← catalogue

Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

by J. Fibiger · Danish · Gutenberg #46335 · 733,574 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Mit liv og levned som jeg selv har forstaaet det

Author: J. Fibiger

Editor: Karl Gjellerup


        
Release date: July 19, 2014 [eBook #46335]
                Most recently updated: October 24, 2024

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/46335

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
        http://www.pgdp.net (This file was produced from images
        generously made available by The Internet Archive)


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK MIT LIV OG LEVNED SOM JEG SELV HAR FORSTAAET DET ***

[ Afskriverens bemærkninger:

  Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men originalens
  stavning er for øvrigt bevaret. Manglende anførselstegn er kun
  indsat på de steder, hvor der ikke har været tvivl om deres
  placering.

  Kursiv tekst i originalen er gengivet med _understreg_, mens
  s p a t i e r e t tekst er gengivet med ~tilde~.

  Fodnoterne med nummer 4, 9, 13 og 28 var ikke markeret med
  ankertegn i originalteksten, men er forsøgt placeret et
  passende sted på den pågældende side. Især for fodnote 4's
  vedkommende er dette dog forbundet med nogen usikkerhed.

  En indholdsfortegnelse er tilføjet herunder.

    FORORD.

    FØRSTE BOG. SLÆGT OG BARNDOM.
      Første Kapitel. Falster.
      Andet Kapitel.  Kolding.
      Tredie Kapitel. Roskilde.

    ANDEN BOG.  UNGDOM.
      Første Kapitel. Theologi og Æsthetik.
      Andet Kapitel.  Familie og Venner.
      Tredie Kapitel. Christendom.
      Fjerde Kapitel. Sygdom og alskens Besvær.
      Femte Kapitel.  Uvirksomme Aar.
      Sjette Kapitel. Større Vennekreds.

    TREDIE BOG. FORLOVELSEN.
      Første Kapitel. Den lykkelige Begivenhed.
      Andet Kapitel.  Den Sommer for alle Somre.
      Tredie Kapitel. Min Familie.
      Fjerde Kapitel. Krigstiden.

    FJERDE BOG. ÆGTESTAND.
      Første Kapitel. Bryllup.
      Andet Kapitel.  Skoleliv og Præstestand.
      Tredie Kapitel. Omgangskreds og Studier.
      Fjerde Kapitel. Ilia og Mathilde.
      Femte Kapitel.  Kirkeligt.
      Sjette Kapitel. Slutning af Livet i Haderslev.

    FEMTE BOG.  ALDERDOM.
      Første Kapitel. I Kjøbenhavn.
      Andet Kapitel.  Familieliv.
      Tredie Kapitel. Litterært.
      Fjerde Kapitel. En Præstehistorie.
      Femte Kapitel.  Afsked med den gamle Kreds.
      Sjette Kapitel. Landsbyliv.

    NOTE.
]




                 JOHANNES FIBIGER

                MIT LIV OG LEVNED

          SOM JEG SELV HAR FORSTAAET DET

                     UDGIVET
                        AF

                  KARL GJELLERUP


                    KJØBENHAVN
 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
  Trykt hos J. Jørgensen & Co. (M. A. Hannover)
                       1898




Non me cuiqvam mancipavi, nullius nomen fero, multum magnorum virorum
judicio credo, aliqvid et meo vindico.




FORORD.


Ved min Pleiefader Johannes Fibigers Død (13. Nov. 1897) tilfaldt
der mig den Opgave, at besørge Udgivelsen af det Memoireværk, som
han efterlod. Manuscriptet var allerede kjendt af Flere, som levende
ønskede at se det offentliggjort -- Prof. Høffding udtalte sig derom
i den Nekrolog, som han skrev til »Politiken« -- og det var ogsaa
Fibigers eget Ønske. Da vi talte derom i de sidste Dage, og hans
Hustru yttrede, at der var en Del Steder deri, som man ikke godt
kunde lade trykke af Hensyn til nulevende Personer, sagde han: »Aa,
det gjør saamænd ikke Noget, lad det blot blive trykt altsammen.«

»Altsammen« vilde nu imidlertid sige omtrent 1700 tæt skrevne
Kvartsider, og jeg havde allerede den Gang -- uden at kjende Værket
-- mine praktiske Tvivl om Udgivelsens Mulighed. Min Opgave blev
derved siden, efter Samraad med min Forlægger, nærmere bestemt som
den at reducere 1700 Sider til knap 600. Og da jeg havde gjort
mig fortrolig med Indholdet, forøgedes Vanskeligheden, men ogsaa
Interessen ved Opgaven, idet det stillede sig som en bydende
Fordring, ikke at meddele Uddrag, der sammenholdtes ved refererende
Overgangsstykker fra Udgiverens Pen; Strygningerne maatte foretages
saaledes, at Fortællingens Traad eller rettere Traade ingen Steder
brast. Memoireværket var i sine fem Bind en Bog -- om end en ofte
nok uformelig udførlig Bog -- og en Bog maatte det vedblive at
være; ja mer endnu -- den samme Bog. Dermed vare ogsaa saadanne
Forkortelsesforsøg udelukkede, der indskrænkede sig til et enkelt
Synspunkt: f. Ex. at man sagde, det kommer først og fremmest an paa
at faa alt om Forfatteren selv med; naar først det er bjerget, saa
kan man se hvad der bliver tilovers af Plads for det øvrige Stof.
Tvertimod maatte alle de givne Synspunkter fastholdes og gjennemføres.

Hvad der overhovedet muliggjorde i alt Fald nogenlunde at løse denne
ved første Blik næsten umulige Opgave, det var den Omstændighed, at
der var enkelte store sammenhængende Partier, som næsten udskilte
sig selv. Saavel en Norgesreise i Ungdomstiden som den senere Reise
til Italien var skildret med en Udførlighed, der ikke stod i noget
Forhold til disse Reisers Betydning for Forfatterens Udvikling. En
meget omfangsrig Fremstilling af Familien Waages Historie egnede sig
ogsaa bedre for et Familiearchiv end for Fibigers Levned og traadte,
ligesom Reiserne, afgjort ud af Rammen. Det vilde ganske vist have
været ønskeligt, at Forfatteren selv havde gjort et Uddrag af disse
Kapitler, som havde egnet sig for Offentliggjørelse; nu var der
imidlertid ikke andet at gjøre, end resolut at stryge dem helt og ved
en Note konstatere at her fandtes et Hul, og af hvad Art det var. Da
nu ogsaa et Par mindre Kapitler og større sammenhængende Partier af
andre Kapitler næsten udskilte sig ved første Blik, saa reduceredes
Manuscriptet, allerede før det egentlige Arbeide begyndte, med
henimod sexhundrede Sider.

Endnu gjaldt det imidlertid om, med den mindst mulige Skade for
Værket at gjøre det halvt saa stort. Her kom det nu Opgaven meget
tilgode, at disse Strygninger ikke fordelte sig ligelig paa alle fem
Bind. Det vil ved de fleste Memoirer være Tilfældet, at Ungdomstiden
er den interessanteste. Det er den, i hvilken Personligheden
tager Form, det er den, der ligger længst tilbage og derved faar
Tidsbilledets Interesse, det er endelig den, ved hvis Gjenoplevelse
Forfatterens Hjerte har været varmest, og som derfor er lykkedes
bedst. Denne almindelige Regel finder nu i alle Retninger fuldkommen
Anvendelse paa de af Fibiger efterladte Erindringer. Og hertil kommer
endnu, at de Diskretions-Strygninger, som unægtelig maatte foretages,
ogsaa blev talrigere, efter som man nærmede sig Slutningen. Herved
blev det da muligt at fare forholdsvis lempelig frem i den første
og værdifuldeste Halvdel af Bogen; og da saavel Fremstilling som
Stil overalt var mer end bred, var de Strygninger, jeg her maatte
foretage, ofte kun saadanne, som i hvert Fald havde været litterært
anbefalelige.

Et Par Steder -- jeg troer kun tre eller fire ialt -- har jeg
forandret Udtrykkene en Kjende, fordi jeg kun havde Valget mellem
at mildne Stedet lidt eller helt at udelade det, og det Sidste ikke
saa godt lod sig gjøre for Sammenhængens Skyld. Med Undtagelse deraf
har jeg ikke noget Steds tilladt mig at rette Stil i Manuscriptet,
selv hvor man kunde føle sig mest opfordret dertil. Min Pleiefaders
tydelige Haandskrift lod mig aldrig være i Tvivl om, hvad der stod,
og den temmelig langsomme og sirlige Omhu, hvormed han skrev og
gjennemsaae det Skrevne, udelukkede næsten overalt den Antagelse,
at der kunde være Skjødesløsheder af almindelig Art, som en Udgiver
f. Ex. i et lignende Tilfælde vilde være berettigt til at antage i
et Manuscript af mig. Jeg tør sige at Manuscriptet fra først til
sidst var feilfrit: det sagde til Punkt og Prikke hvad Forfatteren
vilde sige. Hvad der altsaa fandtes af Unøiagtigheder, forulykkede
Konstruktioner og undertiden direkte Sprogfeil var at betragte som
Forfattereiendommeligheder, der ikke turde udviskes af en glattende
Haand.

Hermed har jeg gjort Rede for mit Forhold til denne Bog som Udgiver,
og anser alle videre Bemærkninger for overflødige, da Værket vil tale
for sig selv.

                                                 Karl Gjellerup.




[Portræt: JOHANNES FIBIGER.]

MIT LIV OG LEVNED.




FØRSTE BOG.

SLÆGT OG BARNDOM.




FØRSTE KAPITEL.

FALSTER.


At jeg efter tresindstyve Aar skulde vende tilbage til den Ø, hvor
jeg har lært de første af alle Kunster, at staae paa mine Ben og
at bruge min Mund, har bidraget sit til, at jeg har faaet Lyst til
optegne mine Tanker om, hvad der har fyldt alle disse mine Aar.

At staae paa mine egne Ben og tale med min egen Mund synes mig at
være mit Livs Eiendommelighed; men synderlig vidt er jeg ikke kommen
dermed. Mit Liv skal ikke mindes mellem de Stores, men man har nu
eengang kun eet Liv, og til Tider kan man blive træt af i Aanden at
fare al Verden rundt for at søge efter Kundskaber, og finde, det
ligger nærmere at søge at faae opfyldt det gamle Krav: Kjend dig selv.

       *       *       *       *       *

Det var i Sommeren 1881, at jeg blev Præst for Ønslev og Eskilstrup
Sogne paa Falster. Da var jeg 60 Aar.

Naar jeg nu, paa Veien til mit andet Sogn, gaaer over den smukke
Landevei, som fører fra Nykjøbing til Gaabense Færgested, kan det
skee, at jeg tankefuld bliver staaende og seer tilbage gjennem
Tidernes Taage. Veien er en forholdsvis nymodens Bekvemmelighed, dog
har Jærnbanen allerede igjen gjort den forældet. For tresindstyve Aar
siden var den en smal Byvei, der bugtede sig mellem Risgjærder og
Piletræer, og havde Tid nok til et langt Svinkeærinde henimod Skoven,
hvor Galgekroen laa. Seer jeg nedad den i denne Skikkelse, opstaaer
der for mit Syn et Billede, der omtrent seer saaledes ud:

Det er Novemberveir, og gjennem Sølet arbeider sig en i Remme
hængende Karosse tungt nok frem. Den er overtrukken med trannet
Læder, som trekantet efter Diagonalen er rullet op paa den ene Side,
og paa den anden tilknappede Side forsynet med et i Læderet indsyet
Stykke Glas saa stort som en Haand, at man dog, naar det Oprullede
ogsaa var tilknappet, kunde paa denne Uhrskive see, om det var Nat
eller Dag. For Tiden er det en Mellemting.

Paa den lave Buk sees den kongelige Extraposts Rangsmærke, en Kudsk
i rød Trøie med gul Krave, lyseblaa Buxer, høi Hat med bredt hvidt
Baand om, og over Skuldren et bulet Messinghorn i en spraglet Snor.

Ved hans Side sidder i drapfarvet Kavai med mange trappelagte Slag
en Mand lidt under Middelhøide. Han seer endnu lavere ud, som han
med duvet Hoved stirrer tankefuld frem for sig. Den monstrøse høie
Cylinderhat er trykket dybt ned over Øinene, men ved Siderne kan man
see sort kruset Haar, og af de regelmæssige Bryn skjønne, at det er
en smuk, tænksom Pande, der skjules, ligesom af de smaa i Uldvanter
gæmte Hænder, at det er en Mand, der kun arbeider med sit Hoved. At
han arbeider stærkt, er tydeligt af de blege Kinder og nervøse Træk
om Øinene, og at han føler dybt og kjærligt, af det usædvanlig bløde
og blide Minespil om den fintformede Mund.

Kudsken fortæller maaske netop en Historie, og da den Reisende saa
jævnlig har underholdt sig med ham som sin Ligemand, kan der ogsaa
deri forekomme en drøi landlig Skjemt. Da trækker sig hans drømmende
Øine sammen med mange Rynker, det bløde Ansigt viser, hvad gladt
Minespil det er istand til, og han opslaaer en frisk hjærtelig
Latter. Saa synker han igen hen, og kun den let krogede Næse og den
fine, glatragede Hage sees under Hatten.

Under Vognlæderet klamre fire smaa Hænder sig fast til Døren, og to
smaa Drengeansigter, indbundne i strikkede Sjaler, kige nysgjerrig
ud. Den ene, halvtredie Aar, med Faderens mørke krusede Haar, den
anden, kun syv Fjerdingaar, noget lysere, mere rundkjæbet og mere lig
sin Moder; begge rødmussede og friske.

Over dem kommer et moderligt Ansigt tilsyne, ikke just smukt, men
indtagende nok og yderst bevægeligt. Efter Tidens over al Maade
smagløse Skik skæmmes det af en stor høiskygget Fiskebenshat, under
den brede Kappepiber fra det ene Øre til det andet, og et Par stive
Virekrøller hængte i et Baand paa hver Side af den stærke aabne
Pande. For Øieblikket er hun ifærd med at passe paa Drengene. De
store lyseblaa Øine spille af Iver, og den vidtudskaarne Mund bevæger
sig ustandseligt, medens den med overraskende Hurtighed udsender
vidtløftige Forklaringer over enhver Ting, de smaa Fingre pege paa,
blandede med kraftige Formaninger om ikke at strække sig for vidt ud
af den aabne Vogndør.

Kiger man dybere ind, ser man endelig paa Forsædet en tolvaars Dreng,
der har meget af Moderens, men intet af Faderens Træk. Efter sin Vane
søger han nu med æventyrlige Fortællinger og stærke Gesticulationer
at gjøre Indtryk paa Tilhørerne, men det er formodenlig spildt paa
den halvtsovende Tjenestepige, der ved hans Side vugger et sex Ugers
meget lille og fint Pigebarn paa sit Skjød.

Saaledes forestiller jeg mig mine Forældre den Dag, da de havde
givet sig paa den lange besværlige Reise til Jylland med deres tre
Børn. Den fjerde og ældste var min Moders Søn af første Ægteskab,
Caspar Smith. Hun var dengang 33 Aar og Fader 38. Tidspunktet var
den November 1822, da vor Verdensdel følte sig beængstet af at
Stormagterne sad i Verona og trak deres Fangereb tættere sammen, men
paa Falsters Landevei kan jeg ikke troe, at Sindene var trykkede af
saa store Ting.

Min Fader, Peder Grib Fibiger, havde været Overlærer ved Latinskolen
i Nykjøbing. Nu var han kaldet til Rector i Kolding.

Jeg, som var den mindste af de to, der stod ved Vogndøren, vidste
selvfølgelig intet hverken af Falster eller Jylland, og havde ingen
andre Bekymringer end det store Sjal, der hindrede mine oprørske
Frihedsbevægelser. Men ligefuldt gaar Erindringen en Del længere
tilbage end den kan række paa egen Haand. Familieminder blive snart
ligesaa levende som Ens egne. Er da Livet paa Falster end ikke Del
af mine første Minder, har jeg dog altid ikke blot havt Forvisningen
om, at jeg er født der, men ogsaa en levende Forestilling om, at der
havde jeg først taget denne Jord i Øjesyn.

Mine Forældre levede ikke længe her paa Falster, men det var de
første fire Aar af et lykkeligt Ægteskab, hvori de efter svære
Hjærtesorger og Prøvelser, hver paa sin Vis, endelig havde fundet
hinanden, og deri fundet Fredens Havn for Livet.

Det var en hed og tordensvanger Sommer, det Aar 1819, da deres
første Barn blev født. Lynene foer jævnlig knittrende ned i Sundet
og splintrede mangen gammel Eg derovre paa Lollands Kyst. Det var
trykkende, sagde Moder, at vende hjem om Aftenen til den lille
Kjøbstadsleilighed ovenpaa i Murmester Martens Gaard paa Langgaden.

For min Fader var det mindre trykkende. Han længtes efter sin
Skrivepult. Hans Vinduer vendte ud imod Sundet, der stod han med
Blikket hvilende paa Aftengløden over det stille Vand, og drømte de
Drømme, jeg saa godt kjender fra den Del deraf, han har givet mig
i Arv; og der saaes hans Lys sent i Natten, medens han gjorde sine
Oldtidssyner saa levende ved den Rigdom af Naturskjønhed, der fyldte
hans Sjæl.

Han var Filolog efter al sin Attraa og i alt sit Væsen, men desuagtet
en stor Romantiker og en sværmerisk Ven af Natur og Kunst; en stille,
musikalsk Natur. I den Tid, jeg kan mindes, var det altid hans Skik,
naar Dagen begyndte at hælde og hans Hoved var træt, at tage sin
Hustru under Armen og vandre Egnen rundt. Naar vi Børn sprang omkring
dem, vidste vi godt, hvad der boede i Forældrene. Hvoraf vi vidste
det, hører til Livets Hemmeligheder, for vi lyttede just ikke efter
deres Samtaler.

Da de nu forlode Falster, kan det vel have været med blandede og ikke
ganske samstemmende Følelser. Min Moder var en Øbo, og Jylland hende
et fremmed Land, hvor hun først skulde forsøge, om hun og hendes
kunde trives. Med min Fader var det anderledes; han følte sig som
Jyde, han drog til den Egn, hvor hans Slægt hørte hjemme.

Dog var han tidlig nok bleven omplantet paa sjællandsk Grund. Det
Billede af Familien, jeg foreløbig har givet, har sin Forhistorie,
og førend jeg igjen kommer tilbage til min egen Omplantning, maa jeg
betragte mine Forældres Slægt og tidligere Liv.

Man pleier i en Levnedsbeskrivelse at tale adskilligt om, hvorvidt
man mest ligner sin Fader eller sin Moder, eller hvilke Egenskaber,
man har fra den ene, hvilke fra den anden. Et Menneske er et Skud
paa Livets Træ, men skudt ud af to Grenes Forening. Jeg maa altsaa
have dem sammen for at forstaae mit Livs naturlige Udspring, og i den
Anledning maa jeg tale om deres Forening.

Min Fædreneslægts Familiehjem var Færgegaarden Snoghøi ved Lillebelt,
som dengang havde mere Betydning end nu, da hele Forbindelsen mellem
Øerne og Udlandet hovedsagelig gik over dets Skibsbro. Gaarden var
i Begyndelsen af forrige Aarhundrede først bleven erhvervet af
Tordenskjolds Kampfælle, Commandør ~Peder Grib~. Han havde faaet den
som en Hædersgave af Kongen som Løn for sine Fortjenester, sagde
man i Familien. Men da denne Forklaring kan være paavirket af nogen
Familiestolthed, anseer jeg den anden, at han havde kjøbt den for
sine Prisepenge, for mere sandsynlig. Hans Datter, som arvede den,
blev gift ~Lindam~, og i den Lindamske Familie giftede min Farfader,
~Gotfred Fibiger~, sig atter ind.

Om ham har jeg intet andet Minde end det i den Tids Stil høist
fornuftige og gudfrygtige Brev, hvori han bad en Ven af sig, som var
Huslærer paa Snoghøi, at frie for sig til den næstældste af Peder
Gribs Svigersøns Carl Lindams Døttre, Anne Sofie, som efter sin
Faders Død (1778) var bleven Arving til Snoghøi.

Frieriet var heldigt, og Gotfred Fibiger blev Eier af Snoghøi.
Han var fra Aalborg, var Jurist, og forenede nu med Tjenesten som
Postmester, Transportforvalter og Gjæstgiver ved Færgegaarden en
Virksomhed som Egnens Procurator. Med sin ~Anne Sofie~ havde han to
Sønner, Carl og Gotfred, men deres Moder døde efter sin anden Søns
Fødsel (1781) og næste Aar ægtede han hendes Søster ~Christiane~, som
blev min Bedstemoder.

Om min Farfader har jeg ikke videre at melde. Da han allerede døde
i Januar 1795, har hans Sønner ingen klar Erindring havt om ham,
desaarsag er der heller ingen kommen til mig.

Men hans Hustru Christiane har jeg baade selv kjendt og hørt end mere
om hende af min Moder, som elskede hende høit og bar stor Ærefrygt
for hende. Om hende kan man sige, at hendes Sønner og deres Slægt
efter dem har arvet baade Forstand og Hjærte, hvad de saa end tillige
have arvet efter deres Fader.

Hun var en kraftig, villiestærk og høitbegavet Kvinde, som efter sin
Mand overtog den vidtløftige Bestilling paa Gaarden og med moderlig
Kyndighed opdrog sin Søsters to og sine egne fire Sønner, indtil
den ældste af dem, ~Carl~, kom saa vidt, at han kunde blive hendes
Støtte i hvad Postvæsenet og Færgefarten angik. Den ældste af hendes
egne Sønner var min Fader, den anden, ~Christian~, blev i sin Ungdom
Sømand, de to yngste, ~Johan Adolf~ og ~Jakob Scavenius~ Fibiger blev
sendte til Kjøbenhavn til Kadetakademiet for at blive Militære. Til
disse mine Farbrødre kommer jeg oftere tilbage.

Den ældste af sine egne Sønner bestemte Moder Christiane til at
gaae den lærde Vei, og sendte derfor efter sin Mands Død den nu
elleveaarige Peder Grib til Roskilde Skole. At hun valgte denne
fjerntliggende By, kan have havt sine Grunde. Halvbroderen Gotfred
havde gaaet i Kolding Skole, men han havde ikke gjort sin Moder
Glæde. Hans forvidtsvævende Lyster havde havt for megen Magt over
ham, og han havde ikke naaet nogen ordentlig Stilling. Hun har maaske
ment, at Skolen ikke var uden Skyld deri. Der maa desuden have været
et nærmere Forhold mellem hendes Mand og Rectoren i Roskilde ~Johan
Henrik Tauber~, der ogsaa var fra Aalborg.

Hun søgte altsaa derhen og fik ham til endmere Betryggelse i Huset
hos Rectoren. Deri gjorde hun vistnok vel, men efter hans Livs
Førelse blev dermed ogsaa hans Fremtids Skjebne afgjort. Han fandt
meget mere der end Opdragelse og Lærdom, men det var dog en blandet
Lykke, der mødte ham i det bedste Hus, hans gode Moder kunde finde.

I Roskilde Rectorbolig, der dengang havde en tarveligere Skikkelse,
men dog ligesom nu fra Domkirkens Fod saae vidt ud over Fjorden og
de fjerne Skove, var der et livligt Hjem, fem Sønner og fire Døttre,
foruden Pensionærer og den Skare unge Venner, som især Døttrene, og
de vare meget egnede dertil, pleie at lokke fra Skolen til Rectorens
Hus.

Husfruen, ~Gregoriane f. Begtrup~, en Præstedatter fra Jylland,
Pleiedatter af Biskop Rotbøl i Viborg, og da hun blev gift, i Huset
hos Rector Worm i Horsens, var en stille elskværdig Moder, og af saa
god Dannelse, at hendes Børn og Pleiebørn kunde søge til hende om
Hjælp ved deres Lectier.

~Tauber~ selv var en følelsesfuld, endog sværmerisk Mand,
men ligefuldt et Forstandsmenneske, en Typus for sin Tid. En
Menneskekjender, der kunde tage Folk beregnende, men ikke mindre med
Taarer i Øinene favne dem med et Vennekys. Han var af tydsk Slægt;
hans Fader ~Emanuel Tauber~ var som Kobbersmedsvend indvandret fra
Augsburg, havde nedsat sig i Aalborg og var der bleven en velhavende
Mand.

Som Doctor theologiæ traadte Tauber altid frem i Skolen i præsteligt
Ornat, og førte en Strøm af god Aand med sig ind i den fra Læreres
og Disciples Side lige forvildede Republik. Den første Dag, han kom
i Horsens Skole, lagde Duxen pligtmæssigt med et dybt Buk et stort
Ris paa Kathedret. Han bød ham at kaste det bort, og fortalte siden
med Latter, at der som en Løbeild var gaaet det Ord gjennem Skolen:
Rectoren vil ingen Ris have! Han reformerede ikke just de tre Skoler,
han fik under sin Bestyrelse, dertil var han ikke gjennemgribende
nok. Provst Daniel Smith har i sin Skildring af ham sagt, at han
fordærvede dem, hvilket upaatvivlelig er en uretfærdig Dom. Han gav
i alt Fald et godt Exempel, som dengang høilig kunde behøves.

Min Fader var altsaa elleve Aar, da han af »den agende Post« blev
afleveret i Roskilde; og saa lovende det nye Hjem end saae ud, gik
det dog der som i andre velbefolkede Huse, at et Barn er mest henvist
til Børnene. Den jydske Landsbydreng med det indesluttede uharmoniske
Væsen, i sit Indre ubøieligt Høisind, i sit Ydre blød Eftergivenhed
eller Taushed, og intet andet Bindeled derimellem end Tungsind og
Trang til Forstaaelse, var ikke meget skikket til at gjøre sig
gjældende mellem Rectorsønner, der var vante til at spille Mestre paa
Pladsen. Fra sin Side har han altid elsket dem som sine broderlige
Venner, og de to, der som han blev Rectorer, beundrede han i høi
Grad og betragtede dem som sig langt overlegne. De var overmodige og
drillevorne og der var ingen Ende paa Historier om ~Pér's~ latterlige
Udseende, om hvor underlig han bar sig ad og hvor galt han kom fra
det. Ja, han gjorde, hvad et Menneske med hans Sind gjør, han forløb
sig, naar han gav sine Følelser Luft, og trak sig saa mismodig
tilbage i sin Skal.

En glad og sorgløs Ungdom falder ikke i ethvert Menneskes Lod. Ogsaa
jeg ligner min Fader deri, at jeg næppe veed, hvad den skjønne
Forestilling om Livets Vaar vil sige. Af smaa Optegnelser fra hans
Skoletid sees, at han stadig stred ærlig for »at erhverve sig og
befæste sig i Dyd«. Og hans Breve til Hjemmet ere i en meget vemodig
Tone, bestandige Forsikringer om, at han vilde blive et godt Menneske
og gjøre sin Moder Glæde. Stakkel, han var, hvad Livslyst angaaer,
altid bag de Glades Række. Medens han ikke havde Frejdighed nok til
at faae Tag med i Legen, har han staaet der og dreiet paa Dydens
haarde Reb.

Han var ikke religiøs i den Forstand, som ren Christendom tager det.
Den fandtes ikke i hans Kreds. Men en redelig og dybtfølende Dreng
som han var, blev han under Taubers Paavirkning greben af et høit
Sværmeri for sædelig Renhed, og som for enhver, der har levet under
Domkirkens Skygge, var dette hierarchiske Monument ham Symbolet paa
al Høihed i Livet. Mere ved sin Musik end ved sit Ord talte Kirken
til Sjælene, og hans Sjæl var idel Musik.

Hver Morgen gik Skolens Mesterlectie over i Kirken, »at synge for
Dronning Margrete«. Det var en Fortsættelse af Sjælemessen, og det
turde ikke undlades. Den strenge Marmordronning laa jo bag Altret,
og vogtede paa, at man ikke forsømte sin Pligt, saa længe man fik
hendes Legatpenge. Daniel Smith siger, »at denne Sangtime var en ren
Skandale, der blev gjort de værste Spektakler.« Paa min Fader har
den aldeles ikke gjort det Indtryk. Endnu 40 Aar efter, da jeg gik i
samme Skole, men ikke sang for Dronning Margrete, baade fordi hun var
sovet ind, og jeg ikke kunde synge, talte hans gamle Lærer Cantoren
Hartmann, med Rørelse om, hvorledes min Fader havde sunget; ham
kunde han stole paa, han svigtede aldrig Tonen. Ogsaa har det moret
mig at høre hans Ungdomsven, Præsten Winding, Fader til Musikeren
August Winding, paa sin barokke Maade forsikkre mig, at min Fader
var den første her i Landet, der forstod Beethoven, selvfølgelig med
Undtagelse af Winding selv.

Imidlertid stred han sig gjennem Skoletiden under mangen Sjælekamp,
bestandig bekymret for, at han stod langt tilbage for de Venner,
han levede iblandt. Det laa saa i hans samvittighedsfulde Sind. I
Virkeligheden var han baade den reneste Sjæl og den mest begavede
Aand iblandt dem. Men hans Sind var tungt, og hans Hjærte saaret, og
blev det alt mere, som Aarene gik. Han bar paa en Hemmelighed, som
voxede til en Lidenskab, der formørkede hele hans Ungdom.

Taubers ældste Datter, ~Christine Augusta~ (født 3. Maj, 1780)
var den af Familien, der nærmest stemte med ham, og hun blev hans
Veninde og hans Hjærtes Dronning. Jeg kommer ofte tilbage til hende,
hendes Følelse for min Fader er gaaet over paa mig, og jeg har hende
saameget at takke for, at jeg vel maa mindes hende med Kjærlighed.

Hun var meget smuk, med de samme store Træk, som hendes Faders
Portræt viser; hendes Sind var idel Godhed og lidt mere, Trang til
romantisk Venskab, men bagved det sværmeriske Blik i de klare blaae
Øine, bevarede hun dog altid en vis lønlig Iagttagelse af en Linie,
der ikke maa overskrides, en Egenhed, som jeg saa nødig jeg vil sige
noget satirisk om hende, ikke kan kalde andet end Forglemmigeis
Uskyldighed.

Hun var femten Aar, og han i sit tolvte, da de lærte hinanden at
kjende, en farlig Aldersforskjel for en sværmerisk Dreng. Der opstod
»et broderligt Forhold« mellem dem, men et saadant Forhold mellem
følsomme Sjæle blev i den Tid taget med en egen Alvor, og vogtet
som en Helligdom. De skrev de lange Breve til hinanden, som skulde
opklare Misforstaaelser i Samtaler, og som man stikker i Haanden
i Forbigaaende, og med bankende Hjærte venter Virkningen af. Mest
dreie de sig om Forskjellen paa mandlig og kvindelig Dyd, og den
store Vanskelighed ved at faae de reneste Hensigter forstaaede.
Men saadanne Ungdommeligheder udhule de dybeste Leier for Livets
Strømninger. Intet Under, at den lidenskabelige Discipel satte sit
ærlige Hjærte til hos sin Rectors klarøiede Datter.

Hun gjengjældte ikke hans Lidenskab, og han naaede aldrig til at
tilstaa den for hende. Forholdet er let forstaaeligt. Han var en
uudviklet Discipel, hun var en allerede beundret Dame -- Jomfru hed
det dengang. Det laa i hendes Karakter, at hun maatte gjøre Venskabet
saa inderligt som muligt, og dette var ikke løst Spil, hun mente det
med fuld Oprigtighed og svigtede det aldrig. Saaledes var det endnu
i hendes Alderdom.

Samme Aar Peder Grib blev Student (1801), han var da 17 og hun 21
Aar, gav hun sin Haand til en Mand, der var ti Aar ældre end hun,
og som hun heller ikke elskede i Ordets stærkeste Betydning. ~Peder
Møller~ var en smuk og fin Mand, rolig og mild, men fast. I en Alder
af 31 Aar var han allerede Assessor i Højesteret og vedligeholdt
indtil sin Alderdom en anseet Stilling mellem Hovedstadens
Embedsstand.

Da Drømmenes Boble saaledes var bristet, havde den unge Student intet
andet at gjøre end at træde sin Livsgjernings Mølle. Forholdet til
hans Elskede forblev som det var. Hun var hans Veninde, og han var
altid en kjær Gjæst i hendes Hus; hun var ikke forandret, men for ham
var der ikke længer Haab, kun Forsagelse tilbage.

Som han var idel dyb Alvor og dyb Følelse, lagde han begge Dele i sit
Studium. Han erhvervede sig en Lærdom i den klassiske Oldtids Skatte,
som næppe er bleven overgaaet af nogen Samtidig hos os; og han
forbandt den med en Følelse for disse Skattes Skjønhed, som er kommen
til Orde i hans Poesi. Han fandt ogsaa forsaavidt Anerkjendelse,
som han to Gange vandt Selskabet for de skjønne Videnskabers
Prismedaille, men han gjorde dog ikke det Indtryk, han haabede.
Fortjent synes jeg ikke, det er. Hans Hovedværk, Oversættelsen af
Sophokles Tragedier, overgaaer dog Dorphs nu almindelig brugte, i at
træffe Originalens mægtige Klang og heroiske Værdighed, ikke at tale
om, i Troskab. Hans sex Sange af Iliaden har Wilster spottet over.
Seer man paa antik Tone og Styrke i Sproget ere de dog fuldt saa gode
som Wilsters. Hvad min Fader egentlig mente med antik Skjønhed seer
man bedst af hans egne græske Oder, et Kunststykke, som jeg ikke
veed, nogen anden her i Landet har vovet sig til. Saavidt mit Øre
kan bedømme det gamle Sprog, ere de af fuldendt Ynde. Saadanne Ting
pleiede han at udgive i sine aarlige Skoleprogrammer, ledsagede af en
dansk Text, ligesaa kunstret. Et smukt Stykke af den Art er hans Digt
til Kolding Slotsruin, ledsaget af et Billede.

Som man ofte kan finde det hos tungsindige Mennesker havde han endnu
en anden Egenskab, en høi Grad af Sands for det Komiske. Det er som
de mere end det lettere Sind trængte til at ryste Byrden af i en
forsvarlig Latter; og som al Komik beroer paa en barok Modsætning,
gribes de, der kun altfor godt kjende Livets svære Modsætninger,
desto lettere deraf, naar de i ny Belysning stilles saa pudsigt til
Skue. Selvfølgeligt gribes de ligesaa meget deraf, naar Modsætningen
møder dem i tragisk Klædebon.

Først 1810 fik han Ansættelse som Adjunkt i Roskilde, hvor den
gamle Tauber, der havde taget sin Afsked 1808, endnu boede i
Rectorboligen. Han havde besværlige Forhold der, da Skolen var i
Uorden, og den brave Rector Schultz havde vanskeligt nok ved at faa
den gennemgribende Reform af 1810 indført. Han blev der til 1817, da
han blev kaldet til Overlærer i Nykjøbing. Samme Aar blev ogsaa i en
anden Henseende en lykkelig Overgang i hans Liv.

~Jakobine Katrine~, født 8. Januar 1789, var Taubers næstældste
Datter. Da der var ni Aar mellem hende og den ældste, Christina
Augusta, havde den inderlige Kjærlighed, der alle Dage omslyngede
dem, en egen Charakter. Den ældste vedligeholdt altid en moderlig
Myndighed over den yngre. Denne Afstand i Søstrenes Alder kom til
ligesom i Tal at udmaale Aarsagen til min Faders lange Strid. Han var
fire Aar yngre end den ene, og fem ældre end den anden, og medens
hans Hjærte haabløst hang ved den ældre, betragtede han den yngre som
et Barn.

Men Barnet sprang tidlig ud og var glimrende begavet, ikke saa smuk
som Søsteren, men udrettede med sine intelligente Træk, sin raske
Tunge og sine stærke Øine i en Hast, hvad der i hendes Alder skulde
udrettes, at vinde Hjærter. Hun opholdt sig meget i Kjøbenhavn i sin
Søsters gjæstfri og stærkt besøgte Hus, og fik først lige fyldt sine
19 Aar, da hun havde sig en ret anselig Brudgom, en smuk, hæderlig og
velstaaende Mand med et fint, høist tiltalende Væsen, Procurator ved
Hof- og Stadsretten ~Caspar Vilhelm Smith~.

Han var vel omtrent ligesaa meget ældre end hun som P. Møller var
ældre end hendes Søster, men hun var ikke den, der lod sig nøie med
faderligt Venskab, hun holdt sin Brudefakkel høit, og nød sin korte
Lykke af sit fulde flammende Hjærte. Ak, kun to Aar varede hendes
Ægteskab, hendes første Barn levede fem Uger, næste Aar, i April
1811, bortrev en hidsig Sygdom hendes Mand, og to Maaneder derefter
fødte den een og tyveaarige Enke den Søn, som hun gav Faderens Navn,
og som nu var hendes eneste Trøst.

Hun vendte saa tilbage til Roskilde og sad i Stilhed med sin lille
Dreng hos de gamle Forældre. Men ogsaa her lod Dødens kolde Haand
hende ingen Ro. Der var endnu to Døttre hjemme. Den ældste af disse,
Louise, en blomstrende livfuld Pige, 20 Aar, som stod hende nærmest
i Alder, blev pludselig bortreven fra hende.

Saa sneg Aarene sig bedrøvelig hen til 1816. Hendes Gjerning var
at pleie den livstrætte og i sin Skrøbelighed vanskelige Fader,
og at styrke sin tungsindige Moder. Naar hun fortalte os Børn om
denne hendes Prøvetid, sagde hun: Moder talte kun lidt, hun sang
sine Psalmer, og Fader talte kun om Evigheden. Han havde faaet et
Dødsbudskab. En Aften, da han traadte ind i sit Værelse, havde han
seet sig selv sidde ved Skrivebordet. Han havde ikke talt om det, men
da de undrede dem over, at han mod sin Sædvane ikke havde Lyst at
være i sin Stue, men sad i Dagligstuen, kom det ud af ham.

Hendes yngste Søster, Marie Elisabeth, dengang 16 Aar, var hende ikke
til Hjælp. Hun var et skrøbeligt Væsen, og hendes Sind blev senere
omtaaget. Saa sov den gamle Fader hen 26. Januar 1816 og det kjære
Familiehjem maatte nu opløses.

I denne Smertens Tid var det, at min Fader og Moder fandt hinanden.
Hvorledes, veed jeg intet nærmere om. Om saadanne Ting talte Moder
ikke. I det Udvortes var det ligefrem. Han boede i Byen, det Hus,
hvor han havde havt sit Barndomshjem laa kun faae Skridt fra Skolen;
og i de faa Timer, han havde tilovers, maa han dér have søgt sit
Selskab. Det Indvortes fremgaar af deres Liv.

Han trængte til Fred for sit lidende Hjærte og kunde ikke finde den
uden i Kjærlighed, og hun var den, som kjendte ham saa ganske, at hun
tilfulde forstod hans Indre. Hun havde baaret sex Aars smertelige
Byrde, Aar, som vel kunde gjøre hende til et andet Menneske end den
lykkelige unge Pige havde været. Begge var de erfarne nok til at
vide, at Livet har andre Opgaver end Ungdommens søde Sværmerier, og
at dybe Sjæle endnu er istand til at elske redeligt og opoffrende,
om ogsaa det første Ideal er skrinlagt, og det første høje Mod paa
Lykken er stækket.

Imidlertid stode de begge i det Forhold til den kjære Søster
Christine, at det kunde siges, at der var ingen af hendes Tanker og
Følelser, som ikke ogsaa gik over paa dem. Og deri havde Fader sin
sværeste Opgave. Havde han end hver Dag i sin Ungdom maatte sige sig
selv, at Kjærlighed aldrig skulde falde i hans Lod, saa havde han
nu fast formeget af denne glødende Ingrediens. Den ene Søster tog
ham med fast Haand, og havde visselig ikke Sind til at slippe nogen
Del af hans Liv. Den anden vilde dog ikke sættes tilside i den Del
af hans Kjærlighed, som hun mente at have Hævd paa. Hun kunde ikke
afsee de Timer, hvori hun »talte til ham med søsterlig Fortrolighed«,
eller de Breve, »som intet menneskeligt Øie havde seet, og som laa
forseglede i hendes Gjemme med Udskrift til ham. Hendes Mand havde
lovet at sende ham dem efter hendes Død«.

Nu skete der noget i deres Forlovelses Dage, i Sommeren 1817, der
bragte det til Orde, som Læberne ikke havde turdet hviske om,
Hjærterne næppe vide. Brødrene Tauber havde fra Drengetiden været
vante til at opholde sig en Del over min Faders Væsen. Rimeligvis
have de heller ikke været blinde for hans Hjærtes Hemmelighed, han
var for saa skarpe Øine let at gjennemskue. Om de have yttret noget
saarende, er ikke let at see; der havde kun været en Uenighed mellem
dem og Fader angaaende et Vers, der skulde sættes under deres Faders
Portræt. Nu havde Christine »i sin søsterlige Fortrolighed« talt
meget med ham om det Forhold, der burde opretholdes imellem dem,
som og mellem ham og hendes Brødre, og maaske ikke været fri for at
blande nogen Bitterhed ind ved Tanken om, hvad Fare der var for at
miste denne Hjærtensskat. Det er ikke tydeligt, hun selv forsikrer,
at der aldeles intet fornærmeligt er sagt. Han har imidlertid følt
det saa, og paa sin Hjemreise til Nykjøbing, hvortil han var bleven
kaldet i Mai Maaned, havde han i Roskilde, hvor han havde taget
Afsked med sin Forlovede, beklaget sig derover for hende, om end i en
Tone, hvoraf det fremgik, at han ikke tog sig det nær.

Men hun tog sig det overmaade nær. Oprørt over den bestandige
Fortrolighed, som Søsteren vilde vedligeholde med hendes Elskede, og
vred over, at der skulde siges noget paa ham, lod hun, heftig som
hun var og slagfærdig i sin Tale, Søsteren vide, at hun godt forstod
begge Sider af Sagen, og endte med, at hun sagtens selv havde digtet
hele Historien for at sætte ondt mellem ham og hendes Brødre. Dette
virkede saameget stærkere paa Søsteren, som hun selv maatte føle,
at hun var gaaet for vidt i sit Venskab, og maatte nu føle, at »han
havde svigtet den Tillid, hun havde havt til hans Charakter«. I et
meget bevæget Brev anklagede hun ham strengt, sendte ham den omtalte
forseglede Pakke tilbage, og forlangte sine Breve igjen, »da en
Forlovet er lidt letsindig med sligt.« Først efter flere Maaneder
svarer han:

»Kjæreste Veninde! Jeg modtog en Pakke og et Brev fra Dem, som jeg
maa tilstaae, jeg aldrig havde ventet.

At jeg ikke med et Ord har talt til Jakobine derom, vil De kunne
forstaae. Heller ikke behøver jeg at forsikkre Dem, hvor smerteligt
det er mig at være Aarsag til en Misforstaaelse mellem Dem og hende.
Men -- hvorledes kan Deres Brev tale til mig i en Tone, som om De
havde glemt, at De engang var Aarsag til min største Lykke og --
jeg vil ikke tilføie -- Ulykke, thi denne, jeg forsikkrer Dem det
helligt, har jeg aldrig tilskrevet Dem, men ene mig selv? Hvorledes
er det muligt, at De kan troe de Baand sønderrevne, som -- for
første Gang nødes jeg til at tilstaae Dem det med Ord -- min Ungdoms
første, inderligste og aldrig ganske udslukkede Kjærlighed knyttede?
Kun i den faste Tillid til Deres Venskab og Redelighed, at De strax
tilintetgjør dette Brev, kan jeg tale oprigtig til Dem. Hvor kan
De have glemt den inderlige lidenskabelige Heftighed, hvormed Jak
fra Barn af allerede rev os saa at sige til sig, og ikke nu tilgive
en Misforstaaelse fra hendes Side, som jeg rigtignok er Skyld i,
men, tro mig som en ærlig Mand paa mit Ord, ganske uskyldigt. Thi
jeg fortalte hende blot, som man fortæller om løst og fast, naar
man kommer fra en Reise, hvad De havde fortalt mig, at Deres Brødre
havde sagt om mig. Men for Alvor kan De da vel ikke tænke, at jeg
skulde have været saa ondskabsfuld at tilføie, De havde gjort det for
at sætte Splid mellem Deres Brødre og mig. Det er dog en aabenbar
Urimelighed; det maa jo tvertimod være Dem magtpaaliggende, at
jeg som Deres tilkommende Svoger er Deres Brødres Broder, som jeg
ogsaa er det, og det ret af Hjærtet. En ubetydelig Trætte kan jo
opstaae mellem de bedste Venner, og jeg vil aldeles ikke fragaae,
at det Brev, jeg i Anledning af Deres Faders Portrait fik Bloch til
at skrive til Emanuel, var en dum Streg af mig, som kun en Smule
Forfængelighed kan undskylde, men fra Hjærtet kom det ikke.

Vær ikke længere vred paa mig og Jak! De veed dog, at De har ikke
bedre Venner end os to. Aldrig, aldrig forsvinder de Følelser, som
den første Ungdoms lykkelige salige Dage nedlagde i vor Barm. Jeg
var eengang lykkelig. Jeg haaber ~forvist~ at blive det igjen. Men
aldrig, aldrig briste de Baand, med hvilke de helligste i Naturen,
fælles Opdragelse, Venskab, Fortrolighed og den varmeste Kjærlighed
forenede os[1]. Jak vil aldrig ophøre at være Deres Søster, og jeg
aldrig at være Deres trofasteste Ven.

 [1] _Sic._ En Feil i Texten eller Brev-Skjødesløshed. Udg.

Uden den strengeste Befaling af Dem tilbagesender jeg ikke det
dyrebareste Pant paa svundne Dages Glæder.«

Svaret fulgte strax:

»Kjære Fibiger! Med hvor inderlig Følelse jeg modtog og læste
Deres sidste Brev, kan De ikke forestille Dem, uden De fuldkommen
har kunnet forstaae, hvor smertelig det har været mig at tvivle,
undskylde og igjen tvivle om Deres Character i mer end to Maaneder,
da jeg i mer end tyve Aar har regnet Dem for min bedste Ven, og nu
end mere ansaae os for forbundne ved Jak. Tak fordi De saa venlig
oplyste mig. Jeg kan ikke et Øieblik tvivle om Deres Brevs Sandhed.
Og jeg skammer mig ved, at jeg ikke var mere overbærende med en
Overilelse af Jak. Jeg maa blot sige til min Undskyldning, at da
det skete, kom jeg til Roskilde een Dag efter at hun havde fulgt
Dem paa Reisen. Jeg savnede dem begge der, var bekymret for deres
Adskillelse, længtes efter en Hilsen fra Dem, og kunde da ikke bære
et Svar, hvori der laa en saa bitter Bebreidelse, som jeg, tilgiv
mig, tilskrev Dem. Jeg lovede i min Vrede aldrig at tale om Dem
til hende eller om hende til Dem. Vi har nu reist sammen, og jeg
har aldrig nævnt Deres Navn i hendes Nærværelse. Jeg troede, hun
kunde ikke lide, at jeg holdt af Dem, og hun frygtede, at De skulde
gjengjælde det mere, end hun vidste. Det var ikke unaturligt, og maa
være Dem kjært. Jeg vidste ikke, hvor skyldig jeg var, før Deres Brev
nu siger mig det. -- Hjælp mig at gjøre det godt igjen, og brænd
dette Brev, som jeg vil gjøre det ved Deres. Det Bedste vil vi bevare
som en hellig Skat. De har meget, overmaade meget af min Tilfredshed
i Hænder, min Søsters Ro og det kjæreste Barns Fremtids Lykke. Ham
kan De beskytte og betrygge endog mod hans Moders og min Daarlighed,
om det behøves, og i ham kan De engang give os hans uforglemmelige
Fader igjen. Og paa denne Mands Godhed har jeg maattet tvivle! Vogt
Dem, De ~synes~ ikke altid saa god, som De er. Kan De forandre noget
heri, saa gjør det, ikke mere for min Skyld, men De vil derved undgaa
mange ubehagelige Optrin .... Tak endnu engang Tak for Deres kjære
sande Brev, og tilgiv mig alt, hvad De har at tilgive mig, og vær min
Ven i Ord og Gjerning, ligesom jeg vist aldrig skal ophøre at være
Deres Veninde. Og som saadan beder jeg Dem laane mig mine Breve til
Dem til Gjennemlæsning. Det er Deres Eiendom, og jeg vil ikke berøve
Dem dem, men ombytte dem igjen med dem, som er mine. Send mig dem
snart, og lad os ikke tale mere om Fortiden, men trygt gaae frem paa
den rene faste Bane, den har lagt for os. Deres C. A. Møller.«

Da min Fader i Mai 1817 drog til Falster, var det hans Bruds første
Beslutning, allerede i Sommerens Løb at følge ham derhen som hans
Hustru. Men Søster Christine var af en anden Mening, af hvad Grund er
ikke klart. Hun udøvede nu eengang en blid Myndighed over dem begge,
og hendes Mening gik igjennem.

Først næste Sommer samledes saa Familien forat feire deres Bryllup,
5. August 1818, og det maatte nødvendig staae i Sæby Præstegaard.

Ære være vore gamle Præstegaarde! Upaatvivleligt kan der siges
meget paa Præster, men meget mindre paa deres Hjem. Der er faa
af Latinskolens priviligerede Stand, der ikke er i Familie eller
Gjæstevenskab med Præstefamilier; og de skulle ikke glemme,
at Beneficiarius med Frue -- nei, Madame hed det -- altid har
baade Husrum og Hjærterum for dem, til de Tider, de trænge til
Stikkelsbærbuske, Nøddehække og svale Havestuer. Og Sæby Præstegaard
var een af dem, der end ikke i Drømme kan tænkes bedre i god gammel
Stil. Rummelig høi Bindingsværks Bygning, bred Egetræs Trappe ned
til Gaarden, stor Dagligstue med Vinduer baade til Gaard og Have,
mægtig Storstue med gamle Familieportræter, Gjæsteværelser bag den
og forresten i hver mulig Krog i Huset, og stortræet Have, der fører
lige ud i Herregaardsskoven langs Tiis Søens brede klare Flade. Ikke
at tale om den store og skjønne Kirke, et Vidnesbyrd om Esbern Snares
fromme Gavmildhed. I den blev altsaa mine Forældre viede.

Præstekonen var min Moders Moster. Ogsaa Mormoder, Taubers gamle
fromme Enke, boede nu der hos sin Søster. Præsten Lassen var en
gammel Nathue, men af den bløde behagelige Slags. Forresten kom han
ikke til at vie mine Forældre. Der var en Lovbestemmelse, som forbød
at vie den, der ikke kunde fremvise Koppeattest, og min Fader havde
haft naturlige Kopper og var meget koparret, havde altsaa intet
Papir for Vaccine. Men, kongelig Forordning! Man tænke sig! Moders
næstældste Broder, Jens Worm Tauber, Præst i Nordrup, maatte da
paatage sig Vovestykket, og udførte det forsvarligt nok, som hans
lange hjærtelige Tale i Tidens Stil endnu viser mig.

Saa drog Ægteparret til Falster, ikke til nogen glimrende Stilling.
Kaarene var knappe, en Overlærers Løn var kun 800 Rdl. Jeg havde dog
i samme Stilling 1600. Men ved Hjælp af min Moders Husholdningstalent
og nogle Pensionærer, dem de elskede som deres Børn og som elskede
dem igjen, havde de dog forholdsvis et smukt Hjem.

Heller ikke for min Fader var det nogen let Opgave, der forelaa. En
overmaade forfalden Skole skulde bringes paa Fode, og han var ikke
just skabt til at gribe praktisk ind. Hans Ven og Rector i Roskilde,
Bloch, havde selv været Rector i Nykjøbing til 1815, og i de Breve,
han skrev til ham, udøser han ret sit Hjærte om det Uføre, han havde
at kjæmpe med under hans Eftermand.

»Her har man ikke den mindste Anelse om, hvad Filologi er, eller om
den Ærbødighed, man skylder de Udødeliges Manes. Jeg har aldrig hørt
Mage til Examination af Latin i øverste Klasse. Men det faaer ikke at
hjælpe. Siden jeg har faaet den, vil jeg absolut ikke tale et dansk
Ord i den, hvormeget end min Rector protesterer derimod.«

Rectoratet i Kolding havde han allerede dengang Haab om, da hans
Svoger, Erik Tauber, som beklædte det, havde havt Tilbud om et
theologisk Professorat ved Universitetet, hvilket han dog afslog --
»af ubegribelige Grunde,« siger min Fader.

Mine Forældre vare dog langtfra at beklage, at de endnu i tre Aar
vare bundne til Falster, da de havde dette Hjem inderlig kjært.
De havde ogsaa et landligt Tilhold i Sommertiden, som glædede dem
meget. Min Farbroder Christian Fibiger var den Tid Forpagter paa
Bramslykke paa Hardenberg Gods, en eiendommelig Mand, som jeg i min
Studentertid kom til at staae i et meget nært Forhold til. Mellem ham
og Fader var der et sandt Kjærlighedsbaand, snart mer end broderligt.
Deres Dannelse og Livsgjerning var saa forskjellig som mulig. Den
ene havde i al sin Ungdom vugget paa Havet mellem Europa og Asien
som simpel Matros og sled nu i sit Ansigts Sved med den Jord, som i
daarlige Tider bar ham Torne og Tidsler; den anden havde kun dyrket
Phantasiens Have og havde intet havt at bruge sine Arme til, men
ligefuldt var deres Sind og Hjærtelag saa ens, at deres Længsler fra
hver sin Side sloge sammen.

Min Moder havde endeløst meget at fortælle om disse Smaareiser til
den store Forpagtergaard, med Udsigt til de mægtige lollandske
Herresæder, deres Adelsslægter og Fortid, lige til den mystiske Side
af forfaldne og forladte Borgbygninger med de Beboere, der ikke
forlode dem, Gjengangerne. Paa Bramslykke blev den salig Grevinde
jævnlig seet. Sagtens maatte da Mørknings- og Reise-Æventyrene voxe
saaledes sammen med min gryende Forestillingsverden, at jeg tilsidst
troede at have spillet en ganske anden Rolle derved end den at skrige
paa en Barnepiges Arm.

Imidlertid gik Aarene og Kaarene bedrede sig. Prisen for
Pensionærerne steg, der kom Tillæg til Embedslønnen og Honorar for
Skrifter, og samtidig forøgedes Familien. Den ældste Søn, Christian,
blev født i det skjønne Foraar 1819, 31. Mai. Jeg fulgte efter paa
en barsk Vinterdag, 27. Januar 1821, og vor eneste, derfor dobbelt
kjære, Søster Christine d. 4. September 1822. Flere Helsøskene var vi
ikke. Den fjerde var Moders Søn af første Ægteskab, ham vi allerede
kjende som den veltalende Caspar. Født 16. Juni 1811 var han altsaa
allerede nu en lærd Skoledreng.

Tiden kom, at det første Hjem, som de havde faaet saa kjært, maatte
forlades. I et Brev til sin yngste Broder, Jakob Scavenius Fibiger,
dengang Lieutenant i Artilleriet og paa en flereaarig Reise i
Selskab med den senere adlede Peder Scavenius, efter hvis Fader
han var opkaldt, skriver min Fader, efter at have fortalt om sine
Fremtidsplaner.

»Jeg vilde dog nødig forlade dette yndige Sted. Fra mit
Studereværelse seer jeg over mod Lollands tæt med Skov bevoxede Kyst,
til Færgegaarden med sine Baade og Smaaskibe og Landeveien slyngende
sig op gjennem Skoven. Falsters Bredder ere ligesaa skovrige, og
overalt er Øen saa frugtbar og venlig, at den kun er at betragte
som en stor Have. Forfærdelig Hede har ellers hjemsøgt os i Sommer,
Torden hver Nat osv. -- -- -- Du seer, hvilken Spidsborger jeg er
bleven, at jeg snakker om Veir og Vind ligesom Maribo Avis. Men
sligt er Mærkværdigheder for os, som ikke har vandret over Alper og
Apenniner og kiget ned i Vesuvs Krater. Medens du har spadseret om
i Titus' Theater, har jeg kun paa Kathedret beskrevet det for mine
Disciple, har kun i Kobberstik seet Pantheon, Herculanum og Pompeji,
og kjender Genfersøen kun af Mathisons Vers.«

Min Morbroders hellige Professorat var altsaa blevet til Vind,
men det varede dog ikke længer end tre Aar, før han af ligesaa
»ubegribelige Grunde« modtog en Kaldelse til Direktør for det dengang
nyoprettede Sorø Akademi; og Fader blev hans Eftermand i Kolding
(1822).

Da var det, man en Novemberdag paa Gaabense Landevei kunde have det
Syn, som jeg har begyndt min Beskrivelse med. Og Fortsættelsen deraf
blev efter Datidens Befordringsmaade et otte Dages Zigeunerliv i et
barskt Klima. Jeg var i ubevidst Stand, men veed ligefuldt snart
bedre Besked om Reisen, end jeg vilde have vidst, hvis jeg havde
gjort den en Snes Aar senere.

Faldende over mine egne Ben paa Gaabense Skibsbro, blev jeg paa
Faders Arm bragt ud i en Seilsmakke, og da den første Skyllesø
bragte Passagererne til at skrige, blev jeg forvandlet til noget
uformeligt ved Hjælp af et Sjal, og ved næste Sø stuvet ned under
Dækket blandt andre Bylter. Men i Nyborg var jeg efter endnu værre
Modgang paa store Belt dog ikke mere modfalden, end at jeg kunde
tage Initiativet, thi der var just Marked i Byen. Det var Fader en
Umulighed at nægte sine Børn noget, ene med Undtagelse af Hug; dette
Æventyr maatte altsaa bestaaes, og vi vendte seirrig tilbage med
Bytte. Den øvrige Vei blæste jeg desaarsag paa Trompet, medens Broder
Christian rørte Trommen, og Caspar formentlig aad Kager.

Det tog dog en brat Ende. Pludselig blev jeg funden inde paa en vaad
Mark oven paa Barnepigen, der skraalede end høiere end jeg, fordi
hun saameget mere end jeg var istand til at gjøre den Betragtning,
at hendes Liv havde Ende. Vognen var væltet. Man væltede dengang
hyppigere end nu, men mellem de høie Hækker i de dybe Spor væltede
man ogsaa mageligere, ingen kom til Skade. Men værst var det for
Moder, da hun endelig fik Hovedet ud af Vognen, at see Fader staae og
baxes med den kullerske Hest.

En forbikjørende Vogn hjalp os videre, og endelig kom vi, efter endnu
engang at have svaiet paa Lillebelts Bølger, men dennegang under
Færgemanden, Farbroder Karls, egen Varetægt, en mørk Aften skumplende
opad Kolding Gade.




ANDET KAPITEL.

KOLDING.


Man pleier paa Psychologiens Vegne at lægge Mærke til, hvorlangt et
Barns Minder gaae tilbage.

Jeg troer nu at kunne huske, at da Vognen den mørke Aften holdt paa
Kolding Torv udenfor Rectorens Bolig, kom de ned ad Stentrappen med
Lys. Det var dette, at jeg saae Dør, Trappe og Ansigter skinne i
Lyset, mens der rundt om var Mørke, ikke andet. Den Kjendsgjerning,
at vi holdt vort Indtog gjennem alle Stuer til festlig Klang af
Tromme og Trompet, vil jeg derimod ikke indestaae for skriver sig
fra min egen Erindring. Den hører upaatvivlelig til Børnekamrets
tidt opfriskede Fortællinger. Men det med Lyset kunde ikke saaledes
fortælles. Jeg var dengang 1 Aar og 10 Maaneder.

Lad da Indtoget i Kolding være Udgangspunktet for mine Erindringers
Kjæde. Hvor stærkt denne Omverden af det første Hjem med alle dets
Rum lige til de mindste Kanter og Kroge har bevæget min Hjærnes Væv,
og øvet den i at have sine Syner paa denne Scene, derom vidner, at
endnu 60 Aar efter har jeg næppe nogen natlig Drøm, uden at den
foregaaer i disse gamle Stuer.

Kolding var dengang en saa mærkelig By, at om man nu kunde tage den
hel og holden og sætte den i et Musæum, vilde den være en værdifuld
Oplysning om svundne Tilstande.

Krogede snævre Gader med Bindingsværks Huse, hvis Stokværk paa
Bjælkehoveder hang det ene ud over det andet; en primitiv Stenbro, i
hvis Midte løb en Række brede, over alenbrede, men runde utilhugne
Stene, indrettede til ved Spring fra den ene til den anden at komme
frem paa det ufremkommelige; en Vandpost med Trug om paa Torvet,
en Gabestok paa Raadstuehjørnet; bagud brøstfaldne Plankeværker,
forrevne Hækker, overalt gjennembrudte Smuthuller; og fremfor alt
den store triste Slotsruin seende fra sin høie Voldbakke ned paa
denne underlige af Fortidens sære Mennesker beboede Rede, det var
Yderverdenen, og vort Hjemlige var et værdigt Led deraf.

Vor Bolig var den lange Gaard, som indtog hele Torvets nordlige Side.
Op til den førte en høi Stentrappe med Jærnrækværk og Bænke paa
den brede Afsats til at nyde Sommeraften paa i Snak med Naboerne.
Indenfor en stor fliselagt Forstue, deromkring rummelige Værelser
med Bjælkeloft, høitsiddende Vinduer med smaa Ruder, overskyggede
af en Række Lindetræer klippede i Firkanter. Fra et stort brolagt
Kjøkken med Klinkedør ud til Gaarden førte Trappen op til andet
Stokværk, bestaaende af et eneste tomt Loftsrum belyst af en
Vinduesrækkes smaa Blyruder. Først i de sidste Aar havde Formanden,
Morbroder Erik, ladet afdele et Par ret gode Værelser til Rectoren og
Skolebibliotheket i den ene Ende af Bygningen. Og alt som Drengene
voxte til, blev i den anden Ende gjort et Kammer til os og et Værelse
til Lærerinden. Men endnu blev der et temmelig stort Loftsrum
tilbage, hvor Tjenestepigerne havde Leie, og over hvis Gulv laa en
mægtig Tværbjelke, vort første Gymnastikapparat. Saaledes var Skikken
i Kolding; skjønt omtrent alle Huse havde to Stokværk foruden det
steile Tag, blev det øverste først taget i Brug, altsom Kulturen steg.

Der var Plads nok, og en underlig Labyrinth af overflødige
Kroge. Ikke mindre i Udenværkerne. Gaarden skraanede opefter mod
en Bagbygning til Stald og Lade. Fra den førte en Dør ud til
Slotsbakken, som høinede sig steilt lige fra Døren, og endnu mere
fra den til Siden liggende Have, hvor en tre Alen høi Graastensmur
støttede Bakken. At bestige denne Mur og ved Hjælp af Æbletræernes
Grene at komme over det høie Plankeværk, der reiste sig ovenpaa den,
hørte til Storværker for Smaafolk. Men daglig maatte det gjøres. At
hoppe gjennem Ladedøren var jo ingen Ting, og op paa Slotsbakken
maatte man jo; ogsaa ind i Ruinen gjennem Kjældergluggerne, eller
entrende opad Murrevner til Vinduesgabene.

Den Ruin med dens mægtige mørke Kældre, dens nedfaldne Taarntrapper,
dens Bjerge af Murbrokker, sønderslaaede Ornamenter og sære
fantastiske Sandstensansigter, dens høie Sale med grøntbegroede
Murtinder, og den blaa Himmel derover, alle disse Belysninger gjennem
Porte og Vinduesgab, blev mig saa hjemlig, at jeg, hvergang jeg
kjedede mig, og Børn kjede sig forfærdelig tidt, maatte op og afsøge
den. Heller ikke i Skumringen lod jeg mig afskrække, den Gru, den da
vakte, var uimodstaaelig.

Naar saa i Morgenstunden alt var saa høitidsfuldt, Allikerne
kaglede deroppe omkring Kjæmpetaarnet, som det kaldtes efter de to
Sandstenskolosser, som endnu stod paa Hjørnerne af det paa langs
spaltede Taarn, og Taagen lettede over Egnen -- hvor var da Udsigten
henrivende; udover Byens Tage med stille, rygende Skorstene, Aadalen
med sine høie kuplede Bakker, den blanke Slotssø og Skovene langs
Fjorden lige til Fyen i det Fjerne.

Kun elleve Aar, og naar man trækker de første tre--fire altfor
barnlige fra, saameget færre, tilbragte jeg i disse Omgivelser; men
det var nok til at gjøre mig til omtrent alt, hvad jeg siden er
bleven til, om end de Kildespring, som dengang blev aabnede, skulde
siden blive bedre ordnede. Selvfølgelig begyndte det med Dæmring
og endte med klarere Syner, men disse Stadier lader sig nu ikke
udskille. Jeg tager derfor de forskjellige Sider af min Udvikling
under eet, hvad Tiden angaar, og lader dem kun følge i Række for
bedre at kunne betragte dem hver for sig.

Mine Forældre var begge aldeles afgjort Aandens Folk; det faldt dem
vistnok aldrig ind, at deres Børn muligvis ogsaa kunde være blevet
til noget i praktiske Stillinger. At lære, hvad et Menneske paa
Aandsdannelsens høieste Trin har fornødent, lige fra den klassiske
Fortids Storværker til det nyeste Vers, fra de ypperste Kunstværker
til Bøgernes smaa Billeder, og gjennem Naturens daglige Fænomener til
dens evige Aand, det og intet mindre var Opgaven. Der maatte intet
slaas af derpaa, og havde de end kun smaa Midler, de havde store i
deres egen Aand; og hvad Bekostning angaaer, tog de hellere fra sig
selv, for at bringe deres Børn frem paa den ideelle Bane. Heller
ikke kan jeg mindes, at jeg selv i noget Øieblik, end ikke i det
mismodigste, har havt ringeste Tvivl om, at dette var min Vei for
Livet.

Saa gik alt med Liv og Lyst, som det var os i Kjødet baaret. Der
blev aldrig anvendt Straffe, næppe nok Tvang. Kun naar vi Drenge var
altfor uartige, kunde Moder øse os over med en skarp Formaningstale,
en sjelden Gang ogsaa gjøre et ikke videre skrapt Forsøg paa at slaa
løs paa os. Vi havde derom den Historie, at min Broder Christian paa
sin troskyldige Maade havde i al Alvor Sagt: Moder skulde rigtig
tage en Kjep saa tyk som en Arm og hugge os Unger. For han var det
flittige og samvittighedsfulde Element, jeg det letsindige og dovne.
Og sloges vi, var det ufeilbarlig min Skyld.

Faders Strenghed gik ikke engang saa vidt. Det var ham umuligt at
see vore Unoder fra anden end den naturlige og morsomme Side. Naar
jeg intet gad bestille af det, jeg skulde, og havde de vildeste
Streger for, satte han sig til med stor Udførlighed at beskrive, hvad
Følgen vilde blive. Begyndte med, at Gaardskarlen skulde sendes ud
i Skoven at skjære en forsvarlig Kjep; men Gaardskarlen, den store
Iver, som var min Ven, fremstod under den drastiske Skildring i en
meget gemytlig Skikkelse for min Phantasi, og idet Veien og Skoven
blev klarlig betegnet, fordybede jeg mig i den velbekjendte Skov,
hvor ingen bedre end jeg vidste, hvor de bedste Kjeppe sad, og inden
vi engang kom til at høre om Kjeppens Brug, end sige at føle den,
var ogsaa Fader bleven saa greben af sin egen pudsige Fantasi og
ikke mindre pudsige Udtryksmaade, at han fik sig en Latter, mens han
ragede mig i Haaret.

Langt mere Virkning havde det, naar hans bekymrede Fremtidssyner tog
en anden Retning, og han beskrev, hvorledes den Dreng, der ikke vilde
læse, maatte sættes til et Haandværk. Nu blev Skomageren fremdragen,
ham der var gift med Kokkepigen Ane og boede opad den høie Trappe i
Søndergade, og hvis Værksted med alle dets stramt lugtende Apparater,
belyst af den æventyrlige Glaskugle, netop var et af mine Drømmeriers
vanlige Tilholdssteder. Der blev i Forbigaaende talt om, at der
var noget, der hed en Spandrem -- jo, jeg kjendte den og vidste,
hvorledes den blev spændt over Støvlesaalen paa Skomagerens Knæ --
men naar den kom over Enden paa en Dreng, var det ingen Spøg. Jeg gad
blot vidst, om Fader selv kjendte den saa godt; jeg har en Mistanke
om, at han snarere tænkte paa Lukians Skomager. Vist var det, at han
dreiede af, og Forestillingen endte med et grangiveligt Syn paa en
Skomagerdreng, der kom fløitende og dandsende henad de brede Stene
opad Østergade med den ene af Rectorens Støvler under Armen og en
Tøffel til Stuepigen i hver Haand. Dette blev mig det sværeste.
Østergade saae vi paa langs nedad fra vore Vinduer, og dens Eslinie
udmaalte jeg altid Perspectivet af, naar jeg laa i Dagligstuevinduet
og kjedede mig. Nu at se mig selv som en snavset Skoledreng komme
fløitende længst ude fra, til Spøgelset mere og mere nærmede sig --
jeg kunde ikke faae det ud af mine Tanker igjen, og Virkningen var en
usigelig Angst for at synke ned i slig plebeiisk Stand.

Jeg var ligesaa stor en Aandsaristokrat som Fader, og havde det været
beregnet, hvad der kun var hans Lune, kunde han ikke have valgt noget
kraftigere Middel. Ligefuldt slog Midlet feil. Ogsaa deri lignede jeg
ham, at det blev ved Fantasien, og vendende og dreiende paa den fik
jeg dog ikke fat paa det Arbeide, den med sin truende Svøbe skulde
drive mig til.

Ganske vist lærte jeg tidlig nok at læse, takket være Moders Energi;
men for mig selv var det vigtigste derved, at jeg kunde prale for
Tjenestepigerne med, at jeg kunde læse ligesaa godt som de. Min
Fremgang var som et Føls, der er bundet bagved en Vogn. Den beroede
paa, at jeg maatte følge med min Broder, der var syv Fjerdingaar
ældre. Ethvert Skridt blev taget et Par Aar for tidlig, og blev
ikke taget helt ud, Benene var for korte. Formelt kunde jeg læse og
skrive, da jeg var fire Aar, i Virkeligheden lærte jeg ikke disse
ædle Kunster, før jeg var en fem, sex Gange saa gammel.

Min Fader underviste os ikke, hans Umage med vor Opdragelse var af
den Natur, jeg har talt om. Han beboede et Par afsondrede Stuer
ovenpaa, en fjern og høitidelig Helligdom, og kom kun ned, naar han
søgte Hvile og Opmuntring. Men Moder var ofte oppe hos ham, og tog
hun os med, var det en festlig Gang. Hans Liv var delt mellem det
stille Arbeide i hans Bibliothek og hans Gang paa Skolen.

Men Moder var ogsaa nok istand til at gjøre Fyldest for begge
Forældre og for mere end det. Foruden at bære Byrden af vor
Opdragelse og primitive Undervisning, var hun rastløs i at fuldbringe
de mærkværdigste huslige Bedrifter.

Om Foraaret og Sommeren igjennem syslede hun med Haveurter og
Blomster, og hun havde to Haver under sin Varetægt, en ved vor Bolig,
og en større ved Skolen. Det var det Arbeide, jeg var mest oplagt til
at hjælpe hende med. Om Efteraaret blev der slagtet i det Store til
Aarets Forsyning, og Hovedsagen var Grisen, vor fælles Ven, som vi i
dens korte Liv daglig besøgte i et Familietog med Fader i Spidsen.

Saa blev der lavet Kartoffelmel, en meget vidtløftig Proces, som jeg
ved anstrengt Betragtning af de mange Rivejærn, de store Vandkar,
som Hakkerne arbeidede Bundfaldet op af, og alle de blændende Kager,
der slikkede Solskin paa Sengelad i Gaarden, endnu har bevaret saa
tydelig i min Erindring, at jeg troer, jeg selv var istand til at øve
den Kunst. Produktet er skjønt nok at see til, men jeg vilde ogsaa
dengang nødig andet, og er mangen Gang bleven skraalende sat ud i
Kjøkkenet for der at spise mine Melboller op.

Saa blev der kjøbt Hør og Uld, og i det store Loftsrum sad Koner og
Piger paa Rad og lod Hørren gaae gjennem Heglens Tænder, skrabede
frem og tilbage med Karterne, og lagde de smukke Uldtøirer tilside
paa Kurven, mens vi Børn stode med Hænderne paa Ryggen og gloede og
hørte paa Snakken. Hørren spandt Moder selv Vintren igjennem, et
Arbeide, hun særdeles yndede, fordi det ikke hindrede hende, hverken
i at høre os læse eller selv at lade Munden løbe med Fortællinger.
Naar Væveren saa fik det Spundne slaaet op, skulde vi hen at betragte
hans skjønne Kunst, og naar Blegen var spændt ud, skulde vi ned til
Aaen og see, hvor deilig de lange Lærreder skinnede paa Græsset.

Saa blev der støbt Lys, og mig synes, jeg kan endnu lugte den
smeltede Talg, og see det runde Bord langsomt bevæge sig om sin Axe,
medens de fra dets Rand nedhængende Væger en for en blev dyppet i
det dampende Talgkar. Derved blev det ikke glemt at støbe trearmede
Helligtrekongerslys, med et Kræmmerhus Krudt ved Grunden af Grenene.
Naar de blev tændte paa den hellige Aften, maatte altid Fader være
med at staae og stirre paa dem i spændt Forventning, til Lyset naaede
Krudtet og Explosionen foregik.

Det var tarvelige Tider. Familien sad om sit ene hjemmestøbte
Talglys, kun naar der kom Fremmede, tændtes de fine Christiansfelder
Lys, ogsaa af Talg, men formede; begge Slags dog i Messingplader.

Under alt dette fik dog Moder Tid nok til det, der egentlig var
Sagen. Da de elementære Kunster vare overstaaede, kom vi til de rette
Aandens Skatte. Alskens Litteratur blev indøvet. Først naturligvis
Børnebøgerne, Campes og Salzmanns, og Billedbøgerne. Dem var der
mange af, skjønt langt fra saa glimrende som nu. Hvor de kom fra,
vidste vi ikke, men jeg troer, de mest skyldtes vor elskværdige
Tante Christines uudtømmelige Velgjørenhed. Vi havde aldrig seet
hende, men hun stod i en mystisk Baggrund som en Juleaftens- og
Fødseldags-Engel, og naar Ageposten kom, kom den fra hende. Mine
Yndlingsbøger var dog ikke de moralske Børnevenner, ikke engang
Robinson; nei, den naturhistoriske Billedbog i 3 tykke Bind, den var
mit Rige. Billederne var stive og ukarakteristiske, men i Mængde
meget fuldstændige, og at gjennemgaae atter og atter og indprente sig
Dyrenes mangfoldige Arter, gav mig den første Forsmag paa, hvad man
kunde kalde et Studium, og i et saadant har jeg altid været flittig.

I Dagligstuen var det Poesi, der blev læst, den ene Digter efter den
anden. Først var det Moder, der læste, siden i Almindelighed Broder
Christian, der var den skjønne Aand i den lille Kreds; naar vi da
ikke var saa lykkelige at faa Broder Caspar med, for han foredrog som
en hel Kunstner, og gav ovenikjøbet Scenen dramatisk. Hovedsagen var
dog Moders Forklaring, der stadig løb med som den æsthetiske Theori.

Vi kom meget tidlig til det Tydske, og naar Christian kom ind fra
Børnekammeret med Bogen, og sagde: »Moder, skal vi saa have en
Mundfuld Schiller,« og jeg i Hælene paa ham, fornam jeg, at nu gik
Tæppet op. Endelig blev der ogsaa ageret.

Som til andre Provindsbyer kom der ogsaa til Kolding jævnlig
omreisende Skuespillertrupper, og da den var en Grændseby mod
»Holsten«, og Nabobyen allerede var fuldstændig tydsk, kunde det
ogsaa skee, at disse spilte tydsk. Den Leilighed til Uddannelse
blev aldrig forsømt; og jeg seer endnu for mine Øine Fjællebodens
tarvelige Decorationer og de drabeligt gesticulerende Herrer og
Damer, medens til Sufflørens hvæsende Accompagnement Kotzebues
rørende Stykker gik over Scenen.

Sligt maatte ikke falde til Jorden, det maatte eftergjøres hjemme.
Maaneder igjennem blev der lavet Dragter og Papdekorationer, og
indøvet Roller, indtil »Fridolins Gang nach dem Eisenhammer«, dog
paa Dansk, endelig hædret med alle Familiens Venners Besøg og med
Fader paa Hæderspladsen kom til festlig Opførelse. Broder Christian
gav Titelrollen med Bravur, Overlærer Plougs Datter Gerhardine med
de lyse Krøller var Elskerinde, og hun vedblev at være det, saalænge
vi var i Kolding; men jeg, hvem kun en Jærnstøberkarls Rolle blev
betroet, kom kun maadeligt fra det. Den Kunst har altid ligget mig
for høit. Kun eengang, det var i Roskilde Skole, har jeg siden været
paa Brædderne, og da nydeligt pyntet ud som Pernille, men ligefuldt
gjorde jeg fuldkommen Fiasco.

Min Moder havde en overordentlig vidtstrakt Kundskab til dansk og
tydsk Litteratur, andre Sprog læste hun ikke. Til engelske Forfattere
benyttede hun Oversættelser, og de franske yndede hun ikke. Hun læste
med hele sin Sjæl, hun levede i det Fremstillede, hun elskede de
Personligheder, hun gjennem Levnetsbeskrivelser gjorde Bekjendtskab
med, og talte om dem, som om sine Venner. Hun var saa hengiven til
Læsning, at naar hun fik en Bog for sig, og Haanden under Kinden,
rejste hun sig ikke let, førend Bogen var ude; imens kunde vi støie
saameget vi vilde. Hvorledes hun fik Tid dertil, forstaar jeg ikke,
thi foruden de større huslige Arbeider syede og strikkede hun de
fleste af vore Klæder saavelsom sine egne, og spandt selv Tøiet
dertil. Men alt gik hurtig for hende.

Imidlertid var hun meget langt fra at tiltroe sig selv at kunne
meddele os den Dannelse, hun vilde vi skulde opnaae. Hun havde efter
den Tids Skik aldrig havt nogen ordentlig Undervisning. Vi fik
tidlig andre Lærere. Efterat en og anden Seminarist havde øvet os i
Skrivning og Regning, blev der antaget Hus-Lærerinde.

Den første var min Faders Cousine, Gotfredine Lindam. Om hende husker
jeg intet andet, end at jeg skraalede, naar hun klædte mig paa,
for hun kneb mig, naar jeg ikke vilde staae roligt. Den anden var
en Veninde af Moder, som efter et halvt Aar blev gift med Emanuel
Taubers Stedsøn. Hvad hun lærte mig, veed jeg ikke, men det var min
Fornøielse at læse i Haven, hvor hun havde saaet sin Kjærestes Navn
med Karse. Men den tredie blev vort Huses Stjerne, hendes Billede
indprægede sig uforglemmelig i min Erindring.

Hun var af den hernhutiske Menighed i Christiansfeld, hendes Moder
boede i dens Enkehus, og hendes Søster var udsendt som Lærerinde
til Neuwied. Men selv havde hun brudt med Brødremenigheden af
Misfornøielse med dens formelle Væsen, og havde aldeles intet
pietistisk Præg. Hun var overordentlig smuk med regelmæssige
imponerende Træk, store bestemte blaa Øine, prægtig Farve, stærkt
lyst Haar, og en baade blød og fast Figur. Hun satte alt Byens
Mandkjøn i Flamme, men vedligeholdt selv en kjølig Ro overfor
saadanne Anfegtelser. Da hun efter nogle Aar giftede sig, var det
med en usædvanlig lidt kjøn og lidt charakterfast, men fra Hjærtets
Side elskværdig og meget musikalsk Capellan, og hun blev den svage,
tilsidst hjælpeløse Mands Livs Støtte, kraftig, overlegen og trofast,
som hun var i alle Livets Forhold.

Hun var ret Moders kjære Veninde, og hvad hun ikke var for Moder,
var hun for os smaa, vi tilbad hende. Jeg omtaler hende noget
udførligere, fordi hun var den første Anledning til at mine barnlige
Øine blev aabnede for legemlig Skjønhed. Hendes Charakter har jeg
først senere lært at forstaae, men at hænge om hendes Hals og see
hende ind i de mærkværdige Øine og nævne hende med de kjærligste
Navne, var den sex, otte Aars Drengs Henrykkelse.

Ikke at det just fremmede Værket; jeg mindes ikke, hvad jeg lærte af
hende, det skulde da være at forstaae tydsk Tale; men dette lærtes
bedst, mens vi hang over hende ved Kakkelovnsbelysning i Mørkningen.
Fik jeg derimod oppe i Læsestuen en Tavle eller Skrivebog at passe,
gled jeg gjerne ned under Bordet, og saameget hun end trak i mig
og skjændte paa Tydsk, satte jeg dog et Æsels passive Modstand mod
hendes velmente Anstrengelser.

Til Undervisning hørte ogsaa Musik, og da Moder elskede den, og Fader
var en Kjender af første Rang, blev vi saa tidlig jeg kan mindes,
holdt til Klaveret. Men det lykkedes ikke. Musikalsk Begavelse er
vistnok arvelig, men Arveligheden er som bekjendt et lunefuldt Væsen,
ingen af os Børn arvede vore Forældres Evner i dette Stykke.

Min Fader musicerede ikke meget selv. Han havde, hvad der dengang var
ret almindeligt, fra sin Ungdom spillet Fløite, og undertiden hørtes
dens vemodige Toner oppe fra hans Værelse, men det var dog kun i min
tidligste Barndom. Han har sagtens mere benyttet Instrumentet for
at opfriske en Stemning eller Erindring end for egentlig at drive
Kunsten. Derimod samlede han om sig, hvad der i den lille By kunde
findes af musikalske Kræfter, hvortil den omtalte Capellan var ham
den bedste Støtte, og min uheldige Lærer, en Skolelærer, tilligemed
den gamle Organist gode Hjælpere. Han fik et ret anstændigt lille
Orchester bragt istand, som ogsaa benyttedes ved de Skolefester,
hvortil han altid selv skrev Cantaten. Ved saadanne Leiligheder har
jeg vel ogsaa sunget med i Choret, men det var meget svært at faae
mig gjort antagelig, og jeg har aldrig havt Stemme, saa meget jeg end
har anstrengt mig for at faae den frem.

Om Musiken samledes ogsaa større Selskab, og vort Hus var meget søgt.
Min Fader gjorde et høist elskværdigt Indtryk paa enhver, der kom ham
nær, endog Almuesfolket, saa lidt det end saae ham, talte om ham med
hjærtelig Veneration; det hørte vi Drenge en Del til, thi vi omgikkes
jævnlig den Slags Naboer. Han var imidlertid lidt vanskelig at komme
nær. Han tog ikke Del i Byens Selskabsliv, spillede ikke Kort, og
passede daarlig i Provindsembedsmænds kun lidet dannede Kreds. Kun
naar vi havde de omtalte Soireer, var han med Glæde Midtpunktet, ved
andre Besøg blev han paa sit Værelse.

Det var derfor Moder, der blandt saamange andre Hverv, ogsaa
overkom det at samle Husvenner. Og hun havde mange. Hvem der satte
Pris paa en Samtale ført med det Liv, den Kundskabsfylde og den
Verdenserfaring, ingen som hun i den Kreds kunde byde, kom jævnlig,
og især Eftermiddagstimerne, som paa Grund af den tidlige Spisetid
var Besøgstiden, gik hen dermed.

Imidlertid nærmede sig den Tid, da vi trods Hjemmets betydelige
Dannelsesmidler dog ikke vare tjente med at savne streng Methode; vi
to Drenge maatte i Latinskolen, og vi forberedte os dertil. Broder
Caspar, der var ti Aar ældre end jeg, afgik vel allerede i mit
ottende Aar til Universitetet, men han havde dog faaet Tid til at
føre os ind i Latinens Begyndelsesgrunde. Vi kunde paa en Høitidsdag
overraske Fader med de vanlige Remser af Grammatiken. Og mange andre
Herligheder havde den kjære Broder med sin Fantasi, sin klare Tanke
og sikkre Smag opladt for os.

Han var fuldelig sin Moders Søn, kun mindre satirisk. Medens hun
meget klart saae enhver Feil hos sine Venner, og ikke var fri for
skarpt at udtale dem, uden dog derfor at elske dem mindre, var det
hos ham, som han ikke saae det; han tildækkede det med den venligste
Dom. Ligefuldt havde han en mægtig Sands for det Komiske, Holberg var
hans Yndlingsforfatter, og han kunde fremstille hans Figurer som en
Skuespiller; men han opfattede ikke levende Mennesker saaledes. Med
sine voldsomme Fagter og sin rungende Latter var han heller ikke fri
for til Tider selv at være lidt af en komisk Figur, men ligefuldt var
han en streng Charakter, af dyb Alvor og Samvittighedsfuldhed, ingen
fik ham fra, hvad han vidste var Ret.

Hans stærke Stemninger kunde gaa over til Nervøsitet, og da han i den
Tid, han blev voxen, havde et svagt Helbred, kunde han i sygelige
Øieblikke have Hallucinationer, og fik i det sidste Aar, han var i
Skolen, epileptiske Anfald, som han i nogle Aar af sin Studentertid
vedblev at lide af. Ved sin overordentlig livfulde Opfattelse saavel
af Naturen som af Videnskab og Poesi har han hele Livet igjennem
havt stor Indflydelse paa mig, og den begyndte saa tidlig jeg kan
mindes. Jeg lærte gjennem ham at skjønne paa, hvad man i stort som
i smaat kalder det Romantiske. Naar vi gik ude, og han kunde staae
stille og betragte en sommerfrodig Eng, en rislende Bæk eller en
seilende Sky, i Skoven lytte til Træernes Susen og Fuglenes Liv, og i
Vinterskumringen fordybe sig i de faldende Sneflokke og Drivt mod den
mørke Skovkant, saa var det mig, som Naturens Aand først berørte mig,
naar jeg fornam, hvad han følte derved. Endnu mere, naar han med sin
dybt bevægede Stemme og stærke Mimik foredrog et rørende Digt for os,
altid var det min Betragtning, hvad Caspar følte derved. Ifølge min
betragtende Natur kunde det vel ogsaa være, at jeg over ham glemte,
hvad jeg selv skulde have følt derved.

Vi kom altsaa i Skole, det vil sige, da Broder Christian skulde i
Skole, maatte jeg følge med, som ved al Ting et Par Aar for tidlig.
Jeg sad ogsaa altid nederst i Klassen. Vistnok kunde der i Flokken
findes Drenge, der var endnu mere efterladende end jeg, skjønt der
hørte noget til; i alt Fald var der dem, der havde meget tungere ved
at lære; men det var min Faders Grundsætning, at hans Sønner ikke
maatte see ned paa de andre, og jeg mindst, jeg sad altsaa nedenfor
min Broder. Det var først efter min Faders Død, da den nye Rector
havde indført Omflytning efter Characterer, at jeg ved den sidste
Examen, jeg var til i Kolding, til min store Forbauselse blev den
øverste i Klassen, og dermed i hele Skolen, da jeg -- ogsaa for
tidlig -- var kommen op i den øverste Klasse, som var treaarig. Jeg
var da 13 Aar.

Det faldt mig dog ikke ind, at jeg virkelig fortjente den Plads,
saameget mindre som jeg følte Misforholdet derved, da jeg som den
yngste ogsaa var den mindste, og var vant til at see op til de
store Kammerater. Jeg vidste, at jeg i den Vinter ikke havde været
synderlig flittigere eller ordentligere end jeg pleiede. Det vidste
min Fader ogsaa, saalænge han levede.

Engang ved en Examenshøitidelighed, da han for Forsamlingen af
Byens Honoratiores oplæste Examens Udfald, og hver Discipel, naar
han blev nævnt, maatte træde frem og modtage sin Charakterbog i
Følge med nogle opmuntrende eller formanende Ord, sagde Fader, da
Raden endelig kom til mig, ikke andet end: Jo større Gris, desto
bedre Lykke. Forsamlingen lo, og jeg listede skamfuld af uden nogen
Glæde over mine udmærkede Godter. Jeg vidste, Fader havde Ret. Jeg
havde som sædvanlig rapset nogle flygtige Kundskaber sammen i det
sidste Øieblik, var mødt med den Fripostighed, hvormed jeg altid
har forstaaet at give halv Underretning Skin af fuld Vished, og
havde havt en ren Lotteri-Lykke. At jeg ligefuldt gjorde mig til
for Kammeraterne, og at min flittige Broder gjorde sig nogen tunge
Betragtninger over Skjebnens Uretfærdighed, følger af sig selv.

Jeg selv gjorde mig ogsaa Betragtninger. Jeg var mig ret godt
bevidst, hvormeget jeg stod tilbage i solide Egenskaber. Jeg havde
en ustyrlig Hang til at unddrage mig enhver Pligt, der kom i Lovens
Form. Jeg maatte forsømme Tid og Time, jeg maatte fare omkring paa
Steder, hvor jeg ikke maatte komme, jeg maatte udøve Bedrifter, som
kunde drage Straf eller Ulykker efter sig, jeg maatte som en Følge
deraf finde paa Udflugter og Løgn, naar jeg blev dragen til Ansvar.
Jeg vidste det meget godt, og fandt det derfor i sin Orden, hvad jeg
ogsaa tidtnok af min bekymrede Moder fik at høre, at jeg baade i
Kundskaber og god Opførsel stod tilbage for den Broder, jeg gik Side
om Side med.

Om Eftermiddagen og mod Aften var der altid lystigt Samkvem med
Naboernes Drenge, alt efter Aarstiden, Boltspil, Skøiteløb, Røverlege
og alt hvad vilde Streger vi i Have, Gaard, Ladebygninger, i Ruinen
eller ved Søen kunde finde paa. Der kunde mellem disse plebejiske
Kammerater være nok, der var større og stærkere end jeg, og naar
en saadan Flokkens Fører -- som Dreierens Anders, der gjerne var i
Spidsen -- med brutal Myndighed anviste mig min Plads i Slagordenen,
som i Reglen var den ringeste, føler jeg endnu den Stemning, hvormed
jeg indtog den. Den var ganske vist Ærgrelse over den bestandige
Tilsidesættelse, men der var ikke deri synderlig Tvivl om, at det
maatte være saa, jeg kunde ikke bruges til andet.

Hvad jeg derimod ikke saa tydelig vidste, men som ganske vist
ogsaa, og rimeligvis i ethvert Øieblik jeg levede, var tilstede,
var en urokkelig Selvfølelse, som holdt mig oppe under enhver
Tilsidesættelse. Det er denne bevidste eller ubevidste Fornemmelse af
Personlighedens høie Værd, som bærer baade Barnets Sorger og Mandens
Kors. Og det, der bærer, er ikke blot Haabet om, at det kan blive
bedre, det er ogsaa Troen paa, at det er bedre, end det seer ud til.
De andre kan nu gjerne sætte Foden paa min Nakke, om de magte det,
ligefuldt er jeg noget andet end alle de andre, og muligvis er jeg
noget bedre.

Det var en aabenbar Sag, at de raa Drenge, der kunde over mig i
en Leg eller ved et vildt Æventyr, ikke kunde maale sig med mig i
Begavelse og Livets indre Rigdom, og at heller ikke de, der i Skolen
sad over mig, derfor er kommet videre i Livet, har Tiden viist,
men jeg havde endnu ikke faaet Tid til at gjøre mig den Ting klar.
Ligefuldt var Selvfølelsen der, og den sagde mig, om ikke andet, saa
dog det, at naar jeg gik min Vei, var jeg mig selv.

Og jeg gik meget min Vei. Jeg udførte paa egen Haand, hvad der
ikke gaves mig Plads til i Flokken. Saa var jeg selv Fører og tog
rigelig for mig med ubunden Lidenskab baade af forbudne Frugter og
mere uskyldige Krumspring, af vilde og sære Fantasier, af hungrig
ustillet og uklaret Længsel, men da ogsaa, i uafladelig og anstrengt
Betragtning, af alt hvad der faldt for i Naturen, mellem Mennesker og
i Bøger, samlende og stablende op og rodende i Skatte, som jeg endnu
lever af. Ak, hvor har jeg ikke maattet føre disse i Barnet spirende
Følelser baade af Ydmyghed og Stolthed med mig Livet igjennem, og
hvor maa jeg ikke takke Gud for den Støtte i mit Inderste, hvormed
han har holdt mig oppe. Hvorledes den blev til mit Livs guddommelige
Klenodie og hellige Naadegave, komme vi paa sit Sted til.

       *       *       *       *       *

Kolding Skole var lille, men ikke daarligere end andre Skoler. En
Rødstensbygning med tre Stuer ved Jorden til de tre Klasser, og en
Kvistleilighed ovenpaa til Brug for Inspectøren, var hele Apparatet,
men ogsaa tilstrækkeligt, da den kun besøgtes af nogle og tredive
Disciple. Den laa paa samme Sted som den nuværende Bygning, og
ligesom i Roskilde var Kirkepladsen vor Legeplads. Umiddelbart op til
Bagsiden af Skolehuset stødte en god Frugthave, hvad der gav en meget
venlig Udsigt fra Vinduerne. Man kunde altsaa befinde sig vel der, og
det gjorde vi forsaavidt ogsaa, som de ydre Betingelser var der.

Sten Blicher har i sin »Juleferie« skildret et Collegium af Lærere
saa latterligt, at man fristes til at ansee det for Overdrivelse.
Det er det dog ikke, især naar man betænker, at det snart er et
Aarhundrede siden disse Typer gik igjennem vore Skoler. Kolding
Skoles Lærere kunde med deres Rector i Spidsen gjerne vises frem som
en lignende Samling af Originaler, naar man i en glad Ferie havde
Humør til at tage dem fra deres komiske Side. Dette skal heller ikke
være sagt til deres Forringelse. Tvertimod.

Enhver aandelig Stand, som lever sit egentlige Liv udenfor Verden,
vil efter sit Væsen være prydet med mærkværdige Personligheder.
Præste- og Degnestanden er bekjendt derfor, men ogsaa Videnskab og
Kunst fremavler snurrige Skikkelser, og gjør det desto mere, jo
alvorligere, jo mere fordybet i sin Dont den er. Det er Livet i den
bevægede Verden, der afsliber og afrunder og giver selv fremragende
Mennesker mere Snittet af Dusinmennesker efter Tidens Skik og Mode.
Skolemænd have dertil endnu en anden Egenskab behov. Er de, hvad
de helst maa være, og hvad de ypperste af dem altid have været,
Børnevenner, der forstaae og tage Del i de Smaaes ubundne Naturliv,
vil de selv faae noget af dets Præg. Børnevenner blive barnlige
Sjæle, og lade sig lettelig kjøre om og udlee af det kløgtige
Verdensfolk.

Min Fader har jeg beskrevet, og man vil forstaae, at han ikke kunde
frikjendes for at være et Stykke af en Original, endog født og baaren
dertil. Min Broder Caspar, som ogsaa blev Skolemand, var det ikke
mindre, og vilde rimeligvis være bleven det endnu mere, om han var
bleven ved Skolen.

Overlæreren ved Kolding Skole, Carl Plougs Fader, var det ogsaa i
nogen Maade, skjønt ikke i en saa fremtrædende Grad. En spinkel,
glatkæmmet, graahaaret Mand, der mest gik i lysegraa Klæder, med
det reneste og fineste Linned og de blankeste Støvler, hvis Knirken
forkyndte os hans Komme, var han af en ældre Skole end min Fader
og mindede om den bedste Side af de gamle Høreres Væsen. En høist
agtværdig Mand, strengt pligtopfyldende, et Mønster paa Orden, var
det upaatvivlelig i høi Grad til Skolens Bedste, at han boede paa
Skolen og var dens Inspectør. Men hans Undervisning var os mindre
til Behag. Hans Methode var stiv og gammeldags, og han var streng
mod vore Udskeielser. Men vor Grammatik lærte vi, og det vanlige
Skolegriseri blev vi vænte af med.

En over al Maade mærkelig Fremtoning var den ældste Adjunkt Borgen,
en gammel sværtbygget duvnakket Knub med sort Kalot dybt ned over de
buskede Øienbryn, med voldsomme Bevægelser og et Ansigt som en Dværg,
der kommer ud af en Sten. Men i hans Bryst sad et blødt barnligt
Hjærte, og han var i høi Grad en Børneven, mere sine Disciples
Kammerat end Lærer. Han botaniserede med os, han kigede Stjerner med
os, han tog os hjem til sig, og i en Bolig, hvor han levede i det
skrækkeligste Roderi med en Hustru underlig som han selv, viste han
os alle sine Snurrepiberier, for han var en Samler af hvadsomhelst.
Han havde mærkelige Maader at gjøre os Videnskaben anskuelig paa,
dem han vel ikke altid anvendte, men naar vi bade ham derom, var
han altid villig dertil til vor store Morskab. Saa lærte han os
Grammatik med Fingrene; de blev da skubbede ind eller trukne frem for
at betegne Casus. Og lærte os Geometri med Paavisning; han taug da
bomstille, viste mimisk Figurerne og sluttede Beviser ved theathralsk
at slaae ud med Armene, saa vi havde meget ondt ved at skjule vor
Latter. Men vor bedste Fornøielse var at formaae ham til at give
os, hvad der kaldtes en Forklaringstime. Da maatte vi spørge ham om,
hvad det skulde være, og vi satte selvfølgelig vor Vittighed i med
stor Alvor at friste ham til at variere latterlige Themaer. Om han
i sin Godmodighed fandt sig i, hvad han ansaae for gavnlig Frihed,
eller han i sin egen Rørelse ikke mærkede vore Narrestreger, er ikke
let at sige. Jeg skulde næsten troe det sidste; som naar vi fik en
Kat listet paa Armen af ham og han holdt et rørende Foredrag over
den kjære Mis, da løb aabenbart hans Følelse af med ham; thi han var
i høi Grad en Dyreven. Imidlertid lærte han os ikke saa lidt, baade
fordi vi elskede ham og fordi han virkelig havde en tjenlig Methode,
saa mærkelig den end var. Af ham lærte jeg mit første Hebraisk, og
Grundlaget for Botaniken, som siden har skaffet mig megen Glæde. Da
han i min Studentertid blev fjernet fra Skolen paa en ublid Maade,
sendte vi ham til Opreisning og Trøst en Hilsen fra hans taknemlige
Disciple i Skikkelse af det bekjendte skjønne og rørende Digt af Carl
Ploug.

En ogsaa paa sin Maade meget paafaldende, men ret fremragende Mand
var Adjunct og siden Overlærer Brøndum. Med energisk, begeistret,
overvældende Veltalenhed ledsaget af theatralske, men ham naturlige
Gesticulationer, foredrog han os Verdenshistorie og Geografi, og
med en forfærdende Bestemthed, ikke sjelden med en ligesaa kraftig
Kjep -- jeg kan dog ikke klage over det -- indpræntede han os de
dengang overmaade udførlige Lærebøger ledsagede af endnu udførligere
glimrende Skildringer, til en saadan Fuldkommenhed, at jeg siden,
da jeg kom i en anden Skole, ikke mere behøvede at uleilige mig med
disse Fag. Da jeg ved Examen artium afleverede min Skolelærdom for
gamle Werlauff, hørte han uden selv at sige synderligt, en halv Times
Tid paa min Ordstrøm og skrev mig saa to Præceteriser. Min Broder
gjorde samme Lykke, men der var intet særdeles derved. Brøndums
Disciple fik saa godt som altid Udmærkelse i hans Fag; det mærkelige
var kun, at hans Kunst endnu kunde staae sin Prøve efterat vi tre Aar
havde været ude af hans Varetægt. Han var ogsaa vor Gymnastik- og
Svømmelærer, og hans stærke Legeme havde derved Anledning til at vise
ligesaa smukke som voldsomme Bevægelser.

Han hørte, især førend han blev gift, til min Moders Husvenner, saa
jeg kjendte ham ligesaa godt fra Dagligstuen som fra Skolen. Saavidt
jeg veed, var der noget vanskeligt ved hans Kjærlighedshistorie, som
Moder hjalp ham med at faae i Orden. I min Fortælling »Mine Søstre«
har jeg benyttet ham som Model for den Figur, jeg har kaldet Sthør.
Dog kun hvad hans Udvortes og hans Optræden i Skolen angaaer, thi
de Udskeielser, jeg har lagt ind i denne Charakter, vedkomme ikke i
mindste Maade min kjære og hæderlige Lærer, om hvem jeg ikke veed
andet end godt.

Disse vare de mærkeligste af Skolens Mænd. Min Faders Undervisning,
der af de ældre Disciple betragtedes som Skolens Glandspunkt, kom jeg
og min Broder desværre ikke til at nyde godt af. Han læste i Reglen
kun i den øverste Klasse, og det var først efter hans Død, at vi blev
flyttede op i den.

Skjønt altsaa Skolelivet ikke savnede Opmuntring, gik det mig dog,
som det vel er gaaet mangen anden i disse Aaringer, ikke bedre end at
jeg stadig led af Utilfredsstillelse og Kjedsomhed, derfor og af alle
de Unoder, som denne Fandens Hovedpude fremavler.

De værste af disse var Uartighed hjemme, Udplyndring af Haven,
skjønt jeg ogsaa trolig hjalp Moder med Arbeidet i den, Kravlen
omkring paa farlige Steder, Slagsmaal og Gadedrengestreger. Sæderne
vare primitive, vi betragtede ogsaa Gaderne, især Torvet som god
Legeplads. De mere uskyldige var at streife omkring uden Maal og Med
som et nysgjerrigt Dyr.

Saalangt som man paa en halv Dags Tid kunde naae, var der intet Sted,
veisomt eller uveisomt, der ikke blev afsøgt. Hvert Krat og Kløft,
hver Sump, hvert Træ og Sten, hver stor Udsigt eller skjult Krog
kjendte jeg ligesaa godt som Stuerne hjemme. Hvad der ikke kunde
naaes tillands, maatte der soppes eller svømmes til, og hvad der end
ikke saaledes var til at række, blev ved Vintertid opsøgt paa Isen.
Selvfølgelig spillede den mægtige mystiske Ruin herved den største
Rolle, jeg har jo alt talt derom. Hvergang jeg hører Alliken skrige
og snakke om gamle Taarne, mindes jeg de uhyre Flokke af disse Fugle,
som den husede. Og naar jeg paa min Landsbykirke undertiden har seet
en halv Snes Storke samles til Afreise, tænker jeg paa, hvorledes de
gamle Mures hele store Kreds hver Afskedsdag i Høst blev tæt besat
med disse underlige knepprende Stylteben.

At undersøge Naturen i det Smaa som i det Store, at betragte dens
vide Syner som dens mindste Spil, i alskens Belysning, ved alt Slags
Veirlig, i Sommerens Rigdom som i Vinterens Øde, har altid været min
Lidenskab, den jeg endnu ikke har faaet stillet. Livet i Kolding har
lagt den første Grund til disse Idrætter; det tøilesløse Drengevæsen
hjalp til at gjøre rigere Erfaring end nogensinde siden.

Ogsaa derfor har jeg at takke Gud. Det førte videre, end jeg dengang
kunde gøre mig klart. Saa fattigt end Livet kan være, kan det dog
fantastisk opfattet oplyse og oplade Kunstens Tryllerige.

At være med i en Efteraarsdags Skumring at drive Kvæget hjem fra den
fælles Bymark, og i Flok med plumpe Karle og snavsede Drenge, væbnet
med en lang Knaldepidsk at komme farende under Hujen og Trængsel opad
den lange bakkede Læsbygade med de dampende Dyr foran sig, var vel
egnet til at hensætte en fantastisk Dreng i en Walter Scott'sk Scene.

At sidde, naar vi legede Røvere i Slotsruinen, i den store
Fængselskjelder dybest under Kjæmpetaarnet, hvor der var bælgmørkt,
naar man fra Dagslyset kom derned, men hvor man tydelig nok saae
enhver Krog, naar man havde været der et Kvarters Tid, og i sin
Ensomhed at lure paa, at den søgende Vagt kom, og saa med et Spring
at kaste sig over den forat hugge sig igjennem, mens den endnu var
blind, gav en Fornemmelse af Ingemannsk Gru.

At ligge i stadig Feide med Plebeiernes Parti, som vi Latinere altid
gjorde paa Grund af, at vor Skole laa paa den ene Side af Kirken,
Borgerskolen paa den anden, gav Erfaringer om, hvad krigersk Mod vil
sige. Og naar det ikke var let at komme vel hjem fra Skolen, da man
paa ethvert Gadehjørne kunde blive nødt til at hugge sig gjennem
Fjendens lurende Patrouiller, gav et lille Begreb om de Montaguers og
Capuleters Kaardeklirren i Veronas Gyder.

Saa igjen i geografisk Begeistring at tage sig for at forfølge en
Bæks Løb langt ude fra Skovkløften, gjennem stridigt Krat og vaade
Sumpe, klattrende langs Trærødder og hoppende over Stene, til man
efterat have fældet Dragen i en stakkels Snogs Skikkelse, og have
næret sig af bittre Bær, endelig at naae til Vandmøllens sorte
drippende Hjul, og faae Culturgrund under sig -- var det end ikke et
Stykke af Coopers Skovliv, var der dog intet i Veien for, at en Dreng
kunde gjøre det dertil.

Mine Forældres Hus var ikke noget christeligt Hjem, og vi Børn fik
ikke nogen christelig Opdragelse. De var ikke irreligiøse, men deres
Religion var Humanismens, hvortil hørte, at man ikke maa tale for
tidlig til Børn om, hvad de ikke kunne forstaae.

Den første Spire til Gudsfrygt blev lagt i min Sjæl af en stor,
rødmusset Bondepige, som var vor Kokkepige.

En Dag, det maa have været ved Begyndelsen af min Skoletid, stod jeg
i Kjøkkenet og betragtede, forat forslaae Tiden, hendes Gjerning
ved Skorstenen, mens jeg smaasnakkede med hende. Hun maa i sin
Troskyldighed have sagt noget om Guds Hjælp og Bønnen, og jeg i min
Vigtighed yttret mig skeptisk derom. Det husker jeg ikke. Men vel,
at hun vendte sig om fra Ilden, og sagde med et alvorligt, noget
forfærdet Ansigt: Be'er du da ikke din Bøn? -- Nei. -- Kan du da ikke
dit Fadervor? -- Jo, det kunde jeg. -- Saa skulde du rigtig skamme
dig og læse det. -- Jeg havde intet at svare, men glemte ikke hendes
Anvisning. For det første skammede jeg mig, for det andet tog jeg
mig for at afhjælpe den Mangel, og vænte mig fra den Dag til at sige
mit Fadervor hver Aften, naar jeg kom i Seng. Jeg holdt min Skik, og
hvorvel jeg endnu i mange Aar ikke kom væsentlig videre end overfor
Gud at skamme mig over min Synd, men overfor Verden at glemme det
igjen, skal jeg dog altid være den enfoldige Pige taknemlig, for hun
i min Fattigdom gav mig den bedste Skjærv, hun eiede.

Ogsaa med Jødedommen kom jeg i Forbindelse, om det ogsaa kun var,
ligesom med Christendommen, en udvortes Forbindelse. Vor Husvært var
en jødisk Kjøbmand, en lille hjulbenet Mand med sin Nations Træk
stærkt udprægede, som da han ved sit Talent var kommen til Velstand,
havde den Drøm at ville gjøre en chevallerisk Figur, holdt en smuk
Hest, og var Underofficer i det borgerlige ridende Korps. Sine
elegante Rideture benyttede han som klog Forretningsmand ogsaa til at
eftersee sine hemmelige Forretningsveie. Han drev nemlig, som alle
der ved Toldgrændsen, en betydelig Smughandel, men udenfor denne
efter Stedets og Tidens Moral undskyldelige Plet var han en hæderlig
Mand og en Typus for en jødisk Handelsmand, i Forretninger et fint
Øie for Fordelen, mod Slægt og Venner et varmt opoffrende og trofast
Hjærte. Dertil fast i sin Tro og streng i Overholdelse af sin hellige
Lovs Bud.

I hans Hus kunde man lære jødisk Skik at kjende. Der var ingen
jødisk Slagter i Byen, Husbonden slagtede selv. At være tilstede
derved var vel ikke tilladt, men at see de blanke tveæggede Knive,
stukne i smukke Læderskeder, gik an i et fortroligt Øieblik, og det
var mystisk nok, det var Oldtidens Offerknive. Og saa at udspørge
om de smaa Pergamentslæg, der var sømmede til Dørkarmen, og høre,
at lignende blev baarne om Armen; at see Manden om Sabbathen sidde
inde bag sin Butiks Glasdøre med sin Kaskjet paa og læse i sin store
hebraiske Bog; og at lytte til Familiens ustandselige Tale, naar de
kom hjem fra Synagogen i Fredericia med Hjærterne strømmende over af
Henrykkelse over den hellige Fest, alt dette var jo vistnok kun at
staa i Hedningernes Forgaard, men det gav Lyst til at vide mere.

Kager og anden Festmad blev altid bragt ind til os og fortæredes med
Glæde, men vi blev ikke budne ind, dertil var Husets Skik for streng.
Den tydeligste Forestilling om Religionens Kraft gav os Fasten. Der
var en Butiksdreng, en yderst godmodig Fyr, som var vor Ven, og ved
hvis Disk jeg har tilbragt mangen ledig Time. Naar Fastedagen kom,
gik han ude i Gaarden med os og havde et forknyt Udseende, han led
af Sult. Naar han da saae op mod Himlen og fortalte, at blot en
eneste Stjerne blev synlig, saa begyndte Sabbathen og han kom til det
herlige Bord, da var dette Tegn mere end noget prosaisk Klokkeslet
egnet til at berøre os som et himmelsk Mysterium.

Om jeg som andre kaade Drenge har været med til at spotte over
Jøderne, veed jeg ikke og troer ikke, men i Omgang med dem har jeg
altid viist Ærbødighed for deres Helligdom, og havt let ved det,
da jeg følte den. Intet Under, da her var en Alvor overfor det
Guddommelige, som vi ikke kjendte. Vor egen Helligdom gjorde ingen
Fordringer til os, den var knap nok tilstede. Dette Samliv med
en elskværdig israelitisk Familie troer jeg har bidraget til den
Forkjærlighed for Abrahams Folk, jeg alt mit Liv har næret.

Medens jeg taler om Religionen, skulde jeg ikke glemme dens Skygge,
Overtroen. Kolding var en gammeldags By og ret en Rede for Troens
skumle Misfostre. I vort Hjem levede vi i Oplysningens Glorie, som
jog Djævlene ud med et altafgjørende Vaaben, den Paastand: de er
ikke til. Hvilket dog ikke kunde forhindre, at de udenom Kredsen
opførte en vild Hexedands. Af Tjenestefolk og Kammerater modtoge vi
ligesaa daglige Efterretninger fra Mørkets Rige, som man nu faaer
Avisefterretninger, kun med den Forskjel, at Avisen var ikke til at
stole paa, men dette kunde man tage paa med Hænderne.

Kom vi ind i den store Kjøbmandsgaard yderst i Læsbygade, hvor der
stod en Pæl paa Gaardspladsen, vel til at binde Dyrene ved, fortalte
Gaardskarlen os, at naar han rørte ved den Pæl, hørte han det nede
fra Jorden raabe: Ryk op! For den var rammet ned gjennem Kjøbmandens
Moder, han havde selv kjendt hende og vidste godt, det var ikke
rigtig fat med hende.

Kjørte vi hjem fra Christiansfeld sent paa Aftenen, holdt Kudsken os
vaagne ved at vise os det Sted paa Veien, hvor hans Heste den og den
Nat havde mødt det han ikke kunde see, men Hestene desbedre, for lige
til den Omdreining, nu kom vi strax til den, havde de arme Dyr gaaet
og aset som i Mudder til op paa Livet, skjønt Veien var ligesaa jævn
som nu, og da de endelig var slupne, var de saa hvide af Skum og saa
forhivede, som havde de løbet løbsk.

Hvert Sted havde sin Gjenganger, vor Gaard havde ogsaa sin, han hed
Bahnsen, men er mig forresten ubekjendt. Varsler blev bestandig sete
og hørte, var der en Ildebrand, havde den og den seet Forbrand.
Vidner var der nok af, skulde Sagen mod Overtro være ført paa den
Basis, vilde den øjeblikkelig være tabt.

En Dag løb der en Nyhed gjennem Byen, som slog alle med Rædsel,
man samledes paa Gadehjørnerne forat faae Vished om de nærmere
Omstændigheder. En Præst paa Landet var blevet taget af Djævelen,
Beviset forelaa, man havde fundet hans ene Ben i Blaakjær Skov.
Ingen undrede sig derover, man havde længe ventet det, for han var
bleven seet sidde midt paa sit Gulv med Cyprianus for sig og med en
Kridtstreg skrevet rundt om sig, medens den Onde foer om udenfor
Kredsen med en Rive for at hale Troldebogen fra ham. Sagen var,
at han havde den hos en Landsbypræst sjeldne Egenskab at være en
rig Mand, og at blive beskyldt for at drive Aager med sit Mammon,
rimeligvis dog med ingen bedre Grund, end at han nu blev beskyldt
forat have faaet et saa bedrøveligt Endeligt, for han levede i
Velgaaende endnu en Del Aar derefter.

Selv min Moder, det mest afgjort Oplysningsmenneske, jeg har kjendt,
var ikke fri for at have sine Erfaringer. Det er i det Hele en Feil
at troe, at Oplysningstiden var fri for at hjemsøges af Angreb fra
Mørkets Rige, medens den heller intet vilde vide af dem fra Lysets.
De faldt ligesaa rigeligt dengang som nu.

Den Nat, hendes Moder døde i Sæby, havde hun i Nykjøbing hørt Vuggen
gaae ved sin Side, og hun havde seet en hvid Skikkelse ved den. I
Vuggen laa hendes første Barn med min Fader. Og min Broder Caspar
havde en Dag, han gik forbi Slotstaarnet, seet en uhyre Klo hæve sig
ud af Nedgangen til dets Fængselskjelder. Dette forfærdede os mest,
fordi det var nyt, og hans Sanddruhed var hævet over al Tvivl. Vi
vidste ikke dengang, at han led af Hallucinationer.

Med Undtagelse af Moders Syn og maaske Kudskens Heste, have disse
Ting ingen Betydning; men jeg nævner dem, fordi de har virket deres
til at sætte mit fantastiske Sind i en sygelig Bevægelse for lange
Tider. I den sørgelige Periode, da mit Helbred var aldeles nedbrudt
af Nervesvaghed, led jeg i de mange søvnløse Nætter overordentlig
meget af saadanne Fantasier, og den største Del af mit Liv har jeg
havt Tider, hvor det har ængstet mig indtil Svækkelse at være alene
i en Bolig, skjønt det samtidig har været min faste Overbevisning,
at der intet kunde møde mig. Thi jeg er intet Søndagsbarn, og har
aldrig mærket ringeste Spor af noget overnaturligt, saameget jeg end
kunde ønske at modtage et saadant Vidnesbyrd om en usynlig Verdens
Tilstedeværelse. Først paa mine gamle Dage har jeg ved at gjøre et
Studium af den mystiske Litteratur, forunderlig nok netop ved at
forvisse mig om dens Fænomeners Rigtighed ganske faaet Magt med min
Ængstelse. Forsaavidt hjælper Oplysning, men rigtignok i en modsat
Retning af den, som sædvanlig søges.

Efter Religionen skulde jeg efter god gammel Skik komme til Kongen.

Det var en meget stærk Fornemmelse af hvad Regimente vi levede under,
vi fik, naar Kongen kom til Byen, og som bekjendt lod Frederik
den sjette ikke let noget Aar gaae forbi uden at besøge sit Riges
Provindser. For den samvittighedsfulde Regent var det et strengt
Pligtarbeide, men for ungdommelige Tilskuere var det et rent Æventyr.

Saa kom Dagen. Alle Gader og alle Vinduer stoppede med Mennesker,
Tagstenene revne af, Hovederne stukne ud mellem Lægterne fra
Morgenstunden af Forventning. Naar da under Klokkernes Klang og
Trompetskrald først Landsener-Regimentet, saa det borgerlige ridende
Korps, saa lange Colonner af Bønder til Hest kom i vild Galop opad
Gaden, og endelig Kongens Vogn trukken af sex forpustede Bønderheste,
og derefter den lange Række Vogne med Følge af Embedsmænd, alle i
stormende Hast for at være tilstede, naar Kongen steg af, gjorde det
virkelig et helt østerlandsk Indtryk.

Det var i det Aar, jeg var i den nederste Klasse i Skolen. Vi vare
i spændt Forventning paa vore Pladser i den festlig smykkede Skole,
og det varede meget kort, saa kom Kongen. Med smaa hurtige Skridt
kom han ind og hilste venlig til alle Sider. Rectoren sagde en kort
Hilsen til Majestæten, og vinkede til Orchestret. Organisten svang
sin Bue, og Cantaten begyndte. Det var den Dag den smukke Ode af min
Fader: »Atter i denne stille Athenes Bo --« som sædvanlig ledsaget af
græsk Text, og med høi Begeistring sang jeg mine falske Toner med.

Saa opgav Kongen, hvad han vilde høre. Veed de Smaafyre noget
om Skjoldungerne? sagde han i vor Klasse. Brøndum henkastede et
Spørgsmaal, og i uafbrudt Remse gik Lectien fra den ene til den
anden. Kongen nikkede venlig og klappede en og anden af os paa
Hovedet, gik saa ind i den næste Klasse og sagde: »Lad mig høre
noget Latin, for min Græsk har jeg for længe siden glemt.« Og Faders
Disciple gjorde ligesaa god Besked som vi. Saa lo han ad nogle
Volter paa Gymnastikpladsen og forsvandt igjen, efterladende det
uforglemmelige Indtryk, at Kongesagaen var en Sandhed, vi havde selv
seet Begivenhedernes Helt.

Saa besaae den ufortrødne Mand i samme Fart Kirke, Raadhus, Hospital
og hvad der ellers kunde være, og lod Sprøiterne prøve paa Torvet,
hvorved han endog fik en Straale over sig, og rystede sig med høi
Latter. Spiste saa sin Mad og foer videre i samme Carriere.

Alt gik hurtigt nok, den eneste det gik for langsomt for, var en
smal opløben ung Herre, som i den gule Hestgardeuniform, med altfor
tydelig Kjedsomhed i hele sin Holdning som i sine velformede, men
slappe Træk stod og lænede sig til Skolens Dørstolpe. Det var den
syvende Frederik. Ham har jeg seet paa et lignende Besøg i Haderslev
Skole, mens jeg var Lærer der, men han gjorde langtfra et saa stærkt
Indtryk af en virkelig Konge, skjønt han dengang allerede stod i sin
bedste mythiske Glorie.

Endnu har jeg fra mit jydske Barndomsliv at mindes, hvad der maa
kaldes Hovedbegivenheden, Familiens Kjøbenhavnsreise. Kun een saadan
faldt i vort Lod. Reiser var i den Tid noget ganske andet end nu, og
mine Forældres Kaar var ikke saa gode, at de mer end eengang kunde
gjøre en saa betydelig Udgift.

Det var i mit første Skoleaar, i mit Livs tiende, i Sommeren 1830,
at den længe nærede Beslutning at gjensee fjerne Slægt og Venner kom
til Udførelse. Vi beredte os dertil, som større Folk til en større
Udenlandsreise.

Efter et kort Besøg i Roskilde naaede vi endelig trætte og
forskumplede paa den dengang forfærdelig opkjørte Roskilde Landevei
en silde Aften til Frederiksberg. Dér havde Onkel Møller med Tante
Christine deres Sommerbolig i en Gaard i Alleegaden, og jeg lærte da
første Gang at kjende det Hus, der senere blev mit andet Hjem.

Jeg har talt om min Tantes Ungdomshistorie og hendes kjærlige Væsen,
og jeg troer, at næst efter mine Forældre har heller ingen lige til
hendes Død, i en Alder af 88 Aar, omfattet mig med større Kjærlighed.
Hendes inderlige Vens og hendes kjæreste Søsters Børn var hende altid
som hendes egne. Selv var hun barnløs. Hendes Mand var af de stille
Folk, som ikke syntes at trænge til nogens Fortrolighed.

Det var ikke let at finde et bedre Tilholdssted end deres Hus. Min
Tante samlede alle den talrige Families Medlemmer, gamle og unge, og
Vennerne med, havde altid, hver Dag, Plads ved sit Bord for hvem der
vilde komme, og aabent Hjærte for deres Sorger og Glæder, og naar
hendes Mand sad for Enden af det lange Bord, saae man at han fandt
sig vel derved.

Selvfølgelig blev nu alle Kjøbenhavns Herligheder planmæssig
gjennemsøgte og foreviste med fuld Forklaring. Hvad jeg dengang saae,
kan jeg vistnok ikke i Erindringen skille fra mine senere Erfaringer,
men at Billedet af Hovedstaden var efter min Alder rigeligt og klart
nok, slutter jeg af, at da jeg siden vendte tilbage til den, veed jeg
ikke, at noget synderligt var mig nyt.

Paa Hjemreisen nød vi ogsaa rigelig det sjællandske Land, besøgte
Vollerslev hyggelige Præstegaard ved Gisegaard, hvor min anden
Morbroder Jens Worm boede, og Sæby Præstegaard, som jeg allerede har
beskrevet, og søgte saa tilbage til vor jydske Skole. Men de Aar, vi
endnu havde tilbage i Kolding, formørkedes af en tung Sky, der mer og
mer sænkede sig over vort Hjem, dog mere følelig for Moder end for os
ubekymrede Børn.

Allerede paa Reisen havde det undret Familien at see, at min
Fader, som før havde havt en smal Figur, var bleven meget svær og
ubehjælpelig i sine Bevægelser; og da han kom hjem, viste det sig
mere og mere, at denne Fedme ikke var sund, han blev en svagere Mand,
gik mindre ud og blev mere tungsindig. Saaledes holdt han sig endnu
oppe i to Aar, mens han som sædvanlig arbeidede flittig ved sin
Pult og altid til sent paa Natten. I den Tid oversatte han de sex
første Sange af Iliaden, men skulde ikke naae videre. I Efteraaret
1832 viste der sig en Svulst i Underlivet, som brød op med en
forfærdelig Blodopkastning. Vinteren sad han syg og uvirksom hen, der
samledes Vand i hans Legeme, og mod Foraaret steg Vattersoten til en
overvættes Grad.

Aldrig har vistnok min Moders Kraft og Udholdenhed viist sig saaledes
som i denne tunge Tid. Hun antog vel en ung Pige til at hjælpe med
Husholdningen, men med en Følelse af, at vi snart kunde komme til at
blive faderløse, forøgede hun om mulig sin Iver for at uddanne os ved
Læsning og Samtale, og sin Omhu for at vi skulde være med ved alt
hvad der kunde sees og opleves; og dertil pleiede hun den Syge ved
Dag og ved Nat.

Da Høsten kom, var den Syges Kræfter udtømte. Det var en Formiddag,
den 8. August 1833, at min Moder tog os ind, at vi sidste Gang skulde
see vor Fader. Forfærdede som vi var, vi kjendte jo ikke til Døden,
var det sværeste at høre den Døendes Rallen. Jeg husker, at jeg
først ikke vidste, hvad det var, men da jeg opdagede, at denne Lyd
kom fra Fader, der laa ubevægelig og ubevidst, var det ikke til at
udholde. Dog kunde jeg ikke saaledes bevæges af Sorgen som de, der
kjende den bedre.

Da vi igjen blev førte ud, foer jeg ud i Gaarden og strøg fortvivlet
frem og tilbage, forunderligt, mest fortvivlet over at jeg ikke kunde
sørge saameget som jeg burde over at Fader gik bort. Du skal sørge,
du skal ikke være en saadan hjærteløs Knegt som du pleier, sagde jeg
til mig selv, men jeg kunde ikke græde som Moder og de andre. Jeg
listede ind igjen og stod i min Angst og lyttede og lyttede til den
forfærdelige Lyd derinde i Sovekamret. Endelig efter nogle Timer tav
den, jeg hørte Moder hulke, og nu kom hun ind i Dagligstuen, segnede
om paa en Stol, tog os alle tre i Favn, og sagde: Nu har I ingen
Fader mere.

Under alt dette var i min Sjæl altid Forfærdelsen stærkere end
Sorgen. Jeg kunde ikke magte det Ubekjendte. Om Natten hørte jeg
min Faders Skridt og saae ham i forvirrede Drømme, og om Dagen
listede jeg om og stirrede med uhyggelig Angst paa de sørgelige
Forberedelser. Ved Begravelsen iagttog jeg saa spændt alt, hvad der
foregik, at da jeg 40 Aar efter gik efter min Broders Kiste ned ad
samme Gade og hørte de samme Klokker ringe, og stedede ham til Jorden
paa samme Kirkegaard, var det mig, som ingen Tid var gaaet, som om
disse Klokker havde ringet alle de Aar. Men blød kunde jeg ikke
blive, kun see og tænke.

Der gik ikke mange Dage efter Begravelsen, og i dem har jeg
sagtens drevet Tiden hen som jeg pleiede, drivende omkring som et
speidende Dyr. Saa faldt jeg hen i en svær Nervefeber, og vidste i
en Maanedstid af intet. Kræfterne groede vel til igjen, kun blev
mit Helbred ikke mere, hvad det havde været. I flere Aar følte jeg
mig afkræftet, hvergang samme Aarstid vendte tilbage, og med denne
Sygdom, maa jeg antage, har den Nervesvaghed, som jeg Livet igjennem
har lidt af, første Gang viist sig.

Vintren gik sin Gang, og vi kom meget ud. De nærmeste Venner stredes
om at have Moder hos sig om Aftenen, og jeg troer i Grunden hele
Byen følte Trang til at gjøre hende noget godt. Caspar kom hjem
for at hjælpe med at ordne Faders Efterladenskaber, og medens han
forfattede Katalogen, var jeg ivrig med at hente ham Bøgerne ned af
Bibliothekets Hyller.

Moder førte en lang Brevvexling med sine Søskende, om hvorledes hun
skulde indrette sig som Enke, og hvor hun skulde tage Bolig. Flere
Steder blev bragt i Forslag, især ville Erik Tauber gjerne have
hende til Frederiksborg. Men ogsaa hendes andre Brødre vare meget
opoffrende med at tilbyde hende Hjælp, saa hun var i Tvivl om, hvad
hun skulde vælge. Tilsidst havde hendes Barndomshjem dog saa megen
Magt over hende, at hun besluttede at nedsætte sig i Roskilde.
Saameget mere som hun havde mest Tillid til den Skole, der stod
under Faders Vens, Rector Blochs Bestyrelse, og hendes Brødre ogsaa
saaledes var villige til at yde hende aarlig Pengehjælp.

Saaledes blev det besluttet, at ved Foraarets Komme skulde vi afgaa
til Sjælland. Det maatte skee til Søs, thi saa lidt end Moder turde
beholde af sit store Huses Indbo, var der dog altid saameget Gods,
at der ikke kunde tænkes paa at føre det over Land. Der blev altsaa
gjort Aftale med en Jagtskipper, det var Befordringen dengang. I
Reglen gjorde enhver, der ikke havde rigeligere Raad, Reisen mellem
vore Lande paa disse Smaaskibe. De gjorde samme Tjeneste hos os, som
Trækskøiterne i Holland. Enhver veed det, men der er faa nulevende
som have prøvet det. Især Studenterne var henviste dertil. Vilde de
hjem i Ferien, kom de ofte til at ligge 8 til 14 Dage at brydes med
Modvind og Sø.

Det var ved Midten af April 1834, at den svære godmodige Skipper
Halmø var seilklar, agtende som en faderlig Ven at tage den lille
faderløse Familie under sin Varetægt. Det var deiligt Foraarsveir,
al Sorg og Sygdom var forsvunden -- af mig at sige -- Humøret var
udmærket. Situationen mageløs interessant, den store vide Verden laa
jo aaben.

Jagten laa langt ude paa Fjorden, og mens Aftenrøden sidste Gang
forgyldte den graa Ruin, den gamle By og hele den kjære hjemlige Egn,
gled vi paa den lange Fiskerbaad med sindige Aaretag, vi kjendte saa
godt Befordringen, ud gjennem Aaens Rørskove, hilste endnu engang
alle de uforglemmelige Bakkeskrænter og Skovvige, og fik saa Fod paa
den lille Seilers fuldtstuvede Dæk.




TREDIE KAPITEL.

ROSKILDE.


Førend vi naaede vort tilkommende Hjem, opholdt vi os nogle Uger i
Kjøbenhavn, selvfølgelig i Tante Christines smukke Hus. Hendes Hjærte
var ganske opfyldt af hendes egen og hendes Søsters Sorg, og der var
meget at faae lagt tilrette.

Conferentsraad P. Møller, som min Onkel nu kaldtes, boede dengang paa
Gammeltorv eller Nytorv, ligeoverfor Raadhuset. Jeg drev en Del Tid
hen med at hænge i Vinduet, og det første der mødte mit Øie var den
alvorsfulde Bygning derovre.

Hver Eftermiddag samledes alle Byens Vægtere der, for at faae deres
Ordrer for Natten. Det vrimlede saaledes af Vægtere, at de ikke
blot fyldte den svære Porticus, men som en Bisværm svævede langt
ud over Torvet. Et burlesk Skue at see det samlede Korps i dets
middelalderlige Ornat: en Læderkabuds som en omvendt Potte, en
lang plump Kofte med et gult Læderbælte om, og paa Nakken det fæle
Morderredskab med det skjønne Navn Morgenstjerne. Vi fik os en Latter
af dem, de gamle nu glemte Vægtere har altid været en Skive for
Vittigheden, mest for deres, som havde mest at takke dem for.

Jeg laa i Vinduet og havde mellem mig og Raadhuset den tætte Vrimmel
af fede Slagtere, fidtede Dragere, pluderhosede Amagere, rødkoftede
og knæskindbuxede Sjællændere, formummede Sælgekjællinger, søvnige
Droshker, og den endeløse Række af Vogne læssede med al den Proviant,
kommende og gaaende Kunder og jeg selv med skulde leve af. Et
evindeligt Marked, men ingenlunde til at have de Løier af som de
festlige Markedsdage i Kolding. Kun trist at see henover den store
Verdens rastløse Travlhed.

Imidlertid skulde de ideelle Formaal fremmes, vi skulde nyde godt af
det store Folkedannelsesmiddel og maatte nu opleve det epochegjørende
førstegang at være i det kongelige Theater. Dertil blev, som
sædvanlig, Elverhøi valgt. Jeg kjendte Stykket af Bogen, havde ogsaa
seet ret godt udstyrede Skuespil i Kolding; men nu havde Moder
forberedt os paa det ypperste af alt, Dramaet paa sin Høide, udført
af de Talenter, al Verden beundrede. Ligefuldt blev jeg skuffet;
det gik mig som det gaaer mig endnu. Min Natur er nu nøieseende
tiltrods for at Følelsen kan være høit stemt. Jeg kunde ikke finde
mig i de theatralske Fagter, det ikke naturlige Talesæt, de slæbende
effectfulde Skridt i de sirlige Ridderstøvler, al den Mangel paa
frisk Liv og virkelig Høihed, og saa de legetøisagtige Decorationer.

Nu, Fru Heiberg har jo holdt lange skjønne Taler over den skjønne
Plastik i theatralske Stillinger, og sand Kunst i Bournonvilles
Arrangementer; jeg har altid ønsket, at de Mennesker vilde lade alt
det Væsen fare, tage Tingen mere ligefrem, spille saa lidt som
muligt, men være som naturlige Mennesker er og tale af fuld Følelse
som man taler, naar saadanne Ting skeer, og endelig indskrænke sig
til at betegne Scenen med et skjønt Bagtæppe. Som Hellenerne gjorde,
det er jo det disse høie Muser lære, naar Tæppet gaaer op. »Det
kommer af, at De for sjælden besøger Theatret. Man lever sig ind
deri --« bemærkede engang Hartmann, da jeg beklagede mig for ham
over disse Ting. Han kan have Ret, men jeg ønsker ikke at leve mig
ind deri. Dengang havde jeg ganske vist ikke tænkt saaledes over alt
dette, ligefuldt stødte dog det samme mig.

Saa var det den 10. Mai 1834, at et høit Flyttelæs agede ud af
Vesterport med Broder Christian, mig og en skikkelig Tjenestepige
siddende foran paa en Sæk. Pigen var vor Veninde, hun havde af
Kjærlighed til Moder fulgt os fra Kolding. Moder havde altid Lykke
med saadan Kjærlighed. Hun fik ogsaa nogle Aar efter Pigen godt gift
med en flittig og trofast Skræder, og lønnede hende dermed for hendes
Hengivenhed.

Vi kjørte den lange Sommerdag, til vi ved Solbjergstid fik at see den
røde Aftenhimmel bag Domkirkens Taarne, og den vide Udsigt over den
blanke Fjord og dens skovklædte Næsser.

Da vi holdt udenfor det røde Hus paa Hjørnet af Graabrødrestræde og
vi stormede ind gjennem de smaa Stuer og ud i den ikke saa lille
Have, og saae alle Træer saa hvide og rosenrøde af Frugtblomster som
en eneste duftende Blomsterbuket, var alle Dagens Besværligheder
glemte. Det nye Hjem var et Paradis, og vi sov trygt paa de
Madradser, den gode Pige bredte ud for os paa Gulvet. Næste Dag
skulde Moder og Søster følge efter med Dagvognen.

Den Nat brændte Frederiksborg, det vil sige Byen Hillerød, thi
Slottets Brand indtraf 25 Aar efter -- og at Morbroders Hidsighed ved
denne Leilighed kostede ham hans Embede som Skolens Rector, blev for
vor Familie den sørgelige Følge deraf. Det var saa nærved, at det var
blevet dertil og ikke til Roskilde vi var komne den Aften, at der
allerede var udseet en Bolig til os, og den brændte.

Det var upaatvivlelig i alle Maader rigtigt, at det ikke var
denne Broder, hun var tyet til. En anden Broder havde hun derimod
megen Støtte af i denne Periode. Det var Frederik Tauber, som var
Stiftspræst ved Vallø Kloster. Hos ham tilbragte vi i de Aar vi var
i Roskilde vore Sommerferier, og da han var Enkemand og i høi Grad
elskede Moder, havde hun frit Raaderum i hans Hus. For os Drenge var
dette skjønne og eiendommelige Sted med sit imponerende Slot, sine
rige Haver og sine herlige Skove en stor Ting.

Men tilbage til Roskilde, min Slægts minderige Hjem.

Strax opgik Byens Herligheder ikke for mig. Jeg var altfor opfyldt af
jydsk Naturskjønhed, Roskilde syntes mig i alle Maader mere kjedelig,
det vil sige, mindre stemmende med mine romantiske Griller, end
Kolding.

I Skolen blev jeg og min Broder henviste til næstøverste Klasse, og
det lykkedes mig virkelig uden stor Uleilighed siden at holde min
Plads som den tredie i dette Hold.

Den første var den altid i sit Arbeide som i sit Væsen fuldfærdige
Carl Liebe, den anden min Broder, og jeg havde saameget lettere ved
at være den tredie, da de øvrige var nogen Stympere. Jeg var tilfreds
og gjorde ikke Fordring paa mere, jeg havde altid beklædt samme jævne
Stilling. En anden Sag er, at jeg ligefuldt ifølge det Forbehold,
hvorved min Selvfølelse altid i det Usynlige gjorde en ganske anden
Person af mig, end jeg var i det Aabenbare, intet Øieblik tvivlede
om, at mit indre Menneske stod høit over enhver Formands, hvorlidt
jeg end vidste, hvori dette indre Menneskes Værd egentlig bestod.

I Kolding var der en af Kammeraderne, med hvem jeg havde indgaaet
et af det Slags Drengevenskaber som kan nærme sig til det Sværmeri,
hvormed unge Piger tidt elske hinanden. Carl Liebe blev nu den anden,
hvem jeg kom i et saadant Forhold til. Da nu Alderen var skreden
noget frem, hvorvel man endnu var i Trøien, bestod vor Fortrolighed
i det, hans Hu mest stod til, at vi betroede hinanden, hvilke Damer
vi sværmede for. Jeg havde ganske vist intet virkeligt at betroe, men
han bar paa et flammende Hjærte, og jeg maatte for ikke rent at staae
tilbage, see til, hvad jeg kunde opdrive.

Min anden Ven, men ingenlunde saaledes »erklæret«, kun i et ligefrem
naturligt kammeradligt Forhold, var min nuværende kjære Svoger, Søren
Thrige, i alle Maader en Modsætning til Carl Liebe. I Skolen var han
et Aar forud for mig. Men i Hjemmet kom han til at staae mig desto
nærmere.

Allerede efter et halvt Aar blev vi flyttede op i den øverste Klasse,
der ligesom i Kolding var treaarig. Jeg kom derved til at gaae i
Klasse ogsaa med dem, der var to Aar forud for mig. Blandt dem var
der adskillige, der vandt mit Hjærte og som jeg følte mig æret ved at
kunne knytte mig til.

Der var Emil Mynster, en Neveu af Biskoppen. Han fik siden en saa
afgjørende Indflydelse paa min Charakter, at jeg noksom kommer
tilbage til ham.

Der var Christoffer Hage, siden Chef for et Handelshus i Nakskov, og
Fader til den Politiker af samme Navn, som nu er et saa fremragende
Medlem af Folkethinget. Han udmærkede sig ikke i Skolen, men hans
venlige og trofaste Væsen gjorde mig ham overmaade kjær.

Der var endelig Rudolf Puggaard, hans Fætter, hvis praktiske Evner,
maaskee ogsaa Rigdom, sikkrede ham en Del Overlegenhed over os andre.
Han havde en smuk Baad paa Fjorden, og jeg blev hans Seilkammerad,
en Idræt der ganske passede for mit Sind. Jeg erhvervede mig nogen
Sømandsdygtighed og blev hjemme mellem de forblæste Skrænter og
yndige Skovvige, Fjorden er saa rig paa, fyldte min Sjæl med alskens
frisk Veir, og var stolt af at kunne tage det op med Fiskerne i at
bestemme Kursen efter enhver Landkjending.

I Skoletimerne havde min Lærer ingen Glæde af mig. Min Efterladenhed
og urolige Natur var og blev i al min Skoletid uforbederlig. Jeg
forberedte mig meget lidt paa mine Lectier, vidste knap hvad vi havde
for; fandt derfor ogsaa paa alle de Kneb og Optøier, som den Slags
Drenge faae Timen til at gaae med. Dog gjorde jeg god Fremgang,
da jeg arbeidede desto flittigere paa, hvad jeg havde Lyst til;
læste enhver Bog der faldt mig i Hænderne, dannede mig adskillige
selvstændige Studier, og fremfor alt selvstændige Meninger, som jeg
ikke forsømte at forfægte som videnskabelige Resultater. Der var
ganske vist ingen Grundighed deri, men nok af Iver og Begeistring, og
ved Examen kom det mig tilgode. Jeg vidste ufuldkomment nok, hvad der
skulde vides, men vidste paa den anden Side noget mere. Jeg forstod
fortræffelig at benytte Øieblikkets Indskydelser, og kjendte ikke til
Ængstelse.

Denne Drift til at vide mere tiltalte adskillige af mine Lærere. En
Adjunkt Hansen, som skulde lære os Christendom og Mathematik, var
ikke synderlig heldig i nogen af Delene, men han var en god Mand
og havde flere Interesser. Han lærte mig Botanik, der saa lidt som
nogen anden Naturvidenskab hørte til Skolens Fag. Sommereftermiddagen
at strøife Egnen rundt med ham, og i hans Hjem at granske i Flora
Danica, var efter mit Sind. Endnu mere alene med sin Blikkasse paa
Ryggen at blive borte i Moser og Grøfter, følge Bækken gjennem tykt
og tyndt og glemme Tiden for at finde hvad der skulde voxe netop i
den Skov, og blive liggende ude paa Skrænterne med de vide Udsigter.
Saa blev der ingen Tid til at tænke paa Lectier og Stile for den
der altid kom for sildig hjem. Skolearbeidet maatte gjøres i
Mellemtimerne, som det kaldtes, de Tider der tilbragtes med at vente
paa Lærerne, der ogsaa kom for sildig.

En anden Adjunkt, Agerup, en høist elskværdig og aandfuld Mand, der
døde i sin beskedne Stilling, tog sig ogsaa af mig. Om Vinteraftener
tog han mig hjem til sig, og vi sad da til efter Midnat og studerede
Hebraisk. Davids Psalmer og Profeternes Taler begyndte at høine sig
over mine andre Idealer; baade Sprog og Indhold var mig for svært,
men netop at jeg ikke kunde magte det, gjorde at jeg ikke kunde
modstaae det. Ved saadanne Ting husker jeg ikke, at min Broder
var med; vistnok fordi han var tilstrækkelig beskjæftiget med sit
Skolearbeide, som han besørgede ganske anderledes samvittighedsfuldt
end jeg.

Mit Forhold til ham har altid bedrøvet mig, gjør det ogsaa nu, da
han er i Evigheden, endog langt mere end før. Jeg har ikke været ham
saa god en Broder, som jeg burde, og som han fortjente. Hvergang
jeg tænkte paa ham, elskede jeg ham, men jeg tænkte for lidt paa
ham. Jeg var altfor optagen af mine egne Lyster, til at kunne lægge
Mærke til, at han trængte til et fortroligere Forhold. Bedre gik det
heller ikke, da vi kom fra hinanden; Moder maatte stadig minde mig
om, at jeg skulde skrive til ham. Naar jeg saa gjorde det, vaagnede
Kjærligheden, og jeg skrev i min kjærligste Tone.

Han følte sig tilsidesat, og da han havde god Gave til at see sig
selv i mørk Belysning, blev de stærke og tidt pudsige Udtryk, som han
brugte derom, til noget mere end Spøg. Han var den af os, der mest
lignede vor Fader baade i Sind og Udseende.

Moder skiftede altid Vind og Sol fuldkommen ligelig mellem sine Børn.
Hvad hun i sit Hjærte tænkte om mig, er jeg ikke istand til at sige,
end ikke i den Tid, da vi kom i et ganske anderledes fortroligt
Forhold til hinanden. Jeg skulde troe, at hun endog i min Manddoms
Dage har næret en Del Ængstelse for mine farlige Veie, sagtens da
endnu mere dengang. Hun gjorde da, hvad der var rigtigt, hun nedsatte
mig i sine Ord, fordi jeg selv satte mig saa høit. Christian trængte
derimod til at støttes, og naar han sad med sit krøllede Hoved paa
hendes Skulder, og sagde: »Jeg vil være hos Moder, for hun holder
mest af mig,« var det ikke uden Grund, at hun kaldte ham sin bedste
Søn. Vi andre gjorde det ogsaa, og mens vi gjorde vor Ret gjældende
til ogsaa at have vor Del i ham, blev det vor familiære Talemaade at
kalde ham »vor fælles.«

Veninder havde vi ogsaa, men jeg havde ikke den Fornemmelse, at jeg
havde nogen Fremgang hos dem. Jeg var paa Kothurnen, og fandt ikke de
unge Piger værdige til at beundre dette Fodsmykke. Saa veltalende jeg
var i den lærde Kreds, saa kjedsommelig var jeg i en Selskabsleg. Kun
een af dem var jeg en virkelig Beundrer af, og nærmede mig til hende
kun med Ærbødighed. Hun fortjente det ogsaa, det er Margrete Thrige,
Søster til min Svoger Søren.

De hørte hjemme i Rectorboligen, og den var dengang et velsignet
Hjem. Den hvidhaarede, men endnu fuldkommen kraftige Fader var god
at komme til og hans Hustru var ret en Typus paa den Art Mødre, hvis
kjærlige Omhu og forstandige Raad enhver veed, man frit kan tage til
saameget man behøver.

Den ældste Datter -- ikke dog hendes, thi Bloch var anden Gang gift
-- var Sørens og Margretes Moder, Enken Margrete Thrige, et fint og
elskeligt Væsen. Det var hende vi med ærbødig Forundring hørte om,
at hun havde været den »Blonde Rene,« som Poul Møller besang for
»sit smalle Liv og sin Jomfrugang,« og som vi nu saae som den, »der
dulgte et Lig af sit yndige Bryst bag en sort Modest.« Men hun dulgte
visselig ikke sit af mild Kjærlighed spillende Ansigt, det var i høi
Grad værdt at see.

I hendes Bolig i Rectorgaardens øverste Etage med den store Udsigt
over Fjordens Skove og Bugter og den uendelige Solnedgangshimmel,
havde vi vore gladeste Sammenkomster. Indtil hun, til vor Sorg, anden
Gang giftede sig med den høist eiendommelige og i vor slesvigske
Politik saa hæderlig bekjendte Christian Paulsen, og fulgte ham til
Kiel, hvor han var Professor.

I Skolen var Bloch en mærkelig Patriarch. Hans Sind var saa mildt, at
han ikke mellem alle sine uarticulerede Mellemlyde kunde faae nogen
af de skruppende Ord frem, som vi saa godt kunde trænge til; kun i
en Vindueskrog kunde han hviske en faderlig Formaning til en Synder.
Han havde intet af min Faders Vid, dog kan jeg ikke sige andet end
at hans ubehjælpsomme Ord gjorde lige saa stor Virkning paa mig som
Faders morsomme. Vi nænnede ikke at bedrøve ham, men benyttede os
dog af hans Distraction, naar han henrykt gik op og ned i Klassen
og foredrog Horats, som han kunde udenad, eller naar han glemte os
over Beundring for Ciceros Rhetorik. Stor Lærdom havde han, men at
han egnede sig til at give sine Disciple Kjærlighed til den skjønne
Oldtid, synes mig ikke. Jeg kunde ikke godt andet end at finde, at
en Mand der alle sine Dage havde fortolket Verdens aandfuldeste og
mest veltalende Skrifter, gjerne deraf selv kunde have faaet noget
mere Aand, og være bleven idetmindste saa veltalende, at han kunde
udtrykke sig ordentlig. Men det lykkedes i Reglen ikke for den Slags
Filologer, dertil stode de det bevægede Liv og naturlig Tale for
fjernt. Hvilket ogsaa viste sig i, at de langt mere sværmede for
latinske Snirkler end for Homer og Herodot.

En ganske modsat Mand var Overlæreren Johannes Hage. Jeg saae
ham i en ulykkelig Periode, da han sønderknust ved Tabet af en
høitelsket og efter Sigende yndig Hustru ikke var sig selv mere.
Som et Kummerens Billede saae vi den rødhaarede, magre Mand i den
tarvelige graa Dragt hverdag liste hen paa Kirkegaarden og staae
og vride sine Hænder ved hendes Grav. Og paa Skolen kom han, sent
nok, slentrende som det fæleste Billede paa Vranteri, jeg nogensinde
har seet; skjældte os ud for snavsede og ækle Drenge, vi var, hug
os Stilebøgerne i Hovedet, og satte sig med Haanden under Kinden,
stønnende at han ikke kunde udholde at tale til saadanne Lømler.

Men naar han tilstrækkelig havde faaet os indskjærpet den for os
ganske morsomme Sandhed, at han vilde være fri for at høre os, hvad
vi havde at sige, var Vaas, saa tog han dog sig selv til at tale.
I Begyndelsen søvnig og snærrende, men alt som han glemte os over
sit Æmne, steg Foredraget til saa glimrende Skildringer, at jeg
ingen Lærer har lyttet til med mere Velbehag eller lært mere af. Han
var en ny Tids Mand, og enhver Ting han berørte, faldt alt gammel
Skoleskimmel af.

Domkirken -- ak ja! Forhaabentlig gjemme dens Hvælvinger ikke blot
Mindet om døde Konger, men ogsaa om levende Christendom, men det
sidste var den Tid rigtignok kun et Minde, og snart lige saa dødt som
Kongerne. Dens to Præster var ligesom Præsten ved Fruekirke af den
sørgelige Race, som unegtelig gjorde sig fortjent til at affærdiges
med det fæle Udtryk: Døden paa Prædkestolen. Det eneste, jeg veed
at sige til deres Undskyldning, er, at saaledes og ikke anderledes
var Præster dengang. Mynster roser sine første Prædkener, dog er jeg
bange for, at den Tid han læste dem op, er det ikke lykkedes hans
Tilhørere at opdage deres Værd.

I Roskilde blev der harpet Fjerdingprædkener af, og snøvlende sunget
vandede Psalmer som andre Steder, medens en enkelt agtbar Smaamand
eller gammel døv Kone saaes i Krogen af de tomme Stole. Kun den
øverste Stol var fuld af en af Skolens Klasser, som morede sig med at
skjære deres Navne i Pultbrættet, eller tankeløst at gloe paa de sære
Epitafier og Prædkestolens malede Uglebilleder.

Jeg maa kunne forskaffe en Attest paa, at jeg i April 1835 -- for
at følge min Broder, altsaa atter for tidlig -- har paa Kirkens
kolde Gulv givet min Haand paa den gamle Trosbekjendelse, men huske
det kan jeg ikke. Det eneste jeg mindes af alt hvad der angik min
Confirmation, er foruden at min Tante forærede mig en Brystnaal i
Form af en Nøgle, at der bag Domprovstens Sofa hjemme i hans Stue,
hvor han særskilt læste med os latinske Drenge, hang et Europas
Kort med en mørk fidtet Stribe henover Middelhavet, frembragt af
hans Nakke; og at han til den høitidelige Dag forud havde sagt os,
hvad Stykke vi skulde høres i paa Kirkegulvet, og den Lectie blev
upaaklagelig læst.

Hvad Kirken angaaer, saa var det først Architekturen der slog mig.
Den gjorde et stærkt Indtryk, skjønt jeg allerede dengang undrede mig
over, hvor skjæve og uregelmæssige Hvælvingerne ere. Dernæst var det
Musiken. Ikke Menighedssangen, den var der intet af, men Choret og
Orgelet.

Det første blev ledet af, eller rettere var skabt af Cantor Hartmann,
en egen gammel Bjørn, hvis Elefanttrin dundrede i alle Hvælvinger og
som indgjød Angst blot man saae ham; men han forstod, hvad kun faae
gjør, at faae det skrigende bort af Drengestemmer, og bringe de klare
Soprantoner frem med den uskyldige Klang, som gjør et saadant Chor
saa henrivende. Skade, at den Slags Chorsang er bleven afskaffet i
Kjøbenhavns Kirker, den hørtes dog endnu, da jeg var Præst der.

Og Orgelet, det fik at føle, hvem der slog det, det mærkeligste af
alle Mennesker, Mathison Hansen. Han var dengang ung, og Kjendere
mente, at ikke al hans Musik var god; men vidunderligt var det
dog for os at høre, naar han hele Timer igjennem fortabte sig i
Fantasier, mangen Gang vilde, endog burleske nok, men dog igjen saa
usigelig henrykte, og saa majestætiske, at det lød som gav selve
Kirkens Sjæl sig Luft i dem. Noget af den havde han i sig, dog ikke
meget, men som Kunstner en Divination af hvad den maa være. Han kom
en Del hjem til os, baade for Selskabs Skyld, og fordi han skulde
lære min Søster og mig Musik. Hun lærte adskilligt, men med mig gik
det som i Kolding. Musiken slap mig altid af Hænde som en Aand, jeg
dog helst af alt vilde fange.

Weyse kom i den Tid meget til Roskilde, han havde en Ven i Hertz,
Præsten for Frue Kirke af Bjerget, som var musikalsk begavet, havde
en rummelig Præstegaard ved Domkirkepladsen, stor skyggefuld Have,
god Velstand og et godt Bord, Ting Kunstnere ikke pleie at forsmaa.
Det var en Fest at sidde i en Krog af Kirken og lytte til den store
Kunstners Orgeltoner, naar han paa Sommer-Eftermiddage havde ensomt
trukket sig tilbage til Kirken. Det var for mig, hvad Musik altid
har været, den fuldkommen rene ophøiede aandelige Skjønhed, som
hensætter mig i en anden Verden. Om den i ethvert Tilfælde virkelig
er det, kan jeg ikke bedømme, der gives jo ogsaa ringere Musik, men
er dens Indhold kun af ideal Natur, er den altid for mig et himmelsk
Trylleri. Jeg forstaaer det som Orpheu's Tilhørere, Træerne og
Stenene.

Jeg havde Domkirkepladsen og den store Udsigt mod Nordvest daglig
for Øie. Vi var fra Hjørnet af Graabrødrestræde flyttet til det
gamle Bindingsværkshus som støttet til den lille gothiske Bygning,
der dengang var Gymnastikhus, nu er Bibliothek, gaaer hen mod
Provstegaarden. Der beboede vi først den ene, siden den anden af
Leilighederne ovenpaa, venlige smaa Værelser med de herligste
Solnedgange.

Der foregik meget der, baade indre og ydre Liv, og endnu mere af hvad
jeg kommer til i næste Afsnit. Saa tarveligt end Moders Hus var,
blev det dog ikke saa lidt søgt, baade af Ældre og Yngre. I en lille
By, hvor man mere frit kan følge sin egen Lyst, er i Almindelighed
Mennesker mindre skaaren over een Kam end i Hovedstæder, og om
Roskilde end deri maatte staae tilbage for det gamle Kolding, var
der dog nok af mærkelige Skikkelser, som mine Tanker møde, naar de
søge tilbage til det gamle Hjem, men de har havt for lidt Indflydelse
paa mit Liv til at det kan lønne sig at omtale dem.

Aarene gik, og om jeg end ikke blev ordentligere i Skolen, blev jeg
dog mere arbeidsom hjemme. I Mangel af bedre Oplysninger er jeg
nødt til at betragte det som et Vidnesbyrd om at Skolelærdommen og
dens Frugt ikke havde interesseret mig saameget som den burde, at
jeg ikke er istand til at huske noget af hvad der vedrører Afgangen
fra Skolen og Adgangsexamen ved Universitetet. Havde jeg ikke havt
endnu opbevaret det selvfølgelig i den skjønneste Latin affattede
Testimonium, som Bloch medgav mig, og af dettes Datum, 27. September
1837, kunnet see, naar Skolelivet fik Ende, og af Datidens Skik
kunnet slutte, at jeg maa have taget Examen artium i de første
Dage af October; og endelig af den Charakterliste, som heldigvis
ogsaa findes, kunnet overbevise mig om, at jeg dog udmærkede mig i
adskillige Fag, endog i Latin, og kun i latinsk Stil stod tilbage,
vilde jeg ikke engang have kunnet gjøre saameget Regnskab for denne
Overgang i mit Liv.

Medens altsaa de lærde Præstationer for største Delen er slupne
bort gjennem et Hul i min Hukommelse, mindes jeg bedre Kjørslen til
Kjøbenhavn i Selskab med de fire Commilitones, thi vi »optimæ spei
adolescentes« var kun fem i Flok. Afskeden fra Hjemmet var let, vi
kunde jo saa snart vende tilbage; Veien gik naturligvis saa lystig
som muligt, den visiterende Toldbetjent ved Vesterport blev hilst med
et »omnia mea mecum porto«, og et Latterchor; vi gjorde det bekjendte
snevre Sving gjennem Gaasegaden, og holdt udenfor den anselige
Gaard paa Vandkunstens Solside, hvor Tante Christine Møller med sin
sædvanlige moderlige Forsorg havde det Kvistværelse istand til os,
som blev min Broders og min første Bolig i Kjøbenhavn.




ANDEN BOG.

UNGDOM.




FØRSTE KAPITEL.

THEOLOGI OG ÆSTHETIK.


En ny Periode er i Almindelighed ikke strax en ny Periode. Mennesket
forandrer sig ikke saa let som Tid og Sted. Om man er Student eller
Skoledreng seer jo vel ikke blot i de unge Pigers Øine, men ogsaa
i Ens egne ud som var det en mægtig Forskjellighed, dog maa man
tage sig iagt for begge Slags Øine. De er meget ungdommelige. Jeg
troer virkelig, at jeg gjorde det saameget som man med Billighed kan
forlange af en ung Fyr, der havde staaet sig godt til sin Examen.

Heller ikke var jeg endnu færdig med det Præliminære, paa Dansk,
Videnskabens Forgaard. Der skulde den Gang i det første Aar endnu
tages to Examiner, en filologisk om Vinteren, hvortil ogsaa hørte
Historie, Hebraisk og noget høiere Mathematik, og en filosofisk
næste Sommer, hvortil hørte noget Fysik og Astronomi. Kunde man til
Filologien saa byde en Tilgift af noget, man havde studeret paa egen
Haand, kunde det føre til Udmærkelse.

Jeg tænkte intet andet derved, end at dette var en fornyet Skolegang,
som man ikke turde forsømme, at da det var morsomt at komme sammen
med saamange nye Ansigter fra alle Landets Egne, passede jeg mine
Timer paa Universitetet meget ordentligt, og da Lærdommen dog havde
faaet Charakteren af et friere Studium, behagede den mig mere.
I Filologien fulgte jeg min Faders Spor, og studerede i Stilhed
Persius's Satirer og Sofokles's Antigone. Og da Filosofiens Tid kom,
fordybede jeg mig i Sibberns ligesaa grundige som mangengang pudsige
Bøger, og lyttede med Begeistring til Martensens livfulde Foredrag --
en aldeles overjordisk Visdom, som rigtignok tiltrods for de bugnende
Anelser trykkede mig flad. Endogsaa bogstavelig, da Auditoriet blev
saa overfyldt baade af ældre Studenter og ikke Studenter, at vi, som
var de mindste, blev presset ind mod Væggen eller maatte krybe op i
Vinduerne. Alt dette tiltalte, og jeg kom fra begge Examinerne med
Udmærkelse i alle Hovedfagene og meget-godt i de mathematiske Fag.

Det sidste Efterslæt af Skolelærdommen var altsaa bragt i Lade, og
jeg stod overfor Livets store Spørgsmaal: Hvad skal du blive til?

Nu maatte min Sjæls indre Trang engang komme til Orde. Det skulde
vise sig, om der var nogen Sandhed i den Røst, der altid havde
hvisket: Hvad er vel det Arbeide, der saadan foreskrives, du vil dog
noget selv! Hvad vilde jeg da?

Ungdomsdrømme er Anelser om et høit Maal, men hvilken Skikkelse
Maalet har, hvilke Veie der føre til det, og hvor Foden skal sættes
Skridt for Skridt, forstaaes først naar Maalet forlængst er valgt.
Det hedder for en ung Student, hvilket Studium vil du vælge? Hvor
ligge dine Evner? Hvad vil du være og blive til?

Hvad mig angaaer, kan jeg ikke sige andet derom, end at jeg selv
vidste ingen Ting. Mine Idealer havde været Drømme, der nu svandt for
Dagslyset. Kun Gud vidste det, og han vilde det, jeg skulde blive
Kirkens Mand.

Men hvorledes bliver en saadan afgjørende Sag kundbar for et famlende
Menneske? Jeg tænker, ligesom andre Livets store Sager. De komme som
spæde Spirer frem af ubegribelig Jordbund. Der kan i Familier ligesom
i Folket komme noget til Orde uden at man seer Grunden dertil, dog
kan det have vidtrækkende Følger. Nu fortalte min Moder, at Fader, da
han saae den Dreng, hun havde født ham, udbrød: Han har et Par gode
Næver, de seer ud som de skulde bruges til at slaae i en Prædikestol.
Tilfældige Ord faae ingen Magt, uden der i Sjælen er Sangbund for
dem. Dette maa der have været hos mig, thi skjønt jeg ikke kan
indestaae for, at dette Ord just var Grunden til, at jeg fik den
Forestilling, at jeg skulde være Præst, saa var den dog, tiltrods for
Mangel paa Christendom, allerede fæstnet hos mig i min Skoletid.

Min Moder havde ogsaa den Tanke, og kan have yttret den eller
forudsat den i sine Yttringer, naar Leilighed var, men egentlig
paavirket mig har hun ikke. Det er mig selv, der har gaaet i
Styrelsens Ledebaand uden at fatte det, og uden endnu at vide andet
derom end at, da Tiden kom, ansaae jeg den Sag for afgjort. Ja, endnu
mere underligt, uden at jeg den Dag idag er istand til at sige, om
dette var det rette Kald for mig; kun at jeg er usigelig taknemlig
for at jeg, tiltrods for at det i saa mange Maader ikke er for mig,
dog har faaet det.

Ligefuldt kom der Betænkeligheder, da Afgjørelsen skulde træffes. Man
har kun eet Liv, og i den Alder troer man sig fri i Valget og har Sky
for Skjebnen, siden bliver man fortrolig med den. Betænkelighederne
bestod ikke just i Ængstelse for det hellige Kald, det forstod jeg
mig altfor lidt paa, snarere i, at der dog kunde være saa meget
andet, jeg havde Lyst til. Det var i November (1838), skummelt Veir
ude og ikke mindre i mit Sind. Yderst nedtrykt sad jeg og læste i min
hebraiske Bibel, den Side af Theologien kjendte jeg idetmindste, men
jeg vidste ikke, om jeg turde gaae videre, vilde gjerne have Raad.

Da skete det, som mest af alt viste, hvor jeg famlede i det. Den jeg
søgte Raad hos, var en Jøde uden Religion, og en Mand, som andre
mindst vilde have søgt til. Men han havde vundet mit Hjærte, jeg
troede paa ham.

Der var i Studenterverdenen en i flere Slægtled velkjendt Litterat,
Israel Levin, en lille sværtbygget, langarmet, platfodet Person
med et stort Hoved og intelligente Træk, en Typus paa sin forkuede
Race. Som bestandige Studenter ofte gjør, søgte han gjerne de
Yngstes Selskab, og var med sin utrættelige Veltalenhed og sin kun
altfor ofte ikke just fine, til Tider endog cyniske Livserfaring,
underholdende nok. Han havde udkaaret mig til sin særdeles Ven og
pleiede at gjøre lange Vandringer med mig til sent ud paa Aftenen, og
den Samtale, han gav et sokratisk Sving, var virkelig belærende.

Da jeg saa ved hans Undersøgelse af mit Væsen let kom til at yttre,
hvad der trykkede mig, gik han strax ind derpaa med stor Grundighed,
talte med dyb Alvor og meget rigtig om, hvad en Præst maa være, hvad
Trosliv, Prædikant og Sjælesørger vil sige. Endelig kom Raadet. Jeg
kunde gaae en af flere Veie. Enten kunde jeg skrive en Novelle, hvori
saadan Sjælekamp blev gjennemført, det vilde klare mine Tanker, og
som hos Goethe lette Byrden. Jeg sagde det ikke, men jeg følte strax,
at dette var et udenoms Sving. Meningen var kun at lade mig vide, at
denne aandrige Udvei laa ham selv nærmest. Saa fulgte da ogsaa det
andet: jeg kunde betroe mig til en Mand, jeg havde fuld Tillid til.
Hvem kunde det være? For Ex. Sibbern, og nu fordybede han sig i en
virkelig smuk Skildring af den gode Filosof, den Slags Undersøgelser
forstod han.

Det Raad syntes mig ikke daarligt. Jeg skrev virkelig Dagen efter
et langt Brev til Sibbern, som jeg tænkte selv at bringe ham. Men
da jeg havde faaet mig udtalt for mig selv, stod det klarere for
mig, at ingen dog kan tage sin Skjebne i sin egen Haand, og Valg og
Grunde vil ikke meget sige, der var intet andet for end at give sig
Gud i Vold. Jeg begyndte altsaa uden stort Mod, dog ganske ordentlig
paa Studiet, og fyldte min Dag med Forelæsningstimer. Heller ikke
fik jeg Grund til at fortryde det. Jeg var kun i en tvivlsom Grad
en Christen, men det forlangtes ikke heller. For det første var jeg
kun Theolog, og Theologien var netop dengang anseet for en ligesaa
hæderlig som naadig Frue at tjene, nok istand til at blænde. Jeg kom
da ogsaa snart høit op i fuld Flugt paa hendes fantastiske Vinger,
farlige nok.

Det laa saa i Tiden. Man maa have levet i den Tid for at kunne
gjøre sig en Forestilling om dens underlige Væsen, ja, for blot at
kunne troe paa Muligheden deraf. Under den tyske Filosofis Enevælde
ivrede alle Tanker for at bygge paa Fantasteriets Babelstaarn; hvad
vi hørte omkring os var intet mindre, end at enhver Stortaler satte
sin nærmeste Livsopgave i at bygge et endnu høiere. Universet med
alle dets store og smaa Lønkamre var afsøgt og klaret i Begrebet,
alle Gaader var løste, Hegel og hans berlinske Discipelskare havde
fuldbragt Værket. Men derved var ogsaa Kunstgrebet afsløret, og
Kampprisen fremlagt. Det maatte kunne eftergjøres og bringes endnu
videre, man skulde kun bygge sit eget System og gaae ud over Hegel,
og selv blive Aandeverdenens Stormand. Vi indaandede snart ingen
anden Luft, det eneste vi ved Universitetet hørte, der klang som en
Fremtidsrøst, var Martensens glimrende Tale, og der var ikke saa lidt
i den af luftige Stene til den Slags Bygning.

Theologien er nu den Gudinde, der byder Evighedens Forstaaelse frem
som den Ærens Krands, enhver af dens Adepter skal kunne vikle om sin
Pande, Panden være nu høi eller lav, blot han er den himmelske Frues
tro Svend, og hun havde dengang sin Glands-Periode. Alle Aander svor
til Theologien, den var Aandrighedens Helligaand, og havde vundet
sig en ny Skikkelse. Var hverken Skriftlærdom eller Kirkens Troslære
eller en Præsteskole, sligt var aflagte Stadier, den var speculativ.
Dette mystiske Ord, der optraadte med det »Absolutes« Klang, glimted
gjennem enhver af vor Mesters Kraftsætninger som Solens Blink i et
Vandspring. Hvorfra det kom vidste vi ikke, det foer forbi som et
Trylleri. Men da det kom til nogen bedre Forstaaelse, viste det sig
at være den Kunst med et eklektisk Aggregat af tydske Systemer at
kunne bringe Christendommens Mysterier ind under Begrebets Dagslys,
saa sikkert som havde man en Engel sat i Spiritus stillet frem til
Analysering.

Credo, ut intelligam, var Formlen, hvorefter den skulde analyseres.
Troen »poneres«, Englen sættes frem. Derefter begynder Intelligensen
at lade sine Straaler falde gjennem alle dens Hjærteslag, Nerver og
Muskler. Alt blev gjort fuldkommen klart, paa speculativ Maade; kun
var det ikke ganske klart, hvorledes det vilde gaae, hvis den bly
Genius, ubehageligt berørt af Intelligensens kolde Instrumenter,
skulde give sig til at forsvinde.

Credo, ut intelligam -- vi kom meget let hen over Credo,
Intelligensens glimrende Rustning var os Hovedsagen, og vi
høittalende Vaabensvende forsømte ikke at lade den blinke vidt
henover den aandløse Verden -- aandløs var den jo allerede dømt
at være fra Æsthetikens Dage af. Vi var en ny Tids Børn, og Folk
som Sibbern og Mynster, Clausen og Grundtvig maatte see at dække
sig, hvis Blinket skar dem i Øinene. Ak ja, Forfængeligheders
Forfængelighed! Heldigvis groede der dog ogsaa mere ægte Vin omkring
mig. Men der skulde gaae adskillige Aar inden jeg modnedes til at
faae Smag paa den, og den var der saameget at fylde i, at jeg maa
tage mig et længere Afsnit til at fortælle derom, inden jeg kan igjen
vende tilbage til Christendommen.

Fra October 1839 boede jeg paa Regentsen. For at faae Plads der, maa
jeg have gjort min Opvartning hos de lærde Foresatte, men derom har
jeg aldeles ingen Erindring. Kun at jeg den første Vinter beboede et
trist Rum nederst i sjette Gang ud til Kannikestræde, men om Foraaret
flyttede over i et solbeskinnet til Gaarden paa første Gang Nr. 4,
under alle Regentianernes Ven, den gode grønne Lind.

Min Moder var ikke istand til at understøtte sine Sønner med andet
end at tage imod os paa vore hyppige Besøg i Roskilde. Det var paa
Tide, at jeg selv skulde fortjene noget at leve af, men dette har
altid været min svage Side. Jeg var saa fattig som vel muligt, og
havde mere Lyst til at undvære end til at anstrenge mig.

Jeg var saa heldig at kunne faae min Middagsmad hos den kjære Tante
Christine Møllers altid aabne Bord, men forresten hjalp jeg mig med
mit knappe Communitetsstipendium. Min Føde hjemme bestod af Rugbrød
med Smør paa til 1 Mark Pundet, og en Kop Kjøbenhavnsk Melk eller
»Regentsthe« til. Stipendiet var 5 Rdl. om Maaneden, og hvorvel jeg
ikke brugte stort mere end det halve deraf til Mad, og bekymret lagde
det øvrige hen til Klæder, var det dog ikke muligt at komme igjennem
dermed. Dog gik det, ubegribeligt nok. Jeg kunde ganske vist have
bedet en og anden af mine Slægtninge om at hjælpe mig med en Skræder-
eller Skomagerregning, og det var ikke blevet mig afslaaet. Men
jeg har aldrig gjort det, saalidt som jeg nogensinde har laant af
Kammerader. Hellere var jeg tarvelig til det yderste. Min Moders Aand
var i mig. I den værste Nød kom der saa en og anden Hjælp af slet
betalte Undervisningstimer.

Endnu følgende mine Drengevaner gik jeg meget i Naturen, men
ogsaa naar jeg forlængede mine Vandringer til Dyrehaven og de
andre Kjøbenhavnske Skovegne, vovede jeg mig dog ikke ind paa
Beværtningssteder, men havde hellere mit Smørrebrød med i min
Botaniserkasse.

Paa disse Vandringer vænte jeg mig til at læse gaaende. Dosseringerne
ere bekvemme dertil, og Veiret agtede jeg lidet paa, blot det ikke
regnede. Jeg har paa de Veie læst mange Ting, ikke just lettere,
helst det strenge og vidtløftige, som Hegels Forelæsninger,
Æsthetiken, Religionsfilosofien, Historiens Filosofi, og Goethes
Skrifter, Romanerne, hans Levned og hans videnskabelige Sager,
hvoraf især Farvelæren beskjæftigede mig meget. I en senere Tid har
jeg ogsaa indtaget en stor Del af Søren Kierkegaards Skrifter paa
gaaende Fod. Det har altid syntes mig at forhøie Indtrykket, naar jeg
læser ude. Omgivelserne danne en skjøn Ramme, og de Drømme der under
Betragtning af Naturen komme af sig selv, faae et eget Liv, naar de
gjennemtrækkes af de store Forfatteres Tanker, man ved Læsningen er
opfyldt af.

Goethe gjorde jeg altsaa nu et grundigt Bekjendtskab med. Den første
der laante mig nogle Bind af ham, var Israel Levin, men jeg vilde
selv eie hans samlede Skrifter. For at opnaae dette tog jeg Mod
til mig og bad Reitzel om at maatte afbetale dem efterhaanden. Den
godmodige Mand tilstod mig det smilende, i Erindring om min Fader.
Han kunde ogsaa være ganske rolig, til ikke at betale en Gjæld havde
jeg altfor lidt Erfaring.

Men min kjære Moder kunde ikke være saa ganske rolig. Saameget
hun end havde læst med os, havde hun altid holdt Goethe udenfor
Huset. Hun lagde ham hen til samme Side som den hende ligesaa
lidt tiltalende franske Litteratur. Imidlertid var hendes og alle
Moralisters Frygt dog ikke saa begrundet, som den med Bøgerne paa
Bordet lettelig kan bevises at være.

Vi var hidsige, og vi forfegtede til sidste Ord en Digters Ret til
at give sit Billede helt, og vi væbnede os med filosofiske Fraser.
Men Moder kunde ligefuldt med fuld Føie svare: I mener det ikke. Hun
tænkte paa Digterens Frivolitet, hvorom vi ganske rigtig intet mente;
men vi kunde ikke blive enig med hende, fordi hun havde sin gode
Grund til ikke at ville høre noget om Kunstens Herlighed. Imidlertid
var Moders Ord ikke uden Magt over mig, det har de aldrig været.

Shakespeare dukkede paa samme Tid eller vel lidt senere op over min
hjemlige Horizont, thi for Moder havde ogsaa han været for stærk. Men
jeg havde min Ven Lunddahl at dele min Fryd med, og hos ham gik jeg
ikke feil. Han kunde Replikerne af Foersoms Oversættelse udenad, og
var istand til at give Falstaff paa staaende Fod. Ikke mindre at tage
til sin klangfulde Bas i Stumper af Macbeth, Othello og Kong Lear,
heller ikke mindre i det mindste i Aanden at sætte sit Liv til for
Desdemona og Imogen.

Med vore hjemlige Digtere gik det mig ikke særdeles godt.
Oehlenschlæger har aldrig ret været min Mand. Jeg savnede hos ham,
hvad der er en Digters rette Rustkammer, Charakterens Styrke og
Lidenskabernes Kogekjedel.

Af vore Lyrikere satte jeg ubetinget Poul Møller høist, saa lidt
han end har skrevet. Det var atter Charakteren, der tiltalte. Med
Christian Winther, som var Datidens udkaarne, næsten eneherskende
Sanger, gik det mig omtrent som med Goethe. Samme Tankegang, som
jeg anvendte paa de største Digtere, fulgte jeg i det Hele ved alt,
hvad jeg læste af skjøn Litteratur, og i den Tid læste jeg overmaade
meget i den Retning. Siden har jeg læst meget lidt udenfor mine
videnskabelige Studier; kun til Tider igjen vovet mig ud paa Kunstens
bevægelige Hav, men ellers mest maattet tære paa Indtrykkene fra
Ungdommens Dage. Selv at forsøge mig som Digter, var der i den Tid
af mit Liv ingen Tanke om, ikke engang en Forudfølelse af, at det
nogensinde kunde skee.

Universitetsstudiet blev derved en Del splittet og forsinket.
Imidlertid kom det mig tilgode, at jeg, siden jeg fik den
forunderlige drømmende Lediggang, som jeg led saameget af i min
Skoletid, aflagt, har været overordentlig flittig i al boglig Kunst.
Trods alt hvad jeg fik Tid til, holdt jeg mig dog ligesaa stadig til
mine theologiske Lectier som nogen anden flittig Student. Jeg saae
mig ogsaa i dette Fag ganske vist videre om, end hvad der forlangtes
i Collegiehefterne og i den Anvisning til at gjøre sig færdig paa
tre Aar, som Professor Clausen overrakte os. Jeg sled i den hegelske
Filosofi, saa mit Hoved knagede, men jeg forsømte heller ikke de
skjønne speculative Værker, hvori hans Disciple af christelig Retning
søgte med hans Tryllestav at tugte gammel Theologi til at flyde i
klarede Strømme gjennem Nutidens Hjærner. Stort troede jeg ikke paa
nogen af Delene, men jeg havde endnu intet andet at holde mig til,
og jeg gjorde min Pligt med at lære Kunststykket. I Følelsen af, at
det var, hvad det idetmindste for mig ogsaa i Virkeligheden var en
Skolelectie, indrettede jeg mig ogsaa ganske ordentlig derefter, i
Haab om dog om muligt at kunne gjøre Clausens Anvisning Fyldest. Et
ganske forgjæves Haab, Gud vilde det anderledes.




ANDET KAPITEL.

FAMILIE OG VENNER.


Ungdommen er Venskabets Tid, i det øvrige Liv maa man hovedsagelig
leve af den Beholdning, man har reddet af Venner fra de gode Dage.
Falde saa ogsaa de fra, er man ene. Lykkelig da den, der i Tide kan
skaffe sig en god Beholdning. Skolekammerader vil ikke meget sige,
de maa først undergaae en Omformning, før de blive brugelige for
Livet, og de fleste smelte bort under den. Først er man henvist til
Familien og dens Venner, der er Arven, man faaer for intet.

I den første Studentersommer gjorde Broder Christian og jeg en
Opdagelsesreise i Retning af at samle Familievenner. Vi kjørte med
Dagvogn til Præstø, og drog videre paa vor Fod til Kallehave, færgede
over Ulfsund, og kom som et Par unge Lemmer, der gjerne vilde fæstnes
til en gammel Stamme, til Provstegaarden i Stege. Visselig blev vi
ogsaa varmt nok fæstnede, der var Arme nok, som kappedes om at faae
det Arbeide gjort i en Hast. Alt gik i en Hast i det Hus.

Faderen, Daniel Smith, en Broder til min Moders første Mand og
min Faders Collega i Roskilde, lod sin Tunge løbe med ubegribelig
Hast, i Latter, i alskens ungdommelige Historier og i rørende Tale.
Sønnerne var alle hjemme i Ferietiden, og gjorde hver deres Talenter
saa høirøstet gjældende, at man kunde blive bange for, de ovre paa
den sjællandske Kyst skulde troe, der i det stille Stege avledes
Revolution i de hede Sommerdage. Saameget mere som der endnu var
stærkere Ferment.

Døttrene havde samme Tungegaver, og selvfølgelig varmere Hænder at
gesticulere med og varmere Blikke til at brænde Foredraget ind med.
Broder Caspar var ikke gaaet helt fri nogle Aar i Forveien, og det
havde vistnok været bedst for ham, om han havde pleiet den Følelse
for den ældste, han dengang fik. Jeg troer heller ikke, at hun
nogensinde glemte ham, men naar jeg sagde til ham: Hvorfor tog du dog
ikke Mine? Svarede han sørgmodig: Det var Synd, hun skulde vente paa
mig. Imidlertid blev hun aldrig gift.

Efter en fjorten Dags Tid drog vi videre til Lolland paa nye
Opdagelser. Jeg har allerede omtalt min Farbroder Christians Hus, nu
var det flyttet, han havde allerede i mange Aar havt Berritsgaard paa
Guldborgland i Forpagtning, og den Sommer vi besøgte ham, var hans
sextende Barn kommen til Verden.

Min Farbroder var en begavet og forholdsvis dannet Mand, djærv og
morsom. Efter sit varme Hjærte og den Kjærlighed han havde havt til
vor Fader, tog han mod os med Favntag, Kys og Taarer. Hans Hustru
indlemmede os uden videre i sin Flok, satte sin bedste Mad for os, og
saae moderlig vor meget mangelfulde Garderobe efter i Sømmene. Vore
Fættere vare praktiske Folk, og vore Kusiner havde jo vel Hjærter,
men os Herrer i Aandernes Rige syntes de dog at smage lidt formeget
af Melkestuen, hvorvel denne var yderst proper. Det var et fuldkommen
Driverliv, som jeg imidlertid havde det Udbytte af for første Gang at
see den landlige Bedrift, som nu er mig saa hjemlig.

Denne Reise gjorde jeg fire Aar i Træk omtrent i samme Form, men
siden somoftest i Selskab med min anden Farbroder Adolfs Børn. Denne
Gren af Familien, som i een Henseende var dens Glands og Stolthed,
var i en anden det tragiske Element i den.

Johan Adolf Fibiger havde tidlig udmærket sig ved sit litterære
Talent, men ogsaa ved sin ikke vel sete Frisindethed. Han havde fra
en ung Alder været Lærer ved Landkadetakademiet, og da den militære
Høiskole blev oprettet 1830, blev han kaaret til den første Bestyrer.
Han var militær Forfatter, redigerede Armeens Tidsskrift, og med
sin klare Tænkning, sit hurtige Hoved og sin Trang til Fremskridt
arbeidede han flittig paa Planer til Landets Forsvar. Han stiftede
en militær Læseforening med tilhørende selskabelig Sammenkomst,
og skaffede ogsaa Underofficeerer Adgang dertil. Man tænke sig,
Underofficeerer i deres Overordnedes Klub, og dette i Frederik den
sjettes Tid! Endog endnu vilde det være forfærdeligt.

I Fremskridtsaaret 1830 gjorde han sin Lykke, men kunde ikke
bevare den længe. Bestyrelsen af Høiskolen var delt mellem ham og
Abrahamson som Undervisningschef. Abrahamson gjorde sin Myndighed
gjældende paa en Maade min Onkel ikke mente at kunne finde sig i,
de var begge regjerende Aander, og stødte saa voldsomt sammen, at
Kongen maatte skille dem ad. Jeg veed ikke nøiere, om hvilke Punkter
det dreiede sig; at min Onkel ikke havde ganske Uret, synes mig at
fremgaae deraf, at Kongens mægtige Yndling fik samme Straf som han.
De blev begge fjernede fra deres Stilling, han blev Udskrivningschef
i Jylland, og Abrahamson i Fyen. Denne Katastrofe havde en
gjennemgribende Virkning paa hans Skjebne, han naaede ikke mere en
Stilling svarende til hans Evner, hans Ærgjerrighed var knækket, hans
litterære Virksomhed sank sammen, og samtidig blev hans Familieliv
ødelagt.

Hans Hustru var et saa eget Væsen, at man ikke skulde troe sligt
kunde findes. Hun og hendes Søster, Forpagterkonen paa Lolland, var
Døttre af en Underofficeer og Kasernemarketender, begge Skjønheder,
fine, elegante i sydlandsk Stil, skjønt deres Navn, Aasen, synes
norsk. Farbroder Adolf var i sin Ungdom en smuk Skikkelse, vittig,
dristig og fordomsfri. At han fandt sin Brud i Marketenderiet er let
forstaaeligt, og hans beskedne, troskyldige, men langtfra smukke
Broder, Sømanden, er formodentlig derved bleven hjulpen til sin. Den
første, Margrete, var i den sentimentale blufærdige Retning, den
anden, Marie, i den lattermild sandselige.

Da jeg lærte Tante Grete at kjende, nærmede hun sig allerede til de
halvhundrede Aar og var Moder til elleve Børn, hvoraf den yngste
var ti Aar, men var endnu en Skjønhed, slank og fint bygget, med
regelmæssige smalle Træk, høi klar Pande, ravnesorte Haar og et Par
mørke, overvældende store Øine, som naar de sværmerisk opsloges, saae
ud som en Helgens. Hun bevægede sig stille og afmaalt, talte med en
fin smægtende Stemme, og da hun yndede at gaae i hvidt, kan jeg ikke
ligne hende ved andet end »den hvide Dame«. Hun var svag og nervøs,
og blev i den Retning noget fordringsfuld. Hun kunde ikke taale at
see visse Farver og visse Ansigter. Sin Svogers, Artilleristens Børn,
der var lyshaarede, yndede hun ikke at see, deres Haar var saa grønt,
sagde hun; og en af hendes egne Døttre, der var lidt forvoxen, holdt
hun fjernet fra sig. Da hun kom til Berritsgaard, sagde hun medens
hendes Svoger hjalp hende af Vognen: »Det maa du love mig, Christian,
at du aldrig vil sige mig imod, mens jeg er her, for det kan jeg ikke
taale.« Han forsøgte selvfølgelig med Vittigheder, hvad der ikke
kunde gaae med Modsigelse. Sine Børn forgudede hun -- »kom og lad
mig see min deilige Datter!« Saa fortabte hun sig i Beskuelsen, og
det kan ikke nægtes, at naar Datteren omslyngede hende og saae op i
hendes Aandeøine, tog det sig ud.

Iøvrigt var hun forstandig, havde megen Skjønhedssands og førte et
smukt og smagfuldt Hus. Naar man havde overvundet sin Forbauselse,
fandt man hende elskværdig, og hun var meget kjærlig mod den »der
ikke var hende imod,« hvilket jeg nød godt af. Jeg holdt overmaade
meget af hende, og kunde tilbringe Timer i fortrolig Samtale med
hende.

Den ældste Søn, Adolf, var Familiens Afgud. Han var ogsaa, jeg kunde
gjerne sige, det mest begavede Menneske, jeg har kjendt; men det
forstaaer sig, Talenter staae først deres Prøve i Livets Arbeide,
og han blev for tidlig bortrykket til at det kunde skee. Voldsom
lidenskabelig, spillende bevægelig i Aand og Hjærte som i sit fine
elastiske Legeme, var han saa flyvende veltalende, saa aandfuld,
vittig, billedrig og smagfuld i sin Tale, at man timevis kunde lytte
til den som til Musik. Han kunde gjøre en Flok Børn forrykte af
Glæde, naar han med sin uudtømmelige Opfindsomhed tog sig for at
føre Legen an. Han skrev med stor Lethed smukke følelsesfulde eller
komiske Vers, spillede Komedie som en Skuespiller, gav en Pierrot som
ingen anden, og var i alle Maader et pragtfuldt Foster af den glade
Vaudeville-Tid.

Saa var han saa følelsesfuld, at naar han med sine livfulde
Bevægelser lagde Haanden paa Ens Skulder for at sige et hjærteligt
Ord, stod Taarerne ham i Øinene, og man fik en Fornemmelse af, at
han kunde sætte Livet til for sine Venner. For en stor Sag var der
ingen Tvivl om, at han kunde det, han satte i det mindste een Gang
sin Stilling til for Frihedens Sag, og vidste godt, hvad han vovede.
Han holdt i et politisk Selskab en Tale »for den demokratiske Aand i
Folket«, hvorfor han blev forviist til Holsten. »Skal Hæren føres mod
Folket, skyder jeg mig en Kugle for Panden,« sagde han, »jeg kan ikke
svigte min Faneed, og jeg kan ikke kjæmpe mod mit Folk.« Og jeg troer
ham til, at han havde holdt sit Ord.

Saa var han saa arbeidsom og nøiagtig i sine Studier, at han
udmærkede sig ved enhver Prøve, og blev en af dem, der bidrog til at
kaste Glands over den nye Høiskole. Denne havde i det Hele i sine
første Aar glimrende Elever, som hans Kammerad Verner Læssøe, der
i den Tid ikke saa lidt lignede ham, Oswald Marstrand, Andræ osv.
Allerede i en Alder af 27 Aar var han Captain i Ingeniørcorpset,
tiltrods for at han var en af de hidsigste i den liberale Kreds, en
nøie Ven af Orla Lehmann; men han blev kun 28 Aar.

Hans hele Temperament havde ført til adskillige Udskeielser i
erotisk Retning, en Kjærlighedshistorie med en ikke jævnbyrdig Pige
forfulgte ham i hans holstenske Forviisning, og Fortvivlelse derover
i Forening med den voldsomme Bevægelse, Frihedsforhaabningerne i
1839 satte ham i, gjorde, at en Forkjølelse, han havde paadraget sig
ved Ingeniørarbeide i den haarde Vestenhavs Storm, udviklede sig
til Lungetæring. I Haab om Bedring gik han med Fregatten Bellona i
Sommeren 1840 til Madeira, men vendte næste Foraar døende tilbage.
Han har ikke efterladt sig andre Skrifter end den smukke lille Bog:
Fortællinger af Danmarks Historie, skrevne til Folkeoplysning.
Stykker af den har ogsaa fundet Vei til Læsebøgerne. Hans Ven
Vilhelm Marstrand har gjort en fortrinlig Blyantstegning af ham;
selv var han ogsaa en dygtig Tegner. Den anden Søn, Axel, var i
alle Maader mere jævn. Han blev en brav Kavallerist, gjorde som
Eskadronschef god Tjeneste i den første slesvigske Krig, og lever
endnu med sin Familie i Kjøbenhavn[2].

 [2] Er død efter at dette blev skrevet. Udg.

De to yngste lignede mere Adolf. De havde begge samme velconstruerede
Hjærne, der kunde lære alt, hvad det skulde være, og saa hurtig det
skulde være, undtagen Musik, det havde ingen af den Gren af Familien
Sands for, men ogsaa saa stærke Lidenskaber, at det kastede en Skygge
over deres Liv. Otto døde som Rector i Horsens, temmelig nedbrudt paa
Sjæl og Legeme, Vilhelm fandt allerede som theologisk Kandidat, men
uden Christendom, fortvivlet over en ulykkelig Kjærlighed, sin Død af
Brystsyge i Neapel.

Døttrene var ligesaa mærkelige. Ilia, som var tre Aar ældre end jeg,
bar allerede, da jeg lærte hende at kjende, paa det Hjærtesaar, hun
aldrig forvandt, som vel endog blev sværere med Tiden, og maaskee
var det stærkeste Motiv til hendes verdensforsagende Liv. Hun var
kun 16 Aar, da hun forelskede sig i den i sin Ungdom overordentlig
smukke Oswald Marstrand, hendes Broders Ven. Hendes Lidenskab var
saa voldsom, at hun kunde gaae fra sig selv, endog engang besvimede
blot ved at see ham i Afstand. Han gjengjældte aldrig hendes Følelse,
skjønt Adolf, som ikke havde Betænkelighed ved noget dristigt Skridt,
friede for hende. Men hun var en overordentlig Charakter, hun bar
sin Smerte saa godt, at man intet kunde mærke, naar man ikke kjendte
Grunden til de tungsindige Trækninger, der uden Anledning kunde gaae
over hendes Aasyn. Hun var sædvanlig i høi Grad livfuld, hurtig
i sin Tale, aandfuld, vittig, noget satirisk, yndede Paradoxer,
hvorfor vi altid disputerede, men hun havde ikke den skjønt udformede
Veltalenhed som Broderen. Let og slank som Moderen var hun lysere og
havde intet af det smægtende Væsen, men mere af Faderens Træk. Hun
var smuk, men havde et eget paafaldende Væsen, og intet af andre unge
Pigers Lyster, jeg har for Ex. aldrig seet hende dandse.

Mathilde, der ogsaa er bleven bekjendt som dristig Forfatterinde,
var dengang et Barn, som endnu stod i Skygge for den Søster, der
var nærmest foran hende i Alder, Anna, en yndig lille Pige, altid
dandsende med flagrende Lokker, farende i Armene paa enhver, hun
blev henrykt over, seende ud som et Vidunderbarn med sine spillende
Træk og sin begeistrede Tale. Hun lignede mest sin ældste Broder,
men hun udviklede sig ikke ganske saaledes som vi havde ventet. Da
hun blev voxen, beholdt hun sit barnlige Væsen og sit gode Hjærte,
ogsaa de heftige Bevægelser, men hendes Interesser indskrænkede sig
væsentlig til det Familiære. Hun blev Moder til Karl Gjellerup. Af de
to mellemste Søstre udmærkede den ene sig ved blomstrende Skjønhed og
hjærtelig Følsomhed som Moderen, den anden, den noget forvoxne, som
lignede Ilia, ved en stærk, men af Skjebnen forknyttet Charakter.

Det var et forunderligt Sæt Børn, jeg har i ingen anden Familie
seet noget saa overraskende. Maatte altid tænke, formeget baade af
skarp Forstand og farlig Følelse. Men ikke vel organiseret. Selv
de stærkest begavede af dem havde dog ikke den Genialitet, som
frembringer af det Bedste i sin Retning. Deres Overlegenhed viste sig
mere i en Charakterstyrke, som intet skyer. Det var dem som i Kjødet
baaren, enten være den, jeg er, eller knuses, eller er Forholdene
for slappe til at knuse, saa forfalde. Deres Moder, tilsyneladende
det mest forsagende og sarteste Væsen, havde samme Urokkelighed. Hun
holdt sig til, at det var hende umuligt, physisk umuligt at være og
at gjøre andet end hun gjorde. Det blev Familiens Ulykke.

Medens de levede paa Høiskolen var det deres glimrende Tid. Vi var
nær ved at betragte det som en Æventyrverden, naar vi kom der. Den
vidtløftige Bygning -- den laa paa det nuværende Theaters Plads
med en Kanal bag sig -- med sin store Forhal, brede Korridorer,
Samlinger, Bibliothek, Laboratorium, Læsesale osv., som man maatte
forbi, inden man naaede Chefens Bolig, bidrog til at imponere, og
Familiens Talent til at sætte de mest burleske Festiviteter i Scene,
fuldendte Indtrykket. Det var vel i Vinteren 1835-36, da vi, indkomne
fra Roskilde, var med til Opførelsen af Barselstuen og derefter
Kostumebal. Oswald Marstrand var den smukke Barselkone, som hans
Broder har malet paa sit bekjendte Billede, Caspar gav mesterlig
Doctoren og Adolf ikke mindre Barberen. Ilia var som skabt til den
fornemme Frue, og jeg fik Lov til som Page at bære hendes Slæb, en
Rolle jeg da alle Dage har maattet spille med hende.

Men Lykken vendte sig altfor snart. Der viste sig mere og mere et
daarligt Forhold mellem Forældrene, og da jeg blev Student, levede
de allerede adskilte. Grunden til saadant er altid vanskelig at see.
Min Farbroder var som sine Brødre egnet til at være en god Fader og
Ægtemand, men økonomisk Ruin, som let nok kommer for en knap lønnet
Militær med en stor Familie og i en Stilling, hvor der maa gjøres
Hus, gjorde ham fortvivlet og han var hidsig. Han søgte at bøde paa
sine Kaar ved at sende sin Familie bort om Sommeren, hvorved det
gjæstfrie Forpagterhus paa Lolland var ham paa det hjærteligste
behjælpelig, men denne Adskillelse kunde ikke gjøre Forholdet bedre.
Da han i 1836 blev forflyttet til Jylland, blev det baade sværere og
bittrere. De levede ikke længe sammen i Veile, saa forlod hans Hustru
ham og flyttede til Kjøbenhavn med alle Børnene, paa den Datter nær,
som hun ikke kunde taale at see.

Der ymtedes om Utroskab fra hans Side, og saa vidt jeg veed, har hans
Hustru ved Skilsmissen gjort dette gjældende. Min anden Farbroders,
Scavenius Fibigers Hustru, som var mest indviet i Sagen, troede ikke
derpaa. Dog pleiede hun at sige: Grete kan have sine Feil, men hun
har ogsaa lidt meget, for Adolf er haard. Dog holdt hun meget af sin
Svoger; og Stiftsprovst Tryde, der som mæglende Præst havde Sagen
under Behandling, yttrede paa den anden Side, at saaofte han end
havde seet det ufordrageligste, havde han dog aldrig truffet haardere
Mennesker end denne Frue og hendes Datter. Thi det var det sørgelige,
at Ilia stod ved Moderens Side under disse Scener.

Skilsmissen blev fuldført i mit første Studenteraar, medens jeg endnu
ikke var kommen dem saa nær som senere. Selvfølgelig blev det paa
begge Sider deres Ulykke, og Børnene kom til at bøde for Forældrenes
Brøde. Han blev en ringere Mand, og hun hentæredes. Men dette kommer
jeg tilbage til.

For at fuldføre Familiekrøniken tager jeg her den yngste Gren af min
Fædreneslægt med.

Jakob Scavenius Fibiger var en lille, høiskuldret Knub, som hans
Brødre kaldte Kanonproppen fordi han var Artillerist, og paa Grund
af hans tilbageholdende og noget ubehjælpsomme Væsen, fra først af
ikke holdt høit i Ære. Men han var langtfra at fortjene det. I hans
store og smukke Hoved boede der lige saa store og smukke Tanker, og
med sin overordentlige Grundighed, Samvittighedsfuldhed og rolige
Flid arbeidede han sig efterhaanden frem til at blive sin Tids
ypperste Mathematiker og Artillerist her i Landet. Han talte ikke
meget, men havde dog en Del Vid, og den hjærtelige Latter tilfælles
med min Fader; var ligesaa rødmusset, lys og glad, som Fader var
bleg, sorthaaret og tung af Sind. Saa kjærlig og trofast en Sjæl som
man vel kunde see; ligesaa trykket af Næringssorg som Broderen --
hvor kunde i Frederik den sjettes Tid en Officer, der havde giftet
sig som Lieutenant og havde otte Børn, vel være andet? Men ligefuldt
den lyksaligste Ægtemand, alle Dage en henrykt Brudgom med sin lille
ligesaa elskværdige Hustru; og med sine Døttre, for den Sags Skyld
ogsaa andres Døttre, hængende om sin Hals. For alle unge Piger var
det en afgjort Sag, at han var sød. Han sad helst i Dagligstuen, og
regnede sine Formler med den ene Haand, mens den anden legede med
Pigebørnene. Naar han saa pustede efter et uendeligt Algebrastykke,
bredte han Armene vidt ud efter dem, og sang med travesteret Rørelse
en mozartisk Elskovsarie, og han kunde dem alle, han var ligesaa
musikalsk som min Fader. Et andet Talent havde han udviklet paa sine
Reiser; han var bleven en dygtig Kunstkjender og havde bragt smukke
Ting med hjem.

Hans Hus blev mig efterhaanden et andet Hjem, de kjære Gamle, og
Børneflokken, der havde arvet deres Hjærtelag, var det en ublandet
Nydelse at sidde hos. Der var ikke det Aandens Fyrværkeri som hos den
ulykkelige Broder, men der var solid Grund under. Man stredes ikke om
Brokkerne af de Vises Sten, men man lo, spillede og dandsede af sit
fulde glade Hjærte. Naar vi Unge kom paa det dengang yndede Thema,
hvad et Geni kunde tillade sig, saae Onkel op fra sit Arbeide, sled
sig med begge Hænder i Haaret og raabte: »Et Geni, det vil da sige et
Bagbæst!« Brast saa ud i høi Latter over sin Paradox.

Medens disse Familier var mine kjæreste, fandt jeg ogsaa i Møllers
Hus, hvor jeg boede i de to første Aar, en Del Ungdom af min
Mødreneslægt, men ingen af disse lønner det sig at omtale. Det
smukke Hjem, min Tantes moderlige Forsorg, hendes Bogskab, fyldt med
engelske Romaner, mest i tydsk Oversættelse -- hvorvel jeg i den Tid
ogsaa lærte Engelsk af min Ven Lægen Jens Blicher -- og Landstedet
om Sommeren, først paa Frederiksberg, siden paa Nygaard udenfor
Østerfælled, og mine stadige Vandringer ved Nat og ved Dag derud i
det Frie, var mit vigtigste Udbytte deraf.

Ungdommen er Venskabets Tid, og andre Venner fandt jeg paa
Universitetet. Vi havde, som litterære Ungersvende sædvanlig
have, en lille Forening, hvori vi skrev Afhandlinger, foredrog
og gjennemdiscuterede dem. Der var intet sandseligt derved,
Studenterkommers, Drik og sligt var i det Hele kommen saa stærkt
i Dekadence i denne ideelle Periode, at der paa Regentsen kun
fandtes Thekopper, ingen Glas. Vi kom sammen i Auditoriet paa Borchs
Collegium ganske nøgtern, men desmere berusede af Kastale og dens
moderne Afløbsrender. Nogle leverede abstract Filosofi, som ingen
af os forstod, andre sproglig Lærdom, som kjedede mig, jeg var
ubegribelig heldig med engang at finde, hvad der laa for mig. Jeg
skrev en lang saare dybsindig Afhandling, en Sammenligning mellem
Homer og Ossian, og saameget andet der end er forsvundet for mig,
har jeg tilfældigvis Concepten endnu. Naar jeg seer i den, kan jeg
ikke finde andet end at den, paa nogle Ungdommeligheder nær, er
omtrent ligesaa god, som jeg kunde skrive den endnu. Jeg forstaaer
ikke, hvor jeg har faaet alle de Tanker fra, de stemmer ikke med,
hvad jeg ellers mindes fra en Tid, da jeg ikke havde stort andet end
Skolelærdommen at tage til. Jeg burde mere have dyrket den Kunst, men
har ikke gjort det.

De andre forstod mig bedre, og jeg troer, at hvad der af dette Slags
kunde flyde ind i min ivrige Tale, har erhvervet mig mine bedste
Venner. I Foreningen vare vi atter en mindre Kreds, som forelskede
sig i hinanden. Ringere Udtryk kan der aldeles ikke bruges, naar man
vil holde sig til historisk Virkelighed og ikke være fornem. Det var
navnlig tre foruden min Uværdighed. Hvorfor jeg siger saa, kommer vi
siden til.

Der var Ludvig Mynster, Biskoppens Søn, et Særsyn af et Menneske.
Spinkel med en spæd Stemme, følelsesfuld indtil Kvindelighed, henrykt
over alt, hvad der havde poetisk Klædebon, selv om Lemmerne derunder,
som han ikke saae, var prosaiske nok, en Stueplante, der ikke kjendte
til djærvere Natur, men et rivende Hoved, der gik gjennem enhver
Examen med Udmærkelse, og en Hukommelse, som jeg ikke har kjendt
Mage til. Naar han hurtigst muligt havde slugt en Digtsamling, kunde
han recitere hele Sider af den udenad. Men naar han besang den bly
Martsviol, og vi drillende spurgte ham, om han havde seet den i Marts
og fundet den bly, kom han i Forlegenhed, han kjendte den kun fra
Digterne. Foruden Theologie studerede han Mennesker, og morede os med
de Træk, han havde observeret, der var omtrent af samme Natur, som om
han var gaaet paa Opdagelse i en Skov, og ikke lært de forskjellige
Træsorter at kjende, men fundet, at de svaiede med Grenene til en
eller anden Side, uden at have bemærket, at det var Vindens Retning,
der gjorde det. Skuespillerinder sværmede han stærkt for, ogsaa
Skuespillere, men forestilte sig dem som rene poetiske Metaforer.
Imidlertid var der nogen, om hvem Ordet elskværdig, kunde bruges
bogstavelig, var det ham, vi elskede ham som en Kvinde; men koket var
han langtfra; snarere sky. Man tilgive mig dette Udtryk, ogsaa mellem
Mandfolk kan der drives en Del Koketteri.

Siden blev han en gammel sygelig Pebersvend, tungt at sige, hans
Liv har været ulykkeligt. Hans svage Legeme hæmmede hans Aand, han
led meget. Men hans Character forandrede sig ikke, uden forsaavidt
Eiendommeligheder med Alderen antage et mere stivnet Præg. Han
studerede stedse Litteratur med Lidenskab, studerede ogsaa Mennesker,
helst litterære, og forstod dem paa sin Maade. Et lille Skrift mod S.
Kierkegaard viser, at han ikke har forstaaet ham.

Han beboede i sin Faders Tid et Kvistværelse i Bispegaarden, og
det var med en høitidelig Fornemmelse, at jeg sneg mig op ad den
store hieroglyf-besatte Trappe for at kaste mig i hans Arme som ved
et Stevnemøde. Da var det en Egenskab hos ham, at naar han hørte
nogen udenfor, gjemte han hurtig sit Arbeide som en ung Pige, der
overraskes ved noget ganske uskyldigt, men som hun dog rødmer over.
Men strax var han inde i en høitsvævende Samtale, og jeg gik aldrig
fra ham uden at have lært noget af Poesiens Mysterier, og hvad der
for mig var meget mere, uden at have nydt fuld lykkelig Kjærlighed.

I hans Familie kom jeg ikke. Saa fortræffelige Mennesker det end var,
havde de dog deres aristokratiske Anstrøg, som Ludvig ganske var
fri for. Enkelte Gange er jeg bleven bedt ned til Aftensbordet, og
Biskoppen converserede som altid behagelig og passende, men fjern.
Eengang ogsaa bedt til Bal, men der var jeg mindst hjemme. Jeg
dandsede vel saa godt som de andre, men havde Følelsen af -- hvad
skal jeg kalde det? -- ikke at være godt nok klædt. Den Bevidsthed at
være fattig har længe forfulgt mig.

En Ven i en anden Stil havde jeg i hans Fætter, Emil Mynster. Han
var min Skolekammerad, og skjønt han ogsaa var »rigere« end jeg,
det vil sige, jeg saae op til ham i Henseende til Stilling, gjorde
dog det gamle Skoleforhold strax en Forskjel. Vort Forhold var
ligesaa inderligt, men han var mere overlegen, han var min Mentor.
I Overlegenhed havde han ligesaa store Evner som den gamle Biskop,
hvem han ogsaa legemlig lignede saameget, at jeg kan tænke mig, at
han vilde være kommen til at see ud ganske som det Portræt, der
staaer foran i Mynsters Levnet -- Ordenerne ikke at forglemme --
hvis han havde opnaaet den Alder. Han var tre Aar ældre end jeg, og
to Aar ældre Student, var desuden tidlig udviklet, og havde en ældre
Mands Væsen. Med sit fuldklare Hoved, sin overordentlige Flid og
Regelmæssighed var det ham en let Sag at blive theologisk Candidat
tidligere end andre, men det hjalp ham ikke. Han forstod bedre
Filosofiens Væsen end vi andre, og havde fuldkommen gjort sig Rede
for, at den ikke førte til nogen Christendom. Dog kunde han ikke
opgive dens imponerende Bygning, og var kommen til det Resultat, som
hedder: Lykkelig den, der kunde blive en Troende. Dette var hans
korte Livs Motto. Med sine kjærlige, men forstandige Følelser værnede
han om os andre som Planter, det vilde være hans Livs Lykke at kunne
vende mod det hellige Sollys, om han end selv med et Suk maatte
staae i Skyggen. Han havde dannet sig en sokratisk Forestilling
om, hvad han i Guds Navn -- Nei! »hvem der dog kunde tro paa en
levende Gud!« -- i ~Evighedens~ Navn (det hed jo det Absolute) maatte
gjøre for hver Sjæl, der kom ham nær. Og han udførte det med en
urokkelig Samvittighedsfuldhed, med ligesaa fin Forstand som rørende
Kjærlighed, kun talende det Nødvendige, rolig i Væsen, men i Dybden
med en Helgens Sværmeri. Naar han var bevæget, kunde hans Ansigt
faae et helt forklaret Udtryk. Jeg veed ikke at have seet noget saa
henrykt inderligt som Glandsen i hans store blegblaae Øine og det
vemodige Smil paa de smalle Læber i saadanne Øieblikke. Jeg elskede
ham af al den Styrke, jeg dengang formaaede, og han gjorde den selv
til endnu mere, end jeg havde kunnet tænkt mig. Han gjorde den til et
Vendepunkt i mit Liv.

Min i Virkeligheden nærmeste og fortroligste Ven var imidlertid
Andreas Peter Lunddahl, en Kjøbenhavner fra Metropolitanskolen, men
visselig ikke med Hovedstadens Væsen. Høi, stærktbygget, bleg, meget
lys- og glathaaret, med det freidigste Udtryk, behageligt nok, skjønt
ikke hvad man kalder smuk, med alle Bevægelser, Ansigt og Lemmer saa
mærkværdig betegnende, at man bestandig maatte baade lee og røres
derover, var han saa overfyldt med Kjældermænd og andre latterlige
Talemaader, at han knap kunde aabne Munden uden at de faldt ud af
ham. Men han var tillige det alvorligste Menneske, der saa dybt som
nogen blev rystet af, hvad der kan røre.

Jeg kan næppe huske, hvor jeg først fandt ham og Ludvig Mynster, vi
var hverken Skolekammerader eller Studenter sammen. Det maa have
været i mit første Studentaar, thi da jeg tog Filosoficum, sad Ludvig
og hørte spændt til, høilig oprømt over, som han siden fortalte,
at jeg var kommen saaledes i med Sibbern, at vi syntes lige ivrige
begge to. Og da jeg næste Sommer gjorde en Feriereise med Lunddahl
til Møen, hvor vi drev vidtgaaende Abekattestreger med det Smithske
Selskab og derfra til Fods over Falster til Berritsgaard, og siden
til Maribo, hvor hans Familie hjalp os til at afsøge den yndige Sø
tillands og tilvands, da var vi allerede saa gamle Venner, at vi
snart intet mere havde at betroe hinanden, hvilket vel vil sige,
at vi havde kjendt hinanden et Aarstid. I min Skoletid har jeg
rimeligvis set ham i min Onkel Adolfs Familie, da han, saavidt jeg
veed, i den omtalte Komedie paa den militære Høiskole gav Gedske
Klokkers.

Det var Mode blandt de unge Filosofer systematisk at bevise, at Tiden
var forbi for Poesie og Kunst, det umiddelbare Stadium var man ude
over, kun Reflexionen var tilbage. Dette anfegtede imidlertid ikke
vor Kreds, om det i det Hele har anfegtet nogen. Maaskee dog Emil
Mynster, men for Ludvig var Poesien en Hovedsag i Livet, for mig var
Livet endnu saa ubekjendt, at jeg ikke havde noget at vente eller
frygte, og Lunddahl var en ligesaa troende Æsthetiker som Christen.
Han var tre Aar ældre end jeg og havde allerede oplevet meget. Hans
større Livserfaring i Forening med hans Styrke i kraftig at udhæve
Modsætninger og gaae til Bunds i hvad der har Værd for Livet og
stille det Uværdige blot, har væsentlig bidraget til at udvide mit
Blik i enhver Retning og fæstne mine Tanker under al den Aandernes
Strid.

Vi gik meget i Theatret sammen, og jeg tvivler om, at jeg fattige
Stakkel saa ofte havde faaet skrabet tre Mark sammen til en
Parterrebillet, havde han ikke rykket i mig. Men det kom igen, hvad
jeg har talt om ved min Drengetid. Naar min Ven var henreven af den
tragiske Høihed hos Øhlenschlæger, er jeg bange for, at min Følelse
ikke er slaaet til.

Han fik mig ogsaa med paa Concert, og gjorde mig til et uværdigt
Medlem af Musikforeningen, thi han var en fin Kjender, Ven med Tidens
Musikere, og havde selv en herlig Sangstemme. Forunderligt nok gjorde
Musiken, som jeg intet forstod af, stærkere Indtryk paa mig end
Tragedien.

Han var ogsaa en Kjender af Billedkunsten, og vidste paa det nøieste
ethvert Sted og enhver Tid, hvor man kunde finde Kunstværker.
Christiansborg Galleri bestod dengang af ligesaa mange Sale, som de,
der nu optages af den ældre Kunst, men der var mange Gange flere
Malerier. Fra Loft til Gulvet var Væggene tæt behængte til enhver
Krog, vistnok mange Kopier eller af saa tvivlsomt Værd, at Høyen har
gjort Ret i at sætte største Delen ud, men ligefuldt var der meget at
lære deraf. Vi lærte det ogsaa saaledes, at ikke et eneste Billede
undgik vor Kritik. Jeg kunde det vidtløftige Katalog fuldstændig
udenad. Det samme var Tilfældet med det Moltkeske Galleri, der var
anbragt i et daarligt Baghus oven over et Snedkerværksted, uden at
det syntes at være gaaet op for Besidderen, at et eneste af dets
Malerier kunde være mere værd i Penge end et ordentligt Lokale.

Det maa erindres, at i den Tid var Billedkunsten saa tilsidesat i
Kjøbenhavns toneangivende Kredse, at f. Ex. Heiberg kunde yttre, at
han aldrig havde set Christiansborg Galleri. Forstaaer sig, han havde
seet Paris's Kunstskatte og savnede derfor ikke vore; men ligefuldt
vidner det ikke om Kjærlighed til Kunst, og at en Mand, der var en
Fører og Mester i en Tid, hvor æsthetiske Interesser overstraalede
alt andet, ikke havde Sands for, hvorledes det stod sig med hans
Fædreland i den Retning og hvad det besad eller ikke besad, er dog
eiendommeligt.

Indtil Thorvaldsens Musæum blev aabnet, var der ingen anden Samling
af Skulptur at faae at see end Kunstakademiets Gibsafstøbninger af
Antiker, snavset og daarlig nok holdt. Den gik med i Kjøbet, naar man
tog Billet til Udstillingen. Men da studerede vi den ogsaa saaledes,
at indtil det flygtigste Træk og den letteste Muskel var der intet,
der undgik os. Ægineterne var der, men foruden dem og Diskoskasteren
naaede vi efter den tidligere Tids Maade ikke længer tilbage i Tiden
end til Laokoon og Apollo fra Belvedere. Canovas Perseus stod ved
Siden af, men de bedste helleniske Sager vare endnu ikke erhvervede.

Ifølge alt dette var det da intet Under, at jeg i denne Retning ikke
fandt Sympathi hos andre af mine Venner end Andreas Lunddahl. Jeg
kjendte endnu ingen Kunstnere, den første, han førte mig til, var
Landskabsmaleren Gurlitt[3], en net trind lille Mand, der med sin
tydske Accent var meget veltalende, og ligesaa bevandret i den tydske
Poesie som vi andre. Jeg tilbragte mangen sværmerisk Time i hans
Atelier, og hørte ham ikke blot udbrede sig med stor Tænksomhed over
Kunstens Theorie, men ogsaa, mens han flittig malede, i dyb Rørelse
fortælle sine forskjellige Kjærlighedshistorier. Naar han kom i
Lidenskab, foer han hen og hentede Breve frem af sin Kommodeskuffe,
smed sig i Sofaen og læste, for at jeg skulde høre, hvor skammelig
hans utro Gjenstand havde behandlet ham. En Dame, som jeg siden saae
i en meget høi og værdig Stilling, havde just slaaet op med ham.

 [3] En Holstener. Gik efter 48 til Tydskland, hvor han blev
 en bekjendt Maler. Død for et Par Aar siden, høit i Firserne.
 Han bevarede en vemodig Kjærlighed til Danmark og navnlig en
 sværmerisk Erindring om Marstrand. Udg. Anm.

En Dag vi gik paa Gaden, mødte vi Oldgranskeren Thomsen. Lunddahl,
som kjendte alle Mennesker, standsede og hilste paa ham. Den snurrige
Mand nikkede betydningsfuldt, mumlede noget halvforstaaeligt, som --
Nu skal I see noget -- Jo! -- og trak af med os. Ved Frederiksholms
Kanal steg vi op paa et tarveligt Kvistværelse, hvor der sad en lille
sygelig udseende Maler og arbeidede paa et større Landskab, hvis Bag-
og Mellemgrund var temmelig færdig, men i Forgrunden var der kun
hensat nogle smukt udførte store Planter. Det var første Gang jeg
saae min siden saa kjære Ven Skovgaard. Jeg gik derfra til Gurlitt
og fortalte ham, hvad jeg havde seet. Men han udtalte sig fornemt
om dette Detaillemaleri, der ikke forstod sig paa de store Linier,
og hvorledes man fra en bred Forgrund maa ile dybt ind i Billedet.
Vilhelm Marstrand, som jeg kjendte paa Familieskabets Vegne, var
endnu i Italien, og Adolf, hos hvem jeg kunde have fundet fuld Glæde
over Kunst, var i sin holstenske Forvisningsstand.

Vi var Theologer, og vi gik stadig i Kirke, men ogsaa der var det den
nye Skole, som vi mest fandt værd at hylde. Jeg har ofte hørt Tidens
store Prædikant, Biskop Mynster, men hans skjønne følelsesfulde Tale
og pompøse Gesticulationer, der ganske rigtig havde alle de Fortrin,
han selv har skildret bedre end nogen anden, gjorde ikke det Indtryk
paa mig som paa de fleste andre. Jeg savnede Troen paa ham. Derimod
havde jeg, ligesom Lunddahl, der dog ogsaa var meget henreven af
Mynster, i høi Grad Tro paa Stiftsprovst Tryde. Han var bleven
Clausens Eftermand i 1838, og optraadte under lignende Auspicier som
Martensen, som den der speculativt haabede at løse Christendommens
Gaader. Det var Frugten af hans videnskabelige Studier, og indtil sin
Dødsdag bevarede han en stærk Tro paa den tydske Filosofie, altid
fordybet i dens nyeste Værker. Medens denne Side af ham ikke ganske
laa for mig, og medens hans Ivrighed i en theologisk Dispyt vel kunde
støde mig, maaske ogsaa fordi jeg ikke ganske var istand til at
forstaae ham, tiltrak mig destomere hans overordentlig elskværdige
Personlighed. Man kunde ikke see noget mere livsgladt, redeligt
og kjærligt Aasyn, indtil Henrykkelse stod hans Hjærtelag malet i
hans spillende Træk og klare Øine, og kom tilsyne i alle hans raske
Bevægelser.

Jeg hørte Tryde saa ivrig, at jeg opskrev hans Prædikener efter
Hukommelsen, naar jeg kom hjem, og naar jeg vilde have dem endnu
nøiagtigere, gik jeg hjem til ham og bad ham om hans Concept. For at
hylde vor Prædikant, satte vi en Subscription i Gang for at lade ham
male af Datidens mest renommerede Portrætmaler, Gertner; men vi var
ikke ganske fornøiede med Billedet. Da jeg var med blandt Indbyderne,
kom jeg ved denne Leilighed førstegang i Stiftsprovstens Hus. Til
egentlig Omgang førte dette dog først efterat Lunddahl var bleven
forlovet med hans yngste Datter, Efteraaret 1841. Foruden Venskab med
en høist elskværdig Familie, bragte dette mig i Aarenes Løb desuden
den Frugt, at jeg der saae en stor Del af Stadens betydeligste
litterære Personligheder, i Særdeleshed Brødrene Paludan-Müller, der
var af Familien, den geistlige desuden gift med Provstens ældste
Datter. I de endog ofte glimrende Selskaber, som jeg saaledes
undertiden blev et beskedent Medlem af, maatte jeg da finde det
smukt, at Tryde i sit store Hovedstads-Hjem saavidt muligt holdt paa
den Tarvelighed, der bedst sømmer sig for en Præst. Han samlede alt
hvad der havde et Navn eller blot et Haab om et i Aandens Verden, men
han beværtede sit Selskab foruden med den høitflyvende Samtale kun
med almindelige Retter og Rødvin.




TREDIE KAPITEL.

CHRISTENDOM.


Naar man med høie Tanker i Panden og med megen sammenskrabet om end
overfladisk Læsning, dertil er overmodig af Naturen og aabenmundet,
og fristet af egen Daarlighed og Samfundets Tone har vænnet sig til
en haanlig Maade at omtale andres Meninger paa, og til stivsindet
at forsvare sine egne, kan det ikke ventes andet, end at en saadan
Person maatte blive betragtet med noget mistænkelige Blikke af sine
Omgangsvenner, selv om han end har nok saa meget Hjærte for dem,
og noksaa meget er oplagt til at gaae i sig selv, naar han møder
berettiget Modstand. Thi det var jeg tiltrods for mit vigtige og
overlegne Væsen. Jeg var virkelig en trofast Sjæl, og i Stilhed mere
ydmyg, end jeg saae ud til. Jeg kunde ikke andet, af den Grund, at
jeg dog aldrig ophørte med at see op til de andre.

For dog ikke at være uretfærdig mod mig selv, vil jeg anføre en
Udtalelse derom fra dette Aar. Det er det Brev, hvormed jeg besvarede
min Moders Lykønskning til min Fødselsdag 27. Januar 1840.

»Kjæreste lille Moder! den bedste i Verden! Jeg kan da ikke noksom
takke dig for dit Brev, den kjæreste Gave, du kunde bringe mig. Jeg
seer, at du tænker paa mig, ikke blot for det udvortes Befindendes
Skyld, men paa hvad jeg er og virker og hvad der i Grunden ligger
mig nærmest. Dersom jeg har bragt dig nogen Glæder og Haab om flere,
saa er det ogsaa min kjæreste Tanke, om jeg paa denne Maade kunde
gjengjælde dig, hvad du er for os, hvad der ellers ikke staar i min
Magt. Men naar du taler om mine Kundskaber, mit Hoved og min Villie,
saa føler jeg mest, hvorlidt sandt der er i andres Ros, om det end
er fra en Moder. Jeg har Gud skee Lov al Grund til at se tilbage paa
det forrige Aar, det var vistnok det lykkeligste i mit Liv; jeg kan
ikke negte, at jeg i det er rykket uendelig langt frem, dog staaer
jeg nu med ligesaa store Savn, Følelse af mine egne Mangler og Haab
om Fremtiden, som ifjor, da næsten hele min Bane var mig ubekjendt.
Om min gode Villie og mine moralske Pligter vil jeg ikke tale, i den
Henseende kjender du mig udentvivl nok saa godt som jeg selv, for
en Moder forstaaer altid en halvkvædet Vise. Men hvad Kundskaber
og intellektuelle Kræfter angaaer, som du vist oftere har hørt mig
prale af end klage over, saa er det min herlige Videnskabs mindste
Sag at lære mig, hvorlidt de betyde. Vistnok har jeg lært meget godt
og glemt meget daarligt siden min Skolegang, og naar du betænker,
med hvilke sørgeligt ødelagte Sjæle den gode Prof. Bloch sendte sine
Disciple bort, kan du jo vel sige, at det allerede er store Ting,
men det viser dog kun hen paa de mange Mangler. Jeg gjennemgaaer i
denne Tid min Dogmatik, og du kan troe, den theologiske Philosophie
er en underlig Videnskab. Hver Mand troer, og Philosopherne vil
gjerne indbilde Folk, at de veed mer end andre Mennesker, men
tvertimod, af Philosophien faaer man intet at vide. Den siger kun,
hvordan man skal komme til at vide noget, og paa hvad Maade man skal
begribe det, saa maa man selv see til at gennemføre dens Regler
gjennem sin Kundskabsrække. Den siger os ikke, hvad vi skulle troe og
sætte vor Lid til, men hvordan vor Tro skal være, naar den i Sandhed
skal tilfredsstille. Kundskaben og vort eget Indhold kan vexle med
vor Udvikling, og paa ethvert nyt Trin maa Videnskaben belyse nye
Ting. Men fordi den selv er tom og dog vil omfatte alt, er den en
farlig Gjæst, thi intet er lettere end at bære dens Methode med sig
som om det var en dyb Indsigt, skjønt der dermed intet virkeligt
endnu er tænkt eller følt, hvorfor der da ikke er noget mere satanisk
end det Raad, Mephistopheles giver Studenten, kun bravt at studere
Metaphysiken. Hermed har jeg, kjæreste Moder, villet antyde vor
Videnskabs store Fortrin og store Fare. Den viser os al Verdens
høieste Lyksalighed, men ogsaa vor egen ringe Plads; paa den kan
der være Tomhed og Misfornøielse med sig selv, dog staar det høie
aldrig naaede Ideal for Øie. Thi en fuldkommen Theolog vilde være et
Menneske, som havde fattet den hele Verden, og dog ikke taget Skade
paa sin Sjæl.

Ved at skildre dig, kjære Moer, det videnskabelige Livs store Savn
og endnu større Tilfredsstillelse, er jeg vistnok kommen ind paa et
Gebet, som den, der kjender det af egen Erfaring, ikke godt kan finde
sig i, da Sorger og Glæder er noget ganske andet i Aandens Sphære end
i den ydre Verdens og den almindelige Følelses Sphære, men jeg haaber
dog, at du har forstaaet min Mening om hvorlidt jeg kan tage imod din
kjærlige Ros, da her en fast Villie og et klart Blik forekommer mig
en saa uopnaaelig Ting, at man maa opgive Tilliden til sig selv og
kun vente Hjælp fra høiere Steder.« -- -- -- Derefter en Mængde om
Dagens Begivenheder og Familieforhold.

Andreas Lunddahl, der vel var mest aandsbeslægtet med mig, oversaae
helst mine Unoder. Han havde ogsaa lettest derved, da han var min
Mester paa min egen Kampplads. Medens han derfor helst tog mig i
Forsvar, i alt Fald altid var mig god, var de to Mynstere strengere
imod mig. Alvorlige og ærlige Mennesker som de var, med høi Grad af
ligefrem ren Følelse, men uden at kunne komme til Klarhed med et saa
sammensat Væsen som mit, uden at kunne tænke sig, at der kunde være
virkelig Alvor og Kjærlighed under saameget Lapseri og Ironi, vilde
de, af Mangel paa Sympathi for mig, maaskee endog have maattet opgive
mig, dersom ikke Ludvig havde havt en egen naiv Maade at forklare sig
paa, hvad der stødte ham, og dersom ikke Emil havde været besjælet af
det ophøiede Formaal, han mente at burde forfølge med sine Venner.
Jeg har alt talt om dette Træk hos ham. Han tog sig for at redde mig;
han vilde intet mindre end gribe frelsende ind i mit Liv, og han
havde, saavidt jeg kan forstaae, allerede længe tænkt derpaa.

Naar jeg kalder det at frelse mig, var det dog ikke nærmest det at
gjøre mig til en Christen. Da det skete, blev han snarere ængstelig
for, at jeg gik en Vei, som han ikke mente var fremkommelig. Han var
selv en Tvivler, forsaavidt han ikke kunde forlige sine filosofiske
Anskuelser med den historiske Christendom. Naar han nu tydelig saae
mine Svagheder, satte han dem hovedsagelig i Mangel paa ren og
ærlig Følelse, i en Stolthed, som ikke vilde give sit Hjærte hen
i inderlige menneskelige Forhold. Ganske vist havde han ikke Ret
deri, men i mit Væsen saae det vistnok kun altfor meget saaledes ud.
Lunddahl fandt det som sagt for strengt, og brugte det Udtryk, at
naar der skulde holdes Dom over mig, vilde Emil M. være Advocatus
diaboli.

Jeg har altid havt den Vane, og har den endnu, at sige noget mere,
end jeg virkelig mener. Jeg ynder at overdrive, at gjøre Ytringerne
saa stærke, at de lyde som Paradoxer, dels af Hidsighed, dels ogsaa
ganske bevidst forat more mig over, hvad der saaledes kan siges og
med nogen Dristighed forsvares. Den Tid, da jeg ingen Betænkeligheder
gjorde mig, tvivler jeg ikke om, at dette kunde gaa saa vidt, at det
nødvendige Correction, som jeg dog havde deri, at jeg aldrig har
villet være ensidig, tvertimod har Natur til at følge en forstandig
Middelvei, ikke fik Tid til at komme til Orde.

Hvad værre var, jeg kunde ogsaa overdrive mine Følelser og stille
deres Frembrud i et fordelagtigt Lys, særdeles som en Kjender
analysere dem, og maatte dog bekjende for mig selv, at jeg til de
Tider, jeg dybest skulde have følt alt dette, havde havt mine Tanker
andetsteds henne. Jeg var den yngste i en meget følelsesfuld Kreds,
og kunde ikke undgaae den Forfængelighed gjerne at ville være med.
Disse Svagheder kjendte jeg vel hos mig selv, men tog dem dog let.
Men mine Venner vare bekymrede for mig, ogsaa mangengang ærgerlige
paa mig.

I Sommeren 1840 var Emil syg og opholdt sig i Roskilde hos sin Moder,
som var Enke. Han havde et svagt Bryst og havde spyttet Blod. Jeg
vidste ikke, at hans Sygdom var saa farlig som den var, og skrev ham
et Brev til, som i Virkeligheden var medfølende nok, men dog var
skæmmet af en Del Kaadhed af den Slags, som dengang var bleven min
Vane, at jeg udtrykte min Følelse paa en barok Maade, der skulde være
humoristisk opmuntrende; ved denne Leilighed det mindst passende
af alt. Ligefuldt svarede han mig i sin sædvanlige kjærlige og
skjøntformede Stil, takkende mig for, at jeg tænkte paa ham og sagde
mig med vemodig Alvor, at han i sin Svaghed mest af alt trængte til
Venners Støtte. Det rørte mig, jeg forsikkrede ham om mit Venskab,
men kunde dog ikke lade være tillige at forklare, at jeg havde Mistro
til det tydske Venskabssværmeri som noget vel sødt. Denne Traad optog
han og viste mig udførligt og smukt, hvad Betydning i en sønderrevet
og kold Tid de store tydske Forfatteres forherligede Venskab havde
lært, og belagde det med skjønne Citater af Schiller. Vore Breve
vexlede hurtigt, og jeg følte min Uret.

Da havde jeg sidst paa Aaret skrevet et Brev til Ludvig M., som blev
afgjørende for mig. Mellem ham og Fætteren bestod der et saadant
erklæret sværmerisk Venskab, som de efter Emils Anvisning nærede i
samme aandelig-erotiske Hensigt som Sokrates udvikler i Phædros.
Intet er for mig mere rørende end den lange Brevvexling mellem dem,
fyldt med den ømmeste tungsindige Kjærlighed, som nu efter begges Død
er kommen i min Eie. Som de delte alt hvad de oplevede med hinanden,
sendte de ogsaa hinanden de Breve, de fik fra andre, for psychologisk
at undersøge dem sammen, og lægge Planen til, hvorledes Brevskriveren
kunde drages ind i deres Kjærligheds Mysterium og derved frelses,
thi det var for dem en Religion. For Tiden var det mig, Vodet var
udkastet efter.

Hvad der stod i mit Brev, husker jeg ikke ganske, det er tabt; kun
at der var talt om christen Kjærlighed, og berørt den Ting at bede
for hinanden. For Ludvig har det vistnok været mest magtpaaliggende
at paavise et Charactertræk hos mig, som glædede ham. Men Emil var
ikke fuldt saa godtroende, han vilde i alt Fald have den Sag nærmere
undersøgt, haabede ogsaa at bringe mig videre, naar han kom til at
foreholde mig mine Ord. Saaledes blev han for mig et Redskab i Guds
Haand.

Da dette er et Vendepunkt, som har afgjørende Betydning for hele
mit Liv, maa jeg saavidt muligt gjøre mig Regnskab for, hvorledes
det blev beredt for mig. Det omtalte Brev var skrevet i et bevæget
Øieblik, i Følelsen af, hvad min Ven -- i samme Stemning som den
Biskop Mynster skildrer i sit Ungdomsliv -- jævnlig ytrede om sin
inderlige Trang til Gjenkjærlighed. Jeg havde i stærke Udtryk tilbudt
ham mit Hjerte, og det havde gjort ham godt, syg og nedtrykt som han
var. Men mine Udtryk havde, navnlig i religiøs Henseende, været for
vidtgaaende. Da han mindede mig om dem, kunde jeg ikke bære det, jeg
følte, at jeg ~christeligt~ ikke kunde gjøre Fyldest for dem. Jeg
var endnu ikke det Menneske, der kunde det; jeg var ikke den, der
fortjente, at mine Venner satte mig saa høit. Ludvig sendte som sagt
Brevet til Emil, og da jeg har deres Breve, kan jeg bedst oplyse
Forholdet ved at anføre, hvad Emil svarede:

»Tak, min kjæreste Ludvig, for den Talisman, du sendte mig fra det
rene mandige Hjærte, der slaaer i Johannes F. Jeg har ikke modtaget
den med Ydmyghed, men med Jubel over det herlige Menneskebryst, der
vil knytte sine Forhaabninger til mine. Talismanen kom til mig som
en Forpligtelse til et uhyre Arbeide. Maalet kjender jeg ikke endnu,
men jeg veed ret vel, hvad der er »die Forderung dieser Tage« for
mig, og jeg følte en uendelig Glæde derved. Ved intet kunde du bedre
hæve mig ud af denne dog lidt snevre Omgivelse, hvori jeg nu befinder
mig[4], end ved en saadan herlig Hilsen. Det er vist en skjøn Bøn, der
kan strømme ud af hans Læber, og jeg har glædet mig uendeligt over
Bønnens Samfund med ham, jeg som i den senere Tid hverken beder
eller føler nogen alvorlig Trang dertil. Ofte naar Livsfølelsen
vaagner fri og frisk hos mig, er det mig, som om den vilde komme i
Form af en let Bøn, dog uden at jeg veed, hvorhen den vilde vende
sig, jeg veed ikke ret, hvor det Øre er, som skal høre Bønner og
tage mod Taksigelsen, men alligevel føler jeg mig dog Gud nær i
Arbeidets friskeste Øieblikke, og det er mig nok, idetmindste indtil
videre. -- Det forekom mig hidtil just ikke, at Joh. F. behandlede
mig paa det Bedste; og derfor troede jeg, at han ansaae mig for en
livløs Bogorm og følte mig trykket i hans Nærværelse, men nu skal
jeg for Fremtiden modtage ham med Glæde og med Kjærlighed, uagtet
jeg vel troer, at Venskab og Kjærlighed aldrig vil kunne komme paa
Bane i vore Samtaler. Jeg har oftere lagt Mærke til hans alvorlige
Religiøsitet, men da tiltalte den mig ikke saa ganske, da den vilde
skaffe sig Plads i hans Bedømmelse af Hverdagsfortællingerne, af
Goethe o. a., men nu for Fremtiden skal jeg ære og elske ham for alt,
hvad jeg før har forsyndet imod ham.« --

 [4] Han var endnu i Roskilde.

       *       *       *       *       *

Det var Nytaarsdag 1841. Jeg var om Eftermiddagen kommen tilbage fra
en Julereise til Roskilde, og søgte om Aftenen til min Ven. Han tog
Brevet frem og læste de paagjældende Yttringer for mig. Det er altid
en svær Sag at høre sine egne Ord, og medens han læste dem, stod det
hele klart for mig. Han behøvede ikke at tilføie noget, sagde heller
ikke synderlig mere end, saavidt jeg mindes, med sin vemodige Mine:
»Kan du føle dette, og gjøre dette, er det stort.«

Jeg kunde uden Vanskelighed have svaret ham, a

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/46335