← catalogue

Kongens Fald

by Johannes V. Jensen · Danish · Gutenberg #36942 · 410,878 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Kongens Fald
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Kongens Fald

Author: Johannes V. Jensen


        
Release date: August 2, 2011 [eBook #36942]
                Most recently updated: August 11, 2023

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/36942

Credits: Jens Sadowski


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK KONGENS FALD ***




Johannes V. Jensen

Kongens Fald




Gyldendalske Boghandel · Nordisk
Forlag · Kjøbenhavn · Kristiania
London · Berlin · MDCCCCXXII


Copyright 1916 by Johannes V. Jensen

Fjerde Oplag

Trykt ialt i 14.250 Eksemplarer


Gyldendals Forlagstrykkeri
Kjøbenhavn




Mikkel


Vejen bøjede tilvenstre over en Bro og ind gennem Serritslev By;
Grøfterne laa med mørkt Græs og gule Smaablomster, ude over Markerne
hvilede hist og her en hvid Blak, en Blomstertaage, i Skumringen. Solen
var gaaet under, og Luften stod kølig klar, skyløs men uden Stjærner.

Der kom et Hølæs kørende fra Landet ind i Serritslev By, langsomt og
gyngende paa den vanskelige Vej. Som det listede afsted i Tusmørket ind
gennem den snævre Landsbygade, lignede det et stort tottet, lavbenet
Dyr, der trisser af fordybet i Betragtninger og snuser til Jorden.

Læsset holdt udenfor Serritslev Kro; de svedige Heste vendte Hovedet
tilbage og smagte paa Bidslet, de kunde nok lide at staa. Kusken lindede
sig ned paa Hamlen, skrævede til Jorden og gjorde Tømmen fast. Saa
vendte han sig mod Bislaget og raabte ind og snød Næsen.

Er der nogen til færds -- kanske?

Hvad -- der gik Lys i Ruderne, havde de tændt Lys derinde? I det samme
kom en Pige frem i Døren. Kusken ønskede sig en Dram. Mens han ventede
paa den, blev det levende oppe i Læsset, et Par lange Ben skød sig
forsigtigt ned og følte efter Hamlen, selve Personen laa paa Maven og
gryntede besværet. Ned kom han da og stod og rystede sig -- et langt
knoglet Menneske med Hætte over Hovedet.

Singodt, sagde han. Karlen slog den røde Dram i sig og hostede behørigt.
Om han ellers holdt videre, Kusken? De kunde jo altid gaa indenfor og
tage en Snaps mere paa Følgeskabet.

Men da de kom ind i Lyset, blev Kusken straks staaende ved Døren ramt af
Ærefrygt; ogsaa den anden tabte Sikkerheden. Midt i Stuen ved Bordet sad
fire fornemme Krigsfolk af den sachsiske Garde, der fornylig var kommen
til Byen. De straalede af Klæder, deres røde, spækkede Ærmer, deres Fjer
og Skæg fangede Øjet som en Glædesild. Lænet op mod Bordet og Bænkene
stod Sværd og Spyd, gedigne Vaaben. Enhver kunde se, at Læderstropperne
havde et Fald, der var kommet ved øvet Brug. Alle fire vendte Hovedet
men saa straks paa hverandre indbyrdes igen og talte videre.

Pigen bragte to Krus Øl hen til Døren og satte et Lys paa det lille Bord
der. Hun var knap gaaet væk igen, før en af Knægtene henne i Stuen rakte
sig i Sædet og brast i Latter.

Se nu til ham der, ham med Hætten -- det gør godt, hvor det kommer! Han
talte tysk.

De andre vendte sig godmodigt, men de kunde heller ikke lade være at le.
Den lange drak just, han stod op med bøjede Knæ, og idet en stor, spids
Næse tonede ud af Hætten over Kruset, tog hele Figuren sig unægtelig
morsom ud. Da han havde drukket, satte han sig roligt ned. Lyset faldt
paa hans Øjne, han plirede hen til Bordet, halvt fornærmet, halvt varmt
spottende som en Mand, der har Filosofi.

Da rejste den ene af Knægtene sig, gik et Par Skridt frem i Stuen og tog
høfligt tilorde paa sin tysk:

Vor Lystighed var ikke ondt ment -- gør De os ikke den Ære at drikke et
Glas Vin?

Danke, sagde den lange og gik til Bordet med flere Skrabud. Før han
skrævede over Bænken og satte sig, gjorde han en Bøjning mod hver især
og nævnede sit Navn, Mikkel Thøgersen, studiosus. Saa henfaldt han til
at purre i Haaret og slibe Haandfladerne op ad sine ru Kinder. Han hørte
fire Navne blive sagt, hvoraf det ene lød dansk, og saa et Glas blodrød
Vin brænde foran sig. Og Skaal, Skaal!

Ihr Herren! Mikkel Thøgersen drak med Anstand og rettede sin stageagtige
Krop, idet Vinen løb i ham. Han skød Blikket hastigt over Bordet og
fikserede den ene af Herrerne, den yngste, der sad med Hovedet støttet i
Haanden. Det var en hvid, tæt Haand uden synlige Aarer eller Knoer,
Fingrene gravede i det lysebrune Haar. Ansigtet var langt -- og
Udtrykket deri fik pludselig Mikkel til at huske en Linedanser, han
havde set en Gang ved et Marked, en ung Badutspringer, der sad ensom i
en Krog uden at tage sig noget for -- syg velsagtens. Mikkel huskede det
unge, lidende Ansigt nu -- netop saadanne Øjne havde han der. Men Mikkel
syntes desuden, han skulde kende ham. Hvem var det, hvor var det? Han
saa' ud som en Adelsmand.

Paany stod Glasset fyldt foran Mikkel Thøgersen. Han gjorde Besked med
største Høviskhed, adspredt af at huske sig om og omtaaget ved Synet af
Mennesket paa den anden Side Bordet. Der var en Mystik om det brune
Hoved, og se der vendte han Brystet til. Armene sad i en paafaldende
Afstand fra hinanden, det var en ualmindelig rank Skabning, han havde.
Hvorfor havde han Sorg, Trækkene var mere egnede til Lystighed.

Snakken gik, de fire Soldater begegnede Mikkel forekommende. Og Mikkel
følte sig fuld af Tillid overfor disse Tyskere, der jo ikke kunde vide,
at man kaldte ham for »Storken« inde i Byen. Mikkel sprokkede tysk meget
gelassent, men han blev atter og atter adspredt, kunde alligevel ikke
lade være at tænke paa sit Øgenavn . . . paa den anden Side vidste
Tyskerne her heller ikke, at han i en snævrere Kres var bekendt som
Ophavsmand til latinske Oder og Distika . . . hvorfor sagde den unge
derovre ingenting? --

Otte Iversen! Der faldt Navnet. Saa var det ham alligevel. Og Mikkel
huskede i samme Nu en graa, brøstfældig Port, en Mur og et Spir --
hjemme i Jylland -- han følte sig selv staa klejn og elendig der
udenfor. Han havde været der nogle Gange. Det var længe siden. Kun en
eneste Gang havde han set ham . . . det var altsaa den Junker Otte, han
havde skimtet inde i Gaarden som en spinkel Dreng og tænkt paa siden.
Han stod derinde i en Flok Hunde og med en forpjusket Falk paa
Tommelfingeren. Og nu sad han her, højvoksen, smal som en Pige.

Knægtene smaalo. Mikkel Thøgersen tog sig sammen og drak igen.

Kusken viste sig i Døren. Nu kører jeg, sagde han, og dermed satte han
en Pose og en lille Halmkurv fuld af Æg ned paa Gulvet lige indenfor
Døren, hvorpaa han lukkede igen for sig. Det var Mikkels Sager, Udbyttet
af hans Tur paa Landet -- der stod hans Forsmædelse ganske nøgen nede
ved Døren; han vendte forvirret Ryggen dertil.

Men de tyske Soldater lo og fik en Idé -- Æg var jo aldrig afvejen.
Mikkel flyede da Æggene fra sig baade glad og fornedret, og de blev
drukket allesammen, som de var. Otte Iversen vilde ingen have og sagde
fremdeles ikke noget.

Nu sad Mikkel Thøgersen paa Bænken, hed og flov og venlig, den lækre Vin
befriede hans Tynge, og dog følte han sig ubodeligt mismodig. Hans Sjæl
fløj de sorgløse Herrer imøde, og samtidig beholdt han en Frygt for at
være dem prisgiven -- og hele hans Humør begyndte at svømme og vugge i
Rytme. Han skottede stjaalent til Junker Otte, forelsket i ham,
mistroisk, logrende . . . kendte han ham mon ikke? -- nej, gid han
alligevel ikke kendte ham.

Den ene af de tyske Knægte havde et Skaar i Overlæben slet dækket af
Skægget, han kunde ikke tale rent, Mikkel Thøgersen hørte hans utætte
Snak og morede sig vemodigt -- han blev varm af alt, hvad han saa og
hørte. Og medens Vinen og Velværet løste hans Sind, forhærdede han sig
underneden, han følte en raa Kulde stige i sig, men han holdt den i
Bunde og samlede sig.

De tre Tyskere sværmede henne ved Skænken. Mikkel Thøgersen og Otte
Iversen blev ene tilbage ved Bordet. Ingen af dem sagde noget, og Mikkel
søgte at gaa i sig selv. Han saa ned i Mørket mellem Bordet og Bænken og
fornam en bitterlig Ensomhed. Men han vilde slaa sig tiltaals, han
sukkede og trak sine Rafter af Ben ind under sig, han tørrede Sveden af
Panden og kom i Orden. Otte Iversen sad og drejede sit Bæger rundt, han
saa fremdeles ud som han var syg.

Da Knægtene kom igen med nyopdagede Drikkesorter, skikkede Mikkel
Thøgersen sig mere samlet, han drak forstandigt og uden Uro. Nu svirede
de allesammen tæt og tænkte ikke paa andet. Otte Iversen tømte Bægret
saa tit det blev fyldt og undergik ikke fjærneste Forandring derved.
Clas, ham med Skaaret i Læben, stemte op med en Sang, det lød ikke saa
lidt besynderligt.

Mikkel Thøgersen tog et af de vældige Tohaandssværd og vejede det
prøvende i Haanden -- de viste ham Tagene. Hver Gang den hvasse Od
vendte imod ham, trak det ondt som en iskold Vind ned gennem hans Rygrad
-- det undrede ham, han var nu ellers ikke bange for Kniven.

Og Clas sang:

   Ei werd' ich dann erschossen,
   Erschossen auf breiter Heid',
   Man trägt mich auf langen Spieszen,
   Ein Grab ist mir bereit;
   So schlägt man mir den Pumerlein Pum,
   Der ist mir neunmal lieber
   Denn aller Pfaffen Gebrumm.


De halve af Ordene sivede ham ud i Skægget. Og man opvartede med
Krigshistorier, om Fægtninger her og der -- huit, huit -- om Sejre og
Dødsfarer og . . .

Heinrich, husker du den blonde Lenore? raaber saa Clas ellevild. Jo,
Heinrich mindedes Lenore. Historien haglede øjeblikkeligt fra hans Mund,
Clas og Samuel vendte op og ned paa sig selv af Latter.

Men Mikkel Thøgersen tav og krympede sig under dette Vejr af
Aabenmundethed, han skelede over til Otte Iversen -- og han alene blev
et Smil va'r paa det unge, hovmodige Ansigt, og et umærkeligt Træk ved
Læberne, som havde Junker Otte sporet en modbydelig Lugt.

Mikkel havde Møje med at faa sit Vejr, han strøg sig atter og atter over
Ansigtet.

Men Heinrich fortalte væk. Otte Iversen drejede sig fra Bordet og slog
det ene Ben over det andet. Da Historien endelig var ovre, blev der
ganske stille, som om man havde mærket Forstemtheden. Maaske følte Otte
Iversen, at Pavsen skyldtes ham -- han vendte sig mod Bordet som for at
staa ved sin Mening og søgte stift Fortællerens Blik.

Heinrich saa ganske betuttet ud. Men nu skar Samuel igennem med en anden
Historie. Han var ikke ung, det var ikke om Kærlighed, han fortalte men
om en vis sindssyg Slagtning, han havde været med til en Gang, hvor de
traadte Tarmene ud af Folk med Støvlehælene og kvalte dem i deres eget
Møg. Denne Beretning gjorde Luften i Stuen ligesom mere raa og frisk at
aande. Clas kom med ivrige Kenderspørgsmaal, Mikkel Thøgersen morede sig
pludselig over hans løjerlige Talefejl, han hævede Næsen og brast i Grin
-- gru, gru! Da saa Otte Iversen trevent op og trak halvt nødtvungen paa
Munden, og endelig rakte han ogsaa Halsen mod Loftet og lo. Hans Latter
lød som en Skralde. Saa, Punktum, der holdt han op og sad indesluttet
som før.

Lidt efter tog de afsted for at slippe ind i Byen, inden Portene blev
lukket. Da de kom udenfor, følte Mikkel Thøgersen igen Afstanden mellem
sig og Soldaterne, han holdt sig tilbage og tog Afsked, saa snart de var
naaet indenfor Nørreport. Landsknægtene gik videre ind i Byen, Mikkel
stod og saa lidt efter dem, inden han tog til venstre for at komme hjem.




København ved Nat


Mikkel Thøgersen boede i et Hus, der laa ligeoverfor Palisadeværket mod
Pustervig; der delte han Værelse oppe paa Loftet med en anden Student,
Ove Gabriel. Ove sad oppe ved et Tællelys og studerede som sædvanligt,
da Mikkel traadte ind, han saa op fra Papirerne og læste straks videre.

Mikkel smed sig for den anden Bordende og ragede nogle af sine Kollegier
hen foran sig. Det var der han kom fra i Morges. Og ingenting havde
forandret sig siden.

Mikkel pustede. Da saa Ove Gabriel frem paa ham og fejede langsomt sin
hule Haand forbi Ansigtet.

Du har drukket, sagde han. Han bare slog fast, at Mikkel havde sviret.
Og han kunde blive ved at se med sine runde moralske Øjne uden at
blinke, eller uden at de løb i Vand en Gang. Mikkel Thøgersen havde haft
dette uomskifteligt laudable Ansigt foran sig i tre Aar, Ove Gabriels
talende Tavshed havde siddet til Doms over ham til enhver Tid. Ove
Gabriels retfærdige Øjne vilde flytte sig efter ham og stikke ham med
Forbehold, med lovlig Ondskab, til han visnede paa Stolen. Om lidt vilde
Ove Gabriel bemærke: Erindre, at det er mit Lys, vi studerer ved.

Mikkel Thøgersen rejste sig og aabnede Taglugen; han var saa høj, at han
kom til at rage ovenud med hele Overkroppen. Paa den Maade plejede han
at gøre sig usynlig for Ove Gabriel.

Oh! Luften var sval, Stjærnerne straalede højt over Hovedet. Til begge
Sider skød Straatagene Ryg som Dyr, der sover med Hovedet gemt. Nede i
Gaden vankede Vægteren med sin Lygte og lyste op ad de lukte Døre. Men
ude paa den anden Side Bjælkeværket glittede Vandet, en Stjærne spejlede
sig inde mellem Sivene i Graven. Landet laa stille derude i mosgrønt
Mørke, langt ude fra Søerne kom en tæt myldrende Musik af Frøerne. Byen
var falden til Ro. Vandet slikkede dæmpet mod Stolperne i Graven. En
mjavs Kat vaandede sig langt borte paa et eller andet Tag.

Mikkel Thøgersen drejede sig i sit Hul og saa med Ryggen stærkt bøjet
tilbage op mod Skorstenen og Stjærnerne. Han svimlede, det var som gled
han ud med begge sine nøgne Fødder paa et Bundt Knive. Men det var ham
tilpas -- han kunde ikke holde sin Pine ud. Bedre var det, om han hang i
et Reb midt oppe under Himlen, saa vilde Stillingen maaske svare
nogenledes til hans indre Svimmelhed. Mikkel vendte sig og lænede Armene
mod det kolde Tag.

Susanna! tænkte han. Susanna. Og hans Hu var saa blød, at alle stumme og
livløse Ting rundt om syntes at faa Aande og Hjærte. De døve Huse holdt
sig stille men udtrykte idel Godhed, Stjærnerne glippede bevæget. Der
bankede en Puls i den blide Stilhed; en Krusning løb over Vigen, selve
den dunkle Luft syntes at fare sammen som et Væsen, der mindes sin
Hemmelighed og sin Skæbne.

Men blot fordi Mikkel havde tænkt Navnet, blev han fattig i Sjælen -- og
ond, han fnøs og rettede sig.

Tys! Nede i Byen lød Stemmer. Raabene medbragte en Forestilling om
oplyste Rum og om noget, der nu foregik.

Mikkel Thøgersen trak sig ned i Kamret igen. Ove Gabriel stod nøgen paa
Gulvet, færdig til at gaa i Seng, hans Øjne talte om Fuldbragthed, han
lyste som en stille Vokskerte.

Du er slemt mager . . . det er sært. Sjælen vil blive i dig, sagde
Mikkel og smaalo tirrende, han saa op og ned ad Ove Gabriels Krop, der
hang sammen som Skroget af en arm, udpint Kælveko. Ove Gabriel stak sig
under Skindfelden, og da han var kommen til Leje, foldede han Hænderne
og afskød et Vers mod sin Kontubernal. _Et nunc extingue lucem!_
tilføjede han i en mæt Tone.

Slukke Lyset, slukke Lyset! tænkte Mikkel, der skulde ikke mange Pust
til. Han bøjede sig og blæste Praasen ud, tog saa sin Pigkæp og famlede
ned ad Stigen. Oven over ham lød Ove Gabriels satisfakte Stemme, han
læste sin Bøn.

Det var over den Tid, da man maatte færdes paa Gaden, men Mikkel
Thøgersen tog sig nu alligevel Forlov. Han bøjede rask tilhøjre og ned
ad Pilestræde. Men da han var kommen et Stykke, tøvede han og stod
tilsidst stille. Der var ikke et Menneske at se, alle Huse laa mørke, de
tætte Trær i Haverne hvilede deres Løvkroner mod hinanden. Overalt
duftede det af udsprungne Trær, lunkent og syrligt som efter en Regn.

Mikkel gik langsomt videre. Da han kom forbi Hjørnet, hørte han dem
synge Vigilie inde i St. Clara Kloster, Stemmerne lød klart og dog
murdæmpet, bønligt, som kom de fra Fanger nede under Jorden. Og Mikkel
saa Krucifikset for sig, som det stod dernede og ragede op, rødt og
blaat i Halvlyset.

Mikkel stansede udenfor en Have, der laa mellem to temmelig høje Huse og
med et Stakit ud til Gaden, her blev han staaende nogle Minutter. Løvet
knitrede af og til sagte, som var der en Dynge, det sank i. Den duggede
Kant af Gavlen skinnede i Stjærnelyset. -- Saa listede Mikkel nølende
videre.

Nede omkring Torvet var der Liv og Lys endnu, det var de fremmede
Krigsfolk, der ikke kunde holde sig inde; men der var ogsaa mange af
Byens Borgere imellem. Mikkel Thøgersen vilde dreje om ad Købmagergade
for at gaa hjem, men da mødte han en Flok Landsknægte, der kom sværmende
i meget høj Stemning.

Der har vi jo vor lærde Ven igen! raabte en af dem, og hans læspende
Udtale var ikke til at tage fejl af -- det var de fire, han havde
truffet ude i Serritslev og et Par Stykker til. Clas tog ham i Armen og
vilde have ham med, og Mikkel kunde ikke sige nej. De turede saa lidt
omkring ud af en Bod og ind i en anden og fik at drikke hvert Sted.
Mikkel havde god Vilje til at slaa sig løs som de andre, men han kunde
ikke, fordi han saa, at Otte Iversen fremdeles var mørk og forstemt.
Mikkel vidste endelig ogsaa, at Herrerne kun gav sig af med ham, fordi
han morede dem.

De kom over Højbroplads, og her stødte en spinkel gulhoset Svend til dem
og fortalte noget, der syntes at gøre stort Indtryk -- de tog Fart
allesammen op ad Gaden, og hele Flokken trak om Hjørnet til
Hyskenstræde. Mikkel Thøgersen blev glemt. Han blev staaende lidt og saa
sig om. Slottet laa mørkt og stille, intet rørte sig uden en Jolle, der
laa og rokkede i Graven ved Bropælene. Taarnet derude stræbte roligt
tilvejrs og saa sig ud med smaa rynkede Glugøjne. Mikkel mumlede et Par
Vers af Vergil hen for sig -- om den evige Nat og om den, der vaager.

Gaa hjem nu? For at ligge og høre paa Ove Gabriels Snorken. Nej, Mikkel
bøjede Hovedet og fulgte efter de andre. At de havde ladet ham staa,
behøvede jo ikke at sige, at de ikke vilde have ham med længere.

Der var Lys flere Steder i Hyskenstræde. Mikkel luskede forbi de lukkede
Porte og mærkede den særegne Duft, som han kendte her, Duften af
Bastmaatter og Muskat -- der foresvævede ham en Idé, om indiske
Karavaner, Kamelgødning, Tørke.

Ud fra Conrad Vincens' Bod lød Stemmer, og Døren stod aaben. Mikkel
Thøgersen nærmede sig forsigtigt og kiggede ind, alle Herrerne stod
rundt i Stuen -- det var let at se, at noget særligt var paa Færde.
Mikkel kunde ikke faa sig til at gaa ind, men han listede tilside, saa
han kunde se uden at blive bemærket. Og da opdagede han en Skikkelse
henne ved Siden af den store Vægt, han kendte den unge sekstenaarige
Junker, det var Kongens Søn Christiern. Mikkel for sammen og blev varm,
han gik et Skridt tilbage, rørt og urolig. Og som han saa Prins
Christiern der, glemte han ham aldrig siden. Han stod med Benene lidt
fra hinanden, han var i hvidgrønne Hoser og røde Snabelsko, han stod med
Brystet halvt til; over Skuldrene og ned paa Brystet laa en Guldkæde. I
venstre Haand holdt han en Klase dyre Rosiner, af hvilke han nu og da
nappede en med den højre Haand og spiste. Mikkel saa tydelig hans fine,
glatte Mund: der var en zart Skygge om Hagen som af mørke Skægkim. Men
især Øjnene forundrede Mikkel sig over, de var smaa og strammet en Kende
op mod Tindingerne, men de skinnede stærkt. Prinsen havde et stort
Baghoved, hans Hals var tyk og rund. Se nu vendte han Hovedet om mod den
henrykt krybende Conrad Vincens og nikkede -- hans Haar var af en fyldig
mørkerød Farve.

Ak, ogsaa jeg er rødhaaret, tænkte Mikkel.

Hvilken Alvor i det halvvoksne Ansigt -- nej, nu lo han og rynkede
Øjnene -- Ligevægt! Besynderligt! Saaledes saa et Menneske ud.

Mikkel stirrede og fik vaade Øjne, han sukkede ubevidst højt, mens han
gav sig hen i Dyrkelse. Hvad der videre skete passede han nøje paa. Alle
Herrerne bevægede sig med Anstand om Prinsen, alle stod i galant
Position med Fødderne; saa gik en frem og fejede sine Baretfjer
stilfuldt bagud ad Gulvet, saa talte en anden med smilende Tænder og
bøjet forover. Store Bægere blev hævet formelt i Vejret og drukket ud
paa Prinsens Velgaaende, og han nikkede ligedan til alle med Hagen ind
mod Brystet. Conrad Vincens trippede i Feber og med Glorie om Hovedet.

Men en var der, som bevægede sig frit om, en pukkelrygget Mandsling i
spraglede Klæder. Naar nogen talte til ham, spjættede han sidelængs med
det ene Ben og svarede rapt op som en Mops, der staar paa Bagbenene og
bjæffer; Mikkel kunde se, at han stadig bulede sin højre Kind ud med
Tungen, naar han havde sagt noget. En Gang lo de allesammen, selv
Prinsen blottede Tænderne, og Dvergen bulede Kinden voldsomt ud -- da lo
ogsaa Mikkel taknemlig for sig selv. Hvor Stemmerne lød opdragent
derinde og afdæmpet. Der var tændt to store Ambralys. Helt længst
tilbage i Stuen saa Mikkel Otte Iversen, han stod for sig selv men lod
til at være i glad Stemning. Men Mikkel havde ikke meget tilovers for
ham iøvrigt lige for Tiden.

Længe stod Mikkel Thøgersen fortabt og mættede sig med Farverne derinde
og Synet af de frie Herrer; der faldt en lille Straale Naade ud paa ham
ogsaa, syntes han. Da der blev Opstandelse inde i Boden, som om de vilde
gaa, skyndte Mikkel sig tilside. Han saa hele Selskabet sværme muntert
ud paa Gaden og trække lige tværs over ind i den rige Martin Gälzes Bod.
Da lagde Mikkel Mærke til Prins Christierns Gang.

Mikkel drev endnu et Par Timer om i Byen. Langt over Midnat saa han sine
tyske Bekendte en Gang til, just som de uden at bemærke ham bøjede ind i
et berygtet Smug nede ved Stranden. Det var kendeligt paa deres Stemmer,
at de var haardt forkomne af Svir nu. Otte Iversen var ikke mellem dem
mere.

                                  *

Næste Dag saa Københavns Borgere en Vogn ride med alle fire Hjul tværs
over Mønningen af et højt Hus ud til Torvet. Der var nogen, der om
Natten havde skilt den ad, slæbt Delene op paa Taget og samlet dem igen
der. Inden Middag vidste hele Byen, at det var Prins Christiern, der
havde været Mester for det.




Drømmeren


Det var langt op paa Dagen, da Mikkel Thøgersen vaagnede. Han laa noget
inden han blev klar over sig selv, han havde drømt saa besynderligt,
skønt han ikke huskede noget.

Lyset faldt fra Taglugen lige ned i det elendige Kammer. Skønt Ove
Gabriel for længe siden var gaaet paa Forelæsning, kunde Mikkel lugte
ham, han trak med Væmmelse paa Næsen.

Kunde der ske noget i Dag, var det værdt at staa op og byde sig fal for
Skæbnen derude i Byen mellem Folk? Mikkel tænkte efter. Egentlig var der
ikke hændet noget afgørende igaar, og dog følte han sine Oplevelser saa
stærkt. Der var blevet rykket i ham, hvad det saa betød. Alle Værdier
var gaaet endnu mere nedad, Mikkel følte, at han ikke kunde holde sin
Stilling ud længere.

Mikkel lagde sig op mod Væggen og grundede med Øjnene stift rettet frem
for sig. Lidt efter krummede han Hovedet tilbage og lukkede Øjnene, han
var kommen i Tanker om Susanna. Næsten i det samme mærkede han en hæftig
gnavende Sult, han stod op og langede ud efter Klæderne.

Mikkel havde ingenting, han levede som Spurvene, fægtede hver Dag hos
Gud og Hvermand. Medens han drog sine røde, forhadte Læderbukser paa,
overvejede han, hvor han skulde hen og tigge i Dag. Han bestemte sig til
at søge udenfor Byen, hvor Folk ikke var alt for misbrugte af Studenter
og andet Pak fra Byen.

Det var en dejlig Majdag. Mikkel gik rask ud gennem Nørreport. Og saa
saare han fik Markerne for Øje, blev han forvirret af Lyst, han kiggede
næsten undselig op mod Himlen. Jorden gav Foraarsduft fra sig -- hvad
var det han mindedes derved? -- den grønne Rug stod langt hen. Solen
varmede velsignet.

Mikkel marcherede frem ad Vejen og saa sig om til højre og venstre. Det
var vist en Lykkedag, han følte sig let og vel tilmode.

Ja, det var en Lykkedag. Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i
en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter
frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene. Manden
skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans
Besøg. Her kom der nok ikke lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel
skrev sig det bag Øret. Da han havde spist og drukket forsvarligt, havde
den Dag nok i sin Plage for saa vidt -- Mikkel vandrede ind til Byen
igen i Fred med sig selv. Han sugede sine Tænder og skottede op mod
Skyerne, fulgte blinkende en Fugl med Øjnene og talte Latin til sin
udødelige Sjæl.

Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om -- mon han ikke netop i
Dag skulde gøre det, _det_ han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa
Jens Andersen? Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var
fra samme Egn som han selv. Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove
det.

Men straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt
hans Hoved, og han tabte Lysten. Under mange Tvivl naaede han ned i den
Gade, hvor han vidste, Jens Andersen boede. Da han stod udenfor Døren,
var alt hans Mod borte, men han var sat i Bevægelse nu og vilde have
Ende paa det.

Mikkel Thøgersen kom ind i en stor Stue, han skimtede Folianter paa
Væggene . . . men der rejste Jens Andersen sig henne fra et Bord og kom
hurtigt imod ham. Jens Andersen -- en lavstammet, bred Mand med en
vældig Pande. Han var iført en Skindtrøje, Mikkel saa paa den lange
barberede Mund, just som Jens Andersen begyndte at tale til ham. Stemmen
var lav og klangløs, men Mikkel hørte, at han satte den ned, fordi det
nu just nu var en som ham, han talte med -- hvad han vilde, hvad han
hed, Jens Andersen havde ikke god Tid.

Mikkel Thøgersen kom da frem med det. Om han kunde faa et godt Raad, han
vilde gærne udenlands og studere . . . men som altid blev Mikkel
hentaget, kørt hvingelsyg af de Iagttagelser, han gjorde -- han saa et
langt, tyndt Krucifiks af simpelt Jærn hænge paa Væggen og kunde ikke
lade være at tænke paa, om Jens Andersen mon ikke ved Lejlighed brugte
det til at ave sine Hunde med. Han var desuden vant til, at Folk modtog
ham med en vis Forbavselse, som »Storken«, det gjorde Jens Andersen ikke
-- saadan en Mand var han altsaa. Men Mikkel savnede den ellers saa
beklagelige Omstændighed nu. Og idet han talte om at rejse udenlands,
stammede han hjælpeløs, svimmel ved Tanken om Rom og alt det der
fuglefjærnt søndernede -- han var ellers en Smedesøn oppe fra
Limfjordsegnen . . . der stod han saa fast.

Ghm! Jens Andersen slog et Slag paa Gulvet med Hovedet lagt skævt til
Siden, han var rap og kort i Vendingen som en Kræmmer. Mikkel skulede op
og saa en svær Tyrehals, et tætklippet hvidligt Nakkehaar . . . og der
borede Jens Andersen ham nu igen i Synet med de matte Øjne, Blikket var
høfligt og ligegyldigt, men der var en Magt deri, som ligefrem rasede --
Mikkel søgte Redning ved at gaa under og se paa Mandens store bare
Ansigt. Huden var farveløs og tæt uden en eneste Rynke. Sorte Tænder . .
. det var nemt at se, at han var en Jyde. Mikkel kunde ikke taale hans
Blik længere, han saa som fortryllet hen paa Reolerne, der løb rundt for
ham.

Et Kvarter efter stod Mikkel Thøgersen nede paa Gaden. Hvad var det saa,
det var endt med? Jo Jens Andersen Beldenak havde hakket og snakket om
Alverdens Ting, og tilsidst havde han gunstig _overhørt_ Mikkel! Mikkel
havde svaret som i Søvne men var dog sluppen til at gøre god Rede for
sin Lærdom. Et Vers af Horats havde han dog skanderet forkert, og Jens
Andersen havde hugget i Luften med sin haarede Haand -- saadan, da da da
da.

Mikkel Thøgersen luskede afsted, vaad og krumrygget som en udsmidt
Køter.

Da han atter vovede sit beskæmmede Næb ud af Hætten for at se sig om,
befandt han sig nede paa Højbroplads. Her var der som altid megen
Bevægelse. Mikkel stod ved Hjørnet af en Port, han rynkede Ansigtet
sammen, som om han anstrængte sig med at overveje. I Virkeligheden stod
han halvt bevidstløs. Skam og Skuffelse laa haardt paa ham, og hans
indre gigantiske Selvfølelse rørte sig som et farligt Dyr. Trods en
Tankefuldhed, der fik ham til at staa musestille, iagttog han alt om
sig, ja de stærke Farver paatrængte sig hans Syn med en saarende Klarhed
-- en Kælling skreg med Sild -- hudløs, hudløs stod Mikkel Thøgersen
der, skælvende som nylig slagtet Kød i den onde Luft.

Hør, nu trompetede de ovre paa Slottet, det gik som en Torn over
Hovedhuden.

Mikkel skuttede sig og gik meget nedslaaet videre. Vindebroen lodes ned
inde fra Slotsporten, og straks dundrede en Flok Ryttere ud paa
Plankerne, lutter højfornemme Mænd. De bragede ud paa Gaden og bøjede i
skarpt Trav om Hjørnet til Højbroplads, baade Heste og Ryttere laa
hældet til Siden i Svinget. Hvor de hoppede latterligt i Sadlerne --
klik, klik. Sværdene dansede forrykt i Stropperne, og de kulørte Kapper
slog Hurra i Luften.

Mikkel forføjede sig op i Byen. Overalt Soldater, Hestespektakel. Selve
Junker Slentz kom ridende gennem Gaden med sin Væbner bagved, han var i
fuldeste Harnisk. Det storartede Jærnmenneske drejede Hjælmen til højre
og venstre med en Kejsers Værdighed, Visiret var slaaet op, og de
grusomme Knebelsbarter glittede i Solen. Hesten fnøs ud af Skaberaket,
den var heller ikke billig.

Mikkel drev Byen rundt og summede sig. Gade op og Gade ned. Alle Gaderne
mundede til syvende og sidst ud mod Volden; indespærret var han i denne
arme, skidne By, der var fedtet til med Fiskelim og Sildeskæl og begjort
med Munke og Svin i alle Smøger. -- Han saa op mod Himlen for dog at
føle Rummet frit. Luften var fugtig. Skyerne drev deroppe, Mikkel kom
til at tænke paa det løse Vand og gik ned til Stranden igen.

Vinden friskede, Bølgerne gik muntre og krappe. Ude over det blaa,
urolige Sund fægtede Joller sig stundesløst frem og stod paa Enden og
havde travlt.

Og pludselig gik der som en Taage fra Mikkels Øjne, han huskede sin
Drøm. Han havde været paa det fjærne Hav, og der havde han set et
forunderligt Syn. Ude i Kimmingen skinnede en straalende hvid Søjle,
ikke mere end en Finger stor, men han forstod, hvor uhyre højt den
maatte rage op, siden den var saa ufatteligt langt borte. Den stod mod
Himlen som en snehvid Top af Sølv og lyste. Og en kvart Himmel fra den
øjnedes en lav glasblaa Kuppel, som maatte være flere Mile i
Udstrækning, hvis man kom nær til den. Medens Mikkel stirrede ud efter
Synet fra det tomme vandrende Hav, forekom det ham, at der maatte gaa en
stor Flod fra Havet ind til Byen. Thi det var en By, og den laa paa den
anden Side Jorden.

Mikkel Thøgersen begav sig hjemad, han var ked af at leve mere den Dag.
Han tog ikke Vejen gennem Pilestræde, vilde ikke gaa forbi Stakittet og
stirre ind efter Susanna i Dag.

Han lagde sig paa Sengen, da han kom hjem. Ove Gabriel var der ikke,
sagtens gik han ude og sang for Dørene og vendte de rene Øjne i Hovedet.
Mikkel laa et Par Timer paa sin Ryg, mange Tanker afløste hverandre.
Henad Aften kom Ove Gabriel hjem med Posen fuld. Mikkel rejste sig uden
et Ord og gik sin Vej.

Da Mørket var falden paa, befandt Mikkel Thøgersen sig et Sted paa Vejen
udenfor Vesterport. Han hørte en Rytter komme inde fra Byen i Galop. Og
næppe havde han vendt sig for at se, hvem det var, naaede Rytteren ham.
Det var Otte Iversen. I et Nu var han sprængt forbi. Han sad
foroverbøjet i Sadlen og jog ud ad Landet til. Mikkel stirrede efter ham
og hørte, hvor Hesten gav sig ud af Halsen i Firspringet, Jord og Sten
sprøjtede fra dens Hove.

Rundt om duftede det grønne Korn. Aftenen var ganske stille. Frøerne
sang og sang i uendelige Drømme.

Da Mikkel en Time efter gik ind mod Nørreport, hørte han igen det vilde
Hovslag bag ved sig. Han traadte tilside og saa Otte Iversen komme forbi
i fuldt Firspring igen og sprænge ind mod Byen.

Nogle Dage efter blev Mikkel Thøgersen, ogsaa kaldet »Storken«,
pludselig og uden Varsel relegeret fra Københavns Universitet. Det kom
ham dog ikke helt uventet, han havde forsømt sine Pligter ved
Gudstjenesten i længere Tid. Samme Dag saa Ove Gabriel paa Mikkel som
paa en anden læg Mand.

Men Mikkel følte sig befriet trods en hemmelig ond Samvittighed. Det
første han foretog sig var at lade sit Mundskæg staa. Mens den kommende
Tid væltede Ulykker ind over ham, Nød, Forblindelse, Angst, lagde han
sig virkelig ogsaa en ræverød Knebelsbart til, to frodige Koste, en ved
hver Mundvig, der haardnakket groede lige nedad.




Foraars Smærte


Alt hvad Mikkel Thøgersen vidste om Susanna var, at hun hørte til i
Huset hos den gamle Jøde Mendel Speyer; kanske var hun hans Datter.
Navnet havde været ham bekendt, længe førend han opdagede hende derinde
i Haven, det stod tit og ofte malet med Kridt paa Husstolperne
tilligemed sjofle Figurer. Navnet og Tegnet blev slettet ud, kom igen og
blev slettet ud ligesaa rask. Mikkel saa en Dag den gamle Jøde komme
hjem, og før han gik ind ad sin Dør, lod han Øjnene løbe over Hjørnet af
Huset -- den Gang var der dog ingenting.

Susanna hed hun. Mikkel havde kun set hende tydeligt to Gange.
Sidenefter turde han ikke opholde sig saa længe oftere. Han plejede at
gaa gennem Strædet som den, der skal igennem og passer sit. Naar han da
var ud for Stakittet, saa han som uforvarende derind, og undertiden fik
han et Glimt at se af Susanna. Hun plejede at gaa ude i de tilgroede
Gange ved Middags- og Aftenstid.

Haven var fuld af Ukrudt, høje Skarntyder og vildtvoksende Peberrod; de
ældgamle Abildtræer hældede Stammerne tilhøjre og venstre. I Hjørnet ud
mod Gaden stod en mægtig Hyld, tæt som et Tag, Mikkel havde en Anelse
om, at den dannede et Lysthus ind mod Haven, og at Susanna undertiden
opholdt sig der. Han havde hørt det pusle derinde bag Løvet. Maaske sad
Susanna gemt derinde og kiggede ud -- Mikkel holdt ikke rigtig af det
Træ. Og dog drog det ham til sig, fordi han tænkte sig hende der.

Om Aftenen, naar Mikkel gik forbi, saa han Lys oppe i et lille Vindue i
Gavlen ud til Haven. Om Natten var Lyset slukket, Mikkel gik forbi og
saa derop.

Et Stykke skraas overfor Mendel Speyers Hus laa St. Clara Kloster, og
her var der et mørkt Hjørne, som Mikkel fandt det lykkeligt at staa ret
op og ned i om Aftenen og Natten. Han kunde øjne Vinduet derfra.

Og her stod han Pintsedags Aften sent, da der var kommen Ro i Byen. For
Byen havde været af Lave. Da Solen stod op, var Gildet begyndt, hele
Byen havde fejret Pintse med Dans, Klang, Drukkenskab og Musik. Ude i
Haverne nordenfor Byen stod Majstængerne saa tykt som en Skov, hvert
eneste saligt Menneske sværmede deromkring, det gik skummelt til med
Drik og Fortæring. De tyske Soldater havde slaaet sig løs, det kan være,
de havde yppet Livsaanderne, før de skulde i Krigen.

Mikkel Thøgersen havde vovet sig ud i den glade Strøm, men han var
straks bleven Aarsag til jublende Opløb. Drengene kendte ham, og nu
havde han tilmed lagt Kappen og Hætten, hans røde Ben var synlige i hele
deres æventyrlige Længde. De gjorde ham til Genstand for Kultus,
Ungdommen, de dansede om ham og sang en taknemlig Vise. Mikkel skrævede
afvejen og gemte sig bort inde paa St. Nicolaj Kirkegaard. Her laa han
det meste af Dagen i en tæt frodig Krog mellem Gravene og lod Solen
skinne paa sig. Der var stille rundt om, Fuglene pippede, og Fluerne
fløj hid og did. En Glente kastede sig ud fra en Glug højt oppe i
Taarnet og rejste væk ud i Landet. Mikkel laa ørkesløs paa Ryggen og
sank dybt ned i Græsset og Ukrudtet. Han rev Stænglerne over paa en
Plante, der stod ved hans Hoved, og saa, at der var gul Saft i den, han
stak friske Spirer i Munden og tyggede paa, rullede Græsstraa sammen i
Fingrene, og Tiden forvandtes. Byen levede rundtom, af og til klang høje
Glædesraab langt borte.

Da det endelig blev mørkt, listede Mikkel ud af Byen og bjærgede sig et
Maaltid Mad i en enfoldig Bondegaard. For hver Bid, han sank, var han
klar over, at han bedrog, siden han nu ikke læste længere.

-- Og nu stod han her i den stille, svale Nat. Byen var kommen til Ro,
og Mikkel vaagede som det dybe Sus, der bliver i Ørene, naar al anden
Lyd er forstummet. Natten var fuld af Duft fra de duggede Haver. Det var
meget lyst, Maanen var ved at komme, det lysnede i Øst over Haverne.

Der kom nogen oppe i Gaden. Mikkel hørte Skridtene nærme sig, han troede
først, det var Vægteren. Men snart skelnede han Sporeklirren. Mikkel
vilde ikke ses saa nær ved Mendels Hus, han traadte ud af Skyggen og
slentrede ned ad Gaden. Omtrent ved Østergade blev han indhentet af ham
bagved; pludselig blev Skridtene hurtigere, og Mikkel fik et Haandslag
paa Skuldren. Han vendte sig og saa til sin Forundring, at det var Otte
Iversen. Saa kendte han ham alligevel; hvad mon nu?

Godaften sagde den unge Junker dæmpet og med venlig Fortrolighed -- er
det ikke Mikkel Thøgersen?

Jo, det var det.

Vi var sammen derude i Serritslev forleden. Og jeg har jo ogsaa truffet
Dem siden. De spaserer en Aftentur, ja. Vejret er dejligt. Jeg ved ikke
. . .

Han talte sløret og med en egen Mildhed, som havde han været længe
alene, han blev staaende og bøjede sig en Smule forlegen; det svage
Nattelys strejfede Knappen paa hans Dolk.

Ja, det er snart for godt Vejr at sove i, sagde Mikkel.

De kunde . . . naar De alligevel gaar ude -- skal vi følges ad en Tur?

Det havde Mikkel ikke noget imod, og de gik ad Østergade ind gennem
Byen.

Jeg kender jo ikke nogen videre her i Byen, vedblev Otte Iversen -- af
danske at være.

Aa, nej. Mikkel mente, det kunde have sin Rimelighed. Han tav, og de
fulgtes ad helt op til Frue Kirke uden at sige noget.

Hm! Otte Iversen rømmede sig. Har De ikke Lyst til at følge med hjem,
hvor jeg bor og drikke et Bæger Vin? Han talte i en anden Tone nu,
koldere og som det lod mismodigt.

Mikkel saa ingen Grund til at sige nej, og de gik hen et Sted i
Vestergade, hvor Otte Iversen laa i Kvarter. Huset var lukket.

Vi kan ikke komme ind uden at banke dem op, sagde Otte Iversen henvendt
til sig selv. Men jeg har en Kande Mjød ude hos Hesten.

De gik over den maanelyse Gaard og kom til et stort Skur med Halvtag.
Otte Iversen stødte Døren op. Det er mig, sagde han, da en Karl sprang
op fra sit Halmleje. Tænd os et Lys.

Karlen skævede til Mikkel, da han havde tændt Lys. Det var et stort
Staldrum, men der stod kun en eneste Hest i et af Spiltovene. Otte
Iversen gik op og klappede den og puslede lidt ved den.

Læg du dig kun igen, sagde han til Karlen. Han rakte hen i en Krog og
fandt en lang Træstob frem, klappede Laaget op og kiggede i den.

Jeg opholder mig for Resten mest herude ved min Hest . . . vi kan vel
godt sætte os paa Truget her? Der er en Slurk endnu, det er den brede
Ende af Kanden, der er tilbage. Værsaagod!

Mikkel drak, og den stærke Mjød smagte forførende godt, den løb ud i
ham, han blev øjeblikkelig varm. Otte Iversen drak en lang Slurk efter
ham. Saa sad de der Side om Side paa Truget. Karlen, der havde smidt sig
i Halmen igen, sov allerede dybt. Hesten nippede op i Hækken og tyggede
saa stille. Lysestumpen brændte i sin Klemme paa Væggen. Dødsstille var
der rundt om, Gaarden laa hvid som af nyfalden Sne udenfor Døren i
Maaneskinnet. Det var over Midnat.

Mikkel listede sig til at se paa Otte Iversen, han blev mere og mere
underlig ved ham. Men der var ikke andet at spore paa hans Ansigt end
pinlig Fortænkthed, han kneb Munden sammen og stirrede ned for sig.

Her er meget lummert, for Otte Iversen endelig op, skal vi gaa udenfor
igen. Men lad os drikke ud først.

De tømte Kanden og gik. Otte Iversen skød Døren til. Lidt efter var de
ude ved Bymurene, de bøjede tilhøjre og blev ved at gaa langs med dem,
fremdeles tavse.

Men Otte Iversen kunde ikke blive ved at tie. Aajaja! udbrød han
spøgende, og Mikkel saa ham vende sit smilende Ansigt op i Maanelyset --
her gaar vi i det skønne Majvejr; om fjorten Dage er man maaske færdig
med alting, baade Maaneskin og alting.

Mikkel saa forbavset paa den unge Soldat, der var stanset med et Sæt,
som om en Skælven havde overfaldet ham.

Tror De, jeg er bange for Krigen, vi skal i? sagde Otte Iversen og gik
igen -- det tror De vist ikke. Men sig mig . . . ja De er maaske
endogsaa gift -- eller er De forlovet?

E -- nej, sagde Mikkel næsten skrækslagen og virrede med Hovedet

Kunde De da forestille Dem, De var forlovet og skulde afsted? Jeg er
forlovet. Jeg er rejst fra en Pige, og før jeg tog afsted, lovede hun
mig at vente paa mig, om det saa varede aldrig saa længe.

Mikkel turde ikke røre sig, saa ilde tilmode blev han over Otte Iversens
Forlegenhed og den Bespændthed, han aabenbart pintes af.

Hun hedder Ane Mette, sagde Otte Iversen noget efter ganske sagte.

De gik videre i Tavshed. Men da Otte Iversen talte igen, var hans Stemme
varm og svag. Det var fordi han havde faaet sagt Navnet før.

Jeg er oppe fra Jylland, fra en lille Herregaard ved Limfjorden. Han
hostede uroligt og ventede, til Stemmen var sikker igen. Min Fader er
død for mange Aar siden, min Moder har Gaarden. -- Han tøvede, betænkte
sig tydeligt nok paa at fortsætte.

Mikkel syntes, han burde give sig tilkende. Men hvorfor skulde han saa
endelig det? Han sparede før Otte Iversen for Ærgrelse ved at lade være.
Mikkel tav.

De kom forbi Nørreport. Vagten spankede op og ned med Hellebarden i
Armen, han stod stille og spejdede mistænksom efter de to Nattevandrere.

Jeg har kendt . . . vi har kendt hinanden i over fem Aar, sagde Otte
Iversen, lige fra jeg var Dreng. Min Moder vidste ikke noget om det. Det
gik saa underlig til. Jeg holdt meget af at ligge og sejle i Aaen i en
lille Baad, jeg havde, og paa den Maade kom jeg helt ned til Stranden.
Hun bor i et Hus dernede ved Fjorden, hendes Fader er Fisker. Der var
det jeg saa hende første Gang. Hun var fjorten Aar og næsten voksen; saa
saa jeg hende flere Gange siden. Og saa hændte det, at vi laa og medede
Fisk i Aamundingen en Gang -- jeg kunde godt faa hende med ud i Baaden
en Tur, naar jeg kom derned.

Otte Iversen tav lidt og hentede Vejret. Mikkel kendte Fiskeren særdeles
godt, det var jo Jens Sivertsen. Ane Mette havde han set næsten daglig,
men som lille Pige. Da havde hun gult Haar og var rød og hvid som alle
Smaabørn. Men . . . men hvordan hang alt det sammen?

Saa lige med ét, da vi ser os om, er vi drevet fra Land! fortalte Otte
Iversen videre i betydelig Sindsbevægelse. Jeg havde nok mærket, at det
blev dybt, men aldrig tænkt over det, vi laa jo og kiggede ned i Vandet.
Vi var dreven fra Land. Jeg farer til med Stagen, der var til Baaden, og
vil støde den i Bunden for at komme ind -- saa kan den ikke naa!

Otte nikkede nervøst.

Det var Fralandsvind. Og der var ingen at øjne -- Jens Sivertsen,
Fiskeren, bor længere oppe, og hjemme var han jo heller ikke. Hvad
skulde vi gøre, vi var saa bange først, at vi ikke kunde sige et Ord,
ikke en Gang raabe om Hjælp. Men da jeg saa, at Baaden blev ved at drive
udad, og der blev langt til Land, skreg jeg saa længe jeg kunde, vi gav
os begge to til at græde og klage os. Baaden hældede og skvulpede, fordi
vi _sprang_, saa fortvivlede vi var. Det er et Under, at vi ikke fik den
væltet og kom i Vandet -- jeg kunde ikke svømme den Gang; min Fader
døde, mens jeg var lille, saa jeg har lært alting sent. Naa tilsidst
blev vi jo trætte af at skrige og faa Krampe -- ret kloge var vi jo ikke
den Gang i det hele taget -- vi satte os ned hver paa sin Toft og græd
og græd. En Gang imellem, naar vi saa op, og Landet var bleven mindre
for os, tog vi paa Veje igen, saa længe til vi blev stakaandede og
trætte. Det var en forfærdelig Fare. Vi faldt vist i Søvn i Baaden en
Gang imellem, saa meget vi græd. Nok er det, vi blev ved at drive væk.
Men tilsidst naaede vi jo over til Salling paa den anden Side.

Otte Iversen aandede dybt ud.

Samme Dag satte en Fisker os over igen. Saa gik der endda fire Aar, før
vi gav hinanden vor Tro. Det var nu i Foraaret. Men vi er jo bleven
voksne begge to nu for længe siden.

Han tav. De var kommen til et aabent maanebelyst Sted foran Muren. Otte
Iversen pegede paa en Sten -- skal vi sætte os lidt?

De satte sig. Der var mere, Otte Iversen skulde have sagt, han sad i
Tanker. Mikkel vidste ikke noget at bemærke, han saa, hvor raadvild Hr.
Otte sad og borede med en Finger i en af Slidserne paa Knæet. Der er
ingen Forskel paa ham og mig, tænkte Mikkel, vi har det ens begge to,
Gudbedre, og vi er ens.

Men jeg maa ikke faa hende, sagde Otte noget efter, dybt nedslaaet,
eftertænksomt, stædigt. Min Moder sætter sig imod det, fordi det er
under min Stand. Jeg kan ikke faa Gaarden, hvis jeg gør det. Saa hørte
jeg, at Kongen lavede til Krig. Og om jeg saa skulde begynde
allernederst, der var en Udvej.

Otte Iversen havde nu sagt, hvad han _kunde_ sige. Resten, Menneskets
fortærende Længsel efter den Pige, hvis Navn han næppe formaaede at
udtale, hans Blods Sygdom, fattede Mikkel gennem Sympati.

Hvem ved, hvad Lykken kan have til en, sagde Otte Iversen i en træt
Tone. Han hældede sig forover med de sammenlagte Hænder mellem Knæene.

Gaarden er gammel og forfalden, vedblev han rusten i Mælet. Der er ingen
Skik paa nogenting. Han for gysende sammen og gabede højt. Skal vi gaa!

De gik. Maanen var blegnet paa Himlen, Solen vilde til at komme. Der
begyndte at lægge sig en tynd, rosenrød Taage over Byen før Gryet.
Mikkel kunde mærke paa Otte Iversen, at han fortrød sin Meddelsomhed nu.
Han sagde snart Farvel og gik.

Mikkel havde ingen Steder at gaa hen. Han lagde sig ind i Krogen paa
Kirkegaarden, det var lyst nok. Just som Solen brød ind over Byen,
sovnede han hen.




Mikkel synker


Graveren kom op paa Kirkegaarden ved Middagstid og saa det lange
ubevægelige Legeme derhenne i Ukrudtet. Han gik derhen i den Tro, at det
var en død; men Manden sov kun, Øjenlaagene zitrede lige mod Solen.

Mikkel drømte, at han steg op ad et stort stejlt Bjærg, han vadede
alendybt i den løse Sne. Men da han var kommen næsten op paa Toppen,
satte han sig ned, nu kunde han ikke mere. Højt over hans Hoved gik
Stien skraat ned til venstre; for at komme blot dette Stykke højere op,
maatte han en lang Omvej, helt rundt om Bjærget. Han havde opgivet det,
han sad plantet med begge Benene i Sneen, og det var forbi. Stien
ovenover ham stod i en Brand af Snefog, al Bjærgets frostfine Sne var
oprørt til Bunden. Ned langs Stien kom en lang Række unge Piger i sorte
Kaaber, og mens de under megen grusom Munterhed fægtede sig frem i de
stejlende Snehvirvler, fløj Kaaberne nu og da tilside, deres Legemer var
ganske skoldrøde af Kulde. De blev ved at komme ned fra Bjærget i en
uendelig lang Række, nogle smilede, andre lo. Alle lignede de Susanna,
og dog var ingen af dem hende.

Da Mikkel vaagnede hen paa Eftermiddagen, huskede han Drømmen tydeligt
og foruroligedes af den. Det bares ham for, at han aldrig skulde komme
Susanna nærmere, skønt han følte, at hun var hans Skæbne. Mig vil det
nok gaa galt, tænkte han fuld af bange Anelser. Der hang Ulykke over
ham, og dog havde han spaaet sig selv større Lyksalighed end de fleste
andre Mennesker. Og pludselig faldt det paa ham som et dunkelt sørgeligt
Fremsyn, at han vilde komme til at dø for egen Haand.

                                  *

Ikke langt fra Stejlebakken udenfor Vesterport laa Rakkerkulen. Nu i
Sommertiden stod den mestenstid fuld af Taage, saa at man ikke kunde se
Aadslerne dernede. Ved den Kant, der laa nærmest Vejen, havde Rakkeren
rejst en Stage med Hovedskallen af en Hest for at vise Folk fra at falde
derned. Mikkel gik tit forbi -- han opholdt sig helst paa Kirkegaarden
eller ved Retterstedet, hvor han kunde være i Fred for Folk. Lidt efter
lidt kom Mikkel til at føle en besynderlig Venlighed for Hestehovedet
der paa Stagen; det var, som vidste han noget tilfælles med det døde,
afmægtige Hovedben. Kraniet gabede vidt som en stadig, lydløs Vrinsken
fra Helvede, Øjenhulerne gloede. Tændernes Blottelse manede om den evige
Varme hos Satan -- selv Næsen vilde den stikke med i sin benede Ondskab.
Men Mikkel var hemmelig til Vens med den.

En Aften traf Mikkel Rakkeren ifærd med at flaa en selvdød Helmis. Han
gav sig i Snak med ham, men Jerck vilde længe ikke tage Notits af ham.
Det var en ordknap Mand, Jerck. Et lille Stykke henne havde han sin
Hytte. Men den Aften spiste Mikkel Hestekød ved Rakkerens Bord. Siden
sluttede han sig til ham en sjælden Gang og hjalp ham ved Bestillingen.
Natmanden havde en vis indesluttet Forstandighed i sit Væsen, Mikkel
regnede ham for sin Ven.

En Dag, da de flaaede Skindet af en Hest, blev Mikkel siddende længe med
Kniven i Haanden i dybe Tanker.

Han var kommen til at huske den Gang, Anders Graas Hest blev syg og
kunde ikke leve -- derhjemme paa Egnen. Anders Graa undte sig selv at
aflive den, han skød den en Armbrøstbolt i Stjærnen, og i samme Nu hug
den Tænderne i Sneen. Jorden tog Hovedet først, og saa drev Kroppen
bagefter, idet Stivelsen gik af Haserne. Ja . . . ja Jorden ved nok
Besked, skønt den tier stille. Vi har vor Forlov en Tid, og jo gladere
vi er, des hellere hopper vi paa den. Men alle Væsner er skabt i Strid
med Naturen, paa Trods af Tyngden; Mennesket har endog rejst Forparten
fra Jorden og snydt Tyngden for et Par Ben. Gud feder de levende, for at
de skal falde des alvorligere til Jorden, thi Gud og Satan er en og
samme Person. Men Jorden . . .

Mikkel saa et hjælpeløst Spædbarn ligge under sig paa Jorden, tænkte sig
det saa grant. Det ligger paa Ryggen som et Foster med Lemmerne foldet
sammen. Men det vokser for hans Øjne -- saa hurtigt, at han ikke kan
følge alle Enkeltheder paa en Gang. Nu er det et Par aabne fornuftige
Øjne, der ser op paa ham, Armene ligger hvide og fine langs Siden; se
hvor lange Benene er bleven. Nu skygges Ansigtet af Sorger, der flyver
Smil over Trækkene, sød Grumhed, Angst, Raadvildhed. Hænderne er
allerede store og brune. Bedst som han ser fra Tæerne op til Hovedet,
svinger Skægget sig som en mørk Drive om Underansigtet, Panden hvælves
af Smærte. Det er en moden Mand nu, han ligger stille et Øjeblik kun
optagen af sit Indre. Og da er han allerede gammel. Skægget graaner,
Haaret gaar ud. Knæene rager spidse i Vejret. Alt er Rynker, Kødet
visner under Huden -- og pludselig springer den sorte Ramme ud om
Alderens Ynk -- et Glimt af de gule Ben, og Laaget gror sammen under en
Regn af Jord.

O, Jorden henter sine, den hvirvler dem omkuld og strækker dem endelangs
paa sin Skal. Faa kun Hul et Sted paa dig, og dine Sideben skal svuppe
mod Jorden, du skal smække mod Grunden som en Stolpe, hvis Rod er
raadnet hen.

. . . Da Anders Graa havde skudt Hesten, fik Rakkeren den til
Behandling. Han slagtede og parterede den ude i Sneen, Mikkel stod og
saa til.

Det var en tidlig maaneklar Frostmorgen. Sneen laa milevidt i det
aandeagtigt svage Kertelys fra Vest, langt op over Bakkerne laa den hvid
som Spindel, ingen kunde se, hvad der var hvidt Skær og hvad der var
snebegravet Land. Det var saa koldt, at Sneen knirkede højt under
Fødderne, Kulden ætsede ved Fingrene som en dryppende Syre. Men gennem
Engen krøb Aaen aaben og sort, ulægeligt levende midt gennem den
ihjelfrosne Eng.

Rakkeren vred Anders Graas Hest om paa Ryggen og begyndte at aabne den.
Blodet laa i en stor brun Pøl, der smeltede sig ned i Sneen, den
blegrøde Fraade frøs snart til Is. For hvert Snit af Kniven vældede en
Farve ud af den dampende Hestekrop, Kødet spillede i dejlige blaa og
røde Farver. Og se Trævlerne blev ved at røre sig, fare sammen og skælve
mod Frostluften, de overskaarne Muskler krympede sig som Orme i den
svirpende Ild. Det lange Luftrør kom for en Dag, Kindtænderne laa
synlige som fire Linjer mystiske Bogstaver. Der kom en fin lyserød Hinde
frem, den var mønstret med mangfoldige blaa Aarer som et flodrigt Land
set højt oppe fra. Da Brystet blev aabnet, var der ligesom en Hule;
store hvidblaa Hinder hang ned, brunt og sort Blod kom ud af Smaahuller
i de aarede Vægge, det gule Fedt stod fra Loft til Gulv i langelige og
drivende Klaser. Leveren var mere brun end alt andet brunt i Verden,
Milten kom tilsyne blaa og skimlet som Natten og Mælkevejen. Og der var
mange flere skære Farver, blaa og grønne Indvolde, teglstensrøde og
okkergule Dele.

Alle Østerlands frodige, raa Farver; gult som Ægyptens Sand, turkisblaat
som Himlen over Evfrat og Tigris; alle Orientens og Indiens ublu Farver
blomstrede ud midt i Sneen under Rakkerens skidne Kniv.




Otte Iversens Fald


København blev mere og mere opfyldt af Mennesker, alt som Varmen tog
til. Lensmændene var kommen med deres Folk og laa i Kvarter rundt om, de
indkaldte Bønder kom i store Flokke til Byen hver Dag, Byen svedte af
Forberedelser til Krigen. Saaledes stod Sagerne tilfældigvis -- uden
stor indre Nødvendighed -- hver voksende Sommer bragte i Følge sin Natur
Uro og Sammenpakning med sig. Ved det Lag Rugen dræer, sidder Bønderne
hvert Aar paa Trappestenene i København, flokkevis, og hver Mand sidder
skinsygt paa sin Madpose. Store Melmader fra Ringstedegnen eller fra
Himmelbjærget kommer for en Dag helt vinde og skæve af at være gemt saa
længe, spegede Flyndre fra Blaavandshuk fortæres i Naboskab med Røgelaar
fra Hedeegnene. Ryttere, Tyskere, Junkere sværmer paa Gaderne fra Morgen
til Aften -- det er Juni Maaned, den Tid, da man stimler, Skibene ligger
rede, Kongen indtager Sverig hvert Aar paa denne Tid.

Dagen før Hærens Afrejse i Mørkningen -- Mikkel Thøgersen bukkede sig
efter et Flæskesvær, der var bleven smidt paa Gaden; længere henne fandt
han Skindet af en Blodpølse. Han var paa Vejen ind i Byen i et vist
Ærinde, han bar en Seddel paa Brystet, som han havde skrevet i Morges.

Just som Mikkel kom forbi en høj Trappe, fik han et susende Ræk over
Nakken med en Kæp -- det var en velklædt Mand, der stod oppe udenfor sin
Dør og trak Aftenluft. Mikkel var kommen ham for nær. Et Par vrede Ord
fulgte med. Nu, Mikkel skuttede sig, Slaget havde ramt ham paa det ømme
af Rygbenet. Han gik et Par Skridt -- det var maaske et godt Varsel for
det, han havde i Sinde. Men pludselig vendte han om, greb Manden deroppe
i Foden og rev ham voldsomt ned, saa han kom til at hænge i Skrævet paa
en Stavre af Rækværket, gav et højt Skrig og besvimede. Mikkel tog
tilbens om et Hjørne.

Ah -- sa . . . se til ham! lød det fra den anden Side Gaden -- da skal!
-- høje Raab. Mikkel blev skarp forfulgt, men han løb og løb, og han
stansede ikke, før han med et Hop var over Diget og inde paa
Kirkegaarden. Her lagde han sig forpustet i Leje mellem Gravene.

Det var ikke videre mørkt endnu, Mikkel tænkte foreløbig kun paa det
Pølseskind, han havde fundet, han tog det frem og gjorde sig tilgode med
det. Mikkel havde ikke før været paa Kirkegaarden i Mørke, det var om
Dagen, han sov der. Han blev aarvaagen, efterhaands som Mørket tiltog,
han saa sig om og begyndte snart at skælve af Ophidselse -- rask lagde
han sig ned og stak Hovedet i Ly af det høje Græs.

Da han havde ligget noget, hørte han en knistende Lyd -- nu stod Satan
bøjet over ham og lo. Mikkel saa vildt i Vejret, der var ingenting.

Kirken ragede sort og usalig op mod Himlen, utydelig som en Klump
fortættet Mørke. Mikkel rystede af Rædsel, han satte sig op og paakaldte
ufrivilligt den Onde, han bandede rasende -- i hede Helvedes Navn! Der
laa Gravene tavse og mætte af Ondskab, Kors og Sten grinede med raa
Fortrolighed i Mørket -- alt det ildesindede, der er usynligt og som
triumferende lader være at vise sig, svævede i Nærheden og blæste efter
Mikkel. Han bævede, han saa truende frem for sig og hviskede Satans Navn
i sin Hede.

Mikkel tvang sig til at se i en og samme Retning i længere Tid, fristet
af sin Dødsangst til at blotte sig og give Helvede frit Spil bagved.
Naar han nu vendte sig, stod der en led Abe lydløst groet op af Jorden
-- han vendte sig bragt til det yderste af Banghed, men der var
ingenting. Tænderne klaprede i hans Mund. Men den vilde komme, han vilde
ligge under Dyret og værge sig forgæves. Ingen Forklaringer, ikke et
Ord, men Dyret hæver sin laadne Haand op over hans Hoved, spiler to
Fingre fra hinanden og sigter -- Mikkel faar Tid til at tænke efter, om
der dog ikke gives noget Middel mod denne hadefulde Magt, dette
Fingerpar, der sigter paa hans Øjne -- Ah nej! Ah! Den Onde begraver
begge de strakte Fingre i hans Øjne. Ah! Igen. Afmægtig sidder Mikkel
paa sine Knæ og knejser op -- Ah! Den Lede begraver begge Fingre i hans
Øjne.

Længe æskede Mikkel de fejge Magter ud, kom an! -- og han var mere angst
end den fortvivlede Spurv, der vil forsvare sin Unge foran Hundens Gab.
Men Ondskaben om ham mente at tie ham ihjel. Alle Korsene stod mageligt
stille som en Kapital af Skræk og Forbandelse, der er sat paa Rente og
Renters Rente, selve den mørke Luft hvilede sit Indhold af giftig Spot
om ham, Mørket gik bagfra og stak ham. Intet gav sig tilkende, den
stille Grusomhed vilde ikke give ham Naadestødet.

Ja ja, i Djævelens Skind og Ben, Mikkel lagde sig ned og svor at faa Ro
paa sig. Han følte ind paa Brystet, om Seddelen var der. -- Men allerede
nu havde Tvivlen faaet Overhaand. -- Mikkel var af Natur en Hedning; det
eneste, han og hans Slægt i Grunden havde nemmet af Religionen op gennem
Tiden var Ederne -- mon det betød noget det hele?

Men bange var han, knuget af Bævelse, han laa de Timer inden Midnat og
blev febersyg af Skræk. Koldsveden sprak ud af ham, Draaberne faldt fra
Haar til Haar paa hans Bryst, Skrækken slog sig løs i Maven paa ham, saa
han paa Stedet maatte føje Naturen.

Og Tiden krøb frem, det blev mørkere og mørkere. Stilheden tiltog. Alt
forandredes umærkeligt og uigenkaldeligt som for én, der dør. Luften
størknede ved den mindste Lyd. Rædselen sad i Luften med Ansigtet rakt
forstenet frem og med vidtaaben Mund.

Da de tolv Slag endelig rungede oppe i Taarnet, var Mikkel saa syg, at
han døjede med at rejse sig. Han havde slaaet det hele hen, det var
umuligt, der var ingen Fornuft i det. Men han vilde alligevel gøre det,
skønt han ikke troede paa det længere. Og Mikkel listede hen til
Kirkedøren med sin Pergamentstrimmel i Haanden, hvorpaa han havde
skrevet Forsværgelsen. Han bøjede sig ned mod Nøglehullet -- og for
straks tilbage, ramt af en kold Luftstraale under Øjet. Men uden at bie
længere blæste han ind i Nøglehullet og bankede tre Gange med Knoen paa
Døren, idet han nævnede alle den Ondes Titler og Grader.

Satan hyttede sig, han kom ikke.

Saa drog Mikkel et dybt, skamfuldt Suk og skruppede af.

                                * * *

Det hændte samme Dags Middag, at Otte Iversen gik gennem Pilestræde og
fik Mendel Speyers Datter at se. Han var optagen af sine Tanker -- i
Morgen skulde han afsted, Ane Mette, hvordan levede mon hun, Ane Mette
med det dyrebare gule Haar? -- Da saa han Susanna. Han gik videre uden
at fæstne sig derved.

Om Aftenen sad Otte Iversen ude hos sin Hest. Hele hans Udrustning var i
Orden, alt var rede. Hvad skulde han saa videre tage sig til; Hjærtet
sad i hans Hals, rolig kunde han ikke være for Hjemve og Længsel. Det
var allerede bleven sent, men hans Blod vilde ikke lægge sig.

Han gik ud og strejfede i Gaderne, han kom gennem Pilestræde forbi
Haven, hvor han havde set et Glimt af en ung, sorthaaret Pige. Og han
ruskede vredt to Staver ud af Stakittet, brækkede ind og kom som en
Hjort hovedkulds gennem Buskene ind i Gangen. Tilvenstre for ham lød et
let Skrig, han hørte nogen flygte, en Kjoles bløde Bulder, da sprang han
til over Græs og Ukrudt, sporede mere end han saa, smuttede om et Træ og
fangede hende.

Han slap øjeblikkeligt igen og lod Armene synke. De stod lidt foran
hinanden, han kunde ikke se hende tydeligt, men han hørte hende aande
hurtigt. En Kvist, der var bleven trykket ned, slap og gled op over
Ottes Ansigt med laadne kølige Blade.

Pludselig gjorde hun en hastig Bevægelse som for at undvige.

Nej, stammede Otte sygeligt bønfaldende, han rakte i en Fart begge Arme
ud, en paa hver Side af hende.

Hvad, hvad . . .? hviskede hun hæst. Dirrede hun, strakte hun sig paa
Taaspidserne -- Otte saa hende og kunde dog ikke skelne hende i Mørket
under Træet. Da lagde han sin højre Haand i hendes Haar, der var koldt
af Dug. Og han sukkede klagende. Tog saa Haanden til sig og spurgte
sagte:

Hvad hedder du?

Susanna, svarede hun aandeløst hviskende. I samme Nu satte hun til
Siden, tumlede mod Træet, rullede bag om det, og var borte. Buskene
raslede stærkt, før de lukkede sig efter hende, og blev ved at nikke. Og
endelig var alting stille.

Otte Iversen saa op. Sommerhimlen hvælvede sig over Haven, de fromme
Stjærner funklede. Gavlenes mørke Trekanter stod paa hver Side. Hun var
borte! Otte gik langsomt, kvælende trang om Hjærtet ud mod Gaden igen.
Hver Gang han rørte op i det dybe Græs med Foden, følte han en sval Lugt
af Urter og Græs. Nej, Otte kunde ikke forlade Haven endnu. Han gik bag
om Buskene ad Gangen og kom til et Hyldetræ, som var hult ind mod Haven.

Der havde hun gemt sig inde. Otte fandt hende, idet han famlede sig frem
med udstrakte Arme, hans Hænder stødte mod hendes Haar. Hun gav ikke en
Lyd men trak Hovedet helt ned i Skuldrene, hun rystede. Otte lagde sig
paa Knæ og vilde omfavne hende, men hun trykkede sig haardnakket ind i
det tætte Greneværk, Otte flyttede sig efter hende paa Knæene og stødte
mod Kanten af et Bord, der var derinde.

Susanna, hviskede han. Susanna. Han gentog Navnet og var bleven
roligere. Hun sprang hurtigt op. Men han holdt hende fast med begge
Armene om hendes Kjole og Knæ.

Hvem er du? spurgte hun bævende.

I Stedet for at svare lo han dæmpet, fortabt, han mærkede Varmen fra
hendes Legeme; hendes Kjole var ru og grov at føle paa, men han blev
lykkelig i begge sine Hænder derved. I sin Glæde rakte han Armene op om
hendes Liv og tvang hende i Knæ foran sig, han fattede hende varsomt om
Haaret og de hede Kinder og vilde dreje hendes Ansigt om til sig. Han
fik det ogsaa vendt -- da narrede hun ham og snoede rask Ansigtet den
anden Vej. Otte tvang igen hendes runde modstræbende Hoved om -- da gav
hun uventet efter og fik Ansigtet gemt til den modsatte Side.

Nej -- nej, hviskede Otte henrykt, han kom i sin gode Ret, han brugte
Magt og trak hende til sig, men hun stemmede baade Knæ og Albuer imod
ham -- han rækkede Halsen og naaede til at kysse hende, inden hun vidste
af det, han kyssede hende endnu en Gang og fik ikke andet end en lille
haardtlukket Mund at smage -- men da strakte hun sig langsomt,
godvilligt ud under ham, og han havde hende i hele hendes ydmyge Længde,
smal og føjelig i sin Favn. Otte kyssede hende igen, og hendes Mund
sprang ud som en Rose med mange svulmende Blade. Det løb ham harskt
gennem Svælget, han hummede sig sky. Endnu engang kyssede han Susanna og
mødte hendes Ild, og da blev han mod i Viljen, han hældede sig dybt
forstemt ind mod Hyldetræets kolde Løv. Men Susanna lagde sit Hoved paa
hans Bryst op under hans Hage.

Saaledes sad de længe. Der var stille i Byen. Midnatsklokkerne faldt ind
med dybe rungende Slag.

Imorgen rejser vi, sagde Hr. Otte. Det var der ikke noget ulykkeligt i,
og det kunde ikke være derfor, Otte løftede Susannas Hoved med dybe Suk.

Sørger du over noget? spurgte Susanna.

Hvad? Hans Stemme lød som en Klang. Ja, svarede han længe efter tonløst.
Susanna bed og kyssede Knoerne paa hans Fingre.

Otte hørte Skridt paa Gaden og lyttede skarpt et Øjeblik -- de holdt op,
og han glemte dem igen.

Men det var Mikkel Thøgersen, der nu stod udenfor Hyldetræet. Han var
kommen og havde set Hullet i Stakittet. Og han blev staaende paa Stedet,
til han hørte Kirkeklokken ramme Et ud over den sovende By. Da kom de to
frem, og Mikkel kendte Otte Iversen. Han saa dem svøbe sig mellem
Buskene ind i den øde Have, hvor gamle skæve Stammer stod i det duftende
Vildnis, graanede Urvæsner, der rakte Grenene hid og did, som vidste de
ikke, hvorhen de skulde pege i deres knoklede Livsvisdom.

Otte kom op ad Stigen til Susannas lille Jomfrukammer, hun ledte ham ved
Haanden. Her, hvor det frie Sommernatslys faldt ind ad Lugen, saa Otte,
hvor hun var dejlig, mørk og hvid som Natten og Dagen, et Solbarn fra en
Verden, han ikke kendte -- se hun var skinnende hvid og skygget af
gylden Brunhed, som havde hun været helt solbrændt, før hun voksede til
og blev hvid. Og hendes Blod var som Natten og Dagen, vildt og uskyldigt
-- Otte bøjede sig blændet af hendes Glød, han skræmmedes ind i sig selv
og mindedes Ane Mette. Men jo mere dødelig sorgfuld han blev, des rigere
straalede Susannas Følelse, Fryd og Ængstelse, hun blev lyksalig ved
denne lyssky Smærte, hun elskede ham, fordi han tav og havde Øjnene
fulde af fremmed Fortvivlelse. Tre Gange lokkede hun ham, lysende af
Ømhed, med sin gulbrunt skyggede Barm, og tre Gange veg han tilbage, som
skulde han dø. Indtil han sønderknust og hemmeligt grædende tog hende i
Favn.

Vægteren sang nede paa Gaden -- vor Klokke er slagen fire! Langt borte
blæstes der paa Trompet gennem det hvide Morgenstille. Da tumlede Otte
Iversen afsted. Udenfor Haven løb han lige i Armene paa Vægteren og fik
et Par gnavne, lysvaagne Ord i Ørene. Han skyndte sig bort. Det var en
taaget Morgen. Hør, Hestehove skrabede paa Stenene i de lukkede Gaarde,
nu begyndte de allesammen at gøre sig i Stand.

Lidt Lys trængte hist og her ud gennem Dørsprækkerne, og der lød sagte
Klirren af Vaaben, nu stod de inde midt paa Gulvet ved Lys og hægtede
Harnisk paa . . . Otte Iversen løb tværs paa for at komme til sit
Kvarter, han vilde til Verdens Ende straks paa Timen, lukt paa Hovedet
ud i Slag og Spektakel -- han maatte syde ud af sit Hjærte, hvad han
havde gjort, glemme, glemme. Medens han løb, klemte han uvilkaarligt
Øjnene haardt i, fordi han blev ved at se hende, der havde taget saa
flammende kærligt imod ham, han følte hendes Hænder endnu i sit Haar. O,
hun havde trykket hans Hoved saa fast, saa fast mod sit Bryst -- og selv
græd han i Smug ved hendes Hjærte . . . Otte sprang en Alen lige op i
Luften ved Tanken som ramt af en Kugle. Han løb forstyrret gennem de
morgentaagede Gader.

I sin Blindhed løb Otte vildt og kom ind i en snæver Gyde, han gik
langsommere og faldt til at lette sin Strubes Kval ved at græde lige
frit op af Halsen. Han følte sig truet paa Livet af Pine og satte i Rend
igen. Da saa han et smudsigt Lys i Taagen, det var fra en oplyst Rude i
et lille fattigt Hus. Og ligesom et Barn falder paa at pille Kalk af
Væggen i sin overvættes Graad og Sorg, gik Otte Iversen hen til Ruden og
kiggede ind ad et lille, trekantet Hul, der var ved Rammen.

Han saa en lav, uordentlig Stue. Lige for stod en Mand med Ryggen til
lænet over en Stol, i Stolen sad en ung Kvinde, kun hendes lyserøde
Ærmer og Hænderne var synlige. De to Skikkelser dækkede Lyset, som stod
paa Bordet. Netop i det Øjeblik, Otte skulde komme til at kigge ind ad
det lille Hul, saa han Manden løfte sin højre Arm paa en snigende Maade
-- og det saa ud, som om han lagde den venstre Haand over Panden paa
hende, der sad foran ham paa Stolen -- Herre Jesus! og der skar han med
en stor rund Bevægelse Halsen over paa Kvindemennesket; der lød et kvalt
gurglende Kvæk. Og Manden vendte Kniven i Haanden og plantede den i sit
Offers Bryst, lod den sidde, og paa samme Tid stemmede han Knæet mod
Stoleryggen og væltede den med den dræbte over mod Bordet. Lyset
slukkedes.

Otte Iversen greb sig til Hovedet og vendte sig stirrende som en gal ud
mod Gaden. Saa tog han tilbens og løb, indtil han uden Hue og med Haaret
piskende efter sig naaede hjem til sit Kvarter. Han stormede fuldstændig
trøstesløs ind i Stalden til sin Hest.




Stenene bæres af By


Næste Dag var Hæren borte, Kong Hans med sine Mænd, Landsknægte og
Bønder, Faner og Sporer, Bøsser og Madposer, alt var fejet ud af Byen.
Gaderne laa grelt folketomme fra den ene Ende til den anden. Luften, der
før genlød af Jernlyd og Pral, tav angrende stille. Nu da Faren for
tilfældige Spark var bleven mindre overhængende, tonede Hunde og Svin
tappert frem allevegne og snusede i Affaldet, der var bleven tilbage
efter Hæren. Byen kunde i Almindelighed vende sit Blik indad. Samme Dags
Middag blev Galgen udenfor Vesterport pyntet med to forgemte Misdædere,
en stor og en lille. Der blev sat Undersøgelse i Gang i Anledning af
flere Forbrydelser, som var bleven begaaet om Natten; blandt andet havde
man fundet Hamborg-Lotte død i sit Hus med overskaaren Hals. Der var
gaaet adskilligt for sig den Nat, som tænkeligt kunde være. Mangt et
Hjærte var vel bleven rørt paa forskellig Vis ved Tanken om den nære
Afskedsstund. Den der er væk, bliver ikke hængt.

Hen paa Eftermiddagen havde der samlet sig et lille Opløb foran
Raadhuset. Der sad to i Stokken, en Mand, som havde stjaalet, og en
Kvinde, der var blevet grebet i Hor. Hun var meget ung og over al Maade
køn, det var Mendel Speyers Datter Susanna. Vægteren havde fakket hende
tidligt om Morgenen, ligesom hendes Kunde var løbet fra hende. Han havde
længe haft Kig paa Susanna, over det Folk skrev saa umiskendeligt paa
Hushjørnet om hende. Vægteren var enøjet; en Skælm havde stukket hans
ene Øje ud under en natlig Hurlumhej en Gang . . . hvis Susanna
Mendelsdatter nu havde været dansk, saa man kunde stole paa, hun drog
Næring til sig, der blev i Byen, vilde Vægteren sagtens have vendt det
blinde Øje til her; han havde Øvelse i at skifte Ret og Skel. Men
Susanna var en udenlandsk sort Ting. Nu blev hun altsaa stillet til
Skue, og naar Folk havde spyttet paa hende, skulde hun bære Sten af By.

Folk stod i rund Klynge om Stokken, og der kom stadig flere. Tyven sad
aarvaagen og snar i Blikket, kom nogen ham for nær, kæftede og fraadede
han med alle sine hvide Tænder snappende ud i Luften som en gal Hund.
Selv begge hans Fødder, der stak ud af Hullerne i Blokken, dirrede af
Raseri. Saa faldt han lidt i Ro og slappedes i Trækkene, fik en
forgræmmet Mine . . . og opdagede i det samme en halvgammel pæn Mand,
der nærmede sig ham med en Spøg paa Læben -- raj raj raj, der bed Fangen
saa lynsnart og tindrende rovdyrisk om sig, at Manden for tilbage i
Forskrækkelse. Folk tog sig et Grin. Og se, den pæne Mand forhærdedes i
Ansigtet, blev hadsk om Munden, han saa efter, om den bevæbnede Vagt
passede paa -- og gav Fangen i Blokken et Spark i Næse og Mund, hvorpaa
han med et ondt Blik drejede sig -- se til Skidtet! -- og gik. Tyven
blinkede tre-fire Gange, saa staalblankt efter ham og knuste Tænder men
gav ingen Brøl af sig. Der blev en lighvid Plet paa hver Side af hans
Næse.

I passende Afstand, fire Huller, fra Tyveknægten sad Susanna. Fødderne,
der var nøgne, stak i Blokken; mere end én følte sig fristet til at
kilde hende under de smaa allerkæreste Fødder. Hun havde en grøn Kjole
paa, over hendes Skuldre havde man lagt en grov Sæk, der skjulte Armene.
Hun sad aldeles urørlig stille med Ansigtet bøjet ned mod Brystet, det
svære sortebrune Haar var fuldt af Spytklatter.

Noget til Side stod den gamle Mendel Speyer. Han var i sort Jødekappe,
Skægget hang ned fra de lange, bekymrede Træk, han stod duknakket og
talte med en ung sortsmudset Mand, som ingen kendte noget til. Det var
en med et stort purlet Haar og rødligt sorte Rotteøjne, han var mager
som en Kniv. Han var Købmand i Helsingør; Mendel Speyer havde faaet Bud
efter ham siden i Morges.

Rakkeren, Jerck, var imidlertid kommen og havde bundet to store Stene
sammen. Der gjordes saa ikke flere Omstændigheder behov. Men førend de
løste Susanna af Stokken, nærmede hendes Fader sig tøvende og
tvivlraadig -- han saa med sine døde Øjne op paa Vagten og derfra ned
paa et Par smaa Sko, han havde i Haanden, og saa ned paa Datterens bare
Fødder -- og samme Tur om igen en Gang. Vagten støttede sig til
Hellebarden og rørte ikke sit glubske Overskæg ud af Stedet, sagde ikke
nej -- men betød det ja? Mendel Speyer nølede og var hele Tiden fattet
paa et Tilbagetog, mens han hastigt og ubehjælpsomt bandt Skoene paa
Susannas arme Fødder. Han gav hende Haanden og hjalp hende op. Saa
maatte han af Vejen.

Jerck rørte ikke en Muskel i sit gule Mandsansigt, idet han lagde Rebet
over Nakken paa Susanna. Der var forresten dem, der mente, at Stenene
var valgt lovlig smaa.

Toget satte sig i Bevægelse. Forrest gik Jerck og Susanna. Paa den anden
Side af hende rokkede Mendel Speyer; noget bagved kom den unge Morian,
han havde talt med. Derpaa hele den glade Sværm af ærlige og renlivede
Folk fra Staden, Skomagere og Fiskere, Studenter, Barselkoner og Møer.
Ned ad Vimmelskaftet gik det langsomt, langsomt, thi Susanna ravede
under Byrden. Hver Gang hun vaklede, for Mendel Speyer op med sin brune
Knoglehaand for at faa Lov til at støtte, og Smærten trak sig over hans
Ansigt som efter et Piskeslag.

Morskaben var rigtig gavmild idag -- sese, »Storken« var nok ogsaa
kommen paa Støvlerne. Det røde Skræmsel dukkede frem ved Hjørnet af
Helliggejstes Kirke, Ungdommen hilsede ham straks velkommen. Men han
slog fra sig den Gang og stak med Pigkæp, Drengene spredtes under
forargede Skrig og lod ham gaa i Fred. »Storken« havde nok faaet
Overskæg i Ansigtet, fastslog Folk smaaleende. Se kuns, hvor travlt han
havde med at komme hen og se Pigen.

Da Toget naaede Torvet, steg Opsigten, Folk kom frem i Døre og Vinduer.
En ung Gesel løb dristigt ud fra en af Boderne, meget forlystet, og idet
han gav et vittigt, blufærdigt Hyl, greb han i Susannas Kjole og
hvirvlede den i Vejret, saa at hun blottedes til Bæltestedet. Men
hvorvel Folk tog dette for vellykket Humor, maatte det ikke være, det
var utilstedeligt, Jerck vinkede alvorligt med Øjenlaagene til den
muntre Svend og gik nærmere Susanna for at værne hende mod Løjer. Idet
Jerck saa sig om, bemærkede han Mikkel Thøgersen. Men Jerck gjorde ikke
Mine til at kende ham.

Susanna kunde næppe bære Stenene længere, hun rystede af Træthed, hendes
Kinder blussede som Purpur af Anstrængelse. Et Stykke inde paa Østergade
slog hun for første Gang de store blanke Øjne op -- og straks brast hun
i Graad -- og stod stille. Da lettede Jerck uden at mæle en Stavelse
Byrden ned paa Jorden og støttede sig ventende til sin Kæp. Mendel
Speyer hviskede hastigt nogle Ord til sin Datter, Graaden mimrede ham i
Mundvigene. Men han talte sig bestemt: Susanna bøjede Hovedet og græd
ikke mere.

Saa gav Jerck hende Stenene at bære igen, og de naaede ud gennem Porten.
Her læste Retsbetjenten kortelig op for Susanna, at nu kunde hun gaa med
hvad hun havde faaet; men kom hun inden Byens Porte nogensinde igen,
vilde hun hjemfalde til Loven. Et lille Stykke borte holdt en Vogn,
Fader og Datter steg op tilligemed den fremmede Jøde, og de kørte bort.

Mikkel Thøgersen fulgte bagefter.

Det elendige Køretøj kom ikke rask af sted; Kusken, en lille Bonde med
solbleget Nakkehaar, prikkede ufortrødent til sit Øg og hyppede
overordentligt, saa hjulede de ogsaa lidt af nedad Bakke og rejste
Støvet paa Vejen, Vognen knirkede ude af sig selv, over det den
præsterede. Det gik snart Fod for Fod igen.

Det var en tør Julidag, de store Buske gul Snerle, der groede paa
Vejkanten, spredte Honningduft over Vejen. Rugen modnedes paa Agrene i
den varme Blæst. Sundet gik mørkeblaat, Skoven nede til venstre kuplede
sig i den klare Sommerdis. Men Solen hældede til Vest, det kunde snart
blive Aften.

Mikkel fulgte Vognen fire Mil, uden at de rejsende foran ham vendte sig
en eneste Gang.

Et Par Mil fra Helsingør tog de ind og bedede i en Kro, Mørket var
falden paa. En halv Mil inde i Landet ringede en stakkels Kirkeklokke
endnu ud mod Aftenrøden, den klagede, skændte, mjavede utrøsteligt som
en Kat, der gaar rundt ved Udhusene og ryster Dugstænk af Poterne og
leder og leder efter sine døde Killinger.

Mikkel Thøgersen havde ikke noget at komme ind i Kroen efter, han satte
sig hen paa Fattigmandsbænken under den store Lind. Da der noget efter
blev tændt Lys inde i Skænkestuen, rejste han sig og gik hen udenfor den
aabne Dør. Han lige blot saa derind.

Susanna sad ved Bordet, og de to andre stod op og talte ivrigt til
hende. Gamle Mendel lod til at ville overbevise og trøste hende med hele
sin Erfaring, han talte saa dulmende, hans Holdning udtrykte al den Omhu
og Længsel efter at hjælpe, en Fader kan vise sit Barn. Den unge Jøde
med det store Krølhaar og de kolde Øjne faldt ind, idet han bevægede
Hænderne i vidt og bredt bevisende Figurer -- var det ikke rigtigt, var
det ikke sandt? Men Susanna overhørte vist alt, hvad de sagde.

Hun sad med Hænderne foldet over Stoleryggen og med det trætte Hoved
hvilende derpaa, Ansigtet vendte ud mod Døren, hun saa ingenting. Munden
stod lidt aaben, det var hende -- den fine Skyggestreg over Munden, de
forunderlige hvileløse Næsebor. Hvor disse Træk var bløde i Sorgen,
usigeligt skønne og sørgmodige, Øjnene sygeligt klare og seende . . . O
men hendes Sorg galdt ikke det, de troede -- det lidende Træk ved Munden
kunde ogsaa være en gaadefuld Smilen, det trætte, trætte Lys i Øjnene
var ikke Sorg alene. Udtrykket i de forgrædte Øjne var delt mellem Sorg
og Sødme.

Mikkel drog sig tilbage og gik, han gik hurtigt frem ad Helsingørvejen
Bakke op og Bakke ned. Først da han øjnede Lysene i Byen, sagtnede han
Gangen og satte sig ned i Grøften. Han kunde ikke mere. Der var
overgaaet ham meget ondt i det sidste Døgn. Men det bitreste var hændet
ham nu, da han saa Otte Iversen i Susannas sorgomslørede Øjne. Han brød
sig ikke om hende mere fra nu af. Han mindedes de modbydelige Tegninger
paa Mendel Speyers Hushjørne (som han før hemmeligt havde dyrket i sit
Hjærte) og kom i vildt Affekt. Nej væk med hende!

Og medens Mikkel sad der paa Grøftekanten, kom hans Livsdrift et Øjeblik
til at staa alene, han kastede sig ned i Grøften og stønnede af Angst.
Men han var ung, endnu kunde hans Lidenskaber ikke bestaa i sig selv, de
krævede Objekt. Og saa vendte al hans Smærte sig da til Had, Had mod ham
Otte Iversen. Den Tanke frelste ham, at lægge Otte Iversen øde. Han blev
straks roligere og begyndte i Tanken at martre og dræbe . . . saadan og
saadan skulde Otte Iversen komme til at blinke for Kniven, saadan vilde
han se ham traadt flad af Ulykke og brækket Led for Led.

Mikkel Thøgersen vaagnede af sine brændende Hævndrømme ved at høre
Vognen komme langt borte, Hjulene peb i den stille Aften. Nu naaede de
op over Bakken, Mikkel hørte Kuskens Psi psi -- han rejste sig og gik
ind i Byen saa hurtigt han evnede. Samme Nat fik han Lejlighed med en
Skipper til Grenaa. Da Fartøjet løb i Vindstille under Kullen, laa
Mikkel Thøgersen i Forrummet og sov, som skulde han aldrig vaagne mere.

Da Solen kom, var det fremdeles totalt Vindstille. Skuden var drevet
noget nordpaa, Kullen stod som en lav kammet Sky i Syd. Skipperen og
hans to Mand lagde et Par Aarer ud, men det kunde ikke blive til noget.

I sin Utaalmodighed hentede Skipperen et Anker Øl op fra Rummet og
vækkede Mikkel. Mikkel gned Øjnene og saa sig blændet om paa det
spejlstille Vand. De ryddede tilside paa Dækket og begyndte at drikke.
Og Mikkel blev fuld, før han endnu var rigtig vaagen, udsultet og
lidende som han var. Han svang Kruset og gik rent fra Samlingen.
Tilsidst tav de andre, og Mikkel fablede ganske alene.

Jeg er for længe siden solgt til Undergang, raabte han saglende og
gispende, jeg er saa arg en Sjæl, at ikke engang Satan vil eje mig --
men det er godt; der kan blive en Fest endda. Jeg opgiver bare det hele,
naar jeg ikke vil længere, det er en nem Sag, og gaar min Vej. Hurra!
Kom I til Festen med mig, alle I døde og halte, der er brændt ihjæl og
slaaet for Panden, hej Bordet er dækket, søg Plads allesammen som I er,
i Kisteklæderne -- her er Plads for dem, der har Kinderne hængende i
Laser og Haandbagene sat med Smaasten -- kom an I Strandvaskere og
Fattigfolk fra Stejlen! Jeg er jo af Jeres Folk og skal snart gengælde
Besøget. Hvad bryder jeg mig om mit Hoved, jeg hører ingen til længere,
jeg er fuldstændig ene Mand, hvad angaar det mig mere, at der kanske er
en Fugl til, de kalder en Struds, hvad bekymrer det mig, at en Nar
bestiger Tronen i Frankrig, jeg gaar hjem nu, jeg kan ikke længere se ud
af Øjnene, Farvel, Farvel!

Fartøjet laa fuldstændig dødt paa Søen i Solskinnet, der var ikke anden
Lyd end Vandets Sveden. Skipperen og hans Mænd morede sig meget godt,
Mikkel drak, hulkede og pralede en rum Tid snart paa Dansk og snart paa
Latin, til han endelig drev om paa Dækket og sov igen.




Hjemkomst


Det var i Høbjærgningstiden, da Mikkel Thøgersen kom hjem til den Dal
oppe ved Limfjorden, hvor han var fra.

Nætterne blev ikke videre mørke, og Varmen aftog kun saa meget, at Engen
og Aaen hylledes i Taage, naar det blide Tusmørke faldt paa. Høet blev
sat i Stak inde i Engene, og de unge Folk fra tre omliggende Landsbyer
blev der om Natten. Hver Aften sent lød et Raab fra de Kourum Ungfolk:
Gaa til Senge! Raabet gik fra Stak til Stak. Noget efter svarede en
fjærn varm Pigestemme langt borte fra Graabølle Høstakke: Gaa til Senge!
Ekko efterlignede Lyden oppe i Bakkerne som Trolde, der stammede. Og saa
lød det uendelig fjærnt og kun i traadfine Brudstykker: . . . til Senge!
Det var fra Thorrildfolkenes Stakke dybest inde i Dalen.

Ga ga, sang det oppe i Brinkerne. Taagen tættedes over Aaen. Natten laa
guddommelig rolig, Himlen slørede over den rene Stilhed.

Denne Dal strakte sig i Vest og Øst fra Fjorden en halv Mil ind i
Landet. Ved den østre Ende laa Herregaarden Moholm, som Iver Ottesens
Enke havde, hende tilhørte ogsaa baade Dalen og Landsbyerne.

Et lille Stykke fra Fjorden havde Thøger Smed sit Hus og sin Smule
Vandmølle. Thøger havde boet der i over tredive Aar. Foruden Mikkel, der
nu havde været otte Aar henne i den sorte Skole, havde han Sønnen Niels,
der tog Haandværket op efter ham.

Thøger blev glad ved Sønnens Hjemkomst. Han satte sig op paa Kisten og
faldt til at snakke. Mikkel saa, at Faderens Ben var bleven stærkt
indadkroget af Gigten. Det brede, stærke Ansigt aabenbarede
ubarmhjærtigt Alderdommen, netop fordi den gamle blev hemmelig bevæget
ved Gensynet.

Du er endda galant i Tøjet, sagde Thøger oprømt og blinkede til Mikkels
røde Læderbukser. Mikkel slog Øjnene ned og vilde ikke tage imod
Beundring.

Jo, jo, enhver kan se, at du er vel holden, paastod Thøger. Noget Korn
spids i Ansigtet er du jo bleven af Læsningen . . . ja Næsen har du ikke
fra andre end mig, tilføjede han lunt smilende. Thøgers Næse var
usædvanlig lang, to Gange bøjet som Trynen paa et Vildsvin og
mangekantet i Tippen, den gav ham et overdreven kløgtigt Udtryk, som
Mikkel ogsaa havde. Thøger var ellers en meget dygtig Mand, gennemklog
paa mange Omraader og med naturlige Anlæg for al Ting i Verden. I sine
yngre Dage havde han drevet en Kunst, han selv kaldte at _koge_. Mikkel
havde undertiden som Barn set ham smelte besynderlige Ting sammen i en
lille Potte, Uld, Bly, røde Smaasten, Musetænder. Men nu kogte Thøger
aldrig mere. Hans Begærlighed efter de vises Sten var gaaet over med
Alderen, ja den var.

Det var jo Guld, jeg vilde berede, sagde gamle Thøger skemtende, og hans
Fortrolighed skar Sønnen i Hjærtet, fordi den skyldtes de uigenkaldeligt
svundne Tider -- men jeg fandt aldrig Guld. Saa var det den sidste Gang
nu for, lad os se . . . ja det er længe siden, saa kom jeg paa det! Lige
med ét, ha, ha . . . naarenstid jeg nu smeltede Opskriften med, som det
hele stod i, saa maatte det komme! Opskriften havde jeg købt af en
Vaabensmed i Stettin -- det er ellers slemt længe siden -- der er ingen,
der nogentider har faaet den at se. Han lærte mig ogsaa at tyde den. Saa
smeltede jeg da Opskriften i Panden tilligemed en Hoben andre kraftige
Sager. Jeg fik ingen Guld. Nej, bitte Mikkel. Og saa siden lagde det sig
jo af af sig selv.

Thøger Smed var bleven gammel. Den buklede Skaldepande begyndte at gro
til med Haar for anden Gang, Rundtenomskægget groede langt ved Ørene som
paa alle gamle Folk, og det var hvidt. Ansigtet var fuldt af blege
Pletter, de mægtige Hænder var ogsaa falmet.

En Gang imellem gjorde Thøger et Stykke Arbejde i Smedjen, ellers
passede han Kværnen; Niels stillede sig da skummel og sodet ved
Blæsebælgen. Thøger smeddede koldblodigt og med knusende Dygtighed, han
knejsede stærkt over Ambolten, fordi han var langsynet nu. Men han kunde
gøre Besked paa et varmt Jern. Dog højest en halv Times Tid, saa holdt
han brat op, teede sig som kom han i Tanker om andre Ting og gik ind i
Stuen. Der sad han saa og snappede efter Vejret og søgte at skjule sin
forræderske Aandenød.

Her skal du se, hvad jeg har, udbrød den gamle en Dag og rodede ivrigt
op i en lille Træbudike mellem gamle Knapskaller og Metalstumper -- hvor
er den nu henne? Det er en Galskilling, om jeg ellers kunde finde den.
Jeg har gemt den i mange Aar, til du kom hjem. Jeg kan jo ikke læse,
hvad der staar paa den, selv om mine Øjne var til det, det er nok
latinsk. Her er den, jeg har fundet den i Jorden en Gang. Naa Mikkel,
hvad staar der saa paa den?

Mikkel bøjede sig med vaade Øjne over den irrede Mønt og tydede
Indskriften.

Saa skal du ogsaa ha'en, sagde Thøger yderst tilfreds med Sønnens
Kunnen. Den er af godt Sølv.

Tak. Mikkel tog Mønten og gemte den, han skilte sig ikke siden ved den.

Thøger omfattede sin Søn med mangt et tankefuldt Blik de første Dage
efter hans Hjemkomst.

Underligt kan det gaa, sagde han, ingen ved, hvor Evnerne sidder gemt.
Se til Skomagerens Søn i Brøndum! Hvor langt er han? Jeg har hørt sige,
han var en høj Mand ved Kongen.

Han er saa, svarede Mikkel uroligt. Besøget hos Jens Andersen stod klart
og pinligt for ham. Men han har jo ogsaa haft Mon til at studere i Rom
og Paris.

Ja, det var'et, mumlede Thøger, og hans Oldingetræk slappedes ved Tanken
om den vide Verden. Han havde selv været udenfor men ikke længere end
til nord i Tyskland.

Ja, det var'et, gentog han og rullede Tommelfingrene om hinanden. Saa du
noget til Junkeren dernede fra Gaarden, Hr. Otte, de kalder ham?

Spørgsmaalet kom saa uventet, at Mikkel hoppede paa Bænken. Hvem, hvor?

Vor egen unge Herremand. Kanske du ikke har set ham, han tog til
København nu i Foraaret. Ja det var jo ellers en noget u--sæd--vanlig
Historie.

Mikkel rystede paa Hovedet, han saa bort, som om Historien ikke vilde
more ham.

Ja, det var maaske ikke heller noget lig, at du skulde faa ham at se,
mente Thøger videre, saadan unge Herrer og I andre lærde Folk har vel
sin Omgængelse hver for sig. Jo, han tog til Kongens By i April Maaned
-- efter eget Hoved og i Unaade med sin Moder. Han behøvede det ikke,
Krigsudbudet ramte ham jo ikke, over det Moderen sidder Enke. Men han
vilde nu afsted. Og de siger, det var Ane Mettes Skyld -- ja hende kan
du vel huske?

Det kunde Mikkel.

Hun er mageløs køn bleven, er Ane Mette, sagde gamle Thøger i en
ligefrem forundret Tone og med runde Øjne -- saa gæv som jeg har vist
aldrig set. Hun har det efter Moderen, du kan jo faa hende at se.
Moderen var Datter til stærke Knud, der blev slaaet ihjel i Bondekrigen.
Der blev mange slaaet ihjel den Gang. Men Jens Sivertsen havde den
fejreste Kone paa hele Egnen. Ja vi var jo aldrende begge to, før vi tog
Koner -- din Moder og hende var ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa
. . . men hvad, nu er de døde og henne begge to. Ja. Aa ja.

. . . Hvad han sagde til det, Jens -- ja hvad skulde han sige? Han kunde
jo ikke tage en Kæp og drive den bitte Herremand fra Døren. En mærkelig
Ting var det nu, som han hængte ved hende. Nu gaar hun jo nede hos
Faderen og gør Ansigtet langt efter ham, han har vel lovet at komme hjem
med aldrig saa meget godt, at de kan faa hverandre. Hvem ved? -- Fruen
paa Gaarden er ikke tilsinds, sandelig om hun er.

-- Skal vi gaa ned og snakke et Par Ord med Jens Sivertsen, han vil
gærne se dig, foreslog Thøger næste Dag, jeg kan vel kratte hen til ham,
naar vi sejler Aaen ud.

Thøger klædte sig til Turen med et uldent Klæde om Halsen. Mikkel roede
Prammen, og efter at de havde fortøjet den i Aamundingen, gik de Resten
af Vejen til Jens Sivertsens Hus.

Saa fik Mikkel da Ane Mette at se. Lige til det Øjeblik han stod foran
hende, havde han ikke kunnet forestille sig hende som anden end den
lille gulhaarede Pige med den skære Hudfarve, og nu saa han hende som
ved et Under forvandlet til en høj fuldstændig Jomfru; hendes Haar lyste
i den stille Stue, hun var hvid og skær som et Barn endnu med en rød
Mund og rene lyseblaa Øjne. Saadan maatte Freja have set ud.

Ane Mette gav Mikkel Haanden, han saa paa hende, til hun slog Øjnene
ned. Dejlig var hun. Mikkel følte sig som brændt indeni Haanden: Otte
Iversen! tænkte han -- nu skal du faa det betalt.

Thøger førte Ordet, mens de var der. Der blev talt om alt muligt, ogsaa
nært personlige Ting, men Stillingen med Ane Mette og den unge Herremand
blev ikke berørt med et Ord. Man kunde ikke se noget paa hende heller,
hun var en tilbageholden og blid Pige som alle Piger. Men hun saa ud som
et Menneske, der er blevet hævet over alle andre ved Lykke, hendes af
Naturen fine Træk havde en attenaarigs Frihed og straalede tilmed som af
en indre ung Ligevægt. Mikkel fattede, at Otte Iversen kunde sætte
Himmel og Jord i Bevægelse for at faa hende -- des bedre Lejlighed var
der til at gøre ham ulykkelig. Beslutningen spændte sig som en Gjord om
Mikkels Hjærte.

                                  *

Du skulde haft Ane Mette, sagde gamle Thøger halvt i Spøg paa Hjemvejen,
I to kunde passet sammen. Ja jeg maa vel ikke sige det. Jens Sivertsen
er for den Sag ikke pengesøde heller. -- Jeg har jo ikke kunnet give dig
ret meget. Om du og Ane Mette nu kunde rejse sammen til Rom -- som du
snakkede om. Jens Sivertsen har sejlet _nogle_ tusind røgede Aal til
Byen i sin Tid!

Da Mikkel lod til at tage Skemten ilde op, tav Thøger. Men lidt efter
afrundede han alligevel sin Drøm med følgende Bemærkning: Hun er god nok
endnu, Ane Mette. De siger jo, de _elsker_ hverandre. Hvad det vil sige,
er du kanske ikke gammel nok til at forstaa. Men enhver kan da se, at
Kildet ikke er taget af hende den Dag i Dag . . . ja ja bitte Mikkel,
skal vi saa stræbe at komme hjem.




Længsel


Mikkel var kommen tilbage til det Sted, hvorfra han var gaaet ud, han
sov igen i sin Faders Hus. Han kunde igen vaagne om Natten og se de
samme tre store Stjærner over Lyrehullet i Taget og høre Spærene give
sig; Biller og Orme pikkede i det møre Tømmer. Udenfor pustede
Nattevinden fortroligt, Mikkel kendte den gode Lyd. Men ellers var der
saa stille overalt oppe og nede, at Mikkel plagedes af Suset i sine
Øren, det ringede, strømmede og stred i hans Øren. Medens han sov her
som Barn, kunde han vaagne og høre Stilheden koge, han tænkte sig da
nogen, der rejste evigt forbi. Slædemeders stille Gliden hen gennem
uendelige Snefører, og af og til en spæd og skrøbelig Klang som af
fjærne Bjælder. Senere troede han at høre Svanerne ude fra Fjorden,
efter at han en Vinter havde fornemmet deres fine, frostskøre Musik ude
fra Vaagerne.

Men nu hørte Mikkel Stilheden igen, og nu var den meget forandret, saa
stærk og syngende, saa fuld af dump Underlyd, at den skrækkede ham. Det
var otte Aars Liv i Hjemløshed, der mindede, det var otte Aars endelige
Ingenting, der spillede Salme i hans Øren og ikke vilde tie.

En Nat faldt det paa hans Sind med en usigelig tung Vished, at denne
stigende Lyd af Tomhed vilde forfølge ham, indtil den en Gang i et
pludseligt Nu svulmede til et Knald, et eneste forfærdeligt Knald, som
spaltede hans Hoved og blæste ham over i Usaligheden.

Mikkel længtes hjemmefra.

Jeg tykkes du ser noget forkedet ud, sagde Thøger. Tag ud og fisk, det
er en rosom Beskæftigelse. Følg ud med Jens, eller du kan jo tage
Prammen og liste gamle Børre med dig -- han er nok taabelig men ikke saa
ringe til at fiske.

Og Mikkel sejlede paa Fiskeri med Børre, en sindssvag Tumling, der havde
været paa Egnen i umindelige Aar. Børre var god nok, de laa dagelang ude
paa Bredningen uden at mæle et Ord eller gik inde paa Fladvandet med
Gliben. Børre bar sig meget fornuftig til, han havde det ellers kun med
stille Fjogethed: det var hans Vane at gemme sig med Ansigtet tæt ind i
et Hjørne, mellem to Udhuse f. Eks. og her kunde han staa i Timevis og
fnise uhyre oprømt med sig selv. Man saa mestenstid Ryggen af Børre, og
den var altid i Uro, fordi han hemmelig lo og gottede sig. -- Bedst som
de gik og glibede i Vand op til Brystet, kunde Børre vende sig bort ud
mod den aabne Fjord og le og henrykke sig, saa at Vandet dirrede og
ringede ud fra hans Krop.

Mikkel tog da ogsaa ud med Jens Sivertsen, han saa ofte Ane Mette. Hun
havde faaet et lille hudløst Sted ved Mundvigen, bare Ungdom og Sundhed,
der slog ud.

                                * * *

Hvor Somren var lang og uforanderlig den samme det Aar, Dalen og Engen
bar Græs og Blomster som aldrig før eller siden. Solen havde ikke travlt
paa sin Bane, alt levende gav sig god Tid. En Fugl fløj gennem Luften nu
oppe og nu nede, som rejste den over Høj og Dal, og naar den var borte,
lod den Mindet om et sorgløst Kvidder tilbage. Humlebierne dryssede ude
over de fugtige Hængemoser, Vandtægen skrev paa Spejlet over de sorte
Høller i Aaen.

Det var Udødelighedens Dal. Hedebakkerne satte Panderne sammen om den
paa begge Sider, Aaen listede sig vidtløftigt gennem den, og ovenover
flød hvide Skyer med Flyvefødderne drivende under sig.

Vandet i Aaen ilede lattermildt over de stenede Grunde og fordybede sig
i Bugterne og tav stille. Fiskene slog op, holdt deres Vejr og snappede
efter Fluer og Myg. En Skikkelse flimrede i Luften over det blanke Vand,
kun et hvidt Spejlglimt, og en dæmpet Latter klang hen. Ekko spøgede
oppe mellem Brinkerne.

Middagens hede Stille var dybt som Midnattens Forstenelse, thi Solens
Tavshed rugede over alt, hvad der aandede. Der var en tvungen Stumhed
under Himlens Lys, langt mere svanger med Trusel end Nattens Mørke. Oppe
i den hvide Luft fløj Lykken; den faar ingen noget at vide om, før den
er død, død.

Naar Skumringen omsider faldt paa, blev der saa lydt over den vide Jord.
Horsgumren kastede sig voldsomt oppe i de svimmelhøje Lufte, gjærp,
gjærp lød dens Skrig i det duggede Mørke. Ude fra Moseholmen gøede
Ræveungerne fint og stikkende og kaldte sig selv ved Navn: Ræv, ræv,
ræv. Og pludselig lo det oppe i Brinkerne, mangedobbelt og skrækkelig
forvildet. Der blev stille efter det, til Ræveungerne tog næsvist paa
Veje igen.

Natten kom. Vandet skiltes i den dybe Aabugt, og Manden dernede rejste
sine dyndede Skuldre op i Luften. Ude over de vaade Ufører hang
Dødsrigets Aander som sorte Terner, der staar stille paa Vingerne og
forsker ned i Dybet.

                                  *

Mikkel stod i Husdøren en Aften og saa ind over Engen. Der var et Lys,
som flyttede sig derude i det fjærne Mørke, en Lygtemand. Alle Folk var
for længe siden inde. Høbjærgningsfolkene overnattede ikke mere i Engen,
Høet var kørt hjem. Det var i August Maaned.

Alting laa øde og stille. Fugle og Dyr tav stille. Paa en saadan Aften
turde Mikkel som Barn ikke en Gang se ud af Døren til Kærene af Frygt
for at faa Øje paa en Lygtemand. Og selv nu stod han og blev
ubetvingeligt bange, han følte sig ømtaalig kuldskær, som var han sat
værgeløst nøgen ud i en bidende Vind. Men tiltrods for den
uovervindelige Legemsangst _maatte_ Mikkel gaa ud mod hvad der saa var i
den giftige Nat. Det var som kunde han ikke leve uden Skræk, han maatte
veje sit indre Mismod op med udvendig Skræk.

Og Mikkel leverede sig til Nattens Magter, idet han gik ud i Kærene.
Rædselen veg fra ham efor og strømmede sammen ebag, han gik som i
svidende Flamme. Lygtemanden foran ham blev borte. Henad Midnat stod
Mikkel stille. Og i samme Nu lo det oppe i Bakkerne, højt galende og i
flyvende Fart. Genlyden blev ved at svare. Da faldt Mikkel ned paa alle
fire og borede Hovedet ind i sin Arm -- han krøb hurtigt et Stykke,
vendte sig saa ved en kluntet Manøvre og kravlede hurtigt hjemad. Først
længe efter at det var bleven stille, rejste han sig og gik.

-- Jeg vil ikke have, du gaar ude om Nætterne, sagde Thøger Smed Dagen
efter til sin Søn, mens de sad og spiste.

Mikkel tav forbløffet og næsten velgjort ved den korte Afgørelse.

Senere hen paa Dagen talte Thøger om den Slags Ting. Han troede ikke paa
noget, for han havde ingenting set, der var aldrig noget kommen ham for
nær. Men det var usundt at gaa ude om Natten -- man skulde aldrig byde
sig til.

Ikke at Mikkel troede paa noget heller, forsikrede han. Det var blot en
Vane, han havde at gaa ude om Natten, naar han ikke kunde sove. Hvad var
det for Resten for en Latter, der kom oppe fra Brinkerne, havde nogen
hørt den?

Thøger løftede ringeagtende paa Brynene. Aa, det er nogen Dyr, der
skroller. Eller ogsaa er det Jøven.

Jøven?

Ja! Thøger lo misfornøjet. Jeg kan ingen Besked give dig, jeg har
pinnede aldrig set en Jøve. Det maa du vel kende, som har lært.

Dermed rejste Thøger sig og gik ud og smeddede, saa at Funkerne føg om
ham.

Mikkel sejlede paa Fiskeri. Et Stykke fra Aamundingen laa Jens Sivertsen
i sin Baad. Da han saa Mikkel, rejste han sig og raabte over til ham.
Mikkel roede derhen.

Vi har spurgt nyt fra Krigen, fortalte Jens. Der har været en Kræmmer
paa Gaarden, og vi har ogsaa faaet det at vide. Det gaar knusgodt.
Kongen har Heldet med sig hele Tiden.

Jens Sivertsen var kendelig oplivet. Han talte ikke om Otte Iversen, men
Mikkel forstod, de havde hørt godt Nyt om ham ogsaa. Han vilde ikke
spørge og roede bort igen.

-- Skal jeg ellers fortælle dig om Jøven, sagde Thøger venligt om
Aftenen.

Der har været mange Jøver, hvis man ellers kan tro, hvad Folk de siger.
Men er der nogen nu, saa kommer den Børre ved. Ja, du ser paa mig, men
saadan vil de nu have det til. Ikke ham selv, vel at forstaa, men hans
Vid -- som er fra ham. Børre har jo været forstyrret i mange Aar. Han er
meget ældre end nogen tror. Jeg kan lige huske det, han blev taabelig et
Foraar, og det var Kærestesorg, der skørnede Hovedet paa ham. Men siden
den Tid snakkede de om en Jøve, der skulde være oppe i Bakkerne. Jeg har
hørt den mange Gange. I fordums Aar, da jeg brændte Salt, hørte jeg den
tit om Nætterne, naar jeg sad ved Gryderne nede paa Stranden. Mangen en
Gang var Børre med mig, og han hørte den selv. Ingen har set den. Der er
aldrig nogen, der har set en Jøve og kan fortælle om den; for en dør ved
at se den.




Tordenvejret


En Nat vaagnede Mikkel ved en svær Rullen i Luften og blændedes i det
samme af en blaa Lysning -- hans Fader sad fuldt paaklædt paa Kisten.

Vi faar Torden, sagde Thøger stille. Jeg vidste ikke, om jeg skulde
vække jer.

Mikkel trak i Klæderne, Niels vaagnede straks efter og klædte sig ogsaa
paa. Tordenen var endnu langt borte, men den rullede næsten uafbrudt;
det lød som om den i stødvis men stadig Fart kom nærmere og nærmere.
Lynene spillede hurtigt efter hinanden, uregelmæssigt som en blaffende
Ild.

Det vil blive haardt, sagde Thøger og vendte sit Ansigt mod det lille
Vindue; der kom et Lyn, og Mikkel saa det højtidelige Udtryk i Faderens
Ansigt.

Kan I gaa ud og tage Stigbordet op, sagde han lidt efter, at Vandet ikke
skal stemme ovenud ad al Ting, naar det kommer. Og gør Hjulet godt fast.

Niels og Mikkel gik. Det var ikke meget mørkt. Men østerpaa stod Mulmet
som en Væg, Himlen var farlig opsvulmet og sort. Lynene sprang ud deraf,
saa at smaa Sten paa Jorden blev synlige. Lysningen for helt op mod
Himlen over Hovedet, hvor den var natteren og blaa. Niels surrede Hjulet
fast i Tavshed; da det var gjort, tog Mikkel Stigbordet, og Vandet
flusede ned over Skovlene uden at kunne flytte dem. De gik ind igen og
satte sig stille om paa Bænken.

Vejret kom hastigt nærmere; en Gang imellem løste et hvidt vildt Lyn sig
blandt de bestandige Glimt, og kort efter knaldede det nærmere end før,
Tordenen klaprede voldsomt tilbage og blandede sig med den fjærne
Varselsdundren.

Et Vindstød rejste sig udenfor og støvede op mod Ydermuren, nu slog en
vældig Regndraabe mod Ruden, flere, og det puslede udenpaa Lyngtaget.
Thøger lukkede Lyren. Et hæftigt Lyn gjorde det daglyst i Stuen, Mikkel
saa sin Faders klare senile Øjne. Og næsten i samme Nu skrattede det med
rasende Haardhed over dem, to forfærdelige Skud og en lang skarp Rallen
som af et Stenskred efterfulgt af hul Torden.

Var jeres Øjne, sagde Thøger.

Og da det næste Lyn kom, sad Niels med Huen for Ansigtet for ikke at
komme til at se ind i Himlen og blive blind. Lidt efter lagde han sig
tavs i Seng. Det lynede, gul og grøn Ild straalede ind i Stuen; Niels
rykkede Skindene over Hovedet, de saa ham ligge med Knæene op mod Hagen
som et Barn i Moders Liv. Og Skra skra, der kom Knaldet saa frygteligt
bedøvende, som var det Himlen, der brast ned.

Mon det var saadant et Tordenskrald, der var bestemt til at blive den
sidste Lyd, Mikkel hørte?

Lynene fulgte nu saa hurtigt paa hinanden, at der var lyst i Stuen hele
Tiden, og Skraldene gennemrystede Himmel og Jord fra alle Sider. Regnen
piskede stridt mod Taget, plaskede ude paa Dørstenen, susede ned i Aaen.

Pludselig støjede Jernet ude i Smedjen, som om en Stabel skred sammen --
Naadelige Navn! raabte Thøger og hævede sit hvide Hoved i en Ildregn --
i det samme slog Lynet ned i Smedjen, de hørte som et stærkt Sug, et
Rabalder og en Knitren. Saa sad de i Gravmørke et Øjeblik og i Lugt af
Svovl, Mikkel snappede efter Luft.

Da slog Thøger Ild, strit, strit arbejdede han med Fyrtøjet, til han fik
Flamme. Han aabnede Døren til Smedjen og kiggede ind. Ambolten laa
væltet fra Knobben, Kullene var blæst af Essen, men det havde ikke tændt
nogetsteds.

Lidt efter sagtnede Vejret. Regnen kom igen drypvis i sin sidste Vrede.
Thøger og Mikkel gik udenfor.

Tordenskyen stod over Fjorden, sorteblaa og tyk, Lynene hakkede ned og
drev Vandet i Skum. Mod Øst var Himlen klar og renset, Stjærnerne
straalede igen. Aaen svulmede mørk og urolig, alt var i en Væde, og
Luften lugtede svedent. Men da de kom op paa Højen ovenfor Huset, saa de
et jammerligt Syn. Det brændte inde i Landet, det brændte paa over en
halv Snes Steder, store ganske uforstyrrelige Ildebrande lige op i
Luften.

Aa! udbrød gamle Thøger harmet.

Han gjorde sig hastig Rede for Beliggenheden. Det brænder baade i
Graabølle og i Kourum, sagde han meget modfalden. Pludselig vendte han
sig . . . Nej, udbrød han befriet. Mikkel saa samme Vej, Jens Sivertsens
Hus laa helt og kvit nede ved Stranden. Han tænkte paa Ane Mette og blev
hjærtelig bevæget. Thi hun var mere i hans Hjærte, end han vidste.

-- Der skrider Taget, mumlede Thøger, som igen havde vendt sig ind mod
Landet -- det var et Sted, hvor Flammerne med et Spring pulsede
taarnhøjt i Vejret.

Skyen stod over Salling. For hvert Lyn kunde de skelne Huse og tavlede
Marker derovre, det blev saa lyst, at de øjnede Kornnegene, der var sat
i Traver oppe paa Hældene, og saa Bølgeskummet mod Strandkanten. Længe
varede det ikke, før Ildebrandene blussede op derovre. Lynene straalede
ned. Thøger vaandede sig saaret derved.

Det er en stræng Nat for somme Folk, sagde han hovedrystende. -- Vi faar
se til Kværnen.

Der var ingenting i Vejen. Mølledammen var stegen højt, men Bindingerne
holdt, Hjulet stod midt i Strømmen næsten begravet af Vand. Thøger gik
sukkende ind i Huset igen. Men Mikkel begav sig op paa Højen, tankefuldt
tiltrukken af det vældige Spil.

Skyen var sunken lavt ned, Tordenen lød drønende og meget fjærn, og
Lynene havde ikke saa blændende en Kraft. Ildebrandene lyste op som
grove røde Baal rundt om i Landet.

Mikkel vendte sig mod Syd, og her saa han en høj, sløret Sky, der stod
op mod Himlen som en Mur. Dens øverste Kant lyste, og den var i sær
indre Bevægelse, levende, gennemkrydset af fine Naalelyn -- nu besloges
den af et rødt Skær, som steg Ilden bagved . . . og pludselig gik der
lydløst et Syn ud i det klare Himmelrum, en Rytter -- Hesten sprang med
alle fire fra sig og med Halen ligeud, Rytterens Fødder pegede i den
frie Luft. Efter ham steg en bølgende Røg af Heste og Folk ud i Luften,
tusind Lanser vendte sig alle paa engang, og nye Heste og Lanser
sprudede lige i Vejret, gled ud paa de frie Baner og slyngede sig op og
ned, sitrede uroligt ind over Himlen uden en eneste Lyd. De blev ved at
komme med højtrejste Spær, svimmelhøjt oppe, lutter Hestfolk i
Firspring, og de jog frem og fældede Lanserne, som Korn bøjer sig for
Blæsten -- de havde Hastværk, og der var vidt at ride. Som ved indre
Pulsslag blegedes Hærene, blev glimtvis tydelige igen -- og se nu
straalede Myriader af Soldater ud paa Himlen, hvor de spredtes og tog
til, vælige Knægte i udskaarne Klæder og med Hagebøssen paa Skuldren
skrævede ud i den lyse Luft, Oberster i Harnisk red frem med Staven
almægtigt støttet mod Hoften, Kanoner og Vogne fulde af Kugler kørte i
Karriere, Tærninger fløj herreløst omkring, unge fede Kvinder vandrede
opskørtet afsted . . . snusende Hunde, Marodører, Præster og Skyer af
Ravne! Og atter Knægte i Possement og Fløjel, Fjer og opskaarne Sko, og
alle med Næsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vækst som
Ganymeder, bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskæg stirrede ud,
griske under Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjærnerne . . .
alle Lykkens Ryttere, alle de umættelige Stormere, og de forsvandt som
en Dug i det bundløse Rum.




Hævnen


Mikkel Thøgersen laa i Aamundingen og fiskede, en Septemberdag, da han
saa Ane Mette komme; han lagde ind til Bredden og ventede paa hende. Da
hun var naaet paa nogle Skridts Afstand, blev hun staaende og smilede,
hun havde et mørkt Hovedklæde om Haaret. Mikkel hilsede, og de tav lidt
begge to. Fuglene flokkedes ude paa de graa Agre, Luften var forunderlig
klar og gennemsigtig. Alle Planter stod falmet i den sælsomt forklarede
Luft. -- Det var som om Mikkel og Ane Mette begge stiltiende opholdt sig
ved Vejret. Ane Mette blev først færdig og gik til Sagen.

Jeg skulde bede dig, om du vilde se til min Faders Kroge i Nat, dem
udfor Maageholmen -- hvis jeg fik dig at se. Han er sejlet til Byen. Det
kunde ellers være det samme, hvis jeg ikke traf dig.

Det skal jeg nok, sagde Mikkel og tog ikke sit Blik fra Ane Mette. Han
tænkte paa helt andre Ting end Jens Sivertsens Kroge. Ane Mette vendte
sig for at gaa men tøvede, syntes aabenbart, hun skulde komme jævnere
fra det.

Du -- du kunde gærne tage en Sejltur med, sagde Mikkel og forsøgte at
smile.

Ane Mette blev venligt staaende.

Det bliver saadan en mild Aften, Solen er ikke gaaet ned endnu, vedblev
Mikkel. Han saa Ane Mette ind i Ansigtet. Hun lod Øjnene løbe ud over
Aamundingen, og Mikkel sporede et flygtigt Liv i hendes blaa Øjne -- ja
Mindet, Mindet om en anden Gang.

Det kunde jeg gærne, svarede hun med et altfor mildt Tonefald, og hun
saa endnu ud over Vandet i sine egne Tanker.

Kom saa! udbrød Mikkel utaalmodig. Hun overhørte det grimme i hans Røst
og strakte Foden ud efter Baadens Ræling. Mikkel fik ingen Lejlighed til
at hjælpe hende, hun sprang let til og satte sig straks paa Agtertoften.
Mikkel roede ud i Strømmen.

De tav en lang Tid, Ane Mette saa ud over Vandet. Solen naaede
Synsranden og begyndte at gløde. Fjorden farvedes af Skæret. Det var saa
stille, at Fuglenes Fløjt hørtes tydeligt inde fra Land. Ane Mette gav
sig til at tale lidt om almindelige Ting, og Mikkel svarede ikke mange
Ord; Baaden drev udad med den sidste svage Strøm i Udløbet. Ane Mette
tav igen.

Og Solen gik ned.

Lidt efter krusedes Vandet, det var Fralandsbrisen, der rejste sig mod
Skumringen.

Vi faar hjem nu, sagde Ane Mette, hun sukkede sine Tanker bort fra sig.
Mikkel svarede ikke. Hun saa op paa ham og mødte hans hvasse Blik, just
som han med begge Hænder skød Aarerne langt bort fra Baaden. Hun rejste
sig med saa smidig en Kraft, at Baaden krængede, og vendte sig ind mod
Land, de var langt derfra, allerede ude paa det sorte -- hun vilde
skreget højt men glemte det, lammet af en krydsende Erindring -- hun gav
en kort Lyd, et Hik, og sank ned paa Toften igen.

Mikkel lagde sine ledige Arme over Kors.

Da for Ane Mette op, hun brast ud i Graad og Skrig.

Hvad er det Mikkel, hvad vil du? Aarerne . . .

De skal drive, sagde Mikkel i en ubehersket vredagtig Tone. Jeg vil tage
dig fra Otte Iversen.

Aa nej, Mikkel, Mikkel! Aa nej, bad hun forfærdet, hun klagede sig og
græd højt, hun slæbte sig et Par Skridt paa Bunden af Prammen og vred
sine Hænder op imod ham.

Sæt dig ned! sagde Mikkel barsk. Hun satte sig lydigt, bøjede Hovedet
dybt ned i Hænderne og græd.

Mørket faldt paa. Vandet blev mørkt. Strandbredden var næppe synlig
mere. Luften taagedes derude. I Vest stod Himlen dyb og grøn. Baaden
drev lindt afsted, det blæste op, Vandet plaskede stille.

Mikkel regnede ud, at de vilde lande noget til Nord i Salling om
fire--fem Timer.

Tiden længedes. Mikkel saa hen til Ane Mette, hun sad endnu med Hovedet
bøjet ned mod Skødet og græd. Pludselig tog hun Hænderne fra Ansigtet og
saa op paa ham.

Jeg troede, du var god, Mikkel, klagede hun, og hendes Stemme var ganske
træt af Graad.

Det er jeg ogsaa, svarede Mikkel rystet. Han beherskede sig med yderste
Møje.

Du er i mit Hjærte, Ane Mette, stammede han lidt efter, fuld af Sorg.
Andet kunde han ikke sige. Han vidste ikke mere, forstod ikke
Sammenhængen, han følte kun, hvor Smærte og Fortræd var over ham og
viede ham til Ulykke.

Baaden drev sagte ud over den mørke Fjord, Landet var ikke at se til
nogen af Siderne mere.




Gengældelsen


Det var en sløret Morgen, Støvregn, i Oktober, da et stort Skib
fortøjede ved Københavns Brygge. Det kom fra Sverig. Da Broen var bleven
lagt ind, gik flere Herrer i Land under munter og oprømt Snak, de begav
sig straks op i Byen.

En blev staaende, efter at de andre havde taget hjærtelig Afsked med
ham. Det var Otte Iversen. Han ventede paa sin Hest, der var paa Skuden.
Krigen i Sverig var heldig overstaaet, han havde tjent baade Ære og
Fordel. Saa havde han taget Orlov, og nu vilde han hjem, hjem.

Medens han stod og ventede paa Hesten og saa sig om, underlig betagen af
at være naaet _saa_ langt -- der laa alle Huse og alting som for et
Fjerdingaar siden -- lagde han Mærke til en gammel Mand i en sort Kappe,
der paa en underdanig Maade nærmede sig Skibet og talte med Føreren. Da
saa han Hovedet af sin Hest, to Mænd kom med den og søgte at lokke den
ud paa Landgangsbroen, den strittede imod og rev Hovedet i Vejret. Otte
Iversen vendte sig, den gamle Mand var kommen hen til ham og stod nu
høfligt bøjet foran ham.

Er det Hr. Otte Iversen? spurgte han paa Tysk. Og da han fik det
bekræftet, forsvandt det krybende Udtryk fra hans Ansigt, han nærmede
sig tæt og sagde med lav Stemme:

Es sind drei Monate her, dass ein Otte Iversen in meinen Garten
hereinbrach und meine Tochter entehrte -- Sie also sind es gewesen, ja
ich seh' es schon . . .

Han rakte Halsen frem og stirrede Otte Iversen stift i Øjnene, han
krængede Munden ud, Stemmen kom fra Struben som Fuglehvæs og vanskabte
Ordene:

Verflucht sollst du sein auf Erden, hörst du mich -- ruhelos, schlaflos,
dein Kelch Sehnsucht, das Brod Stein dir im Munde! Du sollst verwesen,
verwesen, dein Glied verfaulen zwischen den Beinen, du sollst deinen
Vater und deine Mutter sterben sehen vor Scham, krr krr -- Unglück über
dich! Hinwelken sollst du wie ein räudiger Hund, und dein Leichnam soll
aus den Löchern deines Sarges _triefen_. Unglück!

Den gamle Mand vendte Hviden ud af Øjnene, han hævede sine brune Kraller
forbandende i Vejret.

Otte Iversen var vegen tilbage. Han saa, at Hesten stod rede bagved, han
drejede sig paa Hælen og greb Tømmen. Hesten satte i Løb, og Otte fulgte
den ved Siden. Saa sprang han to Gange paa det ene Ben, fangede
Stigbøjlen og hvirvlede sig i Sadlen. Faa Minutter efter galopperede han
ud gennem Vesterport.

Og mens han red til, lukkede han i Laas for sin Bevidsthed, tilstod ikke
for sig selv, at han havde hørt noget. Han gjorde sig tæt, snørede
Benene om Hestens Liv og gav sig alene hen i Ridtets Fart og Stød.
Luften tordnede forbi hans Øren, han holdt Forgørelsen fra sig, lod den
slet ikke komme til. Marker og Huse og gule Skove drejede forbi ham, og
hver Gang han kom i Tanker om den gamle, arbejdede han med Tømme og
Sporer og satte sig i endnu voldsommere Bevægelse. Saaledes slettede han
det onde Møde ud. Da han i Sved og Damp sprængte ind gennem Roskilde,
var den Ting næsten glemt, og da han ved Aftentid red gennem Sorø Skove,
opkogt og skoldet af det vilde Ridt, havde han trængt det ud. -- Først i
Korsør stod han af Hesten og søgte Herberge, da var det bælgmørkt.

Næste Morgen vaagnede Otte Iversen -- Ane Mette! sagde han for sig selv
og sprang ud af Sengen. En halv Time efter sejlede han paa Bæltet i
udmærket Velgaaende -- kun utaalmodig, Hjemdriften trak i hans Lemmer
som en Feber.

Over Fyen opdagede Otte sin Hest, saa at sige, han havde ikke lagt Mærke
til den før. Hans egen brune Hest blev skudt under ham for Stockholm, og
i Stedet havde han faaet en rød, højbenet Hingst. Satan til Dyr til at
vinde over Bunden -- men den stødte som en Træbul, ikke Tale om, den
skulde se sig for paa Vejen. Na! Pisk og Sporer bestandig. _Det_ var
ikke Ottes egen Hest, der havde været saa blød af Gemyt og villig til
det yderste, den laa død inde i Sverig nu . . . Ah saa skal da! Og Otte
savede den røde Langben i Mundkrogene. Imidlertid fik han en vis Agtelse
for Dyret, der løb, arbejdede og svedte ustanseligt.

Paa den anden Side Odense kom en Storm med Slagregn op fra Nord, Otte
dukkede sig og red til. Snart brast han igen i Raseri -- se om
Trampeldyret skulde lægge sig den mindste Smule, Otte maatte hænge sig
ud paa Siden af den mod Stormen, han skreg højt til Hesten og lagde den
en fem seks Valk hen ad Halsen, til den jog i Firspring. Stormen øgedes
stadig. Otte drev tænderskærende paa Hesten. Se saa stoppede den
pludselig op med nogle uhørt hensynsløse Skump, Otte Iversen ligefrem
hylede af Vrede. Han bedede ikke, før det blev uomgængelig nødvendigt.
Hjem vilde han.

Staldkarlene i alle de Kroer, Otte Iversen saa sig tvungen til at holde
Hvil i, mønstrede Hesten med en egen Højtidelighed i Kenderminen; deres
tavse Visdom sagde saa meget som: Idag Hest, imorgen Krikke.

Ane Mette! tænkte Otte Iversen paa Lillebælt. Ane Mette, sagde han højt
en Gang, da han red gennem Skovene ved Vejle. I to Dage sloges og
skærmyslede han med Hesten op og ned ad det bakkede Land, gennem Skov og
over Vadesteder, forbi Bondebyer, Landsbykirker, Bissekræmmere, Hytter
og Ungkvæg. Nu regnede det, og nu skinnede Solen. Trækfugle susede i
Flokke over de gule Skove. Det var Nattetid, da han kom til Randers, og
Portene var lukket, men han red udenom Byen, svømmede Hesten over Aaen
og rejste videre.

Og da Otte Iversen i Dagningen red ned ad en stejl Bakke, mærkede han
pludselig, at Hesten bugnede Ryggen op under ham, den brast over i
Forbenene og styrtede paa sit Hoved. Otte kom af Sadlen og fik Hestens
Hals rejst, men dens Øjne var allerede brustne. Den gav et Par Spjæt med
de lange haarede Skanker og døde lige saa tavs, som den havde
galopperet, stridt og stejlet sig det meste af Danmark igennem. Otte
Iversen tog Seletøjet af det døde Dyr og gik til den nærmeste By.

Noget over Middag naaede Otte Iversen hjem paa en ny Hest. Han kom i
Firspring ned over Bakkerne, var i faa Minutter over Dalsænkningen og
sprængte op foran Jens Sivertsens Hus, han sprang af Sadlen og vendte
sig gispende mod Døren. Jens Sivertsen aabnede den sindigt og kom ud i
bart Hoved.

Ane Mette, spurgte Otte, hvor er hun?

Ane Mette er ikke hjemme, sagde Jens Sivertsen sagte og med et
tvivlraadigt Blik -- mere, tilføjede han.

Hvad, hvad? Hvor er hun da henne?

Jens Sivertsen krykkede sammen som for den kolde Blæst. Han vilde til at
sige noget, da fik han at se, hvor den unge Herremand pludselig blev
graa og svag i Trækkene -- han tav bestyrtet.

Hvor er hun henne? spurgte Otte frygtsomt.

Hun tjener i Salling, oplyste Jens Sivertsen, og han gik i sin Vaande
frem og gav sig til at stryge Mankelokkerne ud paa Hesten. Den snusede
til ham, Jens strøg og glattede og begyndte ganske jævnt at fortælle som
det var.

Ja, hun blev jo henne for en Maanedstid siden. Ved samme Lag lod Thøgers
Søn sig heller ikke se mere, ham Mikkel, der var kommen fra København.
Han var tagen ud at fiske, kunde de fortælle, da jeg kom hjem. Saa
tænkte jeg, de kunde være dreven til Salling.

Her saa Jens Sivertsen uvist op.

Jeg søgte og spurgte de første mange Dage bestandig derovre, men der var
ingen, der havde set dem eller vidste noget. Det var ikke førend nu for
fire Dage siden, at jeg fandt hende; hun tjener for Pige paa en Gaard i
Vestersalling. Men hjem vilde hun ikke for nogen Sag, hvad jeg saa bød
hende, og hvor meget jeg snakkede for hende.

Jens Sivertsen sænkede Stemmen.

Hun skadede ellers ikke noget, saadan yderlig at se; meget forknyt var
hun jo. Mikkel . . . ham vilde hun ikke høre nævnt. Rejst væk var han
jo.

Jens Sivertsen saa op igen, og Sandheden stod at læse paa hans
forgræmmede Mund.

Det var jo ham, der havde gjort det, tilføjede han meget febrilsk skønt
bestemt.

Og da Otte Iversen fremdeles tav, lagde Jens endnu en Lok omhyggeligt
tilrette i Manken og smaasnakkede. Thøger Smed er ikke mere tilfreds end
jeg ved dette her. Sønnen er helt væk og med Vanære til. Men han har
endda Niels, jeg er alene nu. Der kan times en meget, ogsaa for det en
bliver gammel, ja der kan endda. Hvad jeg skulde sige . . .

Jens lagde Hagen paa Hestens Hals og stirrede i dybe Tanker over den ud
paa Fjorden, hvor Vandet gik koldt under de svangre Skyer. Han vendte
sig endelig igen og saa et Par Øjeblikke paa Otte Iversens Ansigt. Det
var slet ingen Ansigt, Trækkene var visket ud og pint sammen mod Midten
som paa en Kat, der er bleven kvalt af Røg.

Jens Sivertsen slap Hesten og gik tilside med et dæmpet Ord, en Stump af
en Bøn.

Men Otte steg i Sadlen og skubbede sig tilrette.

Saa! sagde han til Hesten. Og han red hjem til Moholm i Skridtgang, Fod
for Fod.




Døden


Ved Midsommertid, naar Solen staar højest og alt er bagende stille,
hænder det, at der slaar Lys ud af Sydhimlen, i Middagsstunden; ind i
det hvide Dagslys farer Glimt, der er endnu hvidere. Just Halvaaret
efter spøger den selvsamme Aand, naar Fjorden er tillagt og Landet
begravet i Sne. Om Natten jager der Revner fra den ene Ende af Fjordens
Isgulv til den anden, det lyder som skarpe Skud, som Brøl af et
vanvittigt Væsen.

Bønderne graver sig Kryler fra deres Husdør gennem Driverne hen til
Nøset. Hvor er nu Trolde og Ellefolk, hvor er Naturens Stemme? Mon ikke
ogsaa Jøven er død og forglemt? Der er ingen Forskel mere. Tilværelsen
er svunden ind. Blot om at bjærge Livet. Ræven plumper i Snehoser ude i
Egepurlet og arbejder sig dødsforskrækket op igen.

Det er den stille Tid. Rimtaagen gemmer Fjorden indtil Evighed. Dagen
lang sukker det forunderligt ind fra Isen, det er en Fisker, der staar
ensom ude ved sin Vaage og stanger.

En Nat sner det igen, Luften er Sne, Blæsten Strømme af Kuld. Ingen
levende er tilfærds. Da kommer en Rytter til Færgestedet ved Hvalpsund.
Der er ingen Vanskelighed ved at komme over, han sagtner ikke en Gang
Fart men rider i samme skarpe Trav fra Bredden ud paa Isen.

Der gaar Lynslag af Lyd under ham. Isen brøler milevidt. Han kommer over
og rider ind i Landet, Hesten kløver Snestormen med strakt Hals; det er
en vældig Traver, den kan smide Skankerne.

Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder nøgen i de bare
Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Døden, der er ude at ride.
Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud.

Døden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i
Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer
op i Luften og er væk. Nu gaar Døden Resten af Vejen som et Menneske,
der har glemt sine Bekymringer hen og drysser aandsfraværende afsted.

Paa en Gren ved Vejen sidder en Krage i den snestribede Nat, dens Hoved
er meget for stort til Kroppen, den ser genkendende paa Vandringsmanden
og tindrer med Perleøjnene, den skrukker og ler lydløst, klapper Næbbet
uhyre vidt op, og Tungebrodden staar den langt ud af Halsen, den er lige
ved at falde ned fra Grenen af Grin. Den bliver ved at se efter Døden
med gennemtrængende Lystighed.

Døden sejler videre. Pludselig er han ved Siden af en Mand, han slaar
ham med Fingrene paa Ryggen og lader ham ligge.

Et Lys. Døden ser fremdeles Lys og gaar efter det. Han kommer ind i
Striben og slæber sig længe over en frossen Pløjemark. Men da han er saa
nær, at Huset kan skimtes, bliver han underlig varm. Det er nu nok
endelig hjem han er kommen, jo her hører han til fra Begyndelsen af. Det
har knebet for ham at finde Hjemmet. Men nu gudskelov. Han kommer ind,
og et Par gamle enlige Folk tager imod ham. De ser ikke andet, end at
det er en rejsende Haandværkssvend, der er udgaaet og syg. Han lægger
sig straks paa Sengen uden et Ord, de kan vide, han er syg. Han ligger
paa Ryggen -- de gaar med Lyset i Stuen og snakker -- han glemmer dem.

Han ligger længe vaagen og stille. Saa begynder han at klage, først
sagte og afbrudt, som om han prøver sig frem, han græder men holder
snart op igen.

Men han bliver ved at klage, højere, han jamrer med tørre Øjne. Han
ligger i en Bue med Ryggen krummet, hviler kun paa Nakken og Hælene, han
ser i dybeste Nød op mod Loftet og skriger, skriger som en
Barselskvinde. Tilsidst falder han sammen og klager sig ikke saa haardt.
Han tier omsider og ligger stille.




Et Gensyn


Anno 1500 var Junker Slentz paa Marsch op i Holsten med sin Garde, han
var hvervet af Kong Hans og Hertug Frederik, der agtede sig mod
Ditmarsken.

Paa højre Fløj af en Fænnik gik Mikkel Thøgersen. Han havde for et halvt
Aar siden taget Sold af Junkeren. Mikkel præsenterede sig godt i
Geleddet, han var lang og speget som en Knokkel, det røde Overskæg
gjorde mageløs Virkning. Han lignede Røveren paa Korset -- ikke ham, der
skulde være med Nazaræeren, men den anden. Hans Vaaben var Luntebøsse og
Slagsværd, han var iført blaa Fløjelsbukser med Pomponer, Læderkøllert
og Jernhat. Hele Udstyret stammede fra et Lig, Mikkel havde fundet paa
Landevejen en Morgenstund. Ved Siden af sig havde Mikkel Clas, som var
levende endnu.

Kammeraterne sang, og Mikkel tog Tonen med efter bedste Skøn:

   Gedenkst du noch, es war ein' Nacht in Böhmen --
   O Gotts Marter ja, Kamrad, ein' Nacht gar schön!
   Der hat ein Arm, ein Bein, ein Aug' verloren,
   Und mancher Bube muss seitdem auf Stelzen gehn.
      Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


   Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
   O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
   Heirathen thun und mit dem Weib sich rauffen --
   O Gotts Marter nein, Kamrad, Gotts Marter nein!
      Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


   Du kleiner Vogel, der du fliegst vom Neste
   Schönre Heimat suchend in das fremde Land,
   Sag, kommst du wohl von unbekannten Fluren,
   Oder kommst du von des Herzens tiefem Grund?
      Sss . . . svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


   O Mutter, krieg' ich Schnappsen, weil ich lebe,
   Oder, Mutter, krieg' ich Flügeln, wenn ich sterb';
   O Mutter, krieg' ich Flügeln, weil ich lebe,
   Oder krieg' ich, Mutter, Schnappsen, wenn ich sterb?
      Sss . . . Svillevillevit dreh um das Aug',
      Svillevillevit dreh um das Aug',
      Sville ville vit, pum pum
      Den ganzen Hals dreh um!


-- Ud paa Dagen tav de fleste; de havde gaaet langt, og der var langt
igen. Da de endelig hen paa Natten nærmede sig Kongens Lejr, var hver
Mand udaset som et Trækdyr. Det var Maaneskin, og der laa et tyndt Lag
Sne paa Jorden. Mikkel gik og saa ned for sig, han var dødsens træt og
havde været sløv de sidste Timer. Da lagde han pludselig Mærke til
Skyggerne, som faldt skraat fremefter paa Sneen, seks urolige Skygger af
det Geled, han gik i. Han saa med Forundring, at der var stor Forskel
paa Skyggerne, et Par var en Grad lysere, og hans egen forekom ham
mørkere end de andres. Han tænkte noget over det, blev et Øjeblik kold
af Skræk, glemte det igen, kom tilbage til det . . . og Fremmarchen
vedblev, hele den uoverskuelige Masse skred frem. Hver eneste kunde
segne af Overanstrængelse, men de blev ved at vandre sammen, og Mikkel
vandrede med, han havde igen glemt alting i Verden.

De naaede Lejren og fik Hvile. Mikkel kom til at sove i en Lade
tilligemed et hundrede andre. Men da han var falden hen, skød Varmen
altfor stærkt igennem ham, han for op med et Gisp. Kun Ladens Mørke var
om ham, og dog havde han set en Hær, der vandrede milelangt ud og fyldte
hele Synskresen -- sorte Faner langt fremme mod den lave Himmel -- og
selv var han med, han følte den umælende Melankoli, der overfalder hver
enkelt dødtræt Mand i en ustanselig Hær. Næsten i det samme for Clas
gispende op ved hans Side. Han hviskede smaaleende og med en egen
Venlighed til Mikkel, at han havde drømt, de marcherede endnu.

Mikkel for op flere Gange den Nat, redet af Vandringssmærte og af
kvælende Hærsyn. Og hver Gang, han var vaagen, hørte han en og anden
sætte i Halmen og stønne rundt om i den umilde Lade.

Det var i Januar Maaned, Garden stødte til Kong Hanses Hær. Mikkel kunde
igen tale med Danskere efter to Aars Forløb. Da fik han en Dag at vide,
at Otte Iversen stod ved Kongens Hær -- Fændrik i Rytteriet -- Hadet
brændte op i ham. Han længtes efter at se ham. Mon Otte Iversen hadede
ham dygtigt? Forhaabentlig gjorde han. Men Mikkel havde ikke Held til at
faa Otte Iversen at se. Derimod traf Clas ham tilfældigt en Dag og
fortalte Mikkel det. Og Clas mindede Mikkel om den Aften i København for
tre Aar siden. Det var alligevel underligt, fandt Clas. Heinrich . . .
han var død, slaaet ihjel af dumme Bønder. Clas rystede paa Hovedet, han
kunde aldrig glemme Heinrich.

Nu gik den Krig sin Gang. Den begyndte, som enhver ved, med umaadelig
Vigtighed og Tillid fra Angribernes Side og endte med aldrig anet Ulykke
og Død for Kniven. De spillede talentfulde Dramaer i fordums Tid. Læg
Mærke til Fablens vittige Antitese -- disse Riddersmænd, der i virkelig
retfærdig Tro paa Overmagten lægger Pansret i Trosvognen og bryster sig
med Guldkæder paa; denne grausame Oberst Slentz, der er parat til at
stange Ditmarskerne fordærvet med de bare Knebelsbarter -- femten tusind
Hjærter, hvori det hede Blod er spærret inde. Riddernes Skemt, Hertug
Per til Meldorf, Grev Poul af Hemmingsted -- og som en sidste uhyre
licentia poetica de femtenhundrede Vogne bagved til Byttet. Hele dette
svimlende Apparat skulde ikke forbavse den, der ikke kendte Udfaldet;
thi det var jævnt menneskeligt. Det er naturligt for den levende at
brovte med Udødelighed, den højeste Sundhed finder sit Udtryk i Pral og
Trusel, Menneskets fineste Potens er den dundrende Løgn. Naar Manden er
paa sin Krafts Højdepunkt, maa han slaa ihjel. Livet dræber.

Og saa anden Akt -- Slagtningen. Disse høje Hoveder blev slaaet ind med
Bondeknipler under en storartet Iscenesættelse af Storm og Tøbrud, Sne
og Regn fra Nordvest og Indvælten af det vilde Hav. Der løsnedes en halv
Snes daarlige Kanoner, og Kuglerne braadede ind i det tykke Hærlegeme,
Døden smaskede højt uopdragent med Kæberne i denne Fylde. De druknede,
de blev traadt ned i Mudderet, og Ditmarskerne aabnede flittigt for alle
de hidsige Blodstrømme. Væsken var ikke sen til at styrte ud i det fri.
De gamle Soldater, der blev prikket Hul paa, forblødte ikke saa meget
hastigt endda; men de unge frodige Fyre slog Blodet fra sig næsten i et
eneste Plask. Dette var Stykkets Kynisme og Pointe. Selve Handlingen
virkede som før sagt ved sin indre Modsætning.

Mikkel Thøgersen saa Clas falde. En Marskboer kom som et Lyn fra Siden
og slog et stort Hjørne af hans Hoved med sin Økse.

Lidt efter blev Mikkel trængt ud i Grøften og sank under Laag i det
svidende kolde Vand. Han drev et Stykke tilbage med Strømmen, før han
kom op. Da han fik haget sig fast og drog Aande, saa han, han var kommen
helt ned til Kongens Rytteri. Det var snarere en Grød af Heste og
Mennesker end en Slagorden, de kunde hverken komme frem eller tilbage.
Forvirringen og Dræbningen gik paa . . . men Mikkel spejdede efter Otte
Iversen, og han opdagede ham. Han holdt noget inde i den sammenpakkede
Masse med Fanen i Haanden. Hesten var stuvet fast under ham, han holdt
ganske stille og som det syntes ligegyldig. Han var blaafrossen i
Ansigtet.

Mikkel forskede nysgerrigt efter, om det endnu var kendt paa ham, at han
havde skadet ham. Han blev liggende, til Otte Iversen fik Øje paa ham.
Men Otte Iversen var forkommen af Kulde, ikke videre. Det rørte ham ikke
at se Mikkel. Hans Haand var blaa af Frost. Huden bliver yderst
ømfindtlig i Kulde, selv det mindste Rap over en frossen Kno kan perse
Taarer af en Karl. Man taber Lugtesansen i Kulde. Han lod sig drive
endnu et Stykke med den rivende Strøm, i Snegrød og mellem døde Kroppe.
Han naaede bagom Hæren, kravlede op og undkom levende til Meldorf.




Axel rider frem


Jens Andersen Beldenak holdt Gilde paa sin Bispegaard i Odense. Lyset
faldt ud paa Gaden, det var det eneste Sted, der var oplyst i den mørke
By.

Der var kommen en Rytter, og medens han ledte efter en Ring at binde
Hesten ved, hørte han Stemmer oppe fra Gaarden, som larmende Vindstød,
hoho; han havde redet langt. Axel hed Rytteren. Han hørte, hvor Støjen
skiftede deroppe, eftersom der stod Døre aabne mellem Stuerne, og da
Larmen med et steg vældigt og holdt ved som et Vandvæld fra aaben Sluse,
kunde han forstaa, at en Dør ud mod Trappen og den aabne Port maatte
staa gabaaben. Han skyndte sig med at fortøje Hesten det første det
bedste Sted, mens de skraalede og lo i lange Tag deroppe; i en
almindelig Hujen skelnede han en enkelt Mands Grin, der trængte igennem
som en Hagl af Stokkeslag og blev henne og kom igen med ny Kraft, og han
forestillede sig med Velbehag Ophavsmanden til denne Latter som han
maatte se ud, idet han hylede med fuld Træk gennem Halsen, blussende Fyr
paa ham, en Ildebrand af en forvorpen Krop! Axel sprang op ad Trappen og
tonede i fuldt Rend ind i Gildesalen.

Han kom lige tidsnok til at se fire strunke Knægte gaa i Fodslag frem
mod Bordet med en ung Kvinde paa et stort Messingfad. Hun sad ned og
holdt sig til Kanten af Fadet, pyntet med sit sorte frie Haar. Før nogen
ret kunde besinde sig, satte Knægtene Fadet ned midt paa Bordet mellem
de andre Retter. Faklerne brændte paa de kalkede Vægge, der var en god
Snes Svirebrødre tilstede, og det var dem, der lo, de krummede sig i
Sædet, gik bagover af Latter. I det Axel stansede betaget af Synet og
slog Hænderne sammen, havde han allerede mærket sig, at den knaldende
Latter, der overdøvede alle de andres, kom fra det store Mandfolk for
Bordenden. _Han_ saa nu ellers ikke ud til at more sig saa meget som han
lo. Det var selve Bispen.

I det samme blev der stille i Stuen. Da Kumpanerne havde let ud, var
det, ligesom Spøgen ikke stod til at redde; de skelede forlegent til
hinanden med vaade og røde Øjne, de tørrede sig og tog forgæves Tilløb
til Grin igen. Pigen paa Fadet sænkede langsomt Hovedet, det sorte Haar
faldt fremefter og hang lige ned.

Hvad er det, hvad vil han? raabte Jens Andersen imidlertid og gik fra
Bordet. Mens han kom lige løs paa Axel, blev han hurtig alvorlig, og da
han stansede brat en halv Alen fra hans Bryst, saa han ud til at ville
slaa.

Hvad?

Axel greb sig i Brystet efter Brevet, han skulde bringe, men dermed
havde Jens Andersen forstaaet ham.

Det er godt, sagde han, det kan vi siden snakke om. Velkommen til, se at
faa noget at spise.

Jens Andersen vendte sig imod Bordet, han slog op med Armene og kom igen
i en mægtig Stemning, der steg og steg, mens han raabte og svaredes af
tiltagende Munterhed fra Laget.

Naa skal ingen tage en Bid?

Jens Andersen vendte sig tilsidst som en Kat og saa Axel ind i Øjnene,
hans Ansigt lyste pludselig af et haardt Lune. Han greb ham fast i
Skuldren og sænkede Stemmen, med en vis Myndighed, Forsigtighed og med
en Slags Godhed:

Den der kommer sidst er mest sulten. Det bedste er tillevns -- tag hende
saa!

Dette Løsen befriede dem allesammen, de lo igen og slog sig vildt paa
Laarene. Men Axel bøjede sig frem i smidig Erkendtlighed, han kneb
Øjnene venligt til og saa forskende paa Pigen, som tog sig sammen og
rystede Haaret under hans Blik.

Tak for det, sagde Axel. Hans ligefremme Svar, den gyldne Stemme, faldt
just i en Pavse og vakte et Bifald, der fik Loftet til at gungre under
Salven. De saa alle et Øjeblik paa Fyren, som stod der, han var jo godt
klædt, noget vaad og sølet derudefra, hans Ansigt var rødt af Regn, og
Haaret tjavsede ham om Ørene. Han mønstrede Bordet med et levende Blik.
Imidlertid tog Gæsterne til Krusene igen. Og Pigen blev baaret ud, ingen
saa efter hende. Men hun vendte sig i Døren og smilede fattigt fra sit
høje Stade, Trækken tog i hendes lange Haar, hun frøs gudsjammerligt. Da
nikkede Axel til hende. Det var en Glædespige fra Byen, som Bispen havde
lejet.

Hvad hed hun? spurgte Axel siden, da han havde spist. Drikkegildet
varede ved, og Axel havde givet sig i Snak med en af Knægtene, der havde
baaret Skueretten, en høj, rødskægget Hugaf. Det var Mikkel Thøgersen,
han tjente i Bispens Følge.

Agnete, oplyste Mikkel.

Hun var ikke ilde.

Mikkel tav. Axel fik ikke mange Ord ud af ham. Axel stod og glattede sit
Haar, hans Klæder var næsten tørre, han pustede efter Maaltidet. Da det
ikke kunde blive til mere, vendte Axel sig fra Mikkel og saa paa
Drikkelaget. Men han var snart ligegyldig ved Gæsterne; der var et Par
tarvelige Herremænd i Ridestøvler, flere tykke Borgere med Signetringe
paa Tommelfingrene, en Graabrødremunk, en Skriver, lybske Skippere;
fulde var de næsten allesammen. Axel gik rundt i Stuen og klirrede med
sine store Jærnsporer, der lignede Stjærner.

Salen gjorde et forfaldent, hyggeløst Indtryk. Jens Andersen havde
heller ikke boet der i længere Tid, det var først for nyligt han var
kommen hjem efter sit Fangenskab og sit haarde Klammeri med Kongen.
Bispen, som var en aldrende Mand, havde hule Kinder endnu siden den
Tørn. Og nu beredte han sig allerede paa at rejse igen, til Stokholm.
Gildet, han holdt, var til Velkomst og til Afsked paa en Gang.

Over Midnat vinkede Jens Andersen ad Axel. Bispen lod til at være meget
varm, han var rødflammet helt op over den skaldede Isse som en Himmel
med Nordlys, dog gik han fuldkommen sikkert. De kom ind i et Kammer,
hvor Mørket lugtede af Bøger, og hvor der gik to store knurrende Hunde.

Jens Andersen tændte et Vokslys og anbragte sig i Stolen foran Bordet.
Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit
Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler
paa Gulvet.

Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved
som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed,
kun i Blikket var der endnu noget sorgløst. Axel skulde videre til
Bispen paa Børglum, han skulde have en Mand med . . . det var bedst det
blev Mikkel Thøgersen; imorgen tidlig havde han at hente Breve og
Besked. Og det hastede. For i Aften kunde han gøre som han vilde.

Dermed rakte Bispen sin svære Haand ud og raslede mellem Skrivesagerne
paa Bordet, hans Blik var indadvendt, Axel rejste sig og gik ud til de
andre. Mikkel Thøgersen blev forundret og tillige glad ved at høre, at
han skulde med ad Børglum til. Axel og han blev enige, hvad Resten af
Natten angik, de begav sig hen hvor Agnete boede og fandt Nattely der.
Begge følte det nyttige i at søge en i alt Fald udvendig Forstaaelse med
hinanden ved at være fælles om en Svaghed, nu da de skulde gøre Rejse
sammen.

Agnete forærede Axel en Lok af sit Haar.

Klokken var otte næste Morgen, da Axel og Mikkel red fra Odense, begge
to forsynet med Breve og Instrukser fra Bispen. Axel førte Breve til
forskellige Herremænd paa Vejen, Jens Andersen havde mange Jærn i Ilden
paa en Gang.

Just som de red ud af Byen, saa Axel blot en eneste Gang Odense Gade, et
Par Gavle og en Vindfløj, der flossede blødt ud i Morgentaagen, han
mindedes Agnete og løb i dette Nu over af Ømhed mod Byen, saa at han kom
til at indeslutte Odense saaledes i sit Minde.

De første Mil red de tavse. Morgenen var hundsk, Hestene strakte ud og
blev duggede om Næseborene. Da Dagen klarnede, lagde Axel Mærke til sin
Ledsager og saa, at han havde smalle Haandled og magre, blakkede Hænder;
men han kendte godt den Slags tilsyneladende svage Underarme, hvor
Musklerne sidder højt oppe i Ærmerne. Hver Gang Hesten slog over i
Galop, bemærkede han, at Mikkel Thøgersen samlede Hesten og gjorde sig
til et med den paa en egen sparsommelig Maade. Han var klædt som en
velforsynet Landsknægt, Mikkel, og havde gode Vaaben. Men de prunkende
Klæder stak af mod Ansigtets Udtryk af Armod; det røde Børsteskæg gav
ham nok en farlig Mine, alligevel kunde det ikke skjule Mundens tavse
Sprog, stædig Hjemløshed, Overlæben var tyk som af hemmelig Græden
alene.

Lidt efter lidt blev de varme. Mikkel hostede og begyndte at se sig om.
Hestene gik opad Bakke.

Hvordan stod det til i København? spurgte Mikkel.

Pest og Sygdom, svarede Axel rask. Det sidste jeg saa, da jeg red ud af
Vesterport og vendte mig om, var en Ildebrand.

Naa.

Axel blev ved at fortælle og kom ind paa Krigen i Vinter, som han havde
gjort med. Den optog ham stærkt endnu, han fortalte om Slaget ved
Bogesund og de uhørte Strabadser i Tivedens Skove. Det var saa koldt,
forsikrede Axel, at Harnisket kunde binde Fingerspidserne, naar man
rørte ved det. Sneen var anderledes end i Danmark, fin og hvas som et
slibende Pulver, der smittede af, og naar man fik den paa sig, skoldede
den. Der faldt Snefingre ned fra Grankvistene, mens man red, og kom de
paa Huden, bed de sig fast som graadige Igler. Den svenske Sne var
særlig brændt eller udpint af Frosten, i alt Fald _drak_ den paa
Haandbagene som Sugedyr, den fortærede alt hvad den saa. Det var den
værste Slags Sne, den laa florløst, den groede som et Mos paa Huden; de
faldnes Lig var groet til i et Øjeblik. Jo, det var haarde Dage. Naar
Solen skinnede, var Luften fuld af fine, fine Splinter, saa man gærne
kunde krympe sig ved at aande; om Natten stod Hestene sammen og ømmede
sig, de hostede, ho ho ho, som gamle Mænd. Og da det kom til Slag, blev
det først galt, ingen kunde taale Saar, de, der blev ramt, hvællede som
Svin. Granerne sprang som Glas for Kanonkuglerne. Mange blev baade vilde
og gale. Men de havde jo vundet en storartet Sejr. Nu laa Hæren for
Stokholm . . .

Aprilsolen brød nu og da igennem. De var nær aldrig kommen over Bæltet,
som gik med stærk Strøm i det haardtblæsende Vejr. Hestene blev bange og
vilde sætte udenbords, saa de maatte surre dem fast i Færgen. Da de kom
paa Land og red videre, rejste Axel Hovedet og vejrede rundt.

Det er saa Jylland, sagde han og smækkede med Tungen, her har jeg aldrig
været.

Mikkel tav. Axel følte, at den høje tørre Landsknægt blev ved at tænke
paa andre Ting. Han saa til ham fra Siden og studerede Arrene, han havde
i Ansigtet, som var det en Skrift.

Her i Jylland ligger der en Skat, som jeg skal hæve ved Lejlighed,
raabte Axel noget efter, medens de red i Galop med Vinden buldrende om
Ørene. Mikkel vendte Hovedet og gav ham et aandsfraværende Nik. En stor
Skat . . . saa blev Axel ærgerlig over Mikkels Mangel paa Deltagelse og
sporede sin Hest, de red tæt Side om Side, alt hvad Hestene kunde
straale ud af Jorden. Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene
under store Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med
krumme Knæ, det saa ud som om han næppe aandede.

Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmeløse
Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blæsten
tvang de bladløse Hegn. Og langt foran satte en Sky Foden paa Jorden og
kom imod de to Ryttere, de red ind i en hvirvlende Mørkning af strid og
bitter Regn. Den sprøjtende Vej stod i et Regnpisk, Hestene galopperede
rygende, Dampen reves fra Haarlaget som Røg fra en Hedebrand i Storm.
Saaledes red de Dagen ud.




Hjemkomst paany


De sad i et Herberge oppe i Jylland sent paa Aftenen og skulde for længe
siden været henne og sove, men Axel fortalte Mikkel om sin Skat. Mikkel
var bleven opmærksom, han sad med Hænderne under Kinden og med Albuerne
paa Bordet, Lyset brændte lige for hans Ansigt; Axel bøjede sig frem og
fortalte:

Den skal findes et Sted midt i Jylland, andet ved jeg ikke, jeg har
aldrig villet vise nogen Papiret. Det er en stor Skat, jeg tænker
dagligt paa den, men det har ingen Hast, da jeg er sikker nok i min Sag.
En Gang, naar det passer mig, saa faar jeg Skriften tydet. Se her.

Axel stak sin Haand ned paa Brystet under den opslidsede Trøje, rodede
rundt og drog en stor plump Hornkapsel frem, der hang ved en Snor. Han
antydede med Neglen, hvordan den skulde aabnes og forklarede, at der laa
et Stykke sammenfoldet Pergament i den. Mikkel saa fra Kapslen op paa
Axels Ansigt og overbeviste sig om hans Ungdom, der næsten lignede
Utilregnelighed. Han havde intet egentlig menneskeligt Blik i sine blaa
Øjne, de manglede det fattede Udtryk, der er eget for Mennesker, om hvem
man ved, de hedder Ole eller Josef, og at de selv er paa det rene
dermed. Han var køn, et mørkt Skæg og en harmløs Mund, Ansigtsfarven var
saa skær, at man næppe skelnede dens Grænse mod Luften. Men Haanden var
bred, let haaret, ikke til at tage fejl af.

Axel puttede Kapslen til sig igen og nikkede flere Gange. Jo jo, sagde
han halvt til sig selv.

Mikkel spurgte, hvor gammel han var.

To Og tyve Aar. Axel saa fornuftigt op. Han fortalte, hvad han havde
regnet ud for ikke at blive snydt Skatten fra; han kunde ikke tyde
Skriften selv, det var hebraisk nemlig . . .

Mikkel sagde, at han kunde hebraisk.

Naa saa det kunde han. Axel blev ved at skinne i Øjnene, han bøjede sig
frem og talte dæmpet:

Jeg vil se Tiden an. Jeg vil se Tiden an, til jeg en Gang træffer en
eller anden kyndig Mand, en Præst, der ikke har længe igen, ham vil jeg
passe paa. Naar han ligger paa sit yderste, saa at han lige kan sanse,
vil jeg lade ham tyde Skriften. Dermed er jeg sikker. Saa haster det
endda ikke. Jeg kan altid komme en Dag og pirre med Foden ved noget Grus
i Kanten af et gammelt Dige eller hvor det nu er. Skatten er gravet ned,
en Høj eller i en Stenkiste under Vejen. Der pirrer jeg en Guldring op,
en rød tyk Halsring af den Slags Guld der vejer til, det gamle, sunde
Guld, som der er Varme ved. Efter hvad jeg ved er det en lovlig Arv, der
tilfalder mig. Med mit tyvende Aar var der en Del rede Penge til mig,
ikke saa faa, dem har jeg ikke en Gang sat til endnu, men Seddelen fik
jeg, da jeg var atten Aar allerede, af en gammel Mand, der kom. Jeg har
passet godt paa den. Den skal ikke komme fra mig heller. Der er først
alle de Guldringe til mig; men længere nede ligger et gammelt Skødskind
af Læder viklet om et Skrin. Den første Gang jeg rører ved Skatten vil
jeg kun have en af Halsringene og saa en Fingerring til mig selv med en
Sten i, det skal være den største Diamant, der er. Resten lader jeg
ganske rolig ligge og yngle. Jeg forestiller mig, hvordan de kostbare
Ædelstene forskyder sig i Tidens Løb og kryber saa smaat ud i den bare
Muld og groer. Jeg behøver blot at bore med Fingrene og hente dem frem
sidenefter. Guldet bryder jeg mig ikke om, jeg kommer ikke til at
beholde de Penge alligevel, de skal rulle; paa Rejsen ser jeg, hvordan
de ruller. Jeg vil til Köln, og jeg vil til Pavia . . . desuden er der
pragtfulde Sværdgreb, Kæder, Spænder, de ligger godt nok hvor de er
foreløbigt.

Mikkel begyndte at smile saa stille og se sig omkring i den øde Stue.
Mon de ikke skulde gaa i Seng?

Det var Axel øjeblikkelig villig til, og de stod op. Men da de kom ind i
Gæstesengen, viste det sig, at Skindene var fuldstændigt raadne af Fugt,
ikke til at lægge sig i. De strakte sig bandende ovenpaa i Klæderne, og
Axel sov med det samme.

Mikkel laa noget uden at kunne sove. Pludselig lo han godmodigt ved sig
selv. Og han faldt i Tanker, tænkte just ikke paa Fortiden eller paa
noget bestemt, men han følte sin Beskedenhed, sin gamle fortrolige Anger
over Vanskæbne, han følte sin Ensomhed. Og da han var ved at falde hen,
kom han alligevel til at forestille sig denne Krop af gedigent Guld, der
laa lige under Jorden, saa at man blot behøvede at tørre Grus og
Smaasten væk for at se det matte, ridsede Guld, der krøb som en Rod ind
under Jorden. Han vilde stille sig paa det med begge Fødder. Paa den
anden Side Kløften saa han hvide Kvinder holde Ting siddende i en
Rundkreds paa Stenene og med den store Kvinde højt i Midten. Da vilde
han sende en Due. Noget efter saa han dem stige ned allesammen. Og en
Time efter viste de sig en for en paa hans Side af Kløften, vaade og
grønne paa Hænder og Knæ af Planterne, de var krøbet igennem. Og han
stod rank paa Guldet. Kongen nikkede til ham i det fjærne.

Næste Dag red de videre i klart, lyst Aprilsvejr. Hestene knuste de blaa
Pytter paa Vejen. Udenfor Skovene strakte Landet sig tyndt overgydt med
en Foraarsfarve, man saa milevidt hen i den nye Luft. Langt borte laa
runde Gravhøje dristigt paa de øverste Landrygge, hvide af Dug paa den
vestre Side.

Mikkel Thøgersen havde ikke sagt et Ord hele den dejlige Morgen, han sad
i dybe Tanker. De nærmede sig hans Hjemegn, hvor han ikke havde været i
over tyve Aar. Han havde ikke tænkt paa andet, siden han fik Besked om,
at han skulde til Børglum. Bedst som han sad hensunken i sig selv, for
han sammen i Saddelen.

Ligger Moholm ikke paa denne Kant? havde Axel spurgt.

Moholm. Jo.

Jeg har et Brev dertil. Otte Iversen hedder Herremanden.

Mikkel fløjtede ad Hesten. Den stansede og saa sig om efter ham, men han
satte den i Gang igen. De talte ikke mere sammen, før de hen paa
Eftermiddagen kom over Bakkerne og saa Aaen. Den løb gennem de blege
Enge som en blottet Sølvaare; Fjorden viste sig i Vest, hjemlig,
uomskiftelig. Mikkel saa Brinkerne og Højdedragene, som han kendte, de
strakte sig ganske paa samme trolige Maade ind under Himlens pure Blaa,
som da han var her sidst.

De bedede i Graabølle Kro. Saa viste Mikkel Axel Vej til Herregaarden.
Selv vilde han ride ned til Fjorden, hvor hans Broder boede. Næste
Morgen skulde de støde til hinanden igen i Kroen.

Axel red ind paa Moholm, ligesom det mørknede. En Hund kæftede aldeles
rasende fra Muren, hvor den stod i Lænke; der gik en Dreng i røde Hoser
og puslede ved Trappen. Gaarden saa ud som forladt ellers. Just som Axel
holdt op for Trappen, kom en Mand frem i Døren, det var Herremanden
selv. Og da han havde hørt Axels Ærinde, førte han ham med op i Stuen.
Axel kom til Sæde ved Bordet, og Otte Iversen gik hen ved Arnen og
tændte en Fakkel, som han stak i en Ring paa Muren.

Medens Otte Iversen læste Brevet, betragtede Axel ham, han var en
halvgammel, tør Mand; Ansigtet dækkedes halvt af Skæg, der var studs
klippet for Munden. De sure Øjne gik frem og tilbage over Brevet, man
kunde ikke se paa ham, hvad der stod deri. Otte Iversen afbrød
imidlertid Læsningen og gik hen til en Dør og kaldte. En gammel Karl
bragte Kødmad ind paa Bordet og gik igen. Siden kom der ingen ind, og
der hørtes ingen Lyd af levende i Huset.

Da Otte Iversen havde læst Brevet, tappede han selv Øl til den fremmede
af et Anker henne i Krogen og satte sig hos ham for at høre Tidender
udefra. Axel fortalte villigt om Krigen i Sverig, om Slaget ved Bogesund
og Kongens Sejr, om Tiveden og den svenske Sne . . . han blev opstemt af
Fortæringen og priste Krigens Rædsler. Af og til kremtede Otte Iversen,
den Slags ubevidste Vanekremten, som Folk kan lægge sig til. Han
knipsede til Faklen, naar den brændte daarligt. Der blev en Pavse. Axel
spiste dygtigt. Saa ser han pludselig op.

Det er jo midt i Jylland her, saa omtrentlig, er det ikke?

Jo, ikke saa meget fejl.

Der ligger en Skat her et Sted, som jeg har Papiret til, sagde Axel,
idet han spiste, maaske er det ikke saa langt herfra.

Otte Iversen svarede ikke lige straks, og Axel fordybede sig i Kanden,
det hørtes paa Lyden, hvor langt han kom i den.

Otte Iversen bekvemmede sig endelig til Skyggen af et Smil og spurgte
Axel, hvad han var for en.

Nu ventede Axel lidt med at svare.

Mit Navn er Axel, sagde han omsider roligt. Efternavn har jeg ikke kendt
til. Egentlig hedder jeg vist for Resten Absalon, men paa Gaarden hvor
jeg blev opdraget, kaldte de mig Axel. Min Vugge stod paa Sjælland.

Naa saa.

Ja. Nu tjener jeg Kong Christiern som Rytter og Stafet. -- Den Dag da
jeg fyldte atten Aar, kom der en gammel Mand og gav mig et Dokument, som
jeg skulde gemme vel, han sagde det til mig ude paa Marken, hvor vi
spaserede, og indestod med sit Navn for Rigtigheden af Arven, han hed
Mendel Speyer, sagde han.

Axel spiste med disse Ord videre, men fortrød iøvrigt sin Snaksomhed.
Han saa op, Otte Iversen stirrede paa ham. Da lagde Axel Kniven fra sig,
han troede Herremanden blev syg. Men Otte Iversen rejste sig, kremtede
og knipsede til Faklen. Han kremtede en Gang endnu.

Mendel Speyer . . . om Axel var i Slægt med ham?

Ikke han vidste af. Axel saa aabent op. I det samme kendte Otte Iversen
ham. Det var Susannas Søn.

Det var Susannas Søn.

Otte Iversen spurgte noget efter grumme usikkert, om han kendte nogen i
Helsingør.

Axel rystede paa Hovedet og tog igen fat paa Spisningen. Idet han kom
frem med Hænderne, kendte Otte Iversen dem, det var hans egen Slægts
korte Klør. Da fik han som en Rørelse. En stor Uro slog ham ved Hjærtet.
Der sad hans gamle Synd levende og graadig! Nu virkede den gamle
Forbandelse. Hvad var det for en Snak om en Skat i Jylland, hvad var det
for et Dokument?

Otte Iversen gik nogle Skridt ind i Stuen. Han var bedøvet ligesom Folk,
der ser Luerne slaa ud af Taget og tænker paa at redde og staar paa et
Sted og snubler over deres egne Ben. Hvad skulde han gribe til?

Otte Iversen havde været gift i en Snes Aar og havde otte Børn. Hans
Frue hang malet inde i Riddersalen med de tynde Hænder lagt korsvis for
Maven, med Figuren to Gange bugtet som et S i ydmyg Følelse, agtbar og
rødrandet om Øjnene. Børnene artede sig vel, selv solgte Otte Iversen
Vildt fra sine Skove og drev en Forretning med Stude, han sad godt i
det. I dette Øjeblik, da den fremmede, Susannas Søn, knasede et Ben
mellem Tænderne, laa hans spæde Børn inde og sov, og hans svagelige Frue
skulde barsle til Juni -- vilde denne Ulv nu trænge sig ind i Reden og
æde dem allesammen ud? Nej. Otte Iversens Moder hvilede i Fløjels Kiste
under Gulvet i Graabølle Kirke, han mindedes hende nu . . . Det kunde
ikke være Guds Mening at ramme ham.

Axel spiste ikke længere, og der var saa stille paa Gaarden. Stuens
Vægge drev af Fugtighed, Lyset fra Faklen viste Gulvets kolde Sten. Inde
i Halvmørket stod Herremanden uden en Stavelse og betragtede ham. Axel
sad og tænkte paa, hvordan mon Nattelejet kunde blive paa denne
miserable Gaard, sagtens et Kammeratskab med Ørentviste og Museunger, da
Herremanden nærmede sig Bordet igen. Han saa ud til at have tænkt paa en
Ulykke. Panden var som jordslaaet, Munden lod sig ikke se i Skægget.

Natteleje kan vi desværre ikke byde, sagde Otte Iversen meget lavmælt,
idet han famlede ved Bordkanten og saa ned. Vi har flere syge, og en har
vi i Besøg, dede . . . Han saa op.

Axel rejste altsaa med det samme og blev ikke tungere om Hjærtet for
det. Da han red ud fra Gaarden, havde han glemt den gnidske Herremand
for evigt. En Time efter holdt han udenfor Smedjen nede ved Fjorden.
Mikkel kom ud og tog imod ham.

De fik det hjemligt den Aften i Smedjen. Niels Thøgersen stod sig godt;
han havde Kone og Børn, men ellers var han næsten uforandret, lige
tilsyneladende skummel, uopslidelig og i Skødskind.

Det timedes Mikkel, at han fandt sin gamle Fader levende. Thøger var nær
de halvfems. Han sad i Krogen ved Arnen med Benene viklet ind i mange
Lag Halm. Han var næsten døv og ikke længere aandsfrisk men ellers ved
Helsen. Sønnen Mikkel havde han ikke genkendt.

Medens de spiste, saa Mikkel hen til sin Fader. Sønnekonen passede ham
omsorgsfuldt. Gamle Thøgers Hænder var nu hvide som Skimmel, ligesom
kogte, og med vandblege Pletter, men de rystede ikke værst. Niels
fortalte, at Faderen for otte Aar siden nær var kommen af Dage ved at
Jordhulen, de brugte til Tørv, var skreden til om ham. Niels skulde just
træffe at være fra By, og de andre tænkte ikke paa nogenting. Først
næste Morgen sansede de, hvor han kunde være bleven af og fandt ham
liggende derinde med Hænderne boret fast i Klæderne og med vidtaabne
Øjne; til alt Held var der Luft nok over ham, saa han ikke var bleven
kvalt. Men siden den Indespærring havde han til Tider lidt meget af
Skræk.

Da de havde spist, satte Mikkel sig hos den gamle. Han prøvede at tale
med ham, men det vilde ikke gaa. Saa blev han siddende og saa paa det
store laadne, kraftesløse Hoved. Han kendte Faderens Træk, skønt
Ansigtet næsten var groet igen, og Øjnene uden Blik. Der havde sat sig
bløde Vækster og Blegner paa Ørene og paa den golde Pande.

Langt om længe tog Mikkel en gammel Sølvskilling frem, saa lidt paa den
og søgte at stikke den ind i den gamles Haand, der ikke formaaede at
tage den.

Kan I huske Skillingen? raabte han sin Fader ind i Øret, han havde glemt
de andre i Stuen.

Ba, ba.

Kan I huske Skillingen? raabte Mikkel endnu en Gang med brudt Stemme. De
andre holdt sig for sig selv og tav, og Mikkel sad længe med Hovedet
bøjet dybt ned i Hænderne foran den gamles Stol. Snart efter sov gamle
Thøger med den øde Mund helt aaben.

De sov alle i samme Stue om Natten og hørte Thøger lalle og smaatrue som
en Hund, der beklager sig i Søvne.

Da Mikkel og Axel holdt færdige paa Hestene næsten Morgen og havde sagt
Farvel, vendte Mikkel sig i Saddelen og spurgte med stor Overvindelse
hen mod sin Broder:

Og Ane Mette, hvordan . . .?

Hun er gift i Salling og har voksne Børn, raabte Niels flydende og løb
nogle Skridt efter Hestene, der var i Gang. Jens Sivertsen døde i Fred
og Rolighed. Jo hun har det godt, Mikkel, det skulde jeg sige . . .

Han raabte endnu mere, men Mikkel jog i Galop. Axel naaede ham først
oppe over Bakkerne.




Consumatum est


Det var under de store Festligheder i Stokholm efter Kong Christierns
Indtog og Kroning, om Tirsdagen. Mikkel Thøgersen stod i Slottets
Vagtstue og skulde bringe Jens Andersen en Besked. Jens Andersen var i
Badstuen, blev der sagt. Men da det hastede ualmindeligt, blev det til,
at Mikkel klædte sig af for at udrette sit Ærinde. Han kom ind i den
hede Badstue og kunde først ikke se en Tomme frem for sig, Dampen fyldte
Rummet saa tykt som hvidt Vadmel, han hørte Raslen af Spande og store
svidende Klask af Vandet mod Ovnstenene. Inde i den svedende Tykning lød
Stemmer. Mikkel blev staaende ved Døren, Dampen brændte ham mod Brystet
og begyndte at rinde i Draaber ned ad hans Ben.

Pludselig var det, som om Dampen formede sig til en Skikkelse, der kom
imod ham, et Skridt til og der stod en Mand fuldt synlig, kobberrød af
Varmen. Det var Kong Christiern. Mikkel tog sit Blik hastigt fra Kongens
Ansigt og saa kun paa hans kløftede Bryst, der var fyldt med røde Haar,
og han hørte Kongens hæftige Stemme. Hvad han skulde her? Mikkel gjorde
Rede for sig med bøjet Hoved.

Jens Andersen, kaldte Kongen barsk, her staar en Mand ved Døren med
Ærinde til dig. Saa trak han sig tilbage ind i Dampen igen. Mikkel
rettede sig op, han rystede endnu i Knæene. Lidt efter kom Jens
Andersen, og Mikkel forrettede sit Ærinde, han vidste ikke selv, hvad de
Ord skjulte, som han havde at overbringe efter Hukommelsen, men de
gjorde Bispen meget eftertænksom. Staa her, sagde han og forsvandt.

Mikkel hørte baade Kongen og Jens Andersen og flere Stemmer inde i den
kogende Røg. Saa raabte Kongen et Par vrede Ord. Der blev næsten stille
i Badstuen, de hørte op med at slaa Vand paa Stenene. Den øverste Luge
aabnedes, og Dampen blev et Øjeblik tæt og hvid som en Væg, lidt efter
klarnede det. Med et saa Mikkel alle dem, der var i Badstuen, han havde
troet, de var ti Gange længere borte, men de var alle lige ved. Kongen
sad paa en Bænk, foruden ham var der Didrik Slagheck, Jon Eriksen og to
til, som Mikkel ikke kendte. Jens Andersen talte til Kongen i en dæmpet,
betydningsfuld Tone, de andre lyttede, men Mikkel havde ikke Øre for,
hvad de talte om, han kunde ikke faa sit Blik fra Kongens Skikkelse. Saa
tæt en Bringe og saa stærke Overarme havde han ikke set før,
Brystmusklerne laa haardt og riflet mod Huden, Senerne snoede sig
snævert ind under Armene. Det mørkerøde Haar brusede om Kongens Hoved i
Dampen som Mos, der rejser sig i Regnvejr, Vandet drev over det vaade
Ansigt ned i Skægget. Kongen var i farligt Lune, lod det til, han saa
fra den ene til den anden med de stramme Øjne paa en egen afmaalt Maade,
hele hans Mine var tung og ladet.

Mikkel lagde ikke meget Mærke til de andre. Jon Eriksen stod ret op og
ned med et beskedent og forgræmmet Udtryk, han var saa gyselig mager paa
Kroppen, at det saa ud som han var surret sammen af Skind og Ben, hans
lange Knokkelfødder stak i et Par Klamper, Anklerne var dækket af
Skorper og snehvide Ar efter Jærnene, han til for nylig havde siddet i.
Ved Siden af ham stod Jens Andersen med den flettede Ryg til og bøjede
sig i sine laadne, sammentrykte Rytterlaar. Men Didrik Slagheck var en
velskabt Mand. Desværre vanheldedes han over hele Kroppen af violette
Stjærner, Mærker efter den franske Syge, de sad stemplet saa tæt som
Pilene i St. Sebastians Legeme. Didrik Slagheck havde en Abes Hoved,
fordi hans Næse var falden ind ved Roden.

Jens Andersen slog pludselig med Hovedet hen mod Mikkel som for at minde
dem paa, at han stod der. Mikkel havde ingenting hørt. Men Kongen saa op
og blev rasende.

Saa lad den Mand gaa! udstødte han tirret. Jens Andersen vendte sig og
viste Mikkel et ligesom formildende Ansigt, Mikkel skyndte sig ud. Slaa
Vand paa! hørte han Kongen raabe. Og medens han ventede udenfor og trak
sine Klæder paa, hørte han igen Vandet pladre og hvisle derinde. Ikke en
Lyd af Stemmer skelnedes.

En halv Time efter kom Bispen ud, han var ophedet og meget kortaandet,
han blæste Væden fra Læberne og viskede sig over Brynene, hans
Fingerender laa i Læg af det varme Vand. Mikkel fik Besked tilbage til
Ærkebisp Gustav Trolle, blot to latinske Ord. Mikkel tillod sig at
smile, da Jens Andersen vilde have ham til at repetere dem tre-fire
Gange som et Barn.

Ja husk nu paa dem, raabte Bispen endnu en Gang, før Mikkel for ud af
Døren.

Ærkebispen stod ved sit Vindue med en Gaasepen i Haanden, han vendte sig
brat, da Mikkel kom. Men da han hørte, hvad Mikkel havde at melde, smed
han Gaasefjeren paa Gulvet og gik stærkt berørt op og ned fra den ene
Ende af Gulvet til den anden. Det var vor Herre Jesu Kristi sidste Ord
paa Korset, som Mikkel havde at sige ham fra Kongen; Ærkebispen gentog
dem halvhøjt for sig selv flere Gange, der stod et aabent Rejsealter paa
Bordet, han nikkede og nikkede:

_Consumatum est._

Mikkel ventede paa mulig Genbesked. Men Gustav Trolle syntes at skifte
Tankegang, idet han atter kom hen til ham, han stod noget og saa Mikkel
adspredt i Ansigtet. Der gik en ubestemmelig Trækning over hans blodløse
Mund, det kunde være et bevæget Smil eller et Forbud paa Nysen; Stemmen
var underlig mild, da han spurgte Mikkel, om der ikke var noget han
ønskede, og han stammede uvist.

Mikkel blev hed i Hovedet. Tyve Aars besværlige og golde
Soldatertjeneste blev til een Dag i hans Bevidsthed, han mindedes sin
Ungdoms Ønsker som var det igaar. Om han ikke ønskede noget! Hvis han
havde tænkt sig nogen spørge derom, vilde han i Tanken svaret: Alting.
Det vilde han -- lige til nu, da han blev spurgt. Nu ønskede han intet.

Mikkel saa slapt op. Om han kunde komme til at tjene i Kongens Nærhed,
sagde han sløvt. Han slog Øjnene ned igen og begyndte at gnide sig
varligt i Hænderne ligesom en Betler, der staar ved Døren og kommer i
Tanker om, at det er koldt, medens man henter Almissen til ham.

Det var Ret! Gustav Trolle nikkede. Han spurgte, om Mikkel ønskede at
komme mellem Skriverne, han kunde jo Latin. Men Mikkel rystede paa
Hovedet. Naar han maatte blive Rytter mellem Kongens nærmeste Folk . . .

Da han gik ned ad Gaden, var han bøjet som en gammel Mand. Han havde i
mange Aar længtes efter at komme i Kongens Brød, og idet han nu følte
sig varm af Glæde over at være ved Maalet, knugedes han tillige ned af
den dybeste Ynkelighed.

Samme Dags Aften var der stort almindeligt Bal paa Slottet.

Mikkel Thøgersen stod som Æresvagt ved Døren i den store Sal, iført
fuldt Harnisk, en flunkeny Udrustning. Forfremmelsen var gaaet hurtigt
for sig, Jens Andersen havde gunstigt hjulpet til og belønnet ham tilmed
for tro Tjeneste. Da Mikkel blev fremstillet for Kongen, kendte han ham
ikke fra om Formiddagen, han tog ualmindelig naadigt imod ham. Og dog
var det den samme, Kongen havde været lige ved at nagle til Badstuedøren
med sit Blik. Saaledes kunde det gaa saa bagvendt til, at Nøgenhed
skjulte og formummede sin Mand, tænkte Mikkel.

Den foregaaende Aften havde været forbeholdt Rigens højeste; idag var
det Kongens Officerer og menige unge Folk, der var indbudt til Dans
sammen med gode Mænd og Fruer fra Stokholm. Det blev en munter Aften for
Alvor. Mikkel stod respektindgydende ved Døren som en Billedstøtte,
dækket af skinnende Plader og Skæl fra Top til Taa, hans stride Skæg
stak ud af Visiret, han fulgte de dansende med Øjnene.

Og hvem saa han danse der, dristig og knejsende og letbenet, andre end
Axel, hans ungdommelige Rejsefælle fra i Foraaret! Endnu var Mikkel ikke
bleven klog paa denne eksempelløst urolige Fyr, der omgikkes saa
letsindigt med sine Hemmeligheder, at han fortalte dem til Gud og
Hvermand. Se nu, hvor han svang sig, og det lod til at være hans
naturlige Gangart; naar han var i Ro, spillede han jo alligevel som et
Spejlskaar i Solen, hans Blik var altid lige saa vanskeligt at holde
fast som nu, da han drejede paa Gulvet med en Skønjomfru i Favnen og
blinkede æventyrligt til højre og venstre. Mikkel saa ham bugte sig og
smutte i Sværmen, til hans gule Hattefjer blev borte i den anden Ende af
Salen; saa kom han igen, lige springende henrykt, og den unge Piges
Ansigt var hele Tiden hældet op imod ham med et stille, drukkent Smil.

Mikkel flyttede sig over paa et andet Ben. Musiken slog Triumf. Det
ruskende Novembervejr kølede ind ad Vinduerne. Mikkel saa ikke længere,
skønt han stod med aabne Øjne, han faldt i Tanker. Der var noget, der
begyndte at plage ham, en stakkels Følelse af egen Retskaffenhed og en
Attraa efter at løbe avet om en Gang ogsaa som de andre værdiløse Narre.
Han var over de fyrretyve Aar nu, Mikkel, men han var ingenlunde klogere
end for tyve Aar siden. Hans Forlængsler var ikke bleven gjort til
Skamme, de var ikke gaaet i Opfyldelse nemlig, ikke en eneste en. De var
bleven forlængede. Der var dog god Tid til Daarskab endnu.

Musiken begyndte at stige til den rene stormende Galskab og afleverede
Takterne Slag i Slag, de strygende Instrumenter fløj i Vildelse op og
ned ad Tonestigen, saa endte Musiken med en samlet, langt udtrukken
Jubelklang. De dansende spredtes paa Gulvet og talte og lo.

Axel var henne og slaa Mikkel Thøgersen paa Skuldrene og ønske ham til
god Lykke. Nu var de altsaa i Tjeneste sammen. Siden naar Mikkel blev
afløst, eller i Morgen, maatte de ud og besegle Venskabet! Hvorpaa Axel
var forduftet.

Under Pavsen gik Kongen med et Følge af de fornemste Mænd gennem Salen.
Han blev staaende og talte med forskellige Mænd fra Byen. Kongen var i
Zobelskind og bar det gyldne Vlies om Halsen, han lo et Par Gange højt
og oprømt. Jens Andersen havde travlt, han brød ud med sin Vid til
Besvær for snart den ene snart den anden. Ved Kongens Side gik Ærkebisp
Matthias af Strengnæs. Den gamle Herre slæbte sit kostbare Skrud efter
sig paa Gulvet, han bevægede sig adræt, kom med et Par skindmagre
Vitser, maaske de eneste fra en længst henfaren glædeløs Studentertid,
og han viste sin tandforladte Mund, idet han smilede hele Salen rundt.
Da de gik igen, vendte den gamle Prælat sig endnu en Gang og kneb de
hjærtelige Øjne til og nikkede ad Ungdommen med hele sit rynkede Ansigt
oplivet af Solskin.

Saasnart de naadige Herrer var borte, blæste Musiken med sand
Dommedagslyd til Dans igen. Mikkel spejdede efter Axel, men han lod ikke
til at være paa Gulvet.

Lidt efter glemte Mikkel alting om sig. Han tænkte igen paa sit
mislykkede Liv, op og ned, han følte sig træt af alle de Mil, han havde
vandret efter Umuligheden. Hvordan det saa var gaaet til, han havde
forvist Lykken fra sit Hjærte og var bleven en hjemløs mellem glade
Folk. Medens han stod lænet til Hellebarden, digtede han fire latinske
Heksametre, hvis Mening var:

Jeg mistede mit Livs sande Foraar i Danmark af Længsel efter Lykken i
det fremmede; og derude fandt jeg ingen Lykke, for jeg led overalt af
Hjemve efter mit eget Land. Men da Alverden tilsidst lokkede mig
forgæves, da var endelig ogsaa Danmark døet ud af mit Hjærte; saaledes
blev jeg hjemløs.




Galejen


Axel var ikke paa Gulvet mellem de dansende, han sad nede i Borgestuen,
hvor der var dækket op med Mad og Drikke. Han havde faaet den unge
Jomfru, som han alene dansede med, bragt til Sæde paa en Bænk helt inde
i det mørkeste Hjørne. Hun hed Sigrid og var en Raadmands Datter.

Axel havde travlt med at sørge for Sigrid. Desværre sagde hun Nej til
næsten alting, vilde hverken drikke Pryssing eller smage paa Tærterne;
Axel betænkte sig og vidste ikke sine levende Raad, han kunde jo se, at
Sigrid havde lært at sige Nej udenad. Selv spiste han kun tøvende, og
det smagte ham ikke; først da han havde faaet Sigrid til at bide af en
Kage, hoppede Hjærtet i Livet paa ham, og han tog for sig af Retterne i
vidt Omfang.

Drik mig til! bad Axel. Hun sagde raadvildt Nej. Sigrid vidste ikke om
hun vilde, nej hun vilde ikke. Axel saa pludselig længselsfuld paa
hendes Mund, der var fin og fugtig som en Moseblomst, han blev siddende
med Kruset og faldt i Staver. Da lo Sigrid ret sikkert. Axel drak og
brast selv i Latter, de lo voldsomt begge to. Sigrid blev derefter
siddende med et Skær af Munterhed i Øjnene. Hvor hun var ung og spæd.
Sigrids Hænder maatte Gud beskytte, saa rent ud smaa og skrøbelige som
de var.

Sigrid havde Træk, der gjorde, at hun lignede sig selv som Barn, og dog
kunde man se, hvordan hun vilde blive som gammel Moder; Sigrids milde
Ansigt syntes et Mysterium af Menneskets tre Aldre. Man kunde stemmes i
Aandenød ved at betragte hendes tynde gule Haar.

Axel saa med et varsomt Blik over Sigrids Kjole, det brune Tøj havde
Udskæringer paa Halsen og ved Albuerne, Silken tittede ud. Endelig
sukkede han dybt.

Axel og Sigrid skyndte sig omsider op i Salen igen, Musiken spillede
fyndigt, og nu dansede de længe, aandeløst, hele den salige Nat. Sigrid
kunde blive ved at danse. Hun blev jo længere jo mere stille, men naar
Axel bød hende op, var hun villig, og hun blev ikke træt. Sigrids smaa
Hænder var aldeles vaade og kolde, hendes Aande lød som lette, næsten
usporlige Pust. Hver Gang en Dans var forbi, smilede hun uden at sanse
hvorfor.

Hen paa Natten var Tiden bleven evig om dem, de havde danset saaledes
siden alt begyndte. Axel ramtes af Vemod som et ældgammelt Menneske, der
tænker tilbage paa svundne Tider. Da trykkede han Sigrids Haand. Hun saa
op i hans Ansigt og vaagnede, hun smilede uden mindste Forbehold, fuld
af Hengivenhed for ham og Tillid. Men han vidste ikke, hvorledes han
skulde komme hendes hvide Sjæl imøde. De dansede mere langsomt og blev
puffet fra alle Sider, de dansede sagte videre som i Drømme.

Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde følge
med, til Døren, blot ned ad Trappen, han bad som en dødsdømt, men Sigrid
sagde Nej. Det var hendes sidste nølende og milde Nej.

Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om
sig, hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Hætten
skinnede hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.

Der var ikke mange der dansede mere nu, de fleste sad nedenunder og
drak.

Axel fandt Mikkel Thøgersen siddende alene over et Krus dernede, han
havde faaet Harnisket af. Og Axel kunde faldet den ordknappe Krigsmand
om Halsen. Han drak et Par varme Bægre med ham.

De sad og smaasnakkede lidt, Axel blev saa vel berørt af Mikkels bløde
Stemme. Tummelen rundt i den store Borgestue gik højt, overalt lød
Bægerklang og glade Raab. Genlyden glammede ned fra Hvælvingerne som en
fordrejet Spejling af Støjen. De tyske Knægte begyndte at blive fulde,
Klammeri tegnede det ogsaa til hist og her. De fleste af Byens Folk var
gaaet hjem.

Da rakte Axel sig frem over Bordet og borede sit Blik i Mikkel
Thøgersens, han foreslog ham en Ting, dæmpet og som kunde der ikke være
Tale om andet. Mikkel trak paa Næsetippen, et sjældent Udtryk for Lune
hos ham; for sit indre Blik saa han _Galejen_, han nikkede og strøg sit
Skæg.

Nu var Sagen den, at der laa en lybsk Flaade i Skærgaarden udenfor
Stokholm, Købmænd, som Kong Christiern havde indbudt til at komme og
sælge Levnedsmidler til Hæren, mens han belejrede Byen. En Del var
sejlet bort nu igen, men den store berømte Karavel, der var lastet med
_farende frouwen_, laa derude for sine Ankere endnu. Det var en
Storkræmmer i Lybæk, der holdt dette Skib paa Søen, det sejlede med samt
sin Ladning rundt til alle de Steder, hvor Landsknægte holdt til i
større Styrke.

Axel og Mikkel brød øjeblikkelig op, tog deres Vaaben og begav sig ned i
Byen. Det var mørkt og taaget i Vejret, Klokken kunde være henad tre.
Gaderne laa ganske tomme, ikke en Lygte, de snublede og faldt adskillige
Gange over et og andet Skramleri, endelig naaede de ned til Sønderport
og slap med gode Ord forbi Vagten. Nedenfor Broen under Muren plejede
der at ligge en Del Joller, som man kunde leje, men i Nat var der ikke
en eneste. De listede da østerpaa langs den smalle Strandkant og fandt
en Baad et godt Stykke henne, den brækkede de løs og sejlede med den.

Skibet laa temmelig langt udenfor Slotsholmen, det varede noget, inden
de skimtede Lysene fra dem i det tykke Vejr. Det de skulde til laa
længst tilvenstre. Efter at have roet en halv Snes Minutter i Nattens og
Søens ubehagelige Fugt, naaede de Karavelen, der laa for sit Anker med
det høje Agterkastel ragende op i Mørket og Taagen.

Men de havde _hørt_ Karavelen længe før de kom til den, der stod en
mægtig Fest derude. Tre Lygter, en paa hver Mast, spredte Lys over
Takkel og Dæk, mange Skikkelser rørte sig deromkring. Tykningen dannede
store Ringe om de tre røde Lygtemaaner.

Der ligger alle Jollerne, sagde Axel dæmpet med et Grin, idet de gled
ind under Klyverbommen. Jo en god halv Snes Smaabaade flød i Stime rundt
ved Ankerkættingen.

Der blev raabt an oppe fra Stavnen paa tysk, det var Skudens strænge
Fører. Og Gallionsfiguren, en blodtørstig Drage, viste alle Pløkkerne i
sit Gab.

Gute Freunde! raabte Axel og satte fra den skvulpende Jolle op i
Tovværket, Skipperen gav ham en Haand og hjalp ham paa Dækket. Mikkel
bandt Jollen og fulgte efter.

Ved Masterne laa Øltønder under Lygten, rundt om paa Dækket var rejst
smaa Halvtag af Sejldug. Kastellet agter ude var oplyst, og herfra lød
Larm af Piber og Skalmejer, Fryd og Bægerklang. Det var Pigestemmer. Og
hvor de lød varmt her paa den salte Sø. Det var hjemligt, det bevægede
Hjærtet at høre zarte Stemmer paa en havvant og umild Skude. De tjærede
Planker rystede under Festlighederne oppe og nede, hele Skibet vuggede
langeligt i Søen. Der stak Dyner op af Lugerne.

Lette Trin lød paa Dækket lige ved Axel og Mikkel, smidige Fjed, og dog
fjedrede Plankerne under den sunde Vægt af et voksent Menneske. En Pige
i lyse Klæder var dukket op fra Rummet og skyndte sig hen til dem, hun
smøg sig blødt imod dem begge to og lod en kærtegnende Lyd høre til
Velkommen, uden Ord, de mærkede pludselig Varmen af hendes forunderlige
Nærhed.

De gik sammen hen mod Lygten, hvor Krusene blev svunget imod dem med
Hyldestraab, og da Axel saa Pigens Ansigt, bøjede han sig hastigt, hun
havde sammenvoksede Bryn. Han bøjede sig hastigt og spurgte, snublende i
Tysken:

Hvad hedder du med hvide Tænder?

Hun svarede med lav og varm Stemme, som havde hun kendt ham længe og
vidst, at han vilde komme:

Lucie.




Historiens Fælde


Henad Middag den følgende Dag kom Mikkel og Axel hjem. De begav sig op i
Axels Kvarter, han havde et Tagkammer i et højt Hus ud til Stortorvet.
Her sad de over en Kande Øl, begge godt forvaagede og medtagne. Men de
straalede hver for sig underfundigt af Øjnene, befandt sig vel ved
Hovedpinen og Minderne.

Særlig Mikkel var inderlig oprømt, der var en næsten udfordrende
Festlighed over ham. Havde han ikke noget vist kvindeligt i Blikket, saa
han ikke ud til at ville omfavne hele Verden og give den Døden og
Djævelen i samme Aandedræt!

Axel begreb ham ikke, han saa nysgerrig paa ham. For der var en Ting,
Axel vidste. Om Natten havde han hørt et Menneske klage ude paa Skibet,
det kom nede fra Rummet, lange kvalfulde Raab. Der var noget særlig
rystende ved at høre Jammerskrigene, de lød ikke som fra et menneskeligt
Væsen. Og da han vilde ile til Hjælp, havde man fortalt ham, at det var
hans Ven, den rødskæggede, der bare laa dødelig fuld. Han var da gaaet
ned i Rummet og havde set Mikkel ligge ukendelig, fortrukken i Ansigtet
som en Misdæder paa Pinebænken. Axel syntes endnu man kunde høre de
sørgelige Skrig, Mikkel havde udstødt, mens han laa paa Nakke og Hæle og
stirrede opad i dybeste Nød, han hørte ham svælge og knirke med
Tænderne. Men nu lod han til at være svært tilpas, ualmindelig tilpas .
. .

Axel saa til de runde, grønne Ruder. Solen brødes i dem, han slog hele
Vinduet op. Det var bleven Solskin. Tagene laa i hvidligt Lys; nede paa
den smalle Strøm krøb en lav Kaag for en Stump Sejl, og langt ude stod
det store Taarn paa Søndermalm skarpt belyst imod Skoven, Gruberne i
Muren efter Beskydningen kunde tydelig ses. Torvet lige nedenunder laa
endnu med Søle og Pytter efter Regnen igaar.

Se! udbrød Axel, nu skal der festes paa Slottet igen, Mikkel!

Langs op ad Gaden mod Slottet red en lang Række af Adelsmænd og høje
Herrer.

Mikkel for til Vinduet. Saa maa jeg afsted, mumlede han uroligt. Det var
galt at blive saa længe borte, hvis nogenting stod paa, han kom
rimeligvis i Forlegenhed nu. Mikkel gik straks.

Axel blev staaende og saa, hvorledes alt hvad stolt og rigt var i
Stokholm langsomt trak op mod Slottet. Der kom Riddersmænd paa
langhalede Hingste, med Agrafer paa Huen og pelsbræmmet Vams,
Guldsporerne glittede ved deres Hæle; Ærkebisp Matthias red bøjet og
affældig i Sadlen, hans røde Fløjelskaabe hang ned over Siderne paa den
lille jævne Graaskimmel og lyste stikkende som en stor Valmue i Solen.
Vægtige Borgermænd skred tilfods, stive af Tøj og med lange Stokke,
fornemme Fruer agede i Skridtgang; fra Sidegaderne kom der mange og
sluttede sig til, og de drog alle ind ad Slotsporten, hvis runde Murbue
efterhaanden tog dem ind under sig.

Da Axel havde set sig mæt paa Processionen, vendte han sig ind i Stuen,
strakte sig og vidste ikke længere, hvad han skulde gøre af sig selv.

Sigrid! Han rakte sig knagende og smilede stærkt bevæget. Blodet jo i
hans Hoved og i hans Bryst af Længsel. Endnu en Gang saa han sig om i
Kamret, der flød med hans Vaaben og Saddeltøj, og han fortvivlede. Saa
smed han sig paa Sengen og sov.

Nogle Timer efter vaagnede han og gik ud i Byen. Solen hældede, der var
saa stille paa Gaderne. Kun ud fra Herbergerne lød der Tummel af
Soldater, men selv deres Svir havde faaet en egen neddæmpet Lyd; det var
paa tredie Dag Byen jubilerede.

Axel gik gennem Gaderne i et ubestemt Haab. Han ledte efter Sigrid. Og
da han ikke kunde finde hende, tog han ud paa et af de skovklædte Skær
og vankede rundt paa maa og faa, som kunde Sigrid være at finde bag et
eller andet Træ.

Her stod Axel, da Solen var gaaet ned, og Byen ragede sort og takket fra
de levrede Bølger op i den gule Himmel. Klokkerne ringede til Aftenmesse
derovre. Nordfra samlede sig høje mulmende Skybanker, men i Syd laa en
lav Taagerand, som var det den henfarne Dag, der endnu kunde øjnes.

Da Axel kom ind til Byen igen, var det mørkt og roligt overalt, meget
stille. Han søgte op paa sit Kammer. Men idet han traadte ind, hørte han
en Kvindes sorgbefriede lille Hvin, som et Fuglefløjt, og hun hilsede
ham om hans Hals. Det var Lucie!

Men hvordan var hun dog kommen her, det var jo hende forbudt at vise sig
i Byen, og hvordan havde hun fundet herop? Jo Axel havde selv fortalt
hende, hvor han boede, og hun havde hvad Resten angik overlistet alle
mulige vogtende Mennesker.

Axel hentede Mad og Vin.

                                * * *

Ved samme Lag stod Mikkel Thøgersen Vagt i Slottets store Sal. Han blev
Vidne til et skæbnesvangert Optrin i Nordens Historie; skønt han kun
deltog som Tilskuer, mærkede det ham for alle hans Dage.

Hvad der skulde ske havde ingen anet. Hele denne udsøgte Forsamling, der
talte og summede i Salen paa det behageligste, velstemt og renligt
tilmode ved at staa i Festklæderne tæt under Straalerne af den kongelige
Sol . . . de blev alle paa en Gang musestille. Og der lød kun en enkelt
tør Stemme under det store Loft, en daarlig behersket, stigende og
faldende Røst. Det var Gustav Trolle, der talte. Stemmen alene spaaede
Skade, som naar der er dødsstille i Naturen foran et Uvejr, og kun en
Spætte hakker paa en vissen Gren dybt inde i Skoven. Men ved Ordenes
Mening gik Kraften af Knæene paa dem, der hørte til, mere end en blev
hed om Ørene. Det var fatale Historier, Ærkebispen var ved at pirre op
i.

Gustav Trolle havde ikke mere det Ansigt, Mikkel kendte. Gustav Trolle,
hvem han havde lagt Mærke til, fordi han beundrede ham blindt. Han var
ligesom Jens Andersen den lærdeste Mand i sit Land og tillige den
mægtigste, et Hoved uden Lige og en hærdet Idrætsmand, han var den
helligste og den mest ryggesløse, han forbandt hele sin Tids Viden og
Kunnen med Rigdom paa Gods og Penge; i teologisk og juridisk Indsigt
saavelsom i strategisk Kyndighed overgikkes han af ingen. Men de Gange
Mikkel havde set hans Ansigt, var det furet og beskrevet af hans
Ulykker, usundt af Hadefuldhed, ikke heller fri for kuede Træk. En
Alvor, der vilde dække over mange gemte Ting, gjorde ham kun nedtrykt,
Smil klædte ham ikke, han kunde ligne en udvisket, narrevorn Skriver.

Men nu var Ærkebispens Ansigt endelig støbt om -- og bleven koldt. Paa
samme Maade forvandles en Elskers plumrede Hensyntagen, naar Tiden er
til det, hans Øjnes tiggende Sødme bliver en ubønhørlig Dom, hans Bejlen
en raa Befaling.

Denne deres Ærkebisp havde Svenskerne behandlet saa haardt, som man
behandler en haard Mand. Foruden at de jævnede hans Slot og Befæstning
med Jorden og plyndrede hans Domkirke, røvede de alle hans Ejendomme,
smed ham i Fængsel som en Tyveknægt og pinte ham der. De ventede, at
hans Fjende, Sten Sture, skulde blive siddende som Konge. Nordboen var
altid værst mod sig selv. Nu blev Christiern Konge, voldeligt, mod alle
Svenskeres Vaaben og Vilje, og nu var der til dem.

Jon Eriksen, hvis Liv som Følge af hans Begavelse havde været en Række
af bitre Ulykker, læste den skriftlige Klage op i Forsamlingen. Han
havde siddet tre Aar Fange paa dette samme til Tænderne befæstede Slot,
hans Ankler var ikke lægte endnu.

Medens Jon Eriksen læste, begyndte de at murre i Salen og røre paa sig,
de tabte al Fatning som Dyr i en Faldgrube.

Og Processen gik sin Gang som den maatte paa denne Dag, da de to Folk,
der var lige og dog uforenelige, endelig opnaaede Skilsmisse. De var
hinanden bestemt som to Søskendebørn, der ikke kan undvære hinanden og
som martrer hinanden godt, slaar hinanden Saar med behændigt og dygtigt
Nænne -- indtil de skilles, hver for sig med Døden i Hjærtet.

Aftenen bragte et Tillæg i Ulykke, som ikke en Gang de onde Viljer havde
udpønset. Det var en Kvinde, der afstedkom det, Sten Stures Enke. Hendes
Livssyn og Kaar medførte, at hun bar Papirer hos sig, Statspapirer, hun
var ikke stort mere end tyve Aar. Hun alene svarede paa Anklagen ved at
fremlægge et Dokument, der beviste, at alle Forbrydelserne mod Gustav
Trolle og Kirken var en Beslutning af Sveriges samlede Rigsraad,
beseglet af Landets første Mænd! Men her blev der ikke tillagt
Rigsraadsbeslutninger elementær Magt, nej her drejede det sig om en Sags
Inderste. Nu fik Retten kun i al Magelighed Forbrydernes Navne og Segl.
Vand, der plejer at slukke Ild, nærer den just, naar Ilden er sluppen
løs i sin hvideste Majestæt; det var selve Satan, der spillede dette
Dokument paa Bordet.

Nu gik Døren op for den bevæbnede Vagt, Folk i Harnisk og med nøgne
Sværd kom ind og begyndte at gøre de anklagede til Fanger.

Jens Andersen samlede de juridiske Hoveder om sig og fik Retten sat. Den
store Guds Mand og Studepranger forstod sig paa at forlige Lovens
Bogstav med Sagens Krav, han fulgte heri sit stærke Hjærtes Drift. Og
det raadede ham sandt. Men selv den dybest tilgrundeliggende Sandhed,
den djævelske Sandhed, slog Klik her, kunde ikke redde Norden. Saa stor
Uvilje til Lykke kendetegner Nordboen, at netop det yderste, radikale
Redningsmiddel slaar alt Haab ihjel for stedse. Saa mystisk var Folkenes
Uenighed, saa stædig deres Skæbne. Nordens Riger sprang i tre som en
ildskørnet Sten.

Det var den syvende November 1520.

Men den Mand, der holdt det hele i sin Haand, der havde sat de ustyrlige
Hoveder sammen og benyttet sig for sin Kongesag af de hævngerrige Mænds
Talent, Ondskab, Snuhed, han sad nu fuldstændig ene i sit Kammer, medens
hans Tjenere gjorde det færdigt, der skulde gøres.

Mikkel Thøgersen saa Kong Christiern sidde inde ved sit Bord, han sad
rank op mod Stoleryggen, kulsort i Skyggen fra Kaminilden bagved. Mikkel
bar Lys ind. Han saa Kongens Ansigt, det var baade spændt og slappet,
han saa ud som den, der endnu tager sig sammen til Beslutningen, som
forlængst er gaaet i Fuldbyrdelse.




Lucie


Lucie, Tusmørkets Barn . . . hun var dog ung. En falden Engel var hun,
ja et Menneske. Hendes Bryn var vokset sammen mellem Øjnene, Tusmørket
havde signet hende i Panden med en flyvende Flagermus.

Le kunde Lucie slet ikke, kun grine glædeløst som et umælende, der
venligt og advarende viser Tænder. Hun lod sig kun nu og da formilde, og
da lignede hendes Smil en Septemberdag i Danmark, naar sorgløse Fugle
styrter sig i Sværm under den forklarede Himmel, medens de falmende
Blomster staar stille og ved bedre Besked. Ak, Lucie var ikke tyve Aar,
og hendes Bryst hældede allerede, det var desværre sejgt som nedfalden
Frugt.

Lucie, hun kunde tralle en Visestump, men glad var hun ikke. Hun forstod
ingenting, andet end at flyde nedad, som et synkende Menneske mod
Havsens Bund. Det var af hendes fri Vilje, og derfor havde hun en
uhjemlig Kulde i sit Væsen; men uden selv at vide deraf udtrykte hun
enfoldig Undren ligesom Skarnbassen, der er falden om paa Ryggen i
Hjulsporet og marcherer paa Stedet med Benene opad sit Liv ud, til det
knusende Hjul kommer.

Men der var Øjeblikke i denne Nat, da Lucie lyste i Syndens salvede
Majestæt. Hun fik Glorie om sit dunkle Hoved af utrætteligt Begær,
Rædsel, hendes Sjæl slog ud i et vildt, maalløst Blik som i
Korsridderens Øjne, naar han pludselig ser de røde Blodroser springe ud
om det viede Kors paa hans Bryst.

Axel blundede hen.

Han sov og drømte, han var gledet ind i en anden, halv og vaklende
Virkelighed, han sad ved Havbredden, og hos sig havde han Sigrid; det
kom ham for, at han var dødelig søvnig. Imidlertid stod han op og ravede
frem for at rede dem en Seng, og han tumlede længe med Bølgerne, lagde
dem tilrette og tog efter en hvid Bølge til Hovedpude, men alt hvad han
redte svandt væk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der
løftede sig og flød ud i ingenting, han brødes tilsidst med de urolige
Puder. Endelig opgav han det.

. . . Lidt efter fløj Axel og Sigrid fra Jorden. Ja, de stod lidt stille
i Luften, og Sigrid tog ham i Haanden. Saa fløj de vidt og svimlende
højt, men Axel syntes i dyb Søvnighed, at de maatte endnu langt videre
ud i Himlen, det bares ham for, at der var en Udsigt ved Verdens Ende,
som de maatte se. Men da de havde fløjet længe, gav Sigrid efter, hun
blev tung og begyndte at klage sig, og da styrtede de begge ned. Axel
vaagnede. Han sov igen og drømte igen underlige Ting, der ikke lod sig
huske.

Vis mig et Modermærke paa dig et Sted, hvis du har et, for at jeg kan
kende dig i Helvede, bad Axel halvt forrykt, da Dagen gryede.

Lucie lo skamfuld, hun var lige ved at græde af Lykke, og hun viste ham
Arrene, hun havde paa Ryggen efter Kagstrygning; de lignede gustne Siv
og endte ligesom Siv i brune Blomster, hvor Piskens Knude havde kysset.

. . . Atter var Axels Øjne sunkne til, uden at han vidste det, og atter
flyver han, men alene. Han flyver i oprejst Stilling midt ad Gaderne i
Stokholm i Højde med Tagskæggene, han tvinger Armene i Siden som en
Løber og holder sig oppe ved sin indre Kraft, glider stærkt og stille
frem. Gaderne er tomme og ligger i lurende Skumring; langt fremme i de
dybe Gyder ser han Skygger røre sig og skynde sig afsted med Ryggen til,
men der hvor han flyver, er der aldrig nogen levende. Himlen er
brændende, lysende gul, det er som rummer den en lykkelig Viden.

Da lukkes Gaden af et højt Hus, og Axel frygter for at flyve mod den
skumle Mur, utydelige Hoveder lurer i Vindueshullerne; han tager sig
sammen og naar at hæve sig skraat i Vejret, han slipper luftigt over
Mønningen af Huset, kan lige naa. Axel svæver siden lavt og rører med
sine Fødder ved Ris og Træer. Men pludselig fylder han sig og vil, vil,
han stiger, medens Luften bliver endnu dybere Og endnu gulere, han gaar
stejlt tilvejrs og hænger over alle Taarne som et Fnug i den lyse, frie
Luft.

Axel flyver, og dybt nede huler Vandet sig i lydløse Bølger, han ser
Skibet skraat nede og overvejer ængsteligt, om han vil træffe det med
den Retning han har. Det er som formaar han kun med yderste Anstrængelse
at styrte derimod, skønt han flyver af sig selv. Men han naar i
Sikkerhed ned paa Skibets Dæk. Det er Lykkens Skib.

I Stavnen staar en Vild og holder Udkig uden at mindes noget andet i
Verden, han stirrer kun ud efter Havets Taager; Skibet sejler og nejer
aandeagtigt let hen i Havet.

Det er Columbi Lykkes Skib. Han selv, den forliste Skipper, staar ved
Roret og bøjer sit Dødningeansigt over Kompasset, Kursen er stik Syd;
paa hver Side af sig har han en nøgen, rød Skovdværg, der vædsker
giftigt overalt af Ælde. Og Sejlene bovner som Spindel fra Ræerne,
Stjærnerne gennemskinner de fulde Sejl.

Men agterude i det bratte Tømmerkastel, paa Dækket og under Dækket, i
hver en Vraa og Rede venter Alverdens Kvinder; der er en af hver Slags
fra Jordens tusinde Landskaber. Af hvide er der mange, fra de yngste
unge med Drengeben og spirende Barm til de føre Fruer, hvis Knæ er ru af
Gangen i Kjolen; fra de hvide Frøkner, som vasker sig tidligt og silde,
til Bondedøtrene, der lugter som Mælk af Munden, og hvis haardføre,
laadne Lemmer slaar som Knipler. Der er Piger af røget Lød med Øjnene
fulde af dristig Uskyldighed, der er Kvinder med luerødt Haar og Fødder
saa hvide som Sne, Negerprinsesser med rosenrøde Mundvige og Tigertænder
i Krans rundt om de ranke, sodsorte Lænder. Arabiske Møer, slunkne og
smidige som Leoparder; frodige Jomfruer fra de rige Gaarde i Polen, smaa
blomsterstøvede Væsner fra det inderste Asien, og Kvinder, som ingen
Evropæer saa, fra Øerne i Havet.

Paa alle er der Forskel i Højde og Alder og Skabning, som de er ulige i
Sind og Tanke. En smiler sorgfrit med sin friske Mund og taler ud af sit
unge alvidende Hjærte, en anden ler nok gæstmildt men fortier sit
Tungsind; nogle bryster sig af deres vitterlige Skavanker, andre slaar
Øjnene ned og skammer sig over deres lydefri Figur. En er ikke
fuldstændig lige, fordi der ogsaa skal være en af Jordens skæve paa
Lykkens Skib; en er mindre hvid, en andens forunderlige Fylde bredte sig
rigelig stærkt, det er der spinkle Skønjomfruer for paa Lykkens Skib.
Den enkelte er vel aldrig fuldendt, men ingen er undværlig; de mange
tilsammen stiler mod Fuldkommenhed. De er alle meget nær ens paa Lykkens
Skib, for saa vidt som hver for sig bedaarer.

Lykkens Skib sejler og nejer aandeagtigt let hen i Havet. Lykkens Skib,
Axel drømte sig ombord derpaa. Og han følte Sigrids Nærhed.

Da vaagnede han pludselig og havde Lucie.

Det var lys Dag, de blæste i Trompet nede paa Torvet, fyrige, pralende
Signaler.

Det er bare at de blæser i Trompet, mumlede Lucie søvndrukken og krøb
bedre i Leje uden at aabne Øjnene.

Men Axel rejste sig og slog Vinduet op. Da saa han, at der stod to
lange, ubevægelige Rækker Knægte med Hellebarder fra Slottet over Torvet
og helt hen til Raadhuset. Ellers var der tomt paa Torvet. Lige udenfor
Raadhusets Port . . .

Skafottet er rejst, sagde Axel og gik fra Vinduet. Han snappede sit Tøj
og klædte sig paa i en Fart. Lucie lagde sig om paa Ryggen og saa
lysvaagent paa ham uden at sige noget. Axel gik ned i Huset.

Men han kom snart op igen. Han havde faaet at vide, at Døren var lukket,
og at Herolderne nylig havde forbudt alle og enhver Borger i Stokholm at
gaa udenfor sit Hus.

Axel stod ved Vinduet og ventede. Der gik en halv Time, der gik en hel,
han blev jo længere jo mere begærlig efter at faa Rede paa, hvad dette
betød. Men der skete ikke noget. Et Par Mand gik og ordnede ved
Skafottet, ellers var der kun de to rette og rolige Soldaterlinjer tværs
over Torvet og op mod Slottet. En ganske dæmpet Lyd af Mumlen og Hvisken
lød op fra dem. Vejret var raakoldt. Nu og da red en Høvedsmand i
bragende Galop langs ned ad Rækkerne og rettede dem, ellers holdt han
stille oppe ved den lukkede Slotsport.

Da Axel en Timestid efter var henne og se ned igen, stod
Soldaterrækkerne uforandret.




Blodbadet


Stille var der i Stokholms By. Kun Hovslag lød gennem Gaderne, naar
Ryttertroppe jog rundt for at paase, at alle Døre holdtes lukkede.

Hvad kunde der ske, hvad maatte de indespærrede Folk forestille sig! De
sad nu forstummet inden Døre, ved hver Rude glanede et uforstaaende
Ansigt, til hver Sprække laa et spejdende Øje. Den hele By rejste sig
tæt og klinet paa sin Ø som en stor Tue; for hver Ende ragede de
ophejsede Vindebroer i Vejret som gabende Kæber, og derinde i de tusind
Kamre havde man stemmet op for Sjælene, saa at de steg ud i vilde
Formodninger, løb løbsk i Angster. Der staar en Syrelugt op fra et
Myrebo, hvor de hidsede Myrer vrimler i blindt Raseri, saaledes var
Luften over Slotsholmen, usynlig forgiftet af Skrækkens Fantasier.

Først hen ad Middag -- Axel havde set sig halvt rasende paa den evigt
lige rette og sejge Soldateropstilling dernede -- henad Middag kom det.

Ja, alle de samme Mænd, der Dagen i Forvejen havde begivet sig til
Slottet i deres bedste Stads og i højeste Følelse af deres Betydning for
Landet, de kom nu tilbage.

Det var som havde de høje Herrer af Sverig brugt Natten ene alene til at
øve sig i at formere bedre Orden. De var kommen som det kunde falde sig,
men nu gik de samlet efter Rang, de store Gejstlige først, dernæst
Adelsmændene som de var fornemme til, og tilslut Stokholms myndige
Borgmestre, Raad og Rigmænd. Ingen var længere til Hest, de gik
taalmodigt lige nær ved Jorden allesammen, som slotne Faar. Profossen
havde ventet fra Morgenstunden af, han længtes. Og de naaede Skafottet i
Procession; de gamle gigtsvage Bisper holdt sig ikke meget ranke, mellem
Adelsmændene var der dem, der traadte i Jorden som udfordrende Væddere;
en og anden Borgermand virrede med Hovedet som et Faar, der vil smøge
Tøjret af sig; men de fleste gik villigt i Flokken. Der var ved
tredive-fyrre Par.

Ærkebisp Matthias af Strengnæs tilkom det paa Grund af hans høje
Værdighed at blive rettet først; han havde endnu sin røde Fløjelskaabe
paa. Axel kendte ham, da han krøb paa Knæ og hævede sit lille Ansigt
opad og lagde Hænderne sammen. Men det hastede. Ærkebispen rejste sig
igen og begyndte at klæde sig af der under aaben Himmel for Bødlerne.

Da kom Axel i en hamrende Uro. Han vendte sig om mod Lucie, som stod bag
ham, og skød hende ind i Stuen. Du skal ikke se det, sagde han i saa
stærk Ophidselse, at Lucie kom til at ryste; hun lagde sig i Seng.

Det var sket, da Axel kom tilbage til Vinduet. Ærkebisp Matthias' Krop
laa paa Jorden kun iført Hoser og Brog, hans Hoved sad noget derfra. Den
røde Kaabe . . . nej det var hans Blod, der laa slaaet ud under ham.

Endnu medens Axel betragtede dette arme, fraskilte Hoved, hørte han,
hvor Bøddelens Sværd peb og ramte, og han saa et andet Hoved hoppe fra
Blokken hen ad Jorden med et Blodsprøjt efter sig. Det var Bisp Vincents
af Skara. Erik Abrahamsen Leionhufvud stod og klædte sig af. Der var
stor Uro dernede, mange raabte og gav ondt af sig.

Axel stod ophidset og blussende ved Vinduet. Han saa en høj, meget svær
Adelsmand række Armene i Vejret og slaa i Luften, mens han talte, den
vilde Stemme var ikke til at forstaa. Oppe i Husene paa den anden Side
Torvet var flere Ansigter synlige i Vinduerne, og den oprørte Mand
syntes at henvende sine Ord til dem. Men de svarede ham ikke. Axel saa
de lave graa Skyer drive over Tagene, af og til slog de ned og fyldte
Torverummet med en tynd Dis.

Axel saa den ene efter den anden blive taget, og han kendte derimellem
de aller højeste i Sverig. Nogle skyndte sig og kludrede selv med at
komme af Klæderne, andre lod Bødlerne flaa og gøre med sig som de vilde.
Flokken holdt tæt sammen, udenom stod Soldaterne i Vaaben. Axel kendte
Mikkel Thøgersen og flere af sine Kammerater dernede.

Axel var bleven rolig igen, han stod og saa, hvorledes Jørgen Homuht
ledede og kommanderede Bødlerne, idet han pegede med sin behandskede
Haand, han var i sin fineste Puds.

Der laa mange Hoveder nu, de _sad_ paa den blodige Jord som Svømmere,
der træder Vande. Blodet flød ud over Torvet og dannede en Figur som et
kæmpestort Bogstav. Hver Gang Axel var henne ved Vinduet, havde denne
Rune skudt nye Grene, som skulde den nu tydes paa en anden Maade.
Henrettelserne gik paa med stor Ensformighed. Den glansløse Dag tyknede
mere og mere, det tegnede stærkt til Regn. Flokken tyndede ud. Ligene
laa i Hobe.

Axel trak Vejret saa stille. Da alle de ukrænkeligt høje Mænd af Byrd
var slaaet ned, og Bødlerne med forøget Flid huggede ind paa de
borgerlige, følte han med en Svimlen, for det laa over hans Fatteevne,
at _Kongen_ maatte have uhyre, aldrig anet Magt, siden han kunde lade
dette gøre. Han saa ham for sig, Kongen over Norden, den korte
bredstammede Skikkelse med de bærekraftige Skuldre og Armenes Bomme. Det
var en Mand, der kunde tage mod Byrder og rykke Stene ud af Jorden op
foran sit befalende Ansigt. Han huskede Kongens Blik, der stod som en
strakt Lanse, Kongens Bryn, som altid var i Skiften. Han mindedes
Kongens Røst, der var skødesløs paa Grund af Mandens Stolthed. Han følte
et Pust af Kongens enevældige Raadslutning, han bøjede sig for Styrken
af denne Majestæt.

Omsider gik Axel fra Vinduet, slog det i.

Han og Lucie tog sig for at holde Maaltid. Lucie viste ingen
Nysgerrighed efter, hvad der var gaaet for sig. Derpaa lagde de sig til
at sove. Det styrtregnede udenfor.

                                * * *

Det var i Skumringen samme Dag, Axel blev vækket ved en Larm ude paa
Loftet, Trin af en, der gjorde sig Umage for at løbe let, de tabte sig
over Loftet og forsvandt. Axel kom i Tanker om det tomme Værelse i
Gavlen ud til Gaarden, han sprang op og løb over Loftet.

Just som han aabnede Døren til Kamret, fik han Følelsen af, at en i
samme Nu gemte sig derinde. Han blev staaende i Døren og saa rundt, der
var kun et tomt Sengested i Kamret, Lugen stod halvaaben. Da rejste et
lyslevende Menneske sig op fra Sengen, en fornem klædt Fyr med et langt
blegt Ansigt, han skrævede ud fra Sengestedet og smilede til Axel halvt
skræmt og halvt med Forsøg paa Lystighed. Han var meget høj, smal om
Hofterne, havde en mørk Streg paa Overlæben; der var noget vist
ufuldstændigt i hans Paaklædning, Axel saa pludselig, at han manglede
alle Vaaben, og i samme Nu bemærkede han røde Spor af Reb om hans
Haandled.

Saa vidste Axel Besked, han sprang ind i Kamret, de talte i Munden paa
hinanden. Kom her, sagde Axel rask. Jeg bliver forfulgt, forklarede den
anden ligesom undskyldende, mit Navn er . . .

I det samme knagede Stigen voldsomt neden for Loftet, en raa Stemme brød
Stilheden i Huset. Flygtningen vendte Hovedet rundt og saa sig om efter
Skjul, raadvild, ikke angst, og dog tog han sig sammen og vilde smile,
han stod paa Spring og kom alligevel ikke af Stedet. Grove Støvleskridt
dundrede ude paa Loftet. Axel skubbede stærkt til den fremmede, som
vilde han dog i det mindste have ham hen i Hjørnet, hvor der var
mørkere, og den fremmede vaklede et Par Skridt stadig halvt smilende.
Saa rettede han sig og strammede Brynene. Og der væltede en bred Knægt i
Læder, raslende af Jærn, ind gennem Døren som en rasende Stud med Selen
og Hamlen paa Haserne, hans lange Sværd slog mod Dørkarmen og fjedrede i
Balgen. Axel stod i Skjorten, vaabenløs, det var som blæstes han
tilside. Hans Haand kom mod det skraa Tag, og han brækkede en mør
Lægtestump til sig, vidste næppe, hvad der foregik, Tramp, en kort
Hvirvel mellem de to som mellem en Bøffel og en ung Hest. Han slog sin
Pind i Støv og Stumper paa Soldatens Hjælm, hørte hans hede Prust, og da
var Kampen aldeles pludselig forbi, de skiltes ad. Den unge ubekendte
gik baglængs, tøvede et Nu, som om han hentede Vejret, og gav saa et
højt, lyst Skrig fra sig.

Dette havde ikke varet mere end tre-fire Øjeblikke. Den store halvgale
Knægt satte i et Spring op i Lugen og vred sig ud af den.

Nej for Satan, Mand! raabte Axel uvilkaarligt, han vidste, der var tyve
Alen ned. Men han saa Karlens grove, svedige Ansigt lige over Karmen,
saa ham spile Snuden forpustet op og i og hejse sig ned. Nu holdt kun en
Haand i Karmen, et Øjeblik, saa var ogsaa den væk. Axel for til og saa
Mennesket entre hurtigt og sikkert sidelængs ad en Gesims hen mod
Svalegangen i den skumrende Gaard.

Da Axel vendte sig mod den fremmede, saa han, at han ravede.

Han har stukket mig, hviskede den unge Svensker med en forlegen Mine.
Han skød Brystet stærkt frem og stemmede begge Hænder i Siderne, han
flakkede lidt i Blikket, ligesom sygeligt eller trængende. Pludselig
drejede han sig om mod det tomme Sengested og lagde sig langt bagover
med Ryggen presset mod Sengefjælen. En enkelt Smærtelyd, et Hvæs pinte
sig gennem hans Hals. Da Axel tog ham, var han død.

Lige midt i Hjærtet havde han faaet det. Ansigtet sitrede lidt endnu.
Overlæben rejste sig et Par Gange. Det var kun et attenaars Menneske,
han var paafaldende mager og saa ud, som var han ældet altfor tidligt,
maaske af Sult under Belejringen nu for nylig. Axel strakte ham ud og
sad og saa paa ham. Og han blev sønderknust af Sorg, hele hans Indre løb
i et, kvalfuldt, han gik aldeles fra Samlingen.

Det listede ude paa Loftet, Døren knirkede, og da Axel saa op, var det
Lucie. Hun saa, hvad det var, og hun lagde sig stille ned ved Siden af
Axel, hendes Haar faldt paa den dødes Ansigt.

                                  *

En Ting randt Axel ihu, mens han sad der. En Vinternat ved Baalet inde i
Tivedens frosne Skove, da han havde ligget med et Dækken svøbt om
Hovedet og tænkt og tænkt paa en Mands gruelige Fattigdom i Døden. Det
var den Gang Efterretningen om Sten Stures Død kom til Hæren. De danske
hørte det med stor Tilfredshed, der var Glæde i den hundekolde Lejr hele
Aftenen. Sneen knirkede festligt under Støvlerne den Aften, Stjærnerne
hang i Regnbuens Farver mellem de øde Trætoppe. Det drøftedes hyggeligt,
hvorledes denne farlige Mand døde. Men Axel, der med egne Øjne havde set
ham blive ramt paa Isen ved Bogesund og den Gang glædet sig over det
bratte Fald af en Fjende -- Hest og Rytter styrtede ind i Billedet af
Hest og Rytter paa den spejlende Is! -- Axel var kommen til at tænke sig
dette ensomme Menneske, der døde i Slæden paa Mælarens frosne Strømme,
med et knust Ben under sig. Han døde, han maatte dø.

Sneen sænkede sig i den sorte Luft, eller var det selve Himlen, der
hældede og truede med at komme; Søen gav sig sukkende under Slæden, som
tvivlede al Jorden nu om at kunne holde længere. Da brast et
menneskeligt Hjærte af kongelig Bekymring. Sverigs vide Land sank fra
ham som Is og sukkende Sø, Sten Stures Kongeomsorg og hans Sygdom og
hans Smærte fik Ende i den snævre Slæde som en Barnegraad, der tier, som
en Vugge, der staar stille. Da de saa til Sten Sture, var han død. Sneen
smeltede ikke længere paa hans Ansigt. Saa langt Øjet rakte var der kun
Is og Sne, Sten Sture, og du sad stille, vidt ude fra den frosne Ørken
tonede det som svage Nødraab og Genlyd af syngende Nødraab, O Sten
Sture.

                                * * *

Hen paa Aftenen kom Mikkel Thøgersen. Han fandt Axel og Lucie siddende
over Liget med hver en Stump Vokslys. Mikkel sagde ingenting, han var
slap og indfalden i Ansigtet. Da han havde set lidt paa den unge dræbte
Fyr, der laa paa Gulvet foreslog han at fire ham ned i Gaarden, for at
han kunde komme afvejen. Axel og Lucie gik ind og lagde sig, de hørte
Mikkel snakke halvhøjt med sig selv.

Da Mikkel kom ind i Axels Kammer efter at have faaet Liget fjærnet, sov
A

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/36942