fra
Klokken Et til Klokken Fem om Morgenen. Saa lukker Kjøkkenchefen
Beværtningen, og de sidste Ventende maa gaa hjem med tomme Maver. De har
kun den Trøst, at de ved at staa opstillede saa længe har erhvervet sig
større Chancer for at faa deres Overtøj end de, der er brudt op paa et
tidligere Stadium af Festen. At komme fra et Elyséebal ligesaa beklædt,
som man er kommen til det, er at have vundet et Lod i Lotteriet. At komme
derfra uden at være fortraadt, forpuffet og fortumlet af kvalmende
Skjærsildstemperatur er en total Umulighed. Men Konveniensen fordrer, at
Republikens Præsident og Fru Jules Grévy tre Gange om Aaret udbede sig
deres tro Republikaneres Nærværelse til denne Fornøjelse, og Konveniensen
fordrer ligeledes, at de tro Republikanere finde Nærværelsen saa
behagelig, at de sætter Himmel og Jord i Bevægelse for at opnaa den.
Konveniensen har nu engang Ingenting med det Begribelige at gjøre,




FORAAR I PARIS.


Den tyvende Marts skal ifølge den franske Almanak Foraaret begynde, og
den tyvende Marts skal ifølge gammel Tradition det første Foraarstræ i
Paris staa med grønne Blade. Der er et, der er foran alle de andre; og
morsomt nok, som det hjemme i Kjøbenhavn er Holbergs Træ, saaledes er det
her Molières, der lyser Vaaren ind: et rankt og rundkronet Kastanietræ
ligefor Indgangen til Théâtre français. Der staar det midt i Byens
Hjerte, og der er ikke een Pariser, som ikke kjender det og holder af
det. Saa saare Vinterspleenens Taage letter, og den første gyldne Solflod
breder sig og svømmer ud over Boulevarderne gjør han en Afstikker til
Træet paa Theaterpladsen, saa tidt han kan komme til det. Længselsfuldt
kiger han op til de violetbrune Knopper og følger deres voxende Bugnen.
Den Dag, han paa Asfaltflisen finder det første dryssede, harpixfede
Skjæl og ser det første grønne Blad deroppe titte frem, pjusket som en
lille dunet Kylling, der lige kryber ud af Ægget, den Dag er hans store
Fest. Thi med den begynder den herlige Tid, da hans kjære Paris Maaneder
igjennem bliver, hvad han saa uendelig gjerne vil have, det skal være:
den skjønneste Stad i Verden.

Samtidig med Molières Træ springer hele Paris ud i et Nu. Under
Boulevardkaféernes Solsejl mylrer det med glade Mennesker, der sidder paa
Trottoiret og leer op til det piplende Grønne og til det endeløse Tog
derude paa Gaden, hvor under blaa Himmel og Sol og brogede Parasoller
Vogn efter Vogn farer afsted. De farer gjennem Champs-Elysées i Række ved
Siden af Række, gjennem Boulogneskovsavenuens Solbundtstraaler og ind
mellem de løvende Alléer. Hele Vejen sidder der Tilskuerhobe i Tusindvis,
Børnene løber og leger mellem de knoppende Syrener eller jubler paa
Karusselhestene eller staar og hviner af Glæde over Forestillingen paa
Marionettheatrene. Henover Skovens lange, snorlige Ridestier galopperer
Kavalkader af elegante Ryttere og Amazoner, i den zirlige lille Kabriolet
promenerer Dandyen sine Væddeløbere og sin strunke, stoltpudsede Kudsk,
de hvide Frugttræer drysser deres Blomster, og under dem, paa de store,
grønne Plæner, ligger der boltrende Grupper og bader sig i den varme Sol.
Længere borte kommer Seinen, uden den mindste Krusning, spejlende hver
lille Fjersky; der glider hen flygtig og luftig som Ringe fra en Cigar.
Kanotiererne har faaet deres stramme Trikottrøjer paa og deres røde og
blaa Huer, og i deres lange, spidse Baade flyver de afsted over Vandet og
forsvinder bag Pynten under Hængepilens fantastisk-skjønne Hang af
lysgrønt Løv. Hele Paris er ude og fylder sine Lunger med den
vidunderlige Luft og svælger i Bevidstheden om, at den tre Maaneder paa
Rad, lige til de store Juniløb er forbi, vil Morgen efter Morgen vaagne
til den samme Herlighed og Fest.

[Illustration: Dandyen promenerer sin Kudsk.]

Pariseren har Ret: der er ingen Stad, der i Foraarsdragt er saa smuk som
hans. Det er nemlig ikke blot Foraaret, der pynter Paris, men ogsaa Paris
og Pariserne, der pynter paa Foraaret. Deres Parker og Avenuer, deres
Boulogneskov, den hele Omegn soignerer det og sørger for, at det kan vise
sig fra sin fordelagtigste Side. De stadser paa det som paa et sødt
Kjæledæggebarn, der dog trænger til rentvaskede Kinder og snehvid
broderet Kjole og fintkruset Halsstrimmel for ret at kunne gjøre sin
Sødhed gjældende. Det gjør de ikke saa ilde i endda. Der er aldeles ingen
Anledning til at komme i lyrisk Fyr og Flamme mod en saadan Servering af
Natur paa Præsenterbakke. Den trænger ikke til nogen Assistance, naar
dens fulde Skjønhed staar i Sommerfloret; saa er der langt vidunderligere
i en Skovskygges Ro, paa en duftende Kløvermark eller ved Aaløbet, der
risler mellem Enge, hvor Guldsmede og blaa Sommerfugle sidde og drømme
paa de røde Valmuer. Saalænge der derimod endnu ikke er hverken Romantik
eller Skygge, men kun Søle og vissent Vinterløv under Skovtræerne,
saalænge Kløvermarken hverken har Blade eller Duft og Aabredden højst en
lille Anemone bag en graaskiden Snebunke, der er i Færd med at smelte,
saalænge har den kjære Natur dog maaske en Smule for meget Slægtskab med
de mindre propre Smaaglutter, hvem Næsen løber paa. Man skal være Moder
for at have Blik for deres Englelighed, og man skal være idetmindste et
Stykke af en Poet for at kunne goutere Foraar i det Kostume.

Pariserne er ikke Poeter; de pynter deres Foraar, som Watteau pyntede
sine Hyrdestykkers Faar og Le Notre sine Versaillesparker. Det er en
gammel Svaghed, de har, og den maa man tilgive dem. Der kommer noget saa
udmærket Dejligt ud deraf. Paa den første Foraarsdag er Alt komplet, Alt
i _grande toilette,_ blankt og pillet og pudset. Det er Gjenfødelsesfest,
og Paris har Festens Dragt. Plænerne strækker sig grønne og tykke og
bløde som Fløjl i Park Monceau. Der er ikke et Straa, der mangler i det
svulmende, fyldige Tæppe; der er ikke et drysset Knopskjæl, der har faaet
Lov til at ligge og sætte Plet paa Vaarens jomfruelige Klædebon. Riven
har glattet Gangenes brune Gruskies og fjernet Alt, hvad der ikke skulde
være der; de gule, fjedrende Stole staar paa Række og Rad i Solskinnet
som til stor Ceremoni, de runde Blomsterbede pranger i Farver af Aurikler
og store Stedmodersblomster og hvide Bellis og røde Ribes. Om den antike
Søjlekolonnade ranker Efeuen sig uden et vissent Blad, og de unge
Ællinger staar paa Hovedet i Dammen og plasker Vandperler op paa
Laurbærbuskenes Blade. Ovenover Alt det kan det fine, lyse Bladløv
sagtens tage sig ud, og som det er der, er det allevegne. Paris har Park
ved Park, en lille, firkantet Square idetmindste ved hver anden Gadeende,
hvor den første Foraarsskjønhed bliver poleret og fredet om og sat i
flatterende Ramme med ikke mindre Omhyggelighed. Saa kommer det mylrende
Virvar af Avenuenettet paa alle Kanter, med dets altid friskvandede
Kjøreveje, med dets Fontæner, dets Statuer og Bosketter, og saa kommer
endelig Boulogneskoven. Man kan tage en Droske til den paa Boulevarden og
naa den i et Kvarter og for halvanden Franc. Den ligger som i selve Byen,
og dens Foraarsapotheose giver hele Paris Relief.

De Fremmede er himmelraabende uretfærdige mod den stakkels Boulogneskov.
Det har sin ganske naturlige Grund, det kommer simpelthen af, at de i
Reglen aldrig faar den at se, før den er affloreret. Deres Indvandring i
Paris begynder først, naar deres Sommerferie begynder. Men saa er dens
Glans forbi, saa er den flov som Moderne fra Faubourg Saint-Germain,
baarne af Bondepigen ved et nordisk Kjøbstadmarked. Den skal ses helst i
Marts eller April, tilnød i Maj, saa er den enestaaende i Verden. Den har
da ikke blot den allersarteste og allereleganteste Foraarsdragt, som
Natur og Kunst har kunnet komponere i Forening, men den har den
gjennemtrukken med en Parfume af _Tout Paris_ koncentreret i Essens. Det
er, hvad man nu end vil sige, en ganske ejendommelig Ting. Gran- og
Lindeduft kan være berusende, Orangers krydrede Vellugt ikke mindre. Men
den er der Tusinder af Skove, som er fælles om. Boulogneskovens er der
derimod kun en, der har, en eneste paa hele den samlede Klode.

Fra den Dag, da Foraarstræet ved Théâtre français staar i Knop, indtil
Mylret af nummererede Fiakrer og Epiciertrængselen og Støvet paa den
store Væddeløbsdag ved Longchamps har stænket Banalitet over de fornemme
Alléer, i de tre unge Foraarsmaaneder er Boulogneskoven obligatorisk for
hver ægte Pariser-existens. En Promenade der hører til. Man kan bedre
undvære Desserten til sin Diner, end man kan undvære den. Men der er kun
een bestemt Promenade, som gjælder, den mellem Fire og Syv. Saa ruller
Alt, hvad Paris har af Ekvipager, afsted til den, Faubourgernes Adel
kommer i Karosserne à la Louis quatorze med den vældige Fadding vuggende
sig paa Kæmpefjedre og med de silkebestrømpede, stive Lakajer.
Finansbaronerne kommer med det springende Fuldblod for den elegante
Kabriolet, Politikerne, ukjendte igaar, magtstraalende idag og forglemte
imorgen, kommer i Hyrevognen, der er lejet for deres korte Glorietid;
Kunstens og Videnskabens Stjerner skjuler sig for profane Blikke i
Baggrunden af deres lukkede Koupé, men udfordrende, brammende, med
Rosenbuketter bag Hestens Øre og i Groomens Knaphul, stiller den store
Kokotte sin straalende, friske Toiletteluxus og sin malede Skjønhed ud
paa de polstrede Silkehynder. Alt, hvad der i Paris har et Navn, en
Stilling, en Formue, ruller afsted til Boulogneskovstævnet.
Fremmedkolonierne følger Trup, denne stadig voxende Mylr af Millionkonger
fra alle Verdens Egne, der kommer en Sæson til Paris, for at Guldfloden,
hvori de vælter sig, kan kaste en efemer Glans over deres obskure
Tilværelse. Alle jager afsted over de friskvandede, brede Veje, gjennem
de blinkende Solbundtstraaler, ud til _le lac_. Der, ved Begyndelsen af
den, hvor Svanehuset titter op mellem den skvulpende Gondolflotille,
strammes pludselig Tøjlerne, og hele Strømmen af Kjøretøjer ruller
langsomt videre i Skridt. Man gjør _le tour_, den verdensberømte _tour du
lac_. Slentrende, standsende ved hvert tiende Skridt, fordi Trængselen er
for tæt, kjører man paa Parade i Queue langs den kunstige Skovsøs Bred.
Der er tre, fire, undertiden fem Rækker Vogne ved Siden af hinanden og
ikke en Armlængdes Plads mellem hver. "Baronesse d'Ange", den store
parisiske Depravations-Baronesse, der altid kjører selv, maa holde igjen,
for at hendes hvide Hest ikke skal stikke Hovedet ind til Dronning
Isabella af Spanien. Gambetta og Rochefort ruller Side om Side. Mde.
Rothschild og Mile. Eva fra Fantaisies-Parisiennes reklamerer _vis-à-vis_
hinanden for een og den samme Modehat fra igaar. Stadig i Queu'en, stadig
standsende, bevæger man sig fremad til Enden af Søen. Paa den anden Bred
er der maaske nok saa smukt i den lange, skyggende Allée, men denne anden
Bred foragter man. Der er der ikke en eneste Vogn. _Le Tour_ gjælder kun
den ene Side, den holder man sig til. Saasnart man er kommen til Enden,
vender man, alle Vognene paa een og den samme Plet, og slentrer tilbage
igjen, ind i Trængselen, langsomt nedad mod Svanehuset, for, naar man har
naaet det, at begynde forfra paany. Det er deri, Promenaden bestaar. Man,
sidder stram og strunk, pyntet og fornem. Et Toilette uden Smag, et Smil
paa urette Sted, en Bevægelse, der ikke var korrekt, vilde ligefrem sætte
Plet paa Ens gode Navn og Rygte.

Landskabet selv er som denne luxuøse Ramme omkring det. Det kunde males
paa Bagtæppet i en Féeriedekoration uden at idealiseres. Alt er her, hvad
der kan udtænkes af fortryllende fin og yndefuld Natur. En bestandig
spejlblank Sø med vuggende Gondoler og sejlende Svaner, Smaaøer, der
romantisk bryder Udsigterne i Pynter, hvor Guldregnen hænger ud, saa at
dens Blomsterklaser kysser Vandet, Klippevildnis med Kaskader mellem
Bregner og Efeu og blaarankede Clematis, fantastiske Broer og blomstrende
Bosketter og bløde, grønne Engskrænter, hvor de hvide Sommerfugle leger
Tagfat. Og saa rundt omkring de brede, fornemme Alléer og de sarte
Akacielunde og de lange Plæner, der ligger saa rolig, som om de var
vuggede i Drøm af Duften fra de store, gulblomstrede Buske, der hegner
dem ind. Ovenover det Hele Solen, som ingen Skovtykning tager Varmen og
Glansen fra, men som lister sig legende ind mellem det unge Løv og tegner
det igjen i Skyggerids paa Græsset nedenunder. Friskhed bestandig fra
Vandbrusens vaskende Regn, ikke et Støvgran paa noget Blad, men smaa
Draabeperler allevegne, der blinker i Solen som evig Foraarsdug over det
fortryllede Land. Man kan saa tusinde Gange sige, at det er Kunst og ikke
Natur, vidunderlig dejligt er det, hvad man end vil kalde det. Det er
Foraaret, der holder kongeligt Indtog med kongelig Pomp. Hele dets Hof er
der paa Parade i Galapuds for at hylde dets Komme.

Saaledes ser Pariser-Foraaret ud ved Boulogneskovens Sø. Men det ser ud
omtrent ligesaadan paa alle Kanter af den store Luxusby. Allevegne er der
fine Lystslotte og pudsede Parker, Skrænter med Villahaver og ranke
Alléer til at pynte paa det, allevegne rammer Seinens bløde Bugtninger
det ind med Romantik, allevegne ligger Kæmpestaden i Baggrunden med
Solglans paa de forgyldte Taarnspir. Foraaret er dejligt, hvor det saa
slaar sine Øjne op i den hele Verden. Men det har et Særpræg her, som det
intet andet Sted har. Det er badet i Pragt, gjennemsyret med Fest, hyllet
i Elegancens skinnende Klæder. Det er parisisk fra Top til Taa.

[Illustration: Kaskaderne i Boulogneskoven.]

[Illustration: I Kammeret: En Tilhørerloge. Tegning af Mars.]

[Illustration: Kammerets Talerstol.]




I KAMMERET.


Hvis Parlamentarismen ikke allerede havde været opfundet andetsteds,
vilde Franskmændene have opfundet den. Den er netop Noget, som passer for
deres Behov. De trænger til at høre og høres. Først i det talte Ord er
Personligheden helt med, og det er i at give Personligheden som Indsats,
at de har deres Styrke; først det talte Ord virker paa Sandserne, og de
staar under Sandsernes Herredømme i al deres Færd.

Men havde Franskmændene gjort Opfindelsen, vilde der være kommen en hel
anden Parlamentarisme for Dagens Lys end den, til hvilken Gjenboerne
hinsides Kanalen har givet Tonen an. Ogsaa nu har de, for at
akklimatisere den, maattet læmpe den adskilligt. De har, om man saa vil,
oversat den fra een Races Liv i en andens. Den er i England en rolig,
jævn, daglig Bestyrelse af Landets Forretninger. Men for en saadan
Bestyrelse og for disse Forretninger har Franskmændene kun ringe Sans. De
er ikke Politikere, som man er det i England. Der er Politiken bleven
Kjød og Blod af Folket, det interesserer sig for dens smaa og store Sider
uden Forskjel, den gjennemtrænger hele Nationens Liv. Anderledes derimod
med Franskmændene. De kan i et givet Øjeblik passionere sig for en
Regeringsform, men ogsaa kun et Øjeblik. Saasnart de har den, ønsker de,
at den faderligt skal vaage over dem i Et og Alt, uden at de behøver at
tage Haand i Hanke med selv. De vil leve i Ro, de vil, at Regeringen skal
sørge for Landets Sager, og at de selv maa have Lov til at passe deres
egne. Mens i England hele Pressen er politisk og netop derigjennem har
sin uhyre Udbredelse, klemmer, højst karakteristisk, de mest læste
Pariserblade Politiken ind til et Minimum og stryger den undertiden rent
for udelukkende at blive litterære. Politiken spiller kun en Rolle i
Franskmændenes Liv, naar den gjør Spektakel, naar den byder
Tilfredsstillelse for deres stadige Tørst efter Sensation. Det forklarer,
hvorfor den engelske Parlamentarisme har maattet oversættes til fransk
Behov. Den hedder i denne Oversættelse Tribunen, og den har i den
undergaaet en fuldstændig Forvandling. Parlamentarismen i England er en
Administration, Tribunen i Frankrig er et Skuespil.

Den theatralske Iscenesættelse er det Første, der springer i Øjnene, naar
man kommer ind i det franske Deputeretkammer. Selve Salen ligner et
Theater. Den har sin Scene og sin Tilskuerplads. I en stor Halvkreds
hæver de Deputeredes røde, magelige, højryggede Klædesbænke sig over
hinanden, med saa stærk amphitheatralsk Stigning, at den bageste er naaet
op til Rummets halve Højde. Omkring dem en Kreds af tyve joniske
Marmorsøjler med Broncekapitæler, der bærer Loftsplatfonden, hvor
Fragonnards Arabesker krandser den matte Glaskuppel, ned fra hvilken
Lyset falder. I to Etagers Loger, anbragte mellem disse Søjler og byggede
fuldstændig efter Mønster fra et hvilketsomhelst Parisertheater, har det
profane Publikum Plads. Allevegne fra kan man, idetmindste ved Hjælp af
Theaterkikkerter--og dem er der bestandig nok af baade i Loger og paa
Amphitheater--tydeligt følge Alt, hvad der foregaar paa Scenen, det vil
sige paa den mægtige Tribune, der indtager hele Rummet en face for
Halvkredsen. Den er ikke nogen simpelt, enkelt, almindelig Talerstol, den
er en formelig Bygning med Etager, Trapper, tæppebelagte Afsatser,
Ornamentsdekorationer og en hel lille Verden af permanente Beboere.
Øverst throner i sin gyldne Lænestol Kammerets Præsident, omgivet af
Staben af Sekretærer og øvrige Embedsmænd. Paa Trapperne farter
Medlemmerne frem og tilbage; Huissierer holder Vagt der i deres elegante
Kjoledragt med Sølvhalskjeden og den fine Kaarde. Nederst er
Stenografbordet, flankeret stadig af lyttende Grupper, som Ivrigheden og
Uroen ikke har tilladt at blive paa deres Bænke, og midt imellem, bag
Talerstolens flatterende Brystværn, paa en Plads, der er saa stor som et
almindeligt Stuegulv, samler da Tribunens egentlige Helt, Taleren, hele
Salens Opmærksomhed paa sig.

[Illustration: Kammerets Præsidentstol.]

Ingen, som kan finde mindste Anledning dertil, undlader at vise sig paa
denne Scene. I det engelske Parlament rejser den Deputerede sig ligesom
hos os simpelthen op paa sin Plads og holder sit Foredrag der.
Franskmanden derimod maa ved enhver Lejlighed paa Talerstolen, selv om
det kun er for at meddele, at han frafalder Ordet. I det samme Øjeblik,
han begynder at beskjæftige sig med Politik, bliver Tribunen hans Afgud.
Selve Politiseringen er som en hemmelighedsfuld Elskovsdrik, der drager
ham til den med uophørlig, magisk Magt. Tribunen er Gjenstanden for alle
hans Længsler, Maalet for al hans Ærgjerrighed. Thi Tribunen fører i
Frankrig til Alt. Man vinder der ikke Position i det offentlige Liv
Skridt for Skridt, ved i een betroet Post at lægge Evner for Dagen, der
anbefaler til en højere, man tager sin Stilling med Storm i et langt
Spring. Den ene Dag er man en ukjendt Deputeret, saa holder man en Tale,
og den næste er man Minister. Er det sandt, at enhver fransk Soldat bærer
Marchalstaven i sit Tornister, saa er det endnu hundrede Gange sandere,
at enhver fransk Politiker allerede er godt paa Veje til
Ministertabouretten, idet han sætter Foden paa Tribunens første
Trappetrin. Hvorfor skulde ikke det Samme hænde ham, der er hændet
Hundreder af hans Forgjængere? Han har altid Exempler fra de seneste
Dage. Waldeck-Rousseau var en ung Mand paa nogle og tredive Aar, om hvis
Kapaciteter Ingen havde Anelse. Saa fik han en Dag Ordet i Debatten om
den juridiske Reform, og nogle Uger efter sad han som Medlem i det store
Ministerium. Det er ikke en Undtagelse, det er kun et Paradigma paa
Regelen. Gambettas Exempel staar som det mest lysende af alle. Han gik
som en anden lille, brødløs Advokat omkring og holdt Taler ved Ølglasset
og tog paa Borg paa Kaféerne, da han tilfældigvis kommer til at føre
Forsvaret i Baudins Proces. Det var ikke engang i Kammeret, men kun for
Retsskranken, at hans Veltalenhed lagde sig for Dagen. Og dog var denne
ene Tale nok til at skabe hans Karriere. Han blev Deputeret, han blev
Partifører, han blev Landets Diktator, saa at sige inden der var gaaet
Aar og Dag, I det moderne Frankrig er Tribunen Valpladsen, hvor alle de
store Sejre vindes.

[Illustration: Gambetta.]

Men man maa forstaa at vinde dem. Det er en Kunst, der er en hel Del i
Slægt med Skuespillerens. Kommer man løbende fra Gaden op paa Scenen uden
at kunne hverken gaa eller staa paa den, uden at kunne beherske hverken
sin Stemme eller sine Gestus, og vil tage Publikum med Storm udelukkende
i Kraft af den indvendige Genialitet, saa gjør man ynkeligt Fiasco. Det
er paa Tribunen ligesaadan. Der spørges der meget mindre om, hvad man har
at sige, end om hvorledes man siger det. De nye Ideer passer ikke der;
den Virkning, de frembringer, er en hel anden end den, i Kraft af hvilken
der sejres. De forbauser, men i enhver Forbauselse er der et Element af
Modstand, før Forstaaelsen kommer. De griber ikke øjeblikkeligt og river
med, og det er just deri, den sejergivende Hemmelighed ligger ved Ordet,
der flyver ud fra Tribunen. Det skal simpelthen reproducere de Ideer, der
allerede er modne, det skal fange Tankerne, der ligger og slumrer i hver
enkelt af Tilhørerne og præsentere dem saa pænt paaklædte som muligt,
helst i en eller anden lille skarp Formel, der springer i Øret og kan
blive Feltraab. Kan man finde den, er Slaget halvvejs vundet, og kan man
saa med oratorisk Kunst ciselere Rammen udenom, der stiller den i
tilbørlig Relief, saa er det vundet totalt. Gambettas umaadelige Succès
ligger heri. Med de fem smaa Ord _"se soumettre ou se démettre"_ har han
styrtet Majregjeringen, skabt en hel ny Periode i den tredie Republiks
Udvikling og stillet sig selv paa Pjedestal som Landets Afgud. I de
afgjørende Øjeblikke har han bestandig det lykkelige Klarsyn, der finder
Formlen, som slaar ned: det er hans Genialitet. Og ved Siden deraf er han
Herre og Mester i Tribunens tekniske Kunst. Naar man læser hans Taler,
forstaar man ikke deres Virkning. Men naar man hører dem, forstaar man
dem tilfulde, Stemmens uendeligt varierede Overgange, Ansigtets stadig
skiftende Udtryk, Øjnenes Flammen, Kast med Hovedet, Gestus og Slag i
Bordet, den Maade, hvorpaa han personligt stiller sig i Forhold til
Auditoriet, fæstner dets Opmærksomhed ved direkte Spørgsmaal, lurer paa
hver af dets Bevægelser og øjeblikkelig fanger selv den mindste af dem,
for at støtte sig paa den, hvis den gaar ham med, og strax slaa den til
Jorden, hvis den gaar ham imod,--Alt det er det Halve og mere end det
Halve af hans Tale. Det er det, der har gjort ham til den, han er. Thi i
den engelske Parlamentarisme er det Indholdet, paa den franske Tribune er
det Formen, det gjælder.

[Illustration: I Kammeret: Deputerede paa deres Pladser. Tegning af
_Mars_.]

Den er et Skuespil, og i den almindelige Bevidsthed bliver den ogsaa kun
betragtet som et saadant. Kunde Pariserne faa Billetter at kjøbe til
Deputeretkammeret, vilde der være Dage, da de gjerne betalte Hundreder af
Francs for en Plads, men der vilde ogsaa være andre, da man ikke fik dem
til at gaa i Palais Bourbon, om man gav dem Guld derfor. Er det kun en
almindelig Forretningssag, der staar paa Dagsordenen, et
Budgetspørgsmaal, selv om det drejer sig om nok saa mange Millioner, saa
er der altid grumme trist i Salen. Logerne er tomme. Kun hist og her
sidder en ensom Tourist og falder i Søvn efter forgjæves Forsøg paa at
gjenkjende de berømte Hoveder, han har set i Fotografier, eller en
Landvælger, der er kommen til Hovedstaden, har faaet Kort af sin Kandidat
og nu bilder sig ind, den stakkels Mand, at han skal være med til en
rigtig Fest. En tung Atmosfære, mættet med Kjedsomhed, fylder Rummet.
Ogsaa Amphitheatrets Bænke er yderst sparsomt besatte. De Deputerede, som
sidder der, gjør Orden i deres Skuffer, læser deres Post, besørger deres
Korrespondence eller anstiller Tegneøvelser i Lovforslagenes Margina. Men
Pluraliteten er ude i Koulisserne, faar en Passiar i _Salle des pas
perdus_, drikker en Mazagran ved Buffeten, lader sig interview af
Nyhedsreferenter, gjør Citationsnotitser i Bibliotheket til den Tale, de
selv gaar svanger med. Af og til kigger de ind for at se, om Taleren ikke
endelig er bleven færdig. Men han staar der endnu, bladende i sine
Papirer, tumlende med Tal, som Ingen bryder sig om. Højst den Sagen
vedkommende Minister gjør Forsøg paa at høre efter. Man har flokket sig i
Grupper og snakker højt, hele Kammeret i Munden paa hinanden. Som
Minutskud gjentager Huissieren ad hoc, den statelige Figur med de graa
Bakkenbarter og de altid korsede Arme sit _"Faites silence, Messieurs--Un
peu de silence, s'il vous plait,"_ Præsidenten dundrer i Kathedret med
sin store, gule Opskjærerkniv, et Par Sætninger af den ulykkelige Talers
Foredrag bliver hørlige, men strax efter drukner igjen hans Stemmes Klang
i den almindelige Summen og Mumlen. Varer det altfor længe, taber man til
Slutning Taalmodigheden. _"Au vote, au vote!"_ lyder det i Kor fra alle
Ender og Kanter af Salen. Præsidenten farer op; han slaar et, to Slag paa
Klokken, men Utaalmodighedskorets Bølger voxer kun højere derved. Han
bliver heftigere, han kimer; den store, skingrende Allarmklokke gjør et
Spektakel, saa almindelige Ører er lige ved at blive døve. Men de
Deputerede er vant til den og har kun grumme lidt Respekt for dens Støj.
Præsidenten maa rette en Appel til Taleren. Han kan ikke fratage ham
Ordet, men han henstiller til ham, hvad han selv finder passende at
gjøre. _"Au vote! au vote!"_ brøler det opmuntrende Kor endnu mange Gange
højere end før. Den stakkels Tribunehelt maa vige Pladsen; Stemmeurnerne
gaar rundt. I Gruppemøderne har de Deputerede faaet Parolen; efter den
afleverer de deres hvide eller blaa Stemmesedler. Mødet er tilende.
Argumenterne fra Tribunen er der ikke ti Medlemmer af Kammeret der
kjender, før de den næste Dag læser dem i Bladene. Den hele Forhandling
har kun fremkaldt et Overmaal af Indifferentisme.

[Illustration: Kammerpræsidentens Klokke.]

[Illustration: En Stemmeurne.]

Helt anderledes derimod, naar der er "grande séance". Det er ikke
fuldkomment definerligt, hvad der falder ind under dette Begreb. Først og
fremmest gjør naturligvis alle de Møder det, i hvilke man forsøger at
vælte Regjeringen. Det er, som bekjendt, en ganske yndet Sport i det
franske Deputeretkammer, om den end stundom tager sig adskilligt mere
bister ud, end den i Virkeligheden er paa Bunden. Saa stor en Anledning
behøves nu dog ingenlunde altid for at faa en "grande séance" stillet paa
Benene. Der udkræves dertil kun Sikkerhed for, at en af de yndede
Tribuneaktører vil optræde. En meget almindelig Interpellation om et rent
ubetydeligt Æmne kan være nok, saafremt den blot giver Lejlighed til
oratorisk Duel mellem Kamphaner, som forstaar deres Kunst. Naar
Clémenceau udbeder sig Oplysninger af Regeringen om, hvorfor en
Politibetjent har pryglet en Kommunist ved en Gadetumult, eller naar
Baudry d'Asson, Kammerets vilde Slagsbroder paa Højrebænkene, den unge
Deputerede med det ligblege Ansigt, det store, sorte Rundskjæg og de
altid ulmende Tendenser til Vesuveruption ønsker at vide, hvorfor der er
bleven flyttet et Helgenbillede bort fra en Almueskole, saa er det strax
en "grande séance" af allerførste Rang. Diskussionsthemaet har Ingenting
at sige; det, det kommer an paa, er om Forhandlingen sætter Lidenskaberne
i Bevægelse, saa der bliver Udsigt til Sensation, til et rhetorisk
Skuespil _a grand spectacle_.

Gjør den det, saa bliver Kammermødet en stor Pariserbegivenhed. Alverden
faaer travlt for at erobre Billetter ligefra Frisørsvenden, der plager
sin Kundekreds mellem de Deputerede for denne nye Art Drikkepenge, som
meget let lader sig realisere i klingende Mønt, helt op til de fornemste
Damer, der vel endogsaa kan drive det til at stille en Præfektpost i
Udsigt som Doucør for et passende Antal gode Logepladser. Damerne er det
først og fremmest, der maa med. Lejlighederne til at udfolde
Toiletteluxus bliver for den rigtig fine Portion af dem sjeldnere og
sjeldnere, efterhaanden som Gjennemdemokratiseringen af Samfundet antager
større og større Dimensioner. Under Marschallen var der endnu et Slags
Hof i Palais de l'Elysée og ved de store offentlige Festiviteter. Men med
Hr. Grévys Regeringstiltrædelse er det komplet forsvundet. Selv paa en
Pariserdag som _Grand prix de Paris_ er Publikummet paa Præsidenttribunen
saa blandet med smaa Bourgeoiselementer, at den fornemme Dameverden
finder det under sin Værdighed at vise sig der. _"Ça devient horriblement
canaille"_ skriver de royalistiske Blade, Den kvindelige Faubourgadel har
foruden sine Tirsdage i Théatre français og sine Fredage i Operaen
egentlig kun Receptionerne i Akademiet og de store Kammermøder tilbage,
hvor der er rigtig Fashion at vise sig. Og da det er Fashion ogsaa for
det altformaaende Bourgeoisie, bliver Konkurrencen følgelig enorm. Det er
aldeles utroligt, hvilke Intriger der undertiden kan sættes i Gang for at
opnaa en Plads. Den stakkels Hr. Becherelle, Kammerets lille, vimse _chef
de service_, er overmaade fortvivlet. Han vil saa gjerne være alle mulige
Mennesker til Tjeneste, men end ikke de mest formaaende Medlemmer af
Forsamlingen kan han skaffe en Krog, hvor de kan anbringe deres Venner.
"Hans Sal" har været overfyldt allerede for flere Dage siden.

[Illustration: Hr. Becherelle.]

Saa maa da Størsteparten af de Nysgjerrige tage til Takke med at stille
sig op paa Quaien udenfor Palais Bourbon. De staar der fra Klokken Tolv,
skjøndt Mødet først skal begynde Klokken To. Stærke Delinger Politi
trækker Kordon paa begge Sider og danner en Allée, gjennem hvilke Vognene
kan kjøre ind. Bagved denne Kordon er der sort af Tusinder af Hoveder.
Pluraliteten kan Ingenting se, men de bliver troligt staaende i
Trængselen alligevel. Skulde der virkelig passere Noget, kan de jo dog
saa sige at de har været med, og det er til Syvende og sidst Alt, hvad de
forlanger.

Ogsaa de Begunstigede, der har faaet Kort, kommer tidligt. Pladserne er
desværre ikke numererede. Man har maattet sluge Frokosten; hvis det
Forfærdelige indtraf, at man kom til at sidde paa anden Række, vilde det
nye Toilettes Virkning være ødelagt. Man vilde maaske ikke engang blive
opdaget fra Journalistlogen og følgelig heller ikke blive nævnet i
Aviserne den næste Dag. Allerede Klokken henad Et begynder da Vognene at
rulle ind i Gaarden. Det er, som der var stor Gallafest. Selv
Pluraliteten af Deputerede lader sig det være magtpaaliggende at optræde
standsmæssigt. Til daglig Brug kan det gaa an at komme tilfods, men naar
der er _grande séance_, maa der Vogne til, og det tilmed helst en ikke
numereret. Kun de allerrødeste Medlemmer bruger Fiakrer. De gjør det
grumme nødigt, men de tør ikke risikere deres Popularitet hos
Tilskuerhoben paa Quaien.

Defiléen varer en Timestid. Klokken To er Salen fyldt, baade Amphitheater
og Loger. Soldaterne i _Salle de la Paix_ præsenterer Gevær, Fanfaren
lyder, Kammerets Præsident begiver sig, eskorteret af Huissierer og
Sekretærer, fra sin private Bolig til Forsamlingssalen. Han bestiger
Tribunen, stiller sig foran den gyldne Stol og slaar et Slag paa Klokken.
Mødet er aabnet.

Selve den store Forestilling begynder dog i Regelen aldrig strax. Ligesom
i Theatrene har man som oftest en lille _Pièce de rideau_ til at aabne
med, et Par smaa Lovforslag, som Ingen bryder sig om, og som kun er der,
for at de Deputerede kan faa snakket af og blive enige om, hvilken
Holdning de vil indtage til Dagens store Begivenhed, samt for at Damerne
i Logerne kan faa Lejlighed til at studere Kammerets Fysiognomi gjennem
deres Kikkerter, maaske ogsaa til at blive studeret selv en Smule.
Endelig, lidt efter lidt, dæmper den bølgende Uro imidlertid af. De
Deputerede har indtaget deres Pladser, de smaa Lovforslag er vedtagne
uden Opposition, Formanden slaar atter paa Klokken, denne Gang fastere og
som med Tilkjendegivelse af, at det nu er Alvor, Betjentene besætter
Opgangen til Tribunen, for at intet iltert Medlem i Stridens Hede skal
forcere Adgangen til Talerstolen, Huissieren med de graa Bakkenbarter
raaber sit _"Faites silence!"_ --Turneringen begynder.

Undertiden kan det hænde, at den fuldstændig skuffer Forventningerne, at
den bliver en lang, alvorlig Styrkeprøve med Tale efter Tale, hvori der
er mange Argumenter og kun faa Personligheder, en ordnet Diskussion uden
Storm og Torden, uden væsentlige Afbrydelser engang. Saa er man meget
lidt tilfreds oppe i Logerne. Varmen bliver efterhaanden intensivere,
Luften i det overfyldte Rum utaaleligt trykkende. Time slæber sig hen
efter Time, og man tør dog ikke gaa, thi det vilde jo være altfor
harmeligt, om det store Sammenstød indtraf netop som man var forsvunden.
I Journalistlogerne erklæres Mødet for det mest kjedsommelige, der
nogensinde er blevet afholdt, og Boulevardbladene gjentager næste Morgen
den samme Dom. Man er slet ikke kommen for at overvære noget Saadant; man
vil have Spektakel. Og det maa da ogsaa siges, at man faar sine
Forventninger opfyldte tiere, end man bliver skuffet. Det er forholdsvis
sjeldent, at Partilidenskaben ved en _grande séance_ ret længe kan holde
sig i Tømme. Der dumper en lille, bidende Bemærkning ind, som bliver
fanget op med Protester, Taleren hidses, han streger sine Angreb under,
Pareringen bliver voldsommere, og i et Nu voxer Stormen til Orkan. Fra
alle Kanter af Salen raabes og skriges, applauderes og interpelleres der.
_"Silence au Mexique"_ brøler et regeringsvenligt Medlem under vilde
Bifaldshyl af Majoriteten over til Højre. _"Silence à la commune"_ svarer
Baudry d'Asson eller Paul de Cassagnac tilbage i den voldsomste Extase.
Præsidenten kimer, Larmen er saa altopslugende, at Huissieren ved
Tribunens Fod ikke engang finder det Umagen værd at anbringe sit _"Faites
silence."_ Man rejser sig fra sine Bænke, man flokker sig sammen i
Grupper, Taleren forlader fortvivlet Tribunen og en ny sætter derop med
Leopardspring uden at have Ordet og uden at blive hørt. Tumulten kan vare
hele Kvarter ad Gangen, føre til personlige Sammenstød og Udfordringer,
føre til, at Mødet foreløbig maa suspenderes. Man har dog saa faaet lidt
mere af sin grande séance, end man egentlig ønsker. Idealet er, at
Stormen kommer, men at den dæmpes igjen af en oratorisk Koryphæ, der
behersker Forsamlingen med sin Autoritet, og at han saa, med de ophidsede
Lidenskaber som Baggrund og med den Spænding, som de sætter paa det Hele,
bringer Forsamlingen under Fortryllelse ved sin Veltalenhed og med et
stort Bravourslag afgjør Dagens Kampagne til Fordel for sig og sit Parti.
Parallelen med Theatret ligger atter lige for. Det er et formeligt Drama,
man vil have. Udviklingen kan gjerne trækkes lidt i det Lange, om det
skal være, med smaa skjæmtende Skjærmydsler, men Knuden maa strammes,
Katastrophen maa komme, og efter den maa ogsaa komme den klare,
forsonende, ophøjede Løsning paa det Hele, den, efter hvilken man gaar
hjem med Ro i Sindet, men bevæget, løftet ud over det Dagligdags. Først
naar man har dette Indtryk, er Alverden rigtig tilfreds med sin grande
séance. Aviserne kan saa den næste Dag med rolig Samvittighed skrive
Spalte op og Spalte ned om Mødet, naturligvis først og fremmest om dets
smaa accessionelle Sider. De kan være sikkre paa, at hele Paris vil sluge
dem med Opmærksomhed. For den Slags Politik har Pariserne altid stor
Passion; en, der er mindre nervepirrende, bekymrer de sig derimod under
almindelige Forhold ikke synderligt om.

[Illustration: "Faites silence, Messieurs!"]

De er ikke Politikere i Hjertet. De er det kun, naar Politiker og Patriot
bliver Et og det Samme. Men saa kommer ogsaa det Øjeblik, da den franske
Tribune bliver mere end et sensationsvækkende Skuespil. Saadanne
Øjeblikke har Verden set. Hvilke Scener end Forsamlingen i Palais Bourbon
tidt kan frembyde, saa tør det dog aldrig glemmes, at den i lige Linie
stammer ned fra den, som med Menneskerettighedernes Forkyndelse skabte
vor moderne Tid, og at den aldrig endnu, naar det virkelig gjaldt, har
vanslægtet fra sit store Ophav.




DET RØDE PARIS.


Paa den venstre Seinebred, i en af de længst bortfjernede Udkanter af
Paris, ligger der mellem faldefærdige Rønner, i en mørk, ubrolagt Gade en
lille, smudsig Knejpe, som man fra Centrum af Byen er over tre Kvarter om
at naa i Droske. Bagved Skjænkestuen med dens grøntmalede Træborde og
tilrøgede Vægge er der et større Lokale, som af og til plejer at blive
brugt til Fêter af Quartier latin's Gymnastik- og Sangforeninger. Ogsaa
Kvarterets "Silkekaskjetter" producerer sig der jævnligt i koreografiske
Evolutioner. Salen er rummelig, ganske godt oplyst og har Plads til
tusind Personer. Naar man klemmer sig sammen som Sild i en Tønde, kan der
ogsaa til Nød stuves halvandet derind.

En af de sidste Dage i Juli 1880 var der her stort Halloh. Salen var
bleven festlig smykket, det vil sige man havde under Loftet ophængt en
vældig, med rødt Flagdug omviklet Krands af den Slags, som anbringes
udenpaa Skibe for at afparere Stød, og man havde dekoreret Væggene med
tre, fire visne Granguirlander samt nogle Stumper rødt Shirting, mellem
hvilke der hist og her var placeret Skillingsbilleder af "Martyrer", og
af Kommunarder, der var blevne skudte paa Sartorysletten. Endvidere var
Klaveret paa Musiktribunen blevet trukket frem, behængt med rødt Tøj og
ved Hjælp af en foran det anbragt Skammel indrettet til Talerstol. Langs
Væggene stod der lange Borde af uhøvlede Brædder, bedækkede med grove
Duge og store Ølglas.

Anledningen til alt dette var saare højtidelig. Tro mod Traditionerne fra
den store Revolutions Dage indviede den franske Ungdom den nye Frihedens,
Broderskabets og Humanitetens Æra, som skulde brede sit Lys ud over hele
Europa. Saaledes hed det idetmindste paa Indbydelsen. Oversat i et mindre
festligt Sprog betød det, at en Borger Lagarde og en halv Snes andre
akademiske Ynglinge i den franske Ungdoms Navn, men dog naturligvis uden
nogensomhelst Bemyndigelse, havde indbudt de mest notable af de nylig
hjemvendte, amnesterede Kommunarder til en "Punch d'honneur".

Festen skulde tage sin Begyndelse Klokken ni, men allerede en god Stund
forinden var alle Pladser omkring Bordene fuldt besatte af Ungersvende
med deres Piger, der stampende og syngende forlangte Punch og Smørrebrød
paa Melodien "Les lampions, les lampions". Paa Slaget Ni viste Blanqui
sig, eskorteret af et halvt Hundrede amnesterede Kommunarder i hvide
Blouser og sorte Silkekaskjetter. De var næppe komne til Syne, før hele
Selskabet hylede: "Leve Blanqui! Leve den sociale Revolution! Leve
Kommunen!" Men Ingen tænkte paa at gjøre Plads for de ankomne Gjæster;
sit Glas ved Bordet havde man faaet, og det vilde man ikke forlade, før
man havde erholdt den lovede Punch i det. Da nu ogsaa Blusemændene fra
Ny-Kaledonien var tørstige, og da de pressede paa for at faa Plads, var
der en Stund al mulig Udsigt til, at Festen kunde komme til at tage sin
Begyndelse med en lille Bataille. Men Borger Lagarde fik et praktisk
Indfald. Han ringede med Formandsklokken og meddelte, at Blusemændene var
Æresgjæster og kunde tage Plads paa selve Tribunen, hvor man ad en
reserveret Dør vilde bringe dem de dem tilkommende fyldte Glas. Da der
ikke længer var nogen Fare for, at man selv skulde gaa glip af
Beværtningen ved at være imødekommende, aabnede Rækkerne sig, og
Festforspillet endte. Der blev en Stund forholdsvis Ro, indtil endelig
høje Raab nede fra Skjænkestuen meldte Rocheforts Ankomst. Han var
arriveret tilvogns, ledsaget af sin dengang stadige Adjutant, Olivier
Pain, og traadte nu ind i Salen, hilst af den vildeste Akklamation og af
aldrig endende Brøl: "Leve Rochefort! Leve Kommunen!" I hans Følge saaes
Staben af "Martyrer": Jules Allix, Amouroux, Eudes, Johannard, Benoît
Malon, Guésde og andre forhenværende Kommunechefer. De tog Plads ved et
for Festens Notabileteter forbeholdt Bord umiddelbart nedenfor Tribunen.
Mødet var fuldtalligt. Opvarterne præsenterede sig i Salen med
langskaftede Kaffekander, hvoraf Punchen udskjænkedes samt med store
Brødbakker fulde af "Sandwichs". De hilstes med endnu højere Hyldestraab
end Martyrerne, sprang op paa Bordene for at kunne tilfredsstille Alle og
stoppede endelig med deres Smørrebrød Munden paa Skraalhalsene.
Formandsklokken ringede; den højtidelige Del af Festen tog sin
Begyndelse. Det var en uendelig Række af Taler, i hvilke Essensen dog
omtrent vedblev at være den samme. Ved det souveræne Folks Villie var de
overvundne Helte fra 1871 vendte tilbage til Fædrelandet, fordi det
republikansk-kommunistiske Frankrig satte sit sidste Haab til dem i den
forestaaende Kamp, som Revolutionens Tilhængere vilde levere det
kapitalistiske og opportunistiske Samfund. Fra denne Dag begyndte
Kommunen igjen; næste fjortende Juli vilde hele Frankrig kun være smykket
med røde Flag, og inden Aartiet var tilende, vilde hele Europa, hele
Verden have fulgt Frankrigs Exempel.

Man lo i Paris meget af denne Fest og af alle dens smaa Intermezzoer. Den
havde i Virkeligheden ogsaa nærmest gjort Indtryk af en
Fastelavnsforestilling med dens skrigende Studenter og overgivne,
halvfulde "Studentinder", med dens gamle, rødskjærfede Borgerinder, der
fik Rundstykker i Hovedet, naar de blev altfor ivrige i at afbryde
Talerne, med de hvert andet Øjeblik væltende Borde, med dens opstyltede
Mord- og Brandfloskler, dens Pereater for Bourgeois'erne, Kongerne og "le
bon Dieu", dens hele øredøvende, barokke, bindegale Virvar og Spektakel.
Men ikke destomindre var Dagen en Mærkedag i det røde Paris' Historie.
Det traadte paa den ind i en ny Fase af sit Liv, det holdt Rejsegilde paa
den nye Bygning, som det endelig lykkelig og vel havde faaet under Tag,
til Erstatning for det Kommunepalais, der var blevet skudt ned af
Versaillestroppernes Kanoner.

I hele Tiaaret efter Kejserdømmets Fald havde man kun kunnet arbejde saa
smaat paa denne Bygning. De kraftigste Arbejdere var blevne skudte paa
Sartorysletten eller vegeterede i Ny-Caledonien, og Belejringstilstanden
holdt et saa uhyggelig skarpt Tilsyn. Saa at sige hver eneste Sten, man
lagde til Bygningen, maatte lægges i Smug. Men saa blev Marschallen
styrtet, der kom ubegrændset Tale- og Skrivefrihed, der kom først og
fremmest den almindelige Amnesti. De gamle, prøvede Arme vendte tilbage
fra Landflygtigheden og fra Bagnoerne, Arbejdet kunde atter gaa for sig
ved højlys Dag og med det Tryk paa sig, som var fornødent, for at det
kunde blive til Noget. Efter den første "Ærespunch" for de hjemvendte
Martyrer, fulgte en lang Række Banketter og lignende Festligheder, ved
hvilke man søgte at gyde ny Olie i den kommunistiske Ild. Pariserne blev
ved at le. De seer kun sjelden ud over den Dag, hvori de lever, og i
Øjeblikket var det ganske vist mere Løjer end nogen alvorlig
Samfundsfare, der var paafærde. Friheden selv, sagde man, vilde være den
bedste Skranke for Udskejelserne, og dermed slog man sig til Ro. Man
glemte, at der paa Bunden af al denne tragi-komiske røde Agitation laa et
stort, alvorligt Samfundsspørgsmaal og ventede paa sin Løsning.

Det stod i Begyndelsen kun i Baggrunden med tætte Taager om sig.
Lykkelige over igjen at kunne gjøre Spektakler, saa galt de lystede,
flokkede alle Revolutionsmagerne sig sammen hulter til bulter uden andet
fælles Maal end netop at gjøre Spektakler. Der kom da den første Periode
i det røde Paris' nye Æra, den store Enighedstid under Banneret, som
Kommunens Jeanne d'Arc rejste. Hele den sidste Halvpart af 1880, lige til
hen paa Foraaret 1881, koncentrerer sig om den ligesaa pludseligt
opdukkende, som pludseligt igjen forsvindende røde Helgeninde
Louise Michel.

Hun er oprindelig Lærerinde og har, skjøndt hendes Forældre var Bønder,
faaet en ganske god Opdragelse. Fra ganske ung paastod hun at have havt
særlig Interesse for Historie. Da hun var bleven saa gammel, at hun kunde
reflektere over, hvad hun havde læst, gik det op for hende, at hver Gang
Frankrig havde befundet sig i en ulykkelig Periode, havde det været
tilstrækkeligt _"de supprimer un homme pour sauver le pays"_. Siden det
Øjeblik har hun selv kun levet for at udføre et saadant
Supprimeringsværk; hun følte det som en hellig Mission, der var betroet
hende fra oven. At hun hidtil endnu ikke er kommen til at fuldføre den,
er hendes tragiske Skæbnes, ikke hendes egen Skyld; hun har gjort sig
Umage nok. Først var det Kejseren, der skulde være hendes Offer. Hun lod
sig endogsaa, for at hendes Moder kunde have et Billede af hende, hvis
hun blev henrettet, fotografere staaende ved et Bord med den ene Haand
støttet paa et Dødningehoved og den anden løftet theatralsk hævnende i
Vejret. Men den snu Napoleon vilde aldrig give hende den Lejlighed, som
hun stadig lurede paa. Hele de ti Aar af hendes Liv, mellem Tyve og
Tredive, var det hende ikke en eneste Gang muligt at trænge frem til
Kejserens umiddelbare Nærhed, og følgelig kunde hun heller ikke komme til
at støde Dolken i hans troløse Bryst. Da han var styrtet, kastede hun
sine Øjne paa den nye "Undertrykker" Thiers. Hun tilbød Kommuneregeringen
at gaa til Versailles og gjøre Brug af sit saa længe slebne Vaaben, og
for at bevise, at hun var istand dertil, gjorde hun virkelig en Tour til
Versailles og kom uskadt tilbage. Hun forlangte derpaa et officielt
Mandat til at iværksætte sin Plan, men Ferré, den Samme, der lod
Gidslerne skyde, mente overfor hende, at Revolutionen ikke burde bygges
paa en Forbrydelse og forbød hende at fuldføre sit Forsæt. Stakkels
Louise Michel! Hun lod sig da nøje med at iføre sig en Uniform som
Nationalgardist og kæmpe ved Forposterne. Under Forsvaret af Fort Issy
blev hun saaret, og da Versaillestropperne rykkede ind i Paris, meldte
hun sig selv og erklærede, at hun vilde have rejst en Barriere af Flammer
mod Undertrykkerne, hvis hun blot havde kunnet komme til. "Skyd mig,"
sagde hun til Krigsretten, "eller I er nogle Kujoner tilhobe." Men hun
blev ikke skudt, hun blev sendt til Nouméa, hvor hun senere kom til at bo
Dør om Dør med Rochefort, hvad der utvivlsomt ikke har bidraget saa lidt
til hendes Popularitet, idet Lanterneskriveren efter sin Hjemkomst ved
alle Lejligheder førte hendes Ros i Munden. Derovre skal hendes Mordlyst
have valgt sig Kejserprinsen til Gjenstand. For at umuliggjøre en
fremtidig napoleonistisk Restauration omgikkes hun med Planer til at
myrde ham. Men for tredie Gang mislykkedes hendes Forsæt, Zuluerne gik
hende i Næringen.

[Illustration: Louise Michel.]

Ved sin Hjemkomst fra Nouméa fandt hun imidlertid Gambetta i hele hans
Glorie. Han var bleven den første Mand i Republiken, han stod omgivet af
en Popularitet, som selv Thiers i sine mest populære Dage aldrig havde
naaet, Louise Michels Supprimeringsmission havde et nyt Maal. Hun kastede
sig over det med Lidenskab. Maaneder igjennem afholdt hun den ene
Folkeforsamling efter den anden, snart i Batignolles, snart i Belleville
eller La Villette, og overalt strømmede den røde parisiske
Arbejderbefolkning til for at høre "den store Borgerinde". Rochefort
havde arrangeret en højtidelig Modtagelsesscene paa
Saint-Lazarebanegaarden for hende, da hun kom tilbage efter Amnestien, og
i sit nystiftede Blad "L'Intransigeant" leverede han Legende paa Legende
om hendes ny-caledoniske Nonnegjerning. Hun havde under Landflygtigheden
vist sig som en sand kommunistisk Helgeninde. Den Bolig, man havde givet
hende, indrettede hun til Hospital for alle de syge Kommunarder, som hun
kunde overkomme at pleje, hun underviste gratis Børnene i Omegnen og
skjænkede stadig de Honorarer, hun modtog hjemmefra, for Smaaskrifter og
Bladartikler, til ulykkelige Lidelsesfæller i Exilet. Da man i
Betragtning af denne Adfærd tilbød hende Benaadning, afslog hun den og
erklærede, at hun vilde blive paa Nouméa, saalænge der var en eneste
Landsmand derude, der trængte til hendes Hjælp. Og ogsaa efter sin
Hjemkomst søgte hun at give dette Helgenindery ny Næring. Hun afviste
Udbyttet af en Indsamling, Rochefort foranstaltede til Fordel for hende.
Folk, der besøgte hende i den lille Landsby ved Paris, hvor hun tog
Ophold for at pleje sin syge Moder, fortalte, at hun levede i den yderste
Armod, og hver Gang hun gav Møde i en Forsamling, undlod hun ikke, efter
at have holdt sit Foredrag, at oplyse Tilhørerne om, at hun desværre
maatte forlade dem igjen, da hun paa det eller det Hospital havde en syg
Veninde, som utaalmodig ventede hende. Hvor gjennemsigtig denne hendes
ostentative Præsentation af sig selv som barmhjertig Søster end var,
undlod den ikke at gjøre et umaadeligt Indtryk paa de parisiske
Arbejdere, der ikke var vante til at se deres Førere i den Grad
opoffrende og uegennyttige. Naar man talte med dem, hørte man dem idelig
sige: "De seer jo, hun gjør Alt for os, Intet for sig selv." Det var det
væsentlig, der gav hendes Agitation en saa overordentlig Tilslutning. Thi
personlig bestikkende Egenskaber har hun ikke. Havde hun været smuk,
vilde hun deri have havt en Betingelse for Herredømmet over Masserne. Men
hun er tvertimod grim som de Færreste. Paa en lang, mager Hals sidder der
et spidst, rottelignende Hoved med en stor, styg Næse, smaa sorte,
stikkende Øjne og grove, mandlige Træk. Hendes Organ er tørt, rustent,
hun taler uden Nuancer og uden Foredrag. Man faaer Indtrykket af, at hvad
hun siger, er en Lektie, hun har lært udenad. Men hvert Ord siges
distinkt, saa at Ingen i Salen gaar tabt af det, og hun fremsætter sine
Meninger kort og fyndigt, som man ikke er vant til at høre i disse
Forsamlinger. Efter hver Sætning gjør hun en lang Pause, under hvilken
man i hvert Fald i hendes rigtige Popularitetsperiode var nærved at vælte
Huset i endeløs Begejstring. Og naar Talen saa var færdig, var der i
Regelen en lille rødklædt Pige ved Haanden, som overrakte hende en
vældig, højrød Rosenbouket, Louise Michel blev rørt til Taarer, takkede i
bevægede Ord og erklærede, at hun modtog disse Blomster for at lægge dem
paa den store Martyr Flourens Grav. Havde Jubelen ikke været vild før,
blev den det nu. Flere Gange var man lige ved at hale hende ned fra
Tribunen og bære hende i Triumf gjennem Salen. Alt Sligt giver
naturligvis Selvbevidsthed, og den har Louise Michel i allerhøjeste Grad,
Hun staar paa Talerstolen i Stillingen fra Tyveaarsfotografiet, med
fremstrakt Pegefinger og tager sig ud, saa hun virkelig uvilkaarlig
vækker Tanken om en Slags Jeanne d'Arc eller saadant Noget. Hvad hun
siger, er Fraser, men Fraser, der klinge, højtravende Ord om Folkefrihed
fra Verdens ene Ende til den anden, om Revolutionens hellige Sag og om
Pligterne mod Martyrerne, der have givet deres Blod for den, blandet med
smaa, historiske Fortællinger om disse Martyrer fra Sartorys Slette,
Versailles' Fængsler og Auberive. Selvfølgelig har hendes Foredrag et
staaende Omkvæd, der gjælder hendes og hendes Medborgerinders Mission.
Hun har mellem dem formelig skabt Skole, og hun møder stadig med en
kvindelig Adjutantstab, af hvilke nogle, Paule Minck, Leonie Rouzade og
Marie Cadolle jævnlig tage Ordet. "Vi Kvinder har været underkuede,"
siger hun, "men ogsaa vore Baand skal sprænges. Alle skal være
ligeberettigede, og ogsaa vi vil være det. For at bevise vor Ret dertil,
forlanger vi i den Kamp, der forestaar, at maatte føre det første Stød.
Vi Kvinder vil præsentere vort Bryst. Der er flydt Blod nok, og man har
nu kun Brug for nogle Faa, der kan tage Hævnens Vaaben i Haanden og offre
sig selv for de Mange."

Mens hun stadig forgjæves venter paa Lejligheden til at gjøre dette, er
imidlertid Popularitetens Forgyldning saa smaat begyndt at gaa af hende.
Hun viser sig endnu af og til ved større, højtidelige Anledninger, men
Begejstringen for hende er blegnet, ti tusind Mennesker staar ikke længer
som før i Queue i og udenfor Salle Levis for at opfange et Ord af den
røde Manna, der flyder fra hendes Mund, hun er bleven "usée", som det,
særlig i Paris, er de fleste populære Afguders Skæbne at blive det. Hun
har slaaet sig paa Romanskrivningen og udsender regelmæssig et nyt Bind
hver anden Maaned. Den røde Bevægelse, som hun en Stund bidrog til at
give Vind i Sejlene, har ikke længer Brug for hende; den er kommen ind i
nye Faser.

[Illustration: Paule Minck.]

[Illustration: Leonie Rouzade.]

Man havde en Stund levet paa Gjensynsglæden efter Nouméaaarene og paa
rene abstrakte Deklamationsnumere. Der kom en Slaphedstid efter, og den
kunde rimeligvis have varet adskilligt længere, end den varede, hvis ikke
den Allarmanledning, som man gik omkring og søgte uden at kunne finde
den, pludselig var dukket op under Skikkelse af Tuniskrigen. Hvem end de
uheldige Resultater i Afrika skyldtes, saa var Alle enige om, at Kampen
derovre hverken var forberedt med den nødvendige Indsigt eller førtes med
den tilbørlige Energi. Stadig vedblev der fra den anden Side Middelhavet
at komme Efterretninger, som foruroligede Paris paa den sørgeligste
Maade. Regeringen manglede Fasthed, en ganske naturlig Følge af, at
Frankrig styredes af et Ministerium, hvis væsentligste Beskjæftigelse i
længere Tid var Forhandlinger om, naar det skulde indgive sin Demission,
i hele to Maaneder var Landets Repræsentation under disse alvorlige
Forhold ikke samlet, den røde Agitation kunde aldrig ønske sig heldigere
Betingelser for sin Virksomhed. Man var paa sin Post; de store
Anklagemeetings' Periode kom. Ideen om Folkets souveræne Ret til selv at
konstituere sig som uappellabelt Tribunal var netop kort forinden dukket
op med den forhenværende kommunistiske Overgeneral Luiliers Proces for og
Domfældelse af Folkeforsamlingen i Ballokalet Elysée Montmartre.
Opflammet af det Held, de der havde havt, betoges de Røde nu af en
formelig Mani for at ville sætte under Anklage. Der blev Uge efter Uge i
Anledning af "de skandaløse Myrderier paa den afrikanske Befolkning" og
ikke mindst i Anledning af denne "Finanskrig, der kun var en skjændig
Spekulation af rovbegjærlige Bourgeois'er, som vilde plyndre Staten",
holdt Ret i store, myldrende, tumultuariske Folkeforsamlinger og fældet
Dom under Skikkelse af Dagsordener, der satte Alverden ligefra Gambetta
til hele Samfundet under Tiltale. De Røde svælgede i Spektakelnydelser.
Deres populære Dandsesale præsenterede sig i straalende Dragt. Fra
Balkonen vajede der røde Flag i Mængde; foran Musiktribunen i Salens ene
Ende var der rejst en stor Talerstol, betrukken med Rødt og flankeret af
sorte Bannere, hvorpaa der med luerøde Tal stod "1871". Vaabenskjolde med
Stokkebundter og Liktorøxer, Statuer af Republiken med den røde frygiske
Hue paa Hovedet, lange, røde Silkefaner med gyldne kommunistiske
Inskriptioner overalt. Ganske vist mindedes man i Regelen uhyggelig meget
om Lokalets sædvanlige Anvendelse ved Skilte med Priser paa Øl og
Brændevin, og ved den Lugt, der herskede derinde af disse Drikkevarer og
af Hvidløg, og som ikke forbedredes ved Tobaksrøgen fra Hundreder af
Kridtpiber. Men det generede ikke de selvbestaltede Dommere i Udførelsen
af deres Funktioner. De talte og hvinte, brændemærkede Regeringen med
samt de andre "Forrædere", som var i Pagt med den, væltede det gamle
Samfund og lod Kommunen leve ret af Hjertens Lyst.

Til at ville sætte under Anklage var de Allesammen med, men saasnart der
blev Tale om, hvem det i Grunden var, Anklagen skulde gjælde, hørte
Enigheden mellem dem op. Rødt er ganske vist altid rødt, men den røde
Farve har jo utallige Nuancer. Karmoisin og Magenta, Koquelicot og Cerise
skriger paa det Gyseligste, hvis man vilde falde paa at stille dem ved
Siden af hinanden. Saalænge det i Samlingsperioden under Jeanne
d'Arc-fanen kun havde drejet sig om Floskler ins Blaue hinein, havde
Anarkister, Kollektivister og Intransigente broderligt kunnet gaa Haand i
Haand; saa saare derimod et konkret Spørgsmaal tvang dem ind paa
Undersøgelse af, hvad der skulde være Maalet for deres Spektakler, kunde
der ikke undgaas en Spaltning. Rocheforts "L'Intransigeant" gjorde ganske
vist Kæmpeanstrengelser for at holde Enigheden vedlige, men det nyttede
ikke. Der kom Meeting ved Siden af Meeting, Høg over Høg.
Kollektivisterne forkjættrede de Intransigente, de rene Anarkister
forkjættrede igjen baade Kollektivister og Intransigente. Disse Sidste
var kun Opportunisternes Arvetagere til Magten. Selv Louis Blanc blev
stemplet som en Reaktionær. Han havde jo "slikket de kejserlige
Generalers skimlede Støvler", blev der sagt i en Anarkistforsamling, en
Hentydning til, at han stemte for Nationalforsamlingens Takkevotum til
Hæren, efter Pariserkommunens Undertrykkelse. Mens de Intransigente
simpelthen vilde have Ministeriet sat under Tiltale for Domstolene,
erklærede Gauthier, en af de Højrødestes Talsmænd, Sligt for ligefrem
Idiotisme, Kun Forbrydere eller Stærblinde kunde fremkomme med et saadant
Forslag. Nej, for Folkets Dom skulde de indstævnes, for de Mødres Dom,
hvis Sønner førtes til Slagterbænken i Afrika, for de Fædres, de Brødres,
hvis Støtter og kjæreste Slægtninge myrdedes uhævnede paa en fremmed
Jord, Da der imidlertid var overvejende Sandsynlighed for, at Ministeriet
ikke vilde vise sig saare villigt til at give Møde for en saadan
folkelig, hellig og suveræn Domstol, foreslog Gauthier, at Folket efterat
have drøftet Sagen og afsagt sin Dom over Ministeriet, skulde begive sig
til Deputeretkammeret og forlange Forbryderne udleverede. Vilde yderste
Venstres Deputerede forsøge paa at spærre Folket Vejen, skulde man gaa
over deres Lig. Dommen vilde da blive exekveret og Forbryderne lide deres
Straf. Af hvilken Beskaffenhed denne Straf skulde være, fik man ogsaa at
vide, I Frankrig var det en gammel Skik, at Alt endte med en Sang. "Saa
lad da," saaledes sluttede den unge Revolutionshelt sit Foredrag, "ogsaa
de nuværende Institutioner i Frankrig, hele det nuværende Samfund ende
med en Sang. Men denne Sang skal være sidste Vers af Carmagnolen: "à la
lanterne! à la lanterne! à la lanterne!" Paa et af de sidste Meetings i
Salle Levis gik man endogsaa endnu videre. De nys sammentraadte
Deputerede, blev man enig om, havde ikke opfyldt deres Pligt og
øjeblikkelig realiseret Folkets Trudsler. De var følgelig ikke Andet end
en Hoben Forrædere, Menedere og Bedragere. Clémenceau havde aldrig været
Andet end en forklædt Royalist af værste Sort, selv Tony Révillon, deres
egen Repræsentant og Gambettas Besejrer, havde kun behøvet at sidde i
Kammeret tre Dage for at blive gjennemtrængt af dets Raaddenskab. Man
havde følgelig kun Et at gjøre: lade hele denne Yngleæts Hoveder falde
under Guillotinen. "Folkets Justitsredskab" blev i dette Møde med rene
Ord anbefalet som en Nødvendighed, og man skiltes med Løftet om snart
atter at overgive Paris til Luerne og saa ikke spare, hvad man sidste
Gang havde været saa ufornuftig ikke at brænde.

Man kom dog ikke til at opfylde dette Løfte. Regeringen lagde Proces an
mod Hovedtalerne paa Mødet for Ophidselse til Oprør, under et tidligere
Meeting havde den samlet Kavalleri og Kanoner i en umiddelbart til
Forsamlingssalen stødende Kaserne for at skride ind, hvis
Spektakelmagerne gik fra Ord over til Gadedemonstrationer, og da endelig
Gambetta kom til Roret, fandt de Røde det endnu hensigtsmæssigere at
stikke Piben ind. De vidste ganske vel, at han i fornødent Fald ikke
vilde være bange for at lade dem lugte Krudtet. Men Agitationen under
denne Meetingsperiode havde alligevel i en vis Henseende styrket det røde
Paris meget betydeligt. Den havde løsnet Taagerne omkring det; den havde
tilvenstre udskilt de vildeste Anarkister, tilhøjre de blakkede, famlende
Intransigente, men den havde samtidig i Midten formet et Parti med en
Fane og et Program. Dette, de rene kollektivistiske Socialister, er det,
der i Fremtiden vil tage Ledelsen af den røde Bevægelse i sin Haand. Det
kan under givne Forhold faa Assistance fra beslægtede Revolutionære paa
begge Sider af det, men kun det har Betingelserne for nogensinde at kunne
komme til at spille en virkelig Rolle.

Anarkisterne tilvenstre for det er ikke noget Parti. Kun en lille Gruppe
af dem, Blanquisterne, har Noget, der ligner en Organisation. Man har
under de forhenværende Kommunardchefer Eudes, Grangé, Vinant og Cournet
delt hvert af Paris tyve Arrondissementer i Legioner og Batailloner med
Formænd og Underformænd, der skal sørge for Udførelsen af det øverste
Raads Beslutninger. Men den parisiske Arbejderbefolkning føler ingen Lyst
til at indrangere sig i disse Legioner og Batailloner, thi der er Ingen
af Cheferne, der kan fortælle dem, hvad man egentlig vil. Blanqui var
født Konspirator. Der er Folk, der fødes til det, som der er Folk, der
fødes Poeter, og Andre, der fødes Kokke. Hans Arvetagere har som han kun
det ene Maal: at konspirere. Om det Program vil de aldrig kunne samle
mere end nogle faa hundrede ligestemte Sjæle. Selv Hovedmassen af dem,
der er tilsinds at vælte det hele Samfund omkuld ene og alene for at faa
Lov til at vælte, selv de vil ikke indordne sig under det blanquistiske
Frimurerselskabs strenge Disciplin. Gauthier angav under et af Meetingene
deres Standpunkt. Ethvert Forsøg paa Organisation var efter hans Mening
overflødigt og reaktionært, og følgelig ogsaa Dannelsen af en
hvilkensomhelst Centralkomitee. En saadan kunde jo i et givet Øjeblik
konstituere sig som en Slags Regering til Folkets Undertrykkelse. Al den
Organisation, som behøvedes, var Arrondissementskomiteer, der kunde
skaffe Lokaler tilveje, i hvilke det frie Folk selv voterede sine Love,
fældede sine Domme og sørgede for deres Udførelse. Med en saaledes
beskaffen Samling af Revolutionære er der under normale Forhold ingen
Anledning til at regne. De kan i tumultuariske Tider forstærke Grosset af
en eventuel Omvæltningshær, men de kan ikke selv hverken forberede eller
fremkalde nogen Omvæltning.

Heller ikke de Intransigente er noget fast formet Parti med et Program.
De existerer kun i Kraft af Alliancer, det er dem, der giver dem deres
Farve. Rochefort vil paa sin Viis akkurat det Samme som Anarkisterne:
gjøre Spektakel for at gjøre Spektakel. Men under Kampen mod Gambettas
Opportunisme kunde hans Blad vinde en forholdsvis meget betydelig
Udbredelse og hans Tilhængere synes talrige, fordi det republikanske
Partis yderste venstre Fløj med Clémenceau i Spidsen gik sammen med dem.
Clémenceau aspirerede oprindelig til en Ministerportefeuiile under
Gambetta, og det var først, da dennes autoritære Tilbøjeligheder begyndte
at stikke Bukkefoden frem, at han i de Intransigentes Lejr søgte Kadrer
for den Oppositionshær, hvis Chef han haabede at blive. Han har et
Program, men det bunder til syvende og sidst simpelthen i den frie,
demokratiske Republik, gjennemført ud i alle dens Konsekvenser. Han vil
fare med Damp, hvor de andre Republikanere ønsker en langsommere,
gradevis Udvikling, men deres Endemaal er ikke forskjelligt. Der
existerer i Frankrig foruden det store republikanske Parti med dets
forskjellige Afskygninger og de gamle, Dag for Dag mere og mere
forsvindende Konservative, i Virkeligheden kun endnu een Lejr, der har et
Program. Det er Socialisterne. Vil de Intransigente fremtidig spille
nogen Rolle, maa de støtte sig til dem. De indseer det ganske vel selv,
og alle deres Bestræbelser gaar mere og mere ud paa at skaffe sig Farve
ved at skrive det sociale Spørgsmaals Løsning paa den Fane, paa hvilken
de ellers vilde have saare vanskeligt ved at indskrive Nogetsomhelst.

Gambetta har i en af sine Taler sagt, at der i Frankrig ikke existerer
noget socialt Spørgsmaal. Hans Udsagn ligger et Par Aar tilbage, og han
kunde muligvis dengang delvis have Ret. Lige til den seneste Tid har det
i Frankrig i alt Fald langtfra existeret med samme akute Karakteer som i
det Øvrige gamle Europa. For det Første er det allerede ved Revolutionen
af 89 skaaret over paa Midten og den ene Part af det absolut fjernet lige
siden da. Den agrariske Socialisme, saaledes som den efterhaanden med
Naturnødvendighed maa udvikle sig i England, hvor Grundbesiddelsen er
samlet paa nogle ganske faa Hænder, er i Frankrig en absolut Umulighed,
simpelthen fordi dens Maal er naaet. I Frankrig er Jorden udstykket saa
stærkt, som det overhovedet kan lade sig gjøre. Den langt overvejende
Masse af Folket er i England ejendomsløse Nomader, i Frankrig er det en
Nation af smaa Grundbesiddere, der sidder fast ved deres egen Jord og paa
den lever, om ikke i absolut Velstand, saa dog under forholdsvis
antagelige Kaar. Bag Socialismen i Englands og Tysklands store
Industricentrer staar som et endnu mere truende Spøgelse det Tidspunkt,
da Landbefolkningen drages med ind i Bevægelsen; den er den umaadelige
Reservehær, som til Syvende og sidst giver Kampen dens solideste Støtte.
I Frankrig derimod mangler denne Reserve fuldstændig; der kan der aldrig
blive Tale om nogen agrarisk, men kun om den rent industrielle
Socialisme. Og selv denne har ialfald lige til den seneste Tid savnet
naturlige Betingelser for at kunne trives. Klimaet i Frankrig er mildt,
Jorden rig, Lønnen ingenlunde knap i Forhold til Livsfornødenhedernes
Pris. Den naaer aldrig ned under et Gjennemsnit af fem Francs daglig. Det
er ikke blot nok til at skaffe den flittige og paapasselige Arbejder et
anstændigt Udkomme, men gjør ham det ogsaa muligt, naar han er
sparsommelig--og det er jo netop en af de mest fremtrædende Dyder i den
franske Nationalkarakteer--at lægge til Side, saa han kan sikre
sin Alderdom.

Det er da ogsaa først netop under de sidste Aars røde Agitation, at den
socialistiske Bevægelse kan siges at have faaet nogen Vind i Sejlene. Der
er naturligvis her kun Tale om den Socialisme, der hviler paa en
økonomisk Basis og har økonomiske Maal for Øje. Lige siden Saint-Simons
og Proudhons Tider har Samfundets herskende Klasser stadig frembragt dels
enkeltstaaende Fantaster, hvis Doktriner ikke fandt nogen Tilslutning hos
Folket, dels politiske Agitatorer, som søgte at blande socialistiske
Fraser med ind i de Lokkemidler, de satte ud for Hoben, som de vilde
lede. Men den egentlige, økonomiske Socialisme er hidtil ikke naaet ned
til Folkets inderste Grund, den har lige til den allerseneste Tid ikke
været nogen Kræftskade paa det franske Samfund. Selv Kommuneopstanden i
1871 var i Virkeligheden et politisk Fænomen, fremkaldt ved rent
exceptionelle Forhold og uden Forbindelse med en Udvikling før eller
senere. Først efter den almindelige Amnesti begynder de socialistiske
Tendenser at stikke Hovedet frem. De Rødes Ledere søger en Formel for
deres Agitation, og de finder i det sociale Spørgsmaal den eneste, paa
Basis af hvilken de har Mulighed for at faa Arbejderne med til en
revolutionær Bevægelse. Under Meetingsperioden fremtræder den
socialistiske Centralkomitee i Paris med Benoît Malon og Jules Guesde i
Spidsen og udfolder, beskyttet af den ubegrændsede Tale- og Skrivefrihed,
en overordentlig energisk Virksomhed. Den faaer i Bladet "Le Citoyen" sit
eget Organ, samtidig med at ogsaa Malon gjennem Artikler i Rocheforts
"L'Intransigeant" søger at bearbejde de Samfundslag, hvorfra Proselyter
nærmest kunde ventes. Disse Artikler, der oprindelig kun var fremkomne
rent sporadisk, bliver til Slutning, da de Intransigente indser
Nødvendigheden af at slutte sig tæt til det nyopdukkende Parti, daglige,
og samtidig bearbejdes Arbejderbefolkningen ved et Utal af smaa billige,
populære Piècer og ved Foredrag i det Uendelige. Theorierne, der
prædikes, er simpelthen Carl Marx' Kollektivisme, men de fremstilles med
fransk Talent til Popularisering, og den franske Arbejder, der har et
naturligt Hang til kun at passionere sig for, hvad han virkelig veed,
hvad er, opdager hurtigt, at Kollektivismen netop er det, der giver hans
vage revolutionære Trang et fast Program. Allerede paa den socialistiske
Verdenskongres i Chur i Slutningen af 81 kunde den franske Delegerede
Joffrin henvise til, at hans Parti, der ved Kommunalvalgene i Begyndelsen
af Aaret kun havde talt 65,000 Tilhængere, ved Valgene til
Deputeretkammeret i September var mødte med en Styrke af 106,000. Om
nogle Aar vilde de, tilføjede han, efter hans Overbevisning være en
Million og udgjøre "et Parti, mod hvilket Bourgeoisiet og Anarkisterne
vilde kæmpe lige forgjæves". Om han end har taget Munden lovlig fuld, saa
vil hans Profetier dog næppe blive gjort rent til Skamme. Socialismen er
i Opkomst i Frankrig; den er ikke blot den eneste røde Bevægelse, der
virkelig er at frygte fremtidig, men den er tillige den, der efterhaanden
vil samle alle revolutionære Tendenser om sin Fane. Det er ikke alene,
fordi dens Ledelse med Centralkomiteen i Spidsen er omhyggelig
organiseret, og fordi den i Modsætning til de andre røde Partier
fremtræder med et bestemt Program. Man faaer ingen Sæd til at voxe og
trives i en Jordbund, som nu engang ikke egner sig for den. Men Ulykken
er, at de oprindelig i Frankrig ugunstige Betingelser for en socialistisk
Bevægelses Udbredelse i de sidste Aar har undergaaet saa væsentlige
Modifikationer, at et socialt Spørgsmaal virkelig er opstaaet, paa Basis
af hvilket der kan rejses en Agitation. Kornhøsten er i flere Aar slaaet
fejl, Phyloxeraen har ødelagt Vinmarkerne, og forskjellige andre
Omstændigheder har yderligere bidraget til at fremkalde en gjennemgaaende
Stigning paa alle Livsfornødenheder. Selv om den franske Vindyrkning ikke
har faaet sit Banesaar ved den ulykkelige Epidemi, som har hjemsøgt
Vinhaverne, vil der dog altid gaa Aartier, før Skaden kan være udbedret.
Desuden maa der tages med i Betragtning det mærkelige økonomiske Fænomen,
der endnu aldrig har slaaet fejl: at de ved forbigaaende uheldige Forhold
i Vejret drevne Priser ikke synker, selv efterat Aarsagen, som fremkaldte
Stigningen, er fjernet. Men samtidig med, at saaledes Dyrheden paa Alt er
tiltagen og ikke kan ventes at ville forsvinde igjen, stiger ligeledes
mere og mere den franske Arbejders Behov. Han er endnu betydelig
heldigere stillet end sine Kaldsfæller i England og Tyskland; det rent
materielle Udkomme kan han stadig faa uden Besvær. Det bliver ham
imidlertid, efterhaanden som hans Intelligens udvikles, mindre og mindre
tilstrækkeligt. Med den stadig voxende Følelse af Menneskeværdighed, med
Nedrivningen af de selskabelige Skranker, med de tiltagende Bestræbelser
for at gjøre selv den mest Ubemidlede delagtig i Videnskabens Resultater
og aabne ham vid Adgang til de Kunstskatte, Civilisationen har
sammenhobet, med alt det voxer ogsaa Arbejderens Trang til Noget ud over
det for Livets Ophold absolut Nødvendige, han faar en Sans for Nydelse,
et Behov for Komfort og Luxus, som han hidtil har manglet, men som mere
og mere energisk kræver Tilfredsstillelse.

Den stadige Stigen af Arbejdslønnen, hvori et saadant Krav havner, har
hidtil været mulig i Frankrig. Siden Begyndelsen af Treserne har den
franske Industri taget et umaadeligt Opsving. De da afsluttede
Handelstraktater, som slog Frihandelssystemet fast, gav den et mægtigt
Stød fremad; Dampens Udvikling af Kommunikationsmidlerne og af
Produktionsmethoderne, Nødvendigheden af at gjøre den engelske Industri
Konkurrence paa selve fransk Grund i Forbindelse med forskjellige
tilstødende gunstige Omstændigheder bidrog til at gjøre dette Opsving
endnu stærkere; hele det sidste Tiaar af Kejserdømmet var en industriel
Guldalder for Frankrig. Krigen medførte vel en uundgaaelig
Stilstandsperiode paa et Par Aar, men den gav saa langtfra noget
dødbringende Stød, at Fremgangen endogsaa fortsattes under Republiken,
indtil den endelig henimod Slutningen af Halvfjerdserne naaede sit
Kulminationspunkt. Denne Industriens Floreren frembød Betingelserne for,
at ogsaa Arbejdernes stigende Fordringer kunde tilfredsstilles. Men
Fremtiden vil i saa Henseende rumme Vanskeligheder, som Fortiden ikke har
kjendt. Samtidig med, at Livsfornødenhederne bestandig bliver dyrere og
dyrere, og at Livsbehovet hos den arbejdende Klasse bliver større og
større, vil der rejse sig en saa godt som uovervindelig Hindring for, at
Arbejdslønnen yderligere kan forøges. Denne Hindring er den Konkurrence,
som de Forenede Stater i Amerika efterhaanden byder Europa paa alle
Handelsomraader. Paa Kornmarkedet er den allerede stærkt fremtraadt. De
uhyre Landstrækninger derovre af jomfruelig Jord, hvis Frodighed gjør det
muligt for en Kolonist med sine egne Hænder at kultivere et ti Gange saa
stort Areal som en fransk Agerdyrker, har bragt Korn i Handelen, der i
Hâvres Havn kan sælges billigere end det, som kommer fra Normandiet. For
mangfoldige Industriers Vedkommende har den nye Verden en ligesaa
uendelig Rigdom af Materiale og en ligesaa billig Arbejdskraft. Den har
end yderligere enorme Driftskapitaler og et Virksomhedsinitiativ, der
lader de europæiske Industridrivende langt tilbage. Kampen, som den har
aabnet paa Kornmarkedet, er den i Færd med at gjennemføre paa saa godt
som alle Industriens Omraader; denne Kamp vil udvilde sig videre og
videre, og det gamle Europa vil her faa en ganske overordentlig farlig
Konkurrent. Priserne vil trykkes, Arbejdslønnen vil trykkes med dem.

Forholdt det sig nu som i gamle Dage, at de store industrielle
Foretagender var i Hænderne paa Enkeltmand, vilde Sagen maaske endda ikke
være saa betænkelig. Disse private Industridrivende vilde indse Faren for
dem selv ved ikke at imødekomme deres Arbejdere saa meget, som det paa
nogen Maade lod sig gjøre, de vilde finde sig i at lide nogle hundrede
Francs Tab om Dagen for dog at kunne stikke et ganske smukt aarligt
Udbytte i deres egen Lomme, de vilde sige sig selv, at om man end giver
Afkald paa at tjene Millioner, for at Ens Medmennesker ogsaa kan leve som
Mennesker, saa er Hundredetusinder heller ikke at foragte. Men en saadan,
af Humanitets- eller Klogskabshensyn dikteret Imødekommen mod den
arbejdende Klasse er ikke længere mulig. Thi de Tider er forbi, da den
store Industri var i Hænderne paa Privatpersoner; det er nu saa godt som
overalt i Frankrig Aktieselskaber, der har overtaget Driften, det vil
sige et uforsonligt Administrationsraad, der ikke giver sig af med
Humanitetshensyn, og hvis Klogskabshensyn udelukkende munder ud i, at
Udbyttet kan blive saa stort som muligt, for at Aktierne kan stige og
Aktionærernes stadig videre og videre gaaende Fordringer om Renter af
deres Penge kan tilfredsstilles. Med andre Ord: man befinder sig overfor
den skarpt tilspidsede, rent abstrakte og uforsonlige Kamp mellem Kapital
og Arbejde.

Delvis er de her antydede Forhold endnu kun i Færd med at forme sig i
Frankrig, men Udviklingen af dem kommer med Nødvendighed og synes i
ethvert Tilfælde saare vanskelig at standse. Det er i Sammenstødet af
dem, at den socalistiske Centralkomite i Paris vil finde den Jordbund for
sin Udsæd, som hidtil har manglet, men som Omstændighederne synes hurtig
at skulle opdyrke for den. Og jo flere Proselyter den hverver mellem
selve Arbejderbefolkningen, desto ivrigere vil ogsaa de revolutionære
Politikere blive for at gaa dens Ærinde og derved om muligt fremkalde de
rørte Vande, hvori de kan komme til at fiske. Med deres Hjælp gaar Alting
grumme hurtig i Frankrig. I Tydskland er man og vil sandsynligvis endnu i
et uoverskueligt Tidsrum være i Stand til at holde den socialistiske
Bevægelse nede ved administrative Forholdsregler. Man udsteder Love mod
Socialisterne, man erklærer Belejringstilstand, man undertrykker Blade,
arresterer og dømmer Partiførerne. I England har Demokratiet gjennem
Aarhundreder bøjet sig saa dybt under Autoriteten, at der uden Stød
udefra sikkert vilde gaa nye Aarhundreder, før det atter kunde løsgjøre
sig saaledes fra den, at en Eruption blev mulig. Begge Steder mangler
Befolkningen desuden det Initiativ, som Tilspidsningen af en Katastrofe
fordrer. Det franske Folk derimod er iltert og hurtigt til Alt. Det vilde
aldrig have kunnet finde sig i at lade et Spørgsmaal som for Exempel det
irske trække ud i over firsindstyve Aar. Saa saare Spørgsmaalet har rejst
sig tilstrækkelig pointeret til, at det fordrer en Afgjørelse, taaler man
ikke, at denne skydes ud. Dertil kommer yderligere det, at man har Lov
til fuldstændig frit at diskutere ikke blot Regeringsformens, men hele
Samfundets Omvæltning og Sprængning saa bindegalt og i saa ophidsende
Udtryk, som man lyster. Under saadanne Forhold kan et stort
Samfundsspørgsmaal, naar det en Gang er stillet, ikke længe blive holdt
in suspenso. Og der er da, tiltrods for Frankrigs oprindelig ringe
Modtagelighed for den socialistiske Smitte, en overvejende Rimelighed
for, at det alligevel vil blive den første Skueplads for dens
Hovedengagement med det bestaaende Samfund. Det røde Paris har opdaget
dette Hovedengagements Mulighed; det koncentrerer allerede og vil
fremtidig yderligere koncentrere alle sine Kræfter paa Forberedelserne
til det, for endelig, naar Kampens Tid er moden, at fremkalde
Explosionen, saaledes som Paris under alle Revolutioner har gjort det.
Det er en økonomisk, ingen politisk Omvæltning, der gaas imøde. Det
sociale Spørgsmaal vil fremtidig være Indskriften paa de Rødes Banner.
Det er deres Styrke. Kollektivismen er en vild, umulig Løsning paa
Samtidens store Hovedspørgsmaal, men saalænge ingen anden er funden, er
dens Doktriner de farligste, det røde Paris kunde bruge som Løftestang
for sin Agitation.




PAA BØRSEN.


Lige ved Boulevarderne og heller ikke langt fra Paris's anden, store
Hovedaare: Louvre- og Palais-Royalkvarteret, ligger Børspladsen. Den er
Centrum for Byens Labyrinth af Gader, og den er Brændpunkt tillige for
disse Gaders tumlende, mangfoldige Liv. Mudderen og Mylderet er der under
bestandig Højtryk. Minut efter Minut ruller de fyldte Omnibusser ind paa
Asfaltfliserne og sætter deres Menneskeladninger af. Men andre staar i
tætte Klynger og venter paa at indtage de ledigblevne Pladser. Numrene
raabes op. De, hvis Tour det er, trykker og skubber og slider sig frem
gjennem Trængselen. Vognene proppes paany Med en Behændighed som
Akrobaten, der dandser mellem Æg, vikler Kudsken sin kluntede Karosse ud
af det sammenfiltrede Virvar, og det gaar saa atter i Galop til alle
Kanter af Kæmpebyen. Saaledes bliver det ved hele Dagen igjennem til paa
den anden Side Midnat endogsaa. En Hærskare af Avissælgere vandrer
omkring og rækker paa lange Stænger deres Blade og Flyveskrifter op til
Passagererne ovenpaa Vognene og raaber og raaber. _Voilà le crime de
Boulevard Malesherbes! Voilà la France! la 2me edition! Faut voir le
bombardement d'Alexandrie! Les dernières détailles! Voilà le scandale de
l'Elysée! Voilà, la mort de Gambetta, dix centimes!_--en ustandselig,
broget Blanding af Sandhed og Røverhistorier imellem hinanden, men mest
det Sidste, de vildeste Sensationsfantasier, man kan finde paa for at
pirre de blaserede Øren og faa Tosousstykkerne til at regne ned fra
Imperialen. Overalt Travlhed, overalt jagende Mennesker, Stimmel og Larm.

Og dog kommer der en Tid paa Dagen, da hele denne Uro drukner næsten i
en, som er endnu uendelig mange Gange vildere, og da alle disse
hundredtungede Raab kun gjør Virkning som enkelte dæmpede Violinstrenge i
et stort, fuldtbesat Orkester. Denne Tid er de Eftermiddagstimer, i
hvilke Mammontemplet paa Midten af Pladsen samler sin Menighed, Saalænge
Guldkalvens Kultus staar paa, er det ikke mere blot Verdensstadssummen,
man hører, og Verdensstadsmylder, man seer omkring sig; det Hele er
potenseret op til en Højde, draget ind i en dæmonisk Sfære, hvor
menneskelige Begreber og menneskelige Betegnelser ikke længer
strækker til.

Der findes i det moderne Paris ingen anden Kultus, der er saa udbredt som
den, hvis Helligdom er Templet paa Børspladsen, ingen anden, der har saa
fanatiske Tilhængere, og fremfor alt ingen, der er saa moderne som den.
Dens Præster er ikke her en Kaste for sig af stive, tørre,
forretningskolde Væsener, der Ingenting har med den toneangivende Stab af
"la vie mondaines"'s Regimenter at bestille. Tvertimod. Man kan holde
Revue over hele den Verden, der svømmer ovenpaa i Paris, der tumler sig i
dens Nydelsessol og sætter Præg paa dens offentlige Liv; for hvert
Hundrede vil man finde Halvfemsindstyve, hvis Valgsprog og
Trosbekjendelse, hvis hele Tilværelses Indhold rummes i den ene Sætning:
_je vais à la bourse_. Hvor let end Pengene tjenes i en By som Paris, saa
gives de dog endnu lettere ud; hvor stor den Løn end er, der betales for
mangt et Arbejde, saa er Luxus'ens Krav dog endnu større. Med en
halvhundrede tusind Francs om Aaret kan et enligt Menneske kun akkurat
lige knibe sig igjennem, naar han vil spille en Rolle i det "Tout Paris",
der er med til Alt; hvor mange Hundrede-Tusinder en Families Budget skal
raade over, for at den kan gjøre Figur i samme exklusive Verden, er
aldeles uberegneligt. Men blot Halvtredsinstyve Tusind er allerede Renten
af en Million, og Formuer paa en Million, de er sjeldne endogsaa i Paris.
Paa den anden Side skal man være svært i Skuddet eller have en
exceptionel Position, naar de Halvtreds skal tages ind som Vederlag for
det, man udretter med sin Intelligens eller sit Arbejde. Saa er det da,
at hele dette "Tout Paris" supplerer sin Kasse ved at "gaa paa Børsen".
Har man en Smule Bekjendtskab, blot paa anden eller tredie Haand, til
Matadorerne, som regerer der--og et saadant Bekjendtskab har de
Allerfleste i disse Samfundslag--koster det under almindelige Forhold
ikke synderligt Besvær at forøge den aarlige Indtægt med baade tyve og
halvtreds og tidt med endnu mange flere Tusinder. Gaar man det moderne
Pariserliv efter i Sømmene, vil man finde, at det er forbausende Mange,
der forstaar denne snilde Kunst.

I hvert Fald er det aldeles utroligt Mange, der giver sig ud for at
forstaa den. Den er Fashion for Tiden. I gamle Dage hørte man til de
misundte og beundrede Medskabninger, naar man enten selv var et Stykke af
en Poet, en Maler og Billedhugger, eller dog paa en eller anden Maade
kunde regnes med til deres Kreds. Nutildags er det Finantsmændene, der
staar paa Piedestal som Samfundets Halvguder. Det er dem, der samler
Mængdens Opmærksomhed, hvor de viser sig, det er dem, man slaas om at
have i sine Saloner, det er deres Gjøren og Laden, der fylder
Boulevardbladenes Nyhedsspalter. Paa den moderne Pariser-Himmel er der
Stjerner ogsaa, og det baade saa klare og skjønne, som der nogensinde har
været. Men de gjør ikke nær saa meget Spræl som den store, guldrøde
Børskomet med dens lange, lange Hale af mere eller mindre obskure
Smaamillioner. For rigtigt at være med i "Tout Paris"'s Liv er det saa
halvvejs nødvendigt at være med i den Hale. En Kavaller _comme il faut_
fra Firserne må "gaa paa Børsen". Har han ingen Trang eller Lyst til
Finantsoperationer, maa han dog i hvert Fald lade, som han beskjæftiger
sig med dem. Veed han ikke Besked om, hvorledes det er gaaet med Suez og
Spanierne og Ottomanerne idag, og hvorledes der er Rimelighed for, at det
vil gaa med dem imorgen, saa er han et Menneske uden Spor af Interesse,
en Stakkel, der gaar omkring uden at forstaa sin Tid, og som denne Tids
mere Oplyste selvfølgelig ikke tager med i Betragtning.

I tætte Strømme bevæger da umiddelbart efter Frokosttid de Andægtiges
Skarer sig til Templet. Rue Montmartre, Rue Vivienne og Rue Richelieu er
ikke til at passere. Vognfloden fylder dem, glider svagt fremad og gyder
sig ud i Børspladshavet, men den faar stadig igjen Tilløb fra alle
Kanter. Paa Pladsen rangerer Ekvipagerne sig op som Kavalleriregimenter
og danner en uigjennemtrængelig Skjoldborg omkring den hellige Bygning.
Klokken halv Et kommer Ypperstepræsterne, _le parquet_", de edsvorne, af
Staten ansatte Vexelmæglere, hvis Antal aldrig maa overstige tyve, og som
derfor ogsaa er saa lukrative Stillinger, at der tidt betales indtil en
Million for et Agent-de-change-Patent. De første Kurser slaas op. I
lange, febrilske Spring styrter de Kommende ud af Vognene, endnu før de
er standsede, og farter op ad den høje Marmortrappe. Kun den skjønne Part
af de Andægtige maa blive tilbage, de har ikke Adgang til Templet. Men
til at sidde roligt hjemme har deres Troesiver, deres Feber, deres
Lidenskab været altfor stor. De er fulgte med og stikker nu det lille
Hoved med de spændte Ansigtstræk ud af Koupévihduet og sender
forventningsfulde, urolige Øjekast op til den store Bygning, hvor d

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/9843