Udvalgte Digtninger
by J. L. Heiberg · Danish · Gutenberg #35102 · 334,597 chars · public domain (US)
The Project Gutenberg eBook of Udvalgte Digtninger
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: Udvalgte Digtninger
Author: J. L. Heiberg
Release date: January 28, 2011 [eBook #35102]
Language: Danish
Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/35102
Credits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK UDVALGTE DIGTNINGER ***
Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men
forfatterens stavning er i øvrigt bevaret i denne e-bog. Symbolet #
er brugt til at angive s p a t i e r e t tekst i originalen, mens _
er brugt til at vise kursiv tekst. Græsk tekst i originalen (en
enkelt forekomst) er angivet med +.
UDVALGTE DIGTNINGER
JOHAN LUDVIG HEIBERG
UDVALGTE DIGTNINGER
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
KØBENHAVN OG KRISTIANIA
1905
Efter #J. L. Heibergs Samlede Skrifter, Poetiske Skrifter#,
VIII-X Bd. (1862).
Fr. Bagges Kgl. Hof-Bogtrykkeri
København
INDHOLD
_"Nye Digte"._ Side
En Sjæl efter Døden. En apocalyptisk Comedie 3
De Nygifte. En Romance-Cyclus 69
Gudstjeneste. En Foraars-Phantasie 107
Protestantismen i Naturen. En Mysterie 120
_Udvalgte Digte._
#I. Lyriske Digte:#
Foraar om Vinteren 129
Til Lærken 131
Aftenvandring 135
Panisk Skræk 138
Vaaren og Freden 143
Efteraarsfølelse 145
I et Exemplar af min Psyche 147
Den 9de November 1811 149
Hjemkomst 151
Himmelsk Kjærlighed 154
Hvad er Elskov 157
#II. Romancer og Viser:#
Uranienborg 163
Tycho Brahes Farvel 166
Fiskersang 168
Liden Kirsten 169
Fiskeren og Havfruen 170
Eensomhed 172
Serenade 173
Barcarole 174
Kjærligheds Drømme 175
Konning Volmer 176
Kong Valdemars Jagt 177
Erotiske Sange 1-8 178
Tordenveir 187
Sommerregn 188
#III. Blandede Digte:#
Den hellige Anders. Legende 193
Amor og Bacchus 200
Kunstreisen. Et Eventyr 204
Sangfuglene. En Fabel 209
Tjenstagtighed. En Fabel 213
Maanen 216
Cantate ved Universitetets Reformationsfest 221
Lanterna-magica 228
Til Lanterna-magica-Doublanten i Sorøe 238
Danske Localiteter:
Danmark 250
Christiansborg 253
Fredriksberg 255
Amalienborg 256
Rosenborg. En Monolog 257
Frue Kirke 259
Thorvaldsens Museum 260
Børsen 263
Skuespilhuset. En Dialog 266
Nicolai Taarn 277
Bredgaden 280
Ryssensteens Bade 284
Toldboden 287
Charlottenlund. En Skovscene 288
Sorgenfri 300
Kronborg 303
Fredriksborg. En Roman i to Capitler 306
Roeskilde Domkirke 323
Vallø, eller: En ung Piges Betænkeligheder 326
Valdemars Taarn i Vordingborg 330
Møens Klint 332
"NYE DIGTE"
I December 1840 udkom "#Nye Digte af Johan Ludvig Heiberg#",
indeholdende: Gudstjeneste -- En Sjæl efter Døden -- De Nygifte
-- Protestantismen i Naturen.
EN SJÆL EFTER DØDEN
EN APOCALYPTISK COMEDIE
FØRSTE ACT
#Chor af de Efterlevende.#
En værdig Mand er død! I kraftig Alder
Han gik fra Børn og Hustru, Kjødets Gang.
Vor tunge Taare paa hans Aske falder,
Imens vi synger en fiirstemmig Sang.
En trofast Ægtemand, en kjærlig Fader,
En ærlig Ven, en Borger som kun Faa,
Er tabt for os og Landet; han forlader
Vor Tornesti, for til sin Fred at gaae.
Nu har han Himlens Salighed i Eie,
Det siger Præsten, og det er bekjendt.
Fred med hans Støv! Vi bringe skal tilveie
Ved Subscription et kostbart Monument.
#Sjælen.#
Hvad plager dog mig Stakkel
For Lirumlarum! Fanden til Spektakel!
Hei, Kone, heida, Mille!
Siig Børnene, de smukt skal være stille;
Og er det Liremanden,
Saa bed ham om at spille
I Gaarden hos en Anden,
Der ei er syg og daarlig
Som jeg, og søvnbegjærlig og alvorlig. --
Men hillemænd! jeg seer, jeg ikke ligger
I min Mahogniseng, men som en Tigger
Paa Jorden, paa den bare!
Hvorledes kan min Kone Sligt forsvare? --
Lad see, om jeg kan reise mig ...... Med Møie
Det lykkedes! -- Men hvad har jeg for Øie?
Af Undren fast forgaaer jeg!
Paa Kirkegaarden staaer jeg,
Og ved et pragtfuldt Monument ...... Bevares!
Paa denne Luxus kunde Meget spares.
Hvad staaer derpaa? Lad see! ... "Herunder hviler" ...
Men er det muligt? Jeg mit Navn jo læser!
Hvad er det for Fadaiser?
Mens Øiet op jeg spiler,
Jeg til den sikkre Mening har mig stavet,
At det er mig, som ligger her begravet! ...
Saa maa jeg være død! ... Hvad skal man sige!
Den Vei skal jeg og alle mine Lige.
Men jeg vil ikke mere,
Da Tingen ei kan ændres, raisonnere,
Men see at liste mig til Himmerige.
Jeg seer det alt derhenne,
Jeg feiler ikke, det er let at kjende;
Og som jeg seer og mærker,
Der staaer en Portner ved dets Udenværker;
Til ham jeg kan mig med et Spørgsmaal vende,
At ikke jeg forgjæves ind skal rende. --
Hei, Faer! vil Han mig sige,
Om ikke dette Slot er Himmerige.
#Sanct Peder.#
Min Ven! tal med Respect; jeg er Sanct Peder.
#Sjælen.#
Ak! ydmygst om Forladelse jeg beder;
For første Gang jeg er paa disse Steder;
jeg har mig hid begivet
Som Fremmed, var her aldrig før i Livet;
Og lettelig da hænder,
Man Stedets Mandskab ei saa nøie kjender.
Men at jeg traf paa jer, den Sag er vigtig,
Thi Veien, som jeg tog, var altsaa rigtig:
Jeg skal til Himlen. Luk mig ind, Herr Peder,
Med Nøglen, som jeg seer, I har hos eder.
#Sanct Peder.#
Først lad mig see Beviset
For, at du virkelig skal ind i Paradiset.
#Sjælen.#
Det er jo klart som Dagen:
Jeg er jo død.
#Sanct Peder.#
Det seer jeg nok, men Sagen
Ei dermed afgjort er.
#Sjælen.#
Man er forvisset
Hos os, at Den, som døer, skal leve hisset.
#Sanct Peder.#
Vel sandt, men andre Steder
Der gives, end det Sted, du nu betræder.
Hvorledes kan du være da saa sikker
Paa, at det just er her?
#Sjælen.#
Naar man sig skikker,
Som det sig bør, mod sig og sine Lige,
Saa veed jeg, man har Ret til Himmerige.
#Sanct Peder.#
Har du det gjort?
#Sjælen.#
Jeg er, saavidt jeg skjønner,
Nok værdig til, at Herren mig belønner.
Jeg har mig ærlig næret,
Jeg aldrig har min Næstes Gods begjæret,
Gav Hvermand Sit, erhverved ufortrøden,
Har ingen Gjæld mig efterladt ved Døden,
Men tvertimod Formue,
Saaledes, at min Frue,
Naar hun vil leve tarvelig som Enke,
-- og det jeg tiltroer Konen --
Har ingen Trang til Hjelp, og kan Pensionen
Til de forarmede Finanser skjænke.
#Sanct Peder.#
Alt saare godt! Dog Mere der behøves.
#Sjælen.#
Hvad da?
#Sanct Peder.#
Du først maa prøves.
#Sjælen.#
Ak Herregud! Skal jeg nu prøves mere?
#Sanct Peder.#
Vær uden Frygt! Det gaaer kun dig som Flere.
#Sjælen.#
Men er jeg da paa Jorden
Ei noksom prøvet vorden?
Hos os man troer: hvergang et Dødsfald hænder,
Er Pinens Tid forbi og Prøven ender.
#Sanct Peder.#
Man heri, som i Andet
Stor Fordom har, det har jeg ofte sandet.
Kun saare Faa kan lige
Fra Verdens Vei gaae ind i Himmerige;
De Allerfleste, før herind de drage,
Et Værk maae overtage,
Hvorved de sig i Fromhed kunne styrke
Og vise, hvilken Gud det er, de dyrke.
Den Ene faaer det ene,
Den Anden andet Hverv, alt som vi mene,
Han til at prøves trænger.
Altsaa, for ei at spilde Tiden længer,
Giv Agt, saa skal du høre,
Hvad Arbeid dig nu paalagt er at gjøre.
Du skal til Palæstina dig forføie;
(Den lange Vei dig koster liden Møie,
Thi lettet efter Døden
Dig Foden blev, gak derfor ufortrøden).
Fra Nazareth din Vandring skal begynde,
Hvor Englen monne Frelseren forkynde.
Derfra du dig til Bethlehem begiver,
Hans Fødeby, og følger nu med Iver
Hvert Spor, som, mens han leved
Blandt Mennesker, af ham betraadt er blevet,
Alt i den samme Orden,
Hvori han selv betraadte det paa Jorden,
Alt som til Herrens Glorie
Det skildres i den hellige Historie;
Og paa hvert Sted du nøie,
Hvad der sig tildrog, have maa for Øie.
Du med din Frelser til Egypten drage,
Du vende til Jerusalem tilbage,
Til Templet, hvor han offrer Turtelduer,
Og hvor du Simeon og Anna skuer.
Fra Nazareth, som du paany besøgte,
Du snart igjen ledsage
Til Templet ham tilbage,
Hvor han begynder alt sit Kald at røgte.
Til Jordan du ham følge,
Og tænke paa hans Daab i Flodens Bølge,
Til Ørknen du dig driste,
Hvor Djævlen ham forgjæves maatte friste;
Og naar saa i Capernaum han fæster
Sin Bo, du følger ham og der ham gjæster,
Ledsager ham i hele Galilæa,
Samaria, Judæa,
Paa Markens Veie, som paa Havets Vover,
Til Bjerget, hvor han præker, og henover
Den Sø Tiberias til Gergesener,
Saa og til Cana, Nain, Bethania,
Sichem, Genesareth og Cæsaria,
Hvor mig med Himlens Nøgler han forlener.
Paa Toget til Jerusalem du følge
Langs Jordans Bred. Du staaer ved Stadens Grændser,
Naar Jericho, naar Betfage sig dølger.
Træd ind i Templets Hal, som Herren renser,
Og gak hver Aften over Kedrons Bølger
Til Oliebjerget, hvor du overnatter.
Palladset, som af Caiphas beboedes,
Du søger, og forfølger Sporet atter,
Som leder til Pilatus fra Herodes.
Gak saa til Golgatha, betragt bedrøvet
Det store Gravsted, som har Gud dig røvet;
Men see ham saa tilbagevendt til Livet,
Naar du til Emaus dig har begivet.
Vend om igjen til Staden, for at høre
Hans Ord, naar han, tiltrods for lukte Døre,
Paany sig aabenbarer;
Og lad dig saa til Galilæa føre,
For ham at see, naar han til Himlen farer. --
Og dermed Nok! Har denne Vei du vandret,
Da er dit Sind i Meget vist forandret,
Da har du styrket dig i fromme Tanker.
Kom saa kun hid! Naar du paa Porten banker
Jeg kommer ud og venter,
At Intet meer vil hindre,
At jeg til Himmerigets Fryd dig henter.
#Sjælen.#
Ak! kan jeg ikke gjøre det med Mindre?
#Sanct Peder.#
Umuligt!
#Sjælen.#
Jeg er træt i Fod og Tanke,
Og glæded mig til Hvile,
Men skal nu atter ile,
Skal fra det Ene til det Andet vanke.
Dog, hvis det ei kan anderledes være,
Ifald jeg end skal reise for at lære,
-- Og selv jeg Reiser ynder,
Ved dem sig ofte danner en Begynder --
Da send mig idetmindste til en Stjerne,
En anden Klode hisset i det Fjerne,
aa det jeg maa erfare,
Om hist og er af Mennesker en Skare.
Hvad heller, hvis jeg skal nødvendig blive
Paa samme Klode, hvor jeg var ilive,
Saa lad mig (o jeg beder!)
Helst reise til America, Herr Peder!
Jeg altid længtes efter
At see det Land, som har saa store Kræfter,
Det Land, hvor man paa Friheds Jordbund triner,
Og Alt udrette kan med Dampmaskiner.
Kort før jeg døde, havde jeg isinde
Tilsidst mig at forbinde
Med Stolemager Dessau, for at drage
Med ham derhen; dog blev jeg holdt tilbage
Fra dette Vovestykke,
Og sagtens til min Lykke.
Men nu -- thi Reisen mig bestandig frister --
Nu, da jeg ingen Grund har til at frygte
For Skibets Læk og Plyndring af Carlister,
Nu var det godt, om Stedet jeg besøgte.
O lad derhen mig drage!
Jeg mere dannet komme skal tilbage,
Saa man mig vist i Himlen op vil tage.
#Sanct Peder.#
Jeg kan dig ikke føie,
Du maa dig efter Himlens Villie bøie,
Og Alt, hvad jeg befalte, følge nøie.
#Sjælen.#
Men bliv ei vred, Herr Peder,
I nævnte mig en mægtig Hoben Steder;
Jeg neppe dem beholder
I min Erindring, hvilket let forvolder,
At Et og Andet glemmes,
Som ei saa rigtigt nemmes,
At Meget overspringes,
Og Intet ordentligt tilendebringes.
Hvor let kan det sig hænde,
At jeg begynder der, hvor jeg skal ende?
#Sanct Peder.#
Da veed jeg dog, at du den Vei maa kjende,
Hvis Gang jeg har beskrevet?
#Sjælen.#
Jeg kjender den, men ikke just saa nøie.
#Sanct Peder.#
Saa du har ei i Tanken gjennemlevet
Din Frelsers Liv, hans Vandring havt for Øie
I Rummet og i Tiden?
#Sjælen.#
Det er saa længe siden
At jeg blev confirmeret,
Og jeg har ei min Lærdom repeteret
I moden Manddoms-Alder.
Desuden maa jeg sige: tyndt det falder
Hos os med Underviisning
I Christendom. Man aandelig Bespiisning
Nu faaer i det Reale,
Som os alene redder
Fra alt det meget Øvrige, Fatale.
Herr Peder! hør, jeg vædder,
Den bedste Confirmand kan ei fuldføre
Det Værk, som I forlanger, jeg skal gjøre.
#Sanct Peder.#
Saa staaer det daarligt til, det kan jeg høre.
#Sjælen.#
Men er det da saa vigtigt,
Om man i Sligt just husker Alt saa rigtigt?
Om hvert et Navn man mindes,
Og til en chronologisk Orden bindes?
Detaillen og det Mindre
-- Saa synes mig -- kan glemmes efterhaanden,
Naar blot man kan erindre
Det Større, mens man holder sig til Aanden.
#Sanct Peder.#
Vel muligt, lad saa være!
Siig da, hvad Aanden er i Christi Lære.
#Sjælen.#
Det kan jeg just saa lige
Jer ei, Herr Peder, sige,
Thi Aanden lader ei i Ord sig fange.
#Sanct Peder.#
Og dog var Ordet Gud.
#Sjælen.#
Ak! tusind Gange
Jeg om Undskyldning beder;
Jeg husked ikke mine Bibelsteder.
Men sagtens allegorisk
Det Sted forklares maa. Det er notorisk,
At Aanden blot kan føles, men ei siges,
Thi Aand og Bogstav uophørlig kriges.
#Sanct Peder.#
Det skeer hos jer, desværre,
Men ei i Paradiset hos vor Herre.
Jo meer sig Aanden klarer,
Desmindre vistnok den paa Ordet sparer.
Hvo ei med Ord kan sige
Sin Tanke, kommer ei i Himmerige.
#Sjælen.#
Det var da sært! Hvem kunde sligt vel gjætte?
#Sanct Peder.#
Imidlertid, for Sagen dig at lette:
Du veed dog Christi Bud til alle Sjæle?
#Sjælen.#
Jeg veed, Herr Peder, man bør ikke stjæle.
#Sanct Peder.#
Et Bud af Loven du paa Læben fører,
Men Evangeliet jeg ikke hører.
#Sjælen.#
Ih nu! jeg veed forresten,
Man Pligter har mod Gud, sig selv og Næsten.
#Sanct Peder.#
Men du tilsidesatte
Din Pligt mod Gud; du vil ham ikke fatte.
#Sjælen.#
Han er ufattelig; saadan man lærer
Enhver, som Videnskab om ham begjærer.
#Sanct Peder.#
Hvad vil du da hos os? Siig, hvorfor sparer
Du dig da Veien ikke
Til Gud, naar han dog ei sig aabenbarer?
#Sjælen.#
Det er just heri, Sagens Knuder stikke.
Paa Jorden kun iblinde
Vi gaae, men hist, i Himmelen derinde
Begynder vor Begriben;
Saadan hos os man hjelper sig af Kniben.
Maaskee og paa en anden Verdensklode
Vi blive mere kloge, mere gode,
Og fatte Gud ad Aare.
#Sanct Peder.#
Hvorfor ei i America, du Daare? --
Har end i Jordelivet
Du Keiseren, hvad der ham tilkom, givet,
Du har dog Gud formenet
Din Skat af Det, som han dig har forlenet.
Gak bort fra disse Steder!
En Sjæl, som du, ei Himmerig betræder.
#Sjælen.#
Og jeg, som troede, jeg bestod med Hæder,
Skal gaae reject?
#Sanct Peder.#
Vær rolig!
Dit Sind dig fører til en anden Bolig.
#Sjælen.#
Gud hjelpe mig for den!
#Sanct Peder.#
Du skal ei frygte.
Du finder hvad du søgte,
Naar denne Vei du følger,
Som fører til en Skov ved Strandens Bølger;
Der boe de Gode, som før Christi Tider
I Verden leved, Hedningskarer fromme;
Til dem du vist kan komme,
Saa tænker jeg, og faae en Plads omsider.
Vel finder du hos dem ei Saligheden,
Men dog et jordisk Eden,
Hvor kjølig Søluft gjennem Skoven vifter,
Hvor Sol og Maane sees bag Skyens Rifter,
Hvor Løvets Buegange
Gjenlyde høit af skjønne græske Sange,
Hvor man til glade Fester
Forsamler sig, mens for de muntre Gjæster,
Som sig med Viinløv krandse,
Ved Strængeleg de lette Piger dandse.
#Sjælen.#
Fortræffeligt, Herr Peder!
For den Anviisning ret jeg takker eder.
Jeg har ei vidst, at her var slige Steder;
Jeg ellers ikke havde jer besværet,
Og ikke til Uleilighed jer været,
Thi bedre synes mig -- det maa jeg sige --
Det Sted, som I beskrev, end Himmerige.
#Sanct Peder.#
Hver taler, som han føler,
Forskjellig er jo Smagen.
Men skynd dig nu, thi Dagen
Alt helder, og det hjelper ei, du nøler.
#Sjælen.#
Ja, I har Ret; jeg vil mig
Paa Veien strax begive.
Men I, som her kom til mig,
Og monne mig mit Paradiis beskrive,
See, ædle Mand, see Taaren i mit Øie,
Mit rørte Hjertes varme Tak du tage!
Farvel; Nu vil jeg mig afsted forføie.
#Sanct Peder.#
Farvel, min Ven! Gid Lykken dig ledsage!
ANDEN ACT
#Aristophanes.#
Det er lystigt nok at staae
Ved Elysium som Vægter,
Og besee de mange Slægter,
Som ad Landeveien gaae;
Mangen christelig Fornægter
Kommer hid og banker paa.
Hver af os har her sin Uge,
Hvori han maa gjøre Vagt;
Touren er til mig; min Magt
Jeg med Fynd og Klem skal bruge,
Skal nok tage mig iagt,
Før jeg aabner Lem og Luge.
Og idag en Rector alt
Har jeg havt den Fryd at drille;
Alle Philologer ville
Hid til os, og for Gevalt
Have Noget at bestille
Med at grave attisk Salt.
Men jeg skal dem expedere
Til et Sted, hvor de kan staae
Paa det Tørre, naar de maae
Mine Skyer commentere. --
Men der seer jeg En at gaae
Henad Veien og spadsere.
Hvis ei Synet mig bedrog,
Vistnok herhen styrer Manden.
Ja, der er han. Som den Anden
Er han sagtens Philolog. --
Heida, Landsmand!
#Sjælen.#
Saa for Fanden
Eders Brøl med Skræk betog
Mig paa disse tause Steder.
#Aristophanes.#
Siig, hvad søger du?
#Sjælen.#
Min Ven!
Til en rolig Havn jeg hen
Mig begiver, og hos eder
Haaber jeg at finde den.
Hid jeg sendes af Sanct Peder;
Han har viist mig til et Sted,
Hvor de gode Hedningsjæle,
Som ei lyve, som ei stjæle,
Boe saa godt ved Søens Bred,
Og ved glade Fester dvæle,
Hvor man kan i salig Fred
Synge, drikke, sig bekrandse,
More sig saa godt man vil,
Mens til muntert Strængespil
Mange vakkre Piger dandse;
Kort, er Stedet bare til,
Har det, saavidt jeg kan sandse,
Megen Lighed med vor Jord,
Dog af Plager sagtens færre.
#Aristophanes.#
Kan du Græsk?
#Sjælen.#
Nei, strenge Herre.
#Aristophanes.#
Men Latin da?
#Sjælen.#
Knap et Ord.
#Aristophanes.#
Det er godt.
#Sjælen.#
Ak nei, desværre!
#Aristophanes.#
Som jeg siger.
#Sjælen.#
Hvad? I troer? ...
#Aristophanes.#
Jeg er meget glad ved Dette,
Thi saa veed jeg heraf strax,
At der ei paa din Syntax
Er Uendeligt at rette,
Ei Udtalen af den Slags,
Som vi kalde her den slette.
Uden alt grammatisk Spind,
Uden Vaner maa du være;
Saadan er det godt, min Kjære,
Thi naar først du kommer ind,
Kan du paa vort Sprog at lære
Siden altid lægge Vind.
#Sjælen.#
Gud skee Lov! det var jo prægtigt!
Saa luk op, jeg er parat.
#Aristophanes.#
Giv lidt Tid, vær moderat!
#Sjælen.#
Undskyld, men jeg længes mægtigt.
#Aristophanes.#
Dette Hastværk, Herr Krabat,
Forekommer mig fordægtigt.
Giv dig Tid, og tal. Velan,
Lad mig høre dine Grunde,
Hvorfor du til os vil stunde;
Thi at ikke Græsk du kan,
Er en Grund, som ingenlunde
Kan forslaae, min gode Mand!
#Sjælen.#
Ak! I gjør mig heel urolig!
Nys I sagde, godt det var.
#Aristophanes.#
Ja, saafremt du ellers har
Anden Adkomst til vor Bolig.
Er din Oldtids Tanke klar?
Er med Hellas du fortrolig?
#Sjælen.#
Herre! jeg har ei studeert,
Jeg blev, som saa mangen Anden,
Strax bestemt for Handelsstanden.
#Aristophanes.#
Meget pudsigt og forkeert
Svarer du.
#Sjælen.#
Jeg troer, at Manden
Blot vil have mig fixeert.
#Aristophanes.#
Hvorfor troer du her at passe?
Classisk Kunst du søger da,
Classisk Viisdom?
#Sjælen.#
Classisk? Ja,
Jeg har gaaet i Handelsclasse.
#Aristophanes.#
Det gjør Intet til og fra.
Nævn kun i den hele Masse,
Knyttet til Athen og Rom,
Eet, som fængsler dine Tanker,
Eet, hvorfor dit Hjerte banker,
For hvis Skyld du kom til os.
#Sjælen.#
Atter en Examen vanker
Her ved denne Helligdom.
#Aristophanes.#
Er det maaskee Længsel efter
Alle hine store Mænd,
Som dig drager til os hen?
Siig, hvorved din Tanke hæfter,
Om Homer tiltrækker den
Med de mageløse Kræfter,
Eller Platos Aand dig har
Draget efter ham i Døden?
#Sjælen.#
Saadan er det. Ufortrøden
I Historien jeg var,
Og har altid skummet Fløden
Af Begivenhedens Kar.
Og endskjøndt jeg lytter heller
Til det Nyt, som min Avis
Mig fra London og Paris
Paa den sidste Postdag melder,
Sætter jeg dog ogsaa Priis
Paa hvad Oldtid os fortæller.
Jeg har Intet imod den,
Uden Det, den er saa gammel;
Derved blev den mig lidt vammel;
Men jeg agter den igjen,
Naar jeg husker, den en Skammel
Var for os med sine Mænd.
Dem at see jeg har isinde;
Og især jeg gjerne fik
Mig af Socrates et Blik.
#Aristophanes.#
Socrates? Han er herinde.
#Sjælen.#
Ham jeg kjender paa en Prik!
Han gaaer aldrig mig af Minde,
Stakkels Mand! Han Giften drak,
Som en Flok Athenienser,
Skurkepak, som Lov ei ændser,
Tylded i ham.
#Aristophanes.#
Mange Tak,
At du ei din Dom begrændser,
Kalder mine Landsmænd Pak!
#Sjælen.#
Nu ... jeg troede ...
#Aristophanes.#
Hvad?
#Sjælen.#
Jeg mindes,
At der var en Gjøgler med,
Som ham gjorde stor Fortræd,
Og sig lod af Pøblen vindes;
Aristophanes han hed.
Men bestukken af en Qvindes
Deilighed, han snart blev from.
#Aristophanes.#
Er det muligt? Hvad er Dette?
Hvo har kunnet dig berette
Saadan en løgnagtig Dom?
#Sjælen.#
Saadan lyder just den rette
Kundskab, hvortil sidst vi kom.
#Aristophanes.#
Tal da! Lad mig høre Mere
Om hvad Gjøgleren har gjort!
#Sjælen.#
I er altfor god, men stort
Vil det ei interessere.
#Aristophanes.#
Jo tilvisse! far kun fort!
#Sjælen.#
Jeg vil nødig jer genere,
Men saafremt I vil ...
#Aristophanes.#
Velan!
#Sjælen.#
Nu, saa lyder jeg paa Pletten. --
Viid, Begyndelsen til Trætten
Denne var: Den onde Mand
Skrev Artikler i Raketten
Imod Socrates ...
#Aristophanes.#
Hvordan?
#Sjælen.#
Undskyld, om jeg gjør Fadaiser,
Men jeg mener kun et Blad,
Som er fuldt af Ondt og Had,
Og som altid giver Næser;
Hvad det kaldes i jer' Stad,
Veed jeg ikke, thi jeg læser
Ikke Græsk. Nu da, som sagt,
Denne kaade Ven af Latter
Seer just Socratesses Datter,
Og forknyt ved Elskovs Magt,
Gaaer han til den gamle Fatter,
Som han har i Bladet bragt,
Og ham siger: "Du betænke,
Avind har kun ført min Pen;
Men jeg agter dig igjen,
Og du Agtelse mig skjænke
Jeg forsørge skal som Ven
Dine Børn som og din Enke.
#Du# er stor, og #jeg# er stor,
Vi kan Begge være store,
#Du# kan gavne, #jeg# kan more;
#Jeg# erkjender #dig#, og troer,
At du vil til Gjengjæld spore,
At i #mig# Genie der boer."
Kort og godt, i et Par Timer
Var det Hele bragt i Stand;
Til sit Bryst den store Mand
Trykker kjærligt ham, som rimer,
Og som selv er stor som han.
#Aristophanes.#
Ha ved Styx! jeg troer, du primer!
Handled jeg paa saadan Viis?
#Sjælen.#
I?
#Aristophanes.#
Just jeg, med hvem du taler,
Og hvis Billed saa du maler,
At du værdig blev til Riis!
#Sjælen.#
Herregud! I selv jo haler
Ud mig paa saa glat en Iis.
Men jeg har just eders Billed
Saadan seet i Kjøbenhavn
Paa en Orlogs-Digter-Stavn,
Dengang Socrates blev spillet.
#Aristophanes.#
Tys ... du nævner der et Navn,
For min Tanke selsomt stillet.
Jeg har hørt om denne By,
Hvor en Kunstner har tilbage
Kaldet Hellas gyldne Dage,
For dets Hæder at fornye,
Hvor en Digter uden Mage
Snart i Storm og Tordensky
Nordens Guders Vogn tør kjøre.
Snart, med sagte Vind i Seil
Gyngende paa Bækkens Speil,
Strængelegen blidt kan røre, --
Stor i Fortrin, stor i Feil.
Siig mig altsaa, lad mig høre,
Er du fra hiin Stad i Nord,
Hvor Antikens ædle Stamme,
Pleiet ved Geniets Flamme,
I barbarisk Jordbund groer,
Og hvor stolte Værker bramme
Med et Navn, som kom fra Thor?
#Sjælen.#
Jeg din Mening, skjøndt forblummet,
Fatter, og har Ja til Svar.
#Aristophanes.#
Altsaa nu Antiken har,
Da den længe var forstummet,
Al sin Fylde, dyb og klar,
I dit Folks Begeistring rummet,
Og du selv nu kommer hen,
Greben af det Ord, den taler,
For at see dens Idealer?
Er det saadan? Siig, min Ven!
#Sjælen.#
Jeg har givet sex Rigsdaler
Til Musæet.
#Aristophanes.#
Hillemænd!
#Sjælen.#
Det var sagtens ei saa farligt,
Mangen En dog Mindre gav.
#Aristophanes.#
Flyt nu kun din Vandringsstav
Andre Steder hen, thi klarligt
Seer jeg, at du ei har Krav
Paa vor Bolig.
#Sjælen.#
Uforsvarligt
Handles med mig! Siig, hvorhen
Skal jeg mig da nu begive?
#Aristophanes.#
Lad mig høre, hvad ilive,
Du har virket ved din Pen
Eller Tunge. Kan du skrive,
Kan du tale for os Mænd?
#Sjælen.#
Om jeg kan? Ved mangt et Gilde,
I en Kreds dog fremfor Alt,
Trykkefriheds-Selskab kaldt,
Sprudlede min Tales Kilde;
Og i Folkebladet alt
Anonymt jeg skrev; -- dog ilde
Var, om røbet blev mit Spil;
Redacteuren kun og eder
Har jeg det betroet. Jeg beder,
At I nu mig sige vil,
Hvor jeg mig et Sted bereder.
#Aristophanes.#
Sjæl, gaa du ad Helved til!
TREDIE ACT
#Sjælen.#
Det er en gammel Sandhed, ofte prøvet
I Livets byrdefulde Hurlumhei,
At Supplicanten faaer sin Taalmod øvet,
Naar han begiver sig paa Naadens Vei.
Det hjælper ikke, paa sin Ret han pukker,
Nei, trygles maa der, krybes, gjøres Cour,
Indtil man Døren for hans Næse lukker,
Og siger: "Denne Gang var ei din Tour."
Paa Jorden idetmindste dog man skjænker,
Naar Afslag gives os, et høfligt Svar;
Men her en Grobian endogsaa krænker
Al høflig Form, og holder Folk for Nar.
Han simpel er, hans Ord det selv forraade,
Han siger, man kan gaae ad Helved til;
Hos os er Sligt en Pøbel-Talemaade,
Som ingen Dannet sig tillade vil.
Jeg mærker nok, Culturen er tilbage
Her i den anden Verden fremfor hist;
Jeg frygter, at man her om Aar og Dage
Gaaer Krebsgang i sin Dannelse tilsidst.
Man hylder her en tom Idealisme,
Og det Reale knap man kjender til.
Gud veed, om ei tillige Nepotisme
Hos Embedsmanden driver smudsigt Spil,
Om ei, for Salighed at faae til Aanden,
Man maa bestikke med en god Douceur,
Og hvis man Intet give vil paa Haanden,
Det nytter ei til Noget at man døer.
Men efter de betydelige Summer,
Som knap til god Begravelse forslaae,
Det dybt maa fylde Borgeren med Kummer,
Om han i Himlen Meer betale maa.
Dog har jeg læst, dengang jeg var ilive,
At, for at naae sin Plads, naar man var død,
Man maatte Penge til en Baadsmand give
Og fore et Slags Toldbodhund med Brød.
Der gives Misbrug her, som allevegne,
Det har jeg lært, og det er mig til Gavn.
Men sagtens er her andre Himmelegne,
Jeg tænker nok, jeg finde skal min Havn.
Seer jeg ret? Nu belønnes jeg stort!
Hvilken ganske fortræffelig Port!
I dens Form hvilken skjøn Symmetrie!
Der er Smag, der er Kunstsands deri!
Hvilken Vei! den saa bred er som tre!
Ganske vist en mac'adamsk Chaussee!
Hvor man mageligt vandrer derpaa! ...
Ind ad Porten jeg vover at gaae, --
Hvis kun her ingen Portner igjen,
Lig en Hund fra sit Huus, farer hen,
Viser Tænder og gjøer sit "Gaa væk!" ...
-- Nei, det gik; uden Grund var min Skræk;
Her er Ingen, som spørger om Pas,
Udentvivl man til Alle har Plads;
Det er smukt! Man er her liberal. --
Men endnu jeg den skjønne Portal,
Før jeg videre gaaer, maa besee,
Thi en Indskrift den bærer maaskee,
Som mig nævner det Sted, hvor jeg kom.
Nu velan! jeg da blot vender om,
I et Spring jeg derudenfor staaer ...
#Mephistopheles.#
Man kun ind her, men ud ikke gaaer.
#Sjælen.#
Serviteur!
#Mephistopheles.#
Vær saa artig, min Ven,
At gaae, hvor det behager dig, hen
I det hele vidtløftige Land;
Du maa tage din Plads, hvor du kan.
Denne Port bliver ei lukket til,
Her kan komme saa Mange, som vil.
#Sjælen.#
Nu, saa bliver jeg her ei til Nar;
Jeg et Sted dog erhvervet mig har.
#Mephistopheles.#
Og et Sted, hvor den høflige Vert
Til at tjene sin Gjæst er alert,
Og til Hver, som vil vise sin Hæl,
Siger venligt: Bliv her, kjære Sjæl!
#Sjælen.#
I er gjæstfrie, saa synes det, her?
#Mephistopheles.#
Vi er rørende stemt mod Enhver.
#Sjælen.#
Og her spørges om Forkundskab ei?
#Mephistopheles.#
Nei, Enhver kan betræde vor Vei.
#Sjælen.#
Ei med Prøver man frister vort Sind?
#Mephistopheles.#
Nei, Enhver løber lige herind.
#Sjælen.#
Det er ypperligt, ganske charmant!
#Mephistopheles.#
Det er mageligt nok, ikke sandt?
Vær du glad, om du Intet forstaaer
Af hvad Verden har kjendt før igaar,
Thi da passer du godt mellem os,
Hvor man byder Betingelsen Trods.
Her forkaster man Alt, som har Grund,
Her er Flader, men aldrig en Bund;
Her er Alt selvstændigt og frit,
Ingen Forskjel paa Kul eller Kridt,
Her er Frihed og Lighed parat,
Her er Alt en begyndende Stat,
Som, hvor meget den skynder sig fort,
Kommer ei fra Begyndelsen bort,
Thi det enkelte, korte Moment,
For at være tilgavns præsent,
Fra det forrige skiller sig brat,
Lig den første Lysning fra Nat,
Og begynder sit Evigheds _A_,
Som dog ei noget _B_ kommer fra.
#Sjælen.#
Jeg forstaaer dig ei ganske.
#Mephistopheles.#
Lad gaae!
Du har godt af at høre derpaa.
Her er Alt kun sig selv og discret,
Og i Alt dog kun Continuitet;
Her er Næring af Ørkenens Brød,
Her er Alting saa jevnt som en Grød,
Og dog kantet og stivnet dernæst,
Som en stakaandet, haard Anapæst.
#Sjælen.#
Anapæst? hvad er Det?
#Mephistopheles.#
Kjære Ven,
Det er Det, du nu taler igjen.
#Sjælen.#
Det er stygt ...
Jeg ændre vil min Tale.
#Mephistopheles.#
Ja, gjør det, du har at befale.
#Sjælen.#
Hvad du har sagt mig, er jo godt;
Dog er der Eet, et Eneste blot,
Som synes mig underligt at være:
Hvorfor er det forbudt at gaae ud?
#Mephistopheles.#
Det skal jeg sige dig, min Kjære:
Det er nu saadant et gammelt Bud,
Hvis Nødvendighed er som Dagen klar.
Det ligger i, hvad jeg sagt dig har,
At her er Begyndelsens evige Land,
Som ingen Baggrund fordrage kan.
Derfor ei Nogen tilbage skrider.
Thi Begyndelsen har jo ingen Bag;
Man maa blive her til evige Tider.
#Sjælen.#
Ja saa! det er en anden Sag.
#Mephistopheles.#
Ifald du forstod Philosophie,
Jeg skulde Sagen dig let forklare:
Vort Rige er det Umiddelbare,
Som ingen Evighed kan befrie,
Fordi der er ingen Grund deri,
Fordi, da det intet _Prius_ har,
Det evig kun bliver hvad det var ...
Med opspiilt Øie du mig betragter,
Og gjør til min Tale sære Fagter ...
Min Ven, du skal ikke gruble derpaa,
Det er Noget, som Ingen dog kan forstaae.
Kun lad mig sige dig til din Trøst:
Næsten Alle blive her med Lyst,
Næsten Ingen, som først har været herinde,
At forlade Stedet har faaet isinde.
#Sjælen.#
Til Gunst for Stedet det taler meget,
Min Forventning er alt betydelig steget.
Behag at sige mig, kjære Mand,
Paa hvad Maade man lever i dette Land.
Hvad har man egenlig at bestille?
Kan man paa Børsen og i Klubben gaae,
Kan man spise, drikke, sin L'Hombre spille,
Og kan man Aviser at læse faae?
Har Stedet ingen Mærkværdigheder,
Som af den Reisende bør besees?
Er her ogsaa Theater? ... Undskyld, jeg beder,
Mine mange Spørgsmaal!
#Mephistopheles.#
Og var det en Snees,
Jeg skulde besvare dem accurat.
Man lever egenlig i vor Stat
Paa samme Viis som hos jer dernede;
Man finder igjen sin gamle Rede,
Og var man med Hverdagslivet tilfreds,
Man bliver det atter i denne Kreds,
Thi her er som hos jer.
#Sjælen.#
Min bedste Herre,
Vel glæder det mig, her er ikke værre,
Men egenlig havde jeg Næsen spidset
Paa at faae det lidt bedre her end hisset.
Man siger hos os, at til bedre Kaar
Vi skal forfremmes, naar Livet ender.
#Mephistopheles.#
Man siger saa Meget! Du selv nu staaer
Ved det Maal, hvor man Sandhed tilsidst erkjender;
Du dømme nu selv, men rimelig vær.
Du bør ikke vente for Meget her,
Thi kommer du med for stor Forventning,
Saa bringer dit Haab kun slet Forrentning,
Men stemmer du lidt din Fordring ned,
Saa vil du finde dig vel derved.
Du her kan spise din bedste Ret,
Og spise dig i den ganske mæt,
Men at her den just er bedre lavet,
End du fik den, inden du blev begravet,
Jeg ikke bestemt dig love kan.
Det er ogsaa for Meget forlangt, kjære Mand!
Du faaer den Viin, som du gjerne drak,
Du faaer din forrige Røgtobak,
Men at Varen er bedre her end paa Jord,
Det maa jeg sige, jeg ikke troer. --
Vistnok er her Børs og Klubber i Mængde,
Og Aviser af hver en Brede og Længde;
Kjøbenhavnsposten ligger og paa vort Bord,
Men du feiler, om her du den bedre troer,
Det er ganske den samme som hist paa Jord,
Den taler ganske paa samme Viis.
Du her og finder din Adresavis,
Dog først for nylig man her den fik;
Tilforn, jeg veed ei, hvordan det gik,
Men paa Veien hertil den blev til Intet,
Og dens Indholds Flesk, behørigen tintet
Med Asylprospecter
Og Vandprojecter
I Bedemandsstiil af Contorets Vægter,
Underveis var slettet aldeles ud,
Og den kom som en reent ulæselig Klud.
Men nu, da Papiret er mere fast,
Og Trykkersværten er uden Last,
Og især da Sibbern skriver deri,
Er der god Forslag i dens Maskepi.
Desuden holde vi Sibbern her,
Vi besidde hans Bøger, een og hver,
Hans Kjærlighed mellem Mand og Qvinde,
Hans Værker om Hegels Philosophie,
Hans Contemplation og Ironie;
Kort sagt, det Hele fandtes herinde,
Ved Adresavisen det blev complet.
#Sjælen.#
Det kalder jeg Orden, det er net.
Men "Dagen" mangler vel?
#Mephistopheles.#
Ingenlunde;
Den holde vi med, og af trende Grunde:
For det Første som Mønster paa slet Redaction,
For det Andet af Godhed for Rostocks Person,
Som den nidske Skjæbne, kun lidet blid,
Nu har i syv Redacteurers Tid
Forfulgt som et mærkeligt Exemplar
Af Syndebuk, der ei Mage har.
Og endelig for det Tredie, min Ven,
Til Ære for Sibbern holdes den,
Fordi den har Bidrag af hans Elev,
Som af Mesteren overhalet blev
I Philosophie og Politik,
I Theologie og Æsthetik,
Og dyppet i selvbehagelig Salvelse,
Som smøres tykt over Tankernes Halvelse.
#Sjælen.#
Men siig mig, er ei Den Frisindede her?
Thi fremfor Alle var den mig kjær.
Den gaaer saa fortrinligt i det Smaa,
Og holder saa godt sig fra det Store,
Fra Det, som ei Alle strax kan forstaae.
#Mephistopheles.#
Ja, i hver en Lyd, som den lader gaae,
Er slet ingen Reflexion at spore:
Saa er den tillige saa deilig bar
Paa Kundskab om Alt, hvad som er og var.
#Sjælen.#
Jeg sætter den høit over Fædrelandet,
Som ofte bliver mig saa forbandet
Aristocratisk i lærd Forstand,
At ingen Djævel det læse kan.
Jeg Sandheden den Erklæring skylder,
At Rosenhoff jeg for Alle hylder.
Thi ved ham jeg blev hvad jeg blive kan,
Og dernæst ved Siesby, den brave Mand.
#Mephistopheles.#
Min gode Ven, du kan være rolig,
Thi du finder her i din nye Bolig,
Saavist som jeg staaer her hos dig og taler,
Fleertalet af de danske Journaler,
Fast hver Avis, hvert politisk Blad,
Lærde Tidsskrifter, Morskabslecture
Enten med frisk eller opkogt Mad,
Enten af originale Fyre
Eller af et Oversætter-Uhyre.
Men hør nu noget Interessant,
Et Punct, hvori du ved Flytning vandt:
Du veed jo nok, at i mangen Gade,
Som ligger paa Strøget, man faar sine Blade
Vel hele Timer før andre Steder;
Nu vel, paa det Sted, du idag betræder,
Man skyder en saa mærkelig Fart,
For at fange det Nye ret hurtigt og snart,
At man anticiperer det kommende Bud,
Og faaer sine Blade længe forud,
Saa man her dem læser en Tidlang før
Manuscriptet er færdigt og Skriften tør.
#Sjælen.#
Det gefaller mig godt.
#Mephistopheles.#
Jeg selv det lider,
Det er ei uvigtigt i vore Tider.
Hvad Nyhedsposten derved maa vinde,
Du selv ved Eftertanke vil finde,
Som og, at vi her os tage det let
Med Bladenes Postforsendelses-Ret. --
Men vi tale formeget om Journaler,
Og mod min Villie jeg forhaler
Svarene, som jeg give kan
Paa hvad du forresten spurgte. Velan,
Her er ogsaa Theater; og Det er det Bedste,
Man slipper for at høre, man seer sig mæt:
Der spille kun Dandserinder og Heste,
Det kommer af Det, der er Hofparket.
Man viser ogsaa dresseerte Lopper,
Men uden Lænke, som Dyret stopper.
#Sjælen.#
Saa man giver ei rigtige Skuespil?
#Mephistopheles.#
Jo, engang imellem, naar Folk det vil.
Men det samme Princip dog stedse gjælder:
I Skuespillet man hører ei heller,
Thi uagtet der tales af alle Kræfter,
Saa er der dog Intet at høre efter.
#Sjælen.#
Hvad spilles iaften?
#Mephistopheles.#
Det er Mulatten
Og Maurerpigen.
#Sjælen.#
Hvordan? dem begge?
#Mephistopheles.#
Ja, sagtens gaaer det lidt ud paa Natten,
Men siden kan man sig ogsaa lægge
Med desto bedre Samvittighed.
#Sjælen.#
I Sandhed, jeg glædes ved den Besked,
Thi heraf slutte jeg tør omtrent,
At Andersen her nu bliver erkjendt.
#Mephistopheles.#
Hvorfor ikke her som andre Steder?
Alt længe skinner hans Berømmelses Maane
Over hele det store Kongerige Skaane,
Og i Tydskland nyder han alt en Hæder,
Som nedenfor Hundsrück mon begynde,
Og ender ovenfor Swinemünde.
I Constantinopel han snart vil trykke
Midt i Seraillet et Mesterstykke;
Da staaer han i Litteraturens Hegn
Som det orientalske Spørgsmaals Tegn,
Og mens Stor-Eunuchen hans Isse kroner,
Og dybt af Inferieurerne knæles,
Læser han Mulatten for Sultans Koner,
Og Maurerpigen for Dem, som skal qvæles.
#Sjælen.#
Jeg seer, man kjender ham her; og hvordan
Man end bedømmer den sjeldne Mand,
Det alt vil glæde ham, kjendt at være.
Og sandelig, det er og en Ære,
I er saa dannede, litterære.
#Mephistopheles.#
Det er intet Under; du vilde røres,
Om du vidste, hvad her for Dannelsen gjøres.
Her er et stort Universitet,
Hvor man bliver til Livet forberedt
Ved at lære Det, som er bestemt
Til just i Livet at vorde glemt,
Og hvor der sørges for alle Klasser,
Saa Hver kan finde det Sted, han passer,
Thi af Hovedløse man gjør Pedeller,
Direction af Aandløse.
#Sjælen.#
Fanden heller!
#Mephistopheles.#
Her findes og lærde Societeter,
Hvor Jens og Mads og Poul og Peter,
Naar han ikke længer kan producere,
Sig lader paa Livstid balsamere,
Og her er Livstiden evig lang.
#Sjælen.#
Til Intet af Dette jeg føler Trang;
Det interesserer mig mere for Tiden,
Hvad der gjøres for den reale Viden.
Er her nu for Exempel et Sted,
Hvor man kan sætte sin Søn i Skole?
#Mephistopheles.#
Mangfoldige; derpaa kan du stole.
Og Bøger her er i Overflødighed,
Vort Bibliothek er uhyre stort,
Her kommer fast Alt, som paa Hvidt har Sort;
Dog de bedste Bøger, det maa jeg sige,
Til Bibliotheket i Himmerige
Forsendes og gaae forbi vor Næse;
Men ligemeget, vi Mængden faae;
Her er ei heller Tid til at læse
For Den, som vil Øieblikket forstaae.
De bedste Poeter, for Exempel,
De gaae til Himlen og faae et Stempel, --
At sige: de Værker, de have skrevet,
Thi Poeten selv, som han gik og leved,
Han faaer gemeenlig hos os sin Plads.
#Sjælen.#
Ih nu! det kommer mig vel tilpas,
Thi jeg bekymrer mig ikke stort
Om Værket, som en Poet har gjort,
Men tidt jeg føler mit Hjerte brænde
Af Begjærlighed efter ham selv at kjende,
At vide, hvordan han spiser og drikker,
Hvordan han nyser, hvordan han hikker,
Kort sagt, at kjende ham ret privat.
#Mephistopheles.#
Nu vel, den Lykke dig er parat.
Og jeg fortænker dig ei deri,
At du søger Personen, gaaer Værket forbi,
Thi paa de fleste Poeter man mærker,
At de er bedre end deres Værker.
Men anderledes det sig forholder
Med de faa, som spille de store Roller,
Som øse dybt af Musernes Elv:
Deres Værker er bedre end de selv;
De gode Værker tager vor Herre,
Personen sender han os desværre.
Kun naar Poeten saaledes bliver,
At i evige Værker sig selv han giver,
Saa Værk og Person i Samklang staae,
Han selv i Himmelen ind tør gaae, --
Om forresten det hændes nogensinde,
Jeg skal ikke det sige, jeg var aldrig derinde.
#Sjælen.#
Men er det billigt? er det retfærdigt?
#Mephistopheles.#
Min gode Ven, det er Forsynet værdigt
At lede det Slette til idel Godt,
Og jeg vil sige dig, hvis du blot
Mig ei beskylder for fræk Cynisme,
At det er Forsynets Jesuitisme
At bruge det slette Middel til Godt.
Hvad skal man forstaae ved den store Mand,
Det være Poeter, hvorom man taler,
Philosopher, Ministere, Generaler,
Etcetera, hvad man nævne kan{}?{sic}
Jeg troer, at den store Mand er han,
Som blev et Redskab i Herrens Hænder;
Men den Ild, som i hans Begeistring brænder,
Er ei hans egen; kun inspireert
Han lyder en Magt, han ikke kjender;
Og derfor, naar han har fremmet Maalet
Som Middel, bliver han selv casseert;
Men hans Virkning kaster man ei paa Baalet,
Den bliver i Himlen registreert.
Og heri maa jeg vor Herre berømme,
Thi kommer hans Aand i et usselt Kar,
Hvi skulde han Karret ikke tømme,
Naar til hans Plan det ham nyttet har?
Og heri vil Alle som jeg nok dømme:
Af Person er Geniet gemeenlig Nar,
Forfængeligt, svagt, sig selv en Gud,
Til det Gode sædvanlig ei capabelt,
Og, sletter man Inspirationen ud,
Som Menneske sjelden respectabelt.
Og sandelig -- dog, det er selsomt, Kjære,
At det just er mig, som forkynder den Lære --
Kun det Gode skjænker Personlighed,
Men Geniets øvrige hele Sphære,
Hvad en Kunstner skaber, en Tænker veed,
Det Skjønne, det Sande, hvad man det kalder,
Er #fremmed# Stræben, hvorved man falder
I Pantheisme til Halsen ned.
Den eneste Trøst for de arme Stakler,
For hvilke man Livet her forqvakler,
Idet de skilles fra deres Værker,
Deres Hjertes eneste Mindesmærker,
Er, som de sige, den visse Haaben,
At for dem en Udgang tilsidst er aaben,
Naar, efter Personens Luttring i Flammer,
Hans Værk sig ei meer ved Mesteren skammer.
Jeg tilstaaer, jeg kan ikke forstaae,
Hvorledes Nogen kan haabe derpaa;
Saameget er vist, det er Hjernespind,
Ifald man vil ud, hvor man kom ind,
Thi som jeg sagde dig, Porten her
Er rigtignok Indgang for Enhver,
Men Ud- og Tilbagegang for Ingen.
Og gaaer man de Folk med Spørgsmaal paa Klingen,
Saa væve de om en anden Vei, --
Men hvor? og hvilken? ja, det er Tingen;
Jeg troer, selv Fanden kjender den ei. --
Der kommer en Digter! ... Han os ikke saae; ...
Han gjør Mine til at synge; hør nu efter,
Hvad hans Sang bekjender. Jeg tør bande paa,
At i Eet og Alt den mit Ord bekræfter.
#Digteren.#
Hvis jeg var god, jeg digted slet,
Men jeg er slet, og digter godt,
Den Lod har mig min Musa givet;
Hun vil, at jeg især af Det
Skal røres, som i Stort og Smaat
Mig selv just manglet har i Livet.
Om ei mig selv jeg havde lukt
Fra Godhed og fra Fromhed ud,
Da toned ei mit Qvad af Længsel,
Da sang jeg ikke nær saa smukt
Om Sjælens Higen efter Gud,
Med Røst som Fuglens i dens Fængsel.
Om ei min Vantro var saa stærk,
At den mig rev fra Kirkens Bryst
Og kastede mig ud fra Reden,
Da gjenlød ei mit Digterværk
Af Længselstonen i min Røst,
Af Sukket efter Menigheden.
Var ei mit Hjerte koldt og haardt,
Saa lukket til, at mangengang
Jeg dybt bedrøvede de Fromme,
Da gav jeg Følelsen jo bort,
Som nu, bevaret for min Sang,
Skal til forstærket Udbrud komme.
Den Mening er vist uden Grund,
At hist i Herrens Paradiis
Et Chor af Salige man hører;
Nei, Saligheden har ei Mund;
I Tanken blot, paa stille Viis,
Den i sin egen Kreds sig rører.
Men han, som udenfor mon staae,
Med Anelser om Himlens Fryd,
Kun han om Paradiis kan sjunge;
Hvad ei han har, men seer kun paa,
Det tolker han ved Strængens Lyd,
Og Savnet bæver paa hans Tunge.
For Engle digtes ikke let,
Men for de faldne Slægter blot
Med selvforskyldte Savn i Livet;
Og var jeg god, jeg digted slet,
Men jeg er slet, og digter godt,
Den Lod har mig min Musa givet.
#Mephistopheles.#
Nu gik han sin Vei; ja lad ham gaae,
Det Vaas er ei værdt at høre paa.
At han selv er slet, er det Visse i Sagen,
Men om Digtet er godt, kommer an paa Smagen.
Nu, troer han, vil Digtet til Paradiis gaae,
Uagtet han udenfor selv maa staae.
Ja, han selv har Lyst at komme derind,
Men han veed det ei i sit dumme Sind;
Der gaaer igjennem hans hele Sang
Efter Saligheden en Længselsklang,
Paa samme Tid som han selv bekjender,
At kun udenfor den hans Gnist sig tænder.
Det kalder jeg mærkelig Inconsequens.
#Sjælen.#
Det taler ei for hans Intelligens.
#Mephistopheles.#
Det hører nu med til det Taabelige,
Til gammel Fordom, at ville hige
Saa ubændig stærkt efter Himmerige;
Man har det jo meget bedre her.
Jeg priser lykkelig dig og Hver,
Som Skjæbnen ikke præget har
Med Stemplet af Genie og Nar,
Thi om eder man haaber, om ikke veed,
At I blive her kan i Evighed;
Og her er det bedre, det skal du kjende,
End hvor man sidder med blottet Ende
Paa en Sky, Saa vaad og saa kold som Vand,
Og blæser Trompet det bedste man kan.
#Sjælen.#
Jeg finder, at du har ganske Ret,
Jeg har store Tanker om denne Plet.
Men siig mig, om jeg da her vil møde
Mine gamle Venner, som alt er døde.
#Mephistopheles.#
Ja, det kan du ganske stole paa,
Og de levende vil du med Tiden faae.
#Sjælen.#
Det glæder mig meget! Men troer du, min Kone
Vil ogsaa komme til denne Zone?
Vel skændtes vi tidt og mangengang,
Naar vi gjorde hinanden Tiden lang,
Dog savner jeg nødig Millemoer, --
At sige, naar hendes Tid er omme,
Det har ingen Hast. Hvad troer du?
#Mephistopheles.#
Jeg troer,
At jeg tør love dig, hun skal komme.
#Sjælen.#
Og mine Børn da?
#Mephistopheles.#
Det veed man ikke,
Det kommer an paa, hvordan de sig skikke.
#Sjælen.#
Saa gid de maae sig værdige gjøre,
Til det samme lyksalige Liv at føre!
#Mephistopheles.#
Dit Ønske kan let opfyldes maaskee. --
Af hvad jeg har sagt dig, du vil nu see,
At du faaer her det samme Liv omtrent,
Som det, der fra Jorden dig er bekjendt.
Da jeg afskyer at lyve, hader at prale,
Saa har du erfaret af min Tale,
At du faaer det ei bedre her end hist,
Men heller ei værre; det er altid Noget,
Ei sandt, min Gode?
#Sjælen.#
Jo, ganske vist?
Jeg tidt har tænkt, naar mit Liv blev broget:
Hvem veed, hvordan det i Døden gaaer!
Man veed hvad man har, men ei hvad man faaer.
#Mephistopheles.#
Du seer, du vidste dog hvad du fik.
#Sjælen.#
Ja, det er mærkeligt! paa en Prik!
#Mephistopheles.#
Forresten maa jeg endnu dig sige,
Hvad af min Beskrivelse kjendes kan,
At her er Kjedsommeligheds Rige,
Man gaber meget i dette Land.
#Sjælen.#
Saa man kjeder sig her? Men det er slemt!
#Mephistopheles.#
Nei tvertimod, det er høist beqvemt.
I Paradiset, saavidt jeg kan spore,
Skal man just heller ikke sig more.
Men Rigdom af Morskab have vi,
Dog skjuler sig Kjedsomheden deri;
Og naar du vil betænke det blot,
Saa vil du finde det saare godt.
Jeg nægter ikke, hos jer histneden
Den kunde mistes foruden Tab;
Men her, hvor man udfylder Evigheden,
Hvad kaster man vel i sligt et Gab?
Og selv hos jer Enhver jo veed,
At Intet er sundt som Kjedsomhed,
Den er maaskee den eneste Føde,
Hvori Ingen forspiste sig, saa han døde;
Det er tvertimod den, som Livet forlænger,
Og det er kun Tid, hvortil Livet trænger,
Saa, hvis I kun havde Kjedsomhed brav,
Paa Jorden den alt jer Evighed gav.
#Sjælen.#
Nu vel, jeg er vant til mig at kjede.
#Mephistopheles.#
Saa er du som skabt for denne Plads.
I det Hele vil Alt, hvad du lærte dernede,
Meget komme dig her tilpas.
#Sjælen.#
Det tænkte jeg nok; man siger medrette:
Det jordiske Liv er en Skole for dette.
#Mephistopheles.#
Forstaaer sig; det er Forberedelsen hist,
Som aabner jer Adgang her tilsidst.
#Sjælen.#
Men Eet endnu: Maa jeg spørge dig om,
Hvad Stedet kaldes, hvortil jeg kom.
#Mephistopheles.#
Paa dit Spørgsmaal kan jeg dig lettelig svare,
Men hvad nytter det dig et Navn at erfare?
Et Navn er en Lyd, paa Mening tom.
#Sjælen.#
Det er dog naturligt, man vide vil,
Hvad Stedet hedder, man kommer til.
#Mephistopheles.#
Men jeg frygter, det bliver dig ei til Gavn,
Om strax du erfarede Stedets Navn.
See først at blive hos os lidt hjemme,
Jeg er bange for, Navnet vil dig skræmme.
#Sjælen.#
Du skræmmer mig alt! Hvad kan det være?
Nu maa du det endelig sige.
#Mephistopheles.#
Kjære,
Jeg skal det sige, men vær nu Mand!
Helvede kaldes dette Land.
#Sjælen.#
Helvede{}!{sic}
#Mephistopheles.#
Sa' jeg det ikke nok?
Du staaer jo forvandlet til en Blok!
Der seer man, hvad Fordom virke kan,
Endog paa en ellers oplyst Mand.
#Sjælen.#
Men Gud bevares! hvordan gaaer det til?
I Helved jeg ikke være vil;
Jeg vist af Vanvare kom derhen.
Jeg har altid været en skikkelig Mand,
Og agtet som Borger i mit Land.
#Mephistopheles.#
Just derfor kommer du der, min Ven!
#Sjælen.#
Skal man da straffes for sine Dyder?
#Mephistopheles.#
Du straffes ikke.
#Sjælen.#
Det er jo bekjendt,
At i Helvede bliver man stegt og brændt.
#Mephistopheles.#
Det er Kjellingesnak, som Intet betyder;
Man vrøvler hos jer om de tusind Ting,
Hvoraf Ingen kjender det rette Sving.
Vel sandt, her findes adskillige Gryder
For Dem, som leved med store Lyder;
For Mordere, Tyve, samt andre Skjelmer
Der brænder en Ild, som aldrig helmer.
Men Pluraliteten er de Honnette,
Og de behandles honnet medrette.
Saaledes gaaer det nu dig og Dine:
For jer beredes der ingen Pine;
I finde, som sagt, det samme Liv,
Den samme Travlhed og Tidsfordriv,
Som forhen i det jordiske Rige;
Det kommer deraf, maa jeg dig sige,
At du, min Ven, og dine Lige
Alt, mens I leved, i Helvede vare;
Og deraf kan du dig selv forklare,
At eders Tilstand forandres ei,
Men er samme Virken ad samme Vei.
#Sjælen.#
Var #jeg# i Helved?
#Mephistopheles.#
Som næsten Alle;
Kun plejer man ei saadan at kalde
Det fede, phlegmatiske Liv paa Jord,
Hvori man paa det Reale troer,
Og faaer ei det mindste Glimt at see
Af den magre Beenrad, man kalder Idee.
Men det er netop det bedste Levnet,
Hvori man det Magre stolt foragter,
Og spiser sig mæt, som en tyk Forpagter,
I Realitet, til man er revnet.
Og er man nu let at ærgre tillige,
Og Verdens Gang giver vrantne Tanker,
Saa man skjændes med Konen og Barnet banker,
Og smidsker til sin Tjenestepige,
Og tages af hende ved Næsen fat,
Mens man skjuler for Konen Dit og Dat,
Da er man i Fuldendelsen moden,
Og Helvedet bliver som hiint paa Kloden,
Du fatter da nu i din Lykkes Havn,
At du ikke bør skræmmes ved et Navn.
Du finder jo kun det Gamle, Vante,
Og sagtens var du den største Fjante,
Om ei du villig gik paa din Sti.
#Sjælen.#
Nu vel, jeg vil see at finde mig deri.
#Mephistopheles.#
Og for at bevise til Tydelighed,
At Helved sig strækker over Jorden ned,
Saa lad os gjøre til Jorden en Tour;
Deraf du seer, til vort Rige den hører,
Thi udenfor denne Boligs Muur,
Har jeg sagt dig alt, at Ingen dig fører.
#Sjælen.#
Skal jeg nu tilbage til Jorden igjen?
#Mephistopheles.#
For et Øieblik vil vi gaae derhen,
At sige, hvis du har Lyst, min Ven.
En Skuespiller idag vi vente,
Som Døden just er ifærd med at hente.
Ved vort Theater han savnedes længe;
De sige, de høilig til ham trænge,
Og at mangt et Stykke kan ikke gaae,
Førend de ham engageret faae.
Da nu selv du nylig døde derhjemme,
Saa tænker jeg, det dig muntre kan
At see en Anden i samme Klemme.
#Sjælen.#
Ja, mange Tak skal du have.
#Mephistopheles.#
Velan,
Jeg breder ud min sorte Kappe,
Som Doctor Faust har seilet paa;
Igjennem Luften gaae vi rappe,
Og flux vi skal paa Jorden staae.
FJERDE ACT
#Skuespilleren.#
Det banker paa Døren. Kom ind!
#Døden.#
God Dag!
#Skuespilleren.#
Hvem er De? Hvad vil De? Hvad er til Behag? ...
Ih fy for Pokker! den stygge Maske!
#Døden.#
Du tager feil, du stakkels Aske!
Jeg har saamænd ikke Costume paa.
#Skuespilleren.#
Hvad vil du da?
#Døden.#
Det er let at forstaae,
Jeg kommer herind for dig at hente.
#Skuespilleren.#
Saa beklager jeg dig, thi du kommer til at vente,
Du maa vide, min Sygdom er ikke sand;
Du kjender vel ikke til vort Theater,
Du blev nok narret af de røde Placater.
#Døden.#
Det faaer ikke hjelpe, min gode Mand!
Selv de Sunde jo Døden hente kan,
Og dig har den just idag fundet værdig,
Derfor maa jeg bede dig: gjør dig færdig.
#Skuespilleren.#
Ih nu! jeg har ikke saa Meget derimod;
Jeg haaber, Directionen vil være saa god,
Med en Sørgefest at hædre mit Minde,
Og om min Buste lade Krandse vinde,
Og at Mange vil ærgre sig, naar de see
Mit Portrait ophænges i vor Foyer.
Tro ikke, dit Aasyn mig Skræk forvolder;
Jeg er vant til at døe: I Helteroller
Over hundrede Gange døde jeg alt;
Men det forstaaer sig, naar Teppet faldt,
Jeg reiste mig atter, og Haandtryk og Tak
Belønned mig for den Hals jeg brak.
Jeg rigtignok gjerne vide vil,
Om det her paa samme Maade gaaer til,
Om samme Belønning os bliver givet,
Naar Teppet falder for Jordelivet.
#Døden.#
Derom jeg ikke kan sige Stort;
Med Dommen jeg Intet har at bestille,
Jeg bringer de Døde til Himlens Port,
Der pleier man Buk fra Faar at skille,
Og de, som ikke for gode tages,
Maae drage til Helved, hvor aldrig de vrages.
Du maa vide, jeg er kun et simpelt Bud
I det store Collegium hos Gud;
Men tidt kan et Bud, som tjente med Iver,
Vide, hvad Resolutionen bliver.
Maaskee jeg kan sige dig, hvor du skal boe;
Det kommer jo meget an paa din Tro.
#Skuespilleren.#
Min Tro er af høist forskjellig Art:
Snart paa Christus jeg troede, paa Jupiter snart,
Og snart ved Mahomeds Maane jeg svoer,
Snart dyrked jeg Brama, snart Odin og Thor.
Men derfor vil Fanden mig ikke spise,
Thi jeg har lært af Nathan den Vise,
At man kan i hver en Religion
Dannes til en agtværdig Person.
#Døden.#
O ja! jeg tænker, hvis du er god,
Kan du gjerne være ved freidigt Mod.
#Skuespilleren.#
Men det er Knuden! Jeg veed ikke ret,
Om jeg bør kaldes god eller slet.
Det gjør mig lidt underlig tilmode,
At, skjøndt jeg begeistres for det Gode,
Er min Begeistring, saavidt jeg troer,
For det Onde dog ikke mindre stor.
Paa den ene Aften jeg lover forvist,
At Dyden skal evig seire tilsidst,
Jeg tordner med min brølende Stemme
Mod Verdens Tyranner, som Pligten glemme,
Mod lumske Munke, mod Præsidenter,
Som snyde den Fattige for hans Renter,
Jeg falder paa Knæ med en Bøn til Gud,
Og seer imidlertid saa rørende ud, --
Men den næste Aften jeg gaaer omkring
Med skulende Blik og gjør fæle Ting,
Jeg piner og plager skikkelige Folk,
Jeg myrder dem baade med Gift og Dolk,
Jeg maner Helvedes Aander frem,
Og glæder mig ret til at omgaaes dem,
Og føler mig stolt og en rigtig Ka'l,
Idet jeg trodser den evige Qval.
#Døden.#
Jeg kan tænke, du taler om dine Roller,
Men derpaa kommer det her ei an;
Kun Det, som du selv for Sandhed holder,
Til Gud eller Djævlen dig føre kan.
#Skuespilleren.#
Min bedste Død! hvor kan du troe,
At man ved Theatret har Tid og Ro
Til selv at tænke, til selv at mene?
Man siger, hvad Digteren har befalt,
(Hvis man lærer sin Rolle, notabene),
Men veed ei, om det er sandt eller galt.
#Døden.#
Men hvad ei man seer af de enkelte Dele,
Det seer man lettelig af det Hele.
En Digter lader til Orde komme
Gode som Onde, Frække som Fromme;
Men den Mening, han selv om Begge har,
Af hele Værket maa blive klar.
#Skuespilleren.#
Min bedste Død! hvor kan du dog troe,
At man ved Theatret har Tid og Ro
Til at sætte sig ind i det hele Værk?
Den Fordring er sandelig altfor stærk.
Det er sjeldent, man rigtig kjender sit Eget;
At kjende de Andres er altfor Meget.
Desuden vil du fordetmeste see,
At Poeten har ingen bestemt Idee;
De fleste veed ikke selv hvad de vil;
De erfare det først, naar de see vort Spil.
#Døden.#
Det gjælder vel om de slette, men ei om de gode?
#Skuespilleren.#
Men det er de slette, jeg holder mig til;
Ved de andre føler jeg mig fremmed tilmode,
Men af de daarlige just jeg holder,
Thi af dem faaer man netop de bedste Roller.
#Døden.#
Ja, naar man er daarlig Skuespiller.
#Skuespilleren.#
Jeg beder dig, skaan mig for alle Piller!
Min Kunst har for længe siden mig adlet,
Jeg har Hævd paa, aldrig at blive dadlet.
For de Andre kan en Visker være fornøden,
Men jeg er uforbederlig, det er bekjendt.
Jeg hader Recensenter som Døden,
Og hader ogsaa Døden som Recensent.
#Døden.#
Jeg recenserer dig ikke, min Bro'er,
Jeg fik kun en Skrupel ved dine Ord.
#Skuespilleren.#
Og hvilken Skrupel?
#Døden.#
Jeg tænkte paa,
Du vil sagtens nødig til Helvede gaae;
Men efter hvad du har yttret her,
Ligger den Tanke mig temmelig nær,
At du er som Kunstner et daarligt Subject,
Men i saa Fald gaaer du i Himlen reject,
Thi Enhver, som røgter sit jordiske Kald
Paa daarlig Maade, staaer hist for Fald.
Jeg selv har ofte Sanct Peder hørt,
Naar de Døde jeg har til Himmerig ført,
At sige til En og Anden: "Gaa bort!
"Du gjorde dit Fag, dit Embede Tort,
"Var daarlig Poet, var daarlig Dreier,
"Var daarlig Minister eller Skorsteensfeier,"
Eller hvad det nu var. Og gav han til Svar:
"Jeg veed, at min Villie dog ærlig var,
"Og at Feilen kun i min Evne stak,"
Gjensvarede Petrus: "Det er tosset Snak!
"Med den gode Villie man finder en Plads,
"Hvor man Gud, sig selv og Verden er tilpas,
"Men Forfængeligheden maa tidt forskylde,
"At man ikke kommer paa sin rette Hylde."
Saaledes talte han, den Guds Mand.
#Skuespilleren.#
Men det er jo forskrækkeligt! Siig, hvordan
Skal jeg da gjøre, for mig at frie?
Vel tvivler jeg ikke paa mit Genie,
Thi jeg bliver beklappet hver evige Dag, ...
Men sæt, man i Himlen har en anden Smag?
#Døden.#
Derfor jeg netop spurgte dig om,
Til hvad Mening du selv i Livet kom,
Thi hvis du blot er et Instrument,
Hvorpaa snart en Fusker og snart en Mester
Sin Vise spiller ved alskens Fester,
Da er det med din Salighed slet bevendt.
#Skuespilleren.#
Nei, hvad det betræffer, har det ingen Nød.
Jeg var ei som et Instrument passiv,
Jeg gav min Spiller active Stød.
Jeg kan sværge dig til: i mit hele Liv
Blev aldrig noget Skuespil prøvet,
Hvorpaa jeg som Criticus ei mig øved,
Og viste de Andre paa en Prik,
At det var usselt, at det var daarligt,
Og især den Rolle, som selv jeg fik,
Jeg gjennemheglede ret alvorligt.
Men Stridighed var dog ei min Sag,
Thi naar Stykket vandt Publicums Behag,
Og jeg selv til Applaus i Rollen kom,
Forandrede jeg ret gjerne min Dom.
#Døden.#
Jeg er bange for, det vil ikke forslaae
Til at lade dig ind i Himlen gaae;
Jeg vil derfor bede dig tænke paa,
Om du ei foruden din Kunstnersphære,
I en anden Kreds har virket med Ære.
Var der Intet, som lokkede dig til Hæder,
Undtagen at staae paa de vante Bræder?
#Skuespilleren.#
Jeg har Færdighed i at cabalere,
Jeg føler Evne til at regjere,
Jeg finder Lydighed triviel;
Jeg offrede gjerne Kunstnerkronen,
Ifald jeg som Medlem af Directionen
Kunde raade for Kunstens Vee og Vel.
#Døden.#
Jo mere jeg hører, jo mere du snakker,
Desmere jeg frygter, at Petrus vil
Betragte dig som en daarlig Makker,
Og sende dig glat ad Helvede til.
#Skuespilleren.#
Saa er jo den gamle Mening sand,
At Skuespilleren ikke kan
I Himlen komme, men bliver sendt
Til Helvedes Ild og evig brændt?
Er det Retfærdighed? svar!
#Døden.#
Ih nu!
Ifald den hele Stand er som du,
Har Sagen jo nogen Rimelighed.
Men saadan er det dog ikke. Jeg veed,
At Scenens i Sandhed glimrende Navne
Faae Tilladelse til i Himlen at havne.
Jeg bragte dog Nogle til Himlens Port,
Til hvilke Sanct Peder sagde: "Kom ind!
"Her samler sig Alt, som er ædelt og stort,
"Men ingen Forfængelighed og Vind." --
Men som sagt, jeg forstaaer mig kun lidt derpaa;
Du vil snart erfare det. Kom, lad os gaae!
Bed dit Fadervor, forinden du døer.
#Skuespilleren.#
Det kan jeg ikke, jeg har ingen Souffleur.
#Døden.#
Du klingende Bjelde, du lydende Malm,
Bered dig paa Helvedes hede Qvalm!
FEMTE ACT
#Mephistopheles.#
See saa: Nu er vi her tilbage.
Paa min Befordring troer jeg vist,
At du vil ikke kunne klage.
#Sjælen.#
Men siig mig engang: Jeg hørte hist
En Yttring, som gjorde mig angst og bange.
#Mephistopheles.#
Hvad var det for en? Jeg hørte saa mange.
#Sjælen.#
Et Skrækkebilled mig Døden malte,
Da om Helvedes hede Qvalm han talte.
Jeg tænkte som saa: det bliver ei Spøg,
Thi hvis der er Ild, hvor der er Røg,
Saa findes den og, hvor der er Hede;
Saa brænder det i Grunden dernede,
Og engang, naar Flammen en Udgang faaer,
Fortærer den os med Hud og Haar.
#Mephistopheles.#
Hvad er det nu værdt at bryde sig om
Hvad Døden siger? Han aldrig kom
Her indenfor Porten, han ikke veed
Om vor Indretning mindste Besked;
Paa Jorden han lærte den dumme Snak,
Som lugter af borgerlig Thee og Tobak.
Nei, stol paa mit Ord som paa et Factum,
Jeg bryder aldrig det givne Pactum;
Vær du kun rolig, det har ingen Nød. --
Men da Forord ingen Trætte brød,
Lad mig sige dig Eet, som jeg glemte nys:
Du faaer nu Kost og Logis og Lys
Og Brændsel og Vask og alskens Journaler
Og Plads i Theatret engang om Ugen
Og Andet, hvorpaa man er forslugen,
Og for det Hele du Intet betaler.
Til Erstatning derfor man kun begjærer,
At du skal Arbeid gjøre paa Tour.
#Sjælen.#
Hvordan? Med Arbeid man os besværer?
#Mephistopheles.#
O! Møien skal ei dig blive suur,
Den gode Borger desuden tærer
Ei som en Klinte paa Statens Korn,
Han forsmaaer Overflødighedens Horn,
Han vil ikke fødes og klædes frit
Og gaae gratis paa Comedie tidt,
Men han offrer sit Arbeid og sin Sved
For at bøde paa Statens Elendighed.
#Sjælen.#
Jeg giver dig Ret, thi som jeg troer,
Det stod i Kjøbenhavnsposten for ifjor.
#Mephistopheles.#
Det gjorde det vistnok, og det staaer
Endog i den for næste Aar.
#Sjælen.#
Nu vel, jeg er villig; saa lad mig høre,
Hvad det er for Arbeid, som jeg skal gjøre.
Her er vel almindelig Værnepligt
Og nogen Brandskat?
#Mephistopheles.#
Nei, intet Sligt;
Men vor Stat har et eneste fælles Med,
Som skal naaes ved Alles Arbeidsomhed;
Jeg tvivler ei paa, at hørt du har
Om Danaidernes store Kar;
Det er et Vaskerkar, frygtelig stort,
Som i Verdens første Tider blev gjort;
Men den Bødker har været en rigtig Hund,
Thi han maged, at Karret blev uden Bund.
Nu er vor hele Stræben, med Vand
At fylde det til den øverste Rand;
Men engang har et kløgtigt Hoved beregnet,
At kun ved uendelig Manges Flid
Kan det fyldes i en uendelig Tid.
Dermed er vort hele Formaal betegnet,
Og derfor maa hver Qvind eller Mand
Paa Omgang helde deri sin Spand.
#Sjælen.#
Det er Sjouer-Arbeid.
#Mephistopheles.#
Hvor vil du hen!
Jeg vil slet ikke tale, min kjære Ven,
Om de halvhundred Prindsessehænder
(Endog multipliceerte med To,
For at tale correct), som vort Arbeid hylde,
Og i Aartusinder Karret fylde;
Men du vil finde her Professores,
Magistre, Licentiater, Doctores,
I hvert et Fag de fleste Skribenter,
Poeter i Tusindtal, Recensenter
Og Belletrister, en Masse Studenter,
Som endog har ført op ved fine Baller
Og spilt Comedie taalelig godt,
Kort sagt, Personer af hver en Alder,
Hver Stand, hvert Kjøn, og dertil blot
Hvad pene Folk man sædvanlig kalder.
Det er et Selskab, der sandelig ham,
Der slutter sig til det, ei gjør Skam.
Og tys! ... hør efter! ... Du hører en Sang,
Som lyder høit over Stad og Vang.
Det er fra Stedet hvor Karret staaer,
At Lyden hen til dit Øre naaer;
Danaider det er, som hisset synge,
Til dem sig slutter den øvrige Klynge.
Du mærker, dem Arbeidet ei gjør ondt,
Da ved Sang de forrette deres Dont.
#Chor af Danaider.#
Evig Hast!
Ingen Rast!
Hurtig, hurtig, Møer og Svende!
Aldrig faaer vort Arbeid Ende,
Tidens Hjul staaer aldrig fast.
Timen gaaer,
Tusind Aar
Ud i bundløs Afgrund ile,
Her er ingen Ro og Hvile,
Mens den store Klokke slaaer.
Stræb og Taal!
Intet Maal
Opnaaes kan i Evigheden.
Vent ei Nydelsen og Freden,
Vent ei Lønnens fyldte Skaal.
Haab ei Sligt!
Stolt og rigt
Er mit Værk fra Formens Side,
Naar du kun til evig Tide
Uden Nytte gjør din Pligt.
Ingen Grund!
Ingen Bund!
Hid med Spanden, hid med Øsen!
Travlhed, Travlhed er vort Løsen
Indtil Verdens sidste Stund.
#Sjælen.#
Hvad jeg hørte, har alt forandret min Tanke,
Jeg føler mit Hjerte høiere banke;
Det vil mig meget interessere,
Til det fælles Maal at concurrere.
Jeg agter desuden Foreningsaanden,
Ved den, saa troer jeg, er Staten stærk,
Og det er herligt at række Haanden
Til sligt uendeligt Kæmpeværk.
#Mephistopheles.#
Velan min Ven, saa siger jeg Top.
Og gaa nu kun ad Gaden op,
Saa vil sig de mange Gjenstande vise,
Som nylig du hørte mig at prise.
En liden Stund maa du ene dvæle,
Jeg kan ikke saa godt blive her længer,
Jeg maa hen og hilse paa andre Sjæle.
Hvis tætte Flok sig mod Porten trænger.
Jeg har saa travlt med saa mange Ting.
Farvel! nu gaa kun og see dig omkring;
Jeg haaber, dig Alt skal være tilpas.
#Sjælen.#
Hvor heldigt, at jeg endelig fandt min Plads!
#Chor af de Efterlevende.#
Ved denne Borgerfest, hvorved saa mangen
Høithædret Mand blev omtalt ved en Skaal,
Ei glemme vi den Ven, som forudgangen
Os vinker til sig fra sin Banes Maal.
Nu er han salig i sin Himmels Glæde,
Han skuer ned fra Frihedslandet hist,
Og skjænker os, som her ved Glasset græde,
Den blide Trøst: vi samles nok tilsidst.
DE NYGIFTE
EN ROMANCE-CYCLUS
I
ANKOMSTEN
#Vilhelm.#
Vær uden Frygt, min unge Viv!
Paa Hjulet din Fod du sætte!
Jeg holder Armen om dit Liv,
Skal ned fra Vognen dig lette.
See saa! nu hurtigt i Huset ind,
Som med gjæstfrit Herberg os trøster!
Lad saa kun Regnen og Nattens Vind
Rase saa meget dem lyster!
#Marie.#
Men tør vi og mod Nattetid
Fremmede Folk besvære,
Med vaade Kapper komme hid,
Og maaskee til Byrde være?
#Gertrud.#
Tag her tiltakke, jeg kjender Dem ei,
De mit Navn ei heller kan vide,
Men gjennem Skoven den mørke Vei
Er farlig ved Nattetide.
Naar ude buldrer en Tordensky,
Har man det bedre herinde;
I det fattige Huus dog finder Ly
Veifarende Mand og Qvinde.
Her er et Gjæstekammer, træd ind,
Min Leilighed er kun ringe,
Dog kan De her med nøisomt Sind
Natten tilendebringe.
Jeg henter Qviste, jeg henter Ved,
I Ovnen et Baal jeg tænder;
Saa kan De varmes og tørres derved,
Mens Ilden gnistrende brænder.
Imidlertid et tarveligt Bord
Jeg i Stuen herude bereder,
Og kalder saa paa Dem, ifald De troer,
At kun ei vort Selskab Dem kjeder.
Jeg venter min Søn hvert Øieblik,
Han agter ei Nattens Fare,
Han jager i Skoven, og vist han fik
Til Kjøknet en Fugl eller Hare.
Nu gaaer jeg og passer mit Arbeid snildt,
Og skal ikke forstyrre Dem, førend
Mit Bord er dækket og stegt mit Vildt,
Saa banker jeg sagte paa Døren.
II
I GJÆSTEKAMMERET
#Marie.#
Hvor er hun alt mit Hjerte kjær,
Den gamle venlige Qvinde!
Saa mildt hun pusler om os her,
Saa hyggeligt er herinde.
Naar Livets Olie brænder saa klar,
Er Aarenes Tal et Gode,
Og Alderdommen en Skjønhed har,
Som ei man skulde formode.
O maatte jeg selv i sildig Tid,
Ifald jeg lever saa længe,
Naar Panden fures, naar Lokken er hvid,
Og jeg slaaer paa de sidste Strænge, --
O maatte jeg da med rystende Haand
Saa milde Toner bevæge!
O maatte jeg med saa venlig Aand
Ungdommen vederqvæge!
#Vilhelm.#
Min unge Hustru, min Rosenbrud!
Jeg kan ei gammel dig tænke;
Jeg seer dig i Ungdoms friske Skrud
Utvungen af Tidens Lænke.
Hvor selsomt! gjennem et Tordenbrag
Vor Fremtid sig forkynder,
Og vort Samliv paa sin første Dag
Med et Eventyr begynder.
Fra Landsbykirken, hvor Brylluppet stod,
Vi reiste, mens Himlen smiilte,
Men iaften blev den en Styrteflod,
Og i natligt Mørke den hviilte.
Og mellem de røde, knittrende Lyn,
Som skræmmede Kudsk og Heste,
Jeg skimted et Lys, et oplivende Syn,
Fra Huset, som nu vi gjæste.
Jeg banked paa Ruden, jeg bad om Ly,
Da kom den venlige Qvinde,
Saa mildt hun bød os hid at tye;
Saa hyggeligt er herinde.
#Marie.#
Men Vilhelm! siig ei de fremmede Folk,
At idag vort Bryllup mon stande.
#Vilhelm.#
Vist ikke! Jeg fatter dit Ord og dets Tolk
Paa din rødmende Kind og Pande.
Jeg vil sige, det alt iforgaars var,
At vi tændte Hymens Flammer;
Vist Ingen da gjætter, at her man har
Beredet vort Brudekammer.
#Marie.#
Ti stille! ... Din Randsel er lukket til,
Jeg en anden Krave maa søge.
#Vilhelm.#
Der har du Kraverne; jeg dem vil
Med Strømper og Skoe forøge.
#Marie.#
Men Vilhelm! see dog ei paa mig nu!
Dit Blik mig ganske forvirrer,
Jeg kan ei klæde mig om, naar du
Her staaer ved Siden og stirrer.
#Vilhelm.#
Kun i flygtig Fart lad mig gribe din Arm,
Med mit Hoved over dig bøiet!
Kun et bævende Kys paa din blottede Barm!
See saa! nu lukker jeg Øiet.
#Marie.#
Men Vilhelm! nu har du mig dog fixeert,
I Speilet du seer!
#Vilhelm.#
Paa min Ære,
Nu vender jeg Ryggen til.
#Marie.#
Hvor geneert,
I et fælles Kammer at være!
#Vilhelm.#
Jeg seer ikke meer.
#Marie.#
Det er ret en Skam!
Jeg havde saa fast besluttet ...
Det banker paa Døren!
#Vilhelm.#
Tak, Madam!
Nu komme vi paa Minutet.
III
AFTENSMAALTIDET
#Vilhelm.#
Ved dette muntre, gjæstfrie Bord
Er Kredsen saa fortrolig;
En venlig Skov-Alf har, jeg troer,
Lokket os til sin Bolig.
Jeg tømmer Glasset med en Bøn
For vor gamle, brave Vertinde,
Og for vor Vert, hendes unge Søn,
Saa alvorsfuld i Sinde.
En Vildbrad har han fra Skoven bragt,
Saa kostelig har han os madet,
Men selv han sidder som halv forsagt,
Og langer neppe til Fadet.
Skjænk i, tøm Glasset, min unge Ven!
I Vinen drukner man Griller;
Hvo veed, om atter vi sees igjen,
Naar imorgen Skjæbnen os skiller?
#Fredrik.#
Vel sandt, jeg tier den hele Tid,
Mig nægtedes Talens Gaver.
#Gertrud.#
Her komme saa sjældent fremmede hid,
Af Undren han falder i Staver.
#Fredrik.#
Af Undren? O ja! den qvæler min Røst,
Men af Øiet den levner mig Brugen.
#Marie.#
Vil De klinke med mig?
#Fredrik.#
Med største Lyst!
#Gertrud.#
Min Søn, du spildte paa Dugen.
Jeg kalder min Fredrik Søn, thi jeg veed,
Som en Søn jeg den Kjære betragter;
Dog er han det ei, og sand Besked
Til Dem at sige jeg agter.
De ere saa venlige begge To,
Saa mildt De tage tiltakke;
Hvi skulde jeg gode Folk ei troe,
Og af Hjertet med Dem snakke?
Desuden har De vel Krav, jeg troer,
Paa at kjende Vert og Vertinde;
Nu vel, om os selv et lidet Ord
At sige Dem, har jeg isinde.
Paa Jyllands Heder min Mand var Præst,
Ved Døden jeg tidligt ham tabte;
En eneste Søn var min Lykkes Rest,
Men ak! kun Sorg han mig skabte.
Hans vilde, hans uregjerlige Sind
Forvoldte mig stadig Kummer;
O Gud! naar hans Skjæbne falder mig ind,
Mit Hjerte sin Sorg ei rummer.
Da han fyldte sit tre og tyvende Aar,
Da misted jeg ham, -- han døde! ...
O Gud! jeg føler det gamle Saar
Ved Mindet derom at bløde.
Jeg begriber ei, hvordan det gaaer til,
At ikke man døer af Sorgen,
At Hjertet ikke briste vil,
Men haaber end paa imorgen.
Og dog, til at haabe havde jeg Grund,
Thi blev mit Haab ikke lønnet?
En anden Søn har min Aftenstund
Med sønlig Ømhed forskjønnet.
Han bragtes mig som forældreløs,
Da hiin jeg nys havde mistet;
Jeg veed ei, hvordan den liden Knøs
Blev ind i min Stue listet.
Han laae i et Svøb, men intet Spor
Mig Kundskab gav om den Spæde.
Nu er han voxen, nu er han stor,
Nu er han min sidste Glæde.
Han skikker sig vel, han er Forst-Elev,
Snart tager han Forst-Examen;
Af Jægermesteren rost han blev, ...
Men jeg kjeder vist Herren og Damen.
#Vilhelm.#
Nei ingenlunde!
#Marie.#
Hvor kan De troe ...
#Vilhelm.#
Endnu maa De berette,
Hvorlunde De her kom til at boe
Paa Sjællands blomstrende Slette.
#Gertrud.#
Hvad skulde jeg meer paa Heden hist,
Da min Mand og min Søn vare døde?
Erindring gjorde mit Hjerte trist,
Og Egnen var mørk og øde.
Et Huus jeg havde, det solgte jeg da
For otte hundrede Daler,
Og drog med lettet Sind derfra,
Som fra Mindet om fordums Qvaler.
Jeg drog til Sjælland, her op mod Nord,
Thi jeg er født her paa Øen;
Saa kjøbte jeg Huset, hvor nu jeg boer
I Skoven herinde ved Søen.
#Vilhelm.#
I Deres Fortælling tage vi Deel,
Og Gjengjæld vil vi gjøre;
Fortroligheden skal vorde heel,
Naar De min Beretning vil høre.
De sagde nylig, vi havde Krav
Paa at kjende Vert og Vertinde;
Saa bør og Disse, som Huus os gav
Til Oprigtighed os forbinde.
Thi lad mig sige Dem, hvad jeg har
Ei hidtil villet fortælle:
At det er et lykkeligt Brudepar,
Som sidder hos Dem i Qvelde.
Iforgaars var det, vort Bryllup stod
I Sognekirken derhenne;
Os Brudeskaren i Hast forlod,
Da Vielsen var til Ende.
Med Glæde vi saae, at Papa og Mama
Og Slægt og Venner saa kjære
Sagde Farvel og kjørte derfra,
Og lod ene sammen os være.
For Kirkeporten en Vogn der holdt,
Den monne vi To bestige;
Al Verden vendte vi Ryggen koldt,
Kun fremad monne vi hige.
Thi rundt om Søens fortryllende Bred
Langsomt vilde vi drage,
For at nyde landlig Eensomhed
I de første Hvedebrødsdage.
Saa sparer man sig Trossets Morgenbesøg,
Naar det stolper omkring og tramper,
Nysgjerrige Blikke, upassende Spøg
Og Chocolade-Slampamper.
Saa har man dog Fred, saa har man Ro
For de Paatrængendes Miner,
Som vil see, hvordan de Nygifte boe,
Og hvad de har for Gardiner.
I det skjønneste Veir omkring vi drog
Og beundred saa Meget i Egnen,
Indtil iaften vor Skræk os jog
I Ly for Tordenregnen.
Imorgen tidlig vi drage bort,
Thi lad os da nu forføie
Til vort Kammer os hen; Natten er kort,
Og Søvn behøver vort Øie.
#Marie.#
Jeg er ikke søvnig, det har ingen Hast.
#Vilhelm.#
Men Hvilen kan ikke skade.
#Fredrik.#
Er den Beslutning da saa fast,
Os imorgen at forlade?
Egnen er skjøn, det siger De jo,
Saa skulde De blive her længer;
Naar jeg er Fører, det kan De troe,
Til ingen anden De trænger.
Saa let det hændes, De gaaer forbi
Alle de smukkeste Steder,
Men jeg skal vise den skjulte Sti,
Som kun sjelden en Fod betræder.
I Haven voxe de Blomster smaa,
Som min Moder pleier dernede;
Naar den unge Frue til dem vil gaae,
Da skal hun neppe sig kjede.
Og De, min Herre, paa Jagt maaskee
Har De Lyst en Riffel at prøve;
Saa følges vi ad, saa skal De see,
Jeg skal i Kunsten Dem øve.
Vi finde jo nok paa Tidsfordriv
For en Dag, for to, for trende.
De vil ikke fortryde det; derfor bliv,
Bliv kun imorgen til Ende!
#Gertrud.#
See saa! nu fik du Tungen paa Gang,
Min Søn, det godt mig hover.
Men Tiden vil falde de Fremmede lang,
Tiltrods for Alt, hvad du lover.
Et eensomt Levnet fører jeg,
Vort Tilbud er overflødigt,
Fremmede Folk blive her ei
Længer, end de har nødigt.
#Marie.#
Saa beskeden Venlighed røre maa;
Hvordan skal vi takke Dem Begge?
#Vilhelm.#
Nu vel, saa lad os sove derpaa,
Og imorgen det overlægge.
Vi vil ei reise saa tidligt bort,
Saa faae vi Tid til at tale.
Men nu lad os gaae; Natten er kort,
Og Øiet trænger til Dvale.
#Gertrud.#
God Nat! Gid Søvnen maa være blid!
#Marie.#
Men skal vi dog lidt ei bie?
#Vilhelm.#
God Nat! Jeg troer, det er Sengetid.
Nu kom, min elskte Marie!
IV
NATTETANKER
#Fredrik.#
Nu hviler den tause, dæmrende Nat
Over de sorte Skove;
Hvi flyer da Søvnen mit Øie brat?
Hvorfor kan jeg ikke sove?
Hvi drages min Tanke stedse hen
Til den unge deilige Qvinde?
Nu hviler hun hos en lyksalig Ven
I Gjæstekamret derinde.
Mon engang den Lykke vil vorde min,
En elsket Viv at eie,
At vugges i Søvn paa en Arm saa fiin,
Og ei paa et eenligt Leie?
Men hende, hende bliver det ei,
Som staaer for de drømmende Blikke;
Og hvor jeg søger paa Livets Vei,
Hendes Lige finder jeg ikke.
Der ulmer i hendes Blik en Glød,
Som til Flamme sig let forstærker;
Men Undseelse farver Kinden rød,
Naar sit Øies Virkning hun mærker.
Der gynger paa Barmens Tvillingepar
En Amor, som saligt bæver;
Men hun rødmer bly, naar hun mærket har,
At et Suk ham høiere hæver.
Snart seer hun forelsket og snart igjen
Med Frygt paa sin Ægtemage;
Snart lader det til, at hun drages hen,
Snart, at hun stødes tilbage.
Men han? Ja, hans Attraa er ligesaa hed
Som min egen ... Hvad er det, jeg siger? ...
Plagende Tanker! lader mig i Fred,
Fra mit natlige Leie viger! --
Vide jeg gad, om Andre det gaaer
Som mig, og paa samme Maade:
Saa Meget skeer, som for Tanken staaer
Lig en mørk, uløselig Gaade.
Meget, som hændes mig første Gang,
Synes mig et dunkelt Minde,
Det klinger for Øret som en gammel Sang,
Hvis Ord man ikke kan finde.
Hvor ofte, naar jeg i Skoven kom,
Og en Lysning faldt gjennem Løvet,
Var det, som jeg maatte huske mig om!
Og altid blev jeg bedrøvet.
Og traf min Kugle den flygtende Raa,
Min Samvittighed følte sig bebyrdet,
Jeg græd over Dyret, jeg tænkte paa,
Ifald jeg en Ven havde myrdet.
Aldrig tilforn jeg sværmet har
Som idag, for en deilig Qvinde;
Og dog, dog er det, som Hjertet var
Fuldt af et gammelt Minde.
Jeg er vaagen, dog stige Syner herned
Fra Drømmenes hemmelige Riger ...
Plagende Tanker! lader mig i Fred,
Fra mit natlige Leie viger! --
Bestandig mit Øie stirre maa
Paa den Lysning paa Bøgen derude.
Skjøndt langt fra Vinduet mit Leie mon staae,
Seer jeg den gjennem min Rude.
Det er Lyset hos det reisende Par; et Skin
Falder paa de mørke Skove.
Nu blev det slukket! ... Lettet er mit Sind,
Maaskee jeg nu kan sove.
V
PROMENADEN
#Vilhelm.#
Seer De nu? De har vundet Deres Sag:
De fik os til at blive;
Vi er her alt paa tredie Dag,
Og kan neppe løs os rive.
#Fredrik.#
Men den unge Frue kjeder sig vist,
Desværre, det seer jeg af Minen.
#Marie.#
Det er Træthed kun, og Deres Moder hist
Venter os ved Theemaskinen.
#Vilhelm.#
Det er intet Under, om hun er træt,
Kun sjeldent hun Foden rører.
Men nu har vi ogsaa beseet hver Plet,
Tak være vor gode Fører.
#Fredrik.#
Imorgen Fruen sig hvile maa,
Mens vi Andre paa Jagten drage.
#Marie.#
Men vil De paa Jagt virkelig gaae?
#Vilhelm.#
Er det nu Grund til Klage?
En Mand har en Attraa i sit Bryst
Til tusinde Ting at prøve,
Og Jagten er just en mandig Lyst,
Som det sømmer sig ham at øve.
#Fredrik.#
Saa vil jeg nu hjem iforveien gaae,
Jeg skyder en Gjenvei herneden;
I aften jeg Kugler støbe maa,
Thi jeg brugte den sidste forleden.
Men De maae vandre her ligefrem
Mellem de tvende Høie;
Stien fører til min Moders Hjem.
#Marie.#
O ja! vi kjende den nøie.
#Fredrik.#
Farvel! Vi mødes om en liden Stund.
#Marie.#
O Vilhelm! nu er vi alene,
Skrækken binder ei meer min Mund.
#Vilhelm.#
Hvad er det? hvad kan du mene?
#Marie.#
O tjen mig deri! gaae ikke paa Jagt!
Lad os reise herfra itide!
#Vilhelm.#
Men siig mig, hvad gjør dig saa forsagt?
#Marie.#
O Gud! ... man kan ikke vide ...
Man hører om uforsigtige Skud, ...
Hvor let kan et Uheld sig føie! ...
Og den unge Mand ... o! han seer ud ...
Saa forvildet er hans Øie!
#Vilhelm.#
Min bedste Marie! jeg troer, du seer
Spøgelser midt om Dagen.
#Marie.#
O Vilhelm! skal jeg bede dig meer?
#Vilhelm.#
Du bliver saa hvid som et Lagen!
Hvad er det? hvad feiler dig? Sæt dig ned,
Her en Træstub Rødderne strækker;
Og siig mig nu i Fortrolighed:
Hvad er der skeet, som dig skrækker?
#Marie.#
O spørg mig ikke! der er Intet skeet,
Du maa ingen Forklaring forlange,
Jeg har Intet hørt, jeg har Intet seet,
Kun en Anelse gjør mig bange.
Den Tordenluft, hvori vi kom,
Er endnu bestandig den samme.
Der drager et Uveir paa Himlen om,
Og jeg frygter, et Lyn vil ramme.
Maaskee det kun er Indbildningens Spil,
Maaskee kun Frygt mig forleder,
Men den første Bøn ei nægte du vil,
Hvorom din Hustru dig beder.
#Vilhelm.#
Min elskte Marie, nei visselig, nei!
Mod dit Ønske jeg ikke strider,
Endskjøndt jeg troer -- jeg det nægter ei --
At af sygelig Frygt du lider.
Men ligemeget! For at lette dit Sind,
Lad os reise tidligt imorgen.
Nu vender Rødmen tilbage til din Kind;
Ja, min Elskede, glem nu Sorgen.
Saa vil vi til Staden, til vort Hjem
Rundt om Søen drage.
Men de Andre? ... Intet vi sige dem,
Naar nu vi vende tilbage.
Der vanker ellers saa mangen Bøn
Om imorgen over at tøve,
Og baade Konen og hendes Søn
Vort Afslag vil bedrøve.
Men tidligt imorgen, naar Veiret er godt
-- Og det lover os Aftenrøden --
Saa lade vi Vognen komme blot,
Og Undskyldning er ei fornøden.
Men nu lad os gaae, thi du er varm
Og Aftenens Taager begynde.
Støt dig paa mig, giv mig din Arm,
Nu vil vi os hjemad skynde.
VI
MODER OG SØN
#Fredrik.#
For silde jeg seer det, jeg kom tilkort,
Jeg føler, hun mig foragter;
Hun vender med Afsky Hovedet bort,
Hvergang jeg hende betragter.
Alt er stille, det er atter Nat,
I Huset slumre nu Alle,
Jeg vaager atter, eensom, forladt,
Og lader Modet falde.
Dog nei! I Mismods dunkle Sky
Jeg vil mig inat ei svøbe.
Nu brænd, min Lampe! nu smelt, mit Bly!
Kuglerne vil jeg støbe.
Hvor svag seer saadan en Kugle dog ud!
Hvor synes den ussel og ringe!
Og dog hvor findes Mage til Bud,
Naar det gjælder Budskab at bringe?
Og lige villig og med samme Lyst
Den lader sig lydig sende
Til ham, som hviler ved et deiligt Bryst,
Og til mig, som spottes af hende.
Til mig? ... O ja! det var besørget snart,
Og maaskee det just var paa Tide,
Maaskee der blev for os alle spart
Megen kommende Qvide.
Men tys! ... det pusler jo ved min Dør;
Jeg skimter et Lys, der flammer ...
Min Moder? ... Hvordan? Du sagde jo før
Godnat og gik til dit Kammer.
#Gertrud.#
Ei kunde jeg sove, jeg var saa beklemt,
Det var som om Luften brændte,
Og jeg følte mig saa ængstelig stemt,
Som om en Ulykke hændte.
Med stærke Skridt jeg hørte dig gaae
Her i Natten, den stille,
Og ei Ro jeg havde, før jeg saae,
Hvad du monne bestille.
#Fredrik.#
Kjær Moder min, vær uden Frygt!
Imorgen skal jeg jage,
Et Par Kugler at støbe har jeg forsøgt,
Da jeg fleer ei havde tilbage.
#Gertrud.#
Lad imorgen fare den vilde Færd,
Den bliver os ei til Baade.
Saa længe de fremmede Folk er her,
Lad mildere Glæder raade.
#Fredrik.#
Men lovet jeg har den fremmede Mand
At jage med ham i Skove.
#Gertrud.#
Saa siig, at uvant med Jagten er han,
Og Du tør ikke det vove.
#Fredrik.#
Men hvad er det, Moder? hvad er det, du troer?
Troer du, jeg vil ham skyde?
#Gertrud.#
O ti dog! Hvilket afskyeligt Ord!
Nei, det vil Gud forbyde.
#Fredrik.#
Nu vel, til hvad Frygt har du da Grund,
Naar for hans Liv jeg vil svare?
#Gertrud.#
O jeg veed ikke selv! men denne Stund
Ligesom truer med Fare.
O Fredrik! lad ei min Bøn være spildt!
Du er saa selsomt forvirret,
Aldrig dit Øie har seet saa vildt,
Aldrig det saa har stirret.
#Fredrik.#
Indbildning, Moder!
#Gertrud.#
Nei, altfor klar
Er Aarsagen til min Smerte:
Et Tidsrum af trende Dage har
Forvandlet dit Sind og dit Hjerte.
Du tier, du fælder Taarer i Løn,
Jeg seer dem paa Kinden trille.
Min stakkels Fredrik, min gode Søn,
Lad kun Graad din Smerte formilde!
Kom, sæt dig hos mig ved dette Bord,
Hvor den natlige Lampe brænder,
Lad os tale sammen et fortroligt Ord,
Som gamle, prøvede Venner.
O Gud! jeg trænger jo selv til Trøst,
Og inat er mit Sind ei modigt;
Til mit Øre sig nærmed en rædsom Røst,
Til mit Blik et Syn, som var blodigt.
Saa tidt, naar jeg lægger mit Hoved ned,
Mens de natlige Timer ile,
Forstyrrer den rædsomme Røst min Fred,
Det blodige Syn min Hvile.
Og inat, tiltrods for min Aftenbøn,
Plaged de mit Blik og mit Øre.
Jeg har aldrig fortalt dig det før, min Søn,
Men nu, nu skal du det høre.
Hvo veed? maaskee faaer Hjertet Ro,
Naar til dig om min Skjæbne jeg taler;
Maaskee det lettes, naar vi er To
Om at bære de hemmelige Qvaler.
Den Søn, som mit Ægteskab mig gav, --
O, du veed ei, hvordan han døde! ...
Bødlen hugged hans Hoved af,
Paa Skafottet maatte han bløde.
Forskudt af en ung og deilig Mø,
Som var døv for hans Beilen og Tragten,
Lod han en lykkelig Elsker døe
For en Morderkugle paa Jagten.
Den Morgen, da han led sin skrækkelige Dom --
Endnu var det neppe daget, --
Traadte Slutteren ind, og sagde: "Kom!
"Klokken er nu paa Slaget."
Da sank han for sidste Gang til mit Bryst,
Og udbrød: "Et Ord du mig give,
"Et kraftigt Ord, som kan være min Trøst
"Paa min sidste Gang ilive!"
Og jeg sagde ... Men Fredrik! du skræmmer mig! Siig ...
Du reiser dig ... hvad har du isinde?
Du stirrer paa mig saa bleg som et Lig ...
#Fredrik.#
O Moder! Moder! hold inde!
Du sagde: "Naar du for din Frelser staaer,
"Da siig: Min Gud og min Broder!
"Tilgiv mig for dine Martyrsaar,
"For min Anger og for min Moder!"
#Gertrud.#
Ha! hvoraf veed du det?
#Fredrik.#
Mig det var!
Først nu mig selv jeg fatter:
Det er din virkelige Søn, du har,
Og nu lever han Livet atter.
#Gertrud.#
O Fredrik! har Vanvid grebet dit Sind?
#Fredrik.#
Nei Moder vær ikke bange!
Men hidtil gik jeg som en Blind
Igjennem Aarene lange.
Min Bevidsthed vaktes i denne Stund,
Nu mig selv jeg gjennemskuer,
Nu seer jeg mit Liv i dets første Grund,
Og paa eengang haaber og gruer.
Ha! jeg føler igjen min dybe Skræk,
Da mit Hoved paa Blokken jeg lagde,
Men af min Tanke dog ei gik væk
Det Trøstens Ord, du sagde.
Ved Øxens Fald min Bevidsthed forgik,
Men jeg vaagned paa fremmede Steder,
Og paa min Vandring Øie jeg fik
Paa en Mand i hvide Klæder.
Jeg veed ei ... maaskee det min Frelser var,
Men ak! jeg kjendte ham ikke,
Og min Bøn for ham ei frem jeg bar,
Skjøndt Mildhed var i hans Blikke.
Han langsomt mig imøde kom,
Og nu saae jeg hans Haar at skinne;
Han strakte sin Haand og sagde: "Vend om!
"Din Plads er ikke herinde.
"Paa Jorden Forbryderens Død du led,
"Her ingen Straf er tilbage,
"Saa gak da til Jorden atter ned,
"Lev om igjen dine Dage."
Da vendte jeg om paa frygtsom Fod,
Da vandrede jeg saa længe;
Min Kraft var mattet, tabt mit Mod,
Til Hvile monne jeg trænge.
Da sov jeg en Søvn saa dyb, saa haard,
Og Intet veed jeg, som hændte,
Men da jeg vaagned i Barndoms Aar,
Jeg som en Anden mig kjendte. --
Og Moder! skjænk mig et Øiekast!
Din Trøst kan jeg nu behøve;
Ei anden Gang, det lover jeg fast,
Skal din Søn dit Hjerte bedrøve.
Hun svarer mig ei! Hendes Stemme lød
Dog tilforn, for Sønnen at raade ...
Hun drager saa tungt et Suk ... Hun er død!
Nu see Gud til mig i Naade!
VII
MORGENEN
#Fredrik.#
Undskyld, om jeg Dem vækker for brat,
Om for tidligt min Røst De fornemmer,
Men min gamle Moder er død inat,
Og Fogden skal forsegle hendes Gjemmer.
#Vilhelm.#
Hvad siger De{}!{sic} Død{}!{sic}
#Marie.#
Forbarmende Gud!
#Byfogden.#
Ak ja! det er Verdensløbet.
#Fredrik.#
Hendes Hjerte brast, hendes Lys gik ud.
#Byfogden.#
Og her er Fattigdom ovenikjøbet.
#Vilhelm.#
O hvilket Budskab!
#Marie.#
Jeg skjælver af Skræk!
#Byfogden.#
De er Slægtninge, kan jeg formode;
Jeg troer at bemærke Familietræk.
#Vilhelm.#
O nei!
#Byfogden.#
Ikke det? Jeg troede.
Men Grunden til Sorg er jo ligesaa god,
Naar man kjendte den Afdøde nøie.
#Vilhelm.#
For fire Dage siden hun stod
Den første Gang for vort Øie.
#Byfogden.#
Men saa skal De ikke tage Dem det nær,
Saa behøves ikke den Jammer.
Undskyld forresten, om jeg gjør Dem Besvær
Med at undersøge Deres Kammer.
Det er ei stort Andet end en Formalitet,
Thi her er kun Lidt at skrive.
Af Testamentet har jeg seet,
At Sønnen skal Arving blive.
Men sin Myndigheds Tid maa han vente dog,
Før han Alt i Besiddelse tager,
Og derfor man forsegler eller fører til Bog
Hvad her findes af rørlige Sager.
Min Dame! min Herre! bryd Dem ikke derom;
Jeg er færdig strax paa Minutet ...
I Skabet er kun Lidt, Commoden er tom.
Her er nu Forretningen sluttet.
Skyldige Tjener! Paa Loftet nu jeg gaaer.
#Marie.#
Jeg staaer, som af Skrækken knuset!
Husker du, jeg sporede Tordenen igaar?
Nu har Lynet slaaet ned her i Huset!
#Vilhelm.#
Ja, dobbelt forfærder et Slag, som saa brat
Kommer, for uventet at dræbe.
Jeg favnede min Hustru i en lykkelig Nat,
Min Læbe søgte hendes Læbe;
Saa lyksalig var mig hos min Hjertenskjær
Natten i den fredelige Hytte;
Men imidlertid kom os Døden saa nær,
Og greb sit uventede Bytte.
#Fredrik.#
Jeg kommer igjen, for et Ord endnu
At sige mine Gjæstevenner:
Ifald til at reise staaer Deres Hu,
Jeg strax Deres Vogn Dem sender.
Men vil De tøve hos mig her
I de første sørgelige Dage,
Da begriber De vel, Deeltagelsen er kjær
For ham, som er ene tilbage.
#Vilhelm.#
Jeg nødigt forlader en bedrøvet Ven;
Hvad er din Mening, Marie?
#Marie.#
Uden Spørgsmaal derom, vi blive her end,
Og Begravelsen oppebie.
Mildt hun qvæged os paa vor Vei,
Den gamle venlige Qvinde;
Saa forlade vi Huset heller ei,
Saalænge hun er herinde.
Før mig til det kolde Leie, hvorpaa
Den Døde nu slumrer rolig;
Hendes venlige Træk, hendes Smiil mig maae
Gjøre med Døden fortrolig.
#Fredrik.#
Ja kom! jeg fører Dem Begge derhen,
Og lover ved min Moders Minde:
At betragte Dem som en broderlig Ven,
Og Dem ... som en søsterlig Veninde.
VIII
I STORSTUEN
#Vilhelm.#
Marie, nu kom! hvad venter du paa?
Alt Uhret Midnat viste.
#Marie.#
Men gjennem Storstuen skal vi gaae,
Og der staaer den sorte Kiste.
#Vilhelm.#
Gjennem Mørket skal jeg lede dit Fjed ...
Træd ikke paa Buxbom-Planten ...
Nu er vi ved Kisten, lige derved,
Stød dig ikke paa Kanten.
Fat Mod! Her er vor Kammerdør,
Du Lyset derinde kan skue.
Med andre Følelser gik vi før
Dertil gjennem denne Stue.
See, her er vor første, fortrolige Bo,
Vor Omfavnelses hellige Vugge;
Men udenfor har en dybere Ro
Lønnet dybere Sukke.
IX
PAA KIRKEGAARDEN
#Vilhelm.#
I denne Kirke din Haand du mig gav,
Vort Baand vi her monne knytte.
#Marie.#
Vi staae her igjen, men en aaben Grav
Gaber efter sit Bytte.
#Vilhelm.#
I Alt, som forkynder vor Sjæletrang,
Til den mægtige Kirke vi træde.
Klokkerne ringe med samme Klang
Til Ligfærd og Bryllupsglæde.
#Marie.#
Som Klokkernes Klang er Blomsternes Pragt
De smykke Liget som Bruden.
Her lægger jeg Krandsen, min Haand har bragt,
Hos den Døde paa Hovedpuden.
#Fredrik.#
Før Laaget mig røver dit sidste Spor,
Et Kys paa din fromme Pande!
#Præsten.#
Af Jord er du kommen, du bliver til Jord,
Men af Jorden op skal du stande.
#Chordrengene.#
See, Tiden saa meget hastigt gaaer;
Hvo veed, hvor nær er min Ende?
At bort herfra jeg at vandre faaer,
Hvor let, hvor snart kan det hænde!
#Fredrik.#
Vort Hverv er endt, nu drage vi hjem,
Og Deres Vogn bestilles.
Et Øieblik jeg da taler med Dem,
Og saa for stedse vi skilles.
X
AFREISEN
#Fredrik.#
Sadl op min Hest og træk den frem!
Jeg vil ud i Verden ride;
Ei meer jeg bliver i mit Hjem,
For at savne, længes og lide.
Afsted! afsted! Min Hu staaer til
De vilde, fremmede Lande;
Ved høie Bjerge skilles jeg vil
Fra mit Hjem og ved dybe Vande.
Du Stork, som gjennem Luften gaaer,
Laan mig din brede Vinge!
Du Lærke, som under Skyen slaaer,
Lad din Sang i mit Hjerte klinge!
Marie! Vilhelm! Jeg skilles fra Dem,
Nu rider jeg bort, naar De kjører;
Øde bliver mit Ungdomshjem,
Og fra mig vist aldrig De hører.
Men naar Jorden er kastet over os tilsidst,
Som idag over min stakkels Moder,
Da skal vi hos Ham mødes forvist,
Som er vor Gud og vor Broder.
Et Haandtryk, Vilhelm! Det er Afskedsbud ...
Marie! Deres Haand De mig række!
Jeg trykker et Kys paa dens Liliehud ...
Lad Kysset Dem ei forskrække!
O lad mig holde den en liden Stund!
Tilgiv mig denne Dvælen!
Lad mig fæste den til min brændende Mund!
O kunde jeg udaande Sjælen!
Nu slipper jeg den strax; und mig min Lod;
Betragt mig ikke saa bange!
O var der dog en dræbende Braad
Hos denne skinnende Slange!
Marie! see, jeg giver Dem den
Tilbage, med Taarer vædet! --
Og nu afsted! i det Fjerne hen!
Lad mig flye fra Dem og fra Stedet!
Der kommer Deres Vogn, nu stiger De derop,
Og jeg til Hest for at ride.
Farvel, farvel! -- Galop, Galop!
Ud i Verden den vide!
#Vilhelm.#
Beklag, Marie, den unge Mand!
Til dig har han sat sit Hjerte.
Jeg længe mærket har, at han
Led af forelsket Smerte.
Men hidtil har jeg det ikke sagt,
Du skulde det først erfare,
Naar Veien var tilbagelagt,
Naar i vort Hjem vi vare.
#Marie.#
Saa du troer, du lærer mig noget Nyt?
Jeg selv ei skulde det mærke?
Har du glemt forleden vor Dispyt
Og mine Anelser stærke?
#Vilhelm.#
Hvordan? du meente? ...
#Marie.#
Tal ei derom!
Jeg drømmer endnu, skjøndt vaagen;
Jeg har drømt fra den Stund, jeg hertil kom,
Og nu først spreder sig Taagen.
#Vilhelm.#
Drømmen er glemt, Solen herned
Skinner gjennem Bøgetoppen.
#Marie.#
End seer jeg Støvet i Rytterens Fjed,
End hører jeg fjernt Galoppen.
#Vilhelm.#
Vær uden Frygt, min unge Viv!
Paa Hjulet din Fod du sætte!
Jeg holder Armen om dit Liv,
Skal op i Vognen dig lette.
Nu sidde vi sammen, vi er ene, vi er frie;
Vil du taale min Arm under Kaaben? --
Kjør, Postillon! blæs din Melodie!
Fremad! Verden er os aaben.
GUDSTJENESTE
EN FORAARS-PHANTASIE
#Digteren.#
Pindsemorgen! o hvor skjøn!
Skoven vinker lysegrøn
Bort fra Staden, i hvis Gader
Pene Folk af begge Kjøn
Vandre stadseligt i Rader.
Stadens Kirkeklokkers Klang
End mig følger paa min Gang;
Men til Skoven gaaer min Vei,
Der jeg meer dem hører ei;
Der mit Blik kun hviler paa
Tusind stumme Klokker smaa,
Nogle hvide, andre blaae,
Som i Ly for Solens Flammer
I det friske Skovgræs staae
Hos de mosbegroede Stammer.
Hist, hvor Skoven breder ud
Majestætisk sine Kroner,
Der er Templet for min Gud,
Der har Fuglen Orgeltoner
Paa Naturens Pindsefest,
Og der præker bedre Præst
End i hine skumle Haller,
Hvor prosaisk Dagslys falder
Gjennem matte Ruder ind,
Medens her ved sagte Vind
Under Løvet Lyset spiller
I et gjennemsigtigt Grønt,
Tusind Gange mere skjønt
End blandt hvide Kirkepiller.
Her, Natur, er Tabernaklet,
Hvor din Helligaand jo boer,
Som gjør Pindsedags-Miraklet,
Hvorom hist kun føres Ord;
Thi det Sprog, som dine Tunger
Tale med en evig Røst,
Over hele Verden runger,
Og forstaaes af hvert et Bryst.
#Pan.#
Vær velkommen til min Bo,
Til min tause, dybe Ro!
Her er tyst og her er stille;
Vil du dig fra Mængden skille,
Kom, o Digter, da herud!
#Digteren.#
Ha! hvo taler her?
#Pan.#
Din Gud.
#Digteren.#
Min?
#Pan.#
Ja, din.
#Digteren.#
Jeg seer ham ikke.
#Pan.#
Nei, thi selv om du er kjæk,
Du betoges dog af Skræk,
Hvis han stod for dine Blikke.
Men min hemmelige Stemme
Til dit Digter-Øre naaer,
Og mit Ord skal du fornemme,
Mens du for mit Alter staaer.
#Digteren.#
Mere jeg forlanger ikke;
Det er Nok, naar kun jeg veed,
At jeg i min Eensomhed
Sees af dine Guddomsblikke;
Det er Nok, naar paa min Gang,
Hvergang jeg til dig tør tale,
Du med Svar mig vil husvale
Og begeistre mig til Sang.
#Pan.#
Husk dog: kun paa eensom Vei
Kan og vil din Bøn jeg høre;
Har du Selskab, da mit Øre
Lukkes, og jeg svarer ei.
#Digteren.#
Just saaledes er det Ret:
Vil jeg mig med Gud forene,
Søger jeg en eensom Plet,
Hvor med Gud jeg er alene.
Der min Andagt ei forhindres
Af en dum og døsig Flok;
Der jeg i mit eget Indres
Tanker finder Selskab nok;
Der min Gang til Gud er lettet,
Ikke mig besværlig gjort;
Uden Agt paa Klokkeslettet
Gaaer jeg ind ad Templets Port;
Disse hvalte Søilegange,
Mere dybe, mere lange,
Aabne staae ved Nat og Dag.
Ja, hvis i vor Stad derhenne
Kirken aaben stod, som denne,
O, det var en anden Sag!
Ofte snart ved Dagens Lue,
Snart ved Nattens laante Skin,
Gik jeg da med Lyst derind,
For til Alteret at skue,
For, med Blik til Kupplens Bue,
Fromt at hæve der mit Sind.
Helst jeg valgte da den Stund,
Naar ei Sværmen var derinde,
Og naar ikke Præstens Mund
Fik min Andagt til at svinde;
Kun hvor eensom Taushed boer,
Kan min Barm af Fromhed gløde.
#Pan.#
Ogsaa der jeg skulde møde,
For at svare paa dit Ord.
#Digteren.#
Du i Kirken?
#Pan.#
Selv i den,
Naar den kun er tom og øde,
Er jeg villig til at møde
Den, som drages til mig hen.
Overalt, hvor Een tør bygge,
Skjult af Dunkelhed og Skygge,
Uden Selskab af en Ven,
I det Eenlige, det Tomme,
I det Tause vil jeg komme.
Hvor kun paa den fælles Vei
Een sig skiller fra de Andre
I mit Navn, for taus at vandre,
Er tilstede hos ham jeg.
#En Stemme fra Skoven.#
Din Hu du bort fra Eensomheden vende!
Thi hvor To eller Trende
I Navn af mig foreente sammentræde,
Der er jeg selv imellem dem tilstede.
#Digteren.#
Ha! hvilken Stemme toner
Fra Bøgeskovens Kroner,
Og taler modsat Mening,
Og raader eenlig Vandrer til Forening?
#Samme Stemme.#
En Engels Røst du høre!
Din Frelsers Ord han bringer til dit Øre.
#Digteren.#
O Fugl med stærke Vinger,
Som nu fra Træet dig til Jorden svinger,
Imens din hulde Sang i Luften klinger!
Jeg under Løvets Buer
Fra Fugl til Engel dig forvandlet skuer.
#Engelen.#
Digter! hvorfor vil du søge
Paa en eensom Vei din Gud?
Kun i Skoven, mellem Bøge
Vil du lytte til hans Bud?
Du vil stedes for ham ene,
Da først hører du hans Ord,
Og dig nærmere tør mene,
End i samlet Broderchor.
Troer du da, Gud i sin Himmel
Fører Liv som Eremit,
Siden du i Brødres Vrimmel
Ei kan tale til ham frit?
Troer du, han sig aabenbarer
Heller for en eenlig Aand,
End han sine Sønner svarer,
Samlede ved fælles Baand?
Altsaa kalder du din egen
Frelser til dig i din Bøn,
Ikke ham, som ned er stegen
Til det hele faldne Kjøn,
Ham, som vilde jordisk fødes,
For, som Menneske, skjøndt reen,
Med den hele Slægt at mødes,
Og ei skille sig fra Een? --
Gjør som han, udøv herneden
Kjærlighed som første Bud,
Slut dig selv til Menigheden,
Og igjennem den til Gud.
#Digteren.#
Til Sandhed du mig hæver,
Men vanskeligt er Offret, som du kræver.
Ak! skamfuld jeg bekjender:
Poeten let mod Hedenskab sig vender;
Selv naar for Gud han knæler,
Den gamle Adam ikke reent han qvæler.
Vel kan man sig husvale
I Venners Kreds ved klar, fortrolig Tale;
Vel er det skjønt at virke
Til fælles Øiemed i Stat og Kirke,
Skjønt, hvor de store Kræfter sig forgrene,
Sin egen Kraft med Manges at forene.
O! men et Blik af Solen
Paa tidlig Vaardag, Duften af Violen,
En sagte kruset Vove,
En kjølig Luftning i de tætte Skove,
En flygtig Sky, som svæver
Paa Himlen og for Maanens Straale bæver,
Og dybt i Skov og Dale
Den høitidsfulde Sang af Nattergale, --
Alt Dette taler med saa stærk en Stemme,
At Menneskenes Røst jeg maa forglemme. --
Ak! jeg bør ikke nægte,
Min Christendom er vistnok langt fra ægte,
Thi Livet, som Naturen mig bebuder,
Er helst i Samqvem med de gamle Guder.
Jeg taler med Dryader
I Træets Løv, i Bækken med Najader;
Ved Dagens hede Lue
Jeg seer Apollo med hans gyldne Bue,
Og seent i Aftenstunden
Jeg øiner fjernt hans Søster, snart i Lunden,
I Kreds af hendes Terner,
Og snart paa Himlen, i et Chor af Stjerner.
Mod alle Skikkelser min Tanke haster,
Og hvad den nylig greb, den atter kaster,
Indtil den Hvile finder
Hos Pan, den Guders Gud, som aldrig svinder,
Ham, som fra Skabningstiden
Stod det helleniske Parnas ved Siden,
En Skygge, hvori Gudeverdnen bygger,
Og som gjør alle Guderne til Skygger,
Thi naar de alle drage
Fra Tanken bort, saa bliver han tilbage,
Som den Uendelige,
Der bliver, naar de Endelige vige.
Jeg fatter meer og mere,
At, vil man om sin Gud philosophere,
Da kommer man til Pan. Paa Indras Himmel
Han skjuler sig imellem Guders Vrimmel,
Men kommer til Bramanen, som i Ørken,
Paa hede Sand, i Tørken,
Med opspiilt Øielaag mod Solens Straaler,
I eensom Selvbetragtning Himlen maaler.
Som Sphinx for alle Tider,
Han slumrer i Egyptens Pyramider.
Og i det Skjønheds-Rige,
Hvor Hellas satte de Udødelige,
Hvor Digteren har hjemme,
Som i Naturen hører deres Stemme,
Der hvisker han i Løvet,
I hver en Duft, fra Blomsterbægret røvet,
I Nattevindens Susen,
I Kildens Tonefald, i Havets Brusen,
I Dyrets qvalte Toner,
I Fuglens Qviddren under Skovens Kroner.
Thi naar Naturen nødes
Til, skilt fra Guderne, som i den bygge,
I eensom Majestæt sig selv at smykke,
Med ham tilsidst vi mødes,
Der hersker, naar de Andre maae forstødes.
For Socrates de mange Guder svinde,
Han troer kun paa sin Genius derinde;
Og dennes indre Seen
Hos Plato hæves panisk til Ideen.
Endogsaa Mosaismen,
Som fra Naturen skiller
Sin Gud, og fjernt ham stiller,
Har jo Spinoza endt i Pantheismen. --
Jeg veed, kun Christi Lære
Kan sikkert Hjem for Tankens Grublen være;
Kun den har Skov og Huler
Og Grotter, hvori Pan sig ikke skjuler.
Men ogsaa der er Gjærdet
Ei allevegne lukket;
Man troer, at protestantisk man har bukket
For Gud, -- men det var Pan! man staaer forfærdet.
Thi Gud man atter fjerner
Fra Verden, fra Naturen,
Forskandser sig mod ham ved Prosamuren,
Og troer, han bliver nok bag sine Stjerner.
Men dog for ham at ære,
Man samles, for maaskee ham at behage,
Paa visse Timer og paa visse Dage;
Hans Tjeneste skal en Forretning være. --
Nei! kald ham hid tilbage,
Og sæt hans Naades dyrebare Mærker
Iblandt Naturens ubevidste Værker:
Lad Korset plantes mellem vilde Bøge,
At Skovens Sanger til dets Green kan søge,
Gjør hver en Bakke til et Golgatha;
Lad Klosterkirken hæve sig i Lunden,
Og Klokken ringe fromt i Aftenstunden,
Mens Andagt kalder Sjælene herfra;
Lad Blomsten slynges om Madonnas Alter,
Lad Dyret qvæges paa Sanct Antons Fest,
Befolk hver Skov med Helgeners Gestalter,
Og byd Naturens hele Kreds til Gjæst!
Da vil og Digteren til Festen komme,
Med hellig Andagt og med Tanker fromme.
O Alles Gud, i dine Helligdomme,
Hvor selv Naturen føres
Til dig, og helliggjøres,
Og det Profane stoler
Paa Stemplet af de hellige Symboler.
Men her, hvor ei man vil Catholicisme,
Hvor hvert et ydre Holdningspunct kun svigter,
Her kan en stakkels Digter
Ei undgaae Pantheisme.
Hos ham ei Feilen stikker,
Det Secten er, som skranter;
I Himlen er vist alle Catholiker.
#Engelen.#
Nei, vi er Protestanter.
Du, som om Naturen sjunger
Med begeistret Røst, og troer
At forstaae dens tusind Tunger
Som et eneste Guds Ord,
Klares lad dit Sind, dit Øie,
See den Stræben i hvert Blad
Imod Korset sig at bøie,
Sole sig i Naadens Bad.
Hvorfor plante Kors i Skoven?
Er ei Korset overalt,
Her paa Jorden og foroven,
I hver levende Gestalt?
See det, som sig bør en Sanger,
I din stille Tankes Læ
Neppe du da meer forlanger
Her at skue det af Træ.
Du, som fører Ord paa Læben,
Veed du ei om Det Besked,
Hvorom i sin tause Stræben
Ubevidst Naturen veed?
Troer du ei, den dunkelt mærker,
Fra den Tid, da Christus her
Gjorde sine Underværker,
Har den faaet et større Værd?
Troer du ei, den dunkelt længes
Efter den Forløsningsstund,
Da, naar Alt for Thronen trænges,
Ogsaa den af Herrens Mund
Høre skal det Ord, som lyder:
"Gjør min Villie! følg mit Bud!
"Jeg din tunge Lænke bryder,
"Løser dig af Fængslet ud." --
Digter! see med Digter-Øie,
Og med Digter-Øre hør,
Og Naturen vil sig bøie
Mod dit Blik, med kastet Slør,
Den vil klinge for dit Øre,
Med Sordinen taget bort,
Og et Spil dig lade høre,
I hvis Klang du kjender vort.
See dig om! Naturen sørger
I sin Ro, sin Eensomhed:
Aabnes Blomsten, dig den spørger,
Om du ei dens Frelse veed;
Aftenrøden, naar den skriver
Sit Godnat i Skyers Lag,
Spørger, om ei snart den bliver
Forbud for en salig Dag.
Sine halvt forstaaede Tanker,
Dunkel Smerte, dunkel Lyst
Vil Naturen for et Bryst
Skrifte, hvori Hjertet banker;
Sine hemmelige Skatte
Den med Uskyld peger paa;
Kunde Mennesket kun fatte!
Kunde Mennesket forstaae!
O! da hørte han i Løvet
Og paa Lufts og Bølgers Vei
Kun en Stemme, som bedrøvet
Klager, at den høres ei.
Hør den, Digter! lyt derefter!
Det er dig, den taler til,
For at du de dunkle Kræfter
Klare skal ved Strængespil.
Al Naturen dine Blikke
Søger og din Kjærlighed;
Elsker du din Broder ikke,
O saa fly Naturen med!
#Chor fra Skoven.#
Hele Naturen har Trang til Forening,
Stræber mod Mennesket, før end mod Gud;
Digteren fatter dens lønlige Mening,
Synger ved Lyren dens Længseler ud.
Alt i Naturen vil skues og høres
Af det forstaaende, kjærlige Bryst,
Vil, naar det fattes med Kjærlighed, føres
Frelsen imøde, til Frihedens Lyst.
PROTESTANTISMEN I NATUREN
EN MYSTERIE
I
Det gjælder Kamp paa Liv og Død,
Imod det Ydre ruster sig det Indre,
Thi Hiint os længe Trældom bød,
Men Dette -- Tanken -- har begyndt at tindre;
Den trodser hvad den forhen lød,
Og har den bragt det første Stød,
Den lader sig ei meer forhindre,
Den vil erobre Verden, ikke Mindre.
Den tegner Banen
Med stærke Træk,
Snart Seiersfanen
Den planter kjæk.
II
O men fornem de sorrigfulde Sukkes
Klagende Strøm!
See, hvor de skjønne Phantasier vugges
Bort, lig en Drøm!
Solen er opstaaet, Maanen ikke skinner,
Sandsernes Verdens gyldne Trylleri
Flygter og forsvinder;
Alt er forbi!
Troen ei meer til Syn af Gud sig hæver,
Tillidsfuld, stærk;
Kun som en Tanke han usynlig svæver
Bag ved sit Værk.
Ak! og Naturen ikke længer smiler
Huldt som den Dragt, hvori hans Væsen kom;
Skilt fra Gud den hviler
Aandløs og tom.
Frelseren vil sit Billed ei besjæle,
Tegnet er dødt;
Fromhed ei længer for ham selv tør knæle,
Sværmende sødt.
Markernes Krands til Korset ei man bringer,
Helgenens Alter kun forladt man seer,
Ei til Messe ringer
Skovklokken meer.
Verden af tusind glade Phantasier!
Ak, du forgaaer!
Luften forstummer, Kildevældet tier,
Eensom jeg staaer.
Hvor skal jeg høre Svaret paa min Længsel?
Hvor skal jeg henflye til en savnet Røst?
Hvor i dette Fængsel
Toner min Trøst?
III
Vend mod dit Indre dit Blik!
Hvad i din Verden forgik,
Vil i din Tanke du finde.
Alt det Forsvundne derinde
Liv og Tilværelse fik.
IV
Den Gud, du søger, er din egen Gud;
Hvad vil du mere?
Han træder ikke som en Gjenstand ud
Blandt andre, flere.
Du føler ham, hvergang dit Hjerte hanker
Af hellig Lyst;
Du hører ham i dine bedste Tanker
Som evig Røst.
Idet du søger, du ham alt har fundet,
Idet du spørger, er alt Svaret vundet.
Naturen, smykket i sin hele Pragt,
Er altfor ringe
Til ved sin stille Flid en værdig Dragt
For ham at bringe.
Men tom og aandløs er den derfor ikke,
Og ei forladt:
Den skuer mod hans Sol med tusind Blikke
Fra Støvets Nat,
Med tusind Tunger tolker den sin Stræben,
Hans Ord den klinger ubevidst paa Læben.
V
Aandens Lys i Sjælens Kammer
Glimter med stærke Lyn,
Den skuer Gud og sig selv ved de samme Flammer,
I det samme Syn.
Og ved Lyset, der, lig en Stjerne,
Opgik i Menneskets Bryst,
Skal Naturen til det yderste Fjerne
Vorde klar og løfte sin Røst,
Og skal Mennesket besvare,
Som forgjæves spurgte den nys,
Og sit Liv aabenbare
Som en Stræben mod Frihedens Lys.
UDVALGTE DIGTE
I
LYRISKE DIGTE
#FORAAR OM VINTEREN#
Hvad! kan jeg troe hvad jeg seer? Igaar omfygede Sneen,
Og nu straaler idag varm den oplivende Sol,
Deilige Foraarsdag! Har Chariten bragt dig fra Syden?
Er alt Vinterens Kuld jaget mod Nordpolens Iis?
See, hvor Himlen er blaa! Hist svæver en eneste Sky, som
Gjennemsigtig og klar ligner et løsrevet Slør.
Herlige Syn! Du vinker mig ud i den vide Natur, hvor
Tidt i Sommerens Tid ene jeg vanked omkring.
Men hvor Alt er forandret! Det sølvblaa, vuggende Hav er
Tvunget af Vintrens Magt, jevnt og forvandlet til Land.
Langt fra Landet jeg seer det vælte de skummende Bølger;
Langs med Kysten det er Vandreren givet til Priis.
Jorden er længer ei blød, bekrandset af Græs og af Urter,
Nøgen, frossen og stiv trætter den Vandrerens Fod.
Rundt Naturen har bredet sit underligt spraglede Teppe,
Spættet med Sort og Hvidt, Blanding af Mørkhed og Lys.
Liden Snee var kun falden, dog laae den ei glat over Jorden;
Vinden, skjøndt rolig nu, før havde splittet den ad.
Sneen rugede her, hist tittede længselfuld Jorden
Gjennem det dvælende Slør, Maanen bag Skyerne lig.
Saadan Alt er forandret, forandret Havet og Jorden;
Himlen med Solskin dog straaler idag som i Vaar.
Thi det Jordiske vexler, ustadigt det fødes og svinder,
Men den himmelske Gnist qvæger bestandig vor Sjæl.
Dog er det Jordiske skjønt, thi derfra skue vi Himlen;
Gjennem det jordiske Liv kan vi det evige see.
Derfor jeg glædes idag, thi under en vinterlig Larve
Aner jeg Sommerens Tid, troer jeg, at Vaaren er nær.
Spurvenes muntre Qviddren mig spaar alt Lærkernes Komme;
Vinterfuglen, som taus sidder og fryser paa Qvist,
Lover mig snarlig en Tid, da Marken og Skoven og Busken
Lydt gjentager i Chor tusinde Sangeres Røst.
Mennesker lokkes nu bort fra Stadens taagede Vrimmel;
Hisset en Moder jeg seer gaae med sit pyntede Barn.
See, under Linden hun staaer, de nøgne Grene hun bøier
Ned med forsigtig Haand, viser den Lille en Knop.
Hvilken en Glæde! See, Træet har Knopper! En Qvist jeg nu plukker,
Bringer til Staden den hjem: "Glæder jer! Nu har vi Vaar!"
Men naar Solen nu sænker sig ned bag brunrøde Tage,
Naar den natlige Kulde slutter i Stuen os ind,
Naar i de lange Nætter de dobbelt funklende Stjerner
Ned til Kaminens Ild tindre med blaalige Skjær,
Og naar glade sig samle de muntre, fortrolige Venner,
Om det forenende Bord spøgende sætte sig ned,
Ak! da mærker jeg klart, at Vintren dvæler med Afsked;
Og dog ønsker jeg da: Vinter, forlad os ei end!
#TIL LÆRKEN#
Velkommen igjen,
Du Vaarens Prophet!
Min sjungende Ven
Paany jeg har seet!
Saa mangen en Gang
Har du qviddret for mig:
Til Gjengjæld min Sang
Skal tone for dig.
Du Vaarens Sanger,
Begeistrede Fugl!
O siig, hvor du fanger
Om Vinteren Skjul?
Hvad lykkeligt Land
Modtager dig, naar
Til den blomstrende Strand
Du med Vingerne slaaer,
Mens i vinterligt Vær
Vi Andre maae her
Forladte staae?
Eller siig, mon du laae
Ved den tilfrosne Sø,
Mellem vindtørre Siv,
Under lunende Hø,
Hvor dit elskede Liv,
Sødt dysset i Slum,
Lig Cicaden i Skum,
Skal vækkes paany
Med forynget Lyst,
For i Markernes Ly
At sjunge din Trøst?
Thi Solen har neppe
Til Jorden seet,
Og over Sneemarkens Teppe
Sine Straaler spredt,
Før din stigende Røst
Høit toner i Sky.
Med bævende Lyst
Du hæver dit Øie
Mod Himlenes Ly,
Og bringer saa mild
Til det straalende Høie
Din Foraarssang.
I din salige Ild
Husker du ei,
At Marker og Vang,
Som du nylig forlod,
Ere dækte med Snee,
Som en Dødning at see,
Dybt under din Fod.
Vel smelter du ei
Med bævende Røst
Paa maanelys Vei
Det elskende Bryst,
Philomele lig.
Thi Amor har ei
I sødtsmeltende Honning
Dyppet din Tunge;
Og Kjærligheds Dronning
Har ei elskovsrig
Indblæst i din Lunge
Sin Nectarduft.
Men i Foraarsluft
Har Ceres mild
Ved de elskovsfulde,
Af Guddomsild
Svulmende Bryster
Fra Vinterens Kulde
Varmet dig op.
Snart vil hendes Søster,
Blomsternes Gudinde,
Med Zephyrernes Trop
Komme ned fra parnassiske Tinde,
Og ved Varmen i Solen,
Ved din Sang, under flyvende Dands
Fremkalde Violen,
Og flette sin Sanger en Krands.
Vel sees du ei ene
I dæmrende Nat
I Poppelens Grene
At klage forladt,
Philomele lig.
Men glædesrig
I Morgenen, den klare,
Naar Solen gryer,
Vi høre dig fare
Mod de guldgule Skyer.
I et Glædes-Chor
Over Marken du svæver,
Og begeistret dig hæver,
Til Øiet ei meer
Under Himlen dig seer,
Men usynlige Toner
Forkynde, at glad
Til den Eviges Throner
Du bringer dit Qvad
Paa din Himmelgang,
Og paa Menneskets Viis
I en flammende Sang
Besynger hans Priis.
Vær hilset igjen,
Du følende Fugl!
Vær hilset igjen
I Markernes Skjul!
Hver Gang naar jeg vanker
Ved Naturens Bryst,
Naar mit Hjerte banker
Af salig Lyst,
Lad mig see dig at bringe
Til Himlen dit Qvad
Paa den udstrakte Vinge,
At bævende, glad,
Jeg maa føle, hvad nu
Min uvingede Læbe
Forgjæves vil stræbe
At tolke som du!
#AFTENVANDRING#
Ei den høie Himmelbue
Straaler meer ved gyldne Lue,
Phøbus alt er dalet ned.
Thetis i sin Favn ham dølger,
Kjøler ham i Havets Bølger,
Skjænker Guddomsflammen Fred.
Fulgt af tusind Stjerners Vrimmel,
Høit paa Nattens tause Himmel
Staaer Selene høitidsfuld.
Underlige Skygger male
Sig i Bøgeskovens Sale
I det lyse Maaneguld.
Underligt mit Hjerte flammer,
Mens i høie Bøgestammer
Philomele herligt slaaer:
Ha! hvorfor vil Hjertet grue,
Mens den kjælne Turteldue
Kurrende paa Grenen staaer?
Veed du, hvorfor Hjertet banker,
Naar alene saa du vanker
Mellem Træer i Maaneglands?
Veed du, hvorfor Sjælen bæver,
Hvorfor Frygten sagte svæver
Om din neppe vaagne Sands?
Dybt i Skovens mørke Indre,
Der hvor ingen Stjerner tindre,
Pleier Artemis at gaae.
Arme! Om du hende møder?
Husk, hvordan Actæon bøder,
Som den stærke Guddom saae.
Mellem Skovens tætte Grene
Vanker hun i Qveld alene,
Jagtens frygtelige Mø,
Med sit Kogger og sin Bue,
Ved sin Fakkels blege Lue;
Hvem hun møder, han maa døe!
Mens hun vildt i Skoven iler,
Venlig hun fra Himlen smiler,
Lad det ei forundre dig!
Selv til Underverdnens Riger
Som Persephone hun stiger,
Viser som treenig sig.
Thi det Dybe, Hemmelige,
Hvad du ei formaaer at sige,
Ingen Læbe nævne kan,
Er det ei i Skovens Bue?
Er det ei i Maanens Lue?
Er det ei bag Gravens Rand?
Men i Skoven, naar hun træder
Henad dunkle, tause Steder,
Frygtelig er Artemis:
Paa Kronions Tordenkile
Har hun hvæsset sine Pile,
Hendes Arm er stærk og vis.
Og ved Gudens Lynildsflamme,
Den som altid veed at ramme,
Hun sin Fakkel antændt har:
Troer du, Mennesket kan taale
Synet af den stærke Straale,
Som Giganters Dødsbud var?
Een var kun den fromme Hyrde,
Som uagtet Støvets Byrde
Blev berørt af hendes Haand.
Men de saliggjorte Blikke
Skued Guddommen dog ikke,
Lukkede ved Morpheus Baand.
Naar den straalende Gudinde
Saae ham ligge som iblinde,
Dysset ind i Søvnens Blund,
Sagte hun til Jorden svæved,
Lykkens Yndlings Læber bæved
Ved Gudindens Purpurmund.
Vil du derfor alt herneden
See et Glimt af Herligheden,
Sku mod Nattens Stjernekrands!
Drøm i Maanens blege Lue
Hvad du aldrig faaer at skue
Vaagen under Solens Glands!
Men er først din Støvdragt borte,
Har til Underverdnens Porte
Hermes vinket med sin Stav,
Da kan du dig nærme rolig
Til Gudindens mørke Bolig
Under Urnen i din Grav.
Thi forklaret Psyche svinger
To udødelige Vinger,
Som af Larven spire frem.
Orcus tør hun frit betræde,
Iler fra Gudindens Sæde
Til sin Eros atter hjem.
Dog, mens Livet fyrigt gløder,
Lad mig flye, hvis Øiet møder
Artemis-Persephone!
Kun Selene vil jeg kaare
Under Smiil og under Taare,
Til at sees af og at see.
Ei i Skovens mørke Indre,
Der hvor ingen Stjerner tindre,
Men i lysen Maaneguld,
Her hvor Skyggerne sig male,
I de høie Bøgesale,
Vil jeg vandre længselfuld!
#PANISK SKRÆK#
Høit alt monne Solen staae,
Fast til Halm den Græsset brænder:
Skyggerne blir ganske smaa,
Hede Pile Phøbus sender.
Til sit venlige Paulun
Huldt mig Bøgeskoven vinker.
Gjennem Toppen sval og luun
Kun en enkelt Straale blinker.
Dobbelt frit jeg aander her.
Under disse hvalte Toppe
Sees kun blide Farveskjær
Af det stærke Lys deroppe.
Muntre Fugle kan jeg ei,
Ingen Qviddren her fornemme,
Men alvorlig hører jeg
Hist en enkelt Fuglestemme.
I det tæt begroede Krat
Sjunger den med sig alene,
Sidder der i Skovens Nat
Paa de skyggefulde Grene.
Her, hvor Solens stærke Magt
Ikke svier Alt tildøde,
Lever Blomsters Farvepragt,
Hvide, gule, blaae og røde.
Dybt og dybere jeg gaaer,
(Hvo kan Middagsheden taale?)
Snart jeg Skovens Indre naaer,
Skjermet for den hede Straale.
Ingen Vei med Sand og Støv
I den dybe Skov jeg følger,
Mange Aars affaldne Løv
Som et Teppe Jorden dølger.
Medens jeg i Ro og Mag
Rundt omkring i Løvet vanker,
Pludselig med stærke Slag
Skjælver jeg, og Hjertet banker.
Sveden sprækker iiskold ud,
Ikke veed jeg, hvi jeg frygter;
Jeg befaler mig til Gud,
Og tilbage hurtig flygter.
Og jeg ikke seer mig om,
Flyer, som truet af en Drage ...
Først da jeg paa Marken kom,
Standsed jeg og saae tilbage.
Mon en Snog sin lumske Mund
Under Løvet monne skjule?
Nei det var jo Blomster kun,
Røde, hvide, blaae og gule.
Har en Morder paa min Gang
Luret bag de tætte Grene?
Nei der var jo Fuglesang
Og Uskyldighed alene.
Store Pan! Maaskee jeg kom,
Da jeg dybt i Skoven vanked,
Altfor nær din Helligdom,
Derfor saa mit Hjerte banked.
Thi jeg veed, at uden Rast
Du omkring i Skoven vandrer,
Aldrig staaer din Bolig fast,
Du den idelig forandrer.
Med din krumme Hyrdestav
Hvert et Blad du frem jo bringer,
Derpaa til den mørke Grav
Som et visnet Løv det tvinger.
Paa den sørgelige Rest
Af din Elskede du spiller,
Lokker, som du kan det bedst,
Af din Syrinx søde Triller.
Og hvergang du i dit Sind
Tænker paa den skjønne Pige,
Suser sagte Nattens Vind,
Tunge Suk fra Hjertet stige.
Og dit Bukkeskind saa vred
Kaster du omkring din Skulder,
Sætter dig ved Søen ned,
Hører paa, hvor Bølgen ruller;
Lytter til de grønne Siv,
Naar de hvislende forklare
Sagn fra deres fordums Liv
For den travle Bølgeskare.
I den tause Nat man kan
Høre tidt et sagte Bulder:
Det er Pan; fra fjerne Strand
Bølgen hid hans Klage ruller.
Mangengang i tause Nat
Kan man høre fjerne Stemmer:
Det er Pan; de vidne, at
Aldrig han sin Syrinx glemmer.
Hvo, som seer ham paa hans Vei,
For sin Dristighed maa bøde.
Stærke Guddom! Lad mig ei
Paa min Vandring her dig møde!
Men min Bøn du høre mild:
Hyrdeliv som du jeg fører,
Gaaer i Skoven taus og vild,
Og paa Kildens Rislen hører.
Lad dit grønne Tempel staae
Aabent for mig dybt og længe!
Lad mig under Bøgen slaae
Glædesrig min Lyras Strænge!
See, jeg lover: Hver en Gang
I din Skov at Strængen toner,
Lyde skal for dig min Sang,
Hvirvlet under Skovens Kroner.
Den skal hvirvles hen til dig;
Phøbus vil den Vinger laane:
Eensomhed du skjænke mig,
For dit Syn du mig forskaane!
Sangen vil sig bedre tee,
Naar i Anelser den svømmer:
Lad mit ydre Blik ei see
Det hvorom min Tanke drømmer.
#VAAREN OG FREDEN#
Held os! Den Gamle med riimfrosne Lokker,
Vinteren, flyer:
Vaaren, bekrandset med himmelblaae Klokker,
Livet fornyer.
Kampen var haard, men den Freden mon bringe;
Seiren skal klinge,
Løftet paa Tonernes mægtige Vinge
Høit mod de purpurne Skyer.
Digteren, vakt af de første Violers
Yndige Blad,
Aabner sin Barm for de himmelske Straalers
Qvægende Bad,
Bryder sin Larve med Sommerfuglvrimlen,
Flagrer mod Himlen
Over Convallernes hilsende Stimlen,
Vinget, forynget og glad.
Ind under Bøgenes grønnende Kroner,
Salig i Aand,
Vandrer han hen over Skov-Anemoner,
Lyren i Haand.
Bogfinkens Qviddren hans Læber indvier;
Og naar den tier,
Hilser han Vaaren med Vaarmelodier,
Løsnet af Vinterens Baand.
Vinterens Sorger og Glæder nu dølger
Glemselens Flor.
Flora kun vinker ham nu, og han følger
Glad hendes Spor.
Vintren er flygtet og Striden herneden
Bort fra det Eden,
Hvor hendes Smaa om et Alter for Freden
Samles i duftende Chor.
Derfor om Vaaren og Freden hans Sange
Gjenlyde nu.
Fiendskab, hiin sorte, kun fostret i lange
Nætter med Gru,
Flye med den flygtende Vinter mod Polen!
Varmen af Solen
Udklækker Hjerternes Blomst med Violen,
Fred i vor Sang og vor Hu.
Nympher og Fauner ved Lyren han atter
Samler om den;
Hellige Taarer, begeistrede Latter
Vækker han end.
Satyren bringer ham vingede Pile,
Gyldne, der smile;
See, hvor de flyve, og naae, hvor de ile,
Himlen og Jorden igjen!
Saares der Nogen, da huske han, Striden
Blot er en Fest,
Smile ved Saaret, og drage fra Siden,
Sadle sin Hest!
Thi har vi Fred, kun i krigerske Leire
Bør vi den feire:
Stedse Turnering og festlige Seire
Freden forherliged bedst.
Du, som har Aarstiden vakt af sin Dvale,
Høit paa din Gang,
Hersker af Solen, og Drot af Castale,
Smiil til min Sang!
Nær i mit Hjerte den Flamme, du tænder!
Lær mine Hænder
Dobbelte Greb i din Stræng, naar den sender
Pilens og Tonernes Klang!
#EFTERAARSFØLELSE#
Hvor sørgelig dog Skoven bliver!
Dens nylig rige Krone nøgen staaer;
Man træder nu og gaaer
Paa al den forhen grønne Pragt,
Som død og gusten driver
Omkring for alle Vindes Magt.
Jeg paa de kjendte Steder vandrer,
Og seer, hvorledes Alting sig forandrer.
Ved Søens klare Bred deroppe,
Hvor tidt jeg i det lille Lysthuus sad,
Imellem Blomster glad,
Jeg kun de grønne Fyrretræer
Og røde Bøgetoppe
Kan øine blandt hverandre der;
Og fra den sjeldne Gruppe stige
Halvdunkle, svage Skygger, underlige.
Det er, som om de tyde vilde
Paa den almindelige, store Død,
Hvis Lov nu Alting lød.
Saadan vil og de kjære Baand
Engang maaskee sig skille,
Som bandt til Andre her min Aand;
Maaskee vil efter samme Love
Mit Venskab falme, som de grønne Skove.
Maaskee det sig engang vil hænde,
Naar hid jeg kommer, at da Meget sig
Forandret har om mig;
At Kulde jeg og Alvor seer,
At neppe jeg kan kjende
De aabne, muntre Hjerter meer.
Da vil tilgavns de før saa kjære
Bekjendte Steder sørgelige være!
Og Ingen vide kan tilfulde,
Om ikke Sligt engang vil hænde sig;
Thi skjøndt de elske mig,
Er dog kun fremmed al min Lyst;
Og ak! med fremmed Kulde
Gjengjælder Verden tidt det varme Bryst.
Kun der, hvor man har rigtig hjemme,
Gjentoner Kjærlighedens vante Stemme.
Held Den, som har et Hjem tilbage,
En venlig Havn, hvorhen han tryg kan flye,
Som aabner ham sit Ly,
Naar han fra fjerne Kyster, kjed
Af Stormene, vil drage
Til Moderhjemmets kjære Fred,
Hvor intet fremmed Sprog man taler,
Men ham hans Barndoms kjendte Lyd husvaler.
Held mig! Om og Naturen falmer,
Groe stedse Foraars-Urter i mit Hjem;
Ei Høsten kuer dem:
En elsket Moder aabner der,
Bag Hjemmets brede Palmer,
For Sønnen, som hun har saa kjær,
Den blide, fredelige Skygge,
Hvori alene han kan boe og bygge.
I ET EXEMPLAR AF MIN PSYCHE
Nu, da snart, paa Floras Bud
Vintren flyer for Vaar og Sommer,
Nu, da hver en Trækfugl kommer,
Nu, da Zephyrs unge Brud
Klækker Martsviolen ud,
Nu, da snart en Hær af Psycher
Himmel, Jord og Blomster smykker,
Flyver du, o min Veninde,
Bort paa milde Foraarsvinde
Til dit Hjems de kjendte Skygger.
Ak! og jeg, der ogsaa skulde
Bryde Larvens Baand, som tynge,
Og i Solskin munter synge,
Glad befriet for Vintrens Kulde,
Seer mig selv, den Længselfulde,
Staae paa den forladte Strand,
Blikket vendt mod fjerne Land,
Over Havets sølvblaa Vugge,
Sende Vinden mine Sukke,
Og min Graad det falske Vand.
Thi den sjeldne Trækfugl, som
Fløi med Vintren hid til Landet,
Og som har min Vinter dannet
Til et yndigt Foraar om,
Hæver nu, da Vaaren kom,
Anden Gang en flygtig Vinge,
Vil til Hjemmet bort sig svinge;
Ak! og naar jeg ene staaer,
Veed jeg vist, den unge Vaar
Vil for mig en Vinter bringe.
Naar jeg gaaer i Skov og Dale
Mellem Vaarens Fugles Sang,
Hvo vil paa min stille Gang
Venlig med mit Hjerte tale?
Hvo, naar Solen ned mon dale.
Og en Stjerne staaer i Nord,
Vise mig, hvor Trøsten boer,
Læge huldt, hvad Andre saare,
Og begribe af min Taare
Meer end Andre af mit Ord?
Naar min Psyche fri sig svinger
Over Bølgen hjem med dig,
Hendes Digter, Larven lig,
Bliver her, ak! uden Vinger.
Ingen Zephyr da ham bringer
Til dit Trylleslot med sig.
Men lad Digtet bringe mig!
I hver Klang af Psyches Længsel
Hør et Suk, som fra mit Fængsel
Vestenvinden bringer dig!
DEN 9DE NOVEMBER 1811[1]
[1] Moderens, Thomasine Gyllembourgs, Fødselsdag.
Hulde Natur, ved hvis bankende Hjerte
Engang jeg laae uden Sorg eller Savn!
Førend jeg kjendte til Fryd eller Smerte,
Gjemtes jeg alt i din kjærlige Favn.
Dybt af den evige Kjærlighed runden,
Kom du fra Lyset; til Jorden forbunden,
Er du en Qvinde, og Moder dit Navn.
Vakt af min Slummer, men kold som den Døde,
Suged jeg Kjærligheds Ild af dit Bryst.
Livets og Ungdommens Roser saa røde
Offred du gjerne den Spæde til Lyst.
Mens du ved Tornene selv maatte sukke,
Strøede du Bladene mild paa min Vugge,
Gjød i mit Hjerte din salige Trøst.
Selv i den jordiske Kulde hernede
Dræbtes jeg ikke af Stormen saa vild.
Dybt i dit Hjerte du bygged en Rede,
Varmet af Kjærligheds evige Ild.
Ikke den gjemte den Spæde alene,
Ogsaa endnu har jeg Plads i dens Grene,
Ogsaa endnu er den aaben og mild.
Du, som med høiere Væsner fortrolig,
Eier et reent og ungdommeligt Sind,
Du, som din simple men yndige Bolig
Vier til Tempel for Muserne ind:
Enten din Livstraad er stor eller liden,
Kan du dog aldrig forkues af Tiden,
Hyldet af Musen i Foraarsluft ind.
Vel er det dine de blomstrende Dage,
Hvorved jeg blomstrer, min Stamme er grøn;
Mig er det givet paa Jorden at smage
Hvad der var dit og din Kjærligheds Løn:
Men naar du vinkes til lysere Glæde,
Da skal du vinde det høiere Sæde:
Gjem saa den ringere Plads til din Søn!
HJEMKOMST[2]
[2] Skrevet i Sverige 1812.
Min Reisetid sig nærmer nu sin Ende,
Den er forbi den altfor korte Lyst,
Tilbage skal jeg til mit Danmark vende,
Jeg ventes der ved mangt et elsket Bryst.
Jeg dig, min Sang, vil som mit Forbud sende,
At hilse venligt paa den danske Kyst,
Og bede Sjølunds vinterlige Bølger
At tage mildt mod ham, som efterfølger.
Jeg ligner Vandreren, som har med Møie
Til Bjergets skovbegroede Spidse naaet.
Der staaer jeg nu, og dvælende mit Øie
Betragter Veien, som jeg nys er gaaet.
Jeg spørger selv: Hvad kunde mig fornøie,
Hvad mægtig Attraa har hos mig formaaet
At fjerne mig fra Fødeland og Venner
Til dette Land, hvis blotte Navn jeg kjender?
Her er en ny Natur i disse Lande,
En ny Natur, og majestætisk stor;
Ei Danmarks milde, blomsterklædte Strande,
En venlig Bøgeskov, en dyrket Jord;
Men frygtelig de steile Klipper stande,
Om Toppen sig den ranke Granskov snoer,
Hvis tause Mørke høitidsfuld bebuder:
End leve her de gamle Valhals Guder.
Selv Kunsten med Naturen sig forbinder,
Og gjør mig paa forgangne Tider klog.
Betydningsfulde staae de gamle Minder,
Og tale deres halvforglemte Sprog.
I Mark, i Skov, i Dal, paa Bjergetinder
Jeg læse kan som i en gammel Bog,
Hvor Saga har for Evigheden skrevet
Et Træk af Det, som fordum her har levet.
Af dyb Beundring høit mit Hjerte luer;
Men ak! jeg er endnu ei rigtig glad.
Forgjæves at jeg Hjertets Længsel kuer,
Og iler til den store Hovedstad,
En fremmed Pragt og Herlighed beskuer,
Og selv er fremmed i den stolte Rad.
Kan Stadens Larm, kan Menneskenes Trængsel
Da stille Hjertets ubevidste Længsel?
Jeg glædes ei ved disse høie Fjelde,
Der stande som en trofast Klippemuur,
Ved disse Graner, som ved Væxt og Ælde
Forkynde Frihed og en stolt Natur.
Thi Ingen jeg min Glæde kan fortælle:
Den stolte Frihed er et Fangebuur,
Hvori jeg lever ene med mit Hjerte,
Og deler med mig selv min Lyst, min Smerte.
Nei Glæden er en Fugl, som har den Nykke,
Med vild Ustadighed at flagre om;
Den ligner heri tidt den blinde Lykke,
Den flyver bort, saa hurtig som den kom.
Den vil kun stadig boe og stadig bygge
I tvende Stammer, hvor den ene from
Omkring den anden Armene mon brede:
I slige Træer der bygger den sin Rede.
Og Kjærlighed, det er det Navn, som gives
Det skjønne Træ, saa sjeldent paa vor Jord.
En ukjendt Røst mig hvisked, at det trives
I Kuldens Hjem, det iisbedækte Nord;
Det ikke blot af Solens Ild oplives,
I Bjergets Kløft, i hviden Snee det groer.
Jeg greb min Stav, og iilte for at finde
Det sjeldne Træ, og for dets Frugt at vinde;
Og troede snart at have Træet fundet,
Og var lyksalig for et Øieblik;
Og drømte snart at have Frugten vundet,
Men ak! den gav mig ingen Lædskedrik.
At see mit Haab lidt efter lidt forsvundet,
Var al den Løn, jeg for min Stræben fik.
Jeg Daare, som saa ganske kunde glemme,
At Træet voxer allerfrodigst hjemme!
Der er et Væsen i min stille Bolig,
Jeg mægtig i dets skjulte Fremtid staaer;
Det er med mig som med sig selv fortrolig,
Min Magt til Grunden af dets Hjerte naaer;
Foruden mig det ei er glad og rolig;
Det kjender mig, og venligt mig forstaaer;
Det føler med mig, ved min Fryd sig glæder,
Og naar jeg sørger, ved min Sorg det græder.
Og hvis du troer, det er en elsket Pige,
Du tager feil, og dog, ifald jeg veed,
Hvad Ordet Kjærlighed vil rigtig sige,
Saa kan vel Dette kaldes Kjærlighed.
Ja det er Følelsens vidtstrakte Rige,
Og Kjernen af dens hele Salighed.
Hvem er det da, om ei en Søster, Broder?
Du kan ei gjætte det: Det er min Moder.
O du, som med en evig Ungdoms Varme
For mig en trofast Elskerinde var!
Modtag din Søn, og tilgiv huldt den Arme,
Som søgte fjernt hvad alt i dig han har.
Du aabner atter dine milde Arme,
Paa hvilke du saa tidt den Spæde bar.
Modtag mig da! Lig Cirkelen jeg vender
Til Punktet om, hvor jeg mit Udspring kjender.
#HIMMELSK KJÆRLIGHED#
Jord og Himmel ere skilt som tvende;
Lad ei daarligt os forvexle dem!
Himlens Lys de gyldne Straaler sende
Ned til Jorden, til vort mørke Hjem.
O, at Jordens Børn da ogsaa vilde
Fæste deres Blik paa Lysets Kilde,
Ikke stirre blindt i Dybet ned!
Kjærlighed! Ved dig jeg klog er vorden!
Nu jeg seer at ogsaa du er to.
Skjøndt I begge throne her paa Jorden,
Ei hos hver de samme Glæder boe.
Paa den ene Jordens Mørke ruger,
Mens den anden Himlens Klarhed suger,
Og om Himlen minder Jordens Børn.
Ofte, Amor, har mig Arme saaret
Snart din ene, snart din anden Piil,
Dog de Piger, som mit Hjerte kaared,
Brændte kun ved jordisk Elskovs Smiil.
Fast til Jorden var mit Øie bundet,
Himmelsk Kjærlighed var aldrig fundet
Paa mit Hjertes lange Vandringsvei.
Amor! Lad dig takkes af din Slave!
Nu jeg stirrer ei til Jorden ned:
Du har givet mig din bedste Gave,
Du har lært mig himmelsk Kjærlighed!
Lad mig Elskovs Taarer her dig yde,
Tusind Krandse skal dit Altar pryde,
Og forherlige din Festens Dag.
Elskte! Det var dig, som Guden kaared
Til at vække mig med Englesmiil!
Det var dig, ved hvem saa dybt han saared
Mig med aldrig forhen følte Piil.
Det var dig, o søde Lærerinde!
Som mig himmelsk Elskov først lod finde;
Held mig! Thi min Aand er født paany.
Hulde! Skulde du formaae at røre
Med en jordisk Vellyst vel mit Sind?
Paradisets rene Engle sløre
Dig i Uskylds hvide Lagen ind.
Samme Lilier, som paa Kinden boe,
De bevare ogsaa Hjertet tro,
Virke som en hellig Talisman.
Lig en Sommerfugl i Solens Luer,
Let du dandser gjennem Livet hen;
Dybt og vist din lyse Aand dog skuer,
Skjøndt elskværdig Letsind pryder den.
Gratien maa friske Blomster vække,
Og en nordisk Mø de Krandse række,
Som hun fletted af en sydlig Urt.
Vee mig, at den korte Tid er svunden,
Som ved muntert Spøg blev alt for kort!
Livets Timeglas er snart udrunden,
Livets Glæde flygter hurtig bort.
Maatte jeg den korte Stund da nyde,
Søge dig min Kjærlighed at tyde,
Og belønnes af et kjærligt Smiil!
Thi du Elskte! Hvad er Elskov ene,
Naar den mødes ei af Elskovs Fryd?
Mon vel Fuglen sang i Træets Grene,
Hvis dens Mage svared ei dens Lyd?
Kan jeg haabe, at en Gnist du kjendte
Af den Ild, du i mit Indre tændte,
At du bortgik med et Suk for mig?
Søde Haab! O lad min Sjæl dig favne!
Lad mig fast dig knytte til mit Bryst;
Ei skal jeg min Elskte længer savne,
Skjøndt os skiller tvende Rigers Kyst.
Phantasiens Vinger skal mig bære
Didhen, hvor min Aand skal evig være,
Hvor mit Hjerte har sit rette Hjem!
#HVAD ER ELSKOV?#
Det Billed af din Skjønheds hulde Glands,
Som dette Hjerte dybt og trofast gjemmer,
Som er mit Liv, min Følelse, min Sands,
Som hver en Nat befaler mig at vaage,
Og hver en Dag at gaae i Drømmes Taage --
Det Billed troer du, at engang jeg glemmer!
Saa skrøbelig du troer din egen Lænke!
Dit Billed da saa flygtigt synes dig!
Hvor lidet kjender du dig selv! -- og mig!
Troer du, min Aand forglemme kan at tænke?
Troer du, min Puls at banke glemme vil?
Min Barm at aande? føle Lyst og Smerte?
Troer du, jeg glemme kan, jeg har et Hjerte?
Siig, troer du, jeg kan glemme, jeg er til?
Hvis det er Elskov, kun i din Idee
At leve, men med ingen anden Tanke:
Naar dig jeg seer, at føle Hjertet banke:
At græde helst, og tvungen kun at lee:
At rødme, naar man nævner mig dit Navn;
Og naar man ikke nævner mig det, blive
Mismodig ved det alt for lange Savn:
Naar Solens Straaler første Lysning give,
At længes efter Nattens mørke Favn,
Og naar knap Mørket er begyndt at falde,
Med Utaalmodighed paa Dagen kalde:
At vandre natlig, skjult af Mørkets Vinger,
Igjennem Storm og Regn og Iis og Snee,
For kun den lykkelige Vogn at see,
Som til dit Hjem om Aftenen dig bringer;
Og siden, naar i Søvnen Alle hvile,
Hen til dit Huus, til dine Vindver ile,
Og stirre længselfuld til sorten Rude,
Hvis Lys er slukt, hvor du ei sidder meer,
Men slumrer indenfor i bløde Fjer,
Og drømmer ei om ham, som staaer derude:
En Alpejæger lig paa steile Fjelde,
At søge ængstelig hvert lille Spor,
Hvorved jeg muligviis at ledes troer
Til den kun alt for flygtige Gazelle:
At have modigt Forsæt, dristig Tanke
Og kjække Planer -- naar jeg ei dig seer;
Men sees du fjernt, ei være Helten meer,
Og nærmes du, alt føle Hjertet banke:
En evig Længsel i min Barm at bære,
Som Intet stille kan, men Alt maa nære,
Som aldrig slumrer noget Øieblik,
Men voxer selv ved mindste Lædskedrik,
Som jeg af Lykken og din Villie fik --
Hvis Dette man med Ret bør Elskov kalde,
Da elsker jeg -- og ene dig blandt Alle!
Bebreid mig ei, min Elskte, nogen Brøde!
Viid, Troskab adler Kjærlighed til Dyd.
Derfor fat Mod, og Øieblikket nyd,
Thi jeg er tro blandt Levende, som Døde.
II
ROMANCER OG VISER
#URANIENBORG#[3]
[3] Af "Tycho Brahes Spaadom." Skrevet 1812 eller 1813.
Du Vandringsmand ved Søen,
O stands din raske Gang!
Vend hisset dig mod Øen,
Og hør min Mindesang!
Vend derhen dine Tanker,
Din Længsel og din Sorg!
Paa hine gule Banker
Stod før en Ridderborg.
I længst forsvundne Dage
Var den i Glands og Magt,
Nu er der knap tilbage
Ruiner af dens Pragt.
Men i de gamle Tider
Da var den høi og stor,
Og saaes til alle Sider,
Og kneisede fra Jord.
Den ikke monne være
For nogen Viking bygt.
Urania til Ære
Den reiste sig saa trygt.
Fra Menneskenes Vrimlen
Ved Havet skilt den laae,
Og hæved sig mod Himlen,
Og mod de Stjerner smaa.
I Volden var befæstet
Mod Øst en Port saa stor,
En anden imod Vester,
Og Spiir i Syd og Nord.
Høit kneiste Borgetinden,
Dens ranke Spiir derhos;
Der dreied sig for Vinden
En gylden Pegasus.
Forunderlige Taarne
I Nord og Syd man saae,
Af stærke Piller baarne
Og med Altaner paa.
Der man til alle Kanter,
Ihvor man og mon gaae,
De mægtige Qvadranter
Og store Sphærer saae.
Fra Borgen see man kunde
Saa vide over Ø,
Saa mange grønne Lunde,
Den store salte Sø.
De Sale monne prange
Med skjønne Farveskjær;
Af Haver var der mange
Med Blomster og med Træer.
Men sluktes Dagens Lue,
Og Nattetid faldt paa,
Man Stjerner fik at skue
Paa hele Himlens Blaae.
Alt fjernt man høre kunde,
Naar derpaa man gav Agt,
De fire store Hunde,
Som holdt om Natten Vagt.
Den fromme Ridder trængte
Sig ei i Ledingsfærd,
Paa Væggen bort han hængte
Sit Harnisk og sit Sværd.
Fra Jorden og dens Jammer
Han gjerne flygte gad,
Naar i sit stille Kammer
Ved Midnatstund han sad.
Da hæved han sit Øie,
Alt i den Nat saa lang,
Og spored i det Høie
De lyse Stjerners Gang.
Og Stjernerne hans Rygte
Bar over Land og Sø,
Saa Konger selv besøgte
Ham paa den lille Ø.
Men Stjernerne de blinked
Til andre Lande hen.
Hans Skjæbne bort ham vinked,
Han kom ei meer igjen.
Alt længst de stolte Mure
Er sjunkne hen i Gruus,
Og Ploven monne fure,
Urania! dit Huus.
Men hvergang Solen daler,
Seer den til Hveen huld,
Hvor Aftenrøden maler
Sig end erindringsfuld.
Veemodig Maanen iler
Forbi sin elskte Kyst,
Og Freyas Stjerne smiler
Med hellig Elskovs Lyst.
Da røres det og tindrer
I Borgens dybe Grund:
Den troer, at den erindrer
En gammel Aftenstund:
For nogle Øieblikke
Den gjerne frem sig skjød,
Men ak! det kan den ikke,
Den synker i sin Død!
TYCHO BRAHES FARVEL[4]
[4] Af "Tycho Brahes Spaadom".
Solen sank bag grønne Lund,
Og den lyse, fulde Maane
Mellem Sjølunds Kyst og Skaane
Straaled over Øresund.
Hvælved om Uranienborg
Sig den lyse Stjernebue.
Tycho stod i Maanens Lue,
Monne Landet rundt beskue,
Tankefuld med dæmpet Sorg.
Og han sagde: Fædreland!
Siig mig dog, hvad var min Brøde,
Da din Søn du bort at støde
Fra dit Hjerte nænne kan?
Har du glemt min Kjærlighed?
Det var mig, som monne bære
Op til Stjernerne din Ære;
Hele Himlen kan jo være
Vidne til min Sønlighed.
Mit Chaldæa her jeg fandt.
Ak! I elskte danske Sletter
Vise jo i lange Nætter
Himmelen til hver en Kant.
Derfor, elskte Fædrejord,
Fremfor alle Verdens Lande
Har jeg elsket dine Strande,
Og paa dem bør Templet stande
For det lyse Stjernechor.
Men Urania sin Ven
Vil et andet Hjem berede,
Hvorved hendes Kunst kan brede
Sig til andre Lande hen.
Dunkelt jeg kun Veien seer,
Stjernerne maae den betegne,
Ligemeget, hvad for Egne!
Er ei Himlen allevegne?
Hvad behøver jeg saa meer?
#FISKERSANG#
Nattens Dunkelhed er svundet,
Morgensolen alt oprundet
Herlig over Østerhav.
Glade vi fra Søen drage
Til vort stille Hjem tilbage,
Med den Fangst, os Lykken gav.
Hav, som rigelig belønner
Alle dine kjære Sønner,
Og dem skjænker Liv og Lyst!
Rige Hav! Vor fælles Moder!
Lad bestandig dine Goder
Strømme til den danske Kyst.
#LIDEN KIRSTEN#
De Bølger rulle saa tungt afsted,
Liden Kirsten stander ved Havets Bred.
Hun stirrer saa dybt i Bølgen blaa,
For at see hvad aldrig hun forhen saae
Alt i de kjølige Bølger.
Ak var det dog sandt hvad min Fader har sagt!
Der lever i Havet en ukjendt Magt.
De bygge og boe i den dybe Grund,
De leve saa trygt paa Havets Bund
Alt i de kjølige Bølger.
Der stander en Borg saa vid, saa stor,
Og Himlen er som et Sølverflor,
Og Sol og Maane af røden Guld,
Og Marken af tusinde Perler fuld
Alt i de kjølige Bølger.
Et Væsen boer i den dybe Borg,
Det kjender, som jeg, til Fryd og Sorg;
Et Menneskehjerte slaaer i dets Bryst,
Det føler en evigt vexlende Lyst
Alt i de kjølige Bølger.
Og om den Havmand saa Meget veed,
Saa kjender han ogsaa til Kjærlighed;
Da har han sagtens elsket engang,
Og stiller sin Længsel ved Harpens Klang
Alt i de kjølige Bølger.
Du Havmand! Vær mig da god og huld,
Jeg bliver, jeg bliver saa længselfuld;
Mit Hjerte føler en ukjendt Ild,
Den brænder saa stærkt, jeg slukke den vil
Alt i de kjølige Bølger.
Liden Kirsten synker paa Havets Bund,
Men Havmanden kysser den Rosenmund;
Han aabner hende sin vaade Favn,
Hun nævner sagte sin Frelsers Navn
Alt i de kjølige Bølger.
FISKEREN OG HAVFRUEN
Den Fisker han monne ved Strandbredden gaae,
De Bølger saa sagtelig rinde.
En Havfrue dandser paa Bølgen blaa,
Der kruses af Sommervinde.
Hvi ganger du der,
Min Ungersvend kjær?
O siig, hvad du haver isinde!
Jeg fæste mig vil saa deilig en Brud,
Dog ikke jeg beiler alene,
Thi om at elske en Mø saa prud
Sig tusinde Svende forene,
Og bringe i Mag
Hver evige Dag
Hende Smykker og Ædelstene.
Jeg fattige Fisker har intet Guld
At byde min elskede Pige;
O Havfru! Din prægtige Borg er jo fuld
Af Perler, som groe i dit Rige.
Mit Liv er tilfals,
Om den deilige Hals
Du skjænker et Halsbaand af slige.
Nei, Perler vil sandelig ikke forslaae
At binde din Kjærligheds Lænke;
Til Fæstensgave du give maa
Det Bedste, som du kan tænke:
Det himmelblaa Hav,
Din Vugge, din Grav,
Det maa du din Elskede skjænke.
Og kunde du fange ved snedig List
Freyas funklende Stjerne,
Da vilde din Mø sig glæde forvist,
Thi Elskende skue den gjerne.
Er Havet din Lyst,
Er Stjernen din Trøst,
Da vinker dit Haab i det Fjerne.
Men Fiskeren mærker den Havfrues Ord;
Flux iler han hjem i sin Have;
Der voxer en Aster, Stjerne paa Jord
Blandt ringere Blomster og lave.
Hans trofaste Haand
Med et himmelblaat Baand
Den giver i Fæstensgave.
Nu bringe de Andre Klenodier frem,
Hun tager dem, neier og smiler,
Dog knap med et Blik betragter hun dem,
Paa Blomsten Øiet kun hviler.
Dig Freya har sendt,
Jeg Stjernen har kjendt!
Og flux i hans Arme hun iler.
I Vuggen af Havet vaagnede op
Kjærligheds hulde Gudinde;
Fra Havet steg hun til Himlens Top,
Hvor hun som Stjerne mon skinne.
O Beiler, din Haand
Med Blomst og med Baand
End Kjærligheds Rige kan vinde.
#EENSOMHED#
(Efter #Tieck# i Genoveva. Til Musik af Weyse.)
Hist i Kreds af nøgne Fjelde,
Hvor de dunkle Pile staae,
Hvor de stille Kilder vælde,
Ønsker jeg min Grav at faae.
Hist i Eensomhedens tause Dal
Ro jeg søger for mit Hjertes Qval.
Grumt forskjød hun en Bedrøvet,
Og hun var saa sød, saa smuk.
Tusind Taarer randt i Støvet,
Hun foragted Bøn og Suk.
Søg da Ro for dette Hjertes Qval,
Søg en Grav i denne stille Dal!
Ak! jeg haabed! Nu mig slipper
Haabet selv, jeg stoled paa.
Hist i Kreds af nøgne Klipper,
Hvor de dunkle Pile staae,
I den kjølige, den fjerne Dal
Find en Grav, og end dit Hjertes Qval!
#SERENADE#
Vaagn, du Søde!
Over Dalen tindrer Nattens Stjerne,
Smiler til det hulde Stævnemøde,
Hvor de To forenes gjerne.
Bag ved hine dugbesprængte Høie
Vinker Elskovs Rige.
Følg mig did, o Elskte! Lad dit Øie
Aabnes huldt, og lad dets Blik mig sige:
"Jeg vil ei for dine kjælne Sukke
Hjertet lukke."
Kom, o Søde!
See paa Blomsterne ved Elskovs Stjerne!
Deres lukte Bægere sig møde
Til et Brudekys, som Amor gjerne
Skuer fra Olympens gyldne Høie.
Al Naturens Rige
Sværmer, ene seet af Himlens Øie.
O, vaagn op! Hvad kan en Drøm dig sige?
Vil du, medens Skovens Duer sukke,
Øiet lukke?
Hviil kun, Søde,
Paa dit dunkle Bolster, lig en Stjerne!
Drøm om mig! Mit Suk skal Drømmen møde,
Begge To skal favnes ømt og gjerne,
Og min Sang skal Drømmens Lyst forhøie.
Digtekunstens Rige
Aabner helst sig for et lukket Øie.
Hvad du end imorgen monne sige,
Ingen, Ingen kan for Sang og Sukke
Hjertet lukke.
#BARCAROLE#[5]
[5] Af "Prinsesse Isabella".
Lette Bølge! naar du blaaner,
Gjennemsigtig, lys og klar,
Himlens Farveskjær du laaner,
Selv du ingen Farve har.
Himlen ei, kun Himlens Billed
Hviler i din dybe Favn;
Aldrig er din Længsel stillet,
Den er evig, som dit Savn.
Bølge! hvor du klarest rinder,
Speiles Himlen i dit Bad;
Ak! din Længsel Hjertet minder
Om hvad Skjæbnen skiller ad.
Hjerte! du bør ikke klage!
Selv Naturen føler Savn;
Trøst dig, hvis du har tilbage
Kun et Billed og et Navn.
KJÆRLIGHEDS DRØMME[6]
[6] Af "Prinsesse Isabella".
Hvad toner gjennem Skoven
I Nattens Vind?
Hvad risler gjennem Voven
I Maaneskin?
Om Elskov Fuglen synger
Med smeltet Røst,
Den hvide Bølge gynger
Med Elskovs Lyst.
Hvorfor mon Skyen svæver
Hen over Jord?
Hvad mægtig Længsel hæver
Dens lette Flor?
Naar taarefuld den svømmer
Paa Himlens Vei,
Om Kjærlighed den drømmer,
Men veed det ei.
Søvngjængere paa Himlen
I natlig Dands,
Ved Lys af Stjernevrimlen
Og Maanens Glands!
Min Længsel Eder kaarer,
Den er Jer lig:
Den drømmer, og i Taarer
Udgyder sig.
KONNING VOLMER[7]
[7] Af "Syvsoverdag".
Konning Volmer drager afsted paa Jagt,
Hannem følge hundrede Svende;
Duggen har sig paa Marken lagt,
Skoven lufter sin grønne Pragt,
For kjølig Hilsen at sende.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer drager ad lønlig Sti
Under Løvet, som skygger foroven.
Tyst ham svæver en Skygge forbi,
Følge han vil, han naaer det Fri, --
Men Skyggen svinder i Skoven.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Konning Volmer vanker ved Søens Bred,
Hvor i Sivene Skummet bruser,
Nærved hører han kjendte Fjed,
Vender sig snelt, -- kun et øde Sted
Han øined, hvor Vinden suser.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Kong Volmer vanker i Rosenslund
Under Aftnens Rose paa Himlen,
Blomsten ham dufter fra Kalkens Bund;
Kommer han atter ved natlig Stund,
Da lyser ham Stjernevrimlen.
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
Det er tungt, naar Hjerterne skilles ad,
Som da Volmer skiltes fra Tove!
Trøst ei findes i Rosens Blad,
Stjernernes Glimten, Duggens Bad;
Hvad hjelpe de grønne Skove?
Kongen er bedrøvet, Kongen er taus.
KONG VALDEMARS JAGT[8]
[8] Af "Syvsoverdag".
Ved Qveld, ved Nat,
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gjøe,
Hør Echo svare
Fra Gurre-Sø!
Afsted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude.
Sæden paa Marken trampe vi ned,
Lad Alt bebude
Vort tunge Fjed!
Afsted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!
#EROTISKE SANGE#
1.[9]
[9] Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".
Mel.: Tyrolervise: Vom Wald bin i füra.
Skjøn Jomfru, som sidder
I Vinduet hist,
Og lytter til Qvidder
Af Fuglen paa Qvist,
Eia! Eia!
O glem dog din Kulde,
Formild dog dit Sind,
Og luk mig, du Hulde
I Kammeret ind!
Eia!
Hr. Ridder i Vaaben,
Hvi klynker du saa?
See, Døren er aaben,
Den kjender ei Slaa.
Eia! Eia!
Men Veien at kjende
Først lære du maa:
Ved Kirken derhenne
Der banker du paa.
Eia!
Den Vei er besværlig,
O Jomfru saa prud!
En Stige du kjærlig
Kan hænge herud!
Eia! Eia!
Nei, Ridder, saa Mangen
Fra Stiger faldt ned;
Men Kirkedørs-Gangen
Er sikker og bred.
Eia!
2.[10]
[10] Af "Kong Salomon og Jørgen Hattemager".
Mel.: _Reposons nous ici tous deux._
Det, som min Læbe stammer svagt,
Har dig forlængst mit Øie sagt.
O, hvis du kjender Elskovs Magt,
Saa veed du hvad jeg har at sige!
Lyt kun til al Naturens Rige!
Hør, Fuglen synger det i Qveld,
Hør det i Luft, i Kildevæld!
Og du vil spørge mig endnu?
:,: Du veed det, du veed det!
Min Hemmelighed kjender du! :,:
Det, som din Læbe stammer svagt,
Har mig forlængst dit Øie sagt.
O, hvis du kjender Elskovs Magt,
Saa veed du hvad jeg har at svare!
Hvad kan jeg meer dig aabenbare?
Lyt til hver Klang i Skov og Krat,
Ved lyse Dag, ved mørke Nat!
Og du vil spørge mig endnu?
:,: Du veed det, du veed det!
Min Hemmelighed kjender du! :,:
Hvad du mig sagde huld og øm,
Alt længe var mit Hjertes Drøm.
Jeg hørte det i Luft, i Strøm;
Tidt spurgte jeg derom i Dalen,
Og Svaret gav mig Nattergalen.
O, men du selv nu svarer mig!
Huldt toner det: jeg elsker dig!
Jeg vil ei spørge meer -- o nei!
:,: Jeg veed det, jeg veed det!
Din Hemmelighed kjender jeg! :,:
3.[11]
[11] Af "Aprilsnarrene".
Mel.: Ich kenn' ein Mädchen zart und fein.
Der er i Himlen en Dreng saa smuk,
Troe du mig!
Han hører alle Smaapigers Suk,
Troe du mig!
Han fører dem
Til Himlen hjem.
Naar Midnat hviler paa Mark og Eng,
Troe du mig!
Saa staaer han venlig ved Barnets Seng,
Troe du mig!
I Favn saa tæt
Han tager det.
Og flyver med det til Himlen blaa,
Troe du mig!
Høit over alle de Stjerner smaa,
Troe du mig!
Der er en Sal
Saa høi og sval.
Og tænk kun ikke, vi lege der!
Troe du mig!
Fornuftigt taler han med Enhver,
Troe du mig!
Hvad her er glemt,
Hist læres nemt.
Jeg gaaer i Skole saa mangt et Aar,
Troe du mig!
Fast Intet dog jeg at vide faaer,
Troe du mig!
Det Lidt jeg kan,
Mig lærte han.
4.[12]
[12] Af "Aprilsnarrene".
Melodie af #Borchorst#.
O fly for Amors Snare,
Betragt ei Gudens Glands!
Hver Straale bringer Fare,
Forvirrer strax din Sands.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
Vær for hans Straaler blind,
Thi gjennem Øiet snige
De sig i Hjertet ind.
O flye for Amors Snare,
Hør ei hans Smiger-Ord!
Hvert af dem bringer Fare,
Hvis deres Lyd du troer.
O vogt dig, vogt dig, Pige,
For dem dit Øre luk,
Thi gjennem Øret snige
Sig Løfte, Bøn og Suk.
5.[13]
[13] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".
Melodie af #Weyse#.
Amor gaaer omkring og tigger,
Lig en fattig Dreng og blind,
Som med simple Svovelstikker
Lister sig i Huset ind.
Rundt i alle Byens Gader,
Over Torve, Promenader,
Gaaer han, selv i Østenvind,
Rødmende med frossen Kind.
Nu gjør han mangt et ydmygt Buk,
Og veed saa nette Ting at sige.
Han drager dybt et Hjertesuk,
Og siger: Hjelp mig, smukke Pige!
Og giv saa Lidet som du vil!
Jeg siger aldrig Nei dertil.
"Blinde Dreng!" man hører sige!
"Bliv fra mig med Bøn og Suk!
"Hvoraf veed du, jeg er Pige?
"Hvoraf veed du, jeg er smuk?
"Smukke, Stygge, Piger, Koner,
"Unge, Gamle, Børn, Matroner,
"For dem Alle staaer du frem,
"Ramser Lectien op for dem."
O kjære Dame! bliv ei vred:
Saa svarer han: Du huld tilgive!
Nei, hvad du er, jeg ikke veed,
Men vel hvad du for mig kan blive.
Thi hver som føler ved mit Suk,
Enhver som lindrer ømt min Smerte,
Er altid ung, er altid smuk,
Er altid Pige -- for mit Hjerte.
Derfor bør man ikke skjænde
Paa den Bedende med Had,
Thi hvor let kan det sig hænde,
At det Amor var, som, bad?
Siger ei den gyldne Lære,
At du skal barmhjertig være?
Thi du selv, før du det veed,
Trænger til Barmhjertighed.
6.[14]
[14] Af "Et Eventyr i Rosenborg Have".
Melodie af #Weyse#.
En Elskovserklæring? hvad er det saa Meer?
Saa stor en Fortræd jeg ikke deri seer.
Og selv om man engang sit Hjerte lod fange,
Man døer ei strax deraf, ... min Søster, vær ei bange!
See Kjærlighedsguden! som Betler han gaaer,
Og samler det Lidt, som han af Mildhed faaer.
For ham, som for Enhver, er Tiderne trange,
Han nøies med en Skjærv, ... min Søster, vær ei bange!
Et følende Smiil, et medlidende Svar
Kan gives af Den, som ellers Intet har;
Og hvis alligevel han Meer tør forlange,
Viis ham til Andre hen, ... min Søster, vær ei bange!
7.[15]
[15] Af "Kjøge Huuskors".
Mel.: _N'oubliez pas l'heure du rendez-vous_.
Naar Aftenglands og Morgenrøde
Til Brudekys ved matte Stjerneskjær
Samles i korte, fortrolige Møde,
Da er det Tid, og da mødes vi her.
Naar svage Lys i Sommernatten glimte,
Naar Sangerskaren er taus i Mark og Træer,
Naar fjerne Seil vi paa Bugten kun skimte,
Da er det Tid, og da mødes vi her.
Glem Tiden ei! -- Hvis det sukker i Lunden,
Vanker et Gjenfærd mellem disse Træer,
Hæves urolig din Barm i Midnatsstunden,
Da er det Tid, thi da spøger jeg her.
Elskendes Tanker ved Afsked sig nærme,
Nærheden blender, den skiller kun ad.
Frastandens Nat! ved din Maane de sværme;
Da er det Tid, og da mødes man glad.
8.[16]
[16] Af "De Danske i Paris".
Mel.: En spansk Bolero.
I Dandsen du mig møder,
Farvel! du flyer igjen.
Den Lov, som drog dig hen,
Dig nu tilbage støder.
I hver en Tone spilles
"Farvel" med sagte Klang.
Vi samles paa vor Gang,
Kun for igjen at skilles.
Man mister hvad man finder;
Farvel! det er forbi.
Paa Livets korte Sti
Man løser hvad man binder.
Vi tabe hvad vi kaare;
"Farvel" er Livets Ord;
I hvert et flygtigt Spor
Er lagt en Elskovstaare.
Du bort fra mig dig fjerner;
Farvel! forlad din Ven!
Din Vei dig fører hen
I Lys af andre Stjerner.
TORDENVEIR[17]
[17] Af "De Uadskillelige".
Mel.: _O pescator dell' onda, fidelin_.
Nu Tordenskyen trækker
Ad den Kant.
Ei meer den os forskrækker;
Den forsvandt.
Med fjerne Brag og Lyn
Hen ad Sverrig til den driver,
Himlen aabner sine Bryn,
Og opliver
Sit Syn.
O gid jeg flyve kunde
Som en Sky,
Hen over grønne Lunde
Langt fra By!
Var jeg i slet Humeur,
Vilde jeg min Vredes Torden
Slynge ned paa Folk og Køer,
Gjøre Jorden
Lidt ør.
Men nu maa jeg desværre
Visselig,
See til at blive Herre
Over mig.
Nu faaer jeg vente her,
Hvor en Tordenregn mig dypper,
Og endskjøndt den standset er,
Det dog drypper
Fra Træer.
Snart Solen Vand vil drikke
Ud af Sky.
Man snart behøver ikke
Paraply.
Snart aander Alting frit;
Ene jeg staaer som i Fængsel,
Lytter efter hvert et Skridt;
Ja min Længsel
Gaaer vidt!
#SOMMERREGN#[18]
[18] Af "De Uadskillelige".
Mel.: Auf, es dunkelt. (#Spohr#.)
Himlen smiler,
Solen iler
Ned mod Vest bag fjerne Træer,
Mens i Øst en Bro er bygget,
Farvesmykket
I violblaat Aftenskjær.
Mildt det lufter,
Græsset dufter,
Perler dække hvert et Blad,
Blomst til Blomst er kjærlig klynget,
Frisk, forynget
Ved det kolde Styrtebad.
Efter Varmen
Aander Barmen
Luften, som er sval og ny.
Hjertet haaber paa det Fjerne,
Flagrer gjerne
Mod den lyse Purpursky.
Himlen, aaben
For vor Haaben,
Er en Udsigt viid og skjøn,
Og dens fjerne Violette
Siger dette:
Haabet selv er Haabets Løn.
III
BLANDEDE DIGTE
#DEN HELLIGE ANDERS#
LEGENDE
Naar Vandringsmanden mellem Mark og Enge
Ad Landeveien gjennem Sjælland gaaer,
Da seer han, naar til Slagelse han naaer,
En lille Høi paa blomsterklædte Vænge.
Et Kors af Træ har staaet paa Høien længe:
Endnu idag paa samme Sted det staaer.
Dets Hellighed, saa godt, som jeg formaaer,
Jeg eder tolke vil ved Harpens Strænge.
Af Troens Kraft besjælet, jeg forsøger
Enfoldeligen at fortælle her,
Hvad jeg har læst derom i gamle Bøger.
Saa laaner mig da villig eders Øre!
Forsamler jer ved disse høie Træer,
Og lader Sangen eders Hjerter røre!
* * * * *
Der var engang i længst forsvundne Dage
I Slagelse en Præst, som Anders hed.
I Dyd og Fromhed ei han havde Mage,
Han forestod Sanct Petri Menighed.
Ham længtes til Jerusalem at drage,
Og knæle ved sin Frelsers Gravhøi ned,
Thi drog han bort fra Herthas grønne Skove,
Selv tolvte Mand, hen over mørken Vove.
Den lette Snekke skjød sig hurtigt frem,
De seiled dagligen et mægtigt Stykke,
Og naaede snarlig til Jerusalem,
Og takked Gud for deres gode Lykke,
Til Christi Grav de strax begave dem,
At løses fra de Synder, som dem trykke.
Med fromme Taarer Frelseren de bade,
At Synderne han vilde dem forlade.
Da nu Husvalelse og Trøst de finge,
Gik de fra Graven, og forlode den.
Til verdslig Dont de Pillegrimme ginge,
Men Anders vendte dagligen igjen.
Hvergang som Klokkerne til Messe ringe,
Saa vandrer han til Jesus-Graven hen.
De Andre tabe sig i jordisk Handel,
Han tænker blot paa Jesu Christi Vandel.
Sær da Skærtorsdag og Langfredag kom,
Da kunde han sig ei fra Graven skille.
Da mon han Jesu Lidelser og Dom
Med fromme Taarer sig for Øie stille:
Gethsemane med Petrus, Judas, som
Forraadte ham; hvordan han bar saa stille
Det bittre Kors, den tunge Martyrkrone,
Hvorved han maatte Gud med os forsone.
Den næste Dag forsvandt, og Solen stod
Nu Paaskemorgen over Havets Flade.
Da kom de Andre: Vinden er os god,
Nu maae vi strax Jerusalem forlade!
Saa raabte de med Munterhed og Mod,
Og Anders om at skynde sig de bade.
Vel, svared Anders, jeg vil ikke dvæle,
Dog lad os først engang ved Graven knæle.
Nei, raabte de, det blive vil for silde;
En Time fast har Solen været oppe;
Nu kan vi ei med Knælen Tiden spilde. --
Saa vandrer da iforveien til Joppe,
Var Anders Ord, om ei I bede ville.
#Jeg# ventes under hine Palmetoppe,
Hvor efter Torsdags- og Langfredags-Sorgen
Jeg Glæden nyde vil paa Paaskemorgen.
Saa talt, han vandrede til Graven hen;
Der var en Sværm af fromme Mænd tilstede;
Den kjendte Anders, og han kjendte den,
Thi deelte han med den sit Hjertes Glæde.
Han talte for den om Opstandelsen,
Og læste Messer og af Fryd mon græde.
Da sagde han Farvel, og gik til Joppe,
Men Solen høit paa Himmelen var oppe.
Da did han kom paa lysen Formiddag,
Ak see! da var det danske Skib jo borte!
De haarde Hjerter, som en verdslig Sag
Saa tidlig havde ført fra Jorsals Porte,
Forlode ham. Han saae det røde Flag
At vugges fjernt paa Bølgerne de sorte.
Alene stod han og forladt tilbage,
Betroede Vindene sin bittre Klage.
Ei kunde han sin dybe Sorg fordølge,
Hans Taarer runde ned i salten Sø.
Ak, sukked han, jeg eder ei skal følge
Tilbage til min elskte Fædreø,
Ei skue meer den danske Skov og Bølge!
O hulde Frelser, lad mig heller døe!
Lad blidt mig slumre hen i dine Arme! --
Saa bad han høit med Taarer og med Varme.
Men Vinden spotter ad den Armes Klage,
Og fører Skibet bort alt meer og meer.
Fuldendt er snart den saligste blandt Dage,
Thi Solen alt fra Vesterhimlen leer.
Veemodig Anders, vandrende tilbage,
Mod Staden gaaer, da pludselig han seer,
Mens Noget rasler ved hans høire Side,
En venlig Herre paa et Æsel ride.
Hans Kjortel simpel var, men lys og reen,
Hans Miner saare venlige og milde,
Og i sin Haand han holdt en Palmegreen,
Og sagde: Kjære Ven, det bliver silde,
Og jeg kan mærke, du har trætte Been,
Du kunde snart i Skoven dig forvilde.
Kom, sæt dig op, om du med mig vil være;
Det samme Dyr os begge To kan bære.
Forundret stirred Anders længe frem,
Og sagde: Siig, hvorhen vil du da ride? --
Min Ven, jeg rider til Jerusalem,
Gjensvarte han. Da ved den Herres Side
Sig Anders satte. Æslet gik med dem
Ad Veien hen. Den Herre saae saa blide
Paa Anders, at han glemte fast sin Kummer,
Og i hans Arme fandt en rolig Slummer.
Men da om føie Tid han vaagned op,
Da laae han paa en Høi i grønne Dale;
Sig friske Blomster hvælved om hans Krop,
Udsprungne nys paa Markerne de svale.
Han øined Bøgeskovens lyse Top;
Hist monne Lærken slaae, her Gjøgen gale:
De travle Bier sig omkring ham svinge,
Han hører fjernt en Aftenklokke ringe.
Han reiste sig, men maatte atter segne
Tilbage, studsende, jo meer han saae.
Thi velbekjendt ham syntes allevegne
Hver Gjenstand, som hans Øiekast faldt paa,
Hvorhen han stirred i de skjønne Egne.
Paa Marken monne trende Hyrder gaae:
De kom og talte til ham. Da først ganske
Forbaustes han; thi deres Ord var danske.
Han blev saa underlig, han troer ei hvad
Hans Øren høre, hvad hans Øine skue.
Han reiser sig, han seer forskrækket, glad
En velkjendt By i Aftensolens Lue.
O store Gud! Det er hans Fødestad!
See Spiret af Sanct Peder og vor Frue,
Hans eget og de andre Præsters Sogne!
Han ikke kan af sin Forundring vaagne.
Han hører end den samme Klokkeklang,
Det er Sanct Petri Taarn, hvis Klokker ringe,
Og samle Sognets Folk til Aftensang.
De kjendte Toner i hans Øre klinge,
Han kan ei længer standse nu sin Gang;
Til Byen iler han paa Andagts Vinge,
Og følger Veien med de mange andre
Andægtige, som hen til Kirken vandre.
Forundret see paa ham de fromme Sjæle,
Og Alle kjende deres Præst igjen,
De Gamle bukke sig, de Unge knæle,
Og raabe lydt: Velkommen hjem igjen! --
Han tale vil, men Glædestaarer qvæle
Hans Stemme. Taus igjennem Sværmen hen
Til Kirken gaaer han. Hele Mængden følger
Med Ilen, lig et Havs oprørte Bølger.
Og Prækestolen Ingen at bestige
Sig vover, siden Anders nu kom hjem,
Og alle Folk med Længsel uden Lige
Forlange høit, at Anders skal staae frem,
Og at han atter nu Guds Ord skal sige.
Han kan ei dvæle, han maa lyde dem:
Han træder frem. I en begeistret Tale
Han monne fyrigen sin Andagt male.
Paa samme Dag han i Jerusalem
Holdt Messen, og kom til sit Sogn tilbage
I Slagels og holdt Aftensang med dem. --
Først efter flere Maaneder og Dage
De andre Elleve kom atter hjem,
Da først de havde udstaaet mangen Plage
Af Storm og Uveir, før den vrede Vove
Dem vilde bringe hjem til Sjællands Skove.
Men da de skued her den fromme Mand,
Som i Jerusalem endnu de troede,
Især da man fortalte dem, at han,
Paa samme Dag, som de ham grumt forlode,
Var kommen hjem fra Joppes fjerne Strand,
Da bleve de heel underlig tilmode,
Da gik af det Mirakel Ord og Rygte,
Og tusind Fromme Helgenen besøgte.
Og Gud forundte ham at leve længe,
Og gav ham Helgenkraft heel meget rar,
Paa Solskin kunde han sin Handske hænge;
Et nattegammelt Føl ham baaret har,
Hvorpaa han indred Byens Mark og Enge
Til stor Forundring for Kong Valdemar,
Med meget Meer, som min uvante Tunge
Ei værdig er at nævne eller sjunge.
Tilsidst han flygted til den dunkle Skov,
Og boede der i Klostrets stille Bolig,
Indtil han bort fra Verdens Tummel sov
Hen i en salig Slummer, mild og rolig.
Endnu man kalder Slottet Andersskov,
Til Minde om den fromme Anders Bolig.
I Slagelse, sin Fødeby, med Iver
Som Helgen og Patron han dyrket bliver.
Sanct Anders hviler nu i Dødningskriin
I Petri Kirke. Men den Høi, hvorpaa
Han vaagned trøstet op af Søvnen sin,
End kaldes Hvilehøi. Et Kors mon staae
Deroppe med en Indskrift paa Latin,
Som halv er slettet ud, men lød som saa:
Til Minde om Sanct Anders, som i Joppe
Indslumrede, men vaagnede heroppe.
#AMOR HOS BACCHUS#
#Bacchus.#
Tys! Hvo banker paa Døren? Hvad seer jeg? Amor sig nærmer
Hid til min Arne? O vær hilset, uventede Gjæst!
#Amor.#
Ikke jeg kommer som Gjæst; jeg har mig i Skoven forvildet,
Da jeg til Tartarus nys søgte den eensomme Sti.
Men da sprang der en Tiger af Busken frem, jeg den fulgte
Hid til din Hytte, som smukt dannes af Rankernes Løv;
Og jeg hørte den jublende Larm. Da traadte jeg ind her.
Led, Dionysus, mig ud, viis mig til Tartarus Vei!
#Bacchus.#
Lille, hvordan forstaaer jeg dig? Siig, hvad vil du hos Pluton?
#Amor.#
Lethes qvægende Flod søger mit brændende Blik.
#Bacchus.#
Kjære, hvad vil du ved den?
#Amor.#
Ak, jeg vil drikke dens Bølge!
#Bacchus.#
Siig mig, spøger du, Barn?
#Amor.#
Nei, jeg er tørstig og hed.
#Bacchus.#
Nu, saa gaa til Najaden, forlang et Bæger af Kilden.
#Amor.#
Nei, det rindende Vand kan ikke lædske min Tørst.
Lethes rolige Flod kan ene dæmpe min Flamme.
Før mig til Bølgen, thi stærkt trænger min Læbe dertil.
#Bacchus.#
Siden du vil det, velan, saa skal jeg vise dig Veien.
Men den er lang; du her hvile forinden dig ud,
Thi du er træt og mat. Kom! Sæt dig lidt under Ranken,
Mens den brusende Viin styrker din synkende Kraft.
#Amor.#
Giv mig Crateren!
#Bacchus.#
Der! -- Du Arme, du ryster paa Haanden!
#Amor.#
Tak! Det smagte mig godt.
#Bacchus.#
Drik da lidt mere deraf! --
Iler, Mænader, her hid, og dækker Bordet i Skyggen,
Krandser Pocalen med Løv, fylder den saa til dens Rand
Med den herligste Saft, som Druens Purpur har ydet!
Kom, og gjør Løier, Silen! Følger, Satyrer, med ham!
Skynd dig, du Faun, til Pan, og bed om at laane hans Fløite,
Kom tilbage med den, blæs os et Stykke derpaa!
Alt skal forherlige Festen til Ære for Amor, thi aldrig
Før den vingede Gud har Dionysos besøgt. --
Men hvor har du din Bue? Hvor er dit Kogger? Du pleier
Ei dig at skille ved dem, kjender jeg ellers dig ret.
#Amor.#
Ak, det er sandt! Jeg glemte dem før hos min Moder i Gnidus;
Paa en Cypres jeg dem hang bort, thi de tyngede mig.
#Bacchus.#
Drik, og vær lystig, mit Barn! Imorgen vi vandre til Lethe.
Glem den kommende Dag, glem den forgangne inat!
#Amor.#
Herlig qvæger mig Druen, jeg har ei drukket den forhen;
Thi Ambrosia kun nød jeg og Nectar tilforn,
Eller den smeltende Honning, naar tidt jeg fanged i Haven
Mangen surrende Bi, røvende Sækken fra den.
Men jo sødere Næring, desmeer kun voxte min Flamme.
Dog, o Bacchus, din Saft gyder ei Olie til.
Nei, den styrker mit Mod, og hæver Kraften, som synker;
I det Fjerne jeg seer Haabet at vinke paany.
Hvor forunderligt! Før, naar i Skovens Mørke jeg lytted
Til de Toner, som Pan lokked af Rørene frem,
Blev jeg bedrøvet tilmode, jeg sukkede mere, jeg følte
Hjertet at banke, jeg græd, uden at vide, hvorfor;
Dog nu hører jeg gjerne din Faun at spille paa Syrinx,
Munter og lystig mig er bleven den sorgfulde Klang,
See, hvor Mænaderne dandse dertil, og Satyrerne springe!
Op! Jeg blander mig selv med i den festlige Dands.
Venter! Krandser mig først med Vedbendranker og Viinløv!
Ordner jer! Følger mig! Nu Amor skal føre jert Chor.
Giv mig Pocalen i Haand! Jeg efter Tacten besprænger
Jer med dens hellige Saft. Fylder den atter engang!
Rask afsted! Nu op, og nu ned! Nu cirklende Runddands!
Evoë! Evoë! Hil Druernes mægtige Gud!
#Bacchus.#
Stakkels Lille! Han er ei vant til at lyde min Thyrsus;
Hurtig den virker paa ham. See kun, hvor lystig han er!
See, hvor han dandser, og svinger sig rundt, og nipper af Bægret!
Dog nu standser han. Træt har ham Bevægelsen gjort,
Thi han sætter sig; alt hans Øienlaage sig lukke;
Langsomt synker han ned i det beduggede Græs.
Stille! Han sover! Nu, rører jer ei! Tys! Løfter ham sagte
Op paa Æslet! -- Silen, bliv ikke vred for saa lidt!
Selv du efter kan løbe, kan holde dit Æsel i Halen,
Saa er du sikker, at ei Dyret skal rende sin Vei.
Tager nu Vedbendkrandsen af Barnets Hoved, og dypper
Den i Vinen, og vaad slynger forsigtig den om
Begge hans Tindinger og de guldguult bølgende Lokker!
Pidsker paa Æslet! Afsted! Ordner jer! følger med mig;
Hen til Gnidus vi gaae, og søge Cypressen i Lunden,
Hvor han sin Bue har hængt. Sagte vi lægge ham der
Under de skyggende Grene; derpaa vi forlade ham Alle.
Naar han da vaagner, og seer Buen at hænge paa Qvist
Med det skinnende Kogger, da vil han troe, at han drømte
Hele sit Ophold hos mig, eller han tænker maaskee,
At ved Lethe han var; men naar han Krandsen har fundet,
Siger han: "Morpheus ei bandt, eller Pluton, en slig.
Drømte jeg, hvordan blev da et virkeligt Foster af Drømmen?
Var jeg ved Lethe, da var jeg ved en Lethe, som ei
Slukker Hjerternes Brand, men lindrer Smerten, og giver
Mod til at taale paany stærkere blussende Glød." --
Ak, hvor vilde den Arme, ifald hans Lue var slukket
Ved Forglemmelsens Flod, vaagne bedrøvet og tom!
Dog nu vil, naar Søvnen er endt, han trøste sig over,
At han gjenkjender sig selv. Hvo som har Kjærlighed følt,
Vil sin Livstid heller af haabløs Flamme fortæres,
End een eneste Dag leve med Sundhed og fri.
#KUNSTREISEN#
ET EVENTYR
(Fremsagt af Madame Wexschall den 26. Februar 1826.)
Det var en gammel Skik i disse Lande,
Naar Vinterstormen raste, Sneen fyged,
At samle sig ved Arnens muntre Lue,
Og ved et Eventyr forkorte Tiden.
Dog denne Skik forsvandt, som mangen anden.
Nu samler man sig før i Kunstens Tempel,
Hvor Arnens Lue blev en Alterild,
Usynlig vel for Øiet, men dog qvægsom
For Aand og Hjerte, som den ofte varmer,
Saa her man og iblandt forglemmer Tiden,
Og trodser Stormen, som derude raser.
Tør jeg da her den gamle Skik fornye,
Og medens Aftnens sidste Timer hælde,
Dem end et simpelt Eventyr fortælle?
Hvo kjender ei Provences milde Dale,
Om ei af Andet, dog af Navn? Provence,
Ei ene kjendt af sine skjønne Roser,
Men af Clementia Isauras Sange,
En Rose selv i Landets Digterkrands!
Provence var den Vugge, hvori vaagned
Fra Barbariets Nat til gjenfødt Liv
De nye Tiders Kunst og Poesie.
I Elskovs Ledebaand den spøgte længe,
Men snart den Stemme fik og Fuglevinger,
Og fløi i Troubadourers spæde Sange
Den hele Verden rundt, og glæded Mange.
I dette Land, for ikke længe siden,
En Yngling leved, som var rigt begavet
Med Alt hvad Fødsel og Natur kan skjænke.
Men just den store Rigdom i hans Aand
Ham gjorde let med Verden utilfreds.
Som Barn alt vandred han i Mark og Skov,
Og tabte sig i sværmeriske Drømme.
Thi naar han skued op til Himlens Hvælving,
Da saae han Purpurskyen aabne sig,
Og i dens Midte stod en deilig Dreng,
Og smiilte til ham. Paa sit Hoved bar han
En Krands af Laurbær, i sin Haand en Cithar,
Og yndigt sang han til dens klare Toner:
"O følg mig! Jeg er Kunstens Genius." --
Og vandred Barnet ind i Skovens Dybde,
Kom ham igjen det hulde Syn imøde;
Og lagde han sig ned ved Kildens Bred,
Da skued han det samme Syn fra Vandet;
Det hvisked til ham gjennem hver en Bølge:
"See, jeg er Kunstens Aand; vil du mig følge?" --
Men som han ældre blev, det skjønne Syn
Sig meer og mere sjeldent aabenbarte.
Tilsidst forsvandt det ganske. Længselfuldt
Nu speided han i Skove, Marker, Dale,
Paa Bjergetinder, rundt omkring. Forgjæves!
Den yndige Gestalt ei meer sig nærmed.
Fortvivlet svoer han, Landet at forlade,
Og vandre Verden rundt, fra Land til Land,
Fra Stad til Stad, og ei paa Veien hvile,
Før Kunstens Aand ham atter monne smile.
Som sagt, saa gjort. Til Frankrigs Hovedstad,
Culturens Centrum, skjønne Kunsters Midtpunkt,
Han sig begav, og spurgte, strax han kom der:
Er Kunstens Genius ei her tilstede? --
Jo, raabte Hver og Een, han derom spurgte:
Her er hans Throne, her han boer og hersker. --
En sagde: Gaa i Opera iaften;
En Anden: Nei, gaa i Tragedien;
En Tredie: Nei, til Herr von A, Fru B,
Til Frøken C, i Theecirklen hos D,
Og saadan Alphabetet heelt igjennem.
Han kom, han gik, han kom igjen, gik atter,
Men ingensteds han finder hvad han søger,
Thi Politiken her er Kunsters Kunst,
Og fast den eneste som ret man priser;
Hver anden her fortrænges af Aviser.
I London samme Spørgsmaal, samme Svar,
Men ogsaa samme frugtesløse Søgen.
Snart kjed deraf, udraaber han:
"Her fødtes Scenens Mesterværker,
Og dog i Shakspeares Fødeland
Til Shakspeares Aand jeg Intet mærker."
Men snart i Dresden og Berlin
Hans Smule Mod end meer sig kjølte,
Thi der var Følelsen saa fiin,
At man, for lutter Fiinhed, Intet følte.
Og da nu endelig han kom til Wien,
Og tænkte: her det er, til Punkt og Prikke, --
Saa fandt han mindre Kunst, end Mad og Drikke.
Italien ham vinkte. Her han fandt --
Saa tænkte han -- sit Haab med Renters Renter;
Men see, paa Tromme slog hver Musikant,
Og alle Stemmer sang som Instrumenter.
Jeg vil ei trætte Dem med at fortælle,
Hvor mange Steder han besaae i Verden.
Han var i hvert et Land, i hver en Stad;
Ja Krøniken beretter at endogsaa
Han ei Constantinopel har forsømt,
Ja, hvad som meer er, og utroligt klinger,
At han til Hamborg kom, og gjorde selv
En Tour lidt over Grændsen, længer opad,
Men vendte strax, paa første Miil, tilbage.
Det være som det vil; kort at fortælle,
Han fandt paa hvert et Sted sit Haab bedraget,
Og vendte seent, med skuffet Exspectance,
Mismodig hjem igjen til sit Provence.
Det var en deilig Sommeraftenstund,
Da han betraadte sine Fædres Jord.
Han skued henrykt i det røde Skjær
Af Solen som gik ned bag dunkle Myrter;
Han lyttede til Nattergalens Triller,
Og følte sig saa lykkelig tilmode.
"O!" raabte han, "jeg vil ei Kunsten søge;
Jeg glemme vil min Ungdoms Drømmerier;
De skal ei længer sætte Splid i Hjertet
Imellem mig og Verden; jeg vil leve
I venlig Harmonie med al Naturen." --
Mens saa han talte, saae han en Hyrdinde,
Som sad paa Marken mellem hvide Lam,
Der græssed yndigt ved den Huldes Fod.
Han saae paa hende, Pigen saae paa ham;
Han nærmed sig, og begge To de rødmed;
Han stammede med Møie frem et Ord,
Hun svarte ham med en undseelig Mine;
Han sank for hendes Fødder ned, hun bøied
Sig venlig over ham, ham kjærlig hørte,
Og snart hans Læbe hendes Læbe rørte.
Men Skyen aabned sig ved sagte Torden,
Og Kunstens Genius, den længe søgte,
Sig aabenbarte, med sin Laurbærkrands
Om Tindingen, og Citharen i Haanden,
Og talte saa: "Du Daare, som mig søgte
Paa fjerne Steder, mig som er dig nær,
Og hvem du finder i dit eget Hjerte,
Hvergang du seer med Aandens Blik deri!
Viid, Kunsten skal ei søges, som man søger
En sjelden Steen og Plante. Var den ikke
Fra Vuggen af bestandig i din Barm,
Du fandt den ei, hvor meget du den søgte.
Nei, lev med aabent Øie for Naturen,
Giv i dit Hjerte Kjærligheden Adgang,
Og du besidder ei blot Kunstens Nøgle,
Men Kunsten selv. Natur og Kjærlighed
Er ikke blot et Stof for Sang og Digt;
Nei, det er selv Musik og Poesie." --
Saa talte han, og monne bort sig vende,
Og hermed er mit Eventyr tilende.
Dog -- det er sandt! jeg havde nær forglemt
At sige Dem, at paa sin lange Reise
Kom og den unge Mand til Kjøbenhavn,
Og fandt -- om ei den Genius han søgte
Dog #Kjærlighed#, til Kunsten, Overbæren
Med mange Feil, Opmuntring til det Gode.
Det -- siger Krøniken -- han fandt; og grundet
Er vist dens Ord, thi jeg har og det fundet.
#SANGFUGLENE#
EN FABEL
(Fremsagt af Jomfru Pätges den 4de Marts 1827.)
Det er bekjendt, at Sangens Gud,
#Apollo#, gik i gamle Dage,
Høist misfornøiet fra Olympen ud,
Hvor Sangen vilde meer ei Guderne behage,
Og at han derfor ned til Jorden kom,
Hvor han som ydmyg Hyrde vandred om,
Med Fløiten i sin Haand, hvis ømme Klage
Opfyldte Mark og Eng og Skovens Helligdom.
Ja, kan man Rygtet troe, der gives Mange som
Forsikkre, han endnu ei kommen er tilbage.
Det være som det vil! Paa denne Tid
Han vilde prøve Menneskenes Øre.
"De stolte Guder vil mig ikke høre?
"Velan, min Fløite, ton da blid
"Til Jordens Sønners travle Flid!
"En menneskelig Barm er let at røre."
Saa tænkte han; men paa sin hele Gang
Han Bonden saae med Sved sin Plov at kjøre,
Despoter som en blodig Svøbe svang,
Og Slaver, som misundte deres Rang.
Kort: overalt, for Øieblikkets Trang,
(Hvis Ledebaand endnu maa hele Slægten føre),
Fik Ingen mindste Tid at lytte til hans Sang.
Til Fuglene han vendte da sin Hu,
Og kaldte dem i Skoven sammen:
"I have Tid dertil endnu;
"I synge nemlig selv med Lyst og Gammen.
"I ere lykkelige, frie,
"Thi eders Arbeid er jo kun at bygge Rede,
"Og under lystig Melodie
"Om et Par Korn paa Marken lede.
"Velan jeg stifter et Academie,
"Conservatorium for Sang og Poesie;
"I ere Medlemmer deri,
"Jeg selv er eders Præsident hernede.
"Og for at Tingen komme maa i Gang,
"Jeg vil en Priis-Opgave strax bestemme:
"Jeg krone skal den bedste Sang
"Til Vaaren, som idag sig lader just fornemme.
"Jeg kunde sætte jer en lang Termin,
"Et Aar, halvandet, eller mere;
"Sligt er vel gammel Skik, men jeg har min;
"Og jeg forlanger ei, at I skal reflectere;
"Lad Sangen sprudle frem som ædel Viin;
"Lad Hver frit og naturligt synge sin;
"Thi hvis I have lang Betænkning nødig,
"Da, synes mig, er Prøven overflødig."
Knap havde Guden talt sit Ord,
Før hver en Fuglestrube slog og bæved,
Og tusind Triller op til Himlen svæved,
Og hele Skoven gjenlød af et Chor,
Som Vaarens Priis mod Solens Bane hæved.
Men da Concerten var forbi,
Stod Guden frem og sagde: "Saare deiligt!
"Hver sunget har sin bedste Melodie!
"At dømme her, mig kommer ubeleiligt.
"Først lyttede jeg helst til Nattergalens Klage;
"Den lignede min egen Fløites Klang,
"Og smeltede mit Hjerte mangen Gang
"Med Minder fra de svundne Dage.
"Men Lærken som mod Skyen steg,
"Og lod i Flugten selv sin Trille høre,
"Og Droslen i den gamle Eg,
"Bogfinken hist paa gule Neg,
"Alt Dette maa mig tvivlsom gjøre.
"Selv Turtelduen mig behager,
"Ja, Gjøgen tier ei endnu,
"Dens Vise simpel er, men den gjentager
"Et melancholsk, et sværmerisk Kuku.
"Jeg ikke bedre veed,
"For ud at rede mig af min Forlegenhed,
"End at udsætte Prisfordelingstiden,
"Saameget meer
"Som Svalen, om jeg ellers rigtig seer,
"Var ikke med i Væddestriden."
Et gammelt Fængsel nær ved Skoven laae;
Der mangen Fange sukked i sin Lænke:
Han Skovens Pragt fra Vindves-Gittret saae,
Og maatte paa sin tabte Frihed tænke.
Han skjelned neppe mellem Vaar og Høst:
Thi Nattergalens, Lærkens, Droslens Stemme,
Og Gjøgens, Finkens, Turtelduens Røst
Sig aldrig nærmed til det skumle Gjemme.
Den gamle Fangevogter gik just nu,
Med Nøgleknippet ved sin Side,
I dybe Tanker, mod i Hu,
Ind under grønne Lide,
Og hørte Fuglene for Prisen stride.
Men da han havde hørt Apollos Bud,
Fremtreen han for den høie Dommer,
Og sagde: "Viid, o Sangens Gud;
"At til din Væddekamp ei Svalen kommer!
"Den har sin Rede bygget paa mit Fængsel;
"O kald den ikke til dig hen!
"Hvis mine stakkels Fanger savned den,
"Saa døde de forvist af Længsel."
Ved disse Ord sig Gudens Kinder malte,
Hans Øie flammed, og hans Hjerte slog,
Han Fløiten i sin Haand som Scepter tog,
Og traadte majestætisk frem og talte:
"Jeg kjender ikke Svalens Røst,
"Men den har Prisen vundet fremfor Alle.
"Faaer Jorden Digtere til Livets Trøst,
"Man denne Fugl skal deres Mønster kalde:
"Thi Mennesket er stedse her i Fængsel;
"Men Den, som flagrer over Fangens Buur,
"Som vækker ham til hellig Længsel,
"Til Haabet om en fri Natur,
"Han synger som han bør for Jordens Fanger,
"Og ham jeg kalde vil den bedste Sanger."
#TJENSTAGTIGHED#
EN FABEL
Fremsagt af Hr. Winsløw jun. den 19de Februar 1832.
Tjenstagtighed det er en herlig Dyd;
Ei sandt, Enhver er af den Mening? --
At offre sin for Andres Fryd,
Til Hjelp at komme ved den mindste Lyd,
Forhindre Splid og virke til Forening, --
Den Dyd, hos Qvinde, som hos Mand,
Vist aldrig nok berømmes kan.
Men her det gaaer dog som med andre Dyder:
Hos Den, som ei har Indsigt eller Smag,
De vorde meget let til Lyder,
Og Andre kun til lidt Behag.
Det er ei nok, at Dyden øves;
Paa Maaden kommer Meget an,
Og til Tjenstagtighed behøves,
At Villien er parret med Forstand.
Ved Tjenester, en uopdragen Herre
Beviser os, vi komme let tilkort;
De ligne Curen, som er stundom værre
End Sygen, der skal jages bort.
En Anecdot maaskee bevise kunde
Den Sætning mere klart, end alle Grunde.
I Sverrig var en rig Magnat,
Som levede paa Landet, indgetogen;
Han brød sig ei om Hof og Stat,
Og ingen Omgang havde han med Nogen.
Han ugift var, og _ergo_ uden Børn.
Thi tog han i sit Huus en Bjørn,
(Maaskee af Lyst, til Næsten at begave,
Maaskee fordi han vilde Selskab have),
Kort sagt: en laplandsk Bjørn, som under trange Kaar
Var gaaet lidt Syd paa, for at søge Næring,
Men fandt den samme knappe Tæring,
Og lod af Sult sig fanges ved hans Gaard.
Han opdrog den med Flid og Møie,
Han spared Intet paa en god Dressur;
Den havde selv en ypperlig Natur,
Som lod sig efter Mandens Ønske bøie.
Med den han deelte nu sin Velstands Goder,
Den blev hans Omgang, blev hans Ven,
Den blev hans Søn, den blev hans Broder;
Og Bjørnen, som var god, gjengjældte det igjen.
Den blev ei indbildsk over al den Ære,
Den holdt sig ei for fornem eller stor
Til, som nu Leiligheden kunde være,
At varte op ved Herrens Bor
Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/35102