← catalogue

Slægten

by Gustav Wied · Danish · Gutenberg #37594 · 412,548 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Slægten
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Slægten

Author: Gustav Wied


        
Release date: October 1, 2011 [eBook #37594]
                Most recently updated: January 8, 2021

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/37594

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
        https://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
        images of public domain material from the Google Print
        project.)


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK SLÆGTEN ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
https://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemærkninger: Gesperrt i originalen er angivet med _ i
denne e-bog. Åbenlyse trykfejl er rettet, men forfatterens stavning er
i øvrigt bevaret. Enkelte steder er anførselstegn »vendt om« for at
ensrette brugen i forhold til «resten af bogen».




 SLÆGTEN


 ROMAN

 AF

 GUSTAV WIED


 TREDIE OPLAG


 KØBENHAVN

 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)

 FR. BAGGES BOGTRYKKERI

 1898


 RETTEN TIL OVERSÆTTELSE FORBEHOLDT




Baroniet Næsset med Afbyggergaardene Julianelund og Skovlyst
var blevet oprettet ved Patent af 11te Oktober 1805 af
Gehejmekonferensraad Hannibal Hieronimus v. Leunbach i hans Alders
firsindstyvende Aar.

Først paa dette Tidspunkt af sit Liv opdagede nemlig den gamle Herre,
at Slægtens Besiddelser var ved at gaa al Kødets Gang.

Syv jævnstore Herregaarde havde tre Generationer depenseret.

Hans Excellence havde selv tabt den sidste ved et uheldigt Spillebord
paa sin femoghalvfjerdsindstyveaarige Geburtstag.

Og nu, da der af alle Herlighederne kun var Hovedgaarden Næsset
tilbage, tog han den kraftige Beslutning at rebe Sejlene.

Han lod til den Ende hele den sydlige, samt de tre Fjerdedele af den
østlige og vestlige Fløj af Slottet nedrive. Solgte Sten og Tømmer
til de omliggende Bondebyer og oprettede af Stumperne Baroniet Næsset
med en Fideikommiskapital stor 25,000 Rbd.

Og den Dag, han erholdt Patentet egenhændig underskrevet af
Kong Frederik VI som Regeringens Indehaver, lod han sin ældste
Søn, Helmuth Hieronimus v. Leunbach, der beklædte en Slags
Godsforvalterstilling paa Gaarden, kalde for sig og talede til ham
saalunde:

-- Hrm! Lykken har paa længe ikke været os v. Leunbachere gunstig,
min kære Helmuth! Konjunkturerne har i en Aarrække været noget
uheldige! ... Aa, ræk mig det Glas Kognak, min Dreng! -- Tak! ... Og,
hrm! hrm! hvad jeg vilde sige: Vi ser os af den Grund desværre ikke i
Stand til at efterlade dig vor Fædrenearv ubeskaaren! Men har vi
derfor besluttet at gøre dig en cadeau paa anden Maade, idet vi har
gjort Næsset til Baroni og dig til Baron! -- -- Hans Majestæt, vor
allernaadigste Prinsregent, hvis Forstand Gud oplyse! har under 11te
Oktober sidstleden sanktioneret denne vor Beslutning. Du er nu Baron,
min Dreng; og Tegnelærer Mortensen i Horsens vil om faa Dage have
konstrueret dig et Vaaben efter Udkast af os ... hrm! -- -- Ja gaa
saa kun over i dine Værelser igen! Og Gud være med dig!

-- --

«Min Dreng» var dengang noget nær 60 Aar og forlængst Fader til
Hannibal Hieronimus v. Leunbach, der ægtede sin Kusine Juliane
Almaviva Levenkofph Berenskjold og med hende avlede Helmuth
Hieronimus Levenkofph Berenskjold v. Leunbach (den nuværende Bruger
af Baroniet), og en yngre Søn Hannibal Hieronimus Levenkofph
Berenskjold v. Leunbach, samt nogle Døtre, som ikke interesserer os.

-- -- --

Om Slægtens to første Baroner er her kun at meddele, at Helmuth
Hieronimus i en øjeblikkelig Forlegenhed lod omhugge og bortsælge den
pragtfulde, vel en Fjerdingvej lange Lindeallé, som førte fra Næssets
Grænse mod Syd lige op til Indkørselsporten ... Og at Hannibal
Hieronimus (altsaa ham der ægtede sin Kusine Juliane Almaviva, og ved
hende blev Fader til _vor_ Helmuth, hvorom denne Historie beretter) i
en mere permanent Trang for Kontanter lod i fem paa hinanden følgende
Aar alle sine Udhuse blotte for det alentykke Egetømmer, som havde
stivet hans Families Tage og Mure af gennem Aarhundreder. Han
paastod, at disse Bjælker vare for svære. At de tog Pladsen op for
Sæden. Gjorde Laderne for smaa! -- Hvorfor han lod dem erstatte af
tynde Fyrrerafter, som han huggede i sine egne Skove.

Og saa døde han.

Han stod i tvende Døgn paa lit de parade i Slottets Riddersal og blev
derpaa bisat i Familiebegravelsen i Næsgaardenes Sognekirke. En uhyre
Frokost paa 2 à 300 Kuverter blev givet paa Næsset. Hans L'hombre- og
Jagtbroder Pastor Adolf Mascani holdt Festtalen. Og mange Øjne vare
vaade.

Hvornæst Helmuth Hieronimus, _vor_ Helmuth, succederede 35 Aar
gammel.

-- --

I de første Aar af vor Helts Regeringstid levede Enkebaronesse
Juliane paa Slottet hos Sønnen. Og de havde det udmærket sammen. Han
tog sig ivrigt og dygtigt af Gaardens Drift. Og hun sørgede som
hidtil for den indre Husholdning og Hustugt.

Men saa var det, at Helmuth under et Terminsbesøg i København traf
Fru Alvilda Raskowitz, født Rosenvinge, af de Rosenvinger til
Bastholm, forelskede sig i hende, friede, fik Ja og giftede sig.

Og saa maatte jo den gamle Frue vige Tronen.

Men da hun allerede tidligt var hærdet i Livets Digel, gjorde hun det
til at begynde med uden at kny ....

-- --

Se nu er det vel bedst, vi faar lidt at vide om hende:

Efter en Barndom i næsten fattige Kaar (hendes Moder var Enke efter
en uformuende Amtmand) var hun, knap sytten Aar gammel, bleven gift
med sin Fætter Hannibal Hieronimus v. Leunbach til Næsset. Han var
dengang 40 Aar og forelsket i hende som en Bjørn i en Honningkage.

Men hun vilde til en Begyndelse ikke have ham.

Hun _skulde_, sagde hendes fortræffelige Moder, der sad hen med seks
ugifte Døtre.

-- Nej! sagde Juliane.

Men saa blev Putten spærret inde.

I fjorten samfulde Nætter og Dage sad hun indelukket paa et ensomt
Loftsværelse. Føde blev der sat ind til hende tre Gange om Dagen.
Hvorpaa Døren igen omhyggelig laasedes. Ingen fik Lov at besøge
hende. Ingen fik Lov at se hende. Moderen fortalte, at hun led af et
smitsomt Halsonde. Bøger fik Juliane ikke at læse i, Haandarbejde
ikke at sysle med. Alle Møbler var flyttet ud af Stuen med Undtagelse
af en stivrygget Stol og en Seng.

Og Aften efter Aften mødte Moderen frem og spurgte sin halsstarrige
Datter, om hun _nu_ vilde ægte sin kære Fætter og blive Herskerinde
paa Næsset.

-- Nej!

I tretten Døgn holdt Pigebarnet Stand. Men den fjortende Dags Aften
gav hun sig over.

Og tre Uger senere fejredes Brylluppet, og hun gik i Brudeseng med
Fætter Hannibal og var nu hans retmæssige Baronesse for Gud og
Mennesker.

-- -- --

Til at begynde med græd jo den unge Frue meget bitterligen og gemte
sig, halvt ræd og halvt fornærmet, i Slottets mest afsides liggende
Værelser.

Men saa en skønne Dag havde hun taget sit Parti: Hun vilde more sig!
At græde og klage var kun lidet underholdende i Længden. Og det
ødelagde desuden hendes Teint ....

Og saa blev der da atter Liv og Lystighed paa Leunbachernes gamle
Borg. Giger og Fløjter rørtes, og muntre Fødder strøg hen over
Riddersalens knagende Gulv!

Baronesse Juliane var regerende Dronning. Og hendes aldrende Hannibal
solgte gladeligen Egetømmeret i sine Loer og Lader for at klæde hende
op i Zobel og Maar!

-- -- --

Og Tider kom, og Tider gik.

Men Baronesse Juliane forblev lige smuk og lige levelysten. At hun i
Aarenes Løb blev Moder til fire smaa Leunbachere, ændrede ikke hendes
Syn paa Livet. Hun overlod Børnene til Ammer og Barnepiger og red og
kørte gennem Mark og Skov ved Dag og Aften i Solskin og Regn. Og om
Nætterne var hun enten selv Værtinde, eller hun fejredes af Mænd og
Kvinder rundt paa Egnens Gaarde som Gæstelagenes stolteste Frue. --

Og da hendes Hannibal omsider, ifølge Naturens og sit Adelspatents
ubrydelige Love, blev mæt af hende og begyndte at søge fremmede
Gudinder, da lo hun blot op med en kraftig og sund Matronelatter: Hun
havde for længst set alt for meget af Livets Fastnachtsspiel til at
kunne forfærdes og forarges ....

Men hun blev dog noget mere reserveret, noget mere afvisende i sin
Optræden. Forskansede sig bag sit Hus og sine Børn og holdt sig en
Del inden Døre.

Naturligvis fik hun ogsaa et let Anfald af Religiøsitet. Men det
fortog sig snart. Thi efter moden Overvejelse fandt hun Kogebogen
mere menneskelig end Bibelen. Hun var, kort sagt, bleven en praktisk
Natur.

Og da Manden døde, og Sønnen overtog Baroniet og senere gik hen og
forlovede sig, da vidste hun, at hendes Time som Herskerinde paa
Næsset var slaaet.

Og til at begynde med veg hun rolig og behersket Pladsen, som det
sømmer sig en detroniseret Dronning, der kender sin Pligt.

Men hun glemte aldrig, at hun _havde_ været Dronning. Fra Slottet var
hun forjaget, der var hendes Magt endt; det havde hun indset fra sit
allerførste Møde med Svigerdatteren. Men af sine fordums Hofsinder
rundt paa Egnens Proprietær- og Præstegaarde krævede hun samme
Dyrkelse og Underdanighed, som da hun i sin Tid gjorde disse
Eksistenser den Ære at beværte dem ved sit Taffel i Slottets
hundredaarige Spisesal.

Og da hun, alt som Aarene randt, var bleven mere og mere hensynsløs
renaissanceagtig i sin Mund og hele sin Optræden, holdt hun alle
oprørske Sjæle i knurrende Ave ....

--

Men her vil vi slutte Forhistorien.




Der var opført tre Æreporte: Een midt i Landsbyen mellem
Præstegaardshaven og Skolen. Een ved Godsets Grænse, der hvor den
nyplantede Poppelallé begyndte. Og endelig en tredje foran Gaardens
Indkørselsport.

De bestod alle af lysegrønt Bøgeløv isprængt med smaa Papirsfaner.
Løvet havde været ganske frisk til Morgen, men var nu en Del medtaget
af Junidagens Sol.

Klokken var tre Eftermiddag.

-- Nu kommer de! raabte Præstens Clara og for ned ad Udsigtshøjen,
saa at den hvide Kjole strammedes ind om hendes slanke Ben, og
Straahatten fløj hende af Haaret og blev liggende som en
blomstersmykket Oase midt i Grusgangens Ørken.

Hun havde set Herskabsvognen komme frem oppe mellem Bakkerne mod Syd.

-- Der er de! gentog hun forpustet og segnede om paa Puffen lige
inden for Havestuedøren.

-- Sig det til Far! sagde Præstekonen og hævede sig ilsomt fra
Sofaen.

Hun saa ud, Fru Mascani, som var hun lavet af en blød, hvid Dejg
tilsat med rigeligt Gærstof.

I Dagens Anledning var hun iført en storternet, nystrøgen Sirtses
Kjole og lignede, idet hun rejste sig, en af disse omfangsrige, lidt
undersætsige Ballondamer, der gaar til Vejrs ved Markeder og
Dyrskuer.

Clara fløj hen til Studereværelsets Dør, som hun gav sig til at hamre
paa med begge Hænder:

-- Der er de, Far!

-- Nu kommer jeg! lød Præstens Røst indenfor.

-- Vi gaar op paa Udsigtshøjen! meldte Fruen henvendt til Døren --
Hvor er min Hat, Clara?

Clara kom stormende med Hatten ude fra Entreen.

-- Du er saa voldsom, Barn! sagde Fru Pastorsken og svedte mildt
allerede ved Tanken om at skulle følges med Datteren -- Dæmp dig! Det
maa se ud, som om vi ganske tilfældig befandt os deroppe! -- -- Min
Gud, der ligger jo din Hat! sagde hun, da de kom ned i Nøddegangen.

-- Ja, den fløj af mig før! lo Clara og anbragte Hatten paa dens
rette Plads.

-- Du ligner ikke _min_ Familie! sukkede Præstefruen og steg pustende
op ad Højens Trappetrin, hvor Damerne tog Plads paa Bænken --
Desværre! lød det, da hun havde sat sig til Rette og ordnet
Ballonen.

Heroppe fra Bænken kunde man overse et stort Stykke af Landevejen,
der førte gennem Landsbyen og ind til Købstaden.

-- Nu er Vognen nede bag Troldebakken! sagde Clara.

Lige over for Præstegaardshaven laa Skolen, og bag denne, paa en
Banke, Kirken med sine hvide Mure og sit røde Tag. Og den skinnende,
blaahvide Himmel dannede Baggrunden.

Og nu i Dag indrammedes oven i Købet det hele lille Billede af
Æreportens Bøgeløv.

-- Men hvor _bliver_ dog Far af! udbrød pludselig Fruen. -- Der
kommer Vognen frem nede bag Smedjen! Og vi maa være her alle!

En nedslaaet Landauer svingede rask omkring det lille, sodede Hus
nede ved Foden af Troldebakken. Hestenes sølvpletterede Seletøj
blinkede i Solen, og Kusk og Tjener sad som skaarne i Træ paa den
høje Buk.

-- Hun er i lyst! sagde Clara, der havde nappet et Glimt af Bruden,
da Vognen drejede.

-- Lige idet de kører ind under Æreporten, rejser vi os! nikkede
Pastorinden -- Men det maa ikke se arrangeret ud! Kedeligt, at jeg
ikke har faaet mit Strikketøj med!

Nu kom Pastoren ilende med lange Skridt ned gennem Nøddegangen.
Frakkeskøderne stod ud i Luften efter ham.

-- Nej der, Adolf! sagde Fruen, og pegede hen paa den anden Ende af
Bænken, da han vilde sætte sig ved Siden af hende -- med Clara
imellem os! Det ser saa hyggeligt ud.

Pastoren tog Plads ved Siden af Datteren.

-- Lige idet Vognen ruller ind under Æreporten, rejser vi os og
hilser. Men ikke for dybt!

-- Tror du, Datteren er med, Mor? spurgte Clara.

-- Naturligvis har hun sit Barn med, ja!

-- Det er han kommen nemt til! sagde Præsten. -- Selv faar han vist
heller ingen.

-- Hvorfor dog ikke? spurgte Clara nysgerrigt.

-- Han er for fed, min Stump.

-- Adolf! lød det advarende fra Fruen.

-- Du behandler mig altid, som jeg var syv Aar, Mor! vrissede Clara
fornærmet.

-- Det er Barnet i os, man skal leve paa! mente Pastorsken.

Men Clara lagde sig kælent op til sin Fader og hviskede:

-- Hvad vil det sige, at Baronen er for fed?

Præsten smilede og sendte sin Kone et ondt Blik:

-- Jeg tør ikke for din Mor! sagde han -- hun er Romantiker. Hun tror
endnu, at de smaa Børn kommer ud gennem Øret!

Fru Mascanis store, bløde Butterdejgsansigt bævede, og hun skulde
lige til at svare, da Clara i det samme raabte:

-- Der er Vognen!

Og der lød et smældende Piskeknald, og Landaueren rullede ind paa
Landsbyens knudrede Efterligning af en Brolægning.

Præstefamilien rejste sig og strakte Hals.

-- Datteren er ikke med! meldte Clara, der tittede ud mellem to
Grene.

Saa lød et nyt Knald, og Vognen kørte ind under Æreporten.

-- Goddag, goddag, Hr. Baron! Og velkommen til Egnen, Fru Baronesse!
lød det fra Udsigtshøjen, hvor Præstefamilien stod og kniksede og
vinkede og ganske havde glemt den anbefalede Reservation.

Parret i Vognen smilede og vinkede igen. Og man hørte Baron Helmuths
dybe Stemme raabe:

-- Tak, Tak, Hr. Pastor!

Og saa skjultes Køretøjet af Havens Træer.

-- Hun var nydelig! udbrød Clara.

-- Ja nydelig! gentog Pastoren.

-- _Malet!_ sagde Fruen, og Gæren i hende ligesom hævede sig.




Men Herskabet rullede videre gennem Landsbyen, hvor Mænd, Kvinder og
Børn stod i Døre og bag Vinduer og nikkede bondetrevent eller gloede
dumt ....

-- Her begynder vores Ejendom, Vilde! sagde Baronen og slog bredt ud
med Haanden, da Ekvipagen kørte ind under Æreport Nummer to.

-- Jeg ved det. Du fortalte mig det to Gange, da jeg var her i
Efteraaret med Moder.

Pause.

-- Lige herfra og op til Gaarden har været en voldsom storartet
Lindeallé! begyndte Baronen igen.

-- Saa--aa?

-- Ja. Men den huggede Kammerherren engang, da han trængte til Penge
... min Fars Far.

-- Det hvide Hus der med det lille Flag foran? spurgte Baronessen og
pegede.

-- Der bor vores Skovfoged.

-- Er dine Folk paa Arbejde, siden man ikke ser noget til dem?

-- Nej, de er vist oppe for at modtage os paa Gaarden .... Er Folkene
oppe paa Gaarden, Jens?

-- Ja, Hr. Baron!

Kusken svarede uden at røre sig. Han løftede bare Piskeskaftet op til
Hatteskyggen.

Saa kørte man igen en Stund af Sted i Tavshed.

Slotstaarnets Spir begyndte at titte frem over Skoven forude. Og af
og til, naar Vinden bevægede Træerne, saas et Blink af en
solbeskinnet hvid Mur.

-- Jeg laa Satans skidt i Nat, Vilde, sagde Baronen pludselig og
skudrede sig.

-- Ja, man sover aldrig godt om Bord.

-- Nej, Køjerne er altfor smalle! .... Det skal blive rart at komme i
sin egen gode Seng, hva' Vildemor?

Han greb hendes lille, behandskede Haand med begge sine brede
Bjørnelapper og saa paa hende omtrent som en Hund, der ikke ved, om
den gør sig skyldig i en Forseelse eller ej.

Fruen lod ham beholde Haanden; men saa til Siden uden at svare.

Det var næsten, som om Baronen blev dumdristigere ved denne
diminutive Gunstbevisning. Hans store, godmodige Ansigt rødmede af
Glæde, og han gav sig til med et Par frygtsomme Fingre at kærtegne
hendes Haandled oppe under Ærmet, der hvor Handsken endte. Og hans
Stemme dirrede af Bevægelse, da han sagde:

-- Jeg laa og længtes saa voldsomt efter dig i Nat paa Dampskibet,
Vilde! For siden Juleaften, da du sa'e til mig, at jeg ikke maatte
gaa til ... ikke maatte ... saa _har_ jeg heller ikke!

Hun rev Haanden til sig og vendte sig helt bort:

-- Du er dog saa ... massiv, Helmuth!

Baronen saa ganske betuttet ud og skævede op til Bukken, hvor Kusk og
Tjener sad med stive Rygge.

Saa strøg han hende ned over Armen, saa blødt han formaaede:

-- Ikke vred, lille Vildemor! bad han med kælen Stemme -- Jeg troede
jo ... jeg mente jo, at du, der har været gift før ....

-- Men saa hold dog engang op! afbrød hun ham.

Men samtidig maatte hun smile mod sin Vilje af hans Bjørnenaivetet.
Og da han saa hendes Smil, lyste hans smaa brune Øjne og hele Ansigt
af Fryd.

-- Kan Hr. Baronen se, der er Forvalteren med Folkene!

Det var Kusken, der tillod sig at tale med Pisken ved Hatteskyggen.

Alleen gjorde en Svingning, og Vognen kørte nu frem mod den høje,
hvælvede Indkørselsport, som gennem Ladebygningen førte ind til
Avlsgaarden.

Portbuen var smykket med Bøgeløv og Flag.

Og paa begge Sider af den stod Gaardens Karle og Piger og Husmænd med
deres Koner og Børn opstillet. Mandfolkene til højre og Fruentimmerne
og Børnene til venstre.

Saa snart Skaren fik Øje paa Køretøjet, gav den sig til at vifte med
Hatte, Huer og Tørklæder og brød ud i et brølende Hurra.

-- De holder nok meget af dig, Helmuth? sagde Baronessen.

-- Naa--aa, mente Helmuth -- det er nok snarere Risengrøden og
Kalvestegen, de raabe Hurra for!

Forvalteren og Mejeribestyreren dirigerede hver sin Flok.

Alle var de i Kisteklæderne.

Forvalteren havde nystrøget Krave paa og højrødt Slips. Mejeristens
var derimod græsgrønt.

-- Længe leve vort naadige Herskab, Baronen og hans unge Brud!
brølede Forvalteren.

-- Hurra--a! skreg Hoben og svingede paa ny med Hattene, Huerne og
Tørklæderne.

-- I Fryd og Velstand svæve! peb Mejeristen.

-- Hurra--a!

-- Tak, Folk, Tak! nikkede Baronen og lettede paa Hatten.

Og Hendes Naade smilede huldsaligt og besvarede Viftningen med sit
kniplingsbesatte Lommetørklæde, der ikke var større end en god
Desserttallerken.

Saa buldrede Landaueren ind under Porthvælvingen og frem igen hen
over Avlsgaardens toppede Brosten.

Og der laa saa Slottet lige foran dem.

Baronen bøjede sig ud over Vognkanten og saa op mod det med et
lysende Blik.

Det saa ogsaa helt imponerende ud med sin vældige Façade og sit høje,
kobberhængte Taarn, hvis øverste, hvide Murkant og spidse, irgrønne
Tag lyste i Eftermiddagssolen.

-- Det er en voldsom Kasse aa se paa! sagde han grebet.

Han blev stadig imponeret, hver Gang Slottets Størrelse rigtig gik op
for ham ....

Mellem Avlsgaarden og Borggaarden stod seks kuppelformede, klippede
Lindetræer. Tre paa hver Side med to rødmalede Hundehuse imellem for
at markere Gennemkørselen.

Allerede da Landaueren rumlede ind under Porthvælvingen nede ved
Alleen, var Lænkehundene faret frem af deres Huler og dansede nu
vanvittige rundt, medens de raslede med deres Jærnkæder og glammede
op med deres Stemmer, som var ganske ru og hæse af mange Aars
Tjeneste i Slud og Kulde, Regn og Sol.

-- Hektor og Ajax, vil I holde Mund! truede Baronen.

Og Dyrene luskede med Halen mellem Benene ind i deres Villaer.

-- Der staar din Moder oppe! sagde Baronessen og pegede frem mod
Indgangsdøren i Taarnet -- Men hvem er det lille, underlige Væsen,
der staar bag ved hende?

-- Det er jo den døvstumme!

Lige idet Vognen svingede ind paa den gruslagte Kørebane omkring
Borggaardens grønne Plæne, kom en blankbrun Hest farende frem fra
Haven bag Slottets vestre Fløj. Uden Grime og uden Seletøj var Dyret;
dets Manke og Hale flagrede for Vinden, og der fløj en Regn af Sand
og Smaastene frem under dets Hove.

Da det fik Øje paa Hestene foran Vognen, standsede det brat op og
udstødte en høj, prustende Vrinsken.

-- Satan osse! brød det ud af Baronen -- nu er Hejmdal kommen løs
igen! Hva' _er_ det for noget Smøleri!

-- Bare her nu ikke bli'r Komedje, Hr. Baron! sagde Jens og glemte
ganske at løfte Pisken -- For den nærmer Hoppe er villig.

Hingsten vrinskede paa ny, og den nærmer Kørehest svarede med en dyb,
gurglende Lyd, der lød som en Kalden.

Vognen var standset.

Kusken svang Pisken hen mod Hingsten og knaldede løs. Men det var,
som Dyret ikke hørte det; thi pludselig rejste det sig paa Bagbenene
og gik nogle Skridt fremad i al sin Vælde: dets Øjne skinnede, dets
Øren stod strittende oprejst, og ud fra dets røde, opspilede Næseboer
stod der en tæt, fin Damp som to Søjler frem i Luften.

-- Helmuth, Helmuth! skreg Baronessen og greb sin Mand i Armen.

-- Jamen han ser sgu godt ud, Vilde! sagde Baronen beundrende.

Oppe fra Portalen i Taarnet havde ogsaa lydt et Skrig, et
uartikuleret, underligt, hæst Skrig. Det kom fra den døvstumme, der
samtidig gjorde omkring og flygtede ind i Huset.

Enkebaronessen derimod blev staaende høj, matronebred og imponerende
foran de aabne Døre og raabte med en dyb, mørk Stemme, der var vant
til at byde og blive adlydt:

-- Tag Pisken, Helmuth, og staa af Vognen og jag ham væk; ellers
risikerer du, at han splintrer hele Herligheden!

Baronen skulde netop til at parere Ordre, da Hingstepasseren, gamle
Jørgen, kom løbende ind fra Haven, sveddryppende, paa bare
Strømpefødder og uden Hat.

-- Hva' er det for noget forbandet Svineri! raabte Baronen ham i
Møde, mørkerød i Ansigtet af Vrede -- Kan din gamle Idiot ikke passe,
hva' du skal! Hva' tror du ellers, du faar Kost og Løn for?

-- Han har smøjet Tøjret a' sig, Hr. Baron! svarede Jørgen med
rystende Gammelmandsstemme.

-- Ja, det ser jeg sgu nok! Gaa hen og læg det paa ham!

-- Jovel, Hr. Baron, straks!

Jørgen stod med Tøjret i Haanden og gik nu dristig hen til Hingsten,
der, i samme Øjeblik Vognen standsede, var travet hen ved Siden af
den nærmer Kørehoppe, som den nu prustende og stampende stod og bed
kærtegnende i Manke og Hals.

-- Kom saa bitte Hejmdal! sagde den gamle og strøg Dyret ned over
Bringen.

-- Bare den ikke gør en Ulykke paa ham! hviskede Baronessen angst.

-- Den kender ham! sagde Baronen.

Og virkelig havde Jørgen faaet listet Tøjret paa Hingsten.

-- Vøv det om Træet der! sagde Jens oppe fra Bukken.

-- Og pludselig var Forvalteren og et Par Karle ogsaa kommen til
Stede. Og Tøjret blev slynget to--tre Gange om det nærmeste Træ.

Saa slog Kusken et knitrende Kald, Kørehestene sprang frem, og
Landaueren rullede op for Portalen .....

-- Hæ! fniste Niels Tjener, da han havde fulgt Herskabet op ovenpaa
og igen kom ned ad Taarntrappen for at hente Plæder og Rejsetæpper --
Hæ, du, Jens! Hejmdal ha'de nok osse Lyst til at holde Bryllup!




Et Par Timer senere.

Enkebaronesse Juliane kom gaaende høj og statelig ned gennem
Riddersalen og ud i «Galleriet», en lang, fliselagt Forhal, der førte
fra Dagligværelserne over til Slottets vestre Fløj, hvor
Gæsteværelserne fandtes.

Den gamle Dames Ansigt lignede en Mands Ansigt med de stærkt buede
Øjenbryn og den store, krumme Næse.

Og saa var der ogsaa det, at hun bar sit graahvide Haar sat op i
lutter smaa, stive Krøller det ganske Hoved over.

Malet i Fløjelskappe og med Fjerbaret vilde hun have lignet en stolt,
gammel Raadsherre!

Men nu var hun imidlertid iført en søgrøn, langslæbet Silkekjole,
besat med tætte Rækker af sorte Kniplinger lige nede fra Skoningen og
syet efter Mode fra Slutningen af Tresserne: Vide, posede Halværmer
og spidst nedløbende Liv. Armene var nøgne fra Albuerne. Hvide, runde
Arme; men nogle underlig store, røde Hænder.

Smykker bar hun: Armringe, Kæder og Brystnaale, een oppe i Halsen og
een nede paa den nederste Spids af Livet. Og med Fingerringe havde
hun alle Fingrene besatte. -- En Taterdronning lignede hun, der
glædes ved Glimmer og Glans; selv om den just ikke altid er smagfuld
og ægte! .....

Niels Tjener stod i en lidt medtaget sort Kjole og ditto hvidt Slips
ved Fløjdørene ind til Spisesalen.

Da Enkebaronessen nærmede sig, slog han dem op paa vid Gab.

-- Er min Søn og hans Kone endnu ikke kommen?

-- Nej, Baronen og Baronessen er endnu ikke kommen!

-- De ved vel, at der er rettet an?

-- Ja, jeg har meldt det!

Den gamle Frue lagde sin højre Haand haardt paa Tjenerens Skulder:

-- Nu er min Tid forbi her paa Næsset, Niels! sagde hun.

Niels smilede diskret:

-- Enkebaronessen ser vel jævnligt ud til Herskabet ....

-- Tror det ikke! sagde hun og rystede energisk paa Hovedet, saa at
alle de stive Krøller dirrede.

Derpaa gik hun forbi ham ind i Salen.

Og Niels skød Dørene blidt til efter hende ....

En halv Snes Minutter senere blev de aabnet igen, og den unge
Baronesse traadte hastigt ind fulgt af sin Mand.

Enkebaronessen vendte sig fra Vinduet, hvor hun havde staaet og set
ned i Haven.

Og i et kort Sekund mønstrede de to Damer hinandens Toilette.

Saa smuttede et lille haanligt Smil bort bag den unges Læber:

-- Undskyld, at De har maattet vente, Svigermoder!

-- Jeg be'er!

Der blev i Dagens Anledning serveret fem Retter Mad og Dessert. Og
Rødvin blev der drukket og Mosel og Champagne og Sherry.

Baronen og hans Moder spiste kraftigt. Men den unge Baronesse nød
ikke meget.

Man talte om Vejret og om Bryllupsfesten og om Rejsen.

Niels gik lydløst rundt og vartede op.

-- Naa Helmuth, sagde den gamle Frue -- nu er du vel glad, min Dreng,
at du har faaet dig en Kone?

-- Ja, det kan du tro, Mor! mumlede Helmuth med en Kartoffel i Munden
-- Og Vilde er saa god og saa smuk!

Baronesse Alvilda bøjede Hovedet og saa ned i sin Tallerken.

Ja, smuk var hun unægtelig med det askeblonde, let krusede Haar, der
faldt løst ned om det blege, ovale Ansigt. Hendes mørkeblaa,
tætsluttende Silkekjole endte med en høj, stiv Linning oppe i Halsen.
Og Ansigtets og Haarets Blondhed lyste frem af den diskrete Dragt,
som en bleg Pastel af en dunkel Ramme.

-- I havde vel hver sin Køje i Nat, stakkels Børn? spurgte den gamle
Frue pludselig.

Baronen brast ud i en høj Latter.

-- Ja Herregud! sagde den gamle stødt -- man kan vel tale! I er jo da
konfirmerede begge to!

-- Hun er frygtelig, Vilde! hva'? Den Tale er du nok ikke vant til i
Salonerne ovre i København.

-- Eller i Buda-Pest! indskød Enkebaronessen.

-- Mor! sagde Sønnen haardt og slog Haanden i Bordet.

Og der blev en Pause, i hvilken Niels skaffede Tallerkener til
Desserten.

-- Skænk Sherry rundt!

Der blev skænket Sherry. Og Tjeneren forlod Spisesalen.

-- Jeg tænkte meget paa Jer i Gaar, begyndte den gamle Frue.

-- Vi savnede ogsaa Svigermoder ....

-- Helmuth vilde jo ikke have mig med.

De unge rødmede.

-- Jeg er rimeligvis ikke fin nok til at være sammen med din Familie,
lille Alvilda!

-- Jeg syntes, at det var unyttigt at gi' alle de Penge ud, mumlede
Baronen. -- Du har allerede brugt saa mange nu til Flytningen.

-- Jeg kunde da ikke rasle ind i de nøgne Stuer!

-- Hvad skulde du med Hest og Vogn? Du kunde jo laane hos mig, naar
du skulde bruge.

-- Tak, min Dreng! Rende en hel Mil for at hente det!

-- Jamen, naar du nu faktumsk ikke _har_ Raad!

-- Jeg skal med Guds Hjælp aldrig falde dig til Byrde!

Og Enkebaronessen knejsede med Hovedet, saa Krøllerne hoppede.

-- Skal vi saa ønske Velbekomme! sagde hun og skød Stolen haardt
tilbage.

Ved denne Lyd viste Tjeneren sig og aabnede Fløjdørene.

Og Baronen bød med et ceremonielt Buk sin Moder og sin Kone Armen og
førte dem ud.




Samme Dags Aften henad ti.

Enkebaronessen har trukket sig tilbage til sine Værelser i Fløjen bag
Riddersalen.

De to unge er ene i den store, halvmørke Dagligstue, hvor kun en
enlig Lampe brænder paa et lille Bord henne foran Sofaen i Krogen ved
Kaminen.

-- Jeg glæder mig ubeskriveligt til, at Karen kommer herover i næste
Uge! siger Baronessen -- hun vil have godt af at være paa Landet!

-- Ja--a ... nikker Helmuth, der sidder i en Lænestol og ser mørkt
frem for sig -- Men jeg vilde nu helst ha' haft dig nogen Tid for mig
selv, Vilde. Nu ta'er Mor jo i Overmorgen over til sit Hus i
Jelstrup, og saa var vi to bleven saa dejlig alene!

-- Aa, Karen kan vel ikke genere!

-- Næi ... Men hun deler dig, lille Vilde!

Helmuth rejste sig og gik hen og støttede Armene mod Ryggen af
Sofaen, i hvilken hans Kone sad:

-- Skal vi saa gaa til Ro? spurgte han.

-- Er Klokken saa mange?

-- Den er ti.

-- I København gik vi først i Seng Klokken tolv.

-- Jamen nu er vi jo paa Landet! sagde han og greb hendes Haand -- Og
saa ... og saa længes jeg saa voldsomt efter dig, Vilde! brusede det
ud af ham, medens han samtidig knugede hendes Haand, saa at hun var
ved at skrige.

-- Men Helmuth, Helmuth dog! sagde hun og rejste sig.

-- Jamen du er jo dog min egen, lille søde Kone, Alvilda! han lagde
Armen om hendes Liv -- Er du ikke?

Hun stod rank og høj med bortvendt Ansigt og uden at svare.

-- Skal jeg gaa ind og klæde mig af først? spurgte han kælent
hviskende.

Hun nikkede stille og skød ham læmpelig fra sig.

Saa greb han paa ny hendes Haand, kyssede den taknemmeligt og gik.

Og efter et Kvarters Forløb, da alt var blevet stille inde i
Soveværelset, slukkede hun Lampen og fulgte langsomt efter. --

Dette var de nygiftes første Dag paa Næsset.

-- -- -- --

Men ovre i det grønne Gæsteværelse bag Riddersalen sad Enkebaronesse
Juliane i samme Time halvt afklædt foran Toiletspejlet med en ikke
ganske ren Friserkaabe over Skuldrene.

Bag hende paa en høj til Øjemedet konstrueret Skammel stod den
døvstumme og satte Papillotter i den gamle Dames Krøller.

Dette var et Arbejde, der mindst tog en Time.

Man sagde, at Baronessen holdt baade Berlingske Morgen- og Aftenavis
for at faa Papir nok.

-- Naa, Stasia, lød det fra den gamle Dame, idet hun drejede Hovedet
-- saa kommer vi til den anden Side!

Stasia forstod hvert Ord, hendes Herskab talte. At sige, naar hun saa
Baronessens Ansigt, saa Læbernes Bevægelse. Som nu i Aften i Spejlet.

Og de førte lange Samtaler, de to. Stasia skrev paa sin lille Tavle,
og Baronessen svarede mundtlig.

Naar de da ikke lige netop var Uvenner. Thi saa kunde der gaa Dage,
hvor de kun skulede hadefuldt til hinanden uden at mæle et Ord.

Den døvstumme havde engang paa en saadan Uvejrsdag kastet et glohedt
Strygejærn efter sin Frues Hoved. Og Baronessen lukkede ofte i hele
Døgn sin Pige inde i det store, røde Klædeskab, der stod i en Krog
oppe under Taget paa Loftet.

Men for Tiden var de fine Venner.

-- Det gaar jo rigtig snildt for dig i Aften, lille Stasia! sagde
Baronessen og nikkede ind i Spejlet, hvor den døvstummes pluskæbede
Gammelkoneansigt stirrede hende i Møde med det vandkæmmede, hørgule
Haar klappet tæt ind til Pande og Kinder -- Du skal nok ha' den røde
Brystsløjfe, jeg har lovet dig!

Stasias Øjne lyste, og hendes krogede Fingre spillede som travle
Edderkoppeben rundt oppe mellem Krøllerne.

Denne samme røde Brystsløjfe havde Pigebarnet alt været Ejerinde af
talrige Gange. Men saa ofte der kom en Kurre paa Traaden mellem de to
Kvinder, nappede Baronessen den fra hende igen.

-- Saa! sagde den gamle Frue og rejste sig fra Stolen, da den sidste
Papillot var sat i -- Kappen, Stasia!

Den døvstumme hoppede adræt ned fra Skammelen og hentede hurtig en
hvid, blondebesat, heller ikke ganske ren, Natkappe fra Toiletbordet
og rakte hende.

Medens Fruen stod foran Spejlet og bandt Kappebaandene, vendte hun
sig pludselig om og sagde:

-- Saa du kan ikke lide Helmuths Kone?

Pigen virrede med Hovedet og skar Ansigter.

-- Jeg heller ikke! vedblev Baronessen -- Hun bli'er vist Drengen en
haard Sisken! ... Og _jeg_ er da jaget af Gaarde! lød det haardt --
Men Enden er ikke endnu! lagde hun til og nikkede -- Enden er ikke
endnu! ... Lad os saa komme i Seng!

Stasia greb hende hastigt i Haanden og fingererede sig ivrigt hen
over Kjolelivet oppe ved Halsen.

-- Skal vi kvæle hende? spurgte den gamle.

Den lille rystede paa Hovedet og glattede paa Kjolelivet, som om hun
glattede et Baand til Rette.

-- Sludder! brummede Baronessen -- Du skal da ikke ha' den paa i Nat!

-- Jo, jo! nikkede Pigen, som skulde hendes Hoved hægtes af.

Den gamle Dame smilede overbærende. Hvorpaa hun gik hen og aabnede
den messingbeslaaede Dragkiste:

-- Her er den! sagde hun og rakte den døvstumme en stor, højrød
Silkesløjfe -- Men lad mig nu se, at jeg ikke skal ta' den igen i
Morgen, Mamsel!

Stasia lagde Haanden paa Hjertet og svor evig Troskab.

-- Klæd sig saa af!

Og lydig gav den lille sig til at afføre sig sine Klæder.

Enkebaronessen tog et Par Skridt hen mod sit Sovested.

Men pludselig standsede hun, vendte om og gik hen til et af
Vinduerne, hvis øverste Haspe (den nederste manglede som paa de
fleste af Gaardens Vinduer) hun aabnede, og bøjede sig halvt ud over
Karmen:

-- Nu er de gaaet til Ro derovre! sagde hun og trak Vinduet til igen.

Den døvstumme blinkede snedigt med sine smaa, onde Pindsvineøjne og
viste i et bredt Grin alle sine Tænder.

Paa Baronessens Ansigt trak det ogsaa op til et Smil. Men saa
besindede hun sig og sagde haardt:

-- Lad være med det Fjæs, Stasia! Du ligner Maren Farlis!

Og saa gjorde hun hastig omkring og gik ind i en Slags Alkove, hvis
Sengested fuldstændig skjultes af et storblomstret Sjirtingsforhæng.

Derinde stod to Senge: en stor, solid Dobbeltseng af mørkt
Mahognitræ; heri sov den gamle Frue ... og en lille, bitte Jærnseng
til Stasia.

Lidt efter listede ogsaa den døvstumme sig ind bag Forhænget. Hun
svømmede forsigtigt af Sted i en uhyre Natkjole, der havde tilhørt
hendes Herskab. Og paa Brystet skinnede den højrøde, gloende
Silkesløjfe.

-- Pjattehovede! mumlede Baronessen nede mellem Dynerne -- hun bilder
sig nok ind, at hun ogsaa skal i Brudeseng!

Saa blæste hun Lyset ud, og i Skæret af den osende Tane saa man to
Fingre komme frem og klemme den sidste Rest af Ild til Døde.

Og snart slumrede trindt om paa Slottet alt levende undtagen
Rotterne.




                           Slottet Næsset, d. 4. Juli 18....

    Kære lille Moder!

  Jeg lovede jo rigtignok at skrive, straks jeg var kommen hertil,
  for at fortælle Dig, hvordan Rejsen var gaaet; men vi har haft
  saa travlt med at ordne Skolen og det hele; og saa vilde jeg
  ogsaa vente et Par Dage for at fortælle Dig, hvorledes jeg synes
  om det her. Karen var slet ikke søsyg paa Turen, men naturligvis
  jeg, og hun var saa sød og kærlig imod mig, det lille Skind, saa
  jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede
  midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land,
  det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Næsset, en fin
  Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par
  dejlige brune Heste for. Hendes Naade var med, og hun og Karen
  var saa glade ved at se hinanden, at jeg følte mig helt tilovers.
  Men da vi først kom op i Vognen og kørte af Sted, saa var Hendes
  Naade ogsaa saa god imod mig og spurgte, hvordan Du befandt Dig,
  og om jeg nok troede, at jeg kunde føle mig tilfreds, og hvis
  der var noget, jeg ønskede anderledes, saa skulde jeg bare sige
  til, for Meningen var jo, at vi skulde være glade ved hinanden.
  Du kan ikke tænke Dig, hvor Baronessen er smuk! jo det er jo
  sandt, Du har selv talt med hende, -- men jeg kan ikke rigtig
  lide hendes Øjne, de er saa lyse og kolde. Karen ligner hende
  slet ikke, hun ligner vel sin Fader. For, ved Du, at Baronessen
  har været gift før med en Østriger? Det fortalte Karen mig paa
  Dampskibet. Det er ikke mere end tre Uger siden, at Hendes Naade
  blev gift med Baronen. Det talte hun jo slet ikke om i Vinter, da
  vi var oppe hos hende, og det synes jeg er underligt. Aa, jeg
  vilde ønske, at jeg var hjemme hos Dig igen, lille Moder, for jeg
  tror ikke, at jeg vil finde mig til Rette her. Du kan ikke tænke
  Dig, hvad det er for et underligt Værelse, jeg har faaet, det
  ligger lige ud til en stor, aaben Flisegang, hvor Folkene gaar
  igennem ind til Borgestuen, og saa er det saa lille og lavt, at
  jeg kan naa Loftet med Fingerspidserne, og der er Gittervinduer i
  ligesom i en Kirke eller et Fængsel, og der er kun een af
  Ruderne, som kan lukkes op, saa der næsten ingen frisk Luft kan
  komme ind. Og saa staar min Seng inde i et Hul i Væggen med nogle
  grimme, gamle Jutegardiner for. Pigerne siger, at mit Værelse
  tidligere har været brugt til Ølkælder, men Kakkelovn er der da.
  Hendes Naade spurgte mig, om jeg troede, at jeg kunde bo her, og
  jeg sagde naturligvis ja, og saa gik hun. Men jeg satte mig ned
  paa min Kuffert og græd, jeg kunde ikke lade være. Nu er det jo
  lidt bedre med Humøret, somme Tider! Og vil Du tænke Dig, vi
  holder ogsaa Skole hernede! Her er næsten ikke Plads til os.
  Mejeriforpagterens to Smaapiger læser sammen med Karen, saa vi er
  jo fire. Vi læser fra ti til tolv og fra eet til tre. Og saa
  læser vi Lektier. Vi spiser først til Middag Klokken 6 og drikker
  Te Klokken halv ni. Baronen er en rar og venlig Mand, men han er
  saa tyk, og Du kan ikke tænke Dig, hvor han spiser meget! Jeg er
  vis paa, at han spiser mere til Middag end baade Du og Robert og
  Tvillingerne tilsammen. Karen gør Nar af ham, men det har jeg
  naturligvis forbudt hende. Alle de andre bor oppe paa første Sal,
  der er 42 Værelser i det hele, siger Karen, saa jeg _kan_ ikke
  begribe, at jeg ikke kan faa et andet! Synes Du, jeg skulde bede
  Hendes Naade derom? Jeg synes heller ikke, at Børnene har godt af
  at sidde og læse i saadant et lille Hummer. Vi har været nogle
  Spadsereture ude omkring i Skoven, der er dejligt! Særlig er der
  nogle høje Skrænter med Udsigt over Fjorden, som er henrivende.
  Og der ligger et Sted helt langt inde midt i Skoven en lille
  Straahytte med Træborde og Græsbænke, der har vi drukket Te en
  Aften. Slottet selv er en uhyre stor, hvid Bygning med et mægtigt
  Taarn paa, og Dagligværelserne, der er to Dagligstuer og Hendes
  Naades Kabinet og Biblioteket og Baronens Kontor og mange flere,
  de er saa hyggelige med gamle Møbler og Tæpper og Malerier. Og
  vil Du tænke Dig, at Murene er saa tykke, at Hendes Naades
  Skrivebord kan staa i en Vinduesfordybning, der danner et helt
  lille Værelse. Men saa forfærdelig rig kan Baronen da ikke være,
  for det er næsten i Stykker alt sammen, Vindueskrogene mangler,
  og Dørene kan ikke lukkes, og oppe i Riddersalen er der flere
  Steder Huller i Gulvet; de siger, det er Rotterne, for dem er der
  mange af, jeg kan høre dem om Natten lige over mit Hoved; Karen
  ler af mig, naar jeg siger, at jeg er bange for dem, saa jeg gør
  mig jo Umage for ikke at lade mig mærke med det. Men nu skal Du
  høre, i Gaar kom Karen ind fra Haven og sagde, at jeg skulde
  stikke min Haand i hendes Lomme, for der var noget til mig; og
  jeg gjorde det da ogsaa; men da jeg saa følte omkring dernede,
  saa skreg jeg saadan og var lige ved at besvime; for ved Du, hvad
  det var? En Snogeunge! Hun havde fanget den nede i Jordbærrene og
  syntes, den var saa sød. Jeg kan ikke begribe, hvor nogle
  Mennesker bliver saa modige fra! Hun maatte jo straks gaa ud med
  den igen og morede sig kostelig over min Angest. Men da hun
  fortalte det ved Frokostbordet, skændte Hendes Naade da ogsaa paa
  hende; for tænk, om det havde været en Hugorm! Karen vidste jo
  ikke noget om, at Snogene har to gule Nakkepletter, men nu har
  jeg da lært hende det. Vi har ikke været paa Visitter endnu, men
  Hendes Naade siger, at vi snart skal ned i Præstegaarden. Bare
  der nu var nogle Mennesker, som jeg kunde slutte mig til; men det
  er der vel nok i en Præstegaard. Hvor _vilde_ jeg dog gerne hjem
  til Jer i Sommerferien; men det kan vel ikke lade sig gøre, og
  det koster jo ogsaa mange Penge. Kan Du huske, hvor vi ofte talte
  om, at jeg sagtens kunde være glad, at jeg havde faaet Plads hos
  saadanne fine og dannede Mennesker? Men jeg synes nu, at det er
  ganske anderledes, end vi tænkte os det. Men nu er jeg her jo, og
  maaske jeg senere bliver glad ved det. Aa, men naar jeg saadan
  sidder ved mit Sytøj ude i Haven, og Karen løber og leger, og
  Solen skinner, og Fuglene kvidrer oppe i Træerne, saa tænker jeg
  altid paa vor lille Have i Hobro, dengang Fader levede, og vi
  havde det godt! Jeg synes, det er saa underligt, at det alt
  sammen er forbi, og bilder mig altid ind, at det hele her er en
  Drøm, og at, naar jeg vaagner, vil jeg være sammen med Dig og
  Fader og Børnene, og at vi skal drikke Te sammen og spadsere en
  Tur sammen paa den lange Dæmning ud til Stationen for at se, hvem
  der er med Toget. Lille Moder, jeg holder saa forfærdelig meget
  af Dig! Og jeg synes, det er Synd, at Du skal gaa derinde i
  København alene; jeg er vis paa, at jeg kunde være langt
  nyttigere for Dig, end jeg er det for disse Mennesker her.
  Enkebaronessen, ja det er sandt, hende har jeg ikke fortalt Dig
  noget om! det er Baronens Moder, en høj, smuk, gammel Dame, som
  bor et Par Mil herfra, hende kan jeg godt lide, hun er saa morsom
  ligefrem, hun sagde forleden til mig, da hun var her paa Besøg:
  «Naa saa De skal være Karens Lærerinde, min Gode? De ligner en
  syg Kanariefugl, pas paa, at Katten ikke tager Dem!» Hun kan vist
  ikke lide sin Svigerdatter, og saa havde hun saadan en underlig,
  lille Tjenestepige med, som hedder Stasia og er døvstum, og som
  ser saa ond ud, synes jeg; jeg kunde da ikke bo alene sammen med
  hende. Og saa skulde Du se Enkebaronessens Køretøj! Hun kalder
  det «Pagtens Ark». Ja, hun er en mærkelig Dame, og jeg skal nok
  fortælle Dig mere om hende en anden Gang, men nu skal Kusken af
  Sted med Brevene, og saa maa jeg slutte; bare jeg selv kunde
  krybe ind i Konvolutten! Hils nu Robert og Tvillingerne mange
  Gange; men selv skal Du dog have de fleste Hilsener fra

                                       Din længselsfulde
                                                      Kanin.

  Jeg synes aldrig, jeg skal se Jer mere!




Pastor Adolf Mascani til Næsgaardene og Utterslev var Søn af en
bekendt Kunstdrejer i København.

Farfaderen var en indvandret Italiener, som havde grundet
Forretningen og tjent en lille Formue. Det var i de saakaldte «gode
Tider» -- den Guldalder enhver Familie kan pege tilbage paa! Baade
han og Adolfs Fader havde giftet sig med gode, frugtbare, danske
Kvinder og var ved dem bleven Fædre til en talrig Børneflok, hvis
sydlandske Afstamning havde givet sig til Kende paa forskellig Vis.

Hos Adolf havde den saaledes aabenbaret sig i en ustyrlig, næsten til
Sindssyge grænsende Heftighed og tidlig modnet, stærkt udviklet Sans
for erotiske Glæder. Allerede i sit tolvte Aar havde han en
Kærlighedsforbindelse med en toogtrediveaarig Butiksjomfru, der var
ansat i Faderens Forretning. Og da Forholdet opdagedes, og Parret
fjernedes fra hinanden, sprang Drengen i Kallebodstrand af Sorg over
Adskillelsen; men blev reddet af en resolut Sandgraver ....

Den unge Mascani var, særlig i seksten, syttenaars Alderen,
vidunderlig smuk. En begejstret Svømmelærer havde engang paa en
Badeanstalt givet ham Navnet: Adonis, i Stedet for Adolf. Og dette
Navn var straks blevet bekendt over den ganske By.

Slank og velskabt var han «som drejet i sin Faders Forretning», og
med denne bleget matgyldne Hudfarve, der er at se til som fuldmodne
Ferskeners fløjlsbløde Lød. Hans Øjne var store, dunkle og
sørgmodige. Men de kunde ogsaa flamme op og straale med en Ild som af
sorte Diamanter i Maaneskin. Og han havde en egen dvælende Maade at
slaa Blikket ned paa, at skjule det bag de lange, mørke Øjenvipper,
idet han lod dem synke langsomt, stille, lydløst -- som Sommerfugle,
der dør. Hans Haar var blaasort og blødt med en egen fed Glans i
Skyggen og hængte i løse, bevægelige Lokker om hans Hals og Pande.
Næsen var let buet, ægte romersk, med store, bevægelige Veje. Og hans
Læber .... der vokser en Blomst, Rosen er dens Navn, som den var hans
Læber røde! Og hans Tænder lyste der bag som Sne bekranset af Purpur.

Saaledes saa Adolf Mascani ud.

Dengang .....

Og saa tog han examen artium og skulde vælge sit Studium.

Læge! sagde han afgjort. Og i sit stille Sind tilføjede han:
_Kvinde_læge! Thi Kvinden, som Køn betragtet, var saa at sige gaaet
ham i Blodet. Sjældent talte han med sine Kammerater om Kvinder og da
altid paa en haanlig-raillerende Maade. Men dybest inde i ham, helt
nede paa Bunden af hans Sjæl, laa altid en nøgen Kvinde og strakte
Armene ud mod ham. Og naar han færdedes paa Gaden, i Teatret eller i
Selskab, klædte han altid af hver Kvinde, han traf paa. Ja, det gik
saa vidt, at han, naar hans Søstre gjorde Toilette, lurede bag Døren
ind til deres Værelse for gennem Nøglehullet at fange et Glimt af
deres hvide Lemmer.

Og alligevel endte det arme Menneske med at blive Præst!

Det var hans kære Forældre, som næsten tvang ham dertil ved Bønner,
Forestillinger og Trusler, som Forældre ofte have for Sæd.

Og han gav omsider efter og kastede sig nu ogsaa med Energi og Iver
over sit Studium.

Men jo flittigere han læste, desto klarere stod det for ham, at
alle hans Tilbøjeligheder var i skarpeste Modstrid til, hvad han nu
lærte og senere skulde være en Forkynder af. Og han blev til Tider
greben af en mystisk Skræk for sig selv, for sine Tanker og
Længsler. Hele hans Studietid forløb under en oprivende Kamp mellem
«Kødet» og «Aanden». Han græd, bad, fortvivlede og paalagde sig
Pønitensestraffe: piskede sin nøgne Ryg med den Rem, han i sin
Skoletid havde haft om sine Bøger, -- strøg sig med brændende
Cigarer ned over Arme og Ben og tænkte i sine mest hysteriske
Øjeblikke paa at gilde sig.

Men naar han saa Ugen igennem havde levet i een lang nervøs
Ophidselse, en Plage for sig selv og andre, slappedes hans
Modstandsevne og han søgte paa ny Glemsel i de hvide, runde Arme, som
selv under hans dybeste Anger og Sønderknuselse intet Øjeblik havde
ophørt at staa vinkende og lokkende for hans Fantasi.

Og han mærkede da, at naar han søgte Kvinder, blev han roligere og
mindre nervøs. Han kunde sidde paa sit Værelse hele Dage og læse
flittigt. Og han blev god og omgængelig i sit Forhold til Forældre og
Søskende .... Det maatte altsaa være hans Natur fornødent at gaa til
Kvinder. Gud havde selv nedlagt denne Drift i ham! Thi man havde
intet uden af Gud!

Men saa læste han atter en skønne Dag i en af sine Bøger en særlig
haard Udtalelse, hvori det paalagdes Mennesket for enhver Pris og paa
enhver Maade at døde sit Kød og fornægte den gamle, syndefulde Adam,
som var af Djævelen, da Gud, den algode og alkærlige Fader, kun vilde
det bedste for sine Børn!

Og paa ny greb Rædselen ham; og han forsøgte for anden Gang at berøve
sig Livet. Det var ved et Revolverskud. Men hans Haand rystede, og
Kuglen gik ud gennem hans Side uden at tilføje ham alvorlig Skade.

En Maanedstid laa han til Sengs. Og da han atter var fuldstændig
rask, tog han igen fat paa sin Eksamenslæsning og blev Aaret efter
Kandidat med første Karakter ....

I Lighed med sine andre Brødre rejste han saa paa en tre Maaneders
Tur til Italien for at hilse paa sine Fædres Land, som Faderen
udtrykte sig. Han boede den meste Tid hos en Slægtning i Neapel. Og
efter en Maaneds Ophold dernede skrev han hjem, at nu vilde han
forsage Verden, blive Munk og gaa i Kloster.

Men saa forelskede han sig i en sortøjet og halvnøgen
Neapolitanerinde og glemte atter Kristus for Venus. Med Nød og næppe
undgik han en stille Nat at blive dolket af Pigebarnets Fader,
flygtede til Capri og vendte saa efter de tre Maaneders Forløb, som
Bestemmelsen var, tilbage til København.

Straks efter sin Hjemkomst fik han Ansættelse som Kapellan hos en
gammel Provst ude paa Sjælland.

Og nu begyndte der en ny Fase i hans Liv.

Naturligvis er det ogsaa her en Kvinde, der griber ind!

Nemlig Provstens yngste Datter, Johanne Winther. En lille, drømmende,
buttet, nordisk Mø med blaa Øjne, gyldent Haar og hvid og rød som
Mælk og Blod.

Hun blev aldeles vanvittig forelsket i den smukke, mørkøjede Kapellan
-- rent hypnotiseret af erotisk Betagelse.

Og Mascani var ikke den Mand, der lod sig en slig Godbid gaa af
Hænde!

Følgen blev naturligvis, at de hurtigst muligt maatte holde Bryllup
og fortrække til et lille Præstekald paa Jyllands Vestkyst, som den
gamle Provst skaffede sin Kapellan og Svigersøn som Løn for tro
Tjeneste.

Her sad de saa nogle Aar og blev senere forflyttet til det federe
Næsgaardene og Utterslev Kald paa Østkysten.

Kloge Mænd og Kvinder havde spaaet denne lidt hastige Forbindelse en
krank Lykke. Men det syntes, som om deres Klogskab denne Gang skulde
komme til kort. I de første Aar af deres Ægteskab levede Parret
nemlig i en Rus af Lykke. Han var henrykt over sin «hvide Eva»; og
hun saa en Gud i sin «brune Adam». Og de kaldte indbyrdes deres
Sovekammer for «Edens Have». --

Mange yndige Smaabørn fik de, alle sammen Piger, hvorfor de omsider
maatte anskaffe sig en Lærerinde.

Men hun blev Slangen i dette Paradis.

Det vil sige: Slangen var nok egentlig Pastoren; men Lærerinden blev
da jaget paa Porten.

Dette skete, som Eva «laa» med sin femte Datter, at Adam syndede.

Men da Fruen atter var i Vigueur, blev der paa een Gang holdt
Barnedaab og Forsoningsfest.

En ny Lærerinde blev engageret. Og alt var saare godt.

Indtil det en mørk Augustaften hændte, at Fru Johanne overraskede
Pastoren og Pædagoginden i et Lysthus i Haven.

Dette var dog for meget for den hustruelige Langmodighed!

Først holdt Pastorinden en Dommedagstale for de to Syndere. Hvorpaa
hun fluksen satte Lærerinde Nr. 2 paa Døren; og dernæst lod sin Mands
Seng flytte fra Edens arme Have ned i et lille Værelse ved Siden af
hans Kontor.

-- -- --

I femten Aar siden hin mindeværdige Augustaften havde nu disse to
Mennesker levet Side om Side her i denne idylliske Præstegaard med
Storkereden paa Straataget og Slyngroserne og Klematisen op ad de
hvide, smilende Mure.

Pastoren havde afvekslende raset paa sit italiensk og været grebet af
sønderknusende Ruelse og Anger. Medens han i Stilstandstider, naar
Kødet fik Magten over ham, karesserede sine kvindelige Skriftebørn,
naar de kom til ham for at søge Husvalelse i deres Sorger og
Bekymringer.

Og Pastorinden? Ja, hun havde med Lidenskab kastet sig over Bibelen
og Kogebogen -- samt Omsorgen for at faa sine Døtre gifte! Og skønt
hun vel rimeligvis led ved sin Kærligheds og sit Ægteskabs Forlis,
trivedes hun dog bravt og blev rundere og rundere Aar for Aar.

Sorg og Ulykke skal jo, ifølge salig Falstaff, kunne puste et
Menneske op som en Blære!

De talte sjældent sammen, Hyrden og hans Hyrdinde. Og skete det, var
det altid med en Understrøm af Lyst til at sige hinanden Sandheder.
Og naar stundom Pastoren kunde gribes af en heftig Trang til med et
«Opgør» at rense Luften og etablere status qvo ante Lærerinderne, saa
stødte han altid paa et saadant Isbælte af Haan og Foragt i sin Kones
Opførsel og Tale, at han enten sluttede af med at te sig som Vesuv i
Udbrud; eller han flygtede ind i sit Værelse eller ud i Mark og Skov,
hvor han gemte sig knust af Sorg og Fortvivlelse ....

Men deres Sølvbryllupsfest havde de naturligvis fejret efter Ritus
med Sang og Klang og Børn og Børnebørn og Gæster fra nær og fjern. Og
Pastoren havde foræret sin Hustru Tøj til en Silkekjole, af saa svært
et Stof, at en Forsoning imellem dem nær var bragt til Veje.

Men saa strandede den paa Besætningen!




-- Vil du tænke dig, Mama, det regner ned i Jomfruværelset!

Det var den lille Karen, der kom styrtende ind i sin Moders
Toiletværelse og berettede dette frygtelige Faktum.

Baronessen laa paa Chaiselonguen i vinrød, løstsiddende Morgendragt
og røg Cigaret.

-- Hvad er det for noget Snak, Baby! sagde hun og drejede Ansigtet om
mod Datteren.

-- Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte,
fløjelsbløde Øjne op mod Loftet -- det regner lige midt ned paa
Sybordet!

-- Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte
Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig
-- Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og
gaa saa; jeg har Hovedpine!

Karen forsvandt lydløst, og Hendes Naade lagde Hovedet tilbage paa
Puden. Hendes Ansigt var endnu ikke «behandlet», saa hun saa en Del
ældre ud end længere op ad Dagen .....

Naar Baronesse Alvilda havde sagt til sin Mand, den Dag de holdt
deres Indtog paa Næsset, at hun glædede sig meget til, at Datteren
skulde komme, saa var det vel paa en Maade sandt nok. Men lagde man
Mærke til, hvorledes hun behandlede Barnet, forstod man ikke ret
hendes Art af Moderkærlighed.

Der var nemlig temmelig ofte Dage, hvor den gode Frue slet ikke kunde
taale at se sin Datter. Hvor hun opfandt de mærkeligste Straffe for
Barnets mindste Forseelser. Bandt hende ved den ene Tommelfinger til
en Dørlaas f. Eks., fordi hun havde revet et Hul paa sin Kjole!

Men saa kunde der jo rigtignok ogsaa være enkelte andre Dage, da
Pigebarnet skulde færdes om Moderen fra Morgen til Aften; maatte
følge hende, hvor hun gik og stod. Og paa saadanne Dage blev den
ulykkelige Unge hvert Øjeblik overøst med de lidenskabeligste Kærtegn
og fyldt med Bonbon og Kager, saa at der rent ud kunde være Fare for
en Mavebetændelse!

Den lille blev naturligvis ved en saadan Opdragelsesmetode ganske
forkrøblet i sit Forhold til Moderen.

Paa de gode Dage hang hun hende om Halsen, kyssede hende, kælede for
hende og kaldte hende sin enestaaende, dejlige Mama, sin pragtfulde
Mama, sin himmelske Mama! -- Medens hun til Gengæld flyede hende,
saa vidt det paa nogen Maade lod sig gøre, naar Moderen var i sit
onde Lune: Mama er gal i Kalotten i Dag! sagde hun og for ud af den
ene Dør, naar hun hørte Baronessens Stemme bag den anden.

Og saa løb hun helst ned i Køkkenet til Pigerne, eller ned i
Herskabsstalden til Julius, en fjorten-femtenaars, lyshaaret Knøs,
der gik Jens Kusk og Jørgen Hingstepasser til Haande med at strigle,
fodre og vande Hestene. Der kunde hun opholde sig i Timevis .....

Naamen, Baronessen laa som sagt i Dag inde i sit Toiletværelse paa
Chaiselonguen og røg en Cigaret og havde Migræne.

Det havde regnet tæt og tungt hele Formiddagen; men nu var Solen da
ved at bryde igennem.

Siden sit Indtog paa Slottet havde Hendes Naade fartet rundt paa
Egnen og gjort Visitter. Hun var rullet af Sted med Kusk, Tjener,
Mand og sølvpletteret Seletøj.

Men det hele Valfarteri var endt med at kede hende.

Saa en skønne Dag havde hun kastet sig over Husvæsenet og havde
rumsteret i den Grad i Køkken, Kælder og Spisekammer, at den gamle
Husjomfru havde baade bandet og slaaet Kors for sig.

Dernæst opgav hun Husholdningen og begyndte en Inspektionsrejse rundt
i Slottets 42 Værelser. De saa noget forsømte ud, opdagede hun.
Tapetet hang i Laser, Dørene kunde ikke lukkes og Vinduerne ikke
aabnes. Men førend alle disse Mangler kunde blive afhjulpne, havde
hun faaet en anden Interesse.

Det var Haven, at Fruen nu var kommen til. Og Gartneren maatte til
sin Fortvivlelse, man var i Midten af Juli, grave, gøde, beskære,
omhugge Træer og anlægge Blomsterrabatter ... Og saa, midt under den
hele Hurlumhej, kastede Hendes Naade sig pludselig med Lidenskab over
sine Toiletter:

-- Vi maa invitere nogle Gæster, Helmuth! sagde hun en Søndag ved
Dineen, hvor hun straalede i en pragtfuld, lyserød, dybt nedskaaren
Silkekjole, der klædte hende fortryllende, men som kun kunde beundres
af hendes Mand, Forvalteren, Lærerinden og Karen -- Du er altid rundt
i Markerne, Karen er i Skole, og jeg sidder her alene!

-- Ja, inviter du væk, Vilde! nikkede Baronen med en kvart Kylling i
Munden -- Men du maa sgu selv skrive, for jeg har ikke Tid!

Og saa skrev Baronessen til Grev v. Scheele, en Barndomsven og
Fætter. Og nu i Overmorgen skulde han komme .....

Dette laa Hendes Naade og tænkte paa, medens hun røg Cigaret og havde
Migræne.

Saa hørte man pludselig Baronen raabe med buldrende Røst inde i
Kontoret:

-- Niels!

Og samtidig kimede han paa det elektriske Apparat, saa at Vinduerne
nede i Tjenerværelset svirrede ved det.

Niels for op ad Trappen og ind i Kontoret:

-- Hr. Baron!

-- Nu har du jo igen glemt at sætte Badekarret under oppe paa Loftet,
din Snøbel!

-- Ja ... jeg ... Nu skal jeg! stammede Tjeneren og vilde af Sted.

Ja, nu er det sgu for sent! buldrede Baronen videre -- Nu er Regnen
jo forbi! -- Hvor Fanden gaar du rundt med ... med dit Hoved? Se her,
det gode, nye Tæppe, forfærdelig spoleret!

Og han pegede ned paa et Brysselertæppe, som laa under Bordet midt i
Kontoret. Dets ene Hjørne var ganske gennemblødt af den Væde, der var
sivet ned gennem Loftet.

Pludselig hævede Hans Højvelbaarenhed Haanden som for at slaa
Tjeneren, der hastig trak sig et Skridt tilbage.

I det samme traadte Baronessen ind. Hun havde hørt Gemalen larme:

-- Hvad er der i Vejen, Helmuth?

Helmuth lod Haanden synke.

-- Aa, det er den Idiot! Aldrig kan han passe sine Sager! Se Tæppet
der!

-- Naar vi har spist, maa De lægge det Tæppe ud i Solen, Niels!

-- Javel, Deres Naade!

-- Er Frokosten færdig?

-- Om et Øjeblik, Deres Naade!

-- Gaa saa ned og ret an!

Tjeneren forsvandt.

-- Skal du ikke have en anden Frakke paa, Helmuth, inden vi gaar ind?

Baronen stod endnu med rynkede Bryn og svulmende Aarer.

-- Du skulde nu ogsaa lade det Tag gøre i Stand!

-- Der er saa meget, der skulde gøres i Stand!

Hendes Naade greb sig op til Hovedet:

-- Jeg har det ikke rigtig godt i Dag, Helmuth .....

Helmuths Ansigt blidnedes, og han slog sin Arm om sin Kones Liv.

-- Hvad er der med lille Vilde? spurgte han og gjorde Røsten kælen.

-- Lidt Hovedpine ...

-- Aa Herregud! han bøjede sig og kyssede hende paa Kinden, som hun
hurtig vendte til.

-- Og saa din Hidsighed! sagde hun med mat Stemme -- Den gør mig
altid saa nervøs. Du raaber saa højt!

-- Jeg blev arrig paa den Torsk! bruste han op.

-- Ja, ja, ja! ... Men tror du ikke ogsaa, at Niels har for meget om
Ørerne? Og nu vi faar Gæster? Skal vi ikke forsøge med Julius ogsaa?
Det kunde blive en pæn lille Tjenerdreng!

-- Det Bondebæst!

-- Aa, han er slet ikke saa gal, skal du se! Jeg har talt med ham et
Par Gange nede i Stalden. Der er noget kvikt og adret over ham!

-- Ja--a, maaske ....

-- Synes du ikke, vi skulde prøve ham?

-- Saa kommer vi jo til at savne en dernede ...

-- I finder saamænd _nok_ en! ... Kan han begynde straks i Morgen
tidlig?

-- Det kan han vel nok ... Men det vil jeg sige dig, Vilde, at _jeg_
vil ikke ha' noget med at dressere ham!

-- Nej, det skal jeg nok besørge! ... Du er en kær, lille Mand! endte
hun og strøg sin Bamse om Haaret.

Han brummede henrykt og sluttede hende kraftigt i sine Arme.

-- Ikke for voldsom, Helmuth!

-- Du har ingen Snøreliv paa i Dag, Vilde?

-- Nej, det generer mig.

-- Du er da vel ikke ... Der er da ikke Ugler i Mosen? spurgte han
med straalende Øjne.

-- Nej vist ej! sagde hun og rev sig løs -- Du plager mig med dine
Spørgsmaal!

-- Bare der var Vilde! sagde han og saa hende henrykt ind i Øjnene
-- Jeg vilde ligefrem gi' dig 50 Kroner, hvis det blev en Dreng!

-- Der er rettet an! meldte Tjeneren.

Baronen tog sin Kones Arm:

-- Kom saa, jeg er sulten!

-- Du glemmer, at du skal skifte Frakke!

-- Aa skidt!

-- Nej, du lugter af Stald!

Og Helmuth maatte pænt ind i sit Paaklædningsværelse ved Siden af
Kontoret og skifte Frakke.




Straks da Baron Helmuth havde friet til Fru Raskowitz og faaet Ja,
var han som drukken af Lykke og Stolthed: Aldrig havde han troet det
muligt, at han skulde faa en saa fornem og smuk Dame til Kone!

Og hvordan han havde baaret sig ad med at fri til hende, anede han
ikke.

Det var en Aften, han var inviteret til Te hos hendes Moder, Grevinde
Rosenvinge, at det var sket. Der havde ikke været andre Gæster, og da
Teen var drukket, sad de to unge ene i Kabinettet og saa paa nogle
Fotografier. Grevinden havde diskret fjernet sig.

Helmuth var ganske ør af benovet Forelskelse. Og han kunde ikke
fatte, at den skønne Frue, der jo var «bedre vant», som han udtrykte
sig, kunde finde nogen Glæde i at sidde ene med ham og se saa venlig
og smilende ud og af og til læne sig over imod ham og lægge sin fine,
hvide Haand paa hans Arm. Og saa den Duft, der udgik af hendes Haar
og hendes Klæder! Han blev mere og mere forvirret. Og naar hun
fæstede sine store, graa Øjne paa ham, rødmede han over hele det
tykke, godmodige Ansigt og stammede og gav ganske forvildede Svar:

-- De maa undskylde Frue, sagde han i sit Hjertes Enfold -- Men jeg
ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er jo ikke vant til at ha' med saa
fine Damer at gøre. Jeg er kun en Bondemand, er jeg. Jeg har aldrig
lært noget!

Men hun smilede bare igen med sine hvide Tænder og lagde sin bitte
Haand paa hans brune Næve og sagde, at hun holdt netop meget af
naive, landlige Mennesker, thi de havde de største Hjerter.

-- Nej! sagde han afgjort -- Det passer ikke paa mig, for jeg er saa
voldsom hidsig!

-- Tror De ogsaa, at De kunde blive vred paa mig? spurgte hun med sit
sødeste Smil. Hun gik noget lavt ned i sin Anglen.

Der kom næsten Taarer i Helmuths smaa, brune Øjne:

-- Nej, sagde han -- Dem vilde jeg være evig god ved!

Og saa pludselig var det, at han havde grebet begge hendes Hænder og
trykket dem op mod sine store, brede Læber og sagt:

-- Vil De ... vil De være min Kone? Jeg kan ikke la' være, at spørge
Dem om det ... De maa ikke blive vred paa mig! Jeg er jo kun en
Bondemand, og De er jo meget bedre vant, men ... men jeg er saa
voldsom indtaget i Dem; De har været saa god og venlig imod mig ...
og derfor ... Gaarden er jo noget forfalden, for mine Forfædre har
været svært ødsle; men jeg er da en dygtig Landmand, det si'er de
alle sammen derovre, og fornuftig og sparsommelig ... Vil De? Maa jeg
anholde om Deres Haand? ... Jeg skal være saa god imod Dem hele mit
Liv og mod Deres lille Datter ... De er saa smuk ... Deres Øjne ...
Og Deres Haar ... Jeg har holdt af Dem lige fra første Gang jeg saa
Dem, og jeg ligger og tænker paa Dem hver Nat ... Vil De være min
Hustru? Jeg er ikke rig; men ... men jeg er jo da Baron ....

Det var den længste Tale, den arme Helmuth havde holdt i sit Liv.
Taarerne løb ham ned over Kinderne, hans Læber skælvede, hele hans
tunge Legeme rystede som i Feber, og han knugede Damens Hænder i sine
og saa paa hende med møre, anraabende Øjne som en Hund, der venter
Prygl.

Fru Raskowitz havde bøjet Hovedet og vendt Ansigtet bort. Nu hun
skulde træffe en endelig Afgørelse, tøvede hun, skønt hun stod foran
det Maal, hun i lange Tider havde arbejdet mod. Hun _maatte_ ud af
disse pinlige Forhold herhjemme hos sin Moder, hvor hun levede med
hele sit første Ægteskabs Skandale over sig, og hvor hun og Datteren
kun spiste Naadsensbrød og maatte takke til for hver Bid, man gav
dem. Manden, som sad her ved Siden af hende og græd af Kærlighed,
var i hendes Øjne nærmest en latterlig Figur. Men han bød hende
Frihed for alt det daglige Pineri og alle Ydmygelser. Han syntes
at være Skikkeligheden selv, et stort, dumt Barn. Tyranni og
Mandfolkevilkaarlighed behøvede hun fra hans Side næppe at frygte
for; han gav hende sikkert nok alt det Albuerum, hun forlangte. Og,
som han selv i sin guddommelige Enfold sagde: Saa var han jo da
Baron!

Hun vendte smilende sit Ansigt om imod ham:

-- Ja, hviskede hun og gengældte blidt hans kraftige Haandtryk -- Jeg
vil være Deres Hustru. Men De maa tage mig med mine Skrøbeligheder og
Mangler. Og husk, at jeg har lidt meget ....

Den skikkelige Helmuth stirrede et Øjeblik paa hende, som om han ikke
forstod, hvad hun sagde. Men da det omsider gik op for ham, at hun
havde indvilliget i at vorde hans, lagde der sig et saa lyksaligt
Udtryk over hans runde Ansigt, og skinnede der en saadan Glæde frem i
hans smaa, brune Øjne, at den i dette Forhold ellers temmelig
koldsindige Dame uvilkaarlig lod sin Haand glide blødt ned over hans
Haar:

-- De er saa god! hviskede hun. Og i sit Hjerte forsøgte hun at love
sig selv at gøre sit bedste til, at deres Samliv ikke maatte blive
ham for stor en Skuffelse.

Og den Nat, og mange Nætter derefter, kunde vor Pamfilius næppe sove
af Lykke. Inde i hans arme Hjerne dikkede det uophørligt og
regelmæssigt som reguleret af en Pendul! Alvilda-Alvilda,
Alvilda-Alvilda! Og naar han om Dagen færdedes rundt paa Gaderne,
holdt han sig rank og løftede Hovedet højt, at Menneskene omkring ham
kunde se, at han bar Sejrens Palmer paa sine Skuldre.

-- --

Forlovelsen fandt Sted i København i Oktober, og Brylluppet blev
berammet til at skulle fejres sammesteds i Juni Maaned næste Aar.

Fru Raskowitz og hendes Moder tog med Helmuth hjem til Næsset for at
bese de unges fremtidige Bolig og træffe de fornødne Arrangementer.
Men der mødtes de jo med Enkebaronessen, som ved sin Opførsel og sin
Tale fik de to sensible Verdensdamer til at gyse:

-- Mon dieu! sagde den gamle Grevinde til Datteren, da de blev ene
paa deres Værelse -- Et Monstrum, mit Barn, et Fugleskræmsel! Hvilket
Haar og hvilken Dragt! Da Baronen præsenterede, var jeg parbleu ved
at miste min Contenance! Vi maa for al Del forhindre, at hun
indfinder sig til Brylluppet. Hendes blotte Nærværelse vilde jo
ridiculisere den ganske Ceremoni! Er det Haar eller ... Tovværk, hun
bærer paa Hovedet!

Og Enkebaronessen paa sin Side sagde til Stasia ved Aftentoilettet:

-- Naa, min Pige, der har Helmuth sandt for Dyden faaet sig et Par
ordentlige Tætkamme! Jeg er bange for, at der ikke bliver meget
tilbage af ham, naar de først begynder at kæmme løs!

Og Helmuth selv gik med lange, urolige Skridt op og ned inde i sit
Kontor. Han havde jo straks set paa Kvindernes kolde, mønstrende
Øjne, at de ikke justement havde fattet nogen brændende Kærlighed til
hinanden. Grevinden havde siddet ved Bordet saa stiv som en
Afviserpæl, og Vilde, den Stakkel, havde hverken vidst ud eller ind,
naar Enkebaronessen kom med sine frygtelige Udtalelser! Thi han lagde
hele Skylden paa Moderen; hun var da ogsaa bleven saa forfærdelig
«ordinær», syntes han. Det havde han ganske vist aldrig før lagt
Mærke til, men _nu_ ved Siden af disse to fine, velopdragne Damer!
Horribel! som Grevinden sagde. Og sikken hun saa væltede sig ind paa
disse to vildfremmede Mennesker og spurgte, om hun kunde logere der,
naar hun kom over til Brylluppet! Det var frygteligt, saadan at
maatte skamme sig over sin Moder! Over til Brylluppet? Ikke Tale om!
Det vilde jo da blive en voldsom Skandale for dem alle sammen! ...
Naa, men det maatte hun ogsaa kunne indse, naar han fik talt rigtig
ud med hende. Og saa var der jo ogsaa endnu godt et halvt Aar til
Begivenheden; der kunde ske meget inden den Tid!

Med disse beroligende Tanker gik den unge Baron ind i sit Soveværelse
og klædte sig af og gik i Seng. Og før han faldt i Søvn repeterede
han pligtskyldigst Præsens Infinitiv af Verbet aimer. Thi Vilde havde
engang slaaet paa, at han virkelig maatte se at lære noget Fransk. Og
nu havde han købt sig en Parleur og glædede sig til en skønne Dag at
overraske hende med sine Kundskaber: Bonjour, madame v. Leunbach,
comment vous portez-vous ce matin? mumlede han henrykt over sin
Viden. Hvorpaa han bredt smilende krøb ned under Dynen og faldt i
Søvn.

-- --

Dog det var nu alligevel ikke lutter Fryd og leende Glæde for Baron
Helmuth, dette at være forlovet med «Vilde». Der var saa Satans
meget, han skulde gøre, og endnu meget mere, han skulde undlade! Naar
han var paa Besøg i København, rettede Fru Raskowitz og Grevinden
ugenert paa ham og belærte ham hver Time paa Dagen om dit og dat, om
Former og Ceremonier, hvis Tilstedeværelse han hidtil havde levet i
den lykkeligste Uvidenhed om. Hele sit Liv havde han jo tilbragt
indenfor Næssets Grænser. I Skole havde han aldrig gaaet, da man
havde nøjet sig med en billig Huslærer; og i sin Fritid havde han
stadig holdt til med Gaardens Karle og Husmænd. Og da Faderen, gamle
Baron Hannibal, mærkede, at Drengen levende interesserede sig for
Godsets Drift, for Heste og Kreaturer, Pløjning og Saaning, havde han
lidt efter lidt ladet Forvalteren og Forkarlen tage sig af ham og
sætte ham ind i Landbrugets praktiske Sider, saa at Fyren allerede i
sit 18-19 Aar var en hel dreven Landmand og Studehandler. Men det er
nu baade saa som saa at være opklækket som Bonde, naar man er født
Baron. Ens Standsfæller rynker paa Næsen af en og moquerer sig
aabenlyst og i Smug og trækker sig før eller senere tilbage fra et
sligt Amfibie, særlig da, naar der ikke findes meget og letrullende
Guld, der kan opforgylde Vedkommendes selskabelige Mangler.
Næssebaronens hidtidige Omgang havde derfor fornemmeligst bestaaet af
Egnens Proprietærer og større borgerlige Jorddrotter, der satte en
Ære i at kunne berette paa Hotellet i Byen, at de i Gaar havde spist
til Middag paa Næsset; og som smigrede for «Baronen» og i det mindste
lod, som om de lyttede til hans Udtalelser og Meninger med en Slags
religiøs Andagt. Og Helmuth havde derfor stadig været vant til at
betragte sig som en lille Konge, hvem alle Egnens «Ufødte» saa op til
med Hatten i Haanden.

Derfor var det ham nu rent ud sagt til lidt Besvær at være
Genstand for sin Forlovedes og sin Svigermamas Korrigeringer og
Irettesættelser. Men han lagde Baand paa sig og fandt sig i dem med
en Bjørns Godmodighed. Dels fordi han var fuldstændig elleskudt i sin
fine Hjertenskær, i hendes Klæder og hendes hvide Hud, og af den
Grund søgte at være hende tilpas paa alle Maader. Og dels fordi han
stille glædede sig til ved sit surterhvervede Verdensmandsvæsen at
kunne accentuere for «Bønderne» derhjemme, at han, trods sit Maskepi
med dem, dog var en ægte Adelsmand, der havde forstaaet at vinde sig
en Brud af det reneste og fornemste blaa Blod .... Og saa fik vel
ogsaa denne Skolemestereren en Ende, naar Alvilda først var bleven
hans Kone!

-- -- --

Og Vinteren gled fredeligt hen paa Næsset med sit Arbejde inden Porte
og Døre. Et Par Gange tog Helmuth til København for at besøge sin
Forlovede; og hver Gang kom han mere dannet og mere forelsket
tilbage. Hans erotiske Fornemmelser havde hidindtil saa godt som
ligget i Dvale i hans fede, lidt tunge Legeme. Ganske vist havde han
haft et Par løse Forbindelser med en Mejerske og en buttet
Husholdningselev. Men det var bare «Kødet», der momentvis var kommet
i Brand ved et Høstgilde eller en munter Julekalas. _Nu_ derimod,
lige over for Fru Raskowitz' besnærende og mere raffinerede
Yndigheder, var Helmuths slumrende «aandelige» Længsler efter
kvindelig Omgang og kvindelig Forstaaelse bleven vakt! Han kunde
sidde i sit Kontor om Aftenen og ved Kaminilden drømme om, hvor
herligt det blev, naar hun nu flyttede herind paa Borgen, og han kun
behøvede at aabne Døren til «Salonen», som han allerede havde lært at
kalde den, for at se hende sidde der med sit Sytøj eller med en Bog
og smile til ham og vinke ad ham, at han skulde komme hen og lægge
sin Arm om hendes Liv og kysse hendes Haar og hendes Mund. Og naar
hans Tanker, hvad jo ogsaa kunde hænde, undertiden syslede med en
intimere Udveksling af Kærtegn, kunde han gyse af Fryd, skønt han
næsten syntes, at det var Helligbrøde, han begik. Han havde købt sig
en Flaske af hendes Parfume og stænket af den paa Sofaer og Stole. Og
han kunde da sidde med lukkede Øjne og indsuge Duften og forestille
sig, at hun lige nys havde forladt ham.

-- Hvad er det for en Stank! havde Enkebaronessen sagt en Aften, hun
kom fra sit Køkken og sin Kælder -- Jeg tror, Gud hjælpe mig, at du
har begyndt at smøre dig ind, min Dreng.

Helmuth var bleven rød og havde mumlet noget uforstaaeligt mellem
Tænderne. Et Par Gange havde han paa forelskedes Vis forsøgt at tale
med sin Moder om Alvilda. Men hans Tale havde ikke vundet Genklang.
Og nu berørtes hans Forlovelse og tilstundende Giftermaal kun ganske
formelt imellem dem. Og han gik ene rundt med sine Tanker og sine
Længsler.

-- --

Saa kom Foraaret, og Arbejderne med at gøre Slottet i Stand til
Husfruens Modtagelse begyndte. Der blev malet og tapetseret og sat de
nødvendigste Ruder i; og Udstyret af Møbler og Linned kom i store
Mængder fra København. Den gamle Grevinde vilde dog vise «de Folk
derovre», at hun ikke sparede paa Skillingen, naar det gjaldt
Familiens Reputation. Skønt det jo rigtignok var anden Gang, at hun
havde maattet rykke ud med Udstyr til Alvilda!

-- -- --

Der herskede den Tradition blandt Leunbacherne til Næsset, at den ny
Ejer maatte købe Familiesølvtøjet og det paa Slottet beroende Bohave
af den afdøde Ejers efterlevende Enke.

Det var en streng Dag, da Helmuth og hans Moder gik rundt og
vurderede Sagerne. Begge havde de Handelsblod i sig, og begge satte
de Priserne saa nøje som muligt.

Der lyste ligefrem Had i deres Øjne, medens de tingede og købslog.

-- Du vil nok trække mig op, Mor? sagde Helmuth.

-- Du vil nok snyde mig, min Dreng, sagde Enkebaronessen.

Og inde paa Kontoret sad de til langt ud paa Natten over Listerne,
forinden de kunde blive enige.

Men endelig blev det da fastslaaet, at den gamle Frue skulde
have 12,000 Kroner udbetalt med Renter og Rentes Renter i fire
Terminer .....

Og saa købte hun Huset i Jerslev og lod det montere med de Møbler,
hun havde holdt tilbage for sin egen Mund. Og det var ikke de
daarligste:

-- Du kan faa Førstekøbsretten til dem efter min Død, sagde hun --
Men dem _vil_ jeg ha'!

Og Helmuth maatte bøje sig ....

Straks efter rejste han saa til København for at holde Bryllup. Og
Enkebaronessen, der maatte blive ene tilbage paa Næsset og forberede
Modtagelsen af de nygifte, svor, at hun skulde huske sin Svigerdatter
denne Tort, selv om hun, den gamle, saa blev hundrede Aar!




Herskabet, Lærerinden og Karen sad ved Frokostbordet inde i
Spisesalen, hvor Niels gik og vartede op ....

Nu havde dog den lille Frøken Jansen været over en Maaned paa Næsset;
men Maaltiderne vedblev ikke desto mindre stadig at være hende
Døgnets tungeste Stunder!

Hun sad og turde næppe spise af Frygt for at støde an mod Formerne.
Naar Hendes Naade korrigerede Karen, følte Frøkenen Bebrejdelsen
rettet mod sig. Hun sad bleg og lille paa sin Stol med Øjnene
vogtende paa Baronessens Ansigt for om muligt at opdage og afværge et
optrækkende Uvejr ....

Her lidt om samme Frøkens Fortid:

Hun var Datter af en Enke efter en underordnet Embedsmand i Hobro.
Straks efter Mandens Død var Moderen flyttet til København med sine
fire Børn. Det var nemlig blevet sagt hende, at man der havde nemmere
Adgang til Legater og fri Skoleundervisning.

Datteren Elise var 15 Aar gammel og lige konfirmeret, da de ankom
til Hovedstaden. Der var af Faderens Familie lejet en lille Lejlighed
til dem paa femte Sal i et Hus paa Dosseringen. Og der sad saa
Enkehønen med sine Kyllinger og kiggede ud over Søerne og længtes
tilbage mod de gode, gamle Tider ovre i den lille, hyggelige By i
Jylland.

Elise maatte nærmest gøre Tjenestepigegerning. Pensionen var jo kun
ringe, og der var fuldt op at gøre med at holde Huset i Orden og
sysle og hæge om de tre yngre Søskende.

Folk var nu for Resten gode og venlige mod Fru Jansen. Hun fik
Friplads i en anerkendt Skole til Sønnen Robert, den ældste efter
Elise; og Tvillingerne fik hun for halv Betaling ind i en større
Pigeskole.

Men Elise trivedes ikke rigtig i Hovedstaden. Hun blev bleg og mager;
og Lægen sagde, at man gjorde bedst i at se at faa hende paa Landet
igen.

Saa læste man en Dag i en Avis, at en adelig Familie søgte en ung
Pige, der kunde gennemgaa de almindelige Skolefag med en 10-11 Aars
Pige, samt være hende til Selskab og Opmuntring.

Fru Jansen kaldte Elise ind fra Køkkenet og viste hende
Avertissementet:

-- Hvad mener du, lille Kanin, skal vi forsøge at lægge Billet ind?

Elise blev af Moderen og sine Søskende altid kaldet Kaninen paa
Grund af sit stille, sky Væsen og sine smaa, frygtsomme Øjne.

-- Nej, det tror jeg rigtignok ikke, jeg tør paatage mig, Mor! ... Og
hos saa fine Folk!

Og Kaninen gyste som af Kulde ved Tanken om at skulle forlade Reden.

Men Billet blev der alligevel indlagt. Og mod Forventning kom der
Svar.

Fru Jansen skulde give Møde med sin Datter i et Hotel garni i
Hovedvagtsgade førstkommende Onsdag mellem 12 og 1.

Elise rystede over hele Kroppen, da hun hørte det. Og hun var paa
Grædepunktet den ganske Vej fra Nørrebro til Kongens Nytorv, da hun
vandrede af Sted med Moderen.

Men antaget til Pladsen blev hun med den stolte Løn af 200 Kr. om
Aaret og Vadsken frit.

Fru Jansen var glad bevæget og havde omfavnet Kaninen paa
Trappegangen, da de kom ud fra Audientsen hos Baronesse v. Leunbach,
og sagt, at Elise kunde prise sig lykkelig! Og saa havde de grædt
lidt begge to og derpaa omhyggelig tørret hinandens Øjne, førend de
gik ud paa Gaden.

Og hjemme havde de smaa Søskende raabt Hurra og var straks begyndt at
kalde Elise for «Hendes Højhed». Og om Aftenen fortabte man sig i
Eventyrforestillinger om Søsterens Fremtid.

-- -- --

Og nu sad, som sagt, Kaninen ved Frokostbordet i den store Spisesal
paa Næsset sammen med sit Herskab og sin Elev.

-- Det er mit bedste Maaltid, lille Vilde! sagde Baronen og toppede
for tredje Gang en halv Snes Kødboller i Karry op paa sin Tallerken
-- Skal De ikke ha' en Bolle til, Frøken Jansen? Spis dog, Menneske!
De ser ud til at trænge til det!

-- Tak, jeg skal ikke have mere! sagde Kaninen og kastede et
frygtsomt Blik hen mod Baronessen, der sad og trommede med sine hvide
Fingre paa Dugen af Utaalmodighed over Gemalens Madlyst.

-- Ja, hvor _er_ dog Frøken Jansen mager! udbrød Karen pludselig --
Hendes Ben er meget tyndere end mine!

-- Hø, hø, hø! lo Baronen.

-- Taler du nu igen uden at være spurgt! sagde Baronessen.

-- Ja men, Mama, det er da ogsaa saa kedeligt ....

-- Hyss!

Frøken Jansen var bleven rød helt op til Haaret og saa sig forvildet
omkring, som søgte hun et Kaninhul at skjule sig i.

I det samme lød der op i Spisesalen en forvirret Raaben og Skrigen
nede fra Vestibulen i Taarnet. Det var et Mandfolk og et Fruentimmer,
der skændtes.

-- Hva' er det, Niels? spurgte Baronen og standsede i sin Gerning --
Har jeg ikke sagt, at Folkene skal holde sig fra Taarntrappen! Gaa
ned og se, hvad det er!

Niels gik.

-- Gid Fanden havde alle Tjenestefolk! brummede Baronen rød i Kammen.

-- Du skulde lade Mejeriforpagteren overtage Folkehusholdningen, saa
slap vi for alle de Ærgrelser.

-- Det tror jeg sgu ogsaa, jeg gør! ... Hva' Fanden, jeg synes min
Salighed, de kommer herop!

Baronen vilde rejse sig.

-- Nej, bliv nu, Helmuth? bad Baronessen ængstelig -- Niels kommer
nok og siger Besked.

Ude fra Galleriet hørte man samtidig Tjenerens Stemme:

-- Du ved, at Herskabet har forbudt jer at komme denne Vej, Jakob!

-- Jeg vil snakke med Husbond! lød en dyb Stemme.

Saa gaa om paa Kontoret! Hans Højvelbaarenhed har sagt ....

Jeg vil snakke med Husbond! lød Stemmen paastaaelig.

Baronen skød heftig Stolen tilbage.

-- Madro _vil_ jeg ha'! sagde han og gik hurtig ud i Galleriet --
Hva' Fanden er det for et Spektakel! tordnede han løs.

Tæt uden for Døren stod Niels Tjener og holdt fast i Armen paa en
stor, sortskægget Mand.

-- Slip mig, Niels, eller jeg kvaser dig! truede han.

-- Nu kommer de op at slaas! sagde Karen og klappede forventningsfuld
i Hænderne.

Baronen gik tæt hen til Manden:

-- Har jeg ikke forbudt jer at gaa op ad Taarntrappen?

-- Jovel, Hr. Baron! sagde Jakob mindre kry.

-- Saa gaa ned med dig!

-- Jeg skal nok gaa, jeg skal nok gaa! gentog Manden medgørlig -- Men
det er Jomfruen dernede, som gi'r vos no'et pilraaddent Mælk til
Grøden, og det vil jeg dog spørge, om det er med Baronens Vilje?

-- Jeg vil ikke høre paa dit Sludder! Gaa din Vej! sagde Helmuth.
Aarerne i hans Pande svulmede, og han løftede truende sin højre
Haand.

-- Vil du slaa? spurgte Manden pludselig trodsig.

-- Aa Gud! sagde Kaninen inde i Spisestuen.

Baronessen skyndte sig ud i Galleriet:

-- Helmuth! sagde hun bønligt og greb sin Mand i Armen -- -- Hvad er
det, De klager over, Jakob? spurgte hun henvendt til Karlen.

Han traadte et Skridt tilbage og mumlede høfligt:

-- Det er Jomfru Sørensen, der gi'r vos fordærvet Mælk til vorres
Grød, Hinnes Naade; og det vilde jeg da spørge, om det var med
Herskabets Mening?

-- Jeg skal tale med Jomfruen! nikkede Baronessen venligt --
Naturligvis maa det være en Fejltagelse af hende! .... Men gaa nu
ned! og husk saa, at naar De en anden Gang vil tale med min Mand, maa
De henvende Dem paa Kontoret!

Jakob trak sig hen mod Taarndøren:

-- Ja, naar Hinnes Naade vil sige hinne ordentlig Besked saa, for det
er en Djævel!

-- Jeg skal nok tale med hende!

-- Ja, saa er det jo godt! nikkede Karlen og listede af ....

-- Han skulde være smidt paa Hovedet ned ad Trappen! mumlede Baronen,
da han atter sad inde ved Bordet og lagde sidste Haand paa sine
Boller.

-- Jeg tror nu, du behandler den Slags Folk lidt forkert, Helmuth!

-- Saa--aa? Er de Mennesker som vi andre maaske?

-- Nej; men netop derfor, min Ven!




Stine Napoleon kom haltende fra sit lille Hus, der laa i Udkanten af
Næsgaardene. Hun havde været hjemme i Middagsstunden for at lave Mad
til Mand og Børn. Nu skulde hun hen i Præstegaardshaven igen, hvor
hun gik og lugede og holdt Orden i Gange og Bede.

Hun ømmede sig for hvert Skridt, hun tog. Benet gjorde da ogsaa rent
bandsat ondt i Dag! Og da hun kom ind i Haven, satte hun sig paa en
Bænk for at hvile lidt, forinden hun tog fat paa Arbejdet.

Men Smerterne blev værre og værre. Hun stønnede et Par Gange og
bandede dertil. Saa rejste hun sig pludselig med en energisk
Beslutning og gik om i Gaarden og lige hen mod Døren til Præstens
Kontor.

Først ind i den lille, stenlagte Forstue, hvor hun satte Træskoene
fra sig, og saa bankede hun paa den indre Kontordør.

Ingen svarede.

Hun bankede igen, kraftigere. Og saa lød der et søvnigt: Kom ind!

Da Stine aabnede Døren og humpede over Tærskelen, rejste Pastoren sig
fra Sofaen, hvor han havde ligget og sovet til Middag:

-- Er det dig, Stine?

-- Jo, Hr. Pastor.

-- Hvad godt?

Konen stod et Øjeblik uden at svare. Men saa pludselig greb hun fat i
sine Skørter og løftede dem højt op over sine nøgne Ben.

Paa det højre, noget oppe over Knæet, lyste et stort, rødt, gabende
Saar frem.

-- Kan jeg være tjent med dette her? spurgte hun haardt.

Præsten kastede et sky Blik hen mod Døren til Dagligstuen. Saa rejste
han sig og gav sig til at gaa hurtig op og ned ad Gulvet:

-- Hvad siger Doktoren?

-- Jeg skal jo bruge den grønne Salle, siger han!

-- Ja men saa brug den da!

-- Jeg har ikke no'et aa købe for. Pengene gaar til Føden og
Klæderne. Og saa mente Jens, at Pastoren ... En Æske koster paa nær
en Krone!

Mascani tog sin Portemonnæ frem.

-- Værsgod, sagde han og rakte hende nogle Penge -- Det er nok til to
Æsker.

-- Mange Tak skal Præsten rigtig ha'! sagde Stine lidt blidere -- Jeg
tænkte jo nok, at naar ....

-- Ja, ja, det er godt! Gaa saa!

Og Konen haltede lydig ud af Kontoret.

Præsten blev et Øjeblik staaende midt paa Gulvet og stirrede hen mod
Døren, som Stine havde trukket stille til efter sig.

Saa gav han sig paa ny til at vandre op og ned og op og ned. Han
knyttede Hænderne, og Øjnene havde han knebet sammen.

Men saa paa een Gang standsede han i sin Vandring og huggede af al
Kraft sin ene knyttede Haand ind mod sit Ansigt. Han stønnede højt
ved Slaget og lod sig falde ned i Stolen foran Skrivebordet.

Lidt efter bankedes der paa Tapetdøren ind til Dagligstuen. Han hørte
det ikke. Albuerne havde han støttet mod Bordet, og sit Ansigt holdt
han skjult i Hænderne.

Døren blev aabnet, og Fru Mascanis buttede Skikkelse viste sig paa
Tærskelen.

Da hun opdagede sin Mand henne ved Skrivebordet, trak hun paa
Skuldrene og smilede ondt:

-- Adolf, Enkebaronessen kommer kørende oppe ved Troldebakken! Jeg
har paa Følelsen, at hun kommer ind til os.

Præsten løftede Hovedet og saa aandsfraværende hen mod sin Halvdel.

-- Har du nu igen spillet Shakespeare? spurgte hun haanligt -- Jeg
begriber ikke, at du gider!

Pastoren rejste sig med Besvær. Han maatte støtte sig til Bordet:

-- Jeg holder det ikke ud! sagde han og rokkede med Hovedet frem og
tilbage -- Jeg holder det ikke ud, Johanne!

Saa rettede han sig pludselig, strakte Armene frem mod sine Kone og
raabte teatralsk:

-- Du havde kunnet frelse mig, Johanne, om du havde villet! du kan
det endnu, om du blot vilde række mig en forsonende Haand! Men du
ifører dig stedse et Klædebon af Kulde og Foragt!

Præstinden slog afværgende ud med Haanden.

-- At du dog kan blive ved med den gamle Historie, Adolf! sagde hun.
Saa forandrede hun pludselig Tone og fortsatte -- Hvis Baronessen
kommer herind, haaber jeg, at du viser dig!

Og dermed trak hun sig tilbage og lukkede Døren.

I samme Øjeblik greb hendes Mand fra Skrivebordet en tung Flintekile,
der benyttedes som Brevpresser, og slyngede den efter hende.

Den ramte Væggen over Dørkarmen, slog et Hul i Tapetet og faldt
buldrende ned paa Gulvet.




Fru Pastorskens «Følelse» slog i Dag til: Enkebaronessens Køretøj
rullede et Kvarter senere op gennem Præstegaarden og gjorde Holdt
under de to bredkronede Lindetræer foran Stentrappen til Hoveddøren:

-- Er her nogen hjemme? raabte Hendes Naade, saa det klang over
Gaardspladsen .....

En gammel, vejrbidt Kalechevogn, hvis Overdække var irret grønt og
loddent af Sol og Væde, og paa hvis Hjul og Sider der som Regel sad
Tommer af mange Dages Vejsprøjt. En høj, mager, blakket Hest, hvid og
brun (en Knapstrupper med «Glasøjne»), og som hev lidt paa det
venstre Bagben.

Saaledes præsenterede Enkebaronessens Køretøj sig.

Vognen var jo oprindelig født og baaren til to Heste. Men «Hendes
gamle Naade», som Bønderne nu efter Baron Helmuths Giftermaal kaldte
hende, havde ladet den kalfatre om til Enspænder. Desuden havde hun
ladet Kuskesædet borttage og sad saa selv og styrede Rosinanten bag
omme under Kalechen. Og var det Regnvejr, slog hun Vinduerne ned,
lod sig Tømmerne stikke ind gennem den midterste Rude, der var til at
aabne, lukkede den halvt til igen og rullede af Sted.

Denne Befordring, «Pagtens Ark» havde man døbt den (og Hesten, der
var en Hoppe, kaldte Baronessen «Rigmor») -- denne Befordring blev
snart kendt og frygtet i mange Miles Omkreds!

Naar Husmødrene saa den tone frem i lang Afstand, skyndte de sig at
laase inde i Spisekammeret Husets smaa Delikatesser: Hummer i Daaser,
Sardiner, Ansjoser, Syltetøj, friskbagte Kager o. s. v., thi den
gamle Dame bemægtigede sig ohne weiter den Slags Ubetydeligheder og
lod Stasia, som altid fulgte hende paa hendes Strejftog, bringe dem
ned i Vognen, hvor de blev forvaret i en Bunke dertil anskaffet Hø,
som var anbragt under det nedlagte Kuskesædes Forlæder.

-- I har saamænd ædt saa megen god Mad paa Næsset, medens jeg
regerede, sagde den gamle til de forfærdede Husfruer -- saa I kan vel
nok unde mig den Snavs Hummer.

Til at begynde med gik denne Trafik udmærket. Man morede sig
indbyrdes over Baronessens Frimodighed. Men da hun saa pludselig
fandt paa at foretage sine Ekskursioner særlig om Lørdagene for at
sætte sig i Besiddelse af Familiernes Søndagsbidskener: Kyllingerne,
Lamme-, Kalve- og Oksestegene, ja selv Rødgrøden og Suppen, som hun
beordrede hældt over i medbragte Krukker, ... saa begyndte man dog at
finde Situationen alvorlig og skyndte sig at sætte bag Laas og Slaa,
hvad der muligen kunde friste Hendes Naades Øjne.

Dog, den gamle Dame, der var lige saa klog som et Menneske, havde, da
denne stygge Manøvre gik op for hende, givet den døvstumme skriftlig
Ordre til at liste sig rundt paa Oplagspladserne i Køkken og Kælder
for at udspejde, om der muligvis skulde forefindes noget
attraaværdigt for saa siden i Smug at meddele sit Herskab det. Og
Stasia udrettede sin Kommission saa vel, at man kun meget sjældent
rullede hjem til Enkesædet i Jerslev uden at have en eller anden
Fetalje gemt i Høet under Forsædet.

-- --

-- Er her ingen hjemme! raabte Hendes gamle Naade for anden Gang, saa
at Stasia, der havde siddet lille og sammenkrøben ved hendes Side og
blundet, forvildet slog Øjnene op.

Præstens Kusk, Søren, kom galoperende ovre fra Stalden paa klaprende
Træsko.

-- Forstyrrer jeg ham kanske i Middagssiestaen? spurgte Baronessen
skarpt.

-- Hva'? sagde Søren.

-- Sover han?

-- Næi ....

-- Er Herskabet hjemme?

-- Jo--o, det tror jeg da.

-- Da lader det dog næsten ikke til det!

Den gamle Frues Raadsherrehoved dirrede.

Oven paa Krøllerne havde hun en omfangsrig, sort Straahat med mange
Baand og Plumager.

-- Hvor er da de Mennesker henne!

Hun blev altid greben af stor Vrede, naar der ikke øjeblikkelig mødte
nogen frem for at tage imod hende.

Men nu blev Døren til Forstuen hurtig aabnet, og Pastorinden og Clara
viste sig under Slyngroserne.

-- Velkommen, velkommen, Deres Naade! sagde de med smilende og glad
overraskede Ansigter.

-- Naa, endelig har man da den Ære! sagde Baronessen.

-- Ja undskyld, kære Baronesse, men Clara og jeg var nede i Haven!

Hendes Naade kastede Linerne til Søren og steg ud af Vognen,
efterfulgt af den døvstumme, der vistnok med Overlæg traadte i sin
Frues Kjole, saa den skreg i Syningen. Stasia havde en af sine onde
Dage, det saa man paa hendes skulende Blik.

-- Klods! skældte den gamle -- _se_ kan hun da!

-- Skal der spændes fra? spurgte Søren.

-- Ja, hvis man faar en Kop Kaffe.

-- Naturligvis! smilede Pastorinden.

-- Ja, spænd saa fra. Men husk at give Rigmor en Spand Vand, inden du
fodrer hende ... Stasia, gaa ned i Køkkenet!

Den døvstumme listede af Sted.

Og Præstinden og Datteren vekslede et Blik. De kom netop nede fra
Køkken og Spisekammer, hvor de under Forudfølelsen af Arkens Visit
havde forvaret nogle Kagekasser og tre Pund nykernet Smør bag de
skærmende Skabslaager ...

-- Vil Baronessen ikke tage Plads?

-- Nej, jeg vil saamænd ikke, min Gode! sagde den gamle Dame og gav
sig til at skride op og ned ad Gulvet inde i Havestuen -- Jeg har
siddet krum i Kalechen i over fire Timer! Stasia kan sagtens, hun har
ingen Ben! ... Vi har været oppe paa Næsset, vedblev hun, medens hun
stadig vandrede af Sted -- men der var ingen hjemme uden Karen og den
lille Jansen. Min Svigerdatter sværmer for Naturen, siden denne
Fætterfyr er kommen paa Besøg! Og Helmuth, det Skrog! han passer sine
Køer! Har I for nylig set noget til dem hernede hos Jer? ... Ikke
Køerne, men de andre?

-- Ja, Herskabet var i Kirke i Søndags.

-- Hum! Ja, min Svigerdatter skal jo være Grundtvigianer ... saadan
før Middag! ... Var min Søn med?

-- Ja.

-- Han sov vel? ... Skal vi gaa lidt ud i Haven, Fru Mascani? Her er
saa kvalmt! Sikke ogsaa en Masse Grøntsager, I har pyntet op med
herinde! ... Clara kan jo lave Kaffen, mens vi er ude ... Og lukke et
Par Vinduer op, saa her kan blive luftet ud.

-- Vil Baronessen maaske hellere have Kaffen serveret nede i
Lysthuset?

-- Nej, ellers Tak, min Bedste! der falder saa mange Dyr ned! Og naar
her nu bliver godt luftet!

Frøken Clara saa lidt misfornøjet ud, da hun forlod Stuen. Det morede
hende nemlig svært at høre Hendes Naade tale.

-- Husk, jeg bruger _raa_ Fløde! raabte Baronessen efter hende -- Og
lille Kop, men stærk! .....

Nede i Haven laa Stine Napoleon og lugede i et Urtebed.

Da den gamle Frue i Afstand fik Øje paa hende, standsede hun op og
nikkede bifaldende.

-- Meget rigtigt af Dem, min Gode! sagde hun til Pastorinden -- meget
fornuftigt!

Fru Johannes blegfede Ansigt blev ganske purpurrødt, og Vejret gik
fra hende:

-- Hvad mener ... Deres Naade? stammede hun.

Baronessen saa fra Øjenkrogene ned paa hende:

-- Naa, saaledes! Jeg mener naturligvis ingenting, min Bedste, naar
De ikke ønsker det! Jeg beundrer bare dette lille Træk, der røber en
Overlegenhed, som jeg oprigtig talt ikke havde tiltroet Dem! ... I
salig Hannibals Tid holdt jeg ogsaa altid de Smaakoner i Haven og
Rullestuen, som Rygtet satte ham i Forbindelse med. Man bør slaa Folk
paa Munden.

Præstinden gik ganske og aldeles fra Koncepterne:

-- Jeg forstaar ikke, hvor De vil hen ... jeg forstaar ikke ... Det
er min Mand, der ... Det er efter min Mands Ordre ...

-- Saa meget desto bedre! nikkede Naaden -- naar man oven i Købet er
enige!

Parret spadserede nu i Tavshed rundt om den store Plæne med
Flagstangen og Blomsterrabatterne og bøjede ind i Nøddegangen.
Baronessen havde stukket sin Arm ind under Pastorindens, som om hun
frygtede for, at hun vilde løbe sin Vej.

Set med et uhildet Blik mindede dette Par om en Kæmpekondor, der
slæbte af med en Liggeand.

-- Sig mig engang, begyndte den gamle Frue paa ny -- hvad mener man
egentlig paa Egnen om Helmuths Ægteskab?

-- De gør Indtryk af at være meget lykkelige ved hinanden! sagde
Pastorinden undvigende.

-- Aar, Visvas! «lykkelig» mig op og «lykkelig» mig ned! _Hun_ bryder
sig ikke en Døjt om ham!

-- Men kære Baronesse ...

-- _Ikke en Døjt_, min Bedste! _Hun vilde_ giftes igen, det er
Forklaringen! Og han har ikke kunnet modstaa hendes fine Parfymer!
Helmuth er en god Dreng, er han; men Krudtet har han ikke opfundet!

-- Lever hendes første Mand endnu?

-- Ja i bedste Velgaaende, gør han!

-- Det vidste jeg ikke! sagde Pastorinden glad ved at faa sine
Kundskaber berigede -- Hvad er han?

-- Ja, sig De mig det! En Lykkeridder, en Eventyrer! Han vilde jo
sælge hende til en Ærkehertug dernede i Ungarn, da hendes Medgift var
opspist, siger man. Og herhjemme fra København blev saa Skilsmissen
ordnet gennem Udenrigsministeren, som er hendes Halvonkel. Det
kostede nok en rund Sum Penge. Tyve Tusind, siger man!

-- _Gud_bevares!

-- Ja, det maa De nok sige! Familien satte sig jo i sin Tid med
Hænder og Fødder imod, at hun giftede denne Raskowitz, eller hvad det
var, han hed, Utysket. Men hun _vilde_ ha' ham. Der var nok
Pandiculum i Mo'ren, som salig Hannibal sagde! Hun løb nok til Paris
med ham! Han skal jo ha' været saa overmaade smuk: mørk, sydlandsk
med sorte Øjne og Hud som en Indianer! ... Ja, De kender jo Racen! Og
saa blev de gift og var i Himmerige et halvt Aars Tid; for
naturligvis maa saadanne halvvilde Mennesker være betagende i deres
Kærlighed -- -- Aa, vær saa god at slaa til den Brems der, min Gode!
Jeg hader Bremser! Men Gud bevare alligevel et Pigebarn for at komme
i deres Klør! Vi ser jo, hvorledes det ender! Og vore egne danske
Mandfolk kan jo være gode nok til Tider! ... Naa, men for at komme
tilbage til Helmuth! Bilder De Dem maaske ind, min Bedste, at han kan
tilfredsstille et Fruentimmer, der er saadan vant? Jeg tror det ikke!

-- Deres Naade ser meget skeptisk paa det unge Par ...

-- Ja, det ved Gud, jeg gør! De skal se, det ender med en Polenæse!
Hun har jo allerede tilkaldt Forstærkning.

-- Deres Søn er dog altid saa glad, naar han er sammen med sin
Hustru; og forelsket!

-- Ja, _ham_ er der saamænd heller ikke noget i Vejen med! Han holder
kun een Kone ad Gangen ligesom Bjørnene. Han _gider_ ikke være over
flere! ... Jeg er vis paa, at han kun har noget at gøre med hende
Lørdag Aften, for saa kan han sove rigtig grundig ud om Søndagen!

-- Men kære Baronesse! ... sagde Pastorinden forfærdet.

Men den gamle Naade kørte paa:

-- Han er for fed! Han spiser for meget! Han faar saamænd ingen Børn
uden pr. Fuldmægtig!

Fru Mascani standsede og pegede op mod Huset, hvor hendes Datter
netop viste sig i Døren.

-- Jeg beder Deres Naade, der er Clara! sagde hun bekymret. Og med en
lidt vel høj Stemme fortsatte hun: Er Baronessen stadig tilfreds med
Stasia som Kokkepige?

Kondoren bøjede Hovedet og saa glubsk ned paa Liggeanden.

-- Aa jo, raabte hun himmelhøjt, idet hun søgte at efterligne Fru
Johannes Stemme -- aa jo, min Bedste ... naar jeg selv laver
Maden! ....

Man gik ind i Havestuen for at drikke Kaffe.

-- Lader Gemalen sig ikke se i Dag? spurgte Baronessen, da Kaffen var
skænket.

-- Jo, nikkede Pastorinden -- jo, han gør vist! ... Aa, lille Clara,
gaa ind og hent din Fader!

Datteren gik ind i Studereværelset, og Fru Mascani sad lidt nervøs og
afventede Resultatet af Sendelsen. Hun baade frygtede og ønskede
Mandens Komme. Hun vidste jo ikke, i hvad Lune han var; om hans
Raseri havde fortaget sig (hun havde hørt Larmen af Stenkilen mod
Døren) -- eller om man maaske kunde vente et nyt hysterisk Anfald her
midt for Baronessens Øjne.

Det var Pastorindens Orm at skjule sin ægteskabelige Misere, skønt
Gud og Hvermand vidste Besked om den.

-- Naa? sagde Hendes gamle Naade og rynkede Brynene, da Clara kom ene
tilbage.

-- Far kommer straks, han skulde bare gøre lidt Toilette!

-- Mascani er altid Kavaller! smilte Hustruen sygt og gav sig til at
sysle med Kaffetøjet for at skjule sin Nervøsitet -- En lille Kage,
Deres Naade?

-- Tak, maaske den lyse der! Den ser mindre brændt ud!

Hendes Naade var i Krigshumør.

Men saa kom Pastoren.

Smilende kom han, toende tilsyneladende vel til Mode sine soignerede
Hænder i hinanden. Det stærkt graasprængte, krøllede Haar var strøget
op fra den høje Pande, og de brune Øjne lo under de sorte Bryn.

Han var endnu en meget smuk Mand; og Baronessen betragtede ham med
Velbehag:

-- Naa, Pastor Macaroni, sagde hun spøgefuldt og rakte ham sin store,
røde, ringbesatte Haand -- endelig ser man Dem da!

-- Alle have vi syndet! og os fattes Ære for Gud! sagde han.

Nu vidste, Fru Johanne, hvor hun havde sin Mand. Aldrig var nemlig
hans Humør værre og mere ladet med Elektricitet, end naar han i sin
Kones Nærværelse blasfemisk citerede Skriftsteder og brugte Vendinger
af den hellige Skrift. Han vidste nemlig, at det gjorde hende ondt.

Baronessen lo.

-- Indrømmelse er Tilgivelse! sagde hun -- Annammer herpaa Syndernes
Forladelse!

Og hun rakte paa ny Haanden ud mod Pastoren, der atter greb den og
denne Gang kyssede den, idet han samtidig sendte sin Kone et Blik,
der ligefrem tindrede af Skadefryd.

Fru Mascanis Stemme skælvede, da hun begyndte:

-- Jeg synes Adolf, at ....

-- Hvilket, min Engel? afbrød Præsten hende blidt -- At jeg skulde
drikke en Kop Kaffe? Ja, Tak, men der er jo ingen, der har budt mig
nogen!

-- Nu skal jeg hente en Kop, Far! skyndte Clara sig at sige.

Hun kendte Atmosfæren i Hjemmet og vilde afværge en Udladning.

For Resten holdt hun mest af sin Fader, hvem hun lignede baade af
Ydre og Indre. Og hun havde ofte trøstet ham og talt ham til Rette,
naar han havde et af sine Fortvivlelsens Anfald.

Baronessen saa interesseret nysgerrig fra den ene til den anden af
disse to lykkelige Ægtefolk. Havde hun været en Mand, havde hun
sikkert følt sig ilde til Mode ved Situationen. Men nu var hun en
Kvinde og befandt sig som Følge deraf lig Aal i Mose.

Pastoren fik serveret sin Kaffe.

-- Hvis Deres Naade ikke har noget imod det, vilde jeg gerne tænde
mig en Pibe? spurgte han.

-- Ja værsgod! sagde Baronessen -- Jeg er for længst tilrøget!

Mascani gik ind i sit Studereværelse og kom lidt efter tilbage
dampende af en mægtig Pibe.

-- Det smager saa herligt til Eftermiddagskaffen! sagde han og sendte
demonstrativt en kraftig Røgsky hen mod sin Kone.

Han hørte til den Slags Ægtemænd, der bliver særlig modige i
fremmedes Nærværelse.

Clara lagde blødt Haanden paa hans Skulder. Han anede, hvad det
betød: Hun bad ham tage lidt Hensyn til Moderen. Men Pastoren vilde
ikke forstaa hende.

-- Vil du have en Cigaret, min Tøs? spurgte han og trak en Pakke op
af Lommen -- Værsgod!

-- Nej Tak, sagde Clara -- Moder kan ikke lide det.

Hun plejede ellers ikke at tage videre Hensyn til Moderen; men nu i
Øjeblikket havde hun Medlidenhed med hende, fordi der var en fremmed
til Stede.

-- Vil Baronessen ryge?

-- Ja Tak! hvorfor ikke? lo Hendes Naade.

-- Og du, min Engel? spurgte Mascani pludselig og holdt Cigaretpakken
lige hen foran Ansigtet paa Fru Johanne.

-- Far dog! sagde Clara uvilkaarlig.

-- Din Far er saa spøgefuld i Dag! sagde Fruen. Hun rystede over hele
Kroppen og var ved at græde.

Saa fik Baronessen Øje paa en rød Plet paa Pastorens venstre Kind.
Det var Mærket af det Slag, han for en Timestid siden med knyttet
Haand selv havde givet sig.

-- Hvad fejler Deres Kind, kære Pastor? spurgte hun -- Har De været
oppe at slaas med Djævelen?

Mascani sendte hende et overrasket Blik. Men derpaa svarede han
smilende:

-- Tværtimod Deres Naade, tværtimod! Det er et Elskovsbid! Den kære
Johanne (her lagde han ømt en Arm om sin Kones Hals) ... den kære
Johanne er jo, trods sin Alder og sin, hæ! ... Slankhed, undertiden
lidt voldsom i sine Affekter!

Baronessen slog en Latter op, saa det rungede gennem Stuen.

Ogsaa Pastoren lo.

Men Fru Mascani skubbede med et Stød sin Stol tilbage og forlod
hurtig Stuen .....

-- -- --

Ach, mein Gott, mein Gott! Der findes ikke i den samlede Zoologi og
Botanik to Væsener, der kan lege med hinanden saa yndeligt for
Herren, som et Menneske kan lege med et Menneske!




                                         Næsset, Juli 18...

    Kære lille Moder!

  Der er da vel ingen syge derhjemme, siden jeg ikke faar Brev? Du
  maa endelig skrive snart, for naar der bare gaar et Par Dage over
  den Dag, jeg havde ventet Brev, saa synes jeg straks, at alting
  bliver saa sørgeligt. Jeg skal nok være fornuftig, som Du skrev
  til mig sidst; men naar man sidder saa langt borte fra alle dem,
  man holder af, og som holder af en igen, saa er det jo ikke saa
  nemt somme Tider.

  Jeg har da ikke turdet bede Hendes Naade om at give mig et andet
  Værelse. Du skrev, at jeg skulde vælge en passende Lejlighed til
  at bede hende herom, men jeg synes aldrig, den kommer. Hun er sød
  og rar nok imod mig, men jeg kan alligevel ikke faa mig til at
  sige det, for hun er saa streng og fornem i hele sin Optræden
  over for mig, at jeg tror, at hun bare betragter mig som et Slags
  finere Tyende; hvad jeg jo ogsaa kun er. Nu maa Du ikke blive
  bedrøvet, lille Moder, for jeg vænner mig jo nok til det hele
  her. Man kan jo heller ikke bestandig ligge i sin Moders
  Dragkisteskuffe, som Du selv skriver, men har godt af at komme
  lidt ud i Verden.

  Hernede i Skolen gaar det rigtig godt, Børnene er flinke og
  artige. Den lille Karen er en sød, lille en, og vi holder meget
  af hinanden. Men Du vilde vist rigtig le af os, thi somme Tider
  er det næsten, som om det var Karen, der var Lærerinden, og mig,
  der var Eleven. Hun tager sig mange Gange saa morsomt voksent af
  mig; men hun er jo ogsaa mere vant til at omgaas disse fine,
  adelige Mennesker end jeg. Du skrev, at Du synes, at jeg skulde
  sige til Hendes Naade, at jeg mente, at det var forkert, saaledes
  som hun undertiden behandler Karen; men det er slet ikke saa nemt
  for mig; dog har jeg bestemt en Gang, naar vi er ene, at føre
  Samtalen hen derpaa. Som nu i Gaar, da Karen igen havde kastet et
  nyt Kammerdugslommetørklæde bort, saa syede Baronessen et
  Haandklæde fast paa Ryggen af hende, og det maatte hun saa gaa
  rundt med hele Dagen til Straf. Og Hendes Naade havde oven i
  Købet sagt, at alle skulde gøre Nar af hende, baade Baronen og
  Tjeneren og Pigerne; og til sidst gemte hun sig, den lille
  Stakkel, nede hos mig paa mit Værelse og sad og græd og var
  ganske rasende og vild somme Tider og sagde, at hun hadede sin
  Mama og vilde ønske, at Hejmdal engang vilde løbe løbsk med
  hende, saa at Vognen kunde vælte, og hun kunde slaa sig ihjel.
  Jeg forsøgte jo at trøste hende og viste hende Billederne i min
  store Naturhistorie og fortalte om dem, hvad hun jo ellers holder
  saa meget af; men det nyttede ikke. Og til sidst græd vi begge
  to; det var jo nydeligt, kan Du tro, men jeg _kunde_ ikke lade
  være, jeg blev saa ked af det alt sammen og næsten helt bange for
  at være her; og jeg syntes, at jeg slet ikke var min Plads
  voksen, og at vi vist havde gjort fejl i at modtage den, og at
  det vilde ende med en forfærdelig Ulykke. Men saa kom lidt efter
  Kammerjomfru Petersen, som Karen kalder hende, og hentede os op
  til Hendes Naade, der sprættede Haandklædet af og spurgte, om vi
  vilde gaa en Tur med hende ud i Skoven. Og saa var hun saa god og
  rar; og vi sad nede paa den høje Skrænt ved Fjorden og spiste
  kandiserede Frugter, og hun kælede hele Tiden for Karen og kaldte
  hende sin eneste, bedste lille Baby. Og mig klappede hun ogsaa
  paa Kinden og sagde, at hun var meget glad ved at have mig i
  Huset. Jeg fik naturligvis Taarer i Øjnene og ønskede, at hun
  altid vilde være saadan, for saa vilde jeg gerne være her.

  Jeg har da været paa Besøg med Karen nede i Præstegaarden et Par
  Gange, siden jeg sidst skrev. Det er rigtig rare Mennesker, især
  Pastoren; og hvor er han dog en smuk gammel Mand! Og saa er han
  saa venlig, han klapper mig altid paa Kinderne og stryger mig
  over Haaret, ligesom Fader gjorde. Men Jomfru Petersen siger, at
  han lever ikke lykkeligt sammen med sin Kone, og det synes jeg nu
  er Synd for ham. Fruen ser ogsaa altid saa streng ud, naar
  Pastoren er i Stuen; men naar man er ene med hende, er hun meget
  god og rar.

  Uh, nu begynder Rotterne igen at gøre Spektakel oppe paa Loftet;
  og her er jo saa lavt, at det lyder, som om de løb omkring
  herinde i Værelset. Bare jeg kunde ligge hjemme hos Jer om
  Natten, og saa gaa her over paa Skolen hver Morgen! _Og saa være
  hjemme hele Søndagen!_ Her er saa uhyggelig hernede om Aftenen,
  naar alle de andre er gaaet i Seng. Forleden Aften blev jeg saa
  forskrækket, at jeg blev ganske stiv, thi pludselig var der en,
  som bankede haardt tre Gange paa mit Vindue; det var bare en Gren
  af Busken, som staar lige her udenfor, men det vidste jeg jo ikke
  straks. Og her kommer saa mange Edderkopper ind fra Haven; de
  løber hen under Loftet og falder somme Tider lige ned i Ansigtet
  paa mig og paa Halsen, og de vil nu absolut spinde deres Net inde
  i Alkoven i Hjørnet lige over Sengen; Enkebaronessen siger, at
  det betyder Lykke; men jeg ser da efter hver Aften med et Lys og
  river dem ned, hvis der er nogen. Paa en Maade er det jo godt, at
  Niels Tjener har sit Værelse lige her ved Siden af mit, og somme
  Tider er jeg jo ogsaa rigtig glad ved det; men han snorker saa
  frygteligt, at jeg næsten ikke kan falde i Søvn. Og forleden Nat
  var det, ligesom jeg hørte nogen græde og klage sig inde hos ham;
  jeg blev saa angest, at jeg satte mig over Ende i Sengen og
  lyttede, om han var syg; men saa hørte jeg bare hans Seng knage,
  den staar lige op ad min paa den anden Side af Væggen; og han har
  vel drømt.

  Jeg _kan_ nu heller ikke forstaa, lille Moder, hvorfor jeg skal
  ligge hernede saa langt borte fra alle de andre! Jeg vilde meget
  hellere have Værelse sammen med Karen oppe ved Siden af Hendes
  Naades Toiletværelse; men der ligger jo Kammerjomfruen for at
  være i Nærheden, naar der er Brug for hende.

  Aa lille, gode, rare Moder, nu maa Du ikke blive bedrøvet, men
  jeg synes somme Tider om Natten, at det er saa sørgeligt, at jeg
  havde det saa godt hjemme hos Dig, for havde Du bare været haard
  og streng imod mig, saa havde jeg jo meget lettere kunnet finde
  mig i at komme ud iblandt fremmede Mennesker, der slet ikke
  bryder sig om mig! Men nu maa Du ikke blive ked af, hvad jeg har
  skrevet; Du har jo selv sagt, at jeg skal klage mine Sorger for
  Dig, naar der var noget i Vejen; og jeg synes allerede, at det
  har lettet lidt paa mit Humør, og at jeg ser Dit lille, milde
  Ansigt smile og nikke opmuntrende til mig.

  Sov nu vel, lille Moder, og kys Robert og Tvillingerne mange
  Gange fra mig. Klokken er eet Kvarter over elleve, og jeg er
  søvnig.

                             10,000 Kys fra din trofaste
                                                      Kanin.

  Det er sandt, jeg har glemt at fortælle Dig, at vi for Tiden har
  Besøg af en Grev v. Scheele, en Fætter til Hendes Naade; han er
  meget smuk!

  Tror Du ikke nok, at Du sammen med mit broderede Skørt kan sende
  mig mine to smaa, blaa Vaser, som jeg laante Tvillingerne, da jeg
  rejste? De vil pynte saa pænt herinde med Blomster i.

  _Og skriv saa snart, hører Du, og rigtig langt!_




Det er i Hendes unge Naades Kabinet lige efter Frokosten ....

Baron Helmuth er gaaet ind paa sit Kontor for at sove.

-- De maa sgu undskylde mig, Greve, havde han sagt -- men min Lur maa
jeg ha'; ellers bli'er jeg ikke Menneske i Eftermiddag. Alvilda ta'er
sig nok af Dem. Godmorgen!

Og nu laa Hans Højvelbaarenhed inde i Kontoret paa den store Sofa
under sin Stamfaders Billede og slumrede.

Han laa paa Maven med Panden støttet mod en Pude, der var anbragt paa
Sofaens ene Arm. Skødefrakken var gledet til Side, og paa hans mere
end velformede Bag, der var klædt i lysegraa, stramtsiddende
Ridebenklæder, havde hans tro Følgesvend, Mira, en lille, abelignende
Terrier, kringlet sig sammen.

Det var nu _dens_ Yndlingsplads i Middagstimerne.

Og Hund og Hersker snorkede om Kap .....

Inde i Hendes Naades Kabinet sad Grev v. Scheele i en magelig Armstol
og røg langsomt og drømmende af en fintduftende Cigaret. Og
Baronessen hvilede ligeledes drømmende og i en indtagende Bugtning
paa en slangeformet Kanapé betrukket med storblomstret Silketøj.

Der var hyggeligt og svalt derinde. Solstraalerne spillede gennem de
aabentstaaende Vinduer og legede rundt paa det brogede Gulvtæppe,
snart som brede, rolige Lysflager, og snart som smaa, vevre St.
Hansorme, der glimtede og lyste og blev borte og kom igen, alt som
Lindetræerne udenfor i Haven bevægede deres Kroner og nikkede i
Vinden ....

Her lidt om Grev Scheele:

Rygtet gik, at han samlede paa Kvinder, ligesom andre samlede paa
Frimærker, Mønter eller Konkylier. Opdagede han et sjældent
Eksemplar, blev han øjeblikkelig greben af en dirrende Iver efter at
faa Fingre i det. Men naar saa denne hans Hensigt var opnaaet,
kølnedes lidt efter lidt hans Interesse for den erhvervede
Sjældenhed: han «klistrede den ind», nummererede og katalogiserede
den, og saa sig derpaa om efter et nyt Bytte ....

Men de arme, forraadte Ofre sad igen med vidtopspilede, uforstaaende
Øjne.

Thi han forlod dem akkurat paa det Punkt, hvor Spillet for en Kvinde
skal til at begynde.

Naar de stod med lukkede Øjne og aabne Arme for at modtage ham --
saa tog han høfligt Hatten af og gik.

Men han handlede efter Overbevisning, sagde han!

Thi det var hans dybe og grænseløse Ærefrygt for Kvinden som
Menneske, der fik ham til at anvende denne Fremgangsmaade.

Hans Erotik var _sjælelig_, forklarede han. Tanken bare paa
Muligheden af at kunne komme i den Situation at skulle avle Børn med
sit Hjertes udvalgte fik hans sensible Nerver til gysende at trække
sig sammen som Bladene paa en Mimose.

Han begærede intet videre end at sidde Haand i Haand og Blik i Blik
med sin Veninde. Og kom det højt: at trykke sine Læber blødt og
lidenskabsløst (det vil sige: lidenskabsløst i kødelig Forstand; thi
sjælelig Ild og Kraft kastede han ingenlunde Vrag paa) -- mod hendes
Kind og Pande.

Følte han undertiden Trang til mere, hvad jo kan hænde, søgte han
mandigt at beherske sig. Men _blev_ Trangen ham for stærk og tog
Magten fra ham, flyede han sin elskedes Aasyn og søgte Husvalelse og
Lægedom pr. kontant paa de Steder, hvor Elskov købes og sælges.

Og denne sin Bestræbelse efter skarpt at sætte Grænse mellem det
sjælelige og det legemlige kaldte han: Vandringen mod Idealet.

Og han ansaa sig for en udvalgt og nævnede sig finere og aandigere
end Flertallet af sine samtidige, der tog til Ægte, elskede Hustruen
paa gammel dansk Façon og resulterede med at sætte Afkom i Verden.

Han kaldte sig en Blænker, gjorde han, en ny Kulturs Indvarsler, en
rara avis, der, højt hævet paa sine straalende Vinger, varslende
pegede Samfundene Vej til det forjættede Land, hvor de frigjorte
Sjæle, rensede for alt legemligt Smuds og Vedhæng, svimlende svang
sig rundt i den liljehvideste, aandige Lyksalighed .... Amen!

Ja, saaledes tænkte han; og saaledes vare hans Lærdomme. --

Men som enhver Profet led han Skuffelse paa Skuffelse!

Med straalende Øjne og frydefuldt bankende Pulse lyttede Kvinderne i
Begyndelsen til hans Teorier. Her var da endelig det Ideal, som de
ustandselig havde drømt om! Her var da endelig den Prins, de havde
længtes imod fra den Stund, Præsten lyste dem ind i de voksnes Rækker
paa Konfirmationens hellige Dag! Her var da endelig den _Mand_, som
fri for al jordbunden Lyst og Begær vilde tage dem paa sine stærke,
men rene Arme og bære dem ind i Paradisets straalende Have uden at
tilsmudse deres Sjæle og uden at bryde deres kyske Helligdoms sarte
Jomfrusegl ...

O, sanctissima, o, piissima dulcis mater amata!

Og de nedsænkede sig i de sublimeste Tankeudvekslinger med dette
Unicum af en Apostel. Han talte, thi han holdt meget af at tale, og
de lyttede og spurgte. Og deres tørstige Sjæle fyldtes af hans Ord
som tomme Vinsække af Vin, saa de svimlede derved. Og da hændte det
ufravigeligt, at deres Hoved sank ned paa hans Skulder (hans stærke,
men rene Skulder), medens de stille græd af unævnelig Lykke og sød
Sorg m. m. ....

Ak ja, hvad er vi Mennesker! --

Han, denne Lysbringer, denne Gudernes udkaarne, denne stolte
Indvarsler af en kommende højere Kultur, han havde sandelig let ved
pludselig at rejse midt under denne Ceremoni og fly!

Og han havde jo desuden ogsaa andre Recurser!

Men _de_, Kvinderne, disse arme Disciple, der blev siddende ene og
uforstaaende tilbage med lukkede Øjne og halvaaben Mund og Armene
favnende udstrakt imod ham, at _de_ sank sammen i haabløs
Fortvivlelse og blev blege af Sorg og magre af utilfredsstillet
Længsel -- er _det_ at undres paa?

Og dog følte han sig hver Gang skammeligen skuffet og forraadt.

Som en Præst i en svigefuld Menighed; som en Missionær blandt
forræderske Proselytter; som et Guds Sendebud mellem Niam-Niamer,
saaledes følte han sig!

Og han trak sig tilbage til sit Gods, træt paa Sjæl og Legeme og
opfyldt af den bitreste Tvivl om sit egentlige Kald.

Men dette har jo stedse været en Foregangsmands Lod!

.....

Da var det, at han modtog Indbydelse fra sin Kusine Alvilda om at
tilbringe nogle Uger paa Næsset.

Og efter nogen Vaklen modtog han den.

Først havde han tænkt paa at sende et beklagende Afslag: Han egnede
sig ikke til et leve i en Families Skød. Hans Tungsind og Mismod
vilde kaste dunkle Skygger over de Stuer, i hvilke han færdedes. Han
sendte sin hjerteligste Tak, fordi man saa venligt erindrede ham; men
han var bleven en sorgfuld Mand og en lyssky Mand, og Ensomhed var
bleven hans Refugium ....

Dog, skønt han havde skrevet denne Svarbillet uden at tøve og ganske
uden Kladde, afsendte han den ikke. Thi netop som han havde
kuverteret den og forseglet den med sit grevelige Signet: en
Slørugle, der, siddende paa en Globe, hæver sit Blik mod Himlen (det
er udlagt: den matøjede, jordbundne Visdom, der sætter sin Lid til
det Hinsidige) -- netop i det Øjeblik var en Tanke slaaet ned i ham:

Om dette skulde være et Fingerpeg, en Manelse, et Varsel?

Skulde han atter omgjorde sig med Sværdet!

Var Indbydelsen fra Kusine Alvilda det Paukeslag, der paa ny dundrede
ham frem til Arbejde og Daad?

Hvem kunde sige det ....

Greven lagde Signetet fra sig og støttede tankefuld sit Hoved i sin
aristokratiske, let solbrændte Haand, hvis fine Fingre løb spidst ud,
og hvis riflede Negle vare omhyggelig manicurerede:

Hidindtil havde han kun doceret sin ideelle og skønhedsfyldte Teori
for unge, uforsøgte Kvinder, der intet kendte til Livet og intet
havde prøvet, og som derfor, lig deres Mødre før dem, havde, med
store, nyfigne Øjne og Hjerter, der dirrede af Forventning, stirret
frem mod «Skabningens Ypperste»: Manden, Elskeren, Gemalen!

Med Ungdommens Begejstring og Tro havde han kastet sig over sin
Gerning. Og _derfor_ havde han valgt sig disse rene og ubesmittede
Jomfruer til Objekter, _fordi_ han fuldt og fast haabede og ventede
at kunne prente sine Ords og sine Lærdommes gyldne Tegn paa deres
hvide Sjæles kyske tabulæ rasæ!

Men atter og atter var han bleven skuffet. Gang paa Gang havde han
set dem svigte, naar det afgørende Moment var inde.

De havde fordret mere, end han havde kunnet give.

Thi de havde haft deres Mødres Syn paa Forholdet mellem Mand og
Kvinde ....

Greven løftede Hovedet og stirrede ud for sig. Der lyste et energisk
Glimt frem i hans Øjne; og han knyttede beslutsomt de fine Hænder:

Hvad om han optog Kampen paa ny og forsøgte med Konerne!

Han rejste sig, skød Stolen tilbage og gik heftig bevæget op og ned
ad Gulvet:

Egentlig var han træt af Kvinder! Skuffelse paa Skuffelse havde de
beredt ham. Han havde ofret paa dem sine sarteste Følelser og sine
skønneste Ord. De fineste Kys havde han trykket paa deres Pande og
Kind, og med brusende Veltalenhed havde han skildret for dem det
kommende Kultursamfunds aandige Samliv mellem Kønnene! -- Men naar
han saa, Sejren vis, henrykt havde grebet efter deres Sjæle, havde de
i deres naive Ukyskhed budt ham frem deres længselsfulde Legemer!

Ja, han var træt af Kvinder!

Og dog: inderst inde i ham, dybest nede i hans Hjertes skjulte Vraa,
sad en evigt sugende Higen efter blot at finde een retfærdig, een
eneste en, for hvem han Kind mod Kind og Haand i Haand kunde klage ud
al den dunkle Sorg og al det triste Vemod, som Livet saa
ubarmhjertigt havde dynget ham paa.

Og denne Higen lod ham ikke i Ro. Vel havde han lidt Nederlag paa
Nederlag i sin Kamp for Idealet: det bøjede han sit Hoved og tilstod.
Men forført af Digtere og Poeter, og hildet i en kortsynet
Overleverings blomsterspækkede Fraser, havde han grebet Sagen
fejlagtigt an, idet han udelukkende havde sat sin Lid og sit Haab til
den uforsøgte Ungdoms højt priste og højt besungne sne- og
liljefarvede Uskyld og Renhed!

Ikke at han vilde frakende Ungdommen Retten til at smykke sig med
disse Prædikater; ingenlunde!

Men netop i selve denne Uprøvethed og Uforsøgthed laa Grunden til
hans Fataliteter. Thi værende til Stede i en blot nogenlunde kraftig
Potens grænsede disse Egenskaber nær op til den Naivetet, der
tangerer Begrebet Dumhed. En, ganske vist, Dumhed, der i og for sig
kunde være sød og indtagende nok; men som dog rummede Spiren til
skæbnesvangre Fejltrin og uløselige Forviklinger: Man kendte ikke
Livet. Man anede intet om de tusinde Snarer, det lagde for ens Fod.
Som forventningsfulde Børn stirrede man ud i Fremtiden, forvissede
om, at alle Haab skulde opfyldes, og alle Længsler stilles.
Kritikløst gav man efter for alle Indtryk, idet man fattedes den
Sjælens Guldvægt, der, smedet af Erfaring og Selvoplevelse, haarfint
angiver sit Godt og Ondt. Og med lukkede Øjne og aabne Arme blev man
et vilje- og modstandsløst Bytte for sine gennem Aarhundreder
nedarvede, urgamle Impulser ....

Den unge Greve havde paa ny taget Plads foran sit Skrivebord:

Ja, han var til visse træt af disse Kvinder, som saa ganske manglede
Evnen til at opfatte det svælgende Dyb, der spaltede sig mellem en
Kulturbærers sjælsfine Tilnærmelser og en tungvindt Kræmmersvends
haardhændede Forlovelseserotik!

Men der gaves jo ogsaa andre!

Hans Øjne lyste, og hans Pulse bankede: Ægtehustruerne! Konerne!

Hvad om han blandt _disse_ skulde møde den Veninde, hans Sjæl dog,
trods alle Skuffelser og alle Nederlag, stedse og uophørligt havde
længtes imod!?

Og han greb et nyt Ark Papir, dyppede sin Pen og takkede i hjertelige
Vendinger for Æren. Han skulde indfinde sig med det første ....

Kusine Alvildas Indbydelse var bleven det Rolandshorn, der atter
kaldte ham frem paa Arenaen!




Grev v. Scheeles Ejendom laa en Fjerdingvej oppe i Landet paa den
anden Side Fjorden. Tre Dage efter at have afsendt sin Takskrivelse
lod han sig selv og sit Køretøj færge over Vandet. Og en halv Time
senere holdt han foran Næssets Portal.

Helmuth og Alvilda kom ilende ned ad Taarntrappen til Vestibulen for
at tage imod Gæsten.

-- Velkommen, Scheele! sagde Baronen og trykkede varmt Grevens Haand.
-- Det var sgu pænt af Dem, at De vilde komme og ta' Dem lidt af min
Kone! Hun keder sig! .... Kom nu med op og faa noget Frokost!

Hendes Naade var smykket for Dagen i en blaahvid, silkeagtig
Formiddagsdragt, der faldt i lette, bløde Folder ned om hendes slanke
Skikkelse. Ærmerne var korte og sluttede tæt som et Trikot omkring
Armen til lidt neden for Albuen. Og om Livet havde hun et Bælte
dannet af smaabitte, matlysende Sølvplader, der laa over hinanden som
Skællene paa en Fisk. Om højre Haandled bar hun et Sølvarmbaand. Og
paa Brystet, tæt oppe ved Halslinningen, der ligeledes var prydet
med et prunkløst Smykke af Sølv, sad en bleggul, halvtudfoldet Rose.

-- Hun er storartet! sagde Helmuth med begejstrede Øjne. -- Hva'? Hun
ligner en Havfrue! .... De sku' sg gifte Dem, Scheele!

Og Hr. Scheele smilede blegt og kyssede ærbødigt sin Kusines
Haand ....

Oppe i Spisesalen blev Gæsten præsenteret for Karen og Kaninen.

Karen blev øjeblikkelig betaget af den mest flammende Kærlighed til
sin «Onkel». Hun havde aldrig set «noget saa spiseligt», erklærede
hun bagefter nede i Skolestuen til Frøken Jansen. -- Du kan vove paa
at forelske dig i ham! sagde hun truende. Og Frøkenen lo af hende og
sagde, at hun skulde nok la' være. Men hun rødmede dog og maatte
uvilkaarlig presse sine Hænder haardt ind mod sit lille,
letbevægelige Kaninhjerte.

For han _var_ jo smuk, denne «Onkel»: høj, velvoksen og skulderbred,
ret en Type paa en nordisk Mand med lyst, krøllet Haar og Skæg og
store havblaa Øjne, og Tænder, der lyste som Sne bag de røde Læber.
Kaninen syntes, at han lignede Valdemar Atterdag! ....

Ved Frokostbordet fik Fætter og Kusine ikke talt meget sammen.
Helmuth havde bemægtiget sig hele Konversationen. Han skulde have
nøje Besked om, hvordan Kornet stod ovre hos Greven. Om han havde
fæstet Høstfolk; og hvad de skulde ha' i Løn; og om de havde været
vanskelige at faa fat i. -- For det er Fanden til Folkeforhold! sagde
han. -- Vi kommer sgu snart til at gøre Arbejdet sæl! ... Hva' si'er
du, Vilde, om at bli'e sendt ud og binde op, ha, ha?

Vilde smilede, og Greven lo pligtskyldigst og mente, at det vistnok
vilde volde hans Kusines smukke Hænder en Del Bryderi.

-- Ja, _De_ kunde sgu heller ikke stille meget op med _Deres_ Poter!
sagde Baronen. -- Sikke no'et Dukketøj! henvendte han sig til sin
Kone, idet han lagde sin ene store, rødbrune, behaarede Lab ved Siden
af Scheeles smalle, soignerede Haand. -- Hva'? Det er jo ikke Hænder
for et Mandfolk! Og sikke Negle! Smør De dem med Pomade, Greve?

-- De er da pænere end dine, Far! sagde Karen, der følte sig saaret i
sine sarteste Følelser.

Helmuth lo buldrende.

-- Hun er sgu allerede væk, Vilde! sagde han. -- Jaja, det er maaske
et Parti!

Baronessen rystede misbilligende paa Hovedet:

-- Saadant noget siger man ikke til Børn, Helmuth!

-- Aa, Fanden, en Spøg! ....

Da Baronen senere var gaaet i Marken med Mira (den første Dag undlod
han paa sin Kones indtrængende Opfordring at tage sin Middagslur),
og Karen og Frøken Jansen sad ved deres Dagværk i Skolen, spadserede
Fætter og Kusine en Tur i Skov og Have.

Det var en ret penibel Situation for dem, denne, at være ene to. De
havde ikke set hinanden i tolv Aar, og Baronessens noget uheldige
første Ægteskab laa jo imellem.

Til at begynde med indskrænkede de sig da ogsaa til at tale om Vind
og Vejr, om fælles Slægt og gamle Bekendte.

Indtil endelig Baronessen pludselig brød Isen ved at sige:

-- Ak ja, Alex, der er sket mangt og meget, siden vi to sidst talte
sammen!

-- Ja, stakkels Kusine! sagde Greven, idet han blødt lagde sin Haand
paa Baronessens Arm! -- Men det har gjort mig saa glad i Dag at finde
dig i saa tryg og sikker en Havn! Din Mand er et prægtigt Menneske,
ikke sandt?

-- Et udmærket Menneske! nikkede Baronessen. Langt bedre end jeg
havde fortjent!

-- Hvor kan du nu tale saadan, kære Alvilda!

-- Fordi jeg ofte plager ham med mine Luner! sagde Baronessen stille.
-- Jeg er ikke saa glad og taknemmelig, som jeg burde være. Ofte
føler jeg mig bedrøvet og fuld af Sorg; og da er det jo ikke altid
saa nemt at skaane sine Omgivelser og lægge Baand paa sine syge
Nerver.

-- Livet er ofte vanskeligt at leve!

-- Ja.

-- Men naar man ved sin Side har et Menneske, som man kan betro sig
til og tale med om alt ....

-- Ja, saa vilde det være lettere! afbrød Baronessen ham med et Suk.
Men saa rakte hun pludselig ligesom undskyldende sin Haand ud mod ham
og sagde -- Men du er dog virkelig ikke kommen til Næsset for at høre
paa mine Jeremiader, kære Alex! Tilgiv!

Greven trykkede hendes Haand til sine Læber:

-- Jeg tager din Fortrolighed som et Tegn paa, at du betragter mig
som Ven, kære Alvilda!

-- Ja, det gør jeg! nikkede hun og sendte ham et dybt og
forjættelsesrigt Blik. --

Se, dette var Kvintessensen af, hvad disse to Adelsmennesker fik sagt
hinanden i Enrum den første Dag, de var sammen.

Men det turde jo ogsaa være tilstrækkeligt.....

Og desuden blev der jo Tid og Lejlighed nok for dem til at fortsætte
denne Tankeudveksling; thi Helmuth var meget optaget af den
tilstundende Høst. Han viste sig kun ved Maaltiderne. Dagen igennem
var han i Marken eller rundt i Ladebygningerne med Forvalteren,
tilsaa Folkene og arrangerede og kommanderede for at faa alt i Stand
til, at Arbejdsstyrken kunde tage fat med Præcision, naar Tidens
Fylde var inde.

I de første Dage havde han følt det som sin, lidt tunge, Pligt at
konversere «vores Gæst». Og han valgte da, hvad baade rimeligt og
naturnødvendigt var, Landbrug, Jagt, Hesteopdræt og Skovhugst som
Emner. Men han kom jo snart under Vejr med, at Greven var, hvad
Forvalteren kaldte «en Bumfiler» paa disse Omraader. Og saa holdt han
lidt efter lidt op at konversere og lod Vilde og Gæsten «pludre deres
Tøjeri sammen». Og, sandt at sige, befandt han sig ret vel derved;
thi dels var han jo ikke en Mand af mange Ord, og dels holdt han
unægtelig mest af at fordøje sin Spise med Andagt. Han trak sig
derfor allerede den tredje Dag straks efter Frokosten ind i Kontoret
for at slibe sin Lur. Og efter Middagen kom Forvalteren op for at
«glo Landvæsen» (det var Hendes gamle Naade, som havde fundet paa
denne Betegnelse); de talte nemlig næsten ikke, Herren og Fogeden, de
sad bare og dampede paa deres Piber og stirrede hinanden stift i
Øjnene og udstødte af og til Ord som: Rughalm, Sædskifte og
Kunstgødning. Og naar der saa skulde drikkes Te, sagde Forvalteren
Godnat og gik. Se, der var de to Maaltider klaret. -- Efter Teen sad
Helmuth ganske vist opstillet paa en Stol inde i Salonen hos Vilde og
Fætteren; men han var da som oftest saa træt og søvndrukken af Dagens
Traven rundt i fri Luft, at han, efter et Kvarters Tids uhyre Kamp
for at bevare Anstanden, stille listede hen paa Chaiselonguen i
Hjørnet bag Kaminen, hvor han efter to Minutters Forløb segnede om
stiv af Søvnighed.

Det gør ondt at maatte sige det: men Baronen snorkede temmelig
hørbart! -- Og den første Aften, han laa todt derhenne i Krogen,
følte Hendes Naade sig yderst ulykkelig. Men hendes Slægtnings fine,
medfødte Takt bragte hende over det vanskelige i Situationen. Med et
godmodigt Smil om sin smukke Mund havde Greven sagt, idet han gjorde
en let Bevægelse med Haanden hen mod Chaiselonguen:

-- Nu maa du ikke skænde paa din Mand, Alvilda? Han har virkelig
ærlig fortjent at hvile sig lidt. Jeg beundrer i høj Grad hans Flid
og Dygtighed!

Og Baronessen havde taknemmelig trykket sin Fætters Haand og sendt
ham et af disse tilslørede, uransagelige Blikke, der paa een Gang gør
en Mand baade glad og urolig. --

Og herefter lod de Højvelbaarenheden hvile i Fred.




Grev Scheele havde fastsat sit Besøg paa Næsset til fem Dage. Og nu
levede man løs paa den sjette!

-- Hva' Fanden, enten De er hjemme eller her, gror Kornet sgu lige
godt, Scheele! sagde Helmuth, der var henrykt over at se og fornemme
den udmærkede Forandring, der var foregaaet med Vildes Humør siden
Fætterens Ankomst.

-- Aa, ja, hva', Onkel Alex, bad Karen med straalende Øjne -- bliv
bare i _to_ Dage til?

-- Jeg slutter mig ydmygt til Baby, smilede Hendes Naade.

-- Nu De, lille Jansen! lo Baronen. -- Saa _kan_ han sgu ikke sige
Nej!

Kaninen rødmede og var ved at vride sig ned under Bordet.

Grev Alex kom med et Par vage Udflugter; men lod sig dog til sidst
overvinde og lovede at blive til Lørdag, da han saa absolut skulde
hjem at betale Dagløn .....

Og han blev jo hellere end gerne, gjorde han! Hans Hjerte bankede af
Fryd ved Tanken om, at han endnu havde hele to Dage at være sammen
med sin Kusine.

Han var bleven ung paa ny!

Aladdins Ord efter sit første Møde med Gulnare: Saadan har jeg aldrig
været før! kunde han have gjort til sine -- om han havde turdet.

Han var forelsket!

Profeten, Lysbringeren, Foregangsmanden var forelsket, saaledes som
et Mandfolk _skal_ være det. Men han skammede sig for sig selv og
vovede ikke at tilstaa det.

Til at begynde med havde Baronessen blot og bart interesseret ham som
et nyt «Objekt». Han var i sine Samtaler med hende paa ny rykket frem
med alle sine gamle Fraser om den «aandige Kærlighed» og den kommende
høje Kultur, hvis bestalter Indvarsler han ansaa sig selv for at
være.

Og hun havde hørt paa hans Svada med alvorlige, agtpaagivende Øjne,
hvad hun jo skulde og burde. Men om hendes Læbe havde stundom tegnet
sig et bitte lident, overbærende Smil, som hos en Moder, der lytter
til et fantasirigt Barns Pludren.

Dette Smil havde irriteret ham og pint ham. Og han var bleven
ivrigere og ivrigere og havde talt sig varm og ligefrem sagt hende,
at hendes Brev til ham var kommet som en Røst fraoven, en Kaldelse,
et Basunstød, der havde manet ham frem af hans Ensomhed, frem til Liv
og Leven paa ny, frem til Dag og Sol og ... (her havde han bøjet sit
Hoved og kysset hendes Haand) ... og Lykke! --

De havde gaaet lange Ture sammen rundt i Skovene ved Fjorden. Og de
havde redet Side om Side milevidt bort ad ensomme, ubefærdede Veje. I
Straahytten nede ved Havens Grænse havde de siddet; og i de store,
dunkle Stuer oppe paa Næsset.

Og han havde talt og talt. Og hun havde andægtigen lyttet og
tankefuld nikket. Men Smilet om hendes Læber havde han aldrig faaet
dræbt.

.......

Saa var det, at de Dagen før Grevens Afrejse igen sad sammen i
Straahytten.

Fætter Alex havde netop endt en glødende Udmaling af, hvor skønt
Livet vilde blive, naar hans Teorier i en ganske vist noget fjern
Fremtid kom til at herske over Menneskene.

-- Du forstaar mig, ikke sandt Alvilda? sagde han ivrig. -- Du
indrømmer, at mit Syn paa Forholdet mellem Mand og Kvinde er langt
ideellere, langt finere og mere kultiveret end ....

Baronessen, der som sædvanlig taalmodigt og stille havde siddet og
hørt paa Fætterens Udgydelser, løftede pludselig sin Haand og lod den
langsomt og kærtegnende glide ned over Talerens Kind.

-- Du er elskelig, Alex! sagde hun og saa ham smilende ind i Øjnene.
-- Man bliver et bedre Menneske af at omgaas dig!

Greven rødmede som en Bachfisch og stirrede næsten forvildet paa sin
Kusine: Gjorde hun Nar af ham? Haanede hun ham? Havde hun ham til
Bedste?

Men Baronessen vedblev smilende at holde hans Øjne fangne.

-- Store, store Barn! sagde hun og lod igen sine hvide, bløde Fingre
dvælende glide ned over hans Kind. -- Lille, lille Kig-in-der-Welt!
--

Da var det, at alle Taager brast, og at Grev v. Scheeles Elskov brød
frem, som Morgensolen bryder frem af en Nattedises fjælende Banker!

Han sprang op fra Bænken, hvorpaa de sad, og med et stønnende Udbrud
af Smerte og Jubel slyngede han sine Arme om Baronessen, krystede
hende tæt i sin Favn og bedækkede hendes Øjne og Læber med hede,
sitrende Kys.

-- Alex, Alex! stammede hun og søgte at sno sig bort. -- Jeg vil ikke
... Du maa ikke ...

Men lidt efter lidt slappedes hendes Modstand, hendes Hoved sank til
Hvile paa hans Skulder (hans stærke, men o. s. v.), og han følte, at
hun blidt og vemodigt gengældte hans Kærtegn.

Kvinden er jo nu engang saa uendelig kærlig af Naturen!

......

Da Fætter Alex om Aftenen var ene ovre paa Gæsteværelset hinsides
Riddersalen, stillede han sig hen foran Spejlet, paa hvis Konsol
Tjeneren havde anbragt tvende i Sølvstager brændende Vokslys.

Der stod han en Stund og betragtede i dyb Opmærksomhed sit Ansigt.

Han ventede at finde sine Øjne sky og fulde af Samvittighedsnag,
fordi han havde svigtet Idealet og glemt i lidenskabelig Praksis de
høje, skønhedsfyldte Teorier, der hele hans Ungdom igennem havde
ledet hans Fjed og holdt hans Sti ren.

Men hans Øjne lyste ham i Møde fra Spejlets Glar, store og
straalende, uden Ruelse og uden Brøde. Hans Pande var klar og
skyldfri; og hans Læber lo, som kun de Læber le, der har smagt Livets
sødeste Sødme!

Skælvende af tilbagetrængt Lykke flyttede han Lysene hen paa
Natbordet og begyndte at klæde sig af:

Altsaa havde han været hildet i et Bedrag! Den stolte Bygning, som
hans Tanker havde opført, og som han i sit Hovmod havde nævnet
Fremtidskulturens Peterskirke, den havde kun været et arme
Fata-Morgana, fremtryllet af en vejtræt Ørkenvandrers syge Fantasi.

Ja, han havde hidindtil vandret i en Sahara; og han havde taget
Feberens plumrede Kildevæld for Livsens sprudlende Vande!

De Kvinder, han fordum saa hjerteløst havde forladt, havde været
klogere end han: Gennem Sjælene alene spirer intet frugtbart Samliv
mellem Kønnene!

Det havde han nu lært at indse ....

Han pustede begge Lysene paa Natbordet ud, eet for eet, lagde Hovedet
til Puden og rullede sig ind i Silketæppet:

-- Ak, om han havde kunnet kalde alle disse arme, længselsfulde
Kvinder tilbage og sone imod dem, det han havde forbrudt! Ak, om han
havde kunnet .....

Saaledes tænkte han. Thi han var lykkelig. Og Lykken gør god!

-- -- --

Saa oprandt den syvende Dag, Afrejsens Dag. Frokosten var nydt, og
Baron Helmuth havde, som skrevet staar, trukket sig tilbage til sit
Kontor for at sove, medens Baronessen og Grev Scheele opholdt sig ene
i Kabinettet.

Det var kvælende hedt udenfor, og Solen sendte sit Ildbad ned over
Slot og Have.

Ind gennem de aabentstaaende Vinduer strømmede en stærk Duft af
Lindeblomster og fyldte Luften i Værelset med en fad, sødlig Vellugt.
Man hørte Fluer og Bier summe døsigt rundt ude over Træernes Kroner.
Og af og til lød fra en Graaspurv, som havde søgt Middagsly under
Bladenes Skygge et lille søvnigt Pip.

Midt ude paa den grønne Haveplæne laa en stor, graa Kat og lod sig
bage igennem af Solen. Den laa paa Siden fladt udstrakt i Græsset med
alle fire Ben stikkende stift frem. Dens Øjne var lukkede. Man kunde
tro, at den var død.

Men paa een Gang saa man den krumme den alleryderste Spids af sin
Hale og bevæge den rundt og rundt, hurtigt og nervøst som en lille,
laadden, kroget Finger, der kælent legende gned sig i en Cirkel hen
over Græsset. Saa løftede den Hovedet en Kende og aabnede halvt det
ene af sine Øjne, der et Sekund lyste grønlig-gult i Solen ....

En sagte Raslen af Blade, som skuredes imod hinanden, hørtes henne
fra Rosenbuskettet omkring Flagstangen. En lille, rosenrød Snude blev
forsigtig stukket frem. Derpaa kom en hvid Pote til Syne; og saa nok
en. Og lidt efter lidt gled hele Hovedet og Kroppen af en hvidgul Kat
næsten lydløst ud under en af Buskene. Den missede med Øjnene mod
Solen og lod til at begynde med, som om den ikke havde Gran af Anelse
om Kammeratens Tilstedeværelse derude i Græsset. Den satte sig med
Halen sirligt krummet ind mellem Bagbenene og Ryggen skudt op i en
Bue, stiv og alvorlig; og Øjenlaagene kneb den overlegent saa tæt
sammen, at der kun var en Spalte som en Knivseg imellem dem.

Katten ude paa Plænen løftede paa ny Hovedet og saa et Øjeblik hen
mod den nysankomne. Derpaa gabede den dovent, lod Hovedet synke ned i
Græsset igen og strakte Lemmerne vellystigt ud fra sig, saa at alle
dens ti skarpslebne, seglformede Kløer kom til Syne. Halespidsen
bevægede den ikke længere rundt i en Cirkel, men frem og tilbage,
ligesom logrende.

Den hvidgule henne foran Rosenbedet rejste sig og blev staaende et
Sekund uden Bevægelse. Saa gled den langsomt nærmere og nærmere, idet
den næsten berørte Jorden med Bugen. Men da den var kommen nær paa en
Afstand af et Par Alen sprang den paa een Gang med et kraftigt Sæt
løs paa den graa.

I samme Nu væltede den anden sig om paa Ryggen og langede med
Forpoterne ud efter Fjenden. Dog, det var kun paa Skrømt; thi et
Øjeblik efter tumlede de begge i kælen Forening rundt i Græsset.
Snart var den hvidgule øverst, snart den graa. De bed hinanden
karesserende i Bryst og Hals, hagede Kløerne fast i hinandens Pelse
og borede Snuderne dybt ind i hinandens røde, pustende Gab.

Det var en Elskovsleg, en Kærlighedsdyst. Og den fortsattes med
stigende Lidenskab fra begge Sider.

Indtil Hunnen pludselig gjorde sig fri og lagde sig fladt ned i
Græsset med Bugen mod Jorden. Og Hannen, den hvidgule, i et Spring
satte op paa dens Ryg, spændte sine Poter fast omkring dens Krop og
huggede sine Tænder i dens Nakke.

.....

Oppe bag de aabentstaaende Vinduer i Kabinettet laa Hendes Naade
endnu henstrakt paa Kanapeen.

Grev Scheele havde rullet sin Stol hen ved Siden af Damens Leje og
sad nu med Albuerne støttet mod Knæene og Hovedet i Hænderne og
betragtede sin fagre Kusine med et Blik som en ung Abate, der knæler
i Andagt og Tilbedelse for den himmelske Madonnas (d. e. Josefs
jordiske Hustrus) Billede:

-- Alvilda ...

-- Ja ...

-- Jeg elsker dig ...

Baronessen rakte blidt smilende en advarende Pegefinger i Vejret.

-- Saadant noget kan man til Nød _tænke_, Alex! sagde hun.

Men Alex greb hendes Haand og kyssede den.

-- Ses vi i Morgen? spurgte han.

-- I Morgen, Barn? Du rejser jo hjem i Aften!

-- Jamen du kunde ... Du kunde jo ride ned i Birkelunden i Morgen
Eftermiddag. Saa maaske ...

-- Hvilket?

-- Saa maaske jeg ogsaa var der ...

-- Et Stævnemøde?

-- Ja!

-- Du glemmer, lille Alex, at jeg er en gammel Kone!

-- Du er det dejligste, jeg endnu har mødt! hviskede han og bøjede
sit Ansigt frem over hendes.

-- Mama, Mama, hvor er du? blev der i det samme raabt inde i Salonen.

Grev Alex rejste sig hurtigt og skød Stolen tilbage.

Karen stormede ind i Kabinettet:

-- Her er Bud fra Præstegaarden, om jeg og Frøken Jansen maa komme
derned til Chokolade i Eftermiddag?

-- Lille Baby maa ikke buldre saadan af Sted! Din Fader sover inde
paa Kontoret, ved du!

-- Aa, han vaagner saamænd ikke alligevel! ... Maa vi, Mama, hva'?

-- Jamen Lektierne!

-- Pyt med dem! Dem lærer vi i Morgen!

-- Du kan jo spørge Onkel Alex.

-- Maa vi, Onkel Alex? spurgte Karen og lagde kælent Hovedet paa
Siden.

-- Ja I maa, lille Ven! nikkede Greven smilende. -- Men jeg rejser jo
i Dag, Baby! tilføjede han alvorligt.

-- _Gør_ du? spurgte Pigebarnet betuttet. -- Det havde jeg sgu helt
glemt!

-- Men _Baby_ dog! udbrød Hendes Naade dybt rystet. -- Hvor _faar_ du
saadanne Ord fra?

-- Pardon, lille, bitte, allerdejligste Mama! bad Karen indsmigrende
og fløj Moderen om Halsen. -- Maa vi saa? gentog hun.

-- Saa, saa, du er saa voldsom, Barn! ... Ja, jeg ved virkelig ikke,
hvad jeg skal sige. Det er jo forfærdeligt at høre en ung Pige bruge
saadanne Udtryk! Og nu tror jeg ikke, at din Onkel giver dig Lov ...

Karen stod et Øjeblik og saa sønderknust ned for sig. Saa løb hun
pludselig hen og slog sine Arme om Onkelens Hals:

-- Gi'r du os ikke nok Lov? bad hun, idet hun løftede sig op paa
Taaspidserne og lavede Trutmund til Kys.

-- Men _Karen_ dog! sagde Hendes Naade og rødmede uvilkaarlig ved
Barnets Adfærd.

Grev Scheele klappede venligt Pigebarnet paa hendes brune, buttede
Kind.

-- Jo, nikkede han smilende -- saa faar I da være fri for Lektierne
... Men ingen fæle Ord i Præstegaarden, Baby! formanede han.

-- Det er nu ikke saa nemt at la' være, Onkel! forsikrede den lille
alvorligt. Derpaa nejede hun hurtigt og skyndte sig mod Døren for at
bringe den ventende Kanin Frihedens gyldne Budskab.

Men paa Dørtærskelen ind til Salonen gjorde hun rask omkring og
sendte Greven et Par Fingerkys.

-- Farvel! sagde hun. -- Og kom snart igen!

Saa lukkede hun Døren. Men i samme Øjeblik stak hun Hovedet ind paa
ny:

-- Jeg elsker dig, Onkel Alex! Knusende!

Og saa forsvandt hun.

Baronessen havde rejst sig fra Kanapeen og stod nu ved Vinduet og saa
ned i Haven, hvor de to muntre Kattedyr var ophørt med deres Leg og
laa, sødt slumrende, Side om Side paa den grønne Plæne midt i den
bagende Sol.

Grev Scheele nærmede sig langsomt og stillede sig tæt bag hende, saa
tæt, at hans Legeme næsten berørte hendes.

-- Se! sagde hun stille og pegede ud mod Kattene. -- Hvor henrivende!

-- Ja, nikkede han mildt -- de uskyldige Dyr!

Og hun bøjede sig smilende tilbage, saa at hendes Nakke kom til at
hvile mod hans Skulder. Hendes Øjne lukkede sig og hendes Læbe
skælvede.

-- Alex, min Konge, mit Liv! hviskede hun. -- Du har opvakt min Sjæl
fra de døde!

Og han bøjede sig henrykt og trykkede et Kys paa hendes Hjerte ....




Hendes gamle Naades Enkesæde i Jerslev laa nede paa Bunden af en
fordums Grusgrav. Lunt og godt skærmet mod alle ublide Vinde; kun med
aaben Udsigt til Landsbyens Gade i Syd.

Fire smaa Værelser bestod Lejligheden af, samt Entré og Køkken. Der
var lagt ny Gulve i Stuerne og sat ny Tapeter paa Væggene. Men de
store Møbler, den gamle Frue havde medbragt fra Næsset, fyldte lidt
rigeligt, gjorde de: man kunde næsten ikke bevæge sig i Stuerne for
Bohave. Og saa var tilmed hele Loftet oppe under Straataget stuvet
pakfuldt af Sager, som der ikke var Plads til nede.

Her oppe stod ogsaa det store, røde Klædeskab, som Baronessen, trods
Helmuths Indsigelser, absolut vilde have med sig: «da hun ellers ikke
havde noget at sætte Stasia i, naar hun blev udtilbens!»

-- -- --

Karen og den lille Frøken Jansen var i Dag for første Gang henne at
besøge den gamle Dame.

Frøkenen sad ene i Hjørnet af den store Empiresofa inde i den
forreste Stue og missede med sine smaa forskræmte Kaninøjne rundt i
Værelset.

Hun sad og rystede indvendig, Pusset, ved Tanken om Stasia.

Ikke for aldrig det turde hun være ene i Stue sammen med hende! Hun
frygtede hende, som et Barn frygter «Bussemanden».

Og nu var netop Baronessen ude i Køkkenet for at tilberede
Chokoladen; og Karen var løbet over i Bondegaarden ligeoverfor for at
sige til Jens Kusk, at han om en halv Time skulde stille i Køkkenet
til Mellemmad.

Om den døvstumme nu kom til Stede?

Men den døvstumme kom ikke. Hun var formodentlig sendt et Ærinde i
Byen, Gudskelov!

Og der faldt lidt efter lidt Ro over Kaninens letbevægelige lille
Sjæl. Stille og med mere Tryghed gav hun sig til at betragte Værelset
og Sagerne i det: Der stod Urtepotter med blomstrende Smaaroser,
Gyldenlakker og Heliotroper i Vindueskarmene; og de hvide, folderige
Gardiner hang stive og nystrøgne ned mod Gulvet.

Dette mindede hende øjeblikkelig om Havestuen hjemme i hendes
Barndomshjem i Hobro -- denne lille By, som sent og tidligt levede i
hendes Drømme!

Og det morsomme, gamle Ur, der stod i Hjørnet inde i Spisestuen,
mindede hende ogsaa om Hjemmet! Der var en Fuldmaane midt paa
Skiven, og dens tykke, smilende Ansigt vuggede sig uophørligt frem
og tilbage mellem to blaamalede, hvidkantede Skyer. Mon det ogsaa
kunde kukke?

Hun rejste sig for at kigge lidt nærmere paa Uret, da der i samme
Øjeblik, lige oppe over hendes Hoved, lød nogle underlige,
uartikulerede Hyl og en heftig Banken og Hamren som af knyttede
Hænder mod en lukket Dør.

-- Stille! raabte Hendes Naade ude i Køkkenet.

Og Jansen sank rædselsslagen ned paa sin Plads i Sofaen.

Lidt efter stak den gamle Frue sit Raadsherrehoved ind fra Køkkenet.
Bankningen oppe paa Loftet vedblev:

-- Aa, min gode, vil De ikke komme lidt herud og se efter Chokoladen
et Minut!

Frøkenen gik ud.

Nu lød Larmen fra Loftet, som om nogen sparkede med tyksaalede
Støvler mod Døren deroppe.

-- Saa skal da ogsaa Pokker ...! sagde Hendes gamle Naade og skyndte
sig ud i Entreen og op ad Loftstrappen.

Lidt efter lød der en forvirret Raaben og Skrigen deroppe fra. Saa
blev en Dør smækket haardt i, og Baronessen kom ned igen.

Hun saa meget ophidset ud og sugede Blodet af en Finger, hvis yderste
Led blødte:

-- Hun bed mig, Djævleskabet! sagde hun.

Kaninen saa paa hende med Øjne saa store, som det var hende muligt at
faa dem.

-- Hvem? spurgte hun -- Hvem bed?

-- Stasia, naturligvis!

-- Er hun ... da der oppe?

-- Ja, hun sidder i Skabet! .... Saa nu er Chokoladen færdig!

Alt i denne ny Verden, hun var dumpet ned i, _alt_ uden Undtagelse,
satte den arme Frøken Jansen i den ene skrækblandede Forundring efter
den anden. Saaledes havde hun rigtignok ikke tænkt sig, at Livet og
Menneskene var! Hjemme hos sin Moder, baade da de boede i Hobro og nu
i de senere Aar i København, havde det været ganske anderledes.
Roligt og fredeligt var Døgnet gaaet. Og var der end af og til kommet
en Kurre paa Traaden mellem Børnene, havde Forældrene altid vidst at
dæmpe Striden ved deres milde, besindige Tale. I København syntes jo
nok Kaninen, at Menneskene var ikke fuldt saa gode, som de i Hobro;
men saa mærkelige som Folk her paa Egnen var de dog ikke. Og det var
ikke alene det, at de var mærkelige, men hun fandt dem ogsaa haarde
og ... og .....

-- Vil De lægge Dugen paa, lille Jansen!

Frøkenen tog Dugen, som Baronessen rakte hende, og bredte den ud paa
Bordet i Spisestuen. Og idet hun samtidig kiggede ind gennem
Dagligstuen og ud af Vinduet til Haven, sagde hun:

-- Hvor mon dog Karen bliver af?

-- Aa, hun kommer nok, naar hun bliver sulten! sagde den gamle Frue
-- Sæt Dem nu ned, min gode, saa kan vi snakke lidt sammen! Værsgod
og tag et Stykke Kage! De er alt for beskeden, Mamsel! Det kommer man
ikke langt med i denne Verden!

Frøkenen havde placeret sig ved Bordet, og Baronessen satte sig paa
en Stol lige over for hende.

-- Køn er De ikke! sagde hun efter at have betragtet Kaninen en Stund
i Tavshed -- Men De er vist en god Sjæl. Maa jeg sige du til Dem?

Jansen rødmede helt op til den øverste Spids af Ørene.

-- Ja, gerne ... hviskede hun.

-- Naa, tog Hendes Naade fat og lænede sig bagover paa Stolen ret som
en Forhørsdommer i Funktion -- Naa, min Pige, hvad synes du saa om at
være Skolemamsel hos min Svigerdatter?

-- Rigtig godt ... stammede Frøkenen.

-- Sludder! lød det brutalt fra den gamle -- Tal bare fra Leveren til
mig!

-- Bare Karen snart vilde komme! skreg det et Sted inde i Kaninen.
Hun kunde godt lide den gamle Frue; men hun holdt ikke af hendes
Krydsforhør.

-- Er du maaske ogsaa henrykt ved at bo i Oliekamret? spurgte
Baronessen.

-- Nej ... sagde Frøkenen sagte.

-- Naa dog ikke! Ved du, at det Hul, du kalder dit Værelse, blev i
salig Hannibals Tid brugt til Vognsmørelse og Petroleum? Men du
holder maaske meget af den Parfume?

-- Moder har ogsaa skrevet til mig, at jeg skulde bede Hendes Naade
om et andet Værelse ...

-- Ja, bed du kun væk, min Stump! ... Hvad er dine Forældre?

-- Min Moder er Enke ...

-- Naa, ja det er sandt, det ved jeg jo! Har hun flere Børn?

-- Ja, en Dreng og to Smaapiger ...

-- De er ikke konfirmerede?

-- Jo, Robert er; men Tvillingerne er kun tretten Aar ...

-- Har hun oven i Købet Tvillinger! Hun sidder vel smaat i det, din
Moder?

-- Ja, mange Penge har hun ikke ...

-- Hvor mange?

-- Hendes Pension efter Fader er 800 Kroner.

-- Herregud! Hvad var din Fader?

-- Amtsfuldmægtig ... i Hobro ...

-- Hvornaar døde han?

-- Til Oktober bliver det ... tre Aar siden ...

-- Spis Kage! ... Hvad døde han af?

-- Brystsyge ...

-- Er der nogen af Jer, der har arvet den Sygdom?

-- Nej det ... tror jeg ... da ikke ...

Her brast Kaninen i Graad. Hun slog Hænderne for Ansigtet og hulkede
højt.

-- Men Gud i Himlen! udbrød den gamle Frue betuttet -- Bli'er du syg?

-- Jeg holdt ... saa meget ... af Far ...

Baronessen rystede energisk sine Krøller.

-- Du er til Rotterne, min bedste! hvis du ikke faar lidt mere
Stivelse i dig! sagde hun.

-- Ja--a ... hviskede Kaninen trøstesløs.

Og da hun ufortrødent vedblev at græde, rejste den gamle Dame sig op
og gik om til hende, klappede hende paa Haaret og talte venlig med
sin dybe Mandfolkerøst.

-- Saa, saa, saa! sagde hun -- Er det en Maner for et stort Pigebarn!
Tør nu Øjnene og drik sin Chokolade! Saa skænker vi en Kop til.

Hendes Naade var lidt i Forlegenhed med Tilfældet. Hun havde ikke
haft meget med den Slags Taarer at gjøre i de sidste tredive Aar.

Hun lod igjen sin store, røde Haand glide kærtegnende hen over
Frøkenens Haar.

-- Det er et smukt Haar, du har, lille Ven! sagde hun -- Jeg holder
meget af Farven. Og saa er det saa blødt at føle paa som Kaninskind!

Jansen tog Hænderne fra Ansigtet, og i hendes Øjne lyste noget som et
Smil.

-- Det maa jeg lide! nikkede Baronessen tilfreds -- Vi kommer længere
frem ad Vejen med Grin end med Graad, min Stump! ... Gaa nu ind i
Sovekammeret og vadsk Øjnene; for det er da ikke værd, at Karen ser,
at hendes Læremor har vandet Agurker!

-- --

Lidt efter kom samme Karen vandrende op gennem Haven i Følge med Jens
Kusk.

Hun saa brillant ud, den lille, som hun gik der ivrigt gestikulerende
og konverserende. Hun havde en hvid, broderet Kjole paa, der næppe
naaede hende til Knæene; og en højrød «Bøllehat» sad hende bag ad
Nakken. Det lysblonde, næsten hvide Haar hang løst ned om Skuldrene.
Hendes Ansigt, Hals og Arme var stærkt brunede af Solen, og hendes
mørke Øjne tindrede lige op i Ansigtet paa Kusken, hvem hun
rimeligvis fortalte en umaadelig interessant Historie.

Baronessen og Frøkenen stod ved Vinduet og saa ud paa de kommende.

-- Det er en rar Tøs! sagde Hendes Naade -- _hende_ kan jeg godt
lide!

Paa een Gang brast begge Damerne i Latter:

Karen havde pludselig givet den intet anende Jens, der respektfuldt,
men rimeligvis lidt uforstaaende, gik og hørte paa hendes Beretning,
et saa eftertrykkeligt Puf i Siden, at han med nogle underlige
mastodontagtige Hop var faret midt ind i en Stikkelsbærbusk. Og der
stod han, medens Pigebarnet med et Glædeshvin sprang op mod Huset.

-- Tøs dog! truede den gamle Frue, da Karen kom ind i Stuen.

-- Saa du det, Bedstemor? lo hun og for hen til Vinduet for at se, om
Jens stak i Busken endnu.

Men han var da sluppen løs og gik nu op gennem Haven.

-- Hvad er det, der banker oppe paa Loftet? spurgte Karen og lyttede.

Larmen deroppe var begyndt igen.

-- Det er Stasia, det Utyske, der er i Skabet! ... saadan et Skab
skulde du ha', min gode Jansen, og sætte Vilddyret der ind i, naar
hun blev for slem!

-- Pyt! sagde Karen og slog med Nakken -- forleden lukkede jeg
Frøkenen inde paa ....

Hun fuldendte ikke Sætningen, men lavede bare nogle umaadelig store
Øjne, der var halvt forskrækkede og halvt skelmske.

Kaninen rødmede über und über.

-- Saa haaber jeg da, at du fik nogle ordentlige Strambuks, da du
lukkede op igen! mente Baronessen.

-- Det var ikke mig, der lukkede op ...

-- Karen ... bad Frøkenen og greb hende i Armen.

... Det var ... det var Far! fuldendte Pigebarnet ubarmhjertigt.

-- Haa, haa! lo den gamle Frue -- Det har været Spas for Helmuth!

.... Skønt Enkebaronessen havde stredet imod af alle Kræfter (det var
jo hendes Svigerdatters Barn), havde hun dog ikke kunnet holde Stand
imod Karens muntre og indtagende Elskværdighed. Det smukke, viltre
Pigebarn havde taget den gamle Raadsherres Hjerte med Storm.

Ogsaa Karen var meget charmeret i sin Bedstemoder, der var ganske
anderledes morsom og «grinagtig» end den stive, alvorlige «Grandma»
inde i København. Men Baronesse Alvilda, som hurtig mærkede denne
gensidige Sympati, syntes ikke om den og modarbejdede den aabenlyst
og hemmeligt.

Saaledes var det, som sagt, i Dag første Gang, at Karen aflagde
Enkebaronessen et Besøg. Og hun havde næppe faaet Lov dertil, om ikke
baade Baronen og hendes kære Grev Scheele, der nu atter befandt sig
paa Næsset, havde lagt et godt Ord ind.

Desuden mente Baronen, og med Rette, at man skyldte hans Moder denne
Høflighed ....

-- Tak for Suggerladen! sagde Jens Kusk pludselig højlydt ude i sin
Ensomhed i Køkkenet.

Den gamle Frue gik derud:

-- Vil han ha' en Kop til?

-- Næi, ellers mange Tak, Hinnes Naade!

-- Et Stykke Kage?

-- Næi, mange Tak!

-- Der ligger en Cigar til ham i Vinduet; den kan han gaa udenfor og
ryge!

-- Jeg si'er saa mange Tak! ... Og saa er det vel bedst, jeg gaar hen
og spænder for?

-- Nej! raabte Karen ud gennem Døren.

-- Jo! sagde Kaninen -- din Mama har sagt, at vi skal køre herfra Kl.
seks!

-- Saa spænder jeg altsaa for? spurgte Jens igen.

-- Nej! sagde Karen.

-- Jo! sagde Kaninen -- vil De være saa god!

-- Ja saa spænder jeg for da! sagde Kusken og gik.

-- Uf, Mama! vrissede Karen -- hun er somme Tider saa vigtig!

-- Haa, haa! lo den gamle Frue. Men hun tog dog Pigebarnet blidt i
Øret og sagde -- Du er en skidt Tøs! saadan taler man ikke om sin
Moder!

Larmen oppe paa Loftet voksede. Hængelampen over Spisestuebordet
ligefrem dirrede i sine Kæder. Men Baronessen lod, som om hun intet
hørte.

-- Vil Tøsen ha' mere Chokolade? spurgte hun.

-- Ja Tak! sagde Karen -- Aa, Bedstemoder, bad hun saa -- maa der
ikke blive lukket op for Stasia?

Den gamle saa hen paa det store Ur.

-- Om fem Kvarter! sagde hun -- Præcis Klokken syv lukker jeg op.

-- Hvad har hun gjort? spurgte Karen med Munden fuld af Kage.

-- Hun har sat Oldenborrer paa mig.

-- Oldenborrer? spurgte Kaninen.

-- Ja, Oldenborrer, det Skarn! nikkede den gamle Naade vredt -- I
Middags, da jeg laa og sov inde paa Sofaen, listede hun sig ud i
Haven og fangede fire af de største og satte dem op under mine
Skørter, saa jeg vaagnede ved, at de kravlede paa mine Ben!

Frøken Jansen gyste stille. Men Karen lo, saa det rungede.

-- Sikket Grin! sagde hun.

-- Nej, det var aldeles ikke «Grin», min Snut! mente Baronessen lidt
pikeret -- for jeg hader Oldenborrer!

-- Men hvor kunde det dog falde hende ind, Bedstemoder?

-- Aa, jeg havde givet hende et Par Kindheste, fordi hun slog mig en
Tallerken i Stykker!

-- Kindheste, spurgte Karen næsvist -- hvor mange Ben har de?

-- Fem! sagde den gamle og viste sin ene Haand frem -- Vil du ha' en
med hjem?

Karen lo og greb Baronessens Haand og kyssede den.

-- Du er en morsom Kone, Bedstemoder! sagde hun -- meget morsommere
end alle andre Mennesker!

Saa rullede Vognen frem ude paa Vejen og holdt foran Havelaagen. Og
samtidig slog Klokken seks paa det store Ur.

-- Der er Jens, den Skurk! sagde Karen.

-- Men Karen dog! formanede Kaninen.

Og saa tog man Afsked og kørte bort ....

Og da Uret næste Gang slog fuldt Slag, præcis syv, hverken et Minut
før eller senere, gik Hendes gamle Naade op paa Loftet for at aabne
Stasias Fængsel.




Stine Napoleon havde igen været inde i Præstens Kontor og hentet
Penge. Denne Gang var det hendes Ugeløn, thi det var Lørdag; men hun
havde da slaaet paa, at Pastoren snart maatte rykke ud med et Par
Kroner til Salve; Benet var værre end nogen Sinde.

Mascani havde siddet ved sit Skrivebord og hørt paa hendes Klager
uden at svare hende et Ord. Men pludselig var han faret op fra Stolen
og havde slaaet en Haand i Bordet, saa det rystede, og raabt, at han
vilde ikke høre mere paa hendes Vrøvl! Hvad kom hendes Sygdom og
Daarlighed ham ved? Hun havde sin gode Fortjeneste i Præstegaarden,
og dermed maatte hun nøjes. Af pure Medlidenhed holdt han paa hende
og lod hende faa Arbejdet i Haven, skønt hun udførte det tarveligt
nok. Han havde alt for længe fundet sig i hendes Paatrængenhed; og
tog hun sig ikke en mere beskeden Opførsel paa, maatte kun søge
Arbejde andetsteds.

Stine stod henne ved Døren og tabte ganske Maal og Mæle ved denne
Tordenbyge. Hendes smaa, lurende Øjne vidste ikke det Sted, de skulde
fæste sig. Hun pillede med sine røde, kluntede Fingre ved
Forklædebaandene, og Tæerne i de nøgne, graa Strømpefødder bevægede
sig nervøst under det stumpede Skørt.

-- Jager Pastoren mig væk? spurgte hun trodsigt.

-- Nej! sagde Præsten. -- Du skal faa Arbejde; det har jeg jo sagt!
Men jeg vil være fri for dit evige Prelleri for Penge. Du faar den
Løn, du har fortjent; og maa være glad til, at jeg beholder dig. Thi
Synet af dig er blevet mig en Vederstyggelighed!

Nu tog Stine det Parti at give sig til at græde.

-- Aldrig havde jeg dog tænkt _det_! sagde hun og løftede Forklædet
op til Øjnene. -- Herregud, at jeg skulde jages fra Gaarden med Spot
og Skam! Og hvor skal jeg gaa hen og skaffe Føden og Klæderne til
Børnene, naar Pastoren slaar Haanden af vos? Og hvad vil Manden si'e!
Aa Gud, aa Gud, at det skulde hænde!

Præsten gik tæt hen til hende og tog hende haardt i Armen. Hans Øjne
skinnede af Vrede, og hans Ansigt var blegt.

-- Du skriger, sagde han. -- Du klager og jamrer! Lykkelig er du, at
du kan det! Tror du ikke, at jeg kunde ha' Lyst til at hyle, saa det
hørtes over alle Bjærge? Men jeg maa tie, maa jeg, og lukke min Dør
og skyde Slaaen for for al den Jammer og Elendighed, som sidder
herinde! Det er Forskellen ser du, det er Forskellen paa Jer og os!
... Gaa saa! Gaa bort med dig! Jeg vil ikke se dig for mine Øjne, du
skidne Kar, som du er! Og tænker du paa at hævne dig, saa skal jeg
sige dig een Ting: _Den Dag er ikke fjern, da baade du og jeg skal
staa nøgne for Menighedens Aasyn!_

Han slap Taget i hendes Arm og stødte hende haardt fra sig hen mod
Døren. Og Stine skyndte sig ud gennem den med Skrækken stirrende frem
af sine vidtaabne Øjne. Træskoene snappede hun til sig ude i Forstuen
og humpede med dem i Haanden bort over Gaardspladsen, saa hurtig
hendes daarlige Ben kunde bære hende.

Nede i Haven stod Put-Amalie, hendes Naboerske, som ogsaa havde faaet
Arbejde i Præstegaarden.

-- Men Jøsses Kors dog, Stine! sagde hun og slog Hænderne sammen. --
Hva' fejl' dig dov? Har du set Gespenser?

Stine sank om paa en Bænk og lod Træskoene, som hun endnu holdt i
Haanden, dumpe ned paa Jorden ved Siden af sig.

-- Han er ædende, splintrende gal! stønnede hun. -- Han løftede Haand
imod mig!

-- Krestus Jesus! hviskede Amalie. -- Slog han dig?

-- Han kunde ha' vovet paa det! sagde Stine. -- En kunde bringe ham
li'e lukt ind i Tugthuset, hvis en vilde tale!

Amalie saa sig forfærdet om.

-- Hys, hys, dov! hviskede hun. -- Ta' vare paa din Mund! Du var evig
ulykkelig, om no'en hørte dig!

-- Jeg er den Unde raspeme li'e glad! beedigede Stine. -- Han har
voldt mig Ulykker og Spe'takler nok med Manden derhjemme i sin Tid!
Og nu nægter han mig de Par Skilling, som han ligefrem kan dømmes til
at betale mig, om det kom til Rettergang mellem vos!

-- Naa-aa, mente Amalie og skævede ondskabsfuldt hen til Naboersken.
-- I var vel enige nok om den Ting!

-- Hva' ved du om det? spurgte Stine skarpt.

-- Næi, naturligvis! ...

-- Har du kanske haft din Næse imellem?

-- Næi ....

-- Saa holder du din Hals!

Put-Amalie bed Svaret i sig. Hun vilde nødig være usams med Stine,
for det var paa hendes Anbefaling, at hun havde faaet sin Gang her i
Præstegaarden, og der faldt jo foruden Lønnen ofte en Kop Kaffe og en
Bid Brød af.

-- La' vos saa se aa faa plukket di Ribs af! sagde Stine efter en
lille Pause og stak Fødderne i Træskoene og gik hen og satte sig paa
den trebenede Malkeskammel, som hun havde bragt med sig hjemmefra,
da hun ikke taalte at staa oprejst og bøjet i Timevis.

Og begge tog de saa fat paa Arbejdet.

-- Det Svin! sagde Stine lidt efter indigneret. -- Ved du, hva' han
sa'e?

-- Nej? spurgte Amalie og spidsede Øren.

-- Han sa'e, at det vilde ikke vare længe, forinden baade han og jeg
skulde klæ' vos a' li'e midt for hele Menigheden!

-- Krestus Jesus! mumlede Amalie og korsede sig. -- Er det en Præst,
der kan føre saadan Ord i sin Mund! Men Pigerne deroppe si'er da
osse, at Fanden vist snart flyver a' Sted med ham; for der gaar ikke
en Dag, uden at han skriger og raaber og falder i Besvimelse, saa
Fruen og Frøkenen har nok aa gøre med at faa blæst Liv i ham igen.
Det _maa_ jo ende med et Mirakel!

-- Ja, at Vorherre kan putte saadan et Sind i en Præst! sagde Stine,
der nu var bleven mere rolig og raisonabel. -- Det er li'efrem til at
undre sig ihjel over! Men et kønskabt Mandfolk har han sgu altid
vaaren; og det er sgunne saa underlig, at et sølle Kvindfolk ikke kan
staa ham imod, naar han _vil_!

-- Næi vist saa! nikkede Amalie. -- Men hvorfor kan han ikke holde
sig til Konen? Det er jo da derfor, di har taget til Ægte.

-- Hun opdagede jo, at han kunde ikke nøjes med hende; og saa laasede
hun a'!

-- Jamen nu er han jo da blit gammel.

-- Gammel? grinte Stine. -- Hæ, det er li'som med Juleøl: jo ældre
det bli'er, jo værre sprutter det!

Længe endnu vedblev disse to hæderværdige Kvinder at tale skønne Ord
om deres arme Præst. Stine, der ellers altid plejede at veksle Tema,
naar Snakken mellem Naboer og Genboer faldt paa Mascani og hans
Bedrifter, lagde i Dag ikke det mindste Skjul paa sin Viden og
Kendskab til hans Færd i Præstegaarden og udenfor, fuld af Hævnsyge,
som hun var, paa Grund af den Behandling, hun havde faaet inde paa
Kontoret. Og Put-Amalie, hvis Liv og Levnet ej heller havde været af
Farve som den første Sne, lyttede fuld af Glæde og Andagt til den
andens Beretninger. Ja, stundom kunde hun endogsaa supplere dem med
et eller andet lille Træk, som endnu ikke var kommet Stine for Øren.
Hun vidste til Eksempel at melde om nogle Vandringer, Præsten foretog
sig inde mellem Klitterne paa de Tider af Dagen, naar Sognets Kvinder
og halvvoksne Tøse gik i Bad fra Strandbredden.

-- Jeg tror ligefrem, det er en Galskab i Blodet paa ham! sagde Stine
filosofisk. -- Du skal se, han ender paa Anstalten li'som Mikkel
Skrædder!

-- Eller i Tugthuset! mente Amalie. -- For _det_ er der da Straf for,
ved jeg!

-- Ja-a, hvis han forgriver sig paa dem! sagde Stine.

-- Det gør han sgu nok! nikkede Amalie fortrøstningsfuldt.

-- -- --

Som disse to Smaakoner talte om deres Sognepræst, saaledes talte den
hele Egn.

Ikke kunde to Mennesker komme sammen, uden at det straks lød: Har De
hørt den sidste om Mascani? Har De hørt? Har De hørt?

Enkelte alvorlige Eksistenser blev baade røde og blege af Forargelse
og mente, at der burde klages til Provst og Bisp. Men de fleste lo og
morede sig over Præstens Bukkespring, som man næsten altid er
tilbøjelig til at le af og more sig over den Art erotiske
Kalamiteter. De betragtes som en Slags moralsk Tandværk, der kun gør
sit Offer latterligt!

Men den ulykkelige Mascani selv lo ikke! Han følte klarere og klarere
en Katastrofe nærme sig. Og som et Menneske, der mærker Sindssygen
gro i sin Hjerne, faldt han snart hen i dump Resignation og rasede
snart i vild Fortvivlelse, skreg op og slog om sig derhjemme i sin
Stue, saa at hans Kone og Datter sad blege af Angest. Ind til ham
kunde de ikke komme, da han altid stængede Dørene til sit Kontor,
naar han mærkede et Anfald nærme sig. Men de holdt Vagt i Stuerne
udenfor og vogtede paa ham, at ikke Tjenestefolkene skulde komme i
Nærheden og lytte og forstaa og bringe Sladder og Rygter i Omløb.

Det var strenge Dage for Clara og hendes Moder. De havde aldrig et
Øjebliks Ro. Var Pastoren ude, afventede de i dirrende Spænding hans
Hjemkomst. Og naar han var hjemme, for de sammen ved hver usædvanlig
Larm og sendte hinanden ængstelige Blikke. Thi Præsten havde engang
ladet en Ytring falde om, at man maatte være belavet paa, at han en
skønne Dag «gjorde en Ende paa det hele».

Og var Dagene onde at gennemleve, var Nætterne endnu værre. Naar de
to Kvinder var gaaet op paa deres Værelse for at gaa i Seng, kunde de
i Timevis holdes vaagne af hans Puslen og Listen i Etagen nedenunder.
Clara, der havde maattet flytte sin Seng ind i Pastorindens Værelse,
var engang gaaet ned for at se, hvad Faderen tog sig for. Men hun
fandt Døren til Dagligstuen aflaaset; og da hun kiggede ind gennem
Nøglehullet, saa hun ham vandre rundt derinde, nøgen til Bæltestedet,
medens han hudflettede sin blottede Ryg med et knudebesat Reb, saa
han stønnede ved det. I Rædsel havde hun da hugget sine knyttede
Hænder mod Døren og raabt:

-- Far, Far, hvad er det dog! Luk op! Lad mig komme ind! Hører du!
Hører du!

Men saa var Lampen bleven slukket, og ikke en Lyd hørtes mere
derinde.

Lidt efter var Moderen ogsaa kommen ned, og de havde da begge gaaet
den halve Nat udenfor paa Gangen og lyttet. Men alt havde været
stille.

Og da Mascani næste Morgen mødte til Te i Spisestuen, var der intet
usædvanligt at spore hos ham. Og spørge turde de jo ikke ...

Gladest var disse tre ulykkelige Væsener, naar de var ude i Selskab
eller selv havde Gæster. Saa kunde Pastoren spøge og le og være den
muntreste af de muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand, at
han førte en daglig opslidende Kamp med sig selv for ikke pludselig
at udstøde dette hvinende, skærende Skrig, der stadig laa som en
Klump i hans Bryst og pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der
engang (det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortvivlet) vilde
tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem gennem hans Strube som
Skriget fra et dødsramt Dyr, der har kæmpet for Livet ....

Dog var der et Par Øjne, som hans selskabelige Munterhed og Livsglæde
ikke skuffede: Det var Hendes gamle Naades.

-- Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en saadan Aften sige
-- og sæt Dem ved Siden af mig, at vi kan faa en Passiar sammen! ...
Ved De, hvad De skulde, min gode? fortsatte hun saa, naar Pastoren
havde sat sig.

-- Nej? spurgte Præsten med et usikkert Blik; thi han havde i den
sidste Tid begyndt at frygte hendes Ligefremhed og Mangel paa
Hensyntagen.

-- De skulde rejse!

-- Rejse?

-- Ja; rejse bort et halvt Aars Tid og se at komme til Kræfter! Jo,
vist saa! Tror De ikke, jeg kan se, at De er syg? Der er jo snart
ikke mere Kød paa Dem end paa en almindelig Kanariefugl! Før var De
brun, og det klædte Dem. Men nu er De jo ganske grøn! Hvad er det,
der piner Dem? I gaar alle sammen rundt her og bliver saa løjerlige!
Se nu til Helmuth! Tror jeg ikke, Drengen er bleven nervøs trods alt
sit Kød! I skulde rejse sammen og lade Madammerne være, hvad de er!
Ja, De ler, min kære Macaroni; men jeg har levet længe nok til at
kunne se bag Tænderne!

Pastoren rejste sig. Han gouterede ikke Intimiteter, naar de berørte
ham selv. Og han forsikrede smilende, at han havde aldrig befundet
sig bedre end nu for Tiden. Kun en Smule Hovedpine af og til, det var
det hele!

Men Enkebaronessen lod sig ikke føre bag Lyset. Hun rystede sine
Krøller og hævede en Pegefinger.

-- Verden er forrykt! sagde hun. -- I ender alle paa Galehuset! Jeg
er den eneste normale!

Og hun trak Mascani ned ved Siden af sig igen og begyndte, medens hun
holdt fast paa ham, ivrigt hviskende at betro ham sine Bekymringer
med Hensyn til Helmuth og Baronesse Alvilda.

-- Det gaar rent Fanden i Vold! sagde den gamle Dame. -- Jeg ser jo,
hvor Drengen pines. Hun har kun Øjne for ham, Scheele, Fætteren, den
Fløjelsabekat! Hvad skal det ende med? Naar Helmuth endda ikke brød
sig om hende; men han er jo saa væk i hende som en Kat i en
Rødspætte! Snakke ham til Rette, det nytter ikke. Jeg har prøvet paa
det, men han bed mig af, saa det sved. Har De ikke et Raad? For galt
ender det, om Drengen kommer over dem engang. Jeg kender ham! Hjernen
paa ham bliver til Grød, og saa slaar han løs uden at tænke paa, at
der kommer en Onsdag efter en Tirsdag. Kan De ikke hjælpe! Kan De
ikke tale med en af Parterne?

Men Pastoren rejste sig igen og vrissede med Hovedet. Han vilde ikke
høre mere. Brød sig ikke om at høre mere. Hvad kom det hele ham ved!
Alt, hvad der foregik uden for ham, interesserede ham ikke; syntes
ham saa smaat og ubetydeligt i Forhold til det store, tilstundende
Opgør, han skulde have med sig selv!

Og han bukkede for den gamle Baronesse og kom med nogle Udflugter og
Undskyldninger: Man skulde ikke blande sig i andres Sager; det kom
der aldrig noget godt ud af. Man skulde ikke agere Forsyn. Menneskene
gled dog alligevel derhen, hvor deres Skæbne førte dem o. s. v., o.
s. v. ... Og han lo forceret op og kyssede hendes Haand og skyndte
sig ind mellem de andre Gæster.

Og snart hørte man hans Latter og Tale klinge højlydt gennem
Stuerne ...

Men naar han saa senere paa Aftenen kørte hjem sammen med sin Kone og
sin Datter, sad han tavs og med lukkede Øjne trykket ind i et Hjørne
af Vognen. Og ej heller Damerne talte. Alle gruede de for Natten, der
stundede til.




-- Det er forfærdelig kedeligt, at han er min Onkel! sukkede Karen og
stirrede drømmende ud i Halvmørket.

-- Man kan godt blive gift med sin Onkel, erklærede Clara Mascani
afgjort.

-- Ja, jeg har en Tante, der er gift med sin! sagde Kaninen.

-- Somme Tider gaar jeg ned i Vestibulen og ta'er hans Hat paa og
kysser hans Handsker! nikkede Karen sværmerisk.

Frøken Mascani lo og klappede i Hænderne:

-- Du er storartet!

-- De er af Ruslæder, vedblev den lille -- Jeg har taget den ene! ...
Lugt! sagde hun og halede en Handske op af sin Kjolelomme og pressede
den ind mod sit Ansigt.

Clara snappede Relikvien fra hende.

-- Ah! sagde hun og borede Næsen ned i den -- hvor den dog er dejlig!
... Maa jeg ha' den, hva' Baby?

-- Næ, du kan tro nej! skyndte Baby sig og rev Handsken fra hende
igen og gemte den ilfærdigt helt nede paa Bunden af Lommen.

Kaninen sendte de to andre et forskræmt Blik og rødmede. Hun begreb
ikke, at de saa frimodigt kunde blotte deres Hjertes Følelser ....

Det var Søndag, og Frøken Mascani havde været paa Næsset siden om
Formiddagen. Hun var kørt hjem med Herskabet, der havde været til
Førstegudstjeneste. Og skønt hun var fyldt de nitten Aar, morede hun
sig fortræffelig sammen med Karen og Frøken Jansen. Og saa snart hun
var hjemmefra, skænkede hun ikke de ulykkelige Forhold i
Præstegaarden en Tanke.

De tre Pigebørn havde hen paa Eftermiddagen faaet kogt noget
Chokolade, som de havde hældt paa en Flaske, og med den og noget
Hvedebrød i en Kurv var de saa vandret ud i Skoven og var endt i
Straahytten, hvor de havde fortæret deres medbragte Furage.

Og saa var Karen kommen frem med to Cigaretter, som hun havde
tilvendt sig inde i Moderens Toiletværelse, og dem havde hun og Clara
tændt og dampet paa. Kaninen fik ondt, bare hun tænkte paa Tobak.

Straahytten laa, som sagt, nede for Enden af den lange Bøgeallé, der
hvor Skov og Have gled over i hinanden. Det var en cirkelrund, gammel
Hytte, bygget af raa Fyrrestammer og tækket med et højt,
spidstopløbende Straatag. Der var rart svalt derinde, og der herskede
et behageligt, mystisk Halvmørke, idet Dagslyset kun sivede ind
gennem et lille, firkantet Vindue øverst oppe i Taget.

Pigebørnene havde lukket Døren af for sig ved at sætte Krogen paa
indvendig. Og nu havde de ligget paa Løjbænkene derinde og sludret og
røget en halv Timestid, efter at Chokoladen og Hvedebrødet var
fortæret.

-- Skal vi gaa i Vandet? spurgte Karen pludselig.

-- Nej! sagde Kaninen afgjort.

-- Jo--o! raabte Clara Mascani og slængte Cigaretten fra sig -- lad
os det!

-- Jamen vi har jo ingen Haandklæder med. Og vi kan heller ikke komme
ind i Badehuset!

-- Pyt! vi gaar fra den aabne Strand og tørrer os paa vore Særker!
mente Baby rapmundet.

Der blev endnu lidt Vrøvlen frem og tilbage; men Karen og Clara
sejrede. Og det blev bestemt, at man skulde lade Kurven med Kopperne
staa i Straahytten, indtil man gik hjem.

Men pludselig udstødte Karen et højt Skrig:

-- Der er Ild! Der er Ild!

Og i samme Øjeblik saa man Røg og Flammer slaa til Vejrs henne i
Hyttens ene Hjørne, hvor der laa en Bunke Papirsstrimler og visne
Blade.

-- Det er fra min Cigaret! sagde Clara bestyrtet og blev staaende
stiv af Skræk og stirrede hen paa Ilden, der blussede lystigere og
lystigere.

-- Sluk! Sluk! skreg Karen og for hen mod Døren -- Lad os raabe om
Hjælp!

Men Kaninen, der i alvorligere Situationer dog til syvende og sidst
vistnok var den mest praktiske af disse trende smaa Perlehøns, rev i
en Fart et Par Græstørv løs af en af Løjbænkene, kastede dem over
Flammerne og trampede rundt paa dem. Hvorved det temmelig hurtigt
lykkedes hende at slukke Ilden.

-- Hvor _turde_ du, Frøken Jansen? spurgte Karen beundrende.

-- Aa, det var da saa nemt ....

-- Tak! nikkede Clara Mascani ganske bleg og strøg Frøkenen over
Haaret -- Det var ogsaa frygtelig letsindigt af mig at kaste
Cigaretten fra mig herinde. Hvis der nu var gaaet rigtig Ild!

-- Novve! sagde Karen med sit Yndlingsudraab, som hun altid anvendte
i den højeste Sindsbevægelse -- det havde været en værre Historie!

-- Sæt Ilden havde naaet Taget! sagde Clara.

-- Saa var vi bleven stegte! mente Karen.

-- Naa--aa, vi var vel nok slupne ud! smilede Kaninen, der endnu stod
og trampede paa Brandstedet for at slukke de sidste Gløder.

-- Jamen Hytten var da futtet a'! nikkede Baby -- Det kunde for
Resten ha' været Sjov! ... Skal vi saa gaa? spurgte hun -- Vi maa
skynde os. For vi skal være hjemme og ha' klædt os om til Middag!

Og hun aabnede i det samme Døren og slog den helt tilbage, saa at det
halvmørke Rum fyldtes af det grønlige Lys, der laa ude under Træerne.

-- Puhh, sikken Varme! vedblev hun -- Det skal rigtignok blive
dejligt at komme til at staa paa Hovedet i Vandet! Kan du svømme,
Clara?

-- Ja, lidt.

-- Saa kan du lære Frøken Jansen og mig det!

Kaninen forsøgte et sidste Argument:

-- Jeg tror ikke, at din Mama vil synes om, at vi gaar ud fra den
aabne Strand, Baby!

-- Jo--o, Mama er i godt Humør i Dag! sagde Karen og laasede Døren,
hvilket lod sig gøre ved Hjælp af et stort, gammelt Søm, der sattes
ned i en Øsken.

Og saa begav de unge Damer sig af Sted ad Spadserestien ned mod
Fjorden.

Vejen, de fulgte, gik først langs Skræntens øverste Kant med Udsigt
over Vandet til Skovene og Markerne paa den anden Side. Fjorden var
saa smal, at man tydelig kunde se Dyr og Mennesker færdes ovre paa
den modsatte Bred.

-- Se, der er ogsaa nogen, der bader! sagde Clara og pegede ud over
Vandet, hvor en tre-fire nøgne Legemer lyste i Solskinnet.

-- Der kan du se, Frøken Jansen, sagde Karen hoverende -- saa kan vi
da ogsaa!

Stien skraanede nu ned mod Engene. Og lidt efter stod de unge Piger
nede paa Grønsværet i den bagende Sol.

Baade Frøken Mascani og Kaninen standsede og kiggede betænkeligt ud
over den store, nøgne, solhede Flade, der yderst langs Strandkanten
var begrænset af en Række temmelig høje Klitter.

Men Karen var allerede et langt Stykke ude paa Engen.

-- Kom nu! raabte hun -- Vi _skal_ i Vandet!

Og saa fulgte de andre efter.

Der var en Del Grøfter og Diger at komme over; og ganske opløste af
Varme naaede man ud til Klitterne, fulgte et Digeløb ind mellem to af
dem og stod nu paa den smalle, sandede Strandbred.

Lige ud for Stedet, et halvt Hundrede Alen ude i Vandet vel, laa
Badehuset. Der førte ingen Bro ud til det, man naaede derud pr. Vogn.

-- Een, to, tre! sagde Karen og begyndte at rive Tøjet af sig --
Første Mand i Vandet!

Ogsaa Frøken Mascani tog fat paa at afføre sig sine Klæder.

Men Kaninen satte sig i Græsset ved Foden af Klitten. Hun _kunde_
ikke bekvemme sig til denne Friluftsbaden. Hun var ikke vant til
det; havde aldrig prøvet det før.

-- Naa, Frøken Jansen! raabte Karen, der allerede sad i den bare
Chemise og trak Strømperne af -- Nu er vi andre snart færdige!

-- Jeg vil ikke med! raabte Jansen tilbage -- Vi har heller ingen
Badehætte, og Haaret bliver saa væmmeligt af Saltvand!

-- Vi kan binde vore Lommetørklæder over Hovedet! foreslog Frøken
Mascani.

-- Nej, jeg vil ikke med! sagde Kaninen.

-- Hurra--a! skreg Karen og sprang med lange Skridt ud mod Vandet.

-- Dit Haar! raabte Frøkenen efter hende.

-- Blæse med det! sagde den lille og for af Sted.

Det var meget lavvandet, saa at hun maatte vade et langt Stykke ud,
forinden Vandet naaede hende til Knæene.

Solen skinnede paa hendes nøgne, buttede Legeme, hvis gullige Hud
lyste som mat Rav. Og hendes store, løse Haar flød hende ned over
Ryggen.

-- Kom nu, Clara! raabte hun og satte sig ned og gav sig til at
plaske med Arme og Ben, saa Vandet sprøjtede og skummede rundt om
hende.

Frøken Mascani var nu ogsaa fuldstændig afklædt og stod og bandt
omhyggeligt sit Lommetørklæde fast om sit Hoved.

Saa gik hun hen og stak sin ene Fodspids i Vandet.

-- Uh, sagde hun og gyste let -- det er koldt!

-- Kom her ud! skreg Karen!

Og Clara tog en energisk Beslutning og løb ud til hende.

Kaninen sad og saa paa dem. Det var ikke fri for, at hun misundte dem
deres Fornøjelse. Hun fortrød næsten, at hun havde sagt, at hun ikke
vilde med.

Vandet saa saa indbydende ud, og de to derude laa og plaskede rundt
og raabte og lo og sprøjtede hinanden.

Paa een Gang kom der Taarer op i Kaninens Øjne. Hun vilde trænge dem
tilbage, men formaaede det ikke; og de løb stille ned ad hendes
Kinder.

Hun kunde ikke have forklaret, hvad der var i Vejen med hende. Hun
vidste bare, at hun var saa inderlig bedrøvet over ikke at kunne
glæde sig som de andre, ikke være munter som de andre.

Og saa skammede hun sig. Hun skammede sig over ikke at være saa smuk
som de! Det var maaske fornemmeligst derfor, at hun ikke vilde med
dem i Vandet; hun vilde ikke, at de skulde se hendes magre, kantede
Krop og Lemmer.

Uvilkaarligt lod hun sine Hænder glide ned over sine Arme og Ben. Og
Taarerne trillede hende tunge og bitre ned over Kinderne, fordi hun
ikke var rund og velskabt og sund som de to derude.

-- Halløj! raabte Karen -- Kom dog, Frøken Jansen!

-- Her er saa dejligt! forklarede Clara Mascani -- Vandet er ganske
lunkent!

Men Frøkenen vinkede afværgende med Haanden ud mod dem. Og hun gjorde
sig Umage for at smile, medens hun stjaalent tørrede Taarerne af sit
Ansigt.

Clara og Karen havde taget hinanden i Haanden og var vadet længere
ud. Vandet naaede dem nu til højt op paa Benene.

De saa pragtfulde ud, som de gik der med deres runde, bløde, vaade
Legemer lysende i Solen!

De naaede ud til Badehuset og kravlede op paa Flaaden, som bar det.

Der stillede de sig op med Ryggene mod den hvide, malede Badehusvæg
og lod sig gennembage i Solskinnet.

Saa hørtes der Raab fra Fjordens modsatte Bred. Det var de badende
derovre, som havde faaet Øje paa dem.

Karen besvarede Raabet og strakte Armene vinkende i Vejret.

-- Nej, lad være! sagde Clara og greb hende om Haandledene -- Sæt, de
svømmede herover!

-- Ja, hvad gjorde saa det!

Nu skal I komme i Land! raabte Kaninen -- Klokken er mange!

-- Ja, nu kommer vi! lød det tilbage.

Og Ordene klang klart og distinkt hen over Vandet, som taltes der i
en stor, tom Sal.

Pigebørnene hoppede ned fra Badeflaaden og satte i lange Spring ind
mod Strandbredden. De løb om Kap og faldt og tumlede om og rejste sig
igen og lo og hvinede. Men Clara Mascani, der var slankere og mere
langbenet end Karen, naaede først ind.

-- Se nu er det jo, man savner et Haandklæde! sagde hun, da hun stod
oppe paa Sandet -- Det skal du faa betalt, kan du tro! raabte hun saa
og drejede sig i en Fart.

Karen var kommen listende bag paa hende og havde givet hende et Dask
med sin flade Haand.

Og nu gik det i vild Jagt hen langs Strandkanten, saa Vand og Sand
sprøjtede op omkring dem.

Naturligvis fik Clara fat i Forbryderen, der næsten ikke kunde løbe
for Latter og Skrigen. Hun greb hende i Haaret og holdt hende fast.

-- Hvad skal jeg nu gøre ved dig, dit lille Utyske?

-- Drukne mig! lo Synderen.

-- Godt! nikkede Clara og løftede hende op i sine Arme -- Godt, min
Pige, nu har du selv sagt det.

Og hun begyndte at vade udad med hende.

Men Karen sprællede i den Grad, at hun slap løs.

Og saa begyndte Jagten forfra.

Men da man kom lige ud for Kløften mellem Klitterne, løb Karen
derind. Og et Øjeblik efter stod hun oppe paa Spidsen af den højeste
Klint og sang af fuld Hals, idet hun slog ud med Armene:

    Vift stolt paa Kodans Bølge,
    blodrøde Dannebrog, paa en Pind!

-- Din gale Tøs! raabte Frøken Mascani -- Kom nu ned og klæd dig paa!

-- Her er saa dejligt oppe i Solen! raabte Karen tilbage.

    Du over Helte svæved,
    som sank i Dødens Favn ....

Karen! befalede Kaninen og rejste sig -- kom ned straks, hører du!

-- Nu kommer jeg, min elskede Lærerinde! sagde Karen. Og medens hun
løb ned ad Klitten, hørte man hende fortsætte i vilden Sky:

    Dit lyse Kors har hævet
    til Himlen Danmarks Navn, paa en Pind!

-- -- --

Da Pigebørnene var klædt paa og var naaet halvvejs over Engene op mod
Skoven, rejste en Mand sig bag en af Klitterne, sneg sig forsigtig
ned paa Stranden og gik ad Næsgaardene til.

Det var Pastor Mascani.




Der var stort Selskab paa Næsset.

-- Vi maa ha' fodret Egnen af, Vilde! havde Baronen sagt -- Og det er
bedst at gøre det, mens Scheele er her, saa kan han se Dyrene!

Og saa blev alle Omegnens Proprietærer med Fruer og Døtre tilsagt og
var mødt op i deres bedste Stads.

Enkebaronessen var i sin grønne Silkekjole med Armbaand og Brystnaale
og Ringe paa alle Fingre.

Og Fru Mascani var i Sølvbryllupskjolen, og Clara i hvidt med
Rosenknopper.

Det var Middag. Man havde lige rejst sig fra Bordet og nu skulde
Kaffen serveres nede i det store Lindelysthus i Haven.

Niels Tjener var i sin mindst plettede Livkjole; og Drengen Julius
var iført en Slags svensk Husaruniform, som Baronesse Alvilda selv
havde komponeret: blaa Stumptrøje med stiv, opstaaende, gul Krave og
brede, gule Galoner ned ad Benklæderne.

-- Drengen ser ud, som om han var rømmet fra Flakkebjerg! havde
Hendes gamle Naade sagt himmelhøjt til sin Bordkavaler Byfoged From,
der truende med sin buttede Pegefinger havde let klukkende nede i sit
hvide Halsbind:

-- Deres Naade! Deres Naade! De er ved Gud morsom, Deres Naade! Men
lidt ondskabsfuld! Jo, jo, lidt ondskabsfuld! ...

Gæsterne kom vandrende højrøstet talende og ivrigt gestikulerende
efter Maden og Vinen ned ad Lindealleen og stimlede sammen om
Lysthusets Indgang.

Grev Scheele, Karen og den lille Jansen havde travlt med at finde
Havestole og Bænke.

Enkebaronessens Øjne veg ikke fra Svigerdatteren. Og hver Gang Greven
nærmede sig Husets Frue, blev den gamle Naades Pupiller store og
agtpaagivende.

Efter en Del Forvirring fik man Plads omkring det store, aflange
Stenbord inde under Lindetræerne. Damerne inderst og Herrerne
staaende i en Kreds bag dem med Kaffekopperne i Hænderne og bøjende
sig frem over Kvindernes Skuldre for at konversere.

Grev Scheele havde faaet Plads bag Baronesse Alvilda. Hans
længselsfulde Øjne glædede sig ved at beskue hendes hvide Hals og
Barm, der lyste frem af en dybt nedringet, vinrød Silkekjole. Og
hans skælvende Læber hviskede hende af og til et hvidglødende Ord
i Øret ...

-- Drik Cognak, mine Herrer! sagde Helmuth, der bred og vel til
Mode stod lænet op mod en Træstamme og omfattede Gæsterne med et
fornøjet og godmodigt Blik. Han var stolt over at kunne byde saa
mange til Gæst paa een Gang. -- Niels! raabte han -- skænk Sødt for
Damerne! ...

Ude i Lindealleen havde de unge Piger givet sig til at lege Tagfat.
Der var ikke Plads til dem i Lysthuset.

Clara fra Præstegaarden satte som en Stormvind efter Karen.

-- Stop hende! Stop hende! raabte Karen til Proprietærfrøknerne, som
følte sig betydelig generte ved at være Gæster paa Slottet. De stod
og pillede ved Stadsen og rettede hviskende paa hinandens Baand og
Blomster.

-- Karen! advarede Kaninen -- ikke for vild!

Men Karen tog fat i hende og svingede hende rundt et Par Gange, saa
at hun var ved at miste Vejret.

-- Der er Julius! raabte hun saa pludselig og slap Frøkenen, da hun
fik Øje paa Tjenerdrengen, som kom balancerende med et Fyrfad fuldt
af Gløder ude paa Spidsen af en Ildtang.

-- Han er nusset i Dag, sagde Præstens Clara -- i den Dragt!

Og begge Pigebørnene løb hen til Drengen og vilde tage Fyrfadet fra
ham.

-- La' vær' Frøkner! sagde Julius og søgte at værge sig -- I brænder
Jer!

Men Karen greb ham bag i Stumptrøjen, saa Drengen kunde ikke flytte
sig af Stedet.

-- Hinners Naade venter! skreg han i Angest og sled for at komme løs
-- Jeg skal skynde mig!

-- Ja skynd dig bare! sagde Karen og begyndte at danse rundt. Og
Julius maatte følge hende. Han snurrede af Sted sidelæns; Ildtangen
holdt han stadig i Hænderne, og hans Øjne stod stive af Skræk for, at
Fyrfadet skulde flyve af den.

Frøken Mascani lo, saa det klang; og selv Proprietærfrøknerne maatte
trække paa Smilebaandet.

Saa viste Niels Tjener sig, og Karen slap sit Tag i Julius, der tog
et Par mægtige Skridt fremad og var lige ved at falde paa Næsen.
Men han holdt dog Balancen og skyndte sig ind i Lysthuset med
Gløderne ...

Grev v. Scheele havde i sin permanente Kvide bøjet sig alt for dybt
ned over sin Kusine. Hans Læber berørte næsten hendes Øre.

Hurtig rejste hun sig fra sin Stol.

-- Skal vi spadsere lidt rundt i Haven, mine Damer? spurgte hun højt
-- Pastor Mascani, Deres Arm!

Pastoren bukkede og bød hende Armen.

-- De er saa tavs i Dag, Hr. Pastor?

Men hun ventede ikke paa Svaret; hun drejede sig om mod Grev Scheele
og sagde:

-- De er nok saa god at være Vært for Ungdommen, Fætter!

Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og slog op med Haanden:

-- Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi en lille Promenade i
Skoven!

-- --

De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hendes Naade og Pastoren.

-- Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal fra før.

Præsten saa paa hende med et underligt, sløret Blik i sine smukke,
brune Øjne:

-- Jeg er træt! sagde han.

-- Træt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og af hvad er De saa
træt, om jeg tør spørge?

-- Af dette evige eet og det samme! Af dette evige Slagsmaal med mig
selv og andre!

Baronessen smilte.

-- Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens Gerning! sagde hun.

Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans Øjne flammede -- Gud
«kaldes» ogsaa algod, alkærlig og albarmhjertig .... Og Alsludder er
det hele!

-- Men Hr. Pastor dog!

-- Han piner og han plager mig! sagde Præsten haardt -- Led os ikke i
Fristelse, staar der! Og han bestiller ikke andet! Han møder frem med
Fordringer, som jeg ikke kan indfri! Han læsser Byrder paa mig, som
jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræve af det andet det,
_han_ kræver af os, vilde vi blive dømte fra Ære, Liv og Gods!

-- Jeg forstaar ikke ... De, en Herrens Tjener? sagde Baronessen
forvirret.

-- Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden at høre paa
hendes Bemærkning -- Undertiden fristes jeg til, naar jeg staar foran
«Herrens» Alter eller paa Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden
med min naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg staar og
bavler frem med min fedeste Søndagsrøst! Ak, mine kære Brødre og
Søstre, vrængede han pludselig snøvlende op med himmelvendte Øjne --
hvorfor ere I genstridige mod Herren? Hvorfor ville I ikke kaste eder
i hans alkærlige Faderfavn, som staar hver angrende Synder aaben?
Han, som har givet sin Søn, den Enbaarne, at hver den, som tror paa
ham, ikke skal fortabes, men have det evige Liv! ... Isch! alt det
samme som den første den bedste Hjulmand og Skorstensfejer, naar han
er en Smule lettunget, kan plapre os efter!

Baronessen var standset og stirrede forfærdet Præsten op i Ansigtet.
Hun vidste ikke, om det var Alvor, dette, eller en lidt vel
hasarderet Spøg. Sin Arm havde hun trukket ud af hans; og hun saa
sig om for at søge Hjælp.

Men de var kommet langt forud for det øvrige Selskab og stod nu nede
i Skovkanten lige ud for den smalle Sti, der førte ind til
Straahytten.

Mascani havde presset en af sine Hænder op mod Panden; og han bøjede
Hovedet bagover og drog et dybt Suk.

-- Undskyld, Deres Naade! sagde han med træt Stemme -- Jeg har vist
forskrækket Dem! Men nu er det ovre, nu ... Lad os gaa derind og
sætte os lidt? bad han og pegede hen mod Hytten -- De vilde bevise
mig en usigelig Tjeneste! tilføjede han, da Baronessen syntes at
tøve.

Næppe var de traadt inden for Døren, før han sank ned paa en af
Græsbænkene og skjulte Ansigtet i Hænderne.

-- De er syg, Hr. Pastor? Skal jeg ikke ...

-- Nej, nej! Det er straks forbi! Jeg beder Dem, sæt Dem!

Hun satte sig tøvende paa Bænken ligeoverfor.

Og saaledes sad de nogen Tid i Tavshed.

Endelig løftede Mascani Hovedet.

-- Det er her omme! sagde han og lagde en Haand bag om Nakken og
bøjede Ansigtet opad. Han var gustenbleg som en dødssyg Mand; og hans
Øjenlaag sank i -- Her omme sidder det ... Det er, som om der laa en
stor, tung Ting derinde og voksede!

Baronessen følte sig mere og mere ilde til Mode. Man vidste jo ikke,
hvad dette Menneske kunde falde paa! Allerhelst havde hun rejst sig
og var løbet sin Vej! Alt, hvad hun Tid efter anden havde hørt
berette om Mascanis Besynderligheder og Ekstravagancer, for hende
gennem Hjernen og indgød hende Frygt.

Hun kastede et sky Blik hen mod ham. Han sad endnu stadig med
Ansigtet bøjet opad og med Haanden presset mod Nakken.

-- Kære Hr. Pastor, forsøgte hun -- er det ikke bedre, at vi gaar op?
Jeg skal lade et Gæsteværelse gøre i Stand til Dem. Hvis De da ikke
foretrækker straks at køre hjem til Præstegaarden?

Præsten aabnede Øjnene og stirrede stift hen paa hende.

-- Hvad syntes Deres Naade om min Prædiken, sidst De var i Kirke?
spurgte han og havde øjensynlig slet ikke hørt hendes Spørgsmaal.

-- Deres Præken? spurgte hun forbavset.

-- Ja, den Søndag De tog Clara hjem med til Næsset?

-- Jeg synes altid godt om Deres Prækener ...

-- Hm! ... Ved De, hvor jeg var henne om Eftermiddagen?

-- Nej ...

-- Skal jeg fortælle Dem det? spurgte han med et underligt stikkende
Glimt i Øjnene.

-- Ja ... nej! sagde hun forvirret.

Han tøvede lidt og syntes at glæde sig over hendes Forvirring. Men
saa stirrede han hende fripostigt ind i Ansigtet og sagde:

Det skal jeg Skam sige Dem: Jeg laa nede bag Klitterne med en Kikkert
og saa paa, at Pigebørnene gik i Vandet!

Baronessen slog oprørt ud med Haanden:

-- Jeg vil ikke høre paa ...

-- Hæ, hæ! vedblev han klukkende -- En smuk Beskæftigelse for en
«Herrens Tjener», hva'? Min egen Datter og Deres lille, buttede
Karen! De tumlede de hvide Lemmer dernede som et Par Kid! ... Aa,
Herre min Gud, Herre min Gud! skreg han pludselig og kastede sig
forover ned mod Bordets Plade -- vær dog mig arme Synder naadig!

Baronessen havde rejst sig. Hun rystede over hele Kroppen som af
Kulde. Vel havde hun af og til hørt et og andet fortælle om Mascanis
Kvindekærhed og hysteriske Anfald; men hun havde til Dels anset det
for Klaffer og Overdrivelse, thi saa ofte hun hidtil havde været
sammen med ham, havde hun intet mærket. Og nu!

Hun var gaaet hen til Straahyttens Dør og stod og stirrede ud mellem
Træerne og lyttede, om ikke nogle af Gæsterne skulde være i Nærheden.

Da lød der en stille Puslen bag hendes Ryg; og hun vendte sig
hastigt.

Det var Pastoren, som var kommen hen til hende. Hun gjorde en
Bevægelse som for at flygte. Men han greb hende blidt i Armen og
holdt hende tilbage.

Hans Ansigt var blegt som før, og hans Øjne og Miner trætte og
slappe. Men man kunde se paa hans hele Holdning, at Krisen var
overstaaet, og at han bestræbte sig for at beherske sig.

-- Kære Fru Baronesse, sagde han og smilte som for at berolige hende
-- kan De tilgive en gammel Mand, der et Øjeblik ikke har været Herre
over sig selv?

-- Lad os gaa! sagde hun, og hendes Blik var fuldt af Angest.

-- De behøver ikke at frygte, nikkede han roligt -- Det er forbi ...
For denne Gang! føjede han til og pressede Øjnene i, medens to Taarer
løb ned ad hans Kinder -- For denne Gang! ... Aa, men om De vidste,
hvad den algode og alkærlige Gud har byltet paa disse Skuldre fra
deres spædeste Ungdom af! Om jeg fortalte Dem ...

-- Lad os gaa! gentog hun og rev sig løs fra ham og skyndte sig ud af
Hytten -- Vi maa op til de andre!

-- Nu kommer jeg! sagde han og fulgte langsomt efter.

Og han gik som et Menneske, der har overstaaet en svær Sygdom ...

Proprietær Jørgensen og Forpagter Klaumann bøjede lidt efter ind fra
Skoven og kom forbi Straahytten.

-- Der gaar sgu Pastoren og Hendes Naade oppe! sagde Proprietæren og
pegede op gennem Bøgealleen -- Mon de har været derinde? sagde han og
slog med Hovedet ind mod Hytten.

-- Hæ, hæ! grinte Forpagteren -- Ja Pastoren er jo en Ildhund, hvad
de kvindelige Behageligheder angaar!

-- Den er sgu osse god til _det_! nikkede Proprietæren -- Gamle
Hannibal tog sig mangen god Tørn derinde.

-- Var det der, Juliane fandt ham med Kesten Buchs?

-- Ja, det var'et nok. Men saa lod han sætte en Krog paa indvendig,
Fa'er!

-- Hæ, hæ!

-- Hi, hi, ja!

Pause.

-- Hør, Jørgensen, har du set Baronens Bælte?

-- Bælte? Næi ... Hva' er det for et Bælte?

-- Det er et, hans gamle «Ahner» brugte til at sætte paa Konen, naar
di rejste væk.

-- Sludder, Klaumann! Jeg er da ikke født i Nat!

-- Født i Nat ... hæ! Da har _jeg_ sgu set det da! Forleden jeg var
her aa betale Ornepenge! Han har det inde i Kontoret i sin
Skrivebordsskuffe. «Et Kyskhedens Bælte», kaldte han det.

-- Det var Satans! Jeg har nok hørt ymte om, at di store Herrer
brugte saadan no'et den Gang. Det var Satans! Saa du har set det,
Klaumann! Hvor har han det fra?

-- Han har fundet det inde mellem nogle gamle Papirer i Bib'loteket i
en Skuffe.

-- Det var Satans! Det maa jeg sgu se!

-- Og det ka' laases!

-- Ka' det _laases_? Det var Satans! ... Saadan et sku' vi sgu ha',
hva' Klaumann, hva'? Aa slaa Laas for Madammen, naar vi tog til
Marked, hæ, hæ!

-- Hi, hi, ja! det har du sgu Fanden galeme Ret i!

-- Hæ, hæ, saadan no'en Kemikalier har Fruentimmerne da aldrig hittet
paa a' byde vos!

-- Hi, hi, nej; vi er jo da «Skabningens Herrer», Jørgensen!

Og Proprietæren og Forpagteren vandrede videre.

-- -- --

Promenaden var endt; Solen var gaaet ned; og Selskabet var samlet
oppe i Salonerne.

Alle Lys og Lamper var tændte deroppe, om det saa var i Riddersalen.

Proprietærerne med Familie skulde imponeres!

Karen kom løbende ind fra Galleriet:

-- Mama, maa vi trække Spillekassen op, vi vil saa gerne danse?

-- Ja, vær saa god Børn!

-- Bare Gulvet holder! sagde Hendes gamle Naade.

Men de unge bar Musiken op i Salen og for rundt til dens Toner med
Larm og Latter.

Lidt efter kom ogsaa nogle af de ældre op i Riddersalen; og et Par af
Herrerne bød Damer op til Dans.

Grev Scheele bukkede chevaleresk for Enkebaronessen. Han havde lagt
Mærke til, at hun udspionerede ham.

-- Nej, ellers Tak, min bedste! sagde hun -- Jeg har danset her, da
Gulvet var helt!

Proprietærerne gik rundt og saa paa Forfædrenes Billeder, som hang
omkring paa Salens Vægge: Gamle, stive Herrer i Fløjel og med
Pibekraver og Kaarder; og ældre og yngre blegfede Damer med Haaret i
Bukler og Kjolerne staaende omkring dem som fyldte Balloner.

-- _Det_ var ham, der rev Fjerdedelen af Slottet ned! sagde
Proprietær Hansen.

-- Og _det_ var ham, der huggede Alleen om! sagde Proprietær Jensen.

Og Proprietær Petersen pegede ogsaa og sagde:

-- Og _han_ der, det er Enkebaronessens Mand, han solgte alt det gode
Egetømmer fra Laderne!

Og ikke en af de gamle Herrer havde man et Lovord tilovers for ....

Niels og Julius gik rundt med Vin og Kager.

Der var ikke Stole nok at sidde paa, saa at en Del af Gæsterne maatte
trække sig over i Stuerne igen; og de Stole, der var i Salen, stod og
støttede sig langs Væggene, da mange af dem kun havde tre Ben.

Men i Salonerne var der fine, ny Møbler og Gardiner og Portierer; og
de gamle, møre Gulve var skjult under tykke Tæpper.

-- Ha'de man bare _Pengene_! sagde Baronen, der sad og spillede
L'hombre ovre i Kontoret -- Saa skulde Næsset sgu blive en
Mønstergaard!

-- Skaal for en god Høst, Baron! sagde Jægermester Bech og tømte sit
Glas.

-- Ja, ha'de man den bare vel inde! sukkede Proprietær Jørgensen --
Men de Satans Folkeforhold!

-- Vi skal ha' Hoveriet tilbage! mente Baronen -- før kommer der ikke
Orden i Sagerne!

-- Rigtig, rigtig! sukkede Byfoged From -- tamper vi ikke Rakket,
tamper Rakket os! ....

Pastor Mascani kom gaaende ud i Galleriet, hvor Baronesse Alvilda
stod og gav Niels Tjener en Ordre.

-- Jeg haaber, Deres Naade har tilgivet mig? sagde han og greb hendes
Haand.

-- Befinder De Dem bedre? spurgte hun uden at svare paa hans
Spørgsmaal.

Præsten saa paa Damen med store, brændende Øjne.

-- At skue Deres Skønheds Pragt er en Balsam for alle Vunder! sagde
han og førte hendes Haand op til sine Læber -- Hvem der var tyve Aar
yngre! hviskede han -- Og Greve for en Nat!

Baronessen rev sin Haand til sig.

-- Men er De da rent forrykt, Menneske! sagde hun rødmende af Vrede
og gik hurtig ind i Salonen for Enden af Galleriet.

I det samme kom den lille Frøken Jansen løbende fra Riddersalen med
et Sjal, som Enkebaronessen havde bedt hende hente ovre i
Gæsteværelset.

Mascani greb hende i sine Arme, løftede hende op til sig og trykkede
sin Mund ind mod hendes.

-- Man er saa ond imod mig! sagde han -- Alle, alle!

Kaninen var ved at skrige af Forfærdelse. Men saa slap han hende lige
saa pludselig igen, styrtede ud af Døren til Taarntrappen og
forsvandt ....

-- Naa, min gode, sagde den gamle Frue, da Pigebarnet omsider mødte
frem med Sjalet -- hvor bliver du af?

Frøkenen rystede og stammede og kunde ikke faa et Ord frem.

-- Har hun set Spøgelser? spurgte Baronessen.

-- De er da ikke syg, Frøken? spurgte Fru Mascani, der sad i Sofaen
ved Siden af Enkebaronessen.

-- Nej, stammede Kaninen -- nej men .... jeg ....

-- Hun har spist for mange Kager! sagde Hendes gamle Naade -- og det
er ikke godt for Maven! ... Tak, min gode! Gaa saa!

Og Frøkenen skyndte sig bort ....

Ovre i Riddersalen gik Dansen paa ny. De unge Damer engagerede
hinanden indbyrdes. Karen og Præstefrøkenen var Kavalerer, og de
svingede Proprietærdøtrene, saa de svimlede ved det.

Saa standsede Karen med eet op og klappede i Hænderne:

-- Hurra, der er Mama og Onkel Alex!

Og Greven valsede frem over Salens gyngende Bræder med sin Kusine.
Hun syntes først at gøre Modstand og saa sig ængstelig omkring. Men
han slog sin mandige Arm fastere om hende og drog hende med sig. Og
snart hvirvlede de af Sted uden at tage Hensyn til den gamle
Spilledaases hæse Toner. De bare hvirvlede rundt, hurtigere og
hurtigere, vildere og vildere. Og lidt efter lidt sank Baronessens
Hoved ned paa Kavalerens Skulder; og han bøjede sig stille ned over
hende og trykkede sine Læber mod hendes Haar.

Men langs Salens Vægge stod de unge Damer og saa med store,
forundrede Øjne paa denne sælsomme Dans. Medens Karen henrykt
klappede i Hænderne og raabte Hurra for sin Mama og hendes mandige
Fætter!




Det var Dyrskuedagen.

Og der var Slagsmaal paa «Harmonien».

Nogle Tjenestekarle og Husmænd rundt fra Herregaardene havde siddet
og drukket og spillet Kort. Og saa lige med eet var man i
Haandgemæng.

-- Det er sorte Jakob fra Næsset, der tamper Hans Peder Jensen og
Nikkelaj Langfinger! refererede den lille, pukkelryggede Urmager
Svendsen fra Uggerløse.

Han var flygtet op i en Vindueskarm og sad nu og holdt den
sammenstimlede Mængde uden for Gæstgiveriet à jour med Begivenhederne
paa Krigsskuepladsen.

-- Hvor er Poletiet? raabte han med sin skrattende Stemme. -- Hvor er
Poletiet? Hent Poletiet! Nu kværker Jakob Nikkelaj! han myrder ham!
han myrder ham!

Publikum udenfor trængte op ad Trappen og ind gennem Døren for at se.

Og der laa Jakob og Nikolaj og Hans Peter i en sammenslynget Bylt
midt paa Gulvet i Skænkestuen.

Blodet løb Nikolaj ud af Næse og Mund. Og med sin ene sømbeslaaede
Støvle havde sorte Jakob sparket Hans Peter i Mellemgulvet, saa at
han laa fladt ud paa Ryggen og gispede efter Vejret.

-- Din Hundetamp! hvæsede Jakob og drev Nikolaj Langfinger endnu et
Slag med sin knyttede, blodige Næve midt mellem Øjnene. -- Saa du
bider! Jeg ska' muntre dig!

-- Nu trækker han Kniven! skreg Gæsterne, der hidtil havde staaet
ganske roligt og iagttaget Slagsmaalet.

-- Han trækker Kniven! refererede Urmageren ud gennem Vinduet. --
Poleti-i!

Og virkelig havde Jakob stukket Haanden i Bukselommen og arbejdede
med Fingrene dernede som for at finde noget frem.

Men saa greb Hans Peter Jensen, der igen var kommen til Vejret efter
Sparket, ham i Nakken og rev ham bagover paa Gulvet.

-- Det var godt, Hans Peter! krebs ham! var der en, der sagde. Men
ingen rørte en Haand for at bilægge Striden. Man holdt det for en
Privatsag.

I Faldet havde Jakob grebet sig for og havde faaet fat i Nikolajs
Vest og Skjorte, saa at alle Knapperne fløj af, og Skjorten
flængedes, og det nøgne, haarede Bryst blev synligt fra Halsen ned
til Bukselinningen.

-- Hundetamp! Hundetamp! blev Jakob ved at gentage. Han havde nu
faaet Kniven frem og forsøgte at aabne den.

Men saa kastede Hans Peter sig over ham, og de tumlede begge om og
vred og væltede sig mellem hinanden og slog og bed.

-- Skil dem dog a'! var der endelig en forskræmt Kvindestemme, der
raabte.

-- Nu bli'r di skilt a'! forkyndte Urmageren.

-- Hvor er Værten? brøledes der.

-- Han er henne paa Pladsen! sagde Opvartningspigen. Hun stod oppe
paa det øverste Trappetrin ud til Køkkenet og oversaa interesseret
Situationen.

-- Hent ham! Hent ham!

Et frygteligt Brøl fra Hans Peter fik Mængden uden for Huset til at
løfte sig op paa Tæerne for bedre at se

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/37594