Livserindringer
by J. N. Madvig · Danish · Gutenberg #44967 · 708,293 chars · public domain (US)
The Project Gutenberg eBook of Livserindringer
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: Livserindringer
Author: J. N. Madvig
Release date: February 19, 2014 [eBook #44967]
Most recently updated: October 24, 2024
Language: Danish
Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/44967
Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK LIVSERINDRINGER ***
[ Afskriverens bemærkninger:
Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai
Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i øvrigt
bevaret, også hvor den er noget inkonsistent (fx Ty(d)skland,
Christian VIII/Kristian VIII, Landst(h)inget). De græske citater
er gengivet som trykt.
I fodnote 98 manglede et anførselstegn i originalen, enten efter
'Examenskommissioner' eller efter 'Ikke-Theolog'. Det er placeret
efter 'Ikke-Theolog', men den korrekte placering fremgår ikke
entydigt af konteksten.
Kursiv tekst i originalen er angivet med _understregning_, mens
s p a t i e r e t tekst er angivet med #firkanter#.
Nogle fodnoter er meget lange, og alle fodnoter er derfor afgrænset
af {krøllede parenteser} for tydeligt at markere hvad der hører
til.
]
LIVSERINDRINGER.
Hvor ensomt Øen løfter sin fjeldomkrandste Rand,
der leged en Smaadreng paa den bølgeslagne Strand;
der var i hans Øie saa tankefuldt et Blik;
vidt over Hjemmets Grændser hans dunkle Drømme gik.
Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;
hans stærke Higen drev ham til Kundskabens Væld;
han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skær;
i Snillets Ridderdyster han brød helt mange Spær.
De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,
og fjerne Tiders Billed forbi hans Øie gik,
og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,
som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.
Men ei i muldne Bøger hans Sjæl sig stænged ind;
for Livets friske Skjønhed han aabned Blik og Sind,
og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,
saa trofast som Fjeldet omkring hans Fødestrand.
Sit Fædreland han vied sin Hæders rige Høst,
og al dets Sorg og Glæde gik dybt ind i hans Bryst;
da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,
da løfted han sin Røst, saa den gjenlød vidt om Land.
Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;
det glemmes ei, før Vidskab og Snille gaaer iglem:
og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,
vor Kjærlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skær.
_17de November 1879._
_Edv. Lembcke._
LIVSERINDRINGER
AF
J. N. MADVIG.
KJØBENHAVN.
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN).
FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
1887.
Fortale.
I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, d. e. dikterede, min
Fader -- tildels efter Opfordring af Andre -- de efterfølgende
Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde været hans Hensigt
at lade dem udgive, saalænge han levede, saaledes havde han ikke
taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da
jeg tre Dage før hans Død kom op til ham, der da havde været
sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget træt efter en temmelig
søvnløs Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge
tilsengs uden at vide, hvorlænge det kunde vare, maatte man ialtfald
være forberedt paa, at Sygeleiet først endtes med Døden, -- og for
dette Tilfælde overdrog han til mig som hans ældste Søn at tage
Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre
Ting derefter skulde udgives. Det følgende Par Dage, da hans Tilstand
var bedre -- han døde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop
den 12te Decb. f. A. --, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa
Grund af Slægtskabsforholdet ønskede jeg imidlertid ikke at være ene
om derefter at træffe Bestemmelse i saa Henseende -- en Bestemmelse
der i mine Øine altid har sine betænkelige Sider --, og det var
først, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i
Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlæst Manuskriptet til
Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede
mig dertil og derom traf Aftale med Forlæggeren. Inden min Faders Død
havde jeg, paa enkelte Undtagelser nær hist og her, ikke kjendt andre
Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af
enkelte ved Manuskriptet liggende løse Notitser maatte jeg vel
antage, at det havde været min Faders Hensigt dels maaske at tilføie
yderligere Bemærkninger om sin Stilling til flere af de Mænd, med
hvilke han særlig gjennem det politiske Liv var kommen i nærmere
Berøring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af
de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse være
blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af
enkelte Ting sammendragen paa ét Sted. Dette var imidlertid ikke
sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar
Optegnelserne skulde fremtræde som min Faders egne, anse mig for
uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig
inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne
gjøre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere
Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne
ligefremme Ord- og Sætningsfeil m. m., hidrørende fra en mindre
nøiagtig Gjennemlæsning, uden derved at ændre Stilen og endelig at
udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og
ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse kunde have for
Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilføiede
enkelte Anmærkninger har jeg ogsaa søgt strengt at holde mig til det
rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse.
Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede
forskjellige Sekretærers egen, da er den ved Trykningen søgt lempet,
saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han
endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.
Med Hensyn til de to Tillæg henviser jeg til de indledende
Bemærkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilføie, at min
Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham særlig da i
stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve
Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle
foreløbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemærkninger om
Tilværelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt
til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form
eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.
Forlæggeren har ønsket at ledsage Livserindringerne med medfølgende
Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udført efter
Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv.
Lembckes ene Sang fra Embedsjubilæet i samme Aar vedtrykt.
Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min
Faders nærmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans
Død, idet han mindede om sit sidste Besøg i 1885 i min Faders
Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevæget min
Haand og sagde: Gud være med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel
Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for
mig saa stærk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe,
at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes
lykkeligvis usvækket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Død
befriede ham for den af ham saa frygtede Skæbne: aandelig og legemlig
at overleve sig selv.
Den 30te April 1887.
#J. N. A. Madvig#,
Overretsassessor.
Indholdsfortegnelse.
Side.
I. Barndomsaarene paa Bornholm 1804 til1 817 1-51
II. Skoleaarene i Frederiksborg 1817 til 1820 53-67
III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad
1820 til 1826 69-86
IV. Ansættelse ved Universitetet, Embeds og
videnskabelig Virksomhed i 1826 til 1848 87-134
Universitetsvirksomhed S. 89-102
Forfattervirksomhed - 102-119
Bibliotheksvirksomhed - 119-122
Anden offentlig Virksomhed - 123-131
Personlige Forhold og Reise - 131-134
V. Tidsrummet som Minister 1848 til 1851 135-202
1848 før Ministerudnævnelsen S. 137-141
Novemberministeriet i Almindelighed - 142-151
Den grundlovgivende Rigsforsamling - 152-158
Virksomhed som Kultusminister i og
udenfor Rigsdagen - 158-181
Krigen og de ydre politiske Forhold - 181-200
Personlige Forhold - 200-202
VI. Videnskabelig, Universitets og Skolevirksomhed
med fortsat Deltagelse i det politiske Liv 1852
til 1884 203-284
Politisk Virksomhed i og udenfor
Rigsdag og Rigsraad S. 205-235
Universitetsvirksomhed - 236-244
Undervisningsinspektørvirksomhed - 246-254
Videnskabelig Forfattervirksomhed - 254-265
Anden offentlig Virksomhed - 265-268
Personlige Forhold 244-246, 268-272
og 282-283
Reiser - 272-281
Tillæg I. 285-319
1. Tale ved Sørgehøitid for Kong
Frederik VII S. 287-304
Bemærkninger om Kong Frederik VII - 304-311
2. Nationalitetsprincipet i Politiken - 311-319
Tillæg II. Forskjellige Breve 321-371
I.
BARNDOMSAARENE PAA BORNHOLM.
1804 til 1817.
Motto: O Barndomstid,
hvor er du blid,
hvor lyse dine Drømme
og dine Minder ømme!
Mit Livsløb har ført mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke
jeg fødtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de
Livsvilkaar, under hvilke mine første Aar hengik. Denne Omskiftning
vilde dog ikke have havt noget Usædvanligt og Mærkeligt, hvis der
blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener
sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold,
tillige Modsætningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling
mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det
danske Kulturliv, saaledes som det fremtræder i sin almindeligste
Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet
64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning
af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svækket og
afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax
ved Afbrydelsen indprægede sig dybere og skarpere gjennem Længsel og
Savn, men nu i Alderdommen fremtræde med en Livlighed, en Lyst og
Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en
neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min
under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig
derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit
senere Liv og dets Virksomhed uden at dvæle og ligesom at forfriske
mig ved hine tidligste kjære Billeder og Erindringer, selv om jeg
derved maatte trætte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig
selv eller for Andre fremstille, hvad der nærmest og personlig
angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele
den særegne Omgivelse og af hele den særlige Paavirkning af Natur, af
Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant
Omrids, jeg her vil forsøge at give, saaledes at jeg deri indfører
min egen lille Person.
Omtrent 16 Mile Øst for det nærmeste Punkt af Sjælland strækker
Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmæssige, skjævt aflange
(rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor Øen er fjernet 6-7 Mile fra
Skaane, ned imod Sydøst med en Gjennemsnitslængde af 4 Mile og en
Gjennemsnitsbredde af 2½ Mile. Øens Stenlegeme falder dels af mod
Østersøen i bratte Klippevægge og Tinder, der paa den nordlige Del
af Vestsiden naae en Høide af et Par hundrede Fod, og omgives dels
af en sammenhængende, snart bredere, snart smallere Bremme af nøgne,
i vild Uorden henkastede og gjennemkløftede Klipper. Kun paa en
kortere Strækning af Sydøst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner
en lavere Flade, afløses Klippebeltet af en Strandbred af Sand.
Intetsteds frembyder Kysten derhos større Bugter eller naturlige
Havne. Fra Nord og Syd hæver Landet sig til en kort fra Østsiden
begyndende, mod Nordvest løbende Høideryg, der, efter at have dannet
et Knudeparti, hvis øverste Punkt -- det saakaldte Rytterknegten --
naaer en Høide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest
og ender i den før antydede høje Klippekyst. Med Undtagelse af
hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner
Resten af Høideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt,
af en fattig Lyngvæxt bedækket Hede, der hist og her omslutter
mindre Moser og Kjær, den saakaldte "Høilyngen", hvorved Landet
deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jævnere
Afsnit, som forene sig Øst og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen
mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget
mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader,
og som endog omfatter flere Høilyngen ganske lignende, udyrkede og
afhegnede Stykker (Brændesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures
af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den
største Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtørrede Aaer
og Bækkeløb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand,
medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhængende Grupper,
tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod
Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for Øiet
fra de høiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove
savne den danske Bøgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke
Avnbøg[2], fremtræder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa
nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af
ganske enkelte Punkter -- navnlig hvor Smaaskovene strække sig
lige ned til Kysten -- ved et sammenhængende naturligt Stengjærde
adskilt fra en smal Kyststrækning: "Udmarken", der foruden selve
den nøgne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og
Gjærdet liggende Grusflade, bedækket med en saare tarvelig Græsvæxt
og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring
en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Fælles-
eller Statseiendom, nogle Faar og Gjæs og ganske enkelte Køer søge
Næring. Over det hele dyrkede Land ligge Bøndergaardene adspredte
uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjøndt Navnet "By" (men
kun i Sammensætning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af
enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rækker
af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modsætning
til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som
Undtagelser af særegen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler
o. s. v.), men derimod i noget større Antal dels langs med Høilyngen
eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra
Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den førnævnte Udmark. Paa
denne sidste ligger Alt, hvad der danner den særlige Kystbebyggelse,
nemlig først, paa en enkelt Undtagelse nær, samtlige Kjøbstæder --
der alle igjennem "Byled" paa det førnævnte omkring Landet gaaende
Stengjærde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis særlig til
deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrændses
fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, -- og dernæst en
især paa Nordsiden talrig Række Fiskerlejer (i Ibsker og Øster Marie
Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn,
Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og
imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse.
Et Par Fiskerleier have taget Tilløb til at være Kjøbstæder ved
Besiddelsen af en Kirke, ved deres Størrelse, Havneanlæg og nogle
kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og
Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende
Aakirkeby, halvt Kjøbstad, halvt Øens eneste Landsby, opstaaet af
et særligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede
Beskaffenhed følger, at Naturen og Jordoverfladen fremtræder i høi
Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem
særlig udprægede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de
allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nærmeste Gaarde
Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjøllergaard, Nørregaard og
Skovsholm), hvilke Navne ofte hænge sammen med Slægtnavnene (f. Ex.
Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden),
men ogsaa en utallig Mængde høie Bakker, Dale, enkelte Træer og
særlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde
karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex.
Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel
noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med
det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjønhed, der gjorde et
stærkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjørende
paa en Vogn ad den mod Østermariekirke opstigende Landevei, saae
nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trægrupper og Klipper til
den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier
kjendte jeg ikke dengang. Destoværre har jeg ved senere Besøg fundet
Skovene stærkt forhuggede, nogle næsten ødelagte.
{[1] I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne
indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.}
{[2] Rødbøgen er først i den senere Tid indplantet paa Øen.}
{[3] Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Kløft
og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrømmende Havvand
bevægede sig paa en særlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved
Vask af Tøi.}
Landet, der udgjorde en særlig Forsvarskreds under en Kommandant i
Rønne, medens Amtmanden tidligere boede i Nexø, deler sig i 4
Herreder, hvert knyttet til sin Kjøbstad (Vesterherred til Rønne,
Nørreherred til Hasle, Østerherred til Svanike, Sønderherred til
Nexø) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benævnede efter
Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, d. e. Ibs eller
Jacobs Kirkesogn, Øster og Vester Marker eller Mariesogn, Øster og
Vester Lars eller Larskersogn osv.)
Høilyngen gjør en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser
ikke umærkelig Grændse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den
eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem
maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra Østersøens sydlige og
sydøstlige Bredder, have derhos fremkaldt særlige Tilstande og
Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Løb, idet
Øens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning
medførte, at den hos Statsmagten almindelige Stræben efter at
tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjældende der,
ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i
Middelalderen besad over Øen og udøvede gjennem deres Befalingsmand
paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i
Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig
havt nogen særegen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtræden dens
Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af større Gaarde af
Erkebisperne havde som "Frimænd" tilkjøbt sig visse Fritagelser og
Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis
Anseelse for deres Familier, saalænge disse bevarede Besiddelsen, en
Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som
Gagge Maccabæus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slægt af
den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa
Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa Øen dannet sig samlede
Godser af Hovedgaarde og underlydende Fæstegods med Livsfæste
(undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af
Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig
der. Vel deles de bornholmske Bøndergaarde, efter Udsondring af et
ganske lille Antal saakaldte Proprietærgaarde, et aabenbart nyt Navn
for det ældre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i
to Rækker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere særskilt talte
for hvert Sogn (første og anden Selveiergaard, første og anden
Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke
faa hørte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved
en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietærgaardene ved
Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Iøvrigt eies alle Gaardene med
fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til
Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al
dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sædvane og Vedtægt
beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af
14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sæde- og Adgangsret" for de
bornholmske Bøndergaarde, ifølge hvilken navnlig den yngste Søn ved
Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til
"Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en
ringe Affindelse til sine Søskende og mod en Brugsret for Moderen, en
Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfører paa sin anden Mand. Er
der derimod ingen Søn, tilfalder Gaarden den ældste Datter og hendes
Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af
Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis
været den, at de ældre Brødre lettest kunde vinde sig en Stilling
udenfor Fædrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af
Døtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde
en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Søstre, og denne Arvegang
førte ogsaa i min Tid til, at de ældste Sønner droge ud paa Frieri
til broderløse Gaardmandsdøttre eller, hvis de her ingen Lykke
gjorde, søgte Erhverv i en Kjøbstad eller paa Søen eller endelig
levede som beskedne Medhjælpere og stille Onkler i Fædregaarden.[5]
{[4] Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bære Navnet
"Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen
og paa Høilyngens østlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor,
indenfor hvilke de nærmeste Omboere med Kvæg og Eiendom maae
antages at have søgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs"
yderst indskrænkede Murlevninger i Almindingen hidrøre enten fra en
Røverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under
Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved særlig
Leilighed.}
{[5] Udgiverens Anmærkning: Hele denne særlige Arvegang m. m. er,
som bekjendt, først bleven hævet ved Lov af 8de Januar 1887.}
Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske
Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige
Forsvarsvæsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor Øen, men
beholdt sin egen Milits under indfødte Officerer, der udtoges af den
mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjøbstæderne
af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en
kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rønne boende Kommandant.
Om denne Landmilits, der fremtræder i Beretninger om Begivenhederne i
1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra
1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indførelsen af
almindelig Værnepligt og en ny Hærordning, bevaredes Erindringen fra
sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdøde
Officerer ophængte Faner og Indskrifter. -- Af mindre Betydning for
de indbyrdes Forhold, men et stærkt Vidnesbyrd om, at Bornholm
tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af
den særegne gamle Matrikel, beregnet efter en Tønde Hartkorn, der kun
er lidt større end 2/3 Tønde af almindeligt dansk Hartkorn, og
Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Beløb for en Tønde
bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tønde almindeligt Hartkorn yder,
hvortil knytter sig den væsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at
ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil føies den Ret til uhindret
Brændevinsbrænden, som Bøndergaardene havde bevaret, og hvori først
henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun
kortvarig Indskrænkning.
Disse særegne, som Privilegier opfattede og virkelig ved Bornholms
Gjenindtræden under dansk Herredømme i 1660 efter den kortvarige
Afstaaelse saaledes betegnede og bekræftede Forhold og Indretninger
gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og
Standsfølelse ikke blot ligeoverfor Kjøbstadsbefolkningen, men ogsaa
ligeoverfor Embedsmændene end den, der samtidig fandtes hos den
danske Bonde i det øvrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk
Gaard, endsige fra de større, med ret smukke Bygninger og
Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, følte sig
Kjøbstadhaandværkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af
de større Gaarde, især hvis de bare en Lieutenants eller endog en
Kaptains Titel, kunde kun en Kjøbmand maale sig, der selv besad ikke
altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog føiede en
Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller
geistlige Embedsmand saae den fornemme og militært betitlede
Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Følelsen
af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den
udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den
"førte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstændigheds- og
Lighedsfølelse. Naar nu hertil kom, at den stærkt udprægede
Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, især hos Kvinderne, den
Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive
Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for
Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medførte en i
Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis
fremmed og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde
sig gjældende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter
Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnævnte Kommandant, en tidligere ved
Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da
Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en
Kjøbmand fra min Fødeby Svanike, der derhos var en Gnier og Særling,
og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede Ægteskab. --
Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig iøvrigt ikke ringe
Forskjel i Standsfordringer gjældende imellem Besidderne af de større
og smukkere Gaarde og dem af de mindre, især de fattige og yderst
tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.
{[6] I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalæg, som ansaaes
stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevægelse paa
Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og
Oversendelsen af en Kommission med Høiesterets Justitiarius i
Spidsen, men som bilagdes under Mægling af den fra Bornholm
stammende berømte Jurist Peder Kofod Ancher.}
En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt -- for
ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden -- Bevarelsen i
adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den
Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at beværte Sogneboerne med en
vis Mængde Øl og (en modernere Tilsætning) Tobak. Dog vare disse
Sammenkomster i Forfald og besøgtes neppe af ansete Bønder. Det faldt
i min Lod som Kultusminister modstræbende at forvandle to,
formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder
efter Sogneboernes egen Anvisning[7].
{[7] Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skæpper,
5 paa en Tønde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske
forglemte.}
De bornholmske Kjøbstæder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv
lærte at kjende Svanike og Nexø, sluttede sig meget nær til
Landbefolkningen. Om en forskjellig Klædedragt for Kjøbstad og for
Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besværedes heller ikke ved
Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige
Gave, der af Læs, som kjørtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig
Kone eller et halvvoxent Barn, der besørgede dettes Oplukning imod
et Par Tørv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par
Skilling. Kjøbstadborgere dreve ikke blot de særskilt skyldsatte
Byjorder, men ogsaa de til disse grændsende eller ganske i dem
indesluttede og stundom Kjøbstaden umiddelbart berørende saakaldte
"Stæle", d. e. som Bøndergaarde skyldsatte og betegnede,
sammenhørende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ældre Tid tilhørte
Kjøbstadboerne -- min Fader eiede saaledes "lille Vigestælen" d. e.,
saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstæl i Ibsker Sogn lige
udenfor Byleddet --, og et saadant Agerbrug gav Kjøbmanden en noget
større Anseelse. Handelsforbindelsen indskrænkede sig næsten ganske
til Kjøbenhavn, hvorfra de gængse Artikler hentedes, og hvortil
Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandværksdriften var
simpel, men bevægede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om
Lære og Prøver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskæftigede sig
med Fiskeri og med Kvasefart til Kjøbenhavn, der udvidedes til
Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes
til Handelen paa Kjøbenhavn endel Jagter og i Nexø og Rønne, hvorfra
flere Produkter udførtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske
Uhre), endog nogle faa større tomastede Fartøier. Et tremastet Skib
hørte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel
senere, da man fra Rønne selvstændig deltog i Sælhundefangst og andet
Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere,
især paa Øst- og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de
kaldte "at seile til Skibe", d. e. Kadreiehandel, hvorved neppe Told-
og Karantainelovene meget nøie overholdtes. Til den indskrænkede
Søfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget
stærk Udvandring af Søfolk til Kjøbenhavn og derpaa videre; de
bornholmske Sømænd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for
Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de
have den Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til
gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde være godt at have
flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man
fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtræder
særlig i Erindringen dels om den Glæde og Stolthed, som min
Familie følte over en Fætter af min Fader (Styrmand Müller fra
Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten
Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understøttet
den fra Vraget ilandsvømmende tappre Chef, dels fra en anden Side om
den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlæste en
af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og
ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis
Tjeneste og de derunder udstaaede Møisommeligheder og Farer. De gifte
bornholmske Styrmænd og Kaptainer, der enten endnu fore til Søs,
eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en
dengang mere end nu mærkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre
af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur
Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven
korresponderede med min Fader og især i 1814 meddelte ham Nyheder og
Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der
nærmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos
Holberg. Med endnu større Respekt saae man hen til Bornholmere, der
havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som
Bryggere eller Grosserere da dannede, især naar de gavmildt
understøttede nære Slægtninge, Mødre og Søstre, paa Bornholm. Ved
Siden af Søfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min
Barndoms Tid og endnu langt senere stærkt bemærket i Kjøbenhavn,
nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den første Tid
efter deres Ankomst hertil den særegne Hovedpynt gjorde dem
kjendelige; nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og
mærkes ialtfald mindre ved den særegne Dragts Forsvinden.
At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandværk, viste
sig en stærk Hængen ved det Overleverede, var en naturlig Følge af
den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at
rose sig af, at han først havde indført Dyrkningen af Kløver i
Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En
Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige
Sandstensbrud ved Nexø, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og
Afsætning af Havevæxter, thi efter den almindelige Forestilling
dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra næsten
enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som
Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og
livlige Natur og Bondestandens freidigere Væsen ingenlunde ivrig,
skjøndt Rønne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i
min Barndom under en Særlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent
ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, afløstes af en fuldstændig lærd
Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet høiere
Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa
Bornholm; Bøger maatte særskilt forskrives fra Kjøbenhavn; Aviser, af
hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjøbenhavn kun udkom et Par,
erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa Østlandet;
men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser
udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rønne med dens temmelig
talrige Embedsmænd og større Handel og de østlige Kjøbstæder, især
Svanike. Almueskolevæsenet begyndte først i min Barndom at
organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den
faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mødrenes eller gamle
og svagelige, men læsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse
tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke
meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret
karakteristisk. Det fra Kjøbenhavn Tilbragte var besynderlig
tilfældigt; jeg hørte i min Barndom ved Vandring i smukke
Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i
Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslykønskning til hans
Søster: "Skilt fra Dig ved Bølger, Bjerge, Dale," der var ligesaa
yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om
en adelig Forfører og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig
bornholmsk Sømand om Strandinger og Søulykker bleve dog ogsaa sungne.
Kaade unge Sømænd havde derhos hjembragt et Par lidet høviske Matros-
og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats
Grav" var den pæneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig
Overlevering, skjøndt tilbagetrængte og hensygnende, en stor Mængde
af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os
særlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brødrene Grimm have
samlet og udgivet. For mig og mine Søskende og begunstigede
Smaavenner flød denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af
"Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Læber i mangen Aftendæmring,
f. Ex. baade om "Tokken" d. e. Kokken eller Hanen, der laae død i
Ølkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede
op med Sølv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefødderne, eller om
Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget
Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa
historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af
Folk fra Øst (Kurlændere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede
sig som Næring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet
mangfoldig og stærkt udbredt Overtro. Den første Plads indtoge her de
Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere
Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse
under visse Høie, der da hævede sig paa prægtige Søiler og med
straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde
indtages (-- en saadan Høi, "Svendshøi", laae paa min Faders Mark
--), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise
sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne
indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en
paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tæt Vest
for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at
have afskrækket Englænderne fra en paatænkt Landgang ved at vise sig
talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over
denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et
ubefæstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole
Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet iført en gammel
Soldatertrøie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige
behængt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede.
Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprør at være
fordreven fra sit Kongedømme hos de Underjordiske, til hvilket han
dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang,
selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han
kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at
være noget Søndagsbarn. Spøgerier og Gjengangere dreve i de
forskjelligste Skikkelser deres Væsen paa mangfoldige Steder; udenfor
min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Nætter om Aaret: efter
Nogles Beretning en sørgeklædt Mand med et tændt Lys i hver Haand,
efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et
lidet Stræde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af
et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem høie
Klipper i den sydlige Udkant af Byen hørtes, naar Storm truede,
Nødraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa
skulde give sit Bidrag til Skrækkebillederne, troede jeg og mine
Brødre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hængt sig i
Raadstuen, spøgede hver Aften imellem de nærliggende Klipper,
hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem,
og, naar min nærmeste ældre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare
blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem
sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Sætning, at
Spøgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding,
som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse
for at gjøre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg
en sildig Sommeraften med en Murer kjørte ud til min paa en
Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Række
selvoplevede skrækkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i
Sengen rundtom i Værelset, og deslige, at jeg var halvdød af Angst,
da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, især da vi
passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke
mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster
fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet
Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", d. e. Stefans Kone,
der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i
Skikkelse af et sort Strømpeskaft udsendtes for at malke fremmede
Køer paa Marken og bringe Mælk eller Smør hjem. At overtroiske
Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til
Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lærde Lægekunst var da paa
hele Østlandet kun svagt repræsenteret af den i Nexø boende, med en
tydsk halvstuderet Barbers fulde Præg optrædende Landkirurg og
Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da
Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen
Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rønne, destoværre ikke
med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]
{[8] I 1843 havde jeg i Kjøbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der
iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Børn meget
om Spøgeri og deslige fra Bornholm. Da Børnene indvendte, at deres
Fader ikke troede paa disse Fortællinger, svarede hun meget
tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke
vilde være det bekjendt som lærd Mand.}
De særegne bornholmske Tilstande fik et nyt og stærkt fremtrædende
Præg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til
Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englænderne fra at sætte sig
fast paa Øen lod Regjeringen hele denne organisere som en Fæstning
under en Gouverneur, hvortil mærkelig nok udnævntes en Søofficer,
først en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernæst,
efter hans Død i 1808, den ved sin saare hæderlige Deltagelse i
Slaget den 2den April 1801 og ved sin Færd som Næstkommanderende paa
Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte
Kommandeur C. A. Rothe (død som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten
man nu efter Flaadens Bortførelse lettest kunde afse en dygtig høiere
Søofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at møde et
Angreb fra Søen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som
Instrukteurer for de særlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en
muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til Øens Befolkning var
talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jægerkompagni, 4
Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ældre Folk endnu
betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte
Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vægt
paa militær Prunk eller imponerende Optræden, og som vistnok bedst
egnede sig til at udgjøre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5
Borgerkompagnier (-- Rønne havde nemlig 2 --), der heller ikke vare
indøvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis
Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved
Kjøbstæderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille
Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere,
det sværeste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre
med Tolvpundigere, ikke at tale om det dér stationerede
Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller
gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Høider opstilledes
Signalkanoner. Foruden de regelmæssige aarlige Vaabenøvelser i de
enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nærmeste
Gaarde, hvorfra Damerne mødte for at se Sønner og Brødre i fuld
Officersglands, foretoges samlede Manøvrer, indledede med Baunernes
Afbrænding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for
Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af
de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis
Hovedgarnison var Glückstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa
en noget spændt Fod med det indfødte Militær, bortsendtes ved
Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse
Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prøve, men nogle
mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i
Nærheden af min Fødeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at
fjendtlige Krydsere færdedes udfor den og stundom nærmede sig,
hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa
stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine daværende
tre Børn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og
opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store
Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Træer omringede Dam
udenfor Storstuen indprægede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar
efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808
eller 1809 beskjød en engelsk Eskadre Kristiansø, og jeg stod da ved
min Faders Side imellem en Mængde Mennesker, der fra en Bakke ved
Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel
Erindring. I de paafølgende Aar forefaldt oftere en kortere eller
længere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par
Krigsfartøier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest
fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende
Fjende. Reglen var da, at Byens Børn med deres Mødre vandrede op til
de høitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun
engang erindrer jeg med mine ældre Brødre og et Par andre Drenge at
have unddraget os denne Udvandring for fra en Kløft imellem Klipperne
at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning.
Naar Faren syntes større, saasom ved to Briggers forenede
Angreb, spændtes min Faders to Heste for Vognen for at bortføre
Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til
Forspandstjeneste ved det bevægelige Artilleri. Ved samtlige disse
Fægtninger, hvortil de i Byen hjemmehørende Artillerister og
Borgerkompagniet ufortrødent gave Møde, indskrænkede imidlertid
Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig
bedrøvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder,
som var ved at samle os Børn til Udvandring, borttog en stor Gren af
vort bedste Pæretræ. Gouverneuren, hvis Magtfylde forøgedes derved,
at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved
Konstitution af Byfogden i Nexø, nød en ubetinget Respekt og
Anerkjendelse, ikke blot som Militær, men som en i høj Grad redelig
og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under
Udførelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af
Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brændevinsbrænden
og at lade samtlige Brænderiredskaber aflevere til Opbevarelse i
Kirkernes Klokketaarne (-- de fleste Kirker have paa Bornholm et
særskilt Træklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" --).
Denne Foranstaltning berørte naturligvis Befolkningen meget stærkt,
ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at
ved en Vaabenøvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af
denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at
være gjort opmærksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange
havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet Øvelsen, uden
at der foretoges nogen Undersøgelse, forstummede Misfornøielsen, og
med Freden forsvandt Foranstaltningen.
Krigen og det engelske Herredømme i Østersøen medførte midlertidig
Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin
Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af Ærter; men
langt føleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 næsten
ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved
Auktion i Svanike skæppevis, og Skæppen betaltes med indtil 36 Daler
af de rigtignok en yderst ringe Værdi repræsenterende gamle
Kourantsedler. Endnu haardere føltes en anden Følge af Krigen, nemlig
det næsten fuldstændige Ophør af al dansk Søfart og dermed af
Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskæftigede Søfolk. For
begge disse Onder søgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget
Sted i Danmark dreves i den Udstrækning som fra Bornholm. Forsynede
med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartøier lige fra en
med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Fører bestod
hæderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en
privat Kaperfører enestaaende Ære at udnævnes til Ridder af
Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevæbnede med
nogle gamle Borgergeværer, paa de fra Østersøens østlige eller
sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte
talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget høie Beløb
i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge
pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig
Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador
tændte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon
Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige
Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte
den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have
set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde været
Skibsførere eller Styrmænd fra Kjøbenhavn, men nu af Nød spillede i
Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.
Under Bornholms Gouvernement henhørte som et fremskudt Fort
Fæstningen Kristiansø, i daglig Tale altid blot "Øen" i Modsætning
til "Landet" d. e. Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes
Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to
Klippeøer, og nogle særlige Batterier paa og imellem Klipperne. I
Havnen imellem de to Øer laae den Gouvernementet underlagte Søstyrke:
fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved
noget stærkere Søgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange
besøgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under
en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage
Station mellem "Øen" og "Landet". Den noget over to Mile nord for
Svanike liggende lille Fæstning var det faste og Blikket altid
tiltrækkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med
min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir
henglidende eller med Storm kjæmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde
Stilhed, der hvilede over "Fæstningen", afbrødes i en vis Tid hyppig
af Minesprængninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene
betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der
aarlig udskreves et vist Antal Mænd fra Bornholm til Tjeneste der,
ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden nødig vilde slippe; men kun
i den allerførste Tid troede man at turde forsøge at indvirke paa
Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.
Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm,
maa jeg nu tilføie, at mit Barndomsliv dog ikke bevægede sig over
hele denne Skueplads. Jeg saae, førend jeg vendte tilbage til
Bornholm som Student, aldrig Vest- eller Nordvestlandet, hverken
Rønne, Hammershus eller de smukkeste Egne i Rø Sogn. Jeg lærte kun
at kjende Øster- og Sønderherred samt Høilyngen og Almindingen og
kastede kun et stjaalent Sideblik til Røsogns østligste Klippevægge.
Af Østlandets to Kjøbstæder havde Nexø unegtelig nogle Fortrin, som
jeg under min Opvæxt betragtede med nogen Skinsyge. Dér fandtes en
nogenlunde regelmæssig, af sammenhængende Gaarde og Huse dannet Gade
med i det ringeste et toetages Huus; dér boede den konstituerede
(efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dér var en
grundmuret hollandsk Mølle og et Par tomastede Skibe; dér boede den
Skræder ("Frederik Skræder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage
af Klæde og Tøi hentedes til mine Forældres Huus som til andre Huse i
Svanike for at fornye den mandlige Families Paaklædning; dér fandtes
endelig en Bager, der regelmæssig bagte Hvedebrød og ugentlig sendte
en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde
gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men
eet Fortrin havde Svanike baade for Nexø og for de andre Kjøbstæder:
den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der,
hvor den mod Sydøst gaaende Nordgrændse af Landet pludselig skarpt
bøier om imod Syd, i en uregelmæssig, af Klipper og Kløfter
gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den
ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Høining, der følger med
Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et
Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den høieste
betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og
Færdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Høidedraget hæver sig
Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og
Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Høiden ser man
ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trævæxt ud imod
Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstæder, den
ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Væjen) omkring og imellem høie
Klipper ved en lille Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den
endnu høiere Møllebakke, hvis to Møller kronede Adgangen til Byen paa
denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en særskilt Kløft, hvorfra
man kom ud til en Udmarkslette: "Frændemark", for en Del besat med
talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmæssige Rækker opreiste
høie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne.
Havet udenfor denne dannede "Frænderhed", den sædvanlige Ankerplads
for de østfra kommende Seilskibe (-- i min Barndom havde man jo kun
saadanne --), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile
Landet. Nærmere inde mod Byen skød sig et Par lange og lave
Klippeskær ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under
visse Vinde vanskelig tilgængelige Havn. Engang hvert Efteraar
bedækkedes disse Skær og den nærmest liggende Kyst gjerne henimod
Aften af en utallig Vrimmel af støiende Trækfugle fra Nord, der om
Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende
Klipper laae aabne mod de fra Nord og Øst indbrydende Storme og de af
dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Bølger, der raste med
voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen,
uden nøiagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilfælde, en
Nordost. -- Paa regelmæssige Gader maa der ved Svanike ikke tænkes;
et svagt Tilløb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet
snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrændset snart
af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og
endelig, efter at være trængt ned igjennem en smal Klippekløft (-- nu
er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet --), standsende
ved en Gaardport uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til
hvilken en Omvei maatte benyttes. -- Iøvrigt laae Huse og Gaarde
adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og smallere
Stræder i alle Retninger. Af Brolægning fandtes et Par Fortouge
udenfor større Gaarde. Den aldeles overveiende Del af Byen var
straatækket, og selv, da fra 1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms
Kjøbstæder dømtes til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en
fortvivlet og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende
Høideryg fremvældede den rigelige "Bykilde", og i Nærheden af den
laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning paa det over Klippen
udbredte Jordlag vidnede enkelte yppigbærende Morbærtræer og endmere
i en enkelt Have en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet
Vinranke, der næsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens
Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af
Honoratiores, der, da Præsten boede paa Præstegaarden ved Ibs Kirke,
omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to
Borgerkaptainer, et Par Kjøbmænd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene
af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det første
Krigsaar en kort Tid havde været Kommandeur for en af de fire
Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den
fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt
hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem
Kjøbmændene indtoges Hæderspladsen af en Mand, der for Fortjenester
af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnævnt til
Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid
var den eneste saaledes hædrede paa Bornholm, idetmindste paa
Østlandet. Det egentlige Skjelnemærke for Honoratiores var at kunne
spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem
fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at være optagen
imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller
Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige
Leiligheder istedetfor den sædvanlige Hue og Korsklæde anlagde enten
en vis ubeskrivelig Hovedbeklædning, der kaldtes "Hat og Hue", eller
endog den saakaldte "Nølle": en liden Hue med en tvers over Hovedet
opstaaende Kant, foran hvilken Tøiblomster anbragtes paa det
tilbagestrøgne Haar. "Kjøbenhavnsk Dragt", hvis væsentligste
Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig
opfæstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller
af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjøbenhavn, og
disses Efterlignersker. En Frue eller Frøken fandtes ikke i Svanike.
Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar
Korsklæde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i høflig
Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jævnere Folk
og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige
Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare
indfødte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et
aldeles rent bornholmsk Præg.
I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og
lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de
sidste under Anelse om og Længsel efter større Forhold og videre
Blik.
Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine
Forfædre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig
Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig
under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og
al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge
Christian den 5te -- Jordegodset har formodentlig udgjort en hel
eller halv Bondegaard -- og til Gjengjæld derfor efter nogen Tids
Ophold i Kjøbenhavn i 1681 udnævntes til kongelig Skovrider paa
Bornholm, hvor han døde 1701 paa Kobbegaarden i Østerlarsker Sogn,
idet der formodentlig dengang ikke har været nogen Skovriderbolig ved
Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem
Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom.
Hans ældste Søn Ole Hansen Madvig, døbt i 1675 i Hellaryd Kirke i
Skaane, -- den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, -- blev,
efter at have været Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig
Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i Øster og
Sønder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen
juridisk Fordannelse krævedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori
efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Søn Jørgen Olsen
Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det
juridiske Facultet fremsendte Spørgsmaal og efter mundtlig Prøve hos
Amtmand Urne[9], erklæredes for "ej ubekvem et Skriverembede at
forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han
efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i Østerherred, idet
Sønderherred fraskiltes, af sin i 1764 fødte Søn, min Fader Poul
Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilsøs og bragt
det til at være Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar
var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev
min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at
jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere
ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjæster, saa dog tre saadanne, og
det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa
selv, om end ikke i uafbrudt Rækkefølge, kunde have opnaaet, hvis min
første Livsplan var bleven fastholdt.
{[9] Denne Urne af den gamle danske Adelsslægt var den Hofjunker,
om hvilken Christian den 6te (se Jens Møllers Mnemosyne) havde
antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive
Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten
efterlod sig et godt Navn.}
Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, født i
1777 paa Proprietærgaarden Skovsholm[10] i Ibsker Sogn. Hun hørte til
en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den
anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader
havde flere Søskende (dog kun enkelte Brødre og disse uden videre
Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Børn paa Slægtninge i alle
Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog
alle Sønnerne skulde løsrives. Min Fader var af Naturen livlig og
munter og havde i sin Ungdom udmærket sig ved Raskhed, navnlig som
dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet -- jeg har
aldrig hørt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil --, men
han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt
hæderlig og redelig, derhos religiøs uden Prunk; jeg erindrer, at han
om Søndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed
læste en Prædiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og
freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber,
der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte møisommelige
Enkestand. I sin Ungdom havde hun været en god Skøiteløberske, noget
i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forældres Ægteskab, der var
stiftet i Kjærlighed og førtes i trofast Enighed og Lykke, fødtes 7
Børn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Sønner og 2 Døttre, foruden
en Søn, der døde i spæd Alder. Af disse 7 Børn, hvoraf de to ældste
bleve Sømænd, var jeg det tredie og den tredie Søn. Af de to Sømænd
druknede den ene i 1825, den anden døde i 1879 i Hamborg, hvor han
var bosat, og samme Aar døde min ene ugifte Søster, medens den anden,
der var gift og boede i Svanike, allerede var død i 1877 og min ene
yngre Broder, der var Snedkermester i Kjøbenhavn, var død i 1868. Af
alle mine Søskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som
Læge i Haderslev, tilbage.
{[10] Hendes Brodersøn sendte som Eier af Gaarden, der iøvrigt
senere brændte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjøbenhavn
et velbevaret Interiør i gammel Stil fra et eller to Værelser paa
Gaarden.}
Efterretningen om min Fødsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved
Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en glædelig og
indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedeværende
Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader
hjem for at feire Fødselen ved nogle Glas. Iøvrigt bragtes jeg ikke
af Storken, men kom ligesom alle nyfødte Børn i Svanike fra "Davids
Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte
Mellemrum af mine 4 yngre Søskende, i et stille, fredeligt, ofte
muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en
Avlsbrugers, thi min Faders Indtægter af de to forenede Embeder vare
i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrækkelige for den talrige
Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde
arvet fra sine Forfædre, men behæftet med Gjæld. Endda blev det min
Fader, især da langvarig Sygdom stødte til, vanskeligt at komme
igjennem, og jeg har været Vidne til Bekymring og Sorg i den
Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem
omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret -- hvis hele Arbejde
bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en
Søstersøn og siden af mig, -- en lille Avlsgaard med dertil hørende
Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12] eller Avlskarl og en Halvdreng
eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjælp, -- og der førtes
under min Moders Ledelse med Hjælp af et Par Piger en fuldstændig
bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt
var Besætningens Bestand: 4 Heste og 3 Køer; der pløiedes altid med 4
Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Værelse,
der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig
Bilæggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt
mine Forældre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os
Børn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med
Besøgende og om Aftenen læste og skrev eller spillede et Parti Piquet
med min Moder eller min ældste Broder og i sin sidste Levetid med
mig. Morgen og Aften spiste Børnene med Tjenestefolkene i den nedre
Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Børn sov, naar
Slagbænken i Forældrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i
Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren
bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede
og spandt Pigerne i samme Værelse under min Moders Tilsyn og
Deltagelse omkring et fælles paa en høi Træopsats stillet Lys, og
Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig
Samtale og Fortælling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min
Erindring, naar jeg læste Livius's Skildring af Lucretias og hendes
Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Væven stod derimod i
Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg
lærte med mine Søskende at kjende det hele regelmæssige Kredsløb
igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brændevinsbrænden,
Slagtning med tilhørende Saltning og endelig Lysestøbning, thi hvert
større Hus besørgede alt Sligt hjemme; kun den jævnere Mand eller de
Fattige benyttede de meget lidet fremtrædende Haandværksdrivende ved
f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave
var da væsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brød
til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske
Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Møblering rinde mig herved i
Minde, men jeg skal indskrænke mig til at nævne to. Paa en bestemt
Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mænd med Heste og
Vogne og forsynede med tilstrækkeligt Mundforraad ud i Høilyngen,
hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrællede) et
betydeligt Antal Fladtørv og tillige huggede Lyng, stundom paa en
lille, for Aaret kjøbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede
Lyngvæxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det
indvundne Forraad af adskillige Læs, erhvervede i vaadt og koldt Veir
med endel Besvær, vederkvægedes de med en rigelig Forpleining, hvori
vi Børn med stor Glæde deltoge. Naar det første Slædeføre var lagt
ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lægger sig tidligere og holder sig
bedre paa Bornholm end i Sjælland), udsendtes derhos meget aarle om
Morgenen 3 store Slæder til Fiskerleiet Snogebæk paa Sandstrøget
sydfor Nexø og kom om Aftenen, stærkt belæssede med Sand, hjem efter
en ofte for Folk og Heste meget anstrængende Tour over Bakker og ad
daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var
foruden til andet Brug nødvendigt til den idelige Bestrøen af de
feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt.
Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. -- Til virkelig
Deltagelse i Bedriften kaldtes de ældste Sønner om Sommeren ved at
sættes til at vogte Køerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne
Tjeneste, da jeg først var for lille og siden fandtes brugbar i anden
Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brødre derved og
erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken løbende Vei ivrig
byggede Fæstningsvolde af Støv og besatte dem med Ærtebælge som
Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortælle, at det
engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i
en Alder af 7-8 Aar ind at klæde os ganske nøgne af og løbe tversover
Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa
under største Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.
{[11] I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles
utilstrækkelig lønnede Embede et Tillæg af 250 Rigsdaler Sølv af
den saakaldte Justitskasse, men Tillæget kom saaledes først hans
Eftermand tilgode.}
{[12] "En Dreng" betyder paa Bornholm (nærmere ved den
gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en
Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjæves
har søgt Oplysning hos nordiske Philologer.}
Vi Børn opdroges trods al Kjærlighed i gammeldags strenge Former. At
sige "du" til Forældre var aldeles uhørt; sædvanlig brugtes i
Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun,
Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig længe denne Form i
Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed.
Endnu i 1840, da min Moder første og eneste Gang besøgte Kjøbenhavn
og saae mine Børn, bemærkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig
forekom hende underligt, men hun vænnede sig dog meget hurtig til
Børnebørnenes kjærlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede,
#staaende# ved vore Forældres Bord med Undtagelse af de ældste, voxne
eller næsten voxne Brødre. Vor daglige Fodbeklædning var Træsko, til
hvis Forfærdigelse en Træskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i
Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang
havde overilet sig mod et af sine ældste Børn i denne Retning, men
han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade.
Jeg selv, der var føjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad
Kjæledægge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder,
den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usædvanligt, at
man krydrede Rugbrød, der gaves Børn, med lidt Brændevin istedetfor
med Smør ("Brændevinsbrød"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise;
da det nu derhos var Skik, at der bødes Folk fra Landet, som kom i
Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning
tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tømme disse Levninger;
derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Søvn med
Armene lænede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede
ved et Forhør Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig
Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante
Beskæmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar
gammel, mig selv det Løfte aldrig at smage Brændevin, et Løfte, som
jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af
Føielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk
Brændevin saa godt som aldrig.
Ved Siden af Opdragelsens Krav paa ærbødig Lydighed gik dog, som
omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjærlighed, der sjeldent
fremtraadte tydeligere, end naar vi Børn i varme Sommeraftener
leirede os paa Husets Trappe omkring Fader og Moder, den første med
sin Pibe, alle lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider
Vogterdrengene drev Kvæget hjem. Ligeoverfor os legede lystige Skader
i en lang Række Kirsebærtræer i Gjenboens Have, i hvis Hegn man havde
sagt os, at der var en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede
varmt Brød, uden at vi selvfølgelig kunde finde denne mærkelige Sten.
Jeg nød det særlige Fortrin at være min Faders hyppige Ledsager paa
hans jevnlige Vandringer igjennem hans Sædemarker og Enge. For at
lege i fri Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi
vare komne ud over de første Aar, ingen Hindring i Veien, og
Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjældende. Kun et Par Huse
var det paa Grund af Beboernes Smuds og Usædelighed eller Tyvagtighed
forbudt os at betræde, ligesom vi ikke maatte have Omgang med Børnene
derfra. Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede en
fattig og berygtet Enkes af alle skyede Børn, ægte Smaabilleder af
Pariastanden. Under vore Lege tumlede vi os i Byen, paa Udmarken og i
Klipperne ved Havet, hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende
Vand og Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter,
skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads for
Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved Havnen, hvor Søfolk og
Fiskere om Aftenen holdt en Art Sladderbørs, ved hvis Forhandlinger
vi stundom vare ivrige Tilhørere.
Vore Lege bare stærkt Præg af den omgivende Natur; vi opkastede store
Grusdæmninger, der kæmpede mod de mellem Klipperne indtrængende
Bølger; vi opbyggede, naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene
Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende
Bølge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa stundom styrtede med Stenhoben
ned i Vandet; vi sammensatte med Pinde Skibe eller Flaader af tørre
Rørsiv og sendte dem ud paa Bølgerne med Master og Papirseil. Mange
Børn havde ogsaa større og mindre, med velvillige Fiskeres og
Tømmermænds Hjælp tilveiebragte og kunstmæssig med Seil tiltaklede og
med Ror forsynede Træskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger,
med hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af Havet. Vore
temmelig store og aflange Kælker slæbte vi ikke langsomt hen ad
Jorden, men ad en speilglat, paa en Bakkeskrænt anlagt Bane fore vi
liggende paa Maven og styrende med Spidserne af Træskoene i pilsnar
Fart ned; kække og øvede Drenge stillede sig paa denne Fart i opreist
Stilling, holdende sig ved Slædens Trækketoug, tversover en liggende
Kammerat paa Slædemederne, en Idræt, der ikke altid var farefri. En
yndet Øvelse var ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en
skraa og noget hvælvet Klippeside, hvor der snart dannede sig et
meget glat Spor; men Øvelsen var meget angribende for et vist
Klædestykke. Ifølge Tidsforholdene gjordes den almindelige Tagfat og
Kapløben til en Efterligning af Kaperiet ("tage til Kaps"). Om
Sommeren legede ogsaa Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier,
med paa den grønne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par meget
kjære Legesøstre, der tillige vare min ældste Søsters Veninder; den
sidste af dem døde i 1884.
En ikke ringe Del i vor Sommerglæde havde Svømningen, hvortil der var
den ypperligste Leilighed, og som Enhver lærte sig selv under ringe
Anvisning af en ældre Broder eller Kammerat ved Hjælp af først to og
siden en Aare under Armene istedetfor Svømmesele. Det var herligt fra
det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og
der klæde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter
hinanden at iføre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye
Kammerater; jeg var en god og dristig Svømmer, og jeg afviste det som
en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone,
som laae og vaskede paa et Klippeskær, til hvilket jeg svømmede hen,
paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi
Kræfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjøre mig til af
synderlig Færdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter
det fyldte 80de Aar at svømme let og godt baade forlængs og baglængs.
-- En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa
en Gniers Pæretræer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog,
uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.
Familielivets jevne Gang afbrødes naturligen ved visse aarlige
Mærketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjøndt
ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille
Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle.
St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem
Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette
i Nærheden, hvor de unge Fiskere og Sømænd og Pigerne dansede, medens
der beværtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i
Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra
hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og
Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele
havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres
Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glæden var langt
inderligere paa Bornholm ved at sammentrænges paa én Dag og ved
Fjernelsen af alle Gøglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare
langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have
ledsaget mine Forældre til denne Fest. Til en lignende, men mindre
Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige
Nattergale (paa Bornholmsk "Fjældstavne") beboet Skovparti imellem
Svanike og Nexø: "Buskene", kom jeg kun én Gang. Længere hen paa
Sommeren gaves der Børnene en lille Gave, hvormed de vandrede til
Fiskerleiet Listad og kjøbte Ret til at spise sig rigtig mætte i de
mangfoldige Kirsebærtræer i de derværende Haver. -- Julen holdtes
overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i
Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mænd og Kvinder, der havde
deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold
til Huset. Der dandsedes og gjordes Løier, hvorved blandt andet de af
Karlene om Efteraaret fyldte Nøddesække og listige Snit i disse
spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes
heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Løb var sendt til Gamle og
Svage, stode hele istykker skaarne Brød, Kar med Ærter og Gryn,
Stykker af Flesk og Pølser i Beredskab for at uddeles til de fattige
Børn, der gik om og sang for Døre og i Forstuer, og det tillodes os
Børn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at føie et extra Tillæg
til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmærkedes ved en
Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning
fornødne Tællelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Børn
undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i
Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "læste"
(nemlig en Prædiken eller et Stykke af en Prædiken af en Postil), en
Juleglæde for Børnene og Tjenestetyendet. I den paafølgende Juleuge,
i hvilken Familierne flittig besøgte hinanden, beværtedes alle
Besøgende, især af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede
Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brændevin", d. e. Brændevin
skænket sædvanlig i et Ølglas og omrørt med en stor Klump Honning
(naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tømtes af den
Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i
Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte
andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Følgen var, at
de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. -- Det
vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres
Særegenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden fælles
Karaktertræk.
Udenfor Juletiden afbrødes den daglige Stilhed, foruden ved
Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besøg
hos Slægtninge og Bekjendte paa de større Gaarde paa Landet eller af
disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at
forspændes til at "kjøre i Marken" (den idetmindste hos os Børn
staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller
den anden af mine Søskende timevis paa Vognen, førend Reisen
tiltraadtes, længselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye
Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden -- Landets største
Gaard, hvor under Pantsættelsen til Lybækkerne i Frederik den 2dens
Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, -- eller paa store
Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige
"Lars Mariska", d. e. Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besøg
hos os bragte en stor Dunk Honning -- eller paa lille Ravnsgaard hos
vor eneste Farbroder nær ved Randkleveskaar eller paa andre ved
Slægtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forældre knyttede Gaarde.
Min Moders Fødegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt
beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besøgte vi tilfods og
ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nær ved
Paradisbakkerne, hvor min Moders Søster boede. Om Vinteren skete
lignende Udflugter i Kane og Slæde, hvorved det et Par Gange hændte
sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjørte vild paa de
tilsneede Veie og Marker og tilsidst væltede. Stundom var der
forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og, var Antallet af de
Gjæster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at
sove i "Søskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Værelse en
Række Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa
paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes
ved Haanden af Sengeklæder og Madratser, suppleret med Hø og Halm;
Gjæsterne lagde sig da ganske eller næsten paaklædte paa de udbredte
Lagener og dækkede og varmede sig efter Leilighed.
Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevægelse og vakte livlig
Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes.
Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjønne,
endel hyppigere end nu, især i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristiansø
og paa Hammeren ikke brændte, og Flertallet indtraf paa Landets Øst-
og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nærhed af den
klippefulde Kyst eller om Natten Nødskrig hørtes, udbredte
Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved høie Raab paa Gader
og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mænd, men om Dagen
ogsaa Kvinder og Børn til Skuespillet. Til Befolkningens Ære maa det
siges, at der gjordes, hvad der kunde gjøres, for at komme det i Nød
stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjælp; men Kystens
Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud
med en Baad, -- man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda
ikke i Nærheden, -- gjorde ikke blot Ydelsen af Hjælp før
Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede
Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne
og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da
gjorde sig unegtelig en Stemning gjældende, der erindrede om Holbergs
Anholtsboere, der "leve kristelig og nære sig af Vrag", Noget, der
ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besværlig og næringsløs Tid
for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og
Forbjergere efter regelmæssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men
ogsaa de, der ifølge visse Stillinger havde en Bjergerlod -- f. Ex.
Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, --
eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved
Toldopsyn eller især Auktion over det indstrandede Gods -- i hvilket
Tilfælde min Fader var --, tænkte paa Ladningens Omfang og Værdi, og
en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere.
Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have været upaaagtet
Vidne til en Samtale imellem mine Forældre, i hvilken min Fader, der
baade ifølge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom
havde den største Deltagelse for Sømandens Farer og Lidelser, med
alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han
skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde
sendt de to deilige Vrag".
Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig
for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med bløde og halvt
melankolske Drømmerier og Indtryk, nærede af den Naturs Karakter, i
hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berørelse af
overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rædsel jeg
engang pludselig grebes ved høilys Dag paa den tidligere nævnte
Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Kløfter
styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjød, og
hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nexø
for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en
Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mørke
Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udføre
et Ærinde, som jeg ikke sjeldent før havde udført, grædende vendte
tilbage til Hjemmet og søgte Tilgivelse og Trøst.
Til Legene og Drømmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole
i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Først
sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, værkbruden Kone, hos hvem
vi sad 6 eller 7 Børn paa en lille Bænk foran en stor Kiste.
Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os
vakte Utilfredshed, og grovere Forsømmelse eller Forseelser
fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbarægus", et
frygteligt Væsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet.
Enkelte Gange bragtes endog en forhærdet Forbryder nogle Trin opad
Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklærede
Skolemoder altid, inden Øiet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun
for denne Gang vilde eftergive den forfærdelige Straf imod Løfte om
Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smørrebrød, hvoraf det Halve
sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget
tyndt Øl); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden
tabte og ituslog mit Krus ved at række efter Klinken paa Halvdøren
(-- thi alle Huse i Svanike havde da endnu Døre af to Stykker over
hinanden --). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig
Skoleholder, der, skjøndt boende i et privat Hus, vel maa have havt
en Slags offentlig Ansættelse, siden jeg dér engang saae
Amtsprovsten. Efter hans Død fulgte jeg med nogle andre Drenge og
Piger hans unge, kjønne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind
i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen
Tid begyndte hun dog at sygne, sørge og græde, og, efter at Skolen i
nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i
slige Ting ikke særdeles mildt dømmende Forældre med dyb Sorg den
stakkels Kvinde begraves med et nyfødt Barn som Offer for en
Forfører. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain,
og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede
paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun
kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny
Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenværende Haandværker
(Glarmester) fra Kjøbenhavn, foreløbig med Plads i Byens Raadstue og
i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa
Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for første Gang en Vindovn, da
ellers kun Bilæggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa
et eget Skolehus. Jeg lærte der at skrive og regne godt, det sidste
efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller
Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Præsentation af Skolen
for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Münter som den, der havde
læst Balles Lærebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang.
Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lærebogen husker jeg derimod ikke,
at der var Tale om nogen anden Læregjenstand, og i det sidste Aar af
mit Ophold i Svanike besøgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen
skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmærkelser, jeg
har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge
til i Forening med Degnen at lede og støtte Sangen i Kirken, fik
Plads imellem de Udvalgte, skjøndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste
Maade har været Sanger. Forresten mærkede vi meget lidet til Skolens
Forbindelse med Kirken. Den præstelige Virksomhed i Byen og Sognet
var saare ringe, idet Præsteembedet den længste Tid af min Barndom
beklædtes af en godmodig, men yderst affældig og noget forfalden Mand
og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne
fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den
traditionelle Ærbødighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig
dog temmelig usvækket. -- Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til
Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe
Midler til Næring ved Læsning, allermindst ved en nogenlunde
sammenhængende Læsning. Maaske spirede de adspredte og blandede
Sædekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed.
Der behøves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstændig
Opregnelse af de Bøger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt
enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenværende
Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende
Fisker og Kadreier, med hvis Børn jeg og mine Søskende stode i det
nærmeste Omgangsforhold. Til de to første Bind af Holbergs Komedier i
den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder
Paars med saare naive Træsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig
uforstaaelige klassiske Allusioner læste med stor Glæde, kom Ramus'
Udtog af Clausens Oversættelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig
studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og
Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget
udførlige, men for mig aldrig trættende Biographi af Tordenskjold, en
dansk Oversættelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Søhelt
Dugay-Trouin, i hvilken især Skildringen af Rio Janeiro og
Indseilingen dertil fængslede mig, samt en Oversættelse af en svensk
Roman fra første Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske
Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mærkelige
Hændelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds
skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien,
en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og
vakte Længsler, der først skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke
uden en haard Skuffelse ved Indtrædelsen i det forjættede Italien,
thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient,
hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen
om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og
slugte jeg den gamle danske Oversættelse af Gallands Bearbeidelse af
tusend og én Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte
Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modsætning, men som
dog fængslede mig ved en Skildring af det skotske Høiland, som
indprægede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter
Scotts Billeder. Til denne Hovedhær sluttede sig den tidligere
nævnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversættelse
af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till
Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte
franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og
"Soldanen af Ægypten" spillede en Rolle, ikke at tale om
"Finkeridderen". En mere ædruelig Belæring vilde Kloppenburgs
Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde
røbet sig som forældet og ubrugbar ved totalt at stride imod de
Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortællinger og maaske et eller
andet populært Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredømme. Af
Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede
nogle Forestillinger om Danmark og andre europæiske Lande, især
Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa
Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg
ikke; men de temmelig mange Søkort, jeg fik i Hænde, vakte og dannede
geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte
Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forøgelse. Da
Brændevinsbrænding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor
Kjøbstæderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrækkelig
Mængde, kjøbte en driftig Urtekræmmer i Kjøbenhavn, der tillige var
Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brændevin,
hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa én Gang som
Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Værelse i mine Forældres
Hus, efterlod han der som en Foræring tre Theaterstykker, nemlig to
høist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rørende, dengang
paa alle Privattheatre omvandrende Sørgespil (med lykkelig Udgang)
Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg
spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der
aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde
beroligedes. Den bildende Kunst repræsenteredes i Svanike kun af
simple kolorerede Kobberstik eller Træsnit. To saadanne Billeder, der
fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse,
prydede mine Forældres Storstue og betragtedes af mig med dyb
Deltagelse.
Tidlig medførte min Skrivefærdighed og Lethed i at opfatte det
Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at hjælpe min Fader ved
Kontorarbeider, ved at afskrive Thingsvidner og andre Retsakter og
især ved at indskrive Skjøder og Pantebreve i vedkommende
Protokoller. Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da min
Fader i 1815 og 1816 var syg og længe sengeliggende. Saare
eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvæsenet. Den daværende
Byfoged led, som jeg straks nærmere skal omtale, af Sovesyge og havde
et meget uforstaaeligt Mæle. Naar nu i disse Aar en Auktion skulde
foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn forspænde og befordrede
da som Kusk (-- thi han satte Pris paa sin Færdighed i denne Retning
--) Degnen og mig ad ofte meget betænkelige Veie, især med en sovende
Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten og oplæste
Auktionskonditionerne, hvorefter han gik ind i Huset og satte sig paa
en Stol; Degnen oplæste derpaa atter Konditionerne, hvorefter
Auktionen foregik med ham som Opraaber og Fører af Auktionshammeren
og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator. Jeg
erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion i Ibsker
Præstegaard efter den førnævnte svage Præsts Død og med nogen
Forundring betragtede den ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden,
om det dog gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv
at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.[13]
{[13] Denne Protokolføring ved Auktioner stillede mig et af de
første philologiske Problemer, der beskæftigede mig i flere Aar, da
jeg Ingen fandt, som kunde løse mig det, nemlig hvad det af mig
idelig nedskrevne Ord: #ditto# (-- jeg udtalte og skrev som Andre
#dĩto# --) eller endog #ditto ditto# betød, indtil jeg endelig
derunder opdagede den italienske Form af det latinske #dictus#.
Endnu tidligere havde et dansk exegetisk Problem plaget mig, idet
jeg aldeles ikke kunde forstaae den sidste Linie i det da bekjendte
Vers under Luthers Billede bagpaa Omslaget om Katekismen: "Hør mig,
du Papst" osv. Jeg læste nemlig, ubekjendt med Imperativen: "Var"
(= vaer), især i Betydningen: "giv Agt", og med Interpunktionens
Love: "Det siger, Luther var derpaa".}
Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt Gang til at optræde under
Omstændigheder, der særlig indprægede sig i min Hukommelse. Et Skib,
ladet med Tømmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved
Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten", Vest for
Gudhjem, i hvilken den ved usædvanlig høje Brinker udmærkede Bobbeaa
falder ud, dannende Grændseskjellet imellem Øster og Nørre Herred.
Efterat nu først Spørgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand
Skibet stod temmelig langt ude i Søen, var afgjort til Gunst for
Øster Herred, begyndte den besværlige og langsomme Indbringen af
Ladningen til Stranden, og Optegnelsen og Numereringen af de
ilandbragte Stykker betroedes mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8
Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver
Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus,
over Bakker og gjennem smukke Trægrupper gik op til en Gaard, hvor vi
havde Nattekvarter. Medens de gjorde sig en lystig Aften efter Dagens
Møie, vandrede jeg forladt og tungsindig omkring i den stille,
alvorlige Egn, sysselsat med Tanken paa mit Hjem, min syge Fader og
mine egne Længsler og Drømme. -- Den vanskeligste og besynderligste
Opgave, der stilledes mig under denne min første Virksomhed paa
Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa Hollandsk afgiven
Forklaring over en Stranding. Den kom istand ved fælles Flid af den
neppe meget fintfølende eller nøieregnende Strandingskommissionær og
mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Sømandssproget og en vis
anticiperet sammenlignende Sprogforskning, men vakte hos mig stærk
Formodning om, at Fartøiet med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte
dette for min sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte
sin Tilfredshed over ikke at have at gjøre med Forklaringens
Beedigelse for Retten.
Til Benyttelsen af min Hjælp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget
naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det
venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk
Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. Ørsted, paatog sig
gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en
Alder af høist 11 Aar med at lære Schlegels Natur- og Folkeret udenad
og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en
kort Definition af Erkjendelsen _a priori_ og _a posteriori_ og
indeholder en temmelig udførlig Oversigt over Natur- og Folkerettens
Historie, der først hos mig vakte Forestillingen om sammenhængende
videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo
Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have
bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens øvrige Indhold vakte vel,
medens det lærtes udenad, enkelte Tankebevægelser. Byfogden led af
Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot
tilnærmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens
han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Søvn, men
bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han
efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud
givne Spørgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det
ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den
sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da støiende
og harkende vaagnede, maatte jeg være tilrede med Svaret og modtage
et nyt Spørgsmaal. -- Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde
der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke
tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den
kunde skaffes fra Kjøbenhavn, afbrødes hele dette Studium, hvormed
endogsaa havde været forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig
standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op
paa Landet, dels ved min Faders Død. Den ovenfor berørte Syslen med
Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve
dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands
for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde
Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative
Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.
Min Fader døde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen
den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevægelser
syntes at antyde et Ønske om at se Nogen eller Noget, førte min Moder
mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved.
-- Først to Maaneder efter fødtes min yngste og, som tidligere
omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at
have været Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende
Læge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og
saae hende kæmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af
Trang og Savn laae for hende og Børnene[14], betoges jeg, samtidig
med at jeg foreløbig vedblev at udføre noget Skriverarbeide hos min
Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Længsel
efter en høiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det
hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede,
hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Münters velvillige
Yttringer om mig ved den tidligere berørte Visitats skulle have
bidraget, -- og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning,
saaledes som de kunde gjøres under ydre Tryk og saare ringe
Bekjendtskab med de herhid hørende Forhold[15]. En meget rig og meget
velgjørende, paa Bornholm født Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis
Navn baade i Kjøbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget
betydelige Legater, men hvis Slægtskabsforhold til min Moder var
tvivlsomt og i ethvert Tilfælde meget fjernt, lovede at betale
Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og
Direktionen for Universitetet og de lærde Skoler tilstod mig, efter
Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Münter, der skal have
bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende
Prøvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved
først var tænkt paa Herlufsholm (i Kjøbenhavn antoges der ikke at
være god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to
Sønner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa
skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven
aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder,
der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og sørgede
ved at sende sit kjære Barn bort til hende aldeles ubekjendte
Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da
jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober,
seilede jeg i de første Dage af den nævnte Maaned 1817 med en Onkel,
der var Skipper, til Kjøbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ældste
Broder, der da skulde tiltræde sin anden Reise til Vestindien. Jeg
forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke længe efter
flyttede hun fra den ind i et høiere oppe paa Klippen liggende lille
Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besøgt hende
som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende
det sidste Farvel. Som blivende Mærke fra mit Hjem medtog jeg en ægte
bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig
ganske er udslettet[17].
{[14] Udgiverens Anmærkning:
Efter Byskriver Madvigs Død maatte den tidligere omtalte fædrene
Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Børn vare fødte, sælges (den er
senere helt ombygget), og, skjøndt der, saavidt jeg har kunnet
erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjøbe det Hus Øst for
Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Død, og beholde en lille
Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i
Forening med hendes meget ringe Pension selvfølgelig ikke nok til
hendes og Børnenes Underhold, og hun skal derfor i en Række af Aar
have været nødt til at skaffe sig en Biindtægt ved at tage om i Byen
og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og
andre Høitideligheder.}
{[15] Hertil hørte ogsaa Anskaffelsen af Brøders latinske Grammatik
paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at læse.}
{[16] Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og første
Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg
saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nærmere bekjendt
med ham.}
{[17] Medens jeg førte Forsædet i Rigsraadet, spurgte en Dag en
ubekjendt Herre, der paa Tilhørertribunen havde taget Plads ved
Siden af en tilfældigvis tilstedeværende Slægtning af mig, denne
om, fra hvilket Land dog vel den Præsident var.}
Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu
at nævne en Række af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den
fjerne Afkrog af Danmark, som min Fødeø da udgjorde, modtog af
større Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og
Omstændigheder og Forhold i min Familie henledede stærkt min
Opmærksomhed paa den forfærdelige Rystelse, som Statsbankerotten i
Januar 1813 fremkaldte, og den Nød, hvori hele Fædrelandet da var
stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skærpedes, da samtidig med
Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark-Norge opløstes[18]. Jeg
lyttede begjærlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret
og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfældigvis forøgede
den ganske usædvanlig strenge Vinter 1813-1814 vor Isolering. Næsten
hele Østersøen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm
havde brudt Isen og paa Østsiden af Bornholm kastet uhyre Masser
deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhængende Isvold,
tillagdes Søen atter, saa at Beboerne færdedes tilfods vidt ud paa
Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde
modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrængen i Holsten,
var derimod i længere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der
vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det
Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig,
udsendtes en Expedition af syv behjertede Sømænd med en noget større
almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes
igjennem aabne Revner til den nærmeste svenske Kyst, hvorfra de
bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa
Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for
min Opmærksomhed og barnlige Politiseren.
{[18] Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Læsning
(Clausens Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold) og ved et Par
tilfældige Omstændigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den
daværende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg
forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 døde
som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fændrik,
der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos
staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.}
II.
SKOLEAARENE I FREDERIKSBORG.
1817 til 1820.
De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjøbenhavn,
have kun efterladt hos mig en uklar og mørk Erindring. Uden nogen paa
en Gang fast og kjærlig Støtte, pintes jeg paa den ene Side af
Følelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Længsel
efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter
det Sted og den Gjerning, hvortil jeg søgte hen, med Angst for ikke
at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg først ind i et af
en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere søgt
Sømandslogis i en Kjælder i Lille Torvegade paa Kristianshavn,
hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere
anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang
blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften foræredes mig
en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde
se "en Entrée", det vil sige en lille Dands, der gaves efter
Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra
Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, ført af nogle Landsmænd,
ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de
syv Børnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og
Ildspaasættelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i
Forveien; med Rædsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der,
saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre
Mærkværdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbød sig for Øiet paa
mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin
Vestindiefart. For den Velgjørerinde, der havde tilsagt Hjælp til min
Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke
Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker
jeg, at et ældre Næstsødskendebarn af mig paa min Faders Mødreneside,
der som Koffardikaptain laae ledig i Kjøbenhavn, havde Del deri og
virkede for mig.[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller
noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis
lod os hjælpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske
mørkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede
"Store Dyrehave", en større sammenhængende Skovstrækning, end jeg
indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg
ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmærksomhed, som vor
bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en
Kjøbmandsgaard var ifærd med at stige til Hest. Det viste sig at være
en Pastor Gad, der havde været ansat paa Bornholm og der stiftet
Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sognepræst i Skjævinge
Nord for Hillerød (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem
andre Præster). Da han mærkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og
vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor
og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Møde i Skolen næste Dag,
skjøndt denne iøvrigt saa milde Mand ikke var uden Betænkelighed ved
at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste
Klasse, især med det Privilegium strax at være Gratist. Fra Skolen
førte Præsten os dernæst til Forstanderen for Byens Hospital
Dahlerup, hos hvem de to Sønner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders
og Præstens fælles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks
indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistværelse med
Skraatag og et enkelt Vindue[20]. I dette boede jeg da i tre Aar,
hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil
fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesøg i Skjævinge,
hvorfra jeg endog med en eller to af Sønnerne engang foretog en
Vandring over Frederikssund til Jægerspris, og af en halv Dags
Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.
{[19] Fra dette Næstsøskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde
optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste
Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil
har boet i Kjøbenhavn.}
{[20] Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men
Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af
Vinduerne i Stueetagen.}
Byen Hillerød eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg,
adskilte sig fra de øvrige inde i Landet liggende Kjøbstæder,
hvis stille Præg og, især under Datidens yderst indskrænkede
Kommunikationsmidler, stærkt fremtrædende Afsondring den iøvrigt
delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af
Skove og Smaasøer, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre
Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige
øverste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og
Amtsforvalter imellem sine Beboere at tælle enkelte pensionerede
militære og civile Embedsmænd, men som alle levede i saare beskedne
økonomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvælede Indvaanerne ved
Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken
foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter
min Indtrædelse høitideligholdtes Trehundredaarsfest for
Reformationens Indførelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg
naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa
Minder om Tilstanden før Skolereformen af 1806, der under Landets
yderlige Nød og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev
gjennemført. (Om denne Famlen bærer ogsaa den -- uden Tvivl af
Engelstoft conciperede -- uklare og i nogle Punkter rent forvirrede
Forordning om de lærde Skoler af 1809 stærke Vidnesbyrd.)
Fattigdommen mærkedes overalt, i hele Læreapparatet og i Lærernes
trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes væsentlig oppe
ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var
vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig
philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i
Gøttingen, hvor han promoveredes som #Doctor philosophiæ#, ganske
kunnet gjennembryde den Begrændsning af Synskredsen, som befæstedes
ved hans Ansættelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var
opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgænger, især da Omsorgen
for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han
var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl
overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O.
Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor
Alt af et overordentlig mildt og kjærligt Gemyt, der omfattede enhver
god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik
kjær, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover
Skoletimernes Grændse (-- thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore
extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til
Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af,
hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham
til Arbeidsværelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved
et eneste Tællelys --), men han har derhos indgydt mig Tillid og
Fortrøstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have
svigtet, ligefra den Tid, da han ved den første Kvartalsexamen efter
min Indtrædelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa
tage dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil
han i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske
paa ἀίεν ἀριστεύειν καὶ ὑπείροχος ἔμμεναι ἄλλων[21]"[22]. Han læste
Latin, Græsk, Hebraisk og Fransk, men kun i øverste Klasse, i hvilken
Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp
mig til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at
lade mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde
dengang kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krævedes mindst
et Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring
ikke just var hans stærke Side, saaledes var hans æsthetiske
Dannelse og Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790-1800 uden
at berøres af Øhlenschlæger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse,
og hvori han selv havde udgivet en lille Syntax, læste han med os,
foruden Noget af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes #cours de
littérature#, der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade,
som han betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret
mærkeligt, hvorlidet den ved Øhlenschlæger og Andre vakte Bevægelse
og nye Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forløb
mærkedes i en By saa nær Kjøbenhavn med en lærd Skole og en Kreds
af Beboere, hos hvilken en noget høiere Dannelsestrang kunde
forudsættes; ogsaa her gjorde Tidens Nød og Fattigdom sig gjældende.
I Skolen repræsenteredes den danske Skjønlitteratur alene af Sanders
Odeum (1807), hvori dog fandtes Øhlenschlægers "Skattegraveren" og
"Guldhornene", og Rahbeks danske Læsebog, hvori fandtes en Scene af
Hakon Jarl. Værre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig
den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende
skete heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der -- efter et
indholdsrigt akademisk Liv i Kjøbenhavn -- et Par Aar havde været
konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet,
ansattes som Overlærer i Frederiksborg. Som Lærer i de gamle Sprog
var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af
hans Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i øverste
Klasse var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vækkende
og befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og
Poesi ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen
med saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte
til; Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede
jeg ikke i Skolen. (Spinoza nævnedes først flere Aar senere imellem
Dahl og mig.) De øvrige Lærere ved Skolen vare jevne Mænd med ringe
speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lærebogs
Grændser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl
oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved sørgelige
økonomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trøstemiddel,
en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi
holdt over, at han ikke aabenbart krænkedes og spottedes; men, at i
de høiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede
i Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens
Religionslærer. En Timelærer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nød ikke
samme Hensyn og Skaansel. Nøiagtig Gjennemførelse af ydre Orden og
Kontrol med Lærernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde
og bløde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.
{[21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.}
{[22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Sørgehøitid
holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidsætte følgende Ord,
fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med
Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen
er i Sandhed ærværdig, uden at han er from, saa var, saasandt en
villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige
Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og
Følelse af et høiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet,
fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."}
Min Hengivenhed og Ærbødighed for min Rektor drog min Interesse
overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro
paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min
hele Tid og Kraft, søgte jeg at føie Noget til. Jeg læste paa egen
Haand Plautus's #Aulularia# ved Hjælp af Schmieders meget
overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjælp af et efter
F. C. Petersens Forelæsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det
sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjælpemidler meget
utilstrækkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et
forældet græsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhørte mine to
Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog;
derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af
Eschenburgs Encyclopædi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig
deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske foreløbigt
Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis
paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min
Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par
hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt
kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Værk. Udenfor de
gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for næsten alle Midler til
Tilfredsstillelse af min Videbegjærlighed og Læselyst. Med stor Iver
studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis
Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et
stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's
Geschichte des siebenjährigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et
andet større Værk af speciellere militær Karakter (jeg tror af
Tempelhof) tilfældig i mine Hænder og sysselsatte mig stærkt. En i
Byen boende Familie, af hvilken en Søn var min Meddiscipel i øverste
Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte
Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og
læstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og
Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi
forsynedes fra samme Sted.
Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste
af dem, med hvilke jeg sad sammen i øverste Klasse, have siden givet
mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prøver paa bevaret
Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt
udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene
Kontubernal, der med usvækket Hengivenhed har hængt fast ved mig (den
anden, skikkelig, men ringe begavet, døde tidlig efter et lidet
glædeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig
Retning og Bestræbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling
deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjærlige Berørelser
og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling
og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Møder paa vort lille Kammer
med to eller tre Kammerater af øverste Klasse stundom ret alvorlige
Spørgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der
engang udviklede den aldeles selvstændig hos mig opstaaede
Betænkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var
kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfældighed og
Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og
Spørgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende
Grundtvigske Opdagelse, der sætter _Symbolum apostolicum_ som et
gjennem de første Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke
gjort.
{[23] Af ældre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have
opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og
som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A.
Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, før jeg kom ind
i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg
endnu var i næstnederste Klasse.}
Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater hvilede der over
mit Forhold og Væsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk.
Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nævnte Velgjørerinde
snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold,
at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af
Læremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt
Præg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krævede Udgift, f.
Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke være Tale. Jeg erindrer, at
jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fødselsdagsgave til vor kjære
Rektor maatte sælge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra
Hjemmet, en lille Sølvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nøden
blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min
Moder, der i det fjerne Hjem havde at sørge for fire yngre Søskende,
alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og
Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid
forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog
Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig
jevnaldrende Sønner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den
talrige egne Børneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede
Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og
sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig
Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak
mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrød en
vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en
adskillige Aar ældre Datter af Huset ved det store Fællesbord i nogen
Tid havde drillet mig ved en Fortælling, der fremstillede mig i et
komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De
Fortællingen endnu engang, erklærer jeg det for Løgn, Jomfru", og
derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader
iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende
Udbrud ligeoverfor en Lærer, som jeg ellers vel kunde lide, men som
havde tilladt en af ham forkælet Meddiscipel ustraffet at krænke
mig[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bød mig i de tre
Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Særdeleshed
Indelukket og Præstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore
Græsbænke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis
Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hørtes vidt om i
Skovene og vakte Minder og Drømme, ligesom Aftenvandringerne under
Taarne og Hvælvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab.
-- Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor
Selskabslivet og selskabelige Fornøielser i Frederiksborg (kun engang
medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto
naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive
Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i
Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu længe derefter vidt og
bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg,
den Kreds af smukke eller dog tækkelige og tiltrækkende unge Piger af
bedre Familier, der i hine Aar udmærkede Frederiksborg og oplivede
dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske
naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den græske Historie og
den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benævnelsen hentedes, kan
udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til
Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse
Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af
hvilke den ene forekom mig at være en af de alleryndigste, og maaske
en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn
tillod, glædet mig ved Beskuelsen og været inddraget i den
eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphære af
Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et særligt Indtryk
erindrer jeg at have modtaget og søgt ved om Sommeraftener vandrende
igjennem Staldbygningerne foran Slottet at høre to unge Piger, som
jeg neppe nogensinde ellers mødte, synge indenfor det aabne Vindue i
Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til
Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor
Bendtsens Aftale med Sognepræsten paa Grund af mine Arbeider ved
Indtrædelsen i øverste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i
tredie Klasse) fritoges for hvert andet Møde hos Præsten, deltog to
Døtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nær ved
Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et
Forstembede, og som hørte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen.
De traadte som andre Døtre af Honoratiores altid i Følge med Præsten
ind i Konfirmandværelset, hvor de jævnere Familiers Børn og jeg som
den eneste Repræsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har
altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter
Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg glædede mig
aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres ædle Skikkelser
og deres Skønhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af
det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glæde,
og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres
Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade være at sige hende, hvilken
stille Hengivenhed jeg havde ydet Døtrene, med hvem jeg aldrig har
talt.[25]
{[24] Fællesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en særlig
Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over
min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skæbne fra de
fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds
Münster vare forslaaede til den sjællandske Kjøbstad og levede som
Pensionærer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med
Længsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det
danske Sprog mægtige. De forsvandt dog først efter min Bortreise
fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at
deres Anliggender besørgedes igjennem det kjøbenhavnske Handelshus
Duntzfelt.}
{[25] Som Minister for Kirkevæsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et
Brev fra en Præstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at
jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M.,
bad mig om at hjælpe hendes Mand til en i flere Henseender ønskelig
Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et
Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand
efter alle vedtagne Regler var den nærmeste til at indstilles til
et godt Embede i Sjælland, og ilede med at underrette hende om
Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem
Tyrannerne.}
Den 24de September 1820 tog jeg paa den sædvanlige Maade, men med dyb
Bevægelse Afsked med min Rektor og med Skolen. Det var Skik, at
Dimittenderne paa en bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i
den Skoleklasse, hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog sit
Skoletestimonium under en fortrolig og kjærlig Tiltale og Formaning.
Denne bar for mit Vedkommende det stærkeste Præg af hans Godhed og
besvaredes, omend ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et
besynderligt Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen
uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i øverste Klasse i 3die Person
med Ordet "man" (f. Ex. "man er en Æsel, Nielsen"), efter
Overrækkelsen af Testimoniet ligesaa uforanderlig anvendte Pronomenet
"De"; det var Emancipationstegnet. Og dog har jeg i min Skoletid
aldrig betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som var mig
saa god, og som jeg elskede saa høit; saa streng var Afsondringen
imellem hans vistnok saare tarvelige Husliv og Skolen. -- Særegne
Forhold bevirkede, at jeg i mine akademiske Aar yderst faa Gange og
yderst kort gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte
bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjæld for den
kjærlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lærlings Fremskridt paa den
akademiske Bane som Lærer i hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa,
at han satte Pris paa, at hans tredie Søn -- den for nogle Aar siden,
efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole,
afdøde Carl Bendtsen, en kjær Kammerat og Ven af mig, -- som
philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828
disputerede for Doktorgraden. -- Den 25de September 1820 kjørte jeg
med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed
stillet Vogn til Kjøbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig
til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved
Universitetet.
III.
STUDENTERAARENE, EMBEDSEXAMEN OG MAGISTERGRAD.
1820-1826.
Ved Ankomsten til Kjøbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold foreløbig
ordnede, idet jeg paa den førnævnte Velgjørerindes Bekostning og ved
fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig
Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Fornødenheder,
saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde
gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald -- jeg opnaaede Udmærkelse --
tilfredsstillede ikke blot særdeles min Velgjørerinde, til hvem jeg
fra nu af fik en nærmere stadig Adgang, men især min kjære Rektor, af
hvis Dimittender i en længere Aarrække ingen havde havt samme Held,
og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven
hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glæden var desto
større, da tilfældigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev
udmærket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i
Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender
fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en
Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (-- jeg troer dog,
at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som
Provsten indlagde paa det mig anviste Værelse --), hvad der var
fremkaldt ved, at min Velgjørerinde havde den Forestilling, at
Regentsen var et betænkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men
hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understøttelse,
idet daværende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og
opfordrede mig til med en Ansøgning at henvende mig til Grev A. V.
Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmænds
studerende Sønner og denne Ansøgning bevilgedes endog med en
overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af
ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg
ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig nøiere derom, og jeg
modtog de Understøttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ
eller ivrig Bestræbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen
Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres
Bekostning[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket
mig, vare saaledes i ethvert Tilfælde for flere Aar blevne afløste af
en relativt større Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit
Liv har befundet mig i, og, skjøndt jeg baade ved Bogkjøb og ved at
hjælpe mine Brødre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og
ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte
mine Finantser i nogen Uorden, bør jeg dog med Tak anerkjende, at jeg
i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst
Bestræbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Fornødenheder.
{[26] Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i
Frederiksborg, afkjøledes mit Mod noget paa en eventyrlig og
besværlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede
samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte
akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nævnte latinske Poem
indeholdtes.}
{[27] Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det Ædelmod, der betegnede mit
første Sammentræf med den Mand, med hvem det blev min Skæbne siden
at mødes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen
af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved
Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han
efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne
Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg
skulde komme igjen næste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med
Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede
naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa
denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig,
at det var ham en Glæde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to
forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa
herved ikke glemme, at en saadan Gave under de daværende
Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde være.}
Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen om nær
forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede over Landet og i
Hovedstaden stærkt paatrængte sig igjennem Ruiner, derimellem
Universitetsbygningens, eller gjennem ufuldendte Nybygninger, og med
denne Erindring forbandt sig den endnu tilstedeværende, paa alle
Sider sig aabenbarende økonomiske Nød og Fattigdom. Heller ikke
Landets høieste Undervisningsanstalt: Universitetet befandt sig i
nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand. Naar et isoleret
og fra livlig Udvexling af Kræfter og ansporende Væddekamp afskaaret
Universitet altid kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde
sig paa det tilbørlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed særlig
gjøre sig gjældende, naar som dengang de materielle Betingelser
i en længere Aarrække svigtede ikke blot ved det ydre Apparat
af Bygninger, Samlinger og deslige, men ogsaa ligeoverfor
Lærerpersonalet, idet ikke faa Medlemmer af dette levede i meget
trange Vilkaar, medens baade Landets økonomiske Forhold og nedarvet
Vedtægt hindrede Udsondringen af de ikke længer brugbare Kræfter og
disses Erstatning med nye. Dertil kom, at de i Slutningen af forrige
og Begyndelsen af dette Aarhundrede tildels under Hertugen af
Augustenborgs ikke altid sikre og selvstændige Ledelse antydede og
paabegyndte Reformer og Indretninger under den efter 1807 følgende
Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes, gik istaa, hvorpaa
i den Retning, i hvilken mine Studier førte mig, det i den spædeste
Alder henvisnede pædagogiske Seminarium frembød et Exempel. Gammelt
og Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade, der for mig
afprægede sig i et lille Træk. Hver Student skulde efter
Immatrikulationen vælge sig et Medlem af Konsistorium til saakaldet
Privatpræceptor. Denne skulde efter de ældre Bestemmelser have et
særligt Tilsyn med de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og
støtte dem; men af en saadan nærmere Forbindelse var end ikke det
allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage efter Immatrikulationen
havde Studenten ofte glemt, hvem der var hans Privatpræceptor, og
Præceptoren, hvilke Studenter der havde valgt ham. Men, naar
Studenten efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansættelse i et
Embede løste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt af
Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatpræceptoren. Jeg valgte til
Privatpræceptor Historikeren Abraham Kall, tidligere ogsaa Professor
i Græsk, dels af Respekt for Mandens Ry for udbredt Lærdom, dels
fordi andre mig maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren
kom til mig at vælge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles imellem
samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige og akademiske
Virksomhed var imidlertid ophørt længe iforveien, og jeg har aldrig
set ham, da han ikke længer gik ud. Medens i flere Retninger
hæderlige Navne indgød Agtelse og enkelte kastede en særlig Glands
over Universitetet (-- Ørsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse af
Elektromagnetismen --), fremtraadte paa andre Punkter Svaghederne
stærkt, vistnok fornemmelig, men dog ikke udelukkende, i det
philosophiske Fakultet (der dengang tillige omfattede det
mathematisk-naturvidenskabelige); selv raa Mangel paa al sømmelig
Holdning og Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet
Repræsentant. -- I det almindelige, navnlig æsthetiske Litteraturliv
stod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige Veteraner som
Repræsentant for eller Minde om Tiden før Øhlenschlæger, og, uagtet
det sagdes at høre til de Formaninger, som min Privatpræceptor A.
Kall, medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags Strenghed
pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med Rahbek, fandt jeg mig
selv hædret ved i mit 17de Aar at indtræde i Dusbroderskab med den
elskværdige gamle Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang
lukket for nye Gæster, endsige saa unge. Efter den heftige Kamp
imellem Øhlenschlæger og Baggesen og den Sidstes Bortdragen var der
indtraadt en Art mat Stilstand, og, skjøndt Værket: Nordens Guder var
udkommet i det nærmest forudgaaende Aar, mærkedes dog Pieteten imod
Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet, da der i 1820
skete et raat Angreb paa ham i Anledning af et af ham affattet
Universitetsprogram[28]. Det var Skade, at man ikke havde fundet
noget andet Middel til at sikre Digterens Existens end et
Professorembede, hvortil han hverken ved Aandsretning eller
Uddannelse egnede sig. Grundtvigs første Kampperiode var afsluttet,
og den anden skulde først aabnes med Angrebet paa Clausens
Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed var
ikke trængt videre igjennem, I. L. Heiberg havde som Lektor i Kiel
foreløbig standset sin digteriske Produktion, Poul Møller var paa sin
Kinareise, og Henrik Hertz, Christian Winther og Christian Wilster
fandt saaledes en temmelig fri Plads ved deres da begyndende
Optræden, der knyttede sig nær til Studenterverdenen. -- I
Studenterlivet var der kommet en mærkelig og følgerig Bevægelse ved
Dannelsen af Studenterforeningen, Formen for et før ukjendt friere og
alsidigere Samliv, i Sommeren 1820. I denne indtraadte jeg i Løbet af
den første Vinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele
min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nærmere Bekjendtskabs-
og Venskabsforhold til en hel Række ansete og dygtige Studenter
udenfor mit eget Specialfag, der vare adskillige Aar ældre end jeg,
derimellem f. Ex. Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (død som
Etatsraad og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk dannede
Æsthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden er død som
afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole, og Digteren Henrik
Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger begavede og elskværdige,
men ved en tidlig begyndt Tunghørighed i sine Livsforhold endel
tilbagetrængte Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt
fjernere, -- Forbindelser, der virkede vækkende paa mig i flere
Retninger. Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens
litterære Forhandlinger (-- jeg erindrer, at jeg i mit andet
eller tredie Studenteraar i Foreningen oplæste en Afhandling
af mig om Hertug Henrik Løve og opponerede stærkt imod en af
Historikeren, siden Kunstlæreren L. N. Høyen da opstillet Thesis
om Kardinal Fleurys udmærkede politiske Dygtighed --), i dens smaae
parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornøielser,
iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar havde nogle smaae
Sommerværelser med Have paa Vesterbro, navnlig som Keglespiller.
Ogsaa med Mange af dem, der kom til Universitetet samme Aar som jeg
uden at vælge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det første
Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes til Juristen F.
U. Timm, først noget senere derimod til den baade videnskabelig og
kunstnerisk (i Musik) saare begavede Ernst Bojesen, begge mine
trofaste Venner indtil deres Død; fra den sidste var jeg i det første
Par Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge imellem
de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere Litteratur mere udviklede
Studenter fra Kjøbenhavn paa den ene Side og paa den anden
Provindsskolernes Dimittender, hvis stiltiende Repræsentant jeg var
bleven ved den akademiske Anseelse, som den første Examens Udfald
havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig
Individualitet. -- Min Aandsretning og de tidligere modtagne
Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium kun Valget
imellem Retsvidenskaben og Philologien, der, efterat den
ved Universitetsfundatsen af 1788 indrettede philologiske
Skoleembedsexamen i en lang Række af Aar var gaaet i Forglemmelse,
atter havde faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved
Anordningen af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget broget
Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk og Historie
examineredes der saaledes dengang, for at omfatte alle eller dog de
fleste og vigtigste Skolefag, ogsaa i Philosophi, Theologi og
Mathematik, naturligvis dog saare elementært og overfladisk, saaat
Philologien med Historie ikke blot gav Examen det almindelig vedtagne
Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens væsentlige Indhold. Den i
Frederiksborg vakte og til Anelse om Videnskab og Lærdom hos mig
udviklede Interesse overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den
fra Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementære og Praktiske
henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien, et Studium, hvorom
allerede, ogsaa ved en vis Nyhedens Tiltrækning, en omend ikke
talrig, saa dog virkelig ivrig og alvorlig stræbende Kreds havde
begyndt at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere theologiske
Kandidater Flemmer, død som Rektor i Frederiksborg, og J. Hage, siden
Overlærer i Roskilde, død som Journalist, samt B. Borgen, død som
afskediget fra Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i
Alder temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske
Forelæsninger og Øvelser, hvorimod Henrichsen (Student fra 1818),
Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der døde som Rektorer eller
afskedigede fra Rektoraterne i Odense, Viborg og Roskilde, samt
Rasmussen, der blev Student med mig, men var nogle Aar ældre (død
ung), og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende
inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i Spøg paa Latin benævnt
_baculus fixus_), der imidlertid først fuldstændig knyttedes 1821,
efterat jeg og Rasmussen havde tilendebragt "anden Examen". -- Paa
denne philologisk-philosophiske Examen -- som den officielt kaldtes
-- rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle Aar som Docent at
have medvirket ved den, i en Afhandling i Maanedsskrift for
Litteratur, hvorom siden vil blive at tale, et stærkt Angreb og
udtalte tilsidst i 1849 som Minister den endelige Dødsdom over dens
hele Indretning, efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845
havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde dens Ophævelse.
Jeg har, saalænge denne Examen og Forberedelsen dertil bestod, som
Professor for min Del redelig søgt at udrette det Bedste, der efter
Omstændighederne lod sig udrette ved den, og jeg har under mine
Forelæsninger til samme kunnet glæde mig ved de Studerendes Velvillie
og Imødekommen, men jeg har hverken i de mellemliggende Aar eller ved
nu at opfriske det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student
og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre min Dom
om den. Vistnok havde Examens anden Del, der omfattede dels Logik og
Psychologi under Et som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk
Philosophi, dels Astronomi og Physik, forsaavidt en større
Berettigelse end de løsrevne og tilfældige Stumper og Stykker, der
ved første Del føiedes til Skolekurset, idet den, dog med Undtagelse
af Moralen, virkelig bød de unge Studenter noget Nyt; men
Forelæsninger i et halvt Aar for et meget talrigt, til at høre
Forelæsningerne vel nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget
løst sammenhængende Auditorium var en saare uheldig Form for
Meddelelsen og Befæstelsen af positiv Elementærkundskab, især naar
den derved forudsatte mathematiske Kundskab var meget forskjellig og
ikke samtidig øvedes, hvortil kom, at man i et Hovedfag: Physiken
ikke naaede til den for Aandens Vækkelse vigtigste Del, den chemiske
Physik; Ingen hørte i Forelæsningerne til anden Examen af Ørsted et
Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjær Ven, imellem hvem og
mig Uenigheden om anden Examen og Forhandlinger derom langt senere
endog fremkaldte nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian
Jürgensen, fremhævede gjerne den Indflydelse, som Berøringen med
betydelige Videnskabsmænd og deres levende Fremstilling maatte have
paa de Unge; men selv for den baade dygtige og aandrige Docent var
det vanskeligt at lægge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de
givne Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde sagt, at jeg
er tilfreds med den Maade, hvorpaa der senere af Philosophien alene
skabtes en Art anden Examen, og hvorpaa det derhenhørende Kursus en
Tidlang behandledes. -- Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved den
nævnte Examens første Del i flere Fag meget ugunstige Indtryk: i
Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom og Overfladiskhed, i Historie
(om det østgothiske Rige) ved Foredragets Tørhed og Mathed, i
Mathematik ved den uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors
(Degens) totale Mangel paa Plan og paa Forelæsningernes Anlæg efter
nogetsomhelst bestemt Maal[29]. Fra at yde Forelæsningerne til den
anden Del af anden Examen den tilbørlige Opmærksomhed, med Undtagelse
af Sibberns, som allerede vare begyndte og havde fængslet mig i det
første Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig
Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de i Januar 1821
(ved Frederik VI's Fødselsdag) udsatte akademiske Prisopgaver havde
nemlig den philologiske, der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler
og andetsteds adspredte Notitser og Domme om Værker af den bildende
Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og Smag, vakt min
Opmærksomhed, og over denne Opgave kastede jeg mig derfor, skjøndt
ganske uforberedt, hvad Anskuelse af Kunstværker og Bekjendtskab med
Kunsthistorie angik, og frembragte, idet jeg helligede min meste Tid
til en vistnok overfladisk, men dog foreløbig for mig ikke unyttig
Læsning af Cicero, da ogsaa en latinsk Afhandling, der uden Tvivl bar
det stærkeste Præg af Umodenhed, men som dog belønnedes med et
Accessit, medens Præmien tilkjendtes den ældre og vistnok med Hensyn
til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte Olsen. Men herved og
ved samtidig Læsning af Græsk skete et saa stort Indgreb i
Forberedelsen til anden Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste
Pladser imellem de temmelig talrige Udmærkede, og endda er det mig
næsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og maaske endnu i et
Fag til opnaaede Laud.
{[28] T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam Øhlenschlæger er gaaet fra
Sands og Samling" (i Kjøbenhavns Skilderi).}
{[29] Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der
skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende
Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private
Forelæsning, hvilket da, ofte med et større eller mindre Tillæg
lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise
et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte saa den
yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket Afsnit af
Skolekurset eller det i Forelæsningerne Foredragne han ønskede at
examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik med eller uden Læren
om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han sig saa ved Examen. --
Betalingsmaaden selv blev senere efter min og nogle Kollegers
Andragende forandret til Indtegning hos og Betaling til en af
Docenterne antagen Kvæstor, medens Bestemmelsen om Fritagelse
derfor overdrages til en Komité.}
Efter Tilendebringelsen af det første akademiske Aar, i hvilket jeg
ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besøg hos min Moder
og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa
hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbæk havde gjort et senere
aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg
mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi. Deri vare dengang
fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brøndsted i hele min
Studietid og i flere Aar derefter var fraværende i Udlandet. B.
Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den
nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i
sin Ungdom faaet et vist Ry for Lærdom; i Virkeligheden havde han
imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandløs
Læsning i klassisk, især latinsk og islandsk, Litteratur uden
nogensomhelst sikker og ved skarpere Tænkning ordnet enten sproglig
eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevægelse i
Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberørt, og selv
Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans
skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig været streng
korrekt og var efterhaanden bleven i høi Grad skjødesløs; dertil kom,
at der meget tidlig (-- han var i 1820 kun 45 Aar gammel --) var
indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte stærkt i
de to eneste Forelæsninger, som jeg og mine fire nævnte Studiefæller
hørte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys
delvis gjenfundne Skrift _de republica_; af de øvrige af ham i hine
Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelæsninger og Øvelser
er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Græsk og
Archæologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af
hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold
i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og
Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et
besynderligt Væsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en
Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg
selv ved at examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til
Galaterne gjorde, afkræftede ikke de næsten utrolige Historier, der
fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog mine philologiske
Venner, at vi, da den gamle Mand dog skulde examinere os, burde vise
ham den Opmærksomhed at høre Noget hos ham, og vi bad ham da at give
os en Oversigt over græsk Palæographi og paa Bibliothekerne øve os i
at læse græske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet
sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en
Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun
tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C.
Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstændig
Philolog, især ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den
tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor
Imødekommen mod os Yngre, der, foruden at høre hans mythologiske og
archæologiske Forelæsninger, hvert Semester samledes hos ham til
Fortolkningsøvelser over græske Forfattere og dér tumlede os med stor
Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse Øvelser,
istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og
Tragikerne med tilføiede lidet begrundede Meninger, at trænge paa
Uddannelsen af en selvstændig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa
mere omfattende Læsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden
deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere
inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang
mine Venner til at følge mig igjennem den græske Syntax og ikke
sparede vor taalmodige Præses for Forlegenheder med den ulykkelige
Partikel ἄν. Til Øvelserne hos Petersen føiedes Disputerøvelser
paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke
Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterært
Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den
ungdommelige Iver og den fælles Aand, der besjælede os, nemlig det
#per quinque juvenes Haunienses# paabegyndte Aftryk med enkelte
Tilføielser af Italieneren C. Garatonis Anmærkninger til Ciceros
Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig
tilgængeligt Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis
Anmærkninger vare for tilfældige og usammenhængende i deres Form til
saaledes særskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besørge
et Afsnit, var det mig meget kjært, at Forlæggeren ikke viste Lyst
til Fortsættelse. Af græske og latinske Forfattere gjennemarbeidede
jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige
grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at
Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte.
Ved Siden af denne Forfatterlæsning fik jeg Tid til et temmelig
omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens
Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte
Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste,
Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg
selv læste betydelige Stykker af et Par didhørende middelalderlige
Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lübeck). Hertil kom
et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebøger, Josva, Ruth,
Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understøttet af en
let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at være fri for ethvert
Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Læsning af dansk og tydsk
Skjønlitteratur tilligemed Oversættelser af Walter Scotts Romaner.
Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den følgende
Tid gjældende Bemærkning, at min æsthetiske Nydelse og Dannelse,
hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original
Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk
og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde
i Oversættelser og derfor ogsaa i indskrænket Maal; den franske har
ikke tiltrukket mig.
Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821-1824, omend ikke aldeles
uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som
maatte faae en væsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang.
Jeg forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af
den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre
Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ældre end jeg, var jeg mig fuldt
bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre
regelmæssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansættelse
med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes
berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og
fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjældt og
opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjærlighed og
Overbærelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier
havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den
rigelig ydede private Understøttelse havde kunnet synes en Misbrug,
maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, især da det noget
maatte overraske min Velgjørerinde, paaminde om og opfordre til
Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December
1824 til den indtil da kun med én Kandidat (Flemmer) i sin nye Form
afholdte Examen. Den mundtlige Prøve fandt Sted den 7de Februar 1825,
og der tilkjendtes mig Karakteren #Laudabilis unanimi consensu#, den
ved nævnte Examen vedtagne Form for Udmærkelse[30]. Ved Prøven havde
jeg den tilfældige Ære, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk --
vistnok Atterbom -- paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid.
Den næstfølgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen
den foreskrevne praktiske Prøve med Karakteren Laudabilis.
{[30] Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse
om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes
Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer
skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de
forskjellige Examinatorer skulde udøve. Ved en Art mindelig
Overenskomst dannedes en vis Praxis, ifølge hvilken Examinatorerne
i Latin og Græsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk
den næste og de øvrige, som tilbørligt var, en meget ringe, thi der
krævedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der
forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor
Lemfældighed, og i Theologi en meget begrændset Oversigt over
Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig før den nye Anordning
af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Müller gjorde
mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment:
#Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia
quidem hospitem esse.#}
I den sidste Tid før Examen havde jeg været stærkt anstrengt og
trængte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form,
at jeg, for en Tid løsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i
hvilken jeg hidtil havde været fastholdt, frit kunde hengive mig til
nye Indtryk og Tankerækker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske
ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par
Maaneder som Lærer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den øverste
Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Græsk eller blot i det
ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har
givet som Lærer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit
Bekjendtskab med og Læsning af de gamle, navnlig græske, Forfattere
og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at
fuldstændiggjøre Billedet af den semitiske Sprogform; men min
Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig
som videre fremadstræbende Philolog ved et Prøveskrift for
Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Række Aar var adskilt
fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prøveskrift
tilbød sig lettest og nærmest i de kritiske og exegetiske
Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til græske og
latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige
Bemærkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne
grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde
bevæget sig, og hvori jeg følte mig selvstændig og sikker. At jeg
deraf særlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den
latinske Side, medens den græske havde udøvet en fuldt saa stærk
Tiltrækning paa mig, havde sin Grund dels i Følelsen af, at jeg paa
dette Punkt var i Besiddelse af et større, om en enkelt Forfatter
samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankeløshed og
Hovmod sammensatte Uvæsen, hvormed i de nærmest forudgaaende Aar en
tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmænd
som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider.
Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826
disputerede (#Emendationes in Ciceronis libros de legibus et
Academica#, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget
anden Form end den, hvori den først var udarbeidet, idet Fakultetet
forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfærdig, men
i Formen streng og aldeles tilintetgjørende Bedømmelse af Goerenz's
Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ældre og nyere
Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for
at have været saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var
istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved
Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det,
der skulde sammenbinde Rækken af enkelte Bemærkninger, Textrettelser
og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa
til græsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette første
Ungdomsarbeide.
IV.
ANSÆTTELSE VED UNIVERSITETET. EMBEDS- OG VIDENSKABELIG VIRKSOMHED.
1826 til 1848.
I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at
foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet
yngre Mand formaaedes til under hans Fraværelse at besørge
Examinationen og Forelæsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen
nødvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelæsning i
hvert Vintersemester, at faae et særligt Honorar af 300 Rdl., til
hvilket Beløb den nævnte Forelæsningsindtægt ligeledes omtrent kunde
anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Møller (Digteren)
og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte
Tilbud. Poul Møller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin
nærmere Opgave, skjøndt han i nogen Tid tænkte paa at underkaste sig
philologisk Embedsexamen, foretrak at følge en til ham paa samme Tid
stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi,
og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en
fremtidig fast Ansættelse ved Universitetet, Vikariatet for
Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg først den 25de September
konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken
Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere
Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min
Livsbane, omend tilsyneladende kun foreløbig, dog i Virkeligheden i
det Væsentlige bestemt ikke blot for en lang Række Aar, men i dens
Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet,
hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under
denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de
Universitetslærere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen,
tilbød man mig, skjøndt man ønskede at knytte mig til Universitetet,
eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, foreløbig et
af de Reisestipendier, der dengang af Fonden _ad usus publicos_
næsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmænd, der
syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg
selvfølgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig
selv alene, have grebet med Begjærlighed som svarende baade til
Længsler, jeg havde næret fra de tidligste Aar, og til mit i
Øieblikket tilstedeværende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg
engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat
Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog
Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa
Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed først fjerne Afgang, saa
at jeg imidlertid maatte søge andre Udveie, bevirkede, at jeg trængte
paa for strax at blive fast ansat, -- og der havde imidlertid dannet
sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og
efter strengere Methode virkende Universitetslærer i Philologi,
navnlig latinsk Philologi, at mit Ønske opfyldtes, og at jeg den 16de
September 1828 udnævntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den
8de November, disputerede jeg ved Høitidelighederne i Anledning af
Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, første
Formæling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i
Vinteren 1828-29 ved Siden af mig holdt Forelæsninger i Latin til
anden Examen, skjøndt kun for et ringe Antal Tilhørere, blev henimod
Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilfælde og døde,
da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg
den 17de November s. A. udnævntes til Professor extraordinarius i
Philologi -- ifølge Kommunikationen særlig i det latinske Sprog og
dets Litteratur --, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848.
Den Løn, hvormed jeg først ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd.
som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige
Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da
Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu førend
jeg udnævntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet
mig. Da mit Ægteskab ikke blev barnløst, indtraadte der snart en
betydelig Trang til forøget Indtægt, og jeg søgte derfor det i 1832
ved R. Rasks Død ledigblevne Embede som Bibliothekar ved
Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget
bekræftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne
Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte
den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnævnt til
Undervisningsinspektør ved de lærde Skoler, hvilken Post jeg atter
tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at
overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte
Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevægelse i 22
Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der først i de
sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af
aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der
altsaa overhovedet noget nærmere ville kjende min Færd i dette
Tidsrum, maae finde sig i at følge mig igjennem en noget detailleret
Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige
Bestræbelser. Men, førend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det
Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise,
hvorledes mit rent personlige Liv føiede sig sammen med denne
Virksomhed, paatrænger der sig en almindelig Betragtning, som jeg
maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.
Det vil allerede af det Sagte være klart, at mit Liv indtil 1848 var
et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste,
idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen,
uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som
Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og
Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende
og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de
forskjellige Livsinteresser og Livsbestræbelser i Forhold til det
særlige Kald og den særlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og
fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart
over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter
denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grændser. En kort Tid
kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab
og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmæssig Ordning af
denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til
en dybere Begrundelse, der førte ud over Specialvidenskaben, var
tilstede og gjorde sig efterhaanden gjældende med Uro og Kamp,
endog tildels fremkaldt ved Spørgsmaal og Opgaver indenfor
Specialvidenskabens Omraade. En Forelæsning over Philologiens
Encyclopædi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa stærk
Følelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses
Utilstrækkelighed, at jeg næsten bragtes ud af Fatning og i
Sommerferien, umiddelbart efter mit første Barns Fødsel, maatte søge
Ro og Ligevægt ved en kort Fraværelse fra Hjemmet og Ophold hos
Venner i Nordsjælland. Jeg var da saa stærkt rystet, at jeg, hvis jeg
ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til
ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne
med Møie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre
paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels
efter en ikke forud fuldt gjennemtænkt Plan og med ufuldkomment
Herredømme over Stoffet holdt en Række ogsaa af adskillige Ældre og
det ikke blot Philologer besøgte Forelæsninger over Sprogets Væsen og
forskjellige Skikkelser, dels stærkt optoges af Spørgsmaalene og
Striden om det lærde Skolevæsen. Kun langsomt og efterhaanden
lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en
stille Sysselsættelse med almindeligere Spørgsmaal. Philologien
beholdt derved sin Betydning for mig som et væsentligt Led i
Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed,
der tjener Nutidens særlige Dannelse til Grundlag og orienterende
Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvære Befrugtelsen og
Stødet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel
ogsaa kjært ved den virtuosmæssige Sikkerhed, der deri lader sig
opnaae i Løsningen af Detailopgaver, men denne Kjærlighed kunde
ikke fjerne den videregaaende Higen. At søge en overfladisk
Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid
lang herskende philosophiske Systems -- det Hegelskes -- Formler var
min hele Natur imod, og først længere hen, for en Del først i den
anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til
et mere sammenhængende Studium af de philosophiske Systemer fra
Spinoza og dernæst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe
Del af mit Livs Lykke, at der i en høi Alder gaves mig Ro og
bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og
fuldstændiggjøre mit Livs aandelige Indhold[31].
{[31] At iblandt andre Savn ogsaa Følelsen af, hvor lidet min
tidligere Dannelse havde bragt mig i Berøring med Erkjendelsen af
det indre Naturliv, gjorde sig stærkt gjældende, derom mindes jeg
ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester
igjennem meget stadigen hørte en af Experimenter ledsaget
Forelæsning over elementær Kemi hos Professor Zeise og siden læste
en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte
Lærebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige
Spørgsmaal. Et Forsøg paa veiledet af min Ven: Professor Chr.
Jørgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og
derved i den høiere Mathematiks Tænkningsform afbrødes ved en ham
paakommen heftig Sygdom.}
Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise før
min faste Embedsansættelse vilde have givet, hang den Indskrænkning i
ydre Anskuelse af Natur- og Livsphænomener sammen, som var en Følge
af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til
et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjøbenhavns Universitet,
igjennem en lang Aarrække. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg
betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjørsel gjennem Skaane og
et Besøg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke
set Andet end Bornholm og Sjælland. Jeg har aldrig hørt en eneste
Times Forelæsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overværet
en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet
enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab
beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmænd, den
Forstaaelse af Ens egne Bestræbelser, som ved saadan Berøring lettes,
har jeg maattet undvære. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det
ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed
til at vinde Færdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede
levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i
Hjemmet, bødede ikke derpaa, og Manglen, som jeg først senere
ufuldstændig afhjalp, har ikke blot været mig til Hinder med Hensyn
til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrænket min Evne til at
virke for vigtige Interesser i anden Retning[32].
{[32] Udgiverens Anmærkning: Endnu i et af de sidste Aar før 1860
tog min Fader i længere Tid Undervisning i at tale og skrive
Fransk.}
Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nævne den ikke ringe
Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det
med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnævnelse til Lektor,
paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og
Virksomhed i de første Aar af mit Professorliv. Allerede ved at
optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte
Universitetslærere, derimellem H. C. Ørsted, v. Schmidten og
Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom
J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at træde i nær personlig og
venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mænd som
Poul M. Møller og N. Möhl følte jeg mig opmuntret og støttet. De i
Redaktionens Møder, hvor alle Bidrag oplæstes, førte Forhandlinger
indeholdt baade et Værn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag
til frugtbar Vækkelse, især i den første Tid, hvor denne Paavirkning
ogsaa for mig var af den største Vigtighed.[33] -- Ikke uden
Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse
som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.
{[33] I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hørte jeg,
uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae
Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden
førte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for
Firmaets Ophør.}
Min Lærervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg
var konstitueret for den fraværende Thorlacius, overveiende knyttet
til den saakaldte anden Examen, skjøndt jeg allerede da begyndte
at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine
Tilhørere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider
Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev
Forelæsningerne til den nævnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg
ovenfor har talt, at udgjøre en særlig Afdeling af mit Arbeide, i
hvilken jeg maatte følge den ved Lov og Vedtægt fastsatte Form
og søge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert
Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter
eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten
den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger
i et almindeligt Omrids. Forelæsningerne holdtes indtil omkring 1840
paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i
samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfældige i denne Fordeling
af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke
raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner
saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhæng,
var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en
friere og lettere Bevægelse, en fyldigere og klarere Udprægen af
visse, f. Ex. æsthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og
fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en
meget indskrænket Øvelsesform, og endmere for vore Philologer bør
fremtræde og føles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nævnte
Forelæsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til
sammenhængende Læreforedrag, stod Latinen som en løsreven Levning
fra den ældre rent latinske Skole og meget lidet støttet i sin
Betydning derved, at enkelte Forelæsninger ved Specialfakulteterne
ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin
var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for
Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae
over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis
paa, om ikke disse Forelæsninger, om hvis Hensigtsmæssighed i det
Hele jeg selv havde været med til at vække Tvivl, derved tabte en
vis traditionel Ærværdighed. Jeg gjorde mig den største Umage for
baade i Behandlingen af Forfatterne at vække Interesse for disse og
at forøge og klare Sprogindsigten, ganske vist især i de første Aar
ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i
Forelæsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og
vække almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor
og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Førstningen
understøttet af min Ungdom og ligefremme Optræden, der stillede mig
næsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhørere, og skaffede mig
et talrigt Auditorium; dog tør jeg ikke negte, at i de senere Aar
Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min
Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelæsninger ikke sjeldent
ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier,
dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Følge
af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten
frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov
daglig at høre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelæsninger,
tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner,
tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller Ærefrygt
indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers
mindre heldige Væsen og Optræden. Disse Udskeielser lykkedes det
mig ved velvillig, bestemt og kort Optræden næsten ganske at holde
mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i
det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at
den elskværdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ældre), der
hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelæsning for dem,
der ikke hørte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst
overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte
alvorligere Leiligheder.[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte
Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhørere var, troer
jeg, min Bestræbelse for ved første og anden Examen at forbinde
Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min
Villighed til ved de skriftlige Prøver at gjøre Rede for Bedømmelsen,
hvilken min ældre Kollega Petersen og jeg søgte at gjennemføre med en
tidligere noget savnet Konsekvens. -- Til de behageligste Minder, jeg
har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste
Docentaar, hører Erindringen om de latinske Disputerøvelser, som
jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre
Kreds. I disse Øvelser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en
fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret
1827-28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og
Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mærkelig nok
et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere,
gjentog disse Øvelser i et Semester efter det første akademiske Aar,
hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om
Indholdet.
{[34] Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg
fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anføre to Træk. En
Gadedreng, der havde gjort sig bemærket ved den Paatrængenhed,
hvormed han ved Postgaarden tilbød sine Pibekradsere tilsalg,
hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos
Professoren i Latin og trænge sig frem til Kathedret med det
gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da
ingen af Tilhørerne rørte sig, føres ud af Professoren selv. En
anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang
at høre en Examinand foredrage Oversættelsen af nogle Vers i Ovids
Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og
Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre
uhyggelig Latter.}
Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen
Udvikling) var den efter et friere og høiere videnskabeligt Maal
anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav
sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her først maatte
stræbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Færdighed
og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt
maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Væsen
og forskjellige Udviklingsformer og fremtræde i et den særegne
latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk
System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den
beslægtede græske Sprogbygning. Jeg optog altsaa nødvendig den
almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en
Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag
for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den
Udstrækning, som jeg ansaae for tilstrækkelig for dette Øiemed, idet
jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen
Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs
Stilling i den hele Æt, til hvilken de høre, og paa et sikkert
Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogætters Grundtyper, en
Bestræbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den
semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35] Jeg haaber, at Mænd som
Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have været mine
Tilhørere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i særlige og
fjernere Retninger førte Studier. -- Den næste Opgave, jeg stillede
mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprægningen
af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for
Behandlingen af Oldtidsværkerne, navnlig da Litteraturværkerne, til
Fastsættelse af deres Plads og Form og til udtømmende Udfinden af
deres Indhold og Vidnesbyrd. Grændsen imellem Græsk og Latin maatte
naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes
frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtræder
dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedværker, dels i Overblik over
hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet
Betragtning af Oldtiden som en bedre Mønstertid lagdes til Grund, men
Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Fælles og
paa de karakteristiske Modsætninger imellem det Antike og Primitive
og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjønneste og
Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtræk
søgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine
Forelæsninger og Øvelser. Imellem Forelæsningerne blev mere og mere
Forelæsningen over philologisk Encyclopædi den vigtigste. Efter en
muligst skarp Bestemmelse og Begrændsning af Philologiens Opgave som
Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og
specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne
Forelæsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for
det specielle Studium af Græsk og Latin og dernæst den philologiske
Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f.
Ex. som særlig archæologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik
over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab
samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling.
Der var Afsnit af denne Forelæsning, som jeg beklager ikke at have
fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelæsning
sluttede sig udførlige Foredrag over de romerske Statsindretninger
med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske
Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte
Forelæsninger over speciellere Gjenstande, saasom (før Udgivelsen af
min latinske Grammatik) over Afsnit af den latinske Sproglære og
over antik Metrik.[36] Af latinske Forfattere behandlede jeg hele
Værker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius
og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og
Tacitus dels i Forelæsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket
orienterende Indledning de Studerende øvede sig i Fortolkning af det
Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den
grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archæologiske
Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de
latinske Indskrifter i en enkelt Øvelsesrække foruden leilighedsvis i
Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de
philologiske Seminarier give til at kræve skriftlige Prøvearbeider af
de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og
sammenhængende Øvelsesarbeider, kunde stundom savnes. -- Efter
Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange
efter Anmodning græsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i
1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt Øvelser over
græske Prosaister, i Førstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen
for ikke at støde min for den græske Philologi særlig ansatte
Kollega. Med særlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt Øvelse
over Thukydid, hvori syv særdeles flinke Studerende deltog med den
livligste Interesse; destoværre døde to af dem (Schwartz og
Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie
kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en
4de (Fibiger) er død senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu.
Mine fleste Tilhørere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu,
efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i
Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige
Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lærerstillinger. -- Oftere
havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se
en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den
senere Expeditionssekretær i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig
Nissen, imellem Tilhørerne eller Deltagerne i mine Øvelser,
nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, død som
Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have været Statsraad for
"Ekklesiastikærenderne". Med Glæde saae jeg af og til en
Ikke-Philolog imellem Tilhørerne ved en Forelæsning; for særlige
Forelæsninger af populærere Art over latinske Forfattere eller
romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg følte i det
Ringeste intet Kald dertil.
{[35] Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den
almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte
Sprog har jeg udtalt mig noget nærmere i et Program fra 1871:
"Sprogvidenskabelige Strøbemærkninger, 4de Stykke" og i Fortalen
til den anden Udgave af min græske Syntax.}
{[36] At min kjære Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske
Antikviteter", der første Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele
Statsvæsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling
angik, ganske havde lagt mine Forelæsninger, fornemmelig de til
anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min
Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i
Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende
for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlærer Ostermann), som jeg
maatte betage dens Braad ved en Erklæring (i Nr. 42 for 27de
Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik
Paavirkningen noget videre omkring.}
Til min akademiske Virksomhed føiede sig en ganske omfattende
Forfattervirksomhed, tildels i nær Sammenhæng med hin og i derved
betinget Form. Endnu som konstitueret Docent udgav jeg, med
Benyttelse af en i Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et
Pariserhaandskrift, i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium
af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bøger af Ciceros
verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar fulgte min Disputats for
Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes klarede Forholdet imellem de
ægte Levninger af den Midten af det første Aarhundrede efter Christus
tilhørende Samling af historiske Oplysninger til Ciceros Taler af G.
Asconius og de mindst tre Aarhundreder senere, men tildels med hine
sammenblandede Stykker af forskjellige Skolekommentarer, at
Resultaterne strax anerkjendtes og ikke senere ere betvivlede. -- Fra
1829 af fulgte derefter en lang Række latinske Programmer til de
akademiske Fester (det første, i Anledning af Prinds Ferdinands og
Arveprindsesse Carolines Formæling, skrevet saa hurtig, at jeg nær
ikke selv havde faaet Bryllup), i hvilke dels undersøgtes
Spørgsmaal af de romerske Statsantikviteter eller den latinske
Litteraturhistorie, dels meddeltes Bemærkninger til Textberigtigelse
og Forklaring af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en
gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne Henseende meget
forsømte Taler af Cicero,[37] dels behandledes flere tvivlsomme eller
urigtig fremstillede Punkter af den latinske Sproglære. I 1834 udgav
jeg de indtil da udkomne Programmer i en Samling under Titlen:
Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny Samling: Opuscula
academica altera med Tilføielse af nogle Smaastykker af beslægtet
Indhold. Naar jeg nu ser tilbage paa denne særlige Del af mit
Forfatterskab, føler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed,
idet samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersøgelser,
hvortil mine Forelæsninger førte mig, indeholdt og videnskabelig
begrundede bestemte Resultater, der for den allerstørste Del ere
gaaede over i den philologiske Erkjendelse, derimellem nogle af
større Omfang og Rækkevidde, saasom Undersøgelsen om de romerske
Kolonier, ligesom ogsaa saavel de enkelte Programmer som især
Samlingerne i den philologiske Verden vandt en større Opmærksomhed og
Indflydelse, end der pleier at blive slige Leilighedsskrifter og
Samlinger deraf tildel.[38][39] Men paa den anden Side følte jeg
allerede dengang og udtalte i Fortalen til den første Samling en
Misstemning ved denne spredte og tilfældige Meddelelse af
Enkeltheder, i hvilken den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede
sig, neppe kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det
ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar disse tildels
paa Philologiens specielle Enemærker sig bevægende Undersøgelser i
latinsk Indklædning i Universitetets Navn stadig udsendtes til alle
Sider til Folk, hos hvem det var lige urimeligt at forudsætte
Modtagelighed enten for Indholdet eller for Formen.
{[37] Deri understøttedes jeg af Haandskriftshjælpemidler, som min
noget ældre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra Paris.}
{[38] Begge Samlinger have i mange Aar været udsolgte, og jeg har
gjentagne Gange været opfordret til at foranstalte en ny Udgave;
men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besværligheden ved de
Forandringer, Forkortelser og Tilføielser, som enkelte af
Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu var
gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.}
{[39] En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens
Medvirkning og var saagodtsom færdigtrykt ved hans Død samt er nu
udkommen. #Udgiverens Anm.#}
Naar jeg hvert Aar omtrent tre Gange skulde levere en videnskabelig
Afhandling til Programmet, maatte jeg naturligvis hente Stoffet fra
alle Philologiens Enemærker, ogsaa de fjernere og speciellere,
saameget mere som Forholdene væsentlig indskrænkede mig til den
latinske Philologi og ethvert Forsøg paa at vinde Indgang hos det
ikke-philologiske Publikum ved Valget af populære Emner allerede ved
den latinske Indklædning var tilstrækkelig betegnet som unyttigt. Det
var mig derfor en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af
de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer herefter
skulde skrives dels af hvert Aars Rektor, dels af de øvrige
Professorer efter Tour, saa at jeg kun personlig for min Embedstid
beholdt Forpligtelsen til at skrive Programmerne ved overordentlige
Leiligheder og da væsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne
Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten
i Anledning af Kong Christian VIII's og hans Dronnings Kroning at
udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning med Hensyn til
Udviklingen af Monarkiet og en omfattende Statsorganisme" -- en
Afhandling, der indeholder Antydninger af den Betragtning af
Oldtidens, ogsaa særlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere
har udført videre,[40] -- og dernæst i 1842 ved, da Universitetets
Rektor Brøndsted pludselig var død af Følgerne af et Ulykkestilfælde,
i Indbydelsesskriftet til Kongens Fødselsdag den 18de September at
levere første Stykke af en Afhandling om Sprogets Væsen, Udvikling og
Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider i Kvart), der
maatte udføres uden foregaaende Varsel i faa, endda ikke for andre
Beskæftigelser frie Uger, har stedse været mig et af de kjæreste af
mine Smaaskrifter, fordi det lykkedes mig deri, skjøndt i en ikke
blot streng, men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige, med
ædruelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist Punkt (Ordenes
Udprægning til særlige Funktioner i Sætninger) Sprogets naturlige
Fremkomst af den menneskelige Forestillingsevne igjennem det sig
tilbydende Stof (Lyden) og dets Befæstelse og Udvikling gjennem
ubevidst Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med Afvisning af
mange forvirrede, hule eller famlende og usikre Forestillinger selv
hos Mænd som J. Grimm og W. Humboldt.[41] Manglen af en ydre
Anledning af samme Art og andre tildels overmaade forskjellige
Opgaver, der trængte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte Traad
først gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da af mig som Universitetets
Rektor i to Programmer udgivne udførlige Afhandling: Om de
grammatikalske Betegnelsers (Formers) Tilblivelse og Væsen. Jeg
naaede deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig Klaring
af de hos Mange og derimellem hos udmærkede historiske Sprogkjendere
forekommende falske og halvt overtroiske Forestillinger om
Modsætningen imellem de saakaldte organiske eller Form-Sprog og de
moderne, mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige
Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem Folkenes
Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen af det til
grammatisk Formbygning eller anden Betegnelse fremskredne Sprogs
videre Udvikling og Bevægelse har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke
kunnet naae udenfor mine encyclopædiske Forelæsninger, hvor
Sprogbetragtningen gjennemførtes i sin Helhed, saaledes som jeg i en
noget lettere og populærere Skikkelse foredrog den i en Række
Forelæsninger, som jeg i Efteraaret 1870 efter Opfordring holdt i
Kristiania. Et med disse Programmer beslægtet Arbeide havde jeg i
1835 forelagt Videnskabernes Selskab: Om Kjønnet i Sprogene, især i
Sanskrit, Latin og Græsk, der er trykt i Selskabets philosophiske og
historiske Afhandlingers 5te Rækkes 5te Del, i hvilket adskillige
under Skinnet af Dybsind sig skjulende Fordomme ere fjernede og ved
Siden af Eftervisningen af Kjønsforestillingens tilfældige og derfor
saare vaklende Optræden i Sproget tillige et Hovedpunkt af
Kasuslæren: Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene Side
og de øvrige Kasus paa den anden Side først er bragt paa det Rene,
saaledes som det nu væsentlig betragtes af de Allerfleste.
{[40] Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.}
{[41] Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig
ædruelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvæsentlig
Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens øvrige Indhold
som sit eget i et større Værk og derfor af en ungdommelig Tilbeder
pristes som den, der havde naaet et høiere Stade, maatte jeg
nedlægge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet imellem
mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren Whitneys Skrifter
vil jeg faae Leilighed til at berøre, naar jeg senere kommer til at
omtale mine i 1875 udgivne "kleine philologische
Schriften".}
Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som Program
udgivne sprogvidenskabelige Strøbemærkninger) ere senere oversatte
paa Tydsk og udgjøre den større Del af mine "kleine philologische
Schriften" (Leipzig 1875). Derimod er deri ikke optaget to i
Videnskabernes Selskab forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af
Sprogenes Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets
Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber, hvilken
sidste i Udtog er optagen i Oversigten over Selskabets Forhandlinger
for 1841 og derfra uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte
Anzeigen der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer ud paa at
bevise en Sætning, som man ikke skulde troe trængte til noget Bevis,
nemlig at den antike Versbygning hvilede paa Kvantiteten, ikke som
vor paa Accenten, fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig
Kvantiteten, ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa andre
Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer kæmpe for
den Anskuelse, at Natur, ikke Kunst og Valg, var Grundlaget for de
gamle Folks Benyttelse af deres Sprog. -- Jeg kom tilbage til denne
Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav første Stykke af en
kortfattet græsk Metrik, som der destoværre dengang ikke blev
Leilighed til at slutte, og som det nu vilde være mig vanskeligt at
fuldende, skjøndt jeg havde stor Lyst dertil for at bringe Simpelhed
og Klarhed tilveie paa et Omraade, som falsk Spekulation og
Indblanding af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker
Musiklære har gjort til et af de vildsomste og mest afskrækkende i
Philologien.
Til denne lange Række af monographiske Arbeider, hvortil endnu i
1830 kom en Textudgave til Skolebrug af (12) udvalgte Taler af Cicero
(senere oftere udgivne paany) og i 1835 af Ciceros Cato major og
Lælius med ikke faa Rettelser, der retfærdiggjordes i Fortalerne og i
et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af "Carmina selecta
poetarum aliquot latinorum", sluttede sig endelig et større Værk,
nemlig min i 1839 udkomne Bearbeidelse af Ciceros Skrift: #de finibus
bonorum et malorum#. I denne Bearbeidelse søgte jeg paa et enkelt
vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas Hovedforfatter
strengt at gjennemføre de Grundsætninger for kritisk Textbehandling
og fyldig Fortolkning, som jeg havde tilegnet mig, idet saavel enhver
Særegenhed i Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig
selv og i dets Sammenhæng med og Afhængighed af den græske
Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros philosophiske
Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter oversaaes eller
tildækkedes. Idet derhos tillige til Methodens Retfærdiggjørelse og
til Advarsel og Belærelse det Mangelfulde og rent Forkerte i den
nærmest forudgaaende (Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift
maatte paavises, voxede Kommentaren med særskilt tilføiede Excurser
op til et betydeligt Omfang, men indtog tillige, som jeg vel tør
sige, strax en siden ikke anfægtet Plads som veivisende Hovedarbeide
paa det nærmeste philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget
langsom Udbredelse fremtraadte Værket i en ny Udgave i 1869,
hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie i 1876[42].
{[42] Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg
ikke set. -- Det vilde være uskjønsomt ikke her at nævne, at min
jævnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere havde givet
Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler, atter ved dette
Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag af kritisk og
sproglig Art.}
Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens" ydre Mærker
optrædende Arbeide førtes jeg over til en almindeligere og i meget
beskednere Form sig indklædende Opgave, idet jeg opfordredes til at
udarbeide en latinsk Skolegrammatik, som kunde afløse Badens, der
havde været benyttet i en lang Aarrække. Jeg tilstaaer oprigtig, at
jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste Tanken om at skrive en
Bog, der for lang Tid uadskillelig vilde knytte mit Navn til
Skolebænken og hos den opvoxende Slægt med Navnet forbinde en
eiendommelig Forestilling om min Person, men jeg overvandt snart
denne Modstræben ved at gjøre mig det klart, hvad der kunde udrettes
ved at gyde det traditionelle Stof og de igjennem Aarhundreder
forplantede løse Begrebsbestemmelser og usikre og kun halvt træffende
Regler i en ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Stræben og
Bevægelse forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk i
skarpt formulerede og begrændsede og just derved trods Skinnet af
Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser og Regler, og hvor frugtbar
Gjennemførelsen af et saadant Arbeide vilde være for mig selv. Paa
denne Maade opstod min første Gang i 1841 udgivne latinske Sproglære,
der ledsagedes af nogle særskilt udgivne "Bemærkninger i Anledning af
Professor Madvigs latinske Sproglære". Det ikke lidet Nye i Bogens
hele Anlæg og Udførelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og
Professor P. Hjort i Sorø laante denne stærke Ord, som jeg maatte
tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke være, at
jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrænge alle
Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behøvedes,
og været noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod
ved en Forkortning, der dog først skete ved fjerde Udgave, en
Forkortning, hvorved imidlertid Lærerne og de philologiske Studerende
tabte. -- Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Oversætters
Langsomhed, først i 1844 og derefter endnu to Gange i den udførlige
Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen
Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves først i
1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglære ikke trænge
igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske
Boghandleres og Gymnasiallæreres forenede Interesse i Forbindelse med
Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, især det
forhadte Danmark, for stærk, saameget mere som Forfatteren fra 1848
af særlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa
ved de philologiske Seminarier i Tydskland været tilhin
Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/44967