← catalogue

Minna

by Karl Gjellerup · Danish · Gutenberg #33562 · 542,424 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of Minna
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: Minna

Author: Karl Gjellerup


        
Release date: August 28, 2010 [eBook #33562]

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/33562

Credits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
        Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK MINNA ***




Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net





Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet, men
forfatterens inkonsistente stavning er i øvrigt bevaret. Symbolet #
er brugt til at angive spatieret tekst i originalen, mens _ er brugt
til at vise kursiveret tekst.




 MINNA




 KARL GJELLERUP

 MINNA

 GYLDENDALSKE BOGHANDEL -- NORDISK
 FORLAG -- KJØBENHAVN OG KRISTIANIA
 MDCCCCXVIII




 Krohns Bogtrykkeri.




 Helliget Erindringen om min uforglemmelige Ven Kammerjunker
                      F. V. BERREGAARD
             kgl. Skovrider i Hanenau paa Falster




FØRSTE BOG




I


Semestret ved Polytechnicum havde været temmelig anstrengende, og det
begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, hvor jeg desuden boede i
en af Altstadts mindre Gader, der vel var renlig og net, men ikke
just synderlig luftig. Jeg følte ofte en hjemlig Længsel efter det
danske Sund. Hvor smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de
dog kun ringe Afkjøling, og naar man endnu mellem ni og ti slæbte sig
op paa den Brühlske Terrasse og gispede efter en Luftning, viste
Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader Reaumur. Dette var for
saa vidt trøstende, som det godtgjorde, at man havde en utvivlsom
Menneskeret til at svede, og at det var en undskyldelig Extravagance,
hvis man nød en Portion Is udenfor Cafféen, hvor der var behageligt
at sidde mellem Søilerne og høre Brudstykker af Concerten i
»Wienergarten« hinsides Floden.

Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning
at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv
forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade
var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk. Jeg var strax paa
det Rene med, at jeg maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid
Is var endnu ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig
for det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk
Indtryk hos mig, skjøndt jeg, i Lighed med de fleste Reisende, kun
havde seet det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa
Nedveien fra Bastei.

Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station
og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her
om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker,
mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det
løber fladt ud mod Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende
spredte Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig
over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred er een stor
Bjergbue, med en eneste Gjennembrydning midtveis, den lille Dal, hvor
det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og næsten kun præsenterer
sig med de to Gjæstgivergaarde, den nøgne ny og den overgroede gamle,
hver paa sin Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store
forbiglidende Flod. Tilvenstre for denne Dal hæver sig Basteis
blaagraa, lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og
Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, de
smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige
Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høie. Til den
anden Side af Rathen derimod strække de sig som en vedvarende
Gjennemskjæring af Bakkedraget, og oppe over dets Skovbølger seiler
Lilienstein som et uhyre Pantserskib. --

Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv
drev den frem; thi den var tøiret til en Tønde, der vippede et
halvthundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at
gjøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gjennem en Tridse
oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med
sit Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, at
han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, end de
Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde set
producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde
man ikke undre sig derover; det blinkende Vand rundt om syntes mindre
at sprede Kjølighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine
mange nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspeil, hvis
Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og
Færgemanden om, at det ikke var noget kjøligt Opholdssted, jeg havde
udset mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale »Grunde«; -- og
desuden, naar jeg en Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg
ikke saa let derfra igjen. Kan hænde, at ogsaa Skjæbnen havde sin
Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok
til, at den kunde have gjort sig den Uleilighed. Forresten var det da
ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig
afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag
-- det er nu fem Aar siden -- er jeg ikke i Stand til at besvare
dette Spørgsmaal.

En eller anden Digter -- det er vist forresten nok en meget berømt
en, -- skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt som i tunge
Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tør naturligvis ikke sætte mine
Ord mod hans, især da de ere gjentagne saa tidt, at de næsten ere
Alverdens; men ellers vilde jeg mene, at det i saadanne Tider var
endnu sørgeligere, naar man slet ingen lykkelige Øieblikke havde at
se tilbage paa. Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg
kan, søge at hensætte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der
fulgte efter.

Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at finde et
Logis. De to Gjæstgivergaarde havde kun de allerringeste Værelser
tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev vist fra Herodes til
Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa over den lille klare Bæk og
opad de smaa Trappe-Stier -- fra en Skomager paa den ene Side til
Bageren paa den anden, over igjen til Vægteren og tilbage til
Kjøbmanden; men enten var Værelset udleiet, eller der var to
forbundne, som blev mig for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig
som det eneste Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte.

Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trøstig paa Døren til
Lærerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. Han vidste ikke, om
Læreren var hjemme, forsvandt et Øieblik og foer mig derpaa forbi og
op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Støvler i Haanden;
derefter brød han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke.
Snart viste Skolelæreren sig, prydet med disse Eiendele, og med et
halvt søvnigt, halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han
havde ganske rigtig to Værelser ledig, men de leiedes kun ud under et
og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg beklagede skuffet, at
jeg til ingen Nytte havde gjort ham Uleilighed, og han trøstede mig
med, og jeg sikkert kunde faa et enkelt Værelse i den nye
Pensions-Villa ved Siden af.

Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saae meget elegant ud: den
havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad
Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilveirs, og Haven, som jeg
allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjerget med
grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrækkende nu end
alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende
paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det
mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus
overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjertelig kjed af
saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab af Herrer
og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, -- det saae mig mindre og
mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig lettet, da en
Tjenestepige, som ved en Omdreining af Gangen nær var løbet paa mig,
kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget
overlegen og spottende Maade: -- nei, her leiede de rigtignok ingen
Værelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa
Bakken. Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig
ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den og
præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed,
uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt,
som om det aldrig kunde beboes.

Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bækken, og kravle en
halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier og Stentrapper
til Randen af Bakken. Nærved saae Huset ikke synderlig beboeligere
ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og Brædder rundt om; de fleste
Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Træk. Døre smeldede
i, og fra Kjelderen hørtes en grov Kjællingerøst, der ødslede med
herlig lange Eder og Forbandelser, som vulgært Tysk besidder. En Mand
laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelér -- aabenbart for første Gang;
en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, vendte Hovedet ved mit
Komme og viste mig et kjønt, blegt Ansigt med en rød Plet paa den ene
Kind, som om hun nylig havde faaet en vældig Ørefigen. Da jeg spurgte
efter Vært eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder,
der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i
Kjelderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren
Kjælling, hvis brede Mund aabenbart havde været Udgangsport for de
omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun tørrede i sit Forklæde,
jeg strax mistænkte for at have været i nær Berørelse med Pigens
Kind. Under det opkiltrede Skjørt havde hun bare Ben, der var ganske
krumme, med flade og ligesom udtraadte Fødder.

-- Naa, Herren vil have et Værelse her, sagde hun -- ja, saa er det
saamænd paa Tide, for der er kun et tilbage, -- naar det skal være
enkelt .... Naa, se til, du kan faa fat i Gulvskruppen, tossede Tøs!
er det maaske dig, der skal vise Herren om? .... Det er oppe paa
anden Sal, -- vær saa god.

Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Værelse. Lyst og navnlig
luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen Vinduer sat i;
Rammerne var ikke engang malede. Derimod var der graat Tapetpapir
paa Væggene, med nogle Fugtighedspletter paa; trods Luftigheden
syntes jeg ogsaa, at der lugtede en Smule muggent.

Inden jeg imidlertid kunde gjøre en Bemærkning herom, begyndte hun at
rose Værelsets Fortræffelighed og tale om, hvor tilfredse de
tidligere Logerende havde været, -- uanseet at vi begge meget vel
vidste, at Huset ikke før havde været beboet. -- Jeg spurgte om
Prisen; den var en halv Snes Mark høiere, end jeg mente at kunne gaa.
Hun forsvor sig paa, at det var Spotpris, ikke dyrere end andre
Steder, trods det at her var langt bedre; der var ikke Flodtaage som
nede ved Elben, eller lummert som i Dalen, man nød den rene
Schweizerluft og havde en Udsigt som ingen andre Steder; og endelig
var der de herlige, skyggefulde Promenader, som hørte til Huset, og
hvor de Logerende kunde spadsere, naar de ikke vilde gaa længer bort.
Til disse »Promenader« kom hun bestandig tilbage, idet hun roede om i
Luften med sine snavsede Labber, for at antyde deres overordentlige
Udbredelse, og idelig gjentog Ordene: »da'rim und dort'nim«.

Enden paa det blev, at vi mødtes paa Halvveien. Hun lovede, at Alt
skulde være fix og færdig, naar jeg kom otte Dage senere, ved Feriens
Begyndelse. Jeg gav hende en Thaler i Haandpenge, og gik, meget glad
over at være kommen til et Resultat.

Da jeg traadte ud, maatte jeg sande Kjællingens Ord om den smukke
Udsigt. Tilhøire saae man ind over et klippebegrændset, skovrigt
Dalstrøg; ligefor førte en Sidevei af Byen ind til en hyggelig
Savmølle i Begyndelsen af Amselgrund, der snart lukkede sig om
det klare Vand med sine grønne Graner og graa Stenmasser;
tilvenstre aabnede Elbdalen sin Krumning under de solede Stenbrud,
der kastede deres Speilstøtter ned over Floden, hvor Tømmerflaader
og et Par sorte Baade med store Seil langsomt gled bort med
Strømmen. Nedenunder En laa alle de tegltækte Træhuse og
Bindingsværksbygninger, der for største Delen var næsten overgroede
af Vin; af Villaer fandtes der, foruden de to omtalte, heldigvis kun
en, som tilmed var beskedent skjult; fra alle Skorstene krusede blaa
Røg sig op og flød ud i Luften, hvor der dannedes et tyndt Slør tvers
over Dalen, og langs igjennem den blinkede Bækkevandet mellem
glindsende Pileblade og dunkelt Elleløv. Hvor det var idyllisk, og
hvor det var tydsk! Jeg følte mig usigelig lykkelig over at skulle bo
en hel Maaned ude i denne Herlighed og begyndte uvilkaarlig at synge:
»Guten Morgen, schöne Müllerin!« Saa tav jeg igjen for i fulde Drag
at fylde Brystet med den friske, krydrede Luft, -- Schweizerluften,
som Kjællingen havde kaldet den. Men jeg maatte le ved Tanken om
hendes »herlige, skyggefulde Promenader«, da man heroppe kun saa
spredte Frugttræer paa den høie Mark og lige ved Skrænten et Par
Birke, hvis lange Vidier legende rystede deres smaa blinkende Blade i
Sollyset.

       *       *       *       *       *

Da jeg havde spist paa Elbterrassen og saa mig om efter Opvarteren,
traf jeg ham i Samtale med min Bekjendt, Skolelæreren. Denne røg af
en Pibe med store Kvaster og et Par Hjortetakskroner, som ingen
Student behøvede at skamme sig over, og som aabenbart var hans
Stolthed. Kanasteren lugtede behagelig -- det var, som han siden
betroede mig, af den ægte gamle Altstädter -- og han drak
Münchenerøl: -- altsammen ubedragelige Tegn paa en Mand af finere
Smag og Levemaade. Han hilste strax paa mig og lykønskede mig til at
have fundet Logis. Jeg kunde ikke have valgt noget bedre Sted i hele
Sachsisk Schweiz end Rathen; der var Udflugter i Mængde herfra, som
var lidet kendte; jeg skulde blot se ind til ham, saa vilde han give
mig Anvisning. Derpaa spurgte han mig om, hvad for Landsmand jeg var,
og da han hørte, at jeg var Dansk, bemærkede han strax ganske
fornøiet, at han ogsaa havde været i Danmark -- i fireogtreds; og
hermed var det aabenbart slet ikke hans Mening at sige mig noget
Ubehageligt, men blot at bringe et Berøringspunkt tilveie, hvilket
ogsaa for saa vidt fandtes, som jeg var godt kjendt i Koldingegnen,
hvor han i længere Tid havde ligget i Kvarter. Nu blev han helt ivrig
i at spørge, om jeg kunde huske #den# Gaard og #det# Hus, #den# Skov
og #de# Bakker -- han angav med Pibespidsen den gjensidige
Beliggenhed paa den brogede Dug -- og det var ham magtpaaliggende at
faa at vide, om den tykke Ole Larsen endnu havde Gaarden med
Kampestenslængerne og det grønne Stakit, eller om den var gaaet over
til Sønnen Hans, der havde ligget paa Lazaret sammen med ham i
Flensborg.

Saa begyndte han at tale om den Træfning, som han var bleven saaret
i.

Jeg kan ikke sige, at denne Samtale var mig enten ganske behagelig
eller egentlig pinlig. Der var noget Tiltalende i den Ligefremhed,
hvormed Tydskeren talte om den Tid paa, og i at mærke, hvor liden
personlig fjendtlig Stemning saadanne Krige efterlade -- og
alligevel var der en Følelse af, at Alt ikke var, som det skulde
være.

Jeg benyttede derfor et Øiebliks Pause til at spørge om, hvad det var
for en fin Villa, jeg havde forvildet mig op til.

-- Det er Kammerherre v. Zedlitz's, sagde han; de boer her hver
Sommer, naar han ikke maa være hos Kongen i Pillnitz. En fornem
Familie, som man ikke ser videre til; men de bidrager godt til
Skolekassen -- Gud bevares .... Og de har en lille Lærerinde, -- naa,
ja det vil De nok selv opdage, -- en nydelig Pige! Hun er lidt i
Familie med mig, -- ikke fordi jeg ellers kjender synderlig til
hende. Det er saamænd Synd at sige, at hun er paatrængende, hun kunde
være det en hel Del mer, uden at jeg just skulde tage hende det ilde
op.

I det samme lød Dampskibspiben nede fra Floden. Jeg bød Skolelæreren
Farvel og skyndte mig ned paa Broen.




II


En Uge derefter tog jeg afsted Klokken otte om Morgenen.

Som sædvanlig kom jeg ombord i det sidste Øieblik. Da jeg havde faaet
mine Pakkenelliker anbragte og begyndte at se mig om, vare vi
allerede ved Albertsbroen; Byen havde faaet sin Profil med de smukke
Taarne over den Brühlske Terrasse. De ragede op mod klar Himmel, men
over os var der disigt, og fremefter endogsaa temmelig mørkt. Det
trak kjøligt; jeg spændte min Plaid ud af Remmen. Da vi dampede hen
under de tre Slotte, var det knap, at man kunde se Byen mer, og da vi
naaede Loschwitz, begyndte det at regne. Det vil sige, regne gjorde
det egentlig ikke -- men -- --

-- »Nu, -- es nieselt ä Bissel«, -- sagde en tyk »Dräsener« til sin
Ægtehalvdel, der spørgende stak Hovedet ud af Kahytsdøren.

Da vi lagde til skraas over for Blasewitz, gik de Nyankomne strax ned
i Kahytten, og Damerne forsvandt fra det vaade Dæk. Snart fortrak
ogsaa Herrerne, en efter en. Den sørgelige Sandhed lod sig ikke
længer skjule: det øsede ned.

Jeg tændte en Cigar og gik ned i Røgkahytten. Den var fuld baade af
Mennesker og af Røg. Overalt dreiede Samtalen sig om Veiret. En
langhaaret Professor, der fik sig sin »Frühschoppen«, udviklede for
en Kreds Andægtige, at naar det efter en saadan Varme paa denne Tid
begyndte at regne, saa blev det aldrig ordentlig Veir før til
September. Imidlertid trommede Regnen paa Taget, indtil den holdt op
med at tromme og begyndte at plaske. Det blev saa dunkelt om En, at
man følte sig ligesom blændet af det unaturlige Mørke. Gjennem de
drivende Kahytsvinduer kunde man neppe skjælne Vin-Terrasserne og
Haverne paa Bredden.

Da jeg havde røget ud, gik jeg ind i Salonen. Derinde fandtes der
ikke en ledig Plads, og desuden var der saa beklumret, at jeg ikke
følte mig fristet til at hente en Tabouret ind. Jeg traadte ud i
For-Rummet, hvorfra Trappen gik op til Dækket. En ung Dame med et Par
Smaapiger havde taget Plads herude. Jeg tog en Tabouret ned fra
Stablen, hyllede mig ind i Plaiden og satte mig ligeoverfor Trappen.

Det friske, fugtige Lufttræk var mig behageligt, skjøndt det ofte
førte et lille Bad med sig, hvis Draaber blev hængende i Plaidens
Uld. De øverste Trin vare pjask-vaade; i Hjørnet af en sort
Persenning, som paa Dækket var bredt over noget Reisegods, maatte der
have dannet sig en Pyt; for der sprøitede bestandig et lille
Springvand op derfra.

Den unge Dame, der sad paa den anden Side af Salondøren, trak et
lille Bind op af sin Taske og fordybede sig i Læsning.

Men hun fik ikke megen Ro; for den mindste af Smaapigerne, et meget
pyntet lille Væsen med hørgule Lokker, gav sig til at tude, og
skjøndt det paa en Maade virkelig var det mest passende, man kunde
gjøre under disse Omstændigheder, maatte Gouvernanten jo tale hende
til Rette. »Lisbeth vil høre mer,« sagde den ældre Pige, og den Lille
bekræftede denne Formodning ved at klynke: »Videre om Peter! Videre
om Peter!«

-- »Skam dig dog for den fremmede Herre, Lisbeth!« hviskede den unge
Pige; »troer du, han har Lyst til at høre om Peter?«

Den Lille suttede snøftende paa sin Pegefinger og betragtede mig med
store misfornøiede Øine. Dette Barneblik, som saa tydelig sagde:
»Hvorfor kan du ikke skrubbe af?« generede mig i høi Grad. Jeg følte
mig som En, der havde trængt mig ind og frygtede for, at jeg maaske
kunde gjøre Situationen vanskelig for den nette, unge Gouvernante;
sandsynligvis havde hun været glad ved at være ene herude med sine
forkjælede Myndlinge.

Jeg gjorde derfor Mine til at befri dem for min Nærværelse, men den
unge Pige tilkastede mig i det samme et skjælmsk Blik -- #hvor#
skjælmsk, vidste hun vel neppe selv -- der tydelig nok sagde, at mit
Selskab var hende behageligt, skjøndt just ikke paa en for mig
synderlig smigrende Maade: hun længtes ikke efter at berette »videre
om Peter«. Jeg besvarede altsaa hendes forklarende Smil med et
forstaaende, satte mig fastere tilrette og udholdt med stoisk Ro et
langt Vredesblik fra den skuffede Lille. Det var mig meget behagelig,
paa saa billig en Maade at kunne gjøre min smukke Naboerske en lille
Tjeneste.

Hun var nemlig smuk, ja paa sin eiendommelige Vis endogsaa en lille
Skjønhed, det havde jeg ved denne Leilighed tilstrækkelig opdaget.
Hendes Ansigt hørte til den firkantede Type; det var meget
regelmæssigt, og da hun var brunet, havde det, overfladisk seet,
noget sydlandsk ved sig. Men Næsen var ægte tydsk: kort, lige og
saare beskeden. Ved Læberne var der det Særlige, at Modellering og
Farve faldt fuldkommen sammen og vare lige væsentlige, medens man
ellers saa ofte ser, at Læberne enten kun ere modellerede eller kun
malede, eller ogsaa at Farven træder ud over Formen eller ikke slaar
til, saa at de snarere forvirre end understøtte hinanden. Hvis man
kunde tvivle om, at der var tilstrækkelig Ben i Næsen, saa modsagde
dette Læbepar bestemt al Sigtelse for Karakterløshed. Hagen og
Kindrundingen var noget af det Fineste, som jeg har seet. --

Hun syntes at være af Middelhøide og snarere lidt mager end fyldig.
Hendes Paaklædning var ikke synderlig moderne, hvilket jeg godt kunde
lide; men hvad der især tiltalte mig, var hendes Hovedbedækning. Det
Aar var nemlig nogle skrækkelig høie og spidse Hatte paa Moden,
besatte med kunstige Blomster, og jeg havde netop inde i Salonen haft
Leilighed til at forbavses over den Grad af Smagløshed, som de kunde
udvikle sig til. Men hun bar en lille baret-agtig Straahat med blaat
Fløil paa Skyggen og et sølvgraat Slør.

At gaa med et smukt Slør paa en Tid, da det ikke netop er Mode, viser
altid en Dames gode Smag -- og en Smule elskværdig Behagelyst. Jeg
kan heller ikke tænke mig hos den Tilbedte nogensinde at savne
Sløret, denne Livsseiladsens Festvimpel, der fra det Fjerne og i
Trængsel viser, hvor man skal styre hen, som altid faar vort Hjerte
til at banke, undertiden skuffer os .... Saa, nu taler jeg allerede
om Forelskelse, hvad jeg dog den Gang slet ikke tænkte paa. Skjøndt
-- naar tænker man ikke paa det? Kvindeverdenen deler sig dog for os
i to Dele: -- dem, som det er mer eller mindre muligt for En at
forelske sig i, -- og alle de Andre, blandt hvilke man egentlig føler
sig som i Mandfolkeselskab. -- Og denne Gang var jeg tydelig nok i
Kvindeselskab.

Vi vare seilet et godt Stykke, inden jeg havde samlet dette første
Indtryk; for jeg turde naturligvis kun i Ny og Næ kaste stjaalne
Blikke derhen. Alligevel gjorde jeg det dog maaske hyppigere, end der
strengt taget kunde findes Paaskud til. I alt Fald bemærkede jeg, at
hun blev rød paa Halsen lige under Øret og bøiede sig dybere ned over
Bogen, som ingenlunde var en Foliant, skikket til at skjule sig bag.

Denne lille Tyksak af et Bind begyndte at plage min Nysgjerrighed, en
ægte Reise-Regnveirs-Nysgjerrighed, der kaster sig over enhver
Gjenstand i Nærheden. Gamle tydske Oversættelser af Cooper og Walter
Scott have omtrent dette Format, og jeg havde allerede dømt hendes
Lekture til at henhøre under denne agtværdige Kategori, da en
pludselig Dreining af den røbede, at den tilhørte en endnu
agtværdigere: -- det var et Lomme-Lexicon.

Denne Opdagelse gav mig endnu mere Interesse for den unge Pige, og
jeg betragtede hende med en vis Rørelse. Jeg forestillede mig,
hvorledes trykkende Omstændigheder havde tvunget hende til at tage
imod en af disse ubarmhjertige Gouvernante-Pladser, hvor der fordres
alt muligt og lidt til, saa at hun var nødsaget til at benytte
ethvert ledigt Øieblik til at forøge sine Kundskaber ad den korteste
og tørreste Vei, og maatte indtage en vis Dosis Gloser daglig _in
natura_, som en bedsk men styrkende Medicin under denne
Torne-Vandring.

Naar en saa skjøn Ungdommelighed faar de trange Kaars dunkle
Baggrund, kan den derved kun vinde i Glands og Relief; hvis hun
havde været en forkjælet Frøken, som slog Tiden ihjel med en
Leiebibliotheks-Roman, saa vilde hun have interesseret mig langt
mindre.

Skjøndt denne Interesse burde have været saa selvfornægtende, at den
ikke vilde forstyrre hende, saa pønsede jeg, oprigtig talt, ikke paa
Andet end paa at gjøre det og faa en Samtale i Stand. Det er
ydmygende at maatte tilstaa det, men min Opfindsomhed drev det ikke
til videre end til to Gange at gaa op ad Kahytstrappen, i den
Forudsætning, at den unge Pige vilde spørge mig, om det klarede (hvad
det forresten absolut ikke gjorde). Da dette Spørgsmaal udeblev, var
jeg lige vidt.

Jeg havde prøvet og forkastet flere Indledninger, da den mindste Pige
begyndte at klynke over, at hun frøs. Den stakkels Lærerinde saae
ingen anden Udvei, end at tage sit eget Shawl af og svøbe hende ind
deri. Da jeg selv er temmelig kuldskjær, kunde jeg levende føle, hvad
det maatte være for hende at komme af med Shawlet, især da jeg havde
lagt Mærke til, hvor velbehagelig hun trak det fastere om Armene og
puttede den lille Hage ned mellem de bløde Folder.

Jeg følte, at min Tid nu var kommen, og tilbød hende ridderlig min
Plaid. --

Som jeg havde ventet, afslog hun det meget venlig; -- jeg trængte jo
selv til den og vilde sikkert forkjøle mig.

Da jeg saa meget mindre kunde benægte dette, som jeg plagedes af en
Snue, der allerede et Par Gange havde faaet mig til at nyse saa
voldsomt, at den lille Pige var bleven bange og den større havde haft
sin Nød med ikke at briste i Latter, saa vidste jeg ingen anden
Udvei, for dog ikke at slippe altfor flovt fra det, end at sige, at
jeg vilde ind i Røgkahytten, hvor jeg dog ingen Brug havde for
Plaiden.

Den unge Pige haabede, at det ikke var hende, der forhindrede mig i
at ryge her, men jeg holdt fast ved, at jeg paa ingen Maade vilde
plage hende med Tobaksrøg, hvorved jeg smykkede mig med en
hensynsfuld Finfølelse, som slet ikke tilkom mig. Jeg havde desuden
nu trukket frisk Luft, og det blev mig i Længden dog en Smule for
kjøligt, føiede jeg til; det lykkedes mig saaledes at tiltræde mit
Tilbagetog, efterladende min Plaid som -- #sans comparaison# --
Joseph sin Kjortel.

Da jeg atter sad paa den voxdugsbetrukne Bænk i det lille kvalmende
Rum, havde tændt mig en Cigar og faaet et Glas Øl sat foran mig,
kunde jeg ikke skjule for mig selv, at mit første Forsøg paa en
Tilnærmelse egentlig ikke havde været synderlig snedigt, da en saa
grundig Fjernelse var bleven dets umiddelbare Følge. En lidt
dristigere Cavaler havde maaske faaet maget det saaledes, at man var
enedes om Brugen af det meget lange Shawl, eller hvis det var
utænkeligt, saa kunde den lille Pige være bleven sat ved Siden af mig
og dækket til. Kort sagt, jeg havde baaret mig ad som en rigtig
Dumrian, fandt jeg, og jeg ærgrede mig saa meget mere derover, som
det forrige Opholdssted i og for sig var behageligere, og jeg mente
allerede at spore Anlæg til Hovedpine.

Det gav et Stød, og vi laa stille. Ovenover slæbtes der med
Kofferter og Kasser. Det var Pirna. Jeg saae ligegyldig ud paa
Kjøbstadens Smaahuse med de mange grønne Træer og paa Kirkens høie,
teltagtige Tegltag -- og mindre følelsesløst paa dens Akropolis,
Sonnenstein, tidligere en Fæstning og nu en stor Sindssygeanstalt.
Canalettos Pensel har mangfoldige Gange forherliget dette Billed, men
altid i bedre Belysning end det nu havde. Men som om Naturen vilde
bøde paa denne Mangel, gled der netop nu et Solglimt over
Slotsgavlen.

Nu, da jeg gjenkalder mig denne Scene, synes jeg, det var ligesom om
en himmelsk Finger pegede paa denne Bygning for at henlede min
Opmærksomhed paa den og røre mit Hjerte med en Anelse om de Følelser,
med hvilke jeg senere skulde betragte den -- med hvilke jeg nu, da
jeg skriver dette, ser den for min Sjæls Øie, indtil mit legemlige
blændes af Taarer, og jeg er nødt til at lægge Pennen fra mig. Men
den Gang betød denne pegende Straale intet andet for mig end et
glædeligt Tegn paa, at Veiret klarede. Dette Lys blev gradvis
stærkere og bredte sig, da Mure og Gavle begyndte at bevæge sig og
langsomt glide tilhøire. Jeg skimtede endogsaa en Smule blaa Luft
over dem, og idet Kirketaget forsvandt, havde det en mat Blyglands.
Men saa vaskede Regnen igjen ned ad Ruden.

Efterhaanden som vi kom ind i Sandstenslandet, lød Regnen mindre
heftig. Af Røgkahyttens dampende Beboere forsvandt den Ene efter den
Anden og hørtes trampe ovenpaa.

Ogsaa jeg gik op. Det regnede temmelig tæt, men Draaberne blinkede i
et mælkehvidt Lys, der sivede igjennem, uden at man ret vidste
hvorfra. Stenfladerne i de gamle lave Brud, der her ere ganske
brunrøde, syntes at have faaet Fernis, og af den bakkede Bred
tilhøire lyste en bleggrøn Skovtop gjennem Regntaagen -- vistnok et
godt Stykke borte. Regnen, der næsten var holdt op et Øieblik, blev
tættere igjen, men samtidig tog ogsaa Lysningen til.

Jeg gik ned ad Kahytstrappen og traf ganske rigtig mit Selskab i
Forrummet. Gouvernanten læste ikke længer, men fortalte heller ikke
Historier, da hendes lille Plageaand var falden i sød Slummer. Denne
Gang afventede jeg ikke Spørgsmaalet, om det klarede? men fortalte
strax, at det saae ud til at blive godt Veir. Den unge Pige smilede
ganske fornøiet, og takkede mig for Laan af Plaiden, som hun gav sig
til at lægge omhyggelig sammen; da den var saa stor som en lille
Selskabsdug, maatte jeg hjelpe hende dermed, og vakte hendes
Munterhed ved at tage keitet fat; der var netop saa megen Plads, at
vi kunde stramme den ud i hele dens Længde, og saa manøvrerede vi
henimod hinanden paa den bekjendte Maade, til vore Hænder mødtes. Men
før jeg kunde faa sagt Noget, var hun med et hurtigt »Tak« allerede
sprunget op ad Trappen, overladende det til den større Pige at purre
den Lille op.

Der var snart overfyldt af Passagerer paa det fugtig glindsende Dæk,
hvor man endnu ikke kunde sidde paa Bænkene. Kun enkelte Draaber
glimtede gjennem Luften, som var ganske fugtig varm; oventil blaanede
Himlen, Floddalen stod endnu fuld af en lys Em, og Skovene paa
Klippeterrasserne dampede saa stærkt, som om enhver Grantop var en
lille Skorsten, hvorfra en fin blaa Røg krusede sig tilveirs og
opløste sig i Solglandsen.

Forude glitrede Flodvandet skarpt og blændende. Man saae allerede et
Par Smaahuse af Rathen ved Foden af Basteis lodrette Fjeldmure og
bagved dem en underlig vild og sønderrevet Klippemasse,
Gamrigsstenen, som jeg havde bemærket fra mit Vindue.

Jeg gav mig til at lede efter min Smule Reisegods, som endelig
fandtes i god Behold under Persenningen. Saaledes havde jeg ikke
faaet Tid til at se mig mere om efter den smukke Reisefælle, da
Raabet lød: »Rathen, am Steuer absteigen,« og jeg fik travlt med at
trænge mig agterud med mine Sager. Da jeg naaede derhen, saae jeg til
min Glæde det graa Slør vimple forrest i Rækken, og strax efter gik
hun over Landgangsbroen med sine Smaafolk.

Inden jeg havde faaet fat i en Drager, vare de komne mig af Syne.




III


Hvis jeg maatte raade, saa skulde der paa et af de mest fremragende
Punkter i denne Egn opstilles en Skamstøtte for den Mand, som har
opfundet det skrækkelige Navn: »Sachsisk Schweiz«. Sikkert er det, at
Ingen har skadet den smukke lille Klippe-Egn mer, end ikke
»Bjergforeningerne«. Nu kommer enhver Besøgende hertil enten med en
Erindring eller et Phantasibillede af Schweiz som Maalestok,
sammenligner og vrager, og gjør sig vigtig med, at han har seet eller
tænkt sig noget ganske anderledes Storartet, hvad det stakkels Land
jo slet ikke har bedt ham om.

Men naar man kommer herhen uden nogen Fordring og tager Landet som
det er -- fremfor Alt, naar man ikke tager det i Turiststormskridt,
men lægger sig smukt hen for at leve og nyde, -- hvilken Rigdom af
Naturskjønhed byder det En da ikke, fuld af Modsætninger, som ere
forsonede i en ganske eiendommelig idyllisk Landlighed: Goldhed og
frodig Fylde, vild og steil Sønderrevethed og dyrkede Fladstrækninger
findes Side om Side eller over hinanden, og fra lys dirrende Hede
træder man umiddelbart ind i fugtig-sval Skygge. Og #hvor# udvider
Lungerne sig i en friskere og mere sund krydret Luft end den, der
stryger hen over disse Høider og fylder disse Skove og Klippedale?

Men for rigtig at finde sig til Rette, maa man sætte sig ind i denne
Egns eiendommelige Natur, og forstaa, at det ikke er et Bjergland,
man færdes i, men en Høislette, som ved Vandflod er bleven kløvet,
gjennemgravet og udskyllet, hvorved Stenen er kommet frem snart som
Furernes Vægge, snart som Ruiner midt i dem, saa at Klipperne mindre
danne den ophøiede Del af Landskabet end dets Fordybninger. Derfor
undres man i Begyndelsen over at se en frodig grøn Mark runde sig
oppe over en brat Klippevægs ru Stenhud, som en Fløielssadel paa en
Elefant, og man forbavses ved, efter at have gaaet gjennem bølgende
Rugmarker, under sine Fødder at se et af disse vilde og forrevne
Klippepartier med en Uendelighed af Tinder og Taarne og hundred Fod
høie Sandstenskegler. I Begyndelsen ærgrer man sig næsten lidt over
denne Modsætning, men man ender med at holde af den. Og ovenpaa
denne Høislette med et Klippeland under sig, er saa igjen disse
enkelte Bjerge skudt op, der paa Afstand væsentlig give Landet dets
Physiognomi, et vortet Physiognomi, hvis jeg tør bruge et uædelt
Billede; thi sete i nogle Mils Afstand ligne de mest af Alt
Kjæmpevorter, disse »Stene«, enten de nu kaldes Kongestenen,
Pavestenen, Liliestenen og hvad de alle hedde; ja selv det totusind
Fod høie, uendelig langstrakte Snebjerg er kun en mere storartet
Variation. -- Enkelte, som de forbundne Vinterbjerge, emancipere
sig ganske vist fra Typen men de ere ogsaa lige paa Grændsen, og
efterhaanden som man kommer ind i »det Böhmiske«, bliver en
almindeligere Bjergnatur fremherskende. Rigtignok ligger
allerede »Schneeberg« inde i Böhmen, og overhovedet er Grændsen
mellem Bjergformerne ikke trukken saa skarpt som den mellem
Kaffe-Kvaliteterne: for denne er i den første bøhmiske Flække saa
fortrinlig, som om man allerede var i Karlsbad, medens man i den
sidste sachsiske drikker den berømte »Bliemchen-Kaffee«, et Dekogt,
der skylder sit Navn den Egenskab, at man igjennem det kan se en
lille Blomst, som er malet i Bunden at Koppen.

Jeg havde netop efter Middagen nydt det sædvanlige Maal af denne
Drik, der paa ingen Maade truer med Hjertebanken. Den foregaaende Dag
havde jeg smagt paa den bøhmiske i Prebischthor og to Dage før -- --
kort sagt, jeg havde rørt mig ganske godt og var ikke oplagt til
nogen længere Udflugt. Jeg sad og døsede ved mit Vindue og
overveiede, om jeg gad være over at gaa ned i Amselgrunden. Det var
meget varmt og blikstille. De lette Skyer, der vare ligesom tværede
ud i den graablaa Himmel, havde et rødligt Skjær. Det solbeskinnede
Græs og Løv straalede ikke, men havde en mere intensiv grøn Farve end
ellers; Skyggen mellem Klipperne var uigjennemsigtig, og
Slagskyggerne, som de kastede paa hinanden, havde ingen skarpe Rande.
Ovre i Grunden kukkede en Gjøg uafbrudt, hvad den allerede havde
gjort i timevis, og denne regelmæssige Lyd bidrog til hele Naturens
søvndyssende Virkning .... Jeg havde afgjort ikke Lyst til at gaa
mange hundrede Skridt bort; -- men sove kunde jeg ikke, læse gad jeg
ikke, og om at skrive Breve kunde der ikke være Tale.

I denne Raadvildhed faldt de »skyggefulde Promenader« mig ind. Jeg
havde hidtil ikke savnet dem, men nu vilde det nok have været mig
kjært, om de havde haft en nyttigere Existens end den i Værtindens
Praleri. I det samme faldt mit Blik paa en lille Allé af unge Birke;
den begyndte ganske pludselig en halvhundrede Skridt fra mit Vindue,
som den stilede imod; men snart bøiede den om og forsvandt bag den
kratbevoxede Rand af Bakken, der temmelig brat sænkede sig ned mod en
lille Kjedeldal. Jeg havde ment, at denne Birke-Allé hørte til den
fine Nabovilla; men det var mig nu paafaldende, at den ikke ved nogen
Art Gjærde var adskilt fra denne Jordlod, der hørte til vort Hus, og
som var optaget af et Stykke med Kartofler, et Par Salatbede, nogle
Rækker Ærteris og en Græsmark; denne var det, som pludselig stoppede
for Alléen, og længer henne stødte den op til Krattet paa
Bakkeranden, hvor man heller ikke saae noget Hegn eller Rækværk. Det
var altsaa muligt, at ogsaa det øverste af Afhanget tilhørte min
Værtinde, og at den saa pludselig afbrudte Allé kun ventede paa en
Fuldendelse af det paabegyndte Anlæg for at forene sig med en Gang
fra Huset; dernede kunde følgelig de skyggefulde Promenader befinde
sig. Jeg gjorde i Tanken den brave Kone Afbigt, fordi jeg saa vantro
havde spottet dem, og besluttede strax at benytte mig af min saa høit
lovpriste Rettighed som Logerende til at gaa »da'rim und dort'nim«.

Jeg gik ikke hen til Birke-Alléen, men skraaede over til Krattet, der
viste sig at bestaa af Hassel og Tjørn. Markgræsset, der var fuldt af
Bellis og traadfligede Nelliker, trængte ind ad Aabningerne mellem de
temmelig spredte Buske, men standsedes snart af en grusbelagt Gang.
Paa den anden Side af denne Gang sænkede Græsskraaningen sig temmelig
brat ned mod en lille Sidedal, der var fuld af ung Naale- og
Birkeskov. Tilhøire afløstes Grusgangen snart af en beskeden Fodsti,
der tabte sig inde mellem Granstammerne; jeg fulgte den tilvenstre
for at gjøre mig bekjendt med Anlægget.

Neppe var jeg gaaet en Snes Skridt, før jeg stod foran en net lille
Grotte eller snarere Klippenische. Ellers saae man paa denne Bakke
kun Græstørv og Sand, men her var Stenen brudt igjennem, og idet den
ludede noget fremover, som om den havde løbet Panden gjennem
Jordlaget, og trængte lidt frem ved Siderne, ligesom med fremskudte
Skuldre, havde den af sig selv dannet denne Siddeplads, hvor der
næsten hele Dagen var Skygge. Der var anbragt et Bord og et Par
Havebænke, og midt paa Stenvæggen stod malet »Sophien-Ruhe«.

Et Øieblik blev jeg staaende ganske imponeret; jeg havde ikke
tiltroet Madam Richter at have saadan en Trumf i Baghaanden. Saa tog
jeg Plads paa den magelige Bænk; men jeg følte mig dog ikke helt vel
tilmode, og det blev mig mer og mer tvivlsomt, hvorvidt jeg nu ogsaa
havde Ret til at være her. Medens jeg plagede mig med disse Tanker,
fik jeg Øie paa en lille Bog, der laa paa Bænken. Jeg tog den op og
bladede i den og opdagede til min Forbavselse, at det var et
tydsk-dansk Lexikon. Jeg vidste ikke af, at jeg havde nogen Landsmand
i »Pensionen« -- hvad denne Caserne-Villa kaldtes tiltrods for, at
den kun havde og kun kunde have Logerende. Hvem kunde det vel være,
der havde den i Tydskland yderst sjældne Passion at studere Dansk?
.... Ved det slidte Bind var der mig for Resten noget Bekjendt.

Gruset knirkede under lette, hurtige Skridt. Idet jeg hævede
Hovedet, traadte en ung Pige frem paa Gangen. Det var den smukke
Lærerinde fra Skibet.

Jeg havde, siden jeg kom, haft saa travlt med Ture og Udflugter, at
der ikke var blevet Tid til at længes efter at forny dette flygtige
Bekjendtskab, og navnlig i de sidste Dage havde jeg slet ikke tænkt
paa hende. I dette Øieblik faldt det mig ind, at Skolelæreren havde
talt om en smuk lille Gouvernante hos Kammerherrens i den fine Villa.

Hun havde aabenbart været sikker paa ikke at træffe Nogen, for hun
udstødte uvilkaarligt et lille Skrig. Jeg var naturligvis sprunget op
og krammede en hel Mængde Beklagelser og Undskyldninger ud: Yttringer
af min Værtinde om vore skyggefulde Promenader havde givet mig
Anledning til at tro .... men jeg mærkede nu, at jeg, meget mod min
Villie havde trængt mig ind paa fremmed Grund .... jeg beklagede
dette saa meget mer, som det syntes, at jeg havde voldt hende nogen
Forskrækkelse.

Den unge Pige smilede forlegen:

-- Deres Feiltagelse er meget forstaaelig, saa De har egentlig ikke
Noget at gjøre Undskyldning for -- og heller ikke at beklage -- for
min Skyld.

Hendes Blik faldt nu paa den lille Bog, som jeg i min Forvirring stod
og dreiede mellem Fingrene. I det samme blev hun ganske rød i
Hovedet.

-- Maaske er det Deres Bog?

-- Jeg kom netop for at hente den.

-- Saa maa jeg gjøre Dem nok en Undskyldning, fordi jeg var saa
næsvis at blade i den .... Det var en underlig Overraskelse, -- jeg
er nemlig Dansk, skal jeg sige Dem.

-- Det veed jeg nok, svarede hun, jeg kunde høre det paa de første
Ord, som De henvendte til mig ombord paa Dampbaaden.

Denne Erklæring var ikke just smigrende for mig, thi jeg nærede det
lønlige Haab, at mit Tydsk var saa godt, at en Inden-Tydsker kunde
holde mig for en fjern Landsmand.

-- Saa har De vel omgaaedes Danske meget? spurgte jeg.

-- Jeg har kjendt enkelte Landsmænd af Dem, svarede hun, og saae
pludselig helt alvorlig ud.

-- Og dette Bekjendtskab har ført til, at Frøkenen gjorde sig
bekjendt med et saa lidet læst Sprog?

-- Ja, svarede hun lidt langtrukkent og som om hun overveiede,
hvorledes hun hurtigst kunde afslutte denne Samtale.

-- Dersom jeg maaske paa nogen Maade kunde være Frøkenen behjelpelig
....

-- Nei, -- desværre! Det vil sige, der har nemlig været Tale om, at
jeg skulde som Gouvernante til en Familie i Danmark, men det er nu
opgivet.

Denne nøiagtige Meddelelse om Noget, der jo slet ikke vedkom mig, var
mig overraskende, og jeg ventede allerede, at hun skulde føre
Samtalen videre, da hun i en reserveret Tone sagde:

-- Det vilde gjøre mig meget ondt at være den, der forjog Dem fra
denne behagelige Siddeplads. Men De behøver virkelig slet ikke at
gaa, for jeg kjender Husets Skik: der kommer aldrig Nogen i Haven
eller Anlægget paa denne Tid. Det var ogsaa derfor, at jeg blev lidt
forskrækket, da jeg saae Nogen sidde her, jeg er temmelig nerveus.
Farvel!

Jeg var ved at vove et Forsøg paa at faa hende til at blive, da jeg
altsaa vidste, at vi kunde være uforstyrrede; men i hendes Blik, der
søgte bort, bemærkede jeg en altfor fugtig Glands, som i Forbindelse
med en rød Plet paa Næsen og en Trækning ved Mundvigen overbeviste
mig om, at hun var lige paa Nippet til at briste i Graad, en
Opdagelse, der gjorde mig fuldstændig confus. Jeg fremmumlede Noget
om hendes store Venlighed og om, at jeg dog ikke vilde misbruge den
ved at blive, i alt Fald -- vovede jeg at tilføie -- naar hendes
Selskab ikke længer ....

Men borte var hun allerede.

Forresten blev jeg dog siddende i nogen Tid, ligesom fortumlet af det
uventede Møde, og forsøgte at fastholde Billedet af den unge Pige,
som denne anden Gang havde gjort et endnu stærkere Indtryk paa mig.
Jeg var nu ganske paa det Rene med, at hun var den nydeligste Pige,
som jeg havde seet. Hun havde haft en Havehat paa, der foran aabnede
sig om Hovedet med en gammeldags kalecheagtig Form, og jeg havde
derved faaet at se, at hendes Pande var ualmindelig høi og velformet.
Men især havde de Øine været mig paafaldende, som husedes temmelig
dybt inde under denne Hvælving. Naar hun lukkede dem helt op, var der
næsten ingen Afstand mer mellem Vipper og Bryn -- af hvilke ingen var
fremtrædende -- saa skarpt og sikkert var Øienhulen skaaren ind.
Øinene selv vare mere paafaldende ved deres Glands end ved deres
Størrelse og havde en eiendommelig hurtig Bevægelse, som om de
smuttede et andet Sted hen. Deres Iris, hvor gule og grønlige
Straaler spillede over den brune Grundfarve, gjorde et Indtryk, som
naar man i en skyggefuld Skovkløft ser ned i en Bæk, hvor dæmpede
Solglimt lege nede paa Bunden, og Blikket vexlede ligesaa hurtig
Udtryk, som et saadant Vand gjør det under Løvets og Skyernes
Bevægelser.

Jeg kunde slet ikke glemme dem.

Og saa var dette Træf med det danske Lexikon mig høist paafaldende.
Det forekom mig som et Fingerpeg, en Styrelse, eller kort sagt,
Noget, der havde sin Betydning og ikke kunde blive staaende saaledes
isoleret. Jeg troede ikke rigtig paa hendes Forklaring, at hun skulde
have været som Lærerinde til Danmark; skjøndt, hvorfor skulde hun da
have sagt det? Men fremfor Alt, hvorfor havde hun været lige ved at
græde, uden optænkelig Grund!

Alt dette tænkte jeg frem og tilbage over, medens jeg fordybede mig
ind i Kløften, og gjennem den store Naaleskov gik helt over til
Polenzgrunden, hvor jeg spiste til Aften i Walthersdorfer-Møllen. Det
Trykkende i Heden havde fortaget sig, og det var blevet det
skjønneste Eftermiddags-Veir.

Jeg nød ogsaa Naturen, men paa en anden Maade end de foregaaende
Dage, ikke med denne ligefrem modtagende Ro, men med en aandelig
Prikken og Vibreren, der svarer til en lignende mere legemlig
Fornemmelse, naar man har drukket en Del god Vin. Den er paa ingen
Maade ubehagelig, men samtidig med, at den gjør Opfattelsesevnen
lettere paavirkelig, gjør den den ogsaa mindre distinkt. Derved
bliver det da lettere for den »kjære stadige Tanke« at forbinde sig
med alle Indtryk.

Saae jeg ned i den hurtig og stille rindende Polenz, saa erindrede
mig dens grønlig brune Skjær med gyldne Blink af Eftermiddagssolen om
hendes underlige Øine. Jeg opdagede nogle smukke Blomster, og strax
tænkte jeg: naar jeg nu allerede stod paa en saadan Fod med hende, at
hun gjerne modtog en Buket af mig. Eller jeg laa paa en steil Skrænt
og hørte Granerne suse over mig, og det faldt mig ind: hvis jeg nu
var Digter, saa vilde jeg vist i dette Øieblik blive inspireret til
et Digt, som kunde vække hendes Beundring, og hvori jeg ogsaa kunde
lade mine Følelser komme til Orde. Jeg fandt endogsaa paa et Indhold:
hun var en Gaade, som jeg bestandig maatte gruble over; og »det bares
mig for« -- dette Udtryk fandt jeg særdeles poetisk -- at hvis jeg
kunde finde Løsnings-Ordet, saa vilde det ogsaa være det, der »hævede
livets Skat«. Jeg kunde imidlertid ikke faa Ordene til at rime, end
sige da, at de skulde danne nogen Art rhytmisk Forbindelse.

Da jeg kom tilbage til Rathen, var der temmelig mørkt. En smal
Maanestrimmel skimtedes kun dunkelt lige over Bakken, paa hvilken
Villaen laa. Mellem Havebuskene og i Krattet ved Bækken sværmede
Ildfluerne. Stilfærdig svævede de smaa Gnister hid og did, steg og
dalede, som om det var bitte Lamper, der blev baarne af usynlige
Alfer; undertiden lyste enkelte Blade af en Busk op omkring en, der
var helt skjult; af og til fløi en saa høit, at man saae den op imod
Himlen som en Stjerne, der bevægede sig. Andre Stjerner viste sig
heller ikke; det var atter blevet lummert og stille. --

Ogsaa de foregaaende Aftener havde jeg nydt dette forunderlige
ætheriske Fænomen af Natur-Erotikken, og det var vel ikke blot, fordi
det var rigest denne Gang, at det nu betog mig paa en ganske anden
Maade og satte mig i en ubeskrivelig Stemning. Og ærlig talt, hvad
har det at betyde med disse evige Analyser af Stemninger, som moderne
Forfattere føle sig forpligtede til at diske op med? Som om Nogen f.
Ex. kunde gjøre sig en Forestilling om Vand, fordi han fik at vide,
at det bestod af Ilt og Brint i et Forhold af en til to, om han saa
nok saa godt kjendte baade Ilt og Brint! det maatte da være Vor-Herre
selv, og saa havde han vel #eo ipso# skabt Vandet, saa det takker
Pokker ham for. Kun saa meget kan jeg sige, at jeg havde
Hjertebanken, mens jeg steg op ad Bakken og hyppig standsede for at
se ned over Dalen, hvor de smaa Lyspunkter bevægede sig imellem
hverandre; enkelte Steder lyste ogsaa Løvrammen om en lille blank
Rude, og rundt om mere fornam end saae Blikket de steile
Klippemasser, der alle syntes at være lige nær.

Paa Stentrinene op til Døren saae jeg endnu en lille ensom Glød
sprede sit Fosfor-Lys. Jeg strøg en Svovlstik af og opdagede en lille
graa og lodden Klump, der atter gav Plads for en Gnist, da
Svovlstikken slukkedes. Iøvrig var jeg bange for at forstyrre den,
thi jeg havde en mystisk Følelse overfor denne Sct. Hansorm, som jeg
nu tre Aftener i Træk havde seet sidde nøiagtig paa den samme Plet, i
det indre Hjørne af Trinet lige ved et Kjeldervindue; og jeg havde
udtrykkelig forvisset mig om, at den ikke var der om Dagen. Hvad
foregik der vel i et saadant lille Væsen, naar det Aften efter Aften
fandt den bestemte Vei til sit Stevnemøde? eller maaske var den hver
Gang bleven skuffet og kom dog trøstig med sin erotiske Diogenes
Lygte, der ikke søgte, hvad den nu havde fundet: et Menneske, men en
Hun, og sad dèr i Tillid til, at dens brændende Kjærlighed her paa
sit ophøiede Stade nok skulde trylle sin Gjenstand til sig .... Havde
maaske ogsaa hos os en saadan stille, haardnakket Lidenskab en
uimodstaaelig Magt, selv om man her kun figurlig talt kan »se Hjertet
brænde gjennem Vesten«?

Man skulde tro, at jeg havde haft en særlig Brug for en saadan
overordentlig Kraft, for medens jeg kastede mig om paa mit Leie (der
altid var en Smule klamt), tænkte jeg bestandig paa den lille
forelskede Lysgiver, og saavidt jeg husker spillede den ogsaa en
Rolle i mine temmelig forvildede Drømme.




IV


Da jeg den næste Morgen gik ud, saae jeg nøie efter, ikke blot paa
Stentrinene, men ogsaa i den lille Vindues-Fordybning; men Sct.
Hansormen var forsvunden. Jeg aftalte med mig selv, at hvis den
fandtes der igjen om Aftenen, skulde det være et Varsel om, at der
vilde udvikle sig et nærmere Forhold mellem mig og min smukke
Naboerske.

Jeg gik lige hen til Skolelæreren, som jo havde bedet mig om at
besøge ham for at faa Anvisning paa lønnende Udflugter, -- og som var
en fjern Slægtning af hende.

Det var Ferie, og jeg traf ham i Kjøkkenhaven foran Huset, hvor han
arbeidede, med et Uhyre af en forreven Sivhat paa Hovedet. Han blev
øiensynlig glad ved Besøget. Da vi havde vexlet de behørige
Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig,
udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour,
som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene.
Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen
strax efter Middag.

Underveis var han -- ja, der er ikke andet Ord derfor end det tydske
»kreuzfidel«. Det viste sig, at han en lang Tid havde studeret,
formodentlig mer paa Kneiperne end paa Universitetet, og Minderne fra
den Tid var hans Livs Stolthed. Han sang den ene Studentervise efter
den anden fra »Kommers-Bogen«, der oftest udmærkede sig ved deres
fuldstændige Meningsløshed, saasom:

    Auf der Mauer
    auf der Lauer
    sitz 'ne alte Wanze.
    Sieh' mir doch die Wanze an,
    wie die Wanze tanzen kann. --

Senere gav Veien Anledning til at komme frem med Viser fra
Krigsaarene. Naar jeg, der var lettere tilbens, under Opstigningen
tog Luven fra ham, brummede han ufeilbarlig paa et sachsisk
Spottevers fra attenhundred tretten og sexogtreds:

                    Immer langsam voran,
                    immer langsam voran,
    dass der österreich'sche Landsturm auch nachfolgen kann.

Sakkede jeg derimod agterud, saa hed det:

        Du Hannemann,
        geh du voran,
    du hast so lange Stiefeln an.

At denne Erindring fra fireogtreds og særlig Navnet »Hannemann« ikke
kunde være helt behagelig for et dansk Øre, tog den noget tykhudede
Tydsker ikke Hensyn til, og forresten saae han saa godmodig ud
derved, at jeg, trods nogle patriotiske Anfægtelser, ikke kunde tage
ham det ilde op.

Naar vi hvilede ud, diskede han gjerne op med Anekdoter fra sin
Studentertid eller fra Krigen, hvilke sidste iøvrigt gjerne var af
forholdsvis fredelig Art.

-- Ja, det skal De nok have Ret i, at det er en god Tobak, sagde han,
idet han tændte sin Pibe efter Aftensmaden. He, nu skal De ellers
høre en pudsig Historie, som er passeret mig med den Tobak, det vil
sige, den Gang var den rigtignok bedre, end som den er bleven paa de
sidste Aar; -- den var ligefrem berømt over hele Tydskland, den
Altstädter Ziegel-Tobak. -- Altsaa det var den Gang, -- jeg har vist
fortalt Dem, at jeg laa paa Lazarettet i Flensburg; jeg havde faaet
en Kugle oppe i Skuldren. Da jeg nu var ved at komme mig, saa fik jeg
Lov til at ryge mig en lille Pibe Tobak. Nu maa De vide, jeg er
barnefødt i Altstadt, og min Moder, som boede der, hun sendte mig
jevnlig et og andet, -- vi havde jo fri Forsending, -- og der var saa
altid noget af denne extra Tobak med i Pakken. Naa, jeg faar altsaa
Piben tændt, og neppe er Tobakken kommen i Glød, før min Sidemand,
det var en Dansker, som de havde taget ved Düppel, -- han var kommen
en Bajonet for nær, -- han reiser Hovedet saadan lidt op fra Puden og
begynder at snøfte; og jeg kunde nok mærke, at Røgen ikke generede
ham, for han formelig gottede sig. Naa, jeg bakker jo alt hvad
Pibetøjet vil holde. Han bliver ved at snuse og saadan aande ind.
»Det var som Fanden,« siger han saa. »Hvorfor det,« siger jeg,
»lugter den kanske af Svovl?« »Nei, paa det Lav!« siger han paa meget
ordentligt Tydsk; »men jeg vil være hængt, om det ikke er Altstädter
Ziegel-Tobak, som du ryger.« »Saa bliver du ikke hængt den Gang,«
siger jeg. »Hvor kjender du ellers Altstädter Ziegel-Tobak fra?« »Jo,
den skulde jeg da nok kjende,« svarer han saa, »for jeg har været to
Aar i Altstadt, den Gang da jeg reiste paa Professionen, for jeg er
Uhrmager. Siden har jeg aldrig røget den Tobak, og nu, da jeg lugter
den, er det akkurat, som jeg igjen sad dèr paa Hjørnet af Gaasetorvet
og Smedestræde hos min skikkelige Mester Storch.« »Næh!« siger jeg,
og var lige ved at tabe Piben. »Jo, gu min sæl er det saa,« svarer
han. -- »Men saa har du jo været i Lære hos min egen Fader!« Ja, vil
De nu tænke Dem! og da vi kom til at snakke rigtig sammen, kunde jeg
ogsaa nok huske ham, skjøndt han havde lagt sig et stort Skjæg til,
et rigtigt Hannemann-Skjæg .... Naa, jeg gav ham en Kardus af
Tobakken, men det kunde jo lige saa godt have hændet sig, at jeg var
kommen til at give ham en varm Kugle.

Da denne Anekdote var ude, greb jeg Leiligheden -- hvis man kunde
sige, at der var en saadan -- til at udspørge ham om hans
Familieforhold, og efter at have døiet flere baade kjedelige og
indviklede Kapitler af Slægtskrønniken, belønnedes jeg endelig ved,
at vi naaede frem til Minna Jagemann, -- »hende, den lille kjønne
Lærerinde hos Kammerherren, som De vel nok har seet.« --

I Begyndelsen havde Meddelelserne om hende en meget almindelig og
nøgtern Karakter.

Hun var Datter af en hæderlig Gymnasiallærer, som var død for et Aars
Tid siden. Moderen leiede ud til Pensionærer, og hun selv tjente lidt
ved Informationer, navnlig ved at undervise Fremmede i Tydsk, give
Conversationstimer og lignende. For Tiden havde hun undtagelsesvis
taget mod denne Gouvernanteplads, som var godt lønnet; ellers boede
hun sammen med Moderen i en af Dresdens Smaagader.

Alt dette lød noget hverdagsagtigt, og jeg havde nu en Gang sat mig i
Hovedet, at der maatte hvile en romantisk Skjebne over hende.

-- Det er forresten ikke altid saa rart med disse Fremmede, navnlig
til Omgang for saadan et stakkels uerfarent Pigebarn, bemærkede han
og stoppede Asken ned i Pibehovedet.

-- Saa --? spurgte jeg opmærksomt. Hvordan mener De det?

-- Naa ja, man veed jo ikke rigtig, hvem man har at gjøre med, og det
kan jo føre til et og andet, der ikke er, som det skulde være.

-- Har Frøken Jagemann da oplevet noget saadant?

-- Ja saamænd har hun det. Det var en ung Maler, forresten en
Landsmand til Dem, en løs Fyr. Han lod hende da sidde, og det havde
hun saa vist ikke fortjent af ham.

-- Ja saa! De havde altsaa været forlovede?

-- Nu, forlovede vil jeg just ikke sige. Forresten er jeg ikke saa
nøie inde i det; -- jeg har det fra Tante Sophie, hende, husker De
maaske, jeg talte om, der ikke var saa rigtig heldig .... En Slags
Kærresteri har der i alt Fald været imellem dem. Alverden troede, at
de skulde giftes; men han reiste bort, og siden har han ikke ladet
høre fra sig. Forresten undrer det mig slet ikke, for han havde været
i Paris og lært at male, og Paris, det er jo det rene Sodoma. Ikke
fordi Dresden heller er saadan helt -- -- ja, det har De Vel nok lagt
Mærke til. Men Paris, Vor-Herre bevare os! det er jo forskrækkeligt
-- Alt hvad man læser derfra, og en Tydsker kan nu neppe være der,
saadan som de hader os. Forresten maa de da forskrive vores Øl, de
kan ikke engang brygge det efter, hvor gjerne de saa vilde! Nu har
Franskmændene igjen lukket en stor Fabrik tæt ved Grændsen, fordi den
tilhørte en Tydsker. Det kan jo aldrig gaa! De skal se, det vil ikke
vare mange Aar, før vi maa dertil igjen. Pas De bare paa, -- læste
De, hvad Bismarck havde sagt forleden? -- -- --

Og han begyndte at fortabe sig i Udenrigspolitiken.

Det interesserede mig, oprigtig talt, i dette Øieblik langt mere,
hvad der var passeret den smukke lille Dresdnerinde med den danske
Maler, end om jeg kunde have faaet den mest authentiske Underretning
om, paa hvilken Dag og Time Tydskerne vilde rykke ind i Paris. Jeg
spurgte ham forgjæves, om han ikke kunde huske Malerens Navn.

Paa Tilbageveien forholdt jeg mig temmelig tavs. Den Opdagelse, som
jeg havde gjort, satte mig i en eiendommelig Uro. Paa den ene Side
var det mig behageligt at have faaet lidt Tilfredsstillelse for min
Nysgjerrighed og at være kommen ind paa et Spor, hvor jeg anede, at
der fandtes et, -- men paa den anden Side syntes jeg ikke rigtig om
den Historie, skjøndt den ganske vist ikke vedkom mig, -- ikke det
mindste -- men alligevel. .... Jeg huskede nu paa det underlige lille
Træk med den danske Lommebog, der syntes at være hendes
Yndlingslekture og at ledsage hende baade paa Reiser og paa
Spadsereture; jeg anede, at det var en _Postillon d'amour_, der
kjørte denne lille sproglige Omnibus, hvori de ædleste og de
simpleste Ord age Side om Side. Men hang hun blot trofast ved en kjær
Erindring, naar hun lærte Gloser af det Sprog, som var hans
Modersmaal, -- eller forberedte hun sig bestandig, i det Haab, at det
ogsaa skulde blive #hendes# ved Adoption? Maaske vidste hun det ikke
selv.

Jeg kom til at tænke paa den lille Sct. Hansorm, der sad saa trolig,
Aften efter Aften, paa den samme Plet og lyste ud i Natten efter en
Fælle.

Da jeg nærmede mig Trappen, glødede den mig ganske rigtig imøde fra
Hjørnet af Stentrinnet. --




V


For den, der elsker den tydske Musik -- og hvem elsker ikke den! --
eie disse skyggefulde og vandrige »Grunde« en Stemningsrigdom, der
kun kan udtrykkes musikalsk. Schumanns Mandskor synes at strømme En
imøde ud fra Granernes Søilestammer, »naar det aftnes tyst« i
Bjergskoven, den klare forelrige Møllebæk risler en Schubertsk
Melodi, og Webers Valdhorn gjenlyde i den viltre Klippe-Labyrinth fra
dens »Ulvesvælg« op til dens »Høge-Tinder«, der synes En at være
lutter ideale Coulisser til Jægerbruden. Men Wagner kræver
Rhinegnenes større Sceneri.

Ikke destomindre standsede jeg en Dag udenfor en lille Klippeniche,
hvori der var anbragt en primitiv Bænk af et Par tynde Stolper og et
haandsbredt Bræt, og paa hvis ru Stenvæg der var malet den
imponerende Indskrift »Wotans Ruhe«.

Om det nu var en altfor naiv Wagnerianer eller en ondskabsfuld
Antiwagnerianer, fra hvem denne Indskrift hidrørte?

Dette Spørgsmaal henvendte jeg til Ingen anden end -- Frøken
Jagemann.

Hun sad ikke paa Bænken, paa hvilken overhovedet intet Menneske kunde
sidde, men maaske nok en Gud, der vel er af et lettere Stof. Den unge
Pige havde foretrukket et solidere Sæde: -- en stor Klippeblok, der
paa den anden Side af Stien skjød sig langt frem over den kraftige,
sprudlende Bæk.

Der var en smal Kløft mellem den og Stien, saa at den dannede ligesom
en lille Ø, og da der desuden groede et Krat foran, kunde jeg let
være gaaet forbi, uden at bemærke hende, saa meget mer, som jeg under
Betragtningen af »Wotans Ruhe« havde vendt Ryggen til hende.

Men hun røbede sig selv -- om med eller mod sin Villie? -- ved at
blande sin friske ungdommelige Latter i den, som jeg uvilkaarlig brød
ud i.

-- Ligemeget, svarede hun, -- i begge Tilfælde fortjener han at blive
leet ud!

Hun sad opreist i Græsset, støttende sig paa den ene Arm; den anden
laa i Skjødet, og Haanden holdt en Buket af de smukke Blomster, der i
saa mangeartet Rigdom findes i disse Grunde.

Ærmerne paa den lyserøde Morgenkjole havde hun smøget op over
Albuerne, enten for Bekvemheds eller for Kjøligheds Skyld, Armen i
Skjødet saae blændende hvid ud, medens den anden imod det saftig
grønne Græs viste en brunlig rød Yderside med en Linie af fine,
krummede Dunhaar, der lyste i den streifende Solstraale; med sine
runde, bløde Former gjorde den det barnlige Indtryk, der virker saa
underlig rørende hos en voxen Kvinde.

De to Smaapiger sad ved Siden af hende og bandt Ønskekjeder af Straa;
Saften af de Blaabær, som de paa Veien havde slugt, var tværet ud
over det Halve af Ansigtet paa dem. Ogsaa den unge Piges Læber
blaanede, og idet hun lo, lyste hendes Tænder ikke som ellers.

-- De er forresten noget uforsigtig af Dem, Frøken! svarede jeg; De
kan jo ikke vide, om jeg ikke er Anti-Wagnerianer? ....

-- I saa Fald vilde De vel ikke tage Dem det saa nær, at blive leet
ud af en ung Pige. Men De er jo ogsaa fra Danmark, og dèr kender man
nok ikke synderlig til Wagner, -- det har jeg da hørt sige.

Det muntre Udtryk forsvandt fra hendes Ansigt ved disse Ord, og jeg
troede at kunne gjette, hvad det var for en Tanke, som bag ved dem
sneg sig gjennem hendes Sjæl og kastede sin Skygge over hendes Træk.

Denne hemmelige Tanke, som hun naturligvis mindst af alt havde mig
mistænkt for at vide Besked med, vakte hos mig en pludselig
Misstemning, og jeg tav lige som hun.

Med eet lagde jeg Mærke til, at hun saae paa mig med et forbavset
Blik, der ganske tydelig sagde: »Hvorfor gaar nu ogsaa han i Staa, og
hvorfor ser han saa gnaven og ubehagelig ud?« og i det samme fornam
jeg, at der ved mine Læber var noget fortrukkent i Retning af et
ærgerligt og lidt spottende Smil. Det var først derved, at jeg blev
opmærksom paa min egen Stemning, som overraskede mig, især da jeg
snart var paa det Rene med, at den ikke kunde bero paa andet end
Skinsyge; og det var da saa taabeligt som Noget, at blive skinsyg i
Anledning af en ung Pige, som jeg neppe havde talt med, og
sandsynligvis aldrig vilde faa Leilighed til at lære at kjende.

Medens jeg anstillede denne Betragtning, var jeg allerede begyndt at
lade Munden løbe.

Jeg sagde, at jeg havde været længe nok i Dresden til at lære Wagners
senere Værker at kjende, og at de havde særlig Interesse for en
Dansk, da han i Niebelungen-Ringen havde behandlet et Stof fra vore
egne Oldkvad.

Og da jeg saaledes var naaet til den danske Litteratur, skyndte jeg
mig at spørge hende, om hun var kommen saa vidt i Sproget, at hun
havde læst Noget af vore Digterværker.

-- Ja, jeg har læst Aladdin af Oehlenschläger, svarede hun; den
stavede jeg mig igjennem, da jeg kun kunde nogle faa Gloser og lidt
Grammatik.

-- Saa kan De vel ikke have haft megen Nydelse af den?

-- Jo, jeg havde saamænd; jeg læste den ogsaa flere Gange; især
enkelte Steder, som jeg fandt ganske deilige. Men tilsidst ærgrede
det mig rigtignok, at man dog ikke kunde bryde sig videre om denne
Driver med alt hans Slumpeheld.

Jeg kom med nogle Bemærkninger om Aladdin- og Faust-Typen og om den
danske og tydske Nationalcharakter, -- dels Noget, som jeg for lang
Tid siden havde læst i et eller andet Tidsskrift, -- dels ogsaa, hvad
der faldt mig ind i Øieblikket, hvilket sidste sagtens ikke havde
megen Værdi.

-- Det er ellers ikke meget smigrende for Deres Landsmænd, det De dèr
siger, bemærkede hun.

Jeg saa forundret paa hende; dette var slet ikke faldet mig ind.

-- Ja, veed De hvad, begyndte jeg, -- oprigtig talt, synes De
egentlig, at Faust er saa tiltalende? -- jeg mener, naar man ser lidt
nøgtern paa hans Handlinger. At forskrive sig til Fanden, forlokke en
ung, uerfaren Pige, og dræbe hendes Broder i en høist tvivlsom Duel
-- --

-- Det veed jeg nok -- men alligevel --. De er jo Protestant? spurgte
hun pludselig med et triumferende Smil, som om hun nu havde fundet
paa noget rigtig godt.

-- Ja -- ? --

-- Saa véd De nok, at Mennesker ikke skal dømmes udelukkende efter
deres Gjerninger.

-- Men hvorefter da? jeg synes egentlig ikke, at Faust er nogen stor
Helt paa Troens Omraade, skjøndt han jo rigtignok oversætter Biblen.

-- Det kan være, men der er dog mer ved Faust end ved denne Herr
Aladdin, svarede hun, og det glædede hende aabenbart at have indskudt
dette spottende »Herr« i Mangel af et Argument. Et saadant behøvedes
for øvrig egentlig ikke, da jeg i Grunden var af hendes Mening.

-- Ganske ligesom Gretchen er mere værd end en Gulnare, bemærkede
jeg.

Naturligvis tænkte jeg ved Gretchen paa hende selv -- hvad hun ogsaa
syntes at føle -- endskjøndt hun, ialt Fald i sit Ydre, slet ikke
svarede til den traditionelle Forestilling om dette tydske
Pige-Ideal, navnlig ikke til Udlændinges. Jeg kom til at smile ved
Tanken om en lille Franskmand ved Polytechnicum, som hver eneste Gang
vi mødte en blond Pige puffede til mig og sagde: »Gretchen!«
ligegyldig om det saa forresten var en lille Gravso eller et langt
Fugleskræmsel, en fræk Gade-Tøs eller en udmeiet Frøken med
impertinent Mine; bestandig: »voilà Gretchén«, med dette umulige ch!

Lignede hun ikke Gretchen, saa lignede jeg forresten endnu mindre
Faust, hvad jeg strax viste ved ikke en Gang at have Resoluthed nok
til at tilbyde mig som Ledsager.

Hun lod heller ikke til at tænke paa at gaa; der begyndte at blive
lidt komisk ved denne Samtale om saa ophøiede Materier tvers over en
Grøft, og byde mig selv til Gjæst ovre paa hendes lille
Tilflugtssted, det gik dog vel heller ikke an.

Ja, det blev endogsaa ganske umuligt, da den Mindste pludselig
udbrød:

-- Hvorfor kommer han dèr ikke herover, naar han dog endelig vil
snakke med dig?

Efter denne Bemærkning syntes jeg ikke, der var andet for mig at
gjøre, end at lade, som om det var paa høie Tid for mig at komme
hjemad.

Jeg ønskede hende en behagelig Tur, og mig selv, at jeg snart igjen
maatte have ligesaa godt Held med mig.

Dette Ønske gik ikke i Opfyldelse. Dag efter Dag streifede jeg om,
stirrende og lyttende som en Jæger, kom naturligvis atter og atter
til »Wotans Ruhe« -- forgjæves.

Heller ikke nyttede det, at jeg anstrengte min stakkels Hjerne for at
finde et Paaskud, en Vei, et Middel -- ligegyldigt hvad -- til at
sætte mig i Forbindelse med hende: umuligt! -- jeg kunde ligesaa godt
have forsøgt paa at skrive en Novelle, troer jeg. --




VI


Naar jeg ikke forvildede mig længer bort, spiste jeg hver Dag henved
eet til Middag i »Erbgericht« paa en smuk Terrasse ved Floden,
overskygget af prægtige Ahorntræer; deres forneden fladt klippede
Kroner dannede et grønt Loft, som kastede et behageligt Skjær og lod
Solpletter dirre paa Dugene og blinke i Glassenes Tin-Dæksler.

En Dag, da jeg kom lidt tidlig, syntes Alt at være optaget. Jeg saa
mig raadvild om, da jeg til min Forundring hørte mit Navn blive
raabt. Et Par gamle Folk, der sad ved et lille Bord for sig selv,
vinkede til mig. Det var et af mine faa Dresdner-Bekjendtskaber, og
tilmed et kjært. Jeg blev meget glad over paa en saa behagelig Maade
at være revet ud af min Forlegenhed, og sad snart hos det hyggelige
Ægtepar, foreløbig forsynet med en Couvert og et Glas Øl.

Man saae strax paa den gamle Mand, at han var Jøde. Formen af den
stærkt krogede Næse var ubedragelig, og det sparsomme, lidt
strittende hvide Skjæg skjulte ikke de altfor tykke Læber, af hvilke
den underste var helt nedhængende; naar den bevægede sig, idet han
talte, gjorde den et Indtryk, som om den søbede Noget op. Den syntes
ogsaa at genere hans Tale, der var langsom og læspende. Over Øinene
skyggede de stærke graa Bryn og under dem hang store rynkede Poser;
deres Blik var livligt, klart og ganske overordentlig godmodigt.
Hans Hustru var en statelig gammel Dame, der saae mere sydlandsk end
egentlig jødisk ud; hendes friske Ansigt, der bestandig smilede --
omtrent som Malerier fra Empire-Tiden smile -- havde paa gammeldags
Maade til begge Sider en Ophængning af staalgraa Krøller, saa faste,
som om de vare af Metalspaaner.

Jeg havde lært dem at kjende gjennem Sønnen, til hvem jeg havde
sluttet mig paa Polytechnicum, skjøndt han var flere Aar ældre end
jeg. Han var nu ved en Fabrik i Leipzig. Jeg var strax kommen i Gunst
hos den gamle, ved at nære en hyklet Interesse for hans Samlinger.
Han var Bibliophil, men hans største Passion var dog Haandskrifter af
berømte Mænd, og af dem havde han en stor Mængde ligefra Luther og
til vor Tid, -- jeg troer, at hvis Cheruskeren Hermann havde
efterladt sig noget Skriftligt, saa havde han faaet fat i det. Det
laa alt ordnet i Mapper, hvert Stykke numereret; og i Protokoller af
Bøttepapir, beskrevne med Gaasepen og en særlig garanteret Blæksort
(for Evighedens Skyld), var ved hvert Numer Alt anført vedrørende
Ægtheden, samt Henvisninger til biografiske Værker, Brevsamlinger og
til egne Optegnelser. Thi den grundige Mand lod det ikke være nok med
at samle, men naar han havde faaet erhvervet et saadant lille
Manuskript, saa hælmede han ikke, før han saa vidt muligt havde
opsporet, til hvilket Tidspunkt af denne Mands Liv det hørte hen, og
ved Brevene, hvor dette Spørgsmaal gjerne løses af sig selv, var der
hele Commentarer at skrive angaaende de Personer, der omtaltes, de
Forhold, der sigtedes til, alle paaviselige Aarsager og Følger o. s.
v. Og saaledes pegede denne Passion, ligesom den var udgaaet af
virkelig Kjærlighed til Litteraturen atter tilbage paa den og paa
Historien, fordrede bestandig et stort Fond af Kundskaber disponibelt
og lod det samtidig forrente sig til alle Sider. Den var saa langt
fra at være en tom Mani hos ham, -- hvad den jo ofte udarter til --
at den snarere var et levende Udtryk af hans Væsen, idet den samtidig
tilfredsstillede hans høieste aandelige Interesser og hans
ordenskjære Forretningsvaner.

I en halv Snes Aar eller mer havde den gamle Hertz privatiseret i
Dresden, »Rentiers-Krogen«, som den ikke uden Grund kaldes. Han havde
været Kjøbmand i Königsberg, hvor han var født, og til hvis
Handels-Aristokrati han hørte. Dette Hjem havde sat sit uudslettelige
Mærke i hans Natur og Udvikling. Königsberg er en Handelsstad, som
har faaet sit eiendommelige Præg af en enkelt Aandens Stormand,
hvilket kan hændes mindre Byer, som ikke føde mange Berømtheder, til
hvilke deres Stolthed kan klamre sig, og hvis Interesser og
Produktionskraft ellers udløser sig i andre, mere ephemære Sfærer.
Hvad Erasmus er for Rotterdam, det og endnu langt mer er Kant for
Königsberg, dels fordi han er en større Personlighed, dels ogsaa
fordi han ikke er længer fjernet i Tiden, end at de nulevende ældre
Königsbergere ere Børn af de Familier, i hvilke han færdedes; og
dette var netop Tilfældet med Hertz. -- Den store Philosoph omgikkes
gjerne med sin Fødestads Kjøbmandshuse, og disse bevare som en
kostelig Arv de aandelige og litterære Interesser, som han indpodede
paa den kraftige Stamme af Frisind og Bevægelighed, der er
Handelsstanden egen, -- en Stamme, som ydede ham selv en god Støtte
under Pietismens mørke Dommedagsveir. Det følger da af sig selv, at
Kant fremfor Alle var hans Helgen. Hvor dybt han stak i den kantiske
Philosophi, kunde jeg naturligvis ikke bedømme, men der klang en
næsten rørende Andagt gjennem den Tone, hvori han nævnede sit store
Bysbarns Navn.

Dresden havde han valgt til Alderdoms-Asyl, dels paa Grund af
Familieforbindelser og Bekjendtskaber, dels ogsaa for det ansete
Polytechnicums Skyld, som Sønnen skulde besøge, og saa naturligvis
fordi det er Tydsklands skjønneste By. Men dets aandelige Physiognomi
behagede ham slet ikke. Baade i Egenskab af borgerlig Kjøbmand og af
litterær Mand saae han ned paa denne uvidenskabelige og lidet
vindskibelige Residentsstad, hvor et betydningsløst Aristokrati
breder sig; han anførte ofte, at allerede Schiller havde kaldt
Dresden for en aandelig Ørk, og den Gang var dog Körners Hus dèr --
men nu? Den gamle Königsberger levede derfor ogsaa meget isoleret;
mest omgikkes han med den allerede affældige Gustav Kühne, en Veteran
fra »det unge Tydskland«, hvis Koryphæer Hertz næsten alle havde
kjendt. -- -- --

Dette var omtrent, hvad jeg vidste om denne gamle, eiendommelige
Gubbe, der nu hilste paa mig med en Hjertelighed, som om vi vare
gamle Bekjendte. Det var iøvrig et elskværdigt Træk hos dette
Ægtepar, at de holdt meget af Ungdom. Jeg lagde ogsaa Mærke til, at
de Unge af begge Kjøn ligesom uvilkaarlig viste dem en ærbødig
Opmærksomhed, som man ellers ikke beskylder vor Tids Ungdom for at
være rundhaandet med overfor de Ældre.

Maaske hang det sammen med, at deres Væsen var yderst beskedent, ja
endogsaa præget af en vis Ængstelighed for at volde Uleilighed eller
lægge for meget Beslag paa Andre.

De vare ikke, som jeg formodede, blot herude paa en Tur, men havde
leiet for halvanden Maaned i et af de smaa Huse nede ved Elben og
boede her allerede paa tredie Dag.

Tilfældigvis havde jeg været borte paa Ture eller spist paa en anden
Tid. Men jeg maatte endelig besøge dem endnu samme Dag til Kaffe.

-- Og De skal ikke komme til at kjede Dem med os gamle alene.

-- De skal overhovedet slet ikke komme til at kjede Dem.

-- Men hvad tænker De dog paa?

-- Nei, det er virkelig sandt, alene vilde vi ikke plage Dem, især
herude, hvor der er saa meget andet, De kunde have Lyst til med Deres
unge Ben. Men der kommer en ung Dame, hvem vi netop ogsaa gjerne vil
skaffe lidt ungdommeligere Underholdning, end vi selv kan byde.

-- Og De vil ikke fortryde at gjøre hendes Bekjendtskab -- haaber jeg
da. De sidste Ord tilføiede Fruen med et skjælmsk Blik.

-- Her fra Stedet? foer det ud af mig.

Fruen misforstod mit Spørgsmaal og lo.

-- Nei, De behøver ikke at være bange for altfor stor landlig
Naivetet. Det er ingen Rathenerinde.

-- Heller ingen Königsbergerinde.

-- Hun kjender maaske meget lidt til Kant? Sig mig, Hr. Hertz, har nu
virkelig alle de unge Königsberger-Damer læst »Kritik der reinen
Vernunft«?

-- Ak, min kjære unge Mand! De har ikke engang læst »Kritik der
Urtheilskraft«, som de dog trængte saa meget til. Forresten har jeg i
min Tid holdt Foredrag netop for kvindeligt Auditorium -- -- --

Jeg havde gjort mit lidt drillende Side-Spørgsmaal dels for at
affektere en stor Ligegyldighed overfor det nærværende Emne, dels
ogsaa for at vinde Tid, da jeg ligesom frygtede for at blive revet
altfor hurtigt ud af det Haab, der var opstaaet hos mig. Men den
gamle Dame havde gjennemskuet mig.

-- Tilstaa nu ærlig, Hr. Fenger, at De sidder paa Gløder af
Nysgjerrighed og langt heller vil høre noget om den unge Dame end om
min Mands Foredrag.

Den Gamle lo.

-- Se, De bliver jo helt rød! Ja, min Kone, det er en
Menneskekjender, en ren Lavater.

Jeg skjulte min Forlegenhed i Ølkruset.

-- Naa, ja, ja da? er hun kjøn?

-- Kjøn!? min kjære unge Mand, hun er jo en Skjønhed! Ja, det vil
sige -- ikke saadan -- paa den Maade, -- men meget mer. Hun er en
Thekla, ja, forstaa mig ret, ganske borgerlig, en Lotte, en
Frederikke Brion, -- skjøndt heller ikke -- ikke Præstedatteren paa
Landet -- hvor idyllisk det forresten er -- en Kätchen, allersnarest
en Kätchen!

-- Men kjære Mand, behøver du at tage hele den tydske Poesi tilhjælp,
-- du vækker jo overdrevne Forestillinger paa den Maade. --

-- Tvertimod! Den tydske Poesi forslaar ikke engang! Nemlig: der er
kun eet, som er bedre end den tydske Poesi --

-- Det er Kants Kritik?

-- Nei, det er tydske Kvinder -- naar de er gode. Men Spøg til Side,
det er en fortræffelig Pige.

-- Naa ja, nu vil De jo selv lære hende at kjende. Det er en
Slægtning af mig, rigtignok langt ude, jeg har vist sagt Dem, at jeg
er Dresdnerinde.

Ved disse Ord blev jeg atter ganske ligegyldig; det kunde altsaa ikke
være Frøken Jagemann, som Talen var om. Dels saae hun slet ikke
jødisk ud, og desuden havde jeg jo gjennem Skolelæreren erfaret
tilstrækkelig om hendes Afstamning til at vide, at hun ikke var
Jødinde. Jeg lyttede høflig smilende paa Fru Hertz's Udredning af
Familiebaandets Knuder uden at skjænke den nogen Opmærksomhed.

Pludselig hørte jeg ligesom i Drømme, at hun sagde:

-- Men jeg glemmer rent, at De vel allerede har seet hende, for efter
hvad De før sagde, maa hun jo være Deres Naboerske. Hun er for Tiden
Gouvernante -- -- --

Der gik et Kuldejag ned gjennem Ryggen paa mig. Iøvrig var det i det
første Øieblik mindre Glæde, jeg følte, end den bestemte
Overbevisning: saa skal det altsaa være saaledes! Jeg manglede i den
Grad Overblik over Situationen, at jeg svarede, jeg troede ikke, at
jeg havde seet hende, idet jeg gik ud fra, at dette maatte være den
forsigtigste Taktik. Men neppe vare Ordene ude af Munden, før det
faldt mig ind, at min Usandhed næsten uundgaaelig vilde røbes, og at
jeg derved vilde komme baade i et latterligt og i et mistænkeligt
Lys. Jeg var endogsaa lige ved at kalde Benægtelsen tilbage, men det
kunde jeg heller ikke beslutte mig til. Dette gjorde mig saa
distrait, at jeg helt misforstod et Spørgsmaal fra Hr. Hertz.

Heldigvis kom Opvarteren netop med Regningen. I min Forfjamskelse gav
jeg ham femogtyve Pfennig i Drikkepenge, hvilket indbragte mig et
meget høfligt Buk fra Kellneren og faderlige Formaninger fra Hr.
Hertz, om at være mere økonomisk overfor tjenende Aander.




VII


Hvad var der altsaa at gjøre? Skulde jeg maaske helst betro mig til
Frøken Jagemann selv og anmode hende om ikke at kjende det mindste
til mig? I Begyndelsen syntes dette Indfald mig ganske umuligt, snart
forekom det mig mindre afskrækkende og tilsidst saa tillokkende, at
jeg ikke engang længer fortrød min Dumhed.

Det var en let Sag at træffe sammen med hende paa Veien. Idet jeg
hilste, bemærkede jeg, at vi vistnok skulde samme Sted hen. Da hun
hørte, at jeg var indbudt til Hertz's, sagde hun muntert:

-- Naa, saa blive vi da endelig en Gang præsenterede for hinanden.

-- Ja, svarede jeg, og det er netop i den Anledning, at jeg har en
lidt underlig Anmodning til Dem om at lade, som om De slet ikke
kjender noget til mig -- jeg mener, som om De aldrig har truffet mig.

-- Det kan jeg gjerne -- men hvorfor egentlig?

Jeg fortalte hende, hvad der var passeret. Hun lo:

-- Er De altid saa distrait?

-- Slet ikke. Men jeg blev saa forvirret, da det pludselig gik op for
mig, at det var Dem, som jeg skulde være sammen med.

Hun saae naivt spørgende paa mig, blev saa pludselig ganske rød og
vendte Blikket bort. Med alt dette var jeg saare veltilfreds.

-- Paa Gjensyn altsaa, jeg maa endnu en Gang op paa mit Bjerg og
hente Nøglerne, -- det gik jo heller ikke an, at vi kom sammen, -- --
--

Det gamle Ægtepar havde leiet i det midterste af de tre Smaahuse, som
ligger ved Elben, bygget tæt op ad Klippen. Da jeg gik op ad de mange
smaa Stentrin, som føre derhen fra Bredden, saae jeg det lille
Selskab forsamlet i et Tremme-Lysthus øverst paa Trappen, der ligesom
største Delen af det kalkede Bindingsværkshus var overgroet med
Vinløv. Eftermiddagssolen stod paa, men paa det Hjørne kastede
Frugttræernes Kroner en tæt Skygge, i hvilken den skinnende Dug med
den blanke Kjedel dannede det lysende Midtpunkt for det lille
Selskab. Minna var i Færd med at lave Kaffe.

Vi udstod Præsentations-Ceremonien med den behørige stive Anstand;
men idet hun derpaa bød mig en Kop, sagde hendes halvskjulte Smil
mig, at hun morede sig ligesaa godt som jeg over, at vi i al
Skikkelighed havde de gode Gamle en Smule til Bedste. Den lille
Fortrolighed imellem os forekom mig -- og maaske ogsaa hende --
større end den egentlig var; den tilhviskede mig Tro paa, at vi vilde
kunne bevare en langt større og sødere Hemmelighed, end dette
Bekjendtskab var, for alle omgivende Blikke, og Haab om, at vi vilde
komme til at gjøre det.

-- Det er sandt, du kan jo ogsaa noget Dansk, nu skulde du rigtig øve
dig, bemærkede Fru Hertz.

Jeg modtog denne overraskende Efterretning med saa megen Forbavselse,
som jeg i en Fart raadede over.

Minna kom igen med sin Historie om den danske Familie, som »der havde
været Tale om«, at hun skulde være Gouvernante hos, men i hendes
Skjælmeri blandede der sig en Forlegenhed, som bestyrkede mig i min
Mistanke om, at det ikke forholdt sig ganske saaledes, og tillige gav
mig Grund til at tro, at Fru Hertz vidste Besked dermed.

-- Saa har Frøkenen maaske endogsaa gjort Bekjendtskab med vor
Litteratur? spurgte jeg.

Paa dette Stikord svarede hun flinkt med sin Replik, og vi
reproducerede nu hele vor Samtale fra »Wotans Ruhe« om Faust og
Aladdin, næsten Ord til Ord, kun at den som en velindstuderet Scene
gik mer flydende fra Haanden og bares af en ungdommelig Kaadheds
Understrøm, der hist og her førte et lykkeligt Indfald med; og en
saadan Improvisation i Rollen ansporede strax den Anden til heller
ikke at staa tilbage, men ligeledes foretage et Sidespring med et
triumferende Smil: »Kommst du mir so, komm' ich dir so«, -- saa at
Diskussionen blev fyldigere, skjøndt dens Indhold nu var os
ligegyldigere og egentlig kun et Middel til Koketteri. Vi imponerede
virkelig vore Tilhørere saaledes, at Hr. Hertz sagde til mig: »Som De
kunde faa den lille Minna til at snakke, hun er ellers ikke saadan
skaaret for Tungebaandet;« og senere betroede hun mig, at Fruen
havde sagt til hende: »Der har Du rigtignok fundet En, som Du kan
snakke med.«

Disse Bemærkninger syntes at aande en særlig Tilfredshed, og jeg
troer, at de gamle Folk allerede efter denne Samtale gjorde den
ganske vist noget overilede Slutning, at vi passede godt for
hinanden. Da de -- som Tydskerne sige -- havde »sluttet os begge i
deres Hjerter«, var det derfor ikke saa underligt, at de gjerne
gjorde deres, for at et nærmere Bekjendtskab kunde sluttes, -- saa
meget mere som de mente, at Minna trængte til at faa altfor smertelig
søde Erindringer skudt tilbage af en frisk opblomstrende Følelse, --
hvad jeg allerede den Gang anede, og siden fandt bekræftet. Saaledes
ordnede det sig snart, at vi flere Gange om Ugen traf hinanden hos
dem i det lille Hus ved Elben. Henimod Aften kunde hun temmelig let
faa fri fra sine Gouvernantepligter, og hvad mig angik, saa havde jeg
selvfølgelig aldrig »noget Bedre for« end at være dèr, hvor jeg traf
hende.

Hver af disse Aftener forløb -- fraseet den voxende Fortrolighed --
omtrent som hin første, og den væsentligste Variation var, at Heden
undertiden drev os ind i Grundene. Som oftest holdt vi os dog ved
Floden, hvilket var bekvemmest for de Gamle. Naar Solen begyndte at
stjæle sig ind i Lysthuset, var det Signal til at spadsere. Skyggerne
af Liliensteins Klippeplateau blev bestandig dybere, og Stenenes
Kanter traadte frem som Glandslys, der sænkede lange, vibrerende
Speilstriber i Floden; -- nedenunder paa Stenbruddenes lange, gule
Tavler traadte alle Sprækker og Hak violette og purpurrandede frem
som en underlig Kileskrift om industrielle Bedrifter. Speilet i
Floden klaredes og skjærpedes. Midt paa dens Glands gled lange
Tømmerflaader, som krummede sig efter dens Bugtning, og hvis
mastelange Aarer, fire-fem i Rad forude og agter, bevægede sig
blinkende. Eller der kom drivende et Par »Ziller«, tungtlastede
Dækspramme, omtrent af en Skonnerts Størrelse, -- kullede sorte
Skrog, der lignede uhyre Biller, eller med et stort Seil spændt op,
som lyste langt bort over de flade Marker, efter at Baaden længst var
usynlig. Men op imod Strømmen arbeidede sig af og til en Kjededamper
med en halv Snes af disse Fragtpramme paa Slæb, hvæsende og
stønnende, medens den vandt den undersøiske Jernkjede op over sin
flade Stavn med en øredøvende Raslen, der dog paa Afstand blev en
behagelig Klokkeklang.

Naar saa Mørket faldt paa, blussede der paa Tømmerflaaderne et lille
Baal: det syntes at flyde paa Vandet, og belyste et Par skjæggede
Ansigter, eller der silhouetterede sig foran det en kraftig
Skikkelse, som foroverbøiet stemmede den skraa Stang fast mod
Skuldren. Men Slæber-Flotillen blev en hel Illumination, der bugtede
sig om Næsset tæt ind under de mørke Bastei-Klipper, som en
Procession af lodrette gyldne Stave med store Knapper foroven,
anførte af en Rubin og Smaragdstok.

Heller ikke paa den modsatte Bred stod Livet stille men sendte af og
til et Tog forbi, snart fra den ene, snart fra den anden Side, med
Piben og Bræmsning ved den lille Station, indtil henad halvti det
lille Iltog til Prag og Wien jog forbi, uden blot at mindske Farten,
som en flygtig Lysning inde mellem Træerne, -- og underrettede os om,
at det var paa Tide at gaa hjem. Vi kunde trænge dertil, thi som det
hedder -- mod Sædvane rigtig citeret --: »Die Uhr schlägt keinem
Glücklichen«.

Ja, vi vare lykkelige, -- ikke jeg alene. Det Skjær af Tungsind, der
fra først af havde hvilet over hende, veg mer og mer for barnlig
aaben Munterhed, og at det endnu holdt sig i Baggrunden af Sjælen,
kunde snart kun anes af de fremmedartede Reflexer, der af og til
faldt over hendes lyseste Stemninger. Jeg kunde, uden at være altfor
ubeskeden, tilskrive mig selv Andel i denne Forandring. Det
elskværdige Ægtepars Venlighed mod os begge gjorde hende godt; den
antog overfor hende Charakteren af den omsorgsfulde Deltagelse,
hvormed man opmuntrer en Reconvalescent til at nyde Livet. Mig
irriterede dette næsten en Smule; men hun syntes kun at føle en vis
Hygge derved.

       *       *       *       *       *

Og vi saae den store Strøm med sin eiendommelige Færdsel glide forbi
os, som man i lykkelige Tider lader Livet glide forbi, uden at haabe,
at det skal føre En videre eller bringe En Noget.

Den afgav ogsaa Stof for vore Samtaler. Hun fortalte mig om
Flaadeførernes Liv, især oppe i Bjergfloderne, hvor deres Dagværk er
en uafbrudt Kamp med Strømhvirvlerne, som end ikke levner dem Tid til
at spise, før de gaa i Land om Aftenen. Til Gjengjæld maatte jeg, saa
godt jeg kunde, give hende et Billede af de store Skibe, af den
travle Færdsel i en Havnestad eller det stille Liv i Fiskerleierne
ved Stranden. Stenbruddene, der til begge Sider speilede sig i Floden
og sendte deres Blokke i Skibsladninger ned ad den, fik os til at
tale om, hvad Sandstensbyen Dresden skylder det lille Stenland. Det
var mig paafaldende, at i dens Pragt-Bygninger syntes de utilhugne
Sten at stilisere medfødte Former fra deres vilde Klippe-Liv, saa at
Rococobyen passede til Sandstenslandet, som den græske Architektur
til de ædle gavlformede Marmorbjerge, og som Ægyptens Tempelkolosser
til Landets uhyre Sletter og tunge, terrassebyggede Bjergmasser.
Saadanne Betragtninger vare naturligvis nye for hende, ligesom hendes
Kundskaber i Architektur vare meget primitive, medens jeg altid
særlig havde følt mig tiltrukken af denne Kunst, som jeg vel ogsaa
havde viet mig til, hvis Forholdene havde tilladt det.




VIII


En Dag, da vi efter Kaffe sad i Lysthuset, rakte Minna mig en Bog med
hvide Blade og bad mig om at tegne de doriske og joniske
Søilekapitæler med deres tilhørende Overlag og skrive de for hende
høist mærkelige Navne ved Siden af. Medens jeg spidsede en Blyant,
bladede Vinden tilbage, og jeg saae paa den forudgaaende Side en
ængstelig Tegning af det samme.

-- Nei, De maa ikke, raabte hun, ganske rød i Hovedet og med den
bønligste Mine, idet hun rev Bogen til sig. -- De ler mig kun ud! Jeg
skal nok selv se efter, om det er rigtigt; det er det naturligvis
ikke, og Navnene kunde jeg slet ikke huske.

Jeg lovede hende, ikke at se paa hendes Forsøg, og gav mig i Lag med
mit eget, som jeg forsikrede hende vilde komme galt nok afsted, naar
en Architekt skulde kritisere det. Det varede heller ikke længe, før
jeg begyndte at famle; for det er godt nok at vide hvad Architraver,
Triglypher og Metoper vil sige, -- naar man for første Gang skal
anskueliggjøre det sort paa hvidt, reiser der sig mange
Detaillespørgsmaal, som det ikke er saa let at klare. Det var mig
derfor ganske velkomment, at Fru Hertz bad Minna hjelpe hende med at
bære Kopperne op og vadske dem af. Hun havde sat sig ved Siden af
mig, aabenbart for at bevogte mig, og havde sikkert gjort Regning paa
ikke at blive kaldet bort, før Tegningen var færdig. Et Øieblik
tøvede hun med at efterkomme Opfordringen, og før hun fjernede sig
syntes hun et Par Gange at have noget paa Læberne, som hun ikke kunde
komme ud af at sige; forøvrig bad hendes ængstelige Blik tydelig nok
om ikke at forske i den hemmelighedsfulde Bog, der paa sit tarvelige
Shirtingsbind med meget klodsede Guldbogstaver bar Titlen »Poesie«,
-- og jeg beroligede hende med et Smil.

Jeg sad alene og tyggede paa min Blyant i Uvished om, hvorvidt
Architraven i den doriske Orden var delt eller ikke, da Trækvinden
igen bladede om, og denne Gang længer tilbage til beskrevne Egne.
Baade Prosa og Strofer aabenbarede sig. Jeg havde ikke min Veninde
mistænkt for selv at have spillet Forfatter, men desto større var min
Lyst efter at se, hvilke Yndlingsdigte, Sentenser og Uddrag hun her
havde fastholdt, og derigjennem maaske faa Bidrag til hendes
Charakter og Erfaringer. Et Par Gange modstod jeg Fristelsen. Men et
større Prosastykke blev liggende saa længe, at jeg halvt imod min
Villie opfangede en Sætning, der altfor meget pirrede min
Nysgjerrighed.

Jeg overbeviste mig om, at jeg ikke blev iagttaget og læste paa Tydsk
følgende Sted, skrevet med en fin, temmelig skraa gothisk Skrift:

»Thi for et ungt Par, der af Naturen er nogenlunde harmonisk dannet,
kan intet bidrage til en skjønnere Forening, end naar Pigen er
lærvillig og Ynglingen belærende. Der opstaar derved et ligesaa
grundigt som behageligt Forhold. Hun ser i ham Skaberen af hendes
aandelige Tilværelse, og han i hende en Skabning, som skylder sin
Fuldendelse ikke Naturen, Tilfældet eller en eensidig Villen men en
gensidig Villie, og denne Vexelvirkning er saa skjøn, at vi ikke
kunne undre os, naar der, siden den gamle og ny Abälard, af en saadan
Sammentræffen af to Naturer er udsprunget de mægtigste Lidenskaber og
ligesaa megen Lykke som Ulykke.«

Idet jeg læste de sidste Ord, hørte jeg en Dør ovenpaa blive lukket
og hurtige Trin komme ned ad Trappen. Jeg bladede hastigt om og
tegnede resolut en eendelt Architrav med Triglypherne over: Regulae
glemte jeg rigtignok, og Stregerne var ikke synderlig rene, min Haand
rystede. Men om min Hjertebanken skrev sig fra, hvad jeg havde læst,
eller af Frygt for at blive opdaget, skal jeg ikke kunne afgjøre.

Minna satte sig med et Sytøi hos mig og lod meget tilfreds ved at se
mig saa optagen af mit Arbeide. Det havde hele Dagen været trykkende
Luft, nu var der kommet Skyer op, og jeg var neppe bleven færdig med
de to Skitser, før det begyndte at tordne ikke saa langt borte, og
snart viste der sig ogsaa spredte sorte Pletter paa Trappefliserne.
Jeg hjalp Minna med at tage Dugen af Bordet, og vi gik op til de
Gamle. Det var meget sjældent, at vi før Thetid opholdt os i deres
Dagligstue. Thi da den var et Hjørneværelse mod Syd og Vest med et
Vinduespar til hver Side, gjorde Eftermiddagssolen den i denne
Sommervarme utaalelig hed. Mellem det ene Par Vinduer stod en lille
haardt og høitstoppet Sofa, ved den anden Vinduesvæg et Bord. Over
det hang tarvelige Olietryk af Keiseren og Kronprindsen, og under dem
havde Hertz anbragt en Raritet, der fulgte ham som en Slags Penat:
det var et lille Portrait af Kant, et samtidigt Königsberger-Træsnit
med blege Farvetoner. Philosophen var fremstillet i hel Figur,
staaende ved en langbenet Skrivepult, i den Grad duknakket og
skutrygget, at man skulde tro, en usynlig Haand trykkede hans Ansigt
ned mod Papiret; fra den lille graa Paryk strittede en Smule Haarpisk
op over den høie kaffebrune Frakkekrave. Dette i enhver Henseende saa
underlig gammeldags Billede, med sine Fugtigheds- eller
Alderdoms-Pletter og den flade Mahognitræs Ramme, spredte en vis
Hygge over det lave Værelse med smaa Ruder og en sand Lerbygning af
en fremspringende Kakkelovn, som vistnok optog en ottende Del af
Rummet.

Henne ved denne satte Minna sig snart med Ryggen mod Vinduerne for
ikke at se Lynene, der næsten uafbrudt oplyste Flodens rødbrune
Krumning. Naar Gjenskinnet slog altfor blændende om hende eller naar
Tordenskraldet var saa voldsomt, at Huset rystede med klirrende
Ruder, foer hun sammen eller udstødte endogsaa et lille Skrig,
skjøndt hun øiensynlig gjorde sig al mulig Umage for at beherske sig.
Fru Hertz reiste sig fra Sophaen og beroligede hende med moderlige
Kjærtegn og den unge Pige smilede saa freidig, hun kunde, men dog
endnu med Angst for den næste Rystelse præget paa det blege Ansigt.
Den gamle Hertz saae deltagende op fra sin Avis, som han iøvrig, paa
Grund af alle disse svovlblaa Blink neppe kunde læse synderlig i.

Hvad mig angaar, saa blev jeg siddende ved det lille Vindue, hvilket
Regnen vadskede ned ad som et Styrtebad. Mine Tanker syslede
udelukkende med, hvad jeg havde læst i »Poesiebogen«. Jeg kjendte
ikke Stedet, skjøndt jeg nok syntes, det lignede Goethes
Udtryksmaade; da jeg senere -- for ikke saa længe siden -- læste »Aus
meinem Leben« og i den nydelige Episode med Gretchen pludselig stødte
paa disse velkjendte Ord, hvilken Storm af Følelser brød der da ikke
med dem ind over min Sjæl! I »Wahrheit und Dichtung« kom jeg ikke
videre, men forsøgte at stille det smertelig-søde Oprør ved at
begynde denne Nedskrivning af Erindringer, som vel kun kan gjøre
Fordring paa første Led af hin betydningsfulde Titel.

Spørgsmaalet om Forfatterskabet voldte mig den Gang kun lidet
Hovedbrud, men det om Anvendelsen desto mere. Jeg havde vel bemærket,
at Minna i vore Samtaler undertiden røbede kunstneriske Kundskaber,
som hun neppe havde fra Skole og Institut og heller ikke let direkte
kunde have erhvervet sig. Desuden vidste jeg nok, hvilke
Forestillinger jeg skulde gjøre mig om Kilden. Var hin Betragtning
afskrevet den Gang eller nu? Der stod intet Aarstal under den; ved en
temmelig stor Lakune var den skilt fra det Blad, som jeg maatte tegne
paa, men det var ikke undgaaet min Opmærksomhed, at dette Prosastykke
stod langt friskere i Blækket end de foregaaende Digte, som vare
daterede et Par Aar tilbage. Dette kunde tydes til Gunst for mig --
og det kunde være en Feiltydning.

Da Uveiret var forbi, var det henimod Thetid. Minna, der efter den
forsvundne Skræk blev ganske overgiven, tog en graa Stenkrukke og gik
ned for at hente Vand, og jeg fulgte hende. -- Vandforsyningen paa
dette Sted var meget romantisk; der var hverken Brønd eller Post, men
alt Vand hentedes fra en Kilde umiddelbart ved Elbens Bred nedenfor
Huset; lige hvor Enggræsset hørte op, og kun adskilt fra den rindende
Strøm ved tre-fire Alen Sten og Grus, laa det lille Basin med klart
Vand, i hvilket det bestandig boblede op nede fra de smaa Kiselstene
og fra en Sandplet, der rørte sig, som om den var fuld af smaa
levende Væsner. Vi kaldte den spøgende for Ungdomskilden, efter et
Eventyr, som den gamle Hertz en Aften havde fortalt.

Luften, der slog os imøde, var frisk og gjennemrenset, med en sund
Lugt af Engmuld, syret af det vaade Løvs og Græssets Dunster og
krydret af forstærket Blomsterduft, især af Kaprifolier -- en Luft,
der af Lungerne inddrikkes i dybe Drag, ligesom man nyder en ædel
Vin. Skydækket var splittet; her rullede det sig bort som massive
sodmørke Røgmasser, hist opløste det sig som lysere Damp eller flød
ud i tynde Taagelag. Foroven skinnede Himlen lillablaa igjennem,
længer nede vare Lufthullerne sart grønne, og der aabnede sig gyldne
Striber langs Horisonten i Vest. Mellem de lavere Skylag med deres
stærkt blaanende eller rødlig graa Stenfarver, saaes overalt høiere
Skyer, der lyste med kjødfarvede Toppe eller rosa Rande. Ved Siden af
Lilienstein viste sig en bred Regnbuestøtte, der bestandig blev mere
straalende. Øverst oppe, paa det lange Plateau af dette ensomme Bjerg
laa en lille løs Sky; den var bleven hængende i Granskoven, ganske
som naar man for Spøg puster Tobaksrøg øverst oppe i Hovedet paa en
krølhaaret Dreng. Bakkerne over det lange Brud havde et mat Solglimt;
over alle de steile Klippekegler rundt om var der et kjøligt
blaanende Skjær. Floden var endnu uigjennemsigtig rødbrun inde i
Krumningen, men foran fik den atter sine blanke Speilfarver. Af og
til glimtede det mat ude over det aabne Land, og Tordenen rullede
langtrukkent med Bjergegnenes mangfoldige Ekko.

-- Se! udbrød Minna, -- hvilken Belysning! det er jo en ren Poussin!

Ved disse Ord var det, som om jeg fik et Stød for Brystet. Du gode
Gud! hvilken ung Pige kjender dog Poussin, end sige har ham paa rede
Haand til at citere. Forresten var det ganske træffende. Nuvel, naar
hun da havde sagt: »Det ligner et Billede af Poussin oppe paa
Galleriet«. Men dette: »Det er en ren Poussin«, det var til at blive
rasende over! Jeg havde Lyst til at gribe hende, som Carl Moor griber
Roller, og raabe: »Wer blies dir das Wort ein? Das hast du nicht aus
einer Menschenseele hervorgeholt! -- -- -- sondern aus einer
Maler-do.«

Men hun løb allerede i Forveien ned ad den lange Række blankvaade
Sten. Om mit Ansigt havde ytret, hvad jeg følte, eller om hun af sig
selv var bleven flov over at have smykket sig med en Andens Frase,
det veed jeg ikke, men det var aabenbart, at hun løb fra sin Poussin.

Hun gav sig ikke strax til at øse, men stillede Stenkrukken paa det
underste Trin ved Kilden og vendte sig til en kjøn lille tolvaars
Dreng, der sad et Par Skridt derfra. Det var en Søn af Husets Eier.
Denne var Partner i et af de store Stenbrud, hvis Række begynder
under Basteiklipperne, der groede op af deres Flader; det fjerneste
og største tegnede sig mod den lysende Himmelrand som et Forbjerg,
kløvet op til sin øverste Rand, hvor en tynd Række forblæste Fyrrer
syntes at berøre et lavt Skydække med kobberrødlig Rand. Som det
næstnæste derfra udpegede Drengen os det, der var Faderens Eiendom.

Han var ivrig sysselsat med en sindrig Leg: en Vandmølle, som han
havde lavet ved Afløbet fra Kilden. Gjennem et lille umodent Æble
havde han stukket en Pind som en Axe; og derpaa havde han i en Kreds
af smaa Indsnit befæstet store Vinger, som han havde skaaret ud af
Træ. Løbet havde han dæmmet op, saa der blev en lille Mølledam,
hvorfra der var tilstrækkeligt Fald; og dèr snurrede saa Hjulet
rundt, som rigtignok intet Værk drev. Fra Lysthuset og oppe fra
Vinduet havde jeg set den snurrige Tingest dreie sig uafbrudt. Nu
havde det voldsomme Regnskyl gjennembrudt Opdæmningen; det var
Istandsættelsen, der optog ham, og det mislykkedes endnu at faa Axen
til at hvile saaledes, at den ikke bragtes i Klemme.

-- Jeg vilde saa gjerne have det rigtig i Stand, til naar Fader
kommer fra Arbeide, sagde han og saae troskyldig op paa Minna. For
det morer altid Fader, naar jeg finder paa saadan Noget, og jeg vil
saa gjerne have, at han skal være i godt Humeur i Aften, for saa vil
jeg bede ham om at maatte være med ved Sprængningen imorgen.

-- Skal de sprænge oppe i Stenbruddet?

-- Ej ja! en hel lille Væg.

-- Kunde vi faa Lov til at se paa det? spurgte Minna.

-- Du kan jo spørge Fader derom.

-- Det vil passe godt imorgen. Mine smaa Myndlinge skal besøge en
Tante i Pirna med deres Moder. Havde De ikke ogsaa Lyst til at
overvære det Skuespil?

Man kan vel tænke sig, at jeg ikke havde Noget imod dette Forslag.

Et langt »Aa«, som den lille Dreng brød ud i, fik os til at se bort
fra Stenbruddene og vende os om. Regnbuestøtten var voxet til en
fuldstændig Bue, og udenom denne dannede der sig just en Speilbue,
der endnu kun stod klart ved Støttepunkterne men dæmrede oppe i
Hvælvingen og havde Brist hist og her. Snart var ogsaa den fuldendt,
og de to Buer dannede den indre og den ydre Straalebræm af et bredt
violet Baand. Under denne Bro var den afskaarne Himmelgrund mørkere
end oppe over den, hvor det Blaa snart skinnede igjennem; paa denne
dunkle Grund lige midt under den straalende Portal og belyst af
Solstraalerne, der trængte frem under Skyerne og gjennemstrømmede
hele Dalen, stod Lilienstein, bestandig med den lille Sky hvilende
paa sin Overflade, som et rygende Stenalter.

Dette Billede havde ogsaa dannet sig i den lille Drengs Phantasi,
for han sagde, ganske tabt i Beskuelsen: -- »Det er ligesom i
Lærerens Billedbibel, dèr hvor Noah ofrer.«

I god Overensstemmelse med denne patriarkalske Stemning greb Minna
sin graa Stenkrukke, hvis naive og hensigtsmæssige Form ingen
gammel-tydsk Maler vilde have betænkt sig paa at give en Rebekka i
Haanden, hvorimod hendes blaa Kjole, som hun løftede høit op med den
anden Haand, nok kunde have været Gjenstand for Indvendinger, skjøndt
den hverken havde Opheftning eller Garnitur. Idet hun bøjede sig ned
over Kilden og vilde trykke den noget gjenstridige Krukke ned i
Vandet, gled hendes ene Sko med sin unomadiske Hæl paa den vaade
Sten, og hun vilde have faaet et koldt og dybt Fodbad, hvis jeg ikke
havde grebet hende om Livet og holdt hende fast. Hun slap Krukken,
der svømmede paa Vandet; Speilet viste mig et Smil i hendes Ansigt,
der syntes mere skjælmsk end ulykkeligt, men i det samme havde
Krukken drukket nok, og idet den gik til Bunds, frembragte den en
Malstrøm som udslettede ethvert Billede. Hun havde nu fundet
Ligevægten, men jeg var altfor omhyggelig for hende -- som om det
lille Væld var en Afgrund -- til at skynde mig at slippe hende, ja,
jeg havde endogsaa en Følelse af, at jeg i dette gunstige Øieblik
kunde have tilladt mig mere end denne Tøven og et let Tryk, der kunde
bortforklares, -- havde Omgivelserne været heldigere. Men et Par
Skridt fra os havde vi jo en ganske vist meget ungdommelig Iagttager,
og Vinduerne vare ikke saa langt borte.

Tak! nu falder jeg saamænd ikke mer, sagde hun og sprang op paa
Stien. -- Det er sandt, Vandet!

Jeg tog den fyldte Krukke op af Kilden og bar den efter hende.

Da vi efter The hørte Værtens Stemme nedenunder, gik vi ud for at
forespørge om Sprængningen. Den skulde ganske rigtig finde Sted næste
Dag, og vi vilde være velkomne som Tilskuere. Det blev aftalt, at den
lille Hans, der lykkelig havde faaet sin Ansøgning igjennem, skulde
føre os til Bruddet.

Maanen var imidlertid kommen op over Skovhøiderne hinsides Floden.
Den blinkede i en Hvirvel midtveis og mellem Stenene helt inde ved
Bredden. Himlen var næsten klar, kun bag Lilienstein, som skimtedes
dunkelt, holdt der sig en mørk Dis. Til den anden Side stod
Klippernes Konturer klart mod den blege Himmel, men nu begyndte ogsaa
deres Masser at faa Liv, Blokkene sprang frem, Kløfterne skyggede sig
ind, og Bruddenes Flader lyste mat. -- Paa »Erbgerichts« Terrasse
straalede mange Lamper under Løvet; høit oppe paa Bastei skinnede et
bengalsk Blus, der vexlede Farver, og løsrevne Toner af en
Wiener-Vals lød deroppe fra.

Den smukke Aften lokkede snart de Gamle ned, skjøndt det var for
vaadt til at gaa ud i Græsset. Vi blev oppe paa Trappen foran Huset
og underholdt os med de skikkelige Værtsfolk. Den smukke, lidt
firskaarne Kone gyngede en Lille paa Armen; Hans sad paa et af
Trinene og snittede nye Vinger til sin Vandmølle; Manden red paa
Rækværket og dampede af sin Pibe, himmelglad over Uveiret og den
Afkjøling, som det havde bragt: de kunde vel trænge dertil, oppe i
Stenbruddene var Solen ved Middagstid steget til fireogfyrretyve
Grader Reaumur -- og saa dertil haardt Arbeide! Den gamle Hertz
udspurgte ham om Fortjenesten og Priserne. Værtinden fortalte om
Vanskelighederne under Foraarshøivandet og om en enkelt Aargang, da
Floden var steget næsten til Foden af Trappen.

En pludselig Piben, der skingrede gjennem Dalen, og en forbijagende
Lysning mellem Træerne paa den anden Bred, gav det sædvanlige Tegn
til Opbrud. Jeg fulgte -- som altid -- Minna hjem.

Sandt at sige havde jeg hele Aftenen igjennem med en vis urolig
Forventning imødeseet denne lille Maaneskinsvandring. Det forekom
mig, at jeg havde Noget tilgode -- fra hint Øieblik ved Kilden; men i
saa Tilfælde var Forfalds-Tiden aabenbart ikke kommen. Til Trods for
Maane, Bæk med Ellekrat, Bjergdal, Ensomhed »zu zweien« -- lutter
uforkastelige sentimentale Ingredienser -- vilde hun ikke komme i den
sværmeriske Stemning. Naar hun endda havde været tavs! men hun
pludrede paa en allerkjæreste Maade om lutter Ting, der ikke stod i
fjerneste Forbindelse med Forelskelse. Hun kunde pludselig Intet
forstaa: jeg gjorde en fin Hentydning til Kilden, og hun fandt deri
kun Stof til at overveie, hvor vanskeligt det maatte være for
Beboerne, naar Floden oversvømmede den ved Foraarstid, og til grundig
at undersøge, hvilket der da var det nærmeste Sted, som de kunde
hente Vand fra; sandsynligvis »Erbgericht«; men maaske der ogsaa var
en høiere liggende Brønd i det gamle Værtshus »Zum Rosengarten«, --
det var der ganske vist!

Kort sagt, vi passiarede saa fornuftig og skiltes saa anstandsfuld,
som om der hverken var Ungdomskilder eller Feiltrin til.




IX


Et Par Timer efter Middag begav vi os paa Vei, anførte af den
sjæleglade Hans, som bar en Madkurv, og ledsagede af en Mængde
Formaninger til Forsigtighed.

Veien førte langs Elben, og snart havde vi paa høire Haand den lange
Skraaning af Stenbrokker, Smuld og Affald, der jevnt som en Bastion
fører en halvhundrede Fod eller mer op til Bruddenes Plateau og
nedadtil begrændses ved en Mur i noget over Mands Høide. Hist og her
-- en Gang for hvert Brud -- giver denne Plads for en Træbane, der
fra den høitliggende Arbeidsplads fører ned til Bredden, og ad
hvilken de tilhugne Sten rutsche ned paa en Slags Slæder; ved en af
disse Ladningspladser laa en Pram, der allerede var halvt fyldt med
sin tunge Last; nogle sværlemmede Karle aflæssede en Slæde, hvis
Efterfølger stod rede til sin Fart øverst paa Banen, tæt ved
Gangspillet.

Vi havde vel gaaet en lille Fjerdingvei, da Hans stod stille ved en
Stige, der var lænet op mod Muren. Uden Besvær klatrede vi op til
Skraaningens Fod. Men her tøvede vi og mønstrede med et tvivlende
Blik den Sti, der skulde hjelpe os op, og neppe kunde skimtes som en
lysere Zigzag-Streg paa den steile, smudsig-graa Flade. Ved nærmere
Eftersyn opdagedes ganske vist en Slags Trin af fremstaaende Sten,
eller blot uddybede ved et Spadestik, men disse saae ud, som om de
var rede til at skride bort under En. -- Hans, der allerede var
kommen et Stykke tilveirs, saae sig forundret om efter os. --

-- Men De maa gaa først, sagde Minna og blev rød.

-- Nei, Frøken, det gaar ikke an. Glider De ud her, saa er der slet
ikke Noget at faa fat i. Men jeg skal nok holde mig fast og kan
støtte Dem, saa snart De vakler, -- De behøver ikke at være bange for
at rive mig med og i alt Fald --

-- Aa, naar De nu blot vilde gaa! --

-- Herregud, lad os dog sætte os ud over saadanne Taabeligheder! Skal
De for den Sags Skyld udsætte Dem for at knække Halsen? For Pokker,
der maatte da ogsaa gives en anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det
har ingen Fare, naar De nu blot vilde gjøre, som jeg siger. Naa, lad
saa det Snerperi fare!

Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, end jeg i
Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst. Det voldte mig et
kildrende Behag at tilrettevise hende som den Overlegne og navnlig
at lade haant om et af Jomfruelighedens Yderværker og saa overhovedet
at tyrannisere hende i Velfærdets Navn.

-- Jeg veed, at De mener det godt, og derfor tager jeg Dem heller
ikke ilde op, at De taler vel bydende, sagde hun, og saae alvorlig
paa mig. -- Paa en Maade har De Ret, og De vilde have det helt, hvis
det var Skaberi og Affektation fra min Side. Men nu har jeg
uheldigvis den Følelse, og det i en saadan Grad, at jeg veed, den
vilde genere hver Bevægelse ligesaa meget som de Kjeder, Modedukkerne
i sin Tid havde mellem Støvlerne, og vi vilde dog tilsidst komme til
at slaa Kolbøtter omkaps ned ad denne Vold, hvad den synes udmærket
egnet til. Hvis De derimod gaar foran, og lader mig skjøtte mig selv
og klatre op saa ugraciøst, som det netop kan falde sig, saa lover
jeg Dem, at den værste Ulykke skal være, at jeg skraber mine Knæ lidt
-- og finder De, at jeg er en Stivnakke, saa trøst Dem med, at jeg
skal naa ligesaadan derop.

Ved den Bestemthed, blandet med elskværdigt Lune, hvormed hun afgav
denne Erklæring, rev hun mig hovedkulds ned fra min Overlegenheds
Piedestal og gjorde mig, sandt at sige, saa lille, at jeg gjerne
kunde være krøbet i et Musehul. Da der intet saadant fandtes, krøb
jeg i Stedet derfor op ad Skraaningen, og tog den dødelige Angst for,
at der skulde tilstøde min Ledsagerinde Noget, som en retfærdig
Straf.

Vi naaede begge i god Behold op til Randen.

Den hvide Flade, der strakte sig foran os hen til den søndersprængte
Klippemur, fik mig til at tænke paa en udgravet Tempelplads. Som
mægtige Tromler af faldne Søiler laa Møllestene dèr i lange Rækker,
og regelmæssig hugne Stenblokke og Fliser byggede sig sammen til
stykkevise Grundmure. Dynger af Sand, Brokker og Stenskjærver havde
hist og her dannet Bakker, som gjennemskar Terrainet; nogle bar hele
Smaaskove, mest af amerikansk Hyld, hvis skarlagenrøde Bærklaser
glødede mellem de brændende hvide Stenmasser. Til den ene Side saae
man et Tegltag med en rygende Skorsten; det var Smedien, som hører
til ethvert af disse Brud.

Efter at være steget over et saadant Høidedrag, befandt vi os i den
bageste Del af Bruddet, foran Klippemuren. Her stod Eieren og et Par
Arbeidere. Vor Vært tog sin Træpibe ud af Munden, lettede paa sin
Kasket og sagde, at vi kom i rette Tid; de vare lige blevne færdige.
En stor Mand i næsten sirlige, tærnede Benklæder og temmelig ren
Skjorte stod med Ryggen mod os bøiet frem mod Stenfladen, hvor han
syntes at undersøge Noget; han dreiede et Øieblik sit rødskjæggede
Hoved med et gemytligt Nik, medens en ganske lille Fyr med et
gnomeagtigt Ydre og dækket af nogle smudsige Pjalter skulede sky til
os, idet han fjernede noget Værktøi. En halv Snes Skridt derfra slog
et Par Arbeidere smaa Jernkiler paalangs ind i en stor Sten, der
skulde flækkes. Længere borte fra hørtes Lyd af Hakker og Stemmer.

Manden i de tærnede Benklæder traadte tilbage fra Stenen; der viste
sig en tyk, nedhængende Snor ligesom Halen af et Dyr, som var krøbet
ind i et Hul. Den hang knap et Par Alen fra Jorden paa en
fremspringende Del af Sprængningsfladen, en Snes Fod i Høiden, der
allerede ved en smal Revne havde løsnet sig fra den øvrige Mur. Denne
steg i sin hvidgule Nøgenhed godt og vel en hundrede Fod tilveirs,
hvor saa de mørke, ru Klippeformer med Krat og Naaletræer paa alle
Afsatser og i alle Furer groer ud af den -- som om Bjerget var et
uhyre mosgroet Træ, der er blevet afbarket og flækket forneden.

Værten anbefalede os at gaa op paa den nærmeste Stenbakke, der laa
til Siden for Sprængningsretningen. Han vinkede en Mand bort, der kom
fra Smedien med et Par Hakker paa Skuldren, satte Hænderne for Munden
og raabte Varsko. Derpaa bankede han noget Aske ud af Pibehovedet,
dampede stærkt til, idet han gik hen til Stenen, hvor han puttede
Lunten ned i Piben uden at tage denne ud af Munden, og slentrede saa
rolig hen til os, bestandig rygende og med Hænderne stukne ind under
det store Skjødeskind. Gløden forsvandt, en tynd Røg piblede ud af
Stenen. Minna og jeg saae paa hinanden med det underlige Smil af
nerveus Spænding, i Forventning om den storartede Explosion. Endelig
lød et temmelig svagt og dumpt Knald, Stenstykker sprang ud, en lille
Støv- og Røgsky spredte sig -- og Stenblokken blev staaende, skjøndt
stærkt undergravet. Eieren bandede; Manden med de tærnede Benklæder
ragede nogle løsnede Stykker ud med sin Hakke; midt i en Flænge af
Stensaaret viste sig det sorte Spor af Minen.

-- Der maa bores endnu en Gang, raabte han Eieren imøde.

Medens vi betragtede Stedet paa nærmere Hold, og de undersøgte, hvor
det var hensigtsmæssigst at bore, havde jeg taget en Hakke og huggede
paa et af de afsprængte Stykker, der løsnede sig let og i lige
Flager under mine Hug. Pludselig følte jeg mig greben og bunden med
et Stykke af den Bast, som de brugte til Forladning, medens en mægtig
Latter rungede i mine Øren, og et rødskjægget Ansigt bøjede sig frem
over min Skulder. Jeg lo naturligvis med, men paa den flove og
tvungne Maade, som viser, at man ikke forstaar Spøgen; rigtignok gav
den lystige Røver en Forklaring, men paa saa bredt Sachsisk og
sandsynligvis i den Forudsætning, at jeg vidste Besked, saa jeg blev
ikke klogere derved.

Minna lo hjertelig ved at se mig saaledes i Armene paa Kjæmpen og vel
endnu mer over dette komiske Udtryk i mit Ansigt af gjerne at ville
»være med«, men ikke kunne det; -- endelig betvang hun sin Munterhed,
som mod min Villie ærgrede mig ikke saa lidt: --

-- Han forlanger, at De skal kjøbe Dem fri, og han har Ret, sagde
hun. Det er nemlig en Tradition hos os, at naar Nogen fusker en
Haandværker i Arbeidet, saa har denne Lov til at tage ham fangen,
saadan som De nu er bleven.

Hun havde sagt dette paa Dansk, langsomt og med en ubehjælpsom
Udtale, idet hun et enkelt Sted benyttede et tydsk Udtryk. Det var
første Gang, at jeg havde hørt hende sige Noget paa mit Modersmaal,
og det overraskede mig paa en smigrende Maade, da det for os Danske
egentlig hver Gang paany er en Gaade, naar en Fremmed kan gjøre sig
forstaaelig i et saa lidet kjendt Sprog. Og jeg havde hende tilmed
mistænkt for at have lagt sig særlig efter det i den allerseneste
Tid, skjøndt hun ikke havde talt derom.

Jeg betalte med Fornøielse min Bøde saa rigelig, at der foruden
»Prisepenge« til den Rødskjæggede ogsaa blev en Drikkeskilling for de
Andre, -- men det er ikke usandsynligt, at Minnas Nærværelse havde
nogen Indflydelse paa min Gavmildhed. Den gemytlige Røver befriede
mig, stak med et høfligt Tak Pengene i de tærnede Benklæder og gav
sig efter denne Opmuntring i Lag med den nye Boring, medens den
stakkels Gnom, hvis Pjalter man ved enhver Bevægelse frygtede for at
se glide helt af ham, med Slag af en tung Forhammer drev hans
Jernstang ind i Stenen.

Da det lod til at ville trække længe ud, gav vi os til at gaa rundt i
Bruddet; vi besaae Sporene af tidligere Sprængninger og glædede os
over, hvor let behandlelig den skjøre, kornede Stenmasse var for de
dygtige Arbeidere. Derpaa slog vi os paa den mindre techniske
Tidsfordriv at plukke en Del af de smukke Blomster, der groede rundt
om mellem Blokkene; men da Minna fandt et Par farvede, næsten
gjennemsigtige Kiselstene, foretrak hun at lede efter saadanne, og
tilsidst lagde hun sig i sin Iver ned paa Gruset, hvor hun mente at
være kommen til et frugtbart Strøg. Jeg tændte mig en Cigar og tog
Plads tæt ved paa en Sten, i den sparsomme Skygge af nogle Buske.

-- Er de nu ikke søde? spurgte Minna, idet hun holdt sin Haand hen
imod mig med en søgrøn og en lilla Sten, og saae paa mig med missende
Øine, blændet af alt det hvide Lys.

-- Jo nydelige. Hvad vil De nu egentlig bruge dem til?

-- Aa, jeg forærer dem til lille Amalie. Skjøndt, ærlig talt, jeg vil
nok beholde dem selv .... De synes, det er vel barnligt? Ja, men det
er netop, fordi jeg mindes om min Barndom -- som om der var noget
Synderligt dèr at mindes! Og dog gjør jeg det gjerne. Det er
underligt, hvor det kan være, men Tiden gjør dog Alting lidt kjønt,
hvad der blot ligger lidt tilbage i den, -- det er altid en Trøst:
een Gang bliver det kjønt, naar man ser tilbage derpaa.

-- Ja, De har Ret. Og denne Tid, denne Dag -- maaske vil man en Gang
finde den næsten smertelig skjøn, og kun bebreide sig, at man ikke i
Øieblikket satte nok Pris derpaa, og dog vilde det egentlig være
uretfærdigt, i alt Fald for mit Vedkommende.

Minna bøiede Hovedet dybere ned og lagde de nye Stene ned i
Lommetørklædet til det øvrige Fund.

-- Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en
Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var
mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem
til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og
hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte
Ædelstene for at raade Bod derpaa.

-- Det maa ikke være nogen let Opgave, De har, som Lærerinde for
saadanne forkjælede Børn .... De selv har nok faaet en fornuftigere
Opdragelse.

-- Ære den, hvem Ære bør, sagde hun lidt bittert og rystede det
nedfaldne Haar bort fra Øinene. Fornuften, -- den var nok ikke
synderlig med i Spillet.

-- Deres Hjem var meget tarveligt?

-- Havde det blot været tarveligt, men det var uhyggeligt og
glædeløst. Midlerne var ganske vist ikke store, men det var dog ikke
deri det laa altsammen. Vil De tænke Dem, jeg var fjorten Aar, før
jeg nogensinde havde været saa meget som ude i Loschwitz.
Naturligvis kom vi af og til op paa Terrassen. En stor Fest for mig
og min Broder var det, naar Fader tog os med ud til Plauen, hvor han
undertiden drak sit Øl; den Gang var der ikke alle de Fabrikker, der
var saa yndigt i den lille Dal ved Weisseritz, og vi jublede over at
kunne klatre om paa Klipperne; der var det ogsaa, at jeg fandt
saadanne smukke Kiselstene som disse her. Om Aftenen tog han ogsaa
undertiden Moder med hen paa en Ølstue; det var en Rest fra deres
Ægteskabs første Tid, da hun hver Aften havde ledsaget ham. Og hvis
De nu, naar De kommer ind til Byen, gaar hen i »Zur Katze« i
Slotsgade, saadan ved otte Tiden, saa kan De i den inderste Stue se
en gammel Kone, der efter Sigende ligner mig lidt, sidde dèr med sit
Glas Øl, og dersom hun har en Veninde med sig, vil hun vistnok
tilsidst udbrede sig sentimentalt om de mange hyggelige Timer, hun
har haft dèr i den samme Stue med sin salig Mand. Naar Hjemmets
Hyggeligheds-Erindringer logere »Zur Katze«, saa kan De omtrent regne
ud, hvad der blev tilbage for os, min Broder og mig! Vi gik i
ordentlige Skoler, men det var ogsaa hele vor Opdragelse. Fader gav
sig slet ikke af med os, -- og det var stor Skade, for han var ikke
blot en dannet Mand -- han underviste i Latin --, men han var ogsaa
veltænkende og strengt retskaffen, det har jeg først lært at indse,
da jeg blev ældre, og overhovedet har jeg kun af spredte Træk faaet
Noget at vide om, hvad der boede i ham, for han var saa indesluttet;
med Moder talte han næsten aldrig om andet end om Vind og Veir, og
undertiden efter Læsningen af Avisen skjændtes de lidt om Politik.
Fader var nemlig rigssindet, men Moder sachsisk og hadede Preusserne;
hun kunde ikke faa i sit Hoved, hvad den store Enhed var godt for, og
paastod, at vi kun kunde takke den for tungere Skattebyrde. Ellers
havde de, som sagt, ikke Noget at drøfte med hinanden. Senere har jeg
forstaaet Meget af deres Forhold, og det er blevet mig klart, at han
med en anden Hustru var blevet en anden Mand, ogsaa en anden Fader,
og at det til Dels netop var hans bedste Egenskaber, der gjorde, at
han under Samlivet med Moder trak sig mer og mer tilbage i sig selv
og ligesom skrumpede ind til en saadan Særling. Sær var han rigtignok
over al Maade, og det gik navnlig ud over os Børn. Allermest plagende
var hans -- man kan næsten sige Raseri, naar han stødte paa et
fremmed Væsen i Huset. Hvis en fremmed Hund eller Kat havde forvildet
sig ind i vor Have, og han saae det fra Vinduet, saa foer han ned og
kunde gerne slaa det stakkels Dyr fordærvet, naar det kom indenfor
Rækkevidden af hans Stok. Der var aldrig Tale om, at jeg kunde se en
Veninde hos mig paa den Tid, da han var hjemme. En Gang, da det var
min Fødselsdag, -- jeg blev elleve Aar -- havde Moder givet mig Lov
til at have et helt lille Selskab nede i Haven paa en Tid, da vi
vidste, han skulde undervise. Men af en eller anden Grund blev Skolen
lukket den Dag. Moder, der saae ham komme ned ad Gaden, foer ud til
os med Rædsel malet i alle sine Træk, og hele det lille Selskab
maatte tage Flugten gennem de tilstødende Haver. De kan nok tænke
Dem, at han paa den Maade blev en ren Bussemand for os, og at vi
sluttede os sammen imod ham med Moder, der virkelig ogsaa havde mere
Hjerte for os. Desværre førte dette Forhold til, at alt hans blev os
forhadt eller mistænkeligt, og at vi skjulte meget for ham med Moders
Vidende og paa hendes Tilskyndelse, som hans Misbilligelse ellers
vilde have lært os at sky, -- medens den nu overalt kun syntes os et
ondt, vrangvilligt Lune, som man blot skulde snige sig udenom ....
Men hvorfor trætter jeg Dem egentlig ved at fortælle Dem alt dette?

-- De fortæller mig det sikkert, fordi De veed, at De slet ikke
trætter mig, og at der neppe for Øieblikket er noget, som kunde
interessere mig mere. Jeg er Dem meget taknemlig. Selv har jeg haft
en lykkelig Barndom, og jeg kan derfor maaske saa meget dybere føle,
hvad De har tabt. Men De har saa meget at indhente i Deres Ungdom af
Livets lysere Side, og tro mig, den vil ikke blive lukket for Dem.

Minna svarede ikke, men undersøgte ivrig en ny Bunke Stene, som hun
havde skrabet sammen.

-- De nævnede en Broder, -- jeg har aldrig hørt ham omtale. Er han
maaske ikke mer i Dresden?

-- Han døde for et Par Aar siden.

-- Herregud! ogsaa det skulde De opleve. Det maa have været et tungt
Slag for Dem.

-- Aa, jeg brød mig, sandt at sige, ikke saa meget om ham. Han var
ikke nogen god Dreng og bidrog ikke just til at gjøre min Barndom
lykkeligere. Siden, da han blev voxen -- ja, saa var han temmelig
ivrig med at indvinde, hvad der var forsømt af »Livets lysere Side«.
Vi havde neppe faaet megen Glæde af ham.

Hun saa paa mig med en trodsig Mine, som om hun vilde sige: »Jeg kan
nok tænke, at De finder mig haardhjertet. Naa, for mig gjerne! Skulde
jeg elske ham, blot fordi han var min Broder, naar han ellers ikke
fortjente det? .... Forresten skal De heller slet ikke tro, at jeg er
saa god og skikkelig.«

-- Var der slet ingen andre Paarørende, som De kunde have noget
Tilhold hos? spurgte jeg, for at komme bort fra det pinlige Emne.

-- Jeg havde en Grand-Tante, som var min Gudmoder, og i den Egenskab
følte sig forpligtet til at tage sig af mig. Hun holdt endogsaa af
mig paa sin Maade -- desværre var det en temmelig ubehagelig Maade,
som skræmmede mig bort. Altid skjændte hun, havde at udsætte paa alt,
lige til min Frisure -- jeg maatte den Gang gaa med en Mængde
Krøller, saa hun havde Ret i #det# som i det meste andet. Det gik mig
med hende paa lignende Maade som med Fader, -- kun at hun virkelig
gav sig af med mig; -- først langt senere kunde jeg erkjende det
Agtværdige ved dem, der hos hende skjulte sig under Barskhed og hos
ham under Ligegyldighed. Hun var en Særling ligesom han, og havde
meget tilovers for ham, hvorimod hun saae ned paa Moder og derfor
skjævt til Alt hos mig, som kunde hidrøre fra hende. Naar hun
skjænkede mig Noget, var det gjerne med en Trudsel; saaledes lod hun
mig subskribere paa en Klassiker-Udgave og gav mig forud Penge til
Indbindingen -- hun gjorde overhovedet Intet halvt --, det er et
lille Bibliothek paa henved hundrede Bind --, og da hun gjorde det,
sagde hun til mig: »Hvis du nogensinde, selv i den yderste Nød,
skiller dig ved dine Klassikere, saa vil jeg, dersom jeg er død,
komme som Spøgelse og plage dig,« og jeg tvivler ikke om, at hun
vilde holde Ord. Men jeg har da ingen Grund til Frygt, og jeg har
heller ikke blot ladet dem staa paa Hylden; alene for den Gaves Skyld
har jeg meget at takke hende for. Jeg havde altid god Læsning lige
ved Haanden, og da jeg ikke havde saa megen Adspredelse som andre
unge Piger, eller rettere slet ingen, som stjal Tiden umærkelig bort,
saa fik jeg en Del læst, som de fleste unge Piger ikke kommer til, --
ganske vist ogsaa Noget, som jeg i alt Fald heller burde have ventet
med. Komisk nok, det faldt slet ikke min ellers saa pædagogiske Tante
ind, at de gode Klassikere indeholdt et og andet, som ikke egner sig
til Læsning for fjortenaarige Piger, -- ældre var jeg ikke, da
Subskriptionen begyndte; men enten var hendes litterære Hukommelse
noget udvisket eller ogsaa var Begrebet »tydske Klassikere« for hende
noget i den Grad over al Maade Ophøiet, at en saadan Tanke slet ikke
kunde komme op. Saaledes læste jeg i den Alder »Oberon«, -- ja, det
er sandt, den kjender De vel neppe. Alt i Alt troer jeg ikke Skaden
derved var stor. Og disse Aftener, naar jeg sad og læste i de store
Digtere, efter at Moder forlængst var sovet ind, var de første
lykkelige Timer, som jeg oplevede. De var mer end lykkelige, men
ogsaa derved mindre, for naar de lyste med mange skjønne
Aabenbaringer, saa fulgte der ogsaa nogen pinlig Selverkjendelse med
som en mørk Skygge. Jeg indsaae, at der gaves en hel anden Verden, --
jeg mener ikke af ydre Kaar, men af Tanker og Følelser, helt andre
Synsmaader for, hvad der havde Værd og ikke havde det, end det Væv,
som Moder havde spundet om mig af tvivlsomme, men temmelig let
anvendelige Leveregler, forbundne med mange sentimentale og
himmelvendte Fraser, der ikke syntes bestemte til andet end til at
kaste et Slør over hine. De undrer Dem maaske over, at jeg maatte
lære dette af Digterne, da jeg dog havde haft kristelig Undervisning;
det var ikke Læresætninger, jeg manglede, men af Livet selv saae jeg
rundt om i vor lille Omgangskreds ikke Noget, der kunde kaldes, jeg
vil ikke sige Stort, men Ædelt og Rent. Det var naturligvis kun
Moders Familie vi saae, og af den var hun endda den bedste; de blev
neppe nok taalt af Fader, men kom, naar han var ude, Søstre, Tanter
og Fætre, eller de smuttede ind i Kjøkkenet og holdt dèr deres lidet
opbyggelige Faddersladder. Aa, hvor jeg væmmes ved at tænke paa alt
det! Noget havde det vel ogsaa at sige, at Præsten, hos hvem jeg gik
til Confirmation, og hvis Prædikener Moder græd over, ikke havde det
bedste verdslige Ry. Nu maatte Goethe og Schiller prædike for mig, og
de vare ikke de sletteste Profeter. Men naturligvis bragte dette en
voldsom Gjæring, Splid og megen Tvivl med sig, som tog stærkt paa
mig. Da jeg maatte tidlig op og hjælpe til i Husholdningen, saa var
denne Aftenlæsning, der ofte blev Nattelæsning, meget anstrengende
for mig. Dertil kom, at vi altid havde levet tarveligt og endnu mere
ufornuftigt; uden at vide det havde jeg paa en Maade sultet i hele
min Opvæxt. Jeg led af Blodmangel og Nerveusitet, og Alt dette slog
sig nu sammen, saa at jeg i disse Aar aldrig var rask. Jeg blev
svimmel, bedst som jeg gik paa Gaden, fik pludselig ubestemte
Ængstelser, forekom mig undertiden som et Udskud af Menneskeheden og
frygtede tidt for min Forstand. Hvad min aandelige Udvikling angaar,
saa følte jeg vel nu, at jeg vistnok kunde have en Støtte hos min
Fader; men Umeddelsomhed var nu bleven ham en anden Natur, og netop
paa den Tid forøgede Svagelighed hans utilgjængelige Væsen. Han døde,
for et Aars Tid siden, uden at jeg var kommen ham nærmere; en Del af
Skylden laa vel ogsaa hos mig selv. At han aldrig havde bekymret sig
om, hvad der boede i mig, gjorde mig trodsig, og jeg følte, at ogsaa
jeg havde lukket mig inde overfor ham. Ofte besluttede jeg at nærme
mig fortrolig og kjærlig, men naar det kom til Stykket, forbittredes
jeg ved Følelsen af Vanskeligheden, ved Tanken om, at en saadan
Beslutning, en Anstrengelse var bleven nødvendig mellem Fader og
Datter, og jeg tav i det afgjørende Øieblik. Sidste Gang, da jeg var
inde hos ham, kyssede han mig og sagde: »Bliv altid ved at være en
brav Pige.« Jeg var ved at briste i Graad og overlade mig helt til
Øieblikkets Følelse, men den gamle Stemme inden i mig hviskede: »Hvad
har du gjort for, at jeg kunde blive det? og hvor veed du, om jeg er
det endnu?« -- Det Hele endte med et tørt Løfte og en kold
Omfavnelse. Da jeg et Par Timer senere kom hjem fra mine
Informationer, var Fader død.

Minna tav længe og saae ned for sig; hendes Mundvig dirrede, og jeg
ventede hvert Øieblik, at hun skulde briste i heftig Graad. Pludselig
slog hun Øinene op og saae paa mig med et taareløst, men forunderlig
alvorligt og gjennemtrængende Blik, der syntes at efterforske
Virkningen paa mig af det Fortalte. Hun sagde ganske vist til sig
selv: »Nu finder De mig vel rigtig hæslig! Jeg vilde inderlig ønske,
at jeg var bedre, men i alt Fald vil jeg ikke besmykke mig for Dem.«
Hendes Ansigt var uendelig kummerfuldt, og jeg var overbevist om, at
denne Tanke havde en endnu større Andel i dette Udtryk end de
smertelige Erindringer, som hun havde revet op i.

Selv var jeg stærkt bevæget og havde gjerne i det mindste grebet
hendes Haand; men vi sad et Par Skridt fra hinanden, og Arbeiderne
vare ikke langt borte. Et Haandtryk vilde have ladet hende opfatte
hele Dybden af min Medfølelse bedre end Ord, der ved saadanne
Leiligheder hildes i Skam over deres egen Afmagt. Jeg sagde hende, at
jeg længe havde anet, at noget Sørgeligt i hendes Fortid trykkede
hende, men ikke havde tænkt mig, at det strakte sig saa dybt ned
gjennem hele hendes Barndom og Udvikling.

Ved denne Bemærkning fik hendes Ansigt et eiendommeligt mistænksomt
og næsten spottende Udtryk, som jeg godt kjendte.

-- Men nu har De ogsaa kun opholdt Dem ved de mørke Sider, bøiede jeg
af. Hvor kan det være, at De slet ikke har talt om Hertz? De var dog
allerede den Gang i Dresden.

-- Ja, men jeg lærte dem først den Gang at kjende, netop ved min
Faders Begravelse. .... Slægtskabet med Tante Thea var saa langt
ude, -- egentlig var der intet .... Desto bedre maaske! .... Deres
Hus blev for mig et andet Hjem, -- nei, »#Hjem#« skulde jeg slet ikke
kalde det, -- Noget langt mer .... De veed det jo forresten .... Og
efter hvad De nu har hørt, kan De langt bedre skjønne, hvad disse
prægtige Mennesker har været for mig ....

Hun sagde dette langsommere og ligesom adspredt, maaske træt af at
fortælle eller endogsaa fortrydelig over at have meddelt saa Meget.

Forøvrig blev vi nu afbrudt ved Værkeierens Anmodning om at indtage
vor forrige sikre Plads, da Alt var færdigt til det nye
Sprængningsforsøg.

Jeg havde næsten glemt, hvor vi var, og hvorfor vi var der; enkelte
af hendes Yttringer med deres triste og ofte bitre Stemmeklang
gjenlød bestandig for mig, som de gjør det endnu i dette Øieblik.
Hvad selve hendes Fortælling angaar, saa har den naturligvis i min
Erindring formet sig lidt mere sammenhængende, end den i hin Time kom
fra hendes Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i
Virkeligheden først blev mig fortalt en af de følgende Dage; men paa
Hovedindtrykket havde disse Smaa-Unøiagtigheder i alt Fald ingen
Virkning. Hvad der især slog mig, var den bevidste og reflekterende
Maade, hvorpaa hun omtalte og bedømte sine Forhold; det var
aabenbart, at hun atter og atter havde gjennemgaaet alle Enkeltheder
og deres Forbindelser, efterforskende baade Aarsager og Virkninger.
Jeg saae heri et Vidnesbyrd om, at hun var en mere ægte melancholsk
Natur, end jeg havde antaget. Thi jeg var tilsidst bleven skuffet af
den ungdommelige Munterhed, som ofte brød igjennem hos hende.

Den nye Sprængning forløb ganske som den første; Klippestykket blev
staaende, skjøndt det nu næsten var helt undergravet, saa det svævede
frit ligesom en Karnap. Den rødskjæggede Arbeider nærmede sig
forsigtig og ragede med sin Hakke de søndersprængte Stykker ud, som
Explosionen ikke havde bortslynget. I Baggrunden var der ved
Hjørnerne endnu nogle halvt-revnede Blokke, som støttede den lidt.
Medens Eieren og den pjaltede Arbeider holdt Øie med Klippestykket
for at gjøre Anskrig ved dets mindste Bevægelse, gav den dristige
Mand sig nu til at føre sine vægtige Hug mod disse Steder. I
Begyndelsen holdt han inde efter hvert Slag, rede til at springe
bort, men lidt efter lidt veg Forsigtigheden for Iveren. Hakken bed
sig ind, Hug i Hug, og Smaaskjærver sprang om ham; han syntes grebet
af et Raseri mod denne stædige Modstander. Det saae frygtelig farligt
ud; Øiet, som var træt af at stirre paa den blændende Flade og neppe
turde blinke, mente hvert Øieblik at se Kolossens Rand bevæge sig. Et
Par Gange blev der varskoet, og efter den skuffende Pause begyndte
Angrebet igjen, heftigere og med en voxende Fare svævende over sig.

Minna var ganske bleg og kneb Læberne sammen. Da nu ogsaa jeg, sløvet
af den lange Ventetid, gik flere Skridt nærmere for ret at se
Virkningen af disse Kjæmpeslag, sprang hun efter mig og med et
krampagtigt Greb i min Arm rev hun mig voldsomt tilbage. I det samme
lød der et Raab; jeg saae en stor bevægelig Lysning over mig og lidt
til Siden, og hørte et stærkt Brag. Hele Klippestykket laa et Par
Favne fra mig, og en løsreven Blok sprang nogle faa Alen borte. Mit
første Blik søgte den flinke Arbeider; han stod i god Behold lidt til
Siden for det Stenuhyre, som han havde fældet, og nikkede til os med
et Smil, som om han vilde sige: »Den var lige nær nok.« Jeg
understøttede Minna, som rystede over hele Kroppen, og fik hende til
at sætte sig paa en Sten.




X


Eftermiddagssolen straalede med fuldt Lys ind paa Klipperne, men ud
over dem havde en mørk Sky skudt sig frem, og Regnen begyndte nu
pludselig at falde med saa store Draaber, at dens uveirsagtige
Karakter ikke lod sig miskjende, og vi vare nødte til at skynde os
over de smaa kratbevoxede Banker til Bruddets Smedie. Denne
Anstrengelse gav Minna hendes Kræfter tilbage, og hun, der et Minut
før neppe syntes at kunne støtte paa Benene, løb under Plaskregnen de
sidste Skridt saa let, som om hendes Nerver slet ikke vare blevne
rystede.

Høist eiendommeligt var det, fra det store lyse Rum med hvide Klipper
i blændende Sollys at træde ind til sodet og kulstøvet Dunkelhed,
brudt af røde, gnistrende Luer, i et ganske lille Kammer, der snart
blev stoppende fuldt af Arbeidere. En ung, paafaldende smuk Mand stod
ved Essen; hans muskelflettede Arm strakte sig i Veiret, greb en
Tovende og gyngede den lange, bøiede Vippestang, som satte
Blæsebælgen i Bevægelse. Kuldyngen glødede livligere op, han rodede
om i den, kastede en Skovlfuld paa, lagde en Hakke med den sløvede
Jærnspids i den og trak en anden ud med glorødt Næb; spyttede derpaa
paa Fingren og lod den fare hen over det glødende Metal, og dyppede
saa Hakken i et Vandtrug, som hvislende sendte en hvid Dampsky op om
ham.

Minna lo: --

-- Før saae vi Siegfried i Kamp med Dragen, og her har vi ham jo
lyslevende i Skovsmedien.

Hun havde igjen tiltalt mig paa Dansk, og Arbeiderne saa nysgjerrige
paa os, forundrede over dette Kluddervælsk. Smeden syntes dog ikke at
lægge Mærke dertil; han lagde netop den atter graanende Hakkespids
paa Ambolten og bearbeidede den med Hammeren, saa Gnisterne sprang om
os, og vi traadte et Par Skridt tilbage. Minna betragtede ham med et
Velbehag, som jeg slet ikke syntes om.

-- Synes De ikke, han er smuk? spurgte hun. Som han staar der ved sit
Arbeide, kan man dog ikke tænke sig noget mere malerisk. Naar blot
Gudehus[1] saae saadan ud!

 [1] Wagnersanger (Siegfried) i Dresden.

-- Vist er han kjøn, men De ødelægger ham jo ved at se saadan paa
ham; han bliver naturligvis saa forfængelig, at de stakkels smaa
Landsbypiger slet ikke kan gjøre ham tilpas mer.

-- Han er optagen af sit Arbeide, -- han bemærker det sikkert ikke.

-- Saa skal de Andre nok sige ham det.

-- Men du kjære Gud! det er saa herligt at se noget rigtig Skjønt.

Hvor berettiget end denne Yttring kunde være, saa var den mig dog
ikke helt behagelig.

-- Mon han er en Sachser? sagde hun lidt efter.

-- Nei, Frøken! jeg er en Slesviger, svarede Arbeideren ganske rolig
paa Dansk, idet han slængede Hakken hen i Krogen og gav sig til at
røre Blæsebælgen.

Man skulde tro, at den blæste til en Glød paa hendes Kind, saa
blussende rød blev hun. Arbeiderne rundt om smaalo og syntes at
forstaa Situationen. Strax nød jeg hendes Forlegenhed som en passende
lille Hevn; men jeg fik snart ondt af hende, da hun virkelig ikke
syntes at turde løfte Øinene mer fra Gulvets Kulstøv. Heldigvis
dryppede det nu kun ganske fint udenfor. Vi tog Afsked med vor
forekommende Vært og med den rødskjæggede Kjæmpe, -- Gnomen
kukkelurede i en Krog, Smediens Adonis sendte et fornøiet »Farvel«
efter os.

Naturligvis vilde vi ikke indlade os paa at stige ned, som vi vare
kravlede op, -- hvis det endda vilde gaa saa godt. Den lille Hans
blev beordret til at vise os Veien gjennem Nabobruddene, men jeg
undgik, skjøndt ikke uden Vanskelighed, at belemres med denne Fører:
jeg skulde nok selv finde igjennem.

De fleste Brud vare forladte af Arbeiderne. Man saae overalt de samme
hvide Gulve og Mure, kratbevoxede Smaabanker, ruinagtige Rækker af
tilhugne Sten og kyklopiske Volde af raa Blokke, og hist og her hele
væltede Klippestykker, Rester af de langt mere omfattende
Vintersprængninger, ved hvilke undertiden Flodløbet stoppes. Ved at
holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt
uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti. De enkelte Brud
adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter
Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte
var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den
usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde
Støtte, eller naar hun saae mig vakle. De sørgelige Erindringer, som
hun havde dvælet i, den nerveuse Spænding, mens Klippestykket
fældedes, og endelig Forlegenheden i Smedien: alt dette syntes kun at
have dæmmet op for en Strøm af Munterhed, som nu brød desto mere
sprudlende frem. Engang faldt vi begge, hun ovenpaa mig; heldigvis
stødte kun jeg mig en Smule; Minna reiste sig leende og hjalp mig op,
uden at der viste sig nogen Undseelse. I dette Øieblik vilde hun
maaske endogsaa have glemt at sende mig foran, hvis vi skulde klatre
op ad Bjerget; hun syntes virkelig ikke at have Tanke for andet end
sit ypperlige Lune, og maaske for mit med og en Smule for hele
Naturens, -- der duftede og kvidrede os imøde fra Bjergskoven, som vi
nu traadte ind i.

Den stærke, røgelseagtige Vellugt, der var udruget af Solvarmen paa
denne Skrænt, var forfrisket af den Duft, som Regnbadet syntes at
have sprængt rundt om, og berusede deraf sang Fuglene op, som om det
havde været ved Foraarstid. Aftensolen straalede ind mellem Granerne,
hvis buede, frynsede Grene tindrede, som om de hang fulde af
Stjerner. Nedenunder mellem deres Stammer var Floden som et glidende
Lys, og høit oppe over de sagte nikkende Trætoppe løftede
barkfarvede, furede og sprukne Klippemure deres blaalige Bræm af
forkrøblede Fyrrer op mod den skyfri Himmel. Af og til lød deroppefra
en Brusen, der nærmede sig som en Bølge; store Draaber dryssede ned
over En og Minnas Kjole flagrede til Siden. Den var blegt
chamoisfarvet, af et let og blødt Stof, der uden Ophæftninger i lange
Folder sænkede sig glat ned over Figuren fra det sorte Læderbelte, --
en Dragt, der lod hende tage sig slankere og høiere ud end ellers.
Hun trippede lidt paa den skraa Grund, der overalt, hvor den havde
holdt sig tør, var glat af Naale og Kogleskjæl; ofte gled hun og
strakte da med et lille Skrig den høire Arm ud i Luften, saa det vide
Ærme gled helt op over Albuens Smilehul, medens den anden med sin
ubehandskede, solbrændte Haand greb fat i Mosset.

Pludselig brast jeg i Latter, og da hun vendte sig med et spørgende
Smil, pegede jeg paa hendes Skygge, der med en tyk, uformelig
Skikkelse tegnede sig paa en lodret Stenflade ved Siden af hende; hun
svarede med en endnu hjerteligere Latter, idet hun viste paa min
Skygge, som mere langbenet end en Stork strakte sig op ad en
Skraaning. Vi kunde længe ikke komme fra Stedet, thi ved den første
Bevægelse gebærdede Skyggerne sig endnu latterligere. Og da vi
endelig gik videre, hvor en Indsænkning gav Skoven Lov til at brede
sig, drev de atter et pudsigt Spil, idet de snart lagde sig langs hen
over Grønsværet og snart hoppede fra Stamme til Stamme, springende
umiddelbart fra en, der kun var et Par Skridt fra os, til en, som
lyste langt inde i Tykningen.

-- Veed De hvad, sagde Minna, det er godt, at De ikke er en Peter
Schlemihl, for saa vilde De nu være opdaget.

-- Det vilde jeg unægtelig, og hvad saa?

-- Ja, -- saa --? Jeg vilde i alt Fald slet ikke være hyggelig
derved.

Hendes lille Øre blev ganske rødt -- og det kunde dog ikke være
gjennemskinnende Sollys, da Solen var lidt bag ved os. Mit Hjerte
hoppede af Glæde, for jeg havde ingen Tvivl om, at hun tænkte paa det
Sted i den udødelige Bog om den stakkels Skyggeløse, hvor Schlemihl
om Natten spadserer i Haven med sin Tilbedte, og de pludselig træde
ud paa en maanebeskinnet Plet, hvor nu kun #hendes# Skygge strækker
sig ud fra deres Fødder. Hun havde ogsaa strax forstaaet, at mit
tilsyneladende høist enfoldige »og saa?« ikke var slet saa dumt, som
det var frækt; thi hun havde just selv i disse Dage laant mig Bogen
-- et Bind af hin Klassiker-Udgave, som hun havde fortalt mig om. Ja,
hvis jeg nu ingen Skygge havde haft, saa var hun falden i Afmagt, og
jeg havde maattet fly hende for stedse; men nu, da den nok saa
levende legede Skjul med hendes i den aftenlige Bjergskov -- hvad var
der da i Veien? Jeg havde saa vist ingen uudtømmelig Penge-Taske i
Lommen, men min Skygge havde jeg i Orden. Stod den ikke netop nu hist
paa en brat Stenflade, Sort paa Hvidt, som et uforkasteligt Dokument
om min Ægthed, og den lille Øreflip foran, der var saa dryppende rød,
fortalte om, at den tilhørte en Kvinde, som var mig saare god, --
hvorfor skulde saa ikke Hjertet hoppe i mig af Glæde?

-- Hør, sig mig! er De lige saa tørstig som jeg? spurgte Minna
pludselig.

-- Det veed jeg ikke, men tørstig er jeg.

-- Ja, for dèr ser jeg mange Blaabær, og jeg veed egentlig ikke,
hvorfor vi skulde lade dem tørre hen til ingen Nytte.

Jeg var ganske af hendes Mening, og vi gav os til at plyndre de smaa
Buske omkap. Da det snart blev for besværlig at staa og bøie sig,
lagde vi os paa Knæ og krøb fra den ene Busk til den anden paa alle
Fire. Saa blev det os for omstændeligt at plukke Bær for Bær, vi rev
Stilke af og trak dem igjennem Munden; først nu, da vi slukkede
Tørsten, mærkede vi, hvor stærk den var. Minna gottede sig formelig,
ja gav sig endogsaa til at knurre ligesom et lille tilfreds Dyr. Da
hun mærkede, at det morede mig, drev hun Spøgen videre og nappede med
Læberne Bærrene af Busken, uden at hjelpe sig med Hænderne, der
trippede om paa Jorden som Poter. Saa kikkede hun op paa mig, med et
uhyre pudsigt Udtryk, idet hun knurrede og rystede sit Hoved, saa et
Par frie Smaakrøller dansede om Panden. Hendes Læber, der var ganske
sorteblaa, viste smilende den blaanende Tandrække. Om nu dette
landlige Negligé lod hendes Mund synes mindre utilnærmelig, end min
Respekt før havde fundet den, eller om denne Farve som et Tegn paa
vort barnlige Lune kom min naturlige Frygtsomhed til Hjelp -- nok er
det, at jeg ved dette Syn fik en ubetvingelig Lyst til at kysse
hende. I dette Øieblik opdagede vi begge et Bær, saa stort som et
lille Kirsebær, og vore Hoveder stødte sammen; medens jeg endnu lo og
ømmede mig, snappede hun Bærret, og strax derefter trykkede mine
Læber et langt Kys paa hendes, medens mit Blik borede sig ind i
hendes Øine, som blev ganske smaa, og i hvilke der inderst inde
spillede et Glimt af de sidste gyldne Solstraaler. Kun vore Læber
berørtes, vore Arme støttede mod Jorden, som Forben; og just da jeg
vilde gjøre den mere menneskelige Brug af dem, at lægge dem om hendes
Skulder, halvt ubevidst og beruset af Saligheden i det første Kys,
sprang hun op og løb ned ad Stien. Før jeg kunde indhente hende,
havde hun allerede naaet et Sted, hvor jeg ikke mere kunde komme paa
Siden af hende, da Stien kun var fodbred og Skraaningen steil. I
Bevidsthed herom gik hun ogsaa roligere.

-- Minna! kaldte jeg sagte og frygtsomt.

Hun syntes ikke at høre det.

-- Kunde De ikke finde min Skygge? forsøgte jeg at spøge, -- siden De
pludselig løber fra mig. Se blot tilbage, skal De se, jeg har den
endnu, skjøndt den er bleven meget blegere, men det er Deres ogsaa.

Intet Svar.

-- Er De vred paa mig?

Hun rystede paa Hovedet, men hverken standsede eller saae det mindste
tilbage. Dette Slags Svar havde imidlertid beroliget mig; jeg vidste
ikke mer at sige, og turde heller ikke plage hende, skjøndt denne
tavse Marsch i Hælene paa hinanden var mig rædsom pinlig. Endelig
nærmede vi os det Sted, hvor den smalle Bjergsti mellem de yderste
Graner sænkede sig ned paa Engene ved Floden, kun faa Minutters Gang
fra Rathen; her kunde jeg da i alt Fald faa hendes Ansigts-Udtryk at
se.

Som en Hjort, der bliver bragt til Standsning, vendte hun sig nu om
imod mig:

-- Nu siger jeg Dem Farvel. Vi er snart hjemme, og De skal ikke følge
mig længer.

-- Men hvorfor ikke? Hvad mener De?

-- Lad mig være! lad mig gaa for mig selv denne Gang, det er det
eneste, jeg forlanger, fordi De fik Lov -- tog Dem Lov --

-- Men saa sig mig i alt Fald -- --

-- Farvel, farvel!

Hun løb allerede mer end hun gik ned ad de sidste Sten og hen over
Enggræsset, hvor hendes Skridt blev lydløse; kun Læderbeltet om
hendes Liv knirkede ved den hurtige Bevægelse. Saaledes havde det
ogsaa knirket, mens hun krøb om mellem Blaabærrene; jeg blev helt
modfalden, da jeg ikke længer kunde høre det. Thi dèr stod jeg endnu
paa samme Sted og stirrede efter hende lige saa længe, som jeg kunde
se hendes lyse Kjole.




ANDEN BOG




I


Længe drev jeg om nede ved Flodbredden, mere drømmende end vaagen. --

Kun een Reflexion gjorde jeg atter og atter, og bestandig med større
Glæde: Hun var ikke alene fri, men hun havde sikkert bestandig været
det, ja hun kjendte maaske ikke mer til Hjertekval, end jeg selv
gjorde. Det var taabeligt af mig, at jeg havde været skinsyg paa den
smukke Arbeider i Smedien, men endnu langt taabeligere havde jeg dog
været, da jeg følte det samme overfor hint Fantasibillede, der
kaldtes »den danske Maler«. Uden Tvivl var hele denne Historie kun
Familiesladder af en Tante, der efter Skolelærerens Udtryk »ikke var
saa rigtig heldig«. Forresten havde hun jo selv udtalt sig om disse
Tanter og deres opbyggelige Faddersladder.

Hun maatte blive min -- var hun det ikke allerede? Jeg følte hendes
Kys paa mine Læber, -- men hvorfor havde hun saa pludselig forladt
mig, hvad skulde det sige, at jeg ikke maatte følge hende?
Pige-Luner, -- hvo kan beregne dem, og hvem vil undvære dem?

Det mørknedes allerede. Aftenhimlens Skjær forude blændede Øiet, saa
man neppe kunde skjælne Afstandene i den dunkle Forgrund. Oppe paa
Klipperandene var der endnu et svagt Dagslys. Over de grønne Enge
hinsides Vandet syntes der at have spændt sig et graat Spindelvæv.

Forude hørte jeg Stemmer, og jeg saae en Mand og en Dreng komme mig
imøde. Det var Værten og hans Søn, der gik hjem fra Stenbruddet. Da
vi vare hinanden nær, løb Drengen hen imod mig med noget Hvidt i
Haanden.

-- Her er Deres Brev, raabte han.

-- Mit Brev?

-- Ja, det er nok et, De har villet lægge i Postkassen, sagde
Værk-Eieren, for det er da skrevet til Danmark.

-- Jeg fandt det dèr, hvor De sad saalænge, mens der blev boret,
sagde Hans.

Jeg tog med en uhyggelig Fornemmelse Brevet, som var ganske fugtigt.

Ved det døende Aftenlys kunde jeg med Besvær dechifrere den noget
udflydte Udskrift: Til Hr. Kunstmaler Axel Stephensen. Jeg vilde se
endnu en Gang efter, om ogsaa Haandskriften var den rigtige, -- men
det flimrede for mine Øine.

-- Ja, det er godt, Tak skal I have. -- Farvel! --

Dèr havde vi altsaa »den danske Maler«. Hvis et Spøgelse havde
præsenteret sig for mig, var det ikke løbet mig halvt saa koldt ned
ad Ryggen.

Altsaa Axel Stephensen! Ja, naturligvis kjendte jeg ham. Hvem af os
kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? -- og
det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at
gjøre. Kjendte ham, -- det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham
paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa
Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, -- ikke just altid
i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden.
Men hvad der slog mig som et høist mærkelig Træf, det var den
Omstændighed, at i et Brev, som jeg havde modtaget samme Dag, havde
en Fætter af mig med mange burschikose Spydigheder berettet om samme
Axel Stephensen, at »denne Pariserlaps gjorde frygtelig Haneben« for
en ung Dame af vor Omgangskreds, en meget rig, men ikke just skjøn
ung Dame, hvis Portrait han var kommen til at male, hvad han havde
gjort paa en saa smigrende Maade, at Gjenstanden og Familien var
meget tilfreds. Desværre for Maleren var der En, som havde særlig
Grund til at finde Behag deri, det var den, for hvem det var bestemt:
en nybagt Søofficer, hvis lykkelige Examen nu skulde belønnes med
Declarationen af Forlovelsen.

Ham var det altsaa, som havde grebet ind i Minnas Liv, og aabenbart
ikke paa en overfladisk Maade. Efter Skolelærerens Udsagn kunde jeg
skjønne, at det maatte være et Par Aar siden, at Minna havde kjendt
ham i Dresden, og dog stod de endnu i Brevvexling. Hvad kunde det
betyde andet end en Art Kjærlighedsforhold, en hemmelig Forlovelse
eller Sligt? Men saa hendes Fortrolighed med mig, hendes Koketteri,
dette Kys, som hun villig nok havde ladet mig røve: hvorledes kunde
det forenes med et saadant Forhold hos en Pige, der ikke havde en
letsindig Charakter?

Jo mer jeg tænkte over disse Modsigelser, desto uløseligere forekom
de mig.

Jeg blev endelig revet ud af min Grublen ved den klokkeagtige Lyd fra
en Kjededamper.

Det var ganske mørkt.

Maanen skimtedes bag Grantoppene paa en Høide hinsides Floden; dens
Lys naaede ikke endnu ned over Vandet, og man kunde ikke se Skibene;
men Rækken af deres Lanterner med de lange Speilstriber bevægede sig
langsomt som en Procession af gyldne Stave med store Knapper, anført
af en Rubin- og en Smaragdstok.

Dette Syn, der saa levende vakte Følelsen af vort lykkelige Samliv
her ved Floden, gjorde mig endnu mere beklemt om Hjertet.

Jeg gik langsomt hjem, bestandig med det skjæbnesvangre Brev i
Haanden.

Saa snart jeg havde tændt Lys, gav jeg mig til at betragte det
nøiere. Væden havde næsten opløst Gummien, saa at Convolutten kun
klæbede fast paa et enkelt Punkt.

Det vilde være den letteste Sag af Verden at lukke den op og i, uden
at det kunde sees af Nogen.

Denne Tanke gjorde mig hed og kold; jeg kastede det angst paa Bordet
og blev ved at gaa rundt i Værelset og skotte til det.

Med et havde jeg Brevet i Haanden og pillede med Neglen ved
Sammenføiningen; men som om det blot havde været en Distraktion,
dreiede jeg det hurtig og studerede ivrig Udskriften.

Hvis jeg havde haft nogen Tvivl, om Haandskriften var »en ægte Minna
Jagemann«, saa maatte den grumme snart forsvinde.

Men en særegen Omstændighed blev mig paafaldende; Adressen var
skreven med lignende rødligt og lidt grumset Blæk som hint
Prosastykke af Goethe i Poesibogen, -- formodentlig et Fluidum, der
førtes af den Rathener-Kjøbmand. I saa Fald var der ingen Tvivl om,
at det var mig selv, der havde givet Anledning til, at det var blevet
ført til Protokols, og denne formentlige Opdagelse gjorde mig lidt
roligere stemt overfor det slemme Brev.

Jeg tog et Ark Postpapir frem og skrev til Minna, at dette Brev, som
hun maatte have tabt, var blevet fundet og bragt mig, men at jeg ikke
udenvidere vilde lægge det i en Postkasse, da det syntes at have lidt
en Del af Fugtigheden, ja muligvis neppe længer var læseligt, saa at
hun maaske vilde foretrække at afsende et andet.

Derpaa lagde jeg et stort Omslag om det Hele, adresserede det og gik
strax ud for at bringe det ned i Postkassen paa »Erbgericht«, -- saa
havde jeg Fristeren og Urostifteren ude af Huset.

Et klart Maanelys laa paa Høiderne over den slumrende By, af hvilken
kun et Par enkelte Tage naaede op i dets Region, tindrende med deres
Smaaruder; -- høit over dem stod Krandsen af de steile Klipper,
tættere og mere sammensmeltet end ellers, med bløde, dæmrende Former.

Længst ude lyste Stenbruddene over Flodkrumningen, og jeg kunde
skjelne det Sted, hvor vi havde tilbragt Dagen sammen.

Denne stille, kjølige Skjønhed virkede beroligende paa mig, og den
understøttedes snart af en dødelig Træthed, som pludselig lod sig
mærke, da jeg atter gav mig til at stige op imod min Bjergborg.

Hurtigere end jeg havde troet det muligt, sov jeg ind, i Forventning
om »de Ting, som skulde komme.«




II


Den næste Morgen løb jeg strax ned til Kjøbmanden, og bragte en
Flaske Blæk med tilbage som formentligt #corpus delicti#.
Undersøgelsen gav det forønskede Resultat, at saavel Brevet som
Afskriften i Poesibogen var begaaet med dette #instrumento#. Denne
Vished lod mig strax se lysere paa Sagerne.

Saa gav jeg mig atter til at overveie »de Ting, der #kunde# komme«.
Min Sendelse maatte nu være bragt hende. At der vilde følge en
Redegjørelse fra hendes Side, var jeg ikke i Tvivl om, og det forekom
mig sandsynligt, at hun vilde vælge den skriftlige Form. Om hun vilde
sende et Bud direkte op til mig med sit Brev? Det vilde let give
Anledning til Sladder, og hun kunde vel heller ikke blive saa hurtig
færdig, at hun ikke ligesaa godt kunde benytte Posten. Denne Dag
maatte altsaa vies til Taalmodigheden.

Hvorledes fordrive den skrækkelige Tid? Først tænkte jeg paa at
foretage en lang Tur, men jeg gøs for at være prisgiven til mine egne
Tanker og dømt til at skulle vende og dreie de samme Spørgsmaal i det
Uendelige. Jeg foretrak at forskrive mig til et Uhyre af en tydsk
Familie-Roman af de reneste Intentioner og med et Indhold, som den
forbarmende Tid har udslettet af min Erindrings Tavle. --
Middagsmaden lod jeg hente.

Det blev efterhaanden glubende hedt, og der kom ingen Luft gjennem de
aabne Vinduer. Det ene Klædningsstykke blev kastet efter det andet,
og tilsidst laa jeg i bar Skjorte paa Sengen, hvilket ikke var
hensynsfuldt overfor de indtil Bunden af deres Sjæl ærbare og
anstændige Romanpersoner, som omgav mig. Andet Besøg mente jeg ikke
at risikere: den gamle Hertz kunde umulig vove sig saa høit tilveirs.
Pludselig foer det igjennem mig: hvis hun selv opsøgte mig! Det var
utroligt, men i saadanne Tilfælde maa man netop være forberedt paa
det Utrolige.

Jeg var allerede i Færd med at klæde mig paa, og gjorde det med megen
Omhu. Ja, jeg vilde endog have barberet mig, hvis ikke Solen havde
staaet saa blændende paa. Idet mit Blik faldt paa det lille Stykke
Birke-Allé, fik jeg et nyt Indfald: -- Grotten »Sophien-Ruhe«. Hun
havde sagt, at paa denne Tid kom der aldrig nogen af Husets Folk dèr;
hvad, om hun i Tillid til min Erindring og Skarpsindighed ventede mig
dèr! Hun gjorde det sikkert, -- det var som en Aabenbaring! og afsted
styrtede jeg.

Et Par Skridt fra Stedet standsede jeg for at blive Herre over min
Bevægelse, og i det samme traadte ud af Grotten en høi Herre med
Skjæg à la tydsk Souverain og misfornøiet Blik.

-- Jeg beder undskylde, stammede jeg, jeg frygter -- muligvis er
dette et privat Anlæg -- --

-- Aldeles privat, min Herre, svarede den souverain-skjæggede Mand
i den mest souveraine Tone, og jeg forsvandtes fra hans
ophøiet-misfornøiede Blik.

Ikke i det bedste Lune af Verden styrtede jeg mig paa Hovedet i
Romanens tredie Bind. Paa det mest spændende Sted fik jeg atter en
Anfægtelse. Skulde hun være hos Hertz -- hvorfor var det ikke faldet
mig ind? Rigtig, hun havde igaar sagt, at hun vilde være forhindret.
Og atter slog Roman-Sentimentalitetens Lethebølger sammen over mit
urolige Hoved, indtil Lyset var brændt ned i Stagen, og jeg sov bort
fra ædle Grever og endnu ædlere Præstedøtre.

Den næste Morgens Posttid kom og gik forbi --

    Die Post bringt keinen Brief für dich,
        mein Herz, mein Herz! --

Jeg paakaldte Romanens tredie Bind -- à 500 Sider. Da det var
gjennembladet, og jeg bemærkede, at Solen allerede streifede den ene
Vindueskarm, skyndte jeg mig at slaa Sæbeskum; thi naar der blandt
Hoved-Eventualiteterne befinder sig en øm Scene -- særdeles af et
ungt og sart Forhold -- er en velbarberet Tilstand høilig at
anbefale. Den anden og sidste Brevtermin nærmede sig stærkt; jeg
turde slet ikke tænke paa, hvad jeg vilde tage mig for, hvis den
skuffede mig, og dog var jeg næsten vis paa, at den vilde gjøre det.

Jeg havde faaet ryddet Stubbemarken af den høire Kind, da min Haand
kom til at ryste saa stærkt, at jeg maatte lægge Kniven bort. Grunden
dertil var, at jeg saa det lange, magre Postbud, der i sin
Uniformsfrakke og med militær Kasket lignede slette Billeder af
Moltke, skridte op ad Bakkens Zig-zag-Sti. I stakaandet Forventning
blev jeg staaende ved Vinduet, og da jeg saae ham forsvinde ved
Husets Hjørne, lyttede jeg efter hans Skridt paa Trappen, og lyttede
endnu forgjæves, da hans Skikkelse viste sig paa Marsch nedad den
steile Skraaning. En uhyre Skuffelse bemægtigede sig mig, og jeg
kastede mig ærgerlig paa Sengen. Da lød der klaskende Skridt af bare
Fødder i Korridoren, og der blev banket paa min Dør, som var aflaaset
paa Grund af det dybe Negligé, hvori jeg under Romanlæsningen havde
befundet mig. Saasnart Døren blev lukket op, stak en stor, vaad Haand
et tykt Brev ind til mig.




III


Det var virkelig fra hende! Jeg rev Convolutten op og trak flere
beskrevne Smaa-Ark frem; ud fra dem faldt et mindre Brev -- det til
Hr. Stephensen i aabnet Convolut. Denne Udlevering undrede mig, men
syntes at være et godt Varsel; naturligvis gav jeg mig foreløbig ikke
Tid til at undersøge det nærmere.

Hendes Brev, der som en ægte Kvindeskrivelse var udateret, lød i
Oversættelse saaledes:

    Kjære Hr. Fenger!

  Hvad mon De egentlig tænker om mig! skjøndt, -- jeg er vis paa,
  at De netop ikke veed, hvad De skal tænke om mig. Jeg forstaar jo
  ogsaa nok, at naar De ikke simpelthen sendte Brevet bort, saa var
  det ikke just fordi det var blevet vaadt, men det betyder saa
  meget, som om De holdt det hen for mig og spurgte: Hvad skal det
  sige? Jeg synes ogsaa selv, at De har Ret til at forlange en
  Forklaring af mig, eller i alt Fald til at vente den. Ogsaa uden
  dette Tilfælde, vilde jeg have grebet den første passende
  Leilighed til at lade Dem vide i alt Fald det meste af dette
  Brevs Indhold. Jeg har været meget i Tvivl, om det ikke var bedst
  at tale med Dem -- her er jo ensomme Spadsereture nok, og Børnene
  kunde altid være med -- men jeg troer dog, det vil gaa bedre at
  skrifte for Dem med Pennen, -- for det er virkelig en Slags
  Skrifte. Naar det er forbi, vil De tænke ringere om mig, end De
  hidtil har gjort. Men netop af den Grund er det en Nødvendighed
  for mig, at De lærer mig at kjende, hvor tungt det end falder at
  forstyrre Illusioner, som komme mig til Gode.

  Det var et heldigt Tilfælde, at jeg netop har fortalt Dem
  temmelig udførlig om mit Hjem og min Opdragelse. Et Tilfælde var
  det ganske vist ikke fuldt ud, da jeg, som sagt, allerede havde
  besluttet, at lade Dem vide, hvad jeg har oplevet, og saa maatte
  det nødvendigvis være Indledningen. Jeg beder Dem derfor om at
  samle saa Meget deraf, som De mindes; det Væsentlige vil nok have
  givet Dem et bestemt Indtryk, selv om ogsaa min Fremstilling har
  været lidt forvirret. Uden det vilde De bedømme mig langt
  haardere, end jeg maaske fortjener.

  Saa vil jeg altsaa begynde. -- Ak, gid De dog heller sad her lige
  over for mig! det er dog saa svært at skrive derom.

  Jeg veed ikke, om jeg fortalte Dem, at min Moder havde sex
  Søstre. De vare Døtre af en velstaaende Gjæstgiver, hos hvem især
  Landfolkene tog ind. De maatte alle tage flittig Del i
  Husholdningen og fik derfor ingen synderlig Dannelse. Noget
  Samliv var der neppe, da Moderen var optagen af Husholdningen og
  Faderen af sin Forretning. Han pryglede undertiden Døtrene med
  sin Stok, det var omtrent al den Opdragelse, de fik, og den har
  ikke baaret gode Frugter. (Det er dog godt, at jeg #skriver# nu).
  De fem af dem havde Børn, inden de blev gifte, kun min Moder og
  hendes yngre Søster vare af den Mening, at Alt var tilladt, naar
  man ikke begik denne Forseelse.

  Af denne Moder blev jeg opdraget og hang ved hende med frygtelig
  Kjærlighed; for allerede som lille Barn gjorde hun mig til sin
  Fortrolige, og jeg delte hendes Sorger, medens Fader aldrig talte
  med mig. Allerede som ganske lille Pige hørte jeg hende fortælle
  sine Kjærlighedshistorier, og jeg voxede op i den Tanke, at jo
  flere Tilbedere man havde, desto høiere steg man i Andres Øine.

  Kort efter min Confirmation fornyede jeg Omgangen med en
  tidligere Skolebekjendt, som var nogle Aar ældre end jeg. Vore
  Haver stødte op til hinanden, og hun kaldte mig ofte over til
  sig. Jeg bemærkede snart, at Emilie, naar vi spadserede, sendte
  mange stjaalne Blikke til Huset i en Nabohave, og hun fortalte
  mig snart, at hendes Skat boede dèr, men det maatte jeg ikke sige
  til hendes Moder. En Dag saae to Herrer ud ad Vinduet, --
  »Skatten« og en Ven af ham, og jeg kunde neppe tro mine egne
  Øine, da Vennen nikkede til mig. Jeg fortalte det altsammen til
  min Moder, og det morede hende. Hvorledes det gik til, veed jeg
  ikke mer, men der blev aftalt et Stevnemøde, ved hvilket min
  Moder fulgte med, og jeg kan endnu ganske tydelig forestille mig
  den blandede Følelse af Selvforagt og Stolthed, hvormed jeg gik
  ved Siden af det fremmede Menneske. Derefter besøgte han os. Jeg
  var ikke ældre end godt fjorten Aar; saa sad han ved Siden af mig
  og kyssede mig vel ogsaa, eller vi gik Ture sammen. Ak, kjære
  Ven! det var skrækkeligt! tænk Dem, jeg gik i den Tanke, at det
  skulde saa være, -- det Menneske var mig saa skrækkelig imod. Saa
  reiste han bort, og vi skrev undertiden til hinanden -- Gud maa
  vide hvorom. Jeg levede bestandig med en usikker Følelse af, at
  det Hele ikke var rigtigt, især da der altid blev løiet for min
  Fader.

  Det maa have været kort efter denne Tid, at en ung Musiker
  flyttede ind til os. Ligesom de andre Pensionærer maatte jeg
  ogsaa varte ham op. Han sluttede sig nærmere til os, end Nogen af
  de Andre havde gjort, og jeg fik ham -- desværre -- meget kjær,
  men dog -- og nu beder jeg Dem, kjære Hr. Fenger! i Alt at
  skjænke mig fuldkommen Tiltro -- paa en fuldstændig barnlig
  Maade. Naar jeg gjennem Døren kunde høre, at han var i Færd med
  at gaa ud, tog jeg i Hast Tøiet paa for at udrette et Ærinde for
  min Moder, i det Haab, at jeg kunde komme til at gaa ned ad Gaden
  med ham. En Dag blev der aftalt en Skovtur mellem mine Fætre og
  Cousiner; jeg bad om Musikeren maatte komme med. De Andre vilde
  ikke have det fremmede Menneske med, og jeg blev ogsaa hjemme.
  Han indbød mig da til at tage alene med ham ud til Loschwitz,
  hvad min Moder ikke nægtede mig; for min Fader blev der løiet,
  som sædvanlig.

  Derefter blev der en Aften leget Panteleg, ved hvilken han
  skulde kysse mig, hvad jeg paa det Bestemteste vægrede mig ved.
  Han gik ind i sit Værelse, og min Moder sendte mig ind til ham
  under et eller andet Paaskud. Saa bad han mig gjentagne Gange om
  Kysset, og fik det, og fra den Dag elskede jeg ham virkelig
  saaledes, at jeg efter min omtrent femtenaarige Alders Begreb
  troede, jeg vilde aldrig kunne faa et Menneske kjærere. Nu
  begyndte hint andet Forhold at pine mig skrækkelig; men jeg
  vidste ingen Udvei. Dog gik Brevvexlingen snart i staa.

  Han anholdt nu hos min Moder om min Haand, og hun svarede, jeg
  var endnu altfor ung til, at der kunde være Tale om Sligt. Snart
  efter hørte jeg sige, at han stod i Begreb med at forlove sig med
  en Anden -- hvilket dog nok var en Feiltagelse -- og min
  Fortvivlelse var grændseløs. Han tog imidlertid bort fra os, og
  fjorten Dage efter havde Hr. Stephensen leiet. Paa den Dag, han
  reiste bort, knælede jeg paa Gulvet og rev nogle visne Kviste til
  Erindring af en Guirlande, som han havde faaet ved en Skyttefest.

  Saa kom Hr. Stephensen. Som han senere forsikrede, havde han kun
  for min Skyld leiet denne Bolig, som han egentlig ikke syntes om.
  Han var altsaa allerede indtagen i mig og betragtede mig, som han
  senere betroede mig, som et overjordisk Væsen, hvem man ikke
  turde nærme sig til. (Jeg maa dog, til begge disse Mænds Ære,
  bemærke, at Ingen af dem havde forsøgt paa nogen uhøflig
  Tilnærmelse, -- jeg har derfor senere saa godt kunnet forstaa
  Mignons Lidenskab, der ogsaa er saa fuldstændig uerfaren).

  Da Hr. Stephensen havde boet fjorten Dage hos os, kom Musikeren
  en Aften til os for at gjøre et Afskedsbesøg. Jeg fulgte ham ud
  til Døren. Dèr bad han mig om at kysse ham til Afsked, det gjorde
  jeg ogsaa, og Stephensen -- [et begyndt Axel var her overstreget]
  -- havde allerede i Skinsyge lyttet ved Døren. Senere har han
  fortalt mig, at han fra det Øieblik af betragtede mig som alle
  Andre, og nu vilde han, at jeg skulde blive hans paa den Maade,
  som hans Væsen forlangte det.

  Ak, kjære Ven! det var fortvivlende at høre, at jeg saaledes
  havde forspildt en Mands Agtelse og Kjærlighed, at jeg i hint
  Øieblik, da jeg saa lidt var mig noget Ondt bevidst, nedsatte mig
  selv til et Væsen, der kun agtes for værdigt til letsindige
  Forhold. Aldrig saalænge jeg lever vil jeg glemme den Følelse,
  hvormed jeg i samme Aandedræt erfarede, at jeg havde staaet saa
  høit for den Mand, som jeg den Gang neppe kjendte, men siden var
  kommen til at elske, og saa pludselig sunket saa dybt! Tusind
  Gange har jeg grædt bittert fortvivlede Taarer derover. Min
  eneste Trøst var den, at jeg veed med mig selv, at jeg selv ikke
  kjendte min Forbrydelse. Ofte naar jeg har tænkt derover, er det
  dog forekommet mig, at naar en Mand havde faaet saa skjønt og
  rent et Indtryk, hvilket jo dog kun kunde komme fra hans egen
  Natur, saa skulde han ikke ved en eneste løsreven Iagttagelse
  saaledes slaa om til en næsten cynisk Modsætning, men, saasnart
  han var kommen lidt til Ro, undersøge, om jeg da var saa
  fordømmelig, som jeg saae ud; og naar han fandt nogen
  Undskyldning, dels i dette Forholds Barnlighed, dels ogsaa i det
  Forkerte ved min Opdragelse og ved Omgivelsernes Exempel: -- saa
  syntes jeg, at en ægte Kjærlighed ikke skulde have stødt mig
  bort, men søgt at bevare mig for sig og at hæve mig til det, som
  han strax havde anseet mig for. Men det er vel en umulig
  Fordring, og det er maaske kun af Ubekjendtskab med Følelserne,
  at jeg ræsonnerer saaledes. Det kan jo ogsaa godt være, at De,
  idet De læser dette, bedre forstaar Hr. Stephensen end mig, og at
  De føler, at det i hans Sted vilde være gaaet Dem ligesaa.

  Det var denne Følelse, som greb mig saa stærkt, da De havde
  kysset mig, og jeg havde ladet det ske. Dersom De vidste, hvem De
  havde kysset, og at det langt fra -- ak, saa langt fra! var mit
  første Kys! Og selve dette Kys, var det ikke et Bevis paa, at han
  havde haft Ret, at jeg var letsindig? Maaske havde De ogsaa
  opdaget det, og det var derfor, De troede at kunne gjøre det.
  Nei, det kunde jeg ikke tænke om Dem efter den Maade, vi have
  omgaaedes; og saa kysser man heller ikke saaledes. Det var maaske
  barnlig legende og ubetænksomt, men ikke et af Kjærlighedens
  Judas-Kys. Imidlertid, jeg forstod hverken mig selv eller Dem, og
  jeg var bange for os begge. Da jeg var kommen hjem, græd jeg, som
  om Hjertet skulde briste, uden ret selv at vide hvorfor.

  Men jeg maa vende tilbage til hin Tid. Hr. Stephensen talte nu
  meget med mig om alt dette, hvor forkert det var, om de
  forkastelige Anskuelser, som min Moder opdrog mig i, og han
  aabnede mit Blik for Meget, som jeg hidtil var gaaet blind
  igjennem. Han talte ogsaa med mig om sin Kunst, for hvilken han
  fandt megen medfødt Sands hos mig (Maleren Jagemann fra
  Weimar-Perioden, en Ven af Schiller, som De maaske har læst om,
  var af vor Familie, og min Fader havde selv, som ung,
  beskjæftiget sig med Maleri). Jeg gik ofte med ham omkring i vort
  herlige Galleri, hvor han copierede et Par Billeder. Under alt
  dette blev han mer og mer lidenskabelig, hvilket var mig
  skrækkelig imod, og jeg taalte det kun tildels, fordi jeg holdt
  saa meget af ham. Desuden havde jeg jo det Haab, at han vilde
  gifte sig med mig, hvad han dog altid søgte at faa mig snakket
  fra. Han havde ingen Midler, og hans Kunst vilde lide under
  økonomiske Sorger, sagde han, og naar jeg saa lovede at blive saa
  god en Husmoder, at det ikke vilde koste ham mer, end naar han
  var ugift, saa mente han, at et saadant Baand ikke var heldigt
  for en Kunstner, at han maatte reise om, helt kunne ofre sig for
  sit Arbeide og sine Ideer, og han vilde overbevise mig om, at alt
  dette var Filisteri og Egoisme fra min Side, og at et frit
  Forhold mellem Mand og Kvinde, under saadanne Forhold, var baade
  det værdigste og idealeste. Det har jeg aldrig ret kunnet gaa ind
  paa, og naar han med Rette var begyndt at finde min moralske
  Opdragelse meget ufuldkommen, saa endte jeg med at finde hans
  Moral noget slap; -- maaske var det en Fordom, men jeg kunde i
  alt Fald ikke tilegne mig hans Opfattelse. Saa meget veed jeg
  dog, at det ikke var Beregning og Klogskab hos mig, men derimod
  en uovervindelig Følelse og saa den smertelige Erkjendelse, at
  hans Kjærlighed til mig langt fra var saa inderlig som min;
  ganske vist havde han jo sin Kunst, medens jeg kun havde ham
  alene.

  Da nu hans Tid i Dresden var omme, forlod han mig i den Mening,
  at vi skulde blive ved at være gode Venner og skrive til
  hinanden. Jeg skulde se at blive godt gift, og endelig fortælle
  ham Alt, hvad jeg oplevede, at jeg ikke igjen skulde komme paa
  gale Veie.

  Dèr stod jeg nu. Kan De forestille Dem, hvor forladt jeg egentlig
  var? Afsky for min Moder, -- det Kjæreste i denne Verden, den
  Eneste med hvem jeg kunde tale, havde forladt mig, og jeg havde
  ikke engang Ret til at længes efter ham. Jeg forsøgte at optage
  mit Claver-Spil igjen, men enhver skjøn Melodi gjorde mig saa
  usigelig melankolsk, at jeg maatte holde op igjen.

  Det var paa denne Tid, at min Fader døde (hvad jeg vistnok
  fortalte Dem om) og at jeg lærte Hr. og Fru Hertz at kjende. Hos
  dem fandt jeg en Aand, der var ligesaa forskjellig fra den i mit
  Hjem, som fra den artistiske, der var traadt mig i Møde hos Deres
  Landsmand, og den bidrog uendelig til, at jeg kom saa meget til
  Ro, som det vel var muligt for mig. Men jeg kan aldrig glemme, at
  det er Hr. Stephensen, som ved sin Deltagelse og Interesse for
  mig først ruskede min egen Værdighedsfølelse vaagen og hindrede
  mig i at døse hen i den usunde Luft, som vistnok var paa gode
  Veie til at ødelægge mig.

  Hvad vor Brevvexling angaar, saa har den med større og mindre
  Mellemrum fortsat sig indtil nu -- over halvandet Aar. Han har
  altid temmelig hurtig besvaret mine Breve og bedt mig om at
  skrive snart igjen; undertiden har han sendt mig et Blad af sin
  Skitsebog og til sidste Jul et smukt Maleri. For at De kan
  overtyde Dem om, af hvilken Art denne Korrespondance er, beder
  jeg Dem læse hosliggende Brev, som allerede har været i Deres
  Hænder. Ikke at jeg troer, De skulde nære nogen Mistanke, som jeg
  derved kunde rense mig for; De vil ikke misforstaa dette Indfald,
  selv om De maaske ikke forstaar det. Jeg forstaar det maaske
  neppe selv, men veed kun, at jeg ønsker, at De skal kjende det;
  det forekommer mig endog, som om Tilfældet har givet Dem en Slags
  Ret dertil, og som om jeg vilde forholde Dem den ved simpelthen
  at rive det i Stykker. Sende det bort, vil jeg dog ikke. Thi som
  De vil se af Datoen, er det snart fjorten Dage gammelt; jeg var
  vis paa, at jeg havde afsendt det, og ventede snarere, at Posten
  skulde bringe mig et Brev fra ham til mig end et fra mig til ham.

  Og nu Farvel! jeg har skrevet den halve Nat og er frygtelig træt.
  Mit Haab er, at De ikke vil bedømme mig altfor strengt efter
  disse Meddelelser, men i alt Fald maa De sige mig ganske ærlig,
  hvilket Indtryk dette Brev har gjort paa Dem, og ikke af
  Skaansomhed besmykke dette, -- thi hvad Gavn har jeg af denne
  Fortrolighed, naar jeg ikke tør stole paa, at den besvares
  oprigtig. At jeg sætter Pris paa Deres Dom, kan De jo nok i
  Forveien vide, og De vil ogsaa se det af mit Brev til Hr.
  Stephensen.

                        Deres Veninde Minna Jagemann.

Hvor fortumlet jeg end var af de mangeartede og til Dels modsatte
Sindsbevægelser, som denne Læsning havde sat mig i, saa forsøgte jeg
dog ikke først at komme til Klarhed, men aabnede strax dette Brev,
som jeg et Par Døgn før havde været saa fristet til at forgribe mig
paa. Jeg tvivlede ikke om, at det maatte indeholde Udtalelser om mig
selv.

Jeg gjennemsaae flygtig Indledningen med de sædvanlige Undskyldninger
for ikke at have skrevet saa længe, og de følgende Bemærkninger om
Veiret og om Egnen. Lidt mere Opmærksomhed skjænkede jeg en
kortfattet, ikke synderlig rosende Skildring af den kammerherrelige
Familie, og jeg lagde Mærke til, at hun ikke gjorde noget Forsøg paa
at være novellistisk pikant, hvilket unge brevskrivende Damer --
navnlig af Gouvernante-Faget -- ellers i slige Tilfælde have en stærk
Tilbøielighed til. Derpaa læste jeg med bankende Hjerte følgende
Linier:

»Jeg har gjort Bekjendtskab med en ung Polytechniker ved Navn Fenger,
en Landsmand til dig. Det var -- som du vel nok kan tænke -- denne
Egenskab, der først anbefalede ham hos mig og gjorde, at vi noget
hurtigere stiftede Bekjendtskab, end det vel ellers havde været
Tilfældet. Jeg træffer ham meget ofte hos Hertz. Han er ikke smuk,
men har et af de aabne, blonde Ansigter, som man maa synes om, især
naar det smiler. Af Skikkelse er han meget høi, men gaar lidt bøiet;
undertiden ser det mig ud, som om hans Bryst ikke er rigtig stærkt,
-- det vilde gjøre mig meget ondt. Han viser mig en saadan
Opmærksomhed, at jeg ikke kan skjule for mig selv, at han sætter
megen Pris paa mig. Om det imidlertid er mer end et flygtigt
Sommerferie-Sværmeri, det maa Tiden vise, -- han er jo endnu saa ung,
-- fireogtyve Aar; men han gjør et langt yngre Indtryk, som om han
endnu var temmelig uberørt af Livet. Hvad mig selv angaar, saa ved
jeg ikke, hvorledes jeg kom til at stille mig, hvis Sagen tog en
saadan Vending, og jeg kan ikke overvinde mig til at reflektere over
Sligt og indtage en Position derefter; en saadan Tvang er min Natur
altfor meget imod. Naturligvis, naar det kan siges En paa, at man har
»opmuntret« en ung Mand, -- det er jo Udtrykket -- eller endogsaa
koketteret med ham, -- hvilket ofte kun vil sige at have været
munter, naturlig, hengivet sig til en Stemning, -- og saa dog, naar
det kom til Stykket, har trukket sig tilbage, det vil sige, ikke har
fulgt ham til Verdens Ende: -- ja naturligvis, saa er man et Uhyre, i
alt Fald et temmelig fordømmeligt Væsen. Men paa min Side, du gode
Gud! hvor latterligt og dumt var det dog ikke, naar to Mennesker gik
og ikke turde se til hinanden, af en maaske ganske ugrundet Frygt for
at vække en ulykkelig Kjærlighed hos den Anden, og saa kunde de
muligvis haft det største Udbytte af hinandens Selskab, eller endog
Venskab -- for der kan dog bestaa Venskab mellem Mand og Kvinde -- og
hvis der endelig var vakt Kjærlighed, er det jo heller ikke afgjort,
at den var bleven saa ulykkelig. Nei, hvis jeg begyndte paa en saadan
beregnet Forsigtighed, saa vilde jeg hvert Øieblik forekomme mig selv
ikke blot uhyre latterlig, men tillige frygtelig indbildsk og
pretentiøs. -- Og kort sagt, jeg synes meget godt om denne Hr.
Fenger, og Omgangen med ham er mig baade fornøielig og i mange
Henseender lærerig. -- Men nu synes du maaske, at jeg er, om ikke paa
gal Vei, saa dog paa en lidt farlig Sti!«

Derefter fulgte afsluttende Bemærkninger og Underskrift -- din
Veninde -- ingen Hilsener, naturligvis.




IV


Jeg greb atter Minnas Brev til mig selv, for i Ro at gjennemlæse det
Ord for Ord.

Ved den første Læsning havde jeg været betaget af en knugende Angst
for, at der virkelig som hun forudsagde, vilde komme Noget for Dagen,
som maatte sætte hende mindre høit i mine Øine, en Angst, der jog mig
rastløs fra Linie til Linie, bestandig med eet Øie forude.

Jo længer jeg kom frem, desto mere fortog denne Skræk sig; hendes
næsten overdrevne Angerfuldhed over de uskyldige Forvildelser fik mig
til at smile halvt medlidende, og naar mine Bryn trak sig sammen, var
det af Uvillie mod denne Stephensen, -- og dog følte jeg en vis
Taknemlighed, fordi han ikke havde taget hende.

Samtidig med dette voxede en jublende Glæde op i mig: Bevidstheden
om, at hun med dette Brev lagde sin Skjæbne i mine Hænder. Det var
helt igjennem dikteret af den Følelse, at vi stod foran et afgjørende
Skridt, og af den redelige Beslutning, at der intet Uopklaret maatte
lades tilbage paa denne Side af det.

Hun vilde kunne sige til sig selv: jeg har sagt ham Alt, inden jeg
lod det komme saa vidt.

Naar jeg altsaa nu sagde -- og hvor dybt følte jeg ikke, at jeg
kunde, #maatte# sige det: -- Nu vel, efter at have hørt alt dette,
tænker jeg som før, kun at De er mig endnu dyrebarere, fordi jeg
kjender og forstaar Dem bedre, -- hvorledes skulde hun da kunne
trække sig tilbage?

Var ikke en saadan Fortrolighed en Tilladelse til at tale
Kjærlighedens Sprog? --

Brevet til Stephensen viste, at hun selv havde tænkt paa en Forening,
skjøndt hendes Udtalelser paa dette Punkt ikke var ganske
tilfredsstillende. Men det var først i det sidste Par Uger, at vi Dag
for Dag vare komne hinanden nærmere, og i hendes Fremhævelse af, at
Brevet var fjorten Dage gammelt, saae jeg en Antydning af, at disse
Bemærkninger ikke længer skulde betragtes som gyldige.

Jeg vilde strax skrive til hende.

Dog havde jeg Selvbeherskelse nok til først at give mig Tid til at
barbere min venstre Kind, paa hvilken Sæbeskummet endnu sad ganske
indtørret; thi Solen, der allerede streifede Vinduesposten, vilde
ellers snart have gjort denne nødvendige Operation meget vanskelig.
Under dette Arbeide ordnede mine Tanker sig noget, og jeg kunde med
flyvende Pen skrive følgende Brev:

                                         Rathen den 14de August 188..
    Kjæreste Veninde!

  I hvilken Grad Deres yndige Brev har rørt mig, og hvor langt det
  er fra, at dets Fortrolighed har aabenbaret Noget, der kunde
  andet end fuldstændiggjøre og uddybe det skjønne Billede, som jeg
  allerede havde af Dem, det har jeg kun eet Middel til at
  overbevise Dem om.

  De vil, siger De, sende Hr. Stephensen et nyt Brev. Jeg vil
  foreslaa Dem at benytte det gamle som Kladde indtil Bemærkningen
  om, at De frygter for, at mit Bryst skulde være svagt, hvilket
  jeg kan forsikre Dem er ganske ugrundet.

  Derpaa skulde De da -- efter mit Forslag -- fortsætte:

  Han havde allerede viist mig saa megen Opmærksomhed, at jeg ikke
  godt kunde være i Tvivl om hans Følelser overfor mig. Det kom mig
  derfor heller ikke ganske overraskende, da han idag anholdt om
  min Haand. Han har ingen Formue, men vil sikkert allerede om et
  Par Aar kunne skaffe os et anstændigt Udkomme, rimeligvis i
  England, hvor han har en Onkel, som vil sætte ham i Vei. Jeg var
  ikke et Øieblik i Tvivl om, at jeg burde forene min Skjæbne med
  hans etc.

  Dersom De er i Stand til at afsende et saadant Brev, saa kom idag
  til Hertz til sædvanlig Tid. Hvis jeg ikke seer Dem der, naar jeg
  kommer, betragter jeg det som et Tegn paa, at jeg skal savne Dem
  bestandig, og at mit Venskab med Dem i Stedet for at være
  Indledningen til en livsvarig Lykke kun var en flygtig, men
  velsignet Drøm.

  I saa Fald, lev vel og gid De maa blive lykkelig.

                        Deres trofaste
                            Harald Fenger.

Jeg lagde dette Brev sammen med det til Stephensen i en Convolut og
sendte en lille Dreng over til Villaen med det.




V


Det var et deiligt Eftermiddagsveir, varmt og stille. -- Tiden var
allerede fremrykket. Jeg løb mer end jeg gik ned ad Bakken, hen ad
Stien langs Smaahuse og Hækker og gjennem den lille Gyde imellem
Havemurene, der mundede ud i den straalende lyse Elbdal. Men for
hvert Skridt her, som førte mig nærmere til Afgjørelsen -- og der var
ikke mange ialt -- blev min Gang langsommere, og gik helt i Staa, da
jeg saae de nederste af Stentrinnene, som nede fra det smalle
Engstrøg førte op til Huset. Ved den mindste Bevægelse maatte jeg nu
vente at se Hus-Hjørnet med det fremspringende Tremmelysthus komme
frem bag Kronen af et Frugttræ i Nabohusets Have. Det var, som om
Nogen greb mig i Struben, og Benene syntes at blive borte under mig
....

Dèr var den solbelyste Kalkmur under det skinnende Skifertag --
Vin-Espalieret -- Slagskyggen af Trækronen med Lysthuset, hvor den
graagrønne Dug havde en skraa Stribe af gult Sollys; -- jeg saae paa
denne Stribe meget længe -- en Del af et Sekund eller et halvt Minut
-- for at opsætte Afgjørelsen; nogle Blade af Frugttræet skjulte
Hjørnet af Dugen; over den steg Dampen fra Maskinen op. En
hvidskjægget Mand havde jeg allerede opdaget -- nu ogsaa den gamle
Dame -- Andre var der ikke.

Jeg vedblev at stirre derop, som om hun endnu kunde komme tilsyne.
Trods den stærke Solvarme frøs jeg som i Aftentaage, men jeg var
atter Herre over mit Legeme, hvad jeg hidtil neppe havde været. Først
tænkte jeg paa at liste mig bort, for jeg tvivlede ikke om, at hvis
hun vilde være kommen, saa havde hun allerede været der. Men maaske
var hun gaaet op for at hente noget til Kaffebordet, eller hun havde
været forhindret, og de havde en Besked, en Hilsen til mig. Dette
foresnakkede jeg mig og forkastede det strax igjen som Ynkeligheder
af min svage Sjæl, der ikke turde se Sagen lige i Øinene.

En Sten, der raslede, eller et ubestemt Synsindtryk af Noget, der
bevægede sig, fik mig til at se til den modsatte Side, ned mod
Floden. Dèr, ved den lille Kilde, neppe halvhundred Skridt fra mig,
reiste en Skikkelse sig i Veiret --

Det var Minna.

Jeg vilde ile hende imøde. Men Hertz havde allerede opdaget mig og
raabte efter mig: »Hr. Fenger, skynd Dem, skynd Dem dog!« Jeg saae
ogsaa, at han vinkede ad mig, og skjøndt jeg ikke kunde begribe,
hvad denne Iver skulde sige, adlød jeg den meget villig. Da jeg med
to Trin i Springet naaede op paa Trappeafsatsen, kom et langt,
knoglet Fruentimmer farende ud af Døren med en Haandkoffert og en
Plaidrulle i Hænderne, saa at vi nær havde løbet hinanden omkuld.

-- Endelig, det var da godt, at De kom! udbrød Hr. Hertz.

-- Vi var saamænd lige ved at sende Bud efter Dem, men Minna paastod,
at De kom ganske bestemt.

-- Ja, vil De tænke Dem, -- vi reiser til Prag i Aften, ja om et
Øieblik.

-- Men vi jager Dem ikke bort derfor. Tvertimod haaber vi, at De
følger os lidt paa Vei. Iltoget holder jo nemlig ikke her, saa vi maa
tage til Schandau, og det vil vi gjøre med Skibet, Veiret er jo nu
deiligt. Saa kunde De gjerne gjøre den Tur med, -- der gaar Tog
tilbage Klokken ni, -- Minna har allerede lovet det.

Naturligvis skyndte jeg mig at gjøre det samme.

Min frugtbare Selvplager-Fantasi havde et Øieblik tilhvisket mig den
Mulighed, at mit Brev slet ikke var blevet afleveret, saa at Minnas
Nærværelse var uden Betydning og Alt endnu vilde opløse sig i
Skuffelse. Men Fru Hertz's Ytring, at Minna havde paastaaet, jeg kom
sikkert, beroligede mig. Nu kom hun selv op ad Trappen. Hun bar den
samme lette, chamoisfarvede Kjole, som hun havde haft paa, da vi vare
sammen i Stenbruddet. Idet hun gav mig et usædvanligt langt og fast
Haandtryk -- hun havde en ejendommelig inderlig Maade at give En
Haanden paa -- smilede hun, men kun med Øinene, og saae mig helt ind
i Sjælen med et Blik, der var ligesaa forskjelligt fra alle
tidligere, som »du« er fra »De«. Alt Blodet strømmede mig til
Hovedet; da hun slap min Haand, dirrede den, og ogsaa mine Knæ
rystede. Først nu, da hun gav mig Vished, og jeg følte mig ganske
rolig og lykkelig, kunde jeg physisk mærke, hvor stærkt Spændingen og
Angsten havde taget paa mig.

Minna havde følt det og kunde ikke lade være med at smile ganske
hemmelighedsfuldt og med en lidt smigret Mine, medens hun skjænkede
Hr. Hertz et Glas af det kolde Kildevand, som han altid satte megen
Pris paa at faa til sin Kaffe -- det var ligesom i en Café. Og alt
imedens han nippede snart til Kaffen, snart til Vandet, snakkede han
paa sin ivrige Maade: --

-- De maa nemlig vide, -- ja det vil forresten interessere Dem --
maaske lokker det Dem til at tage med helt til Prag -- naa, ikke? Ja,
ja, det er forresten ogsaa godt, at Minna faar Følgeskab tilbage, og
Dem tør vi nok betro hende til. .... Altsaa der er i Prag fundet et
Manuskript til Faust -- til #Faust#, kjære, unge Mand, -- det vil
sige, til en Del af de første Scener -- og afvigende, det er det
uhyre interessante! naturligvis kun i Smaating, men alligevel; det
skal iøvrigt være djærvere i Tonen og er sandsynligvis et af de
første Udkast. .... Det er en gammel Særling -- pensioneret Oberst --
der for Gud ved hvor længe siden har arvet det efter en Grand-Tante
eller noget lignende, der ved Hoffet i Weimar stod Goethe -- ja, hvor
nær, det veed jeg saamænd ikke, he he! og det kan jo ogsaa være det
samme. Dèr har De forresten vort moderne militære Tydskland! Arver en
Kiste med Breve og Papirer, blandt hvilke han, hvis han da ikke havde
været saa uvidende, kunde have formodet, at der var Ting fra Goethe
derimellem; gider af lutter Foragt for alt Litterairt ikke saa meget
som lukke Kisten op; er i Pengeforlegenhed -- Ødeland naturligvis --
maa kaste sig i Armene paa Aagerkarle -- og har en Skat paa sit Loft,
som han kunde kjøbe et lille Fyrstendømme for. .... Og hvis han endda
ingen Vink havde faaet, men vi anede jo noget saadant, om ikke just
et Manuskript, saa dog Breve, Oplysninger -- jeg har selv skrevet til
ham -- men nei: Familiepapirer, maaske kompromiterende Hemmeligheder,
og de skulde udleveres til »forbandede Litterater«, saadan har han
naturligvis raisonneret. Altsaa: men nøjes med Johannisberger-Dorf i
sin Kjelder -- det er notorisk, at han var en passioneret Vinkjender
-- og et Fyrstendømme paa Loftet, -- det er Nemesis! Aa, saa den Karl
har ærgret os! Nu er han altsaa død, Gudskelov, og Manuskriptet
findes. At jeg dog ikke var tilstede. Naa, men jeg fik Brev idag,
blev tilkaldt som -- saa at sige -- en Slags Autoritet, kjære Ven! og
De kan tænke -- ....

Ligesaa lidt som et eneste af Minnas Smil eller nogen af hendes
Bevægelser undgik mig, ligesaa lidt tabte jeg et eneste Ord af denne
Beretning. Jeg følte en Vidde og Elasticitet i Sindet, som om det paa
een Gang kunde rumme alle mulige Indtryk, der blot vare tiltalende og
rene. Den Gamle har aldrig haft en opmærksommere og mere deltagende
Tilhører, ja, han meddelte mig endog Noget af sin egen Exaltation.
Min Tilstand var som en let Opiumsrus, der lader smuk Musik tone
endnu vidunderligere. Og medens jeg lykønskede ham til denne
interessante og ærefulde Reise, fremsatte Spørgsmaal og besvarede
hans livlige Udbrud, drak jeg min Kop Kaffe, som Minna havde skjænket
og rakt mig, og langt fra at finde den »brune Nektar«, skjænket af
elskede Hænder, uforlignelig, afgjorde jeg i mit stille Sind, at
Minna i sin Egenskab af Sachserinde lavede »Bliemchen-Kaffee«, og at
den Tid vilde komme, da hun maatte vænne sig til at omgaas mindre
økonomisk med Bønnerne.

Jeg havde dog neppe haft Hjerte til at afslaa en anden Kop, hvis jeg
ikke fra Floden havde hørt den dumpe Lyd af Dampmaskinens
Stempelslag. De Andre paastod, at det var for tidligt, men snart
efter saae vi over de grønne Marker Skibets Skorsten, der som en sort
Streg rykkede frem paa den lyse Baggrund af Affaldsskraaningen under
Stenbruddene. ....

Snart efter sad vi paa Dækket under Solseilet og saae Huset glide os
forbi; den grønlige Dug lyste endnu inde i Skyggen af Lysthuset. Vi
seilede henimod Lilienstein og dens Tvillingbroder Königstein, der nu
traadte frem ligeoverfor den, med Sollys paa sin Murrand og paa de
smaa Vagttaarne. Skjæret af de gule Stenbrud flammede henover Vandet,
og hver rød Plet eller violet Skyggerids deroppe blev her til en lang
dirrende Stribe; langs Bredderne dyppede Marker, Buske og Frugttræer
deres grønne Speil i Floden. Fra den pløiende Stavn gled lange,
muslingformede Bølger ud til Siden, og eftersom de naaede ind mod
Bredden, flød Speilfarverne ind i deres glasurblaa Dale, -- ligesom
en Vædske, der pludselig finder en Kanal -- og trak Billedet ud i en
langstrakt Forvridning, indtil Alt blandedes i et vibrerende
Mellemhverandre af tungede og spiraldreiede Farver, alle lyse og
glasklare.

Den gamle Hertz var meget livlig og fortalte utrættelig om Prags
Mærkværdigheder; om den eiendommelige Teyn-Kirke, hvor min berømte
Landsmand Tycho Brahe laa begravet, -- om det smudsige Jødekvarter
med sin skumle Synagoge og den overgroede Kirkegaard, hvor de simple
orientalske Gravstene, skjæve og hældende, trængte sig saa tæt op ad
hinanden, som om de vilde skyde hinanden op af Grønsværet, om
Hradschin, det bøhmiske Akropolis og de terrasseformige Palæhaver op
ad dets Bjergside -- lutter Herligheder, som jeg vilde kunne beundre
den næste Dag, hvis jeg lod mig overtale til at tage med dem i Aften.
Thi han lod hele Tiden, som om han haabede, at jeg tilsidst vilde
give efter, og han gottede sig godmodig over, at mine Undskyldninger,
trods den bestemte Forsikring om det ganske Umulige heri, ikke just
havde noget synderlig overbevisende Indhold. Men bestandig endte han
med at sige: »Ja, ja, det er jo ogsaa rart, at Minna faar Følgeskab,
skjøndt jeg er vis paa, at hun godt turde tage alene hjem.« Saa
begyndte naturligvis hun at forsikre, hvor redebon hun var til dette
Vovestykke, og at jeg »endelig ikke for hendes Skyld« maatte give
Afkald paa denne fornøielige Udflugt, nu, da der tilbød sig saa
gunstig en Leilighed i det behageligste Selskab. Og imens hun
drillede mig saadan, at jeg tilsidst ikke vidste, hvad jeg skulde
svare, lo hun til mig ud af de sammenknebne, blinkende Øine. Vi
morede os hjertelig over, at den skikkelige Mand, alt imens han mente
at have os til Bedste, i Virkeligheden blev holdt for Nar af os, da
han dog umulig kunde ane, hvor absolut jeg netop denne Aften var
forhindret i at forlade hende. Men Fru Hertz, der sad paa Bænken
ligefor os, rystede undertiden sine graa Krøller, idet hun betragtede
os med et overbærende Smil, som om denne Snak trættede hende, men
tillige med et spørgende Blik, der syntes at søge en Hemmelighed
under denne Ordleg.

I Schandau var der neppe Tid til Andet end at spise til Aften i en
Hotelhave ved Floden. Mørket faldt hurtig paa. Hertz mindede om
Hjemtouren. Men Minna forsikrede, at Dampbaaden til Jernbanen
regelmæssig gik et Kvarter før Togets Afgangstid, som vi vidste
sikkert fra Reisebogen. Da Stationen nemlig ligger paa den anden Side
af Floden, og godt en halv Fjerdingvei fra Hotelbyens Centrum og
Landingsplads, iværksættes Forbindelsen ved en lille Dampbaad. Denne
Combination foruroligede den gamle Hertz, der begyndte at faa
Reisefeber og hvert Øieblik trak sit Gulduhr med Dæksel op af Lommen.

Endelig indrømmede Minna, at det kunde være paa Tiden at bryde op. --

Ved den lille Bro var der ingen Baad at se. Det sorte Vand med et
Skjær over sig af Lygtelys, der samlede sig i Hvirvlerne, jog frit
forbi dens tomme Bjælkelag, hvor der ikke stod saa meget som en
Vadsæk eller Haandkoffert.

-- Nu er vi da nok komne til den feile Bro, det maa være
Dampskibsbroen, mente Fru Hertz.

-- Vist ikke, vi er blot for tidlig paafærde, svarede Minna, lidt
stødt over denne Mistro.

Vi drev nogle Minutter frem og tilbage, uden at der viste sig Noget
eller Nogen. Hertz gik ind i det aabne Skur, der tjente til Ventesal,
og satte sig. I det ene Hjørne sad en tarvelig Mand og sov med
Hatteskyggen nedkrampet over Panden, for den osende Petroleumslampe
lyste netop tilstrækkelig til at skjære En i Øinene. Efter endnu et
Par Gange at have raadført sig med sit Uhr, stod Hertz op, nærmede
sig til den Fremmede, trippede lidt omkring ham, fik et Hosteanfald
-- og spurgte endelig forsigtig, om Herren maaske ogsaa ventede paa
Dampbaaden til Dresdener-Toget.

-- Nach Brag! snøvlede den Adspurgte mekanisk, uden at se op, maaske
ogsaa uden at være vaagnet.

Et Haab begyndte at dæmre for mig. Da jeg saae en Lastdrager komme
slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. -- Baaden
til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende
indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til
Damerne med mit Budskab. De stod lige ved den lille Lampe, og jeg
kunde se, at Minnas Ærgrelse over at blive beskjæmmet i sin
Sikkerhed, havde en haard Kamp at bestaa med en Glæde, som
lykkeligvis ikke var mig uforklarlig. Hun syntes med Villie at undgaa
mit Blik.

-- Der er Tid nok, den kommer ganske sikkert -- han har blot ikke
vidst rigtig Besked .... Se, er det ikke den derude?

En rød Lanterne nærmede sig paa Floden fra den Side, hvor Stationen
maatte ligge. Snart skimtedes et Par Tovstykker, og Dampen, drevet
frem af Vinden over Skibet, der langsomt gik op mod Strømmen, svævede
foroven som en lille Rosensky. Man hørte Stempelslagene.

Jeg følte mig usigelig flov og kastede et ærgerligt Blik paa den
gamle Hertz, der udbrød i et beroliget »Gudskelov« og ilede i
Forveien ned paa Broen, som om der ingen Tid var at spilde, som om
det var ham, der skulde til Dresden.

Baaden skilte sig ud fra Mørket, Piben skingrede, et Raab derudefra
besvaredes af Lastdrageren, og forbi Bro-Lygten foer en Lasso, der
var lige ved at fange den skikkelige Hertz, og plaskede ned nogle
Alen bagved ham. Den lille Damper laa ved Broen, endnu dirrende i sit
kulstøvede Skrog; paa den smudsige, lave Kahytsvæg faldt Lys fra
Maskinrummet, hvor det endnu pumpede med en langsom Futten; en
vamlende Varme og en branket Oliestank, blandet med Kulos, strømmede
ud i den friske Natteluft.

-- Til Dresdenertoget?

-- Iltoget til Wien. Men der er Tid nok, vi ligger her næsten en halv
Time.

-- Ja, men Toget til Dresden?

-- Det har vi lige sat Folk over til.

-- Men der er jo Tid endnu. Kan man da ikke faa en Baad til at sætte
En over?

-- Her er vist ingen Baad at faa nu. Vel? Heinrich -- er her nogen
Baad at faae?

-- Nei, naturligvis er her ingen Baad at faa, svarede Drageren og
spyttede ned i Vandet, -- Folk kan jo være her, naar Damperen gaar.

Den sidste Sten faldt fra mit Hjerte, og det forekom mig, at ogsaa
Minna trak Veiret friere. Men Hertz saae ganske bestyrtet ud; han
følte aabenbart hele Ansvaret ved saaledes at have trukket os ud i
den vide Verden og forlade os der midt om Natten.

-- Men det er ogsaa dig, Minna! hvorfor var du saa paastaaelig? Man
skal aldrig stole paa Hukommelsen i Sligt, -- og Reglementer kan jo
forandres fra Aar til Aar -- det burde jeg ogsaa have betænkt. Det er
virkelig høist fortrædeligt.

-- Naa Herregud! sagde Fruen beroligende, egentlig er vel Ulykken
ikke saa stor. De kommer til at overnatte her, men Hoteller er der da
nok af her i Schandau, der er jo snart ikke Andet.

Denne praktiske Bemærkning beroligede ham.

-- Det er rigtignok sandt, der gaar jo tidligt Tog ind. Men maaske
vil de dog savne dig.

-- Aa, jeg kommer saamænd, før Nogen er oppe.

Vi gik nogle Minutter frem og tilbage, saa trak Hertz mig lidt til
Side: --

-- Sig mig, kjære Hr. Fenger, -- De kom jo saa uforberedt med paa
denne Udflugt -- og desuden tænkte vi jo ikke paa at overnatte -- jeg
mener, har De -- tilfældigvis -- ikke saa mange Penge hos Dem?

Jeg skyndte mig at berolige ham i denne Henseende, da jeg -- virkelig
»tilfældigvis« -- havde et mer end tilstrækkeligt Beløb hos mig.

Den Gamle saae forundret paa mig og stak tøvende sin Portemonnaie,
som han allerede havde taget frem, ned i sin uhyre dybe Lomme, mens
han bevægede sin Underlæbe, som om han endnu vilde sige Noget.

-- Ja, Herskabet kommer vist til at overnatte her, raabte Styrmanden
fra Damperen, -- der gaar ikke flere Tog nordpaa.

-- Nei, vi vil sydpaa, vi skal til Prag.

-- Men De spurgte jo om Dresdener-Toget.

Hertz gav sig til at forklare de indviklede Forhold.

En Damppibe skingrede hinsides Floden, og som et lysende Leddyr gled
et Tog forbi, hvæsende og bræmsende. Det var det, der skulde have
ført os tilbage til Rathen. Jeg stod alene med Minna, og da jeg
mente, at Ingen bemærkede os, gav jeg efter for min Kaadhed og rakte
lang Næse ad Toget. Minna brast i Latter, -- og en noget raa Bas,
lidt til Siden for os, stemmede med i. -- Jeg vendte mig næsten
forskrækket; det var Drageren, der syntes at have opfattet
Situationen.

-- Men hvad ler I dog af? spurgte Fru Hertz.

Hertz's fik nu pludselig travlt med at indskibe sig, som om der var
Fare for, at Damperen skulde gaa fra dem. De blev staaende ved
Rælingen, og vi talte endnu et Kvarterstid sammen, med lange Pauser,
søgende efter Ordene, Allesammen kjede af Ventetiden. Hertz
anbefalede os et Hotel, der var godt og »maadeholdent« i sine Priser.
Endelig ringede Signalklokken. Hertz kom i Tanker om Manden i
Ventesalen.

-- Lad ham komme, hvis han vil med, sagde Styrmanden.

Men den Gamle blev ivrig. Jeg løb op og vækkede Flegmatikeren, der
fulgte mig brummende. Saa snart han var gaaet over Landgangsbrættet,
blev det halet ind, Dampbaaden gled bort, svingede langsomt og
forsvandt i Mørket. Minna blev ved at vifte med sit Lommetørklæde.

Jeg var lige ved at omfavne hende, -- men udefra kunde de maaske
endnu se os. Og Drageren sad et Par Skridt borte, overskrævs paa
Rækværket.




VI


Vi gik langsomt tilbage. Paa Hjørnet af Skuret var der en af de store
blaa Postkasser. Minna smilede, trak et Brev op af Lommen og holdt
det hen for mig, saa jeg kunde se Udskriften. Og idet hun saae paa
mig med et spørgende Blik, der sagde: »skal jeg?« strakte hun Haanden
ud og stak den ind under Klappen. Brevet faldt med en dump Klang i
den tomme Kasse. Skjøndt denne Klang var hendes Ja-Ord, vakte den hos
mig en dunkel Følelse af Uro, som om der var noget Ondt varslende ved
den. Denne flygtige og tilsyneladende helt umotiverede Følelse
erindrer jeg endnu ganske levende, skjøndt jeg ikke et Øieblik hengav
mig til den. For jeg havde allerede draget hende ind til mig og følte
snart min Omfavnelse gjengjældt med en Heftighed, der mindre havde
Charakter af Lidenskab end af inderlig Ømhed. Disse kraftige
Pigearme syntes, idet de knugede mig ind til hende, at ville holde
mig rigtig fast, saa at Intet kunde rive mig fra hende igjen. Da hun
mærkede, at jeg snappede efter Veiret, slap hun mig pludselig: --

-- Har jeg gjort dig Fortræd? jeg er saa voldsom? --

Hendes Ansigt havde et saa forfærdet Udtryk, -- som om jeg virkelig
kunde være gaaet i Stykker mellem Armene paa hende -- at jeg
uvilkaarlig brast i Latter og bedækkede det med Kys, indtil hun
tyssede paa mig med en Forskrækkelse af en ganske anden skjælmsk og
fornøiet Art tittende ud af de opspilede Øine og hviskende fra de
halvaabne Læber, som hun lagde Fingren paa. Men der var ingen i
Nærheden, og Hjørnet af Skuret gjemte os i en trekantet Skygge.

Endelig forlod vi den. Jeg vilde føre hende videre ud langs Floden,
men dèr blev det hende for mørkt; hun vilde indad Byen til. »Vi kan
jo være fornuftige,« sagde hun. Men vore Ord blev mindre Samtale end
oversatte Kjærtegn.

Vi gik langsomt Arm i Arm paa den brede Quai henimod Byens Lys, der
tilvenstre i spredte Gnister steg op imod Stjernerne og forrest ud
imod Flodbugten samlede sig i en gyldenstraalende Bort, indlagt med
Hotelhavernes grønne Emaille. Paa den anden Bred saaes intet andet
Lys end et Par kulørte Signallygter, og den mørke Bjergmasse viste
sig kun som en stjærneløs Del af Himlen.

Iltoget jog forbi derovre og mindede os om Tiden. Men netop nu
begyndte det at lysne perlemorsagtig forude; under Lysningen traadte
en mørk Bjergbue frem. Masterne af et Par Elbpramme tegnede sig paa
Himlen. Glansen blev hurtig rødere som af en Ildebrand -- havde man
været ved Rhinen, vilde man tro, at det var Hindarfjældet
lysbrændende, der hævede sig som en glødende Kuppel over Winterbergs
jævne Skovaas, just hvor Hakket midtveis silhouetterede sig. Faa
Minutter, og Maanen svævede frit, bestandig mindre gylden og mere
krystallisk, over Bjerglandskabet med Flodens Krumning, et Landskab,
som den selv syntes at skabe af Nattens Chaos og at fuldkommengjøre
mer og mer.

Det var for skjønt til, at man kunde tænke paa at skilles. Og vi blev
ved at gaae frem og tilbage ved Floden fra det lille ensomme
Venteskur, til vi kom saa nær ved den første Hotelhave, at vi saae de
sorte Frakker og brogede Damehatte bevæge sig under Løvet.

Alene paa dette fremmede Sted, forekom vi os som et nygift Par, der
er paa Bryllupsreise. Jeg priste det lykkelige Tilfælde, der havde
tvunget os til at overnatte.

-- Jeg var ganske vist ogsaa glad derover strax, sagde Minna, men
snart efter blev jeg rigtignok betænkelig, for jeg havde det jo dog
paa en Maade paa min Samvittighed, -- jeg burde ikke have været saa
paastaaelig. Selv havde jeg kun et Par Mark hos mig. Hvis du nu ikke
havde haft mer, saa havde min Letsindighed bragt os i en slem
Forlegenhed. Der faldt en Sten fra mit Hjerte, da jeg saae Hertz og
dig i en praktisk #tête à tête#, og forstod, at du ikke behøvede at
laane Noget af ham. Jeg var allerede ganske hed om Ørene .... Ak, de
Penge, Harald! Det var maaske en Mindelse om, hvormeget man altid bør
tænke paa dem ved alle Planer.

Og vi fordybede os i de pekuniære Fremtids-Udsigter og Beregninger
over, hvor Lidt der kunde gjøres tilstrækkeligt ved økonomisk Kunst,
-- et tilsyneladende meget prosaisk Emne, men som i Virkeligheden for
unge Kjærestefolk, der er ligesaa fattige som forelskede, har større
Tiltrækning end den mest ophøiede Romantik. Ja, hvor sværmeriske vi
end vare, tvivler jeg dog meget om, at det Guld, som Maanen lod
blinke hen over Flodmørket, forekom os mere poetisk end det, som vort
Indbo skulde betales med, naar Tidens Fylde kom. Og man maa ogsaa
indrømme, at begge Arter foreløbig vare lige uvirkelige og
billedlige.




VII


Endelig maatte vi beslutte os til at opsøge vort Hotel. Det hørte
ikke til 

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/33562