Absalons Brønd
by Sophus Bauditz · Danish · Gutenberg #40291 · 475,057 chars · public domain (US)
The Project Gutenberg eBook of Absalons Brønd
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: Absalons Brønd
Author: Sophus Bauditz
Release date: July 21, 2012 [eBook #40291]
Most recently updated: October 23, 2024
Language: Danish
Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/40291
Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK ABSALONS BRØND ***
Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret. Kursiv tekst
i originalen er gengivet med =lighedstegn=, mens s p a t i e r e t
tekst er gengivet med _understregning_.
ABSALONS BRØND
Af "Absalons Brønd" udkommer samtidigt en svensk Udgave
(=Alb. Bonnier=, Stockholm) og en tysk (=Fr. Wilh. Grunow=,
Leipzig).
ABSALONS BRØND
AF
SOPHUS BAUDITZ
KJØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG
FR. BAGGES BOGTRYKKERI
1901
Første til tredie Tusende.
Øverst oppe i et Hus i Gothersgade, nær ved Kongens Nytorv, stod der
To og saae fra et Dueslag ud over Kjøbenhavn.
* * * * *
Et stivnet Bølgehav af spidse, mørkerøde Tage med utalte Skorstene og
nysgjerrige Luger; Gaarde, snevre og dybe som Skakter, Gaarde, der
ligesom visse indeklemte Fjelddale kun een Gang om Aaret fanger en
Solstraale i deres Bund; aabne Vinduer og lukkede Vinduer, Smaavask
paa Tørresnore spændte fra Kvist til Kvist, og hist og her, hvor man
mindst venter det, Trækroner indesluttede af Mure som Stueplanten af
Urtepotten -- det er det Nærmeste.
Rundt omkring voxer Taarne og Kirkespir op over den røgslørede
Tagvrimmel; de irrede Kobbertage paa Christiansborgs Sidefløie, paa
Slotskirken og paa Thorvaldsens Musæum ligger som smilende, lysgrønne
Enge, men glider Øiet længere ud, er der ikke mere lystige røde
Spidstage eller Farver overhovedet: kun graa Skifer, død, flad
Skifer -- en ensformig Stenørken som i alle moderne Storbyer.
Langt borte blinker til den ene Side Sundet med Søforterne og den
svenske Kyst i Baggrunden, til den anden Side, Nordpaa, strækker sig
"Landet" -- hvor langt _det_ gaaer, veed ingen Kjøbenhavner.
* * * * *
-- Det var bagende varmt, Himlen var blaa og Havet blaat, og naar den
tumlende Dueflok pludselig slog et Slag, glitrede Vingerne i Solen.
* * * * *
-- "Jeg kjender dog ellers mit Kjøbenhavn," sagde den Ene, "men seet
i Fugleperspectiv tager det sig jo rigtignok noget anderledes ud end
seet nedefra!"
"Ja, se _De_ kjender nu Gaderne," svarede den Anden med kjendeligt
jydsk Tonefald, "_jeg_ kjender bedst Tagene og Skorstenene."
Den Første var en halvhundredaarig Mand, beskedent men soigneret,
næsten pillent klædt; mager og skjægløs var han, et Par Guldbriller
sad tæt ind til de graa, rolige Øine, Frakken -- lang, sort -- saae
ud til at være for stor til ham, men var det alligevel ikke: han
lignede nærmest en gammeldags Professor eller en Adjunct fra en
Provinsby.
Det var cand. phil., Kommunelærer _Berner_.
Den Anden saae ud til at være nogle Aar ældre. En gammel Kaskjet var
skudt tilbage i Nakken, saa det graasprængte, krusede Haar stak frem
under den knækkede Skygge, eet Øie havde han kun -- et fiffigt,
polisk Øie -- og det runde, rødmussede Ansigt var stubbet -- kjøn var
han ikke og soigneret saamænd heller ikke.
Det var Boghandler -- antikvarisk Boghandler -- _Terndrup_.
-- "Ja, heroppe kan man da faae en Mundfuld Luft," vedblev
Sidstnævnte.
"Det kan man da heldigvis ogsaa i Gaderne," sagde Berner.
"Aa, ja -- ja, saagu," indrømmede Terndrup, "men hvad _er_ det for
Luft! Den er brugt noget rigeligt, før man faaer den -- ligesom
de fleste af de Skolebøger, Drengene vil sælge til mig. Nei,
Kjøbenhavn --"
"Ja, Kjøbenhavn er en velsignet By -- eller _har_ i alt Fald været
det!" afbrød Berner ham og saae frem for sig.
-- "Naa, De kigger over til det ny Raadhus," sagde Terndrup efter en
Pause, "ja, det bliver et grumme Taarn efter Tegningen at dømme, og
det vil alligevel pynte svært op paa Revieret!"
"Jeg saae nu forresten _ikke_ efter Raadhuset" svarede Berner
alvorligt. "Jeg saae paa Christiansborgs Ruiner -- _de_ pynter ikke!"
"Aa, nei, saagu, ikke saadan -- men saa maa Kjøbenhavnerne trøste sig
med, at de faaer Raadhuset."
"Ja, det er mig dog ikke tilstrækkeligt. Det er meget godt, at
Kjøbenhavn udvider sig til alle Sider, at der kommer Hotel efter
Hotel, Butik ved Butik -- en By af Jern og Glas -- og at det ny
Raadhus skygger over det Hele, men som der over enhver By maa løfte
sig Kirketaarne -- Klokkeklangen maa kunne række over alle Tage og
ned i alle Gaarde -- saadan maa der midt i en gammel Kongestad kneise
et Slot med Tinder og kronet Spir."
"Aa, ja, saagu, der kan være Noget i det."
"Det er ganske naturligt," vedblev Berner, "at man nu vil stille en
Statue af Den, der grundede Byen, op over Hovedindgangen til det ny
Raadhus, men for mig er der dog noget underlig Trist i at gjøre det,
saa længe som der ikke ligger et Slot men kun sodede Ruiner paa
Absalons Holm og over Absalons gamle Brønd. -- Ja, De veed jo nok, at
den djærve Bisp nu engang er _min_ Helt: han værnede ikke blot Kirken
men ogsaa Landet, han sloges selv som den Bedste mod Venderne, og han
reiste den Borg, som Kjøbenhavn er voxet op om."
"Ja, han gjorde jo saa."
"Men kan De saa ikke forstaa, at der i 'Kongens Kjøbenhavn' maa være
et 'Kjøbenhavns Slot' som Midtpunct paa den ældste historiske Grund!"
"Aa, jo, saagu," indrømmede Terndrup atter, "men det ny Raadhus
kommer jo ogsaa til at ligge paa historisk Grund: det var da _der_,
Borgerne i 1659 slog Stormen tilbage -- jeg gad nu ellers vidst, om
Kjøbenhavnerne vil bære sig ligedan ad som dengang, om der igjen
skulde komme en Fjende og ligge for Voldene."
"Det kan De stole paa -- i saa Tilfælde føler Enhver sig som Borger
af sin By! Men de gamle Volde og Grave fra dengang -- ja, nu er der
fem Etagers Huse, hvor de laa! -- Aa, hvor var der deiligt, Terndrup,
nede ved Stadsgraven! Jeg kan slet ikke tænke mig noget mere Frodigt
end _den_ Vegetation: alle de mange forskjellige Træer -- sjeldne
Salix -- og Gifttyde, Arum, Calmus og Krebsklo -- _der_ var Noget at
samle! Og hvor var der fredeligt dernede en Sommeraften! Min Fader
havde Baad og Fisketegn, og naar vi laa udenfor Rørene, ude i det
stille, sorte Vand, mens Nattergalene slog i Buskene, og Myggene
dansede over den oliegrønne Andemad -- De kan tro, _det_ glemmer man
ikke!"
"Aa, nei, det kan jeg forstaa! -- Der var nok ogsaa god Jagt ved
Stadsgraven, har jeg ladet mig fortælle: der blev lagt Ællinger ud
og --"
"Ja, _der_ var Dyreliv!" afbrød Berner ham ivrigt. "Jeg har Snese
Gange truffet baade Odder, Ræv og Grævling dernede; de hule Piletræer
var fulde af Flagermus, og i strenge Vintre kunde der komme et helt
Træk af Sidensvanser -- ja, een Gang har jeg seet Isfuglen dykke! --
Og hele den Flora, der var i Kirsebærgangen og paa Voldene: =Tulipa
silvestris= og de to Arter =Ornithogalum= og --"
"Naa, ja, Planterne, veed De nok, kerer jeg mig nu ikke saa meget om,
men Jagten -- hvor fik man Skydetegn fra?"
"Det veed jeg virkelig ikke!"
"Ikke? -- Naa, ja, man kunde vel ogsaa ramme uden at have Tegn!"
Der blev igjen en Pause, og denne Gang var det Berner, der gjorde
Ende paa den ved at spørge:
"Hvad staaer _De_ nu egentlig og seer saa vist efter?"
"Aa, ikke saadan efter Noget," svarede Terndrup. -- "Jo, jeg troer
ellers, jeg saae ud over Dyrehaven og tænkte paa, at derovre, ud ad
den Kant til, _der_ ligger Jylland!"
"Ja, er det nu ikke underligt nok," sagde Berner, "det gaaer med en
Bys Befolkning som med dens Flora: der er en fast Bestand, som ikke
skifter, men ny Arter forvilder sig stadig herind mellem Brostenene,
og nogle acclimatiseres, andre ikke -- _De_ er nu aldrig bleven det!"
"Nei, det veed Gud, jeg ikke er!" erklærede Terndrup.
"Og jeg," vedblev Berner, "jeg er knyttet saa fast til min By, at jeg
slet ikke kunde tænke mig at leve noget andet Sted i Verden end her.
-- Det kommer vel ogsaa af, at jeg er født paa Slottet, paa selve
Absalons Holm," tilføiede han med et Smil -- han blev formelig kjøn
ved det Smil -- "og døbt med Vand fra Absalons Brønd!"
"Ja, og _jeg_ er født ved Ringkjøbing," sagde Terndrup, "det gjør
strax en Forskjel!"
* * * * *
-- De var ved at gaa ned fra Dueslaget, da Terndrup pludselig
interesseret udbrød:
"Nei, vil man se, hvor Jomfruens Pralbønner skyder op, det var da
svært!"
"Hvor?" spurgte Berner.
"Dernede -- i Kassen udenfor det Vindue paa fjerde Sal! Ja, hun har
baade Pralbønner og Purløg og Karse og Radiser, det er en hel Have."
"Hvilken Jomfru?" spurgte Berner igjen.
"Herregud, Jomfru Buxbom! -- De veed, hende, der holder Skole!"
"Naa, hun!"
"Ja, hun er da omtrent lige saa god Kjøbenhavner som De!"
"Er hun det?"
"Ja -- det vil sige, hun er rigtignok ikke født paa Slottet!"
* * * * *
Og saa gik de ned, ned ad de mange slidte, mørke Trapper, hvor
indegjemt Petroleumsos og gammel Kjøkkenlugt slog dem imøde, og da
de stod i Gadedøren, følte Berner sig aabenbart igjen paa hjemlig
Grund, medens Terndrup egentlig snarest saae ud som en Mand, der har
sagt Farvel til Frihed, Lys og Luft.
-- "Saa kommer jeg altsaa paa Lørdag Aften," sagde Berner, "og saa
gjør vi en Excursion til Amager."
"Ja, det er saa meget godt -- Farvel!"
"Farvel!"
_Terndrup_ var en ægte Vesterjyde, Søn af en fattig Skolelærer. Da
han var tolv Aar, skjød han sin første Hare inde paa Sognefogdens
Pløiejord, og da han var bleven sexten, vidste intet løbende eller
flyvende Vildt indenfor en Omkreds med ham som Centrum og en Radius
af tre Mil sig sikkert for hans Skud.
Han kom paa Seminariet, gik ogsaa, mens han var _der_, paa Jagt, men
fik dog Examen -- med hvad Characteer er det ikke værd at tale om --
og var derefter saa heldig, eller uheldig, at blive kaldet til
Skolelærer et Sted vesterpaa i Jylland, hvor der var godt med al
Slags Jagt.
Det var en Skolelærer, som Ungerne kunde bruge! I Jagttiden -- og den
spændte for _ham_ over Størstedelen af Aaret -- hændte det nemlig
hveranden Dag, at Skolen fik fri, saa under _det_ og saa under _det_
Paaskud, og var et Stykke Vildt fra et af Godserne i Omegnen bleven
seet i Amtsplantagen -- hvor han forresten slet ikke havde Jagtret
-- saa belønnedes en halv Snes Stykker af de flinkeste Drenge med at
faae Lov til at klappe Plantagen igjennem for ham. Det gik endda --
mærkeligt nok -- men værre var det, at han sommetider, naar der ikke
vilde gaa Streifvildt i Amtsplantagen, selv gik ind og hentede et
Stykke paa det nærmeste Gods. Det blev naturligvis baade opdaget og
meldt, han fik skrappe Advarsler, siden Bøder -- hans Stilling blev
efterhaanden stærkt truet.
Og saa kom Katastrophen: Bispevisitatsen, den, han af og til, naar
han havde spist rørig Mad til Aften, kunde drømme om som i Mareridt.
Børnene havde naturligvis Ingenting -- bogstavelig Ingenting -- lært;
Examinationen blev en Skandale, og han fik Afsked paa graat Papir.
Saa levede han et Par Aar paa Gjæsteri hos gode jydske Venner, gik
paa Jagt og drak Kaffepunscher -- mange Kaffepunscher og stærke
Kaffepunscher -- men da han en skjønne Dag mærkede, at han rystede
lidt paa Haanden i Aftrækket, og at man ligesom begyndte at blive en
Smule kjed af ham, tog han en kraftig Beslutning, solgte sin Bøsse
for ti Rigsdaler, lovede sig selv hverken at røre Skyder eller
Punscher mere og drog til Kjøbenhavn.
Her begyndte han i en mørk Baggade at handle med gamle Bøger og
Naturalier, og efterhaanden fik han en fast Kundekreds af
Skoledrenge i skiftende Generationer, saa at han efter en Del Aars
Forløb kunde flytte hen i Gothersgade, i et af de høie, kjedelige
Huse, der hverken har nogen bestemt Farve eller nogensomhelst
Architectur, men kun gjør et Indtryk af tilfældigt Graat i Graat. I
Stueetagen her aabnede han sin "Handel med brugte Bøger og
Naturalier" -- senere kom Frimærkernes Tid; de sidste blev han lidt
efter lidt tvungen ind paa, men skjøndt han egentlig bestandig dybt
foragtede dem, maatte han dog indrømme, "at man ligegodt ender med at
faae saadan en Slags Interesse for det Kram, naar man hver Dag maa
staa og pille ved det."
Efterhaanden kjendte han sine Kunders forskjellige Samlinger omtrent
lige saa godt, som de selv kjendte dem: vidste, om Peter manglede et
Turn og Taxis Mærke, og Hans et Æg af den store Tornskade, og
huskede, hvem der havde byttet Skolebøger for Morskabsbøger, og hvem
der havde gjort det Modsatte.
Pige holdt han ikke, og Hund heller ikke; han nøiedes med at have
Duer og Stærkasser, og sin Mad lavede han selv, tarvelig til det
Yderste -- han var ikke for Ingenting Jyde. Vilde han imellem
delicatere sig, gik han om Efteraaret tidlig paa Morgenen til
Grønttorvet og kjøbte et halvt Fjerdingkar gule Blommer eller ned til
en Pæreskipper ved Gammelstrand og fik et rødternet Tørklæde fyldt
med Løgæbler, som han selv bar hjem og stegte i Kakkelovnen;
Vinteraftener kunde han fristes af en Lageagurk eller af Rødbederne i
et Spækhøkervindue -- det var den høieste Luxus.
Adskillige Gange om Dagen heftede han et Stykke Pap med Paaskriften
"Kommer strax" paa Døren; det betød, at han var oppe at trække frisk
Luft paa Slaget. Stod han _der_ og saae sine Duer tumle omkring og
kæntre paa Vingerne, glemte han for en Stund Butiken og Gaderne --
han var hævet over det Hele.
Men "nede" havde han af og til sine Anfægtelser. Andre Mennesker har
Foraarsfornemmelser, _han_ havde Efteraarsfornemmelser. Naar de
første Agerhøns viste sig udenfor Vildthandlernes Vinduer, og naar
der hang Knipper af Brokfugle, saa længtes han dobbelt efter det
forjættede Land. Og mødte han en kjøn Hønsehund paa Gaden, stod han
stille og saae efter den, og hørte han pludselig et ægte, uforfalsket
Jydsk lyde midt i Kjøbenhavn, saa standsede han ogsaa og lyttede som
til en liflig Musik.
Søndag Aftener kunde han gaa ad Damhussøen og Rødovre til forat høre
Solen blive ringet ned fra en Landsbykirke, og kom han hjem fra
saadan en Tur, var han gjerne hel vemodig stemt, ligesom naar han i
Efteraarsnætter havde hørt Regnspoverne fløite paa Trækket over
Kjøbenhavn. Saa maatte den gamle Violin frem -- den var det eneste
ydre Minde fra hans Skolemesterdage -- og inde i den lille Stue bag
Butiken spillede han sig til Ro ved gamle Melodier, Bondeviser og
Danse fra Høstgilderne.
En fremmed Fugl i den store By var og blev han, men helt anderledes
end tidligere formede dog hans Liv sig fra den Tid af, da han havde
lært Berner at kjende.
* * * * *
Det var nu en femten Aar siden, at Cand. phil. _Berner_ første Gang
var kommen ind i hans Butik og havde spurgt efter et gammelt
naturhistorisk Værk; han var oftere kommen igjen, de passiarede
sammen, de mødtes i en fælles Interesse, og tilsidst var de, til
Trods for al Forskjel i Dannelse, Anskuelser og Sympathier bleven
Venner.
Den fælles Interesse, i hvilken de mødtes, var Interessen for
Kjøbenhavns Fauna.
Berner, der var Søn af ret velstillede Forældre -- Faderen havde
været kongelig Livkusk og havde som saadan havt Embedsbolig i den
vestre Sidefløi af Christiansborg Slot -- vilde oprindelig, da han
var bleven Student, have taget Magisterconferens i Naturhistorie, men
efterhaanden blev _det_, der tiltrak ham ved Studiet, saa udelukkende
Kjøbenhavns Fauna og Flora, at han forsømte alt Andet og ikke fik
Examen. Saa blev han Lærer ved de offentlige Skoler, passede sin
Undervisning samvittighedsfuldt, men brugte saa godt som al Fritid
til sit Yndlingsstudium.
Terndrup havde i Begyndelsen slet ikke villet tro, at der overhovedet
kunde være nogen Fauna og Flora at studere paa Kjøbenhavns Grund, og
han gjorde store Øine, da han første Gang hørte, at der endnu var
Odder i Christianshavns Grave, at Vandrefalken hvert Foraar og
Efteraar holdt til ved Frederikskirken, hvorfra den gjorde sine
Razziaer efter Duer rundt omkring i Staden, og at der i enkelte gamle
Huse maaske endnu kunde findes Exemplarer af den sorte Rotte.
Jægerblodet skjød op i ham; kunde -- og vilde -- han end ikke mere
skyde, saa var det dog en Slags Surrogat for Jagt at følge Berner paa
hans Excursioner, opdage en rugende Graaand i Frederiksberg Have og
iagttage Fugletrækket ved Kallebodstrand.
Byens Flora lærte Terndrup derimod aldrig at faae nogen rigtig
Interesse for, og end ikke Berners Fortælling om en saadan forsvunden
Raritet som den italienske Kløver -- =Trifolium resupinatum= -- der i
sin Tid fandtes paa Slotsholmen, paa Pladsen omkring Thorvaldsens
Musæum, formaaede at fængsle ham videre.
Som Berner levede for sin Fødebys skiftende Fauna og skiftende Flora
og dyrkede den med en næsten pietetsfuld Kjærlighed, saaledes dyrkede
han ogsaa selve Byen, den gamle By, elskede -- lidenskabeligt men
ensidigt -- Alt, hvad der i den mindede om Fortiden, og saae med
historisk Glæde paa hver gammel Mur og hvert gammelt Træ.
Og denne Kjærlighed og denne Glæde søgte han efter Evne at meddele
sine Elever. Om Søndagen gjorde han næsten altid Ture med en Flok
Drenge fra Kommuneskolen; det var naturligvis Drengenes egen Sag, om
de vilde møde, men der meldte sig altid Frivillige nok, for Berners
Excursioner havde et godt Lov paa sig. Snart gik han rundt med dem i
selve Byen -- først og fremmest paa Slotsholmen, "Absalons Holm", som
han aldrig glemte at tilføie -- viste dem Grænserne for det gamle
Kjøbenhavn, Ruinerne af Jermers Taarn og den Linie udenfor Stormgade,
hvor det var gaaet hedest til under Kampen, og derfra kunde han gjøre
en Runde gjennem Gader som Knabrostræde, Kattesundet, Snaregade og
Hyskenstræde blot for paa selve Stedet at forklare de underlige Navne
og for i et gammelt Hus at vise dem en indmuret Bombe fra 1807; snart
var man i Byens Udkanter med ham, paa Fælleden og paa Christianshavn,
og saa var det nærmest Dyre- og Plantelivet, det gjaldt, men hvert
Øieblik bragte dog ogsaa her en historisk Bemærkning, en Oplysning om
gamle Dage -- "for en kjøbenhavnsk Dreng kan aldrig vide for meget om
Kjøbenhavn," pleiede han at sige.
Reiser havde han aldrig gjort, knap nok været borte fra Byens
Territorium. Rosenborg Have og Frederiksberg Have, Castelsvolden og
Christianshavns Vold, Lindetræerne paa Helligaands Kirkeplads og
Kastanietræet i Holbergs Gaard, det var for ham Skov nok: her kunde
han jo følge Udspring, Blomstring og Løvfald, og her var "historisk
Luft" under Trækronerne.
Conservativ paa alle Omraader var han, conservativ af Opdragelse,
Overbevisning og Temperament. Ikke for Intet var han jo, som han nok
holdt af at fortælle, født paa Absalons Holm, paa selve Slottet, og
"døbt med Vand fra Absalons Brønd", og ikke for Intet havde hans
Slægt -- en ganske jevn Borgerslægt -- været bosat i Byen saa langt
tilbage, at en af hans Forfædre under Kjøbenhavns Beleiring 1659
vidstes at have staaet i Gevær under Gyldenløve og gjort det store
Udfald med gjennem Dronningens Have.
Stilfærdigt og uden synderlig Omgang levede han efter Faderens Død i
sin Ungkarleleilighed i Nyhavn -- han var naturligvis Pebersvend --
og som han aldrig havde været egentlig ung, syntes han heller ikke at
ældes med Aarene -- maaske kom det ogsaa af, at han Livet igjennem
aldrig havde slaaet en Streg uden efter Lineal.
Lørdag Formiddag bankede det paa Døren til Terndrups Butik, og et
kjønt Pigebarn paa en halv Snes Aar, lille og fin, med store blaa
Øine og gule Krøller kom ind.
"Goddag, Goddag, bitte Marie!" raabte Terndrup, "hvad vil Du? Er Du
ikke i Skole?"
"Jo," lød Svaret, "men jeg skulde hilse fra Jomfru Buxbom og bede, om
De ikke kunde komme op til hende strax, for der var noget meget
Vigtigt, hun endelig maatte tale med Dem om."
"Meget Vigtigt?" brummede Terndrup. "Vrøvl naturligvis! -- Er
Papegøien bleven syg?"
"Nei, den feiler vist Ingenting."
"Naa, ja, saa sig, at jeg skal komme."
Pigebarnet gik, Terndrup hængte Placaten med "Kommer strax" paa Døren
og stavrede saa op paa fjerde Sal.
En Porcelainsplade paa en skjæv Dør bar Inscriptionen:
_Emilie Buxbom._
Privat Undervisning.
Her bankede han paa, og en skingrende Stemme raabte: "Kom ind!"
Omkring et udslaaet Klapbord sad en halv Snes Pigebørn i syv, otte
Aars Alderen og stavede høit eller skrev paa Tavle. Marie sad ved
Vinduet paa en Forhøining og læste, men Jomfru Buxbom var ikke i
Stuen -- det var Papegøien i Messingburet, der havde raabt "Kom ind!"
Terndrup sagde Goddag til Børnene og gik husvant rundt og pillede ved
Smaatingene henne paa Commoden, hvor en Christus i Gibs velsignende
strakte Hænderne ud mod Ganymedes og Psyche i Biscuit, og hvor
forresten Photographier af Hovedstadspræster og tidligere Elever
faldt over hinanden.
Døren ud til Kjøkkenet gik op, og ind trippede Jomfru _Buxbom_ selv,
lille, indskrumpen men væver som en Lækat til Trods for sine
halvfjerdsindstyve Aar; sort, slidt Kjole, Kappe med flagrende
Hængebaand over en mørk Paryk, der faldt i det Rødlige, sorte,
spillende Øine, Ravhjerte i en Snor _om_ Halsen og store Guldringe i
Ørene.
"Gud, er De allerede kommen, Terndrup!" udbrød hun og gjorde et Knix.
"Det var kjønt af Dem at se herop! -- Skriver I flittigt, I smaa Guds
Lam? Det var Ret! -- Jeg hørte slet ikke, De gik med Døren!"
"Jo, jeg pikked paa, og saa skreg det gamle Asen _der_ 'Kom ind',"
sagde Terndrup. -- "Det lyder omtrent, som naar man filer en Sav!"
"Det maa De ikke sige," indvendte Jomfruen ivrigt. "Det er min
Oldefaders Røst, der taler ud af Poppe -- min salig Moder sagde
altid, at det var, ligesom hun hørte sin Bedstefader!"
"Saa? -- Ja, De skulde nu ligegodt vride Halsen om paa det Kræ,
Jomfru -- den kan jo jage En ud af Huset!"
"Gud, hvor vil De hen! Jeg har jo tyve Kroner om Aaret i
Familielegat, saa længe Poppe lever, for at passe og pleie ham!"
"Det er sgu ogsaa sandt! -- Men hvad var det saa, De vilde mig?"
"Jo, seer De -- ja, det er en meget vigtig Affaire. -- Puds din Næse,
lille Petra, saadan! -- Det er en Datter af den fine Spækhøker henne
i Grønnegade -- _han_ betaler altid sine to Kroner i Skolepenge
præcis den første i Maaneden!"
"Det er nok ikke alle Børnenes Forældre, der gjør _det_!"
"Nei -- nei, ikke alle -- det kan jo nok knibe sommetider."
"Ja, de Fleste gaaer vel ogsaa frit?"
"Nei, egentlig frit gaaer kun fire!"
"Naa, ikke flere!"
"Nei -- men har De seet det yndige Billede af Pastor Jespersen!
Ligner det ikke storartet!"
"Det gjør det formodentlig nok."
"Ja, han er en deilig Mand -- det er ogsaa _min_ Præst!"
Det Sidste blev sagt med en saadan Betoning, at man fik en bestemt
Fornemmelse af, at Vedkommende egentlig ikke havde anden
Præstegjerning end at være _hendes_ Sjælesørger, og at _hun_ paa den
anden Side underholdt _ham_ som sin private Huscapellan.
"Jeg troede ellers, De hørte Pastor Illum?" bemærkede Terndrup.
"Ja -- ja, sommetider -- navnlig tidligere -- men han er gaaet
tilbage: der er ikke den Kraft i hans Forkyndelse, som der har været.
Nei, Pastor Jespersen, ham skulde De høre! Naar man gaaer hjem fra
hans Præken, saa føler man sig saa glad og saa tilfreds med sig selv,
og det er saa trøsteligt. -- Saa, nu maa I have Lov at spise Frokost,
I smaa Lam! -- Har _Du_ kun bart Smørrebrød med, lille Fie! Bi lidt,
det er der Raad for!"
Ud vimsede Jomfru Buxbom i Kjøkkenet og kom strax tilbage med en
uhyre Spegepølse. -- "Den har jeg faaet sendende fra Frøkenerne paa
Vennebjerg, De veed," sagde hun forklarende til Terndrup, "den er
hjemmelavet. -- Nu skal Fie faae Spegepølse! Ja, I Andre skal ogsaa
nok faae Lov at smage! -- Luk Vinduet op, lille Marie, der er
Liremanden! -- Jeg skal sige Dem, Terndrup, den Liremand, der kommer
om Lørdagen, han har altid de nyeste Melodier -- Revueviser og
saadant noget -- i Kassen, og man vil jo dog gjerne følge lidt med
Tiden. Men De kan tænke Dem, forrige Lørdag var det saa grumme
uheldigt, for da kom han sammen med Gaardmissionairen, og ham vil jeg
ogsaa gjerne høre, for man skal dog tage den Opbyggelse, man kan
faae, ikke sandt? -- Aa, han har en velsignet Røst! Man kan høre
hvert Ord, han siger, helt her op paa fjerde Sal, og saa taler han
saa deiligt; der er altid Noget af, hvad han siger, som man kan tage
op og gjemme paa -- som nu forleden, saa sagde han: 'Vi er alle
Syndere,' sagde han, og det _er_ vi, det er meget rigtigt -- _De_
ogsaa, Terndrup! Jo, De er! -- Men sæt Dem dog ned! Sæt Dem i
Lænestolen _der_ -- den skal Pastor Jespersen have til Erindring om
gamle Mille Buxbom, naar jeg er død og borte -- det _har_ jeg ogsaa
sagt til ham!"
"Jeg troede ellers, Pastor Illum skulde have den," bemærkede
Terndrup, "for det _har_ De da sagt til ham!"
"Saa? Nei, det troer jeg ikke, jeg har sagt -- det kan jeg da i alt
Fald ikke huske! -- Naa, nu maa I have spist af, Børn! Tør Dig om
Munden, lille Sine, saadan! Skriv nu flittigt paa Tavlen -- rigtig
pæne Bogstaver -- saa skal jeg siden, naar Hr. Terndrup er gaaet,
fortælle Jer Indholdet af 'Røverborgen': det er saadan et deiligt
Stykke fra _min_ Ungdom! -- Jo, seer De, Terndrup, det, jeg egentlig
vilde spørge Dem om, var -- kom ind! -- Nei, er det Dem, Frøken
Hansen! -- Hr. Boghandler Terndrup -- Frøken Hansen, der synger i
Garnisons Kirkes Kor!"
Frøkenen vilde blot give Jomfru Buxbom en Billet, der gav Adgang til
at overvære et Bryllup samme Eftermiddag, og efterat hun som en dyb
Hemmelighed havde betroet hende, at General Tapto var meget daarlig,
og at det vilde blive en deilig Begravelse med Masser af Uniformer
indenfor og militair Honneur udenfor, tog Frøkenen Afsked og fik et
Stykke af Spegepølsen med hjem.
"Ja, nu maa De se at fatte Dem i Korthed, bitte Jomfru," sagde
Terndrup, "for jeg maa sgu ned i Butiken!"
"Det skal ske! -- Aa, et Øieblik!" --
Jomfru Buxbom gik hen i en Krog og tog sig en Pris. Hun snuste
stærkt, men vendte sig altid bort, naar hun gjorde det, og antog
derfor, at hendes Brug af Tobakken var en lige saa stor Hemmelighed
for Alle, som at hun bar Paryk.
"Nu skal De høre," begyndte hun igjen, "det angaaer den lille Marie
-- aa, hun er et velsignet Barn, og saa god! Kom hun ikke idag og
forærede mig en lille Buket, hun havde i sit Belte, og som hun selv
havde faaet til givende af Grossererens Poul -- _der_ kan De se! Ja,
det er ikke andet end simple Blomster hjemme fra Gaarden, men det er
det Samme, de skal blive gjemt alligevel -- kom ind!"
Det var Kogekonen, Madam Siegler, der boede i Huset, og som altid
samvittighedsfuldt gav Rapport om de Middage, hun havde været til.
Hun kom forat bringe Menuen fra et Sølvbryllup i et større
Herskabshus, men da Terndrup begyndte at blive urolig i Lænestolen,
fik Jomfruen dog Madamen til at gaa med Løfte om at ville komme igjen
senere.
-- "Jo, seer De," begyndte hun igjen, "De kjender jo Maskinmanden paa
tredie Sal?"
"Maskinmanden?"
"Ja, fra det kongelige Theater -- ham, der er med at heise Bagtepper
op og ned og flytte Coulisser."
"Naa, ham!"
"Ja, han kommer herind forat faae en halv Flaske Saft til Konen, der
lige har bekommet sig en Lille."
"Det har hun jo altid!"
"Naa, ja -- ja, jeg kan nu godt lide Manden alligevel -- han drikker
lidt, men han banker aldrig Konen -- og De veed, det morer mig
imellem at høre Noget ovre fra Theatret: Repertoire og røde Placater
og nye Decorationer -- Herregud, min salig Fader var jo Korist ved
det Kongelige og --"
"Ja, det veed jeg," skyndte Terndrup sig at forsikre.
"Naa, jeg har jo ikke Raad til at holde Aviser, saa jeg maa have al
min Visdom fra gode Mennesker og --"
"Det var sgu vist alligevel billigere at holde Aviser!"
"Troer De? Nei -- men det var Maskinmanden, vi kom fra -- det var Dem
selv, der afbrød mig! Seer De, just som han -- Maskinmanden -- sidder
_der_ i den samme Lænestol, De nu sidder i, og som med Guds Hjælp
engang, naar jeg er død og borte, Pastor Jespersen skal sidde og
memorere sine deilige Prækener i, saa kommer Liremanden, -- Fredags
Liremanden -- og han spiller en Dans -- en ganske ny en: la, la,
la--la, la, la--la -- og Marie giver sig til at danse -- jeg skal
sige Dem, vi havde Frikvarteer."
"Det har de nok i Reglen heroppe!" bemærkede Terndrup og kom
uvilkaarligt til at mindes sin egen Skolemestertid.
"Nu veed De nok, at hun har lært at danse forrige Vinter -- ikke? Jo,
Grossereren betalte saamænd for hende, og De skulde se hende flytte
sine smaa Fødder som Trommestikker: det er som at se en Guds Engel --
især i Hopsa! Saa siger jeg til Maskinmanden, som jeg nu siger til
Dem: 'Er det ikke som at se en Guds Engel?' siger jeg, og han svarer
strax: 'Jo, det er, Jomfru!' -- der var nu heller ikke Andet at
svare til! Men saa fortæller han mig, at de ovre ved Theatret i næste
Uge skal antage en tre, fire Børn til Balletten, og accurat ligesom
ved en Indskydelse ovenfra foreslaaer han, at man skulde lade
Balletmesteren se paa Marie og sige, om hun ikke kunde bruges. --
Tænk Dem en Lykke for en fattig Enke som Madam Lund -- eller Frue,
skal hun vel kaldes nu -- at faae sit Barn til det Kongelige: fri
Undervisning, baade Tysk og Fransk, foruden Dansetimerne, og Skopenge
og gratis Komedie hver Lørdag Aften fra den lille aparte Loge i
Galleriet -- er det ikke storartet!"
"Aa, jo -- maaske sgu -- men hvad siger Moderen? For hun maa da vel
ogsaa have en Stemme med!"
"Gud, hun sidder jo nede i Store Kongensgade og aner ingen Verdens
Ting! -- Men hende skal _jeg_ nok tale med!"
"Hvad skal _jeg_ da egentlig?"
"De skal tale med Grossereren!"
"Om hvad?"
"Herregud, Terndrup, naar han bestandig har taget sig af Madam Lund
-- eller Fru Lund -- og ladet hende have to Værelser og Kjøkken og
Adgang til Tørreloft gratis i Baghuset og nu i tre Aar har betalt mig
to Kroner hver Maaned i Skolepenge for Marie, saa er det da ikke mere
end rimeligt, at man spørger ham, om han har Noget imod, at
Pigebarnet kommer i en anden Skole!"
"Hvor _han_ ikke skal betale for hende -- det har han sgu Ingenting
imod! -- Men De mister jo to Kroner om Maaneden, naar Marie gaaer!"
"Ja, det gjør jeg jo -- men man slaaer sig vel igjennem uden dem. Og
tænk saa paa, hvad Marie kan fortælle ovre fra Theatret, hvis hun
kommer til Balletten! -- Men hvad jeg vilde sige, det er nu alligevel
kjønt, som Grossereren altid har været imod Fru Lund!"
"Synes De?"
"Ja, det veed Gud, jeg synes! -- Aa, gaa lidt ud i Kjøkkenet, lille
Marie, og hent mig et Glas Vand -- men lad Hanen løbe længe, at det
kan blive rigtig koldt! -- Jo, seer De, fordi hendes Mand i sin Tid
havde været Reisende eller Agent, eller hvad det var, for
Grossereren, derfor havde han da virkelig ingen Forpligtelser overfor
Enken og Barnet, naar den salig Mand saa skammelig havde misbrugt
Grossererens Tillid!"
"Aa, var det saa farligt?"
"Jo, veed De hvad, Terndrup, Grossereren handler med Klipfisk og
Hørkram o. s. v., det veed Gud og Hvermand, og det skulde Lund have
reist i, men han drev Geschäft paa egen Haand, gjorde han, og
smuglede, og det taalte Vorherre ikke i Længden, for det blev
opdaget, at der var Silketøier paa Bunden af de Kasser med
Appelsiner, som han fortoldede for egen Regning, og saa blev han sat
fast, og saa døde han -- heldigvis!"
"Ja, ja, lad nu det være godt! -- Tal saa i Guds Navn med Fru Lund,
og vil hun have Barnet til Dansen, saa kan De skikke mig Bud om det
iaften med Marie, saa skal jeg nok, siden De endelig vil have det,
snakke med Grossereren imorgen. -- Farvel, Jomfru!"
Lørdag Aften har Alle travlt.
Arbeiderne har faaet Ugeløn, og Konerne gjør Indkjøb hos Spækhøkerne
i Smaagaderne -- der er ligefrem Beleiringstilstand. Ud ad Vesterbro
til, ad "Strøget", gaaer den Sværm, der vil more sig: til Tivoli, til
Variétéerne og til Frederiksberg. Men de, der maa blive hjemme, har
det lunt nok inde i Byen den varme Septemberaften, og seer man ned ad
en Gade, seer man næsten kun aabne Vinduer.
Udenfor Terndrups Butik staaer der til Stadighed en tre, fire Drenge
og betragter de Bøger, der ligger fremme, betragter Conchylierne,
Fugleæggene, Hugormen i Spiritus og Frimærkerne, der er klistret op
paa gamle Papbind. Lørdag Aften er ogsaa Terndrups travle Dag: saa
har hans Kunder faaet Characteerpenge -- eller i alt Fald Ugepenge --
og Capitalerne skal strax omsættes.
Inde i den mørke Butik er der foran Disken kun Plads til et Par ad
Gangen. Fra Gulv til Loft staaer der op ad Væggen umage Reoler
fyldte med Bøger; Bøger ligger i Stabler og Bunker, paa Gulvet og paa
Disken -- det er næsten umuligt at røre sig herinde, vanskeligere
endnu, skulde man tro, at orientere sig.
En eiendommelig muggen, støvmættet Lugt slaaer En imøde -- _den_
ubeskrivelige Lugt, som gamle Bøger, og _kun_ gamle Bøger har, men
Terndrup generer den ikke. Munden staaer ikke paa ham, han giver
Besked, og han handler, raader og skjænder, og Alt i en høi,
skrattende Skolemestertone, som Drengene har vænnet sig til og sætter
Pris paa.
* * * * *
-- "'Gjøngehøvdingen'? Jo, Du kan faae et meget pænt Exemplar for 50
Øre; der mangler rigtignok et Par Blade henimod Slutningen, men naar
Du kommer saa vidt, skal jeg fortælle Dig, hvad der staaer paa dem.
-- Naa, nu skal Eskildsen nok sælge sin Frimærkesamling? Ja, jeg
sagde Dig det nok: Du skulde være bleven ved Fugleæg, det veed man,
hvad er! -- Bi lidt, lad mig faae Piben tændt først!"
Terndrup tænder en lille Snadde, der strax gaaer ud igjen -- han
bruger flere Penge til Tændstikker end til Tobak.
To unge Piger kommer forlegne ind; den Ene puffer til den Anden,
Ingen vil begynde, og først da Terndrup spørger, hvad der er til
Tjeneste, faaer den Dristigste af dem, gloende rød i Hovedet,
spurgt, om han har den og den moderne, "uartige" Bog -- nei, Terndrup
har den ikke, og saa gaaer de, men de er ved at falde over hinanden
for at komme først ud ad Døren.
_Der_ kommer Berner.
-- "Goddag, Goddag! Værsgod at komme indenfor Disken!" sagde
Terndrup. "De kan nok finde en Plads, for De maa vente, til jeg er
færdig med Forretningerne! -- Om jeg har 'Peter Simple'? Jo, jeg
troer sgu nok, jeg har den, men hør hellere herind paa Mandag, for
jeg skal først have flyttet den Bunke. -- Nei, er _Du_ der, _Poul_!
Er Du allerede flyttet ind fra Landstedet?"
Dette Spørgsmaal henvendtes til en kjøn, fjortenaars Dreng, frisk og
solbrændt, sund og freidig.
"Hvad samler _Du_ paa for Tiden? I Foraaret var det Conchylier, og
før Sommerferien var det Frimærker -- Du skulde sgu hellere give Dig
til at samle paa Penge! -- Det gjør hans Fader," hviskede Terndrup
til Berner, "det er den rige Grosserer Lange henne i Store
Kongensgade. -- -- Naa, Du vil sælge dit latinske Lexicon? Er Du
kommen i Realklassen? Ja, jeg tænkte nok, det gik ikke med Dig og
Klassikerne! -- Værsgod: fire Kroner og femogtyve Øre for Lexicon'et
-- jeg kan se, Du har ikke slidt ret meget paa det! Nu skulde Du
saamænd kjøbe Dig Dyr i Spiritus for Pengene -- her er en pæn
Bændelorm og en Blæksprutte -- ikke? Naa, Du skal i Tivoli, ja, saa
god Fornøielse da!"
Kunderne udtyndedes efterhaanden, og Terndrup tænkte allerede paa at
lukke Butiken, da den lille _Marie_ -- Jomfru Buxboms ældste Elev --
kom ind.
"Naa, hvad sagde saa Moder?" spurgte Terndrup.
"Jo, jeg skulde bede, om De vilde tale med Grossereren."
"Det skal jeg! -- Hun vil til Dansen," forklarede Terndrup Berner,
"det er en Datter af Enkefru Lund, som boer i Baghuset hos Grosserer
Lange. -- Hvordan har din tamme Hane det? Naa, den har det godt, det
var jo rart!"
Berner, der havde siddet og seet skarpt paa Noget, reiste sig
pludselig op, bøiede sig ned og tog med varsom Haand et Par visne
Smaablade ud af Pigebarnets Belte, saae vist paa dem og sagde:
"Hvor i al Verden har Du faaet dem fra, min Pige?"
Marie blev rød i Hovedet, slog Øinene ned, saae derefter op paa
Terndrup og svarede:
"Det er vist nogle af de Blomster, jeg har faaet af Poul imorges."
"Hvem er Poul?" spurgte Berner.
"Det er jo ham, der var her før -- Grossererens Søn fra Forhuset,"
forklarede Terndrup.
"Og hvor har _han_ faaet dem fra?" spurgte Berner ivrigt.
"Jeg troer nok, han har plukket dem hjemme i Gaarden," svarede Marie.
-- "Men han har Lov til det," tilføiede hun, "for det er bare
Ukrudt."
"Ja, det er saa meget godt," sagde Terndrup. "Gaa Du nu kun hjem,
bitte Marie, og sig til din Moder, at jeg nok skal tale med
Grossereren imorgen. -- Farvel, min Pige, og hils hjemme!"
-- "Er der ellers noget Mærkeligt ved de Blade?" spurgte Terndrup, da
Marie var gaaet.
Berner, der havde faaet en Lupe frem og omhyggeligt havde undersøgt
Bladene, rystede betænksomt paa Hovedet og svarede:
"De er ganske vist saa forkrøllede og visne, at det er umuligt at
sige noget Bestemt, men det er ligefrem forbausende, saa de ligner
=Trifolium resupinatum=."
"Hvad er det for Noget?"
"Men Herregud, Terndrup, det har jeg jo fortalt Dem om: den
udenlandske Kløverart, som engang dukkede op paa Pladsen omkring
Thorvaldsens Musæum, men som nu i lange Tider har været forsvunden."
"Naa _den_! Det var jo ellers morsomt nok!"
"Men hvordan skulde den være kommen i Grossererens Gaard?"
"Ja, det er jo ikke godt for _mig_ at sige."
"Men det vilde dog være uhyre interessant, hvis det virkelig skulde
være =Trifolium resupinatum=! -- Troer De, Grossereren kan give nogen
Oplysning om Plantens Forekomst!"
"Nei, jeg troer sgu ikke -- men De kan jo spørge ham ad foruden
Betaling!"
"Ja, det troer jeg ogsaa, jeg vil. -- Har De noget imod, at vi
opsætter Turen til Amager et Par Dage, for jeg har alligevel ingen Ro
paa mig, før jeg har faaet rigtig Besked om den Trifolium!"
"Nei, gaa De kun, Berner -- og Lykke paa Reisen!"
Nede i Store Kongensgade, paa venstre Haand fra Gothersgade, og kun
et Par Steder fra denne, laa der et toetages, ældre Hus.
Da det i sin Tid blev bygget, var der vistnok ikke nogetsomhelst
Fornemt ved det, men nu, da Husene rundt omkring alle havde fjerde
Sal og Kviste, gjorde det med sine to Etager og den fugede Kalkpuds
mellem de mørkerøde Sten næsten Indtryk af et Patricierhus.
Her boede Grosserer _Lange_.
Hans Fader var en Proprietairsøn fra Sjælland, der som Dreng var
kommen i Handelslære i Kjøbenhavn og i Slutningen af Tyverne havde
aabnet en Hørkramforretning paa Vestergade. Den havde han nu for en
halv Snes Aar siden afstaaet til Sønnen, men Sønnen havde opgivet
Detailhandelen og handlede kun som Grossist -- hovedsagelig med
Klipfisk og Sild.
Af Sildelage og Klipfisk lugtede der i Baghuset, hvor Lagrene var, og
hvor Enkefru Lund havde to Værelser og Kjøkken, men i Forhuset
lugtede der af levende Blomster, af ægte Maria Farina og fine Stege
-- _der_ betragtedes Klipfisken og Silden som Noget, der kun omtaltes
og kun existerede i Handelskorrespondance.
* * * * *
-- Grosserer Lange sad Søndag Formiddag inde i sit private Kontor,
hvis fornemste Prydelse var et stort, brunet Verdenskort "i Mercators
Projection", der muligvis kunde bibringe Besøgende den Forestilling,
at Husets Forbindelser spændte over hele Jordkloden. Grossererens
rundladne Ansigt, som det var umuligt at kjende igjen efter et
flygtigt Bekjendtskab, fordi det lignede hundrede andre, var rødt og
kun udstyret med et Par tynde, blege Whiskers; i Øieblikket saae han
anstrengt ud, skrev en Linie eller to, stregede ud og skrev igjen.
-- "Er det Calculen over den sidste Sending, Du er ved, Fader?"
spurgte Datteren _Ragna_, der stod ved en Pult henne i den anden Ende
af Kontoret.
Det var en høi, smuk Pige paa et Par og tyve Aar, med store,
graablaa, rolige Øine, regelmæssige Træk og en kraftig, ualmindelig
elegant Figur, der kom godt til sin Ret i en drapfarvet,
=tailor-made= Kjole.
* * * * *
-- Frøken Ragna havde gaaet i en af Byens bedste Pigeskoler og i ti
Aar faaet Undervisning i Klaverspil, men opgivet det, da hun blev
confirmeret, havde som Barn besøgt alle de vigtigste Musæer een Gang,
og som Voxen havt abonneret i det Kongelige med den øvrige Familie
hver Lørdag.
Da hun var fyldt tyve Aar, havde hun imidlertid pludselig erklæret,
at hun vilde have noget Ordentligt at bestille; hun gjennemgik en
Handelsskole for Kvinder, forlangte derpaa Plads som Bogholderske hos
Faderen, tiltvang sig Pladsen og var efterhaanden bleven ham
fuldstændig uundværlig, saa at han nu Intet foretog sig uden at have
confereret med Datteren.
* * * * *
-- "Er det Calculen, Du er ved," gjentog hun, da hun ikke fik noget
Svar.
"Nei," svarede Grossereren, "nei, det er ikke saadan noget med
Calcule. -- Det er saamænd Listen over, hvem der skal bedes til
Herreselskabet."
"Herregud!" sukkede Frøken Ragna. "Allerede! -- Enten _har_ vi
Selskab, eller ogsaa skal Du ud i Selskab -- saa var der dog meget
bedre ude paa Landstedet!"
"Ja, seer Du, Ragna, Tingen er, man skal bede Folk tidlig paa
Eftersommeren: saa er de endnu ikke forspiste af alle de Middage, de
har været til, og saa er der mange flere Retter at vælge imellem --
det siger ogsaa Madam Siegler. -- Har Du seet Julius?"
"Nei, han er formodentlig ikke kommen op endnu."
"Naturligvis! Der var nok Sportsfest igaar -- Cycleløb eller Fodbold,
eller hvad Pokker det var -- hørte Du, naar han kom hjem?"
"Nei, jeg sov."
-- "Vil Du saa se Listen over, hvem der skal bedes?"
Og Grossereren læste op. Der var een General og to Etatsraader mellem
de projecterede Gjæster -- der havde været den Tid, da han var glad
for en Kammerraad ved sine Middage, men den Tid laa saa langt
tilbage, at han ikke mere kunde huske den.
Ragna hørte efter af Pligt, ikke interesseret, men da hun ingen
Bemærkninger gjorde, ansaaes Listen for approberet.
"Aa, kald paa din Moder," bad saa Grossereren, og Fruen kom.
* * * * *
Hun var det bedste Menneske og den bedste Kone under Solen, og hun
havde kun to Sorger her i Verden: den ene var, at hun med Aarene blev
noget corpulent, og den anden, at hendes Mand ikke længere tillod, at
hun selv gik i Kjøkkenet -- det passede sig ikke, mente han. Kun
Syltningen maatte hun have med at gjøre, det var en Indrømmelse fra
Mandens Side, og Syltetiden var derfor ogsaa hendes bedste Tid.
* * * * *
Invitationslisten blev læst op for Fruen, og Grossereren erklærede
derefter, at hun skulde have Generalen tilbords.
"Det havde jeg jo sidst," tillod Fruen sig at bemærke.
"Ja, det kan ikke hjælpe! Du maa have ham: ellers bliver han
fornærmet!"
"Aa, saa holder han Tale for mig!"
"Ja, lad ham bare det -- det er sgu det, han bliver bedt for!"
"Men kunde Du ikke lade være med at byde Velkommen -- saa har han da
ingen Forpligtelser!"
"Nei, Velkommen vil jeg byde -- og han taler forresten i alle
Tilfælde -- han taler nu storartet! Han kan saadan gribe et eller
andet Ord, som en Anden har sagt og sætte Noget om det ind i den
Tale, han har lavet hjemme -- _det_ beundrer jeg. -- Hvor bliver
Julius af?"
"Han kommer vist strax," skyndte Fruen sig at sige, "han var saa
træt."
"Ja, det vil jeg tro! -- Naa, _der_ er Du -- Dagdriver!"
* * * * *
Den saaledes Tiltalte var en stor Pløk paa atten Aar. Haaret var redt
ned i Panden som paa en Bologneser, og Øinene stod kun paa Klem;
gabende kom han ind i Stuen med begge Hænder i Lommen, og efter et
søvnigt Nik til Deling mellem Familien smed han sig i en Stol.
Det var Grossererens ældste Søn _Julius_ -- Sportssønnen.
* * * * *
Det er muligt, at et tidligere Slægtleds physiske Opdragelse var
forsømt, men Julius tilhørte _den_ yngre Slægt, hvis hele Uddannelse
saa at sige er legemlig.
I en Alder af ti Aar vandt han Præmier for Skøiteløb og figurerede
jevnlig i Aviserne, og da han var fjorten, vurderedes en Anbefaling
af ham for en ny Cycle-Model som en Udtalelse af en Autoritet. I
Begyndelsen havde Faderen været stolt af Sønnen, naar han kom hjem
med Præmieuhre, Potageskeer og Vandrepocaler, men efterhaanden som
det viste sig, at det Eneste i Verden, Julius overhovedet bestilte,
var at traine og starte, og at han -- i Modsætning til Samson, der jo
havde sin Styrke i Haaret -- kun havde _sin_ Styrke i Læggene, blev
Grossereren ligefrem gal i Hovedet ved blot at se ham. Faderen
skjældte ham ud -- i Tide og Utide -- Moderen forkjælede ham og gav
ham de Penge, der var nødvendige til at dyrke Variétéerne og
Forstadstheatrene for; thi helt uden aandelig Interesse var Julius
heller ikke: han læste ganske vist ikke Andet end Cyclecataloger og
Sportsblade, og han gik ikke i Theatret, men Parodier og Revuer
kjendte han grundigt -- kunde endogsaa sommetider fløite et særlig
actuelt Refrain temmelig rigtigt -- og af dem lærer man jo dog ogsaa
saa meget, at man med lidt Freidighed kan snakke med om, hvad det
skal være.
* * * * *
"Uh, den Dragt, Du har uglet Dig ud i," vedblev Grossereren. "Man kan
faae Kvalme af at se paa Dig!"
"=English fashion!=" nedlod Sønnen sig til at bemærke.
"Hold Mund, Flab! -- Jeg troer ikke, at jeg i to Aar har seet Dig paa
Kontoret uden i ternede Knæbuxer og svedt Uldskjorte!"
"Herregud, lille Mand, han skal jo ud at bentraine," sagde Moderen.
"Hvorfor kom Du først hjem imorges?" spurgte Grossereren.
"Jeg =pacede= Hansen-Rod", svarede Julius gnavent -- det kostede ham
øiensynlig Anstrengelse at overvinde sig til at tale, "og saa festede
vi ham bagefter."
"Rod -- hvad for en Rod?"
"Ham, der var lige ved at vinde Verdensmesterskabet i Rotterdam."
"Aa, de forbandede Cycler, man kan snart ikke gaa for dem."
"Ja, hvad skal ogsaa alle de Fodgængere drive om paa Gaderne for --
de kan jo blive hjemme! Det er sgu næsten ikke muligt at komme frem
med sin Maskine, uden at vælte idetmindste en gammel Kone og et Par
Barnevogne!"
"Laban! -- Naa, hvad er der nu?"
Pigen kom ind og meldte, at Madam Siegler var ude i Entreen, og Madam
Siegler -- Kogekonen, der boede Dør om Dør med Jomfru Buxbom -- blev
strax indladt, hvilket Julius benyttede sig af til skyndsomt at
forsvinde.
Der udspandt sig nu en længere Forhandling om Menu'en med Madam
Siegler, og Grossereren spurgte tilsidst, om hun ikke havde et eller
andet Nyt at foreslaa, saadan en fix lille Ret, der kunde stikkes ind
mellem det allerede Vedtagne.
Jo, Madamen foreslog en Chartreuse, det havde de nylig havt hos den
spanske Minister, vidste hun.
"Chartreuse?" sagde Grossereren. "Det er jo ingen Ret! Det er det
grønne Skidt, Julius blev saa daarlig af ifjor!"
Madam Siegler forklarede nu, hvad _hun_ mente med en Chartreuse,
Menuen fik sin endelige Form, og Grossereren og Ragna blev alene, da
Fruen havde en yderligere Kjøkkenforhandling med Madamen.
* * * * *
-- "Hvad siger Du til, at Poul vil være Søofficeer?" spurgte
Grossereren sin Datter.
"Ja, hvad skal man sige -- naar han har Lyst til det, saa --"
"Det er den forbandede Plasken i Baad ude ved Landstedet, der har
gjort Ulykken, og saa, at vi havde to Cadetter med til Julius' Bal
sidste Vinter! Poul skulde have været i Forretningen -- Julius bliver
dog aldrig til Noget! -- Naa det kan maaske alligevel ikke være saa
galt -- der er jo flere Prinser i Marinen."
"Ja, hvad saa?"
"Hvad saa, hvad saa -- man kan aldrig vide -- ja, det kunde jo dog
tænkes, at man engang gjennem Poul kunde se en Kongelig Høihed ved
sit Bord!"
Ragna nøiedes med at smile, og Grossereren studerede meget
omhyggeligt Verdenskortet.
"Veed Du, hvor Yocobora ligger?" spurgte han pludselig.
"Nei -- jo, er det ikke en Republik i Mellemamerika?"
"Troer Du? -- Ja, her er den sgu! Den seer ikke ud af Meget! -- Veed
Du, hvad Sprog de taler _der_?"
"Det er vel Spansk, tænker jeg."
"Spansk -- mon det er meget svært at lære?"
"Ja, det er det vel nok."
"Ja, jeg mener ikke saadan rigtigt -- men saa meget, at man f. Ex.
kunde holde en Tale -- den skulde naturligvis være skreven i Forveien
-- dersom der kom en Orlogsmand fra Yocobora hertil -- de har en
Orlogsmand veed jeg!"
"Men hvad vedkommer det Dig?"
"Aa, ikke saadan -- ja, jeg kan forresten gjerne betro dig det:
Møller, der har været Generalconsul for Yocobora, flytter fra Byen og
vil derfor sælge -- ja, ikke ligefrem sælge, naturligvis, for det kan
man ikke -- men han vil mod en Affindelsessum anbefale mig til
Regjeringen derovre, saa at jeg kan blive hans Eftermand."
"Men Fader dog!"
"Ja, Du skal ikke saadan uden videre slaa det hen min Pige. Ganske
vist er Yocobora kun en Republik -- og Ordener har de ikke, jeg _har_
forhørt mig -- men Uniformen er sgu storartet: trekantet Hat, Kaarde
og Guldbroderi i Masse, baade paa Kjolen og Benklæderne -- jeg _har_
prøvet Møllers Kjole: den passer mig, som den var syet til mig, og
han har kun havt den paa to Gange."
"Men tænker Du da virkelig --"
"Ja, det veed Gud, jeg gjør! -- Det er nu forresten mest for din
Moders Skyld."
"For Moders Skyld?"
"Ja, seer Du, _jeg_ er Grosserer -- 'Grosserer Lange', det kan man
baade sige og skrive -- men din Moder er slet og ret Frue -- 'Fru
Lange,' hverken mer eller mindre. -- Kunde Du nu ikke unde din egen
Moder at hedde Generalconsulinde, og troer Du ikke, hun vilde have
Glæde af Uniformen?"
"Skal Moder maaske ogsaa have Uniform?"
"Snak! Men hun kan da vel glæde sig over min! -- Hvad er der nu?"
Pigen meldte, at den Herre, der havde spurgt efter Grossereren igaar
Aftes, var her igjen.
"Hvad for en Herre?"
"Candidat Berner."
"Kjender Ingen af det Navn -- ja, lad ham saa komme i Guds Navn!"
Berner kom ind.
Han var i sort Diplomatfrakke, og da hans Diplomatfrakker altid,
endnu mere end hans daglige Tøi, saae ud, som de var for store til
ham, og havde et Snit, som om de var syet til hans Bedstefader,
gjorde han ikke noget egentlig imponerende Indtryk.
Det gjorde derimod Grossereren. Han stillede sig op ved Pulten, slog
ud med Haanden som en Minister, der første Gang giver Audiens, og
spurgte i en nedladende Tone:
"Hvad er til Deres Tjeneste?"
Roligt og sagligt begyndte Berner at fortælle, at han den foregaaende
Aften havde seet en lille Pige, der nok boede her i Baghuset, og i
hendes Belte havde han opdaget et Par visne Blade, som hun paa
Forespørgsel erklærede at have faaet af Grossererens yngste Søn.
"Hm," hostede Grossereren og saae fortrædelig ud.
Disse Blade, vedblev Berner, der tydelig nok hidrørte fra en Plante
af Slægten Kløver, var desværre i en saa forkrøllet Tilstand, at det
var ganske umuligt med blot nogenlunde Sikkerhed at afgjøre, fra
hvilken Art de hidrørte, men saa vel Stængel som Blade -- Blomst var
der uheldigvis ikke -- mindede alligevel paafaldende om en Kløver --
=Trifolium resupinatum= -- som ellers nærmest hørte hjemme i Italien,
men som i sin Tid havde voxet paa Pladsen omkring Thorvaldsens
Musæum, hvorhen den bevislig var bleven bragt med det Hø, som havde
været brugt ved Indpakningen af Marmorstatuerne nede i Rom, og da det
nu var ham, Berner, af største Interesse at erfare, hvorledes denne
Plante -- hvis det virkelig var _den_ -- kunde være kommen her, saa
tillod han sig --
"Jeg behøver vel ikke at gjøre Nogen Regnskab for, hvad der groer
eller ikke groer i min Gaard!" foer Grossereren op.
"Men Fader dog!" udbrød Ragna uvilkaarligt, og Grossereren tog sig i
det og erklærede i en noget høfligere Tone, at Gaarden og Baghuset
var Noget, der ikke interesserede ham, og som han derfor heller ingen
Besked vidste om.
Berner tillod sig at spørge, om Grossereren muligvis havde, eller
havde havt, Handelsforbindelse med Italien eller med sydlige Lande
overhovedet, men saa foer Grossereren atter op og svarede:
"Klipfisk og Spegesild, det handler jeg med" -- nu var han jo nødt
til at vedkjende sig Forretningen -- "og de Varer veed De vel som en
studeret Mand kommer ikke fra Italien! -- Er der mere, jeg kan være
Dem til Tjeneste med?"
Nei, det var der ikke, og Berner gik.
* * * * *
-- "Men hvorfor var du dog saa uhøflig, Fader?" spurgte Ragna.
"Uhøflig! Jeg? -- Det var jo ham! Saadan en Næsvished, at trænge sig
herind til mig og spørge mig ud, som om jeg var i Forhør! Maa jeg
være her! -- Men er der Ukrudt i den lille Plaine omkring Lindetræet
i Gaarden, saa er det en Uorden, og saa skal det naturligvis luges op
-- jeg vil give Karlen Ordre til den Dag idag at grave Plainen om --
og Pouls Intimiteter med Baghustøsen skal ogsaa have en Ende! -- Han
giver hende Blomster -- det er nydeligt! -- Nei, det er vist meget
godt, han kommer ud at seile -- væk fra det Hele! Man har kun
Ærgrelser! -- Ja, vi skulde vel have fat paa den Calcule!"
Men det var nu aabenbart bestemt, at Grossereren den Søndag Formiddag
idelig skulde forstyrres: nu kom Terndrup.
Grossereren brugte ham ind imellem som en Slags Commissionair, dels
naar det gjaldt om paa en fin Maade at skaffe Oplysning om Den og
Dens Soliditet, dels naar der var Tale om at anbringe Penge i et
eller andet halvt obscurt Foretagende; thi det var en Eiendommelighed
for Grossereren, at det morede ham, ved Siden af sin egentlige
Forretning, at vove mindre Summer paa tvivlsomme Forretninger, der
under særlig heldige Conjuncturer kunde give en forholdsvis stor
Gevinst.
Terndrup indledede da ogsaa sit Besøg med at tale om en anden
Prioritet i en Eiendom ude i Saxogade men endte med at bringe
Spørgsmaalet Marie paa Bane og udbad sig Grossererens Sanction paa
hendes mulige Overgang til Theatret.
Den var let nok at opnaa: Grossereren brød sig, som han smagfuldt
udtrykte sig, Fanden om det Pigebarn, og hun kunde for ham gaa til
Balletten eller til Dyrehavsbakken, hvis hun lystede, _han_ var lige
glad.
Med den Besked gik saa Terndrup.
Men Frøken Ragna sad i Tanker og glemte mod al Sædvane rent Calculen,
og Faderen maatte to Gange spørge, hvad hun egentlig tænkte paa, før
hun ligesom tøvende svarede:
"Aa, jeg tænkte paa den sjeldne Blomst, der skulde voxe nede i
Gaarden -- jeg synes egentlig det er umuligt, at Poesi eller
Romantik, hvad man nu skal kalde det, kan forvilde sig ind i vort
Hus."
"Ja, det Ukrudt skal nok blive luget op," sagde Faderen, der kun
halvt havde hørt efter, hvad Ragna svarede, "og Poul skal væk -- han
skal ikke have sin Gang i Baghuset!"
Men _det_ havde nu Poul alligevel.
Han sad netop imens ovre i Fru Lunds Stadsestue og fortalte hende og
Marie, at han nu endelig havde faaet Lov at gaa til Søs: hans
Ansøgning var inde hos Marineministeriet, og han haabede bestemt at
komme ud som frivillig Lærling med Vintercorvetten.
* * * * *
-- Intet Sted i Verden befandt Poul sig saa vel som hos Fru Lund, og
Intet i Verden smagte ham, som hvad han fik _der_: et rørt Æg med
Sukker, en tør Kage eller et Glas Saft og Vand. Fra ganske Lille var
han vant til at komme der, og den beskedne Stue, der skinnede af
Renlighed og formelig lugtede af grøn Sæbe, syntes ham meget, meget
hyggeligere end de elegant monterede Sale i Forhuset -- den forekom
ham nemlig, uden at han selv gjorde sig Rede for det, at være et
Hjem.
Og et Hjem havde han her, et Hjem, hvor man baade følte sig glad og
beæret, naar "Grossererens Søn" kom, hvor han kunde snakke løs med
Marie og lege med hendes tamme Hane, og hvor han bestandig kunde ty
hen med sine Sorger og være sikker paa at faae Trøst.
Poul havde nemlig i en vis Forstand altid hørt til de "uheldige"
Børn. Havde han som Lille faaet en ren Blouse paa, var det givet, at
han ganske kort efter trillede i Rendestenen; standsede hans
Barnepige blot fem Minuter forat tale med en Gardist, kunde hun
være sikker paa, at Drengen var borte og maatte hentes paa
Politistationen, og var der en nymalet Bænk i Kongens Have, skulde
han nok finde den og tage en tydelig Erindring om den med sig hjem. I
saa Tilfælde fik Fru Lund ham fat og vaskede og gned, til han blev
nogenlunde præsentabel før Hjemkomsten og slap for Skjænd, og _det_
paaskjønnede han i høi Grad -- han kunde ikke udstaa at faae Skjænd.
Saa var Poul forresten ogsaa tidlig et "fremmeligt" Barn: han var
forlængst falden ned fra alle Grene i Lindetræet og havde
efterhaanden brækket Alt, hvad brækkes kunde, undtagen Halsen; fem
Aar gammel spillede han til Moderens Forfærdelse Klink paa Gaden, og
paa sin syvaarige Fødselsdag havde han paa egen Haand bedt Melmandens
skeløiede Søn hjem til Middag.
* * * * *
-- Fru _Lund_ sad med Andagt og hørte paa Pouls Udmalinger af sin
maritime Fremtid.
Hun var en lille, mager Kone, altid som et pillet Æg, med Kappe,
hvidt Forklæde og sort Kjole -- altid ens. Hun syede for et
Broderimagazin, vaskede og stoppede paa Maries Tøi og tilbragte en
hel Del af sit Liv med at søge Legater, som hun aldrig fik, og med
som en fjern, uopnaaelig Mulighed at drømme om engang at blive
Klasselotteri-Collectrice. Grossererens og Alt, hvad hans var, saae
hun op til med Ærefrygt og Taknemmelighed, levede af brugt Sol fra
det rige Forhus og var i det Hele taget saa ydmyg, at hun end ikke i
sin egen Stue nogensinde sad paa mere end Kanten af en Stol.
Af og til rystede hun nu betænkeligt paa Hovedet, naar Poul talte om
Hundevagter, Kanonexercits og Olietøi, og i sit stille Sind ønskede
hun af og til at kunne være med ombord forat tage Pletter af hans Tøi
og sy Rifter sammen over Knæene.
Marie fortalte straalende glad Poul, at hun skulde til Theatret; hver
Morgen skulde hun paa Danseskole og om Lørdagen paa Komedie -- Alt
naturligvis under Forudsætning af, at hun blev antagen -- i næste Uge
skulde det afgjøres.
Omsider gik Poul og var heldig nok til at komme over i Forhuset uden
at være bleven savnet.
Der var ordentligt Rykind hos Jomfru Buxbom.
Børnene holdt Frokost, og Jomfruen skar just Karse af til deres
Smørrebrød fra Kassen udenfor Vinduet, da det bankede, og efterat
Oldefaderens Røst havde talt ud af Papegøien og raabt "Kom ind!"
viste Madam Siegler sig.
Hun havde Meget at fortælle: om Middagen hos Grosserer Lange's og om
et femogtyve Aars Jubilæum hos en velhavende Manufacturhandler.
Hos Grossererens havde de faaet Gaaseleverpostei =en croûte= før den
anden Steg -- ikke, som tidligere, bagefter -- det havde _hun_ oplyst
dem om, at man nu brugte -- og Generalen havde ikke blot udbragt en
Skaal for Fruen, men ogsaa for den yngste Søn, der jo nu skulde til
Orlogs, og Generalen havde sagt, at han ved at vælge Havet til
Virkefelt kun fortsatte de fædrene Traditioner, eftersom Huset Lange
jo altid havde havt sin Levevei af Havets Producter. Den Tale havde
Madam Siegler selv hørt Ord til andet ude fra Corridoren.
Jubilæet var der ikke andet Mærkeligt at fortælle om, end at der
blandt Gjæsterne havde været en Vegetarianer, eller, som Madamen
udtrykte sig: en "Gemysemand" -- "men han kunde jo dog faae Rødderne
fra Suppen og Persillen fra Kyllingerne," sagde hun -- hun yndede
ikke Vegetarianere.
De to Menuer var neppe nok drøftede, før der kom en ny Visit: det var
Madam Asters, Portnerske i et høigreveligt Hus i Bredgade.
Hun var et af Jomfru Buxboms allerinteressanteste og paa en vis Maade
allerfineste Bekjendtskaber; hun sagde "vi" om Herskabet, kunde
fortælle om Baller, hvor der kom Prinser og Prinsesser, og vidste paa
en Prik, om Damerne for Tiden brugte rundt eller firkantet Slæb.
Det Første, der skete efter hendes Ankomst, var, at Kaffekanden blev
sat paa Petroleumsapparatet, og at et af Børnene fik Lov til at lægge
Tavlen og blev sendt ned efter Wienerbrød. Kaffekanden blev i det
Hele sjelden kold her i Stuen, for der var næsten altid Besøg, og
Jomfruen selv hørte til de mærkelig construerede Kvinder, der i
Sommermaanederne hovedsagelig ernærer sig af Rødgrød, og Resten af
Aaret af Kaffe med Wienerbrød.
-- "Naa, lille Madam Asters," begyndte Jomfruen, da der var skjænket
i Kopperne, "hvad Nyt ude fra Bredgade af? Har der nylig været
Selskabelighed?"
"Gud, nei, Jomfru, hvor vil De hen!" svarede Portnersken. "Vi har jo
Sorg!"
"Det er ogsaa sandt, det veed jeg jo."
"Det er forresten saa kjønt med Sorg," vedblev Madamen, "især naar
Herskabet kjører ud. Tjeneren -- det er nu et nydeligt Menneske og af
pæn Familie: hans Fader er Skovløber ude paa Grevskabet -- han seer
saa gentil ud i Sort med et blaat og hvidt Silkebaand ned ad
Skuldrene, og Lygterne er ogsaa helt overtrukken med Sort -- det er
saa høitideligt!"
Madam Siegler hørte efter med stum Andagt -- hun selv kom kun til det
velhavende Bourgeoisie.
"Gud veed forresten, om der bliver nogen rigtig Selskabelighed mere
paa Palais'et," vedblev Madam Asters -- "nei, Tak, kun en lille Kop!"
"Men hvorfor dog ikke det?"
"Nei, jeg har nu min egen Tro -- men ikke _mine_ Ord igjen! --
Børnene lytter da ikke efter? -- Jo, jeg skal sige Dem, Herskabet
hører ikke mere Pastor Jespersen, som de før pleiede van."
"Ikke det!" udbrød Jomfru Buxbom. "Det er da ellers den deiligste
Præst i hele Byen -- det er _min_ Præst -- her skal De se hans
Photographi! -- Han skal saamænd ogsaa arve den Stol, De sidder i!"
"Nei, nu er Herskabet begyndt at høre Pastor Knastrup," vedblev
Madamen. "Gudbevares, han præker storartet -- min Mand og jeg er
ogsaa begyndt at høre ham -- men han er jo noget strix."
"Er han _det_?"
"Jo! -- Og det mærkes naturligvis saadan allerede med den megen
Gudfrygtighed paa Palais'et."
"Gjør det _det_?"
"Ja, det gjør, Jomfru -- vi holder 'Kristeligt Dagblad'!"
"Nei, tænk!"
"Ja, det er forresten et rigtig godt Blad. Der staaer baade Brylluper
og Begravelser og Ulykkestilfælde ligesom i 'Berlingske', og hvis man
synes, man faaer for meget af Gudeligheden, saa kan man jo springe
den over."
"Ja, det kan man jo."
"Saa har vi ogsaa faaet en hellig Student, som spiser hos os om
Torsdagen -- det vil sige, han spiser ved Mellembordet med
Husjomfruen og Oldfruen -- naturligvis -- men _han_ kan sagtens, for
er han blot færdig med at læse til Præst, saa faaer han naturligvis
nok Kald ude paa Grevskabet!"
"Gud, tænk, saa er _han_ forsørget!"
"_Det_ er han! -- Forleden Dag havde vi ogsaa en Missionair fra
Bagindien, men _han_ spiste ved Herskabets eget Bord."
"Nei, gjorde han virkelig!"
"Ja, han gjorde saamænd saa -- men Tjeneren sagde ellers, at han
spiste med Kniven!"
"Gud, er det sandt!" udbrød Jomfru Buxbom og Madam Siegler i forarget
Kor og slog Øinene mod Himlen, ret som om de vilde kalde _den_ til
Vidne paa, at _de_ aldrig før havde tænkt sig, at en Kniv overhovedet
kunde bruges paa den Maade.
"Ja, man skal jo ikke kritisere det Herskab, hvis Brød man er i,"
sagde Madam Asters med Værdighed, "men _jeg_ synes nu heller ikke,
Greven saadan skulde byde alle Slags til sit Bord. Det kan være, det
var nødvendigt, dengang han var Politiker og sad i Landsthinget --
det var net Selskab, vi tidt havde den Gang, kan De tro! -- men fordi
man hører Pastor Knastrup, behøver man da ikke at gjøre sig gemeen
med hele Slænget -- vel, Jomfru? -- Ja, Tak for Kaffe!"
-- Da Madam Asters og Madam Siegler vel var ude af Døren, kom
Maskinmanden forat meddele, at Marie var bleven antaget af
Balletmesteren og næste Dag skulde begynde sin Skole i selve det
Kongelige Theater, og _saa_ stærkt virkede Meddelelsen om denne store
Begivenhed, at Jomfruen knap hørte efter, da han fortalte om de ny
Decorationer til "Jægerbruden" og alt det kunstige Spøgeri, der
skulde være i Ulvesvælget.
_Han_ havde forresten ogsaa travlt, for han skulde hen og bringe det
vigtige Budskab til Fru Lund, der sad nede i Store Kongensgade og
anede Ingenting.
_Der_ blev naturligvis Glæde, men samme Dag havde Marie havt sin
første store Sorg: Hanen havde brækket Benet, og Maskinmanden
anmodedes derfor om paa en saa vidt muligt lempelig Maade at tage
Livet af den og begrave den under Lindetræet.
Det lovede han beredvilligt, og om Aftenen græd Marie ved Hanens Grav
samtidig med, at Maskinmandens Familie spiste Hønsefricassée.
Det lider hen paa Eftersommeren.
Anlæggene paa Kongens Nytorv og foran Christiansborg Slotsruiner har
ganske vist endnu en blændende Blomsterpragt at opvise, og Gladiolus,
Asters og Cactusgeorginer kappes i Farveglød med hinanden, men der
ligger dog et enkelt gulnet Blad i de mørknende Plainer. I Skyggen
seer den store Kastanie ved Holmens Kirke endnu hel grøn ud, men naar
Septembersolen lyser igjennem den, faaer man Øie paa det gyldne Løv,
som allerede er begyndt at tyndes ud.
Midt paa Dagen er "Strøget" endnu sommerligt: der er lyse Damedragter
og ingen Overfrakker, men i Butiksvinduer og Aviser læser man om
"Efteraarsudsalg", og forsynlige Folk med god Samvittighed og stor
Credit -- eller med een af Delene -- bestiller allerede nu den ny
Vinterfrakke hos Skrædderen.
Cyclerne falder i Pris -- brugte eller stjaalne er slet ikke til at
sælge -- Fiskesnører og Boldspilrekvisiter maa bag Sportshandlerens
Ruder vige Pladsen for engelske røgfri Patroner, og nu kommer Vildt-
og Frugthandlernes gyldne Tid: Agerhøns, Harer og Fasaner viser sig i
saadanne Mængder, at Fremmede maa faae den Forestilling, at
Kjøbenhavn hovedsagelig lever af Vildt, og Tomater, Ferskener og
Druer fryder Øiet rundt omkring.
Skinnende hvide Theaterplacater er traadt i Stedet for de skidne,
krøllede Laser fra Mai Maaned, der har maattet døie hele Sommerens
Sol og Regn, Tivoli holder Høst- og Fyrværkerifester, og om Søndagen
er der vel endnu stærk Trafik til og fra Dyrehaven, men Folk kommer
tidligt hjem, og det er broget Løv til Kaminvaserne, som de bringer
med fra Skoven.
Nu har Grønttorvet sin Glansperiode -- der kjøbes ligefrem ind
til Vinterforraad -- og Gammelstrand ligger hver Morgen i sin
feireste Pragt: hele Kanalen er stuvende fuld af Sildebaade, der
tørrer de røde Seil, Fiskerne vader i det sølvskinnende Dræt, og
Skjællene blinker i Garnet -- det er som Pailletter i et mægtigt
Kniplingsklæde.
De kridtede Ruder forsvinder, de sidste Efternølere flytter omsider
ind; Landliggerne har længe kjedet sig gudsjammerligt i de mørke
Aftener ude paa Villaerne, men for en Ordens Skyld klager de dog over
at have maattet tage ind.
Husmoderen faaer travlt: Pelsværket hentes fra Bundtmageren, der
syltes Sveskeblommer og Asier -- hele Byen lugter surt --
Efteraarsrengjøringen ligger i Luften, og Ægtemændene gruer.
Om Aftenen, især efterat Lampen er tændt, begynder man at fryse ved
at se paa de hvide Gardiner -- Stemningen er trykket.
Med Vemod stirrer Hotelportier'en efter hver kuffertlastet Droske,
der ruller bort, og en skjønne Dag opdager de unge Spurve i Tivoli,
der endnu ikke kjender Livets Kamp, at Saison'en er sluttet, og at de
fra nu af selv maa sørge for deres Udkomme.
Sommeren er forbi, det er Efteraar.
* * *
-- Terndrup havde Efteraarsfornemmelser, Efteraarsanfægtelser.
Bøgerne var ikke fri for at lugte ham noget muggent -- det gjorde de
aldrig om Sommeren -- Handelen med brugte Frimærker forekom ham endnu
foragteligere, end den pleiede, og saa vidste han oven i Kjøbet, at
det var et særlig godt Aar med Høns.
Hyppigere end ellers og længere ad Gangen end tidligere stod han
derfor ogsaa paa Jageslaget, fulgte sine Duers Flugt og saae "over ad
den Kant til, hvor Jylland ligger", og hvor Brokfuglene flokkedes, og
endte saa med at falde i Staver.
Som han saadan stod en Eftermiddag, og hans Øie forvildede sig over
Gaarden forbi en nøgen, sværtet Brandmur og ind imellem et Par spidse
Gavle, opdagede han pludselig noget Nyt: oppe i en gammel Rønne var
der ud fra Kvisten bygget et lille Glashus, og paa en Stump fladt
Tag, hvortil der var Adgang fra Glashuset, stod en Kasse med
blomstrende Solsikker og store, rødbrune Lerkrukker med Canna og
Nerier.
Hvor vel bevandret Terndrup end var i Fugleperspectivets Geographi,
var det ham dog ikke muligt strax at afgjøre, om det Hus, han saae
paa, vendte ud til Grønnegade eller til Hovedvagtsgade, og det varede
en god Stund, inden han blev paa det Rene med, at det alligevel
maatte være i Grønnegade, i Marskandiserens Sted, at der var bleven
indrettet et photographisk Atelier.
Det kunde jo i og for sig være ham ganske ligegyldigt, men nysgjerrig
var han -- som de fleste Mennesker jo er -- og han vilde dog nok,
blot for en Ordens Skyld, vide, hvem det var, der var flyttet ind
derovre, og som paa en Maade var bleven Nabo paa Afstand til hans
Dueslag.
Da Jomfru Buxbom, hvis Stue jo var en Slags Centralstation for al
Sladder rundt omkring fra, maaske kunde antages at vide Besked om
Photographen, stak han Hovedet ind ad Døren til hende, da han gik
forbi, og spurgte sig for.
Nei, Jomfruen vidste saamænd ikke engang, at der var indrettet noget
photographisk Atelier, men det var jo høist interessant, var det, og
hun skulde nok gjøre sit Bedste forat faae Klarhed i Sagen. -- Om
Terndrup ikke vilde sidde lidt ned? Jo, det maatte han endelig! Og
Terndrup satte sig.
-- "Ja, jeg slider vel i Grunden alt for meget paa Pastor Jespersens
Stol," sagde han. "Pastoren maa da vist koste nyt Betræk paa den,
naar han engang faaer den!"
Jomfruen blev kjendelig nerveus og svarede efterat have rømmet sig et
Par Gange:
"Ja, nyt Betræk maa der -- men jeg har forresten de to sidste Søndage
hørt Pastor Knastrup."
"Naa, det har De -- ja, saa kan Pastor Jespersen nok selv se sig om
efter en Lænestol!"
Uden at udtale sig videre om Arvespørgsmaalet vedblev hun:
"Han er jo noget strix, Pastor Knastrup, som Madam Asters ogsaa
sagde, men deiligt taler han, vækkende og indtrængende, saa man
føler, man er en stor Synder -- hvad man jo ogsaa er, og hvad han,
Gaardmissionairen, ogsaa sagde!"
"Naa, gjør han _det_!"
"Ja, det veed Gud, han gjør! Jeg kjender ogsaa et helt greveligt Hus,
der hører ham til Stadighed, og i Søndags var han bedt til Herskabets
eget Bord, hvor en Tjener i Sort og med blaa og hvide Baand paa
Skuldrene vartede op med Handsker paa."
"Der kan man se," sagde Terndrup, "man skulde have været Præst,
skulde man, og have faaet et Kald i en god, jydsk Egn, hvor Bønderne
ikke selv gjorde Noget af Jagten!"
-- "Marie var her ellers igaar," vedblev Jomfruen. "Aa, hun har saa
Meget at fortælle ovre fra Theatret -- De maa endelig komme op og
høre paa det en Dag!"
"Ja, det skal jeg -- men nu maa jeg gaa!"
"Aa, Terndrup, De kunde gjøre mig en Tjeneste: vil De ikke laane mig
en eller anden god, ny Bog?"
"Jo, men hvad skulde det være for en Bog?"
"En, der ender godt!"
"Dem er der sgu ikke mange af for Tiden!"
"Ja, ellers vil jeg ikke have den -- man læser da forat blive i godt
Humør og forat være i godt Selskab! -- I gamle Dage var det altid saa
beroligende at læse en Bog, for Forfatteren caverede for sine
Personer, og naar Helten eller Heltinden fik et Barn paa sidste Side,
saa vidste man, at det ogsaa gik Barnet godt Resten af Livet -- og
_det_ var saa hyggeligt!"
"Ja, ja, nu skal jeg se at finde en Bog og skikke den op til Dem --
Farvel, Jomfru!"
"Farvel, Terndrup!"
Om Eftermiddagen kom Berner. Han havde "Fjortendags Lov" fra Skolen
og vilde i den Anledning benytte Eftermiddagen til at gjøre sin
tidligere omtalte Excursion ud paa Amager, og paa _den_ maatte
Terndrup være med.
Butiken var aaben, men Terndrup var der ikke.
Saa gik Berner ud i det lille Lukaf bagved, der baade var Sovekammer
og Spisestue, og _der_ saae han Terndrup sidde ubevægelig ved det
aabne Vindue og stirre ud i Gaarden.
Berner sagde Goddag, men Terndrup svarede ikke, dreiede kun Hovedet
halvt om og gjorde Tegn, at Berner skulde være ganske stille.
Der gik et Par Minuter, saa lød der et Smeld, Terndrup vendte sig om
med en Salonbøsse i Haanden og sagde:
"Den blev der sgu!"
"Hvad for En?"
"Rotten, naturligvis -- ja, det var ingen af de sorte, men jeg har
havt Kig paa den en halv Time, før jeg kunde faae Ram paa den."
"Naa, saa De jagter!"
"Nei, jeg gjør sgu ikke! Jeg har lovet mig selv aldrig mere at røre
en Skyder, men saadan en Legetøistingest kan man da ikke kalde en
Bøsse -- og Rotter er da heller ikke Vildt! -- Nei, hvad man har
lovet, det skal man holde! -- Hvad vil De ellers idag?"
Ja, Berner vilde da have ham med ud paa Amager, men Terndrup vidste
ikke, om det gik an at lukke saa tidligt.
"Aa, hvad -- nu er Fugletrækket for Alvor begyndt?" bad Berner.
"Ja, det _er_ jo saa -- lad gaa!"
Mens Terndrup gjorde sig istand, satte Berner sig ude i Butiken paa
en Stabel Bøger, der gyngede frem og tilbage, tændte en Cigar og
grundede.
-- "Hvad sidder De og speculerer paa?" spurgte Terndrup.
"Aa, jeg sad egentlig og tænkte paa den =Trifolium resupinatum= -- om
det virkelig skulde være _den_! Jeg listede mig ind i Grossererens
Gaard imorges ganske tidligt forat se, om jeg kunde finde et Exemplar
til, men der var gravet op omkring Lindetræet og altsaa Ingenting at
finde -- hvor kunde det dog være, at den Grosserer var saa ubehagelig
imod mig?"
Terndrup smaafløitede. "Han har for mange Penge -- og han er kommen
for nemt til dem -- det er det Hele!"
"Er det et gammelt Handelshus, det Lange'ske?" spurgte Berner.
"Nei, det var først Faderen, der begyndte."
"Naa, det tænkte jeg nok!"
"Hvorfor det?"
"Jo, fordi der i et gammelt Handelshus -- ganske som i enhver
anden Slægt, der har en Tradition -- altid som Regel raader en
urban Tone. -- Det er forresten mærkeligt," vedblev han, "saa faa
Handelsdynastier, der overhovedet er ældre end et Par Generationer i
samme Familie. Det maa vel sagtens komme af, at der kræves en særlig
Finhed og Fornemhed i Forretninger og en særlig udviklet
Familiefølelse, forat et Firma kan vedblive at gaa i Arv fra Fader
til Søn."
"Maaske, sgu," svarede Terndrup. "Se, hvad Finheden i Forretninger
angaaer, saa trykker den nu heller ikke Grossereren, og
Familiefølelse troer jeg ikke, den ældste Søn har Synderligt at give
hen af!"
"Men Datteren er en ualmindelig tiltalende Pige," vedblev Berner med
Varme, "saa rank og saa damesikker!"
"Ja, hun er sikker nok! -- Hende skulde _De_ tage, Berner -- hun
kunde føre deres Regnskaber med dobbelt Bogholderi!"
"Nei, virkelig!"
"Ja, hun kunde sgu: det er et grov dygtigt Stykke Fruentimmer! --
Men De vil maaske ikke alligevel?"
"Nei, jeg troer dog ikke -- _hun_ vil vist heller ikke --"
"Aa, nei, det kan være troligt nok!"
"Ja, lad os saa komme afsted!"
Og afsted vandrede de, Berner med Straahat og Botaniseerkasse,
Terndrup med Kaskjet og Knortekjep.
* * * * *
Ad Frederiksholms Kanal og over Langebro gik de, saa standsede de
udenfor den gamle Accisebod, der ligger for Enden af Christianshavns
Vold, Acciseboden med de grønne Skodder og det fremspringende
Halvtag.
-- "Er _det_ nu ikke meget kjønnere end hele det moderne Kjøbenhavn!"
udbrød Berner. "Acciseboden i Forgrunden, de lave 'Holms Huse' paa
den anden Side af Gaden, og nedenfor Volden Reberbanen under
Lindetræerne -- Herregud, det er vel næsten den eneste Reberbane, en
kjøbenhavnsk Dreng nu kan faae at se!"
"Ja, han har ellers godt Øl inde i Siseboden -- det er en rar, kjølig
Kjelder," bemærkede Terndrup, og Berner overhørte ikke det fine Vink,
men gik strax hen og satte sig ved et af de smaa Borde foran og
bestilte to Glas Øl.
-- "Lagde De egentlig Mærke til den gamle Proviantgaard, da vi før
gik forbi den?" spurgte Berner.
"Nei -- er der ellers noget Mærkeligt ved den?"
"Det er da for det Første en af Christian den Fjerdes Bygninger."
"Naa, er det _det_!"
"Ja, kan De ikke ogsaa se, at de vældige Gavle og det vældige Tag
seer anderledes solid og imponerende ud end de nye Bygninger?"
"Aa, jo!"
"Og saa ligger den lige opad Tøihusgaarden med de mange gamle,
udrangerede Kanoner, der har tjent mere end een Konge og været med
baade tillands og tilvands -- jeg bliver formelig høitidelig tilmode,
naar jeg gaaer der forbi!"
"Aa, ja -- ja, saagu -- Skaal!"
-- "Ja, vi skal vel videre," sagde Berner, da Øllet var drukket. "Men
har De noget imod at gaa om ad Volden -- det Stykke, man endnu _kan_
gaa ad? Det er nok lidt længere, men betydelig kjønnere, og jeg vilde
ogsaa gjerne have Frø af =Lathyrus latifolius= -- den findes
deroppe."
* * * * *
-- Kjøn er Christianshavns gamle Vold. Lind og Kastanie, Ahorn og Elm
voxer i lige Rader paa dens Ryg, og ned ad Skraaningerne til Graven
er der en hel tæt Underskov af Tjørn, Hassel og Hyld.
Drengene har lavet hulslidte Stier mellem Krattet, og gaaer man ned
ad en af dem, kan man komme for Skade med at overraske et elskende
Par eller en upriviligeret Fisker, der har faaet anbragt sin Snøre
udenfor den brede Rørbræmme med de mumlende, blaagrønne Spydblade.
Graven selv -- sine Steder bred som en Sø, andre Steder smal som en
Aa -- er saa stille, saa byfjern som Vandene omkring Torneroses Borg,
og naar Smaafisken slaaer, bliver man helt forundret over, at Fladen
virkelig kan sætte Ringe og ikke springer som skjørt Glas.
Oppe paa Bastionerne leger Børnene Tagfat og Enkemand, eller de slaaes
om nedfaldne Kastanier; gamle Folk ryger en Eftermiddagspibe paa
Bænkene, og selv Hammerslagene fra Christianshavns Maskinværksteder
forstyrrer ikke Idyllen men fremhæver den kun end mere gjennem
Modsætningen.
* * * * *
Ude paa det rigtige Amager gik de hen ad Kløvermarksveien, forbi
Colonihaverne.
Det er jo som en hel By af Lysthuse, smaa, grøntmalede Træhuse med
Døre, Vinduer og Flagstang -- de ligner strandede Badehuse. Vild Vin,
Humle og Pralbønner snoer sig op ad Væggene, og som den lille
Haveplet udenom dyrkes, saadan dyrkes ingen Plet i Verden! De
Radiser, her faaes, smager bedre end noget Andet, den Buket, her
skjæres, overgaaer Orchideerne fra Dina Schuldts Vinduer, og har det
lille Æbletræ virkelig omsider bekvemmet sig til at bære et enkelt
Æble, er dets Trivsel og Rødmen Gjenstand for en hel Families udelte
Interesse Sommeren igjennem.
-- "Det er sgu kjønt," sagde Terndrup.
"Ja, det er Trangen til at se Andet end Glas og Jern, der her finder
sit Udtryk," svarede Berner. "Det minder om Sporskifteren paa
Jernbanestationen, der laver sig en tre Alens Have mellem de
krydsende Skinner."
* * * * *
De passerede den store Losseplads, hvor Rotterne løb husvant om
mellem Kjøkkenaffald, Rester af fordums Bohave, Murbrokker og rustne
Blikdaaser, og Berner modstod ikke Fristelsen, men kom strax ind paa
sit Yndlingsemne: den sorte Rotte contra den brune.
"Ja, nu er den sorte snart forsvunden overalt," sagde han, "dens
Mission er vel sagtens endt."
"Hvad for en Mission?" spurgte Terndrup.
"Det veed jeg ikke, men ligesom jeg fuldt og fast troer paa, at hvert
enkelt Menneske har sin Mission, stor eller lille, her i Verden,
saadan troer jeg ogsaa, at de enkelte Folkeslag, Slægter og og Arter
af Dyr og Planter har det, og naar et Individs eller en Races Mission
er endt, saa døer Individet eller Racen. -- Noget af det Tungeste, et
Menneske kan opleve, maa da ellers være, at det Folk, han tilhører,
udslettes af Tilværelsen som saadant, fordi det ikke længere har
nogen Mission -- eller fordi det ikke længere magter den, det har!"
"Aa, ja, saagu -- men saa maa man da ønske, at De aldrig maa faae
Deres Bog skrevet," bemærkede Terndrup, "for _den_ er da vel _Deres_
Mission!"
"Det var et fromt Ønske!" svarede Berner leende. "Men det kunde jo
dog tænkes, at jeg ogsaa havde en anden Mission."
"Hvad skulde det være for en?"
"Aa, f. Ex. at lære mine Drenge at kjende Kjøbenhavn og give min
Skjærv til deres historiske Opdragelse."
"Aa, ja, det kunde jo tænkes. -- Ja, saa kan De jo godt give Bogen ud
og maaske leve lidt alligevel!"
* * * * *
-- Det var Krudttaarnsveien, Veien langs Kysten indenfor Mellemfortet
og Prøvestenen, der var Dagens Maal; Berner havde Tegn, og det, han
nærmest vilde, var gjennem Kikkert at constatere, hvilke Vadefugle
der nu paa Efteraarstrækket gjæstede Stranden og altsaa for saa vidt
kunde siges at tilhøre Kjøbenhavns Fauna i videre Forstand.
Af saadanne Excursioner gjorde Berner flere hvert Aar, og paa dem var
Terndrup ham en værdifuld Støtte, thi med sit ene, høire Øie saae
han glimrende, og selv om han kun havde _hørt_ en Fugls Fløiten, var
han næsten altid Mand for strax at kunne sige, hvad Fugl det var. Af
og til, navnlig naar det var en Bekasin, der lettede, kunde han kaste
Stokken til Kinden, men saa tog han den halv skamfuld ned igjen og
sagde regelmæssigt: "Nei, de Tider er forbi -- hvad man har lovet,
det skal man holde!"
Turen blev ikke uden Udbytte, thi foruden at finde =Onopordon
Acanthium= paa et nyt Voxested -- bagved Strickers Batteri --
lykkedes det Berner at iagttage baade en Flok Islandsryler og en
Kobbersneppe, og da dette var henholdsvis en Uge og ti Dage
tidligere, end disse Trækfugle ellers pleiede at komme her, berigedes
jo hans Optegnelser med to nye Data.
* * * * *
Fyret paa Trekroner var allerede tændt, da de brød op og lagde
Hjemveien om ad den ydre Grav, udenfor Orlogsværftet -- her havde
Berner Aaret iforveien seet Odder.
Som gravet op af Jorden mødte de her ved en Omdreining to Mænd, begge
oppe i Trediverne.
Den Ene var mørk, med opadstrøget Overskjæg, spids Fip og spillende
Øine; hans Halstørklæde var bundet i en flot Sløife, Frakken var af
sort Fløil, og under Armen og i Haanden havde han en Malerkasse, et
sammenslaaet Staffeli og en Feltstol.
Den Anden var der ikke noget Flot ved, men det var en Kjæmpeskikkelse
med blond Fuldskjæg, store, blaa Øine, klædt ganske som almindelige
Dødelige.
-- "Godaften, Høistærede!" sagde _han_ med Fløilsfrakken. "Ja,
undskyld, at jeg spørger saa ligefrem, men hvad i Alverden har De
bestilt ude paa Krudttaarnsveien? Mens jeg sad og malede, har jeg
seet paa Dem i en stiv Klokketime: De pegede udefter, og de satte
Kikkerten for Øiet -- ja, undskyld, men jeg _er_ nysgjerrig!"
Berner forklarede, saa godt det lod sig gjøre i faa Ord, hvad der
havde ført ham herud, og præsenterede sig selv.
"Ja, mit Navn er _Holst_ -- Carl Holst -- jeg er Maler."
"Nei, er _det_ Dem!"
"Ja, det veed Gud, det er! Og min tause Ven der, det er Hans
_Duborg_."
"Hans Duborg! Var det da Dem, som --" begyndte Berner.
"Ja, det var!" afbrød Holst ham. "Det var ham, som for fire Aar siden
gjorde den uhyre Lykke med sit store Billede, som baade fik
Udstillingsmedaillen og blev kjøbt af Galleriet, og det er ham, som
siden ikke har rørt Pensel og Palet!"
"Maa jeg præsentere," sagde Berner: "Boghandler Terndrup."
"Ja, det veed vi," svarede Holst. "Vi har seet Dem oppe paa
Dueslaget."
"Har De _det_!" sagde Terndrup. "Det var sgu da ellers morsomt!"
"Ja, oppe fra Atelier'et!"
"Er De da ogsaa Photograph?" spurgte Terndrup interesseret.
"Hvad for Noget!" raabte Holst. "Kalder De mig Photograph? Nei, hør
nu, det maa jeg dog paa det Bestemteste frabede mig! Vel udmærker
mine Billeder sig ved den mest slaaende Naturtroskab og indgaaende
Redegjørelse for Detaillerne, men med Photographer ønsker jeg dog
ikke at concurrere! Nei, jeg er sgu da Kunstner -- Maler i alt Fald
-- og Duborg og jeg har nu for en forholdsvis billig Penge indrettet
os et fælles Atelier oppe paa Taget af No 67 i Grønnegade, i det
maaske -- og desværre rimeligvis -- forfængelige Haab, at Lykken
_der_ skal tilsmile os."
Man fulgtes nu ad, og Berner spurgte underveis Duborg, hvorfor han
ikke mere malede.
"Aa --", begyndte Duborg, men Holst afbrød ham og svarede:
"Det skal _jeg_ sige Dem: han er bange for, at hans næste Billede
ikke skal blive lige saa godt som det forrige, og derfor maler han
slet ikke det næste! Saa har han siden slaaet sig paa Decoration af
Porcelain og anden Husflid -- meget hæderligt! -- men Malerier tør
han ikke mere give sig i Lag med, for han siger, der er Ingenting at
male. -- Gudbevares, havde _jeg_ noget af hans Talent og Teknik, og
havde _han_ noget af min Hitten-paa og Gaaen-paa, saa havde Verden
ikke seet to større Kunstnere siden Michelangelo's og Raffael's Tid!"
"Gud veed, hvor Du gider!" indskjød Duborg.
"Jo, jeg gider! Det kan da ikke hjælpe som Du i Taushed at gaa rundt
og betragte Tilværelsen med store Øine og et svagt Smil," svarede
Holst. "_Jeg_ snakker for meget -- det veed Gud, jeg gjør -- men Du
siger Ingenting, og saa maa det Ene bøde paa det Andet!"
-- "Har De malet et Billede her fra Amager?" spurgte Berner Holst.
"Ja, jeg har -- et lille et."
"Men Du var da nær ikke kommen længere end til Frederiksholms Kanal",
brummede Duborg.
"Nei, jeg skal sige Dem," sagde Holst til Berner, "jeg faldt i
Begeistring over Proviantgaarden, da vi kom der forbi, og saa maatte
Duborg trække af med mig."
"Det er sgu accurat ligesom Berner", bemærkede Terndrup.
"Ja, men Proviantgaarden er ogsaa storartet!" vedblev Holst. "Det er
det eneste ordentlige Tag i hele Kjøbenhavn: mægtig skraanende som en
Bjergside og af den rigtige gamle Kulør -- ikke ækelt carmoisinrødt
eller brandgult som den moderne Tegl er, men varmt rødbrunt med en
Tinte af Blod -- gjort til at sees i Eftermiddagssol! Og saa
Tøihusgaarden ved Siden af -- ja, jeg er Antimilitarist --
naturligvis -- men Græsset, der groer op mellem de ærværdige, sorte
Kanoner og Morterer -- _det_ er et Billede! -- Jeg vil ogsaa male
det!"
"Ja, der er en ualmindelig historisk Stemning over det Parti," sagde
Berner.
"Naa, ja, historisk -- ja, _det_ ligger nu ikke saadan for mig,"
erklærede Holst, "men det er malerisk, og det kan jeg bruge! Jeg skal
sige Dem, de pæne Landskaber med Bøgetræer og Bukøer, dem maler jeg
med Gurkemeie og Spinatgrønt forat leve, men for min egen Fornøielses
Skyld og forat affinde mig med min kunstneriske Samvittighed maler
jeg smaa Billeder rundt om fra Kjøbenhavn. -- Der er jo tidt stor
Forskjel paa, hvad man lever _af_, og hvad man lever _for_!"
"Holder De da saa meget af Kjøbenhavn?" spurgte Berner interesseret.
"Om jeg gjør! Jeg elsker den -- der er ikke Mage til By i hele
Verden!"
"Vaas!" snærrede Duborg.
"Nei, det er slet ikke Vaas! _Jeg_ kjender da i alt Fald ikke saa en
smuk By -- og Du heller ikke -- nei, Du gjør ikke! -- Ja, jeg veed
meget godt, hvad Du vil sige! Gudbevares, Italien har sine Fortrin:
Klimaet medfører, at Menneskenes Børn dernede kan nøies med saa faa
Beklædningsgjenstande, at man i al Uskyldighed kan se det Meste af de
deilige Former, Vorherre har givet dem -- hertillands aner man jo
slet ikke, hvor mange smukke Arme og Ben, Kvinderne gaaer rundt med
-- og Italien er et Vinland, hvor ogsaa Andre end det velhavende
Bourgeoisie kan drikke sig glad og god i ædel Druesaft -- det er
sandt, men hvad Skjønhed angaaer, maa jeg saa bede om Kjøbenhavn!"
"Det er virkelig høist interessant at høre en Kunstner udtale sig
saaledes," bemærkede Berner, kjendelig oplivet.
"Ja, men hvorfor har ikke alle den samme rigtige Opfattelse?" vedblev
Holst. "Hovedsagelig fordi Kjøbenhavnerne slet ikke kjender
Kjøbenhavn!"
"Det er sandt," indrømmede Berner. "De Allerfleste kjender egentlig
ikke Andet af deres By end de Gader, de daglig passerer, og af dem
kjender de endda kun Stueetagerne, for det falder dem saamænd aldrig
ind at se tilveirs, undtagen naar der er Ildløs paa Kvisten."
"Eller naar en kjøn Stuepige polerer Vinduer," tilføiede Holst, "det
har De Ret i! -- Jeg vil nu slet ikke tale om, at der ikke er Een
blandt Hundrede eller Tusinde af vore Bysbørn, som nogensinde har
faaet Syn for de enkelte Gaders eller Kvarterers Physiognomi,
eller som overhovedet har noget Begreb om, at en By ogsaa har
sine forskjellige Landskaber, der i og for sig er lige saa
characteristiske som Skoven og Stranden, Marken og Mosen, og ligesom
de kan skifte Stemning efter Aarstiden og Belysningen."
"Ja, det er sandelig vist," sagde Berner. "Som nu, for blot at nævne
Noget, Forskjellen mellem en af de gamle, bestandig borgerlige Gader
som Grønnegade, og saa den rolige, aristokratiske Amaliegade."
"Men hvor Mange, troer De, staaer stille paa deres Vei i Amaliegade
og glæder sig ved at se Frederik den Femtes Rytterstatue tegne sin
Silhouet gjennem Colonnaden?" spurgte Holst. "Næsten Ingen, og det
skjøndt der maaske ikke existerer mere end et Par Rytterstatuer i
hele Verden, der er bedre, og Ingen, der har Mage til Indramning!
Nei, Folk er utrolige -- jeg er, i Parenthes sagt, overbevist om, at
heller ikke een af ti saakaldte Kunstforstandige aner, at de to smaa
Porttaarne paa den anden Side Marmorbroen er en Perle af Barokstil --
paa sin Vis lige saa god som Pavillonerne i Dresdens Zwinger -- har
De været _der_?"
"Nei, jeg har aldrig været udenlands."
"Det er saamænd heller ikke det Vigtigste! Ministeriet giver hvert
Aar saa og saa mange Umuligheder af begge Kjøn Stipendier til
Udenlandsreiser: det skulde meget hellere give Mulighederne
Stipendium til at blive hjemme og studere Kjøbenhavn for! Og veed
De, hvad saa _jeg_ skulde være?"
"Nei!"
"Jeg skulde være Fører for Stipendiaterne! -- Første Dag begyndte vi
med 'Strøget' -- naturligvis en Sommerdag, naar Damerne har lyse,
lette Dragter og tynde, sorte Silkestrømper, som man accurat kan ane
det Blegrøde igjennem -- _den_ Farvecombination er slet ikke til at
gjengive! -- Naa, jeg indrømmer naturligvis, at ogsaa Morgenstunden
kan være bedaarende, den tidlige Morgen, hvor man seer Byen vaagne,
Vinduerne lukkes op og de fornøielige Tjenestepiger gaa til Bageren
-- ja, jeg elsker ligefrem Morgenen, den friske, liflige Morgen -- i
alt Fald theoretisk -- og en Regnveirsaften kan nu ogsaa have sin
Charme, en Regnveirsaften, naar Buelamperne speiler sig i den vaade
Asphalt -- bleggult, dirrende Lys -- charmant! Men lad os nu
alligevel holde os til Middagstiden! -- Tænk blot, hvad der er at se
paa Gammeltorv og Nytorv! Jeg vil slet ikke tale om, at Folk saamænd
i Reglen ikke veed, hvilket der er hvilket -- det kan ogsaa være det
Samme! -- men her er Borgerbyens, City'ens Centrum, her er alle
Tidsaldere, alle Stilarter samlede paa eet Sted, her er Motiver nok
for tyve Kunstnere og tredive Forfattere! Portalen til det gamle
Raad- og Domhus à la Pantheon giver Torvet noget Classisk, 'Sukkenes
Bro', der fører over til Varetægtsarresten, minder om Venedig, og
Duerne baade om Lagunestaden og Florents. Springvandet er maaske
nærmest gammeltysk i Characteren, men det er blevet os saa hjemligt,
fordi vi er opfødt med det: vi har seet med Andagt paa det, naar
Guldæblerne sprang paa Kongens Fødselsdag, og vi har seet Stenkummen
blive restaureret og Sokkelen blive forsynet med de mærkelige
Kobber-Knurhaner; vi kjender det en Sommerdag, naar Bassinet er en
hel, kjølig Sø, og naar det om Vinteren i Frostveir staaer tomt --
det er storartet! -- Og saa selve de to Torve! Nytorv er Svinenes,
Gammeltorv Fjerkræets. Se blot paa Nytorv en Morgenstund, naar de
rødgule, hovedløse Svinekroppe ligger i Lag ovenpaa hinanden paa
Vognene -- _det_ er malerisk! Jeg har, i Parenthes sagt, en Bekjendt,
der baade er Vegetarianer og Fredsven -- _jeg_ er nu kun Fredsven! --
han siger, at det minder ham om nøgne Menneskekroppe efter et blodigt
Slag, og Sjouerne, der bærer Svinene ned i Victualiekjelderne, det er
Ambulancesoldaterne -- men _det_ kan jeg nu ikke være med til -- jeg
har aldrig seet noget Slag. Nei, saa synes jeg snarere, det minder om
det stockholmske Blodbad -- som jeg forresten heller ikke har seet --
men deiligt er det! Og Gammeltorv, hvor Konerne sidder om
Springvandet med slagtet Fjerkræ: Ænderne, hoved- og halsløse, ligger
ganske upersonlige, men Hønsene, med slapt nedhængende Hals og Fjer
paa Hovedet, de seer formelig intelligente ud, skjøndt de hænger med
Næbbet. Og Kalkunerne med den gulnede, halv gjennemsigtige Hud -- de
ligner gamle Hofdamer, der er stærkt nedringede -- pragtfuldt, siger
jeg!"
"Er Du ikke snart færdig med 'Strøget'"? spurgte Duborg.
"Færdig?" gjentog Holst. "Det bliver jeg aldrig! -- Tænk saa blot paa
Pladsen om Helligaandskirken, og Helligaandshuset -- se paa
Trappegavlene _der_! Der er ikke noget andet Land i Verden end
Danmark -- og Skaane, naturligvis -- hvor Kirkebygninger har
Trappegavle. Og Lindeskyggerne over de gamle, slidte Gravsten --
hvadbehager! -- Anden Dag skulde man se Fællederne og Udsigten fra
Rundetaarn -- der er ikke noget Pompøsere end heroppefra at se Nyrops
Raadhus skyde i Veiret og Christiansborg ligge i Ruiner."
"Kalder De Ruinerne smukke?" udbrød Berner forbauset.
"Ja, det gjør jeg da rigtignok! Jeg vil heller ikke haabe, man igjen
bygger en Kasse op _der_, for den kan da aldrig blive tilnærmelsesvis
saa kjøn som Ruinerne. -- Det var ogsaa stor Synd, de kuplede
Marmorkirken færdig -- den var ti Gange mere malerisk som Ruin!"
"Det giver jeg Dem Ret i," sagde Berner, "og da Marmorkirken aldrig
havde været Andet end en Begyndelse, var der ingen Forpligtelse til
at bygge den op. -- Der var ogsaa en meget eiendommelig Flora paa
Kirkepladsen: =Papaver Rhoeas= og mange andre sjeldne Planter midt
inde i Byen, -- ja, Ruiner har nu altid en interessant Flora: jeg
veed, der skal voxe fire Hundrede forskjellige Planter paa Colosseum
i Rom."
"Det kan der maaske ogsaa med Tiden komme paa Christiansborgs Ruiner
-- og det er altsaa een Grund mere til ikke at bygge dem op!"
"Men seer De da slet ikke historisk paa dem?" spurgte Berner skuffet.
"Nei -- jeg seer selvfølgelig kun malerisk paa dem!"
"De er maaske saadan radical?"
"Ja, hvad i al Verden skulde man ellers være! De vil da vel ikke
have, jeg skal være conservativ? -- Nei, duer en Kunsner noget, maa
han altid være i Opposition -- beredt til at holde den hellige Ild
vedlige, selv om der imellem gaaer et af Borgerskabets Stoleben eller
et Afgudsbillede i Løbet."
"Talemaader!" indskjød Duborg.
"Nei, aldeles ikke! Jeg vil have Frihed men ikke Lighed -- Gud fri os
for _den_. Saadan almindelig Nivelleren og Udstykning over det Hele,
saa Tilværelsen kom til at se ud som en af de lige Sidegader ude paa
Vesterbro, det vil jeg dog bede mig fritaget for! Nei, Liv og Farver
maa der til! Derfor holder jeg ogsaa -- skjøndt jeg er Republikaner
af Princip -- naturligvis -- det er vi vel forresten Allesammen --"
"Nei, jeg er da for den Sags Skyld saadan Høiremand," forsikrede
Terndrup. "Bønderne har sgu alt for megen Frihed: de skulde aldrig
havt Lov selv at drive Jagten, og de er ogsaa bleven alt for
storsnudede af at være med at kalde Skolelærerne. -- Naa, det er nu
ikke for _det_: Kjøbenhavnerne er ogsaa storsnudede -- ja, undskyld,
at jeg siger det saa ligefrem -- men de troer, at Kjøbenhavn er hele
Landet!"
"Kjøbenhavn er Landets Hjerte!" udbrød Holst begeistret.
"Gud veed, hvor Du gider!" brummede Duborg.
"Ja, jeg er Høiremand," erklærede Terndrup igjen, temmelig
umotiveret, "og Berner er da ogsaa --"
"Hver Mand sin Lyst!" afbrød Holst ham. "Men hvad jeg vilde sige, var
kun, at skjøndt jeg som sagt er Republikaner -- naturligvis -- saa
holder jeg dog ubetinget paa Kongehus, Hof, Adel, Uniformer og
Vagtparade -- malerisk, forstaaer sig -- det liver nemlig op i
Landskabet og giver Kulører."
Berner smilte. -- "Det var jo _ogsaa_ et Forsvar for Kongedømmet!"
sagde han.
"Ja, kan _De_ levere et bedre?" spurgte Holst.
"Om det vilde blive bedre, beroer jo ganske paa, hvad Standpunct man
seer Sagen fra, men at det vilde blive et andet, er sikkert nok --
jeg er nemlig til en vis Grad nærmest en Beundrer af Enevælden."
"Det var som Pokker!" udbrød Holst og saae uvilkaarligt forbauset op.
"Kan man virkelig være _det_!"
"Ja, man kan," svarede Berner. "For en Del kommer det maaske af, at
min Stammefader, der sloges paa Volden 1659, var med at overdrage
Frederik den Tredie Souverainiteten, og at jeg selv baade er født paa
Slottet og døbt med Vand fra Absalons Brønd. Men hvad jeg forresten
navnlig altid har beundret ved Enevælden -- baade herhjemme og
andensteds -- er dens Evne til at drage Dygtigheden frem, hvor den
findes, uden Hensyn til Anciennitet, Fødsel eller Familieforhold
overhovedet. Den constitutionelle Stat derimod -- jeg vil slet ikke
tale om et socialistisk Fremtidssamfund -- den bliver ganske
naturligt alt for let en Forsørgelsesanstalt for Middelmaadigheden."
"Det maa jeg sige," erklærede Holst, "det er, ærlig talt, noget af
det Stiveste, jeg endnu har hørt! Men troer De da ikke, at Friheden i
al Almindelighed er nok til --"
Berner rystede paa Hovedet.
"Naa ja, De har jo Lov at mene, hvad De vil. Fremskridtsmænd og
Conservative trækker hver fra sin Side i Tovet, men jeg synes nu
rigtignok, det maa være noget Trist at høre til den Side, der kun
holder igjen, saa vi Andre kommer langsommere frem!"
"Ja, var der Ingen, der holdt igjen, saa faldt sgu de, der trak, paa
Enden," bemærkede Terndrup.
"Nei, vi gjorde ikke, Høistærede," indvendte Holst, "for saa behøvede
vi ikke at tage saa haardt fat, som vi gjør!"
"Det er sandt," sagde Berner, "men var der Ingen til at holde igjen
eller, rettere sagt, til at drage i en anden Retning, saa løb vi
grassat og var snart derude, hvor der endnu hverken er Vei eller Sti
-- og hvor vi slet ikke skal hen."
"Hvad mener De egentlig med, at 'vi slet ikke skal derhen' -- _hvor_
skal vi ikke hen?"
"Ligeud!" svarede Berner. "Har De aldrig tænkt over, at
Menneskeheden, Culturen, eller hvad De nu vil kalde det, aldrig
nogensinde har bevæget sig i lige Retning mod det, vi forstaaer ved
Maalet, men altid har krydset sig frem?"
"Jo, det kan saamænd gjerne være," indrømmede Holst.
"Og _det_, troer De er tilfældigt! Indseer De da ikke, at det er,
fordi Forsynet leder Menneskekaravanen ad den Vei, den skal! -- De
husker nok, der er noget i Physiken, der hedder 'Kræfternes
Parallelogram', ikke sandt? Den ene Kraft drager f. Ex. mod Øst, den
anden mod Syd, men det, der drages, føres saa hverken i den ene eller
den anden af de to Retninger, for naar Kræfterne er lige stærke, maa
det følge Diagonalen og altsaa føres mod Sydost."
"Ja, hvad saa?"
"Saa synes jeg," svarede Berner, "at begge Kræfter, baade den, De vil
kalde det absolute Fremskridt, og den, som De formodentlig helst vil
kalde Reactionen, har ganske samme Betydning og lige stor Ære af at
have ført Udviklingen det paagjældende Stykke Vei."
"Ja, jeg vil nu alligevel med Deres Tilladelse helst være noget af
den Kraft, som repræsenterer Fremskridtet," sagde Holst.
"Men _hvilken_ er det?" spurgte Berner med _et_ lunt Smil. "Er det,
forat blive i Billedet, den, der drager En mod Øst, eller den, der
drager En mod Syd -- man kan jo paastaa begge Dele!"
Holst betænkte sig, lo saa og svarede:
"Det er den, der trækker i ret Sydost -- naturligvis -- jeg forstaaer
mig ikke paa at krydse! -- Men jeg kommer jo rent bort fra, hvad jeg
vilde have sagt -- det gjør jeg nu forresten altid! -- Det var
Farverne, troer jeg, jeg slap ved -- jeg elsker Farver!"
"Ja, _Du_ er jo farvegal!" sagde Duborg.
"Det skulde _Du_ nødigt bebreide mig, for Du har da havt rent
Farvedelirium! -- Ja, jeg kan ganske vist godt give mig til at male
et Billede alene for Farvesammenstillingernes Skyld, det vedkjender
jeg mig. Som nu i Forsommeren: Jeg kom gaaende ad Skindergade, ned
imod Kjøbmagergade -- det var et storartet Syn! Gaden var som klippet
ud af en Holbergsk Komedie -- spidse Tage og glade Kviste, naar man
saae op, et skinnende Messingbækken dinglede udenfor Barberen, og
hængende Sørgefaner udenfor Farveren; Rundetaarns Top som Afslutning
i Baggrunden til Venstre, og grønne Lindekroner -- jeg troer da, det
er Lindekroner -- ud over den teglstenstækte Mur om Ehlers Collegium
-- jeg sværmer, i Parenthes sagt, for Lindetræer!"
"Og for Parentheser!" knurrede Duborg.
"Ja, det er Linden, der danner Oaserne i den store By," sagde Berner,
"og Linden er et fornemt Træ: det havde allerede Middelalderens
Folkeviser Blik for, Linden med de sorte Stammer og de silkeblanke
Blade, og kun de, der har Tro paa deres Slægts og deres Eiendoms
Fremtid, planter Lind -- Parvenuer nøies med Elm -- den groer
hurtigere!"
"Det er meget muligt -- men vi slap ved Skindergade, altsaa: grønne
Linde, nylig udsprungne, over den gamle Mur, og midt i Gaden holdende
en kanariegul Postvogn med Postillon paa Bukken -- jeg beder Dem blot
erindre: rød Frakke og lyseblaa Buxer -- der er ikke saa pragtfuld
en Uniform i hele Armeen! -- Det blev ogsaa, naar jeg selv skal sige
det, et storartet Billede!"
"Hvem kjøbte det, med Forlov?" spurgte Terndrup.
"Det var der sgu Ingen, der kjøbte -- naturligvis -- det hænger
hjemme paa Væggen og længes efter at blive solgt!"
* * * * *
-- Paa Hjørnet af Gothersgade og Kongens Nytorv skiltes man ad --
alle Fire oplivde ved det ny Bekjendtskab, som man lovede hinanden --
og sig selv -- at fortsætte.
Hver Fredag Eftermiddag, naar Marie kom fra Theatret, stillede hun
hos Jomfru Buxbom -- det blev en fast Regel. Saa kunde hun jo nemlig
meddele Repertoiret for den kommende Uge, hvilket Jomfruen, skjøndt
hun næsten aldrig mere kom paa Komedie, dog havde den største
Interesse af at vide Besked om to, tre Timer førend almindelige
Dødelige kunde læse sig det til i Aftenaviserne. Repertoiret
refereredes, og Repertoiret kritiseredes, og saa fortalte Marie Løst
og Fast derovrefra -- Jomfru Buxbom gjorde ligefrem Kaffegilde paa
hende, og selv Madam Asters udbad sig speciel Invitation til et
saadant.
Det var jo endnu kun Smaatræk af det daglige Liv og den daglige
Undervisning paa Theatret, som Marie kunde fortælle, men ogsaa _det_
var jo høist interessant; i alt Fald var hun selv uhyre optagen deraf
og syntes, at alle Andre ogsaa maatte være det.
Øverst oppe i Theatret, paa "femte Sal", laa "Dansebørnene"s Værelse
med Ovenlys, Skabe med struttende hvide Skjørter langs den ene Væg,
og langs den anden Toiletbordene med de bevægelige Speile og Skuffer
til Sminke og Pudder.
Med bankende Hjerte traadte hun hver Morgen præcis Klokken Halvni ind
i Dansesalen. Gulvet her skraanede som Scenens Gulv, der var Barrer
af forskjellig Høide langs med Siderne og store Speile -- man kunde
næsten blive bange for sig selv, syntes hun.
Paa den høie Stol med Lædersædet placerede Repetiteuren sig med sin
Violin, saa kom Børnenes Lærer, i sort Fløils Frakke og bred, hvid
Krave, Pigerne neiede og Drengene bukkede, og saa begyndte
Undervisningen.
Naar _den_ efter en god Times Forløb var endt, kom man igjen op paa
Værelset, fik Dansetøiet af og "Gadetøiet" paa, blev stundom sendt et
Ærinde i Byen for en af de Voxne, spiste Frokost og begyndte saa paa
"Læseskolen" Klokken Halvtolv.
_Den_ var ikke fuldt saa morsom som Danseskolen, men hyppig -- alt
for hyppig, mente Lærerne og Lærerinden -- blev Undervisningen
afbrudt af Prøver. Man var iforveien sagt til af Ballettens Bud og
sad i spændt Forventning -- Tankerne var langt fra Geographien eller
Naturhistorien -- endelig ringede det, og man skyndte sig ned paa
Scenen.
Det var helt underligt ved de forberedende Prøver at se Herrerne i
almindeligt Dansetøi med Sværd ved Siden og de Underofficerer, der
blev brugt som Statister, kjæmpe i Uniform paa Grathe Hede uden
rigtige Decorationer, og det var forfærdeligt irriterende hvert
Øieblik at høre Capelmesteren slaa to skarpe Slag med Tactstokken i
Nodepulten, standse Orchestret og bede det tage saa og saa mange
Tacter om.
Generalprøven, det var rigtignok noget Andet: det var som en complet
Forestilling. Tilskuerpladsen var oplyst, Chef og Embedsmænd sad paa
Kongesiden paa en af de første Rækker, og Alle, der hørte Theatret
til, Costumerede og Ikke-Costumerede, fyldte Parkettet. Der blev
kritiseret -- og kritiseret skarpt -- Theatermaleren saae første Gang
sine nye Decorationer med den rette Staffage, og Theaterskrædderen
beundrede sine egne Dragter.
Men selv om der ikke var Prøver, var der dog nok at se, nok at
drøfte.
Hver Formiddag blev de Dragter, som Børnene skulde bruge om Aftenen,
bragt op paa deres Værelser, og broget kunde der da se ud derinde,
naar Englevinger, Troldemasker, Spyd og Skjolde hang paa Knagerne
mellem de pailletterede Skjørter.
Til daglig Brug var der interessantest paa Forbindelsesgangen over
Heibergsgade. Her laa nemlig Rekvisiterne, som skulde bruges om
Aftenen: gyldne Bægre, Frugter, Fjerkræ, Skinker og Kransekager --
Alt kunstfærdigt fremstillet af Pap -- og stod en Ballet som "Napoli"
eller en Opera som "Aladdin" paa Repertoiret, var der en hel
Opdækning af Muslingeskaller og Kurve fyldte med Juveler, som
repræsenterede mindst to Keiserdømmers Skatkamre.
Smaa Udflugter paa forbudent Territorium havde Marie ogsaa gjort.
Inde paa Maskinloftet over Sidekulisserne havde hun været med en
ældre Kamerat -- de listede sig derind fra Dansesalen forat høre paa
en ny Tenor, der gjorde Prøve for Capelmesteren og Directionen. Her
gjaldt det om ikke at snuble i Mørket, thi Tove, stramme og
"slikkede", krydsede vildsomt hinanden, som Takkelagen paa en gammel
Orlogsmand, og der var hundrede Blokke og Tailler at falde over.
Bøiede man sig ud over Rækværket og saae ned paa Scenen, var der saa
dybt som i en Afgrund, men saae man opad, op mellem Soffiter og
Herter, syntes Afstanden endnu større: Løbebroerne hang som gyngende
Fjeldstier oppe mellem Bagtæpperne, og allerøverst oppe, hvor Øiet
slet ikke kunde naa hen, _der_ var Snoreloftet.
Det var et stort Øieblik for hende, da hun første Gang nede i
Regisseurens Værelse hentede sine Skopenge for den forløbne Maaned;
stort var Beløbet ikke, men det var selverhvervet Formue. Regisseuren
var lidt nerveus: han havde just faaet to Sygemeldinger, saa der
maatte spilles paa rød Placat, men et Par venlige Ord havde han dog
til hende, og hun var ikke lidt stolt, da hun med sine Penge i
Haanden ganske langsomt gik forbi Skuespillernes Foyer, hvor Døren
stod aaben, og kastede et Blik ind i den fornemt hyggelige Sal, med
Portraiterne af de henfarne Koryphæer paa Væggene.
* * * * *
Om Alt det og om meget, meget Andet kunde Marie fortælle. Jomfru
Buxbom var lutter Øre og lutter Beundring -- og denne Beundring var
medvirkende til, at Jomfruen igjen skiftede Præst.
Pastor Knastrup havde nemlig en Søndag, da han prædikede til
Aftensang, talt mod Theatret og tilladt sig at kalde dette for
"Satans Tempel", og _det_ var dog Jomfru Buxbom for meget. --
"Theatret, som min salig Fader har virket ved syvogtyve Aar," sagde
hun til Terndrup, "Theatret, hvor jeg selv har havt mine skjønneste
og uskyldigste Glæder, og hvor Mie, den lille Guds Engel, danser
rundt med hvide Vinger paa -- det kalder han for Satans Tempel! Nei,
jeg vil ikke høre den Person tiere!"
Og efter dette mente Terndrup, at Pastor Jespersens Actier i
Lænestolen igjen maatte siges at staa al pari.
Poul var ude med Vintercorvetten.
Han var bleven ekviperet og photographeret i Orlogstøiet, havde gjort
Afskedsvisiter og faaet de nødvendige Formaninger. Moderens og Fru
Lunds gik navnlig ud paa, at han endelig ikke maatte forkjøle sig og
saa vidt muligt ikke falde ned; Faderens gik navnlig i Retning af, at
han ganske vist skulde se at holde sig gode Venner med de andre
frivillige Lærlinge, men dog fortrinsvis søge nærmere Kameratskab med
en lille Grevesøn, der var med blandt Lærlingene og saa i det Hele
gjøre Familien Ære. -- "Hvem veed, lille Poul," sagde han, "om ikke
din Fader naar Du kommer hjem igjen til Foraaret, kan komme ombord og
byde dig velkommen til dit Fædreland i Uniform -- og saa skal der
saluteres for mig: en Generalconsul skal have Salut!"
* * * * *
Inden Poul reiste, supplerede han sine Lommepenge ved at gjøre en
større Forretning.
Han havde altid omhyggeligt samlet de islandske Frimærker, som
Faderens Klipfiskecorrespondance bragte til Huse, og solgt dem til
Terndrup, men ved at ransage et Par støvede Kasser paa Loftet havde
han fundet hele Pakker gamle Forretningsbreve med ældre Frimærketyper
paa, og den Skat havde han inden Afreisen omsat i klingende Mønt.
Poul var saare vel tilfreds med Handelen -- og det var Terndrup
ogsaa. Han læste nemlig Brevene -- det gjorde han altid, naar han
kjøbte Frimærker udenpaa Breve -- og eet af dem læste han med særlig
Interesse, læste det baade to og tre Gange, betænkte sig en hel Aften
og brændte det saa i Kakkelovnen -- naturligvis efter først at have
klippet Frimærket af.
En Morgen i Begyndelsen af December stod Grossereren ved Pulten i sit
Kontor, Ragna ligeoverfor.
-- "Julius er vel ikke oppe?" begyndte han.
"Nei -- der var Brydekamp paa en af Variétéerne iaftes," svarede
Ragna, som var det den naturligste Ting af Verden.
"Laban!" sagde Grossereren. "Sportslaban! At _det_ skal være _min_
Søn! -- Og Moder!"
"Hun er til Strikkemøde i Asylselskabet."
"Aa, Asylselskabet! -- Lad de Proletarbørn gaa med bare Ben! Nei, hun
skulde se at komme ind i den finere Velgjørenhed; i en Comité med
Geheimeraadinder og Baronesser og Resten af de tre høieste
Rangklasser -- eller allerhelst i en Bazar, som de Kongelige
protegerer, _det_ gav Relief! Naa, lad mig nu bare først blive
Generalconsul, saa kommer det nok Altsammen af sig selv. -- Har vi
faaet noget Tilbud om Lagerrum efter Avertissementet?"
"Nei, endnu ikke."
"Ja, vi _maa_ have mere Plads, men det er ærgerligt nok at leie
Lagerrum hos Fremmede, naar man i og for sig har Plads i Huset!"
"Hvad vil det sige?"
"Fru Lunds Leilighed, naturligvis!"
"Ja, men Du kunde da ogsaa leie en Leilighed til hende -- meget bedre
end den, hun har -- og saa lade hendes Værelser indrette til Lager."
"Ja, det kunde jeg, det kunde jeg -- men det kan jeg alligevel ikke!"
"Hvorfor ikke?"
"Nei -- nei, det gaaer ikke! Jeg har lovet hendes Mand, lige før han
døde, at hun skulde blive boende, saa længe jeg levede. Han var
ganske vist en stor Kjeltring -- meget større, end Nogen aner -- men
alligevel -- nei, det kan jeg ikke! -- Jeg er ikke overtroisk, men
Fru Lund tør jeg ikke lade flytte, skjøndt jeg af flere Grunde nok
ønskede, jeg kunde det. -- Nei, man har dog Samvittighed -- og Hjerte
-- men det er dyrt at holde den Artikel paa Lager -- meget dyrt! --
Veed Du forresten af, at jeg har kjøbt et Maleri!"
"Har Du?"
"Ja, kjøbt og kjøbt -- Du veed, der var en Post paa 150 Kr. for
Høstsild, som jeg ikke kunde faae betalt hos C. J. Thomsen & Søn --
naa, saa bød han mig en Fordring paa 100, som han havde paa en Maler
-- Holst, hed han -- og saa gik jeg igaar op til Fyren -- han har
Værksted henne i Grønnegade -- og ledte mig et Billede ud. Det er
ganske livligt -- her skal Du se, det staaer _der_! -- Er det ikke
meget net? Den gule Postvogn og Postillonen -- man kan strax se, hvad
det skal forestille!"
"Hvor skal det hænge?" spurgte Ragna.
"Jeg har tænkt mig inde i Dagligstuen over Sophaen -- det vil glæde
din Moder!"
"Ja, jeg troer nu ellers, Moder hellere vilde have nyt Betræk paa
Sophaen."
"Saa? -- Naa, ja, men det kunde jeg jo ikke faae hos Maleren! Du veed
ogsaa, der er en Fugtplet _der_ i Muren, som ikke vil gaa bort -- det
er nu meget for den Plets Skyld, jeg har kjøbt Billedet."
"Naa, ja, til at dække med kan det jo altid bruges," sagde Ragna, og
saa taltes der ikke mere om Billedet.
* * * * *
-- Poesi og Kunst var Frøken Ragna aldrig kommen i nærmere Forhold
til.
I Skolen havde hun læst Literaturhistorie, og paa Foraarsudstillingen
havde hun i Reglen været een Gang hvert Aar -- det var omtrent det
Hele. Poesi og Kunst var for hende en Luxus, som man kunde
beskjæftige sig med, om man havde Lyst, og Kunstnerne og Poeterne
selv en Pariakaste -- Folk, der aldrig førte ordentligt Regnskab, og
store Egoister, som kun brød sig om deres Kunst og lod Familien suge
paa Labben.
-- Og dog havde der været een Gang i hendes Liv, hvor hun havde faaet
et andet Indtryk af Kunsten og af et Kunstnerhjem.
Hun var som Skolepige bedt til Fødselsdag hos en Kamerat, hvis Fader
var Maler -- Kunstmaler. Hjemmet var vistnok temmelig tarveligt, og
Tractementet ligesaa, men de spiste til Aften i Atelieret, hvor der
hang fuldt op af Studier, og Veninden -- Datteren -- kjendte dem alle
udenad, deres Tilblivelse og senere Skjæbne, fremhævede særlig _den_,
hvorefter det Billede, der fik Aarsmedaillen, var malet, og var
tydelig nok stolt af sin Fader -- stolt af at have netop en Kunstner
til Fader.
_Den_ Veninde havde Ragna aldrig villet have hjem i Store Kongensgade
-- om det nu var, fordi hun syntes, at Store Kongensgade var for god
til hende, eller hun til Store Kongensgade, det var hun vist knap
klar over selv.
* * * * *
-- Julius kom ind, naturligvis gabende, og Faderen gav ham den
sædvanlige Overhaling for hans sene Tilsynekomst, men den idrætlige
Yngling erklærede, at naar de blot vilde lade være med at kalde paa
ham, skulde han nok komme op i ordentlig Tid: det var den evindelige
Banken paa Døren, der forstyrrede ham i hans Toilette, saa det tog
dobbelt saa lang Tid, som det ellers vilde gjøre.
Saa kom Posten.
"Tak!" udbrød Grossereren, da han saae Udskriften paa et af Brevene.
"Nu har vi Vennebjergerne til Terminen!"
-- "Vennebjergerne" var hans to gamle, ugifte Fastere, der i Sorø
Kanten eiede en større Gaard, "Vennebjerg", efter hvilken de i Reglen
benævnedes.
"Ja, _jeg_ holder nu af Tanterne, og _de_ af mig," sagde Ragna.
"Det er sgu en underlig Smag!" erklærede Julius.
"Fra deres eller fra min Side?" replicerede Ragna, men uden at faae
noget Svar.
-- "Aa, det skulde forbydes Familie fra Landet at komme ind og genere
Folk!" raabte Grossereren arrigt. "Og saa skal vi have Fader hængende
her i de Dage -- han bestiller jo ikke Andet end at gaa rundt og
ærgre sig og være ondskabsfuld!"
"Bedstefader kommer da sjeldent nok!" sagde Ragna.
"Er det maaske min Skyld! -- Aa, husk at lade Moder vide, at Tanterne
er under Opseiling!"
* * * * *
"_Vennebjergerne_" havde saa at sige tilbragt hele Livet -- de var
nu om ved de Halvfjerds -- paa deres Fødegaard.
Den Ene hed _Hanne_, den Anden _Sine_.
Hanne saae ikke godt, og Sine hørte ikke godt, men den Ene hørte, og
den Anden saae for dem Begge -- de mindede i saa Henseende om
Troldene i Eventyret, der tilsammen kun havde eet Øie, som de
skiftedes til at bruge.
Forresten havde de et Jernhelbred -- "Nerver af Staaltraad," sagde
Grossereren -- forstod ikke, at Nogen kunde være syg og foragtede i
Grunden dem, der var det.
De talte altid i første Person Pluralis og sagde virkelig ofte ganske
det Samme omtrent paa samme Tid -- det vil sige, Sine, der ikke hørte
saa godt og var en Smule langsommere i Vendingen end Hanne, sagde
ikke sjeldent det Samme, som Søsteren havde sagt lige iforveien, og
heraf kom det, at Ingen nogensinde tænkte paa at citere en Replik af
en enkelt af Søstrene, men man sagde altid: "Tanterne siger" og
"Tanterne mener".
De lignede ogsaa hinanden som to rynkede Tvillingæbler, gik altid i
ens Dragt og saae nærmest ud som forklædte Mandfolk. Gaarden drev de
i Endrægtighed ganske paa egen Haand, og de drev den, saadan som
deres Fader havde drevet den -- fordelagtig var Driften neppe.
Nutiden og nyere Opfindelser overhovedet saae de ned paa. Postvæsenet
betragtede de som en Institution, man til Nød kunde betro mere
ligegyldige Forsendelser, men vigtigere Meddelelser maatte kun sendes
pr. Bud, og aabne Brevkort bragte dem ligefrem i Harnisk: "dem kan
jo Landposten læse i, hvad man skriver," sagde de, "og det er da
ikke Meningen!" Jernbanerne benyttede de ikke, men naar de i
Terminstiderne skulde til Byen, kjørte de altid hele Veien i den
gamle Calesche, bedede i Ringsted og Roskilde, og havde skaaret
Smørrebrød og Solbærrom med i Magazinet under Sædet.
Som ugifte nærede de et indgroet Had til Ægteskabet og betragtede det
egentlig nærmest som staaende lige med at begaa et Feiltrin, naar en
ung Pige af Familien gik hen og giftede sig. -- "Ragna, hende kan man
stole paa," sagde de, "hun gifter sig aldrig", og Ragna elskede de.
At de saae ned paa Kjøbenhavn og Livet _der_, er en Selvfølge. --
"Det har ikke været Vorherres Mening, at Menneskene skal klumpe sig
sammen og bo i sex, syv Lag ovenpaa hinanden," forsikrede de -- men
_kom_ de til Byen, vilde de dog alligevel nok se, hvad Nyt der var,
og gjerne høre Noget om det moderne Sodoma for siden i Ro at kunne
forarges over det hjemme paa Gaarden -- det gik de lange Aftener saa
godt med.
Til Klokken Fire om Eftermiddagen den 11. December havde
Vennebjergerne meldt deres Ankomst, men allerede flere Timer
iforveien var Alt i Orden til deres Modtagelse i Grossererens Hus.
Fruen gik nerveus rundt og tørrede for tyvende Gang det Støv, som
ikke var, af Møblerne, rensede Nøglehullet med en Fjer og gjorde smaa
Afstikkere ud i Kjøkkenet forat se til Maden; vel erklærede nemlig
Vennebjergerne altid, at de ikke satte mindste Pris paa Mad og
Drikke, og at Levemaaden i Kjøbenhavn var alt for overdaadig, men
ikke desto mindre holdt de dog nok af, at der kræsedes lidt op for
dem, thi -- som de engang havde sagt -- "kogt Lax, Kalvesteg og
Lagkage, det kan være meget godt, men det er dog ikke _det_, man
tager til Kjøbenhavn for!"
Grossereren havde længe før Tiden trukket sig tilbage fra Kontoret og
sad i Julius' Værelse til Gaarden, hvor han ærgrede sig saadan over
Photographier af Bech-Olsen og andre halvnøgne "stærke Mænd", at han
næsten Ingenting fik bestilt. Til Gaden vilde han imidlertid ikke
sidde, for han ønskede ikke at overvære "den afdøde Diligences
Ankomst med Tanterne og se Melmanden ligeoverfor ligge i Vinduet og
grine."
* * * * *
Paa Slaget Fire kom Caleschen -- den gamle Andrees satte en Ære i at
være lige saa præcis som en kongelig Kusk.
En stor, slidt Sælhundeskinds Kuffert, to Hatæsker og en Uendelighed
af Kurve blev læsset af Vognen og baaret op, og først da begge
Tanterne havde forvisset sig om, at hele deres Bagage var i Behold og
Intet glemt, løb de op ad Trappen -- to Trin tog de i hvert Spring.
Hænge deres Overtøi i Entreen kunde de imidlertid ikke -- det
maatte nødvendigvis lægges paa Sengen, og før Kufferterne var
pakket helt ud og Pyntekapperne anbragt paa medbragte Stativer
foran Toilettespeilet, var der ikke Tale om at formaa dem til at
gaa tilbords.
Endelig var dog Forberedelserne endt, og Tanterne kom ind i
Dagligstuen, opdagede strax Maleriet -- som de fandt græsseligt --
følte paa de nye Portièrer og kyssede skiftevis Ragna hvert andet
Minut.
-- "Hvor er vores Broder?" lød det pludselig paa een Gang fra dem
Begge, da Døren til Spisestuen blev lukket op.
Grossereren forklarede dem, at hans gamle Fader var til Møde i "det
forenede Begravelsesselskab af 1762", men at han vilde komme næste
Dag; hermed erklærede Tanterne sig nogenlunde tilfreds, tog dygtigt
for sig af Retterne men raisonnerede over, at de fik Conditor-Is og
ikke hjemmelavet Dessert.
Aftenen gik ellers med Udspørgen om alle mulige Forhold fra Tanternes
Side og detaillerede Besvarelser fra Familiens Side.
Pouls Valg af Livsstilling misbilligede de i høi Grad: "der har
aldrig før været Nogen af vores Familie, der er gaaet til Søs," sagde
de, "men vi er blevet paa Landjorden og har ernæret os mere eller
mindre honnet -- Pjank!"
* * * * *
-- Næste Morgen var de oppe Klokken Sex og var saa heldige, da de
aabnede deres Sovekammerdør, at møde Julius, som netop nu kom hjem.
Da de ikke kunde tænke sig en saadan Afgrund af Fordærvelse som at
være ude om Natten, fik Julius -- for første og sidste Gang i sit Liv
-- Ros af dem. -- "En Døgenigt er han," sagde de altid siden, "men
han er alligevel den Eneste i Huset, som er Morgenmand -- hvad sandt
er, skal være sandt!"
Førend det endnu var rigtig lyst, var de paa Gaden. Tage en Droske
kunde naturligvis ikke falde dem ind, og i Sporvogn maatte man jo
sidde ved Siden af Hvemsomhelst, følgelig _gik_ de -- hele Dagen --
op og ned ad Gaderne og op og ned ad Trapper. -- "De bentrainer sgu!"
sagde Julius.
Ærinder havde de mangesteds. Rundt i Butiker forat gjøre Indkjøb --
de _saae_ nu paa betydelig Mere, end de _kjøbte_ -- henne hos
Procuratoren, som besørgede deres Pengeaffairer, og oppe hos Jomfru
Buxbom, deres gamle Barndomsveninde.
-- "Nei, Sine! Og Hanne!" udbrød Jomfruen. "Er det virkelig Jer!
Velkommen skal I rigtignok være -- og tusind Tak for den deilige
Slagtemad, jeg fik forleden!"
"Ja, Du gav den naturligvis væk strax, Mille!" sagde Hanne, og et
Øieblik efter sagde Sine: "Du forærede den formodentlig bort, ligesom
Du havde faaet den!"
Kaffen kom paa Bordet, Søstrene kritiserede Fløden og drøftede det
interessante Spørgsmaal, om den var forfalsket med Kartoffelmel eller
med Maizena, og saa kom -- som lokket af Kaffelugten -- Frøken
Hansen, der lige havde været henne at synge til en civil Begravelse i
Garnisons Kirke.
Hun kunde en ganske ny, styg Historie om en ung Kone, der var bleven
forladt af sin Mand, og dette gav Vennebjergerne Anledning til at
fremhæve sig selv som dem, der ikke havde indladt sig paa saadanne
tvivlsomme Vidtløftigheder som Ægteskab.
Jomfruen tillod sig en beskeden Bemærkning om, at _hun_ jo da heller
ikke var gift, men den skulde hun hellere have holdt for sig selv,
thi som stukket af en Brems udbrød begge Søstrene i Munden paa
hinanden:
"Nei, tal _Du_ bare ikke med, Mille, for _det_ er saamænd ikke _din_
Skyld: Du har aldrig været paalidelig! Havde _Du_ kunnet faae en
eller anden Bierfiedler eller Bajads, havde Du taget ham med
Kyshaand, for der er Gjøglerblod i Dig, Mille -- din Fader var jo
ogsaa Korist!"
Efterat denne Salve var afgivet, skyndte Frøken Hansen sig
forskrækket bort, og dette benyttede Vennebjergerne sig af til at
spørge "Mille" ordentlig ud om hendes Skole.
"Du har ni Elever," sagde de, "naa, de fire gaaer frit, og de tre
betaler ikke regelmæssigt -- det kan Du umuligt leve af, Mille! --
Maa vi se en Statusopgjørelse?"
Var der Noget, Mille Buxbom vidste sin Samvittighed fri for, saa var
det Statusopgjørelser og Regnskab overhovedet. Hun saae derfor ogsaa
overordentlig ulykkelig ud, men hendes Veninder rystede paa Hovedet
og sagde:
"Paa den Maneer kan Du aldrig lægge Penge op, Mille!"
Mille indrømmede stiltiende og angergivent Factum, og efterat have
givet mange Formaninger og en klækkelig contant Julegave forlod
Vennebjergerne hende.
* * * * *
-- Til Middagen kom deres Broder -- "_den gamle Grosserer_", som han
kaldtes.
* * * * *
Han var henved de Firs, men rask og rørig, lille og indskrumpen med
smaa, stikkende, urolig flakkende Øine og et grimt Smil.
Da han i sin Tid trak sig ud af Forretningen, flyttede han til
Frederiksberg og levede der hovedsagelig af at ærgre sig -- navnlig
over Sønnen.
-- "Han slaaer stort paa, gjør Jesper," sagde han, "Gud maa vide,
hvor længe _det_ kan holde -- men af _mig_ faaer han ikke en
Skilling!" og Sønnen paa sin Side sagde: "Fader tænker og calculerer
stadigt en detail -- han mangler det mercantile Overblik!"
For den Gamle var og blev Vestergade Jordens Centrum, og Vestergade
passerede han, _hvor_ i Byen han end skulde hen. -- "Men der lugter
ikke mere, som der gjorde i min Tid," sukkede han, "dengang kunde man
mærke Sildelagen og de harske Klipfisk helt ud paa Halmtorvet -- det
kan man ikke nu!"
Tiden gik brillant for ham, thi han traskede gjerne paa sin Fod helt
ud til Østerbro, naar han havde hørt, at man _der_ kunde faae
Risengryn to Øre billigere Pundet end andre Steder, og havde han
ikke Andet at bestille, kunde han godt tilbringe en halv Dag med at
pille rustne Søm ud af gamle Pakkasser og banke dem lige -- saa havde
han dog baade udrettet Noget og tjent Noget, syntes han.
Udenfor det Daglige undte han sig ogsaa smaa uskyldige Adspredelser
af den Slags, som ikke kostede Noget. Sommer Søndage stillede han
saaledes jevnlig ved Klampenborg Stationen forat fornøie sig over
dem, der kom for sent til Toget, og i stærk Blæst kunde han godt et
helt Kvarteer tage Post paa et Gadehjørne, hvor der var rimelig
Udsigt til, at Hattene hyppig vilde blæse af, saa at han kunde more
sig ved at se de barhovede Eiermænd løbe efter dem.
I Aviserne var det først og fremmest Falliter, der interesserede ham.
-- "Naa, nu er _han_ da endelig røget af Pinden!" kunde han sige med
et særeget Behag. "Ja, jeg har længe ventet paa det!" Og saa var han
i forholdsvis godt Humør den Dag og gik om med et Smil over hele
Ansigtet. Det Samme var Tilfældet, naar han uformodet hørte noget
Ondt om en Mand, især naar han hidtil ikke havde hørt noget
Ufordelagtigt om ham, men han var for saa vidt nøisom, som han ogsaa,
i Mangel af Bedre, tog til Takke med at høre, at en Mand havde en
Søn, der ikke artede sig vel -- det bestyrkede dog hans Tro paa
Menneskeheden.
Saae han i et Kjeldervindue en Reclameseddel fra et af Smaabladene,
hvoraf det fremgik, at En eller Anden maatte være taget rigtig under
Behandling, kunde han gjerne staa fem Minuter og betænke sig, men det
endte dog altid med, at han gav sine to Øre ud for Bladet, og selv om
han ikke kjendte Den, der blev skjældt Hæder og Ære fra, gned han sig
dog i Hænderne og mumlede: "_Den_ er sgu god! _Den_ kan han være
længe om at hoste af sig!"
Familien frygtede ham og hadede ham, og af sine egne betragtedes han
nærmest som et Slags Husspøgelse eller =spiritus familiaris=, der gik
igjen ved høilys Dag og altid varslede Ondt. Selv hans gamle Søstre
var i Virkeligheden gladest, naar han var borte, og Ragna forsvarede
ham nok til en vis Grad, men kunde alligevel ikke udstaa ham.
* * * * *
-- "Godaften i Stuen," sagde han, da han kom ind. "Godaften, Hanne,
og Godaften, Sine! -- Nei, hvor I har skjæmmet Jer, siden jeg saae
Jer! Det bliver nok sidste Termin, vi sees!"
Denne Vending gjorde imidlertid ikke den tilsigtede Virkning, thi han
havde regelmæssigt benyttet den de sidste ti Aar, og man gik tilbords
uden flere Giftigheder.
Den Gamle passede sin Mad, og først da der ved Desserten blev budt
Æbler om fra Familiens eget Landsted, blev han livlig og morede sig
med at regne ud, hvad hvert Æble stod Sønnen i, og efterat Regnskabet
var opgjort, tilføiede han smilende: "Ja, har _Du_ Raad til det,
lille Jesper, er det jo godt!"
Kort efter Kaffe gik han, medtagende tre Stykker Sukker i
Vestelommen; det tog han altid med til sin The næste Morgen, og han
lod pligtskyldigst, som om han troede, at Ingen saae eller vidste
det.
* * * * *
Hen paa Aftenen vilde Julius knibe ud fra Familietheen, men Faderen
mærkede det og sagde snærrende:
"Nu skal Du vel paa Variété -- Laban!"
"Hvad er egentlig en Variété for Noget?" spurgte saa Tanterne. "Vi
har saa tidt læst om det i Aviserne, men vi har aldrig seet saadan
en!"
"I kan jo gaa med _mig_!" sagde Julius grinende, men rigtignok uden
noget Øieblik at kunne tænke sig blot Muligheden af at blive taget
paa Ordet.
"Top!" sagde Tanterne imidlertid. "Vi vil ikke gaa i vores Grav uden
at have seet en Variété!" Og til Trods for den øvrige Families
lydelige Protest tog de Overtøiet paa og kjørte ad Vesterbro til med
Julius, der fandt det hele sjou nok for en Gangs Skyld.
* * * * *
Ret længe blev de dog ikke i Kunstens Tempel.
Hanne sagde hvert Øieblik: "Sine, hvad er det, man seer nu?" og Sine
spurgte hvert Øieblik: "Hanne, hvad er det, hun synger?" saa tilsidst
var en af Tjenerne lige ved at vise dem ud, fordi de forstyrrede
Forestillingen.
Indignerede reiste de sig, og da de var kommen vel udenfor, havde
hver af dem for første Gang i længere Tid en virkelig selvstændig
Replik. Hanne sagde nemlig: "Sine, Du kan være glad ved, Du ikke
hører saa godt, for der var en tysk Mamsell, der sang en meget
uanstændig Vise," og Sine svarede: "Hanne, vær Vorherre taknemmelig
for dit svage Syn: der var et fransk Fruentimmer, som havde næsten
Ingenting paa!"
* * * * *
Næste Dag reiste Vennebjergerne og rystede Støvet af deres Fødder, og
Grossererfamilien trak lettet Veiret.
Midt i Terminen blev det Vinter i Byen.
* * * * *
Himlen mørknes og bliver hel blaasort, i to Timer gaaer man og venter
som paa et optrækkende Uveir -- endelig begynder det.
Først løber der over Torve og Pladser som hvide, bølgende Røglinier
af fin, fygende Sne, og et Par Øieblikke efter er Mellemrummene
mellem Brostenene hvide, saa at Torvet seer ud som en Mur med Kalk
mellem Fugerne.
Saa først kommer det rigtige Snefog med de store Fnug, der hvirvler
og jager rundt -- man forstaaer ikke, hvordan noget kan naa ned, thi
følger man med Øinene et enkelt, hvirvles det rundt, til Siden og
opad, og forsvinder i Sværmen, den tætte, rastløse Sværm, gjennem
hvilken Kirkespirene kun skimtes som Skygger bag et Florteppe.
Folk slaaer Kraverne op om Ørene, dækker sig, holder paa Hattene og
seer ud, som om de hele Tiden skulde hilse, men Alle er de
fornøiede, vexler Ord med tilfældig Forbipasserende, som de aldrig
før har truffet -- det er ganske anderledes end i Regnveir, som kun
gjør Menneskenes Børn gnavne.
Stormen tager til. Aabne Pladser skyes saa vidt muligt af
Fodgjængerne, Paraplyen maa slaaes ned, inden man dreier om Hjørnet,
og skrøbelige gamle Koner venter taalmodigt paa, at en Betjent eller
anden barmhjertig Sjæl skal lodse dem over Gaden.
Saltvognen med fire dampende Heste for søger at holde
Sporveisskinnerne farbare, men det gaaer kun til en Tid, saa standser
Trafiken. Det ryger fra Tagene, og det fyger langs Husrækkerne,
Kjeldervinduerne dækkes, og naar en Butiksdør aabnes, smutter en
nysgjerrig lille Lavine med ind.
Endelig standser Stormen, og Fodsporene faaer Lov at blive staaende
ude i den hvide Ørken; snart er der hele Stier over Torvene, Skovle
og Koste faaer travlt, Vognmændene begynder at kjøre Sne bort, en
enkelt Kane viser sig i Gaderne, og Terndrup faaer landlige
Anfægtelser, tænker paa Sporsne og Klapjagt og maa have Violinen frem
om Aftenen.
-- Frosten tager til, og dobbelt koldt synes Alt, naar man seer paa
de døde Springvandskummer eller paa Statuerne, der har hvid Kalot og
hvidt Skjæg. Henne paa Frue Plads bombarderer Drengene Broncebusterne
med Sneboldte -- Kirkeskolerne kiler løs paa Martensen og Mynster,
Metropolitanerne lader det fortrinsvis gaa ud over Madvig.
Sultne Krager skriger fra et enkelt, afsides Tag, Musviten hakker i
den frosne Steg udenfor Kjøkkenvinduet, og Spurvene tager
Standkvarteer ved Droskernes Holdepladser, hvor de lever høit paa den
spildte Havre og stundom gjør et samlet Choc imod en forsulten
Bogfinke, der er kommen til Byen uden at være Medlem af den stedlige
Fagforening.
Folk, der spadserer og har Tid til at spadsere, gaaer ind i Kongens
Have og Ørstedsparken -- i Ørstedsparken er der kjønnest.
Nedenfor den saarede Galler er der aabent Vand, og ved Solnedgang
falder der messinggule Lysreflexer hen over det. Skrænten ligeoverfor
er hvid -- et Par Graner og Thujaer tegner sig helt sorte paa den.
Hundreder af Maager er trukne herind fra Stranden, svømmer husvant om
eller sidder ubevægelige paa Iskanten. Af og til letter hele Sværmen
ganske umotiveret, flyver nogle Gange frem og tilbage, holder sig
vippende med Vingerne paa samme Plet og seer undertiden ud som en
Flok af mægtige, hvide Sommerfugle.
Mod Aften kommer Krager langsomt trækkende, og pludselig suser med
Iltogsfart to Vildænder gjennem Luften og kaster sig i Vaagen. En
Svane kommer majestætisk brusende hen imod dem, men standser
pludselig, betænker sig og vender om -- det "Vilde" imponerer den
uvilkaarligt.
* * * * *
Herinde mødes Berner og Terndrup, Holst og Duborg.
Holst maler med valne Hænder et af de smaa Billeder, han gjør for sin
egen Fornøielse, Berner og Terndrup bestemmer Vildænderne som
Brunnakker (d. e. =Anas Penelope=), og Duborg erklærer, at det
Smukkeste, han overhovedet kan tænke sig, er Sollys, der falder
gjennem en hvid Maagevinge -- "men det kan ikke engang gjengives i
Underglasurfarver!"
Saa skilles de Fire igjen ad efterat have aftalt at mødes en Aften
mellem Jul og Nytaar.
Nu ligger Julen i Luften, Alt er Travlhed.
Butiksvinduerne pyntes med Gran og hele smaa Juletræer, de Handlendes
private Leilighed maa gjøre Tjeneste som Udstillingslocaler, og Alt
figurerer nu under Navn af "Julegaver": nyttige Julegaver og billige
Julegaver, belærende Julegaver for Børn og Julegaver for voxne
Herrer.
Alt fixes op og pyntes, Slagterne giver Grisene Citron i Munden, og
Tobakshandleren sætter Mavebelte om alle sine Cigarer. I Hovedgaderne
kjører Herskaber rundt i egen Vogn og gjør deres Indkjøb i god Tid,
og unge Piger "hjælper" hinanden med -- til Kræmmerens Fortvivlelse
-- at vælge Julekort.
Godstogene bringer hele Ladninger af Graner -- Skoven kommer til Byen
-- og paa Amagertorv sidder Mutter mellem alle sine Juletræer med
uldent Tørklæde om Hals og Hovede, og mens Handelen gaaer livligt, og
Bydreng efter Bydreng tager et solgt Træ paa Nakken og skridter
afsted, nyder hun alt imellem en Slurk af den varme Kaffe, der
damper i Spølkummen.
Paa Posthusene staaer Folk i Queue forat faae afleveret deres Pakker,
og de gule Postvogne og Char-à-banc'er med de mange røde Postbude
kjører tre Gange saa hyppigt som ellers og tager sig dobbelt saa godt
ud paa den hvide Sne -- det er Noget for Holst at se paa!
Nye Bøger vælter ned fra Himlen, ligesom Sneen, Anmelderne maa sidde
oppe hele Natten, og Aviserne udkommer med tre Tillæg.
Udenfor Victualiehandlerne hænger Knipper af Gjæs, Julens nationale
Fugl. I de fine Gader er de pænt plukkede, men i Smaagaderne og ude
paa Broerne er Skindet revnet og hullet; fattige Børn seer med store
Øine paa dem og taber Næse og Mund over Udstillingen i deres egen
Urtekræmmers Vinduer: her er hængt et halvt Dusin blege Appelsiner op
paa et Par Grangrene, og under dem ligger et Hav af simpel Confect i
skrigende, giftige Farver -- tænk, hvilken Herlighed! -- Hvad bruges
der ikke af Indpakningspapir, og hvor mange Mile Seilgarn gaaer der
ikke med!
Alt er Travlhed, Alt er Forventning. Men Julius tænker med Gru paa de
mange forestaaende Helligdage, da Alt er lukket, den gamle Grosserer
ærgrer sig over de Penge, som Sønnen naturligvis giver ud, og Ragna
flygter fra Selskabeligheden, ud paa Landet til Vennebjerg. Forinden
har hun været ovre hos Fru Lund med en Foræring til Marie og med et
Brevkort fra Poul; det var fra Malta: han har det godt og er kun een
Gang falden ned ad en Trappe men slap -- mærkeligt nok -- med kun at
brække Kravebenet.
Mille Buxbom har frygtelig travlt: i flere Uger har Børnene omtrent
ikke bestilt Andet end at klistre Julestads, og selv laver hun Snese
af smaa Papirs Danserinder med korte, luftige Florsskjørter; de
hænger paa Traade over hele Værelset, og hun synes, de ligner Marie
allesammen. En Kasse ankommer fra Vennebjerg; den har været ventet
med Længsel, ikke blot af hende, men ogsaa af Maskinmandens Kone og
af Madam Siegler.
Og saa kommer omsider Juleaften. Alle Juleroser i hele Byen er
udsolgt -- baade Blomsterhandlernes og Ernst Bojesens --
Kirkeklokkerne kimer, og fra Frue Kirke falder Lyset i Strimer ud paa
Sneen. Her er Berner og Terndrup til lithurgisk Gudstjeneste, og fra
_den_ gaaer de hjem til Berner -- det er en fast Regel.
Efter truffen Aftale mødtes Holst og Duborg sammen med Terndrup hos
Berner en Aften mellem Jul og Nytaar.
* * * * *
Berner boede paa en første Sal i Nyhavn ligeoverfor
Charlottenborgsiden, og her havde han boet, lige siden han efter
Faderens Død havde maattet flytte fra Slottet og "Absalons Holm".
Nyhavn tiltalte ham, mest vel fordi dette Kvarteer midt inde i Byens
Centrum, lige op til "Hallandsaas", har bevaret saa Meget af det
gamle, det maritime Kjøbenhavn.
* * * * *
Mast ved Mast viser der sig i Kanalen, ikke Skyskrabere med Mers og
Ræer, som man seer dem paa Indrerheden, men Smaamaster i Everter og
Galeaser, der farer paa Island om Sommeren, men som med strøgen Stang
og skalkede Luger overvintrer i Nyhavn.
Husrækkerne er -- heldigvis, finder Berner -- af meget forskjellig
Høide og kan i Halvmørke næsten gjøre Indtryk af et takket
Fjeldlandskab; adskillige spidse Gavle vender ud til Gaden og forøger
det "hollandske" Indtryk, og enkelte stilfulde Huse er her fra gammel
Tid med Neptun og Mercur i broderligt Sandstensrelief over Porten.
* * * * *
I saadant et Hus boede Berner. I Kjelderen var der til den ene
Side Forhyringskontor og Logis for Søfolk, kjendetegnet ved to
af de engelske Fayencehunde -- med forgyldt Halsbaand og Hængelaas
-- og en hvid Koralblok i Vinduet; til den anden Side var der
Skibsprovianteringshandel med en grønmalet Skibskiste udenfor, og
Seler, kulørte Prospectlommetørklæder og Shagpiber indenfor Ruden. I
Stuen var der Dampskibsexpedition for et Par udenlandske Linier, og
her saaes i Vinduet en Kjæmpedamper, der uden saa meget som at krænge
hjulede sig frem over Atlanterhavets let krusede Flade.
* * * * *
Til bestemt Tid kom Selskabet. Berner havde hørt sine Gjæster paa
Trappegangen -- en deilig bred Trappegang med lave Trin og
Mahognirækværk -- og lukkede selv op; de fik Tøiet af ude i Entreen
og kom ind i den forreste, store men lavloftede Stue.
-- "Her er forfærdelig hyggeligt!" udbrød Holst.
Og hyggeligt var her.
Perlemalede Reoler stod fra Væggene ud paa Gulvet, Møblerne var af
gult poleret Birketræ fra Aarhundredets Begyndelse, og overalt, paa
Væggene, Dørene og Enderne af Reolerne, hang i gamle Rammer
Kobberstik af det forsvundne Kjøbenhavn.
Duborg gik rundt og saae paa de mange Bøger med en uvilkaarlig
Respect for den Lærdom, de repræsenterede, Holst betragtede Rammerne,
og Terndrup gjorde sig det strax mageligt i en Lænestol.
Berner skjænkede til en Begyndelse selv The og bød sine Gjæster den
af kulørt decorerede Kopper af kjøbenhavnsk Porcelain -- selvfølgelig
gamle -- Cigarerne blev tændt -- selv røg Berner lang Pibe -- det
Hele tegnede til at blive en rigtig behagelig Aften.
-- "Jeg har egentlig aldrig tænkt mig, at Thevand var Noget, man
saadan kunde drikke, undtagen naar man havde Influenza," sagde Holst,
"men det smager i Grunden godt!"
Man saae paa Kobberstikkene, og man mødtes i skjøn Enighed om, at det
gamle Kjøbenhavn var smukkere end det ny -- "Nyrops Raadhus
naturligvis undtaget," tilføiede Holst.
"Og man gjør det Muligste for at ødelægge det Kjønne, der endnu er
tilbage," vedblev han. "Som nu f. Ex. Nyhavn! Hvor i Verden findes
der Mage til det Prospect, som Nyhavn _har_ frembudt og kunde
frembyde, seet fra Kongens Nytorv! Men hvad gjør man: man lægger
Bethelskibet og det uartige Hus foran, saa at Prospectet gaaer
fløiten! -- Nei, den Dag, da Bethelskibet af Holmens Provst -- som
det vel sagtens maa sortere under -- faaer Ordre til at stryge
Commandoen, og da Huset synker i Jorden, den Dag giver jeg Bourgogne!
-- Bourgogne er nemlig, i Parenthes sagt, den ædleste af alle Vine,
den eneste, der i Grunden fortjener Navn af Drueblod. Bourgogne er
herlig -- men til daglig Brug kan den desværre kun nydes af det
velhavende Bourgeoisie."
Fra Kobberstikkene gik Samtalen over til Berners egentlige Studium.
Holst og Duborg lyttede som til et Eventyr, da Berner fortalte dem om
Kjøbenhavns Fauna og Flora, om Fugletræk og Plantevandringer --
Haveplanters Udvandring til Marken, og nye Planters Opdukken og
Forsvinden paa Lossepladser og Ruiner. Med stor Interesse hørte de om
=Trifolium resupinatum=, der havde voxet ved Thorvaldsens Musæum og
senest muligvis var funden i Store Kongensgade i Grosserer Langes
Gaard, og med endnu større Interesse hørte de om den sorte Rotte --
Terndrup saae imens i en Bog.
Ikke uden en vis Veltalenhed skildrede Berner, hvordan den sorte
Rotte i umindelige Tider havde været eneherskende paa sit Omraade i
det hele Europa, i Kjelder og paa Loft -- navnlig dog paa Lofter.
Men i Slutningen af det attende Aarhundrede vældede der pludselig en
Hær af brune Rotter, et hidtil ukjendt Dyr, frem fra Asien -- "fra
Asien", sagde han, "hvorfra Alt, Godt og Ondt, er kommet, hvorfra
alle Verdensreligioner stammer, og hvorfra vi har faaet alle
Landeplager: Hunner, Pest, Tyrker og Cholera -- Asien, hvorfra vi
maaske ogsaa en Gang faaer den gule Kineserbølge ind over os, som
bringer Europa til at slutte sig sammen og til for en Tid at føle sig
som eet Land." Seirrigt og skaanselsløst som Hunnerne drog den brune
Rotte fra Land til Land, kjæmpende paa Liv og Død med den sorte. Her
i Kjøbenhavn havde Parvenuen først rigtig viist sig efter
Englændernes Bombardement 1807, og nu var der _maaske_ i hele Byen
ikke et eneste Exemplar mere tilbage af den sorte -- senest var den
iagttaget ude i Dragør, men dertil var den formodentlig bragt ved et
Skib.
Og uden maaske egentlig selv at ville det symboliserede Berner
gjennem Fortællingen om den sorte og den brune Rotte den ene Races
Fortrængen af den anden, Arternes, Generationernes og Tidsaldrenes
Vexlen, Indvandring og Udvandring til og fra den store By. Han kom
ind paa Jordlagenes Afleiringer; dette førte atter til Samtaler om
"Byens Afleiringer", hvorledes man hver Gang, der gravedes Grund,
stødte paa gamle Murrester, der atter hvilede paa endnu ældre
Fundamenter, Minder om graa Tider, der nu var glemte, og tilsidst
talte man om, hvordan den skiftende Smag, den vexlende Stil, prægede
sig i de gamle Bygninger, hvor Rundbuerne var tilmurede, og Spidsbuen
havde trængt sig frem.
-- "Men De maatte jo kunne skrive en forfærdelig god Bog om Alt det,"
sagde Holst, "om den forsvindende Dyreverden og den skiftende
Plantevæxt her i Kjøbenhavn -- det maatte jo blive et rigtig
videnskabeligt Værk!"
"Ja, kan _De_ faae ham til at skrive Bogen, saa tager jeg min Hat af
for Dem," sagde Terndrup -- "han skulde have skrevet den for længe
siden!"
"Jeg skriver virkelig ogsaa paa en Bog," svarede Berner, "men
videnskabelig kan man ikke kalde den -- jeg er kun Dilettant. Kunde
jeg, inden jeg døer, opnaa at faae gjort noget Lignende for
Kjøbenhavns Fauna og Flora, som en gammel Student, der hed Peder
Kylling, i det syttende Aarhundrede gjorde for Danmarks Flora, og
specielt for Gyldenlunds -- skaffe en Samling af paalidelige
Iagttagelser, saa forlanger jeg ikke mere. Men jeg trænger til et
'Puf' udefra, en Impuls, ellers er jeg bange for, det gaaer mig,
ligesom det gik Historikeren Anders Sørensen Vedel, der samlede og
samlede, men aldrig kunde bekvemme sig til at blive færdig." "De
veed dog voldsomt meget!" udbrød Duborg imponeret.
"Ja, saagu veed han saa!" attesterede Terndrup.
"Nei, saamænd om jeg gjør," indvendte Berner, "men Lidt veed jeg
naturligvis -- _saa_ Meget i alt Fald, at jeg tør sige, jeg har
_nogen_ historisk Sans, og det er _det_, som vort Folk, og vor Tid i
det Hele taget, mest trænger til. Opdragelsen er alt for lidt
historisk!"
"Er den _det_?" spurgte Holst. "Jeg mener da netop, at det, der
skulde lægges mest Vægt paa ved Skoleundervisningen, var det Reale,
Naturfagene -- Alt, hvad der kan aabne Øiet og lære Ungdommen at se
og forstaa Skjønheden i Tilværelsen!"
"Naturfagene i Ære," svarede Berner, "_jeg_ er vel nærmest til at
forsvare dem, og jeg er ogsaa villig til at gjøre det, om det skulde
blive nødvendigt. Men man maa blot ikke tro, at det er tilstrækkeligt
ensidigt at udvikle Børns Erkjendelse, det er at give dem Stene for
Brød: Udviklingen af deres Phantasi og Følelse er mindst lige saa
vigtig, og dertil hjælper Historien som intet andet Fag."
"Naa--aa, Aarstal og Kongerækker," indvendte Holst, "de er da ikke
egentlig udviklende!"
"Men Aarstal og Kongerækker er jo heller ikke Historie," svarede
Berner, "lige saa lidt som Bogstaver er Literatur eller Tal er
Mathematik. -- Nei, _hele_ Undervisningen skal paa en vis Maade være
historisk: vise, hvordan Verdensudviklingen paa alle Omraader er
gaaet for sig, og hvordan man har levet, tænkt og troet til de
forskjellige Tider -- _det_ vilde være en gavnlig Lærdom: for
historisk Opdragelse, den er baade religiøs, ethisk og national. Og
De kan tro, ni Tiendedele af alle de Misforstaaelser, som Menneskenes
Børn nu gjør sig skyldig i overfor hinanden, de vilde forsvinde, hvis
man blot havde noget mere historisk Sans og historisk Syn!"
"Ja, jeg vilde nu alligevel foretrække, at man først og fremmest
søgte at aabne Børnenes Øine for Kunst og Skjønhed," sagde Holst,
"det mener _jeg_ er mest udviklende!"
"Kunst i Skolen er god -- men man kan ikke leve et Liv paa Skjønhed
alene!"
"Heller ikke paa Tradition alene!"
"Bedre i alt Fald! -- Har De ikke lagt Mærke til, at det, der har en
Fortid, en historisk Baggrund bagved sig, virker ganske anderledes
betagende end det, der ikke har det?"
"Aa, jeg veed ikke -- naar der bydes En virkelig Skjønhed, troer jeg,
den tager En ganske umiddelbart."
"Til en vis Grad, selvfølgelig. Men _De_, som Kunstner, maa da bedre
end de Fleste have Blik for den Betydning, en Baggrund har, og --"
"Ja, i Maleriet!"
"Sandelig ogsaa i Livet! Og den virkningsfuldeste Baggrund, Noget kan
springe frem af, det er netop den historiske. -- Hvorpaa beroer den
forventningsfulde, festlige Glædesmumlen, der som et Bølgesus kan gaa
gjennem et helt Theater, naar en feiret Kunstner blot viser sig paa
Scenen? Simpelthen derpaa, at han i Øieblikket har sin egen Fortid
til Baggrund og spiller paa _den_; Tilskuerne tænker uvilkaarligt paa
de mange glade Minder, som han og de har sammen, og _det_ vækker
Stemningen. -- Og hvorfor valfarter man til Forum Romanum?"
"Fordi Tempelresterne og Triumphbuerne og det Hele er saa ualmindelig
malerisk!"
"Nei, det er slet ikke Grunden. Det er, fordi man der staaer i
Verdenshistoriens locale Centrum; deroppe ligger det Capitolium, som
frelste Rom fra Gallerne, her har Cato og Cicero talt, og i
Titusbuens Reliefer seer man endnu Triumphen efter Jerusalems
Indtagelse og selve den syvarmede Guldstage. -- Og hvorfor valfarter
man til Wartburg? Ja, _jeg_ har ikke været der, lige saa lidt som paa
Forum --"
"Det har _jeg_," sagde Duborg, "der er kjønt!"
"Jeg tvivler ikke paa det, men det er saamænd alligevel hverken
Architecturen eller Udsigten over Thüringens blaanende Skovbølger,
der gjør Wartburg til et Valfartssted; det er Borgen kun bleven,
fordi den er Reformationens Vugge, det Sted, hvor den nyere
Verdenshistorie begynder. -- Og saa kan alligevel hverken Forum
Romanum eller Wartburg give _mig_ som Nordbo den høitidsfulde Glæde,
den Følelse af Betagethed, der ligesom paatvinges mig, naar jeg møder
Noget, der har Bud til mig fra min egen Slægts, mit eget Lands
Fortid. Jeg bliver sjeldent paa rent ydre Maade greben af et
Skuespil, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at jeg kan faae
Taarer i Øinene blot ved at se Fanen, mit Lands gamle Flag, blive
hilst med militair Honneur, eller ved at høre f. Ex. det finske
Rytteris Marsch fra Trediveaarskrigen -- med _den_ er jeg som Dansk
jo i saa nær Slægt, at den ligefrem bliver mig nationale Toner -- og
jeg troer fuldt og fast, at _den_ Følelse, _den_ Betagethed, er i
Slægt med det Allerbedste i os Mennesker."
"Og det er Følelsen for Kunsten maaske ikke?" spurgte Holst.
"Jo, ubetinget! Men Menigmand, det store Flertal, kommer nu engang
lettere under Paavirkning af en historisk end af en kunstnerisk
Stemning."
"Det benægter jeg!"
"Men saa tænk dog blot paa, hvordan Forholdet er Verden over: Hvilke
Musæer er mest besøgt paa Søn- og Helligdage, de historiske eller
Kunstsamlingerne? Det er virkelig de første. Og hvad er det for
Billeder, der samler flest Tilskuere paa Gallerierne! Det er dem, der
giver et Optrin af Folkets, af Slægtens Historie, og deri, synes jeg,
ligger ogsaa et Fingerpeg i Retning af, at det Land, hvis Kunstnere
og Digtere forsømmer Folkets historiske Opdragelse, forsømmer en
væsentlig Del af sin Opgave."
"Ja, _jeg_ kan ikke male Historie!"
"Jo, De kan!"
"Hvadbehager?"
"Der er saamænd mere 'Historie', end De formodentlig selv troer, i
Deres Billeder fra Kjøbenhavn!"
"Mener De virkelig, at --"
"Ja, det gjør jeg rigtignok!"
"Det var som Pokker! 'Historiemaler Holst', det lyder ligefrem af
Noget!"
-- "Ja, _jeg_ er nu egentlig tidig til Aftensmad," sagde Terndrup, og
saa ophørte Discussionen.
Man gik ind til et velbesat, sirligt dækket Bord, senere drak man
Toddy, og det var over Midnat, da Gjæsterne stod paa Gaden.
* * * * *
-- "Han, Berner, han er god nok," sagde Duborg til de to Andre, da de
gik langs Kanalen. "Der er ingen Humbug ved ham!"
"Det er sandt," svarede Holst. "Da jeg første Gang traf ham ude paa
Amager, syntes jeg nok, han smagte mig noget af hjemmebagte Kager,
men det har fortaget sig -- han er, som Du siger, god nok!"
Terndrup sluttede sig uden nogetsomhelst Forbehold til disse
Udtalelser, og Holst, hvis Specialitet det var, aldrig at kunne gaa
hjem, naar han var ude om Aftenen -- og _det_ var han altid -- fik
Duborg og Terndrup smuglede bagfra ind paa en Café, og ved "et
sildigt Aftenbæger" -- som Giveren euphemistisk kaldte det --
drøftede de endnu en rum Tid Berner, d. v. s. Holst talte, og de
Andre sagde Ja og nikkede paa de rigtige Steder.
Ugedagen efter var der travlt oppe hos Holst og Duborg: Berner og
Terndrup ventedes om Aftenen.
Travlheden var nu omtrent udelukkende paa Holsts Side -- Duborg
indskrænkede sig i det Væsentlige til at sidde ned og se interesseret
ud, og saadan havde det stadig gaaet i en Række af Aar.
* * * * *
Holst og Duborg var jevnaldrende -- et Par og Tredive -- havde været
Kamerater paa Academiet og havde ogsaa siden, til Trods for al
Forskjel, fulgtes troligt ad gjennem Livet; de boede sammen,
arbeidede sammen og skjændtes sammen.
* * * * *
Duborg var en Bondesøn fra Jylland, hvem en kunstelskende Præst havde
"opdaget" og faaet sendt til Kjøbenhavn.
Han ansaaes i Kunstnerkredse for en Slags Autoritet paa forskjellige
Omraader; Meget sagde han ikke, men sagde han Noget, havde det Vægt,
mente man.
Da han i femogtyve Aars Alderen havde faaet Udstillingsmedaillen for
sit store Billede og solgte det til Galleriet, troede Alle -- og han
selv maaske med -- at nu skulde han for Alvor producere, men han
holdt tvertimod pludselig helt op med at male -- som Holst sagde,
fordi han var bange for ikke oftere at kunne gjøre noget saa Godt,
men efter hvad han selv paastod, fordi han manglede Inspiration, og
fordi han, utilfreds med den traditionelle Teknik og haabende paa en
ny Renaissance, ad forskjellige Veie ledte efter "den ny Stil".
I nogen Tid experimenterede han med Temperafarver, var først
Impressionist og saa Prærafaelit, og prøvede siden paa at fremkalde
en Slags musikalske Stemninger ved brogede, halv rhytmiske
Farvesammenstillinger, som han snart gav Navn efter bibelske
Skikkelser, snart efter kjendte Digterværker. Men saa kastede han sig
pludselig over Keramik og fandt en Forløsning i Porcelainets sarte
Underglasurfarver, som han nu erklærede for de eneste, der ikke
virkede brutalt; desuden illustrerede han af og til Bøger og tegnede
Titelblade -- hyppigst med stiliserede Friser og med blot decorative
Motiver -- og kritiserede forresten strengt, hvad Holst og alle Andre
malede.
Holst var Kjøbenhavner, født af fattige Forældre, Student og begavet
med ikke ringe practisk Sans -- Forretningssans, vilde Grosserer
Lange have kaldt det.
"Den gamle Teknik er sgu god nok," paastod han, "bare man forstaaer
at bruge den," og saa malede han løs og sørgede for at faae sine
Arbeider solgt -- helst naturligvis til Bestillere eller i alt Fald
til private Kjøbere, men i Mangel heraf ved Auctioner, naar han
trængte stærkt til Penge. Ogsaa Duborgs Affairer tog han sig af,
bestemte Priserne for hvad _han_ leverede, incasserede Pengene og
styrede den fælles Husholdning.
* * * * *
-- Der var helt festligt den Aften hos de to Kunstnere.
Holst havde ryddet op i, hvad han kaldte "Modtagelsesværelset",
støvet af og flyttet om paa de utallige Smaating, der til daglig
bedækkede ikke blot Borde og Skabe, men ogsaa Stolene og "Løibænken"
-- Duborg taalte ikke Ordet "Sopha".
Der stod Foglietter med rød og hvid Vin paa Chatolklappen og gamle,
slebne Glas; i et Par Messingstager lyste Voxlys ned over Opdækningen
-- Holst elskede _Vox_lys -- det Hele var høist tiltalende.
Og inde i Atelieret var der fyret i, saa den lille Kakkelovn var
rødglødende, Hængelampen kastede sit Lys over levende Planter, over
Studier, Billeder, Statuetter og Krukker -- "over Godt og Ondt," som
Duborg sagde -- nu kunde Gjæsterne komme, naar det skulde være.
Og Gjæsterne kom, og Gjæsterne var imponerede.
Berner havde den gjennemdannede Mands Respect for Kunsten uden paa
nogen Maade at være særlig kunstforstandig og uden paa nogen Maade at
give sig Mine af at være det, og i et Kunstnerhjem havde han ikke før
været. Terndrup var smigret over at være bedt i, hvad _han_ kaldte
fint Selskab; han var ogsaa til Ære for Festen nybarberet -- henne i
Grønnegade, det var ikke hjemmegjort Arbeide -- og havde sort Frakke
paa, men det klædte ham egentlig ikke.
Man begyndte med at se paa Billederne -- det var næsten allesammen
Holsts -- man spurgte og fik Forklaring.
-- "Har _hun_ nu staaet saadan -- jeg mener uden nogen Klæder paa?"
spurgte Terndrup og pegede paa Billedet af en kvindelig Model.
"Ja, hun har," svarede Duborg, "jeg malede hende nede i Italien."
Berner fandt en lille Studie af en gammel Herregaard med Spir og
Tinder og Grave omkring. "Det er kjønt," sagde han.
"Ja, det er ude ved Skovnæsholm," svarede Holst. "Jeg var der en
fjorten Dages Tid ifjor, efter Bestilling. -- Gudbevares, jeg er god
Demokrat, men jeg tilstaaer, at det -- naar man endelig _skal_ være
borte fra Kjøbenhavn -- er Pokkers tiltalende at hentes ved Stationen
af en grevelig Kusk med fire Heste for Landaueren, spise paa Sølv og
hver Dag drikke forfærdelig god Cognac til Kaffen."
"Du spiste jo slet ikke paa Sølv," bemærkede Duborg.
"Nei, det gjorde jeg nu forresten heller ikke," indrømmede Holst,
"men de fire Heste og Cognac'en er i det Væsentlige sandt -- ja, skal
vi saa gaa tilbords!"
Det var en hel anden Slags Opdækning og en hel anden Slags Mad end
hos Berner. Her var varme Nyrer, som Holst selv havde ristet, grøn
Salat med _lidt_ Eddike og _megen_ Olie, stuvede Muslinger, og som
Dessert Druer, en stor Skaal fuld af deilige, gjennemsigtige Druer.
Og Vinen flød: Bourgogne og hvid Capri.
"Jeg har faaet en hel Kurv fuld," forklarede Holst, "foruden rigeligt
Honorar, blot for at tegne Vinhandleren henne paa Hjørnet en
Reclameplacat, der opfylder alle moderne Fordringer: den er grim, den
har grelle Farver og ulæselige Bogstaver -- mere kan man da billigvis
ikke forlange!"
Cigarer og Cigaretter blev tændt ved Bordet, og Tungebaandene løstes
-- selv Duborg blev talende. Han og Terndrup mødtes nemlig i at være
Jyder og Jægere, og i over en Time drøftede de Andejagt og
Bekasinjagt med Alvor, Sagkundskab og correct Terminologi.
-- "Ja, var _jeg_ enevældig Konge af Kjøbenhavn," sagde Holst som
Afslutning paa et for Berner holdt, indgaaende Foredrag, "saa skulde
De se Løier! For det første skulde Alt, hvad der nu er lukket, aabnes
for Alle og Enhver -- først og fremmest det chinesiske Lysthus i
Frederiksberg Have! De maa gjerne kalde det barnagtigt af mig, men
saa langt tilbage, jeg kan huske, har jeg havt en brændende Længsel
efter at komme over til det, og endnu den Dag idag troer jeg i
Grunden, at der er et eller andet Mystisk -- en sovende Prinsesse
eller en glemt Eremit eller saadan Noget derovre. Det irriterer mig
ligefrem, at jeg ikke kan komme over paa den Ø!"
"Men troer De ikke," indvendte Berner, "at al Charme saa vilde
forsvinde? Troer De ikke, at Øen netop ved sin Afspærring -- og kun
ved den -- virker, som den skal?"
"Aa, jo, saagu, der kan være Noget i det -- men det irriterer mig nu
alligevel!" svarede Holst og faldt et Øieblik i Tanker. Pludselig
saae han op paa Berner og sagde:
"Veed De, hvad jeg egentlig misunder Dem? _De_ har Pietet, det har
_jeg_ ikke! Jeg vilde ikke have det, om jeg kunde faae det -- ikke
for Alt i Verden! -- men de Mennesker, der har det, er vist
alligevel de lykkeligste!"
"De maa ogsaa huske, jeg er født paa Absalons Holm," sagde Berner
smilende.
"Ja, og 'døbt med Vand fra Absalons Brønd', det er _jeg_ ganske vist
ikke," indrømmede Holst. "Men jeg er ellers ogsaa en god
Kjøbenhavner: jeg er da født paa Gammelholm!"
"Men Gammelholm er nærmest opfyldt Grund," svarede Berner og lo. "Det
er en senere Afleiring, der ikke har nogen rigtig Tradition!"
Bordet blev ryddet, Holst tog Guitaren frem og begyndte til eget
Accompagnement at synge, med ganske god Stemme og med ypperligt
Foredrag: italienske Folkeviser, gamle franske Sange og danske
Kjæmpeviser.
"Kan De _ogsaa_ spille?" udbrød Berner.
"Nei, i Grunden ikke," svarede Holst. "BDur Accorden f. Ex. faaer jeg
aldrig i Fingrene, men saadan klimpre lidt Musik af Guds Naade, det
kan jo de fleste Kunstnere."
"Ja, det er sgu da meget bedre end en hel Variété!" erklærede
Terndrup, formelig begeistret.
"Nei, virkelig! Er det _det_!" svarede Holst. -- Nu skal _jeg_ sige
_Dem_ noget: var jeg, som jeg før sagde, enevældig Konge af
Kjøbenhavn, saa skulde en af mine første Regjeringshandlinger være at
jevne alle Variétéer med Jorden. De ødelægger Menneskenes Børn --"
"Og de fordærver Smagen -- den er daarlig nok i Forveien!" supplerede
Duborg.
"Det er simpelthen Idioti!" sagde Holst.
"Internationalt Idioti!" vedblev Duborg helt ivrig. "Det er ens over
hele Verden! Jeg gik en Aften nede ved Santa Lucia i Neapel og saae
paa Middelhavet og syntes, det var for tidligt at krybe under
Moskitonettet. Saa hørte jeg Musik og Kvinkeleren lyde ud fra en Sal,
og saa gik jeg derind. Men hvad fik jeg at høre! Troer De, det var
Viser paa Landets Maal, de sang? Nei! Et Fruentimmer i lang Kjole,
der gav sig paa Tysk, og et andet i kort, der hvinede Fransk.
Publicum forstod naturligvis ikke et Ord, men alligevel hylede de op
af Glæde -- ligesom herhjemme -- over hvert Nummer, klappede med
Næverne og stampede med Stokkene. Bagefter kom der saa et Par
Negerkomikere og --"
"Negerkomikere!" afbrød Holst ham. "Ja, _det_ uappetitlige Griseri
vover man jo at byde En! -- Negerkomikere! Deres Optræden var ikke
bleven taalt paa Arenaen i Roms værste Forfaldsperiode -- man havde i
det Høieste brugt dem til at kaste for vilde Dyr -- om de ellers gad
ædt dem, hvad jeg meget betvivler! -- Man vilde saamænd heller ikke
finde sig i dem paa Dyrehavsbakken!"
"Ja, Dyrehavsbakken er nu ellers ogsaa noget simpelt Gjøgl, der
skulde afskaffes!" sagde Duborg.
"Dyrehavsbakken!" raabte Holst og Berner i Kor.
"Ja, _jeg_ kommer der da i alt Fald ikke!"
"Men Dyrehavsbakken er jo et Stykke Folkeliv," indvendte Berner, "og
Dyrehavsbakken har jo baade sin Historie og sin Poesi -- hvor kan De
dog sammenligne _den_ med Variétéerne!"
"Aa, det er, fordi han ikke har Begreb om det Hele!" svarede Holst.
"Kan man tænke sig noget Kjønnere, noget Festligere end en
Eftermiddag oppe paa Bakken at se Folk myldre omkring eller ligge i
Græsset! De hvide Telte med Dannebrogsflag i Toppen -- der er ikke et
Flag i Verden, hvis Farver staaer saa godt sammen -- Tørverøgen fra
Beværtningerne, som mørkeblaa trækker sig op under de grønne
Bøgekupler, ja, selv hele den disharmoniske Symphoni af falske
Lirekasser, skrattende Trompeter, Harmonikaer og Skrigeballoner midt
inde i den stolte Skov -- _det_ er Stemning! -- Nei, maa vi beholde
Dyrehavsbakken!"
"For mig gjerne," brummede Duborg, "men man skulde indrette
Forstadstheatre -- rigtige Folketheatre -- ude paa Broerne, saadan
Theatre, hvor der for halvtredsindstyve Øre -- eller allerhelst
gratis -- blev spillet god Komedie -- eller hvor der i alt Fald blev
budt paa gode Stykker, daarligt spillede -- _det_ var en
Samfundsopgave!"
"Og man skulde have store, lyse Concertsale med gratis Entré, billig
Vin og billigt Øl," sagde Holst, "og saa Pokker i Vold med de simple
Syngepiger!"
"Ja, i Absalons Kjøbenhavn hører de da ikke hjemme," sagde Berner.
-- "Mine Herrer!" begyndte Holst og slog med en Pensel paa Glasset.
"Vi er uenige om Meget. Vi er uenige om Politik --"
"Nei, vi er ikke," protesterede Duborg, "for jeg har ingen politisk
Mening og har Gudskelov aldrig i mit Liv været til et politisk Møde.
-- _Du_ har da forresten heller ingen politisk Mening, Holst!"
"Har _jeg_ ikke!"
"Nei! -- Har Du glemt, dengang Du var Stiller, eller hvad det hedder
-- det skulde Du fortælle de to Herrer!"
"Ja, hvad skulde afholde mig fra det? -- Det var for en tre, fire Aar
siden, da var jeg Stiller for en af Folkethingscandidaterne her i
Byen -- naturligvis en af de radicale -- det var det Hele; han var
min personlige Ven, saa det var jo ikke mere end rimeligt!"
"Men Du glemmer det Vigtigste," sagde Duborg. "Du husker nok ikke, at
Du samtidigt gik rundt ude paa Nørrebro og agiterede for en
Høirecandidat!"
"Ja, hvad saa?" svarede Holst. "Det var jo i en hel anden Kreds!
_Han_ var ogsaa min personlige Ven, og han havde bedt mig om at tage
mig lidt af hans Affairer -- men jeg vidste, at han ikke kunde blive
valgt, saa det gjorde da Ingenting!"
"Gud veed, hvor Du gad! -- Nei, Høire og Venstre, Conservatisme og
Socialisme, det er mig knusende ligegyldigt Altsammen, naar _jeg_
blot maa have min Frihed!"
"Ja, den _personlige_ Frihed, det er Hovedsagen," sagde Berner.
"Friheden leve!" raabte Holst.
"Men den personlige Frihed," vedblev Berner, "den, man har kjæmpet
for lige fra 1789, den maa vi sandelig efter Evne værne om nu."
"Naa, De mener Reactionen og Provisorierne o. s. v.," udbrød Holst.
"Nei, jeg taler ikke om politisk men om personlig Frihed," svarede
Berner. "Nu for Tiden har man jo knap Lov til overhovedet at mene
eller tro andet, end hvad den Fagforening, man tilfældig sorterer
under, decreterer, at der skal menes eller troes her paa Bjerget --
det er _ikke_ Frihed!"
"Aa, hvad," indvendte Holst, "det er kun en Overgang!"
"Det troer jeg ogsaa, men det er altid ubehageligt at leve i en
Overgangstid."
"Tvertimod!" raabte Holst. "Jeg vilde ikke for Alt i Verden have
levet paa nogen anden Tid end netop nu -- og De skal se, det bliver
saa meget desto bedre, naar Overgangen først er forbi!"
"Ja, _jeg_ nærer selvfølgelig heller ingen Tvivl om, at Udviklingen,
nu som bestandig, bærer fremad," sagde Berner -- "troede jeg ikke
_det_, var det jo ikke til at holde ud at være Lærer for den
opvoxende Slægt! Jeg troer ogsaa fuldt og fast paa, at vor Landalmue
_er_, og at vort Socialdemokrati i Virkeligheden vil _blive_ et
nationalt Parti, der viser sig lige saa interesseret som alle Andre i
at hævde Landets Ære og Selvstændighed, og desuden --"
"Troer De da, Socialdemokraterne nogensinde bliver Militarister?"
udbrød Holst.
"Nei, ikke Militarister -- det er nu forresten et af de mest
misbrugte Ord, Sproget har -- men Venner af det nationale Forsvar,
selvfølgelig. Jeg tvivler heller ikke om, at dersom en Fjende imorgen
laa for Kjøbenhavn, saa vilde dens Arbeiderbefolkning vise sig saa
fædrelandssindet og saa offervillig som Nogen -- det var jo en
Fornærmelse at tro Andet."
"Ja -- ja, det kan være sandt nok," indrømmede Holst, "men jeg er
rigtignok noget forbauset over, at _De_ -- stokconservativ, som De
er -- virkelig troer paa, at --"
"Hvorfor undrer _det_ Dem?" spurgte Berner med et Smil. "Radical og
conservativ, det er jo blandt hæderlige Mennesker væsentligst kun en
Temperamentsforskjel: der er dem, som glæder sig over Noget, blot
fordi det er nyt, og der er Andre, som føler den samme Glæde ved at
møde Noget, blot fordi det er gammelt. Begge Betragtningsmaader kan
være lige forsvarlige og lige honnette -- men jeg synes nu rigtignok,
det er mere rationelt at glæde sig over _det_, som paa en eller anden
Maade _har_ staaet sin Prøve, end nøies med at haabe paa det Ny, der
først skal udvikle sig, og som man slet ikke kjender."
"Det var nu ellers Militarismen, vi kom fra," sagde Holst -- "_jeg_
kommer jo forresten altid fra _det_, jeg taler om! -- Seer De, var
der Krig, saa mødte jeg ogsaa paa Skansen, Gudbevares --"
"Men De vilde alligevel hellere staa bag en Barricade end paa en
Skanse!" afbrød Berner ham.
"Der kan være Noget i det! Jeg vilde ellers blot have sagt, at under
Krigsforhold, saa slaaes man -- naturligvis -- men Rustninger i
Fredstid og navnlig Befæstninger, dem er jeg afgjort imod. Jeg skal
sige Dem, jeg troer, at det bærer hen imod den almindelige
Verdensfred -- troer De ikke ogsaa?"
"Maaske. -- _Om_ den evige Fred forresten vilde være et saa absolut
Gode for Menneskeheden, det drister i alt Fald _jeg_ mig ikke til at
afgjøre, men der er dog vist et Stykke til den endnu, og derfor synes
jeg egentlig ikke, det er rigtig practisk allerede nu at indrette
sig, som om den _var_ proclameret og garanteret. -- Det er jo ogsaa
gjerne muligt, at Menneskene engang bliver _saa_ gode, at der hverken
er Vagabonder eller uartige Drenge mere, men indtil den Tid kommer,
synes jeg virkelig, det er ganske fornuftigt at sætte Stakit om sin
Have -- navnlig naar den vender ud til Alfarvei!"
"De har det nu altid med Billeder!" sagde Holst. "Men naar jeg troer
paa den kommende Verdensfred, saa er det, fordi jeg i det Hele troer
paa Udviklingslæren, _vor_ Tids Evangelium: vi gaaer fremad til
større og større Fuldkommenhed -- troer De ikke ogsaa _det_?"
"Jo," svarede Berner, "i visse Henseender ubetinget. -- Men hvor kan
det være, at de fleste svorne Tilhængere af Evolutionslæren i Reglen
er saa mærkværdig inconsekvente eller ulogiske, hvad De nu vil kalde
det?"
"Hvordan det?"
"Jo, har De ikke lagt Mærke til, at de for det Første, snurrigt nok,
ynder at kokettere med Samfundets revolutionaire Tendentser,
endskjøndt jo netop Alt, hvad der blot ligner en pludselig Omvæltning
eller et Spring i Bevægelsen, er ligefrem utænkeligt efter
Evolutionstheorien, og derfor dog vel ogsaa skulde synes at være i
alt Fald irrationelt, naar Mennesker gjør det. Og dernæst hævder de
bestandig den skete Udvikling paa alle Omraader, men paa det ethiske,
det moralske Omraade, _der_ kan de aabenbart ikke tænke sig
Muligheden af, at der ogsaa maa være skeet en Udvikling. Saa snart
Talen er om det Ethiske -- eller i alt Fald om den sexuelle Ethik --
saa er det jo nu godt Latin strax at møde op med 'Menneskedyret' og
de animalske Drifter, men _har_ vi udviklet os fra Aber til, hvad vi
nu er, saa er der dog virkelig ikke noget saa Unaturligt i, at vi
heller ikke længere kan nøies med en Abemoral."
"Det kan vi ikke," sagde Holst, "men hvad der er skjønt, har sin egen
Moral eller, rettere sagt: jeg troer nu paa, at hvad der er skjønt,
ogsaa maa være godt -- _det_ troede de gamle Grækere. -- Men hvor var
det forresten, jeg slap? Det er sandt, det var ved Militarismen! Men
den er nu heller ikke det Værste i vore Dage: det Værste er den
perverse Religieusitet, den sneverhjertede Pietisme, som igjen er
ifærd med at faae Vind i Seilene -- det minder mig ligefrem om
Vegetarianerne!"
"Om Vegetarianerne!"
"Ja! Baade _de_ og Missionsfolkene mener jo aabenbart, at Menneskenes
Børn kun er skabt til at nyde Fastespiser. -- Jeg kan ikke taale
Vegetarianere -- allermindst deres forlorne Videnskabelighed og deres
Fanatisme!"
"Jeg ynder virkelig ikke Pietismen," sagde Berner med et Smil,
"tvertimod! Men beskylde den for at kokettere med Videnskabelighed,
det kan man ikke! Forresten maa jeg tilstaa, at af to Onder
foretrækker jeg alligevel Troens Intolerance for Vantroens -- som jeg
overhovedet altid foretrækker det Positive for det Negative -- og
naar der nu, baade af Myndige og Umyndige -- mest naturligvis af de
Sidste -- raabes op mod den indre Mission, som ganske vist har gjort
umaadelig Fortræd, saa glemmer man helt det Gode, den mange Steder
har bragt. Og _hvem_ er det, der raaber høiest? Det er saamænd ikke
dem, der i den indre Mission seer en ensidig Opfattelse af
Christendommen og derfor raaber Vagt i Gevær, nei, det er dem, der
bruger Angrebene paa _den_ til at komme Troen overhovedet og den
religieuse Følelse til Livs!"
"Det benægter jeg bestemt!" indvendte Holst. "Det gjælder da i alt
Fald ikke om mig selv. -- Men jeg begyndte for lang Tid siden paa en
Tale, hvor var det nu, jeg slap? -- Jo, det var ved Uenigheden! --
Altsaa, mine Herrer!" -- han slog igjen paa Glasset -- "Vi er uenige
om det Meste, men om Eet er vi enige, hver paa sin Vis: vi føler os
høit hævede over _det_ Kjøbenhavn, der kun lever for Valgagitation,
Variété-Premièrer, Fagforeninger, Speculationer og Demonstrationer;
vi staaer udenfor -- eller over -- Massen, det er maaske en Feil --"
"Ja!" brummede Duborg.
-- "men vi gjør det nu engang. Folk troer, at hele Myretuen er een
Organisme -- det er den ikke! Naar Duborg og jeg sidder paa vort
flade Tag -- der er ialt tyve Kvadratalen -- og naar D'Hrr. Berner og
Terndrup staaer paa Dueslaget og seer ud over Byen, saa lyder den
store Bys uharmoniske og philistrøse Larmen op til os i afdæmpet og
harmonisk Form. Og hvorfor? Fordi vi, skjøndt vi lever i den og ikke
vilde leve noget andet Sted -- _jeg_ i alt Fald ikke -- alligevel har
den paa Afstand. Og det har vi forresten ogsaa, naar vi gaaer nede i
Gaderne -- naturligvis -- og derfor en Skaal for godt Gjenboskab over
Tagene!"
"Det er jo Sludder det Meste af, hvad Du siger," erklærede Duborg,
"men det Sidste er jeg med til -- Skaal!"
"Du er saa ualmindelig veltalende iaften, Duborg," sagde Holst, "jeg
har flere Gange hørt din indsmigrende Baryton! -- Bare Du ogsaa vilde
begynde at male igjen!"
"Vrøvl!" svarede Duborg mut. "Troer Du maaske, _Du_ kan inspirere
mig? Ja, skaf mig et Motiv, der duer noget, saa skal jeg nok tage
fat -- men Motiver voxer ikke paa Træer!"
* * * * *
Holst sang endnu et Par Sange, et Par Foglietter tømtes, og Klokken
blev henad To, før man endelig skiltes.
Der var kommet Brev fra Poul, fra Athen.
Juleaften havde han og de andre Lærlinge været oppe paa Slottet, og
Grossereren gjentog til Alle og Enhver, han traf:
"Min Søn har været Kong Georgs Gjæst, og begge Majestæterne var
særdeles allernaadige imod ham!"
Grossereren havde ellers godt Haab om at blive Generalconsul nu, for
Møller _havde_ skrevet til Yocobora, og Republikens Præsident
stillede sig velvilligt til Sagen. -- "Men hvem veed", tænkte han,
"om _det_ ikke blot er en Begyndelse, for europæisk Generalconsul --
f. Ex. græsk -- var rigtignok bedre, og har man først Frelserens
Officeerskors, bliver man nok bagefter Ridder af Dannebrog -- man kan
godt begynde med at være 'p. p.'!"
* * * * *
Marie havde ogsaa faaet Brev fra Poul, men det vidste Grossereren
ikke noget af. Hun gjorde gode Fremskridt baade i Dans og i
Skolekundskaber, og Mille Buxbom var ude af sig selv af Beundring og
Rørelse, da hun hørte, at hendes fordums Elev havde været Gadedreng i
"Carmen" og som Gnom i "Hans Heiling" var gaaet ned i en
Forsænkning.
Nu begyndte det saa smaat at lide mod Foraar.
Det er jo -- som Holst ogsaa altid sagde -- en ren Overtro, at
Aarstidernes Vexlen kun mærkes paa Landet og ikke i Byen -- de mærkes
kun paa anden Maade.
* * * * *
Midt i Februar opdager de faste Strøgspadserende pludselig en skjønne
Dag om ved Klokken Fire, at Dagen virkelig længes; Smaafuglene
kvidrer i Kor i Lindene ved Helligaandskirken, og naar man fra
Gammeltorv gaaer ud ad Frederiksberggade, kan man se Gaden fyldt af
et glødende Solnedgangsskjær. Kuplen paa Panoptikon ligger i
farvemættet, violet Skygge som Kuplen paa San Pietro seet fra Monte
Pincio, og saa faaer En og Anden, der ellers kun traver regelmæssigt
mellem Kongens Nytorv og Raadhuspladsen, den underlige Idee at vandre
helt ud ad Vesterbro -- derud ad, hvor Solen gaaer ned.
I Begyndelsen af Marts seer man en Morgen stund, at Stæren er kommen;
husvant og selvbevidst sidder den paa Pinden foran sin gamle Kasse og
lader, som om den slet ikke har været borte, fløiter efter Varme og
koketterer i Solskinnet med sin mørkegrønne, hvidprikkede Silketrøie.
Det er næsten ganske lyst, naar man gaaer til Theatret -- Overtøiet
taaler ikke altid Dagslyset. Der hænger Snepper i Vildthandlerens
Vinduer, og paa Blomstertorvet, paa Høibroplads, begynder Glasvognene
med den brændende Petroleumslampe inde mellem Palmerne og Azaleaerne
at forsvinde -- først i April er hele Torvet een Foraarspragt af
Tulipaner og Tazetter, Hyacinther, Paaske- og Pintselilier.
Bananerne bag Frugthandlernes Vinduer er bleven plettede, og Æblerne
faaer endnu fler Rynker. Damer og enkelte Herrer viser sig allerede i
bar Figur, Drengene paa Frue Plads spiller Klink, og Pigerne i
Grønningen leger Paradis.
Om Søndagen begynder Karusellerne paa Alleenberg og Sommerlyst igjen
at gaa, og man seer, at "Hestene" er bleven malet op: Skimlerne
straaler ligefrem, og de chocoladefarvede Arabere glinser fedt.
Tjørnehækkene ude ved St. Jørgens Sø og Ligustrumbuskene i
Villahaverne faaer en grøn Tone, Holbergs Kastanie svulmer,
Skjællene bøier sig nedad, og Knopperne seer ud som heraldiske
Lilier.
Saa kommer Udstillingens Aabning: Splitflaget smelder i Luften fra
Charlottenborg, de kongelige Kjøretøier med røde Kuske holder
udenfor, og nu veed hele Kjøbenhavn, at der er rigtigt Foraar i
Luften.
Caféerne sætter Laurbærtræer og Vedbendkasser ud paa Fortovene, de
Handlende skynder sig med Foraarsudsalget, og Selskabsherrer, der har
gjort hele Vinterens Campagne med, begynder at tænke paa Carlsbad.
Efter Fyraften er der travlt i Colonihaverne udenfor Byen: der
graves, rives, saaes og plantes -- det er Forhaabningernes Tid.
Grossereren tager ud og seer til sit Landsted, giver Gartneren Ordrer
og bestiller Maleren -- han kommer saa sent hjem, at han maa stavre
op ad Trappen i Mørke, for Husværten holder naturligvis op med at
tænde Gassen den 15. April!
Om Boulevardernes Lindekroner hviler endnu som en stillestaaende,
grønlig Bisværm: det er Knopperne, der betænker sig paa at skride,
men snart er de i Udspring, Folk kommer fra Skoven med Anemoner og
Bøgeløv, Tivoli lukker op, og de "faste" Spurve pipper af Fornøielse
-- og saa -- ja, saa er det Foraar i Kjøbenhavn.
Poul kom hjem, glad og seig.
Han havde Smaaforæringer med til hele Familien, men til Marie havde
han det Bedste: et Syskrin med Træmosaik, som han havde kjøbt i
Neapel -- _det_ havde sin Historie.
* * * * *
En Nat paa Hundevagten havde Poul i aldeles usædvanlig Grad følt den
blandt Lærlingene ombord meget almindelige Trang til at faae et eller
andet "Extra" -- ligegyldigt hvad -- i Livet, og just som denne Trang
var paa sit Høieste, saae han en Kamerat, en Grosserersøn som han
selv, tage et Par Figen op af Lommen og ganske langsomt spise dem --
det var ikke til at holde ud.
"Hei, Du! Giv mig en!" sagde Poul.
"Nei, jeg har kun fire tilbage," lød Svaret.
"Vil Du sælge dem?" spurgte Poul saa.
"Nei, jeg har jo ingen Brug for Penge nu."
"Hvad vil Du _da_ have for dem?"
"Aa, jeg veed ikke -- jo, Du kan faae dem for det Skrin, Du kjøbte i
Neapel!"
Det blev nærmest sagt i Spøg, men Poul var bleven hidset, netop fordi
det Attraaede syntes ham uopnaaeligt, og han slog til -- han havde i
Øieblikket givet baade Skrinet, Førstefødselsret, og hvad det nu
ellers skulde være, for de fire Figen.
Næste Morgen skammede han sig -- skammede sig som en Hund. Han havde
kjøbt Syskrinet til Marie, og hun _skulde_ have det, _hun_ og ingen
Anden.
Han bød Kameraten fem Kroner, ti Kroner, Alt, hvad han eiede og
havde, for at lade Handelen gaa tilbage, men i rum Sø synker Pengenes
Værdi, ganske ligesom den stiger med Udsigt til Landlov, og den Anden
vilde beholde sit Skrin -- Poul var fortvivlet. "Om der da ikke var
nogensomhelst Maade, han kunde faae det tilbage paa?" -- "Nei! Jo,
det Eneste skulde være, om Poul for Resten af Togtet hver Dag vilde
afstaa sin Ration Vin?"
Og _det_ gjorde han. Det ene Øiebliks Letsindighed paa Hundevagten
kostede ham et dagligt og føleligt Afsavn, men Gaven til Marie havde
da ogsaa faaet dobbelt Værdi, syntes han selv, og han var ikke helt
fri for at være lidt stolt, da han afleverede den.
_Nogen_ Bitterhed nærede han fremdeles mod den mercantile Kamerat,
der saa godt havde forstaaet at benytte sig af Conjuncturerne, men
Bitterheden fortog sig, da Denne, der havde faaet nok af Søen, forlod
Marinen og blev anbragt paa et Handelskontor, hvor han efter Pouls
Mening vistnok hurtigt vilde avancere.
En smuk Mai Morgen, ganske tidligt, stod Duborg alene oppe i
Atelieret -- Holst var taget paa Landet "forat male Bøgeskov og
Bukøer", som han pleiede at sige.
Som Duborg nu stod og saae tvers over Gothersgade, aabnedes der
pludselig et Kvistvindue ud til en Gaard, og en ung Kvinde kom til
Syne. Den høire, helt op til Skulderen blottede Arm strakte hun langt
ud forat faae Stormkrogen sat paa, med venstre holdt hun Linnedet
sammen over Brystet.
Det Hele stod kun paa et Øieblik, saa var hun forsvunden, men Duborg
blev idetmindste i fem Minuter ved at stirre over Tagene, hen til
Vinduet, som efter en tabt Skjønhedsaabenbaring.
Den unge Kvinde, der aabnede sit Vindue, det var jo et Motiv, det var
Noget at male! De røde Tage i Baggrunden og de hvide, hvide Arme --
hvor havde hun dog holdt den venstre Haand gratiøst! Der var en
ubevidst Kyskhed i den hele Stilling, og hun var ganske sikkert
smuk, meget smuk -- det var han overbevist om, skjøndt han
naturligvis paa Grund af Afstanden Intet havde kunnet opfatte af
hendes Ansigt.
Duborg gik op og ned i Atelieret i en Time, fløitede og nynnede
afvexlende -- begge Dele hvinende falskt -- kigede til det stadig
aabne Vindue og saae ud som en Mand, hvem der er vederfaredes en stor
Lykke. -- Ja, vist skulde det males, _hun_ skulde males -- men netop
_hun_, ingen anden Model i Verden vilde han have!
Han tog Peiling af Stedet, gik ned paa Gaden og recognoscerede, stjal
sig til at se ind i forskjellige Gaarde -- nei, Vinduet var ikke til
at finde -- hvem var hun?
Han gik op igjen, tog endnu nøiagtigere Sigte paa Huset og forsøgte
at finde, men atter forgjæves.
Saa hentede han Terndrup op paa Atelieret, viste ham Kvistvinduet og
spurgte, hvor det var.
"Tøv lidt," svarede Terndrup, "derovre i Store Kongensgade? -- Men
det er jo Grosserer Langes Gaard!"
"Og hvem boer paa Kvisten?"
"Det gjør hans Datter."
Duborg følte selv, at det var Vanvid, men ti Minuter senere stod han
i Grossererens Gaard. Inde under Lindetræet stod han, kastede sky
Blikke til Kvisten, som om han ventede, at Synet skulde komme igjen,
og betænkte sig paa, om han virkelig skulde gaa op og ringe paa.
Grossereren gik ud ad Porten i det Samme. Han saae noget mistænksomt
paa Duborg og drøftede et Øieblik med sig selv Muligheden af, at det
igjen kunde være en næsvis Naturforsker, der vilde lede efter sjeldne
Planter, men den Fremmede saae slet ikke _ned_, kun _op_, saa var det
jo ligegyldigt, og Grossereren gik.
Duborg tog en rask Beslutning, skridtede op ad Trappen, ringede paa,
spurgte efter Frøkenen og kom ind til Ragna, der heldigvis var alene
paa Kontoret -- hvad han vilde have gjort, om hun _ikke_ havde været
det, er ikke godt at sige!
Forgjæves bestræbte Duborg sig senere i Livet mangen god Gang for at
gjenkalde i sin Erindring, hvad han egentlig sagde, hvordan han
begyndte, og hvordan han endte, men det var ham ganske umuligt. Kun
_saa_ Meget vidste han, at han havde fortalt om sit Morgensyn fra
Atelieret, sagt, at han følte med sig selv, at han nu -- nu og maaske
aldrig mere -- kunde gjøre et godt Billede, men at _hun_ maatte være
hans Model -- blot for Armenes og Skuldrenes Vedkommende -- Ansigtet
var der ikke Tale om, hvis hun ikke ønskede det -- men hun maatte
endelig, endelig sige Ja, og ikke blive vred over hans Dristighed.
Og Ragna! Ja, hun følte for anden Gang i sit Liv, at der midt i det
nøgterne Kontor kunde komme som Bud fra en anden Verden, en Verden,
som hun ikke kjendte, og som laa langt, langt borte fra Journalen,
Hovedbogen og hele Store Kongensgade.
Et lille Øieblik blev hun fornærmet, men _det_ fortog sig i næste Nu,
da hun slog Øiet op, for Duborg saae paa een Gang saa troskyldig og
saa betagen ud.
Fra sin Skoletid mindedes hun Plougs Digt "Et Kys". _Der_ kom en ung
Mand op til en ung Dame og bad hende om at give ham et Kys ved
Vinduet, mens Vennerne saae paa det -- _det_ var da meget værre; men
den unge Pige i Digtet gav ham alligevel Kysset, for hans Livslykke
afhang deraf. -- Maleren her sagde jo ogsaa, at det beroede paa
hende, udelukkende paa hende, om han skulde gjøre sin Lykke -- fattig
var han formodentlig, det var jo alle Kunstnere -- og hvad var saa i
Grunden det Hele? At møde som til Bal, ikke Andet. -- Hun havde nu
forresten næsten aldrig været nedringet som Voxen -- men hendes Arme
kunde godt taale at sees, vidste hun, og Skuldrene med -- og hans
Blik var saa aabent og saa discret -- hun sagde Ja.
Men hun sagde det saa tilkjæmpet overlegent som muligt, tvang et
lille Smil frem, der skulde antyde, at hun egentlig fandt det Hele
ret komisk, og tilføiede saa, at hun foreløbig vilde staa til hans
Disposition i Atelieret fra Tolv til Et; paa den Tid var Kontoret
lukket, og hendes Fader og Broder henne at spise Frokost paa
d'Angleterre -- Moderen var nemlig allerede flyttet ud paa Landstedet
Dagen iforveien.
* * * * *
Duborg gik efter forinden at have klemt hendes Haand mellem sine, saa
den blev ganske øm -- det var nu _hans_ Maade at udtrykke sin
Taknemmelighed paa.
Paa Slaget Tolv næste Dag kom Ragna ind i Atelieret.
Duborg modtog hende næsten ærbødigt og bad hende forlegent gaa ind i
Dagligstuen.
_Der_ tog hun Livet og Underlivet af, saae sig om efter et Speil, men
fandt intet, stod et Øieblik og betænkte sig og gik saa rolig ind i
Atelieret med en lignende Fornemmelse, som naar hun første Gang om
Sommeren sprang i Vandet ude fra Landstedets Badehustrappe.
Duborg viste hende den Stilling, han ønskede, hun skulde staa i,
rettede lidt paa den, da hun havde stillet sig op, og begyndte saa --
først uden egentlig at se rigtigt paa hende -- at tegne Omridsene op
paa Lærredet med Kul.
Ragna ventede stadig, at han skulde conversere hende -- ikke fordi
hun ønskede det, men fordi Tausheden ligefrem generede hende -- men
han tegnede kun, begyndte at undermale, saae paa hende og saae paa
Lærredet -- det var ikke til at holde ud.
Pludselig reiste han sig op, satte Armene i Siden, lagde Hovedet paa
skraa og udbrød:
"De har dog et Par deilige Arme, Frøken!"
Ragna havde en bestemt Følelse af, at hun blev rød i Hovedet. Hun var
efterhaanden bleven vant til at betragte sig selv som Bogholderske,
som Procurist, og havde næsten glemt, at hun tillige var en ung, smuk
Pige. Det tiltalte hende i og for sig nok at blive beundret, men
Duborg sagde sin Replik saa fagligt, saa objectivt, at det formelig
var irriterende.
-- "Han er dog en ualmindelig Træmand," tænkte hun, og synderlig mere
end Farvel og Tak sagde han heller ikke den Dag.
* * * * *
Næste Dag gik det allerede bedre.
Hun fik sig selv til "i Costume" at gaa rundt i Atelieret og se paa
Studierne, og _han_ begyndte et Par Gange paa en Slags Conversation,
der dog hurtig døde hen igjen.
Med eet gled der et Smil hen over hendes Ansigt, hun lo næsten.
"Er det _mig_, De leer af Frøken?" spurgte han roligt.
"Nei, undskyld," svarede hun, "det er det virkelig ikke! Men jeg kom
pludselig til at tænke paa, hvad min Faders to gamle Tanter ude paa
Vennebjerg egentlig vilde sige, om de vidste, at jeg stod Model nu!
-- Jeg troer saamænd ikke, de vilde se mig mere for deres Øine!"
"Vennebjerg," sagde Duborg. "Det er jo den Gaard _der_ -- er det
ikke?" -- han pegede paa en af Holsts Studier.
"Jo, det er det ogsaa! Det var da morsomt! -- Skal Deres Billede --
det, De nu maler paa, udstilles?"
"Det skal det vel nok -- hvis det ellers lykkes."
"Hvorfor skulde det ikke det?"
"Aa, man veed jo aldrig iforveien --"
"Det maa man da vide! Naar man overhovedet _kan_ male, og man sætter
al sin Energi ind paa Arbeidet, saa _maa_ det jo blive godt!"
"Nei -- nei, det gaaer nu alligevel ikke saadan," svarede Duborg, og
der blev en længere Pause.
Ragna hvilede -- efter hans Opfordring -- nogle Minuter, skjøndt hun
erklærede, at hun slet ikke var træt, og lod imens Blikket streife
rundt paa Væggene. Det standsede uvilkaarligt ved den samme
kvindelige Modelfigur, som havde fanget Terndrups Blik, og da hun
instinctmæssigt mærkede, at Duborg havde seet, hvad det var, hun saae
paa, vilde hun ikke faae Udseende af, at der kunde være Noget at
genere sig for, og spurgte derfor ganske ligefrem:
"Har _De_ malet det?"
"Ja, jeg har saa," svarede Duborg.
"Det er altsaa en Model?"
"Ja, _det_ var det -- hun var fra Capri."
-- "Var det nu virkelig -- ja, jeg mener en anstændig Pige?"
Nei, saadan hvad man herhjemme vilde kalde en anstændig Pige -- nei,
det mente da Duborg ikke, det havde været.
Ragna fortrød i samme Nu sit Spørgsmaal og sagde:
"Hvorfor bruger Kunstnerne dog _den_ Slags til Modeller -- hvorfor er
det ikke Damer?"
"Aa," svarede Duborg sindigt, "hvor skulde man egentlig faae Damer
fra til at staa for det Hele?"
Og saa spurgte Ragna ikke videre.
* * *
-- En Dag lagde Duborg pludselig Penselen og erklærede, at nu kunde
han ikke mere for den Gang, det gik ikke.
"Men jeg kan jo blive en halv Time endnu!" sagde Ragna.
"Ja, men jeg er ikke oplagt idag."
"Oplagt?" gjentog hun. "Hvad vil det sige? Fordi jeg en Dag har
Hovedpine, fører jeg virkelig alligevel Bøgerne og besørger
Correspondancen lige til Middag!"
"Ja," indvendte Duborg, "men det er vel ogsaa noget Andet med Kunst
end med Bogholderi."
"Det kan jeg aldeles ikke indrømme! Arbeide er Arbeide! -- Mal nu
blot: De har mig en halv Time endnu!"
"Nei, jeg kan ikke idag."
Saa gik hun halvfornærmet bort men kom næste Dag igjen til sædvanlig
Tid -- Duborg havde slet ikke mærket, hun var vred.
* * * * *
-- "Hvorefter vil De male Hovedet paa Billedet?" spurgte hun, da der
var gaaet en Ugestid.
"Aa, jeg veed ikke rigtig endnu," svarede han. "Maaske efter en Model
her i Byen, som en Bekjendt af mig har brugt, maaske efter Motiver
fra den Skizze _der_" -- han pegede paa Capripigen.
Der var Ingenting at sige hertil, eftersom det jo netop var en
bestemt Forudsætning, at Billedet _ikke_ maatte ligne _hende_, men
ubehagelig berørt følte hun sig dog ved Tanken om, at en simpel Model
-- rimeligvis en fordærvet Pige -- skulde ligesom give Personlighed
til Billedet -- _hendes_ Billede, for _det_ var og blev det
alligevel, følte hun -- hendes og ingen Andens.
Hun blev forstemt og taus Resten af den Time.
Holst kom uventet en Dag til Byen.
Han skulde kjøbe Farver, hed det, "Gurkemeie og Spinatgrønt", men i
Virkeligheden kom han nok nærmest forat gaa en Tur nedad Strøget, se
de kjendte Omgivelser og de kjendte Ansigter og indaande lidt
kjøbenhavnsk Luft, som han kunde have at tære paa ude mellem alt det
Grønne.
Han gik naturligvis op til Duborg, men blev modtaget underlig
forbeholdent, og da han vilde gaa ind i Atelieret, stillede Duborg
sig omtrent i Veien for ham.
"Hvadbehager?" sagde Holst forbauset. "Maa jeg ikke komme ind til mig
selv! -- Har Du Damebesøg?"
"Nei, det har jeg ikke, men --"
"Naa, det manglede ogsaa kun, at Du skulde benytte Dig af min
Fraværelse til den Slags Vidtløftigheder -- ja, var det _mig_, der
var alene i Byen, det var en anden Sag! -- Vil Du saa behage at
flytte Dig!"
Holst kom ind i Atelieret og saae Maleriet.
"Naa, saa _det_ var Hemmeligheden!" udbrød han. "Du er igjen begyndt
at male -- maa jeg gratulere! -- Og det tegner jo ligefrem udmærket:
det er den gamle Niels Duborg lyslevende opstaaet fra Porcelainet! Og
sikken en Model, det maa være! Vidunderlig deilige Arme -- _det_ er
Noget, _jeg_ forstaaer mig paa! -- og hele Skikkelsen kysk og
jomfruelig -- hvor Pokker har Du hittet det Pigebarn?"
"Det er ikke noget Pigebarn," brummede Duborg.
"Er det ikke noget Pigebarn! Hvad er det da, om jeg maa spørge?"
"Det er en Dame."
"En Dame! -- Nu staaer Verden ikke til Foraarsudstillingen! -- Men
hvem er hun da?"
"Det kan jeg virkelig ikke sige Dig!"
"Men hvordan, i Himlens Navn, har Du dog --"
"Ja, det kan jeg heller ikke sige Dig."
"Naa saaledes! -- Ja, jeg respecterer din Discretion -- naturligvis
-- men vil Du da blot sige mig, med hvem hun er forlovet -- om det er
med en Kunstner, mener jeg, for jeg under ikke en Bourgeois at være
den lykkelige!"
"Hun er slet ikke forlovet, det _jeg_ veed," svarede Duborg og blev
umotiveret rød i Hovedet, "det troer jeg da ikke, hun er."
"Og _de_ Arme er ikke forlovede!" udbrød Holst begeistret. "Det er jo
umuligt! Saa maa Ingen have seet dem -- men _det_ er jo ogsaa
umuligt! Det skulde nu lige rent ud forbydes vedkommende unge Dame at
vise sig høihalset -- sig det til hende fra mig!"
"Gud veed, hvor Du gider!"
"Ja, Du _har_ da vel fortalt hende, at der ikke er Mage til de Arme i
Kjøbenhavn? -- Ikke engang det! -- Du er jo umulig! Den Slags Ting
fortæller _jeg_ altid unge Damer: _mig_ er det en Lettelse at sige
det, og _dem_ fornøier det at høre det, selv om de meget godt veed
det!"
"Er Du snart færdig?"
"Nei, jeg kunde gjerne blive ved en halv Time endnu! -- Men forat
komme tilbage til Billedet: det bliver brillant, gamle Duborg! Det er
jo som en Personification af selve Foraaret, eller snarere af
Morgenstemningen i den store By, der vaagner -- Du veed, jeg elsker
den tidlige Morgen -- theoretisk i alt Fald -- Morgenens Friskhed
repræsenteret af den skjønne Kvinde, som aabner sit Jomfrubur og --"
"Vrøvl! -- Det er da ikke Andet end en ung Pige, der lukker sit
Vindue op," indvendte Duborg.
"Prosaist, som Du er!" raabte Holst. "Du veed, Gud hjælpe mig, ikke
engang, hvad det er, Du selv gjør! Det kan man rigtignok kalde
kunstnerisk Umiddelbarhed!"
"Du kan for mig kalde det, hvad Du vil!"
"Ja, man kan ogsaa kalde det Philisteri, Aandsforladthed eller
plebejisk Syn paa Tilværelsen, hvis Du foretrækker _det_! -- Men godt
bliver Billedet sgu alligevel -- og _det_ er egentlig det
irriterende!"
Lidt efter gik Holst.
Grossereren og Julius spiste, som Ragna havde sagt, om Sommeren deres
Frokost paa d'Angleterre mellem Tolv og Et, men Ragna havde altid sin
Pakke Smørrebrød med fra Hjemmet og nød den til et Glas Melk paa
Kontoret, som hun ellers aldrig forlod.
Stor var derfor ogsaa Julius' Forbauselse, da han en Dag mellem Tolv
og Et tilfældigvis kom tilbage paa Kontoret forat hente sit
Cigaretetui og ikke fandt Søsteren ved Pulten, og da Faderen senere
gav ham en Overhaling, fordi han ikke passede Kontortiden, udlod han
sig gnavent med, at _han_ da ikke var den Eneste, der sløiede den af,
for Ragna var saamænd ikke bedre, o. s. v.
"Vaas!" svarede Grossereren.
En Gang til traf Julius Kontoret tomt mellem Tolv og Et og
rapporterede det samvittighedsfuldt til Faderen. Denne gik saa
tilbage noget før Et -- nei, Ragna var der virkelig ikke!
Grossereren fandt nu selv Sagen saa besynderlig, at han nedlod sig
til at opfordre Julius til at udspionere Søsterens Veie, og _det_
gjorde Julius med en god Villie og med saa godt Resultat, at han et
Par Dage efter kunde meddele Faderen, _hvor_ det var, hun gik hen,
men _hvad_ hun bestilte _der_, det vidste han rigtignok ikke.
* * * * *
Ragna stod imidlertid oppe paa Atelieret uden at ane Noget om, at man
udspeidede hendes skjulte Skridt.
Forholdet mellem hende og Duborg havde _noget_ skiftet Characteer.
Hun var ham ikke længere blot Modellen med de deilige Arme og de
runde Skuldre, men hun var bleven en Personlighed, der mere og
mere fyldte ham og navnlig imponerede ham ved sin i alt Fald
tilsyneladende uanfægtelige Sikkerhed i Eet og Alt. Hun havde en
bestemt Mening om Alt, Principer og en færdig Dom, og desuden var hun
saa behagelig ladylike, saa smuk og saa sund -- navnlig ladylike.
Og _han_ var heller ikke længer for hende Træmanden eller den fattige
Kunstner, som hun gjorde vel imod ved at stille sin Deilighed til
Skue; han var et stort Barn, uden al Forstand paa Livets almindelige
Krav, det var sandt, men hvor var det alligevel velgjørende at høre
ham tale -- sindigt og jevnt og med lange Pauser mellem de enkelte
Ord -- som om der Intet i Verden var til, der var værd at leve sit
Liv for uden Kunsten, og hvor høit stod han ikke over hende og hele
den Kreds, hun hidtil havde bevæget sig i! Aldrig før havde hun
vidst, hvad Begeistring -- stilfærdig men glødende Begeistring --
var; nu fik hun en Anelse om det.
Og heller aldrig før havde hun vidst, hvad det vil sige, naar en
Mands Blik med taus Beundring hviler paa en Kvinde: hvordan man kan
føle Blikket uden at møde det, varmes af det og fyldes af en dulgt
Glæde, en Stolthed, som man ikke selv forstaaer.
* * * * *
-- Billedet var snart færdigt: Omgivelserne, Kvistvinduet, de røde
Tage i Baggrunden og hele Skikkelsen stod omtrent, som det skulde --
han arbeidede ogsaa flittigt, naar hun _ikke_ var til Stede -- og
skjøndt Hovedet kun var løst anlagt, uden nogen Individualitet, havde
hun dog, da hun saae paa Billedet, en bestemt Følelse af, at det
allerede var et Hele -- Morgenstemningen aandede ud af det.
* * * * *
En Dag var han særlig ivrig, næsten febrilsk, talte mindre end ellers
og var underlig nerveus, naar hun spurgte ham om Noget.
Da hun var færdig og paaklædt til at gaa, saae hun, at det var
Hovedet, han havde malet paa, og -- hun tog ikke feil -- det var
_hendes_ Træk!
-- "Skal _det_ Billede udstilles?" spurgte hun.
"Ja, det tænker jeg da," svarede han roligt. "Jeg har aldrig før
gjort Noget, der var saa godt."
"Men det er jo _mig_ -- _mit_ Ansigt!"
"Ja, det er det nok blevet -- det er saadan kommen ganske af sig
selv. Jeg skal sige Dem, der er alligevel ikke noget andet Hovede,
der kan passe ind i _det_ Billede, saadan som jeg har tænkt mig det."
"Men De lovede jo bestemt, at --"
"Ja, jeg gjorde saa, og jeg troede saamænd ogsaa, jeg kunde have
holdt, hvad jeg lovede -- dengang kjendte jeg Dem jo kun paa saa lang
Afstand, maa De huske."
Ragna vidste ikke selv, om hun i Øieblikket nærmest var glad over,
hvad der var skeet, eller dybt krænket, men sin Glæde kunde hun jo
dog i hvert Fald ikke give Udtryk, og derfor kom det, tilsyneladende
kun indigneret og overlegent, fra hende:
"Jeg burde have betænkt det i Forveien: en Kunstners Ord er
selvfølgelig ikke bindende -- end ikke overfor en Dame -- hvis blot
hans Kunst -- eller, forat bruge det rette Ord: hans Egoisme --
kræver, at det brydes! Men _det_ Billede skal _ikke_ udstilles --
forstaaer De mig! -- Hvor meget koster det? Jeg faaer vel Raad til
selv at kjøbe det."
I det Samme gik Døren op, og ind traadte Grossereren og Julius.
"Fader!" udbrød Ragna og blev blodrød.
"Maa jeg spørge, hvad Du tager Dig for her?" spurgte Grossereren
fnysende. "Oppe hos en fremmed Maler -- Du er maaske Model -- eller
har Stævnemøder -- hvadbehager?"
Duborg stod foran Billedet med Ansigtet vendt mod Døren. I samme Nu,
som han forstod Situationen, gjorde han med Penslen et Par hurtige
Strøg over Billedet, saa Hovedet helt udviskedes; derefter saae han
op paa Grossereren og sagde roligt:
"Nei, Deres Datter er kommen herop forat bestille et Billede af
Vennebjerg efter _den_ Skizze -- hun vidste, at min Ven Holst havde
malet derude."
Strax da Ragna saae, eller snarere instinctmæssigt forstod, hvad
Duborg havde i Sinde, gjorde hun en uvilkaarlig Bevægelse som forat
forhindre ham fra det, men da det var skeet, skjød Blodet op i hende,
hun rakte ham sin Haand med et straalende Blik og sagde til Faderen:
"Her er en Mand, der holder af _mig_ -- og _jeg_ holder af _ham_!"
* * * * *
Saadan blev Duborg forlovet.
En Forlovelse hører jo altid til de Begivenheder, der kan glæde sig
ved at omfattes med almindelig Interesse, men Duborgs og Ragnas
Forlovelse vakte mere end almindeligt Røre.
Aviserne meddelte naturligvis Nyheden. De fleste benyttede Vendinger
som: "den udmærkede Maler" eller "vor berømte Kunstner" og fortalte
tillige, at Ragna var Datter af "den i Forretningsverdenen vel
bekjendte Grosserer Lange". _Det_ tiltalte naturligvis den for
offentlig Berømmelse ikke ufølsomme Grosserer, men forresten var han,
til en Begyndelse, ædende gal.
"_Min_ Datter giftes med en Lærredsmører!" sagde han. "En, der kun
lever af Haanden og i Munden! Og jeg, som troede, at hun skulde have
været min Alderdoms Forretningsstøtte -- Julius er umulig, og Poul
vil være Søofficeer -- nei, Verdens Løn er Utaknemmelighed!"
Grossererfruen var glad, lige rent ud glad -- hverken mere eller
mindre -- over at have faaet sin Datter forlovet, og paa Forhaand
syntes hun, at _hendes_ Svigersøn maatte være et udmærket Menneske.
Poul, der efter sin Hjemkomst fra Vintertogtet gik paa Cursus for at
forberedes til Adgangsexamen til Søofficeersskolen, syntes, det var
morsomt at have faaet en forlovet Søster, og navnlig at have faaet En
at være Svoger med -- det sagde han ogsaa til Fru Lund og Marie, der
som Ragnas Husfæller var stærkt interesserede i Begivenheden -- og
Julius, ja, han var sgu i og for sig lige glad, men det var dog ham,
paastod han selv, der egentlig var Skyld i det Hele.
Holst skrev strax et længere, overstrømmende Brev til Duborg, et
Brev, der begyndte med en Bemærkning om, at "de Arme selvfølgelig
ikke kunde blive ved med at være uforlovede", og forresten
hovedsagelig handlede om, at Kvinderne i al Almindelighed var en
mærkelig Race, for den Klasse Mandfolk, som de elskede inderligst og
mest opofrende, var altid elendige Karle som Loke, Faust, Adam Homo
og Peer Gynt; men til Trods herfor haabede han, at den ubekjendte
Dame, hvem han, Carl Holst, endnu ikke havde den Fornøielse at
kjende, vilde holde lige meget af ham, Hans Duborg, skjøndt _han_ jo
ikke ubetinget var nogen elendig Karl.
Berner mindedes stadig fra sit eneste Besøg hos Grossereren den
smukke, ranke Pige, hvis Forekomst i Kontoret egentlig var lige saa
mærkelig, som om =Trifolium resupinatum= virkelig skulde være funden
i Gaarden, og Terndrup erklærede med Sikkerhed, at Ragna og Poul var
de Bedste af Familien.
Oppe hos Mille Buxbom blev der ligefrem holdt Kaffegilde paa
Forlovelsen. Kogekonen Madam Siegler syntes, at Ragna var en yndig
Pige, og mente, at hun under kyndig Veiledning nok kunde tilegne sig
de nødvendige Kundskaber i Husholdning og Madlavning, hvilket var og
blev Basis for et lykkeligt Ægteskab, og Frøken Hansen haabede
bestemt paa at komme til at synge ved hendes Bryllup -- det skulde
naturligvis staa i Garnisons Kirke -- og lovede paa Forhaand Jomfruen
en Billet til Kirken. Maskinmandens Kone, der atter var i velsignede
Omstændigheder og derfor noget tilbøielig til altid at tro det
Værste, havde paa fjerde Haand en skrækkelig Historie om, at
Grossereren skulde have overrasket sin Datter oppe i Malerens
Atelier, hvor hun stod Model som Havfrue med saa godt som slet
Ingenting paa, og at han i den Situation skulde have givet Parret sin
faderlige Velsignelse, men Mille Buxbom følte strax i sin
Samvittighed, at der ikke var et Ord sandt i den Krønike, og Madam
Siegler erklærede med Sikkerhed, at Frøkenen rigtignok ikke var af
_den_ Slags.
-- "Men Gud skal vide, hvad Vennebjergerne siger!" udbrød Mille
Buxbom ganske umotiveret.
Ja, hvad sagde Vennebjergerne?
De sagde foreløbig ikke et Ord, for de var bleven saa rystede over
Begivenheden, at de ikke engang gratulerede skriftligt.
Forlovelsen kom forresten, særlig paa dette Tidspunct, Grossereren
meget ubeleiligt.
Han havde, allerede da Begivenheden indtraf, bedt til en mindre
Middag ude paa sit Landsted; afsige Middagen kunde han jo ikke, men
da den nu nødvendigvis maatte blive en Forlovelsesmiddag, maatte der
jo Flere med.
For det Første den gamle Grosserer. Dernæst maatte Duborg spørges, om
han havde Familie eller meget nære Venner, han ønskede med, og Duborg
erklærede sig fuldstændig renonce paa Familie, men udtalte Ønsket om,
at Holst og Berner maatte blive bedt, og det blev de. Han havde ogsaa
gjerne seet Terndrup ved denne Leilighed, men da han havde en bestemt
Fornemmelse af, at han ikke vilde passe i Omgivelserne -- og navnlig
ikke vilde more sig -- foreslog han det ikke.
* * * * *
Klokken Sex mødte de Indbudte paa Landstedet -- den gamle Grosserer
var dog kommen forinden. Han optraadte af Princip altid i Frakke,
aldrig i Kjole -- vistnok nærmest forat drille Sønnen.
Der var Generalen, den store Taler, som ikke med sin gode Villie
fo
Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/40291