← catalogue

Under Nordenvindens Svøbe

by Knud Rasmussen · Danish · Gutenberg #34747 · 333,158 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Under Nordenvindens Svøbe
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Under Nordenvindens Svøbe

Author: Knud Rasmussen


        
Release date: December 24, 2010 [eBook #34747]

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/34747

Credits: Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
        http://www.pgdp.net (This file was produced from images
        generously made available by The Internet Archive)


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK UNDER NORDENVINDENS SVØBE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This file was produced from images
generously made available by The Internet Archive)





Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, herunder
en del varierende stavemåder for stednavne.




 KNUD RASMUSSEN

     UNDER
 NORDENVINDENS
     SVØBE


 KJØBENHAVN OG KRISTIANIA

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL
 NORDISK FORLAG


 FORLAGETS BOGTRYKKERI

 1906




VESTGRØNLÆNDERE




INDHOLD


                                                 Side

  Storfangeren Ojuvainath                           1

  Mens Jordemoderen venter                         13

  Da gamle Eva smagte paa Døden                    20

  Fattigfolk mellem „De onde Vindes Fjælde“        25

  En moderne Jomfru Maria                          38

  Moses                                            44

  Koglerier fra gamle Dage                         50

  Udstedsliv                                       74

  I Hvalrosfangernes Lejr                          84

  Manasse                                          96

  Den store Vækkelse i Evighedsfjorden            106




  Vort Land har vide Grænser; den er endnu ikke født, som har
  omrejst det.

  Og det bærer Hemmeligheder i sit Skød, som ingen hvid Mand har
  Anelse om.

  Vi heroppe, lever to Slags Liv: om Sommeren under Solens Fakkel,
  om Vinteren under Nordenvindens Svøbe.

  Men Mørket og Kulden er det, som giver os mest at tænke paa.

  Og naar det store Mørke lægger sig over Landene, aabenbarer mange
  skjulte Ting sig, og da gaar Menneskets Tanker ofte vildsomme
  Veje ....

                                   _Blinde Ambrosius,
                                          kaldet „Mellemgulvet“._




STORFANGEREN OJUVAINATH


„Hallo! Solen er godt paa Vej opefter!“

En inderlig Gaben var Svaret.

„Op med jer! Vi skal videre!“

Et Par stive Arme straktes ledknagende i Vejret, og to søvndrukne
Skikkelser kravlede frem fra en lille Fjældhule.

„Tænd op og lav Kaffe, Alafitdle!“

„Kaffen er færdig!“

Ah -- qujanaq! Den sidste Replik virkede. Vor Gaben blev til Latter,
og Kuldegysene skylledes hurtigt ned med den varme Drik. Efter en 14
Timers Rejse i Kajak sammen med to Fangere fra Kangamiut, Carl og
Alafitdle, havde jeg søgt Hvile paa det lange, flade Næs, der danner
Skællet mellem Søndre-Strømfjord og Kangerdluarsunguark. Turen havde
været anstrengende og Overfarten over Strømfjorden meget trættende.
Den 25 Mil lange Fjord munder ganske smalt ud med en Elvs rivende
Strøm. Skønt det, da vi satte over, var ganske stille, slog
Strømsøerne dog over Kajakerne, og der stod et Brus ind over Fjorden
som fra et oprørt Hav.

Vi havde lagt os ind lige ved Mundingen, og et Stykke fra os kogte
Strømmen i Hvirvler.

„Hører du den?“ sagde Alafitdle og saa ud over Fjorden. „Det er som
Lyden af et Vandfald langt borte. Den kan kun befares med Strømmen;
derfor maa vi rejse Dag og Nat i Træk, naar vi skal ind til Bunden,
og sover da kun, mens vi venter paa Strømkæntring. De 25 Mil kan vi
rutche igennem paa tre Dage under heldige Forhold. Det er en vovelig
Fart om Efteraaret, naar det begynder at blive mørkt. Jeg husker en
Nattetur, hvor det var saa mørkt, at vi knapt kunde skimte hinanden i
Baaden. Vandet fossede om os, og vi fløj af Sted. Jeg var Styrer. Vi
kunde ikke se Land og hørte ikke andet end Strømbruset, og saa min
Stemme, naar jeg gav en Kommando. Hele Besætningen havde tabt Mælet
og sad ganske tavse i Baaden. Det galdt om at holde sig midtsøs --
paa maa og faa bare, og Skær og Drejninger kunde jeg jo ikke se noget
til i Mørket, blot et Strejf, saa var der Hul i Baaden.

Saadan gled vi Natten igennem ned ad Strømmen, og da det lysnede, og
vi begyndte at skimte Kystens Omrids, fløj vi saa ikke nok saa
nydeligt af Sted lige midtsøs! Og gladest af alle var vist
Styrmanden, men heller ikke saa lidt vigtig.“

Kun et lille Stykke af Strømfjorden var synlig fra vor Lejrplads;
høje, spidstakkede Fjælde med Topsne spærrede Udsigten. Fjorden saa
næsten ud som en stor Elv, der snoede sig mellem Klippestykker.

Man fik en nysgerrigs Lyst til at komme ind bag disse Fjælde, der
skjulte Rensjægernesfrodige Land, -- men Rejseplanen lød paa: ret
frem og videre Nord paa. Vinterkvarteret laa over 100 Mil mod Nord,
og det skulde naas, inden Efteraarsstormene blev alt for vilde. -- Vi
fik Kajakerne paa Hovedet og bar dem ned til den lille Sø, som
gennemskar Næsset, satte over den, bar dem igen et Stykke over Land
og var saa endelig nede ved den Fjord, som var vor Rejses endelige
Maal. Inde i Bunden, en god Mils Vej indefter, havde Storfangeren,
Ojuvainath, sin Teltlejr. Og det var ham, vi skulde besøge.

Fjorden laa blank og stille; vore Kajaker skød lydløst gennem Vandet.
Solen var allerede højt over Fjældene, og Kingatsiaqs røde Stenrauser
kastede et flimrende Farveskær over Søen. En Delfin dukkede op
forude. Carl satte efter den; men den saa ham og forsvandt. Langsomt
gled vi indefter uden at tale videre sammen. Aareslagene skræmmede
ikke engang de Søfugle bort, som svømmede rundt om vore Kajaker. Unge
Maager lettede sig nysgerrigt og sejlede lige ind paa os; men ingen
Fuglepil blev løftet, intet Skud blev løsnet.

„Aah, det kan jo være det samme i Dag,“ sagde mine Kajakmænd, hver
Gang Vildtet var ved at friste dem.

„Saadan stod vist Solen, da den dræbte den gamle Mand fra Arsuk,“
sagde Alafitdle.

„Ja, du kender vel Sagnet? Da han saa Solen over sin egen Hjemstavn,
følte han en saadan Glæde, at hans Hjærte brast.“

Næs for Næs roede vi om, langsomt, saaledes som Mennesker, der nyder.
Endelig gik en hvid Røgsøjle til Vejrs forude; den kom fra
Teltlejren.

„Nu sætter de Velkomstgryden over Kog,“ sagde mine Kammerater og
satte Farten op. Lidt efter lod vi vore Kajaker løbe langt op i det
hvide Sand ved Siden af den Elv, hvor Ojuvainath havde slaaet sig ned
for Sommeren. I fem Dage var jeg hans Gæst, og i den Tid blev der
fortalt mig mange Historier fra Grønlændernes Sommerliv.

Ojuvainath var 40 Aar, men saa ud som en Mand paa knapt 30. Han var
dansk-grønlandsk Blanding, middelhøj og ualmindelig harmonisk bygget.
Hans Ansigtstræk var ikke stærkt markerede, men fine; et sort, kruset
Haar faldt ned over en høj, hvælvet Pande; Øjnene var brune og
spillende, Næsen skarp, næsten lige, og den energiske Mund var halvt
dækket af et tætklippet, rødblond Fuldskæg. Hans Gang var spændstig,
Holdningen statelig. Han var stærk og forstod at benytte sig deraf;
hans Tanker var klare, og han gav dem altid Udtryk i et elegant
grønlandsk. Mod havde han i Overflod og lagde heller ikke Skjul
derpaa. Sine Landsmænd var han overlegen i alt, hvad der vedrørte
Kajakfangst, og han var sig sin Position bevidst. Han førte sig med
en Værdighed, der ellers er Grønlænderen ganske fremmed, og man
mærkede uvilkaarligt, at ingen af hans Landsmænd godvilligt turde gaa
ham imod i noget, og hvor han bød, fulgte øjeblikkelig Handling.

Til mange velhavende Beundrerinders Raseri havde han giftet sig med
en fattig Pige, som selvfølgelig dyrkede ham som sin Gud; der var
noget sydlandsk over den underdanige Glæde, hvormed hun adlød hans
mindste Vink. De havde en lille Søn og en Datter, som endnu ikke var
fyldt Aar.

Sønnen, den vordende Storfanger, var deres Stolthed; allerede i hans
tredie Aar vilde Faderen lave ham hans første Kajak.

Ojuvainath var en lykkelig Mand; Hjemmet, Børnene og Konen tog alle
hans Tanker og al den Tid, han ikke var paa Fangst.

„Du har vist lagt Mærke til, at jeg altid er glad,“ sagde han en Dag
til mig, „det er deres Skyld der, Smaabørnene og saa min Kone.“

Han nævnte altid Konen efter Børnene.

„For nogle Aar siden var det ikke saadan. Da var Glæden gledet bort
mellem Fingrene paa mig, og den var svær at fange igen. Ser du, lige
efter hinanden døde min Fa'r og Mo'r, som jeg altid havde været hos,
og som jeg holdt meget af; og lige efter min første Kone, uden at
have givet mig nogen Søn. Jeg var alene lige med eet, og selv mine
Fangstkammerater saa sjældent noget til mig. Da var alle mine Tanker
sørgelige, det mørknede om mig, og jeg troede, at jeg var bleven
gammel med det samme.

Skulde det engang gaa dig paa samme Maade, saa skynd dig at fange
friske Tanker, saa længe du endnu har dine friske Kræfter. Man tror,
det er umuligt; men det er bare, fordi man ikke vil tro andet.

Det begreb jeg langt om længe og søgte mig en ny Kone; og i Sandhed,
jeg kom mig, som man kommer sig efter en en Sygdom. Nu begriber jeg
ikke længere min Sorg, ikke engang naar jeg tænker paa mine Forældre
og min afdøde Kone, -- de, som før sad mig i mit Aandedræt og min
Graad.

Du synes maaske, det er underligt, men jeg siger dig kun Sandhed.
Saadan er vi: vi glemmer. Med mine Børn og min anden Kone blev jeg
ung igen; jeg føler kun Glæde om mig, og selv om jeg mindes dem, jeg
engang begræd, saa er det med Glæde; og hvorfor ikke med Glæde, for
det er jo da kun gode Minder.

Derfor siger jeg dette: I Sandhed, Sorg kan du komme til at føle; men
husk da, at den Glæde, du mistede, ikke er Livets eneste, -- og tror
du det, og det vil du en Tid, saa skal du senere forstaa, at det
sværeste og tungeste i din Sorg var din egen Stædighed.“

       *       *       *       *       *

Ojuvainath boede i et rummeligt Skindtelt; den brede Briks, hvor vi
laa om Natten, han selv, hans Kone, Børn og jeg, var tæppelagt med
Renskind, der gjorde den blød og behagelig. I et Hjørne af Teltet,
paa højre Side af Briksen, stod en stor Vægstenslampe, som brændte
baade Dag og Nat.

„Herinde sover man godt,“ plejede han at sige. -- „Elven synger os i
Søvn alle sammen. Hør efter, naar du lægger dig, saa skal du se, hvor
dens Plasken lukker Øjnene paa dig.“

Et halvt hundrede Skridt fra Teltet faldt den skummende ud i Fjorden.
Langs Elvkanten opefter gik Børnene Dagen igennem og stangede Laks
med en Slags lange Hager; det var morsomt at se de smaa, barbenede
Drenge springe rundt om paa de vaade Sten midt i Fossesprøjtet med en
Mands Sikkerhed. Ude ved Mundingen var de store Garn udspændte, som
tog Laksene, naar de gik op i Elven ved Højvande. I Juli og August
søger Laksene op i to med hinanden forbundne Fjældsøer for at gyde
deres Rogn. I disse Søer, særlig den øverste og største, -- den er
godt og vel en halvanden Mil lang -- holder Laksene til Vinteren
over, nogle hele Aaret. En Del af dem gaar tidligt om Foraaret ud i
Fjorden, og naar de, fede deraf, vender tilbage, fanges de ved Elven.
I omtrent tyve Aar er der af Ojuvainaths Fader og siden af ham selv
ført Regnskab over den aarlige Fangst.

Langt fra at tage af synes de tvertimod at være i Tiltagende. Den
aarlige Fangst (Tidsrummet 15. Juli til Slutningen af August)
varierer mellem 60 og 100 Tønder -- med en daglig Fangst af to-fem
Tønder.

Selvfølgelig er det kun en meget ringe Del af de Laks, der gaar op,
som fanges. De to Søer bliver derfor ligesom store Beholdere, der
aldrig tømmes. Paa en Kajaktur gennem dem saa jeg, særlig i den
øverste, vældige Laksestimer, der kunde gøre Søens Bund fuldstændig
usynlig.

       *       *       *       *       *

Vort Telts Beliggenhed var overordentlig smuk. Til den ene Side laa
Fjorden, omgiven af lave Fjælde; langt nede ved Mundingen skimtedes
det aabne Hav. Bag ved os laa Søen med en vild og storslaaet
Fjældmark som Baggrund. Og der var lunt derinde, og frodigt som i
alle Fjordbunde, fuldt af brogede Blomster, Krækebær og Blaabær.

Dagen gik med Laksefangst; tidligt om Morgenen purredes der ud, og
Vagter udsattes ved Garnene. Ojuvainath havde en hel Baadbesætning
til sin Raadighed af lejede Folk. Naar Arbejdet var endt, efter
Aftenflod, samledes vi enten inde i Teltet eller ogsaa udenfor ved
Tøndestablen. Og der fortalte saa hver og en, der havde en Oplevelse
bag sig. Og det havde de alle sammen.

Jeg vilde have noget at vide om Sommerens Nomadeliv og sad en saadan
Friaften ude og lod dem fortælle.

Kolonierne og Udstederne, ikke at tale om de smaa Bopladser, er
næsten mennesketomme om Sommeren her i Sydgrønland. Rensjægerne
tager ind til Fjordenes Opland, andre tager paa Laksefangst ved Elve,
nogle igen paa Havkatfangst i Vigene. Fiskene vindtørres og hengemmes
som Vinterforraad: Renskødet ligeledes. Man drager ud mod Midten og
Slutningen af Juni, bliver ude hele Sommeren i Teltlejr og kommer som
Regel først hjem igen med Efteraaret i September. Grønlænderne elsker
dette omstrejfende Liv, og naar Talen falder paa Oplevelserne, kommer
der Fart i Beretningerne. Fortælleren opildnes af de mange Øjne, der
rettes mod ham; han gestikulerer illustrerende til sin Tekst, der
snart paahøres i aandeløs Stilhed, snart ledsages af Latter og
Tilraab. Det er ikke en tillæst Viden, der opremses, det er en Stump
af hans eget rastløse Liv, der repeteres for Kammeraterne, -- og
Emnet er det for Grønlænderne evigt aktuelle, derfor samler Ordene
altid Stimmel og Liv -- eller ogsaa Andagt.

Ojuvainath sad paa en af sine Laksetønder og pustede Piberøgen ud for
sig i Ringe. Arbejdet var endt, og Folkene stod rundt omkring ham.

Ved at se paa ham, kom der over mig en besynderlig Stemning fra gamle
Dage, som jeg straks ikke rigtigt kunde gøre Rede for.

Teltlejren bag ved os, og denne smukke, slanke Mand med de stærke
Skuldre, det solbrændte Ansigt med den skarpe Profil, jo, nu forstod
jeg det! Han mindede mig om gamle Homers Kraftkarle. Saadan tror jeg,
de saa ud.

Og den stolte, hidsige og smukke Storfanger Ojuvainath, den vældige
Harpunkaster, den fodrappe Rensjæger -- Akilles, Akilles! Og jeg
kunde aldrig siden faa dette Billede ud af Hovedet.

„Fortæl os lidt om dine Rensjagter, Ojuvainath!“

„Det er vanskeligt saadan ligetil,“ svarede han og saa hen for sig.
„Og der er jo ikke saadan noget mærkeligt at fortælle; bagefter synes
man jo, at det ene Aar var lige som alle de andre. Og dog er jo hver
Dag ny i selve Jagttiden; hver Dag har sine egne Glæder, Skuffelser
og Strabadser.

Jeg har jaget i 20 Somre. Knapt 14 Aar begyndte jeg. Den Gang var jeg
i den Alder, hvor man vil kappes med de raskeste, og da der gik
Frasagn om Nordgrønlænderne, tog jeg derop sammen med en Onkel -- som
simpel Roer i hans Konebaad. Det var til Nordre-Strømfjord, helt ind
i Bunden. Næste Aar rejste jeg Nord paa igen, denne Gang som Herre og
Styrer i min egen Konebaad. Jeg var da 15 Aar. Til mit 36. Aar har
jeg hver Sommer været paa Rensjagt her i vore egne Distrikter ved
Søndre-Strømfjord; og det er først nu, at jeg har slaaet mig paa
Laksefangsten. Det betaler sig bedre.

Nordgrønlænderne, maa jeg sige, er raskere til Bens og livligere end
vi Sydgrønlændere; de er næsten for kappelystne. I Kajaken derimod er
vi de dygtigste. Isen lukker jo Havet for dem om Vinteren.

Men Rensjagterne i Søndre-Strømfjord!

Det er vist det bedste Rendistrikt i hele Sydgrønland, især naar man
tager helt ind til Bunden. Og det er en Tur, man ikke glemmer. Den
kan kun foretages i Konebaad. Du vil faa en Fornemmelse af, at din
Baad staar stille -- og at hele Fjorden rutcher forbi dig i svimlende
Fart. Og Farten vil vokse et Stykke indefter. Og naar du nærmer dig
Fjordbunden, og Landet om dig bliver fladere og frodigere, vil det
ligesom pludseligt blive lyst om dig, og du vil synes at glide ind i
et Land, der er lysere og skønnere end det, du forlod. Bag ved dig --
langt, langt ude -- ser du Mundingsfjældene, høje og mørke;
Fjældryggene tegner sig indefter, bugtende med Fjorden, som en Revne
i et eneste, vældigt Fjæld, der skraaner indefter; og helt inde
kommer saa Bunden, som en bred og frodig Dal, der løber lige op i
Indlandsisen.

Dernede gaar vi paa Rensjagt med Kone og Børn fra Juni til September.
Konebaaden lægges op paa Land, fortøjes forsvarligt og forlades for
et Par Maaneder. Som Regel medføres intet uden Bøsserne, Kaffe og
Tobak; undertiden ogsaa et lille Tøjtelt. Naar man paa Vandringerne
kommer til gode Renfelter, slaar man Lejr. Kvinder og Børn
efterlades, og Mændene gennemstrejfer i flere Dage Omegnen. Byttet
bæres hjem til Lejren, og Kødet skæres i tynde Kager, der lægges til
Vindtørring paa Klipperne. Et helt Rensdyr paa Ryggen en hel Dag
igennem -- over et besværligt Bakkedrag -- regnes ikke for noget,
naar det da ikke er en alt for stor Tyr.

Ved de forskellige Lejrpladser -- man drager jo længere og længere
ind i Landet -- dannes Forraadsdepoter af det tørrede Kød, som paa
Hjemvejen bæres ned til Konebaaden. Det er lange Dagsmarcher -- fra
tidlig Morgen til sen Aften -- og ofte kan det jo være haardt nok for
5-6 Aars Purke; men de bliver ogsaa Rensjægere, før de har staaet for
Præsten.

Kvinderne døjer ogsaa ondt, før de faar øvet sig op; de maa jo bære
adskillige Pund paa deres Rygstykker. Saa hænder det ikke sjældent,
at de læner Byrden mod en Sten og giver tabt. Og naar man saa vil
være rigtig ondskabsfuld, behøver man blot at sige til dem: „I
stakkels Kvinder, der maa døje saa meget ondt! Tænk bare paa dem
derhjemme, der driver paa Briksen uden at være det mindste trætte!“
-- Saa brister de i Graad og er ikke saadan at trøste. Og de
forbander Jagtlivet og lover sig selv, aldrig at ville tage med mere.
Men snart vænner de sig til at ligge ude uden Telt, til at gaa langt
og bære meget, og saa glemmes alle Genvordigheder og Løfter med det
samme. Og næste Aar, ved første Rensjagt, er Kvinderne altid de
første, som vil med. Og naar Konebaadsbesætningen saa er fuldtallig,
og vi forlader Husene, saa er der mange, der græder, af de Kvinder,
der ikke kom med.

En Række Solskinsdage, hvor man nyder Livet; Regnvejrsdagene enten i
Telt eller i Klippehule, hvor man maa holde Humøret oppe; Dage, hvor
der fanges i Overflod; Dage, hvor man jager forgæves; Held og Uheld;
Livsfare engang imellem; ja, en hel Bunke af den Slags Ting ind
imellem hinanden -- det er det Liv, vi Rensjægere lever. Alle sammen
elsker vi denne Tid, og vi længes efter at komme af Sted hvert
Foraar.“

„Ja, det er sandt nok, men vi er ogsaa glade ved at komme hjem igen“,
faldt Alafitdle ind og fortsatte leende: „I husker nok den Tid, da
Kaffen for længe siden er drukket, og vore gamle Piber forlængst er
udstykkede som Skraa. Aah, en lille Pibeflis, blot saa meget, som kan
dække en Kindtand, er ikke til at betale med Renkød. Og naar de gamle
først har faaet knust deres Kridtpiber og snust dem op, saa kan det
saamænd være sløjt nok. Men alligevel, jeg har ikke været paa
Rensjagt i Aar og længes derind, nu da jeg ser Fjældene.“

„Aa ja, Rensjagttiden!“ sagde en ung Pige, og der kom Liv i hendes
Øjne, „langt, langt derinde, nær Isblinkene, bag ved høje, høje
Fjælde og store Søer, der ser ud som vældige Gryder, fyldte med
Vand.“

„Ja, der er mærkeligt derinde, og der er mange Ting derinde, som man
aldrig bliver rigtig klar over,“ sagde en gammel Mand. „Som nu det,
gamle Evale og hans Kone fortalte. De saa mange mærkelige Ting i
Renlandet, de to gamle. Hver Sommer tog de derind, til sidst ganske
alene, da deres Børn var døde. Hjemme vilde de slet ikke blive, naar
det først blev Sommer, og saa levede de inde i Fjorden ganske alene
til Efteraaret. Selv da han blev for gammel til at jage, tog han
derind alligevel.

En Nat, da de laa og sov under en stor Sten -- helt oppe i Bunden af
Kangerdluarsuak -- hørte gamle Evale pludselig en Lyd, han ikke
forstod. Den kom, syntes han, oppe fra den Sten, hvorunder de laa.
Lyden voksede. Den blev til en Musik saa dejlig, at han grædende
vækkede sin Kone, for at ogsaa hun kunde høre den. Og hun lagde sit
Øre mod Stenen og hørte det samme som sin Mand. Det var, ligesom
Melodierne drev i Taage et Sted langt borte, fortalte de.

Og som de lyttede, liggende paa Jorden, sprang mellem Tonerne en
enkelt, som blev kraftigere og stærkere end de andre. Og den voksede,
kom dem nærmere og nærmere, og til sidst forstod de, at den Lyd kom
fra et Menneske, der sang; men der var mange, der fulgte hans Sang
med Spil. Og de hørte Ord, Sangens Tekst, og forstod den. Og Manden,
som sang, ligesom sang for de to gamle; for han blev ved med at
gentage samme Sang og samme Ord. Til sidst lærte gamle Evale den og
gav sig til at synge med -- Ord og Melodi.

„Sangen, de lærer os, er deres Gave,“ sagde de til hinanden, og deres
Glæde var stor.

Saa med eet tager Konen sin Mand i Armen og raaber: „Se der!“ Og de
saa begge frem for sig et Land, vidunderligere og frodigere, end de
nogen Sinde før havde set. Og saa drev det -- ligesom Sangen -- i
Taage gennem Luften.

Og de to gamle raabte hinandens Navne af Glæde og blev ved med at le
og at le. Og de vilde gaa henimod det, men da gled det om bag
Fjældene og blev borte; og Sangen døde bort.

Endnu en Gang sang gamle Evale den nye Sang for sin Kone; og han sang
den med alle Ordene. Saa følte de sig trætte af alt, hvad de havde
hørt og set, og lagde sig til at sove. Men da de vaagnede næste
Morgen, havde de glemt Sangen begge to, ganske som man om Morgenen
kan glemme det, man drømte om Natten. Og alt, hvad de huskede, var,
at den var saare dejlig.

Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, -- visselig, da havde
jo Mand og Kone drømt den samme Drøm paa samme Tid, og heller ikke
det forstaar vi.“

„Men ogsaa andre Gange har jo gamle Eval og hans Kone oplevet Ting
paa deres Rensjagter, som de aldrig kom til Klarhed over,“ sagde en
anden. „I kender vel Historien om den store Sten med Indskriften? En
Dag fandt de paa et Sted, hvor de ofte havde været, en stor Sten, som
de aldrig før havde set. Stenens ene Side var ganske glat og
fuldstændig overskreven med en Mængde Tegn, de ikke forstod. Stenen
var sort og meget fint forarbejdet. Da de kom hjem, fortalte de om
deres Fund, og man medgav dem næste Aar, da de rejste, Papir og
Blyant, for at de kunde tegne Stenen efter.

Men da de kom til det Sted, hvor den havde ligget, fandt de den knust
i smaa bitte Stumper. Ikke et Bogstav var at finde igen, alt var
tilintetgjort. Man havde vist ikke villet, at den skulde komme i
Menneskeeje.

Og gamle Evale havde sin egen Mening om den Sag. Han troede, at der
derinde levede Væsner, som kun vilde Grønlænderne godt. Stenen havde
sikkert været meget kostbar, sagde han; og begyndte man først at
finde Kostbarheder i Grønland, vilde sikkert fremmede Folk komme til
Landet. Og da vilde det gaa Grønlænderne ilde, og de vilde maaske
snart ikke findes mere. Derfor holdes Kostbarhederne skjulte for
Menneskene!“ --

„Visselig, saadan er det,“ sagde mange i Munden paa hinanden. „Vi har
jo hørt om, at det er gaaet mange Folk saaledes. Og det er ikke længe
siden, at vi hørte, at man langt Syd paa var ved at udrydde et helt
Folk, fordi deres Land var rigt paa Guld. Den stærke tager fra den
svage. Og vi er jo kun faa heroppe. Derfor vaages der over vort Land.
Vel, om der aldrig maa findes kostbare Stene heroppe. Os vil de intet
godt bringe.“

-- -- -- Solen var gaaet ned. Et koldt Pust strøg ind over Fjorden og
mindede Menneskene om, at Nat afløste Dag.

„Aah, -- de Rensjagter, de Rensjagter!“ sagde Ojuvainath, da vi gik
ind i hans Telt.




MENS JORDEMODEREN VENTER


Regnen skyllede ned! Naar Skyerne trak sig sammen i tunge Byger og
tømte sig ud over Jorden, sang det hen over Fjældene af smeldende
Draaber.

Den sommertørre Jord kunde ikke suge al Himmelens Overflod i sig;
Smaasøer gik over deres Bredder, og grumsede Elve jog ind i Pløret
mellem Husene.

Regndraaberne faldt saa tæt og tungt, at de slog sære Klange af
Havet, der vred sig i lange Dønninger. Hundene luskede om med vaade
Pelse og krumme Rygge og smaapeb; de gad ikke engang æde af de friske
Affaldsdynger paa Møddingerne.

Kun Menneskene tog slet ikke Regnen højtideligt, men styrtede
festklædte fra Hus til Hus. Unge Piger med Silkeanoraker,
Spragleskinds Bukser og lange hvide Støvler trippede over Elvene
og forsvandt i Husgangene, -- unge Mænd fulgte efter.

Alle de lange, smalle Skorstene pulsede Røg i Vejret, og hver Gang
Vinden stod paa, lugtede det saa voldsomt af brændte Kaffebønner, at
man snerrede Næseborene sammen.

Paa Pladsens eneste offentlige Bygning vajede Dannebrog; thi det
lille Udsted havde Besøg af sin Præst, og i Dag fejrede man
Konfirmationsfest .....

Præsten var saa hensynsfuld at holde Konfirmation om Efteraaret under
det gode Hvalrostræk; saa havde alle godt om Kontanter. Dagen
forinden var hele Konebaadsladninger med Spæk førte til Handelsstedet
for at omsættes i Festmad, brogede Tøjer og Tørklæder. I alle Huse
var der Overflod paa Kød, Laller og sejge Tyggestrimler af
Hvalroshud. Lige siden den hellige Akt var afsluttet i Kirken om
Middagen, havde man „arbejdet“ rundt om ved Gildebordene; der var rig
Lejlighed til Overmættelse, og Kaffen smagte saa dejligt efter alt
det grove Kød.

Men nu var Aftenen kommen, og Dansen skulde begynde.

Raab engang en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk Boplads!
Raab det, hvis du vil se en hel lille Bys Indbyggere vælte ud af
Husgange og trimle hen ad Vejene i ubehersket Henrykkelse. Raab det,
hvis du en mørk og stille Aften vil opleve at høre Grønlands gamle
Grundfjælds-Klipper ryste paa Hovedet i Ekko over unge Kvinders
Glædeshyl. Og følg saa Strømmen, bland dig med de unge, og dans
halvpaaklædt i den trykkende Hede, saa længe du har Kræfter til at
svinge de glade Piger .....

Bødkerværkstedet var renset i Dagens Anledning; og da Tranlamperne
blev tændte, og Harmonikaen lod sin første Vals høre, var der
allerede saa fuldt med Mennesker, at de, der vilde danse, maatte
tilkæmpe sig Plads med Albuerne; Luften i Rummet blev snart saa
fortættet, at man kunde bide i den.

Da det blev uudholdeligt, var vi hen paa Aftenen nogle Par, der
svigtede det officielle Lokale for at søge et bedre ude i Byen. Det
var ravende mørkt, og Regnen smeldede ned. Kvindernes kostbare
Festdragter blev vaade, de lo blot deraf; vi traadte ud i Mudderpøle,
vi ikke kunde se, og vi endte med at tage vore Damer paa Armene og
bære dem over de mange nydannede Elve; det var en besværlig
Ekspedition, men Humøret gik ikke i Rette med Genvordighederne. Hvad
gjorde det saa forøvrigt, at jeg faldt ned ad en Fjældskraaning og
sammen med min Dame rullede ud over en Afsats ned i en tom Trantønde!

Guderne -- hvor saa vi ud, da vi kravlede op!

Man standsede uden for Malakias's Hus, det var det største paa
Pladsen, og derinde vilde vi danse. Man blev enig om, at min Baldame
og jeg skulde gaa ind og parlamentere med Familien. Det var jo
allerede sen Aften.

Vi krøb ind gennem den lange, opblødte Husgang og kom ind. Paa
Briksen sad et Par gamle halvnøgne Mænd og deres Koner. De gloede
forbavset paa os, da vi kom ind, og slog maabende Mundene op, da vi
frembar vort Ærinde; det varede længe, før de kunde samle sig til et
Svar. Saa var der endelig en af de gamle Kællinger, der rejste sig,
gik hen til en af Lamperne og pillede Vægen højere op af Trannen; --
da først havde hun faaet kædet sine Tanker sammen til Svar. Hun
stillede sig lige foran os, pegede ind paa Briksen og hviskede
hovedrystende:

„Tja -- det kommer jo noget an paa hende der; for vi sidder jo bare
her og venter paa, at hun skal faa Brug for Jordemoderen!“

Min glade Rebekka saa sønderknust paa mig:

„Det er sandt!“ mumlede hun, „Barbara ligger jo for Barsel!“

„Der findes da ogsaa andre Huse!“ foreslog Kællingen paa Gulvet.

„Jah -- men Malakias's Hus var jo det største,“ sukkede Rebekka.

„Saa forsøg paa at gaa til Malakias selv,“ foreslog den gamle, som
hed Medea.

Og det gjorde vi saa.

Malakias fandt vi blandt Danserne i Bødkerværkstedet. Han var en
fornuftig Mand, det nok gik an at forhandle med; men ak -- Smilet
stivnede om hans Mund, da han hørte vort Forslag, og der laa Alvor i
hans Stemme, da han sagde:

„Det er jo det, at Jordemoderen allerede i et Par Dage kun har ventet
paa Øjeblikket, saa jeg ved ikke rigtigt! Spørg først hende!“

Vi forfulgte Sagen til sidste Instans; og nu gik vi til Judithe,
Jordemoderen, som skulde afgøre vor Aftens Skæbne. Ogsaa hun var
blandt de dansende.

„Vi skulde spørge dig fra Malakias, om -- -- --“

„Naa, er det nu endelig galt fat der! Det skal da ogsaa altid -- --“

Hendes sidste Sætning kvaltes i de unge Pigers Latter.

„Nej, nej, vi skulde bare spørge, om det gik an at danse derhenne i
Aften?“

Judithe's Ansigt klarede op til at stort Smil, og vi havde
Tilladelsen med det samme.

„Barbara maa da oven i Købet være glad for den Tidkort!“ mente hun.

-- -- Nu blev Gulvet fejet, og Husets Børn og ældste klædte sig af og
lagde sig paa Briksen.

Men Musiken -- der fandtes kun en eneste Harmonika paa Pladsen! Gamle
Essaias reddede nu Situationen. Han havde en Violin; det var flere
Aar siden, at han havde spillet paa den; og da den blev hevet frem
fra hans store Værktøjskasse, manglede alle Strengene! Men
Instrumentet blev i en Fart støvet af, og en af de unge Piger lavede
Strenge af Hvalrossener. Buen var i Orden. Og saa kunde Dansen
endelig begynde .....

Mærkelige Grønlændere! Ingen kan som I glemme al Livets Møje i en
Dans. Ingen kan som I lægge en Lemmernes Ekstase ind i en Reel!

Vi dansede til langt ud paa Natten. Gamle Essaias gned de kaadeste
Dansemelodier ud af Hvalrossenerne; han kunde aldrig blive træt. Og
Aftenen igennem var der over hans rynkede Ansigt et Udtryk saa mildt
og forklaret, som om han sad fordybet i Andagt.

Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning,
tømtes Malakiæ gæstfri Hus.

Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven
Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa
Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren
havde budt os ind paa en Romtoddy.

Ja, sandelig -- en Romtoddy skulde gøre godt i Aften, gennemvaad og
svedt som man var!

Imidlertid var Dansen trukket saa længe ud, at „Udliggeren“ var gaaet
i Seng; men i sin Stue havde den gode Mand ladet Lampen brænde, og
paa Bordet stod varmt Vand, Sukker, Rom og Cigarer!

Mikael fniste ubehersket, da vi satte os ved Bordet. Vi blandede os
en Drik og hilste paa hinanden.

Ah! Det er, som om alle Nydelser komprimeres her i Grønland!

Det havde været en bevæget Dag i Dag -- med alle disse
Masse-Kaffe-Gilder! Og min Ven lod Munden løbe. Saaledes sad vi en
Times Tid.

Da pludselig springer Mikael op og staar stiv og bleg foran mig.

„Men hvad gaar der dog af dig, kære Frederiksen?“ spurgte jeg
beroligende; det smigrede ham, at jeg tiltalte ham med hans
Efternavn.

„Min Kone!“ sukkede Manden; og Rædselen jog Blodet fra hans Ansigt.
Hans Kone var netop Pladsens første Autoritet: Jordemoderen.

„Min Kone -- ganske vist! forstaar du? Min Kone har ganske vist ikke
Kommandoen, men alligevel -- -- --“

Frederiksens sidste Kræfter var udtømte; han skæver over til sit
Glas, der er tømt, fylder det, og drikker det ud med det samme.

„Ser du, Kvinderne har det nu paa deres egen Maade -- -- ganske vist,
min Kone har ikke Kommandoen hos os --“

Frederiksen ser paa mig for at overbevise sig om sine Ords Virkning
og slaar sig for Brystet.

„Kvinderne forstaar ikke os Mænd, de er saa lunefulde og urimelige;
de taaler slet ikke at blive vækkede om Natten!“

Frederiksen har opgivet sin Helteposition, og han ser mig bønfaldende
ind i Øjnene, da han siger:

„Men alligevel, det vilde vist gaa bedre, om du fulgte med mig hjem i
Aften.“

Jeg lovede, at jeg skulde følge ham helt ind i Huset.

„Men, hm! Kvinderne er saa besynderlige.“

Han pegede paa Romflasken.

„Ja selvfølgelig, vi skal tage en med til din Kone -- -- og den og
jeg i Forening, -- ikke sandt?“

Han lo over hele Ansigtet, slog mig paa Skulderen og bryggede en høj
Romtoddy.

„Hi, hi, hi! -- Ja, du forstaar nok, det er jo mig, der har
Kommandoen alligevel!“

Saa brød vi op og balancerede ud i Mørket; endelig stod vi
velbeholdne foran Malakias's Hus.

„Hm! Nu er det vist bedst, at du gaar foran,“ foreslog Frederiksen;
jeg kravlede ind. Endnu medens vi var dybt inde i Husgangen, raaber
han højt:

„Judithe, Judithe! Fine Gæster! Sjældne fremmede!! Puh, den var
ellers drøj at fragte herop; ser du, jeg har ikke glemt dig!“

Og han rakte hende straalende Toddy'en ud.

Judithe rystede leende min Haand. Hun havde sovet og var i bar Særk.
Frederiksen var saa overgiven over den gode Modtagelse, at han lo saa
højt, at hele Huset vaagnede.

Judithe drak Glasset ud paa een Gang. Sejren var vunden.

Briksen var fuld af sovende, og Gulvet med; mange tilrejsende havde
søgt Ly her for Natten.

Judithe, der følte sig oplivet af Toddyen, gav sig til at fortælle
Sagn med den Motivering, at havde hendes hensynsløse Mand nu først
vækket dem allesammen, saa maatte hun vel efter gammel eskimoisk Skik
forsøge at fortælle dem i Søvn. Jeg lagde mig nu ned mellem
Klyngerne paa Gulvet, mens Frederiksen kravlede op til sin Ægtemage
paa Briksen.

Judithe fortalte fortræffeligt, og jeg faldt snart i Søvn.

Ud paa Morgenen vaagnede jeg forfærdet ved, at den frugtsommelige
vaandede sig. Hun rejste sig fra sit Leje og vraltede hen til den
store Urinspand henne under Vinduet og satte sig paa Kanten; jeg gned
Øjnene, jo sandelig -- hun var falden i Søvn derhenne!

Det saa foruroligende ud, og jeg rejste mig over Ende; men i det
samme blandede en beroligende Hvisken sig i den almindelige Snorken,
og Ordene lød, som følger:

„Sov kun! Jordemoderen vaager!“

Det var Judithe; da forekom det mig, at jeg som Husets Gæst med god
Samvittighed kunde føje ogsaa min Snorken til det store Kor -- i den
sikre Forvisning om, at intet vilde komme bag paa os.

Jordemoderen ventede ...




DA GAMLE EVA SMAGTE PAA DØDEN


„Tænd Baal! Tænd Baal! Nu staar Solen op!“ var der en, der raabte.

„Lyng! Lyng! Klæd Varden i Lyng!“ skreg de unge Piger i Munden paa
hinanden.

Et Par store Sten rullede ned ad Fjældet, og Ekkoet drønede ud over
Fjorden; det var Vardetinden, der blev væltet, og tunge, duftende
Lyngduske dannede Top i Stedet. Brændende Kvas dængedes over, og
frisk Lyng kastedes paa.

En tyk, hvid Røgsøjle slog lige op mod Himlen, og spillende Ildtunger
slikkede hen over Vardens Sten.

Røde Skyer flammede op i Horisonten, og Hjortetaksfjældet skød sin
hvide Hue ned i Nakken og strakte sig i Morgenrøden.

Fjorden laa hvid af Storis; og Skosserne, der langsomt drev indefter,
legede med deres Skygger i det blanke Vand.

-- -- Der for et sitrende Gys gennem den lette Morgenluft, og
Lyngbaalets Ild blegnede, da Solen gled op over Fjældene og dyppede
alle Tinder i sit Lys ...

-- -- -- -- --

Der havde været Dans ved Kolonien, og hen paa Morgenen var alle unge
gaaet til Fjælds for at koge Morgenkaffe. Sammen med Solen kom gamle
Eva opover; hun skulde langvejs ud for at samle Kvas, men da hun saa
de unge og lugtede deres Kaffe, lagde hun Vejen op over Fjældet; og
hun satte sig straks ned iblandt os for at vente paa sin Omgang.

„Hør, Eva, du skulde fortælle os om den Gang, „du smagte paa Døden“!“
foreslog en.

„Saa skal du faa Kaffe af første Kog!“ føjede en anden til.

Gamle Eva lo, da de unge sluttede Kreds om hende, og uden
Indvendinger gav hun sig straks til at fortælle:

„Mine Aar tæller tre Menneskers Fingre og Tæer; jeg har aldrig lidt
af Sygdomme eller Hjærtesorger og har derfor altid været let til Bens
og fornøjet. -- --

Men det var jo om den Gang, jeg smagte paa Døden, I vilde høre lidt.
Ja, det kunde du saamænd godt lave en svær Bunke Skriverier om og
tjene mange Penge paa,“ sa' hun leende, henvendt til mig.

„Ser I det blaa Fjæld der? Det var jeg gaaet over. Naturligvis havde
jeg Kaffe med mig, og det varede jo ikke længe, før jeg fik Lyst til
at ta' mig en Taar, og saa gjorde jeg Ild op.

Nu lægger jeg Mærke til, at det begyndte at trække op; Himlen var
bleven en hel anden; men da jeg var gaaet ud for at plukke Kvaner og
var meget lysten efter dem, gik jeg blot videre uden at bryde mig om,
hvad der gik for sig i Skyerne. Vi gik og gik -- jeg havde Sofia
Lisbath med mig --; vi gik nedad mod Fjældet, hvor vi skulde plukke
Kvaner, kom til en meget stor Slette, satte over den og landede ved
Fjældene paa den modsatte Side. Saa gav vi os til at plukke Kvaner,
medens Regnen begyndte at falde og ganske langsomt sivede gennem vort
Tøj. Vi plukkede og plukkede, gjorde vor Bunke noget vel drabelig og
vandrede saa hjemad.

Da vi kom op i Fjældet, var det, lige som om man garvede tørre
Vandskind omkring os; det var Kastevindene! Allerede paa Toppen
klistrede alt vort Tøj fast til Kroppen; og saa lang en Vej vi havde
igen!

Da ser vi en Rype med sine Kyllinger, lader Kvanerne ligge og giver
os til at forfølge dem, men vi fik dem naturligvis ikke.

Saa gik vi videre med vore Kvaner, opad og opad, til vi blev siddende
paa en Skrænt uden at kunne komme videre; -- saa ned igen gennem
Elven, da der ikke var anden Vej; her maatte vi slæbe Kvanerne med os
og hisse dem ned ad Fjældsiden.

Saa kom vi ned til en stor Sø og tog den langs Bredden mod Solsiden.
Vi gik og gik ad Smaaelvene; de vaade Kamikker søgte vi at snøre
fast, men det lod sig ikke gøre: vore Fødder blev kolde. -- Saa kom
vi til en Fos; det var det bare Skumsprøjt!

„Vi har ingen anden Vej,“ sagde jeg til Sofia Lisbath, „vi maa midt
ud i den.“

Jeg snørede mine Støvler fast oven over Knæene, tog Kvanerne paa
Ryggen og plumpede ud. Straks vi kom ud, var det umuligt at se frem
for sig; Fossen havde alt for stærk Fart, og Regndraaberne ovenfra
løb ligesom oven i hinanden som en Straale, der aldrig knækkede over.
Fossen var os egentlig lovlig bred og dyb, Vandet gik os til Livet,
men vi kom dog over; saa var det ogsaa, ligesom om vort Tøj selv var
bleven til Fosse, saadan drev Vandet af os. Og da jeg jo var en
gammel Kælling, begyndte jeg at fryse, og jeg mærkede, Kræfterne
svigtede mig.

„Ja, nu er jeg ikke ganske sikker paa mig selv mere,“ sagde jeg til
Sofia Lisbath, „jeg tror næsten, dette her er Død for mig.“

Men op ad Fjældet slæbte jeg dog Benene og kravlede til sidst helt op
til Toppen. Jeg kunde ikke gaa paa Benene og krøb derfor videre paa
Knæene, men endnu havde jeg dog mine Kvaner paa Ryggen; og hvorfor
skulde jeg vel ogsaa kaste dem fra mig?

Det sidste Fjæld, vi skulde over, kom nu til Syne. Jeg kravlede
fremad, Fjældet var temmelig højt. Jeg lagde Mærke til, at Sofia
Lisbath gav sig til at plukke Lyng, -- som jeg siden fik at vide, for
at putte det ind paa Kroppen under det vaade Tøj; selv var jeg for
udmattet til at gøre det. Da vi kom op paa Toppen, kunde vi se Landet
om Godthaab. Vinden blæste saa stærkt, at det lød, som om man slæbte
gamle, tørre Konebaadsskind hen over Fjældene. Og Regnen! -- Ja, det
var, som om man sparkede løs paa mig. Men jeg kravlede bare
fremefter.

„Gaa du bare forud, Sofia Lisbath,“ raabte jeg saa til sidst, „Amos
vil blive alt for bedrøvet, hvis ogsaa du bliver heroppe.“

Men hun vilde ikke forlade mig og gav sig til at stoppe mit Tøj ud
med Lyng. Jeg havde endnu mine Kvaner paa Ryggen; give tabt vilde jeg
ikke, og jeg gav mig til at ryste Skuldrene ligesom i Vrede.

„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath.“

Men hun vilde ikke gaa ned til Godthaab, fordi hun ikke mente, at man
vilde finde mig levende. Og naar jeg talte til hende, gik hun bare
baglæns uden om mig. Saa til sidst maatte jeg standse, jeg havde ikke
flere Kræfter; og det kunde man jo ikke sige noget til, skønt det nu
skulde koste mig Livet.

„Gaa nu hjem, Sofia Lisbath!“ raabte jeg igen, og for at ikke ogsaa
hun skulde lægge sig til at dø heroppe, gav jeg mig til at skælde
hende ud:

„Du har dog en Broder, Sofia Lisbath, jeg har jo ingen! Du vil bare
bedrøve ham. Og hvis vi begge to bliver borte, vil de ikke finde os.
Vi gik jo over Kruersuk-Fjældet, -- og her gaar vi nu hjem ad
Kvanevejen!“

Men hun gik som sædvanlig et Stykke baglæns og vilde ikke gaa hjem.

Mine Klæder var fyldte med Vand, og saa kold blev jeg, at jeg syntes,
min bare Krop gav sig til at raabe paa mig. Baandet var gledet af min
Haartop, og Haaret var faldet ned.

Sofia Lisbath gav sig til at græde, da jeg igen sagde til hende, at
hun skulde gaa hjem, og med Hænderne for Øjnene forsvandt hun
hulkende bag et Fjæld. Et Øjeblik standsede hun dog og saa sig om
efter mig. Det var, sagde hun senere, for at se mig sidste Gang i
Live. -- Ja, og saa lod hun mig tilbage.

Da jeg nu var alene, blev jeg snart søvnig. Jeg brød mig ikke mere om
mig selv, jeg havde kun ondt af min lille Søster, der skulde lede
efter mig. Men da jeg til sidst ikke kunde andet, sagde jeg bare til
mig selv: „Naa, lad mig saa blot sove!“ Og saa lagde jeg mig ned. Det
var lige i en Sø, kunde jeg mærke, men saa ved jeg ikke af mere.

Jeg sov og sov meget længe, men da jeg saa skulde til at aabne Øjnene
-- en Fugl var det ikke, det var Menneskestemmer! Og saa Stormen, der
peb! Jeg drejede mig om paa Maven og saa fire Mennesker; tre af dem
havde hvide Anorakker, den fjerde var min lille Søster. Hun brast i
Graad, hun begræd mig allerede.

Jeg var saa vaad som en druknet Kajakmand. Mit Haar havde skilt sig,
mine Hænder var opsvulmede, og der var dybe Furer i Huden. Det var,
ligesom jeg havde vasket en hel Dag; men saadan var jeg forøvrigt
over hele Kroppen.

De trak Tøjet af mig og gav mig andet paa, og saa bar de mig hjemad.
Det blev ved med at regne. Jeg mistede atter Bevidstheden.

Da jeg kom til mig selv igen, saa jeg opad -- og se: jeg havde over
mig en Himmel af Bjælker; jeg troede jo, jeg var død, og at det var
Himlen. Men saa hører jeg en sige: „Eva, skal du ikke smage paa disse
Lækkerier?“ og saa kom jeg med et til at tænke paa, at vi Mennesker
har til Vane at spise; det havde jeg ligesom helt glemt. Jeg havde
fastet en Nat og to Dage.

Saa spiste jeg, hvad jeg orkede, og kom mig snart igen.

Her ender min Fortælling.

Siden har jeg været mange Gange ude efter Kvaner uden at lade mig
skræmme; men det er ogsaa en dejlig Vej mellem Fjælde deroppe, kan I
tro, saa smukt ved Solnedgangstide! Folk ler ofte ad mig, naar jeg
siger det, men hvad gør det? Man er jo en gammel Kælling, og saa gør
det jo ikke saa meget, at man er en Nar.“




FATTIGFOLK MELLEM „DE ONDE VINDES FJÆLDE“


                                             Ikamiut, 8. August 1902.

Et lille bitte Hus.

Døren ind til Husrummet er ikke større end et Æskelaag; man kommer
kun ind gennem den, kravlende sidelæns paa Kant. Rummet er saa lavt,
at man siddende har Hovedet i Loftet. Gulvet er Kampesten. Væggene
Tørv og Sten. Loftet brede Tørvestykker, lagte over Flydetræ. Briksen
paa tværs saa smal, at man kun kan sidde tre Side om Side, Kakkelovn
findes ikke. Lys og Varme kommer fra en Vægstensskaal, hvis lille
Transø er kranset med Væger.

Stedet hedder Ikamiut og hører ind under Sukkertoppens Distrikt. Her
bor for Tiden fem Familier, fordelte i tre smaa Jordhuse og en lille
Tue, der ikke kan kaldes for Hus.

Jeg kom hertil efter en halv Dags Rejse i Kajak fra Sukkertoppen.

Manden, jeg bor hos, hedder Vittoralak; Familien er meget fattig, men
de giver mig det bedste, de har: tørret Torsk og Lodder, Krækebær i
Leversylte. Kaffe medbringer jeg selv.

Husets ældste Datter er atten Aar; hun gik om bag Huset og græd af
Befippelse over det usædvanlige Besøg.

Vittoralak sætter smilende Mad frem til mig; jeg nikker, spiser og
ler ad ingenting. Saadan skal en Gæst være, siger Grønlænderne.

Vi gaar tidligt til Ro, kravler op paa Briksen og lægger os til
Rette; Vittoralak, hans Søn, Kone, Datter og jeg. Jeg ligger noget
uden at kunne falde i Søvn. De synger, liggende paa Briksen, en
Aftensalme; sjældent har jeg overværet Salmesang med større Andagt!


                                                  Ikamiut, 9. August.

Vi kom ikke af Sted i Dag. Til en Begyndelse var det ikke saa let at
lystre mine to Kajakledsagere: tidlig Morgen, blikstille, rolig
Himmel, Solskin, -- og dog vilde de ikke af Sted og bad mig se Vejret
lidt an; de ventede Regn og Blæst, og kun i Magsvejr turde de sammen
med mig passere Syltops-Fjældet med dets Isblink.

Naa, ja -- saa maatte vi se Tiden an!

Frokost: vindtørret Sælkød, tørrede Lodder, to kogte Tejstunger,
tørrede Torsk og Kaffe!

For at faa Tiden til at gaa gik jeg op til Udsigtsfjældet, sammen med
Vittoralak's Søn, Anase, en ung Mand paa tyve Aar. Herop gaar
Fangerne for at holde Udkig, naar Vejret bliver uroligt; herfra
afgøres det, om det er Fangstdag, Fiskevejr eller „Overliggerdag“.
Udsigten er Bestigningsbesværlighederne værd.

Ned for sig mod Sydøst har man Isblinks-Vigen med en stor revnefuret
Bræ, der taber sig ind over Indlandsisen som en hvidblaa Taage. Vigen
er klemt inde mellem høje Alke- og Maagefjælde, der er toppede med
grønlige Jøkler.

Mod Sydvest: Imarssuaq, en bred Bugt, der munder lige ud i det aabne
Hav, som en magelig Landevej for Sydvestbølgerne.

Rundt til Siderne høje, stejle Fjælde. Der var „Krumknivsfjældet“ og
„Syltinden“, for blot at nævne de højeste. Kangerdluarsukfjorden mod
Øst med en Mur af Fjælde bag sig; og langt nede en lille, flad Tange
med nogle smaa Jordtuer, der ser ud som Vorter heroppefra: det er
Ikamiut, som ligger der, omsust af „de onde Vinde“ fra Fjældkæmperne
rundt omkring.

Anase fortæller mig om det Liv, som leves dernede; og hans Fortælling
kommer uvilkaarligt til at handle om Kamp og Død. Fjældenes Aande er
Død for Menneskene, siger Anase.

„I den Vig der blev Amose pludselig kæntret af en Kastevind; han blev
derude en Novemberdag.

Derude brød i Vinter nedstrømmende Kastevinde ud over Isen, som
sønderflængedes; det kostede Sebat Livet.

Her i Isblinksvigen roede for mange Aar siden to Venner ind paa
Sælfangst i smukt Magsvejr. En Sydveststorm brød pludselig ned fra
Krumknivsfjældet og piskede Havet hvidt. Vennerne var Stedets bedste
Kajakroere, de kunde tage de stærkeste Braadsøer, kæntrede, med
Bunden af deres Kajak i Vejret. Men alligevel, Menneskearm magter
ikke Kastevindspresset. Hele Fjorden kan den gøre til en rivende Fos,
hvis hvide Braadkamme sprænges i Knald mod hinanden. Den ene af
Vennerne blev slaaet ind paa en mennesketom Kyst og maatte blive der
et Par Dage, til Stormen lagde sig. Den anden, for Resten den yngste
og stærkeste, blev der. Han brød sin Aare under en Kæntring mod en
Braadsø, og man fandt ham siden fastsurret til Kajakken, med en
knækket Aare stukket ind i Kajakremmene. Han havde forsøgt at binde
Stumperne sammen; Forsøget var mislykkedes. Saa havde han surret sig
fast med sin Fangerem, for at man engang kunde finde ham og faa ham
begravet.

Saadan er Vindene her; de hænger over os, selv i stille Vejr. Derfor
har man kaldt Ikamiut for „Landet med de onde Vinde“. I gamle Dage
skal det have været endnu værre. Vore ældste mener, at Verden bliver
gammel og ligesom svagere af Ælde ...

Ser du det store Fjæld deroppe? Tinden er skarp som en Harpunspids:
Det er Glemselens Fjæld. Med dens Kastevinde mistede for mange Aar
siden en gammel Mand sin eneste Søn. Af Sorg unddrog han sig
Menneskene og gik til Fjælds. Og for at glemme Ulykken gav han sig
til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld. Han vilde bringe sig selv
i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han.

Og deraf har Fjældet siden faaet Navn.

Ude paa Næsset staar der to Varder, der lige skimtes heroppefra. Dem
byggede to Venner. Den af dem, som levede længst, skulde mindes den
afdøde, hver Gang han saa Varderne.“

Og medens Anase fortæller, vokser Vinden; Den kaster sig ned fra
Fjældene og jager som en lang, sort Skygge ud over Fjordene. Det er
Norden for Sylspidsfjældet og Østen for Isblinkvigen, der prøver
Kræfter. Men langt ude over Imarssuaq-Bugten trækker Taagen ind over
Land. Bugten er allerede hvid yderst ude. Det er den haardeste og
stædigste af alle Vindene, Sydvesten, der nu kommer brølende ude fra
Davisstrædet. I eet Nu er Taagen inde. De sidste Solglimt forsvinder
ind over Indlandsisen, der længe lyser solbeskinnet gennem Taagen.

Men snart styrter Regnen ned. Tre Vinde mødes; Syltoppens Norden og
Isblinkens Østen smækkes ligesom til Bunds i den skummende Fjord, og
Sydvesten brøler sin Sejr ud over Fjældene. Den piber hvislende og
gurglende op af en Kløft lige neden for os, og vi hører et Skrig som
fra et Menneske.

„Er det Vinden?“ spørger jeg Anase.

Men han er ligbleg sprungen op og giver sig til min store Forbavselse
til at raabe ned mod Kløften:

„Haa, haa! Vi er kristent Folk! Du skræmmer os ikke med dit Hyl. Kom
kun, hvis du tør!“

Jeg springer op og løber hen til ham.

„Hørte du ham ikke ganske tydeligt?“ raabte han stakaandet. „Ja, kom
kun frem, vi er ikke bange! Bilder du dig maaske ind, at du skræmmer
os som Tøse eller som Hedninger? Kom kun og tag Tag, om du tør!“

Anase's Ansigt blussede af Ophidselse, og han svarede slet ikke paa
mine Spørgsmaal.

„Hvis han ikke forlængst har forskrevet sin Sjæl til Fanden, skal vi
nok faa ham fat; men er han allerede solgt, saa kan han gøre sig
usynlig, selv om han staar lige imellem os. Aa, det er dig, dit
Spøgelse, som er Skyld i alt dette daarlige Vejr. Kom bare frem, hvis
du ikke allerede er djævlebunden -- for saa tør du jo ikke vise dig
for kristne!“

„Hvem, hvem?“

„Et Fjældmenneske, naturligvis! Han er kommen herop Sønden fra.“

Og Anase giver sig igen til at true og skælde. Hans Ophidselse var
saa umiddelbar, og Skældsordene vældede ud af ham med saadan en
Oprigtighed, at det hele begyndte at virke paa min Fantasi. Nu troede
jeg selv, at det var et Menneske, vi havde hørt, -- et Spøgelse eller
en Aand eller ...

„Vi maa lige ned i Kløften,“ foreslog jeg.

Anase blev staaende oppe paa Toppen. Han vilde holde Udkig i Tilfælde
af, at nogen skulde forsøge at smutte uden om os.

„Her! Der ser jeg hans Hule,“ raabte Anase ude af sig selv. „Kom nu
bare ud, nu har vi fundet dig! Leg ikke længere Skjul!“

Nu saa jeg ogsaa selv Hulen. Jeg var efterhaanden bleven saa ophidset
af Anase's Raab, at jeg virkelig, da jeg nærmede mig Hulen, selv
ventede, at der skulde være Troldtøj derinde. Og Anase's stadige
Tilraab om, at jeg skulde være meget forsigtig, overbeviste mig om,
at jeg gik en Tvekamp i Møde. Jeg trak min lange Bjørnekniv frem og
stillede mig ved Indgangen, rede til alt!

„Vaaben bider ikke paa saadan noget!“ raabte Anase, „hvis du ikke
bliver bange, skal du bare brydes med ham.“

Hulen løb langt ind i Fjældet, men Indgangen var saa snæver, at jeg
ikke kunde presse mig igennem. Jeg stak Hovedet derind, der lugtede
klamt og fugtigt.

„Pas paa, at han ikke smadrer Hovedet paa dig med en Sten!“ raabte
Anase forskrækket og kom løbende ned til mig. Han stillede sig hen
for Hulen og raabte Kristi Navn. Det gav et rungende Ekko derinde,
saa han, forskrækket over sin egen Stemme, røg et Par Skridt tilbage.

„Han skal ud!“ skreg han, tog en Sten og slyngede den derind; den peb
ind i Mørket og faldt raslende ned et Sted langt inde. Humøret havde
ganske forladt Anase. Fjældmanden kom ikke, og vi forlod Hulen, efter
at han først havde fyldt Indgangen til med store Sten.

„Nu maa du selv om, hvorledes du vil slippe ud!“ vrængede han, da han
gik.

Vi gik nu ned ad Fjældet. Anase sagde ingenting; naar jeg spurgte ham
om noget, svarede han ikke engang. Saa standsede han med eet og saa
igen op mod Hulen, der gloede paa os som et stort Øje i Fjældet.

„Hørte du ikke ganske tydeligt Lyden før?“ spurgte han.

„Jo! -- men tror du ikke, at det var Vinden?“ føjede jeg til,
„Kløften vendte jo lige mod Sydvest. Se engang derud!“

Taagen stod tyk over Jorden, og Regnen smeldede ned over Fjældene.
Men Anase værdigede mig ikke et Svar. Endnu en Gang saa han op mod
Hulen og sagde lige som for sig selv:

„Jeg tror, det var Fanden selv!“

„Fanden! Hvad mener du?“

„Ja Fanden, Djævlen, den skinbarlige selv, selvfølgelig! Han
forfølger os ofte heroppe i Fjældene for at friste os. Vi ser ham
aldrig, vi hører ham blot.“

Og nu fortalte han, hvorledes Fanden en Dag havde været efter ham
oppe mellem Fjældene. Han kunde tydeligt mærke, hvorledes han hoppede
om ham, saa det hvæsede hen over Stenene. Somme Tider var det som
Jern, der slæbtes hen over Stenene, somme Tider som en Rævs Murren og
Gøen. Til sidst mærkede han en Haand under sin Trøje.

„Jeg blev saa angst,“ fortalte han, „at jeg begyndte at ryste over
hele Kroppen; jeg troede, at han allerede var kravlet ind paa mig og
havde forgiftet mig med sin Ondskab; -- for det er det, han vil,
fortæller de gamle. Og saa gav jeg mig til at synge Salmer, saa højt
jeg kunde -- og alle de Vers, jeg kunde udenad. Saa blev jeg ganske
rolig igen, og Fanden havde mistet sin Magt over mig.“

-- -- -- „Arit!“ (Der kan du se!) sagde mine to Kajakmænd til mig, da
jeg gennemblødt kravlede ind i Hytten. „Om vi var komne af Sted i
Dag, havde Syltindens Kastevinde været stive, kan du tro.“

Vi fik det vaade Tøj trukket af os og kravlede op paa Briksen.

„Du faar det trist i Dag,“ sagde Vittoralak, „vi har ingen Spæk til
Lampen, og det bliver tidligt mørkt.“

„Saa meget desto bedre! Saa kan I fortælle uhyggelige Historier om
Fjældmennesker; vi har lige set en.“

„Naa ja, sagde jeg ikke nok, at han havde taget Kvanerne fra
Pigebørnene?“ sagde Vittoralak. Og saa fortalte Anase løs. Man hørte
paa ham med stor Opmærksomhed, og selv mine Kajakmænd var meget ilde
berørte deraf. Alle blev til sidst enige om at give Fjældmanden
Skylden for det daarlige Vejr, der havde raset der i længere Tid, thi
det følger altid med dem.

„Gud vil bringe dem til at angre,“ sagde de.

Naar en Grønlænder bliver ked af Livet sammen med sine Kammerater,
bliver han Qivitok: han forlader Menneskene og lever som Eneboer oppe
mellem Fjældene. En saadan Eneboer bliver Egnens Rædsel; det rygtes
hurtigt langvejs, at en Mand savnes et Sted, og Rædsel griber alle;
thi det er ikke godt at møde et Fjældmenneske ...

Vittoralak fortæller. Ude er det halvmørkt, inde helt mørkt. Spækket
er sluppet op, Lampen staar tom. Vejret tager til. Kastevindene slaar
ned mod Huset, og Regnen siver gennem Tagtørvene.

Vi ligger halvnøgne oppe paa Briksen og hører paa den ene, som taler.
En Gang imellem rejser den gamle stakaandede Alina sig op, gnider
sine røde, rindende Øjne med Haanden og bøjer sig hen over mig og
stopper noget Tagdryp med en Tørv eller en gammel Klud. Saa sætter
hun sig ned paa Briksen igen -- paa Hug, bøjet forover med Hovedet
mellem Benene og falder i Søvn.

„Det er først, naar Djævlen kryber ind i Qivitoken, at han bliver
farlig,“ siger Vittoralak; „men det sker før eller senere med dem
alle. Man har ganske vist fundet døde Qivitoker, der har endt deres
Liv som gode kristne, men det er sjældent. De findes da gerne i en
Bjergkløft, vendte mod Øst, med Hænderne foldede over Brystet.

Saaledes blev for flere Aar siden en Fanger fra Kangek, Boas,
Qivitok. En Stormdag om Vinteren blev han set af Fangerne uden for
Sukkertoppen, langt til Søs, uden for Isen, paa Flugt Nord efter. Men
ingen turde vove sig saa langt ud i Stormen, og han blev borte for
dem ude mellem Søerne. Et Aarstid efter fandt man ham inde i Bunden
af en af Fjordene i Holstensborgs Distrikt, en 60 Mil fra min
Hjemstavn, oppe i en Fjældkløft, med Hænderne foldede over Brystet og
Hovedet vendt mod Øst. Han var død som en kristen. Men det hænder kun
sjældent. For i Reglen bliver de saa onde, at de ikke engang kan dø,
og saa tager Fanden dem levende til sig.“

„Ja, men tror du ikke, at mange af de Qivitoker, som I kalder for
djævlebesatte og udødelige, ganske simpelt er forsvundne --
forulykkede til Fjælds eller til Søs?“

„Nej!“ svarer Vittoralak bestemt, „det forholder sig, som jeg siger,
og du behøver ikke at være bange for, at vi farer med løs Tale.
Fjældmennesket forlader altid Menneskene i Vrede, og derfor har Satan
let Spil med ham Og desuden vil de fleste Qivitoker gerne i Lag med
Fanden; thi de ved, at han giver dem store Trolddomsevner. De kan
løbe som Rener og flyve op ad de stejleste Fjælde som Fugle, -- og de
kan forvandle sig til Dyr. Mange har set dem forvandle sig til Ræve
og pludselig forsvinde i Jorden.

Og at de ikke kan dø, det ved vi ogsaa. Mange har talt med dem, før
de for stedse drog bort til deres eget Land; thi naar de bliver
meget gamle, rejser de langt mod Nord -- til et Land, hvor alle
Fjældmennesker samles. Der er idel Mørke, aldrig Lys. Men før de
drager derop, maa de skrifte deres Synder for et Menneske. De maa
angive sig selv, sige, hvem de er, og hvorfor de gik til Fjælds. Naar
de har faaet sagt det, kan de drage mod Nord og vil da aldrig siden
blive set af noget Menneske.

Sidste Gang et Fjældmenneske skal vise sig, behøver man ikke at være
bange, thi han vil da intet ondt. Først fløjter han længe som en
Fugl; han har glemt at tale som et Menneske. Derefter begynder han at
fremstamme enkelte Ord; og under meget Besvær faar han endelig Magt
over sin Tunge. Han beder da først det Menneske, han skal tale med,
om at gaa et Stykke bort fra sig, helt op mod Vinden, helst paa et
Fjæld; selv stiller han sig paa Læsiden nedenfor. Alt dette gør han,
for at ikke nogle af hans slette Tanker med Vinden skal føres hen til
Mennesket og smitte. Saa angiver han sig, skrifter og tager Afsked
med Menneskene.

Folk, som har set dem, mener, at de i dette Øjeblik fortryder alt det
onde, de har gjort; det er Herrens Vrede, der hviler over dem, thi de
vrider deres Ansigt og deres Krop -- ganske som om Huden snevrede ind
og sved. Og de stønner og ryster over hele Kroppen. De græder ogsaa,
men uden Taarer, under stærke Smerter; thi Huden om Øjnene er
sprængt.

Et saadan Møde ender altid med, at Fjældmanden pludselig giver et
Hop i Vejret, som greben af en usynlig Haand, og løber til Fjælds
nordefter med en underlig kaglende Lyd“ ...

Der lægger sig altid efter dystre Fortællinger en Uhyggefølelse over
Tilhørerne. Da Vittoralak tav, blev der stille i Huset. Man forsøgte
at tale om andre Ting, men altid endte man i de lange Pavser, der
følger efter alle Spøgelseshistorier.

„Kan I ikke synge en Sang?“ spurgte Datteren.

„Jo, det skal jeg!“ sagde gamle Alina og rettede paa sig. „Jeg skal
synge en Sang, som vi sang her ved Ikamiut, da jeg var Barn; jeg kan
kun lidt af den, min Hukommelse svigter mig.“

Og saa gav hun sig til at nynne. Stemmen kom langt borte fra, og det
anstrengte hende at faa den frem. Det var underligt at høre dette
gamle, nedbrudte Menneske synge. Hun sad halvnøgen paa Briksen med
korslagte Ben; det var, som om hendes Knogler skulde bore sig igennem
Huden, saa mager var hun. Øjnene lukkede hun halvt til, medens hun
vuggede Hovedet frem og tilbage og sang. Det var en høj Fistel, der
somme Tider knækkede over, skrøbelig og skælvende som hun selv. Og
dog fyldte den Mørket om os med Toner; en vemodig Melodi, der greb os
i hendes simple Foredrag. Hun sang:

    „Naar du kommer til Ikamiut Norden fra,
    vil et stort Fjæld komme til Syne;
    stejlt falder det i Havet.
    Tinden staar i Skyer.
    En dejlig Kvinde
    styrtede fordum ned fra Tinden.
    Derfor er Fjældet endnu blodigrødt.“

„Moder, kan du ikke mere af den Sang?“ spurgte Datteren.

„Nej, nu har jeg glemt den, men Sangens Indhold kan jeg fortælle jer:

I gamle Dage boede der her ved Ikamiut en Mand, Ordlêna, som havde en
meget smuk Kone, Panôna. Skønt han holdt meget af hende, handlede han
dog ilde mod hende, maaske af Skinsyge, fordi alle beundrede hendes
Skønhed. Værst blev det, da han begyndte at pine hende. Han stak
hende med sin Kajakkniv, saa Blodet flød. Men da han til sidst tog
sin takkede Hvalkniv og jog den i hendes Krop, flygtede hun bort. Hun
løb op ad „Syltinden“ her lige overfor. -- Deres Huse laa ved Foden.
-- Men Manden satte efter. Hun var svanger og skulde snart føde,
derfor gik det kun langsomt op ad det stejle Fjæld. Og Manden vandt
ind paa hende. Han raabte hendes Navn og lovede, at han herefter
altid vilde være god imod hende. Hun naaede Toppen, og før han kunde
faa hende fat, tog hun Tilløb og styrtede sig ud over Afgrunden. Hun
knustes, og hendes Blod randt ned ad Bjergets Side. „Syltinden“
kender I jo alle. Tindens Sten er røde; man siger, at Panôna's Blod
farvede dem. Og det staar der jo ogsaa i Sangen.“ ....

Vi var allerede faldne i Søvn, da et Raab gennem Vinduet bød mig til
kogt Helleflynder hos Evali's, inde i Huset ved Siden af. Det var
blot nogle faa Spring fra Husgang til Husgang, saa var jeg derovre.

Deres Hus var større, det dryppede ikke fra Taget, og der var et
vældig Blus paa deres Vægstenslampe. Paa Gulvet i et stort Lerfad
stod Fisken og dampede. Saa langede vi til med Fingrene og naaede
snart Fadets Bund. Vi var komne til Kaffen, da Evali's Kone giver et
Skrig fra sig:

„Der er nogen ved Vinduet!“

Og halvnøgen farer hun gennem Husgangen. Et Øjeblik efter kommer hun
ind med en ung Kvinde, jeg ikke før havde set. Stormen havde revet
hendes Haartop løs, og det vaade Haar hang ned over hendes Ansigt.
Hun havde bare Ben, og hendes Fødder var svulne af Kulde og Vand. Da
hun rystede sig henne ved Døren, stod der en Sø paa Gulvet. Men hun
saa slet ikke forkommen ud og lo over hele Ansigtet, da hun fortalte,
at hun hørte til en Konebaadsbesætning, der var taget ud fra en af
Fjordene til Morgen, medens Vejret endnu var godt. Op ad Dagen var
Stormen faldet over dem, og de havde maattet søge Land i en Vig langt
inde og var nu derfor kommen gaaende til Ikamiut.

Hun fik tørt Tøj paa, laante noget hos Evali's, noget hos mine
Kajakmænd og spiste vore Levninger med den glubende Appetit, en Dags
Rejse i Storm og Regn giver .....

Da jeg mod Midnat kravlede ind til mine Værtsfolk, sov de alle. Hen
under Taget over mit Leje var med rørende Omhu fastbundet smaa Daaser
for at beskytte mig mod Tagdryp.

Midt om Natten vaagnede jeg ved, at nogen puslede over mig. Det var
gamle Alina, som ikke undte sig selv Nattero for at tømme Daaserne,
naar Tagdryppet havde fyldt dem til Randen. Saa bøjede hun sig ned
over mig for at se, om jeg sov, og krøb saa sammen i sin Krog, paa
Hug med Hovedet mellem Benene. Jeg rejste mig op og forsikrede hende,
at jeg ikke brød mig det mindste om Tagdryp, og bad hende om at lægge
sig ordentligt til Ro. Hun rejste sig og lagde sig ved Siden af sin
Mand. Men lidt efter, da hun troede, at jeg var falden i Søvn igen,
saa jeg hende rejse sig og liste hen i sin Krog.

Gamle Alina vilde vaage, og hun ofrede den Hvile, hendes gamle Lemmer
saa haardt trængte til, for at skærme sin Gæst mod Stænkene fra Taget
.....


                                        Kangâmiut d. 11. August 1902.

Endnu en Dag maatte jeg ligge over i Ikamiut. Vinden var taget af,
men Regnen vedblev. Først i Nat Kl. 3 blev jeg vækket af mine
Kajakmænd, der havde været til Fjælds og nu endelig meldte godt Vejr.
Solen var ikke oppe endnu. Havet var stille, og Himlen klar.

Saa kogte Alina Kaffe, og Klokken halv fem sad jeg i min Kajak.

Den fattige Familie, jeg havde boet hos, tog en rørende Afsked med
mig. Af de faa Madvarer, de ejede, gav de os det bedste med. Og ned i
Kajakerne puttede de tørrede Lodder, Torsk og en tørret Alk.

Da jeg sagde Farvel, havde de to gamle Taarer i Øjnene.

„Jeg skal tænke paa dig og din Moder til Vinter, naar det bliver
koldt og mørkt, og jeg skal bede til Gud, at du maa komme rask hjem
til dem, du holder af,“ stammede gamle Alina.

„Mine Tanker kender du,“ sagde Vittoralak, „jeg behøver ikke at sige
dig noget.“

Da vi var komne ud paa Fjorden, faldt der et Skud, hvis Ekko sprang
ind over Fjældene.

Det var Vittoralak's Farvel, -- og jeg vidste, det var hans sidste
Knaldhætte.




EN MODERNE JOMFRU MARIA


Det var engang, at jeg kom langvejs fra til en lille afsides Boplads
i Nordgrønland.

Bopladsen fejrede Gæstens Ankomst, og der blev kogt Bjørnekød og
Kaffe hele Aftenen igennem. Da vi alle var mætte og glade, kom der
Bud fra det mindste og yderste af Husene; ogsaa der vilde man gerne
se den fremmede og høre nyt. De bød mig paa kogte Ulke -- det eneste
og det bedste de havde.

Samtalen var levende, og der blev let rundtom i Huset. Men somme
Tider kom der en Hosten inde fra det inderste af Briksen -- helt
derinde fra, hvor der altid er mørkt, og den tørre sviende Hoste
kunde blive saa voldsom, at den ofte overdøvede vor Tale.

„Hvem er den syge, der sidder derinde?“ spurgte jeg til sidst. Jeg
skimtede gennem Halvmørket en mager, sammenfalden Skikkelse, der sad
paa Hug; de knoglede Ben var krummede, og et Par indfaldne Kinder
hvilede paa Knæskallerne. Hun havde vist siddet der saa længe, at hun
ikke længere kunde strække Ryg og Ben. Hendes hudløse Øjne lyste røde
af Betændelse.

„Ej -- kender du ikke hende?“ svarede man forbavset.

„Næh!“

„Det er jo Jomfru Maria!“ sagde en og fniste.

„Tys! -- Tys! Det er Synd, hun kunde jo dog høre det!“ afbrød en
anden.

„Ork nej! Hun er jo syg og døv og begriber intet mere. Og for Resten
-- sandt er det jo!“ ...

Men her blev Samtalen afbrudt af en ny Besøgsslæde, og vi kom ikke
til at tale mere om den gamle, syge Jomfru Maria. Næste Morgen forlod
jeg Bopladsen og rejste til Upernivik ...

Jeg havde ganske glemt den syge Kvinde, da jeg en Aften sad og talte
med den gamle grønlandske Præst om alt det, der gennem mange Aar var
hans brogede Oplevelser.

„Ja, men det mærkeligste af alt det, jeg har været med til, var dog
den Gang for mange, mange Aar siden, da en Kvinde i min Menighed
bildte sig ind, at hun havde født Frelseren til Verden.“

„Var det Jomfru Maria?“

„Ja netop! Det var hende, der kaldte sig Jomfru Maria.“

„Aa, fortæl endelig om hende! Jeg har set hende og vilde saa gerne
høre noget om hende.“

„Jeg husker ikke længere Enkelthederne i denne mærkelige Sag, men jeg
skal læse min gamle Dagbog for dig, hvis du vil høre det,“ sagde
Præsten; og saa fik han et gammelt, gult Hefte frem og begyndte at
læse af det.

Jeg fik senere en Udskrift baade af Dagbogen og af Kirkebogen, og jeg
skal i det følgende gengive det, som den gamle Præst selv kalder „en
uhyggelig Tildragelse“, med hans egne Ord, paa hans noget stive,
højtidelige Dansk:

„I mit første Præsteaar 1875, omtrent midt i Januar Maaned, havde vi
faaet Efterretninger Nord fra, der havde lydt forunderlige, nemlig,
-- at en ung Pige ved Udstedet Tasiusaq havde faaet Folk til at tro,
at hun til Fjælds havde født et dødt Barn, der talede og kaldte sig
selv Jesus; og disse uhyggelige Rygter stadfæstedes et Par Dage
derefter, idet jeg havde modtaget to Skrivelser, skrevne af Læseren
ved Tasiussaq efter Pigens Ønske og Diktat.

Indholdet af den ene Skrivelse var saaledes:

„Jonasine Maria Annine's Drøm skal Præsten høre: Et Barn, der er
udgaaet af Aanden, af Gud, sagde:

„Min Moder Maria, du skal have Penge, 100 Rigsdaler.“

Den vedkommende unge Pige hedder efter Kirkebogen ikke Maria, men
Jonasine Annine Amalie, født i 1852.

„Barnets Moder skal leve af dem, de er givne af Gud. Dersom Præsten
ikke tror det, skal Danskernes Land forgaa. Præsten maa tro disse
Penge, thi dem har Jesus lovet hende.“«

I Skrivelsen havde hun videre sagt, at Barnet talte, da det blev
undfanget i Moderens Liv, og dersom hun ikke fik sine Penge, skulde
Himlen og Jorden forgaa, Gud skulde borttage Sæden paa Marken i
Danskernes Land. Da Barnet blev født, svøbte Moderen det i en Klud,
og det talte. Hun havde ogsaa sagt, at Barnet sov, da hun tog det,
men det var dødt. Det sagde dog uden at aabne Øjnene:

„Moder, Faderen velsigner dig, et Barn aabenbarer sig paa Jorden;
Moder, det er mig, Jesus, din Søn. Nu forlader jeg dig, fordi du
skammer dig ved din Sygdom (Fødsel), og fordi Faderen kalder mig.“

Paa hendes Spørgsmaal, hvorledes dette var sket, hørte hun en Røst,
som sagde:

„Denne er min Søn, den elskelige, i hvem jeg har Velbehagelighed.
Faderen velsigner dig til evig Tid.“

Moderen skulde efter Barnets Sigende bo ved Kolonien, naar Præsten
tror hende, fordi Faderen har sagt det; og naar hun fik disse Penge
af Præsten (hun havde bildt Folk ind, at jeg som Formand for
Forstanderskabet vilde lade hende faa Penge af Kolonikassen), saa
vilde Gud give de danske Sæd og Penge og Grønlænderne Sælhunde.

I en anden Skrivelse havde hun sagt:

„Naar Barnets Ord høres ved Upernivik, maa Præsten adlyde dem,
saafremt han da kender de tre Trosartikler.

Barnet vil, at der skal skydes med Kanoner tre Gange.

Da alle nu ere døbte, skulle Menneskene ikke mere gøre onde
Gerninger. Barnet har udgydt den Helligaand. Barnet vil ikke bryde
sig om Menneskene, naar de gøre det onde; han frelste dem ved sin
Lidelse paa det, at de ikke skulde fortabes. Naar de ere fortabte,
støder han dem ud fra sig og lader dem komme til Pine i Djævelens
Rige. Djævelen er en stor Slange, en Forfører; han kommer til
Menneskene med sine Fristelser; hans Gerning er at fordærve. Han
fristede ogsaa Jesus ved sin onde Tale; han er ikke Gud, men en ond
Aand til evig Tid.

Jesus Kristus vil ikke, at Menneskene skulle adlyde Djævelen, fordi
de som Guds Skabninger skulle tjene ham alene; han bespiser dem med
sit sande Legem og Blod, fordi de ere kristne.

Da Jesus steg op af Vandet, blev hans Daab ogsaa Menneskenes; og han
blev al Skabningen til Frelse. De skulle besjæles af den Helligaand,
og naar de ikke følge deres onde Lyster og Begærligheder, skulle de
faa det gode, Salighed. Barnet har sagt det. Og Barnet er kommet for
at velsigne Menneskene. Den hellige vil komme til at lide alene.

Mange Kateketelever skulle tro Barnets Ord; de forføre sig selv, naar
de følge deres egne Lyster og adlyde deres Præst.

Barnet vilde, at Ordene sluttes her.“

Dette er Pigens Ord eller Barnets Ord, som Moderen havde talt, og som
ere oversatte ordret fra det grønlandske.

Pigen blev kaldt hertil, hvor hun fremstilledes i en Forsamling,
bestaaende af Udliggeren ved Tasiussaq, Forstanderen sammesteds,
Forstanderen ved Upernivik, Kateketen, Kolonibestyreren og mig. I
dette Møde oplæstes de Skrivelser, som hun havde dikteret, og det
blev, dels ved det Pigen underkastede Forhør, dels gennem de af de to
tilstedeværende Mænd fra Tasiussaq afgivne Forklaringer, konstateret:

1) at Pigen, da hun var ene paa Fjældet, havde aborteret, nedgravet
Fosteret under for faa Stene, saa det ikke senere kunde findes og
maatte formodes at være spist af Hunde;

2) at hun ikke kunde antages at have lidt af nogen Sindssygdom, men
at hun kun i interesserede Øjemed havde ladet sin løgnagtige og
frække Karakter træde tydeligt frem;

3) at alle Grønlændere ved Tasiussaq havde troet paa hende, ikke
alene paa, hvad hun gennem Skrivelserne havde spaaet, men paa meget
andet; og at de i eet og alt havde adlydt hendes Befalinger, af
hvilke navnlig skulde fremhæves den, at alle Kvinder uden Undtagelse
skulde nedlægge deres Top og anlægge Fletninger for at tilintetgøre
deres Daab.

Da Fruentimmeret selv sluttelig erkendte at have løjet for at undgaa
Miskendelse over sin Frugtsommelighed, og da Afgørelsen af denne Sag
laa over Forstanderskabets Kompetence, blev hun af Kolonibestyreren
og mig foreløbig tilbageholdt her ved Upernivik, hvor hun var
udelukket fra alle Handelens og Missionens Bygninger -- Kirken alene
undtagen -- og afventede sin endelige Dom.

Men idet jeg maatte erklære, at der efter alt oplyst ikke forelaa
noget egentligt Tilfælde af Barnefødsel i Dølgsmaal, men en slet og
ret Abort, havde jeg i Forening med Kolonibestyreren ganske
henstillet Sagen til Inspektørens Overvejelse og Afgørelse.

Foranstaaende er taget af min Dagbog, som den Gang blev sendt til
Kirkeministeriet.

Da Inspektoratets Bestemmelse var modtaget, blev hun straffet med
Slag og med at skære hendes Top af, ikke under hejset Flag, men inde
i Værkstedet. Jeg havde kæmpet imod hendes Uvæsen og tilintetgjort
det.

Hun levede siden efter den Tid skikkeligt og har været gift. Nu er
hun Enke og har Børn, som avledes i Ægteskabet.“

               *       *       *

Ved et Tilfælde kom jeg endnu en Gang til den lille Boplads, hvor
Jonasine Amalie boede.

Jeg var igen Gæst i hendes Hus, og de levede som sædvanlig af Ulke.
Konen var endnu mere forkommen og sammenfalden end første Gang, jeg
saa hende.

Ved min Afrejse gik jeg op og spurgte, om der ikke var noget, jeg
kunde hjælpe hende med. Det gav et Ryk i den gamle Jonasine Amalie,
og hun rakte mig sin knoglede Haand.

„Tak! -- Tak! Gud være lovet, han, som ikke glemmer en gammel
Synderinde .... Men ser du: Klæder trænger jeg ikke til; jeg vil
aldrig mere faa Himlen og Havet at se! Og Mad behøver min Krop næsten
heller ikke; det er kun Livsaanden, der holder mig borte fra Graven.

Men -- men -- bliv ikke vred! Du er jo en fin Herre!“ Og atter rakte
hun mig sin skælvende Haand og slog Øjnene ned af Undseelse, da hun
langsomt hviskede:

„Aa, giv mig blot en stor, stærk Skraa! Det er saa længe, længe siden
...“

Det var gamle Jomfru Maria's sidste Ønske.




MOSES


Den nordgrønlandske Vinter er Maane- og Stjernelysets Tid. Naar
Dagene kortes til et Par Timer, spiller Dagslyset ikke længer nogen
Rolle. Selv midt paa Dagen skal Lamperne dog brænde, om et eller
andet Arbejde skal udføres. Skal Grønlænderne paa Fangst, slaar Dagen
heller ikke til. Det vilde være mørkt, inden han havde naaet sit
Fangstdistrikt, om han vilde slaa sin Lid til den Smule Lys, der i
den mørke Tid kastes ud over Landet.

Han maa vænne sig til det matte Skær, der ydes af Maane og Nordlys,
og blot søge at udnytte Dagslyset, saa længe han er paa selve
Fangstpladsen. Han maa tage ud og tilbage i Mørke.

Det er en Kendsgerning, at intet i Længden virker paa den grønlandske
Fantasi med en saa stor Magt, som det dæmpede Maanelys. Alt ude
bliver fantastisk og hemmelighedsfuldt. De vældige Fjælde bliver
endnu stummere, de store Isørkener endnu mere uendelige.

Der lægger sig en højtidelig Stilhed over Naturen. Og Skyggerne! --
Fjældene kaster mørke Spøgelser om sig, og Slæden eller Mennesket,
som bevæger sig ude, forfølges af sin sorte Skygge i den hvide Sne.

De grønlandske Nætter kan være dejlige; men de faar dog en trykkende
Magt over de Mennesker, der stadig skal opleve dem. Stilheden og
Ensomheden lægger sig over Sindene. Hos de danske heroppe bliver det
til Nervøsitet, hos Grønlænderne til Overtro.

Sent om Aftnerne samles Familierne. Saa kommer Mændene hjem med
deres Fangst, som flænses og koges. Efter Maden -- og der spises i
Reglen saa meget, at der kommer et sandt Mættelses-Velvære over hele
Huset -- klæder Kvinder og Mænd sig halvnøgne og kravler op paa
Briksen. Mændene anbringer sig i magelige Stillinger, Kvinderne
trækker deres fine Skindbroderier frem fra Dragkisterne, og medens
Kvinderne arbejder og Mændene hviler ud til næste Dag, fortælles der
for at faa Aftenen til at gaa. Og det varer sjældent længe, før
Fantasierne er vel ophidsede.

I Vinterens Løb har jeg tilbragt mange Aftner saaledes i grønlandsk
Hjemmehygge; og de fleste af mine ejendommeligste Indtryk skriver sig
fra disse Fortælle-Aftner. Snart er det Sagn, -- og Handlingen i
disse Sagn er Udslag af den vildeste Fantasi: Stærke Mænd, der
udfører mærkelige Bedrifter; Troldmænd, der kogler en hel Boplads
sønder og sammen; Historier om underjordiske, om Dværge, Kæmper og
Menneskeædere. -- Snart er det Selvoplevelser: Fangsthistorier,
Spøgelseshistorier eller andet overnaturligt og utroligt.
Grønlænderne føler Trang til at gyse; Fantasi har de, og en
Spøgelseshistorie forstaar de at udlægge saaledes, at Dødsstilhed
følger efter.

Engang opholdt jeg mig nogen Tid ved Udstedet Claushavn i
Nordgrønland.

En Eftermiddag kører jeg ud for at samle Hellefisk til mine Hunde, og
da jeg kommer paa Tassingortaq, Søen bag Claushavnshusene, tager en
lille Fyr -- Moses tror jeg, han hed -- fat i mine Slædeopstandere og
beder mig, om han maa køre med. Han faar Tilladelsen paa Betingelse
af, at han viser mig en god Kørevej i en Retning, hvor jeg ikke før
har været.

Moses var en lille, snavset Fyr, daarligt klædt og værre vant. Han
var uden Forældre og behandledes som et overflødigt Lem af alle sine
Husfæller, der kun taalte ham iblandt sig, fordi han dog Dag imellem
kunde fiske nogle Ulke. Jeg anslog ham til at være ti Aar gammel, men
det viste sig senere, at han var sytten. Intet lod til at være ham
undt i denne Verden, ikke engang det at vokse.

Han viser mig Vejen over Autdlariarfik-Søen, ad hvilken Grønlænderne
om Sommeren tager paa Fangstrejser op til Tassiusaq, en dyb Sidearm
til Jakobshavns Isfjord.

Det er stærk Frost, og Hundenes Aande ryger som Taage foran os. Høje,
taageslørede Fjælde slutter os inde: Kørevejen er fortræffelig,
Hundene i Galopade-Humør. Moses bliver højtideligt stemt af Stilheden
om os og de høje Fjælde med de bratte Vægge, der i Halvmørket synes
at hælde helt ud over os. Og han giver sig til at fortælle.

„Har du hørt tale om Hulen langt inde mellem Fjældene her? Der skal
bo et Uhyre deroppe. Man har fundet halvspiste Rensdyr i Nærheden,
men ingen har vovet sig helt hen til Hulen. Man mener, det er en
Kæmpe, der forstaar sig paa Trolddom.“

„Skal vi slaa Hundene deropefter, Moses?“

Han værdiger mig ikke Svar paa sligt halsløst Forslag.

Lidt efter begynder han igen. Han kan ikke lide, at ingen af os
taler. Men mod hans Vilje tvinger hans Fantasi ham stadig ind paa,
hvad han nødigt i Øjeblikket vil beskæftige sig med.

„Kan du se Uren om os? Fortrinlig egnet til Fjældaands-Huler!“

Han flytter sig nærmere hen til mig. Hundene galloperer med strakte
Haler og lyttende Øren.

Og saa fortæller Moses en Historie om en stor, hvid Mand, der engang
kom svømmende op ad den samme Sø, som vi kørte paa, medens nogle
Bærplukkere opholdt sig ved Kanten. Han saa dem ikke og lagde sig ned
for at sole sig lige i Nærheden. Han havde langt, lyst Haar, blaa
Øjne og et smukt smilende og mildt Ansigt. Bærplukkerne flygter over
Hals og Hoved, men en af dem, en Tosse, vender sig om og ler. Aanden
opdager dem og forsvinder lige ned i den bare Jord.

En Flok Ryper flyver larmende op foran os, Hundene halser af Sted, og
Moses, der stadig synes at finde Stilheden trykkende, begynder paa en
anden Historie:

„Heroppe mellem Fjældene er gode Tilflugtssteder for alle den Slags
Væsner, som man ikke kan blive klog paa. Du har vel hørt Otto
fortælle om ...“

Moses standser i sit Spørgsmaal, ser sig om og rykker lige ind til
mig.

„Fortæl, Moses!“

„Hør du! Det er ikke, fordi jeg er bange for Fjældmennesker; du skal
ikke le ad mig. Jeg er ikke det mindste bange, det er vist Usandhed
alt sammen, hvad man fortæller. -- -- -- Men sig mig bare, synes du
ikke, at det er en mærkelig Sten, den der foran os? Den bevæger sig,
den rører sig; kan du ikke se, den forandrer sig?“

„Fortæl nu bare videre om Ottos Kapkørsel! Hvad du ser foran os, er
en Sten. Forstaar du ikke, Moses, at det er os, som bevæger os?“

„Naa, ja, du har Ret! He -- he! Ottos Kapkørsel, det er noget af det
ufatteligste. Det var Nytaarsaften, Otto vilde ud at se til sine
Sælgarn.

„Du skal ikke køre ud Højhelligdagsaften, for saa er der saa meget
unaturligt paa Færde; du vil opleve noget uhyggeligt!“ siger Moderen.

„Mo'r, har du set mig bange nogen Sinde?“ siger Otto og kører ud.

Han faar tilset sine Garn, fanger en Sæl og er paa Hjemvejen, da det
sker. Allerbedst som han kører, giver Hundene sig til at gø, stikker
Halen mellem Benene, standser pludselig og er ikke til at drive af
Stedet. Otto vender sig om, men kan intet se. Med eet stikker saa
Hundene af i vildt Løb, stadig hylende af Angst og med sænkede Haler.
Han mærker et stærkt Ryk i Pisken, vender sig om, ser intet, men
opdager, at Pisken staar stift i Vejret, som om nogen trak i den. Han
er lige ved at slippe sit Tag, men snor et Stykke af Snærten om sit
Haandled og rykker den saaledes løs igen.

Pludselig mærker han noget som et Vindpust til venstre for sig -- alt
Djævelpak kommer altid fra venstre -- og han vender sig om og ser en
Skikkelse skyde frem foran Opstanderen hen mod Hundene. Det var
umuligt at blive klog paa Ansigtet; højre Arm var løftet op derfor,
og Hovedet var bøjet ned mod Brystet ....

Han var klædt i Skind, der ikke var syede, men sammensnørede. Særlig
Støvlerne havde forbavset Otto. De var flettede af Straa med et meget
smukt Mønster. Manden for af Sted, men ingen Bevægelse var at mærke;
det ene Ben holdtes løftet i bøjet Stilling, og saaledes skar han
ganske lydløst gennem Luften. Somme Tider naaede Skikkelsen helt frem
til venstre Fløjhund, og denne snerrede og knurrede da og pilede af.

Aanden fulgte længe med Slæden; til Tider søgte den at komme helt ind
over Manden, men det lykkedes aldrig. Først nede ved Angmalortoq --
Bakken ganske nær ved Husene -- var Otto igen alene.

„Hvad tror du nu, at det kunde være for noget?“ spørger Moses mig
hviskende.

„Tror du ikke, at Otto har været træt, og at hans Øjne har narret
ham?“ foreslaar jeg.

„Men Hundene da? Hvad tror du, det kunde være, de gøede saa voldsomt
ad?“ spørger Moses indtrængende.

„Asukiaq!“ (Det ved jeg ikke!) var det Svar, Moses maatte lade sig
nøje med denne Gang; jeg var optagen af at styre Hundene.

Vi fløj hen over Isen. Hundene slikkede hverandre om Snuden, viftede
med Halerne og strakte ud i Galop. De var i det rette Farthumør, og
det var en Fornøjelse at køre med dem.“

Men Moses, som ikke har mere at fortælle, fortaber sig i
Betragtninger over alt det, hans lille Hjerne ikke kan begribe.

Det er sen Aften. Taagen ligger over Fjældene, og Maanen, som ikke
kan bryde rigtig igennem Skyerne, lyser dæmpet over Landet, der er
saa ufattelig skønt i sit vilde Øde. Fjældene ruger om os; det er,
som om de med et stille Smil ser ned over det Smaakravl, der farer af
Sted for deres Fødder ....




KOGLERIER FRA GAMLE DAGE


„DET AABNE ØJE“

Gamle Beate havde ligget i mange Aar paa sin Briks og ventet paa, at
Døden skulde komme og tage hende. Det var saa længe siden, hun havde
været ude, at hun nu kun ejede Sengetøj. Hun sad længst tilbage i
Huset, bøjet sammen med korslagte Ben, og rettede sig kun ud, naar
hun skulde sove. Hendes Øjne saa ikke mere, og Stemmen var bleven
hviskende af Ælde.

Dagen igennem hørte ingen hende nogen Sinde tale; men en Gang
imellem, ud paa Aftnerne, kunde hun endnu leve op. Det var, naar
hendes Børn og Børnebørnsbørn samlede sig om hende og bad hende
fortælle Sagn fra gamle Dage.

Da rettede hun sig op i Sædet, førte de hentørrede, knoglede Fingre
hen over de rindende Øjne og hostede anstrengt for at faa fat paa sin
sidste Smule Rest af Stemme.

Gamle Beate levede ikke længere med de levende Mennesker, og naar hun
vaktes til Live, var det kun for at tale om dem, som længe havde
været døde.

Men for os andre manede hun sin første Samtids Genfærd frem, hver
Gang hendes hæse Stemme begyndte at skælve i Ekstase over Minderne;
da kunde der komme en sær Glans over de blinde Øjne, de slappe, magre
Arme fik Kræfter til malende Gestus, og der laa Aarhundreders Mystik
over hvert eneste af hendes Ord .....

-- -- --

Det var hen paa Efteraaret -- under de korte Dage og det gode
Klapmydsetræk. Grønlænderne levede i foreløbig Overflod og var
glade. Den store Kødgryde havde staaet over Ilden hele Eftermiddagen
og havde mættet mange Munde. Nu var det Aften. Gamle Beate
havde lovet at fortælle, og det store Hus var fuldt af Gæster.
Kaffekopperne havde lige været Omgangen rundt. Alle tav stille, da
Beate begyndte at fortælle:

„I min Moders Barndom var hendes Bopladsfæller, som boede ved
Isunguaq paa Disko, engang tagne paa Rensjagt til Oplandet ved Sarqaq
paa Nugsuaqhalvøen.

Under Jagterne der havde en faderløs Dreng nedlagt et Dyr, og hans
Moder blev saa glad over denne hans Første-Ren, at hun sønderskar
Kødet og delte det ud, for at alle kunde smage det.

Men der var mange Mennesker, og ved en Fejltagelse glemte hun ganske
at give en gammel Kælling noget.

Kællingen blev vred og gav sig til at synge Tryllesange over Blod og
Sælknogler. Saaledes skabte hun en „Ulykkes-Sæl“, som skulde ombringe
Drengen, naar han en Dag var ude i Kajak.

Men nu hændte det, at Tryllesangen tog saa voldsomt paa Kællingen, at
hun døde, samme Dag som hun fik sat sin Sæl ud i Havet. Sælen var
lige ved at falde sammen, da hun døde, men den kom sig dog igen og
forfulgte nu daglig Drengen.

Drengen begyndte at sygne hen, og da man ikke kunde forstaa, hvad der
gik af ham, bestemte man sig til at sende Bud efter en stor
Aandemaner; og straks udsendte de to Kajaker, der skulde hente
Uvinep, „det aabne Øje“, som var bekendt for at være en stor
Troldmand.

Endelig hørte man dem komme -- flere Konebaade i Følge kom de roende;
Besætningerne sang Trommesange i Kor. Saa kom de frem, lagde til
Land, gik op i Husene og ventede paa, at det skulde blive Aften.

Det var paa de Tider, da allerede nogle af Menneskene var døbte.

Ud paa Aftenen anbragte man derfor alle de kristne paa Sidebriksen
henne ved Vinduet og hængte Skindtæpper for, saa de intet kunde se.
Man tændte en stor, spækfyldt og vægekranset Lampe inde hos dem og
satte frem for dem et Fad hugget Is, for at de kunde køle Munden,
hvis de blev skræmte af Aandebesværgelserne.

Inde i det store Hus var alle Lamperne slukkede.

„Det aabne Øje“ hængte et gennemtørret Vandskind for Indgangshullet
og begyndte sine Besværgelser, siddende paa Gulvet. Men ingen
forstod, hvad han sagde; det var, som om det var en Dansker, der
talte.

„Solen -- Solen!“ var det eneste, de forstod; og det blev han ved med
at gentage.

Min Moder var den Gang kun et Barn; da Aandemaneren begyndte, gemte
hun sig bag sin Moder af Skræk og gav sig til at hulke. Men Bedstemor
talte hende til Rette og bad hende om endelig ikke at græde -- og saa
turde hun ikke andet end slubre Graaden i sig.

Min Onkel, som havde lagt sig paa Briksen mellem Bedstemors Ben, var
derimod straks falden i Søvn; -- det var Englene, som holdt deres
Haand over ham, at han ikke skulde se de formastelige; thi ikke lang
Tid efter at dette havde fundet Sted, blev han omvendt til
Kristentroen.

Men min Bedstefader, Ugtokoq, der ikke troede paa Uvineq's
Trolddomsmagt, havde sat sig nede ved Husgangen og haanede det, som
gik for sig.

„Det aabne Øje“ besvor sine Hjælpeaander; det var, som om han var ved
at omkomme af Kulde, saadan klaprede Tænderne i Munden paa ham.

Moder vendte nu tilfældigt Hovedet i Vejret, og se: Husets Tag
løftede sig, og Himlen kom til Syne!

Men oppe fra Himlen dalede en underlig Skikkelse ned; Hænderne var
som Sælluffer, vredne indefter, og Haandfladerne var dødbringende.
Den, som de berørte, maatte dø!

Nu svævede Trolden om i Huset og begyndte at kredse hen over
Menneskene. Til sidst stak den sine frygtelige Hænder ind under
Brikseskindet og løftede alle Menneskene op!

Hu! -- Hu! Hele Huset genlød af Skrig.

Og hver Gang Menneskene løftedes op, raabte alle Hjælpeaanderne i
Munden paa hinanden, og Huset rystede.

Midt under alt dette begyndte ogsaa Husstolperne at give Lyd fra sig;
det var, som om man stak dem ned i frossen Sne og kørte dem rundt,
saadan fløjtede de!

Alle rystede af Skræk og holdt sig for Ørene.

Men nu hændte der noget, der spilede alle Øjnene op mod det Sted,
hvor den vantro Ugtukoq sad. En forfærdelig Stemme lod sig høre, og
se: Et Genfærd viste sig i Døren. Det var „det aabne Øjes“ Oldemoder:
Underkæben var falden ned, og det afskyelige Gab savlede.

„He -- he -- he! Hvor er den vantro?“ hvidskede hun; og saa strakte
hun sine døde Fingre ud i Mørket.

Pludselig standsede hun foran Ugtukoq, overfusede ham med Skældsord;
saa nær holdt hun sit Fjæs ned til ham, at der faldt en sand Støvregn
af Spyt over hans Ansigt.

Ugtukoq blev ligbleg og skreg, saa højt han kunde, at nu troede han;
han skulde aldrig mere tvivle! Og han rystede over hele Legemet.

Saa forsvandt Genfærdet.

Endelig bad Uvineq om at faa Lamperne tændt; han var færdig. Og de
kristne kunde igen komme frem fra deres Skjul. Ingen af dem havde set
eller hørt noget.

Derpaa fortalte Uvineq om, hvad han havde faaet ud af sine
Aandebesværgelser. Det blev opklaret, at det var den afdøde Kælling,
der havde lavet Ulykkes-Sælen; Drengen vilde en Tid sygne hen, men
saa vilde der pludselig komme en Bedring i hans Tilstand, og han
vilde blive rask.

Derpaa rejste den store Aandemaner bort, og alle bragte ham Gaver for
det, han havde gjort.

Og hans Spaadom gik i Opfyldelse. Drengen sygnede først hen; hans ene
Ben blev sygt, alt Kødet raadnede bort, og alle Senerne laa
blottede. En Dag, da det var aller værst, skulde man se til det: Ia
-- ia -- ia! Tænk, da faldt der store Maddiker af den Slags, som
plejer at være paa Menneskelig, ud af Saaret.

Men fra den selvsamme Dag begyndte Bedringen. Der dannede sig nu
friskt Kød; i Begyndelsen fine smaa Prikker som Naalehoveder;
saaledes voksede det ud. Dog blev Benet aldrig saa tykt som det
raske, og Drengen blev halt ...

Ja -- alt det kom der ud af en gammel Kællings Misundelse!“

-- -- -- Her bad gamle Beate om en frisk Kop Kaffe for at klare
Stemmen; hun fik den og slubrede den langsomt i sig. Der var ingen af
de mange Gæster, der mælede et Ord; man sad og ventede paa, at hun
igen skulde tage fat. Fortællingen havde gjort dem alle maalløse. Det
var ikke saa meget Indholdet, men det var den aandeagtige,
hypnotiserende Hvisken -- og saa disse vidtaabne, røde Øjne, der
syntes at se meget mere end vore friske; det var, som om de borede
sig gennem alt -- ned til det, vi andre ikke kunde se.

Beates Hvisken fangede atter al Opmærksomhed.

„Min Bedstemoder hed Mamuaq.

Engang blev hun syg af Mavepine; da man nærmere undersøgte hende,
opdagede man, at hun havde spist Ting, som var hendes afdøde Navne
forbudte. Maven blev stenhaard, og Livsaanden gik somme Tider helt
fra hende.

Ja, det var saa mærkeligt med hendes Livsaande; man kunde høre,
hvorledes den gik ned i Jorden, længere og længere ned, og saa kom
den tilbage igen.

Min Bedstemoder havde en Tvillingesøster, men hun var død for mange
Aar tilbage.

Da Bedstemor skreg højest af Smerte, raabtes det pludselig fra
Vinduet, at hun skulde komme ud. Det var Tvillingesøsterens Genfærd.

Hu! -- Alle Munde snerredes sammen inde i Huset; ingen sagde et Ord.

Men Bedstemor rejste sig og gik ud.

Genfærdet tog hende ved Haanden og løb ned til Stranden med hende. De
løb og løb -- og med eet løber de lige ned i Jorden; der løb de
videre. Og nu kommer de til en stor rullende Sten. Den var fuld af
Blod; det saa ud, som om det var Sælblod.

Genfærdet tager et Tilløb, springer over den og løber videre;
Bedstemor fulgte efter.

Nu møder de to Kællinger, der var ude at sanke Kvas; men de strøg
bare forbi dem. Lidt efter saa de to gamle Mænd, der var ude at skyde
Ravne med Bue; men de standsede ikke, før de kom frem til Hus.

De gik ind.

Der var fuldt af Mennesker, og Bedstemor genkendte øjeblikkelig sin
Oldemoder; hun kendte ogsaa mange af de andre afdøde.

Henne ved Husindgangen stod en vanskabt Kælling; Kroppen var vreden
om paa hende, og saa manglede hun Fødder.

Hun fikserede Bedstemor saadan, at det kildrede inden i hendes Marv,
og saa sagde hun:

    „For tidligt spiste du Lunge --
    for tidligt spiste du Luffer --
    Se paa mine Fødder!“

-- -- -- Alle Tæerne manglede.

Oldemoderen rejste sig og greb ind under Briksen, og saa trak hun et
Fad frem, fyldt med noget, der var hvidt som Sne.

„Spis af det!“ sagde den gamle; og Bedstemor spiste, rystende af
Skræk; hun krøb helt ind til sin Oldemoder, der saa venligere ud end
de andre.

„Skynd dig nu! Man taber dig ganske af Syne deroppe, og din Slægt paa
Jorden begræder dig!“ raabte nu Tvillingesøsteren ind ad Vinduet.
Bedstemor for sammen og turde ikke røre sig af Stedet.

Men nu rejste Oldemoderen sig og strøg hende over Ryggen:

„Nu maa du gaa; du kan jo komme igen,“ sagde hun.

Da var det, som om Bedstemor pludselig vaagnede af en Døs; hun sprang
op og flygtede ud. Tvillingesøsteren tog hende ved Haanden, og nu løb
de opad mod Jorden. Til sidst standsede de foran en ganske snever,
rund Aabning, der lignede Mandshullet i en Kajak.

„Der maa du krybe igennem, ellers faar du aldrig din Livsaande
tilbage!“ sagde Tvillingesøsteren.

Bedstemor mærkede, hvorledes hendes Strube strammede sig sammen, saa
at hun ikke kunde faa Vejret.

Ej -- eja -- ej! ... Aah! Endelig slap hun igennem og aandede tungt.
Men i samme Øjeblik var det, som om hun begyndte at vaagne af en
Drøm; hun hørte Graad omkring sig og Hvisken; til sidst kunde hun
skelne de enkelte Ord. Hun aabnede Munden for at tale, men Tungen var
som Bly. Hun anspændte alle sine Kræfter, og endelig lykkedes det
hende at hviske:

„Græd ikke, jeg skal ikke dø!“

Nu kunde hun mærke, hvorledes de tumlede med hendes Mave.

„Nej, se -- se! Nu er den ikke saa haard mere! Hævelsen falder!“
raabte de pludselig.

Og samtidig grebes Bedstemor voldsomt af den Trang, som ofte følger
med Mavepine; og man løftede hende op og bar hende hen til
Urinspanden.

Men nu brød hele Huset ud i Forbavselsesraab -- for det, der kom,
fulgte med hendes Vand og kom slet ikke gennem Tyktarmen. Plump! der
faldt Lungen og Lufferne ud af hende. Og tænk! det var saa friskt,
som om det lige var skaaret ud af en Sæl.

Aa -- ja, ja! Det var i de Tider, da saadan noget kunde ske“ ....

-- -- --

Under den sidste Halvdel af Historien havde gamle Beate rejst sig
halvt op paa sine Knæ, og hendes underlige Fagter fik uvilkaarligt
Tilhørerne til at rykke tættere sammen.

De blinde Øjne saa alt det, hun fortalte om; og hendes Hvisken gik
gennem vor Rygmarv.

Ingen havde tænkt paa at passe Lamperne; Mosvægerne var forkullede,
og der var bleven halvmørkt i det store, menneskefyldte Rum. Maanen
strøg ind gennem Vinduet og faldt paa Beates Ansigt, -- hendes
indfaldne Kinder var feberrøde.

Hun lignede en gammel hedensk Præstinde, der havde forkyndt Folket en
Aabenbaring ...

Et stærkt Hosteanfald knækkede hende sammen, og snart sad hun igen
ubevægelig paa sin Briks, som den gamle Oldemoder, der blot ventede
paa den barmhjertige Død.

Men Børnebørnene skyndte sig hen til Lamperne for at faa Lys i Huset
...


„STØVLEMANDEN“

Der gaar endnu Sagn om en Storfanger, man har kaldt „Støvlemanden“,
fordi han engang kom til Rigdom gennem hvide Mænd.

Men Historien gik for sig i de Tider, da vi endnu ikke havde hvide
Mænd fast boende iblandt os.

En Dag tog han i Vrede ud i Kajak Nord paa; han roede ud langs
Landene og kom om et Næs. Der laa Nysne paa Jorden, og han saa mange
Rævespor.

„Det er jo Dyr, man plejer at fange i Fælde!“ tænkte han; og da han
var gnaven og trængte til at give sit Sind Luft, gik han i Land og
byggede sig en Fælde af store Sten.

Derpaa roede han hjem og fangede undervejs to Sortsider.

Der gik nogle Dage, -- saa tog han ud for at se til sin Rævefælde,
fuld af Nysgerrighed og Spænding! for han havde aldrig før ejet en
saadan Tingest. Han gik i Land: Aha! Indgangsstenen var falden i. Han
kiggede ind i Fælden, og to blanke Øjne stirrede ham i Møde.

Naa, saadan saa altsaa en Ræv ud paa nært Hold! Men hvordan skulde
han faa den ud? For han turde ikke rigtig tage fat i den. Han gik
rundt om Fælden og kiggede ind fra den anden Side. Ei -- ej! Ha --
ha! Der sad jo ogsaa en Ræv og gloede!

„Støvlemanden“ slog sig paa Laarene af Glæde og løb ned til sin
Kajak. Dyrene derinde maatte harpuneres! Saa gik han op igen, løftede
Indgangsstenen og stødte sin lange Lænser lige ind i Rævens Hjerte.
Forsigtigt lod han nu Stenen falde til igen og gik om paa den anden
Side og kiggede ind. Men hva'? Der var jo ingen!

Fæhoved! Der var selvfølgelig kun een Ræv; den havde bare drejet sig
om i Fælden, saa at han havde troet, at der var to.

Nu trak han den dejlige Blaaræv ud af Fælden, holdt den op i Halen og
saa længe paa den. Saadan en havde han aldrig set før.

Saa roede han hjem med sin Fangst.

„Støvlemanden“ var ugift, og hans Moder beredte Skindet.

„Landene Nord paa anløbes af store Skibe hver Sommer,“ sagde Moderen;
„de hvide Mænd skal nok være rent tossede efter Blaaræv.“

„Ja saa!“ sagde „Støvlemanden“ ligegyldigt; men Moderens Ord gjorde
dog et stærkt Indtryk paa ham; for det havde længe været hans højeste
Ønske engang at blive Ejer af en af de hvide Mænds Bøsser.

Vinteren gik, og Sommeren stundede til. Og da de Tider var inde, da
Menneskene begynder at tage paa Fangstrejser, lavede „Støvlemanden“
sig en Konebaad.

Paa samme Boplads boede der en Storfanger og Kæmpe, som havde en
meget smuk Datter. „Støvlemanden“ havde længe gaaet og set paa hendes
svulmende Barm og hendes dejlige Lænder, men han havde aldrig talt,
fordi han vidste, at Faderen vilde nægte at give hende bort; Datteren
selv vilde heller ikke giftes. Mange af Distriktets bedste Fangere
var komne langvejs fra for at bejle; der havde ogsaa været „stærke
Mænd“ mellem Bejlerne; men naar de frembar deres Ærinde, havde Pigen
selv taget dem i Skuldrene og kastet dem ud af Huset. Derfor havde
„Støvlemanden“ længe været tavs.

Men nu var Sommeren inde; det var paa de Tider, da Menneskene tager
paa Fangstrejser langvejs langs Kysterne, og Konebaaden var færdig.

En Dag tog „Støvlemanden“ sit Blaaræveskind frem og strøg sin ene
Haand hen over de blanke Haar.

„Mor! Er det sandt, det, du sagde, om de store Skibe og de hvide
Mænd?“ sagde „Støvlemanden“ langsomt; han havde ikke tænkt paa andet,
medens han lavede Konebaaden.

„Ja, mangen en har hentet sig Rigdom hos de hvide Mænd,“ svarede
Moderen.

Den Aften gjorde „Støvlemanden“ sig rejseklar.

Næste Morgen var han ude, endnu før end nogen anden paa Pladsen, og
han gik frem og tilbage mellem Husene, som om han tænkte paa noget.
Fangerne vaagnede og tog paa Fangst; men da ogsaa „den stærke Mand“
var tagen ud, satte „Støvlemanden“ sin Konebaad i Vandet og bad sin
Moder sætte sig ved en Aare. Selv ordnede han Roret; men da han satte
endnu en Aare ud, spurgte Moderen:

„Hvorfor gør du det? Du har jo kun mig til at ro.“

Sønnen svarede ikke og gik i Land. Men da Moderen saa ham forsvinde
ind i „den stærke Mand“s Hus, blev hun bange for, hvad der vilde ske,
og begyndte at ryste over hele Kroppen. Et Øjeblik efter kom han ud,
og da havde han „den stærke Mand“s smukke Datter under den ene Arm,
ganske som om det kunde være en Bylt Skind. Pigen raabte og skreg.
„Støvlemanden“ lagde hende ned i Bunden af Konebaaden, stødte fra
Land og bad sin Moder om at ro til. „Den stærke Mand“s Datter laa i
Bunden af Konebaaden og vrælede.

Da de kom ud i rum Sø, syntes „Støvlemanden“, at det kunde være nok,
og sagde:

„Ro nu, du kommer saamænd nok hjem igen!“

Og da han sagde det, havde hun ikke mere Vand at udgræde, tog sin
Aare og begyndte at ro.

De havde roet Dagen ud, kom til mange Mennesker og slog Lejr. Da
Folkene kom gaaende ned mod Konebaaden, lagde „Støvlemanden“ vel
Mærke til Kvinderne og udsøgte sig i Stilhed den, som havde de
største Bryster og de bredeste Hofter. Saa gik de til Ro og sov til
næste Morgen. Moderen, som vidste, at „den stærke Mand“ vilde sætte
efter dem, havde ikke Ro paa sig, men gik stadig ud for at spejde.
Endelig kom hun ind og sagde:

„„Den stærke“ er i Sigte!“

Sønnen var lige glad og rørte sig ikke af Stedet. Først da Moderen
kom ind og sagde, at „den stærke Mand“ var lige inde under Land,
rejste han sig fra sit Leje, tog sin lille Tarmskinds Trøje paa og
gik ud.

Nede ved Strandbredden vendte han Ryggen til Havet og smed sig ned,
saa lang han var. Da „den stærke Mand“ saa det, standsede han og
satte Odden paa sin Harpun; og saa kastede han med al sin Kraft
Harpunen lige ind imellem „Støvlemandens“ Skulderblade. Harpunen
ramte, men faldt tilbage igen, sønderbrudt i mange Dele.

Saa greb „den stærke“ sin tunge og aldrig svigtende Lænser og drev
den af al Kraft ind i Ryggen paa Manden. Ogsaa den faldt magtesløs og
brudt tilbage.

Da vendte „den stærke Mand“ sin Kajak om og roede hjem uden at have
været i Land; men Folk, som stimlede til, saa, at de vældige Kast
ikke engang havde sat Mærker i „Støvlemandens“ Tarmskinds Skjorte.

Derpaa satte han sin Konebaad i Havet og gjorde sig rejseklar. Han
satte en tredje Aare ud, og da han gik op og tog den største og
smukkeste Kvinde, var der ikke een paa Pladsen, som vovede at kny.

„Hun kan jo nok komme tilbage engang,“ sagde han og roede bort.

Saaledes rejste han endnu tre Dagsrejser og tog for hver ny Dagsrejse
en Roerske.

Endelig naaede han frem til de Lande, de hvide Mænd plejede at
anløbe. En Aften han lagde til Land med sin Konebaad, styrtede mange
Mennesker ned for at tage imod ham. Han fik knapt Tid til at lægge
til, saa var Konebaaden allerede trukken paa Land; han fik næppe
vendt sig om, saa var hans Telt allerede rejst af de fremmede, og
mange kom og indbød ham til Madgilde, og „Støvlemanden“ gik fra Hus
til Hus og spiste; men han var tavs, for han tænkte kun paa det, som
nu skulde hænde ham med de hvide Mænd.

Sent paa Aftenen lød der et Raab over Landet. Alle Mennesker styrtede
ud af Husene, og „Støvlemanden“ forstod ikke, hvad der gik for sig.
Men med eet hørte han inde i Raabene Ordet: Skib! -- -- --

Da „Støvlemanden“ kom til sig selv igen, sad han ganske alene paa et
Fjæld og saa paa, at et stort Skib laa for Anker lige ud for hans
Telt. Det var Nat, og alle Mennesker sov ...

Næste Morgen tidlig bad han sin Moder om at give sig Ræveskindet og
et smukt Sortsideskind. Og da Solen stod saa højt paa Himlens Bue, at
han ansaa et Besøg paa Skibet for passende, roede han ud. Han lagde
sig ved Siden af Skibet og ventede længe, før nogen viste sig.

Endelig stak en Matros Hovedet frem fra Rælingen, og „Støvlemanden“
viste ham det smukke Sortsideskind. Der kom stærk Begærlighed over
Matrosens Øjne, og han rev Skindet til sig. Nu stimlede der flere og
flere Matroser sammen paa Dækket, men de hviskede alle saa underligt
i Munden paa hinanden, fordi de var bange for, at deres Kaptain
skulde høre det. Tiden gik, og til sidst mente „Støvlemanden“, at det
var bedst, at han trak sin Blaaræv frem, for at der kunde blive noget
af Handelen. Han holdt Ræven op i Luften, og Matroserne rakte sig ved
Synet af den helt ud over Havet, stadig hviskende af Angst for, at de
skulde blive hørte af Kaptainen.

Pludselig hørte man Tramp fra Skibets Agterdæk, og Kaptainen stod
blandt Matroserne; men ingen lagde Mærke til ham. Han spurgte, hvad
der var i Vejen, og da ingen svarede ham, men alle fortsatte med
deres Hvisken, drev han dem nogle vældige Slag hen over Bagstykkerne.
Matroserne røg fra hinanden, og Kaptainen vristede Skindene fra dem.
Han bad straks „Støvlemanden“ om at komme op paa Dækket. Matroserne
halede ham op i Kajaken.

Næppe stod „Støvlemanden“ paa Dækket, før han faldt i dybe Tanker
over alle de snildt ophængte Remme, der var mellem Skibsskrog og
Master. Saadan noget havde han aldrig før set.

„Det var dog besynderligt,“ tænkte han. Til sidst blev han ganske
svimmel af at se op i Masterne. Han vaagnede pludselig ved et Vræl
lige ind i Ørene: det var Kaptainen, som var bleven utaalmodig, og
som nu tog ham i Skulderen og førte ham ned i sin Kahyt, for at de
kunde handle.

Nu faldt „Støvlemanden“ først for Alvor i Staver af Forbavselse over
alt det vidunderlige, han saa. Han kiggede rundt i Rummet og saa paa
alle de ubegribelige Ting, der var derinde. Han fik Øje paa en lille
Indgang, som førte ind i et andet stort Rum; men da han forsøgte paa
at trænge derind, rendte han voldsomt mod en Person, der stillede sig
i Vejen for ham. Han saa frem for sig og kom til at skælve over hele
Kroppen af Rædsel: Det var ham selv, og han begreb ikke, hvorledes
han kunde være inde i to Rum paa samme Tid.

„Støvlemanden“, der følte sig uhyggelig til Mode over alt dette
Trolderi, vilde rende sin Vej, da han bliver opmærksom paa noget, som
bevæger sig frem og tilbage paa Væggen under en stadig Dikken. Det
var et Ur, men saadan noget havde „Støvlemanden“ aldrig set, og han
faldt igen i Staver.

„Hvornaar mon den Tingest vil standse?“ tænkte han og blev staaende,
gloende, midt paa Gulvet.

Under alt dette havde Kaptainen forgæves forsøgt paa at slaa en
Handel af med ham om Ræveskindet og Sortsideskindet; han havde talt
og gestikuleret, men „Støvlemanden“ havde været saa optaget af alt
det besynderlige, at han hverken havde hørt eller set noget. Til
sidst tabte Kaptainen Taalmodigheden og kommanderede sine Matroser
ned.

Inden „Støvlemanden“ havde faaet Tid til at besinde sig, følte han
sig løftet i Vejret af mange Arme og baaren op paa Dækket; men han
var endnu saa betaget af alt Trolderiet paa Skibet, at han kun fandt
det rart at blive baaren.

„Ak, det var ganske som i min Barndom, da Mor slæbte rundt med mig“,
tænkte han.

Matroserne stillede ham lige midt paa Dækket og bandt ham et tykt Reb
om Livet. Derpaa samlede de sig i en Klump et helt andet Sted og gav
sig til at hale i et Reb alle sammen.

Men hvad var dog det? „Støvlemanden“ følte pludselig, at man begyndte
at lette ham fra Dækket, og saa gjorde han sig haard. Matroserne
raabte, skreg, -- men de rokkede ham ikke af Stedet. Til sidst gav de
sig til at synge en Opsang:

    „Evinigo didambisto!
    Hulla, hulla!
    Miardo ardluarsuk!
    Evinigo didambisto!“

Endelig fik de lettet ham fra Dækket, og han røg lige op i Bramraaen.
Saa gjorde man Rebet fast, og Kaptainen forsvandt ned og kom op igen
med Favnen fuld af Bøsser, som han delte om til Matroserne. Der blev
ladet, og saa kommanderede han, at de efter Tur skulde skyde til
Maals efter „Støvlemanden“.

De unge begyndte, men ingen kunde gøre „Støvlemanden“ noget; alle
Kuglerne røg tilbage. Han hang deroppe med Ryggen mod Bramraaen og
grinte af alle deres Anstrengelser.

Saa blev to meget gamle Matroser kommanderede frem. De skottede til
hinanden og saa forlegne ud, for de havde vist aldrig nogen Sinde i
deres Liv fyret en Bøsse af.

Naar „Støvlemanden“ senere fortalte om den Oplevelse, plejede han at
kalde den ældste og fedeste af Matroserne for „Skabningen“.

„Skabningen“ skred alvorligt frem med Bøssen i Haanden, men da han
skulde til at trykke af, blev han nervøs og vendte Hovedet bort fra
Løbet. Bøssen, der af de mange Skud var bleven fuld af Sod, gav ham
et saadant Slag, at han røg bagover og satte sig paa Enden, lige idet
Bøssen gik af, og „Støvlemanden“ tog sig et ordentligt Grin oppe i
Masten. Saa kom den anden gamle frem. Han havde vist hørt de unge
snakke om, at det undertiden kunde hænde, at Knaldperlerne ved
Knaldet røg op i Øjnene, og han holdt derfor sin Bøsse saa langt til
Siden, at Skuddet gik hen over Dækket og nær havde ramt Kaptainen.

Nu blev Kaptainen vred for Alvor og gav Kommando til, at man skulde
skyde i Løb. Matroserne stillede sig hen paa Agterdækket og løb
een for een hen over Dækket. I det Øjeblik de kom hen under
„Støvlemanden“, skulde de fyre lige op i Luften.

Det gik meget godt -- det vil sige, der var ingen, der ramte --
indtil „Skabningen“s Tur kom. Han greb sin Bøsse og for hen over
Dækket; men han var saa optaget af „Støvlemanden“ oppe i Masten, som
han nu ansaa for en meget stor Troldmand, at han slet ikke saa sig
for, hvor han traadte, og løb lige op i noget Tovværk, der laa paa
Dækket. Skuddet gik af midt ind imellem Matroserne.

Da nu Kaptainen indsaa, at denne Krig blev farligere for hans egne
Folk end for „Støvlemanden“, der hang oppe i Masten og lo af det
hele, saa gik han midt ud paa Dækket og gav sig til at skælde alle
sine Folk Huden fuld. Derpaa gik han hen og løste en Tovende og
hejste „Støvlemanden“ ned paa Dækket.

Nu var han bleven venlig og spurgte igen „Støvlemanden“ om, hvad han
vilde have for sit Ræveskind. „Støvlemanden“ pegede paa Bøsserne,
Kaptainen kom med dem alle sammen, og han valgte sig den bedste ud.
Der var slet ingen Ende paa alt det gode, de nu vilde gøre ham, og
alle de hvide Mænd frembar een for een deres Gaver. „Støvlemanden“
puttede det bare ned i sin Kajak, indtil han indsaa, at han ikke
vilde kunne flyde paa Vandet, hvis han fyldte mere i; saa kravlede
han i Kajaken, iførte sig Fangepels, snørede den godt sammen og lod
sig hejse ned i Vandet af Matroserne. Der steg Bobler op af Havet, da
man slap ham, og alle troede, at han var gaaet til Bunds, tynget ned
af alt det, han havde faaet i sin Kajak. Men da de saa nærmere til,
saa de dog, at lige akkurat hans Næse stak op af Vandet.

Han bevægede sig langsomt indefter. Ingen paa Land havde lagt Mærke
til ham, da hans Moder pludselig raabte:

„Se der, der kommer „Støvlemanden“!“

Alle saa udefter, men opdagede kun en svag Krusning i Vandet. Saa
stødte han mod Land, og Moderen trak ham op.

Dette var „Støvlemandens“ store Oplevelse paa de hvide Mænds Skib.

Allerede Dagen efter rejste han Syd paa til sin Boplads. Undervejs
afleverede han alle de unge Kvinder, han havde laant. I Nærheden af
sin Boplads hørte han, at „den stærke Mand“ var bleven syg af Sorg
over Tabet af sin Datter, og han var lige død, da de naaede hjem.

„Støvlemanden“ bar nu Liget op paa et Fjæld for at stensætte det, og
han lagde saa store og saa tunge Sten hen over Liget, at Blodet til
sidst flød hen ad Klipperne.

„Du mente mig det godt, da du harpunerede min Ryg; ogsaa disse Sten
er dig vel undte!“ sagde „Støvlemanden“, da han var færdig, og derpaa
gik han hjem.

Siden efter levede han mange Aar i Glæde med „den stærke“s Datter og
blev gammel.

                                                Fortalt af
                                                    _Gamle Jua_
                                                    fra Kangeq.


KVINDEN, SOM BLEV TIL ILD

Der var engang to unge Piger, som altid boede sammen. De var fra
Atanikerdluk, og den ene hed „Langsom“, den anden „Let“.

Paa de Tider, da Bærrene modnes, var de altid oppe i Fjældene.

Alle troede, at de gik derop alene for at samle Bær; ingen anede, at
de øvede sig i Trolddomskunster.

Men hver Gang de saa et lille Dyr, kappedes de i Løb for at faa det
til Hjælpeaand.

„Den skal være min Hjælpeaand!“ sagde den ene.

„Og her er noget til mig!“ raabte den anden.

Og saaledes løb de om i Fjældene og gjorde sig usaarlige for de
Ulykker, der plejer at ramme Menneskene.

Engang var de som sædvanlig oppe i Fjældene for at plukke Bær, og da
de havde samlet alt, hvad de kunde bære, gav de sig paa Hjemvejen.
Pludselig stod de stille begge to og lyttede; de var langt fra Husene
og Havet, men den Lyd, de hørte, var som Bølgers Skvulp mod
grundstødte Isfjælde.

Lyden kom fra Husene; det var Kys fra elskende, der efter gammel Skik
af Undseelse favnede hinanden under Briksen.

Saa forfarne i Trolddomskunst var de nu, at de hørte alt paa de
længste Afstande.

Det stundede mod Foraar, og Folk gjorde sig rede til de store
Rensjagter ved Ivugsugssat, Vesten for Atanikerdluk.

De to Kvinder bad, om de maatte følge med, og saa drog de bort med
Mændene.

Da de kom ud i Rendistriktet, spredte Jægerne sig ud over Jagtmarken,
og det varede ikke længe, før de to Kvinder blev borte for dem.

Pigerne søgte nu tilbage til Fjældhulen, hvor Rensjægerne plejede at
sove; men Mændene blev borte, og til sidst havde de intet at spise.

De gik ude paa en Slette og spejdede efter dem, der skulde komme
tilbage, da de med eet faar Øje paa to fremmede Mænd, som kom lige
hen imod dem; de var store som Kæmper. Pigerne blev forfærdelig bange
og flygtede hen i Hulen, da de fremmede forsvandt ned i en Dal. Saa
bange var de, at de sloges; ingen af dem vilde være øverst, den ene
vilde stadig gemme sig under den anden.

Da Kæmperne standsede foran Hulen, mistede begge Bevidstheden.

„Langsom“ vaagnede op af sin Afmagt inde i et stort Hus; man havde
trukket Tøjet af hende og med snærende Baand surret hendes nøgne
Legeme fast til Husstolpen.

Hun gav sig nu til at kalde sine Hjælpeaander frem, een for een. Men
hver Gang de nærmede sig, skræmte Kæmpen hende med et Raab. Til sidst
kunde „Langsom“ ikke huske flere af sine Hjælpeaander. Men da kom hun
pludselig til at tænke paa en Hjælpeaand, hun havde faaet af sin
Bedstefader; det var Indlandsisens vældige Aand, som ikke kendte
Nederlag. Ham anraabte hun.

Der lød et Bulder oppe fra Bræen; og Lyden, som rystede Fjældene, kom
nærmere og nærmere. Snart begyndte Husets Stenmure at vakle; men hver
Gang en Sten faldt ned, kastede Kæmpen den ud.

Buldret kom stadig nærmere; flere og flere Sten ramlede ned, og
Kæmpen fik travlt, men ikke et Ord mælede han.

Pludselig begyndte det at synge i den Kobberem, der holdt „Langsom“
fastbunden til Husstolpen; med en saadan Fart løsnede den sig i Sving
om Stolpen.

Saaledes slap „Langsom“ fri og styrtede ud af Huset, nøgen som hun
var. Udenfor løb hun lige paa „Let“, der ogsaa var nøgen, og de
flygtede nu sammen, alt hvad de kunde.

Med eet hørte de Susen bag efter sig; Lyden kom nærmere og nærmere.

Da de vendte sig om, saa de deres Bukser komme flyvende gennem
Luften. De tænkte blot, at det kunde være rart at have dem paa, og
straks sad de om deres Lænder, uden at de havde standset deres Løb.

Saaledes kom ogsaa deres Støvler flyvende gennem Luften, og lidt
efter deres Pelse; og saa var de igen fuldstændig paaklædte.

Paa deres Vej kom de til et Hus og gik derind. De traf en gammel
Mand, hans Kone og deres Børn. Man satte et lille Fad for dem, for at
de kunde spise.

„Aa, spis det endelig ikke op;“ bad de, „vi har haft det i mange,
mange Aar, uden at det er sluppet op.“

Det var noget sødt noget, som mindede om Honning.

Saa spiste de ganske lidt af det og skød Fadet fra sig; derpaa tog de
Afsked og løb videre.

Det var Bier i Menneskeskikkelse, de havde besøgt.

Da de igen kom til et Hus, standsede de. Udenfor stod der en Kvinde,
og hun bad dem gaa ind.

Inde i Huset var der lutter Kvinder; paa Briksen laa der noget, man
havde dækket med Skind, men de kunde ikke blive kloge paa, hvad det
var. Husets Beboere var meget alvorlige. Den Kvinde, som havde bedt
dem om at komme ind, satte nu et lille Fad for dem og bad dem om at
spise; det mindede om Indholdet af en Rypekro.

„Spis ikke for meget, for saa vil I faa Mavepine,“ sagde Kvinden.

Da de havde spist, sagde hun videre.

„Jeres Slægt vil snart begræde jer! Skynd jer nu hjem; hvis vore Mænd
træffer jer her, vil de vist ikke lade jer leve.“

Saa gik de ud og løb videre.

Det var Ryper i Menneskeskikkelse, de havde været hos. De antog nu,
at det, de havde set tildækket med Skind paa Briksen, maatte være
Menneskelig.

I Løb naaede de nu frem til Manik, Norden for Atanikerdluk, og var
fremme ved Havet. De satte sig ned et Stykke fra Stranden, og
„Langsom“ sagde:

„Gid Røg maatte rejse sig paa Toppen af det Isfjæld dernede, saa at
det kalvede, og Søerne trak os ud i Havet!“

„Ja, gid det maatte ske,“ sagde „Let“.

Og straks rejste der sig Røg paa Toppen af Isfjældet, og det kalvede
sammen til lutter Smaastykker.

„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de
vil se saa dejlige ud!“

Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land,
trak den dem med sig ud i Havet.

„Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun
kom til sig selv, var „Let“ borte.

Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes
Skulder og førte hende af Sted. Hun kendte Stemmen, det var hendes
Bedstefaders; han hjalp hende. Nu kom de gennem en Flok Myg, der
kløede og kildrede, saa det var forfærdeligt; det var Tanglus.

Saa kom de gennem store Skove, og i Skovene gik Hunde; det var
Tangplanter og Hajer. Et Øjeblik blev hun svimmel igen og dukkede op
tæt ved Stranden; da hun saa sig om, var „Let“ lige ved Siden af
hende. Og saa kravlede de op.

Først trak de Tøjet af sig for at faa det tørret en Smule, inden de
gik ind; men de gad dog ikke vente, til det blev tørt, og kravlede
ind, som de var.

Derinde lagde slet ingen Mærke til dem; de havde ikke spist i saa
lange Tider, at der nu kun var Skygger tilbage af dem. Saa gik de ud
igen og fandt en Gryde. Den var fuld af Sælsuppe, og oven i Suppen
havde der samlet sig et tykt Lag Fedt; de stak nu begge Fingrene ned
i Gryden og slikkede noget af den fede Suppe i sig. Det gjorde dem
atter synlige.

Saa gik de ind igen, og „Langsom“s Moder vaagnede ved deres Komme;
hun rejste sig fra sin Soveplads og bad dem lægge sig.

„Hvorfor er jeres Klæder saa vaade?“ spurgte Moderen.

„Aa, vi har haft vort „maanedlige“«, svarede de.

Næste Morgen rejste de atter tilbage til Atanikerdluk.

Inden ret længe giftede baade „Let“ og „Langsom“ sig med to Mænd, der
ligesom de selv var store Troldmænd.

               *       *       *

De to Kvinder var forlængst blevne gamle, da „Langsom“ en Morgen
vækkede „Let“ og sagde:

„Jeg har haft en Drøm!“

„Saa fortæl mig den!“ svarede „Let“.

„Jeg drømte,“ fortalte saa „Langsom“, „at jeg skal dø tre Gange, før
jeg faar Hvile i min Grav. Man fortalte, at Frelseren ikke vilde tage
mig til sig, fordi jeg havde givet mig saa meget af med Trolddom.“

Denne Historie gik nemlig for sig, dengang man var ved at indføre
Kristendommen i Grønland.

Men „Langsom“ gik det, ganske som hun havde drømt.

Hun blev syg og døde.

Da man skulde sy Ligskindene om hende, begyndte pludselig hendes
Aarer at svulme, og snart levede hun op igen.

Saaledes gik det hende ogsaa, anden Gang hun blev syg og døde.

Men da hun tredje Gang blev syg, havde hun igen en Drøm paa sit Leje.

Hun drømte, at nogen sagde til hende:

„Naar du nu dør, og man lægger dig i Ligskindene, maa de give dig et
Stykke brændt Spæk fra Lampen i Munden, og derpaa skal de brede et
Edderfugleskind over dit Ansigt. De skal dernæst støde dig mod
Briksen og føre dig tre Gange rundt til venstre om Husstolpen; og
naar Folkene saa fører dig ud af Huset, skal en bære et Ben derop paa
din Grav. Paa dette Ben skal siden din Sjæl ride ud i Havet.“

Denne Drøm fortalte hun til „Let“, blev derpaa syg og døde, og man
begravede hende.

Men en saadan Rædsel efterlod „Langsom“ blandt Menneskene, at der var
gaaet fire Dage og fire Nætter der paa Pladsen, uden at nogen havde
lukket et Øje.

Hendes Mand var den eneste, som et Øjeblik lukkede Øjnene; men da han
gav sig til at skrige i et Mareridt, skyndte man sig at vække ham. Da
han vaagnede, sagde han:

„Nu maa vi flygte til Tartunaq. I Nat vil hendes Genfærd komme. Men
naar vi skal forlade Bopladsen her, maa Kvinderne trække deres
Støvler af og vade over det Sted ved Fjæren her, hvor Vandet plejer
at gaa op ved Flod. Men Mændene skal blotte deres venstre Fod i deres
Kajaker.“

Thi det er almindelig Tro heroppe, at naar man blotter den venstre
Fod, „kan intet ondt komme frem der, hvor man har traadt“.

Saa rejste de bort.

Mændene kastede en Affaldsspand uden for Huset, da de skulde
efterlade deres Hunde; og saa gik to Mænd gennem Huset og Husgangen,
den ene væbnet med en Kamiutstok (anvendes til at blødgøre
Sælskindsstøvler med, gør her samme Virkning, som hvis man hos os
vilde væbne sig med en Støvleknægt), og den anden med et Stykke Træ,
som brugtes til at vende Kød med i Gryderne. Og saa pryglede de løs,
den ene fremefter, den anden bagud hele Huset igennem og Husgangen
med, som for at jage den onde Luft ud.

Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene
deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes
naaede de vel frem.

Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet,
og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled
den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.

Saa kom den op paa Land og lyste snart henne ved Konebaadsstilladset,
snart over Huset, og ofte lyste den som en Regnbue, der strakte sig
fra Huset til den friske Grav. Til sidst gik Genfærdet ind i Huset,
og saa stærkt var Lyset fra Flammen, at Huset blev gennemsigtigt, som
om det var af udspilet Tarmskind. Overalt søgte Flammen efter
Mennesker og forfulgte somme Tider Hundene langt ind i Landet.

Hver Gang den forsøgte at følge de flygtede Menneskers Spor, maatte
den vende om, naar den kom til de Steder, hvor de havde vadet med
deres venstre Fod.

Endelig fandt den en Overgang, og alle ved Tartunaq blev slaaede med
Skræk, da Flammen nærmede sig.

„Nu kommer hun for at skræmme os ihjel!“ raabte man.

Nogle samlede Spækstykker fra Lamperne og gik Genfærdet i Møde.

Den Slags Spæk kan onde Aander nemlig ikke lide.

Luften harpunerede de overalt med deres Spyd for i alle Retninger at
holde onde Aander borte.

Da Flammen naaede frem, viste det sig at være en Hund, der gennem
Trolddom var bleven glødende.

Saaledes hændte det flere Gange, at Genfærdet sendte glødende Hunde
til Tartunaq.

I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk og først paa
den sjette fik man Fred.

Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt
inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske
ned.

               *       *       *

Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen ved Nugssuaq,
og her hændte der hende det samme, som tidligere var gaaet forud for
„Langsom“s Død.

Hun drømte, at Frelseren talte til hende og forkyndte hende, at hun
tre Gange skulde dø. Først naar hun havde afkastet alle sine
Hjælpeaander og aflagt sine gamle Synder, vilde han tage hende til
sig; og det vilde ske, at hun vilde skifte Hud, og hendes nye Hud,
der skulde være skær som et Barns, skulde være hende Tegn paa hendes
Syndsforladelse.

Dette var hendes Drøm; og straks gav hun sig til at fortælle sine
Bopladsfæller alle de Synder, hun i sit Liv havde begaaet. Thi man
svækkede den ondes Kraft ved at skrifte. Og om Aftnerne, naar
Kajakmændene kom hjem fra deres Fangst, samledes de oppe i hendes Hus
for at høre paa hendes Skriftemaal.

Endelig blev hun syg og døde.

Dette skete to Gange, og da hun anden Gang vaagnede op til Liv, var
hendes Hud skær og fin som et nyfødt Barns. Saaledes afkastede hun
sin Synd og døde saa endelig, misundt af alle sine Landsmænd.

Her ender denne Historie.

Ved Nugssuaq lever endnu en Mand, der hedder „store Daniel“, som er
„Langsom“s Barnebarn. Da han var et lille Barn, plejede han altid om
Nætterne at varme sig ved „Langsom“s Legeme.

                                Fortalt af
                                        _Den blinde Ambrosius_,
                                     kaldet Aqajak (Mellemgulvet),
                                           fra Ujarasugssuk.




UDSTEDSLIV


Den første Sne er falden, og Efteraaret er allerede inde. Ude blæser
den friske Norden, og i den tidlige Morgen staar alt hvidt af
Rimfrost. Det er Kulden, som vender tilbage, og Vinteren, som nu lidt
efter lidt bider sig fast i Jorden. Sommeren er borte; den fløj fra
os, som lyse Nætter flyver fra Ungdom.

Men Mennesker har en stædig Trang til at mindes det, som er forbi, og
som aldrig kommer igen. Og nu, da jeg sidder i Fugleskindstimiaken og
mærker Kulden sive op til mig gennem Gulvet, vil jeg mindes nogle af
de Dage, da Solen brændte hedest, og -- Myggene bed ubarmhjertigst.

Det var en af vore første Udflugter efter vor Ankomst til Landet.
Grev Moltke og jeg viftede Farvel til vore Kammerater en varm
Sommerdag i Slutningen af Juni og satte Kursen over Fjorden mod
Udstedet og Fangstpladsen Kangeq. Stedet laa ikke mere end et Par Mil
fra Godthaab, men Storisen, der laa tæt sammenskruet over hele
Fjorden, gjorde Udflugten derover til det meste af en Dagsrejse.
Langsomt stagede vi os ud gennem Isen med vor Kajakmand søgende Vej.
Jeg havde taget en af Aarerne og lod den afløste Grønlænder sætte sig
i Bunden af Baaden og fortælle løs, Sagn og Selvoplevelser, alt hvad
han gad. Og saaledes drev Dagen hurtigt hen. Imidlertid traf vi mere
og mere Is. Baaden blev siddende en Gang imellem, fast indeklemt
mellem store Flager, og vi maatte da springe ud paa Isen og
sønderhugge den med Baadshager.

Det var begyndt at blæse op til Sydvest, og Ismængden voksede. En
Kajak fra Kangeq, som vi mødte, meldte yderligere, at Landet om
Udstedet var ufarbart for Baad. Saa holdtes der Raadslagning, og det
bestemtes, at vi foreløbig skulde se at naa frem til et Udsigtsfjæld.
Herfra saa vi en Rende, der var stor nok til, at vi kunde slippe
igennem; og saa stagede vi os frem.

Klk. 8 om Aftenen var Lejren slaaet, og endnu samme Aften aflagde vi
Pladsens Embedsmand, „Udliggeren“, et Besøg. Han var dansk-grønlandsk
Blanding, nærmest dansk i Udseende, men fuldstændig grønlandsk i
Lader. Huset var indrettet paa eskimoisk Vis. Frem for os satte man
megen Mad og imponerede os til sidst med en rigtig dansk Snaps, som
ellers er en sjælden Vare heroppe. Vi lod os intet byde forgæves, og
da vi ud mod Midnat forlod vore nye bekendte, var alle Formaliteter
forlængst overflødige.

Ganske tidligt næste Morgen fik vi Melding om, at Stedets unge
Kateket, Jørgen Brønlund, -- forøvrigt samme Mand, som senere fulgte
Ekspeditionen -- skulde holde Morgentjeneste i Baletikka's Hus Klk.
8. Efter et flygtigt Toilette i Elven, der løb forbi vort Telt, gik
vi op til Huset. Det var en temmelig stor Jordhytte af den
almindelige grønlandske Type: fladt Tag, lang, smal og lav Husgang,
alt bygget af Jord og Sten. Da vi krybende var komne Husgangen
igennem, var Huset allerede fyldt med Kirkegængere. Inde paa den
brede Sidebriks laa og sad Mennesker i Lag. Der var en kvælende Hede
derinde.

Paa Væggene var overalt ophængt udpustede Æggeskaller som Prydelser,
og midt imellem disse stak ganske besynderligt af et stort Olietryk
af Fridtjof Nansen. Dette Billede var Familiens Stolthed.

Gudstjenesten tog sin Begyndelse. Kateketen fremsagde Fadervor og
sang for. Salmesangen var flerstemmig. Koret begyndte ganske piano
med faa Stemmer; men Stemmerne voksede i Tal og Styrke. Mændene
brummede deres Basser dybt og klangfuldt, og Kvindernes høje, klare
Stemmer smeltede smukt sammen med dem.

Efter Prædikenen fulgte Barnedaab. Døbefonden var en gammel
Dragkiste, Kummen en Kaffespølkum; primitivt, men praktisk -- for
den, som ikke har andet; og virkningsfuldt ved den Andagt, Kateket og
Menighed lagde i Handlingen.

Ved Middagstid gav Ekspeditionen en stor Koncert i Udliggerens Hus.
Programmet bejlede til enhver Smag, og „Udførelsen lønnedes med
Ovationer“. Wagners „Pilgrimskor“ maatte gentagne Gange gives dacapo,
og de mest begejstrede udtalte Ønsket om at faa den indlemmet som
Julesalme i den grønlandske Kirke. Men den lettere Musik, som „Dragas
Mazurka“ og „Kom Karoline“, gjorde ikke mindre Lykke. Og mangen en
Melodi lever nu sikkert dernede i de lokale Harmonikaer som en „Gave“
fra Ekspeditionen. Thi hver den, som giver en ny og hidtil ukendt
Melodi fra sig, betragtes som Giver heroppe. Melodier -- saavelsom
Sagn forøvrigt -- har deres Herrer og Ejermænd heroppe. En Grønlænder
fortalte mig saaledes en Dag med stor Selvfølelse, at han ved en
Barnedaab havde mødt op med en Melodi som Faddergave. Han havde selv
„lavet“ den og spillede den første Gang, da Barnedaabsdansen
aabnedes. Melodien gjorde stor Lykke og blev øjeblikkelig lært
af alle. Og inden ret længe nød Komponisten den Skaberglæde,
at Kajakmænd førte den fra Sted til Sted, saaledes at selv
fjerntliggende Kolonier annekterede den som deres populæreste
Dansemelodi.

Men tilbage til vor Koncert! For det var virkelig en Forestilling,
som med Rette kunde gøre Krav paa at imponere vort Publikum. Store
Orkesternumre f. Eks. havde man jo aldrig før hørt her ved Kangeq. Og
saa tilmed den gaadefulde og mystiske Maade, hvorpaa det hele
foregik! Et lille, rapt Maskineri og saa en gemen Tragt, som kunde
synge, fløjte, le, græde, aflevere Orkesternumre og tale alle mulige
Verdenssprog, selv grønlandsk! Saaledes hørte jeg en Grønlænder
karakterisere vor Fonograf.

Til en Begyndelse var Talerne, særlig de grønlandske, det, som
forekom dem at have mest med „den sorte Kunst“ at gøre. Ingen var
rigtig glad ved at staa ganske nær ved Tragten.

„Pas paa, at han ikke spytter dig!“ hørte jeg en sige, og en mere
gemytligt anlagt foreslog mod Slutningen, at man som en ringe
Anerkendelse for Anstrengelsen burde give „Manden derinde“ en lille
Skraa.

Under Forestillingen blev der naturligvis givet dem en Forklaring af
Fænomenet, -- noget, som kun gjorde Forbavselsen endnu større.
Orkestre, der havde spillet i New-York eller i København engang for
længe siden, sad man nu og hørte paa i en Grønlænderhytte i Kangeq!
Og Noderne -- „Musikbeholderne“, som de kaldte dem, -- var oven i
Købet ikke større end Fluespor. Vi viste dem Edisons Billede; det
betragtedes med stor Andagt. „Saadan et Kunststykke gør man vist ikke
bedre i Himlen,“ var der en, der sagde.

„Ja, hvis jeg ejede den Eftersnakker,“ sagde en anden, „vilde jeg
lade den spille for mig Nat og Dag igennem, glemme alt andet og til
sidst sulte ihjel.“

Allerede kort efter Middag traf man Forberedelser til
Barnedaabsdansen, der skulde holdes i det fri. Udliggeren, hvis
smukke Døtre var stærkt interesserede i Festen, udlaante Raabrædder;
et fortræffeligt Dansegulv tømredes hurtigt sammen og lagdes over en
stor, flad Klippe. Ganske vist vilde de dansende ikke komme til at
føle videre fast Grund under Fødderne, thi Gulvet var lige saa
levende som de dansendes Ben og gav efter for alle Tramp; desuden
knagede det under ens Fødder som Tyndis. Men det forhøjede jo bare
Morskaben.

Klokken var tre om Eftermiddagen, da de første Toner kaldte
Kangeqboerne til Dans. Musikken, en Harmonika og en trestrenget
Violin, spillede for en tæt Tilhørerskare nede ved Dansefjældet. De
unge Piger kom leende og raabende frem fra Husene og løb ned mod
Dansepladsen; Mændene bagefter, langsomt, næsten som om de ikke gad,
med Hænderne dybt i Bukselommerne.

Alle Balgæster samles paa et Øjeblik, og Musikken kiler løs med sine
raske Dansemelodier. Men der er langt endnu til, at Dansen tager sin
Begyndelse. Først skal det grønlandske Koketteri udspilles. Alle har
siden foregaaende Dag glædet sig til Dansen, ingen har talt om andet
selve Dagen; men nu, da Timen er inde, skal de først kokettere. Ingen
vil være den første, der danser ud. Pigerne gemmer sig bag hinanden;
Mændene ser ligegyldige ud.

„Jeg har aldrig sagt, at jeg havde Lyst til at danse.“

„Næh, hvem gider ogsaa svinge saadan en Fedtklump i denne Varme!“

Saaledes taler de, og dog banker alle Hjerter af Danselyst. Men
gammel Skik fordrer, at der skal gaa det meste af en Time „til
Spilde“, og imedens sidder Musikken taalmodigt og aflirer sine
Melodier hen i Vejret ...

Det var en dejlig Eftermiddag. Søen laa blank som smeltet Bly
(grønlandsk Udtryk), Solen bagte ubarmhjertigt, og Storisen, der laa
pakkende tæt ind til Land, straalede. Vandet om Flagerne lagde sig
ganske lysegrønt ind i de mørkeblaa Huler og Fordybninger, som Søen
havde ædt.

Vor flittige Maler havde været ude for at tage en Skitse, og jeg, som
altid er den letsindige, havde slæbt ham fra hans Arbejde ned mod
Dansen. Vi standsede paa et Fjæld og saa ned over Dansepladsen og ud
over Havet. Ingen af os sagde noget, vi saa blot paa hinanden og
rystede paa Hovedet.

Malerens Ansigt lyste igen af Arbejdsenergi, og jeg fik en Anelse om,
hvad der foregik i hans Indre. Men før han endnu kunde faa Tid til at
besinde sig, havde jeg et kraftigt Tag i hans Skulder og fløj med
ham bort fra det Sted som vilde forlede ham til at svigte det
Danseløfte, han havde givet Udliggerens smukke Datter.

Vi „trak os“ hver en Pige og svingede os ud paa „den gyngende Grund“.
Og straks var den fulde Dansestemning oppe med det samme. Man sprang
omkring, trampede og sled sine Kamiker saaleløse i Reel'erne.
Kvinderne fniste og lo, og Mændene hujede for at faa Fart i Dansen.

Runddansene er Hviledanse, de fordrer ingen Kraftanstrengelse;
men Fodtrampene og Sprællene i en Reel er Mænd værdige, mener
Grønlænderne. -- Og man dansede hele Eftermiddagen og Aftenen med til
Midnat; saa holdt man inde, thi da var Harmonikamandens Tommel
følelsesløs.

Tidligt næste Dag rejste vi paa Æggetogt til Cook-Øerne, et Par
hundrede Smaaøer, som laa et Par Mil fra Kangeq. Vor Besætning bestod
af fem Roersker, en Styrer og en Kajakmand; desuden medtog vi til
fælles Underholdning Stedets kostelige Fortæller og Komediant -- Jua.

I Konebaad satte vi Kursen ud mod Storisen, Kajakmanden fandt
Renderne, og uden større Besværligheder naaede vi over til Øerne.

Konebaaden er ellers ikke noget synderlig paalideligt Fartøj, naar
Storisen ligger tæt; thi dens simple Bygning taaler ingen stærkere
Berøring med Isen. Den bestaar jo af et tyndt Træskelet, overtrukket
med Skind, der er saa stærkt spændt, at man kan se Vandet igennem
det. I stærkere Bølgegang vrider Baaden sig ganske efter Søernes
Pres, men taaler dog meget, da intet er fastnaglet, men sammenbundet
saaledes, at det kan give efter uden at brydes. I Reglen medfører man
paa længere Konebaadsrejser et Stykke Spæk, der anvendes som
foreløbig Prop, saafremt der skulde gaa Hul.

Vi roede fra Ø til Ø og samlede Terneæg til Middagsmad. Ternerne fløj
skræmte over vore Hoveder og protesterede. Luften dirrede af Skrig.

Da vi havde tilstrækkeligt til et større Middagsmaaltid, roede vi
over til en frodigere Ø, hvor der baade var Kviste og Vand i Mængde.
Og medens Æggene kogte og Kaffen varmedes, fortalte Jua Historier.

Han gestikulerede, vred sit runde Gummiansigt i snurrige Grimacer,
raabte og lo, og Roerskerne trimlede om af Latter.

Hele Eftermiddagen igennem roede vi rundt mellem Øerne. Edderfugle
suste i Træk om Baaden, Terner skreg og vrængede ad os i Luften, og
Tejsterne dukkede under og legede Skjul med os, saa saare vi kom dem
nær.

Hen imod Aften slog vi Lejr paa Angisok-Øen. Jeg havde fulgt
Konebaaden i Kajak, og en lille Læk i Bunden havde gennemblødt mine
Benklæder. Da det jo galdt om at faa dem tørre inden Nat, hjalp
Grønlænderne mig paa en lige saa praktisk som virkningsfuld Maade. Et
Par store Baal antændtes, og da de blussede godt løs, lagdes et Par
flade Sten over Ilden, og Tøjet stegtes over disse. Det blev
øjeblikkelig tørt, men jeg tør dog alligevel ikke anbefale Metoden.

Dagens Fangst -- Edderfugle, Tejster og Maager -- tilberedtes nu paa
særlig grønlandsk Vis: „stenkogtes med Mosdyner“. Fuglene indsvøbtes
i Mosdynerne, der var friske og vædedryppende, kogtes saa, eller
rettere stegtes, over flade Sten uden at blive brændte; og Røgen, der
stadig stod om dem, gav dem en røget Bismag, der var yderst
tiltalende.

Vi medførte kun et lille Telt, og i dette sov vi nu 13 Mennesker,
Mænd og Kvinder imellem hverandre. Frisk Lyng erstattede Sengetøj.

Om Morgenen tidligt gik jeg ind paa Øen for at undersøge nogle
Hedningegrave. Maleren var, medens det endnu var halvmørkt, gaaet til
Fjælds for at male. Gravene var meget interessante, og Undersøgelsen
af en enkelt bragte et Resultat af ni Kranier og nogle Knogler, som
vi til Grønlændernes store Forfærdelse bragte ned til Teltene.

De gamle Eskimoer har anvendt et stort Arbejde paa deres Grave. Store
Kampesten var sammenbragte og byggede op i Dynge paa Toppen af et
lille Fjæld lige ud mod Søen. De virkede øde og triste i deres
Omgivelser, og det var en egen skummel og forladt Stemning, der ved
Aftenstid i Halvmørket hvilede over disse store, kolde Kampesten, der
dækkede over de hensmuldrende Eskimorester ...

Imidlertid begyndte det at blæse op, en frisk Sydvest, der pakkede
Isen sammen ind mod Land. Og vor Styrer, Sebat, der havde været paa
Udkig, bragte Melding om, at vi inden Aften maatte være tilbage i
Kangeq, hvis ikke Tilbagevejen skulde afskæres os.

Men først skulde en Eskimoruin, der fandtes lige ved vor Lejrplads,
undersøges. Fortælleren, der var den sagkyndige, opgav, at den skulde
have været en Sagnhelts, Kagnagssuaq's, Hus. Omtalte Ruin, hvis Plan
blev opmaalt og tegnet, er sikkert en af de største Eskimoruiner, der
hidtil er fundne heroppe. Det eneste Rum, hvoraf hele Huset bestod,
har været beboet af en 70-80 Mennesker, og Planen giver et
fortræffeligt Indtryk af, hvorledes alt var indrettet i gamle Dage.
Ved Siden af Huset fandtes Forraadskamre, nogle byggede op mod selve
Husmuren, andre derimod op ad selve Fjældskraaningen ved Siden af, en
Snes i Tallet. Og paa en frodig lille Dal Syd for Tomten fandtes 6-7
Teltpladser, som var bleven benyttede om Sommeren, naar Husene
udluftedes.

Men medens Tiden løb fra os med disse interessante Undersøgelser,
drev mere og mere Is ind fra Davisstrædet. Og da vi endelig stak
Konebaaden i Søen, var det smalle Løb, vi skulde igennem, saa
fuldtpakket med Is, at vi maatte hugge os Vej udefter.

Angisoq-Øen, hvor vi havde overnattet, var en af de yderste Øer i den
store Øgruppe; det var derfor bleven Aften, inden vi naaede frem til
det Sund, der førte over til Kangeq. Der gik lidt Sø, og Konebaaden
vred sig; men vi skød dog alligevel en god Fart, da Hjemlængselen
havde øget vore Roerskers Kræfter.

Vi talte netop om et lille Ankomstgilde, Udliggeren havde lovet os,
da den forreste af Roerskerne, Abrahams Kone Elina, springer op i
Baaden og peger fremefter.

„En Blære!“ raaber hun.

Og langt ude ser vi noget komme og svinde i Bølgerne. Der blev stille
i Baaden, og al Latter hørte op. En herreløs Fangeblære varsler altid
Død heroppe. Vor Kajakmand roede efter den og kom tilbage med den.
Alle kendte den, og der blev dobbelt stille i Baaden; det var Elina's
Søn, Samuel's, Blære, og Fangeremmen var sprængt.

Ingen gav en Lyd fra sig, Elina heller ikke. Man skyndte sig bare
indefter.

Saa snart vi naaede Land, rejste Elina sig op i Baaden og raabte ind,
om Samuel var kommen hjem. Samuel var ikke kommen hjem. Saa udstødte
hun et hæst Skrig, dobbelt uhyggeligt og skærende efter den lange
Maalløshed, faldt om og blev baaren ind i sit Hus.

Nogle gamle Koner kom springende frem fra Husgangen, gav vilde Hyl
fra sig og løb klagende ned til Elina's Hus for at begræde hendes
Søn. Skrigene gav Genlyd mellem Fjældene og fyldte det lille Udsted
med Uhygge.

Inde mellem Husene løb Samuel's ældre Broder, Andreas, fredløs som en
vanvittig. Han klatrede op paa Fjældene, saa ud over Havet og
udstødte lange, monotone Hyl. Saa løb han ned til Husene igen,
løftede sin lille fireaarige Broder op til sig, kyssede og omfavnede
ham, trykkede ham krampagtigt ind til sig og raabte ham ind i Ørene,
at Samuel var kommen bort, og at han aldrig mere kom tilbage. Den
lille, som ikke forstod, hvad det skulde sige, blev bange for
Broderen og brast i Graad.

En uhyggelig Mumlen rejste sig blandt Mændene, der stod nede ved
Fjæren: Abraham, Abraham! Der kommer Faderen! Og Abraham kom roende
om Næsset uden at ane noget. Men han faar straks Øje paa Andreas,
der kommer løbende ned til ham, og forstaar med det samme, hvad der
er sket. Han giver en stønnende Lyd fra sig, som en Mand, der bedøves
af et Slag. Overkroppen falder tungt forover paa Kajaken; han er
bevidstløs ved at kæntre om, men trækkes i Land og bæres op i sit
Hus.

I flere Dage viser ingen af dem sig for deres Landsmænd, og hverken
Fader eller Søn gaar paa Fangst. Først naar Selvopholdelsesdriften
vækker dem af deres Sorg, gaar de paa Fangst i det Hav, der tager og
giver saa meget. -- --




I HVALROSFANGERNES LEJR


I Holstensborgs nordre og Egedesmindes søndre Distrikt drives i
September store Hvalrosjagter af Nordgrønlændere. Paa denne Tid søger
nemlig Hvalrosserne fra det aabne Hav ind til Land og samler sig paa
Smaaøerne i Hundredvis. Det er særlig Egnen mod Nordre-Strømfjord,
der er Samlingssted. Her optræder de til Tider i saa store Flokke, at
Konebaade, som ligger paa Rensjagt inde i Fjorden, afskæres
Tilbagevejen Uger igennem.

Flokken kan danne hele Smaaøer ude i Fjorden, og Dyrenes lange,
spidse Stødtænder gør det skæbnesvangert for Konebaade at komme i
Nærheden. I Kajak derimod er den dygtige Hvalrosfanger sjældent bange
for dem, naar de da ikke optræder i alt for overvældende Mængde.
Træffer man en Flok paa Land, -- og Hvalrosserne kan bestige hele
Smaafjælde -- afskærer man dem ved Ebbetid Tilbagevejen og anretter
vældige Blodbad paa Dyrene, der kun bevæger sig langsomt hen over
Fjældene. I Løbet af en Time kan man under heldige Forhold dræbe
indtil et halvt Hundrede Stykker. Og det giver vedkommende
Grønlændere en god Fortjeneste.

Det er Efteraar nu, og Hvalrostrækket gaar nu netop over Tassaralik
ved Nordre-Strømfjord. Jeg er Gæst hos Storfangeren David, en af de
dristigste Hvalrosdræbere. Lejren tæller 8 Telte, alle beboede af
Grønlændere fra Egedesmindes søndre Distrikt. Jagten er endnu ikke
begyndt; man venter paa, at Hvalrosserne skal gaa paa Land.


_Igdluerungneq, d. 17. Sept. 1902._

Intet er mere anstrængende for en rejsende end overdreven
Gæstfrihed, og Indbydelserne har regnet ned over mig i Dag; men den
nordgrønlandske Værtsglæde er ogsaa berømt; selv Sydgrønlænderne, som
nødigt vil staa tilbage i noget, taler derom. Kommer en fremmed til
en Boplads, skal han se og ses -- straks første Dag. Og det anstaar
sig ingen Husmoder af Ære at lade en Gæst træde over sin Tærskel uden
at bespise ham. De Goder, man byder paa i de forskellige Telte, kan
af gode Grunde ikke varieres: først Kød, -- Sælhundekød eller, som
her, Hvalroskød -- og siden Kaffe. En Behagelighed er det, naar man
skal mange Steder, at man ikke behøver at opholde sig længere Tid
blandt sine Værtsfolk end den, der medgaar til at spise og drikke. Er
man færdig hermed, har man gjort sin Pligt og kan roligt gaa. Men at
indtage til Eksempel otte kraftige Kødretter med tilhørende Kaffe
lige efter hinanden -- er noget, man først vænner sig til, naar man
har levet en god Tid blandt Grønlændere.

Da jeg i Løbet af 2-3 Timer havde indtaget mine 8 Maaltider raabtes
der til Fodbold, med den udtrykkelige Motivering, at det var „for at
faa Maden til at sætte sig“. Fodbold spilledes med stort Liv af baade
Mænd, Kvinder og Børn. Flere Mødre deltog med deres Børn i Bærepose,
og det virkede ganske komisk at se dem springe om med de smaa
skrigende paa Ryggen. Kom en af de mindste Deltagere til at sparke
til Bolden, brød et Latterkor løs fra de gamle Koner, som saa til.

„Perûk! Perûk!“

„Gør ham det efter! Gør ham det efter!“

Og man kunde da se gamle gigtsvage Bedstemødre kaste sig ind i
Vrimlen og hæsblæsende springe om efter Bolden -- bare for at komme
til at „perûvokke“ en eller anden Kæledægge.

Fodboldspillet trak længe ud og spilledes med stor Iver. Særlig var
jeg meget overrasket over Kvindernes Udholdenhed. Man holdt først op
ved Mørkets Frembrud.

Da jeg sent paa Aftenen kravlede ind i Davids Telt for at lægge mig
til Hvile, var det ikke uden en stille Bekymring over de Fordringer,
gode Mennesker kunde stille til ens Fordøjelsesorganer.


_19. September._

Det har blæst en Sydveststorm i Nat, og alle har været paa Benene. Vi
vækkedes ved, at Skindteltet var ved at blæse om. Der var ikke Tid
til Paaklædning, blot et Par Kamiker paa. Halvnøgne Mænd og Kvinder
løb skrigende og kaldende om mellem hinanden.

„Hjælp, hjælp! Nu blæser Teltet om,“ skreg en.

„Kom øjeblikkelig!“ raabte en anden.

„Konebaaden blæser i Søen!“

Og man saa nogle omfavne Teltstængerne, andre klamre sig fast til
Konebaaden. Mænd kommanderede, Kvinder skreg, og Børn græd. I
Halvmørket skimtede man den vildeste Forvirring: Telte, der
flyttedes, Konebaade, der bares i Læ, forfjamskede Mennesker, der
faldt over hinanden.

Men Stormen tog sine Tilløb uden at ænse de travle Mennesker, og drev
Søerne ind i den lille Havn, saa Fjæren stod hvid af Skumfraade.

Til Morgen var det ikke til at finde Rede i de forskellige Telte.
Alle var flyttede, og Lejren havde ganske forandret Karakter.

Det er ikke Fangstdag, alle er hjemme.

Davids Svigermoder skænker Kaffen rundt til os. Vi tager den,
liggende paa Maven, og mens der drikkes og ryges, snakkes der om,
hvad der falder de forskellige i Munden. Det haster ikke med at komme
op i Dag; Søvnen var kun tynd i Nat.

„Jeg er nu en gammel Mand med voksne Børn,“ siger David; „men jeg har
dog endnu ikke opnaaet at blive Herre i mit Hus. Svigermoder regerer
os alle sammen. Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes
Sag at bruge Pengene; men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente
med hendes Regimente.“

Svigermoder ler, alle ler, Morgenhumøret er straalende.

Et Vindpust river Teltforhænget op og viser os det fraadende Hav lige
udenfor. Det er snetykt og koldt.

„Man bliver gammel,“ siger David og peger ud paa Søen. „I mine unge
Dage var det saadant Vejr, jeg holdt af at lege i; nu bliver jeg
liggende i Dynerne og bælger mig paa Gammelmandsvis med Kaffe.“

„Fortæl om dine Kajakture, David!“

„Fortælle skal jeg gerne, ikke om mine egne Ture, men om min Kammerat
Ové's Fangstture; dem kender jeg, for vi var altid sammen siden vor
første Ungdom.“

„Fulgtes I altid ad, Ové og du?“

„Ja, vi veg aldrig fra hinanden, saa længe han levede; han var jo min
Fangstkammerat.“

„Men saa bliver det jo ogsaa om dine egne Fangstrejser, du kommer til
at fortælle.“

„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du havde set ham i
Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa
vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa,
jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En
rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver
af os havde en Hvalros paa Slæb. Du véd, at en Fangerem er tre Favne
lang, og vi bugserede dem i hele Længden. Naar Remmen pludselig
strammedes og slyngede os tilbage i hele Linens Længde, hen over
Søtoppene til Fangeblæren, der var fastgjort til Hvalrossen; naar
Søerne slog sammen over os, saa det bare gjaldt om ikke helt at miste
Vejret -- da skulde du bare have set Ové! Engang blev han slugt af en
Sø, der rullede ham ind i sig. Det varede længe, før vi saa noget til
ham. Vi troede næsten, den havde taget Vejret fra ham, da han saa
endelig blev spyttet ud og smilende pustede Vandet ud af sine
Næsebor; da glemte jeg mig selv og Hvalrossen, jeg havde paa Slæb, og
skreg af Glæde, lige til en Sø tog mig med sig og stoppede Munden paa
mig.“

Gamle Edue, Svigermoderen, satte et Fad Hvalroskød frem for os.

„Det var saa rart at faa lidt Ballast i Maven, før man stod op,“
mente hun.

Og vi langede til og gav os til at spise.

„Det er nu vort Brød,“ siger David; „og vor største Glæde har vi,
naar vi forfølger disse Dyr. Jeg plejer at sige til Kvindfolkene her:
„Naar den Tid er inde, da vi dræber Hvalrossen med Harpunen alene,
langt til Søs -- Bøsser dur ikke i Søgang -- saa glemmer jeg baade at
ryge og at drikke Kaffe!“ Saa stor en Tosse er jeg endnu.“

„Du holder meget af Søen, David!“

„Ja, det gør jeg, fordi jeg har Søens Vaner; -- aldrig i Ro længe ad
Gangen. Altid flakker jeg omkring; i Konebaad, naar der er frit
Farvand; med Hundeslæde, naar Isen lægger sig.

I April, saa snart Isen bryder, forlader vi Vinterkvarteret og er
først tilbage igen i November. Vor første Udfart gælder Sælhunde i
Almindelighed -- nu og da blandede med Hvalros -- ved Mundingen af
Strømfjorden. I Juni drager vi paa Angmassætfangst i Omegnen af
Igniarfik. Saa kommer Natârnaqfiskeriet ved Tasseralik, og siden, i
September, efter at have hjembragt de indsamlede Forraad -- tilbage
til Tasseralik efter Hvalros.

Alt, hvad vi saaledes samler ind -- tørret Kød, tørrede Angmassætter
og Natârnaq -- lever vi af om Vinteren, naar det bliver vanskeligt
med Storfangst. Vinterfangsten bestaar i Garnfangst og Jagt ved
Strømhuller. I Reglen kan vi gaa i Kajak her i Distriktet indtil
December.

Fra Marts Maaned til Isbrydningen driver vi Outok-Fangst, naar
Sælerne kravler op paa Isen for at sole sig. Og -- saa har vi været
Aaret rundt.“

„Fortæl noget om din Fangstkammerat!“

„Ja, han var noget ældre end jeg, større og stærkere. Det eneste, der
holdt os hjemme fra Fangst, var Sydveststorm. Men saa morede vi os i
Stedet med at lade Braadsøerne under Land tumle med vore Kajaker.
Dengang forstod ingen af os sig paa, hvad der var farligt. Vi stak
Aarerne ind i Kajakremmene, foldede Armene over Brystet og lod os
begrave af Søerne. De gamle holdt os aldrig tilbage. Ingen ængstede
sig for os. „For vi to var nu eengang bestemte til at leve,“ mente
man, og ganske rigtigt. Ové er først død for nylig i en fremrykket
Alder. Og jeg, jeg lever jo endnu, trods alt.

Aa, du skal høre mere om Ové, det vil more dig. En Sommer vi sejlede
med Konebaad, Ové og jeg fulgte med i Kajak, saa hændte det, at -- --
-- --“

„Kaffebud fra Ejalik's til Kunut!“ raabtes der udefra.

„Saa lad mig bare sluge denne Historie,“ afbryder David.

„Ja, indtil videre,“ -- og saa i Tøjet og ud til Dagens
Besværligheder. -- -- --


_21. September._

Lejren er meget optagen af nogle Spor, Lûtivik har set oppe i
Nærheden af Kingigtok-Fjældet. De var to Gange Fodsbredde, men
aflange. Bjørnespor kunde det altsaa ikke være. Og til at være
Renspor -- alt for store. Ved at følge Sporene et Stykke fandt han en
ganske frisk, halvspist Hare. Det kunde kun være ganske faa Timer
siden, at den var bleven forladt. Da det heraf maatte følge, at Dyret
maatte være lige i Nærheden, og da man for øvrigt vilde vide, at
Kingigtok skulde være Opholdssted for visse Uhyrer, ingen nogen Sinde
var bleven rigtig klog paa, havde Lûtivik bestemt sig til hellere at
forlade Sporene og begive sig hjem, af Frygt for, at det skulde være
en „Qapiarfik“ eller „Kilivfak“, som den ogsaa kaldes. Det var et
glubsk Rovdyr, saa stort, at det kan løbe med en Rentyr i Gabet.
Skyder man et saadant Dyr, kan man længe leve højt derpaa. Tre Gange
kan man spise dets Kød, naar man blot passer paa ikke at beskadige
Benene; saa mange Gange vokser Kødet ud igen.

I Løbet af Natten var der falden en let Nysne over Kingigtok.
Fortræffelig Sporsne! Og sammen med et Par unge Fyre bestemte jeg mig
til Dagen efter at forsøge min Lykke. Vi skulde ro i Kajak over en
Bugt, bære Kajaken et Stykke over Land op til en 6-7 Mil lang Sø og
saa ro lige hen til Foden af Kingigtok. Man ventede sig meget af vor
Jagt. Vi selv var opfyldte af Spænding.

Om Aftenen samledes Mændene i Malanga's Telt, hvor Jagthistorier
afløste hinanden. Man sad rundt om paa Teltgulvet. Kvinderne sad i
Nærheden af Lampen og syede. Ude var det maanelyst og stille. Der
hørtes kun svage Bølgeskvulp nede fra Fjæren.

Malanga fortalte.

Han var en lille Mand paa et halvhundrede Aar -- hurtig i sine
Bevægelser og behændig i sin Tale.

„Der er jo nogle af de unge, der agter sig til Kingigtok i Morgen.
Det er et underligt Fjæld. Lûtivik, hører jeg, har i Gaar set
mærkelige Spor deroppe. Han er ikke den første. Kender I Sagnet om
„den eenøjede Kæmpe paa Kingigtok“?

Jeg skal fortælle det.

Der gaar Sagn om, at der engang herskede stor Nød ved Husene i
Igdluerungneq. Saa udpinte var de til sidst af Sult, at ingen mere
forlod Sovebriksen. Jo, een var der, som jagede for dem alle, og det
var en lille forældreløs Dreng. Naar han fangede en Rype, delte han
den med sine Landsmænd. Fangede han to, kunde Glæden ikke have været
større, om han havde bragt to Sælhunde til Huse. Meget blev der ikke
til hver, men de fik dog altid Smag paa deres tørre Tunger.

En Dag gik han som sædvanlig paa Jagt. Han gik den ganske Dag uden at
støde paa noget levende. Dagen hældede mod Aften, da han naaede
Kingigtok, og han var ved Toppen, uden endnu at have set nogen Rype.
Det begyndte at blive mørkt, men hjem turde han alligevel ikke gaa
uden Bytte.

Som han spejdende følger Fjældet, faar han til sin Forundring Øje paa
et Hus. Og han vidste, at der ikke havde været noget Hus der paa det
Sted tidligere. Han nærmer sig det, ser ingen Mennesker og smutter
til sidst ind gennem Husgangen.

Inde i Huset sad der en Kæmpe. Han var skabt som en Mand, men havde
kun eet Øje. Kæmpens Forbavselse over Mødet var ikke mindre end
Drengens.

„Kan hænde, du trænger til Mad?“ sagde Kæmpen venligt. „Sæt dig ned!“

Saa gik han ud og kom tilbage med en Mængde tørret Kød.

„Spis nu, saa meget du orker,“ sagde han og satte Kødet frem. Drengen
spiste, og hans Sult var afløst af Mæthed, uden at Madbunken syntes
at være bleven mindre. Saa meget var der.

„Nu skal du sove her i Nat. I Morgen skal du gaa hjem, naar du har
hvilet ud. Du skal sove uden at vente noget ondt.“

Saa tilbragte de da Aften og Nat sammen. Da han endelig skulde til at
begive sig paa Vej hjem, gav Kæmpen ham lige saa meget Renskød, han
kunde bære.

„Naar du kommer hjem, og dine Landsmænd giver sig til at spise, maa
du sige dem, at hvor stor Lyst de end maatte føle til at tage lidt
Spæk til Kødet, maa de paa ingen Maade gøre dette. Ikke saa meget som
en eneste Mundbid. Gør de dette, vil du aldrig mere finde mig, hvor
meget du end søger. Følger I derimod mit Raad, saa vil du kunne finde
mig, saa ofte I trænger til min Hjælp.“

Saa gik Drengen, og der blev stor Glæde ved Igdluerungneq, da han kom
hjem. Og de rettede sig alle efter, hvad Kæmpen havde sagt. Et Par
Gange var der rigtignok nogle gamle Kællinger, der begyndte at tale
om Spæk.

„I -- î -- î, om man kunde spise lidt Spæk til -- î -- bare en eneste
Mundbid!“ Men de andre, som hørte dem tale saa, skammede dem ud og
hindrede dem i at følge deres Lyst.

Nogle Dage senere gik Drengen atter op til Kæmpen. Han fandt Huset,
gik ind og blev endnu bedre modtaget end forrige Gang. Under hans
Briks saa han et Kæmperibben, ganske hvidt af den lækreste Talg.

„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde Kæmpen og pegede paa
Ribbenet.

Drengen begreb ikke, hvad det var.

„Jeg har fanget en vældig Kapiarfik,“ sagde han endelig, og da først
forstod Drengen det.

Kæmpen gav sig nu til at skære noget af Kødet fra og kogte Drengen et
forsvarligt Maaltid.

„Det er vanskeligt at finde lidt Adspredelse heroppe. Bliv her i
Aften!“ sagde Kæmpen.

Og det gjorde Drengen.

Ud paa Aftenen begyndte Kæmpen at pynte sig -- til Angakokleg.

„I Aften skal der være stor Angakokfest ved Erkrûtit, og jeg skal
deltage. Følg med!“ siger han til Drengen.

Der var en Snes Mil til Erkrûtit, og det kan nok hænde, at Drengens
Tanker strittede mod Forslaget.

„Vi skal nok være derovre før Daggry,“ sagde Kæmpen beroligende, da
han mærkede hans Betænkelighed. Saa gik Drengen ind paa Forslaget.

Saa gjorde de sig i Stand; den eenøjede tog sin fineste Dragt paa og
begyndte at forklare Drengen, hvorledes han skulde forholde sig.

„Du skal klamre dig fast til min Hals og lukke Øjnene. Aabner du
dem, da vil du blive saa svimmel, at Bugen vender sig i dig, og du
vil falde ned.“

Saa gik de sammen til en Afgrund -- det skal nok have været paa
Kingigtok's øverste Tinde -- og der fik Drengen Ordre til at klamre
sig fast til Kæmpens Hals.

Nu gav den eenøjede sig til at svinge med Armene og lave Kredsløb
ganske som en Fugl, der er ved at lette. Naa, og saa bar det af.
Drengen lukkede Øjnene. En vældig Susen, ganske som om han var midt i
en Storm. Det var alt, hvad han sansede.

„Nu er vi ved Erkrûtit,“ sagde Kæmpen. Drengen syntes knap at have
faaet Tid til at trække Vejret, saa hurtigt var det gaaet. Han
aabnede Øjnene ganske lidt og saa nogle smaa, sorte Prikker langt,
langt nede; det var Husene. Kæmpen begyndte nu at dale ned, idet han
bevægede sig i en Rundkreds.

„Der i det Hus skal Angakokfesten holdes,“ sagde han og pegede paa et
stort, stærkt oplyst Hus. Han spilede nu Armene ud og sejlede gennem
Luften, uden Vingeslag, saadan som store Fugle gør, naar de skal
sætte sig. Saa var de ved Husgangen.

Da de kom ind i Huset, var man allerede færdig til Aandefesten. Hele
Natten gik. De fornemste Angakokker sang og manede, idet de stadig
afløste hinanden.

Først mod Gry fløj de atter tilbage til Kingigtok.

„Sov nu først,“ sagde Kæmpen, „hvil dig uden Uro, op ad Dagen kan du
saa gaa hjem.“

Og Drengen fandt Kæmpens Ord værd at adlyde og blev. Da han siden
skulde gaa, fik han med sig saa meget Kilivfak-Kød, som han kunde
bære; men paa samme Vilkaar som forrige Gang. Ingen maatte spise Spæk
til, hvis han oftere vilde nyde godt af Kæmpens Forraad.

Der blev stor Glæde og megen Undren, da Drengen kom hjem.

„Har du fanget et Rensdyr?“ raabte nogle i Munden paa hinanden.

„Nej,“ sagde Drengen, „det er Kæmpen paa Kingigtok's Tinde, der har
fanget en Kapiarfik.“

Og saa sagde han dem, hvad Kæmpen havde betinget sig og formanede dem
meget til at være fornuftige.

„Thi,“ sagde han, „meget har vi allerede faaet, og endnu mere vil han
give os, hvis vi bare handler efter hans Ord.“

Og alle gav sig til at spise med stor Appetit.

Men det gik nu denne Gang ganske som den foregaaende Aften, at nogle
gamle Kællinger gav sig til at snakke om, hvor dejligt det dog vilde
være, om man turde spise lidt Spæk til. Men de andre, som hørte denne
Tale, blev vrede og skammede dem ud.

Med eet lød der et vældigt Dump udefra. Huset skjalv, og
Vinduesposterne faldt ned paa Gulvet. En af de gamle Kællinger havde
bag de andres Ryg puttet et Stykke Spæk i Munden. Og Kæmpen stod
neden for Vinduerne og raabte ind i Vrede:

„Lidet fortjener I min Hjælp, I ulydige, som ikke agter mine Ord.
Ingen skal oftere finde mit Hus, hvormeget I end vil søge!“

Og saa hørte de kun et Sus i Luften, da han fløj.

Drengen søgte siden ofte efter Kæmpens Hus -- men ikke engang en
Murtørv var der at opdage paa det Sted, hvor det havde staaet.

Her ender denne Fortælling.“

-- -- -- Gennem Teltaabningen kunde man skimte Kingigtok, der stor og
stejl hævede sig over alle andre Fjælde i Omegnen.

Alles Øjne søgte uvilkaarligt derop.

„I mine unge Dage var Fjældet deroppe Renernes Hjemsted om Sommeren.
Der havde de deres nedtraadte Stier, der løb fra Madsted til Madsted
langs Fjældets Skraaninger. Og ingen gik forgæves paa Rensjagt til
Kingigtok!“

Det var Ajunge, en gammel Kone paa 60 Aar, som talte. Hun laa
krumbøjet af Gigt paa Briksen, og hendes hviskende Stemme skjalv,
naar hun blev ivrig. Hun havde siddet halvsovende med lukkede Øjne,
saa længe Malanga talte. Da han tav, vaagnede hun pludselig op.
Hendes Panderynker foldede sig ud og ind, naar hun bevægede sin
blodfattige, blaalige Mund, og en hentørret, knoglet Haand aftørrede
den Taarestrøm, der stadig randt fra hendes hudløse Øjne. Hun
hostede, vædede med Tungen sine tørre Læber og talte:

„Jeg mindes endnu saa tydeligt den Tid, da jeg var ung og deltog i
Rensjagterne som Kødbærerske. Det er længe siden, men jeg er dog
endnu i Stand til at faa alle de gamle Oplevelser til at vaagne. Ak,
det er længe siden, at jeg ophørte at leve; alt, hvad jeg har set, er
nu paa Afstand, saa langt, langt borte. Men gennem Tankerne kan alt
dog endnu rykke helt tilbage, ganske som om jeg saa mit Liv i
Kikkert. Det fjærne bliver nær.

I min Ungdom kunde selv Kvinder fange Rensdyr. Vi var gaaede ud for
at plukke Bær, ikke langt herfra, da en stor Renflok kom hen imod os.
Vi lagde os blot ned i Lyngen. De kom travende lige hen over os, og
da var det, at gamle Lisbeth greb en lille Kalv i Benet og fangede
den. Aa, hvor husker jeg al den Morskab, vi havde med at trække den
hjem.“ -- -- --

Gamle Ajunge har talt for ivrigt, -- et Hosteanfald kvæler hendes
Ord. -- -- --

Aftenen er stille og maanelys. Teltlampernes Skær falder ud over Søen
og taber sig i Natten som bugtende Ildslanger.

De unge har samlet sig uden for Teltene og synger. Langsomt, hvilende
i Klangen, fører Basser og høje Sopraner Melodierne igennem.

Og Tonerne glider ud mellem Fjældene, som høje og stumme tager mod
Maanens Lys, Havets Skvulp og glade Menneskers Sang.




MANASSE


„Ele -- ele -- le -- le!“ skreg Manasse og smed sig paa Slæden. Hans
tre Kæmpehunde sprang i Vejret og rev Slæde og Mand med sig ud over
Isen.

„Ja -- saadan er han!“ sagde Folk, der var stimlede sammen om min
Slæde. „Skal du følge ham, maa du lære dine Hunde et rapt Tempo for
Spring!“ -- --

Det var en tidlig Maaneskinsmorgen i Januar med stille Frost og
dejligt Slædeføre. Manasse og jeg skulde ind over de store Lersletter
bag Sydost-Bugten i Christianshaabs Distrikt for om muligt langs
Indlandsisen at trænge frem til Bopladsen Aulatsivik.

Min Ledsager var kendt for at være en af de mærkeligste Hundekuske i
Nord-Grønland; han kørte aldrig med flere Hunde end tre, men ikke
mange med Forspand paa ti skulde indlade sig paa Kapkørsel med ham.
Det vidste jeg, og derfor lod jeg ham ikke faa noget langt Forspring,
greb min Pisk og lod de morgenglade Hunde springe ud over Isfoden med
mig. Smaagøende snuste de hans Spor op og strakte ud, saa Frostsneen
peb under Slædemederne.

Snart bryder Dagen frem. Himlen i Øst lyser i sarte Frostfarver.
Lette drivende Skyer samler sig om Solrødmen, og Maane og Stjerner
bliver hvide, da Dagen kaster sit kolde Skær ud over Is og Fjælde
.....

Manasse gør Holdt for at klare Skagler; jeg standser mine Hunde og
gaar hen til ham.

„Du har gode Hunde, Manasse; Rygtet lyver altsaa ikke.“

„Rygter lyver altid! Forstaar du -- mine Hunde er bare i
Galgenhumør; deres Anspændelse er som døende Dyrs sidste Trækninger!“
svarer Manasse med ægte grønlandsk Forstillelse; samtidig sender han
dog et straalende Blik til de Hunde, hvis Humør og Kræfter han er en
Mester i at udnytte.

Vi fortsætter og er snart inde i Bunden af Sydost-Bugten. Over
et jævnt skraanende Bakkestrøg med frodig Græsvækst kommer vi
op til de store Lersletter, der er berygtede for deres Sne og
barske Østen paa denne Aarstid. Tvers over Sletterne kommer vi over
Tassiusarssuaq-Fjorden med Indlandsisen i Baggrunden. Vi kører Dagen
igennem paa gammel, jævn Is, og først ved Mørkets Frembrud sætter vi
op paa Land og slaar Lejr for Natten.

Hundene er fodrede og har lagt sig til Hvile ude i Sneen rundt om
Teltet. Soveposerne er bredte ud over Sneen, vi er kravlede ned i dem
og ligger nu paa Maven, Side om Side, og delikaterer os med tørrede
Angmassætter og Spæk. Vore Skaanrogger smager os ikke nær saa godt i
denne Kulde, Legemet trænger til Fedt.

Foran brænder vor Lampe: en Stegepande fyldt med Spæk, som Manasse
har gennemtygget og gylpet ud for at gøre den flydende. Hele
Panderanden er kranset med Væger, Lyset er blændende, Varmen
velgørende.

Ud paa Aftenen begynder Sneen rundt om Panden at tø, Lyngbunden
kommer frem, og Lyng- og Bærduft fylder Teltet. Manasse snuser Luften
ind i sine Næsebor, der er sorte af Lamperøgen, og plirrer fornøjet
med Øjnene.

„Du har lovet at fortælle om Qavdlunakernes Land; nu kan du begynde,
jeg skal imens faa Vandet i Kog.“

Og saa fortæller jeg ham om det Land, der fyldte ham med saa megen
Respekt.

„Er det sandt, at der ogsaa findes fattige i de hvide Mænds Land?“
spørger han pludselig. „Vi tror, at de er rige Herrer allesammen,
saadan som vi er vante til at se dem heroppe i vort Land.“

Jeg fortalte ham om de evropæiske Storbyers Proletar-Kvarterer, og
hans Forbløffelse kendte ingen Grænser.

„Taler du Sandhed? Kan du virkelig i samme By finde Folk, som dør af
Sult, og andre, som har mange Penge liggende, -- Penge, der blot er
til for at føde andre Penge?“

„Ja, Manasse!“

„Men hvad gør da Kongerne og Ministrene? De skulde jo da hjælpe deres
Folk ....

Du kender os Grønlændere; ingen af os har meget, nogle lidet, somme
intet. Men vi hjælpes ad, derfor er det ikke saa tungt at leve. Hos
jer synes det at være anderledes. Jeg har Medlidenhed med eders
fattige; deres Sind maa blive ondt og bittert, som du siger, fordi de
er Vidne til saa megen Overflod, de aldrig faar Del i. Men at være
Rigmand i et saadant Land synes mig dog at være en endnu større
Forbandelse.“

Vandet over Lampen begyndte at koge, og vi bryggede os en stærk Kop
Te.

Der var jo to Ting, Manasse nærede en levende Interesse for, og det
var: Missionærer og Røvere. Hans Fader havde været Missionær i
Cumberland, men havde maattet flygte fra sin Menighed, fordi Stedets
Troldmænd stræbte ham efter Livet.

Hele Aftenen gaar med Fortællinger; jeg opvarter med frygtelige,
italienske Røverhistorier, Manasse fortæller grønlandske Sagn. Jeg
falder i Søvn under en af hans Historier.

Maanen strøg ind gennem Teltaabningen, og Sneen lyste med en gulbleg,
vissen Farve. Det var Dagskæret. Teltet rørte sig ikke. Det var
blikstille med klar Himmel: Fartsdag!

„Manasse -- Manasse!“

Manden var krøben helt ned i sin Pose; en hjertelig Snorken var det
eneste, der tilkendegav hans Tilstedeværelse.

„Manasse, det er Morgen!“

En Stemme inde fra Posen, som fra en Mand, der taler i Søvne:

„Du er min Herre, jeg fulgte dig for at lyde dig; hvad vil du mig?“

„Kog Te!“

Saa kom Spækket frem, og Angmassætterne. Og vi spiste os mætte efter
en lang og fast Søvn.

Sammen med Lyset brød vi op med vore Slæder og trængte videre Syd paa
over Land, indtil vi ved Kysten standsedes af aabent Vand. Vi kunde
den Gang være en 8 Mil fra Aulatsivik, og det var derfor ikke med
synderlig glade Ansigter, at vi slog Hundene om og gjorde Venderejse.
Over Naternak-Sletten vilde vi nu søge at trænge frem i sydvestlig
Retning til Bopladsen Niaqornarsuk, hvorfra vi kunde sættes over til
Aulatsivik i Konebaad.

Over Lersletterne fik vi en frisk Nordenvind med stærk Kulde, der gav
Frost i Næsen. Føret var daarligt, en haard Skorpe havde lagt sig
over Sneen, og Hundenes Poter led derunder. Vinden strøg koldt ind
paa Kroppen, og det var svært at holde Ansigtet frem efter mod
Hundene, da Huden stivnede til Is.

Manasse vender sig om imod mig og raaber:

„Nu er vi i et godt Rendistrikt. Hold Bøssen klar!“

Vi nikker forstaaende til hinanden og kører videre, stadig optagne af
at tø Ansigtet op.

Med eet giver Hundene et saa voldsomt Ryk i Skaglerne, at jeg nær var
kastet af Slæden. De stikker Snuden i Sneen og sprænger frem i
afsindig Galop. Et Øjeblik efter er vi ved friske Renspor.

Der er intet andet at gøre end at holde sig godt fast til Slæden, der
farer hen over Smaasøer, ned over Lerskrænter, svinger til Siderne,
løftes og slynges over Sten, Sneen skuffes som Røg op fra Hundenes
Bagben; der er ikke længere Tale om at vælge nogen Vej, -- bare
gennem ondt og godt over Rensporene.

Denne vilde Kørsel og den vaagnende Jagtiver faar Svedperlerne til at
hagle ned over Ansigtet paa mig, trods Kulde og Blæst, og Hue og
Vanter stikkes ind under Slædens Surreremme.

Vi kunde nu se hele Flokken; der var tretten, to store Bukke førte
an. Manasse, som mente, at vi ikke i det vanskelige Terræn vilde
kunne forfølge Renerne med vore Hunde, stoppede sit Spand og bandt
Forbenene op. Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at
stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min
Ledsagers.

Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen,
da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld
og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der
rejste sig om ham. Først ved en Bakke lykkedes det mig at holde
Hundene an og faa Manden trukket frem af Skaglerne.

Saa blev Hundenes Forben bundne op, og med Bøssehanerne spændte
listede vi os frem over en Bakkekam for at faa Flokken paa Skudhold.

I Tankerne var vi allerede i Færd med at flaa den største af Bukkene
og udmalede os med et Smil den Modtagelse, man vilde give os, naar vi
kom hjem med Dyr. Men kun Skuffelse ventede os. Dyrene havde lugtet
os eller maaske hørt vore Hunde, vi saa intet mere til dem.

Det var næsten mørkt, da vi saa brat fik afsluttet vor Jagt og flove
og tavse vendte tilbage til vore Hunde.

„Hør, Manasse, der gjorde vi vist en Dumhed! Hvis vi nu blot havde
kørt Renerne op med Hundene, saa havde vi vist haft bedre Held
alligevel. Rener skal jo kunne vise sig tamme over for Hunde.“

„Ja, du har maaske Ret!“ svarede Manasse med betænksom Mine. „Havde
du ønsket det før, saa var jeg ogsaa gaaet ind derpaa; jeg følger dig
jo for at lyde dig; -- men nu er det visselig for sent.“

Saa kørte vi i tre Timer, uden at der veksledes Ord imellem os. Men
Maanelys er farligt Lys at køre i over ukendt Land; man ser ingen
Skrænter, alt gaar ud i eet. Vi styrtede med Slæderne ned over en
Skrænt og fandt det derefter raadeligst at slaa Telt.

Hundene er fodrede, og vi ligger atter som foregaaende Aften i vore
Poser. Stegepandens Spæk lyser og varmer, og Vandet i Kedlen begynder
at snurre.

„Fortæl nu ligesom i Gaar!“ foreslaar Manasse med Munden drivende af
Lampespæk. Vi var nu igen ved at se Livet lysere i Teltets Hygge og
bestræbte os ærligt hver især for at glemme Renjagtens Ærgrelser.

Det gik atter syndigt ud over Røvere og Missionærer, og Manasse var
utrættelig i sit Videbegær. Han vil selv ud som Missionær, og en
Aabenbaring har vakt hans Kaldsfølelse. Han er rede til at forlade
Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne.

Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom
Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham
ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare
Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette. Og den ældste af de
to, en Olding, hvis Skæg er lige saa langt som hans hvide Lokker, der
falder ham helt ned over Ryggen, taler til ham:

„Ser du disse Mennesker derude. Der findes gode og onde imellem
hinanden; dem skal du lede paa deres Gang her i Livet.“

Og saa giver den gamle ham en stor Bog, Biblen, med de Ord:

„Af den skal du, og siden de andre, lære!“

Og den gamle forsvinder.

Nu begiver Manasse sig ned til de Mennesker, der er bleven ham
anviste; men Vejen ned til dem er lang og besværlig. Saa leder han
Flokken frem gennem mange Genvordigheder. Efter lang Tids Vandring
kommer de til en lang og smal Gennemgang, hvorigennem de alle skal.
Kun de færreste kommer igennem. Paa den anden Side træffer han den
gamle Mand, der med Glæde i Ansigtet hæver sine Arme højt over ham og
siger:

„Manasse, du har udrettet et stort Arbejde!“

Manasse er bleven højtidelig, og vi drikker vor Te i Tavshed.

Først ud paa Aftenen faar min Ledsager atter Munden paa Gled, og han
fortæller mig et haarrejsende Menneskeæder-Sagn.

Sagnet kan vel -- efter vor Maalestok -- ikke kaldes synderlig
smagfuldt; men jeg gengiver det dog, fordi den Hjerne, som oprindelig
har skabt det, har været saa typisk eskimoisk.


SAGNET OM PIGSSIK, DEN STORE MENNESKEÆDER

Der fortælles, at Pigssik giftede sig med en Pige, der havde mange
Brødre, og at han tog Land, hvor disse boede.

Men saa kom der en Dag, da han begyndte at længes efter sit forrige
Hjem og sine gamle Fangstfæller, og saa satte han sin Kone og sine to
Børn i sin Konebaad og rejste hjem paa Besøg.

Et Stykke fra Bopladsen lagde han til, trak Konebaaden paa Land, slog
Telt, efterlod Familien og begav sig alene til sine Fangstfæller.
Først sent ud paa Aftenen kom han tilbage, og da stod der en fæl
Stank om ham. Hans Mave var frygtelig udspilet, og det var tydeligt
at mærke paa ham, at han havde forspist sig i Lækkerier, som han i
lang Tid havde maattet undvære; men Konen tænkte intet ondt derover.

En Dag foreslog han, at de alle skulde tage ind til Bopladsen, og saa
rejste de. Han havde paa Forhaand lovet dem et stort Maaltid.

De kom til Land og blev elskværdigt modtagne, men da Konen paa Vejen
til Huset kom forbi deres Madskur, fandt hun der ophængt en stor
Mængde Menneskelaar, og da begreb hun, at hun var kommen til
Menneskeædere.

Da de kom ind i Huset, gav man dem en Smule Angmagssætter, det var
alt. Først ud paa Aftenen var der en gammel Kælling, der fra en af
Husets mørke Kroge hviskede noget om Menneskelaar. De bragtes ind og
sattes frem.

„Men Spæk af et ældre Menneske skulde vi vel have hertil,“ bemærkede
en anden gammel Kælling, ligeledes fra en Krog, og det bragtes ind.
Saa gammelt var dette Spæk, at det var bleven helt gult.

Konen lagde Mærke til, hvorledes Pigssik aad. Naar han skulde dyppe
en Bid Kød i Spækket, der randt af Ælde, stak han af bare Iver hele
Haanden ned, og han slikkede den bagefter, saa hele hans Ansigt
skinnede.

Som sidste Lækkeri skulde man spise et Menneske, der var hængt til
Forraadnelse. Der stod en frygtelig Stank om det, og man bad
Pigssik's Kone, som ikke var vant til denne Spise, om at gaa udenfor,
saa længe det stod paa. Da hun siden blev kaldt ind igen, saa hun sin
Mand endnu i Færd med det modbydelige Æderi. Han havde stukket sin
Langemand gennem et forraadnet Menneskehoveds Øjenhuler, boret Hul i
Hjerneskallen med en Kniv og søbede nu smadskende Hjernen i sig.

Det blev Vinter, og Stedets Mænd gik stadig ikke paa Fangst. Men en
Morgen trak de dog deres Vandpelse paa og gik ud. Pigssik's Kone blev
glad, thi nu troede hun, at hun endelig skulde faa Sælkød at spise.
Det viste sig imidlertid, at de kun gik uden for Husene for at lege.

„Saa, saa! En ung Mand har faaet Tag i en ældre Mand!“ udbrød en
Kvinde, som stod ved Vinduet. „Han har kastet ham om!“

„Kom ud med Reb!“ raabtes der, og hun skyndte sig ud med en Kobberem,
og lidt efter kom de slæbende ind med en død Mand. Han blev spist den
Aften.

Pigssik havde en smuk Datter, som nu netop var i sin bedste Alder.
Hende begyndte hans Tænder at løbe i Vand efter. Han lavede sig en
Trækølle af den Slags, som Folk der brugte til at knuse Pandeskaller
med.

En Dag bad han sin Datter om at gaa ud og knuse Lampespæk; selv vilde
han hjælpe hende med at holde Hundene borte. De var neppe komne ud,
før Konen hørte et Skrig, og da hun løb til, var Datteren allerede
dræbt.

„Slæb hende ind, og kog hende til mig!“ raabte Manden.

Konen stak i at græde og formaaede ikke at gøre noget.

„Skynder du dig ikke, skal du selv faa Lov at gaa samme Vej!“ brølte
han i Vrede, og saa slæbte hun Datteren ind.

„Jeg længes efter at smage hende,“ vedblev han, „skynd dig nu med at
flænse hende!“

Og da Konen atter stak i at græde, truede han med at knuse Hovedet
paa hende med, og saa gav hun sig grædende i Lag med Arbejdet.

Liget blev flænset, og hun parterede det og puttede det i Gryden. Ved
et Tilfælde var Hænderne komne øverst, og da Senerne kom i det varme
Vand, greb Fingrene fast i Gryderanden, ganske som om de var blevne
levende og vilde op igen. Og hver Gang hun stødte dem ned, kom de
lidt efter op igen.

Moderen, som ikke vilde have, at hendes Datter skulde blive spist,
tog saa, uden at nogen mærkede det, Urinspanden og hældte den over
Kødet. Da det saa senere blev sat frem, kunde ingen spise det, og
Moderen kunde saaledes bringe det til Side, uden at nogen havde rørt
ved det.

Samme Nat tog hun Hævn for sin Datter, dræbte Manden sovende med hans
egen Kølle og flygtede med sine to endnu levende Børn til sine
Brødre. Der turde Menneskeæderne ikke tage Hævn over hende, og man
hørte siden aldrig noget til dem.

-- -- -- Da jeg sent ud paa Natten forsvinder i min Pose for at
sove, har min Hjerne svært ved at udrede alle Dagens Indtryk:
Nattelejren paa Naternak-Sletten, hvor intet Menneske ellers plejer
at komme saaledes i Vinterens Hjerte, Renjagten, Væddekørslen,
Historier om Røvere og Missionærer, Aabenbaringer og Profetier,
Menneskeædersagn, -- og jeg sover ind med en fast Overbevisning om,
at intet Land i Verden byder den rejsende en saadan Overdaadighed af
Oplevelser som Grønland.




DEN STORE VÆKKELSE I EVIGHEDSFJORDEN


Denne sandfærdige Historie foregik i Aaret 1790 i Evighedsfjorden i
Sydgrønland; og man vil kunne fortælle den paa følgende Maade:

Der var engang en Mand, som hed Habakuk. Han havde to Børn, en Søn og
en Datter. En Dag, da Drengen sammen med Pladsens Børn løb om og
legede med Fuglepile, kom han ved et Pilekast til at ramme sin lille
Søster i Næseborene, saa at Odden kom ud gennem den ene Tinding.
Pigen faldt øjeblikkelig om. Broderen løb hen til hende og forsøgte
straks at trække Pilen ud; men Pilespidsen havde store Modhager, og
da disse holdt igen, maatte han lægge Knæene paa Søsterens Hoved og
trak den saaledes ud. En tyk Blodstraale ramte ham lige i Ansigtet,
og Søsteren udaandede med det samme.

Det var denne store Sorg, som ramte Habakuk og hans Kone Marie
Magdalene; og det var denne Begivenhed, der gav Anledning til det,
jeg nu skal fortælle om.

Dette foregik jo for mange Aar siden paa de Tider, da Menneskenes
Sorger var voldsommere end nu. Det var derfor ikke saa underligt,
at det begyndte at gaa Habakuk og hans Kone galt efter denne
Tildragelse. De fik saa mange Syner og saa mange mærkværdige Drømme,
og alt sammen kom det fra Himlen, sagde de. Og da deres Sind saaledes
var blevet sygt, magtede de ikke længere at skelne mellem Løgn og
Sandhed. Men deres Tale bredte sig blandt Folkene, og deres Ord fik
saare stor Magt over alle.

Da de nu havde faaet megen Myndighed over deres Bopladsfæller,
bestemte de, at al jordisk Ejendom skulde være fælles for Menneskene;
alt Bytte, al Fangst skulde bringes til Habakuk, der uddelte det til
dem, der trængte til det.

Og man bredte store Vandskind ud over Habakuks Gulv, og det blev
Skik, at man paa disse opdyngede Dagens Fangst.

Da alle Bopladsfællerne sluttede sig til Habakuk, faldt ogsaa
Kateketen fra sin Kristendom og sluttede sig til de andre.

Kateketen var en Efterkommer af en dansk Mand, som havde boet ved
„gamle Sukkertoppen“ og hed Bertel Larsen. Kateketen selv hed Josef;
og snart blev der ikke givet ham andet Arbejde end at nedskrive
Habakuks og Marie Magdalenes Spaadomme. Til sidst slap alt Papir paa
Pladsen op, og han maatte nedtage Husets Skindtapeter og skrive paa
dem.

Alle Fangerne var snart saa optagne af alt det, der gik for sig hos
Habakuk, at de ikke mere tog paa Fangst, men levede af deres
Vinterforraad. Kun en enkelt Mand sluttede sig aldrig til Profeten;
det var Sem.

En Dag, da der som sædvanlig var Møde, og Profeten talte om sine
Aabenbaringer, gik han ind i Huset for at høre derpaa. Han fortæller,
at da han kom ind, slog en underlig Lugt af Orm op i Næseborene paa
ham.

„Hvorfor lugter I alle sammen?“ sagde han til dem, da han gik, og
søgte dem aldrig siden.

Men min Bedstemoder har fortalt mærkelige Ting om, hvad de foretog
sig hos Habakuk. Naar en eller anden af Tilhængerne uden nogen som
helst Grund følte Trang til at græde, brast hele Forsamlingen i en
forfærdelig Graad, og de græd, saa Snottet stod dem ud af Næsen, og
de slyngede det op paa Væggene, der efter en saadan fælles Graad
kunde være ganske slimede. Men naar saa pludselig en i Forsamlingen
slog sig paa Maven og gav sig til at le, gjorde alle de andre det
samme. Og de kunde da le saaledes, at man skulde tro, Alvor aldrig
mere kunde falde over dem.

Naar Habakuk holdt sine Taler, kunde Forsamlingen gribes saadan af
Længsel efter det evige Liv, at de begyndte at hoppe i Vejret, der
hvor de sad, og min Bedstemoder fortæller, at de nøgne Kvinder kunde
sidde og hoppe saa inderligt op mod Himlen, at hele Huset genlød af
Svup fra fede Bryster. -- -- -- Det var jo i de Tider, da man ikke
gik med Uldtrøje ...

Pludselig kunde saa Habakuk standse sin Tale, nævne et Navn og
erklære, at den og den nu var kommen paa den rette Vej; og straks for
alle Mænd ud af Huset, greb deres Bøsser og saluterede, for at Himlen
kunde høre, at Menneskene var glade over den store Frelse.

Somme Tider søgte de ogsaa op til Kirkegaarden, tog hinanden i
Haanden, sluttede Kreds om Gravene og sang Salmer for de døde.

Paa den Tid var der ved Pladsen en Kvinde, der ikke længere var
ung. Man fortalte, at hun altid gik smukt klædt i en hvid
Faareskindstrøje. Det var i de Tider, da Faareskind var Handelsvare
deroppe. Men en Dag begyndte man at beskylde denne Kvinde for at fare
med Trolddom og Hekseri; og Forargelsen voksede. Til sidst kastede
Mændene sig over Kvinden for at dræbe hende, og de førte hende ned
til Havet under alle Haande Pinsler; der var dem, der gik med lange
Teltstænger og stødte hende i Skridtet og Underlivet. Ved Havet bandt
de en Sten om Halsen paa hende og kastede hende ud. Da hun var meget
fed, gik hun ikke til Bunds, men Stenen holdt Legemet lodret i Vandet
indtil Navlestedet; hun sprællede et Øjeblik med Benene og druknede.

Ud paa Aftenen kom en Fangstmand ved Navn Hosias hjem. Da han saa
Liget svømme paa Havet, bugserede han det til Land, trak det op og
gav sig til at hamre paa hendes Hænder med en Sten, indtil Arm og
Haand lignede en Vandmand. Saa kastede han hende ud i Havet og lod
hende føre bort af Strømmen.

Der var en anden Kvinde, som de ogsaa beskyldte for Hekseri; hun
havde en Søn ved Navn Paulus. Men da Kvinden vidste, at de en Dag
vilde falde over hende og myrde hende ved Pinsler, bestemte hun sig
til hellere selv at dø.

Og en Morgen tidlig gik hun hen og vækkede sin Søn og spurgte ham:

„Paulus, maa jeg springe i Havet?“

„Ja!“ svarede Sønnen, som søvndrukken ikke vidste, hvad der blev
sagt, og Kvinden løb ud og kastede sig i Havet.

Men Sønnen, som nu pludselig begreb det skete, styrtede ud efter
Moderen, men fandt hende aldrig siden. Hun havde kastet sig ind under
Isfoden ved Fjorden.

Men Bedstemoder fortalte ogsaa, at Marie Magdalene, naar Folk kom for
at bevidne hende deres Agtelse ved at trykke hendes Haand, altid
skelnede skarpt mellem dem, hun gav sin hele Haand, og dem, hun blot
berørte med sin lille Finger.

Paa den Tid, da den store Vækkelse greb stærkest og vildest om sig,
rejste Bertel Larsens anden Søn, Frederik Bertelsen, som dengang var
Kateket ved „gamle Sukkertoppen“, ind og talte med sin Broder Josef
og foreholdt ham og sine Landsmænd det formastelige i deres Færd; men
hans Formaninger nyttede intet.

Men da ingen Præsts Formaninger kunde gøre Indtryk paa Befolkningen,
hændte der hen mod Foraaret noget, som vakte Folks Fornuft.

Man havde nemlig lagt Mærke til, at Profeten lang Tid igennem havde
haft saadan en besynderlig Trang til at lade sig lyske af unge
Kvinder, og han lagde da ofte sin Haand paa Steder, som ikke sømmede
sig for en Profet.

Se, den Slags Ting begyndte Mand og Mand imellem at tale om, og det
varede ikke længe, før Frafaldet blev aabenlyst. En Dag, da en Mand,
som hed Justus, kom bugserende med en Hvidhval, og Habakuk som
sædvanlig kom ud og raabte, at han skulde lægge til uden for hans
Hus, lo Justus og svarede, at Habakuk vist for Fremtiden maatte nøjes
med at kommandere over den Fangst, han selv bragte til Land. Denne
Hændelse blev det store Adskillelsens Tegn, og snart var Habakuk og
Marie Magdalene igen ganske almindelige Mennesker, som ingen tog
Hensyn til.

Og et Tilfælde blev Aarsagen til, at Habakuks Lære og mange
Aabenbaringer ganske gik tabt for Efterverdenen; thi da Frederik
Bertelsens yngste Søn fangede sin første Sæl, samlede man hele den
Bibel, Habakuk og Marie Magdalene havde dikteret Josef, og brugte den
til at koge Gildesuppen paa.

                                                Fortalt af
                                                    „_Gamle Sidse_“
                                                    fra Holstensborg.




ØSTGRØNLÆNDERE




INDHOLD


                                                 Side

  Indledning                                      113

  Ægteskabsdramaet i Lindenowsfjord               121

  Sakua's Død                                     124

  Mordet paa Katiaja                              126

  Aviaja og hans Slægt                            130

  Aandemaneren Autdaruda                          133

  En Sjæleraners Saga                             169

  Den usaarlige Uase                              173

  Manden, som holdt for meget af sin Kone         182

  En Historie om Hungersnød                       186

  En Fristelse                                    189

  Fanden plager dem                               195




I Sommeren og Efteraaret 1904 traf jeg -- dels i de nærmeste
Distrikter Nordvesten for Kap-Farvel, dels ved Kangigdlinguaq, Sønden
for Prins Christians-Sund paa Østkysten, -- østgrønlandske Stammer
fra Bopladserne Syd for Angmagssalik-Gebetet, -- Stammer, som i
forskellige Hold var indvandrede til Vestkysten for at lade sig døbe.

Alle disse forhenværende Østgrønlændere var trods deres Daab meget
lidt aandeligt paavirkede og talte endnu deres egen Dialekt. Efter
inderste Overbevisning ansaa de vel den kristne Lære for bedre og
visere end deres egen, derfor havde de jo antaget den; men de havde
paa ingen Maade i Hjertet erklæret Hedningetroen for et Bedrag, men
tog den nu nærmest som noget, der var forbudt af Hensyn til den nye
Tro.

Alle de hedenske Mysterier, alle de overnaturlige Kræfter, der
tidligere var Aandemanernes Hjælpere, eksisterede endnu, men _turde_
eller _vilde_ blot ikke mere aabenbare sig for dem, efter at de havde
forraadt dem til de kristne gennem deres Omvendelse.

Der var tidligere mange Mennesker langs Østkysten, fortalte de; de
boede i store Huse, der kunde rumme flere Konebaadslag. Om Vinteren
især levedes der et broget Samliv, hvor man Aftnerne igennem
underholdt sig med Aandebesværgelser, Sangkampe, Smædeviser og
Sagnfortællinger.

Det var en glad Tid -- men ogsaa en farlig Tid!

I alle de øvrige Aarstider arbejdedes der strengt for at skaffe
Forraad og Klæder. Da laa man i spredte Teltlejre rundt om paa de
gode Fangstpladser. Hver Dag havde sine Begivenheder. Mændene var
optagne af deres Jagter, Kvinderne flækkede Kød til Tørring og
beredte Skind. Alle sled sig trætte, sov tungt og havde kun Lyst til
at være gode mod hinanden.

Men om Vinteren derimod, naar mange Mennesker samledes, og
Forraadskamrene stod fulde, og alles Ønsker kun gik ud paa at korte
de lange, daadløse Vinternætter, da kunde Menneskene blive helt
anderledes. Megen Mad og Stillesidden, Lyst til Handling og
Forandring fik dem til at yppe Klammerier; gamle Mellemværender
opgravedes, Haan og giftige Ord æggede til Hidsighed, og midt ind i
Vinterens Madgilder kunde da fremkaldes Begivenheder, hvor
Menneskene, hidsede af Ærgerrighed og Bopladsfællernes Tilskyndelse,
glemte al Medfølelse med hinanden og ofte under de besynderligste
Paaskud undsagde hinanden i Smædeviser, opførte Tvekampe og begik de
afskyeligste Mord.

Mordlysten kunde hos enkelte udarte til en ren Mani, til Sindssyge;
og de Fortællinger, altid Selvoplevelser, som jeg hørte hos disse
nydøbte Østgrønlændere, giver Indtryk, der er vidt forskellige fra de
Forestillinger, man ellers gør sig om de fredsommelige Eskimoer.

Og disse Beretninger synes mig at faa dobbelt Interesse, fordi de
skildrer de sidste Krampetrækninger af en isoleret Stammes Liv.

Alle Sydøstgrønlænderne er nu, paa een Familie nær, indvandrede
til Vestkysten og døbte; og de vil snart gaa fuldstændig op i
Befolkningen der.

Jeg nedskrev under mit Ophold iblandt dem en Del af deres Traditioner
og Sagn, foruden en mindre Ordsamling.

De sidst indvandrede ankom i Sommeren 1900, og de fortalte, at der
endnu var een Familie tilbage i deres Land: det var den gamle
Kunigsarfik -- „Kyssetøjet“ --, hans Kone, to Sønner, tre Døtre og en
Svigersøn. Den gamle Husfader havde faaet en Undsigelse af Autdârutâ
-- „Konebaaden“ --, de sidst ankomnes Fører, der beskyldte ham for at
have røvet hans Søskendes Sjæle; og den gamle, som ikke havde turdet
modtage Udfordringen, var flygtet Nord paa, da alle andre rejste
bort, og siden havde man intet hørt om dem. Enten lever de endnu paa
en eller anden afsides lille Plads, ganske alene paa den vældige,
folketomme Kyst; eller ogsaa er de sultede ihjel i et ugunstigt
Fangstaar.

Om Vestkystrejserne i Almindelighed skal jeg her blot meddele, at de,
efter gamle Nuissartoq's -- nu døbt Rosine's -- Opgivelse, har fundet
Sted, saa længe Østkysten fra Umîvik og Syd efter var befolket; men
efter Nâlangarajik's (d. v. s. Graah) Ophold iblandt dem begyndte de
at drage Vest paa for at bosætte sig og lade sig døbe. Graah havde
opfordret dem dertil, og flere Konebaade fulgte efter ham. Det hændte
ogsaa, at der kom Folk helt oppe fra Angmagssalik for at handle paa
Vestkysten; men det var sjældnere, da disse maatte være tre til fire
Aar om Rejsen frem og tilbage. De indskrænkede sig derfor i Reglen
til at tiltuske sig Varer hos sydligere-boende, der havde været ved
Handelssted.

Rosine fortalte, at Angmagssalikerne var de nordligst-boende, hun
kendte. Hun havde ganske vist hørt fortælle, at der endnu længere mod
Nord skulde leve mærkelige Mennesker uden Rumpe; de spiste ikke, men
sugede blot Næring til sig af Kød. Men gennem mange Slægtled har
ingen set noget til dem, og nu kender man dem kun fra Sagnene.

               *       *       *

I det følgende skal jeg skildre nogle Episoder fra Livet i
Sydøstgrønland under Opløsnings- og Udvandringstiden.

Da jeg har ment, at Eskimoernes egne Skildringer og Opfattelse af
Forholdene havde størst almenmenneskelig Interesse, holder min
Fremstilling sig nøje til mine forskellige Kilders Fortællinger og
Udtryk. Kun saaledes, synes jeg, kunde Beretningen om disse
Menneskeskæbner faa deres fulde kulturelle Betydning.

Disse Bemærkninger forudskikker jeg udtrykkeligt, for at ingen skal
tro, at jeg har „lavet Literatur“ paa visse opsamlede Fakta.

Det var til en Begyndelse ikke nogen let Sag at faa noget
sammenhængende at vide. Disse Mennesker havde jo dels selv fortrudt
deres Fortid, og dels havde de nu lange Tider igennem faaet deres
hedenske Handlinger fordømte af Præst og nye Landsmænd.

Rygterne svirrede om mig, da jeg kom til Lejren -- for det
meste kolporterede af gamle kristne Koner, der trængte til lidt
Tungegymnastik. Og Rygterne overdrev naturligvis og løj som alle
Rygter. Saa bestemte jeg mig til foreløbig intet at gøre, blot leve
sammen med dem, selv være saa meddelsom som muligt og forøvrigt blot
vente paa en Lejlighed, da Trangen til at fortælle overvandt
Reservationen.

Det lykkedes mig omsider at vinde de nydøbtes Tillid, og de gav mig
under mit Samvær, uden Omsvøb, Skildringer af de Begivenheder, der
havde været hovedbestemmende til deres Indvandring til Vestkysten og
den dermed følgende Omvendelse til Kristendommen; Skildringer, som
giver det grelleste Billede af et lille Samfunds Opløsning. Sjældent
er mere dyriske Handlinger bleven øvede af Mennesker, som af Naturen
havde ufordærvede Hjerter; aldrig har Øde, Isolation og aandelig
Stagnation drevet gode Mennesker til mere afsindige Raaheder.

Men jeg føler det som min Pligt, før jeg gaar nærmere ind paa
Fortællingerne, at understrege, at jeg sjældent paa mine Rejser har
levet sammen med gladere, mere medgørlige og godmodige Mennesker end
disse Østgrønlændere, der, om de havde levet i en civiliseret Stat,
vilde have været hjemfaldne til Skafottet for de grusomste Mord ...

Belysningen af de Tragedier, der er bleven udspillede mellem disse
ensomme Stammer paa Grønlands Østkyst, har ogsaa en videnskabelig
Betydning; _thi disse Tragedier, der berettes af Øjenvidner, viser,
at de gamle eskimoiske Sagn i langt højere Grad, end man tidligere
har troet, er Eskimoernes egen Historie_, der traditionsvis er
overleveret til Slægterne. Man har før ment, at de fleste af Sagnene,
der aabenbarede saa megen Grusomhed, var Fantasifostre, der kun havde
deres Oprindelse i en eller anden yderst spinkel Tildragelse, som var
bleven udpyntet til fælles Underholdning. De mange Hjerteløsheder,
der omtales, „Mænd, der spiser deres Koner“, „forældreløse, der
mishandles“, „hensynsløse Blodbad paa Kvinder“, -- Emner, der
behandles meget hyppigt i de eskimoiske Sagn, -- er sikkert alt
sammen Oplevelser, der samvittighedsfuldt er bleven berettede fra
Generation til Generation. De nye Fortællinger fra Østkysten godtgør
dette.

Intet Folk faar saaledes en Historie, der i Tilværelseskampens
Bitterhed, i Mindernes Uhygge kan sidestilles med Eskimoernes.

Tidligere har man altid fremhævet Godmodigheden, Fredsommeligheden
som den Egenskab, der mest karakteriserede Eskimoerne.

De var saa gode og skikkelige!

Ja, vel er de godmodige, og fulde af Tørst efter Fred -- trods alt!
Saa meget desto mere beundringsværdige! Men glem derfor ikke, at de
dog først og fremmest er Mennesker, der i egentligste Forstand formes
af den Natur, der omgiver dem.

Eskimoens Sind kan være blankt og solmættet, som Vandet en
Sommerdag i de dybe, varme Fjorde. Men det kan ogsaa være vildt og
skaanselsløst, som selve Verdenshavet, der æder sig ind i hans Land!

               *       *       *

Sofie Poulsen var den, der gav mig de første Oplysninger. Hun hed
oprindelig Besuk. Da hun kom til Vestkysten sammen med tre
Konebaadsbesætninger i 1900, var hun Neqigssanoq's anden Kone.
Neqigssanoq har i Daaben faaet Navnet Emanuel. Sofies Medhustru var
hendes ældre Søster Singime, i Daaben kaldet Helene.

Da det var deres Agt at lade sig døbe, blev det dem meddelt, at de
skulde slaa sig ned i Frederiksdal, det gamle Hernhutersted, Sønden
for Julianehaab, og der skulde de gaa til Daabsundervisning hos
Præsten. Straks maatte da Emanuel give Afkald paa den Kone, han sidst
havde taget. Det var nemlig en gammel Praksis hos Missionærerne der
paa Stedet, at Kirken kun anerkendte den første Kone som en Mands
eneste retmæssige, ganske uden Hensyn til Mandens Sympatier;
Medhustruen blev erklæret for at være Enke.

Saaledes skete det, at Sofie, der altid havde været sin Mands
Favoritkone, maatte trække sig tilbage til Fordel for sin ældre
Søster og anlægge det sorte Topbaand, der i Grønland bæres af Enker.

Sofie saa sig nu pludselig uden Forsørger, og hendes lille Datter,
der blev hos hende, regnedes for faderløs. Fra offentlig Side blev
der ingen Understøttelse tilstaaet hende; ja, det skulde da være
Forstanderskabets nedværdigende Fattighjælp, om det skulde gaa saa
vidt. (Det er jo Sagen uvedkommende, at Præsten privat var meget
godgørende over for Sofie.)

Hvad værst var: Efter Fraskillelsen, der jo var paatvungen af
Kirken, ansaa Emanuel sig for at være uden Forpligtelser mod sin
forhenværende Hustru og Datter. Der blev nu anvist de to en Familie,
de kunde tage ind hos; der fik de Kosten, mod at Moderen skulde gøre
alt Pigearbejde i Huset. Klæder maatte hun selv se at skaffe sig, og
det var ikke altid saa let.

Det er en gammel Skik i Sydgrønland, at enhver, der kommer ned til
nyfangen Sæl, faar sin Part: et lille Stykke Spæk af Mavepartiet, paa
en tre-fire Tommers Længde og en god Tommes Bredde, med Skindet paa.
Det spises raat med Hud og Haar og kaldes Tamorassâq: „Tyggebid“,
fordi det er saa behageligt at tygge; man kan blive ved at tygge en
saadan Tamorassâq en hel Time igennem. Det er meget yndet af
Kajakmænd paa lange Fangstrejser; der paastaas, at naar man har en
Tamorassâq i Munden, bliver man hverken tørstig eller sulten.

Disse Smaaparter, som hun kunde faa ved at gaa ned til Stranden, naar
Fangst bugseredes ind, samlede hun sammen om Foraaret i Klapmydstiden
og solgte dem. Paa denne Maade skaffede hun sig nogle Smaaskillinger,
som hun anvendte til Tøi; men det kneb selvfølgelig med at faa
Pengene til at slaa til, og hun maatte derfor i Reglen nøjes med
gamle, aflagte Klæder, som hun lappede sammen.

Skilsmissen havde gjort et dybt Indtryk paa Sofie, og hun hader nu af
et oprigtigt Hjerte baade sin Søster og Mand. For Resten har
Forholdet til Søsteren aldrig været godt, da de begge var meget
skinsyge.

„„Jeg vil have ham alene for mig!“ sagde jeg til min Søster; men det
samme sagde hun naturligvis til mig, og da min Mand i Reglen foretrak
mig, fordi jeg var yngre, var min Søster altid ond imod mig,“
forklarede Sofie.

Derfor kan hun ikke tilgive sin Mand, at han svigtede hende. „Tal
ikke om den skamløse!“ siger hun, naar man nævner ham. Men paa den
anden Side syntes Emanuel heller ikke at være falden ganske til Ro
ved Kirkens Afgørelse. Det viser følgende lille Tildragelse, som
Sofie fortalte mig:

Engang sidste Vinter, da hun en mørk Aften skulde hente Vand ved det
fælles Vandsted, hørte hun Knirken i Sneen bag sig. Da hun vendte sig
om, saa hun en Mand komme løbende efter; hun genkendte straks
Emanuel.

Hun blev bange, vendte sig om og raabte:

„Nej, nej! Jeg vil ikke mere have noget med dig at gøre!“ Og saa gav
hun sig til at løbe, alt hvad hun kunde. Han satte efter hende, skød
en Genvej, naaede hende og var ved at gribe hende i den ene Skulder;
men hun sprang til Side, snoede sig fra ham og løb videre.

„Vent, vent dog; jeg har noget at sige dig!“ raabte Emanuel.

„Nej, du har ikke mere noget at sige mig!“ svarede Sofie og gav sig
nu til at skrige for at paakalde Folks Opmærksomhed. Saa først
standsede Emanuel og raabte efter hende:

„Man kan mærke, at det ikke er dig, som gaar med Graaden i Halsen!“

Og siden har han ikke søgt hende .....

       *       *       *       *       *

Under mit Ophold i Teltlejren fortalte denne Sofie mig efterhaanden
hele sin Stammes skæbnesvangre Historie fra de sidste Aar paa
Østkysten. Og da jeg saaledes først havde visse Fakta at gaa ud fra,
faldt det mig siden ikke saa vanskeligt gennem Spørgsmaal at faa de
Oplysninger, jeg søgte.

I de følgende Beretninger har jeg søgt at gaa de originale eskimoiske
Fremstillinger saa nær, som det var mig muligt i en dansk
Oversættelse.




ÆGTESKABSDRAMAET I LINDENOWS-FJORD.


Besuk fortæller.

„Der var en Mand, som hed Oqartaqangitseq, „den tungeløse“, og han
boede ved Lindenowsfjord; vi havde dengang Vinterplads ved Nunagssuk
lige i Nærheden.

Oqartaqangitseq havde tre Koner: Atarajik, Qiorartoq og Katiaja, og
de levede i et stadigt Uvenskab og Jalousi.

En Aften blev Katiaja, den yngste af Konerne, rasende over, at deres
Mand ikke vilde ligge ved Siden af hende -- han havde nemlig lagt sig
hos Atarajik -- og saa sprang hun op paa Briksen, nedskar en
Remmesæls Urinblære, der var fyldt med Krudt, smed den paa Gulvet,
sprættede den op med en Krumkniv og satte en brændende Vægepind til.

Der lød et forfærdeligt Brag. Huset blev sprængt i Luften, og et af
de Mennesker, som befandt sig derinde, blev slynget helt ud i Sneen.
Alle, som var i Huset, mærkeligt nok paa Katiaja nær, blev aldeles
forbrændte, ganske sorte i Kødet, og al Huden var sveden af dem.

Oqartaqangitseq og Atarajik, der havde to smaa Børn, tænkte ikke et
Øjeblik paa sig selv, skønt de var de mest forbrændte. De bar deres
smaa Børn ud i Sneen og gned deres hudløse Legemer med den bløde Sne;
først da de var ved at fryse ihjel, tog de dem igen op til deres
Legemer for at aande dem varme.

Huset var ødelagt. De kunde ikke straks komme ind for kvælende
Krudtrøg; men efterhaanden som Røgen trak ud, kravlede man ind og
tændte Lys. Det viste sig nu, at Atarajik's Krop var fuldstændig
afsveden; al Huden var flaaet af. Børnene var bedre, men dog ogsaa
stærkt medtagne. I Huset kunde de ikke blive, og allerede næste Dag
forlod de Bopladsen i Konebaad og kom op til os.

Men Atarajik maatte de efterlade døende; hun var saa afkræftet, at
hun ikke kunde føres ned til Konebaaden.

En Dag samme Vinter var jeg henne for at se paa det ødelagte Hus; der
saa uhyggeligt ud og stank endnu af Krudt.

Henne i et Hjørne laa Resterne af Atarajik. Hendes Krop var helt
sort; Ravnene havde hakket Øjnene ud paa hende og spist Partiet om
hendes Skuldre, saa de hvide Knogler stak frem. Stakkels Atarajik!
Ingen havde kastet hende i Havet!

Hendes Mand, som de havde faaet ned til Nunagssuk, fik derimod en
anstændig Død. Da de kom med ham, laa han i Bunden af Konebaaden med
nogle Skind over sin brændte Krop. Han led forfærdeligt, kunde næsten
ikke tale, og man maatte lægge Øret helt ned til hans Mund, naar man
skulde forstaa ham.

Han laa nogle Dage i Huset og stønnede af Smerte. Men saa blev han
træt til sidst og sagde til sine Koner, at de skulde føre ham til
Havet.

De vidste nu, at han ikke vilde leve længere, og saa klædte de ham i
Fangstdragt, saaledes som vi plejer at gøre ved Lig. Han vred
Ansigtet i Smerte, da de trak Pelsen ned over de dybe Saar; saa bar
Konerne ham ud og satte ham paa en Skrænt, der faldt ud i Havet.

Det blæste en Sydvest og var et stygt Vejr; en stærk Brænding brød
mod Land.

Man fortæller nu, at han, da han sad sammenkrøben deroppe paa
Klippen, havde betænkt sig et Øjeblik, da han saa ned i de brydende
Braadsøer.

Da hans Koner saa dette, havde de foreslaaet at føre ham ind i Huset
igen. De vilde saa gerne beholde ham som Mand, da han var saadan en
god Fanger.

Det blæste, Sneen faldt, og det smaaføg. Manden krympede sig i
Trækninger, hver Gang Snefoget strøg ind over ham.

„Nej, jeg vil dog aldrig blive Mand mere!“ havde han sagt, og saa
havde han styrtet sig ud i Havet.

               *       *       *

Mordersken Katiaja var en mærkelig Kvinde. Hun var høj og smuk med
lys Hudfarve. Hun havde Kræfter som en Mand og gik paa Fangst, medens
hun var ugift, sammen med Mændene. Hun havde i Reglen flere Hunde end
disse.

Jeg husker saa tydeligt en Vintermorgen, hun var gaaet paa Fangst,
før det var bleven lyst. Dagen havde neppe gryet, før hun kom kørende
hjem igen med en stor „befostret“ Remmesæl paa Slæden. Da var Mændene
knapt komne paa Benene; og denne store Sæl (vejer c. 6-700 Pund)
havde hun ganske ene trukket op paa Isen.

I Kajak kunde hun ogsaa ro og fange med Harpun; hun var endda
heldigere i sin Fangst end Mændene. Ja, hun var en mærkelig Kvinde,
morsom at være sammen med, men farlig!

Da hun blev gift, hørte hun op med at gaa paa Fangst. Efter Mordet
paa sin Mand og sin Medhustru begik hun endnu et Mord. Det var
Ijajup's Enke; jeg kan ikke rigtig huske, hvad hun hed, det var vist
Niarajuak.

Enken var ganske uskyldig, men Katiaja beskyldte hende alligevel for
at skade sine Landsmænd ved Aandebesværgelser.

Det var Løgn.

En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men
dræbte ikke Niarajuak,

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/34747