← catalogue

Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner

by unknown · Danish · Gutenberg #9264 · 324,442 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Vand- og stenhoejsplanter en vejledning for havevenner

Editor: G. N. Brandt


        
Release date: November 1, 2005 [eBook #9264]
                Most recently updated: January 16, 2013

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/9264

Credits: Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen,
        Janet Kino and the PG Online Distributed Proofreaders.


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK VAND- OG STENHOEJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER ***




Produced by Miranda van de Heijning, Steen Christensen,
Janet Kino and the PG Online Distributed Proofreaders.










VAND- OG STENHØJSPLANTER EN VEJLEDNING FOR HAVEVENNER


MED BIDRAG AF

Overgartner _Jens K. Jørgensen_

Botanisk gartner _Axel Lange_

Havebrugskandidat _Andreas Madsen_


UNDER REDAKTION AF

_G. N. Brandt_



[Denne tekst er baseret på udgaven udgivet i København, 1917]






INDHOLDSFORTEGNELSE



VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE

VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR af _Jens K. Jørgensen_

STENHØJSPLANTERNES KULTUR af _Axel Lange_

DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER af _Andreas Madsen_

UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER af _Axel Lange_

UDVALG AF STENHØJSPLANTER af _Axel Lange_


[Illustration: Fig. 1. Plantning at Vand- og Moseplanter langs en
Bæk i en engelsk Have.]

[Illustration: Fig. 2. Yndefuld Beplantning af en Søbred.
(Kolding Planteskole).]





VAND- OG STENHØJSPLANTERNES ANVENDELSE



Det kan synes urimeligt at samle netop disse to Samfund af
Haveplanter i eet Bind. Ingen botanisk, hverken systematisk
eller biologisk Lighed knytter dem sammen, ingen gartnerisk
Kulturmethode, ingen fælles Vækstbetingelser, tværtimod, de
stiller diametralt modsatte Krav til Livet; det fysiske Milieu,
der er Vækst og Trivsel for den ene Part, er Død og Fordærv for
den anden. Det, disse Planter har tilfælles, og som berettiger
til at behandle dem i samme Bind er det, at de mellem Havefolk
har de samme Venner. Man kan være sikker paa, at den, der dyrker
og samler paa Vandplanter, ogsaa er interesseret i
Stenhøjsplanter og omvendt. Disse to Slags Planter stiller nemlig
lidt særlige Krav til deres Dyrkere og Beundrere, ikke alene hvad
det rent gartnerisk-tekniske angaar, men navnlig med Hensyn til
Evne til at forstaa de levende Planters særlige Skønhed. Det
disse ofte ikke særlig anseelige Planter byder paa er nemlig ikke
saa meget en Skønhed i Former og Farver, men snarere den Skønhed,
der ligger i selve Væksten. Det er Skønheden i det vegetative
Liv, der er fælles for disse to Grupper, hvad enten den viser sig
i Vandplanternes overdaadige Frodighed eller i en lille graa
Sedums energiske Kamp om Pladsen paa Stenens Solside. Det er
langt fra alle Blomstervenner, der har Sans for denne Side af
Sagen; for mange ivrige Beundrere af Blomsterpragt er
Plantelivets egentlige Skønhed en lukket Bog, og de ser kun
Ukrudt, hvor de rigtige Plantevenner ser Værdier, som de ikke
ønsker at bytte med et helt Udstillingsvindue af Pragtblomster.
I enhver Plantes Vækst indeholdes en Fortælling. Hos nogle af de
pragtfuldeste f. Eks. Azalea, Amaryllis, Georginer, Pelargonier
og mange andre er denne Vækstens Fortælling ret triviel og
kedelig, men hos Vand- og Stenhøjsplanterne er den derimod
ualmindelig mangfoldig og morsom. Denne fælles Egenskab, denne
fælles Karakter, der gør, at Vand- og Stenhøjsplanterne har de
samme Venner, gør ogsaa, at de maa anvendes paa samme Maade,
nemlig saadan, at de specielle Skønhedsværdier, som disse Planter
rummer, kommer til deres Ret.

[Illustration: Fig. 3, Stenhøjsplanter i lige Bede belagte med
Faxekalkstensskærver. Smaagræsset mellem Fliserne er kommen i
løbet af 3 Aar. (Hellerup Strandpark).]

[Illustration: Fig. 4. Engelsk Hus med urimeligt overplantet
Fliseterrasse. Selvsaaede Planter, som mellem Fliserne paa Fig. 3
er tilstrækkelig "Fugeplantning" i saadanne Tilfælde.]

Der er, som alle ved, to stærkt afvigende, for ikke at sige helt
modsatte Maader at anvende Planter paa, to Maader, som man med et
Par gamle og daarligt dækkende Navne har kaldt den
"architektoniske" og den "landskabelige". Det, der karakteriserer
disse to Beplantningsmaader, er hverken noget egentligt
architektonisk eller noget landskabeligt, derimod snarere det, at
Plantningen i det ene Tilfælde skal have Karakteren af det
_plantede_, i det andet af det _voksede_. Som typisk for Planter,
der bedst behandles paa den første Maade, kan nævnes Roser, ikke
mindst stammede, Tulipaner, Stokroser og næsten alle Slags
Udplantningsplanter, og som typiske for det modsatte
Beplantningsprincip kan man tage alle--bogstaveligt talt
alle--Vand- og Stenhøjsplanter. Ingen af dem egner sig til at
staa paa Rad, de maa absolut anvendes "landskabeligt". Dermed
menes ikke, at de ikke kan anvendes i regelmæssige,
architektoniske Havepartier; men selve Plantningen maa ikke være
regelmæssig, den maa under alle Omstændigheder forblive
"naturlig".

[Illustration: Fig. 5. Vadestene over et beplantet Vandhul.]

Rammen om Plantninger behøver ingenlunde at være landskabelig;
tværtimod er den Brydning, mellem Natur og Kunst, mellem
organisk og uorganisk, mellem løst og fast, blødt og
haardt, mellem vokset og bygget, som opstaar ved Blanding af
Architektur og naturlig Plantning er et af den moderne engelske
Havekunsts om ikke mest kunstneriske saa dog mest populære
Virkemidler, der iøvrigt nu ofte anvendes udover enhver fornuftig
Grænse. Se Figur 4.

[Illustration: Fig. 6. Flade Trædesten mellem Pudeplanter er
praktisk og forlener Stenpartiet med en yderligere Charme.]

Naar man skal angive, hvorledes Vand- og Stenhøjsplanterne skal
anvendes for at komme til deres Ret, maa man altsaa henvise til
den landskabelige Plantning, til den, der til en vis Grad
efterligner den naturlige Voksemaade, som den eneste mulige, og
man maa tilføje, at det at plante paa den Maade kan ikke læres
af en Bog; Billeder kan hjælpe lidt, hvorfor der ogsaa er samlet
saa mange, maaske overfladisk betragtet ensartede Billeder af
naturlige Plantninger i denne Bog. Skriftlige Angivelser duer
ikke. Vil man indfange noget af Naturens Ynde i sin Have, maa
man selv ud og se, hvorledes Planterne trænges om Pladsen ude i
det fri og saa plante derefter. Det er heller ikke saa svært,
hvis der da ikke stilles for store Fordringer. Naar man kender
sine Planter og deres Behov grundigt, saaledes at der vælges dem
velegnede Pladser, saa trives de og finder sig til Rette mellem
hverandre; det uligevægtige Præg forsvinder og afløses af den
eftertragtede, men direkte uefterlignelige Naturlighed. De Fejl,
der hefter ved den menneskelige Del af Arbejdet: Plantningen,
dækkes og udsones ret snart af den ufejlbarlige Ynde, der følger
med Naturens Del af Arbejdet: Væksten.

[Illustration: Fig. 7. En "Grøft" i en Have ved Kbhn. Plantet i
Maj, fotograferet i August s. A.]

Det er betydeligt sværere at forme Rammen, selve det Haveparti,
hvor man vil dyrke Vand- og Stenhøjsplanter. Her faar man nemlig
ikke saa hurtig og saa afgørende en Hjælp af Væksten; paa dette
Punkt vil de menneskelige Fejltagelser ikke saa let kunne dækkes.

Der kan imidlertid lige saa lidt som ved Plantningen gives nogen
almindelig Forskrift, ja, endnu mindre, eftersom Planterne og
deres Egenskaber dog uforandret er de samme, medens næsten hver
Plet Have har sine særlige Forhold, der maa tages i Betragtning.
En Ting maa man bestemt fraraade, nemlig Forsøget paa uden
virkelig dygtig Hjælp at forme noget egentligt architektonisk
Arrangement. Forf. har aldrig set nogen Amatør slippe godt
derfra. Vil man lave sig et Bassin, der skal være til Pryd i
Haven, saa maa man ogsaa bekoste kunstnerisk Bistand og smukt
Materiale i fagmæssig Udførelse; thi et Bassin har ikke det
naturlige Kærs Bredder, hvis Plantevækst kan væve en dækkende
Kærlighedens Kaabe over Formenes Synder.

[Illustration: Fig. 8. Snit af "Grøften" Fig. 7. Bredden foroven
er ca. 4 Meter.]

Derfor vil den Haveven, der selv vil være med at forme sin
Have- og for saadanne er denne Bog skrevet--i Reglen staa sig
ved til sin Samling af Vand- og Stenhøjsplanter at vælge et
landskabeligt Arrangement ikke alene, hvad der som nævnt er
selvfølgeligt, af selve Beplantningen, men ogsaa af Rammen derom,
af selve den paagældende Del af Haven. Dette er imidlertid
vanskeligt at realisere tilfredsstillende. Opgaven, der stilles,
er i Virkeligheden den samme næsten uløselige, der stilles
Musæumsmanden, der skal bringe alle sine Skatte til deres Ret og
dog søge at faa et tiltalende Hele ud deraf, og Resultatet er da
ogsaa i Reglen det samme: Genstandenes respektive Planternes
Mangfoldighed skaber den Uro og Smaatskaarenhed, der i lige Grad
kendetegner Musæumsstuen og det lille Vand- eller Stenhøjsparti
sammenlignet med Tingenes eller Planternes naturlige
Opholdssteder. Selv de bedst arrangerede mindre Havepartier af
denne Art savner--hvad enhver vil kunne overbevise sig om ved at
gennemse denne Bogs Billeder--den simple Ro og Skønhed, som
præger Naturen og ofte ogsaa større Anlæg med faa Plantearter.
Interessen for selve Havens Udformning og Interessen for Planter,
især naar den lægger sig for Dagen som Samlermani, er og bliver
modstridende. Dette Modsætningsforhold kan ikke hæves; men naar
Amatøren kender det og er klar derover, kan der dog gøres en hel
Del for at skaffe lidt Ro i Planternes Ordning og i Havepartiets
Udformning.

Positive Angivelser af, hvorledes Vand- eller Stenhøjspartiet
skal udformes og indføjes i Haveplanen kan ikke gives; her gælder
det samme Raad som vedrørende Tilplantningen: Gaa ud og se dig
om, ikke saa gerne i Naboens Have, men ude i det fri, se hvordan
et lille Vandhul i en Eng er formet, eller hvordan de bevoksede
Bredder af en Bæk ser ud, og form saa Haven over en eller anden
Idé. Det gælder blot om at holde sig Opgaven klar; denne er ikke
at efterligne Naturen, men--i vort Tilfælde--at skaffe
naturlignende Voksepladser til Planterne, for at disse kan trives
og faa Lejlighed til at udfolde deres Vækstejendommeligheder.

Læseren vil maaske bebrejde Forf., at han i en Artikel med
Overskrift: Vand- og Stenhøjsplanternes Anvendelse kun giver det
Raad at danne Haven og beplante den efter Naturens Forbillede,
og ellers overlader den skuffede Haveamatør til sit eget Studium
af Naturen, kun udrustet med de negative Oplysninger, at Opgaven
er vanskelig, og at der ikke kan gives almindelige Regler for
dens Løsning.

[Illustration: Fig. 9. Beplantet Kampestensdige, ca. 1 Meter
højt. (Brostrøms Planteskole, Viborg)]

Til Imødegaaelse af en saadan Bebrejdelse skal nedenfor anføres
et Par "lette Eksempler" paa Udformning af et Vand- og
Moseplanteparti og paa en Anvendelse af Stenhøjsplanter, et Par
Eksempler, der selv om de naturligvis ikke direkte bør overføres
til andre Forhold end de, hvorunder de er skabte, dog maaske kan
hjælpe en og anden Haveven lidt paa Gled.

Ved samme Lejlighed kan der maaske slaas til Lyd for en af
Forf.s Yndlingstanker, nemlig Anvendelsen af "Kulturlandskabet"
som Motiv, som Forbillede for Udformningen af visse Dele af Haven.

[Illustration: Fig. 10. Dige af Smaa Sten i en Have ved Kbhn. Et
Aar efter Tilplantningen.]

Enhver landskabelig Beplantningsplan har sit Forbillede, og
gennem mange Aar har det udelukkende været den rene, vanskeligt
efterlignelige Natur, der har ydet saadanne. Man har her overset
det, man kunde kalde "Kulturlandskabet" og væsentligt kun
beskæftiget sig med den "rigtige" Naturs Skønhed, som man
efterlignede i haabløs Iver. Vor Generation ser anderledes
derpaa; den søger at bevare Kristianshavns Vold og kan ikke
rigtig forstaa, at vore Fædre byttede Voldenes og Voldgravenes
pragtfulde Kulturlandskab med Ørstedsparkens Efterligning af
"rigtig" Natur; og den kommende Generation vil rimeligvis
bebrejde os, at Fælledernes allékransede, solfyldte Græssletter
blev skaaret op til brede Vejkurver og Smaakrat for at danne et
"Landskab". I 1700 Tallet saa man netop en stor Værdi i Sporet
af Kultur midt i Naturen, ogsaa i den imiterede. Gravskrifterne,
Eremithytterne, Ruinerne, Schæferierne o.s.v. var skabt af denne
Følelse. Og man havde ganske Ret. Sporet af Menneskets Haand
giver kun Naturen endnu en Charme. Og det er kun rimeligt at
benytte den i landskabelige Havepartier. Enhver kan se, at
Vadestenene paa Fig. 5 og Trædestenene Fig. 6 netop forøger
Værdien af de ellers rent landskabelige Anlæg betydeligt. Det
samme kan en Planke over en Bæk, eller en Stente i et Hegn gøre.
Man kan imidlertid gaa et Skridt videre og under visse Forhold
bruge selve Menneskeværket som Motiv for Havens Udformning d.v.s.
man kan f. Eks. under tilstrækkelig store Forhold--skabe
Voldgraven og Kanalen for at give Plads til deres særlige
Vegetation; eller man kan efterligne og idealisere den vilde
uklippede Hæk, saaledes som den hegner de fynske Biveje og deri
faa plantet en Del af vore nye smukke Buske, som det ellers er
besværligt at finde fornuftig Plads til i architektoniske saavel
som i landskabelige Havepartier. Man kan--for at naa tilbage til
vort Emne--til Vand- og Sumpplanterne bruge Engrenden eller
_Grøften_ og til Stenhøjsplanterne det gamle danske _Stendige_
som Beplantningsmotiv.

[Illustration: Fig. 11. Snit af et Dige som det paa Fig. 9 og 10
viste paa flad Grund og ved terrasseret Grund.]

Den Grøft, som Fig. 7 og 8 viser, er ca. 4 m bred foroven og er
støbt i let armeret Beton. Den er egentlig kun et langagtigt
Bassin med stillestaaende Vand, og naar der i Enderne er indstøbt
et 18 Tommers Drænrør, er det kun en Variation af det gamle
landskabsgartneriske Kneb, der skjulte Havegangens eller Søens
Afslutning; der skal altid være lidt tilovers til Fantasien.
Disse mørke, kølige Huller har forøvrigt vist sig at være yndede
Opholdssteder for Guldfiskene. Skønt Forf. ikke har særligt
Kendskab til disse, skal dog her til Fordel for dem, der har
endnu mindre, meddeles, at Fiskene ikke maa sættes ud, før Vandet
gennem længere Henstaaen er blevet helt blødt. Frisk Kommunevand
er ligefrem Gift for dem. Hvis man ikke kan overvintre disse Fisk
i et koldt Drivhus, kan de til Nød overvintre i en Kælder; men de
har dog sikkert bedst i at blive ude; men i saa Fald maa man
naturligvis paase, at Vandet ikke bundfryser. Dette forhindrer
man bedst ved, naar det er frosset en god Tomme, da at dække Isen
med Løv eller Tang og maaske yderligere ved at tømme noget Vand
af, saaledes at der dannes et isolerende Luftlag mellem Isen og
Vandet. En Vaage maa naturligvis daglig befries for Is.


[Illustration: Fig. 12. Højt Stendige af smaa Kampesten.]

Vandplanterne plantes, som Tegningen viser, mellem Cementmuren
og Bræddevæggen, og enkelte plantes i Kasser nede i Vandet. Det
gælder om at have Plantepladser med forskellig Vandstand efter
de enkelte Arters Krav. Mosebedene, som man ellers ofte danner
saaledes, at de kan oversvømmes med Vand fra el tilstødende
Bassin, faar her ved denne Grøft deres Fugtighed fra neden
gennem de løse Mursten. Moseplanterne kommer derved til at staa
med Tæerne i Vand, hvad der passer dem bedst. Ved samme
Anordning opnaas ogsaa Plantepladser af lidt forskellig
Karakter. Mursten, Brædder og Beton dækkes let af Vegetationen.
Det samme gælder de Bræddestumper og Sten, som man maa anbringe
for i Begyndelsen at holde paa den stærkt skraanende Jord; senere
væver Rødderne et Net, der snart skal holde den fra at skride.
Væksten hos Vand- og Moseplanter er i det Hele overordentlig
hurtig; den afbildede Grøft blev saaledes plantet sidst i Maj, og
Billedet er taget i August samme Aar. Med Hensyn til Udførelsen
skal man være forsigtig med at stole paa Tætheden af andet end
god Beton med ordentligt Pudslag i selve Vandbeholderen;
Mosebedenes Vægge kan derimod nok være af ringere Beton uden Puds,
idet Tætheden her jo ikke er saa nødvendig, end ikke altid
ønskelig. Der maa forudses Overløb, idet en Regnperiode paa Grund
af Grøftens Form ellers lader Vandet stige for meget.
Vandtilførslen maa være bekvem, da ikke alene Vandfladen fordamper
meget Vand, men ogsaa de store graadige Planter paa Grøftens Sider
tærer utroligt af Vandbeholdningen. Bunden kan naturligvis dannes
af Brolægning, der løbes ud med tynd Cement, men er da udsat for
at knække. De meget anbefalede Arrangementer med æltet Ler er set
mislykkede til den Grad og saa ofte, at man til et mindre Anlæg
ligefrem maa fraraade dem.

[Illustration: Fig. 13. Beplantet Kalkstensmur ved Knuthenborg.]


       *       *       *       *       *

[Illustration: Fig. 14. Detail af Muren Fig. 13. andet Aar efter
Tilplantningen.]

For et Par Aar siden gjorde Forf. i Bogen "Stauder" opmærksom
paa Stendiget som Stenhøj. Naar undtages Bornholm findes der jo
i Virkeligheden ikke andre naturlige danske Forbilleder for
Vokseplads til Stenhøjsplanter, og der findes da heller ikke
væsentlig andre Sten end de runde Kampesten, hvoraf ingen
Stenhave let lader sig danne. Den klippeagtige, lagvise, i
Reglen skraatstillede, geologiske Ordning af Stenene, der med
sine stadig genopdukkende, ensartede Skraalinier bringer
Sammenhæng mellem Stenene og lidt Ro i det Hele, kan jo ikke
efterlignes med vore runde Kampesten. I Stedet for--svarende til
Vandet--at være den ensartede Baggrund, der overalt føles
igennem, det beroligende Bindeled mellem Blomsternes brogede,
mangeformede Mylder, saa virker vore Kampesten netop spredende
ved deres Uensartethed i Farve og Form og Mangel paa Sammenhæng.
Der skal i hvert Fald en svær Øvelse til at faa andet end Uro ud
deraf. Vor Skønhedssans er jo ikke saa udviklet som Japanernes,
der i de enkelte Stenes Variationer i Farve og Form ser lige saa
meget, som vi i de enkelte Planters tilsvarende Variationer.

[Illustration: Fig. 15. Beplantet lav Murstensmur.]

Derfor anbefales Kampestensdiget til Amatørens Forsøg. Det
smukke Billede Fig. 9 viser et Dige i Udkanten af en Lund. Det
blev bygget i 1910. Planterne blev plantet samtidig, hvad der er
nødvendigt, naar det drejer sig om saa store Sten. Fig. 10
viser, hvorledes man kan hjælpe sig med ret smaa Sten. Det
vedføjede Snit viser, hvorledes Stenene sættes; det er ganske
lige til. For at Regnvandet ikke skal løbe af, men snarere fanges
ind i Jordkærnen, sættes Stenene lidt paa skraa, og saaledes at
Fugerne fanger Vandet. Stenene skal dels af Hensyn til Udseendet
og dels for at opnaa større Modstandsdygtighed overfor
Frostangreb helst ligge ned, og enkelte bør stikkes dybt ind i
Jordkærnen, hvad der ogsaa vanskeliggør Frosten at løsne
Stensætningen. Muldjorden bør stampes meget tæt, og ved
Plantningen maa Planterne stikkes langt ind; de skal nok finde
ud, naar de blot skimter Lyset.

[Illustration: Fig. 16. Beplantet høj Murstensmur.]

Billederne Fig. 13 og 14 viser en beplantet Mur i Knuthenborg
Park og Fig. 15 og 16 viser Beplantningen af Murstensmure (uden
Mørtel). I Princippet er det naturligvis det samme som Diget;
kun at man skal sikre sig end mere mod Frosten. De allerbedste
Plantemure dannes af flade Klippesten, der f. Eks. i Sverrig
kan anvendes uden alt for store Omkostninger; men det har jo
mindre Interesse for en dansk Amatør.

[Illustration: Fig. 17. Vandplanter dyrkede i en Balje i en Have
i Brønshøj.]

Man maa nu ikke tro, at Dyrkningen af Vand- og Stenhøjsplanter
kun er for Velhavere. I Virkeligheden gør den ringe Plads, som
disse Planter kan nøjes med, dem netop til den lille Haves
Planter. Et lille Stykke Mur er der Plads til i enhver Have, og
lidt Vand kan i Reglen ogsaa skaffes med lidt Opfindsomhed. Det
mest beundringsværdige, Forf. har set i den Retning, er den lille
Have i Brønshøj, hvor de to Billeder Fig. 17 og 18 er tagne. Det
hele bestaar af et Par gamle, nedgravede Baljer med nogle Sten
omkring. Og i denne Slat Vand dyrker Ejeren en hel Flora af
danske Vandplanter, derunder, som det ses, Aakander og Dunhammer.
Guldfisk mangler selvfølgelig ikke. Disse bliver flyttede ind i
en Kælder og lever i en Tiliter-flaske om Vinteren, og hvert Aar
den 1ste April sat ud igen. Derimod bliver Planterne ude, de
dækkes aldrig, men bundfryser hver Vinter. Baade Fisk og Planter
trives brilliant.

[Illustration: Fig. 18. En Aakande i Blomst i en Balje i en Have
i Brønshøj.]

[Illustration: Fra en engelsk Villahave, der med Rette er berømt
som noget af det smukkeste, der i nyere Tid er frembragt paa
dette Omraade. Kanalen er ca. 50 ctm, bred.]

Man fristes saa ofte, navnlig siden de dyre Vand- og Stenhaver
med Bassiner, Fliser o.s.v. er komne paa Moden, til at anse det
hele for et Pengespørgsmaal; men denne lille Have i Brønshøj, der
er lavet ganske uden Udgift, viser Sagen, som den er: Ejerens
Interesse er det eneste væsentlige, og Pengene kan kun delvis og
kun for et Stykke Tid gøre denne den vigtigste Faktor undværlig.
En Have, og da ganske særlig en Vand- eller Stenhave er ikke som
et Spisestuemøblement, som man kan lade tegne, udføre og stille
op, og derved er det færdigt. En Have er aldrig færdig, den er et
levende Væsen, der kræver sin Beskytters stadige Aarvaagenhed og
stadige Arbejde. Er man ikke sikker paa at kunne yde et saadant,
skal man ikke af Begejstring for de smukke Billeder i Studio og
i de engelske Havebøger, som man snart ser i ethvert Hjem, lade
sig forlede til større Anlæg, end man kan magte, thi:

"... such gardens are not made
By singing "Oh, how beautiful!" and sitting in the shade."
G. N. B.

[Illustration: Fra Havebrugsskolen Vilvordes Dam.]

[Illustration: Fig. 19. Kanalen i Haven ved Orebygaard. Langs
Kanten er plantet forskellige Irisarter.]





VAND- OG MOSEPLANTERNES KULTUR



af _Jens K. Jørgensen_.


Før der kan tales om disse Planters Kultur og Anvendelse i
haven, vil det være nødvendigt at sige nogle faa Ord om deres
Fremtræden ude i den fri Natur. Kun ved at drage Lære af, hvad
man der har for Øje, kan man gøre sig Haab om at skabe noget
endnu pragtfuldere end det, Naturen selv er i Stand til at
frembringe. Man maa gaa i Lære hos Naturen og have Øjet aabent for
dens særegne Skønhed og Luner, uden dette arbejder man forgæves.

[Illustration: Fig. 20. Regelmæssigt Bassin, kantet at Dianthus
cæsius. Billedet er taget ved et af H. M. Dronningens besøg i Det
kgl. danske Haveselskabs Have.]

Søger man nu at komme til Klarhed over det Spørgsmaal: hvori
bestaar det Trylleri, der hviler over den blomstrende Eng, den
stille Aa, der bugtende sig frem mellem Pil og Ellekrat langsomt
glider mod Havet, det sorte, stillestaaende Vand i gamle,
bundløse Tørvegrave, den flade Søbred med sin hviskende Skov af
Tagrør og Dunhammer eller det smilende Kær med sine Smaaøer af
Star og Siv og Pindsvineknop, saa ser man, at der over dem alle
trods al Forskel er noget, der er fælles, noget yndigt, blidt og
samtidig hemmelighedsfuldt og dragende. Og det er ikke saa
underligt, thi selv et ganske lille Vandhul kan være som en hel
lille Verden. Nede i Vandet mellem sælsomme, fine Planter bevæger
sig sælsomme Dyr, lydløst glider de ud og ind i de glasgrønne,
hemmelighedsfulde Skove. Hen over Vandfladen løber travle
Insekter i hurtigt Jag og forvandler den blanke Flade til et
bølgende Moiré, og fra Bred til Bred farer som sitrende
Lysstraaler skinnende Guldsmede og staalblaa Nymfer, der af og
til afbrydes i deres sorgløse Elskovsleg af forslugne Karusser.
Der er et myldrende Liv baade over og under Vandet, der er Kamp
og Elskov, Skønhed og Livsglæde, Død og Undergang, det er en hel
Verden, der lever og lider. Men naar Solen gaar til Hvile, naar
Mosekonen i den lyse Sommernat brygger sin koglende Drik, der
dufter af Mynte og Mjødurt, og Skarntydernes hvide Blomsterfraade
lyser gennem Taagen, naar St. Hans-ormen med sin Lygte søger
efter sin Elskede i den vildsomme Skov af Græs og Blomster, mens
Nattergalen synger, da blotter Engen sin Sjæl, viser sig i hele
sin tryllende Pragt for den, der tør gaa ind i Taagen.

[Illustration: Fig. 21. Bassin uden Plantning--en engelsk Have.]

Ethvert andet Blomsterarrangement, selv det største og smukkeste,
er og bliver aldrig andet end en Samling Blomster, men Vandhaven
er som en hel lille Verden, og det er dette, der er Aarsag til,
at den virker mere levende og rigt end nogen anden Del af Haven.
Og saa den Yppighed, der er over alle Vandplanter, den saftige
Friskhed og næsten tropiske Frodighed, der ellers er saa sjælden
i vor Flora. Ja, selv naar Havens andre Blomster er ved at opgive
Ævred og staa trætte og tørstige i den brændende Sommersol, saa
svulmer alle Vandhavens Blomster af Sundhed og Velvære. Det er,
som der staar i Folkevisen: "Den Sommer og den Eng saa vel kunne sammen".




_De regelmæssige Bassiner_.

[Illustration: Fig. 22. Dammene i Villa d'Este's Have.]

I de gamle, regelmæssige Haver spillede Vandet en stor Rolle, og
de legende Springvand, de brusende Kaskader og stille Damme og
Kanaler har sikkert været disse Havers største Tiltrækning, uden
hvilke de trods deres Statuer, Løvværk og kunstigt klippede
Træer vilde have gjort et saare dødt og kedeligt indtryk. Vandet
i de gamle Haver havde det Formaal at bringe Liv og Dybde ind i
Anlæget; de stille Bassiner og Kanaler skulde virke som et
Spejl, hvori Himlen og den omgivende Herlighed kunde spejle sig.
Disse gamle Haver har dog sikkert, da de var nye, ikke virket nær
saa imponerende, som de Rester, vi har tilbage af disse
storslaaede Anlæg, lader formode.

I den moderne Have, hvor den gamle Havekunst er ligesom vendt
tilbage i rigere og mere levende Former, spiller Vandet atter en
stor Rolle men ikke som et Spejl, der henter sit Indhold fra
Omgivelserne, men i sig selv rummende de dejligste Blomster, ikke
et uvirkeligt Spejlbillede men et levende Maleri.

[Illustration: Fig. 23. Bassin i Villa "Rosenhøj"s Have i Vedbæk.
(Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).]

Det er Nutidens Krav om Blomsterpragt, der har skabt dette
Arrangement, og denne ny Smagsretning har fundet rigelig Næring
ved Indførselen af en Mængde dejlige Vandplanter, samtidig med
at den har aabnet vore Øjne for mange af vore vilde Planters
Skønhed og Anvendelighed. Det var dog særlig Fremkomsten af de
pragtfulde Aakandehybrider, der henledede Opmærksomheden paa
Vandplanterne. Disse er mellem Vandplanterne, hvad Roserne er
mellem Havens øvrige Blomster, deres Skønhed er saa
iøjnefaldende, at mange Blomsterelskere lod grave Bassiner og
indrettede sig Vandhaver alene for at komme i Besiddelse af disse
pragtfulde Planter. Det kan heller ikke nægtes, at hele
Vandhavens øvrige Plantearrangement, hvor smukt dette end kan
være, hvor rigt, hvor yppigt, hvor fint og yndefuldt, er det dog
kun som en Indfatning om de dejlige Aakander. Men de klæder
hinanden godt, ved Siden af Aakandernes tunge, pompøse Pragt
bliver alle de andre Engens fine Blomster endnu finere og mere
gratiøse, og som de samler sig der langs Bredden: Forglemmigej og
Ranunkler, Spiræa og Iris, Bukkeblad og Trævlekrone, Hjertegræs
og Engblommer, danner de en vidunderlig Ramme om et vidunderligt
Billede.

De regelmæssige Vandbassiner i de gamle Haver er undertiden
stensatte, tættede med Kalk eller Blaaler, kun sjældent murede.
Som Regel er de kun udgravede og tættede med et Lag Ler, der saa
atter er dækket med et Lag Jord eller Grus, og hvor Jorden ikke
er alt for løs og Beliggenheden alt for uheldig, vil et saadant
primitivt Bassin som Regel kunne holde Vandet uden alt for stor
Tilførsel. Men det bør dog altid have baade et Tilløb og et
Afløb, thi selv om en ensartet Vandstand ikke er absolut
nødvendig, saa er det dog uheldigt, naar denne varierer alt for
stærkt.

[Illustration: Fig. 24. Aakandebassin i Villa "Birkeborg"s Have i
Skodsborg. (Havearchitekt E. Erstad-Jørgensen).]

Ved Anlæget af nye Vandbassiner vil man som Regel støbe disse af
Cement, det vil være det sikreste, og ved Indlæg af Jerntraad og
Rundjern behøver Støbelaget ikke at være overdrevent tykt. Er
Bunden nogenlunde tæt og Bassinet meget stort, kan man ligesom i
de gamle Vandbassiner nøjes med at støbe Siderne eller mure dem
op af Klinker, dække Bunden med et Lag Blaaler og oven paa dette
lægge Grus eller Brolægning.

Et Bassin, som anlægges til Vandplanter, bør altid ligge i fuld
Sol. I Skygge vil man som Regel ingen Glæde have af Vandplanter,
Vandet er her for koldt, Planterne faar en svag og sygelig
Vækst, og et saadant Bassin vil i Reglen ogsaa være smukkest
uden Planter.

[Illustration: Fig. 25. Aakandebassin i et Stenhøjsanlæg.]

[Illustration: Fig. 26. Aakandebassin, omgivet af beplantede
Flisegange og Støttemure.]

I nyanlagte Bassiner er det lettest at foretage Beplantningen,
inden man lukker Vandet ind. Hvis man vil tilplante hele
Bassinet, dækker man Bunden med ca. 30 cm god, fed Markjord,
blandet med gammel Kogødning. Vandplanter er meget graadige, man
kan uden Skade give dem ligesaa megen Gødning som Jord.
Plantningen foregaar paa den Maade, at man breder Planternes
Rødder ud over Jorden, dækker dem med et nyt Lag Jord og trykker
denne godt fast. Naar det hele er tilplantet, dækkes Jorden med
et Lag groft Grus, og Vandet slippes forsigtigt ind. Som Regel
vil man dog ikke have hele Bassinet overvokset, og man planter da
forskellige Planter i Kasser og anbringer dem paa de Steder, man
synes mest passende. Kasserne til Skeblad, Rumex, Iris og Sødgræs
behøver ikke at være ret store, disse Planter kræver ikke saa
megen Næring for at udvikle sig, og de behøver kun at have nogle
faa cm Vand over sig. Men Aakanderne kan man ikke spise af med
saa lidt. De kan nok vokse og blomstre i smaa Beholdere, men skal
de blive rigtig pragtfulde, kræver de megen Næring.
Plantekasserne maa helst være ca. 1 Meter i Kvadrat og 50 cm
dybe, og der maa helst være 30--50 cm Vand over Planterne. I
saadanne Kasser og i kraftig Jord, der hvert Aar delvis maa
fornyes, vil Aakanderne kunne udvikle sig ligesaa frodigt, som om
de var frit udplantede. Om de øvrige Vandplanters Kultur er der
ikke meget at sige, naar de dyrkes i Beholdere. De kræve som
allerede sagt ikke nær saa megen Næring som Aakanderne, men kan
ellers plantes i samme Jord som disse. Gammel udluftet Dyndjord
er fortrinlig til Vandplanter, men det er kun sjældent, at man
har denne til Raadighed, og at plante i det raa Dynd er der intet
vundet ved, saa er en fornuftig Blanding af Jord og Gødning langt
bedre.

[Illustration: Fig. 27. Bassin paa en Fliseterrasse i en engelsk
Have.]

Hvorledes man skal arrangere Planterne i et Vandbassin, derom er
det vanskeligt at sige noget bestemt. Som Regel maa de ikke staa
alt for regelmæssigt, men dette maa rette sig efter Forholdene,
og der kan ikke gives bestemte Regler.

Der findes en hel Del forskellige tropiske og subtropiske
Vandplanter, som i Sommertiden kan flyttes fra Drivhuset ud paa
Friland, som f. Eks. Pontederia, Cyperus, Canna og flere af de
tropiske Nymphæer, men som Regel har man kun ringe Glæde af
dette Eksperiment, og man maa helst holde sig til de virkelige
Frilands-Vandplanter, særlig da disse er fuldt saa kønne som de
tropiske, og disse let vantrives og faar et blegt og sygeligt
Udseende, der kun daarligt harmonerer med de frodige Omgivelser.

[Illustration: Fig. 28. Naturlig Randbeplantning om Dammen i Det
kgl. danske Haveselskabs Have.]

Som nogle af de smukkeste Vandplanter til Dekoration af
Vandbassiner kan nævnes, foruden Aakanderne, Almindelig Skeblad
(Alisma plantago). Iris sibirica med Varieteter, den japanske
Iris (I. Kæmpferi) og den almindelige gule Iris (I. pseudacorus).
Blaagraa Siv (Juncus glaucus) og enkelte Stargræsser danner
smukke, dekorative Tuer, som, naar de anbringes frit og
naturligt, virker overordentlig dekorativt, naar de spejler sig i
det blanke, stillestaaende Vand. Alle disse Planter er meget
haardføre og kan taale at staa uden Vand i Vintertiden, medens
Aakanderne helst maa staa under Vand hele Vinteren. Ogsaa de
smukke Eng-Kabbelejer (Caltha palustris) kan danne nydelige
Smaaøer, enten alene eller sammen med Iris, Vand-skræppe (Rumex
hydrolapathum) eller Star (Carex), og de virker navnlig i
Foraarstiden overordentlig oplivende med de saftige, grønne Blade
og skinnende, gule Blomster.

Er Bassinet stort, saaledes at der er Plads til Smaaøer, der kan
hæve sig op over Vandfladen, da kan disse tilplantes med
Astilber, Spiræa, Trollius og flere andre Sumpplanter, og man
faar et langt rigere Blomsterflor, men disse Planter er ikke saa
kønne efter Afblomstringen som de tidligere nævnte.

[Illustration: Fig. 29. Bredden af en Bæk i Kolding Planteskole,
den oprindelige i og for sig smukke Vegetation, der nu har
maattet vige for den Fig. 2 viste. En Sammenligning af de 2
Billeder, der er tagne omtrent fra samme Sted, giver et Begreb om
Arbejdet ved den Art plantning.]

Alle de Planter, der skal bruges i disse regelmæssige Bassiner,
maa dog helst have et sirligt og ordentligt Udseende ogsaa efter
Afblomstringen, og Plantningen paa saadanne Steder maa derfor
helst indskrænke sig til nogle faa Planter, hos hvilke disse
Egenskaber er fremherskende, og man skal helst vælge Planter,
der ikke forlanger at plantes over Vandet. Det er smukkest, naar
dette kan undgaas, navnlig i det flade, regelrette Bassin. Langs
Bassinets Kant kan der plantes forskellige Pudeplanter eller
Moseplanter, og det afhænger udelukkende af dettes form og
Beliggenhed, hvad der er det rigtigste og smukkeste.

[Illustration: Fig. 30. Hængepil, det mest karakteristiske Træ til
Plantning ved Bredden af en Dam.]

I gamle Bassiner vil det ofte være nødvendigt at plante, medens
de er fyldte med Vand. Dette udføres da paa den Maade, at man
efter at have undersøgt Dybden laver nogle Plantekasser af
passende Dimensioner, anbringer dem saa nær som muligt ved
Vandkanten, fylder dem med Jord, planter dem til og dækker
Overfladen med Grus eller Smaasten, sænker dem ned i Vandet saa
varsomt som muligt og langsomt og forsigtigt flaader dem under
Vandet hen til det Sted, hvor de skal anbringes. Aakanderne kan
plantes paa samme Maade, men er der Dynd eller naturlig Jordbund
i Bassinet, maa de helst plantes i store, flade Plantekurve,
saaledes at Rødderne frit kan brede sig i Søbunden. Er der meget
Dynd, vokser Aakanderne forbavsende frodigt og kræver ingen
Gødning, men i Bassiner, der ikke kan tømmes, vil det være
vanskeligt at holde dem i frodig Vækst, naar de er plantede i
Kasser, og man ikke kan komme til at plante dem om og tilføre
dem ny Næring.

[Illustration: Fig. 31. Heracleum (Bjørneklo), ved sin
Forkærlighed for fugtig Vokseplads og ved sit Ydre en udmærket
Søbredsplante.]




_Det naturlige Vandparti_.

Medens man ved Anlæget af det regelrette Bassin er bundet af
architektoniske Hensyn og ogsaa ved Beplantningen maa tage disse
i Betragtning, har man ved Anlæget af det naturlige Vandparti
anderledes frie Hænder, og det er egentlig først under denne
Form, og naar tillige Omgivelserne er smukke og harmoniske, at
Vandhaven kan udfolde al sin daarende Rigdom og Blomsterpragt.
Først her kan man fremtrylle noget af den samme Stemning, som
der møder en ude i Naturen, og som gør denne saa rig og
fængslende. Intet Sted i Haven kommer man Naturen saa nær som i
Vandhaven, intet Sted er der en Rigdom, Liv og Frodighed som her.
Ikke engang Stenhøjen med sin Vrimmel af fine, yndige
Bjergplanter kan maale sig med Vandhavens saftige Pragt og
Frodighed.

[Illustration: Fig. 32. Petasites japonicus, japansk Hestehov,
Søbredsplante til halvskyggede, fugtige, endog sure og sumpede
Steder.]

Ser man nu paa de Vandpartier, Damme, Smaasøer og Kanaler, der
findes i saa mange af vore Haver, saa forbavses man over den
Mangel paa Vegetation, der udmærker disse. Den samme velholdte,
aandsforladte Kedsommelighed, der ofte præger vore Haver, breder
sig fra de friserede Plæner, de nyfejede Gange og velrevne
Busketter ud over den indholdsløse Vandflade, og dog har vi
Forbilleder nok ude i Naturen, og de fleste Mennesker med en
Smule Skønhedssans er næppe i Tvivl om, hvad der er smukkest.
Det er vor ulykkelige Trang til at skulle bringe Orden i alle
Ting, der fører os paa Afveje. Alt for megen Orden, alt for megen
Sirlighed kan forjage baade Skønhed og Hygge fra en Have, men
den behøver ikke at gøre det. Den forstaaende, omsorgsfulde
Haand efterlader sig intet Spor, det er kun den uforstaaende,
tankeløse Haand, der sætter Mærker, bringer Forstyrrelse og
Uorden i Naturens Værk. Den forstaaende Haand tjener Naturen,
hjælper de svage, uden at skade de stærke, giver enhver sit og
bruger aldrig Vold.

[Illustration: Fig. 33. Gunnera. Pragtfuld, men kælen, solkær
Søbredsplante.]

Ved Anlæget af en Vandhave kan der være mange forskellige
Hensyn, der gør sig gældende. Lettest slipper man fra Arbejdet,
naar der i Haven findes et naturligt Vandparti, et Engdrag, eller
der blot er et lavtliggende, fugtigt Sted, der kan anvendes. Ikke
alene letter dette Arbejdet betydeligt og giver lettere det hele
Arrangement et naturligt Præg. men det har ogsaa andre Fortrin
fremfor det ved Kunst frembragte Vandanlæg. Vandhavens hele Form
maa selvfølgelig rette sig efter de lokale Forhold og være i
Harmoni med sine Omgivelser. Er det en Dam paa en lavtliggende,
flad Græsslette eller Plæne, vil det være rettest ikke at give
den en alt for uregelmæssig Form eller en alt for urolig
Beplantning, men søge at frembringe noget af den samme Fred og
Ynde, som der saa ofte er over et Kær eller et Vandhul, saadan
som man ofte træffer dette ude i Naturen paa lave, fugtige Enge.

[Illustration: Fig. 34. Petasites japonicus i Vandkanten, bagved
persiske Syrener. (Knuthenborg Park).]

Ude i Vandet kan man plante Aakander og hen imod Bredderne
enkelte Tuer af Star og Iris, Brudelys (Butomus umbellatus) og
Siv. Langs Bredden kan der vokse Vand-Calla (Calla palustris),
Fredløs (Lysimachia nummularia), Engblomme, Trævlekrone (Lychnis
flos cuculi), Forglemmigej, Abeblomst (Mimulus), Kabbeleje
(Caltha palustris), Engkarse (Cardamine pratensis), Bukkeblad
(Menyanthes trifoliata), Ranunkler og hvad man ellers ude i
Naturen ser vokse paa lignende Steder. Før Plantningen maa
Jorden langs Bredden være renset for fleraarigt Ukrudt, og er
der Grønsvær, vil det være klogest at afgrave det øverste
Spadestik i 1/2-1 Meters Bredde og fylde Udgravningen med god,
ren Muldjord. Heri planter man saa de ovennævnte Planter og
andre, der ynder et fugtigt Voksested. Alle disse Planter blandes
ved Plantningen mellem hverandre uden Plan og Orden, og faar de
Lov til at vokse, som de lyster, vil de i Løbet af et Par Aar
danne den dejligste Søbred.

[Illustration: Fig. 35. Rudbeckia maxima, ligesom R. nitida og R.
laciniata udmærket Søbredsplante under store Forhold.]

[Illustration: Fig. 36. Gynerium argenteum, Pampasgræs, pragtfuld
Søbredsplante, der maa stilles frit for at komme til sin Ret, og
maa dækkes omhyggeligt, da den ikke taaler megen Fugtighed i
Vintertiden.]

En saadan Bred maa helst virke som en fin, lav Bræmme af
Blomster om Vandspejlet med de pragtfulde Aakander og de
fine, lette Tuer af Siv og Star. Plejen af en saadan Søbred vil,
naar den først er tilvokset, kun bestaa deri, at man, naar
Planterne om Efteraaret er visnede, afskærer dem nogle faa
Centimeter over Jorden og dækker dem med et Lag velforraadnet,
gammel Gødning og saa for Resten lader dem skøtte sig selv og
kæmpe om Pladsen. Enkelte Planter vil efter nogle Aars Forløb
gaa til Grunde, men andre vil fylde deres Plads, og
Bevoksningen vil med Aarene blive tættere og tættere. Bliver
Plantningen efter nogle Aars Forløb gennemvokset af Græs og
Ukrudt, er der intet andet at gøre end at fjerne det hele, tage
Planterne op, rense dem omhyggeligt for Græs og Ukrudt, tilføre
ny Jord og plante paa ny.

[Illustration: Fig. 37. Ligularia macrophylla, en pragtfuld
Plante med store graablaa "Kaalblade" og gule Blomster, udmærket
til Søbred.]

Dersom Vandhaven skal anlægges langs en Bæk, der bugter sig frem
mellem Sten og stejle Skrænter, da kan man ved Hjælp af
Dæmninger og smaa Udvidelser skabe noget meget smukt, og
Beplantningen kan her være ganske anderledes righoldig og
overdaadig end ved Søbredden. Men dersom en saadan Bæk anlægges
ved Kunst, maa man være forsigtig og ikke gøre det alt for
vidtløftigt. Disse arrangerede Vandfald og Drypstenshuler af
Cement er ikke kønne, dog kan en smuk og frodig Bevoksning bøde
paa mange Smagløsheder. Er det en lige Grøft eller Kanal, man
skal beplante, vil der, naar denne da ellers er i Harmoni med
sine Omgivelser, ikke være nogen Grund til at ændre dens Form, en
lige Grøft kan beplantes meget smukt og virke ligesaa naturligt
og selvfølgeligt som den mest kunstfærdigt slyngede Bæk.

[Illustration: Fig. 38. Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs
Have med bagved liggende Stenparti.]

Er man fuldstændig frit stillet og kan anlægge sin Vandhave,
hvor man har Lyst, da vælger man en Plads med smukke, hyggelige
Omgivelser, hvor der er Sol og Læ, og her giver man saa
Vandhaven den Form og Udstrækning, som Forholdene tillader. Kan
den forenes med Stenhøjsanlæget, er det en stor Fordel, de to
Ting klæder hinanden godt og hører ganske naturligt sammen. Selve
Udgravningen til Vandet giver man en saa naturlig og fri Form
som muligt, der maa gerne være lidt Japaneseri med i Spillet.
Det samme gælder ved Udformningen af Bredderne. Ved Anlæget af
disse maa man bestandig have de Planter i Tanke, som man vil
skaffe Plads til, og søge at berede disse saa gunstige
Voksevilkaar som muligt.

Der maa være ganske flade, lavtliggende Steder til den smukke,
fyldtblomstrede Engkarse, Cardamine pratensis fl. pl., den fine,
yndige Trævlekrone, Lychnis flos cuculi fl. pl., den dobbelte
Kabbeleje, Caltha palustris fl. pl., de smukke, storblomstrede
Varieteter af Engforglemmigej, Myosotis palustris Graf Waldersee,
og den nydelige, rigtblomstrende, broncefarvede Abeblomst,
Mimulus luteus cupreus, og enkelte andre.

[Illustration: Fig. 39. Engelsk Vand- og Stenhave. "... Der maa
gerne være lidt Japaneseri med i Spillet...."]

Paa lidt højere liggende Terrain vil der være den ideelle Plads
for de to pragtfulde Primuler, P. japonica og P. pulverulenta.
Disse to dejlige Planter, som man kun sjældent har Glæde af paa
Stauderabatter, kan her udvikle sig til en Størrelse og Pragt,
som er aldeles forbavsende. Ogsaa flere andre Primuler som P.
sikkimensis, P. frondosa, P. denticulata og P. cashmiriana viser
sig her at være i Besiddelse af en Livskraft, som man ikke havde
tiltroet dem. Ja, selv den lille yndige Primula farinosa, som
ellers vanskeligt lader sig flytte ind ude fra Engen, kan
trives. Det vil dog være heldigt, om man kan give disse
Planter noget Tørvejord, men absolut nødvendigt er det ikke. I
det hele er Vandplanterne ikke fordringsfulde med Hensyn til
Jorden. Har de blot den rette Grad af Fugtighed og Sol, er de
som Regel fornøjede.

[Illustration: Fig. 40. Naturlig Plantning, fotograferet ca. 2
Maaneder efter Plantningen. Kun Brudelysene i Forgrunden er
ældre. (Fra Kolding Planteskole).]

Saaledes arbejder man videre. Paa et endnu højere liggende
Terrain skaffer man Plads til Engblommer, Spiræer, Astilber og
en Mængde andre Planter. Mange Planter vil uden at være
egentlige Moseplanter trives langt bedre paa en saadan fugtig
Vokseplads end paa Stauderabatten, hvor de let kommer til at lide
af Vandmangel. Saadanne Planter som f. Eks. Senecio, Ligularia,
Staudephlox, Efteraarsasters, Rudbeckia, Helenium, Solidago,
Eupatorium, Hemerocallis. Funkia og flere andre trives godt paa
en saadan fugtig Vokseplads og føjer sig smukt og naturligt ind i
Ensemblet.

[Illustration: Fig. 41. Blomsterkæret i Det kgl. danske
Haveselskabs Have, set fra Stenhøjen.]

Samtidigt med at man udformer Terrainet og derved søger at skabe
Voksepladser til de forskellige Planter, maa man ogsaa betænke,
hvorledes disse vil præsentere sig paa det Sted, man har tiltænkt
dem. Store, imponerende Planter som Gunnera, Funkia og Senecio
maa helst kunne ses paa Afstand og spejlende sig i Vandet, smaa,
fine Blomster maa kunne ses ganske tæt ved.

Gangene maa slynge sig som naturlige Stier, snart maa man være
helt nede ved Vandet og i Stand til at se ud over dette, snart
maa de høje frodige Planter lukke sig om en og spærre Udsigten.
Alt som man vandrer fremad ad de smalle, bugtede Stier, maa
Billederne skifte og aabenbare nye Skønheder og nye
Overraskelser. Hertil er det bølgede Terrain saa vel skikket
foruden det, at det tillige skaffer Plads til en Mængde højst
forskellige Planter baade Stauder og blomstrende Buske, hvad der
er en stor Fordel, thi Vandhavens Omgivelser kan ikke blive for
rige og overdaadige, og alt hvad der er af store, pragtfulde
Stauder, som det ellers kan være vanskeligt at faa anbragte, kan
her finde Anvendelse. Denne fri Plantning omkring Vandhaven kan
være meget smuk, og det er en taknemmelig Maade at arrangere
Stauder paa.

Ude i Vandet, der helst maa have en Dybde af 1 Meter eller lidt
mindre, laver man langs Bredderne smaa Øer og Halvøer, som
beplantes med Siv, Iris, Pilblad (Sagittaria), Brudelys og Star.
Ud fra Bredden breder sig Bukkeblad, Vandrøllike (Hottonia
palustris), Ranunkler og den vilde Calla. Er der Plads til
større Øer, som kan hæve sig over Vandfladen, kan man paa disse
plante Astilbe, Spiræa og flere andre Planter. Saadanne Øer
dannes af Trækasser, der naar op til Vandfladen, disse fyldes med
Jord, og der bygges videre over Vandet ved Hjælp af Natursten.
Mellem disse plantes Fredløs, Vandsnerre (Galium palustre).
Abeblomst eller lignende, indtil man er naaet ca. 1/2 Meter over
Vandet, lavere nede maa Spiræerne og Astilberne ikke gerne staa.
Dette beror dog noget paa Jordens Beskaffenhed, paa Tørvejord
taaler de mere Fugtighed end i almindelig Havejord. Kun Spiræa
ulmaria, almindelig Mjødurt, taaler mere Fugtighed, den kan
trives helt nede ved Vandet, den fyldtblomstrede Varietet er
meget smuk og fortjener Opmærksomhed.

[Illustration: Fig. 42. Til venstre i Vandet Brudelys (Butomus),
til højre oppe paa Land Funkia, en udmærket Søbredsplante. (Fra
Kolding Planteskole).]

Spiræerne og Astilberne hører til vore smukkeste og mest
anvendelige Søbredsplanter. Der er i det hele taget kun faa
Planter, der overgaar de nye Astilbehybrider i Skønhed, og ingen
af vore Stauder overgaar Spiræerne i Finhed og Gratie, særlig
langs en Søbred er de umistelige. Af Iris er det særlig vor
almindelige gule Iris (I. pseudacorus), den sibiriske Iris (I.
sibirica) med sine Varieteter og den japanske Iris (I. Kæmpferi),
der egner sig til Plantning paa fugtige Steder. De trives alle 3
bedst langs Søbredden, lige i Vandkanten, men de kan dog ogsaa
taale at staa med nogle faa cm Vand over sig. De to førstnævnte
er meget nøjsomme og villigtvoksende, de japanske er mere
lunefulde, de kræver megen Næring og synes her i Landet at trives
bedst i Tørvejord, men man ser dem dog ogsaa vokse og blomstre i
Lerjord eller sandet Dynd, men som sagt er de ligesaa lunefulde,
som de er kønne. Ogsaa de smukke Iris ochroleuca holder af
Fugtighed, men det er en Misforstaaelse, naar man tror, at Iris
germanica, de almindelige Haveiris, ynder Fugtighed, disse trives
bedst paa en tør og solbeskinnet Vokseplads.

Som allerede sagt er Vandplanternes Kultur meget enkelt og
ligefrem. Har man fundet den rette Vokseplads, hvor de befinder
sig vel og præsenterer sig smukt, har man i Sommertiden kun at
fjerne de visne Blade og Blomster og saa for Resten se til og
glæde sig over Frodigheden og Blomsterpragten. Naar Efteraaret
kommer, og Herligheden er forbi, afskæres ligesom i Staudehaven
de visne Dele, og Jorden mellem Planterne dækkes med et Lag
gammel Gødning. Der vil kun sjældent være Plads til at løsne
Jorden mellem Planterne, men det er heller ikke nødvendigt, den
hele Bred skal jo helst danne et sammenhængende Virvar af
Blomster og Blade.

[Illustration: Fig. 43. Lille, rigt beplantet Dam i Professor
Arnold Krog's Villahave paa Frederiksberg.]

Af praktiske Grunde vil det være heldigt mellem Planterne langs
Søbredden at anbringe nogle flade Sten, de saakaldte Trædesten,
ligesom det ogsaa kan være heldigt at kantsætte Gangene med en
Række Natursten. Alle disse Sten giver let den nyanlagte
Vandhave et uroligt og broget Udseende, men de er næsten
nødvendige, og saa snart Planterne vokser til, skjules de
af disse. At store, smukke Natursten klæder en Vandhave og
forøger Søbreddernes Skønhed meget, er saa selvfølgeligt, at det
næppe behøver at nævnes.

[Illustration: Fig. 44. Dam med en Mængde forskellige Planter. I
Forgrunden Gunnera. (Fra Carl V. Lange's Gartneri,
Frederikssund).]

Om Aakanderne er det allerede tidligere bemærket, at de, naar de
er frit udplantede, ikke kræver nogen særlig Pleje, især hvor
Søbunden er dyndet og næringsrig. Bestaar den derimod af Ler
eller Sand, vil det være nødvendigt at tilføre dem ny Næring.
Dette foregaar lettest paa den Maade, at man i Vintertiden, naar
Vandet er tilfrosset, hugger Hul paa Isen og vælter et Par
Trillebørfulde gammel Gødning ned i Vandet over Planterne. Man
kan ogsaa lade Gødningen blive liggende oven paa Isen; naar
denne tør bort, vil Gødningen synke til Bunds og komme Planterne
til gode. Næsten alle Aakandehybriderne er fuldstændig haardføre,
og man behøver ikke at frygte, at de skal tage Skade af Kulden,
selv om Vandet bundfryser, men man maa dog helst regne med, at
de skal have 1/2-1 Meter Vand over sig.

[Illustration: Fig. 45. Aakander i Knuthenborg Park. Billedet er
taget 1 Aar etter Plantningen.]

Angaaende de mange forskellige Vandplanter, der udbydes, da maa
man være varsom og ikke plante, hvad man ikke kender. Der findes
blandt dem mange slemme Ukrudtsplanter, og kan Ugræsset være
besværligt oppe paa Landjorden, saa er det ti Gange værre ude i
Vandet. Saadanne Planter som Potamogeton, Elodea, Myriophyllum og
flere andre skal man ikke plante. Af Undervandsplanterne er det
egentlig kun Krebseklo (Stratiotes aloides), der fortjener at
dyrkes. Den er smuk og let at holde i Ave. Algerne og
Undervandsplanterne er Aakandernes værste Fjender, og skal
Aakanderne udvikle sig smukt, maa man søge at beskytte dem mod
disse. Selv en saa smuk Plante som Limnanthemum nymphæoides maa
man vogte sig for, den kan forvandle den smukkeste Sø til en
hæslig Ukrudtsmark.

Ogsaa saadanne Planter, som breder sig stærkt ved udløbere skal
man vogte sig for at plante f. Eks. Tagrør, Dunhammer, Sødgræs,
Padderokke og flere andre med krybende Rodstok. I mindre
Bassiner, hvor man er Herre over Vegetationen, har det mindre at
sige, men under store Forhold skal man være varsom med disse
Planter, der kan blive yderst besværlige at slaas med. Tagrør er
dog den skikkeligste af disse. Selv om den breder sig meget
stærkt ved Udløbere, er den let at begrænse eller udrydde, thi
den taaler ikke at miste Toppen, medens den er i Vækst. Hvis man
derfor i Sommertiden slaar den af med en Le, dør den bort.

Det er allerede sagt, at det er Yppigheden, Frodigheden, der er
Vandhavens største Charme, men at denne maa holdes i Ave af
forstaaende Hænder, der tager varsomt og blødt paa Engens bløde
Blomster. Vandhaven kan hurtigt forvandles til et forsømt
Vildnis, men man kan ogsaa jage Alferne bort med alt for megen
"Kultur" og Orden.

[Illustration: Fra Dammen i Det kgl. danske Haveselskabs Have.]

[Illustration: Fig. 46. Stenhøj bygget som kunstigt Klippeparti.
(Friar Park i England).]





STENHØJSPLANTERNES KULTUR



af _Axel Lange_.


Enhver, der har færdedes i Bjærgene, strejfet gennem de alpine
Enge, gennem Mosedragene, over Stenur, klatret op ad Fjældvægge,
vandret op til Isbræfoden eller vandret over Bræen og naaet de
om Sommeren snefri Bjærgtinder, vil hjem med sig bringe et
uudsletteligt Indtryk af Bjærgenes herlige Flora. Næsten alle
Vegne, hvor man færdes, møder man de prægtigste Blomster, og
alle eller næsten alle er de af saa rene Farver, som man
sjældent ser dem i Lavlandet. Høje af Vækst er Planterne ikke,
men det er netop det fortryllende ved dem, thi selve Blomstens
Størrelse staar ikke tilbage for Blomsterne fra Slettelandene;
man behøver blot at tænke paa en Alpeplante, som den i Haver
almindelig dyrkede _Gentiana acaulis_, hvis Skud ikke er mere end
faa Centimeter høje, men hvis Blomster er ca. 6 cm lange og 3 cm
i Diameter, paa den lille _Alpe-Valmue_, der næppe bliver over
10 cm høj, men har Blomster større end vor _Kølle-Valmue_ eller
endelig mindes den bekendteste af alle Alpeplanter: _Edelweiss_,
hvis ubetydelige Blomsterkurve er omgivne af snehvidfiltede Blade,
en straalende Stjerne flere Centimeter i Diameter, baaret af en
ikke stort højere Stængel og springende lige ud fra Klippen, for
at danne sig blot et ringe Begreb om Alpefloraens Herlighed.

Det er derfor intet Under, at Menneskene, som søger at samle
Planter fra alle Jordens Egne i deres Haver: Tropernes Palmer og
Orchideer, Kaplandets Lyngarter, Himalayas Alperoser, Mexikos
Kaktus, Nordamerikas Træer, Østasiens Chrysanthemum, for blot at
nævne nogle faa Eksempler, ogsaa prøver at bringe
Højfjældsbeboerne ned i Slettelandets Haver. Der har i de to
sidste Menneskealdre været en stedse stigende Interesse blandt
Havevenner for Dyrkningen af Alpeplanter, men aabenbart har man
alt tidligt haft de mest iøjnefaldende i Kultur. _E. Wocke_
skriver angaaende Spørgsmaalet, om hvor gammel denne Gren af
Havebruget er, følgende: "Hvem har først dyrket Alpeplanter i
Haver, først haft dem i Kultur? Det er vanskeligt at sige.
Bjærgbeboerne har uden Tvivl givet Stødet dertil, idet de i
deres Haver har indplantet deres Yndlinge blandt Fjældets
Planter, som spillede en Rolle i deres, daglige Liv saavel som i
deres Poesi. Efterhaanden har Dalbeboerne da ogsaa faaet Lyst til
at dyrke Fjældplanter i deres Haver og har hentet dem enten fra
Bjærgboernes Haver eller fra de naturlige Voksesteder.
Klosterhaverne har her sikkert spillet en Rolle. A. Kerner
fortæller saaledes, hvordan han i 1846 i Klosterhaven i
Lilienfeld i Østrig paa en ganske lille Plads saa den herligste
lille Alpeflora, som han Dagen forud havde beundret i
Højfjældene. I sidste Halvdel af det 19de Aarhundrede har
Alpeplanterne faaet sig et nyt Hjem i de engelske Haver og
derfra har Dyrkningen bredt sig ud i stedse videre Kredse."

Naar man vilde dyrke Planter fra Bjærgegnene her nede i
Lavlandene laa det snublende nær at søge at give dem Forhold at
vokse under, som kunde ligne dem, de fandt i deres Hjemstavn,
og da det var Bjærgplanter, maatte de naturligvis have Sten at
vokse imellem, ligesaa naturligt faldt det, at Planterne maatte
sættes paa Forhøjninger og ikke paa flad Jord.

Denne Opfattelse er selvfølgelig rigtig, saalænge der tales om
det nødvendige i at give Planterne naturlige Forhold at vokse
under, men saa snart man derefter konstruerer sin Høj til
Stenhøjsplanter som en ganske simpel Jordbunke: kuppelformet
eller kegleformet,--naar det kommer lidt videre med
halvmaaneformet eller S-formet Grundflade--og bestaaende af
almindelig Havejord belagt med eller rettere besat med Sten, der
strutter ud i Luften med den spidse Ende, saa er man ganske paa
Vildspor. Forholdene hvorunder Planterne vokser i Naturen er saa
forskelligartede, at der for at kunne skaffes dem blot
tilnærmelsesvis naturlige Kaar maa lægges langt mere ind i
Konstruktionen af Stenhøjen, end der sædvanligvis sker. Men
herom mere senere.




_Alpeplanternes Voksekaar i deres Hjemstavn_.

En Ekskursion i Bjærgene vil for dem, som ikke før har færdedes
der, som Regel byde paa Overraskelser. Sikkert de fleste vil
forbavses over at træffe saa udstrakte Arealer, hvor Fjældet
ikke viser sig i Overfladen, men er dækket af et Muldlag tæt
bevokset med Planter. Selv om vi ser bort fra de lavere Dele af
Bjærgene, som dækkes af Løvskov og Granskov--med den for disse
Skove egne Undervegetation--maaske af og til afbrudt af en aaben
Højslette med Landsbyer, Agre, Moser og Enge, og kun betragter
den højere Del af Fjældene, da vil vi ogsaa der paa vor Vandring
opefter, ikke bestandig færdes paa Stengrund. Aartusinders Vind
og Vejr har virket paa Fjældet og omskabt den oprindelige, ganske
nøgne Stenmasse til et for Plantevæksten beboeligt Sted. I hver
en Revne paa Stenfjældet er Vandet trængt ind. Frosten har virket
og sprængt store og smaa Stykker af Fjældet, Gletscherne har
langsomt, men sikkert skuret mod det faste Fjæld og malet
Overfladen til Grus, Sand og Stenmel. Rindende Vand har ført de
fine Dele med sig ned ad Bjærget for senere at aflejre dem igen
paa fladere Partier. Her har saa været gode Betingelser for
Plantevækst, da der fra de højere liggende Steder tilførtes
Fugtighed; og var der først en begyndende Plantevækst, bedredes
Betingelserne for en tættere Bevoksning stadig. Paa saadanne
Steder har da kunnet opstaa Moser og Enge. Rigeligere eller
ringere Tilførsel af Vand og kraftig eller ubetydelig Nedbør har
givet fugtigere eller tørrere Enge. Vegetationen ligner i mange
Maader den i Lavlandets Enge, den er tæt, der er talrige Græsser,
Orchisarter, ja mange Arter er fælles; man vil dog som Regel
finde Planterne lavere bl.a. af den Grund, at det Vand, der
overrisler Engen er meget koldt og derfor hæmmer Højdevæksten.
Men Klippesiderne er jo ogsaa bevoksede med Planter, her tæt, der
mere spredt; hvorledes opstaar her Betingelser for Plantevækst?
Ser vi, her i Lavlandet noget tilsvarende? Ja, paa en Maade. Ser
vi ikke hyppigt Tegltage med gulgrønne Pletter af Laver, som
senere afløses af smaa Mospuder, der maaske igen afgiver Fodfæste
for en Husløg, en Stenurt eller en lille Græstue; ser vi ikke
Stenene i Stengærderne og de store Rullesten ude i Heden
bevoksede med Laver og Mosser? Ligesaadan gaar Udviklingen for
sig i Fjældet, men her er Overgangen fra Mosvegetation til den
højere Plantebevoksning maaske noget hurtigere, fordi der fra
højere Dele af Bjærget siver Fugtighed ned. Og i hver lille
Revne, som fremkommer i Klippevæggen, selv om denne er nok saa
stejl, er der Udsigt til at en Plante kan fæste Bo. Der behøves
blot, at Vinden eller rindende Vand skal føre et Frø hen til et
saadant gunstigt Sted, saa at det kan spire dér og sende sine
Rødder ind i Klipperevnen. Støv tilført andetsteds fra har samlet
sig i Revnen og afgiver Jordbund for den spirende Plante.

De Planter, som vokser i Revner og Spalter paa Klippevæggene har
jo meget afvigende Kaar fra Planterne i Slettelandet. Rødderne,
som her kan brede sig vidt ud til alle Sider, maa hist nøjes med
at brede sig i det Rum, som Klipperevnen giver, de bliver derfor
gærne fladt vifteformige. Man kunde være tilbøjelig til at tro,
at en Plante, der voksede paa en saadan Klippevæg, snart maatte
komme til at mangle Vand. Dette er dog ret sjældent Tilfældet.
Ofte siver der bestandigt fra højere Steder Vand ned langs
Klippens Sider, trænger ind i de fineste Sprækker og nærer
Sugerødderne, og udebliver denne Tilførsel af Mangel paa Nedbør,
eller fordi Sneen højere oppe er smeltet bort, saa virker den
kraftige Dug om Natten dog forfriskende paa Planten. Tillige er
Klipperne altid mere eller mindre porøse. Herom skriver
_Correvon_: "Medens visse Stenarter suger Vand til sig omtrent
som et Stykke Sukker, lader andre det kun langsomt trænge ind i
deres mikroskopiske Kanaler. Men alle Klipper er gennemtrængte af
Vand i højere eller mindre Grad, og de meddeler dette Vand til de
Planter, der vokser paa dem, saa at de holder sig friske."

Bjærgenes øvre Tinder, der en lang Tid af Aaret er dækkede af et
mægtigt Snelag, er i den korte Sommer heller ikke
vegetationsløse. Fjældet er forvitret, saa at den faste Masse er
dækket af et Lag af løse Sten, Grus og Stenpulver. Heri vokser
Planterne mer eller mindre spredt. Mange Steder er Tidsrummet
mellem Sneens Bortsmelten om Forsommeren og det første Snefald
om Efteraaret saa kort, at en Udtørren af Jordsmonet ikke kan
finde Sted, og Natteduggen og Taagerne, der hyppigt lægger sig om
Bjærgtoppene, holder Planterne bestandig friske. Planterne
særpræges ogsaa af det stærke Lys, som hersker under hele deres
korte Liv; en Plante, som kommer frem af den smeltende Sne i
Juni Maaned, vaagner til et langt intensere Lys end vore
Foraarsplanter nyder, naar de i Marts-April bryder frem af
Jorden.

Dér hvor Gletscherne ender, naar de er paa deres Vinterstade,
vil man finde mægtige Samlinger af Sten og Grus, som af
Gletscherne er ført ned fra de højere Egne. Disse Endemoræner er
ogsaa bevoksede om end hyppigt meget spredt. Planterne lever her
under lignende Kaar, som dem vi fandt paa Bjærgtinderne. De har
som disse rigelig Væde om Sommeren, thi Smeltevandet fra Bræen
gennemskyller bestandig Morænen; men om Efteraaret, naar Kulden
lægger sig over Bjærgene, standser Afsmeltningen fra
Gletscheren, og Morænen bliver derved temmelig tør. Ved Kuldens
Fremadskriden bliver de endog dækkede af et Lag Sne, som værner
dem mod Vinterens stærke Kulde. Selv de fra Fjældene nedstyrtende
Stenmasser, som samler sig ved Fjældets Fod eller i Kløfter i
vældige, skraanende Urer (Tyskernes: Geröll), forbliver ikke
ubeboede af Planter. Disse Urer er ogsaa fugtigere end man efter
deres Konsistens kunde vente, men de kan jo ogsaa være
beliggende saaledes, at de er stærkt udsatte for Solens Virkning
og kun modtager ringe Væde fra de højere liggende Dele af
Fjældet; i saa Fald vil kun Planter, der ved tæt Filtbeklædning
eller paa anden Maade er værnede mod for stærk Fordampning, kunne
trives her. Paa isolerede Bjærgtoppe i de lavere Dele af
Bjærgene eller paa Skrænter, hvor Muldlaget er tyndt, og hvor
Sneen paa Grund af den lavere Beliggenhed smelter bort tidlig paa
Foraaret, kan der ogsaa blive ret ugunstige Vegetationskaar. De
Arter, man finder paa saadan Lokalitet, er da ogsaa værnede paa
en eller anden Maade mod for stærk Fordampning, enten ved at
Bladene er beklædte med Haar, eller er af læderagtig Konsistens
(Rhododendron) eller ved at de er ganske smalle, naaleformede
(Lyngarter).

Vegetationer i dybe Spalter og smalle Kløfter er meget afvigende
herfra; er Kløfterne nordvendte vil kun meget lidt Sollys trænge
ned i dem, og selv om de er sydvendte, er det kun en kort Tid af
Dagen, at de er solbelyste. Planterne, som vokser her, er da
mest Bregner og andre tyndbladede Vækster, som breder sig
frodigt imellem Mosser i den fugtige, muldede Jord.

Her er i korte Træk givet de vigtigste Kaar, under hvilke
Planterne trives i Bjærgegne, men mange andre Faktorer spiller
ind med og gør Forholdene mere sammensatte, saaledes Stedets
Afstand fra Ækvator, (Grundfjældets Art og Fjældets Heldning mod
Nord, Syd eller andre Verdenshjørner).




_Alpeplanter.--Stenhøjsplanter_.

Der er i det foregaaende talt om Alpeplanter, medens der i
Titlen paa Bogen er anvendt Betegnelsen Stenhøjsplanter. Der vil
da let kunne rejse sig det Spørgsmaal, om disse to Udtryk kan
bruges i Flæng, eller om der kan gives en vis Adskillelse imellem
dem. Med andre Ord, om alle Stenhøjsplanter er Alpeplanter eller
om alle Alpeplanter egner sig til Plantning paa Stenhøje. Svaret
maa lyde, at Stenhøjsplanter er et bredere Begreb end
Alpeplanter, selv om vi tager dette i videst mulige Forstand. Ved
_Alpeplanter_, eller som de ogsaa betegnes _alpine Planter_,
forstaar vi Planter, der vokser i Bjærgegne ikke alene i Alperne,
men ligesaavel i Pyrenæerne, i Andes eller Himalaya, og tillige
dem, som findes i arktiske og antarktiske Egne, voksende saa højt
op over Havet eller saa langt mod Syd eller Nord, at de en meget
betydelig Del af Aaret er dækkede af Sne og saaledes kun har en
kortvarig Sommer, en kort Vækstperiode. Disse Planter kan efter
deres Voksekreds deles i subalpine, alpine og højalpine Planter,
ligesom den arktiske Region kan deles i flere Florabælter. Hvor
Højdegrænsen (over Havet) for de forskellige Bælter af
Alpeplanter ligger, afhænger af vedkommende Bjærgkædes Afstand
fra Ækvator. Nogle Planter kan følges gennem alle 3 Regioner,
andre har kun en ringe Udbredelse i lodret Retning. Visse Arter
findes baade i Bjærgegne og i Polaregne, andre har et ret
begrænset Vokseomraade i vandret Retning.

[Illustration: Fig. 47. Enkelt Del af Stenhøjsanlægget i Friar
Park (Se Fig. 46).]

Som alt nævnt har man i Haver fundet paa at bygge Stenhøje for
at kunne dyrke disse smukke Planter fra Bjærgene og fra
Polaregnene, og de udgør ogsaa Stenhøjsplanternes Hovedmængde,
men man har desuden samlet Hjælpetropper fra mange andre Egne af
Jorden og anbragt dem paa Stenhøjen. Forholdet er jo nemlig det,
at der rundt om paa Jordens Kreds findes en
Mængde meget smukke Planter voksende i Slettelandenes Moser,
Enge, Skove og Stepper eller paa Ruiner og Stengærder, hvilke
Havevennerne gærne vil dyrke, men som maa anbringes paa
Stenhøjen, enten fordi de her præsenterer sig bedre end paa flad
Jord, eller fordi de overhovedet ikke kan trives det sidstnævnte
Sted. Ordet Stenhøjsplanter er derfor et meget omfattende Begreb,
men faste Rammer for det har man ikke; hvad en vil godkende som
passende til Stenhøj, kasserer en anden, og hvad der passer til
at plante paa store Stenhøje mispryder maaske paa mindre. Nogle
Stenhøjsvenner vil dog udelukkende dyrke alpine Planter og
undgaar med velberaad Hu alle Plantearter, som ikke kommer ind
under dette Begreb. For dem er Planternes Sjældenhed tit af
største Vigtighed, de frydes selv over ubetydelige Arter, og de
har netop den største Glæde i at dyrke de vanskeligste Planter.
Der er dog en Del Alpeplanter, som trodser ethvert Kulturforsøg,
og som det er ganske ørkesløst at prøve at indplante paa
Stenhøjsanlægene. Andre Stenhøjsvenner vil kun have smukke eller
blomsterrige Planter i Kultur eller Arter, der er saa lette at
dyrke, saa at de næsten kan passe sig selv. Plantematerialet er
dog saa stort, at der bliver nok for enhvers
Smag--lykkeligvis--thi der er dog ingen Glæde ved, at den ene
Stenhøj er en tro Afspejling af den anden, hverken hvad
Konstruktionen eller Plantebestanden angaar.




_Stenhøjsplanternes Vækstformer_.

Stenhøjsplanterne kan efter deres Voksemaade henføres til
forskellige Typer, som her kortelig skal beskrives, da
Betegnelserne i det følgende anvendes Gang paa Gang. Der findes
Overgange mellem de forskellige Typer, saaledes at det af og til
kan være vanskeligt at afgøre, hvilken Vækstform man skal
henføre den eller den Plante til.

_Rosetplanter_. Bladene er samlede i Rosetter, d.v.s. de sidder
ikke op ad en Stængel med tydelige Mellemrum, men udspringer
omtrent fra samme Punkt og ligger ofte fladt ud til alle Sider
paa Jorden eller Klippen. Blomsterstanden kan være endestillet
d.v.s. udgaa fra Rosettens Midte eller udgaa fra Bladhjørnerne,
og Rosetten kan mangle eller have Sideskud. Rosetplanter med
endestillet Blomsterstand og uden Sideskud dør efter fuldendt
Blomstring--de er _monokarpiske_, som det kaldes i det botaniske
Sprog--og maa formeres ved Frøudsæd _(Saxifraga mutata, Sax.
longifolia_). Denne Voksemaade er ganske analog med flere af vore
kendte to-aarige Planter for Eks. Kongelys. Dannes der Sideskud,
er Formeringen af Planten jo derigennem sikret. Sideskuddene kan
sidde tæt op til Moderplanten eller fjærnes fra denne ved en
iøvrig bladløs Udløber, de kan løsne sig fra Moderplanten meget
snart og danne selvstændige Individer (visse _Sempervivum_) eller
vedligeholde Forbindelsen i længere Tid; er Dannelsen af Sideskud
meget yppig, dannes der efterhaanden store sammenhængende Tæpper.
_(Saxifraga aizoon, Androsace sarmentosa_).

_Pudeplanter_. Skuddene er korte, tæt samlede, saaledes at de
midterste staa lige ret op, de nederste ligger paa
Jordoverfladen, og hele Planten danner sig halvkugleformet (eller
som en Kuglekalot). Bladene er smaa og meget tætsiddende, sidder
ofte i Mængde visne inde i Planten. Skuddene er gærne
utilbøjelige til at slaa Rod, selv om de ligger tæt til
Underlaget; Pudeplanterne er derfor vanskelige at dele, og maa
formeres ved Frøudsæd eller Stiklinger.

_Tæppeplanter_. Planterne er enten træagtige eller urteagtige med
kortere eller længere Skud, som gærne er rigt forgrenede og
ligger fladt henad Jorden eller over Stenene og derved dækker
Jordsmonet som et tæt Tæppe. Skuddene er hos nogle meget uvillige
til at slaa Rod _(Rhamnus pumila_), og man kan hos disse løfte
store Partier af Planten op fra Underlaget. Formeringen af
saadanne Arter maa derfor ske ved Frøudsæd, eventuelt Stikning.
Andre Tæppeplanter er netop meget villige til at slaa Rod, saa
snart Skuddene berører den fugtige Jord; en ældre Tæppeplante af
denne Type er derfor i Virkeligheden en Koloni af selvstændige
Individer. Deling af disse lader sig let udføre. Nær disse staar
saadanne Arter, som breder sig ud i store Tæpper ved fra
underjordiske Udløbere at sende Skud op i Lyset.

En Del Arter, som man kan betegne _Pude-Tæppeplanter_, har især
som unge Individer samme Voksemaade (Kuglekalot), som
Pudeplanterne, men i Modsætning til disse er de meget villige til
at slaa Rod og vokser stærkt i Periferien, de bliver derfor
fladere og danner snart sammenhængende Tæpper ved at vokse
sammen med Naboplanterne _(Arenaria Rosani_). Endelig kan visse
Rosetplanter forme sig som Tæppeplanter (se f.o.).

Den almindelige _Staude_type er ogsaa repræsenteret blandt
Stenhøjsplanterne. Skuddene er her oprette eller nedliggende og
dør hvert Aar tilbage til Jordoverfladen, hvor Knopperne, som
skal fortsætte Væksten næste Aar, sidder.

_Knoldvækster_ og _Løgvækster_ har deres overvintrende Dele
dybere nede i Jorden.

_Enaarige Planter_. Af disse er kun faa anvendelige paa
Stenhøjen.

_Dværgbuske_. Foruden nogle tæppedannende Arter _(Dryas_, visse
_Salix_) har man blandt Stenhøjsplanterne en Del Smaabuske med
opret, men dog lav Vækst. Navnlig Lyngfamilien leverer mange af
denne Type.




_Stenhøjens Berettigelse i Haven_.

Det vil for Haveejeren ofte kræve en vis Grad af Overvejelse, om
han i sin Have skal anlægge en Stenhøj eller ej. Han kan i den
Anledning stille sig forskellige Spørgsmaal: Vil det
landskabeligt set kunne forsvares at lægge en Stenhøj i Haven?
Er Stenhøjsplanterne noget saa fremragende, at det kan
forsvares, at de faar et særligt Anlæg? Kan de ikke dyrkes paa
flad Jord? eller kan man overhovedet give dem de Kaar, de
fordrer?

En af vore mest fremragende Landskabsgartnere, _Glæsel_, har
skrevet: "Stenhøje have ikke nogen malerisk Betydning i de
landskabelige Dele af Anlægget, og det er absolut forkasteligt at
anvende S. paa en saadan Maade, at der dermed tilsigtes en
Efterligning af Klippepartier." Herom kan der tvistes. Kan man
omdanne et ellers kedeligt Parti af Parken til et smukt bygget
Stenhøjsparti, vil dette dog kunne have en vis malerisk Virkning,
navnlig i den Tid, da _Saxifraga, Aubrietia_ og _Primula_ med
andre Florblomster blandt Stenhøjsplanterne, staar i skønneste
Blomstring. Om man ikke tør lade sin Stenhøj faa Form af et
Klippeparti, kan der ligeledes være delte Meninger om. Sikkert
er det, at man uden at skade det landskabelige Udseende kan lade
enkelte Dele af Stenhøjen faa Form som Klippeblokke, ja det er
maaske netop det fornøjeligste ved Stenhøjsbyggeriet og
Beplantningen at kunne fremstille større tætte Stensystemer, der
beplantede ser ud som revnede Klippeblokke, hvis Spalter er
bleven naturligt bevoksede. Er man imidlertid bange for, at
Stenpartiet skal skade det landskabelige Billede, som Parken har,
er det den bedste Udvej at bygge Stenhøjen paa Skrænterne ned mod
en forsænket Gang. I den botaniske Have i Kew findes Stenhøjen
netop anlagt paa denne Maade paa begge Sider af en slangeformet
Vej, som er anlagt lavere end det tilstødende Terræn, og ved
Busketbeplantning er Anlægget skjult for Beskueren, indtil man er
ganske nær ved Nedgangen til Stenpartiet.

Men vi maa ogsaa hævde at have set Haver, hvor Stenhøjen var af
malerisk Virkning. Det vil dog let forstaas, at det kun er i
større Haver, at man kan gaa saa vidt, at man lader Stenhøjen
blive et Led, der skal give Præg paa Landskabet. I smaa Haver
maa Stenhøjen kun blive lille og beskeden, men til Gengæld
bygges saaledes, at den i endnu højere Grad end i store tjener
den ene Hensigt: at afgive gunstige Voksepladser for de Planter,
man vil dyrke derpaa.

At Stenhøjsplanterne er noget særlig smukt vil, som det ogsaa
berørtes i Indledningen, enhver, der har set dem i Naturen,
bekræfte; og at de ogsaa i Kultur, hvor de kun giver en svag
Afspejling af, hvad de er i Bjærgene, ogsaa har talrige
Beundrere, har de senere Aars Iver for denne Gren af Havebrug
tydelig vist. Foruden deres lave Vækst og forholdsvis store
Blomster, som er nogle af deres mest fremtrædende Egenskaber,
skal her nævnes det Forhold, at saa mange af dem holder Løvet
frisk grønt hele Aaret rundt eller i al Fald en betydelig Del af
Aaret, man kan derfor selv i den døde Tid af Aaret fryde sig
over det friske grønne paa Stenhøjen. De adskiller sig her paa
behagelig Vis fra de fleste Stauder, som Vinteren igennem staar
nøgne eller med halvvissent Løv. Som et yderligere Plus for
Stenhøjsplanterne kan anføres, at deres Lidenhed gør, at et
forholdsvis stort Antal kan dyrkes paa et meget indskrænket
Areal. Angaaende Spørgsmaalet, om de kan dyrkes paa flad Jord,
saa maa dette for nogles Vedkommende besvares med ja, for andres
med nej. _Malby_ udtrykker sig om dette Spørgsmaal saaledes:
"Alpeplanterne kan trives i Bjærgegnene, ikke saa meget fordi de
der givne Kaar er nødvendige for dem, men snarere fordi Klimaet
for de højere voksende Arter er ugunstigt; i den stærke Blæst kan
disse ikke udvikle sig, var denne Hindring ikke til Stede, vilde
de overskygge og knuge de lavere Planter." Det viser sig da
ogsaa, at nogle Arter godt kan trives, naar de overføres til vore
Haver og dyrkes paa flad Jord. Men den største Part vil ikke
vokse under disse Kaar. Det er rimeligvis hovedsagentlig
Jordens fysiske Beskaffenhed, der her ikke passer dem. For
disse maa man saa bygge sine Stenpartier. At der er alpine
Planter, som det selv paa disse Anlæg kan volde Vanskeligheder
at dyrke, er kun en Spore for Havedyrkeren til at gøre sig
yderligere Anstrængelser; men overvindes Vanskelighederne, og man
faar Planterne til at trives og blomstre, da er Glæden derved saa
stor, at alle Besværligheder er glemte, naar Maalet er naaet.

[Illustration: Fig. 48. Stensætning langs en Gang (i Det kgl.
danske Haveselskabs Have) umiddelbart efter Plantningen. Den
samme gang ses paa Fig. 70 i tilvokset Stand.]


_Valg af Plads til Stenhøj og Udformning af Terrænet_.

Er Stenhøjens Plads ikke forud givet, maa man vælge den i den
Del af Haven, som har de gunstigste Terrænforhold, og som
tillige er fri for store Træer, i al Fald bør der ingen Træer
være Syd for Anlægget, da disse vil røve al for meget Lys fra
Stenhøjen. Det er da navnlig Løvtræer med deres overhængende
Grene, som bør undgaas, en enkelt Gran eller Ædelgran, nogle
Juniperus eller Chamæcyparis kan bedre tilstedes, ja kan endog
være af en udmærket Virkning i Anlægget. Dernæst maa man se paa
Jordbundsforholdene og Vandforsyningsforholdene. Jo bedre de
sidste er, des bedre kan man forme sit Stenhøjsanlæg i
storslaaede Former, idet man da stedse er Herre over at holde
det passende fugtigt. Er Forholdene i Haven saaledes, at
Vandtryk mangler, eller kunstig Vanding er vanskelig, bør man
ikke bygge for højt, og da navnlig ikke, hvis Jorden er let, da
man saa risikerer en Udtørring i den varme Sommertid. Er Midlerne
smaa, bør man ligeledes afholde sig fra at bygge højt. Det, man
vil opnaa, er dog i de fleste Tilfælde at faa Planterne udviklede
saa smukt og naturligt som muligt, og det opnaas lige saa godt
paa svagt bevæget som paa stærkt kuperet Terræn. Som gode
naturlige Terrænforhold kan nævnes: Smaahøje og Sænkninger mellem
disse; en Hulvej med Skrænterne ned til denne; nedre Del af en
Bakke; Skrænterne paa begge Sider af et forsænket Vandløb og
Bredderne af en Sø eller en Mergelgrav, I det hele lader en
Stenhøj og et Vandparti eller et Mosebed sig godt forene. Gaar
ens Bestræbelser dog ud paa at have et højt-bygget Anlæg, som jo
ganske vist har den Fordel fremfor et lavere Anlæg, at det virker
mere imponerende paa Beskueren, da bør man hellere hygge paa en
Lerbakke end paa en Sandbakke, da den sidstnævnte, hvor kunstig
Vanding ikke kan iværksættes, som alt nævnt, let vil udtørres.
Har man en Nordskrænt og en Sydskrænt at vælge imellem som
Udgangspunkt for Stenhøjen, da bør man vælge Nordskrænten, hvis
man særlig agter at dyrke Alpeplanter, men derimod Sydskrænten,
hvis man navnlig vil have Planter fra lunere Verdensegne.

Er Stenhøjens Plads i Haven givet paa Forhaand, staar man jo
ikke saa frit som i det først nævnte Tilfælde. Saafremt det er
muligt at bortrydde Træer, som kan virke skyggende eller paa
anden Maade generende, uden derved at skade Havens Udseende, bør
man straks fjærne dem og ikke vente og "se Tiden an". Kan man
ikke borttage Træerne, maa man lave sin Stenhøj saa godt som
muligt og ved Beplantningen stedse tage Hensyn til den uheldige
Beliggenhed d.v.s. plante Bregnearter, Skovanemoner,
Primula-Arter, Cyclamen og andre skygge-taalende Arter. Egentlige
Alpeplanter faar man ikke til at lykkes paa et saadant Sted.

Efter at Stedet for Stenhøjen er fastsat, maa man, inden man
gaar videre, gøre sig klart, hvad man vil ofre paa sin Stenhøj,
ikke alene m.H.t. Konstruktionen, men ogsaa m.H.t. Indkøb af
Planter og den fremtidige Pasning. Det gælder her endnu mere end
for den øvrige Haves Vedkommende, at man ikke skal slaa større
Brød op, end man kan bage. Dette kan ikke noksom fremhæves.
Koster man meget paa Anlæggelsen og Beplantningen og saa iøvrigt
kun kan ofre lidet paa Pasningen, da er de store Udgifter
spildte. En Stenhøj beplantet med sjældne og vanskelige Planter
kræver et stadigt Tilsyn og en aldrig svigtende Interesse fra
Havejerens Side; og et Stenhøjsanlæg, som er bleven forsømt, hvor
sjældne og fine Arter er fortrængte og kun enkelte
kraftigere-voksende endnu kæmper en fortvivlet Kamp med Ukrudtet,
er et sørgeligt Syn.

Ved Udformningen af Terrænet, hvad enten dette nu fra første
Færd af er ganske fladt eller det fra Naturens Haand er gunstigt
formet, gælder det først og fremmest at undgaa Ensformighed og
Ensartethed, det gælder at skabe saa mange forskelligartede
Voksepladser som vel muligt. Endvidere maa man sørge for, at der
intet Sted kan samle sig staaende Fugtighed. Er der en Sø eller
et Vandhul ved Anlægget, bør man derfor sørge for, at mulige
Lavninger paa Stenhøjen, hvor Vand kan samle sig, afdrænes til
Søen, ved Stenfaskiner eller kunstige Bækløb.

Inden Omformningen af Terrænet tager sin Begyndelse, afgraves
den brugbare Muldjord og samles i en Bunke for senere at
anvendes.

Er Udgangspunktet for Stenpartiet en Bakke, Vold eller Høj,
søger man at frembringe en mere uregelmæssig Form, man maa
udviske det kegleformede, kuppelformede eller rygdannede, som
Stedet har fra Naturens Haand. I Stedet for en enkelt Top danner
man flere større eller en enkelt stor og flere mindre Toppe i
forskellig Højde, ligeledes maa man lade Forhøjningen løbe ud i
det flade Terræn paa forskellig Vis, her brat, der mere jævnt, en
Skrænt lader man blive lang uden nogen videre Afbrydelse, en
anden gør man mere uregelmæssig ved at afsætte flere Terrasser;
sine Steder samler man Jorden i længere Kamme eller Rygninger,
Partierne mellem disse Kamme vil faa mer eller mindre udpræget
Kløftform, eftersom Kammene ligger nærmere eller fjærnere fra
hinanden. Grotter lader sig ogsaa let udforme ved Udgravninger
ind i Højen, Volden eller Skrænten. Grotterne gøres dybe og
smalle eller flade og brede i Grundform, altsaa fjordformede
eller bugtformede, om man kan udtrykke sig saaledes. I Bunden af
Grotten bliver der Plads til Dyrkning af fugtighedselskende
Planter; andre Steder paa Terrænet, hvor man vil have Plads til
saadanne, maa man afgrave et betydeligt Lag Jord, som føres hen
paa andre Steder, hvor der skal findes Forhøjninger. Det bliver
naturligvis navnlig i den lavere Del af Partiet, at disse Grotter
og andre Pladser til fugtighedselskende Planter anlægges, men man
kan ogsaa anbringe dem paa mere højtliggende Terræn. I Bunden maa
lægges Dræn af Skærver. Bunden i Grotten behøver iøvrigt ikke at
være i Niveau med Gangen, den kan skraane nedad mod denne,
derimod vil det ikke være heldigt, om Grottens Bund har Fald ind
mod Højen, thi Afdræningen af Grotten vil derved vanskeliggøres.
Der kan ogsaa tænkes Tilfælde, hvor Grottens Bund ligger lavere
end Gangen og fortsættes paa den anden Side i en Kløft, Gangen
maa i saa Fald føres over dette Sted ved en Sten-Bro. Alle
Steder, hvor man tænker sig at plante Arter, som trives i løs og
ret tør Bund, maa man afgrave saa megen Jord, at der kan blive
Plads saavel til et godt Lag Dræn som til et passende Lag
tilberedt Jord.

Er Jordsmonet fladt, maa man give det en mere bølget Form; har
man rigeligt af Skærver, og selve Anlægget ikke er af særlig
stor Udstrækning, kan man med Fordel lægge Dræn af Skærver under
hele Stenpartiet, man vinder derved en Del Jord til Opbygning af
Forhøjninger. Et saadant afdrænet Stenhøjsparti maa vandes noget
rigeligere om Sommeren end et uden Skærveunderlag, til Gengæld
kommer det ikke let til at lide af overvættes Fugtighed om
Vinteren.

Alle Jordflytningsarbejder udføres bedst om Efteraaret. Jorden,
der føres sammen i Bunker, som Grundlag for Klippeblokke eller
Stentoppe maa stampes meget fast, men yderligere bør den ligge
Vinteren over for rigtig at sætte sig. Bygger man nemlig paa
nylig sammenkørt Jord, løber man den Risiko, at den dog--selv
vel sammentrampet--synker yderligere sammen, og det opbyggede
Stenparti kan derved forrykkes paa uheldig Maade.

Har nu Arealet, som er valgt til Stenhøj, ligget et halvt Aars
Tid for at sætte sig, kan man begynde at anbringe Stenene. Der
vil dog ofte først være nogle mindre Ændringer at foretage ved
Jordmassen, fordi denne sine Steder kan være sunket mere, andre
Steder mindre end forventet, ligesom Regnskyl kan have
foraarsaget ikke ønskede Forandringer.

Man maa ogsaa allerede nu sørge for at anlægge Gangene; disse
maa dog ikke komme til at indtage nogen betydelig Part af
Anlægget, navnlig i smaa Stenpartier maa de være beskedne baade i
Antal og Bredde. Da det er heldigt, om Gangene er afdrænede, vil
her eventuelt ogsaa blive Anledning til at afgrave nogen Jord for
at give Plads til Skærveunderlaget. Det vil sine Steder gøre
bedre Virkning, om Gangen former sig som en Trappe, eller at der
dog findes enkelte Trappetrin her og der i en jævnt stigende
Gang; stærkt stigende Gange maa næsten nødvendigvis bygges
trappeformede. Udformning af Gangene i Trappeform bør næppe ske,
før efter at Stenene er bragte paa Plads, da Transport af store
Sten opad Trappe er vanskeligere end ad en skraanende Gang.

Paa de Steder, hvor der ingen Opfyldning har fundet Sted. kan man
naturligvis godt skride til Anbringelsen af Stenene, umiddelbart
efter at Terrænet har faaet den ønskede Form. Ønsker man dog at
udsætte hele Arbejdet med Fordelingen af Stenene, til man kan
gøre det hele samlet, bør man dog ved Udgravningen til Grotterne
foretage den Forsigtighedsforanstaltning ikke at afgrave Væggene
stejlt, men lade dem staa Vinteren igennem med skraa Sider,
derved sikrer man sig mod, at de skrider ned.

[Illustration: Fig. 49. Fra Botanisk Haves Stenparti. En Afsats
paa en skraanende Flade. I Forgrunden ses hvorledes smaa Sten
lægges mellem de større.]

Raader man over kunstige Vandledninger, bør man allerede nu
sørge for at føre Rør hen til forskellige Punkter paa Stenhøjen,
saa at man kan besprøjte denne over det hele. Og er der Raad til,
at man et Sted kan lave en lille rislende Bæk, vil dette i høj
Grad øge Glæden ved Anlægget. Bækkens Bund maa sættes med Ler,
eventuelt med Cement, da Vandet ellers for hurtigt vil forsvinde.
Over Leret eller Cementen man lægge Sten af forskellig Størrelse,
Grus og Sand.




_Anbringelsen af Stenene.--Valg af Materiale_.

Af og til ser man Stenhøje byggede af temmelig flade Sten, som
er stillede paa Kant og er temmelig regelmæssigt ordnede, saa at
der fremkommer en Mængde Smaarum, hvilke man kan kalde "Lommer"
eller "Baase". Dette System har visse Fordele. Hver Plantes
Vokseplads bliver her bestemt afgrænset. Desuden er man Herre
over at lave Jordblandingen forskellig i de forskellige Rum, og
man kan ved at gøre Jordsmonet højere eller lavere i Forhold til
Stenenes Kant og ved at lægge Dræn i Bunden af "Baasene" i større
eller mindre Lag virke hen til at gøre Voksepladserne tørrere
eller fugtigere. Ligeledes afgiver Stenene betydeligt Læ for
Planterne; denne Form egner sig vel derfor bedre til Dyrkning af
kælnere Planter end just til de egentlige Alpeplanter. Men der er
ogsaa visse Ulemper ved denne Konstruktionsmaade, navnlig er det
vanskeligt at bygge Stenhøjen saadan, at den danner et smukt
Hele.

Endnu almindeligere er det at se Stenhøje, hvor Stenene er jævnt
spredte over det hele og er stillede paa Højkant med den
spidseste Ende opefter. Man ser ogsaa tit Stenhøjsbyggernes
Bestræbelser gaa ud paa at samle saa mange mærkeligt formede
Sten, som der er at opdrive: Flintesten, der ligner Dyrehoveder,
Affald fra Glasværker eller fra Teglværker (sammenbrændte
glasserede Mursten i uregelmæssige Former) eller forstenede
Træstammer o.l. Man faar ved Betragtning af saadanne Stenhøje
Indtrykket af, at Stenene og ikke Planterne er den vigtigste Del
af Anlægget. Maaske har saadanne Konstruktioner ogsaa bidraget
sit til sine Steder at bringe Stenhøjene i Miskredit.

Inden man skrider til selve Anbringelsen af Stenene, maa man
ordne det foreliggende Materiale, enten det nu er noget man har
fra en ældre Stenhøj, fra et Stendige, fra Udgravninger paa
Terrænet eller man har indkøbt Alluvialsten eller Materiale fra
Stenbrud.

Al Slags Glasaffald kasseres skaanselsløst. Ej heller kan
Teglstens og Murstens-Materiale finde Anvendelse ved selve
Opbygningen, men det kan, efter at være slaaede til Skærver,
benyttes til Dræn. Flintesten er som Regel heller ikke af større
Værd, men kan ligeledes bruges til Dræn, maaske helst blandede
med Murstensskærver, Kulslagger eller andet stærkt vandsugende
Materiale. Smaa Rullesten bliver ligeledes slaaede til Skærver,
er der rigeligt af Materiale, kan ogsaa disse bruges til Dræn,
men er der sparsomt med Sten, bør de henlægges for senere at
bruges til at lægge ovenpaa Stenhøjen (herom mere senere), de
maa da helst slaas saa flade som muligt, altsaa mere i Flageform
end i Skærveform; de Kalksten, der maatte blive kasserede ved
Opbygningen af Stenhøjen, behandles paa samme Maade.

De Sten, der kan benyttes til at bygge Stenhøjen af, er navnlig:
Granit, Gneis eller anden Urfjældsten, Kalksten og Sandsten. Det
bedste Materiale faar man fra Stenbrud, idet de kantede Sten er
bedst at bygge med, men store Rullesten kan ogsaa efter at være
udkløvede finde god Anvendelse, dog vil de runde Sider, som
nogle af Stykkerne faar, kunne volde visse Vanskeligheder. Man
sorterer Stenene, man har til sin Raadighed, dels efter deres Art
dels efter Farve, og ved Anbringelsen af Stenene paa Højen holder
man hver Sort for sig, det ser nemlig ikke godt ud, naar en
Klippevæg eller Klippeblok er bygget op af Granit blandet med
Porfyr, Sandsten og Kalksten. Store lavbevoksede Rullesten fra
Heder og Overdrev eller Søsten kan ogsaa finde Anvendelse i den
Form, i hvilken de foreligger, man bør derfor ikke udkløve alle
sine Rullesten, men bevare de bedste urørte. _Malby_ anbefaler
til Stenhøjsbygning et kunstigt Konglomerat af Skærver og
Cement, dette bør man dog kun i en stenfattig Egn ty til.

Stenene maa ikke fordeles jævnt over hele Anlægget, men ordnes
mere gruppevis, saa at de sine Steder staar meget tæt, andre
Steder i løsere Grupper og sine Steder meget spredt. Man maa
ogsaa sørge for, at Stenene kommer til at staa (eller ligge)
fast, saa at de ikke forandrer deres Stilling, selv om der bliver
traadt paa dem. En tredie vigtig Regel er, at Stenene maa
anbringes saaledes, at den Fugtighed, der tilflyder Anlægget--
Vandet, som sprøjtes derudover, og Regnen, som falder derpaa--
snarest søger ind mod de indre Dele af Højen og derved naar ned
til Planterødderne; en højere liggende Sten maa derfor ikke
springe ud over en lavere, da Vandet saa vil løbe fra den højere
ned over den lavere liggende uden at befugte Jorden, som findes i
Mellemrummet mellem disse to Sten.

Det er forhen berørt, at det er uheldigt at stille Stenene paa
Enden, det er en ganske unaturlig Stilling. _Farrer_ skriver
saaledes om dette Spørgsmaal: "Og husk altid at sætte Stenene paa
Højen med den brede Flade mod Jorden. Dette er den naturlige
Maade at anbringe dem paa. I Naturen ligger Stenene ned; Moder
Natur lader ikke sine Sten strutte ud i Luften som Piggene paa et
Pindsvin." Der kan dog være Tilfælde, hvor man har Lov til at
sætte Stenene paa Højkant, og det er der, hvor man bygger meget
tæt, de Steder, hvor man søger at efterligne Klippeblokke, men
her kommer den enkelte Sten ikke til at præsentere sig, her rager
den ikke frit ud i Luften, den skal netop kun ses sammen med de
andre som et afsluttet Hele. Ogsaa ved Opbygningen af Grottevægge
kan Afvigelse fra Regelen tilstedes, thi her gælder det jo ogsaa,
at det kun er en enkelt Flade af Stenen, der vender ud imod
Beskueren. Sine Steder kan man ogsaa ved Afgrænsningen mellem
Stenhøjen og Gangene, som fører derigennem, tillade, at en Sten
er sat paa Enden, men som Regel bør disse Sten ligge ned paa
Siden. Man maa forøvrigt vogte sig for, at denne Afgrænsning
kommer til at se for ensformig ud og i det hele undgaa skarp
Afgrænsning, hvor det ikke er nødvendigt. Ved Konstruktion af
Klippeblokke og Grottevægge er Udtrykket Stenhøjsbygning rigtig
paa sin Plads, idet man her faktisk stabler Sten paa Sten og i
givet Tilfælde endog maa gribe til Bindemidler som Cement for at
støtte Konstruktionen.

Ved Opbygning af Grottevægge har man en fast Jordvæg som
Rygstød, denne er, som omtalt under Udformningen af Anlægget,
afgravet skraat eller stejlt, dog bør den ikke være absolut
lodret. Det vil nemlig være heldigt af forskellige Grunde, om
Grottens Bredde bliver noget større foroven end forneden. En
uformodet Forskydning i Jordhøjen vil lettere kunne bæres af en
Stensætning, som har en svag Heldning indefter mod Højen end af
en, som er ganske lodret; tillige bør hver overliggende Sten
springe lidt tilbage for hver underliggende af Hensyn til
Befugtningen af Jordmassen mellem Stenene (s. f. o.). Man gør
ikke Grottens Væg regelmæssigt bueformet, og hvis man har en dyb
og smal Grotte for sig, lader man ikke Væggene blive paralelle,
man giver Væggene et eller flere smaa Fremspring eller en ekstra
Indbugtning. Den nederste Stenrække maa noget skarpere angive
Uregelmæssigheden, da alle Fremspring, eftersom Opbygningen
skrider frem, udviskes noget. Stenene maa sættes meget fast, og
man begynder ikke nogen ny Etage, før man er sikker paa, at det
færdige Lag ikke kan rokkes. Stenenes Overkant maa have en svag
Heldning ind mod Højen, er en Sten af uheldig Form, kasseres den,
eller man fjærner med Hammer og Mejsel uheldige Fremspring, saa
at Stenen bliver brugelig. I det hele maa man ved dette
Opbygningsarbejde væbne sig med Taalmodighed og ikke vente, at
den Sten, man griber fat paa, just vil passe paa det Sted, hvor
man først lægger den; ofte maa man prøve flere Sten i Rad, inden
man finder den rette. Samtidig med Opbygningen maa man foretage
en--i al Fald delvis--Paafyldning af tilberedt Jord i
Mellemrummene mellem Stenvæggen og Højen og mellem de enkelte
Sten. Bag ved det nederste Stenlag bør man lægge et Lag Skærver
til Dræn, inden man begynder at tilføre Jord. Denne
Paafyldningsjord maa hverken være for tør eller for vaad (man
kan bruge den gammelkendte Prøve: tage en Haandfuld Jord og
klemme den, giver den Vand fra sig, er den for vaad, falder den
fra hinanden, naar man løsner Taget, er den for tør) og den maa
pakkes fast, saa at man er sikker paa, at den ikke senere synker
sammen, saa at der derved opstaar Hulheder her og der.

Opbygning af større Stenblokke eller Klippeblokke maa ske paa
lignende Maade som anvist ved Grotter, men her har man jo ingen
fast Væg at støtte Konstruktionen til. Man kan godt bygge en
Klippeblok paa flad Jord, men vil dog som Regel hellere forme
den omkring en større eller mindre Jordforhøjning. Ogsaa kan man
lade en eller flere af Stenhøjens Toppe afslutte med en saadan
kompakt Stensamling. Grundfladen gøres uregelmæssig, og
Opbygningen foregaar terrasseformet, saa at de højere liggende
Sten springer tilbage i Forhold til de lavere. Ogsaa her maa
Paafyldningen af god Jord ske samtidig med Opbygningen. Er en
saadan Top anlagt i stor Maalestok, vil man ved Paafyldning af
Jord i dens Indre kunne bruge Lerjord og Skærver som Kærne, men
nærmest udad mod Stenene, som der bygges med, maa man bruge
god Jord, thi heri skal Planternes Rødder brede sig; smaa Blokke
fyldes kun med god Jord. Af yderste Vigtighed er det, at hele
Kærnen, hvad enten den bestaar af det ene eller det andet
Materiale, gøres meget fast, saa at ingen Sammensynkning eller
Forskydning af Stenblokken senere kan finde Sted. Udfyldningen
af smalle Revner mellem Stenene maa udføres med stor Omhu og med
aldrig svigtende Taalmod. Den kyndige _Farrer_ siger: "Se til at
hver Sten er vel tilpakket med Jord straks fra Begyndelsen, for
hvis De ikke gør det, efterhaanden som Stenhøjen bygges op, vil
De (bagefter) aldrig kunne faa det gjort godt igen, men vil altid
komme til at kæmpe med Mangler her og der. Intet er mere
fortvivlende end at prøve paa at skaffe Jord ind i et skjult Hul
bag en stor Sten. Man maa famle sig frem, rage og støde, og man
faar Huden gnavet af Knoerne, og endda bliver Arbejdet ikke godt
gjort. Og er Arbejdet ikke gjort godt fra først af, vil disse
Hulheder foraarsage Planternes Død, og for det andet vil Rotter,
Mus og andre Skadedyr tage Bolig deri."

Grunden til, at Planterne dør, naar en saadan Hulhed naas af
Rødderne, er den, at disse derved udsættes for Udtørring.

Hvor man paa Stenhøjens Skrænter har afbrudt den regelmæssige
Skraaning ved en Afsats, kan der for stærkere at markere og
støtte denne, anbringes en mindre Opstabling af Sten, her bør
man dog ikke sætte Stenene paa Enden, men lægge dem ned paa
Fladen.

Tætte Stensamlinger kan ogsaa tilvejebringes ved mindre Midler
og paa lettere Vis end den her anførte Opstabling. Paa skraa
Flader eller smaa Forhøjninger, som har faaet den Form, man
tænker sig, de skal have i færdig Stand, _lægges_ Stenene ned i
Flugt med Jordsmonet. Stenene graves noget ned i Underlaget, saa
at de ikke kan skride ud, og Mellemrummene udfyldes med tilberedt
Jord. Stenene maa lægges tæt navnlig mod Toppen af Højene og
anbringes om muligt med en brudt Flade udad mod Beskueren.

De større Rullesten, man har lagt til Side, anbringes paa
Rygningen og Skrænterne af Volde eller paa Skraaninger og
Flader, hvor man agter at indrette Vokseplads til Lyngvækster.

De skraaninger, som ikke er bleven besatte med Sten, vandrette
Afsatser, Kløfter eller fladere Sænkninger mellem Forhøjninger
eller Volde, skal nu ogsaa indrettes til deres Brug. For dem alle
gælder det, at de maa forsynes med et Lag Skærver for at sikre
Vandafledningen. Stenskredene, d.v.s. de Steder, hvor man har
tænkt sig at plante de Arter, som i Naturen vokser i nedrullede
Sten, altsaa et meget løst Materiale, bør have et rigeligt
Drænlag, medens Kløfterne og de Partier, der skal huse
Engplanterne, kan nøjes med et mindre dybt Lag; har man gennem en
Kløft Afløb fra et Moseparti eller fra et lille Kildevæld, maa
Afdræningen dog gøres noget kraftigere end ellers. Forøvrigt maa
man regulere Skærvelagets Mægtighed efter Stedets Beliggenhed paa
Stenhøjen og efter dets større eller mindre Fald. Paa Skraaninger
gøres Drænlaget mindre end paa Flader, og ligeledes maa man i de
lavere Dele af Stenhøjen øge Drænets Mægtighed, navnlig naar
Afløbsforholdene fra Stenhøjen ikke er fuldt tilfredsstillende.
Det er mindst lige saa meget om Vinteren som om Sommeren, at
Drænet skal gøre Nytte, for at bortlede den rigelige Væde, som
samles i denne Tid, da Fordampningen fra Jordoverfladen er ringe,
og Planternes Forbrug ogsaa er sat ned paa et Minimum. Man maa
derfor sørge for, at Drænlaget er saa godt, at det kan holde
Anlægget passende tørt om Vinteren. Inden man begynder Paaførslen
af Skærverne, maa man beregne, hvor meget disse vil fylde i
Forbindelse med det Jordlag, som derefter skal paaføres, og hvori
Planterne skal vokse; undlader man dette, risikerer man let, at
Jordsmonet, naar man er færdig, er blevet for højt i Forhold til
Omgivelserne, og Arbejdet maa gøres om. Det første Lag Skærver,
man paafører, gør man vel i at grave ned i Underlaget, hvorved
man opnaar, at Drænet kommer til at virke dybere ned.

[Illustration: Fig. 50. Kunstigt opbygget Stenblok i Botanisk
Have.]




_Jordbundsforholdene_.

Det er af Vigtighed, at det Jordsmon, som Planterne skal plantes
i, er gunstigt for deres Trivsel, og at man ved tilberedningen
deraf har de forskellige Planters Tarv for Øje. Som Regel vil
den Muldjord, der findes paa Stedet, og som man har afgravet og
samlet, inden Omformningen af Terrænet paabegyndtes, ikke kunne
bruges i ublandet Stand, men det hyppigste vil vel ogsaa være,
at man af økonomiske Hensyn maa bruge en Del af denne Jord til
Indblanding i andet Materiale. For at kunne tilvejebringe gode
Jordblandinger anskaffer man sig et Oplag af følgende Jordarter:
Lyngjord, Mosejord--ogsaa Tørvestrøelse kan eventuelt
anvendes--Bladjord og, hvis den oprindelige Muldjord er let, da
tillige Græstørvejord fra svær Jord. Endvidere Grus, fint knuste
Kalksten eller Murgrus og fine Granitskærver. Visse Planter er
mere kalkfordrende end andre, ja nogle Forfattere hævder, at
Planterne kan deles i kalkfordrende og kalkflyende Arter, og at
der endog ofte til visse kalkyndende Planter svarer andre
nærstaaende Arter, som er kalkflyende; i Naturen skulde disse to
Slags Planter som Følge af deres særlige Krav til Jordbunden
aldrig forekomme blandede, men al Tid hver Gruppe paa sin
Lokalitet. Saaledes angiver _Robinson_, der har en Liste paa c.
70 Kalk-Planter og nogle flere Granit-Planter, at _Rhododendron
hirsutum, Daphne eneorum_ og _Pulsatilla alpina_ vokser paa
Kalkbjerge, medens _Rhododendron ferrugineum. Daphne striatum og
Pulsatilla sulphurea_ vokser paa Granitunderlag. Selv om dette nu
ikke skal tages saa alvorligt, at man altid kan betragte Kalk som
Gift for Planter fra Granitbjærge, saa kan man dog ikke se helt
bort fra denne Forskellighed hos Planterne, og enhver Oplysning
om Planternes naturlige Voksested er af Betydning for
Stenhøjs-dyrkerne. Hvis man til sin Stenhøjs Opbygning har brugt
saavel Granit som Kalksten, gør man derfor vel i ogsaa at
tilberede Jorden forskelligt paa de to Steder, saa at man ikke
blander Kalkelementer i den Jord, som lægges paa Granitafdelingen,
medens man giver en rigelig Tilsætning af dette Materiale paa den
Afdeling, der er bygget af Kalksten. Ved man intet om Planternes
Krav i saa Henseende, kan man jo prøve sig frem, plante enkelte
Individer paa hver sin Afdeling og se til, hvor Planterne udvikler
sig bedst. Sandsynligst er det dog, at Jordbundens rette fysiske
Beskaffenhed er mindst ligesaa vigtig som dens kemiske. Med andre
Ord, at der for Planternes Trivsel maa tages fuldt saa meget Hensyn
til, at de faar en Jord, som er passende gennemtrængelig for
Rødderne og af en passende Fugtighedsgrad for de paagældende
Planter som til, at Jorden indeholder saa og saa mange Procent Kalk.

Til Paafyldning i Revnerne og de større Mellemrum paa
Stensamlingerne samt til Jordlaget paa Stenskredene bruges en
let Jord bestaaende af Mosejord blandet med lidt af den
oprindelige Muld samt Grus og fine Granitskærver. Til
Smaalavninger, hvor Engplanterne skal vokse, bruges Mosejord
blandet med lidt Grus og en Del af den oprindelige Muldjord, til
Kløfterne benyttes en lignende Blanding, og i disses nedre Dele,
i Bunden af skyggede Grotter samt paa andre Partier, hvor man vil
dyrke Skovplanter, tilsættes yderligere Bøgebladjord.
Lyngpartierne faar grusblandet Lyngjord; har man ikke Adgang til
at skaffe denne Jordart, maa man anvende Jord fra Lyngmoser med
en Indblanding af lidt rigeligere Grus. 1 Kalkafdelingerne
tilsættes, som nævnt en Del knust Kalksten eller Murgrus.




_Stenhøjens Tilplantning_.

For at kunne tilplante en Stenhøj tilfredsstillende maa man
kende noget til de Planter, man vil dyrke. Vel kan man læse
sig en Del til, men bedre Kundskab om Arterne vil man dog
erhverve sig ved at studere andre Stenhøjsanlæg. Her kan man gøre
mange Iagttagelser, se de Fejlgreb, der er bleven begaaede, og
derefter vare sig for at gøre de samme Fejl om igen, man vil
kunne se de gode Resultater, som er opnaaede, og søge at
efterligne de Kaar, den og den Plante her er lykkedes under. Ja,
man kan jo endog faa Lejlighed til at kritisere de rosende
Udtalelser, som Bøger og Kataloger, Gartnere eller ens Venner
har fremført om denne eller hin Plante, og se, om det virkelig
passer, at denne "ikke bør savnes paa nogen Stenhøj" eller hin
"er af glimrende Virkning plantet i store Masser". Smagen er jo
saa forskellig, at man aldrig er sikker paa om det, andre roser
som noget særlig godt, netop vil falde i ens egen Smag. Man maa
forøvrigt heller ikke vente al Tid at opnaa samme Resultat, som
man ser naaet andet Steds, de lokale Forhold har ofte meget stor
Indflydelse; men mislykkedes nogle Arter, kan man til Gengæld
glæde sig til, at andre maaske netop vil lykkes bedre paa den
Stenhøj, man selv har anlagt, end paa dem, man har lagt til
Grund for sine Forstudier. Her kan saaledes nævnes, at _Max
Kolb_ ved Beskrivelsen af _Hutchinsia alpina_ skriver: "Saa
almindelig (i Bjærgene) denne Plante end er, saa lykkes den ofte
ikke godt og gaar gærne til Grunde", medens den i Botanisk Have
i København regnes for at være en af de villigste; og om
_Polygonum vaccinifolium_, der sidstnævnte Sted nærmest maa
kaldes lunefuld og absolut maa have en god Plads, siger
_Robinson_, at "den formeres let ved Deling og Stikning, trives i
almindelig Havejord og passer til Skrænterne og de mindre vigtige
Steder paa Stenhøjen."

Vigtigt er det ogsaa ved disse Studier paa andre Stenhøje at
lægge Mærke til, _hvor_ den eller den Plante "gør sig" bedst, om
den udvikler sig bedst til sin Fordel klemt inde mellem Sten i en
vandret eller lodret Revne, eller om den ser bedst ud imellem
løse Smaasten, om den trives bedre i et lille Engparti end i en
Kløft, og om den syner bedst betragtet fra oven eller fra neden,
Man maa gøre Iagttagelser angaaende Planternes Krav til
Vokse-Areal, om det er Planter, der breder sig raskt eller om den
aarlige Tilvækst kun er ringe.

Til Plantningen bruges helst smaa Planter. Disse vokser lettest.
Synes de Blokke, man har indkøbt, at være for store, maa man se
efter, om det er en Art, som let lader sig dele, og er dette
Tilfældet, bør man straks partere den, man har da ikke alene
flere Chancer for én, at Planten skal vokse, men tillige faar man
i samme Køb et større Stykke af sin Stenhøj tilplantet. Af
Plante-Arter, som ikke taaler Deling, maa man vogte sig for at
faa store Individer. Nogle Planter har lange piskformede eller
dog svagt forgrenede Rødder (mange Bælgplanter). Disse Planter
lader sig ikke dele; de kan tillige være vanskelige at plante,
da Rødderne paa Grund af deres Længde kræver et dybt Plantehul;
en Indkortning eller Sammenbukning af Rødderne er ikke heldig,
taales i mange Tilfælde slet ikke af Planten. Derimod kan alle
Planter med tæt og rigt forgrenet Rodnet godt taale
Rodbeskæring, og denne Indstudsning bør foretages, da
Plantningen foregaar lettere, naar Rodmassen er mindre.

Stenhøjsplanter maa plantes med megen Omhu, navnlig gælder det
om at trykke Jorden godt omkring Planten, saa at Rødderne straks
omsluttes fast af Jord og Smaasten. Ved Omtalen af Stenenes
Anbringelse er det nævnt, at Jorden skal pakkes ind i alle
Hulheder og Revner. Ved Plantningen gælder samme Regel, man maa
hele Tiden passe  paa, at Jorden, som man fylder ned om Rødderne,
baade ligger fast til disse og til Stenvæggene. Tilplantning af
Grottevægge og Klippeblokke er den vanskeligste. Revnerne er
ofte ganske smalle, saa at det er et stort Taalmodighedsarbejde
at faa Jorden fyldt ind omkring Rødderne; som nævnt skal der
gærne være Smaasten i Jordblandingen, disse Smaasten kommer let i
Klemme og hæmmer den videre Paafyldning af Jorden. Og volder de
vandrette Revner Bryderier, er de lodrette endnu vanskeligere at
beplante, Thi her mangler det faste Underlag, som man dog har ved
de vandrette Revner. Man maa derfor ved Tilplantningen af disse
lodrette Spalter klemme Sten ind deri, som kan tjene som
Hvilepunkt for Planten, man vil anbringe, og for yderligere at
gøre et saadant Sted til et fast Støttepunkt, kan man fæstne den
indsatte Stenkile med Cement. For at gøre Cementen saa lidet
synlig som muligt, knuser man noget af den Stenart, man har
bygget med, til meget fine Skærver og trykker en Del af disse
ind i den endnu fugtige Cement.

[Illustration: Fig. 51. Parti af Botanisk Haves Stenhøje.]

Man maa vel vogte sig for at faa sin Stenhøj for regelmæssigt
tilplantet. Uregelmæssighed og Uensartethed er jo allerede givet
eller tilstræbt i selve Konstruktionen, der vilde da ingen
Mening være i at udviske dette ved en altfor regelmæssig og
ensartet Tilplantning. Det gælder jo først og fremmest at give
Planterne de bedste Vækstbetingelser, men tillige maa man jo give
dem den bedste Baggrund og tage Hensyn til de enkelte Arters
Voksemaade. Pudeplanter skal ikke plantes tæt og i store Klynger,
de skal ses enkeltvis eller faa sammen, saa at den enkelte lille
Plante viser sig. Rosetplanter og visse Pudeplanter tager sig
bedst ud mellem Sten og plantes derfor i store Klippeblokke.
Tæppeplanterne sættes sammen i større Mængde og især paa store
Flader, de gør sig jo netop paa denne Maade; er det Arter, som
hurtigt breder sig, kan Arealet, der skal indtages af en eller
anden Art, dog godt beplantes spredt, men al Tid uregelmæssigt;
sæt ikke Planterne i Rader og Geledder som i en Køkkenhave!
Forøvrigt kan Tæppeplanter ogsaa være af ypperlig Virkning, naar
de er plantede over en lille Stenknold; Planterne vil da
efterhaanden brede sig over hele Knolden og dække den, saa at kun
en enkelt Stenspids træder frem af det grønne. Straks efter at
man har beplantet en Klippeblok, en Top eller en Flade, belægges
den fri Jord mellem Planterne med fine og grove Skærver. Disse
tjener dels til at holde paa Jorden, at den ikke saa let skyller
bort, dels bidrager de til at holde paa Jordens Fugtighed. I
Stenskredene maa dette øvre Lag af løse Sten være noget
rigeligere end andre Steder paa Anlægget, og man bruger her
helst Stenflager eller sørger for at idet mindste en Del af
Stenene har denne Form. I Engpartierne og Kløfterne saavelsom i
Bunden af Grotterne anvendes en Belægning med Skærver kun i ringe
Grad eller slet ikke, men for at lette Færdslen for den, der
passer Stenhøjen, maa der her og der ligge nogle større, flade
Sten til at træde paa. Er Stenpartiet stort anlagt, kan man endda
enkelte Steder føre en Gang over et Engparti eller over en
bredere Kløft ved at lægge et Par Rækker af store, flade Sten,
hellere maa man lade en slidt end en nylig brudt Flade vende
opefter.

Man bør gøre sig det til Regel først at tilplante
Stenhøjsspidserne, Smaatoppene og Blokkene, dernæst Skrænterne og
Lavningerne. Vanding af det plantede sker umiddelbart eller kort
efter Tilplantningen, bortskylles derved Jord og Smaasten, maa
man fylde lidt efter. Er Vejret tørt, vandes i den første Tid
dagligt, indtil Planterne har taget godt fat.

Omplantning af Stenhøjen maa af og til finde Sted. Denne
foretages bedst partielt, saaledes at man hvert eller hvertandet
Aar tager en Del af Anlægget under Behandling. Det synes
navnlig, at de Planter, der her er betegnede som
Pude-Tæppeplanter, ynder eller tiltrænger Omplantning, for at de
skal se friske og livskraftige ud. Herunder kommer især de
almindelige fintløvede _Saxifraga_-Arter, _Aubrietia_,
forskellige _Arabis_ og mange andre. Forsømmes Omplantning bliver
disse Tæppeplanter tynde eller visne i Midten og holder sig kun
friske i Udkanten. Men det er ligefrem forbløffende at se, hvor
hurtigt nyomplantede Planter tager fat i den friske Jord, og hvor
sunde og yppige de ser ud blot en Maanedstid efter Plantningen.
Andre Tæppeplanter opfører sig ikke som de ovennævnte, men
vedbliver at være friske helt igennem; dette er navnlig træagtige
Arter som _Salix retusa_; er Omplantningen af en saadan Plante,
der er godt i Vækst, ikke paatrængende nødvendig--for Eks. paa
Grund af en _Omlægning_ af Stenhøjen,--bør man ved Omplantningen
gaa uden om den. Ligeledes vil Stenhøjens Smaabuske som Regel
ikke behøve Omplantning, men maaske af og til Fornyelse, hvis de
er bleven for store i Forhold til Omgivelserne, Det er da især
Planterne paa Skraaningerne, i Lavningerne og paa de mindre
Stensamlinger, som bør omplantes. De store Stenblokke bør helst
lades urørte saa længe som muligt, fordi Tilplantningen af disse
er noget omstændelig, men ogsaa fordi en stor Pudeplante eller
Rosetplante, som er vokset rigtig fast til Stenene, ikke taaler
Omplantning, eller i alt Fald lider meget derved. En partiel
Omplantning kan dog her ogsaa være nødvendig. Her tænkes paa de
Fornyelser, som bliver nødvendige ved at nogle Planter
_(Saxifraga mutata, Saxifraga longifolia, Carlina acanthifolia_
o. a.) dør efter Blomstringen. Allerede ved første Plantning maa
man have disse Planters kortvarige Liv i Minde, saa at man sætter
dem paa Steder i Klippeblokken, hvor Omplantning bliver
forholdsvis let.




_Morænebede_.

Det er før anført, at visse Alpeplanter er meget vanskelige at
dyrke; dette gælder da navnlig Arterne fra de højeste Fjældtoppe
og dem, som vokser paa Morænerne. Det ligger da nær at formode,
at man, saafremt man kunde efterligne de ejendommelige
klimatiske Kaar og Jordbundsforhold, som de lever under, vilde
kunne faa dem til at lykkes i Kultur. Det gælder altsaa at skaffe
Planterne en Jordbund af muldfattig Beskaffenhed, rigelig
Tilførsel af koldt Vand om Sommeren og temmelig tør Jordbund om
Vinteren. I England har man da i de senere Aar konstrueret de
saakaldte "Morænebede" til Kultur af disse Planter.

Paa en svagt skraanende Flade graver man en Fordybning godt 1/2
m dyb. Bunden og Siderne beklædes med en Kappe af Cement,
Bassinets øvre Rand skal have samme Fald som den Flade, det er
konstrueret i. Paa det laveste Sted i Bassinets Bund anbringes
inden Støbningen en Flaskehals, som saaledes kan give Afløb for
det Vand, der samler sig i det støbte Bassin. Dette fyldes nu med
Sten, store i Bunden, aftagende opefter, saa at det øverste Lag
bestaar af ganske fine Skærver. Heri anbringes Planterne. I
Flaskehalsen indsættes en Prop udvendig fra. Ved den øvre Rand
af Bassinet lægges et perforeret Rør, som er sat i Forbindelse
med Vandledningen; herfra maa Vandet flyde ganske jævnt hele
Sommeren. Tilløbet maa være stærkere end Fordampningen, saaledes
at der bestandig løber Vand over den nedre Rand af Bassinet. Hen
paa Efteraaret lukkes af for Vandet, og nu uddrages Proppen af
Flaskehalsen, hvorved Bassinet tømmes for Vand, og Stenmassen
bliver ret tør. Selvfølgelig maa Cementrandene skjules ved, at
der lægges større Sten over dem, ligeledes maa man for at bryde
Ensformigheden ved Bedets Overflade henlægge større Sten her og
der. Det Vand, der løber bort fra Morænebedet Sommeren igennem,
bør man lede videre gennem Stenhøjsanlægget, lade det risle
nedover som et mindre Vandløb for at ende i en Eng eller en
Kløft. Om man vil, kan man bygge Morænebedet i 2 Etager som 2
Bassiner, det ene over det andet; det overflødige Vand fra det
øvre løber da ned og befugter det nedre Bed.




_Murhaver_.

Paa gamle Mure--og ikke mindst paa Ruiner--træffer man ofte en
ret yppig Vegetation. Det er saaledes en bekendt Sag, at den
lille Bregne _"Murrude"_ vokser frodigt paa Kronborgs Mure. Ved
første Øjekast ser det mærkeligt ud, at Planterne kan trives
under saadanne Kaar, men tænker man nærmere over Sagen, er det
jo i og for sig ikke mærkeligere, end at Planterne vokser i de
stejle Klippesider, thi Murene er jo mindst ligesaa porøse som
Grundfjældene. Det har endog vist sig, at Planter, som vanskelig
trives paa Stenhøj, lykkes, paa Mure. Det er da intet Under, at
man sine Steder ligefrem har opført Mure udelukkende eller dog
for en Del beregnede paa Beplantning. (Se Figurene 13, 14, 15 og
16.) _Correvon_ omtaler udførligt og roser meget disse Murhaver.
En Mur, som han selv har i sin Have, _"Floraire"_, er 28 m lang,
2,10 m bred og 1,40 m høj, den er bygget af haardtbrændte Sten og
løber i Retning SØ.-NV., den har altsaa sine Flader vendte mod
NØ. og SV., har saaledes en Solside og en Skyggeside, en Fordel
man kan sikre sig, naar man bygger en Mur alene til dette
Formaal; paa en Mur, der forud eksisterer, som er opført med
andet Formaal, og som man faar til Opgave at beplante, vil ofte
kun den ene Side være fri. _Correvon_ giver Fortegnelse over de
Planter, som Aaret igennem blomstrer paa denne Mur, ordnet efter
Blomstringstiden; Listen indeholder flere Hundrede Navne.
Konstruerer man selv sin Mur, har man jo yderligere den Fordel
at kunne give den Indmad d.v.s. en Blanding af Jord, Kalkgrus og
Sten.




_Pottekultur_.

For dem, som har endnu ringere Plads end en Stenhøj fordrer, kan
det være et Substitut at dyrke en Samling Alpeplanter i Potte,
og denne Kulturmetode kan ogsaa være nyttig for dem, der har
Stenhøj, idet de da i de pottedyrkede Individer har en Reserve
at ty til, hvis enkelte Planter skulde gaa ud paa
Stenhøjsanlægget. Man anskaffer sig foruden den almindelige Slags
Potter to andre Slags, et Sæt, der er smallere og dybere, og et,
der er fladere og bredere, i de dybe dyrkes Pudeplanter og i det
hele Planter med dybtgaaende Rødder, de flade forbeholder man
Tæppeplanterne. Man kan her ofre noget mere paa Jordblandingen,
da det er saa ringe Kvanta, der bruges, og man anvender derfor
udelukkende Mosejord, Lyngjord, Græstørvjord, Bladjord, Kalkgrus,
Grus og fine Skærver. Man planter meget fast; i Bunden af Potten
lægges et Lag Potteskaar. Potterne nedgraves paa et Grusbed og
vandes rigeligt Sommeren igennem; Gruset udenfor Potterne holdes
ogsaa stærkt fugtigt, Fordampningen herfra vil bringe Kølighed og
Friskhed til Potteplanterne. Om Vinteren holdes de i dybe Karme,
nedgravede i Grus. Imellem Karmene lægges Kulaske eller lignende
Materiale, som afleder Vandet godt. Karmene dækkes med Vinduer,
naar det er stærkt fugtigt Vejr, men der luftes rigeligt. Bliver
det Frost, lukkes Vinduerne til, og der dækkes med Maatter og
Lemme. Ved indtrædende Tøvejr afdækkes igen.




_Pasningen af Stenhøjen Aaret rundt_.

Naar Aaret lakker mod sin Slutning er det Tid at tænke paa
Stenhøjens Dækning. Enkelte silkehaarede eller filthaarede
Planter, som ikke taaler for megen Væde paa Bladene, vil man med
Fordel kunne beskytte ved Hjælp af et lille Glashus bestaaende
af fire Sideplader med en Overligger, der maa skraane lidt, saa
at Væden kan løbe af den; der maa ogsaa være en Aabning mellem
Siderne og Taget, saa at Luftcirkulation stadig kan finde Sted.
Denne Tildækning kan passende ske, naar Efteraarets bestandig
vaade og graa Dage indfinder sig. Visse kælne Planter kan man
ogsaa beskytte mod Vinterens Vejrlig ved, naar den første Frost
er i Vente, at tildække dem med skarpt Grus. Disse to
Beskyttelsesmaader bliver dog rent lokale. De fleste
Stenhøjsplanter er i deres Hjemstavn dækkede af et lunende
Snelag, som gør, at Jorden ikke fryser i nogen betydelig Dybde;
men her i vort Klima ligger dette naturlige Dække kun rent
undtagelsesvis i et længere Tidsrum. Spørgsmaalet er da, om man
kan skærme sine kære Stenhøjsplanter mod stærk Barfrost, saa at
man paa en Maade erstatter Sneen. Desværre lader dette sig ikke
gøre, i al Fald kun i ringe Grad. Men et Lag af Granris, over
hele Stenhøjen gør dog sin Nytte, det hæmmer i en vis Grad
Udstraalingen og skærmer noget mod de bratte
Temperatursvingninger. Mest Gavn gør Granrisdækket paa
Slutningen af Vinteren, naar Solens Lys og Varme vil lokke
Planterne til en for tidlig Vækst, og ligeledes værner det de
stedsegrønne Planter mod den skarpe Foraarsvind, der let
foraarsager en for stærk Fordampning fra deres Løvværk.
Tildækningen med Granris finder bedst Sted ved Juletid, men
frygter man stærk Frost i den tidligere Del af December, maa man
hellere fremskynde Tildækningen. Kommer der et Snedække, er
Planterne først ret hjulpne.

Vinteren igennem er der intet at gøre ved Stenhøjen. Og dog!
Hvis der indtræder milde Perioder, som tegner til at blive af
nogen Varighed, er det gavnligt at mindske Dækket paa Stenhøjen
her og der, navnlig bør man tænke paa de stedsegrønne urteagtige
Arter som visse _Saxifraga, Hutchinsia_, enkelte _Sedum_.
nogle _Veronica_ o.s.v., thi selv om det er Vinter, er der dog en
vis Grad at Livsvirksomhed til Stede. De bortfjærnede Granris
samles i Bunker for atter at lægges over Planterne, saa snart
Frostvejr indfinder sig.

[Illustration: Fig. 52. Digitalis. Denne Plante kan under store
Forhold anvendes paa en skygget Del af Stenhøjen. Man saar den
paa Stedet.]

Afdækningen om Foraaret maa finde Sted gradvis, og man bør saa
vidt muligt vælge Graavejrsdage til dette Arbejde for ikke at
udsætte Planterne pludseligt for Solens Indvirkning. Men nu
kommer samtidig et af Aarets vigtigste Vedligeholdelsesarbejder.
Frosten har Vinteren igennem, trods Dækning, virket paa Jorden,
den har løftet de smaa Sten, som ligger omkring Planterne, ja
selve Planterne, navnlig dem, der er plantede det foregaaende
Efteraar er hævede op af Jorden, saa at Rødderne er blottede.
Forsømmer man ret længe at faa dette bragt i Orden igen, vil de
løsnede Planter dø af Tørke eller i al Fald svækkes i betydelig
Grad. Derfor skrider man til det Værk, mens der endnu er
rigeligt af Fugtighed til Stede, at trykke Jorden fast igen.
Ofte maa man tage fat paa dette Arbejde, inden man helt har
afdækket Stenpartiet, men man sørger omhyggeligt for, at ingen
Del af Stenhøjen forbigaas. Man fjerner saa Granrisene fra et
mindre Parti, gør dette i Stand og lægger nogle af Granrisene
over igen. I en Kurv eller Kasse fører man lidt frisk Jord med
sig for at kunne fylde efter i de Revner, som maatte være
opstaaede ved Regnskyl Vinteren igennem.

Efterhaanden som Foraaret skrider frem, kan man fra Grotter og
Kløfter bortfjærne Løv, som er føget sammen der, hvis det virker
uskønt eller er hobet op i for store Mængder; ligeledes kan man
afpudse de gamle Bregneblade eller andet Løvværk, man har ladet
sidde for at virke beskyttende Vinteren igennem. Nu bryder det
alle Vegne, og en Stund kan man blot fryde sig over sin Stenhøj,
og hver Dag se en ny Plante udfolde sine Blomster, men snart
kalder Arbejdet igen. Foraarets tørrende Luft gør sin Virkning,
og Vanding bliver nødvendig enkelte Steder. Har man et kunstigt
Kildevæld i sit Stenhøjsanlæg eller et Morænebed, maa der lukkes
op for Vandet. Snart strækker Vanding med Vandkande ikke til,
der maa sprøjtes dagligt, i al Fald naar Vejret er tørt.
Sprøjtningen skal ikke indskrænkes til Planterne alene, Stenene
og Gangene oversprøjtes, de sidste ikke mindst, thi derved
bidrager man til at sprede Friskhed og Kølighed over hele
Anlægget. Vil man have et særlig godt Vandingssystem, kan man
over hele Stenhøjs-partiet lade lægge Vandrør med mange fine
Bruseapparater, hvorfra Vandet kan fordeles støvfint.

Nu har de første af Stenhøjens Foraarsbebudere allerede visne
Blomster, disse maa fjærnes, hvis man da ikke agter at samle Frø
af dem. Efter stærke Regnskyl maa man med Jord og Sten udfylde
de Render, det nedstrømmende Vand har dannet sig, ogsaa Gangene
maa efterses og repareres. Saaledes gaar Sommeren med Afpudsning,
Vanding og Reparationer. Man maa ogsaa stedse gøre sine
Iagttagelser med Hensyn til Planternes Vækst og Udvikling, holde
Øje med dem, som vokser for stærkt for i Tide at kunne hæmme dem
i Væksten; ofte kan Forholdet dog være saadant, at det er
rigtigere at lade den Plante, der føler sig vel paa Stedet og er
ved at blive smuk og kraftig, beholde Pladsen, medens den
svagere maa fjærnes og sættes hen paa en for den gunstigere
Plads. Man maa i det hele mærke sig, hvilke Planter, der synes
at have faaet en uheldig Plads, hvilke der staar for tørt eller
for lyst, for fugtigt eller for skygget, saa at man senere, naar
Omplantningstiden indtræder, kan rette de Fejl, der er begaaede.

Hele Aaret, men dog mest om Sommeren, har man at kæmpe mod nogle
Fjender af Dyreriget, hvilke man maa søge at bekæmpe paa bedste
Maade. Muldvarpen er her som i den øvrige Have en ubehagelig
Gæst, som man maa forfølge ihærdigt. Mus og Rotter sætter af og
til Bo i de Stensætninger, hvor de kan finde en Hulhed; jo bedre
Grottevæggene og Klippeblokkene er byggede op, des vanskeligere
kan disse Dyr finde et passende Sted til deres Bolig. Solsorten
er vel nok den ubehageligste Gæst blandt Fuglene, hvis man da
ikke er saa letsindig at lade sine Høns gaa om i Haven.
Solsorten ynder at rode og hakke i Planternes tætte Puder og
Tæpper for at søge efter Insekter og Orme, og nyplantede Partier,
som har haft Besøg af denne Fugl, ser sørgelige ud. Hvis man ikke
nænner at skyde denne Gæst, har man næppe andet at gøre end at
finde sig i dens Ødelæggelser. Og af de lavere Dyr har man
Snegle, Knoporme. Myrer, Jordlopper, Bænkebidere og andet Utøj at
bekæmpe. Snegle uden Hus (nøgne Snegle) er især slemme efter
Planter med tykke eller kødede Blade, saasom forskellige
Primula-Arter, de ynder ikke Kalk, og for at hæmme deres Angreb
an vender man andetsteds en Udstrøning af pulveriseret Kalk; da
saa mange af Stenhøjens Planter er kalkyndende, vil en saadan
Udstrøning, i al Fald omkring de kalkyndende Planter, kun kunne
gøre Gavn. Myrer er meget ubehagelige Gæster, de lægger med
Forkærlighed deres Tuer midt op i en Tæppeplante eller
Pudeplante. Man maa for at udrydde dem afgrave og bortfjærne en
større Del af Jordmassen, som man erstatter med frisk Jord.
Myrerne kan ogsaa fanges ved i Tuerne at nedlægge en Svamp dyppet
i Honning eller Sukkeropløsning; Dyrene vil da krybe ind i
Svampens Hulheder, naar denne er fyldt, kastes den i en Spand med
kogende Vand; gentages denne Proces Gang paa Gang, kan man helt
rense en Tue for dens Beboere. Knoporme efterstræber de finere
Nellikearter, Primula og mange andre af de bedre Stenhøjsplanter.
Man maa, saa snart man har opdaget deres Tilstedeværelse,
gennemrode Jorden tidlig om Morgenen og afsamle saa mange af
disse Skadedyr som muligt. Bænkebidere er Natdyr og gemmer sig om
Dagen i mørke Huller. Henstiller man paa Stenhøjen udhulede
Kartofler eller Rødbeder--med Hulheden nedad--vil Bænkebiderne
søge til disse og gemme sig der, om Morgenen kan man da ryste dem
ud og dræbe dem. Regnorme, hvis Tilstedeværelse ellers er
ønskelig i Naturens Husholdning, er ikke til nogen Gavn for
Stenhøjen. Jorden bliver ved deres Virksomhed og ved deres
Aflejring af Ekskrementer mindre behagelig for Alpeplanternes
Rødder at arbejde i; som egentlige Skadedyr kan man dog ikke
opfatte dem.

Med August begynder atter en travl Tid. Thi nu er det en gunstig
Tid for Omplantning, hvad enten dette nu er de smaa Ændringer,
der just er hentydet til, eller det er Generalomplantninger af
større Dele af Stenhøjen. Den rigeligere Nedbør, som falder i
denne Maaned, og den kraftigere Nattedug er gunstig for dette
Arbejdes Udførelse. I og for sig kan man omplante
Stenhøjsplanter til enhver Tid af Aaret, naar blot Jorden ikke
er frossen, men Planterne tager hurtigere fat, naar de omplantes
i August, og de naar at faa rodfæstet sig inden Vinteren.

Efter at Omplantninger og Nyplantninger er fuldendte, har man
Resten af Efteraaret mest Renholdelse at tænke paa. Man maa
sørge for, at man gaar Vinteren i Møde med en vel renholdt
Stenhøj; der maa ikke findes Ukrudt noget Steds, thi saa har man
det at kæmpe imod straks i den travle Foraarstid. Visne Blade maa
man ikke være for ivrig med at fjærne hen paa Efteraaret, thi
disse kan siddende paa Planten godt gøre deres Nytte som et Slags
Vinterdække.

[Illustration: Naturlig Plantning med faa væsentlig indfødte
Arter. Kun Arundo Donax (til højre) røber at det hele er
Menneskeværk.]





DEN DANSKE FLORAS VAND- OG STENHØJSPLANTER



af _Andreas Madsen_.


I. VANDPLANTER.

Paa Vandplanter er Danmark langt rigere end paa Klippeplanter.
Udfra et havemæssigt Synspunkt gør det intet til Sagen, at der
alene kan blive Tale om vore _ferske_ Vandes Blomsterverden,
eftersom Havets Plantevækst ikke ejer blot en Art som er under
Dyrkning. Havfladen er ganske blomsterløs, kun fladbundede
Kysters Brakvand dækkes sine Steder af _Flydende Vandranunkel's_
hvide Blomstermylder.

Vore vildtvoksende Vandplanter omfatter derfor i gængs Sprogbrug
udelukkende de Arter som træffes i Søerne, Aaerne, Bækkene, helt
ned til Tørvegrave og Vandhuller. Mange iblandt dem, forholdsvis
flere end af Landjordens indenlandske Flora, er saa smukke og
statelige, at vi ogsaa lader deres Blomster og Blade smykke
Havernes Vandpartier. Andre har vi derimod god Grund til at
betragte med mindre velvillige Blikke, maa afgjort holdes baade
fra Haverne hvor de kun optræder som Vandukrudt, fuldt saa
ondartet og vanskeligt at udrydde som Landjordens. Et Eksempel
herpaa er den kendte, oprindeligt amerikanske Art _Vandpest,
Elodea canadensis_. For ikke at tale om _Andemad_.

Kun Arter der lader sig til Syne oppe i Luften enten med saavel
Blomster som Blade eller dog med Blomsterne alene, har vi nogen
Glæde af at indlemme blandt Havernes Kulturplanter, Den, iøvrigt
faatallige Gruppe, hvor _hele_ Planten til enhver Tid er
nedsænket i Vandet, _Hornblad, Vandkrans, Brasenføde, Vandpest_,
foruden enkelte andre, er lidet egnede til andet end
Stueakvarier, gennem hvis Glasvægge Planterne kan ses ogsaa fra
Siden.

De Vandplanter hvis Blade svømmer eller rettere flyder i
Vandspejlet og hvis Blomster enten gør det samme eller dog gror
saa lavt at ogsaa de synes flydende, er derimod en Afdeling som
tæller mange udmærkede Arter, i hvis Spidse vi afgjort bør sætte
de to, danske Vandplanter som i alle Maader fortjener at indlede
vor Skildring, den _hvide_ og den _gule Aakande_.

Om den hvide Aakande skriver Rostrups Flora, at den hører til
vore skønneste, indenlandske Planter, og at Blomsterne overgaar
alle andre i Størrelse. Men næst efter kommer den gule og begge
vore Aakander forstaar, hvad ellers ikke ret mange
hjemmevoksende Planter kan, at hævde sig overfor den store
Mængde af indførte, fremmede Arter. Og hvilke glimrende
Fremtoninger der findes blandt den nyere Tids udenlandske
Aakander, meddeles andetsteds i denne Bog.

De vokser ikke sjeldent blandede sammen og klæder hinanden
fortræffeligt. Paa Baggrund af Bladenes grønne Ørige træder
Blomsterne frem i skinnende guldgul og sølvhvid Pragt, Det Hele
danner et saa skønt Billede, at Gartnerens Kunst ikke kan føje
noget til, Intet Under at Aakanderne, indbefattet Asiens og
Ægyptens berømte Lotus, fra de ældste Tider og overalt har
tiltrukken sig almindelig Opmærksomhed og er blevne folkekære
som faa andre Planter i Vand som paa Land. Herom vidner den
Vrimmel af Aakande-Navne, som vidt forskellige Tungemaal er
forsynede med.

_Aakande_ er et gammelt Navn der var fælles for hele Norden og
atter svarede til gængse Navne længer sydpaa. Hvem der
oprindeligt maa have været den rette Aakande skønnes let, det er
utvivlsomt den Gule. Frugten, egentligt et "Bær", har virkeligt
Form som en Kande, medens den Hvide Aakandes er næsten
kuglerund, og stærkt minder om Opiumvalmuens Kapsel. Imidlertid
maatte Farven altid være den mest iøjnefaldende Forskel paa de to
Aakander, som begge kom til at bære dette Navn, der overførtes
fra den Gule til den Hvide.

Vore ældste Plantebøger giver dog flere Navne at vælge imellem.
_Henrik Smid's_ Lægebog fra 1557 nævner ganske vist kun Hvid
Aakande, men kun af den Grund, at den regnedes for al være mere
brugbar som Lægemiddel end sin Slægtning. Som medicinsk Plante er
den iøvrigt nu gaaet af Brug. Derimod har _Simon Paullis "Flora
Danica_" tre forskellige Navne: _Aakande, Søe-Blomst, Søe-Blad_.

De afledes hver fra sin Del af Planten, Frugten, Blomsten,
Bladet. Den fjerde Part Roden mindes i det gamle, men sjeldnere
Navn _Haarrod_, der hentyder til de tykke Rodstokkes tætte
Bundter af Trevlerødder. Aakande synes dog at have været det
gængse, danske Hovednavn. Folkenavne paa Planter og Dyr er ofte
Lignelser, hvis Billeder hentes fra Ting hvormed man er
fortrolig i det daglige Liv, og Kanden manglede neppe i noget
Hjem. Aakandernes store Frugter var ganske som lidt plumpt
formede Drikkekander at se til og den hvide Aakandes lignede
tykbugede Krus. Det var ikke til at tage fejl af og saaledes
opstod rundtom i Lande og Landsdele en Mængde Aakande Navne, som
man mere eller mindre træffende tog Sigte paa disse Ligheder. Det
falsterske _Søkrukke_, det jydske _Kællingkrus_, Svenskernes
_Smørkandekop_, Tyskernes _Eddikekrukke_, ligetil det engelske
_Brændevinsflaske_, et Navn som vist ogsaa skyldes en
Tankeforbindelse idet den gule Aakandes Blomster siges at udaande
en svag Duft af Whisky eller noget i den Retning. Det lyder da
lidt mistænkeligt, at en Botaniker et Steds meddeler sine Læsere,
at Aakandeblomsterne har en "ikke ubehagelig Lugt."

I svenske Folkemaal kendes ogsaa det nøgne Navn _Kande_ og
sluttelig skal blot nævnes, at Thybomaalets _Pottelaage_ som Navn
for Bladene ogsaa tilhører disse Lignelser fra Køkkenets Verden.

Paa Videnskabens Verdenssprog, Latin, bevarede begge de nordiske
Aakander gennem Aarhundreder Fællesnavnet Nymphaea, men omkring
Aaret 1800 fik de ikke længer Lov til at være i samme, botaniske
Slægt, men blev skilte i to. Det gamle _Nymphaea_ blev forbeholdt
den Hvide medens den Gule modtog Navnet _Nuphar_, som efter
Sigende er et arabisk Ord, der som Aakandenavn iøvrigt har været
kendt gennem hele Middelalderen ogsaa nord for Alperne, i en lidt
anden Form _Nénuphar_, er det mærkeligt nok gældende i
Nutidsfransk som Navn for begge Aakanderne.

I Skolebøger og andre Skrifter for Børn og Ulærde var det nu
nødvendigt at lade to latinske Navne faa tilsvarende danske, det
lod sig ikke gøre at nøjes med det ene, Aakande. Den Gule blev
da kaldt _Nuphar lutea, Aakande_, den Hvide med ligeledes én
indenlandsk Art, _Nymphaea alba_, fik Navnet _Nøkkerose_.

Selvfølgeligt blev Ordet Nøkkerose ikke valgt i Blinde. Det var
kendt fra gamle Dage som Folkenavn om just ikke i Dansk saa dog
i Norsk og Svensk og længer sydpaa kendtes den som Germanernes
_Nixenblume_.

I den almene Opfattelse stod de nordiske Vandes Guddom, Nøkken,
som særligt knyttet til norske og svenske Sagn og Æventyr. Han
træffes i danske Digtning og Overtro, men kun sjældent og vel
altid under Paavirkning nordfra. Følgerigtigt maa da Nøkkens
Roser vokse ikke i vore, men i de to andre skandinaviske Landes
Søer og Aaer. Hermed passer det, at Videnskabernes Selskabs
Danske Ordbog skriver saaledes: "Nøkkerose, Norsk Plantenavn" og
i de Plante-Lærebøger, der udkom inden Norges Adskillelse fra
Danmark og hvori de norske Plantenavne altid vedføjes de danske,
henføres "Nøkkerose" ligeledes til Norge. Mest udbredt og
henført til begge Aakanderne synes det dog at være i svenske
Folkemaal.

Foruden Nøkkerose kendes ogsaa Navnet _Nøkkeblomst_, og denne
Form er vistnok den som først indfører den ny Betegnelse i
_danske_ Bøger. I _Bredsdorffs "Haandbog over botaniske
Ekskursioner i Egnen om Sorø_, Kjøbenhavn, 1834" opføres:
Nymphaea, Nøkkeblomst og Nymphaea alba. Hvid Aakande. Som
Nøkkerose findes det i _Joh. Langes "Haandbog i den danske Flora,
1853_" og optages senere af Rostrup og andre Botanikere. Selv om
det egentligt er et svensk-norsk Navn, lader det sig meget vel
forsvare at indføre det ogsaa i det tredje nordiske Sprog. Men i
gængs Tale har Nøkkerose vanskeligt ved at trænge igennem.

Et af gamle Simon Paullis Aakande Navne var _Søblad_. Det er i
sig selv ganske ligetil, men har dog givet Anledning til en Strid,
som endnu er standende, og hvis Hovedpunkt er Spørgsmaalet om
"Hjærterne" i det danske Rigsvaaben. Somme Historikere paastaar
jo, at de saakaldte Hjærter ikke er andet end Søblade, altsaa
Aakander. Er dette virkeligt Tilfældet, er der timedes vore to
fornemste Vandplanter større Hæder end nogen anden i vor Flora
baade til Lands og til Vands.

Vi kender alle Kong Volmers Ord "I Skjoldet springe Løver og
Hjærter staar i Brand", og til disse Chr. Winther'ske Verslinjer
slutter sig Grundtvigs "Hjærter og Løver i sit Skjold, Danmark
har ført fra Hedenold". Hvad Digterne her synger om, har staaet
som Sandheder, ved hvilke der ikke turde rokkes, at fornægte dem
var at bryde selve den dyre Skjolderand. Men disse Historikere
har ikke Agtelse for nogetsomhelst. De sønderbryder Skjoldet,
laver Løverne til Leoparder og Hjærterne til Aakander.

Til ingen Nytte fører de Bevis efter Bevis i Marken for, at det
_er_ saaledes. Den gamle Tydning af Rigsvaabnet er for mange en
Trossætning, hvorimod alle Fornuftgrunde preller af. Det er da
heller ikke Hensigten her at tage Standpunkt i Striden, men blot
sagtmodigt udtale, at det gamle Kongevaabens sindbilledlige
Betydning ikke forringes ved at faa Hjærterne ombyttede med
Søblade. En tredje dansk Digter Chr. Richardt har udbragt en
Skaal for hvert gyngende Aakandeblad til Ankers i Østersøens
Bølger, og Vaabnets Søblad bliver da Billedet paa Danmark værnet
af de tre Vaabendyr, de danske Hovedstrømme imellem Sjælland,
Fyn og Jylland.

Er dette Sindbillede hentet fra en dansk Indsø, hvor Nøkkens
Roser gynger paa Vandspejlet, mindre skønt end Fremstillingen af
de blødende Hjærter, som i sig selv intet betyder?

Som virkelige Aakandeblade, hvorimellem de store, skønne
Blomster er indstrøede, finder vi dem mange Steder hos _H. C.
Andersen_. I Æventyret _"Klokkedybet"_ mindes han Barndommens
Land ved Odense Aa, hvor de gule "Aaknapper" vokser, og han lader
_Dyndkongens Datter_ komme for Dagens Lys i en Aakandeblomst, der
aabner sig mod Solen. Naturens underfulde Herlighed i _Paradisets
Have_ aabenbarer sig ogsaa i Aakander, hvis Blomster er som en
rødgul, brændende Lue, som Vandet giver Næring. Det kan tænkes,
at Digteren har kendt de fremmede, røde Nokkeroser han bruger
aldrig delte Navn. som ikke er indgaaet i Folkesproget,--og
muligt husker han dem fra sine Rejser, men det er dog neppe
falden ham i Tanker, at hans eget Lands Vande en Gang med Tiden
skulde prydes af ikke alene røde, men ogsaa blaa Aakander, der
vel kunde maale sig med de Fantasiblomster, hvormed han smykkede
Edens Have.

I _Aarets Historie_ breder Nordens hvide Lotus sine Blade over
Skovsøen, medens Varmen vælder ned i den dejlige Sommer, og i
_Tommelise_ sejler Æventyrets lille Heltinde ned ad Strømmen paa
et Aakandeblad, der føres af Sommerfuglen, et af de mest
henrivende Billeder ikke alene i dansk, men vel overhovedet i al
Æventyrdigtning. At H. C. Andersen her tænker paa Odense Aa,
viser det Træk, at Skruptudsen pynter sin Stue nede i Dybet med
de samme gule Aaknapper, der findes i "Klokkedybet", hvor Stedet
udtrykkelig nævnes.

Hvor meget der endnu lod sig fortælle om vore hjemlige Søblade
er det dog paa Tiden at standse. Som en lille Modvægt imod den
megen Talen om Vaabenskjolde, om Æventyr og andet lærdt og skønt,
skal dog til Slutning nævnes en lille Enkelthed fra et helt andet
Felt.

Enhver, som elsker Naturen, maa glædes ved at se Aakanderne i
deres fulde Sommerpragt og intet fremkalder selv midt i
Vinterens blomsterøde Mørke Mindet om de skønne Timer i højere
Grad end vore Vandes hvide og gule Roser, der ogsaa er blevne
sammenlignede med Liljer og Tulipaner. Vi tænker tilbage og
husker Sejlturen henad Aaen eller Søen forbi Aakandernes grønne
og blomstrende Rige, hvor man gærne prøver paa at plukke
Blomster, dog sædvanligt med lidet Held. Nede under dem leger
Fiskene med deres Finne, som skrevet staar i vore gamle
Folkeviser, og henover Vandspejlets Hjærter danser og flyver
glimrende Insekter, de skønne Sivbukke. Det falder os ikke ind,
at de beundrede Vandblomster ogsaa kan gøre Nytte, praktisk
Nytte paa Bordet og derefter i Munden. Det har muligt heller
ikke nogensinde været Tilfældet her i Landet, men i hvert Fald
oppe i Sverigs fattigere Egne har Almuefolk til Tider maattet
gøre Brug af Aakandernes kødede, stivelsesrige Rodstokke, som er
blevne malede og bagte til Nødbrød. Om dettes Næringsværd og Smag
har der ikke kunnet findes Oplysning, men selv om vi ikke
ønsker, det skal komme saavidt, er det mon fjernt ogsaa i vor,
lidet hyggelige Tidsalder at sende en Tanke til de Værdier, som
ligger paa Vandets Bund?

Ligesom Storhederne i Menneskenes Rige gærne efterlignes af de
Smaa, saaledes er mange Vandplanter dannede i Aakandernes
Skikkelse. Med samme, flydende Hjærteblade, tilsvarende
Voksemaade og med Blomster i Gult og Hvidt, hos enkelte slaar
den hvide Farve dog over i Rosa og et endnu kraftigere Rødt.

_Frøbid_ kan saaledes gælde for en Nøkkerose i Dværgeformat, og
kaldes da ogsaa i ældre Tid, hos Simon Paulli og andre med
Navnet: "Mindste Slags Aakande med hvide Blomster". Senere
godkendtes Frøbid som ikke alene Nordens, men de fleste andre
Sprogs gængse Navn, det latinske Artsnavn _morsus ranae_ er
udsprungen som ligefrem Oversættelse af Folkemaalet. Almindelig
som denne Plante er næsten allevegne og skønt meget net dog
langtfra fremtrædende dekorativ, frister den ikke til
Indplantning i Havernes Vandpartier.

Det samme gælder vore _Vand Ranunkler_, hvis 6 forskellige danske
Arter i Lægfolks Øjne skuffende ligner hverandre, en enkelt af
dem hører, som allerede nævnt, til de meget faa Blomsterplanter,
der vover sig ud i om just ikke det salte Hav saa dog i det
stille Brakvand. Vand-Ranunklerne samles oftest i en særlig Slægt
_Frøpeber, Batrachium_, hvis mest iøjnefaldende Fællestræk er
_hvide_ Blomster, medens den tørrere Bunds Ranunkler--eller
Smørblomster--hos os alle er gulblomstrede.

_Lyserøde_ Blomster, samlede i tykke Aks, har _Vand-Pileurt_.

Dens lange, smalle Blade er skabte som hos de øvrige danske
Pileurter, der er mindre hæderlig kendte som slemt Ukrud i Haver
og paa Marker. I det Hele har Vand-Pileurt ikke det sædvanlige
Præg af at tilhøre det vaade Element og kan ogsaa tidt vandre
ind paa tørlagt Bund eller endog blive en ligesaa slem
Ukrudplante som sine Slægtninge Blegbladet og Ferskenbladet
Pileurt, fra hvilken Vand-Pileurt dog adskiller sig ved at være
fleraarig. Den tager sig afgjort bedst ud som svømmende med de
smukke rosenrøde Blomsteraks stikkende op over Vandskorpen og kan
herude ikke forveksles med nogen anden Pileurt.

Til samme Gruppe. Flydeplanterne, hører endnu to Planter, som kun
med et vist Forbehold henføres til _danske_ Vandplanter. De har
begge i en fjern Fortid vokset i vore ferske Vande, men gør det
ikke længer; med en vis historisk Ret tilhører de dog stadig vor
Flora og deres Udeladelse vil af flere Grunde være paafaldende.

Den ene er _Hornnødden, Trapa natans_, hvis Blade ikke kan vække
Strid om Rigsvaabnets "Søblade" eller "Hjærter", eftersom de
snarere har været Forbilleder for "Ruder" paa Spillekortene.
Hornnøddens ejendommelige Ydre og mærkelige Historie vil iøvrigt
mangen Læser kende fra Sophus Bauditz's "Fortællinger fra
Skovridergaarden", hvor man finder dens veltrufne Portræt. Man
ved da, at Trapa er uddød her i Landet. Om dens Forekomst for
maaske Aartusinder siden, derom vidner Fundet af Hornnødden
først i lollandske Tørvemoser, senere ogsaa fra Steder paa
Sjælland og i Jylland, I vore Dage er den sjælden i hele Nord- og
Mellemeuropa og gaar som en uddøende Art stadigt tilbage. Der
gaar Sagn om, at en ivrig Planteven en Gang satte sig for at
genindføre Trapa natans i den danske Flora. Med Lommerne fyldte,
strittede han Nødderne ud de flest mulige Steder, det hed sig
endog, at de paa Jærnbanerejser blev kastede ud af
Kupevinduerne, naar Toget gik tæt forbi en Sø, Aa eller blot et
Vandhul, men der forlyder intet om, at der nogetsteds i Landet
viste sig levende Hornnødplanter.

Skønt Hornnøddens Ydre er meget beskedent, vil de svømmende
Ruderblade altid vække Opmærksomhed, selv om man ikke har læst
Bauditz eller fra anden Side kender Plantens mærkelige Historie,
som i "Skovridergaarden" er behandlet med nogen digterisk
Frihed. Men Trapa har aabenbart noget vanskeligt ved at finde
sig til Rette i det nuværende Danmark, hvad saa end Grunden kan
være og sætter i hvert Fald sjældent modne Frugter. Om Dyrkningen
vil Læseren andetsteds i denne Bog finde de fornødne Oplysninger.

Den anden Vandplante, hvis Borgerret her i Landet blev nævnt som
tvivlsom er _Limnanthemum nymphoides_, der ligeledes forlængst
har ophørt med at være vildvoksende hos os, men hvis Frugter ved
at være fundne i Tørvemoser eller dybt i jordlagene vidner om en
fordums Tilværelse. Dens Forhold i Nutiden er dog helt anderledes
end Hornnøddens.

Flygtigt set minder denne Plante om Gul Aakande. Bladene er flere
Gange mindre, men smukt hjærteformede, Blomsterne ved nærmere
Eftersyn langtfra aakandelignende, men ligner mere store, gule
Aurikler. Planten hører til Ensianfamilien, der tæller saamange
skønne Arter og særligt en Mængde Alpeplanter.

Hvorfor, kan Læseren spørge, præsenterer vi dog Planten under et
skrækkeligt, langt og svært latinsk Navn. Lad os høre et godt,
dansk Ord. Desværre er dette Ønske lettere at sige end at
opfylde. Limnanthenum savner et Navn med hjemlig Klang, en
ligefrem Følge af, at den er saa lidet kendt.

Efter at have vokset hos os i Stenalderen eller anden
Oldtidsperiode forsvandt L. (som vi foreløbigt kalder den) ganske
og dukkede først op i den nyeste Tid. Naar vi træffer den i vor
ældre, botaniske Litteratur er Grunden den, at Planten voksede i
Syd-Holsten, særligt i Elben og dens Bifloder som en Tid lang
regnedes for Artens Nordgrænse. Sydpaa var den udbredt over hele
Nordtyskland dog intetsteds særlig almindelig.

Da Hertugdømmerne gik tabt, skulde L. dermed være slettet af den
danske Flora, men omtrent samtidigt fandt man den i det
egentlige Danmark; e. 1863 i Fæstningsgravene ved Kronborg,
senere flere Steder i sjællandske Aaer, desuden i Odense Aa og i
de allersidste Aar i Vor Aa i Nordjylland. Overalt siges den at
være indplantet, ikke virkelig vildtvoksende, I Modsætning til
Hornnødden lader saaledes L. til at føle sig meget vel til Mode
i Nutidens Danmark, og i Sverig, i hvis Strømme den ligeledes er
plantet, er det samme Tilfældet. Den rykker stadigt længer
nordpaa og agter vistnok paany at erobre sig en blivende Plads
indenfor den skandinaviske Flora.

I nyere, botaniske Bøger opføres L. med det danske Navn,
_Søblad_, der som vi har hørt er et af Aakandens gamle Navne. Som
Navn paa Limnanthemum er det misvisende alene af den Grund, at
det kan lede til den Tro, at Rigsvaabnets "Søblade"--eller
"Hjærter"--i Virkeligheden er denne Arts Blade, hvad aldeles ikke
kan være Tilfældet. Man ser ogsaa Planten opført som
_Aakande-Søblad_, men et saa kunstigt Ord vinder aldrig Indgang i
daglig Tale. I Sverig, hvor L. jo ogsaa er ny. har Botanikerne
lignende Navne-Vanskeligheder, et af de foreslaaede Navne er her
det poetiske _Søguld_.

Saameget rigere er L. paa videnskabelige Navne. Foruden de ny
tillige _Nymphoides peltatum, Villarsia nymphoides_ og endnu
flere som for næsten alles Vedkommende omfatter et _nymphoides_,
der henpeger paa Ligheden med Aakanderne.

I Havernes Vandpartier vil den, hvad man saa foretrækker at
sige, altid gøre sig gældende. Hvem som ikke forud kender
"Søguldet" vil hvert Aar kunne finde det blomstrende i Juli og
August i et af Vandbassinerne i Botanisk Have i København.

Der kunde fremdrages endnu flere Vandplanter af første Grad,
hvormed vi forstaar Arter, som enten gennem hele deres
Tilværelse holder sig skjulte nede under Vandet eller kun lader
sig tilsyne med Bladene flydende paa Vandspejlet samt en Tid
ogsaa med Blomsterne ragende op. Det her nævnte lille Udvalg
omfatter dog de mest iøjnefaldende af vore indenlandske "ægte"
Vandplanter.

I ethvert nogenlunde rummeligt Ferskvand findes en Række
forskellige Plantesamlag, der skifter i regelbunden Følge
efterhaanden som man nærmer sig Bredden. Længst ud gaar
Aakanderne, dog sjælden paa dybere Vand end ca. 2-2,5 m, paa
lavere Vand breder Vandranunklerne, Frøbid og andre sig tidt
over sammenhængende, store Flader. _Andemad_ ikke at forglemme.
Overfor dette Vandukrud kan enhver Vandgartner, hvis man tør
bruge dette Udtryk, som Slagsang kunne istemme Hostrups kendte
Vise "Andemad, væk, den Fordring bær vi frem". Og i Hartkorn med
Andemaden slaar han Grøde og Vandpest, foruden andet der lægger
sig kvælende som et Kistelaag over Vandet og helt kan standse
Strømmen.

Paa Grænsen mellem Land og Vand breder der sig almindelig en
Bræmme af Siv og Rør isprængt en broget Blanding af alskens
Urter, hvorimellem mange af vore højeste, stateligste og
skønnest blomstrende Planter, delvis de samme der smykker
Moserne, hvis Plantevækst atter danner Overgangen til Engfloraen.

[Illustration: Aakander, Havevarieteter i Søen i D. T. Poulsens
Planteskole ved Kvistgaard]

Disse Planter hverken svømmer eller flyder, men hæver deres
Blomster og Lov højt til Vejrs. Deres lavere Dele staar derimod i
aabent Vand og handler stik imod den gamle Sundhedsregel at holde
Fødderne tørre og varme.

Her pranger de store Skærmplanter _Vand Kvan, Billebo_ og
_Mærke_, jævnsides _Hjortetrøst_ og _Kattehale_ med lillarøde
Blomsterstande. Her gror vor vilde, gule _Iris_, hvis Skønhed
ikke er ringere end dens fremmede, mangefarvede Slægtninges, og
vi øjner de smukke, mørkegule _Fredløs_-Blomster. Om Foraaret
skinner alt vidt og bredt gult af blomstrende _Kabelejer_, og hen
paa Sommeren farves store Strækninger hvide af _Mjødurternes_
Skarer. Imellem de Store titter _Forglemmigejerne_ frem med
blide, blaa Øjne, de rosa _Dueurter_ og forskellige _Ranunkler_ i
gængs Tale kaldte Smørblomster.

Indenfor Sø- og Aabreddernes Planteverden mærker vi os til
Slutning endnu to, som ikke hører til de ringeste, _Brudelys_ og
_Pilblad_. Begge af samme Familie: Blomstersivene og begge
særdeles statelige, af en egen Skønhed, som langtfra er pralende
men ganske stilfærdig.

Deres Navne er saa træffende, at ingen kunde tænkes bedre. Den
ene er opkaldt efter sine Blomster, den anden efter Bladene.
Brudelys, hvis Stængel virkelig er saa rank som et Lys, afslutter
øverst med en mangestraalet Skærm, en Kandelaber, hvis
enkelte Blus er rosarøde eller nu og da ligesom solblegede,
næsten snehvide Blomster. Den svarer fuldtud til sit smukke
Navn, der mærkeligt nok kun synes kendt i det danske Sprog og
endda er af nyere Oprindelse.

Ældre Botanikere som _Kylling_ kalder den "Siv med rødagtige
Blomster", hvilket mere er en højst ufuldkommen Beskrivelse end
et Navn, senere blev _Aasir_ (lig Aapryd) foreslaaet, vist af
Botanikeren _Viborg_. Paa Bornholm gik den under Navnet
"Brudelys", og dette Navn blev heldigvis gangbart i almindeligt
Rigsmaal, og nu kendes Planten herhjemme ikke under noget andet.
Brudelys er ret almindelig, men optræder dog sjeldnere i større
Mængder samme Sted.

_Pilblad_ har i Modsætning til Brudelys et Navn som vist i alle
Sprog er ensbetydende og fremhæver Bladets mærkelige Pil- eller
Spydform. Man har allevegne set bort fra de dog i sig selv
smukke, blegrøde Blomster. Allerstærkest hævdes den fælles
Grundtanke i vor egen, eneste indenlandske Pilblads latinske Navn
_Sagittaria sagittifolia_, et kraftigt malende Dobbeltnavn i Stil
med et Bjørnstjerne Bjørnson. De mange fremmede, især amerikanske
Arter varierer Bladformen indenfor samme Hovedform paa en
interessant og fornøjelig Maade.

Pilblad maa plantes paa ret lavt Vand, ellers udsætter man sig
for en ubehagelig Overraskelse, idet Planten kan optræde som
Forsvindingskunstner og helt blive borte under Vandet. Dette
svarer til, hvad ikke sjælden finder Sted ude i Naturen paa
dybere Vand eller i stærkt rindende Strøm, hvori Pilblad
omdannes til lange, slappe Græs- eller Sivblade, der holder sig
rent undersøiske. Man ser intetsomhelst til Blade over Vandet og
ligesaalidt til Blomster. Hermed mister Sagittaria selvfølgelig
al dekorativ Værd som Prydplante og maa i denne Skikkelse
nærmest regnes for Vandukrud.

Pilblad er kun truffen enkelte Steder paa Sjælland, mangler helt
paa næsten alle øvrige Øer, men bliver ret almindelig i de
vestjydske Aaer, hvor ogsaa Brudelys er mere talrig end
andetsteds.

Denne Skildring af danske Vandplanter meddeler kun spredte og
ret tilfældige Træk, men kan dog vel give en Forestilling om, at
vi _paa dette Omraade vel er et lille, men ingenlunde noget
fattigt Land_,




II. STENHØJSPLANTER

Saafremt "Stenhøjsplanter" tages i Ordets snævrere Forstand af
Alpeplanter eller Højfjeldsarter, er det indlysende, at Danmarks
vildtvoksende Flora maa give blank op paa dette Felt. I et Land,
hvor Bjærg kun er Bakke, kan der højst regnet blive Tale om
Klippeplanter, som i denne Egenskab endda udelukkende er
knyttede til den ene Ø, Bornholm, hvis Granitvægges Plantevækst
huser adskillige Arter, som er sjeldne eller endog helt mangler i
vore andre Landsdele.

Det bør dog indskydes, at denne Fattigdom
paa Alpeplanter ikke gælder for Islands, Færøernes og Grønlands
Vedkommende. Deroppe vokser en Vrimmel af Arter, som næsten alle
genfindes paa de norske og svenske Fjælde, men savnes i det
danske og øvrige europæiske Lavland.

Mange af de Planteslægter, som udgør den faste Stok paa Havernes
Stenhøje, og der vil træffes i enhver Samling, har ganske vist
ogsaa Medlemmer indenfor det egentlige Danmarks Grænser. Slægter
som Alyssum, Arabis, Arenaria, Campanula, Draba, Erica,
Gentiana, Primula, Silene og flere endnu. Men de _dyrkede_ Arter
er overvejende indførte fra fremmede, bjærgrige Lande, medens de
indenlandske Arter i de samme Slægter maa opsøges i Moser, paa
Marker og Enge, i Skove og paa Heder, kort sagt alle andre
Steder end paa Stene og Klipper.

I den danske Flora kan vi da kun vente at finde et Mindstemaal
af Planter, hvis Navne hentyder til stenede Voksesteder. Det
indførte Naaletræ, Bjærgfyrren, Hedens Skovtræ svarer herhjemme
aldeles ikke til sit Navn, og vi træffer i det Hele kun to
Slægter, hvis blotte Navne udtaler, at de rettelig tilhører
Bjærglandene. Det er _Stenbræk_ og _Stenurt_.

Af disse to maa endda Stenbræk--_Saxifraga_--gaa ud som dansk
Stenhøjsplante forsaavidt dens tre, indenlandske Arter fornægter
deres Navn. En vokser paa Enge, en anden i Moser, den tredje paa
sandede Marker. Vor almindeligste Art _Kornet Stenbræk_ er en
smuk Engplante, som lejlighedsvis og gærne med fyldte Blomster
finder Plads paa Havernes kunstige Klipper, hvor den dog ikke er
egnet til at vække større Opsigt. I Norge findes derimod c. 15
forskellige Saxifraga-Arter, og i Grønland gaar flere Medlemmer
af denne store Slægt saa højt mod Nord, som der overhovedet
træffes Blomsterplanter.

Stenurt, _Sedum_, forholder sig helt anderledes og kan med Rette
fremdrages som den mest udprægede danske Stenhøjsplante-Slægt.
Mindst af Præget har _Sedum maximum_, Sankt Hansurten, oftest at
finde i solaabne Krat, paa Bakkeskrænter, langs Strandbredder
eller nu og da venligt vinkende ned fra gamle, mosgroede
Straatage. Ved at optræde i usædvanlig Mængde og Frodighed paa de
bornholmske Granitklipper giver dog Sankt-Hansurten tydeligt til
Kende, at ogsaa den er af Stenurternes Slægt, selv om den
forstaar at tilpasse sig Lavlandets Natur.

Danske Flora'er, som Raunkiær's og Rostrup's nævner en hel,
lille Række andre Sedum-Arter, men ved nærmere Eftersyn opdager
vi, at de næsten alle opgives som "forvildede". Hverken _album,
mite, rupestre, stellatum_ og flere endnu regner Botanikerne for
virkeligt vildvoksende, deres rette Hjem er andetsteds, iøvrigt
ikke langt borte, de vokser saavel i Sverig-Norge som sydpaa i
de mellemeuropæiske Bjærge.

Disse "forvildede" Stenurter bør dog ingenlunde sættes i Klasse
med almindeligt, mere eller mindre ondartet Ukrud, der meget mod
vor Vilje breder sig i Haver og paa Marker. Det er nydelige
Smaaplanter, hvis saftfulde Grønt og fine, gule, hvide eller
rosa fremstraalede Stjærneblomster liver op imellem de døde
Sten, og i Stedet for det mere flove "Stenurt" havde de fortjent
at bevare deres gamle, danske Navn _"Stenpryd"_.

Vi selv--Plantevenner og Blomsterkendere--har udbredt de
fremmede Stenurter, i det, som Rostrup skriver, "Folk har moret
sig med at udsaa Frø af disse Planter", flere af dem bredte sig
ved Selvsaaning "af sig selv", som det hedder og slog,
bogstaveligt, Rod i den danske Flora. Om dem alle gælder, hvad
Rafn's Flora fra Aar 1800 vedføjede om Hvid Stenurt, at "den er
smuk nok til at fortjene en Plads i Haven".

Denne _Hvid Stenurt, Sedum album_, er meget almindelig langs
Strandvejen mellem København og Helsingør, den er her dog neppe
ældre end c. 1850, hvorimod den allerede 1822 er opnoteret fra
et Stendige ved Frederiksdal nær Furesøen. Endnu tidligere er
den bleven set paa Fyn, hvor Rafn har den fra et Stendige tæt ved
Herregaarden Ulriksholm, som altsaa er dens ældste, paaviselige
Findested her i Landet, løvrigt er det usikkert, om Sedum album
som dansk kun er "forvildet"; enkelte Botanikere mener, at den
paa Bornholms Klipper, hvor den findes i Mængde, maa regnes for
ligesaa oprindelig vildvoksende som Granitterrænets øvrige
Planteverden. Paa dette Sted har Menneskehaand knapt udsaaet
den.

Aldeles utvivlsom af dansk Indfødsret er _Bidende Stenurt, Beduin
acre_. Ogsaa den foretrækker Stendiger og Klipper, men selv om
hvert Stengærde forsvandt, vilde _"Bladeløs"_, som den kaldes i
ældre dansk, ikke være aftaget videre i Antal. Den føler sig som
hjemme paa sandede Marker og Bakker, og E. Warming nævner den som
en af de 20 Blomsterplanter, der udgør de vestjydske Havklitters
første, fattige Flora. Aaret rundt ses dens Skudender stikke opad
Sandet næsten som smaa, mørkerøde Hoveder, og hen paa Sommeren er
dens blomstrende, guldskinnende Tuer meget iøjnefaldende i det
hvide Sand.

Ligesom sine Frænder holder Bidende Stenurt sig langtfra altid
Salmistens Paabud om at søge de nedrige Steder efterrettelig,
den stræber tværtimod efter at naa op i Højheden, selv om den
der kun kommer til at ligge paa Straa. Hvor den fæster Rod paa
Straatagene, kan Sankt Hansurten slaa Følge, og lejlighedsvis
træffer de ogsaa et tredje Medlem af just ikke samme Slægt,
Sedum, men dog tilhørende en fælles Familie, _de Tyk-bladede_ paa
Latin kaldet _Crassulaceae_. Denne Nummer tre røber alene ved
Navnet _Tagløg_ sit vanlige Voksested.

Slægten Tagløg eller Husløg, _Sempervivum_, opføres i Kataloger
over Stenhøjsplanter med 30 eller endnu flere, forskellige Arter,
hvoraf de fleste udenfor Blomstringstiden ligner hverandre
skuffende. Hovedparten stammer fra Europas og Asiens Bjærge og er
saa at sige af Naturen bestemte til Plantning paa Havernes
kunstige Klipper. Middelhavslandenes Flora tæller adskillige
Sempervivum-Arter, hvoraf enkelte ligner den store Napoleon i at
have overskredet Alperne, ganske vist ad den modsatte Vej, fra
Syd mod Nord. Men kun en eneste er naaet helt op til Danmark, ja
længere endda, lige til Norge, og da den heroppe er uden nære
Slægtninge, kaldes Arten, _Sempervivum tectorum_, ligefremt
_Tagløg_, uden noget Tillægsord.

Med denne Plantes Indvandring hos os har det sin egen
Sammenhæng, der ikke er uden historisk Interesse.

I sin Hjemstavn, Sydeuropas Alper, er tectorum i Lighed med
andre Tagløg-Arter en udpræget Klippeplante. Langt tilbage i
Oldtiden var den kendt af Hvermand, og man brugte de tykke,
saftige Bladrosetter, der overskaarne ligesom Saftplanters Blade
i det Hele var et udmærket Husraad, et kølende, lægende Middel
mod Brandsaar, Bylder ja selv mod Ligtorne. For at have
Semperviven, den stedselevende, som Plantekendere kaldte den, nær
ved Haanden, indplantedes den i Urtepotter eller plantedes frit
ud paa Tagene, som den Gang neppe var straatækte, men snarere
græstørvklædte.

[Illustration: Stenhøjsparti at store Klippesten rigeligt
beplantet med forholdsvis faa Arter.]

Folketroen drager imidlertid Slutninger paa sin egen Maade og
gik ud fra, at denne gode Urt, der saa fortrinligt slukte
Branden, der rasede i vort eget Kød, ogsaa var skikket til at
værne mod Ilden fraoven, mod Himlens Lyn. Derfor satte man
Husløget til at være Lynafleder paa Menneskers Boliger og Kvægets
Stalde, og af samme Grund indviedes Planten til den gamle
Tordengud, Romernes Jupiter, hvilket fik sit ydre Udtryk i det
folkelige Navn _Barba Jovis_, Jupiters Skæg, som de ældste
Oldtidsforfattere kalder den.

Troen paa Tagløgets undergørende Kraft bredte sig stadigt længer
mod Nord, og fjernt fra dens Hjem plantede man Sempervivum paa
Tagene.

Med al sin Agtelse for Oldtidens nedarvede Visdom levede
Middelalderen videre paa den klassiske Tro paa Tagløget som
Lynamulet, hvad der var saa meget mere rørende, som selve Himlen
utvivlsomt ofte har givet sig til Kende, at den ingenlunde var
ligesaa stærk i Troen, men uærbødigt kunde lade sine Lynstraaler
splintre de skrøbelige Tage, selv om de var nok saa fyldte med
Jupiters Skæg. Dette Navn bevaredes i Munkelatinen, men ulærde
Germaner ombyttede den romerske Tordenguds Navn med et mere
hjemligt og kaldte Planten Donars Bart, Tors Skæg, der senere i
gængs Tale forvanskedes til Donnerbart eller Donnerkraut.

Et mærkeligt Vidnesbyrd om Tordenurtens store Ry er bevaret i de
saakaldte Kapitularier, Forordninger, som Kejser Karl den store
c. 812 lod affatte vedrørende Driften af Krongodserne. Heri
findes en Liste over de Køkken- og Krydderurter samt Frugttræer,
som Kejseren ønskede skulde dyrkes. Sidst af Urtehavens ialt 72
Arter nævnes Barba Jovis, i Oversættelse lyder Stedet saaledes:
"Gartneren skal have Tagløg paa sit Hus."

Den første danske Plantebog, _Simon Paullis Flora danica_,
udgivet 1648, skriver følgende om Husløget eller Sankt
Hans-Løget, som tectorum her kaldes: "Denne Urt voxer her i disse
Lande saare mangfoldigen paa Landsbyen. Thi den tidt ikke
alleniste groer nedre paa Taget, men endda øverst paa Ryg-Aasen
...." 40 Aar senere meddeler _Kyllings Viridarium Danium_, den
første Fortegnelse over alle den Gang kendte danske
Blomsterplanter kort men godt, om Tagløgets Forekomst: "Paa
Tagene mange Steder".

Dette passer nu ikke længer saa ganske. Tagløget er ved at blive
en Sjældenhed og maa siges at falde som Offer for flere
sammenstødende Omstændigheder. Ingen har mere Tiltro til det som
Lynafleder og Brandskader læges paa anden Vis end ved Saftblade,
ligesom Straatagene lader vel tarvelige selv til
Husmandshjemmene og derfor langt fra er saa raadende som i vore
Bedsteforældres Tid. Tilpasse sig mere nutidssvarende Taganlæg
kan Husløget ikke, og saaledes staar den før saa udbredte Plante
i Fare for at blive husvild. Ligesom sin gamle Nabo Storken hører
den til det Danmark, som forsvinder.

Priset være da Havernes Stenhøje og kunstige Klipper, hvor
Stenurter og Husløg kan dyrkes fra Slægt til Slægt. Selv en
mindre Samling Stenhøjsplanter indeholder gærne en eller flere
Sempervivum-Arter. Har man frit Valg, bør man sikkert foretrække
tectorum fremfor nogen anden. Som et mangehundredaarig Medlem af
Danmarks Planteverden fortjener den alene i Kraft af sin
minderige Fortid at sættes øverst paa Listen.

Straatagenes Forsvinden er til at bære, men at ogsaa vore
Stengærder er i stærk Aftagen, maa ærgre den vildvoksende Floras
Venner. De hegnede i fordums Dage næsten hver Marklod, hvert
Krat og mange Haver, men regnes i vor Tid nærmest for Ødselhed.
Hvormange samfundsnyttige Skærver kan saadan et Dige af lutter
store Kampesten ikke give Stof til! Man river Stengærderne ned,
og hvad plejer der at komme i Stedet? Hæsligt, ondskabsfuldt,
næsten modbydeligt Pigtraadshegn.

Faa Steder er eller var Botanikerne kærere end Stendiger. Der er
fredhellige Arnesteder, hvor mange forskellige Arter kappes om
Pladsen, og man næsten altid finder Planter, som ellers ikke
vokser i Omegnen. Her er Sjældenhederne værnede mod Leens,
Plovens eller Spadens Ødelæggelsesværk. Jordens tiltagende
Opdyrkning griber jo overalt forstyrrende ind i Landets
oprindelige Plante- og Dyreverden.

Navnlig paa Stensætninger om Haver træffes den frodigt voksende
_Linaria Cymbalaria_, paa Dansk kaldet med et skrækkeligt Navn
_Haandlappet Torskemund_, ikke helt sjældent. Ogsaa den hører til
de "forvildede" og er endda kommen ret sent her til Landet.
Hornemans "Plantelære" fra c. 1820 nævner den som tilsyneladende
vildvoksende kun fra et enkelt Sted i det daværende Danmark,
Muren om Gottorp Slotspark. Rostrup forbigaar den helt i sin
Flora's første Udgave 1860, i de senere omtales Cymbalaria som
forvildet hist og her, og den er aabenbart, modsat Tagløget, i
Tiltagende herhjemme. Italien nævnes som dens egentlige Hjem, og
Romafarere kender den fra den evige Stads Ruiner, som den klæder
med sin tætte, grønne Kappe. Paa Stenhøje, hvor Cymbalarien skal
vokse jævnsides andre, breder den sig oftest alt for voldsomt,
kryber vidt og bredt til alle Sider og er ikke til at blive af
med, selv om man gerne vilde. Hvor den har Plads nok til
Raadighed gør den god Fyldest, er udmærket til Stengrotter og
Mure, hvorimod den bør fraraades paa egentlige Stenhøje. Som
smuk Ampelplante er Linaria Cymbalaria velkendt under Navn af
_"Huslig Lykke_".

Udenfor Blomsterplanternes Række maa Flertallet af danske
_Bregner_ fremhæves som Stenhøjsplanter i dobbelt Betydning. De
træffes i fri Natur ofte paa Stendiger og Klipper og egner sig
som dyrkede fortrinligt til at plantes paa tilsvarende Steder.

_Engelsød, Polypodium vulgare_, er vor almindeligste
Stengærde-Bregne, men dog langt mindre bunden til Sten og Klipper
end mangen anden Bregne, hvoraf de smaa, henrivende
_Radeløv-Arter_, Slægten _Asplenium_, hører til de Planter, som
allermest er ramte af Menneskenes skaanselløse Fremfærd mod deres
foretrukne Voksepladser. Vore fire Radeløvbregner er alle sjældne
og bliver det stadigt mere. _Nordisk Radeløv_, som endnu for
30-40 Aar siden stod opført fra ikke faa Steder rundtom i Landet,
hovedsagelig paa Stengærder, har disses Aftagen næsten bragt til
fuldstændig Forsvinden. Kun Bornholms Granitklipper skylder vi,
at saavel Radeløv-Arterne som andre stenelskende Planter endnu
synes at have en lang Fremtid for sig som Medlemmer af den danske
Flora, og i særdeles Grad er vor Klippeø et Paradis for alle
danske Bregner.

Selvfølgelig kunde der endnu fremdrages en lang Række
vildvoksende Planter, som der var Grund til at skænke Plads paa
Havestenhøjen. Da de i den fri Natur ikke særligt søger stenede
Voksesteder, foreligger næppe Grund til at skænke dem Omtale som
danske Stenhøjsplanter. Vi maa indrømme i den Forstand
Overskriftens Ordlyd er taget, falder Udbyttet temmeligt magert.
Som vort Land nu en Gang er indrettet, kunde det ikke blive
anderledes. Og helt uden Interesse er Beretningen om vore
hjemlige beskedne Alpeplanter dog forhaabentlig ikke.

[Illustration: Lille nordamerikansk Vandhave med stor
Plantesamling. Cementkanten burde skjuls; men Ejeren vil nødig
undvære den under sit Arbejde i Bassinet.]

[Illustration: Fig. 53. Iris Kæmpferi eller lævigata i
Knuthenborg Park.]





UDVALG AF VAND- OG MOSEPLANTER



(Ved _Axel Lange_).


Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en
dansk Amatør kunde tænkes at komme til at beskæftige sig med.
Medens der saaledes er nævnt et forholdsvis stort Antal Arter,
er Tallet paa Have-Varieteter forsætligt bragt ned, idet
saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger.

_Acorus calamus, "Kalmus"_, er en meterhøj Plante med en Mængde
ubetydelige Blomster i en lang, tæt Kolbe. Bladene brede,
græslignende. Rodstokken er meget aromatisk. Der findes en
brogetbladet Varietet. Mosehuller og Søbredder paa lavt Vand.

_A. gramineus_ fra Japan og dens Varietet _fol. var_. med brogede
Blade, er lave, tueformede Planter med græslignende Blade. De kan
anvendes som Indfatning om Mosebede.

_Aira cæspitosa, "Mose-Bunke"_, 1 m høj. Et her i Landet
almindelig udbredt Græs, som vokser i tætte Tuer. I dyrket
Tilstand bliver Tuerne meget store og fyldige. Smaa-Aksene i den
rigtforgrenede Stand er violetbrune. En Varietet med blege eller
gyldne Smaa-Aks: _pallida_ er overordentlig smuk og maa anbefales
i meget høj Grad. Mosebed.

_Alisma plantago, "Skeblad"_. Indtil meterhøj Plante med ret
store, æg-hjærteformede Blade og smaa hvide Blomster i en stor
Top. Mosehuller eller Sø paa lavt Vand.

_Allium senescens_. Europa. 35 cm høj. Bladene er lange,
linieformede; Blomsterskaftet noget sammentrykt med en tæt Skærm
af matlilla Blomster. Mosebed. Juni.

_Apogoneton distachyum_ fra S. Afrika, kan om Sommeren dyrkes ude
i smaa, lune Vandhuller, men maa om Vinteren holdes i Koldhus.
Bladene har lang Stilk og flydende Plade. Blomsterne hvide, af
stærk, ejendommelig Duft, samlede i en mærkelig tokløftet
Blomsterstand.

_Astilbe_. Denne Slægt, som slutter sig nær til _Spiræa_, rummer
en Mængde prægtige Arter og Hybrider. Bladene er gærne flere
Gange fjersnitdelte. Blomsterne er smaa, men meget talrige,
samlede i store Stande. De formeres let ved Deling. Egner sig
særlig til Plantning paa Mosebede, ved Vandløb eller omkring
Springvandsbassiner. Halvskygge.

Af Arter kan nævnes: _A. Davidi_. 1,5 m. Bladafsnittene
ægformede, grovt savtakkede. Blomsterne lyskarmin i en meget
langstrakt, smal topformet Stand. August. _A. grandis_. 1 m.
Bladafsnittene ægformede, skarpt savtakkede. Blomsterne
gullighvide i langstrakt Top. August. _A. japonica (Hoteja
japonica_). Bladafsnittene elliptisk-lancetformede, blanke.
Blomsterne hvide i pyramideformet Top. Juni. _A. rivularis_,
Himalaya. 1-1,5 m. Bladafsnittene store, ægformet-elliptiske.
Blomsterne gullighvide. Juni.

Af smukke Hybrider kan anføres: _A. Arendsii, "Kriemhilde",
"Lachskönigin", Rubella, "Queen Alexandra", "Gerbe de neige"_.
løvrigt henvises til rige Udvalg i Handelsgartnerkatalogerne.

_Avena elatior, "Draphavre"_. Af dette almindelige, vildtvoksende
Græs findes en smuk hvidbroget Varietet, som er lavere og tættere
af Vækst end Hovedarten. Formeres let ved Deling og egner sig til
Indfatning omkring Mosebede.

_Batrachium aquatile, fluitans_ og _circinata_ o. a. Arter.
Vandplanter med Undervandsblade, der er mangedelte med
traadformede eller børsteformede Afsnit, de to førstnævnte Arter
har ofte tillige Flydeblade. Blomsterne hvide. Plantes i
Smaasøer eller Vandhuller og breder sig let, saa at de i
Blomstringstiden kan danne ligesom et helt hvidt Tæppe over
Vandfladen.

[Illustration: Fig. 54. Butomus umbellatus. (Disse og følgende
6 Billeder efter "Nordens Flora").]

[Illustration: Fig. 55. Calla palustris.].

_Butomus umbellatus, "Brudelys"_. En af vore smukkeste, hjemlige
Planter. Dens Blade er lange, linieformede. Blomsterskaftet, som
bliver meterhøjt, bærer en Skærm af langstilkede, lysrøde
Blomster. Plantes paa lavt Vand i Søen mellem Dunhammere og andre
vilde Planter eller i smaa Vandhuller i Mosebedet. Juni-Juli.

_Calla palustris, "Kær-Mysse"_. Bladene friskgrønne, blanke,
hjærteformede; Blomsterne samlede i Kolbe med et stort
Hylsterblad, som udvendig er grønt og indvendig hvidt; efter
Blomsterne udvikles Bærrene, der tilsidst bliver røde. Trives
bedst i Halvskygge paa dyndet Bund og lavt Vand; i Sol bliver
Bladene mindre og blegere grønne. Ca. 1/4 m høj. Juni-Juli.

_Caltha alpina_ er næppe mere end en Varietet af _C. palustris_;
den er større end denne.

_C. leptosepala_ fra Nord Amerika er ca. 30 cm høj. Bladene
æg-ovale med hjærteformet Basis, Blomsterne med 7-10 gullighvide
Bægerblade. Plantes i fugtigt Mosebed.

_C. palustris, "Eng-Kabeleje"_. Denne almindelige Plante fra vore
Enge har hjærteformet-nyreformede, blanke, mørkegrønne Blade og
æg-gule Blomster. Fortrinlig til Plantning langs Vandløb gennem
Mosebedet. Det er en Plante, der varierer betydeligt m. H. t.
Bladenes Størrelse, Form og Blankhed, saavelsom i Blomsternes
Størrelse og Rigdom, ogsaa af de fyldblomstrede: _fl. pl._, som
blomstrer længere end de enkelte, findes flere Typer.

_Cardamine pratensis, "Engkarse"_ med blegt lillarosa Blomster og
navnlig dens Varietet. _fl. pl_. med større og stærkt fyldte
Blomster er en god lille Plante til Mosebed.

_Carex, "Star"_. Mange af de danske Arter er meget dekorative og
kan anvendes til Indplantning i Mosebede eller ved Søbredder. De
her anførte er blandt de bedste.

_Carex acutiformis_ og dens Varietet _fol. var_. med hvidstribede
Blade plantes ved Søbred eller paa lavt Vand.

_C. pseudocyperus_. Smuk, gulgrøn Art med hængende Aks. Vokser
gærne i Tørvegrave lige over Vandspejlet, plantes derfor bedst
paa Randen af Mosehuller.

_C. riparia. _1 m høj. Aksene tykke, brune og blanke. Af denne
Art findes en brogetblandet Varietet: _fol. var_. Plantes i
Mosehuller paa lavt Vand.

Af Star-Arter fra fremmede Lande kan nævnes:

_C. Buchanani_. Ny Zeland. Bladene er smalle, næsten
traadformede, tørre i Spidsen, og gennem hele deres Længde
iøvrigt af en ejendommelig brun Farve, saa at Planten ser ud,
som om den var vissen. Synes fuldstændig haardfør her i Landet.
Mosebed, baade paa fugtig og temmelig tør Bund.

_C. comans_. Ny Zeland. Bladene er traadformede, fine, samlede i
tætte Tuer. Om dens Haardførhed her i Landet kan intet bestemt
siges endnu, af og til gaar den ud om Vinteren, medens den til
andre Tider synes at kunne modstaa en Del Kulde; maaske er det
overdreven Fugtighed om Vinteren, som den ikke taaler.

_C. Grayi_. Nord Amerika. Ca. 1 m høj, ejendommelig Art. Aksene
er kugleformede med spidst, kegleformede, oppustede Frugthylstre.
Søbred eller Mosebed.

_C. muskingumensis_. Nord Amerika. Vokser i tætte Tuer. Skuddene
c. 80 cm trøje med mange Blade. De grønne Smaa-Aks er samlede i en
aksformet Stand i Skuddets Spids. Søbred eller Mosebed.

[Illustration: Fig. 56. Caltha palustris.]

[Illustration: Fig. 57. Hottonia palustris.]

_Chamænerium angustifolium, "Gederams"_. En smuk, meterhøj
Plante med lange underjordiske Udløbere og store, karminrøde
Blomster i en lang Klase. Plantes paa den tørre Del af
Mosebedet.

_Chrysosplenium alternifolium_ og _oppositifolium, "Milturt"_. To
lave Planter med lysgrønt og gulgrønt Løv og ubetydelige
Blomster. Dyrkes paa beskyggede, fugtige Steder.

_Comarum palustre, "Kragefod"_. Skuddene lange, nedliggende eller
opstigende med uligefinnede Blade, der er blaagrønne paa
Undersiden. Blomsterne brunrøde. Plantes i den fugtigste Del af
Mosebedet.

_Cornus canadensis_ fra Nord Amerika og _Cornus suecica,
"Hønsebær"_ fra Europa (ogsaa Danmark) er to lave Planter, som
har smaa sortrøde Blomster, der er omgivne af fire store,
kronbladlignende, hvide Svøbblade, hvilke træder i Kronens Sted
som Vejleder for Insekterne. Efter Blomstringen følger ret store
røde "Bær". Plantes i Halvskygge, _suecica_ paa vaad,
_canadensis_ paa noget tørrere Mosejord.

_Drosera, "Soldug"_. Denne artrige Slægt har 3 Repræsentanter her
i Landet: _intermedia, longifolia_ og _rotundifolia_, og andre er
næppe haardføre her. De er af Interesse paa Grund af deres Evne
til at fange Insekter, og de er smukke Planter ved deres elegante
Kirtelhaarsbeklædning: talrige røde Haar, hvert med en stor
klæbrig Draabe i Spidsen; men da de dels er vanskelige at faa
dyrket til Fuldkommenhed og dels paa Grund af deres Lidenhed ikke
let kan gøre sig gældende mellem de andre kraftigere voksende
Moseplanter, bør man snarere prøve deres Dyrkning paa fugtige
Steder paa Stenhøjen.

_Dryopteris cristatum_. Bladene er enkelt fjersnitdelte med
fligede Afsnit. Er en smuk lille Bregne, som ikke al Tid er lige
villig til at trives.

_D. thelypteris_. En lille Bregne med findelt, lysgrønt Løv. Ved
sine krybende Jordstængler breder den sig over store Flader.
Formeres let ved Deling. Mosebed.

_Elisma natans, "Søpryd"_. Bladene lancetformede, blanke,
svømmende. Blomsterne hvide. Plantes i Mosehuller.

_Elodea canadensis, "Vandpest"_ eller _"Vandstopperen"_. Var
oprindelig kun vildtvoksende i Nord Amerika, men har bredt sig
over store Dele af Jordens tempererede Egne. Vokser i
stillestaaende og rindende Vand. Bør aldrig indplantes i
Vandsamlinger i Haver, da den breder sig meget stærkt og er
vanskelig at udrydde igen.

_Epipactis palustris_. Hører til Orchidéfamilien. Blomsten er
brunlig med hvid og rødstribet Læbe. 25 cm høj. Juni. Dyrkes i
fugtig Mosejord.

_Equisetum maximum, Elfenbens Padderokke_. Særlig smuk paa Grund
af de høje Skud med lysgrøn eller næsten hvid Hovedstængel og
talrige, friskgrønne Sidegrene. Plantes i Mosebed eller langs
Vandløb. Ved underjordiske Udløbere kan den brede sig vidt
omkring, saa at der pludseligt skyder Skud op langt borte fra
Moderplanten. Sol eller Halvskygge.

_E. silvaticum_. Langt svagere og lavere af Vækst. Sidegrenene
fintgrenede; en meget sirlig Art. Plantes i Halvskygge eller
Skygge paa halvfugtig Bund.

[Illustration: Fig. 58. Lysimachia vulgaris]

[Illustration: Fig. 59. Lythrum salicaria]

_Eriophorum, "Kæruld"_. Disse Planter har en vis dekorativ Værd
ved den fine, hvide Frøuld, som udvikles efter Blomstringen.
Arterne _angustifolia_ og _latifolia_ har Udløbere og breder sig
derfor, medens Arten _vaginatum_, som har tueformet Vækst, er
mere stedbunden. Plantes i den vaadeste Del af Mosebedet.

_Eupatorium cannabinum_ med blegrøde og _E. purpureum_ fra Nord
Amerika med karmoisinrøde Blomster, egner sig til Plantning med
andre Stauder som Bræmme om Søen. Den dobbeltblomstrede E.
_cannabium_ har klarere rosenrøde Blomster end Hovedarten.

_Euphorbia palustris_. Meterhøj Staude med gulgrønne Blomster.
Mosebed.

_Geranium palustre, "Kær-Storkenæb"_. 60 cm høj Staude med
haanddelte Blade og lyskarmin Blomster 2 og 2 sammen. Juli.
Halvskygge paa fugtig Bund. Formeres let ved Deling.

_Glyceria aquatica, "Sødgræs"_. Højt og smukt Græs, som plantes
mellem andre høje Stauder paa lavt Vand. Varieteten _fol. var_.
med smukke hvidstribede Blade passer bedst til Mosebedet i dettes
tørrere Del, den bliver let for grøn, hvis den staar fugtigt.

_Gunnera manicata_ fra Brasilien og _G. scabra_ fra Chile er
grove, men meget dekorative Stauder. Bladene er haanddelte, saa
store som Rhabarberblade, tornede. Blomsterne, som enkeltvis er
meget smaa, er samlede i en stor Stand. Under gunstige Klimaer
kan de plantes helt nede i Vandkanten eller paa flad Søbred, som
af og til oversvømmes af Vand; her gør man vel i at plante dem
noget tørrere. For at trives fordrer de rigelig Næring og god
Vinterdækning.

_Helosciadium repens_. Bladene fjersnitdelte. Blomsterne
ubetydelige, hvide, i Skærm. Paa Grund af sin krybende, tætte
Vækst danner den sammenhængende, grønne Tæpper og er derfor
meget anvendelig til Dækning af nøgne Pletter i Mosebedet.

_Hottonia palustris. "Vandrøllike"_. 35cm høj. Løvet meget
findelt, for Størstedelen nedsænket i Vand. Blomsterne lysrøde
eller næsten hvide, eller ogsaa karminrøde, i Kranse opad en
rank Stængel. Juni. Trives bedst i Grave eller Grøfter med
dyndet Bund og med stillestaaende eller svagt rindende Vand.
Meget dekorativ.

_Imperata sacchariflora_. Amurland. Meterhøjt Græs med en stor,
silkeblød hvid Blomsterstand. Formeres let ved Deling og breder
sig snart. Plantes i Mosebed eller omkring Vandbassiner.

_Iris acoroides_. Ligner den danske Sværdlilie, men er betydelig
højere--indtil 2 m--og har bleggule Blomster. Plantes mellem
Typha o.l. paa lavt Vand. Juli.

_I. Kæmpferi_ (eller _lævigata)_. Denne afviger ret betydeligt
fra de almindelige Iris (_germanica_-Typen), idet Blomsten er
meget fladere end hos disse. Der eksisterer en Mængde
fortræffelige Sorter baade af japansk og europæisk Tiltrækning
med prægtige Farver. Plantes ved Søbred eller ved Vandløb.

_I. ochroleuca_. Ca. 1,4 m. Blomsterne hvide med gul Tegning.
Juli.

_I. pseudacorus, "Gul Sværdlilie"_. Ca. 1,2 m. Blomsterne gule.
Juli. Søbred.

_I. sibirica_. 1 m. Bladene smalle. Blomsterne blaa, en Varietet:
_"Snow queen"_ har hvide Blomster. Juni.

[Illustration: Fig. 60. Menyanthes trifoliata]

[Illustration: Fig. 61. Utricularia vulgaris]

_I. virginica_. 80 cm. Blomsterne blaa. Juni.

Foruden disse Iris Arter kan flere andre anbefales til Plantning
ved Vandsamlinger hvad enten dette er naturlige Søer eller
kunstige, regelmæssige Vandbassiner. Blomsternes smukke Former
og rene Farver, gør denne Slægt til en af de ypperste
Vandhaveplanter.

_Juncus glaucus_. Danner c. 80 cm høje, tætte Tuer af blaagraa,
traadformede Skud. Mosebed eller Søbred.

_Limnanthemum nymphæoides, "Søblad"_. Til Trods for at det er en
smuk Plante--den har svømmende, næsten kredsrunde Blade og gule,
frynsede Blomster--bør det fraraades at indplante denne
Vandplante i Bassiner eller Søer, hvor man ønsker nogen fri
Vandflade; overladt til sig selv vil den hurtig dække hele
Vandpartiets Overflade med sine Blade, og den er næsten ikke til
at udrydde, hvor den først har faaet Indpas.

_Limnanthes albu_ og _L. Douglasii_ fra Nord Amerika er to
enaarige Planter, som egner sig til at saa paa nøgne Pletter i
Mosebedet. Den første har fjersnitdelte, blaagrønne Blade og
hvide Blomster, den anden har fjersnitdelt, gulgrønt Løv med
fligede Afsnit og hvide Blomster med gul Midte. Saas i April og
blomstrer i Juli. Den sidste er den villigste.

_Lychnis flos cuculi, "Trævlekrone"_. Blomsterne lysrøde,
frynsede. Juni. Varieteten _fl. pl_. med fyldte Kroner holder
Blomsterne længere end Hovedarten.

_Lysichiton kamtschatcense_. Hører til Arum-Familien og har et
bleggult Hylsterblad. Hvorvidt den er haardfør her i Landet vides
endnu ikke med Sikkerhed, da det kun er faa Aar siden, den er
bragt hertil.

_Lysimachia nummularia_. Krybende Plante med smaa, næsten
kredsrunde Blade og gule, enlige Blomster. Egner sig til Dækning
af Grøftekanter eller Bunden i Mosebede.

_L. thyrsiflora, "Gulddusk"_. Planten opret 40--50 cm med smaa
gule Blomster i tætte Klaser. Plantes paa lavt Vand i Mosehuller
eller i svagt rindende Vand. Juli.

_Mentha_. Forskellige Mynte-Arter trives godt paa fugtig Bund og
kan paa Grund af deres krydret-vellugtende Blade anbefales til
Plantning paa Mosebed.

_Menyanthes trifoliata, "Bukkeblad"_. Blomsterne blegrosa,
frynsede, i Klase. Breder sig overordentlig let paa sumpet Bund.

_Mimulus Langsdorffii, "Abeblomst"_ fra Amerika. (Bedst kendt
under Navn af _M. luteus_; dette er dog en anden Plante) 60 cm.
Blomsterne gule. Plantes ved Vandløb i Skygge eller Halvskygge.
Breder sig let viden om ved Selvsaaning, men er let at holde
indenfor rimelige Grænser.

_Myosotis palustris_. Dette er den almindelig kendte
_"Eng-Forglemmigej"_. Blomsterne lysblaa. Plantes i og ved
Vandløb, ogsaa udmærket anvendelig som Indfatning om Mosebede.
Formeres let ved Deling. Juni Juli. Der findes talrige
Varieteter, som udmærker sig ved kompakt Vækst eller særlig
Blomsterrigdom, ligeledes findes hvidblomstrede Varieteter.

_Myriophyllum, "Tusindblad"_. Skønt disse Planter er meget
sirlige, har de næppe nogen Betydning som Frilands-Vandplanter,
De er nemlig Undervandsplanter, og det fine Løv gør sig
vanskeligt gældende, undtagen hvis Vandet er meget klart og
gennemsigtigt.

[Illustration: Fig. 62. Astilbe Arendsii.]

_Nuphar advena_. Nord Amerika. Ligner en Del vor danske Aakande,
men Planten er noget grovere i alle Dele. Bladene hæver sig gærne
noget op over Vandet.

_N. japonicum_. Japan. Bladene aflangt pilformet-hjærteformede.
Blomsterne rødgule.

_N. luteum, Aakande_. Bladene mørkegrønne, nyreformede, blanke,
svømmende. Blomsterne næsten kugleformede, æg gule, stærkt
duftende. Plantes i Søer og i svagt rindende Vand.

_N. pumilum_. Mindre i alle Dele, men ligner ellers den
almindelige Aakande. Egner sig godt til Plantning i cement-støbte
Frilandsaquarier.

_Nymphæa alba, "Nøkkerose"_. Bladene ligner Aakandens. Blomsterne
store, hvide, bægerformede, meget smukke. Plantes i Søer og svagt
rindende Vand.

_N. alba v. rosea_ fra Sverrig har rosenrøde Blomster.

Under Arts- eller Varietetsnavnene: _biradiata, candida, odorata,
tuberosa_ dyrkes Planter, som slutter sig meget nær til _Nymphæa
alba_.

Ved kunstig Tiltrækning er der navnlig i den sidste halve
Menneskealder tiltrukket prægtige Hybrider, hvis Tal næsten er
_legio_, og som det i dette lille Værk vilde føre for vidt at
skildre indgaaende. Flere af disse Hybrider er saa farveprægtige,
at de fuldt ud kan sættes paa Højde med de tropiske
Nymphæa-Arter. Af hvidblomstrede kan nævnes: _Gladstoniana,
lactea, Marliacea albida_. Gule Blomster har _Odorata sulphurea,
Marliacea chromatella_. Af rosa kan fremhæves: _Colossea,
Marliacea rosea_, stærkere røde er: _atropurpurea, Escarboucle,
James Brydon_. løvrigt henvises til Gartner-Kataloger.

_Onoclea sensibilis_. Denne smukke Bregne fra Nord Amerika har
glatte, matgrønne, fjersnitdelte Blade med lappede Afsnit.
Plantes i Halvskygge eller Skygge. 40 cm.

_Orchis, "Gøgeurt"_. De danske Arter _O. incarnatus, latifolius_
og _maculatus_ samt _O. foliosus_ fra Madeira kan plantes paa
Mosebed. Alle de anførte Arter har røde Blomster i Klase. De to
første plantes paa vaad Vokseplads, de to sidstnævnte i den
tørrere Del af Mosebedet.

_Orontium aquaticum_. Nord Amerika. Blomsterne smaa, gule,
samlede i en tæt Kolbe med hurtigt affaldende Hylsterblad.
Bladpladen er elliptisk, mørkegrøn paa Oversiden, bleggrøn paa
Undersiden, oftest svømmende paa Vandoverfladen. Plantes i
stillestaaende Vand med dyndet Bund.

_Osmunda regalis, "Kongebregne"_. En meget smuk Bregne med
dobbelt fjersnitdelt, glat Løv, den øvre Del af Bladet bestaar
af en Mængde Smaa-Aks af Sporehuse. Kan naa en meget smuk
Udvikling paa fugtig Bund i Halvskygge og er en af Mosebedets
mest dekorative Planter.

_Peltanda virginica_. Nord Amerika. Bladet er
pilformet-spydformet, rent grønt. Plantes paa lavt Vand i en lun
Krog, og vil da maaske nok kunne udholde vor Vinter.

[Illustration: Fig. 63. Iris sibirica "Snow Queen".]

_Petasites officinalis, "Pestilensurt", "Hestehov"_. Blomsterne
smudsigrøde, fremkommer allerede i April inden Bladene; disse er
meget store, næsten kredsrunde, langstilkede. Planten trives
ypperligt paa fugtig Bund og kan f. Eks. anvendes til at dække
grimme Afløb.

_P. japonicus_. Blomsterne gulliggrønne i det tidlige Foraar.
Bladene store, friskgrønne. Anvendes paa lignende Maade som
forrige.

_P. spurius_. Bladene triangulære, hvidfiltede paa Undersiden.
Trives godt paa sandede Søbredder.

_Phragmites communis, "Tagrør"_. Et højt (c. 2 m) stateligt Græs
med stor, silkeglinsende Top. Kan trives paa vaad Bund og helt ud
paa dybt Vand. Navnlig fortrinligt til Bræmme omkring store Søer.
En Varietet: _fol. aureis_ har gulbrogede Blade og guldgule
Stængler.

[Illustration: Fig. 64. Nymphæa Marliacea chromatella.]

_Pinguicula vulgaris, "Vibefedt"_. 8 cm. Blomsterne violette paa
en fin Stilk fra en Roset af klæbrig-fedtede Blade.
Insektfangende. Bedst trives den paa fugtig Jord, saavel sandet
som leret eller moseagtig, imellem andre Planter (Græs), som kan
skærme lidt for den uden dog paa nogen Maade at vokse op over
den, saa at den kommer i Skygge. Juni.

_Polygonum bistorta, "Slangeurt"_. Blomsterne blegrøde i et
endestillet Aks. 1 m høj. Mosebed. Juli. Halvskygge.

_Pontederia cordata_. Nord Amerika. Bladene aflangt hjærteformede
paa lange Stilke; Blomsterne blaa, i Klase. Kan af og til
overvintre paa Friland, men for en Sikkerheds Skyld er det bedst
at have nogle Eksemplarer i Hus om Vinteren. Maa plantes paa en
lun Plads paa lavt Vand.

_Potamogeton natans, polygonifolius, prælongus_ og _rufescens_.
De to første har Flydeblade, de to sidste kun Undervandsblade,
men da disse er store og smukke, kan Arterne finde Anvendelse til
Indplantning i Bassiner, hvor Vandet kan holde sig klart og
gennemsigtigt.

_Primula farinosa, "Engestjerne"_. Blomsterne rødlilla i Skærm.
Bladene smalle, gulmelede. En meget skøn lille Plante, som,
plantet i Masse eller spredt mellem andre lave Moseplanter, er af
ypperlig Virkning. Maj.

_P. luteola_. Kaukasus. Ca. 20 cm høj med en rigtblomstret Skærm
af gule fladkravede Blomster.

_P. sikkimensis_ fra Himalaya, bliver 30 cm høj, efter
Afblomstringen endnu højere. Blomsterne i Skærm, lysgule,
nikkende, vellugtende. Bladene friskgrønne. Juni.

_Ranunculus aconitifolius_ med mørkegrønt, haanddelt Løv og
talrige, hvide Blomster, har hjemme i Mellemeuropas fugtige
Bjærgskove. Trives vel i Skygge eller Halvskygge paa fugtig,
muldet Jord eller ved Vandløb. En Varietet med fyldte hvide
Blomster, _"Sølvknap"_, er almindelig dyrket. Juni-Juli.

_Ranunculus lingua_ er en meterhøj Plante med lange,
lancetformede Blade og store, gule Blomster. Trives i og ved
Vand.

_Rodgersia podophylla_. 60 cm. Bladene hjulformede med 5 omvendt
kileformede, spidslappede Afsnit. Blomsterne gullighvide, meget
smaa i rigtblomstrende Stande. Juli.

_R. tabularis_. 1 m. Bladene næsten kredsrunde, 40 cm i Diameter.
Blomsterne smaa, gullig-hvide i en stor, forgrenet, rigtblomstret
Stand.

Begge disse Arter trives paa Mosebed paa en lun, ikke for vaad
Vokseplads.

_Sagittaria sagittifolia, "Pilblad"_. Bladene pilformede,
Blomsterne hvide. Dybt Vand, stille eller rindende.

_Saxifraga peltata_. Nord Amerika. 1 m. Blomsterne lysrøde,
talrige i en stor Stand, udvikles før Bladene. Maj. Bladene
næsten kredsrunde paa lange Stilke. Mosebed eller Søbred.

_Scirpus, "Kogleaks". S. lacustris_ og _S. Tabernæmontani_ er
høje, bladløse Planter almindeligt kaldet "Siv". Plantes i Søer
paa lavt eller dybt Vand, den sidstnævnte trives endog i
Brakvand.

_S. Tabernæmontani v. zebrinus_ har smukt
hvid-(tvær)stribede Skud.

_S. atrovirens_ fra Nord Amerika og _S. silvaticus_ fra Europa,
Danmark, med græsagtige Blade, egner sig til Mosebed. _S.
maritimus_ trives i Brakvand.

_Senecio ligularia_. 1 m. Bladene store, hjærteformede, takkede.
De gule Kurve samlede i en langstrakt Klase. Juli.

[Illustration: Fig. 65. Spiræa gigantea]

_S. tanguticus_. 1 m. Bladene store, fjersnitdelte med fligede
Afsnit. Blomsterne gule i smaa Kurve i rigtforgrenet Stand. Juli.

_S. Veitchianus_. 1,3 m. Bladene meget store, hjærteformede,
langstilkede. Blomsterne gule i store (6 cm i Diam.) Kurve,
samlede i en stor fyldig Klase. August. Alle 3 Arter fortrinlige
til Mosebed. Af andre Arter kan nævnes: _S. aquaticus, S.
clivorum, S. Wilsonianus_ (se Staudebogen).

_Spiræa_. Blomsterne er gærne meget smaa, men da de er samlede i
Mængde i store Stande, bliver de dog af kraftig Virkning.
Fortræffelige til Plantning paa Mosebed, ved Søbredder og ved
Vandløb, _S. aruncus_ ogsaa god som Solitærplante. Formeres ved
Deling.

[Illustration: Fig. 66. Trollius "Goldquelle" (øverst).]

_S. aruncus_. Indtil 2 m høj. Blomsterstandene meget store,
flødehvide. Hanplantens Blomsterstand kønnere, men af kortere
Varighed end Hunplantens.

_S. gigantea_. 2 m. Bladene haandlappet-fligede. Blomsterne
hvide.

_S. lobata_. Nord Amerika. Blomsterne røde.

_S. palmata_. Nord Amerika. Blomsterne røde; Bladene
haandlappede.

_S. ulmaria, "Mjødurt"_. Blomsterne gullig-hvide. En i vore Enge
og Grøfter almindelig udbredt Plante. Der findes en smuk,
fyldtblomstret Varietet.

_Stenanthium robustum_. Denne prægtige nordamerikanske Plantes
Haardførhed bør nærmere prøves, inden den anbefales til
almindelig Plantning. Blomsterne hvide, smaa, i store
rigtforgrenede Stande. Kræver en lun Vokseplads.

_Stratiotes aloides, "Krebseklo"_. Bladene olivengrønne i Roset.
Vokser i stillestaaende eller svagt rindende Vand.

_Symplocarpus foetidus_. Nord Amerika. Af Familien Araceæ.
Hylsterbladet er udvendigt gult med mørkviolet, indvendigt
mørkviolet, omgivende en kort og tyk Kolbe. Ildelugtende.
Bladene, som udvikles efter Blomstringen, er æg-hjærteformede,
temmelig store. Plantes paa lun Plads i Mosebedet. Da den kun
har været dyrket i ringe Grad her i Landet, maa dens Haardførhed
maaske endnu drages i Tvivl.

_Trapa natans, "Hornnød"_, med de smukke, rudeformede Flydeblade
og de ejendommelige Frugter, som af og til findes i vore Moser,
hvoraf kan ses, at Planten i svundne Tider har vokset vildt her i
Landet, kan kun bringes til god Udvikling i lune Vandsamlinger.
Den er enaarig.

_Trollius, "Engblomme"_. Bladene er hos alle Arterne haanddelte;
Blomsterne mer eller mindre kugleformede, gule (fra cremefarvede
til mørkt orangegule). Arterne ligner hverandre indbyrdes, ved
Bastardering er der yderligere frembragt Mellemformer og særlig
rigtblomstrende og smukt farvede Hybrider. Af Arter kan nævnes:
_T. asiaticus_ orangegul; _T. caucasicus_ orangegul og _T.
europæus_ lysgul, heraf en Varietet _albidus_ med flødehvide
Blomster. Af Hybrider kan nævnes _"Goldquelle"_ og _"Orange
globe_".

Den lille Art _T. pumilus_, Himalaya, er betydelig lavere af
Vækst end de andre her nævnte Arter; Blomsterne er fladere, rent
gule; af denne en mere storblomstret Form: _yunnanense_.
Engblommerne er særdeles anvendelige til Plantning paa Mosebed
eller andre fugtige Bede eller til Anbringelse ved Søbredder.

_Typha, "Dunhammer"_, er store kraftigtvoksende Planter med
uanselige Blomster samlede i en tæt brun Kolbe; Bladene er
grove, græsbladagtige. _T. angustifolia_ med smalle, lange Blade
og tynde Kolber. Ca. 2 m. _T. latifolia_ med brede Blade og
tykke Kolber. Ca. 2 m. _T. minima_ spinklere end de foregaaende
med kortere Kolbe. _T. Shuttleworthi_ af meget kraftig Vækst.
Arterne plantes paa lavt Vand i Søbredsbræmmen mellem andre
kraftigtvoksende Planter. Bedst anvendelige ved store Søer.

_Zizania aquatica_ er en enaarig, nordamerikansk Græsart, hvis
Frø med Begærlighed ædes af Vandfugle; bør derfor udsaas, hvor
saadanne Fugle holder til.

Foruden de her nævnte Arter er der talrige andre Planter, som
kan anvendes med Fordel til Plantning omkring Søer, ved Vandløb
eller paa fugtige Bede. Her skal saaledes nævnes:

Juncus effusus, Lysimachia vulgaris, Lythrum alatum, salicaria
og virgatum, Thalictrum aquilegifolium, Sparganium ramosum og
simplex, Utricularia vulgaris.

Endvidere kan Opmærksomheden henledes paa de overordentlige
interessante, insektædende, nordamerikanske _Sarracenia-Arter_,
som synes at være til Dels haardføre her i Landet.

[Illustration: Kanal i Bregentved Have's ældre Del, tjener
foruden til Bortledning af Vandet fra Kaskaden, der ses i
Baggrunden, tillige som dekorativt Led af Anlæg]

[Illustration: Fig. 67 Achillea tomentosa i C. V. Langes Gartneri
i Frederikssund.]





UDVALG AF STENHØJSPLANTER



(Ved _Axel Lange_).


Nedenstaaende Udvalg er foretaget under Hensyntagen til, hvad en
dansk Amatør kunde tænkes at komme til at beskæftige sig med.
Medens der saaledes er nævnt et forholdsvis stort Antal Arter,
er Tallet paa Have-Varieteter forsætligt bragt ned, idet
saadanne let kan findes i Handelsgartner-Kataloger.

_Acæna_. En Del Arter af denne Slægt, der for største Delen
stammer fra den sydlige Halvkugle, er haardføre og kan anbefales
til Dyrkning paa vore Stenhøje. Bladene er enkelt eller dobbelt
fjersnitdelte. Blomsterne ubetydelige i tætte Stande.

_A. Buchanani_. 3 cm. Danner store, tætte, sammenhængende Tæpper.
Bladene er graaliggrønne eller næsten sølvhvide, med rundagtige,
savtakkede Afsnit. Blomsterne i smaa, kugleformede Stande. Juni.
Fortrinlig til Beklædning af solbeskinnede, tørre Flader.

_A. glaucophylla_. Skuddene nedliggende med blaagrønne,
fjersnitdelte Blade, hvis Afsnit er ovale, grovt savtakkede.
Blomsterne i store kugleformede Stande. Juni.

_A. Hieronymi_. Skuddene indtil 50 cm lange, nedliggende, fryser
hvert Aar ned til eller omtrent ned til Basis. Løvet smukt,
dobbelt fjersnitdelt, frisk grønt. Blomsterne i cylindriske
Stande. Juli. Trives bedst i Halvskygge.

_A. microphylla_. 5 cm. Ligner _A. Buchanani_, men er noget
løsere af Vækst og danner derfor ikke saa tætte Tæpper. Løvet er
kobberfarvet. Anvendelse som _A. Buchanani_.

_Acantholimon_, af Familien _Plumbaginaceæ_, omfatter en Række
Arter, der alle stammer fra Orienten. De er ret ens af Udseende;
fælles for dem er det, at Bladene er sylformede eller næsten
naaleformede, tætsiddende, og at Blomsterne er blegrøde eller
rosenrøde. Juli. Planterne former sig i tætte Puder, som
efterhaanden kan antage ret betydelige Dimensioner. A. plantes
bedst som smaa Planter i smalle Revner paa store Klippeblokke i
fuld Sol; de dybtgaaende Rødder, som disse Planter har, og da
særlig de, der er tiltrukne ved Frøudsæd, gør, at de kan trives
paa en saadan Plads uden at lide ved Tørke.

Af Arter skal særlig nævnes:

_A. androsaceum, A. glumaceum_ og _A. venustum_.

_Achillea_ (herunder _Ptarmica_, som ofte regnes for en særlig
Slægt). Blomsterne i Kurve, gule eller hvide, Kurvene samlede i
Halvskærm.

_A. Clavennæ_. 25 cm. Bladene fjerfligede, graa af
Filtbeklædning. Blomsterne hvide. Juni.

_A. Grisebachi_. 20 cm. Bladene faa cm lange, tungeformede,
fjersnitdelte, graafiltede. Blomsterne hvide. Maj-Juni.

_A. moschata_. 20 cm. Bladene grønne, dybt fjersnitdelte.
Blomsterne hvide. Juni.

_A. tomentosa. 25_ cm. Bladene smalle, fjersnitdelte, Afsnittene
atter snitdelte med næsten haarformede Smaaafsnit. Blomsterne
gule. Juni--Juli.

Alle Arterne formeres let ved Deling. Plantes mellem Smaasten
paa jævne eller skraa Flader helst i større Mængde eller ogsaa i
vandrette Klipperevner. _A. moschata_ bør dog plantes paa
nordvendt Stenhøj eller paa Morænebed.

_Adonis_ har fintdelt Løv og prægtige gule Blomster i det tidlige
Foraar. Højde c. 25 cm. Af almindelig Staudetype; danner
efterhaanden store Blokke. Formeres ved Deling, men bør kun
sjældent omplantes, da de netop er af bedst Virkning, naar
Blomsterne myldrer op tæt ved hverandre. Plantes paa muldet,
fugtig, men veldrænet Plads.

Der findes flere hverandre nærstaaende Arter, som navnlig
adskilles ved Forskel i Løvet og i Blomstringstiden. Hjemsted:
Syd-Europa, Øst-Europa, Asien.

_A. amurensis_. Marts. Heraf en fyldtblomstret Varietet. Løvet
blankt, ligner fintdelte Bregneblade.

_A. vernalis_. Maj.

_A. wolgensis_. April.

_Aethionema coridifolium_ fra Libanon har nedliggende Skud tæt
besat med lancetformede, glatte Blade; Blomsterne rosa i tætte
Klaser. Plantes imellem løse Sten i porøs Jord.

_Agrostis rupestris_. 12 cm. Et lille fint Græs med næsten
haarformigt fine Blade og en forgrenet Top af meget smaa
brunlige Smaaaks. Plantes i vandrette Klipperevner eller mellem
løse Smaasten i let Jord.

_Alchimilla alpina_. Dens Blomster er smaa og ubetydelige,
bleggrønne, men Løvet er smukt og gør derved Planten anvendelig
paa Stenhøjen. Bladene er dybt haanddelte med smalle Afsnit, der
er silkehaarede og derved sølvglinsende især paa Undersiden.

_A. splendens_ ligner _alpina_, men er stærkere sølvglinsende.
Meget lette at dyrke. Kan anbringes hvorsomhelst paa Stenhøjen
undtagen i Skygge.

_Alyssum montanum_. Skuddene nedliggende, Bladene noget graalige.
Blomsterne rent gule i tætblomstrede Klaser, vellugtende.

_A. rostratum_. Lilleasien, Grækenland. 25 cm. Blomsterne gule.
Juli.

_A. saxatile_. Planten af ret grov og udbredt Vækst. Løvet
graaliggrønt. Blomsterne udvikles i overordentlige Mængder og
gør derved Planten til en værdifuld Stenhøjsplante, de er gule
og samlede i store Stande. En Varietet _fl. pl._, har fyldte
Blomster, endvidere findes andre Former med blegere gule Blomster
og med mere sluttet Vækst. Særlig fortrinlig til Plantning i
Stengærder, Mure, store Klippeblokke. Taaler fuld Sol og maa
helst have let Jord.

_A. spinosum_ er en ejendommelig lille Plante, der danner smaa,
runde Buske med graaligt Løv og smaa, hvide Blomster. Gamle Grene
omdannes til Torne. Plantes i fuld Sol i Klipperevner (vandrette)
eller imellem løse Smaasten.

_Anchusa myosotidiflora_. 25 cm. Bladene stilkede, hjærteformede.
Blomsterne smaa, himmelblaa i rigtblomstrede Stande. Er vel nok
lidt grov af Vækst, navnlig efter Afblomstringen eller mod
Slutningen af Blomstringen, men bør dog alligevel anbefales paa
det bedste paa Grund af de prægtigt farvede Blomster, som
fremkommer allerede i April. Plantes bedst imellem Sten, som
flankerer større Kløfter. Formeres let ved Deling, og man kan
hyppigt finde selvsaaede Planter ved Siden af de gamle.

[Illustration: Fig. 68. Alyssum rostratum]

_Androsaces_. Denne Slægt rummer nogle af de allerkæreste
Alpeplanter; flere af dem kan dog vanskeligt dyrkes. De er meget
forskellige af Vækst, idet nogle er typiske Pudeplanter andre
former Rosetter med lange Udløbere. Slægten staar systematisk set
meget nær ved _Primula_, men afviger fra denne Slægt Bl.a. ved at
have et meget kort Kronrør.

_A. carnea_. Bladene linieformede eller næsten sylformede,
Skuddene dannende smaa, ret løse Puder. Blomsterne rosenrøde med
gult "Øje". Plantes i vandrette Klipperevner.

_A. chamæjasme_. Bladene lancetformede, randhaarede. Blomsterne
hvide med gult "Øje".

_A. Chumbyi_ er en meget tæt sammentrængt Form af _A.
sarmentosa_.

_A. foliosa_ fra Himalaya har forholdsvis store, stilkede Blade
og rosenrøde Blomster i Skærm paa et c. 15 cm højt. Skaft.

_A. lactea_. 10 cm. Bladene friskgrønne, linieformede, samlede i
Rosetter, som danner Puder eller Tæpper. Blomsterne snehvide i
Skærm. Juni. Plantes i vandrette Klipperevner.

_A. Laggeri_ staar nær ved _A. carnea_, men Bladene er mindre og
talrigere, hvorved Planten bliver mere kompakt. Blomsterne røde.

_A. lanuginosa_. Himalaya. Skuddene nedliggende, rødlige med
elliptiske, tæt silkehaarede Blade. Blomsterne blegrøde med
mørkt "Øje", i tætte Skærme. Formeres let ved Stiklinger og
Deling. Plantes imellem løse Sten eller i vandrette Klipperevner.
Planten bør Vinteren over dækkes med en Glasplade for at skærmes
mod overdreven Fugtighed.

_A. primuloides_. Himalaya. 15 cm. Rosetterne løse, herfra udgaar
langstilkede Skærme af rosenrøde Blomster med gult Øje og lange
Udløbere med Bladroset i Spidsen. Disse ny Rosetter slaar Rod, og
Planten breder sig derved over store Flader. Maj.

_A. sarmentosa_. Himalaya. Staar nær foregaaende, men er grovere
i alle Dele. Meget let at dyrke; plantes imellem løse Sten paa
jævnt skraanende Flader eller i Mellemrummene mellem større Sten.

_A. villosa_. Bladene, der er silkehaarede, er samlede i en tæt
Rosette, herfra udgaar Udløbere med ny Roset i Spidsen. Plantes
paa flade eller svagt skraanende, vel afdrænede Flader.

_Anemone apennina_. Fra den underjordisk krybende Rodstok udgaar
de 15-20 cm linje Stængler med 3 Gange snitdelte Blade.
Blomsterne med mange blaa (c. 20) Bægerblade. April. Plantes i
muldet Jord i Skygge; trives ogsaa paa flad Jord og passer derfor
godt til at plante i Nordsiden af de Busketter, som eventuelt
maatte ligge tæt op til Stenhøjen.

_A. baldensis_. Blomsterne hvide, udvendig haarede, ofte med
violet Anstrøg. Plantes bedst paa Nordsiden af Stenhøjen.

_A. blanda_ fra Grækenland staar nær _apennina_, men er af lavere
Vækst og har større Blomster. Den skal ikke plantes i Skygge, men
hellere paa en forholdsvis tør og solrig Plads. Blomstrer
tidligere end _apennina_.

[Illustration: Fig. 69. Aster alpinus.]

_A. coerulescens_, som vokser vildt paa Bornholm, anses
almindeligvis som en Form af _A. apennina_. Blomsterne er hvide,
udvendig blaa. Anvendelse som Hovedarten.

_A. narcissiflora_. Vil af mange blive betragtet som en altfor
stor Plante for Stenhøjsanlæg, men da den ikke kan trives paa
flad Jord og er meget smuk, bør den dog ikke forbigaas. 40 cm
høj. Bladene er haandsnitdelte med fligede Afsnit. Stængelen
deler sig i 7-8 enblomstrede Stilke; Blomsterne hvide, udvendig
svagt rosenrode. Plantes enkeltvis i jævnt fugtige, godt
afdrænede Kløfter i muldet, stenet Jord; bør anbringes et Sted,
hvor den kan forblive urørt og udvikle sig smukt til en kraftig
Plante; ynder ikke Omplantning.

_A. nemorosa_ den almindelige _"Hvid Simmer_" fra vore Skove, kan
ogsaa finde Anvendelse paa Stenhøjen paa skygget, muldet Bund, i
Kløfter mellem store Bregner og lignende Steder. Der findes en
Del Varieteter af denne Art. Her skal særlig nævnes _fl. pl_. med
tætfyldte Blomster (omdannede Støvblade) og _Robinsoniana_ med
store enkelte, blegt lillablaa Blomster; den er højere og
kraftigere af Vækst end selve Arten, men sen til at formere og
brede sig.

_A. palmata_. Middelhavslandene. Bladene er nyreformede,
haandlappede, noget læderagtige. Blomsterne er gule. Plantes paa
flade, lune Lavninger af Stenhøjen i muldet Jord.

_A. ranunculoides, "Gul Simmer_", fra vore Skove anvendes som _A.
nemorosa_.

_A. trifolia_. Bladene haanddelte. Afsnittene lancetformede,
savtakkede. Blomsterne hvide, sjældnere blaalige. Fordrer løs
muldet Jord og Halvskygge.

_Antennaria, "Kattefod"_, danner Mængder af smaa Rosetter,
hvorfra udgaar Sideskud, der atter sætter Rosetter, hvorved
Planten bliver tæppedannende. Blomsterne hvide eller blegrøde i
smaa Kurve, som atter er samlede i halvskærmformede Stande.

_A. alpina_. B

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/9264