← catalogue

Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring

by Vilhelm Østergaard · Danish · Gutenberg #43899 · 371,999 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Et Ægteskabs Historie: En Virkelighedsskildring

Author: Vilhelm Østergaard


        
Release date: October 5, 2013 [eBook #43899]
                Most recently updated: October 23, 2024

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/43899

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
        http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
        images of public domain material from the Google Print
        project.)


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ET ÆGTESKABS HISTORIE: EN VIRKELIGHEDSSKILDRING ***

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet
i denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt
bevaret. Kursiv tekst i originalen er gengivet med +plus+,
mens s p a t i e r e t tekst er gengivet med _understreg_.




ET ÆGTESKABS HISTORIE.

EN VIRKELIGHEDSSKILDRING

AF

VILHELM ØSTERGAARD.

KJØBENHAVN.

FORLAGT AF J. H. SCHUBOTHES BOGHANDEL.

Trykt hos Nielsen & Lydiche.

1883.


+Den nyere Literatur fortæller forholdsvis meget om
Hustruen som den forurettede Part i Ægteskabet. Men naar
man uhildet iagttager det virkelige Liv, kommer man vistnok
til det Resultat, at der blandt de mislykkede Ægteskaber
gives lige saa mange, i hvilke det er Manden, der har lidt
det største Skibbrud. --+




I.


Fyrværkeriet blev brændt af. --

Stort, brillant Fyrværkeri stod der paa Plakaten. Den hvislende
Lyd af Raketter og Sværmere blandede sig med Tonerne af en fejende
Gallop inde fra Koncertsalen. Saa kom der en Bombe med Guldregn, og
man hørte det glade Publikums langtrukne Aa-aah! En Mængde Raketter
fór susende til Vejrs, alle paa én Gang, og endelig fulgte de tre
obligate Kanonskud, som meldte, at Fyrværkeriet var forbi.

Folk løb i et Slags smaat Trav ned til Koncertsalen, nogle for at
finde Plads derinde, andre for at fortsætte den afbrudte Vandring
udenfor. Oven over de blændende Illuminationslamper, de løvtætte
Lindetrær og den leende, snakkende, mylrende, søndagsklædte
Sværm hvælvede sig en klar, stjærnebesaaet Himmel, saa rolig og
majestætisk, som om den tilfulde havde Fornemmelsen af, hvor højt den
var hævet over denne Mylr af fornøjede Menneskebørn, der i Øjeblikket
aabenbart kun tænkte paa at nyde Aftenens flygtige Glæder lige til
det sidste Minut, naar Klokkeringningen for sidste Gang kaldte ud. --

Lidt afsides fra Strømmen af den stadig frem og tilbage vandrende
Menneskemængde og i Læ af Skrænten, der førte op til det højere
liggende Terræn, havde nogle unge Mennesker fundet en hyggelig Krog,
hvor de havde slaaet sig til Ro omkring et Bord, hvis rigelige
Forsyning med Glas og Flasker røbede, at der ikke havde været Mangel
paa saadanne Bacchi Gaver, der besidde den værdifulde Egenskab at
kunne friske Sindet op samtidig med, at de fugte Ganen.

Der afholdtes et lille Symposion i Anledning af et fornøjeligt
Gjensyn, og det rundelige Offer til Bacchus var derfor ikke paa
urette Sted og kunde ikke heller forarge nogen Mo'ers Sjæl --
Totalafholdenhedsapostlene undtagne.

Man snakkede, lo, slog saa pludselig over i et alvorligt Æmne for
strax efter at vejre det hen med en lystig Skæmt.

Kort sagt, man var ung, glad over sig selv, glad over den dejlige
Verden og vel ikke mindst glad over den smukke Aften, paa hvilken man
havde sat hinanden Stævne for at fejre Gjensynet med en hjemkommen
Ven.

Det var ham, der sad længst oppe i Hjørnet. Han havde lagt sin
bredskyggede Straahat ved Siden af sig paa Bænken, saa Vinden
uhindret kunde tage et Tag i hans Haar og bringe lidt Køling til
Panden, der i Øjeblikket saa en Smule varm og blussende ud. Hans
Ansigt var, hvad man med en noget vag Betegnelse kunde kalde kjønt;
det havde et aabent, venligt Udtryk, egnet til at vække Tillid og
Sympathi; men Trækkene var lidt for bløde og røbede ikke nogen videre
udpræget Karakter.

Han sad i en skødesløs, tilbagelænet Stilling, med det ene Ben kastet
over det andet, aabenbart følende sig ganske overordentlig vel til
Mode, ikke blot i Følelsen af Øjeblikkets Velvære, men meget mere ved
en glad Bevidsthed om, at der laa en hel Del forude at glæde sig til
og kun ringe Ballast bag ved, som der var nogen Grund til at tynges
af paa Rejsen ind i Fremtidens forjættede Land.

Han var Aftenens Helt. Samme Dag var han kommen hjem fra en
Studierejse i Tyskland og Norditalien. Han havde set sig godt om --
saa godt, som de knappe Rejsepenge tillod -- faaet en hel Del bestilt
og hjembragte en utrolig Mængde Skitser, hvoraf i det mindste nogle
sikkert skulde blive til Billeder, der vilde indbringe ham baade Ære
og Penge i fuldt Maal.

Han var maaske lidt Sangviniker -- den unge Mand -- men paa samme
Tid en ærlig, sandhedssøgende Natur, der ikke skyede Arbejde for at
naa sit Maal. Lidt Idealist var han maaske ogsaa; han saa gjærne
baade Livet, Menneskene og sin Kunst i det bedste Lys; han troede
ubetinget mere paa det gode end paa det onde, og fik det sidste en
Gang imellem Magt over ham -- thi, ærlig talt, han var ingen Helgen
-- saa fortrød han det oprigtig en lille Tid, lovede sig selv dyrt og
helligt, at han vilde og skulde blive fornuftigere -- og syndede saa
igjen, naar det unge Blod paany ledte ham i Fristelse.

Saaledes var han, hverken værre eller bedre.

Og tilmed -- at han var, som han var, kunde han endda nærmest takke
sig selv for. Han kunde lige saa godt være gaaet i Spaanerne, thi
der havde i Grunden aldrig været nogen til at tage Vare paa ham. Han
havde ikke danset paa Roser fra Barnsben af. Sin Opdragelse og den
Smule Kundskaber, han havde, havde han selv været Mand for at skaffe
sig. Forholdene i Hjemmet havde kun været maadelige.

Hans Moder havde været en svag, lidende Kvinde, et af de stakkels
Væsener, hvis Liv begynder og ender lige glædesløst, og som ikke har
Evne til at skabe Lykke hverken for sig selv eller andre.

Med Faderen havde det været endnu værre bevendt. Han var, hvad man
plejer at kalde et mislykket Geni; et forkludret Menneske, der paa
sin Vis havde Drengen kjær, men manglede enhver Forudsætning for at
kunne give ham noget, der kunde ligne Opdragelse. Gamle Bentsen havde
i mange Aar ernæret sig ved at male Skibsportræter, efter at han
omsider havde maattet opgive sine Forhaabninger om at blive Kunstner,
en Indbildning, som han havde levet paa saa længe, til han havde
forspildt baade sin egen og sin stakkels Kones Tilværelse.

Nu tog han sig i Mellemstunder et Glas for meget for at trøste
sig over de bristede Illusioner. Med Fortjenesten ved at male
Skibsportræter gik det kun smaat, og da hans Kone døde, tabte han den
sidste Rest af Energi. Det varede ikke længe, før Skolepengene for
Sønnen udeblev den ene Maaned efter den anden, og saa maatte Drengen
til sidst ud af Skolen.

Han var den Gang tolv Aar. Saa var det, at han begyndte at opdrage
sig selv. Der var en tidlig udviklet Ærgjerrighed hos ham, og det var
den, der holdt ham oppe. Han læste paa egen Haand, hvad han kunde faa
fat i, erhvervede sig paa den Maade en vis overfladisk og rigtignok
saare mangelfuld Dannelse, og for Resten hjalp han Faderen med at
male Skibsportræter.

Denne sidste Beskjæftigelse var det, som vakte Lysten hos ham til
at blive Kunstner. Han troede fuldt og fast paa, at han kunde naa,
hvad der var mislykkedes for hans Fader. Men paa Akademiet kunde han
foreløbig ikke komme; dertil var der hverken Tid eller Raad. Det var
paa dette Tidspunkt gaaet stærkt ned ad Bakke med gamle Bentsen; han
kunde knapt nok fortjene Føden til sig selv, langt mindre til dem
begge, og saa var der ikke andet for, end at Henning maatte paa
Porcelænsfabriken og male paa Kopper og Tallerkener i Stedet for paa
Lærred.

Der blev han i to Aar. I mer end én Henseende var det en stræng Tid
for ham. Han følte hos sig selv, at han kunde blive til noget, naar
han blot kunde komme til at udvikle sine Evner. Men ved at slide i
helt mekanisk Arbejde fra syv om Morgenen til syv om Aftenen for en
ussel Betaling, der til Nød kunde opholde Livet i ham og hans Fader
-- derved skulde han ikke bringe det synderlig vidt. Og imidlertid
gik de bedste Aar af hans Liv til Spilde, netop de Aar, da han
skulde lære noget. Tanken derom fødte tit Mismod og Bitterhed i hans
Sind, men det fik dog ikke rigtig Bugt med ham, fordi hans naturlige
livsfriske Gemyt holdt ham i den tilbørlige Ligevægt. Tværtimod
øgede det hans Modstandsevne. Bagved de bitre og modfaldne Øjeblikke
dæmrede der altid et Haab om, at han endnu kunde naa sine Ønskers
Maal og give den forhadte Fabrik Døden og Djævlen.

Saa kom endelig det første alvorlige Vendepunkt i hans Liv. Han havde
i al Hemmelighed malet et lille Genrebillede, der slet ikke saa' saa
ueffent ud trods dets aabenbare Mangler. Han havde længe spekuleret
paa, hvorledes han bedst skulde kunne indhente en sagkyndig Dom,
og omsider tog han den Beslutning at vise det til Inspektøren paa
Fabriken, der gik for at være en kunstforstandig Mand.

En Søndag Morgen indfandt han sig i Inspektørens private Bolig. Sit
Maleri havde han svøbt ind i et grønt Klæde og holdt det under Armen,
medens han med bankende Hjærte ventede paa at faa Manden i Tale. --
Inspektøren var en lille, vims Mand, der havde meget store Tanker om
sig selv, meget smaa om alle andre. Saa havde han ogsaa en halv Snes
Malerier, som han ansaa for en af de bedste Malerisamlinger i Verden.

»Naa -- hvad ønsker vi, lille Bentsen?« spurgte han med al den
Nedladenhed, der sømmede sig for en saa betydelig Mand.

Henning kom efter nogen Tøven frem med sit Maleri og sagde, at han
gjærne vilde høre Hr. Inspektørens Mening om det.

Inspektøren saa først paa Maleriet, saa paa Henning og endelig paa
Maleriet igjen. Dernæst bad han Henning tage Plads, og medens han
stadig holdt Maleriet i en Arms Længde ud fra sig, begyndte han en
meget lang Tale, hvis Begyndelse og Ende gik ud paa, at der ikke var
nogen større Ulykke for en ung Arbejder end at faa den fixe Ide, at
han var Kunstner. Det var den lige Vej til Fattighuset. Man skulde
blive ved det, man var, og være glad ved sin Lod i Verden. Henning
havde jo dog et tilstrækkelig afskrækkende Exempel i sin Fader. Var
denne bleven ved sin Profession, kunde han have været en velstaaende
Mand i Stedet for som nu at være et ulykkeligt Menneske.

Henning bad -- maaske lidt heftig -- Inspektøren om at sige ham, hvad
han syntes om Billedet. Det var ikke om sin Fader, han vilde høre
hans Mening.

Inspektøren saa meget forbavset ud ved denne Afbrydelse. Han
betragtede derpaa atter baade Henning og hans Maleri og sagde i en
Tone, der aabenbart ikke taalte flere Indvendinger:

»Naa, min unge Ven, De vil absolut høre min uforbeholdne Mening? Ja,
saa gjør det mig ondt at maatte sige Dem det, men Deres Arbejde er
absolut talentløst.«

Henning blev bleg; han kom næsten til at ryste, men mandede sig
op og vovede at spørge Inspektøren, hvormed han begrundede en saa
skarp Dom. Han tillod sig endogsaa at bede ham huske paa, at selv
om Billedet havde betydelige tekniske Mangler, kunde det have sin
naturlige Forklaring i, at han, Henning, kun havde faaet en meget
mangelfuld Undervisning i Tegning, og at han endnu ikke havde besøgt
Akademiets Skoler.

»Tror De, jeg har nogen Forstand paa Kunst?« spurgte Manden.

Derom turde Henning naturligvis ikke tvivle.

»Saa vil jeg sige Dem, min unge Ven, at _De_ bliver aldrig Kunstner.
Bliv De rolig ved Deres Arbejde paa Fabriken; det er det bedste Raad,
jeg kan give Dem.«

Og med den Besked gik Henning. Hans Kinder brændte af Skam og Harme
over den affejende Dom. Hvor ringe han og hans Arbejde end var, kunde
man dog have taget lidt bedre mod ham. Skulde han da for hele sit Liv
være fordømt til at gaa paa Fabriksarbejde og male de samme Roser og
Nelliker paa det samme Porcelæn Dag ud og Dag ind, indtil han ligesom
alle de andre var bleven en gammel Hest i Trædemøllen?

Han følte sig saa modløs som ingensinde før. Der kom noget ondt og
trodsigt op i ham. Hvad nyttede det at kæmpe mod sin Skæbne? Saa
vilde han hellere lade staa til, og til at begynde med vilde han gaa
ud og svire hver Skilling op af den Ugeløn, han havde hentet den
foregaaende Dag.

Men disse Tanker varede kun saa længe, til han var kommen fra
Inspektørens Bolig ned i Porten. Saa tænkte han paa, om han da
virkelig allerede, saa ung han var, skulde blive til et »mislykket
Geni« ligesom hans Fader. Han knyttede uvilkaarlig Hænderne. Nej, og
atter nej; han skulde dog vise dem, hvad han duede til. Det var ikke
hans Skyld, at man ingen Lærdom havde givet ham; at man ikke havde
prøvet paa at udvikle de Evner, der var hos ham; at man havde ladet
ham slæbe og slide i det, fra han var en halvvoxen Knøs, og sat en
Bom for ham og sagt: hertil kommer du og ikke videre. Nej, han skulde
vise dem noget andet. Han vilde trods alt det selv prøve paa at blive
til noget, og blev Arbejdet end strængere derved, saa blev Æren
ogsaa saa meget desto større, hvis Lykken stod ham bi.

Haabet, som atter vaktes hos ham, strøg paa én Gang alle mismodige
Tanker bort. Han besluttede -- hvad han nu indsaa, at han skulde
have gjort fra først af -- at henvende sig til en »rigtig« Kunstner
og høre hans Mening om Genrebilledet. Hvis ogsaa _han_ sagde, at
Arbejdet var talentløst, saa vilde han prøve paa at forsone sig med
sin Skæbne, men give tabt strax efter det første Nederlag -- det
vilde han ikke.

Denne Beslutning udførte han allerede den næste Dag og med mere Held.
Hans gode Stjærne førte ham til den rette Mand, og fra det Øjeblik af
kom der lyse og lykkelige Aar ovenpaa den første, strænge Ungdomstid.

I den mellemliggende Tid hændte der vel noget, som greb alvorlig ind
i hans Liv og beredte ham en bitter Skuffelse, men bag efter, da den
første Smerte var forbi, tjente det mere til at modne end til at
knække ham.

Han kom paa Akademiet et Par Aar, fik sit første Billede udstillet,
gjorde en lovende Debut og fik et Stipendium, som satte ham i Stand
til at gjøre den Studierejse, hvorfra han nu var kommen hjem med
allehaande glade Forhaabninger. -- --

       *       *       *       *       *

Selskabet i det lille hyggelige Hjørne var blevet mer og mer
animeret. Man havde opfrisket en hel Mængde fornøjelige Minder; nød
i Erindringen adskillige af Fortidens kaade Streger og blev oplagt
til at begaa ny. Omsider blev der dog en af det Slags Pavser, der
indtræder selv i det lystigste Lag. En af Deltagerne i Symposiet
afbrød den med de Ord:

»Lad os høre nogle af dine vidunderlige Oplevelser og Æventyr, gamle
Dreng!«

»Aa, dem kan jeg fortælle jer en anden Gang«, svarede Henning. »Jeg
har for Resten ikke oplevet stort mere, end hvad der falder i de
fleste Turisters Lod. Jeg har været fornuftig og flittig, ser I, og
for Fremtiden kan I tage mig til Exempel paa en Alvorsmand fra Top
til Taa.«

»Pokker heller«, udbrød en af Kammeraterne; »dit selvbeskikkede Hverv
som Alvorsmand beholder du vist ikke ret længe. Vi kjender dig nok,
du Mellemting af en Sybarit og en Dydsdragon!«

»Ja, det er vist«, tilføjede en anden. »Henning er absolut en af de
mest sammensatte Naturer, jeg kjender. Den ene Dag er han en komplet
Sanct Antonius og den anden saa kaad som en Faun, -- hvad siger du,
Hans Frederik?«

Den tiltalte var en høj, bredskuldret ung Mand, med noget støt og
sluttet over Personen. Hans glatragede Ansigt med den ejendommelige,
rødladne Teint, der fremkommer ved daglig Brug af stærk Sminke, lod
en paa Forhaand gjætte, at han rimeligvis maatte være Skuespiller.
Med en ualmindelig kraftig, malmfuld Røst, der maatte lyde godt fra
Scenen, svarede han:

»Jeg siger med Profeten, eller hvem det nu var: »Aanden er vel
redebon, men Kjødet er skrøbeligt«. For Resten er der alligevel mere
Hold i Henning end i jer andre, og derfor skal I lade være at friste
ham.«

»Aa, der har vi Moralisten igjen! Ved du hvad, Hans Frederik, du
burde altid have holdt dig til at citere den hellige Skrift i Stedet
for de profane Poeter. Det var en Misforstaaelse, da du opgav
Theologien og gik til Theatret!«

»Ja, for oven i Kjøbet at blive en dydig Skuespiller!«

»En dydig Skuespiller er en Uting«, supplerede en anden. »Husker I
ikke, hvad Øhlenschlæger eller en anden stor Digter har sagt:

    »Man selv maa Livsbedrifterne fornemme,
    naar man vil tolke dem med Kunstens Stemme.««

»Saa, nu begynder, min Tro, Ørbæk ogsaa at lade det regne ned over
os med Citater. Hold din Mund, lille Ørbæk, og lad mig faa Ordet«
-- den sidst talende var en livsglad, ung Billedhugger. -- »Jeg vil
bevise jer, at et Menneske og fornemlig en Kunstner _maa_ skeje lidt
ud for at kunne udvikle sig og fuldkommengjøres -- og vi er jo enige
om, at det er Livets Øjemed. Thi den, som aldrig har syndet, mangler
Forudsætningen for en fuldkommen Erkjendelse af Dyden, ergo -- -- --«

»Ned med den Paradoxmager! Lad os bare blive fri for mere
Livsfilosofi. I Aften er vi komne sammen for at hylde Venskabet og
Glæden. Hør, Henning, du har vel ikke glemt den smaa -- -- Skal vi to
gjøre en lille Afstikker -- hvad? Klokken er ikke saa mange endnu.«

»Nej Tak«, svarede Henning leende. »I Aften maa du dyrke den Slags
Glæder uden mig; jeg gider ikke være med.«

»Nej, det er for galt. Du vil altsaa virkelig sparke til Glæden, som
Hostrups Kobbersmed siger, skjønt Glæden slet ikke har sparket til
dig! Og maa vi saa høre dine Grunde?«

»Ja, dem skal du faa -- Galgenfugl. Jeg er altfor glad til at more
mig paa den Vis -- det er Sagen.«

»Han er for glad til at more sig! Du hellige Enfoldighed; nu bliver
dine Paradoxer snart endnu mere himmelraabende end Ørbæks.«

»Jeg synes, det er saa ganske ligefrem«, svarede Henning, denne Gang
helt alvorlig. »Naa -- vi er rigtignok paa et saa fremrykket Stadium
af Lystigheden, at det vel næppe hjælper stort, om jeg prøver paa
at forklare dig det, men jeg skal dog gjøre det alligevel. -- Ser
du, jeg ved ikke, hvorledes det gaar jer andre, men med mig er det
saadan, at naar jeg føler mig glad, saadan rigtig hjærteglad, saa
kommer mit bedre Jeg frem, om jeg saa maa sige, og saa er jeg ikke
oplagt til at begaa Daarskaber, som -- lad os være enige om det --
dog er os temmelig uværdige«.

»Det var en drøj Mundfuld ovenpaa en saa godt begyndt Aften! Det er,
som vor store Mester, Hans Frederik, en Gang for alle har sagt: Du
est en problematisk Natur, gode Henning. Jeg spaar dig, at det ikke
varer længe, før du ender som velbestaltet Filister og Ægtemand. Og
saa skyr du naturligvis dine gamle Kammerater, fordi de er nogle løse
Fugle.«

Og den unge Mand drog et dybt Suk, som om han følte den inderligste
Medlidenhed baade med sin egen Letsindighed og sin Vens
Standhaftighed. Men et Øjeblik efter tilføjede han:

»Og du gaar altsaa ikke med -- -- --?«

»Nej, Erik, det gjør jeg ganske vist ikke. Men derfor skal du ikke
kalde mig en Heldøre. Jeg mener blot, at det er paa Tiden, at vi
bliver fornuftige.«

Henning rejste sig og tømte sit Glas.

»Og nu skal I allesammen ha'e Tak for i Aften; jeg har været rigtig
glad ved at træffe jer igjen og opfriske gamle lystige Minder. Følg
nu mit Exempel og lad os ende Aftenen lige saa honnet, som vi har
begyndt den.«

»For Pokker, du kan da gjærne følge med ned til Rydberg. Vi har jo
Tiden for os.«

»Nej, ikke i Aften, du,« lød Hennings Svar. »I ved jo, at jeg skal
paa Farten igjen allerede i Morgen. Jeg vil over til Fanø og male et
Studie færdigt, som jeg lod blive derovre, da jeg rejste ifjor. Jeg
tager afsted med Morgentoget.«

»Aa -- du er en rigtig Stivstikker. Nu var vi komne i saadan en god
Stemning, og saa spolerer du det for os til Slut med alle dine dydige
og moralske Forsætter.«

»Nej, vist ikke, det er ikke Hennings Skyld«, mente en anden. »Det
var Hans Frederik og Ørbæk, der begyndte at prædike.«

»Ja, lad os saa bare komme afsted!«

De vandrede leende og smaaskændende ud af Haven og skiltes udenfor
Porten. Henning vedblev at være døv for sin Kammerats Overtalelser,
og tilsidst delte Flokken sig i to Hold, hvoraf det ene drog ind
ad Byen til, medens det andet, som kun bestod af Henning og Hans
Frederik, fulgtes ad til den førstes Bopæl.




II.


Han boede et godt Stykke udenfor Byen, i en af de fjærneste Afkroge
af det saakaldte Villakvarter. Derude kunde han have Atelier og et
Par Værelser til sig og sin Fader for det halve af, hvad det vilde
koste inde i Byen. Og han var endnu ikke kommen saa vidt, at han ikke
behøvede at tage Hensyn til en Mer- eller Mindreudgift til Huslejen.

Desuden satte han Pris paa at bo luftigt og frit, uden at have
en Række Huse lige overfor, der spærrede for Sol og Lys. Saa var
der ogsaa den Fordel, at han havde helt landlige Omgivelser: de
tilstødende Villaer med deres pyntelige Haver. I Forsommeren
trivedes Guldregn og Syrener saa frodig herude; der var Grøfter og
Græs med Fandens Mælkebøtter og en Rigdom af gule »Smørblomster«
langs Vejkanten, og han foretrak dem fremfor ophedede Brosten med
Sporvejsskinner og Vogntummel. --

Det var en klar, stille Sommernat, som modtagelige Gemytter særlig
vide at sætte Pris paa. Luften var saa frisk og kølig, at det blev
en Nydelse at indaande den i stærke, fulde Drag.

Medens de fulgtes ad, fortalte Henning, hvorledes han havde tilbragt
det sidste Aar i Udlandet. Han troede nok, han havde lært en Del, og
hvad han især følte sig glad over, var den Ro, han syntes, der var
kommen over ham.

»Det forekommer mig«, sagde han, »at Fremtiden ligger klarere for mig
end nogensinde før. Og ved du hvad, Hans Frederik, jeg har aldrig
været saa oplagt til at tage fat. Det er ingen Skade til, at man i
sin Ungdom har havt en Del at kæmpe mod. Nu tror jeg, at Medgang vil
gjøre mig godt, men havde jeg alle mine Dage været Lykkens Kjælebarn,
var jeg maaske næppe naaet saa vidt som nu.«

»Ilden hærder Staalet; Striden Kæmpernes Kræfter«, deklamerede Hans
Frederik i en dybsindig Tone. »Jeg tror nok, at du er en af den
Slags Naturer, der ejer et vist Fond af Modstandsevne, og for hvem
Hindringer vel endogsaa kan være en Spore, men i Længden maa du vist
have Medbør, hvis det bedste i dig skal komme til sin Ret. Du er mig
lidt for blød; der er næppe Jærn nok i dig til at kunne holde ud fra
først til sidst, hvis du var saa uheldig for Alvor at komme paa en
fejl Hylde.«

»Du mener, at jeg i Grunden er en vag og let Natur?« spurgte Henning
med et halvt Smil.

»Aa ja -- tildels. Det vil sige, du har en god Vilje, men jeg vil
dog haabe, at Skæbnen aldrig vil tilføje dig et alvorligt Nederlag,
thi saa kunde det maaske falde dig ind at give tabt.«

Henning gik nogle Minuter tavs og huggede med sin Stok løs paa
Græsstraaene ved Vejkanten. Hans Ansigt havde faaet et alvorligt og
tankefuldt Udtryk, som i Grunden klædte ham bedre end det sorgløse
Præg, der i Reglen plejede at være over det.

»Jeg har tit tænkt noget lignende«, sagde han endelig. »Jeg bilder
mig ind, at jeg kjender mig selv til Bunds. Jeg ved, at jeg kan være
overgiven kaad og lystig; at jeg kan gjøre Ting, som jeg bagefter
ærgrer mig over, og saa til andre Tider være saa fornuftig og
besindig -- ja, hvis du vil tillade mig det Udtryk, vil jeg kalde
det saa aandelig og moralsk klar over mig selv -- at jeg tror for
bestandig at have taget Afsked med alle Daarskaber. Og jeg ved
ogsaa, at der ofte kun skal meget lidt til for at trykke mig ned
og endnu mindre til at gjøre mig saa glad og frejdig til Mode, som
om Fru Fortunas Gaver var blevne tilsagte mig for evig Tid. -- Det
er, hvad I endnu i Aften kaldte min sammensatte Natur. Men trods
den og trods alle mine svage og vage Anlæg, saa tror jeg dog paa,
at jeg vilde have aandelig Elasticitet nok til at bære, selv hvad
du kalder et alvorligt Nederlag. -- Du ved, hvad der hændte mig for
to Aar siden, netop den Gang jeg troede, at Fremtiden laa god og
lys foran mig. Det var dog en Skuffelse, saa bitter, at den vel
kunde have forkludret og ødelagt mig, hvis jeg ikke havde havt mere
Modstandsevne, end du synes at ville indrømme mig.«

»Aa, det er ikke altid den Slags Sorger, der ødelægger en Mands Liv.
Hvis jeg ikke var bange for at fornærme dig, kunde jeg sige, at det
maaske netop var dit lette Sind, der hjalp dig ud over det. I alt
Fald har det dog ikke grebet forstyrrende ind i dit Liv -- hvor meget
de Pokkers Fruentimmer end ellers er skabte til at ødelægge os.«

»Nej, det har det vel ikke. Men vil du tro, Hans Frederik, at jeg
alligevel holdt saaledes af hende, som en Mand vist kun elsker en
eneste Gang i sit Liv, hvor gammel han end bliver. Der var ikke en
Gnist af sandselig Attraa i den Følelse, jeg nærede for hende. Jeg
blev bedre i hendes Nærhed, jeg havde saa fuldt og helt Fornemmelsen
af, at dersom hun vilde det, kunde der blive noget virkeligt af
mig. Naar vi havde været sammen, og jeg gik bort med hele min Sjæl
opfyldt af hende, da var det, ligesom det atter og atter jublede inde
i mig: Hvor inderlig -- inderlig kjær du dog er mig! Jeg kunde have
raabt det ud til de kolde, døde Stenhuse, til de bladløse Trær, jeg
gik forbi. Men alligevel gjemte og vogtede jeg denne Følelse som en
kostelig Skat, hvoraf jeg kunde hente Kræfter til at naa et hvilket
som helst Maal. Jeg rugede over den som en Gjerrig, thi Haabet om at
vinde hende stod altid saa lyst og stort for mig, at jeg næsten var
bange for at betragte det som noget, der laa nært nok til at gribe
efter. Og saa -- tilsidst -- var det for silde.«

»Ja vist -- det er undertiden en underlig forkert Verden, vi lever
i«, bemærkede den anden filosofisk.

»Men du har dog Ret, Hans Frederik, naar du siger, at det ikke greb
ødelæggende ind i mit Liv, hvor ondt det end gjorde. Ser du -- for
det første havde jeg intet, slet intet at bebrejde hende; hun havde
aldrig vakt Forhaabninger hos mig for bagefter at behandle mig som
et Stykke Legetøj. Alt det bitre og oprivende, som tager Tag i en,
naar man tror sig sveget og miskjendt, var der slet intet af. Derfor
tjente min Sorg snarere til at øge mine Kræfter. Kunde jeg ikke
vinde hendes Kjærlighed, skulde jeg i det mindste bevare hendes gode
Mening om mig. Jeg vilde overbevise hende om, at jeg fortjente hendes
Venskab. -- Ja, det levede jeg paa, da det gjorde mest ondt, og det
hjalp mig ud over den værste Tid. Maaske blandede der sig ogsaa en
Smule Forfængelighed deri. Jeg fandt en Slags Trøst ved at tænke paa,
om jeg vel nogensinde skulde kunne tvinge hende til at beundre mig --
som Kunstner. Naa, om saa bag efter mit lette Sind gjorde Resten; det
skal jeg ikke sige. Jeg ved blot det« -- Henning lagde sin Haand paa
Vennens Arm og saa paa ham med et varmt Blik -- »hver Gang jeg faar
de gamle Minder frem, saa vaagner denne Følelse saa frisk og levende
som nogensinde før.«

Der blev en lille Pavse. Saa spurgte Hans Frederik:

»Kom det aldrig til nogen egentlig Forklaring mellem jer?«

»Nogen egentlig Forklaring? -- Aa nej, men det er dog umuligt, at vi
skulde have misforstaaet hinanden.«

»Og du har ikke talt med hende i de sidste to Aar?« spurgte Hans
Frederik videre.

»Nej, hvad skulde det nytte til? Hun har allerede været gift i
halvandet.«

»Lykkeligt?«

»Det haaber jeg, eller mere end det, jeg ønsker det af mit ganske
Hjærte.«

Henning sagde det i en Tone, der vidnede om, at Ordene var oprigtig
mente. Saa fór han let med Haanden hen over Panden, idet han
tilføjede:

»Men Herregud, Hans Frederik, hvordan er vi dog komne ind paa de
gamle Historier? Vi begyndte jo Aftenen i idel Lystighed og Glæde,
og nu ender vi midt i den alvorligste Samtale. Naa, det har vi for
Resten gjort før. Tak for i Aften! I Morgen rejser jeg til Fanø og
gjør mit Studie færdigt, og naar jeg kommer hjem igjen, skal du faa
at se, at det virkelig er Alvor med det Jærnmenneske, jeg er blevet
til. Godnat du!«

De var standsede uden for det Hus, hvor Henning boede, og udenfor
hvilket de havde spaseret frem og tilbage i den sidste halve Time.
Henning sprang saa let og sorgløs op ad Trappen, som om han allerede
havde jaget paa Flugt hver eneste en af de Erindringer, han nylig
havde kaldet frem.

Og imidlertid vandrede Hans Frederik alene tilbage til sin
Ungkarlelejlighed inde i Byen.




III.


Fire Gange om Dagen i Sommer- og Badesæsonen gaar Dampfærgen fra den
stadselige jydske Havn over til den lille sandede Ø i Vesterhavet
-- Øen, der er berømt for sin hvide Strandbred og sine Beboeres
maleriske Klædedragt. -- Hvilket henrivende +dolce farniente+ kan man
ikke nyde paa Fanø!

Kun et halvt hundrede Skridt fra Færgestedet ligger den hyggelige
Gjæstgivergaard, en rigtig god gammel Gjæstgivergaard med blomstrede
Gardiner for Vinduerne, med Storkerede paa Taget og med en
Pragtudgave af en Avlskarl, der er hele Gaardens og alle de Rejsendes
Faktotum og altid parat til at give alle mulige Oplysninger om sin
kjære Fødeø og dens Befolkning.

Oppe i Gavlen ligger nogle Smaakamre, der er stærkt efterspurgte af
Øens Gjæster, fordi man derfra har en vid Udsigt ud over Stedets
Omgivelser. Lige overfor har man Esbjerg Klint, der skraaner stejlt
ned mod Søen, hvor Maagerne og Fiskerbaadene tumle sig omkap med
hverandre. Et Stykke derfra ligger Havnen, og bag ved denne kigger
Byen frem med sine røde Tage. Til den modsatte Side ser man ud over
Fanøs hvide Klitter, og helt ude strækker sig Vesterhavets mægtige
Flade; dets dybe Dønninger høres tydelig, naar Vinden bærer ind over
Land.

Ad Byens brolagte Hovedgade, forbi Kirken og de underlige spraglede
Smaahuse, opførte af røde Mursten, med grønne Døre og Vinduesrammer
og ligesaa broget malede Gavle, kommer man til en sandet Vej, som
snart efter snor sig ind mellem Klitterne i lunefulde Bugtninger, der
atter og atter skjuler Vejens Fortsættelse.

Klitterne blive mere anseelige, jo nærmere man kommer Havet. Snart
træde de frem i bløde Bølgedannelser, snart med skarpt afskaarne
Toppe, dækkede af den stride Marehalm. Før man ret ved af det, har
man naaet de sidste Klithøje, der skjule Strandbredden, og paa én
Gang breder denne sig for Øjet i hele sin blændende Hvidhed.

Det er nær ved Solnedgang. Skyggerne tegne sig underligt skarpt paa
den hvide Strandbred. Vinden har leget med Sandet, saa at det danner
allehaande fantastiske Tegninger; paa lange Strækninger ser det
ud som den fineste Moiré; andre Steder taarner det sig op i smaa,
kunstig formede Forhøjninger eller lægger sig i bløde Folder, ordnede
Lag for Lag med en Sirlighed, som om ikke Vindens tilfældige Lune,
men en kunstnerisk Haand havde udført denne vidunderlige Mosaik.
Men naar Vinden blot løfter sig en Kjende, flyver Sandet som lette
Røgskyer henover Forstranden, og i et Nu har de fine Tegninger
antaget en ny Skikkelse.

Tusinder af spraglede Muslingeskaller, hvormed Stranden er oversaaet,
glimrer som Diamanter i det synkende Sollys. Men det vil ikke vare
længe, før Solen er helt forsvunden i Horisonten. Skyerne staa i et
forunderligt vexlende Farvespil: blaasorte, mørkeblaa, lyse og lilla
mellem hverandre, nogle ere ligesom kantede med en gylden Bræm, men
paa én Gang skifte de Farve, idet den sidste Rand af Solen dukker ned
i Søen. --

I Læ af Klitten kan man belure dette Stævnemøde mellem den heldende
Dag og den frembrydende Nat, iagttage alle de Fremtoninger paa
Stranden, i Luften og i Vandet, som røber Mødet. Og Havet besørger
Akkompagnementet dertil. Dæmpet og ensformig, men dog saa melodisk
lyder dets Brusen. For et modtageligt Øre lyder det som en Sang,
man ikke bliver træt af at høre. Det synger ikke blot om sig selv,
ikke blot om de Bredder, det beskyller, hvad enten de ere klædte med
ældgammel Skov, nøgen Strand eller skyhøje Fjelde, men det synger sig
ind i ens Tanker og Drømme; det opkaster de sælsomste Spørgsmaal og
giver Svar, som man ikke vilde undvære -- --

Saa lyder der pludselig højrøstede Stemmer nede fra Stranden, og med
det samme er Trylleriet brudt. Havet fortsætter vel endnu sin Brusen,
men dets egentlige Sang er forstummet, thi det synger helst for den
ensomme; det larmende og lystige Selskab har det ingen Hemmeligheder
at betro.

En Mand, som i den sidste halve Time har siddet ved Foden af Klitten
med Staffeli og Malerkasse foran sig, men uden at bestille noget,
vender ærgerlig Hovedet om. Han sad saa godt og skjøtter ikke om
at blive forstyrret. Da Stemmerne kommer nærmere, rejser han sig
fortrædelig op for at pakke sine Sager sammen, idet han mumler ved
sig selv:

»Flere Badegjæster!«

Det er det dog kun i en vis Forstand. Det er nemlig Hotelværten og
hans Kone, som har faaet Besøg fra Kjøbenhavn.

»Ja, vi forstyrrer da ikke, Hr. Bentsen?« siger den godlidende
Gjæstgiver.

Han er en baade honnet og velstaaende Mand og staar derfor paa en
halvvejs venskabelig Fod med de fleste af Badegjæsterne.

»Maaske jeg maa have den Ære at præsentere Dem min Svigerinde og
Niece fra Kjøbenhavn: Fru Thorsen og Frøken Minna -- Hr. Genremaler
Bentsen. Ja, den Herres Navn kjender I jo nok fra Udstillingen?«

»Ja, Gudbevares! Der forsømmer vi saamænd aldrig at komme«,
forsikrede den nylig præsenterede Fru Thorsen. »Vi interesserer os
saa uhyre for Kunsten, baade min Mand og Minna og jeg. Ja, min Herre,
jeg ved ikke, om De maaske kjender min Mand, Grosserer Thorsen?«

Henning maatte svare benægtende; han havde ikke den Fornøjelse at
kjende Fruens Mand.

»Ak nej«, vedblev Fruen; »nu lever vi jo ogsaa saa skrækkelig
indgetogne, og Thorsen er helt hørt op med Forretningerne paa Børsen.
Det er ikke som i vore Velmagtsdage; den Gang var Thorsen saamænd
kjendt i hele Byen, og han interesserede sig nu saa overordentlig for
de unge Kunstnere, skal jeg sige Dem. Havde vi bare truffet hinanden
den Gang, Hr. Bentsen, saa kunde vi da lige strax have kjøbt et
Maleri af Dem.«

Af Hensyn til sin skikkelige Vært vilde Henning nødig være uhøflig
-- hvad der iøvrigt aldeles ikke laa for ham -- men den gode Frue
begyndte unægtelig at kjede ham. For at give Samtalen en lidt
livligere Farve vendte han sig om mod den unge Pige, dog ikke uden en
vis Frygt for at finde et Sidestykke til hendes meget talende Mama.

»Holder De ogsaa af Malerier, Frøken?« spurgte han.

»Ja, meget.«

Svaret lød ligefremt, uden Affektation. Hun var aabenbart ikke et
Sidestykke til Moderen.

Man fulgtes ad paa Tilbagevejen gjennem Klitterne. Hotelværten,
hans Kone og især Fru Thorsen stredes om at bære den unge Malers
Rekvisiter. Minna tog ikke Del i denne ædle Tjenstfærdighed, hvorved
hun vandt ikke saa lidt i Hennings Øjne.

Han begyndte næsten at forsone sig med, at den brave Gjæstgiver
havde paanødet ham Bekjendtskabet med sine kjøbenhavnske Slægtninge.
Han gav sig til at se lidt nærmere paa denne Frøken Minna, som han
for et Øjeblik siden var bleven forestillet for.

Hun var høj og rank af Væxt, noget over Middelhøjde, en stærkt
bygget, lidt yppig Skikkelse, der syntes at svulme af Ungdom og
Sundhed. Trækkene var regelmæssige, maaske en lille Smule for store,
men med et mildnende Skjær af Friskhed og Umiddelbarhed. Hun kunde
højst være nitten Aar. Et ualmindelig fyldigt, let rødlig blond Haar,
som i en enkelt tyk Fletning faldt ned ad Ryggen, gav hende, trods
hendes stærkt udviklede Figur, et indtagende pigeagtigt Udseende.

De gik ved Siden af hinanden; de andre et lille Stykke i Forvejen.
Fru Thorsen var paa en Gang bleven meget beskeden og holdt sig i
Nærheden af sine Slægtninge, medens hun dog ikke kunde modstaa
Fristelsen til nu og da at vende sig om for at meddele Henning sine
Udbrud af Begejstring over den dejlige Aften.

»Er det for længere Tid, at Frøkenen gjør os den Fornøjelse at slaa
sig til Ro her?« spurgte Henning, da de en Stund havde talt om de
nærmest foreliggende Æmner, saasom Vejret, Øens Mærkværdigheder o. s.
v.

»Jeg tænker, vi bliver her en Maaneds Tid«, svarede Minna. »Onkel og
Tante har været saa venlige at invitere os over til sig, og de vil
gjærne beholde os, saa længe vi kan blive hjemmefra. Men jeg for mit
Vedkommende maa i alt Fald være hjemme, til Prøverne begynde.«

»Er Frøkenen ansat ved Theatret?«

»Ja -- det vil sige, jeg er ansat i det kgl. Theaters Kor. Videre har
jeg i alt Fald foreløbig ikke bragt det.«

Der gik en hastig Rødme over hendes Ansigt, som om hun undsaa sig ved
den underordnede Stilling, hun indtog i Kunstens Verden.

»Men De tænker dog vel paa at blive Skuespillerinde -- at komme til
at debutere i en større Rolle?« vedblev Henning.

»Aa ja -- hvis jeg blot havde tilstrækkeligt Talent, men det er jeg
begyndt at tvivle stærkt om.«

»Det er sjældent at høre en ung Pige kritisere sig selv saa strængt
-- især i Deres Fag«, bemærkede Henning, der følte en voxende
Nysgjerrighed overfor sin ny Bekjendt. »Men netop af Deres Udtalelser
slutter jeg, at De ganske sikkert undervurderer Deres Evner. Det er
meget ofte de ubetydeligste Mennesker, der har de største Tanker om
sig selv.«

»Blot De talte sandt«, svarede hun livlig; »jeg har saamænd den
største Lyst til at spille Komedie, naar det bare kunde lykkes mig at
faa en Rolle.«

Det kjække Udtryk, der kom i hendes Blik, gjorde hende smuk. I hendes
Væsen laa der en besynderlig Blanding af Barnlighed og kvindelig
Modenhed, som havde noget eget tiltrækkende ved sig.

»Men er der da ingen ved Theatret, som vil tage sig rigtig af Dem?«
spurgte Henning.

»Nej, jeg kjender i det mindste ingen. En af de ældre Skuespillere
begyndte en Gang at læse med mig, men han blev snart kjed af det, og
siden er der ingen, der har lagt Mærke til mig. Deraf slutter jeg
ogsaa, at jeg intet Talent har. Jeg vilde i Grunden helst ønske, jeg
kunde gaa fra det hele.«

Hendes Stemme dirrede lidt, og det frejdige Udtryk var veget bort fra
hendes Ansigt, ligesaa hurtigt som det var kommet.

Henning ansaa det for ubeskedent at gjøre flere Spørgsmaal, da
han mærkede, at han var kommen ind paa et Emne, der berørte hans
Ledsagerskes personlige Forhold, og han drejede derfor atter Samtalen
hen paa ligegyldige Ting. Men hans let bevægelige Sind var allerede
fuldt optaget af det Bekjendtskab, han havde gjort for næppe en halv
Time siden. Hun forekom ham at være en sjælden sanddru og aaben
Karakter, der paa én Gang vakte Interesse og Deltagelse. Og saa var
der desuden noget, som røbede, at hun ikke var saa lykkelig, som hun
vistnok fortjente at være.

De var imidlertid komne op til Gjæstgivergaarden, og Fru Thorsen
tog Afsked med en Mængde erkjendtlige Udbrud om det interessante
Bekjendtskab, hun og hendes Datter havde gjort.

Minna havde derimod været paafaldende tavs under den sidste Del
af Hjemvejen. Det var, ligesom hun fortrød, at hun overfor et
vildfremmed Menneske var fremkommen med en uforbeholden Ytring om
sine egne Forhold.

Henning rakte Haanden frem til Farvel og sagde »Paa Gjensyn«. Men
Minna indskrænkede sig til at besvare hans Hilsen uden at tilføje et
lignende Ønske. Det var Synd at beskylde hende for at være behagesyg.




IV.


I Løbet af de paafølgende Uger var Henning daglig sammen med Fru
Thorsen og hendes Datter. Man levede saa temmelig en famille i den
hyggelige Gjæstgivergaard. Paa Landet og ved Badesteder er man gjærne
tilbøjelig til at slutte Bekjendtskaber; de varer Badesæsonen ud,
sjælden længere. Man spiste sammen ved table d'hôte, spillede Croquet
paa Plænen oppe ved Pavillonen, arrangerede smaa Sejlture og samledes
om Aftenen i »Salonen«, hvor der blev musiceret af de musikdyrkende
Medlemmer blandt Badegjæsterne.

I de første fjorten Dage af sit Ophold paa Fanø havde Henning kun
taget sparsom Del i disse Glæder. Han var kommen derover for at
bestille noget, ikke for at more sig, og der var desuden ingen af
Selskabet, hverken det kvindelige eller mandlige, der i synderlig
Grad havde lagt Beslag paa hans Opmærksomhed.

Naar han var færdig med sit Arbejde for den Dag, foretrak han at
sidde alene ude mellem Klitterne og hengive sig til allehaande
behagelige Drømmerier ligesom den første Aften, da han gjorde Minnas
og hendes Moders Bekjendtskab.

Der var -- som han havde sagt til sin Ven, Hans Frederik, ved deres
sidste Samtale -- kommet en velgjørende Ro og Arbejdslyst over
ham. Han tænkte kun paa sine Studier og Billeder, og han havde en
Fornemmelse af, at dersom han nogensinde skulde udrette noget, saa
var netop nu det rette Øjeblik dertil kommet.

Noget anderledes var Forholdet blevet, efter at han havde gjort
Minnas Bekjendtskab. Han arbejdede vel næsten ligesaa flittigt som
før, og han følte den samme Trang dertil, men han opdagede dog -- i
Begyndelsen med en vis Forundring -- at det var blevet mere fristende
at være med til Badegjæsternes selskabelige Adspredelser nu, da Minna
tog Del i dem. Han var en altfor fornuftig ung Mand og kjendte sit
eget Naturel for godt til ikke at sige sig selv, at det følgelig
maatte være den unge Pige, der var det tiltrækkende Punkt. At han
derimod skulde være eller have nogen Udsigt til at blive alvorlig
forelsket i hende, faldt ham ikke et eneste Øjeblik ind.

Det var fra først af snarere en Slags broderlig Interesse, han følte
for hende. Han havde med behørig Diskretion spurgt sin Vært ud om
Minnas Forhold, og det viste sig af den Forklaring, han fik, at han
ikke havde taget fejl i sin Formodning om, at hun ikke levede under
de bedste Vilkaar. Minnas Fader havde i sin Tid havt en taalelig
solid Grossererforretning, men var gaaet fallit og levede nu som en
Slags Agent eller Kommissionær for sine tidligere Handelsvenner. Om
Fru Thorsen erklærede den ligefremme Gjæstgiver med al Respekt for
sin Svigerinde, at hun var en Skrue, der hverken havde forstaaet at
holde til Maade, da de sad nogenlunde trygt i det, eller at holde
sammen paa Hjemmet, nu, da det var gaaet til Agters for dem. For
Resten kjendte han kun meget lidt til disse, hans Kones Paarørende.
Hvad Minna angik, troede han nok, hun var en brav og retskaffen Pige,
saa vidt hun kunde være bleven det i saadant et forkvaklet Hjem.

Det var de Oplysninger, Henning fik, og han spurgte sig selv, hvad
de i Grunden kom ham ved. Men ikke des mindre bidrog de til, at hans
Interesse for hende voxede. Det forekom ham, at der var Stof i denne
Pige til at blive noget godt og helstøbt, og det gjorde ham ondt, at
hendes Fremtid aabenbart maatte ligge usikker og uklar for hende.

En Aften, da man var paa Hjemvejen fra en Tur nede paa Stranden, og
han og Minna var komne et Stykke Vej bag ved de andre, kom de uden
ret at vide af det til at optage Traaden fra deres første Samtale.
Der havde i den mellemliggende Tid udviklet sig et venskabeligt
Forhold mellem dem, som gjorde, at de allerede ofte havde passiaret
sammen som gamle, fortrolige Bekjendte.

»Naar jeg hører Dem tale om Theatret, Frøken Thorsen«, sagde
Henning, »kommer jeg altid til at tænke paa, om det var af
Tilbøjelighed, De valgte deres nuværende Stilling. De udtaler Dem saa
skeptisk derom.«

»Aa, det var i Grunden heller ikke af lutter Tilbøjelighed«, svarede
hun let henkastet. »Ja, havde jeg troet, at jeg kunde blive en stor
Skuespillerinde, saa havde det været en anden Sag«.

»Men hvorledes kunde det da falde Dem ind at blive Koristinde? Det
maa dog i mer end en Henseende være en mindre behagelig Stilling«.

Hun saa alvorlig paa ham og svarede saa efter en lille Pavse:

»Hvis De ikke havde fortalt mig, Hr. Bentsen, at De selv har maattet
kæmpe Dem frem, fra De var et ganske ungt Menneske, saa vilde jeg
tro, at De slet ikke kjendte til noget, der hedder Nødvendighed.
Ser De, da Fader var gaaet fallit, og jeg var bleven voxen, saa var
jeg nødt til at fortjene noget. Syning og den Slags Ting har jeg
aldrig holdt af, og jeg har ikke lært noget ordentligt, saa jeg kunde
paatage mig en Plads som Lærerinde eller lignende, og saa var der
tilmed Moder, som mente, at jeg havde et stort Talent, og en Tid
troede jeg det maaske selv. Ved Hjælp af den Smule Stemme, jeg har,
fik jeg Ansættelse i Koret. Men jeg har aldrig faaet nogen musikalsk
Uddannelse; jeg kan saamænd ikke en Gang spille en Smule Klaver, og
derfor er der vel endnu mindre Udsigt til, at min nuværende Stilling
kan føre til noget.«

»Det er Synd, Frøken Minna, at man ikke har taget sig bedre af Dem.
Men det er ikke for sent endnu. Og Herregud, selv om det ikke skulde
føre til noget ved Theatret, saa er jeg dog vis paa, at der er _én_
Stilling, som bliver tilovers for Dem, og som er mere værd end enhver
anden, naar den udfyldes paa rette Maade«.

»Og hvad er det?« spurgte hun med barnagtig Nysgjerrighed, uden at
forstaa, hvad han sigtede til.

»Det er som Hustru«, svarede han livlig.

Hun saa et Øjeblik næsten forskrækket paa ham og begyndte saa at le.

»Nej, Hr. Bentsen, sig dog endelig ikke det. Er der noget, jeg ikke
passer til, saa er det til at gifte mig. For det første tror jeg
slet ikke, jeg har den samme Evne som andre unge Piger til at blive
rigtig forelsket i en Mand, og giftede jeg mig endelig, saa tror jeg
hverken, at han eller jeg vilde være tjent med hinanden.«

»Nu er De barnagtig, Frøken Minna«, sagde Henning, der uvilkaarlig
ærgrede sig over, at hun saa bestemt erklærede, at hun aldrig kunde
blive alvorlig forelsket.

»Nej, jeg er slet ikke barnagtig«, svarede hun. »Jeg er bare vis
paa, at selv om jeg kunde føle noget, der lignede Kjærlighed, saa
vilde den gaa over, naar jeg havde været gift et Par Maaneder. Jeg
vilde blive kjed af min Mand, og han rimeligvis ogsaa af mig, og hvad
skulde det saa blive til?«

»Fy, De er jo en rigtig Sfinx!« -- Henning blev mer og mer ivrig. »De
undervurderer baade Kvindens Kald og Dem selv. Netop De, der er saa
sand og naturlig, maatte kunne blive en fortræffelig Hustru«.

»De har altfor gode Tanker om mig«, svarede Minna, denne Gang meget
alvorlig. »Men De ved ikke, at for at blive en god Kone -- det tror
jeg ganske sikkert -- maa en ung Pige først og fremmest have havt et
godt Exempel i sit Hjem, og dernæst maa hun af Naturen have faaet et
blidt og kjærligt Sind -- og jeg har ingen af Delene ...«

De sidste Ord kom usikkert og tøvende frem, og da Henning forundret
saa paa hende, havde hun Taarer i Øjnene. Han blev uvilkaarlig varm
om Hjærtet.

»Og det siger De i samme Øjeblik, som De græder over Deres forstilte
haarde Sind? Aa -- De gjør Dem selv Uret, Frøken Minna. -- Jeg
kjender Dem saa lidt, men jeg tror bedre om Dem end om de fleste unge
Piger, jeg har truffet paa.«

Han havde i den bevægede Stemning, han var kommen i, grebet hendes
Haand og vilde holde den fast. Men hun rev den fra ham og udbrød
heftig: Slip mig!

Der var paa én Gang Graad og Vrede i det Blik, hvormed hun saa paa
ham. Hendes Bryst arbejdede stærkt, som om hun undertrykte en
Hulken. Saa vendte hun sig pludselig bort fra ham og skyndte sig hen
til det øvrige Selskab, der imidlertid var kommet et langt Stykke i
Forvejen. Henning saa forvirret efter hende, uden at vide, hvorledes
han skulde opfatte dette heftige Udbrud. --

Da Henning om Aftenen kom op paa sit Værelse uden senere at have
talt med Minna, var han opfyldt af en Mængde forvirrede Tanker. Hvor
meget han end grundede over den lille Scene, der saa pludselig var
opstaaet mellem dem, kunde han ikke rigtig forklare sig, hvorledes
det var kommet dertil. De havde i al den Tid, de havde været sammen,
omgaaedes hinanden som gode Venner, hverken mer eller mindre. Og nu
denne pludselige, stærke Sindsbevægelse uden nogen egentlig Aarsag!

Men havde ikke ogsaa _han_ et Øjeblik ladet sig rive med af en
uforklarlig Følelse?

Han erindrede, at han havde følt sig pinlig berørt, da hun saa
kjækt erklærede, at hun aldrig kunde blive alvorlig forelsket. Men
hvis hun var ham ligegyldig, hvad behøvede han saa at bryde sig om
hendes Modtagelighed eller Ikke-Modtagelighed for Kjærlighedens
guddommelige Magt? Og denne pludselige Overgang, da han havde talt
mildt og venligt til hende, bebrejdet hende, at hun gjorde sig selv
Uret! Han kunde ikke nægte, at han i det Øjeblik selv havde været
under Indflydelse af en varm og bevæget Stemning. Var hun da virkelig
kommen til at holde af ham ud over det rolige og fornuftige Venskab,
der hidtil havde bestaaet mellem dem? Og besvarede han denne varmere
Følelse uden rigtig at vide af det?

Det var ham umuligt at komme til Klarhed derover. Det var kommet
altfor pludselig og uventet. Han gik frem og tilbage i Værelset,
medens han tilbagekaldte i sin Erindring hvert Ord, der var blevet
vexlet mellem dem i den Tid, de havde kjendt hinanden. Men det
var altsammen blevet saa taaget og ubestemt. Det eneste, der stod
fuldkomment tydeligt for ham, var deres sidste Samtale og det
sælsomme Blik, hun havde fæstet paa ham.

Og hver Gang han kom dertil, følte han den samme Bevægelse, der havde
tilskyndet ham til at gribe hendes Haand. Tilsidst sagde han ved sig
selv: Saa maa det dog være sandt, at vi holder af hinanden, uden at
nogen af os har vidst det før nu.

Men mærkeligt nok kunde han heller ikke føle sig glad og rolig til
Mode, da han var kommen til dette Resultat. Hans Pande brændte lige
feberhed, og han følte sig træt og anstrængt uden dog at have Trang
til Hvile. Tilsidst blev denne Tilstand ham helt utaalelig. For at
adsprede sine Tanker satte han sig ved Bordet og begyndte paa et
Brev til sin gamle Ven og fortrolige, Hans Frederik. Men da det var
halvvejs færdigt, rev han det itu.

Arbejdet havde imidlertid den gavnlige Virkning paa ham, at det
beroligede hans Nerver, og omsider kastede han sig paa Sengen, efter
at det for længe siden var blevet højlys Dag.

       *       *       *       *       *

Han vaagnede med en trykkende Hovedpine, som om han havde været til
Sold den foregaaende Aften. Da han saa paa sit Ur, viste det fem.
Han havde altsaa kun sovet et Par Timer. Nede i Gaarden rumsterede
Karlen med Heste og Vogn. En og anden Fanøpige vandrede med sine
Fiskeredskaber paa Nakken hen ad Vejen, der førte til Stranden.
Ellers var alting stille. Badegjæsterne var endnu ikke komne paa
Benene.

Det var en prægtig Sommermorgen. Luften stod i en let, graalig Dis,
der spaaede varmt Vejr op ad Dagen. Mellem den jydske Kyst og Øen
laa Søen saa blank og stille, at Maagerne, der kredsede omkring over
Færgestedet, kunde spejle sig i Vandet. I det gamle Kastanietræ
udenfor Gjæstgivergaardens Port sad en Spurvefamilie og istemte sin
glade Morgenkoncert.

Henning mente, at en Tur langs Stranden vilde gjøre ham godt. Han
klædte sig paa og aabnede forsigtig Døren for at slippe ubemærket ud
af Huset. Han var ikke oplagt til at møde fremmede Ansigter.

Nede i Forstuen traf han Gaardens Faktotum, Lars Mortensen, i Færd
med at bære et Par smaa Kufferter ud til en Trillebør, der stod henne
i Porten.

»Ih, se Godmorgen, Hr. Bentsen; allerede saa tidlig paa Færde?«
bemærkede den altid velvillige Lars.

»Ja, i Dag èr jeg nok første Mand oppe.«

Henning vilde gaa forbi uden at indlade sig i nærmere Samtale, men
Lars, der sjælden lod nogen Lejlighed til at faa sig en Passiar
gaa ubenyttet hen, satte ganske ugenert Kufferterne fra sig midt i
Gangen, og idet han saa paa Henning med et polidsk Blink i sine smaa,
graa Øjne, svarede han igjen:

»Aa nej, deri skal jeg dog hilse og sige, at Hr. Bentsen ta'er fejl.
Husbonds fremmede har saamænd allerede været oppe en stiv Klokketime;
for de skal afsted med den første Baad, skal jeg sige os.«

»Din Husbonds fremmede?« spurgte Henning, uden strax at gjætte, hvem
Karlen mente. »Naa, der er altsaa nogle af Badegjæsterne, der rejser
i Dag?«

»Ja, det vil sige, det er Husbonds egne fremmede,« forklarede Lars.
»Hr. Bentsen forstaar nok, at jeg mener den lille Frøken og hendes
Mo'er, som er i Besøg hos vos.«

»Rejser de i Dag --?« spurgte Henning noget forvirret.

»Ja, mænd gjør de. De skulde allenfals ha'e væt afsted en af Dagene,
for Frøkenen skal jo møde paa Komedianthuset der inde i Kjøbenhavn.
Men saa blev det bestemt i Aftes, at de vilde ta'e afsted nu til
Morgen. Jeg troede endelig, at Hr. Bentsen var kommen her ner for at
byde Frøkenen Farvel.«

Og med disse Ord blinkede han til Henning med en hemmelighedsfuld
Mine, der gav hans store, brede Ansigt et uimodstaaelig komisk Udtryk.

»Jeg vidste ikke, at Frøken Thorsen vilde rejse i Dag«, svarede
Henning noget kort.

»Ja, ja, men hvis Herren gaar sig en Tur ved Stranden, saa træffer
han bestemt Frøkenen, for hun gik derned lige nyssens.«

Med denne Bemærkning tog Lars atter fat paa Kufferterne og bar dem ud
til Trillebøren.

Henning tøvede et Øjeblik, før han gik videre. Der paakom ham en
ubestemt Følelse af, at han stod overfor et afgjørende Enten--Eller.
Lod han Minna rejse uden at tale med hende forinden, kunde det vel
hænde, at de aldrig mødtes mere. Og maaske vilde da det, der var
foregaaet mellem dem Aftenen i Forvejen, om kortere eller længere
Tid staa for dem begge som et falmet Minde uden nogen Indflydelse
paa deres fremtidige Liv. Men kunde han beslutte sig til at lade
hende rejse uden et Ord til Afsked, uden at det var kommet til nogen
Forklaring mellem dem?

Endnu var han Herre over den Beslutning, der laa foran ham. Traf han
hende blot en eneste Gang endnu, vilde han maaske ikke længer være
det. Og dog maatte han se og tale med hende endnu en Gang. Idet han
forestillede sig, at det skulde være helt forbi mellem dem, var det,
som en Magt, der var stærkere end hans Vilje, drog ham til hende.
Det var ikke en alt betagende Kjærlighed, som ikke kjender til Tvivl
eller til smaalig Vragen og Vejen, der i dette Øjeblik havde grebet
ham -- i saa Fald kunde han ikke have betænkt sig et eneste Minut.
Men det var en besynderlig, uroblandet Længsel, som tilskyndede ham
til at opsøge hende og give sig sin Skæbne i Vold. Og saa maatte det
forestaaende Møde afgjøre den for ham.

Han lod sig lede af denne Tilskyndelse og fulgte Vejen, der førte
gjennem Klitterne ned til Stranden. Han var pludselig bleven angst
for ikke at træffe hende. Det var, som om al den Tvivl, der havde
pint ham den foregaaende Aften, paa én Gang bortvejredes. Den Tanke,
at han virkelig elskede hende, vandt mere og mere Magt over ham.

Han kom ned til Stranden. Solen var brudt frem gjennem den lette
Morgentaage, og Havet laa udbredt foran ham som en glitrende,
spejlklar Flade. Et Par Karle oppe fra Hotellet var i Færd med at
trække en Badevogn ud i Søen. Ellers var der intet Menneske at se.

Skulde hun være vendt tilbage ad en anden Vej? Vilde hun maaske
allerede være rejst, naar han kom tilbage til Gjæstgivergaarden?
Enhver Tvivl var vegen fra ham; han var sig kun en eneste Følelse
bevidst: en hed Attraa efter at træffe hende.

Men nede ved Stranden var hun ikke. Saa gik han atter tilbage til
Klitterne og klavrede op paa en af de højeste af dem for at se ud
over Omgivelserne. Men de eneste menneskelige Væsener, han kunde
faa Øje paa, var endnu bestandig de to Hotelkarle, der stod ude i
Havstokken og skruppede løs paa Badevognen.

Et halvthundrede Skridt fra ham, inde mellem Klitterne, laa
Badestedets Pavillon, fra hvis aabne Veranda der var en vid Udsigt ud
over Øen. Han og Minna havde i den sidste Tid ofte siddet deroppe og
passiaret.

Uden egentlig at have noget Haab om at finde hende der, gik Henning
hen til Pavillonen, men fandt Hoveddøren lukket. Manden, som drev et
lille Konditori paa Stedet, var endnu ikke kommen. Paa Bagsiden af
Huset var der imidlertid en Dør, der sjælden blev laaset af, og ad
denne Vej kom Henning ind.

I Restaurationsværelset heller ingen. Sandet, som fra Stranden blæste
ind ad Døre og Vinduer, laa tommetykt rundt omkring. I et Hjørne af
Værelset var der henslængt en halv Snes Croquetkugler og Stokke.
Skodderne sad endnu for nogle af Vinduerne. Det hele saa trist og
uryddeligt ud.

Henning gik fra Restaurationsværelset ud i Forstuen, hvorfra en
Vindeltrappe førte op til Verandaen. Denne løb rundt omkring Huset.
Han tøvede et Øjeblik, da han var kommen derop, for at se sig
omkring. Saa hørte han Lyden af Skridt paa den modsatte Side og blev
staaende.

Det var Minna. Hun fór let sammen, da hun saa ham, men ellers
røbede hun intet af den Forvirring, der havde overmandet hende den
foregaaende Aften. --

»Vilde De rejse bort, uden at der skulde vexles flere Ord mellem os?«
-- Henning mærkede, at hans Stemme ikke var saa rolig, som han gjærne
vilde gjøre den.

»Ja -- hvorfor skulde jeg ikke det?« Hun sagde det lidt sagte, men
uden kjendelig Bevægelse.

»Fordi det forekommer mig, at efter hvad der skete i Aftes, er De og
jeg komne til at staa paa en helt anden Fod med hinanden end før.«

»Det ved jeg ikke af ... Hvad skete der? Intet, slet intet.«

»Jo, Minna; De ved det ligesaa godt som jeg. Indtil i Gaar omgikkes
vi hinanden som et Par gode Venner, maaske uden at gjøre os nogen
Tanke om, at det nogensinde kunde blive anderledes. Og saa, ved et af
disse uforklarlige Tilfælde, som Skæbnen undertiden sender os, uden
at vi forstaar, hvorledes det kommer -- saa ... ja, nægt det ikke,
Minna -- saa gik det paa én Gang op for os, at vi holdt af hinanden
paa en helt anden Maade, end vi hidtil havde troet.«

»Nej, nej, De tager fejl. De kjender mig slet ikke ... Jeg er
lunefuld og undertiden saa let til at blive bevæget. Det er det
hele.«

Hun talte denne Gang hurtigt og afbrudt; det lød, som om hun kæmpede
med en hemmelig Uro.

»Tro mig«, sagde Henning alvorlig, »jeg taler ikke letsindig til Dem.
Siden i Gaar har jeg nøje prøvet mig selv. Der var Øjeblikke iblandt,
hvor jeg selv saa vort Forhold i et underlig uklart Lys, ja, hvor
jeg maaske endogsaa tvivlede baade om Deres og mine egne Følelser.
Men da jeg hørte, at De vilde rejse uden at sige mig Farvel, og jeg
kom til at tænke paa, at vi skulde skilles for maaske ikke at mødes
oftere, saa droges jeg saa uimodstaaelig til Dem, at jeg kun var mig
en eneste Tanke bevidst -- den at skynde mig til Dem.«

Minna havde sat sig paa en af de lave Bænke, der stod paa Verandaen.
Hun havde bøjet Hovedet halvt ned, hvad enten det var for at undgaa
hans Blik eller for at værge sig mod Solstraalerne, der faldt lige
paa hende og lagde en gylden Glans over hendes Haar. Barmen hævede og
sænkede sig heftigt under hendes mørke, tæt sluttende Kjole.

»De ved godt, Minna, at De kan stole paa mig«. -- Han talte sig mere
og mere varm, jo længere han betragtede hende. -- »Vi har rigtignok
kun i kort Tid kjendt hinanden, men synes De ikke selv, at det var,
som om vi lige strax blev gode Venner? Og hvor mange Gange i denne
Tid har vi ikke talt frit og aabenhjærtig sammen? -- Minna -- nu
begriber jeg ikke, at jeg ikke for længe siden har anet, hvad det
var, jeg følte for Dem -- at jeg elskede Dem; hører De, Minna,
elskede Dem af hele min Sjæl ...«

Han havde lagt sig paa Knæ foran hende og slynget sine Arme om hendes
Liv. Hun gjorde ingen Modstand, men blev siddende i samme Stilling
som før uden at svare ham.

»Minna -- svar mig -- vil du tilstaa, at du har mig kjær?«

»Jeg ved det ikke ...« Svaret kom langsomt og nølende, men med en
Betoning, der godt kunde betyde det modsatte af Ordene. Og med det
samme saa hun paa ham med en stærk Rødme paa de runde, friske Kinder.

»Jo, _nu_ ved du det, Minna. Du røbede dig i Aftes, men før den Tid
gik baade du og jeg i Blinde. Du vil gjøre mig saa lykkelig ved at
sige det!«

»Ja ... jeg tror, jeg holder af Dem ...«

Hun bøjede Hovedet endnu længere ned og sagde det ganske sagte --
med et Udtryk af Barnlighed, parret med kvindelig Undseelse, der
gav hende en bedaarende Ynde. Han drog hende heftig ind til sig
og trykkede sin Mund mod hendes fugtige, halvt aabne Læber. Men
pludselig rev hun sig løs og vendte Hovedet bort. -- »Saa, ikke
mere«, mumlede hun. --

Arm i Arm fulgtes de tilbage ad Vejen mellem Klitterne. Hans Ansigt
straalede lyksaligt, medens han udkastede sine Fremtidsplaner for
hende, og hun gik villig ind paa dem allesammen. I sin underordnede
Stilling ved Theatret skulde hun ikke blive. Han ønskede det ikke,
og selv brød hun sig heller ikke derom; hun havde dog ingen rigtig
Tro paa, at hun kunde blive Kunstnerinde. Naar han om nogle Dage kom
til Kjøbenhavn, skulde deres Forlovelse deklareres. Og de vilde holde
Bryllup saa snart som muligt.

Heller ikke mod det sidste Forslag gjorde Minna nogen Indvending. --

       *       *       *       *       *

Dagen efter Hennings pludselige Forlovelse modtog hans gode Ven, Hans
Frederik, følgende Brev:

    »Kjære, gamle Ven!

 Før du begynder paa Læsningen af denne Epistel, vil jeg bede
 dig om at være forberedt paa en stor Overraskelse. Gjør dig det
 derfor endelig mageligt. Tag din Slobrok paa, sæt dig hen i
 Lænestolen foran Skrivebordet, og har du Støvler paa, der trykker
 dig, saa ifør dig for Guds Skyld dine Morgensko. Tænd saa din
 Pibe og bevar fremfor alt din Sindsro!

 Husk paa, at jeg vil ikke vide noget af din saakaldte stringente
 Logik og endnu mindre dine Citater; og jeg bryder mig aldeles
 ikke om din bekjendte Livsfilosofi, der gaar ud fra lutter tørre
 Fornuftslutninger.

 Saa! -- Er du nu parat; saa kan jeg begynde.

 For fem Uger og fem Dage siden kom jeg, som du ved, herover til
 den lille idylliske Ø i Vesterhavet. Du ved ogsaa, hvor fornuftig
 jeg var bleven i den sidste Tid -- naa, det har jeg vistnok i
 Grunden altid været, paa nogle faa letsindige Øjeblikke nær.

 Jeg tog fat paa mit Arbejde med en Lyst og Glæde, der
 tilfredsstillede mig selv i allerhøjeste Grad. Jeg var netop
 saadant et Jærnmenneske af Flid og Alvor, som jeg havde lovet dig
 at blive. Badegjæsternes Selskabelighed og Adspredelser fristede
 mig ikke til at forlade mine Studier og Modeller. Selv ikke en
 lille nydelig Franskmandindes Koketteri anfægtede mig i mindste
 Maade, skjønt du altid har beskyldt mig for at være modtagelig i
 en betænkelig Grad for sligt kvindeligt Trylleri. Kort sagt, jeg
 havde kun Tanke for mine Billeder og befandt mig overmaade vel
 derved.

 Saa skete det. -- Jeg gjorde hendes Bekjendtskab for akkurat en
 Maaned siden. Jeg fattede strax Sympathi for hende, og vi blev
 saa gode Venner, som om vi havde kjendt hinanden i flere Aar. Men
 først i Gaar opdagede vi, at den lille vingede Gud ikke ustraffet
 havde ladet os gaa i den trygge Indbildning, at det kun var
 Venskabets Baand, der havde knyttet os -- en nittenaarig Pige og
 en fire og tyveaarig Mand -- saa hurtig til hinanden. I Gaar kom
 det til en Forklaring mellem os; i Dag er jeg forlovet. Ja, det
 skete som i en Rus -- Stop! Der brugte jeg et uheldigt Ord, som
 vil give dig Vaaben i Hænde mod mig.

 Du vil sige, at jeg har handlet i Blinde; at jeg har baaret mig
 letsindig -- vanvittig ad: at forlove mig med en Pige, som jeg
 kun har kjendt i 1, siger og skriver én Maaned, lig med fire
 Uger, en og tredive Dage, syv hundrede og fireogfyrretyve Timer
 eller fireogfyrretyve Tusinde, sex hundrede og fyrretyve Minutter!

 Javist, det ved jeg altsammen paa Forhaand. Der var ogsaa en
 alvorlig Stund, hvor jeg nøje overvejede det Skridt, jeg gjorde;
 hvor jeg hengav mig til allehaande smaalige Betænkeligheder. Men
 da jeg atter traf hende, før det var kommet til en Afgjørelse
 mellem os, da fik jeg fuld Klarhed paa mig selv, og jeg tvivlede
 ikke længer. Kom derfor ikke med dine irriterende Indvendinger,
 med al din vindtørre Fornuft; jeg vil ikke høre derpaa. Jeg
 har ladet Skæbnen raade for mig, og jeg giver mig trygt i dens
 Vold. Tror du maaske, man opnaar en bedre Garanti for sin
 Fremtidslykke, fordi man har kjendt en ung Pige i et, to eller,
 om du vil, tre Aar, før man tager den store Beslutning og frier
 til hende? Nej, i Forlovelsestiden, eller maaske egentlig først i
 Ægteskabet, lærer man rigtig hinanden at kjende; og Guderne maa
 da raade for, om ens Valg skal blive til Held eller til Ulykke
 for hele ens Liv. --

 Ja, som i en Rus har jeg handlet; det kan du maaske have Ret i.
 Men nu, da Skridtet er gjort, føler jeg mig let og frejdig til
 Mode. Hun er sand og ukunstlet i hele sit Væsen, og der er noget
 uberørt over hende, som jeg ikke har truffet hos mange unge
 Piger. Hun har hengivet sig saa tillidsfuldt til mig, at jeg
 skulde ske en Skam, hvis jeg ikke blev hende en god Mand. Noget
 er der maaske nok at rette i hendes Karakter; hun har, saa vidt
 jeg kan skjønne, levet i et daarligt Hjem, men hun er saa ung
 endnu, saa barnlig og saa let at paavirke, at det vel skal lykkes
 mig at faa noget fuldkomment ud af hende. -- Jeg ved meget godt,
 at du vil indvende, at ogsaa jeg er let at paavirke baade til det
 gode og det slette, men dine skeptiske Betragtninger skræmmer mig
 ikke. Glem ikke, at her bliver jeg den styrende og raadende, og
 nægt ikke, at du maa erkjende, at trods mit »bløde Gemyt«, som
 du tit nok har drillet mig med, har jeg dog víst, at jeg har en
 Vilje, naar det gjælder et Maal, som fuldt ud kan optage mig. Og
 det vil Minna gjøre -- Minna i Forening med min Kunst.

 Men det er sandt. Du maa jo kjende hende. Hun har i et Aarstid
 været ansat i Koret ovre hos eder. Og læg vel Mærke dertil:
 hun opgiver uden Betænkning sin Stilling ved Theatret. Maa ikke
 alene det overtyde dig om, at der er noget helstøbt i hendes
 Karakter, noget, der tyder paa, at Guderne har styret mit Valg,
 hvor overilet det end kan se ud i det første Øjeblik. Tænk dig
 denne Forskjel mellem hende og andre unge Piger, som først en
 Gang har faaet Theaternykker i Hovedet! Kun saare faa af dem
 bliver Kunstnerinder eller blot brugelige Skuespillerinder; men
 allesammen -- om det saa er den mest umulige Statist- eller
 Figurantinde -- plejer de at anse sig selv for store Talenter
 og opgav hellere alt andet, end de veg fra de kjære Brædder.
 Men ser du, hun har Kritik nok til at tvivle om Muligheden af
 at blive noget virkeligt; hun undser sig ved at være slet og
 ret »Koristinde«, og derfor vil hun hellere end gjærne forlade
 Theatret. Derom talte vi allerede længe før vor Forlovelse. Vil
 du indrømme, at dette tyder paa Forstand og Selvfølelse?

 Du mærker nok, at jeg nu taler alvorlig og fornuftig. Rusen er
 ikke saa vild, som du maaske kunde være tilbøjelig til at antage.
 Jeg tror paa hende, og jeg tror paa mig selv, og vil de brave,
 gamle Guder gjøre Resten, saa synes der mig at ligge en lys og
 smuk Fremtid for os.

 Og nu nok for denne Gang. Jeg vilde meddele dig dette skriftlig,
 før vi taltes ved i Kjøbenhavn. Jeg kjender din Skepticisme, din
 ringe Tro paa ægteskabelig Lykke overhovedet. Og du forstaar,
 gamle Ven, at en nyforlovet Mands Stemning ikke er modtagelig
 blot for den svageste Antydning af slige Tvivl, der kun gror og
 trives i en Pebersvends forstokkede Hjærne. -- Gid du, min brave
 Hans Frederik, aldrig maa ende som saadan.

 Vi ses om nogle Dage. Indtil da

                                              Din hengivne
                                               Henning Bentsen.«




V.


Forhenværende Grosserer, nuværende Kommissionær og Handelsagent Peter
Thorsen beboede med sin Kone og Datter en beskeden lille Lejlighed i
den gamle Del af Byen. Det var en skummel og snæver Gade, hvor der
ikke kom synderligt Lys og Luft til Husenes øverst liggende Etager,
langt mindre til Stuen og første Sal.

Fru Thorsen holdt imidlertid fast ved at bo i Stueetagen, dels fordi
hun efter eget Sigende ikke kunde taale de mange Trapper, dels fordi
hun her havde saadan en dejlig Udsigt til alle de forbigaaende,
der passerede lige under hendes Vinduer. En Gade med en hel Mængde
Godtkjøbsbutiker og stærk Færdsel, selv om denne fornemlig kun bestod
af Sælgekonerne med deres Fisk- og Frugtvogne, var i hendes Øjne
Idealet af tiltalende Omgivelser.

Det havde været en slem kjedsommelig Tid for den gode Kone at maatte
tilbringe en hel Maaned ovre hos sin Svoger, Gjæstgiveren paa Fanø,
men til Gjengjæld kunde hun rigtignok nu fortælle sine Bekjendte,
at hun og hendes Datter havde brugt Vesterhavsbadene den Sommer. Og
saa var der ogsaa den hemmelige Omstændighed at tage i Betragtning,
at det i Sommertiden plejede at være smaat med Thorsens Fortjeneste,
og det hjalp betydeligt paa Husholdningen, naar hun og Datteren var
borte. Hendes Mand fik klare sig, saa godt han kunde. Han havde
saamænd ikke været for godt vant de sidste Aar.

Peter Thorsen var en stræbsom og inderlig godmodig Mand, men han var
ikke noget stort Handelsgeni. Efter sin Fader havde han arvet en god
Forretning, men mislykkede Spekulationer i Forening med hans Kones
daarlige Husholdning havde Aar for Aar arbejdet ham hen imod den
Fallit, der tilsidst gjorde Ende paa, hvad Fru Thorsen kaldte deres
Velmagtsdage.

Disse Velmagtsdage laa forøvrigt allerede en halv Snes Aar tilbage.
Siden den Tid havde gamle Thorsen kummerlig nok ernæret sig og sin
Familie som en Slags Agent eller Kommissionær. Det vil sige, han
gik omkring med Vareprøver fra de store Grosserere til de smaa
Detailhandlere. Saa førte han ogsaa Bøger for en Fabrik, der laa en
halv Mils Vej ude ad Vesterkanten. Der gik han ud hver Aften, efter
at han hele Dagen havde travet omkring til Byens Handlende.

Naar han saa kom hjem, dødtræt og ofte -- i daarligt Vejr -- vaad
og forfrossen, fandt han gjærne sin Aftensmad ude paa Køkkenbordet,
Ilden i Kakkelovnen slukket, sin Datter optagen af hendes Pligter
ved Theatret og sin kjære Ægtehalvdel i Besøg hos en eller anden god
Veninde.

Men han var bleven vant dertil og knurrede aldrig. Han var i det hele
et grumme fredsommeligt Menneske. Naar Fru Thorsen var vred og talte
i høje Toner om al den Uret, hun mente, at Verden og især hendes Mand
havde begaaet mod hende, saa sagde han blot i sin blideste Tone --
hvis han overhovedet tillod sig at sige noget:

»Du skulde ikke forivre dig, lille Tine!«

Og til Gjengjæld fik han af sin kjære Kone et sønderknusende Blik og
hele Begrædelsens Bog repeteret om igjen. Men alt det var han saa
inderlig vant til.

Minna tog sjælden Parti hverken for Faderen eller Moderen. Dog holdt
hun sig mest til den sidste, skjønt det ingenlunde skortede paa smaa
Uoverensstemmelser, der undertiden gav Anledning til mindre kjærlige
Optrin mellem dem.

Fru Thorsen satte imidlertid paa sin Manér Pris paa sin Datter,
maaske ikke mindst fordi denne var en smuk og statelig Pige, der
repræsenterede hendes eneste Udsigt til igjen at komme paa den grønne
Gren. Hun havde en egen snu Maade at smigre Minnas Forfængelighed
paa, hvorved hun bevarede en vis Indflydelse over hende.

Minna var vel ikke helt blind for, at hendes Fader kun blev maadelig
behandlet, men saaledes havde det været al den Tid, hun kunde huske
tilbage, og det havde sløvet hendes Blik for, hvor hæsligt Forholdet
egentlig var. Faderen var kun til for at skaffe det fornødne til
Husholdningen. Det var hans ufravigelige Pligt; iøvrigt kunde man
godt lade, som om han slet ikke existerede, og behøvede i alt Fald
ikke at tage noget som helst Hensyn til ham.

Dette var en Theori, som Fru Thorsen havde slaaet urokkelig fast
i sit Ægteskabs Praxis, og i al Stilhed øvede den sin skadelige
Virkning ogsaa paa Minna. Det var halvt ubevidst og i Grunden uden at
tænke noget ondt derved, at hun med Moderens Exempel for Øje havde
tilegnet sig noget af den samme Hensynsløshed i sin Adfærd overfor
sin Fader.

Smaa Forhold og især den Art Fattigdom, der paa en opstyltet Maade
giver sig Mine af Velstand, kan desuden have en egen demoraliserende
Indflydelse paa et Hjem. Den avler Bitterhed i Sindet og udvikler paa
én Gang Egennytte og Mistillid, som der skal særlig gode Naturer til
at modstaa. Minna var oprindelig et sundt Gemyt med mange gode Anlæg,
men de Forhold, hvorunder hun var opvoxet, havde ligesom hæmmet
hendes aandelige og moralske Væxt. --

Hvis man nogle Dage efter den pludselige Forlovelse vilde have spurgt
hende, om hun var fuldkommen lykkelig over, hvad der var sket, vilde
hun maaske have havt vanskeligt ved at give et fuldt ud oprigtigt
Svar.

I ét Punkt var Minna en Modsætning til de fleste unge Piger i hendes
Alder og Stilling. Hun var mærkelig uberørt af alle Forestillinger om
Kjærlighed og Elskov. _Det_, at hun saa pludselig havde bundet sig
til en Mand, havde paa én Gang noget ubevidst tillokkende og noget
skræmmende for hende.

Den første Følelse, hun havde været sig bevidst at nære for Henning,
var en vis tillidsfuld Tryghed i hans Nærhed. Hans aabne, ærlige
Ligefremhed havde vakt hendes Fortrolighed. Han forekom hende
strax som en god gammel Bekjendt, der mente hende det vel, og hans
øjensynlige Deltagelse for hende vakte de blidere Følelser, der
ligger paa Bunden af ethvert Kvindehjærte.

Saa var det pludselig, at der havde gjort sig et erotisk Moment
gjældende i deres Forhold. Det kom saa uventet og fik en mærkelig,
betagende Magt over hende. Efter det første Kys, han havde trykket
paa hendes Mund, var det, som om hendes Sind paa én Gang blev helt
optaget af ham. Og dog var der en besynderlig Uro forbunden med denne
Følelse. Der var Øjeblikke, hvor hun ønskede, at det hele var en
Drøm, men strax efter kunde der saa paakomme hende en heftig Angst
for, at han ikke skulde have ment det alvorlig -- kun givet efter for
et Øjebliks Stemning, og at han maaske slet ikke vilde komme, som han
havde lovet.

Hun havde ikke kunnet modstaa Fristelsen til at fortælle sin Moder,
hvad der var sket. Fru Thorsen fik i den Anledning umaadelig travlt.
Gamle Thorsen blev sendt ud for at skaffe Penge. Der maatte pyntes
op i Huset. I alt Fald nogle ny Skilderier paa de snavsede Tapeter
og nyt Betræk paa Stole og Sofa. Fru Thorsen maatte ogsaa have sin
Silkekjole repareret, og man maatte sørge for at have Penge i Huset
til en fin Frokost, naar den ny Svigersøn kom. Han kunde komme, hvad
Øjeblik det skulde være.

Gamle Thorsen traskede omkring til sine Principaler og fik skrabet
sammen en lille Sum, som han afleverede til sin Ægtemage, og Fru
Thorsen fik nu nok at gjøre med at arrangere al Ting. Svigersønnen
skulde i det mindste kunne mærke, at han kom til Folk, der havde
bevaret en Afglands af svundne Dages Herlighed.

Minna tog med en vis Nervøsitet Del i disse Forberedelser. Det pinte
hende lidt, at han skulde se, hvor fattigt de havde det. Men paa den
anden Side var hun fornuftig nok til at sige sig selv, at det var en
Taabelighed at tænke derpaa. Hun vidste jo, at han kun holdt af hende
for hendes egen Skyld, og hun blev sikkert ikke ringere i hans Øjne,
fordi han traf hende i et fattigt Hjem.

Om Lørdagen -- det var tre Dage efter, at hun og hendes Moder var
vendte tilbage til Byen -- kom der Brev fra ham. Det indeholdt blot
et Par Linier:

    »Min egen, lille Kjæreste!

 I Morgen Formiddag har du mig hos dig. Jeg bringer to smaa gyldne
 Lænker med mig. Maatte de være smedede som et uopløseligt Baand
 om vor fremtidige Lykke!

                                                   Din Henning.«

Det var det første Kjærlighedsbrev, Minna havde modtaget. Hun
læste det utallige Gange. Hun viste det ogsaa -- med en Slags
barnagtig Vigtighed -- til sin Moder, hvilket hun dog ikke havde
stor Fornøjelse af, thi Fru Thorsen blev meget opbragt over, at hun
ikke med et eneste Ord var nævnt i Brevet. Det var temmelig simpelt,
syntes hun.

Der udspandt sig i den Anledning mellem Minna og hendes Moder en
lille Disput, som just ikke udmærkede sig ved den hensynsfuldeste
Form paa nogen af Siderne. Dersom Henning havde været Vidne dertil,
vilde han billigvis være bleven noget forbavset over de skrappe
Udtryk, hans Kjæreste havde til sin Raadighed, naar hun blev hidsig.

Der var imidlertid ikke lang Tid til at skjændes, thi den lille
Scene foregik Søndag Morgen, og Henning havde jo skrevet, at han
kom om Formiddagen. Saa traf Fru Thorsen de sidste Forberedelser
til Frokosten. Det vil sige, hun gik op til Værten paa første Sal
og laante Tallerkener, Servietter, Knive og Gafler, Glas, Plat de
Menage osv. -- altsammen Gjenstande, der ikke kunde undværes ved en
præsentabel Frokost, men som hendes eget Hus kun var forsynet med
efter en meget mangelfuld Maalestok.

Da dette vigtige Hverv var besørget, og Frokostbordet var dækket
i det tilstødende Værelse -- Lejligheden bestod af tre Værelser,
hvoraf det ene var et +terra incognita+ for uvedkommende -- satte Fru
Thorsen sig ved Vinduet med en Bog i Haanden og iført en falmet blaa
Silkekjole, der stod i et Slags korresponderende Forhold til Stuens
lige saa falmede og forlorne Udstyrelse.

Gamle Thorsen var bleven sendt bort. Hans Klæder var for Tiden
altfor fedtede og slidte -- havde hans Kone erklæret -- til at han
kunde præsentere sig ved en saa højtidelig Lejlighed. Thorsen var
fremkommen med den beskedne Paastand, at det dog var rimeligt, at han
var til Stede, naar Svigersønnen kom. Den unge Mand maatte vistnok
finde det paafaldende, om han ikke var nærværende ved en saa vigtig
Familiebegivenhed.

Det var den længste og ivrigste Tale, Thorsen havde holdt i mange
Aar, men den hjalp ham ikke. Naar han satte saa megen Pris paa at
hævde sin Faderværdighed, sagde Fru Thorsen spydig, saa skulde han i
Tide have sørget for at skaffe sig en respektabel Paaklædning; men
hun vilde ikke prostitueres af hans lurvede Udseende. Med Hensyn til
hans Fraværelse skulde hun nok finde paa en passende Forklaring.

Gamle Thorsen gik ud tidlig om Morgenen, men han var saa benauet,
som selv ikke de haardeste daglige Gjenvordigheder kunde have gjort
ham. Han saa' saa underlig fortabt ud, da han gav Minna Haanden og
sagde:

»Ja, din Fa'er ønsker dig til Lykke, mit Barn!«

Minna vilde have holdt ham tilbage, men i det samme kaldte hendes
Moder paa hende, og da hun atter kom ind i den anden Stue, var hendes
Fader gaaet. --

Minna havde en sort, ulden Kjole paa, der sluttede tæt om hendes
velformede Skikkelse. I Brystet havde hun fæstet en hvid Rose. Hendes
svære, blonde Haar laa som sædvanlig i en enkelt tyk Flætning ned ad
Nakken.

Hun lukkede selv op, da han bankede paa. Der var ligesom et Øjebliks
Forlegenhed paa begge Sider, men saa tog han hendes Haand mellem sine
og sagde:

»Hvor jeg har længtes efter dig, Minna!«

Og hun svarede med taalelig Anstand:

»Velkommen, Henning!«

Hun forekom ham smukkere end før, som hun stod der, saa høj og rank,
i den lave, falmede Stue.

De var alene, thi Minnas Moder havde meget mod sin Vilje set sig
nødsaget til at gaa ud i Køkkenet i Husholdningsanliggender. Men
da det første Øjebliks Bevægelse var overstaaet, talte de ganske
fornøjeligt og utvungent med hinanden som nyforlovede Folk, indtil
Fru Thorsen kom ind og udgød i en bevæget Ordstrøm sin Forbavselse
over den uventede Forlovelse, sin Glæde over at faa en saadan
Svigersøn, sin inderlige Overbevisning om, at han vilde gjøre
hendes Minna lykkelig, og endelig en Mængde Undskyldninger for den
Forstyrrelse, hvori han traf hende, men deres Pige var netop skiftet
i disse Dage (det var rigtignok mindst ti Aar siden, de havde holdt
Pige) og nu maatte hun selv tage Del i Husholdningen, hvad hun aldrig
havde været vant til.

Henning var for optagen af Minna til at lægge synderlig Mærke til sin
tilkommende Svigermamas forlorne Fornemhed. Hvad kom den i Grunden
ogsaa ham ved? Naar blot Minna var en brav Pige, kunde alt det andet
være ham temmelig ligegyldigt. --

De nyforlovedes første Dag -- denne mærkelige Dag med alle dens
Tillokkelser, dens forunderlige Blanding af halv Fortrolighed og halv
Forlegenhed -- gik overmaade godt.

Kun en enkelt Mislyd havde der været, men den havde nærmest ramt Fru
Thorsen.

Ved Slutningen af Frokosten havde Værtens lille Søn indfundet sig med
den Besked, at han skulde hilse og sige fra sin Fa'er, at nu skulde
de spise til Middag, og saa skulde de selv bruge de »Tallerkninger«,
som Madamen havde laant.

Drengen bragte denne Besked saa lydelig, at den kunde høres gjennem
den halvt aabne Dør. Men Herregud -- der var jo ikke noget ondt deri.

Det var kun saa uheldigt, at Fru Thorsen et Par Minutter i Forvejen
havde gjort en Undskyldning for det tarvelige Service, som hun med et
fint, vemodigt Smil havde kaldt tarvelige Rester af deres tidligere
Velstand. --




VI.


De havde været forlovede i fire Maaneder. --

Det havde været en underlig urolig Tid for Henning. Ikke saaledes
at forstaa, at han nogen Gang havde fortrudt det Skridt, han havde
gjort; tværtimod blev han mer og mer optagen af Minna, for hver Dag
der gik. Men han følte aldrig nogen ublandet Tilfredshed, naar han
var hos hende.

I Begyndelsen af deres Forlovelsestid havde hun været mærkelig
tilbageholdende. De mange Kys og Kjærtegn, som unge forlovede plejer
at ødsle paa hinanden, syntes ikke at have nogen Tillokkelse for
hende; de lod snarere til at skræmme hende.

Denne Tilbageholdenhed, der ikke havde det mindste at gjøre med
beregnende Koketteri, øvede en æggende Virkning paa ham. Hans Længsel
efter, at hun skulde blive hans, hidsedes mere og mere, og den
opfyldte ham efterhaanden saa fuldstændig, at han i Grunden slet ikke
havde nogen klar Tanke tilovers for Sagernes Stilling.

Hun var begyndt at vise sig lunefuld mod ham. Hun kunde den ene Dag
være god og venlig og den næste støde ham fra sig med en næsten
fornærmende Kulde og Vrantenhed. Til andre Tider kunde han træffe
hende i Graad, uden at det var ham muligt at faa hende til at sige,
hvad der bedrøvede hende. --

En Gang faldt det ham ind, om hun maaske fortrød, at hun havde
opgivet Theatret, og muligvis savnede sine Omgangsfæller der. Han
spurgte hende derom og bad hende give et oprigtigt Svar, men hun
sagde, at det var slet ikke derfor, hun græd. »Det var bare hendes
Sind, der var saadant; han skulde ikke bryde sig derom.«

Men trods alle de smaa Disharmonier, som fremkaldtes af Minnas
Lunefuldhed, fik det Forhold, hvori han var kommen, en voxende Magt
over ham. En stor Del af sin Tid tilbragte han sammen med Minna; sine
Kammerater havde han helt opgivet. Skjønt hun ofte var i daarligt
Lune, medens han var hos hende, vilde hun dog ikke undvære ham.
En eneste Gang havde han skrevet til hende, at han ikke kom som
sædvanlig om Eftermiddagen; han var uventet bleven bedt ud. Men da
han traf Minna den næste Dag, var hun saa forgrædt og ulykkelig, at
han højtidelig lovede hende, at hun og ingen anden for Fremtiden
skulde have al den Fritid, han kunde raade over. --

Der var gaaet en Maaned af deres Forlovelsestid, før han havde
forestillet hende for sin Fader. Det var egentlig tilfældigt, at det
havde varet saa længe. Det var blevet opsat fra Dag til Dag.

Saa var de endelig en Formiddag gaaede ud til Hennings Hjem i
Villakvarteret, og Minna havde ved det første Bekjendtskab syntes
ganske godt om gamle Bentsen. Naar denne ikke havde en af sine mørke
Perioder, hvor han gav efter for sin slemme Tilbøjelighed, kunde han
endnu gjøre et ret fordelagtigt Indtryk, saa man næppe skulde tro,
hvor sørgelig det var gaaet ham i Verden.

Minna tog strax hans Hjærte med Storm, skjønt hun som sædvanlig
overfor fremmede var tavs og tilbageholdende. For Resten vilde han
have syntes godt om en hvilken som helst ung Pige, Henning havde
forestillet ham som hans tilkommende Svigerdatter. Han havde i saa
mange Aar støttet sig til sin Søn og set op til ham, at han ganske
naturlig fandt alt, hvad Henning foretog sig, saare vel gjort.

»Tag ham bare ikke helt fra mig«, sagde han til Minna med en vis
Blanding af Spøg og Alvor. »Det forstaar sig«, tilføjede han, »at han
skal tilhøre Dem helt og holdent. Det er ikke saa underligt, at han
foretrækker en smuk ung Pige fremfor sin gamle Døgenigt af en Fa'er,
men jeg mener blot, at De skal passe paa, at der bliver en lille
Plads tilovers for mig -- en lille Krog, hvor jeg kan sidde og glæde
mig over hans Lykke.«

En anden Gang -- nogle Maaneder senere, da Minna atter var ude hos
Henning -- kom gamle Bentsen nærmere ind paa dette Spørgsmaal. Han
lod sig forstaa med, om det ikke lod sig gjøre, at de kunde faa et
Værelse tilovers til ham, naar de blev gifte.

»Ja, det var maaske bedst, om I blev fri for at have saadan en gammel
Fyr i Huset«, sagde han til Minna, da de et Øjeblik var alene i
Stuen. »Det er vel ogsaa egenkjærligt af mig at tale til Dem derom,
men naar De blot vidste, Minna, hvor daarlig jeg kan undvære den
Dreng! Han er den eneste, der endnu holder mig oppe og saa nogenlunde
forsoner mig med Livet. For det er snavs med mig. Det ved De maaske
intet af; _han_ har naturligvis ikke sagt Dem det, vel ...?«

Minna rystede paa Hovedet.

»Naa, det er ogsaa lige meget, men De skal vide, at han har gjort
langt mere for mig, end jeg har fortjent af ham. Jeg har været en
daarlig Fader, har jeg, og nu duer jeg til ingen Ting mere; men Skam
skal han aldrig faa af mig, saa flink og dygtig han selv er.«

Da Henning fulgte Minna ind til Byen samme Aften, som denne Samtale
havde fundet Sted, var hun vranten og ordknap paa hele Hjemvejen.
Henning prøvede paa at tale om alle mulige Gjenstande, som han troede
kunde more hende, men hun gav kun Enstavelsesord til Svar. Hendes
Lunefuldhed pinte ham, og dog kunde han ikke blive rigtig vred paa
hende. Han tog det altsammen for Barnagtighed og trøstede sig med, at
det sikkert vilde blive anderledes, naar de først blev gifte.

Denne Aften var hun imidlertid mere umedgjørlig, end hun hidtil
havde víst sig, og for første Gang var han nær ved at tabe
Taalmodigheden. Den sidste Del af Vejen tilbagelagde de i haardnakket
Tavshed paa begge Sider.

Da de kom til Minnas Hjem, fulgte han som sædvanlig op med hende.
Hun ringede paa, men da ingen lukkede op, aabnede hun Døren med sin
egen Nøgle og traadte ind i den mørke Lejlighed, ledsaget af Henning.
Hendes Forældre var ude, og Henning vilde derfor blive, til hun havde
tændt Lys.

Hun gik ud i Køkkenet efter Tændstikker og gav sig derpaa til at
søge efter Lampen, der sjælden stod paa det samme Sted, men da hun
ikke strax kunde finde den, satte hun sig med Overtøjet paa hen ved
Vinduet -- altsammen i dyb Tavshed.

Henning blev staaende midt paa Gulvet, ligesom noget betuttet over
dette mer end almindelig slette Lune.

Et Øjeblik tænkte han paa at gaa sin Vej uden noget nyt Forsøg paa
Tilnærmelse. Det gik dog ikke an, at han hver Gang gav efter. -- Men
hun saa' trods sin Uartighed -- Henning kunde i Øjeblikket ikke finde
nogen bedre Betegnelse -- saa fristende sød ud, som hun sad der ved
Vinduet, medens Skæret fra Gaslygten udenfor faldt lige paa hendes
lyse Haar og den let blussende Kind, der tegnede sig i Former saa
bløde og runde som et Barns.

Han gik hen til hende.

»Hvad er der i Vejen, Minna?«

Hun svarede ikke. Saa gjentog han Spørgsmaalet.

»Sig mig, lille Minna, hvad der er i Vejen?«

»Ingen Ting!«

»Nu er du jo igjen den lille uartige Pige!« sagde han i en Tone, som
naar man taler til et stridigt Barn. »Husk paa, Minna, du skal snart
være en værdig Husmoder, saa kan det da ikke gaa an, at du vedbliver
at være saa barnagtig.«

»Jeg er slet ikke barnagtig«, udbrød hun heftig; »det er bare dig,
der kalder mig saadan«.

»Hvad andet skal jeg da kalde din Opførsel, Minna?« vedblev han mere
alvorlig. »Uden nogen som helst Grund kommer du i ondt Lune og bryder
dig ikke den mindste Smule om at beherske det.«

»Nej, jeg vil heller ikke beherske mig; jeg er nu en Gang saadan ...«

»Hør, Minna, lad os tale fornuftig sammen; jeg ved, du er en god
Pige, naar man blot har lidt Taalmodighed med dig ...«

»Aa, jeg forlanger slet ikke, at du skal have saa megen Taalmodighed
med mig. Du er altfor god. Lad mig blot sidde -- saa gaar det nok
over«.

»Nej, Minna, jeg vil have, at du skal tale fornuftig med mig. Sig mig
ærlig, hvad der er Grunden til, at du paa én Gang kunde blive i saa
ondt Humør?«

»Aa, jeg ved det ikke -- lad mig blot sidde i Ro.«

»Minna!«

Han lagde sin Haand paa hendes Skulder og saa paa hende med et
alvorligere og mere bebrejdende Blik, end han havde gjort nogensinde
før, naar der havde været Uenighed mellem dem.

»Naa, vil du endelig vide det?« -- hun fór heftig op af Stolen og
stod lige overfor ham -- »saa vil jeg blot sige dig, Henning, én Gang
for alle, at du maa vælge mellem ham og mig. Jeg vil ikke -- jeg vil
ikke have din Fader i Huset, naar vi bliver gifte!«

Henning traadte et Skridt tilbage og saa forundret paa hende. Det
var ikke saa meget Ordene som den Tone, hvori hun udstødte dem, der
saarede ham.

»Har min Fader rettet en saadan Anmodning til dig?« spurgte han.

»Aa ja, saa omtrent -- men jeg vil ikke, hører du«.

»Det skal du heller ikke« -- Henning talte rolig, med synlig Umage
for at beherske sig -- »men du kunde nok have sagt det paa en lidt
hensynsfuldere Maade. Før troede jeg kun, at du var barnagtig og
lunefuld, men i Aften er jeg næsten bange for at have opdaget, at du
kan være ond. Du har bedrøvet mig mere, end du tror.«

Han gik hen for at tage sin Hat, som han havde lagt fra sig paa
Bordet. Hun gjorde ikke Mine til at holde ham tilbage, men kastede
sig ned paa Stolen og udbrød i en krampagtig Hulken.

»Ja, ja, sig det kun, at jeg er ond; jeg ved det godt. Men jeg sagde
dig det jo. Aa, hvorfor lod du mig dog ikke være i Fred!«

Hun blev ved at hulke, medens han nærmede sig Døren. Endnu da han var
kommen ud paa Gangen, kunde han høre hendes Graad. Han blev staaende
saa længe, til han blev blød om Hjærtet. Og hun blev ved at græde
derinde. Nu fortrød hun vist allerede, hvad hun havde sagt. Aa, --
naar alt kom til alt, var hun jo kun et stort Barn; det var vistnok
forkert at tage hende med Haardhed. Han tøvede et Øjeblik endnu, men
saa kunde han ikke staa imod længere. Han lagde atter Haanden paa
Laasen og traadte ind.

Minna sad i samme Stilling som før med Ansigtet badet i Graad.
Henning gik hen til hende og lagde kjærtegnende sin Haand paa hendes
Hoved.

»Minna«, sagde han alvorlig, »vær nu fornuftig. Du plager til ingen
Nytte baade dig selv og mig. Ikke sandt, jeg ved godt, at du ikke
mente noget ondt med de stygge Ord, du sagde før? Jeg kunde ikke
længere være vred paa dig«.

Men Minna vilde endnu ikke se op paa ham.

»Du fortryder det -- gjør du ikke, Minna? Jeg kan ikke tro andet, thi
jeg vil saa gjærne være rigtig glad og lykkelig ved dig«.

Denne Gang saa hun op og slog saa pludselig begge sine Arme om hans
Hals.

»Aa -- du er altfor god til mig, Henning«, mumlede hun mellem
Graaden. »Men jeg kan ikke gjøre for, at jeg bliver saa ond og
hidsig. Jeg vil blot have dig ganske for mig selv, hører du, slet
ingen maa have nogen Del i dig!«

Trods Situationens Alvor kunde Henning ikke lade være at smile over
denne pludselige Overgang. Hun havde desuden aldrig før hengivet
sig saa ømt til ham, og hendes Kjærtegn bortjog den sidste Rest af
Misstemning. Han satte sig ved Siden af hende, lagde sin Arm om
hendes Liv og kyssede Taarerne bort af hendes Kinder.

»Var det da virkelig Skinsyge, du lille Taabe?« hviskede han lige saa
glad, som han nylig havde været bekymret.

»Kald det, hvad du vil, Henning, men jeg kan ikke finde mig i, at du
holder af andre end mig.«

Paa hendes Ansigt vexlede et indtagende Minespil mellem Regnvejr og
Solskin. Henning drog hende pludselig heftig ind til sig og trykkede
hede Kys paa hendes Mund.

Hun gjorde ingen Modstand, men besvarede hans Kys -- for første
Gang i deres Forlovelsestid. Det var farlige Kys, paa én Gang saa
ængstelige og saa fulde af ubevidst Attraa. De gjorde ham svimmel,
fik ham næsten til at stønne af Angst.

Hun sad paa hans Skjød med Hovedet hvilende paa hans Skulder og saa'
paa ham med halvt lukkede Øjne, glad og tillidsfuldt som et Barn, der
ved, at man ikke længere er vred paa det.

»Jeg tror, jeg maa gaa, Minna«, sagde han.

»Aa nej, bliv lidt endnu, Henning«, svarede hun. »Bliv, til Mo'er
kommer hjem. Nu har vi det saa godt. Jeg synes, at jeg aldrig har
holdt saa meget af dig som i Aften, efter den stygge Scene, vi nylig
havde. Det er, ligesom jeg først nu var bleven rigtig forelsket i
dig. Jeg tror ikke, jeg mere kan nænne at være lunefuld mod dig. Og
du er heller ikke vred længere -- er du vel? Saa --« hun klyngede sig
tættere op til ham og hviskede de sidste Ord -- »saa maa du ogsaa
gjærne kysse mig, naar du vil være en god Dreng.«

Hans Sandser og Nerver, der var lige anspændte, kunde ikke holde
Stand længere. Naar alt kom til alt, var hun jo dog hans. En vild,
afsindig Lidenskab fik Magt over ham -- --

Men lige saa hurtig forandrede Udtrykket i Minnas Blik sig til Angst
og Vrede. Hun fór med et Spring op fra hans Skjød og stod oprejst
foran ham. --

»Gaa! Gaa!« -- Hun stødte Ordene kort og hæst frem.

Han var atter bleven ædru og krympede sig under det Blik, hvormed
hun saa paa ham. Men det varede kun nogle Sekunder; saa var det,
ligesom hun sank sammen, og hun udbrød i en hjærteskærende Hulken,
der smertede ham mere end hendes Vrede.

»Tilgiv mig -- tilgiv mig!« stammede han den ene Gang efter den anden.

Og da hun blev staaende ubevægelig paa det samme Sted, vilde han
nærme sig hende.

»Nej -- nej, rør mig ikke!« bad hun.

»Minna, sig blot et eneste tilgivende Ord. Jeg var afsindig; jeg
vidste ikke af mig selv; du maa ikke dømme mig saa strængt ...«

»Nej, jeg vil slet ikke dømme dig, men saa ond troede jeg ikke, du
kunde være ... Aa, det er saa grueligt at tænke ...«

»Minna, glem denne ulyksalige Aften. Jeg vil aldrig selv kunne
tilgive mig det, men du maa ikke berøve mig alt Haab om, at det igjen
kan blive godt mellem os.«

»Nej, nej -- men tal ikke mere til mig nu. Det gjør mig saa ondt, saa
ondt ...«

Han sendte hende et langt, bedrøvet Blik til Afsked -- skammede sig
som en Hund over sig selv. Ingensinde havde Minna staaet saa ren og
uskyldig for ham som nu. Hendes Lunefuldhed, hendes heftige Sind --
hvor let havde det ikke været at bære mod de Selvbebrejdelser, der nu
rev op i ham.

Og vilde dette ikke hævne sig en Gang, naar de blev Mand og Hustru?




VII.


»Det er Pokker, saa Henning er kommen til at se nervøs ud«, sagde
hans Kammerater.

»Hvi lider Daphnis og Chloë?« spurgte Hans Frederik, der endnu stadig
i sit stille Sind gik og rystede paa Hovedet over sin Vens hastige
Forlovelse.

»Jeg kan fortælle dig, at hun er meget for god til mig«, sagde
Henning, naar han endnu en sjælden Gang havde en fortrolig Samtale
med sin gamle Ven.

»Ja vist er hun en brav Pige«, erklærede Hans Frederik, der for en
Gangs Skyld glemte at citere sine gamle og ny Klassikere. »Ovre ved
Theatret kaldte de hende den hellige Diana, fordi hun havde en egen
selvbevidst Maade at være paa, der afværgede alle Forsøg paa at gjøre
sig behagelig for hende.« --

Efter den omtalte Aften, der havde indeholdt saa forskjelligartede
Sindsbevægelser for Minna og Henning, var der indtraadt et nyt
Stadium i deres Forlovelse. Minna var ikke saa lunefuld som før.
Gnisten, der hidtil havde manglet i hendes Følelser for Henning,
syntes paa én Gang at være bleven tændt.

Det pinlige Optrin, som havde fundet Sted mellem dem, lod hun til at
have glemt faa Dage efter. I alt Fald havde det den modsatte Virkning
af den, Henning havde ventet. I Stedet for at trække sig sky tilbage,
blev hun mere øm og kjærlig. Han fik en Anelse om, at han havde
vakt noget hos hende, som hidtil havde slumret paa Bunden af hendes
Gemyt. Tanken derom ængstede ham. Og paa den anden Side var han
selv for svag til at staa imod. Han indsaa, at det maatte ende i en
vild Sandserus. Og derpaa skulde de altsaa bygge deres forestaaende
Ægteskab.

Han begyndte at blive bange baade for sig selv og for hende. Men det
var allerede for sent. Støvet var blæst af Sommerfuglevingerne, og
han var Skyld deri.

Han blev nervøs og pirrelig. Han havde ingen Ro paa sig, naar han
ikke var sammen med Minna, og dog indeholdt mange af disse Timer
Kilden til heftige Selvbebrejdelser for ham. Forlovelsestiden -- hvor
kort den end var -- forekom ham at være en unaturlig Tilstand. Denne
halve Hengivelse og halve Tvang gjorde ham febersyg. --

Han malede for Tiden paa det Billede, til hvilket han havde gjort
Studier under sit Ophold paa Fanø. Det havde fundet en Kjøber, og
Henning skulde have 2000 Kr. for det. Maleriet forestillede en
Fanøskipper, der vender hjem efter Langvejsfart og modtages af sin
Kone og en lille Glut, der aabenbart er meget forbavset over, at hun
skal sige Fa'er til den fremmede Mand. Billedet røbede en frisk, kjøn
Stemning, en ægte kunstnerisk Opfattelse, og den tilkommende Kjøber
havde ved sit sidste Besøg i Hennings Atelier været meget glad over
det.

Han var saa vidt færdig, at naar han blot var tilstrækkelig oplagt
til at arbejde, kunde han aflevere Billedet om en Maaneds Tid. Saa
skulde han og Minna holde Bryllup. For de Penge, han fik, vilde han
betale sin Gjæld, og Resten skulde anvendes til at sætte Bo for. Slog
Pengene ikke til, maatte man kjøbe en Del af Bohavet paa Kredit; den
Ting klarede sig nok.

Da Bryllupsdagen først var bleven bestemt, kom der lidt mere Ro og
Tilfredshed over ham. Ogsaa Minnas Sind lod til at være kommet i mere
Ligevægt i den sidste Tid. --

De havde allerede begyndt at indrette deres fremtidige Hjem. Ude i
Rosenvænget havde de faaet et lille Hus til Leje. Her kunde de have
det ganske for dem selv, bo saa fredelig og idyllisk, som om de var
ude paa Landet, og dog nær nok ved Hovedstaden til at nyde dens
Adspredelser, saa vidt deres Finansvæsen tillod dem det.

Hvad gamle Bentsen angik, saa havde han selv foreslaaet, at han
foreløbig vilde blive boende i Hennings gamle Lejlighed. Da han
mærkede, at Minna ikke syntes om, at han tog i Huset hos dem, lod
han, som han selv ønskede at blive, hvor han var. Det var en tosset
Ide, han havde havt, sagde han til Henning. Gud ved, hvad de skulde
med saadan et gammelt Spektakel i deres ny, hyggelige Hjem. --

Minna var egentlig et stort Barn. Hun gik hver Dag ud til deres ny
Hjem for at se paa alle de Husholdningssager, som efterhaanden blev
sendte derud. Hun nærede en uhyre Angst for, at noget af det smukke,
ny Porcelæn skulde gaa i Stykker.

Henning begyndte saa smaat at glemme sin Uro og sine Selvbebrejdelser
fra Forlovelsestiden ved at se, hvor barnlig hun kunde være. Naar alt
kom til alt, varslede det dog bedre, end han en Tid lang havde turdet
tro. Det syntes ham, ligesom de begge to skulde til at begynde et
helt nyt Liv. Det kom kun an paa dem selv, hvad Indhold det skulde
faa.

       *       *       *       *       *

Der skulde ikke være andre med til Brylluppet end Minnas Forældre,
Hennings Fader og Hans Frederik.

Brylluppet var bestilt i en Landsbykirke en Mils Vej fra Byen.

Det var tidlig paa Formiddagen, da man tog derud -- lige i
Begyndelsen af Sommeren. Et godt Stykke Vej kjørte de langs Sundet,
der laa friskt og smilende udbredt for dem. En Mængde Sejlere
og Dampere krydsede frem og tilbage derude, og Sollyset blinkede
saa lystig paa Søens fint krusede Overflade, at denne kom til at
ligne et bølgende, blaat Tæppe, oversaaet med Myriader af funklende
Guldpailletter. --

En halv Time før Tiden kjørte Hennings Vogn op for Kirkedøren.

Den lille, beskedne Landsbykirke saa' fredelig og indbydende ud.
Selv de nøgne, hvide Vægge gjorde et lyst og hyggeligt Indtryk. Til
Højre for Alteret stod Døbefonten, dækket af en vældig Tronhimmel.
Prædikestolen var prydet med broget malede Billeder af tre af
Apostlene. Oppe i Loftet hang fire fuldtriggede Skibsmodeller med en
uendelig Mængde smaa Danebrogsflag. Det nærliggende Fiskerleje hørte
med til Sognet.

Skolelæreren, der fungerede som Organist, sad allerede oppe i Koret
og fordrev Tiden med at slaa Tremulanter paa Orglet, indtil Bruden
kom. --

Hun saa' uimodstaaelig sød ud i den hvide Brudekjole. Hendes Ansigt
var saa ungt og friskt som et Barns; Kinderne blussede af undertrykt
Bevægelse. --

Saa begyndte Vielsesceremonien. Og Præsten talte varmt og
indtrængende til dem.

Det var let nok for de unge at elske hinanden -- sagde han -- men
Kjærligheden skulde ogsaa vare ved, naar Ungdom og Skjønhed var
falmet. Kun da var det den rette Kjærlighed, en Kjærlighed i Aand og
Sandhed, som kunde føre trygt gjennem alle Livets Skjær og gjøre selv
Modgangen let at bære. --

Minna holdt sig tappert, indtil hun og Henning havde givet hinanden
Haanden, og Vielsen var forbi. Men da Orglet atter begyndte at bruse
gjennem den lille fredelige Kirke, brast hun i heftig Graad. --

De traadte ud paa Pladsen foran Kirken, hvor Vognene ventede.

Rundt om dem laa det venlige, foraarsklædte Landskab. Landsbyhusenes
straatækte Tage kiggede frem mellem Træerne, hvor Vejen drejede om.
Bag ved laa de grønne Marker, og helt ude i Synskredsen Skovbrynet,
der tegnede sig som en mørk Stribe mod den sollyse Luft. Altsammen
saa vaarligt og smilende, som om det vilde forjætte dem en Fremtid
lige saa lys og klar som den friske Foraarsdag.




VIII.


»Tag mig det ikke ilde op, Svigersøn, at jeg kommer saa tidlig ud til
Dem, før alle de andre,« sagde gamle Thorsen, der havde indfundet sig
ude hos Henning tidlig paa Formiddagen, et Par Dage efter Brylluppet.

»-- Min Kone ved naturligvis ikke, at jeg er gaaet herud. Og jeg
vilde rigtignok heller ikke gjærne have, at Minna skulde vide det.«

Han saa sig om i Atelieret, hvor Henning havde taget imod ham, med et
forlegent, næsten ængsteligt Blik, som om han var bange for at blive
attraperet i en strafværdig Handling.

»Har De noget særligt paa Hjærte, kjære Svigerfader?« spurgte
Henning, idet han nødte den gamle Mand til at tage Plads.

»Aa ja -- aa ja; det vil vist forekomme Dem højst besynderlig ....«

Gamle Thorsen var meget nervøs og vidste aabenbart ikke, hvorledes
han skulde komme frem med, hvad han havde at sige. Henning var
temmelig fremmed for ham. Det var i hvert Fald første Gang, de var
inde paa noget, der lignede en fortrolig Samtale. Det kom sig dels
af, at hans Kone én Gang for alle havde forbudt ham at blande sig i,
»hvad der ikke vedkom ham«, og desuden havde han sjælden været hjemme
paa de Tider, da Henning besøgte dem. --

»Ja -- det vil sikkert forekomme Dem højst besynderlig,« gjentog han.
»Men, Herregud, til Dem kan jeg dog vist tale ganske ligefrem.«

Han trak Vejret dybt og tog derpaa fat igjen med lidt mere Sikkerhed.

»Ser De, kjære Svigersøn, De kan jo nok tænke, hvor glad jeg er over,
at Minna har faaet saadan en brav og dygtig Mand som Dem. Hun havde
saamænd godt af at komme hjemmefra, stakkels Tøs. Ja -- og nu vilde
jeg naturligvis gjærne have, at I skulde blive rigtig lykkelige med
hinanden ....«

Her gjorde gamle Thorsen igjen en forlegen Pavse.

»Jeg haaber ikke, De nærer nogen Bekymring i saa Henseende?« sagde
Henning, der ikke rigtig forstod, hvor hans Svigerfader vilde hen.

»Nej, nej, vist ikke -- ikke i mindste Maade, at Skylden skulde blive
Deres. Men det er det, jeg er kommen for at sige Dem, hvor underligt
det end maa synes Dem. -- Minna har sine Fejl, som det maaske kunde
falde Dem ind at være saadan .... saadan altfor overbærende med. Og
det duer ikke ....«

»Jeg forstaar Dem ikke« -- Henning begyndte at ærgre sig lidt
over denne Samtale, der forekom ham at passe meget daarlig til
Hvedebrødsdagenes uforstyrrede Harmoni. -- »Er det Deres Mening,
kjære Svigerfader, at De vil belære mig om, hvorledes jeg skal
forholde mig overfor min Kone?«

»Aa, bliv nu ikke vred -- bliv endelig ikke vred,« stammede gamle
Thorsen i en forknyt Tone. »Jeg sagde jo nok, at det vilde forekomme
Dem højst besynderlig. Men jeg forsikrer Dem, at jeg handler i den
bedste Mening.«

»Det tvivler jeg slet ikke om.« -- Henning fortrød allerede sin
Heftighed overfor den skikkelige Mand, der aldrig før var falden ham
til Besvær, end ikke et eneste Øjeblik. »Jeg miskjender ingenlunde
Deres gode Hensigt. De ved, at Minna undertiden kan være lidt
lunefuld og maaske lidt heftig, og De mener, at baade hun og jeg
staar os bedst ved, at jeg i saadanne Tilfælde ikke giver for meget
efter. Ikke sandt, det var det, De vilde sige mig?«

»Ja -- ja netop. Jeg har en lang ægteskabelig Erfaring« -- gamle
Thorsen drog et dybt Suk, der vidnede om, at den ikke var af
den glædeligste Art -- »og jeg kan forsikre Dem, at det er de
ulykkeligste Ægteskaber, hvor Konen regerer med uindskrænket
Myndighed. Enten bliver Manden en forkuet, sølle Stakkel eller en
Hykler. Aa ja -- man taler saa meget om Kvindens Undertrykkelse,
men De kan tro, kjære, unge Ven, at i den største Halvpart af
Ægteskaberne -- navnlig i den saakaldte bedre Klasse -- er det
Manden, der lader sig undertrykke for den kjære Husfreds Skyld, af
Hensyn til Børnene, for at undgaa Skandale, naar det kom til et
aabent Brud, og af mange andre Grunde. Og saa kan det tilmed være
dygtige og begavede Mænd, der ude i Verden forstaar at tiltvinge sig
Respekt og Hensynsfuldhed, men hjemme lader de sig kujonere lige saa
galt eller endnu værre end de Stakler, der ikke duer synderlig.«

Og gamle Thorsen lod Hovedet hænge med en Mine, der fristede stærkt
til at henføre ham til den sidstnævnte Kategori.

»Det er maaske _Deres_ Erfaringer,« svarede Henning. »Men jeg har
i min Barndom havt et helt andet Exempel for Øje. Min Moder var en
kjærlig, taalmodig Kvinde, der hele sit Liv led Mangel og Savn uden
at beklage sig. Fader er langtfra noget ondt Menneske, tværtimod;
han kunde give det sidste bort, han havde, for at hjælpe andre. Men
hans Livs Ulykke er, at han har levet paa en falsk Ide. Han opgav
en Virksomhed, som gav os et rigeligt Udkomme, og flyttede her til
Kjøbenhavn i den Tro, at han kunde blive Kunstner. Min Stakkels
Moder troede fuldt og fast paa ham lige til det sidste. Hun nægtede
sig selv de uundværligste Fornødenheder, for at han kunde rejse
ud og male Studier, men Studierne blev sjælden til Billeder, og
Billederne blev aldrig solgte -- undtagen til Marskandiseren eller
Pantelaaneren. Da det endelig gik op for min Fader, hvor haardt han
havde skuffet sig selv og sine nærmeste, var det for sent at begynde
forfra. Det gik mer og mer til Agters for ham; vi manglede mangen
Gang Brødet, men aldrig hørte han et bebrejdende eller utaalmodigt
Ord af min Moder. Og da Vorherre endelig løste op for hende, var
hendes sidste Ord, at Fader dog endelig ikke maatte opgive Haabet
om, at hans Talent endnu kunde blive anerkjendt og skaffe ham den
Lykke, som han saa længe havde ventet paa. -- Ser De, Svigerfader, en
saadan Hengivenhed, en saadan blind Tro paa den, man elsker, er kun
en Kvinde i Stand til at føle.«

Gamle Thorsen vidste ikke, hvad han skulde svare herpaa. Hans
Erfaringer om Kvinden var af en helt anden Beskaffenhed. Han havde
aldrig mærket noget til deres Offerberedvillighed og Hengivenhed.

»Jeg har ikke misforstaaet Deres Bevæggrund til at komme herud til
mig i Dag«, vedblev Henning lidt efter. »Jeg ved, at De mener baade
Minna og mig det godt, men jeg kunde dog have ønsket, at vi ikke var
komne ind paa dette Æmne. Minna har mange Betingelser for at blive en
god Hustru, og De kan være overbevist om, at jeg vil gjøre mit bedste
for at lede hende til det gode. Men saadan at begynde mit Ægteskab
med at være paa min Post overfor hende, at hun ikke skal faa en
Smule mer end den Myndighed, der tilkommer hende -- det kan jeg ikke.
Naar vi blot holder tilstrækkelig af hinanden, saa klarer alt det
andet sig nok.« --

Gamle Thorsen gav Henning et solidt Haandtryk til Afsked. Han var
selv helt forbavset over, at han saaledes havde blandet sig i
Børnenes Anliggender. Det var første Gang, han havde gjort det.

Da Svigerfaderen var gaaet, satte Henning sig ved sit Staffeli. Han
vidste, det var nødvendigt, at han tog alvorlig fat. Den Sum, han
havde faaet for »Hjemkomsten til Fanø«, var næsten helt og holdent
gaaet med, og der var ingen Penge til deres Husholdning, før han fik
et nyt Billede solgt. --

Lidt efter kom Minna ned.

»Du vil da ikke male i Dag, lige strax efter vort Bryllup,« sagde hun
lidt fortrædelig, da hun saa, at Henning allerede sad ved Staffeliet.

»Ja, men kjære Barn, hvor skal vi ellers faa Penge fra?«

»Aa -- det har ingen Nød, men i Hvedebrødsdagene troede jeg dog, jeg
skulde have dig for mig selv.« --

I den fixe, blaa Morgenkjole, med en hvid Pibestrimmel helt op i
Halsen, saa' hun saa sød ud, at selv hendes Surmuleri klædte hende,
og Henning kunde ikke modstaa Fristelsen til at give hende Ret, med
den Erklæring, at Hvedebrødsdagene burde unge Ægtefolk nyde uden en
eneste alvorlig eller fornuftig Tanke.

       *       *       *       *       *

De skulde have et ganske lille Familieselskab i deres ny Hjem.
Der var ikke bedt andre end Minnas Forældre, Hennings Fader, Hans
Frederik og et Par andre af Hennings Venner. Henning havde spurgt,
om Minna ikke havde en Veninde, hun vilde indbyde, men Minna havde
aldrig brudt sig om Veninder; hun havde ingen.

Saa kom der altsaa ikke andre end de nævnte.

Ved Bordet vilde gamle Bentsen absolut drikke et Glas med dem
allesammen; selv havde han allerede drukket mere, end han ret vel
kunde taale. Han havde et af sine svage Øjeblikke.

Hans Ansigt blussede af Vinen; han blev mer og mer vrøvlevorn og
lagde ikke Mærke til de bebrejdende Blikke, Henning sendte ham.

Fru Thorsen løftede den ene Gang efter den anden sine Øjne op mod
Loftet med en Mine, der tydelig tilkjendegav, hvor dybt hun følte sig
krænket over en saadan Opførsel i hendes Nærværelse.

Hans Frederik, der vidste, hvorledes det hang sammen med Hennings
Fader, og som saa', hvor ilde til Mode hans Ven følte sig ved denne
Scene, erklærede tilsidst, at han var nødt til at bryde tidlig op;
saa kunde han og gamle Bentsen følges hjemad.

Men gamle Bentsen havde ikke Lyst til at gaa endnu. »Man troede vel
ikke om ham, at han var en Olding? Han var Kunstner, var han, og
i Kraft af sit guddommelige Kald var han evig ung. Han vilde bede
Selskabet tømme et Glas med ham paa, at de altid maatte leve for
Ideen og give Filistrene Døden og Djævlen. Han vilde endnu en Gang
erindre Selskabet om, at han var Kunstner, han -- -- en gammel Mand
rigtignok, et gammelt Spektakel oven i Kjøbet, der ikke længer duede
til noget, men det var Tidernes Ugunst ....«

Henning gik hen til sin Fader, lagde Haanden paa hans Skulder og
førte ham ind i det tilstødende Værelse. Han sagde ikke noget, men
den gamle blev helt ædru ved at se det bedrøvede Blik, som hans Søn
fæstede paa ham.

»Naa, er det dig, min Dreng. Hm, jeg var nok lidt vel lystig, var jeg
ikke? ... Du er vel ikke vred paa din gamle Fa'er?«

Han tog Hennings Haand mellem begge sine og saa' meget ulykkelig ud
ved at komme til Erkjendelse af, hvorledes han havde forløbet sig.

»Lad det være godt, Fa'er, men det maa ikke ske tiere. Det gjør mig
altfor ondt, at min Hustru og alle de andre skal se dig saaledes.«

»Men jeg forsikrer dig, Henning, det er ikke saa slemt. Jeg vrøvlede
bare lidt. Nu skal du se, jeg skal være saa fornuftig hele Resten af
Aftenen.«

Men Resten af Aftenen var spoleret. Gamle Bentsen blev siddende inde
i Atelieret. Fru Thorsen blev ved at lade, som om hun var bleven i
højeste Grad personlig fornærmet. Hendes Mand, der mærkede, at det
trak op til Uvejr, vidste ikke, om han turde tale eller tie. Ogsaa
Minna var kommen i ondt Lune og brød sig ikke om at skjule det for de
fremmede.

Henning, Ørbæk og Hans Frederik talte lidt om Kunst og Kunstnere, men
der var ingen Fart i Samtalen.

»Familievrøvl -- bryd dig bare ikke om det,« hviskede Hans Frederik
til Henning.

Saa blev det endelig nogenlunde passende Tid til at bryde op. Det var
ikke længere til at mærke paa gamle Bentsen, at han havde havt en
lille Gnist, undtagen for saa vidt man kunde se, at han skammede sig
over, hvad der var sket.

Han bød med megen Anstand Selskabet Godnat. Gamle Thorsen gav ham
godmodig Haanden, hvad der indbragte ham et skarpt Blik fra hans
blide Ægtehalvdel. Fruen indskrænkede sig til at besvare den gamles
Hilsen med en ceremoniel Hovedbøjning.

Derpaa gik han hen til Minna for at sige hende Godnat. Hun lod, som
hun ikke saa, at han rakte hende Haanden. Der kom pludselig et ondt,
trodsigt Glimt i hendes Øjne. Hun nikkede koldt og vendte ham Ryggen
uden at sige et Ord.

Henning stod ved Siden af dem, da dette foregik mellem hans Fader og
hende. Minnas Adfærd gjorde ham bitterlig ondt. Den gamle Mand kom
næsten til at ryste af Sorg og Skam over sig selv.

»Hils hende fra mig, Henning,« hviskede han til sin Søn, da denne
fulgte ham ud. »Jeg fortænker hende ikke i, at hun foragter saadan en
ussel gammel Karl som mig, men det gjør dog saa ondt at mærke det.«

»Aa, hun mener det ikke saa slemt. Men tag blot lidt Vare paa dig
selv en anden Gang, Fa'er.«

»Ja, det kan du stole paa, min Dreng. Jeg tilgiver aldrig mig selv,
at jeg saa skammelig har ødelagt denne Aften for dig. -- Glem nu ikke
at gjøre hende en Undskyldning, hører du?«

Henning fulgte sin Fader ud til Havelaagen og vendte derpaa tilbage
til Huset. Minna var allerede gaaet ovenpaa, og da Henning lidt efter
kom op i deres Sovekammer, var hun gaaet i Seng og laa med Tæppet
trukket op over Hovedet.

Han gik en Tidlang tavs op og ned ad Gulvet og kæmpede med alle de
Tanker, der fór gjennem hans Hoved. Han var inderlig bedrøvet over,
at det allerede skulde komme til en Scene mellem dem, saa kort Tid
efter deres Bryllup. Han vidste ikke rigtig, hvorledes han skulde
tale til Minna. Ganske vist havde hans Fader den oprindelige Skyld
i, hvad der var sket, men det var stygt af hende, at hun havde taget
det paa den Maade. --

Hun laa stadig med Hovedet under Tæppet som et uartigt Barn. Han gik
hen til hende og vilde tage Tæppet bort fra hendes Ansigt, men hun
holdt det fast mellem sine knyttede Hænder.

»Jeg maa tale med dig, Minna,« sagde han i en rolig, men bestemt Tone.

»Jeg har ingen Ting at tale med dig om,« svarede hun vredt.

»Jo vist har du. Jeg vil, at du skal høre paa, hvad jeg rolig og
fornuftig vil sige dig.«

»Ja saa, du taler til mig i den Tone!« Minna rejste sig heftig op og
satte sig oprejst i Sengen. »Det er smukt af dig at ville tyrannisere
mig, og vi har endnu knapt været gifte i en Maaned!«

»Du ved meget godt, Minna, at det ikke ligger for mig at tyrannisere
hverken dig eller nogen anden. Men jeg vil have, at du skal forklare
mig, hvorledes det kunde falde dig ind at bære dig saa ondt og stygt
ad, som du gjorde i Aften?«

»Du vilde maaske oven i Kjøbet have, at jeg skulde være glad over den
Skam, som overgik mig!« --

Minnas Stemme var bitter og udfordrende.

»Var det en Skam, saa ramte den mig langt mer end dig,« svarede
Henning. »Som min Hustru burde du have gjort dig Umage for at skjule
og dække over den hæslige Scene, der foregik. Han er dog min Fader,
om han end var sunken ti Gange dybere, end han er, og du maatte kunne
sige dig selv, hvor ondt det gjorde mig at se ham saaledes. Men i
Stedet for haanede du ham, medens andre saa paa det, og lod mig
derved endnu mere føle det pinlige, som laa deri.«

»Aa ja -- aa ja, bliv kun ved!« -- Minna lo bittert. -- »Alle andre
kan du være saa venlig og overbærende mod, men hos mig finder du
lutter Fejl. Alt, hvad jeg gjør, er ondt og stygt; selv det, at jeg
ikke med et glad Ansigt kan finde mig i, at din Fa'er bringer Skam og
Vanære over os.«

»Minna!« -- Han var lige paa Nippet til at fare op, men gjorde Vold
paa sig selv og vedblev i den samme rolige Tone som før: »Kan du ikke
forstaa, hvorledes du maa saare og krænke mig ved, hvad du der siger?
Du vidste, før vi blev gifte, hvorledes det stod til med min Fader.
Men Skam og Vanære er stærke Udtryk, som, Gud være lovet, ikke passer
i dette Tilfælde. Her drejer det sig kun om, at han i Aften, ude hos
os, har givet efter for sin ulykkelige Tilbøjelighed. Det maa vi
begge to beklage, lige saa meget for hans Skyld som for vor egen. Du
kan tro, han lider selv mest under det. Men du burde ikke have opført
dig saa hensynsløst; det gjorde kun Sagen værre -- og jeg gjentager,
at det var ondt og stygt handlet, ikke blot mod ham, men ogsaa mod
din Mand.«

»Det klæder dig smukt at tage _saadan_ en Fader i Forsvar og
overvælde mig med Bebrejdelser. -- Men jeg vil ikke finde mig deri;
jeg kan ikke lide at være her; jeg vil hjem igjen ...«

Hun arbejdede sig op i en stadig heftigere Sindsstemning.

»Minna, skal vi virkelig begynde vort Ægteskab paa den Maade? Synes
du ikke, det er Synd baade mod dig selv og mig?«

Han saa' paa hende med et indtrængende, bekymret Blik, men hun blev
ved at se ned for sig og svarede ikke.

»Hvad skal det blive til senere, naar det allerede nu kan komme
til saadanne Scener mellem os?« spurgte han bittert. »Du trækker
rigtignok temmelig store Vexler paa min Taalmodighed.«

»Aa, det er dig, der er ond mod mig,« klagede hun. »Du har netop
slet ingen Taalmodighed med mig. Du ved, at jeg ikke kan lide dem,
du holder af, og saa er du netop saa venlig mod dem. Det er det, der
harmer mig.«

Henning rystede mismodig paa Hovedet. Overfor denne sælsomme
Bevisførelse havde han intet Svar. Han kom til det samme Resultat
som saa ofte før: Minna var en mærkelig Gaade; hun maatte vistnok
behandles helt anderledes end de fleste andre unge Koner. --

»Du ved jo godt, Minna, at jeg ikke kan holde af noget andet
Menneske, saadan som jeg holder af dig. Lov mig blot, at du ikke
oftere vil saare og bedrøve mig saaledes, som du har gjort i Aften.«

»Ja, det vil jeg love dig. Men saa maa heller ingen -- slet ingen
trænge sig imellem os.«

»Aa -- du store, store Barn!«

Et langt Kys beseglede Løftet og Forsoningen.




IX.


Henning Bentsen havde ikke faaet det Billede færdigt, som han var
begyndt at male paa strax efter sit Bryllup. Der var stadig kommet et
og andet i Vejen, som han ikke havde taget med i Betragtning.

Han gjorde den Opdagelse, at en Ægtemand bør vænne sig til mere Orden
end en Ungkarl. Efter at Minna havde faaet sit eget Hus og Hjem,
vilde hun have, at al Ting skulde gaa som efter en Snor.

I den første Tid kneb det for ham med at vænne sig til denne
Punktlighed. Men hvor lidet praktisk han end var, savnede han ikke
Blik for at paaskjønne Minnas Huslighed. Det klædte hende desuden saa
nydelig at være Husmoder, at han ikke nænnede at gjøre Brud paa den
af hende fastslaaede Orden, og saaledes gik det til, at selv om han
var tagen ud om Formiddagen for at male Studier i fri Luft, og han
var nok saa godt i Lag med Arbejdet, sørgede han for at møde hjemme
til præcis Tid for ikke at give Minna Anledning til at komme i slet
Lune.

Af den Slags smaa Forstyrrelser var der adskillige.

Undertiden -- og det var ikke sjælden -- naar han arbejdede i sit
Atelier, og Minna havde en af sine triste Timer, maatte han anvende
en rum Tid paa at tale hende til rette, før han kunde faa Ro til
atter at give sig i Færd med Arbejdet. Hun viste en mærkelig Mangel
paa Evne til at beskjæftige sig selv uden for de huslige Pligter,
og Følgen var, at hun havde hyppige Anfald af daarligt Humør og
Kjedsomhed. --

Det var maaske Smaating altsammen, men det tog alligevel paa hans
Sindsligevægt. Han havde nogle Gange prøvet paa at blive standhaftig
inde i sit Atelier f. Ex. hele Formiddagen, men Minna følte sig da
meget fornærmet, blev i ondt Humør og fortalte ham, hvor bedrøvet hun
var over at mærke, at han allerede nu -- da de havde været gifte saa
kort -- holdt mere af sine Farver og Pensler end af hendes Selskab.

Han forklarede hende, at naar han ikke tog alvorlig fat, kunde han
aldrig blive til noget, og saa havde de heller ingen Ting at leve
af. Dertil svarede hun, at han vistnok var altfor dygtig til, at han
skulde behøve at arbejde saa meget. Desuden havde hun heller ikke
giftet sig for at sidde og kukkelure alene og være nær ved at dø af
Kjedsommelighed.

Henning tog i Begyndelsen disse Barnagtigheder forholdsvis rolig. Han
trøstede sig med, at naar de havde levet sammen i længere Tid, vilde
der nok komme mere Ro over deres Forhold til hinanden, og især vilde
det sikkert hjælpe, naar de fik Børn. Men paa samme Tid smigrede
det hans Forfængelighed, at det næsten lod til, at Minna ikke kunde
faa ham tilstrækkelig for sig selv; at hun endogsaa syntes at være
skinsyg paa hans Arbejde.

Denne Følelse vedkjendte hun sig dog aldrig. Og den stod ogsaa i
en underlig Modsætning til hendes øvrige Adfærd overfor ham. Hun
kunde tit lade det skorte paa Venlighed, ja, endog paa den simpleste
Hensynsfuldhed. Der kunde gaa lang Tid, hvor hun var kold og
frastødende og skræmmedes tilbage for den mindste Tilnærmelse, og til
andre Tider syntes hun ikke mindre hidsig forelsket, end han selv
kunde være.

Men alt dette -- den ene Dag lutter Solskin, og overvældende Hede,
den næste Regnvejr og Kulde -- gjorde ham pirrelig og nervøs.
Efterhaanden som den første hede Elskovsrus gjorde Plads for
ædrueligere Følelser, begyndte han først glimtvis, senere mere og
mere hyppig at faa en ængstende Fornemmelse af, at der manglede
al dybere Forstaaelse mellem dem. Det var en langsom, men sikker
Opvaagnen, for hvilken han dog endnu gjorde sig Umage for at lukke
Øjnene i.

Saa kom dertil, at de begyndte at faa Pengesorger. Da han ikke,
som han havde gjort Regning paa, var bleven færdig med sit store
Billede, havde han maattet sælge nogle Studier og Skitser. Bag efter
havde han laant nogle Penge hist og her og paa den Maade slæbt sig et
Aars Tid igjennem.

Ogsaa det tog han med taalelig Sindsro. Hans sangvinske Gemyt lod ham
endnu for det meste se Sagerne fra den lyseste Side. Men anderledes
forholdt det sig med Minna. Den Slags Gjenvordigheder gav hendes
sygelige Sind ny Næring. Hun satte sig hen og græd; kunde ikke indse,
hvad det skulde blive til.

Og det kunde saa give den første Anledning til Scener, ved hvilke det
ulykkeligste var, at Minna af sin Heftighed lod sig forlede til at
bruge Ord og Vendinger, som hun i Grunden ikke mente noget med, men
som i Øjeblikkets Hede slap hende af Munden og saarede og rippede op
i ham. --

»Herregud, Minna, hvor du dog er forknyt!« sagde Henning til hende en
Dag, da han havde havt særlig vanskelig ved at stille hende tilfreds.
»Naar du er saa nedtrykt og forstemt, mister jeg helt Humøret til at
arbejde. -- Husk paa, at du skal være den lille, søde og flinke Kone,
der gjør Arbejdet let og fornøjeligt for mig.«

»Aa -- hvad kommer det mig ved! Du taler aldrig om andet end dine
Billeder«, svarede hun vrippent. »Det er ikke nogen videre Fornøjelse
for mig.«

»Kan du ikke for min Skyld have Interesse derfor, saa kunde du dog
have det for din egen, eftersom det er for Udbyttet af mit Arbejde,
at jeg skal kunne indrette det hyggelig for dig« -- sagde han lidt
bittert.

»Jeg mærker ikke noget til at have det hyggelig? Hvad tror du, jeg
bryder mig om en stor Lejlighed og fine Møbler, naar jeg skal sidde
herude og kjede mig ihjel? Jeg havde det meget bedre, før jeg blev
gift med dig!« --

»Det vidste jeg ikke« -- Henning saa alvorlig paa hende. »Men jeg
skal sige dig noget, Minna, om det virkelig var Tilfældet -- om du
saa havde havt det ti Gange bedre, vilde det ikke være smukt at
fortælle din Mand det, naar du ved, at han gjør sit bedste for at
sørge godt for dig.«

»Ja, du er nu saa mageløs ædel -- i din egen Indbildning. Men jeg
havde det alligevel morsommere før ... Jeg tror ikke, vi passer
sammen, ellers vilde jeg vel ikke føle mig saa utilfreds.«

»Det er haarde Ord, Minna. Men desværre begynder jeg næsten at blive
bange for, at du har Ret. Jeg skal sige dig, hvad det skorter paa
mellem os to -- det er Fordragelighed. Det er noget, du mangler i høj
Grad.«

»Ja, naturligvis!« -- Minna lo hysterisk. »Men _du_ er stadig saa
mageløs! Ja, det er saamænd en dejlig Tilværelse, du har beredt mig!
Naar jeg tænker paa, hvor helt anderledes jeg havde det, da jeg var
ovre ved Theatret!«

Hun sagde det altsammen i en drillende, lidt plump Tone, der bragte
hans Blod i Kog.

»Jeg har ikke overtalt dig til at forlade Theatret. Du var selv kjed
af den Stilling, fordi du mente, at den ikke førte til noget. Men vil
du forsøge igjen, og tror du, at det vilde gjøre dig mere tilfreds,
saa skal jeg ikke sætte mig derimod.«

»Aa nej -- det bryder jeg mig ikke om. Men den Gang havde jeg Ro og
Fred og tog mig al Ting meget lettere.«

»Men hvis er Skylden for disse Misstemninger?« spurgte han. »Tror du
maaske, jeg kan være glad, naar jeg tager Mod til mig og ser rigtig
klart paa vort Forhold?«

»Aa, det er godt, at du endelig en Gang siger det rent ud!« udbrød
hun. »Du kan tro, at jeg længe har mærket, at det er forbi med din
saakaldte Kjærlighed. Du har aldrig holdt af mig, som du burde ...«

Hun talte først haardt og vredt, men skjulte saa paa én Gang Ansigtet
i sine Hænder og gav sig til at græde.

Der var noget i hendes Ord, som ramte ham. Havde han virkelig været
den rette Mand for hende? -- Han fortrød sin Heftighed og søgte at
berolige hende.

»Lad os begge af al Evne arbejde hen til, at det kan blive
anderledes«, sagde han. »Husk, hvor unge vi er. Det er dog altfor
frygteligt at tænke sig, at vi skulde forbitre Livet for hinanden.
Tro mig, Minna, naar vi begge to ærlig hjælpes ad, saa vil det ogsaa
lykkes os at komme til en sandere og smukkere Forstaaelse.«

»Ja det lyder smukt nok« -- Minna slog atter over i sin gamle,
haanende Tone -- »men jeg tror ikke paa det. Jeg er bleven ligegyldig
for det altsammen. Naar du bare skaffer mig, hvad jeg vil have -- og
jeg vil ikke undvære noget -- saa kan vi jo for Resten lade hinanden
være i Fred.«

»Det er altsaa dit Program for vort fremtidige Samliv?« spurgte
han bittert. -- »Det er Synd, Minna, at du gjør dig saa ond og
umedgjørlig, som du i Grunden slet ikke er. Du vil en Gang faa Øjnene
op for, hvad det maa føre til.«

Han gik ind i Atelieret og slog Døren i. Han prøvede paa at male, men
det vilde ikke lykkes.

Saa kastede han tilsidst med en træt Mine Pensel og Palet fra sig.




X.


Det var den mest bevægede Dag, Henning mindedes at have oplevet. Det
første spæde Barneskrig, der naaede fra Sovekammeret ind i Atelieret,
hvor han gik febrilsk op og ned ad Gulvet, fik hans Hjærte til at
banke af en Glæde og Sindsbevægelse saa stærk, som han aldrig før
havde kjendt den.

Han var bleven Fader. -- Han syntes, at det var umuligt andet, end at
den lille Skabning, der for faa Minuter siden var kommen til Verden,
maatte kunne jage alle Skygger bort fra hans Hjem. Det forekom ham,
at hans Liv nu havde faaet tidobbelt mere Indhold; som om hans Evner
og Kræfter var voxede til at kunne overvinde alle mulige Hindringer
og Gjenvordigheder.

Saa fik han endelig Lov til at komme ind i Sovekammeret.

Han listede sig varsomt hen og lagde sig paa Knæ foran Minnas Seng,
bad hende om Tilgivelse for hvert bittert Ord, han nogensinde havde
sagt hende, lovede, at han skulde blive den bedste og taalmodigste
af alle Mænd.

Og saa fik han Barnet at se; hans -- deres Barn. Oven i Kjøbet en
Dreng -- en prægtig Dreng!

Han havde ingen Ro paa sig. Han maatte ud for at fortælle en eller
anden om sin Lykke. Han havde aldrig været saa jublende glad.

Han gik op til Hans Frederik, hvem han traf i Færd med at prøve Ejnar
Tambeskjælver foran Pillespejlet.

    »Hvo stander hisset der paa Vejen? Ej!
    Det er vor Husbond, det er
    Hakon Jarl, som kommer op igjen fra Skibene ...«

deklamerede Hans Frederik ham i Møde.

»Gaa Pokker i Vold med dine Skibe!« raabte Henning. »Jeg kommer
Fanden ikke fra Skibene, men lige fra Barselstuen! Jeg kan fortælle
dig, at vi har faaet en Søn, -- en stor, dejlig Dreng!«

»Gratulerer, gratulerer, gamle Ven!«

Hans Frederik rakte ham begge sine Hænder, inderlig fornøjet over at
se Henning i det gamle, frejdige Humør.

»Ja, saadan en uforbederlig Pebersvend som du kan naturligvis
ikke forstaa, hvad Faderglæder vil sige,« sagde Henning. »Men jeg
forsikrer dig -- om jeg saa havde arvet en hel Million, eller jeg paa
en Gang var bleven anerkjendt som Verdens største Maler, kunde jeg
ikke være saa glad, som jeg er nu. Tænk dig, hvor meget man har at
leve for, naar man har saadan en lille Knægt at opdrage og gjøre et
rigtigt Menneske ud af!«

»Aa -- jeg synes, du har allerede længe havt meget at leve for.
Du har havt dit Arbejde, din Kone og dit Hjem, medens en stakkels
Eneboer som jeg kun har Arbejdet alene:

    Ej nogen venlig Arne aabned mig sin Favn ...«

»Men det har ikke altsammen været, som det skulde«, afbrød Henning
ham. »Du har Ret i, at jeg var for blød, men nu har jeg ti Mænds
Styrke!« -- -- --

Han kunde sidde halve Timer ad Gangen ved Vuggen og se paa Drengen.
Ingen Fader kunde være mere lykkelig og stolt over sin førstefødte.

Arbejdet gik rask fra Haanden; han fik det Aar to gode Billeder
færdige. De kom paa Udstillingen, fik Ros og blev solgte.

Den lille, buttede Knægt, der endnu laa med Patteflaske i Munden, lod
til at have bragt Lykke til Huset. --




XI.


Men det var mærkeligt nok, at det slet ikke bidrog til at udvikle
Minnas Karakter, at hun var bleven Moder.

De Krav, Moderværdigheden stillede til hende, blev oven i Kjøbet en
ny Anledning til at gjøre hende pirrelig og utaalmodig, hvor meget
hun end holdt af Barnet. -- Hun plejede det med den største, altid
aarvaagne Omhu, men paa samme Tid beklagede hun sig bittert over alle
de Besværligheder, som var forbundne dermed. --

Da lille Aage voxede til, blev han et Stridspunkt mellem dem. Hun
bebrejdede Henning, at han forsømte hende for Drengens Skyld. Hun
blev hidsig og opfarende ikke blot mod ham, men ogsaa mod Barnet.

Endog den Lykke, hans Billeder begyndte at gjøre, kunde ligesom give
hende Anfald af Skinsyge. Det var, som om hun frygtede for, at man
vilde tage ham fra hende, eller som hun var bange for, at jo mere
han gik frem, jo fjærnere vilde hun komme til at staa ham. Og denne
Ideforbindelse forspildte endogsaa den Følelse af Stolthed, som
hun upaatvivlelig nærede i sit stille Sind over hans Fremgang. Og
alligevel viste hun sig stadig mere ukjærlig, mere og mere hensynsløs
overfor ham i deres daglige Samliv.

Men til sine Tider kunde hun pludselig gaa i sig selv og fortryde sin
Hidsighed, naar hun saa, hvor haardt det tog paa ham. Saa kunde hun
briste i Graad og udbryde, at hun gjærne vilde være anderledes, men
det var, som om der var en ond Aand over hende. Hun kunde ikke, hvor
gjærne hun end vilde.

»Jeg ved nok, at det er Synd, jeg plager dig saadan«, sagde hun til
ham. »Du var meget lykkeligere, naar jeg gik min Vej, eller naar jeg
var død.«

Ovenpaa disse Udbrud kom der en kort Forsoning. Bedst syntes det at
være mellem dem, naar de en Tidlang helt var overladte til sig selv;
naar Henning slet ikke omgikkes andre og kunde lade sit Arbejde
ligge for tidlig og sildig at være hos hende. Der kom ved saadanne
Lejligheder noget af hendes fordums Barnlighed frem, og hun kunde
blive glad for enhver ubetydelig Opmærksomhed, han viste hende: en
Kurv Frugt eller en Buket Blomster.

Men denne Vaabenhvile varede aldrig længe. Den mindste Aarsag affødte
ligesom før den samme Ufred. Han led saa meget mere derved, som hans
modtagelige Gemyt oprørte sig mod alt plumpt og uskjønt, og det
opfyldte tillige hans eget Sind med en voxende Bitterhed, saa han
mange Gange -- især i den senere Tid -- lod sig ægge til at bruge
haarde og skaanselsløse Ord, som han bagefter fortrød. --

Det var en Aften, tidlig paa Forsommeren. Minna havde havt et af sine
slemme Anfald, og derefter havde de ikke vexlet et Ord det sidste Par
Dage. Minna passede sit Husvæsen; Henning tilbragte hele Dagen inde
i sit Atelier, hvor lille Aage af og til kom ind og besøgte ham.

Det var blevet for mørkt til at arbejde mere den Dag, men han sad
endnu ved Staffeliet og grundede over, hvor helt anderledes al
Ting havde kunnet se ud for ham, hvis han havde havt en kjærlig og
venligsindet Hustru, der havde villet støtte ham i hans Arbejde. --
Saa faldt hans Blik paa Aage, der legede henne paa Gulvet. -- Javist
-- for Drengens Skyld maatte han holde ud. Ellers vilde han maaske
have gjort baade hende og sig selv den bedste Tjeneste ved at løse op
for et Hjem, hvor de milde Husguder aldrig havde kunnet slaa fast Bo.

Barnet kom hen til ham og lagde sine Arme om hans Hals.

»Er du bedrøvet, lille Fa'er?«

Henning kyssede Drengens lyse Haar.

»Nej, jeg tænker bare, lille Guldtop.«

»Hvorfor tænker du?«

»Jeg tænker paa dig -- at jeg altid vil være god imod dig.«

»Lille Aage vil ogsaa være god mod dig, lille Fa'er. Jeg vil forære
dig en Vogn og en Gedebuk. -- Bliver du saa glad?«

»Ja, saa bliver jeg glad -- naar du er en god og artig Dreng.«

»Det vil jeg ogsaa være ....« Aage tøvede et Øjeblik og tilføjede saa
helt pludselig:

»Mo'er skal ogsaa være god.«

Henning rejste sig op. Barnets Ord gjorde ham forvirret. Det vilde
være en ny Ulykke, naar det kom saa vidt, at Drengen fik Forstand
paa, at der var noget i Vejen mellem hans Fa'er og Mo'er.

Han tog ham ved Haanden og sagde:

»Nu skal vi gaa ind til Mo'er, lille Aage.«

Minna sad i Værelset ved Siden af Atelieret og syede af alle Kræfter
paa noget nyt Tøj til Aage. Hun var sjælden ledig, især ikke naar hun
var i daarligt Humør. --

Han havde næret et svagt Haab om, at hun vilde gjøre blot en lille
Tilnærmelse. Det var altid ham, der maatte gjøre det første Skridt,
og han var i stor Tvivl om, hvorvidt han handlede rigtigt deri. Men
enten plejede der at være det ene eller det andet formildende Moment,
som bevægede ham dertil. Denne Gang havde det været Aage.

Da Minna ikke lod til at tage den mindste Notits hverken af ham
eller Drengen, gjorde Henning Vold paa sig selv for at tvinge den
Bitterhed, der gjærede i ham, og begyndte at tale om ligegyldige
Ting.

Minna svarede med Enstavelsesord.

Denne triste Situation varede ved, til Aage var kommen i Seng.

Da Minna kom tilbage, spurgte Henning, om de ikke skulde drikke The
ude i Haven. Vejret var saa smukt.

Det kunde de gjærne. Hun var lige glad.

Saa blev Thebordet dækket ude i Lysthuset.

»Haven«, som hørte til det lille Hus, de endnu beboede, var rigtignok
ikke større end et stort Stuegulv, og Lysthuset optog de tre
Fjerdedele deraf, men den stødte op til aaben Mark, og langt ude
kunde man skimte Sundet.

»Du behøver ikke at være bange for, at jeg skal begynde paa, hvad du
kalder mine Prædikener,« sagde Henning, da de havde drukket deres
The i den dybeste Tavshed. »Vi har saa mange Gange debatteret vort
Ægteskabs Historie, at det vist ikke nytter at spilde flere Ord
derpaa. Men der er kommet et nyt Moment til, som jeg ikke før har
tænkt paa, og som gjør, at vi ikke kan og maa lade det blive ved at
gaa paa denne Maade.« -- Han tav et Øjeblik og vedblev saa: »Jeg
opdagede i Aften, at lille Aage allerede begynder at faa Forstand
paa, naar du og jeg lever paa Krigsfod. Det tør ikke være saa. Jeg
vil ikke have min Dreng ødelagt.«

»_Din_ Dreng! Han er vel ogsaa min, skjønt du har gjort dig Umage nok
med at tage ham fra mig.«

»Hvorfor nu igjen disse taabelige og urimelige Bebrejdelser! Du ved
jo godt, hvor meget Drengen holder af dig. Hænger han undertiden lidt
mere ved mig, saa er det maaske, fordi jeg har mere Taalmodighed med
ham, medens du ofte er heftig og opfarende ogsaa mod ham.«

»Du tror maaske, man bliver en Engel af at føre saadant et Liv som
det, jeg lever, og med saadan en Mand! Ikke det mindste Hensyn viser
du mig, ikke den ringeste Opmærksomhed, som du ved kunde glæde mig.
Alting drejer sig enten om Drengen eller om dine Smørerier! Jeg kan
bare slide og trælle i Huset -- det er alt, hvad jeg har at opmuntre
mig med.«

»Minna -- hvor kan du dog være saa uretfærdig! Hvor tit har jeg ikke
víst dig saadanne Opmærksomheder, som jeg blot nogenlunde havde Raad
til? Men hvor mange Gange har jeg faaet et venligt Ord eller Blik
derfor? Du har den forkerte Opfattelse af Ægteskabet, at Manden kun
er til for at yde alle mulige smaa og store Ofre, Hustruen blot for
at modtage dem og saa for Resten have Lov til at vise sig saa sær og
vranten og ufordragelig, som hun bare vil. Men det bliver en Mand
tilsidst kjed af, og er jeg ikke længer saa venlig og opmærksom som
i Begyndelsen af vort Ægteskab, saa er Størsteparten af Skylden
sandelig din.«

»Aa, -- jeg mener slet ikke med Foræringer og Penge. Der er mange
andre Maader, hvorpaa en Mand kan vise, at han holder af sin Kone.«

»Er det da mig, der ikke har været hensynsfuld og kjærlig mod dig?«
spurgte Henning. »Tænk paa, hvor mange Gange du har stødt mig fra
dig paa en saarende Maade. Tilsidst maatte jeg vel trække mig lidt
tilbage, hvis jeg ikke helt vilde tabe Agtelsen for mig selv og føle
mig som en rigtig Tøffelhelt.«

»Vilde du maaske have, at jeg skulde vedblive at være den ømme og
hengivne Kone? Aa, -- saa maatte du være en helt anden Mand end den,
du er!«

Hendes Tone æggede til at give et heftigt Svar, men han besindede sig
og svarede rolig:

»Det skal ikke lykkes dig at fornærme mig. Du har maaske Ret i,
at jeg burde have været en helt anden Mand -- det vil sige mindre
føjelig og mindre eftergivende. Men det skulde _du_ mindst bebrejde
mig.«

»Der er vist ikke den Mand, som kunde bøje mig. -- Jeg sagde dig jo
en Gang, at jeg ikke passede til at gifte mig.«

»Lad os ikke komme ind paa disse gamle Historier, Minna. Det fører
ikke til noget.« -- Henning lod med en træt Mine sin Haand glide hen
over Panden. -- »Hvad jeg vilde sige dig i Aften, var kun, at vi i
alt Fald tilsyneladende maa leve bedre sammen. Vi maa høre op med
denne hæslige Ufred. Og det maa ske for vor Søns Skyld. Lille Aage
har et blødt og modtageligt Sind; han maa ikke under sin Opvæxt være
Vidne til vor Uenighed.«

»Ja saa -- du vil maaske foreslaa, at vi skal skilles!« -- Hun fór
heftig op.

»Nej, Minna, det ved du meget godt, at jeg ikke har tænkt paa.
Jeg vilde dog vanskelig kunne undvære dig og maaske endnu mindre
Drengen. Jeg vil kun foreslaa, at vi for et halvt Aars Tid skifter
Opholdssted. Forandringen vil maaske have en gavnlig Indflydelse paa
dig. Det er jo egentlig kun dit Sind og Humør, der er pirreligt, og
som forvolder os alle disse Plager. Maaske kunde det hjælpe, naar du
for en Tid kom i andre Omgivelser.«

»Og hvor skal vi tage hen?«

»Over paa den jydske Vestkyst. Jeg vilde gjærne male nogle
Figurbilleder derovre fra. Og dér kan vi desuden have det ganske for
os selv. Lad os prøve paa det.«

Minna betænkte sig lidt og sad og surmulede.

»Det er et underligt Forslag,« sagde hun saa. »Jeg troede rigtignok,
du mente, at vi skulde rejse til Paris, som du talte om, mens vi var
forlovede.«

»Du ved, Minna, at det ikke er gaaet saa godt med Finanserne, som
jeg havde ventet. Det lader sig altsaa foreløbig ikke gjøre. Men vil
du prøve paa at bo ovre paa Vestkysten denne Sommer? Saa faar jeg
forhaabentlig mine Figurbilleder malede; vi kan klare vor Gjæld
og maaske faa Raad til at gjøre en lille Svip til Udlandet henad
Vinteren.«

»Ja -- naar du synes. Men er der slet ingen Mennesker derovre? Er der
bare Fiskere.«

»Der er baade Fiskere og andre Mennesker, og de første er tit at
foretrække for de sidste. For Resten er der ogsaa dér, hvor jeg
tænker, vi skal bo, en Byfoged, en Doktor og en Postmester, saa du
kan godt faa Selskabelighed.«

»Aa -- det er jo lutter fremmede Mennesker; hvad bryder jeg mig om
dem! Men det er dog altid en Afvexling at komme herfra.«

       *       *       *       *       *

De havde indrettet sig det ganske hyggelig i Gjæstgivergaarden, hvor
de havde lejet et Par Værelser for Sommeren. Henning malede sine
Studier i fri Luft, saa han kunde til Nød undvære Atelier. Stedet,
hvor de boede, laa kun en Fjerdingvej fra Stranden.

I den første Tid, efter at de var komne derover, lod det til, at
Hennings Forhaabninger skulde gaa i Opfyldelse.

Minna var mere livlig og medgjørlig, end hun havde været i lange
Tider. Henning viste hende omkring i Egnen, gjorde smaa Udflugter med
hende, og hun syntes til Gjengjæld at være helt glad og tilfreds.

Men da det ikke længere havde Nyhedens Interesse, begyndte hun at
finde deres ny Opholdssted utaaleligt. Henning var desuden begyndt
at male flittig, saa at han den meste Tid af Dagen var nede paa
Stranden. Han havde ogsaa været med til et Par Herreselskaber i
Omegnen, og det ene med det andet bidrog til at bringe Minna tilbage
i hendes gamle, slette Lune. Hun beskyldte Henning for, at han havde
slæbt hende ud i en øde Ørken, hvor hun maatte forgaa, og hun vilde
paa ingen Maade blive der. Men denne Gang vilde han sætte sin Vilje
igjennem. Han sagde til hende, at hvis hun vilde rejse hjem, stod det
hende frit for, men han blev. Saa endte det med, at hun ogsaa blev.
--

       *       *       *       *       *

En Dag, da Henning sad nede ved Stranden og malede Studie, kom to
Herrer, som han ikke kjendte, spaserende hen imod ham.

»Hr. Genremaler Bentsen, formoder jeg?« sagde den ene af de fremmede,
en lille, tyk, gemytlig udseende Mand med Guldtresse om Kasketten.
-- »Maa det være os tilladt selv at præsentere os. Jeg er Byfoged
Krak og denne Herre Grosserer Aaby fra Kjøbenhavn. Jeg har, min Tro,
ligefrem længtes efter at gjøre deres Bekjendtskab, Hr. Maler! Det er
sjælden, at vi her paa Egnen faar saadanne notable Besøg. Jeg tror,
at deres Kolleger plejer at søge længere nord eller syd paa -- ikke
sandt?«

Henning indrømmede, at dette Sted endnu ikke havde været videre
hjemsøgt af Malere. Han var nok en af de første, der vilde male
Studier derfra.

Den lille, trivelige Byfoged kom med en Mængde Lovtaler over Egnens
og Befolkningens Ejendommeligheder, men Henning havde vanskelig ved
at følge ham med den skyldige Opmærksomhed, thi Navnet Aaby, hvormed
Byfogden havde benævnet sin Ledsager, havde vakt en Erindring hos
ham, som han ikke kunde blive kvit.

Bemeldte Herre var en uforholdsmæssig lang, leddeløs Skikkelse med
tynde, rødlige Bakkenbarter og et Brilleglas klemt ind foran det
venstre Øje. Snittet paa hans +dress+ røbede en synlig Bestræbelse
hos ham efter at se ud som angliseret Børsmatador. Han havde en
ejendommelig Manér med hvert tredie eller fjerde Minut at aabne
Munden paa vid Gab og slaa Tungen op mod Ganen med et lydeligt Smæk,
hvorved hans Ansigt fik et aldeles ubeskriveligt Udtryk. -- Ellers
var der intet som helst mærkeligt ved ham.

I Hennings og Byfogdens Samtale, der drejede sig om det sidste Aars
Udstilling, blandede han sig kun ved nu og da at udstøde en kort, tør
Latter, der aabenbart skulde betegne hans fuldkomne Samstemning med
de andre Herrers Mening.

Ved Afskeden bad Byfogden Henning om at gjøre ham den Fornøjelse at
se hjem til ham. »Og naturligvis ikke glemme at tage Deres Frue med,«
tilføjede han. »Vi kan saagu' trænge til at se ny Ansigter herude.«

»Ogsaa mig og min Kone en stor Fornøjelse,« bemærkede Grosserer
Aaby og smækkede med Tungen, medens han rakte Henning sin lange,
behandskede Haand. --

Navnet Aaby havde haardnakket sat sig fast i Hennings Hoved, da han
lidt efter gik hjem fra Stranden.

Men naar alt kom til alt, var det maaske en tilfældig Navnelighed.
Der kunde være saa mange Grosserere Aaby. Hvorfor skulde det netop
være _hendes_ Mand?

Men han havde en dunkel Erindring om, at hun en Gang havde fortalt
ham, at hun havde en Slægtning, der var Byfoged et Sted ovre i
Jylland. Skulde Skæbnen virkelig have faaet i Sinde at føre dem
sammen igjen efter saa mange Aars Forløb, og efter at saa meget havde
forandret sig for dem begge?

Hans Sind kom i en underlig, uroblandet Bevægelse. Bekræftede hans
Gisning sig, vilde han ikke kunne modstaa Fristelsen til at gjense
hende. Og hvorfor skulde han vel ogsaa det? Der var løbet saa meget
Vand i Stranden siden hin første Kjærlighed, at han vistnok kunde
gjøre det uden Fare enten for hende eller sig selv.

Han havde alligevel ingen Ro paa sig, før han fik Vished, og han
besluttede den næste Dag at gjøre Visit hos Byfogden.

For at berolige sin Samvittighed spurgte han Minna, om hun vilde gaa
med, men hun svarede vrantent Nej. Hun havde ikke Lyst til at gjøre
sig Ulejlighed for at gaa hen og høre paa deres Snakken op ad Stolper
og ned ad Vægge. Men det var jo saa rimeligt, at han gik. Naar han
endelig havde en Time tilovers, burde han naturligvis ofre den paa
fremmede Mennesker fremfor paa hende. Han skulde blot ikke gjøre
Regning paa at træffe hende, naar han kom hjem. --

Byfoged Krak boede i Udkanten af den lille Kjøbstad i et ny opført
et-Etages Hus, foran hvilket der stod en Række pyntelige Elmetrær;
bag ved Huset laa en gammel, skyggefuld Have.

Hvis Henning var kommen som Frier til Byfogdens Datter eller som en
ulykkelig Forbryder, der vilde melde sig selv til Stedets Øvrighed,
kunde han ikke med mere bankende Hjærte være gaaet op ad den sirlige
Jærntrappe, der førte op til Forstuedøren, paa hvilken der prangede
en blankt skinnende Messingplade med Indskrift: Krak, Byfoged.

Stuepigen modtog hans Kort og førte ham ind i et lille Kabinet,
hvortil Døren paa den modsatte Side strax efter blev aabnet af
Byfogden i egen Person.

»Hjærtelig velkommen, min kjære Genremaler! De gjør os vel den
Fornøjelse at spise Frokost med os, saa kan jeg med det samme
præsentere Dem for hele Familien, baade indfødte og fremmede.«

Byfogden stak fortrolig sin Arm ind under Hennings og førte ham ind
i Spisestuen, hvor Familien sad omkring Frokostbordet.

»Her gjør vi ingen Ceremonier -- knapt nok med Forbryderne!« raabte
den lille Byfoged og lo umaadelig af sin egen Vittighed. »Værsaagod!
En Stol og en Kuvert til vor Gjæst. -- Maa jeg saa præsentere Dem
hele Arresthuset. Min Kone derovre -- mellem os sagt den værste
Havgasse, De kan træffe fra Skagen til Kongeaaen -- min Datter til
venstre; desværre slægter hun ikke sin Fa'er, men sin Mo'er paa. Den
Herre dér kjender De allerede, og -- det bedste gjemmer vi tilsidst:
Min Søsterdatter, Fru Aaby -- Hr. Genremaler Bentsen -- --«

Henning bukkede. Hun saa' op, og en næsten umærkelig Rødme steg op
i hendes Kinder, men forsvandt saa hurtig igjen, at man maatte have
været en meget skarp Iagttager for at opdage dette Tegn paa, at hun
og han gjenkjendte hinanden.

»Jeg antager, at De og min Niece maa kunne blive gode bekjendte, min
kjære Genremaler. Hun er det eneste fornuftige Menneske, jeg kjender.
Ellers plejer jeg ikke at rose mit eget, men da hun kun i uegentlig
Forstand hører mig til, betænker jeg mig ikke paa at sige min
oprigtige Mening om hende. Hun kan takke sin Gud og Skaber, at hun
ikke er bleven opdragen under mit Tag, ellers havde jeg naturligvis
faaet hende totalt spoleret ligesom mine egne Kvindfolk, der ikke har
levnet saa meget som et graat Haar paa mit Hoved.«

Og den glade Byfoged udbrød i en ny, rungende Latter over sin sidste
Spas. Han havde nemlig trods sine tresindstyve Aar bevaret et tykt,
brunt Haar, som ingen Yngling havde behøvet at skamme sig ved. --

Henning var meget tilfreds med sin Værts Veltalenhed, eftersom den
gav ham Tid til at sunde sig lidt.

»Hvis jeg blot maatte faa Lov til at indføre et Ord, lille Onkel, saa
kunde jeg fortælle dig, at Hr. Bentsen og jeg er gamle bekjendte.«

Hun sagde det i den naturligste Tone, uden Spor af Forlegenhed.

»Aa -- Fanden heller! Det var da morsomt!« raabte Byfogden.

»Behagelig Overraskelse!« istemte Grosserer Aaby, der var i Færd med
at knuse en velbelagt Tvebak mellem sine stærke Kæber.

»Fru Aabys afdøde Fader var i nogle Aar min Lærer; derfra stammer
vort Bekjendtskab,« tilføjede Henning. -- »Jeg har tilbragt
uforglemmelige Timer i Deres Svogers Hus, Hr. Byfoged.«

»Men saa har vi jo Lov til at betragte Dem som en gammel Ven af
Familien! Det var da rent forbandet morsomt. -- Ja, det var en brav
Mand, min Svoger, og en dygtig Kunstner.« -- Byfogden sagde det helt
bevæget -- »Og De har uddannet Dem under hans Vejledning?«

»I nogle Aar. Det var den lykkeligste Tid i mit Liv.« -- Ordene slap
Henning ud af Munden, uden at han rigtig vidste af det.

Hun saa flygtig hen paa ham og sænkede strax igjen sit Blik. Det var
vanskeligt at se, om hun havde bevaret mere Interesse for ham, end
hun vilde have gjort for enhver anden god bekjendt, som Tilfældet
kunde have ført hende sammen med efter flere Aars Forløb. --

»Til Ære for Dem giver Borgermesterinden en lille uskyldig Middag
førstkommende Søndag,« erklærede Byfogden, da Henning fandt det paa
Tiden at bryde op. -- »Men ikke Spor af Ceremonier, vil De notere Dem
det! For Resten kan jeg tænke, at De og min Niece længes efter at
opfriske gamle Minder. Og Grossereren derhenne er vel ikke en Smule
jaloux -- hvad behager?«




XII.


Han sad halvt skjult mellem de yderste Klitbakker ude mod Havet, der
skyllede i brede Tunger ind over Stranden, ledsagende Dønningerne
derude med en underlig sivende Lyd, idet Vandet i smaa Bobler gled
hen over Sandet og Stenene. --

Der laa Graavejrsstemning over Landskabet. Ude i Horisonten havde
der samlet sig en Række Skybanker, der taarnede sig højere og højere
op mod den disede Luft, som Solen ikke havde Magt til at trænge
igjennem. Skjønt det var i Begyndelsen af August, var Vejret køligt
og efteraarsagtigt, saaledes som det i Grunden passer bedst til de
barske Omgivelser. Klart og mildt Solskinsvejr er ligesom en fremmed
Gjæst i denne Egn. De varme Sommerdage er saa faa, at det synes, som
om de flygter bort igjen, før Landskabet har faaet Tid til at iføre
sig en mere smilende Skikkelse end den, der er ejendommelig for dets
Natur.

Her, hvor det aabne Hav Aaret igjennem ruller tungt og vredladent ind
mod Stranden; hvor Klitterne altid hæver sig lige stive og alvorlige,
er det ikke saa sært, at Befolkningen har faaet noget af den samme
ydre Barskhed og Alvor i sit Væsen. Det er Stemningen fra den øde
Strandbred, der afspejler sig i Mændenes og Kvindernes Træk, Sporene,
som Livets Ensformighed og det strænge Arbejde har efterladt. --

Han havde lukket Malerkassen i, men blev siddende og lyttede til
de dybe Suk, der lød gjennem Dønningerne ude fra Søen, indtil hans
Øre pludselig fangede en ny Lyd oppe paa Klitterne bag ved ham. Han
vendte sig om, dreven af en instinktmæssig Anelse, og med et Par
Spring var han deroppe, efterladende Malerkassen og sine øvrige Sager
nede paa Stranden.

Han stod varm og forpustet foran hende, medens hun saa paa ham med
det samme lyse Blik, som han kjendte saa godt fra gamle Dage, og
rakte ham Haanden, som man rækker den til en god, paalidelig Ven,
hverken mer eller mindre.

»Tak for sidst! Vi har jo ikke set hinanden i evig Tid. Hvor har De
været henne saa længe?«

»Jeg har villet arbejde, men har ikke kunnet.«

»Saa har De vist heller ikke havt den rigtige gode Vilje. De ved nok,
med den kan man udrette saa meget.«

»Ja -- især naar man er saa lykkelig at have denne guddommelige
Ligevægt i Sindet, som f. Ex. De er udrustet med.«

Han vilde sige det i en spøgefuld Tone, men det lykkedes ikke rigtig.
Hun syntes imidlertid ikke at lægge Mærke dertil, røbede det i alt
Fald ikke. De tav begge to en lille Tid, medens de gik Side om Side
hen over Klitbakkerne. --

I Uger og Dage -- lige fra deres første Møde -- havde han ikke tænkt
paa andet end at træffe hende alene. Han syntes, at der var saa
meget, som han maatte og vilde sige hende. Men nu, da Tilfældet var
kommet ham til Hjælp, blev han ligesom ængstelig for det. Medens hun
prøvede paa at begynde en Samtale om ligegyldige Ting, blev han mere
og mere ordknap.

»Herregud, hvor De dog er lidet veltalende i Dag,« sagde hun omsider.
»Jeg kan næsten ikke kjende Dem igjen.«

»De maa have Overbærenhed med mig. Jeg vilde gjærne være ligesaa
upaavirket af gamle Erindringer, som De er det. Men det vil ikke
lykkes mig. Jeg kan ikke blive ved at tale med Dem som med en fremmed
og lade Fortiden være glemt og begraven. -- Ja, nu er det sagt. Og
jeg maa finde mig i, om De bliver vred for det.«

»Jeg bliver ikke vred,« sagde hun og saa' paa ham med et venligt,
aabent Udtryk, der ligesom dæmpede hans frembrydende Heftighed. »Jeg
bliver slet ikke vred, men det vil bedrøve mig meget, om vi ikke
kan omgaas som gode og trofaste Venner. -- Det var heller ikke min
Mening, at Fortiden skulde være slettet ud. Vi kunde jo godt tænke
paa den som paa en kjær og lykkelig Ungdomstid, men jeg havde troet,
at der laa tilstrækkelig lang Tid imellem til, at der ikke længere
var noget, som kunde hindre Fornyelsen af vort gamle Venskab. Nu
synes det imidlertid, som De vil det anderledes, og saa er der jo
ikke andet for, end at vi bliver som fremmede for hinanden.«

»Ja ... De har Ret. Og dog vilde jeg saa gjærne beholde Deres
Venskab. Jeg trænger mere til det, end De tror. Sæt Dem her ned, Fru
Aaby. Saaledes. -- Lad mig blot en eneste Gang tale alvorlig med Dem.«

Hun saa' lidt tvivlraadig paa ham og fulgte halvt nølende hans
Opfordring. De satte sig paa Skrænten af en af de højeste Klitbakker,
hvorfra der aabnede sig Udsigt -- saa langt Øjet naaede -- mod Vest
ud over Klitterne til Havet, og til den modsatte Side ind over Land,
hvor Bøndergaardenes røde Mure kiggede frem mellem Enge og Agerland.
Tæt foran dem skar Fjorden sig ind ved Foden af den lille Kjøbstad
med dens knejsende Kirkespir.

Der fór en kold, efteraarsagtig Blæst hen over den stride Marehalm,
og hun trak sit Shavl tættere sammen om Skuldrene, medens hun ventede
paa, hvad han havde at sige hende. --

»De har en Gang været min gode Engel« -- Han talte i en langsom,
halvt sagte Tone -- »og ... maaske kunde De blive det igjen. Jeg tror
i alt Fald, det vilde gjøre mig godt, hvis jeg maatte faa Lov til at
skrifte for Dem -- fortælle Dem, hvorledes det staar til med mig ...«

Hun saa' denne Gang forundret op paa ham, men afbrød ham ikke. Saa
vedblev han lige som før, uden at møde hendes Blik:

»Det er umuligt andet, end at De har maattet gjætte den skæbnesvangre
Fejltagelse, jeg har begaaet, siden vi omgikkes hinanden i gamle
Dage. Men -- De ved ikke, hvor stor og uoprettelig den er. -- Jeg har
maattet opgive noget af det bedste, der kan sprede Glæde og Lykke
over et Menneskeliv ....«

Det varede lidt, før hun svarede ham:

»Hvad De der siger, kan jeg ikke tro. Og De har ikke heller Ret til
at tale saaledes; det ... er en Fornærmelse mod Deres Hustru.«

»Hvorfor? -- Jeg bebrejder hende jo ikke noget. Fejlen ligger
vel udelukkende hos mig. -- Jeg betragter det desuden som en
Gjengjældelse, fordi jeg blev utro mod den bedste Følelse, der
nogensinde har opfyldt mig.«

»Nu taler De overspændt og sygelig, Henning Bentsen. Hvad er det, De
er bleven utro mod? Skulde en ungdommelig Forelskelse maaske gjøre
Dem til Asket og Eneboer hele Deres øvrige Liv? De svigtede jo ingen
-- De var altsaa i Deres gode Ret til at søge hos en anden den Lykke,
som _hun_ ikke kunde berede Dem ...«

»Nej -- De misforstaar mig -- eller vil maaske ikke forstaa mig. Jeg
ved nok, at jeg ikke har noget at bebrejde mig overfor hende, der
ikke kunde blive min. Men hvad jeg syndede mod, var den stærke og
rene Kjærlighed, jeg havde næret, og som var for god til at vige
Pladsen for en Tilbøjelighed, der ikke var den første værdig. Var jeg
bleven lykkelig med den Kvinde, som nu er min Hustru, saa kunde jeg
maaske have mødt Dem igjen som den fornuftige Ven -- ligesaa rolig og
behersket som De mig. Men Modsætningen mellem Dem og hende er traadt
saa stærkt frem for mig i denne Tid; jeg har ikke kunnet vedblive at
spille denne fremmede Rolle overfor Dem og lade Fortiden være som
noget, der ikke længere vedkom mig.«

»Men det maa De jo dog -- hvad andet skulde De vel?« -- Hun sagde det
lidt heftig, idet hun saa' op paa ham.

»Jeg -- jeg ved det ikke selv. Det var en uheldig Skæbne, der lod mig
møde Dem her for endnu tydeligere at vise mig, hvor haabløst det hele
er.«

Han tav lidt og vendte sig saa pludselig om mod hende.

»Vil De svare mig ærlig? -- Er De fuldkommen lykkelig?«

»Jeg ved ikke, med hvad Ret eller hvorfor De spørger mig derom«. --
Hun saa rolig og alvorlig paa ham, medens hun talte -- »Men for at De
ikke skal misforstaa mig, vil jeg svare Dem, at for saa vidt man kan
være lykkelig ved et agtet og hæderligt Liv og ved Bevidstheden om at
opfylde sine Pligter, saa er jeg det.«

»Hvor det lyder fornuftig -- og kristelig.« Henning lo bittert uden
at bryde sig om at lægge Skjul derpaa. -- »Det maa være i høj Grad
velgjørende for ens Sindsro at kunne gaa saadan paa Akkord med Lykken
og sige til den: _det_ skænker du mig og ikke mere, lad mig blot
beholde det, saa skal jeg være tilfreds. ... Nej -- bliv ikke vred,
fordi jeg harmes over at høre Dem tale saaledes. Har Livet ikke noget
bedre at byde os end en saadan sløv Resignation? Jeg ved, at De ikke
er lykkelig; De kan ikke elske den Mand, De har bundet Dem til. Det
er umuligt -- og det vilde ikke være Dem værdigt.«

»Henning!« -- I det Blik, hvormed hun saa' paa ham, var Udtrykket
paa en Gang blevet strængt og fortørnet -- »De misbruger den Ret,
vort Ungdomsvenskab giver Dem. Jeg tror, at De er nervøs og ophidset,
ellers maatte De kunne forstaa, at De fornærmer mig.«

»Fordi jeg er ærlig mod Dem og mig selv?« -- Han sad lidt og stirrede
ned for sig, før han vedblev: -- »Hvis jeg havde set, at De var, hvad
jeg forstaar ved lykkelig, saa vilde jeg have undgaaet Dem efter vort
første tilfældige Møde herovre, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde
være Herre over alle de Erindringer, der styrtede ind paa mig ved
at gjense Dem. Men efterhaanden som jeg har faaet et andet Syn paa
Deres Forhold, har jeg mere og mere længtes efter endnu en Gang at
komme til en Forklaring med Dem, før vi skilles for rimeligvis ikke
at mødes tiere.«

»Og hvad skal denne Samtale kunne gavne enten Dem eller mig? Den
tjener jo kun til at rippe op i det, der ligger bag ved os, og som nu
én Gang er glemt og begravet. Tro mig, Henning, De handler uret baade
mod Dem selv og især mod Deres Hustru. Og -- -- jeg vil ikke længer
fortsætte denne ørkesløse Samtale med Dem.«

Hun gjorde Mine til at rejse sig op for at gaa, men han lagde sin
Haand paa hendes Arm og nødte hende til at blive.

»Kalder De det ørkesløst,« sagde han med dæmpet Heftighed, »at jeg
bestræber mig for at faa mere Ro i mit Sind, end der har været i
lange Tider, og især efter at jeg atter har truffet Dem.«

»Men skal da denne Samtale kunne hjælpe Dem dertil?« spurgte hun og
rystede paa Hovedet. »Det forstaar jeg ikke.«

»Jo -- De skal lære mig, hvorledes man faar den Klarhed over sig
selv, som De har. Jeg tror, at dersom jeg havde noget mere af den
samme Viljestyrke, som De er i Besiddelse af, vilde Fremtiden ikke se
slet saa mørk ud for mig. -- Et Ægteskab uden Sympathi og Forstaaelse
er og bliver en af de forfærdeligste Ulykker, der kan ramme et
Menneske, og er man saa tilmed kommen saa vidt, at man har givet
Sagen op og ikke længer strider mod de onde Magter, saa er man for
Alvor fortabt. Saa langt er jeg omtrent kommen, og derfor spørger jeg
Dem, Margrethe, kan De ikke endnu en Gang blive min gode Skytsaand
og give mig det forløsende Ord, der kan mande mig op, saa jeg i det
mindste faar Mod til at bære min Skæbne som en Mand.«

»Kunde jeg det, vilde jeg hellere end gjærne,« svarede hun. »Men
den Styrke, De søger, kan De kun finde hos Dem selv. Prøv med en
ærlig og god Vilje at jage Skyggerne bort fra Deres Hjem; ret med
varsom og kjærlig Haand de Fejl, som De tror at finde hos Deres
Hustru; bliv ikke træt af at stræbe henimod en bedre og inderligere
Forstaaelse, og naar De trænger til Opmuntring, saa søg den i Deres
Arbejde. Lad det og den uophørlige Bestræbelse for at bringe Glæde og
Tilfredshed tilbage til Deres Hjem, udfylde Deres Tilværelse, og De
kan da sikkert aldrig bukke under i Kampen. Men det er umandigt af
Dem at hengive Dem til tomme Klager over Deres Skæbne, den, som De jo
i hvert Fald selv har beredt Dem. Og jeg vil sige Dem det lige saa
ærlig, som De har talt til mig -- det havde været smukkere handlet,
om De ikke havde fortalt mig om Deres Ægteskab. Det er et af de
Forhold, man skal gjemme hos sig selv.«

»De er stræng i Deres Dom,« svarede han. »Men De ved ikke, hvor
haabløst jeg har kæmpet i disse lange Aar. Saa traf jeg Dem herovre.
Det var, som den bedste Tid af mit Liv traadte frem for mig igjen.
Var det da saa underligt, at jeg længtes efter at tale til Dem om alt
det, der ligger og tynger paa mig? De er den eneste, til hvem jeg
vilde have gjort det.«

»Nu -- jeg vil heller ikke bebrejde Dem Deres Aabenhjærtighed. Men
tænk paa, hvad jeg har sagt. Begynd ufortrøden Kampen paany, baade
for Deres Hjem og for Deres Kunst, og naar De en Gang har sejret paa
begge Punkter, saa skal De komme og fortælle mig det, og ingen vil
glæde sig mere derover end Deres gamle Veninde.«

Hun rakte sin Haand hen imod ham, og han greb den, idet han saa' op
paa hende, som hun stod foran ham med et næsten pigeagtigt Udtryk
over den lille, fintbyggede Skikkelse.

»Hvor den Mand maatte kunne bringe det vidt i Verden, der havde en
Hustru som Dem,« sagde han sagte. »Tak for Deres Godhed -- gid De
maatte faa Glæde af mig.« --

Han forlod hende hastig, og hun blev staaende alene paa Klitten og
saa' efter ham. Rødmen paa hendes Kinder var bleven stærkere, og det
var, som en flygtig Skygge gled hen over Panden. -- Hun blev staaende
endnu et Øjeblik, ligesom hun paa én Gang faldt i Tanker uden rigtig
at vide af det. Saa trak hun Shavlet sammen om Skuldrene og begav sig
ad den sandede Hedevej til Byfogdens Gaard i Udkanten af Byen.

       *       *       *       *       *

Det var hans første Beslutning, at han vilde rejse hjem. Han sagde
allerede samme Dag til Minna, at hun kunde belave sig paa Hjemrejsen
i Løbet af en otte Dage. Til den Tid mente han at være færdig med
sine Studier. Men i Stedet for de otte var der gaaet fjorten Dage
siden Mødet ved Stranden. Han kom jævnlig hos Byfogdens og havde
flere Gange truffet Fru Aaby alene, men deres sidste Samtale var
ikke bleven berørt. -- Han gjorde sig Umage for at synes munter og
tilfreds, naar han var sammen med hende, som om den Forklaring, det
var kommet til mellem dem, virkelig havde bragt mere Ro i hans Sind.

Men i Virkeligheden var han mere nervøs og ophidset end før. Han
følte sin gamle Kjærlighed voxe Dag for Dag, men paa samme Tid
vogtede han omhyggelig paa sig selv, fordi han var bange for at
skræmme hende bort, hvis han røbede sig.

Han havde maaske ikke saa magtesløst givet sig denne vaagnende
Tilbøjelighed i Vold, dersom han ikke paa Forhaand havde dysset sin
Samvittighed i Søvn med den Betragtning, at naar hans Hustru hverken
kunde eller vilde være noget for ham, saa maatte han være i sin Ret
til at hengive sig til en Følelse, der trods dens Haabløshed var
stærk nok til at udfylde hans Tilværelse, saa længe han blot var i
_hendes_ Nærhed.

Men der var desuden noget andet, som fik Flammen til at blusse
stærkere og hastigere op, end det muligvis ellers vilde have været
Tilfældet, og som gjorde det stadig vanskeligere for ham at bevare
sin ydre Ro overfor hende.

Hun søgte at skjule det med al den Takt og Finfølelse, hun raadede
over, men han saa desuagtet mere og mere tydelig, at hendes Mand
slet og ret var en plump, snæverhjærtet Tyran, der saarede hende paa
tusende Maader, oven i Kjøbet med en vis Brutalitet, som om han fandt
en særlig Tilfredsstillelse ved Bevidstheden om, hvorledes det stod
i hans Magt at smaatyrannisere en Hustru, der var ham saa uendelig
mange Gange overlegen. --

Grosserer Aabys Specialitet var ellers at fortælle slibrige
Historier, og saadan i al Fortrolighed -- ved et lille Glas sammen
med Doktoren og Postmesteren -- gjorde han ingen Hemmelighed af, at
han Fanden ta'e sig endnu havde sine smaa Liaisons.

Men midt under den pinlige Uro, hvormed disse Iagttagelser
opfyldte Henning, begyndte der at dæmre en Forestilling om, at
han, Ungdomsvennen, ikke var hende helt ligegyldig, hvor megen
Selvbeherskelse hun end viste i sin Adfærd mod ham. --

En Dag havde Henning overtalt Minna til at gjøre Visit hos Byfogdens.
Hun var gaaet derhen og havde taget lille Aage med. Det var Aftalen,
at Henning skulde hente dem, men da han kom, var Minna gaaet. Aage
havde derimod faaet Lov til at blive, medens Byfogdens Datter havde
fulgt Minna paa Vej. Af Pigen, der lukkede op, fik han den Besked, at
Aage var nede i Haven med Fru Aaby.

Han fulgte en Allé af gamle, forhugne Ælmetrær, der bugtede sig
henimod Udkanten af Haven til et Lysthus, som han vidste var hendes
Yndlingsplads, og hvor han antog at finde hende og Drengen. --

Hun sad paa en lav Kurvestol, medens lille Aage stod og lænede sig op
til hendes Skjød. Lyset, der brød ind mellem det aabne Løvværk, lagde
et varmt, gyldent Skær over hendes og Barnets Haar, idet hun bøjede
sit Hoved ned mod ham. Synet af de to gjorde et sælsomt Indtryk paa
ham. --

Hun havde ikke lagt Mærke til, at han nærmede sig, og med en Følelse
af, at han ikke nænnede at forstyrre den smukke Gruppe, bøjede han
bort fra Alléen og ind paa en Sti, saa han kom hen til Bagsiden af
Lysthuset, hvorfra han kunde betragte hende, uden at hun saa ham. --

»Har du ingen lille Dreng?« hørte han Aage sige.

»Nej -- jeg har ikke.«

»Saa skal jeg nok hver Dag komme hen og lege med dig,« sagde Barnet
og rakte sin Mund op til hende.

Han saa, at hun havde Taarer i Øjnene. Og pludselig -- som med et
uvilkaarligt Udbrud af længe tilbagetrængt Følelse -- tog hun Drengen
i sine Arme og kyssede ham heftig paa Mund og Kinder. --

Hennings Hjærte blev paa en Gang saa fuldt, som om det vilde sprænge
alle kunstige Dæmninger. Men han tvang sig til at undertrykke den
Bevægelse, der truede med at tage Magt over ham, og traadte rolig ind
i Lysthuset. En flammende hed Rødme gød sig over hendes Kinder, da
hun saa ham, og hun satte med paafaldende Hurtighed Drengen ned paa
Jorden. --

»Tak, fordi De har taget Dem af Aage. Jeg haaber ikke, han har gjort
Dem for megen Besvær?« sagde han.

»Aa -- det er en allerkjæreste Dreng, De har,« svarede hun -- uden at
se op paa ham. »Vi har moret os rigtig godt, ikke sandt, Aage?«

»Jeg vil gjærne have, at du ogsaa skal være min Moder,« sagde den
lille Fyr. »Jeg kan godt lide at lege med dig.«

Barnets Pludren forøgede hendes Forlegenhed, og det kostede hende
aabenbart Umage at vedligeholde sin sædvanlige utvungne Tone. Han
kunde ikke tage fejl deraf, og med en halvt lyksalig, halvt ængstende
Fornemmelse jublede det i ham: -- »Saa har hun mig dog kjær!«

Han fulgte lille Aage hjem til Gjæstgivergaarden, men da han traf en
af Pigerne udenfor, lod han hende bringe Drengen op til Minna. Saa
fortsatte han sin Vej og vandrede frem og tilbage ad en Sti, der løb
bag ved Husene i en Udkant af Byen.

Han vilde ikke møde Minna, før han havde faaet Rede paa de forvirrede
og modstridende Tanker, der kæmpede i ham. Det forekom ham, at han i
dette Øjeblik kunde sætte alle Hensyn til Side for at vinde hende --
den eneste, han virkelig havde elsket. --

Men alligevel opsatte han fra Dag til Dag at finde Lejlighed til at
træffe hende alene. I nogle Dage holdt han sig endogsaa helt borte
fra Byfogdens Hus, og imidlertid fik han at høre, at Grosserer Aaby
var rejst.

Gjennem Postmesterens Frue trængte paa samme Tid et umaadelig
interessant Rygte ud i Byen.

Det drejede sig om ikke mindre end en ligefrem Skandale, som
der nok skulde have været hos Byfogdens. -- Gud bevare hendes,
Postmesterindens Mund; hun vidste nok, hvad det vilde sige at
bevare Embedshemmeligheder, men _aabne_ Brevkort hørte ikke med til
denne Kategori, og hun kunde i al Fortrolighed fortælle, at der var
kommet et saadant Brevkort til en vis Person. (Paa dette Stadium
af Beretningen skulde Postmesterindens Stemme være sunket ned til
den allersvageste Hvisken). Og bemeldte Brevkort indeholdt en for
Grossererens Moralitet saa graverende Afsløring, at hun ikke vilde
besmitte sine Læber med at gaa nærmere ind paa Detaillerne. Det var
naturligvis blevet til en Scene mellem ham og Fruen, og derefter var
Hr. Aaby rejst.

Sladderen bragte denne Historie ogsaa til Henning, og han kunde næppe
beherske sin Harme, da han hørte, hvorledes hendes Navn blev trukket
med i Snavset.

Nu kunde og vilde han ikke tøve længere.

Minna havde desuden bestemt erklæret, at hun vilde hjem, og han havde
lovet at opfylde hendes Ønske. Det Arbejde, han havde talt om, var
færdigt for længe siden, og han kunde ikke finde flere Paaskud til at
blive. --

En Formiddag, meget tidlig, gik han op til Byfogdens. Pigen viste ham
ind i Dagligstuen med den Besked, at Kancelliraaden kom vist strax.
Fruen og Frøkenen var ude. Han traadte ind i den lille Stue, der
syntes ham at indeholde noget af den samme Hygge og Velvære, som hun
bragte med sig allevegne.

Hun sad foran Sybordet henne ved Vinduet, bøjet over noget
Haandarbejde. Det forekom ham, at hun var lidt blegere, end hun
plejede at være, men ellers var der intet, som røbede, at der var
hændet noget usædvanligt.

Hun hilste venlig paa ham og rakte ham Haanden og atter denne Gang
lige saa utvungen, som hun havde víst sig fra først af. -- Det gjorde
ham en Smule forvirret.

»Jeg kommer egentlig for at tage Afsked.... Jeg burde vist være rejst
for længe siden,« tilføjede han lidt kejtet.

Hun lod ikke til at ville forstaa ham.

»De længes vel ogsaa efter at komme hjem og tage fat paa de Studier,
De har malet herovre,« sagde hun let henkastet.

»_De_ lader i alt Fald ikke til at sørge over min Bortrejse,« svarede
han i samme Tone.

»Jo, naturligvis. Jeg beklager ligesom de andre, at vi skal miste
Dem. Men tror De ikke, det er bedst for Dem selv at komme hjem? Jeg
rejser for øvrigt ogsaa snart. De ved maaske, at min Mand tog bort
for et Par Dage siden.«

»Deres Mand.« -- Henning understregede Ordet. Hun saa op og blev
blussende rød.

»Det nytter ikke, Margrethe, at De vil vedblive at forstille Dem for
mig,« sagde han sagte. »Tror De ikke, jeg ved, hvad De har taalt
og lidt -- hvor godt De end har forstaaet at skjule det? ... Jeg
ved ogsaa, at jeg ikke er Dem helt ligegyldig,« vedblev han endnu
sagtere. »Og jeg holder ikke længere dette ud. -- De maa høre, hvad
jeg har at sige Dem.«

Hun havde rejst sig op og saa først forundret, derpaa mere og mere
harmfuldt paa ham. Og Klangen i hendes Stemme ramte ham mere end den
heftigste Bebrejdelse, da hun svarede:

»Det havde jeg ikke kunnet tro om Dem -- De handler ikke som en
ærekjær Mand!«

»Margrethe -- Vidste De alt, hvad jeg har lidt i denne Tid, vilde De
ikke dømme mig saa skaanselsløst ... Skæbnen skylder baade Dem og mig
Oprejsning for den Uret, den har gjort mod os.«

»De tager fejl,« svarede hun rolig. »Skæbnen skylder os ingen
Oprejsning, som De kalder det. Den har i alt Fald kun ladet os lide,
hvad vi selv har forskyldt. Og jeg kan og vil ikke tale mere med Dem
om noget af alt dette. Vi er jo én Gang komne til Klarhed over vort
Forhold til hinanden; derved maa det blive.«

»Nej -- jeg slipper Dem ikke. De vil fortryde, om De nægter at høre
paa, hvad jeg har at sige Dem. Jeg er ikke længere Herre over mig
selv. De maa og skal høre mig, eller jeg svarer ikke for Følgerne.«

»Raser De, Henning? -- Med hvad Ret taler De saadan?«

»Med den Ret, som min Kjærlighed til Dem giver mig,« udbrød han i en
dæmpet, lidenskabelig Tone. »Jeg elsker Dem, Margrethe -- jeg kan og
vil ikke længere skjule det for Dem.«

»Og det er Dem, Henning, hvem jeg en Gang har holdt af som en brav og
trofast Ven -- det er Dem, der taler saaledes til mig! -- Aa -- det
bedrøver og krænker mig mere end alt andet.«

Hendes Stemme dirrede, som om hun kæmpede mod Graaden.

»Margrethe -- vær overbærende mod mig,« bad han næsten ydmygt. »Jeg
føler selv, at jeg handler skammelig baade mod Dem og mod hende, der
i alt Fald af Navn er min Hustru. -- Men jeg kan ikke andet; jeg
beherskes af en Vilje, som er stærkere end min egen. Og derfor beder
jeg Dem om blot endnu en eneste Gang at lade mig tale uden Forbehold
til Dem, og hvis De derefter endnu fordrer det af mig, saa skal jeg
undgaa Deres Nærhed, og De skal ikke se mig mere. Kun endnu denne
Gang maa De høre mig. Jeg besværger Dem det ved Mindet om den Smerte,
De en Gang har tilføjet mig, og som har gjort mit Liv til noget helt
andet, end det kunde være blevet, hvis De var bleven min.«

»Nuvel -- jeg vil opfylde Deres Ønske -- men, Henning, jeg advarer
Dem om ikke at sige noget, som De bag efter vil komme til at fortryde
baade for Deres egen og min Skyld.«

Hun satte sig ned med en træt, sorgfuld Mine og vendte sig halvt bort
fra ham, medens han talte. --

»Jeg véd, at De er stræng mod Dem selv,« sagde Henning efter et kort
Ophold; »jeg ved, at De er den bedste og reneste Kvinde, jeg har
truffet, og netop derfor har De faaet en Magt over mig, som er bleven
mig endnu farligere end Deres ydre Skjønhed. Frygt derfor ikke, at
jeg skal sige noget, som kan saare eller fornærme Dem. --

En Mands Kjærlighed kan være højst forskjellig i sin Natur. Skjuler
den kun sanselig Attraa, saa vil han, selv om han fra først af har
daaret sig med den Indbildning, at hans Følelser havde et andet og
renere Grundlag, enten tidlig eller sent vaagne op af Rusen, og ve
ham, hvis han har bygget sit fremtidige Liv derpaa! -- Men den anden,
den rette Kjærlighed, er ligesaa forædlende og befriende, som hin er
ulykkebringende. Og den lever saa langt ud over Elskoven, fordi den
bunder i sand, sympathetisk Forstaaelse, i en Glæde og Tryghed hos
hinanden, som er stærk nok til at taale Livets Prosa og altid blive
lige ung og ny. --

En saadan Følelse er det, jeg nærer for Dem, Margrethe, og jeg føler
det sikkert, at var De bleven min Hustru, kunde mit Liv aldrig
være blevet forfejlet. De vilde have faaet Bugt med det svage og
letsindige i min Karakter, fordi De selv er saa stærk og god. Deres
Kvindelighed vilde have gjort ogsaa mig renere og bedre, og min
Kjærlighed til en Hustru som Dem og til det Hjem, De vilde have skabt
mig, havde givet mig Kræfter til idelig at vinde fremad --«

Han tav lidt, som om han ventede paa, at hun skulde svare ham, men
hun blev siddende ubevægelig i samme Stilling.

Saa fortsatte han i den samme sagte og bevægede Tone:

»Saa lykkelig skulde jeg ikke blive. Jeg var den Gang letsindig nok
til halvvejs at kunne glemme Dem, og nogle faa Aar efter, at jeg
havde faaet Vished om, at De ikke kunde blive min, begik jeg mit Livs
store og skæbnesvangre Vildfarelse. -- Tilfældet førte mig sammen med
en ung Pige, hvis ydre Tillokkelser tog mit Sind fangen. Jeg lod mig
henrive af en Tilbøjelighed af den Art, som jeg nu er saa rede til at
fordømme, og jeg vaagnede ikke af min Rus, før jeg var bunden i et
Ægteskab, der fra dets første Dag har været en Lidelse for os begge.
Det er vistnok en Historie, som har mange tilsvarende Exempler, men
jeg tror ikke, at alle rammes lige haardt deraf. --

Da var det, jeg traf Dem herovre og saa, at De stred mod en lignende
Skæbne. Min Kjærlighed til Dem vaagnede paany, men helt anderledes
stærk og moden end før, og det Spørgsmaal trængte sig frem hos mig:
Er det saa vist, at hun og jeg handler rigtig i at ødelægge vort
Liv for at kunne have Bevidstheden om, at vi opfylder det, som man
almindeligvis kalder Pligt? Der findes maaske Naturer, som er stærke
og ædle nok til at lide med hellig Taalmodighed, og som forædles i
Ulykken, men jeg føler, at jeg maa have Glæde og Tilfredshed i Stedet
for Tomhed og Livslede, hvis det gode i mig skal trives og voxe, og
er det saa ikke min Pligt at stræbe hen til at blive lykkelig? --
Svar mig, Margrethe. -- De maa være ærlig og uhildet nok til at dele
denne Tro.«

»Nej,« svarede hun sagte. »Jeg deler den ikke. Det er saa let at
sige: Naar jeg blot faar det, som jeg vil, skal jeg nok stræbe opad
mod alt, hvad der er godt og smukt, men hvem borger for, at De vil
gjøre det, naar først Maalet er naaet og har faaet det dagligdags
Præg?«

»Den Bevidsthed, jeg har derom, og som siger mig, at jeg maa leve og
arbejde under god Paavirkning, for at det bedste i mig kan kaldes
frem og udvikles.«

»Men en saadan Paavirkning finder man bedst i Bevidstheden om
at opfylde sin Pligt. Enhver anden er kun et Skalkeskjul for
Egenkjærligheden.«

»De dømmer koldt og strængt, Margrethe, og med Ord, som Deres Hjærte
umulig kan lægge Dem i Munden. -- Var vi ikke saa skrøbelige, som
det nu en Gang er blevet vor Natur at være, kunde det jo være smukt
nok saaledes udelukkende at søge sit Livs Maal og Tilfredsstillelse
i Opfyldelsen af de Pligter, man én Gang har paataget sig, men naar
disse er blevne døde og tomme og ikke længere udfyldes af Begejstring
eller Kjærlighed, saa er det, at der hører en mere end almindelig
stærk og god Natur til for at leve alene for dem. Der er ogsaa dem,
som gaar langsomt til Grunde under en saadan frugtesløs Kamp, og
Spørgsmaalet kan da blive, om der er tabt eller vundet derved.«

»Nej, nej, Henning, Deres Synspunkt er falsk; det føler jeg, om jeg
end ikke har de rette Ord at svare Dem med. Har man, ligegyldig efter
hvilken Tilskyndelse, taget sig en Gjerning paa, som bag efter tynger
og trykker, saa maa man ligefuldt bære den og aldrig blive træt af at
arbejde for at afvinde den de bedst mulige Sider.«

»Men naar man nu er tynget saa langt ned af den, at man ikke længere
formaar at rejse sig, gjør man saa ogsaa bedre i at falde helt sammen
end med en modig Beslutning kaste Aaget af sig? ...

Hør mig med Rolighed, Margrethe, og lad den Alvor, hvormed jeg taler
til Dem, overbevise Dem om, at jeg hverken er samvittighedsløs eller
letsindig.

Baade De og jeg tynges af et Forhold, paa hvilket Samfundet har sat
sit lovlige Stempel, men som i sit inderste Væsen er uskjønt og
usandt og mere eller mindre forgifter vort Liv, eftersom vi har flere
eller færre Kræfter til at staa imod med. --

Tror De, at den Mand, hvis Navn De bærer, vilde tage sig det
synderlig nær, om De forlangte Skilsmisse? Og føler De ikke, at
det var Dem mere værdigt at bryde end at fortsætte et Samliv, der
mangler enhver sund Berettigelse til at existere? Noget lignende
gjælder med Hensyn til mig, kun med den Forskjel, at jeg ikke har
noget uhæderligt at bebrejde min Hustru. Men vort Ægteskab mangler al
Forstaaelse, og derfor virker det nedbrydende paa os begge. -- Er det
rigtigt at lade et saadant Samliv vedblive af Hensyn til Godtfolks
Mening eller af falsk Pligtfølelse? Handler man ikke bedre i at bryde
det, selv om Brudet i det første Øjeblik koster Overvindelse og
Kamp? -- De, Margrethe, kan ikke blot gjøre mig lykkelig, men De har
ogsaa Evne til at gjøre mig god og dygtig. Der er intet uhæderligt
i det Forslag, jeg gjør Dem. Deres Mand har forspildt sin Ret til
Dem; forlang Skilsmisse, og om tre, fire Aar, naar De og jeg begge
er fri, vil jeg aabenlyst komme til Dem. Vi vil glemme de bitre Aar,
som ligger bag ved, og der skal endnu kunne aabne sig en lykkelig
Fremtid for os.«

Hun var bleven lidt blegere, medens han talte, og hendes Bryst
arbejdede heftig, men Stemmen var rolig og klar, da hun svarede ham
-- denne Gang seende ham lige i Ansigtet.

»Jeg vil ikke blive vred over, hvad De siger, Henning, thi De maa
være afsindig for at kunne tale saaledes. Husker De da slet ikke
paa, at De selv er bunden, og at selv om jeg var fri og kunde og
vilde følge Dem, vilde De aldrig kunne opløse Deres Ægteskab uden
at begaa den mest skrigende Synd og Uret mod den Kvinde, som --
skjønt hun forstaar Dem ligesaa lidt som De hende -- dog aldrig har
gjort sig skyldig i nogen Handling, der lod hende fortjene en saadan
Forhaanelse af Dem. -- Selv om De forudsatte, at jeg ansaa mig for
berettiget til at gjenvinde min Frihed, kan De saa tænke Dem den
Mulighed, eller tror De virkelig saa slet om mig, at De kan indbilde
Dem, at jeg vilde være delagtig i en slig Skændighed? Og endelig --
er De virkelig saa forblindet, at De kan forestille Dem, at der kunde
bygges nogen varig Lykke paa et Forhold, der var knyttet under saa
hæslige Vilkaar? Begriber De ikke, hvorledes den onde Samvittighed
vilde forfølge baade Dem og den Kvinde, der var ussel nok til at
slutte et saadant Forbund med Dem? De vilde snart skamme Dem baade
over hende og over Dem selv, og den aandelige Sløvhed, den moralske
Nedbrydelse, som De nu taler om, vilde kun være et Naalestik mod den
Lidelse, som da vilde hjemsøge Dem. -- Nej, nej, Henning, jeg vil
ikke for Alvor tiltro Dem en slig Lavhed. Glem, hvad De har sagt mig,
ligesom jeg vil bestræbe mig for at glemme det.«

»Har jeg da for anden Gang bedraget mig ved at tro, at jeg ikke var
Dem ligegyldig?« udbrød han med dæmpet Heftighed. »Eller skuffer De
baade Dem selv og mig? -- Der vil komme en Dag, hvor De vil angre
det,« tilføjede han med en Stemme, der dirrede af Bevægelse. »Min
Opvaagnen er en hel Del bitrere nu end for sex Aar siden; jeg har
ikke længere noget, der kan give mig Evne til at staa imod, og bukker
jeg under, da er Skylden Deres.«

»Nej, Henning,« svarede hun og saa ham fast ind i Øjet, »Skylden er
da kun deres egen Svaghed, -- og en saadan Svaghed er foragtelig.«

»Nuvel, saa lad den være det,« sagde han med skærende Bitterhed.
»Ingen kan lægge en Alen til sin Væxt, ved De nok. Jeg gjør mig ikke
bedre, end jeg er. De kunde have gjort mig til noget godt og dygtigt,
men De vil ikke.«

»Kunde jeg gjøre det ved at tage Del i en saadan Handling som den,
De foreslaar mig?« svarede hun. »Nej, Henning, De befinder Dem i en
sørgelig Vildfarelse. Gid De snart maa komme til en bedre og klarere
Erkjendelse -- det er mit bedste Ønske for Dem.«

»Og alt, hvad De har at sige mig?« spurgte han.

»Ja -- alt.«

»Saa Farvel. Vi mødes næppe mere.«

Han gik langsomt ud af Stuen, uden at byde hende Haanden til Afsked.
Der var kommet en vild, oprivende Smerte over ham. Han forstod nu, at
han havde næret et forfængeligt Haab, men det forekom ham tillige,
at det var det eneste, han havde havt tilbage. Det var mere end en
Frase, da han havde sagt til hende, at han vilde gaa til Grunde,
dersom hun anden Gang stødte ham bort. Han følte sig saa sjælesyg,
saa' intet som helst, der kunde holde ham oppe. --

Og skulde han da virkelig være tvungen til at henslæbe Resten af sine
Dage sammen med en Kvinde, der aldrig havde gjort andet end forgifte
Tilværelsen for ham?

Der rejste sig pludselig en Bitterhed, ja næsten et Had hos ham mod
hans Hustru.

Hvorfor havde hun aldrig gjort sig den mindste Umage for at lære at
forstaa ham, for at holde de onde Magter borte? Havde han da kun
giftet sig for at faa en taabelig, halsstarrig og arrig Kvinde at
opdrage paa?

Hvorfor kunde han ikke have været ligesaa lykkelig som mange andre
Mænd -- at finde en hjælpsom og kjærlig Hustru? -- Men nu skulde det
have en Ende. En Hykler vilde han i det mindste ikke vare længere.
Sandheden skulde hun høre af ham. --

Det var trukket op til Uvejr, og den kolde Efteraarsblæst, som strøg
ind over Land, mættet med en bedsk, saltagtig Smag ude fra Havet,
jog isnende gjennem ham, medens han vandrede afsted gjennem Byens
Hovedgade. Glarmesterens og Barbererens Skilter henne paa Hjørnet
svajede raslende paa deres Hængsler for hvert Ryk, Blæsten tog i dem.
Over de røde Teglstenstage hang Luften i tykke, sortgraa Skyer. Den
triste Gade med sine uregelmæssige Huse og sin ujævne Brolægning,
hvor Græsset voxede bundtvis mellem Brostenene, var som uddød.

Han mødte ikke et Menneske, før han naaede Gjæstgivergaarden. Her gik
han op ad den halvmørke, snirklede Trappe til sin midlertidige Bolig,
hvis uhjemlige Præg passede godt til den Stemning, han befandt sig i.

Minna sad ved Vinduet og syede.

Han gik nogle Gange grundende op og ned ad Gulvet, ikke fordi han
vaklede i den Beslutning, han havde taget, men fordi han ikke rigtig
vidste, hvorledes han skulde begynde. Minna syntes tilfældigvis ikke
oplagt til Ufred; hun syede kun med fordoblet Ivrighed efter hans
Indtrædelse og lod iøvrigt ikke til at bemærke, at der var noget
usædvanligt i hans Adfærd.

Saa tav de en Tidlang begge to.

»I Morgen rejser vi,« sagde han omsider.

»Naa -- det var jo rart.«

Hun saa lidt overrasket op; han plejede ellers ikke at tale paa denne
korte og uvenlige Maade, naar hun ikke først havde givet Anledning
dertil.

»Men ikke for at fortsætte som før,« vedblev han i samme Tone. »Det
skal og maa have en Ende; det har jeg fast besluttet.«

»Herregud -- kan jeg nu ikke faa Lov til at sidde i Fred? Hvorfor
kommer du her og vælter dig over mig? Behold bare dine Beslutninger
og Forklaringer for dig selv; jeg skjøtter ikke om at kjende dem.«

»Men du _skal_. Har jeg hidtil været en Hykler, saa skal du nu til
Gjengjæld kjende den fulde Sandhed.« --

Han arbejdede sig uden nogen Tilskyndelse fra hendes Side op til
en voxende Bitterhed. -- »Jeg har i Aar og Dag tvunget mig til at
vise Venlighed og Hensynsfuldhed mod dig, selv naar du tirrede og
saarede mig mest. Jeg har prøvet paa at gjøre vort Samliv taaleligt,
selv om det ikke kunde blive lykkeligt. Men det har altsammen været
frugtesløst. Selv den sidste Rest af Godhed, jeg nærede for dig, har
du gjort dig Umage for at forspilde. Ved din Ufordragelighed har du
gjort mit Hjem til et Sted, hvor jeg blev pint og plaget i Stedet for
at finde Fred og Hvile. Dette skal have en Ende.«

Hun blev mere og mere forundret, medens han talte, og hendes Ansigt
var blegt, da hun spurgte:

»Og hvorfor siger du mig alt dette netop nu, da jeg dog ingen Fortræd
har gjort dig?«

»Fordi jeg vil vise dig den Kløft, som du langsomt, Dag for Dag har
gravet mellem os. Fordi ....«

»Aa -- du behøver ikke at sige mere.« Hun havde rejst sig op og stod
foran ham, bleg, med tindrende Blik og dirrende Læber. -- »Jeg ved
det hele. Det er hende -- din dydige Veninde, der er traadt imellem
os. -- Og for at træffe hende, var det naturligvis, du vilde her
over. -- Men gjør kun, hvad du vil« -- Minna skreg Ordene frem --
»Jeg hader dig og hende og jer allesammen ...«

»Din Heftighed overrasker mig, da du jo saa tit har erklæret, at jeg
var dig fuldstændig ligegyldig,« afbrød han hende med haanende Kulde.
»For mig kan du tro, hvad du vil. Det er ingen Skade til, at du ser
Resultatet af det Liv, vi to har levet sammen. I Stedet for al den
Glæde og Velsignelse, som en god Hustru kan bringe sin Mand, har du
fra den første Dag, vi saa hinanden, været en Forbandelse for mig.
Uro og Misnøje har du bragt ind i mit Liv, afstumpet mine Evner og
forvandlet hele min Tilværelse til Tomhed og Uhygge. Saa -- nu er det
sagt, og Enden faar blive, hvad den vil ...«

Han tav og drog tungt efter Vejret. De skaanselsløse Ord syntes paa
én Gang at træffe hende saa tunge som Hammerslag. Den Forbitrelse,
hun nylig havde givet Luft, gjorde Plads for en dump, knugende
Smerte, der fik Nerverne i hendes Ansigt til at dirre, og derpaa brød
hun ud i en halvkvalt, lidenskabelig Graad.

»Aa Gud -- aa Gud -- saa slet kan jeg dog ikke have været!« -- --

Hans Blik faldt paa hendes slanke, endnu ungdommelige Skikkelse og
paa det i Taarer badede Ansigt, og en Følelse af Anger begyndte at
liste sig over ham, lige saa hurtig som hans Heftighed var kølnet.

»Jeg siger ikke, at du har været slet,« sagde han tøvende. »Tværtimod
-- du har jo altid været en hæderlig Kone. Men dit ufordragelige
Sind, din Mangel paa al Kvindelighed har bragt Ulykke over os. Og
deri ligger din store Skyld, at du aldrig har villet gjøre den
mindste Bestræbelse for, at det kunde blive anderledes.«

»Men du -- hvorfor giftede du dig med mig?« Minna løftede atter
Hovedet og gjorde Vold paa sig selv for at tvinge Graaden. -- »Hvem
siger dig, at jeg ikke baade havde kunnet og villet gjøre det, hvis
jeg havde havt en anden Mand? Ved du, hvorfor jeg tror, at det saa
daarlig er lykkedes dig? Fordi du aldrig har holdt rigtig af mig --
fordi det var din Sanselighed og ikke dit Hjærte, der drog dig til
mig. Det er derfor, det er blevet til, hvad det er ....«

Hun slyngede Ordene ud mod ham, medens hun et Øjeblik stod oprejst
foran ham, men saa var det pludselig, som om hun atter sank sammen,
idet hun skjulte Ansigtet i sine Hænder. --

Hun havde en Gang før -- i Begyndelsen af deres Ægteskab -- rettet en
lignende Bebrejdelse mod ham, og han følte atter, at der var nogen
Sandhed deri. -- Var det saa vist, at han havde Ret til at tale hende
saa haardt til?

»Det gjør mig ondt, at jeg har krænket dig,« sagde han med lav
Stemme. »Ja -- jeg vilde ønske, at det ikke var sket.«

»Men det er sket. Og det er maaske bedst saadan. Nu kan vi jo gaa
hver sin Vej. For du kan vel tænke, at jeg herefter ikke længere vil
leve under Tag med dig.«

»Du faar gjøre, som du vil,« svarede han. »Det kunde vel næppe gavne
nogen af os, om jeg vilde prøve paa at holde paa dig mod din Vilje.«

Hun svarede ikke, men gik ind i det tilstødende Værelse og lukkede
sig inde der. Henning saa bedrøvet efter hende, følende sig ilde til
Mode og misfornøjet med sig selv. Da det lod til at blive Alvor,
gjorde Tanken om Skilsmisse ham urolig og bekymret. Saa vidt burde
han maaske ikke være gaaet.

Medens han blev siddende alene inde i Dagligstuen, og Skyggerne
lagde sig tættere og tættere over Gulvet eller forstak sig mellem
det smagløse Bohave, hvormed Hotelværten havde udstyret sine
Gjæsteværelser, kom han til at tænke paa sit hyggelige Hjem. _Det_
syntes Minna i det mindste altid at have havt Interesse for. Og nu,
da det truede med et afgjørende Brud mellem dem, huskede han paa
mange Træk hos hende, der viste, at hun paa sin Manér var en trofast
og pligtopfyldende Hustru.

Nej -- saa vidt burde han ikke have ladet det komme. -- Men var det
alligevel ikke meningsløst at fortsætte et saadant Samliv, medens
hans Hjærte var opfyldt af en anden -- hende, som han vidste aldrig
kunde blive hans? --

Hans voxende Bekymring for, at Minna skulde gjøre Alvor af sin
Beslutning og tage bort, viste sig imidlertid at være overflødig. To
Dage efter rejste de sammen tilbage til Kjøbenhavn. Deres Forhold
var kun undergaaet den Forandring, at Minna endnu mindre end før
lagde Baand paa sig. Hendes Sind var blevet endnu mere mistroisk og
bittert, og det udartede undertiden til en raa Hidsighed, der Dag for
Dag undergravede mere af den Kvindelighed, hvoraf hun aldrig havde
havt stort at undvære. Hun kunde bruge plumpe og stygge Skjældsord,
som han gik stiltiende af Vejen for, medens han vænnede sig til at
tale hende efter Munden eller omgaa Sandheden selv i de ubetydeligste
Ting -- for Husfredens Skyld.

Margrethe Aaby blev hele Efteraaret og Vinteren ovre hos sin Onkel,
medens hendes Mand rejste til Udlandet -- i Forretningsanliggender
hed det. Andre paastod rigtignok, at de var rigtig skilte, og at den
unge Kone havde taget Ophold som en Slags Guvernante hos en fjærn
Slægtning, der ejede en Gaard et Sted paa Sjælland.




XIII.


Det var ved Nytaarstid, der var truffet ind med meget strængt
Vintervejr det Aar.

Der havde været usædvanlig mange Indsamlinger til Brændsel og
Varmestuer og Uddeling af Middagsmad til Byens fattige. Thermometret
viste ti Grader under Frysepunktet. Isen hang i fantastiske
drypstensagtige Former under ethvert Tagskæg og enhver Tagrende; laa
i en tyk Skorpe om de halmomviklede Vandposte og havde endog havt
Udholdenhed nok til at etablere en solid og meget befærdet Landevej
mellem Langelinie og »Tre Kroner«.

Og ude omkring paa Marker og Veje laa Sneen frosset sammen i store
Bunker.

»Probenreutere« var i massevis sneede inde i Gjæstgivergaardene. Selv
Istransporten over Bæltet led jævnlige Afbræk ved Snestormene, og
Sprogø havde en permanent Befolkning af vrede og utaalmodige rejsende.

Bønderne ude paa Landet sad og døsede i den lune Kakkelovnskrog med
Merskummeren mellem Tænderne; i saadant et Vejr gad man ikke en Gang
tage fat paa det sædvanlige Vinterarbejde. Husmænd og Indsiddere slog
sig igjennem, som Smaafolk kan bedst i en stræng Vinter, og oppe paa
Herregaardene havde man beholdt sine Gjæster lige fra Jul og lod det
gaa strygende løs med Baller og Middage.

Men inde i selve Hovedstaden havde man især travlt med veldædige
Basarer og dito Aftenunderholdninger. Og det var ikke Smaaskillinger,
der kom ind.

Det er saa rart at have den Bevidsthed, at man danser og morer
sig, paa én Gang til Glæde for sig selv og til Gavn for sine
nødlidende Medskabninger. Og der herskede i denne strænge Vinter en
overordentlig ihærdig Virksomhed blandt de Velgjørere, der havde
paataget sig at arrangere Basarer og Aftenunderholdninger.

Ude omkring i Kristianshavns Smaagyder og Arbejderkvarterernes
kaserneagtige Huse steg ikke desto mindre Debetkontoen paa Høkernes
sorte Tavler til truende Højdepunkter for saa og saa mange paa Kredit
udleverede Fjerdingspund Svinefedt, kvarte Rugbrød og halve Skæpper
Kul, og de vægtige Reoler i Pantelaanernes Boder truede med at synke
sammen under den stærke Tilstrømning af »haandfaaede« Panter, lige
fra sorte Silkehatte til Bommesies Skjørter -- en Tilstrømning, for
hvilken ikke en Gang de hver Maaned averterede Pantelaanerauktioner
syntes at kunne aabne nogen kjendelig Ventil. --

Men hvor mange Savn og hvor megen virkelig Nød disse, de
ejendomsløses Asyler og Arnesteder end kan rumme i en stræng og
arbejdsløs Vinter, kan det dog hænde, at der opleves lige saa
bitre Timer hos adskillige af dem, der gjærne ville regnes med til
»bedre« Folk -- hos en eller anden stakkels Bestillingsmand, hvem
Skæbnen har begunstiget med en meget talrig Familie, Staten derimod
-- mindre gavmild af sig -- med en meget ringe Løn. Han er ikke
en Smule heldigere stillet end Arbejderen ude i Fattigkvarteret,
og han kjender Vejen til Laanekontoret med det sidste undværlige
Klædningsstykke lige saa godt som hin.

Der lever i enhver Hovedstad en lavere Mellemklasse, bestaaende af
underordnede Embedsmænd, Timelærere, smaa Haandværkere, en Mellemting
mellem Kunstnere og Haandværkere, som dannes af Billedskærere,
Skibsportrætmalere, og utallige andre ubemærkede Existenser, der
lever fra Haanden og i Munden og næppe har det bedre end det
egentlige store Proletariat.

De deler saa temmelig ligelig de samme Savn og fører den samme usikre
Tilværelse uden at kunne komme videre end til at opholde Livet, men
de føler Savnene og Fattigdommen endnu haardere, fordi de lever i
uafladelig Kamp for at give deres Stilling et udvortes Syn af at være
bedre, end den er i Virkeligheden.

Det er en honnet Ambition, der er smuk og rosværdig nok, men det
koster en fortvivlet Møje at holde den vedlige.

Til disse Samfundets Stedbørn havde gamle Bentsen jo hørt i
Størstedelen af sin Levetid.

Men i de sidste Aar var hans Søns Fremgang bleven et Lyspunkt for
ham. Han forsonede sig med sin egen mislykkede Tilværelse ved at se
Sønnen vinde frem i Verden.

At Henning valgte at blive Maler, havde i Begyndelsen ængstet den
gamle Mand, men da han blev Vidne til den første Anerkjendelse, der
blev ham til Del, var han ganske naturligt den, der nærede de største
Forventninger om sin Søns Talent.

Den Dag, da Henning første Gang havde et Billede paa den aarlige
Kunstudstilling -- dér, hvor han selv aldrig havde faaet Foden ind --
var den skjønneste i gamle Bentsens Liv. Resten af Vejen til at blive
en stor Kunstner forekom ham at maatte være ganske let og jævn. --

Hvor glad og lykkelig havde han ikke været for denne Søn, medens
de boede sammen ude i Huset mellem de pyntelige Villaer. Og hvor
ængstelig havde han ikke vogtet paa sig selv, for at den gamle,
stygge Fejl ikke skulde faa Magt over ham.

Og naar Henning sluttede Dagens Arbejde og kaldte ham ind i Atelieret
med et muntert »Kom nu ind, Fa'er, og se, hvad jeg har faaet
bestilt!« -- hvor stolt og lykkelig stillede gamle Bentsen sig saa
ikke op foran Staffeliet og paatog sig sin mest kunstforstandige
Mine, skjønt Gud skal vide, at han ikke havde noget synderlig kritisk
Blik -- allermindst for Sønnens Arbejde.

Men naar han en sjælden Gang kunde være saa heldig at træffe noget
rigtigt og sige -- »Jeg synes, Luften der kunde staa lidt friskere
i Farven!« Og Henning saa svarede: »Det har du i Grunden Ret i,« og
gjorde et Par Penselstrøg paa det betegnede Sted i Billedet, saa
følte gamle Bentsen upaatvivlelig mere Stolthed, end om han selv
havde modtaget allerhøjeste Udnævnelse til Etatsraad og Direktør for
hele Kunstakademiet. --

Da Henning temmelig pludselig giftede sig og flyttede hjemme fra, var
det et tungt Stød for den gamle, skjønt han ikke nænnede at lade sig
mærke dermed.

Han nærede ganske vist ingen Bekymring for sin Søns Fremtid, thi han
var overbevist om, at Henning var altfor klog til ikke at have valgt
just saadan en Pige, der passede i et og alt til ham, og dernæst
kunde han ikke tænke sig andet end, at hun jo maatte forgude saadan
en prægtig Fyr som hans Søn. Saa Henning vilde jo sagtens blive
lykkelig ogsaa i det Kapitel.

Men han savnede Sønnen ubeskrivelig haardt, og værre blev det, da han
mærkede, at altfor flittige Besøg ude i det ny Hjem ikke var vel sete
af Minna.

»Hun er min Tro skinsyg paa hans egen Fa'er,« sagde han ved sig selv,
halvt i Spøg og halvt i Alvor, og han havde mere Ret, end han selv
vidste af.

Saa blev han lidt efter lidt borte derfra, hvor megen Overvindelse
det end kostede ham, men mere end en Gang, naar han var paa Vej til
at falde tilbage til sin gamle Skrøbelighed, holdt han igjen paa sig
selv med den Betragtning, at Sønnen og Svigerdatteren dog aldrig
skulde faa Grund til at skamme sig over ham. »Saa hellere gaa lige
lukt ud i Stranden.«

Det gik imidlertid snart op for ham, at Minna maatte være meget
hidsig og lunefuld, men derfor kunde hun godt være en brav Kone, og
naar bare de to var lykkelige med hinanden, saa kom Resten jo ikke
ham ved. --

Hvad han derimod havde mindre let ved at trøste sig over, var noget,
der var sket, kort før Minna og Henning rejste over til Vestkysten.

Han havde været derude for at sige Farvel, før de tog afsted, men
Minna havde været i ondt Humør og havde ikke ladet sig se, og hun
havde heller ikke villet lade lille Aage komme ind til den gamle,
under det Paaskud, at hun var i Færd med at bringe Drengen i Seng.

I sin besynderlige Skinsyge kunde Minna nemlig ikke taale, at andre
kjærtegnede Barnet -- kun hendes Moder, der stadig bevarede en vis
Indflydelse over hende ved at smigre hendes mindre gode Instinkter,
dannede en Undtagelse fra denne Regel -- og hun havde mere end en
Gang paa en paafaldende saarende Maade holdt Aage borte fra Hennings
Fader. Dog næppe før saa tydelig som denne Gang.

Henning havde ikke villet give Anledning til en ubehagelig Scene og
følgelig ladet Paaskudet om Barnets Afklædning passere, men gamle
Bentsen havde taget sig det grumme nær og var gaaet helt sønderknust
bort. --

Siden den Dag havde han ikke været ude hos Henning. Han vilde ikke,
selv om det skete uforskyldt, bringe Misforstaaelse mellem dem -- det
var der nok tilstrækkelig af i Forvejen, tænkte han sukkende -- og
han vilde heller ikke falde Minna til Besvær, siden hun saa nødig saa
ham.

Men gamle Bentsen led meget under dette Forhold. Han kunde undertiden
sidde hjemme hos sig selv og falde helt sammen, naar han tænkte paa,
hvorledes hans Søns Hus var blevet spærret for ham, men naar han en
sjælden Gang saa' Henning, lod han sig ikke mærke med, hvor nær han
tog sig det. --

Det havde i mere end én Henseende været en slem Vinter for den gamle
Mand.

Med Skibsportrætmaleriet gik det kun smaat. Det var et Arbejde,
som der blev mindre at fortjene ved Aar for Aar. Skibskaptajnerne
foretrak som oftest at lade deres Fartøjer fotografere; det blev
langt hurtigere besørget og var helt anderledes moderne.

Desuden havde gamle Bentsen ogsaa faaet yngre og flinkere
Konkurrenter. Det var rigtignok noget rent forbandet Fuskeri,
de lavede, forsikrede han; deres Sø lignede sveden Vælling, og
Fartøjerne saa ud som Ligkister med et Par Kosteskafter stukne
gjennem Laaget. Selv kunde han bruge flere Dage til at pensle
Takkelagen rigtig fint og sirlig ud paa Lærredet, men det havde
Skipperne ikke Tid til at vente paa.

Af disse forskjellige Aarsager havde han havt en drøj Tid at komme
igjennem den Vinter. Henning havde et Par Gange hjulpet ham med en
lille Sum Penge, men gamle Bentsen havde en Anelse om, at det i den
sidste Tid ogsaa var gaaet smaat med Sønnens Arbejde. Han havde kun
solgt et Par mindre Billeder paa en af Kunstauktionerne, og et større
Maleri, som han længe havde havt staaende paa Staffeliet, vilde det
ikke lykkes ham at blive færdig med. --

Gamle Bentsen vilde derfor ikke fortælle ham, at han i længere Tid
havde gaaet og gjort Gjæld rundt omkring i det Nabolag, hvor han
boede. Han vilde maaske under alle Omstændigheder have fortiet det,
eftersom han nærede en ikke ringe Respekt for sin Søn.

Med en vis, medfødt Letsindighed trøstede han sig med, at det nok
klarede sig paa en eller anden Maade. Men nu var ogsaa den sidste
Udvej bleven stoppet, og han havde adskillige Gange i den senere Tid
maattet springe Middagsmaden over og endda været glad, naar han hen
ad Aften havde kunnet opdrive en Portion Smørrebrød og en halv Bajer
paa det Kaffehus, hvor han en Tid lang havde været Stamgjæst.

Saa var det Dagen før Nytaarsaften.

Der var faldet et stærkt Snefog, og Vejene i Byens Omegn laa i
ufremkommeligt Uføre. Men efter at Snevejret først havde syntes at
ville tø lidt op i Luften, havde Frosten umiddelbart efter taget fat
paany.

Thermometret stod paa 12 Graders Kulde. Sneen laa skinnende hvid i
det graablege, vinterlige Sollys, der ikke havde Kræfter til at optø
saa meget som de allerøverste Fnug. Selv den tynde Sneskorpe, der
dækkede Træerne rundt omkring i Haver og Alléer, havde Frosten bundet
saa tæt til de nøgne, knudrede Grene, at Blæsten forgæves ruskede i
dem for at berøve dem deres Vinterpynt.

Vinduerne i Urtekræmmerens Butik henne paa Hjørnet af Sidealléen
var saa forsvarlig tilfrosne, at ikke en Gang de vældige Gasblus om
Aftenen formaaede at bryde det allermindste Hul i de store Isblomster
paa Ruden.

Og indenfor stod Urtekræmmeren og pustede i de røde, valne Næver, saa
at hans Aande dannede en lille Dampsky under Gaslampen.

Om det saa var de Vittigheder, hvormed den be

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/43899