Samlede Værker, Tredie Bind
by Jeppe Aakjær · Danish · Gutenberg #39722 · 438,774 chars · public domain (US)
The Project Gutenberg eBook of Samlede Værker, Tredie Bind
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: Samlede Værker, Tredie Bind
Author: Jeppe Aakjær
Release date: May 18, 2012 [eBook #39722]
Language: Danish
Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/39722
Credits: E-text prepared by Steen Christensen and the Online Distributed Proofreading Team
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SAMLEDE VÆRKER, TREDIE BIND ***
E-text prepared by Steen Christensen and the Online Distributed
Proofreading Team (http://www.pgdp.net)
Afskriverens bemærkninger:
Kursiv er gengivet med _understregning_, s p a t i e r e t
tekst med =lighedstegn=, og den mindre skriftstørrelse der
angiver regibemærkninger er gengivet med {krøllede
parenteser}.
JEPPE AAKJÆR
SAMLEDE VÆRKER
TREDIE BIND
-- SKUESPIL --
LIVET PAA HEGNSGAARD -- ULVENS SØN --
NAAR BØNDER ELSKER -- HIMMELBJÆRGPRÆSTEN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL - NORDISK FORLAG
KJØBENHAVN OG KRISTIANIA 1918
_Copyright by Jeppe Aakjær._
_Al Ret over disse =fire= Skuespil forbeholdes Forfatteren -- ogsaa
Retten til Oplæsning. Henvendelser desangaaende bedes rettet til
Danske Dramatikeres Forbund, Kjøbenhavn._
FYENS STIFTSBOGTRYKKERI (DREYER)
Det, der fik _mig_ til at skrive Skuespil, var Glæden ved den jydske
Replik. At stille to Bønder overfor hinanden og la' dem snakke løs om
det, de har paa Sinde, er en betagende Ting for den, der kjender en
Dialekt i hver tænkelig Afskygning. Men Sorgen og Fortvivlelsen
falder over én den Dag, man skal ha' sit Stykke op paa Scenen. Thi
Skuespillerne rekruteres sjældent fra Bondens Lejr; kun 2-3 Gange har
jeg haft det Held at se Rollerne i mine Stykker spillet af Folk, der
kjendte det Jydske. Jeg maa være glad, om der kan opdrives én
jydskfødt, hvor der var Brug for tyve. Hvad vilde den kjøbenhavnske
Theaterløve sige, om hans Stykke skulde tolkes af en Samling
Kulsviere; eller tror man ikke det Jydske er ligesaa følsomt for Vold
og Radbrækning som ethvert andet levende Tungemaal. Hertil kommer, at
jydske Bønder endnu gaar altfor lidt i Theatret. Mine Stykker spilles
da som oftest af Kunstnere, der ikke kan _tale_ Sproget, for et
Publikum, der ikke kan _forstaa_ det, eller i det mindste ingen
Kjærlighed har til det. Det maa forundre, at mine Stykker trods
Sandheden i det anførte alligevel tør smigre sig med helt pæne
Succeser baade hjemme og nu i Norge.
Størst Glæde har jeg vel nok af dem, naar jeg selv læser dem op i en
Kreds af jydske Bønder. Men det er mit Haab, at jeg en Gang inden jeg
dør, skal faa Lov til at gaa ud med et Par af mine Stykker, med en
Trup af _ægte_ jydske Mænd og Kvinder i Rollerne; da kunde det dog
være, at jeg fik endogsaa de modvillige til at indrømme, at den
jydske Replik har sin Berettigelse, sin Skjønhed og sin Styrke ikke
mindre paa Scenen end udenfor den.
Mine Forudsætninger for at skrive til Døgnets Theatre er næppe store.
Theatret kan altid kun give en ringe Brøkdel af Livet, og selv denne
Brøkdel skal ofte vrides af Led, før den faar Lov at gaa ind ad
Theatrets Døre. Her skal Foden overalt rette sig efter Støvlen og
ikke omvendt. Mere og mere bliver Theatret et Legetøj for den
blaserte og velfodrede Overklasse. -- Giv os et _virkeligt
Folketheater_ for Bønder og Arbejdere, hvor vi paany kan faa
_Problemerne under Debat_, -- da kunde det atter blive fristende at
lege med.
_Jenle_, 16. Septbr. 1918.
_Jeppe Aakjær._
INDHOLD.
Livet paa Hegnsgaard 1
Ulvens Søn 89
Naar Bønder elsker 189
Himmelbjærgpræsten 275
LIVET PAA HEGNSGAARD
(1907)
FORTALE.
Dette Stykke er skrevet i Foraaret 1901, og det blev den Gang
forgjæves tilbudt Folketheatret. Saa laa det hen, indtil det sidste
Foraar indleveredes til Aarhus Theater; denne Scene har nu spillet
det op imod en 30 Gange. Efter Nytaar vil det komme frem paa
Dagmartheatret.
Efter det Stormløb, man har rettet mod Dialekt-Anvendelsen i mine
sidste Bøger, kan jeg formodentlig lave mig til for denne. Den
"velvillige Kritik" har løftet sin blækkede Pegefinger advarende i
Vejret, og jeg har siddet dens velmenende Henstillinger overhørig.
Sligt plejer at hævne sig.
Sandt at sige, jeg vidste ikke mine arme Raad; jeg vidste ikke, hvad
jeg skulde la' jydske Bønder tale om ikke det Sprog, de taler, naar
de er ædru.
Længere er vi altsaa ikke kommen efter 40 Aars realistisk
Kulegravning i Sprog og Virkelighedstroskab, end at den Forfatter
skjældes for "skabagtig", der la'r sine jydske Almuesmænd føre det
Sprog i Bøgerne, som de fører paa Loen og ved Davrebordet.
Hvad er vi ikke for et underligt Folk! Vi staar her paa vore Øer og
raaber til hverandre og forstaar ikke hverandres Tale, endda Landet
ikke er større, end at Vorherre kunde holde det i sin Haand som en
Fuglerede. Hvor længe skal dette vare!
Vi opretter Lærestole i asiatiske Dialekter -- Syrisk, Persisk,
Mesopotamisk! -- mens hjemme enhver spasende Journalist tør spigre
vort Navn til Kagen, fordi vi har begaaet den Forbrydelse at pege paa
Folkemaalets evige Vældkilder.
Vi er her i Landet vel ca. 1 Million, der taler det jydske Bondemaal,
og omtrent lige saa mange, der med en Smule Ulejlighed let kunde
føres til at forstaa det i Tale og Skrift. Det vilde dog vist næppe
være helt uden Betydning hverken for Livet eller for Litteraturen, om
der kunde skabes en stærkere Udvexling af Ideer og Forestillinger,
Gloser og Sprogskatte mellem Jydsken og Højdansken.
Vort lille Land, der er kastet som en Rullesten i Brændingen, kan
tidsnok miste sine særegne Konturer, gnedet og skuret som det er
mellem de andre truende Landkolosser. Vi skal ikke selv bidrage til
denne Rundslibning. Dialekterne _er_ kun en Berigelse, en
karakteristisk Streg mere i vort Folkefysiognomi.
Hver Gang vi fjerner et ejendommeligt Udtryk af vort Folkesprog, da
rokker vi ved en Sten i Dæmningen, der hindrer det flade Vand i at
trænge ind og sætte det hele i samme Niveau.
Men en Forfatter, der agter sit Kald, han maa værge om Sprogets
Bakker og Dale og frygte Forfladigelsen som Sprogets onde Princip.
Hvis ikke Kritikken saa udelukkende var bleven en Syssel for
Hovedstadsfolk og Akademikere, og hvis den jydske Almue ikke stod
disse Folk fjernere end Manden i Maanen, da vilde en Folkeskribent
ha' blidere Kaar, end han har nu om Dage.
Nu maa han krydse sin Skude op imod Vind og Strøm og som oftest gaa i
Havn uden Lods.
Jenle, 26de Oktober 1907.
_Jeppe Aakjær._
PERSONLISTE.
=Wolle Rævsgaard=, Ejer af Hegnsgaard, ca. 50 Aar.
=Ka Rævsgaard=, hans Kone, ca. 55 Aar.
=Trine=, hans Datter.
=Visti Andersen=, 2den Karl paa Hegnsgaard, senere Mejerist.
=Hellig Mads=, Gaardmand, ca. 40 Aar.
=Bitte Fip=, gammel Pige paa Hegnsgaard.
=Anders=, Forkarl paa Hegnsgaard.
=Per Søwren=, omvandrende Spillemand, Morbror til Visti, ca. 60 Aar.
=Esper Vøvtrup=, Gaardmand, ca. 60 Aar.
=Nørholm=, Proprietær.
=Gnatt=, Præst og Agrar.
=Ræber=, Byslagter.
=Palle Hjorddreng=.
=Moster Malén=, Gjæst.
=Faster Jehan=, Gjæst.
=Jonna=, Tjenestepige.
=Jørgen=, Røgter.
=Severin Jensen=, Lærersøn.
Handlingen foregaar paa Hegnsgaard i Vestjylland.
FØRSTE AKT.
{Folkestue paa Hegnsgaard. Vægfast Bænk langs et uduget, knastret
Fyrretræsbord. Løs Langskammel ind mod Stuen. Rødmalet Dør ud til
Gangen til højre i Krogen bag Overbordenden. Søvnig Hængelampe med
afskallet Blikskjærm i en Krog i det revnede Bræddeloft. Paa
Bagvæggen sværtede Olietryk af Alexander III og Dagmar. Mod Væggen
til venstre en svær Bilæggerovn af ældgammel Konstruktion; i samme
Væg en Alkove med blommet Omhæng. Hylder langs Loftet med Lysestager,
Strygejærn, Rivejærn, Sav etc. Paa Gulvet: Rok, Straangel og andet
Husgeraad. I Krogen til højre en »Bornholmer«.}
{Til venstre foran Jærnovnen =Bitte Fip=, et surt og tykt Fruentimmer
med sort Tørklæde over Hovedet og lange Muffediser om Haandleddene.
Hun karter. En stor Dynge Tejer ved hendes højre Side.}
{Ved Langbordet 7-8 Tjenestefolk i Færd med at spise Nætter. Klang af
Hornskeer, der stryges af paa Fadrandene. Pigerne har alt lagt deres
Skeer. Da ogsaa Visti slikker sin ren og stikker den op i
Læderstroppen over sit Hoved, siger}
=Anders Forkarl.=
Hwad, Visti, spænder du nu ogsaa fræ! Det gaar sgu ett an. Vi maa ha
æ Grød aa æ Fad, hwis vi vil ha godt Vejr i Maaen. -- Kan ett andt
hjælp, saa maa vi te aa snurre for em.
Nu legger Jørgen ogsaa hans Skir[1].
[1] _Skir_, Ske.
=Jørgen Røgter.=
Ja, hwad tho[2], a ka da't jen staa ved æ. A haar sgu wot der saa
wal. I ka da si, te mi Hwol er ett den mindst.
[2] _hwad tho_, hvad.
=Anders.=
Ja, saa maa vi te paa en anden Fasovn, for æ Grød maa vi ha ædt, om
der skal blyw nø Fornywels ved æ Vækild i Maaen.
Sæt jer nu ijen aalsammel og gjør, som a be'r jer!
Bette Fip, tar du di Nies og kom hen te æ Burd med vi anne!
=Bitte Fip.=
Aa, a vild tykk, te I kund læ en naaen sølle jen sejj i Fred, nær en
ett fornærmer jeranne!
=Anders.=
Hwad, hwem haar gjord nøj ved Fip. A tykkes, hun kratter søen om sæ.
-- Du skuld helsen ett vær kid aa, Bette Fip, aa hjælp te mej, te vi
kund faa nø godt Vejr til wor Vækild; for _du_ kund maaske gjan faa
dæ en Kjærrest ino, nær du helsen vild tar di Nies engaang imell.
{(De andre ler ondskabsfuldt.)}
=Fip.=
Aa, pas _du_ dæ sjel, din skjelywed Rad! A ved ett, a nowtid haar
stavn atter _dæ_.
=Anders.=
Di Howkommels er nøj swækket tillig med det andt, Bette Fip.
{=Fip= lægger ny Uld paa og karter som en rasende. =Anders= har imens
fyldt Skeen i Grødfadet; "Snurringen" begynder. Legen bestaar i, at
den fyldte Ske sættes i en drejende Bevægelse; den i Laget, hvem
Skaftet peger paa, naar Skeen standser, er dømt til at spise dens
Indhold.}
=Anders=
{(idet han slaar Skeen i Gang).}
Harom med æ Hjaj[3]! saa æ Dreng, han danst med hans Muer.
[3] _Hjaj_, Rallik.
{(Skaftet peger første Gang paa Røgteren.)}
=Palle Hjorddreng=
{(triumferende).}
Tak, Jørgen; den fæk _du_!
=Anders.=
Ja, han er saa slunken i æ Skind som en Sto'ders Pung; der er Plads
te møj.
=Jørgen=
{(mens han tilegner sig Grøden).}
"Kom _du_ til a", saa Worherr te gammel An.
=Anders=
{(der atter har fyldt Skeen).}
Swirp! {(Venter.)} Av, Ann, mi Patt, den vild øwer te Trine!
=Trine.=
Aa, Jøsses, bette Børn skal a ha den Skod Grød! Hwor skal a endda faa
Plads te en?
=Anders.=
Ta en i en gued Mjenning, saa skrider en nok nied. {(Drejer igjen
Skeen.)} Læd rulle, Mari! -- Den pæger paa Bette Fip. -- Aa, Fip, kom
hen og ta di Ot tillig med vi anner!
=Fip.=
Aa, vil du ett ha Fjedt og Fanden aa tar di Øwn i! Saa kund du
maaskisæ kom te aa si lig te Folk inu engaang.
=Anders=
{(spag).}
Ja, vil Fip ett ha en, saa maa du ta en, Visti. Du sejjer jo helsen
aa blywer hiel wont.
=Palle.=
Aa, maa a?
=Anders.=
Med Fornywels, Løjnør; du maa faa em hverjen; men læd æ nu gaa gelik.
{(Ny Drejning; Skaftet peger paa Tjenestepigen.)}
=Anders.=
Nej, dæ Jonna ved a, der ett haar Plads te mir aaestej[4].
[4] _aaestej_, foreløbig.
=Jonna=
{(skogrer og slaar efter ham).}
Kund a naa dæ, saa kan du tro, at a skuld nøffel dæ! -- Tror du ett,
a kan skaff Plads te'em, saa kan du sjel ta en.
=Anders=
{(griber Skeen).}
Læ gaa! Saalæng en løwer, skal en ha æ Fød!
=Visti.=
Ja, nu salder[5] æ da nøj i æ Fad.
[5] _salder_, svinder.
=Anders.=
Ja, det war sgu ett godt andt, søen som _vi_ strabesirer wos. -- A
_haar_ linned den anden Knap.
{(Sætter end en Gang Skeen i Løb.)}
Harom inu en Gaang for de smukke Piger!
{(Skaftet peger igjen paa Trine; alle ler og peger paa Ofret.)}
=Trine.=
Nej, a kan ett mir da! A er _saa_ forædt, te a tror, en kund smækk en
Lopp paa mi Maw!
=Anders.=
Aa, lin en Hæjt, saa skrider en _wal_!
{(I det samme gaar Gangdøren op, og =Per Søwren= træder ind med en
Sæk paa Ryggen. Vild Jubel.)}
=Trine.=
Gi jer nu kuns Staând te æ! Nu skal vi, Karen spark mæ, snaar faa
Aagjøring paa wor Grød!
=Per Søwren=
{(forsigtig frem).}
Æ Mand _er_ jo ett hjem!
=Anders.=
Nej, gu om han er! Kom du kuns fram i æ Stow.
=Trine.=
Ja, kom Pejr, aa faa de sidst Grød; du skal faa mi Skir aa søb mej.
=Per Søwren=
{(lægger Sækken ved Døren; tørrer Næsen i Hænderne og nærmer sig
lyksalig nederste Bordende).}
Hwor maa a legg mi Skraa? {(lægger den paa Enden af Langskamlen,
sætter sig ned og langer til.)} Gud ha Lov og Tak! -- Det er endda nø
dejlig Grød.
=Anders.=
Ja, en legger godt faast i æ Seng atter em.
=Trine=
{(der med Velbehag har iagttaget Pers Forslugenhed):}
Du war nok bløwen sulten, Pejr?
=Per Søwren.=
Ja, forædt war a ett. Er der nu ett anner, der ska ha aa em?
=Trine.=
Nej, du kan tro, vi haar wot der.
=Per Søwren.=
Ja, for saa eder _a_ em.
=Trine.=
Ja, de er dæ wal undt.
=Anders.=
Det er helsen nøj sjalden, en sir dæ nuomtider, Pejr.
=Per Søwren.=
Ja, hwad tho, æ Mand her i æ Gaard haar jo forbøjn mæ aa komm her.
Han er ræj for, a tøer hans Folk med mi Lojer; og det gjør a wal
osse. Men nær Worherr haar gin jen Delifængser[6], saa er æ wal osse
hans Mjenning, en skal brug em. Søen tinker a i det mindst.
[6] _Delifængser_, fejl Udtale af Intelligens.
Og hwa, wil de ett gi mæ nøj, saa kan de jo læd mæ gaa; a tegger
aalle, men a tar det, venle Folk gir mæ.
=Trine=
{(kiger i Fadet).}
Nu er der sgi gavn Swind i æ Grød! Det er bejst, du faar æ Skover mej
osse. {(Hun skraber Gryden.)} Gab, din gammel Grødhøg!
{(Per gaber, og =hun= kaster ham Skoverne i Munden.)}
=Per Søwren=
{(skinnende).}
Aa, nu er a saa mæt, te a vild ønsk, te mi Fjender maatt vær dobbelt
saa mætt.
=Trine.=
Hwadfor det?
=Per Søwren.=
Jow, mi Pig, for saa vild de revn! -- Nu er der kuns jen jenle Ting,
der fattes Per Søwren.
=Anders.=
Det er maaskisæ en Salvêt?
=Per Søwren.=
En Salvêt haar a sjel ved æ Haând. {(Tørrer sig med Haanden om
Munden.)} Nej, det war en naaen bette ring Ting. {(Bluner til
Trine.)} A tror bestemt, te Trine ved æ.
=Trine.=
Ja, Pejr, du _skal_ faa en _bette_ Dram, nær du saa lower mæ, te det
blywer den sidst i Awten.
=Per Søwren.=
A _lower_ dæ æ, mi sød Pig, med Haând og Mund, om du vil ha æ.
{(Trine ud efter Snapsen.)}
=Per Søwren=
{(faar Øje paa Visti).}
God Awten, mi Dreng! Hworden haar du æ? -- Ka du kjend di Morbror?
=Visti.=
Om a ka kjend dæ! Ja du haar ett gjord saa stur Forandringer te det
bejer si'n sidst, en saa dæ, saa en ett skuld kund kjend dæ ijen. --
Nu tykkes a, Morbror, te du snaar skuld si atter æ Hjemmen.
=Per Søwren.=
Ja, ja, mi Baaen; men du hører jo, te a skal ha en Dram.
=Visti.=
Ja, det gaar vis nøj tit paa.
{(Trine ind med Snapsen.)}
=Per Søwren=
{(i Jubel ved Synet af Brændevinsflasken).}
Aa, bette Trine, du er en yndig Mø, som di Muer war, men a war ung.
{(Ta'r Snapsen, som Trine har skjænket op.)} Skaal, og en let Gaang
paa æ Jurd! {(Ta'r Skraaen fra Skamlen og putter i Munden.)} Det gjør
mæ godt aa hør, bette Trine, te du er gued ved mi Søstersøn. {(Visti
og Trine rødmer; de andre fniser.)} Ja, nu haar han jo hwerken Faa'r
heller Muer, sølle Kaa'l; men Gud ske Lov, saa haar han da _mæ_!
{(De andre ler.)}
=Visti.=
Ja, du er en stredde[7] Kaa'l aa støtt sæ paa; kund du kuns hold dæ
sjæl opp.
[7] _stredde_, solid.
=Anders.=
Hør, Pejr, for aa snakk om nø andt, vi skal ha Vækildsfest[8] i Maaen
Awten herom i æ Kjar. Tror du, te du kund komm te Sted aa spill lidt
for wos?
[8] _Vækildsfest_, Pinsebaal paa Kjæret.
=Per Søwren.=
Om a kan spill for jer! {(Springer ud paa Gulvet.)} Brrr! ... {(Gjør
Violingreb og Dansehop.)} Nu skal I, sgi, si æ Fjol, hør æ Fjol og
mærk, hworden æ Fjol kan gaa!
{(Stavrer hen til Sækken i Bænkkrogen.)}
=Anders=
{(der holder Øje med ham).}
Men hwad Fanden er _det_, Pejr; tho det gaar jo løwend i di Pues!
=Per Søwren.=
Ja, nu skal I lig baaresten si! {(Ta'r ved det ene Bagben en levende
Gris ud af Sækken og stiller den paa Bordet, saa den berører Pladen
med Forbenene.)} _Er_ en ett dejlig, æ bette Skind, saa glat og
strag[9] den er aa føl paa?
[9] _strag_, fin i Skindet.
Det war saamænd en sølle Kreatur, der skuld ha wot laa ød, hwis a ett
haaj tavn en te mæ.
A _skal_ vær gued ved'en, det skal a lig lov jer for! Den skal faa æ
Rind af mi Brød lissaa rele, og om a saa skal tegg hver Mjælkdrip, en
skal ha, saa skal en ett komm ud af mi Værri. {(Pigerne trænger sig
sammen om Grisen for at stryge den.)} Ja, det war _det_, han saa te
mæ, Pastor Rønsolt, han fand mæ en Daa i en Vejgrof: En _bette_ Gris,
den vil enhwer gjan sleg for; men læd den bette Gris vær bløwen te en
stur Swyn, som du sjel, Per Søwren, saa gaar all Folk tesid for en.
{(Han fører Grisen tilbage til Sækken.)} I æ Pues ijen, mi bette
Pegassi!
=Visti=
{(nærmer sig Per Søwren endnu en Gang, trækker i ham og siger):}
Hør, Morbror, gaa nu heller, inden mi Hosbond kommer hjem. Nu haar du
jo faat den Dram, du kam atter.
=Per Søwren.=
A skal nok gaa, a skal nok gaa! ærlig og red'le, men nu haar a jo
lovet aa gnid lidt paa æ Fjol.
=Visti.=
Det skal du ett bryd dæ om. _Gaa_ du heller, inden du blywer for
slundred[10].
[10] _slundred_, vrøvlevorn af Spiritus.
A kan heller ett lid, te du snakker søen om mæ og Trine, nær de anner
hører paa æ. Hwadfor skal _de_ ha det aa flegge om. -- Trænger du te
en jenle Skjelling, saa er her en Krovn; og en hiel Pues
Udrøjningsskraa haar a te dæ ud i æ Staaldkammer.
=Per Søwren.=
Tak, Tak!
Jow, a skal _wal_ gaa, a skal _wal_ gaa.
=Anders=
{(fra den anden Bordende).}
Naa, Pejr, blywer æ saa te nøj med æ Musik.
=Per Søwren.=
Ja, nu kommer a. {(Gaar fra Visti.)} Men først en jenle Drip aa æ
Flask.
=Trine.=
Jamen hower du ett, Pejr, hwad du loved mæ? -- Naa; mir end tow
Draaber faar du ett.
{(Skjænker.)}
=Per Søwren.=
Skaal og Godtaar! det sætter manne fræ Hus og te Gaard.
=Anders.=
Det maa da vær æ Fattegaard.
=Per Søwren.=
Det kan godt vær; i Awten er a lig glaa. -- For nu skal I ha en Vis,
og det er om hind Maren, som du, Fip, der sejjer der og kratter, gik
te Præjst mej.
=Fip.=
Ma Tammested?
=Per Søwren.=
Ja, akkuraat.
=Fip.=
Ja, den skal en aaltid drilles mej. Du kan wal snaar ett anner!
=Anders Forkarl.=
Bryd du dæ blot ett om, hvad æ Fruentimmer sejer; de haar ingen
Forstand paa Symmetrikken.
=Per Søwren=
{(synger og spiller).}
Mads Tammeses Maren haaj Bejlere nok;
hwer Sønde saa rend dæ paa Towten en Skok;
men hwa skal en gjør med dem Piger saa smaa,
hwem alle gefalle, men ingen maa faa.
De Bejler de spejler dem sjel og dje Stads,
drøw Lojer og Skojer og Flanni og Fjas;
men ingen te Ringen war rigtig tepas,
for klared han Maren, han straaned paa Mads.
Ras Væwer han skræwer en Kjende for vidt,
og Pejer han sejer saa bettele lidt;
Jep holdt sæ for kroged, og Povel for rank,
og Wolle haaj aalle en Ør i æ Bank.
Og søen gik der Or, og søen gik der Daw;
den Bejlen te Maren kam aalle ilaw;
ad Ore saa gik hun i Pever og Frø,
saa nu war hun gro, hwor hun hejsen war rø.
Men Maren hun kigger fræ Tammeses Lowt;
nu holder der aalle en Kjæft paa æ Towt;
og Facet det bløw da, te Maren bløw sejn
te Tâf for æ Præjst og te Grin for æ Egn.
Husk end'le, I Piger, i Træsko og Sko:
der tæskes, imen der er nøj paa æ Lo;
der kommer de Dage -- ja det ved Worherr!
da I vil ha alle, men ingen ha jer.
=Trine.=
Søen skal æ sgi aalle gaa mæ, om a maa raad mej. Men spil wos nu jen,
vi kan dans atter, saa tar vi lig en jenle Trip; det er saa sund aa
sov paa.
{(Per Søwren spiller en gammel Dansemelodi; kun Fip gjør sure Miner
til slet Spil og karter videre.)}
=Anders=
{(da Dansen standser).}
Nu tykkes a, te Pejr og Fip skuld ta en Swingom med hinaan for gammel
Venskabs Skyld; saa skal a fløjt te æ.
=Per Søwren=
{(paa Hosesokker).}
Maa a ha den Ære og Plasir aa omslyng din slanke Midje?
=Fip=
{(slaar efter ham med Karten).}
Aa, kan du hold dæ i Rumm, din gammel Ronnivæjjer. Vi tow æ ett fræ i
Jaes[11], te vi skuld søen gaa og skab wos!
[11] _i Jaes_, i Aftes.
{(Danser dog omsider ud; imens tilegner Visti sig Fjolen og gnider
Strengene ind med et Lys, som han snapper paa Bordet.)}
=Per Søwren=
{(ravende af Dansen og Brændevinen).}
Nej men _nu_ skal I, dænenmæ, hør Napoleons Fanemarsch. Den haar a
lær a mi Faa'r, fræ den Gaang, han sjel stod ved di fransk
Eskadrowner. {(Griber Fjolen; =ikke en Lyd!= forbavset; gnider
vanvittigt, mens han snakker med Fjolen.)} Naa, saa du tror, du kan
søen fjedt dæ fræ æ!
{(I det samme høres stærk Vognrummel. Alle lytter.)}
=Trine.=
Jøsses, der haar vi mi Faa'r!
{(Alle faar travlt med at bringe Orden i Sagerne. =Fip= karter, som
gjaldt det Livet; =Per Søwren= finder med Møje i sine Træsko, =Visti=
ud for at ta' mod Hestene; de øvrige ud efterhaanden.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(ind, høj og barsk i Fedtlæderstøvler og Vognkappe; uden Godaften.)}
Er _du_ her, Pejr! Haar _du_ nøj, du her skal ha forretted?
=Per Søwren=
{(ydmyg).}
Tho a er da æ Drengs Morbror.
=Wolle Rævsgaard.=
A plejer ett aa ha nøj aa gjør med mi Drenges Morbrøjer. Se du heller
aa kom ad æ Dar!
{(Per Søwren ta'r Fjolen og Grisen og gaar.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(til Anders Forkarl, der er i Færd med at tænde en Lygte).}
Gaa nu ett hen og forgi æ Hejst i Hawer, som sidst en kam hjem
med'em. De haar rend stærk, og den fræ'ens er møj swedde. Læd der
blyw kylt en Borren[12] Strøels under hin, og si saa aa komm ad æ
Seng, saa æ Kreaturer kan faa Fred.
[12] _Borren_, Armfuld.
{(Anders ud.)}
{(Til Trine, der har faaet travlt med at ta' af Bordet, men
ulykkeligvis har glemt Brændevinsflasken.)} Er di Muer gavn i Seng?
=Trine.=
Ja, det er en Stød sin.
=Wolle Rævsgaard.=
I morer jer nok, nær en aan jen ett er hjemm. {(Peger paa Flasken.)}
Du haar oven i æ Kyef wot ved aa traktir paa den Landløver. Det er
wal nøj, der maa te for det fin Familjeskabs Skyld, som a hører, du
sprekulirer paa.
=Trine.=
Du er ward aa send i æ Bøj, Faa'r, for du er aaltid ved en kjøn Sind,
nær du kommer hjem. -- Skal der nu krottes øwer, te en haar skinked
en jenle Dram for en fatte Mennesk.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, du ved, te a ett kan lid den Slavs Folk, han er aa.
=Trine.=
Nej, men _di_ Kanutter, du sjel sejjer mej æ Næt te æ Daa, indte du
haar spilt hen baade Øel og Ærm[13], -- dem haar du aalle nøj og skal
ha saa om.
[13] _Øel og Ærm_, Rub og Stub.
{(Trine snapper vredt Flasken og gaar.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(ser rasende efter hende. -- Til =Bitte Fip=, der under denne
Samtale næsten har arbejdet Ild i Karterne).}
Aa, du -- Bommerutt[14], der sejjer der og skræwer, kom hen, og ta
ved mi Støwel!
[14] _Bommerutt_, Skjældsord til et tykt Fruentimmer.
=Bitte Fip=
{(nærmer sig; slider i Støvlerne).}
Gud ved, hwad du haar gavn og vringelt i, saa øwerbegjord du haar
laved _dem_. Aal Maag hænger da osse ved dæ.
=Wolle Rævsgaard.=
Aa, skab dæ ett, Fip. Di Hinner kan wal snaar vær fin nok te dem,
_du_ haar aa sleg for.
Fæk du hypped æ Kartofler, a bad dæ?
=Fip.=
Jow, a _tror_ æ! A er, som a war marregrotted[15] i aall mi Limmer.
Er _det_ ogsaa nø Arbe aa sætt en sølle swag Fruentimmer te.
{(Flæber.)}
[15] _marregrotted_, marvknust.
=Wolle Rævsgaard.=
Swag? {(Kildrer hende i Siderne.)} Hwor haar _du_ di tynd Stejer,
Bette Fip?
=Fip=
{(rasende).}
Læd mæ vær, din gammel Wonni[16]. Du ved godt, te a ett haar wot
stærk si'n det andt Or, da a fæk mi _Til_fald.
[16] _Wonni_, Orne.
=Wolle Rævsgaard=
{(giftig).}
Nej; hworden war æ, du gik jo igjemmel æ Hjald med æ Forkaa'l!
Du skuld hold dæ lidt mir te æ Jurd i den Slavs Sager.
=Fip.=
Det er den største Han-Løwn, du _kund_ sej. Og nu kan du sajtens gjør
Nar af jen op i si aaben Øwn; men da en war glat og skred, da war en
gued nok for dæ. Men a taaler æ ett af dæ, Wolle! Det kan a sej dæ!
Hwad om a vild aabenbaar æ med dæ, hwor tit du haar søjt mæ ved
Nættetider i farom god Daw?
=Wolle Rævsgaard.=
Aa, hold mæ di Flegger i! Heller vil du maaskisæ ha, te Trine skal
hør æ?
=Fip=.
A er ligglaa; men saamøj vil a sej dæ, Wolle, te det streng Ud-Arbe
vil a ett ved aâ aa sej!
{(Wolle gaar mod Sovekamret; ogsaa Fip gaar ud; Stuen tom et
Øjeblik).}
=Trine=
{(kommer ind og begynder at hægte op. Man hører Skrammel i Forstuen;
Trine aabner Døren; det er Visti i Færd med at hænge Hestenes Seletøj
op paa Knagene).}
Naa, Visti, er æ dæ, der gaar og rumstirer?
=Visti=
{(i Døren med et Bringestykke i Hænderne).}
Er di Faa'r gavn i Seng?
=Trine=.
A ved ett, om han haar put sæ inu.
=Visti=.
Han war nok _ved_ æ Bed[17], atter hwad a hører. Hwad mon der war
gavn ham imud?
[17] _ved æ Bed_, gal i Ho'det.
=Trine=.
Aa, Faa'r er bløwen en rigtig værkle[18] Stod'er, er han! Han haar
wal taft i æ Kwot[19], som han plejer.
[18] _værkle_, urimelig.
[19] _Kwot_, Kort.
=Visti=.
Hør, tror du den _Helle_ kommer te Fest i Maaen?
=Trine=.
Mads? Det gjør han wal nok. Helsen skuld det da vær den først Stej,
hwor _a_ war, te ett ogsaa han war i æ Hæl af mæ. Men nær vi passer
paa aa holde wos te hinaan, saa blywer han wal træt aâ aa rend og
bejs atter mæ.
=Visti=.
Hør, Trine, du lowed mæ jo egentlig, te a maatt vær ved dæ i Awten
en bette Lidt. Vi haaj jo nøj, vi skuld snakk om.
=Trine.=
Ja, det gaar a heller ett fræ. Men du maa ett komm lig med det samm.
Æ Hus maa først komm te Ro.
=Visti.=
Aa, Trine, du er iløwle en knusraar Pig. {(Kysser hende.)}
=Trine.=
Ja, a er vis ett saa slem. Men skuld en ett vær gued mod dem, en kan
lid, hwem skuld en saa vær gued imud? {(Støj.)} Men tys! der kommer
vis nu'e! Det er naturligvis mi Faa'r, der inu gaar og stegler. Rend
nu di Vej, og kom saa ind te mæ si'n -- en jenle Ywblik. -- Men du
ska vær skikkele!
=Visti.=
Haar a ett aaltid wot skikkele?
=Trine.=
Aa--aa! Men nu maa du virkelig skynd dæ!
{(Visti ud. Trine smider Livstykket.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(halvt afklædt i Sovekammerdøren)}
Di Muer er ett rask, saa hun ment, det klogest war, te _du_ laa ind
ved hind i Næt. Saa maa a jo si, om a kan klemm mæ sammel i _di_
Seng, for naturligvis skal en saa legg saa krum som en Foldknyw?
=Trine=
{(opbragt).}
Hwad er _det_ nu for nø Kunster, I hætter paa! Hwad skal a udrett ved
aa legg derind!
=Wolle Rævsgaard.=
Kommer du, heller kommer du ett!
=Trine=
{(der er et Bytte for de stridigste Stemninger, siger omsider
graadkvalt, mens hun styrter ud).}
Det haar da ogsaa den særest Gaang her i æ Gaard, a _haar_ kjend Maag
te!
=Wolle Rævsgaard=
{(ordnende ved Alkoven, før han kryber ind).}
Ja, der er ihwerfald ett den bejst Gaang i den her.
{(Forsvinder bag Omhænget).}
=Visti=
{(træder kort efter ind paa Strømpefødder og uden Jakke og Vest;
forsvinder i Alkoven hos =Wolle Rævsgaard=. Støj, Raab og Eder).}
=Visti.=
Av, av! Slip!
=Wolle Rævsgaard=
{(frem med Visti ved Øret).}
Der fanged a sgu Fedri-Mikkel[20]. Nu søen gaar æ te i _mi_ Gaard!
[20] _Fedri Mikkel_, den jydske Don Juan.
=Visti=
{(fortumlet).}
Ja men, der plejer du jo da aldrig aa legg.
=Wolle Rævsgaard.=
Det er altsaa ett æ først Gaang du er der!... Nej, som du sejer, a
plejer ett aa legg der, men det war nok ett hiel aa æ Vej, atter hwad
a sier, om a laa mæ der en Gaang imell.
=Visti.=
Ja, mæ og di Dætter holder af hweranner, det er wal en ærlig Sag.
=Wolle Rævsgaard.=
Nu det kalder du en ærlig Sag! -- Vil du ett lig følle mej herhen te
æ Klok'hus[21], der tror a, mi Kjep staar, saa skal a gi dæ "ærlig
Sag". Det blywer maaske ett saa fornywele en Warm som den, du er woen
te aa faa ved mi Dætter, men du faar ta tetakk for en jenle Gaang!
[21] _Klok'hus_, den lange Uhrkasse.
=Visti=
{(truende).}
Dersom du slaar en jenneste Sla, saa forlaad'er a di Gaard i Maaen
den Daa.
=Wolle Rævsgaard=
{(betænker sig).}
Naa, saa du vover aa tru mæ, din Rott'ung! Det _er_ Synd, men a faar
jo læd dæ rend! {(Slipper, men raaber efter ham.)} Saasandt det ett
haaj wot nu mødt Sommerdaw, hwor en staar og ingen Folk kan faa, saa
skuld vi tow snaar ha skywt op med hinaan! {(Visti ud.)} Og _det_ er
mi egn Kjød og Blod! Ja, hwad saa ett den gammel Degn i Ingedaal:
"Den Herren giver en Datter, giver han en Kurv fuld af Sorger!"
{(Tæppe.)}
ANDEN AKT.
FØRSTE AFDELING.
{Sommeraften. En knoldet Kjærflade med Led og Ledstolper; Grøfter
hist og her. Maanelyset falder bredt ned over en Aaflade, der bugter
sig ud mod Nathimlen; langs Aabredderne Rør og Siv, længst ude
Mosebryg. Til højre et =lysende Vækildsbaal=, om hvilket der danses
af Mænd og Kvinder i Bondedragter. -- Man venter paa næste Dans,
sveder og tørrer sig over Ansigterne. Per Søwren sidder paa en
Forhøjning af Græstørv og stemmer Fjolen til en Springdans.}
=Anders Forkarl.=
Naa, Pejr, hwad blywer æ saa te! Kom nu med'en, men vi haar æ Warm.
=Per Søwren.=
Ja, how, how! Gi jer slirend[22] te æ! Der er laant te Minnat og
længer te i Maaen. Og a maa først ha mæ en Skraa. For den, der skal
kjør godt, han skal smør godt. {(Putter en mægtig Ville i Kjæben;
griber Fjolen.)} Nu skal I hør mi Brumbassi!
[22] _slirend_, sindigt.
{(Spiller en Runddans[23]; de andre synger og danser til. Dansen
standser. Enkelte Par strejfer omkring.)}
[23] _en Runddans_, f. Eks. "Æ Mand ud aa æ Haardhid" eller en
anden typisk jydsk Folkedans.
=Anders.=
Skal vi nu ett legg wor Bjen fræ wos en Ywblik og si, om ett der
skuld vær en bette Kukmand[24] aa find, der kund kluk lidt for wos;
saa kund æ jo vær, te der war jen, der kund kwed wos en Vis saa læng.
Hwor er Palle? Han kan jo saa manne, som der er Ærter i en
Fjerdingkar.
[24] _Kukmand_, Gjøg, ogsaa Klukflasken.
=Alle.=
Ja; Palle skal syng!
=Palle Hjorddreng=
{(rejser sig op).}
Hwa ska _a_ syng?
=Trine.=
Syng den, du sang i Jaes, da a mødt dæ paa æ Wajs med æ Høwder.
=Palle=
{(synger =Tagfatvisen=, mens der gaar Flasker rundt i Laget med Mjød
til Pigerne og Brændevin til Karlene).}
A haar tjent Jens Masen
nu hal'anden Aar,
skjønt han er en Asen
_i_ og _om_ hans Gaard.
A maa pass hans Høwde,
a maa ref hans Fyld[25]. --
Haar æ ett aa løw ve,
saa faar a æ Skyld.
A haar gy hans Roesstok[26],
a haar past hans Lamm,
drøwen med hans Goesflok
_aa_ og i æ Damm.
Rejen med hans Følkloj,
fløtt en affentov[27],
rend æ Gaard si Møll'boj,
nær di anne sov.
Der haar ingen frej mæ,
a haar hat æ streng,
skjønt æ Stod'er stej mæ
næjsten uden Peng.
... Kom mi bette Kipkal,
kom mi bette Kwi!
Hosbond han er hwipgal
søen mud Awtensti.
Derfor maa du rapp dæ
nu mi bette Gul;
her haar a di Klap'træ;
hwor haar du di Mul.
Bløw wor Hosbond hwipgal,
det war ild aa spør,
kom, mi bette Kipkal,
med di løjen Ør!
[25] _ref hans Fyld_, ribbe Hønsefjer etc.
[26] _Roesstok_, Rosenstok.
[27] _affentov_, nu og da.
=Anders.=
Tak, Palle! Men vi maa ha mir af den Slaw, men vi _er_ ved æ.
Trine, nu maa _du_ syng.
=Trine.=
Hwadfor skal a?
=Anders.=
Jow; for du vil helst.
{(Trine rusker ham i Haaret.)}
=Anders.=
Av da! Syng saa den, du lær af hind, Ann Katrin, der løb omkring og
tegged.
=Trine.=
_Hwem_, sejer du?
=Anders.=
Aa, det ved du da nok! Hind der war gywt med ham den flott Skrædder,
som vi kaldt Greven af _Saksen_.
=Trine.=
Naa-aa!
{(Rejser sig op og staar lidt.)}
=Anders=
{(til Visti, som ligger lige op ad Trine).}
Aa, Visti, læd nu vær aa trækk hind i æ Bjen _saa_ læng. Det kan der
jo blyw Tid te sin.
{(Visti dukker sig genert.)}
=Trine=
{(synger).}
Ung Kjesten red sine Foler til Vands,
horrihej!
Der sad ved Aaen den sorte Frans,
horrihej.
Og Frans han hvøvted[28], og Kjesten gled
paa nøgen Fod i hans Arme ned --
hor-ri-hej!
Gud naade dig, Kjesten, i Franses Arm --
horrihej!
du aldrig laa ved saa falsk en Barm,
horrihej!
Han lokker alle de Piger smaa,
der færdes hist ved den dampende Aa --
hor-ri-hej!
Hvad hjælper Vægren en Pigelil --
horrihej!
naar Natten kogler, og Manden vil --
horrihej.
En Sivbusk ved en lullende Aa
er svigefuld Grund at hvile paa,
hor-ri-hej!
Det var alt langt over Midjenat,
horrihej!
før Kjesten fik sine Foler fat,
horrihej.
Saa blommende rød hun hjemad red;
_hans_ Kys bestandig paa Kinden sved, --
hor-ri-hej!
Ej mere saa hun den sorte Frans,
horrihej!
ej mere rider _hun_ Føl til Vands,
horrihej;
men ofte gaar hun om Kvæld ved Aa,
mens Taarer drypper paa Vrist og Taa,
hor-ri-hej!
[28] _hvøvted_, vinked.
=Anders.=
Tak skal du ha, bette Trine. Frans war en Skurk, det vil a indrømm;
men Piger med baar Fedder i Maanskjen er heller ett nem aa staa for
for syndige Mennesker; de kan gjør jen æ broged nok med Hueser paa.
-- Men nu maa vi ha nø andt i æ Spil, for her er fuedkold, saa æ
Mand, han laa med hans Bjen i æ Bæk.
Æ Doeg bløder foruden og æ Swed forinden, saa vi taaler ett længer aa
legg still. Men her baag ved er der en udmærket Liegplads; Per Søwren
kan saa pust saa læng; der er inu en Par Stænk i æ Flask {(rækker ham
Flasken)}. Mir faar du ett, for mir haar vi ett.
=Per Søwren.=
En Skjælm, der gir mir end han haar, læd mæ kuns faa æ Levninger!
=Anders=
{(snapper en af Pigerne om Livet og danser ud bag Baalet).}
Den her Vej med Sølvtøjet!
{(De andre følger.)}
=Hellig Mads=
{(der ubemærket er kommen tilstede, træder pludselig i Vejen for
Trine).}
Godawten, Trine! Læd mæ sej dæ lig tow Urd.
=Trine.=
Er æ Gudsurd?
=Mads.=
Ja, om saa war! Saa vidt er æ wal ett kommen med dæ, te du ett kan
taal aa hør _dem_?
=Trine.=
Jamen hwer Ting te _si_ Tid; a haar wot te Kjerk jen Gaang i Daa, og
vil du præjk for mæ, saa render a fræ dæ. Men haar du helsen[29] nø
godt aa sej mæ, saa faar a jo hør paa dæ en Ywblik.
[29] _helsen_, ellers.
Aa, gaa saa læng, Visti!
{(Visti gaar; man hører under hele Samtalen de andres Leen og
Larmen.)}
=Trine.=
Naa, hwad er æ saa, du vil mæ?
=Mads.=
A vil først og fremmest sej dæ Tak for den Helsen, a fæk fræ dæ.
=Trine.=
A ved ett, a har send _dæ_ nø Helsen.
=Mads.=
Jo--ow! A war iguer henn aa levir en Par Stud; saa mødt a di Faa'r,
og saa saâ han, te han skuld hels mæ fræ hans Dætter; hun kam snaar
øwer og si te mæ.
=Trine.=
Ja, det er aalsammel nøj, mi Faa'r gjør paa hans egen Beram. Du
sorger jo sjel for, te a sir dæ saa tit, te a kan spaar mæ mi
Helsner, om a ajted aa send dæ nue, hwad a for Resten ett gjør.
=Mads.=
Men vil du da aalle blyw _min_?
=Trine.=
Ett mæ mi gud Villi, det er da't aa lyw for dæ.
=Mads.=
Men nær nu Sjæl drages mod Sjæl -- er det saa ett en yndig Syn for
Herren?
=Trine.=
Det kan saamænd godt vær. A tror i de hiele, te du forstaar dæ bejer
paa _Sjæle_ end a gjør; men saa forstaar a mæ nok saa godt paa
Mennesker, og det er Mennesker, a tar atter.
For Resten er æ jo nø godt Plevver, nær du vil faa mæ te aa tro, te
_di_ Sjæl "drages" af _min_. Sej heller, te _di_ Obligationer drages
af mi _Faa'rs_ Obligationer, _di_ Hundredkronesedler af _hans_
Hundredkronesedler, _di_ Fiedstud af hans Fiedstud, for der er æ nok,
æ Hummel stikker. _Du_ tror, mi Faa'r haar en hiel Del Peng paa Rent
-- men du _kund_ jo da ta Fejl.
=Mads=
{(forbavset).}
Hwad sejer du! Er di Faa'r ett en walholden Mand?
=Trine.=
Ja, det ved a ett nøj om, men det er da wal ett saa hiel sikker.
Ja, si du det, nu tar di Sjæl aallered Afstand, og det vil a ogsaa
gjør med baade Krop og Sjæl -- Godnat, Mads!
=Mads.=
Aa, tøw inu en _bette_ Krumm!
=Trine.=
Nej, nu haar a virkelig hør nok paa di Præjkerads; du haar jo ett nøj
aa sej mæ iløwle. -- {(Kalder overgivent.)} Visti ... Halløj!
=Visti=
{(bag Scenen).}
Her er a!
=Mads=
{(bønlig).}
Trine, du skal blyw!
=Trine.=
Nej, du kan tro nej, din helle Habakuk!
{(Leende ud.)}
=Mads=
{(hen for sig).}
Ja, de sejer jo rigtignok, te Wolle haar begynd aa spill møj Kwot ...
Men saa møj Peng _han_ arved ... Og hwad der kan blyw, det er jo da
hindes.
{(Grunder videre, alt mens han saa godt som muligt holder Øje med
Legepladsen.)}
=Anders Forkarl=
{(svedig og forpustet ind for at søge efter en Ølflaske).}
Hwad, Mads, er du her! Ja, det er jo aaltid raar aa ved sæ i Nærhied
aa en Gudsbaaen, men helsen troed a ett, te det her war rigtig atter
_di_ Katekismus.
=Mads=
{(messende).}
"Prøver alt, men bevarer det bedste!" -- Haar du tint ved det?
=Anders.=
Nej, a ett; men a troer nok, Trine haar. For for lidt sin kam hun jo
fræ _dæ_, og nu gik hun justement lig ad æ Sønden med Visti.
=Mads=
{(forfærdet).}
Men hwor kan _de_ da ha aa gaa hen?
=Anders=
{(polisk).}
Ja, hwem kan ved æ! A tint, om ett det kund vær Jens Masens Kal'hus.
=Mads=
{(mere og mere urolig).}
Da maa a si aa sni'rend dem!
{(Styrter ud til venstre.)}
=Anders=
{(raaber).}
Lykk paa Rejsen, Mads; og tag dæ i Ajt for Kræn Tammesens
Skottørvgrav!
{(Bag Scenen høres stadig Raabene: »To Mand frem for en Enke« og »Par
om Par -- spring ud =ad=!« De legende Par suser nu og da ind over
Scenen med Larm og Latter og svinder paa den anden Side. En ung Pige
kommer ind i stærkt Løb, skarpt forfulgt af »Enken«. I Mørket snubler
hun over Per Søwren, der er falden i Søvn ved Flasken.)}
=Per Søwren=
{(vaagner og raaber).}
Æ Fjol, æ Fjol; pas endele paa æ Fjol!
=Anders=
{(iler til og hjælper Pigen op).}
Oppedas, mi bette Lam; stur Pig'er slaar sæ ett, især nær de falder i
æ Kjar. Med minder du stødt dæ paa den gammel Udgaangsøg.
{(Peger paa Per Søwren; Pigen ler og spræller.)}
=Anders.=
Nej, først en bette Kys for Umme[30] og Tidsspild. Godt! Den næjst!
[30] _Umme_, Umage.
{(=Hun= piler igjen af.)}
=Anders=
{(til Per Søwren).}
Nu war æ sgu snaar paa Tid, du ga wos lidt mir Mosik, Pejr, istejfor
aa legg der aa flyd i Vejen for Trafikken. -- Du faar di Donner
lovlig billig i Awten.
=Per Søwren=
{(søger efter sin Hue; gaber).}
Tho a war nær bløwen søvne.
=Anders.=
Nær! -- Du haar jo gjord æ Egn usikker med di Snorken i snaar en Tim.
=Per Søwren.=
Nej, nu øwerdrywer du æ! -- Men nu skal vi, karenmæ, osse ha nø Lyw i
æ Klud. Der er da't en jenle Drip i æ Flask inu.
=Anders.=
Nej, ett saa møj som der kan læsk en Høn.
{(Legen er imens opløst, Karle og Piger med hinanden om Livet kommer
ind paa Scenen.)}
=Jonna=
{(søger at stive Hjorddrengen af).}
Bette Palle haar sgi kiget for dyft i æ Mødflask; han ser ud, som han
var falden fræ æ Høg og te æ Kukmand[31].
[31] _falden fræ æ Høg og te æ Kukmand_, et Udtryk for
Nedslaaethed.
{(Hun anbringer ham i Forgrunden i Nærheden af det nu tildels slukte
Baal, hvor han falder i Søvn.)}
=Anders.=
Skal vi nu hwil lidt, saa synger Per Søwren nok en Vis for wos. --
Syng den om dæ sjel, Pejr; den gjør du bejst.
=Per Søwren=
{(synger og spiller under udtryksfulde Gebærder).}
Med Bisselæ'r i mine Sko
og godt Humør til Færden,
med ringe Mønt, men Tørst for to, --
saadan kom jeg til Verden!
Min Mor gik rundt og Grise skar,
min Far han spilled paa Lire,
hvis det var ham, der var min Far,
for Sognet har skjænket mig fire,
for een -- det var for lidt for Per Søwren.
Og jeg gaar rundt fra Hus til Hus
og klinker gamle Fade,
og limer Hank paa skaaret Krus
og holder Godtfolk glade.
At sidde ved en halvtømt Kop
og kildre Fjol paa Halsen,
mens Pigebørn gjør høje Hop
og tumler sig i Valsen --
Hej, det er et Liv for Per Søwren!
Jeg aldrig gaar en Kro forbi,
naar jeg har Mønt i Pungen;
den Mand, der slider støvet Sti,
maa ogsaa læske Tungen.
En Mark paa Disken slænger jeg:
"Nu Vært, lidt rap paa Haanden!
Een Pæl til dig og to til mig,
saa skal vi fugte Aanden --
men een -- det er for lidt for Per Søwren!"
I hvert et Sogn der sad en Tøs
for mig i stille Venten,
og naar tilsidst jeg rev mig løs,
hun fulgte mig til Stenten;
der sa' hun mig et ømt Farvel
og kyssed mig paa Panden,
men bagved næste Sogneskjel,
der mødte mig -- den anden, --
for een -- det var for lidt for Per Søwren.
Ja, saadan fo'r jeg Landet om
og stavred over Heden,
fra Storken fløj, til Viben kom,
og Sommeren var leden.
Den Sommerdag blev aldrig lang,
naar Tørsten først var slukket, --
een Lærke over Issen sang,
og een mod Munden klukked,
for een -- det var for lidt for Per Søwren.
Og gaar det saa en Dag paa Hæld
med Krus og Rus og Resten,
saa gjør jeg op min Syndergjæld
og træder ind for Præsten:
Du Mand, hvis Fag det er at tro --
naar jeg er død og borte,
bed saa for mig en Bøn, nej to,
og ikke altfor korte, --
for een -- det er for lidt for Per Søwren.
Thi Folk af min Kaliber, Præst,
de glemmes let i Vrimlen,
de bydes sidst til Livets Fest,
og de har længst til Himlen.
Og var jeg undertiden slem,
saa hils dog din Vorherre,
og sig fra mig: Jeg kjender dem,
der var adskilligt værre,
og dog kommer ind før Per Søwren.
Men snart er Per en gammel Knægt
med Skimmelsvamp paa Tanden;
han slingrer under Livets Vægt,
hans Øl staar surt i Kanden.
Og er en Dag der ingen Per
at øjne under Festen,
da trænges ej til Spørgen mer,
enhver vil gjætte Resten:
Godnat og Guds Fred med Per Søwren!
{Efter en kort Pavse rejser der sig en Larm i Selskabet. En Pige
styrter leende ud af Flokken; en Karl, der vil tage et Kys fra hende,
løber efter; Pigen render Hovedet mod en fremmed Mandsperson og
udstøder et Hvin.}
=Wolle Rævsgaard=
{(træder ind fra venstre med løftet Stok; Flokken flygter over Hals
og Hoved. Wolle Rævsgaard frem mod Per Søwren, der ikke er kommen
med).}
=Per Søwren=
{(holder Fjolen op over sit Hoved og raaber):}
Slaa _mæ_, men skaan æ Fjol!
{(Kvask! Fjolen splintres.)}
=Per Søwren=
{(hulkende).}
Mi jennest Rigdom paa Jorden!
{(Gaar bøjet bort med Fjolen ved Strengene.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(styrter hen mod den sovende Palle; griber ham).}
_Dæ_ fæk a da fat i!
Du skal slipp for Bank, hwis du sejer mæ, hwor mi Dætter holder te.
=Palle.=
Av, Av! A ved æ ett!
=Wolle Rævsgaard.=
Saa maa a prøv, om ett mi Kjep ved æ. {(Rap! Hyl!)} Naa, hwor saa?
=Palle=
{(vrider sig).}
A ved ett nøj, men du kan jo si ind ad æ Dar, nær du gaar forbi Jens
Masens Kal'hus.
=Wolle Rævsgaard=
{(slipper Palle).}
Jens Masens Kal'hus! {(Fløjter.)} Der fløw en Stork op[32]!
[32] _Der fløw en Stork op_, der gik en Praas op for mig.
{(ud.)}
ANDEN AFDELING.
{Det indre af et Kjærhus, som det anvendes til Kalvene i den hede
Sommertid; det er lyngtakt, loftløst, Gulvet dækket med Strøelse;
Bræddevægge; en Fjæl fattes hist og her; i Bagvæggen midt for Scenen
en raat sammenføjet Dør. Maanelyset falder ind ad Aabningerne i Væg
og Tag.}
=Hellig Mads=
{(glider forsigtigt ind; river en Tændstik, lytter og løber skyndsomt
hen i Krogen til venstre.}
{Lidt efter =Visti= og =Trine=).}
=Visti.=
Læd mæ ryw en Swavlstykk.
=Trine.=
Nej, for Guds Skyld, læd det vær! En kund fytt det hiele aa. A
mærker, der er saa møj Halm herind.
{(De gaar begge over i Skurets modsatte Ende.)}
=Visti.=
Her sejjer en jo som i si Muers Drawkistskuff.
=Trine.=
Ih si, hwor dejlig æ Maan skjenner! En kan ordenlig blyw rør ved æ. A
war da bløwen saa warm af den Tumlen rundt; men nu kan a jo hwil mæ.
{(Lægger sig tættere til ham.)} Aa, hwor er æ endda raar aa sej søen
aaljen sammel med dæ; det er lissom en bløw en hiel anden Mennesk. Og
saa aa vær fri for den Klodrians Øwerhæng.
=Visti.=
Hwor bløw han aa?
=Trine.=
Aa, han storked wal aa hjem. -- Du kan endda tro, a saatt ham en slem
Skræk i æ Bælle.
=Visti.=
Hwordan da?
=Trine.=
Jow, a saa, te mi Faa'r war vis nok ett den rig Mand, han blev tavn
an for.
=Visti.=
Det kund du maaskisæ ha Ret i. Gud ved, hwordan han sejjer i æ?
=Trine.=
Ja, men, du skuld lig ha sit hans Ansigt! -- Uh, a kund ha spytt paa
ham.
Han blywer da ogsaa den jen Daa mir nærgaaend end den naan. Og saa
haar han jo aalle andt i æ Mund end Guds Urd og Gris og Sped'kal. Og
saa som han løjter!
=Visti.=
Hwad er det da aa?
=Trine.=
Aa, han wasker sæ wal aalle.
Nu skal a fortæl dæ en Spil. Han war jo herøwer i Forgaars, og saa
sejer mi Faa'r te mæ, te a skuld vis ham æ Haw. Og a gik jo da saa
ogsaa med ham, det forstaar sæ; og te aa begynd mej saa snakked han
forresten hiel fornuftig. Men saa lig paa jen Gaang saa griber han mæ
om mi Lyw og gir mæ en Kys, te ubav endda! Du _kan_ tro, te det war
en stram jen aa faa nied!
=Visti.=
Men hwad gjord da du?
=Trine.=
Mæ? A saatt mæ sku saa laant ud paa æ Skammelend, som a kund komm;
men tror du saa ett, æ lied Asen kam baag atter og saa, om ett vi
skuld bed wor Fadervor sammel som et Par rigtig Guds Bø'n. -- Nej,
helsen Tak, swor a. A er mynde for aa bed mi Fadervor uden di Hjælp,
hwis a faar nø Lyst te _det_. -- Og saa gik a mi Vej. Saa haar a ett
sit ham far nu i Awten. Men det er da lig haa'dt nok, te en ett kan
sejj i Fred for søen en Stod'er.
=Visti.=
Er han nu saa rig, som æ Urd gaar?
=Trine.=
Ja, vis er han rig; men læ ham gaa te anner med hans Rigdom. A
trænger ett te'en. {(Kjælen.)} Men ved du, hwad a trænger for?
=Visti=
{(i Tanker).}
Nej.
=Trine.=
Aa, snak om en Ting! Du er saa sær i Awten.
{(Knuger og kysser ham.)}
=Visti.=
A saa og tint paa nøj.
=Trine.=
Hwad war det?
=Visti.=
Om ett a skuld begynd aa lær Mejerivæsen. Saa kan æ endda vær, te di
Faa'r heller ga sæ.
=Trine=
{(begejstret).}
Ja, _det_ skuld du! Mejerister haar jo en gued Stilling, og saa er de
aaltid saa pæn i dje Tøj.
=Visti.=
Tror du, du kan vent paa mæ saa læng; det tar jo en Par Aar heller
tre.
=Trine.=
A kan vent paa dæ te Dommedaa, om _det_ skal vær, nær a ved, du
holder af mæ, og a maa raad mæ sjel.
Men du ved ett, hwad a maa gaa i gjemmel derhjemm. Mi Muer er jo
sygele og forfalden te den samm slemm Hellehied, som Mads lider aa;
saa hun ved ett nø bejer end ham. Og mi Faa'rs Finger klør jo atter
aall de manne Peng; saa a gaar saamænd derhjemm som en Knipp Hy mell
tow Æsler -- den jen plukker i mæ fræ den jen Sid, og den naaen fræ
den naaen Sid -- og Mads -- den størst Æsel af dem aalsammel -- han
trækker i mæ fræ aall Sider. -- Men a skal nok hold æ Ører styw, saa
læng a kan; men en er jo ett mir end en Mennesk. -- Og a vil derfor
ett hør ondt af dæ, i Fald a skuld blyw _tvungen_ te aa ta ham.
=Visti.=
Jamen, saa vidt gaar æ wal ett?
=Trine.=
Saa vidt! Du kjender nok ett rigtig mi Faa'r. -- Du skuld ha sit ham
i Jaes, da du haaj røwn dæ fræ ham; -- a troed, han haaj gin mæ Haak.
Det _war_ nu ogsaa forfærdelig kjedelig, te han skuld ta dæ i _mi_
Seng. Nu blywer han inu mir paapassele heratter.
=Visti.=
Ja, hvem Fanden kund ved, te han laa der og glynt den Tid Daws!
=Trine.=
Tys! Det lyder, lissom der war jen, der traj haa'dt i æ Jurd her
udenfor. Der bløw osse søen en Skjesu[33] dernied, da vi gik her hen;
baare det ett er mi Faa'r! Han saa, da a gik, te hwis a ett war
kommen tebaag, te æ Klokk ti, saa skuld han hent mæ med hans Igikjep.
[33] _Skjesu_, Larm.
{(I det samme slaaes der med en Stok paa Bræddevæggens Yderside; de
to elskende springer øjeblikkelig op.)}
=Visti=
{(hviskende).}
Herhen! {(De stiller sig begge klods op ad Væggen i umiddelbar Nærhed
af Døren; denne stødes op.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(stormer ind. I samme Nu smutter de to ubemærket ud. =Wolle= famler
omkring i Blinde som Trolden, der lugter Menneskekjød. Faar fat i
=Mads=, der hales frem og gjennembankes).}
=Mads=
{(brøler).}
Men Wolle, Wolle, Wolle! Er du da gawn hiel fræ Snøws og Samling!
=Wolle Rævsgaard=
{(der opdager Fejltagelsen).}
Men Herregud, Mads, er æ dæ! -- -- Haar _du_ da mi Dætter ved dæ?
=Mads=
{(der kun kan tænke paa sin garvede Ryg).}
Aa Jøsses da, mi Ryg, mi Ryg! Kund du da ett ha sit dæ for som en
Kristenmennesk og ett søen slaa nied for Fued, som en ryv flintrende
gal jen.
=Wolle Rævsgaard.=
Aa, tilgi mæ nu, Mads; du kan da nok tænk, te a ment ett nø ondt med
æ. Og hwor kund a ved, te du laa her og vrødt[34]?
[34] _vrødt_, rodede.
=Mads.=
Tho, det er da ett saa underle. A haar wot øwer i Bjaarkjær til
Bønnemød, og da a saa kam her forbi, saa fæk a da søen en Trang te aa
gaa her ind for i Ro aa bed en Bøn te mi Frelser. Og her maa a wal
saa vær sluppen i Søvn; for a mærked ett te nøj, far du begynd aa
tæsk løs paa mæ.
=Wolle Rævsgaard.=
Haar du da ett sit nøj te mi Dætter?
=Mads.=
Hwor skuld a ha sit nøj te hind?
=Wolle Rævsgaard.=
Den Sat--! den lied Dreng, der fæk mæ i den Tro, te _hun_ og æ
Andenkaa'l, war gavn _her_hen.
Men vær nu ett altfor vred paa mæ, Mads. Hwad vi er jo aalsammel
syndige Mennesker, hwis Gjerninger er Skrøbeli'hid.
=Mads.=
Ja, aaeja! Men der kund da gjan vær nø Maad med æ!
{(han ømmer sig videre, mens de begge forlader Skuret.)}
{(Tæppe.)}
TREDIE AKT.
{TO AAR SENERE.}
{Spisestue paa Hegnsgaard. =Ka Rævsgaard= -- en lille Kvinde med hvid
Kappe om et spidst Ansigt -- og Trine i Færd med at ordne et stort,
aflangt Bord til højre. Aaben Dør til Dagligstuen i Baggrunden; til
venstre for Døren Vindue til Gaarden. Udgang til Kjøkkenet i Krogen
til højre.}
=Trine=
{(rager inde i »Skjænken« paa venstre Sidevæg).}
A tykkes ett, her er mir end _tre_ Sølvskir; hwor er de anner ni, der
plejer aa vær her?
=Ka Rævsgaard.=
Aa, dem lod a di Faa'r faa for en Tid sin, da han war i Betryk for
Peng te æ Kommuneskat.
=Trine.=
Og de to stur Sølvbægre med wor Bejsteforællers Navn paa?
=Ka Rævsgaard.=
Ja, de gik mej ved samm god Lejlighid.
=Trine.=
Og du haar ett faat nøj tilbaag aa æ? Det er egentlig forfærdelig,
hwor Faa'r stiler hans Sager. Hwor læng tror du, det kan blyw ved aa
gaa?
=Ka Rævsgaard.=
Ja, der kommer jo te aa si nøj plukked ud her i æ Hus, imud hwad der
jen Gaang gjord. Men a tykkes indda: Saa læng han ett forringer æ
Besætning, da kan æ wal ett hiel gaa Paan paa[35]. Men han spilt en
Plag hen -- rejn og baar -- i Forgaars Næt; den Slaw hower a ild.
[35] _Paa'n paa_, Fald paa.
Men læd wos nu ett snakk om _det_, mi Baa'n. _Det_ kan jo forandres
aaltsammel, saasnaar _du_ vil. For Mads, -- _det_ er en rig Kaa'l og
en ordenlig Kaa'l og en Mennesk, der ta Worherr med sæ, i hwad han
gjør.
=Trine.=
Ogsaa nær han snyder Folk!
=Ka Rævsgaard.=
Hwor har _du_ høt, te Mads haar snydt nue?
=Trine.=
Kan du da't how den Histori om den tuberkelsyg Kow, som han haaj sol
fri for alle Fejler; da de saa drøw en tebaag paa ham ijen, slog han
hans Hinner sammel øwer hans Hued og saa: "Gud ha Lov og Tak, te en
kommer ijen! Det stod søen for mæ, da a sol en, te Worherr vild ett
ha, te a skuld skill mæ aa med den Dyr!"
=Ka Rævsgaard.=
Ja, det er nøj, Verdens Bøen faar te Rend for aa forstyrre Guds
udvalgte i dje Salighedsgjerning.
Nej, Mads, -- ham kan du tryg slaa Bund paa, mi Pig; han er en Guds
Baa'n, han sætter ett det timelige øwer det evige, skjønt han haar
fuldt op af bejje Diel!
=Trine.=
Aa, Muer, du snakker om nøj, du ett forstaar dæ paa. Du ved jo
desuden godt, hwem a holder aa og _aaltid_ haar holdt aa.
=Ka Rævsgaard.=
Ja, a skal ett sej nø ondt om Visti; han er en bovn Kaa'l; men han
kund jo da ett hold æ Gaard opp, søen som æ Sager nu staar. Og di
Faa'r kan jo ett lid aa si ham for hans Øwn; og hwad kan en snaar sej
te æ? Han kam her jo som en sølle fatte Tjenst'baa'n, der hwerken
haaj Faa'r heller Muer. A vil ett ha Urd for aa forajt den fatte, men
den, der haar ett nøj, han haar jo da ett nøj.
=Trine.=
Ja men, nu er Visti jo kommen swær godt atter æ. Hans Stilling som
Mejerist er jo med de allvillerst -- her paa æ Egn da.
=Ka Rævsgaard.=
Ja men æ Fattemærk -- den haar han jo da paa sæ iløwle.
=Trine.=
Hwad er det for en Mærk?
=Ka Rævsgaard.=
Ja, a kan ett saanyw sej dæ æ, mi Pig. Men di Faa'r, -- han kan nu
ett mej, te den der haar tjent ham som Hjorddreng, han nowtid skuld
blyw Mand i æ Gaard. -- Saa skal han osse vær bløwen Sjocialist; det
skal da ett gjør ham bejer anskrøwen ved di Faa'r.
=Trine.=
Ved du, te Visti kommer her i Daa?
=Ka Rævsgaard.=
Gjør Visti! Hwem haar da indbøjn ham?
=Trine.=
Det haar a.
=Ka Rævsgaard.=
Og du haar ett læt di Faa'r ved nøj om æ?
=Trine.=
Ne--ej; er æ _mi_ Fødselsdaa, saa skuld a da wal osse ha Lov te aa
indbyd en jenle Mennesk.
=Ka Rævsgaard.=
Blot _det_ ett tar en gal End!
{(Man hører en Vogn kjøre op.)}
=Bitte Fip=
{(i Kjøkkendøren).}
Saa kam æ Præjst!
=Ka Rævsgaard.=
Jøsses, saa maa a nok ud og ta imud. Nu kan du jo osse nok jenne gjør
æ Burd færdig?
=Trine.=
Ja, gaa du kuns ud te de fremmed.
{(Ka Rævsgaard ud.)}
=Trine=
{(til Fip).}
Aa, Fip, tøv lidt!
{(Fip sætter Træskoene med stor Omstændelighed og nærmer sig
Bordet.)}
=Trine.=
Hør, a fattes inu fir Par Knyw og Gafler; kan du ett rend ind og ta
mæ _dem_. De legger i den gul Kommode i æ nordvejst Hjørn af den
anden Skuff fræ æ Overend. Men læd wos nu si, du er geswindt.
{(Fip ud.)}
=Severin Jensen=
{(træder ind fra Døren i Baggrunden).}
Hm! Gratulerer!
=Trine=
{(skriger).}
Uh! {(vender sig om.)} Aa, a bløw da saa hentavn[36]; a troed det war
-- -- {(standser forlegen).}
[36] _hentavn_, forbløffet.
=Severin.=
Nej, det var netop det, jeg skulde sige, at _Visti_ først kunde komme
senere. De maatte endelig ikke opsætte Bordet efter ham. Der var
kommen Kjedelsyn til Mejeriet. Det er jo ikke de fremmede, en
Mejerist sætter størst Pris paa. Men saa snart, han kunde faa dem paa
Døren, skulde han komme.
=Trine.=
Tho _det_ war a endda forfærdelig kid aa, te _han_ ett kan komm te æ
Burd med de anner. Men Tak for Dje Boj; han haar æ wal helsen godt?
=Severin.=
Aakja, storartet!
=Bitte Fip=
{(ind, stryger paany Træskoene af og nærmer sig med Knivene -- evig
sur).}
_De_ laa ett i æ nordvejst Hjørn.
=Trine.=
Hwor laa de _da_?
=Fip.=
De laa akkuraat i æ _sønd_vejst Hjørn.
=Trine.=
Naa; saa er de bløwen flytt; men det war jo godt, du fand em.
=Severin Jensen.=
Hvad Fip, vil _De_ ikke sige Godda' til mig?
=Fip.=
Goddaw! Er De her? Hworden haar _De_ æ?
=Severin.=
Jotak! Og De?
=Fip.=
Aa, hwa tho! a er jo en swag, sølle Mennesk, sin a fæk mi Tilfald.
Men helsen maa en jo ett klaw. {(Til Trine.)} Nu kam den her sølle,
slemm Slagter.
=Trine.=
Ræber?
=Fip.=
Ja; a kan endda ett forstaa, hwad _han_ skuld bydes mej for. For det
ved da enhwer, te det er ham, der i de sidst Oringer haar faat di
Faa'r paa Glatis.
=Trine.=
Ja, saa er æ wal netop af den Grund, han bydes mej. Men det maa en jo
læ mi Faa'r om.
=Fip.=
Ja; te det falder sammel om wos det hiele!
{(Fip ud.)}
=Severin.=
Det er nok store fremmede en kommer imellem. Jeg saa', at Præstens
Vogn holdt her udenfor, og Proprietær Nørholms Kalesche kom nede paa
Vejen. Kommer -- _han_ ogsaa?
=Trine.=
Mads! ja, naturligvis. Hwordan skuld vi helsen faa en Stieg spist paa
Hegnsgaard?
=Severin.=
Det maa egentlig være ret anstrengende saadan i Aarevis at styre
mellem to Bejlere.
=Trine.=
Ja, det er jo ett aaltid lig grinagtig.
=Severin.=
Bliver Visti nu ikke engang imellem lidt utaalmodig af den lange
Udsættelse.
=Trine.=
De er jo hans gued Ven; De maa jo ved æ. Haar han saa Dem nøj?
=Severin.=
Ja, se Visti er jo _nu_ saadan situeret, at han udmærket kunde
forsørge en Kone; og da De jo altid har været i hans Tanke, hvorfor
skulde De saa egentlig ikke gifte Dem med ham.
=Trine.=
De kan endda ogsaa tro, te a længes atter æ! Men den Slav -- det er
ett søen aa faa alfabetisk! Og a tror nu bestandig, te vi her kommer
længst ved aa læ æ gaa si naturlige Gaang?
=Severin.=
Hvad kalder De saa den naturlige Gang?
=Trine.=
Det ska a saamænd sej Dem: A tror ett, mi Faa'r ka hold sæ ved æ
Gaard ret læng, hwis ett han ka faa en anden Slyng i æ, og gaar det
først op for Mads, te der ingen Grunker er aa hivsk[37], men Armud og
Knokkeldom til _alle_ Hjørner, saa er a vis paa, te vi er færdig med
den "Swigersøn".
[37] _aa hivsk_, at hugge.
Det maa _De_ ogsaa kunn faa Visti te aa indsi. Og saa er det halv
wunden.
Troed a ett, te det vild gaa, som a sejer, saa war a rend mi Vej for
laang Tid sin!
=Ka Rævsgaard=
{(ind fra Kjøkkenet, hilser paa Severin).}
Nu kan a wal godt be de fremmed herind? Æ Mad vinter.
=Trine.=
Ja, æ Burd er i Stand!
{(Gjæsterne begynder at komme ind i Spisestuen. =Severin Jensen= vil
trænge ind i Dagligstuen og hente et eller andet, men render i Døren
paa den stort smilende =Esper Vøvtrup=.)}
=Esper Vøvtrup=.
Ih hov, ih hov! Tho her kund æ misæl snaar ha gavn wos tow, som det
gik Mads Fæg med æ Præjst. _Han_ haaj sejjen i æ Kror, men æ Præjst
stod paa æ Stuel. Men i det samm god Lav som æ Præjst vild ud aa e
Kjerk, kommer jo Mads, forstaar I, og vil ind. Mads klaged jo øwer,
te han war kommen for silde.
"Ja, ja Mads," saa æ Præjst, "gid vi en anden Gang som nu her maa
mødes i de evige Boliger!" "Ja, da war æ sand," swored Mads, "søen te
wor Faa'r maatt gaa ud, nær a gik ind!"
{(Præstens og »Hellig Mads'« fortørnede Ansigter, Ræbers og Nørholms
Skogren.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Naa læd wos nu kom te æ Burd og faa nøj te æ Fød; sæt jer nu om, som
I er Venner te.
{(Man gaar til Bords.)}
=Proprietær Nørholm=
{(til den agrariske, men indskrænkede Pastor Gnatt).}
... Ja jeg har nu den Opfattelse, at Lødekøer skal behandles som
raadne Æg.
=Gnatt.=
Som hvad? Hvorledes mener De, Hr. Proprietær?
=Nørholm.=
Som Præster med Juleoffer: Lidt men godt!
{(Ræber er revnefærdig af Latter.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Naa vil I nu forsyn jer enhwer især! {(Til Severin Jensen)}: A war
endda kyw aa, te Dje Faa'r ett kund komm mej.
=Severin.=
Ja, men han er jo bedst tjent med at være hjemme, saa længe han ikke
er bedre.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, aaeja, nær en ett haar si Hjelbred -- saa er et sgu snavs.
=Esper Vøvtrup.=
Saa er _De_ maaskisæ wor Degns Søn?
=Severin.=
Ja.
=Esper Vøvtrup.=
Hwad fejler da Dje Faa'r?
=Severin.=
Aa, hans Øjne er ikke de allerbedste.
=Esper Vøvtrup.=
Hans Øwn! Ih si! Haar han faat sølle Øwn! -- Da ka de misæl ett vær
ringer end min; for mi Yw'syn den haar wot sølle i manne Or.
Nej si, nej si! Saa De er en Søn af wor Degn, heller _Jensen_ skuld a
wal sej; for han ka godt tekomm hans Titel, for vi haar aalle hat
Maag te Degn i wor Daw, hwad enten vi to ham ved Søgn eller
Høtti[38].
[38] _Høtti_, Højtid.
Han war gued baade ved Ungdomsfornywels og Ligbegjengels, og han kund
løs en Grawskrøwt op, saa der ett war en tar Yw!
=Wolle Rævsgaard.=
Hør, Esper, du glemmer aa skink dæ en Dram.
=Esper Vøvtrup.=
Tak! -- Skal a skink jen te dæ osse, Mads?
=Mads=
{(strengt).}
Nej! a bruger ett _den_ Slaw.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, det er sand, tho du hører jo te de helle. Men hwor kan du snaar
arbejde i Herrens Vingaard og saa forajt dens Produkter?
=Pastor Gnatt=
{(sender Esper et strengt Blik).}
=Esper Vøvtrup.=
Ja, Hr. Pastor, a sejer sgu, hwad a haar Lyst te aa sej, og sin tier
a still.
Men _De_, Slagter Ræber, De er sgu da'tt for helle te aa ta en Dram.
=Ræber.=
Nej, jeg er jo, om jeg saa maa sige, lidt mere kjødelig anlagt. Ha,
ha, ha! {(Til Ka Rævsgaard).} En udmærket Mørbrad, Frue! Udmærket,
saftig Mørbrad!
=Ka Rævsgaard.=
Ja, den haar a saamænd faa't hos Olsen.
=Ræber.=
Olsen holder usædvanlig gode Varer, det siger jeg ikke, fordi han er
min Svigersøn, men ...
=Moster Malén.=
Ja, a sejer nu iløwle, te Sørensens Kjød er det bejst atter æ Priser.
=Faster Jehan=
{(yderst langsom).}
A vild osse snaar tykk -- nær det maatt høres -- te Sørensens Kjød
er, hwad a -- uden Fortræderlehied for den jen heller den naaen --
vild kald lissom en _bette_ Krumm bejer end Olsens.
{(Snakken gaar ved denne Del af Bordet videre om Kjødet.)}
=Ka Rævsgaard.=
Aa, Pastor Gnatt, er De ett saa gued aa læ æ Soes gaa ...
=Gnatt=
{(i agrarisk Disput med Nørholm).}
... Jamen det er jo dog Vorherre som skal gi' Væxten!
=Nørholm.=
Ja det er sgu meget rigtigt. Men derfor skader det dog ikke at gjøde
lidt paa Stubjorden.
=Gnatt.=
Der er et Spørgsmaal, Hr. Proprietær, der brænder mig paa Tungen: Det
hænder jo at ens Køer skal kælve?
=Nørholm.=
Ja, det vil jeg sgu da haabe for Dem, Hr. Pastor.
=Gnatt.=
Og saa kan de pludselig staa og magres og nægte at ta' Føde til sig.
Hvad gjør De ved Deres Køer, Hr. Nørholm, naar de skal kælve?
=Nørholm.=
Aa, jeg plejer at gi' dem en Flaske Bramalivselixir, indtil det
værste er overstaaet.
=Gnatt.=
Naa, er det godt?
=Nørholm.=
Ganske fortrinligt, Hr. Pastor, men Satan saa dyrt!
{(Til =Ræber=, der under hele Samtalen har vredet sig i en forborgen
Latter.)}
Han tror det, den Onde gale mig!
=Gnatt.=
Men man faar formodentlig lidt Afslag, naar man tager større Partier
ad Gangen, ikke sandt, Hr. Proprietær?
=Nørholm.=
Jo--o, der er næppe Tvivl om, at der vil blive indrømmet Pastoren en
rimelig Rabat, -- især hvis De bemærker, at det er til Køerne!
=Esper Vøvtrup=
{(til Wolle Rævsgaard).}
Sej mæ, Nôbo, er æ sand, te du er bløwen Formand for æ Andelsmejeri?
=Nørholm=
{(der har vendt sig fra Præsten, hvem Mads nu ta'r sig af, nikker
bekræftende).}
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, nær en haar saa gued Fortaalere som Nørholm, æ Præjst og mi
Swiger ... hm! og Mads dér, saa kan en jo sajtens blyw valgt.
=Nørholm.=
Beskedenhed klæder en Yngling, men er ikke nødvendig for Dem, Hr.
Rævsgaard. Naar vi har gjort _Dem_ til Formand, saa er baade Æren og
Fordelen udelukkende paa vor Side.
=Wolle Rævsgaard.=
Maa a takk Dem, for _de_ Urd, Proprietær Nørholm.
Men De laa da sikkert ogsaa Mærk te, te der war en Del Mudstand.
=Nørholm.=
Ja, der var naturligvis den samme Modstand, som altid tropper op mod
dem, der _har_ noget, fra den Side, hvor man intet har. Det er da
sandelig ikke værd at undres over.
Forhen talte Husmændene vore Kornstakke, nu tæller de vore Køer; i
begge Tilfælde finder de, at _vi_ fik for meget, og _de_ fik for
lidt. Eller jeg kan sige det paa en anden Maade: I gamle Dage sad
Misundelsen i Kornskjæppen, nu sidder den i Mælkespanden.
Jeg ved ikke, om det er af den Grund, at Husmandens Mælk som oftest
kommer sur til Mejeriet. {(De andre ler.)} Men vist er det, at hvis
Ole Husmand har om blot een eneste sidmavet Ko -- som han tilmed
græsser paa mine Vejskrænter -- saa forlanger han, at den ved
Valgbordet skal kunne brøle lige saa højt som mine hundrede Køer og
fire fortrinlige Præmietyre, men ikke sandt? -- det er et ganske
absurd Forlangende!
=Esper Vøvtrup.=
Ja, men haar a forstavn æ ret, saa er æ jo endele ett æ Kyer, der
stemmer, men --
=Nørholm.=
Men Køernes Repræsentant, meget rigtigt! Men det kommer jo dog ganske
ud paa eet.
Under alle Omstændigheder har De, Hr. Rævsgaard, ingensomhelst Grund
til at ta' Dem Husmændenes Opposition til Hjærte. Vi Bedrestillede
kan nu engang ikke gjøre alle tilpas, mindst Husmændene; disse Folk
er _født_ misfornøjede med Verdensordenen; det er deres Natur at være
det -- -- -- og kanske deres Ret!
=Esper Vøvtrup.=
Sej mæ, Wolle, den Formandsstilling -- smider den nøj af sæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, ett andt end Æren.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det skal jo vær jen af de "fejreste Træer i Sko-ven"; men a kan
nu nok saa godt lid _dem_, der ogsaa kan plukkes et Par Ævler aa, og
a haar ett opdaved, te _di_ Smag er forskjellig fra min, hwad _det_
angaar.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, da kan der ett skummes møj Fjedt af den Kaal.
=Esper Vøvtrup.=
Aa, du hætter sgu nok paa, -- om a kjender dæ ret -- hwordan _den_
Kow ska malkes, forre[39] den ett skal spark i æ Stripp[40].
[39] _forre_, for at.
[40] _æ Stripp_, Spanden.
Men atter hwad a her hører, saa tykkes a jo, te der paa Maader fattes
jen her ved æ Burd.
=Wolle Rævsgaard.=
Hwem skuld det vær?
=Esper Vøvtrup.=
Tho a tint paa æ Mejerist.
{(=Trine=, som under hele Samtalen har siddet i stor Uro, springer nu
op og gjør sig et Ærinde ud i Kjøkkenet.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Skuld a ett kund ta imud en Par fremmed uden æ Mejerist.
=Esper Vøvtrup.=
Aaejow; sær wal, sær wal! Men du staar som Formand for æ Mejeri og
... Ja, a ved jo ett, hwormøj en tær sej ... Ih, hwor bløw Trine aa?
{(Drejer sig om mod Kjøkkendøren. Det øvrige Selskab er nu begyndt at
lytte.)} Læd nu ogsaa vær, te han haaj fortjent en Snyd af dæ, fordet
han anbefaled æ Husmænd dje Kandidat -- tho det kund han jo godt ha
spaar -- saa vil a nu ha Lov til aa sej som _mi_ Mjenning, te vi skal
si wos godt for, om vi skal find en Mejerist, der er mir estimired --
saa maa vi komm baade til smaa og stur. Og det er iløwle nøj ward aa
ha en Mennesk, en tær stul o, paa søen en Plads.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, den Knæjt kan a nu ett lid, saa kan I for _mæ_ ha _hwad_
Mjenning, I vil.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, du kan ett glemm, te han haar gavn i di Nøds[41] og moged og
endda vover aa sætt hans Nies op atter di Dætter. Men en maa opløw
saa manne underle Ting i wor Tider, saa det er wal endda jen af dem
mindst.
[41] _Nøds_, Kostald.
=Wolle Rævsgaard.=
Vild _du_ kanskisæ gi di jennest Dætter -- om du haaj nue -- te en
Husmandsung?
=Esper Vøvtrup.=
Ja, saagu vild a wal saa, nær det helsen war en ordenlig Mennesk.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, nu kan du jo sajt sej æ, da du ingen haar. -- Men helsen holder a
ett af dem, der søen -- burer sæ op. Der hænger saa møj ved dem af
baade det jet og det andt. -- Det er ett, som nær en er føj[42] med
æ; det gir iløwle en hiel anden Bevidsthied.
[42] _føj_, født.
=Esper Vøvtrup.=
Py! Hwem Fanden er _nu_ føj med nøj. Sejjer de ett ved dje Gaard ind
ad en End saa arm som Krag'er, i Baagstaând med Skatter og Afgywter,
ihwor de sir, og Gjeld og Forhæftels te op øwer æ Ører. Hwor manne
gaar der wal ett baagud aa æ, der fæk æ Gaard kwit og fri. I Daa er æ
mæ, i Maaen er æ dæ!
Saa sir a laant heller en ung Fyr, der haar swungen sæ op og er
bløwen te nøj, om ogsaa han saa -- som ham Taalen her er om -- er føj
ved en Ud'sid.
{(Trine er nu atter kommen ind.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Ja der maa enhwer wal ha _si_ Mjenning.
=Esper Vøvtrup.=
Ja aaeja, aaeja! Nu haar a saa dæ _min_. {(I det samme kommer =Visti=
ind fra Dagligstuen; da han passerer gjennem Døren udbryder Esper
Vøvtrup)}: Der er fandenmæ lig æ Kaa'l, vi snakker om. Læd ham nu
swor for sæ sjel!
{(=Trine= gjør Mine til at springe op, men Faderen lægger en tung
Haand paa hendes Skulder.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, Visti, du kjender wal det gammel Urd, te den der kommer sjelbøjn
skal sej paa æ Dartrin. Æ Burd her er for Gjæsterne, men skuld du vær
trængend for en Bej, saa tinker a ett, te det vil blyw dæ næjtet ud i
æ Kykken. Det vist sæ jo osse ved mi Valg, te du er kommen te aa hold
møj af "de smaa i Samfundet", og dem vil du laant snaarer træff hesud
end herind!
=Visti=
{(ser raadvild fra den ene til den anden; standser tilsidst ved
Trine).}
Hwad er det her!
=Trine=
{(fremstøder):}
Jamen, Faa'r, det er _mæ_ der haar indbøjn Visti.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, her i æ Gaard plejer æ nu aa gaa, som a vil!
{(peger bydende mod Døren).}
=Visti=
{(i vildt Oprør).}
A skal _wal_ gaa, Wolle! Og heller ska a mir sætt mi Fedder paa
Hegnsgaard, far a hentes med Hejst og Vogn.
{(Ud; Trine vil efter, men Wolle griber hende haardt om Armen.)}
{(Tæppe.)}
FJERDE AKT.
{ET AAR SENERE.}
{Samme Stue paa Hegnsgaard som i forrige Akt.}
{=Ka Rævsgaard= sidder og vinder Garn af en alenhøj Vinde; =Wolle
Rævsgaard= sidder i Sofaen og læser »Dagens Nyheder«.}
=Ka Rævsgaard.=
A tykkes, Wolle, du gaar saa mudfalden omkring i æ Daw; er der nøj i
æ Vej med dæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, hwad skuld der wal vær i æ Vej? A er lidt skidt tepas i Daa, det
er det hiele.
=Ka Rævsgaard.=
Haar wor Folk begynd aa legg Kartofler?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, a tror nok, de er gavn i Lav med æ.
=Ka Rævsgaard.=
Er æ i den vejstes Skywt[43] i Or?
[43] _vejstes Skywt_, venstre Skifte.
=Wolle Rævsgaard.=
Det hower a saagu ett saa nyw.
=Ka Rævsgaard.=
Nu sorger du da nok for, te det ett gaar som i Fywr, da de gik hen og
_sprej_ æ Maag istej for aa _legg_ æ ved æ Kartofler. Du hower nok,
hwad for nøj elendig Gras en fæk ud aa æ, for det det ett bløw sit
_te_ i Tid.
=Wolle Rævsgaard.=
Det maa æ Forkaa'l jo pas.
=Ka Rævsgaard.=
Jow, a kjender dje Passen, nær de ett blywer sit atter. {(Kort
Pavse.)} Hworden kund æ vær, du ett war paa æ Mejeri i Guer? A tykkes
aaltid, det er den Daa i æ Maaned, da I plejer aa ha jer Udbetaling?
=Wolle Rævsgaard=
{(meget forvirret).}
Hm! -- Sand nok -- -- men der war kommen -- -- der war nøj, der
gjord, te det bløw udsaat te Frejdæ. {(Det banker.)} Kom ind!
{(Proprietær =Nørholm= træder forsigtig frem.)}
=Nørholm.=
Godda'! Ja, undskyld -- --
=Wolle Rævsgaard=
{(vinker =Ka Rævsgaard= bort).}
Værsegued aa ta Plads!
=Nørholm.=
Tak! Naa, De lægger Kartofler.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Nørholm.=
De har godt Vejr til det.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, det kan en ett klav paa.
=Nørholm.=
Naa, men det var just ikke det, jeg kom for.
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, det kund a wal tink.
=Nørholm.=
De ved maaske allerede mit Ærinde?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, hwor skuld a ved det fræ?
=Nørholm.=
Jamen, naar jeg nu siger, at jeg kommer fra Mejeriet, saa kan De ikke
mere nære nogen Tvivl om, hvorfor jeg har søgt Dem.
=Wolle Rævsgaard=
{(mere og mere forvirret).}
Fræ æ Mejeri?
=Nørholm.=
Sig mig, Hr. Rævsgaard, hvorfor er der ikke sket nogen Udbetaling den
3dje i denne Maaned, som Skik og Brug nu har været i hele det Aar, vi
har haft Dem til Formand?
=Wolle Rævsgaard.=
A indrømmer, te det er en Fejler, men tho det er en travelt Tid, og a
haar derfor ett hat Staând te aa hent æ Peng hjem.
=Nørholm.=
Nu taler De Usandhed; Tiden har ikke hindret Dem. De var jo nemlig i
Kjøbstaden i Forgaars. Baade Mejeristen og andre har set Dem der, og
De vendte først hjem henad 2 om Natten.
=Wolle Rævsgaard=
{(opfarende).}
Naa, er en søen omgi'n af Spioner, te en ett kan forlaad si Hjem,
uden te der blywer bjedt Mærk i det. Skal a maaskisæ staa nue te
Regnskab for, hwad a bruger mi Tid te?
=Nørholm.=
Aa, tag nu ikke saadan paa Veje, Rævsgaard. Her er slet ikke Tale om
noget Spioneri, her drøfter vi blot, hvorvidt De taler Sandhed eller
ikke; og jeg konstaterer da endnu en Gang, at De har været i
Kjøbstaden. Nu er Spørgsmaalet: Hævede De samtidig i Banken Mejeriets
4000 Kr.: i bekræftende Fald: hvorfor har De da ikke udbetalt dem til
Andelshaverne allerede i Gaar?
=Wolle Rævsgaard.=
A haar ett hævet en Ør. A war kommen for silde af Stej, saa æ Bank
haaj lot, da a kam te æ Dar. I en Stilling som min, hwor en ingen Løn
faar for si Arbe, kan en ett aaltid staa paa Pind; men i Maaen den
Daa skal a med Fornywels hent æ Peng, saa enhwer kan faa sin.
=Nørholm.=
Hør Hr. Rævsgaard, lad mig nu tale til Dem som en Ven; jeg er ikke
kommen herhen for at holde Forhør over Dem, men for at raade Dem for
Deres Bedste. Alt det, De der siger om Tid og Lukning osv., tror jeg
ikke et Ord af. Værten i "Hanen", hvor De sad og spilled Kort til ud
paa Natten, har fortalt, at han tre Gange i Løbet af Aftenen har
maattet rende i Byen for at bytte store Pengesedler for Dem; der er
da for mig ingen Tvivl om, at De virkelig har hævet Summen. Men nu
spørger jeg Dem: Har De destilleret alle Pengene? Svar mig ærligt og
uden Omsvøb; for det er en højst alvorlig Sag for Dem.
=Wolle Rævsgaard=
{(tier bomstille).}
=Nørholm.=
Altsaa: De har virkelig bortspillet hele Summen, alle de 4000 Kr.?
=Wolle Rævsgaard=
{(sagte).}
Ja!
=Nørholm.=
Og til hvem?
=Wolle Rævsgaard.=
Ræber tog de flest. Maagen te Uheld haar a aalle hat. A saa tit med
hiel gued Kwot; men hjælper det nøj, nær der er Wonheld for jens Dar?
A taft og taft og det den hiele Næt, først mi egn Peng saa æ Mejeris.
Der gik Tôg for mi Øwn, a vidst knap a mæ sjel aa sej. Da a kjor ud
aa æ Bøj, war æ mi Ajt aa kaast mæ i æ Aa, og nær a ett gjord æ, war
æ aaljenne for det, a ett haaj Villi nok te aa ryw æ Hejst i Staa,
imen a sprang aa æ Vogn. Hwordan a kam hjem, er mæ endnu en Gaad. Det
war jen Ravmørk øwer det hiele, og a laa æ Hejst dje Temm nied i æ
Vogn og lod dem fuldstændig skjøtt dem sjel i den Hoef, te a skuld
vælt og brækk æ Hals. A tint æ hiele Vej saa læng a kjor: Nu er du en
Kjeltring for Gud og Mennesker; nu blywer du saat og kommer i æ
Towthus, og _det_ er æ jo ogsaa, De er kommen for aa sej mæ?
=Nørholm.=
Nej vist ikke nej, Hr. Rævsgaard! Jeg vilde kun gjøre Dem opmærksom
paa Faren. Men De har dog sagtens Venner, der baade vil og kan hjælpe
Dem? Det gjælder kun om, at her handles hurtigt, før Sagen kommer ud
imellem Folk.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja hwem tror De, der vil hjælp mæ.
=Nørholm.=
Aa, jeg tænkte om f. Ex. ikke Ræber -- --
=Wolle Rævsgaard.=
Ræber!?
=Nørholm.=
Ja, han har jo dog faaet de fleste af Pengene baade denne Gang og
tidligere.
=Wolle Rævsgaard.=
Den fjedted Stod'er! Haar De nowtid hør, te han haar hjulpen nue uden
aa æ Dyn og i æ Halm?
=Nørholm.=
Naa, saa er der jo Mads, Svigersønnen.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ham haar a ogsaa gued nok tint ved som den jennest, der kund vær
Taal om.
=Nørholm.=
Jeg tror sikkert, det var _hans_ Vogn, der holdt heromme ved Møllen
med et Læs Grutning; De skulde lade en af Deres Folk løbe derom og se
efter, om han ikke selv var der.
=Wolle Rævsgaard=
{(gaar til Kjøkkendøren og kalder):}
Fip!
=Bitte Fip=
{(ind).}
A tytt, du raaft ad mæ. Haar du nøj, du vil mæ?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, løb lig om te æ Møll og si atter, om ett Mads skuld vær der; og
hwis han er der, saa bed ham om aa komm te æ Dar i en Snaarhied.
=Bitte Fip.=
Aa, du haar aaltid nok aa jav jen atter! Nu skuld a hat æ Unnen
færdig.
{(Fip ud.)}
=Nørholm.=
Ja Mads det er en Mand, der er over sine Sager.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, der er ingen small Stejer.
=Nørholm.=
Blot han nu ikke stiller sig paa Bagbenene, for det er en Karl, der
ved, hvad Penge er værd.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, slaar _han_ æ Haând af mæ, saa haar a ett andt aa grif te end aa
hæng mæ sjel.
=Nørholm.=
Aa, Snak, Rævsgaard. Der kan findes Udveje, ingen har tænkt paa.
Hovedsagen er som sagt, at der handles gesvindt.
=Mads=
{(ind, klædt som Vognkusk, med Bødeklude og Sækkelærredsforklæde).}
Goddaw i Herrens Navn, og Gud bewor wor Indgaang og wor Udgaang!
Vil du snakk med mæ, Wolle?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, Mads; du maa ett find æ underle, men a er da kommen i en sær
faale Forlejenhied; derfor war æ, at vild gjør mæ saa fri aa spørg,
om du ett for gammel Venskabs Skyld og i Jesu Christi Navn vild læ mæ
en Haând lig nue faa Daw?
=Mads.=
Er æ Peng, der er Taal om?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, aaeja; a er kommen i Baagstaând; men du _skal_ ett kom te aa
fortryd æ, om du hjælper mæ terett.
=Mads.=
Ja manne Tak, det er saa møj godt det. Men en Swigersøn -- han skuld
jo da snaarere ha Peng end ud med Peng, nær Ret skuld vær; søen haar
a da aaltid forstavn æ.
Hvor stur er saa di Betryk?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja si, a wanter jo lig jenle 4000.
=Mads.=
Fir Tusind! Ih, kjere himmelske Fader; hwor skuld a faa _dem_ fræ! Og
hwad vil du gjør med aall de Peng. Fir Tusind! A tror, æ Mand primer!
Haaj æ endda wot -- for a vil sej -- fir Hunder, det haaj en wal
kommen øwer. Men det her! -- -- Nej, nej, nej! Snak aalle te _mæ_ om
_det_!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, men bette kjære Mads, saa gaar a tegrund!
=Mads.=
Hwad gjør du?
=Wolle Rævsgaard.=
A gaar i æ Towthus. -- Det er æ Mejeri ...!
=Mads.=
Haar du tavn aa æ Kass?!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Mads=
{(forfærdet).}
Jamen saa er du jo rungenired! Og det er dæ, der haar lowed mæ di
Gaard kwit og fri, hwad Daa a vild ha en, nær a vild ta di Dætter! --
A haar nok hør fræ anden Sid, te hwad _du_ saa, det skuld en putt i
si Udelomm; men a troed endda ett, te du war saa laant nied paa æ
Brink med di Sager. Men søen gaar æ enhwer, der ett ta Frelseren med
sæ i si Gjerninger. A tytt nok, te Worherre og Frelser hwisked mæ i
Øret, te den Forlowels war ett atter _hans_ Villi. A troed læng, te
du ajted at træde den trange Sti til Omvendelse, men atter hwad du nu
fortæ'ler, saa sir a, te det er paatid, en kommer hérfræ, for det er
ikke Guds Aând, men Belials Aând, der regenirer her i æ Gaard.
A rister Støvet af mine Føder.
=Nørholm=
{(der har løbet urolig frem og tilbage under denne Samtale).}
Ryst saa med det samme Halmen af Deres Træsko og Skidtet af Deres
Klæder, men opsæt det, til De kommer udenfor; der kunde ellers let
blive altfor snavset herinde.
=Mads=
{(mod Nørholm).}
A gaar, for I skulle ikke dwæle i de ugudeliges Forgaarde eller i de
uomvendtes Pawlowner, siger den Herre Zebaoth. {(Til Wolle
Rævsgaard.)} Vil du hels di Dætter og sej, te mi Samvittighed
forbyder mæ at ægte en Pige, hwis Fader aabenlyst nedtræder Guds rene
og hellige Bud.
Og bed saa din Frelser om, te han snaarest maa hjælp dæ ud af den
Badulje!
{(Gaar.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Nu er a levired! -- Mæ arme Mennesk!
=Nørholm.=
Ja, det er i Nøden, man prøver Vennerne.
=Wolle Rævsgaard.=
Det haaj a aalle troed om Mads.
=Nørholm.=
Ikke det! Da har jeg saagu aldrig troet andet. Et Menneske, der i den
Grad rutter med gudelige Floskler, ham tror jeg ikke over et Dørtrin.
{(=Fip= kommer ind.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Hwad skal _du_, Fip?
=Fip.=
Aa, det er den sølle jen, ham Per Søwren, der staar herud og hejster
for at faa dæ i Taal. Han sejer, han haar Boj te dæ.
=Wolle Rævsgaard.=
Ih, læd ham da komm ind.
{(Fip aabner for ham.)}
=Per Søwren=
{(ængstelig frem, da han ser Nørholm).}
Bav, bav! Er der saa stur fremmed! Ja a ajter saamænd ett nø
Uskikkelehid. _A_ haar Ærind.
=Wolle Rævsgaard.=
Hwad er da _di_ Ærind, Pejr?
=Per Søwren.=
Jow, hør ikkuns nu. A war kommen herøwer te æ Mejerist, mi Søstersøn
I ved -- aa, hwor haar _han_ gued Daw, den Kaa'l! -- Nu, saa sejer
han te mæ: Morbror, sejer han -- for han kalder mæ aaltid Morbror, og
han forajter ett den fatte, for det han sjel er kravlt i æ Vejr --
kan du ett rend øwer te Hegnsgaard med en Brew for mæ, sejer han.
Jow, sejer a, det faar a wal, nær du vil swor mæ te æ Fjol saa læng,
og du vil lov mæ, te æ Mand ett hiel rywer æ Hued af mæ. {(Søger i
Frakkelommen efter Brevet.)} For du hower jo nok sidst, Wolle, da war
du ildworre[44], og da gav du sgu mi Fjol en slem Singeldus; a haaj
nær aalle faat en kaldt te Lyd mir. I Daa sier _du_ jo næjsten ud,
som war æ _dæ_, der haaj faat di Fjol slavn i Stykker!
[44] _ildworre_, galsindet.
{(Wolle ta'r mod Brevet og rækker til Gjengjæld Per Søwren en
Krone.)}
=Per Søwren.=
A haar faat mi Betaling.
=Wolle Rævsgaard.=
Det ka vær det samm, Pejr, ta du kuns, hwad a byder dæ.
=Per Søwren.=
Ja men, Jøsses, en hiel Krown, en hiel Krown! Haar du nu ogsaa Raad
te æ, Wolle.
{(Mumler videre, mens han gaar mod Døren.)}
Jøsses, en hiel Krown!
=Wolle=
{(læser).}
=Nørholm.=
Var det fra Visti Andersen?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja.
=Nørholm.=
Naa, hvad skriver han?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, nu er hunderogølle ud. Mi Daw er tal.
=Nørholm.=
Aa, Snak! -- Hvad siger da Brevet?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, der staar, te æ Mejeri er øwerrend af Folk, der vil ha dje
Maanedspeng. Især skal æ Husmænd vær rejn iband. Det war jo ogsaa
dem, der arbed imud mi Valg.
=Nørholm.=
Javel; paa den anden Side er det jo ogsaa dem, der trænger haardest
til Skillingerne.
=Wolle Rævsgaard.=
Han skrywer, te der war en Flok der lig nu, som saa, te de vild komm
ijen imaatidle, og war der da ett Peng te dem, saa vild æ blyw meld
te æ Øwrighied.
_Er_ der saa anner Udvej for mæ end aa gjør en Ulykk paa mæ sjel?
=Nørholm.=
Lad nu den taabelige Snak fare! Hvad vilde De opnaa derved andet end
at ligge som en Bedrager i Deres Grav med et ruineret Hjem og en
skammet Familie ovenpaa Dem.
Nej, som jeg siger, der er maaske _endnu_ en Redning, een eneste.
Jeg tænker paa Mejeristen.
=Wolle Rævsgaard.=
Paa Visti!
=Nørholm.=
Ja.
=Wolle Rævsgaard.=
Ved De da ett, paa hwad Fued vi staar med hinaân?
=Nørholm.=
Jeg ved -- fordi jeg saa det -- hvilken Behandling De gav ham i Fjor
i denne Stue. Jeg sa' dengang ikke noget til det, fordi det ikke er
min Vane at blande mig mer end nødvendigt i andres Sager. Men jeg
husker, at jeg var meget pinligt berørt deraf, fordi det gik ud over
en dygtig Karl, der umuligt kunde ha' generet ved Deres Bord.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, det kan jo vær, a gik forvidt i mi Hidsighied. Baagatter er en
aaltid klog.
=Nørholm.=
Ja, De gik _altfor_ vidt, Hr. Rævsgaard. Det kan være galt nok at
saare en Mand, der er udgaaet fra de bedrestillede; men det er ti
Fold værre at krænke et Smaamandsbarn; de glemmer det aldrig. De er
anderledes ømtaalelige, hudløse, æresprikne end vi andre. Fordi de
har mindre at værge om, værner de det til Gjengjæld med langt
stærkere Energi; deres Forfængelighed, deres Æresbegreb -- naar de
duer noget! -- gaar langt dybere i dem end i os. Det er som en
indgroet Negl, der smerter ved det mindste Tryk. -- Jeg siger Dem
derfor, at gaar den Plan itu, som jeg nu skal tillade mig at
fremsætte for Dem, saa er det ene og alene Deres fordømmelige
Optræden ved denne Lejlighed, der bærer Skylden for det.
=Wolle Rævsgaard.=
Jamen hwordan kan De nu egentlig tro, te Visti kan udrett nøj i den
her Sag?
=Nørholm.=
Visti bærer i dette Øjeblik Deres Skæbne i sin Haand. -- Han har
holdt af Deres Datter gjennem mange Aar, men De har kjæmpet mod dette
Forhold som en rasende i Haab om at rejse Deres Gaards sunkne Aktier
ved Hellig-Madses Arvesølv. Nu er _den_ Forhaabning gaaet rabundus.
Siden den hellige Skabilken gik ud af denne Dør, er Deres Datter fri.
Nu kommer det kun an paa, om Vistis Godhed for hende er stærkere end
hans Had til Dem. Er den det, da er _De_ reddet.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja men, de 4000 inden i Maân! Hwor skal _de_ komm fræ?
=Nørholm.=
Som Formand for Egnens Sparekasse er jeg vidende om, at Mejeristen
har en Sparekassebog paa 2000 Kr.; desuden er han saa vel estimeret,
at _han_ inden Aften med Lethed vil kunne rejse Resten af Pengene,
hvad De paa Sagens nuværende Standpunkt ikke kan.
Det er derfor mit Raad, at De hurtigst muligt skal lade spænde for og
lade Deres Karl kjøre over og hente ham.
=Wolle Rævsgaard=
{(grundende).}
I Guds Navn da! {(Aabner Vinduet til Gaarden og raaber)}: Anders!
{(=Stemme= udenfor.)} Ja!
=Wolle Rævsgaard.=
Kom ind lidt! {(Anders ind.)} Hør, ta de tow brown og kjør øwer te æ
Mejeri og hels Visti -- fræ _mæ_ --, du helser fræ _mæ_ -- og sejer,
te han maa _endele_ ta med dæ. A haar nø møj vigtig aa snakk med ham
om. Hører Du?
=Anders.=
Ja, a haar hør æ.
=Wolle Rævsgaard.=
Men pas paa den treaars; hun er nøj rej for æ Stjat. Og læd æ saa gaa
i en Snaarhid.
=Anders.=
Ja, a skal saagu ett dryw æ Vej ind.
{(Gaar.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(til Døren og raaber):}
Men ta ett æ Arbejdsfjervogn; ta den, vi fik lakired op, og leg de
nøj Hynder paa! {(Lukker atter Døren. Til Nørholm, mens han dog
stadig holder Øje med Karlen ude i Gaarden.)} Hvad om han nu er tavn
ud!
=Nørholm.=
Nej, ved den her Tid er han sikkert hjemme.
=Wolle Rævsgaard=
{(aabner atter Vinduet og raaber ud til Anders):}
Tag ett _de_ Sel'er! Du ved jo, hwor de anner er.
=Anders=
{(udenfor).}
Er de ett gued nok. En skuld sgu tro, a skuld hen aa hent Kongen.
=Wolle Rævsgaard.=
Gjør som a bed dæ! Og læ æ gaa fræ æ Haând!
{(Lukker Vinduet. Pavse. Lidt efter Piskeknald og Vognrummel.)}
=Wolle Rævsgaard.=
Nu kjor han. A vil ett ha nø Row øwer mæ, inden han er her ijen.
=Nørholm.=
Der er aldeles ingen Grund til at frygte for, at han ikke skulde ta'
med. Tilmed da De lader ham hente i Deres bedste Kjøretøj. {(Efter en
Pavse.)} Sig mig, Hr. Rævsgaard, ved Deres Kone eller Datter noget om
Sagen?
=Wolle Rævsgaard.=
A tror ett, de haar faat Nysmaal om æ inu.
=Nørholm.=
Saa sig dem ikke noget. Hvorfor skal de blandes i det -- om det kan
undgaas.
{(Ny Pavse. Wolle Rævsgaard søger mod Døren.)}
=Nørholm=
{(ser mistænksom efter ham).}
Hvor gaar De hen, Rævsgaard?
=Wolle Rævsgaard=
{(forpint).}
Aa, a ved æ snaar ett. A er saa sær ved æ, te a vild ønsk, te a kund
_søkk_ i æ Jurd og blyw der med det samm.
=Nørholm.=
Mand Dem dog op, Rævsgaard. Der er jo Haab endnu!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ja, ja! A gaar udenfor og sir atter æ Vogn.
=Nørholm.=
Jaja. Men De tænker ikke paa dumme Streger?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej! -- Aa, ja, ja, ja! {(ud).}
{(Et Øjeblik senere.)}
=Esper Vøvtrup.=
Ih, Goddaw, Hr. Nørholm! Naa, saa det stur Haardku'n har søjt sammel
i den her Hjørn aa æ Bøj; aaeja, hwor _møj_ er, vil _mir_ te.
=Nørholm.=
Saa er det formodentlig af den Grund, at _De_ kommer.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det kund sgu hjælp nøj, om a mødt mell æ Herremænd med _mi_
Fjerdingkar.
=Nørholm.=
Naa, det er jo ikke Hartkornet, man lever af.
=Esper Vøvtrup.=
Nej, det er sgu skidt aa lav Brød aa. Det kan a si paa mi Nôbo her.
_Hans_ Mark er, misæl, ved aa komm ind i en sølle Behandling. Hworden
Fanden er æ nu ogsaa, han gaar og moger med æ. _Han_ legger
Kartofler, nær enaaen er ved aa tænk paa aa ta'em op. Og saa søne
Pilliker te Hejst, han kyrer aa grasser[45] mej! A vild misæl skamm
mæ ved aa legg en Tæmm paa'em.
[45] _grasser_, knokler.
=Nørholm.=
Nej, det er jo ikke som i fordums Dage paa Hegnsgaard; da var der
Race i Rævsgaards Besætning.
=Esper Vøvtrup.=
Nej! der er bløwen Adskjel. Haar De sit paa den Knapstrupper, han fæk
i sidst Wolborre Markend?
=Nørholm.=
Nej.
=Esper Vøvtrup.=
De haar ett laa Mærk te, hworden en løver paa æ Skanker. Det er mi
Salighid aa si te, akkuraat som a vil sej, te en slog Lyng med den
jen Bien og graved Tørv med den'aan.
{(Wolle Rævsgaard ind.)}
=Esper Vøvtrup.=
Naa, der haar en æ Mand! Saa er æ wal bejst en faar si Lu aa.
{(Fjerner ironisk Huen.)}
=Wolle Rævsgaard=
{(siger intet, men gaar tværs over Gulvet mod den anden Dør).}
=Esper Vøvtrup.=
Hør, Wolle, a war gavn her øwer, om ett du kund laan mæ di Hejstryw,
for min er misæl gavn i Bork[46].
[46] _i Bork_, itu.
=Wolle Rævsgaard=
{(i Døren).}
Ta'en, ta'en -- om Du kan find'en!
{(Ud.)}
=Esper Vøvtrup.=
Hwad Fanden gik der af _ham_, søen som _han_ hænd med æ Ører?
=Nørholm.=
Aa, der kan jo altid være _noget_, der trykker.
=Esper Vøvtrup.=
Er æ æ Kwot ijen?
=Nørholm.=
Maaske.
=Esper Vøvtrup.=
Ja, det gaar en Brøl'gaang med Wolle. {(En Vogn rumler ind i
Gaarden.)} I, tho det war jo æ Mejerist. Er han kommen ud aa kyr i
Stads i Wolle Rævsgaards Vogn. Det er sgu vis aalle passired ham far.
Ja, den Kaa'l, ham skuld han sgu læ ta æ! Han haar læng gavn og
smisked atter æ Dætter, og han skuld sgu læ æ Pig faa hinne Villi med
den, hun kan lid; og saa læ den naaen Sluri[47] gaa; det vild a misæl
gjør, om det var _mi_ Dætter. Mads kan vær gued nok, men det er da en
sølle Slunder; og saa den her øwerdrøwen Hellehid, det er da nø lied
nøj.
[47] _Sluri_, Dosmer, slusket Mandfolk = Slunder.
Nej, ham der {(nikker ud i Gaarden)} han skuld sgu snaar sætt
Hegnsgaard i Matrikel!
Naa, men a maa ud og find den her Himstrigims, for a haar sgu
tront[48].
[48] _tront_, travlt.
{(Ud.)}
{(Wolle Rævsgaard og Visti kommer samtidigt ind fra forskjellige
Sider; de mødes midtvejs og hilser stivt paa hinanden som
Parlamentærer fra to fjendtlige Magter.)}
=Visti.=
_Du_ vil snakk med _mæ_?
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, det vild a.
=Visti.=
A troed næjsten, vi tow haaj aasnakked for aall Daw.
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, søen kan æ jo Woimellstaând føj sæ anderledes, end en sjel haaj
tint.
=Visti.=
Er æ om Mejerisager?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja; vis er æ det.
=Visti.=
A kund tink æ. Det er ogsaa paa æ hyw Tid, om det skal nytt nøj. Og
_Snak_ kan ett gjør æ ret læng.
Sej mæ, hworden kan det vær, te du i Guer ett betald æ Folk dje Peng?
=Wolle Rævsgaard.=
For a haaj'em ett.
=Visti.=
Det vil sej, du haaj hat'em, men haaj gin 'em ud atter di egn Beram.
=Wolle Rævsgaard=
{(tier).}
=Visti.=
Mon du rigtig haar tint ved, hwad det betyder ett aaljen for dæ sjel,
men ogsaa for mæ?
=Wolle Rævsgaard.=
For dæ? Hwor kan den Ting komm te aa rør _dæ_?
=Visti.=
Naa, det tror du ett? Du haar ett skinked det en Tank, te a kund komm
te og staa i en twetydig Lys ved den Histori? -- Da kan a sej dæ, te
der er mir end jen, der haar mummelt om, te søne nøj ett godt kund
gaa for sæ heller uden _mi_ Vidend og Villi. Og søne Beskyldninger
vil a ett ved aa aa sej. Den Guedhid, a haar mødt ved _dæ_, er ett af
den Slav, te a skuld gaa hen aa sætt mi Rygte øwerstyr for aa dækk
øwer _dæ_. Det war derfor paa Tid, te du saa dæ om atter æ Peng; for
det kan a sej dæ, te er de ett betald inden i Maân -- -- ja, a
behøwer jo ett aa sej mir; du haar jo faat mi Brew?
=Nørholm=
{(træder nu hen til de to).}
Hør, mine gode Mænd, ad den Vej kommer De aldrig til nogen
Forstaaelse men gjør bare hinanden ondere og bitrere.
Tillad mig at gjøre et Forsøg paa at mægle Dem imellem. Jeg ved, jeg
allerede har Hr. Rævsgaards Billigelse og haaber paa, Hr. Visti
Andersen, at De ogsaa giver mig Deres, da det jo næppe er Deres
Hensigt for enhver Pris at bringe Deres gamle Husbond i Tugthuset,
selv om De muligvis kunde ha' adskilligt at bære Nag til ham for.
-- Vel, Hr. Andersen?
=Visti.=
Nej, a skal med Fornywels laan Ør te, hwad Proprietæren kan ha aa sej
i den Sag.
=Nørholm.=
Godt! Maa jeg da begynde med at sige Dem, Hr. Andersen, at der er
sket noget her i Dag, som muligvis kunde faa en afgjørende Betydning
for hele Deres Stilling til Sagen.
=Visti.=
Hwad er da det?
=Nørholm.=
Det er, at Mads Nielsen har hævet sin Forlovelse med Frk. Rævsgaard.
{(Der gaar en Trækning af behagelig Overraskelse over Vistis
Ansigt.)}
=Visti.=
Naa--aa! Men a kan i Grunden ett si, hwad det kommer den her Sag ved.
=Nørholm.=
Ikke det? De lader lidt tungnem i Dag, Hr. Visti Andersen; det ligner
Dem ikke. -- Jeg maa da søge, om jeg ikke kan trænge ind til Deres
Forstaaelse ad anden Vej.
De ved, Hr. Andersen, at jeg var til Stede den Dag for nu snart et
Aar siden, da Hr. Rævsgaard viste Dem ud af sit Hus paa en Maade, som
-- det indrømmer jeg -- maatte krænke Dem lige til Hjærteroden.
{(Visti bider sig i Læben.)} At _jeg_ misbilliged Udvisningen, kan
vel i denne Forbindelse være Dem nogenlunde ligegyldigt, men jeg ved,
at endogsaa Hr. Rævsgaard tit har ønsket det ugjort.
=Wolle Rævsgaard.=
Jow, a gik for vidt.
=Visti.=
Ja, det siger du nu, da -- --
=Nørholm.=
Tøv lidt, Hr. Andersen. Naar De nu hører af Hr. Rævsgaards egen Mund,
at han fortryder sin Optræden og beder Dem om Tilgivelse -- -- --
=Visti.=
Det sidst haar a ett høt nøj te.
=Nørholm=
{(vender sig mod Wolle Rævsgaard).}
Jamen, det ved jeg, Hr. Rævsgaard gjør.
{(Wolle Rævsgaard tier.)}
=Visti.=
Ja, da kund æ vær lisse raar aa hør æ aa æ Mand sjel.
=Wolle Rævsgaard.=
A sejer, som a saa far, te det er møj muligt, a gik forvidt; og haaj
æ wot i Daa, haaj a optrajn paa en naaen Maad.
=Nørholm.=
Det er jo dog Indrømmelse nok, Hr. Andersen. Lad os endelig ikke
hænge os i Ord!
=Visti.=
Ja men a maa ha _fuld_ Oprejsning. Her er ett nøj aa slaa aa paa!
=Nørholm.=
Er det dog ikke den største Oprejsning, Manden kan yde Dem, at han
fortryder sin Uret imod Dem; desuden tilbyder han Dem sin Datter,
Gaarden, Ejendommen, kort sagt alt, hvad De dengang paa en saa
haanende Maade joges bort fra. Til Gjengjæld forlanger han kun, at De
skal staa ham bi, saa han kan slippe om ved denne kompromitterende
Sag uden Æresafkortelse. Og det kan De ved et Offer, som De maa
bringe, om ikke for Hr. Rævsgaards saa for den Kvindes Skyld, som De
jo dog elsker, og hvis Far De sandelig ikke maa bringe Vanære over.
=Visti.=
Ja, Hr. Nørholm, De ser vistnok Sagen lidt for møj fræ Wolles
Standpunkt. A næjter ett, te a holder af Trine, ogsaa mir end af nue
anner Mennesk, men a er da heller ett søen en Pjalt, te a vil ha hind
for enhwer Pris. Og det du gjord _mæ_ den Daa -- ja a sejer dæ,
Wolle, det vild vær en _mild_ Straf, om a lod dæ gaa i æ Towthus for
æ!
_Det_ haar pint mæ ved mi Arbed tidle og silde; der gik ett en Daa,
hwor ett a tint paa'et. A kund vær saa glaad, a _være_ vild -- kam
_det_ mæ i Tanker, te du haaj javed mæ ud af di Stow som en Hund,
mens kjend og ukjend, ung og gammel saa paa æ -- den Præjst, der haaj
komfemired mæ, og den Pig, a holdt aa som ingen anne i Verden -- ja,
saa kund æ Vred _vild_ op i mæ, saa a kund ha slavn dæ i di
Stjern[49], te du kund ha vælt ved æ!
[49] _Stjern_, Pande.
=Nørholm=
{(med sin Haand paa Vistis Skulder).}
Skal vi nu ikke kaste Sand paa disse gamle Krænkelser!
=Visti.=
Det kan De sajtens sej, Hr. Nørholm; for den Slaw kund aldrig ramm
jen af Dje's. Det blywer altid laa hen for aa bruges imud vianner,
der kommer nidfræ. Vi er som prikked med Naal fræ smo aa, lig fræ wor
Skueltid og op, saa læng vi løwer. Nue glemmer letter end anner. A
haar aaltid hat wanskele ved æ. Og saalæng Wolle Rævsgaard ett ka byw
sæ saa møj, te -- -- --
=Wolle Rævsgaard.=
A haar jo saa dæ, te a fortryder æ, hwad vil du mæ da mir?
=Visti.=
Kand du ett rækk mæ di Haând paa æ, saa er æ ett møj bevendt med di
Fortryden.
=Nørholm=
{(hvisker).}
Rævsgaard, De maa gi ham Haanden, som han forlanger, ellers er De
fortabt.
=Wolle Rævsgaard=
{(rækker nølende Haanden ud).}
=Nørholm.=
Lad saa alt gammelt Nag være forbi. Og lad os nu komme til den
egentlige Sag.
De ved, Hr. Andersen, hvor uheldigt Hr. Rævsgaard i Øjeblikket sidder
i det. Han har brugt 4000 Kroner af Mejeriets uden i Øjeblikket at
være i Stand til at betale dem tilbage. Med de Fjender, han har
mellem Andelshaverne, er han om en Hals, hvis ikke _De_ hjælper ham.
=Visti.=
A hjælper _ham_?
=Nørholm.=
Ja, det baade _maa_ og _skal_ De.
=Visti.=
Ejer a da de 4000 Kr., som a kan dækk _ham_ mej?
=Nørholm.=
De skal ikke være alene om Tabet. _Jeg_ vil hjælpe, og jeg skal søge
at formaa et Par til det samme; men De maa endnu i Aften ofre de 2000
Kr., De har staaende i vor Sparekasse. Resten skaffer jeg saa til
Veje.
=Visti.=
De 2000 spiller osse en star Rolle for mæ end de vild spille for
Dem. De er spaared sammel ved 2-3 Aars streng Arbed. Og hwad opnaar a
saa for'em?
=Nørholm.=
Som jeg sa' før, faar De først og fremmest Hr. Rævsgaards Datter, som
De jo elsker?
=Visti.=
Ja, det gjør a; men hind war a jo da endlemaal saa halles vis paa i
Forvejen.
=Nørholm.=
Naa, var De det! -- Ja, saa faar De Gaarden her; ikke sandt, Hr.
Rævsgaard? Deri har jeg da ikke misforstaaet Dem?
=Wolle Rævsgaard.=
Nej, æ Gaard og æ Dætter -- det skuld jo da gjan føl'es ad.
Anderledes haar a aalle tint.
=Nørholm.=
Er det Dem endnu ikke nok, Hr. Andersen?
=Visti.=
Ja, hwad tho, æ Gaard -- -- -- Hwormøj er der wal tebaag aa'en, nær
enhwer kræwer sin?
=Nørholm.=
Aa, der er sikkert endnu et godt Bid tilbage. Ganske vist er Sagerne
i Øjeblikket ikke i den bedste Gjænge, men kommer der et Par
energiske Hænder til, der forstaar at spænde den rette Hest for
Hamlen, saa kan Stolperne paa Hegnsgaard stives af endnu. Men det
_er_ ogsaa i den 11te Time. I Morgen er det for sent.
=Visti.=
Naa, er _det_ saa en Aftaal', te a faar æ Gaard imud aa indskyd de
4000?
=Nørholm.=
Endnu et: Det er jo en Selvfølge, at De gi'r de gamle en hæderlig
Aftægt?
=Visti.=
Ja, det forstaar sæ. A haar ett tint aa slaa ind paa Wolles Praxis og
kyl ham og hans paa æ Dar, for det _a_ fæk æ Gaard.
=Nørholm.=
Giv saa hinanden Deres Haand paa det! {(De rækker atter hinanden
Haanden over Bordet.)} Nu har De Grund til at være glad, Hr.
Rævsgaard. -- Tak, Hr. Andersen!
Nu synes jeg, det kunde være paa Tide at lade gaa Bud efter Frk.
Rævsgaard; hun er dog formodentlig ogsaa en Smule interesseret i
Sagen.
=Wolle Rævsgaard=
{(halvt oprømt).}
Ja, da war æ sand. Hind kund vi misæl snaar ha glemt! {(Kalder ud i
Kjøkkenet.)} Trine! Aa, kom indenfor en jenle Ywblik!
=Trine=
{(ind; ser forbavset fra den ene til den anden; henvendt til Visti).}
Men, Jøsses, hworden gaar _det_ te, te du er her?
=Visti.=
Jow, a haar tawn Mud te mæ. Og a tror snaar, a _er_ nok saa walkommen
som sidst.
=Wolle Rævsgaard.=
Hmm!
=Trine=
{(i stigende Undren).}
Men hwad er her gavn for sæ?
=Nørholm.=
Sig mig, Frk. Rævsgaard, hvordan vilde De stille Dem til en lille
Overraskelse?
=Trine.=
Jamen hwad er æ, der gaar af jer aalsammel? Faa'r sejer jo slet ingen
Ting.
=Nørholm=
{(gravalvorlig).}
Deres Fæstemand Hellig Mads, født Nielsen, har hævet Forlovelsen med
Dem og opsagt Dem Huldskab og Troskab!
=Trine.=
Det _er_ da Løwn! _(Styrter hen mod Faderen.)_ -- Er æ sand, Faa'r?
=Wolle Rævsgaard=
{(sagte).}
Ja, vis er det!
=Trine.=
Saa _haar_ a heller aalle wot saa glaad i mi Daw!
=Nørholm.=
Det var jo overordentlig heldigt; ellers, ifald De havde været altfor
bedrøvet, havde Deres Far sørget for en til at trøste Dem. Jeg mener
Visti Andersen der.
=Trine=
{(i Jubel).}
Nej, _haar_ Faa'r gin hans Mind!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, ta I kuns hinaaen, og si om I kan ha lidt bejer Held, end a haar
hat; for min haar sgu wot knowred[50].
[50] _knowred_, knudret.
{(De unge rækker hinanden Haanden og taler sammen med lykkelige Øjne.
Omsider smutter =Trine= ud i Kjøkkenet.)}
=Esper Vøvtrup=
{(stikker Hovedet ind ad Gangdøren).}
Ja, saa tar a æ Kratt[51], Wolle; nu fand a'en endele.
[51] _Kratt_, stor Haandrive.
=Nørholm.=
Aa, Hr. Vøvtrup, kom indenfor lidt!
=Esper Vøvtrup.=
Ja, her gaar a og vrøder[52], men a haar sgu tront[53].
[52] _vrøder_, roder.
[53] _tront_, travlt.
=Nørholm=
{(slaar ud med Haanden mod Visti).}
Maa det være mig tilladt at præsentere Dem for den nye Ejer af
Hegnsgaard.
=Esper Vøvtrup.=
Hwa ... hwa ... hwad sejer De! Er Hegnsgaard sol? Te Visti?
=Visti.=
Ja, a haaber te du vil blyw mæ en gued Nôbo?
=Esper Vøvtrup.=
_Det_ kan a Dæwlen slaa mæ lid; søen er æ, det ska vær! Nu kommer der
Skrej[54] i æ Sager!
[54] _Skrej_, Skred.
Haar du saa gin ham æ Dætter oven i æ Handel, Wolle?
=Wolle Rævsgaard.=
Ja hwad, Gaard og Dætter ... de tow Ting skuld en jo ett wal skjell
ad, hwor en ett haar mir end de samm.
=Esper Vøvtrup.=
Det er sgu rigtig Taal! Men hwad haar du da gjord med Mads? Haar du
saat ham paa æ Dar?
=Wolle Rævsgaard.=
Aa, han gik endda sjel.
=Esper Vøvtrup.=
Saa møj desbejer, Fallill! Han war ett _mi_ Ganning[55]. A kan nu
jen Gaang ett med de Folk, som en kan løjt, far en kan si dem.
[55] _Ganning_, den, jeg lider.
=Nørholm.=
Hør, Hr. Vøvtrup; den nye Mand her i Gaarden skal ganske ufortøvet
bruge 2000 Kr. -- det kan jo foreløbig være ligegyldigt til hvad --
er De bange for sammen med mig i Sognets Sparekasse at kavtionere for
denne Sum?
=Esper Vøvtrup.=
Nej Gu er a ett, nær det er te Visti. Wolle haaj a ett wot nær saa
driste ved.
=Nørholm.=
Tak, Hr. Vøvtrup!
{(Ka Rævsgaard, Trine og Bitte Fip kommer ind fra Kjøkkenet.)}
=Ka Rævsgaard.=
Men, Wolle, hwad er æ endda for nø underle Ting, en hører! -- -- Og
Visti -- --! Aaeha endda!
=Wolle Rævsgaard.=
Ja, bette Muer, nu kan vi spænd fræ. Her vil ett blyw Brug for _wos_
mir.
=Ka Rævsgaard.=
Og Mads, der kund opfør sæ søen! A _troed_ æ aalle om ham!
=Trine.=
Nej, Muer, du vild jo aalle hør paa, hwad _a_ saa. For a vidst nok,
hwad _han_ war for en Fillifut.
=Ka Rævsgaard.=
Ja tillykk da, bette Visti, nær det ett kan vær anderledes!
{(Rækker Haand og græder.)}
=Bitte Fip.=
Tillykk, Visti! Saa det er dæ, der skal haa æ Dætter.
Ja, æ Pig er gued nok; men hun vil da gjan læ enaaen gjør det streng
Arbe, og en kan jo ett rigtig hold te æ, si'n en fæk dæ her Tilfald.
=Visti.=
Ja, vi kommer jo nok ud aa æ med hinaan, Fip.
=Fip.=
Ja, du war en raar Dreng, hwadfor skuld du saa blyw en ild Mand.
Og her _kan_ sgu gjan trænges te, te der kommer ny Kwot i æ Spil her
paa Hegnsgaard!
{(Tæppe.)}
ULVENS SØN
(1909)
PERSONLISTE.
=Enkefru Proft=, Ejer af Gløttrup.
=Erik Proft=, hendes Søn, Gaardens Bestyrer.
=Goj=, Driftsleder.
=Den Blinde=, hans Bror.
=Jens Romlen=, Daglejer paa Gløttrup.
=An Kjestin=, hans Kone.
=Dorre=, deres Datter.
=Laurst=, Forkarl.
=Per=, Hjorddreng.
=Villads Vedhud=, Havekarl.
=Gamle Anders=, afdanket Røgter.
=Jomfru Andersen=, Kokkepige.
=Fire Roepiger=, deriblandt =Smukke Katinka=.
Hr. =Grabb=, deres Opsyn.
=Bertel Bjat= }
=Klæppen= }
=Røgter Søren= } Daglejere
=Lange Anders= } og
=David og Goliath= } Tyende.
=Jens Tammesen= }
=Wolle Peter= }
=Grættrup=, Herredsfuldmægtig.
=Oxenway=, Godsejer.
=Smollerup=, Proprietær.
=Svenningsen=, Proprietær.
Handlingen foregaar i Jylland paa Herregaarden Gløttrup.
FØRSTE AKT.
{Hele Baggrunden optaget af én af Ladelængerne paa Gløttrup. Midt for
Scenen en aaben Indkjørsel med takket Portal. Til højre nærmest
Porten to Halvvinduer, til venstre smaa Staldvinduer og en Stalddør
inde i Krogen. Lidt fremme en Vandpost med Trug. Straatag, =nyt= paa
venstre Halvdel, mosgroet paa højre; yderst paa højre Gavl en
Storkerede med rugende Storkemor. Til højre for Laden, men nærmere
Scenen, ses den takkede Gavl af Herskabsbygningen; en Smøge skiller
de to Huse. Paa denne Gavl er der Dør ind til Folkestuen med en
nedadgaaende Stentrappe. En stor Madklokke til venstre for Døren.}
{Til venstre for Scenen har Ladelængen en Udbygning, der springer
nogle Favne frem; paa Enden af denne Udbygning en almindelig
Stalddør, delt paa Midten. Til højre for Døren en Fjæl paa to Stolper
op mod Muren; den tjener til Bænk. Mod Gaardsiden: en Slibesten. Et
Par Grebe staar lænet mod Muren; og to River ligger paa Taget. --
Middags-Sollys.}
{Man er i Færd med at bære Møntørv op paa den nye Tagrygning. En lang
Brandstige støtter mod Hussiden, og en Bunke Møntørv er hobet op ved
Stigens Fod. Oppe paa Rygningen troner =Laurst= og klapper Tørvene i
Bunde med sin Mønningsskovl (af Form som en flad Kasteskovl); ved
Stigens Fod krummer sig =Jens Romlen= med Gjødningssæk over
Skuldrene, mens Drengen =Per= løfter de alenlange, grønne Græstørv op
paa hans Ryg. =Den Blinde= staar og »ser til«.}
=Jens Romlen=
{(til Per, mens han bøjer sig dybt ned).}
Jen til, mi bitte Dreng; helsen skal en jo baare gaa des tiere.
{(=Per= er nær ved at dejse bagover med den mægtige Tørv.)}
=Jens Romlen=
{(videre).}
Ja, det er ett nø Arbed for saadan en bitte Knæjt. Saadan war'et! Det
war hwell! Nu haar a sgu faat det, a ka drag mej. {(Rejser sig op med
Hænderne paa Trinene.)}
Da _war_ det slem; no glemt a mi Skraa. Ka du ett ta'en op af mi
Vestlomm og gi mæ'en?
=Per.=
Jow suren spark mæ kan a saa!
{(Hiver Skraaen frem og hjælper ham den i Munden.)}
=Jens Romlen.=
Aaeha, nu er'et ingen Sag! Nu kund a gaa med mi Tørv lig op i den
syvend Himmel og ind for Guds Engle smaa.
=Den Blinde.=
Aa, vil du saa ikke ta mig med!
=Jens Romlen.=
Aa, din sølle Krøbel, hwad skuld Worherr snaar brug dæ te. Du er jo
saa stor og stærk. Du skuld saamænd heller ta en Par Tørv for mæ.
=Den Blinde.=
Ja, da kan jeg saamænd godt det.
=Jens Romlen.=
Nej, det gaar wall ett. Du kan jo ett si.
=Den Blinde.=
Ja men jeg kan krybe.
{(Har allerede ladet sig belæsse af Per.)}
=Laurst=
{(hamrer med Skovlen).}
Hwad er det, I ligger og glyner atter dernied; faar a snaar nø flir
Tørv.
=Jens Romlen.=
Jøsses, bette Børn, nu blywer han nok skrabajsk[56], ham deropp. Lad
mæ saa kom til Dalren.
[56] _skrabajsk_, streng, vrippen.
{(Arbejder sig op ad Trinene.)}
=Den Blinde=
{(følger efter).}
=Jens Romlen=
{(slænger Byrden paa Tagryggen).}
A--h!
=Laurst.=
Ja, det er Arbed, der tar paa æ Rygstrænger.
=Jens Romlen.=
Ja, en blywer snaar for gammel og stiv te'et. Det war ett som i æ
Ungdaw, da rend en op ad en Stig som en Flu ad en Laaddar[57]. Men
naar den her Hold øwer æ Lænd begynder og indfind sæ, saa er saamænd
det bejst fræ wos.
[57] _Laaddar_, Ladedør.
=Laurst.=
Skal vi ta en bitte Pust?
=Jens Romlen.=
Aaeja! det vild endda _vær_ gued, heropp paa det warm Taag. Her kan
en jo ligg og baag sæ som en Kat for en Ovnsmund.
=Laurst=
{(til den Blinde).}
Hwad, Wolle, kommer du ogsaa hivend. Lad os si, du slaar æ Klører
godt i!
=Den Blinde.=
Jeg er ingen Fare i. Naar en er blind, saa har en et Øje paa hver
Finger.
=Laurst.=
Tho saa er du jo ett aa beklav; saa haar du jo ti, hwor vi anne maa
hjælp wos med tow.
{(Den Blinde kradser forsigtig ned igjen.)}
=Per=
{(er ogsaa søgt til Vejrs).}
=Laurst.=
Hwad skal _du_ her atter?
=Jens Romlen.=
Aa, tho lad æ bette Knæjt ha den Plasir. Det er jo saa skjøn aa kom
te Vejrs i den Alder.
=Per=
{(spankulerer videre hen ad Tagrygningen mod Storkereden).}
=Laurst=
{(holder Øje med ham).}
Kom ett te æ Stork. For faar du ham te aa plukk dæ i di Bowser, tar
han fandenmæ æ Skind mej!
=Jens Romlen.=
Nej, her war'et endda skjøn opp. Her kan en ligfrem ligg aa si æ Kow.
{(Peger ud, liggende paa Maven.)}
Kan du ett ogsaa, Laurst, si no hwid nøj der lig forbi den sønderst
Tørvskru? Jow, det er lissaa sikker, det er _mi_ Kow! Og kan du saa
ett saadan sønden om den nordest Skru si endnu en bette Prik; si! nu
flytter en sæ! jow det er _mi_ Kuen, det er An Kjestin, det er lissaa
sikker!
=Laurst.=
Ja, det er alskjøn aa ka si si Hjemmen.
=Jens Romlen.=
Aaeja, endda! Saadan en bette Hysling[58], -- en kan misæl kom te og
hold aa'et, saa fattig det er! Og nu er a endda glaad ved, a er
bleven hængend ved'et, for nu sir'et jo ud te, te en kund komm te aa
ta nøj ind ved'et.
[58] _Hysling_, Vaaning.
=Laurst.=
Ja, hwad er'et en hører! Te du vil te aa lav Tørv; saadan i det
stur.
=Jens Romlen.=
Ihja! _det_ er lissaa sikker! Nu vil a fandenmæ te aa lav Peng. Her
haar a ga'n aa brokked læng nok. Men æ Mues -- kommer det te aa gaa
... en kan jo øs Peng op med Skovl! -- Det kan fandenmæ vær, en
blywer Millienær! Hehehe!
=Laurst.=
Er det nu ham æ Goj, der laver alt det?
=Jens Romlen.=
Ja, _det_ er sgu æ Goj; det er ham, der haar faat Kig paa æ Mues,
jow, det er lissaa sikker! -- _Det_ er saamøj en Fandens Kaal', han
er bløwen te. Haar du sit ham, si'n han kam hjem fræ Australien?
=Laurst.=
Nej, a haar sgu aalle sit æ Persovn; men en Del haar a jo høt om ham.
Det skal jo vær en geskjæftig Fyr.
=Jens Romlen.=
Ja, føj en Hued der sidder paa ham! Det haaj sgu ingen drømt om, der
kjend, hwad han war falden atter, te han skuld vær bløwn saamøj
Kaa'l.
For æ Faa'r, -- ja, det hower du ett nøj te, men ham gik'et jo da saa
sølle, som det _kan_ gaa en Mennesk. Og Goj sjel han haar jo da gavn
her paa æ Gaard fræ hans bette Tid aa. Da bløw der saamænd tavn
haardt nok paa ham! Ja, det war nu ligfrem for møj; for den gammel
Proft det war saa møj en Røwer! Ja, den Ung er misæl ett aa rues,
naar en turd sej'et; men nu taaler æ Folk jo knap nok saamøj.
=Laurst.=
Naa, den gammel war _saa_ dæwels?
=Jens Romlen.=
Ja, han _haar_ øj manne Mennesker. Gammel Anders herhenn han kan
snakk mej om'et. Og den Blind, der gaar her, -- det er jo da den
gammel Herremand, han kan takk for hans Blindhied.
=Laurst.=
Er'et sand!
=Jens Romlen.=
Ja, wed du ett saamøj! Tho han ga ham jo da en Skud Hagl i æ Hued.
=Laurst.=
Wolle her?
=Jens Romlen.=
Ja, det forstaar sæ. Paa æ Jagt jo da. Tho han skuld jo staa saadan
og mød for'et; og der war nok saa en Haar, der war kneben ud; tho det
kan jo sajtens ski; og æ Herremand han blywer jo hwerregal, som han
plejed; og han skyder jo; det skuld jo hid sæ, te det war atter æ
Haar, men den der mist æ Øwnsyn, det war misæl sølle Wolle! Jow, det
er lissaa sikker!
=Laurst.=
Sej mæ nu engaang; den her Tørvanstalt, der far bløw snakked om: haar
Goj nu saa møj, te han ka bekost _det_ rejst op?
=Jens Romlen.=
Ja, det war ett sær! Det stiller han an som en Røj. Han haar Peng saa
det hwørmer[59].
[59] _hwørmer_, myldrer.
Det vil sej, a ved sgu endda ett, om det just er ham sjel, der haar æ
Skjellinger, men han ved, hwor han kan hivsk'em[60]; ja, det er en
Satans Træjring[61]!
[60] _hivsk'em_, nappe dem.
[61] _Træjring_, Gavstrik.
=Laurst.=
Ja, for det er ett Klatskjellinger, dér skal te'et.
=Jens Romlen.=
Nej, bette søde Børn, _det_ er i Tusinder! Maskiner og ... Greb og
Skovl ... og Værker og Sager -- _Anlegskapitalen,_ -- det skal
fandenmæ nok rend i æ Vejr.
Hihihihi! Der blywer dænenmæ Lyw ved æ Muesland.
=Laurst.=
Ja, det maa du nok sej! Og _du_ skal jo da saa vær mej i'et.
=Jens Romlen.=
Ja, Gud bewaars! _A_ skal jo ha en Stilling. Jow, det er lissaa
sikker.
=Laurst.=
Kan en anden jen ett kom mej i _det_?
=Jens Romlen.=
Jow, forstaar sæ! Tho det er da æ Mjening aa'et, te det skal I mej te
aall sammel. Ja, det maa a wal knap nok fortæl endnu, men det er jo
saadan en Sprekulation han haar, te naar det her kommer i Gaang, saa
skal al æ Egns Smaafolk ta te æ Mues og ingen te æ Herregaard. Saa
skal I sgu si Lojer. For saa kan'et jo aalle bestaa. Det er vi anne,
der holder'et opp. Ja, misyv er'et saa!
{(Peger ud mod Mosen.)}
Derud, derud -- hæ-hæ-hæ! -- ud baag mi bette Hysling, der er'et
fandenmæ æ Sla ska staa! Hwa? Hwa?
=Laurst.=
-- Men haar du nu ogsaa æ Skjød paa'et.
=Jens Romlen.=
Eh-nej, det haar a jo guednok ett.
=Laurst.=
Nej, det er jo æ Gaards.
=Jens Romlen.=
Nej, det er Fanden taa mæ min; det var ett sær! Men æ Skyd skal a ha.
Og den haar a ogsaa wot loved læng.
Det war nøj af det sidst, æ gammel Herremand saa te mæ, far han død:
Æ Hues og æ Mues, Jens, det er din, og ska _vær_ din. -- Saa det ka
de ett gaa mæ fræ. A ska snakk med den Ung om'et den Daa i Daa er.
Det haar a loved æ Goj, og det skal a ogsaa nok staa _ved_.
{(Arbejdsfolk i Træskostøvler og med Spader i Hænderne kommer fra
venstre og gaar igjennem Porten.)}
=Gammel Anders=
{(er kommen ud i Solen. Sætter sig paa Bænken ved Muren).}
=Dorre=
{(ind; tumler med Mejerispandene henne bag Pumpen).}
=Laurst.=
Dorre haar sit saa modfalden ud i den sidst Tid; nu kan en da si,
hwor _det_ stammer fræ.
=Jens Romlen.=
Ja, Herregud; sølle Pig! Vi saâ'et saamænd te hind baade mæ og hinne
Muer: Ta ett te Gløttrup, saalæng du ka undgaa'et. For dér haar ingen
fattig Pig nø godt i Vent. Men det vild hun jo ett hør om; og nu er
hun, som hun er. Her haar sgu snaar aalle wot en Pig, uden hun maatt
hold haran. Saadan war'et i den gammels Tid, og saadan er'et endnu.
Men hwad, de plejer jo aa blyw javnhen forsørret.
=Laurst.=
Ja, en Par Faar og en Husend heropp i æ Hied.
=Jens Romlen.=
Ja, Fattigfolk stiller jo ett stur Fordringer.
=Laurst.=
Nej, aaenej. -- War hun og Goj ett nøj Kjærrester i farom god Daw?
=Jens Romlen.=
Aa, hun war jo dengang ett andt end en Baaen og _kald_ for. Det
først han spurg om, da han kam hjem, war nu iløwle, om Dorre endnu
war ugyvt.
=Laurst.=
Ja, saa haar hun jo da wot[62] nøj i hans Tanker. -- Og du ved, te
det er den ung Herre, som haar wot der.
[62] _wot_, været.
=Jens Romlen.=
Ja, det gaar hun jo ett fræ. Men det maa du endele ett læd dæ forlyd
mej.
=En Stemme=
{(omme fra Gaarden).}
Kan I kom hernied og hjælp vi anne.
=Laurst.=
Ja.
{(De gaar ned ad Stigen og gjennem Porten.)}
=Dorre=
{(synger, mens hun tørrer Spandene):}
Jeg gaar i tusind Tanker
og elsker den, jeg ej kan faa,
han vist i Glæden vanker,
mens Sorg _jeg_ lide maa,
den Sorg som jeg i Hjærtet bær
for dig min Ven saa kjær;
det voldte falske Mennesker,
og derfor Sorgen er.
O, havde jeg ej skuet
dit Ansigt og de Øjne blaa,
saa var jeg aldrig kommet
til Kamret, hvor du laa;
saa bar jeg ej paa dette Sting
her inderst i min Barm,
og kjendte ej de Angstens Ting,
der nu gjør kold og varm.
Nu er jeg mere ensom
end Træet paa min Moders Grav,
naar det mod Natten suser
bag Kirkelaagen lav;
og i dets stille Skyggefavn
jeg finder snart mit Sted,
det eneste jeg kjender nu,
hvor Sorgen gi'r mig Fred.
=Gammel Anders=
{(nærmer sig).}
Aa, bitte Dorre, synger _du_ nu ogsaa den bedrøvele Vis; den haar a
saamænd hør tit i mi Daw fræ den her Plads og aalle for det bejst.
Naar æ Pigger begynder aa syng den Vis, saa er der gjan jet heller
andt i æ Vej med dem. Haar du nu ogsaa ladt dæ narre?
=Dorre.=
Hvorfor spø'rer _du_ mæ om det, Anders?
=Anders.=
Nej, du ka ha Ret i'et. A haar jo ingen Adkomst te aa bland mæ i _di_
Sager. Men a er en gammel Mand, der sjel er bløwen haardt prøved af
Verden! -- Æ Folk snakker møj om dæ og Herren, og han er ett en
Ganning for dæ.
=Dorre=
{(vredt).}
Det ka du jo sej, du ved ett.
=Anders.=
Nej, du maa et blyw vred, Dorre. _Du_ haar gjord mæ saa møj godt, te
a ka aalle glemm dæ'et. Da a laa syg af Gigtfeber nu i æ Foraar og
snaar hwerken ku lett Haând hæ Fued, da howed a nok, bette Dorre,
hwor tit du kam te æ Dar og rat mæ en Haând. Helsen haaj a saamænd
gavn te. Ja uden dæ, hwordan skuld a vær kommen igjemmel me'et, mæ
gammel Hejring, der ett haar und de Krummer, gued Folk kyler te mæ.
Men derfor er'et ogsaa, bitte Dorre, te det vild gaa mæ saanær te æ
Hjat, hwis nue skuld gjør dæ Fortræd. Og den ung Herremand {(ser sig
ængstelig omkring)} han haar æ Faa'rs Sindlav, og det war en Kaa'l,
som ingen fattig Mennesk skuld slaa Bund paa.
=Dorre=
{(heftig).}
Som _a_ sejer, Anders, det er vis nøj, som du gjør klogest i aa hold
dæ uden for.
=Gamle Anders.=
Ja, Dorre, naar du tar'et paa den Maad, saa skal a ett sej jen Urd
mir; saa ved a, hwordan det er fat med dæ.
{(Krykker tilbage til sit Bræt ved Muren.)}
=Dorre=
{(ind i Bryggerset).}
=Goj=
{(kommer ind fra venstre).}
Godda', Gamle! De skulde vel ikke ha' set Jens Romlen for nylig?
=Anders.=
Jow -- æh -- tho han og æ Forkaa'l war ilav mej aa mønn æ Hus for
lidt sin. A tinker næjsten, De ka træff ham nied i æ Stakhaw. Mæ
Forlov aa spør, hwem er æ Persovn?
=Goj.=
Nej, hvad ser jeg, det er jo Anders Røgter, ikke sandt?
=Anders.=
Jow saamænd, _det_ er mi Navn.
=Goj.=
Saa er vi da endelig ikke saa helt ukjendt for hinanden. Men det var
jo ikke at forlange, at du skulde kjende mig efter alle de Aar. Jeg
er Goj, Søn af Jens Uhl[63], som var Gartner her paa Gaarden i din
Ungdom.
[63] _Uhl_, Ulv.
=Anders.=
Hwad sejer du, er _du_ æ Uhls Søn. Aae Jøsses endda! Og du haar wot
_saa_ laant ud i Verdens Riger og Land, imen en anden sølle jen haar
gaan og slæbt med æ Tøjrkøll øver den her jenle Firkant. Hwor kommer
du saa sidst fræ?
=Goj.=
Fra Australien.
=Anders.=
Fræ Au-stra-li-en! Aae Jøsses! Saa er du da kommen øver manne
Færrestejer[64]?
[64] _Færrestejer_, Færgesteder.
=Goj.=
Hahaha, ja, gamle Anders, det vilde blive nogen, om de taltes op.
Du er bleven mig noget graa i Toet siden sidst, vi saaes. Luften er
ikke Smaafolk gunstig her i Danmark. I mister Kuløren for tidlig.
=Anders.=
Ja, æ Lyw skurer paa wos, men det er ett for aa gjør wos kjønner.
=Goj.=
Og du fungerer ikke mere som Kohyrde.
=Anders.=
Nej, det er a endda færdig mej.
=Goj.=
Sidder nu og tærer Naadsens Brød ved Gløttrups Husgavle. Det er næppe
nogen helt misundelsesværdig Afslutning paa et stræbsomt Liv.
=Anders.=
Nej, æ Lyw blywer tit saa taangle. Men a faar jo æ Fød. Klæjer
behøver a jo Gu ha Lov ett mir nøj aa[65].
[65] _nøj aa_, noget af.
=Goj.=
Og Herregaarden gi'er dig saa Udkommet.
=Anders.=
Ja, aaeja; a faar jo dje Levninger. Og tho det er a jo glaad ved; det
war ett sær. A ka jo ingenting forlaang. Der er ingen, der skylder mæ
nøj.
=Goj.=
Nej, Jøsses nej! Naar Daglejeren ikke kan mere, saa gaar det ham ikke
bedre end enhver anden opslidt Kost -- pfui! -- et Spark hen i en
Krog, og saa sætter man en ny Kost paa Skaftet og fejer videre, som
om ingenting var hændet.
Naa, her sidder du altsaa, naar Solen skinner, men nu naar det
regner, eller Vinteren indtræffer?
=Anders.=
Jow, tho saa maa a jo krykk[66] ind i æ Staald. A er jo ett forvænt.
[66] _krykk_, krybe.
=Goj.=
Du bor da formodentlig herinde? Maa jeg kige ind?
=Anders.=
Ja, det maa du saamænd gjan. Æ Herremand kan guednok ett lid'et, men
du sladrer jo et te nue?
=Goj=
{(ind; en lille Pavse; atter frem).}
Nej, det er dog med den stiveste, jeg endnu har set! Og det er en
Menneskebolig! En almindelig Kobaas med nogle uhøvlede Brædder
omkring; og Sengelejet i Krybben; aaja, som selve Barn Jesus. Ja, det
maa man lade dem, det er kristelige og fromme Sind, der her har
truffet Ordningen! Hvor længe har du levet dér?
=Anders.=
Aa, det er jo endda no Aar sin. Det war jo den Gaang, a bløw saa ild
medhandelt aa æ Tyr.
=Goj.=
Naa, det er oven i Kjøbet et Vederlag for at ha' ladet sig spidde af
én af Gaardens berømte Præmietyre. Saa blev du vel ordentlig
gjennemhullet?
=Anders.=
Ja, a laa jo saalæng og war saa møj limpele[67]. A war saamænd ett
manne Firskjellinger ward. Der war ingen, der trowed, te a war kommen
fræ'et; for a war jo da fræ æ Bevidsthied i laange Tider. Nej,
Worherr ska ved, te a war en ring Mennesk.
[67] _limpele_, sølle.
=Goj.=
Naa, og saa blev du heven ind i Baasen dér for at komme lidt til
Krylt[68].
[68] _Krylt_, Kræfter.
=Anders.=
Ja, aaeja. En kund jo snaar forstaa, te det vild trækk læng ud. Og
saa vild a jo vær i æ Vej for de anne. Og saa bløw'et jo bestemt, te
a skuld ha mi egen Menasi; og saa slog de det her sammel te mæ. Ja,
det war nu Frowen, der vild ha æ saadan, for hun er iløwle den bejst.
=Goj.=
Ja, hun maa sandelig ha' et ømt og medfølende Sind! Men her skal
blive ryddet op i denne gamle Skidtkasse!
=Anders.=
Hwad miner du ... Du vil da wal ett ... Aah, gjør mæ endelig ett
ulykkele!
=Goj.=
Gjør _dig_ ulykkelig! Det lyder jo som den argeste Spot. Kan _du_
komme dybere i Savn og Forsømthed, end du er.
=Anders.=
Ja, a kan endda, Goj. A ka komm ad æ Fattegaard. Det klør a endle ett
atter.
=Goj.=
Fattiggaarden! Der kan de aldrig fure _dig_ hen. Ved du ikke, der er
noget, som hedder Alderdomsunderstøttelse?
=Anders.=
Nej, det er, som _a_ sejer, Goj, a vil ett paa Kommunen nu. Her er æ
Plads, hwor a haar laa mi Arbejd, her vil a ogsaa ha mi Død. Hwad,
Fattefolk de maa jo ett forlaang formøj, og _a_ kan jo godt vær tjent
med'et hér. A vil gued nok sej: æ Rotter ka jo blyw nøj slemm, nu sin
de laa den grimm Swinsti lig op ad mæ. Men hwad tho, kan a ett faa
Lov te aa sov om æ Næt saalæng a gjan vild, saa -- som ogsaa æ
Herremand sejer -- kan a jo ta mæ en Skrab[69] om æ Daa. A haar jo
Tid te æ, bitte Faa'r.
[69] _en Skrab_, et Blund.
=Goj=
{(stirrer forfærdet paa ham).}
Aa, Gud i Himlen, hvilke Bløddyr I dog er! Her tripper du omkring i
et Hjørne af et Udhus som en gammel skabet Kat, der ikke fanger Mus
længere, men som er taalt, nærmest fordi ingen gider klynge den op;
og du synes det er farlig godt. Har I dog ikke Næver, for at I en
Gang imellem skulde knytte dem i Stedet for bestandig at folde dem
til Bøn!
=Anders.=
Ja, Goj, du er ung og stredde; du ka sajtens snakk. Men _a_ er en
gammel swag Mand, der staar jenne[70] i Verden.
[70] _jenne_, ene.
{(=Dorre= er under Slutningen af Samtalen kommen ind igjen.)}
{(=Hyrdedrengen Per= har i nogen Tid gaaet omkring Goj og bekikket
ham.)}
=Goj=
{(bliver opmærksom paa ham og siger):}
Hør du lille Klør, jeg bandt min Hest derude i Gaarden, kan du ikke
se efter, om den staar skikkelig; den er noget urolig paa fremmede
Steder.
{(Rækker Drengen en Skilling.)}
=Per.=
Maa -- maa -- maa a behold _den_?
=Goj.=
Javist maa du beholde, hvad jeg gi'r dig.
{(Per stryger af Sted.)}
=Goj=
{(nærmer sig Dorre).}
Godda, Dorre!
=Dorre=
{(med et let)}
Aaeha!
=Goj=
{(byder hende Haanden; ser længe paa hende).}
Jeg syntes, du blev bange. Vidste du da ikke, jeg var her?
=Dorre=
{(forvirret).}
Jow, men -- det er iløwle saa sær aa si dæ ijen.
=Goj=
{(mørkt).}
Du er voxet godt, siden vi sidst saas.
=Dorre.=
Det er ogsaa manne Aar sin.
=Goj=
{(stærkt).}
Men -- du voxer endnu.
=Dorre=
{(i Graad).}
Skal du nu ogsaa te aa gjør mæ Fortræd.
=Goj.=
Det var just ikke saadan, Dorre, jeg drømte om at møde dig, naar jeg
laa derude ved Vagtbaalet paa den anden Side af Jorden, og alle mine
Tanker ilede foran mig hen, hvor du var.
=Dorre.=
A haar aalle loved _dæ_ nøj, saa du haar ett nøj øver mæ heller mi
Handlinger aa sej.
=Goj.=
Nej, naturligvis har du Ret. Hvad der var mellem os, det var jo kun
Barneflirt altsammen. Og det var jo ganske taabeligt af mig at tro,
at jeg var andet end en lille uskyldig Episode i en ung Piges
Elskovsliv -- jeg var blot den elendige sølle Gaasevinge, hvori
Ræveungen prøver Tænderne, før de egentlige Godbidder vanker.
Du _var_ jo ikke større dengang, end at du med begge dine
blankspændede Sko kunde staa i min Haand, naar jeg holdt dig fra mig
i stiv Arm.
Aa, som du stod der paa min Haand og under Skjælmeri skubbed mig Huen
ned i Øjnene, for at jeg ikke skulde kige efter dine Ben, saadan har
du staaet for mig i de mange Aar, da jeg har maattet flakke omkring
efter de Brødkrummer, som de fleste finder i Vuggen.
Og nu ... og nu! Aa, der bliver tilsidst ikke andet for en fattig
Djævel at fæste Lid til end ens egne to staalhaarde Næver!
=Dorre.=
Ja, men Goj, du _haar_ jo aalle skrøwen en Urd[71] te mæ. Kund _a_
ved, om du war løvend heller død!
[71] _en Urd_, et Ord.
=Goj.=
Har du nogensinde skjænket det en Tanke?
=Dorre=
{(stille).}
A haar skinked _dæ_ manne Tanker. Ett aalsammel lig glaad! Hworfor
stak du aa fræ mæ uden aa sej Forwal te mæ?
=Goj.=
Aa, det er ikke fortalt med to Ord, men du kan vel ha' Ret i at
forlange Besked. Saa hør da:
Du ved maaske, at min Far for mange Aar siden var Gartner her paa
Gaarden, men du har næppe faaet den fulde Sandhed at vide om, hvorfor
han pludselig ophørte med at være det.
Ser du, min Mor gik min Far til Haande i Haven med Lugning og
Bærplukning. Hun gjaldt for at være en smuk Kone, og hun var min Fars
Øjesten. Han nægted hende intet, saa langt hans fattige Løn rakte.
En Aften, da hun var færdig i Haven, var hun gaaet ned til Aaen for
at bade. Det var Maaneskin og blikstille, og hun havde ladet sig
drive sorgløs med Strømmen et langt Stykke. Da hun kom tilbage, var
hendes Klæder borte.
=Dorre.=
War hinne Klæjer henn!
=Goj.=
Ja. Hun gik et Øjeblik fortvivlet omkring og søgte; paa een Gang blev
hun grebet bagfra af et Par kraftige Mandsarme; det var Herremanden.
Han havde luret bag en Høstak; derhen bar han hende trods al hendes
Græden og tog sin Vilje med hende.
=Dorre.=
Aa Herre Jøsses!
=Goj.=
Da min Far hørte, hvad der var sket, blev han ude af sig selv af
Harme. Min Mor bad ham saa mindelig ikke at hævne det, men min Far
var døv for hendes Bønner; han rev sit Gevær ned fra Bjælken og
styrted ud i Mørket. Da han naaed Herregaarden, var Dørene allerede
stængede; han gik saa om i Haven og saa, at der endnu var Lys i
Herremandens Kammer. Blindet af sit Raseri retted han Geværpiben mod
Vinduet og fyred.
=Dorre.=
Jessus Krist!
=Goj.=
Aa, der skete kun dette, at der knustes et Par Ruder og en
Lampekuppel; hele Skuddet gik i Fjæset paa et af de gamle
Familieportrætter. Herremanden selv, der havde siddet paa en Stol
mellem Vinduerne i Færd med at afspænde sine Gamascher, fik ikke saa
meget som et Hagl. --
Saa snart Gjerningen var sket, var Far flygtet ud over Marken for at
naa Hjemmet; men Herremandens Hunde indhented ham og sønderrev ham
foran hans egen Dør. Bundet som et Dyr blev han trods alle min Mors
Bønner ført tilbage til Herregaarden. -- Det er unødigt at fortabe
sig i Enkeltheder. Min Mors Beretning blev omgaaet som ond Sladder;
min Far fik en umenneskelig haard Dom. Da han kom ud af Fængslet, var
han aandelig og legemlig en ødelagt Mand. Mor overleved ikke
Begivenheden ret mange Aar; Far drev omkring mellem Sognene som
Pjaltekræmmer. Han sov i Høstakkene og stjal den Mad, der var sat ud
til Hundene.
Saadan gik Tiden, indtil det Aar, da jeg rejste. Som du ved, tjente
jeg selv mange Aar her paa Gaarden og døjed tit meget ondt. En
Vinteraften fik jeg saa Ilbud gjennem en af Gaardens Folk, at min Far
laa heroppe i Hulvejen og vistnok var i Færd med at dø. Jeg iled
derhen; han kunde endnu kjende mig, men det var knapt, _jeg_ kunde
kjende ham. I den senere Tid var han bleven meget sky, og han betroed
sig til ingen. Af hans forvirrede Tale fremgik det, at han i længere
Tid havde omgaaedes med den Tanke at brænde Herregaarden af; han var
nu paa Vej for at fuldbyrde denne Handling, der skulde være hans Livs
sidste; men udmattet af Sult og Kulde var han segnet om i Sneen; jeg
kunde se, han havde slæbt sig et langt Stykke paa Knæerne for at naa
sit Maal. Han forbandede sin Skjæbne, der havde nægtet ham Kræfter
til at naa det, som den havde nægtet ham alt andet. Med denne
Forbandelse udaanded han. -- Da jeg aabned hans blaafrosne Haand,
faldt der en Æske Tændstikker ud af den. Den tog jeg til mig som min
eneste Fædrenearv. Vil du se, jeg har passet godt paa den. {(Viser
Æsken frem.)} Der er endnu ingen brugt af dem.
=Dorre.=
Men, Goj, hwad er'et endda, du haar i Sind!
=Goj.=
Nej, du ta'r fejl, Dorre. Det er ikke for at blive Mordbrænder, _jeg_
er vendt tilbage. Vel har jeg ved min Fars Lig svoret at hævne ham,
og Hævnen er allerede i Anmarch, men derom faar du at høre en anden
Gang.
=Dorre.=
Ja, men Goj, du haar endnu ett saa mæ, hvorfor _du_ rejst di Vej.
=Goj.=
For ikke at blive nødt til at fortsætte, der hvor min Far slap.
At være ene med sin Hævn, det er som at spærres inde i et Bur med
Vilddyr. Den frygtelige Hævntanke, der forhen stjal al min Fred, den
har jeg nu faaet lagt om i et andet Leje. Men nu er du jo lige ved at
omstøde det hele for mig. O, Dorre, hvor skammeligt du handler imod
mig!
=Dorre.=
Ja, du haar godt ved aa snakk, som kund rejs fræ det hile. Du sejer,
a war kuns en Baaen dengaang, og det war a ogsaa. Men a bløw voxen
Pig ilav a tint paa dæ.
Men æ Tid gik, og du skrøw ett, og du _kam_ ett. Og saa kam den Daa,
da a maatt ud og tjen; og saa kam a her te æ Herregaard; for vi skal
jo aalsammel hérhen, og vi kommer her altid tidle nok.
=Goj.=
Hvorfor skal I allesammen hérhen, naar I nu ved, det gaar jer galt.
=Dorre.=
Det kan a ett sej dæ, Goj. Men saadan kom mi Muer hertil far mæ og
hinne Muer ijen. A tinker wal, det er nøj, der ska saadan vær.
=Goj.=
Atter denne forbandede Skjæbnetro, der gaar al Fattigdom som Gift i
Blodet. Derinde sidder gamle Anders i _sin_ Halmrede og finder Trøst
for et forspildt Liv i den samme Trællefloskel: Det skulde saadan
være! Og rundt om ved andre skjæve Husgavle sidder andre
arbejdsbrudte Stympere og mimrer den samme Visdom: "Gud har villet
det saadan!" "Himlen har ønsket min Lykkes Forlis!" -- Vi har saa
megen Himmel herhjemme, at Livet er nær ved at blive os alle et
Helvede!
Aa, Dorre, at ogsaa du, Mosebarnet med de taagede Øjne -- at ogsaa
_du_ skulde falde for Herregaardens forbandede Koglekunster!
Sig mig, Dorre, husker du fra dengang, du gik derhjemme og drev med
Koen i Mosen -- jeg siger: husker du derude paa Sumpen en Plante,
tydelig at se for alle, som den stod der og skinnede i Sol og
Morgendug. Den udstrakte sine røde Hænder, og alle dens strittende
Fingre drypped af klæbrigt Begjær. Og Smaafluerne kom og lod sig
fortrylle af dens Glans, og een for een satte de sig i Blomstens
aabne Haand, og de slikked dens Sødme og gned sig vellystigt mod dens
Purpur. Og langsomt, ganske langsomt begyndte Haanden at lukke sig om
sit Bytte; nu opdaged de Lumskeriet, vilde flyve, men hang fast ved
Vinger og Ben; hen imod Aften aabned Haanden sig atter og lod Byttet
falde, men da var alle de smaa Fluer kun nogle stakkels udsugede
Ting.
Saadan en livsfortærende Organisme er ogsaa Herregaarden, der ligger
der og skinner med alle sine pralende Gavle; og I -- du og dine Lige
-- er de stakkels Fluer, der bare en ussel Stund vælter jer paa dens
Purpur for en skjønne Dag atter at spyttes ud i jeres Lyngarmod.
Dorre, elsker du ham, Herremandsfrøet, din Forfører,
Skjørtebetvingeren?
=Dorre.=
A er ræd for'et.
=Goj.=
Du er ræd for det -- og har dog givet dig i hans Arme?
=Dorre.=
Han haar saadan en Majt øwer mæ, Goj.
=Goj.=
Vil du da la' mig redde dig af hans Magt?
=Dorre.=
Aaenej, Goj. Nu er det saamænd for læng!
{(Der høres Skjænd og vrede Raab fra Baggaarden.)}
=Dorre.=
Aa, Jøsses, nu er han kommen hjem. Det er æ Dreng, han holder saadan
en Hus mej. Han er da saa haard ved den Dreng. {(Man hører Pisk og
Barnegraad.)}
Aa, nu slaar han ham ijen!
=Goj.=
Ja, nu kjender jeg dig atter, min Barndoms onde Rede! Her er den
samme hjemlige Stemning af Raahed og Prygl, som sidst jeg stod her.
{(Ny Larm og Støj rejser sig inde fra Gaarden.)}
=Villads Vedhud=
{(farer mødende og gestikulerende med Bagen til Publikum omkring i
Porten).}
Hov, hov, hov, hov! {(Fløjter).} Men hvad Fanden i syv Sogn er'et
endda, der gaar aa æ Helmis! Pas paa, pas paa, pas paa, pas paa! Vil
en da lig ad æ Ansigt af Folk!
{(Sætter i Favnespring lige mod Publikum.)}
Aa Jøsses endda! {(Atter tilbage.)}
=Goj=
{(til Dorre).}
Det er nok min Hest, der er kommen løs. Saa er det bedst, jeg kommer
derind.
{(=Dorre= skurer videre; =Goj= op mod Porten.)}
=Villads=
{(atter paa Post).}
Hov Tøs, hov Tøs! {(Fløjter.)} O, do--do--do--dot. Pas endle paa! --
Det war ret, det war ret, det war fandenmæ ret! Du er sgu en bitte
hwell Kaa'l[72]! Aaeja, aaeja! {(til Goj).}
[72] _hwell Kaa'l_, dygtig Karl.
Ih, det er da saamøj en flyvgal Krikk, _du_ holder dæ. Tho den war
Fanden hwint mæ lig'ved aa sætt øwer æ Laad! Aaeja, aaeja! -- En
forfærd'lig Dyr! En ku hwerken kom te'en fræ For heller Baag. Den
vild bej, den vild slaa, den vild bej, den vild slaa; den kaast æ
Herremand om i æ Mødding, aaeja, aaeja! Han bløw jo da saa hjernegal!
Men der haaj han Fanden hwint mæ funden hans Øwermand!
Den der maatt klaar æ Sager, det war misæl æ bitte Dreng. Han
snup'en! Han hopped op, han hopped op; han snup'en lig ved æ Mul.
Stod'en ogsaa lig med det samm alstill, Fanden hwint mæ. Bitte hwelle
Dreng, alstill! Aaeja, aaeja! Men -- men -- men det er da en underlig
Kreatur aa faares mej.
=Goj.=
Sig mig, den rev sig løs, da Drengen fik Hug?
=Villads.=
Ja! A troer 'et ogsaa. Jow, det er Fanden hwint mæ rigtig nok, da
stødt'en lig akkuraat æ Grimskaft. Aaeja, aaeja.
=Goj.=
Ja, den har det som jeg selv; den taaler ikke Uret. Denne ene Hest
har mere Retfærdighedssans end ti middels Herremænd.
=Villads.=
Hahahaha! Nej, sejer du _det_; sejer du det! Hahaha! A kan da ett
glemm den Herremand. Som han staar albejst og høger ad æ Dreng: Harom
i æ Skidt! Han op, li'saa hjernegal! _Harom_ igjen! Saa war æ Pip aa
ham. _Han_ knyger øver æ Gaardsplads. Æ Hejst er i æ Hæl af ham. Æ
Dar den _klinger_ i! Hahaha, der haar han Fanden hwint mæ funden hans
Bussimand! Aaeja, aaeja!
Men det kan da aalle vær aa en dansk Slav?
=Goj.=
Nej, de er nok saa tamme i det; det er en gammel Beriderhest.
=Villads.=
Det maa a Fanden hwint mæ tro. Der er Kunster i _den_ til mir end jen
Daa.
=Goj=
{(gaar ind i Porten og fløjter beroligende ad Hesten).}
=Villads=
{(ud).}
=Kokkepigen=
{(har svanset nogle Gange over Pladsen for at fange Gojs
Opmærksomhed, hun er trind og bollet. Til Dorre).}
Kan du saa komme ind, Dorre, og hjælpe mig med at sætte Maden paa
Bordet. Nu ringer jeg til Middag.
{(Trækker kraftigt i Madklokken ved Trappen.)}
{Gaardens Folk myldrer frem fra Baggaardene og stimer mod Døren.
Enkelte ta'r Hatten af, da de gaar forbi Goj. Somme vender sig ved
Indgangen og snyder Næsen ned i Stenbroen eller sender Skraaen bort
med et: Ptøj!}
=Jens Romlen=
{(skiller sig ud fra Flokken; gi'r Haand).}
=Goj.=
Godda! Naa, har du saa følt dig for hos Folkene angaaende vore
Tørveplaner?
=Jens Romlen.=
Jow, a haar ga'n og snakked med dem. Jow, det er lissaa sikker! Men,
tho a ka jo ett saadan belegg mi Taal som hwisomenstid a vil sej du
sjel kam te'et. Men _nøj_ Stemning er der nu guednok for'et; jow, det
er lissaa sikker!
=Goj.=
Og Skjødet, -- har du faaet talt med Herremanden om det?
=Jens Romlen.=
Æh-nej, -- det haar a guednok opsaat te i Avten; da skal en jo ha si
Ug'løn. A er guednok ett møj hægen atter aa komm te'et, for han
blywer jo lissaa flintrende gal, det ved a jo. Men det er nu det
samm, a er i mi gued Ret; det er han misæl ett i Tvivl om, æ Krabaat.
Men det er saadan, Goj, forstaar du, hm! -- aa faa'et saa.
=Goj.=
Med andre Ord, Jens Romlen, du er fejg som alle de andre. Du er bange
for Trøjen.
=Jens Romlen.=
Nej, fandenfo, om a _er_! _Det_ maa du ett sej te mæ, Goj. A skal,
fandenmæ, vis den Kaa'l -- æh -- hwor mi Ret den er! Det lover a dæ,
Goj. Det er lissaa sikker. {(Løber i Uro frem og tilbage.)} Det gi'r
a dæ mi Urd paa. Vil han ett gi sæ paa anne Fasovner --: a skal
fandenmæ slaa saadan i æ Burd for ham, te æ Ølkovs[73] ska hopp. Tro
mæ nu, a sejer'et! For mi Ret den vil a ha, den staar a paa. Og vil
han gaa mæ _den_ fræ, saa er han endda en møj ring Persovn.
[73] _æ Ølkovs_, Ølpotten.
=Goj.=
Ja, men det er vel netop Sagen. Men nu vil jeg ikke opholde dig, saa
de spiser al Maden fra dig. Men det er jo saa bedst, vi faar et Møde
om det. Lad mig se, det er jo Søndag i Morgen; skal vi sige, vi
træffes i Gaardens Karlekammer i Morgen Kl. 10. Du vil saa bringe
det videre. Der forelægger jeg dem da min Plan. Til den Tid har du
jo saa talt _med_ Herremanden om Skjødet?
=Jens Romlen.=
Ja, a haar tal med æ Herremand! -- -- -- A skal fandenmæ vis dæ, te a
haar tal med ham, den Swissi!
A haar boved derud i den bitte Hysling i de sidst tredve Aar, a haar
forbejred 'en manne Gaang si Ward[74]; og saa skuld nu nue jen prøv
paa aa gaa mæ'en fræ! Nej, Goj, dersom du tror, _den_ kan divideres
og gaa lig op, saa kjender du fandenfohen ett Jens Romlen.
[74] _Ward_, Værdi.
Nej, a skal gjør ham lissaa myg, saa han kan stryges som en Mis!
Men nu maa a skynd mæ og ind; helsen kan a misæl slikk æ Fa'. Jow,
det er lissaa sikker!
{(Tæppe.)}
ANDEN AKT.
{Dagligstuen paa Gløttrup. Empiremøbler. To Vinduer i Væggen til
venstre; bag dem ses Havens Træer i Eftermiddagslys. Bord ved
Bagvæggen, Familieportrætter og Vaabendekoration. Bord til højre med
Stole; en Sølvopsats. Indgangen til højre.}
=Enkefru Proft=
{(i Døren).}
Værsgod, gaa nu bare ind et Øjeblik, saa skal jeg strax være der.
=An Kjestin og Dorre=
{(træder tøvende ind. Dorre er i sin daglige, rene Kjole med
Forklæde. Moderen er fattig og groft, men renligt paaklædt; blomstret
Hovedklæde, mangefarvet Korsklæde om Skuldrene, kort Hvergarnsskjørt,
Strømpefødder (sorte med hvid Taa). Gaar omkring og gjør
Smaabemærkninger til Møblerne og Pragten).}
=Dorre.=
Ja, Muer, det er nok ett æ først Gaang, du er hérind.
=An Kjestin.=
Nej, er du sær! Tho her haar a da hat mi Gaang i manne Aar. Ok, nu er
'et helsen nø Daw sin! -- ja, da war en nøj, saalæng _det_ wored.
For det a war estemired, det war ett Smaating. Der war ett nue Slavs
Lig i æ Hus, som ett Fruen turd betro mæ. Baade Sølvsager og
Postelin, hwad det være maa. Ja, det maa du wal ogsaa ta dæ aa?
=Dorre.=
Ja, det hører da te _mi_ Paart.
=An Kjestin.=
Det kan a _wal_ tink. Det er sgi ett enhwer, der er _det_ betroed.
Fruen haaj dengaang saadan en faale flot Kaffekastel --
=Dorre.=
Muer, det hier Kaffe_stel_.
=An Kjestin.=
Ja, I er saa faale nymodens; dengaang kund vi altid sej Kaffekastel
... Det maatt der nu ingen anne legg Haând paa end mæ. Saa du skal
saamænd si dæ godt for, mi Baaen, om du skal staa høtter anskrøwen,
end a war.
{(Ser sig om.)}
Ja, tho det vender jo snaar herind lissom i mi Tid {(Peger paa den
pragtfulde Sølvopsats.)} Den ka a guednok ett how; den er kommen te
sin. Er den nu af Sølv?
=Dorre.=
Ja, _den_ er ægte.
=An Kjestin=
{(forsøger at løfte den).}
Aae Jøsses, bette Børn, a ka ett engaang løvt'en fræ æ Burd. Det kan
sgi vær, den haar kost øwer ti Krowner.
=Dorre.=
Hihihi! Ja, en kan da hør, te du haar nø Forstand paa'et, Muer.
=An Kjestin=.
Ja, saadan kan nue kyl med æ Peng; men hwor er'et det _kommer_ fræ,
det war'et, en skuld spør om.
Nu haar di Faa'r gan her og stridt de sidst trørre Aar, men han haar
da aalle kund faat _saa_ møj fræ endnu, te han kund faa en Par
Bowser, han kund vær bekjend aa ta paa te Aalters.
Ih, hwor blywer Fruen aa? A skuld hjem og gi æ Gris. Den kan ett ret
læng undvær mæ.
=Enkefru Proft=
{(ind).}
Ja, jeg blev opholdt lidt ude i Kjøkkenet. Men du An Kjestin gaar vel
og opfrisker gamle Minder. Ja, du tjente jo da her paa Gaarden,
dengang min Søn blev født.
=An Kjestin=.
Ja, a haar saamænd gin ham tar paa manne Gaang, den Kaa'l. Det tinker
han vis ett ved, nær han nu møder mæ.
=Fruen.=
Ja, du var her jo i mange Aar.
=An Kjestin.=
Ja, Jøsses ja. Den sidst Gaang a saâ herind, ved Fruen, hwitte[75]
_det_ war.
[75] _hwitte_, naar.
=Fruen.=
_Det_ kan jeg saamænd ikke huske.
=An Kjestin.=
Ja, da kan a gjan sej Dem det, for det behøver a misæl ett aa skamm
mæ ved, nu a er bløwen _saa_ gammel. Det war akkuraat dengang, det
war gavn op med mæ, lissom nu med Dorre, te a war bløwen saadan lovle
swær.
Ja, det war jo da ett ved den ung, det war jo nu ved Fruens Mand.
{(=Fruen= gjør en vrippen Bevægelse.)}
=An Kjestin=
{(fortsætter uforstyrrelig).}
Men tho det bløw a jo fornywed godt nok for, det war Synd aa sej
andt.
=Fruen=
{(strengt).}
Ja, An Kjestin, nu sidder vi ikke længere og fører Faddersladder om
gamle Dage; nu har vi noget langt mere nærliggende at tale om.
Kom nu herhen, lille Dorre; sæt dig nu her ved Siden af mig! Det var
ret!
Og saa maa du rigtig aabne dit Hjærte for os. Det er det klogeste, du
kan gjøre. Er det ikke sandt, An Kjestin?
=An Kjestin=
{(til Datteren).}
Jow, du maa saamænd heller sej æ lig ud, som det er, bette Dorre.
Hwad der er ski, _er_ ski; og det kan ett gjøres tebaag ijen. Det kan
en snaar si.
=Fruen.=
Hvor langt er du saa henne, lille Dorre?
=Dorre=
{(grædende).}
A ved'et ett saa nyw!
=Fruen.=
Du ved det ikke! Naa saadan! Med andre Ord: du har haft mere end een
Kjæreste?
=Dorre=
{(i stort Oprør).}
Nej, den der sejer mæ det paa, det er den største Løwner[76], Worherr
haar skaft!
[76] _Løwner_, Løgner.
=Fruen=
{(betuttet).}
Naa, naa, naa! Hvordan _er_ det, du tar paa Veje.
=Dorre.=
A _haar_ aalle kjend mir end den samm, det er lissaa sand, som Gud er
mi Skaber. A _haar_ altid kund past paa mæ sjel, lig te a kam her te.
Der er aalle nue, der kan sej mæ andt paa.
=Fruen.=
Du tar det saa altfor heftig, Dorre.
=Dorre.=
Ja, a ved nok, te Fruen, og dem, te Fruen, omgaaes, de tror, te en
fatte Pig altid staar tered for den først den bejst, og deswarr, der
er wal manne, der gjør'et; men a ved _mæ_ fri. Den Majt er der kuns
jen jenneste Mand, der haar hat øwer mæ.
=Fruen=
{(stille).}
Og den ene Mand, hvem er saa det, Dorre?
=Dorre=
{(ser i Gulvet og tier).}
=Fruen.=
Sig det kun, min Pige. Du skal rejse dig ved det Træ, du er falden
under.
=Dorre.=
Ja, nær Fruen saadan trænger ind paa mæ, saa _skal_ a heller ett
fordøl'et for Dem, for saa sandt a ajter aa blyw salig, saa er'et
ingen anne end den unge Herre her paa æ Gaard, der er Skyld i mi
Skam.
=Fruen=
{(bruser op).}
Hvad siger du, frække Tingest! Du insinuerer, at min Søn ... her i
vort Hus ... med en gemen Tjenestepige! Dersom jeg gjorde dig din
Ret, saa slog jeg dig ved dit Øre, saa du trilled for min Fod.
=Dorre=
{(har rejst sig og gjort et Par uvilkaarlige Skridt imod Døren).}
=Fruen=
{(atter behersket).}
Bliv siddende! Jeg blev hidsig. Det var en Fejl af mig.
Men hvad er _din_ Mening, An Kjestin? _Kan_ en ung Pige tale saadan
til sit Herskab, lige op i Øjnene paa det?
=An Kjestin.=
Nej, bette Dorre, saadan maa du jo ett sej'et, sjel om det nu ogsaa
er sand nok.
=Fruen.=
Hører du det, Dorre! Som fornuftig Pige maa du kunne indse, at her er
visse Hensyn at ta. Den Slags _kan_ simpelthen ikke ske i vor
Familie.
=Dorre=
{(græder).}
=Fruen.=
Saa--saa--saa--saa {(stryger hende over Armen).} Vær nu en forstandig
Pige! Dette med den unge Herre det foreligger altsaa _slet_ ikke. Det
siger jo da ogsaa den sunde Fornuft.
=Dorre=
{(kaster sig hulkende hen over sine Arme).}
=Fruen=
{(vredt).}
Aa, lad mig blive fri for dit Skaberi! _Havde_ du maaske sat Næsen op
efter at blive min Svigerdatter? "Fruen paa Gløttrup", sandelig ingen
ilde Titel for Tøsen fra Mosehytten. Men den Tand faar du slaa ud, du
Smaa.
Det sømmer sig ikke den lille Bondehøne at flyve op paa de
allerhøjeste Grene.
Nej, lille Dorre, _jeg_ ved en bedre Ganning til dig, én, som vilde
være himmelhenrykt, om han maatte hjemføre dig som sin Brud; skulde
heller ikke undre mig, om han allerede havde friet. Gjør han det
_endnu_ en Gang, lad ham ikke gaa ubønhørt, lille Dorre. Herskabet
her paa Gaarden er fra gammel Tid i Rygte for at gi' gode Brudegaver,
især til fattige Piger, der er kommen for Skade i vort Brød.
Ikke sandt, An Kjestin.
=An Kjestin.=
Aaejow, vi fæk da æ Brød ud aa'et, og mir maa en jo ett forlaang.
=Dorre.=
Ja, Fruen skal nu ingen Ulejlighed gjør sæ for mi Skyld.
=Fruen.=
Gener dig endelig ikke, Vipstjært! Men det kunde dog gjerne komme til
at svie til dig en anden Gang, at du stiller dig saa kjæphøj an.
=Dorre.=
A ved ett, hvor _a_ haar vist mæ kjæphyw. Men i Kjærlighedssager --
dér tinker a, te enhwer maa handl, som en kan forswaar'et for sæ
sjel.
=Fruen.=
Py! "Kjærlighedssager", i _hendes_ Stand og Stilling. Spørg du din
Mor, om hun nogensinde har turdet slaa paa Nakken ad en Gris eller en
Malkeko.
=An Kjestin.=
Nej, Dorre, ta du heller imud 'et, som Fruen vil ûnd dæ 'et. Mir faar
du saamænd aalle. Vi er altfor fatte te' aa komm nø Vej mej aa staa
paa wor Ret.
=Fruen.=
Se dér talte en fornuftig Kone. Og hvad har du vel egentlig imod
Laurst?
=Dorre.=
Naa, det er ham, Fruen vil ha mæ klappet sammel mej. A haar wal
heller ett andt imud ham end det, te a bryder mæ ett en Graan[77] om
ham.
[77] _ett en Graan_, ikke det ringeste.
=Fruen.=
Hvornaar er da Laurst bleven dig saa ligegyldig?
=Dorre.=
Det haar han saamænd al si Daw wot.
=Fruen=
{(opfarende).}
Nu lyver du!
=Dorre.=
Hwad er 'et, Fruen sejer?
=Fruen.=
Jeg siger, du har haft Stævnemøde med Forkarlen baade een og flere
Gange. Det skal jeg bevise dig over.
{(Farer hen til Ringeapparatet.)}
=En Pige.=
Fruen kaldte?
=Fruen.=
Vil du bede Jomfru Andersen og de øvrige om at komme herind.
{(Pavse.)}
{(Ind træder Gammel Anders, Villads Vedhud og Kokkepigen.)}
=Fruen=
{(til Kokkepigen).}
Hør, Jomfru Andersen, De har jo overrasket Laurst og Dorre dér i et
Stævnemøde med hinanden nu for ganske nylig, ikke sandt?
=Kokkepigen.=
Jo, nu skal Fruen høre: Det var forrige Aften, da _jeg_ ha'de min
Udaften, saa _lige_ som jeg gaar ind ad Døren og ned gjennem
Kjøkkenhaven, saa ved Gud i Himlen om ikke der kommer et Mandfolk --
li'saa livagtig -- _lige_ bums imod mig, men han har aldrig saa snart
set mig, saa drejer han omkring og løber langs Ribsbuskene, alt hvad
hans Ben kan bære ham. Og som jeg vender mig om, saa ser jeg --
li'saa livagtig -- et Skjørt, det ved den søde Gud, jeg gjør; og det
var nu et ternet Skjørt, og det forsvandt li'saa livagtig bag gamle
Anders's Hushjørne. Og Mandfolket kunde nu ikke være nogen anden end
Laurst; jeg kjendte ham paa dette Slav her {(gjør et Kast med
Kroppen).} Villads saa ham ogsaa.
=Villads Vedhud.=
Ja, aaeja, aaeja! A saa _wal_ en Mennesk, der kam skjevlend[78], og
han haaj da saamøj brøltront[79], saamøj brøltront. Saâ hwerken
Goddaw hæ Faawall; han flywer lig søndenom den vejstes Granhæk og ind
i æ Lukk[80] lod han ta, som war der Ild i æ Hæl af ham, aaeja,
aaeja!
[78] _skjevlend_, stolprende.
[79] _saamøj brøltront_, ualmindelig travlt.
[80] _æ Lukk_, indhegnet Toft.
Men hwem kund komm te aa si paa æ Skinting[81], som _han_ kam
stormend; tho det war jo javnhen mørk, det war javnhen mørk, og hwem
æ Pløg[82] war heller ett war, det ved a Fanden hwint mæ ett. Aaenej,
aaenej!
[81] _æ Skinting_, Fyren.
[82] _æ Pløg_, Raden.
=Kokkepigen=
{(vredt).}
Fy, Villads, du lofte endda, du vilde sige, det var Laurst!
=Villads.=
Det jennest a kan sej: det war en bitte stakked førajted[83] Mand,
førajted Mand, aaeja, aaeja! Men Laurst war 'et ett; ham war 'et
misæl ett. Ham plejer der Fanden hwint mæ ett aa vær den Skub i.
[83] _stakked førajted_, kort førladen.
=Kokkepigen.=
Ja, Fruen kan nu godt tro, hvad _jeg_ siger. Jeg har set Dorre
ligefrem vende Øjnene i Ho'det, naar Laurst gik forbi, det ved den
søde Gud, jeg har!
=Dorre=
{(rejser sig oprørt).}
_Du_ skuld snakk mej om aa vend Øwn te æ Kaa'l, saaden en --
Makkedusse!
=Kokkepigen.=
Sikken én! Hva' bilder den sig ind! Py, Bondemaléne!
=Fruen.=
Stille! Og du, Anders, hvor var _du_ den Aften?
=Gamle Anders.=
A war saamænd hjemm, som a plejer aa vær.
=Fruen.=
Saa du da noget til Dorre?
=Anders.=
Ja, a gjord da saa; for lig i æ Mørkning war hun ind ad mi Dar med en
Skaal Grød.
=Kokkepigen.=
Ja, dér kan Fruen selv høre! Det _var_ hende!
=Fruen.=
Men saa du saa ogsaa Laurst?
=Anders.=
Nej, hwordan skuld a si ham den Tiddaws[84]? Tho han kjor jo te Møll
ved Melmadstid og kam ett tebaag far ud ad æ Avten.
[84] _den Tiddaws_, paa den Tid af Døgnet.
=Fruen=
{(strengt).}
Anders!
=Villads Vedhud.=
Ja! Aaeja, aaeja! Det haaj a rejn glemt. Det er Fanden hwint mæ ogsaa
sand; a hjalp ham jo æ Hejst aa æ Sel[85]; aaeja, aaeja!
[85] _æ Sel_, Selen.
=Fruen.=
Aa, det er noget rigtigt Vrøvl tilhobe! Ud med jer allesammen!
{(De fortrækker paa Dorre og An Kjestin nær.)}
=Fruen=
{(hen til Vinduet, som hun aabner).}
Py, Pyh! som saadanne Folk dog stinker {(til Dorre).} Tag mig mit
Hovedvandsæg! {(Dorre bringer det.)} Og kom saa ind til dit Arbejde
og sid ikke længere her og driv. Men jeg vil meget indtrængende raade
dig, lille Studsnæse, at lytte til mit venlige Forslag. Du kan ikke
stole paa, at jeg gjentager det.
=Dorre=
{(i Døren).}
Fruen skuld ogsaa heller læd'et vær.
=Fruen.=
Hvad _er_ det for nogle Tjenestefolk, der voxer op i vore Tider; de
bestiller ikke andet end at sige deres Herskab imod.
=An Kjestin.=
Ja, saa maa a wal ogsaa gaa mi Vej; a tinker, æ Gris skriger, saa en
ka høres øwer æ hil Mues. -- Nu maa Fruen ett vær altfor vred, fordet
mi Dætter war nø stønsk imud Dem. A skal prøv, om _a_ ett skal faa
hind ved æ Sind.
=Fruen.=
Lad mig se det, lille An Kjestin! Det havde jeg ventet af dig. Du ved
jo, at vi her paa Gløttrup ikke forlanger den Slags Tjenester gratis.
{(An Kjestin gaar. Det er nu ved Solnedgang. Rødt Lys ind gjennem
Træerne.)}
=Den unge Proft=
{(i Døren med Pengekassen under Armen. Er i Ridebuxer, graa Jakke med
Spændetamp).}
Aa, Mor, faar jeg Lov til at udbetale Folkene deres Penge herinde,
bare denne ene Gang. De Tapetserere ligger jo endnu med deres Roderi
i Kontoret.
=Fruen.=
Ja, værsgod, min Dreng, naar du bare skaaner Møblerne.
=Proft.=
Tak.
{(Sætter Kassen paa Bordet.)}
=Fruen.=
Ja, Erik, nu har jeg talt med Dorre.
=Proft.=
Naa, hvad sa' hun?
=Fruen.=
Ja, man kan just ikke rose hendes Imødekommenhed. Hun er en rigtig
stivsindet Proletarunge. Men Moderen er paa vor Side, saa det klares
jo nok, naar du nu vil ordne Sagen med den anden Døgenigt. Men gjør
det snart, lille Erik!
=Proft=
{(med et Klask paa Hoften).}
Ja, der er for Resten noget i det. Hvorfor ikke gjøre det med det
samme.
{(Gaar ud i Gangdøren og raaber):}
Hej, du dér, vil du bede Laurst komme hérop, strax.
{(Atter ind.)}
=Fruen.=
Ja, saa er det bedst, _jeg_ gaar min Vej. Den Art Handler maa helst
være uden Vidner. Men gaa nu heller ikke hen og byd _for_ meget.
Laurst er glad, om han faar Jord til en Ko og forøvrigt knyttes fast
til Gaarden. Din Far var saa brillant til at ordne den Slags
Forretninger; du er lidt for flot anlagt.
{(Fruen ud; lidt efter)}
=Laurst=
{(i Arbejdstøj).}
Der war kaskisæ nøj, Herren vild mæ?
=Proft.=
Ja, begribeligvis, Fæpande. Naar din Husbond sender Bud efter dig,
saa vil han dig noget. -- Naa, derfor behøver du jo ikke at staa
saadan og glo. Det er ikke saa slemt denne Gang. Jeg vilde bare
spørge, om du ikke kunde ha' Lyst til at gifte dig.
=Laurst.=
Naa, Hosbond vil ha Lojer af mæ.
=Proft.=
Nej, saagu' om jeg vil. Det er mit Alvor. Er du kanske ikke gammel
nok til at gifte dig. Hva'?
=Laurst.=
Jow, det mankirer der ett nøj paa.
=Proft.=
Og kunde det ikke ogsaa snart være paa Tide at sætte Gjordene lidt
paa dine Føjtelyster. Du er jo en farlig Buk.
=Laurst=
{(skoggerler).}
=Proft.=
Der er jo ikke en Tøs, der kan modstaa dig. Det er disse brune Øjne
{(slaar ham paa Skuldrene, saa Støvet ryger).} Du er en Svend,
Laurst?
=Laurst=
{(vrider sig i Latter under Husbondens Smiger).}
=Proft.=
Men som sagt, nu har du haft din Løbetid, og du skulde jo da ogsaa
engang tænke lidt paa din Fremtid.
=Laurst.=
Ja, det haar Hosbond faat ved den rett End aa.
=Proft.=
Naa, hvad saa?
=Laurst.=
Nej, ett for det. A kund jo godt gywt mæ, nær det skuld vær. A
mangler jo ett andt end en Fruentimmer, ja, og saa da en Krumm
Hjemmen aa byd hind ind paa, det forstaar sæ!
=Proft.=
Ja, men hvis nu jeg -- i al Tarvelighed -- gjør Udvej for begge Dele?
=Laurst.=
Ja, det war da saa Fandens nem. Saa kund a jo spaar mæ enhwer
Ulejlighed.
=Proft.=
Sig mig, kjender du Dorre?
=Laurst.=
Hehehe, om _a_ kjender Dorre? Helsen maatt a da vær tossi. Tho
Hosbond ved da, te vi tow haar tjent sammel i de sidst --
=Proft.=
Sludder! Kunde du lide at gifte dig med Dorre?
=Laurst=.
Ja--a--a, det war da snaar den villerst, der kund bydes mæ te. Men
hun bryder sæ aalle en Kjærn om mæ. Saa det er jo saa uheldig, som
_det_ ka vær. Nej -- hæhæhæ! -- hun sætter missel æ Nies saa møj
høtter.
=Proft.=
Hvad ved du derom?
=Laurst=
{(underfundig).}
En skal ett sej aal det, en ved.
=Proft.=
Er det mig, du sigter til!
=Laurst.=
Nej, Gud bewor _mi_ Mund!
=Proft=
{(helt hen imod ham).}
Vær du glad, du ikke sa noget. Jeg havde slaaet dig ihjel!
=Laurst.=
Jøsses, bette Børn endda, det var streng Snak.
=Proft.=
Nuvel. Du ved, at Dorre er kommen i Omstændigheder. Skylden kan
ligesaa godt være din som en andens --
=Laurst.=
Nej, ved De nu hwa, gued Hosbond! Nu maa De Fanden gaal mæ ha mæ
undskyldt. A kan ha nok aa klaar for mi egen Paart ...
=Proft.=
Hold Mund! Som sagt: Situationen er alt andet end morsom for hende.
Jeg har ondt af Pigen. Det er Synd for hende. Hun er en flink Pige.
Og vil du gifte dig med hende, saa skal jeg drage Omsorg for, at du
ikke skal komme til at fortryde det.
=Laurst.=
Ja, men som _a_ sejer, hun vil ett si mæ for hinne Øwn.
=Proft.=
Du _har_ friet til hende! Du har maaske oven i Kjøbet spillet
Kjæreste med hende; hva'? {(griber ham i Halskluden).} Vil du ud med
Sproget, eller jeg skal ryste dig, saa Toet skal ryge af dig! --
Syntes jeg ikke nok, at der ogsaa var andre, som stod Pigebarnet for
Hovedet -- -- {(sagte, ærgerlig)} Aah, for Satan!
=Laurst=
{(hvæser).}
Jamen, Gud bewors, Hosbond, vil De da klemm æ Lyw af mæ! A sejer Dem
jo, te hun hwerken vil hør heller si mæ.
=Proft.=
Jaja, saa taler vi ikke mere om Sagen foreløbig. Men ifald Dorre
skulde skifte Sindelag, saa ved jeg altsaa, at du ikke er uvillig.
Bækhuset bli'r jo ledigt til Oktober, og du ved, at det er anset for
at være et af de bedste Lejehuse her til Gaarden.
=Laurst.=
Ja, som _a_ sejer, hwis Dorre vil, kan Hosbond altid stol paa _mæ_.
=Proft.=
Vel. -- Saa har jeg ogsaa lidt andet at tale med dig om: Jeg har lagt
Mærke til, at der er noget i Gjære mellem Folkene. I gaar vel ikke og
rotter jer sammen imod os, hva'?
=Laurst.=
Det faar Hosbond laant bejer aa ved af anne end af mæ.
=Proft.=
Med andre Ord: Du er selv med i Komplottet.
=Laurst.=
A ved ett af nø Komplot.
=Proft.=
Du lyver. Du saavel som de fleste af de andre har noget for med Goj,
denne beredne Landstryger paa den halvvilde Hest -- et Dyr, jeg
forøvrigt misunder ham -- han er kommen her til Egnen for at tude jer
Ørene fulde med sine Fantasterier. Han har hele Sommeren kjøbt Jord
op omkring Rundmose og har Planer om at samle alle Egnens
Landarbejdere om et fælles Fabriksforetagende, en intensiv Udnyttelse
af Tørven for ad den Vej at berøve Herregaarden sin Arbejdskraft.
Er jeg maaske saa ikke rigtig underrettet?
=Laurst.=
Jow, tho det laader næjsten te'et.
=Proft.=
Og saa tror I fattige Lus, at I kan agere Driftsherrer, hva'! sparke
bagop til Herregaarden, hva'?
I kan Fanden brække mig ikke undvære den gamle Slavepisk og en
Husbond til at træde jer paa Nakken!
{(Træskolarm i Gangen.)}
Naa, nu begynder de andre at trænge paa. Men det var det, jeg vilde
sige dig, Laurst, du kunde gjerne staa noget paa Husbonds Parti og
holde lidt igjen, naar Hvervningen til denne Gojs dødfødte Projekter
nu skal til at ta' Fart.
Naa, skrup af!
{(Laurst ud.)}
=Proft=
{(hen i Døren og siger):}
Ja, I faar komme herind; de Svinemikler gaar jo stadig og roder paa
Kontoret. Men Træskoene af, begribeligvis.
{(Folkene myldrer ind og stiller sig ved Udbetalingstbordet. De er
alle i Arbejdstøj; her er =den Blinde=, =Jens Romlen=, =Bertel Bjat=,
=de fire polske Roepiger= og deres Opsyn Hr. =Grabb=, et Par
Dræningskarle i store Vandstøvler etc.)}
=Proft=
{(til den Blinde).}
Naa, blinde Muldvarp, hvad mon du har udrettet, at du møder her ved
Pengeskuffen?
=Den Blinde.=
Jeg har læsset Møntørv i tre Dage!
=Proft.=
Saa, har du det. Det Arbejde har der vist været Skred i. Det er sært,
jeg aldrig har lagt Mærke til dig, uden naar de rørte Madklokken.
=Den Blinde.=
Det var ogsaa for meget forlangt, at Husbond skulde lægge Mærke til
saa simpels Folk som mig; men det er nu, som _jeg_ siger. Men jeg er
godt fornøjet med 75 Øre om Dagen.
=Proft.=
Du er sgu ogsaa fornøjet med 50. Værsgod. -- Det er Dælen brække mig
en Synd at gi' dig dem. For de gaar jo gjennem Halsen paa dig hver
Øre. Jeg synes, det var paa Tide, at Goj tog sig af dig -- han er jo
dog din Bror -- og ikke lod os alene om din Forsørgelse. Vi skulde
med Fornøjelse gi' Afkald paa din værdifulde Assistance.
{(Den Blinde ud.)}
=Proft=
{(til Dræningsmesteren).}
Naa, I gaar og søler dernede endnu. Blev altsaa heller ikke færdige i
denne Uge.
=Dræningsmanden.=
Nej, den Jurdbund er misajn hwerken te aa hugg heller stikk i.
=Proft.=
Deri ligner den jo udmærket dig selv. Jeg ved Dælen brække mig ikke,
hvordan det kan være, for jeg synes, at I altid er dobbelt saa længe
om et Stykke Arbejde hos mig som andetsteds.
=Dræningsmanden.=
Jamen, det maa jo da vær raar Stejer, der hwor en gjan vil blyw saa
læng som mulig.
=Proft.=
Kun Skade, at Tiltrækningen ikke er gjensidig. Værsgod!
{(Dræningsmanden ud.)}
=Proft=
{(til Bertel Bjat).}
Dit er vel det sædvanlige?
=Bertel Bjat.=
Jow, aaejow.
=Proft.=
Værsgod! -- Hør, Bertel, jeg har lagt Mærke til, at du har skaffet
dig en Hund.
=Bertel.=
Ja, tho det er en bette Hwelp, som æ Bøen gaar og haar dje Kommers
mej; de er da saa glaad ved 'en.
=Proft.=
Ja, men jeg er Dælen brække mig ikke glad ved den. Om lidt strejfer
den naturligvis ud efter Harerne, og du ved, jeg ikke taaler
løsgaaende Køtere her paa Herregaarden.
=Bertel.=
Som a sejer, det er jo baare en ussel bette Hwelp, som æ Bøen er
bløwn gin -- og tho de haar jo lidtajter Fornywels te davle -- og den
er nu ligfram bløwn dje Yw'stien.
=Proft.=
Ja, hvad Fanden kommer dine Unger mig ved. Jeg har forbudt mine
Daglejere at holde Hunde; dermed Basta!
=Bertel.=
Ja, saa maa a wal hjem og ha'en laâ ød! Men det er da snaar den
tungest Boj, a kund kom hjem te de Smaa mej -- og mi Kuen -- ja, a er
da saamænd vis paa, te hun laant heller vild kyl all hinne Urtepotter
ud paa æ Landvej end lægg æ Strikk om æ Hals af den bette Dyr.
{(gaar.)}
=Proft=
{(faar Øje paa Polakinderne).}
Naa, der har vi jo den smukke Katinka, som har afstedkommet
Folkevandring blandt Egnens Karlfolk.
Hun har nogle Satans pæne Øjne, og der er nok allerede skiftet flere
Knivstik for disse Øjnes Skyld, ikke sandt, Hr. Grabb?
=Grabb.=
Jawohl, gute Herr! Hun har geheistes Blut.
=Proft.=
Hvad siger De? Har hun Heste-Blod. Det tror Fanden!
=Grabb.=
Aber hun mache rrr-ret gut Arbejte blandt dem Roer.
=Proft.=
Ja, hun makker ret mellem Roerne; det er efter den gamle Bonderegel:
Slem efter Mandfolk, flink til sit Arbejde.
{(Ser i Regnskaberne.)}
De staar for ½ Td. Kartofler, og saa har De faaet fire Halmknipper
til Sengene.
=Grabb.=
Den Halm sollen sie gratis bekommen.
=Proft.=
Hvad mukker De! Skal De "bekomme" Halmen gratis! Katinka og hele
hendes Regiment af Elskere skulde holdes med gratis Halm fra
Herregaarden! Nej, Hr. Grabb, saadan leger vi ikke paa Gløttrups
Enemærker.
Og jeg saa, at der forleden blev hevet en Hoben Gulerodstop ud af
deres Wigwam. Maatte det være mig tilladt at spørge, hvem der
forsyner de Damer med Gulerødder? De skulde vel aldrig stamme fra
Herregaardshaven?
=Grabb.=
De Gulerøter bekommer de alzusammen af den Villads.
=Proft.=
Ho-hoh! Kald mig paa den Herre.
{(Man henter =Villads= ind fra Haven).}
{(=Pavse=.)}
Se, se, lille Villads; saa du betaler de polske Piger deres smaa
Opmærksomheder _in natura_. Skulde vi ikke se at faa lidt at vide om
den Sag, gamle Tyveknægt!
=Villads Vedhud.=
Aaejow, aaejow; det næjter a ett, det næjter a slet ett; aalle aa æ
Stæj, te a jo haar gin æ sølle Piger -- æh -- en jenle Morre[86], en
jenle Morre. Tho der er jo søn'en Sand[87] aa'et, te de kyrer'et for
æ Høvder i Støwtfuldlas[88]. Aaeja, aaeja!
[86] _Morre_, Gulerod.
[87] _Sand_, Mylder.
[88] _Støwtfuldlas_, Trillebørlæs.
=Proft.=
Du har sikkert heller ikke indskrænket dine milde Gaver til
Gulerødder alene; andre Havesager er nok gaaet samme Vej. Hvordan tør
du understaa dig i at drive en saadan Geschæft?
=Villads.=
Ja tho det er jo da bløwen en Aftaal, te a sjel skal ha aa æ Haw det
a ka brug, det a ka brug -- æh -- og nær a saa ett sjel kan faa'et
fortær, faa'et fortær, tho saa sir en jo atter aa komm aa med'et te
anne skikkele Folk, skikkele Folk. Aaejow, aaejow!
=Proft.=
Ja, du er Dælen brække mig en kjøn Plante at ha' gaaende i sin Have,
hva', gamle Uglefjæs! Men du har vel snart stjaalet saa længe her paa
Gaarden, at du har faaet Lovshævd for det.
=Villads.=
Aaeja, aaeja! Men a er da Fanden hwint'mæ hwerken bløwen tyk heller
fied aa'et, hahaha!
=Proft=
{(til Grabb.)}
Ja, saa kan vi sætte det hele til fem Kroner. -- Værsgod!
=Grabb.=
Takker saa meket, gute Herr!
{(han og Polakinderne ud.)}
=Proft.=
Naa, Jens Romlen, saa er det nok bleven din Tur. Du staar skrevet for
en Fjerdingkar Byg til Hønsene.
=Jens Romlen.=
Naa. Det troed a endlemaal a fæk sletted den Gang a war mej i æ
Lynghied.
=Proft.=
Betalte jeg dig ikke noget for dit Arbejde i Lyngheden?
=Jens Romlen.=
Jow, Gudbewors, jow, a fæk jo mi Dawløn for den _jen_ Daa; men a war
jo guednok mej i halvanden.
=Proft.=
I _min_ Bog staar: "Betalt Jens Romlen for Lyngheden 1 Kr. 65"; saa
det er øjensynligt, at jeg har betragtet den Sag for afgjort.
=Jens Romlen.=
Naa; ja saamænd, saa kan det jo ogsaa vær det samm med den halv Daas
Arbed.
Men det war endda ett det jennest[89]; a haaj ogsaa en anden Ting a
møj gjan vild spørg Herren om.
[89] _jennest_, eneste.
=Proft.=
Ja, det har du vel sagtens. Der er jo altid noget i Vejen med jer
enhver især.
=Jens Romlen.=
Ja, aaeja. Men det er nu en Ting, a haar wot loved lig sin Dje Faa'rs
Død og far ogsaa da -- a miner æ Skjød paa mi bette Stej[90].
[90] _æ Skjød paa mi bette Stej_, Skjødet paa min lille Lod.
=Proft.=
Haah-Haah! Se vi det, bitte Jens! Du er da formodentlig med i dette
her Mosekomplot med den _store_ Goj som Chef.
=Jens Romlen=
{(søger at overhøre denne Ytring).}
Tho det war jo en javn Aftaal med Dje Faa'r, da a tog An Kjestin, te
naar vi haaj bowed i æ Hus i tyw Aar, saa skuld'en vær wor egen. Nu
haar vi saamænd bjerred ved[91] baade i tyw og i trørre, men æ Skjød
haar a ett faat endnu, endda a haar pirked ved baade te jen Tid og
enaan.
[91] _bjerred ved_, slidt i det.
=Proft=
{(stærkt).}
Hvad -- vil -- du -- med det Skjøde.
=Jens Romlen.=
Ja, tho hwad vil'en med en Skjød; naar en haar nøj, der er jens egen,
saa vil en ogsaa gjan ved, det er jens egen.
=Proft.=
Der er Lumskeri under dette her.
=Jens Romlen.=
Ja, saa maa'et vær fræ anne dje Sider, for a ajter saamænd ett nø
Lumskeri, naar a baare maa faa mi Ret.
=Proft.=
Din Ret, din Ret! Vover saadan en Stodder at tale til mig om Ret!
Havde det været i min Fars Tid, -- han havde givet dig en Omgang
Hundepisk.
=Jens Romlen.=
Det er endda en haard Tiltaal te en Mand, der haar laâ si Arbed her
paa æ Gaard i de sidst tredve Aar.
A kam her, a kund knap løvt en Køll; a _haar_ hat ûnd Daw[92], om nue
haar hat et, a _er_ altid bløwen saat te den taang End; det er
lissaa sikker! Det war i Dje Faa'rs Tid og det er i Djes[93]. -- Det
jennest a haaj aa gled mæ te, det war den bette Stej. A haaj jo ett
andt end æ Søndæ[94] te aa pass en i; men An Kjestin haar wot mæ en
gued Kuen; hun haar æsselt ved[95] lissaa wal som a sjel, og nu er vi
kommen saa vidt, te vi kund faa en bitte Krumm Fornywels aa'et, nær
det kund blyw jens egen.
[92] _ûnd Daw_, onde Dage.
[93] _Djes_, Deres.
[94] _æ Søndæ_, Søndagen.
[95] _æsselt ved_, stræbt ufortrøden.
Aae, unge Herre, De begaar en stur Synd imud mæ, om De næjter mæ mi
-- -- ja a haar jo ette anne Urd for'et end -- _mi Ret_, for saasandt
der er en Gud i Himlen saa er'et den Ret, a haar stridt for, sin[96]
a bløw woxen Mand.
[96] _sin_, siden.
=Proft.=
Aa, "Ret" og "Ret" og "Ret"! disse forbandede Fraser, som er kommen
til Rend i disse løbske Tider. Hvad tror du, der blev tilbage af
Gaarden her, om jeg lod enhver løbe med, hvad han kommer og paastaar
er hans Ret? Ikke en Trævl, Fanden brække mig!
=Jens Romlen.=
Det er møj mulig, gued Hosbond; det kjender a jo ett. Men a er en
fatte Mand, som haar opføj en stur Bøenflok. Kund a nu faa æ
Skjød[97], saa kund vi tow gammel kom øwer wor Sager og betaal enhwer
sin.
[97] _æ Skjød_, Skjødet.
=Proft.=
Ja, og gi' Herregaarden her og Pligtarbejdet en god Dag. For
naturligvis gik du saa med flyvende Fane strax over til denne Goj og
bragte ham et værdifuldt Jordstykke oven i Kjøbet. Men det skal vi to
dog bides lidt om!
=Jens Romlen.=
De _vil_ saa ett gi mæ den Skjød, a ber Dem saa mindele om?
=Proft=
{(fast).}
Nej.
=Jens Romlen=
{(nærmere mod ham).}
Saa er De ogsaa den største -- -- --
=Proft.=
Nu mæler du ikke en Stavelse mere, eller jeg lader dig smide ud af
din Ejendom som en Tigger! {(peger mod Døren).} Gaa!
{(Jens Romlen ud.)}
{(Tæppe.)}
TREDIE AKT.
{=Karlekammer= paa Gløttrup. Dør ud til Stalden i Krogen til venstre.
Et gabende Hul i Bagvæggen. Kalkpudset fattes allevegne. To
Jernvinduer til venstre. Møblementet bestaar af seks dobbelte
Træsenge (tre til hver Side) med Halmen ud gjennem Sprækkerne; et
Skab med nedhængende Skidentøj ovenpaa til højre mod Bagvæggen; et
lille Bord mellem Sengene til højre; et Par umalede Stole; en 4-5
lave Kufferter omkring Væggene. Mellem Vinduerne og over Sengene
hænger Træskostøvler, Bringetøj og Kjørepiske. Ved Bjælken et Par
sværtede Staldlygter, hist og her paa et Søm en Klynge Søndagstøj;
paa Bordet svømmer det med Tobakspiber, Skraakarduser, Spillekort og
Smørebørster. Mod én af Sengene, hvori to snorkende Personer, læner
sig en Cykle.}
{=Per Hjorddreng= løber paa bare Ben frem og tilbage med Vand, som
han henter ved Posten ude i Stalden.}
{=Laurst= og =Klæppen= staar vesteløse og barberer sig ved nogle
Spejlstumper stillede mod Jærnvinduerne.}
{=Røgter Søren= sæber sig ind, mens han kikker i Spejlstumpen over
Laursts Skuldre.}
=Laurst=
{(som støder til ham).}
How, du Kopisker; rend ett te mi Aarm; ser du ett, a staar med æ
Knyw!
=Røgter Søren.=
Da skuld _a_ wal ogsaa gjan si. Og du spejler misæl ett godt i den
Sid, du vender te mæ.
=Klæppen=
{(vender sig om mod Per).}
Aa, hent ogsaa nø Wand te mæ.
=Mange Stemmer.=
Og te mæ!
{(Per blarper omkring og sætter de fulde Fade.)}
=Jens Tammesen=
{(tørrer sig paa Indersiden af sin Vest. Til de to snorkende).}
Hov! Kunde I to nu ikke snart begynde at lette lidt paa Skinkerne.
Hva'! For det er vel ikke Meningen, at I vil ligge dér, mens vi andre
holder Møde.
Hører I, Murmeldyr!
=Goliath=
{(med stort hængende Overskjæg).}
Aa, gaa ad Helvede til med jeres Møde! Jeg er ligeglad!
=Jens Tammesen.=
Ja, du er ligeglad, naar bare du har noget at hælde paa Krukken. Din
Strube er snart saa bundløs som et Støvleskaft. Nu har du igjen
siddet paa Kroen den halve Nat.
{(Lange Anders render uforvarende mod Cyklen, saa den med stort
Rabalder dejser over mod Nabosengen.)}
=David=
{(rejser sit blonde Hoved i Sengen hos Goliath).}
Hvad skal det til at vælte min Cykle, din skeløjede Abekat!
=Lange Anders.=
Hun slog sig inte no' videre. Hun stødte sig bare lidt paa Gummien.
=Laurst=
{(færdig med Barberingen).}
Hwad skal ogsaa det betyd aa slæb di Cykel mej ind i æ Kaalkammer.
Haar vi ett Swineri nok endda.
=Røgter Søren.=
Han haar maaske "laant" 'en, og nu er han ræd for, de skal komm og
ta'en fra ham af.
=Jens Tammesen.=
Den ligger ved ham om Natten.
=Laurst.=
Nej, det gjør Katinka; helsen tror a saamænd wal, han tog'en med sæ
under æ Hylsklæd[98]!
[98] _æ Hylsklæd_, ulden Lagen.
=Lange Anders.=
Det maa nu alligevel være rart med saadan en Cykel, naar man har saa
mange Kjærester som David, for saa kommer man immervæk saa gelassen
fra den ene til den anden.
{(David og Goliath snorker for ikke at høre Skoserne.)}
=Jens Tammesen.=
Kom nu op, I Sovetryner.
{(Højere Snorken.)}
=Jens Tammesen=
{(gjør Mine til Lange Anders, denne forstaar Vinket, gaar bagom
Sengen og vipper den over, saa de to sovende triller hen ad Gulvet).}
=Goliath=
{(i Underbuxer, tænderskjærende foran lange Anders).}
Du skulde vel ikke ha' Lyst til at faa et Par smaa Klinkæg brungen op
paa Morgenkvisten, hva', for saa kan du barestens sende Bud efter ham
her.
{(Ryster Næven under Anders' Næse. Man samler sig om de to.)}
=Goliath.=
Jeg skal, Satan forsyne mig, ta' Maal af nyt Gebis til jer
allesammen.
{(Gjør et Udfald.)}
=Klæppen=
{(gaar bag til ham, gi'er ham et beregnet Bagslag, saa han sætter sig
haardt ned mod Gulvbrædderne).}
Stødte du dig paa Numsen, gamle Goliath! Koldt Vand i Blodet,
Kammerat.
{(Tømmer Vaskefadet over Hovedet paa ham, ta'er ham i Krebsen og
fører ham hen til Udgangen, slænger ham ud.)}
Tør dig nu pænt under Næsen paa én af Korumperne!
{(Sengen løftes atter op. Gulvet ligger strøet med afkrængede Buxer,
Strømper etc. =Laurst= gaar omkring og gi'er det et Spark ind under
Sengene. Alle er nu i Pudsen. Enkelte med skrigende Slips; de fleste
med hvide Kraver uden hverken Flip eller Slips.)}
=Jens Romlen=
{(ind).}
Godmaan! Ja nu haar vi karenmæ snaar æ Goj. Han kommer hernied baag æ
Røgel[99] paa hans bette geswindt Hejst aal det en kan pin'spring.
Jow, det er lissaa sikker!
[99] _æ Røgel_, rund Banke.
{(De sidste Pjalter faar et forsvarligt Spark ind under Sengene.)}
=Klæppen=
{(ta'r Jens Romlen hen i Forgrunden, mens han banker Piben ud i
Haanden).}
Hør, Jens Romlen, tror du _a_ kan komm mej, te det her Tørvsjov?
{(Kaster Udkrasningen i Munden og stikker Piben i Frakkelommen.)}
=Jens Romlen.=
Ja, tho du kan da majt æ Spaad!
=Klæppen.=
Ja, for nu er a Dælen rend mæ snaar træt af de her Herregaard.
{(Hestetrampen.)}
=Jens Romlen=
{(kiger ud).}
Der haar vi fandenmæ lig æ Swend, det er lissaa sikker!
=Klæppen.=
Hwad er det for en Swedi[100], ham Goj, haar han nø Kondovitter?
[100] _Swedi_, Fyr.
=Jens Romlen.=
Pø! Hwor kan du sej'et! Han er aaljen lissaa klog som ti af di
Starels[101].
[101] _Starels_, Størrelse.
=Klæppen.=
Det war Satans!
=Goj=
{(kommer ind mellem en Klynge Karle og nytilkomne Landarbejdere; han
gaar hen til Jens Romlen i Forgrunden).}
Godda'; naa, hvordan forløb det saa med Skjødet?
=Jens Romlen.=
Ja, _haar_ en kjend Maagen, han næjted mæ'en, æ lied Skjevl[102];
næjted mæ mi soleklare Ret lig op i mi oben Øwn.
[102] _Skjevl_, Utusk.
=Goj.=
Ja, selvfølgelig. Det var jo saadan, jeg vidste, det vilde gaa.
=Jens Romlen.=
Jamen du kan fandenmæ tro, te a ga ham hans Refurium[103]! A _war
lig_ ved aa sej te ham: du er den største _Kjeltring_, a haar kjend!
[103] _Refurium_, rent paa.
=Goj.=
Men du sa' det ikke?
=Jens Romlen.=
Nej! for a bløw jo niest aa[104]. Han pejt ad æ stur Dar. Og saa
maatt en jo gaa. Men saadan er han fandenmæ vis ett bløwen tal te
far, æ Swend!
[104] _niest aa_, næset af.
=Goj.=
Det er en nederdrægtig kjedelig Sag med det Skjøde. Din Lod ligger jo
derinde midt i det altsammen, og Meningen var jo den at lægge
Maskinhuset saa vidt muligt paa din Ejendom. Bliver han ved med at
fastholde sin Vægring, er han sgu i Stand til at vælte os hele
Planen, i hvert Fald som jeg oprindelig havde tænkt mig den. Hvor har
du ogsaa kunnet handle saa letsindigt ikke at sikre dig Skjødet, mens
den gamle levede.
=Jens Romlen.=
Ja, den gammel han war sgu heller ett nem aa ta Maankys[105] ved. Men
det war jo dum, det skal a gjan indrømm. Men hwad, en troed jo da
ett, te æ Pak vild snyd jen for si lovformele Ret lig op i Neb og
Kief[106].
[105] _Maankys_, Morgenkys.
[106] _Neb og Kief_, Næb og Kjæbe.
=Goj.=
Gaa hellere ud fra som en Selvfølge, at en fattig Mand altid bliver
snydt. Hvordan Pokker skulde der ellers blive saa mange rige!
Men den Sag maa nærmere overvejes. Forhaabentlig viser der sig en
Udvej; skjønt jeg ser den ikke i Øjeblikket.
{(De andre har nu samlet sig i en samtalende Klump mod Scenens
Baggrund; de fleste har faaet Piberne tændt. Efterhaanden lejrer de
sig paa Kufferterne og Sengene.)}
=Goj=
{(vender sig til dem).}
Ja, Kammerater, jeg har jo næppe behov at præsentere mig eller
vidtløftig forklare jer, hvorfor jeg er kommen her. I ved jo
allesammen, hvem jeg er, og hvorfor jeg har ønsket dette Møde med
jer.
{(Stemmer: Ja, ja!)}
Det er jo nemlig ikke første Gang, jeg staar i denne Mindernes Hule;
nej, jeg kjender den i hver dens skidneste Krog, saa ikke Rotten, der
gnaver under dens Syldsten, kjender den bedre {(Hør!)} -- Her har jeg
gaaet før I og min Slægt før mig, Aar efter Aar over disse tilsølede
Gulvfjæl. Gjennem det rustne Jærnvindue dér har jeg -- som I nu --
bestandig haft den samme Udsigt til en Mødding i Forgrunden og den
takkede Herskabsgavl i Baggrunden.
{(Hør, hør, Bravo!)}
=Goj=
{(afbryder).}
Aa, er I ikke saa god dernede at lukke Døren op ud til Stalden, at vi
kan faa -- om jeg saa tør sige -- lidt frisk Luft. -- Tak skal I ha!
-- -- -- Hvor jeg kjender den igjen, denne klæbrige Dunst, der sidder
her rundt om paa de sværtede Bjælker som tunge Edderdryp eller gaar i
Gjæring som Kager af Mugg inde i de lysforladte, spindelvævsfyldte
Hjørnekroge. Denne Dunst fulgte mig i mit Tøj langt paa den anden
Side Linien, og helt kvit blev jeg den ikke, før jeg en Dag smed de
sidste Klude fra Hjemmet paa et Baal under Australiens Sol. Da jeg
sad der foran Flammen og hørte, hvordan Knapperne sprang i Ilden, da
sitred mine Nerver af en sær Glæde; jeg var pludselig som hin
frigjorte Slave, der sidder og varmer Hænderne ved det Baal, som
næres af hans splintrede Aag.
Og jeg rejste mit Hoved og skred som en ny Mand hen over en ny Jord.
Den, som blot eet eneste Livs-Sekund har følt den Jubel ved at staa
_lænkefri_, han har været i Guds Rige!
Kammerater, se omkring jer! Se, hvordan man mishandler jer i eders
Organismes beskedneste Krav til Lys og Luft; se paa disse Vægge,
disse Bjælker, dette hæslige Gulv, der har drukket alle Aarstiders
Stank; alt sammen sender det sine edrede Sygdomsspirer imod jer og
gjør jer gamle og sløve før Tiden.
Her mellem disse skidne Vægge har I den Form, hvori I støbes til de
Smaafolk, I er. Her lærer I at krykke sammen til en Mands halve
Længde, sjæleligt endnu mere end legemligt; her øver I jer i at blive
fejge og svinske og sjæleraa og se med ærbødig Frygt op til de
heldige, dem der som hine histovre {(peger ud ad Vinduet)} bor bag de
takkede Gavle og de hvide Gesimser.
{(Stærkt og langvarigt Bifald, under hvilket David og Goliath lidt
tøvende kommer frem i Døren.)}
=Jens Tammesen.=
Hvad har I her at gjøre. Ser I ikke, vi har Møde!
{(=David= gaar under de andres isnende Blikke hen og ta'r Cyklen,
arbejder sig atter mod Døren under Knubs og Nakkedrag og =haanende
Tilraab=):}
"Han skal ud til Tøserne!" "Vil du hilse din Mor" -- -- "Og Katinka!"
=Goliath=
{(truende frem; ser ædende ond til dem alle).}
=Jens Tammesen.=
Kan du ikke se, vi har Møde!
=Goliath.=
Hvad Fan'en raver det mig!
=Lange Anders.=
Du har nok obselveret, at Klæppen inte er tilstede. Men vi kan snart
hente ham.
=Goliath=
{(slaar Anders i Synet, saa han dejser).}
Hold Kæft i Helvede! {(peger mod Goj):} Er det den Urangutang dér,
der holder Møde? Saa er det vel ogsaa én, der skal leve af vos andre.
Pø! saadan en Hundestejle, der kommer ridende som en anden Kaptajn.
Du klør vel inte lidt paa Tandstellet, hva', Bændelorm! Ska' jeg
række dig et frisksmurt Nyseplaster!
=Goj=
{(der længe har maalt ham med Øjnene, siger roligt):}
Nu vil jeg raade dig til at søge dig et andet Publikum for dit onde
Lune. Jeg kunde maaske ellers faa Lyst til at gi' dig en lille Lexion
i Selverkjendelse.
=Goliath.=
Mukker han!
{(gjør et drabeligt Udfald).}
=Goj=
{(gi'r i det samme Goliath et Boxestød, der sætter ham paa Knæerne;
Beundringsraab fra de forsamlede).}
=Goliath=
{(rejser sig skamfuld op).}
Hvor har _du_ lært det Tav?
=Goj.=
Aa, jeg har tæmmet Vilddyr, der var værre end du, sølle,
brændevinsslatne Klud! Vil du saa se at finde Døren lidt gesvindt!
=Goliath=
{(hugger en Brændevinsflaske og et Par gamle Støvler).}
Man har vel Lov til at faa, hvad der er éns eget.
Nu kan I hilse Husbond og sige, at jeg har vaaren her, men jeg er her
inte mere. Nej, inte synderlig! Nu gaar jeg Dælen storme mig ud og
smører Gedakten.
{(I Døren, peger paa Goj):}
Saa kan du godt præke videre, Mosjø -- Marekat!
{(Døren smælder i.)}
=Goj=
{(fortsætter).}
Kunde jeg ønske mig en bedre Illustration til de Ord, jeg før
afbrødes i?
Gaarden her suger jer ind, jer selv, jeres Sønner, jeres Døtre, og
den slipper jer ikke, før I har ofret den jert Hjærteblod. Rummet her
smitter af paa jer Sjæl, I bærer det om med jer i jert Sind og jert
Syn, og naar I en Dag gifter jer, ta'r I jer fattige Bylt under den
ene Arm og Konen under den anden og vandrer ind i Lyngen, ud mod
Mosen til et Hjem, som maaske til en Begyndelse er rent og lyst, men
som Aarene gaar, kommer den skjulte Grundtype frem, og Grundtypen det
er Hulen her!
{(Bravo!)}
Men som _jeg_ brød ud og splintred det gnavende Aag, saadan kan I
alle bryde ud, om I vil, og bygge jer Hjem efter en ny Type.
Mens jeg laa derude bag Faarefoldene i dette nye og stærke Land, da
fatted jeg en Plan til eders Redning, efter hvilken I kan blive frie
og selvstændige Mænd.
Her under Herregaards-Systemet vil der aldrig kunne ske noget til
Samfundets Trivsel og Væxt. Her er Jorden gaaet i Forraadnelse, som
alt raadner, der lægges i Dynge og Klump. Men histude ved
Himmelranden, hvor Herregaardsmarken ender, og de store Moser ta'r
fat, der ligger endnu ny og ubrugt Jord og venter paa modige Næver,
der tør binde an med den.
Jeg har i denne Sommer opkjøbt en stor Flade af denne Jord, saa meget
at der er mer end nok til os allesammen. Her staar Tørven favnedybt i
Pytterne og venter kun paa at løftes op paa Brinken for at blive en
Velstandskilde for Egnens Smaafolk milevidt omkring. Selv beregner
jeg mig ikke det ringeste Overskud. Jeg er lønnet mer end
tilstrækkeligt, naar jeg maa se mig omgiven af en lykkelig
Arbejderstab, der hvor jeg før saa Trælle og værkbrudne Mænd.
{(Bravo, Bravo!)}
=Klæppen.=
Det war _da'tt_ mulig, te a kund komm mej dér.
=Goj.=
Enhver hæderlig Arbejder, der ta'r sin Spade og melder sig, skal være
velkommen; han er endda ikke blot Deltager, men ogsaa Medejer.
{(Begejstret Mumlen.)}
Vi har allerede taget fat paa at bygge en Række nette og sunde Hjem
langs Moseranden til Arbejderne; flere vil følge efter, som Tilgangen
stiger.
Naturligvis kan vi ikke modtage et ubegrænset Antal Arbejdere; de
første 100 Mand skal dog ikke komme til at gaa forgjæves, og Folk hér
fra Gaarden skal fortrinsvis blive foretrukne. Det eneste, der maa
kræves af jer, er dette, at I betids opsiger jeres Kontrakter med
eders nuværende Husbonde.
Dermed har jeg fremsat det væsentlige af, hvad jeg havde at sige jer;
jeg haaber nu, at I vil gi' mig jeres Mening til Kjende.
=Jens Tammesen.=
Jeg synes nu, vi allesammen skal sige Goj Tak, for det han her har
sagt os i Dag. Jeg ved ikke, hvordan I andre har det, men paa mig har
hans Ord gjort et stort Indtryk. Der er faa, der regner _os_ for
Mennesker; det er rart, der er nogen, der gjør det. Og det, hm!
saadan at høre om sit eget Menneskeværd, og sin Selvstændighed, det
har jeg nu altid syntes, at det var noget af det bedste, én kunde
høre om. -- _Jeg_ havde tænkt at rejse til Amerika. Men nu ved jeg,
at jeg rejser til Goj.
{(Mange Stemmer: Det gjør vi ogsaa!)}
Skal vi saa gi' Goj et kraftigt Leve: Han leve! Hurra--a--!
=Villads Vedhud=
{(styrter ind).}
Hør Goj, hør Goj, du maa fandenmæ ud og si te di Hejst, om ett du vil
ha en kwol[107] paa æ Flæk. Den haar snær sæ sjel ikold for æ
Laaddar[108]. Den haar faat æ Skank i æ Bjedsel og æ Saadl[109] øver
æ Ører. A ved Fanden hwint mæ ett, hwordan det er, den staar og
hæfler i'et[110]. Og en kan ett komm te'en, en kan ett komm te'en; en
sparker mod syv Verdenshjørner; det er da en forvoven Helmis, som nok
skal faa laved Ulykker jetiddaws[111], aaeja, aaeja!
[107] _kwol_, kvalt.
[108] _Laaddar_, Ladedør.
[109] _æ Saadl_, Sadlen.
[110] _hæfler i'et_, filtrer sig ind i det.
[111] _jetiddaws_, paa et eller andet Tidspunkt.
=Goj=
{(ud til Hesten; Stemmerne fries, almindelig Passiar).}
=Bertel Bjat=
{(til Jens Romlen).}
Da war det helsen ett det galest; om en saadan kund gaa hen og blyw
si egen Mand.
=Jens Romlen.=
Nej, er'et ett ogsaa sand, Bertel, hwad vild det ett vær for vi fatte
Mennesker, om vi kund faa wor Hæl[112] op og blyw _selvstændige_. Her
haar vi gavn med æ Grim øver æ Ører fræ vi war ett and de elendigste
Horker[113]; jow, det er lissaa sikker!
[112] _Hæl_, Tøjrepæl.
[113] _Horker_, Smaakravl.
=Bertel.=
Ja, nu blywer han sgu snaar for _speddelsk_[114], den Ung. Du høt jo
iguer, hwordan han tog afvej for æ Hund. Ja, a maatt jo hjem og
hæng'en. Æ Bøen stod omkring mæ og græd, som war de pisked, og a war
sgu lig ved og græd mej. -- Men nær han nu ett kan und wos saa ring
en Ting, fortjener han saa, en skal slid for ham!
[114] _speddelsk_, morsom.
=Jens Romlen.=
Nej, _aalle_ aa æ Stej[115]. A gaar nu med Goj, om æ Herremand saa
blywer saa gal som Filax[116]; jow, det er lissaa sikker!
[115] _aalle aa æ Stej_, aldrig ud af Stedet.
[116] _Filax_, hvinende gal.
=Klæppen.=
Det _er_ en Fandens beløben[117] Fyr i æ Taal. Det er sgu lig en
Ganning[118] for mæ. Det vil _a_ sgu ha en Axi i; for æ Herremænd --
dem skal en dælenmæ ha nær te æ Ild, om en skal faa nø Fjedt af dem!
[117] _beløben_, kløgtig.
[118] _Ganning_, Karl.
=Wolle Peter.=
Ja--a--a, gi jer nu alstill te'et, bette Folkens, for det er nu ett
bogstavret aal det, han disker op mej. Det skuld nu vær andt sær, om
han ett sjel haaj en Kaag, han skuld ha fjetted.
Læg nu Mærk te, hwad a sejer; a plejer ett aa faares med Sladder!
=Laurst.=
A tykkes da ogsaa, det lyder saa underle, te nue Mennesk vil lav en
saadan Forretning unden aa tjen paa'en. Tho nær han først haar faat
wos te aa sej wor Pladser op, saa er vi jo hwerjen i hans Majt; saa
kan han kyr wos, hworhen han vil. For tebaag te æ Herregaard ka vi jo
ett komm, nær vi saadan haar sparked baagud te'en.
=Stemmer.=
Ja, Laurst skal hold med æ Herremand; hvormøj faar du for det, bette
Laurst?
{(Laurst forvirres.)}
=Wolle Peter.=
Nej, det er sgu rigtig nok! Læg baare Mærk te de Urd, Laurst saâ der
tesidst; der er møj om det. Der er mir Inder[119] i det Snak, end en
fatter saadan lig med det samm. Det er endlemaal[120] ogsaa mi Taal.
En skal ett tro Folk bejer end lig te; det er ingen Sag og træj op og
taal stur Urd; men holder de i æ Uddrav[121], hm! lad wos kig atter
_det_! Prøv nu, om a ett skal faa Ret. A plejer gjan aa kunn staa ved
mi Urd.
[119] _Inder_, Indmad.
[120] _endlemaal_, just.
[121] _æ Uddrav_, mod Enden.
=Goj=
{(vender tilbage).}
Naa, er der ellers nogen, der skulde ønske at gjøre en eller anden
Bemærkning til mit Forslag?
=Villads Vedhud.=
Aaeja, aaeja! Det a kund ha aa sej -- a haar jo snaar ett hør nøj aa
æ Taal {(Stemmer: Saa skulde du hellere tie stille!)} aaeja, aaeja!
Men a ved jo nok fræ anne Sider, hwad Goj faares mej. Det _a_ sejer,
det er, te du er for haard, du er fandenmæ altfor haard. Tho æ Bønder
og æ Herremænd, det er da Fanden hwint mæ nøj af det villerst[122],
vi haar i wor Land. Og saa vidt a kan forstaa, saa gaar al di Ajten
og Trajten ud paa aa kwæl æ Bønder, aaeja, aaeja! Men det kan da
Fanden hwint mæ aalle gaa an og kwæl nøj af det bejst en haar!
[122] _villerst_, mest agtede.
=Goj.=
Jeg vægrer mig ved at tro, at du har noget Mandat til at tale paa
denne Forsamlings Vegne.
{(Stemmer: Nej, nej!)}
Er der andre, der har noget at bemærke?
=Laurst.=
Vi behøver wal ett saadan aa spring i'et. Vi kan wal faa Tid til at
tænk wos om.
=Goj.=
Ja, fortræffeligt! Bare enhver, som ønsker at være med, vil beslutte
sig saa betids, at han kan faa opsagt sin Kontrakt med Herremanden,
før det er for silde.
=Per Hjorddreng=
{(kommer forpustet ind).}
A skuld hels fræ Herren, om Goj ett vild kom op te ham. Han vild
snakk med Dem.
{(Stor Uro i Forsamlingen.)}
=Goj.=
Du kan hilse din Husbond og sige, at vil han tale med mig, da træffes
jeg endnu i Karlekamret. Om et Kvarter er jeg gaaet.
{(Per ud.)}
=Klæppen=
{(dæmpet).}
Nu blywer der Satan sykk mæ Kommers!
=Goj=
{(under Forsamlingens stigende Nervøsitet).}
Ja, saa er vi vel færdige; men før vi skilles, foreslaar jeg, at vi
synger en Sang, som jeg har taget i Lommen herhen. Jeg tænker, jeg
har saa mange Exemplarer, at hver kan faa et.
{(Deler rundt.)}
=Goj=
{(synger for, de andre falder ind efterhaanden; tilsidst er det eet
rungende Kor).}
Raabet stiger i Morg'nens Skjær:
Kommer I snart!
jager som Blæst om Sig og Kjær,
hvisker ved Ruden, hvor Pilen læ'r:
Kommer I snart, I Husmænd!
Aaget bøjed jer Far og Mor
-- kommer I snart! --
knuger jer selv, jert Barn, jer Bror,
venter paa Vuggens spæde Nor --
kommer I snart, I Husmænd!
Landet lyser af Korn og Kvæg
-- kommer I snart!
_Eders_ Kvinde bag klinet Væg
malker Geden med striden Skjæg,
kommer I snart, I Husmænd!
Dovne sugede Jordens Marv,
-- kommer I snart!
tusind Tønder til Taabers Tarv!
Hvad _de_ levned blev eders Arv.
Kommer I snart, I Husmænd!
Staa ej bundne jer Bødler bi,
-- kommer I snart!
grib jer Spade, og hug jer fri,
I er tusind, hvor de er ti!
Kommer I snart, I Husmænd!
=Proft=
{(er kommen ind ved Begyndelsen af næstsidste Vers. Efter Sangen gaar
han hen mod Goj).}
De arrangerer Varieté for Folkene?
=Goj.=
Saamænd.
=Proft.=
Mon gratis.
=Goj.=
Ja, for indbudte.
=Proft.=
De lader til at være stærkt optaget.
=Goj.=
Har været. Nu er vi færdige.
=Proft.=
Men De havde ikke Tid til at komme op til mig.
=Goj.=
Nok Tid, men ikke Lyst. Jeg skal sige Dem, Hr. Proft, da jeg sidst
blev kaldt op i Herskabslokalet -- det er nu en lille Snes Aar siden
-- var det for at faa min Ryg pisket til Blods. Det var Deres
elskelige Faders sidste Opmærksomhed imod mig; og De forstaar:
saadant et lille kjært Barndomsminde vil man nødig ha' vækket i
Utide.
=Proft.=
Fik De Prygl, har De sikkert fortjent dem.
=Goj.=
Som man ta'r det. Dog havde Deres højtærede Far _visse_ rundhaandede
Egenskaber. Naar det gjaldt Prygl tog han ingen smaalige Hensyn til
Fortjeneste. -- Jeg havde forøvrigt sparket en af hans Jagthunde,
fordi den først havde flænget mit ene Ben.
=Proft.=
Og nu er De kommen her for at sætte Splid mellem mig og mine Folk,
lokke Arbejdskraften bort fra Herregaarden og selv skumme Fløden.
=Goj.=
Aa, hvad Fløden angaar, saa er den skummet saa grundigt af Dem og
Deres, at der næppe vil være levnet stort til mig. -- Og naar De
allerede ved saa meget, saa ved De vel ogsaa den fulde Sandhed, som
jo er den, at jeg ikke selv beregner mig det allerringeste Udbytte af
mit Projekt.
=Proft.=
Aa pyt, den Tale kan De bilde Taaber ind, saadanne Taaber som dem her
{(peger omkring sig; fortsætter henvendt til Folkene):}
Hvad Satan staar I her og glor efter! Har I ikke hørt nok af den
Herres Skvalder! Ud til jert Arbejde, den Onde gale mig! Strax!
_Endnu_ er jeg dog eders Husbond.
=Jens Romlen.=
Ja, men det er jo da Søndag, gued Hosbond!
=Proft.=
Ud med jer alligevel! Naa lad det gaa lidt villigt!
{(Puffer til de bagerste.)}
{(Til Goj):} Ser De ikke, hvor De nedbryder hver Gnist af Respekt for
Husbond og Herskab ved Deres uforskammede Trængen-Dem-ind her paa
Gaarden!
=Goj.=
Aa, jeg synes ikke, De kan klage; der var jo dog ingen, der vendte
sig i Døren og spytted Dem i Ansigtet, som De havde fortjent.
=Proft.=
Hvad understaar De Dem i at sige!
=Goj.=
Med hvilken Ret jager De med voxne Mænd og Familiefædre, som var det
umælende Kvæg?
=Proft.=
Det staar jeg ikke Dem til Regnskab for. Hvad vil De mig?
=Goj.=
Undskyld, Hr. Proft, det var ikke mig, der havde Bud efter _Dem_.
=Proft.=
Hvorfor kredser De uophørligt omkring denne Gaard? Hvad _er_ det, De
vil?
=Goj=
{(lægger Armene over Kors).}
Nuvel! Jeg vil -- _hævne mig!_ Hævne min Mors Skjændsel og min Fars
forsmædelige Død.
=Proft=
{(blegner; ta'r en Revolver frem).}
Nu skal De Dælen brække mig forføje Dem ud af min Gaard, eller jeg
skyder Dem ned som en Hund!
=Goj=
{(har lynsnart revet =sin= Revolver op af Lommen, farer et Par Skridt
tilbage, hæver Vaabnet mod Proft og siger):}
Værsgod! De har første Skud!
=Proft=
{(la'r sit Vaaben synke).}
=Goj.=
Godt! Skal vi saa ikke forsøge at anslaa en mere _saglig_ Tone.
De ved lige saa godt som jeg, hvor grusomt Deres Slægt har handlet
med min, men De ved ikke, hvor tit min Haand har været knyttet til
_blodig_ Gjengjældelse.
Mon De endnu husker den Dag, De havde opført Dem raa imod en ung
Pige, som jeg havde taget under min Beskyttelse. Jeg passed Dem op
ude bag Granplantagen; jeg prygled Dem, saa De græd til mig, endda De
alt var voxen Mand; og da De krøb for mig og omklamred mit Knæ og
tilsvor mig ved de stærkeste Eder, at De intet skulde røbe for Deres
Far, da jubled mit Hjærte af Hævnglæde. Men da De alligevel fortalte
Deres Far om den Medfart, De havde faaet af Ulvens Søn, da vendte mit
Had tidobbelt tilbage, som et Vand der er gaaet under sine Dæmninger;
jeg selv kæmped haabløst i dets Hvirvler. Da følte jeg, at nu maatte
jeg flygte over Hals og Hoved, hvis ikke jeg vilde blive Morder og
faa en endnu forfærdeligere Skæbne end min Far.
Jeg har tit takket min Gud, at jeg ikke traf Dem den Nat, thi ingen
jordisk Magt vilde ha kunnet redde Dem af min Haand.
Naa, jeg kom om Bord paa et Skib og hugged mig frem gjennem meget
ondt, havned omsider i Australien, under hvis mægtige Sol Giften
omsider damped mig af Blodet. Derude lærte jeg at forstaa, at det
ikke er Personerne, men Systemerne, der er vore Fjender.
=Proft.=
Det var en noget sen Omvendelse.
=Goj=
Aaja, men tidlig nok til at redde min Sjæl. De og Deres Standsfæller
De lever paa raadnende Grund, derfor er De syge og degenererede Folk.
=Proft.=
Aa, vi er ikke de eneste, der er syge.
=Goj.=
Ikke de eneste, men dem der er angrebet værst. De lider af Fedt paa
Hjærtet. De har hundrede Gange mere af alle Ting, end De kan anvende.
De er fødte som vi andre med een Mund og een Mave, ikke flere; og da
De ikke ved, hvad De skal gjøre med de Rigdomme, De vinder uden Kamp,
saa bliver De blaserte og perverse; De begynder i Raffinements og
ender i Forbrydelse. Det er Systemets Raaddenskab, der trænger op i
Dem selv, højere og højere, indtil den naar de ædleste Centrer.
=Proft.=
Aa, jeg gider ikke høre paa Deres Tirader!
=Goj.=
Det er heller ikke saa meget Dem, de gjælder, som den Flok, De for
nylig drev ud. En Dag skal De dog komme til at sande, at mine Ord var
mere end Tirader. Denne Gaard skal komme til at ligge her paa sin
sivende Grund som et Møllehjul, man har ledet Vandet fra.
Saa let, som De fløjter Deres Hund til Dem, skal jeg derude fra min
Moseplads fløjte Egnens Arbejdsstyrke til mig. Og der skal ikke blive
andet tilbage her paa Herregaarden end fire hvide Hænder og saa --
Rotterne!
Mon De nu har forstaaet, hvad jeg mener med at hævne mig?
=Proft.=
Præk og Fantasteri! Lad os tale om noget andet.
=Goj.=
Om noget andet? Hvad mener De?
=Proft.=
De har en eneste Ting, jeg misunder Dem: Deres Hest; sælg mig den.
=Goj.=
Jeg handler ikke med Heste. Desuden: den og jeg er voxet sammen
gjennem ondt og godt. Det er et Hittebarn. Jeg fandt den som spæd ude
paa Steppen en Dag, jeg kom fra Faareklipning. En af de halvvilde
Hopper, der færdes derude, havde kastet den og ikke villet kjendes
ved den. Jeg tog den hjem og plejed den, og siden har den faaet Føden
af min Haand. Men dens medfødte Vildskab er i den. Vil De se det!
{(Han gaar hen til det aabne Vindue og blæser i en Fløjte.)} Se der!
Strax oppe paa Bagbenene! Danser omkring sin Fortøjringspæl.
{(Kalder.)} Meggi! Meggi! Hov, hov! -- Men nu blæser jeg igjen.
{(Fløjter.)} Hej; se hvor den rusker i sit Bidsel! Bagskoene vildt i
Vejret. -- Meggi, Meggi, stil-ll-le, Meggi! -- Nu gaar det ikke an,
jeg gaar videre.
=Proft=
{(stærkt interesseret).}
Det var som Satan!
=Goj.=
Eet Fløjt endnu, og vi risikerer, at hun støder sit Reb og sprænger
ind ad Vinduet til os.
=Proft.=
Det er meget interessant.
=Dorre=
{(kommer lydløs ind).}
=Proft.=
Hvad skal du, Dorre?
=Dorre.=
Aa, a skuld red æ Kaal' dje Sengi[123], men a ka jo godt vent.
[123] _æ Kaal' dje Sengi_, Karlenes Senge.
=Proft.=
Nej, det er ligegyldigt; red du bare væk.
=Dorre=
{(gaar i Lag med Sengene).}
=Proft.=
Hør, Goj, den Hest maa De ikke nægte mig.
=Goj.=
De ved ikke, hvad De be'r om. Desuden: Den Hest kan De slet ikke
ride.
=Proft=
{(blæser).}
Pyh; nu taler Proletaren i Dem. De snakked før om _mine_ --
Perversiteter. Men Folk som De ved ikke, hvad det er at leve.
Det er ikke det at gaa med fyldt Skrut eller nyde under passende
Hensyn til andre. I Deres Iver for at dividere, saa vi alle faar
saa pas lige meget, glemmer De bestandig det _Plus_, som gir
Livet sin Tillokkelse. Nøjsomhed har nu aldrig hørt til mine
Naturanlæg. _De_ er formodentlig Medlem af en eller anden
puritansk Maadeholdsforening, jeg er -- om De vil -- én af disse
tøjlesløse Levemænd, som synes at eje Deres Foragt; at kunne
besejre enhver Pige og tumle enhver Hest har altid hørt til mine
bedste Slægtstraditioner.
=Goj.=
Det Princip la'r sig maaske praktisere, saa længe De kun har at gjøre
med de tamme, danske Racer, men min lille Hoppe har drukket Sol i
andre Zoner. Desuden er den en vildfødt Proletar som jeg selv; altsaa
taaler den ingen Herremænd paa Ryggen. Den har set Dem prygle
Drengen, det er nok til, at den hader Dem og aldrig vil lystre Deres
Tøjle.
=Proft.=
Det skal De faa at se, den Dag, jeg svinger mig op paa den. Forlang
for den, hvad De vil.
=Goj=
{(gaar et Øjeblik grundende omkring).}
De vil absolut --
=Proft.=
-- ha' den Hest. Ja!
=Goj.=
Om Handel paa almindelig Maade kan her aldrig være Tale; den Hest
skiller jeg mig ikke ved. Men -- vi kan jo slaa et Væddemaal.
=Proft.=
Et Væddemaal? Lad mig høre?
=Goj.=
De har nægtet Jens Romlen Skjødet paa hans Ejendom.
=Proft.=
Aha! -- Ja, som De gjerne vilde ha' Fingre i for des bekvemmere at
kunne komme os til Livs.
=Goj.=
Som De behager. Jeg kan _bruge_ dette Jordstykke, og jeg kan
_undvære_ det.
=Proft.=
De vilde dog lægge Deres Maskinhus der.
=Goj.=
Meget sandt. Men Jorden er vid. Og Deres Vægren kan ikke gi' mit
Projekt Grundskuddet.
Men det er en blodig Uret at gjøre en fattig Familie, som har stridt
haardt for Udkommet og nu glæded sig til i Alderdommen at kunne kalde
denne Plet sin egen.
=Proft=
{(heftig).}
Ja, og gaa over til Dem med al dens Pikpak og forlede saa mange som
muligt af Gaardens faste Arbejdere til det samme. Det er en saadan
Lumpenhed, De har sat i Værk.
=Goj.=
Naar De taler i den Tone, føler jeg ingen Trang til at gaa videre i
mit Forslag. Det lod ellers til før, at De følte Dem saa sikker som
Hestebetvinger, at jeg kunde stille omtrent ethvert Vilkaar; nu
kommer De i Raseri ved det simpleste Krav til Deres Samvittighed. Man
skulde næsten tro, den sad paa et ømt Sted.
=Proft.=
Spar mig for Deres Spydigheder og gaa videre.
=Goj.=
Vel. De vil altsaa indenfor en vis Tidsfrist forsøge at faa min Hest
til at lystre Deres Vilje. Vil De selv foreslaa en saadan Frist.
=Proft.=
Nu ja, f. Ex. den 27. September, min afdøde Fars Fødselsdag. Det er
fra gammel Tid Festdag her paa Gaarden.
=Goj.=
Ja, det husker jeg. De ser nu her den Fløjte, som Hoppen er vant til
at adlyde. Jeg vil fra et Punkt, hvor Hoppen kan høre det, ha' Lov
til at gi' tre Stød i denne Fløjte, og hvis De saa endnu er Herre
over hendes Bevægelser, da er Hoppen Deres, i modsat Fald afstaar De
Jens Romlen uden Tøven det lovformelige Skjøde paa hans Moselod.
=Proft.=
Det er et Ord! Altsaa den 27. September.
=Goj.=
27. September. Allright! Vil De gi' mig _det_ skriftligt.
=Proft.=
Skriftligt? Naa, lad gaa. Men Hesten blir jo altsaa foreløbig hos
_mig_, at vi kan vænne os til hinanden.
=Goj.=
Meget vel. Jeg gaar da ud og ordner lidt ved den ene Stigbøjle, for
det er jo bedst, hun beholder den Sadel, hun er vant til.
=Proft=
{(til Goj).}
Gaa De kun. Jeg kommer om et Øjeblik.
=Goj=
{(idet han gaar forbi Dorre ved Sengen).}
Farvel, Dorre!
{(Ser mistænksomt fra hende til Proft. Ud.)}
=Proft=
{(nærmer sig Dorre, kniber hende i Kinden).}
Naa, hvordan har Snutten det saa? -- Hørte du noget af vor Samtale?
=Dorre.=
Ja, det kund a da ett godt blyw fri for; a hør jo, te Herren skuld i
Lav med aa rid paa Gojs Hejst, {(grædende)} men det skuld Herren
rigtignok lad vær mej; for det sejer da all Folk, te det er saamøj en
flyvgal Krikk, som ingen kan tummel uden Goj sjel.
=Proft.=
Er du bange, mit Lam, at jeg skal komme til at ligge hos Madam
Græsmeyer -- og ikke ha' dig med -- hva {(Kys)}; hva! {(Kys.
Omslynger hende heftig.)} Hun har jo ligefrem Taarer i Øjenvipperne.
Er jeg da saadan en Klodsmajor til at ride, at jeg skulde brække
Halsen hen ad en almindelig Landevej?
Hun er bleven saa tudende i den senere Tid. -- {(Lavere.)} Har Du
bestemt dig med Hensyn til Laurst, som jeg talte med dig om?
=Dorre=
{(i ny Graad).}
Aa, bare Herren aldrig vild nævn _hans_ Navn mir.
=Proft=
{(mørk).}
Nu skulde du være fornuftig. Hvad, Dorre! {(Blidere.)} Vi behøver jo
aldeles ikke derfor at afbryde vort ... Jeg mener ... at slaa Haanden
af hinanden. Jeg elsker dig jo, min Snut. Laurst, det Fjols, vil
saamænd ikke ha' noget imod, at hans Husbond sværmer lidt for hans
smukke Kone.
=Dorre=
{(med skjælvende Læber).}
Hvis a nu ... tog ham ... tog Laurst ... vild Herren saa læd vær og
rid paa den vild Hejst?
=Proft=
{(slynger atter sin Arm heftig om hendes Midje).}
Lille Tosse {(Kys)}, lille Tosse {(Kys)}! Hvor henter hun den
Ængstelse fra!
{(I det samme knalder et Skud.)}
=Dorre.=
Uh!
{(De to elskende slipper hinanden; de vender sig og ser Goj med en
rygende Revolver.)}
=Proft.=
Hvad er det, De skyder?
=Goj=
{(har bøjet sig ned).}
Aa, det var bare en Rotte {(løfter den ved Halen)}.
=Proft.=
De skyder godt, Hr. Goj.
=Goj.=
Aaja; jeg kom for at sige, at jeg har sat Hesten ind.
=Proft.=
Godt. Nu skal De faa Deres Dokument.
{(Tæppe.)}
FJERDE AKT.
FØRSTE AFDELING.
Festdag paa Gløttrup.
{=Gaardens Polakkammer=. Dør til venstre i Bagvæggen med plumpe,
ophøjede Tværbeder som i Stalde. Udenfor ses Porten. Paa venstre Væg
et Par smaa Vinduer til Gaarden. Fire Senge, to paa hver Side, med
yderst tarvelige Dynevaar. Man ser Kammerpotten under de to forreste
Senge. Paa Katinkas Seng i Forgrunden til venstre et stærkt koloreret
Tæppe, over samme Seng en falmet Papirsvifte, dito Lygte og et Par
polske Papirsflag. Til højre lidt Kjøkkentøj, Kasseroller, Gryder og
en stor Primus, ogsaa en Vandspand. Paa Væggen hænger hist og her et
broget Skjørt; lasede Arbejdsklæder etc. over Stoleryggene. I
Forgrunden til højre en Kuffert, overklistret med Jernbanemærker. En
Dynge Kartofler mod Væggen; i et Hjørne 3-4 Roehakker. Væggene ru og
uden Pudsning. Loftet sammensat af løsliggende Rafter, hvorfra Halmen
hænger ned. Hele Rummet trist og smudsigt.}
=Herredsfuldmægtig Grættrup=
{(skyder Døren tilbage, saa Portvæggen ses bag ham).}
Hvad Satan er dette her! Vil De nu bare se!
{(Trænger ind, efterfulgt af Godsejer =Oxenway=, Proprietær
=Svenningsen= og Proprietær =Smollerup=, alle med høj Hat.)}
Det er sgu Polakpigernes Boudoir. Jeg vil just ikke paastaa, her
lugter af Eau de Cologne.
=Oxenway.=
Nej, der lugted betydelig bedre i Stalden. -- Det var en dejlig lille
Hoppe, dejlig lille Hoppe; _det_ siger jeg!
{(Herrerne, der er rødblissede og støjende, gaar omkring og ta'r
Elendigheden i Øjesyn.)}
=Proprietær Smollerup=
{(hiver latterdrukken et Fruentimmerskjørt ud fra sit Søm paa
Væggen).}
=Svenningsen.=
Ja, det er der sgun'tte meget Ben i.
{(Fornyet Latter.)}
=Grættrup=
{(peger mod Viften.)}
Vil De se der! Er den ikke sød!
=Oxenway=
{(lorgnetterer Gjenstanden).}
Ak ja, Kvinden er sig selv lig i Hytten som paa Borgen. Et Par af sit
Hjemlands Flag; det er dog sandelig smukt, det er smukt; _det_ siger
jeg!
=Smollerup.=
Saa er det sikkert Sengen, hvor hun ligger, den smukke Katinka, som
endogsaa skal ha' faaet selve Hr. Proft til at strække Gevær.
=Oxenway.=
Er det sandt, er det sandt. {(Klapper klukkende paa Dynevaaret).}
Hoho-hum! Ligger her den smukke Katinka. Jeg synes, alene Navnet er
ganske forjættelsesfuldt. Det er virkelig Synd, hun ikke er hjemme.
Jeg har i Dag ligefrem saadan Lyst til at faa lidt Luft under
Halefjerene. Ja, _det_ siger jeg!
{(Vifter med Armene.)}
=Svenningsen.=
Ja, der er mange af disse Piger, der kan være ganske nette, men de
har det immer ligesom Gravænderne: de er noget trannede i Smagen.
=Oxenway.=
Nej, jeg la'er som oftest den Fugl flyve. Men som de Fruentimre kan
luge! Det er som var det lutter Fingre.
De har reddet vort elskede Fædreland ud af en _stor_ Krise. _Det_
siger jeg.
=Grættrup=
{(har faaet fat paa en Kammerpotte; holder den hen mod Godsejeren).}
Jeg tør vel ikke anmode den Herre om et ringe Bidrag?
=Oxenway.=
Øh -- hvad mener De?
=Grættrup=
{(kaster selv et Pengestykke i Karret).}
=Oxenway.=
Ah; en human Idé, en human Idé, _det_ siger jeg!
{(Kaster en Tokrone; de andre ogsaa en Skjærv. Grættrup sætter Karret
paa Gulvet og under almindelig Fuldmandslystighed ta'r de hinanden om
Skuldrene og danser i Kreds, imens de synger):}
Di-di-di -- da -- dam,
di-di-di -- da -- dam,
dididi -- dididi -- dididi -- da -- dam --
=Kokkepigen=
{(i Døren, revnefærdig af Latter).}
Hihihi! Hihihi! Jeg skulde hilse Herrerne, om Herrerne ikke vilde
komme op til de andre Herrer. Hihihi!
=Svenningsen.=
Død og salte Pine, det var dog en lækker lille Fastelavnsbolle! Kom
hen til mig!
{(Forsøger at drage hende ned paa sit Knæ).}
=Oxenway=
{(gnæggende).}
Ho-ho-hum!
{(Støj fra Gaarden.)}
=Grættrup=
{(ser gjennem Vinduet).}
Hvad er det for et Menneske, de der er samlede om?
Han staar med et langt Gevær. _Han_ har nok taget sig en ordentlig
Klyvert paa sin afdøde Husbonds Fødselsdag.
{(Ogsaa de andre ser ud.)}
=Kokkepigen=
{(rejser sig fra Svenningsens Knæ).}
Det er den Blinde. Jeg kunde knap nok slippe herhen for ham.
=De andre.=
Den Blinde?
=Kokkepigen.=
Ja, Bror til Goj, som har laant Herren Hesten. Han har været
kanonfuld lige fra Mor'ningen. Det er han altid paa Godsejerens
Fødselsdag.
=Grættrup.=
Ja saamænd, det er vi andre jo ogsaa!
{(Hahaha!)}
=Kokkepigen.=
Ja men, han er det, fordet han blev blind den Dag.
=Grættrup.=
Han blev blind!
=Kokkepigen.=
Ja, det er mange Herrens Aar siden. Det var paa en Klapjagt. Det var
Godsejeren, som skød. Og saa blev han blind.
=Oxenway.=
Ja, nu husker jeg det; jeg husker det; jeg var med paa den Jagt. Ih,
se!
{(Lorgnetterer gjennem Vinduet).}
=Kokkepigen.=
Og naar den Dag kommer, saa drikker han til den store Guldmedaille,
og saa vil han altid exercere, for han var jo Soldat, før han blev
blind. Og saa har han en gammel Muskedonner fra den Gang -- der er
ingen, der kan forsta
Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/39722