Gutenberg · e01.org
Cover of Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard
Project Gutenberg cover, or a typographic cover where none is held.

Gutenberg · ebook 38220

Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard

by C. Henrik Scharling · Danish · public domain in the US

  • Language Danish
  • PG edition 2011
  • Rights public domain (US)
  • Source Project Gutenberg
0%

Contents

    Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard by C. Henrik Scharling is a Danish public-domain text held from Project Gutenberg (ebook #38220). Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i nedenstående tekst er _understreg_ brugt til at angive s p a t i e r e t tekst, mens =lighedstegn= er brugt til at angive antikvaskrift. Tekst der er skrevet på græsk i originalen er angivet i {krøllede parenteser}.

    Denne bog er oprindelig trykt med frakturskrift; i nedenstående tekst er understreg brugt til at angive s p a t i e r e t tekst, mens =lighedstegn= er brugt til at angive antikvaskrift. Tekst der er skrevet på græsk i originalen er angivet i {krøllede parenteser}.

    Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret, som fx variationen Øieblik/Øjeblik.

    Ved Nytaarstid
    i
    Nøddebo Præstegaard.

    Fortælling af

    Nicolai, 18 Aar gammel (Henrik Scharling.)

    Kjøbenhavn.

    C. A. Reitzels Forlag.

    1889.

    Niende Oplag.

    Kjøbenhavn.

    Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri (F. Dreyer).

    Forord til niende Oplag.

    Da i sin Tid »Nøddebo Præstegaard« dukkede op for min Phantasi i sine allerførste løse og taagede Omrids, var min første Tanke den at bringe Stoffet i dramatisk Form og udarbeide det til et Lystspil. Den Anerkjendelse, som J. L. Heiberg havde ydet mit første digteriske Arbeide (»Moderne Christendom«, Komedie i fem Handlinger, 1859) kunde nok opmuntre til et saadant Forsøg. Imidlertid havde jeg snart gjort Bekjendtskab med de Vanskeligheder, som stille sig i Veien for en Opførelse paa Skuepladsen, og jeg var begyndt at komme til Erkjendelse af, at der hertil hører en dramatisk Lykkestjerne, som ikke synes at have lyst over min Vugge.

    Jeg opgav derfor denne Tanke og valgte den fortællende Form, der vistnok i dette Tilfælde var ulige heldigere og mere stemmende med Æmnet.

    Underligt nok skulde det dog føje sig saa, at »Nøddebo Præstegaard« skulde bringes i dramatisk Form og føres frem paa »de Brædder, som betyde Verden«. Dette skete mange Aar senere -- Bogen havde alt fejret sit Jubilæum -- og uden nogensomhelst Foranledning eller Medvirkning fra min Side. En talentfuld Skuespiller ved Folketheatret havde efter Opfordring af Direktøren ved samme Theater paataget sig dette Hverv. Gjennem Aviserne kom jeg til Kundskab herom. I og for sig havde jeg Intet derimod, men vilde holde mig ganske udenfor og lade Sagen gaae sin egen Gang.

    Nærstaaende Venner foreholdt mig imidlertid, at Følgen heraf vilde blive, at jeg vilde blive holdt for den egentlige Bearbeider og følgelig komme til at bære det æsthetiske Ansvar for Bearbeidelsen.

    Forat undgaae dette lod jeg en kort Erklæring indrykke i »Berlingske Tidende« og »Dagbladet« (17-18 October 1888). Men nu begyndte Røret først ret, idet Spørgsmaalet om danske Forfatteres retslige Stilling overfor slige dramatiske Bearbeidelser blev bragt frem, hvilket tilsidst førte til et Tillæg til Eftertryksloven, der sikkrer Forfatterens Ret paa det nævnte Omraade.

    Imidlertid skulde det ikke blive ved Folketheatrets Bearbeidelse.

    Ogsaa Provindsskuespillere henvendte sig til mig med Anmodning om at maatte bearbeide »Nøddebo Præstegaard« for Scenen. Heller ikke her blev Tilladelsen nægtet, og saaledes rasede en Slags dramatisk Nøddebo-Mani over hele Landet. Af disse forskjellige Dramatiseringer fik jeg kun Lejlighed til at gjøre Bekjendtskab med Folketheatrets, der forekom mig at være foretagen med livfuld Forstaaelse af Fortællingens Hovedpersoner. Den stillede sig i det Hele temmelig frit overfor den og kunde vel egentlig snarere betegnes som en dramatisk Omskrivning af samme. Den gjorde megen Lykke hos Publikum og oplevede i Vinterens Løb en lang Række Opførelser for fuldt Hus.

    Disse mange Opførelser saavel i som udenfor Hovedstaden vakte en forøget Opmærksomhed for Fortællingen, og saaledes skete det, at det efter vore Forhold betydelige Jubilæums-Oplag blev udsolgt hurtigere, end baade Forlægger og Forfatter havde ventet, og et nyt blev nødvendigt. Det udsendes med det Ønske, at »Nøddebo Præstegaard« fremdeles maa bevare den glade og talrige Vennekreds, som den i Aarenes Løb har erhvervet sig.

    Oktober 1889.

    Forf.

    1862-1887.

    =Eheu fugaces, Nicolai! Nicolai!
    Anni labuntur! -- --=

    udbryder Præsten i Nøddebo med et Citat af Horats. Og nu ere fem og tyve Aar rullede henover »Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard«. Det har for denne Fortælling været glade og lykkelige Aar: den havde ingen polemisk Braad og vakte derfor heller intet Anstød. Fra dens første Fremtræden har Lykkens Solskin hvilet over den, og overalt, hvor den kom frem, fik den en blid og gunstig Modtagelse.

    I Aar kan altsaa Nøddebo Præstegaard feire sit Femogtyve-Aars Jubilæum, og som man jo gjerne ved slige Leiligheder kaster Blikket tilbage over det Svundne og mindes de fordums Dage -- saa kan det maaske være paa sin Plads at give nogle Meddelelser om de ikke ganske almindelige Vilkaar, hvorunder den blev til.

    Allerførst kan da her bemærkes det besynderlige Modsætningsforhold, som finder Sted mellem Fortællingens Tilblivelse og det over samme hvilende Grundpræg. Thi denne Digtning, der er gjennemtrængt af Fred og Ro og Hjemmets Glæde, er bleven til under Forhold af ganske modsat Natur. Den er skreven under et stærkt omtumlet Reiseliv og et ikke mindre bevæget indre Sjæleliv. Den har først og fremmest havt den Betydning at være et aandeligt Hvilepunkt for Forfatteren selv, og det er maaske Grunden til, at den senere er bleven det for mangfoldige Andre.

    Thi fra saare Mange har Forfatteren modtaget varm Taksigelse, og det ikke blot fra glade og tilfredse Mennesker, der i denne Fortælling fandt en Gjenklang af deres egne lykkelige Livsforhold, men ogsaa fra syge og bekymrede Mennesker, som sukkede under Livets Tryk, men ved Læsningen af denne Bog have fundet Lise og Husvalelse af den Art, som Digtekunsten formaaer at give.

    Men er dette nu Digt eller Virkelighed? Ere de i Fortællingen optrædende Personer virkelige, ikke opdigtede? Atter og atter er dette Spørgsmaal blevet gjort Forfatteren, ja der er endog sendt ham Breve fra Udlandet derom.

    Svaret herpaa bliver: den foreliggende Fortælling er gjennemgaaende bygget paa et nøie og omhyggeligt Virkelighedsstudium, men rigtignok ikke i den Betydning, hvori en moderne, meget høirøstet Æsthetik tager dette Ord. Thi en photografisk Gjengivelse af Virkeligheden er den paa ingen Maade: havde den været det, vilde den neppe have kunnet vedligeholde Interessen i saa mange Aar.

    Den Art Skildringer, der tage deres Stof umiddelbart fra Virkeligheden uden at underkaste det nogen kunstnerisk eller poetisk Omdannelse, kunne vel vække en øieblikkelig Opsigt og blive Gjenstand for Omtale, men de formaae ikke at bevare Interessen, thi Publicum vil snart gjøre den Opdagelse, at en Kunst, der ikke stiller sig anden Opgave end at give et tro Billed af Livets Trivialiteter og Elendigheder i al deres fattige Nøgenhed, den er det ikke værd at offre synderlig Tid eller Penge paa.

    Hvad nu først de i Fortællingen optrædende Personer angaaer, da er det vel saa, at de henholde sig til virkelige Personer, der have staaet Forfatteren nær. Men de kunne dog paa ingen Maade siges at være Portræter, og Vedkommende vilde være i deres fulde Ret, om de protesterede mod en saadan Opfattelse. Thi det er kun enkelte Sider eller Charaktertræk, der ere benyttede, men paa den Vis, at de ere blevne videre udførte ved Phantasiens Hjælp saaledes, at de kom til at passe ind i Fortællingens Gang. De ere i Virkeligheden mere at betragte som frie Omdigtelser end som Portrætligheder.

    Det Samme gjælder om de Begivenheder og Forhold, som forekomme i Fortællingen. Ogsaa her ligge ofte virkelige Tildragelser til Grund, ligesom ogsaa de Sjælstilstande, der skildres, hyppig ere Gjengivelser af Forfatterens egne indre Oplevelser. Men Hovedsagen bliver atter her, at Personer, Begivenheder og Forhold, der i Virkeligheden stode langt fra hinanden og Intet havde at gjøre med hinanden, i Fortællingen ere bragte ind under et fælles digterisk Synspunkt og i Stemningens Inderlighed sammensmæltede til Enhed. Og det er vel det, som man til Syvende og Sidst trods alle moderne æsthetiske Doctriner kalder Poesi.

    Hvad nu Fortællingens ydre Tilbliven angaaer, da er den fra Begyndelsen til Enden nedskreven i Udlandet. Vel havde jeg allerede i Hjemmet fattet den Plan at skrive en Digtning af denne eller lignende Art, men den stod for mig i de løseste Omrids. Det var først efter at have forladt Hjemmet, at jeg for Alvor tog fat paa den og gav den fast Form og Skikkelse.

    I Juni 1861 forlod jeg Danmark forat tiltræde en længere Udenlandsreise i videnskabelige Øiemed, der kom til at vare henimod halvfjerde Aar. Strasburg blev det første Sted, hvor jeg gjorde et længere Ophold for at høre Forelæsninger ved det derværende, den Gang franske, Universitet. Under det stille ensformige Liv, som jeg her førte, vaagnede Længselen efter Hjemmet med fuld Styrke og tyngede ofte haardt paa Sindet. Da tog jeg fat paa Fortællingen for at frigjøre mig for Hjemveens Tryk.

    Gjenstanden for den skulde være de første Elskovsrørelser i det unge Gemyt og de Skuffelser, som Ungdommens Uerfarenhed og Selvovervurdering gjerne medfører. Bogens Navn skulde være »Mit første Felttog i Amors Regiment« -- en Titel, som dog maaske var lidt søgt og derfor snart blev opgiven. Handlingen skulde henlægges til en Præstegaard: til disse havde jeg ganske godt Kjendskab paa Grund af talrige Besøg i adskillige af dem, og mange glade Minder knyttede sig til dem.

    Jeg valgte Navnet Nøddebo Præstegaard efter først at have forvisset mig om, at der vel findes en Kirke i Nordsjælland af dette Navn, ovenikjøbet en af de ældste i Danmark, men derimod ingen Præstegaard. Endelig blev Fortællingen lagt i Munden paa en attenaarig Student, thi i denne Alder udfolder Elskoven sig i sin første umiddelbare Friskhed, men spiller kun paa Overfladen uden at fremkalde de dybere Sjælsrørelser, som først ytre sig i en modnere Alder. Hermed var det givet, at hele Fortællingen kunde holdes i en let og munter Tone.

    Samtidig med, at jeg hørte tydske og franske theologiske Forelæsninger og studerede Schleiermachers Dogmatik, tog jeg fat paa Fortællingen. De Omgivelser, hvorunder jeg færdedes, vare vel skikkede til at sætte mig i den rette Stemning.

    Elsaß er et frugtbart og kornrigt Land ligesom Danmark; de gyldne Sædemarker, de mange Frugthaver, Lunde og Smaaskove, Alt hvilende i Midsommersolens stærke Hede, fremkaldte levende Mindet om Hjemmet, medens atter de blaae Bjærge i det Fjerne og Strasburgermünsterens høie Spir, der behersker hele Landskabet rundt omkring, bare tilstrækkeligt Vidnesbyrd om, at jeg var i det Fremmede. Minderne om Hjemmet sammenknyttedes med de lyse Forventninger om fjerne og ukjendte Egne, som jeg snart skulde gjennemreise, og satte Phantasi og Stemning i rig Bevægelse.

    Og hvad der mellem alt det Øvrige fik særegen Betydning, var Tanken om hint mærkelige Ungdomsaar, som Goethe havde tilbragt i Strasburg, og navnlig hans Besøg i Sesenheim, der gjør ham saa stor Ære som Digter, men kun ringe Ære som Menneske. Jeg læste de paagjældende Steder i hans Levnetsløb, steg jævnlig op paa Strasburgermünsteren, hvor den store Digter ofte havde staaet ved Solnedgang og skuet ud over det skjønne Landskab, ja jeg gjorde endog en Udflugt til Sesenheim.

    Præstegaarden var ombygget, men Egnen og Stedlighederne vare dog de samme, og jeg kunde tage Plads paa en Bænk i Haven, hvorom der fortaltes, at Digteren og hans Frederikke ofte havde siddet ved hinandens Side. Alt dette var vel egnet til at fremkalde Stemninger og Phantasier, der maatte være frugtbargjørende for min Fortælling.

    Denne skred da ogsaa godt fremad. Men i Slutningen af August forlod jeg Strasburg for at tiltræde en længere Reise til Grækenland og Palæstina. Nu fulgte et Par Maaneders meget omtumlede Reiseliv, hvor der slet ikke kunde være Tale om at skrive Andet end de nødvendige Breve til Hjemmet. Først i Athen kom jeg atter til Ro. Naar bortsees fra de vidunderlige Mindesmærker og de skjønne Naturomgivelser er Athen en meget stille By uden forstyrrende Adspredelser; der fandtes den Gang hverken Theater eller Concerter. Des bedre Tid var der til Studier af forskjellig Art og til Digtning.

    Vistnok vare alle Omgivelser i høi Grad forskjellige fra Hjemmet, men Fortællingen var jo nu sat godt i Gang, Tonen og Stemningen var slaaet an, og det gjaldt kun om at holde den fast og føre den videre i samme Retning.

    Aftenerne, der begyndte at længes, udfyldtes ved Samtaler med min kjære Reisefælle, Valdemar Schmidt, der var stødt til mig i Triest.

    Han, der selv er Præstesøn, havde endnu bedre Kjendskab til Præstegaardene end jeg og hjalp mig til Kundskab om Et og Andet, der var mig noget usikkert, uden at jeg dog meddelte ham Noget af Fortællingen eller om det Arbeide, jeg havde for. Billedhugger Hertzog, der samtidig var i Athen og jævnlig besøgte os, saae tilfældigvis de mange beskrevne Ark ligge foran mig og udbrød, formodentlig i den Tanke, at det var en videnskabelig Afhandling: »De er dog en flittig Mand!« -- men heller ikke han fik noget at vide derom.

    Den gode Hygge, vi havde i Athen, endtes i December, da vi tiltraadte Reisen til Pharaonernes gamle Land. Nye Indtryk, nye Mærkværdigheder, store og herlige Skjønhedssyner! det pragtfulde Kairo er som et Æventyr af Tusindogeen Nat, men den, som ikke forfølger særlige videnskabelige eller kunstneriske Øiemed, vil dog efter nogle Dages Forløb have nok af dette Æventyr. Nu traf det sig saaledes, at efter en Uges Tids Forløb reiste Vald. Schmidt op til Alexandria forat leie en Nilbaad og ordne Alt til Reisen opad Nilen.

    I en halv Snes Dage var jeg da overladt til mig selv og vandrede alene om i den store brogede By mellem de mylrende Turbaner. Jævnlig spadserede jeg gjennem de skyggefulde Sykomore-Alleer ned til Nilen og saae over til de gaadefulde Pyramider, hvis spidse Toppe reiste sig paa den modsatte Bred. Under alle disse fremmede æventyrlige Indtryk kunde der paakomme mig en stærk Længsel efter Hjemmets Fred og Hygge, og saa tyede jeg ind i Nøddebo Præstegaard.

    Saa kom Nilreisen istand. Det er en herlig Reise, især naar den ikke, hvad nuomstunder er Tilfældet, foretages paa en Dampbaad, men paa en Dahabieh (d. e. ægyptisk Seilbaad). Man glider forbi Palmelunde, der speile sig i Floden, og skuer herlige Tempelruiner. Men det er ogsaa en meget ensformig Reise, især naar det er Vindstille eller Vinden er contrær, thi da maa Baaden trækkes op imod Strømmen af de arabiske Baadsfolk. Paa Nilfloden fuldendtes min Fortælling. De sidste Sider skrev jeg om Aftenen i vor lille Kahyt ved tændte Lys. Da den sidste Side var skreven, gik jeg op paa Dækket. Det var blevet Nat; en pragtfuld ægyptisk Himmel med tindrende Stjerner hvælvede sig over mit Hoved.

    De Stemninger og Tanker, der bevægede mit Sind, formede jeg i de følgende Dage til et lille Digt, hvilket i de senere Udgaver blev trykt som en Hilsen til Hjemmet.

    Fortællingen var færdig, men Reisen var langtfra færdig. Den strakte sig over Palæstina, Syrien og Constantinopel, Tydskland og Schweiz, saa et Par Maaneders stille Ophold ved Universitetet i Erlangen -- et fortræffeligt Sted at samle sig efter en Reise i Orienten -- endelig en Vinter i Rom. Under alle disse Omvandringer var Nøddebo Præstegaard min stadige Ledsager, den blev hyppig tagen frem, paa Ny gjennemlæst, pyntet og pudset.

    I Juli 1862 kom jeg pludselig hjem, uden at Nogen ventede det. Hvad der drev mig hjem, var Længselen efter at gjensee mine Kjære efter to Aars Fraværelse og Ønsket om at faae min Bog udgivet i Trykken. Det sidste skete, uden at Nogen fik Noget derom at vide. Jeg var tvivlraadig, om jeg skulde sætte mit Navn paa Titelbladet eller udgive den pseudonymt. Forlæggeren raadede til det Sidste, og det var vistnok et godt Raad, thi det er meget tvivlsomt, om Bogen havde faaet saa god Modtagelse, dersom den havde baaret Forfatterens Navn.

    I October 1862 reiste jeg atter bort -- denne Gang gjaldt Reisen Holland og England. Faa Dage efter min Bortreise kom Bogen ud. Jeg tog indtil videre Ophold i Utrecht, hvor jeg gjorde mig bekjendt med hollandske Kirkeforhold og studerede hollandsk Theologi. Om min Bog hørte jeg Intet, hvad der var rimeligt nok, da jeg ingen danske Aviser saae og heller ikke i Breve kunde vente at høre Noget, efterdi jeg ikke havde betroet mig til Nogen. Dog begyndte den lange Taushed at ængste mig, og jeg frygtede for, at Fortællingen, der havde været mig selv til saa stor Glæde og Opmuntring, skulde gaae upaaagtet hen mellem de mange andre Noveller og Romaner.

    Endelig henad Jul kom de første Efterretninger; Bogen var omsider naaet frem til mine Nærmeste, der snart havde gjættet paa mig som Forfatter. Og nu fik jeg Budskab om den gode Modtagelse, som den havde faaet.

    I Efteraaret 1865 udkom anden lidt forkortede Udgave. Forfatterens Navn var nu blevet almindelig bekjendt, og dette var formodentlig Aarsag i, at Kritiken stillede sig temmelig kjølig og fandt Fortællingen ubetydelig. Kritikens Indsigelse kom imidlertid for seent, thi Publicum havde nu engang vundet Bogen kjær og lod sig ikke mere foreskrive nogen Dom om den. Nye Oplag fulgte efter hinanden med faa Aars Mellemrum.

    Ogsaa i Udlandet blev Fortællingen kjendt og vandt mange Venner. I England udkom en Oversættelse i Pragtudstyr -- i Sverig og Tydskland fulgte forskjellige Oversættelser efter hinanden. Den sidste autoriserede tydske Oversættelse er besørget ved Hr. P. J. Willatsen i Bremen, der med stor Flid og Omhu har arbeidet paa at gjøre den nordiske Literatur bekjendt i Tydskland. Ogsaa paa Fransk udkom en Oversættelse i =Bibliothèque universelle=.

    Man kunde have ventet, at en Fortælling, der havde havt saa afgjort Held med sig, snart vilde have fremkaldt flere lignende. Naar dette ikke skete, var Aarsagen dels de eiendommelige Vilkaar, hvorunder Nøddebo Præstegaard var bleven til, dels og fornemmelig den, at andre Opgaver lagde Beslag paa Forfatterens Kræfter. Hertil kom det ulykkelige Krigsaar, som drog Sind og Tanker i en anden Retning (»Uffe Hjælms og Palle Løves Bedrifter« 1866 -- andet Opl. 1886).

    Først flere Aar efter følte Forfatteren Lyst til at digte en lignende Fortælling og skrev da, under jævnlige Afbrydelser af en stærkt optaget Universitets-Virksomhed, »Min Hustru og jeg« (begyndt i Juli 1870, endt i December 1872). Den udkom i Efteraaret 1875 i tre Oplag umiddelbart efter hinanden; et fjerde Oplag fulgte 1881. Den er dog ikke saa meget en Fortsættelse af som snarere et Modstykke til Nøddebo Præstegaard.

    Naar denne skæmtende fortæller om Elskovens første urolige Rørelser og Skuffelser, saa har hin sat sig til Opgave at give en Fremstilling af Ægteskabets Lykke i al dets rige Fred og Velsignelse, der udfolder sig over en Skildring af den danske Sommerfriskhed som sin Baggrund. Ogsaa denne Fortælling udkom i en svensk, tydsk og engelsk Oversættelse og synes navnlig at have vundet Bifald i Tydskland, hvor den er udkommen i forskellige Oversættelser; den sidste, autoriserede, er besørget ved P. J. Willatsen i Bremen.

    Paa den omtalte Vis er Nøddebo Præstegaard bleven til:

    Strasburger-Münsteren, Athens Akropolis og Nilfloden med Ægyptens Pyramider og Templer, det er Rammen, hvorigjennem Hjemmet sees i et Fjernsyn. Naar denne Digtning, som er fostret af Længsel efter Hjemmet og er spiret op i de fremmede Lande, nu i sit 25aarige Levnetsløb har vundet en Udbredelse, som langt har overgaaet Forfatterens Forventninger, da tør det vel haabes, at den ogsaa i kommende Aar vil fremkalde Glæde og Munterhed samt et lyst og glad Syn paa Livet fremfor Alt hos den opvoxende Ungdom.

    Kjøbenhavn, October 1887.

    Henrik Scharling.

    Til mine Kjære i Hjemmet!

    Ombord paa Nilfloden, i Februar 1861.

    Dagen nu svinder, og Solen nedglider
    Hisset bag Palmernes skyggende Hang,
    Nilfloden vugger mod Baadens Sider,
    Mumler saa tyst en underlig Sang.
    Snart paa Ægyptens Nathimmel funkle
    Tusinde Stjerner i underfuld Pragt,
    Aftenens Skygger, de tause og dunkle,
    Over den speilklare Flod har sig lagt.

    Ene jeg sidder, langt borte fra Eder,
    Tankerne flyve da op imod Nord,
    Ile mod Danmarks de elskede Steder,
    Der, hvor min Kjærligheds Længsel boer.
    Ei kan blandt prægtige Templer jeg glemme
    Straatækte Hus og den duftende Vang,
    Krogede Pil omkring Søen derhjemme,
    Hjemlivets Fred og mit Modersmaals Klang.

    Stille -- jeg lytter -- jeg synes at høre
    Velkjendte Røster fra velkjendte Kyst,
    Og som et Echo møder mit Øre
    Toner, der juble af Liv og af Lyst --
    Ja det er Eders, nu kjender jeg atter
    Stemmernes gamle fortrolige Klang,
    Ordet, der lyder i Spøg og i Latter,
    Sindigt, alvorligt, i Tale og Sang.

    Se, hvad jeg hørte, det flux jeg fremstilled,
    Hastig jeg nedskrev de vingede Ord.
    Lidt efter lidt der sig danned et Billed,
    Da var min Glæde usigelig stor;
    Ofte, naar Savnet og Vemod og Længsel
    Laa paa mit Sind som et tyngende Bly,
    Da tog jeg Billedet frem -- og mit Fængsel
    Sprængtes, og Livslysten vaagned paa ny.

    Nu dog til Eder mit Billed jeg sender,
    Kjærlige Tanker har fostret det frem,
    Tag det som Hilsen til Venner og Frænder,
    Hilsen til Sjællands skovkrandsede Hjem!
    Derhen jeg længes, naar Stjernerne funkle
    Hist paa det Blaae i vidunderlig Pragt,
    Derom jeg drømmer, naar Natten den dunkle
    Over den speilklare Flod har sig lagt.

    Du stille, venlige Præstegaard, Dig bringer jeg min Hilsen! Som den blysomme Martsviol skjuler sig mellem det yppig voxende Græs, saaledes skjuler Du Dig bag de mægtige Lindes skyggende Bladehang, og Vandreren seer kun et Glimt af dine hvide Vægge titte frem bag det grønne Løv. Flygtig iler han Dig forbi, han veed ikke, hvilke Skatte Du bærer i dit Skjød. Men jeg veed det, og jeg kjender Dig!

    Jeg kom til Dig i de hede Sommerdage, da Solens Straaler faldt brændende henad den støvede Landevei, og hvert Græsstraa gispede efter en forfriskende Regndraabe; træt og mødig var jeg, men indenfor dine Vægge fandt jeg Skygge og Ly, naar Døtrene modtoge mig med en munter Velkomsthilsen, medens Husmoderen rakte mig den qvægende Lædskedrik.

    Og jeg kom til Dig i de tunge, mørke Vinterdage; Taage og Mulm hvilede over Mark og Eng, og Taage og Mulm hvilede over mine Tanker, men indenfor dine Vægge fandt jeg Sommerfriskhed og Sommerglæde, og som en kraftig Nordenvind forjog Præstemandens muntre Tale de tunge, døsige Tanker. Derfor takker jeg Dig, og derfor bringer jeg Dig min Hilsen! Var jeg langt borte fra Dig, jeg skulde ikke glemme Dig -- vandrede jeg blandt Resterne af Hellas' svundne Herlighed, dog skulde jeg mindes Dig; stod jeg i Pharaonernes gamle Land, dog skulde dit lave Straatag med de hvide Skorstene rage høiere op for min Tanke end Ægyptens høieste Pyramide.

    • * * * *

    Se det er Ouverturen, men den er ikke af mig, den er af Gamle. Hermed hænger det saaledes sammen. Da jeg havde tilbragt den sidste Halvdeel af min Juleferie i Nøddebo Præstegaard, fik jeg Lyst til at nedskrive, hvad jeg havde oplevet derude, og da jeg havde skrevet det, fik jeg ogsaa Lyst til at lade det trykke, for saaledes gaaer det altid: Skridt for Skridt gaaer man fremad paa Fordærvelsens brede Bane, til man tilsidst ender med at blive Forfatter.

    Imidlertid følte jeg selv, at det var et meget voveligt Skridt, jeg her stod i Begreb med at gjøre, og derfor besluttede jeg først at høre, hvad Corpus Juris vilde sige til mit Forehavende. Corpus Juris er nemlig en stor Kritikus, og hvis han bifaldt min Plan, saa turde jeg være saa temmelig rolig for mit Værks senere Skjæbne. Saa skrev jeg det først meget zirlig af, for at der ikke skulde være saameget som en skæv Linie, der kunde vække Corpus Juris' Mishag, og derpaa overleverede jeg ham Bogen, idet jeg tillige fortalte ham min Plan.

    Corpus Juris tog Bogen; i to Dage sagde han ikke Noget: jeg troer ikke, at Noah kan mere spændt have ventet paa sin Dues Tilbagekomst, end jeg ventede paa min Bogs Tilbagekomst -- men jeg turde ikke spørge. Paa den tredie Dag rakte Corpus Juris mig Bogen og sagde: »Ja der bliver jo saameget Jux trykket nuomstunder, saa kan Du ogsaa gjerne lade dit trykke!« Det var ikke meget opmuntrende for en ung Forfatter, og i Grunden var jeg ikke klogere end før. Jeg besluttede derfor at appellere til Høiesteret, det vil sige, at spørge Gamle om hans Mening.

    Gamle var mere human i sin Dom: han sagde, at der var meget Godt i Bogen, men man kunde jo nok mærke, at Forfatteren var vel ungdommelig. Dog herpaa kunde der ogsaa raades Bod: jeg kunde jo lade trykke paa Titelbladet, hvor gammel jeg er, saa vidste Folk, at de maatte ikke stille store Fordringer, og kjøbte de saa Bogen, maatte de selv tage Skade for Hjemgjæld. Kun fordrede Gamle, at da Bogen blandt Andet ogsaa handlede om ham, vilde han skrive en lille Indledning, der kunde være som en Slags Ouverture.

    Herover blev jeg heelt forskrækket, thi jeg kunde nok tænke, hvordan den Ouverture kom til at lyde, men jeg maatte lystre Gamle. Nu staaer Ouverturen der: og naar man har læst den igjennem og bagefter læser min Bog, bliver man vist ligesaa overrasket, som man vilde blive, naar man efter Ouverturen til Hakon Jarl fik see Kong Salomon og Jørgen Hattemager.

    Thi ligesaa høitidsfuldt som Gamle har stemt Harpens Strænge, ligesaa muntert og let agter jeg at røre dem. Om Nogen skulde vente at finde dybe psychologiske Blik, store verdenshistoriske Begivenheder eller maaskee endog dæmoniske Tanker her, han vilde blive høilig skuffet.

    Nei, der er saamænd ikke det mindste Dæmoniske hverken ved mig eller ved min Bog, men, som Taskenspilleren pleier at sige, naar han gjør sine Kunster: det gaaer Altsammen ganske naturligt til. Værre var det derimod, at Corpus Juris havde indvendt mod min Bog, at der ikke var Handling nok i den: men dertil svarede Gamle, at det laa i Sagens Natur, for en Præstegaard er ikke Skuepladsen for et stort fem Acts Drama, men kun for en lille Idyl: i en Præstegaard handler man ikke

    • man passiarer. Det var et gyldent Ord af Gamle. Thi i min Bog

    handler man heller ikke, nei man passiarer. Ja saaledes vil jeg fortælle, som naar man en dunkel Vinteraften sidder i en fortrolig Kreds af Venner og passiarer, i hin Stund, hvor Dagen saa smaat lister til Sengs, og Natten kommer og holder Hænderne for vore Øine og spørger: hvem er det? Saaledes vil jeg fortælle, at mine Ord maa løbe som den rislende Bæk: Ingen veed, hvor den kommer fra, og Ingen veed, hvor den løber hen, man hører den kun surre og surre og surre

    • saaledes netop vil jeg fortælle, og falder saa ogsaa En og Anden i

    Søvn, nu vel, saa lad ham sove og -- drømme!

    Men hvem er Gamle, og hvem er Corpus Juris? Ja det har jeg jo reent glemt at sige -- det er mine to ældre Brødre. Det forstaaer sig, de er da ikke døbte Gamle og Corpus Juris, men saaledes har jeg kaldt dem, fordi jeg synes, at disse Navne passe saa godt paa dem. Vi ere nemlig tre Brødre: Gamle, Corpus Juris og jeg. Jeg, Nicolai, er atten Aar gammel, som der staaer paa Titelbladet, og theologisk Student, det vil da sige vordende theologisk Student, for i Aar er jeg kun Rus.

    Jeg er af et meget muntert Gemyt, og jeg seer da heller ingen Grund, hvorfor jeg skulde kalde Jorden en Jammerdal. Hertil mener dog Corpus Juris, at jeg kunde have Grund nok, naar der var mere Alvor i mig, men trods mine atten Aar er jeg et reent Barn, hvorover jeg burde skamme mig. Men hertil mener nu atter Gamle, at jeg ingen Grund har, thi det er i mange Henseender godt at bevare Barnesindet saa længe som muligt.

    Overhovedet maa jeg sige til Gamles Roes, at han er meget mere human end Corpus Juris, hvad han jo ogsaa lagde for Dagen ved Bedømmelsen af min Bog. Gamle er min ældste Broder, han hedder egentlig Christopher, men jeg har kaldt ham Gamle, for det Første, fordi han er theologisk Candidat, og det synes mig, at alle theologiske Candidater have noget vist Gammelagtigt ved sig: det er ligesom man saae den spirende Velærværdighed allerede begynde at udfolde sig.

    Dernæst er han min Manuductør, eller rettere min vordende Manuductør, thi hidtil har jeg endnu ikke fortaget mig paa Theologien. Endelig er han som den Ældste øverste Bestyrer af Huset, den, til hvem der appelleres i alle Tvivlsspørgsmaal, og hvis Dom da staaer ved Magt uden at kunne ændres. Med Hensyn til Temperamentet kunde jeg næsten troe, at Gamle er Phlegmatiker; dog er det muligt, at jeg gjør ham Uret, thi Gamle er mig i mange Henseender en Gaade, som det endnu aldrig er lykkedes mig at blive rigtig klog paa.

    Endelig Corpus Juris er den Næstældste og hedder egentlig Frederik, han er, hvad ogsaa Navnet antyder, Jurist, og Jurist lige ud til Haarspidserne; dermed har jeg sagt Alt, hvad der kan siges til hans Roes og til hans Dadel. Han er afgjort Choleriker, det er der ingen Tvivl om: =fiat justitia, pereat mundus=! det er hans Valgsprog. Naar jeg seer hans sikre bestemte Gang, da er det mig, som saae jeg Christian den Femtes Lov lyslevende marschere forbi mig.

    Gamle er 24 Aar og Corpus Juris er 23, begge To har de taget Embedsexamen for et Aar siden, og dog var Ingen af dem forlovet endnu. »Ja saa bliver de det saamænd heller aldrig«, sagde jeg mange Gange til mig selv, »for naar man er 24 Aar gammel og har sin Embedsexamen, hvad er der saa mere at betænke sig paa?« Men jeg ærgrede mig i mit stille Sind derover, for da jeg ingen Søster har, vilde jeg dog i det Mindste gjerne have en Svigerinde, men hvor i al Verden skulde hun komme fra, naar mine Brødre ikke vilde forlove sig?

    Engang, da vi havde drukket vor The og fik os vor sædvanlige Aftenpassiar -- Corpus Juris var i usædvanlig godt Humør -- lod jeg saa et Par Ord falde om, at jeg syntes, det var paa Tide, at de begge To tænkte derpaa, men Gamle svarede ganske rolig: »Det er Noget, Du ikke forstaaer Dig paa, Nicolai« -- hvorover jeg blev saa forbløffet, at jeg pludselig holdt inde og aldrig siden har vovet at tale til dem derom.

    Hvad mig selv angaaer, da tør jeg ikke forlove mig som Student -- thi Gamle har mange Gange sagt, at det er det Fordærveligste, som et Menneske kan gjøre -- men jeg har lovet mig selv, at samme Dag, som jeg om Formiddagen har været oppe til Embedsexamen, gaaer jeg om Eftermiddagen ud og forlover mig, for jeg vil sandelig ikke gaae og blive en gammel Pebersvend som mine to ældre Brødre.

    Vi tre Brødre ere Sønner af en Herredsfoged ovre i Jylland.

    For sex Aar siden kom Gamle og Corpus Juris herover for at studere og havde nu taget deres Embedsexamen for et Aar siden; i Sommer kom jeg herover og er endnu aldeles fortryllet af al den Herlighed, jeg seer, saa at jeg endnu, skjøndt jeg har været her i fem Maaneder, kan gaae i hele Timer og see paa de store Huse, de pragtfulde Boutiker og de mange Mennesker, hvorfor ogsaa Corpus Juris siger, at man skulde tage mig for den pantsatte Bondedreng og ikke for en akademisk Borger. -- Vi boe paa Hjørnet af Vestergade og Vestervold, paa femte Sal, eller som man nok pleier at sige, paa Qvisten.

    Jeg er meget vel fornøiet med at boe saa høit oppe, for saa har man en deilig Udsigt ud over Volden, og naar Gamle og Corpus Juris ere ude, kan jeg sætte mig overskrævs i Vindueskarmen med det ene Been ud paa Taget, see op i den klare blaae Luft og synge omkap med Fuglene, uden at Nogen beder mig om at tie stille. Corpus Juris er ogsaa vel fornøiet med Leiligheden: de mange Trapper op og ned give saadan en sund Motion, man sparer hver Dag en heel Times Spadseretour derved.

    Gamle endelig siger, at det er ham aldeles ligegyldigt, om han boer i Kjælderen eller paa Qvisten, naar han bare maa faae Lov at boe et Sted.

    Hvad Husbestyrelsen angaaer, da er den fordeelt saaledes mellem os, at Gamle som den Ældste staaer for Alting, hvilket i Virkeligheden vil sige, at han staaer for Ingenting. Han er nemlig meget upraktisk og lever for det Meste i sine egne Tanker og er derfor i høi Grad uskikket til denne Verdens Anliggender, derfor gaaer Alt i Grunden efter Corpus Juris' Hoved, saa at Forholdet mellem Gamle og Corpus Juris er, som det pleier at være i et velordnet Ægteskab: Manden fører Overcommandoen, men Konen commanderer over Alt.

    Dog maa jeg sige, at naar Gamle engang imellem ligesom vaagner op og siger, hvorledes han vil have det, saa skeer det ogsaa efter hans Villie, hvormeget end Corpus Juris har at sige derimod. Jeg som den Yngste har naturligvis Ingenting at sige, ikke engang saa meget som Lov til at kriticere, uden at Corpus Juris lader mig vide, at jeg er altfor meget en Kik-in-die-Welt, til at jeg kan tale med om nogen Ting.

    Ogsaa Omsorgen for de forskjellige Livets aandelige Sphærer er fordeelt mellem os: Gamle forestaaer de kirkelige Anliggender i Ordets bogstavelige Forstand, forsaavidt som han strængt overholder, at vi hver Søn- og Helligdag gaae i Kirke.

    Det Æsthetiske er mig anbetroet, forsaavidt man ved et æsthetisk Liv forstaaer et saadant, hvor man snart fri og ubunden driver om paa Gader og Stræder midt i den travle Folkemasse og glæder sig ved Beskuelsen af det mangfoldige Liv, som rører sig overalt, snart staaer og stirrer ud ad Vinduet og bygger Luftcasteller af de graae Efteraarsskyer.

    Corpus Juris staaer for det Politiske; det vil sige, han læser hver Dag Aviserne, og meddeler os Indholdet af disse tilligemed et belærende Foredrag over, hvorledes Sagerne uden Tvivl inden kort Tid maae komme til at staae: begge Dele ere af stor Nytte for Gamle og mig, da Ingen af os nogensinde læser Aviserne: jeg har ikke Tid dertil, thi naar man hver Dag skal passe sine Forelæsninger og Informationer, være i Studenterforeningen og desuden være til Stede ved alle mulig forefaldende Begivenheder, og saa ovenikjøbet studere lidt, hvor skulde man saa faae Tid til at læse Aviserne?

    Gamle læser ikke Aviserne af Princip, og det giver Anledning til jævnlige Disputer mellem ham og Corpus Juris. Den Sidste anvender nemlig hver Morgen ved sin The en Time til at studere Dagbladet, og denne Lecture har en synlig oplivende Virkning paa ham, thi medens han forinden er ordknap og utilgængelig, saa er han efter Studiet af Dagbladet det omgængeligste og behageligste Menneske.

    Men nu er det en af Gamles Yndlingspaastande, at Aviserne tjene kun til at bortødsle Folks Tid: i gamle Dage, siger han, baade skrev og læste man store Bøger, nuomstunder gjør man ingen af Delene, bare fordi man skal læse Aviserne. Corpus Juris priser derimod Aviserne saa høit, som om al aandelig Velsignelse udgik fra dem. Hvem af dem, der har Ret, veed jeg ikke: dog troer jeg, at Gamle er noget ensidig, thi efter min Mening bestaaer Forskjellen mellem nuomstunder og før kun deri, at de Folk, som nu blot læser Aviserne, læste i gamle Dage slet Ingenting.

    Hertil kommer, at medens Corpus Juris er en meget ivrig Politiker, saa er Gamle det slet ikke: Gamle mener nemlig, at Hovedsagen er, at Alle blive gode Christne, og naar dette først er Tilfældet, saa er det aldeles ligegyldigt, om Bondevennerne eller Professorpartiet staaer ved Roret, thi »Naar hver sin Dont ret gjøre vil, Saa staaer det vel i Huset til«, det gjælder ogsaa om Staten. Dog Gamle har nu saamange underlige Meninger.

    Men det er naturligt, at disse Meningsforskjelligheder mellem ham og Corpus Juris give Anledning til jævnlige Disputer, der i Almindelighed finde Sted ved Middagsbordet, som jeg overhovedet har lagt Mærke til, at Folk ere altid meest oplagte til at disputere ved Middagsbordet; Morgen og Aften er man meget mere føielig og eftergivende, men om Middagen viger man ikke en Haarsbred fra sin Mening; hvori dette kan have sin Grund, overlader jeg til Psychologerne at bedømme, men Enhver vil vist have Leilighed til at kunne overtyde sig om Sandheden af denne Bemærkning.

    Men naar dette undtages, da leve vi forøvrigt sammen i broderlig Samdrægtighed, som sig hør og bør. Engang imellem hændes det jo, naar jeg ikke længer kan styre den overstrømmende Glæde, som boer i mig, at jeg maa give den Luft i min Yndlingssang, en Stump af en norsk Matrosvise, som jeg engang har hørt dem synge ude paa Toldboden:

    »Hive langsomt fra Land -- hive langsomt fra Land!
    De bergenske Møer snart vi møde kan --
    Ohi--ohøi! ohi--ohøi!«

    hvorpaa Gamle hæver sit majestætiske Hoved fra Bogen og siger: »Stille, Nicolai!« -- eller ogsaa, at jeg i min Harme og Forbittrelse over ikke at kunne forstaae Propædeutiken, aftegner den philosophiske Professor hængende i en Galge, hvilket tildrager mig en streng Straffeprædiken af Corpus Juris, der finder det høist upassende at aftegne en af Universitetsprofessorerne i en saadan Stilling, hvori jeg ogsaa maa give ham Ret -- saadanne Smaasammenstød have vi flere af, men de ere i Regelen strax bilagte, og derfor regner jeg dem ikke for Noget.

    Det var en Tirsdag Eftermiddag i Juleferien: de to Juledage vare forbi. Klokken var henimod fire; Tusmørket var begyndt at rykke frem, alle Gjenstande begyndte at faae dette usikkre, taagede Udseende, der kunde bringe En paa den Tanke, at de vare ifærd med at løse sig op i Mørket og selv blive til bare Mørke. Gamle laa henne paa Sophaen i den mørkeste Deel af Værelset; man kunde kun kjende ham paa noget Lyst, det var hans Krave og hans Ansigt, alt det Øvrige var paa Grund af Mørket blevet til Eet med Sophaen.

    Han laa i sine egne Betragtninger, i hvilken Tilstand han befinder sig allerbedst; hans Pibe var for tredie Gang gaaet ud: Gamle vil nemlig gjerne have Piben i Munden, for saa tænker man bedre, siger han -- men naar han saa begynder at tænke, gaaer Piben ud og skal tændes paa Ny, hvorfor jeg er overbevist om, at han bruger mange flere Penge til Svovlstikker end til Tobak.

    Som sagt, Gamle laa paa Sophaen: Corpus Juris sad i Gyngestolen med alle det svundne Aars Dagblade foran sig og qvægede sig øiensynligt ved alle de lykkelige Morgentimer, som Læsningen heraf havde forskaffet ham. Jeg stod i Vinduet, saae ud i de dunkelviolette Skyer, bag hvilke Solen var gaaet ned, og trommede ganske sagte paa Ruden: »Hive langsomt fra Land -- de bergenske Møer snart vi møde kan -- ohi--ohøi!«

    Paa en Gang siger Gamle: »Hør, Frederik, skal vi tage Nicolai med til Nøddebo imorgen?«

    »Nicolai har vist ingen Penge«, svarede Corpus Juris.

    Nei det var da soleklart, at jeg ingen Penge kunde have, med mindre jeg havde stjaalet nogle fra Corpus Juris; den 27de i Maaneden, hvor er det saa muligt at have en Skilling i Lommen?

    »Har Nicolai ingen Penge«, sagde Gamle, »saa vil jeg betale Reisen for ham«.

    Jeg blev høilig overrasket over denne Rundhaandethed hos Gamle, der kom saa aldeles uventet.

    »Men der er Ingen, der venter ham derude, han kommer blot til Uleilighed«, indvendte Corpus Juris.

    »I Nøddebo Præstegaard kommer aldrig Nogen til Uleilighed, mindst Nogen af Faders Sønner.«

    Nu var jeg aldeles overbevist om, at jeg kom med til Nøddebo, i hvad saa end Corpus Juris havde at sige, thi det var klart, at Gamle vilde det.

    »Men Nicolais Tøi er heller ikke i Orden«, yttrede Corpus Juris, der endnu ikke vilde give tabt.

    »Saa laane vi ham Noget af vort«, svarede Gamle, og dermed var Sagen afgjort.

    Nu maa jeg imidlertid oprigtig talt tilstaae, at jeg havde ikke nogen overdreven Lyst til at komme til Nøddebo. -- Nøddebo Præstegaard ligger to Mil fra Roskilde ved Roskildefjordens Bredder, og Præsten her er en gammel Ungdomsven af Fader. Gamle og Corpus Juris havde tilbragt de to sidste Sommerferier derude og ligeledes i Efteraaret hyppig aflagt Besøg.

    Jeg havde aldrig gjæstet Nøddebo og var heller ikke synderlig ivrig derefter, thi naar jeg spurgte Gamle, hvad Rart der var derude, svarede han mig, at Præsten havde saadant et godt Bibliothek, og spurgte jeg Corpus Juris, fik jeg samme Svar, hvad der ikke undrede mig lidet, da denne ellers ikke er nogen synderlig ivrig Theolog; men han sagde ogsaa, at navnlig med Hensyn til Kirkeretten var Bibliotheket særdeles godt forsynet.

    Efter paa et Par nærmere Forespørgsler aldrig at have faaet andet Svar end: Bibliotheket og Kirkeretten, fik jeg tilsidst den Idee om Nøddebo Præstegaard, at man ikke bestilte Andet derude end sidde i Bibliotheket og studere Kirkeret fra Morgen til Aften. Da man ligesaagodt kan gjøre det hjemme i Kjøbenhavn, saa ansaae jeg det ikke for Umagen værd at drage derud.

    Men da nu Gamle tilbød at betale Reisen, og da jeg ikke ret vidste, hvad jeg skulde gjøre af mig selv i Juleferien, naar Brødrene vare borte, saa tog jeg imod Tilbudet i den Tanke, at jeg maaskee ogsaa kunde finde Noget i det Bibliothek, som kunde særlig interessere mig.

    Saa gave vi os da til at pakke Tøiet sammen, og da jeg saae Kuffert og Vadsæk opstillede paa Gulvet, følte jeg endog heftig Lyst efter at komme til Nøddebo, for jeg kan aldrig see en Kuffert, uden at jeg faaer Lyst til at reise.

    Næste Morgen bleve vi vækkede ved en stærk Banken paa Døren: det var Karlen, der kom for at bære Tøiet til Banegaarden. Corpus Juris foer i Veiret: »Hillemænd, Klokken er over et Qvarteer til Syv; op, Christopher! op, Nicolai!« Jeg for mit Vedkommende havde mere Lyst til at blive liggende i Sengen og synge: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land« -- men der hjalp ingen Kjæremoer, jeg maatte op af Sengen.

    For da at blive rigtig vaagen og ligeledes purre Gamle op, istemmede jeg med kraftig Røst det gamle Bjarkemaal: »Vaagner, vaagner, danske Helte!

    Vaagner, spænder Sværd ved Bælte!« men blev afbrudt af Corpus Juris: »Aa hold dog op med den Sang, det ligner jo ikke noget at begynde allerede paa Morgenstunden dermed!« Jeg taug, for jeg huskede paa, at Corpus Juris havde ikke læst Dagbladet endnu, men jeg sagde tillige med et Suk til mig selv: »Sæt, de nu ikke holder Dagbladet i Nøddebo Præstegaard, saa er Corpus Juris jo i daarligt Humør hele Dagen igjennem!« -- ja havde der bare været Tid, saa havde jeg gjerne søgt nogle gamle Dagblade op, for at han i al Fald kunde have dem at læse derude.

    Men der var ingen Tid at give bort, vi maatte klæde os paa i størst mulige Fart. Corpus Juris stod allerede i fuld Reiseklædning med Haanden paa Laasen og skyndede paa os; det var knap nok, at Gamle kunde faae Tid til at trække Galoscherne paa og tage sin uadskillelige Paraply med sig.

    Ja i sin Iver for at komme afsted væltede Corpus Juris et tomt Blækhus og tog deraf Leilighed til at skænde paa mig, fordi jeg nu i tre Dage havde glemt at komme Blæk i det, hvad der dog virkelig under de nærværende Omstændigheder snarere syntes mig at fortjene Paaskjønnelse. Omsider vare vi alle færdige og forlode Værelset.

    Idet vi traadte ud paa Gaden, slog en bidende Kulde os imøde, jo det var en rigtig Julekulde. Himlen var ganske dunkelblaa, Maanen var endnu ikke gaaet ned, men stod bleg og forfrossen paa Himlen, og gul og gusten saae den ud, som En, der har været paa Svir hele Natten igjennem.

    Sneen knirkede under vore Fødder, idet vi mere løb end gik; imidlertid kom vi dog endnu i rette Tid, men hvordan vi fik Billet, kom ind i Vognen og tog Plads, det maa Corpus Juris fortælle, for det besørgede han: jeg veed kun, at der skete en heel Deel omkring mig i stor Hurtighed, og at jeg først kom rigtig til mig selv, da vi vare ved Valby. -- Om selve Jernbanefarten er der forøvrigt ikke videre at fortælle, og hvad skulde der vel ogsaa være at fortælle om en Jernbanefart, hvor man den ene Gang kjører akkurat som den anden?

    Vi tre Brødre vare alene i Coupéen: Gamle og Corpus Juris satte sig hver ved sit Vindue, ingen af dem lod til at være synderlig conversabel. Ved Hedehusene indtraadte et Par nye Passagerer, en ung Pige med hendes Moder. Den unge Pige havde det deiligste Par lyseblaae Øine, som man kan tænke sig, hvorfor jeg naturligvis satte mig ligeoverfor hende og havde den største Lyst at tale til hende, men jeg syntes ikke rigtig det gik an, da vi jo slet ikke kjendte hinanden.

    Saa sad jeg i al Taushed og saae paa hende; det vidste jeg da, jeg havde Lov til, indtil hun pludselig slog Øinene op og saae paa mig. Jeg blev noget flau, thi hun havde bestemt mærket, at jeg havde siddet og seet paa hende. Derfor vendte jeg hurtig mit Blik ud ad Vinduet, men kunde nu mærke, hvorledes hun sad og saae paa mig. »Tør Du see paa mig, saa tør jeg vel ogsaa see paa Dig«, tænkte jeg og saae atter paa hende, men nu vendte hun hurtig Blikket mod det andet Vindue, som om hun slet ikke havde seet paa mig.

    Saa kunde jeg en Stund sidde i Ro og see paa hende, indtil hun atter saae hen paa mig, hvorpaa jeg atter saae ud ad Vinduet. Saaledes vedbleve vi at føre en taus Øienkrig hele Tiden: den Ene saae paa den Anden, saalænge indtil den Anden mærkede det, og saa saae den Anden paa den Ene o. s. fr., lige indtil vi naaede Roskilde. Her traadte Moderen ud, og den unge Pige fulgte bagefter.

    Idet hun gik forbi mig, kunde jeg ikke lade være at sige »Farvel« til hende. »Farvel!« svarede hun med saa sød en Stemme, at jeg bitterlig fortrød, at jeg ikke før havde talt til hende. Men nu var det for silde: endnu kunde jeg skimte hendes blaae Silkehat skinne frem mellem Folkemængden, og saa var hun borte.

    Vi Andre stege nu ogsaa ud og gik hen for at see, om Præstens Vogn var der -- jo, der holdt den; ved at see os reiste Kudsken sig, og idet han med den ene Haand holdt et Par stolte Brune i Ave, tog han til den lodne Peltshue med den anden.

    »Goddag Niels«, raabte Corpus Juris, »hvordan staaer det til i Præstegaarden?«

    »Tak, ellers Godt«, svarede Niels, »de har længe ventet paa Herrerne.«

    »Derfor komme vi ogsaa tre Mand stærk, for naar det kommer, saa kommer det Alt paa een Gang.«

    »Ja saa«, svarede Niels, »det var ellers slemt nok.«

    »Hvorfor det? Er der ikke Plads i Præstegaarden?«

    »Jo, der er Plads til tyve endnu, om det skulde være -- men her paa Vognen« -- og Niels saae sig betænksomt om -- »jeg har gjort nogle Indkjøb idag og derfor -- --«

    »Er der ikke Andet i Veien«, raabte jeg, »den Sag skal vi snart klare. Vi stille Kufferten op her bagest i Vognen, og saa sætter jeg mig paa den.«

    »Ja det kan vi«, raabte Corpus Juris og sprang op, »kom nu! hurtig!«

    »Vi vil først hen at see Domkirken«, svarede Gamle rolig, »Nicolai har ikke seet Domkirken endnu.«

    »Den kan han jo altid faae at see en anden Gang, lad nu dog ikke Niels vente længer.«

    »Nicolai skal see Domkirken«, lød Gamles Svar, »Niels venter nok for min Skyld saa længe.«

    »For min Skyld! ha ha ha! Du vil maaskee studere Aarstal derhenne?« og Corpus Juris blinkede hen til Gamle.

    »Nicolai skal see Domkirken«, svarede Gamle, der selv begyndte at lee og tog mig under Armen, medens Corpus Juris atter sprang af Vognen for at følge os.

    En af Dørene til Kirken stod heldigvis aaben, og vi gik ind i Kirken.

    Corpus Juris førte mig rundt, viste og forklarede mig Alting. Gamle derimod, som havde paataget sig at vise mig Kirken, forsvandt øjeblikkelig; formodentlig var han henne at studere Aarstal. Jeg savnede ham imidlertid ikke, thi jeg var aldeles optagen af det Skjønne og Herlige, som jeg saae. Jeg tænkte paa alle de navnkundige Mænd, hvis Been hvile her, det forekom mig, som om deres Aander omsvævede os under de høje Kirkehaller og sagte talte sammen om de svundne Tiders Stordaad.

    Corpus Juris fortalte og fortalte, jeg lyttede til: det var mig, som om de døde Navne bleve levende for mig, som om jeg saae de purpurklædte Konger og de kutteklædte Klærke træde os imøde -- jeg glemte Nøddebo og mig selv og Alt, indtil Corpus Juris endelig sagde: »Ja nu tør vi ikke blive længer.« Det var mig, som vaagnede jeg op af en dyb Drøm; fra de svundne Tider kaldtes jeg tilbage til Nutiden.

    »Men hvor er Christopher?« spurgte jeg.

    »Der kommer han henne, nu er han færdig.«

    »Har han da virkelig siddet og studeret Aarstal i al den Tid?«

    »Ja han har«, svarede Corpus Juris smaaleende, »Du veed, at han interesserer sig for Sligt.«

    »Han arbejder maaskee paa en Afhandling desangaaende?«

    »Ja, han arbejder af alle Kræfter derpaa«, svarede Corpus Juris, idet han med Møie holdt Latteren tilbage. Jeg saae forundret paa ham, men han løb fra mig hen til Gamle, som han tog under Armen, og de gik i Forvejen tilbage til Vognen, medens jeg fulgte langsomt bagefter, ganske opfyldt af Alt, hvad jeg havde seet og hørt.

    Men nu gjaldt det om at faae Plads paa Vognen. Gamle skulde sidde paa den forreste Agestol ved Siden af Niels, Corpus Juris paa den anden ved Siden af en heel Deel Pakker, som vare opstablede der, og jeg bag i Vognen paa Kufferten. Corpus Juris og jeg kom snart til Sæde, men ikke saa med Gamle. Han er ikke nogen stor Gymnastiker; et Par Gange sprang han op paa Hjulet, men hver Gang dumpede han ned igjen. Saa vilde Corpus Juris hjælpe ham, og ved fælles Bestræbelser lykkedes det dem tilsidst at brække Rygstykket paa Agestolen itu.

    »Nej veed Du hvad, Christopher«, raabte jeg, »lad Du før mig sidde hos Niels, saa kan Du sætte Dig op paa Kufferten her.« Saaledes skete det da, og vi rullede afsted.

    Da vi vare komne udenfor Byen, maatte jeg idelig vende mig om for at betragte Domkirken, der havde fængslet alle mine Tanker. Der stod den med sine lette, ranke Spir knejsende op i den blaae Luft høit over alle Smaahusenes Vrimmel. Jeg saae tilbage i Vognen paa mine to Brødre: der sad Corpus Juris lænet tilbage, tæt indsvøbt i sin store Kavai, Hatten sad lidt paa Snur, der var noget vist Kjækt og Hoverende ved ham, som om han vilde udfordre den hele Verden til Kamp. Bagved ham sad Gamle paa Kufferten med Haanden under Kinden og tænkte.

    »Det er dog underligt med Gamle«, sagde jeg til mig selv, »altid tænker og tænker og tænker han. Hvad kan han dog have saa meget at tænke paa? Eller sidder han maaske ogsaa og tænker paa Domkirken, paa Aarstallet, som han har fundet derinde?«

    »Naa, Gamle, falder Du nu i Tanker igjen«, raabte Niels. Jeg blev ganske forskrækket over, at han turde tiltale min Broder paa den Maade, men opdagede snart, at Tiltalen gjaldt den ene Hest.

    »Hedder den Gamle?« spurgte jeg forundret.

    »Ja han gjør.«

    »Hvor gammel er den da?«

    »Aa han er endelig ikke saa gammel endda, men han er saa speculerende og falder gjerne i Tanker, helst naar han skal trække Vognen. Men det maae vi curere ham for«, og Niels slog et Knald med Pidsken, der bragte baade Gamle bag i Vognen og Gamle foran Vognen til at fare i Veiret, og den Sidste til at paaskynde sin Gang noget mere.

    Nu var jo Samtalen kommen ind paa det Punkt, hvor man altid skal begynde med Kudske, nemlig om Heste, men da jeg ikke er nogen synderlig stor Hestekjender, søgte jeg at dreje Samtalen bort herfra for at faae noget at vide om Præstegaarden, hvilket interesserede mig ulige mere.

    »Præsten er vel en meget lærd Mand?«

    »Aa ja det kan nok hænde sig.«

    »Har han mange Bøger?«

    »Ja flere, end jeg kan læse«, (derfor behøvede Bibliotheket nu ikke at være saa grumme stort).

    »Men han har aldrig været gift?«

    »Ja, hvorfor ikke?«

    Jeg blev noget forundret over dette Spørgsmaal, thi jeg kunde da ikke vide Grunden, hvorfor Præsten ikke havde giftet sig.

    Niels saae lidt hen for sig, derpaa sagde han: »Ellesens er Præsten da gift.«

    »Er han gift?« udbrød jeg, »han har maaskee Børn?«

    »To Døtre.«

    To Døtre! ih men du store chinesiske Keiser med tre Haar paa din skaldede Isse, det havde jo Gamle og Corpus Juris aldrig talt om!

    »Er de smukke?«

    »Aa ja«, svarede Niels med et polisk Smil.

    »Og muntre?«

    »Ja nu kan Herren jo selv see.«

    To Døtre, smukke og muntre! og saa gaaer Gamle og Corpus Juris kun og roder i Bibliotheket og Kirkeretten! jo, det var rigtignok paa høie Tid, at jeg kom til Nøddebo for at hævde Familiens Ære og vise, at den dog ikke bestaaer af lutter Læseheste.

    Vi kjørte forbi en lille Bakke, paa Toppen af hvilken der stod en Bænk, fra hvilken man maatte have en prægtig Udsigt over Fjorden. Om det var Præstens Døtre, eller hvad der var Grunden, veed jeg ikke

    • nok, det forekom mig i samme Øieblik, som om det pludselig blev

    mildt og varmt Sommerveir, Buskene oppe paa Bakken vare fuldt udsprungne og dækkede med deres skyggende Løv over Bænken, og paa Bænken sad (ja, jeg behøver vel ikke at sige hvem), og ved hans Side en ung Pige, Haand i Haand sadde de og saae udover Issefjorden, hvis sagte rislende Bølger forgyldtes af den nedgaaende Aftensol, og de saae ind i hinandens Øine og --

    »Holdt, her vil jeg af«, raabte Corpus Juris.

    »Hvad nu«, sagde Gamle, »vil Du maaskee ogsaa studere Aarstal?«

    »Ja vist, ja vist«, svarede Corpus Juris, der i et Par Spring var oppe paa Toppen af Bakken, undersøgte omhyggeligt Barken paa et gammelt Lindetræ deroppe og kom derpaa ned igjen, hvorpaa Reisen fortsattes. Men jeg var forstemt og ærgerlig, jeg var bleven afbrudt i et af mine yndigste Drømmerier, saadant et, som man maa takke Apollo og alle ni Muser for, naar det vederfares En, og hvorfor? bare fordi Corpus Juris skulde op og søge efter nogle gamle Aarstal. Ja vel veed jeg, at Roskildeegnen er rig paa gamle Minder, men leve vi da i Fortiden, slet ikke i Nutiden?

    Og skal den hele Verden kun være en stor Bog, hvori vi læse om hvad Forfædrene have gjort, medens vi reent glemme, at nu leve vi, og nu er Tiden for os til at handle? Jo, det kunde blive nogle fornøielige Dage, vi skulde tilbringe i Nøddebo

    • formodentlig hele Dagen trave om i Bibliotheket og støve op i

    gamle Folianter!

    Heldigvis vendte mine Tanker snart tilbage til det sidste Æmne, som havde været Gjenstand for Samtalen mellem Niels og mig, og jeg søgte at faae lidt nærmere at vide af Niels om de unge Piger. Niels iagttog imidlertid en vis diplomatisk Taushed, svarede kun med Eenstavelsesord og et polisk Smil, saa at Alt, hvad jeg fik at vide, var, at den ene hed Emmy og var tyve Aar gammel, den anden hed Andrea Margrethe og var atten Aar gammel.

    Disse Efterretninger satte mig i en vis blandet Stemning af Uro og Glæde. Thi jeg har lagt Mærke til en forunderlig Egenskab, som jeg har, og som jeg næsten troer er noget Eiendommeligt for mig, den bestaaer nemlig i, at jeg bliver forelsket i alle de unge Piger, som jeg seer. Jeg har undertiden hørt ældre Personer sige, at Grunden, hvorfor de ere forblevne ugifte, er, at de ikke have kunnet finde nogen, som passede for dem. Det er forunderligt! mig gaaer det lige omvendt, saa at hvis jeg forbliver ugift, saa vilde det være, fordi de passe Alle saa godt til mig, at jeg ikke veed, hvem jeg skal vælge.

    Thi ved at foretrække En kommer jeg til at tilsidesætte ti Andre, som jeg i Grunden holder ligesaa meget af. Derfor er det mig ordentlig en vis Beroligelse at høre, nu er enten denne eller hin bleven forlovet, thi saa har jeg altid een mindre at vælge imellem.

    Men hvad hjælper det? Det gaaer her som med Hydras Hoved, thi for hver en ung Pige af mit Bekjendtskab, som bliver forlovet, lærer jeg ti andre at kjende, og saa er Nøden lige stor. Jeg er ofte bange for, at det virkelig tilsidst skal gaa mig som Burydans Æsel, især da Corpus Juris siger, at jeg har flere Egenskaber tilfælles med samme Æsel.

    Engang betroede jeg mig til Gamle herom, da vi Arm i Arm ved Nattetid vandrede hjem fra et Bal, hvor jeg ved min Ankomst ikke kjendte en eneste af Damerne og ved min Bortgang var bleven forelsket i dem Alle tilhobe, men Gamle trøstede mig med, at jeg kun skulde være rolig; naar Tidens Fylde kom, fik jeg nok at vide, hvem det skulde være.

    Og saa har jeg da slaaet mig til Ro ved Tanken om, at der jo endnu er fem Aar, til jeg tager min Embedsexamen. -- Men nu skulde jeg atter lære to unge Piger at kjende, og det var at forudsee, at min Uro derved vilde stige to Grader paa Ny. Men paa den anden Side var der en hemmelig Stemme indeni mig, som hviskede til mig: »Trøst Dig, Nicolai, Tiden er kommen, da al din Uro skal have Ende. Thi hvad Du nu faaer at see, er saa livsaligt, at det overgaaer Alt, hvad Du hidtil har seet.

    Hvad Du længe har søgt og søgt forgæves, skal Du nu finde -- al din Tvivl skal have Ende.« Denne Stemme lød med en saadan Sikkerhed, at jeg i mit Hjerte var aldeles overbevist om dens Sandhed. Hvorledes den var opstaaet i mig, veed jeg ikke; det var Synd at beskylde Niels for at have ophidset min Phantasi med nogen flammende, begeistret Beskrivelse, thi han taug næsten ganske stille, men hvilken Vismand har endnu formaaet at kunne gjøre Rede for alle de underlige Tanker, der kunne opkomme i et Menneskehjerte?

    Alt som vi kjørte, bleve disse Tanker mere og mere levende hos mig, en Række liflige Billeder stege frem for min Sjæl, og tilsidst maatte jeg give mine overstrømmende Følelser Luft, jeg sang derfor af mine Lungers fulde Kraft:

    »Paa Landet i den stille Vraa
    Studentens Ankomst er en Fest,
    Men, smukke Glut, pas bare paa,
    Han bliver Dig saa dyr en Gjæst,
    Du gjerne ham vil beværte --
    Om lidt han be'er,
    Men tager meer,
    Indtil i dit aabne Hjerte
    Fundet han har sit Qvarteer.«[1]

    [1] Efter Hostrup.

    Jeg var lige kommen til Enden og vilde til at synge Verset om igjen, for jeg syntes det passede saa godt til Situationen, da vi hørte et svært Bums bagved.

    »Vi spildte vist Herren paa Kufferten«, sagde Niels.

    Jeg saae mig om, jo ganske rigtig! Gamle og Kufferten vare faldne af Vognen. Jeg sprang hurtig ned, for at see, om Gamle var kommen til Skade -- -- nei, han var ikke: han stod ganske rolig og saae paa Kufferten, som om han ventede paa, at den vilde stige først op igjen.

    Men Corpus Juris skjændte: »Kan Du da ikke engang sidde fast paa en Vogn, Christopher?« -- ja han havde godt ved at snakke, han sad fast og godt paa en Agestol, og ikke som Gamle paa en Kuffert. Ved Hjælp af Niels fik vi Kufferten og Gamle satte op igjen, og Corpus Juris paatog sig at holde paa Kufferten, for at Ulykken ikke atter skulde hændes. Hver Gang vi saa kjørte op ad en Bakke, raabte jeg til Corpus Juris: »Holder Du?« og hver Gang svarede ikke Corpus Juris, men Gamle: »Ja, jeg holder«, som om det skulde hindre Kufferten fra at falde, at han, der selv sad ovenpaa den, holdt fast i den ene Hank!

    • * * * *

    Det var dog et ganske mageløst Veir!

    Himlen bredte sit straalende klare Paulun ud over vore Hoveder; paa begge Sider af Veien stode Træer og Buske i deres Juleklædning, det vil sige Rim paa alle Grene og Qviste, og nikkede til os, Luften var saa frisk og let, det var, ligesom man kunde flyve; det var umuligt at tie, jeg maatte synge min Yndlingssang: »Hive langsomt fra Land! hive langsomt fra Land«, -- selv Corpus Juris istemmede: »De bergenske Møer snart vi møde kan«, medens Gamle brummede Omkvædet: »Ohi--ohøi! ohi--ohøi!« med sine halvanden Tone, for mere har han ikke. -- Nu dreiede vi ind til Høire og kom til den sidste Bakke, oppe paa Toppen af hvilken Præstegaarden laa, der ligesom Kirken var bygget lidt udenfor Landsbyen.

    Niels pidskede paa Gamle (naturligvis ham foran Vognen), og i et lystigt Trav naaede vi snart Præstegaarden. Foran Porten stode to store Træer, rundt om paa alle Sider vare tætte Buske; nu var Løvet affaldet, saa man kunde see igjennem de nøgne Grene, men om Sommeren maatte Præstegaarden ligge lunt og tæt som en Fuglerede indenfor det grønne Løv, der dækkede den paa alle Sider.

    Jeg saae nøie paa den: den havde i sit Ydre ikke det Allermindste, der kunde bringe En til at tænke paa Universitetsbibliotheket eller Kongens Bibliothek -- men maaskee des mere i det Indre, tænkte jeg med et stille Suk. Foran Gaarden var en tilfrossen Dam, paa hvilken Landsbyens Ungdom løb paa Skøiter eller uden Skøiter, eftersom Enhvers Formueomstændigheder tillode ham.

    En lille Purk paa fem Aar med en stor rød Hue paa Hovedet standsede midt i en Svingning og blev af Forundring staaende paa eet Been, da vi kjørte forbi: det var Julenissen, der bød os velkommen. Nu svingede vi ind ad Porten, en Flok dorske Ænder, der havde leiret sig her, foer som en Flok snaddrende Forridere ind i Gaarden for at mælde vor Ankomst, hvilken end ydermere blev bevidnet af Lænkehundens høie Gjøen.

    »Der er Andrea Margrethe«, hørte jeg Gamle hviske til Corpus Juris, idet han pegede paa en ung Pige, som kom tilsyne i Døren, »og der er Emmy!« hviskede Corpus Juris tilbage til Gamle, idet en anden ung Pige nærmede sig den første. »Velkommen! Velkommen!« lød det oppe fra Forstuedøren, og »Hurra!« raabte jeg, som om Velkomsthilsenen særlig gjaldt mig, uagtet ingen af de unge Piger havde havt den Fornøielse at see mig før. Nu holdt vi foran Døren; i et Nu vare vi Alle af Vognen, jeg begriber endnu ikke, hvorledes Gamle i den Fart kom ned af sin Kuffert.

    Men distrait er han jo altid, og istedenfor at række Haanden til Andrea Margrethe, den velsignede Pige, som stod og rakte begge Hænderne ud imod os, stormede han hovedkulds ind i Forstuen.

    Jeg fik akkurat Tid til at give ham et stærkt Stød i Ryggen for at bringe ham til Besindelse, og dette gjorde ogsaa sin Virkning. Men som man altid gaaer fra den ene Yderlighed over til den anden, saaledes ogsaa her: havde Gamle viist for stor Ligegyldighed mod Andrea Margrethe, saa vilde han nu gjøre det godt ved atter at vise for stor Hjertelighed mod Emmy; thi den Iver, hvormed han greb og trykkede hendes Hænder, var større, end som almindelig Høflighed fordrer.

    »Men hvorfor kommer De først saa seent? Vi havde saa bestemt ventet Dem i Juledagene«, sagde Andrea Margrethe.

    »De havde lovet at prædike for Fader anden Juledag«, sagde Emmy til Gamle.

    »Havde jeg? det veed jeg ikke noget af.«

    »Ja saaledes gaaer det jo«, sagde Andrea Margrethe, »De lover og lover, men --«

    »Det maa Du ikke sige«, sagde Emmy, »Du veed jo ikke, hvad Christopher har havt at bestille i denne Tid.«

    Christopher! o hvilken liflig Klang laa der ikke i dette Ord!

    Efternavnet og det formelle Hr. var kastet bort -- saaledes maa det jo ogsaa være mellem vordende Svoger og Svigerinde -- endnu sagde de »De« til hinanden, men det skulde jeg snart forandre. Thi jeg havde ikke drømt falsk paa Vognen; hvad jeg saae, overstraalede i Friskhed og Liv Alt, hvad jeg hidtil havde seet; jeg følte det, her skulde jeg finde, hvad jeg søgte. Andrea Margrethe var lille af Væxt, men hun besad et Par spillende brune Øine, et glatliggende kastaniebrunt Haar og et saa muntert Smil, at man reent glemte, om hun var lille eller høi, naar hun talte; man saae kun Liv og Friskhed og Ungdom.

    Emmy var mere bleg, hendes sorte Haar faldt glat ned til begge Sider over den hvide, klare Pande, Øinene vare store og blaagraae med et usigeligt Udtryk af Kjærlighed og Ømhed. Hun var lille og spinkel, men der var noget saa Fint og Zart ved hende, at jeg ikke veed noget Bedre at sammenligne hende med end en Lotusblomst, skjøndt jeg egentlig ikke rigtig veed, hvordan en Lotusblomst seer ud. Hun var iført en staalgraae Kjole, medens Andrea Margrethe bar en mørkebrun; hvad Tøiet var af, seer jeg mig desværre ikke istand til at angive.

    Gamle mener, at det var Kannevas, men deri troer jeg rigtignok, at han tager Feil, for Kannevas er jo Noget, som man syer Lommetørklæder af; rigtignok paastaaer han det med stor Bestemthed, men Gamle taler altid med stor Bestemthed, især naar det er om Ting, han ikke forstaaer sig paa.

    Døren til Dagligstuen gik op, og Præsten kom ud. Det var en høi, kraftig bygget Mand paa henved de tredsindstyve. Kalot bar han paa Hovedet og graahaaret var han, men i de klare blaae Øine lyste endnu Ungdommens Herlighed. »=Tandem venere bubulci=«, raabte han med en Stemme, saa Vinduerne klirrede, »er det en Tid at holde Jul paa, naar baade Julegrøden og Julegaasen er spist? Nu kommer I til tomme Fade, men det er Eders egen Skyld.«

    Præsten havde endnu ikke seet mig, hvorfor Gamle paatog sig at præsentere mig som det yngste Medlem af Familien.

    »Altsaa tredie Udgave«, svarede Præsten, »formodentlig fuld af Trykfeil ligesom begge de andre, men nu skal vi til at læse sidste Correctur herude, saa hjælper det nok. Forresten er han jo meget pænt indbunden. Hvad er Titlen?«

    »Nicolai, theologisk Student«, svarede jeg.

    »Nicolai? dog vel ikke i Slægt med de Nicolaiter, Apokalypsens tredie Capitel, hvilke sige, at man ikke maa tage til Ægte?«

    »Mener De, om jeg er Mormon?« spurgte jeg, for jeg forstod ikke Præsten.

    »Mormon? Lære Mormonerne, at man ikke maa tage til Ægte? Kjære Ven, hvorledes staaer det sig med deres Christendoms Kundskab? Og De er theologisk Student?«

    Jeg var noget skamfuld over min Uvidenhed, men heldigvis lagde Gamle sig imellem ved at sige:

    »Der siges ikke om de Nicolaiter, at de lærte, at man maa ikke tage til Ægte, og forøvrigt nævnes de ikke i Apokalypsens tredie, men i det andet Capitel.«

    »Her er Manden«, raabte Præsten, idet han traadte tre Skridt tilbage: »{hôde hê sophia estin}: her er Visdom. Nu bliver vi trakterede med ægte Skildpadde paa Aandens Taffel, det er noget Andet for en stakkels Landsbypræst end at sidde og tælle Tiender og Fattigregnskaber efter. -- Naa, har I nu taget Seletøiet af Jer, saa kom ind og faae Foder«, dermed førte han os ind i Dagligstuen, hvor Frokostbordet stod dækket. Her kom Præstekonen, der havde de samme venlige brune Øine som Andrea Margrethe, os imøde og omfavnede os saa hjertelig, som om hun kunde være vor Moder.

    »Ja Mo'er, nu har Du da faaet Nummer Tre at kjæle og dægge for«, sagde Præsten. »Naar Mo'er bare kan faae Lov at kysse og klappe de unge Mennesker, saa er hun fornøiet: jeg kan skjøtte mig selv. -- Men hvor skal vi nu give Nicolai Natteleie? Ja jeg tilbyder ham min Skammel til Hovedpude og mit Skakbrædt til Overdyne, saa har jeg opfyldt Gjæstfrihedens Pligter mod ham.«

    »Nicolai skal faae saa god en Seng, som Nogen kan ønske sig«, sagde Præstekonen.

    »Ja, ja, jeg spørger kun for en Ordens Skyld. Forøvrigt har hele Huset i tre Dage ventet Eders Ankomst: Andrea Margrethe har faaet Krinoline paa i Anledning af Dagens Høitidelighed.«

    »Det er jo ikke sandt Fa'er«, sagde Andrea Margrethe, »den har jeg længe gaaet med.«

    »Har Du det? Ja, jeg tvivler ikke paa det, for kan I bare finde paa Noget, som kan trække Pengene ud af Lommen paa mig, saa ere I fornøiede. »Oldenborre, flyv, flyv, imorgen faae vi godt Veir«, synger I, hver Gang en Daler flyver ud af Lommen paa mig, og tilsidst synger I: »men den, der kommer allersidst, skal i den sorte Gryde«, det er nu mig selv, for jeg lever da nok den Dag, da tre Rettens Betjente komme herud for at slæbe mig i Slutteriet.«

    »Men, kjære Fa'er, vi ere da nødte til at gaae ordentlig klædte; vil man leve mellem Mennesker, maa man dog ogsaa see ud som et Menneske.«

    »Naa, saa det er at see ud som et Menneske? Hør, veed De hvad, Nicolai, imorgen skal de laane en af Andrea Margrethes Krinoliner, for De skulde dog ogsaa see ud som et Menneske.«

    Efter Præstekonens Opfordring toge vi nu Plads omkring Kaffebordet for at faae Noget at styrke os paa efter den kolde Reise.

    »Spis nu, kjære Venner«, sagde Præstekonen, »og tag til Takke med, hvad Huset formaaer.«

    »Ja spis, spis«, sagde Præsten, »især vil jeg anbefale Dem denne Ost, det er en ypperlig Ost, den smager saa udmærket af Lysetælle.«

    »Men det er jo ikke sandt, Fa'er, det er jo en meget god Ost.«

    »Ja vist er det en god Ost, det er jo netop det, jeg siger: naar vi ellers faae Besøg af Kjøbenhavnerne, saa spiser de en saadan Ost op i otte Dage: denne har nu varet otte Maaneder, og jeg haaber, at den vil vare otte Maaneder endnu, for der er aldrig Nogen, der rører ved den. Det er, som jeg siger, en udmærket Ost.«

    Jeg skar et Stykke af Osten, men maatte give Præstekonen Ret: Osten feilede Intet.

    »De skal heller ikke troe Alt, hvad Fa'er siger«, sagde Andrea Margrethe, »Osten er meget god.«

    »Ja naar Du siger det, saa tier jeg«, sagde Præsten. »=Mulier taceat in ecclesia=, det er udlagt: »i Kirken taler Fa'er, og vi tier: hjemme taler vi, og Fa'er tier.««

    »Nu kan vore Gjæster jo selv høre«, sagde Emmy, »hvem der taler meest herhjemme.«

    »Ja nu: naar her ere Fremmede, saa forstaaer I nok at give det Udseende af, som om Alt gik saa grumme rigtig til; men De skulde komme herud til dagligdags, og saa skulde De faae at see, hvordan det gaaer til. Emmy staaer i den ene Ende af Præstegaarden og Andrea Margrethe i den anden, saa commanderer de: hei hop, saa maa jeg stakkels gamle Mand galoppere frem og tilbage og parere Ordrer.«

    Dette sagde Præsten med den mest alvorlige Mine, hvorfor jeg sad aldeles betuttet og saae paa ham. Emmy, denne fine, zarte unge Pige staae og commandere -- og Præsten, denne svære, stærke Mand med en Stemme, der kunde overdøve et Tordenskrald, løbe frem og tilbage for at parere Ordrer! Præstekonen maa have seet min Forundring, thi hun sagde: »Jeg haaber, at De vil komme oftere til os, Nicolai, saa kan De jo selv see, hvordan det gaaer til herude til dagligdags.«

    »Ja det haaber jeg ogsaa«, sagde Præsten, »og saa kan De fortælle os Nyt derinde fra Kjøbenhavn. Maaskee har De alt idag noget Interessant at meddele mig.«

    Jeg svarede, at det desværre ikke var Tilfældet, men naar Præsten vilde henvende sig til Frederik, kunde han maaskee faae sit Ønske opfyldt, da denne fulgte mere med Tidens Begivenheder end jeg.

    »Frederik veed aldrig at fortælle mig Andet, end hvad jeg selv veed i Forveien«, sagde Præsten, »men jeg kan jo gjerne gjøre et Forsøg.

    Jurist, =quid novi ex Africa=?«

    »Hvad behager?« foer Corpus Juris op, han var midt i en ivrig Samtale med Andrea Margrethe.

    »Om Forladelse, jeg saae ikke, at De var anderswo engagirt! Jeg vilde blot vide, om der var passeret noget Mærkeligt inde i Hovedstaden.«

    »Ja der er jo --« og nu gjentog Corpus Juris det Foredrag over de seneste politiske Begivenheder, som han to Dage i Forveien havde holdt for Gamle og mig. Men Præsten var ikke saa taknemlig en Tilhører: »Ja alt det veed jeg«, udbrød han, »det kan jeg jo selv læse i Aviserne.«

    »Ja saa veed jeg ikke noget Nyt at fortælle.«

    »Men hvad bestiller De da derinde i Kjøbenhavn? De gaaer bestemt den hele Dag deroppe i Kontorerne med Hænderne i Lommerne og ryger Cigar.

    Kan De ikke tage Dem noget Nyttigt for? Hvorfor arrangerer De ikke et lille Oprør, saa at man f. Ex. den næste Dag kunde læse i Aviserne: »Igaaraftes fandt et heftigt Sammenstød Sted paa Kongens Nytorv mellem Matroserne og Studenterne. Et ungt Menneske, ved Navn Nicolai, blev hængt paa en Lygtepæl.« See saadant Noget, det kunde more mig!

    Men nu gaaer I jo bare derinde og spiser og drikker og sover og la'er Verden gaae sin sædvanlige Gang: det er der jo ikke det allermindste Fornøielige ved. -- Har I heller ikke oplevet noget Nyt og Mærkeligt paa Eders Reise herud idag?«

    »Jo det er sandt, jeg maa bede Dem meget undskylde«, sagde Gamle, »jeg har været saa uheldig at brække Rygstykket paa den forreste Agestol itu.«

    »Det gjør aldeles ikke Noget, tvertimod, jeg er Dem meget forbunden derfor. Jeg har længe nok sagt til Niels, at den Agestol vilde gaae itu, hvis han ikke sørgede for at sætte den ordentlig i Stand. Niels meente Nei, den holdt nok: nu har De viist, at jeg havde Ret, og det er jeg Dem meget taknemlig for. -- Men sig mig nu en Gang, hvorfor kom De ikke herud anden Juledag at prædike for mig, som De havde lovet?«

    Gamle meente, at han ikke havde aflagt noget bestemt Løfte: men blot lovet en Gang ved Leilighed at komme ud og prædike for Præsten.

    Tilmed havde han alt lovet Pastor Petersen i Ollerup at prædike for ham anden Juledag.

    »Prædikede De da for ham?« spurgte Præsten.

    »Nei jeg gjorde ikke, for Kulden blev altfor stræng.«

    »Kulden? Nu har jeg hørt det med! Nei veed De hvad, min Fa'er, jeg kan nok mærke, hvordan det hænger sammen: til mig siger De, at De kan ikke prædike for mig, for De skal prædike for Pastor Petersen i Ollerup, og til Pastor Petersen i Ollerup siger De formodentlig, at De ikke kan prædike for ham, for De skal prædike for mig: saa holder De os begge to for Nar og bliver liggende i god Ro og Mag paa Deres Sopha. -- Men vilde De ikke prædike for mig, saa kunde De dog i det mindste være kommet herud og holdt Jul med os paa god gammel Viis, istedenfor at De nu kommer med stor Fornemhed, efterat Alt er forbi.«

    Gamle sagde, at han havde frygtet for at komme til Uleilighed.

    »Uleilighed? Og er De nogensinde kommen til Uleilighed herude? Er det nogensinde hændt Dem, naar De kom herud, at man stod med en Feiekost i Døren og raabte: Marsch, høire om! hjem igjen? -- ja det skulde da være Emmy, der havde gjort det i min Fraværelse, det kunde nok ligne hende.«

    Jeg saae hen paa Emmy, der i det Samme rakte Brødbakken til Gamle, jeg saae den lille fine Haand, hvor de blaae Aarer skinnede igjennem den hvide Hud, og saa tænke sig denne Haand svinge en mægtig Feiekost forat jage Gamle, skikkelige Gamle, der kom vandrende i sine egne Tanker, paa Døren: nei det var reent umuligt bare at tænke sig det!

    »Men jeg veed nok, hvad der var i Veien«, vedblev Præsten, »De vilde heller blive inde i Sodom og Gomorrha for at gaae paa Dandsebod og flytte Skilter end komme ud til en skikkelig Landsbypræst forat holde en ærbar og sømmelig Jul.«

    • -- Samtalen dreiede sig nu hen til forskjellige Personer af fælles

    Bekjendtskab, om hvilke man skifteviis spurgte og hørte Nyt.

    Jeg kan nu ikke nægte, at det er en af mine Svagheder, at jeg gjerne vil vise mig for Alle fra saa fordeelagtig en Side som muligt, i hvilken Hensigt jeg benytter mig af allehaande smaa uskyldige Midler.

    Da jeg nu vidste, at Bibliotheket var Præstens Øjesteen, meente jeg, at den sikkreste Maade at vinde hans Gunst paa vilde være at vise Interesse for Bibliotheket, og derfor bad jeg om Tilladelse til at maatte besee det.

    »Mit Bibliothek? hvad vil de derovre?«

    Jeg yttrede, at jeg besad stor Interesse for Bøger og Bogsamlinger.

    »Naa saaledes!« udbrød Præsten; »De hører altsaa ogsaa til de kjære Mennesker, som mene, at hver Dag gaaer tabt, hvori de ikke har læst i en Bog!«

    Hvor forskrækket jeg blev over at see min levende Interesse for Bibliotheket modtaget paa en saadan Maade, kan man vel nok tænke sig.

    »Et ungt Menneske som De«, vedblev Præsten, »han skal see sig om i Verden og Livet -- den Tid kommer tidsnok, da han sidder og læser sig blind over Bøgerne.«

    Men det var jo ganske mine egne Anskuelser, Præsten der udtalte -- det var dog en yderst ubehagelig Situation, jeg var kommen i; jeg gav med største Fornøielse baade Bibliotheket og Videnskaben en god Dag, men det gik dog ikke an saaledes pludselig at forandre Mening, og for Skams Skyld maatte jeg blive staaende ved mit Forlangende.

    »Saa De vil endelig derover? ja, ja, saa kom da!« sagde Præsten, idet han reiste sig og gik i Forveien. Jeg fulgte ham over i Studereværelset, men her ventede en ny Skuffelse mig. Jeg havde nemlig ifølge Gamles og Corpus Juris' Beskrivelser af Nøddebo Præstegaard altid tænkt mig Bibliotheket som noget særdeles Colossalt, hvor man reent blev borte mellem lutter Bøger -- men her fandt jeg kun tre Reoler med Bøger, som man magelig kunde oversee paa een Gang. Var det virkelig det Bibliothek, hvorom Brødrene havde talt saa meget? Jeg kunde ikke skjule min Forbauselse, men udbrød: »Er det Alt?«

    »Er De ikke fornøiet dermed? Læs De først de Bøger grundigt igjennem, saa troer jeg nok, De kan hjælpe Dem for det Første.«

    »Men -- men Kirkeretten --« stammede jeg.

    »Kirkeretten? den staaer her: »Provst Møllers Haandbog for Præster«

    • mere Kirkeret behøver jeg ikke.«

    »Men Frederik -- Frederik havde sagt mig, at De -- De besad saa mange Bøger over -- i Kirkeretten.«

    »Frederik? Ja nu forstaaer jeg -- det er Juristen, som kommer med sin Kirkeret forat faae Præst og Menighed i Proces med hinanden, og saa kan han stikke Pengene i Lommen. Nei hils De Frederik og sig ham, at vi lever sammen som gode Christne herude og forliges som Brødre -- det er vor Kirkeret. -- Ja nu skal jeg til mit Arbeid, men hvis det kan more Dem, maa De gjerne blive herovre og læse i Provst Møllers Haandbog for Præster.«

    Med al Agtelse for Provst Møller og hans Haandbog kan jeg dog ikke nægte, at jeg foretrak Emmys og Andrea Margrethes Selskab.

    »Saa De vil heller gaae over til de andre Dagdrivere?« sagde Præsten, »ja saa gaa da, jeg tænkte nok, at Deres Studier i Kirkeretten ikke vare saa overdrevent ivrige.«

    • * * * *

    Jeg gik da over til de andre Dagdrivere, det vil sige, til Emmy og Andrea Margrethe, for det var nærmest dem, jeg vilde have en Passiar med. Jeg fandt hele Selskabet forsamlet i Dagligstuen, hvor en munter Ild flammede i Kakkelovnen, thi det var stræng Vinter udenfor.

    Dette kunde man imidlertid herinde have ondt nok ved at begribe, thi naar man saae, hvor lifligt Solen skinnede gjennem de røde Gardiner, hvor blaae og klar Himlen hvælvede sig udenfor, naar man saae, hvor Vinduerne vare fulde af duftende Zwibler og gule og blaae Kroskus'er, og fremfor Alt, naar man saae paa Andrea Margrethe, da kunde man rigtignok fristes til at troe, at det var ligesaa frisk og varm Sommer udenfor som indenfor, ja jeg var bestemt gaaet hen og havde aabnet Vinduerne ud til Haven, om ikke de lange Istapper, der hang ned fra Taget og med tusindfoldigt Spil glimrede i Solstraalerne, havde fortalt mig, at det var fem Graders Kulde udenfor.

    • Præstekonen, Emmy og Andrea Margrethe vare hver beskjæftiget med

    sit Haandarbeide; Gamle sad ved Siden af Emmy, Corpus Juris ved Siden af Andrea Margrethe, men mellem Emmy og Andrea Margrethe stod en tom Stol, og den besatte jeg: skjøndt sidst ankommen havde jeg dog faaet den bedste Plads!

    Mit første Udbrud gjaldt naturligvis Corpus Juris, hvor han kunde sige, at Præsten havde saadan et ypperligt Bibliothek over Kirkeretten. Jeg kunde see paa ham, at dette Spørgsmaal satte ham i Forlegenhed, men Corpus Juris er ikke den Mand, der naar han først har sagt Noget, siden skulde gaae fra sit Ord.

    »Jo«, svarede han langtrukkent, næsten som om han søgte efter Ordene, »Præsten har ogsaa gode Bøger over Kirkeretten, for -- for jeg skal sige Dig, det kommer ikke an paa Qvantiteten, men paa Qvaliteten af Bøgerne.«

    »Det er ganske sandt, men der maa dog i hvert Fald være en om end nok saa ringe Qvantitet, og veed Du, hvor mange Bøger han har?«

    »Ja -- han har -- han har jo kun et Par, men det er ogsaa de allerfortrinligste Værker i den Retning.«

    »Nei han har kun een, kun een eneste een!« raabte jeg triumferende, for nu var det jo aabenbart, at jeg havde fanget Corpus Juris.

    »Ja, men det er ogsaa den allerbedste; naar man har studeret den rigtig grundigt igjennem, saa behøver man ikke mere.«

    »Ja hvad er det da for en?«

    »Det er -- det er Kolderup Rosenvinges -- --«

    »Nei det er Provst Møllers Haandbog for Præster«, raabte jeg, stolt af saaledes i enhver Henseende at have overbevist Corpus Juris paa uigjendrivelig Maade om hans Uret. Men man skal ikke glæde sig for tidlig over sin Seir; jeg fik pludselig en ny Modstander i Andrea Margrethe, der følte sig krænket, fordi jeg, som hun sagde, spottede over hendes Faders Bibliothek.

    »Jeg vil ikke i mindste Maade tale ilde om Bibliotheket«, sagde jeg, »det er sandelig mere end stort nok for mig, men jeg vil blot, at Frederik skal erkjende, at han har Uret. Baade han og Christopher have givet mig aldeles feilagtige Forestillinger om Præstegaarden herude: vil De tænke Dem, de har ikke engang fortalt mig, at Præsten herude var gift og havde Børn, saa at jeg til den Dag idag ikke har anet hverken Deres eller Deres Søsters Tilværelse. Hvad siger De dertil?«

    Andrea Margrethe sagde ikke Noget, og de Andre taug ogsaa stille, saa at der opstod en Pause. Jeg følte mig lidt uhyggelig tilmode herved, thi jeg havde en Fornemmelse af, at jeg havde sagt noget galt, for hvorfor skulde de ellers tie? Jeg sad og tyggede paa det Bibliothek, for det var uden Tvivl der, at Feilen laa, men jeg vidste ikke ret, hvorledes jeg skulde gjøre det godt igjen.

    Andrea Margrethe spurgte mig nu, om jeg ikke havde Lyst til at besee Haven, samt Kjøkken og Kjælder og Loer og Lader.

    »Det kan ikke hjælpe at vise det nu, der er jo Ingenting at see«, indvendte Præstekonen. »De skal komme herud igjen til Sommer, Nicolai, og saa skal De faa at see, hvor smukt der er herude.«

    »Jo vist er der Noget at see«, svarede Andrea Margrethe, »der er Udsigten over Fjorden fra Lindehøien af, den er bestandig lige smuk, og desuden har De vistnok saa megen Phantasi, Nicolai, at De kan tænke Dem, hvorledes der seer ud om Sommeren.«

    Jo saamegen Phantasi havde jeg magelig, og i mit stille Sind tænkte jeg, at var der ikke Andet at see paa, saa var der i al Fald Andrea Margrethe, og i hendes Selskab vilde jeg betragte selv en Reise til Siberien som en lille Sommerudflugt.

    Andrea Margrethe kastede hurtigt en Kaabe om sig, tog en lille Kyse paa Hovedet, der om muligt gjorde hende endnu smukkere, og derpaa gik vi ud, først til Kjøkkenet, hvor Tallerkener og Fade vare opstillede i en Orden, der maatte bringe ethvert Husmoderhjerte til at svulme af Begeistring.

    »Her commanderer jeg ude«, sagde Andrea Margrethe, idet hun med en vis Stolthed saae sig omkring.

    »Det vil da sige, i Fællesskab med Deres Moder og Søster,« tilføiede jeg.

    »Nei de har ikke meget at sige herude, thi vel har Emmy og jeg deelt Husbestyrelsen mellem os, saa at vi skifteviis have Uge, men Emmy kan ikke ret komme udaf det alene, hun maa altid have mig til Hjælp i hendes Uge.«

    »Deres Søster holder maaske ikke synderlig af de huslige Forretninger?« spurgte jeg.

    »Nei, hun holder mere af at læse.«

    »Holder De da ikke af at læse?«

    »Aa jo, naar jeg ikke har Andet at bestille, men -- see der kommer Gamle for at faae Brød.«

    Jeg vendte mig forbauset omkring, men da jeg ikke saae noget Menneske, men derimod et Hestehoved, der straktes ind gjennem det aabne Vindue, forstod jeg, at det var den firbenede Gamle, hvorom Talen var.

    Andrea Margrethe gav Hesten et Stykke Brød, idet hun klappede den og talte godt for den.

    »Hvor gammel er den egentlig?« spurgte jeg.

    »Den er ligesaa gammel som jeg: vi holde Fødselsdag sammen.«

    »Hvorledes høitideligholder da Gamle sin Fødselsdag?«

    »Jeg fletter en Blomsterkrands, som jeg sætter paa Hovedet af den, og som den bagefter faaer Lov til at æde. -- -- Men kom nu ind og see Fadeburet!«

    Jeg fulgte hende ind i Fadeburet, hvor en krydret Duft af Kager og Syltetøi strømmede mig imøde og bragte min Phantasi til at vugge sig i allehaande ubestemte Forestillinger om et Slaraffenland, hvor Husene ere byggede af Pandekager og Gaderne brolagte med Pebernødder.

    »Holder De af Jødekager?« spurgte Andrea Margrethe mig.

    Jeg vidste ikke, hvad Jødekage var, men da jeg uden Undtagelse holder af Alt, hvad der ender paa -kage, svarede jeg øieblikkeligt Ja.

    »Saa tag nogle af disse her -- dem har jeg selv bagt: smage de ikke godt?«

    »Udmærket«, svarede jeg med Munden fuld af Kage, »men de ere noget tørre.«

    »Nu skal De faae Mjød at drikke dertil,« sagde Andrea Margrethe, idet hun tog en Flaske ned og skjænkede mig et Glas fuldt, »see nu kan De bilde Dem ind, at De er i Valhalla og drikker Mjød og spiser Jødekager.«

    »Og bliver opvartet af skjønne Valkyrier«, tænkte jeg, men jeg turde ikke sige det høit, thi der var Noget ved Andrea Margrethe, som gjorde, at jeg ikke ret havde Mod til at sige hende Complimenter, skjøndt jeg ellers ikke pleier at være forknyt i den Retning.

    »Nu skal vi ned i Mælkestuen -- denne Vei -- hold Dem godt fast i Rækværket, Trappen er steil« -- men selv løb Andrea Margrethe ned af den saa let, at hun var heelt nede, medens jeg endnu stolprede paa de øverste Trin. Dernede stod det ene Mælkefad ved Siden af det andet -- min Tanke druknede i et Ocean af Tykmælk, oplagt Mælk og Jordbær med Fløde.

    Men Andrea Margrethe hengav sig ikke til slige udskeiende Phantasier, hendes Tanker vare henvendte paa det Praktiske, hun stræbte at forklare mig Alt og at vise mig Alt saa nøie som muligt -- jo det var rigtignok et heelt andet Bibliothek og en heel anden Bibliothekar, end jeg havde drømt om, og jeg maa tilstaae, at jeg fandt Bibliotheket langt interessantere end Universitetsbibliotheket, og Bibliothekaren langt elskværdigere end dem oppe paa Kongens Bibliothek. -- Folkestue, Bryggers, Alt maatte jeg besee, »for De skal vide Besked med Alt«, sagde Andrea Margrethe, »De vil jo selv være Præst, saa maa De ogsaa vide, hvordan der seer ud i en Præstegaard, at De kan indrette Deres egen paa samme Maade.«

    Ja nu vidste jeg ikke alene, hvordan min Præstegaard, men ogsaa hvordan min Præstekone skulde see ud.

    »See derovre ligger Loen og Stalden, dem kan Niels vise Dem«, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede over paa den modsatte Længe.

    »Men det kan vente til siden«, skyndte jeg mig at sige, da jeg slet ikke skøttede om at have Niels til Fører istedetfor Andrea Margrethe. »Lad os nu gaae ud at see Haven.«

    Men det var ikke saa hurtigt gjort at komme til Haven. Ikke fordi der var særlige Hindringer at overvinde -- der var hverken Bjerge eller Floder at overskride: og naar man endelig vilde, kunde man være derude i to Minutter -- men der var saa meget paa Vejen, der maatte undersøges og betragtes.

    Først mødte vi Semiramis, den hvide Kat, og i den Anledning maatte Andrea Margrethe meddele mig et kort Udtog af dens Levnetsløb, ligesom jeg ogsaa maatte see, hvorledes den kunde spinde og »susse«, hvilket Sidste bestod deri, at naar man holdt begge Hænder foran den, kunde den springe over dem.

    Dernæst kom vi forbi Brønden, og her skulde vi da prøve, hvor godt Øiemaal jeg havde, om jeg nemlig kunde angive, hvor dyb Brønden var; til Andrea Margrethes store Glæde angav jeg kun den halve Dybde, thi den Brønd var Præstegaardens Stolthed, eftersom Præsten selv havde ladet den bore. Dernæst skulde jeg prøve, om jeg kunde trække Spanden op, men det vilde sikkerligt have endt med, at Spanden havde trukket mig ned, om ikke Andrea Margrethe var kommen mig til Hjælp.

    Endnu maatte jeg kaste et Blik op til Storkereden, »at jeg kunde see, at det var en rigtig Præstegaard, for til en rigtig Præstegaard hører der altid en Storkerede«, som Andrea Margrethe sagde -- dernæst fik jeg at vide, at Storken offrede, ganske som de andre Medlemmer af Menigheden, idet den hvert andet Aar kastede et Æg, og hvert andet en Unge ned.

    Men Alt dette tog Tid, for Andrea Margrethe var en Hader af Overfladiskhed, og jeg fandt slet ikke, at der var nogen Grund til at skynde mig, saalænge jeg maatte see ind i hendes klare, brune Øine og høre hendes friske, muntre Stemme. Omsider kom vi da ud i Haven. I Begyndelsen saae jeg ikke Andet end nøgne Træer og Snee og Iis, men Andrea Margrethe vidste snart at give mig det rette Syn paa Sagen.

    Derhenne voxede om Sommeren de deiligste Mosroser -- i dette Bed, der var krandset med Aurikler, stod et Myrthetræ, hist var Jasminlysthuset, og der voxede Jordbærrene -- -- ja det var ligesom om det blev deilig, varm Sommer paa een Gang, det var mig, som om jeg vandrede under store skyggefulde Valnøddetræer, og fornam den yndigste Duft af Roser og Nelliker og Levkøier.

    »Her raader De vel ogsaa ude?« spurgte jeg, thi jeg havde uvilkaarligt faaet den Idee, at Andrea Margrethe var i Grunden Dronningen herude, efter hendes Villie maatte Alt rette sig, for hendes Skyld var Alt bygget, og Præst og Præstekone og Karle og Piger, Alt var der kun forat tjene hende.

    Jeg blev derfor noget overrasket, da Andrea Margrethe svarede Nei.

    »Ikke det?«

    »Nei her raader Moder ude, og De skal ikke troe, at vi Andre faae Lov til at sige Noget her. Det er ellers Skade, for jeg har saa mange udmærkede Ideer, men Mo'er vil ikke følge mine Raad.«

    »Hvad vilde De da have forandret?«

    »Hvad jeg vilde have forandret? Kan De ikke see det store gamle Grantræ der? det skulde ryddes, saa vilde der blive en mageløs Udsigt herfra udover Fjorden.«

    »Ja De har Ret; men veed De hvad, saa skulde vi ogsaa hugge Valnøddetræet om, saa blev her mere lyst og frit.«

    »De gamle Stikkelsbærbuske derhenne skulde ogsaa bort; der kunde blive en udmærket Græsplaine«, meente Andrea Margrethe.

    »Ja men saa maatte vi ogsaa tage Nøddehækken bort, at her kunde blive en aaben fri Plads.«

    Saameget var da vist, at maatte Andrea Margrethe og jeg faae Lov til at raade, saa skulde Alt snart faae et ganske andet Udseende. Men godt var det, at Præstekonen ikke hørte vore udmærkede Ideer, thi de vilde vist have vakt hendes Forfærdelse i høi Grad. Ogsaa kan det gjerne være, at vi maaskee gik vel vidt i vore Reformer, men deels var det mig en sand Fornøielse at være paa Parti med Andrea Margrethe, deels er jeg en stor Ven af Forandring, og da det er langt lettere at rive ned end bygge op, saa foretrækker jeg altid det første.

    »Men det Allerbedste har De ikke seet«, sagde Andrea Margrethe, »det er Lindehøien -- kom nu derhen.« Saa gik vi til Lindehøien, der laa yderst i Haven og havde sit Navn af et stort Lindetræ, der stod oppe paa Toppen. Udenfor Haven gik en Brink brat ned til Fjorden, hvis blanke isdækte Flade strakte sig som et bredt skinnende Baand mellem de sneedækte Banker paa begge Sider. »Sæt Dem nu ned paa min Bænk, saa skal De see en udmærket Udsigt« -- -- jeg saae mig omkring, men kunde ingen Bænk see.

    Andrea Margrethe lo. »Nei De skal op i Træet«, sagde hun endelig, »der er min Bænk oppe.

    See her, tag fat i dette Reb, og sæt saa Fødderne paa disse Udhug her i Træet, saa kommer De derop -- jeg skal strax komme bagefter, der er akkurat Plads til To.« Jeg balancerede derop med noget Besvær og havde neppe taget Plads, før Andrea Margrethe, der var væver som et Egern, alt sad ved min Side. »Tænk Dem nu, naar det er Sommer«, sagde hun, »og en sagte Vind gynger Træet frem og tilbage -- kan De tænke Dem noget lifligere end at sidde heroppe, rundt omgivet af Grønt paa alle Sider, ligesom i en Vugge, og saa høre Fuglene qviddre rundt omkring -- ja det maa De selv komme herud at prøve, for, ikke sandt, herefter kommer De altid ud med Deres Brødre?« -- Jo det kunde Andrea Margrethe være ganske vis paa. »Her kan jeg sidde oppe hele Timer og læse«, vedblev hun.

    »Og læse?« spurgte jeg forskrækket, thi det var mig, ligesom om jeg saae Bibliotheket som et mørkt Spøgelse i Baggrunden.

    »Ja jeg meente egentlig med en Bog i Haanden, for jeg læser kun ganske lidt, saa falder jeg i Tanker og seer op imellem de grønne Blade, hvorledes den klare blaae Himmel titter frem igjennem dem, og hvorledes Solstraalerne falde ned paa min Kjole som store gule Blommer. -- -- Men jeg fryser«, afbrød hun pludselig, idet hun sprang ned, »kom, lad os løbe omkap op til Præstegaarden.«

    Det Forslag fandt jeg meget fornuftigt, for det var ligesom om Vinteren i sin Fortørnelse over, at vi kun talte om Sommeren, som om Vinteren slet ikke existerede, begyndte at lade os mærke sin Existens paa en temmelig følelig Maade. Løbe omkap vilde jeg imidlertid ikke, thi hvorfor skulde jeg løbe bort fra Andrea Margrethe? Det vilde jo være høist taabeligt! Men derimod løbe ved Siden af hende, det vilde jeg gjøre.

    Men jeg mærkede snart, at omend Andrea Margrethe maatte tage to Skridt, hver Gang jeg tog eet, saa forstod hun ogsaa at flytte Fødderne dobbelt saa hurtigt som jeg, saa at jeg maatte anstrænge mig af yderste Evne for ikke at blive den bageste. Nu vare vi ved Valnøddetræet -- den, der kunde svinge først om det, havde i Grunden vundet, thi da kunde man hele Tiden holde sig forrest.

    Derfor gjorde jeg ogsaa mine Skridt dobbelt saa lange som før, blot et Spring endnu og da -- falder jeg over en af Rødderne, der strakte sig ud i Gangen, lige i Armene paa Corpus Juris, der kom gaaende fra den anden Side og blev høilig forbauset over denne broderlige Omfavnelse.

    »Jeg kom først, jeg kom først«, raabte Andrea Margrethe, idet hun dandsede rundt om mig, som en Indianer dandser rundt om sin faldne Fjende, »ikke sandt, Frederik, jeg kom først?«

    »Jo vist kom De først«, svarede han, »og derfor kommer jeg ogsaa forat bringe Dem Kampprisen. See her har jeg nogle Zwibelløg til Dem, som ere meget sjældne, og hvis Blomster ere af en usædvanlig Skjønhed.«

    »Nei virkelig? o det er deiligt! jeg holder saa meget af Zwibler.

    Tak, Frederik, tak -- vi maae strax op og vise Mo'er dem, hun vil blive ligesaa glad som jeg.«

    »Vi ere ikke ved Præstegaarden endnu«, sagde jeg.

    »Saa De vil ikke give tabt endnu? ja lad os prøve een Gang til!«

    Men denne Gang vilde jeg ikke vise nogen utidig Skaansel; strax fra første Øieblik tog jeg Tilløb af alle Kræfter -- og foer afsted, saa Stikkelsbærgrenene sloge mig over Benene og Kirsebærtræerne sloge mod mit Hoved: det var, som om hele Haven havde sammensvoret sig mod mig for at hjælpe Andrea Margrethe.

    Men jeg bred mig om Intet -- afsted over Stok og Steen -- nu var jeg inde i Gaarden, men bestandigt havde jeg Andrea Margrethe ved Siden af mig -- det var, som om hun blev baaren af usynlige Aander -- i samme Øjeblik naaede vi begge til Foden af Trappen, der førte op til Forstuedøren, men her kunde jeg tage tre Trin i hvert Spring, medens hun kun kunde tage eet -- med et voldsomt Tag rev jeg Døren op og tørnede lige mod Præsten, der ganske roligt kom spadserende, i al Ro og Mag rygende af sin Meerskumspibe.

    Saa hæftigt var Sammenstødet, at Præsten tumlede over mod den ene Væg og tabte sin Pibe, og jeg mod den anden.

    »Hei! hjælp! Gevalt! Gevalt!« raabte Præsten, saa at Præstekonen, Emmy og Gamle forfærdede styrtede til fra Dagligstuen i samme Øieblik, som Andrea Margrethe og Corpus Juris kom ind ad Forstuedøren.

    »Hvad er der paa Færde? Hvad er der paa Færde?«

    »Hvad der er paa Færde? Nicolai har slaaet mig ihjel!«

    »Hvor har Du stødt Dig? Slog Du Dig slemt?«

    »Om jeg har slaaet mig? Jeg har slaaet mig saaledes, at jeg nu vil gaae over og skrive en Ligprædiken over mig selv, saa kan Christopher holde den istedenfor den Juleprædiken, som han ikke holdt. -- -- Og see min Pibe -- min deilige Pibe -- nei Nicolai, Nicolai -- at De vilde slaae mig ihjel, det kan jeg tilgive Dem, for jeg er kun et syndigt Menneske, men at De har slaaet min Pibe ihjel, som aldrig har voldet Nogen Sorg, men kun skaffet mig Glæde og Opmuntring, det tilgiver jeg Dem ikke!«

    »Ja men see, Fa'er, Pibehovedet er kun gaaet i to Stykker«, sagde Andrea Margrethe, der havde samlet Stykkerne op, »vi kan binde dem sammen ved at snurre noget Traad om dem, saa er det saa godt som nyt igjen.«

    »Ja bind Du Stykkerne sammen, og lad mig saa see, Du hjælper Nicolai med at slaae alle Ruderne ud i Præstegaarden, at I kan blive færdige med det Stykke Arbeide til Middag«, sagde Præsten, idet han gik.

    »Blev han vred?« hviskede jeg til Andrea Margrethe.

    »Vred? Nei saa kan De troe, han havde nok talt til Dem paa en anden Maade -- nei han er slet ikke vred; De kan være ganske rolig.« -- --

    »See her, Mo'er, hvilke deilige Zwibelløg Frederik har foræret mig«, sagde Andrea Margrethe, da vi atter vare komne til Ro i Dagligstuen.

    »Og see her, hvad Christopher har bragt mig«, sagde Emmy, idet hun rakte en Bog til Andrea Margrethe.

    »Hvad er det? Claudius' Wandsbeckerboten! Nu, Christopher, der har De gjort en god Gjerning, for den Bog har Emmy gaaet og talt om, jeg veed ikke i hvor lang Tid. Lad os nu see, om den virkelig er saa fortræffelig -- see her om Sjælens Udødelighed -- -- Spinoza -- -- Jacobi -- det er bestemt altfor lærd for mig -- det forstaaer jeg ikke noget af. Hvad mener De, Frederik?«

    »Ja det gaaer mig som Dem: jeg har ogsaa i langsommelig Tid hørt Christopher prise den Bog som noget ganske overordentligt -- men jeg hører formodentlig heller ikke til de Indviede, thi den gik ogsaa over min Forstand, og jeg forstod ikke tilstrækkelig at paaskjønne den.«

    »Ja naar den gaaer over Deres Forstand, saa er det intet Under, at den gaaer langt over min: nei saa foretrækker jeg Zwibelløg; det er da Noget, som jeg kan forstaae. -- Nei men Mo'er, Du skulde blot høre, Nicolai er af samme Mening som jeg, at der nødvendigvis maa skee Forandringer i Haven.«

    »Kan De nu heller ikke lade min stakkels Have være i Fred?« spurgte Præstekonen med et venligt Smil.

    »Og han gik langt videre end jeg«, vedblev Andrea Margrethe, »han vil ikke alene have Grantræet og de gamle Stikkelsbærbuske bort, men ogsaa Valnøddetræet og Nøddehækken.«

    »Det gamle prægtige Valnøddetræ vil De hugge om? Nei det mener De bestemt ikke«, sagde Emmy.

    Nei vist meente jeg det ikke -- det kunde jeg strax mærke blot ved at høre den Tone, hvori Emmy sagde disse Ord.

    »Og saa Nøddehækken ovenikjøbet!« vedblev Emmy. »Hvad skulde der saa blive af Nøddegangen! De skulde blot vide, hvor rart man kan gaae og samtale med hinanden i Nøddegangen en Sommerdag.«

    Ja, i samme Øieblik faldt det mig paa Sinde, hvor lifligt det maatte være en stille Midsommeraften, naar Solen kastede sine sidste rødlige Straaler mellem det dunkle Løv, at vandre der ved Emmys Side og høre hendes Ord, milde og qvægende som Natteduggen efter den solhede Dag; jeg fortrød bitterligt mine utidige Reformplaner og erklærede, at jeg havde ikke saa nøie overveiet mine Ord, jeg havde jo ikke seet Haven ved Sommertid; maaskee jeg da vilde forandre Mening.

    »Forandre Mening!« udbrød Andrea Margrethe, »jo De er en trofast Hjælper -- udenfor er De af samme Mening som jeg, og her, hvor De skulde hjælpe mig mod Mo'er og Emmy, gaar De over paa Fjendens Parti.

    Naar Mo'er og Emmy faaer Lov at raade, maa her ikke skee den allermindste Forandring; Alt skal blive staaende den ene Dag som den anden, indtil det tilsidst falder sammen af bare Kjedsommelighed.«

    »Holder De saa meget af det Gamle?« spurgte jeg Emmy.

    »Ja«, svarede hun, »jeg holder af det Gamle, thi det Gamle er rigt paa Erindringer, og i Erindringen boer Fred og Hvile. Der er ikke et Træ i Haven, uden at Mindet om en eller anden lykkelig Time knytter sig dertil. Mellem disse Træer er jeg voxet op, de have seet mine Barndomssorger og mine Barndomsglæder, de tykkes mig at være gamle Venner, og naar jeg hører de sagte Vinde suse mellem deres Grene, da er det mig, som om de bragte mig en Hilsen fra de svundne Tider -- hvorledes skulde jeg da nænne at lade dem omhugge?«

    »Men jeg elsker det Nye«, sagde Andrea Margrethe ivrigt, »deri er Liv og deri er Friskhed, ja jeg troer bestemt, at Vorherre maa være af samme Mening som jeg, ellers havde han vist ikke givet os fire Aarstider, men kun een.«

    »Havde Vorherre været af din Mening«, svarede Emmy, »da havde han vel den ene Sommer gjort Græsset grønt og den næste rødt istedenfor --«

    »Knak!« sagde det i det Samme, det var Emmys Sax, som Gamle havde siddet og leget med, og som nu brak midt over. Ligesom nemlig Kong Midas havde den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rørte ved, blev til Guld, saaledes har Gamle den mærkelige Egenskab, at Alt, hvad han rører ved, gaaer itu. Han blev imidlertid højst ulykkelig og bad Emmy tusinde Gange om Forladelse.

    »O det gjør Intet«, svarede denne, »Saxen var gammel og sløv.«

    »Jeg skal tage den med til Byen for at lade den istandsætte.«

    »Det er ikke Umagen værd; jeg har tilmed en anden Sax.«

    Dermed lod Gamle sig trøste og tog atter fat paa Stumperne, jeg troer næsten for at see, om de ikke kunde brækkes lidt mere itu endnu.

    Corpus Juris gik hen til Pianofortet og slog et Par Accorder an. »Skal vi have en Sang?« spurgte han.

    »O ja, en Sang, en Sang!« istemmede Andrea Margrethe strax.

    »Kan De synge?« spurgte jeg.

    »Ja naturligvis kan vi synge«, svarede Andrea Margrethe ligesaa forundret, som om jeg havde spurgt hende, om hun kunde tale.

    »Hvad kan De da synge?«

    »Vi kan mange Slags Sange, vi kan de gamle Kæmpeviser.«

    »De gamle Kæmpeviser, kan De virkelig dem?«

    »Ja dem kan vi rigtignok -- de lange Sommerdage, naar Emmy og jeg sidde ved vort Haandarbeide ude i Jasminlysthuset, lære vi dem udenad og synge dem. Vil De høre den om de syvogfirsindstyve, der droge ud fra Hald -- vi kan alle syvogfirsindstyve Vers -- eller vil De høre:

    Svend Vonved sidder i Bure -- eller Svend Feldings Vise?«

    »Vi kan faae dem alle, den ene efter den anden«, sagde Corpus Juris, der havde sat sig ved Pianofortet for at accompagnere. »Lad os begynde med Svend Vonved.«

    Saa sang vi om Svend Vonved og saa om Ramund hin Unge og saa om Jomfru Kirsten -- Andrea Margrethe var utrættelig, og vi maatte synge dem fra Ende til anden, thi man kan ikke forstaae Viserne, naar man ikke synger alle Versene, sagde hun.

    »Se her holder De altsaa dog af det Gamle«, sagde jeg til hende.

    »Men de Viser ere heller ikke gamle«, svarede hun, »de blive aldrig gamle, men ere bestandigt unge og friske. Eller troer De maaskee, at jeg holder mere af dem, fordi de ere tre eller fire Aarhundreder gamle? Ak nei, det er mig det Samme, om de ere skrevne igaar eller for fjorten Aarhundreder siden -- blot de ere smukke, saa holder jeg af dem.«

    »De har Ret«, sagde Corpus Juris, »de Sange blive aldrig gamle. I hine Tider forstod man at digte, nu er det slet bevendt med Digtekunsten.«

    »Det veed jeg dog ikke«, meente Gamle, »tvertimod skulde jeg mene, at hvad der i hine Sange ligger skjult som svage Spirer, det har i vore Dage udviklet sig som rig og mangefold bevæget Lyrik, der i fulde og klare Toner, snart i Veemod og Smerte, snart i livsfyldig og svulmende Glæde formaaer at udtale, hvad hine Tiders Sangere kun formaaede svagt at fremstamme.«

    Nu var Disputen i fuld Gang: Gamle og Corpus Juris førte an, Emmy og Andrea Margrethe vare Secundanter. Disse to sidste havde egentlig, underligt nok, skiftet Mening, thi nu var det Emmy, der, følgende Gamles Mening, holdt paa det Nye, medens derimod Andrea Margrethe, der var paa Corpus Juris' Parti, forsvarede det Gamle. Disputen var temmelig varm, især fra Corpus Juris' Side, ikke saa meget, fordi det just var ham om de gamle Kæmpeviser at gjøre, men snarere fordi han vilde forsvare Andrea Margrethes Mening.

    Naturligvis maatte Præstekonen og jeg ogsaa give vort Besyv med i Laget, og efterhaanden naaede Disputen hen til det Punkt, hvor Enhver er tilfreds, naar han blot kan høre sig selv tale, og er aldeles døv for, hvad de Andre muligvis kunde have at sige, og da jeg nu havde den stærkeste Stemme, var jeg vistnok ogsaa den, som følte sig meest tilfredsstillet. Midt under denne hæftige Debat traadte Præsten ind.

    »Skal vi saa have Middagsmad?« spurgte han.

    »Strax«, svarede Andrea Margrethe, idet hun gik ud.

    »Hvorom dreiede Striden sig?« spurgte Præsten, idet han tog Plads i den store Lænestol.

    Corpus Juris forklarede Stridsspørgsmaalet for ham, og han hørte opmærksomt efter. »Ja jeg holder med Christopher,« sagde Præsten tilsidst, »jeg troer næsten ogsaa, at man gjør for meget Væsen af de Kæmpeviser. Vil De sammenligne dem, kan De finde ti eller tolv med aldeles den samme Tanke og Indhold. Derfor vil jeg ingenlunde nægte, at de gjemme en rig Poesi i sig, men ofte ligger denne som et raat, uforarbeidet Stof, der ligesom endnu venter paa sin kunstneriske Behandling. -- De seer saa adspredt ud, Nicolai, hvad mener De derom?«

    »Ja«, svarede jeg tankeløs: Striden havde for mig tabt sin Interesse, da Andrea Margrethe var gaaet sin Vei.

    »Det var fornuftig meent«, sagde Præsten. »De sidder nok og tænker paa den Poesi, der ligger skjult i Middagsmaden. Heldigviis kommer Andrea Margrethe der for at kalde os til Bords. Maa jeg have den Ære?« og han bød mig høitideligt Armen og anviste mig Hæderspladsen i Sophaen ved Siden af sig.

    »Nei der skal Christopher sidde som den Ældste«, indvendte Præstekonen.

    »Nei, Nicolai skal sidde her«, svarede Præsten, »han vilde slaae mig ihjel i Formiddags, derfor byder jeg ham nu at sidde ved min høire Side, thi vi skulle gjengjælde Ondt med Godt.«

    Hermed blev det, tilmed da Gamle ikke følte sig pirret af nogen Ærgjerrighed efter at sidde i Højsædet, men erklærede sig veltilfreds med den Plads, han havde faaet mellem Præstekonen og Emmy.

    Andrea Margrethe sad mellem Corpus Juris og mig, og jeg skulde lige til at fortælle hende noget særdeles Morsomt, da hun alvorligt lagde Fingeren paa Munden: Præsten havde begyndt at læse Bordbøn.

    »Hør Nicolai«, sagde Præsten efter endt Bordbøn, »det er nu strax en Trykfejl, som jeg maa rette hos Dem: inde i det store Babel bruger man ikke at læse Bordbøn, men det bruger vi ude hos os.«

    »Men det kunde Nicolai jo ikke vide«, sagde Præstekonen.

    »Derfor siger jeg ham det ogsaa«, svarede Præsten.

    Alt ovenfor har jeg bemærket, at ved Middagsbordet ere Folk særligt oplagte til at disputere, og denne Erfaring fik jeg ogsaa stadfæstet her. Først leveredes der nogle Forpostfægtninger mellem Præsten og Andrea Margrethe angaaende Middagsmaden, som Præsten tillod sig at kritisere temmelig strængt. Andrea Margrethe var imidlertid ingenlunde velstemt mod en saadan Kritik, der i saa høi Grad angreb hendes husmoderlige Stolthed.

    »Det maa jeg sige«, endte Præsten, »at vore Gjæster faae en temmelig tarvelig Modtagelse. Men maaskee gjør Andrea Margrethe det kun for siden at overraske dem desto mere.«

    »Anretningen er tarvelig, men god«, svarede Andrea Margrethe. »=Persicos odi semper separatus=.«

    »=Apparatus=«, rettede Gamle.

    »Saa? Fader siger altid =Separatus=.«

    »Taler De tidt Latin?« spurgte jeg.

    »Ja«, svarede Andrea Margrethe, »der gaaer aldrig en Tallerken itu, uden at jeg siger: =sic transit gloria mundi=, og naar jeg vil bede Fader om Noget, ender jeg altid med at sige: =sic volo, sic jubeo, stat pro natione voluntas=.«

    »=Ratione=, ikke =natione=«, rettede atter Gamle, »=natione= giver jo ingen Mening.«

    »Ja men Fader siger altid =natione=.«

    »Ja Du maa saamænd med største Fornøielse snakke dit Pernillelatin«, sagde Præsten, »naar Du bare vilde lade være at beskylde mig for at have lært Dig det, thi det vidner sandelig ikke om datterlig Kjærlighed, at Du paa den Maade berøver mig mit gode Navn og Rygte.« --

    Men den egentlige Hovedfægtning blev foranlediget ved, at der blev mældt, at Halte-Ane befandt sig ude i Kjøkkenet og bad om et Par Skilling. Gamle gik ud og gav hende Noget, men blev derfor haardt angreben af Corpus Juris, der ikke havde synderlig tilovers for Halte-Ane, men paastod, at hun drak Alting op, hvad man gav hende.

    »Man burde gaae strængere frem mod slige Landstrygersker«, endte han med at sige, »nu lader man dem gaae i Fred, og derfor vrimle alle Landeveie af dem.«

    »Ja vist burde man gaae frem med større Strænghed«, sagde Gamle med en vis Bitterhed, »de Fattige og Ulykkelige sætter man i Fængsel, saa er man fri for at see paa dem.«

    »Ikke i Fængsel, men i Fattighuus«, svarede Corpus Juris, »der er rigelig Understøttelse til dem.«

    »Har Du prøvet, hvad det vil sige at være under Fattigvæsenets Opsyn«, spurgte Gamle, »siden Du taler om den »rigelige« Understøttelse?«

    »Fattighuset kan naturligviis ikke være et Palads«, lød Svaret, »men det er den sædvanlige Flæbevornhed og Tosse-Godmodighed, at man istedenfor at skære Kræftskaden rask bort, lader den udbrede sig i Ro og Mag til Fordærvelse for det Hele.«

    Nu var Signalet givet til en ny Disput, og Alle rustede sig paa det Ivrigste.

    Men Corpus Juris havde udtalt sin Mening med saa stor Eensidighed, at den fandt almindelig Misbilligelse; selv Andrea Margrethe, der før havde staaet paa hans Parti, kunde ikke længere dele hans Anskuelser, men sluttede sig til Modpartiet, og saaledes kom da Corpus Juris til at staae ganske ene overfor Præstekonen, Emmy, Andrea Margrethe, Gamle og mig, der Alle vare lige begjærlige efter at faae Ordet, saa at Corpus Juris neppe fik Tid til at besvare eet Spørgsmaal, før tre eller fire nye allerede vare forelagte ham, saa at om Corpus Juris end havde været tre Gange saa stor en Dialektiker, som han er, vilde han dog ikke have kunnet holde Stand mod Overmagten, om ikke af anden Grund, saa fordi det tilsidst var umuligt at høre, hvad der blev sagt.

    Den Eneste, der forholdt sig rolig, var Præsten; han sagde ikke et eneste Ord, men idet han lagde Armene overkors paa Bordet, saae han snart paa den Ene, snart paa den Anden af de ivrige Talere, altid med den mest forundrede Mine, som om han vilde sige: »Nu har jeg i mine Levedage aldrig hørt Magen!« Endelig da Andrea Margrethe og jeg havde beviist Corpus Juris, at vi Alle ere skrøbelige Mennesker (Noget, som han egentlig aldrig havde benægtet), og Præstekonen havde foreholdt ham, at der er mange uskyldige Fattige, medens Gamle og Emmy udviklede, at Samfundet skal øve Retfærdighed, men den Enkelte skal øve Barmhjertighed -- saa blev Corpus Juris bragt til Fornuft, han vendte sig mod Andrea Margrethe og sagde: »Ja, jeg beder Dem undskylde, om jeg har været for paastaaelig i mine Meninger, og for i Gjerningen at vise, at jeg virkelig er enig med Dem, saa dømmer jeg mig selv til at betale Halte-Ane to Mark.« Derpaa gik han ud og gav Halte-Ane de to Mark, hvorfor han ogsaa ved sin Gjenindtrædelse blev hilset med høie Jubelraab: og nu var den farlige Middagstime forbi, saa der var ikke flere Disputer at frygte for denne Dag.

    • * * * *

    Dæmringstimen var kommen, den stille, venlige Dæmringstime: atter sadde vi i fortrolig Samtale rundt om den store Porcellænskakkelovn, der i den mørke Krog saae ud som et stort hvidt Spøgelse -- snart faldt Ordene let og muntert, da var det Andrea Margrethe, som førte an, snart var Talen rolig og sindig, da var det Gamle og Emmy, som ledede den.

    »Men De har ikke seet Emmys Værelse endnu«, sagde Andrea Margrethe til mig.

    »Og heller ikke Deres«, svarede jeg.

    »O, mit er der ikke meget ved at see, jeg har næsten aldrig Tid at være der, jeg har altfor meget at tage Vare paa herude.«

    »Har De Lyst til at see mit Værelse«, sagde Emmy, »saa skal De gaae derop med mig nu, inden det bliver ganske mørkt.«

    Saa fulgte jeg da med Emmy op paa Qvisten, thi der var hendes Værelse. »Her er noget mørkt, tag Dem iagt, at De ikke støder Dem«, sagde hun til mig, »ræk mig Deres Haand, saa skal jeg føre Dem.« Og dermed lagde hun sin lille, fine Haand inden i min, idet hun langsomt drog mig efter sig: ja vel kunde hun være en sikker Fører gjennem alle truende mørke Skygger, tænkte jeg ved mig selv. »Buk Dem, at De ikke støder Deres Hoved«, sagde hun til mig, idet hun lukkede Døren til Værelset op; »smaat er det Altsammen, men man skal lære at nøies med Lidet.«

    Ja vel var Værelset lidet, og dog forekom det mig at være saa rigt.

    Hvori denne Rigdom egentlig bestod, veed jeg ikke, thi der var ingen kostbare Møbler, rigt broderede Tæpper, eller store Speile med forgyldte Rammer: nei Alt var simpelt og tarveligt. Men Alt passede saa godt sammen, der var en saadan Fred og Ro over det Hele, at det næsten syntes mig, som om dette Bord og disse Stole vare levende, som om man godt kunde tilbringe hele Timer i deres Selskab uden at kjede sig.

    Paa Væggen hang et Billede, der forestillede en Skare gode Engle, som vaage over en sovende ung Pige: det forekom mig at være et Billed af selve det lille Værelse, ogsaa her vaagede gode Engle og bragte Stilhed og Ro i Sjælen for Enhver, som traadte herind. Jeg satte mig i den lille Sopha og saae mig langsomt om til alle Sider, det var, som om jeg ret vilde indsuge Billedet af Alt, hvad jeg saae, for uudslettelig at bevare det i min Erindring. Paa Væggen ligeoverfor mig hang en gammel Violin, omslynget af en Evighedskrands.

    Jeg saae paa Violinen, jeg saae paa Evighedskrandsen, uden ret selv at vide, hvad jeg egentlig tænkte i dette Øieblik.

    »De seer paa den Violin«, sagde Emmy til mig, »De vil maaskee vide, hvad den har at gjøre her hos mig: det har været Bedstefaders, derfor gjemmer jeg den.«

    »Ja saa -- spillede han paa Violin?« spurgte jeg -- det var egentlig et dumt Spørgsmaal, men jeg syntes jeg skulde sige Noget, men vidste ikke selv, hvad det skulde være.

    »Ja han gjorde -- jeg kan endnu tydelig mindes ham, jeg var ti Aar gammel, da han døde. Jeg kan huske, hvorledes han kunde sidde og kjæle for den Violin, som kunde den være et lille Barn, hvorledes han kunde spille paa den, saa Taarerne kom mig i Øinene derved: derfor gjemmer jeg den bestandigt; De veed jo, at jeg holder af det Gamle«, tilføiede hun med et stille Smil.

    »Ja det veed jeg«, svarede jeg, »men jeg veed ikke, hvorledes De faaer Tid til at tænke saa meget paa det Gamle. Jeg maa altid tænke paa det Nye, paa det, som skal komme: der er saa meget, som ligger foran mig, saa meget, som skal udrettes -- hvad der ligger bagved mig, det er jo forbi og kan ikke gjøres om.«

    »Saaledes gaaer det vel de Fleste«, sagde Emmy, »men derfor føle de saamegen Uro, saamegen Utilfredshed. I Erindringen ligger Hvile og Fred, den kan ikke tages fra os. See vi fremad i Livet, da maa vi tidt ængstes og forsage, for hvad der skal komme; see vi tilbage, da ere vi trygge og rolige og takke Gud for, hvad han har givet. Først naar vi forstaae at leve i Erindring og Haab paa een Gang, først da forstaae vi at leve paa den rette Maade.«

    Dette sagde Emmy paa sin sædvanlige blide, stille Maade; det lød næsten mere, som om hun udtalte sine egne Tanker for sig selv, end som om hun talte til mig.

    Jeg hørte hende gjerne tale, thi ikke alene i hendes Ord, men ogsaa i hendes Stemme, i hendes Bevægelser var et Udtryk af Ro og stille Sjælefred, som uvilkaarligt meddeelte sig til mig, saa at jeg, naar jeg talte med hende, havde ligesom en Fornemmelse af, at jeg hævedes til en høiere og bedre Verden, hvor der ikke var den Uro og Ufred, som her er nede, men hvor Alt bevægede sig lydløst og stille som de rødlige Aftenskyer, der svæve forbi den synkende Sol.

    Og der var Noget i Emmys Væsen, der syntes mig saa bekjendt, som om jeg i lang, lang Tid havde levet sammen med hende; der var en Anden, om hvem hun saa levende erindrede mig, men hvem var denne Anden? Hvem var det, der ganske som Emmy ogsaa syntes ligesom at kunne hvile i sig selv, at kunne lade den støiende, larmende Verden storme forbi sig som et brusende Vandfald uden selv at lade sig rive med af Strømmen?

    Jeg tænkte og tænkte, men det var mig umuligt at finde -- hver Gang jeg ikke saae paa Emmy, da syntes jeg, at nu var jeg lige ved at gribe det, men hver Gang, jeg atter fæstede mit Blik paa hendes fine, udtryksfulde Ansigt, paa hendes klare, sjælfulde Øine, da svandt det atter bort fra mig.

    Det blev nu efterhaanden ganske mørkt, kun en ganske svag Lysning tilkjendegav, hvor Vinduet var, ellers var Alt ukjendeligt; selv Emmy, der havde taget Plads ved min Side, kunde jeg ikke see længer, jeg kunde kun høre hendes Stemme. Hun fortalte, og jeg hørte efter, i dette Øieblik havde jeg glemt Præst og Præstekone, Corpus Juris og Andrea Margrethe og Gamle, Alt havde jeg glemt; kun Emmy var i dette Øieblik til for mig.

    »Hvor er Manddræberen Nicolai henne?« lød pludseligt en stærk Stemme nede fra Gangen. Jeg foer forskrækket i Veiret -- disse Ord dannede en skjærende Mislyd til de Tanker og de Stemninger, der i dette Øieblik bevægede sig i mig.

    »Det er Fader, der kalder paa Dem«, sagde Emmy, idet hun reiste sig, »kom og lad os gaae ned, det er jo ogsaa saa mørkt.«

    Atter tog hun min Haand for sikkert at lede mig igjennem Mørket; det var mig, som om min gode Engel førte mig.

    Nede i Gangen traf vi Præsten med sin Studerelampe i Haanden og Gamle. »Naa er De der«, raabte Præsten mig imøde, »hvad for Mørkets Gjerninger pønser De nu paa? Kom over med mig i Studereværelset, saa skal vi ha'e os en luun Passiar, for nu har jeg Lov til at hvile efter endt Dagværk.«

    Jeg fulgte, skjøndt halvt uvillig, jeg havde havt mere Lyst til at blive ved at samtale med Emmy, men det gik jo ikke an at sige Nei til Præsten. Da vi kom over i Studereværelset, sagde Præsten, idet han satte Lampen fra sig: »De kan da vel ryge en Pibe Tobak, Nicolai?« Det var min mindste Kunst. »Ja for jeg skulde da vel ikke troe, at De holder mere af en Cigar?« Jo jeg kunde jo rigtignok ikke nægte, at jeg foretrak en Cigar. »Ih fy skam Dem«, sagde Præsten, »saa De hører altsaa ogsaa til disse forfinede unge Herrer, som finde sig for gode til en ærlig Pibe. Nu kan jeg begribe, hvorfor De vilde min stakkels Meerskumspibe tillivs i Formiddags, det var af pure Nag og Avind.

    Men siden De helst ryger en Cigar, saa er det da en stor Lykke, at jeg -- --« her standsede han, idet han tog en Pibe ned af Væggen for at undersøge den; jeg troede han vilde fortsætte: »at jeg har Cigarer«

    • men Præsten fortsatte: »at jeg ingen Cigarer har, for jeg vilde

    nødig bestyrke Dem i Deres Overdaadighed. -- Værs'go, der staaer Piberne -- tag, hvad for en, De vil, og lad, som De var hjemme.« --

    »De spurgte mig i Formiddags om mit Bibliothek«, sagde Præsten, idet han satte sig i sin Gyngestol og tog et Par lange Drag af sin Pibe. »Nu sandt at sige, jeg har aldrig været en Ven af den overdreven megen Læsning: læs lidt og læs godt! heller læse een god Bog ti Gange end ti middelmaadige Bøger een Gang -- det er min Grundsætning i saa Henseende«.

    »Saa mener De altsaa som hin arabiske Feltherre, at man gjorde bedst i at brænde alle Bogsamlinger«, sagde Gamle.

    »En stor Deel kunde saamænd gjerne brændes, uden at man vilde mærke synderlig til Tabet. Forøvrigt har jeg ikke fordømt Læsning i og for sig, men kun den overdrevne Læsning. Man skal lære af Livet; der kan man lære mere og bedre end af Bøgerne.

    »Men det er en tung og besværlig Vei«, indvendte Gamle, »og mangen En vilde paa den Maade ikke engang komme saavidt, at han kunde vide, hvordan han skulde lære.«

    »Det kan være sandt nok, men paa den anden Side er der dem, der læse saa meget, at de for bare Lærdom ikke engang vide, hvad det vil sige at leve. Jeg kan huske fra mine Studenterdage en af mine Bekjendte: det var et sandt Jern til at læse. Naar der hændelsesvis af og til kunde forløbe en Maaned, hvori jeg ikke havde seet ham, saa spurgte jeg ham, naar vi atter traf sammen, ikke hvor mange Bøger, men hvor mange Alen Bøger han havde læst, siden vi sidst saaes. Han vilde være Landsbypræst ligesom jeg, men havde endnu aldrig sat sin Fod udenfor Hovedstadens Volde.

    Endelig fik jeg ham en Gang til at følge med mig i et Besøg hos en af mine Slægtninge, der var Præst paa Landet, men hvad der her allermeest forbausede ham, det var, at Avlskarlen aldrig havde hørt tale om Cicero. Og saadant et Menneske vil være Sjælesørger paa Landet, hvad skal det føre til?«

    »Til saadan Yderlighed behøver man jo ikke at gaae«, sagde Gamle, »der gives en Middelvei: man kan lære baade af Bøgerne og af Livet.«

    I det Samme bankede det paa Døren, og en fattig Husmand traadte ind.

    Gamle og jeg vilde fjerne os, men Præsten sagde: »Bliv kun siddende, det er en af mine Sognefolk, der saamænd ikke vil gjøre Dem Fortræd.

    • Værs'go og sid ned Peer; hvordan staaer det sig hjemme hos Jer?«

    »Jo Tak, som saa«, sagde Peer, idet han blev staaende ved Døren. »Jeg kommer ellers for at bringe Præsten nogle Penge«.

    »Det er smukt af Jer, Peer, det skulde I gjøre noget oftere.«

    »Men Præsten maa ikke blive vred, at jeg først saa seent kommer med dem.«

    »Nei det veed I jo nok; naar I bringer mig Penge, bliver jeg aldrig vred. -- Hvordan har Konen og Børnene det?«

    »Aa jo, det kunde være værre, men det kunde da ogsaa være bedre.«

    »Hvad er det for en Snak? Skal I ikke takke Vorherre for, at I har det saa godt, som I har det? Kan I huske ifjor, da I havde brækket Armen: jo det var en Nød og Elendighed, -- men iaar, da I er sund og stærk og har Jert daglige Brød, skal I saa ikke takke Gud derfor af Jert ganske Hjerte?«

    »Jo«, svarede Peer noget skamfuld, »men vi er jo ikke altid, som vi burde være.«

    »Det var et sandt Ord, Peer; naar vi ikke ere fornøiede og glade, saa er det vor egen Skyld -- Vorherre sender os kun Godt, det er os selv, der vender det til det Onde.« Præsten gik et Par Gange i Taushed op og ned ad Gulvet, som om han vilde give Peer Tid til at tænke noget nøiere over, hvad han havde sagt. Idet han derpaa pludselig gik over til et heelt andet Æmne, sagde han: »Læser I noget i Aviserne, som jeg sender Jer?«

    »Jo Tak skal Præsten ha'e, dem har vi da rigtignok en stor Fornøielse af.«

    »Læser I dem nu ogsaa rigtig grundig?«

    »Jo vi gjør, baade det fra Indlandet og det fra Udlandet, og hvem der ere døde, og Følgetongen -- Altsammen læser vi.«

    »Det var Ret. -- Nu Gud være med Jer, Peer, hils Konen fra mig.«

    »Tak Fa'er, farvel!« og med et høfligt Skrabud gik Peer bort.

    »Se der kan De see, hvad for Studier vi drive herude«, sagde Præsten til os, »vi læser Aviserne forlæns og baglæns, hvad siger De dertil?«

    Det var nu imidlertid den alleruheldigste Lecture, som Præsten kunde have valgt for sine Sognebørn, thi efter Gamles Mening ere jo Aviserne den pure Fordærvelse. Dog indskrænkede Gamle af Hensyn til Præsten sig til at sige, at man vel nok kunde finde bedre Læsning for Bonden end Aviserne.

    »Det forstaaer sig«, svarede Præsten, Peer vilde jo sikkerlig have langt mere Nytte af sine Studier, om jeg vilde laane ham Schleiermachers Dogmatik og Richard Rothes Ethik.

    »Der er gudelige Bøger og Andagtsbøger i tilstrækkelig Antal, som man kan udbrede blandt Almuen«, sagde Gamle uden at lade sig forstyrre af Præstens Yttring.

    »Ja det har De Ret i, og tilsidst kunne vi faae saamange Andagtsbøger, at der slet ingen Plads bliver mere til Andagten. Man overfylder Almuen med Katechismer og Psalmebøger og Prædikener og Postiller, saa at den tilsidst bliver ligesaa kjed deraf som Bagerbørn af Hvedebrød. Nei man skal kun give dem lidt og lidt ad Gangen, saa faaer de bestandig Lyst efter mere.«

    »Ja hvad skal man da give dem at læse?« spurgte Gamle.

    »Det hører De jo: Aviserne. Der finder De et saare alsidigt Indhold, som kan bearbeides paa mange forskjellige Maader. De skulde høre, hvilke fromme Betragtninger Peer og jeg mangen Gang kunne anstille over Aviserne.

    Snart er der udbrudt Krig mellem Frankrig og Østerrig, og saa undersøge vi, hvorvidt det er tilladeligt at føre Krig eller ikke; snart er der død en eller anden stor General, saa tænke vi paa, hvorlunde Alting hernede er Forfængelighed, endelig er der stor Hungersnød i en eller anden Egn af Sverrig, og saa takke vi Gud, fordi han har givet os saa rig en Høst. Idag var Peer ikke rigtig oplagt, men ellers maa jeg til min Skam bekjende, at han mangen Gang forstaaer at finde meget mere i Aviserne end jeg.

    Det kommer overhovedet ikke saa meget an paa, hvad man læser, som hvordan man læser. Ifjor var her en Mand i Sognet, der læste saa meget i Biblen, at han tilsidst ved velvillig Understøttelse af et Par Baptister fik ud, at han var besat af Djævelen. Følgelig vilde han ikke arbeide, for siden Djævelen var i ham, var jo Alt, hvad han gjorde, Djævelens Gjerning. Konen kom til mig og klagede sin Nød: veed De, hvordan jeg saa curerede ham?«

    »Nei?«

    »Ved Hjælp af »Jeppe paa Bjerget«. Jeg gik hen til ham, tog Biblen og de andre Skrifter fra ham og sagde, at nu kunde han til en Forandring læse »Jeppe paa Bjerget«. Manden saae jo noget forbauset paa mig, men da han har stor Respect for mig, adlød han. Dagen efter kom jeg atter til ham, og »Jeppe paa Bjerget« havde foreløbig gjort sin Virkning: Manden havde for Øieblikket glemt Djævelen og tænkte kun paa »Jeppe paa Bjerget«. Nu bad jeg ham ganske i Forbigaaende om at hjælpe mig med et Stykke Veiarbeide: det lovede han mig strax, for Folkene herude ere meget tjenstvillige.

    Derpaa laante jeg ham et Par Smaafortællinger, der dog imidlertid ikke sysselsatte ham saa meget som »Jeppe paa Bjerget«. Jeg talte nu daglig med ham, om hvad han havde læst, fik ham lidt efter lidt til at tage fat paa sit Arbeide igjen, de mørke Griller svandt bort, og tilsidst var hele Djævlehistorien glemt.«

    Gamle lod sig dog endnu ikke ganske overbevise, men meente, at i al Fald skulde man holde sig til de historiske Skrifter og lade Almuen læse dem.

    »Ja det er godt nok, men De skal ikke troe, at De uden videre faaer Bonden til at læse Sligt. Ja giv Bonden en Røverroman om Alexander Magnus: den Slags Geschichter læser han, men giv ham en velskreven Historie, og han lægger den til Side: det er ikke Noget for ham. Nei man maa gaae langsomt, ganske langsomt frem. De gode Kjøbenhavnere leve i den Indbildning, at alle Mennesker have gaaet i Latinskole og studeret Classikerne som de selv. Nei hvad det først kommer an paa, det er at vække Sands og Interesse i forskjellig Retning, og dertil ere som sagt Aviserne godt skikkede, naar man forstaaer at benytte dem paa rette Maade -- siden kan man altid bygge videre.«

    Jeg beklagede i mit stille Sind, at Corpus Juris ikke var tilstede: det vilde have frydet hans Hjerte at høre denne Forelæsning, skjøndt han forøvrigt ikke læste sine Aviser ganske paa samme Maade som Præsten og Peer.

    »Overhovedet«, begyndte Præsten atter efter en lille Pause, »skal vi huske vel paa, at vi Mennesker ere skrøbelige Kar og smaa Kar, der saare let løbe over, naar man kommer for Meget i os. Det gjælder derfor om at finde det rette Maal. Jeg er altid meget forsigtig i saa Henseende: ogsaa paa mine Døtre har jeg givet vel Agt og vogtet mig for at proppe for Meget i dem. Jeg troer ikke, at det skal falde svært at tælle de Bøger, som Andrea Margrethe har læst, og dog er jeg vis paa, at hun skal nok kunne hjælpe sig igjennem Verden med den Ladning Visdom, som hun har ombord.«

    »Men Emmy --« sagde jeg, idet jeg endnu dvælede i den blide rolige Stemning, som var fremkaldt ved Samtalen med hende.

    »Med Emmy er det en anden Sag«, svarede Præsten, »hun har altid gaaet sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har opdraget sig selv. Hun har altid havt Lyst til Bøgerne -- i Begyndelsen søgte jeg vel at sætte en Stopper derfor, men det kom der ikke noget ud af: nu, tænkte jeg saa, Enhver maa have Lov at gaae sine Veje, tvinge hende vilde jeg i al Fald ikke, og saa lod jeg hende beholde sine Bøger i Fred. Men især siden Christopher er begyndt at komme her, er det blevet langt værre, og han har meget paa sin Samvittighed: han slæber den ene Bog til Huse efter den anden, saa tilsidst bliver jeg vel nødt til at bygge et lille Udhus, for at skaffe Plads til de mange Bøger.«

    Gamle sad med et underligt stille Smil, men gjorde intet Forsøg paa at forsvare sig; hans Pibe var gaaet ud som sædvanlig, og han selv lod ogsaa til at være gaaet ud, det vil sige, hans Tanker, thi medens Præsten begyndte at fortælle om forskjellige Bryderier, som han havde havt i sin Menighed, og udtalte sin Beklagelse herover, sad Gamle med et yderst fornøieligt Ansigt, som om dette glædede ham særdeles, og legede med Qvasterne paa Sophapuderne og overlod til mig at anbringe de behørige »Saa?« »Nei virkelig?« etc. paa de forskjellige passende Steder.

    Heldigvis lykkedes dette mig saa godt, at Præsten ikke mærkede Gamles Aandsfraværelse, før denne ulykkeligvis selv fik en Anelse om, at det dog var passende i det Mindste at yttre en vis Deeltagelse, og derfor netop ligesom Præsten havde endt en lang Skildring af den Bevægelse, hvori et Par Mormoner havde sat hele Menigheden, spurgte, om man havde mærket Noget til Mormonerne her i Egnen.

    Saa vare da alle mine Bestræbelser spildte, og jeg ventede allerede, at et svært Tordenveir skulde bryde løs over ulykkelige Gamle, men til min store Forundring gjentog Præsten med stor Taalmodighed sin lange Fortælling, hvilket endydermere vare mig Bevis paa den høie Stjerne, Gamle indtog hos Præsten, medens jeg tænkte ved mig selv: »Det skulde Du have prøvet paa, Nicolai --!«

    Gamle vaagnede op af sine Drømmerier og yttrede mere Interesse for Sagen, saa jeg meente, at nu behøvedes min Nærværelse vel ikke længer, og i al Stilhed listede jeg mig da bort i Haab om at træffe Emmy eller Andrea Margrethe. Da jeg kom over i Dagligstuen, fandt jeg Andrea Margrethe og Corpus Juris alene. Den sidste var ifærd med at læse nogle lyriske Digte høit, dog lod det ikke til, at han var kommen i nogen synderlig lyrisk Stemning, for da han saae mig, spurgte han mig i en temmelig gnaven Tone om, hvad jeg vilde.

    Jeg svarede, at jeg vilde nyde hans og Andrea Margrethes angenehme Compagni, men at han iøvrigt ikke skulde lade sig forstyrre i Oplæsningen. Det lod ikke til, at Corpus Juris havde rigtig Lyst til at fortsætte, dog gjorde han det efter Andrea Margrethes Opfordring, men læste saa slet, at Andrea Margrethe tilsidst bad mig om at læse i hans Sted.

    Dette satte imidlertid ikke Corpus Juris i bedre Humør, og han begyndte nu at øve en saa bidende Kritik over min Oplæsning, at vi upaatvivlelig tilsidst vilde være komne i en hæftig Ordstrid, om ikke Andrea Margrethe havde vidst at jævne Alt ved sit gode Humør.

    Jeg tænkte forgæves over, hvad der dog kunde have sat Corpus Juris i saa slet Stemning, thi han havde hele Dagen været særdeles munter og oprømt. Tilsidst lagde jeg Bogen fra mig i Haab om paa denne Maade at bringe Freden tilbage, men forgæves, nu var Corpus Juris engang kommen i sit kritiske Hjørne, og saa Vee over, hvad der falder i hans Hænder; det bliver uden Naade og Barmhjertighed heglet igjennem fra Ende til anden, var det saa end det Ypperste og Bedste: for med en god Villie kan man nok finde Feil overalt. Nu kriticerede han ikke længer min Oplæsning, men tog fat paa selve Digtene, som jeg havde læst høit.

    Saaledes husker jeg blandt Andet et Digt, der begyndte med de Ord: »Flyv Fugl, flyv over Furesøens Vover«, et Digt, som jeg altid havde holdt overordentlig meget af, men som nu fik en saare ynkelig Medfart, navnlig de fire Slutningslinier:

    »Har Du ei lyttet til mangefold Smerte
    »Selv hos den fjedrede Flok?
    »Sig et Godnat til mit bævende Hjerte!
    »Sig det, Du veed det jo nok!«

    »Bævende Hjerte!« udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, »hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: »Sig det, Du veed det jo nok« -- skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?«

    »Ordene ere lidt utydelige«, tillod jeg mig at indvende, »dog troer jeg nok, at de kunne forsvares. Det er naturligvis ikke Digterens eget Hjerte, der menes, men hans Elskedes, i Analogi med et andet af hans Digte, hvor han siger: »Mit søde lille Hjerte, hvad tænker Du da?««

    »Hvad er det for en Snak«, raabte Corpus Juris; »jeg kan begribe, at En kan sige til sin Kjæreste: »mit søde lille Hjerte«, men at ville sige til hende: »mit bævende Hjerte«, det er reent Nonsens.«

    I det Samme traadte Gamle ind, og jeg skyndte mig at forelægge ham Spørgsmaalet. Efter at have hørt de forskjellige Meninger erklærede han ganske rolig, at det Hele havde ikke Noget at sige, for der var ingen Mening i Ordene, men det var Noget, man ikke saa sjeldent kunde træffe hos vore Digtere.

    Denne rolige Dom var imidlertid saa langt fra at stille Corpus Juris tilfreds, at den tværtimod gød ny Olie i Ilden, idet han paastod, at det var Noget, som Digterne paa ingen Maade havde Lov til, ja de burde endog drages til Ansvar derfor, thi naar man af alle andre Mennesker fordrede, at de skulde mene, hvad de sagde, saa kunde man ogsaa fordre det af Digterne, men det var jo umuligt, at de kunde mene, hvad de sagde, naar der overhovedet ingen Mening var i, hvad de sagde.

    Ja han meente endog, at man, naar man vilde drive Tingen til Conseqvents, kunde anlægge Sag imod Digterne for Bedrageri, fordi de fik Publicum til at troe, at der var Mening i, hvad de sagde, og saa var der jo ingen Mening deri.

    (Ved mig selv tænkte jeg, at man kunde med ligesaa stor Ret anlægge Sag mod Corpus Juris, for der syntes mig heller ingen Mening at være, i hvad han sagde, men disse Tanker beholdt jeg viselig for mig selv, for ikke at fremkalde end mere Strid.) Andrea Margrethe, der overhovedet ikke var nogen stor Ven af den megen Disputeren, var imidlertid gaaet bort og kom nu tilbage med Julekage og Mjød i Haab om paa denne Maade bedst at bringe Striden til Ende, og hendes Haab var ikke forgæves, thi hvad enten det var den liflige Mjød, eller det var Andrea Margrethes milde, klare Øine, som det var umuligt at see paa uden at komme i godt Humør, nok er det, Corpus Juris blev formildet og erklærede, at der var forresten meget Smukt i det omtalte Digt, og dette var allerede en stor Indrømmelse fra hans Side, da han ellers før vilde lade Livet end vige saameget som et Haarsbred fra, hvad han kalder sin »rigtige Overbevisning.«

    • * * * *

    Ved Aftensbordet indtoge vi de samme Pladser som ved Middagsbordet, med Undtagelse af, at Andrea Margrethe havde taget sin Post bag Themaskinen, ikke uden Sorg for mig, da den store kobberrøde Maskine reent skjulte hendes venlige Ansigt, saa at jeg kun fra Tid til anden kunde høre hendes muntre Stemme.

    »Naa Nicolai«, sagde Præsten til mig, »hvor mange Gange har De saa været paa Dandsebod i Vinter?«

    »Paa Dandsebod?« spurgte jeg forundret.

    »Ja Fa'er, hvorfor bruger Du ogsaa det Ord?« sagde Præstekonen, »Nicolai veed jo slet ikke, hvad han skal tænke om os -- min Mand mener, om De har været mange Gange paa Bal i Vinter.«

    »Aa Nicolai veed saamænd nok, hvad det vil sige at komme paa Dandsebod. Jeg holder mest af at nævne Tingen ved sit rette Navn. Vi skal ikke gjøre os bedre end vi er, vi skal jo selv have Dandsebod her paa Søndag til Forargelse for hele Menigheden.«

    »Skal her være Bal?« spurgte jeg overrasket.

    »Sagde jeg det ikke nok, at det var Noget, som Nicolai forstod sig paa? Se, hvor Øinene spille som Stjerner i Hovedet paa ham -- jo Nicolai, vi skal have Dandsebod, det er kun altfor vist, til Sorg for mig, til Forargelse for Menigheden og til uhyre Glæde for Andrea Margrethe, der egentlig er den, der har bragt det Hele i Stand -- nu kan De selv see, hvad jeg siger, at det ikke er mig, men Andrea Margrethe, som commanderer her i Huset, og jeg er jo nødt til at føie mig efter hende.«

    Gamle opkastede sig som Forsvarer af Andrea Margrethes Mening, idet han paastod, at Dands var en meget uskyldig Fornøielse.

    »Ogsaa Du min Søn Brutus!« sagde Præsten, »ja jeg vidste det jo nok, at hvis jeg ikke rettede mig efter Andrea Margrethes Villie, saa vilde jeg i fjorten Dage ikke have Fred i mit eget Hus, derfor giver jeg efter, for vi Mennesker ere svage Væsener alle tilhobe, især naar man har en Datter som Andrea Margrethe.«

    Jeg kunde ikke drikke min The for bare Glæde. At komme paa Bal, at dandse med Emmy og Andrea Margrethe -- det var ganske mageløst!

    »Hvad tænker De paa?« sagde Præsten til mig, »De seer saa erotisk ud, De tænker da vel aldrig paa at forlove Dem?«

    »Altid skal Du tale med de unge Mennesker om Forlovelser«, sagde Præstekonen, »det er jo bare at sætte dem Griller i Hovedet.«

    »Siger jeg, at de skal forlove sig?« spurgte Præsten, »nei her kan Christopher og Frederik være mine Vidner -- har jeg ikke tidt og mange Gange advaret Dem mod at forlove Dem? har jeg ikke sagt til Dem, at De skulde speile Dem i mit ulykkelige Exempel, hvorledes jeg har faaet een Kone og to Døtre, bare fordi jeg i min Ungdom en eneste Gang begik den Ubesindighed at forlove mig? Har jeg ikke sagt atter og atter: Kjære Venner, spis, men forspis Jer ikke -- lov, men forlov Jer ikke!«

    »Men Du vedbliver dog at tale saalænge derom, at de virkelig tilsidst gaae hen og forlove sig. Der var jo slet ingen Grund til at tale til Nicolai derom.«

    »Med Nicolai«, sagde Præsten, »er det en anden Sag. Saadant et Menneske, der forsøger paa at slaae mig ihjel, snakker høit under Bordbønnen og ryger Cigar istedenfor Pibe, for ham er der ikke anden Redning, end at han maa forlove sig. -- Se der sidder Andrea Margrethe, hende skulde De tage, saa fik De en Kone, der kunde sætte Skik paa Dem. Og Vielsen skal De faae gratis, saa profiterer De altid saa meget derved.«

    Godt var det da, at Gamle havde saa alvorlig indskærpet mig, at det Taabeligste, et Menneske kan gjøre, er at forlove sig som Student, thi ellers havde jeg bestemt forlovet mig paa Øieblikket. --

    Præsten blev endnu siddende en Timestid og passiarede med os, derpaa bød han os Godnat, og idet han udtalte Ønsket om at maatte have den Fornøielse at see os næste Morgen Kl. 8, gik han bort. Jeg meente, at vi Andre maatte vel ogsaa gaae til Sengs nu, men Andrea Margrethe forsikkrede mig, at det var slet ikke nødvendigt: Præstens Sovekammer laa to Værelser fra Dagligstuen, hvor vi befandt os, saa at vi godt kunde blive oppe endnu en Stund, naar vi blot ikke vilde tale altfor høit og ikke disputere. Det lovede vi, og nu gik Præstekonen ogsaa bort efter endnu en Gang at have indskærpet os Nødvendigheden af at tale sagte.

    Mine Tanker vendte sig alle mod det forestaaende Bal, og da Andrea Margrethes gik samme Vei, var det naturligt, at vi mødtes.

    »De kan troe, at jeg har kæmpet en haard Dyst« sagde Andrea Margrethe, »og saa maatte jeg som sædvanlig staae ganske alene, thi Emmy tør aldrig sige Andet, end hvad Fa'er vil.«

    »Det var ikke uden Grund, at Fader havde Betænkeligheder«, svarede Emmy, »Du veed jo godt, at her er Enkelte i Menigheden, der altid ville tale mod Fader og med Glæde gribe enhver Leilighed til at dadle ham.«

    »Skulde man bryde sig om, hvad de Mennesker siger«, meente Andrea Margrethe, »saa kunde man hverken staae eller gaae eller gjøre nogen Verdens Ting.«

    »Men Du veed ogsaa, at Fader selv har Noget mod Dands og Bal, og at han aldrig er rigtig glad, naar vi blive indbudne til Dands.«

    »Men det er bare Overtro hos Fader«, sagde Andrea Margrethe, »hvad Ondt skulde der være i at dandse? Det Allersimpleste er, at man lader, som om man ikke mærker det, og gjør, som man vil.«

    Nu -- Tilladelsen til Dands var given, det var for mig Hovedsagen.

    Jeg brød mig ikke om, hvem eller hvormange der kom: Emmy og Andrea Margrethe kom, de vare mig =instar omnium=, og for ikke at komme for seent bad jeg strax hver især af dem om to Dandse.

    »To Dandse«, sagde Andrea Margrethe, »og jeg har ogsaa lovet Frederik to og Christopher een!«

    »Har De lovet Frederik to, saa kan De ogsaa love mig to -- hvorfor skulde han have flere end jeg?«

    Saa lovede Andrea Margrethe mig to Dandse, og Emmy gjorde det Samme.

    »Og Borddandsen vil jeg dandse med Dem begge To«, vedblev jeg.

    »Men netop Borddandsen er det, som jeg skal dandse med Frederik«, sagde Andrea Margrethe.

    »Og jeg skal dandse den med Christopher«, sagde Emmy.

    »Ja saa vil jeg ingen Dame have til Borddandsen, men sætter mig midt imellem Dem begge To«, sagde jeg og gjorde derpaa hurtig ved mig selv følgende Overslag: »to Dandse med Emmy og to med Andrea Margrethe, det er fire Dandse, Borddandsen med dem begge, det er fem Dandse, saa er der vel endnu to eller tre Dandse tilbage, men i dem tager jeg ingen Dame, men stiller mig op ved Siden af Emmy eller Andrea Margrethe og byder dem op, naar Leilighed gives, saa dandser jeg hele Aftenen kun med Emmy og Andrea Margrethe -- o det lader sig ypperlig gjøre!«

    »Holder De meget af at dandse?« spurgte jeg Andrea Margrethe.

    »O jeg kunde gjerne dandse hver Dag fra Morgen til Aften og skulde aldrig blive træt«, sagde hun.

    »Det mener Du ikke«, sagde Emmy.

    »Jo vist mener jeg det -- og Du holder ogsaa af at dandse, men Du tør ikke sige det af Frygt for Fader.«

    »Jeg har aldrig lagt Skjul paa, at jeg holder af at dandse«, svarede Emmy.

    »Hver Gang vi blive budne til Bal, gjør Du dog Vanskeligheder.«

    »Ja fordi jeg veed, at Fader holder ikke af det og helst saae, at vi blev hjemme.«

    »Det siger ikke noget; naar vi kommer hjem og har moret os godt, er Fader dog altid glad.«

    »Hør, skulle vi ikke prøve en lille Dands?« spurgte jeg Andrea Margrethe.

    »Nei det gaaer ikke an, saa vække vi Fader.«

    »Men vi kan dandse ganske sagte -- Frederik, dands Du med Emmy, saa dandser jeg med Andrea Margrethe -- Christopher, Du kan synge: »Ach du lieber Augustin« for os, saa dandse vi en Sagtevals efter den, det kan Ingen høre.«

    »Men ganske sagte«, bad Andrea Margrethe, der ikke kunde modstaae Fristelsen. »Og saa slukke vi Lampen og trække Rullegardinet op og dandse i Maaneskin.« Med disse Ord slukkede hun Lampen og trak Gardinet op, saa det lyse klare Fuldmaaneskin straalede ind til os.

    Saa begyndte Andrea Margrethe og jeg, og Emmy og Corpus Juris at dandse Sagtevals i Maaneskin, medens Gamle sad i Sophaen og brummede: »Ach du lieber Augustin« paa en ren feil Melodi.

    »Du synger falsk, Christopher«, raabte jeg, og nu begyndte Andrea Margrethe at stemme i med, i Begyndelsen ganske sagte, men lidt efter lidt høiere og høiere:

    Ach du lieber Augustin,
    Alles ist væk, væk, væk!

    »Hurtigere!« raabte Corpus Juris, der begyndte at blive ivrig, og nu stemmede han ogsaa i. Uden at vi selv mærkede det, sang vi bestandig høiere og høiere og hurtigere og hurtigere:

    Alles ist væk, væk, væk --
    Væk, væk, væk, væk, væk, væk,
    Alles ist væk!

    Men hvor høit vi end raabte det sidste »Væk«, var der dog en Stemme henne i Døren, der raabte det endnu høiere -- vi vendte os forskrækkede om -- der stod Præsten i Slobrok og med Nathue paa, og stirrede paa os som en Død fra Graven.

    »Ach du lieber Augustin, Alles ist weg!« raabte han, »ja det kan jeg rigtignok synge! Her er jo et Spektakel, som om hele Bistrupgaard havde sat hinanden Stævne! Og Nicolai som sædvanlig i Spidsen! Og saa slukker I ovenikjøbet Lampen, for at Ingen skal see, hvad for Mørkets Gjerninger I bedrive!«

    »Kunde Du virkelig høre det?« spurgte Andrea Margrethe, der var den første, der fik saameget Mod tilbage, at hun kunde tale.

    »Om jeg kunde høre det? Jeg skal love for, at det kan høres hele Sognet over, saa at det nok skal siges, at nu er det reent galt fat oppe i Præstegaarden: de holde Dands og Spektakel hver eneste Nat i den hellige Juleuge!«

    »Det gjør mig ondt«, begyndte Gamle --

    »Ja det gjør mig ondt«, afbrød Præsten ham, »at jeg seer mig nødsaget til at afbryde denne behagelige Soiree, men jeg maa virkelig anmode de høie Herskaber om at forføje sig til Sengs. God rolig Nat!« og dermed gik han.

    »Ja saa er det vel bedst, vi gaae til Sengs«, sagde Andrea Margrethe med et lille Suk. »Her er Deres Lys, De kjender jo selv Veien op til det grønne og det blaae Gjæstekammer: Nicolai, De skal ligge i Værelset ved Siden af; Deres Brødre vil nok vise Dem, hvor det er.«

    Men der var egentlig Ingen af os, som havde Lyst til at gaae i Seng, ikke engang Gamle. Corpus Juris var gaaet hen og stod i det aabne Vindue forat afkjøle sig. Vi Andre gik stiltiende hen til ham og saae ud over det herlige Vinterlandskab, der udfoldede sig for os. Det blaalighvide Snelagen dækkede Mark og Eng, Stilhed og Ro herskede over Alt og dannede en paafaldende Modsætning til den Larm, som vi nylig havde gjort. Høit oppe paa den dunkelblaae Himmel straalede den klare Fuldmaane og de funklende Stjerner ned til os, som om de vilde bringe Fred og Ro i vore Hjerter.

    Lette Nattetaager svævede over Træer og Buske, saa lydløst og tyst, at det næsten var os, som om vi kunde høre Nattens Taushed. En Stund stode vi Alle ganske stille; der var Ingen, der vilde sige Noget. Endelig brød Corpus Juris ud:

    »Den stille Vinteraften alt
    »I Nattens Favntag glider,
    »Og sagte hviskes overalt:
    »Nu er det paa de Tider.
    »Beskjærm os Alle, tause Nat,
    »Naar vi paa Leiet ligge --

    Her faldt Gamle pludseligt ind:

    »Og drømmer Nogen om sin Skat --
    »Vi bede: væk ham ikke.«[2]

    [2] H. Hertz.

    Og med disse Ord vendte de sig hurtig om, sagde et flygtigt Godnat og ilede bort.

    Jeg saae forundret efter dem; hvad skulde det betyde? Jeg saae paa Andrea Margrethe og Emmy, der endnu stode tause i Vinduet, og til min Overraskelse saae jeg, hvorledes trods det blege Maaneskin, der kastede et blaalighvidt, spøgelseagtigt Skær over Alt, deres Kinder dog blussede i hæftig Rødme.

    Jeg fandt, at jeg ogsaa burde vise mig som ridderlig Troubadour ligesaavel som mine Brødre -- jeg ledte efter i hele min Hukommelseskasse forat finde noget Passende: jeg kunde jo en heel Skare af Viser og Sange udenad -- dog i dette Øieblik var det, som om Alt var svundet bort; alle mine Anstrængelser vare forgæves; jeg rømmede mig et Par Gange og saa -- sagde jeg Godnat og gik min Vei, ærgrende mig over min Glemsomhed og Kejtethed.

    Da jeg gik op ad Trappen, kunde jeg høre Gamle og Corpus Juris tale sagte sammen deroppe, men jeg var i dette Øieblik ikke oplagt til en gemytlig Aftenpassiar, som vi ellers pleiede at faae os hjemme i Kjøbenhavn. Ogsaa taug Gamle og Corpus Juris stille, da jeg kom derop. -- -- Der var tre Gjæsteværelser, hver med egen Udgang til Corridoren, som løb forbi dem, men tillige førte Døre fra det ene ind til det andet, og disse Døre lode vi staae aabne for større Selskabeligheds Skyld. Denne Aften var der imidlertid Ingen, som yttrede Lyst til slig Selskabelighed. Vi sagde hinanden hurtig Godnat og gik derpaa Hver til Sit.

    Jeg var lidt forstemt over mit sidste uheldige Forsøg, dog gik denne Forstemthed snart over. Thi for det Første ligger det ikke i min Characteer at fange Griller og for det Andet frembød denne min første Dag i Nøddebo Præstegaard saamange smukke Erindringer, der i bestandig vexlende Rækker fremstillede sig for mine Tanker, at jeg ikke kunde falde i Søvn.

    Hvad var det dog ikke for et velsignet Sted denne Præstegaard, hvilken Munterhed og Glæde boede ikke her -- og hvad for en Lykke, om man hver Dag kunde see disse prægtige Mennesker, hver Dag tale med dem. Meest dvælede mine Tanker ved Døtrene.

    Jeg tænkte paa Emmy: det var mig, som om Stemningen af den Ro og Fred, jeg havde fornummet i Samtalen med hende, endnu hvilede over mig; bestandig klang hendes Ord for mine Øren: »jeg elsker det Gamle, thi i det Gamle boer Erindringens Fred og Hvile!« Ja i Erindringen boer Fred, det følte ogsaa jeg nu, da jeg mønstrede den lange Dag i Tankerne og lod det Alt samle i een Sum for mig. Og jeg tænkte paa Andrea Margrethe: hvor hun var munter og snaksom! Og hvor hun kunde lee, ja det var dog ganske mærkeligt!

    Men Gamle siger ogsaa, at der er Ingen, der kan lee saameget som unge Piger. Deraf har jeg draget den Slutning, at saa maae unge Piger være de fuldkomneste af alle Mennesker. Den berømte =Dr.= Swift har nemlig sagt, at derved udmærker Mennesket sig fremfor Dyrene, at det kan lee, og deraf har jeg sluttet videre, at jo mere et Menneske kan lee, des fuldkomnere maa det være, og da nu unge Piger lee allermest, saa maa unge Piger være de allerfuldkomneste Mennesker.

    Men hertil siger Corpus Juris, at i denne Slutning ere Præmisserne ligesaa falske som Conclusionen, og kun en attenaarig Rus kunde begaae en saadan Feilslutning.

    Jeg kunde ikke falde i Søvn, jeg laa og tænkte paa Præstegaarden, hvor jeg havde befundet mig saa vel hele Dagen. Og paa een Gang stod det lyst og klart for min Sjæl, hvad jeg hidtil kun dunkelt havde anet, og en indre Stemme sagde til mig med stor Sikkerhed: »Nicolai, her skal Du blive forlovet!« Ja saaledes maatte det være, det var der ingen Tvivl om!

    Derfor havde Præstegaarde altid staaet for min Tanke i saa herlig en Belysning, derfor var jeg altid bleven glad blot ved at høre det Ord »Præstegaard« -- fordi jeg engang skulde blive forlovet i en Præstegaard. Og netop en Præstegaard som denne maatte det være, det kunde jeg ganske bestemt mærke paa mig selv. Hvad var det dog ikke for velsignede Mennesker her, strax fra første Øieblik havde de jo modtaget mig, som om jeg var en Søn af Huset, de havde bestemt ogsaa en Fornemmelse af, at jeg vilde blive forlovet her.

    Ja Præsten havde jo selv sagt til mig, at jeg skulde forlove mig; vel havde han sagt det i Spøg, men =hæ nugæ ad seria ducunt=: den Dag skulde nok komme, da det blev til Alvor; Præsten havde uden at vide det udtalt en Propheti. Men fire eller fem lange Aar vilde ligge imellem, thi jeg vilde ikke forlove mig som Student, det stod fast; i de Aar skulde der arbeides, arbeides strængt, men saa kommer Lønnen.

    Jeg vilde tage Examen ved Sommertid, ikke ved Juletid, thi Sommeren er dog den bedste Aarstid til at forlove sig i. Naar jeg da er færdig, kjører jeg endnu samme Dag med Jernbanetoget Kl. 2½ til Roskilde -- nei det er sandt, Examen ender jo først Kl. 4, nu vel, saa tager jeg med Aftentoget Kl. 7; Kl.

    8 er jeg i Roskilde -- der skaffer jeg mig en Hest, og saa har jeg en mageløs Ridetour i den stille Sommeraften langs Roskildefjorden -- Skridt for Skridt rider jeg med tankefuldt Sind -- indtil jeg nærmer mig Præstegaarden, da sætter jeg pludselig i Galop: Alle fare til Døren ved det dundrende Hovslag, jeg svinger mig af Hesten og fortæller, hvordan det er gaaet mig, og saa siger jeg -- -- -- ja hvad jeg saa sagde, fik jeg ikke ret udtænkt, thi hver Gang jeg kom saa vidt, vendte mine Tanker om til Roskilde, hvor jeg bestiger Hesten, og atter rider jeg langs Fjorden og kommer til Præstegaarden og svinger mig af Hesten -- og saa atter tilbage til Roskilde -- og saaledes vedblev jeg at fare frem og tilbage og svinge mig paa Hesten og svinge mig af Hesten, indtil jeg tilsidst faldt i Søvn og drømte, jeg skulde springe paa Hesten i Gymnastiksalen; men hver Gang jeg skulde gjøre det afgjørende Spring, spændte Gamle og Corpus Juris Been for mig, saa jeg faldt og maatte forsøge forfra igjen med samme Resultat.

    • * * * *

    »Befaler Deres Durchlauchtighed et Regnbad eller et Douchebad?« -- ved disse Ord vaagnede jeg næste Morgen, idet tillige et Par kolde Draaber Vand, som faldt ned paa min Næse, mældte mig, at der ikke overlodes mig lang Tid til Valget. Jeg foer i Veiret -- der stod Præsten og holdt Vandkanden over mit Hoved.

    »Klokken -- Klokken er vist ikke ni endnu«, sagde jeg, idet jeg strakte mig velbehagelig i Sengen.

    »Og mener De, at De er kommen herud for at ligge i Sengen til høit op ad Formiddagen?« lød Svaret. »Vi andre christne Mennesker har allerede sunget vor Morgenpsalme, men det bruger De naturligvis ikke.«

    »Er Gam- er Christopher, vilde jeg sige, og Frederik allerede oppe?«

    »Kommer det Dem ved, hvad Christopher og Frederik tager sig til? -- Naa, skynd Dem nu, saa skal vi gaae en Morgentour sammen, og jeg skal vise Dem Byen Nøddebos Mærkværdigheder.«

    Da det lod til, at Præsten havde i Sinde ikke at vige fra mig, førend jeg var bleven paaklædt, saa gjorde jeg mig i Hast færdig. Gamle var allerede oppe, men idet jeg gik forbi Corpus Juris' Værelse, saae jeg, hvorledes han laa nok saa sødelig og sov derinde. Jeg havde den største Lyst til at løbe ind og vække ham, for hvorfor skulde han have det bedre end jeg? men Præsten greb mig i Armen, idet han sagde: »Vil De nu bare passe Dem selv og smukt lade Frederik i Fred.«

    Idet vi gik igjennem Forstuen mødte vi Andrea Margrethe. Hun syntes at være i fuld Virksomhed, et stort hvidt Kjøkkenforklæde havde hun bundet om sig og saae om muligt endnu mere fornøielig ud end Dagen i Forveien. »Godmorgen«, sagde hun til mig, »vil De ikke først drikke en Kop The, inden De gaaer ud?«

    »Nicolai skal først gaae med mig og betragte Nøddebos Mærkværdigheder«, sagde Præsten, »saa kan han altid siden komme hjem og drikke Thevand.«

    Jeg behøver vel ikke at sige, at jeg brød mig ikke det Mindste om Nøddebos Mærkværdigheder, men vilde langt heller blive hjemme og drikke The med Andrea Margrethe, men jeg havde nok mærket, at det gik ikke an at sige Præsten imod, og derfor fulgte jeg ham.

    »Præstegaarden selv er der ikke videre at see paa«, begyndte Præsten. »Kun maa jeg bede Dem betragte Hundehuset; De seer, at Indgangen dertil er bygget i Rundbuestilen, hvilket tyder paa, at det maa være meget gammelt.«

    »Hvor er Lænkehunden henne?« spurgte jeg.

    »Lænkehunden gaaer frit omkring og lever af at æde Kyllinger.«

    »Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?« spurgte jeg forundret.

    »Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille.

    Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone og Børn.«

    Det forekom mig underligt, at Præsten altid talte saa meget om, at hans Kone og Døtre førte Kommandoen, medens dog i Grunden Alt gik efter hans Villie, ja jeg syntes næsten, at han stundum tiltalte dem med en vis Haardhed. Jeg kunde ikke dye mig, men lod et Par Ord falde derom.

    »Ja saa«, sagde Præsten idet han pludselig standsede og saae paa mig med et gjennemborende Blik, saa at jeg maatte slaae mine Øine til Jorden, men jeg lagde dog Mærke til, at der spillede et lunefuldt Smil om hans Læber. »Saa det er Deres meget ærede Mening? -- Naar De kan lade være at sladdre af Skole, skal jeg fortælle Dem en Hemmelighed, og det er, at naar man har med Fruentimmer at bestille, gjør man bedst i ikke at fortælle dem, hvormeget man holder af dem, for det kan de ikke godt taale at høre. Men det hører nu ogsaa til de Ting, som De vil erfare, naar De engang selv bliver gift.« Dermed dreiede han sig rask omkring og gik videre.

    Det var atter en straalende Morgen, hvormed Dagen begyndte. Den lave Pileallee, der førte op til Præstegaarden, og som om Sommeren var ringe og uanseelig, glimrede nu i sin vinterlige Herlighed, bestrøet fra øverst til nederst med Rimfrost, mod hvilken Solstraalerne brøde sig i et tusindfoldigt Spil. Solen var alt kommen et Stykke op paa Himlen og ligesom badede den vinterfrosne Jord i sit Flammehav.

    »Luk nu Øinene op og see Dem rigtig omkring«, sagde Præsten til mig, »og tak Vorherre, der har givet Dem Øine til at see paa al den Herlighed, og tak mig, der fik Dem til at lukke Øinene op. Se nu der«, vedblev han, idet han strakte Haanden ud mod de snedækte Banker og den frosne Fjord:

    =»Vides, ut alta stet nive candidum
    Nøddebo, nec jam sustineant onus
    Silvæ laborantes, geluqve
    Flumina constiterint acuto[3].«=

    [3] Hor. Od. I, 9.

    Hvor prægtig der end var, tænkte jeg dog, at der var langt prægtigere hjemme, hvor jeg kunde sidde og samtale uforstyrret med Emmy og Andrea Margrethe, og jeg lod derfor et Par Ord falde om, at det var dog temmelig koldt endnu; det vilde være bedre at vente til opad Dagen med at spadsere, for saa vilde det være mildere.

    »Opad Dagen?« sagde Præsten, »nu det er sandt, jeg har jo reent glemt, at De har været til Dands og Lystighed i Nat. Ja maaskee De før vil hjem og i Seng igjen, saa kunne vi jo gaae os en lille Morgentour i Aften Kl. 7, og derefter vende hjem for paa Ny at dandse Julia Hopsasa. Det er saadan en rar christelig Maade at holde Jul paa.«

    Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.

    »Det er meget fornuftig talt«, sagde Præsten, »det er rigtignok lige det Modsatte af, hvad De sagde for et Øieblik siden, men det gjør jo ikke Noget.«

    Vi vare nu komne ned ad Skrænterne til Fjorden. Langs med denne løb en bred Sti, paa hvis Sider der hist og her voxede nogle Hasselbuske.

    »Her seer De Langelinie«, sagde Præsten, »om Formiddagen møder De her Nøddebos Beaumonde, det vil sige min Kone og mine Døtre, thi Byens øvrige Befolkning anseer det for en utilladelig Luxus at spadsere.«

    Vi kom forbi et lille Hus, der saae temmelig forfaldent ud. Præsten vendte sig pludselig om mod mig og spurgte, om jeg var Bondeven.

    »Aa ja, paa en Maade«, svarede jeg tøvende, thi trods alle Corpus Juris' Bestræbelser er jeg endnu ikke kommen til Klarhed over mine politiske Anskuelser.

    »Naa De veed det ikke rigtig selv«, sagde Præsten. »Ellers vilde jeg have sagt Dem, at De her i dette Hus kunde qvæge Dem ved Samtaler med en Aandsbeslægtet. Peder Sørensen, som boer her, er Stadens første Politikus, hvem det vil være en sand Glæde i et belærende Foredrag at udvikle for Dem, at Universitetsbibliotheket burde bruges til at lave Kræmmerhuse af, at Professorerne burde stikkes ind i Kongens Livgarde, og at Præsterne burde sættes til at vogte Gæs. Hvad det Sidste angaaer, synes jeg nu ikke, at der er Grund til Klage, saalænge som vi har mange af Peder Sørensens Kompagni hos os.«

    Efter at have fulgt et Stykke langs med Fjorden dreiede vi ind over Markerne og nærmede os Landsbyen. De hvide Gaarde laae tæt ved Siden af hverandre; hist og her steg en Røgsøile ganske langsomt i Veiret.

    Paa en lille Bakke inde i Byen hævede en teglhængt Bygning sig, hvis gule Mure skinnede stærkt i Sollyset og hævede den frem over de hvide Gaarde rundtomkring.

    »Det er vel Skolen?« spurgte jeg, idet jeg pegede derop.

    »Det er Universitetet«, svarede Præsten corrigerende. »Der kommer en af Pallas Athenes Sønner, en ung Rus«, tilføiede han, idet han pegede paa en fire Aars Purk, der kom os i Møde, gnavende paa et stort Æble.

    »Goddag, min Dreng«, sagde Præsten til ham, »værs'go at tage Kaskjetten af for din Præst, Høflighed klæder en ung Mand som Dig saa smukt.« Drengen rev hurtig Kaskjetten af og stod og stirrede paa os med Kaskjetten i den ene Haand og Æblet i den anden. »Hvordan har din Fa'er det? er han nu bleven rask igjen?« vedblev Præsten. Drengen svarede ikke, stum af Forbauselse eller Forskrækkelse blev han staaende uforandret i samme Stilling.

    »Ja lad os ikke forstyrre ham«, sagde Præsten, idet han greb mig i Armen og trak videre afsted med mig. »Som De seer, er han fordybet i sine politiske Betragtninger og grunder uden Tvivl over, hvilke Forandringer Valgloven bør underkastes for paa bedste Maade at kunne svare til Tidernes Tarv. Pas De paa, i den Dreng stikker der en Minister eller maaskee endog en Journalist, han seer mig ud til Allehaande. -- -- Men se, se, der kommer Rector Magnificus i egen høie Person«, og med disse Ord pegede Præsten paa en høi, mager Mand i en luvslidt Frakke med en noget rødladen Næse, der i samme Øieblik traadte ud af Døren paa Skolehuset. »Han er ikke uniformeret, men illumineret, som De seer.«

    »Drikker han?« spurgte jeg.

    »Ikke mere end som nødvendigt er for at kalde Geisten tillive, naar han skal udføre sin Embedsgjerning som han pleier at sige.«

    I det Samme kom Skolelæreren hen til os og efter at have hilst paa os tilbød han at vise mig Skolen. Denne var snart beseet, og Præsten bad nu om Nøglerne til Kirken for at vise mig den.

    Kirken laa i Udkanten af Landsbyen, saaledes at Kirkegaarden ved en lille Lindeallee stod i Forbindelse med Præstegaardshaven.

    Kirkegaarden syntes forøvrigt at være holdt i ganske god Stand, men for Øieblikket vare alle Gravhøie overtrukne med et hvidt Snelagen, over hvilket kun hist og her et Kors eller en Gravsteen ragede op.

    Kirken selv havde ikke noget Særegent ved sig, den saae ud som alle vore Landsbykirker. Det Eneste, der vakte min Opmærksomhed, var et lille Orgel, hvorfor jeg spurgte Præsten, om Skolelæreren spillede godt paa Orgel.

    »Han spiller ikke ilde«, svarede denne, »kun har han vel megen Lyst til at lave nogle kunstige Triller. Men hvad der derimod er ganske mærkeligt, det er vor Klokkeringning. Hver Gang, der skal ringes til Begravelse, ringer Klokken nok saa muntert og lystigt: »lingelingelingeling«, men skal der ringes til Bryllup, saa ringer han ganske langsomt og alvorligt: »bim--bam, bim--bam, bim--bam.««

    »Hvorfor ringer han saaledes?« spurgte jeg.

    »Manden er Philosoph«, svarede Præsten, »han har selv været gift i atten Aar; det er Frugterne af sin Livserfaring, han nu nedlægger i sin Klokkeringning.«

    Jeg fik Lyst til selv at prøve Orgelet, hvorfor jeg gik op til det, medens Præsten satte sig ned i en af Kirkestolene. Skjøndt Orgelet kun var lille, løde Tonerne dog smukt og harmonisk hen under Kirkehvælvingerne. Efter at have spillet flere gamle Psalmemelodier igjennem, tilsidst »Hvo ikkun lader Herren raade«, gik jeg atter ned i Kirken, hvor jeg fandt Præsten siddende meget alvorlig, med Hovedet støttet til den ene Haand, dybt hensunken i sine egne Tanker.

    »Ja, hvo ikkun lader Herren raade!« udbrød han, da jeg kom hen til ham, »men det er en svær Kunst at lære. Vi ville selv raade for Alt, og derfor gaaer Alt galt. Vi lægge lange Planer for Fremtiden, i Aar ville vi gjøre det, til næste Aar det, og det tredie Aar det: og gaaer saa ikke Alt efter vort Hoved, saa blive vi forstemte og mismodige og mene i høieste Grad at være forurettede af Skæbnen.

    Kjøbmanden vil tjene saa og saa mange Penge, den lærde vil skrive saa og saa mange Bøger, Statsmanden vil gjennemføre disse og hine Reformer, og lykkes det ikke, ja saa ere de nogle yderst ulykkelige Mennesker, der ere i deres fulde Ret til at klage over Styrelsen. Se, derover har jeg nu prædiket alle de Aar, jeg har været her, og dog saa gammel, som jeg er, gaaer jeg endnu bestandig og bygger Luftkasteller og lægger Fremtidsplaner og bliver ilde tilmode, naar de ikke lykkes mig -- for jeg kan nok prædike rigtig, men jeg kan ikke handle rigtig.«

    »Ja«, tillod jeg mig at indvende, idet jeg tænkte paa mine egne Fremtidsplaner, som jeg havde fattet i den forløbne Nat, og som ogsaa strakte sig temmelig langt ud i Tiden, »det er dog nødvendigt, at man lægger en vis Plan, hvorefter man vil handle, ellers maa man jo handle blindthen blot efter Øieblikkets Indskydelse.«

    »Naturligvis maa man handle efter en vis Plan, det har jeg jo aldrig benægtet, men vi skulle ikke sætte os altfor fast i Hovedet, at det netop skal gaae til paa den Maade, som vi nu efter vor Visdom mene er den bedste. Men her er det netop, at vort Stivsind og Egenraadighed kommer for Dagen. Thi det er egentlig ikke saameget i og for sig den Ting, at vore Ønsker ikke opfyldes, der vækker vor Uvillie og Harme, som derimod den Omstændighed, at vor Villie ikke sættes igjennem, at vi ikke kunne regere Alt, som vi nu engang havde bestemt. Og hvad ere saa alle vore mange Planer?

    Daarligdom og Usselhed -- galt nok kan det see ud i Verden, men værre vilde det see ud, om det skulde gaae efter vor Villie. Derfor er det godt, at der er En, som har forbeholdt sig sit Veto og engang imellem standser os, naar vi ere altfor ivrige. Kom nu og lad os gaae hjem og drikke The!«

    Med denne noget pludselige Vending reiste Præsten sig, og vi gik ud af Kirken. Tause gik vi ved hinandens Side over Kirkegaarden, gjennem den lille Lindeallee ind i Præstegaardshaven. Hver af os havde nok at tænke paa. Jeg gik og tænkte paa mine Drømme fra den foregaaende Aften, som kun slet stemmede med Præstens Tale. Men har man ikke engang Lov til at bygge Luftkasteller, naar man er ung, hvad skal man saa tage sig til?

    Det dagligdags Liv er dog altfor ensformigt, til at man kan holde ud at gaae saaledes fra den ene Dag til den anden som i en stor Trædemølle -- saa maa man dog virkelig en Gang imellem til en Opmuntring udmale sig Fremtiden, som den skal være, naar vi engang blive Herrer og komme til at raade.

    Vi traadte nu atter ind i Dagligstuen. Henne i Sophaen bag Thebordet sad Corpus Juris og Andrea Margrethe, medens Emmy tilligemed Præstekonen og Gamle havde taget Plads om det lille Sybord ved Vinduet. Emmy bød mig Godmorgen, idet jeg traadte ind; en Solstraale faldt netop hen over hendes hvide, klare Pande, Fred og Ro hvilede over hendes Ansigt og syntes at meddele sig til Enhver, der kom i hendes Nærhed.

    Gamle, der sad ved hendes Side, saae ogsaa usigelig lykkelig ud; i den ene Haand holdt han sin Pibe, der var gaaet ud som sædvanlig, i den anden holdt han et Knippe Nøgler, med hvilket han uafladelig raslede, som om han paa denne Maade vilde accompagnere de Tilstedeværendes Tale. Ogsaa Corpus Juris, der sad ved Siden af Andrea Margrethe, syntes at være i et udmærket Solskinshumør. Han talte og lo, saa jeg var helt forbauset, thi det var en heel anden Corpus Juris end den, som jeg ellers var vant til at see om Morgenen.

    Det var imidlertid ikke blot denne Gang, men overhovedet hver Morgen, vi tilbragte i Nøddebo, at Corpus Juris viste sig saa elskværdig, og det uagtet han aldrig fik Dagbladet at see, thi Præsten holdt ikke Dagbladet. Jeg kunde fristes til at troe, at det var Andrea Margrethe, der nu udøvede samme Virkning paa ham, som tidligere Dagbladet, ja endog i langt høiere Grad, thi medens han altid maatte studere Dagbladet i det mindste een Time, inden han kunde blive i godt Humør, saa behøvede han kun at see paa Andrea Margrethe et eneste Øieblik, og strax blev han et nyt Menneske.

    Jeg blev staaende midt paa Gulvet og betragtede disse to Grupper, den i Sophaen og den ved Vinduet, og vidste ikke rigtig selv, til hvilken jeg skulde slutte mig, da Andrea Margrethe afgjorde Valget for mig ved at byde mig hen til Thebordet ved Siden af Corpus Juris. Men dermed var det ogsaa forbi med dennes gode Humør, og han begyndte atter at blive gnaven og fortrædelig.

    Først klagede han over, at jeg traadte ham paa Foden, idet jeg satte mig, saa irettesatte han mig, fordi jeg kom for meget Sukker i min The, kort sagt han tiltalte mig paa en saadan Maade, at Andrea Margrethe maatte bede ham erindre, at jeg ikke længer var et Barn, men nok selv vidste at opføre mig paa den rette Maade. Overhovedet var hele Corpus Juris' Opførsel imod mig i de Dage mig paafaldende.

    Hjemme paa Vestergade vare vi altid de bedste Venner af Verden, her i Nøddebo kunde jeg derimod ikke komme ham tre Skridt nær, førend han strax begyndte at vrisse ad mig. Det var mig umuligt at vide, hvad Grunden kunde være hertil; jeg gjennemgik i Tankerne alle mine Ord og Handlinger for at udfinde, om jeg muligvis kunde have stødt ham med Et eller Andet -- men forgæves, jeg var mig ikke noget Saadant bevidst. Paa den anden Side var det naturligt, at en saa uvenlig Opførsel fra Corpus Juris' Side maatte fremkalde en lignende Stemning hos mig.

    Ja, jeg begyndte paa en Maade at føle et vist Nag til ham; thi medens jeg om Morgenen maatte op af min gode Seng for at spadsere en Morgentur med Præsten, kunde Corpus Juris blive liggende nok saa magelig og strække sig af Hjertens Lyst; bagefter kunde han uforstyrret faae en Passiar med Andrea Margrethe, og da jeg nu kom til for at deltage i denne, blev jeg modtaget paa saa uvenlig en Maade, -- det var dog ingen broderlig Handlemaade!

    Andrea Margrethe talte imidlertid saa venligt og lo saa muntert, at det var umuligt, at nogen fortrædelig eller ubehagelig Stemning kunde længe vedvare.

    Idet jeg hændelsesvis kastede et Blik ud af Vinduet, saae jeg den før omtalte Lænkehund spadsere forbi, og jeg spurgte derfor Andrea Margrethe, hvorfor den fik Lov til at gaae frit omkring, da den efter Præstens Sigende var saa slem til at tage Kyllinger.

    »Den er ikke slem til at tage Kyllinger«, svarede Andrea Margrethe, »kun een eneste Gang, da den var Hvalp, vilde den lege med en Kylling og kom til at bide den ihjel, det er det Hele.«

    »Ja da vare dens Hvalpeaar temmelig længe«, meente Præsten, »for det er ikke længere siden end i forrige Uge, at jeg traf den i Hønsehuset og maatte jage den ud deraf.«

    »Ja det var for at tage Rotter«, svarede Andrea Margrethe, der aldrig var forlegen for Svar, »der er saa mange Rotter i Hønsehuset.«

    »Rotter?« sagde Præsten, »ja det er nok tobenede Rotter med Vinger paa -- gid jeg engang maatte faae nogle af de Rotter til Middag! -- Se, hvor er nu min store gule Hane bleven af?« vedblev han, idet han saae ud af Vinduet, hvor Hønsene netop bleve fodrede, »har Trofast maaskee ogsaa taget den for en Rotte?«

    »Der kommer den jo«, sagde Andrea Margrethe, idet hun pegede paa en prægtig Hane, der ganske langsomt med majestætiske Trin kom ind ad Porten og sluttede sig til den øvrige Flok.

    »Ja see, er det nu ikke et prægtigt Dyr«, sagde Præsten, idet han vendte sig om til mig, »Mage til den Hane finder De ikke i hele Sognet; see, hvor den basker med Vingerne og kroer sig midt imellem alle sine Koner: ja det er da ogsaa den eneste Mormon, som jeg taaler her i Præstegaarden.« -- Ved Synet af denne Hane foer pludselig en Tanke gjennem mit Hoved, som siden op ad Dagen modnedes til Klarhed hos mig.

    Lidt efter trak Præsten sit Uhr op af Lommen og sagde: »Ja nu er det vel paa Tide at gaae til sit Arbeide, Klokken er allerede over Ti.

    Hvad har De i Sinde at tage Dem for, Nicolai, vil De maaskee gaae i Seng igjen?«

    »Jeg vil blive hvor jeg er«, svarede jeg, idet jeg blev siddende paa min Plads.

    »Naa, De vil blive hos Andrea Margrethe, ja husk vel paa, hvad jeg sagde igaaraftes. Det er meget betænksomt af Dem, at De først vil træffe de nødvendige Forberedelser, inden De slaaer det store Slag.

    Lykke paa Reisen, Nicolai!«

    Da Præsten var gaaet, opstod en lille Pause. Jeg var ganske forskrækket over hans sidste Ord, jeg følte, hvorledes alt Blodet voldsomt strømmede mig til Hjertet. Anderledes med Andrea Margrethe og Emmy: de forholdt sig begge aldeles rolige, som om Intet var sagt. Med Hensyn til Emmy var dette endda ikke saa paafaldende, thi hun bevarede altid sit stille og rolige Væsen, men med Andrea Margrethe var det en heel anden Sag. Hun pleiede ellers ikke at tie stille, naar Præsten sagde Noget, som hun ikke syntes om, men tog sædvanlig uforsagt til Gjenmæle.

    Nu derimod taug hun stille, det var da aabenbart, at saavel hun som Emmy havde tænkt over Sagen, og at de begge vare komne til samme Resultat som jeg: nu kan det ikke skee, men engang naar tre eller fire Aar ere gaaede, da kommer Tiden, da der skal tales aabenlyst uden Skrømt. Ja jeg saae endog, hvorledes Andrea Margrethe kastede et stjaalent Smil hen til Corpus Juris, som om hun vilde hilse paa sin tilkommende Svoger.

    Denne syntes imidlertid ikke at bemærke det; han rejste sig, gik med hurtige Skridt et Par Gange op og ned ad Gulvet som En, der utaalmodig venter paa Noget, og spurgte derpaa pludselig, om vi ikke skulde gaae ud at spadsere.

    »Ja lad os gaae ned og løbe paa Skøjter paa Fjorden«, sagde Andrea Margrethe, »for De kan da vel løbe paa Skøjter, Nicolai?«

    »Ja«, svarede jeg freidig; jeg vidste rigtignok, at jeg var ingen Mester deri, men hvor Andrea Margrethe og Emmy kunde færdes, der turde jeg ogsaa følge med.

    »Det var deiligt«, sagde Andrea Margrethe, »thi der er ingen af Deres Brødre, der kan.«

    »Jo«, svarede Corpus Juris, »nu troer jeg ogsaa nok, at jeg kan det.«

    Jeg blev temmelig overrasket ved at høre dette, thi jeg havde aldrig seet Noget til, at Corpus Juris havde øvet sig i Skøjteløben.

    Den Eneste, der gjorde nogen Indvending mod vor Skøjteløben, var Præstekonen. Hun maa vist have havt en Anelse om, hvorledes det stod sig med min Færdighed heri, thi hun bad mig paa det Indstændigste at lade være. Andrea Margrethe forsikkrede derimod, at der var ikke allermindste Fare; hvis jeg faldt, skulde hun nok hjælpe mig op igjen. Saa gav Præstekonen tilsidst efter. -- En ny Vanskelighed opstod imidlertid med Hensyn til Skøjterne. Thi vel havde baade Andrea Margrethe og Emmy hver to Par Skøjter og tilbød os dem tillaans, men det befandtes snart, at deres Fødder ingenlunde vare af samme Dimensioner som vore.

    Ogsaa her fandt Andrea Margrethe dog paa Udvei, idet vi nemlig kunde gaae ind til Skolelæreren og laane hans Sønners Skøjter.

    Saa begave vi os paa Veien, ledsagede af Præstekonens Formaninger, der blev staaende i Døren og endnu engang tilraabte mig at være forsigtig.

    Vi gik ned igjennem Pilealleen. »Se, disse gamle Piletræer«, sagde Andrea Margrethe, »at Fader nu ikke kan lade dem tage bort! De staae saa vindt og skjævt ved Siden af hinanden -- var det nu ikke langt bedre at hugge dem om og plante en smuk lille Lindealle istedenfor?«

    De gamle Piletræer fandt en varm Forsvarer i Emmy. »Mellem disse gamle Piletræer har Bedstefader vandret mangen Aftenstund«, sagde hun, »og seet Solen glide ned over Fjordens Banker hist i Vester -- og nu vil Du hugge dem om?«

    »Ja men skulle vi lade Alt det blive staaende, som har været fra Bedstefaders Tid«, meente Andrea Margrethe, »saa bleve vi da tilsidst nødte til selv at flytte ud af Præstegaarden, for ellers veed jeg ikke, hvor vi skulde faae Plads til alle de gamle Træer og gamle Møbler, som Du vil gjemme paa. Har jeg ikke Ret Frederik?«

    »Jo vist har De Ret«, svarede denne, idet han bøiede sig ned og rev et lille Pileskud op af Jorden, som om han vilde bidrage Sit til, at det Gamle kunde snarest mulig faae Ende. »Men det er desværre ikke alene her, men i alle mulige Retninger beholde vi alt for meget af det Gamle. Vi gaae meget for langsomt frem, alt for meget af den gamle Slendrian have vi beholdt; tidt og mange Gange maa jeg udbryde:

    »Wann wird doch das Blatt sich wenden,
    Und das Reich der Alten enden?«

    Men vent blot: snart kommer den yngre Slægt frem, og saa skal vi faae noget Andet at see: den har Kraft til at -- til at --«

    »Til at skrive Aviser«, fuldførte Gamle i en temmelig skarp Tone.

    Corpus Juris var ikke tilsinds at lade den tilkastede Handske blive liggende, men heldigvis naaede vi i samme Øieblik Skolelærerens Hus, og medens vi prøvede Skøjterne, blev Stridsspørgsmaalet glemt.

    Idet vi nærmede os Fjorden, fløi en stor Fugl hen over den.

    »Se en Maage, en Maage!« raabte Andrea Margrethe.

    »Er det saa mærkeligt?« spurgte jeg.

    »Mærkeligt er det ikke, men det er morsomt. Jeg kan aldrig see en Maage uden at misunde den.«

    »Hvorfor misunder De den?«

    »Tænk at kunne flyve langt, langt bort ligesom den, at kunne see fjerne fremmede Lande, det maa dog være mageløst!« Og Andrea Margrethe fulgte Fuglens Flugt med længselsfulde Blikke.

    Vi kom ned til Fjorden og medens Corpus Juris og jeg omhyggelig undersøgte Terrænet, hvor man bedst kunde vove Udfarten, vare Emmy og Andrea Margrethe alt langt ude paa den blanke Flade. De løb med en Lethed og Sikkerhed, som gjorde Corpus Juris og mig beklemte om Hjertet ved Tanken om den Præstation, som vi skulde afgive ovenpaa.

    »Nu skal jeg løbe mit Navn«, raabte Andrea Margrethe ind til os, og nu løb hun i kjække raske Svingninger et =Andrea Margrethe= -- »og nu Deres«, raabte hun op til Corpus Juris -- og øieblikkelig stod der et zirligt =Frederik= ved Siden af.

    »Vil De ogsaa løbe mit Navn«, bad jeg.

    »Det kan De selv komme ud og skrive«, var hendes Svar, »De har da vel ikke i Sinde at blive staaende hele Tiden paa Strandbredden.«

    Det lod rigtignok til, at baade Corpus Juris og jeg havde meest Lyst til at blive paa Strandbredden, der var i al Fald ingen af os, som gjorde Anstalter til at komme afsted. Hvad Gamle angik, da havde han roligt taget Plads paa en stor Steen under et Træ, men han havde jo heller ikke sagt, at han kunde løbe paa Skøjter. Corpus Juris erklærede som en klog General, at han vilde foreløbig blive paa Strandbredden, for hvis der skulde tilstøde mig noget Uheld, da kunde han strax ile til Hjælp.

    Jeg for mit Vedkommende tænkte, at man kunde ligesaa gjerne springe i det som krybe i det og begyndte derfor at spænde Skøjterne paa. Saa kom jeg ud paa Isen -- og Lykken hjælper de Kjække, ja det er dog et sandt Ord, jeg blev ganske forbauset over, saa godt jeg kunde løbe. Vel vare mine første Svingninger noget usikkre, og jeg slingrede frem og tilbage som en Skibsmast i Storm, men snart fik jeg mere Hold paa mig selv, saa at endog Andrea Margrethe erklærede, at naar jeg fik lidt mere Øvelse, vilde jeg kunne løbe ligesaagodt som hun selv.

    Hun foreslog mig nu, at jeg skulde tage hende i Haanden, og saa skulde vi begge ile Emmy i Møde, der var løbet et godt Stykke op ad Fjorden. Det gik jeg strax ind paa, og nu ilede vi afsted. Jo længere vi kom fremad, des hurtigere fløi vi -- nu fik vi Emmy i Sigte. Denne raabte Noget til os, som vi ikke kunde forstaae. Hendes Raab blev imidlertid høiere, og vi syntes, at hun raabte: »En Maage! en Maage!« Dette fandt vi ikke var nogen Grund til at standse og fortsatte derfor Løbet.

    Hun havde imidlertid raabt: »En Vaage! en Vaage!« idet der nemlig befandt sig en saadan foran os, der var hugget Dagen i Forveien, men i Nattens Løb var bleven bedækket med en tynd Isskorpe, hvorfor vi ikke kunde see den. Vi vilde derfor ufeilbarlig begge være løbne lige i Vaagen, om ikke den samme gode Aand, der vaagede over Palnatoke, da han løb ned ad Kullen, nu ogsaa havde vaaget over os. Pludselig sprang nemlig en af Remmene paa mine Skøjter, og jeg styrtede lige saa lang, jeg var, foran Andrea Margrethe, som derved blev standset.

    Hun hjalp mig atter op, og nu kom ogsaa Emmy til og forklarede os, hvad hun havde meent. Saa styrede vi alle Tre vort Løb tilbage mod Strandbredden, hvor vi fandt Corpus Juris i Begreb med at binde Skøjterne paa; han var nemlig ifærd med at ile mig til Hjælp, som han havde lovet før.

    Vi naaede det faste Land i samme Øieblik, som Corpus Juris yderst forsigtig og holdende sig fast i nogle Pilebuske vovede sig ned paa Isen. Jeg tilraabte ham frisk Mod, og da jeg nu selv var i Sikkerhed, var det mig en vis Glæde at skulle see Corpus Juris paa Glatis. Men Andrea Margrethe satte sig derimod, hun erklærede, at der muligvis kunde være flere Vaager, og at han derfor skulde vente til en anden Gang, naar vi havde undersøgt Isen nøiere, og at vi nu for denne Gang skulde begive os hjem. Gamle og Emmy vare af samme Mening, og da Corpus Juris selv ikke viste synderlig Lyst til at komme ud paa Isen, saa begave vi os paa Hjemveien.

    Uagtet den uheldige Slutning var jeg meget vel tilfreds med mig selv.

    Jeg havde viist, at jeg kunde løbe paa Skøjter, og allerede det var mig en stor Tilfredsstillelse. Men hvad der var mig end kjærere: der var Udsigt til, at jeg oftere kunde komme til at nyde denne Glæde sammen med Emmy og Andrea Margrethe. Denne Sidste vilde endog have, at vi endnu samme Aften skulde gaae derned igjen for at løbe i Maaneskin, hvilket hun beskrev som en særdeles stor Fornøielse. Gamle satte sig vel derimod og meente, at det var høist uforsigtigt: naar vi alt ved Dagslyset havde udsat os for saa stor en Fare, hvormeget lettere kunde Sligt da ikke skee ved det usikkre Maanelys.

    Men Andrea Margrethe paastod, at det var en overdreven Ængstelighed: nu vidste vi jo, hvor Vaagen var, og behøvede altsaa ikke længer at frygte den, ogsaa løb jeg jo saa godt, at jeg vist ikke vilde være bange derfor.

    Jeg erklærede, at jeg ikke nærede den mindste Frygt i saa Henseende, men at jeg med største Glæde vilde gaae derned igjen om Aftenen; hvilket ogsaa var sandt, thi jeg kunde nok tænke, at hverken Gamle eller Corpus Juris vilde følge med, og saaledes kunde jeg da løbe ganske alene derude med Andrea Margrethe.

    • * * * *

    Jeg omtalte før, at jeg ved Synet af den store Hushane havde undfanget en Plan. Der var nemlig, som jeg oftere har berørt, opstaaet et vist spændt Forhold mellem Corpus Juris og mig, og jeg meente mig forurettet af ham. Synet af Hanen gav mig nu Idee til en Hævnplan. Jeg havde nemlig ofte hørt fortælle om, at det skulde være saa morsomt at stille en Hane ind i Soveværelset og da at see Vedkommendes Forskrækkelse, naar han pludselig bliver vækket af Hanegal.

    Dette havde jeg nu i Sinde at forsøge næste Morgen med Corpus Juris, thi det havde været mig en ikke ringe Tort at see ham i al Magelighed tage sin Morgenslummer, medens jeg maatte ud at spadsere Morgentur med Præsten. Da det imidlertid ved slige Forehavender er godt at have en Deeltager, saa besluttede jeg at tale til Andrea Margrethe derom; hun vilde sikkert skænke mig en virksom Understøttelse. Virkelig gik hun ogsaa strax med stor Beredvillighed ind paa min Plan, da jeg fortalte hende, hvorledes man havde at bære sig ad ved en saadan Leilighed.

    Men da jeg fortalte hende, at det var Corpus Juris, der skulde være Gjenstand for Spasen, saa blev hun uenig med mig, idet hun bestemt vilde sætte Hanen ind i Gamles Værelse. Dette var mig meget imod, thi jeg havde aldeles ingen Grund til at vække Gamle, der jo ikke i mindste Maade havde viist Uvillie mod mig, ja hvem jeg endog kunde takke for, at jeg var kommen med til Nøddebo. Men Andrea Margrethe stod haardnakket paa sin Mening, ja hun truede endog med, hvis jeg ikke gav efter, da at aabenbare Alt for Corpus Juris.

    Dette var egentlig et Forræderi af hende, men jeg blev nødt til at give efter, idet jeg dog trøstede mig med, at i Grunden var det ligegyldigt, i hvis Værelse Hanen blev sat, thi da Døren stod aaben mellem de to Soveværelser, vilde de i hvert Fald begge to blive vækkede. -- Da vi vare blevne enige om dette Punkt, traf vi endnu den Aftale, at vi begge To om Aftenen, efterat Solen var gaaet ned, og før Maanen endnu var staaet op, skulde liste os ind i Hønsehuset og bemægtige os Hanen.

    Dette vilde være den bedste Tid, eftersom det da var mørkt, og Hanen altsaa sov; ogsaa kunde vi da bedst gjøre det ubemærket, hvilket var os af stor Vigtighed, paa det at Ingen skulde røbe vort Forehavende for Gamle og Corpus Juris.

    Enhver, der har lagt en Plan, den være sig stor eller lille, længes altid med Utaalmodighed efter Øieblikket, da han kan udføre den, og saaledes længtes jeg da ogsaa med største Utaalmodighed efter det Øieblik, da Tusmørket skulde falde paa. Endelig kom det, og jeg vilde strax afsted, men Andrea Margrethe meente, at for en Sikkerheds Skyld var det bedst at vente til Klokken henved fem, thi paa den Tid vilde det være aldeles mørkt. Saa maatte jeg styre min Utaalmodighed endnu en Times Tid, men nu fremstode nye Hindringer.

    Corpus Juris vaagede nemlig som en Argus over hver af Andrea Margrethes og mine Bevægelser, saa jeg næsten kunde fristes til at troe, at vor Plan var bleven røbet for ham, skjøndt det var mig umuligt at begribe, hvorledes. Men aldrig saasnart stod Andrea Margrethe op for at gaae ud, og jeg reiste mig for at følge hende, før Corpus Juris øieblikkelig spurgte, hvor vi vilde hen.

    Vel undgik Andrea Margrethe ham et Par Gange ved at sige, at hun skulde besørge Noget ude i Kjøkkenet, men Følgen heraf var, at jeg maatte blive tilbage, og da jeg engang gjorde et Forsøg paa at komme ud med hende ved at tilbyde hende mit Følgeskab, erklærede Corpus Juris, at han vilde ogsaa følge hende. Endelig fandt Andrea Margrethe et ubemærket Øieblik, hvori hun hviskede til mig, at jeg skulde gaae i Forveien og vente paa hende i Forstuen, da vilde hun strax komme bagefter.

    Paa denne Maade lykkedes det os at skuffe Corpus Juris' Opmærksomhed, skjøndt jeg nærede Frygt for, at han skulde følge vore Bevægelser fra Vinduet af. Men da vi kom ud i Gaarden, saae jeg, at alle Gardinerne vare nedrullede, saa at vi i den Henseende kunde være rolige.

    Det var forøvrigt ikke fuldt saa mørkt, som vi havde ønsket. Foroven funklede de klare Stjerner, og forneden havde Sneen bredt sit lyse Tæppe over Alt, saa at man med Lethed kunde see Enhver, der gik over Gaardsrummet. Vi stode derfor et Øieblik stille og saae os om, men der var Intet, der kunde forurolige os.

    Alle Døre og Skodder vare lukkede, kun gjennem Rullegardinerne i Præstens Værelse kunde vi see Lys, men af Skyggen, som bevægede sig op og ned, kunde vi slutte os til, at Præsten gik op og ned ad Gulvet, rimeligvis fordybet i sin Nytaarsprædiken, saa at vi heller ikke fra denne Side havde Noget at frygte. Dyb Stilhed herskede over Alt, kun hist og her hørte vi en Hunds fjerne Gjøen. Øieblikket var gunstigt; med hurtige Skridt ilede vi over Gaardsrummet henimod Hønsehuset.

    Med Forsigtighed lukkede vi Døren op: ogsaa her var Alt Stilhed og Ro, Ænderne laae paa Gulvet og sov med Hovederne skjulte under Vingerne -- oppe paa Hjalet sad Hønsene i tætte Rader, og kun en og anden dreiede Hovedet, da vi aabnede Døren. Andrea Margrethe vilde først gaae ind og tage Hanen, eftersom hun var den meest Behændige og bedst kjendte Husrummet. Men Hønsene sadde for høit oppe, saa hun kunde ikke naae dem.

    Saa maatte jeg gaae ind istedenfor, medens Andrea Margrethe holdt Vagt ved Døren og passede paa, at Ingen nærmede sig, idet hun tillige sagte hviskede ind til mig, at jeg endelig maatte være forsigtig og ikke gjøre Støi.

    Dette søgte jeg efter bedste Evne at efterkomme, men det var ingen let Sag, thi der var meget mørkt derinde, saa jeg havde ondt ved at see mig for. Dog var jeg lykkelig kommet hen til Hjalet og skulde lige til at gribe efter Hanen, da jeg i det Samme uheldigvis kom til at træde paa en And, der laa og sov paa Gulvet. Denne udstødte nogle høie Skrig, der strax bleve istemmede af hele Flokken, og nu opstod en grændseløs Forvirring.

    Alle Hønsene fløi op, skreg omkap med Ænderne og fløi rundt omkring, idet de baskede mig i Hovedet med deres Vinger, saa jeg blev aldeles fortumlet.

    Midt under alt dette hørte vi et Vindue blive lukket op og Præstens Stentorstemme raabe ud i Gaarden: »Aa Niels, nu er Trofast bestemt kommen ind i Hønsehuset igjen; løb hen og jag ham ud, og giv ham nogle ordentlige Bank!« Hverken Andrea Margrethe eller jeg havde Lyst til at overtage Trofast' Parti ved denne Leilighed, og da vi heller ikke ønskede at blive overraskede af Niels i en =tête à tête= inde i Hønsehuset, besluttede vi skyndsomst at tage Flugten.

    Men af et Par klapprende Træsko, der bestandig rykkede nærmere og nærmere, kunde vi slutte os til, at Niels allerede var rykket i Felten, og at det var umuligt at komme ubemærket bort. »Lad os skjule os herinde, følg blot mig!« hviskede Andrea Margrethe, idet hun greb mig i Armen og trak mig bagefter sig ind i et mørkt Rum, hvorpaa hun skjød en Dør i efter os.

    Det var Brændekammeret, der stødte op til Hønsehuset, som hun havde ført mig ind i, og hvor der akkurat var saa megen Plads tilovers, at vi To kunde staae derinde.

    Lidt efter kunde vi høre, at Niels marscherede ind i Hønsehuset, men det lod ikke til, at hans Nærværelse tjente til at berolige de oprørte Gemytter. Larmen og Uroen vedblev, medens Niels undersøgte Alt paa det Omhyggeligste. Omsider gik han atter ud og raabte over til Præsten, at der var Intet at opdage, Trofast maatte atter være løben bort. »Ja, ja«, lød Svaret, »saa kan Du give ham nogle Prygl, naar Du siden finder ham; foreløbig er det bedst, at Du lukker Døren godt i og stænger for den, at Trofast ikke atter skal komme derind!«

    Niels efterkom Befalingen og lidt efter kunde vi høre, hvorledes han fjernede sig med tunge Skridt. Vi listede os frem af vort Skjulested

    • men hvad skulde vi nu gjøre? Takket være Præstens Forsigtighed

    stode vi som to Fanger, der ikke kunde komme bort. Døren til Brændekammeret, som førte ud til Gaarden, var stænget, og nu havde Niels lukket Døren til Hønsehuset. Vi søgte efter en Sprække i Døren, gjennem hvilken man muligvis kunde stikke en lille Pind og paa den Maade aabne Døren, men forgæves, der var ikke et eneste Hul eller Sprække at opdage; den syntes at være gjort saa forsvarlig, at den gjerne kunde bruges til en virkelig Fængselsdør.

    Jeg foreslog, at vi skulde banke stærkt paa og kalde Nogen til; vor Raaben og Banken maatte snart blive hørt, eftersom Kjøkkenet og Folkestuen var i Nærheden. Men netop derfor forbød Andrea Margrethe det, thi Følgen af vor Banken og Kalden til saa usædvanlig Tid og Sted vilde kun blive den, at hele Mandskabet, baade Karle og Piger, kom ud, og vi vilde blive en Gjenstand for almindelig Latter.

    Hun vilde derfor, at vi skulde slaae os lidt til Taals; det kunde ikke vare længe, før man bemærkede vor Fraværelse inde i Dagligstuen, og da vilde enten Præstekonen eller Emmy eller en af mine Brødre komme ud for at søge efter os, og da kunde vi kalde en af dem til for at aabne Døren. Saa gave vi da os til at vente, men det var ikke videre fornøieligt:

    Opholdsstedet var yderst ubehageligt, bælmørkt var der derinde, Luften var qvælende, der var knap saamegen Plads, at vi kunde finde Fodfæste, og vi turde ikke røre os af Pletten af Frygt for atter at fremkalde et almindeligt Oprør. Dertil kom en vis Uro, hvori vi begge og navnlig Andrea Margrethe befandt os. For dog at faae Tiden til at gaae med Noget begyndte vi at gjætte Gaader. Men heller ikke dette vilde hjælpe: hvert Øieblik standsede vi og lyttede til Døren for at høre, om Ingen skulde komme. Forgæves -- det syntes, som om hele Gaarden var uddød.

    Ved at søge efter fandt jeg en Svovlstik i min Vestelomme: den besluttede jeg at tænde, skjøndt Andrea Margrethe ivrig formanede mig til at være forsigtig, at jeg ikke satte Ild paa hele Præstegaarden, og vi To bleve levende indebrændte. Jeg rev til

    • for et Øieblik blev der ganske lyst derinde, saa jeg kunde oversee

    Alt. Andrea Margrethe stod tæt ved Siden af mig, med den ene Haand støttede hun sig til min Skulder, med den anden holdt hun fast i et gammelt Hampereb, som hang paa Væggen. Bagved os sadde alle Hønsene i tætte Rader og stirrede forbausede paa os, medens Ænderne laa nede paa Jorden, skubbede til hverandre og smaasnakkede om, hvad der vel havde bevæget os To til at søge vort Qvarteer inde hos dem. I det Samme gik Svovlstikken ud, og vi stode atter i det tidligere Bælmørke.

    Hvorlænge vi egentlig bleve saaledes staaende, veed jeg ikke: mig forekom det at være en lille Evighed. Tilsidst kunde jeg ikke holde det ud længer, jeg hævede alt Armen for at slaae et Dommedagsslag paa Døren -- da i det Samme en af Dørene i den modsatte Ende af Præstegaarden blev aabnet, og vi hørte en Mængde Stemmer, der alle talte i Munden paa hinanden, men blandt hvilke Gamles og Corpus Juris' overdøvede alle de Andres. Kort efter hørte vi et Regiment Træsko galoppere over Gaarden ud af Porten -- saa blev Alt igjen stille.

    Vi ventede, om Nogen skulde nærme sig os, men nei, der kom Ingen -- Alt blev ligesaa roligt, som det havde været før.

    Der var al Sandsynlighed for, at Husets Folk vare sendte ud for at søge efter os, altsaa kunde vi gjerne begynde at banke og raabe uden at blive overraskede af dem. Men paa den anden Side var der heller ikke stor Rimelighed for, at Nogen kunde høre os, thi Dagligstuen laa for langt borte. Dertil kom, at ved det første Slag, jeg førte mod Døren, begyndte Hønsene at flagre op, saa jeg øieblikkelig maatte lade være. Atter maatte vi slaae os til Taals: Folkene maatte dog een Gang komme hjem igjen, og da fik vi at overgive os paa Naade og Unaade.

    Saa ventede vi atter en Stund, da hørte jeg pludselig lette Fodtrin ile forbi. »Halloh«, raabte jeg, saa høit jeg kunde -- -- den Forbiilende standsede -- nok et »Halloh«, der blev besvaret med et »Hvor?« -- det var Corpus Juris' Stemme. »Her, her«, raabte jeg -- »ja hvor? hvor?« blev der raabt tilbage -- »her, her i Hønsehuset!« »I Hønse-!« men inden Corpus Juris fik fuldendt sit Forundringsraab, stod han alt ved Døren, rev den op i Hast, og ud styrtede jeg som en Død -- nei jeg vilde sige som en Ikke-Død af sin Ligkiste, naar denne atter bliver aabnet. »Men hvor -- hvor er Andrea Margrethe?« spurgte Corpus Juris forfærdet -- »der«, svarede jeg, idet Andrea Margrethe, som først havde holdt sig lidt tilbage, nu traadte ud.

    Men hvad gik der dog af Corpus Juris? I Begyndelsen frygtede jeg, at han havde taget Skade paa sin Forstand -- han var lige ved at kaste sig paa Knæ for hende, greb hendes Hænder, trykkede dem og begyndte en Strøm af usammenhængende Ord, hvoraf jeg kun kunde opfatte ganske enkelte, som: Is -- løbe paa Skøiter -- Vaage -- drukne o. s. v. Saaledes trak han os efter sig, uden at det var os muligt at forstaae, hvad han egentlig meente, indtil vi kom ind i Dagligstuen.

    Her gik Præsten op og ned ad Gulvet med Hænderne paa Ryggen i synlig Uro som En, der venter paa Noget: Præstekonen og Emmy stode derimod henne ved et af Vinduerne, som vendte mod Haven, havde rullet Gardinet op og aabnet Skodderne og syntes ivrig at speide efter Noget. »Her er de!« raabte Corpus Juris triumpherende, idet han trak os ind bagefter sig som en seirende Feltherre fører sine fangne Fjender efter sig.

    »Hvor kommer I fra?« spurgte Præsten overrasket.

    »Fra Hønsehuset!« svarede Corpus Juris i en selvtilfreds Tone, som om det var hans Sindrighed, man kunde takke for denne Opdagelse, medens han dog aldrig vilde have fundet os, om jeg ikke havde raabt ham an.

    »Fra Hønsehuset!« udbrød Præsten, »og hvad« -- mere fik han ikke sagt, thi Præstekonen var som ude af sig selv af Glæde over at see os igjen, ja selv Emmy syntes at være kommen i en stærk bevæget Tilstand, -- og jeg saae endog en Taare blinke i hendes store klare Øie.

    Men vare de Andre forbausede ved at erfare, hvor vi havde været, saa var vor Forbauselse ikke mindre over at finde dem i en saadan Bevægelse. Først efterat Præstekonen havde omfavnet os fire eller fem Gange, og den første Glæde over Gjensynet havde faaet Luft, først da fik vi efterhaanden Forklaring over, hvorledes Sagerne forholdt sig.

    Corpus Juris havde strax lagt Mærke til vor Fraværelse og yttret Uro derover, uden at de Andre havde bekymret sig synderlig derom. Men da en halv Time gik, og vi endnu ikke vare komne tilbage, begyndte ogsaa de Andre at undre sig. Saa kom Præsten over fra sit Værelse, og da han ikke saae os, havde han spurgt efter os uden at kunne erholde nogen Underretning. Dog meente Præstekonen, at vi vare maaskee gaaede ud at spadsere sammen, skjøndt Præsten fandt, at det var en underlig Tid at spadsere paa.

    Man havde raabt ud i Haven paa os i den Tanke, at vi muligvis kunde være der -- men der var intet Svar kommet paa Raabene. Medens man nu anstillede forskjellige Gisninger om, hvor vi vel kunde været gaaede hen, fik Gamle pludselig den ulykkelige Idee, at vi maatte været gaaede ned til Fjorden sammen for at løbe paa Skøjter.

    Han erindrede sig, at vi havde om Morgenen talt om, at det kunde være morsomt at løbe paa Skøjter i Maaneskin, tillige erindrede han sig Vaagen, som vi nær vare styrtede i, og af Alt dette kom han til det Resultat, at der maatte være skeet en Ulykke. Præsten meente vel, at det havde ingen Fare, for »Ukrudt forgaaer ikke saa let«, men Gamle lod sig ikke stille tilfreds, men var gaaet ned til Fjorden for at søge efter os. Da han ikke havde fundet os, var han atter kommen tilbage, aldeles fortvivlet: han var ganske vis paa, at vi vare druknede.

    Nu var ogsaa Præsten bleven urolig over vor lange Udeblivelse og havde derfor sendt Gaardens Folk ud for at søge efter os: det var denne almindelige Afmarsch, som vi havde hørt inde fra vort Skjulested. Efter at man en Tid lang havde anstillet frugtesløse Undersøgelser nede ved Fjorden, var Corpus Juris atter ilet tilbage til Præstegaarden for at see, om vi dog ikke skulde være komne. Det var den Gang, at vi havde kaldt ad ham og saaledes atter vare blevne fundne.

    Ligesom Præstekonen og Corpus Juris havde fortalt dette, gik Døren op, og Gamle traadte ind. Men hvor saae han dog ud! Fra øverst til nederst var han dækket med Leer og Jord, hvorimellem der sad store Klumper Snee, der vare begyndte at smælte og som smaa Bjergstrømme rislede ned ad ham. Ansigtet var ligeledes dækket af Jord og Støv, og i Panden havde han slaaet et Hul, hvoraf Blodet løb ned ad den høire Kind.

    Jeg blev staaende stum af Forskrækkelse ved dette Syn, men neppe fik Gamle Øie paa mig, før han styrtede hen imod mig, omfavnede mig og slap mig ikke, før jeg var bleven et nøiagtigt Afbillede af ham selv. Derpaa ilede han hen til Andrea Margrethe, men heldigvis standsede Præsten ham i Farten og sagde, at denne helst vilde modtage hans Lykønskninger paa Afstand. Først nu kom Gamle til Besindelse om, hvorledes han egentlig saae ud.

    Han fortalte os da, at han, efter at man forgæves havde søgt os nede ved Stranden, var aldeles overbevist om, at vi vare forulykkede, at han ude af sig selv af Sorg og Fortvivlelse var løben tilbage til Præstegaarden; paa Veien var han snublet og faldet i en dyb Grav, hvor Bevidstheden et Øieblik havde forladt ham. Derpaa havde han atter reist sig op og var løben videre, indtil han nu kom til os og fandt os begge udenfor al Fare.

    Gamle og jeg stode og stirrede paa hinanden: det var vanskeligt at sige, hvem af os der saa værst ud.

    »Se der staaer Originalen«, sagde Præsten, idet han pegede paa Gamle, »og der staaer Copien«, idet han pegede paa mig -- »Ligheden er slaaende: det er dog Jammerskade, at Bogtrykkerkunsten alt er opfunden, ellers var det falden i vort Lod at gjøre Verden bekjendt med den herlige Opfindelse.«

    Præstekonen havde imidlertid hentet Eddike og Vand for at bade Gamles Pande, og det viste sig, at Saaret var ubetydeligt. Vi gik nu begge op paa vore Værelser for at skifte Klæder. Det var godt, at jeg kunde hjælpe Gamle hermed, thi han var endnu saa bevæget, at han hverken kunde sandse eller samle. Først vilde han iføre sig Corpus Juris' Klæder, og da jeg havde gjort ham opmærksom paa Feiltagelsen, vilde han trække Frakken paa før Vesten. Endelig blev han færdig og gik atter ned.

    Da jeg derpaa i Hast havde omklædt mig selv, tøvede jeg et Øieblik. »Endnu er der Tid«, sagde jeg til mig selv, »Slaget er ikke tabt endnu. Der er Ingen, der egentlig har faaet vor Plan at vide, vort Forehavende er ikke blevet røbet.

    Endnu kan det udføres: nu kjender Du Leiligheden derovre -- Du kan i Hast løbe derover og tage Hanen, sætte den i Corpus Juris' Værelse og atter gaae ind, uden at Nogen, ikke engang Andrea Margrethe har nys om Sagen.« Som tænkt, saa gjort: jeg foer afsted over til Hønsehuset, saae mig forsigtig omkring til alle Sider, at ikke Trofast eller Niels eller Præsten skulde være i Nærheden, aabnede Døren, gav nøie Agt, at jeg ikke atter skulde træde paa Ænderne, og fik Hanen lykkelig og vel fat.

    Saa tilbage, ind paa Corpus Juris' Værelse: der stod et stort Klædeskab, som næsten naaede heelt op til Loftet; ovenpaa det kunde jeg bedst gjemme Hanen. Pladsen var imidlertid kun knap, men jeg gav Hanen et lille Tryk paa Hovedet, og saa kunde den nok faae Plads deroppe.

    Magelig sad den jo rigtignok ikke, men en Hane behøver da heller ikke at have det saa forskrækkelig magelig, og des før vilde den vaagne og glæde Corpus Juris med sine natlige Toner.

    Da jeg atter kom ned, fandt jeg Familien ved Aftensbordet.

    »Hør Nicolai«, sagde Præsten til mig, »kunde jeg nu ikke faae at vide, hvad De egentlig vilde ovre i det Hønsehus?«

    Jeg havde ikke troet, at jeg paa Ny skulde blive underkastet noget Forhør desangaaende og havde derfor ikke i Tide været betænkt paa Svaret. Jeg maatte nu søge at redde mig derfra, saa godt jeg kunde, men det vilde ikke ret lykkes mig, og jeg kunde nok mærke, at min Beretning blev temmelig usammenhængende og meningsløs.

    »Ja saa«, sagde Præsten, da jeg omsider var færdig, »og slige Historier troer De, at De kan binde mig paa Ærmet? Nei min unge Ven, jeg forstaaer nok, hvad der stikker bagved. De er en Don Juan, en fuldstændig Don Juan, skjøndt det er græsseligt at tænke sig alt i saa ung en Alder at være saa fordærvet! Igaar søgte De at slaae Faderen ihjel, idag holder De natlige Stævnemøder med Datteren i Hønsehuset. Men saa er det bedst strax at gjøre en Ende derpaa; nu har De uden videre Tøven strax paa Stedet at forlove Dem med Andrea Margrethe.«

    Jeg var lige saa tilfreds med denne Dom som Aalen, der af Molboerne blev dømt til at druknes. Hvad derimod Andrea Margrethe meente, kunde jeg ikke ret komme efter. Hun var ivrig sysselsat med Themaskinen og syntes at glemme Alt over denne. Hendes Ansigt udtrykte ikke Uvillie, men heller ikke Bifald med, hvad Præsten havde sagt. Ikke desmindre troede jeg mig dog i Stand til at raade disse Runer; hendes Mening var upaatvivlelig den samme, som den havde været i Formiddags, da Præsten havde berørt det samme Æmne: nu kan det ikke skee, men engang om tre eller fire Aar, naar Nicolai har faaet sin Embedsexamen, saa kan der tales for Alvor derom.

    Corpus Juris fik pludselig Lyst til at spadsere. Det var ogsaa en af disse mærkelige Forandringer, der var foregaaet med Corpus Juris herude. Hjemme i Kjøbenhavn havde han kun sjeldent Lyst til at spadsere; i det deiligste Solskinsveir kunde han ligge hjemme paa Sophaen og læse i en Roman, medens Gamle og jeg travede om paa Langelinie og Frederiksberg, og kun efter mange Overtalelser kunde vi undertiden faae ham til at deeltage i disse Vandringer. Men her i Nøddebo vilde han hvert Øieblik ud at spadsere. Navnlig nu for Øieblikket fandt jeg Tiden meget ubeleilig dertil, Klokken var over otte, og jeg syntes, han kunde have spadseret nok nede ved Fjorden, da han søgte efter os.

    Gamle var for sit Vedkommende ogsaa fuldkommen tilfreds med den Spadseretour, han havde faaet, men Andrea Margrethe derimod var af samme Mening som Corpus Juris.

    »Hvor skal vi da gaae hen?« spurgte jeg, der altid var rede til at gaae, saasnart Andrea Margrethe vilde gaae.

    »Vi vil gaae ud paa Kirkegaarden«, svarede denne.

    »Hvad skal vi paa Kirkegaarden?«

    »Der er saa smukt ude i Maaneskin og saa kan vi see Spøgelser derude.«

    »Kan De see Spøgelser?« spurgte jeg, »jeg har aldrig været saa lykkelig.«

    »Ja men jeg er et Søndagsbarn«, svarede Andrea Margrethe, »jeg er født en Søndag, og derfor kan jeg see Spøgelser og Utysker.«

    »Se Dig selv i Speilet, saa seer Du strax eet Utyske«, sagde Præsten.

    »Skal vi saa gaae?« spurgte Corpus Juris, der var gaaet ud og nu atter kom tilbage med Andrea Margrethes Kaabe og Hat.

    »Gaaer Du ikke med, Emmy?« spurgte Andrea Margrethe.

    »Ja jeg veed ikke ret -- gaaer De med, Christopher?«

    »Jeg er træt«, svarede Gamle, »jeg har mere Lyst til at blive her hos Deres Forældre.«

    »Christopher er et godt Menneske«, sagde Præsten, »han tænker paa os Gamle; I Andre tænke bare paa at føjte og more Eder -- vi Gamle kan smukt sidde hjemme og kjede os.«

    Emmy erklærede, at hun vilde ogsaa blive hjemme.

    »Geneer Dig ikke«, sagde Præsten, »gaa kun med, det har Du alligevel mest Lyst til.«

    Det lod imidlertid ikke til, at Emmy havde Lyst dertil. Hun satte sig rolig ned ved Siden af Gamle og vilde begynde paa et Haandarbeide, og først da Andrea Margrethe erklærede, at hvis Emmy ikke gik med, saa vilde hun heller ikke gaae med, lod Emmy sig navnlig ved Corpus Juris' og mine Overtalelser bevæge til at gjøre Følgeskab.

    Jeg skyndte mig hen at byde Andrea Margrethe Armen, men Corpus Juris kom mig i Forkjøbet. Saa maatte jeg følges med Emmy, og jeg havde ingen Grund til at fortryde Følgeskabet. Jeg havde den Dag næsten slet ikke talt med Emmy, saa jeg benyttede nu Leiligheden til at indhente det Forsømte. Sneen knirkede under vore Fødder, det var bitterlig koldt, men ved Emmys Side glemte jeg snart baade Is og Kulde og Sne. Hendes Tale var mild og rolig, den var et klart Udtryk af hendes Tan

    Edition notice Project Gutenberg source, credits & licence

    The reading text above is the public-domain work. The Project Gutenberg header, production credits and licence are kept here as provenance rather than shown before the book.

    Title
    Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard
    Author
    C. Henrik Scharling
    Release date
    December 4, 2011 [eBook #38220]
    Language
    Danish
    Credits
    Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
    Transcriber and production notes
    Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
    public domain material made available by Google Books.
    Header as received
    The Project Gutenberg eBook of Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard
        
    This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
    most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
    whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
    of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
    at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
    you will have to check the laws of the country where you are located
    before using this eBook.
    
    Title: Ved Nytaarstid i Nøddebo Præstegaard
    
    Author: C. Henrik Scharling
    
    
            
    Release date: December 4, 2011 [eBook #38220]
    
    Language: Danish
    
    Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/38220
    
    Credits: Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
            public domain material made available by Google Books.
    Full Project Gutenberg licence
        
    
    Updated editions will replace the previous one—the old editions will
    be renamed.
    
    Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
    law means that no one owns a United States copyright in these works,
    so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
    States without permission and without paying copyright
    royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
    of this license, apply to copying and distributing Project
    Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
    concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
    and may not be used if you charge for an eBook, except by following
    the terms of the trademark license, including paying royalties for use
    of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
    copies of this eBook, complying with the trademark license is very
    easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
    of derivative works, reports, performances and research. Project
    Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
    do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
    by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
    license, especially commercial redistribution.
    
    
    START: FULL LICENSE
    
    THE FULL PROJECT GUTENBERG™ LICENSE
    
    PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
    
    To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
    distribution of electronic works, by using or distributing this work
    (or any other work associated in any way with the phrase “Project
    Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
    Project Gutenberg License available with this file or online at
    www.gutenberg.org/license.
    
    Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg
    electronic works
    
    1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg
    electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
    and accept all the terms of this license and intellectual property
    (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
    the terms of this agreement, you must cease using and return or
    destroy all copies of Project Gutenberg electronic works in your
    possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
    Project Gutenberg electronic work and you do not agree to be bound
    by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
    or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
    
    1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
    used on or associated in any way with an electronic work by people who
    agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
    things that you can do with most Project Gutenberg electronic works
    even without complying with the full terms of this agreement. See
    paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
    Gutenberg electronic works if you follow the terms of this
    agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg
    electronic works. See paragraph 1.E below.
    
    1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
    Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
    of Project Gutenberg electronic works. Nearly all the individual
    works in the collection are in the public domain in the United
    States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
    United States and you are located in the United States, we do not
    claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
    displaying or creating derivative works based on the work as long as
    all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
    that you will support the Project Gutenberg mission of promoting
    free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg
    works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
    Project Gutenberg name associated with the work. You can easily
    comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
    same format with its attached full Project Gutenberg License when
    you share it without charge with others.
    
    1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
    what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
    in a constant state of change. If you are outside the United States,
    check the laws of your country in addition to the terms of this
    agreement before downloading, copying, displaying, performing,
    distributing or creating derivative works based on this work or any
    other Project Gutenberg work. The Foundation makes no
    representations concerning the copyright status of any work in any
    country other than the United States.
    
    1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
    
    1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
    immediate access to, the full Project Gutenberg License must appear
    prominently whenever any copy of a Project Gutenberg work (any work
    on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
    phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
    performed, viewed, copied or distributed:
    
        This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
        other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
        whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
        of the Project Gutenberg™ License included with this eBook or online
        at www.gutenberg.org. If you
        are not located in the United States, you will have to check the laws
        of the country where you are located before using this eBook.
      
    1.E.2. If an individual Project Gutenberg electronic work is
    derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
    contain a notice indicating that it is posted with permission of the
    copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
    the United States without paying any fees or charges. If you are
    redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
    Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
    either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
    obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg
    trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.
    
    1.E.3. If an individual Project Gutenberg electronic work is posted
    with the permission of the copyright holder, your use and distribution
    must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
    additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
    will be linked to the Project Gutenberg License for all works
    posted with the permission of the copyright holder found at the
    beginning of this work.
    
    1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg
    License terms from this work, or any files containing a part of this
    work or any other work associated with Project Gutenberg.
    
    1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
    electronic work, or any part of this electronic work, without
    prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
    active links or immediate access to the full terms of the Project
    Gutenberg License.
    
    1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
    compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
    any word processing or hypertext form. However, if you provide access
    to or distribute copies of a Project Gutenberg work in a format
    other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
    version posted on the official Project Gutenberg website
    (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
    to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
    of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
    Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
    full Project Gutenberg License as specified in paragraph 1.E.1.
    
    1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
    performing, copying or distributing any Project Gutenberg works
    unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
    
    1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
    access to or distributing Project Gutenberg electronic works
    provided that:
    
        • You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
            the use of Project Gutenberg works calculated using the method
            you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
            to the owner of the Project Gutenberg trademark, but he has
            agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
            Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
            within 60 days following each date on which you prepare (or are
            legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
            payments should be clearly marked as such and sent to the Project
            Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
            Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
            Literary Archive Foundation.”
        
        • You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
            you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
            does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
            License. You must require such a user to return or destroy all
            copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
            all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
            works.
        
        • You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
            any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
            electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
            receipt of the work.
        
        • You comply with all other terms of this agreement for free
            distribution of Project Gutenberg™ works.
        
    
    1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
    Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
    are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
    from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
    the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
    forth in Section 3 below.
    
    1.F.
    
    1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
    effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
    works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
    Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
    electronic works, and the medium on which they may be stored, may
    contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
    or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
    intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
    other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
    cannot be read by your equipment.
    
    1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
    of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
    Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
    Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
    Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
    liability to you for damages, costs and expenses, including legal
    fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
    LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
    PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
    TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
    LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
    INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
    DAMAGE.
    
    1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
    defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
    receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
    written explanation to the person you received the work from. If you
    received the work on a physical medium, you must return the medium
    with your written explanation. The person or entity that provided you
    with the defective work may elect to provide a replacement copy in
    lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
    or entity providing it to you may choose to give you a second
    opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
    the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
    without further opportunities to fix the problem.
    
    1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
    in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
    OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
    LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
    
    1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
    warranties or the exclusion or limitation of certain types of
    damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
    violates the law of the state applicable to this agreement, the
    agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
    limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
    unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
    remaining provisions.
    
    1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
    trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
    providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
    accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
    production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
    electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
    including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
    the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
    or any Project Gutenberg work, (b) alteration, modification, or
    additions or deletions to any Project Gutenberg work, and (c) any
    Defect you cause.
    
    Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg
    
    Project Gutenberg is synonymous with the free distribution of
    electronic works in formats readable by the widest variety of
    computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
    exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
    from people in all walks of life.
    
    Volunteers and financial support to provide volunteers with the
    assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg’s
    goals and ensuring that the Project Gutenberg collection will
    remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
    Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
    and permanent future for Project Gutenberg and future
    generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
    Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
    Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.
    
    Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
    
    The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
    501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
    state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
    Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
    number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
    Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
    U.S. federal laws and your state’s laws.
    
    The Foundation’s business office is located at 41 Watchung Plaza #516,
    Montclair NJ 07042, USA, +1 (862) 621-9288. Email contact links and up
    to date contact information can be found at the Foundation’s website
    and official page at www.gutenberg.org/contact
    
    Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
    Literary Archive Foundation
    
    Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
    public support and donations to carry out its mission of
    increasing the number of public domain and licensed works that can be
    freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
    array of equipment including outdated equipment. Many small donations
    ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
    status with the IRS.
    
    The Foundation is committed to complying with the laws regulating
    charities and charitable donations in all 50 states of the United
    States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
    considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
    with these requirements. We do not solicit donations in locations
    where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
    DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
    visit www.gutenberg.org/donate.
    
    While we cannot and do not solicit contributions from states where we
    have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
    against accepting unsolicited donations from donors in such states who
    approach us with offers to donate.
    
    International donations are gratefully accepted, but we cannot make
    any statements concerning tax treatment of donations received from
    outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
    
    Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
    methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
    ways including checks, online payments and credit card donations. To
    donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.
    
    Section 5. General Information About Project Gutenberg electronic works
    
    Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
    Gutenberg concept of a library of electronic works that could be
    freely shared with anyone. For forty years, he produced and
    distributed Project Gutenberg eBooks with only a loose network of
    volunteer support.
    
    Project Gutenberg eBooks are often created from several printed
    editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
    the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
    necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
    edition.
    
    Most people start at our website which has the main PG search
    facility: www.gutenberg.org.
    
    This website includes information about Project Gutenberg,
    including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
    Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
    subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

    Source: Project Gutenberg ebook #38220. Public-domain status is recorded per item; the licence text above is reproduced unchanged.

    Source
    Project Gutenberg
    Record
    ebook 38220
    Rights
    public domain (US)
    Rendered
    2026-11-22
    Completeness
    First 200,000 characters rendered.