← catalogue

Germanernes Lærling

by Karl Gjellerup · Danish · Gutenberg #41277 · 603,241 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Germanernes Lærling
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Germanernes Lærling

Author: Karl Gjellerup


        
Release date: November 3, 2012 [eBook #41277]
                Most recently updated: October 23, 2024

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/41277

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
        http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
        images of public domain material from the Google Print
        project.)


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK GERMANERNES LÆRLING ***

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_
er brugt til at gengive s p a t i e r e t tekst, mens ~tilde~ angiver
kursiv tekst.




 KARL GJELLERUP

 GERMANERNES LÆRLING

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
 NORDISK FORLAG
 KØBENHAVN OG KRISTIANIA
 1908


 Efter Originaludgaven (1882).

 FR. BAGGES KGL. HOF-BOGTRYKKERI
 KØBENHAVN




I.


-- Ja, jeg er Frihedsmand! og netop derfor vil jeg altid tilhøre dem,
der bekæmpe Massens Tyranni. Derfor, Vælgere, er det, at jeg idag har
stillet mig mod et Parti, som ... hvis ledende Mænd have ... hm ...
ikke har skyet at anvende et revolutionært Middel for at opnaa deres
ærgerrige Hensigter ... et Middel, som--m ... mæ, hm ... som maa
standse Statens Maskineri og Samfundets ... Sam--fund--ets --
Samkvem, -- som, hvis det lykkes, eller rettere mislykkes ... mæ, hm
... jeg mener, som ved sin Gennemførelse maa kaste os i Armene paa
Socialisterne og indføre i vort fredelige Land græske -- ja jeg
betænker mig ikke paa at sige: -- spanske Tilstande.

Taleren pustede, tørrede Sveden af sin høje Pande og rullede et
virkningssøgende Blik ud over Forsamlingen. Men Vælgerfolket var
aabenbart tilbøjeligt til at tage de spanske Tilstande med en
gemytlig Ro. Kun hist og her lød en sagte Fnisen eller et beroligende
»Aa!« -- Kandidaten, der havde beregnet at gaa videre med en
Bemærkning om Forsamlingens Uro, saà sig nødsaget til at indstille
denne og tabte derved Traaden. Han greb til en voldsom Bearbejdelse
af sin Næse med et gulnet Lommetørklæde, medens hans langsynede Øje
fortvivlet søgte at finde sig til Rette mellem de Blækstreger, der
syntes at kravle over Papiret som mylrende Flueben, -- indtil det
endelig standsede ved de dobbelt understregede Ord: Straffefangernes
Løsladelse.

Det var en høj, stærktbygget Mand. Et tæt, sort Helskæg, der grode
højt op paa de rødmussede Kinder, fremhævede hans hele Præg af
Alvorsmand. Og medens det sattes i Bevægelse af de voldsomme Ord, der
gennemtonedes af en dyb Bas, syntes det at meddele dem noget af sin
stride, tjørnekratagtige Barskhed. Men Virkningen svækkedes i høj
Grad ved den famlende Stammen, hvormed han ledte sig frem gennem de
roligere Dele af Talen, medens han med en synlig Lettelse gennemjog
de frasefyldte Kraftsteder, som han aabenbart kunde bedst udenad. Han
stod usikkert, forsøgte af og til, naar han befandt sig paa et
forholdsvis sikkert Omraade af Talen, at antage en let og bekvem
Stilling, foroverbøjet, med den venstre Albu lænet til Rækværket, --
men opgav det igen, angst for at det spinkle Træ skulde knækkes og
aabne ham en let, hovedkuls Nedgang fra en Tribune, som han havde
haft meget vanskeligt ved at bestige.

Ved Siden af ham, med Ansigtet mod ham og fixerende ham skarpt med
Brillerne, stod en yngre, slank Mand. Over de opstaaende Flipper med
det hvide Slips var hans Ansigt, med den fine, glatragede Hage og den
bøjede Næse, opstrammet af en pedantisk Værdighed, der undertiden
oplivedes af et spottende Smil, naar Taleren kørte fast paa uvante
Biveje eller flot rullede hen ad Frasernes brede, tilkørte Chaussè.
Naar Ordene blev foruroligende stærke, krøb hans Haand med en nervøs
Begærlighed hen over Rækværket til Formandsklokken, uden at hans Blik
skiftede Retning; men den sortskæggede opfangede strax Bevægelsen i
et skelende Blik og bøjede af i Tide. Og da han en Gang, irriteret
over disse Undvigelser, med en pludselig Fart vilde overrumple
Taleren i en Forhaanelse af Folket, »der gik som en Flok Faar til
Valgurnen«, havde han nær væltet Klokken og fik hurtig Haanden til
sig, gennemboret af en Splint af det slet høvlede Træ.

Bagved, langs den umalede Væg af Valgtribunens Bræddeskur, sad
Stillerne, foroverbøjede, med ludende Hoveder og Armene hængende ned
mellem Knæene, eller med Hænderne begravede i Frakkelommerne. Flaget
baskede ovenover med smaa Smæld. Faste, soltoppede Skyer sejlede
under den mørkeblaa Himmel og trak deres store Skygger hen over det
flade, skovløse Land, der bredte sig langt bort med sine Græsmarker
og lysegrønne Firkanter af spirende Vintersæd, røde Pilehækker, Huse
og Gaarde med Rækker af ensgrenede, opløbne Popler og spredte
Landsbyer. Og foran Tribunen var det en ubevægelig Mylr af sorte og
graa Hatte og Huer, brunede, glatragede eller stubbeskæggede
Ansigter, dobbeltslyngede Uld-Tørklæder, sorteblaa Klædes- og
graablaa Hvergarnsfrakker -- en Forsamling paa et Par tusind
Mennesker, ensformig og rolig som det Land, der omgav den. Næppe nok,
at der over den gled Skygger af de oratoriske Skyer; sporløst syntes
Talerens frygtelige Syner at svæve bort over den: -- Straffefangernes
løsslupne Bande, Socialisternes Pøbelhorder, og endelig den
prøjsiske Hær, i Spidsen for hvilken Bismarck og Moltke drog ind i
det ubefæstede København for at anektere et Land, der havde mistet
sin Existensret ved at beruse sig i anarkistiske Orgier, -- alle
disse frygtelige Træsko, Transtøvler og Hestehove ikke saa meget som
bulede en af disse Hattepulle, der brolagde deres Vej.

Udenfor den store sammentrængte Masse af Tilhørere havde der hist og
her dannet sig Smaagrupper, der holdt sig for gode til at blande sig
i Mængden. Langt borte stod to Herrer i Pelsværk, en Dragt, der mere
syntes at være Intelligensens Demonstration mod Vadmel end et Værn
mod Novemberdagens lidet vinterlige Vejr. Med grundende Værdighed
begravede et løst oppustet, smaarynket Ansigt sit falmegule Korsskæg
i den bronceglinsende Sobelskindskrave paa den tilknappede Pels. En
graa, opkrammet Klædeshue spidsede sig næbformet frem over hans
Sidemands magre Ansigt, hvis lange bløde Skæg sitrede, medens han
talte med en hurtig, underdanig Stemme.

-- Nej, det er det jeg siger -- der skal være nogen Vanskelighed ved
at skyde Fasaner, naar der skal være nogen Morskab ved det.

-- Ja--a, ja gu skal der det ... Det er ikke saadan -- --

-- Det er noget andet, naar man skyder Snepper. Dèr maa man jo nok
passe godt paa ...

-- Ja vel, ... naar Sneppen rejser sig --

-- Saa maa man holde sig parat, ... ja ... det gælder rigtignok om at
være gesvindt af sig ... Ikke komme bag efter, -- saadan som han ...
kan Greven huske? Kammerjunker Holck --

-- Ja, ja vel, ja ... hæ, hæ, hæ. Og det falmede Korsskæg lo ned til
Sobelskindet med en lille doven Brægen.

-- Forresten er jeg slet ikke for det Princip at holde foran ...
Holder Greven foran?

-- Næ--æ ... lige paa -- altid lige paa.

-- Ja, det er netop det jeg siger ... Nej, naar jeg har en Fejl, saa
er det snarere den at skyde lidt foran ... Det er det _jeg_ maa
bekæmpe hos mig selv.

-- Saa--aa ... aa ja.

-- Naa, naar man skyder Dyr, saa er jo forresten et Skud foran i
Halsen, -- det er jo et meget smukt Skud.

-- Ja vel, ja ... Halsskud ... ja, det ved Gud det er.

-- Har Greven forresten nogensinde prøvet det? ... det er ellers
noget, jeg har haft stor Fornøjelse af: at skyde Dyr med Kugler.

-- Naa--aa ... ja, det -- --, Greven lod sin Sætning udmunde i en
lydelig Gaben, medens han med de missende Øjne tilkendegav den anden
sin udelte Sympathi med denne Sport. --

Imellem Pelsværket og Vadmelen holdt Vinterfrakkerne Forsamling. Her
havde man ikke hævet sig til en saa fornem Fjærnhed fra Dagens
politiske Kævl. En mager Mand, hvis langhalsede Fuglehoved trods den
bøjede Ryg ragede op over Klyngen, havde endogsaa lejlighedsvis
mumlet mellem Tænderne et edeligt Ønske om at se de treoghalvtreds
anbragte paa Lygtepæle i Omegnen af Kristiansborg og brummende
besvaret nogle venskabelige Drillerier fra sin Sidemand, der
beklagede, at deres Herredsfoged agiterede for Lynchproceduren. Hos
denne lille Herre dannede Linjen fra Ryggen til det øverste af den
runde Silkehat en jevn, fremadbøjet Kurve, hvilket i Forbindelse med
hans Buldogge-Fysionomi gav ham en stærk Lighed med disse herreklædte
Hunde, som man ser paa Børnebilleder. Men han talte med en spinkel,
sukkersød Stemme, som i det høje Register havde Lyden af en kælen
Kats Mjaven.

-- Jo De er den rette til at tale i Galgentoner ... Galgentoner, he!
det var et nyt Ord, det ... Nej, vi kender Dem, vi kender Dem (han
maatte løfte Armen meget højt for at pikke Herredsfogden paa
Skuldren) ... Ja Landstrygerne kender Dem ogsaa -- gu gør de det --
De har kyst dem over i de andre Jurisdiktioner ... i salig
Brockdorffs Dage sværmede de sgu som Vepser i Syltetiden ... Men
forresten er De jo med al Deres Skælden og Smælden det godmodigste
Menneske --

-- _Jeg_? ... Er _jeg_ det -- det var som --

-- Jo, det -- det er rigtig! ... Det har Godsforvalteren Ret i ...
det ved Gud han har ... det -- det er det, jeg altid siger: ...
Hidsig og grov? er Henriksen hidsig og grov? siger jeg. Naa, hvad
Fa--Fanden! lad ham fa--fare op -- han mener sgu ikke noget med det
--, pludrede en ny Stemme ud.

-- Nej, hør min gode Kammerraad, snerrede Herredsfogden til den anden
Side, -- fej De for Deres egen Dør, og lad være med selv at tale om
Strikken --

-- Nu er han skam igen ved Strikken, mjavede Godsforvalteren.

-- Aa, det er sandt! brød Øvrighedspersonen af, idet han gjorde en
brysk Vending om mod ham. -- Det er sandt! den Historie skulde jeg
have Rede paa ... Hvad Satan er det for noget fordømt Kæltringepak,
De holder dernede paa Gaarden? ... Ifjor var der jo den Landstryger,
De havde taget til Daglejer i Høsten, og som gjorde Indbrud ...
Pokker til Fyr -- ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste
os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet ... det med Jernstængerne
for i den nye Staldlænge -- fuldstændig Aal ... Naa, og nu forleden
var det en af Husmændene -- Anders Nielsen fra Oreby -- en af jeres
egne Husmænd, Højstærede! ... Han havde stjaalet -- hvad Fanden var
det nu? -- gammel Høtyv tror jeg ... det var sgu ogsaa noget at gøre
sig til Tyv for ... Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som
havde alle de Historier ... Det er jo noget fordømt Svineri.

-- Ja--a, ... det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de
bedste Tillægsdyr.

Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord
blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer.
Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans
tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en
stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han
kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en
Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt
Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn
var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde
tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum,
thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed,
som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved
hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed,
døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have
staaet Fadder.

Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men
henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig
slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til
at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i
Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt
havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var
trukket paa Snur ned i Panden.

-- Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? ... Brillant kørende
... Ja, det forstaar sig, det er De jo altid... Naa, men det maa jeg
sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen
... De parrer smukt sammen -- nydeligt ... rene Stadsheste ... men
især den grønne --

-- Grøn? Vallaken? ... den er jo rød -- fuksrød. Der existerer over
Hovedet ingen grønne Pattedyr.

-- Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og
skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt
Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af
bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu
pludselig blev ildrød i Hovedet.

-- Fuksrød? ... naa--aa ... aa ja saagu! ... naa, jeg plejer nu at
kalde den Fa--Farve grøn, -- den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg
er jo saadan en Slags Autoritet, -- ja det er De jo ogsaa, det er
ikke for det ... Men--n, hør, ... sig mig, hvad fik De den saa for?

-- Halvottendehundrede.

-- Halvottende ... naa, ser vi det ... naa, det vilde Per Andersen
dog, -- han var sgu ellers svært forlibt i ham ... Ja, hør vèd De
hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel ... smuk
Handel ... brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er
ikke for det ... Født Hestehandler, hvad? ... Hvor gammel? -- 4, ja
jeg kan tænke det, det er lige til Øllet ... men saa er han jo stærk
... Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han
var Plag -- og Føl med ... Og saa har jeg jo en Broder til ham ...
falden efter Usserødhingsten ... brillant Dyr ... Naa, og saa er der
èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han
trives ... Ja, det har sgu meget at sige, -- det har meget at sige
... Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa
megen Kærne ... Men han! -- ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan
sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu
sandt ... smældfed, forsikrer jeg Dem.

-- Han falder vel?

-- Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, --
prima sorte --

-- Jeg mener _ham_ deroppe -- Fuldmægtigen paa Godskontoret --
Jessen.

-- Naa _han_, -- ja han falder sgu -- det er klart. -- Aa, det er jo
mere en Formsag ... Denne Gang maatte vi jo stille En op.

-- Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken,
hvæsede Herredsfogden. -- Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.

-- Ganske vist, -- naturligvis ... Intelligensen, hm! ... maatte vise
sig. Men--n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere
Stemmer end vores.

-- Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. -- Jeg vil da for Pokker
haabe, Ravn, at jeres Husmænd --

-- Ja, vel!

-- Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i
alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand -- Jessen.

-- Ja--a, -- til at falde igennem kan han være god nok, sagde
Godsforvalteren. Ellers ... som Repræsentant ... vil jeg nok sige ...

-- Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul,
skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med
et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over
Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt
svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede
som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der
faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt
fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa
Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide
Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige
Steder, skrev sig fra samme Dato. -- Han er efter min -- sørgelige
-- Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og -- jeg maa dog sige ...
at ... naar man opstiller en Højrekandidat --

-- Hvad Fanden kommer det Politiken ved? -- Undskyld, Pastoren kan
ikke lide, jeg bander. -- -- Men jeg spø'r, hvad S-- hm! hvad har
Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?

-- Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden
umulig fastholde; ... det ... det indifferente ... det ... vi har jo
dog en Folkekirke --

-- For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere
Koner.

-- Dansk Lov 3-16-16-8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa
Herredskontoret.

»Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet.«

»Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte
en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte
opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! ... Klem paa, De kan kanske sætte
Fuldmægtigen igennem endnu.«

»Kredsens hidtilværende, _mangeaarige_ Repræsentant i Tinget,
Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse -- har Ordet,« rettede
Formanden med et spottende Smil, idet han understregede
»mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.

-- Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde
Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. -- Det
er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg
var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole;
... særdeles tilfreds.

-- Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede
Godsforvalter Ravn.

-- Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte
Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken
af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.

-- Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

-- Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt
forstenedes i en myndig Indignation ... Venstre? ... er Beck Venstre?
... Det Dyr! ... Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg
have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.

Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa
Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten
prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske
Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse Efteraarsaftener vejledet
af Gesenius' Lexikon, Ewalds Grammatik og Keils Kommentar, men især
af den danske Bibeloversættelse arbejdet sig helt ind i Deuteronomion
-- siger og skriver Deuteronomion, 5te Mosebog -- og fra dette
Videnskabens Martyrstandpunkt, med Udsigt til endnu smerteligere
Triumfer i Retning af Profeterne, saà han dybt ned paa den intet
læsende, forpagterlignende Provst, den fødte Hestehandler,
Praktikeren ud i Fingerspidserne. Provsten paa sin Side, der havde
en trykkende Fornemmelse af sin ringe Agtelse hos Provstiets
Gejstlighed, var altid ~en garde~, myndig, spændt i en overanstrængt
Værdighed. En Folkevittighed vilde vide, at han en Gang som Svar paa
et Cirkulære til »mine undergivne Præster« havde faaet et Brev
adresseret til »vor overgivne Provst«. Men han indsaà denne Gang at
have forløbet sig ved sin robuste Ligefremhed, hvorfor han rømmede
sig et Par Gange og tilføjede:

-- Man maa -- hm -- sandelig have et Øje paa hver Finger i disse
Tider ... Og disse -- Politikere, de forsømmer altid deres Sager.

-- Ja--a, det vèd jeg dog ikke ... skønt der ganske vist er en Fare
... Men Provsten var dog ogsaa meget fornøjet med min yngste Lærer
Hjorth i Yderslev, -- som jeg selv sætter megen Pris paa --

-- Naa, ja ... men er han da ogsaa --

-- Han har en levende politisk Interesse, men det er i den modsatte
Retning. Han stiller sig skarpt imod hele Bondepartiet.

-- Naa saadan. Ja, det er jo noget andet. Det bli'er jo en ganske
anden Sag ... Nej, jeg tænkte kun paa den tendentiøse Politik.

-- Nu taler han minsandten allerede om Vorherre, sagde Herredsfogden.
-- Ham skulde De virkelig give Deres Stemme, Pastor Krarup.

Det var i Efteraaret treoghalvfjerds, og det var dengang endnu ikke
bleven enhver Embedsmands anerkendte Pligt at være en god Kristen.
Herredsfoged Henriksen yndede at lapse sig med en holdningsløs
Vantro, der havde sin Rod i Ligegyldighed, og han drillede gærne
Præsterne, der irriterede ham ved godtroende at lade sig dupere af
Folk, han med sin koleriske Dom kaldte Kæltringepak, samt ved idelig
at klage over Restancer i Tiende og Smaaredsel uden at have
Bestemthed til i rette Tid at forlange Udpantning. -- Han gentog,
idet han bøjede sin smallæbede Mund ned til Præstens Øre:

-- De skulde virkelig give Kristen Pedersen Deres Stemme, Hr. Pastor
... Han lader til at være en mere kristelig Mand end Jessen.

-- Han er Grundtvigianer, sagde Provsten barsk.

-- Er han det, sagde Godsforvalteren. Det skulde man ellers ikke
høre, he! -- Han magter da ikke det levende Ord.

Kristen Pedersen var unægtelig trods sin lange Rigsdagsvirksomhed
ingen Taler. Men hver Gang Bønderne talte om deres Repræsentant, der
havde siddet saa længe i Tinget, ytrede ogsaa en eller anden med en
betydningsfuld Mine: »Han har aldrig talt i Salen« -- en Meddelelse,
der modtoges med en grundende Hovedrysten og Udbrud som: »Aa nej, --
det kan jo være troligt nok« eller et dristigere: »Nej, gu' har
Kristen Pedersen ikke det«. Man tænkte i Modsætning til »Salen« ikke
blot paa Udvalgene, -- hvor han for øvrig havde erhvervet sig en af
hans Fæller misundt Evne til at sove sømmeligt, -- men der lodes
endnu Rum aabent for Anelser om en mineagtig, hemmelighedsfuld
Virksomhed. Denne dommerlige Tilknappethed uddybede hans Anseelse hos
Landbefolkningen, for hvem det ikke at forløbe sig er den til en
Haandbylt sammenpressede Sum af praktisk Moral. »Han talte aldrig i
Salen« -- det var ikke længer en simpel Udtalelse af en Kendsgerning,
det var en bestemmende Ros til at sætte paa en Gravsten, en
Velsignelsesformel med en højtidelig, næsten gammeltestamentlig
Basunklang.

Han var en temmelig høj Mand, sværskuldret, med et firskaaret,
bredtrækket Ansigt. Han stod støt paa Valgtribunen; Armene, der buede
sig som et Par Hanke, støttede sig med Haandknoene fast paa
Rækværket; det var aabenbart, at han ikke frygtede for at falde ned.
Det var med det drævende, lidet bestikkende sydsjællandske Tonefald,
at han ganske sindig fangede de Fraser, der sværmede om i Luften og
trevlede dem op i deres naive Bestanddele, -- en efter en: --
Paastanden om Regeringens Imødekommen og Folketingsflertallets
forfatningsstridige Anmasselse, Beskyldningen for Anvendelse af
revolutionære Midler, statsretlige Bekymringer for Maskineriets
Standsning og profetiske Hallucinationer af uoverskuelige Farer.
Nægtelsen af Finansloven indeholdt ingen saadanne Farer; men at vige
tilbage for dette Skridt vilde have indeholdt en stor Fare: det vilde
være stiltiende at se paa, at Valgfriheden listedes ud af Hænderne
paa det danske Folk. De treoghalvtreds havde anset det for deres
Pligt nu at fremkalde en Appel til Folket. De frygtede ikke dets Dom.
Det lod til at Regeringen heller ikke frygtede den, for baade
Finansministeren og Consejlspræsidenten havde fortalt deres Vælgere,
at det var ligegyldigt, om Venstre kom forstærket tilbage. Det havde
slet ikke noget at sige, hvad Folket sagde. De kunde gærne spørge om
dets Mening, og Folket kunde svare dem, men de brød sig ikke noget om
Svaret. De blev i hvert Fald ganske rolig siddende, hvor de sad, og
forsikrede, at nu sad vi alle godt, ligesom Katten, da den sad paa
Flæsket.

»Store Ord og fedt Flæsk!« raabte en Stemme.

Ja, det havde Afbryderen Ret i, at Flæsket var fedt, og at deres Ord
var store --

»Men Kristen Pedersen holder nu paa det lille Ord,« raabte den samme
Stemme. Det var en ung Mand, hvis aabne Ansigt lyste af et
uforstyrreligt Humørs tvangfri Smil. Den aabenstaaende Vinterfrakke
var hvidslidt ved Knaphullerne og Lommerne, og Fløjlskraven krummede
sig graanet. Paa det fyldige blonde Haar sad lidt paa Snur en af
disse »politiske Huer«, som i det Aar var paa Mode; dens udfordrende
Staalspænde sendte til højre Side aristokratiske Straaler i Øjnene
paa Bønderne. Han stod urolig, trippende, vuggende sig i Hofterne, og
tyggede paa en sortladen Cigar. Hvert Øjeblik kom han med en
Afbrydelse, en Vits, der haarkløvede Talerens Ord, et eller
andet krakilsk Udfald mod Venstre, selvlavet eller hentet
fra »Fædrelandets« Stikords-Arsenal, mumlet, saa at kun de
nærmeststaaende hørte det, eller raabt for hele Forsamlingen, alt
efter som han vurderede det til. --

-- Det er jo Hjorth, som staar dèr, sagde Provsten. Han lader til at
være meget ivrig.

-- Ja, det morer ham altid, naar han kan komme til at drille lidt,
bemærkede Præsten.

-- Hm, ja han er jo en munter -- en lystig Fyr, det har jeg nok
mærket. Naa, men der hører jo virkelig meget Mod til saadan at træde
aabenlyst frem med en modsat Anskuelse ... Det er jo et helt Særsyn
... Lærerne er jo desværre saa afhængige af Bønderne.

-- Det er da et farligt Livstykke, du har faaet til Svigersøn, Per
Anders, sagde en lille Bonde.

-- Aa ja, lad ham, lad ham, svarede den tiltalte ... Naar det nu kan
more ham ... Den Grønskolling ... Han har jo ikke Alderen til at
stemme -- ikke engang til at vælges.

-- Aa nej ... aa ja ... det kan jo være saa rimeligt, indrømmede den
tykke Sognefoged flegmatisk, idet han stoppede Asken ned i
Træpibehovedet.




II.


-- Puh! saadan en Hoben Fraser, man har staaet og revet af sig idag,
Hjorth ... Det var sgu i Grunden godt, at jeg ikke blev valgt, for
saa skulde det da være blevet ved paa den Maade i alle de Halvløgne.
Ja, det er sandt, man skulde jo holde Mund, ligesom Kristen Pedersen
... Jeg føler mig saa præstelig. Jeg var lige ved at kalde min
Fjende, Pastor Krarup, for »kære Embedsbroder«. -- Og Fuldmægtig
Jessen lo, idet hans store hvide Tænder skinnede frem gennem det
sorte Kratskæg.

-- Det kunde maaske være gjort med mindre. Jeg synes, ærlig talt, du
smurte temmelig tykt paa.

-- Naa--aa, nej det er ikke det, jeg mener ... Giv mig en Svovlstik
... Ja, disse -- saadan -- retoriske -- de -- de ligger sgu'tte
rigtig for mig ... nej, det gør de ikke ... Men -- alligevel -- det
var ikke saa galt -- sandt var det Pinedød ... Nej, men--n, man maa
jo staa og sige saadan noget smukt Noget om Forfatning og Grundlov.
Fanden i Vold! ... Det er jo den Grundlov, der er vores Ulykke ... Er
disse Folk her modne til Friheden? er det dem, der skal regere?

-- Nej, naturligvis ... de har jo slet ingen Sans for de højere
Interesser.

-- Naa, det vil jeg nu slet ikke tale om.... Nej, men de forstaaer
sig ikke engang paa deres egne Interesser, -- og det er dog det
mindste, man kan forlange af en Politiker.... Se, der er nu hele
Husmandsstanden, alle Daglejerne. Hvem har de Interesse af at støtte
-- Bønderne? --

-- Ja, det er jo nærmest deres Stand --

-- Ja, men Interessen, kære Ven -- deres Interesse ... Gi'er Bønderne
dem noget? -- nej, gu gør de ikke nej ... Faar de Arbejde hos dem,
som er værd at tale om, som de kan leve af? ... Nej de lever af os,
af Herregaardene -- og saa naturligvis Proprietærerne.... Og saa gaar
de alligevel hen og stemmer med Bønderne, mod os.

Jessen sagde »os« med en Selvfølelse, som om han ejede Skovvang Gods,
paa hvis Kontor han var Fuldmægtig med en elendig lille Gage, som han
lige netop kunde pine sig igennem med, ved at knibe hist og spare
her.

-- Nej, vedblev han, de gaar sgu i Tøjet gør de. De er stærblinde ...
Og alt det Vrøvl kan vi takke _ham_ for. -- Han pegede paa Frederik
d. 7des Buste, der, kneisende paa en poleret Granitsøjle, forsøgte at
hæve den slet grusede Trekant, hvor Chaussèens og Kørevejens Hjulspor
skar hinanden i vandblinkende Kurver, til et Torvs Rang.

»Nej, De skal da ikke ... det er -- virkelig -- altfor --«

»Gud bevares! -- det er jo ikke noget at tale om, Hr. Greve! ... det
er mig virkelig en Fornøjelse.«

Det var Greven, der kom vraltende ud fra Kroen bag efter den
pelsklædte, næbhuede Herre, der trippede ivrig mellem Pytterne,
bærende paa en tæt pakket Haandkuffert.

-- God Dag, Jessen, god Dag! sagde Greven, idet han standsede og
lettede skødesløst paa Hatten. -- Hvordan staar det sig?

-- Jo Tak, Hr. Greve.

-- Men sæt dog endelig Kufferten fra Dem. De maa virkelig ikke staa
-- dèr -- og --

-- Aa, men det er jo ingen Ting, slet ingen Ting ... Den er saa let
som en Fjer, forsikrer jeg Dem ... aldeles som en Fjer.

-- Naa -- De -- faldt igennem. -- Ja, der skal jo Nogen til det ogsaa
... Men--n -- hvad jeg vilde sige ... det var virkelig meget
paaskønnelsesværdigt af Dem, at De stillede Dem ... Det ... det ved
Gud, det var ... Farvel, Jessen.

-- Farvel, Hr. Greve.

Greven stolprede videre, besværet af sin Rejsepels. Han og hans
tjenstivrige Ledsager gik hen imod Kragerup Gaard, der laa i
Valgflækken, og hvor hans Jagtvogn holdt. Men lige i Begyndelsen af
Indkørselsallèen blev de standsede af et Par Bønder, der bukkede og
skrabede ud med Hatten i Haanden. Det var en gammel, hvidhaaret Bonde
af en trivelig Middelhøjde, og en lang, yngre Mand, mørk og med et
dvask Udtryk i det skægløse Ansigt. -- De vilde da saa meget gærne
hilse paa Greven; det var jo saa sjælden, at Greven var dèr paa
Godset.

Ja, han var der kun en Gang imellem i Jagttiden. Hvem de var?

Ja, det var jo Ole Rasmussen derovre fra Vindrup og Sønnen Hans. De
havde da talt engang før med Greven; men det kunde Greven vel ikke
mindes? Nej, de kunde tænke det. -- Det var den Gamle, der talte;
Sønnen indskød kun hist og her et Ord eller gentog Slutningen, som i
Søvne.

Hvordan de havde det.

Jo Tak, -- man skulde jo sige, man havde det godt. Det var jo
Vorherre, der sendte alting, det vidste vi jo. Men ellers havde de
det da rigtignok farlig knapt; og det var ogsaa det, de vilde spørge
Greven om, om han ikke kunde give dem noget Afdrag paa Afgiften og
saa nogen Henstand.

Hm! ja -- Greven bed sig fortrædelig i Knebelsbarten. Det var jo ikke
saa let for ham ... saadan ... midt paa Landevejen ... Desuden --
Høsten ... Ja, de havde jo faaet den meget sent ind, og Kammerraaden
klagede jo ogsaa ... men -- paa de mindre Gaarde ... dèr --

Jo, de havde jo faaet alting ind i Avgust; det var jo itte at klage
paa -- forsaavidt ... Men at de havde ikke kunnet faa Stakkene tækket
ordentlig, og saa kom al den Regn i September, og saa var det jo
baade spiret og raadnet, og Vægten var jo farlig ringe ... Meget
havde de ikke faaet torsket, over det at de havde alt det Markarbejde
... og saa var der jo Ti'nden, som de ogsaa resterede for ... Og
Udsigterne var da ogsaa kun smaa for det næste Aar, for Sæden var jo
bleven æltet ned i en meget ubekvem Jord -- --

-- Sig mig, Godtfolk, hvem har I stemt paa idag? I skulde vel være
rigtig glade idag, for I har vel faaet jeres Vilje, og Mands Vilje er
jo Mands Himmerig, som man siger, -- raabte den sortskæggede Herre,
der følte det som sin Pligt at komme Greven til Hjælp. Han havde
endelig bekvemmet sig til at sætte Haandkufferten fra sig paa en
Stenkiste ved Vejen.

-- Ja, Hr. Overførster, vi har da stemt paa Kristen Pedersen, sagde
Ole Rasmussen.

-- Ja, det haar vi jo da li'egodt, tilføjede Hans.

Det lykkedes Greven at faa et barsk Udseende.

-- Ja men ... hør nu ... jeg synes dog virkelig, at naar I .... saa
.... hvis I vil hjælpes af Godsejerne ... saa ... det -- gaar sgu dog
ikke an -- --

Ja, Greven maatte da endelig ikke tage dem det ilde op. De var slet
ikke Politikere; nej, de skønnede, at der kunde være Ret og Uret paa
begge Sider. Regeringen kunde jo have nogen Ret, og Tinget det kunde
ogsaa have nogen Ret --

-- Men hvorfor Fanden stemte I da --?

Ja, man kunde jo ikke saadan. Der var jo saa mange Hensyn at tage.
For hvis de havde stemt paa Jessen, hvad vilde Folk saa have sagt?
Det vilde være ligesom, hvis Greven havde stemt paa Kristen Pedersen;
-- det vilde Grevens Venner dog have fundet meget besynderligt.

-- Ja det ved Gud -- ha, ha! -- stemme paa Kristen Pedersen -- haa,
haa! udbrød Overførsteren.

-- Ja men ... man maa dog være en Mand ... man maa dog virkelig have
en Overbevisning --

Jo, det var rigtigt nok, det havde de ikke imod. Men se at Jessen var
jo alligevel ikke bleven valgt. Naar de kunde have faaet Jessen
valgt, det havde jo været en anden Sag. Og saa vilde Folk ogsaa have
sagt, at de kun havde stemt saadan, for at Greven skulde ettergi'e
dem Afgiften. Og naar Greven gjorde det, saa vilde de jo sige, at det
kun var Betaling for deres Stemmer. Det kunde jo hverken de eller
Greven være tjent med.

-- Aa nej... hm ... naa ... ja det -- --

Om saa Greven vilde være saa naadig, at ettergi'e dem Afgiften for i
Aar, saa vilde de være Greven evindelig taknemlige.

-- Ja, naar I har det saa knapt i Aar, saa ... Naar I ikke kan betale
... aa, det kommer vi jo nok ud af ... Man tager det jo ikke saa
strængt ... naa, Farvel, Farvel! -- --

-- Ja, det skal da ikke nytte dem stort, at de kommer paa Kontoret
med det, sagde Overførsteren, medens de gik videre. -- Men vi træffer
jo Godsforvalteren, og saa kan Greven jo sige det til ham.

-- Nej, det glemmer jeg sgu ... Det vilde jo give en Helvedes Uorden
... Nej, men man maa jo være human -- naar man taler med Folk -- i
disse Tider ... Aa, men lad os nu se at komme afsted. --

Jessen kom et Stykke bag efter dem. Han havde ikke Lyst til at vise
sig for Folket efter sin Selvofring paa Godsejernes Alter. Langsomt
gik han og saà mørkere ud end vanlig; thi Grevens nedladende
Anerkendelse var ikke just gledet som Balsam over hans ordsaare
Sind, der idag var bulnet op til en sygelig Ømtaalighed. Og da
Grevens elegante Jagtvogn svingede ud af Kragerupgaards Port og
rullede ham forbi, tilstænkende hans Frakke, medens Greven nikkede
med den Blanding af Fortrolighed og Ligegyldighed, som man viser
overfor en ubetydelig Undergiven, -- da greb han sig i den Tanke, at
hvis Bønderne idag gjorde Nar af ham, saa var det ikke sikkert, at de
var Narrene. Jessen var usædvanlig gnaven, og han tilbød ingen at age
med sig; men han kørte meget sindig hjemover med de simple
Arbejdsheste, som Kammerraaden havde laant ham.

Hjorth var kørende til Valgflækken med sin Svigerfader, Per Andersen.
Da han havde sagt Farvel til Jessen, gik han hen imod Kroen. Den
begrændsede den ene Side af Torvet, som den vendte ud imod med sit
Agerum, gennem hvis hyggelige Mørke man saà en Stump bleg Himmel
brudt af Faddinger, Agestole og tilbageslaaede Enspænderstænger, og
med sin lange lave Façade, der med de buede Ruder blinkende i
Eftermiddagssolen stirrede ind i Frederik d. 7des Busteryg, ret som
om den med et Argusblik gennemskuede Hulheden af denne demokratiske
Myteskikkelse, der knejsede dèr paa alfar Korsvej som en politisk
Afviser, en national Herme.

For Kroen var en Højrekro.

Derfor havde ogsaa Møller Kristensen, der var en Mand med faste
Principer, sagt:

-- Hør, Per Anders, vi gaar da ikke ind til Mikkel Blodpølse. (Det
var Kroværtens Navn.)

Og Per Andersen, der ogsaa vidste, hvad man skyldte sin
Overbevisning, havde svaret:

-- Gu om vi gør ... Nej, vores Bajere og Akkevitter, og hvad vi nu
saadan ellers kan ville spendere, dem ta'er vi hos Niels Spegesild
... Han er en god Venstremand, saa det er jo itte mer end rimeligt
... Og saa kan han jo kun holde Beværtning af og til, ved højtidelige
Lejligheder; saa det gi'er sig jo af sig selv ... Men se at naar vi
har undt ham Fortæringen, saa kan vi jo gærne gaa over og sidde lidt
paa Kroen for at blive varmet lidt op udvendig, inden Hjemkørslen.

Hjorth traf altsaa ikke, som han havde ventet, Per Andersen i Kroen.
Men ikke alle havde haft saa øm en Venstresamvittighed som han og
Mølleren. Stuerne vare overfyldte. Vejret var lige ved at forgaa den
Indtrædende i denne ophedede Luft, hvor Brændevinsdunsten og Stanken
af Fedtstøvler havde blandet sig med Brændeosen og den ejendommelig
brankede Indeluknings-Luft, der altid holder sig i en Kro under alle
Modulationer i Lugtsymfonien, ligesom et Orgelpunkt; -- og alt dette
svømmede saa atter ud og opløstes i den bitter-vamle Røg af
Bondetobak, hvis graa Puls bestandig sattes i Bølgning og fortættedes
ved nye blaa Ringe og Søjler fra de dækslede Pibehoveder og pustende
Læber. Gennem denne Dis skinnede hist og her røde Ansigter som
nedgaaende Sole, graasprængt Nakkehaar buskede sig som Krat, der har
sanket Rim af Frosttaagen, brede, krummede Rygge ludede over Bordene,
lange, lerede og tilsprøjtede Støvler strakte sig ud paa det snavsede
Gulv. -- Der var et sindsforstyrrende Virvar af Raab og Tale: ganske
unge, stakaandede Stemmer, der slog over, modnere Røster af Ungkarle,
der trak paa Ordene og punkterede ved at spytte hvislende gennem
Tænderne, vel nærede, satte Gaardmandsbarytoner, sludhæse
Arbejdsbasser, gamle sprukne og gistne Sludrebøtter; -- men alle sang
de i samme Toneart -- Egnens drævende, svagt syngende Maal; -- og
alle var de højrøstet ivrige: i den hele uharmoniske Koncert var
hvert Instrument stemt en falsk Kvint op fra Hverdagstonen.

Der var en Del, som fandt, at de endnu ikke tilstrækkelig havde
udnydt Interessen ved det politiske Spil. Dèr i Kredsen var der jo
slet ingen Spænding ved Valghandlingen, og Højre kunde da ikke klage
over, at de ikke blev hørt; nej, da var der ganske anderledes Sjov
andre Steder. Derfor skulde man benytte sig af, at man var bleven saa
tidlig færdig, og køre et andet Sted hen; man kunde godt komme
tidsnok endnu. Kun kunde de ikke blive enige om, hvor de vilde hen.
Nogle vare stemte for den nærmeste Købstad, hvor Udfaldet var meget
svævende, og hvor der efter Sigende var udfoldet et storartet
Bestikkelsessystem for at sætte Ministeren igennem. Men andre raabte,
at man skulde køre til en Valgby, der laa halvanden Mil længer borte,
og hvor man kunde vente endnu større Spektakler, thi en Del
af Vælgerne plejede altid at ankomme ganske overkørte, paa
Højre-Komitéens Bekostning.

Men de fleste havde slaaet sig fra Politiken og drøftede Landbruget.
Det var en almindelig Jeremiade over den megen Regn. Man indrømmede,
at Sædens Givtighed var god nok, men Vægten var ringe og Halmen
udvasket. Store Jens Persen brystede sig, for han havde faaet pløjet
to Gange og vinterlagt sin Grønjord; men lille Jens Persen var endnu
ikke færdig med at saà; det havde derimod Jens Persen slet og ret
været færdig med allerede i Oktober, men han havde ikke engang faaet
torsket saa meget, at han havde Halm til Kreturet. Kristen Olsen
havde faaet sin Høst spoleret, men det havde han sgu godt af, for han
skulde jo aldrig bære sig ad som de andre; naar alle andre skyndte
sig med Høsten, saa vilde han spare Daglejere, og det lignede jo ikke
noget. Men Pastor Krarups Forpagter havde kørt for tidlig ind, for
han skulde nu altid fjadre paa. Nej, da var det et godt gammelt Ord,
at Sæden heller maatte fordærves ude end inde ... Forresten var det
farlig simpelt med Vintersæden; den pippede jo op ligesom en syg
Kylling, der ikke kan komme ud af Ægget. Og saa var der de Satans
graa Snegle, som ikke engang var blevet ødelagte af den skrappe
Nattefrost; det var den rene Ødelæggelse for den tidlig saaede Rug og
for Græsmarkerne, som de gnavede Rødderne over paa. Men store Jens
Persen vidste et Raad: man skulde besaà Marken med en Blanding af tre
Dele Sand og en Del pulveriseret Jernvitriol; sexoghalvtredsindstyve
Pund til en Tønde Land.

I et Hjørne af Stuen underholdt man sig meget ivrig om
Brøndboringerne, som Selskabet i København havde foretaget rundt om i
Egnen for at skaffe Vand til Mælkerierne. Paa Bjerredegaard havde man
boret tohundrede Fod uden at finde noget, paa Kragerupgaard lige saa
dybt, og saa kom Vandet Overfladen paa ti Fod nær, paa Skovvang havde
man kun boret henved hundrede Fod, og dèr kom der Springvand.

Men den største gabende Interesse havde samlet sig om en Husmand paa
Skovvang, der gav en Beskrivelse af den nye Pulveriseringsharve, som
Kammerraad Sommer havde bragt med fra Wiener-Udstillingen ... Den
havde ikke Tænder som en ordenlig Harve men ligesom en Række
Staaltalerkener, der løb rundt som Hjul; og den, der kørte den,
traskede ikke ved Siden af, saadan som man plejer van, naar man kører
Harve, men han sad ovenpaa ligesom paa en Vogn. Det sidste kunde nu
være meget bekvemt; -- men ellers blev man snart enig om, at den nok
vilde vise sig ganske ubrugelig, ligesom det meste andet af hvad
Kammerraaden havde indført af nyt.

I en Stue ved Siden af blev der spillet Kort.

-- Aa, dèr har vi jo Interpellanten, raabte Beck ved et af Bordene.
-- Har man tabt Kandidaten undervejs?

-- Han turde ikke træde Dirigenten for Øjnene; du viste saadan en
ondskabsfuld Lyst til at ringe ham for Ørene.

-- Og han ynder ikke Klokkeklangen, ligesom Fanden; nej, det vèd vi
nok.

-- Er der Ingen, der har set Per Andersen?

-- Svigerpapa, nej han er her ikke. Du kan være ganske rolig. For
ellers kunde det nok være, at han havde Lyst til at tage Hr. Læreren
i Skole ... Naa, det er nu ligemeget. Tag den Narrehue af, saa skal
du faa Amnesti for idag og en Bajer oven i Købet.

Yderdøren gik op, og ind traadte Ole Rasmussen med Sønnen Hans.

Ole var i høj Grad oppe. Han fik sig et Glas Pøns og han fik to og
tre -- og saa begyndte han at diske op med sine gamle Historier. Der
var især en Mængde Historier om den gamle Distriktslæge Doktor
Falkenstjærne, ham, der altid begyndte et Sygebesøg med den Formel:
-- »Hvad Satan i Helvede gaar der nu af dig, dit gamle Stabejs« eller
»din unge Lemmedasker« -- alt eftersom det nu kunde passe sig. F. Ex.
hvordan Ole Rasmussen en Nat skulde hente ham til et Sygebesøg ude i
Vindrup Overdrev, og Falkenstjærne han bandede jo noget ugudeligt,
for det var jo sine stive halvtredje Mil, og regne gjorde det da
ogsaa -- at sige saadan ruskede. Saa kunde han ikke faa Doktorstolen
spændt langt nok ned, og de maatte spænde om igen et Par Gange. Da
han saa endelig var kommen til at ligge helt ud i Vognen, raabte han:
»Nu skal du, Fanden piske mig, køre ordentlig til, Ole Rasmussen,«
hvortil Ole svarede: »Ja vel, Hr. Doktor, men da ikke hurtigere, end
som at Doktoren kan følge med dèr bagi.«

Efter at have produceret denne Anekdote, bad Ole lille Jens Persen,
om han maatte stoppe hos ham, for hans egen Tobak var sluppen op. Da
han saa havde stoppet og taget et Par Drag af den stumpbidte
Pibespids, blinkede han med de smaa Øjne og sagde: »Jeg stopped for
hart, lille Jens,« hvorpaa han kradsede Tobakken ud i sin egen Pung
og stoppede igen af den andens: --

-- Ja, for jeg skulde jo dog have noget at patte paa paa Hjemvejen
ogsaa, bemærkede han med et bredt Grin, ellers blev jeg sgu lige saa
haardmundet som mine Bæster.

-- Aa, dèr har vi jo Per Anders og Kristensen, raabte Beck; -- skal I
ikke have noget at drikke?

-- Nej. Vi har faaet, hvad vi skulde have, svarede Mølleren.

-- Naa, I har siddet henne hos Niels Spegesild?

-- Ja akkurat, dèr hvor I andre ogsaa sku' væ't, sagde Per Andersen
bittert, thi han nagedes af den Misundelse, som en Mand føler, naar
han ser de forsømmelige more sig, medens han opfylder sin sure Pligt.
Der havde hverken været synderlig lunt eller hyggeligt i det
lange lolignende Rum med de simple Træborde og Bænke og den
pulterkammeragtige Tribune, paa hvilken der musiceredes, naar Niels
holdt Salôn.

Ved Bordet bagved dem snakkede man bestandig om Vejrliget. Det var de
evindelige Landmandsjeremiader. En klagede over, at den begyndende
Frost snart vilde gøre det umuligt at holde Kreturet længer ude, hvad
man trængte i høj Grad til paa Grund af den slette Halm. En anden
beklagede, at Frosten ikke havde været stærk nok til at dræbe
Sneglene. Per Andersen sad og hørte til med et lunt Smil om sine
tynde Læber. Pludselig vendte han sig om og sagde: --

-- Har I aldrig hørt Historien om Præsten, der skulde mane Regn?

-- Næ ... Lad os faa den, Per Anders.

-- Hvad skulde han --? spurgte Provsten, der var traadt ind sammen
med Pastor Krarup.

-- Ja, det var saadan en svær Tørke, og saa lovede Præsten Bønderne,
at han skulde mane Regn ... Men, det er at forstaa, det var saadan i
gamle Dage ... og -- jeg vèd nu ikke, om det kan være troligt -- det
maa de Lærde om --

Provsten knejsede med Hovedet og stak Maven frem, kildret ved denne
Titulatur, som han følte, at Pastor Krarup lo indvendig af.

-- Aa jo ... i gamle Dage ... det er meget muligt ... da gik der saa
meget i Svang, da de var Katolske ... Fortæl kun videre.

-- Ja, det er kun saadan som jeg har hørt det ... Naa, Bønderne de
kommer da op paa Gaarden, og Præsten han gaar da ud til dem, og han
siger: Naa Børnlille -- ja for det var nu saadan en Maade at tale paa
i gamle Dage -- Naa, Børnlille, siger han, hvad vil I mig saa, ... er
det Regnen? siger han. Jo, det var da Regnen. -- Ja, siger han saa,
nu skal jeg bede Vorherre, at han lader det regne imorgen. -- Nej,
raaber der saa En, imorgen skal jeg til Barsel hos Hans Jensen, saa
vil jeg da nødig have Regn. -- Ja, ja da, siger Præsten, -- saa lad
os sige Tirsdag. -- Nej, raaber saa en anden, paa Tirsdag skal vi
hænge Tøj ud, og saa maa vi have Tørvejr ... Naa, kort at fortælle,
saa havde den ene det ene, og den anden havde det andet. -- Og saa
sagde Præsten: Ja, ser I nu Børnlille, naar I ikke kan blive enige,
og her er dog kun Mændene fra èt Sogn, hvor kan I saa forlange, at
Vorherre skal gøre alle Menneskenes Børn tilpas i hele den vide
Verden.

-- Det var en meget forstandig Historie den, Per Andersen, sagde
Provsten med et kort Nik.

-- Ja, formelig med Livsfilosofi, bemærkede Pastor Krarup.

-- Aa, ja ... Det er nu ... saadan ... som man ... fortæller det,
svarede Per Andersen beskedent, medens han forsøgte at faa en
Svovlstik til at fænge i Asken nede i den udgaaede Pibe -- --.

-- Nej Jessen, raabte i det samme en høj Mand tilbage til
Spillestuen, som han var i Færd med at forlade, -- Jessen det er en
rigtig storsnudet Herre ... Han har ikke saa meget som en af os,
Fuldmægtigen, og saa er han dog meget fornemmere paa det, end som de
fornemme selv.

Det var Henrik Larsen, der nylig, i en Alder af fireogtyve Aar havde
arvet en af de største Gaarde i Yderslev. Trods det halvsløve Udtryk
i hans regelmæssige Ansigt regnedes han for en af de smukkeste Knøse
i Sognet. Han var købstadklædt.

-- Aa ja, det er ikke aa nægte, sagde Ole Rasmussen. Se der er nu
Greven, -- det er en meget rimelig Mand aa have at gøre med. Naar man
bare altid kunde gaa lige til ham.

-- Ja, det er saa vist, tilføjede Hans og satte Punktum med en
Spytteklat.

-- Saa--aa, tvivlede Lars Persen.

Men Hjorth havde rejst sig.

-- Du skulde ellers ikke tale saa rask om Jessen, Henrik Larsen. --
Det er en Mand med Overbevisning -- men du --

-- O, ho! ... har jeg stødt Bussevennen for Hovedet? Naa du er nok
ogsaa en af dem, der slaar stort paa. Du vil tilvejrs, hvad? -- Det
skal være skrapt, saa du læser i den senere Tid ... Hun faar nok en
lærd Mand --

-- Har du tabt meget derinde?

-- Hvad Fanden rager det dig? har jeg tabt, saa er det ikke andet,
end hvad jeg kan betale ... Men hvis du tabte et Hundred Daler -- ja
det er sandt, det er heldigt, du har faaet den Svigerfader --

-- Heldigere for mig end for dig, lader det til, svarede Hjorth
skarpt og vendte ham Ryggen. --

-- Nej, næste Gang der bliver Valg her, sagde Provsten i en oprømt
Tone, saa vil jeg stille mig. -- Hvad siger I til det? ... Jeg skulde
da tro, jeg fik nogen Stemmer for mig.

-- Ja--a, det er jo ikke saa lige aa ha'e nogen Mening om, svarede
Per Andersen, idet han trak paa et bredt Smil ... Men--n, at, -- min
Stemme, den faar De sgu'tte.

-- Hvad for noget, Per Andersen? Vil De ikke give mig Deres Stemme?

-- Nej da ... Næ, ser De, et er at være Provst, et andet er at være
Politiker. En kan jo ikke du' til alting ... Ja, Talegaverne har
Provsten, dèr skal ikke mangle noget. Man kan nok mærke, naar
Provsten kommer og præker, -- saadan til Ordination og Kirkevielse og
-- det er ikke en simpel Præst ... det gaar akkurat ligesom en
Tærskemaskine, det er saa vist. -- Men--n, se--at--det er jo ikke
alene derpaa, det kommer an. Nej, til Politiken, der skal vi have
andre Folk... Men derfor kan vi jo komme lige godt ud af det sammen.

-- Ja, det haaber jeg med. -- Naa Farvel!

-- Farvel, Hr. Provst! ... Farvel, Hr. Pastor. -- --

-- Jeg tror ellers ikke, Provsten syntes rigtig godt om det sidste,
sagde Mølleren.

-- Nej, det kan jo være mulig nok, men forresten tog han sig da
rigtig pænt i det.

-- Jeg maa sige, bemærkede Beck, at jeg finder det meget heldigt, at
Provsten fik en over Næsen, han holder den -- om jeg saa maa sige --
vel langt frem, -- skønt stumpet er den da ... Ja, jeg har flere
Historier om Provst Sommer, der ikke er saadan rigtig -- --. Der var
nu f. Ex. dengang ved Besættelsen af det gode Embede i Gyvelse -- --

Men Per Andersen og Mølleren vare nu enige om, at de tilstrækkelig
havde faaet »varmet sig op udvendig«, hvorfor Gaardmanden klappede
Hjorth paa Skuldren, trykkede de nærmeste i Haanden og forlod
Selskabet med sine to Ledsagere.

Det store Gaardsrum mellem Kragerupgaards solide Længer var halvt
fuld af Køretøjer, næsten lutter simple Fjervogne med et Par
Agestole, hvorpaa Faareskindspelse, Kavajer og stribede Ulddækkener
vare henslængte. Gennem de mange aabne Stalddøre skimtede man inde i
Mørket Krydset af en Hest, viftende Haler, en hvid Sok, der stampede.
Næsten alle Jagtvognene vare kørt hjem, men Provstens blev netop
forspændt. Per Andersen gik over til sin kære Fuks, der stod urolig
og rykkede sig tilbage i Tøjet, skrabende paa Stenene med sin
blankede Hov, nappende den graa Hoppe i Nakken, gnavende paa Stangens
Lakering eller Bringkoblen, idet den krummede sin smukke, stærke Hals
med den lange, gulige Manke.

Provsten, der netop havde faaet Forlæderet knappet og samlede
Tøjlerne, blev meget vel tilfreds ved at se Per Andersen komme: --
han skulde nok have holdt sig til en Side, dersom Fuksen havde
Fejler.

-- Naa, Provsten er vel tilfreds? spurgte Gaardmanden, idet han
klappede den paa Halsen.

-- Jo, rigtig tilfreds, Per Andersen, der har slet ikke været noget
... Aa, men nu har de jo spændt Krydslinerne forkert.

-- Ja, han skulde da have Underlinen, han -- han knejser da nok til
det ... Nu skal jeg nok -- naa din Skabhals, kan du staa rolig?

-- Det er rigtignok et meget livligt Dyr, bemærkede Pastor Krarup,
medens han ængstelig betragtede dens Gebærder.

-- Ja -- ha! vist er den saa. Den fik saamæn paa Vejen herhen det ene
Ben over Skaglen.

-- Saa; aa ja ... Aa, men Alderen, Hr. Provst, den kommer saamæn nok.

-- Jeg synes ogsaa, den har Tendens til at blive Krybbebider,
forsøgte Præsten sig.

-- Næ--æh! ... det har ikke noget at sige ... Saadan noget skal jo
alstille gnave i hvad det kan komme til. -- Han er jo da heller kun
et Barn! --

-- Nej, Krybbebider, kære Krarup, hvor vil De dog hen? ... Farvel,
Per Andersen! ... Naa, kom saa da ... Nej, det begynder ganske
anderledes -- --

Mølleren sad hos Per Andersen, og Hjorth gjorde sig det mageligt paa
Bagsædet.

-- Nej, det var jo saa simpelt med Foderet i Aar, saa jeg burde jo
skille mig af med ham ... Man skal dog heller ikke slaa for stort
paa ... Og dèr hos Provsten faar han det godt; -- der er bare de
lange Visitationskørsler. -- Og han saà mismodig paa de halvgamle
Øg, der druntede afsted og trak paa Lemmerne, afredte af
Efteraarspløjningerne i den vanddrukne Markjord. --

-- Ja vel blev Præsten lumpet ... Men jeg havde jo varet ham ad ...
Der er ikke noget at stille op med en Pranger, Kristensen. Den ene
kan man nok faa god, men den anden er der Pinedød altid Fejler ved
... Det er saadan ligefrem et Princip: naar de bare har en god, saa
har de et Par ... Aa, jeg kender det, for jeg havde jo en Ven, der
drev det ... Naa, ja -- enhver er jo Tyv i sin Haandtering, der er jo
itte noget at sige paa, -- men, at -- det er li'egodt ikke saa
behageligt for den, der bli'er lumpet. --

Hjorth tændte en Cigar og lænede sig tilbage i Agestolen. Den
politiske Hue var god til Rejsebrug, han kunde bekvemt slaa Kraven op
om Ørene.

Himlen var blæst ren, og Aftenrøden opløste sig i en rolig Farvedød.
Nede i den sartgrønne Mellemtone straalede Venus; oppe i det tætte
Dunkelblaa anede man Stjærnerne. Chaussèen strakte sig lige ud,
mellem Dobbeltraden af de kullede Popler, med en Smule Aftenlys i
Pytterne og de vaade Hjulspor. Telegrafstængerne snurrede med en
lang, hendirrende Tone. Nu og da brægede en Flok Faar, og en Hund
glammede pludselig op, langt borte. Paa den flade, halvmørke Jord
begyndte Lysene at blinke frem rundt om.

Tusmørket i det store Rum, Trætheden efter en hel Dags Færden i fri
Luft, den ensformige Travtakt og Hjulrullen og den sagte Skumplen i
Sædet, -- alt virkede behagelig slappende paa ham, og han hengav sig
til vage Drømmerier ... Hans politiske Parti havde lidt et Nederlag,
men det forstemte ham ikke. Han følte sig som en lykkelig Mand, --
eller dog næsten lykkelig.




III.


Niels Christian Hjorth var Nordslesviger.

Hans Faders Gaard laa i Vonsbæk og naàde med sine hegnede Marker
næsten op til Præsteskoven, hvis yderste Kæmpebøge spejle sig i
Haderslev Fjord, der her bugter sig rolig frem mellem Skove og
Brinker, som en stor Flod. Jordene var gode, og den store Frugthave
gav altid et betydeligt Tillæg til Indtægten; Faderen havde som
ung lidt efter lidt bygget det hele om, og den smukke store
Beboelseslænge, med sin høje Kvist midt paa, kunde ved Solbjærgs Lag
straale langt ud med sine mange udbuede Ruder, ligesom med et
Guldsmil af Velstand. Eller man kunde undertiden om Natten langt
borte fra se den i et tindrende Festskrud, med Lys i alle Vinduer,
baade den lange Række forneden og Kvistruderne foroven, ligesom et
Halvkors af Stjærner, der var faldet ned paa Bakken foran den
sortbølgende Skovkending -- saaledes som Hjorth nu syntes han saà
den, medens han med sin Svigerfader kørte hjem til Yderslev, og
Lysene tændtes rundt om; -- og især hvis det var efter fireogtreds,
saa kunde man være sikker paa, naar man kom nærmere, at høre den ene
Fædrelandssang tage fat hvor den anden slap med sit sidste Vers, og
den, der da traadte indenfor med en dansk Hilsen, han vilde faa mange
kraftige Haandtryk og komme til at drikke Skaaler paa Genforeningen,
til hans Hjærne var ør af Punsch og Kaffeknægte.

For Jørgen Hjorth var en dansk Mand, dansk lige ind i Hjærterødderne
og ud i Neglerødderne. Han kunde helt forivre sig, naar han kom op
at toppes med Smeden, der i Mands Minde havde været den eneste
tysksindede Mand i Vonsbæk, det danskeste af alle Sognene i
Nordslesvig, det man først og fremmest gjorde Regning paa: -- var det
en Adresse, en Indsamling i patriotisk Øjemed, en politisk
Demonstration af hvilken som helst Art -- Vonsbækkerne, det var de
sikre Mænd, det vidste man, og det vidste de selv med en usigelig
Stolthed. Han kunde som sagt forivre sig, men ellers var Jørgen
Hjorth en rolig Mand. Han var som Racen i det Hele er: i det ydre
stor, stærkt bygget, lidt knokkelfør, i det indre tavs, støt, af en
lukket Selvstændighed, en Mand, som man tager, hvor man sætter ham.
Der var et fast Drag om hans Mund; han var af dem, der i ingen
Betydning af Ordet »gi'er sig«. Men Konen, lille og temmelig fed, var
let bevægelig baade til Latter og Graad, aabenhjærtig og aabenmundet,
med en udpræget Lyst til at sige imod og smaadrille.

Det kunde ikke være andet, end at en Mand som Hjorth maatte nyde stor
Anseelse baade i og udenfor Sognet og faa adskillige Tillidshverv
betroet: han var Formand i Sogneraadet, Medlem af Bestyrelsen for
Sparekassen for Haderslevs Omegn og med i Dyrskue-Komitèen.
Paa Dyrskuets aarlige Fest sad han ved den fine Ende af det
hesteskoformede Bord i »Harmoniens« dannebrogssmykkede Festsal; men
han holdt ingen Tale.

Det er en Selvfølge, at Jørgen Hjorth og hans Kone vare med ved
Slesvigernes Besøg i København baade i enogtreds og i femogtreds.
Siden den Tid var det de urustelige Minder fra disse Septemberdage,
der altid i højtidelige Øjeblikke hentedes frem fra Hjærnekisten som
et kostbart Familje-Service og pudsedes op til hele deres gyldne
nationale Festglans, der fyldte Medlemmerne med en adelig Stolthed:
-- der var alle de andægtig blottede, bøjede Hoveder, i det
højtidelige Halvmørke, rundt om Frederik den syvendes guldkransede
Egekiste, under Domkirkens mægtige Hvælvinger, der syntes at skælve,
medens den fantaserende Organists slesvigske Begejstring opsendte
bredtonede Hymner til Hærskarernes Gud og atter druknede Tyskerne
ligesom Pharaos Hær i de sølvskummende Bølger, der væltede sig under
Orgelpibernes Storm: -- der var Tivoli-Aftenen med den prægtig
illuminerede Basar, som et Slot af Ædelstene, og med det urolige
Fakkellys ind under den hvidgule Rand af sitrende Bladmasser og
henover den bølgende Menneskevrimmel, der overdøvede Orkestrets
Instrumenter, idet alle som èn istemte Fædrelandssangene; -- der var
først og sidst selve Festdagen ved den slesvigske Sten, under den
solskyede Septemberhimmel, med det kølige Lys over brunlige
bredkuplede Bøge, gulladne Græsbølger og Sundets mørkeblaa Strimmel,
med det endeløse Pilgrimstog, de vajende Dannebrogsfaner, Talerne og
Sangene, -- og om Aftenen det lejragtige Gildelag, som havde et
Offermaaltids glade Højtidelighed, og hvor Rusen var hellig under de
mørke Bøgekroner, hvorover Stjærnerne tændtes, -- og saa ud paa
Morgenen den syngende Hjemkørsel paa Kapervognene langsmed det blanke
Sund, der hvidnedes i et dæmrende Gry.

Det var denne Billedrække, der sysselsatte den femtenaarige Drengs
Fantasi. Denne Tids Navne, Navne som Orla Lehmann, Clausen, Ploug,
havde for ham den Klang, hvormed Helgennavne kildre Abatens Øre; --
og han saà disse Mænd busteagtig, som overnaturlige Hoveder, under en
Tronhimmel af Dannebrogsfaner, over Guirlander af Bøgegrene. Saaledes
var han fra Hjemmet af højre og nationalliberal, uden at vide det.
Thi det varede endnu længe, inden han fik Færten af, at der ogsaa var
andre, ja ganske modsatte Meninger og Stemninger overfor disse Mænd
og disse Idèer, at der kunde rettes Kritik, ja endogsaa rejses
Anklage mod dem og fældes Dom over dem. Og da han fik det at vide,
kunde han møde disse kætterske Vaaben, usaarliggjort ved den sejge
Haardhudethed, som bestandige, ubrudte Barndomsindtryk fremhærde just
i et bøjeligt Sind, og sikret mod at lokkes ud paa vildsomme Stier
fra den fædrene Kongevej ved disse Patent-Skyklapper, som
Nationalbevidstheden næst efter Religiøsitet er aller dygtigst til at
binde om Panden paa dem, hos hvem den bliver en herskende, tyrannisk
Følelse.

Gaarden i Vonsbæk hørte til de større; den var paa 130 Tdr. Land. Men
Niels Christian var den tredje yngste af en temmelig betydelig
Børneflok, saa det gav sig af sig selv, at han ikke fik nogen Gaard,
hvis han da ikke giftede sig den til. Gaarden maatte for enhver Pris
ikke deles; -- alle de rede Penge og lidt til var gaaet med til
Faderens Byggeforetagender, saa at det ikke blev stort, der kunde
udbetales til de yngre Søskende, og endda vilde Jens, der arvede
Gaarden, ikke komme til at sidde overdrevent godt i det. Men han
hjalp sig nu med et gammelt Husraad: -- han ægtede en rig
Gaardmandsdatter, som han havde danset med i »Harmonien« ved
Dyrskuet, rigtig en flot Pige af dem nordfra, der stillede i
Silkekjole og med kunstige Blomster.

Niels Christian havde altid været skrap til Bogen, og saa blev det da
bestemt, at han skulde læse til Skolelærer. Fik han saa ikke Gaarden,
saa havde han dog den Fordel fremfor Jens, at han blev sin egen
Konges Undersaat og Embedsmand og slap for at komme under den
prøjsiske Korporalstok.

Da han var sexten Aar, kom han saa paa Seminariet, og man valgte et,
hvor en Slesviger var Forstander. Det laa kun en lille halv Mil fra
Yderslev, og han fik Logis og Kost hos Per Andersen.

Det var slet ikke det, han forstod ved en god Bondegaard. Et Værelse,
der var saa lavt, at man frygtede for at støde Panden mod
Tværbjælkerne, sparsomt oplyst gennem de smaa, skæve, tilsmudsede
Ruder med en sjattet sirtses Gardin-Kappe, en simpel, lang Træbænk
langs Væggen under Vinduet, foran den et umalet, tilfedtet
Fyrretræsbord og saa nok en Træbænk, henne i det altid halvmørke
Hjørne en stor Seng med en uhyre blaadigtens Dyne -- ligesom stoppet
til Sadel for en Mare -- og i det andet Hjørne en brunrød Kiste, --
det var Skuepladsen for Familiens Færden, for saa vidt den ikke
foregik i Køkken, Kælder, Stald eller Mark. Noget i Retning af hvad
man plejer at kalde Møbler fandtes kun, i en mager og forkrøblet
Tilstand, i det lille firkantede Værelse, hvor Per Andersen modtog
disse mere standsmæssige Gæster, hvem han trakterede med en Bajer og
en sort Cigar. Men hvor var den egentlige Storstue henne? Hvor var
den med sin lange krølhaarsstoppede, damaskbetrukne Familiesofa, med
Mahognibordet, med de tulipanblussende Lænestole og perlesyede
Fløjelspuder tittende koket frem gennem Aabningerne i de hvide
Antimakasser, med sin Duft af Lavendler og Ovnlak, med sine
Slagscene- og Helte-Lithografier paa det blomstrede Tapetpapir, og
med sit Klaver, paa hvis gulnede Taster Datteren i det tarveligste
Tilfælde kunde spille »den tapre Landsoldat« og »Paaskeklokken kimer«
med èn Finger? --

En Datter var der imidlertid, skønt hun ikke kunde udføre disse
musikalske Kunststykker. Hun var temmelig høj og slank, endnu ikke
fuldt udviklet, og havde et lille brunet Hoved, med store vandblaa
Øjne, der ikke laa dybt nok, en lille sluttet Mund, og uden den hos
Landets Døtre sædvanlige Opstoppernæse, der syntes at ville give
Betragteren et Indkig i Hjærnen, og som var Hjorths Aversion. Hendes
ufærdige Bevægelser havde, naar hun blev livlig, den godlidende
kejtede Ynde, som er det bedaarende hos en halvvoxen Hundehvalp. --
Da Hjorth havde bôt et Par Maaneder hos dem, begyndte hun at gaa til
Læsning. Ofte, naar han efter at være kommen hjem fra Seminariet sent
paa Eftermiddagen, havde faaet Maden i sig, og træt satte sig til at
læse sit Pensum af Judas og Israels Konge-Historie, bankede det
næsten uhørlig paa Døren, og efter hans gentagne »Kom ind!« smallede
Kristine sig paa Hosesokker gennem en beskeden Dørsprække ind i det
lille Kammer. Hun sku' da hilse fra Mo'er ... og be'e Hr. Hjorth ...
om han itte vilde lægge noget yd ... for hende ... i Lærebogen ...
for ... hun ku' da'tte ... sæl ... hitte yd ... a' 'et. -- Saa
begyndte han da, idet han lænede sig tilbage i Stolen, et naivt,
pedantisk Foredrag, som udførligere gentog en eller anden frygtelig
Forklaring af Luthers Katekismus, medens hun, siddende yderst paa
Hjørnet af en trevlet Rørstol, krammede og drejede Spidsen af sit
Forklæde til en Snegl, udstødte et fortvivlet »jou«, og stirrede paa
den underlige urolige Skygge, som hans Hoved satte paa den kalkede
Væg, medens Tanen paa Tællelyset krummede sig og den osende Flamme
slog op, -- indtil hun tog Mod til sig og snød det med Fingrene. --
Efter at have udskudt sit sidste »jou« og mumlet et »mange Tak«,
listede hun atter lydløst ud af Døren, stak sine Fødder i Træskoene
og traskede bort, idet hun plaprede: »Vand gør det vistnok ikke men
Guds Ord, som er nede i Vandet og Troen, som forlader dette Guds Ord
i Vandet. Thi uden Guds Ord er Vandet blaat Vand, det er ... det
er ...« Og stakkels Kristine standsede ganske ør i Hovedet og
tænkte fortvivlet paa den næste Dag, der var en af dem, paa hvilke
den pligtivrige Pastor Krarup bragte Katekismus-Guden sit
to-Gange-ugentlige Børneoffer, idet han kedede Konfirmanderne ihjel
gennem tre stive Klokketimer.

Per Andersens Kone, Ane, var svagelig og from. Omtrent hvert andet
Aar rejste hun til København for at consulere en Læge, hvem hun
dyrkede med en overtroisk Beundring, skønt han var temmelig ung,
skønt han var Jøde, skønt han næsten ingen Recepter skrev (hvilket i
Begyndelsen gjorde hende mistroisk), og skønt hun derved paadrog sig
Distriktslægens, den gamle Doktor Falkenstjærnes, Had og udfordrede
hans skrækkeligste Eder. Hun var en af de faa, der ikke blot stillede
i Kirken paa Omgang med Husbonden, Karlen og Drengen for at holde
Gaarden repræsenteret. Hjemme var hun temmelig stille og ofte lidt
klynkende. Hun holdt af at læse og elskede Blomster, som hun havde
fyldt Vinduerne med. Hjorth snakkede kun sjælden med hende.

Heller ikke med Per Andersen havde han meget at gøre. Det var ikke
nogen ordesløs Mand, og han følte ingen Trang til at give sig
synderlig af med et sextenaars Flødeskæg. Hjorth, paa sin Side, kom
snart til at se dybt ned paa Egnens Beboere i det Hele, som paa Folk,
der vare blottede for højere Interesser. Han kom jo fra en Egn, hvor
Storpolitiken og Nationalfølelsen, der ligesom hyppig beskaarne Træer
havde faaet en kunstig Frodighed, bestandig holdt Sindene smykkede i
en højtidsfuld Sørgedragt, og han forstod ikke, at saaledes kunde det
ikke være overalt, at der maatte være andre Steder, hvor Sjælene
næsten aldrig afførte sig deres Arbejdskittel. Naar han saa en Gang
imellem kom med til et Gilde, var det næppe nok, at Kongens og gamle
Danmarks Skaal blev drukket, end sige at Samtalerne bestandig
kredsede om det store Spørgsmaal; flove Anekdoter, mer eller mindre
smudsige Historier, smaa Vitser, skaarne over samme plumpe Læst, og
saa Kortene -- det var deres Festlighed. -- Og det gik ikke højere,
naar han hørte dem snakke paa Tomands-Haand. Naar Per Andersen fik en
af de »gode Mænd« ind i det Allerhelligste, hvis Væg var smykket af
et Lithografi forestillende Frederik den syvende paa Castrum doloris,
omgiven af Kandelabre, der lignede en Allè af Bomuldstræer, naar
Gæsten var bleven klemt ind i det haarde Sofahjørne og havde faaet
skænket sin Bajer op med Topskum, og naar man havde tændt en af hine
sorte Cigarer, som paa Kasselaagets Inderside fremstilledes som
hørende til den fortrinlige Kvalitet, der ryges af en ung Mand i
meget vide Lærredsklæder og med en uhyre Panamahat, hvilken unge Mand
i et overnaturligt Blad bares af fire magre Negre gennem en Urskov, i
hvis fjerede Kroner de massive Røgskyer forvildede sig -- ja, naar
disse højtidelige Forberedelser var trufne: -- saa var det Spring i
Rugen, Kastningstilfælde blandt Køerne, Kapitelstaxten, som Præsten
havde sat tolv Skilling for højt. -- I Slesvig snakkede man
naturligvis ogsaa om Rugen, Kvæget og Kapitelstaxten, men det var,
som om der bestandig underforstodes noget andet, som om en
frimureragtig Understrøm i Talen bar de smaa Uheld og Savn frem som
Symbol paa den store Ulykke og det hjærtenagende Savn. Det kunde
undertiden forekomme En, som lyttede man til et Par Sammensvornes
Kragemaal, hvori uskyldige dagligdags Ord skjuler en farlig
Hemmelighed. Og naar de saa efter en Samtale om Foldighed og Høslæt
gav hinanden Haanden, saa var det, som tog de hinanden tavst i Ed paa
at bevare Hemmeligheden og leve for Sagen.

Engang imellem kunde det vel hænde, at Samtalen gled over paa
Politik. Men det var kun sjælden, for i de Aar var der ikke megen
Grøde i den Retning. Og naar det skete, saa forekom først det Hele
den slesvigske Yngling rigtig smaaligt og usselt, et latterligt
Fedteri af Splid og Partikævl, for saa vidt som han da overhovedet
kunde faa nogen Mening ud af det, hvilket ikke altid var Tilfældet.
Og Politiken -- det var dog det samme Felt, som man levede paa
derovre: -- det var den samme Jordbund, som dèr havde avlet en
søjlestammet, kuppelkronet Bøgeskov, hvor Hævnens Ørne byggede Reder,
og som her dækkedes af lavstammede Purrer, fulde af hæse Krager! --
Hvad var det saa for et Folk?

Og dog var det jo dette Folk, som de sukkede efter at genforenes med.
Jo lettere derfor hans Foragt hævede sig over denne Landbefolkning,
der omgav ham, desto lødigere maatte han som Modvægt gøre sin
andagtsfulde Vurdering af det danske Folks Intelligens, der saa meget
mere var en Genstand for mythedannende Tro, som han aldrig selv var
stødt paa den, -- hint Parti af Folket, der herskede ifølge sit frie,
dannelsesskærpede Syn, sin idèbaarne Vilje, sin kamp-rede
Patriotisme, -- de Mænd, der vare gaaet foran i den uforglemmelige
Kamp for Sønderjylland, som havde holdt de malmfulde Taler og digtet
de kimende Sange, men hvem han nu saà blive betragtede som lydende
Malme og klingende Bjælder af alle disse rundt om ham. Det undrede
ham ikke; thi hvilket Samkvem, hvilken Forstaaelse kunde der være
mellem disse og hine? Det var nu engang Naturens Orden, at de til
Jordklumpen klæbende skævede til dem, hvis Isser syntes at støde mod
Stjærnerne.

Undertiden kunde det dog falde ham ind at stige ned til Dalsumpens
Kvækken fra sin Foragts tavse Tinde.

En Dag, da han havde hørt Per Andersen sammen med en Ven inde i det
møbelholdige Lønkammer støbe politiske Kander med Stiftstidendens
Leder som Potteskive, -- spurgte han sin Vært, hvor det kunde være,
at det var saa slemt at være nationalliberal, da det var godt
baade at være national og at være liberal. Dette var en logisk
Vanskelighed, som Per Andersen ikke før havde klaret sig, men han
søgte ikke at skulke fra den. Medens han dejgtyggede en Cigarstump,
som han havde tilbage fra Besøget, indrømmede han: »Jou, -- det er
meget rigtigt ... det er for saa vidt ikke aa nægte ... Vi vil jo
alle være nationale og ikke Tyskere og Papister og saadan noget... Og
naar jeg siger om Kammerraaden, at det er en liberal Mand, saa er det
jo da heller kun for at rose Manden.« Nu mente Hjorth at have vundet
Spillet og vilde slutte, at det var udmærket, naar man var begge
Dele. Men Per Andersen afbrød ham: »Ja, saadan at forstaa, hver for
sig ... Men--n se, at -- det er med nationalliberal ligesom med
Lejesæd ... Et Leje, det er jo en god Ting, naar man har sjovet sig
træt; -- og Sæden, den er jo da Guds fornemste Gave, som vi lever af
... Men -- tilsammen er det sgu noget forbandet Kram; vi har altfor
meget af det iaar.« -- Og da Hjorth saa trængte ind paa ham for at
faa at vide, hvilke Forbrydelser de Nationalliberale da havde
begaaet, blev han maalløs ved at høre, at de blandt andet var Skyld
i, at vi havde mistet Hertugdømmerne.

Fra det Øjeblik af betragtede han Per Andersen saa noget nær som
smaafjollet.

Undervisningen paa Seminariet optog tyrannisk næsten hvert Minut af
hans Tid, uden i Virkeligheden at udfylde noget af hans aandelige
Liv. Der var en Uendelighed af Regning, med Opgaver om sindrige
Vandringsmænd, der paa forskellig Tid begav sig paa Vej fra
forskellige Steder og gik i forskellig Retning med forskellig
Hastighed, og som nu stillede den ublu Fordring til Niels Christian
Hjorth at faa at vide, hvor langt de ved denne umotiverede
Fremgangsmaade vare blevne fjærnede fra hinanden; -- der var en
dræbende Masse Religion: Lærebog med Forklaringer til Forklaringerne
og Skriftsteder nok, til at en Østerlænder kunde have bedækket Mure
og Vægge i en hel By dermed, Udenadslæsning af hele Evangelier med
forkerte Parallelsteder til de andre, og Bibelhistorie i Detailler
indtil de allermindste Profeters tvivlsomme Levetid -- der var lidt
Geografi og Historie, saa vidt mulig aftørret til Kalendre af Bynavne
og Aarstal, hist og her oplivet af Anekdoter, der hang som Kødtrevler
paa et Skelet, -- og saa var der endelig, til opmuntrende Tumleplads
for den frie nordiske Aand, nogle Eddamyther, der udlagdes moralsk og
kristeligt, eller en ligeledes moralsk og kristelig Saga om en eller
anden gammel juridisk Trætte om en Stenlod paa Island, som endte med
at den, der havde Uret, brændte Huset ned over sin Kontrapart, eller
med en Tvekamp, hvori den overvundne, idet han bandt de udhængende
Tarme op, beviste sin ophøjede Foragt for Liv og Evighed ved at
anvende sine sidste kostbare Øjeblikke til at deklamere et Par
fuldstændig meningsløse Vers, uden Rythme, og hvis Ord vare rystede
sammen Hulter til Bulter, som Lotterinumre i en Pose. -- Udenfor den
bestemte Tid var der frivillig Undervisning i Musik, men denne Kunst
havde slet ingen Tiltrækning for ham, og han lærte kun det aller
nødtørftigste, at klimpre lidt efter Noder paa en gammel Violin, saa
at han med Besværlighed kunde lære sig en ny Salmemelodi. -- En Smule
dansk Literaturhistorie og Anthologi var det eneste lysende Punkt,
men det belystes af en vindtør Person, som interesserede sig mere
for, om man burde skrive Skæbne med j og med e eller æ, end for
Literaturens bestemmende Strømninger, som helst nøjedes med at
paaklistre Forfatteren de interessante Etiketter »ophøjet Fantasi«,
»uudtømmeligt Humor«, »ædel Melankoli« o. s. v., og som trak sine
Elever om ved Næsen i det gyselige Uføre hinsides Holberg, medens han
aldrig naàde til at overskride Oehlenschläger. Det væsentlige
blivende Udbytte af denne Undervisning var for Hjorths Vedkommende
senere i Livet en Erindring om, at den første danske Avis paa
Kristian den femtes Tid blev skrevet paa Vers af en Person, hvis Navn
han havde glemt.

Han søgte at holde sig skadesløs for Seminariets Kedelighed ved
allehaande Smaaspilopper, til hvilke han var den dristigste og mest
opfindsomme af Disciplene. Især frygtede alle Lærerne hans nærgaaende
Interpellationer; og Religionslæreren, der i sin Tid vilde have været
Præst, og hvis i Forvejen lidt svage Hjærne var bleven helt fortumlet
ved mislykket Nippedrik af Theologiens gamle Vin, -- ham løb det
ganske koldt ned ad Ryggen, naar Hjorth begyndte paa disse
spidsfindige Krydsspørgsmaal, hvori der syntes at spire en vordende
Dogmatiker eller Skeptiker -- hvilken af Delene var det endnu
vanskeligt at have nogen Mening om.

Det var derfor heldigt for ham, at det allerede var i hans første
Læreaar, at Kristine søgte Bistand hos ham mod Lærebogens
Ubegribelighed. Senere vilde han have været mindre redebon til at
give hende Forklaringer, som ingen af dem forstod, og han vilde ikke
have vakt hos hende denne ydmyge Ærefrygt, som en dunkel Sikkerhed
altid vækker hos en svag Aand, hvem den træder myndig imøde.

Efterhaanden blev hun den eneste, han havde noget synderligt at gøre
med, den eneste, i hvis Selskab han havde Lyst til at sladre en halv
Times Tid hen, enten det nu var paa Marken, medens hun malkede, eller
i Køkkenet, naar hun skurede Gryder. Det var mest Sognets unge Piger
og Knøse, der maatte holde for; -- han var jo selv af dem, der i al
Godmodighed ikke skaanede, og naar han havde faaet hende lidt paa
Gled, kom der ogsaa ud af den lille, sluttede Mund Bemærkninger, der
viste, at hun havde et skarpt Blik. Eller ogsaa fortalte han hende om
sin Hjemstavn, om Naturen og Menneskene, Gaardens Indretning, Krigen
og den patriotiske Løftelse, hvilket hun altsammen lod til at finde
saare smukt. Men naar det havde varet ved henimod en halv Times Tid,
døde Samtalen hen, han kedede sig saa smaat og gik, skønt
modstræbende. Efterhaanden begyndte han dog ogsaa at finde Behag i
disse enkelte dovne Ytringer, afbrudte af længere Pavser med
Mælkestraalens sprøjtende Strippen i Pjæsen eller Skureviskens
Skraben over Lerglasuren og Kobberet. Saa laa han paa Ryggen i
Græsset eller sad paa Disken, betragtende hendes kraftige Arm i
Arbejdet, naar Albueleddet spændte sig ganske blankt, og de fine
Dunhaar gnistrede i Sollyset. Og naar hun løftede op, beundrede han
hendes Smalben, som han havde Lyst til at gribe om. Hun var nu voxet
til sine Bevægelser, og hendes Magerhed havde rundet sig til en
harmonisk smækker Figur.

Der var et Sted bag i en Udkrog af Haven ved en halvaaben Læde, der
hang ubevægelig paa sine rustne Hængsler, og hvis raadnende Lægter
havde boret sig ned i Jorden. Midt i et Vildnis af Stikkelsbær- og
Ribsbuske, som Hønsene puslede om imellem, stod en gammel Brønd, hvis
Vippestang oppe over de frønnede Krægers bladfattige Kroner bøjede
sig under Kampestenens Vægt. Paa saadan en rigtig lun Sommerdag, naar
Solen fra en skyløs Himmel brændte ned over den tyndtskyggede Have og
syntes at tænde Kalken paa Huslængen, der overalt lyste gennem Løvet,
da var det en Nydelse at bære hendes Spand herhen, hvor midt i den
vellystig bagende Hede, fuld af Sommerfuglevinger og Bisummen, en
frisk Kølighed sivede op mellem de altid fugtige, mostykke Sten og
aandede ud gennem de gabende, lavspættede Brøndbrætter. Medens hun
bøjede sig frem for at lade Spanden gaa ned og med et kraftigt Klask
dukke under i det dybt blinkende Vand, var hun, selv om hun havde
villet, ude af Stand til at værge sig mod hans Arm, der lagde sig om
hendes Midje; -- og naar saa Spanden skulde trækkes op, var det
fristende at hjælpe til og i Forvirringen fæstne sin Haand om hendes,
der var stor og velformet, medens han saà hendes leende Ansigt nærme
sig der nede fra det fugtige Mørke vuggende paa Vandspejlet i den
dinglende Spand. -- --

Kort efter at han som »meget duelig« havde bestaaet sin Afgangsexamen
ved Seminariet, fik han Plads som Hjælpelærer ved en fynsk
Landsbyskole. »Men De kommer vel nok igen over til os, Hjorth?«
sagde Kristine Aftenen før Afrejsen. -- »Ja, det haaber jeg da,«
svarede han; »det er vel ikke en Afsked saadan for Evigheden.« --
»Ja, for der er jo nu Hansen, ... han kan vel ikke holde ud saa meget
længe endnu ... og saa kunde jo Fader nok ... i Sogneraadet ... hvis
De da havde Lyst til at bo her.« -- Denne trofaste Fremtidsplan
smigrede ham meget, skønt han ikke fæstede synderlig Lid til den. Ved
Afskeden var Kristines Øjne rødkantede, og han var ogsaa noget
beklemt ved at sige Farvel.

Den gamle Lærer, hvis Medhjælper han var bleven, var en affældig
Stakling, som, meget snavset, med pjusket langt Haar og Skæg, i
ukendeligt Linned og en trevlet Frakke, sjokkede om i udtraadte
Morgensko, pattende paa en forstoppet, stumpbidt Pibe, hvis Porcelæns
Hoved og Svampedaase fra Tid til anden faldt ned i Snoren og øste
deres Indhold ud over hans af Tidens Omskiftelser mangefarvede Buxer.
Han var næsten ganske sløv og aldeles ude af Stand til at lære Nogen
noget, saa at hele Herset med en ganske uvidende Skoleungdom tilfaldt
Hjorth. Kun et Arbejde havde den gamle Petersen forbeholdt sig selv
at nysle med; det var Expeditionen af Breve og Aviser, thi Skolen var
Sognets Brevsamlingssted. Varetagelsen af dette vigtige Hverv optog
en stor Del af hans Dag. Tiden indtil Middag var ikke for rigelig til
Pakningen af Posttasken, der maatte hænges ud paa Ledstolpen ved
Landevejen en halv Time før Tiden, hvilken resterende halve Time saa
tilbragtes med at gaa frem og tilbage til Byens Udkant og kigge ud ad
den snorlige Vej efter Vognen, der aldrig syntes at ville komme. Naar
saa Posttaskerne var byttede og de krumbenede Krikker havde sat den
klodsede, gamle Karet i en haabløs Bevægelse, -- saa var det
Ordningen af Aviserne, som toges ud af den sorte, sprukne Lædertaske,
og hvis Indhold burde underkastes en flygtig Undersøgelse af hans
Hornbriller, og den interessante, men vanskelige Sortering af
Lærredssækkens Indhold: Brevene og Postanvisninger, hvilke sidste var
hans stadige Kilde til Sorg, da han aldrig kunde komme ud af at regne
og give igen, men blev ved at staa og vrøvle og klynke over det uhyre
Ansvar, der var lagt paa hans Skuldre, indtil en arrig Stemme inde
fra det andet Værelse, hvortil Døren stod aaben, gav ham en skarp
Ansporing. Det var hans værdige Mage, der næsten altid laa begraven
under en uhyre Dyne, skønt hun ikke fejlede andet end en perennerende
Gnavenhed. Saaledes var hun mindst ubehagelig. Naar hun viste sig i
opstaaet Skikkelse, var hun dobbelt gnaven over dette Offer og endnu
mere snavset og sjusket end Manden, og udbredte en Parfume af gammel
indelukket Sovekammerluft.

I disse uhyggelige Omgivelser, som han saa vidt mulig isolerede sig
fra, gròde Savnet frodig op. Han lærte i disse ensomme Timer, hvor
meget han var kommen til at holde af Kristine, hvorledes hendes
Selskab var bleven den fordringsfuldeste af hans daglige Vaner; og
han undrede sig over, at han saa let havde kunnet skille sig fra
hende. De fyrige fynske Piger kunde spare deres indbydende Blikke og
tilladende Smil til den kønne, unge Lærer. Han spøgede gærne en Aften
bort med dem, men det var den stille, noget træge Sjællænderinde, der
holdt hans Tanker med Selskab i disse betydningsfulde Minutter, da
de søge en sikker og dyb Ankerplads, inden de lade sig hvirvle
rorløse bort af Drømmenes lunefulde Bølger. Og naar han i et ensomt
Drømmeri digtede sig ind i en lille naiv Kærligheds Dialog, saa sang
den anden Stemme ikke i det opskræmmede Ømaal, men drævede lidt paa
det flade Sydsjællandske.

Nogen Omgang fik han dog snart med Præsten, hvis Have grænsede op til
Skolens. Pastor Lindekær var en lærd Theolog; ved Siden af sit
Studerekammer havde han en rigtig Biblioteksstue. Den høje,
duknakkede Mand, hvis behagelige Ansigt havde faaet noget af
Pergamentbindenes blege Glans, lagde gærne sine Kommentarer til Side
for at tale med Hjorth. Han fandt noget distingveret ved den nye
Lærer, hvis Væsen var let og utvungent, snarest som en Students,
uberørt af Seminaristernes sædvanlige ubehjælpsomme Stivhed. Men han
var ogsaa en velsèt Gæst i det mindre stille Familje-Paulun, -- enten
det nu var den store vinterlige Dagligstue med Lyset fra Brændeilden
i den firkantede, blomstersnirklede Kakkelovn spillende let hen over
det grønne skotske Gulvtæppe, med det aabentstaaende Klaver, med
Rafaels Kartoner paa Væggene og den store gyldenkædede Hængelampe
over Mahognibordet, og med tungtfoldede Gardiner langs Vinduerne, der
havde en Krystalkant af Is, og gennem hvilke Gaarden indstraalede sit
grelle Snelys, -- eller ogsaa det var den mindre, lyse Havestue med
de aabentstaaende Glasdøre ud til store, sødtduftende Linde, der
kuplede sig, fulde af Fuglekvidder, højt op over Taget, overskyggende
en stor Siddeplads, hvor Hus og Have ligesom gik i et. Naar han
indfandt sig her, -- helst paa den Tid, da Dugen var bredt til
Eftermiddagskaffen, og den messingstraalende Samovar sendte sine
Dampskyer ud --, saa var han sikker paa en hjærtelig Modtagelse af
den lille Præstekone med det lysende og varmende Smil, som blottede
hendes smukke Tænder, og med den Smule norsk Akcent og de uvante
Udtryk, der klædte hende saa henrivende og syntes at gøre hende
dobbelt venlig, idet hun hyppig tilkastede ham sit »kære«, ledsaget
af en Opfordring som: »vær saa snil at række mig Sukkeret«, eller
kortere: »Tak for lidt Fløde«, medens hun stellede med Kaffetøjet,
omringet af sin Børneflok, hvoraf den ældste Datter snart skulde gaa
til Præsten, medens den yngste, der ifølge Navnet maatte høre til
Hankønnet, blev baaret ind af Ammen.

Undertiden kom religiøse eller halvtheologiske Emner paa Bane mellem
ham og den lærde Pastor Lindekær. Og da Hjorth engang havde vovet sig
til at ytre nogle Skrupler angaaende Rigtigheden af Biblens
Skabelseshistorie, laante Præsten ham en Oversættelse af Godets
Foredrag. Saa studerede han trolig denne overfladiske Franskmand, som
lige uforstaaende overfor Oldtidens barnlige Fantasitro og Nutidens
mandige Forskerviden søger at slaa Bro mellem begge, -- og han følte
sig beroliget derved.

I det hele skærpede denne Omgang hans Videbegærlighed. Han syntes sig
selv saa udannet og langt tilbage. Kun at kunne èt Sprog forekom ham
nu næsten en Skam. Og da de lange Vinteraftener gav ham længer
Arbejdstid, begyndte han møjsommelig at lære sig selv Tysk efter
Præstens Anvisning.

Saaledes levede han i Øjeblikket ret behageligt, trods sit nærmeste
uappetitlige Selskab, ved Hjælp af nyt Bekendtskab og meget Arbejde.
Han slugte Maaltiderne med en indre Grimace og lukkede sig saa strax
inde i sit simple, men ordenlige Værelse, hvor Bøgerne ventede ham
paa Bordet; -- og fra sine Besøg i Præstegaarden medbragte han en
duftende Sky af Luften fra et hyggeligt og efter hans Begreber næsten
rigt Familjehjem, der fyldte hans Kammer for nogen Tid, og som ogsaa
tildels beskærmede ham mod den mindre renlige Lugt i Petersens
Daglig- og Spisestue. -- Men sin største Tilfredshed havde han af
Skolen, der fra en frygtelig Forsømmelighedstilstand efterhaanden gik
bemærkelig frem, saa at Præsten efter den aarlige Examen kunde
bevidne ham sin særdeles Tilfredshed.

Ogsaa for Fremtiden var hans Udsigt gunstig. Den gamle Petersen kunde
umulig synderlig længe holde sig paa den Plads, som han aldrig havde
udfyldt, og naar han afskedigedes i Kongens eller Dødens Naade,
henholdsvis med eller uden Pension, saa var der al Sandsynlighed for,
at Hjorth vilde blive hans Efterfølger, da han understøttedes af
Præsten og var kendt af Sogneraadet som en dygtig Lærer. Det galdt
blot om at holde ud nogle Aar paa Posten, saa vilde han i en ung
Alder faa et forholdsvis godt Embede med et nyt, rummeligt Hus, en
frugtrig Have og en stor Lod fed Jord, -- et Embede, der magelig
kunde føde sin Mand og hans Kone med, ja endogsaa et begrænset Antal
Børn.

Ved denne Udsigt havde Hjorth altsaa slaaet sig til Ro. Men saa læste
han en Dag i Stifts-Tidenden, at Lærer Hansen af Yderslev i Sjælland
var død og Embedet opslaaet vakant ... Herregud! var han nu færdig!
Han kunde ikke tilbageholde et Smil, idet han lyslevende saà for sig
denne komiske Størrelse med det forbavsede Ansigt, den smalskødede,
kortærmede Kjole og de ubegribelig snevre sorte Benklæder, der saà ud
til at maatte trækkes paa vaade, ligesom Hestgardens. Han saà disse
Ben skridte op ad Kirkegulvet og hørte ham af sine Lungers fulde
Kraft falsk istemme Offersalmen »Med høj og festlig Jubelklang«.
Saa begyndte den støvletunge, tavse Vrimlen fra Stolene ud i
Midtergangen, og blandt de forreste var Per Andersens spinkle
Skikkelse med den ragede, lidt forskaarne Hage over det sorte
Halsbind og det tynde, graasprængte Haar vandkæmmet over Issen; men
yderst i en af Stolene paa Kvindesiden saà han Konens sygelige Ansigt
med et sødligt Træk om Munden og ved Siden af Kristines i smuk
ubevægelig Ligegyldighed, pyntet af den nye Straahat ... Det faldt
ham ind, at den nye Straahat, som hun dengang havde været saa stolt
af, maatte være bleven gammel og de kirsebærrøde Silkebaand falmede.
Hvor det var underligt! det var et Øjeblik forekommet ham saa
hjemligt, som om han slet ikke havde været borte fra dem. Og
pludselig blev han overvældet af en ubændig Længsel efter at leve
igen paa samme Sted som hun.

Hvad om han søgte Kaldet? Det var jo Kristines Plan, og hun havde
lovet at faa Faderen til at gøre sit Bedste for at skaffe ham det.
Mon hun endnu var ligesaa begærlig efter at faa ham til Yderslev? ...
Han kunde jo dog prøve ... Rigtignok var Udsigten bedre, naar han
ventede ... Men èn Fugl i Haanden -- man vèd hvad man har o. s.
v.... og desuden --

Saa brød han over tvært og skrev et Brev som en Forskrift til Per
Andersen med et inden i til Kristine.

Nogle Dage senere fik han Svar. Det var aabenbart skrevet af Kristine
som Sekretær; Bogstaverne vare hendes, men Aanden var Pers. -- Det
var rigtig pænt af ham, at han vilde over til dem igen. Og det kunde
vel ogsaa nok lade sig opføre. Over det at Embedet jo hørte til de
vovere, som der ikke var saa begærede. Det volded den gamle Hansens
Særheder, at han havde siddet dèr saa længe. Han havde jo ikke
nogensinde tænkt paa at forandre sig, og saa syntes han, han havde
sit Udkomme, og gad ikke være over at flytte sig og lære et andet
Sogn at kende. Et nyt Embede det var for ham akkurat ligesom da de
forærede ham den nye Merskumspibe paa Halvhundredaars-Festen; -- han
røg den sgu aldrig til, men gik immer og hev paa den gamle sure, hvis
Hoved revnede af Skorpen. -- Men for en ung Mand var det jo da
ligegodt saa meget passeligt. Forresten havde der ogsaa været Tale
om, at Skolen skulde have en Lod, og laa ude ved Præstestien. Men der
blev nok ikke noget af. De andre Sogneraadsmedlemmer havde været
meget rimelige, saa det var saa godt som i Orden.

Et Par Maaneder derefter fik han sin Udnævnelse.

Pastor Lindekær blev ubehagelig overrasket og lod ham føle det paa en
halvt smigrende, halvt stødende Maade; men den lille Præstekone saà
lige ind i ham med sit lyseste Smil, trykkede ham meget længe og
fast i Haanden og sagde, at de vilde komme til at savne ham. Den
gamle Petersen mumlede, at det var da en forbandet Historie, nu
skulde man til at se sig om efter en ny Mand, og inde fra Sengen
snerrede hans Kone en uforstaaelig Forbandelse.

Saa rejste han.

I Yderslev gik han strax hen til Per Andersens. Manden var i Marken,
og Konen paa et af sine københavnske Lægebesøg. Kristine kom ind fra
Køkkenet og bød ham Velkommen med det ubestemte Smil, som hun
anvendte ved alle passende Lejligheder. Det var et af disse Smil, med
hvilke der smiles i Anledning af En, højst til En, aldrig ind i En,
-- et af dem, der ligesom netop naàr Øjeæblet og saa glider af, ud
til Siden, man vèd ikke selv hvorhen, -- til en Anden, til Alle, til
ingen Ting ... Han takkede hende: -- det var jo hendes Skyld, at han
var kommen tilbage. Hun kunde vel huske, hvad hun havde sagt Aftenen
før han rejste. -- Jo, det kunde hun nok. Men maaske for at slaa den
Sag hen, begyndte hun at spørge ham ud om, hvordan det var gaaet ham
i de to Aar. Han fortalte, hvad han mente kunde more hende, og saa
maatte hun til at diske op med sit. Det gik som han var vant til i
gamle Dage: da de havde talt sig gennem en halv Time, begyndte de at
lede efter Ordene, og faldt under Søgningen i disse Pavser, der
deltes pinlig lange af den halte Dikken fra Vækkeuhret over Sengen,
og i hvilke man fra Loen, af hvis Halvdør det slog ud som Røg, hørte
Lyden af Tærskemaskinen, den uafbrudte, stigende og faldende Surren
og de regelmæssige, korte Syd af det kastede Korn. -- Kristine havde
hæget sig ved at tage et pænt Forklæde paa; hun sad nu og snòde dets
Hjørne fast til en Snegl, ligesom hun havde plejet, naar han
forklarede hende Katekismen. Pludselig saà hun op og sagde:

-- Har De Lyst til at se mit Udstyr?

-- Udstyr! ... Skal De giftes?

Kristine blev rød i Hovedet:

-- Ja--a, det skal jeg vel nok -- en Gang ... Hvis da Nogen vil ha'e
mig, tilføjede hun smilende, med udfordrende Beskedenhed. -- Men nu
skal De se! vi har været flittige.

Hun slog det blomstrede Laag op paa en stor Kiste. Det var en
Uendelighed af Linned og Lærred: Underklæder, Dækketøj og Lagener,
skinnende hvide, mærkesyede med vældige blaa Navnetræk. Hjorth blev
ivrig i sin Beundring; han knibsede med Randen af Lærredet, som han
havde set Kræmmerne gøre, strøg varsomt glattende Haandfladen over
Linnedet, faldt i Begejstring over Hexestingene. Men medens hun
fremviste hvert Stykke med en nydende Stolthed, vare hendes
Bevægelser lidt kejtet forlegne, og Kinderne blussede. Hun havde
gjort en vigtig Opdagelse i den angstfulde Maade, hvorpaa hans
pludselige Spørgsmaal havde presset sig frem.

-- Naa er I allerede ved Linnedet? udbrød Per Andersen, der kom ind,
paa Træsko, uden Frakke, men med tværstribede Uldtrøjeærmer stikkende
ud gennem Armhullerne paa den lige nedhængende Vest, der spillede i
Lavens grønne og gulige Toner. -- Velkommen tilbage, Hr. Lærer! ...
Naa, Kirsten har vel ikke engang buden Dem en Taar Øl. -- Kom nu her
ind til mig.

Saa blev Hjorth bænket i det haarde Sofahjørne med Udsigt til de
blomstrende Bomuldstræer om syvende Frederiks Castrum doloris, fik
sin topskummende Bajer skænket op og tændte sig en Cigar af hin
fortrinlige Kvalitet, hvis egentlige Bestemmelse var at nydes af en
ung Planter, naar Slaverne bar ham i et Kæmpeblad gennem Urskoven. --
--

Hvis der endnu havde været nogen Tvivl tilbage, om han virkelig
elskede Kristine, saadan som han mente, at man burde elske den
Kvinde, man vilde tage til Ægte for Gud og Mennesker efter at have
raadført sig med Gud og sin Samvittighed, -- saa var denne Tvivl
bleven tilintetgjort, da Kristine spurgte ham, om han vilde se hendes
Udstyr. Den øjeblikkelige Angst, der havde gjort ham saa dum, skønt
han ligesaa godt som andre vidste, at de forsynlige Gaardmandsdøtre
tænke paa Udstyret før end paa Manden, denne Stemmen for Brystet, der
tog Vejret fra ham, og saa igen den uendelige Lettelse, den Jubel,
hvormed han havde snappet hendes Ord: »Dersom da Nogen vil ha'e mig«,
og hendes Smil, der syntes at sige: »Tag mig, hvis du vil« -- alt
dette var usvigelige Vidnesbyrd om, at han havde sat sin Lykke i
denne Pige. --

Man skulde kun skraa over Vejen, for at komme fra Per Andersens
Gaard, med de solide Kampestenslænger, hvis netslyngede Kalkstreger
vare sortspættede af Flintesten, til Skolen, det lille gule Hus, over
hvis røde Tegltag man saà Toppene af et Par Frugttræer, bag ved den
grusede Firkant, paa hvilken Gymnastik-Galgen knejsede med et
officielt Insignies Værdighed. For at indrette sig økonomisk aftalte
Hjorth med Per Andersen, at han skulde have Kosten hos dem. Han
kendte jo Madstedet fra før, og de kendte Gæsten. Saaledes saà han
Kristine daglig, næsten lige saa ofte, som da han bòde dèr.

Han mærkede snart, at han ikke var ene om at foretrække Kristine for
de andre Piger i Yderslev. Hun var ikke afgjort den smukkeste og
hørte til de mindst livlige. Men der var det ved hende, at hun syntes
at love mere, end hun kom frem med; fra hendes slankt rundede Legeme
med de lade Bevægelser ligesom udstrømmede en magelig, bevidst
Sanselighed, der virkede magnetisk paa Hankønnet. Og saa var hun jo
ogsaa Gaardmandens eneste Datter. Næsten alle de unge Karle gjorde
Haneben for hende. Men især havde hun en erklæret Tilbeder i
Gaardmandssønnen Henrik Larsen, der lige var kommen hjem fra
Tjenesten som en smuk, ung Mand med den befarnes flotte Væsen og en
bestikkende Duft af Københavns Mysterier ... Denne Medbejler
foruroligede undertiden Hjorth en Smule, men i det Hele smigrede det
ham at se hende saa attraaet.

En Søndag, da de passiarede sammen efter Middag, fortalte hun Hjorth
om et Besøg hos Henriks Forældre Dagen før. Især dvælede hun
beundrende ved et Fotografi af Henrik, som hang i en Guldramme paa
Væggen. Han var fremstillet i en straalende Uniform med vajende
Fjerbusk og dragen Sabel, sprængende frem i Forgrunden paa en
fnysende Hest med flagrende Manke, medens man i Baggrunden saà en
brændende By.

-- Ja, men at -- Henrik Larsen stod da li'egodt ved Infanteriet,
etter hvad jeg har hørt, bemærkede Per Andersen skeptisk.

-- Og vi har da Gud ske Lov heller ikke haft Krig saa længe, at han
har været med, tilføjede Moderen.

Hjorth trak stærkt paa Smilebaandet, og Kristine blev rød i Hovedet.

-- Næ--æ, ... det var da heller kun Hovedet, der var hans, sagde hans
Moder ... Men--n, at -- li'egodt var det da grumme pænt.

En Maanedstid efter Hjorths Ankomst, da Sæden for længe siden var
kommen ind, holdt Per Andersen Høstgilde i sin nye Lo. Her udfoldede
Henrik Larsen rigtig hele sin Storhed. Han dansede som Jonen fra de
københavnske Buler, svingende Pigerne, saa Skørterne fløj om dem og
viklede sig om Benene, til den rigtige og til den forkerte Side i
pludselige, skarpe Vendinger, med Overkroppen tilbagekastet og en
trekantet Albu eller en stiv Arm, der ryddede Banen rundt om ham.
Imidlertid, -- alt paa sit Sted; dette var en landlig Fest, og
han fandt ikke, det var i Stilen, her at vise sit belevneste
Hovedstadsgalanteri. Derfor gik han ned langs Bænken, paa hvilken
Pigerne sad som Høns paa en Pind, og idet han strakte sin knyttede
Næves Tommelfinger ud imod dem, tilkastede han dem et indbydende
eller tilladende »Væ's go'!« -- Paa denne Tommelfinger som paa en
Limpind fangede han en efter en de tilhoppende lystne Fugle. Men
Kristine hoppede ikke. Saa gik han tilsidst hen til hende og spurgte,
hvorfor hun ikke vilde danse med ham. -- ... Det havde hun ikke sagt,
hun ikke vilde.

-- Synes du da ikke Tommelfingeren er nok?

-- Næ--æ.

-- Ja, ja, Ki'sten, saa faar du da ta'e hele Haanden. Saa lagde han
Armen om hendes Liv og tog hele Gulvlængden i èn tvetrinnet
Mazurka-Vending. De blev næsten eneste Par.

Hjorth stod i en Krog og ærgrede sig. Han var ingen Danser af Rang,
og nu var han tydelig nok overfløjet. Hun førtes forbi ham i
stormende Fart, hvirvlet i en vellystig Viljesløshed af den stærke
Arm, og han saà hende, blussende rød, med bøjet Hoved og halft
sænkede Øjelaag, næsten daane under det hede Aandedræt, der bevægede
de spredte glinsende Nakkehaar under hendes opbundne Fletning. -- --

Henrik Larsens Ord den Aften havde jo været mer end et halvt Tilbud,
og Kristine begyndte at sammenligne ham og Hjorth. Hun var mandvoxen,
og hun vilde have en Mand; det var dem, Valget stod imellem. Det var
begge to kønne Fyre; Henrik Larsen højere og kraftigere, men saa
havde han et dvask Udtryk og stridt Skæg, medens Hjorth havde smukke
graablaa Øjne og et blødt, blond Skæg, som hun havde Lyst til at
stryge gennem Fingrene. Henrik havde jo rigtignok mere poleret Væsen
end som de andre Karle, men han var dog ikke saadan en pæn Mand som
Hjorth, og saa kaldte han hende »Ki'sten«; desuden havde hun en
Anelse om, at han ikke vilde være let at tumle, selv om man havde
ham, og saa gjorde han jo Jav med saa mange Piger, saa man kunde dog
ikke vide, hvad det blev til, naar det kom til Stykket, hvorimod det
med Hjorth, det havde man da Redelighed paa. Henrik var langt det
bedste Parti, det var ikke aa nægte; men der var det ved Hjorth, at
hun syntes, han var et finere Parti. Ikke fordi han var Skolelærer;
men det volded det, han havde fortalt hende om sin Barndom og om
Forholdene i Slesvig; disse sønderjydske Bønder forekom hende at høre
til en højere Samfundsklasse. Naturligvis ikke paa Grund af deres
Patriotisme og de »højere Interesser«, for alt det blæste hun et
langt Stykke; det var dog ikke andet end Vind og Vejr, som der ikke
kunde komme noget ud af; -- nej, men dette at de havde en ordenlig
Dagligstue med Klaver og pæne Møbler og Puder ligesom oppe hos
Præstens, og at Mændene, naar de var til Gilde, havde sorte Frakker
og hvidt Linned og Konerne Silkekjoler -- et Klædningsstykke, hun
aldrig havde set -- det var da noget, man kunde tage og føle paa. Og
saa var hans Fædernegaard paa 130 Tdr. Land. Det var jo en hel
Proprietærgaard! Lindedal i Fredløse Sogn var kun 120, og dèr boede
en rigtig fin Herre, som hun havde set køre til Jagtselskab paa
Skovvang, naar Greven var hjemme. -- Hjorths Vægtskaal sank. -- --

-- -- Det var en af de Maaneskinsaftener, i hvilke Yderslevs Ungdom
havde for Skik at sværme. Ved det Lav ni viste der sig hist og her,
udenfor en Port, i den yderste Gang af en Have ud til Vejen, enkelte
Skikkelser, Par eller smaa Klynger. Saa kom der ned ad Gaden en Række
ganske unge Piger, med hinanden under Armen, dinglende og puffende
til hinanden, snart midt inde paa Vejen, snart ude ved Grøften, hvor
den yderste hvinede, -- alt sammen under en sagte Sang, der gik itu i
en undertrykt Latter og begyndte igen. De ensomme Skikkelser og de
enkelte Par sluttede sig til dem; Pigerækken blev brudt af dristige
Drenge og unge Karle; nu var det et helt Tog, der meget højrøstet
drog forbi Gaarde og Huse, indbydende de nølende. Blandt de Par, der
havde sluttet sig til Pigerne, var Henrik Larsen og Kristine; blandt
de nølende Hjorth.

Henrik Larsen bode paa sin Faders Gaard, der var flyttet ud en halv
Fjerdingvej fra Yderslev. Han var kommen tidlig til Byen den Aften og
havde besøgt Per Andersen. Saa havde han henad ni foreslaaet
Kristine, at de skulde slikke Maaneskin. Det fandt hun ingen Grund
til at afslaa, skønt hverken hun eller Forældrene syntes rigtig om
det. Især mente Moderen, at det Jav i Maaneskin tidt var noget
ugudeligt noget, og saadan i Efterhøsten kunde det let slaa sig paa
Brystet; hvortil Henrik aandrig svarede, at dèr sad jo Hjærtet.

Hjorth havde rejst sig fra sine Bøger, saasnart han saà Toget komme
forbi. Han skraade over til Per Andersens og fik at vide, at Kristine
var ude. Paa Gaden var der ingen at se. Saa gik han om bag
Sognefogdens Gaard, hvor Aftenens selskabelige Del plejede at
foregaa.

Paa den lange Bænk op til Længen langsmed Keglebanen havde Selskabet
taget Plads. Kun nogle Drenge og ganske unge Karle stod op ved
Enderne. Henrik og Kristine sad i Midten. De var som sædvanlig
begyndt at synge.

Oktobernatten var mild og stille. Gadekæret foran laa tinblankt med
en sort Stribe inde under Hyldebuskene, hvis bunkede Masser ludede
som Svampe, der havde suget Vandglansen op i deres umættelige Mørke,
medens ovenover de yderste Blade paa Hængepilene drejede sig som
Sølvlancetter. Lidt længer borte stod Kirken med Tagets og Taarnets
takkede Gavle massiv mørk mod en disblaa Himmel, hvis Stjærner
tindrede mat gennem et fint Maaneslør; ved dens Fod, paa den høje
Kirkegaard, grinede et Par Marmorkors. Der var en fugtig Glans paa de
læderblanke Valnøddeblade, som hang ud over Havegærdet, krydrende
Luften med deres æggende Duft, og Karvillerne glødede i en mørk
Karmoisin. Rundt om gled Maanelyset blødt ned over de mossede
Straatage og sad fast, med en kold grønlig Tone, paa Længernes
Kalksider. -- Kun et enkelt stikkende rødt Lys brød forstyrrende ud
af denne afdæmpede Farveharmoni, der fortonede sig over den fredelige
Landsby.

Det værste Livstykke blandt Karlene, en ung Spirrevip med smaa
hvidlige Knebelsbarter, havde netop som en Indrømmelse til denne
vemodige Nattestemning sunget for i den gamle, højdrøvelige Vise om
Herman og Amanda, og under ualmindelig langdrævede, sløjfede Toner
var Amanda gaaet tilbunds med sin ulykkelige Kærlighed. Nogle unge
Pigeøjne stirrede endnu sentimentalt ud paa Gadekæret, hvor den sorte
Stribe syntes at være et Hul i Tinfladen, en aaben Oubliette.

-- Nej hør nu, raabte Henrik Larsen, nu vil vi sgu ha'e en ordenlig
gemytlig Vise oven paa det Klynkeri. Og saa en, hvor vi alle kan
synge fra Leveren.

-- Ja op med en, Henrik!

-- Nej, jeg har jo sunget for.

-- Aa ja, du har ka'ske sunget nok for iaften, sagde Kristine.
Karlene lo og de unge Piger stak fnisende Hovederne sammen, idet de
gottede sig ved Erindringen om et Par utvetydige Viser fra
Sangerindeknejperne.

-- Nej nu staar Læreren for Tur, raabte Henrik. Lad ham vise, at han
kan synge for udenfor Kirken ogsaa.

-- Ja, dèr har du nok inte meget Plaser af hans Stemme, bemærkede
Kristine.

-- Lad gaa da; men saa gælder det en Plads midt paa Bænken, sagde
Hjorth, der stod op foran dem, lænende sig til Keglebanens
Kuglerende.

Kristine gjorde Plads for ham ved Siden af sig, idet hun skubbede
Henrik helt over paa et fyldigt Pigebarn, der hvinede og lo.

Hjorth valgte en Kærlighedsvise, der var paa Mode det Aar, og som
endte med de beskedne Ord:

    Du kan aldrig faa en bedre Mand,
    End naar du gifter dig med mig. --

Medens hele Rækken skraalede denne Slutning i et begejstret Kor,
trykkede han Kristines Haand, og hun besvarede Trykket, idet hun
bøjede sig frem og lo.

-- Det er en flot Vise den, en der er Resong i, udbrød Henrik ...
Hvad beha'er, Ki'sten? ... hvad siger du?

-- Jeg siger, at Visen kan være god nok, men man skal være en
anderledes Karl end du, for at kunne synge den, svarede Kristine,
idet hun hurtig rejste sig og undgik den Arm, han vilde lægge om
hendes Liv.

-- Jeg synes Ki'sten er saa fælt vrangvillig iaften, Henrik,
bemærkede det fyldige Pigebarn paa hans anden Side. -- Hvad siger du
til en Runde bagom Haverne?

-- Jeg siger: »Intet er saa dejligt som en Maaneskinstur,« sang den
ufortrødne Henrik Larsen, idet han indtog en beleven Positur.

Selskabet opløste sig. Den spredte, farligere Del af den natlige
Sammenkomst begyndte.

Hjorth og Kristine gik Arm i Arm ud af Landsbyen hen ad Chaussèen,
hvor Enge og Marker under Vand blinkede langt bort til begge Sider,
ind gennem en lille, forsømt Skov, paa hvis affare, græsbløde Vej de
lydløst bristende Dugperler knustes under deres Fødder, medens
Perlemor-Lyset rundt om fik aandeagtige Tinter af det hektiske
Høstløv, skraanede som brede Sølvbarrer ned gennem Granernes Mørke og
syntes ude paa den purrede Rydning at have sammentyndet sig til et
Net af haarfine Glastraade, der tindrede fra Straa til Straa, fra
Busk til Busk. Saa vandrede de langsomt hjem ad en Bivej, der vandt
sig langsommelig op over et enligt Bakkedrag, hvorfra der aabnede sig
en Udsigt mod Syd over et taagehvidt Hav, der bredte sig saa langt
Blikket kunde naa, afbrudt af hemmelighedsfulde Øer og underlige
Landtunger, medens Horisontens Skyer begrænsede det, som en
eventyrlig Bjærgkæde af Sølv.

Saaledes stod han i dette lykkelige Øjeblik, medens hans Arm laa om
hendes Liv, og stirrede ud paa et feagtigt Arkipelag, som syntes at
tilhøre en anden Natur, dèr, hvor man i det nøgterne Dagslys kun fik
Øje paa en temmelig flad og almindelig sjællandsk Egn.




IV.


Skolestuen er mørk og kold. Det lave Rum staar fuldt med en Del af
den dryppende Taage, der udenfor lader alt smelte og synes at faa
Stenene til at græde -- selv de grovkornede Kampesten i Lars Persens
Længe; -- men her indenfor er den tilsat med Osen af dampende Klæder
og med snavset Lugt. Gulvet er tilsølet med hvad der kan klæbe til en
Snes Træsko af det sjappede Snepløre, som siver og pytter sig ud paa
Gruspladsen og den opkørte Landevej.

Iført en gammel Vinterfrakke sidder Hjorth paa Forhøjningen bag den
sorte Pult, tæt ved en lille, fritstaaende Kakkelovn, der synes at
holde sig usikkert paa de fire tynde Jærnben eller snarere hænge i
det klodsede Rør, der knækker sig frem hen under det gistne, sodede
Gibsloft. Men Ilden er for længe siden gaaet ud, og i den klamme
Kulde kommer man til at fryse endnu mere ved at se paa den. Hjorth
knapper den øverste Knap, Børnene puste paa deres røde Fingre, gnide
sig i Hænderne og slaa Knoene sammen. De mindste Piger lade deres
smaa Ben svinge som Penduler; hist og her begynder en Dreng at trippe
og stampe, indtil han faar et irettesættende Blik.

Over alle disse blonde Hoveder synes Kedsomhedens usynlige Aand at
svæve -- som en Husgud.

-- Men var der da ikke andet end Øde og Tomhed, Jens Peter?

-- Jou--ou, -- ded svæved over Vandene.

-- Naa, ... men hvad var det, der svævede? ... Det maa du da nok
kunne huske.

-- Aa ... maa jeg, maa jeg? ... Mange frostholdige Fingre strittede
ud i Luften, dirrende af Kundskabens Kløe.

Hjorth nikkede, og Koret raabte: »Og Guds Aand svævede over Vandene.«

Nu gik det raskere. Der var kommen en skrap Dreng op, som plaprede
Lektien frem, saa at kun et øvet Øre kunde følge denne ensartede,
pludrende Strøm, der pludselig stoppede op med Eftertryk paa et
ubetydeligt Ord, for derfra at styrte sig videre, rivende Ordene
sammen og adskillende dem uden smaaligt Hensyn til Meningen: --

»-- Og han lod Jorden fremskyde Urter og Træer den fjerde Dag _satte_
-- Gud de lysende Legemer paa Himlen Solen Maanen og de andre
Stjærner _til_ -- at lyse for Menneskene om Dagen og om Natten og til
_at_ -- inddele Tiden efter den femte Dag skabte -- --«

Men han afbrødes af en bleg, kertelsvag Dreng, der ikke forstod,
hvorledes der kunde være lyst tre Dage før Solen og Maanen og
Stjærnerne blev skabte til at lyse. -- Hjorth var paa Nippet til at
komme frem med sin Lærdom fra Godet, at netop den moderne Videnskab
havde vist Muligheden af dette, som de Vantro længe havde spottet
over; Lyset kunde f. Ex. komme af Elektricitet ved Polerne; -- men
han erindrede, at disse Oplysninger ikke vilde blive til stor
Opbyggelse for de smaa Tilhørere, og indskrænkede sig med et stille
Suk til den Bemærkning, at naar Gud vilde det, kunde det ogsaa være
saaledes. Den blege Dreng saà ud, som om han dog vilde have ansèt
det for mere hensigtssvarende, hvis Vorherre strax havde skabt Sol og
Maane og Stjærner. Men Mængden var tilfredsstillet, saa meget mere
som den med levende Misnøje havde set Tvivleren afbryde hin rivende
Strøm, der hurtig syntes at maatte bringe dem til det forønskede
Maal.

Fra nu af gik Overhøringen fortræffeligt. Efterhaanden kom der mere
Liv i Børnene. Og til Slut sang hele Klassen det sidste Vers
enstemmig, med en Understrøm af Jubel, der passede for de gladsynede
Ord:

-- Og Gud saà alt hvad han havde gjort og se det var saare godt og
det blev Aften og det blev Morgen -- den sjette Dag men paa den
syvende Dag hvilede Gud fra al sin Gærning, og han velsignede og
helligede den syvende Dag.

Den syvende Dag var den næste, og den sidste Time var strax udløben;
-- derfor Jublen. Hjorth indsaà, at der hverken var Tid eller
Stemning til Meddelelse af de nærmere udførende Betragtninger, som
han havde forberedt sig paa. Det kom ham i Grunden tilpas: -- han var
ikke oplagt. Thi pludselig, medens Klasse-Koret læste, havde der
blandet sig deri en gudsbespottelig Røst: --

    »Natürlich, wenn ein Gott sich erst sechs Tage plagt,
    Und selbst am Ende »Bravo« sagt,
    Da musst' es 'was gescheidtes werden.«

Han kunde ikke slippe for at høre dette mephistopheliske Vers, der
pludselig var manet frem fra en Krog af hans Erindring, hvor det
maatte have ligget skjult, kringelrullet som en Slange, indtil det
nu krøb frem, som lokket af Fløjtetoner, spillende med sin Giftbraad.
Han havde moret sig med det i sit eget Værelse; men her i Skolestuen
var det en uhyggelig Fremmed, en brødebringende Gæst, skønt ubuden.
At det her kunde hvisle og kniske sin Spot ind i hans Øre, som her
kun var vant til at fyldes af en skikkelig drævende og plaprende
Enfoldighed! -- Han var næsten bange, for at Børnene skulde høre det;
det var ham en stor Lettelse, da de modrede ud af Stuen med megen
Raslen af Penalhuse og Klirren af Grifler mod Tavler, med den
overstrømmende Gækkevornhed, som Skoletiden med sin religiøse
Slutning havde dæmmet op for. Siddende paa Kathedret saà han sløvt ud
ad Vinduet, da de løb, trippede eller vadede over Gymnastikpladsen,
puffende til hinanden, medens Pytterne sprøjtede om dem. --

Saa gik ogsaa han ud af det tomme, uhyggelige Rum, skrævede over den
lille Gang, hvis hulslidte Murstensgulv var fyldt af en stor Pyt, og
traadte ind i sin Dagligstue. Det var et middelstort, tofags Værelse,
med sirtses Gardiner uden Kapper trekantet for Vinduerne. Ved den
længste Væg stod en aldrende sort Sofa med et gammeldags rundt
Mahognibord foran. Det gulbrune, stiftmønstrede Tapetpapir glode
overalt i sin nye Grelhed; kun over Sofaen afbrødes det af et
fugtplettet Lithografi, hvor bagved den baadfyldte Dam Haderslevs
lange Husrække strakte sig, omgjordet af Haverne ned mod Vandet og
overraget af Marie-Kirkens høje Tag med det lille Midterspir som en
Pegepind op mod Himlen; -- og ligeover for, over det lille spinkle
Skrivebord, hvis Mahogni var blevet gult og mat, hang der en Gruppe
smaa, afblegede Portraiter. En gammel Violin, hvis sprungne Strænge
faldt ned som Spiral-Haler, og et perlesyt Pibebræt dannede Pendanter
hver paa sin Side af Sovekammerdøren. Den ene Hylde paa en lille
Hængereol glimrede med en Række brede, stærkt forgyldte Bogrygge,
medens den anden havde en lurvet Befolkning af medtagne Skolebøger.
-- Der var en behagelig Lunhed, og bag Kakkelovnsristen spillede
nogle vævre Luer; han stak en Fidibus derind og tændte sig en Pibe;
medens han bakkede stærkt og med inderlig Velbehag saà Røgen sprede
sig i Værelset, pikkede det paa Vinduet og en Næsetip klistrede sig
fast paa den graa Rude.

-- Aa, er det dig, din Strik? saadan som du kommer og forskrækker
mig! raabte han leende, da Kristine strax efter traadte ind.

Hun havde for Sølets Skyld løftet Skørterne meget højt op foran i sin
venstre Haand. Nu lod hun dem falde for at slynge begge Armene om
hans Hals og faa et Kys.

-- Ja vel er det mig. Jeg løb herover, saasnart jeg saà Ungerne gaa
... Har du kløt dem noget idag?

-- Det vèd du jo nok, jeg ikke plejer.

-- Da havde de ellers godt af at blive hærpede, de skidne Unger, især
Tøsene ... De var da uvane nok i min Tid.

-- Din Fader plejer at sige, at man kører bedre med Havren end med
Pisken.

-- Ja, men han kører ogsaa saa magsomt. Nej, da skulde du set, jeg
kørte i Foraaret hjem fra Marked med Henrik Larsen. Det gik som det
var smurt ... Han kørte dem ogsaa ordenlig af, de røde ... Tju --
tju! ... Der er da li'egodt Driv i det.

Hun stod og svippede i Luften med Spanskrøret, som hun havde fundet i
en Krog. Men da hun bemærkede en misfornøjet Trækning om hans
Næsebor, kastede hun det, satte sig paa Skødet af ham og redte med
sine krummede Fingre hans bløde, krusede Skæghaar. --

-- Se nu ikke saa mislunt ud du, Niels ... Det var jo bare mit Spøg
... Jeg kan jo netop saa godt lide dig, over det at du er saadan en
skikkelig En ... For du er da vel ikke krusho'edet paa Henrik? ...
Hvad? ... en bitte Kende?

-- Vist ikke! ... Jeg tror du vil. --

Hjorth følte sig lidt urolig ved at have det kærnesunde Pigebarn paa
Skødet og blive klappet og kysset. Han blev køligere, end han mente
det. Men hun lod ikke til at mærke noget.

-- Ah! det lugter bedre end Faders, udbrød hun, idet hun indaandede
Tobaksrøgen. -- Lad mig prøve? -- Og hun forsøgte at ryge, idet hun
nød at suge paa den Pibespids, han lige havde haft i Munden; det
morede hende at puste Røgen langt bort med fremspidsede Læber og
endnu mere at faa den i Vrangstruben, -- indtil hun træt af Latter og
Hoste lænede Hovedet til hans Skulder, medens hun erklærede, at Tobak
var noget ledt Griseri.

-- Nej, men hvor du har det rart varmt, sagde hun saa pludselig, idet
hun rejste sig ... Havde jeg vidst det, saa havde jeg beholdt mine
Træsko, og spjættet dem af i Gangen, og saa var jeg gaaet herind paa
Hosesokker til dig --

-- Lige som i gamle Dage, naar jeg skulde læse Lektier med dig --

-- Ja, kan du huske, hvor jeg var en dum Tøs? Ja men, hør, var det nu
ikke ogsaa noget fælt Vrøvl? Daaben er ikke blot Vand alene -- men,
men, ... ja hvad for Pokker var det nu? ... Aa nej! jeg trode altid,
det var blaat Vand, ligesom det bliver, naar vi har vasket i det --

-- Fy, skam dig Kristine!

-- Ja, det er godt, jeg ikke skal være Lærer ... Nej, men vil du nu
bare se, hvordan jeg har smusket mine nye Støvler til bare for at
sjoske herover.

Hun løftede igen Skørterne unødvendig højt op, saa at hun fremviste
sine kraftige, blaastrømpede Smalben.

-- Lad mig se! de stakkels Støvler! sagde Hjorth, idet han bøjede sig
ned.

-- Nej, fy dog ... Maa jeg nu være her? ...

-- Saa staa dog rolig ... Jeg kan jo ikke se, om Støvlen er kommen
noget til.

-- Nej, vær nu ordenlig, Niels! ... Nu skal vi til at tale alvorligt
... Lad os sætte os i Sofaen ... Saa, nu leger vi Mand og Kone -- ja,
det vil da sige, saadan til Maade.

Han satte sig ikke hos hende i Sofaen men lige over for, med Bordet
imellem. Saa begyndte de paa Planerne. De kunde maaske sætte Bo til
Sommer. Det maatte være meget indskrænket; en Pige til Stadighed
kunde de ikke holde; men Kristine kunde ogsaa magelig besørge de
Dele. Forresten burde han gøre Vrøvl om den jordlod ude ved
Præstestien, som havde været paatænkt til Skolen; naar det galdt
Svigersønnen, maatte Per Andersen vel kunne tumle de andre
Sogneraadsmedlemmer. Ogsaa med den Forøgelse var Embedet ligegodt for
lille til at blive i, navnlig naar nu Børnene kom til; -- men
Provsten var ham god, saa naar der blev et større ledigt i Provstiet,
kunde han vel nok gøre sig Haab.

-- Jou vel, -- Pro'sten og Præsten og de Folk, de li'er dig jo svært
godt, over det at du er saadan en ivrig Højremand. Men at, det er dog
li'egodt ikke saa behaueligt; for det volder, at Bønderne ikke saa
gærne vil ha'e dig, for i denne Tid er de jo svært ivrige. Og det er
dog dem, der kalder. Det si'er Fa'er ogsaa, han si'er bestandig, at
det vil skade dig meget ... For her kender de dig jo nok, og de
holder da li'egodt ikke af det; -- og saa paa et nyt Sted --

-- Jo, det er desværre sandt nok. Men det kan der jo ikke gøres noget
ved.

-- Ja, se at, jeg synes nu gærne, du ku' la'e det være. Jo, hør vèd
du hvad, Niels, -- det er jo da li'egodt noget Vrævl baade det ene og
det andet, og -- jeg forstaar inte noget af det, og det kommer da'tte
os ved, og -- der kommer da heller ikke noget ud af det, og -- saa
ku' du da gærne være li'esom de andre --

-- Men kære Kristine --

-- Se nu er der jo for Exempel Beck --

-- Ja, men han mener det jo.

-- Jou, men se at, det ku' du jo ogsaa mene.

-- Men du kan da ikke mene, at jeg skal være enig med dem, der altid
udskælder det Parti, som jeg har set op til fra min Barndom.

-- Ja Barndommen -- det -- vi ser jo op paa saa meget i vores Barndom
-- og siden saa bli'er vi jo da li'egodt store paa det og ser ned paa
det --

-- Ja, men jeg er nu ikke voxet det over Hovedet, -- det er Beck
maaske, men jeg ikke ... Og du kan da ikke forlange at jeg skal gaa
sammen med de Drøvtyggere, som ikke bryder sig om andet end om deres
Marker og ikke engang vil forsvare deres Land ... De har jo slet
ingen Fædrelandskærlighed, og saa vil de endda regere! ... De bryder
sig ikke noget om Slesvig. --

-- Jou, det er jo meget drøveligt med det smukke Land og saadan nogen
store Gaarde paa over hundrede Tønder Land, at de skal gaa i Tyskens
Lomme -- det er saa vist -- og -- det si'er Fa'er ogsaa, og -- han
skylder da Højre for, at det er kommet saa akavet afsted --

-- Det er jo uforskammet! det er en dum Løgn, som han har faaet tudet
i Ørene af Venstreførerne! ... Nej det er til at blive gal over! --
at man vover at sige saadan noget om de Folk, der har elsket os og
grebet til Vaaben for os og -- -- Hvad har saa disse Tørvetrillere
her gjort for os?

-- Ja--a, -- der var jo da nu min Morbro'er Per Jensen i Vindrup
Overdrev, se at -- han er jo da li'egodt fulden ved Dybbøl.

-- Naa ja, Herregud! det var han jo nødt til, naar han blev indkaldt
og en Kugle ramte ham; -- havde han været en prøjsisk Bondekarl, var
han maaske ogsaa falden ved Dybbøl ... Nej men Viljen, den var hos de
andre, hos Folkets Ledere -- og Fanden skal ta'e mig --

-- Ja jeg synes nu dog i alt Fald ikke, at du behøvede saadan at buse
ud med, at du er Højremand baade i Tide og Utide og alstille ærgre de
andre.

-- Aa, naar noget irriterer mig, naar det brænder i mig, saa maa det
ud, om det saa kommer gennem Sidebenene.

-- Ja, ja, Niels, tænk nu over det, og se til, om du inte kan mindske
det lidt, ... det ku' være godt for os begge to ... Saa, nu maa jeg
nok ellers hjem og baale under Gryderne, jeg kan ikke sidde her og
dase hele Dagen ... Hvad er det for en Bog, du læser i?

Hun var gaaet hen til Skrivebordet. Dèr laa en lille tyk Bog med
marmoreret Snit og medaillonpresset Shirtingsbind. Hun tog den op og
bladede i det graalige Avispapir med det tætte Tryk.

-- Aa, det er en Versebog; -- og saa er det jo ikke Dansk ... Du er
dog en taabelig en, Niels, at du gider plage dig med det ... Hvad?
... Er det nogen meget grin Viser, saadan nogen som dem, Henrik kunde
fra København? Kan du huske?

    Og slaar mig engang Lykken Klik
    -- Kli, kla, kli, kla Klik --
    Saa ta'er jeg mig en Heinerik
       Hi, ha, Heinerik.

Naa, du behøver da ikke at gøre sure Miner for saa lidt ... Jeg
tænkte ikke paa ham ved det ... Jeg har jo heller ikke taget ham ...
Aa, du tror maaske ikke, han vilde haft mig? -- Det volder det, jeg
aldrig har fortalt dig, at hans to Farbrødre har været hos Fader for
at fri -- men han fik mig Fanden ikke ... Jo, jeg var skam en
købmandsgæv Pige! ... Jeg kunde ogsaa have faaet Præstens den
mistrede Feriebrandt uden Gaard og Hans Olesen, den Træknub af en
Stodder, med den gamle Gaard, som snart falder ned i Møddingen, og
den bøvede Pranger Anders Jørgensen med den nye Gaard, som han har
bygget for de Penge, han har snydt de andre for i Hestehandel -- og
forresten hvem jeg vilde ha'e -- og det blev dig, Niels.

-- Jeg er heller ikke skinsyg, Kristine! Ikke det mindste.

-- Ikke det mindste? det var lidt nok ... Farvel!

-- Farvel, min søde Pige! og Tak fordi du kom herover.

Hjorth fulgte hende ud og blev staaende i Døren, medens hun trippede
gennem Sølet, hoppede over Pytterne, med Skørterne trukne op, idet
hun af og til vendte sig og lo, naar hun havde traadt klodset og
tilsprøjtet sig. Saa gik han igen ind i Stuen og blev ved at gaa frem
og tilbage. Der var blevet mørkere; Skæret fra den utætte
Kakkelovnsdør flammede af og til op over Væg og Loft, og gennem
Spjældet spillede det hen over det nyvaskede Gulv, hvor hendes
Støvler havde sat snavsede Saalspor. I hans Sind var der kommet et
Bundfald af Misnøje, en vag Uvilje, han vidste ikke ret selv hvorfor
eller mod hvem. Han satte sig ned ved Skrivebordet og fik Øje paa
Bogen, som hun havde haft fat i; halvt mekanisk begyndte han at blade
i den.

Det var en Godtkøbsudgave af Schillers Værker, første Bind.

Ved »Die Götter Griechenlands« standsedes hans Blik af en hæslig sort
Finger, som hun maatte have sat. Den stødte ham. Han fik fat i et
Viskelæder og begyndte at gnide. Men dette Erindringstegn fra den
Elskede vilde ikke gaa bort; det blev siddende, trodsende paa sin
Ret, og han fik kun Bladet krøllet -- -- -- --

    Da ihr noch die schöne Welt regieret,
    An der Freude leichtem Gängelband
    Selige Geschlechter noch geführet,
    Schöne Wesen aus dem Fabelland!
    Ach, da ener Wonnedienst noch glänzte
    Wie ganz anders, anders war es da!
    Da man deine Tempel noch bekränzte,
    Venus Amathusia!
    -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- -- --

Han forstod ikke helt Ordene i den berømte Elegi, hvori saa mange
Skønheder, der aldrig have været til, og saa mange uddøde Ting, der
aldrig have været skønne, klages levende og grædes skønne,
forvandlede af det samme Trylleplekter, som fremmanede dem. Flere af
de fagertklingende græske Navne tonede gennem hans Hjærne, uden at
nogen Skikkelse vaktes ved dets Kalden; -- eller undertiden var det
kun, som rørte der sig i en Hjærnegrav et halvopløst Legeme for at
gribe sit Navn i Flugten og suge Liv af dets Udødelighed -- men de
muldnede Knogler brast, Legemet sank navnløst ned, og Navnet fløj
legemløst bort. Men Lyden af hvad der saaledes fòr ukendt og
halvkendt forbi -- ligesom et fjærnt Sus af usynlige Vingeslag -- den
forenede sig med Grundtonen, forlængende den til det Ubegrænsede og
uddybende dens Klangfarve til det Ugennemtrængtes dragende Skønhed.
Det var en Aabenbaring fra en sunken Skønhedsverden, et Fortids-Land,
blandt hvis Ruiner hans Tanke næppe havde traadt end sige hvilet, og
som viste sig dobbelt dejligt, fordi det var hyllet i Anelsernes
Disslør, saa fremmed, fordi det intet lignede af hvad han havde
erfaret, og dog igen saa inderlig hans eget, fordi hans Fantasi selv
maatte fremmale det med de spredte Antydningers Farver. Og medens
han sad dèr i det halvmørke Værelse med de taageskoddede Vinduer,
byggede det sig luftigt, krystalklart op fra det grovgraa Papir, --
svimmelhøje Søjler i uendelige Allèer, hvis fjærneste blaanende
Rækker kun synede som mørkere Striber ind i den dybe Himmel, med
Løvkapitæler, der gròde ud i Arkitraver af underlige Blomsterbjælker,
hvorfra krummede Blade dryssede ned i en lydløs, duftende Regn og
bredte et Tæppe for Fødderne af statueagtige Væsener med Guldgevanter
over Elfenbenshud; ... og det grønnedes og grode op med højlændte,
bjærgentrende Skove, hvis Bladesus syntes et milliontunget Kor af
Træaander, og i hvis kølige Skygger Kildeskummet klang som
Latterkaskader og lyste som dansende Lemmer, slyngede Arme og løftede
Bryster, medens Fjældtoppen ovenover steg stenstærk op gennem
bølgende Rosenskyer og syntes at forbinde Jorden med Himlen, som
maatte hvile paa dens Tinde; ... og atter straalede det vidt ud som
et Hav, hvori Øerne svømmede violette som Skyer i Aftenglansen,
medens som store, syngende Fugle de langsejlede Snekker med
Fløjteklang strøg hen derover, ud paa Dybet eller ind mod Stranden,
hvorfra Marmortrapper trinede op til den murbæltede, borgkronede Stad
med Templer og Paladser, Buegange og Søjlehaller, Gader og Torve,
stimlende fuld overalt af skønne, glade Mennesker, Mænd og Kvinder,
hyllede i Purpur og smykkede med Blomsterkranse, hvis Baand flagrede
som Vimpler. -- -- --

Og med en halvbegyndt Strofe, med et: »Schöne Welt, wo bist du?« paa
Læben tabte han sig i en famlende Hjemve efter det ubekendte, --
andre Mennesker, anden Natur, andre Guder.




V.


Det var under sit Ophold i Fyn, at Hjorth begyndte paa at lære sig
Tysk. Med megen Besvær slog han sig gennem Læsebogens Fabler og de
længere Prosastykker og naàde endelig til Digtene, hvoraf de fleste
vare underskrevne med Navnene Goethe og Schiller.

Han begyndte at føle sig stolt. De to Klassikeres Værker straalede
over et Par Hylder bag Glasruderne i det blanke, aareflammede
Nøddetræs Bogskab i Præstegaardens Dagligstue. Det var ham, som
beklædtes han med en ny Værdighed, da dette Poesiens Palads slog
Fløjportene op for ham, og en af dets fornemste Beboere overgav sig i
hans fromme Hænder.

Men han havde en Skuffelse. Hans sunde, lidet gennemkultiverede Natur
var ikke fintbestrænget nok til at vibrere med Werthers Lidelser;
hans principstrammede Seminariesind, hans kapitel-klædte og
paragraf-hægtede Uerfarenhed havde ikke Ærmegab nok til at favne
Lidenskabens Fritænkeri, hans Aand, der var en digegrænset Havn
for Traditionens Smakker, laa ikke vindaaben for Storm- og
Trængselstiden. Saa fandt han da, ligesom i sin Tid vort salige
theologiske Fakultet, at Bogen var umoralsk; og herimod var der jo
fra Præstegaardens Side intet at indvende.

Glimrende kronedes imidlertid hans næste Forsøg: »Wallenstein«.
Der var næsten et Aars Arbejde for ham med hans mangelfulde
Sprogkundskab. Vers for Vers, med Ordbogen i Haanden, maatte han
hutle sig igennem »Lejren«. Men dobbelt kært blev saa det dyrekøbte,
dobbelt hans eget det tilkæmpede, naar han i et flydende Gennemsyn
samlede det sammenstykkede, naar Lejren reiste sig i hele sit brogede
Liv, med Telttoppe og Standarter, bredkrammede, fjerbuskede Hatte og
blanke Blikhuer, Sværd, Kuglebøsser og Hellebarder, Kyradser,
Vaabenfrakker, posede Buxer og uhyre foldetunge Rytterstøvler,
løftede Stob, Tærninger spillende paa Trommeskindet, hurtige Favntag
og dristige Kys; han blev som hjemme mellem Kroater, Uhlaner og
Walloner, Pappenheimske Kyradserer og de grønne Holckiske Jægere, af
hvilke »den lange Peter fra Itzeho« syntes ham saa fortrolig, fordi
han engang som Dreng havde været med sin Fader i den holstenske
Flække. Han begejstredes for den ædle Max og forelskede sig i den
fintsindede Thekla, haabede, frygtede, led med denne aandige
Kærlighed, over hvis tunge Døgnliv Krigens og Forræderiets
skæbnesvangre Rænkespil har spundet sine Jærnmasker. Og bag denne
forskelligfarvede Forgrund, over de svirende og doblende Soldater og
det sværmeriske, elskende Par, hævede sig saa Wallensteins tavse og
stilhedsudbredende Skikkelse, med det magre, korsskæggede
Generalissimus-Ansigt, ubevæget af drift-brutal Livslyst og
af ømme Længsler, forstenet i kold Beregning, men furet af
Herskersygens Ild som en Vulkan, med en mørk Skæbnetros Sky over
den aarede Pande, Ærgerrighedens blodløse Dæmon midt iblandt den
dyriske, nydelsessnappende Krigerrus, den blinde Tros-Fanatisme,
den alttrodsende Kærlighed Haand i Haand med den altofrende
Pligttrofasthed -- saaledes som Digterens Mesterhaand har
udødeliggjort ham. Men i dette Hele var det ikke blot Poesien, der
for første Gang tog et Tag i ham med sin kvindelig bløde Kæmpehaand:
-- Historien, den han før kun havde kendt som et muskelløst,
livsforladt Register-Skelet, traadte ham pludselig kødeliggjort
imøde, i sit tragiske Højtidspurpur kun saa meget mere blændende for
hans kritikfri Blik. For første Gang levede han i en fjærn Tid, og
indaandede dens stærke Luft i sine skolestøvede Lunger. Og var der
end paa Amorinvinger flagret Weimarske Følelser ind i det Pilsener
Standkvarter, -- han kunde ikke skælne dem, og for ham var det ene
som det andet nyt og stort.

Da han rejste fra Fyn, forærede Fru Lindekær ham en gammel Udgave af
»Hermann und Dorothea«, et lille, tykt Papbind, paa hvis stive,
guldsnittede Blade der kun stod en halv Snes Hexametre, og med en
hvid Muse paa brun Grund som en lille Statue mellem hver Sang. Denne
Bog blev hans Yndling; naar han med en Bibliofils Ømhed vendte de
tykke, buklede Papirsblade, slog der ham imøde en hyggelig,
forunderlig hjemlig Rhinskvins Duft, det blinkede for hans indre Syn
med det kølig harmoniske Skær af den ravgule Druesaft i de havgrønne
Romerglas, og paa den gyngende Guldgrund saà han sit og den Elskedes
Billede, men idealiserede, ligesom gennemlyste af det ædle Spejl.

Saasnart han kunde faa Raad dertil, købte han Schillers Værker og
et Udvalg af Goethes. -- Studiet af dem blev hans stadige
Sysselsættelse. Uge for Uge, Dag for Dag levede han sig dybere ind i
dem.

Salige Dage, I, da vor mørkefamlende Sjæl første Gang træder ud i
Kunstens fulde Lys, da en ny Verden, det sande Kosmos, aftaager sig,
morgenfrisk og uendelig, for vort svimlende Blik! Vore tidlig
indpodede Forestillinger frostsvides før Blomstringen, vore
rodspredende Følelser visne bort i tørkemætte Aarsgange, og paa en
Stormdag knækkes vore Haab; -- ogsaa vore Venskaber rive sig fra os,
og Skillesaaret skorpes og forhudes, ja selv de sarte Minder fra vor
første Kærligheds Dage forsmaa vi ofte siden med et ynksomt Smil; --
men hvad I har saàt og bestraalet, det visner ikke, det rives ej fra
os, det bliver os aldrig smaat. Ingensinde forhærdes den hin Gang
fostrede Lærlinge-Ømhed overfor de Mestre, der første Gang vakte vor
Aands slumrende Grundtone til Svar paa deres evige Harmonier; Tiden
river os med sig, gjorder os med nye Vaaben, lader os kæmpe under
andre Faner; men _dem_ ville vi aldrig angribe; ja om Nogen af os har
vundet sig Hæderskranse, han vil dække _deres_ Blottelser med det
selvvundne Løv, han vil rive Kransen sønder og lægge Lavrbærbladenes
svalende Lægedom over hvert Saar, som en hadsk Kritik har hugget dem
-- for hine salige Dages Skyld, for Indvielsens hellige Timers Skyld!

Saadanne Dage, saadanne Timer levede han.

Og dog var ikke alt nydende Modtagen, ikke alt rolig Beskuen. Der
gærede Strid under den stille Flade. Ustraffet havde ej det
smaakaars-vante, traditionssikre Ynglingesind givet de fyrstelige,
hedenske Aander Indpas. Underlig fremmede stod de derinde, de
germaniske Dioskurer, og for deres voxende Marmorkraft syntes
Hyttetaget at maatte sprænges, var det end lagt med Straa fra
Bethlehems-Stalden.

Men han blev sig dette kun uklart bevidst og selv saaledes sjælden og
glimtvis. Og netop dette kom af Livsfaren. Langsomt gnavede det
indsmuglede Giftstof paa de dybeste, dulgte Dele af hans aandelige
Organisme; kun af og til strejfede Opløsningsprocessen en Nerve, som
gav et smerteligt Sting.

Undertiden var det en Forestilling, som han havde gaaet og baaret
tankeløs paa, som paa saa mange andre, men som nu pludselig viste sig
for ham i et nyt Lys, hæsliggjort eller halvt latterlig. Det kunde
komme ham paa tværs i hans Skolegærning, standse Ordet paa hans Læbe,
gøre ham raadvild og forlegen; han led som af en pludselig Afasi: de
Ord, hvormed der skulde tales til Bønderbørnene, vilde ikke indfinde
sig, skønt han kendte dem saa godt.

Eller ogsaa kunde det være et Udtryk, som Kristine havde brugt, en af
disse uvilkaarlige Bevægelser, der ofte klarere end Ord synes at
aabne en Fold af det inderste Væsen, som forfulgte ham, skurrende i
hans Øre som en Mislyd, irriterende hans Øje som et Støvgran. Hun
havde ogsaa forandret sig i de faa Maaneder, de havde været Kærester;
hun viste mere og stundom noget, han ønskede uset. Af og til maatte
han, halvt ubevidst, indrømme for sig selv, at hun kunde have lignet
Dorothea en god Del mer, end hun gjorde, -- for ikke at tænke paa
Jomfruen fra Orleans, der ogsaa var en Bondepige.

Som oftest var det dog en vag Trang efter nyt Liv. Digtervinens
kølige Gyldenblink og fine Blomsterduft efterlod hans Gane i en
tungeklæbende Tørke, som et Fatamorganas Oasekilde og Palmeskygge
udtørster Ørkenvandreren. Han lededes ved Brøndvand og forsmægtede
efter Vin som efter en Naadegave. Men det var Dionysosbægret, ikke
Nadverkalken, som hans Sjæl stundede mod.




VI.


-- Find Dem en Cigar, Hjorth ... dèr ... paa Pulten, sagde Pastor
Krarup gennem Næsen, gabende over et Porcelæns-Pibehoved, som han
derpaa gav sig til at puste i, til han blev ganske kobberrød i
Ansigtet.

De havde efter Middagsbordet trukket sig tilbage til Studereværelset,
et mørkt, tilrøget Rum, syv, otte Alen i Kvadrat, udstyret med en
apostolisk Tarvelighed. Paa den ene Side af Vinduet, der kun havde en
gammel, gul Gardinkappe, var et halvt overskygget Bord af ukendeligt
Træ uordenlig bedækket med Tidsskriftshefter, kirkelige Blade,
religiøse Piecer, Breve og Papirer; til den anden Side borede en
Jærn-Seng sig ind i en lille Niche, bestemt til at huse Præsten
Lørdag Nat, naar han under Inspirationens og Forfatterveernes
Indflydelse skyede det ægteskabelige Sovekammer. Den graastrøgne
Kalkvæg grinede frem gennem de øverste Hylder paa Reolen, hvor kun
nogle sorte Salmebøger og Nytestamenter hældede sig, medens
nedenunder uindbundne Tidsskrifter og forældede theologiske Bøger
havde samlet ærværdigt Støv. Over den højbenede Fyrretræs-Pult med
tilklattet Voxdugs-Klap hang et Par Silhouetter. En rosarød,
taarnagtig Lerkakkelovn, hvis klodsede Stokværk havde portformige
Gennembrydninger, ophedede Værelset til et betænkeligt Gradeantal.
Men udenfor frøs Haven, vridende Frugttræernes nøgne Grene mod en
zinkfarvet Himmel og med halmviklede Rosentræer ligesom Vaage-Koste
stikkende op af den kagefrosne sortsmudsede og gustne Sne, medens en
løsreven Vedbendgren uafladelig daskede mod en af de smaa Ruder.

-- Naa, har De saa tænkt over det? ... hvad siger De til den Idè?
spurgte Præsten, idet han svøbte sig ind i den palmede Slaabrok, som
saà ud til at have gjort Regensdagene med, hvorpaa han lænede sig
tilbage i Skyggen og pustede store Røgskyer ud i Lyset, hengivende
sig til den behagelige Søndagshvile inden Annexturen.

Hjorth gik og drejede sig urolig paa det knapt tilmaalte Gulv,
vuggende i Hofterne, sugende og tyggende paa Cigaren, som der ikke
var Træk i.

-- Ja det, som Præsten siger, det -- kunde jo ikke være saa galt ...
Jeg har saamæn ogsaa nok Lyst ... skønt det skam aldrig før er faldet
mig ind ... Men -- Sagen er, jeg vèd ikke rigtig, hvordan det skulde
kunne lade sig gøre --

-- Aa, naar De selv har Lyst, saa ... Der findes altid en Udvej, --
det ... De har jo ogsaa nogen Penge, har De fortalt mig ... Naa, ja,
ja -- det er ikke mange ... men med lidt Sparsommelighed ... Og naar
De først er blevet Student, saa kan De jo ogsaa informere noget ...
Aa, saadan noget kommer man ud over, det -- kommer -- man -- ud --
over.

-- Saa synes jeg jo ogsaa nok, det er lidt sent at begynde paa
Studeringerne.

-- Sent? ... naa, ja ... men -- De er jo dog en ung Mand, Hjorth ...
hvad? ... De er jo en pur ung Mand --

-- Ja, jeg vèd dog ikke, svarede Hjorth smilende, idet han gyngede
sig paa det ene Ben. -- Jeg synes nu, jeg begynder at ældes, jeg er
saamæn snart fireogtyve --

-- Aa, men saa er De jo en ren Grønskolling, hi, hi, hi ...
Fireogtyve! ser vi det, ser vi det! ... Ja, vèd De hvad, saa kan De
saamæn ogsaa være Præst, naar De er et Par og Tredive, og saa har De
jo endnu Livet for Dem ... Og saa er det jo da noget ganske andet ...
Ja jeg mener ikke nærmest materielt, -- skønt vi er jo da alle noget
Materialister, -- men en Mand som De, De vil ikke i Længden kunne
føle Dem tilfredsstillet ved Skolelærer-Virksomheden. -- De stræber
videre ... De er som en Ælling mellem Kyllingerne, De vil i Vandet,
he! ... Nej, De behøver saamæn ikke at fortælle mig det, jeg har jo
nok mærket det, og saa var det dette herre faldt mig ind ... Se
Præst, det bliver netop noget for Dem, De har jo gode Talegaver --
jo, saamæn har De det, De taler rigtig godt for Dem, og saa har De en
ypperlig Hukommelse, -- De vil netop kunne blive en Prædikant.

Og Pastor Krarup skelede mismodig hen til nogle Papirsblade paa
Bordet, paa hvilke hans Pen havde arbejdet fra om Mandagen af, for at
faa dem fyldt med en maadelig Prædiken, som han saa endda maatte
læse op. Han var ingen Prædikant.

-- Ja men, det er jo ikke blot det, som det kommer an paa, og -- hvad
der gør mig tvivlraadig er, at jeg synes, jeg mangler Kaldet.

-- Saa, hvordan det? De føler alligevel ingen rigtig Lyst?

-- Jo paa en Maade nok Lyst -- men, jeg vèd ikke rigtig, hvad jeg
skal sige -- jeg er bange -- jeg -- det at være Sjælesørger for en
Menighed, det forekommer mig saa stort et Ansvar -- og saa synes jeg
ikke, man bør tage sig det paa, naar man ikke drives af et indre Kald
--

-- Ganske vist, det -- er jo meget sandt, -- saadan i Almindelighed
... Men alligevel, jeg tror ikke, De skal hænge Dem for meget i det,
Hjorth ... Man--n -- kan saamæn ogsaa gøre for meget Væsen af det
indre Kald, det ved Gud man kan ... Der er mange unge Theologer, der
mener, det skal komme over Dem paa èn Gang, ligesom med Ildtunger,
ved Ordinationen ... Det er ligesom Konfirmanderne, naar de første
Gang kommer til Herrens Bord ... Men--n, det gaar jo ikke altid
saadan. Vor Herre har de mange Veje, han vèd bedst, hvorledes han
skal komme til hvert enkelt Hjærte ... Det er som vi synger i vor
gamle Salme: Her vil ties, her vil bies --

-- Men der er dog ogsaa dem, der bier, og saa kommer det aldrig
alligevel ... Jeg kender Gejstlige, som jeg synes maatte have passet
bedre i en anden Stilling --

-- Naa, ja, De tænker paa Provst Storm --

-- Ogsaa paa ham, ja.

-- Vor kære Provst er ganske vist ingen Aandens Mand, men -- har
Vorherre ikke alligevel faaet Brug for ham, stillet ham paa en Plads
i sin Kirke, som -- ja jeg vil ikke sige, han udfylder den, men han
virker dog meget -- anerkendelsesværdigt? ... Nej, naar det slet ikke
kommer, saa er det vores egen Skyld; Naadens Haand er altid aaben
imod os, det har vi Guds eget Ord for ... Aa, men vær De blot ikke
bange for det ... Vorherre lægger sin Velsignelse til, naar De blot
tager redelig fat ... De er jo et kristeligt Menneske, og
efterhaanden som De ved Videnskabens -- hm! -- Haand trænger --
dybere -- ind i -- disse -- hm, hm! -- evige Sandheder ... De skal
se, det vil alt vende sig til det bedste.

Pastor Krarup tog fat paa sin Pibe, som var ved at gaa ud; efter at
have hindret dette og indhyllet sig i friske Tobaksskyer, kom han
atter tilbage til sin nye Yndlingsidé med en betænksom, haardnakket
Stemme, der syntes bestemt paa at fjærne alle Hindringer.

-- Og selv om det nu ikke netop blev som Præst, saa -- man vèd jo
ikke, hvordan det kan føje sig -- der kunde jo ogsaa aabne sig andre
Udveje -- -- for Exempel som Videnskabsmand, som Universitetslærer --
det er jo ogsaa en velsignelsesrig Stilling, for dem der -- ikke
sandt? -- Nu -- der er jo for Exempel den nye theologiske Professor,
Doktor Petersen, -- en udmærket dygtig Mand, ganske udmærket -- han
er ogsaa bondefødt, -- ja, han er saamæn her fra Sognet ... Jeg har
kendt hans Forældre godt ... De bòde omme bag Møllen ... Det var
Husmandsfolk, simple Husmandsfolk ... Ja, -- dèr kan man se!

-- Men han kom vel som Dreng til Studeringerne?

-- Ja--a, jo vist gjorde han det ... Men det har saamæn ikke noget at
sige. Han er endnu en ung Mand ... Hvis De blev noget ældre
Professor, saa kunde det saamæn gaa an endnu ... Men jeg synes
Kakkelovnen ryger, -- brød han pludselig af, idet han rejste sig.

-- Ja, den er ikke helt fri for det.

-- He, det er dog ellers mærkeligt! ... Det er ellers saadan en
udmærket Kakkelovn, den er billig, og saa varmer den og holder Luften
god, den ventilerer, aah! -- jeg behøver slet ikke at lukke Vinduer
op ... Min Eftermand, han vil saamæn komme til at prise mig mange
Gange for den Kakkelovn, -- ja, for jeg har jo selv ladet den sætte
op, det er min Idè; -- nej, disse nymodens -- hvad er det nu? --
Magasinovne, det er jo noget Jux, det er jo noget Jux, -- til at
kvæle Folk med ... Det er saamæn ogsaa mig, der har fundet paa at
lave den Niche herinde til Sengen, som der ellers ikke var Plads til
... Ja, min Eftermand, han -- han vil saamæn ikke komme til at bande
mig ... Ak ja, man bliver gammel, Hjorth -- man kommer til at tænke
paa Eftermanden ... ~Serit arbores, qvae alteri saeculo prosient~,
som det hedder i Cato major ... Naa ja, det er sandt, De forstaar
ikke Latin.

-- Nej endnu i al Fald ikke.

-- Men siden maaske, hvad? ... Saa kunde det hændes, jeg kunde faa
Dem til Kapellan, Hjorth; -- hvis jeg kan holde ud saa længe.

-- Aa, hvad det angaar --

-- Ja, ikke sandt, jeg er igrunden ganske rørig af min Alder, hvad!
... Jeg tror skam, jeg kunde danse en Wiener-Vals endnu ... Men, ih
du Fredsens, er den halv et! ... Saa maa vi skam ... Ferdinand,
Ferdinand! ... Naa, dèr kommer han allerede for Døren. -- Stine! har
du pakket Kjolen ind? og den _gamle_ Præstekrave?




VII.


-- Det er sandt, saa var der jo ogsaa denne Sag -- dette med den ny
Præst i Ovnstrup, sagde Godsforvalter Ravn, idet han satte sig
tilrette i Kontorstolen, som han havde været i Færd med at springe
ned fra. -- Han ... hvad er det nu?

-- Frederiksen.

-- Ja vel ... Har De set Regnskaberne efter, Jessen?

-- Jo, vist har jeg saa -- men --

-- Naa, hvordan --?

-- Ja, Godset har jo leveret Kaldet de otte Favne Brænde i lang Tid.
Vi har det tilbage i forrige Aarhundrede, saa det har faaet Hævd.

-- Hm! -- ja, det tænkte jeg nok, sagde Ravn, og lænede sig tilbage,
dinglende med sine korte Ben, mens han trommede med et Penneskaft paa
den tilklattede Voxdug.

-- Desuden fortalte Pastor Frederiksen mig forleden, at han havde
truffet Greven i Selskab, og Greven havde været meget forekommende og
sagt, at det maatte være en Misforstaaelse, -- han skulde naturligvis
have Brændet ligesom Formanden --

-- Naa saadan -- ja vel! -- he! Godsforvalterens lille runde Mave
syntes at ryste af en stille Latter, der tilspidsede hans Læber og
fik et musikalsk Udtryk i en lang Fløjtetone. Derpaa kastede han
Pennen, gav Voxdugen et resolut lille Slag med Haandfladen, og idet
han pludselig hoppede ned fra Kontorstolen, sagde han:

-- Ja, hør vèd De hvad, Jessen, -- De kan saamæn godt skrive til
Prokurator Meyer imorgen.

-- Hvad mener Godsforvalteren? -- om --

-- Ja, netop ... Jo, gu fører vi Sagen, sagde Ravns mest mjavende
Fistelstemme, medens hans missende Øjne glædede sig over deres
overlegne Skarpsynethed.

-- Men naar vores Bøger -- --

Men en nedladende, belærende Pegefinger prikkede Jessen paa Brystet:
--

-- Ja men, det er de andre, der skal føre Beviset, go'e Mand! ...
Nej, gu udleverer vi ikke vores Bøger ... Ja, lad dem forlange dem
... Vi vèd ikke noget af det; -- Regnskaberne er kommet bort; der har
været en rædsom Uorden paa Godskontoret -- i den forrige Forvalters
Tid naturligvis ... Lad De bare Meyer om det, han er ikke saa -- --.
Nej, de andre, de har sgu ikke deres Papirer i Orden; aa Gud, saadan
Præsteregnskaber, nej, det kender jeg saamæn ... Hvem er det, der
gaar over til Dem? -- aa, det er jo Lærer Hjorth, -- ja det er sandt,
nu skal han nok ikke være Lærer mer --

-- Hvordan det?

-- Naa har De ikke hørt det? jeg trode, han var saadan en intim Ven
af Dem. Jo, jeg var saamæn i Selskab hos Pastor Krarup i Aftes, -- en
lille Lhumber, forstaar De -- og han fortalte, at Hjorth vilde til
København og studere Theologi; -- det var saa godt som afgjort. --
Det passer sig jo ogsaa meget bedre for ham ... Det er jo en opvakt
Fyr ... Og det er et net Pigebarn, han er forlovet med; -- nysselig
skabt, -- det ved Gud -- --

Godsforvalteren havde stampet sine Støvler fast i de pletfri
Galoscher; den lille rundpullede Hat, hvis silkeglinsende Filt han
havde glattet med Albuen, satte han paa sit skaldede og altfor flade
Hoved, hvor den syntes at have siddet fra Fødslen, fuldendende
Ryggens og Nakkens ærværdige Kurve med sin agtbare Kuppel, -- og hans
behandskede Haand strakte sig velvillig frem: --

-- Farvel, Jessen.

-- Ja, saa var der endnu, siden vi var ved Ovnstrup, det med Kirken.
Vi skulde vel snart til at tage fat paa den -- Synet udsatte jo en
hel Del, og De husker nok, vi lovede Provsten, at Vaabenhuset, -- ja
De var jo selv med --

-- Ja vel, ja. -- Aa, men lad os nu se, om de kan tvinge os til
Brændet ... Hvor kan det ellers være, De er bleven saa kirkelig? ...
Naar det endda var mig, hvad? ... men De, -- he, De skulde saamæn
høre, saadan som Pastor Krarup --

-- Aa, det er blot det, at jeg synes, naar man har lovet noget --

-- Saa, synes De det? -- he! det var da ellers en àparte Mening,
afbrød Godsforvalteren ham -- med forkert Betoning paa »aparte« ...
Nej, ser De, naar man har lovet noget, saa er den Sag jo overstaaet
... Men apropos om Deres Kirkelighed, -- hvad er det, Pastor Krarup
fortæller, at De ikke vil lade Deres Datter konfirmere?

Jessen blev blussende rød i den lille Stump Kinder, der var synlig
over hans sorte Skæg, medens han med et fortrædeligt Smil mumlede:

-- Naa, har han nu ogsaa plapret ud med det --?

-- Men Deres Datter, kære Jessen -- det er rigtig en vakker ung Pige
-- særdeles vakker ... men De kan dog ikke lade hende voxe op uden
Religion, -- det gaar dog virkelig ikke an -- --

-- Ja, Hr. Godsforvalter, hvad det angaar, saa mener jeg, at paa de
Omraader -- --

-- Ja, Gud bevares, -- der maa enhver følge sin Overbevisning, -- det
giver jeg Dem fuldstændig Ret i ... Det holder jeg altid paa ... Ja,
jeg selv er, som De vèd, religiøs anlagt ... Følelsesmenneske -- naa,
men Gud bevares! ... Nej, men her er jo kun Tale om den ydre Optræden
... Et saadant usædvanligt Skridt vilde der blive lagt meget Mærke
til, -- der vilde blive talt overmaade meget derom, -- og jeg finder
nok -- at -- i Deres Stilling -- Ja, ja, kære Jessen, ser De, --
saadan, -- dette, -- et Gods, et Gods -- (og Ravn gjorde en bred,
besiddelses-tagende Haandbevægelse) -- det er -- til en vis Grad --
en _In_stitution, -- og enhver -- der indtager en Stilling ved en
saadan _In_stitution, -- maa -- til en vis Grad -- bøje sig -- og --
i sin ydre Optræden -- rette sig -- efter den Aand -- som -- hersker
ved denne _In_stitution -- (Ravn lagde haardnakket Betoningen paa
første Stavelse, som om hans Tanke standsede dèr af Glæde over det
træffende Ord).

-- Det vil sige Grevens Aand?

-- Det vil -- naturligvis -- i sidste Instans -- sige Grevens Aand,
indrømmede Ravn, medens han i en forøget Værdighed druknede sin lille
indvortes Latter ved Tanken om Grevens Aand, og med et hurtigt
Sideblik gennem Øjenkrogen udspejdede, om Fuldmægtigens Ansigt viste
en subordinationsstridig Ironi. Men Jessens Træk forraadte intet, og
Mundkrogene havde gemt sig under det stride Skæg.

-- Naa, men hvad er det værdt at gøre Væsen af? ... det hele drejer
sig jo om en Ceremoni ... Se nu Herredsfogden, -- ja, De vèd jo selv,
hvordan han har det: -- han siger jo altid: »Fanden lyne i de
Præster, det er ikke andet end Løgn og Vrøvl« ... Ja, han har jo
saadan sin egen Maade at udtrykke sig paa, vor kære Herredsfoged ...
Naa, han lod ogsaa sin Datter konfirmere ... Det er jo en ren
Formalitet. -- Ja, jeg selv er som sagt troende, saa for mig er det
-- hm! ... men--n, af Dem er det jo en ren Formalitet, man forlanger
... Blot ikke aaben Opposition! ... Hvor kan det ogsaa falde Dem ind,
kære Jessen! De, som ellers er saa konserva_tiv_, saa konserva_tiv_
... Og saa ogsaa for Deres Datters Skyld, -- betænk -- det Ansvar ...
En Mand, -- naa, ja -- men en _Kvinde_! ... »Betænk, hvad er en
Kvinde!« ... Ja, De kender vel Figaro? ... guddommelig ... Ja Musik
er nu mit Sværmeri ... Musik og Kvinder ... (Hans Stemme blev kælen,
drømmerisk, og der kom en fugtig Glans i hans Øje) ... »Wer nicht
liebt Wein, Weib und Gesang« ... Ak ja! det var en Guds Mand, den
Luther ... Nej men, at en Kvinde er irreligiøs, det er unaturligt,
-- det er ukvindeligt! ... netop det svage i den kvindelige Natur, --
det uklare, dragende, -- dette -- hvad skal jeg sige? -- denne
oversanselige Duft -- hm -- er ikke den religiøse Stemnings
Clair-obscur, er det ikke ligesom den aandelige Atmosfære, hvori
denne Blomst skal oplukke sig? -- Ja, De forstaar mig nok, skønt jeg
ikke kan finde Ord, der -- --. Jeg er nu engang et Følelsesmenneske,
en Romantiker, om De vil; -- ja, jeg vèd, det er nu gammeldags, men
--. Ja, nu vil jeg ikke opholde Dem længer, kære Jessen, men tænk nu
over Sagen. -- Farvel, Farvel!

-- Den Skabhals, mumlede Jessen, medens han trak Nøgleknippet ud af
Kontordøren og saà efter sin Foresatte, der med en katteagtig
Forsigtighed trippede frem mellem Gaardspladsens Pytter over mod den
øde, kaserneagtige Hovedbygning, forbi de to store Linde, hvis nøgne
Grene knirkede og peb, medens nede ved Foden af Stammerne to danske
Hunde, med Hovedet hvilende paa Poterne, som hang ud af Hundehusets
Glug, fulgte ham til Dørs med en doven Knurren.




VIII.


-- Naa, saadan helt afgjort er det da heller ikke ... Pastor Krarup
er meget ivrig af sig, vèd du nok, naar han har faaet en Idè -- --

-- Han faar heller ikke mange af dem --

-- Men jeg har jo rigtignok tænkt en hel Del derover siden, og ...
jeg skal ikke nægte ... ja, synes du ikke i Grunden selv, det var
fornuftigere end at blive ved --

-- Nej, hør, det er sgu for meget forlangt ... Jeg skulde finde det
fornuftigt, at du gik hen og blev en af disse salvelsesfulde Hyklere
eller Vrøvlere --

-- Naa, naa Jessen --

-- Ja, for det maa de da være, en af Delene eller begge Dele, -- jeg
vèd Fanden ikke.

Han tav, da hans Datter Nelly kom ind med Kaffen, fulgt af en sort,
stridhaaret Terrier-Bastard med et barsk knebelsbartet Ansigt, som en
pensioneret Obersts, der smilede op til hende med en skæv
Tandblottelse, medens Halestumpen virrede. Fuldmægtigen gik med den
slæbende Lyd af udtraadte Morgensko frem og tilbage i det mørke, lave
Værelse, hvis Loftsbjælker han næsten fejede med sit tynde Haar;
Vinterfrakken, som han brugte i Stedet for Slobrok, gjorde ham endnu
mere bredskuldret; han dampede voldsomt af sin Assam-Pibe, hvis
brunrandede Dæksel smældede, naar han tog den ud af Munden og
gestikulerede, idet han talte sig rød helt op i Tindingerne.

-- Og hvem Pokker beder dem saa stikke deres Næser i alle andres
Sager? ... naa, hvad mener du? dèr kommer nu forleden Pastor Krarup
op til mig ... Ja, mig vilde han naturligvis ikke omvende, det vilde
dog været for -- og det har han jo engang forsøgt, saa dèr er vinket
af, det vèd han nok ... Nej, men det var angaaende Nelly. -- Hun
skulde vel nu snart konfirmeres. -- Nej, det havde jeg ikke tænkt
mig. -- Men det var dog virkelig snart paa Tiden. -- Jeg tvivlede
paa, at Tiden dertil overhovedet vilde komme. -- Ja men det gik
aldeles ikke an; hun kunde ikke voxe op som en Hedning, han maatte
som Præst paa det alvorligste foreholde mig mine Pligter mod det
stakkels Barn, som var undfanget i Synd og vilde fortabes -- og -- og
alt saadan noget, hvad de nu kan sige. -- Og saa sagde jeg rigtignok:
-- nej hør, Hr. Pastor, lad os nu ikke rippe op i den gamle
Syndefalds Historie, om at Vorherre fik lokket et stakkels Pigebarn
til at æde et surt Æble og saa javed hende ud af Haven. -- Naa, saa
blev han jo vred og sagde, at han vilde ikke staa og høre paa mine
Ugudeligheder, men Barnet skulde og maatte konfirmeres, og jeg
svarede, at jeg gad dog se, om nogen kunde tvinge en Fader til at
lade sit Barn staa og lyve paa Kirkegulvet, og at Nelly kunde faa sit
Uhr og sin lange Kjole, og hvad hun nu ellers skulde have, uden at
hun behøvede at tygge Oblater dèrfor -- ja for jeg blev jo ogsaa
heftig, -- det kan jeg ikke nægte, -- det blev jeg ... Det skulde jeg
nu ladt være med -- naa ... Men det er ogsaa for galt saadan at falde
med Døren ind i Huset til En. --

-- Vil du virkelig ikke konfirmeres, Nelly? spurgte Hjorth den unge
Pige, der bød ham Kaffe og Sukker.

-- Nej, jeg vil saamæn ikke, Hr. Hjorth, svarede hun bestemt, med et
trodsigt Smil om de temmelig tykke Læber, stolt over at have Del i
Faderens Uafhængighed og over at handle anderledes end sine
Jævnaldrende. Derpaa satte hun Bakken fra sig, tog et Stykke Sukker,
bed det over med sine Fortænder, der vare ligesaa hvide som den
bestandig skævt smilende Hunds, holdt det op for den og lod den gaa
paa Bagbenene foran sig, løftede det, indtil den sitzede, holdt det
hen mod Snuden og trak det bort, til den gøede, medens den stedse
beholdt sit tænderskinnende Smil i det barske Ansigt, der syntes at
være kommet gammelklogt til Verden, overfor den leende unge Pige med
den endnu barnlige Opstoppernæse og med store, tindrende mørke Øjne
under den lave Pande.

-- Ja men -- det var jo dog egentlig i en god Mening -- og -- det var
vel ogsaa Præstens Pligt at gøre det, sagde Hjorth langsomt, medens
han og Jessen tog nogle Slurke af den dampende Kaffe, hvis Varme
virkede velgørende i den kolde Fugtighed, der trængte ind i
Lejligheden og fik det Brænde, som skulde bekæmpe den, til at sive
døsigt i Kakkelovnen.

-- Ja, vist saa ... Men det er jo netop det forbandede ... Derfor
skulde du tage dig i Agt for at faa den Slags Pligter ... Du bliver
dog ligesom de andre, naar du kommer ind i den Mølle ... Nej, slaa du
dig til Taals ved de Pligter, som du _har_ af den Sort, de kan saamæn
være slemme nok ... Lære Børnene alt det Sludder og Vrøvl! ... De
stakkels Unger bliver jo snart ikke proppede med andet end gamle
jødiske Eventyr ... og saa Katekismen.

Nelly løb baglængs om i Stuen og trak den knurrende Hund efter sig i
en Flig af den strammede Kjole, som den havde faaet mellem Tænderne.
Hun rystede Kjolen, saa Folderne viklede sig om dens Hoved, lo højt
og gjorde sig aabenbart interessant for sin Lærer. Thi hun var for
nogen Tid siden begyndt at læse Tysk med Hjorth.

Fuldmægtigen gik bestandig frem og tilbage paa Gulvet og fortsatte
uden at genere sig for den unge Pige, der var vant til at høre hans
Udfald mod Kirken. Naar Hunden kom ham i Vejen, kastede han den
til Side med et blødt Spark af den broderede Morgensko, som
uformeliggjorde hans Kæmpefod.

Jessen var en blandt mange Børn af en jævn Borgerfamilie. Den
normerede Vanekristendom havde hørt til Familiens Traditioner; den
var ganske uden Skygge eller Nuance. Man gik i Kirke omtrent
hveranden Søndag og paa de store Festdage, og til Alters en Gang om
Aaret, og naar nogen blev alvorlig syg, eller naar Udsigten til at
slippe nogenlunde over Terminen var usædvanlig fordunklet, tænkte man
lidt mere paa Gud end ellers, -- det gik som af sig selv ved en
Naturnødvendighed, om mere var der ikke Tale. Da Tidsaandens Luftning
ikke havde nogen Grøde i den Retning, førte dette ogsaa som ved en
Naturnødvendighed til, at den unge danske Jurist ikke var religiøs.
Forældrene gaa i Kirke, fordi det er passende og for at give Børnene
et godt Exempel; Børnene tridse med. Siden naar de blive deres egne
Herrer, høre de op med at gaa i Kirke, fordi det ikke er morsomt.
Endnu senere gaa de atter i Kirke, fordi det er passende, og man gør
saa meget kedeligt, naar det er passende, desuden maa de igen give
deres Børn et Exempel, og endelig -- man bliver alvorligere, det gaar
ned ad Bakke med Fornøjelserne i denne Verden, man maa begynde at
tænke paa dem i den næste. -- Men dette normale tredje Stadium naàde
Jessen ikke til. Medens han i en Provinsby var anden Fuldmægtig paa
Herredskontoret, forlovede han sig med en Læges Datter, og da han fik
sin beskedne Stilling paa Skovvang, giftede de sig. Hans Hustru havde
i sit Hjem indsuget meget frie Anskuelser paa det religiøse Omraade;
-- som bekendt er Medicinen ikke styrkende for Troen paa Helbredelser
ved Haandspaalæggelse, Dødeopvækkelser og Jomfrufødsler. Det varede
ikke længe, før hun smittede ham; fra ligegyldig blev han fjendtlig
mod den kirkelige Kristendom. -- Et Aars Tid efter Nellys Fødsel døde
Moderen. Ved den Lejlighed fik Jessen det første egentlige Sammenstød
med Pastor Krarup, der i den paafaldende korte Ligtale ytrede sin
Bekymring for denne Sjæls Frelse, der aldrig havde søgt Guds Hus og
Bord og syntes at have tillukket sig for Naaden. Sygelig ordsaar i
sin Sorg tog Jessen ham dette meget ilde op. Hvad berettigede Præsten
til at dømme om hendes Overbevisning? trængte hun til hans hyklede
Bekymring? maaske havde hun i sin Tvivl været en sandere Kristen end
de andre i deres sløve Halvtro. Det kom til en heftig Ordstrid mellem
dem. Fra dette Øjeblik var hans religiøse Oppositionsstilling, der
før havde været skjult indenfor Privatlivets Vægge, draget frem og
udpeget for Menighedens Øjne, ligesom lyst i Ban mellem Kirkens Mure
og genlydende Hvælvinger. Den blev ham derved desto dyrebarere, denne
Enestilling var hans Stolthed, en Frihedshat paa det Hoved, der i
verdslige Anliggender maatte bøje sig for sine Foresatte, tiende til
Haardheder og Smaasmudsigheder, for ikke at miste Taget over sig.
Dertil kom, at han, idet han hævdede denne Særstilling, dyrkede sin
Hustrus Minde, helligholdt det netop paa det Punkt, hvor man havde
forsøgt at plette det, ligesom de Reliqvier ere Tilbedelsen kærest,
der bære Mærker af de Vantros Marterredskaber. Endelig trængte hans
Sind nu til Religionens Trøst; thi et tungt Gemyt som han var,
vedblev han at ruge over sit Savn; hans Brødhvervs-Arbejde var just
ikke af en saadan Art, at det kunde udfylde nogen aandelig Tomhed, og
specielle æsthetiske eller videnskabelige Dilettant-Interesser havde
han ikke. Saa førtes han da naturlig til et vedholdende Forsøg paa at
uddybe sin Livsanskuelse, at klare sig hvad han vilde tro og hvad han
ikke vilde tro, og hvorfor han stillede sig udenfor den officielle
Kristenhed. Hans Vejledere blev i Begyndelsen Magnus Eiriksons
dengang udkommende Bøger med deres halvvidenskabelige Tendenskritik,
deres deistiske Reminiscenser af »det statutariske« i Kants
Spekulation, deres Tro paa en »Religion indenfor Grænserne af den
blotte Fornuft«; -- senere Theodorus' veltalende Flyveskrifter,
Victor Rydberg, hvis platoniske Mysticisme frastødte hans sunde
Forstand, nyrationalistiske Tyskere efter Strauss og Baur,
lavkrattede Udløbere, hvem den store Videnskabs Stormbrus gennem
Tübingerkædens Højskov kun kan strejfe paa Overfladen, alle den Slags
Kritikere, der ere saa ivrige til at forsikre, at om vi end miste
nogle gamle Formler, gaar der ikke et Gran tabt af Kristendommens
evige Trøst, smaa Religionsfilosofer, der i det nittende Aarhundredes
Naturtempel for Spinozas Guddom famler paa Brystet efter den støvede
Kantiske Amulet med det attende Aarhundredes Treenigheds-Devise: Gud,
Frihed, Udødelighed. -- Han blev deres Lærling, en begejstret,
lidenskabelig Discipel af denne Rationalisme, som i en forfinet
Hallucination af sin saakaldte Fornuft, denne indbildte Sans for det
overnaturlige, tilbeder det samme, hvad den hos Mængden forkaster som
et plumpt Sansebedrag. -- En underlig Fremtoning, denne robuste,
landmandsagtige Kontorist, som havde en theologisk Halvdannelse, og
hvis Lidenskab var en Disput om det fjerde Evangeliums Uægthed, om
det Paulinske Lærebegreb, om Nadverdogmets Udvikling! --

Saaledes gik han nu docerende frem og tilbage paa Gulvet, medens det
begyndte at mørknes i Stuen, strøende sine fornægtende og
bespottelige Aforismer ud over Hjorth som den Klinte, Satan saàde i
den Frommes Hvede, for at vare ham imod det, han vilde indlade sig
paa, for at indprente ham, hvilke Urimeligheder han maatte forpligte
sig paa, naar han vilde bestige en Prædikestol.

-- Ja alt det kan jeg nu ikke saadan i en Snup gøre Rede for og sige
dig imod ... Jeg er jo ikke lærd i det, saadan som du ... Naar man
saadan hører paa dig, saa lyder jo ogsaa meget af det, du siger,
rigtig fornuftigt ... Men--n, -- det staar nu saadan for dig, og du
kunde naturligvis ikke være bleven Præst ... Men jeg har jo dog
Troen, -- saadan i det hele -- og naar jeg faar lært noget ordenligt,
saa ser jeg vel ogsaa nok, hvordan det hænger sammen, og hvorfor det
maa være saadan.

-- Ja, stol du bare ikke paa det, min Ven ... Nej, man kan gaa med
meget i sig, som man ikke mærker, at det ikke kan forliges ... Troen,
den er -- ja, det er med den ligesom med et Viskelæ'er, -- ser du,
det er, naar man trækker det ud, at man ser Sprækkerne og Blærerne
... For Resten har jeg da heller aldrig mærket, at du følte noget
Kald til at blive Præst.

Den sidste Bemærkning slog Hjorth, der blev saa rød i Hovedet, at
Jessen kunde se det gennem Halvmørket.

-- Nej, det er sandt nok ... Det har jeg heller ikke -- saadan
ligefrem ... Men jeg er dog heller ikke tilfreds i min nuværende
Stilling.

-- Tror du, jeg er tilfreds i min?




IX.


Dette Jessens Afskrækningsforsøg fik den modsatte Virkning af den
tilsigtede.

Samtalen havde sat Hjorth i en stærk Bevægelse. Han havde vel ofte
hørt Fuldmægtigen udtale sine uortodoxe Meninger, men aldrig før saa
kraftig, saa sammenhængende, og han havde heller aldrig før været saa
oplagt til at høre, ja ikke blot oplagt, tvungen dertil, nødt til at
følge hver Vending, beholde hvert Ord, veje hver Grund og se sin
Stemning svinge hid og did, som en Tunge over Tankernes Vægt, uden at
være i Stand til at faa Rede paa, hvor det endelige Udslag vilde
komme. -- Hvad havde han ikke alt faaet at høre, nu han tænkte over
det bag efter! Hvor meget af hvad han havde tròt fuldt og fast, havde
Jessen ikke sagt var falsk, bevislig falsk! Hvor meget, som han
aldrig havde tròt og som han gøs tilbage for som Nonsens, havde
Jessen ikke sagt, han skulde tro, naar han tròde paa det andet! -- Og
han stod raadvild over for alt dette.

Og pludselig greb det ham saa med hidtil ukendte
Samvittighedsskrupler, det uforsvarlige i at lære Børn som Livets
Grundsandheder noget, han ikke selv havde gennemtænkt, prøvet i alle
Fuger, noget, hvis Konsekvenser han ikke kendte, ja som han ikke
kunde forlige med sin øvrige Bevidsthed, naar en anden viste ham dem,
ude af Stand som han endogsaa var til at afgøre, om det nu ogsaa var
nødvendige Konsekvenser, eller om den anden blot sagde, de var det.

Saaledes var det jo rigtignok ogsaa med de andre Lærere. Og vel
sagtens med de fleste Mennesker, naar man saà rigtig til; for var de
ikke alle deres Børns Lærere? -- raadede de ej over Børnenes Tro?

Men dette med de andre, hvad vedkom det Sagen? der handledes jo om
ham. Og _han_ maatte undersøge alt dette indtil Bunden, eller leve i
en Halvløgn, ja, hvad der var brødefuldere, leve af en Halvløgn,
skære sit daglige Brød af den og æde sig selv til Doms, som der stod
hos Apostlen. For selv om det vilde vise sig som den evige Sandhed,
som Livets Brød, naar det blev undersøgt, -- for ham vilde det være
en Halvløgn, en langsom Gift, dersom han vedblev at indprente det i
andre uden at have haft det liggende for sig overskueligt og klart
indtil de mindste Traade, som naar man udreder speget Garn.

Saaledes var allerede det, der fra først af kun havde været det
selvfølgelige Middel, blevet Maalet, og det oprindelige Maal,
Præstekaldet, var skudt langt tilbage i det usikre.

For det kunde jo hænde, at Garnet viste sig at være i Vildrede, en
ubrugelig sammenfiltret Klump, der maatte kastes bort. Og hvad saa?
-- Præst kunde han saa ikke blive; -- og Lærer igen? -- den Dør var
nok ogsaa lukket. Han vilde have spildt sin Tid og mer end den --
udvortes taget. Det var et alvorligt Skridt.

Saa tog han endnu en Gang Sagen for »til Beslutning«, som det hedder
i Degnesproget. Han satte det værste Tilfælde. Han forestillede sig,
at han kom tilbage fra Universitetet vantro, og sikker i sin Vantro,
saadan som Jessen, for det var det yderste, han kendte af
Fornægtelse. Han indbildte sig, at alle Veje vare lukkede for ham, at
han end ikke formaaede at udbytte sine Kundskaber praktisk til at
skaffe sig Livsophold. Og han saà sig selv grangiveligen som en af
hine romantiske Vandringsmænd, der utilfredse flakke om i den kolde
Verden, Fremmede overalt, med et tungt Hjærte og en let Randsel.
Mødig, med gammelt Vejstøv paa de hullede Støvler, kom han op ad
Yderslev Gade, og der spillede et vemodigt Smil om hans Læber, da
hans gamle Kyndinge, Møller Kristensens Pudel og Niels Larsens
Hønsehund og Per Andersens uægte Grævling og alle de ægte Køtere gøde
og bjæffede efter ham, og denne Larm fik lokket mange Ansigter til at
se sig om, Ansigter, hvori han endnu kendte Træk fra Skolebænken,
Husmødre, der gik i Haven med en Glut paa Armen, Gaardmænd, der røg
deres Aftenpibe i Porten. Thi det var ved Aftentid, -- naturligvis.
For længe siden havde han set Solen gaa ned bag Møllen, som endnu
stod sort deroppe paa Banken mod et Stykke blegt Orange. Lysene
begyndte at tændes. Udenfor Skolen standsede Vandringsmanden. Lampen
blev netop baaret ind af den tækkelige Kone, og Manden sad leende med
en rødmusset Dreng paa Skødet, hvis Gyldenhaars Krølrand opfangede
Lampelyset som i en Glorie. Og medens Vandringsmanden, støttende sig
paa den knudrede Stav, betragtede dette Idyl af stille, huslig Lykke,
mumlede han i Skægget: -- Saaledes kunde du nu have siddet derinde,
dersom du ikke var draget ud for at søge Kundskab. Thi det er et
sandt Ord, at hvo som forøger Kundskab, forøger Græmmelse. -- Da
spurgte Hjorth sin Dobbeltgænger: Fortryder du da paa, at du drog ud,
og ønsker du det gjort tilbage igen? -- Men Vandringsmanden, med det
kongelige Sind under Stodderdragten, rettede sig stolt og svarede:
»Nej, heller vil jeg være en vidende Stodder end en ukyndig Fyrste,
heller en utilfreds Vis end en tilfreds Daare.« --

Men naar han foretrak det værste, hvad var der da mere at betænke sig
paa?

Saa tog han Præstens Flyve-Indfald som sin Skæbnes Vink. --

Og han havde Ret. Pastor Krarups Ord var en Gnist, der vilde være
slukket virkningsløst, dersom den ej havde fundet Minen forberedt. Og
Minen var alle de Drifter, som den fremmede Læsning havde vakt,
Vandrelyst og Læreiver, Skønhedssavn og Længsel efter nye storstilede
Forhold, mod hvilke det sang i ham med en Marschtakt af femfodede
Jamber, -- Trang til at føle alle sine Evner spændte i en stor Kamp.

Ogsaa Jessens Udfald mod de formentlige Grundsandheder, som han lod
sine Børn ramse op, vilde være gledet ufølte af, dersom ikke hedenske
Vers havde rokket næsten umærkelig ved hans Barnetro, havde lidt
efter lidt smulret dens troskyldige Følelses-Grundvold bort med deres
sødtklingende Rythmebølger og indskyllet en ny, hvori allerede de
samme Tvivl og Spørgsmaal, ja de samme fornægtende Svar spirede, som
han nu fik at høre fra en Vens Læber.

Det var ikke længer Pastor Krarups gamle skrattende Stemme, der sagde
til ham: »De skulde virkelig tænke derpaa; ... De kan saamæn være
Præst, naar De er et Par og Tredive,« -- det var dybt inde i ham de
fremmede indladte Aander, som raabte: »Frem, frem! -- kun bort fra
denne Skolestue, denne Katekismusluft, hvori vi kvæles.«




X.


-- Men Per Andersens? -- det var Hjorths første Tanke den næste
Morgen. Om Aftenen havde han næppe tænkt paa Kristine.

Han gik over til Gaarden. Bonden var i Marken; de pløjede ude ved
Vejen. Da han vilde tale først med ham om Sagen, gik han ud af Byen.

Det ruskregnede. Himlen var Drift bag Drift af Taager og flossede
Skyer, blyfarvede eller jordgraa, med en udflydende Rustplet nede,
hvor Solen var ved at gaa op. Landevejen mellem de kullede Popler
strakte sig lige ud, mørkest i Midten mellem de fugtige Hjulspor, der
dannede to lysegraa Bundter, som af Tove, der vare spændte ud fra èt
Punkt langt borte; af og til viklede nogle Par af disse Tove sig ud
fra de store Bundter og slyngede sig bort ad en Bivej. Paa den første
Mark tilvenstre, over den brune Jord, trak nogle Plove sig langsomt
bort med Heste, der laa hældede frem i Drættet, sank i, og hvert
Øjeblik næsten gik i Staa, indtil Karlen slap Plovstjærten med den
ene Haand og daskede dem paa Ryggen med Rebtøjlerne, som han havde
over Nakken, medens han udstødte et langtrukkent »Ny-æ!«. -- Paa en
Stenkiste ved Vejen laa en Trøje og en Madkasse. I en af de yderste
Furer gik Per Andersen langsomt bort med Hænderne paa Ryggen, indtil
han naàde Aavendingen, som han fulgte til det andet Hjørne af Marken,
hvorpaa han ligesaa langsomt nærmede sig, idet han nu og da sparkede
en Sten ned i Grøften eller tog en Klump Jord op og masede den mellem
Fingrene.

-- God Dag, god Dag, Niels! ... Se nu fik vi da Has paa Davrebedet
... Du er ellers svært morgenduelig idag.

-- Aa ja. -- Hjorth var ikke for uden Indledning at bryde løs med
Sagen ... Naa hvordan staar det?

-- Aa jo, -- vi kan jo ikke saà endnu, andet end pløje ... Og det er
endda li'egodt hart for Bæsterne ... De gaar jo og sykker, saa det er
en Ynk --

-- Hvad gør de?

-- Aa, saadan sjosker ... Marken staar jo i èt Lummer, især her hvor
vi har Madjord, og -- det er jo ikke at undres paa -- etter det
Nedslag ... Og -- vi kan saamæn ha'e meget tilbage endnu, det kan vi
inte vide ... Nej, det kan vi inte vide, for -- her blinkede Per
Andersen polisk, medens han smilende strøg sig om den magre
stubbeskæggede Hage, der havde gamle Ar af Kniven -- for Hullet dèr
ovenover, det er li'egodt stort.

Hjorth lo, glad ved at finde sin Svigerfader saa oplagt til Spøg.

-- Ja, da mente jeg ellers, vi skulde faa noget Magsvejr nu.

-- Aa ja, det kan saamæn ogsaa gærne hænde ... Ja, se -- det er jo
rigtig blanket op derude, -- og, -- han spyttede paa Fingren og holdt
den i Vejret, -- ja gu' er Vinden sprungen om.

Da Hjorth nu saà sin Svigerfader i helt godt Humør, fandt han det
raadeligt at tage fat, inden Regnen maaske begyndte igen.

-- Hør, -- hvad jeg vilde sagt, Per Andersen, jeg har ellers tænkt
paa en større Forandring.

-- Saa--aa, sagde Bonden, idet han stillede sig til Hvile med Maven
skudt frem, Skuldrene stærkt sænkede og de tværstribede snævre
Uldærmer stukne dybt ned under Gølpen, -- ja, jeg vèd jo nok, du vil
forandre dig, men--n ... at ...

-- Ja, ser du, jeg har tænkt meget paa at opgive min Stilling som
Skolelærer og tage til København og blive Student, og saa studere
Theologi, saa at jeg siden kunde blive Præst.

Per Andersen skød Maven endnu lidt frem, fik Armen ned næsten til de
spidse Albuer og lod Hagen synke grundende ned over den brede sorte
Halsklud.

-- Naa saa _det_ vil du? ... læse til Præst! ... he! det er ellers
aldrig fullen mig ind ... Aa ja, saagu' ... Det ku' ka'ske slet ikke
-- ... Men--n, har du ogsaa talt med vores Præst derom?

-- Jo, det har jeg rigtignok, det var saamæn Præsten, som først satte
det i mig, og han er meget ivrig for, at jeg skal gøre Alvor af det.

-- Naa, saadan! ... Ja, se det bliver jo en anden Ting ... Saa maa
det jo ogsaa kunne lade sig opføre ... Han maa jo da kende til de
Dele ... Ja, det var jo en Nyhed det, udbrød Per Andersen, idet han
tog Trøjen og Madkassen op fra Stenkisten og langsomt begyndte at gaa
ned ad Vejen, hvor Karlene drev hjem ad med deres Plovspand, der
slæbte Hamlerne efter sig.

-- Men saa vil det tage Tid, inden I kan komme sammen, -- det vil det
sgu' ... Hvis nogen har spændt for, for at køre til jeres Bryllup,
saa kan de saamæn ogsaa age magsomt ... Naa, men Tøsen er jo da
heller kun ung endnu, saa hun kan jo vente ... Og saa er der jo da
noget at bie etter, for at være Præstefrue det er jo immer bedre end
som at være Degnekone, det er ikke aa nægte ... Og se, -- Lærer, det
kan du jo altid blive, og Yderslev Embede, det er vel ikke af de
voveste, men det er da heller ikke anderledes, end som at der kan
faas dem, der er bedre ... Saa du opgiver jo ikke noget ved det. --
--

Karlene, der havde sat sig paa Bænken, trak Skuffen ud og tog deres
Træskeer frem, hvis Blad de drejede i Haandfladen eller gav en
Vending i Munden, medens Kristine satte Fadet med Mælkegrøden paa
Bordet.

-- God Dag, Niels, vil du spise med? ... Og du har været saa slem
idag, og rendt efter Fader uden at bryde dig om mig?

-- Ja, faa I nu kun Mad, sagde Per Andersen til Karlene, -- men kom
du her ind i Stuen, Mor -- og du ogsaa, Ki'sten, for vi har noget aa
tales ved om.

Det lød ganske højtidelig, og Kristine satte sig paa en Stol med
bankende Hjærte, som om hun skulde katekiseres, medens Forældrene tog
Plads i den lille haarde Sofa. Hjorth gik urolig frem og tilbage.

-- Tag dig en Cigar, Niels, sagde Per Andersen, pegende paa Æsken med
de sorte, urskovsbestemte Cigarer, der befandt sig under Frederik den
Syvendes Castrum doloris med de bomuldsagtige Kandelabre, paa en
Komode, imellem et Sparebøsse-Æble af malet Potteler og en stor
takket Konkylje. -- Aa, giv mig en med.

Det blev næsten uhyggeligt, medens han bed den sejge, fugtige Spids
af, slikkede Mundstykket rundt for at fæstne Dækbladet, knækkede et
Par Svovlstikker og endelig fik en til at fænge paa Buxerne, ventede
en lille Evighed, indtil Svovlet havde sydet af, og tændte sin Cigar
saa længe, til dens forkullede Ende stod i lys Lue, og den
opbrændende Svovlstik sved hans Fingerspidser. -- Men saa kom da
Fortællingen, langsomt, brudstykkevis, med Pavser af tavse Røgskyer.

Kristine hørte paa ham uden at se op, medens hun krammede paa sit
Forklædehjørne. Da Faderen var færdig, sagde hun ganske stilfærdig:
--

-- Og vi, som skulde været sammen til Sommer, det bliver der nok ikke
noget af.

-- Ak, Gud nej, sukkede Moderen.

-- Nej, nu gaar det jo inte saadan i et Snubtag --

-- Vi kommer til at bie paa hinanden, kære Kristine.

Men pludselig brød hun løs: --

-- Nej, nej, nu rejser du bort fra mig -- ind til den store By -- og
dèr ser du mange andre -- som er smukkere og klogere og finere end
jeg -- og saa vil du ikke vide af mig længer -- og jeg faar dig
aldrig mere igen -- aa -- aa --

Hun lagde Hovedet ned i Skødet og hulkede. Moderen løftede Ærmet op
til Øjnene og snøftede, reflexmæssig.

-- Saa til Helvede, sagde Per Andersen, lakonisk.

Kristine havde, medens Faderen talte, med en hurtig og levende
Fantasi udmalet sig den Herlighed at være Præstefrue. Men pludselig
kom saa den Idè, at han vilde blive ked af hende, naar han kom saa
højt paa Straa. For hende, der allerede sad i Præstegaardssofaen, var
det, som blev hun jaget af Gaarde med Hundene efter sig, berøvet sin
retmæssige Ejendom, -- og hun følte en inderlig Medlidenhed med sig
selv. »Jeg stakkels, forskudte Pige,« hulkede det inden i hende,
medens ukunstlede Taarer gennemvædede hendes Forklæde.

Hjorth var bleven ganske forbløffet og ulykkelig ved denne pludselige
Scene. Han bøjede sig over hende, fik hendes Hoved løftet, trak de
modstræbende Hænder bort. Hvor hun dog kunde tro det om ham? ... Hun
vidste jo, hvor han elskede hende! ... havde han nogensinde brudt sig
om nogen anden? ... hun skulde være hans egen lille Kone ...

Men hun tog stum mod hans Kærtegn, medens hun sad som fortabt,
tørrende sine Øjne, af og til med en nervøs Trækning over Skuldrene
af Graadens Efterdønning og med en lille ulykkelig Grube i den runde
Hage.

-- Naa, naa min Tøs, tag det nu med Ro.

-- Nej, Mændene! ... aa, Gud! ... det er saamæn ikke saadan, klagede
Moderen.

Hjorth vedblev at trøste Kristine. Denne halvkvalte Graads
Svaghedstilstand, den modstandsløse, frygtende Sorg rørte ham, medens
den kildrede hans Stolthed, Bevægelsernes viljeløse Slaphed, naar han
løftede hendes Haand, der var vaad af Taarer for hans Skyld, smeltede
ham i en sanselig Berusning, hans Stemme fik et blødt Tonefald og
fandt exalterede Ord. -- Hvis han nogensinde forlod hende, saa vilde
han være den sorteste, utaknemligste Usling --

-- Ja, det mener du _nu_, afbrød hun ham med et mat Smil.

-- Ja, der er li'egodt noget i hvad du siger, Ki'sten ... Jo, det er
ikke aa fragaa ... Der er en Fare dèr ... Naa, det var jo ikke fulden
mig ind ... Men det er med Fruentimmerne, de har det ligesom med
Instinkter ... Men--n, ser du min Pige, at -- se, der skal jo da
li'egodt være noget ved enhver Ting ... Man maa jo løbe en Risiko,
naar man vil have en Gevinst ... Man maa sætte noget ind, det er saa
vist ... Og det vil du dog ka'ske ogsaa finde, at dette her, det er
værd at vove paa.

-- Ak ja, naar jeg kunde se min Datters Mand paa Prækestolen og høre
ham tale Guds velsignede Ord til mig, -- det vilde da li'egodt være
den bedste Stund, jeg har levet.

-- Ja, der kan du høre vor Mo'r, hun har Forstand paa de Dele ... Jo,
det houer mig godt, vedblev Per Andersen, da det faldt ham ind, at
Præstelodden kun skiltes fra hans byløbne Jorde ved en smal Strimmel
Mad, som han nok kunde faa sin Ven, Møller Kristensen, til at afhænde
for en ræsonerlig Betaling eller ved Mageskifte. -- Alt etter som jeg
tænker over det, houer det mig svært godt.

Og efterhaanden begyndte det ogsaa at hue Kristine, der blev ganske
trøstet, indtil hun leende trak Hjorth i Skægget og kaldte ham sin
lille Præstemand.




XI.


-- Naa, Held og Velsignelse til Beslutningen, udbrød Pastor Krarup,
hjærtelig glad over at have faaet sin Idè frem. Han gned sig i
Hænderne, idet han allerede saà sig som Opdageren af en ny Stjærne,
Grundlæggeren af en glimrende Løbebane. Hvis han selv blot havde haft
f. Ex. Hjorths Hukommelse, saa vilde han have bragt det videre end
til simpel Landsbypræst ... Men i Grunden var det dog bedst saaledes,
ganske idyllisk, uden for Verden, i Fred med sig selv og andre ...
Saadan var der nu Kapellanboligen, en lille Lejlighed for sig, med
en særlig lille Have; -- naa den var jo ikke stor, men Herregud! for
et Par Nygifte. Jo den, der engang kom til at bo dèr, han vilde
saamæn faa det godt, hvem det nu blev. Ja, for han blev jo gammel,
han maatte jo med Tiden have en Medhjælp ... Men nu var det det
nærmeste. Han kendte en Lærer i København, der havde et Kursus til
Artium, en Universitetsven af ham, aa, en fortræffelig Mand! Ham
vilde han strax skrive til ... Provsten havde han saa smaat
forberedt, -- ja for nu vilde han vel hen og tale med Provsten?

Den lille magre Præstekone med det tandløse Smil, der syntes at ærgre
sig over at skulle være til, blandede saa megen Malurt som muligt
i Velkomstbægret, idet hun fordybede sig i Udmaalingen af den
lange Tid, det nu vilde tage, inden han kunde gifte sig, og i
Vanskelighederne ved at tage Attestasen, der skulde være gjort
betydelig sværere, siden hendes Mand tog den. Men den undersætsige
Datter med det mutte Ansigt, som serverede den tynde Kaffe og de af
Ælde bløde Kager, behandlede ham med usædvanlig Forekommenhed, idet
hendes Stumpnæse allerede syntes at vejre Velærværdigheden. --

Da han den næste Formiddag indfandt sig hos Provsten, fandt han denne
oprømt, med vederkvæget opvaagnede Aandsevner, efter lige at have
slebet sig en Sofaskraber. Thi han var om Vinteren oppe før sex og om
Sommeren før fem, paa Landmands Vis. Nu var han just paa Højden af
den nys-tændte Merskumspibes og den kolde Kaffes behagelige Stadium
før Faldet ned mellem Forordningerne, Regnskaberne, Cirkulærerne,
Indberetningerne og Ansøgningerne, der i pap-hæftede Bøger,
afstregede Papirsruller, blaa Koncept-Omslag, og kaligrafiske
Folioark havde hobet og bunket sig paa det lange Egetræsbord, truende
med at vælte Lysestagens lakplettede Voxstang over det store
Porcelænsskrivetøj, hvor et Ark Embeds-Frimærker struttede
bureaukratisk mellem Blækhornet og Sandbøssen.

Da han saà Hjorth komme ind i Gaarden, rev Provst Storm en Bunke
Papirer hen til sig for at være den stærkt sysselsatte, medens han
dampede voldsomt af Piben, som man gør det i Distraktion under meget
Arbejde. -- Han fik netop Tid til at se op.

-- Ah, Lærer Hjorth! -- god Dag, kære Hjorth, god Dag. -- Han fik
endogsaa Tid til at stikke Pennen bag Øret og give Haanden. -- De har
noget særligt at tale med mig om? -- Hm; -- ja jeg kan -- næ--næsten
tænke mig ... Sid ned, kære Hjorth -- sid ned ... Nu skal jeg strax
-- æh --

Han fik Pennen fra Øret, skrev et Par Linjer, stirrede med et barsk
Ansigt ud i Hjørnet af Stuen, nikkede resolut og skrev med et fejende
Sving sit »Storm« under et Cirkulære, der syntes at maatte fare
rasende over Provstiet, afblæsende Præstegaardenes Straatage og
rivende Skolelærere bort i sin Hvirvel som store kjolehalede Svaler
-- medens det i Virkeligheden var en meget tam Opfordring til
Præsterne om i rette Tid at tilstille Ministeriet deres Indberetning
om Antallet af Fødte og Døde.

-- Naa! --

Hjorth fremsatte sin Sag, medens Storm lyttede betænksom, af og til
opmuntrende ham med et velvilligt Nik, idet han tog Piben ud af
Munden.

-- Hm! ... ja, jeg havde ladet mig sige, at De omgikkes med slige
Tanker, jeg havde -- hm! ladet mig det sige. -- Provst Storm
understregede ved korte, sikre Nik dette gentagne aktive Udtryk for
»at høre«, hvilket han gærne valgte som det mest passende for en
Overordnet. -- Naa, ja, -- det ... jeg kan jo ikke andet end billige
-- naar De har Lyst -- hm! -- naar De føler dette Kald -- saa -- ja,
jeg skal tage mig af Sagen. -- Her nikkede han saa beroligende, at
Hjorth allerede syntes at føle Præstekraven om Halsen, skønt det var
ham ligesaa gaadefuldt som det var for Provsten selv, hvorledes denne
i Grunden vilde bære sig ad med at »tage sig af Sagen«. -- -- Skønt
det, naturligvis -- paa en vis Maade -- er mig ubehageligt at skulle
miste en saa dygtig Lærer, -- en intelligent, fremadstræbende ung
Mand, -- der -- efter hvad jeg har ladet mig sige -- ogsaa i politisk
Henseende hylder rosværdige loyale Anskuelser ... Naa. -- men -- Guds
Vilje ske! -- det er -- vi vil haabe det -- ham, der kalder Dem til
en større Virkekreds ... Ja, send De mig nu kun Deres Ansøgning, saa
skal jeg tage mig af den ... Farvel! Gud være med Dem!

Og Hjorth gik bort, lettet og beroliget, fordi det afgørende Skridt
nu var gjort, med denne fremskyndende Følelse i Hælen af at have
sparket Broen bort.

Men hverken til Præsten eller til Provsten havde han sagt noget om
sine udadhigende, ubestemte Længsler og sin urolige Drift efter at
komme til fuld Klarhed. Han havde en dunkel Anelse om at baade
Velærværdigheden og Højærværdigheden vilde have været af samme
Mening, en Mening, der korrekt kunde udtrykkes saaledes: nej, staar
det saadan til, min Ven, saa bliv du heller som et af Guds
enfoldigste Lam indenfor Faarefolden, heller end at du skulde
forvilde dig i Bjærgene og maaske komme til at danse som en af de
fordømte Bukke efter den gamle hedenske Pan sin Rørfløjte.




XII.


Den Dag da Pastor Krarups Formand i Embedet havde lagt Mærke til, at
Husmand Jens Persens lille Hans kunde huske latinske Gloser, som hans
Legekammerater, Præstens egne Sønner, glemte, som om de var betalt
for det, og da han efter selv at have givet Hans nogen Undervisning
fik Forældrene til at lade ham studere, -- da gjorde han sig vel
allehaande Forestillinger om hvad Drengen skulde blive til, tænkte
ogsaa undertiden, at han vilde blive en lærd Mand, men han anede
dog ikke i sit Hjærtes Beskedenhed, at han smurte det Trækplaster,
som omtrent tredive Aar senere skulde fæstes paa Katedret i
Universitetets største og tommeste Høresal og blive det frelsende
Middel, der bragte det unge Blod i frisk Strømning mod det tomme,
theologiske Rum.

Vantroen, der ved denne Tid bredte sig, navnlig blandt de Unge, som
et frodigt Ukrudt prangende med golde Blomster, er ikke rodskudt i
vort fredelige Land. Den talte -- som et hæsligt Modbillede til
Aandens Udgydelse -- i fremmede Tungemaal. Disse hedenke Tanker, med
Dyrets Mærke paa Panden og med Hestehoven, ere travede ind over vor
Markgrænse, disse moderne, svovllugtende Idèer ere blæste ind over
vore flade Strande. Udefra kom det. Hvor naturligt, at Modstanderen,
den Mand, som Tiden krævede, hvem det tomme Rum gabede efter, at han
kom indenfra, skaaren ud af Folkets Marv. -- Hans ru Fladhed var som
en Lysskærm og et Skjold mod alt hvad der var slebet enten i
blændende, straalebrydende Facetter eller i sønderkløvende Eg. Hans
Ansigt med sin Farve som et nyvasket Barns, naar det endnu er rødt af
Skrubningen, med den firskaarne Hage, med de utegnede Læber, med
Kindernes store runde Flader, med den skraa Pande, smallere end
Kæbebenene, brynløs forneden over vandgraa Øjne, og foroven fladt og
ligesom vandkæmmet dækket af hørgult Haar, -- dette hvidfødte,
enkelte, kødfulde Ansigt hævede sig over det gule Kateder som en from
indfødt Protest mod det mørkladne, markerede, nervøse, alt det med de
fremmede Lidenskabs-Flammer i Aarerne og de fremmede Idè-Gnister i
Nerverne. -- Dr. Luther kom fra de tyske Schachters Bjærgmandshytte,
Professor Petersen, hans danske, bogstavtro Discipel kom fra
Tørvemosens Husmandsrønne.

Denne Afstamning var ikke noget Spil af Tilfældet. Slægter, som, før
Avisernes Tid, aldrig havde læst andet end Bibelhistorien og
Lærebogen, Generationer, som, klæbende til Jordklumpen, ikke
nogensinde havde faaet anden aandelig Næring end den Smule Manna,
der dryppede til dem i deres Ørk fra de gamle Degnes og Præsters
Læber, -- saadanne Forfædre maatte have arbejdet Led efter Led for at
fuldføre denne Hjærne, der paa èn Gang var saa vid og saa snever, --
ligesom Trælle-Generationer maatte arbejde paa Opførelsen af de gamle
Pyramider eller de persiske Kongegrave. For den var vid og snever,
netop ligesom de ere vide og snevre, disse umaadelige Stenbjærge med
det uhyre Omfang, men hvor kun faa snevre Gange bore sig som
Ormehuller ind gennem Massen, der holder Livets Lys og Lyd langt,
langt borte, standset paa dens Yderflade, medens den med hele sin
Forstenings Ro tynger paa Mumiecellen midtvejs, hvori Gangene munde
ud. Og som Strukturen, saaledes alle de første Indtryk; -- det var jo
kun en Gentagelse af dem, der havde dannet den. De fandt Gangene
aabne og passende for sig, de gik derind, og derindefra raabte de
efter flere, der fulgte efter, og de videde Gangene ud, at der kunde
komme endnu flere, og de strømmede derind -- Kirkefædre-Sprog og
Symbolcitater, Skriftsteder, Tal og Navne, indtil det blev en
mylrende Mængde, -- og de rummedes alle derinde. Men ingen, som vilde
og maatte gaa sin egen Vej, ingen, der skræmmedes tilbage af de
snevre Ganges ægyptiske Mørke og vilde have en lys Sti, ingen, der
var for stolt til at bøje sig i deres Lavhed, og som vilde hvælve sig
en høj, hellenisk Portal, ingen, hvem Mylren derinde spærrede Gangen
for, naar de endelig bekvemmede sig til at krybe ind, -- ingen af
alle disse kunde trænge gennem Stenbjærget, de blev holdt langt,
langt borte, de skulde ikke forstyrre den forstenede Ro i Cellen,
hvor Mumien laa, Kristendommens allerægteste lutheranske Mumie,
udrenset for det ældgamle katholske Hjærte og de middelalderlige
Indvolde, indbalsameret i dogmatisk Parykpudder og exegetisk Bogstøv,
svøbelseviklet i et Pergament- og Papirs-Hylster af Enighedsformler
og Stridsartikler.

Om Udvikling kunde der for hans Vedkommende ikke være Tale, kun om
Væxt. Og det var hans Held; -- Udvikling er allerede halvt Kætteri;
-- lugter ikke selve Ordet af det moderne Hedenskab, af Darwin og
Spencer? Væxt derimod, er et helligt, et Paulinsk Udtryk: for denne
Væxt var Universitetet i sin daværende Tilstand en fredhegnet
Planteskole. Han besøgte først flittig sine Kollegier, indtil han,
uden Belæring af Mefistofeles, opdagede, at »Professoren ikke sagde
andet, end hvad der stod i Bogen«. Saa spildte han ikke Tiden bort i
Høresalene, mere end strængt nødvendigt, for Høfligheds Skyld, læste
de i Mode værende ortodoxe Kompendier og Kommentarer, indtil hans
utrættelige Hukommelse kunde dem omtrent udenad fra Ende til anden,
gik sent op til Attestas, men tog den saa ogsaa med et Præceteris i
Hovedkarakter, der kun skæmmedes af èt Laud. Det var noget uhørt i
Mands Minde. Der blev talt om ham som det theologiske Lys, man
udpegede ham allerede som Professor-Emnet. Han manuducerede saa
mange, han kunde overkomme, proppende dem som han havde proppet sig
selv, og fik begejstrede Disciple, der ikke blev trætte af at
lovprise hans Lærdom og holde Forventningen i Aande.

Efter tilstrækkelig at have fæstnet sin Stilling, glimrede han
halvandet Aar ved sin Fraværelse, idet han med et stort Stipendium
foretog en Studierejse i Tyskland, hvor han hørte de samme Mænd, hvis
Bøger han havde læst. Kun èn Fremmed kom han lidt i Berøring med, det
var Baurs Discipel, Tübingerkritikeren Hilgenfeldt i Jena, til hvem
en gammel Professor havde givet ham et Anbefalingsbrev. Men han tog
ingen Skade af det korte Samkvem med den berygtede Kætter, af hvem
han paa anden Haand kunde saa mange haarrejsende Udsagn, men hvis
interessanteste Ytring til ham var den nogenlunde neutrale: i den
Knejpe vil De finde et godt Glas Erlanger.

Saa vendte han tilbage til København, levede i nogen Tid indesluttet
med meget faa Manuduktioner og disputerede en skøn Dag paa
trehundrede Sider med »et Forsøg paa Bidrag til Fortolkningen af
Philippenserne II, 6-11«.

Maalet var fyldt. Den theologiske Verdens offentlige Mening kaldte
ham til Universitetet og harmedes næsten paa disse gamle sejglivede
Professorer, der holdt ham borte fra hans retmæssige Plads, og som
syntes, lamme, blinde, døve og stumme at ville lade sig slæbe op paa
Katedret for at dø dèr. Da han begyndte sine Doktorforelæsninger, var
Studenternes Tilstrømning næsten en Demonstration.

Forholdene i det theologiske Fakultet var paa dette Tidspunkt ligesom
lagte til Rette for ham. --

For det første vare de Studerende næsten komne til Raseriets
Højdepunkt af Kedsomhed ved at høre disse Professorer, som med en
enkelt Undtagelse vare gamle, halvt affældige Mænd, ude af Stand til
at sætte sig i Forbindelse med de Unge, og som alle uden Undtagelse
syntes at have en Glorie af Kedsommelighed om Hovedet, ligesom
Skaldepanden i Fritz Jürgensens Schakspil. Som lunkent Vand kan
bringes i Kog ved Luftens Fortynding, saaledes var denne saa
ulidenskabelige Masse under Pedanteriets Pumpe nær ved at koge over
og kaste Laaget; man havde jo den heroiske Tradition fra den Tid, da
Professor Bornemann blev styrtet. Men Doktor Petersen kendte en stor
Del af dem personlig, alle havde hørt Ros over hans ligefremme
venlige Jævnhed, hans praktiske Øvelse i Manuduktion gav Haab om en
Vejledning af ny Art fra det ophøjede Kateder.

Dertil kom, at den Smule Strømning, som havde fundet Sted i den
theologiske Verden, bestandig mere vendte sig fra dette grundløbne
Fakultet. -- Der var paa den ene Side Resten af den gamle
holdningsløse danske Rationalisme, repræsenteret af Professoren i det
ny Testamentes Fortolkning, en bleg Skygge af et dødfødt Legeme, ham,
der trak paa Skuldren, naar Sønnen, den udmærkede unge theologiske
Forfatter, fremsatte sine ultraortodoxe Meninger, medens han med et
godmodigt Smil bemærkede: »Ja, er det ikke underligt, hvad de unge
Mennesker kan tro paa i vore Dage!« Han var til Forargelse med sine
kejtede Bortforklarings-Forsøg og sit frygtsomme Haab om en Forsoning
med den moderne Videnskab, -- og han var en Latterlighed med sin
stedse tilbagevendende pedantiske Forelæsning om Johannes'
Aabenbaring: »Det store Dyr -- nu--u -- der er trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr -- nu--u -- men
De behøver ikke at kunne dem alle sammen« -- Paa den anden Side
begyndte man ogsaa at skele mistroisk til den efterhegelske
spekulative Dogmatik, man var vammel af disse taagede Fraser, hvori
Slægten fra Fyrrerne havde beruset sig, med en Vammelhed af »Dagen
efter«, man begyndte at smaalè af Martensens Aandrigheder om
Vorherre, der maa sige »Jeg« til sig selv og dutte en anden, man
tegnede i Kollegiemarginen parodiske Stamtavler over det himmelske
degenererende Kongehus, hvori Kristus havde Fanden til yngre Broder.
-- I skarp Modsætning til disse forkætrede Retninger var Doktor
Petersens Navn ensbetydende med den gamle uforfalskede Lutheranisme,
han gik omkring som den i Kødet komne »Hutherus redivivus«, hans
Professorat var selve det sextende og syttende Aarhundredes
Tronbestigelse.

Denne fandt Sted kort Tid efter, da Professoren i Exegese pludselig,
mod al Forventning, lagde sig til at dø, og tog de trehundrede og
tredsindstyve forskellige Meninger om det store Dyr med sig i Graven.

Saaledes var denne Mand, hvis Ord vare den efterspurgte Vare paa det
theologiske Marked, hvor Originalitet har den laveste Notering. Hans
Umulighed til at undfange eller forstaa en ny Idè var ligesaa god en
Borgen som hans Sikkerhed til at beholde de gamle; hans Tankegang var
ved sin Længde og Sneverhed bleven som Stien til Himmerig. Saaledes
gik det til, at han var bleven det theologiske Fakultets Livselixir,
Universitetets nyfødte Sol, hvorefter dets gamle Ørn stirrede
sin Broncehals stiv, Danmarks Trøst. -- Thi fornylig havde netop
en af hans Kolleger med sin snøvlende Stemme forkyndt udi
Studenterforeningens lumre Festsal, hvor under Tobakstaagen ogsaa
Hjorths Ansigt stirrede op imod ham, at »falder det theologiske
Fakultet, saa falder Universitetet, og falder Universitetet, saa
falder Danmark«.

Derfor var Professor Petersen ogsaa Danmarks Trøst.




XIII.


»Men anderledes saà det ud, naar Solen var gaaet ned og den liflige
Himmelrødme i Vest forjættede en skøn Morgen (Math. 16, 2). I denne
Fredens Time forstummede det travle Liv paa Landet og i Byerne. --
Markarbejderne vende hjem til Nadveren med de trætte Oxer og den
vendte Plov (Luc. 17, 7); i Vingaardene, hvor ofte et Taarn bevarer
Solgløden, medens allerede Skyggen har lejret sig om Gærdet (Math.
21, 33), standser Persens Larm, medens Arbejderne faa deres Løn
udbetalt af Fogeden (Math. 23, 8), og Vejenes mødige Vandringsmænd
søge til Byen for at finde et gæstfrit Herberg (Luc. 24, 28 f.).
Ogsaa her er Dagens brogede Liv til Ende; Torvet, der nylig vrimlede
af legende og dansende Børn (Luc. 7, 32), hvor Daglejerne ventede i
Flokke paa en Arbejdsgiver (Math. 20, 3) og hvor de Skriftkloges
lange Klæder slæbte hen over Brostenene (Marc. 12, 38) -- dette Torv
byder ikke længer Vandringsmanden saa livfuldt et Skue; kun nogle
enkelte Daglejere, der ikke havde fundet Arbejde, dvæle endnu paa
Hjørnet (Math. 20, 6), hvor han maaske ogsaa finder en Hykler, der
neppe vil tage ham det fortrydelig op at blive overrasket i sin
Aftenandagt (Math. 5, 5), og de tomme Gader, hvor man nylig hørte
Udraabernes Basuntoner, naar Farisæerne uddelte deres Almisser (Math.
5, 2), genlyde nu kun af den Vandrendes ensomme Fjed. Dørene ere nu
lukkede, Husfaderen og Børnene til Sengs (Luc. 11, 7). Snart lister
kun saadanne Folk gennem Gaderne, som af en eller anden Grund vil
skjule deres Færd for Menneskenes Syn (Joh. 3, 1-2).«

Det var Professor Petersen, som lænet tilbage i sin Arbejdsstol læste
denne nylig skrevne Side højt for sig selv. -- Affattelsen af
saadanne kulturhistoriske Skildringer var et Liebhaveri hos ham, en
novellistisk Adspredelse, hvori hans Fantasi søgte sig et uskyldigt
Udløb. Han glædede sig over det levende og naturtro Billede af jødisk
Liv paa Frelserens Tid, som han saaledes oprullede for Læseren og gav
Stykket dets stilistiske Fuldendthed ved at rette »den Vandrendes«
til »Vandrerens«, fordi det faldt ham ind, at det første kunde læses
som »den Vand-Rendes«, hvilket vilde forstyrre Stemningen. Da han
dyppede sin Pen for at fuldende det natlige Billede med en Skildring
af de galilæiske Fiskeres stormtruede (Marc. 4, 37; Joh. 6, 18) og
ofte fejlslagne (Luc. 5, 5) Dont, bankede det beskedent paa Døren; --
Ringningen havde han i sin Forfatteriver ganske overhørt.

-- Kom ind! --

Døren gik op. Det var en ung Mand med rødligt Skæg, tarvelig klædt og
med en ny Studenterhue i Haanden.

-- God Dag, sagde Professoren, med det velvillige, noget spørgende
Smil, der ikke just gjorde hans Ansigt aandfuldt.

-- God Dag, Hr. Professor ... Jeg tog mig den Frihed at gaa op at
hilse paa Hr. Professoren, da jeg har en Hilsen til Dem fra Pastor
Krarup i Fredløse.

-- Ah, fra min gamle Egn! ... De kender Præsten dèr? ... En vakker
gammel Mand ... Vær saa god at tage Plads, Hr. --?

-- Hjorth.

-- Hr. Hjorth ... Hvis jeg ikke tager fejl, har jeg set Deres Ansigt
paa min Forelæsning? ... Ja, jeg syntes det jo nok ... De er ældre
Student?

-- Nej, jeg er Rus.

-- Ja saa ... Ja, jeg syntes nok, jeg kendte Dem ikke fra ifjor ...
Hm ... Maaske kommen sent til Studeringerne?

-- Ja, jeg har i nogle Aar været Skolelærer ... Jeg var sidst i
Yderslev.

-- Ah, ser man det! ... Naa, saa er De jo godt kendt i min Egn, saa
De kan vel fortælle mig en Del om, hvordan det staar sig dernede ...
De er maaske barnefødt dèr?

-- Nej, Hr. Professor, jeg er Sønderjyde.

-- Sønderjyde, -- naa, ser man det, ser man det! ... Ja, Navnet
Hjorth, det tyder jo ogsaa snarere paa Sønderjylland end paa
Sydsjælland ... De har heller ikke den rigtige sjællandske Dialekt,
jeg tror, jeg har selv mere af den, ha, ha, ha! ... Naa, men De følte
saa selv mere Lyst til at blive Præst?

-- Ja, Hr. Professor, Skolelærergerningen kunde ikke i Længden
tilfredsstille mig. -- Og Hjorth begyndte at fortælle sin simple
Udviklingshistorie, sin Omgang med Pastor Lindekær, der viste sig at
være en ældre Ven af Professoren, de tyske Studier, Præstens
Opfordring og de rationalistiske Angreb paa Kristendommen, som havde
ansporet ham til at fordybe sig grundig i dens Sandheder og deres
videnskabelige Begrundelse. --

Han talte i Begyndelsen langsomt, noget stammende, og blev hvert
Øjeblik rød i Hovedet; -- men snart var han ganske rolig og utvungen,
opmuntret ved Nik og Smaagrynt fra Professoren, hvis lyttende Ansigt
havde antaget dette opmærksomme, undertiden lidt betænkelige Udtryk,
som ved en kuriøs Modsætning lod det se dummere ud jo alvorligere han
tænkte, et Ansigt med en mut fremskudt Mund, sænket Hage, lidt
indsugne Kinder, der lod Kæbebenet træde stærkere frem, og de
glansløse vandgraa Øjne paa Nippet til at springe frem fra deres
altfor flade Nischer under den let oprynkede Pandehud, -- dette
Ansigt, som han kendte saa godt, naar det, bøjet ud over Katedret,
betragtede den Talende paa Examinationsbænken.

-- Naa, ja -- ser man det ... Hm! ... De har altsaa ogsaa æsthetiske
Interesser? ... Ja, det kan jo ikke andet end glæde mig, naar de unge
Mennesker er alsidige, og navnlig de skønne Kunster -- hm! -- især
Poesien, den aandeligste af dem, er jo i høj Grad uddannende for
Aanden, -- naar man gør den rette Brug af den og ikke beruser sig
deri ... Hm! ... De har især sysselsat Dem med tyske Digtere, -- hvor
kommer det sig, at ikke de danske, som dog i enhver Henseende maa
staa Dem nærmere -- har -- --

-- Ja, jeg vèd saamæn ikke, hvoraf det kommer, Hr. Professor, men med
Undtagelse af ganske enkelte Ting af Oehlenschläger og saa Christian
Winther er der virkelig ingen af dem, som har berørt mig synderlig.
--

-- Saa, ikke det? ... Heller ikke Paludan-Müller? ... Han er dog
ellers en saa kristelig Digternatur ... Hm! ... Der er det ved disse
Tyskere, at de ofte ligefrem er antikristelige ... Naa, man gaar jo
ikke til Digterne for at høre en Prædiken, det forstaar sig; det
vilde jo være borneret ikke at kunne nyde det skønne, ogsaa naar det
mangler den højeste Sandhed ... Hm! ... Naa, men De vil jo neppe faa
saa overdreven megen Tid tilovers fra Deres Studium, for De vil vel
nødig trække det længer ud end nødvendig.

-- Nej, det vil jeg ikke. Hvor længe tror Professoren?

-- Ja, det kommer jo an paa, det er jo ikke saadan -- he! ... Jeg
kommer til at tænke paa, da jeg var ung Student, saa spurgte jeg
Professor Jyderup, -- han tog sig noget af mig den Gang, ogsaa fordi
jeg var Bondesøn ligesom han, -- og saa spurgte jeg ham om det samme,
som De nu spørger mig om, og saa sagde han: »Naar man er meget
flittig, saa kan man tage den paa otte Aar, -- godt.« -- ... Ja, ha,
ha! det skal De nu ikke blive bange over; han stillede saa store
Fordringer ... Nej, det er der jo ikke Tale om ... Hvor længe var De
om at tage Artium?

-- To Aar.

-- Ih, ser man det, ser man det! ... Men saa maa De jo ogsaa være et
helt Jern ... Ja, saa kan jo en fire Aar eller saa ... Men tag det nu
ikke altfor nær, ikke det aller nødtørftigste, læs lidt udførligt,
det staar De Dem ved, -- ogsaa med Hensyn til Examen ... Nu, paa den
anden Side skal De ikke strax drukne Dem i de store Kommentarer, det
faar De ingen Hold paa. Læs De dygtig i Deres græske Testament --
kursorisk -- kursorisk, -- saa faar De Løb i det, -- det er
Hovedsagen, -- at De for det første har Løb i det, at De er hjemme i
Bogen. -- Naa, saa kan De jo begynde saa smaat og se, hvordan det
gaar -- og saa synes jeg jo nok, De skulde læse Meyers Kommentarer,
de er dog -- -- til Brevene, for til Evangelierne -- det er jo
daarligt, dèr er han jo meget uortodox, meget rationalistisk, ja det
er jo i det Hele Meyers Fejl, det vèd De maaske ... Men han er
alligevel -- til Paulus, -- til Paulus -- der er han god, det er
fortrinligt; de Paulinske Breve, det er egentlig hans Domæne ... Men
til Evangelierne vèd jeg snart ikke, -- ja der er jo Clausens
Synoptikere, men det er saamæn ogsaa saa som saa ... Sig mig, har De
anskaffet Dem Wilkes Clavis? ... Ja, det maa De gøre, det maa være
Deres ~Vade mecum~, -- den maa De altid have ved Haanden ... Wilkes
Clavis ...

Saaledes blev han ved længe, udkastende en hel Studieplan,
anbefalende dette, advarende mod hint; den gamle Manuduktør var
kommen op i ham. Endelig maatte Hjorth fortælle ham om Fredløse og
Yderslev, om hvilke Enge der var tørret ud, om Præsteskoven, der
var hugget, om Kirkegang og Skoleforhold, om de Gaarde, der var
bygget om, om hvordan det var gaaet den og den, hvis Navne
Professorens Mithridatiske Hukommelse havde bevaret ligesaa godt
som Kirkehistoriens og Exegesens.

-- Sig mig, -- Yderslev Skole, -- lad mig se, den ligger skraas over
for en stor Gaard, Anders Rasmussens, -- ja det var nu i min Tid, --
hvad var det nu Sønnen -- han var lidt ældre end jeg, -- Per hed han,
-- ja han har vel Gaarden endnu, kan jeg tænke.

-- Per Andersen, ja ham kender jeg godt. Jeg er saamæn forlovet med
hans Datter.

-- Ih, ser man det, ser man det! ... Saa har De jo ordenlig rodfæstet
Dem i Befolkningen ... Ja, saa maa De jo være Præst dèr en Gang med
Tiden.

-- Ja, -- det haaber jeg jo ogsaa saa smaat paa ... Naa, ja saa vil
jeg sige Professoren Farvel, og tusind Tak for Deres Venl

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/41277