← catalogue

Lykke-Per. Første Del

by Henrik Pontoppidan · Danish · Gutenberg #51384 · 526,880 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Lykke-Per. Første Del
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Lykke-Per. Første Del

Author: Henrik Pontoppidan


        
Release date: March 6, 2016 [eBook #51384]
                Most recently updated: October 23, 2024

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/51384

Credits: Produced by Thomas Hermansen


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK LYKKE-PER. FØRSTE DEL ***

LYKKE-PER




HENRIK PONTOPPIDAN
LYKKE-PER


ANDEN UDGAVE


GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1905




FR. BAGGES BOGTRYKKERI
KØBENHAVN




FØRSTE DEL




Første Kapitel.

I en af de østjyske Smaakøbstæder, der ligger gemt mellem grønne
Banker i Bunden af en tilgroet Fjord, levede der i Aarene før og
efter vor sidste Krig en Præst ved Navn Johannes Sidenius. Det
var en from og streng Mand. I sin ydre Fremtræden som ved sin
hele Levevis skilte han sig skarpt ud fra Byens øvrige Beboere,
af hvem han derfor i mange Aar betragtedes som en besværlig
Fremmed, hvis Særegenheder man afvekslende trak paa Skuldren af
og forargedes over. Naar han -- høj og alvorlig -- kom gaaende
gennem Byens krogede Gader, klædt i sin langskødede, graa
Vadmelsfrakke, med store, mørkeblaa Briller for Øjnene og med
Haanden knyttet om Grebet paa en stor Bomuldsparaply, som han
for hvert Skridt stødte med Kraft mod Stenbroen, vendte Folk sig
uvilkaarlig om efter ham; og de, som sad inde bag Vinduerne og
holdt Udkig i Gadespejlet, smilte ved Synet eller skar Ansigter.
Byens Storhanser, de gamle Bondekøbmænd og Studeopdrættere,
hilste ham aldrig, end ikke naar han var i Ornat. Skønt de selv
viste sig paa Gaden i Træsko og smudsige Lærredsfrakker og
pattende paa en Pibe, betragtede de det som en Skam og Skænsel
for deres By, at den havde faaet en saadan Stodderpræst, der gik
klædt som en Landsbydegn og vitterlig ogsaa havde Møje med at
skaffe Føden til sig og sin Redefuld af Rollinger. Man havde
været vant til en ganske anden Slags Gejstlighed her, -- til
Mænd i fine, sorte Klæder og hvide Kammerdugs Halsbind, Mænd,
der ogsaa ved deres Navn havde kastet Glans over Byen og dens
Kirke og senere var bleven Stiftsprovster og Bisper, men som
alligevel ikke havde hovmodet sig af deres Fromhed, ikke havde
følt sig for gode til at interessere sig for Byens verdslige
Anliggender og tage Del i Borgernes selskabelige Forlystelser.

Dengang havde den store, røde Præstegaardsbygning været et
Gæstfrihedens Hjem, hvor man, naar man havde afgjort sine
Forretninger inde hos Præsten, blev buden ind i Dagligstuen til
Fruen og de unge Frøkner for ved en Kop Kaffe eller (naar det
var bedre Folk) et lille Glas Vin og en hjemmebagt Kage at slaa
en Passiar af om Dagens og Byens Nyt. Nu betraadte Folk ikke
Præstegaarden uden tvingende Grunde, og aldrig kom man længere
end til Pastor Sidenius’ gravkammeragtige Studereværelse, hvor
Gardinerne gerne var rullet halvt ned, fordi Præstens Øjne ikke
taalte Genskinnet fra Murene ovre paa den anden Side af den
snevre Gade.

Her modtog han endda i Reglen Folk staaende, bød dem ikke at
sidde ned, affærdigede dem i det hele kort, tilsyneladende
udeltagende, og var netop allermindst indladende overfor dem,
som mente sig berettiget til at vente særlig Hensyntagen. Selv
Byens Embedsfamiljer havde ophørt at aflægge Visiter i
Præstegaarden, efter at det var hændet dem, at Pastor Sidenius
-- i Stedet for at byde Forfriskninger -- havde givet sig til at
udspørge dem om deres Tro og i det hele tiltalt dem paa en
Maade, som om de var Konfirmander, der stod paa Kirkegulvet.

En ganske særlig Forbitrelse vakte han ved de store
Borger-Begravelser, til hvilke Befolkningen mødte i festligt
Optog, med Hornmusik og floromvundne Lavsfaner, Embedsmændene i
guldbaldyrede Uniformer og med Hanefjer i Hattene, -- alle efter
deres egen Mening særlig vel stemte til Andagt og Opbyggelse
efter den lette Portvins-Frokost i Sørgehjemmet. I Stedet for en
stor Tale med den sædvanemæssige Lovprisning af den Afdøde
indskrænkede Pastor Sidenius sig ufravigelig til Fremsigelsen af
en Bøn, saadan som det ellers kun brugtes overfor udøbte Børn og
Fattiglig. Ikke et Ord om den Hensovedes hæderlige Karakter og
stræbsomme Vandel, ikke en Hentydning til hans Fortjenester af
Byens Opkomst, til hans opofrende Interesse for
Brolægningsvæsenet eller det kommunale Vandværk. Det var næppe
nok, at den Afdøde overhovedet blev nævnt ved Graven, og da
altid kun med Tilføjelser som „denne usle Støvhob“ eller „denne
Føde for Ormene“, -- og jo større og mere anset den Forsamling
var, hvortil han talte, jo flere Faner og Bannere der smeldede i
Blæsten omkring Graven, des kortere blev Bønnen, des
ynkværdigere de Levninger, hvorom man var samlet, saa at Følget
skiltes under en Ophidselse, der mere end een Gang paa lydelig
Maade havde givet sig Luft paa selve Kirkegaarden.

De eneste af Byens Folk, der havde deres Gang i Præstegaarden,
var et Par smaa, forvoksede gamle Damer fra Byens Jomfrukloster
samt en bleg, langskægget Kristusfigur af en Skrædersvend
foruden endnu enkelte andre saakaldte „vakte“ af de Ubemidledes
Klasse, som i Pastor Sidenius’ Hjem havde fundet en længe savnet
Tilflugt i den verdslig sindede By. Om nogen egenlig Omgang var
der dog alene af den Grund ikke Tale, at Fru Sidenius var meget
svag og i de sidste Aar havde ligget tilsengs. Men forresten var
Pastor Sidenius selv ganske uden Anlæg for det selskabelige, og
hans Tilhængere søgte ham kun i Troesanliggender. Derimod mødte
de regelmæssig hver eneste Søndag i Kirken, hvor de forsamlede
sig paa en bestemt Plads umiddelbart under Prækestolen og vakte
Forargelse blandt de øvrige Kirkegængere ved paa en
tilskuestillende Maade at synge selv de allerlængste Salmer uden
en eneste Gang at se i Salmebogen.

Pastor Sidenius tilhørte en ældgammel og vidt udbredt
Præsteslægt, der kunde føre sine Ahner helt tilbage til
Reformationen. I fulde tre Aarhundreder var Kaldet til gejstlig
Virksomhed gaaet som en hellig Arv fra Fædre til Sønner -- ja
til Døtrene med, forsaavidt som disse i mangfoldige Tilfælde
havde giftet sig med Fædrenes Kapellaner eller Brødrenes
Studiekammerater. Herfra udsprang den bevidste Myndighed, for
hvilken de Sidenius’ers Forkyndelse fra gammel Tid var bekendt.
Der fandtes næppe ret mange Sogne Landet over, hvor ikke en af
Slægten engang i Aarhundredernes Løb havde bøjet Sindene til
Lydighed under Kirkens Lov.

Naturligvis -- disse mange Kirkens Tjenere havde ikke alle været
lige nidkære. Der havde endog været enkelte, temmelig verdslig
sindede Herrer imellem dem, -- Folk, hos hvem en kraftig, gennem
Slægtled tilbagetrængt Levetrang havde givet sig ret ubeherskede
Udslag. Saaledes levede der i forrige Aarhundrede en
Vendsyssel-Præst, „gale Sidenius“, der skulde have ført et
omstrygende Jægerliv i de store Skove omkring den jyske Aas,
hvor han ofte sad paa Kroerne og drak Brændevin med Bønderne, og
som tilsidst en Paaskedag i Drukkenskab slog Degnen i
Kirkegulvet, saa der sprøjtede Blod op paa Alterdugen.

Dog -- langt den overvejende Del af Slægten havde været fromme
Kirkens Stridsmænd, flere af dem tillige belæste, ja lærde Mænd,
teologiske Granskere, der i deres landlige Afsondrethed, under
Aarenes graa Ensformighed, havde søgt Erstatning for alle Afsavn
i et stille, indadvendt Tankeliv, en inderlig Fordybelse i deres
egen, indre Verden, i hvilken de saa tilsidst fandt Tilværelsens
sande Værdier, dens rigeste Lykke, dens egenlige Maal.

Det var denne i Slægten nedarvede Ringeagt for alle timelige
Tings Værd, der havde været ogsaa Johannes Sidenius’ Værge i
Livets Kamp og bevaret hans Ryg ubøjet og hans Sind rankt trods
Armods Tryk og mangeartet Modgang. Men han havde i saa Henseende
ogsaa haft en god Støtte i sin Hustru, med hvem han levede det
inderligste og lykkeligste Samliv, skønt de egenlig slet ikke
lignede hinanden. Ogsaa hun var et dybt religiøst Gemyt men -- i
Modsætning til sin Mand -- en tungsindig, lidenskabelig Natur,
hvem Livet indgød Uro og mørk Ængstelse. Oprindelig ubefæstet i
Troen, som hun havde været det fra sit Hjem, var hun under
Mandens Paavirkning bleven en Ivrer, hos hvem den daglige Kamp
for Udkommet og de mange Barselsenge havde affødt sygeligt
overdrevne Forestillinger om Jordelivets Trængsler og
Kristenmenneskers Ansvar. Og hendes lange Sengeleje; de mange
Aar, hun siden sin sidste Nedkomst havde ligget lammet i den
mørke Sygestue; endelig den nylig overstaaede, ulykkelige Krig
med dens fjendtlige Indkvarteringer, dens Brandskatning og
blodige Ydmygelser -- alt dette havde ikke bidraget til at gøre
hendes Syn paa Livet frejdigere.

Skønt hendes Mand ofte alvorligt bebrejdede hende det, fandt hun
aldrig rigtig Ro for bekymringsfulde Tanker. Endda hun ogsaa
selv erkendte, at det var en syndig Mangel paa Tillid til
Forsynets Naade, kunde hun ikke lade være med ved enhver
Lejlighed at foreholde sine Børn den yderste Nøjsomhed i alt som
en Pligt mod Gud og Mennesker. Hun kunde oprøres som over en
Forbrydelse, naar hun hørte om Borgernes Levevis der i Byen, om
deres Selskaber med mange Retter Mad og tre-fire Slags Vin, om
Fruernes Silkekjoler og de unge Pigers Guldsmykker, -- ja hun
havde endogsaa ondt ved at tilgive sin egen Mand, naar det
engang imellem hændte, at han kom hjem fra sin Spaseretur med en
eller anden beskeden Gave, som han med et vist, tavst Galanteri
henlagde foran hende paa Dynen, -- et Par Roser i et Kræmmerhus,
lidt fin Frugt eller en lille Krukke Ingefærsyltetøj for hendes
Nattehoste. Vistnok blev hun baade glad og rørt over hans
Opmærksomhed; men hun kunde dog aldrig lade være med at sige,
mens hun ømt kyssede hans Hænder:

„Du skulde nu dog hellere have ladet være, du Gode.“

I dette Hjem opvoksede et Kuld kønne, lidt kirtelblege Børn,
elleve i Tal, fem lysøjede Drenge og seks lysøjede Piger, der
alle var let kendelige mellem Byens øvrige Ungdom, blandt andet
paa Grund af nogle usædvanlige Halskraver, der gav Drengene et
lidt pigeagtigt og de halvvoksne Piger et lidt mandfolkeagtigt
Udseende. Drengene bar desuden deres brune Haar langt og lokket,
saa det naaede dem næsten til Skuldrene, medens Pigebørnenes laa
fast nedglattet over Hovedbunden og kun ved hver Tinding havde
en lille, haard Fletning, der var lagt i en Bue foran Ørene.

Forholdet mellem Forældre og Børn som overhovedet Tonen i
Hjemmet var gennemført patriarkalsk. Under de tarvelige, ja
fattige Maaltider, som regelmæssig indlededes med en Bøn, sad
Faderen for Enden af det lange, smalle Bord med sine fem Sønner
ordnede efter Alder langs den ene Side og de fem Døtre i
tilsvarende Rækkefølge langs den anden, medens den ældste
Datter, den huslige Signe, i Moderens Forfald indtog Pladsen for
den anden Bordende. Aldrig faldt det noget af Børnene ind at
tale uden at være adspurgt. Men Faderen talte ofte til dem, om
deres Skoleundervisning, om deres Kammerater og deres Lektier og
kom derved gerne ind paa selv at fortælle. Paa belærende Maade
skildrede han Forhold og Begivenheder fra sin egen Ungdom,
fortalte om Datidens Skolegang, om Livet i hans Faders og
Farfaders lerklinede Præstegaarde o. s. v. Undertiden, naar han
var særlig oplagt, kunde han endog fortælle spøgefulde Anekdoter
fra sine Studenterdage i København, fra Regenslivet eller fra
Studenternes kaade Løjer med Natvægtere og Politi. Men havde han
paa denne Maade faaet Børnene til at le, forsømte han aldrig
tilsidst at give sin Fortælling Advarslens Form og formanende at
vende deres Sind og Tanker mod Livets Alvor og Pligtens Bud.

Denne store Børneflok og navnlig den Fremgang, den havde --
først i Skolen, siden ude i Livet -- var efterhaanden bleven
Pastor Sidenius’ Stolthed og samtidig et med ydmyg Taknemlighed
modtaget Vidnesbyrd om, at Herrens Velsignelse hvilede over hans
Hus. Det var nu ogsaa en opvakt, lærelysten, frem for alt
strengt pligttro Ungdom, ægte Sidenius’er, der en efter en
voksede op i Faderens Billede, ja slægtede ham paa ogsaa i alle
ydre Smaatræk -- lige til den selvbevidste Holdning og den
taktfaste, soldatermæssige Gang. Der var kun eet af Børnene, af
hvem Forældrene havde Sorg. Det var et af de mellemste, en
Dreng, der hed Peter Andreas. Han var ikke alene uregerlig i
Skolen, saa der stadig indløb Klager over ham; men allerede i en
tidlig Alder sporedes der hos ham en overlagt Opsætsighed mod
Hjemmets Skik og Orden. Han var ikke bleven ti Aar, før han
nægtede sine Forældre Lydighed, og jo ældre Drengen blev, des
tydeligere aabenbarede der sig hos ham en udæskende overmodig
Trods, som hverken Tugt eller Tvang eller Herrens Formaning
formaaede at kue.

Pastor Sidenius sad ofte raadløs ved sin Hustrus Seng og talte
om denne Søn, der hos dem begge vakte en skræmmende Erindring om
hin vanslægtede Vendsyssel-Præst, hvis Navn stod som prentet med
Blod paa Slægtens Stamtavle. Og uvilkaarlig paavirkede af
Forældrenes Holdning saae efterhaanden ogsaa hans Søskende paa
ham med fremmede Øjne og undveg ham sky i deres Lege.

Nu var Drengen ogsaa kommen til Verden i en uheldig Time, nemlig
paa det Tidspunkt, da Faderen fra et ensomt liggende og fattigt
befolket Hedesogn forflyttedes herind til Købstaden og optoges
af en omfattende Embedsvirksomhed. Peter Andreas var herved
tilfældigvis bleven den første af alle Børnene, hvis tidligste
Opdragelse han havde maattet overlade til Moderen; men denne
havde i de Aar, da Peter Andreas var lille, altid haft mere end
nok at gøre med at tage Vare paa de endnu mindre; og da hun
tilsidst, lammet af sin Sygdom, søgte at samle alle de Smaa
omkring sin Seng, var han allerede bleven for stor til, at hun
herfra kunde holde Øje med ham og hans Færd.

Saaledes gik det til, at Peter Andreas saa at sige fra sin
Fødsel blev en Fremmed i sit eget Hjem. I sine første Leveaar
havde han sit Tilhold i Pigekammeret og ovre i Udhuset hos en
gammel Brændehugger, hvis nøgterne Betragtninger over alle
forefaldende Begivenheder tidligt paavirkede Drengens
Virkelighedssans. Senere fandt han ligesom et andet Hjem i
Nabolagets store Købmandsgaarde med tilhørende Tømmerpladser,
mellem hvis Gaardskarle og Krambodsvende han ligeledes tilegnede
sig et ganske verdsligt Syn paa Livet og dets Goder. Samtidig
udviklede dette Friluftsliv hans Krop og lagde et kraftigt
Teglstensrødt paa hans tykke Kinder. Blandt Gadens og
Tømmergaardenes Ungdom blev han snart frygtet paa Grund af sine
Kræfter, og han opkastede sig tilsidst til Fører for en lille
Skare smaa Røvere, der huserede omkring i Byen. Uden at nogen i
Hjemmet vidste det, voksede han op som en lille Vild. Det var
først, da han blev ældre, og navnlig, da han i Niaars-Alderen
var kommen ind i Byens Latinskole, at Drengens farlige
Tilbøjeligheder blev rigtig aabenbare; og Forældre og Lærere fik
nu travlt med at raade Bod paa, hvad der var forsømt.

Men da var det forsilde.

*                *
*

Inde i Pastor Sidenius’ Studereværelse stod en Dag i Efterhøsten
en af Byens Smaaborgere for at bestille Barnedaab til om
Søndagen. Han havde udrettet sit Ærinde med saa faa Omsvøb som
muligt og stod allerede med Haanden paa Dørlaasen for at gaa, da
han efter en kort Betænkning atter vendte sig mod Stuen og --
temmelig udfordrende -- sagde:

„Jeg kunde forresten med det samme anmode Hr. Pastoren om at
være saa venlig at entholde Deres Søn fra min Have. Han og nogle
andre Drenger har meget ondt ved at lade mine Kaviller i Fred --
og det skøtter jeg, rent ud sagt, ikke stort om.“

Pastor Sidenius, der sad dybt bøjet over Skrivebordet med sine
store, mørkeblaa Briller skubbet op paa Panden, i Færd med at
indføre Faddernes Navne i Kirkebogen, rejste ved disse Ord
langsomt Hovedet, skød Brillerne paa Plads og sagde skarpt:

„Hvad er det, De staar der og siger …? Vil De beskylde min Søn
for at …“

„Ja, det vil jeg,“ vedblev den anden med en Haand i Siden,
særdeles tilfreds med engang at kunne triumfere over den
selvbevidste Præst. „Hr. Pastorens Søn -- Peter Andreas hedder
han nok -- han er nu tilogmed som en Slags Hovedmand for
disseherre smaa Gavtyve, der kryber over Folkses Plankeværker.
Og Ret skal vel være Ret -- ogsaa med Pastorens Børn. Jeg vil
ellers blive nødsaget til at henvende mig til Politiet, og saa
kan det jo let blive til en offenlig Afstraffelse for Drengen
paa Raadstuen. Og det vilde vel ikke være saa heldig i
Betragtning af Pastorens Embedsstilling her i Byen.“

Pastor Sidenius lagde med en usikker Bevægelse Pennen bort og
rejste sig.

„Min Søn …“ gentog han, og hele hans Legeme skælvede.

Mens dette foregik i Præstens Stue, sad den lille Synder henne
paa Skolen og skjulte sin daarlige Samvittighed for Læreren og
Kammeraterne bag en høj Stabel Bøger. Han havde paa Vejen til
Skolen mødt den vrede Borgermand, der havde raabt til ham over
Gaden: „Hold dig nu parat, min Dreng! For nu gaar jeg hen og
snakker et lille Ord med din Far!“ Peter Andreas plejede ellers
ikke at tage sig Faderens Vrede synderlig nær; men han havde
dennegang undtagelsesvis en Fornemmelse af at have begaaet noget
uværdigt, og han følte sig mere og mere utilpas, efterhaanden
som Tiden nærmede sig, da han skulde hjem.

Med røde Øren luskede han ind gennem Præstegaardsporten og forbi
det Forstuvindu, hvorfra Faderen plejede at passe ham op og
kalde ham ind, naar han havde forbrudt sig. Men Vinduet forblev
lukket. Heller ikke ude paa Gaardspladsen, hvorover Vejen gik
til Køkkenindgangen, saae han noget til Faderen, og han begyndte
allerede at trække Vejret lettere. „Manden har naturligvis bare
villet true,“ tænkte han og drev ind i Køkkenet for som
sædvanlig at høre til Middagsmaden. Grebet af et pludseligt
Overmod vovede han sig endog ind i Sovekammeret for at sige
Goddag til Moderen. Men her standsedes han straks i Døren af et
mørkt Blik henne fra Sengen. Med haard, ligesom fremmed Stemme
sagde Moderen: „Gaa ind paa dit Kammer, -- jeg vil ikke se dig.“

Drengen blev staaende lidt; han kunde se paa Moderen, at hun
havde grædt. „Hører du ikke? Bliv inde paa dit Kammer, indtil
der kaldes paa dig.“ -- Saa listede han modfalden bort.

Noget efter blev han af Husets gamle, eenøjede Tjenestepige
kaldt ind til Middagsmaaltidet. Hans Søskende sad allerede paa
deres Pladser omkring det lange Bord og ventede. I det samme han
viste sig, stoppede de op i deres Tale, og af denne Tavshed og
af deres tillaasede Miner forstod han, at ogsaa de vidste
Besked. Med et Forsøg paa at lade overlegen kastede han sig ned
paa sin Stol og stak Hænderne i Lommerne; men ingen saae paa
ham. Kun nede fra Bordenden rettedes et Øjepar imod ham, --
Søsteren Signes store, lyse, tankefulde Øjne under mørke,
sammenvoksede Bryn.

Men nu hørtes Skridt inde i den tilstødende Stue. Det gav et Sæt
i Per, da Faderen tog i Døren. Imod Sædvane sagde denne ikke
Goddag. Tavs satte han sig ved Bordet, bøjede Hovedet og foldede
Hænderne.

Men i Stedet for at bede Bordbønnen gav han sig til at tale. Han
havde, sagde han (og hans Øjne lukkede sig bag de mørke Glas)
noget paa Hjerte, en alvorlig Sag, som han vilde tale lidt med
sine kære Børn om, inden de idag begyndte deres Maaltid.
Hvorefter han bekræftede, hvad de fleste af dem allerede i
Forvejen havde hørt om Broderens Forseelse af Moderen.

„Hvad der saaledes er sket, skal ikke forties eller besmykkes,“
fortsatte han. „Som det er Guds Vilje, at alt, hvad der avles og
fødes i Mørket, engang skal blive aabenbaret, saadan er nu ogsaa
denne Gerning kommen for Lyset for at faa sin Dom. Peter Andreas
har ikke villet agte paa Guds Lov og Befaling. Som han har
forhærdet sit Hjerte overfor sin Faders og Moders Formaninger,
har han trodset det Bud af Herren, der lyder: du maa ikke
stjæle. -- Ja, min Søn, du skal ikke skaanes for at høre din
Synd nævnet med sit rette Navn. Men du skal ogsaa vide og
forstaa, at det er af Kærlighed til dig, at din Fader og din
Moder og alle dine store og smaa Søskende her taler til din
Samvittighed gennem min Mund. Det er, fordi vi ikke kan slippe
Haabet om, at det dog engang skal lykkes os at finde Vejen til
dit Hjerte, at du ikke skal ende som hin onde Broder, over hvem
Herren udtalte sin frygtelige Forbandelse: fredløs og flygtig
være du overalt paa Jorden. -- --“

Rundt omkring Bordet var Børnenes smaa, rød- og blaarudede
Bomuldslommetørklæder kommen i Bevægelse. Alle Søstrene græd.
Ogsaa de ældre Brødre var stærkt grebne og havde Møje med at
skjule det, da Faderen endelig sluttede sin Tale med de Ord:

„Nu har jeg talt. Og dersom Peter Andreas nu vil gemme mine Ord
i sit Hjerte og ærlig søge Guds og Menneskers Tilgivelse for sin
Overtrædelse, saa skal denne Sag ikke oftere berøres imellem os
men være glemt af os, være død og udslettet. Saa lad os da --
kære Børn! -- forene os i Bøn til Herren, som er i Himlen, at
han vil tage Eders vildledte Broder ved sin Haand … bede, at Gud
vil bøje hans genstridige Sind og føre ham ud fra Syndens
Trældom, bort fra Fortabelsens Veje. Dette bønhøre du, o Gud,
som er i Evighed, at ikke een af os skal savnes, naar dine Børn
paa Opstandelsens Dag samles om din Herligheds Trone! Amen!“

Der var kun een, paa hvem det hele Optrin gjorde en Virkning,
ganske modsat den tilsigtede, det var Peter Andreas selv. Han
lod sig overhovedet aldrig let imponere af Faderen; dertil havde
han været en for lærvillig Elev af sine ældre Venner,
Gaardskarlene og Krambodsvendene, der langtfra altid havde
omtalt Præsten i de respektfuldeste Udtryk. Alligevel havde han
hidtil ikke kunnet gøre sig helt ufølsom for de mange gudelige
Ord og det hele truende Bibelsprog, hvormed Forældrene idelig
havde søgt at tale til hans Samvittighed, ja naar han om
Søndagen saae sin Fader knæle i den hvide Messesærk foran
Alteret eller staa oppe under Prækestolens billedskaarne
Lydhimmel, havde han endog undertiden kunnet føle sig greben af
en forbigaaende Ærefrygtsfornemmelse.

Men ved denne Lejlighed fik end ikke Bibelordene nogen Magt over
ham. I allerførste Øjeblik var han nok bleven en Del betuttet
over den usædvanlige Form for en Tilrettevisning; men
Forskrækkelsen varede ikke længe. Der var efter hans nøgterne
Drengeforstand et altfor taabeligt Misforhold mellem denne
højtidelige Paakaldelse af Vorherre og det sølle Par Æbler, han
havde rapset over et Plankeværk; og jo længere Faderen vedblev
at tale, jo lydeligere hans Søskendes Sindsbevægelse ytrede sig
rundt om ham, med des større Ro og Ligegyldighed betragtede han
den hele Scene.

Der foregik virkelig i dette Øjeblik en Slags religiøst
Gennembrud i den elleveaarige Drengs Sind. Helt overlegent
iagttog han tilsidst de andre, -- ja, da ogsaa de to smaa
Tvillinger, der hidtil havde stirret uforstaaende paa deres
hjertegrebne Søskende, begyndte en ynksom Snøften, havde han
ondt ved at undertrykke et Smil.

Alligevel -- helt uden Tvang var denne Munterhed ikke. Dertil
ramte dette Ydmygelsesforsøg ham for haardt paa hans
allerømmeste Sted: hans Æresfølelse. Hans Kinder havde ogsaa
efterhaanden mistet Kuløren. Dybest i hans Sind rørte der sig
under hele Slutningen af Faderens Tale en frygtelig Ophidselse,
en mørk, dump Gengældelsestørst, der lagde som en flimrende
Taage over hans Øjne.

Mindet om denne Middagstime skulde i det hele faa en
skæbnesvanger Betydning ikke alene for Drengens Forhold til det
religiøse. Der nedlagdes i disse Øjeblikke i hans hidtil
sorgløse Sind Spiren til et uforsonligt Slægtshad, en trodsig,
stridbar Ensomhedsfølelse, der blev Sjælen og Drivkraften i hans
fremtidige Liv. Han havde fra ganske lille følt sig forladt,
ligesom husvild, under sine Forældres Tag. Nu begyndte han at
spørge sig selv, om han ogsaa virkelig hørte hjemme der; om han
ikke var et fremmed Barn, som Forældrene havde taget sig af. Jo
oftere han i sin Ensomhed overtænkte Tingen, des sandsynligere
forekom den ham. Alt, lige til den forøgede Skyhed, hvormed hans
Søskende efter denne Dag omgikkes ham, syntes ham at bestyrke
hans Mistanke. Havde han ikke ogsaa de hundrede Gange maattet
høre, at han ikke var som de andre? Og havde Faderen nogensinde
givet ham et Kærtegn eller blot et venligt Ord? Og hans
Udseende? Naar han saae sig i Spejlet, fandt han, at han var
mørkere end sine Søskende, havde rødere Kinder og hvide, stærke
Tænder. Han huskede nu ogsaa, hvordan Naboens Gaardskarl engang
-- ligesom for Spøg -- havde kaldt ham en Gauner og Taterunge.

Denne Tanke, at han ikke var sine Forældres Barn, forfulgte ham
under hele Opvæksten og blev tilsidst hans fikse Ide. Den gav
ham nemlig ikke alene Forklaring paa hans Særstilling i Hjemmet;
den tilfredsstillede desuden i høj Grad hans Drengestolthed. Han
havde altid følt det som en Vanære at være Søn af en gammel,
halvblind og tandløs Mand, der var til Spot for den hele By. Han
følte sig tillige dybt beskæmmet af den Fattigdom, hvori
Familjen levede. Han var ikke bleven gammel, før han hellere
sultede en hel Dag paa Skolen, end han var at formaa til at
spise sin medbragte Fedtebrøds-Mellemmad i Kammeraternes Paasyn.
Engang, da Moderen havde ladet en af Faderens gamle Præstekjoler
omsy til en Vinterfrakke til ham, vægrede han sig ved at tage
den paa, fordi den med sit blanke Klæde altfor tydeligt røbede
sin Oprindelse; og da Moderen vilde tvinge ham, sønderrev han
den i et Udbrud af grædefærdig Trods og slængte den henad
Gulvet.

Nu hengav han sig til stolte Drømme om at være et efterladt Barn
af en eller anden omstrejfende Zigøjnertrup, en af disse
vandrende Natmandsfamiljer, hvorom den gamle, eenøjede Barnepige
saa ofte havde fortalt, og som netop havde deres Tilhold derude
paa den øde Hede, hvor Forældrene før havde boet. Han
forestillede sig sin virkelige Fader som en vældig
Høvdingeskikkelse med blaasorte Lokker hængende nedad Ryggen, en
Slængkappe over Skuldrene, en Egestav i sin brune, stærke Haand,
… en eneraadig Hersker, en Konge over de mørke Heders uendelige
Rige, Frihedens og de vilde Stormes Hjem.

Han befandt sig i den Alder, da Drømmene vaagner og Fantasiens
Vinger faar deres Svingfjer. Og nu, da alle Muligheders Porte
var slaaet op for ham, fik hans Indbildningskraft fri
Tumleplads. Intet forekom ham længer umuligt, naar det angik ham
selv. Regelmæssig endte han sin Drømmeflugt dybt inde i
Eventyrets allerluftigste Riger. Han indbildte sig tilsidst at
være en Kongesøn, der, ligesom Helten i en Fortælling, han netop
læste paa Skolen, var bleven bortført af omvandrende Folk og
siden solgt og holdt i Fangenskab her i Præstegaarden. Og saa
fuldstændig indlevede han sig i denne Forestilling, at han
undertiden syntes at kunne erindre Ting og Begivenheder fra en
saadan i lykkelige Omgivelser henlevet Barndom, … f. Eks. en
stor Sal med Marmorsøjler og mange sort-hvide Gulvtavl, hvorpaa
hans lille Fod gled, … en blaa Sø mellem høje Bjerge … en Abekat
i et gyldent Bur … en høj Mand i en rød Kappe, der satte ham
foran sig paa sin Hest og red med ham ind gennem store, mørke
Skove …

Baade hans Forældre og Lærerne paa Skolen blev efterhaanden
opmærksom paa den dystre Indesluttethed, der var kommen over
Drengen, og som undertiden næsten kunde antage Karakteren af en
Monomani. Hjemme i Stuerne gik han tavs omkring --
tilsyneladende ligegyldig for alt og alle. Og udenfor Hjemmet
gik han sine egne, uopsporlige Veje. Faderen kunde saa at sige
ikke faa et Ord ud af ham; og selv overfor Moderen, der dog før
havde ejet lidt af hans Fortrolighed, og hos hvem han, naar det
kom til Stykket, ogsaa altid havde fundet mest Forstaaelse og
Overbærenhed, selv overfor hende blev han Aar for Aar mere
tilmuret. Endnu kunde han vel af og til i Mørkningen, naar han
vidste hende alene, komme ind og sætte sig ved hendes Seng og af
sig selv tilbyde at gnide Aareknuderne paa hendes syge Ben. Men
aldrig fik hun andre Svar end Ja og Nej, naar hun søgte at
trænge ind paa ham for at faa at vide, hvad det var, han gik og
rugede over.

Alligevel søgte baade hun og Faderen en Tid at berolige sig med,
at hans Utilgængelighed kunde være Tegn paa, at han var begyndt
at gaa i sig selv. Men da hændte der en Dag noget, der udslukte
det sidste Haab.

*                *
*

En Vinteraften ved Nitiden sad Familjen samlet i Dagligstuen og
ventede paa, at Vægteren skulde komme gennem Gaden og med sin
Sang forkynde, at det var Sengetid. I Hestehaarssofaen bag det
store Mahognibord sad den husmoderlige Signe med et Strikketøj
og arbejdede ivrig med Hænderne paa samme Tid, som hun læste
højt for Faderen af „Fædrelandet“, der laa udbredt foran hende
under den søvnigt lysende Moderatørlampe. Faderen sad paa sin
sædvanlige Aftenplads i en gammeldags, høj og stivrygget
Lænestol, der var betrukken med et blomstret Stof af billigste
Slags. Han sad der træt sammensunken, med bøjet Hoved; Armene
var korslagte over Brystet. En stor, grøn Øjenskærm skjulte mere
end Halvparten af hans graablege, rynkede og skægløse Ansigt.
Halvslumrende hørte han -- og hørte alligevel ikke -- den
enstonige Oplæsning af Bladets fire Spalter lange
Udenrigsartikel. Pastor Sidenius var Morgenmand. Selv midt om
Vinteren stod han op, naar Kirkeuret slog seks. Og forresten
havde han ikke stort tilovers for Aviser og den Art verdslig
Læsning, som han fortrinsvis anvendte som en Slags
Bedøvelsesmiddel, ved hvilket han lod sig dysse i Blund efter
Middags- og Aftensmaaltidet.

Ved Bordet sad foruden Signe to af de yngre Smaapiger i deres
store, tærnede Bomulds-Busseroner, begge -- skønt ganske
rødøjede af Søvnighed -- flittig bøjet over et Hæklearbejde. De
var at se til som nøjagtige Kopier af den ældre Søster, havde
det samme lidt gammelkloge Ansigtsudtryk, de samme smaa, haarde
Fletninger foran Ørene, de samme store, lyse, lidt udhvælvede
Øjne under kraftigt tegnede Bryn. Døren til Sovekammeret stod
aaben, og derinde i Halvmørket ved Moderens Seng sad et andet af
de mindre Børn og gned hendes syge Ben.

Peter Andreas var der ogsaa. Han stod for sig selv henne ved et
af Vinduerne og skottede hvert Øjeblik hemmeligt op til Uret paa
Sekretæren. Han var nu en Dreng paa fjorten Aar, tætbygget og
sværlemmet, med Klæder, der stumpede for Hænder og Fødder. Hans
to ældre Brødre var nu borte fra Hjemmet; de var begge bleven
voksne og studerede ved Universitetet i København. Som Husets
ældste, hjemmeværende Søn havde Peter Andreas arvet deres
Værelse, -- et lille Gavlkammer oppe paa Loftet, hvor han for
det meste opholdt sig, naar han var hjemme.

Saasnart Signe havde sluttet sin Oplæsning, benyttede han
Lejligheden til at sige Godnat og slippe bort; men Faderen
standsede ham henne ved Døren med det Spørgsmaal, hvorfor han
allerede forlod dem, og han gav da som Paaskud, at han endnu
havde en Stil at skrive.

„Er der ellers noget læseværdigt i Bladet?“ spurgte Faderen, da
han var gaaet -- endnu lidt fortumlet af Søvnen.

„Hvormange er Klokken, Børn?“ lød det i det samme med Moderens
svage Røst inde fra Sovekammeret.

„Klokken er ti Minutter over ni,“ svarede de to Smaapiger i
Munden paa hinanden efter at have vendt sig om og set paa Uret.

Der var derefter stille nogen Tid. Alle vidste, at nu maatte
Vægteren straks være der. Ude paa Gaden gik nogle Folk forbi.
Man kunde ikke høre andet end deres Stemmer. Et Lag nyfalden Sne
gjorde Skridtene lydløse.

„Skal jeg læse mere?“ spurgte Signe, henvendt til Faderen.

„Aa, lad det kun være,“ sagde han, rejste sig op, tog
Øjenskærmen af og gav sig til at spasere frem og tilbage over
Gulvet for at ryste Døsigheden af sig inden Aftenbønnen.

Det varede nu heller ikke mange Minutter, før der udenfor paa
Gaden hørtes en dyb Brummen, den gamle Vægters „Sang“. Det lød,
som om en fuld Mand gik og snakkede højt med sig selv. De to
Smaapiger begyndte straks at pakke deres Sysager sammen; ogsaa
Signe gav sig til at rydde op for Natten. Saa blev de to
Tjenestepiger hentet ind fra Køkkenet, og Signe satte sig ved
det opslaaede Klaver.

Inde fra Sovekammeret lød atter Moderens Stemme.

„Skal vi iaften synge: „Lover Herren, han er nær.“

„Hører du, Signe,“ sagde Faderen, han havde stillet sig hen bag
den store Lænestol, paa hvis Ryg han hvilede sine foldede
Hænder.

Signe havde en stor og ganske smuk Sopran, som hun brugte med en
ubehersket Kraft, der stod i en karakteristisk Modsætning til
det Maadehold, der prægede alle andre Livsytringer hos hende.
Som hun sad der med sine tykke, arbejdsrøde Hænder paa det gamle
Instruments gulbrune Tangenter og med Blikket løftet mod det
Høje, var det overhovedet ikke vanskeligt at se, hvad det var
for en Tro og et Haab og en Kærlighed, der havde givet denne
endnu ikke tyveaarige unge Pige Styrke til med en saadan
Selvfornægtelse at ofre sin Ungdom for Hjemmet og sine smaa
Søskende. Det var dog ikke nogen sværmerisk Betagethed, hendes
lille, runde Ansigt lyste af, mens hun sang, ikke denne
overjordiske Henrykkelse, hvorunder Himlene aabner sig og Sjælen
bortrives af salige Syner. Som den fuldblods Sidenius, hun var,
havde hun slet ingen Anlæg for katolsk Mysticisme. Den sikre
Fortrøstning, der afspejlede sig i hendes Blik og Miner, og som
gav hendes Stemme en saa usædvanlig Inderlighed og Kraft,
udsprang af en forholdsvis nøgtern, dogmatisk begrundet
Overbevisning om at tilhøre den lille Flok, der fulgte
Retfærdiggørelsens snevre Sti, og hvis Arvelod var i Himlen,
hvor engang den evige Herlighed skulde blive Lønnen for al Møje
og alle Afsavn.

Midt i Salmens andet Vers tav Faderen pludselig og løftede
Hovedet med et lyttende Udtryk.

„Stille!“ udbrød han og standsede Sangen.

Samtidig kaldte Moderen inde fra Sengen: „Der er Nogen, der
ringer paa Portklokken,“ sagde hun.

Nu hørte ogsaa de andre den tunge Natklokke klemte derhenne i
den anden Ende af Huset, og denne usædvanlige Lyd midt i
Aftenens Stilhed virkede uvilkaarlig opskræmmende.

Faderen gik gennem et tilstødende Værelse ind i sin Stue, der
laa ved Siden af Porten, og slog her et Vindu op.

„Hvem kommer her og ringer ved Nattetid?“ raabte han ud.

Inde i Dagligstuen kunde man høre, at en Mandsstemme svarede ude
paa Gaden. Mens de to Smaapiger, helt uhyggelig tilmode, saae
paa hinanden og derpaa hen paa Søster Signe, der var bleven
siddende ved Klaveret, fortsatte Faderen derinde i barsk Tone:

„Deres Barn sygt … Hvad er Deres Navn, og hvor bor De? …
Krankstuegyden … Ja saa … Hvor gammelt er Barnet? … Et Aar! …
Det er besynderligt, som Folk i denne By faar travlt med at
forlange Præstens Hjælp, saasnart der er Fare paafærde. Til
daglig føler de ingen Trang til at føle Guds Nærhed. Hvorfor har
De ikke ladet det Barn døbe for længe siden? … Ja naturligvis
skal jeg komme. De maa gaa hjem og ordne det fornødne, at alt
kan være parat, til jeg kommer. -- Og De maa sørge for, at der
er Lys paa Trappen,“ raabte han efter Manden, som allerede havde
fjernet sig.

Da Præsten kom tilbage til Dagligstuen, spurgte han efter Peter
Andreas.

„Nu skal jeg kalde paa ham,“ sagde Signe, der vidste, at Faderen
paa Grund af sit svage Syn ikke gerne gik ud om Aftenen eller i
glat Føre uden Ledsagelse.

„Boel kan hente ham,“ sagde Præsten til den gamle Tjenestepige
og gik ind i Sovekammeret for at klæde sig paa. „Du, Signe, maa
blive her og hjælpe mig med Præstekjolen.“

Inde hos Moderen var imidlertid Natlampen bleven tændt.

„Tag endelig noget varmt paa dig, Johannes,“ sagde hun i sin
altid lidt modfaldne Tone. „Det er vist rigtig koldt iaften, jeg
kunde høre det paa Kirkeuret før. -- Signe, hent Fa’ers forede
Vest. Den hænger inde i Skabet.“

Men nu kom den gamle Boel tilbage med den Besked, at Peter
Andreas ikke var paa sit Kammer, og at hun heller ikke havde
kunnet finde ham noget andet Sted i Huset.

Uvilkaarlig rejste Præsten sig fra den Stol, hvorpaa han netop
havde anbragt sig for at faa Præstekraven sammenheftet med en
Naal bag i Nakken. Han blev bleg. Og da han nu paa Pigens
forstyrrede Ansigtsudtryk kunde se, at hun vidste mere, end hun
havde sagt, gik han hende tæt ind paa Livet og sagde bydende:

„Hvad er der? … Tal ud! … Du skjuler noget.“

Skælvende af Angst for Præstens Vrede gik hun til Bekendelse og
fortalte, at hun, der ligesom Peter Andreas havde sit Kammer paa
Loftet, flere Gange i den senere Tid havde hørt ham liste om
deroppe om Natten; og da hun nu fandt hans Værelse tomt, havde
hun derfor anstillet en nærmere Undersøgelse og derved fundet
Vinduet i Forstuen staaende paa Klem og friske Spor i Sneen
udenfor.

Henne i Sengen havde Moderen forsøgt at rejse sig. Nu lagde hun
sig tilbage paa Puden med et klagende Udbrud og holdt Haanden
for Øjnene som En, for hvem det svimler.

Præsten gik hen til hende og greb hende om den anden Haand.

„Rolig, Mo’er … rolig!“ sagde han, skønt hans egen Stemme
skælvede.

„Gud se i Naade til os!“ stønnede hun.

„Amen!“ sagde Præsten stærkt, -- han slap ikke hendes Haand.


Imidlertid befandt Peter Andreas sig ude paa de store Bakker
nordfor Byen, hvor en livlig Skare halvvoksen Ungdom i disse
Aftener drev Slædesport i det klare Maaneskin. Det var selve den
„kongelige Amtschaussé“, man havde udvalgt til Bane, -- en bred,
jævnt nedadskraanende Vej, der fra Bakkehøjden førte i en enkelt
stor Svingning lige ind til Byen, ja her kunde man endda, dersom
man havde tilstrækkelig Fart paa og ikke var bange for Vægterne,
rutsje gennem hele den stejle Nørregade næsten ned til Torvet
foran Raadhuset.

Under denne lange Nedfart havde man foran sig den frieste og
videste Udsigt over Egnen: først nedover selve den snedækkede By
med rødt Lygtelys i Gaderne og hvidt Maaneskin paa Tagene;
dernæst over den tilfrosne Fjord og de islagte Enge; endelig
over det fjerne Bondeland med dets Landsbyer, Skove og tilsneede
Marker. Og ovenover alt dette en høj, vatret Himmel, hvor Maane
og Stjerner syntes at lege Skjul bag Skyerne -- som havde disse
gamle Kloder ladet sig smitte af Ungdommens Lystighed.

Hallo! Under skingrende Fløjten og raske Tilraab foer de
skinnebeslaaede Slæder nedad den isglatte Vej, styret ved Hjælp
af lange Pigkæppe, der slæbte efter dem som et Ror, … hoppede
over Smaasten, løftede sig over enhver Forhindring saa let som
en Baad over en Bølge. Hist og her ved Siden af Vejen stod
Smaaklynger af halvvoksne Tjenestepiger med indbundne Hoveder og
med Hænderne viklede ind i Forklæderne som i en Muffe. Naar det
nu hændte, at en af Idrætsmændene tumlede bagover og blev
siddende paa Banen som en afkastet Rytter, mens den tomme Slæde
med forøget Hast fløj videre nedad Bakken, -- opløftede der sig
fra disse Klynger en ubarmhjertig Kvindelatter, tilsat med en
hoverende Hujen fra de Drenge, der tilfældigvis i det samme foer
forbi.

Værst gik det i slige Tilfælde ud over Latinskolens Drenge,
„Studenterfrøene“, som var i afgjort Mindretal. Peter Andreas’
højeste Unaade ramte derfor den af dem, der tilføjede Standen et
saadant Nederlag.

Selv styrede han med overlegen Sikkerhed sin nye, flotte,
rødmalede Langslæde, „Blodørnen“ kaldet, den han udenvidere
havde taget paa Kredit hos en af Byens Hjulmænd, og som han om
Dagen holdt skjult i en af Tømmergaardene. Let og lydløst næsten
fløj den gennem Luften paa sine engelske Rundjern, mens han i
eetvæk brølte: „Varsko!“ Hans runde Kinder glødede; hans Øjne
var stive af triumferende Iver og Kappelyst. Undertiden rejste
han sig midt under Farten op paa Mederne, svang sin Pigstav over
Hovedet som en Kriger en Lanse og raabte: Hej-Hallo-Ho! Hans
sydende Livsmod, al den viltre, ærelystne Ungdomskraft, han
maatte skjule og nedkue i Hjemmet og paa Skolen, brød i saadanne
Øjeblikke frem hos ham i et Overmod, der gjorde ham en Smule
latterlig selv for hans bedste Venner mellem Kammeraterne.

Pludselig hørtes et højt, varskoende Raab nede fra Foden af
Bakken. I samme Nu styrede alle Slædefarerne ud til Vejkanten og
lod sig vælte ned i de dybe Grøfter paa begge Sider. Ogsaa de,
der var paa Vej opefter, forputtede sig i Hast bag Snedriver og
Buske, mens alene Pigebørnene blev staaende oprejst og nøjedes
med at stikke Hovederne sammen og fnise.

Nede ved Indkørselen til Byen var Vægteren kommen tilsyne. I sin
lange Kavaj, med Blikskiltet skinnende paa Brystet som en
Stjerne, stod han der i Maanelyset for Enden af det mørke
Stræde. Af Hensyn til de købstadsøgende Bønders Heste var al
Slædesport paa Landevejen strengelig forbudt. Drengene havde
derfor udstillet Vagtposter hist og her under Bakken for at
sikre sig mod en Overrumpling. Og nu stod den frygtede „Wolle“
dernede og saae op mod den pludselig ganske tomme Vej, mens der
hist og her fra Grøfterne lød et halvkvalt „Kuk-Kuk“ eller
„Mi-jav“, efterfulgt af Grinen og Fnisen. Saa opløftede han
truende sin Stok, vendte sig hovedrystende om og gik tilbage ind
i Byen.

Kort efter hørtes igen Vagtmandskabets Signal. Og et Par
Minutter efter var Legen paany i fuld Gang over hele Banen.

Imidlertid havde en af de større Læredrenge faaet en af Pigerne
lokket med paa sin Slæde, et Syn, der øjeblikkelig fik
Ærgerrigheden til at flamme op i Peter Andreas’ Bryst. Midt
under Nedfarten standsede han udfor en Klynge lattermilde
Pigebørn og indbød den allerlængste af dem til at slaa Følge.
Efter lidt Nølen gav hun efter og satte sig foran ham overskrævs
paa Slæden. Dristigt slyngede han Armen om sin Erobring, -- og
Blodørnen foer afsted.

„Varsko!“ brølte han af sine Lungers fulde Kraft; han maatte
forkynde Verden sin Triumf.

„Saae du Peter Andreas? … Ja, det var jo Per!“ hørte han i
Forbifarten fra et Par af Kammeraterne, der var paa Vej opefter
med deres Slæder. Hans Hjerte svulmede. Han havde opfanget den
ufrivillige Beundring i Tonefaldet.

Ogsaa Pigebarnet -- en sortøjet og sortlokket Tiggertøs --
vendte sig under den vilde Fart anerkendende om imod ham og
grinte med en stor, rød, halvaaben Mund, der fik hans Kinder til
at brænde. Gamle Drømme vaagnede paany i hans Bryst, … Drømme om
Natmandsliv og Natmandslykke paa den store, frie Hede, Drømme om
et sorgløst Vandrerliv, om et Hjem i et Telt eller en Jordhytte,
ene med Stjernerne og de flyvende Skyer.

Slæden standsede først helt nede foran Byen, og Pigebarnet vilde
nu rejse sig for at vende tilbage til sine Veninder. Men Peter
Andreas tvang hende til at blive siddende, -- han vilde ikke
slippe hende og gav sig til at trække hende opad Bakken. Fod for
Fod stred han sig opefter med sin tunge Byrde. Han indbildte sig
at være en Kriger, en Viking, der vendte hjem fra Sejrstogt i
fremmede Lande og førte sit Krigsbytte med sig, en dejlig
Kvinde, en ranet Prinsesse, der nu skulde være ham til Vilje
deroppe i hans Bjælkehus dybt inde i Skovene, … og sporet af sin
Fantasi stemmede han Fødderne mod den isglatte Skraaning med en
Kraftanspændelse, saa Sveden sprak ham af Panden.

Da de havde naaet Bakketoppen, og idet han igen anbragte sig bag
paa Slæden for at fare nedover, vendte Pigen sig om imod ham og
sagde:

„Er det sandt, hvad de siger, at du er en Søn af Præsten?“

Spørgsmaalet trak ham saa hovedkulds tilbage til Virkeligheden,
at han formelig blegnede derved.

„Nej!“ stødte han frem mellem Tænderne -- med et Eftertryk, der
forplantede sig helt ned i hans Fødder. Og Blodørnen fløj
nedover Bakken, saa Skinnejernene sang.

Og virkelig havde han heller aldrig saa stærkt som i dette
Øjeblik følt, at han ikke hørte hjemme dernede i den halvmørke,
beklumrede Stue, hvor hans Fader og Søskende nu sad og sang
Salmer og bad bange Bønner midt i Vinternattens Eventyrpragt --
en Slags Underjordiske, blinde for Lysets Glans, fulde af Gru
for Livet og dets Herlighed. Han følte sig tusinde Mile borte
derfra, i en hel anden Himmelegn, i Pagt med Solen og Stjernerne
og de sejlende Skyer.

Tys! -- Hans Øre fangede med eet en gammelkendt Klang dernedefra
… Kirkeklokkens Slag. Som et Budskab fra Underverdenen steg den
op til ham gennem den sølvlyse Frostluft … elleve tunge, mørke,
langsomme Slag. Hvor han hadede den Lyd! Allevegne og til alle
Døgnets Tider brød den skurrende ind i hans Lykkedrømme …
advarende, kaldende. Det var ikke muligt at flygte saa langt, at
den ikke indhentede ham. Som en usynlig Aand forfulgte den ham
paa alle hans forbudne Veje. Naar han om Foraaret havde stjaalet
sig ud paa Engene med sin Kæmpedrage „Heljo“, eller naar han om
Sommeren drev med en Jolle ude paa Fjorden og trak Aborrer, …
hvert Kvarter listede denne Spøgelserøst sig ind i hans Øre med
sin besværgende Mumlen.

„Hallo!“ skreg han for at overdøve Røsten og krystede i
udfordrende Trods den lange Pige endnu kraftigere i sin Arm. Hun
vendte sig atter smilende om imod ham med et Blik, der jog ham
en sød Kuldegysning nedover Ryggen.

„Du er smuk,“ hviskede han ind i hendes Øre. „Hvad hedder du?“

„Oline.“

„Og hvor bor du?“

„I Smedestrædet … Riisagers Gaard … Og hvor bor du?“

„Jeg?“

„Ja. Naar du ikke er Præstens Søn, hvem er du saa?“

„Hvem jeg er? … Jeg? … Det kan jeg ikke sige dig. -- Men skal vi
mødes imorgen Aften i Voldstrædet, naar det er bleven mørkt?“

„Det kan vi jo gerne.“

Uden at agte nogen Fare havde han overskredet Bygrænsen og foer
nu i fuld Fart videre nedad Nørregade. Han var dog ikke kommen
langt, før en stor Skikkelse sprang frem fra et Gadehjørne og
med et tordnende „Holdt“ huggede den krumme Ende af en Stok i
Slæden, saa denne væltede og kastede det sammenslyngede Par ud i
Sneen. Med et vildt Skrig flygtede Pigebarnet, mens Peter
Andreas følte sig grebet i Nakken af Ole Vægters kraftige Næve.

„Kom nu her, du Knægt! Jeg skal lære Jer Satens Drenger at holde
Jav med Øvrigheden. Paa Raadstuen med ham! … Ingen Snak! … Hvem
er du en forbandet Søn af?“

Peter Andreas forstod straks, at her maatte der Opfindsomhed
til, om han skulde slippe ud af Klemmen. Hurtigt og ligesom
aandeløs sagde han:

„Det var godt, jeg traf Dem, Vægter! Der er stort Slagsmaal
deroppe mellem Drengene. Iversens store Læredreng har trukket
Kniv. De maa skynde Dem, … han er helt rasende.“

„Hvad er’et, han siger?“

„Ja, han har stukket Alfred … Borgmesterens Søn. Bare han ikke
er død. Han ligger deroppe i en stor Blodpøl.“

„Borgmesterens Søn!“ stønnede Vægteren og slap sit Tag.

„Jeg løber hen og siger det til Familjen og henter Doktor
Carlsen,“ sagde Peter Andreas og greb hurtig efter Slæderebet.
Før Vægteren fik sig besindet, var han væk.

Klokken var bleven næsten tolv, da han, efter at have svunget
sig over Naboens Plankeværk, krøb ind gennem det Forstuevindue,
han ved sin Bortgang havde ladet staa paa Klem. Han havde
trukket Støvlerne af sig ude i Sneen, og med forsigtige Skridt
listede han henimod Loftstrappen. I det samme blev Døren til
Studereværelset reven op. Faderen stod foran ham med en Lampe i
sin opløftede Haand.

I nogle Øjeblikke stod Fader og Søn saaledes overfor hinanden
uden at tale. Der hørtes kun en klirrende Lyd af Kuplen paa
Lampen i Pastor Sidenius’ sitrende Haand.

„Ad Tyvens Vej gaar du ind og ud af din Faders Hus,“ sagde
Præsten endelig. -- „Hvor kommer du fra?“ tilføjede han lidt
efter med halv Stemme, som havde han næppe Mod til at høre
Svaret.

Peter Andreas fortalte uden Omsvøb eller Forsøg paa Besmykkelse,
hvor han havde været, -- han ringeagtede i dette Øjeblik Faderen
for dybt til, at han kunde faa sig til at lyve for ham. Og da
han nu var gaaet til Bekendelse, tilstod han med det samme baade
Købet af „Blodørnen“ og sin Gæld hos Hjulmanden.

„Saa vidt er det altsaa kommen med dig?“ sagde Faderen uden at
lade sig mærke med, at den værste Angst i Virkeligheden var
bleven taget fra ham. Han vidste, at der et Par Steder i Byen
fandtes Smughuler for Uterligheden, og han havde frygtet for, at
det var til et saadant Sted, Sønnen ved slet Eksempel var bleven
lokket hen. „Gaa i din Seng!“ fortsatte han. „Du er og bliver et
Syndens Barn! … Imorgen tales vi nærmere ved.“

Da Peter Andreas tidlig den næste Dag blev kaldt ned til
Morgenandagten i Dagligstuen, var han forberedt paa en
Gentagelse af den højtidelige Brændemærkning, der i sin Tid var
overgaaet ham i Anledning af Æbletyveriet. Signe sad ved
Klaveret, hvor der brændte et enligt Lys. Resten af den store
Stue laa i Mørke, og der var saa koldt, at der stod en Taage ud
af Mundene paa dem, der sang.

Imidlertid blev baade den første og den anden Salme sungen
tilende og Trosbekendelsen fremsagt, uden at der skete nogen
Hentydning til Gaarsaftenens Begivenhed. Heller ikke senere paa
Dagen blev der talt et Ord til ham derom. Pastor Sidenius havde
den hele Formiddag siddet ved sin Hustrus Seng, og Forældrene
var kommen til den Erkendelse, at det var frugtesløst længer at
forsøge paa ved Overtalelser at indvirke paa Drengens Sind, --
der kunde nu kun haabes paa, hvad Tiden og Livets Tugt ved Guds
Naade kunde udrette. Den eneste Foranstaltning, der blev
truffen, var den, at Naboens Plankeværk forsynedes med
opadvendte Spigersøm, og at Faderen fremtidig hver Aften
personlig forvissede sig om, at Sønnen laa i sin Seng.

Peter Andreas var ligeglad. Intetsomhelst af, hvad man foretog
sig med ham i Hjemmet -- det være sig ondt eller godt -- gjorde
længer noget Indtryk paa ham. Den Tid var forbi, da han lagde
Planer om ved et eller andet eventyrligt Skridt -- en formelig
Opstand eller en hemmelig Flugt -- at forkorte sin Pine og drage
ud i Verden for paa Lykke og Fromme at opsøge det Kongerige,
hans Drømme havde forjættet ham. Han var nu baade gammel nok og
forstandig nok til at indse, at han hurtigst og sikrest vilde
kunne naa den attraaede Uafhængighed, naar han taalmodig gik sin
Skolegang tilende, -- og forresten varede det heller ikke længe,
før han udfandt andre Midler til at skuffe Faderens
Aarvaagenhed. Naar alt i Huset var bleven stille, firede han sig
ved Hjælp af en Tougende fra sit Gavlvindue ned paa Portrummets
Halvtag og lod sig herfra glide langsmed Nedløbsrenden ned paa
Gaden, -- og endnu mangen maaneklar Nat laa han ude paa Fjorden
med sin elskede Fiskesnøre og forærede ved Hjemkomsten Vægteren
sin Fangst for at holde hans Mund lukket.

Ogsaa med den sortøjede Oline fra Riisagers Gaard havde han
fundet Lejlighed til at forny Bekendtskabet. De havde et Par
Gange haft Stævnemøde om Aftenen i en af Byens store
Tømmergaarde; men forresten var de hurtig bleven færdig med
hinanden. Den altfor grovkornede Ligefremhed i Tøsens Udtryk og
Lader havde gjort ham skamfuld, og da hun engang ligefrem
forsøgte Angreb paa hans Dyd, havde han med Skyhed slængt hende
fra sig og søgte hende ikke tiere.

En særlig Forkærlighed havde han for Havnen og det Liv, der --
fattigt nok forresten -- rørte sig paa Bryggen mellem Kulskibene
og de smaa, svenske Tømmerlastere. Dernede laa en lille
Provianteringsbod, hvis Bestyrer han havde lært at kende, og her
tilbragte han ofte sine Fritimer for at kunne høre paa
Søfolkenes Fortællinger om deres Oplevelser i fremmede Lande, om
de store Oceandampere med deres Fragt af indtil to Tusinde
Personer, og om Livet paa de store Havnepladser med deres
vældige Skibsværfter og Dokker.

Sømandslivet fristede ham dog ikke. Han havde sat sig et større
Maal. Han vilde være Ingeniør. Denne Stilling syntes ham nemlig
at byde de fleste Muligheder for Virkeliggørelsen af hans Drøm
om et stolt og frit omflakkende Liv, rigt paa Eventyr og
spændende Tildragelser. Desuden vilde han ved at vælge en saadan
rent praktisk Livsgerning paa den tydeligste Maade udskille sig
fra sin Slægt og bryde med dens saa forherligede,
aarhundredgamle Traditioner. Hans Valg var en bevidst Udæskning,
navnlig overfor Faderen, der plejede at tale meget nedsættende
om Folks Glæde ved Tidens store tekniske Fremskridt. Saaledes
havde han engang, da der var bleven en Del Røre blandt Borgerne
i Anledning af et Forslag om at søge Byens hensygnende Skibsfart
fremmet ved en Uddybning af Fjordindløbet, udtalt sig yderst
ringeagtende om den hele Sag. „Disse Folk med deres idelige
Bekymringer for alle andre Ting end det ene fornødne,“ havde han
sagt. Fra den Dag vidste Peter Andreas, at han vilde være
Ingeniør.

En Tilskyndelse i samme Retning fik han desuden henne fra
Skolen. Mens de fleste af hans Lærere, paavirket af Forældrenes
Opfattelse af ham, allerede paa et tidligt Tidspunkt havde
opgivet ham som En, der dog aldrig vilde drive det til noget
ordenligt, havde han efterhaanden vundet sig en Ven og Beskytter
i sin Matematiklærer. Denne, en gammel Militær, udtalte sig
endog særdeles rosende om hans Evner overfor Faderen, naar denne
-- som det et Par Gange havde været Tilfældet -- i sin
Utaalmodighed tænkte paa at tage ham ud af Skolen for straks at
sætte ham til et Haandværk. Det saae næsten ud, som om den gamle
Soldat dreves hertil af en forstaaende Deltagelse for Drengen og
fandt en Tilfredsstillelse i at bringe den strengt dømmende
Præst til Tavshed med sine Lovord.

Ellers var det nu saaledes, at Byens Stemning overfor Pastor
Sidenius og hans Hus var i Færd med at vende sig. Tiden og Vanen
havde omsider ogsaa i dette Forhold gjort sin forsonende
Gerning. Hertil kom, at adskillige af de gamle Købmænd og
Studeopdrættere, som hidtil havde behersket Byens offenlige
Mening, i Aarenes Løb var døde, og -- hvad der var det
væsenligste -- det havde for de flestes Vedkommende vist sig, at
hverken deres Handelsomsætning eller deres Formue stod i
rimeligt Forhold til den Myndighed, de havde tiltaget sig i alle
Byens Anliggender. Det havde været Forretningsfolk af den gamle
Skole, der i deres Bondehovmod ikke vilde erkende, at Tiden løb
fra dem, og som lod haant om de ændrede Former,
Samfærdselsmidlernes Udvikling havde givet Handelen. Flere af
Byens bedste Familjer, der havde levet stort paa nedarvet
Rigdom, sank i Aarene efter Krigen næsten ned til Fattigdom. Og
som Velstanden svandt, voksede Trangen til Religionens Trøst.
Pastor Sidenius’ myndige Ord om det Timeliges Forfængelighed og
Armodens og Savnets sande Rigdom begyndte at finde Forstaaelse
hos Folk og allermest netop hos dem, der forhen havde staaet ham
haardest imod. Stadig øgedes den Skare af Andægtige, der om
Søndagen samledes om hans Forkyndelse, og det hændte aldrig mer,
at nogen af Byens Borgere undlod at hilse ham, i hvert Fald naar
han var i Ornat.

*                *
*

Det var under den videre Udvikling af disse Forhold, at
Befrielsens Time endelig slog for Peter Andreas. Takket være den
gamle Matematiklærers indtrængende Forestillinger hos Faderen
havde denne omsider indvilliget i at lade ham rejse til
Hovedstaden for at studere ved det polytekniske Institut. Han
var nu seksten Aar.

En smuk Høstaften, da den ugenlige Passagerbaad langsomt dampede
ud gennem Fjordens endnu lige tilgroede Krumninger paa Vej til
København, stod Peter Andreas henne i Agterstavnen med en Taske
over Skuldren og saae tilbage imod Byen, der tegnede sig
bestandig mørkere mod den gulrøde Aftenhimmel. Løsrivelsen fra
Hjemmet havde ikke kostet ham Taarer. Selv Afskeden med Moderen
var gaaet for sig uden større Sindsbevægelse. Og dog, som han nu
stod der i sin nye, skræddersyede Dragt, med en
Hundrededalerseddel indsyet i Foret paa sin Vest, og saae Byens
Tagvrimmel og Kirkens tunge Murstenstaarn svinde bort mod den
lysende Himmelrand, greb Benauelsen ham, ja der rørte sig en vag
Følelse af Taknemlighed i hans Bryst. Han syntes nu selv, at han
ikke havde faaet sagt Hjemmet og Forældrene Farvel paa rette
Maade, og han ønskede næsten, at han kunde vende om og tage
Afsked endnu engang. Om det saa var den fjerne Lyd af Kirkens
Aftenklokke, der bares ud til ham over Engene som Hjemmets
sidste Hilsen og Advarsel, saa vakte den nu kun hans forsonlige
Følelser.

Denne let bevægede Stemning holdt sig hos ham den første Tid
under Opholdet i København. Den forstærkedes endda, efterhaanden
som han blev et Bytte for den særegne Forladthedsfølelse, der i
Begyndelsen knuger Provinsboeren i den store By med dens lutter
fremmede og ligegyldige Ansigter. Han kendte ikke et Menneske i
København. Ingen af hans Skolekammerater var endnu kommen
dertil, idet de havde fortsat deres Skolegang for at blive
Studenter. Han kunde de første Uger blive helt modløs i sin
Ensomhed; og ofte gik han ned til Børsbroen for at se, om der
ikke skulde være kommen en Æbleskipper derhjemmefra, med hvem
han kunde faa sig en Passiar om Byen og fælles Bekendte. Kun
hans Følelser overfor Faderen undergik ingen væsenlig
Forandring; det var bestandig til Moderen, han skrev, naar han
overhovedet lod høre fra sig.

Af hans ældre Brødre havde den ene -- Thomas -- allerede for et
Aarstid siden fuldendt sine Studier og var bleven Kapellan et
Sted paa Landet. Den anden, Eberhard, boede ganske vist stadig i
Byen men var i Øjeblikket bortrejst; og selv da han kom tilbage,
saaes de to Brødre saa godt som ikke. Eberhard var en
omsigtsfuld og ængstelig Natur, der sluttede sig inde i sig selv
af lutter Frygt for at komme i Berøring med noget, der kunde
tænkes at skade hans Anseelse. Han følte sig derfor højst
generet af denne vanslægtede Broder, der saaledes var kommen
tilløbende og vilde gøre sig gældende uden engang at være
Student.

I det første Par Maaneder boede Peter Andreas oppe paa en
elendig Bagstuekvist i den indre By med Udsigt til en Mængde
røde Tage. Senere flyttede han ud til et Par gamle Folk i
Nyboder.

Da Vinteren kom og Julen nærmede sig, begyndte han at spare
Penge sammen for at kunne rejse hjem i Ferien uden at behøve at
bede Forældrene om Rejsepenge. Det var særlig Middagsmaden og
Kakkelovnsvarmen, det gik ud over. Tilsidst levede han
udelukkende af Brød og Kaffe.

Lillejuleaftens Dag rejste han saa hjem landværts, efter
forinden at have meldt sit Komme med et Par Linjer i et Brev.

Under den daglange, uendelige Kørsel gennem Sjælland og Fyen og
ved Synet af de mange glade Julerejsende, der fyldte Kupeerne og
overalt ved Stationerne modtoges af jublende Slægt og Venner,
voksede hans egen Forventning, saa den tilsidst stemte ham helt
højtidelig. Han huskede derhjemmefra, med hvilken Spænding hans
ældre Brødres Hjemkomst altid var bleven ventet; hvorledes
Lamperne var tændt i alle Stuerne, og hvorledes Aftensmaaltidet
var bleven udskudt til efter Togets Ankomst for at gøre
Modtagelsen des mere festlig. Og han tænkte paa sine gamle
Kammerater, som muligvis allerede nu vidste, at han vilde komme,
og som maaske vilde modtage ham paa Stationen.

Paa Vejen op gennem Jylland tømtes efterhaanden Kupeen, og
tilsidst blev han alene. Mørket var faldet paa, Lygten under
Loftet var bleven tændt, Storm og Regn slog mod Ruderne. Han
havde endnu halvanden Time at køre i. Saa strakte han sig, saa
lang han var, paa Bænken og faldt i Søvn.

Han vaagnede ved, at Toget kørte over en Bro. Hans Hjerte kom
til at banke. Den Lyd kendte han. Det var Skærbæk-Broen. Saa var
der kun fem Minutter igen.

Han foer til Vinduet og tørrede Duggen af … ja, der var Aaen …
og Engene og Skærbæk Bakker. Og nu svingede Banen, og Byens
første Lygter skimtedes gennem Regntaagen.

Søsteren Signe stod paa Perronen for at modtage ham. Der jog
straks en lille Ubehagsfornemmelse igennem ham, da han opdagede
hende. Hun stod der, lidt rundrygget, i en halvkort, skrækkelig
gammeldags Kaabe, med sorte Uldhandsker paa Hænderne og
Kjoleskørtet opheftet, saa man saae et Par lange, tynde Ankler
over et Par store Fødder i Galosjer. Det generede ham, at hun
havde stillet sig saadan op og givet sin uheldige Figur til Pris
for Folks Kritik. Desuden havde han bestemt ventet at se sine to
yngre Brødre -- Tvillingerne -- og det vakte hans Mistanke, at
det netop var Signe, der modtog ham, fordi hun var den af alle
hans Søskende, med hvem han allerdaarligst forligedes.

Paa Vejen hjem gennem Gaderne forstod han da ogsaa snart af
hendes Tale, at Forældrene ikke var helt tilfredse med hans
Besøg; de fandt det mindre vel betænkt af ham, at han allerede
havde taget sig Ferie. En saadan Rejse kostede jo ogsaa mange
Penge, sagde hun, -- han burde i hvert Tilfælde først have
indhentet Faderens Tilladelse.

Endnu før de naaede Præstegaarden, var Peter Andreas’ Følelser
bleven grundig afkølede. Og da han nu kom ind i Dagligstuen og
saae Faderen sidde der paa sin sædvanlige Aftenplads i den
gamle, falmede Lænestol med sin grønne Papskærm for Øjnene,
fortrød han allerede, at han ikke var bleven i København. Det
var nu aabenbart ogsaa kun med nogen Overvindelse, at Faderen
bød ham velkommen og klappede ham paa Kinden. Døren ind til
Spisestuen var lukket; Peter Andreas kunde høre, at der blev
skuret Gulv derinde; og da han henne paa Bordet fik Øje paa en
Bakke med noget Smørrebrød, forstod han, at de andre havde
spist. Moderen laa som altid i Sengen. Hendes Velkomst manglede
hverken Oprigtighed eller Varme; hun kyssede ham bevæget paa
begge Kinderne; men Peter Andreas’ Hjerte var bleven koldt.

Han var for ung til at forstaa, at han ikke led anden
Forurettelse end den, der i Almindelighed bliver de yngre af en
stor Børneflok til Del, fordi de ældste har høstet Førstegrøden
af Forældrenes Kærlighed. Selv om denne ikke netop bliver
mindre, forandrer den dog Karakter, mister Nyhedsglæden, der
lyser saa festlig over ethvert Fremskridt hos de ældre. Da Per
ved Sengetid blev alene oppe paa sit gamle Loftskammer, gav han
sig til at le. Han var i Grunden nu mere ærgerlig end krænket.
Han gjorde Nar af sig selv. Han spottede over den
Sentimentalitet, der havde faaet ham til at længes efter dette
saakaldte Hjem, og han svor dyrt paa ikke oftere at lade sig
narre af den Slags Fornemmelser.

Og da saa Juledagene oprandt med al den himmelvendte
Højtidelighed, han selv var ganske udenfor, med den stadige
Kirkegang og den megen Salmesang, talte han blot Timerne, til
han kunde komme bort og igen være fri og uafhængig i København.
Ogsaa Gensynet med Kammeraterne havde nemlig bragt Skuffelse.
Nogle af dem vilde knap nok kendes ved ham igen, paavirkede som
de var af deres Forældre. Paa Grund af, at hans Fader og
Søskende kun ugerne talte om ham, havde Folk i Byen nemlig faaet
den Mening, at han var et Menneske, der var kommen paa Afveje.
Flere af Kammeraterne begyndte desuden allerede at føle sig i
deres Værdighed som vordende akademiske Borgere. Han havde
straks besøgt dem alle; men de fleste af dem modtog ham
forlegent, og ingen af dem havde bedt ham om at komme igen.

Straks efter Nytaar vendte han saa tilbage til København.




Andet Kapitel.

En af Nyboders bedst kendte og mest agtede Personer paa den Tid,
hvorom her fortælles, var den gamle, pensionerede Højbaadsmand
Olufsen i Hjertensfrydgade. Hver Formiddag, naar St.
Paulskirkens Taarnur slog elleve, kunde man se hans høje, magre,
lidt duvende Skikkelse træde ud af den lave Dør i det lille, to
Stokværks Sted, hvis øverste Lejlighed han beboede, og et
Øjeblik blev han staaende ude paa Fortovet for paa Sømandsvis at
kigge op til Skyerne og lade Blikket løbe henover Tagryggene som
over Takkelagen paa et Skib. Han var klædt i en noget falmet men
yderst omhyggelig afbørstet Overfrakke, i hvis Knaphul der saaes
et bredt Dannebrogsbaand. Paa sit hvide Hoved bar han en graa
Cylinderhat, og paa den venstre Haand, med hvilken han støttede
sig til sin Paraply, havde han en gammel, runken Skindhandske.

Med den højre Arm lagt bag om Ryggen trippede han derpaa
langsomt og forsigtigt henad den ujævne Fliserække. Samtidig kom
hans Kone tilsyne i Gadespejlet oppe foran Salsvinduet, hvorfra
hun blev ved at følge ham med Øjnene, indtil han var sluppen vel
over den dybe Rendesten ved Hjørnet af Elsdyrsgade. I en
storblomstret Nattrøje og med en Avispapirs-Papillot foran hvert
Øre stod hun deroppe og nød Synet af hans velplejede Person med
en stolt Selvtilfredshed, som var han helt og holdent hendes
eget Værk.

I det Øjeblik, Højbaadsmanden kom forbi Nyboders Vagt med den
høje Galge, hvori Alarmklokken hang, flyttede han Paraplyen over
i den højre Haand for at kunne hilse med den behandskede, dersom
nogen af Vagtmandskabet skulde give ham militær Honnør -- noget,
han satte stor Pris paa og altid nøje mærkede sig. Derpaa
drejede han om ad Kamelgaden og stilede ned imod Amalienborg
Slotsplads, hvor han daglig indfandt sig til det Klokkeslet, da
Vagtparaden trak op. Naar han nogen Tid havde hørt paa Musiken,
gik han tilbage over Store Kongensgade og gennem Borgergade og
videre ind i Byen.

Her, hvor han var udenfor sit fordums Magtomraade; hvor Ingen
kendte ham som Højbaadsmand Olufsen, der havde faaet Dannebrogen
af Kongens egen Haand; hvor han kort sagt var en ganske
almindelig Spaserende, som Folk ustraffet kunde rende paa
Albuen, -- her sank han uvilkaarlig noget mere sammen i Ryg og
Knæ, mens han lidt ængstelig stavrede frem paa sine ømme Fødder
mellem de ilsomt forbifarende Mennesker. Længere end til
Købmagergade gik han aldrig. Hvad der laa paa den anden Side af
denne Gade, var for ham ikke det rigtige København men en Slags
Forstad, saa afsidesliggende, at han ikke kunde begribe, hvor
Nogen vilde bo der. Det var Adel- og Borgergade, der i hans Øjne
var Byens Hovedaarer; og forøvrig var det Kvarteret
Grønne-Sværte-Regnegade, der tilligemed Toldboden og Holmen
udgjorde hans Verden. Naar han paa sin Spaseretur var naaet til
den sidste Børstenbinder i Antonistræde eller havde været inde i
Jomfru Jordans Lejebibliotek i Silkegade for at bytte en Bog for
sin Kone, vendte han om og gik hjem.

I Almindelighed varede det dog endnu et Par Timer, inden han
naaede tilbage til Hjertensfrydgade. Det var nemlig hans Vane at
stille sig op paa alle Gadehjørner for at betragte de her
sammenflydende Strømme af Mennesker og Vogne. Navnlig havde han
trods sine firsindstyve Aar og sine rindende Øjne et
langtskuende Blik for alle Tjenestepiger og særlig for dem, der
gik med bare Arme. Hændte det, at en saadan i Forbifarten strøg
ham tæt forbi, tilhviskede han hende en eller anden
Kærlighedserklæring og skyndte sig derpaa fnisende afsted med
dukket Hoved.

Hertil kom, at han nødvendigvis ogsaa skulde standse et Øjeblik
udenfor Butiksvinduerne for at betragte de udstillede Varer og
indprente sig Priserne paa alt lige fra Uldhandlernes
Underbeklædningsgenstande til Guldsmedenes Diamantsmykker, --
ikke fordi han havde til Hensigt ved Lejlighed at gøre Indkøb af
disse Ting (heri var han lovlig forhindret alene af den Grund,
at hans Kone, altfor vel kendt med hans Svaghed overfor
Kvindekønnet, aldrig betroede ham Omgang med Penge); men med
sine tomme Lommer fandt han en Tilfredsstillelse i at gaa ind i
Butikerne og nyde de Handlendes Høflighed, lade sig de
forskellige Varer forevise, spørge om Prisen paa de kostbareste
og derpaa tøfle af med den Besked, at han skulde „lade høre fra
sig“.

Eftermiddagen tilbragte Højbaadsmanden hjemme i sin Dagligstue
-- „Salen“, som den kaldtes paa Nybodersproget -- et
kahytlignende, lavloftet Rum med en Række smaa Vinduesfag ud mod
Gaden. Her sad han i Skjorteærmer og med Kalot paa Hovedet ved
et af Vinduerne og iagttog i Timevis de Skarer af halvtamme
Krager ude fra Grønningen, som gav Hals ovre paa Genbohusrækkens
Tagryg eller krigedes nede paa Stenbroen omkring Skarnbøtterne,
der endnu paa den Tid af Dagen stod opstillet udenfor alle
Dørene i den stille og tomme Gade. Af og til kunde der trække
sig ligesom en Hinde over hans falmede Øjne, Hovedet sank da
langsomt ned mod Brystet, og Munden rundede sig.

„Nu sidder du igen og koger Ærter, lille Fa’er,“ sagde da hans
Kone og hentydede hermed til en egenartet Brummen, som
Højbaadsmanden gav fra sig, naar Søvnen var ved at overmande
ham. Hun havde sin faste Eftermiddagsplads paa en lav Stol henne
ved Kakkelovnen, hvor hun sad og strikkede, idet hun samtidig
læste i en laset Roman, som hun havde liggende foran sig paa
Knæet, og hvis Blade hun vendte med sin Albu for ikke at afbryde
Strikningen. Inde i Gaardværelset ved Siden af, hvortil Døren
stod aaben, sad gerne en ung, lyshaaret Pige, Plejedatteren
Trine, og syede. I Vinduet derinde stod ogsaa et Bur med en
Kanarifugl, der hoppede paa sine Pinde.

Madam Olufsen var næsten lige saa høj som sin Mand, havde dertil
en Bygning som en Hestgardist, ja endog en Antydning af en graa
Moustache paa Overlæben. Naar hun om Formiddagen gik omkring i
sin storblomstrede Nattrøje og med sine Avispapirs-Papilloter,
var hun ikke indtagende; men naar hun efter Middag havde faaet
Snørliv og sin sorte Merinos Kjole paa og skjult sin
halvskaldede Isse under en baandbesat Kappe, foran hvilken de nu
omhyggeligt ordnede Tindingekrøller præsenterede sig næsten
koket mod de ikke helt afblomstrede Kinder, kunde man meget godt
forstaa, hvad der fortaltes i Nyboder om hendes fordums
Herlighed.

Det havde i det hele været et smukt Par, hun og Højbaadsmanden.
Det havde ogsaa været et lykkeligt Par. Havde maaske
Højbaadsmanden ikke altid holdt sig Lovens sjette Bud strengt
efterrettelig, saa havde Madammen til Gengæld været trofast for
dem begge, skønt det i hendes unge Dage ikke havde manglet hende
paa Forlokkere. Dersom man kunde tro Rygtet, havde endog en af
Hoffets Prinser, der altid gik paa Rov efter unge Nyboderskoner,
hvis Mænd var paa Langfart, en Aftenstund passet hende op paa
Hjørnet af Haregaden og, efter at have givet sig tilkende for
hende, gjort hende et galant Tilbud. Hun havde nejet og slaaet
Øjnene ned og derpaa stiltiende fulgt ham hen i en af de mørke
og ensomme Alleer bag Volden. Men her i Ensomheden havde hun
pludselig lagt den lille, visne Højhed over sit Knæ og af sit
gode Hjerte givet ham en Endefuld, der ikke netop var den første
Revselse, nogen krænket Nyboderskone havde tildelt ham, men
sikkert nok den kraftigste.

Den medborgerlige Anseelse, dette aldrende Ægtepar nød, var da
af gammel Dato, og deres Hjem var endnu et yndet Samlingssted
for adskillige af Nyboders Standspersoner. Ikke i mange
Nybodershuse udfoldedes der en Selskabelighed som hos de to
Gamle i Hjertensfrydgade. Foruden de sædvanlige Kirkehøjtider og
saadanne Bods- og Bededage, som overalt i Kristenheden
festligholdes med fed Mad og varm Punsj, fejrede de en uendelig
Række Familjebegivenheder og aarlig tilbagevendende Mærkedage af
privat Natur. Der var saaledes Aarsdagen for Kanarifuglen Peters
Indlemmelse i Familjen; der var Mindefesten for Højbaadsmandens
Storetaa, som engang for mange Aar siden var bleven bortklippet
paa Grund af Beneder. Men frem for alt var der Madam Olufsens
Kopsætningsdag, der indtraf hen paa Foraaret, naar Varmen kom i
Luften, og som indlededes med en stor Chokoladefrokost for
Barberen, der udførte Operationen.

Selskabet bestod ved disse Lejligheder altid af de samme
syv-otte gamle Venner af Huset, som nu i mere end fyrretyve Aar
havde fejret betydningsfulde Familjebegivenheder hos hinanden,
nemlig: pensioneret „Obertømmermand“ Bendtz fra Tulipangade,
pensioneret Kvartermand Mørup fra Delfingaden, Overkanoner
Jensen og Bolteslager Fuss fra Krokodillen, alle med Madammer.
Heller ikke Festlighedernes Forløb havde i den sidste
Menneskealder undergaaet nogen nævneværdig Forandring. Naar
Gæsterne var bleven samlede i Gaardværelset, aabnede
Højbaadsmanden Døren ind til „Salen“, hvor Bordet stod dækket,
og bød Selskabet tilbords med den staaende Vittighed, at det nu
var Tid at „faa puttet noget i Ansigtet“. Naar man saa var
kommen til Sæde, og Værtinden havde sat den dampende Gaas eller
Skinke paa Bordet, udbrød Bolteslager Fuss lige saa
regelmæssigt, idet han i forstilt Overraskelse kastede sig
tilbage mod Stoleryggen: „Naada, Madam Olufsen; der har De sgu
lagt et forsvarligt Æg!“ -- hvorpaa Madammen kaldte ham et
gammelt Vrøvl og bad Gæsterne lade, som de var hjemme.

Paa dette Tidspunkt kunde det hænde, at Døren gik op for en
krushaaret Yngling, hvis Ankomst blev hilst med et almindeligt
Glædesudbrud. Alle de gamle Mennesker rejste sig ærbødigt op,
idet de rakte ham Haanden, og den lille Trine -- Plejedatteren
-- der pludselig havde skiftet Farve, fik travlt med at bringe
en Stol ind fra Sideværelset, sætte et nyt Dække frem og hente
en varm Tallerken i Køkkenet.

Den unge Fremmede var Olufsens Logerende, den eenogtyveaarige
Polytekniker Sidenius, der i nogle Aar havde boet nede i Stuen i
et Par smaabitte Gaardværelser, som hørte med til
Højbaadsmandens Lejlighed. Han var alles Yndling her, og
efterhaanden som nu Fadene og Brændevinskaraflerne tømtes, blev
Stemningen meget lystig.

Der var kun een, der vedblev at være lige tavs og stille, -- det
var den lille Trine, som besørgede Opvartningen. Hun fyldte i
Glassene, bragte Brød om, skiftede Tallerkener, pudsede Lysene,
fremfandt Saltkarrene, optog tabte Lommetørklæder og hentede
Vand til Madammerne, naar nogen af dem begyndte at faa ondt
eller at hikke, -- altsammen saa tyst, saa lydløst, at hendes
Tilstedeværelse aldeles ikke mærkedes af nogen. Det var, som om
man blev betjent af en usynlig Aand. Hun var nu ogsaa let at
overse, saa lille og uudviklet hun var trods sine nitten Aar.
Blandt de gamle Mennesker betragtedes hun endnu helt som Barn,
tilmed som et meget indskrænket Barn, og i Virkeligheden
manglede hun ogsaa lidt paa Forstanden. Hun var en stakkels
Forældreløs, som Højbaadsmandens havde taget sig af, og hvis
Herkomst ingen kendte. Nogen Skønhed besad hun ikke, og selv for
den unge Hr. Sidenius var hun intet andet end det usynlige
Redskab, der børstede hans Støvler og bragte hans Linned til
Vadsk.

Naar nu Punsjebollen og de sukkerstrøede Æbleskiver var kommen
paa Bordet, fornøjede man sig en Tid med at afsynge forskellige
Selskabs- og Fædrelandssange, hvorved navnlig Madam Fuss gjorde
sig bemærket med en -- mere for sin Kraft end for sin Skønhed --
højt beundret Diskant.

Under Sangen forsvandt pludselig Trine efter at have forvisset
sig om, at der ingenting manglede paa Bordet, og at alle
Gæsterne var forsynede. Ude i Køkkenet tændte hun et Lys ved
Gløderne paa den aabne Grue og steg saa ned ad Husets smalle og
stejle Trappe -- en Slags Skibsstige -- for at gøre i Stand til
Natten i Hr. Sidenius’ Værelser. Det var to smaa, mørke og
fugtige Rum, saare fattigt udstyrede med en lille Voksdugspuf og
et Klapbord, hvorpaa der hulter til bulter laa Bøger,
Tegneredskaber og store Papirsruller med Mærker af
Blyantsfingre.

Trine satte Lyset fra sig paa Bordet, lukkede et Vindu op og
stod et Øjeblik drømmende med Haanden paa Karmen og saae ud over
den lilleputagtige, af nogle Plankeværker og et Nødvendighedshus
omgærdede Have, hvorover et romantisk Fuldmaanelys skinnede. Men
pludselig foer hun sammen, ligesom opskræmt af sine egne Tanker,
og gav sig ivrig i Færd med det Taalmodighedsarbejde at bringe
Orden i Stuens Forstyrrelse. Hun samlede nogle Klædningsstykker,
der laa henkastede rundt om paa Stolene, og hængte dem ind bag
Hjørneforhænget i Sovekammeret. Hun ordnede Bøgerne paa Bordet
og lagde alle de mange smaa Tegneapparater ned i de for hvert
enkelt nøje afpassede Rum i Etuierne. Skønt hendes unge Herre
aldrig havde ulejliget sig med at give hende Anvisninger i saa
Henseende, vidste hun nøjagtig, hvor hver Ting havde sin Plads,
og hvor han ventede, ja fordrede at kunne finde den. Med det
Instinkt, som Kærligheden skaber endog hos de Enfoldige, havde
hun lært sig selv alt, havde udfundet hans Vaner, gættet sig til
hans Ønsker, bestandig af sig selv fundet Vej gennem den
Labyrint af Luner og uberegnelige Indfald, der fører ind til en
saadan ung Mands egenlige, endelige Vilje. Han havde engang for
alle ladet hende vide -- og han havde ved den Lejlighed med en
skrækindjagende Grimace opløftet sin Finger -- at hun maatte
betragte det at passe ham som sit Livs Hovedopgave og egenlige
Bestemmelse, for hvis samvittighedsfulde Opfyldelse Gud engang
vilde kræve hende til Regnskab paa Dommens Dag.

Det var derfor med en oprigtig Følelse af at røgte et højhelligt
Kald, at hun færdedes dernede i hans smaa Stuer og syslede med
hans Ejendele. Med en særlig Andagt dvælede hun inde i det lille
Sovekammer, mens hun puslede med hans Seng, satte Tøflerne
bekvemt tilrette saaledes, at Taaspidserne vendte indefter, og
lagde Tændstikæsken paa den Side af Lysepladen, der var Sengen
nærmest. Naar hun tilsidst tog Hovedpuden mellem sine Hænder for
at rette paa Fylden, trykkede hun den et Øjeblik til sit Hjerte,
idet hun med et saligt Udtryk lukkede Øjnene.

Oppe i „Salen“ var de Gamle imidlertid bleven mere og mere
overstadige. Bolteslager Fuss havde faaet sin Guitar frem og
trods Konernes Indsigelser givet sig til at synge den berygtede
Skillingsvise „En bøvet Kælling ved Gammelstrand“. Mændene
jublede. Ogsaa den unge Sidenius lo, og inde i den 84-aarige
Obertømmermand Bendz klukkede det som i en Flaske. Men Konerne
rejste sig krænkede og fortrak ind i Gaardværelset, hvor nu
Kaffen blev anrettet med Tilbehør af Kandis og Solbærlikør.

Først henimod Morgen brød Selskabet op, og de forskellige
Ægtepar trippede forsonede hjemad i en Lyksalighedstilstand, der
henrev dem til Kys og Klap og kærlighedsfulde Omfavnelser midt
paa aaben Gade.

*                *
*

Det var hos disse livsglade gamle Mennesker, der endnu i deres
høje Alderdom uden Anfægtelser tømte Nydelsernes Bæger lige til
Grumset, at Peter Andreas havde fundet sit første Asyl, et
midlertidigt Fristed paa Vejen ud til det Lykkens Land, hans
Drømme havde forjættet ham. Han havde her mødt den velvilligste
Forstaaelse netop af det i hans Natur, som man hjemme i
Præstegaarden havde villet undertrykke og brændemærke som Dødens
og Djævlens Værk. Navnlig i sine første, ensomme Aar i København
havde han været taknemlig for dette Hjem og for det hele muntre
og idylliske Nyboder, der var som et hengemt Stykke Provins midt
i Hovedstaden. Senere -- efterhaanden som han udvidede sin
Bekendtskabskres -- havde hans Forhold til de to Gamle og deres
lille Vennesamfund vel faaet en mere flygtig Karakter; men brudt
blev det aldrig, og de Gamle blev ved at holde af ham og tage
sig af hans Vel, næsten som om han kunde have været en af deres
egne. De havde ikke været længe om at opdage hans Fattigdom,
skønt han gjorde alt for at skjule den; og mere end een Gang
vilde han være gaaet i Seng med tom Mave, dersom ikke Madam
Olufsen paa hensynsfuld Maade havde budt ham ind for at „smage
paa“ en ny Ost eller „sige hende sin Mening“ om en friskkogt
Skinke.

Noget rigtigt Indblik i hans Forhold lykkedes det dem alligevel
ikke at faa. Saa livlig og snaksom han til Tider kunde være --
om sig selv og sine Forhaabninger talte han aldrig eller dog kun
i Spøg, idet han, naar de spurgte ham, gerne svarede, at han
„studerede til Minister“. Ligeledes bevarede han en haardnakket
Tavshed angaaende alt, hvad der vedrørte hans Hjem og Forholdet
til hans Familje, skønt særlig Madam Olufsen aldrig blev træt af
at udfritte ham derom. Han havde foresat sig at ville betragte
alt det Forbigangne som noget glemt, noget dødt, der end ikke
som Minde skulde faa Lov at spøge i hans Tilværelse. Han havde
bestræbt sig for grundigt at udlufte sit Indre, at udslette hver
bitter og ydmygende Erindring af sin Sjæl, at den kunde blive
som en ubeskreven Marmortavle for Lykkens og Sejrens funklende
Guldskrift. Derfor fandtes der hverken paa hans Bord eller paa
hans Væg saa meget som et Portræt, der kunde minde ham -- eller
fortælle andre -- om det Hjem, han havde forladt, og som han
ikke vilde gense, før han kunde komme som den, der krævede til
Regnskab og holdt Dom. Dersom han pludselig var død, vilde man
ikke i hans hemmeligste Gemme have fundet saa meget som et
opbevaret Brev, ikke en Optegnelse, der kunde fortælle om, hvem
han var, og hvorfra han stammede. Om det saa var sit Navn, saa
havde han forandret det for saa vidt muligt at undgaa enhver
Erindring om Fortiden. Han skrev sig ikke længer Peter Andreas
men slet og ret Per, og det var hans Sorg, at han ikke ogsaa
kunde skaffe sig et andet og mere standsmæssigt Efternavn.

Al hans Forbindelse med Forældrehjemmet havde efterhaanden
indskrænket sig til de korte Breve, hvormed han kvartalsvis
kvitterede for den Pengehjælp, han endnu (og uden store
Skrupler) modtog derfra, men som rigtignok var ganske
utilstrækkelig, særlig paa Grund af de store Udgifter til
Forelæsninger, Bøger, Tegne- og Maaleredskaber o. s. v., som
hans Studium krævede. For overhovedet at kunne leve havde han
fra sit attende Aar maattet give Regneundervisning i en
Drengeskole og kopiere Arbejdstegninger for en Haandværksmester.
Til sine gamle Skolekammerater, af hvilke de fleste forlængst
var kommen til København som Studenter, stod han heller ikke i
noget Forhold. Han saae dem næsten aldrig. Krænkede i deres
Værdighed, fordi Per nogle Gange havde formastet sig til at gøre
Løjer med deres akademiske Borgerskab, havde de hurtig trukket
sig tilbage fra ham med noget af den samme højtidelige Skyhed,
han kendte fra sine egne Brødre.

Per lod ligeglad. Men helt ukunstlet var hans Ligegyldighed
alligevel sjelden. Til Tider kunde han endogsaa være ret
forstemt. Ikke alene følte han sig nedværdiget af sin Fattigdom
og især af denne Pogeskolevirksomhed, som han aldrig nævnte for
nogen. Værre var det, at han begyndte at skuffes af sit Studium
og af de Fremtidsmuligheder, dette syntes i Stand til at skabe
ham. Dengang han for fire-fem Aar siden første Gang nærmede sig
den polytekniske Læreanstalt, havde det været med en næsten
andagtsfuld Forventning. Han havde forestillet sig den som en
Art Tempel, et højtideligt Tankeværksted, hvor den frigjorte
Menneskeheds Fremtidslykke og Velfærd smeddedes under Aandens
Lyn og Torden, -- og han fandt en grim og uanselig Bygning i
Skyggen af en gammel Bispegaard og heri en Samling mørke og
triste, af Tobak og Smørrebrødslugt gennemtrængte Rum, hvor en
Del unge Mennesker stod bøjet over smaa, papirbeklædte Borde,
mens andre sad med lange Piber og læste i Kollegiehefter eller i
Smug spillede Kort. Han havde tænkt sig sine tilkommende Lærere
som ildfulde Forkyndere af Naturvidenskabens hellige Evangelier,
og han traf i Foredragssalene nogle gamle, hentørrede
Skolemesterskikkelser, der ikke var synderlig forskellige fra
dem, han netop havde taget Afsked med paa Skolen derhjemme. En
af dem, en fuldkommen Mumie, hvis Stemme under Forelæsningen
hvert Øjeblik blev borte og maatte klares med en Slurk af en
medbragt Medicinflaske, underviste endnu paa Erindringer fra
Hans Christian Ørsteds Dage. En anden -- Professor Sandrup,
Læreren i de egenlige Ingeniørfag -- gik med hvidt Slips og
lignede mest en ældre teologisk Kandidat eller Præst. Han nød et
vist Ry for teoretisk Viden men var en Pedant, der i pædagogisk
Samvittighedsfuldhed havde udarbejdet lange, videnskabelig
formede Beskrivelser af selv de simpleste Redskaber som Økse og
Trillebør og fordrede dem ordret gengivet til Eksamen.

Fra alle Sider modtog Per den Belæring, at en duelig Ingeniør
slet ikke (i hvert Fald ikke længer) var en saadan stolt,
verdensomflakkende Eventyrhelt, som han havde foregøglet sig,
men blot et almindeligt Kontormenneske, en samvittighedsfuld
Regnemaskine, et levende Tabelværk lænket til et Tegnebræt. De
allerfleste af hans Medstuderende -- og netop de af dem, der
baade af Lærerne og de andre Elever ansaaes for de mest lovende
-- drømte da ogsaa blot om engang i Tiden at opnaa en eller
anden fast og betrygget, om end nok saa beskeden Embedsstilling,
der tillod dem at indrette sig det hyggeligt som Familjefædre
med en lille Husstand i et lille Hus med en lille Have for
engang efter fyrretyve Aars tro Tjeneste at afgaa med en lille
Pension og et lille Udmærkelsestegn eller en Justitsraadtitel.

Men saadanne Udsigter fristede aldeles ikke Per. Han følte sig
ikke skabt for Hverdagsliv og Godtkøbslykke. Han følte
Herskerblod i sine Aarer og krævede Plads til Højbords ved
Livets Taffel blandt Jordens frie og frelse Mænd.

Han havde endogsaa for længe siden udset sig Midlet, der skulde
sætte ham i Stand til at opnaa den attraaede, stolte
Uafhængighed. Samtidig med, at han nogenlunde regelmæssig
passede sine Forelæsninger og Øvelser, og uden at han heller
forsømte de ydmygende Smaabeskæftigelser, der sikrede ham
Livsopholdet, havde han i al Hemmelighed beskæftiget sig med at
gøre Udkast til et stort Vandbygningsarbejde, en
Fjordregulering, hvortil han havde fattet Planen allerede i sit
første Studieaar i København. Den første Oprindelse dertil laa
endda endnu længere tilbage i Tiden, helt tilbage i hans
Drengealder, nemlig i hint Tidsrum derhjemme, da der havde været
saa megen Tale om at fremme den hensygnende Skibsfart paa
Fjorden ved at uddybe og regulere Sejlløbet og ombygge Havnen,
-- dette Foretagende, hvorom hans Fader havde udtalt sig saa
nedsættende paa Grund af det stærke Røre, det vakte i Byen, og
som da ogsaa tilsidst var bleven opgivet. Allerede dengang havde
han drømt om at blive den, der bragte den store Plan til
Udførelse og ledede de friske Havstrømme og Verdenshandelens
Guldflod ind til Byens fattige Pæreskipperhavn. Og denne Drøm om
paa saadan Maade at blive en Velgører for selve den By, der
havde været Vidne til hans Fornedrelse, havde egenlig aldrig
siden helt forladt ham. Efter hint sidste, ulykkelige Julebesøg
havde den især faaet stor Magt over ham. I hans Ensomhed lod den
ham aldrig Ro, den blev hans fikse Ide, i hvis Virkeliggørelse
han tilsidst med en Slags religiøs Overbevisning saae sit Livs
skæbnebestemte Opgave og foreløbige Maal.

I tre Aar, lige siden han fik lært sig at opsætte en Kanalprofil
efter et Generalstabskorts Højdekurver, havde han nu arbejdet
paa dette Værk. Døgn efter Døgn havde han stjaalet Timer af sin
Nattesøvn for at beregne Jordarealer og Strømhastigheder, tegne
Faskin-Indbygninger og Glacis’er, Brohoveder og Duc-d’Alber. Og
Aar for Aar udvidede han sin Plan, føjede noget nyt til, gjorde
den mere og mere kæmpemæssig. Paavirket af nogle bekendte tyske
Fagskrifter, som han havde anskaffet sig, var han saaledes
kommen paa den Tanke at lade den uddybede Skibsvej fortsætte sig
paa den anden Side af Byen som en Kanal eller et System af
Kanaler efter hollandsk Mønster. Hvad der foresvævede ham som
det endelige, vældige Maal var et Net af brede Vandaarer, der
forbandt alle Midtjyllands større Aaer, Indsøer og
Fjordindskæringer med hinanden og satte den opdyrkede Hede og de
opblomstrende Nybygger-Byer derinde i Forbindelse med Havet paa
begge Sider.

Men hver Gang hans Tanker løftede sig til saa høj en Flugt, var
det, at Mismodet meldte sig. Afmagtens laadne Trolde lejrede sig
om hans Arbejdsbord og haanlo af hans store Drømme. Du er gal!
skreg de. Før du bliver gammel og graa, kan du ikke gøre dig
nogen Forhaabning om at faa Tilladelse til at gennemføre
nogetsomhelst i dette Land, hvor det betragtes som en
Formastelighed af en ung Mand at have anden Ærgerrighed end den
at sidde sig en Pukkel til paa en Kontorstol, og hvor en
Ingeniør, der vil bevare sine Medborgeres Agtelse og sine
Overordnedes Tillid, i det højeste tør gøre sig Haab om at opnaa
en Stilling som Vejassistent med kongelig Udnævnelse. Har du
allerede glemt, hvad din ærværdige Lærer, den Guds Mand
Professor Sandrup, dog med saa megen faderlig Alvor lagde dig
paa Sinde, dengang du ved en Overhøring begyndte at kramme ud
med det nye, du havde lært ved din (af Ingen paabudte) Læsning i
moderne tyske Skrifter: „Beflit Dem, unge Mand, paa at bekæmpe
Deres utidige Trang til at vise Selvstændighed.“ Ikke sandt?
Lærerige Ord! Løfterige Ord!

Dog, længe ad Gangen fik saadanne bitre Tanker sjelden Lov til
at gnave paa hans Hjerterod. Dertil var han for ung, og hans
Sind for omskifteligt. En rask Spaseretur, et Øjekast af en smuk
Pige, et Spisegilde hos de Gamle eller en Aften tilbragt med
nogle Venner paa en Kafe, -- mere behøvedes der i Almindelighed
ikke for at sprede Mismodsskyerne om hans Pande. Især var
Kvinderne virksomme Afledere, hver Gang det truede med at trække
sammen til en Stemningstorden. Han var nu enogtyve Aar gammel,
og Tiltrækningen til det andet Køn var i Færd med at tage
Herredømmet over hans Fantasi og give den en ny Horisont.

*                *
*

En Aften kom han tilligemed en Bekendt ind i en gammeldags
Schweizer-Kafe, der var et yndet Samlingssted for Byens udbredte
kunstneriske og literære Halvverden. Med en Mine, der lyste af
Sindsbevægelse, udpegede hans Ledsager ham nogle af Tidens mest
omtalte Kunstnere og Forfattere mellem Gæsterne. Per, der slet
ikke havde Interesse for den Slags Ting, havde imidlertid fæstet
sin Opmærksomhed paa en ung Pige, der stod bag Skænken -- en høj
og slank Skikkelse med et pragtfuldt gyldenrødt Haar.

„Det er den røde Lisbeth,“ forklarede den anden. „Det er hende,
der har staaet Model til Iversens Venus og til Petersens
Susanne. Hun er ikke ilde, hva’? Sikken Hud!“

Per blev fra den Dag en hyppig Gæst i Kafeen, især paa de Tider
af Døgnet, da der kun var faa andre. Han var bleven meget
indtagen i den unge Pige, og da det viste sig, at Tiltrækningen
var gensidig, førte den uden mange Omstændigheder til et
fortroligt Forhold.

Han var med Aarene bleven ikke saa lidt forfængelig af sit Ydre.
Han havde et bredt og kraftigt Legeme, et stejlpandet Hoved med
mørkt, kruset Haar og store, blaalige Øjne under sammenvoksede
Bryn. Over den svære Mund tegnede sig Spiren til et Overskæg.
Takket være Madam Olufsens moderlige Omsorg havde han nogenlunde
bevaret sit gode Drengehuld, og hans Kinder havde heller ikke
helt mistet deres landlige Teglstensfarve. Naar han bevægede sig
ude mellem Folk, smilte han gerne uden selv at vide det, og
dette bestandige, lidt tomme Smil skuffede let dem, der ikke
kendte ham, saa de ansaae ham for en barnlig Natur i skønneste
Harmoni med hele Tilværelsen. Helt var det overhovedet ikke
lykkedes ham at ryste Provinsboeren af Ærmet; men naar han var i
sine bedste Klæder, gjorde han en ganske statelig Figur, førte
sig rankt og bevægede sig med ikke ringe Anstand. Trods sin
hyppige Pengemangel forsømte han aldrig sin Paaklædning. I hvert
Fald naar han viste sig paa Gaden, var han altid som pudset og
blæst. Han havde allerede Verdenserfaring nok til at vide, at
der var Øjeblikke, hvor et hvidt Skjortebryst og en ulastelig
siddende Frakke kunde faa større Betydning for en ung Mands
Fremtid end Aaringers selvforsagende Slid, -- at saalænge
Skinnet var reddet, var overhovedet ingenting tabt. Hjemme
derimod var han skødesløs med sig selv og følte endda en vis
Hygge og Tilfredsstillelse ved at gaa og slide paa sine gamle
Laser.

Den Kafe, hvor han nu var bleven Stamgæst, og hvor han ødslede
mere Tid og flere Penge, end han rigtig vilde tilstaa for sig
selv, var den saakaldte „Gryde“, der var Stamknejpe for en
oppositionel artistisk Klike, de „Uafhængige“, en Kres af yngre
og enkelte allerede ældre Skønaander, virkelige Begavelser, men
alle mere eller mindre forsatte i Væksten, enten ikke rigtig
udvoksede eller altfor tidlig ældede. Der sad om Aftenen den
meget omstridte Saltvandsmaler Fritjof Jensen, en bredskaaren
Vikingeskikkelse i Sømandspjækkert og med bølgekruset Haar og
Skæg -- en genial, fantasirig Kunstner, en indtagende Broder
Lystig ved et skummende Ølkrus men holdningsløs og upaalidelig
som en Dreng i Overgangsalderen. Der sad hver Formiddag i
tungsindig Ensomhed den syge Digter Enevoldsen og pudsede sine
Lorgnetter eller kælede for sine Hænder eller fortabte sig i
Nydelsen af en Cigar, saadan som han havde siddet der Aar efter
Aar og under allehaande Smaabeskæftigelser udciseleret sine
farveglødende Vers, smaa Mesterværker, der anslog en hel ny Tone
i dansk Poesi. Der sad den unge, naturalistiske Figurmaler
Jørgen Hallager med Bulbideransigtet -- Oprøreren, Anarkisten,
der vilde omstyrte Samfundet, reformere Kunsten, afskaffe
Akademier og have alle Professorer hængt, men som iøvrig
ernærede sig redelig som Retusjør hos en Fotograf. Og der var
den gamle Spottefugl, Journalisten og Lystspilforfatteren
Reeballe, en lille, hjulbenet, parykbærende Dværg med eet blankt
skinnende og eet ligesom ormstukkent Øje og med et langt,
gulhvidt Bukkeskæg nedover et snavset Skjortebryst, -- det
uopslidelige Offer for Karikaturtegnerne i Byens
Vittighedsblade. Med en fortygget Cigarstump i Mundvigen og med
den ene eller begge Hænder skjult bagpaa under Bukselinningen
drev han i oftest temmelig drukken Tilstand omkring mellem
Bordene, slog sig ned hist og her, undertiden mellem ham ganske
ubekendte Folk, og blandede sig vrøvlagtig i deres Samtaler.
Ogsaa han vilde reformere Verden, men i klassisk Aand. Hans
Ideal var Sokrates. Hans Standpunkt var den klare, ædruelige
Erkendelses. I sine mest omtaagede Øjeblikke yndede han at slaa
sig for sit Bryst og kalde sig „den sidste Græker“.

Skønt Per var saa meget yngre end disse Mænd og ikke selv havde
gjort nogen Tilnærmelse, nød han den Ære at blive inddraget i
deres Kres, dels -- som Fritjof Jensen engang ytrede -- for sine
„maleriske røde Kinders“ Skyld, væsenligst dog paa Grund af sit
Forhold til Lisbeth, der var deres fælles Kæledægge, hvis
farveskønne Silkehaar og skære Hud nogle af dem skyldte
Halvdelen af deres Berømmelse, hvorfor de til Gengæld viste
hende den Opmærksomhed altid at anerkende den for Øjeblikket
foretrukne Tilbeder, selv om Vedkommende slet ikke hørte til det
benaadede Kunstnerlav.

Per vedblev ikke desmindre at føle sig fremmed i disse
Menneskers Selskab, og det var ikke udelukkende af Beskedenhed,
at han sjælden blandede sig i Samtalen. Han havde lige saa ringe
Sans for Maleri som for Poesi. Hans Fantasi fandt tilstrækkelig
Næring i hans Studium. Indbildningskraften blev saa aldeles
taget i Beslag af hans store Fremtidsværk, at der ikke blev
noget tilovers for Kunsten.

Nogen uinteresseret Tilskuer var han alligevel ikke. Han havde i
al Stilhed sin Morskab af disse kuriøse Mennesker, der kunde
springe i Harnisk paa Grund af en Farvesammensætning og tale sig
op i Ekstase i Anledning af fire rimede Linjer, som om
Menneskehedens Velfærd afhang af deres rette Forstaaelse. Han
nød en saadan Scene som et komisk Skuespil, og han maatte le ved
sig selv, da han mærkede, hvorledes ogsaa Lisbeth var greben af
Galskaben og -- stolt, som hun i det hele var, af sit Legemes
Betydning for Kunsten -- vilde have sit Liv opfattet som en
begejstret Hengivelse til det Skønnes Forherligelse.

Mellem alle disse Mennesker var der en, der viede Per en ganske
særlig Deltagelse, en Mand, som heller ikke hørte hjemme i
Kresen og i Almindelighed ikke engang var rigtig velset der. Det
var en vis Ivan Salomon, en ung Jøde, Søn af en af Byens Rigmænd
-- en lille, vever Skabning, et brunøjet Egern, altid smilende,
lutter Tjenstagtighed, saare lykkelig ved at færdes mellem saa
mange berømte Kunstnere. Det var dette Menneskes ærgerrige Drøm
engang at opdage og fremelske et Geni. Bestandig var han paa
Jagt efter et skjult eller miskendt Talent, hvis Beskytter han
kunde blive. I enhver, lidt iøjnefaldende ydre Særegenhed -- et
Par dybtliggende Øjne, en kraftig formet Pande eller bare et
uklippet Haar -- saae han straks Tegn paa sjeldne Evner, og der
fortaltes mange muntre Historier om de Skuffelser, han i saa
Henseende havde lidt.

Nu havde han øjensynlig kastet sit Haab paa Per, der imidlertid
følte sig højst besværet af hans Opmærksomheder. Selv hans
Smiger var ham inderlig imod. Det virkede ubehageligt paa ham,
naar Hr. Salomon -- med ret uforblommede Hentydninger til hans
hurtige Held overfor Lisbeth -- smilende fortalte ham, at han
var en udpræget Aladdintype, et Lykkebarn, paa hvis cæsariske
Pande der med Gudens Finger stod skrevet: Jeg kommer, ser,
sejrer! Selve Ordene virkede ganske vist betagende paa ham, fik
hans inderste, skjulteste Stemningsliv til at dirre. Det pinte
og ydmygede ham blot, at han første Gang skulde høre denne
Profeti af en naragtig lille Jødes Mund.

En Aften kom han ind i Gryden henimod Midnatstid og faldt da
midt ned i et stormende Bakkanal. Det var den store Fritjof
Jensen -- „Fritjof“, som han slet og ret kaldtes af alle -- der
slog sig løs i Anledning af, at han havde faaet et af sine 4
Alens Lærreder „Orkan i Nordsøen“ solgt til en Smørgrosserer.
Midt paa Gulvet i et Værelse, som ved en Gang var adskilt fra
Kafeens øvrige Lokaler, var en Del Smaaborde stillet sammen i en
Række, og her sad en Snes Mennesker omkring to vinløvomkransede
Boller med Champagnepunsj.

For den øverste Bordende -- omhvirvlet af Tobaksskyer -- tronede
Fritjof selv som en olympisk Gud. Foran ham stod hans mægtige
Privatpokal, kaldet „Dybet“, og man kunde se paa hans ligesom
blinde Øjne og høre paa hans Mæle, at han ikke var paa det
tørre. I mere end et Døgn havde han uafbrudt været paa Farten,
havde tilbragt Nat og Dag i Østerskældere, hos offenlige Piger,
ude i Skoven og paa Vinstuer og havde trukket med sig, hvad han
undervejs traf paa af Venner og Venners Bekendte.

Der blev holdt en Række Taler. En bleg, ung Mand med
mefistofeliske Træk sprang saaledes op paa sin Stol og udbragte
skrigende et Leve for en Fraværende, en vis Dr. Nathan, hvem Per
hyppig havde hørt omtale her og altid med en særegen
Begejstring. Det var en Literaturkritiker og Populærfilosof, der
regnedes for visse yngre Akademikerkreses aandelige Fører, og
som, utilfreds med Forholdene herhjemme, havde bosat sig i
Berlin. Andet vidste Per ikke om denne Mand, skønt man vanskelig
kunde tage en Avis eller et Vittighedsblad i Haanden uden at
støde paa hans Navn, -- „Dr. Satan“, som de sidste ufravigelig
kaldte ham. At Manden var Jøde, havde gjort sit til, at Per
aldrig havde følt Trang til at skaffe sig nærmere Oplysninger om
ham. Han yndede nu engang ikke dette fremmede Folkefærd og havde
desuden ingenting tilovers for literære Mennesker. Og denne
Doktor havde endda holdt Forelæsninger paa selve Universitetet,
dette teologisk besmittede Moderskød for den hele akademiske
Spidsborgerlighed, der i Pers Øjne var Landets egenlige Ulykke.

Den blege, unge Taler, som stod der paa Stolen og fægtede
begejstret med Armene, var en Digter ved Navn Povl Berger. Med
Tilslutning fra Drikkebrødrene rundt om kaldte han først Dr.
Nathan sin „Helt“, derpaa sin „Gud“ og tilsidst sin „Frelser“,
og efter endelig at have tømt sit Glas, knuste han det til hans
Ære i sin Haand, saa Blodet løb ham ned over Fingrene.

Per sad med aaben Mund. Han havde en Fornemmelse af at befinde
sig i et Galehus.

I Løbet af Natten fik Selskabet stadig ny Forøgelse. For at
skaffe Plads maatte der tilsidst sættes endnu et Par Smaaborde
derind, og af Hensigtsmæssighedshensyn anbragtes saa disse ikke
i Fortsættelse af de andre men paa Siden, saa den hele Samling
dannede et Kors. Men da hørtes pludselig et Brøl og et
Dunderslag i Bordet. Det var Fritjof, der raabte:

„Vi vil ikke sidde her under det forbandede Galilæer-Tegn! … Jeg
faar Kvalme af al den Fromhed! … Lad os danne en Hestesko! Vi
vil forskrive os til Fanden ved at hædre hans Fodbeklædning! …
Flyt ud, Venner!“

Og da man havde føjet ham, og alle igen var kommen tilsæde efter
Forstyrrelsen, løftede han sin fyldte Pokal og fremsagde:

„Jeg hilser dig, Lucifer! Hellige Oprører! Du, Frihedens og
Glædens Skytsaand! Alle Djævelungers Gud! … Tildel mig endnu
mangen fed Smørgrosserer, og jeg vil opbygge dig et Alter af
Østersskaller og tømte Champagneflasker! … Hej, Vært! …
Gripomenus! … Mere Vin her! … Et Hav af Vin! … Et Daabens Bad i
Vin, mine Venner! … Hej, er der Ingen, der hører -- --!“

Værten, en lille trøjeklædt Schweizer, viste sig i Døren ind til
Kafeen, hvor der forlængst var lukket og slukket. Med optrukne
Skuldre og mange beklagende Haandbevægelser bad han de Herrer
meget undskylde, men han turde ikke servere mere iaften. Klokken
var over to, og Gadens venligsindede Nattebetjent havde allerede
een Gang banket advarende paa Ruden ind til ham.

„Klokken? … Klokken!“ raabte Fritjof. „Vi er Guder, Gripomenus!
Klokken er for Skrædere og Skomagere!“

„Ja, ok for Kafeværter -- disvær!“ svarede den lille Mand med
Hovedet paa Siden og Hænderne foldede foran Brystet. Og da han
mærkede, at hans Vittighed gjorde Lykke, tilføjede han med et
Smil, at han glædede sig til at se de Herrer igen den næste Dag;
de kunde komme saa tidligt, de ønskede det. „Vi opner Klokken
syv.“

Men nu kastede Fritjof sig tilbage i Stolen og tog et dybt Greb
ned i sin højre Bukselomme. „Vin vil jeg ha’e!“ raabte han og
strøede i det samme en Haandfuld Guldpenge ud over Bordet, saa
de rullede klirrende ned til alle Sider. „Her er Smør! … Vil I
ha’e mer! … Drik, Venner! … Lad det Skidt ligge! … Vi er ikke
Spidsborgere!“

Men denne Ophøjethed var dog de andre lidt for olympisk; de blev
med eet ganske ædru og fik travlt med at samle Guldet op fra
Gulvet, mens Fritjof blev ved at brøle:

„Vin! -- Vin og Piger vil vi ha’e! -- Vin, siger jeg!“

Efterhaanden opløstes dog Drikkelaget. Værten trak ærbødig hver
enkelt til Side og bad ham mindelig „for den Politiens Skyld“ at
forlade Lokalet, hvorefter de en efter en blev lukket ud ad en
Bagdør. Kun Fritjof var ubønhørlig og blev ved at raabe.

Tilsidst var der ikke andre end Per tilbage. Men da saa ogsaa
han vilde gaa, holdt Fritjof ham tilbage ved Ærmet og truede,
tiggede, ja tryglede ham næsten med Graad i Halsen til at blive.

Per lod sig tilsidst overtale. Han fandt det ikke længer
forsvarligt at lade Mennesket ene i en saa overspændt
Sindsstemning. Under Løfte om at ville forholde sig rolige fik
de Kaffe og Kognak bragt ind; hvorpaa „Gripomenus“ hovedrystende
trippede tilbage til sit Lukaf.

Fritjof plantede begge Albuerne oppe paa Bordpladen og støttede
sit skæggede Hoved mellem Hænderne. Han var pludselig bleven
tavs og saae ned for sig med halvlukkede Øjne.

Per sad paa den anden Side af Bordet og tændte sig en frisk
Cigar. Et eneste, halvt nedskruet Gasblus brændte lige over
deres Hoveder. Resten af det store Rum kunde akkurat skimtes
gennem et graat Slør af ophvirvlet Støv og Tobaksdamp. Rundt om
stod Mylret af tomme Borde og Stole ganske saaledes, som
Gæsterne havde forladt dem. Paa Bordene flød Cigaraske,
Champagnepropper, itubrudte Glas. Men alt var stille nu … saa
iørefaldende stille efter den forudgaaende Larm, at det var, som
om der ved hver Lyd kaldtes puslende Genlyd frem af alle
Hjørnerne.

Da Fritjof stadig ikke sagde noget, troede Per tilsidst, at han
var falden i Søvn. Han stødte da sit Glas mod hans og sagde:

„Skaal!“

Men i Stedet for at svare begyndte Fritjof at tale melankolsk om
Døden. Idet han saae usikkert over paa Per med sine ligesom
blinde Øjne, spurgte han, om han aldrig følte sig uhyggelig
tilmode ved at tænke „paa detteher -- hvad det nu er -- paa den
anden Side Graven.“

Per, som ikke kendte den Slags Anfægtelser og i hvert Fald endnu
var for opfyldt af det nærværende Liv til at have Tanker
tilovers for det muligvis tilkommende, troede i første Øjeblik,
at den anden gjorde Løjer, og gav sig til at le. Men da greb
Fritjof ham i Armen og sagde -- halvt angstfuldt, halv bydende:

„Stille Menneske! Lad os ingenting forsværge! … I unge
Grønskollinger har saa let ved at være raske paa det. Men vent,
til I faar de første graa Haar i Tindingen. I skal da nok føle
en løjerlig Kriblen i Kroppen ved at tænke paa, at jeres
velplejede Person engang skal anrettes som Festmaaltid for nogle
hundrede sultne Maddiker. Bare lidt overflødigt Fedt om Hjertet
-- færdig! En Høvlspaanspude under Hovedet, otte Skruer i
Kistelaaget og -- værs’artig -- Bordet er dækket! … Lad os
ingenting forsværge, siger jeg! Maaske findes der alligevel mere
ovenover Stjernerne, end vore moderne Jødeprofeter drømmer om.
Og i saa Fald … hvad saa? Kommer der saa ikke en Regnskabets Dag
for os allesammen? … Vi bilder os nu ind at være bleven saa
kloge. Ja vel! Men lykkeligere? … Skaal!“

Per spilede Øjnene op. Han stirrede paa denne skæggede Vildbams,
denne Livsglædens og Skønhedsdyrkelsens Ypperstepræst, der
pludselig aabenbarede sig som hans Faders og Moders Aandsfrænde,
en Underjordisk, hvis inderste Sjæl færdedes i Skyggeriget,
kresede omkring Graven og den hinsidige Dommer, -- ræd for de
Lysets Magter, han for et Øjeblik siden selv saa overmodig havde
paakaldt. -- --


Og dette blev ikke den eneste Gang, Per fik et saadant
overraskende Indblik i disse „Uafhængiges“ Indre og skimtede en
Vrange, en Natside, en uovervunden Rest af et gammelt Jeg, der i
ubefæstede Øjeblikke drev et uhyggeligt Abespil med deres nye.
Om det saa var „den sidste Græker“, Reeballe, kunde han, naar
han undtagelsesvis var ædru, have ret alvorlige Kampe at bestaa
med sin Samvittighed, og Lisbeth fik regelmæssig sin
Konfirmationssalmebog frem af Kommodeskuffen, saasnart hun fik
sine Lændesmerter eller frygtede for at være frugtsommelig.
Efterhaanden dæmrede der da hos ham en Forestilling om, hvad det
overhovedet var, der lammede Menneskenes Kraft og gjorde Verden
til en stor Lemmestiftelse. Som her den ene søgte Fortrøstning i
Flasken, den anden nedlarmede „Stemmen i sit Indre“ med
drengeagtig Stortalenhed og vilde Løjer, den tredje i artistisk
Selvbedøvelse sluttede sig inde i sin Skal som en Snegl under
Torden, mens den fjerde fortabte sig i ørkesløse Drømme om et
fremtidigt anarkistisk Broderskab mellem Mennesker, -- saadan
sad Folk overalt i Verden og kæmpede med Spøgelser, mens Livet
rødmosset og smilende bød til Fest rundt omkring dem. Han kendte
det jo altsammen derhjemme fra!

Og nu vældede der frem i ham en svimlende Følelse af at være
noget for sig selv, en Undtagelse, der allerede som Barn ved et
lykkeligt Tilfælde havde sprængt de Lænker, hvori selv Tidens
frieste Aander endnu trællede. Ivan Salomons Ord om hans
Aladdinslykke og om Gudeskriften paa hans Pande fik med eet en
ny, langt mere vidtrækkende Betydning. Det galdt blot om at
ville, hensynsløst og uden Anfægtelser at begære -- og alle
Livets Herligheder skulde blive ham til Del!

Saa var han da en Kongesøn alligevel. Herskerkronen var lagt om
hans Isse. Een var der jo allerede, der havde set den skinne og
læst dens Indskrift: Jeg kommer, ser, sejrer!




Tredje Kapitel.

Efter lange Overvejelser tog Per en Dag nogle Tegneruller og
Beregningshefter under Armen og søgte Professor Sandrup i hans
Privatbolig for at bede ham om at se paa hans Kanal- og
Fjordreguleringsprojekt og udtale en Dom derom. Professoren
spilede Øjnene op, satte tavs sine Briller paa den lange Næse og
smaagryntede utilfreds. Og med den uhyggelige Evne, der i
Aarenes Løb udvikler sig hos gamle Lærere, til øjeblikkelig at
slaa ned paa et Arbejdes svage Punkter, varede det ikke længe,
før han paaviste en Fejl i Pers Strømhastigheds-Beregninger.

Per kunde ikke nægte hverken Fejlens Tilstedeværelse eller dens
Betydning for den hele Plan. Han blev brændende rød og forsøgte
ikke et Ord til Forsvar.

Derpaa aftog Professoren atter Brillerne. Og idet han iøvrig
ydede ham sin Anerkendelse for den Interesse og Flid, hvorom
hans Arbejde vidnede, tilraadede han ham indstændig ikke oftere
at bruge sin Tid til den Slags hensigtsløse Forsøg men helt at
ofre sig til et grundigt og planmæssigt Studium af de
foreskrevne Eksamensfag.

Da Per var kommen hjem, tog han igen Papirerne for sig og
studerede dem grundig. Men det hjalp ikke. Fejlen var
uomtvistelig. Den havde indsneget sig straks i Begyndelsen af
hans Beregninger over Strømhastighederne, og dens Berigtigelse
vilde, som Professoren rigtig havde set, have til Følge, at den
projekterede Middelvandstand paa Aaens laveste Punkt sænkede
Vandspejlet her under Havets Niveau, med andre Ord, at hele
Planen hvilede paa et falsk Grundlag og var ugennemførlig.

Paany steg Skamrødmen op i hans Ansigt … han saae sit hele
stolte Kongedømme uhjælpeligt synke i Grus. I over en Time blev
han siddende sammenbøjet ved Bordet med Hovedet i sine Hænder og
rørte sig ikke.

Men pludselig rejste han sig, kastede Tegninger, Beregninger og
Overslag hulter til bulter ned i Kommodeskuffen, tændte sig en
Cigar og skridtede ind til Byen, hvor han tilbragte
Eftermiddagen i en Billardstue. Højrøstet spaserede han omkring
i Skjorteærmer og spillede med enhver, der bød sig til. Han var
endda ualmindelig sikker i Stødet, vandt Parti efter Parti.
Ingen skulde se paa ham, at han samme Dag havde lidt et saa
forsmædeligt Nederlag.

Hen paa Eftermiddagen traf han her en Bekendt, som falbød en
tiloversbleven Billet til et Kunstner- og Studenterkarneval
samme Aften. Billetten var at faa til halv Pris. Per købte den
straks.


Den følgende Aften stod han med opslaaet Frakkekrave og ventede
ved et af de mørke og stille Hjørner af Frue Plads. Det var
Snevejr. Paa Pladsen foran ham saaes der ikke et Menneske. Det
hvide Snetæppe laa rundt om Kirken uden et eneste Fodspor. De to
Statuer af Moses og David foran Indgangen havde faaet store,
hvide Parykker paa og mindede med denne Hovedpynt og i deres
sorte Kapper om et Par holbergske Advokater.

Den, han ventede paa, var en Dame, en yngre Frue, som han havde
truffet paa Karnevalet og danset med den halve Nat. Noget stort
Haab om, at hun vilde komme, havde han dog ikke. Det var hans
første Kærlighedseventyr med en virkelig Dame, og noget Løfte
havde hun da heller ikke villet give ham. Hun havde nærmest
slaaet hans dristige Anmodning hen i forlegen Spøg.

Klokken oppe i Taarnet havde forlængst slaaet ni, og han tænkte
just paa at gaa hjem, da Nogen rømmede sig bag ved ham. Det var
et Bybud, der udbad sig hans Navn og derpaa overrakte ham et
Brev.

Per skyndte sig hen under den nærmeste Lygte, og mens hans
Næsebor udvidede sig for at indaande Papirets Violduft, læste
han: „Kommer selvfølgelig ikke. Skal derimod forsøge at skaffe
Dem Indbydelse til Fabrikant Fensmarks næste Søndag. Jeg tror,
de mangler dansende Herrer.“ -- Brevet var uden Underskrift. En
Efterskrift manglede derimod ikke. Der stod: „Jeg er i Grunden
meget vred paa Dem. Jeg haaber, De skammer Dem lidt.“

Per stak Brevet i Lommen og smilede tilfreds. Han tænkte paa
Lisbeth. Han kunde nu endelig give hende Løbepas. Han havde i
Virkeligheden længe haft Afsmag for disse Allemandspiger med
deres Raaheder og Prellerier, deres Lopper og snavsede Kamre. Et
rigere, værdigere Elskovsliv skulde nu begynde for ham. Hans
Fantasi oprullede et betagende Fremtidsperspektiv af galante
Oplevelser: farefulde Stævnemøder, hemmelige Drosketure, dulgte
Haandtryk under Bordet, stjaalne Kys bag Viften, frygtsomme
Tilstaaelser -- --

Han var kommen gennem Skoubogade og vilde dreje ind i
Vimmelskaftet, da han pludselig afsluttede den skønne
Billedrække med en drøj Ed. Lige imod ham paa samme Fortov kom
en lille, zobelskindsklædt Herre under en stor Paraply. Skønt
Paraplyen skjulte hele Overkroppen, havde han øjeblikkelig
genkendt ham paa det hurtige Fodskifte. Det var Ivan Salomon.

For at undgaa et Møde traadte han i Hast over Rendestenen og
vilde skraa over til den anden Side af Gaden; men det var
forsilde. Et Udraab, et Frydeskrig: „Hr. Sidenius! … Er det ikke
Hr. Sidenius?“ nødte ham til at standse.

„Dersom De er paa Vej til Gryden“ -- sagde Salomon, --
„fraraader jeg Dem at gaa derhen. Jeg kommer netop derfra. Der
er iaften ikke til at holde ud for Kedsommelighed. Der er ikke
andre end Enevoldsen; men vor kære Digter sidder aldeles
aandsfraværende og pudser sine Lorgnetter og har aabenbart store
Vanskeligheder med Anbringelsen af et Komma. Lad os gaa et andet
Sted hen. De gør mig nok den Fornøjelse at spise til Aften med
mig? -- De er fri, ikke sandt?“

Per vidste, at han lige saa godt straks kunde opgive al
Modstand, -- han vilde dog ikke kunne finde paa nogen
Indvending, som Salomon ikke var i Stand til øjeblikkelig at
slaa til Jorden.

Saa havde han nu heller ingen stor Lyst til at komme hjem til
sig selv og faa sin Stemning ødelagt ved at erindres om det, der
laa i Kommodeskuffen. Sove kunde han dog ikke. Og naar Mennesket
endelig vilde have ham med, saa -- for en Gangs Skyld. -- --

Kort efter sad de i en vinrød Fløjlssofa i en nyopført, elegant
Hotelrestavration, der fortrinsvis besøgtes af det tilrejsende
Landaristokrati og af Officerer. Et kostbart Brysselertæppe
dækkede Lokalets Gulv, store Spejle dannede dets Vægge,
Betjeningen besørgedes lydløst af selskabsklædte Opvartere, og
blandt Gæsterne, hvorimellem der var flere Damer, førtes
Samtalen med dæmpede Stemmer.

Per følte sig i første Øjeblik en Smule trykket. Han var ikke
vant til at bevæge sig i saa fornemme Omgivelser. Men navnlig
generede det ham at være her med Salomon. Denne havde straks ved
en noget støjende og anmassende Optræden tiltrukket sig en
Opmærksomhed, som absolut ikke var præget af Velvilje.

Der var særlig een af Gæsterne, -- en enlig siddende Herre, som
Per forresten endnu ikke havde faaet Øje paa -- der havde set
irriteret op fra sin Avis. Det var en Mand i
Fyrretyveaarsalderen, en høj, skeletagtig, slapt udseende
Skikkelse med et skallet, næsten nøgent Hoved og et indfaldent
Ansigt, hvori der sad et langt nedhængende, blond Overskæg og en
Guld-Næseklemmer. Han havde betragtet Ivan Salomon med et
foragtfuldt Blik; men idet han opdagede Per, var der fløjet lidt
Rødme op i hans gulblege Kinder, og han havde hurtig skjult sig
saa fuldstændig bag sin Avis, at der ikke blev andet synligt af
hans Person end et Par lange, korslagte Ben.

„Hvad vil De spise? Lidt Østers?“ spurgte Salomon, idet han trak
sine rødbrune Handsker af og stak dem ind mellem de to nederste
Vesteknapper. „De har vel fuldkommen friske Skaldyr iaften?“
henvendte han sig til Opvarteren, der svarede med et lidt
skødesløst Buk.

Per kunde ikke faa sig til at tilstaa, at han ikke havde
synderlig Smag for denne fornemme Ret. Men paa den anden Side
vilde han ikke give Afkald paa et solidt Aftensmaaltid. Han var
bleven sulten af den lange Venten i den kolde Frostluft. Han
trængte til Kød, til Ost og Æg, -- mange Æg.

„Østers er godt,“ sagde han. „Men jeg vil sige Dem forud: jeg er
sulten som en Ulv.“

„Bravo! Udmærket!“ jublede Salomon og klappede i Hænderne, mens
alle Gæsterne -- endog Damerne -- vendte sig fortørnede om imod
dem. Ogsaa den enlige Herres Guldlorgnet viste sig et Øjeblik
spejdende over Kanten af Avisen.

Vendt mod Opvarteren vedblev Salomon: „Lad os høre? … Hvad er
der mere iaften?“

Opvarteren opremsede en Række Retter.

„Lad os faa det altsammen … hele Registret!“ raabte han i
løssluppen Overgivenhed og gjorde med begge Armene en svømmende
Bevægelse udover Bordet. „Dæk bare op! En grand souper! … Og
lidt hurtig, lille Ven! Vi er sultne som Ulve.“

Per, som havde set, at selv Opvarterens Mine var bleven
overlegen, vidste i sin Skamfuldhed ingen anden Udvej end at
slaa ind i den andens Tone. Han tog en Tandstikker fra Bægeret
paa Bordet, lagde sig tilbage i Sofahjørnet og kastede et
udfordrende Blik ud i Salen.

Nu blev „Skaldyrene“ anrettet paa et Underlag af smaa Isstykker
og med en Flaske afkølet Champagne. Senere fulgte Fuglevildt,
Asparges, en Omelet, Ost, Selleri og Frugter. Per tog forsvarlig
til sig af det altsammen. Han sagde til sig selv, at naar han nu
engang var kommen her, vilde han ogsaa have noget for det. Og
det var første Gang i sit Liv, han sad ved en saa kongelig
Opdækning.

Salomon selv nippede kun til de første Retter men snakkede til
Gengæld ustanselig. Han var kommen ind paa sit Yndlingstema,
Renaissancen. „Denne Menneskehedens Stortid“ -- sagde han -- „da
Digtere, Kunstnere, Opfindere, alle de store Begavelser levede
som Fyrster, æredes som Konger, elskedes af Dronninger, medens
vore Dages Genier sidder og sulter paa Kvistkamrene og knap nok
regnes med til det gode Selskab. Derfor savner deres Værker saa
ofte det Storhedspræg, den gigantiske Kraft, der uimodstaaelig
river med. Jeg talte før om Enevoldsen. Ved Gud, jeg agter i høj
Grad hans Talent. Jeg betragter hans „Skabelsen“ som et lyrisk
Mesterværk. Og dog -- ikke sandt? -- Filigranarbejde,
fortryllende Hjernespind, smukke Statuetter i Stedet for
Monumenter. I tre Dage sidder han og grunder paa et Adjektiv.
Der mangler ham de store Oplevelser, det er Sagen! … Aa, hvem
der var rig … rig! … rig!“

Han kastede sig tilbage mod Sofaryggen med begge Hænder lagt om
bag Nakken og den ene Fod oppe under sig, saa et Stykke af den
røde Silkestrømpe saaes.

„Men jeg troede, De var rig,“ bemærkede Per tørt -- for dog at
sige noget.

„Aa, rig! … Nej, man skulde kunne strø Millioner omkring sig …
øse Guld ud med begge Hænder! Genierne skulde sidde som
Smaafyrster rundtom i Landet, omgive sig med et Hof, holde
Jagter, Maskeballer, Elskerinder … Tænk paa Rubens! Tænk paa
Goethe! Tænk paa Voltaire!“

Han kastede sig atter frem over Bordet for at fylde i Pers Glas.
Og nu gjorde han et Forsøg paa at faa sin Gæst til at udtale sig
om sig selv og sine Fremtidsplaner. Af en fælles Bekendt, der
var Polytekniker, havde han faaet at vide, at Per efter en
almindelig Antagelse blandt sine Medstuderende tumlede med en
eller anden stor Opfindelse; og det var hans stadige Sorg, at
han hidtil slet ikke havde kunnet faa ham til at aabenbare noget
derom, saa han kunde faa Lejlighed til at tilbyde ham sin
Støtte.

Men Per var nu mindre end nogensinde tilbøjelig til den Slags
Fortrolighed. Han lod, som om han ingenting forstod. Da han
endelig var bleven færdig med at spise, tændte han en Cigar og
lænede sig tilbage mod den høje Sofaryg uden længer at gide høre
paa den andens Udgydelser.

Hans Tanker, ildnede af Vinen, gled atter til Fruen fra
Karnevalet … Fru Engelhardt hed hun. Mens han med Øjnene fulgte
Cigarrøgens hensvævende Skyer, forvandlede disse sig for hans
Blik til et luftigt Flor, til et bølgende Alkoveforhæng,
hvorimellem hendes modne Skikkelse kiggede frem i nøgen
Dejlighed. Egenlig gik det først nu rigtig op for ham, hvor
forelsket han var. Naar han skulde være ganske ærlig, maatte han
tilstaa, at hans Følelser for hende indtil dette Øjeblik ikke
havde været synderlig forskellig fra dem, han plejede at nære
for smukke og fyldige Kvinder. Det eneste, der afkølede ham en
Smule, var Tanken paa hendes Alder. Hun var næppe helt ung; dog
vist ikke over de tredive. Men selv om saa var? Blikket i hendes
mørkebrune Øjne, der var store som et Par fuldmodne Kastanier,
-- hendes forvovne Holdning i den nydelige Columbinedragt, de
bugnende Skuldre, den lille Stumpnæses sitrende Fløje, -- alt
forraadte en ungdommelig Fyrighed, en hidsig Hengivelsestrang,
der trodsede Aar og Alder.

Pludselig faldt hans Øjne paa Herren med Guldlorgnetten, der
endelig havde lagt sin Avis tilside og nu tilkaldte Opvarteren
for at betale. Idet deres Blikke mødtes, rejste de sig begge
lidt op med en ceremoniel Hilsen.

„Men Gud, det er jo Neergaard!“ udbrød Salomon. „Kender De ham?“

„Nej … Jeg stødte tilfældigt paa ham igaar paa Karnevalet.“

„Hvad? Var De der? … Jeg saae Dem ikke.“

„Der var jo ogsaa saa skrækkelig overfyldt. -- De var der altsaa
ogsaa?“

„Gud, det var jo mig, der var Hamlet! Saae De mig ikke?“

Per mindedes godt at have set en lille sortklædt Ridderskikkelse
i Selskab med en Dame i en Snedronningedragt, som havde vakt
nogen Forargelse blandt de andre Damer, dels paa Grund af sin
dristige Nedringethed, dels for sin Overlæsselse med Diamanter,
der hang som regnbuespillende Rimkrystaller i det hvide Slør.

„De var der med en Dame?“ spurgte Per.

„Min Søster -- ja!“

„Aa --.“

Herren med Guldlorgnetten havde imidlertid rejst sig og var i
Øjeblikket i Færd med ved Opvarterens Hjælp at iføre sig sit
Overtøj. Per betragtede med nogen Misundelse baade hans meget
korrekte og elegante Paaklædning og den
Verdensmandsoverlegenhed, hvormed han lod Opvarteren bringe ham
baade Hat og Stok og tilsidst blot ved en Haandbevægelse
forlangte Ild til sin Cigaret. Per havde den foregaaende Nat kun
vekslet nogle almindelige Talemaader med ham. Kort efter, at han
første Gang havde danset med Fru Engelhardt, var han dukket op
ved deres Side og havde ladet sig forestille. Siden havde han
stadig iagttaget dem paa Afstand, saa Per tilsidst var bleven
enig med sig selv om, at han maatte være en Medbejler.

For at komme ud af Restavrationen maatte Hr. Neergaard forbi det
Bord, hvor Per og Salomon sad; og Salomon viftede nu kammeratlig
med Haanden og raabte:

„Godaften, Neergaard … Godaften … Hvordan lever man?“

Hr. Neergaards Øjenbryn løftede sig som i dyb Overraskelse. Saa
smilte han overbærende og besvarede Hilsenen med et skødesløst
Nik uden engang at tage Cigaretten af Munden. Derimod hilste han
igen med næsten overdreven Høflighed paa Per, som derved paany
blev tvungen til at lette paa sig og gøre sin Reverens.

„Hvad er han egenlig for en Fyr?“ spurgte Per, da han var borte.

Salomon trak paa Skuldrene.

„Veed ikke, hvad jeg skal sige … Kender i Grunden kun lidt til
ham. Træffer ham blot af og til i Selskabslivet. Han var engang
en ganske distingveret Person. Er forøvrig juridisk Kandidat,
bærer et anset Navn og har fortræffelige Forbindelser, … kort
sagt, har haft brillante Chancer for at gøre Karriere i vore
smaa Forhold. Der var nok ogsaa engang Tale om at ansætte ham i
Diplomatiet … ved Legationen i London, tror jeg. Selve Prinsen
af Wales skal have interesseret sig derfor. Jeg veed ikke, hvad
det var, der kom i Vejen. I hvert Fald frabad han sig
Ansættelsen. Han er vistnok noget af en Særling. Nu sidder han i
en yderst beskeden Stilling oppe i et af Ministerierne.“

*                *
*

Allerede den næste Dag modtog Per den Bal-Indbydelse, Fru
Engelhardt havde lovet at skaffe ham, og han fik nu travlt med
at udbedre sin Garderobe, for at han ved sin Fremtræden i det
københavnske Selskabsliv ikke skulde staa tilskamme for de
øvrige Kavalerer. I den Anledning viste det sig nødvendigt for
ham at skaffe sig et Pengelaan. Ved en af sine Kafe-Bekendte
blev han indført hos en ældre, forhenværende Landmand, der
gjorde sin lille Kapital frugtbringende ved at udlaane den til
unge Mennesker mod en Godtgørelse af 60 p. C. og Sikkerhed i
Livsforsikringspolice, Bøger, Bohave, Daabs- og
Vaccinationsattest foruden en højtidelig mundtlig Erklæring,
afgiven i Vidners Overværelse og med Haanden paa Biblen.

Madam Olufsen gjorde store Øjne i Anledning af de mange nye
Ting, der næsten daglig blev bragt ind i Huset fra Byens store
Magasiner. Hun og hendes Mand talte ofte om, hvad der vel kunde
være igære. Per selv sagde ingenting. Han havde overhovedet
været meget tilbagetrukken i den senere Tid og var desuden
sjelden hjemme.

Den eneste, der havde kunnet give nogen Oplysning, var den tavse
Trine. Med Kærlighedens tusindøjede Instinkt havde den enfoldige
Pige -- saavidt hendes Forstaaelse af den Slags Ting overhovedet
rakte -- hurtig begrebet, hvad det var, der her forberedtes; og
bestandig hyppigere i disse Dage maatte hun ty over i
Nødtørftshuset, der var hendes Tilflugtssted, naar Sorgen
overvældede hende og hun maatte være ene for at kunne græde ud.

Ikke desmindre var det med om muligt endnu større Omhu og
Andagt, at hun nu puslede om nede i hans smaa Stuer og tog Vare
paa, hvad der tilhørte ham. Navnlig vaagede hun over alt dette
nye, som hun antog for hans Brudgomsudstyr, med en Nidkærhed,
som galdt det hendes egen Lykke. Hun syede Mærke paa det fine
Linned, paa Lommetørklæderne og de silketynde Strømper og lagde
rent Papir i de nederste, uaflaasede Kommodeskuffer, hvor det
altsammen skulde ligge. Da Balaftenen kom, var det ogsaa hende,
der maatte binde hans hvide Slips, knappe hans Handsker, sige
ham, om hans nyanskaffede Kjole sad godt i Ryggen, og om det
maskinklippede Haar klædte ham. Og da Klokken var bleven halvni
og den bestilte Droske ikke kom, var det hende, der blev skældt
ud for en Torsk, og hende, der i Slud og Mørke, uden Hat og
Sjal, maatte løbe helt ind i Adelgade efter en anden.

Da Per traadte ind i Balsalen, var Dansen allerede begyndt. En
halv Snes Par valsede højtidelig omkring paa Gulvet, mens et
noget lignende Antal stod eller sad langsmed Væggene. Mellem de
sidste opdagede han hurtig Fru Engelhardt. Hun var i ildrød
Silke og sad og viftede sig med en stor, dunkantet Vifte. Ved
hendes Side sad en blankskallet Herre og vuggede en Klaphat paa
sit Knæ -- Neergaard.

Synet af denne Mand, men navnlig den skinsyge Tanke, der i det
samme foer ham gennem Hovedet, at ogsaa hans Nærværelse kunde
skyldes Fru Engelhardts begunstigende Mellemkomst, ødelagde
totalt hans Stemning. Det første Kvarterstid deltog han slet
ikke i Dansen men opholdt sig inde i de tilstødende Stuer, hvor
nogle ældre Herrer sad og spillede Kort. Først henimod
Slutningen af første „Vals“ gik han ind og inklinerede for Fruen
med et stift Buk uden at se til hendes Kavaler. Hun syntes ikke
straks at ville genkende ham. Endelig rejste hun sig op, samlede
Slæbet og lagde med et halvt moderligt Smil sit svære Legeme i
hans Arm.

„Hvad De dog er for en utaknemlig En,“ sagde hun paa sit
københavnsk, da de havde danset et Par Gange rundt, uden at Per
havde mælet et Ord. „De siger mig ikke engang Tak, fordi jeg
skaffede Dem Indbydelsen. Det var dog ellers slet ikke saa let,
vil jeg fortælle Dem.“

„Jeg er Dem særdeles forbunden, Frue!“

„Hvor formelt! Er der gaaet Dem noget imod?“

„Ja -- lidt.“

„Og hvad er det, … dersom det kan betroes en Dame?“

„Hvorfor er den Neergaard her? Jeg kan ikke lide ham. De vilde
gøre mig en Tjeneste ved ikke at danse med ham.“

„Det maa jeg sige … De er virkelig fordringsfuld.“

Hun lo, men gjorde sig i det samme tungere i hans Arm.

Ogsaa Per kom til at le. Dette lønlige Fortrolighedstegn, Duften
fra hendes Haar og den halvblottede Barm, der hvilede mod hans
Bryst, gjorde ham øjeblikkelig hed. De dansede fire Gange rundt,
og da han førte hende tilbage til hendes Plads, var Neergaard
forsvunden. Han saae ham lidt efter staa henne i den anden Ende
af Salen og gøre Kur til en ganske ung Pige med lange, korngule
Fletninger nedad Ryggen.

Imidlertid slæbte Ballet sig trevent gennem de første Danse,
tilsyneladende uden stor Fornøjelse for andre end Husets
Tjenestefolk, der nu og da fik Lov at kigge ind i Salen bag en
Dør. Først efterat Herrerne havde opdaget nogle i Sideværelserne
fremsatte Forfriskninger, blev der mere Liv. Forresten var
Herreselskabet noget blandet og Tonen temmelig ugenert, saadan
som det let bliver Tilfældet i ellers dannede Familjer, der
mangler voksne Sønner, og hvor man maa skaffe sig Balkavalerer
gennem Bekendte og Bekendtes Bekendte uden anden Garanti end en
Vejviseradresse. De Indbudne følte sig ikke paa nogen Maade
forpligtede overfor det Hjem, de gæstede; man teede sig ganske
utvungent, gabede og kritiserede og krævede ind omtrent som i et
offenligt Lokale.

Værten, en lille hvidhaaret Mand, der ikke selv kendte Navnet
paa sine Gæster, bevægede sig ængstelig omkring i Stuerne som
den mest fremmede. Med et anstrengt Selskabssmil udførte han
samvittighedsfuldt det ham af Hustru og Døtre paalagte Hverv: at
faa Kavalererne til at „arbejde“. Naar han fandt en Herre staa
ledig foran Malerierne paa Dagligstuevæggen eller opholde sig
lidt længe ved Forfriskningerne, stillede han sig hen ved Siden
af ham og indledede en Samtale, der begyndte nok saa uskyldig
med nogle Ytringer om Billedkunst, om Teatret eller Skøjteføret,
men som ufravigelig endte med, at Vedkommende under hans
Bevogtning vendte tilbage til Dansesalen og her forestilledes
for en eller anden af Husets ældre Veninder, der manglede Navne
paa sit Balkort.

Fru Engelhardt havde lovet Per Kotillonen. Men da man havde
spist og Dansen begyndte, søgte han hende forgæves baade i Salen
og de tilstødende Stuer. Tilsidst fandt han hende i et lille,
svagt oplyst Kabinet, et sekskantet Taarnrum, paa den anden Side
Dagligstuen. Hun sad her ganske alene i Hjørnet af en Sofa, der
stod saaledes, at den ikke kunde ses, før man stod i Døren.

Hun modtog ham med blid, træt Sørgmodighed, sagde, at han
rimeligvis nu blev vred paa hende, men hun havde ingen Lyst til
at danse mere, og naturligvis var det for meget forlangt, at han
skulde give Afkald paa Dansen for at sidde her og underholde
hende. En saadan Opofrelse vilde hun aldeles ikke tage imod …
han maatte paa ingen Maade føle sig forpligtet.

Med al sin selskabelige Uerfarenhed var Per dog ikke dummere,
end at han forstod Meningen. Han skød en Stol hen ved Siden af
hende, og en Tid sad de nu tavse begge to, mens Musiken og
Støjen fra Dansesalen lød ind til dem -- stærkt afdæmpet, som
den blev, ved at passere to-tre store Værelser. Saa tog Per
pludselig hendes Haand, som laa blottet paa Sofaarmen, og da hun
lod ham beholde den, erklærede han hende i meget ligefremme Ord
sin Kærlighed og gentog sin Bøn om at tilstaa ham et Stævnemøde.
Hun lovede tilsidst at føje ham, og han bøjede sig ned over
hendes hvide Arm og trykkede een, to, tre Gange et Kys paa den
oppe ved Albuen. Han havde i Grunden troet, at hun vilde have
afværget det, og hun sagde da ogsaa, at hun vilde blive alvorlig
vred, dersom han gjorde det oftere -- men Øjnenes fugtige Glans
og den mægtige Barms Svulmen modsagde hendes Ord.

Men nu hørtes der Trin i Stuen udenfor. Per havde akkurat faaet
kastet sig tilbage i Stolen, da Neergaards lange Skikkelse viste
sig i Døraabningen. Han bukkede høflig undskyldende; dog blev
han staaende derhenne med Hænderne paa Ryggen, som tænkte han
paa at gaa derind.

„Træd nærmere,“ sagde Fruen.

„Trænger De til Selskab?“ spurgte han paa en Maade, som Per ikke
syntes om, -- næsten brysk lød det.

„Ikke just det; men har De noget morsomt at fortælle, vil vi
gerne høre det.“

„Aa ja, De og Hr. Ingeniør Sidenius sidder nu ogsaa her saa
trøstesløst ensomt … saa ganske forladt af Verden.“

„Ja,“ sagde hun, idet hun med en mat Bevægelse slog sin Vifte ud
og lagde sig tilbage i Sofahjørnet. „Det er trist … jeg er
bleven træt … ganske ødelagt af Dansen og de mange Mennesker.
Men De? Hvorfor danser De ikke? De er jo ovenikøbet saa stærkt
engageret iaften.“

„Aa nej, Frue,“ -- han besluttede sig endelig til at gaa derind
-- „nu tror jeg, at ogsaa jeg i dette stemningsfulde Mulm vil
indøve mig i at sige Verden ret Farvel. -- Tillader De?“

Han rullede en Stol hen til Sofaen fra den modsatte Side af den,
hvor Per sad. De to kom derved til at sidde Ansigt mod Ansigt
uden endnu at have hilst paa hinanden.

Fru Engelhardts Tunge fik paa engang yderlig travlt. Hun
kritiserede Selskabets Sammensætning, talte om Souper’en, som
hun til Gengæld roste stærkt, dernæst om forskellige af de
tilstedeværende Damers Toiletter. Per sad og iagttog Neergaard
og sagde ingenting. Heller ikke Neergaard talte. Han havde bøjet
sig forover, saa man ikke længer kunde se hans Ansigt. Albuerne
hvilede paa hans Knæ, og de lange Hænder -- der rystede lidt --
legede med de aftrukne Handsker.

„Hvor De er bleven en rigtig kedelig En, Neergaard,“ afbrød hun
pludselig sig selv. „Og De, som engang virkelig var saa
underholdende. Hvad er der i Grunden i Vejen med Dem? … Det er
naturligvis noget med en Dame.“

„Det er det maaske.“

„Ja, det er den lille Frøken Holm. Naturligvis! Hun maa jo være
aldeles efter Deres Smag. Jeg skal nemlig sige Dem, Hr. Sidenius
… Hr. Neergaard har altid været saa galant at fortælle mig, at
han sværmer for de lysblonde og blaaøjede. Og saa er hun jo
ovenikøbet fra Landet,“ sagde hun, atter vendt mod Neergaard.
„Lutter Kløverduft og Sommersol og sød Mælk, … en fuldendt lille
Mejerske, saadan som De jo altid har ønsket Dem det. -- Hvornaar
skal saa Bryllupet staa?“

Hr. Neergaard, der havde løftet Hovedet, lænede sig nu tilbage
mod Stoleryggen, lagde Klaphatten over sin Mave, foldede
Hænderne ovenpaa og sagde som med et mæt Suk: „Naar man har
naaet min Alder, gør man vist fornuftigst i at betragte sig som
en allerede hedengangen. Man har da kun tilbage at drage Omsorg
for en anstændig Begravelse.“

Fru Engelhardt lo.

„Nu ser De virkelig for sort paa Tilværelsen. Hvad skulde saa vi
stakkels Fruentimmer sige? … Se til den gamle Ritmester Frick
derinde, han er toogtres og fører sig endnu i Dansen som en ung
Løjtnant. Jeg er overbevist om, han gør endnu Erobringer blandt
Damerne … Ak nej, Mændene har i Deres Alder endnu megen Lykke
ivente.“

Neergaard bøjede sig for hende.

„Jeg takker Dem, Frue, for Deres ved Baaren holdte trøsterige
Tale. Jeg veed jo nok, at man -- saavel Mænd som Kvinder -- i
vore Dage forstaar den Kunst at bevare en ret frappant
Ungdomsfriskhed endog temmelig højt op i Alderdommen, paa
lignende Maade som man har lært at konservere Grønærter,
Asparges og andet Sommergrønt. Men saadan en gammel, henkogt
Ritmester er mig nu alligevel en Vederstyggelighed. Nej, man
skal resignere i Tide, give Ungdommen, hvad Ungdommens er … saa
sparer man sig mangen Genvordighed. Og af Genvordigheder kan man
jo i min Alder have tilstrækkeligt endda. Gigten,
Fordøjelsesbesværlighederne, Havresuppen, Stensmerterne og
Operationsbordet -- det er de reelle Værdier, man har tilbage,
naar man er kommen paa den forkerte Side af de fyrre.“

„Og saa Minderne,“ kom det blødt henkastet fra Fru Engelhardt.
„De gode Minder, Neergaard … dem glemmer De.“

„Minderne? … Hm! … Er de ikke ogsaa saadan en Slags henkogte
Varer, skabte til fattig Vintertrøst for Tabet af den Sommer,
der svandt? Nej, lad os ikke tale om Minderne! De er jo bare en
Plage mere, … det er jo netop dem, der, efterhaanden som vi
ældes, faar os til at føle alle Livets Tildragelser som en
bestandig svagere og mere trættende Gentagelse.“

„Aa, De er aldeles umulig iaften. Men jeg undskylder Dem. De er
syg, Neergaard, … De lever sikkert altfor uregelmæssigt. De
skulde virkelig tale med en Læge. Jeg er vis paa, han vil
tilraade Dem en Kur i Carlsbad.“

„Maaske. Eller nogle af disse bekendte, virkningsfulde
Jernpiller … en Revolverfuld ad Gangen. Som smertestillende
Middel skal de være uden Lige.“

„Aa, nu vil jeg ikke snakke med Dem mere. At De dog ikke et
Øjeblik kan tale alvorligt!“

Per havde under dette Ordskifte flyttet sine Øjne fra den ene
til den anden. Dets kammeratlige Tone havde igen gjort ham lidt
usikker med Hensyn til disse to Menneskers indbyrdes Forhold;
men han beroligede sig med, hvad Fru Engelhardt havde fortalt
ham allerede Karnevalsnatten, at hun og Neergaard var Bekendte
fra Barndommen. Desuden tydede hendes Væsen overfor ham -- for
ikke at tale om denne vittigt anbragte Anbefaling af et Ophold i
det fjerne Carlsbad -- absolut kun paa, at han med sin
Paatrængenhed var hende til Besvær.

Men nu begyndte der at blive livligt inde i Stuerne, hvor trætte
og forpustede Par slog sig ned om de stadig lige velforsynede
Forfriskningsborde. Dansen var ved at slutte. Inde i Salens
Støvtaage hvirvlede tilsidst blot tre-fire forfløjne og
forelskede Par omkring; de kunde ikke faa nok men lod Musikken
gentage Tappenstregen Gang efter Gang i stadig hurtigere Tempo.

Vognene begyndte at køre frem. Fru Engelhardt gik rundt og sagde
Farvel med sin Mand under Armen. Det var en høj, mavesvær,
godmodig udseende Grosserer, der havde tilbragt Aftenen inde ved
Spillebordene. Da de kom forbi Per, standsede Fruen til dennes
største Forskrækkelse og forestillede de to Herrer for hinanden.
Og Ægtemanden tog ham i Haanden og sagde ham nogle høflige Ord.
Men Per blev undselig og kunde ikke faa sig til at møde hans
Øjne.

Hvorfor gjorde hun mon det? -- tænkte han lidt urolig, da han i
det samme hørte hende sige meget højt til sin Mand midt i
Stimmelen foran Udgangsdøren, aabenbart i den bestemte Hensigt,
at han skulde høre det:

„Er det ikke næste Tirsdag, du skal til London, min Ven?“

Grossereren bekræftede det. Og Per blev rød og smilte. Og smilte
igen og blev bleg. Med et stort, skinnende Blik fulgte hans Øjne
de fyldige, hvide Skuldre over den ildrøde Silke. -- Ja, nu
begyndte Livet for ham!

*                *
*

Ved Tretiden fulgtes Neergaard og Per hjemad i den maaneklare
Nat. Det var ikke Per, der havde søgt Ledsagelse, men da
Neergaard ved Bortgangen havde spurgt ham, hvor han boede, og om
de ikke skulde følges, da de dog skulde samme Vej, havde han
ikke villet sige Nej. Han opfattede Tilbudet som den endelige
Anerkendelse af hans Sejr over ham i Kampen om Fru Engelhardt,
-- et Fredstilbud. Desuden havde han vanskelig ved at modstaa
den verdensmandsagtige Høflighed, den anden vedblivende viste
ham trods den store Aldersforskel.

Neergaard talte om Selskabet og om den selskabelige Adspredelse
i det hele taget; men Per var for optaget af sig selv og af
Aftenens Begivenhed til at opfatte stort andet end selve Ordene.
Trods den skarpe Frost og deres langsomme Marsj -- Neergaard
svinglede lidt paa Benene -- gik Per med opknappet Frakke.
Sejrsfølelsen gjorde ham hed. Smilende stødte han svære
Tobaksskyer ud i den lyse Luft.

De drejede op fra Kanalen ved Holmens Bro og gik videre op mod
Kongens Nytorv paa Gadens venstre Side. De kom forbi
Nationalbanken, hvis tunge, firkantede Masse løftede sig mod
Stjernehimlen som en mægtig Sarkofag. En Skildvagt i rød Kappe
bevogtede Indgangen til dette Mammons stilfulde Mausoleum.

Lidt efter standsede Neergaard udfor et af de gamle, smalle og
uanselige Huse, der endnu havde faaet Lov at ligge her ved den
brede Færdselsaare.

„Ja, her bor altsaa jeg. Vil De ikke, Hr. Ingeniør, gøre mig den
Fornøjelse at følge med op og drikke et Glas god Vin. Det er jo
endnu ikke sent.“

Per betænkte sig, men sagde ja. Han følte Trang til at slaa sig
løs og havde navnlig ingen Lyst til at komme hjem. Siden den
Dag, da han laasede sine Papirer inde i den øverste
Kommodeskuffe, gik han om i sine Stuer med en Uhyggefornemmelse,
som havde han nedgravet et Lig under Gulvet.

Faa Minutter efter fandt han sig magelig anbragt i et Sofahjørne
bag et stort Bord, hvorpaa der brændte en højfodet Lampe med
grøn Silkeskærm. Mens Neergaard rumsterede i Stuen ved Siden af
for at finde Drikkevarer, løb hans Øjne mønstrende omkring i en
smuk og elegant Ungkarlesalon, der fik ham til med Bekymring at
tænke paa sine egne smaa, fattige Kamre. Hvorledes skulde han
der kunne modtage en Dame som Fru Engelhardt? -- Her var Tæppe
over hele Gulvet. Indlagte Mahognimøbler. Vaser og forgyldte
Armstager. Altsammen aabenbart gammelt Arvegods. Og derhenne paa
Væggen over Skrivebordet fremtonede gennem Halvmørket en sand
Hærskare af alle Slags smaa og store Portrætter: Malerier i
forgyldte Rammer, Daguerreotypier, Silhuetter, smaa
Elfenbensmedaljoner, Litografier, Haandtegninger og moderne
Fotografier … et Skyggetog af den henfarne Neergaardske Slægt.

Lidt forsømt saae det rigtignok altsammen ud ved nærmere
Eftersyn. Tæppet var næsten opslidt, Møbelbetrækket falmet. Paa
det store, smukke Bogskab, der var fuldt af lange Rækker
indbundne Bøger, lagde han Mærke til et Par Revner i
Glasruderne.

Men nu viste Neergaard sig med en langhalset Flaske og to grønne
Pokaler. Han satte sig i en Lænestol overfor Per og skænkede op
med stor Omhyggelighed.

„Det glæder mig at have gjort Deres Bekendtskab,“ sagde han og
løftede sit Glas. „Jeg tillader mig at drikke paa Deres
Velgaaende, Hr. … Hr. Lykke-Per!“

Per saae paa ham -- lidt overrasket og misfornøjet med denne
lidt for direkte Hentydning til Aftenens Begivenhed. Men da
Meningen altsaa dog var den at hylde ham som Sejrherre, vilde
han ikke vise sig fornærmet. Han greb sit Glas og nedskyllede
Vinen.

„Det er forresten ikke min egen Opfindelse med det just ikke
synderlig vittige Tilnavn,“ vedblev Neergaard og gav sig til at
pudse sine Lorgnetter. „Det er en af Deres Venner, jeg citerer …
den lille Salomon, som jeg forleden saae Dem sammen med. Han er
en stor Beundrer af Dem. Forresten er Navnet efter min Mening
ikke engang rigtig smigrende. Et gammelt Ord siger jo om Lykken,
at den er Daarernes Formynder. Og en ærværdig, latinsk Forfatter
skrev om Heldet, at det er Fader til Sorgen.“

Per tænkte ved sig selv: ja, trøst du dig! Det er dig vel undt!

„Dersom det ikke lød som et afskyeligt Paradoks,“ -- fortsatte
den anden -- „vilde jeg sige, at de Ulykkelige forekommer mig at
være de lykkeligste. De har dog den Tilfredsstillelse at kunne
skælde ud paa Skæbnen, injuriere Vorherre, kræve Forsynet til
Regnskab o. s. v., medens den, der -- som man siger -- sidder
paa Lykkens Skød, kun kan anklage sig selv ved indtræffende
Uheld.“

„Men hvorfor Uheld?“ bemærkede Per smilende og saae paa Røgen
fra sin Cigar.

„Hvorfor?“ sagde Neergaard, gennem hvis Tale der hele Tiden
klang en Bitone af Medlidenhed, hvad Per dog ikke havde Øre for.
„Jeg tror ikke, De forstaar mig rigtig, Hr. Ingeniør! Jeg mener
-- trods min Afsky for Paradokser -- at selve Heldet er det
allerstørste Uheld, der i vore Dage kan ramme noget Menneske,
fordi … ja, fordi vi i nihundredeognioghalvfems af tusinde
Tilfælde mangler Evnen til at benytte det saadan, at det ikke
bliver os mere til Skade end til Gavn. Vi er i vor Tid ikke
oplærte til at omgaaes fortroligt med det eventyrlige, -- det er
Sagen. Vi befinder os ved Lykkens Bord som en Bonde ved Kongens
Taffel. Naar det kommer til Stykket, foretrækker vi allesammen
den hjemlige Vandgrød og vor Mo’ers Pandekager for alle
Slaraffenlands Herligheder. -- De kender rimeligvis Fortællingen
om Svinedrengen, der vinder Prinsessen og det halve Kongerige.
Den ender, synes jeg, akkurat der, hvor den begynder at blive
interessant, i hvert Fald for voksne Mennesker. Vi skulde have
set denne Bondeknold i Fløjl og Brokade gaa omkring og blive
bleg og mager af lutter Lykke. Vi skulde set ham ligge i
Prinsessens Silkeseng og flæbe af Længsel efter sin
Maren-Malkepiges laartykke Arme. For der er ingen Tvivl om, at
han vil gøre det. Han vil i det hele ikke have en glad Time, før
han igen kommer i sine Træsko og faar Krone og Scepter ombyttet
med sin Faders Møggreb.“

Han havde paasat sig sin Lorgnet og sad tilbagelænet i Stolen
med sine lange Hænder samlede under det bøjede Hoved. Hans matte
Øjne hvilede paa Per med et paa een Gang udforskende og
deltagende, næsten bekymret Udtryk, mens han fortsatte:

„Med alt vort danske Fantasteri stikker der i os alle en
grundfæstet Forkærlighed for det tilvante og prøvede. Hvor
hidsigt vi end i vore unge Dage kan storme frem mod det
overordenlige og eventyrlige … i det Øjeblik, Vidunderlandet
virkelig aabner sine Porte for os og Kongedatteren vinker til os
fra Altanen, faar vi Anfægtelser og kigger tilbage efter
Kakkelovnskrogen.“

„De har vistnok Ret,“ sagde Per -- han saae stadig med et Smil
ud paa Røgskyerne fra sin Cigar. „I Almindelighed gaar det
vistnok saadan. Men der gives Undtagelser.“

„Ikke een mellem Tusinde. Maaske ikke een mellem Titusinde. De
vil selv engang erfare, hvad for en uhyggelig Trolddomsmagt der
ligger i alt dette hjemlige og tilvante, selv om vi maaske
samtidig hader det. Se Dem f. Eks. om her! Der slæber vi med os
gennem Livet en voksende Bagage af vor Slægts Efterladenskaber,
der stabler sig op omkring os som en kinesisk Mur, og som vi dog
ikke nænner at skille os af med. Vi hygger os inde i et
Gravkapel af Familjeerindringer og har tilsidst ikke andre
Følelser tilbage end Pieteten.“

„Naa ja -- det kan da ikke gælde alle,“ sagde Per. „Jeg f. Eks.
vil vanskelig komme i den Fristelse. For hvad jeg slæber med mig
fra Fortiden, kan magelig faa Plads i en Vestelomme.“

„Saa gratulerer jeg Dem! Og dog -- hvad hjælper det? Hjemmets
forkoglende Magt stikker jo ikke alene i det materielle. Vi
lader vor maaske forlængst afdøde Faders meningsløse Formaninger
eller en enfoldig Moders Fordomme faa Indflydelse paa vore
Handlinger helt op i vor egen Alderdom. Og saa har man til
Overflod sine kære Søskende og sine bekymrede Onkler og Tanter
-- --.“

„Jeg for mit Vedkommende er nu ogsaa i den Henseende saa heldig
stillet ikke at kende noget til den Slags.“

„Saa maa jeg virkelig paany gratulere Dem. -- Men et Hjem har De
dog vel haft … tilmed rimeligvis et af disse for deres Hygge saa
berømte danske Præstegaardshjem. Ja, jeg slutter af Deres Navn,
kan De vide.“

Per lod, som om han overhørte dette sidste, og sagde, at han
ikke kendte og aldrig havde kendt, hvad man kaldte nærmere
Paarørende.

„Nej virkelig! De er maaske et --.“

„Ja,“ sagde Per, idet han med Forsæt afbrød ham. „Jeg er kun mig
selv.“

„Se-se!“ -- Neergaard bøjede sig frem med Hænderne paa Stolens
Sidestykker og stirrede som nyvaagen over paa ham. -- „Saa har
den lille Salomon altsaa ikke helt Uret. Saa hænger der jo
virkelig noget af Eventyret ved Dem. Ingen Familjehensyn! Ingen
Søskendeplager! Ingen velmenende Onkler og Tanter … Fri som
Fuglen under Himlen!“

Per tav bekræftende.

Neergaard sank atter tilbage i Lænestolen, og der blev et
Øjebliks dyb Stilhed.

„De synes virkelig at være et sjælden begunstiget Menneske, Hr.
Sidenius. Dersom man ikke var saa gammel og affældig, kunde man
fristes til at misunde Dem. Fri og ubekymret i alle Forhold. Og
med en Appetit paa Livet som en Solsort i et Kirsebærtræ. Ja,
saadan skal det være! -- Og alligevel? Hvad hjælper det saa? De
Lænker, vi Mennesker ikke fødes med, dem lægger vi selv paa os i
Livets lange Løb. Vi er og bliver af Slavestand. Vi føler os kun
hjemme i Bolt og Jern. -- Hvad mener De derom?“

„Ærlig talt forstaar jeg ikke, hvad De der tænker paa,“ sagde
Per og saae op til Uret paa Bogskabet, der viste et Kvarter over
fire. Han begyndte at trættes af Samtalens Ensformighed, -- var
desuden ogsaa bleven lidt betænkelig ved sin Kaadmundethed.

Der gik en lille Tid, inden Neergaard svarede. Han saae stadig
over paa Per med et optaget, anspændt Blik.

„Hvad jeg tænker paa? … Aa, vi anskaffer os jo Venner og Vaner,
lader os i Tidens Løb svinebinde af alle Slags Forpligtelser.
For nu slet ikke at tale om den Sammenklistren af Mand og
Kvinde, som benævnes Kærlighed, Elskov, Drift, eller hvad De
vil. Selv en saadan fri Fugl som De maa dog vistnok indrømme
mig, at Kvinden har Fangarme, der trods deres Blødhed kan lægge
sig om en Mand som en Jernbøjle.“

„Aa, ikke saa det generer,“ sagde Per og lo. „Og mindst, naar de
klemmer haardt.“

„Ja, De er endnu saa ung. Men alligevel -- sæt, det ved
Lejlighed hændte Dem, at en eller anden Kvinde, der rent erotisk
tiltrak Dem, selv om De maaske samtidig foragtede hende … en
Tøjte maaske eller en Maren-Amme, som De i Deres Ungdoms Uskyld
havde kysset … kort sagt, et Væsen, som De ved Vanens eller
gamle Minders Magt følte Dem knyttet til, … sæt nu, De vidste,
at denne Kvinde koldblodig bedrog Dem bag Deres Ryg. Hvorledes
vilde en fri Fugl som De forholde sig i et saadant Tilfælde?“

Hvor vil han hen med det? -- tænkte Per. Højt sagde han:

„Hvad jeg vilde gøre? Jeg tog mig naturligvis en anden.“

„Meget godt! Men dersom nu ogsaa denne anden skulde vise sig
mindre tilfredsstillende -- og den Risiko løber man dog straks
-- hvad saa?“

„Saa tog jeg en tredje, en fjerde, en femte, … Herregud, der er
jo Kvinder nok i Verden, Hr. Neergaard!“

„Ja, det er sandt! … Det er sandt!“

Han vedblev at gentage disse Ord, idet han et Nu lukkede Øjnene,
som havde han her fundet selve Verdensgaadens Løsning.

Per gjorde Tegn til at bryde op. Han syntes, Samtalen begyndte
at blive lidt for personlig. Det var ogsaa blevet silde. Et Par
hastige Bagervogne havde allerede kørt gennem Gaden og
tilkendegivet, at Morgenen stundede til.

Men Neergaard blev nu greben af en pludselig og besynderlig
Oprømthed. Han fyldte paany hans Glas og bad ham glemme Tiden.

„Jeg priser mig virkelig lykkelig ved at have gjort Deres
Bekendtskab, Hr. Sidenius. De er et ualmindelig friskt og
fornøjeligt Menneske. Dersom De ikke vil tage mig det ilde op,
kunde jeg have Lyst til at gøre Dem et Forslag.“

Hvad nu? tænkte Per.

Ja, Sagen kunde maaske i første Øjeblik synes ham lidt underlig;
men efter hvad han nu kendte til ham, vilde han sikkert ikke
tage den højtideligere, end den fortjente. Det var en af hans
Venner, en nær Paarørende, der laa for Døden. Han var
uhelbredelig syg … havde ikke langt igen … var syg baade paa
Sjæl og Legeme. Naa, det kom forresten ikke Sagen ved. Kort og
godt altsaa: Manden, som var ugift, kunde ikke blive enig med
sig selv om, hvad han skulde gøre ved sine Efterladenskaber, --
der forresten ikke udgjorde andet end noget Bohave, et Par
daarlige Malerier, lidt Bøger … omtrent saadan som han saae det
her. Til Familjen vilde han ikke efterlade dem. Han vilde ikke
have dem opbevarede paa Steder, hvor de risikerede at blive
Genstand for Pietet. Han forlangte udtrykkelig, at Rub og Stub
skulde stilles til Avktion og sælges, splittes for alle Vinde.
Det var nu bleven den stakkels Mands fikse Ide paa det sidste,
og da hans egen Slægt var velhavende og desuden rimeligvis vilde
modsætte sig hans Ønske, fordi det meste af, hvad han ejede, var
gammelt Arvegods, saa havde han talt om at ville
borttestamentere det til en eller anden, hvem han maaske kunde
gøre lidt Gavn eller dog et Øjebliks Glæde dermed.

„Det falder mig nu ind: maa jeg ikke have Lov til at foreslaa
ham Dem? Jeg er overbevist om, at dersom han kendte Dem, vilde
han af sig selv være kommen paa den samme Tanke. De er netop
saadan, som han ofte har ønsket selv at være. Fri og frank og
ubekymret. -- -- Nej, jeg be’r Dem … dersom De ikke har noget
mod mit Forslag, maa De ingenting sige. Vi taler da slet ikke
mere derom. Som sagt, det hele er ikke af stor Betydning …
repræsenterer højst et Par tusinde Kroner, naar Gæld og andre
Forpligtelser er fyldestgjorte.“

Han maa være bleven fuld, -- tænkte Per og fandt det ikke Umagen
værd at gøre Indvendinger. Han slog det hele hen i Spøg.

„Ja ja -- det vilde ikke være saa ilde,“ sagde han. „Penge kan
man jo altid bruge. -- Men nu er det paa Tide at komme hjem. Jeg
siger Tak for iaften!“

„Nej, hvorfor vil De gaa? Bliv dog lidt endnu! … Men her er
kvalmt herinde. Lad os lukke op!“ -- Han rejste sig nervøst og
slog et Vindu op, saa den kolde Luft foer ind i Stuen og jog en
lang, rygende Ildtunge op af Lampeglasset. -- „Sæt Dem dog! Vi
har ogsaa siddet her og snakket os saa melankolske. Flasken er
ikke tømt. Og Vinen er god.“

Men Per lod sig ikke længer overtale. Han begyndte at føle sig
lidt uhyggelig tilmode ved den andens stigende Ophidselse. Han
saae ogsaa nu, hvor gustent hans Ansigt var blevet, og han
mærkede, hvor hans Haand var klam, og hvor den sitrede, idet han
sagde ham Farvel.

Saamange underlige Mennesker der fandtes i Verden! tænkte han,
da han var kommen ned paa Gaden og med en frisktændt Cigar i
Munden spaserede taktfast hjem gennem Byen, hvor der nu overalt
begyndte at røre sig Liv. Han mindedes hin Nattescene med den
store Fritjof henne i „Gryden“. -- Saasnart man bliver ene med
dem, begynder de at se Spøgelser. Gravene aabner sig for dem. Og
de holder Ligprækner over sig selv.

Hist og her gik Mænd og fejede Gaden i Morgenens graa Dis. Smaa
Kælderbeværtninger var bleven aabnede og en enkelt Tobaksbod.
Lygterne var slukkede; men fra alle Bagerbutikerne skinnede der
Lys, og en Duft af friskbagt Brød strømmede ud gennem de store
Vinduers Trækruder. Udenfor en saadan Butik standsede han et
Øjeblik som Tilskuer til en Scene mellem en fiks Bagerjomfru,
der stod oppe paa en Trappestige beskæftiget med at anbringe
store Kageplader i en Reol, og en halvnøgen Svend, der sad paa
Disken tæt under hende og dinglede med Benene. Per kunde ikke
høre, hvad de talte om; men Svendens bredtskaarne Grin og den
forstilte Forbitrelse, hvormed Pigebarnet ved Hjælp af Foden
søgte at holde hans Hænder fra sig, gjorde alle Ord overflødige.

Per smilte, mens han i Tankerne legede med Fru Engelhardt paa
samme Maade. Ja, Natten var tilende nu, Livet vaagnede paany, og
Elskovsdriften magttog Menneskene allerede paa fastende Hjerte.
-- Og nu begyndte Fabriksfløjterne at lyde. Han lyttede helt
andægtig til dem. Først hørtes et Par Stykker ude paa Nørrebro,
saa en paa Kristianshavn, tilsidst lød de allevegnefra -- et
hundredstemmigt Hanegal, en ny Tids Ottesang, der engang skulde
mane alle Mørkets og Overtroens Spøgelser uigenkaldelig i
Jorden!




Fjerde Kapitel.

En mørk, taaget Aften en Ugestid senere steg en tynd, graaklædt
Herre af Sporvognen ved Hjørnet af Grønningen, gik forbi
Husarkasernen og videre over det langstrakte, trekantede Torv
foran Nyboder. Med den ene Haand bag paa Ryggen, den anden om
Haandtaget paa en Paraply, som han for hvert Skridt stødte
kraftig mod Stenbroen, skridtede han rask og taktfast langsmed
Nyboderskvarteret, idet han ved det svage Lygteskær eftersaae
Navnene paa alle Gadehjørnerne.

Da han var kommen den hele Række forbi uden at have fundet det
Navn, han søgte, og da der paa dette øde Sted ikke saaes et
Menneske, han kunde spørge, drejede han paa maa og faa om et af
Hjørnerne og blev hurtig ganske vildfarende i de mange, aldeles
ensartede Smaagader, hvoraf Nyboder bestod. Alle Vinduerne i de
lave Stuelejligheder var tilskoddede. Der lyste blot en lille
rund eller hjerteformet Glug i hver Skodde, og med Lygter var
der her endnu sparsommere end ude paa Torvet. Inde bag Skodderne
var der livligt nok. Overalt hørtes Snakken, Barnegraad, hist og
her Harmonikamusik, og man kunde ude paa Gaden tydelig høre
hvert Ord, der blev sagt. Hist aabnedes en Dør, og en Kone i
Nattrøje slog en Potte ud i Rendestenen, eller en lille Hund
blev et Øjeblik sluppet ud i det Fri. Her løb et Par Katte om og
opførte Elskovsduetter.

Da den Graaklædte endelig ved at udspørge de enkelte Personer,
han traf paa undervejs, havde fundet Hjertensfrydgade, fortsatte
han her sin Undersøgelse, idet han ved Hjælp af Tændstikker
aflæste Numrene over Dørene, indtil han naaede det Hus, hvor Per
boede. Først ledte han med Haanden efter en Klokkestreng, og da
han ingen fandt, gav han sig i Lag med den gammeldags Klinke,
fandt omsider ud af, hvorledes Døren skulde aabnes og traadte
ind i Husets lille Forstue, hvor der imidlertid var saa mørkt,
at han ikke kunde se en Haand for sig. I den Hensigt at hidkalde
en eller anden af Beboerne rømmede han sig kraftig et Par Gange.

Saa aabnedes Døren til Stuelejligheden, hvor der boede en yngre
Skibstømrerfamilje. Over et glatkæmmet Hoved, der tilhørte en
Kone, som kiggede frem med et Barn ved Brystet, strømmede
Lampelyset ud imod den Fremmede og udskar af Mørket et ungt,
langt og blegt Ansigt med rødkantede Øjne og smaa Bakkenbarter
under Ørene.

„Er det ikke her, Hr. Sidenius bor?“ spurgte han uden
forudgaaende Hilsen.

„Jo, -- han bor derinde i Bagstuen. Men han er ikke hjemme.“

„Ja saa! … Det er maaske hans Værtinde, jeg taler med?“

„Nej. Han bor hos Olufsens deroppe paa Salen … Jeg skal kalde af
Madammen.“

I det samme knagede den stejle Stigetrappe under vægtige Trin,
og Madam Olufsen, der havde staaet og lyttet deroppe bag sin
Dør, viste sig i Trappegabet med en lille Bliklampe i Haanden.

„Vilde den Herre tale med Hr. Sidenius?“ spurgte hun.

„Ja, -- men han er nok ikke hjemme,“ svarede den Fremmede i en
Tone, som vilde han gøre hende medansvarlig for, at han var
gaaet forgæves. „Mener De, det kan nytte, at jeg venter paa
ham?“

„Nej, det tror jeg ikke. Det er ikke saa længe, siden han gik.“

„Paa hvilken Tid af Dagen mener De, jeg bedst vil kunne træffe
ham?“

„Ja, se han er nu ikke meget hjemme for Tiden. Men ellers tror
jeg nok, han er sikrest at træffe i Mørkningen.“

„Tak. -- Farvel.“

„Fra hvem skal jeg hilse?“ spurgte Madam Olufsen.

Men den Fremmede var allerede ude af Døren. Man hørte Lyden af
hans taktfaste Skridt og Smækkene af Paraplyens Dupsko tabe sig
ned ad Gaden.

„Det var da vist en Præst,“ sagde den lille Skibstømrerkone helt
perpleks. „Hvad mon han vilde Ingeniøren?“

Men Madam Olufsen var i denne Tid ikke meget tilbøjelig til at
udtale sig om sin Logerende. Hun sagde kort „Godnat“ og vendte
tilbage til sin Stue.

Her sad Højbaadsmanden med et Par store Sølvbriller paa Næsen og
læste i „Den bortrømte Negerslave eller Skibbrudet paa
Malabarkysten“, en Roman i fjorten Bind, som han hver Vinter
bragte med hjem fra Jomfru Jordan og Gang paa Gang studerede med
samme Beundring og Spænding.

„Det var vel En, der vilde snakke med Sidenius,“ spurgte han
uden at løfte Øjnene fra Bogen.

„Ja,“ svarede Madammen, -- hun trak med en frysende Bevægelse
sit lille Skuldersjal tættere om sig, lagde en Skovlfuld
Tørvegumlinger paa Ilden i Kakkelovnen og satte sig i sin
Armstol med sit Strikketøj. Hverken hun eller hendes Mand var af
mange Ord i disse Dage. De kunde ikke komme bort fra, at deres
Logerende havde forandret sig i den sidste Tid og slet ikke til
sin Fordel. Han havde jo nok ogsaa før kunnet slaa sig lovlig
stærkt løs; men disse Svireanfald, som han dengang selv spøgte
med, havde aldrig varet mange Dage. Nu derimod havde han i
næsten tre Uger kun sjelden været hjemme, og naar de saae ham,
var han tavs og utilgængelig og misfornøjet med alting, saa han
endog havde talt om at ville flytte. Det kunde nu heller ikke
være det bedste Selskab, han søgte, dersom det da var sandt,
hvad han en Dag lod et Ord falde om, at han havde kendt den
kongelige Fuldmægtig, som forleden havde taget Gift, hvad der
havde staaet saa meget om i Bladene.

Saa havde de nu ogsaa faaet en anden Grund til at beklage sig.
De havde i den sidste Tid ikke faaet deres Leje, og desuden blev
de daglig rendt paa Døren af paatrængende Personer, der mødte
med Regninger fra Skomagere og Skræddere, som han skyldte Penge.

„Hvad var det for en Person, der var dernede og vilde snakke med
Sidenius?“ spurgte Højbaadsmanden omsider.

„Jeg kendte ham ikke. Men forresten kommer det mig nu for, at
jeg har set ham her engang før -- for længe siden. Jeg synes,
Sidenius dengang sagde, at det var En fra den anden Verden. Men
han saae da ellers ikke meget amerikansk ud.“

Per stod i dette Øjeblik og ventede Fru Engelhardt henne paa det
samme mørke Hjørne ved Frue Plads, hvor han engang før havde
staaet Vagt for hendes Skyld. Han havde dennegang et mere
velbegrundet Haab om, at hun vilde komme. Han havde ganske vist
ikke set hende siden Balaftenen, -- hun havde strengt forbudt
ham at passe hende op paa Gaden eller paa anden Maade søge at
komme i Forbindelse med hende -- men det var idag, hendes Mand
skulde rejse til London, og han havde den foregaaende Dag faaet
tilsendt en uunderskreven Billet med Ordene „Imorgen Aften“. Han
gik nu ud fra, at Mødested og Klokkeslet skulde være det samme
som sidst.

Forresten havde han om Morgenen modtaget en anden Skrivelse, der
næsten havde optaget ham mere end dette dog saa utaalmodigt
ventede Elskovsmøde. Det var Neergaards Sagfører, der til hans
største Forskrækkelse meddelte ham, at Neergaard i et efterladt
Brev, der udtrykte hans sidste Vilje, havde „decideret ham den
Sum, der vilde indkomme ved en i Testamentet nærmere fastsat
offenlig Bortavktionering af Afdødes Bohave.“ Testamentet var,
tilføjedes der i Brevet, i Grunden ugyldigt, idet det ikke var
opsat i de lovbefalede Former; men da den Afdødes to Søstre og
eneste retmæssige Arvinger var meget velhavende gift, var der
ingen Grund til at tro, at disse -- der i Øjeblikket begge
opholdt sig i Udlandet -- ikke skulde godkende hans
Dispositioner. Sagføreren anmodede ham derfor i sin Egenskab af
Boets Eksekutor om en Samtale, naar hans Vej engang førte forbi
hans Kontor.

Per havde ikke kunnet blive enig med sig selv om, hvad han
skulde gøre ved den Historie, -- han havde i første Øjeblik følt
sig inderlig flov. Med al sin fatalistiske Tro paa sin Pagt med
Lykken, og skønt Pengene virkelig blev kastet ham i Skødet paa
et Tidspunkt, da han havde dem allerhaardest behov, kunde han
ikke faa sig til at opfatte dette Udslag af en Selvmorderkaprice
som en himmelsendt Hjælp. Paa den anden Side syntes han knap at
kunne forsvare at give Afkald paa en saa betydelig Sum, der for
lang Tid vilde bringe ham ud over alle Genvordigheder. Af det
Laan, han havde skaffet sig, var der allerede ikke meget
tilbage; og det meste af hans Udstyr var tilmed endnu ikke
betalt.

-- -- Men nu rullede en lukket Droske frem fra Sidegaden. En
lyst behandsket Haand viste sig i Vinduesaabningen, og i det
samme sprang Per til, standsede Vognen, rev Døren op, tilraabte
Kusken Navnet paa en bekendt Førstesals-Restavration ved Kongens
Nytorv og krøb ind.

Under Kørslen beredtes der ham straks en ret alvorlig Skuffelse.
Han havde ventet at finde Fruen nervøs og urolig … at se hende
rødme og sitre under Pelsværkskaaben af Angst og Skamfuldhed.
Han havde endog forberedt sig paa nogle Talemaader, der kunde
overvinde hendes Skyhed; -- men han fik aldeles ingen Brug for
sine Forførelseskunster. Han var knap kommen tilsæde og havde
takket hende, fordi hun var kommen, før hun kastede sig op paa
hans Skød ligesom en Glædespige og trykkede sig ind til ham med
en Voldsomhed, saa Vejret næsten forgik ham.

Idet de gik op ad den stærkt oplyste Trappe til Restavrationen,
tilhyllede hun vel sit Ansigt; men da de af Opvarteren og en
lille Taffeldækker var bleven ført ind i et af
Separat-Kabinetterne, kastede hun straks baade Kaabe og Hat uden
at generes af disse Fremmedes Nærværelse. Mens Per teede sig
lidt ubehjælpsom i den ham uvante Situation, syntes hun at føle
sig ganske hjemme her, ordnede sit Haar foran Spejlet, trak
Handskerne af og satte sig i hele sin Bredde midt i Sofaen bag
det dækkede Bord.

Per tog i Tavshed Plads overfor hende paa den anden Side Bordet.
Han var klar over, at det ikke var første Gang, hun befandt sig
paa et saadant Sted. Han mente endog temmelig sikkert at have
set et behersket Genkendelsessmil brede sig mellem Opvarterens
Bakkenbarter, da de traadte ind.

„Hvorfor ser De saadan paa mig?“ spurgte hun, da de var bleven
ene, -- hun lagde Hovedet koket paa Siden og smilte lidt for
ungdommeligt. „Du gode Gud, De mønstrer mig jo formelig! … Er
der noget i Vejen med mit Toilette?“

Hun saae ned mod sin Barm, der vældede frem over en firkantet
Udskæring i Kjolelivet. Hun var sortklædt, stærkt snøret, bred
over Brystet, men smækker om Midjen som en ung Jomfru.

„Men saa tal dog, Menneske! -- De er dog en skrækkelig Bjørn.
Hvad er der nu gaaet Dem imod? … Nu faar De en paa Næsen!“

Da hun for at skaffe sig Kasteskyts gav sig til at plukke nogle
røde Blomsterbær af Bordopsatsen, flyttede Per sine Øjne ned paa
hendes Hænder. Bleg om Munden af Betagethed betragtede han deres
buttede Form, de hvide, bløde, bøjelige Fingre, de
perlemorsagtige Negle og den lille Række Smilehuller, der under
Haandens Bevægelser aabnede og lukkede sig over de rosenrøde
Knoer som smaabitte kysselystne Munde. Han greb i Flugten det
Bær, hun tilslyngede ham, og fangede i det samme hendes Haand og
vilde trække den til sig over Bordet for at føre den til sin
Mund -- da Døren i det samme blev slaaet op, og Opvarteren og
hans Følgesvend viste sig med Anretningen.

Nu blev Champagnen skænket op og Fadene afdækkede. Og da de igen
var bleven ene, smilte Per og løftede sit Glas til en
Hyldingsskaal. Et Par andre Glas fulgte efter og fordrev hurtig
hans Misstemning. For Pokker -- sagde han til sig selv -- hvad
vedkom i Grunden hendes Fortid ham? Hovedsagen var jo dog, at
hun nu tilhørte ham, var hans Ejendom, hans Erobring. -- --

Ved Desserten gav han sig til at snakke om Neergaards Selvmord.
Han udtalte som sin Formening, at Manden havde været sindssyg,
og tilsidst fortalte han aabenmundet om deres natlige
Sammenkomst oppe paa hans Værelse og om den overnervøse
Sindstilstand, hvori Neergaard ved den Lejlighed havde
testamenteret ham sine Efterladenskaber, uden at han dengang
havde forstaaet, hvad der foregik. Han plaprede ogsaa ud med,
hvad der rygtevis var bleven fortalt, at der havde været en
Kvinde med i Spillet. En af hans Bekendte, der paastod at have
sin Viden fra Neergaards Værtsfolk, havde berettet om en
tilsløret Dame, der i mange Aar havde besøgt ham, og som efter
al Rimelighed var den samme, der Aftenen før Begravelsen havde
skaffet sig Adgang til Lighuset og strøet et Væld af Roser over
hans Kiste.

Mens Per talte, sad Fru Engelhardt i en tankefuld Stilling med
Albuen paa Bordet og lod Spidsen af sin Lillefinger glide rundt
langs med Randen af Vinglasset. Hendes Ansigt havde et halvt
fraværende Udtryk. Det saae ud, som om hun høfligt men ikke
særdeles interesseret hørte paa en lidt for langstrakt
Fortælling. Først da Per fandt paa at fordybe sig i Neergaards
Fortid og fortælle, hvad han havde hørt om hans opgivne
diplomatiske Løbebane, begyndte hun at vise Tegn paa
Utaalmodighed. Hun tog en Drue fra Frugtskaalen, dyppede den i
sin Vin og gav sig til at suge paa den; afbrød ham derpaa
undskyldende med et Spørgsmaal om en ganske anden Sag, der
„pludselig faldt hende ind“, og bad ham samtidig ringe paa
Opvarteren for at faa Kaffen bragt ind. Da Per endnu ikke syntes
tilbøjelig til at slippe Emnet, rejste hun sig resolut, sagde
„Tak for Mad“ og gik hen til det opslaaede Klaver.

„Hvad skal jeg spille?“ sagde hun efter at have prøvet
Instrumentet med et Par raske Løb op og ned ad Tangenterne.
„Kender De denne?“ spurgte hun, og et Brus af falske Toner
hamredes op af Klaverets Dyb. -- „Waldtraum“, forklarede hun
midt under Udførelsen, aabenbart selv vel tilfreds med
Spektaklet.

Men Per var paany bleven tavs og indadvendt. Det var ham
paafaldende, at hun ikke viste mere Interesse for et ulykkeligt
Menneske, der dog havde hørt til hendes Omgang, havde været
hendes ydmyge Beundrer, ja hendes Balkavaler, endnu Natten før
han aflivede sig. Som noget ubestemmelig sort og uhyggeligt
flagrede den Mistanke ind i hans Bevidsthed: Kunde Neergaard
have været noget mere? Var hendes Ligegyldighed forstilt? Men
han fik ikke Tid til andet end netop at gribe Tanken i Flugten.
Foruroliget af hans Tavshed havde Fru Engelhardt pludselig
afbrudt sit Spil og rejst sig; bagfra lagde hun nu sine Arme om
hans Hals og tvang hans Hoved bagover, saa deres Øjne mødtes.
Nej, det er umuligt! tænkte Per, da han saae Smilet i hendes
Blik. Og nu dalede blide, bedøvende Kys ned paa hans Pande, hans
Haar og paa begge hans Øjne … indtil hendes Læber med pludselig
Vildskab søgte hans Mund og sugede sig fast der, ligesom for
aldrig at slippe den mere. Saa hviskede hun ham noget i Øret, og
han rejste sig. Uden at ville vente paa Kaffen slog hun selv
Kaaben om sig, mens Per afgjorde Regningen, hvorefter de skyndte
sig ned til den hidkaldte Droske. Tæt omslyngede, med Læbe mod
Læbe, kørte de hen til et Hotel, i hvis Bog de lod sig indskrive
som Hr. og Fru Svendsen fra Aarhus.

Men Gang efter Gang i Nattens Løb, mens Per laa vaagen i det
halvt oplyste Hotelkammer, sneg den sorte Mistanke sig atter
over ham og knugede ham tilsidst som et Mareridt. Han gennemgik
paany i Tankerne hine Nattetimer i Neergaards Stue, erindrede
sig de Ord, der var talt, og som han dengang ikke havde tillagt
nogen Betydning. Og med uhyggelig Klarhed gennemskuede han
efterhaanden alt: den Kvinde, som laa der og sov ved hans Side,
hørte ogsaa med til de Efterladenskaber, Neergaard havde givet
ham i Arv og Eje, -- ja hun havde været selve denne Mands
„Skæbne“ og havde ved sin Utaknemlighed drevet ham i Døden.

Og han -- han selv -- var hendes Medskyldige!

Det var for hans overophidsede Sanser, som om den Dødes Skygge
bevægede sig omkring i Rummet. Overalt dukkede hans nøgne Hoved
frem af Halvmørket og saae hen paa ham med sit spotske Vemod. Og
der, ved hans Side, laa hun, hans Morderske, der havde stjaalet
sig til at smykke hans Kiste med Roser. Hvem kunde forstaa det?
… Trygt som et Barn i sin Vugge sov hun med lange, regelmæssige
Aandedrag. Mens hendes Mand omtumledes paa Havet, og før Liget
af hendes Elsker var faldet sammen i Kisten, hyggede hun sig
inde i en andens Favn. Og han -- han selv -- var hendes
Medskyldige!

Han blev greben af en Væmmelse, en Rædsel, saa han ikke kunde
blive liggende. Han maatte op. Han vilde bort.

I det samme vendte Fru Engelhardt sig tungt i Sengen, slog Armen
over Hovedet og sagde halvsovende:

„Er du oppe?“

Han svarede ikke. Den blotte Lyd af hendes Stemme fik ham til at
gyse. -- Hun anstrengte sig for at aabne Øjnene men havde ikke
Magt dertil. Med et mat Forsøg paa at smile sov hun atter ind.

Han gjorde sig i Hast færdig til at komme bort. Lydløst vilde
han forsvinde uden Afsked. Nede hos Portneren vilde han skrive
en Billet blot med det eneste forklarende Ord: Neergaard.

Men da han havde faaet Overtøjet paa og stod ved Fodenden af
Sengene for at liste sig bort, blev hans Blik endnu engang
hængende ved den halvnøgne Skikkelse, som laa der i en uskøn
Stilling lige paa Ryggen med begge Hænder under Nakken og det
ene Knæ løftet. De smalle Skulderstropper, der skulde holde
Linnedet oppe, var gleden ned, saa Brystets gullighvide
Kødmasser laa ganske utildækkede. Udover Puden flød det mørke
Haar i vild Uorden; Hovedet var nedadbøjet, Ansigtet blegt af
Udmattelse.

Pers Hjerte bankede tungt. Hans Knæ sitrede. Han kunde ikke
vriste Blikket bort fra dette Syn. Trods al Modbydelighed og
Skræk følte han sig atter voldelig hendragen til disse store,
hvide Fangarme, til dette svulmende Bryst, til disse halvaabne
Læber, der endnu blussede af Favntagets Kys. Han næsten ræddedes
for sig selv. Han, for hvem Modsigelserne og den indre Splid i
den menneskelige Natur hidtil ikke havde eksisteret, og for hvem
særlig Kvinden havde været et ganske ufarligt Stykke Legetøj,
kom med eet til at skælve for de dunkle Magter, der driver deres
Spil med Skæbner og Viljer som Stormen med Landevejens Støv. For
første Gang følte han sig i Kamp med de Dæmoner, han ikke havde
villet tro paa og overlegent havde smilet af. Dybt inde i hans
Øre lød med Faderens myndige Stemme de halvglemte Ord om
„Mørkets Magt“ og „Satans Snarer“ og fik ham til at blegne.

Men nu slog Fru Engelhardt sine store, brune Øjne op, vækket af
hans vedholdende Stirren. Fortumlet af Søvnen strøg hun
Haartjavserne bort fra Panden og rejste sig overende.

„Hvad? … Er du paaklædt?“

Han svarede ikke.

„Er det Morgen allerede?“

Han tav fremdeles.

„Men hvad skal det sige? Er du bleven syg?“

„Nej … endnu ikke?“

„Endnu ikke? Hvad mener du? Du ser saadan paa mig. Hvad fejler
dig?“

„Jeg mener … jeg vil sikre mig imod at blive syg … dødssyg …
saadan som Neergaard.“

Der jog som Glimtet af et Lyn henover hendes Ansigt. Men
Øjeblikket efter smilte hun. Saa bleg hun end var bleven, sagde
hun i fuldkommen behersket Tone:

„Hvad er nu det for Snak! Hvad har De med … Deres Vens Sygdom at
gøre? Opfør Dem nu ordenlig!“

„Det glæder mig, at De dog vægrer Dem ved at udtale hans Navn
her paa dette Sted. Men det røber Dem samtidig, og jeg skal nu
tale tydeligere. Det er gaaet op for mig, mens De sov -- paa
hvilken Maade, kan jo være Dem ligegyldig -- at De har været
Neergaards Elskerinde, og at det var Deres Bedrageri og
Troløshed, der fik ham til at dræbe sig. Forstaar De mig nu?“

Hun havde bøjet Hovedet og bed sig i sin dirrende Læbe.

„Gaa!“ sagde hun lavmælt men bydende, og samtidig slog hun en
Flig af Lagnet hen over sit Bryst. „Gaa, siger jeg! …
Bondedreng, som De er!“

Per bøjede sig frem for at slynge hende Ordet „Tæve“ i Ansigtet;
men han besindede sig. Hans Følelse af Medskyld holdt Ordet
tilbage, og han vendte sig tavs og gik.

Nede i Portnerlukafet vækkede han Nattevagten og fik sin Regning
afgjort. Og han tænkte, mens han talte Pengene op, at der jo nu
ikke kunde være Tale om at modtage Neergaards Gave. Saa gik han
hastig hjemad gennem den mørke og øde By.

Det var paa den korte Tid af Natten, da Gaderne er tomme og
Husene giver Genlyd af den Vandrendes Skridt. Kafeernes sidste
Natteugler er ravet hjem, og Politibetjentene har trukket sig
tilbage til deres Sladrehjørner. Kun Tyvene og de berygtede
Smøgers Efternølere er paa Færde.

En Herre med opsmøget Frakkekrave og Hatten nedover Øjnene
hastede netop ud af en saadan Krinkelkrog og passerede Per under
en Gadelygte. Og han, som plejede at more sig over disse
hjemluskende Synderes paa eengang frække og skamfulde Udtryk,
vendte dennegang Hovedet bort for at undgaa Synet. Han tænkte
paa, hvordan han vel selv saae ud, og han havde ikke Mod til at
møde Spejlbilledet af sin egen Nedværdigelse.

Da han naaede hjem til Hjertensfrydgade, var det med et eget
Velbehag, en ukendt Tryghedsfølelse, at han igen stod i de to
smaa Stuer, som han i den sidste Tid havde haft saa meget at
udsætte paa. Han kastede hurtig Klæderne, og da han puttede sig
i sin Seng, var det med en Fornemmelse, som mindede om den,
hvormed han som Barn trak Dynen op om Ørene, naar han havde
siddet i Mørke og hørt den gamle, eenøjede Barnepige derhjemme i
Præstegaarden fortælle sine Spøgelsehistorier.

*                *
*

Efter nogle Timers Søvn med urolige Drømme vaagnede han ved, at
en Stær fløjtede udenfor i Haven. Han kunde høre paa Tonen, at
det maatte være Solskin. Alligevel blev han liggende og gad ikke
staa op. Han var træt. Og hvad skulde han ogsaa op for? Han
forsømte jo ikke noget ved at blive i Sengen.

Hans kun halvvaagne Tanke havde straks stjaalet sig til den
øverste Kommodeskuffe. Og han vendte sig om mod Væggen for at
sove videre.

Dette lykkedes ham dog ikke. Saa saare Tankerne fik fat i disse
ulykkelige Tegninger, blev de øjeblikkelig lysvaagne. En
Timestid laa han derpaa med Hænderne under Nakken og stirrede op
i det lave og møre Træloft med de mange Oljeblærer. Og idet han
nu i nøgtern Morgenstemning gennemgik Nattens Oplevelse, var han
ikke fri for at blive lidt forlegen over sin Opførsel. Han
tænkte paa, at han dog vist havde baaret sig noget ungdommelig
ad. I hvert Fald skyldte man jo selv en Dame af Fru Engelhardts
Kvalitet et vist Hensyn…

Da han var staaet op og havde faaet sin Morgenkaffe, blev han
ganske klar over, at han havde begaaet en Dumhed. Han havde
taget Sagen for højtidelig, i det hele været for højt oppe. --
Skulde han mon ikke have drukket lidt rigelig?

Ikke destomindre vedblev han at føle dette sære Behag ved at
være hjemme, som han længe ikke havde kendt. Han havde tændt sin
Pibe og sad og vuggede sig saa smaat i sin Ruin af en Gyngestol,
mens hans Øjne dvælede ovre paa et af Nabogadens Smaahuse, hvis
Salsvinduer han havde Udsigt til over Plankeværket. I et af
Vinduerne saaes et Par rødkindede Børn og en Kone, der sad og
stoppede Strømper, og udenfor paa den solbeskinnede Mur hang et
grønmalet Bur med en Irisk. Han gjorde sig det ikke klart, hvad
det egenlig var, der fængslede ham derovre. Det var jo det samme
lille Billede af tryg og rolig Hverdagslykke, han i saa mange
Aar havde haft for Øje her. Men der var kommen ligesom noget
nyskabt over det denne Morgen; det var næsten, som saae han det
nu for første Gang.

Han foer nervøst sammen, da det bankede paa Døren.

Det var Madam Olufsen, der kom ind for at aflægge Besked om den
Herre, som havde været der den foregaaende Aften og spurgt efter
ham.

„Hvad var det for en Slags Herre?“

„Ja, det kender jeg ikke; men han saae ikke videre behagelig ud.
Forresten tror jeg nok, han har været her engang før.“

Sandsynligvis en Rykker -- tænkte Per, og Spørgsmaalet om den
Neergaardske Arv trængte sig atter ind paa ham og gjorde ham
urolig. Vilde han nu ogsaa kunne forsvare at give Afkald paa
disse Penge, som han dog saa haardt trængte til?

Madam Olufsen var bleven staaende i den aabne Dør, som hendes
høje, sværlemmede Skikkelse næsten udfyldte. Hun havde mere paa
Hjerte.

„Saa vilde jeg ogsaa nok vide, hvordan det bliver, Sidenius. De
snakkede jo om, at De vilde flytte.“

Per smilte lidt forlegent.

„Naa -- det var ikke saadan alvorligere ment. Nej, jeg bliver
her, Madam Olufsen! … Dersom De da vil have mig.“

„Aa ja … naturligvis … dersom …“

„De trækker sgu dog paa det … Naa ja, jeg veed det godt. Jeg har
været lidt vidtløftig i den senere Tid. Lad os ikke snakke om
det. Men Gud bevares -- hvad er der paa Færde, Madam Olufsen? De
er jo i Stadsen fra Morgenstunden. Skal De til Alters?“

„Nej, men -- veed De det ikke? -- Skipper Mortensen er kommen
her til Byen iforgaars. Og nu skulde vi jo derhen i Besøgelse i
Eftermiddag.“

„Jeg følger med! Jeg møder ombord. Jeg længes virkelig efter
engang igen at se den gamle Støder.“

„Tager De nu ikke fejl, Sidenius? Den Morskab er vist ikke
længer noget for Dem.“

„Sludder, Madam Olufsen! Bliv nu ikke straks kalkunsk. Som sagt
-- vi mødes ombord! Er det hørt?“

Madam Olufsen maatte smile, saa tungt hendes Hjerte i Grunden
var. Hun kunde aldrig modstaa ham, naar han var i det Lune.

„Ja ja,“ sagde hun. „De veed, at De altid er velkommen hos
Mortensen. Han er da aldrig gladere, end naar han ser Dem. Jeg
tror, han er ligesom lidt forlibt i Dem.“

Skipper Mortensen var en gammel Ven af Huset. Han boede i
Flensborg men kom regelmæssig to Gange aarlig til København med
sit Fartøj for at sælge Ost, Smør og røgede Varer til nogle af
Byens større Spækhøkerforretninger og enkelte personlige
Bekendte. Naar Højbaadsmanden ved sin daglige og grundige
Gennemlæsning af „Telegrafens“ Skibs- og Havneliste havde set,
at Sluppen „Karen Sofie“ var passeret Toldbodbommen og laa
fortøjet ved Børsen, havde han ingen Ro paa sig, før Dag og Tid
for et Besøg var besluttet og Trine skikket i Byen for at varsko
unge Didriksen. Denne var en anden af Familjens Venner. Han var
Droskekører og boede i Store Brøndstræde og havde i en Aarrække
ved saadanne Lejligheder beredvillig stillet sig selv og sit
Køretøj til de Gamles Raadighed.

Paa Slaget tre holdt han ogsaa dennegang udenfor Huset med sin
nedslaaede Vogn saa fin og velpudset, som var den bestemt for et
Grossererbryllup i Vor Frue. Efter nogen Venten aabenbarede det
alderstegne Ægtepar sig for den halve Snes af Kvarterets Børn,
der havde samlet sig ved Vognen, og for de mange flere Ældre,
der fra Døre og Vinduer var Tilskuere til dette Triumftog. Madam
Olufsen var i Wienersjal og bar en stor, lysviolet Vindrueklase
paa Hatten, Højbaadsmanden var i sin stiveste Begravelsespuds
med 25-Aars Tjenestemedaljen og Sølvkorset glimtende frem bag
den uknappede Overfrakke.

Under Kørslen ind gennem Byen vakte han en Del Opmærksomhed
blandt Folk paa Grund af disse Ærestegn. Som han sad der --
hvidlokket og højtidelig -- med begge Hænder urokkelig hvilende
paa Paraplyens Hornhaandtag, kunde han meget godt vække
Forestillingen om en gammel Admiral fra Aarhundredets
Begyndelse, og sikkert vilde han ogsaa have fremkaldt en hertil
svarende Ærefrygt, dersom ikke unge Didriksen -- stolt over sit
Selskab -- hvert Øjeblik havde vendt sig om imod det med
højrøstet og fortrolig Tiltale.

Først gjorde de en Rundtur gennem hele den gamle By, saae paa de
store, nye Bygninger, der skød op allevegne, paa Resterne af
Fæstningsvoldene, som man var i Færd med at sløjfe, og paa de
nye, overbyggede Omnibusser, der kom ind fra Frederiksberg, og
som i Østergades Menneskemylr lignede Elefanter med Ryttere paa
Ryggen. Fra Kongens Nytorv drejede de saa ned imod Kanalen,
standsede et Øjeblik udenfor Holmens Kirke, hvor de for 52 Aar
siden havde haft Bryllup, og havnede omsider paa Børsbryggen.

Per var allerede kommen. Han hilste dem fra „Karen-Sofies“
Ræling, hvor han -- lidt slap -- sad og lod sig bage af
Foraarssolen, mens Skipperen -- en ældre Mand med graat Fuldskæg
-- gik fraborde for at tage imod.

Paa Bunden af Skibets aabne Lasterum, saa at sige i „Karen
Sofies“ Mave, hvortil en Stige førte ned fra Dækket, var der
indrettet en Slags Butik, i hvis Halvmørke Skinker, Pølser,
røgede Bedelaar og møllestensstore Oste skinnede
hemmelighedsfuldt som Eventyrskatte i en Aladdinshule. Med Pers
og Skipperens Bistand blev Madam Olufsen bugseret ned ad Stigen,
bagefter fulgte Højbaadsmanden, der her paa Søen skulde være
rask paa det og vise sig som gammel Orlogsgast og derfor afslog
enhver Hjælp. Imidlertid snublede han allerede paa det første
Trin og vilde upaatvivlelig have brækket Halsen, dersom
Skipperen ikke havde fanget ham i sine Arme. Ikke destomindre
haanede han unge Didriksen, da denne som sidste Mand krøb ned ad
Stigen og forsigtig sikrede sig Fodfæste paa hvert Trin. „Saadan
kravler en Lus i en Redekam,“ tilraabte han ham med en
Talemaade, der havde lydt i den danske Marine siden fjerde
Christians Dage.

Efter en halv Times samvittighedsfuld Søgen og Smagen og Vejen
og Prutten blev Handelen afsluttet og de købte Varer bragt paa
Dækket. Og nu forefaldt der et Optrin, der Aar efter Aar
gentoges med samme Regelmæssighed som en Vittighed af
Bolteslager Fuss. Skipper Mortensen aabnede Døren til Kahytten
og bad sine Gæster ind til en lille Forfriskning; men Madam
Olufsen vilde paa ingen Maade tage mod en Indbydelse, der kom
hende saa overraskende. Ogsaa Højbaadsmanden vægrede sig paa det
bestemteste ved at opholde Tiden for deres Ven, medens unge
Didriksen, altfor vel kendt med disse Formaliteter, rolig
gravede Skraaen ud af Munden og gemte den i Vestelommen.

Snart sad man da bænket nede i det hyggelige lille Skafferum ved
et fuldt opdækket Bord, som hurtig fik Bugt med al forstilt
Beskedenhed.

Per følte sig stadig vel tilpas i saadant folkeligt Selskab.
Ligesom han aldrig spiste med friskere Appetit end ved et Bord
som dette med solide Flæskevarer og Snaps og Øl, fandt han endnu
sin bedste Underholdning i jævne Borgerfolks muntre og
ligefremme Tale. Her var han ikke -- som i „Gryden“ -- en tavs
og kritisk Iagttager; han kastede sig med Liv ind i
Diskussionerne og snakkede med om Vejret og Torvepriserne, om
Færgevæsnet og Kommandantskabet.

Efter at man havde spist og Teen og Romflasken var kommen paa
Bordet, gled Talen hen paa Krigsaarene og den efterfølgende
Dyrtid. Per huskede fra Krigen egenlig kun Fjendens første
Indrykning i Præstegaarden, da Have og Gaardsplads pludselig var
bleven oversvømmet af Soldater og Heste, saa hele Huset maatte
rømmes med Undtagelse af Rummene ovenpaa, hvor den store Familje
havde maattet pakke sig sammen i nogle faa Værelser. Han var
dengang kun syv-otte Aar gammel og havde fundet det yderst
underholdende og ikke kunnet begribe, hvad der var at græde for.
Skipper Mortensen derimod havde som Sønderjyde været de egenlige
Krigsbegivenheder paa nærmere Hold, og han gjorde sig gerne en
Fornøjelse af med saftig Pensel at udmale de Grufuldheder, han
havde været Vidne til baade i 64 og i Treaarskrigen. Han havde
da ogsaa nu den Tilfredsstillelse, at Madam Olufsen holdt sig
for Ørene og erklærede Krig for en Afskyelighed.

Men dette vakte Højbaadsmandens Ærgerrighed; han blev let
krigerisk stemt, naar han havde drukket lidt. Han havde i 64
allerede været pensioneret, og da han heller ikke havde deltaget
i den første Kamp, fordi han netop dengang laa paa Hospitalet
for sin Benedder, begyndte han at tale nedsættende om disse
„Tyskerkrige“, hvis Ulykker for Landet slet ikke kunde maale sig
med dem fra Krigene mod Engelskmanden, som han havde set, baade
den i 1801 og 1807 og 14. Dengang maatte vi pænt af baade med
Norgesland og hele Flaaden. Se, det var noget at snakke om! For
at overtrumfe Skipperen, som havde fortalt om Dybbøl og
Frederits, gav han sig til at berette om Københavns Bombardement
og om Slaget paa Reden, som han, fem Aar gammel, havde været
Øjenvidne til fra Toldboden, hvor han havde set de Saarede blive
bragt i Land i Baade, der „var fulde af blodigt Kød ligesom et
Slagtertrug.“

Men Madam Olufsen vilde nu ikke høre et Ord mere, og da det
desuden var begyndt at mørkne, forlangte hun at komme hjem. Men
nu viste det sig, at unge Didriksen var falden i Søvn under
Indtrykket af sit Fædrelands Ydmygelser. Han sad med
tilbagekastet Hoved og aaben Mund, og da man ruskede i ham,
faldt Overkroppen forover, og han sov videre med Hoved og Arme
udover Bordet til Trods for, at han i Faldet var kommen til at
vælte et Ølglas, hvis Indhold flød ham ned over Knæerne. Efterat
man et Øjeblik havde betragtet dette Syn i forundret Tavshed,
løftede Per Romflasken og konstaterede, at den i Stilhed var
bleven tømt til Bunden, og man forstod da, at Manden var
stivdrukken.

Madam Olufsen blev smækfornærmet. Udenfor paa Bryggen ventede
Vognen med den krogbenede Krikke, der i al denne Tid havde
staaet taalmodig og sukket i en tom Mulepose; men det gik hurtig
op for dem alle, at der nu ikke var andet at gøre end at lade
Manden blive paa Skibet, indtil Rusen var sovet ud. Den store
Højtidsdag fik en sørgelig Afslutning. De to Gamle maatte sjokke
afsted tilfods i al deres Højtidsstads, hver med en indpakket
Skinke under Armen og med Pølser og Bedelaar stikkende frem af
Lommerne.

Per fulgte dem til Holmens Bro, hvor han fik dem anbragt i en
Sporvogn. Selv vilde han ikke hjem. Han trængte til at lufte sig
lidt ovenpaa den megen Latter og de mange stærke Drikke. Saa
spejlede han sig et Øjeblik i et Butiksvindu og gik langsmed
Kanalen op mod Højbro.

Det var i den Time, da Solskæret glider op over Tagene og gløder
paa Helligaandskirkens Spir samtidig med, at Aftenlivet allerede
rører sig livligt nede i Gaderne mellem de oplyste Butiker. Ude
paa Torvet var der endnu næsten daglyst. Her hoppede Spurvene
omkring og pillede i Gadeskarnet, og de nytændte Lygter brændte
med en bleg, aandeagtig Flamme bag Glas, hvori Solnedgangsskæret
flimrede. Per gik langsomt ind gennem Østergade, hvor der var
fuldt af Folk. Synet af de mange Mennesker gjorde ham lidt
melankolsk. Trods Aftenkulden og de røde Næser bølgede der
Foraar gennem Luften. Man kunde se det paa de Unges Øjne og høre
det paa Stemmerne, der var fyldte af Forventning. Udenfor
Dameskrædernes store Vinduesudstillinger stod Folk i Klynger for
at betragte de nye Foraarsmoder. Og alle Modeherrerne bar
Violbuketter i Knaphullet.

Per var kommen til at gaa bagved et Kærestepar, der gik saa tæt
ind til hinanden og bevægede sig saa rytmisk, som var de
sammenvoksede fra Skulder til Hæl. Han betragtede den unge Piges
Øjne, der hang ved den Elskede i en egen lystig Tilbedelse; og
han tænkte paa den foregaaende Nats Glæder og blev mere og mere
forstemt. Han kunde ikke lade være med at ærgre sig over, hvad
han nu rent ud kaldte sin enfoldige Forargelse. Han mindedes
navnlig een Ting, der nu helt forsonede ham med den elskovsglade
Frue; det var den Maade, hvorpaa hun havde tildækket Barmen, da
han var ved at gaa. Det havde i Grunden været næsten rørende. Og
disse Roser paa Neergaards Kiste. -- Hun maatte jo altsaa
virkelig have elsket ham. Hvad var der i Grunden at oprøres
over? Livet tog nu engang ikke smaalige Hensyn. Det krævede at
røre sig, og hvor det rejste sig i sin Vælde, sprængte det alle
Vedtægter. I Virkeligheden var der snarest noget ophøjet, noget
næsten religiøst betagende ved en saadan ubetvingelig
Elskovsdrift, der overvandt alle Hjertets Smaafornemmelser, ja
selve Dødens Uhygge. En saadan uforfærdet, altforglemmende
Hengivelse til Naturen var maaske netop Livets højeste Udtryk.
De „Mørkets Magter“, han havde rystet for, da han stod foran
hendes Seng og trods sine Samvittighedskvaler endnu følte sig
mægtig hendragen til hendes hvide Favn, -- det var selve
Naturgrunden i ham, det var selve hans Væsens Urkraft, der brød
op gennem Lag paa Lag af Aartusinders Fordomme. Ja, saadan var
det! Der fandtes intet andet Helvede end det, som Menneskene
selv skabte sig i deres Troldefrygt for Livets Lyst og Kødets
Almægtighed. Og Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor
der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder;
hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i
Paradisets Have.

Der var et halvglemt Ord, en uklar Erindring, der pludselig
tegnede sig for ham som med luende Ildskrift. Det var Neergaards
spottende Ytring om hin Eventyrets Bondedreng, som drog ud i
Verden for at vinde et Kongerige men idelig saae sig tilbage og
-- da Vidunderlandet virkelig aabnede sig for ham med alle
Slaraffenlands Herligheder -- flygtede hjem til den hyggelige
Kakkelovnskrog og sin Mo’ers Skørter.

Han blev rød af Skam. Saa ynkelig var han kommen tilkort den
første Gang, Livet for Alvor havde prøvet hans Tro og hans Mod.
-- Men lod den skete Skade sig ikke genoprette? Om han nu f.
Eks. skrev et Brev til hende, forklarede hende alt og gjorde en
Undskyldning? -- --

Han var naaet hjem i Hjertensfrydgade. Skibstømrerkonen i
Stuelejligheden aabnede sin Dør og fortalte ham, at der sad en
Herre inde paa hans Værelse og ventede paa ham.

„Det er den Herre, der ogsaa var her igaar, … det er vist en
Præst. Han har siddet derinde over en Time.“

Det viste sig at være hans Broder Eberhard. Han sad i
Gyngestolen ved Bordet, Lampen var tændt, og Skyggen af hans
Hoved tegnede sig uformelig som et Troldehoved paa den nøgne
Væg. Han havde beholdt sin Overfrakke paa, og hans uldbevantede
Hænder hvilede paa en Paraply, der stod mellem hans Knæ.

„Jeg havde nær opgivet at træffe dig,“ sagde han, da de havde
hilst paa hinanden. „Du veed maaske, at jeg var her igaar?“

Per sagde ingenting. Hans Hjerte bankede. Han forstod, at
Broderen maatte have en eller anden alvorlig Meddelelse at gøre
ham, siden han saaledes søgte ham to Dage i Træk. Det var nu
heller ikke svært at se paa Eberhard, at han var sig Besøgets
Betydningsfuldhed bevidst. Hans hele Optræden var tydelig
beregnet paa at gøre Indtryk paa Per; men just derfor tog denne
sig sammen med en vældig Kraftanspændelse og gjorde sig Umage
for at synes ganske ligegyldig.

„Vil du ha’e en Cigar?“ spurgte han, mens han -- helt svimmel --
tænkte: Skulde Moder være død?

„Tak, jeg skal ikke ryge,“ svarede Eberhard.

„En Bajer maaske?“

„Jeg har aldeles afvænnet mig fra spirituøse Drikke. Det
bekommer mig bedst. Og forresten nyder jeg principmæssig aldrig
noget udenfor Maaltiderne.“

Per smilte. Og skønt han i Grunden ikke selv følte nogen Trang
til at drikke, hentede han en Flaske Øl i sit Hjørneskab og trak
den op.

„Ser du, jeg er nu saa barmhjertig at imødekomme Tørstens Krav
ganske uden Hensyn til Klokkeslettet,“ sagde han.

Eberhard sad lidt og drejede paa Paraplyen, mens hans store,
blege Øjne iagttog Broderen, der havde anbragt sig paa den anden
Side af Bordet og nu hurtig skyllede et Glas i sig.

„Du er vist i den Henseende mere samvittighedsfuld, end det er
nødvendigt,“ bemærkede han tilsidst.

„Er det for at sige mig det, at du er kommen her?“ begyndte Per
straks i stridbar Tone.

Eberhard gjorde en ganske lille, afvisende Bevægelse med
Haanden.

„Du veed, jeg blander mig aldrig i dine Anliggender. -- Det er
af en ganske anden Grund, jeg nu har søgt dig.“

Per vilde endnu ikke spørge, -- vovede det paa en Maade heller
ikke. Han var overrasket over sig selv, forstod ikke dette
stærke Indtryk, som den blotte Anelse om et Ulykkesbudskab fra
Hjemmet gjorde paa ham. Han havde troet forlængst at være kommen
ud over den Slags Fornemmelser. De derhjemme havde jo i de
senere Aar været som døde for ham allesammen, og det var langt
fra, at Broderens Nærværelse vakte nogen Hjemlængsel hos ham.
Tværtimod. Som Eberhard sad der med Hænderne over sin Paraply og
iagttog ham fra Siden med sine Gedebukkeøjne, optændte han paany
alle Fortidens uforsonlige Følelser hos ham. Denne ophøjede
Anklage i Holdning og Miner, denne tavse Tilkendegivelse af
krænket Familjeære, den hele Selvgodhedens beklumrede Atmosfære,
der slog ham imøde fra Eberhards tilknappede Skikkelse, førte
Mindet om Barndomstidens Trængsler saa levende tilbage, at det
var, som om selve den forhadte Tørverøgsfims derhjemme fra
Præstegaardens Stuer bragtes ind til ham med Broderens Person.

Og dog laa der paa Bunden af det Blik, hvormed Eberhard
betragtede ham, et Udtryk af oprigtig Sorg, af virkelig
broderlig Deltagelse. Opholdet i det lille, kælderagtige Kammer
med de fattige Udskudsmøbler, det nøgne Gulv og de tomme Vægge,
dette triste Rum, der -- trods al den Omhu, hvormed den lille
Trine vaagede over sin Helligdom -- var som et Billede paa selve
Hjemløsheden, havde vakt hans Medfølelse, og han ventede blot
paa en Anledning for at lade Hjertet tale.

Men Per gav ham ingen saadan Anledning, og de sad i nogen Tid
tavse begge to.

„Jeg er forresten netop kommen tilbage fra en lille Rejse,“
begyndte Eberhard ligesom prøvende. „Jeg har været hjemme paa
Besøg i nogle Dage.“

„Naa, de har det vel godt?“ henkastede Per.

„Aa nej, det kan jeg just ikke sige, Fader har skrantet ikke saa
lidt i den sidste Tid.“

„Ja saa.“

„Han er endog temmelig daarlig.“

„Af hvad?“

„Hvad jeg vilde sige … jeg havde, forinden jeg rejste tilbage,
en længere Samtale med Doktor Carlsen, og jeg fik derved
bekræftet, hvad jeg allerede i længere Tid havde haft
Fornemmelsen af gennem Brevene derhjemme fra, at Faders Tilstand
giver Anledning til de alvorligste Bekymringer. Jeg tror, kort
sagt, vi maa være forberedt paa, at han inden ret lang Tid gaar
bort.“

Per, som følte Broderens Øjne hvile aarvaagent paa ham, fortrak
ikke en Mine, skønt Hjertet hamrede i hans Bryst. Det var dog
ikke Sorg, han følte ved Budskabet, ikke engang Vemod, ikke
heller Anger. Den Uro, der greb ham, udsprang væsenlig fra en
ham ikke helt bevidst Skuffelse. Aldrig var den Tanke falden ham
ind, at Faderen eller Moderen kunde dø, før han ved sit Livsværk
og sin Sejr havde retfærdiggjort sig for dem. Og nu skulde denne
Efterretning endda træffe ham i et Øjeblik, da hans store
Forhaabninger var bleven slaaet saa beskæmmende til Jorden.

„Det er efter al Sandsynlighed Kræft,“ fortsatte Eberhard.
„Doktor Carlsen brugte just ikke Ordet; men det fremgik med
tilstrækkelig Tydelighed af hans Udtalelser, at heller ikke han
var i Tvivl derom. Fader gaar dog endnu oppe og passer sin
Gerning, saa vidt hans Kræfter rækker, … du kender hans strenge
Pligtfølelse. Men mange Maaneder vil han næppe kunne blive
saadan ved, og jeg tror da ogsaa, at han selv er fuldt forberedt
paa at gaa bort. Moder er naturligvis meget nedbøjet; men --
forunderlig nok -- det er, som om Bekymringen for Faders
Tilstand har givet hende selv fornyet Livskraft. Hun er endogsaa
begyndt at staa lidt op for at kunne være mere om Fader i denne
Tid; men jeg tror, at denne underlige Naade, saa taknemlig hun
er for den, samtidig er hende en Bebudelse af, at Faders Time
stunder til.“

Skønt Eberhard ikke var Teolog af Fag, havde han en Forkærlighed
for at udtrykke sig i bibelske Vendinger. Han var Jurist og
betragtedes af sine Fagfæller endog som et ualmindelig klart og
skarpt juridisk Hoved. Saa ung han var, besad han allerede megen
Anseelse. Saaledes havde han nylig vakt Opmærksomhed ved en
Tidsskrift-Afhandling om Fængselsvæsenet og dettes pædagogiske
Opgaver. Selv havde han en Ansættelse i et af denne
Administrationsgrens Hovedkontorer, og da han var et Mønster paa
Flid og Pligtopfyldelse, stod han højt anskreven hos sine
Foresatte.

„Jeg har nu ment, at du i Tide burde underrettes om disse
Forhold,“ vedblev han, da Per stadig ingenting sagde. „Jeg
syntes, du skulde ikke være uforberedt, ifald Katastrofen skulde
indtræffe tidligere end ventet. Vi -- for jeg taler her i alle
dine Søskendes Navn og efter Samraad med dem -- vi har jo ogsaa
tænkt os, at du, naar du blev bekendt med Faders Tilstand, mulig
kunde føle dig opfordret til … jeg mener, kunde føle Trang til
at søge en Tilnærmelse til Fader, inden det blev for silde.“

„Jeg forstaar ikke … Hvorledes mener du?“ spurgte Per brysk men
kunde dog ikke faa sig til at se over paa Broderen.

„Ja, jeg vil -- som jeg før sagde -- slet ikke blande mig i dine
Anliggender. Det skulde kun være en Henstilling til dig -- du
maa nu afgøre med din egen Samvittighed, om du tror at kunne
forsvare det Forhold, hvori du saa længe har stillet dig til
dine Forældre … jeg ønsker ikke engang at udtale mig nærmere
derom. Hvad jeg derimod føler mig forpligtet til allerede nu at
præcisere for dig, er, at Faders Bortgang jo vil faa en væsenlig
Indflydelse ogsaa paa de pekuniære Forhold derhjemme. Jeg veed,
at Fader hidtil -- uden iøvrig fra din Side at have mødt nogen
Paaskønnelse derfor -- har ydet dig en regelmæssig Hjælp, som
maaske ikke har været netop rigelig, men med hvilken han dog --
jeg kan sige det med Sikkerhed -- har strakt sig endog udover
sine Kræfter. Og han har gjort det, for at han ikke skulde kunne
bebrejde sig at have vist Ligegyldighed for dine Studier --
eller hvad man nu skal kalde det -- til Trods for, at han ikke
har været i Stand til at bedømme dine Evner eller, hvad
Fremskridt du har gjort.“

„Jeg veed det.“

„Denne Understøttelse vil naturligvis øjeblikkelig bortfalde,
dersom Fader skulde gaa bort. Moders Kaar vil da blive endog
meget smaa, og det vil være en Nødvendighed at udvise den
største Sparsommelighed paa alle Omraader.“

„I den Henseende skal du ingen Bekymringer gøre dig for min
Skyld,“ svarede Per, der nu fastslog for sig selv, at han vilde
modtage Neergaards Arv for at opnaa en fuldstændig Uafhængighed
af Hjemmet. „Jeg har netop selv tænkt at skrive hjem, at jeg er
i Stand til fremtidig at klare mig selv helt og holdent. Jeg
trænger ikke Hjælp mere.“

Broderen gjorde store Øjne. Men da Per ingen yderligere
Oplysning gav, blev han højtidelig indadvendt og forholdt sig en
Tid tavs.

Han kunde dog ikke længe styre sin Nysgerrighed.

„Maa jeg spørge … hvorledes har du i Sinde at --“ begyndte han.

Men Per afbrød ham.

„Jeg synes, ærlig talt, du nu skulde gøre Alvor af ikke at
blande dig i mine Affærer. Jeg har ogsaa før sagt dig, at det er
mig ubehageligt.“

Eberhard rejste sig. Han var bleg, og hans Mund med det
fremtrædende Underbid var stiv af Ophidselse.

„Ja, jeg ser, at det i det hele er ørkesløst at tale med dig.
Jeg tror det rigtigst, at vi ikke fortsætter.“

„Som du vil.“

Han tog sin Hat for at gaa. Men da han stod ved Døren, vendte
han sig endnu engang om imod Per, der var bleven siddende ved
Bordet, og sagde:

„Jeg maa dog sige dig endnu et, Peter Andreas! Skønt du -- med
dine Følelser -- rimeligvis vil have vanskelig ved at forstaa
det, skal du vide, at der er ingen, paa hvem Fader i denne Tid
tænker mere end paa dig. Nu, da jeg var hjemme, gik der ikke en
Dag, uden at han talte til mig om dig … og Moder for den Sags
Skyld ogsaa. De har jo for længe siden maattet opgive at forsøge
at indvirke paa dig ved Overtalelser. De har maattet haabe paa,
at Livet engang vilde bøje dit Sind og lære dig, hvad du skylder
dem. Nu er Faders Tid rimeligvis snart omme. Vogt dig, Peter
Andreas, for at begaa en Synd, som du sikkert -- tidlig eller
sent -- bittert vilde komme til at angre.“

Efter at Broderen var gaaet, blev Per nogen Tid siddende med
Haanden under Kinden og saae mørkt ned for sig.

„Bøje Sindet“ … „bitter Anger“ … „Synd“ … „Naade“ … Hvor han
kendte den Lektie! Den hele Spøgelsekatekismus paany repeteret!
Og hvor var det betegnende -- et ægte „sideniusk“ Karaktertræk
-- saadan at benytte Sygdom og Død som Anledning til et fornyet
Forsøg paa at skræmme ham tilbage til Hjemmets og Kirkens Fold …
at bruge selve Døden som Hververkorporal for den sorte
Korsdragerskare. For hvad vilde de ham andet end at bøje ham til
Lydighed under Slægtens Tugt? Hvem var det, de havde haft Bud
efter? Var det efter ham selv, saadan som Naturen i et af sine
lyse, lykkelige Øjeblikke havde skabt ham? Nej, det var hans
Underkastelse, de utaalmodig ventede paa. Det var hans
Ydmygelse, det hastede med nu, da Faderen skulde dø. Han kendte
dem! For deres egen Sjælefreds Skyld skulde hans Livsmod
stækkes. Deres Fromhed taalte ikke Synet af en rank Ryg og et
løftet Hoved, naar ikke „Naaden“ havde Part deri.

Han saae op og kom til at fryse. Der var bleven saa underlig
koldt og skummelt i hans Stue efter Broderens Bortgang. Hvorfor
kunde de ikke lade ham i Fred? Han havde jo selv begravet
Fortidens gamle, grimme Følelser og slaaet en Pæl igennem dem.
Hvorfor da komme nu og mane dem op igen? … Hans Fa’er? Nu ja,
lad ham dø! Han skyldte ham ingen Kærlighed. Han skyldte ham en
Række Aar, som han helst ikke tænkte paa. Nu havde han til
Gengæld slettet ham ud af sin Erindring. De var kvit.

Han drak ud af sit Glas. Saa rejste han sig med et Sæt, som om
han rystede en ond Drøm af sig, og gik op til de Gamle for at
snakke sit Sind i Ligevægt.




Femte Kapitel.

Eberhards Besøg og Budskabet om Faderens Sygdom fik dog den
Betydning for Per, at det gjorde en Ende paa den tankeløse
Omflakken, hvormed han de sidste Uger havde søgt at glemme sit
Nederlag hos Professor Sandrup. Endnu den samme Aften tog han
sine Tegninger og Beregninger frem af Kommodeskuffen, og hele
Natten sad han ved sit Bord med Hovedet mellem Hænderne og
stirrede grundende ned paa sine Papirer, indtil Linjer og
Streger dansede for hans Øjne og Hovedet var tungt af femsifrede
Tal, der summede derinde som sværmelystne Bier i en Kube. Og han
gjorde sig denne Nat højtideligt det Løfte ikke at helme, før
han enten var bleven fuldt overbevist om Planens
Uigennemførlighed eller havde overvundet alle Vanskeligheder og
ført sin Tanke frem til Sejr.

Det varede nu ikke ret mange Dage, før det virkelig lykkedes ham
ved en Omlægning af sin Kanallinje at raade Bod paa den
Grundskade, Professor Sandrup havde paavist. For at være sikker
paa ikke igen at lade sig narre af en Regnefejl gjorde han
dennegang en omstændelig Kontraprøve paa sin
Strømhastighedsberegning, og da han saae, at Facit stemmede,
udløstes hans Spænding og Glæde i en øreskingrende Fløjtetrille.
Han følte atter fast Grund under Fødderne. Arbejdet var altsaa
ikke spildt; de tusind Nætter, det havde kostet ham, var ikke
bortødslede. -- Holla! Der var maaske endnu Tid til at vinde
Sejr, før Faderen derhjemme i Præstegaarden lukkede sine Øjne.

Sit Forhold til den neergaardske Arv fik han nu hurtig ordnet
uden fornyede Skrupler. Han sagde til sig selv, at det dog ikke
nyttede med for megen Finfølelse. Man maatte gøre sig haard
overfor den Slags Fornemmelser, naar man skulde frem i Verden
med et Par bare Næver. Forresten viste det sig, at Summen ikke
var saa stor som ventet. Ved hans Besøg hos Sagføreren meddelte
denne ham, at Boet „var en Del belastet“, og med denne Erklæring
lod han sig nøje uden at tænke paa at 

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/51384