
Gutenberg · ebook 32494
Doktor Nikola
by Guy Boothby · Danish · public domain in the US
Doktor Nikola by Guy Boothby is a Danish public-domain text held from Project Gutenberg (ebook #32494). Afskrivers bemærkninger: Typografiske fejl er rettet. Symbolet # er brugt til at angive fed tekst i originalen, mens _ er brugt til at
OVERSAT AF JOHANNES MAGNUSSEN
MARTIN'S FORLAG KØBENHAVN -- MCMXV
MARTIN'S FORLAGSTRYKKERI, KØBENHAVN
I. KAPITEL.
Hvorledes jeg traf Dr. Nikola.
Det var Lørdag Eftermiddag, omtrent et Kvarter over fire, hvis jeg husker rigtigt, og Maluvejen, der fører til "den boblende Kilde", det eneste Sted i Shanghai, hvor man kunde trække Vejret, var overfyldt af elegante Vogne, Ponyer, Cykler, for ikke at tale om alle Slags Jinrickshawer[1], der fulgte efter hinanden i en lang Procession ud til Kilden, medens den europæiske Del af Shanghais Beboere og et betydeligt Antal af den indfødte var draget ud for at se paa et Væddeløbsridt, der, skønt det ikke var meget pirrende, i og for sig var vigtigt, da det var den eneste Fornøjelse, Kolonien havde den Eftermiddag.
[1] En Slags tohjulet Vogn, der trækkes af Kinesere.
Jeg var gaaet et temmelig langt Stykke og havde saa taget en Jinrickshaw, mere af Forfængelighed, end fordi jeg havde Raad til det. For at sige Sandheden, og den kommer jo dog en Gang frem, hvor meget jeg saa prøver paa at hindre det, jeg holdt Skinnet ved lige, og skønt jeg laa tilbagelænet i mit Køretøj og røg min Cherut med fyrstelig Mine, var jeg mig dog pinlig bevidst, at naar jeg skulde betale den Køretur, saa vilde min Kasse neppe overleve Slaget.
Jeg havde været mere end almindelig uheldig siden min Ankomst til Shanghai. Jeg havde søgt alle ledige Pladser lige fra de allerfineste til Sekretærposten ved en Klub, der havde kommunistiske Tendenser og laa et eller andet Sted paa Grænsen af Kineserbyen -- men stadig uden Held. Til at faa den ene havde jeg ikke tilstrækkelig Protektion, til at faa den anden manglede jeg den Evne til at indsmigre mig, der er saa væsenlig, naar man søger visse Ting.
Imidlertid formindskedes mine Udgifter ikke, og jeg indsaa snart, at hvis der ikke skete noget, og det hurtigt, saa havde jeg al mulig Udsigt til at miste alt, hvad jeg ejede, og maatte søge mit Natteleje nede ved Flodbredden, og jeg vilde komme til at figurere i den blandede Ret, som enhver Europæer med Rette frygter, fordi jeg skyldte Penge til en Jøde fra Cochinkina. Stillingen var ikke glædelig, fra hvad Side jeg nu end betragtede den, men jeg havde gennemgaaet den en hel Del Gange før og var altid kommen ud af den, om ikke med forøget Selvagtelse saa dog uden nogen meget stor personlig Forlegenhed.
Da jeg ankom til Kilden, betalte jeg min Kuli og stillede mig op der, hvor det sidste Spring skulde finde Sted. Der var et Gærde og en Grav, som var betydelig vanskelige at klare. Jeg kom lige i det yderste Øjeblik, for et Øjeblik efter kom Hestene farende. Nogle klarede Vanskelighederne, andre vilde ikke indlade sig paa Springet, og atter andre valgte en Middelvej, sprang op paa Gærdet, snublede og kastede deres Ryttere hovedkulds ned i Mudderet. Det var ganske vist ikke noget kønt Billede, men morsomt var det.
Da den sidste Hest var færdig, og jeg troede, at Sporten var forbi for den Dag, vilde jeg lige til at gaa min Vej, da der blev raabt Varsko, og jeg vendte mig om og saa en forsinket Rytter komme farende hen imod Gærdet. Skønt han red meget rask og bestemt og øjensynlig vilde slutte Dagen med en smuk Kraftanstrængelse, var det klart, at hans Hest ikke mente det samme, for da den var en Snes Fod fra Gærdet, sagtnede den Farten og forsøgte at staa. Resultatet var slet ikke, som den ventede. Rytteren piskede løs, Hesten besluttede at springe, sprang for sent, slog Hovedet mod Gærdet, saa den gjorde en Saltomortale, og styrtede. Rytteren faldt i Graven, som jeg straks trak ham op af.
Da han kom op, saa han ikke godt ud, men det hindrede ham dog ikke i at genkende mig.
"Nu har jeg set det med, det er jo Wilfred Bruce!" udbrød han, idet han rejste sig og tørrede sig i Ansigtet med et meget smudsigt Lommetørklæde. "Det var da et heldigt Møde! Jeg skal sige Dem, jeg har tilbragt to Timer i Morges med at lede efter Dem."
"Det gør mig ondt, at De har haft saa megen Ulejlighed," svarede jeg. "Men sig mig, er De vis paa, at De ikke er kommen til Skade?"
"Ikke Spor," svarede han, og da han havde skrabet saa meget Mudder af som muligt, vendte han sig om mod sin Hest, som var kommen paa Benene igen og stirrede sløvt omkring sig.
"Lad mig først sende dette kluntede Dyr hjem," sagde han, "saa skal jeg finde min Vogn, og hvis De ikke har noget imod det, kører jeg Dem til Byen."
Som sagt saa gjort. Vi kom op paa Vognen og vendte tilbage til Kolonien.
Da vi havde sat os til Rette, stillede George Barkston, som jeg i Parentes bemærket havde kendt i mere end ti Aar, sin Pisk til Side og henvendte sig til mig.
"Ja, min kære Bruce," sagde han en lille Smule forlegen, "jeg vil ikke spilde Tiden med Omstændigheder, men gaa lige paa. Vi er jo gamle Venner, og skønt vi ikke har set saa meget til hinanden denne Gang, som vi plejede at gøre i gamle Dage, da De var Fuldmægtig et eller andet Sted og jeg Deres ærbødige Underordnede, saa tror jeg dog at jeg er ganske godt inde i Deres nuværende Forhold. De maa ikke anse mig for næsvis, men jeg vil nu have, at De skal lade mig hjælpe Dem, hvis jeg kan."
"Det er meget venligt af Dem," svarede jeg lidt urolig, for han var lige ved at tørne sammen med en amerikansk Enspænder.
"Sandt at sige vil jeg meget gerne have et eller andet at bestille, for der er en sørgelig Tomhed i min Kasse for Tiden, og skønt jeg er godt vant til at være fattig, har jeg dog lidt Stolthed tilbage, og jeg har ikke megen Lyst til at figurere i den blandede Ret paa Onsdag, fordi jeg ikke kan betale min Vært tyve Dollars for Kost og Logis."
"Nej naturligvis," sagde Barkston, "og hvis De vil lade mig hjælpe Dem, saa har jeg en Idé, som maaske kan hjælpe Dem paa ret Køl igen.
Sagen er den, jeg kom i Samtale i Klubben forleden Aften med et Menneske, som jeg fik den allerstørste Interesse for. Det er et af de mærkeligste Mennesker, der nogensinde har været herude. Jeg har aldrig set Mage til mærkelig Fyr i mit Liv. De skulde bare se hans Øjne -- ja, det er ikke til at beskrive, han ser helt igennem én.
Kender De gamle Benwell? Han kom ind, medens jeg stod og talte med dette Menneske."
"Hvad behager, er det Barkston?" sagde han. "Jeg troede, De var paa Jagt med Jimmy Woodrough? Det glæder mig at træffe Dem --" i samme Øjeblik opdagede han den Mand, jeg talte med. Han forstummede, saa stift paa ham, mumlede noget, gav mig Haanden med en Undskyldning og gik sin Vej. Da jeg ikke kunde forstaa, hvad der var i Vejen, fulgte jeg ham og indhentede ham ude i Forstuen. "Hør, Benwell," sagde jeg, "hvad er der i Vejen? Hvorfor i al Verden render De Deres Vej paa den Maade? Har jeg fornærmet Dem?"
Han tog mig til Side, for at Tjenerne ikke skulde høre os, og sagde fortroligt: "Barkston, jeg er ikke nogen Kujon, jeg har i min Tid klaret mig mellem Europæere, Zuluer, Somalier, Malajere, Japanesere og Kinesere, foruden mange andre Racer, og jeg skal ogsaa nok gøre det i Fremtiden, men naar jeg staar Ansigt til Ansigt med Dr. Nikola, ja, saa vil jeg bare sige Dem, jeg tænker ikke to Gange, jeg stikker af.
Gør De det samme, min Ven." Da han lige saa godt kunde have talt Hebraisk til mig, for jeg forstod ham lige saa lidt, prøvede jeg paa at udspørge ham, men jeg kunde have sparet mig Ulejligheden, for jeg kunde ikke faa noget rigtigt ud af ham. Han trykkede min Haand, bad Tjeneren i Forstuen om at hente en Jinrickshaw og sprang op i den, saa snart den kom, og kørte. Da jeg kom tilbage til Billardstuen, var Nikola der endnu. Han spillede med stor Interesse og gjorde de dumdristigste Stød.
"Jeg har vist set Deres Ven før," sagde han, da jeg satte mig ned for at iagttage ham. "Det er Benwell fra Y-Chang, og hvis jeg ikke tager fejl, husker Benwell fra Y-Chang ogsaa mig."
"Det lader til, han kender Dem," sagde jeg leende.
"Ja," vedblev Nikola efter en Pavse. "Jeg har haft den Fornøjelse at træffe Hr. Benwell en Gang før. Det var i Haiphong." Saa vedblev han med ejendommeligt Eftertryk: "Jeg véd ikke, hvad han mener om Haiphong, men jeg har en Idé om, at han ikke gerne kommer i Nærheden af det Sted igen."
Efter at have sagt dette tav han stille et Øjeblik, saa tog han et Brev op af Lommen, læste det omhyggeligt, undersøgte Konvoluten og henvendte sig derpaa igen til mig.
"Jeg vilde gerne gøre Dem et Spørgsmaal," sagde han. "De kender vist en Mand, der hedder Bruce, ikke sandt? Han har været ansat i kinesisk Tjeneste, og man siger, at han kan forklæde sig saa godt som Kineser, at selv Li-Chang-Tung ikke vilde anse ham for Europæer."
"Ja," svarede jeg, "det er en gammel Ven af mig, og han er netop i Shanghai for Øjeblikket. Det hørte jeg tilfældigvis i Morges."
"Bring ham til mig," sagde Nikola hurtigt. "Jeg har hørt, at han ønsker en Ansættelse, og hvis han kommer til mig før Klokken tolv i Morgen Aften, tror jeg, jeg kan skaffe ham en god Stilling --. Ja, Bruce, det var det; jeg har gjort mit Bedste for Dem, min gamle Ven."
"Og jeg er Dem meget taknemlig," svarede jeg. "Men hvad er denne Nikola for en Mand, og hvad Slags Stilling tror De, han kan skaffe mig?"
"Hvem han er, kan jeg lige saa lidt fortælle Dem, som jeg kan flyve; men hvis han ikke er en kødelig Fætter til Fanden selv, saa forstaar jeg mig ikke paa Slægtskab."
"Det bliver jeg ikke meget klogere af," svarede jeg. "Hvordan ser han ud?"
"Ja, han gør vel nærmest Indtrykket af at være høj, skønt man ikke kan kalde ham høj. Han er meget slank og saa harmonisk bygget, at jeg ikke har set Magen. Han gaar ikke med Skæg og er altid ligbleg, det er en underlig matgul Bleghed, som straks slaar én, og som man aldrig glemmer. Hans Øjne og Haar er kulsorte, og han er mønsterværdig pæn og sirlig. Naar han ser paa én, saa skulde man tro, at han saa gennem én og paa Væggen lige overfor, og naar han taler, bliver man nødt til at lægge Mærke til, hvad han siger, enten man vil eller ikke. Alt vel overvejet: jo mindre jeg ser til ham, des bedre kan jeg lide ham."
"Det er ikke nogen meget opmuntrende Omtale af min ny Principal. Hvad i al Verden kan han ville mig?"
"Han er Dødsenglen selv," sagde Barkston leende, "og trænger til en Hushovmester. Jeg antager, at han mener, De vil passe til den Stilling."
Vi havde forladt Maluvejen og var kommet ind i Byen.
"Hvor skal jeg finde denne mærkelige Mand?" spurgte jeg, da vi nærmede os det Sted, hvor jeg havde i Sinde at staa af.
"Vi vil køre hen til Klubben og se, om han er dèr," sagde Barkston, idet han piskede paa Hestene. "Men Spøg til Side! Han synes virkelig at være meget ivrig efter at finde Dem, og da han vidste, at jeg vilde opsøge Dem, tvivler jeg ikke om, at han har lagt Besked til én af os dèr."
Da vi havde naaet de Rejsendes Klub, som er for godt kendt, til at jeg behøver at beskrive den, gik Barkston ind og lod mig passe paa Hestene imens. Fem Minutter efter kom han igen med et Brev i Haanden.
"Nikola er først gaaet for ti Minutter siden," sagde han med et skuffet Udtryk i sit smukke Ansigt. "Han er uheldigvis taget hjem, men har efterladt dette Brev til mig. Hvis jeg finder Dem, skriver han, at jeg skal sende Dem lige straks ud til hans Villa. Jeg har opdaget, at det er Feres gamle Sted i Rue la Fayette i den franske Koloni, det er det tredie Hus paa højre Haand, naar De kommer forbi det Sted, hvor denne Renegat, den franske Marquis, skød sin Kone.
Hvis De bryder Dem om det, vil jeg give Dem et Brev med til ham, saa kan De spise til Middag, overveje Sagen roligt og tage imod det eller ikke, hvad De nu synes er bedst."
"Ja, det er det rigtigste," svarede jeg. "Jeg vil nok have lidt Tid til at samle mine Tanker, før jeg ser ham."
Barkston gik ind i Klubben igen, og da han kom tilbage et Kvarters Tid efter, havde han det Brev med sig, som han havde lovet mig.
"Maa jeg køre Dem til det Sted, hvor han bor?" spurgte han.
"Nej, det tror jeg ikke, De maa," svarede jeg, "og det af Grunde, som De sikkert vilde synes var rimelige, hvis jeg nævnede dem. Men jeg er Dem meget taknemlig alligevel. Med Hensyn til Nikola, saa vil jeg overveje hele Sagen omhyggeligt i Aften, og hvis jeg synes, det er rigtigt, vil jeg efter Middag gaa hen til ham og aflevere dette Brev."
Jeg stod ud af Vognen paa Hjørnet af Gaden, og efter at jeg igen havde takket min Ven for den Venlighed, han havde vist mig, sagde jeg Farvel og gik min Vej.
Da jeg naaede Strandpromenaden, satte jeg mig paa en Bænk under et Træ og overvejede roligt Situationen. Den var jo temmelig indviklet.
Skønt jeg ikke havde sagt det til Barkston, var det ikke første Gang, jeg havde hørt Tale om Nikola. En saa sælsom Personlighed maatte naturligvis blive omtalt meget i det lille europæiske Samfund i Østen, og derfor var der udbredt alle mulige Historier om ham. Skønt jeg kendte mine Medmennesker for godt til at skænke Halvdelen af, hvad jeg havde hørt, Tiltro, kunde jeg ikke andet end være meget nysgerrig med Hensyn til denne Mand.
Jeg gik hjem og drak Te, og ved Ottetiden tog jeg igen min Hat paa og begav mig afsted til den franske Koloni. Det var ikke noget behageligt Vejr, det var ualmindeligt mørkt, af og til kom der en Byge, og Vinden piskede én i Ansigtet. Skønt jeg havde gode Udsigter til at faa hvad jeg trængte til -- en Stilling, -- kan jeg ikke sandfærdigt paastaa, at jeg følte mig vel til Mode. Jeg søgte jo at komme i Forbindelse med en Mand, der var næsten almindelig frygtet, og hvis Rygte ikke var saaledes, at Folk havde Lyst til at have med ham at gøre. Denne Tanke var just ikke beroligende. Men min Fattigdom forbød mig at være kræsen.
Derfor lod jeg Rue de la Paix ligge til venstre og gik ind i Rue la Fayette, hvor Nikolas Villa laa.
Hele Ejendommen hvilede i dybt Mørke, men efter at jeg havde banket to Gange paa Døren, saa jeg et Lys i Korridoren nærme sig langsomt.
Døren blev aabnet, og en kinesisk Tjener stod for mig med et Lys i Haanden.
"Bor Dr. Nikola her?" spurgte jeg i en noget betuttet Tone. Tjeneren nikkede, hvorpaa jeg rakte ham mit Brev og anmodede ham om straks at aflevere det. Han udførte dette Hverv med saa stor en Hurtighed, at han var tilbage paa mindre end to Minutter, og gav mig Tegn til at følge sig. Jeg fulgte ham altsaa ned ad Korridoren og traadte ind i et lille Værelse til venstre. Døren blev straks lukket efter mig. Der var ingen i Værelset, og jeg havde saaledes Lejlighed til at undersøge det efter Behag og drage mine Slutninger, før Dr. Nikola kom.
Værelset var som sagt ikke stort, og paa et Par Undtagelser nær var der ikke noget særligt mærkeligt ved Møblementet. Til venstre, naar man kom ind, var der et Vindue, og imellem det og Døren stod der en høj Reol, som var fyldt med Værker om næsten alle mulige Ting, lige fra Bimetallismens elementære Grundsætninger til abstrakt Konfucianisme. Der var en tyk Maatte paa Gulvet og en tung Portiere for en Udgang lige over for den Dør, jeg var kommet ind af.
Paa Væggen hang der adskillige smukke Billeder, men jeg lagde Mærke til, at de alle behandlede Emner som f. Eks. Sauls Besøg hos Heksen i Endor, en Forestilling af de ægyptiske Troldmænd for Farao og Forvandlingen af Knoglerne i Ørkenen til Mennesker. Et Uhr dikkede paa et Bogskab, men ellers var der ganske stille i Værelset.
Jeg antager, at jeg havde ventet i fem Minutter, da jeg hørte sagte Trin i det tilstødende Værelse. Saa gik den anden Dør op, det Forhæng, der skjulte den, blev trukket langsomt til Side, og ind traadte en Mand, som ikke kunde være nogen anden end Dr. Nikola. Han saá ud akkurat, som Barkston havde beskrevet ham. Hans Øjne gjorde straks det ejendommelige Indtryk, den anden havde omtalt, og det slog mig, hvor træffende han havde beskrevet den underlige matgule Hud.
Han var sortklædt, havde en udsøgt fin Selskabsdragt paa, hvis sorte Farve harmonerede godt med hans mørke Øjne og Haar. Det var umuligt at sige, hvor gammel han var, men jeg har senere opdaget, at han kun var otteogtredive Aar gammel. Han gik mig i Møde, rakte Haanden ud og sagde:
"De er altsaa Hr. Wilfred Bruce?"
"Ja, maa jeg spørge, om jeg taler med Dr. Nikola?"
"Ja, jeg er Dr. Nikola," svarede han, "og siden vi nu kender hinanden, kan vi jo tale om vore Forretninger."
Medens han talte, gik han med en ejendommelig Ynde, som altid prægede ham, hen imod den Dør, gennem hvilken han var kommen ind, aabnede den og gav mig Tegn til at gaa i Forvejen. Jeg gjorde det og befandt mig i et andet stort Værelse, der omtrent var fyrretyve Fod langt og tyve Alen bredt. I den bageste Del var der et højt Vindue med smukke Glasmalerier, paa Væggene hang der japanesiske Tapeter, og der var anbragt Dekorationer af Sværd og Stridsøkser og nogle indianske Rustninger, desuden fandtes der en Del Bøger og en Mængde værdifuldt Porcelæn. Værelset blev oplyst af tre kunstnerisk udførte Hængelamper, og rundt om i Stuen stod der utallige bløde Stole og Sofaer.
Ved en af disse bemærkede jeg en smukt indlagt tyrkisk Pibe, som havde en mærkelig Form, og som jeg aldrig har set Magen til udenfor Konstantinopel.
"Vær saa god at tage Plads," sagde Dr. Nikola, idet han pegede paa en Stol i Baggrunden. Jeg satte mig og spekulerede paa, hvad der nu skulde følge.
"Jeg har ladet mig sige, at det ikke er første Gang, De er i Kina," vedblev han, medens han satte sig lige over for mig og betragtede mig roligt med sine mærkelige Øjne.
"Nej, det er rigtigt," svarede jeg, "jeg har opholdt mig her i flere Aar og tror, jeg kan sige, jeg kender Kina lige saa godt som nogen Englænder."
"Det er rigtigt. De var til Stede ved Mødet i Quong Shas Hus i Wanhsien den 23de August 1889, hvis jeg ikke tager fejl, og i den følgende Uge hjalp De Mahpoo med at slippe fri for at blive taget til Fange af Mandarinerne."
"Hvor i al Verden véd De det fra?" spurgte jeg forbavset. Jeg havde altid været overbevist om, at intet Menneske anede, at jeg havde haft nogen Del i denne Historie.
"Man faar mange mærkelige Ting at vide her i Østasien," svarede Nikola. "Denne lille Omstændighed, som jeg ikke har omtalt, kan forresten belære én om, hvor meget man kunde vide, og hvor lidt vi i Grunden kender til hinandens Liv. Man kunde næsten vente lige saa meget af umælende Dyr."
"Jeg er bange for, at jeg ikke forstaar Dem rigtigt," sagde jeg.
"Ikke det?" svarede han. "Det er dog ganske simpelt. Lad mig give Dem et praktisk Eksempel paa, hvad jeg mener. Hvis De ser noget andet i det, jeg har i Sinde, saa er det Deres egen Skyld."
Paa et Bord tæt ved hans Stol laa der et stort Ark hvidt Papir. Dette lagde han paa Gulvet. Saa tog han et Stykke Trækul og gav sig til at fløjte paa en besynderlig Maade. I næste Øjeblik kom en uhyre stor Kat, der var lige saa sort som dens Herres Frakke, springende et eller andet Sted fra og stod og viftede med Halen foran os.
"Der er Mennesker i Verden," sagde Nikola roligt, idet han strøg det store Dyrs Ryg, "som gerne vilde overbevise Dem om, at denne Kat er min spiritus familiaris[2], og at jeg ved dens Hjælp kan gøre mærkelige magiske Kunster. De vil naturligvis ikke være saa taabelig at tro den Slags Snak. Men for at bevise, hvad jeg sagde for et Øjeblik siden, vil vi prøve at gøre et Eksperiment ved dens Hjælp.
Maaske kan jeg sige Dem noget mere om Deres Liv."
[2] Hemmelig, tjenstagtig Aand.
Han bukkede sig ned og skrev nogle Tal mellem 1 og 10 paa Papiret og fordoblede dem i en Linie nedenunder. Saa tog han Katten paa Skødet, strøg den venligt og hviskede noget til den. Straks sprang Dyret ned, lagde sin højre Forpote paa et af Tallene i den øverste Række, medens den, om det nu var tilfældigt eller ved Trolddom, gjorde en lignende Bevægelse med sin Pote i Rækken neden under.
"Fireogtyve," sagde Nikola med sit ejendommelige Smil.
Saa tog han igen Trækullet, vendte Papiret om og skrev Navnene paa de forskellige Maaneder paa den anden Side. Han lagde det paa Gulvet igen og sagde noget til Katten, som denne Gang stillede sig paa Juni.
Derefter skrev han Alfabetet, og det uhyggelige Dyr stavede derpaa Bogstav for Bogstav Ordet "Apia."
"Den 24de Juni et eller andet Aar var De i Apia. Lad os se, om vi kan finde Aaret."
Han skrev igen Talordene op og straks efter havde Katten med djævelsk Nøjagtighed betegnet Aaret 1875.
"Er det rigtigt?" spurgte den mærkelige Mand, da Dyret var færdigt.
"Ja, det er rigtigt," svarede jeg.
"Det glæder mig. Er der noget andet, De ønsker at vide?" spurgte han. "Hvis De ønsker det, kan jeg maaske fortælle Dem, hvad De gjorde dér."
Jeg ønskede ikke at vide det, og det havde jeg gode Grunde til.
Nikola lo saa smaat og pressede sine lange, hvide Fingre sammen, medens han saá paa mig.
"Sig mig nu oprigtigt, hvad mener De om min Kat," sagde han.
"Ja, efter dette kunde man vel være berettiget til at paadutte den ligefrem sataniske Egenskaber."
"Og dog, skønt De anser det for saa vidunderligt, er det kun, fordi jeg har underkastet den en Slags mærkelig Opdragelse. Der er en Evne skjult hos Dyr, og særlig hos Katte, som faa af os har Anelse om, og hvis Dyr har denne Evne, hvor meget mere kan man saa ikke vente, at Mennesker har den. Véd De hvad, Hr. Bruce, det vil interessere mig meget at se bestemt, hvor vidt De tror, den menneskelige Intelligens kan række, det vil sige, hvor vidt De tror, at jeg kan trænge ind i en Verden, der i Almindelighed anses for dunkel."
"Jeg maa bede Dem om Undskyldning, fordi jeg ikke helt forstaar Dem," svarede jeg.
"Naa, lad mig saa fremstille det for Dem paa en simplere Maade. Hvis det maa være mig tilladt at spørge ligefrem: Hvor mener De, at denne Verden begynder og ender?"
"Jeg mener," svarede jeg uden at tøve, "at den begynder med Fødslen og ender med Døden."
"Og efter Døden?"
"Ja, hvad der saa sker, er et teologisk Spørgsmaal, som jeg vil overlade til Præsterne at afgøre."
"Har De ingen Mening om det selv?"
"Nej, ikke andet end Rester af, hvad jeg har lært som Dreng."
"Naa ja, i saa Fald tror De vel, at saa snart Aandedrættet har forladt det menneskelige Legeme, er der en vis ubeskrivelig Del af os, som vi kalder Sjælen, for at kalde den noget, og som forlader denne Verdens Sfære og træder ind i en ny Eksistens paa det ene eller det andet af to Steder."
"Det har man ganske vist lært mig," svarede jeg.
"Ja vel, det var det, man lærte Dem i High-Walcombe-Sogn, Somerset Shire, og det kan tages som et meget godt Eksempel paa, hvad Folk i Deres Samfundsklasse mener over alt her i Verden, lige fra Erkebiskoppen af Canterbury til det Husmandsbarn, der vandrer en halv Mil hver syvende Dag for at besøge Søndagsskolen. Men i den selvsamme Landsby var der, hvis jeg ikke husker fejl, en lille statelig Mand, hvis Tilhængere bestod nøjagtig af 45 Mennesker.
Han hed Fader O'Rorke, og jeg tvivler ikke det mindste om, at hvis De havde spurgt ham, vilde han have givet Dem en hel anden Meddelelse om, hvad der bliver af denne Sjæl eller denne Essens, hvis vi kan kalde den saadan, efter at den har forladt det dødelige Legeme. Tobias Smallcombe, som prædiker paa sin underlige Maade paa Grønningen for en Menighed, der bestaar af et Par Enthusiaster, en halv Snes Smaadrenge og nogle Æsler og Geder, vil sige Dem noget andet, og saaledes kan vi finde utallige forskellige Trosbekendelser.
Hver enkelt af dem vil gøre Fordring paa at være den rigtige, og hvert enkelt Medlem ønsker, at De skal tro akkurat som han. Men hvis vi vil være ganske billige, maa vi tillige erindre, at der findes mange Videnskabsmænd, som man maa indrømme er de bedst begavede Mennesker i vor Tid, og som paastaar, at alle de Folk har Uret, som er enige om, at der er et Liv efter Døden, med andre Ord en Aandeverden.
Hvis De vil tillade mig at sige min Mening om, hvad De tror, saa vil jeg sige, at De mener, at naar De er færdig med det Kød og Blod, som udgør Wilfred Bruce, saa har det ikke meget at sige, hvad der følger efter. Men lad os antage, at Wilfred Bruce, eller skal vi sige hans Sjæl -- den Del af ham, som tænker og lider -- skal eksistere i uendelige Tidsaldre som et Bytte for stadigt Samvittighedsnag over alle Misgerninger, hvorledes vil han saa betragte Døden?"
"Men før De kan vente noget Svar paa det Spørgsmaal, er det nødvendigt, at De beviser, at den ikke bliver ved at eksistere," sagde jeg.
"Det er netop det, jeg har i Sinde og ønsker at gøre," svarede Nikola, "og det er derfor, at jeg har valgt Dem, og at vi taler paa denne Maade nu. Er De meget optaget for Øjeblikket?"
Jeg smilede.
"Jeg forstaar Dem," sagde han. "Naa, jeg har et Forslag at gøre Dem, hvis De vil være saa venlig at høre efter. For en Del Aar siden, da det Spørgsmaal, vi nu skal drøfte, og som jeg interesserer mig mere for, end De kan tænke Dem, ganske tilfældig fremstillede sig for mig, traf jeg en meget mærkelig Mand. Han havde oprindelig studeret i Oxford, men det gik af en eller anden Grund galt med ham, og senere hen blev han skudt af Balmaceda i Santiago under den chilensiske Krig. Han havde blandt andet levet mange Aar i det nordvestlige Kina.
Det var en højst mærkelig Personlighed; han fortalte mig nogle vidunderlige Ting, og hvad der var mere, han støttede dem med Beviser. De vilde højst sandsynligvis have kaldt dem flinke Taskenspillerkunster. Det gjorde jeg ogsaa den Gang; men jeg gør det ikke nu, og jeg tror heller ikke De vil gøre det, naar jeg har talt ud. Det var af ham og en gammel buddhistisk Præst, som jeg tilbragte nogen Tid sammen med paa Ceylon, at jeg erfarede den ubetydelige Kendsgerning, som bragte mig paa Sporet af, hvad der nu følger.
Jeg har eftersporet det omhyggeligt og ivrigt Stykke for Stykke med Held og Uheld i otte samfulde Aar, og nu kan jeg endelig en Gang sige, at jeg er paa det rigtige Spor. Hvis jeg kan gennemføre det og opnaa det Resultat, jeg ønsker, saa kan jeg komme i Besiddelse af Kundskaber, som Verden, jeg mener naturligvis den civiliserede Verden, ikke har den mindste Anelse om, saa storartede er de. Jeg er en modig Mand; men jeg vil tilstaa, at det, vi nu skal prøve paa, næsten skræmmer mig.
Det er hverken mere eller mindre end ved Hjælp af visse hemmelige kinesiske Selskaber at trænge ind i det mærkeligste Sæde for Lærdom, som De eller noget andet Menneske nogensinde har hørt Tale om, og naar jeg er der, saa at tiltrygle mig eller stjæle de vidunderligste Hemmeligheder. Jeg kan af tusinde Grunde ikke gøre det alene, derfor maa jeg finde en Mand til at ledsage mig. Den Mand maa være en ualmindelig Mand, og maa nødvendigvis ogsaa være dygtig i Kinesisk.
Han maa være raskere end de fleste, han maa kunne forklæde sig, saa man ikke et Øjeblik har Mistanke til hans Nationalitet, og han maa tage af Sted med den faste Overbevisning, at han muligvis aldrig, vender tilbage. Hvis han vil paatage sig det, saa vil jeg være rundhaandet. Jeg vil betale ham 5000 Pund Sterling, før vi tager af Sted, og 5000 Pund, naar vi vender tilbage, hvis vi vender tilbage. Hvad siger De til det?"
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde svare. Jeg var fuldstændig forvirret over Forslaget for slet ikke at tale om det store Honorar. Jeg trængte mere til Penge nu, end jeg nogensinde før havde gjort, og dette var en Sum, som jeg ikke havde drømt om i mine vildeste Drømme.
Jeg havde heller ikke noget imod at gaa paa Eventyr; men jeg maa dog tilstaa, at dette Foretagende syntes mig altfor dumdristigt.
"Ja, hvad skal jeg sige?" svarede jeg. "Det er saadant et mærkeligt Forslag."
"Ja," sagde han, "men jeg tror heller ikke, at vi to er ganske almindelige Mænd. Hvis jeg havde troet at De var en af dem, der gaar tolv paa et Dusin af, saa talte jeg vist ikke med Dem nu. Jeg vilde dog tænke to Gange i Deres Sted, før jeg sagde Nej. Shanghai er et ubehageligt Sted, naar man er i Forlegenhed, og desuden véd De jo nok, at paa Onsdag slipper Deres Penge op, selv om De sælger Deres Ur og Deres Urkæde, som De tænkte paa i Aftes."
Han sagde det med en saa naiv Mine, at det ikke i Øjeblikket faldt mig ind at undre mig over, hvordan han kunde vide Besked med mine Finansers Tilstand.
"Naa," sagde han, "sig nu Ja."
"Jeg vil hellere have lidt Tid til at overveje det," svarede jeg. "Jeg kan ikke forpligte mig til saa stort et Foretagende uden at overveje det grundigt. Det vilde jo være taabeligt af mig og neppe rigtigt lige over for Dem."
"Naa ja. Gaa saa hjem og overvej det og kom igen i Morgen Aften paa samme Tid og meddel mig Deres Beslutning. Hvis jeg var Dem, saa vilde jeg ikke omtale vor Samtale til nogen."
Jeg forsikrede ham, at jeg ikke skulde gøre det; saa rejste han sig, og jeg forstod, at vor Samtale var til Ende. Jeg fulgte ham ud i Forstuen, medens den sorte Kat marcherede i Hælene paa os. Paa Verandaen standsede han og strakte sin Haand ud, idet han sagde i en ubeskrivelig blid Tone:
"Hr. Bruce, jeg haaber, De vil tro, at jeg meget gerne vil have Dem med. Jeg smigrer Dem ikke, jeg siger simpelthen Sandheden, naar jeg paastaar, at De er den eneste Mand i Kina, som jeg vil have til Medarbejder. Naa, Godnat! Jeg haaber, De bringer mig et gunstigt Svar i Morgen."
Medens han talte, kom den sorte Kat, der hele Tiden havde staaet ved Siden af ham, som om den vilde bekræfte hans Ord, hen til mig, og begyndte at gnide sit Hoved op ad mine Ben med en blid Snurren.
"Jeg skal ganske vist sige Dem Besked i Morgen Aften," sagde jeg, "Godnat!"
II. KAPITEL.
Nikolas Tilbud.
Da jeg havde sagt Godnat til Dr. Nikola paa Verandaen, raadførte jeg mig med mit Ur, og da jeg opdagede, at Klokken endnu ikke var elleve, gik jeg en lang Tur for at overveje min Stilling. Der var mange Ting, som talte for og imod hans Tilbud. For det første talte det nu til Gunst for det, at jeg stod alene i Verden. Mine Forældre havde været døde i flere Aar, og da jeg var deres eneste Barn, havde jeg hverken Brødre eller Søstre, som var afhængige af mig, eller som kunde begræde mig, hvis der skulde hænde mig en Ulykke.
For det andet havde jeg fra Ungdommen af rejst i fremmede Lande, og jeg var derfor vant til at tage Livet, som det faldt. Man vil forstaa dette bedre, naar jeg siger, at jeg var rendt hjemme fra for at gaa til Søs, da jeg var femten Aar, at jeg havde tilbragt tre Aar paa den skrækkeligste Maade, man kan tænke sig, som almindelig Matros, at jeg var sluppen igennem de næste fem Aar, som næsten var lige saa fæle, i Urskoven i Australien, og at jeg i to Aar havde været Politibetjent i Kapkolonien.
Jeg havde ogsaa haft en Ansættelse i Hongkong og havde desuden haft mange andre gode og daarlige Beskæftigelser. Jeg var fem og tredive Aar gammel, havde aldrig vidst, hvad det var at være virkelig syg eller bekymret, naar jeg undtager et Feberanfald i Ny Guinea, og saa kan jeg for Resten gerne sige, at jeg vejede tretten engelske Lispund, var omtrent tre Alen høj, havde graa Øjne og mørkebrunt Haar, og hvis man ikke anser det for indbildsk, saa vil jeg tilføje, at man sagde, jeg saa taalelig godt ud.
Min Stilling i dette Øjeblik var i alle Henseender overordentlig vanskelig. Hvis jeg søgte længe nok, kunde jeg jo ganske vist finde et eller andet at bestille; men paa den anden Side lykkedes det maaske ikke, og jeg vidste, at der var Snese af Mennesker i Shanghai, som ogsaa søgte en Ansættelse, og som lige straks vilde være paa Færde, naar der var noget. Samme Morgen havde en bekendt Købmand, hos hvem jeg søgte en Kassererpost, forsikret mig, at han kunde have faaet en Mand hundrede Gange, før jeg kom. Under disse Omstændigheder sagde jeg til mig selv, at jeg ikke havde Ret til at forsømme nogen Lejlighed til at forbedre min Stilling.
Jeg besluttede derfor ikke at afslaa Nikolas Tilbud uden at have overvejet det meget omhyggeligt.
Desværre havde jeg en indgroet Lyst til at gaa paa Eventyr; naar der tilbød sig en Fristelse som den nuværende, kunde jeg vanskelig modstaa den, og dette ejendommelige Eventyr tiltalte mig nu mere end noget andet. Dertil kom, at Nikola var som skabt til at være Fører, og den mystiske Tiltrækning, der var i hans Væsen, syntes at tvinge mig til at gaa med ham, enten jeg vilde eller ikke. Det var jo ubehageligt, at hans Foretagende var meget farligt, ja livsfarligt; men jeg sagde til mig selv, at dø, det skulde jeg dog, og hvis Lykken hjalp mig, og jeg slap levende fra det, saa vilde ti Tusind Pund gøre mig uafhængig Resten af mit Liv.
Da jeg tænkte paa denne store Sum, saa jeg min Værts triste Skikkelse for mig, og Mindet om hans daarligt skrevne Regning, som jeg sikkert vilde faa den næste Dag, virkede paa mig som et koldt Styrtebad. Ja, jeg maatte tage med Dr.
Nikola. Da jeg var kommen til den Beslutning, gik jeg hjem.
Men da jeg vaagnede næste Morgen, sad Klogskaben ved mit Leje. Mine Drømme havde ikke været gode. Jeg havde drømt, at jeg blev forgiftet i kinesiske Klostre, lemlæstet af skævøjede Bødler og pint paa tusind frygtelige Maader. Skønt disse Natmarer kun var naturlige Udslag af min Spænding, kunde jeg dog ikke frigøre mig for den Tanke, at de kunde blive til Virkelighed. Saa snart jeg havde taget kinesiske Klæder paa, malet mit Ansigt og syet en Pisk paa mit Hoved, vilde jeg være en fuldblods Kineser, der maatte underkaste mig kinesiske Love og Straffe. Og saa var der et andet Punkt, man maatte overveje:
Hvordan var Nikola som Rejsekammerat? Kunde jeg stole paa ham i vanskelige og farlige Øjeblikke? Vilde han støtte mig som den ene Kammerat den anden? Og hvis nu et Uheld ramte os, og der var Udsigt til, at den ene kunde slippe, vilde saa ikke Nikola, der var min Herre, benytte Lejligheden og lade mig i Stikken? I det Tilfælde var mine fem Tusind Pund i Shanghais Bank, og de fem Tusind, som jeg skulde have, naar jeg kom tilbage, mindre værd end intet.
Dette bragte mig til et andet Spørgsmaal: Var Nikola rig nok til at kunne betale ti Tusind Pund til en Mand, der ledsagede ham paa saa dumdristig en Tur? Det var alle vigtige Spørgsmaal, og de maatte besvares, før jeg traf en endelig Bestemmelse.
Skønt Barkston havde underrettet mig om at Nikola var velkendt i disse Lande, skønt Benwell, som var i den kinesiske Toldtjeneste, var blevet saa forskrækket, da han havde truffet ham i Klubben, og skønt jeg selv havde hørt en Mængde løjerlige Historier om ham i Saigon og paa Manilla, saa gav dog ingen af dem mig nogen Garanti for hans pekuniære Soliditet. For at berolige mig i denne Henseende, besluttede jeg at udspørge en eller anden upartisk Person om Nikola.
Men hvem skulde det være? Jeg gennemgik alle mine Bekendte, men fandt ikke nogen, der kunde hjælpe mig ud over den Vanskelighed. Medens jeg saa klædte mig paa, kom jeg til at tænke paa en Købmand, der ejede et af de største Handelshuse ved Strandpromenaden, og som man troede vidste mere om Folk i Almindelighed og om underlige Folk i Særdeleshed end noget andet Menneske i Kina. Jeg spiste Frokost, modtog min Regning af min Vært med samme overlegne Mine som en Mand, der har ti Tusind Pund staaende hos en Bankier, røg en udmærket Cigar paa Verandaen og drev saa ud i Byen.
Da jeg kom ned paa Strandpromenaden gik jeg langs med den, til jeg opdagede min Vens Kontor. Det vendte ud mod Floden, og det var en af de smukkeste Bygninger i Shanghai. I Forstuen var jeg saa heldig at opdage Købmandens første Comprador[3] som straks førte mig ind til ham.
[3] Husets kinesiske Forretningsfører.
Alexander Mc'Andrew var Skotte, det opdagede man, naar man havde været sammen med ham i fem Minutter. Hans Fader havde været Vægter i en Bank i Glasgow, og selv havde han tilbragt sin første Barndom som en pjaltet, barfodet Dreng paa denne mærkelige Bys Gader. Men Mc'Andrew var stolt af sin tarvelige Oprindelse. Naar han havde Gæster i sin fyrstelige Villa i den engelske Koloni, mindedes han med Glæde de mindre heldige Omstændigheder, der medførte, at han en bidende kold Vintermorgen drog ud for at søge Berømmelse og Rigdom i Østen.
"Nej, se Goddag, Hr. Bruce," udbrød han, idet han rejste sig og trykkede mig varmt i Haanden, "det var jo en ganske uventet Fornøjelse; hvor længe har De været i Shanghai?"
"Længere end jeg bryder mig om at tænke paa," svarede jeg, idet jeg satte mig.
"Og i al den Tid har De ikke været en eneste Gang her; det er ikke pænt af en gammel Ven."
"Nej, jeg maa bede Dem om Undskyldning for det," sagde jeg; "men denne Gang er det ikke gaaet rigtig godt med mig her i Shanghai, og derfor har jeg ikke besøgt nogen. De ser, at jeg er aaben lige over for Dem."
"Det gør mig ondt at høre, at De er i Forlegenhed," sagde han. "Jeg vil ikke være indiskret, men hvis jeg kan være Dem til nogen Tjeneste, haaber jeg oprigtigt, at De vil raade over mig."
"Tak," svarede jeg, "det har jeg allerede bestemt at gøre, det er netop for at raadspørge Dem, at jeg tager mig den Frihed at hilse paa Dem."
"Det glæder mig. I hvilken Henseende er det, De ønsker mit Raad?"
"Ja, jeg maa begynde med at sige Dem, at man har tilbudt mig en Stilling, som skulde indbringe mig 10,000 Pund Sterling."
"Jeg syntes, De sagde, at det ikke gik godt for Dem," udbrød min Ven; "men dette tyder ikke paa, at der er meget i Vejen. Hvad er det for en Stilling?"
"Det har jeg desværre ikke Lov til at sige til nogen."
"Men hvorledes kan jeg saa være Dem til Nytte?"
"Jo, jeg ønsker for det første at vide, om De kan sige mig noget om min Principal."
"Sig mig hans Navn, og jeg skal se, hvad jeg kan gøre," svarede Købmanden ikke uden Stolthed. "Jeg tror nok, at jeg kender ni Mennesker af ti her i Østen, det vil sige, af Folk, der har nogen Betydning."
"Hans Navn er Nikola," sagde jeg.
"Nikola!" udbrød han ganske forbavset. "Hvad er det for en Forretning, De kan have med Nikola, som skal indbringe Dem 10,000 Pund?"
"En meget vigtig Forretning," svarede jeg, "men det kan gælde Liv og Død. De kender ham altsaa?"
Den gamle Mand lænede sig frem over Bordet og talte næsten hviskende.
"De gør mig bange," sagde jeg, idet hans Alvor gjorde mere Indtryk paa mig, end jeg var glad ved. "Er han ikke god for de Penge?"
"Aa, Penge! Jeg tvivler ikke om, at han kunde betale de Penge en halv Snes Gange, hvis han havde Lyst," svarede den værdige Købmand. "Mellem os sagt, saa kan han trække paa mig til et Beløb af 50,000 Pund."
"Han er altsaa rig?"
"Ja, umaadelig."
"Men hvor i al Verden kommer hans Penge fra?"
"Ja, det kan jeg ikke sige Dem," svarede han; "men hvor de nu end kommer fra, følg mit Raad og tænk to Gange, før De indlader Dem med ham saaledes, at han har Dem i sin Magt. Jeg kan med Sandhed sige, at jeg for mit Vedkommende ikke er bange for mange Mennesker, men jeg er bange for Nikola, og at jeg ikke er det eneste Menneske i Verden, der er det, det skal jeg bevise Dem ved at læse et Brev for Dem."
Han aabnede en Skrivebordsskuffe og tog et Par Ark Brevpapir frem.
Han lagde dem paa Bordet foran sig, glattede dem og begyndte at læse.
"Dette Brev, skal jeg sige Dem," sagde han, "er fra den forhenværende Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales, Sylvester Wetherell, en personlig Ven af mig. Jeg springer Begyndelsen over, for den er ganske privat.
Han siger altsaa:
"Siden jeg skrev til Dem fra London i Juni Maaned, har jeg gennemgaaet en frygtelig Tid. Som jeg fortalte Dem i et Brev for nogle Aar siden, kom jeg ganske imod min Vilje i Forbindelse med en højst ejendommelig Person, der hedder Nikola. For et Par Aar siden forsvarede jeg en Mand, der gik under Navnet Kina Pete i vor Kriminalret for en Anklage for Mord, og jeg fik ham frikendt. Da han døde og ikke var i Stand til at betale mig, forærede han mig det eneste, han havde at efterlade, nemlig en underlig lille Stok, der var fuld af udskaarne kinesiske Bogstaver. Om den fortalte han mig en vanvittig Historie, men den har siden næsten ført til min Undergang.
Af en eller anden ufattelig Grund vilde Nikola absolut have denne Stok, og da jeg nægtede at lade ham faa den, blev jeg udsat for en saa stadig Forfølgelse i de sidste Aar, at jeg nær havde søgt Tilflugt i en Sindssygeanstalt. Han prøvede enhver Maade, som et Menneske kunde benytte eller en dæmonisk Hjerne udklække, for at tvinge mig til at udlevere ham denne Kuriositet.
De vil forstaa, hvordan han bar sig ad, naar jeg fortæller Dem, at der to Gange blev gjort Indbrud i mit Hus af kinesiske Røvere, at jeg blev garotteret hundrede Alen fra min egen Gadedør, at min Hustru og Datter blev skræmmede af utallige Trudselsbreve, og at jeg tilsidst blev saa nervøs, at jeg efter min Kones Død flyttede til England for at undslippe fra ham.
Nikola fulgte mig, lavede et Komplot imod mig, i hvilket blandt andet følgende Personer var indviklede: Hertugen af Glenbarth, hans Søn, Markien af Beckenham, Sir Richard Hatteras, som siden giftede sig med min Datter, og vor forhenværende Gouvernør, Jarlen af Amberley. Paa Nikolas Foranstaltning blev Beckenham og Hatteras lokkede ind i et Hus i Port Said og holdt fangne der i tre Uger, medens en falsk Adelsmand blev sendt af Sted i Stedet for hans Herlighed for at lære min Datter at kende i Sydney og til sidst at anholde om hendes Haand.
Heldigvis lykkedes det imidlertid Sir Richard Hatteras og hans Ven at undslippe, saa de kom tidsnok til at følge Slubberterne til Sydney og advare mig mod det Komplot, der var udklækket imod mig. Resultatet var højst sørgeligt: Da Nikola ikke opnaaede at hævne sig paa mig ved at faa min Datter gift med en Bedrager, havde han den Dumdristighed at bortføre hende fra et Bal i Gouvernementshuset og at bringe hende til en Ø i det stille Hav, hvor vi en Maaned efter befriede hende.
Jeg kan ikke sige, om vi havde faaet Lov til at gøre det, hvis ikke den omtalte Stok, som blev forlangt som Løsesum, ganske tilfældig var kommen i Nikolas Besiddelse. Men han fik Stokken, og nu er vi fri. Senere har min Datter giftet sig med Sir Richard Hatteras, og de bor i Øjeblikket paa hans Gods i England.
Jeg antager, De vil undre Dem over, at jeg ikke har anlagt Sag mod denne Nikola, men ærligt talt, Mc'Andrew, jeg er saa bange for ham, at siden jeg har faaet min Datter tilbage og kun har mistet Stokken, som altid har været mig til Besvær, er jeg alt for fornøjet til at tænke mere paa Sagen. Desuden maa jeg tilstaa, at han har arbejdet med en saa djævelsk Snedighed, at jeg, som en Jurist af Profession, ikke kan se nogen Mulighed for, at vi kunde drage ham til Ansvar." --
"Naa, Bruce, hvad mener De saa om Doktor Nikola?"
"Ja, det faar jo Sagen til at se helt anderledes ud," svarede jeg, "men hvis Nikola vil optræde ærligt lige over for mig, saa er 10,000 Pund jo dog 10,000 Pund. Jeg har i tyve Aar prøvet paa at tjene Penge, og dette er alt, hvad jeg ejer og har."
Medens jeg talte, tog jeg alle de Penge, jeg havde, op af Lommen. Der var en fem, seks Mønter, i det hele taget vel seks Shilling og ti Pence.
"Jeg véd ikke, hvad De mener," sagde jeg til Købmanden, "men jeg synes, at Nikolas Karakter maatte være meget slem, hvis man ikke skulde kunne vove at udsætte sig for noget fra hans Side mod at faa 10,000 blanke Guldstykker."
"Jeg er bange for, De er noget letsindig, Bruce," sagde den forsigtige Mc'Andrew. "Hvis De vil følge mit Raad, saa prøv noget andet først; jeg skal hjælpe Dem. Der er en Stilling ledig paa min Ven Websters Kontor. Honoraret er godt og Tjenesten let. Da jeg talte med ham i Morges, var Posten endnu ikke besat. Har De ikke Lyst til at prøve, om De kan faa den? Jeg skal give Dem et Anbefalingsbrev til ham og sige ham, at jeg vil betragte det som en personlig Tjeneste, hvis han ansætter Dem."
"Jeg er Dem meget taknemmelig," svarede jeg. "Jo Tak, jeg tror, jeg vil prøve paa at faa den, før jeg svarer Nikola. Kan jeg faa det Brev straks?"
"Ja, med Fornøjelse, nu skal jeg skrive det."
Han dyppede Pennen og gav sig straks til at skrive. Saa takkede jeg ham varmt for hans Venlighed og gik min Vej med Brevet.
Websters Handelshus laa ved den fjerneste Ende af Strandpromenaden og var ogsaa en smuk Bygning. Jeg spurgte efter Købmanden og blev efter at have ventet lidt ført ind i hans Kontor. Det viste sig, at han var en fuldstændig Modsætning til Mc'Andrew. Han var høj, statelig og umaadelig alvorlig. Han lo sjældent, og naar han gjorde det, var hans Lystighed haard og barsk som hans eget Ydre. Han læste omhyggeligt Anbefalingsbrevet og sagde saa: "Det gør mig meget ondt, Hr.
Bruce, at De har haft al den Ulejlighed; det vilde have glædet mig meget for min Ven Mc'Andrews Skyld at optage Dem i min Forretning; men uheldigvis er den omtalte Plads blevet besat for mindre end en Time siden."
"Det var kedeligt," sagde jeg med et lille skuffet Suk. "Jeg er virkelig ogsaa meget uheldig; det er den trettende Plads, jeg forgæves har søgt, siden jeg kom til Shanghai."
"Ja, saa er De jo ikke meget heldig," lød Svaret; "men hvis De har Lyst til at søge endnu en Gang, saa kan jeg maaske skaffe Dem noget.
Jeg hører, at Dampskibsselskabet 'Den røde og gule Skorsten' har en ledig Plads paa sit Kontor, og hvis De vil gøre Dem den Ulejlighed at gaa med mig straks, saa skal jeg præsentere Dem for Direktøren, der sandsynligvis i det Tilfælde vil gøre alt, hvad han kan for Dem."
Jeg takkede ham for hans Venlighed, og vi begav os altsaa af Sted til det omtalte Kontor. Men jeg blev atter skuffet, det gik mig akkurat som hos Webster: den ledige Post var lige blevet besat, og da vi fra Direktørens Helligdom traadte ud i Hovedkontoret, sad den nylig ansatte Kontorist allerede ved sin Pult og førte Regnskabsposter ind i en Hovedbog.
Da vi forlod Bygningen, tog jeg Afsked med min Ledsager og gik saa med tungt Hjerte tilbage til min Bolig. Jeg havde ikke været der mere end ti Minutter, da min Vært traadte ind og uden videre Indledning eller Spor af Høflighed anmodede mig om at afgøre min Regning samme Dag. Da jeg var ganske ude af Stand til at opfylde hans Anmodning, var jeg nødt til at sige ham det, og da han forlod Værelset, var der en afgjort ubehagelig Kølighed i hans Væsen. Jeg sad længe fordybet i ubehagelige Tanker. Hvad skulde jeg gøre?
Hver Udvej syntes spærret for mig, og selv om jeg maaske kunde høre om flere Stillinger, hvis jeg blev i Shanghai, saa havde jeg jo ikke Spor af Garanti for, at jeg var mere heldig, end jeg hidtil havde været, og i Mellemtiden skulde jeg jo dog leve, og jeg skulde betale min Regning. Jeg kunde ikke tage bort og ignorere mine Forpligtelser, for jeg havde ikke den nødvendige Kapital til at rejse for, og hvis jeg blev og ikke betalte, saa vilde jeg, inden mange Dage var gaaet, staa som anklaget for den blandede Ret.
Da mine Forhold var saa fortvivlede, var der ikke andet at gøre end at modtage Doktor Nikolas Tilbud. Men jeg vilde ikke gøre det, uden at det virkelig blev fordelagtigt for mig. Hvis han, som han sagde, vilde deponere 5000 Pund for min Regning i Banken, saa var jeg ikke blot frelst, men saa havde jeg en bestemt Garanti for, at han var solvent. Hvis ikke, var det bedre, at jeg lod Sagen komme til Afslutning straks. Jeg forlod derfor Huset og vendte tilbage til Strandpromenaden, og idet jeg satte mig paa et skyggefuldt Sted, overvejede jeg omhyggeligt hele Sagen. Da Mørket faldt paa, var jeg blevet enig med mig selv om, at jeg vilde tage imod Nikolas Tilbud. ....
Præcis Klokken otte naaede jeg hans Hus og ringede paa Klokken. Den samme indfødte Tjener, som havde lukket mig ind den foregaaende Dag, aabnede Døren og underrettede mig om, at hans Herre var hjemme og ventede mig. Efter at jeg var kommen ind, blev jeg ført til det Værelse, hvor jeg havde ventet ham den foregaaende Aften. Igen var jeg overladt til mig selv og mine egne Tanker i fem Minutter; saa gik Døren op, og Doktor Nikola traadte ind.
"God Aften, Hr. Bruce!" sagde han. "De er meget præcis, og det er ikke blot et behageligt Træk i Deres Karakter, men jeg haaber ogsaa, at det er et godt Varsel. Skal vi gaa ind i Værelset ved Siden af, dér kan vi bedre snakke sammen."
Jeg fulgte ham derind og satte mig paa den samme Stol som den foregaaende Aften. Vi havde ikke været der et halvt Minut, før den sorte Kat viste sig. Den genkendte mig som en gammel Ven og gned sit Hoved mod mit Ben.
"De ser, selv Katten er ivrig for at vinde Dem," sagde Nikola med et besynderligt lille Smil. "Jeg tror ikke, der er fem andre Mennesker, den vilde være saa venlig imod efter saa kort et Bekendtskab. Men lad mig høre, hvad De mener. Vil De med mig, eller har De besluttet at sige Nej til mit Tilbud?"
"Jeg har bestemt mig til at følge med Dem paa visse Betingelser; men jeg anser det for rimeligt at sige Dem, at de Betingelser er altsaa bestemte."
"Lad mig høre dem," sagde Nikola med den elskværdige Ynde, som han undertiden viste. "Selv om de er meget strenge, tror jeg, det skal gaa haardt til, om vi ikke kan komme til et Slags Kompromis."
"Naa ja," svarede jeg; "først fordrer jeg, at De indbetaler en Sum af 5000 Pund i en Bank her. Hvis De vil gøre det og give mig en Anvisning, saa kan jeg hæve Resten af Pengene om et Aar, saa er jeg Deres Mand, og De kan gøre Regning paa, at jeg skal gøre, hvad der staar i min Magt, for at tjene Dem."
"Er det det hele, kære Ven?" sagde Nikola rask. "Jeg vil med Fornøjelse deponere 10,000 Pund, for at sikre mig Deres Medvirken; jeg havde ingen Idé om, at det var Penge, De tænkte paa. Undskyld mig et Øjeblik."
Han rejste sig og gik hen til et Bord i den anden Ende af Værelset.
Saa satte han sig ned og skrev i et Par Minutter, vendte tilbage og rakte mig et Stykke Papir, som jeg saá var en Anvisning paa 10,000 Pund.
"Dér er Deres Penge," sagde han, "De kan præsentere Anvisningen, saa snart De vil, og Banken udbetaler dem straks. Naa, det er vel tilstrækkeligt til at overbevise Dem om, at mine Hensigter er ærlige, saa nu er De vel parat til at slutte Dem til mig?"
"Vent et Øjeblik," sagde jeg, "det er ikke det hele. De har behandlet mig meget gentilt, og det er kun rimeligt, at jeg opfører mig paa lignende Maade imod Dem."
"Tak," svarede Nikola. "Hvad har De saa at sige mig?"
"Kender De en Mand, der hedder Wetherell?"
"Ja," svarede Nikola; "han var Kolonialsekretær i Ny Syd-Wales til omtrent for et halvt Aar siden. Jeg har meget gode Grunde til at kende ham. Jeg havde den Ære at bortføre hans Datter fra Sydney, og jeg indespærrede hans Svigersøn i Port Said. Naturligvis kender jeg ham. De ser, at jeg ogsaa er aaben lige over for Dem."
"Ja, umaadelig! Undskyld Udtrykket -- men var det ogsaa en ganske fin Historie?"
"Det afhænger af, hvad De anser for en fin Historie. For Dem f. Eks., som har Deres egne Forestillinger om, hvad der er Ret, og hvad der er Uret, kan det maaske synes lidt underligt, men med mig forholder Sagen sig anderledes. Jeg betragter alt, hvad jeg gør, som rigtigt, og i ni Tilfælde af ti vilde jeg vist anse det, De gør, for galt.
Wetherell kunde have sparet sig den Ulejlighed ved at sælge den Stok til mig, som Kina-Pete gav ham, og som han skrev om til Mc'Andrew, der læste Brevet for Dem i Morges."
"Hvor véd De det fra?"
"Ja, hvorfra véd jeg i det hele taget noget?" spurgte Nikola, idet han slog ud med Haanden. "Han læste det, og hvis De vil se stift paa mig et Øjeblik, skal jeg nøjagtig sige Dem Resten af Deres Samtale."
"Det er vist ikke nødvendigt," svarede jeg.
"Nej, det er det vist ikke," sagde Nikola roligt, idet han tændte en Cigaret. "Er De tilfreds med min Forklaring?"
"Var det en Forklaring?" spurgte jeg.
Nikola svarede kun med et Smil og tog Katten paa Skødet. Han klappede den med sine lange, hvide Fingre og saá samtidig paa mig under de halvt lukkede Øjenlaag.
"Hør, jeg kan godt lide Dem," sagde han lidt efter. "Der er noget saa forbistret praktisk ved Dem. Hver Gang De begynder at tale, gør De det Indtryk paa mig, at De vil sige noget ualmindeligt."
"Tak!"
"Men jeg vilde tilføje, at Resten af Deres Sætning stadig ødelægger det Indtryk."
"De har øjensynlig et meget tarveligt Indtryk af min Begavelse?"
"Aldeles ikke, det er mig, der skal sige de gode Ting, der skal siges, og De skal gøre dem, saa deler vi Arbejdet lige. Naa, skal vi saa rejse sammen eller ikke?"
"Ja, jeg rejser med Dem," svarede jeg.
"Det glæder mig umaadeligt," sagde Nikola, idet han strakte Haanden frem, "lad os give hinanden Haanden paa det."
Vi gav hinanden Haanden, og han saá mig lige ind i Ansigtet.
"Jeg vil sige Dem én Gang for alle," sagde han, "at hvis De er ærlig og oprigtig lige over for mig, saa støtter jeg Dem, hvad der end sker, men hvis De skubber Dem fra et eneste Atom af Deres Ansvar, ja, saa kan De takke Dem selv for, hvad der sker. Nu har jeg advaret Dem aabent og ærligt, ikke sandt?"
"Jo," svarede jeg. "Maa jeg saa faa noget at vide om Planen selv og om, naar De har i Sinde at rejse."
III. KAPITEL.
Nikolas Plan.
"Ja, med Fornøjelse," sagde Dr. Nikola og satte sig mageligt til Rette i sin Stol og tændte en ny Cigaret. "Det er jo ganske naturligt, at jeg oplyser Dem om alt, siden De vil gaa sammen med mig. Jeg behøver ikke at bede Dem om at beholde alt det, jeg siger Dem, for Dem selv, det vil Deres egen sunde Sans nok sørge for.
Det er ogsaa muligt, at De synes, jeg overvurderer min Plans Vigtighed, men jeg vil sige Dem, at dersom visse Folk her i Byen fik at vide, at jeg var kommen i Besiddelse af den Stok, der omtales i Wetherells Brev, saa vilde mit Liv her i Shanghai ikke være en Smule værd. Jeg maa ganske kort give Dem et Overblik over Sagen, for saa vidt som det staar i Forbindelse med det hemmelighedsfulde Selskab. Husk paa, at jeg har taget meget grundigt fat paa Sagen.
Det er ikke en Kæphest, som jeg rider paa, og ikke et ledigt Øjebliks Adspredelse, men det er en Ting, jeg har ofret en stor Del af mit Liv paa at undersøge og studere. For at opnaa de Oplysninger, jeg trængte til, har jeg maattet opspore Folk rundt omkring i hele Verden. Da jeg begyndte mine Forberedelser paa at faa Wetherell til at overlade mig det, jeg ønskede, havde jeg fulgt en Mand lige til Cuyaba paa Grænsen af Brasilien og Bolivia.
Denne Mand havde tidligere været Købmand i det vestlige Kina, og i denne Egenskab havde han hørt en mærkelig Historie, som stod i Forbindelse med en vis Sekt, hvis Kloster findes i Bjergene paa Vejen til Thibet. Det kostede mig seks Maaneders uophørlig Rejse og næsten tusind Pund i rede Penge at finde denne Mand, og da jeg gjorde det, var alt, hvad jeg fik ud af ham, en halv Snes Sætninger; kort sagt: jeg betalte ham rigelig ti Pund for hvert Ord af en Underretning, som De sandsynligvis ikke vilde have givet ham ti Pence for. Men jeg kendte dens Værdi.
Jeg fulgte en anden Mand til Montevideo for at faa Beskrivelsen af en ukendt kinesisk Landsby, en tredie til Guldkysten for at faa Navnet paa en buddhistisk Præst, og en russisk Jøde til Nishnij Novgorod for at faa en Tingest, han bar ved sin Urkæde, og hvis Værdi han ikke havde den ringeste Forestilling om. De Oplysninger, jeg saaledes fik personligt, lagde jeg til de Meddelelser, jeg havde faaet ved Korrespondance, og da jeg havde samlet alt dette, uddrog jeg deraf en fuldstændig Historie af mine Undersøgelser lige til den Tid.
Da det var gjort, tror jeg nok, at jeg uden Pral kan sige, at med Undtagelse af tre Mænd, som for Resten ikke har Lov til at røbe noget, og som rimeligvis ikke engang véd, at der eksisterer noget i Verden udenfor deres Klostermure, -- med Undtagelse af de tre véd jeg mindst seks Gange saa meget om det omtalte Samfund som noget Menneske, der lever. Efter denne Indledning vil jeg give Dem et fuldstændigt Referat af Sagen.
Saa vidt som jeg kan se, var der i Aaret 288 før Kristus, paa den Tid, da Devenipiatissa plantede det hellige Bo-Træ i Anuradhapura paa Ceylon tre Præster, som var bekendte for deres overordentlig store Fromhed og for deres videnskabelige Undersøgelser, og som udvandrede fra, hvad der nu er Øen Ceylon, til Asiens Fastland. Da de var komne gennem det Land, som nu hedder Birma, naaede de op til Midten af det Land, vi nu kalder Thibet.
Her døde to af dem, og den sidste byggede sammen med sine ny Værkfæller et Kloster, hvor de samlede en Del Tilhængere og fortsatte deres Undersøgelser. Skønt den yderste Hemmelighedsfuldhed blev iagttaget, havde Rygtet om deres Gerninger efter et Par Aars Forløb udbredt sig. At dette var Tilfældet, véd vi, for vi finder dem stadig omtalte af kinesiske Historieforskere. Jeg skal citere en."
Dr. Nikola rejste sig fra sin Stol og gik hen til et gammelt Skab i den modsatte Ende af Værelset. Af dette fremtog han en stor Bog, i hvilken der var opklæbet utallige udklippede Sedler og Manuskripter.
Han tog den med hen til mig og satte sig igen. Saa vendte han Bladene, fandt, hvad han ønskede, og lavede sig til at læse.
"Det vil interessere Dem at vide," sagde han, idet han saá paa mig, "at det Afsnit, jeg vil læse for Dem, og som jeg selv meget omhyggeligt har oversat, blev skrevet i samme Aar og Maaned, da Vilhelm Erobreren landede i England. Det lyder som følger:
"Det er med nogen Mistillid, at jeg taler om denne store Sekt og om dens særlige Evner. Det paastaas af dem, som er lettroende i saadanne Sager, at disse Folks Dygtighed til at helbrede er større end alle andre levende Menneskers, og at deres Evne til at udføre Trolddomsgerninger, overgaar alle andres. Det siges desuden, at de har Magt til at genopvække de døde og til at forlænge Menneskets Levealder ud over det almindelige. Men om disse Ting kan jeg kun skrive, hvad man har fortalt mig."
Dr. Nikola slog en anden Side op.
"Efter at have oversprunget fem Hundrede Aar," sagde han, "finder vi dem igen omtalt, denne Gang af Forfatteren Feng Lao Lan, en bekendt kinesisk Historieskriver, som levede omkring Aaret 1500. Han meddeler, at de var til stort Besvær for Kongeriget i Almindelighed.
Fra at have været en Samling af nogle faa simple Munke, der levede i et ensomt Kloster i Thibet, er de nu blevet et af de største hemmelige Samfund i Østen, skønt den mystiske Magt, som de antages at besidde, er indskrænket til de tre Hovedmænd eller Øverstebrødre.
Henimod Slutningen af det 16. Aarhundrede er det sikkert, at de øvede saa stor en Indflydelse i politiske Sager, at det berettigede Regeringen til at udstede Befaling til deres Udryddelse. Ja, jeg er tilbøjelig til at tro, at det almægtige Samfund, som har Valgsproget 'Hoan Cheng Hok Beng,' og som De véd øvede en saa umaadelig Indflydelse i Kina til for ganske kort Tid siden, kun var en Aflægger af det Samfund, som jeg er saa ivrig efter at udforske.
At Sekten virkelig besidder de videnskabelige og hemmelige Kundskaber, som man har tilskrevet den i over to Tusind Aar, det er jeg overbevist om, og hvis der er nogen Magt, som kan hjælpe mig til at trænge ind i dens Hemmeligheder, saa agter jeg at benytte den. I vort eget og i andre Lande, som vi plejer at kalde civiliserede, har man længe haft for Skik at latterliggøre enhver Tro paa, hvad der ikke tydelig kan ses og forstaas af de allerjævneste Mennesker. For Gennemsnits-Englænderen findes der ingen mystisk Verden.
Men hvor er han ikke i Modstrid med sig selv i Grunden? For hvis han er rettroende, saa siger han, at han tror fast paa, at naar Legemet dør, saa gaar Sjælen til Himlen, det vil sige Olympen, Elysium, Arkadien, Hesperidernes Have, Valhalla, Paradis eller Nirvana, alt eftersom Forholdene er. Han har intet Begreb om, eller snarere tror jeg, han kan ikke give nogen Beskrivelse af, hvad Slags Sted hans Himmel kan være.
Han har alle mulige ubestemte Idéer om den, men skønt det hører med til hans Religion at tro aldeles fast paa, at der findes saadant et Sted, er det svøbt i mer eller mindre uigennemtrængelige Skyer.
For at sige Resultatet kort: Han tror, at medens saadanne Ting som, skal vi sige, Teosofien, er noget Erkevrøvl og ikke fortjener, at man skænker dem en Tanke, saa har Menneskets Livsessens en anden og større Tilværelse efter Døden. Med andre Ord, for at sige min Mening lidt mere tydeligt: Det er ganske sikkert, at dersom man lo af ham, som han ler af Teosofien og Spiritualismen, saa vilde han anse sig for berettiget til at betragte éns Latter som en Haan mod hans Intelligens. Og dog befinder han sig i den yderste Modsigelse med sig selv.
Man kan undre sig over, hvad alt dette Nonsens fører til, men hvis jeg vilde beskrive Dem alle de mærkelige Ting, jeg har set i forskellige Lande i Østen, og de vidunderlige Meddelelser, jeg paa første Haand har faaet af andre, saa tror jeg nok, jeg rolig kan sige, at De vilde anse mig enten for en Heksemester eller en latterlig lettroende Person. Ja, Bruce, jeg har været Vidne til Ting, som synes at stride mod alle Naturlove. Skønt der nu og da blev gjort Kunster, er jeg overbevist om, at Fænomenerne i de fleste Tilfælde var virkelige.
Og det bringer mig til det Spørgsmaal: Hvad er nu egentlig Kunster, og hvad er det ikke? Det, jeg sandsynligvis kalder Taskenspillerkunster, det vil De i ni Tilfælde af ti anse for den største Trolddom. Men nu har vi talt nok om det; lad mig give Dem en Illustration til, hvad jeg mener."
Han gik hen til en Buffet og tog et almindeligt Glas og en Karaffel Vand, som han stillede paa Bordet ved Siden af sig. Saa satte han sig igen og fyldte Glasset, saa det var lige ved at flyde over. Jeg iagttog ham omhyggeligt, idet jeg spekulerede paa, hvad der nu skulde følge.
"Vil De selv undersøge Glasset?" sagde han. "De vil se, at det er ganske fuldt af Vand. Vil De overbevise Dem om det!"
Jeg undersøgte Glasset og opdagede, at det var saa fuldt, at det var umuligt at flytte det uden at spilde noget af dets Indhold. Saa sagde jeg til ham, at jeg var overbevist om, at det var fuldt.
"Meget vel," sagde han, "i saa Tilfælde vil jeg give Dem et Eksempel paa, hvad jeg kunde have Lyst til at kalde 'Sjæl kontra Legeme.' Det Glas er ganske fuldt, som De har set. Pas nu paa!"
Fra en Bakke ved Siden af tog han en Tændstik, tændte et Vokslys, og da det var kommet godt i Brand, holdt han det hen over Glasset, saa at en Draabe Voks faldt ned i det.
"Naa," sagde han, "nu vil jeg bede Dem om at passe opmærksomt paa det Voks, medens jeg tæller til tyve."
Jeg gjorde, som han sagde, idet jeg holdt Øjnene stift fæstede paa den lille runde Voksklat, der flød paa Overfladen af Vandet, jeg saa paa den, og Vandet sank langsomt dybere og dybere, medens Nikolas Stemme lød ganske monotont; til sidst var Glasset fuldstændig tomt.
"Rejs Dem saa og undersøg det, men rør ikke ved Glasset," sagde min Vært. "Overbevis Dem om, at det er tomt, for jeg skal straks kalde Dem til Vidne derpaa."
Jeg undersøgte omhyggelig Glasset og bevidnede, at der, saa vidt jeg troede, ikke var en Draabe Vand i det.
"Det er godt," sagde Nikola. "Vil De nu være saa god at sætte Dem ned og passe paa endnu en Gang."
Denne Gang talte han tilbage, og medens han gjorde det, steg Vandet igen i Glasset, til det var fuldt, og Vokset flød atter paa Overfladen.
Et Øjeblik var vi begge tavse. Saa hældte Nikola Vandet tilbage i Karaflen og gav mig Glasset.
"Undersøg det omhyggeligt," sagde han, "ellers kunde De tænke Dem, at det var lavet i en engelsk Trylleapparatfabrik. Overbevis Dem om det, og lad mig saa høre, hvad De mener om dette."
Jeg undersøgte Glasset saa nøje som muligt, men der var ikke Tegn paa nogen Præparation eller nogen hemmelig Mekanisme.
"Jeg kan ikke forstaa det," sagde jeg, "og jeg kan virkelig ikke give Dem nogen Forklaring."
"Og dog er De ikke fuldstændig overbevist om, at det ikke er et snedigt Kunststykke, jeg har gjort, af den Slags, som man kan se hos Maskelyne og Cook i London. Lad mig give Dem to Prøver til. Se mig spændt ind i Ansigtet, indtil det Ur derhenne paa Kamingesimsen, som nu viser to Minutter i halv ti, slaar halv."
Jeg gjorde, som han sagde, og jeg mindes aldrig nogensinde før at have set et mere koncentreret Blik end hans. Jeg har ofte hørt Folk sige, at naar Personer, der var begavede med hypnotiske Evner, saá paa dem, saa følte de sig til Mode, som om de ingen Nakke havde. I dette Tilfælde kan jeg kun sige, at jeg ikke blot følte mig til Mode, som om jeg ingen Nakke havde, men som om jeg slet ikke havde noget Hoved. De to Minutter var lige saa lange som to Timer. Saa slog Klokken og Nikola sagde:
"Smøg Deres venstre Skjorteærme op og undersøg Deres Arm."
Jeg gjorde, som han befalede og saá nu en nøjagtig Gengivelse af min egen Underskrift med røde Prikker paa Huden. Medens jeg saá paa den, forsvandt den efterhaanden, og i Løbet af et halvt Minut var den helt borte.
"Det er det, jeg kalder et Kunststykke; med andre Ord: det er hverken mer eller mindre end Hypnotisme. Men De vil undre Dem over, at jeg har gjort mig saa megen Ulejlighed. For det første gik Vandet slet ikke ud af Glasset, som De troede, men det blev der ganske roligt, som De havde set det fra Begyndelsen af. Jeg ønskede simpelthen, at De skulde indbilde Dem, at det forsvandt, og Deres Fantasi opfyldte den Fordring, jeg stillede til den. I det sidste Eksperiment havde De en anden Prøve paa det samme.
Naturligvis kan begge Tilfælde meget let forklares selv af et Menneske, der har givet sig saa lidt af med den mystiske Verden som De, men selv om De nu kalder det Hypnotisme, kan De saa give mig en Forklaring af, hvad De mener med det Udtryk?"
"Simpelthen, at Deres Aand er stærkere end min," svarede jeg, "og derfor kan De beherske den."
"Det er ganske vist den almindelige Teori," svarede han, "men den er vist neppe korrekt. Selv om min Aand var stærkere, hvor kunde jeg saa overføre Tanker, som er i min Hjerne, til Deres?"
"Det kan jeg slet ikke forklare," svarede jeg. "Men maa man ikke henregne det under det, man kalder Tankeoverførelse?"
"Jo, det vil jeg gerne indrømme, men man kan lige saa godt, som De gør, kalde det Hypnotisme. Jeg vil imidlertid sige Dem, at begge disse Illustrationer blev givne for at føre os til en anden, der bringer os endnu nærmere til den Slutning, jeg gerne vil komme til.
Prøv nu paa at henvende Deres Opmærksomhed fuldstændig paa mig; læg frem for alt Mærke til min Finger."
Medens han talte, begyndte han at svinge i Luften med Pegefingeren.
Den bevægede sig frem og tilbage og dannede Ottetaller, og jeg fulgte hver Bevægelse meget omhyggeligt. Et Øjeblik efter syntes en lille blaa Flamme at bevæge sig for Enden af Pegefingeren. Saa, maaske efter et Minut, saá jeg, eller syntes jeg at se, noget, der lignede en Sky, som gik ned i den fjerneste Krog af Værelset. Den var nær ved Gulvet, da jeg først lagde Mærke til den, saa steg den omtrent en tre Fod op og kom langsomt hen imod mig. Lidt efter lidt tiltog den i Størrelse. Saa antog den bestemte Former og voksede, indtil jeg syntes, at jeg opdagede Omridset af en menneskelig Skikkelse. Denne Lighed tog hurtigt til, og jeg kunde nu tydeligt skelne en Mands Hoved og Skikkelse.
Han var høj og velskabt, hans Hoved var kastet tilbage, og hans Øjne mødte mine med et ivrigt om end behersket Blik.
Hver Enkelthed var fuldkommen, om det saa var en Ring paa hans Lillefinger. Ja, hvis jeg havde mødt Manden paa Gaden den næste Dag, er jeg vis paa, at jeg vilde have kendt ham straks. Et underligt, orangefarvet Lys omgav ham næsten helt, og i mindre end et Minut var han igen forsvunden i Skyen; denne trak sig tilbage til Krogen, blev mindre og mindre og forsvandt tilsidst helt. Jeg gyste lidt, som om jeg vaagnede efter en uhyggelig Drøm, og vendte mig hen imod Nikola, der iagttog mig med halvt lukkede Øjne.
Efter at jeg var kommen helt til mig selv igen, tog han et Album fra Bordet og rakte mig det.
"Se, om De kan finde et Fotografi af den Mand, De lige har set, her i denne Bog."
Jeg lukkede den op og vendte ivrigt Bladene, indtil jeg omtrent i Midten opdagede en nøjagtig Reproduktion af det Syn, jeg havde set.
Skikkelse og Ansigt, Holdning og Udtryk var ganske ens, selv Ringen paa den lille Finger saá jeg. Jeg var fuldstændig overvældet.
"Hvad mener De om mit Eksperiment?" spurgte Nikola.
"Ja, det er jo højst vidunderligt," sagde jeg.
"Men hvorledes forklarer De det?" spurgte han.
"Jeg kan aldeles ikke forklare det," svarede jeg. "Jeg kan kun antage, som De sagde før, at det ogsaa maa have været Hypnotisme."
"Akkurat," sagde Nikola! "men De vil se, at jeg i dette Tilfælde uden ydre Midler ikke blot har bevirket, at De saá, hvad jeg tænkte paa, men at jeg ogsaa fremkaldte det bestemte Udtryk, som den fotograferede Person havde. Prøven var overmaade heldig. Men hvorledes overførte jeg det Billede, som var i min Tanke, paa Deres Øjes Nethinde? De var ganske sikker paa, at De saá Vandet forsvinde i Glasset for et Øjeblik siden. De vilde have givet Deres Æresord i Pant paa, at De saá Deres Navn paa Deres Arm, og under andre Omstændigheder vilde De sandsynligvis have lét, hvis jeg forsikrede Dem om, at De ikke saá den Mand, hvis Fotografi findes i dette Album.
Meget vel! Naar nu det er afgjort, kan De saa tvivle om, at jeg, selv om jeg ikke var til Stede i Værelset, kunde vække Dem om Natten og lade Dem se en eller anden Ven, som De vidste var død for længe siden, staa ved Deres Seng? Skal jeg svæve omkring i Luften for Dem?
Skal jeg føre Dem ud af dette Værelse og bringe Dem ned paa det stille Oceans Bund? Skal jeg føre Dem op i Himlen eller ned i det dybeste Helvede? De behøver kun at sige, hvad De ønsker at se, og jeg skal vise Dem det lige saa sikkert og fuldkomment, som De saá de andre Ting.
Men husk paa, at alt, hvad jeg har gjort, kun er, hvad vi kalder Kunster, for det er gjort ved Hjælp af Hypnotisme, der efter min Mening, selv om De anser den for saa hemmelighedsfuld, hverken er mer eller mindre end at faa Folk til at tro, hvad man vil, ved sin egen Aands særlige Evner. Men svar mig nu paa dette: Hvis Hypnotismen kun er den allermindste Begyndelse til de Kundskaber, som den Sekt, jeg prøver paa at opdage, er i Besiddelse af, hvorledes maa saa dens største Hemmeligheder ikke være?
Tro mig, naar jeg siger Dem, at hvad jeg har vist Dem i Aften, det er som et Muldvarpeskud mod et Bjerg i Sammenligning med, hvad De vil erfare, hvis vi kan trænge igennem til det Sted, jeg har talt til Dem om. Det giver jeg Dem mit Ord paa. Og besvar mig nu det Spørgsmaal: Er det Umagen værd at prøve derpaa eller ikke?"
"Det er Umagen værd," udbrød jeg begejstret. "Jeg vil gaa med Dem og tjene Dem paa bedste Maade; hvis De spiller ærligt Spil med mig, vil jeg gøre det samme med Dem. Men der er endnu et Spørgsmaal, jeg maa gøre Dem: Den Stok, som De fik af Wetherell, har den noget at gøre med det Arbejde, vi har for?"
"Ja, den har," svarede han, "den er Nøglen til alt. Oprindelig, skal jeg sige Dem, var der kun tre saadanne Stokke til. Hver enkelt af de tre Førere af Sekten havde sin af dem. En af de tre forlod i et eller andet Øjemed Klostret og kom ud i Verden. Han døde paa en hemmelighedsfuld Maade, og Stokken gik over til Abbeden i Yung Ho-Kung i Peking, fra hvem den blev stjaalet af en Englænder i min Tjeneste, der kaldtes Kina Pete, og som vovede sit Liv forklædt som thibetansk Munk for at faa den.
Da han havde stjaalet den, narrede han mig og flygtede til Australien uden at kende sin Skats virkelige Værdi. Det hemmelige Samfund opdagede sit Tab og sendte nogle Mænd efter ham. Under et Forsøg paa at bemægtige sig den blev en af disse Kinesere dræbt i Nærheden af Queensland, og Kina Pete blev arresteret i Sydney, anklaget for at have myrdet ham. Wetherell forsvarede ham og fik ham frikendt, og da han ikke kunde betale ham for denne Tjeneste, forærede han ham Stokken. En Maaned senere naaede jeg Sydney for at søge den, men Kineserne var der før mig.
Vi prøvede begge Parter paa at komme i Besiddelse af den, men det lykkedes ingen af os paa Grund af Wetherells Haardnakkethed. Jeg bød Wetherell, hvad han vilde have, for den, men han sagde Nej. Jeg bad ham, bønfaldt ham, alt forgæves. Saa besluttede jeg at tage den med Magt. De véd, hvorledes det gik. Alt det hændte for et halvt Aar siden. Saa snart den var i min Besiddelse, vendte jeg tilbage hertil med den Hensigt at trænge ind i det Indre for at prøve paa at opdage, hvad jeg saa gerne vilde vide."
"Og hvor er Stokken nu?" spurgte jeg.
"Jeg opbevarer den selv," svarede han. "Hvis De gerne vil se den, skal det være mig en Fornøjelse at vise Dem den."
"Jeg vilde meget gerne se den," svarede jeg.
Med disse Ord forlod han Værelset for at vende tilbage efter fem Minutters Forløb. Han satte sig ned, trak et lille Foderal op af Lommen, og af det fremtog han en meget lille Stok. Det var en ganske almindelig lille Tingest, kulsort og bedækket med kinesiske Bogstaver i Guld. Et lille Guldbaand, der var meget falmet og viste Tegn paa at være gaaet igennem mange Hænder var gjort fast i den ene Ende.
Han rakte mig den, og jeg undersøgte den omhyggeligt.
"Men hvis denne Stok oprindelig er blevet stjaalet," sagde jeg, "saa vil De da ikke være saa uforsigtig at give Dem i det omtalte Samfunds Magt med Stokken i Deres Besiddelse? Det vilde jo være den visse Død."
"Hvis det altsammen laa lige ud ad Landevejen, og der ingen Fare var at udsætte sig for, saa tvivler jeg meget om, at jeg vilde betale Dem 10,000 Pund for den Fornøjelse at have Deres Selskab," svarede han. "Det er, fordi der er stor Fare, og fordi jeg maa have lidt Hjælp -- skønt jeg tvivler i høj Grad om, at vi nogensinde slipper levende fra det -- at jeg tager Dem med mig. Jeg vil opdage de Folks Hemmelighed, hvis det er muligt, og jeg ønsker ogsaa, at denne Stok, som utvivlsomt er Nøglen til den yderste Port, saa at sige skal hjælpe mig i mine Anstrengelser.
Hvis De er bange for at ledsage mig, efter at De har hørt det hele, vil jeg tillade Dem at svigte Deres Løfte og trække Dem tilbage, medens det endnu er Tid."
"Jeg har ikke Spor af Lyst til at trække mig tilbage," svarede jeg. "Jeg véd ikke, at jeg er kækkere end de fleste, men hvis De vil tage af Sted, saa er jeg rede til at ledsage Dem."
"Lad os give hinanden Haanden paa det," udbrød han, idet han rakte mig sin Haand.
"Sig mig nu, hvad De har i Sinde at gøre," sagde jeg. "Hvorledes vil De begynde?"
"Ja, for det første," sagde Nikola, "vil jeg vente her, indtil der kommer en Mand, jeg venter fra Peking. Det er en af det hemmelige Samfunds Lægbrødre, som er kommen under min Indflydelse, og saa snart han viser sig, og jeg har faaet Underretning af ham, saa forklæder vi os, jeg som Embedsmand fra en af Kystprovinserne, De som min Sekretær, og saa tager vi sammen til Hovedstaden. Naar vi er ankomne der, vil vi trænge ind i Lamaklostret, det mærkeligste antieuropæiske Kloster i hele Kina, og der vil vi ved et eller andet Middel afpresse Ypperstepræsten tilstrækkelige Meddelelser, saa vi kan gøre det næste Skridt. Derefter rejser vi videre alt efter Omstændighederne."
"Hvornaar mener De at vi skal rejse?"
"Saa snart Manden kommer; maaske i Aften, sandsynligvis i Morgen tidlig."
"Og saa var det Forklædningerne!"
"Jeg har alt, hvad vi trænger til."
"I saa Tilfælde, antager jeg, at der intet er at gøre, før Sendebudet kommer."
"Nej, det tror jeg ikke."
"Hvis De saa tillader, vil jeg sige Farvel og gaa i Seng. Saafremt jeg ikke hører fra Dem i Aften, hvornaar vil De saa have, at jeg skal se ind til Dem i Morgen?"
"Det skal jeg lade Dem vide før Frokost. De er da ikke bange, vel?"
"Ikke Spor."
"Og De siger ikke noget til nogen om vor Mission, selv om man skulde prøve paa at tvinge Dem til det."
"Nej, det har jeg jo lovet," svarede jeg, idet jeg rejste mig.
Jeg fulgte ham atter ned i Villaens Korridor og ud paa Verandaen. Saa trykkede vi hinanden i Haanden, og jeg traadte ud paa Gaden.
Da jeg drejede om Hjørnet og gik i Retning af Vejen, der fører til den engelske Koloni, saá jeg en Mand, utvivlsomt en Kineser, rejse sig fra en Krog og følge mig. Han holdt sig et Par Hundrede Skridt bag mig i nogle Minutter, saa kom der en anden hen til ham, og denne forlod straks efter sin Kammerat ved en Korsvej og fortsatte Marchen.
Om dette Spioneri kun var tilfældigt, eller om jeg virkelig blev udspejdet af dem, det kunde jeg i nogen Tid ikke opdage; men da jeg saá den anden overgive Hvervet til en tredie, og da den tredie begyndte at formindske Afstanden mellem os, maa jeg tilstaa, at jeg ikke var helt rolig. Da jeg derfor kom til en befærdet Plads, skyndte jeg mig, og efter at være gaaet hundrede Skridt, ilede jeg ned ad en Sidegade; denne førte mig til et andet Stræde, gennem hvilket jeg kom i Nærheden af det Hus, jeg vilde naa.
Jeg kunde se Lys bevæge sig derinde, saa Beboerne var endnu ikke gaaet i Seng. Da jeg bankede, traadte én ud af Værelset til højre i Korridoren og kom henimod Døren, og da han aabnede den, opdagede jeg, at det var Mc'Andrew selv.
"Hvad behager, er det Dem, Bruce?" udbrød han forbavset, saa snart han opdagede, hvem hans Gæst var. "De har valgt et temmelig sent Tidspunkt for Deres Besøg; men det er lige meget, kom blot ind; det glæder mig at se Dem."
Medens han talte, førte han mig ind i det Værelse, han lige var kommen ud af. Det var hans Spisestue, som var udstyret paa en noget tung, men overdaadig Maade. I en Stol ved det lange Bord -- for Mc'Andrew havde en stor Familie, og de var tolv til Bords hver Dag -- sad der en lille graahaaret Dame, hans Hustru, og lige over hende en smuk, ung Pige paa seksten Aar, som syede; det var hans yngste Datter og hans Kæledægge. Jeg kunde se paa deres Ansigter, at mit sene Besøg ogsaa gjorde dem forbavset, men efter et Par almindelige Bemærkninger sagde de Godnat og forlod Værelset.
"Jeg antager, at De har en meget vigtig Grund til dette Besøg, ellers vilde De vel ikke være her?" sagde Mc'Andrew, idet han rakte mig en Cigarkasse. "Har De hørt om nogen ny Plads, eller er Deres uskyldige Ven Nikola begyndt at snyde Dem?"
"Nej, der er ikke Tale om nogen af de Ting," svarede jeg leende, "men da jeg efter al Sandsynlighed forlader Shanghai i Morgen tidlig, før Bankerne lukker op, kommer jeg til Dem for at se, om jeg kan faa Dem til at tage Dem af denne Anvisning for mig."
Jeg tog Dr. Nikolas Anvisning frem og rakte ham den. Han tog den, stirrede paa den, saá op paa mig, saá igen paa den og gav sig til at fløjte.
"Det ser jo unægtelig ud som en Forretning," sagde han.
"Ja, ikke sandt?" svarede jeg. "Jeg kan neppe tro, at jeg er 10,000 Pund værd."
"Ja, man maa jo ønske Dem til Lykke. Men hvad er det, De vil have, at jeg skal gøre?" spurgte Mc'Andrew, idet han blev ved med at vende Anvisningen, som om det var en eller anden Talisman, der pludselig kunde gribe ham og forvandle ham til en Kamel eller en Blæksprutte, før han vidste af det.
"Jeg vilde gerne have, at De skulde gemme den for mig," svarede jeg, "og deponere den i Deres Bank, hvis De ikke har noget imod det. Jeg rejser min Vej og bliver sikkert et halvt Aar, muligvis et helt Aar borte, og naar jeg kommer tilbage til Shanghai, skal jeg komme til Dem og forlange den, det vil sige -- hvis jeg kommer tilbage."
"Og hvis De nu ikke gør det?"
"I saa Fald efterlader jeg det hele til Dem. Vil De i Mellemtiden være saa venlig at give mig et Forskud paa tyve Pund? Har De noget imod det?"
"Nej, ikke det mindste," svarede han; "men det er bedst, vi faar skrevet det op altsammen, saa at der ingen Fejltagelse kan ske."
Han tog et Ark Brevpapir frem og skrev nogle Linier paa det, hvorpaa han lod mig undertegne det, idet han kaldte paa en af sine Sønner, for at han kunde bevidne min Underskrifts Rigtighed. Da denne Formalitet var udført, rakte han mig tyve Pund i Sedler og engelsk Guld, og vor Forretning var afsluttet. Jeg rejste mig for at gaa.
"Bruce," sagde den gamle Herre paa sin sædvanlige venlige Maade, idet han lagde Haanden paa min Skulder, "jeg véd ikke, hvad det er, De er i Færd med, og det kan vist ikke nytte, jeg spørger om det, men jeg véd, at De har været i temmelig indskrænkede Forhold i den senere Tid, og jeg er bange for, at De indlader Dem paa en eller anden Uforsigtighed eller Dumhed. For Himlens Skyld, overvej omhyggeligt, hvad der taler for og imod, før De gør Skridtet fuldt ud; husk paa, at et Øjebliks Daarskab kan ødelægge hele Deres Liv."
"De behøver ikke at være bange i den Henseende," svarede jeg. "Jeg indlader mig paa dette Skridt med aabne Øjne; men jeg er Dem alligevel taknemlig for Deres Advarsel og for, hvad De har gjort for mig. Godnat og lev vel!"
Jeg trykkede ham i Haanden og forlod Villaen.
Jeg var ikke halvtredsindstyve Skridt fra Porten, da en Lyd bag ved fik mig til at vende mig om. En Mand havde siddet i Skyggen paa den anden Side af Vejen; han rejste sig nu og begyndte at følge mig. Jeg var ikke i mindste Tvivl om, at det var den samme Person, der havde ledsaget mig til Mc'Andrews Hus. Saa drejede jeg til højre ned ad en Sidevej for at se, om han vilde forfølge mig. Han gik samme Vej. Jeg drejede om igen, han gjorde det samme.
Jeg gik over et Stykke aaben Grund i Stedet for at holde mig i den lige Retning, jeg hidtil havde fulgt, og han gjorde det samme. Denne Spioneren blev foruroligende, saa jeg fremskyndede min Gang, og da jeg var kommet til en Sidegade med et højt Stakit paa den ene Side, gik jeg langs med dette, indtil jeg naaede en Laage. Jeg fo'r igennem denne, og saa snart jeg var indenfor, bøjede jeg mig ned i Skyggen. Et halvt Minut efter hørte jeg Manden komme paa den anden Side.
Da han ikke saa mig længere, standsede han en halv Snes Skridt fra det Sted, hvor jeg krøb sammen.
Da han saa var blevet enig med sig selv om, at jeg maatte være gaaet over Gaden og ned ad et mørkt Stræde lige over for, gik han ogsaa der over og var forsvunden et Par Sekunder efter.
Saa snart jeg havde overbevist mig om, at jeg var blevet fri for ham, gik jeg ud paa Gaden igen og skyndte mig saa hurtigt som muligt hjem til min Bolig.
Men jeg skulde dog ikke blive fri for min hemmelighedsfulde Forfølger; for lige da jeg traadte ind i min egen Gaard, viste han sig. Jeg benyttede mig af min Fordel og fo'r op ad Trapperne til Verandaen og slap ind. Fra et Vindue saá jeg ham komme op ad Gaden og staa og se sig om, saa vendte han tilbage ad samme Vej, han var kommet, og saa saá jeg ikke mere til ham. Mindre end et Kvarter efter laa jeg i min Seng og sov og drømte om Nikola og bildte mig ind, at jeg blev forvandlet til en Elefant ved hans Trolddomsmagt.
Hvor længe jeg sov, kan jeg ikke sige, men jeg blev pludselig vækket ved at føle, at der var nogen i Værelset. Og jeg tog ikke fejl; der sad en Mand ved min Seng, og i det dunkle Maanelys kunde jeg se, at det var en Kineser.
"Hvad gør De her?" udbrød jeg og rejste mig op i Sengen.
"Vær stille," hviskede min uindbudne Gæst paa Kinesisk; "hvis De taler, koster det deres Liv."
Uden at svare stak jeg Haanden ind under min Hovedpude; jeg vilde tage den Revolver frem, jeg havde lagt der, da jeg gik i Seng. Men den var borte. Om Kineseren havde stjaalet den, eller jeg blot troede, jeg havde lagt den der og i Virkeligheden glemt at gøre det, det kunde jeg ikke sige. Under alle Omstændigheder var det Vaaben, som mit Liv tilsyneladende var afhængigt af, forsvundet.
"Hvad har De at gøre her?" spurgte jeg for at faa min uhyggelige Gæst til at tale saa hurtigt som muligt.
"Ikke saa højt!" svarede han. "Det er Dr. Nikola, der sender mig; han udbeder sig Deres behagelige Nærværelse. De maa komme lige straks."
"Men jeg har jo lige forladt ham," sagde jeg. "Hvorfor sender han Bud efter mig igen?"
"Det kan jeg ikke sige; men det er muligt, at der er hændet noget vigtigt," lød Mandens Svar. "Han bad mig sige Dem, at De maatte komme straks."
Jeg stod op og klædte mig paa saa hurtigt som muligt. Det var klart, at det ventede Bud fra Peking var kommet, og i saa Fald skulde vi sandsynligvis tage af Sted før Morgen. Men jeg spildte ikke et Øjeblik, og saa snart jeg var færdig, gik jeg ud paa Verandaen, hvor Manden sad og ventede paa mig. Saa gik han med mig ud paa Gaden og pegede paa en Bærestol, som holdt dér.
"Deres Ven har travlt," sagde Manden, "han bad mig om ikke at spilde et Øjeblik."
"Ja, De kan gaa lige saa hurtigt, De vil," svarede jeg, "jeg er parat."
Jeg tog Plads i Bærestolen, som straks blev løftet op af Bærerne, der skyndte sig af Sted med dem. Der var ganske stille i Byen paa den Tid. Vi mødte slet ingen undtagen hist og her en Politibetjent og en forsinket Jinrickshawkuli. Efter et Kvarters Forløb var det øjensynligt, at vi var komne til vort Bestemmelsessted; Bærestolen holdt, og Kulierne satte mig ned. Jeg sprang ud og saá mig om. Til min Overraskelse var det imidlertid ikke det Hus, jeg havde ventet at se. Vi var standsede ved Indgangen til en meget større Villa.
Medens jeg ventede, gik Sendebudet ind i Huset for straks efter at vende tilbage med den Underretning, at hvis jeg vilde være saa venlig at følge ham, skulde jeg straks komme til Dr. Nikola.
Huset laa i fuldstændigt Mørke og var saa stille som en Grav. Jeg traadte ind i Forstuen og var i Færd med at gaa hen imod en Dør, da jeg pludselig blev grebet i Nakken, fik en Knebel i Munden, medens mine Hænder blev bundne fast i Ryggen. I næste Øjeblik blev jeg løftet op og baaret ind i et Værelse, hvorfra der pludselig strømmede et klart Lys ud.
Her sad tre Kinesere, klædte i tung, blomstret Silke og med umaadelig store Skildpaddesbriller paa Næsen. De modtog mig med et Grynt, der skulde betyde Velkommen, og bød Mændene at tage Kneblen ud af Munden paa mig. Da dette var sket, sagde den ældste af de tre roligt -- men det syntes mig noget urimeligt:
"Jeg haaber, at Deres Velbaarenhed er ved godt Helbred."
Jeg svarede med saa megen Ro, som jeg kunde efter saa kort et Varsel, at af en saa ubetydelig Person at være kunde jeg glæde mig ved det bedste Helbred, hvorpaa jeg blev opfordret til at sige, hvor det kunde være, at jeg var i Kina nu, og hvilke Forretninger jeg havde.
Da jeg havde besvaret dette Spørgsmaal, lænede Manden til højre sig lidt frem og sagde:
"Deres Velbaarenhed siger os ikke Sandheden. Hvad har De at gøre med Dr. Nikola?"
Jeg samlede al min Aandsnærværelse.
"Hvem er Dr. Nikola?"
"Det er den Mand, som De har besøgt to Aftener i Træk," sagde Manden, der først havde talt. "Vil De sige os, hvilke Ulykker De og han udklækker sammen."
Da jeg saá, at det vilde være unyttigt at forsøge paa at benægte min Forbindelse med Nikola, foregav jeg, at vi var interesserede i et Indkøb af kinesisk Silke; men denne Forsikring blev modtaget med et haanligt, misbilligende Grynt.
"Vi maa have Sandheden at vide," sagde Manden med de største Briller.
"Jeg kan ikke sige Dem mere," svarede jeg.
"I saa Tilfælde har vi intet Valg," sagde han; "vi maa bruge andre Midler til at faa at vide, hvad vi ønsker."
Han gjorde Tegn til en af Tjenerne, som straks forlod Værelset og et Øjeblik efter kom tilbage med en Lænke og nogle underligt formede Træindretninger. Sveden traadte frem paa min Pande. Jeg havde set en hel Del kinesisk Tortur i Tidens Løb, og det saa ud til, at jeg skulde komme til at prøve den selv.
"Hvad véd De om Dr. Nikola?" gentog den Mand, som havde talt først, og som øjensynlig var Hovedmanden af de tre.
"Jeg har allerede sagt Dem det," svarede jeg, denne Gang med ualmindelig stærkt Eftertryk.
Han gjorde mig igen det samme Spørgsmaal uden at forandre Tonen.
Men jeg gentog blot mit foregaaende Svar.
"For sidste Gang: Hvad véd De om Dr. Nikola?"
"Jeg har sagt Dem det," svarede jeg med tungt Hjerte.
Saa hævede han Haanden lidt og gjorde Tegn til Mændene ved Døren. Jeg blev straks grebet og kastet paa Ryggen ned paa Gulvet. Før jeg kunde gøre nogen Indvending eller stritte imod, var et mærkeligt Træhalsbaand blevet lagt om min Hals, og en Skrue blev drejet saa længe, at én Omdrejning til vilde have kvalt mig. Jeg hørte igen den gamle Mand sige i en ensformig Tone:
"Hvad véd De om Dr. Nikola?"
Jeg prøvede paa at gentage min tidligere Forklaring, men Halsbaandet sad saa tæt, at jeg ikke kunde tale. Saa rejste Manden i Midten sig op og kom hen til mig. Skruen blev aabnet, mine Arme frigjorte, og en Stemme sagde:
"Staa op, Hr. Bruce; De behøver ikke at frygte mere; vi skal ikke gøre Dem Fortræd."
Det var Dr. Nikola!
IV. KAPITEL.
Vi drager af Sted til Tientsin.
Jeg vilde neppe tro mine egne Øjne. Nikolas Forklædning var saa fuldkommen, at der hørte næsten overmenneskelig Kløgt til at opdage den. Han var i alle Henseender en ægte Himlens Søn. Hans Udtale var uden den ringeste Lyde. Han opførte sig akkurat som en fornem Kineser, og selv den mest kritiske Iagttager kunde ikke have fundet den mindste Fejl i hele hans Adfærd og Væsen. Jeg følte, at naar han saa let kunde narre mig, saa var der ingen Tvivl om, at han kunde udsætte sig for en mindre nøjagtig Ransagning. Saa snart jeg var fri, sprang jeg op og lykønskede ham varmt, ikke lidt henrykt over, at det var Venner, jeg var sammen med, og at jeg ikke skulde pines, som jeg først havde antaget.
"De maa tilgive den grove Behandling, De har været underkastet," sagde Nikola, "men jeg vilde prøve Dem meget grundigt. Hvad mener De om min Forklædning?"
"Den er udmærket," svarede jeg, "jeg kunde slet ikke tænke mig, at den kunde være saa god, fordi De er en saa udpræget Personlighed. Men hvor er vi nu?"
"Vi er i en Villa, som jeg har lejet for Øjeblikket," svarede han. "Men lad os nu skride til Forretningerne. Den Mand, De saá til højre for mig, var Laohwan, det Bud, jeg fortalte Dem, jeg ventede fra Peking. Han kom en halv Time efter, at De havde forladt mig i Aftes, gav mig de Meddelelser, jeg ønskede, og derfor er jeg nu rede til at tage af Sted, saa snart De kan."
"Lad mig gaa hjem og samle et Par Ting," svarede jeg, "saa er jeg parat."
"Det er godt," sagde Nikola. "En af mine Tjenere skal gaa med for at bære Deres Taske og føre Dem tilbage, saa snart De er færdig med Deres Arbejde."
Jeg gik hjem til min Bolig, fulgt af én af Nikolas Tjenere. Jeg lod ham vente paa mig udenfor og gik ind i mit Sovekammer gennem Vinduet. Saa tændte jeg et Lys og skyndte mig at samle de Smaating, jeg ønskede at tage med paa min Rejse. Da dette var gjort, laasede jeg mine Kufferter, skrev et Brev til min Vært og vedlagde det Beløb, jeg skyldte ham, saa et til Barkston, i hvilket jeg bad ham være saa god at sende Bud efter mine Kufferter og passe paa dem, indtil jeg var vendt tilbage fra en Tur i det Indre.
Derpaa forlod jeg igen Huset sammen med Tjeneren, der ventede ved Porten, og gik tilbage til den Villa, hvor jeg var blevet narret af Nikola for en Times Tid siden. Det var længe efter Midnat, da jeg ankom der, men jeg var ikke Spor af træt. Vor Tur forekom mig saa spændende, at jeg ikke tænkte paa noget andet. Vi skulde styrte os ud i et ukendt, farefuldt Liv, og skønt jeg ikke delte Nikolas Tro paa det Resultat, vi skulde naa, var jeg ganske sikker paa, at den Risiko, jeg udsatte mig for, vilde blive godt belønnet.
Da jeg traadte ind i Huset, ventede Nikola mig i det Værelse, hvor han havde modtaget mig samme Aften. Han var endnu i kinesiske Klæder, og da jeg atter saá paa ham, slog det mig, hvor vanskeligt det var at tro, at denne statelige, værdige Kineser kunde være den smidige Evropæer, som Verden kendte som Doktor Nikola.
"Det var De ikke længe om, Hr. Bruce," sagde han; "det glæder mig; hvis De nu vil følge mig ind i det næste Værelse, skal jeg vise Dem Deres Sager. Jeg har købt alt, hvad De paa nogen Maade kan faa Brug for, og da jeg kender Deres Forklædningsevne, er jeg slet ikke bange for Resultatet."
I Værelset ved Siden af tog jeg min evropæiske Dragt af og gav mig til at iføre mig de Klæder, som var lagt der til mig. Saa malede jeg mit Ansigt, min Hals og mine Arme med en Væske, som ogsaa fandtes der, fik min forlorne Pisk klæbet paa og tog et Par store Skildpaddebriller af en lignende Slags som Nikolas og satte dem paa Næsen. Jeg fik Sandaler paa Fødderne, en stiv Hat af den almindelige kinesiske Art blev sat paa mit Hoved, og dette i Forbindelse med min varme, vatterede gule Silkeskjorte gav mig et meget værdigt Ydre.
Da Nikola vendte tilbage, undersøgte han mig omhyggeligt og udtrykte sin Fornøjelse over Resultatet, og da vi hilste paa hinanden paa kinesisk Vis, maatte det have været en skarptskuende Mand, der kunde have opdaget, at vi ikke var, hvad vi foregav at være.
Saa tog vi igen europæiske Klæder paa, forlod Huset og vendte tilbage til den Villa, i hvilken jeg først havde besøgt Nikola. Det var nu Daggry, og der begyndte at komme Liv i Gaderne. Da vi naaede Huset, gik vi lige ind i Nikolas Studereværelse, hvor hans Tjenestefolk havde dækket Bordet til os. Vi satte os ned og var lige i Færd med at spise en kold Postej, da en Tjener traadte ind og meldte, at der var en Kineser udenfor, som ønskede at tale med os. Det var Laohwan.
"Naa," sagde Nikola, "hvad Bud sender den gamle saa?"
Som Svar tog Laohwan, der, som jeg snart opdagede, ikke ødslede med Ord, et Stykke Papir ud af sit Ærme, paa hvilket der var skrevet nogle kinesiske Ord. Nikola saá paa dem og rakte mig saa Sedlen. Der stod:
"I Quong Shas Hus i de hundrede Trængslers Gade, Tientsin."
Nikola vendte sig om til Laohwan.
"Naar sejler Damperen nordpaa?" spurgte han.
"Klokken halv syv," svarede Laohwan.
Nikola saa paa sit Ur, tænkte et Øjeblik efter og sagde:
"Godt, saa tag Dem en Billet og gaa om Bord saa snart som muligt; vi kommer senere. Men husk paa, at lige til vi kommer til Tientsin, maa De lade, som om De aldrig har set nogen af os før."
Laohwan bukkede og forlod Værelset.
"Nu begynder det virkelige Eventyr," sagde Nikola og skænkede sig en Kop Kaffe. "Klokken er tre Kvarter til fem nu. Vi vil hvile os en halv Times Tid og saa gaa ned til Havnen og komme om Bord."
Saa snart vi havde endt vort Maaltid, satte vi os i Lænestolene og tændte vore Cigarer. En halv Times Tid drøftede vi Aftenens Begivenheder og spekulerede paa Fremtiden, og i det Øjeblik, da Klokken slog et Kvarter over fem, var vi paa Benene igen. Nikola ringede, og hans første Tjener kom ind.
"Jeg tager bort," sagde Nikola, "og véd ikke, naar jeg kommer igen; det bliver maaske om en Uge, maaske først om et Aar. Du skal i den Tid sørge for Huset her; du maa ikke lade en eneste Ting blive stjaalet, og hvis jeg ved min Tilbagekomst finder en Rude knækket, eller der savnes saa meget som en Knappenaal, saa skal ti Tusind Ulykker ramme dig. Hr. Mc'Andrew betaler dig din Løn og har Opsyn med dig. Hvis der er noget, du ønsker, saa kan du gaa til ham. Forstaar du?"
Tjeneren nikkede.
"Det er godt," sagde Nikola, "saa kan du gaa."
Da Tjeneren havde forladt Værelset, fløjtede min mærkelige Ven paa en underlig Maade. I samme Øjeblik kom den sorte Kat løbende ind, sprang op paa sin Herres Knæ og kravlede op paa hans Skulder. Nikola saá paa mig og smilede.
"Den glemmer mig ikke, selv om jeg var borte i fem Aar," sagde han. "Hvilken Hustru vilde være saa stadig?"
Jeg lo. Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte Katten fra sig og stillede den paa Bordet.
"Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle Kat!"
Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod mig.
"Kom saa, lad os gaa, det haster."
Katten sad paa Bordet og iagttog ham og syntes at forstaa hvert Ord, han sagde. Nikola klappede den for sidste Gang og forlod saa Værelset. Jeg fulgte i Hælene paa ham, og vi forlod Huset. Nu var Gaderne overfyldte, en ny Dag var begyndt i Shanghai, og vi havde ingen Vanskelighed ved at faa Jinrickshawer.
"Til Vectis Queen," sagde Nikola, saa snart vi havde sat os.
Kulierne fo'r af Sted, og i lidt mindre end et Kvarter havde vi naaet Dampskibsbroen ved Hwang-Pu Floden. Den Damper, vi skulde om Bord paa, laa et godt Stykke ude paa Floden, og vi maatte tage en Baad for at naa derud.
Da vi kom om Bord, fik vi fat i Hovmesteren, og efter at vi havde betalt Passagen, blev vi ført til vore Kahytter. Vectis Queen er, som alle Folk i Østasien véd, ikke nogen stor Damper og har kun meget indskrænket Plads. Men paa denne Tid af Aaret var der ikke mange Folk, der rejste, og følgelig var Skibet ikke overfyldt. Saa snart jeg havde anbragt min Bagage, forlod jeg Kahytten og gik op paa Dækket. Ak, Verden er saa lille! Jeg var neppe kommen derop, før jeg blev tiltalt af en Mand, som jeg havde kendt godt, da jeg var ansat i den australske Kysttjeneste, men som jeg mindst troede skulde være her.
"Ih se Goddag, Wilfred Bruce!" udbrød han. "Hvem skulde have ventet at se Dem her."
"Jim Downing!" udbrød jeg, men jeg var ikke meget glad ved at se ham, som man jo kan tænke sig. "Hvor længe har De været i Kina?"
"Et Aars Tid," svarede han. "Jeg kom hertil med en af vore Dampere, kom op at skændes med Kaptajnen og forlod Skibet i Hongkong. Saa fik jeg Ansættelse paa denne Linie. Skønt jeg ikke holder meget af Kineserne, er jeg ganske godt fornøjet. De ser rigtig rask ud, gamle Ven, og De er blevet ordentlig solbrændt, siden jeg saa Dem sidst."
"Ja, det er al den megen Ris," sagde jeg med et Smil.
Han lo som en Mand, der gerne vil more sig over alt, hvor tarveligt det end kan være, og saa spadserede vi op og ned ad Dækket sammen.
Straks efter kom Nikola hen til os. Jeg forestillede Downing for ham, og fem Minutter efter skulde man have troet, at De havde været gode Venner i mange Aar. Før de havde været et Kvarter sammen, havde Nikola givet ham en Recept mod Hedetøj, som han led frygteligt af, og da hans Middel viste sig at være heldigt, var den unge Mands Taknemmelighed og Beundring uden Grænse. Ved Frokosttid var vi et godt Stykke nede ad Floden, og da det blev Middag, laa Shanghai langt bag os.
Paa hele Rejsen var Nikola i det bedste Humør. Han var med til alle Forlystelser, indrettede utallige Lege og Spil og var utrættelig i sine Anstrengelser for at more. Medens jeg taler om dette, benytter jeg Lejligheden til at sige, at der var en Ting, der slog mig som endog mere mærkelig end alt andet i denne forunderlige Mands Karakter, og det var hans overordentlig store Kærlighed til Børn. Der var især en lille Dreng om Bord, en bitte Stump, der neppe var fire Aar gammel, og med hvem Dr. Nikola snart kom paa en fortrolig Fod.
Han kunde lege med ham i Timevis uden at blive træt og uden et Øjeblik at tænke paa andet. Jeg maa tilstaa, at da jeg saá dem more sig sammen i Læ af én af Baadene paa Dækket, ved Lugerne eller under Solsejlet agter ude, kunde jeg neppe tro mine egne Øjne.
Jeg spurgte mig selv, om denne Mand, som kun syntes at interessere sig for Papirsbaade og Grise, der blev lavede af Appelsinskaller, kunde være den samme Nikola, for hvem Wetherell, Kolonisekretæren i Ny Syd Wales, var flygtet i London som for en Pestilens, og for hvem Benwell i den kinesiske Toldtjeneste var rendt sin Vej og styrtet ud af Klubben i Shanghai. Men saadan var just Nikolas Karakter.
Naar han lavede en Papirsbaad, skar en Gris ud af et Stykke Appelsinskal, intrigerede mod en Politiker eller søgte at stjæle et almægtigt Selskabs Hemmelighed, saa gav han sig Sagen helt i Vold, gjorde sig til Herre over enhver Enkelthed og slap den aldrig af Hænde, før han havde opnaaet sin Hensigt eller indset, at det var unyttigt for ham at arbejde længere paa den. Saa opgav han den uden Beklagelse og tilsyneladende uden at skænke den en Tanke mere.
Paa hele Rejsen vakte Laohwan, som vi saá flere Gange, ikke et Øjebliks Mistanke om, at han kendte os. Han opholdt sig forude, og saa vidt vi kunde se, tilbragte han hele Tiden med at spille Fan-Tan (et kinesisk Hasardspil) med nogle Landsmænd.
Rejsen op ad Kysten var ikke meget interessant. Men endelig ved Solnedgang en Aften naaede vi da Tientsin, der, som alle véd, er én af Traktathavnene og ligger dèr, hvor Yu-Ho, eller "den store Kanal", flyder sammen med Floden Pei-Ho. Saa snart vi lagde til ved Dampskibsbroen, samlede vi vor Bagage og gik i Land. Her slog en anden Ting mig: Nikola syntes at være lige saa godt kendt paa dette Sted, som han var i Shanghai, og saa snart vi naaede Flodbredden, kaldte han paa to Jinrickshawer, og Kulierne førte os uden at spørge videre til en vis Hr. Williams i den europæiske Koloni.
Williams' Hus var temmelig lille og bygget paa den sædvanlige Maade.
Da vi steg ud af Jinrickshawerne, kom en høj, ældre Mand med et kønt Ansigt ud paa Verandaen for at byde os Velkommen. Da han saá Nikola, syntes han et Øjeblik at være overvældet af Forbavselse.
"Kan det være muligt, at det er Dr. Nikola?" udbrød han.
"Det er ikke blot muligt, men ganske sikkert," sagde Nikola, som gav Kulien Tegn til at tage hans Vadsæk og derpaa gik op ad Trappen.
"Det er to Aar siden, jeg havde den Fornøjelse at se Dem, Hr.
Williams, og jeg synes ikke De har forandret Dem meget siden vi gav Mah Feng den Lektion i Seoul."
"Naa, det har De ikke glemt, Dr. Nikola?"
"Nej, lige saa lidt som Mah Feng, da jeg saá ham sidste Gang i Singapore," svarede min Ledsager leende.
"Og hvad kan jeg gøre for Dem nu?"
"Jeg ønsker at lægge Beslag paa Deres Gæstfrihed et Par Timer," sagde Nikola. "Dette er min Ven Hr. Bruce, med hvem jeg har et vigtigt Arbejde for."
"Det glæder mig at gøre Deres Bekendtskab," sagde Williams, og da han havde trykket mig i Haanden, førte han os ind i Huset.
Ti Minutter efter var vi ganske som hjemme i hans Bolig, og vi ventede nu paa en Meddelelse fra Laohwan. Jeg maa ved denne Lejlighed atter udtale min Beundring for Nikolas Evne til at koncentrere sig.
Skønt det var et spændende Øjeblik, og vor Stilling var ejendommelig, spildte han dog ikke et Minut paa tomme Gisninger, men tog et indviklet kemisk Værk, som altid ledsagede ham, op af sin Rejsetaske og satte sig ned og studerede i det. Selv da Laohwan kom, holdt han ikke straks op, men fortsatte sine Beregninger, indtil de var færdige, og saa bad han først Laohwan meddele, hvad han havde udrettet.
"Man venter Deres Ankomst," sagde den sidstnævnte, "og skønt jeg ikke har været paa Stedet, har jeg erfaret, at man gør Forberedelser til at modtage Dem."
"Saa er det bedst, at De køber Ponyer og har Mænd parat; for efter al Sandsynlighed skal vi rejse til Peking i Morgen tidlig."
"Naar vil Deres Excellence besøge Huset?" spurgte Laohwan.
"En Gang imellem halv elleve og elleve i Aften," svarede Nikola, og saa forlod Laohwan os.
Klokken syv blev vort Aftensmaaltid serveret. Da det var besørget, røg jeg en Pibe paa Verandaen, medens Nikola gik ind i et Værelse ved Siden af og havde en alvorlig Samtale med vor Vært. Da han kom tilbage, underrettede han mig om, at det var paa Tiden, vi klædte os paa, og saa gik vi ind i vore Værelser og iførte os igen vore kinesiske Dragter. Derpaa blev vi lukkede ud af en Sidedør og begav os paa Vej til Kineserbyen. Klokken var over halv elleve, da vi naaede den, men af mange forskellige Grunde foretrak vi at lade dem, der ventede paa os, vente lidt, hellere end selv at røbe, at vi havde Hastværk.
Enhver, der har været i Tientsin, vil give mig Ret, naar jeg siger, at af alle de smudsige og usunde Huller her paa Jorden er der meget faa, der kan kappes med det, og neppe et, der er værre. Snevre, uregelmæssige Gader fører ind og ud og snor sig omkring i alle Retninger. Husenes øvre Etager, der er prydede med Skilte, Vimpler og Flag, støder næsten sammen over Gaden, saa at der endog midt paa Dagen er et underligt, uhyggeligt Mørke. Om Natten er der naturligvis bælgmørkt, og baade ved Dag og ved Nat er der en afskyelig Lugt.
Da vi kom til Enden af den Gade, som vi var blevne henviste til, forlod vi vore Jinrickshawer og gik Resten af Vejen. Halvvejs nede i Gaden, som var lidt bredere og lidt pænere end de andre, mødte vi Laohwan, som førte os til det Hus, vi søgte efter.
Dets Ydre lignede de andres. Det var kun en Etage højt og havde stort, fremstaaende Tagskæg, en Slags Veranda med Tremmeværk og en lav buet Indgang. Vor kinesiske Ledsager bankede paa Døren med Næven, og efter det tredie Slag blev den aabnet. Laohwan sagde noget til Dørvogteren, som derpaa lod os komme ind.
"Der er kun én Sol," sagde Dørvogteren ydmygt.
"Men der er mange Stjerner," svarede Nikola, hvorpaa Manden førte os hen til en anden Dør i Gangen. Dèr mumlede han et Par Ord. Den blev straks aabnet, og vi traadte ind og fandt en anden Mand, som ventede paa os og holdt en underlig formet Lampe i Haanden. Han gav Tegn til, at vi skulde følge ham, og vi gik saa ned ad en lang Gang og naaede en anden Dør, for hvilken der hang et Tæppe. Han trak Tæppet til Side og bad os om at gaa ind.
Vi befandt os i et stort Værelse, hvis Gulv, Vægge og Loft var lavede af et Slags mørkt Træ, sandsynligvis Teaktræ. Det var umøbleret. Der hang kun et Par sammenrullede Bannere paa Væggen, og der laa nogle Hynder i en Krog. Da vi kom, var der ingen derinde, men vi behøvede ikke at vente længe, før vor Ensomhed blev afbrudt. Jeg havde vendt mig om for at tale med Nikola, der undersøgte et Banner, da jeg pludselig hørte rolige Fodtrin bag ved mig. Jeg vendte mig hurtigt om og stod lige over for en Kineser, som neppe kunde være mindre end firsindstyve Aar.
Hans Ansigt var rynket som et tørret Skovæble, hans Haar næsten hvidt, og han støttede sig til en Stok. En Ting slog mig som særlig mærkelig ved ham: skønt Huset paa ingen Maade var lille, og skønt det saá meget ordentligt ud, ja, i enkelte Henseender endog tydede paa, at Ejeren var rig, var dog denne gamle Mand, som utvivlsomt var den vigtigste Person i det, klædt i Tøj, der vidnede om den yderste Fattigdom.
Da han kom hen til Nikola, hvem han ligesom de andre syntes at betragte som den vigtigste Person, bukkede han dybt for ham, og efter at de uundgaaelige Høfligheder var blevne vekslede, sagde han:
"Man har ventet paa Deres Excellence med Spænding. Alle Forberedelser til Deres Rejse blev trufne forrige Uge."
"Jeg blev opholdt i Tsan-Chu," sagde Nikola. "Naa, sig mig saa, hvad der er gjort."
"Der er sendt Bud til Peking," sagde den Gamle, "og Ypperstepræsten venter Dem i Lamaklostret. Mere kan jeg ikke sige Dem."
"Det er ogsaa tilstrækkeligt. Lad os saa høre, hvad der siges om mig."
"Der siges, at de, der har valgt, har valgt klogt."
"Det er godt," sagde Nikola, "forlad os saa, jeg er træt og vil gerne være alene. Jeg bliver her i Nat og rejser ved Daggry i Morgen tidlig. Sørg for, at jeg ikke bliver forstyrret."
Den Gamle forsikrede Nikola, at hans Ønsker skulde blive opfyldte og forlod derpaa Værelset. Da han var gaaet, trak Nikola mig hen i den fjerneste Del af Værelset og hviskede hurtigt:
"Nu ser jeg det hele. Vi har Lykken med os. Dersom jeg blot kan faa fat i de to Mænd, som jeg ønsker skal udføre dette Hverv, saa opdager jeg Selskabets Hemmelighed, eller ogsaa dør jeg under Forsøget. Hør nu efter! Da vi ankom, erfarede jeg af Williams, der véd næsten lige saa meget om det underjordiske Liv i Kina, som jeg selv gør, at hvad jeg havde haft Mistanke om nu havde fundet Sted. Med andre Ord: Efter dette lange Mellemrum har der fundet et Valg Sted, for at udfylde den Mands Plads, som Kina Pete dræbte i Lamaklostret for at komme i Besiddelse af Stokken. Den valgte Mand er Ypperstepræst i Lamatemplet i Hankow og er en meget religiøs og mærkelig Mand.
Man venter ham i Peking i denne Uge eller i næste. Disse Mennesker er blevne vildledte af Laohwan og tager mig for ham, og de skal vedblive at tage fejl.
Hvis de opdager, at vi narrer dem, saa er vi Dødsens i samme Øjeblik, men hvis de ikke gør det, og vi blot kan holde Præsten af Vejen, saa har vi udmærkede Udsigter til at faa alt, hvad vi ønsker, at vide af dem. Det er en frygtelig Risiko, men da det er en Lejlighed, som maaske aldrig kommer igen, maa vi benytte den. Læg nu nøje Mærke til, hvad jeg siger: Det kan ikke gaa an, at jeg forlader dette Hus i Aften, men det er nødvendigt, at jeg staar i Forbindelse med Williams. Jeg maa skrive et Brev til ham, og De maa bringe ham det.
Det første, han skal gøre i Morgen tidlig, er at sende to Telegrammer."
Med disse Ord greb han i en Lomme i sit Ærme og fremtog en lille Notitsbog og en amerikansk Patentpenneholder og satte sig ned paa Gulvet og begyndte at skrive. I næsten fem Minutter var der fuldstændig Tavshed i Værelset, saa rev han to eller tre Blade ud af Bogen og rakte mig dem.
"Bring dem til Williams," sagde han. "Han maa udfinde, hvor den anden Mand er, uden at spilde et Øjeblik og sætte sig i Forbindelse med de Folk, som jeg telegraferer til. Hvad der saa end sker, maa de gribe Præsten, før han kommer hertil, og saa maa de sejle ud paa Havet med ham. Naar det er lykkedes, maa han først faa Lov til at lande igen, naar De og jeg er sikkert tilbage i Shanghai."
"Hvem skal Williams telegrafere til?"
"Til to Mænd, som jeg har den største Tillid til. Den ene hedder Eastover og den anden Prendergast. Han skal sende dem dette Telegram."
Han rakte mig et andet Stykke Papir.
"Til
Prendergast og Eastover,
Adr. Gregson, Hongkong.
Kom til Tientsin næste Damper. Opsæt ikke et Øjeblik. Naar De
kommer, gaa til Williams.
Nikola."
V. KAPITEL.
Jeg redder en ung Dame.
Da jeg havde forladt det Værelse, i hvilket Nikola havde indrettet sig, traf jeg den samme Dørvogter, som havde lukket os ind, og som nu igen viste mig ud paa Gaden. Jeg opdagede nu, at Vejret havde forandret sig. Da vi forlod Williams' Bolig, var det klart Stjernelys, men nu var Himlen dækket af sorte Skyer, og medens jeg gik ned ad Gaden i Retning af den engelske Koloni, hørte jeg et svært Tordenbrag. Klokken var næsten elleve, og det forekom mig, som om der var mærkelig roligt i Kineserbyen.
Der var et underligt Præg af undertrykt Ophidselse hos de Kinesere, jeg mødte, og da jeg senere traf Grupper af dem paa Gadehjørnerne, kunde jeg ikke andet end tænke, at de Samtalestumper, jeg var i Stand til at høre, varslede om, at der var noget i Gære. Jeg havde imidlertid ikke Tid til at lægge Mærke dertil. Jeg skulde finde Williams' Hus, give ham Brevet og komme hurtigst muligt tilbage til Nikola.
Endelig naaede jeg det engelske Kvarter, passerede Konsulens Hus og ankom endelig til den Villa, jeg søgte.
Et klart Lys skinnede ud gennem et af Vinduerne, og jeg gik henimod dette. Da jeg naaede det, opdagede jeg, at Husets Ejer sad ved et stort Bord og skrev. Jeg bankede sagte paa Ruden, hvorpaa han rejste sig og kom hen til mig. At han ikke genkendte mig var klart af den Modtagelse, jeg fik.
"Hvad ønsker De?" spurgte han paa Kinesisk, idet han aabnede Vinduet.
"Jeg vilde gerne gøre Deres Velbaarenhed et simpelt Spørgsmaal."
"Det er ikke Tid nu at gøre Spørgsmaal, selv om De er simple," svarede han. "De maa se herind i Morgen."
"Men i Morgen er det for sent," svarede jeg alvorligt. "Jeg siger Dem ved Deres Forfædres Aand, at det, jeg har at meddele, maa siges i Aften."
"Naa, saa kom da i Himlens Navn ind og sig det," svarede han lidt gnavent og gav mig Tegn til at komme ind.
Jeg gjorde, som han sagde, og satte mig paa Stolen foran ham, idet jeg paa ortodoks Vis stak Hænderne ind i mine store Ærmer. Saa huskede jeg paa Kinesernes Tilbøjelighed til Vidtløftighed og begyndte at væve i min Tale, indtil jeg saá, at hans Taalmodighed næsten var udtømt; men han genkendte mig endnu ikke. Jeg bøjede mig saa fremad og sagde:
"Véd Deres Ekscellence, at Deres Hus er blevet bevogtet siden Solnedgang?"
"Af hvem og af hvilken Grund?" spurgte han, idet han saá lidt urolig ud.
"Af tre Mænd, og Grunden dertil er to Fremmede, som kom med Posten i Eftermiddag."
"Hvilke Fremmede?" spurgte han, som om der ingen Ting var i Vejen, men jeg lagde Mærke til, at han saá opmærksommere paa mig end før.
"Den Mand, som vi kalder Manden med Djævlens Øjne, men som De kalder Nikola, og hans Ledsager."
Jeg udtalte Nikolas Navn, som en Kineser vilde udtale det, og ventede paa, hvad han vilde sige. Det var klart nok, at han var urolig, men det var lige saa tydeligt, at han ikke vilde kompromittere sig. Han søgte at vinde Tid, men da det ikke var efter min Smag, røbede jeg, hvem jeg var, idet jeg med min naturlige Stemme sagde paa Engelsk:
"Det lader til, at min Forklædning er meget god, Hr. Williams."
"De er da ikke Hr. Bruce?" udbrød han.
"Jo," svarede jeg, "og jeg har et vigtigt Ærinde til Dem. Jeg har et Brev fra Nikola, som De maa læse og straks handle i Overensstemmelse med."
Jeg tog det Brev frem, som Nikola havde givet mig, og rakte ham det.
Han satte sig ned ved Bordet og læste det omhyggeligt. Han læste det tre Gange, og da han saa kunde det udenad, gik han hen til et Pengeskab i Krogen og gemte det omhyggeligt i en Skuffe. Saa kom han tilbage og satte sig igen. Jeg kunde se paa hans Pande, at han var fordybet i Tanker, og der var et pinligt eller tvivlende Udtryk om hans Mund. Til sidst talte han:
"Jeg véd, at De er i Nikolas Tjeneste, Hr. Bruce," sagde han. "Men kender De Indholdet af dette Brev?"
"Angaar det den Mand, som ventes til Peking for at indtage den tredie Plads i det hemmelige Selskab?"
"Ja," svarede han langsomt, idet han prikkede i Klatpapiret med sin Pennespids, "det angaar i høj Grad ham."
"Og nu, antager jeg, overvejer De, om Nikolas Ønske om at bortføre ham er raadeligt."
"Ja, akkurat! Tror De, at Nikola véd, at den omtalte Mand har været Ypperstepræst i et af de største Templer i Hankow?"
"Ja, det tvivler jeg ikke om; men De siger, han har været. Har Manden da opsagt sin Stilling for at følge dette nye Kald?"
"Ja, han har."
"I saa Tilfælde synes det mig, at Vanskeligheden bliver betydelig formindsket."
"Ja, maaske i én Henseende, men den bliver forøget i en anden. Hvis han endnu er Præst, og vi bortfører ham, saa slaas vi med Regeringen og Præstestanden. Og hvis han ikke længer er Præst, og der kommer den allermindste Mistanke ud om, hvad vi er i Færd med at gøre, saa kommer vi til at slaas med et Samfund, som er ti Gange mægtigere end nogen Regering eller noget Præsteskab i Verden."
"Jeg antager, at De har Nikolas Instruktioner."
"Ja, og jeg tilstaar, at jeg hellere vilde slaas med Kinas Regering og dette Selskabs Millioner af Mennesker end være ulydig mod ham i en eneste Enkelthed. Men jeg vil dog sige Dem, Hr. Bruce, at hvis Nikola er stivsindet nok til at vedblive med sine Efterforskninger, naar han staar lige over for denne frygtelige Uvished, saa vil jeg ikke give en Penny hverken for hans Liv eller for Deres. Overvej et Øjeblik, hvad jeg mener. Dette Samfund, hvis Hemmeligheder han endelig vil trænge ind i -- og han alene véd, hvor meget klogere han bliver, naar han har gjort det -- er utvivlsomt det mægtigste i hele Verden. Hvis man kan tro Rygtet, saa har det mere end tyve Millioner Medlemmer.
Det har Repræsentanter i næsten hver By og Landsby i hele dette store Land, for ikke at tale om det malayiske Arkipel, Australien og Amerika. Dets Love er meget strenge, og naar De et Øjeblik tænker paa, at vor Ven vil udgive sig for at være én af de tre Førere af denne kæmpemæssige Stridsmagt, medens han er udsat for at blive opdaget hvert Øjeblik, saa vil De indse, hvad det er for et dumdristigt Foretagende."
"Jeg maa indrømme, at jeg er enig med Dem, men det er jo Nikola."
"Ja, dermed er alting sagt. Det er Nikola."
"Hvad Svar skal jeg saa have med tilbage til ham?"
"At jeg straks gør, hvad han har sagt. Vent lidt, jeg vil skrive det op, saa der ikke kan være Tale om nogen Fejltagelse."
Han skrev et Øjeblik og rakte mig saa Brevet.
Jeg rejste mig for at gaa.
"Og saa var der disse Telegrammer," sagde jeg.
"Dem skal jeg besørge, saa snart Kontoret bliver aabnet," svarede han. "Det har jeg ogsaa skrevet til Nikola."
"Vi rejser til Peking ved Daggry i Morgen, saa jeg maa sige Dem Farvel nu."
"Ja, De tænker vel ikke paa at trække Dem tilbage?"
"Nej, ikke Spor."
"Naa, De er en modig Mand. -- Ja, ja, Farvel og god Lykke!"
Jeg trykkede ham i Haanden i Gadedøren og gik saa ad Kineserbyen til igen. Da jeg forlod den Gade, i hvilken Villaen laa, slog Klokken tolv. De tunge Skyer var nu drevne bort, og Stjernerne skinnede atter klart.
Da jeg kom ind i Kineserbyen, var mit første Indtryk i Overensstemmelse med den Følelse, jeg før havde haft om, at der var noget ualmindeligt paa Færde. Og jeg tog ikke fejl. Jeg havde neppe gaaet et Par Hundrede Skridt, før jeg hørte en Lyd af forbitrede Stemmer. Larmen tog til, og straks efter strømmede en ophidset Hob ind i Gaden. Hvis det havde været muligt, var jeg drejet ind i en Sidegade for at slippe bort fra dem; men det lod sig ikke gøre. Jeg var omgiven paa alle Kanter, og enten jeg ønskede det eller ikke, blev jeg nødt til at følge med dem.
Saaledes blev jeg drevet af Sted omtrent en halv Fjerdingvej, hvorefter de pludselig drejede til højre og standsede foran et Hus paa Hjørnet. Jeg spekulerede paa, hvad det skulde sige, og spurgte en ung Mand ved Siden af mig om det. Hans Svar var kort, men træffende.
"Kueidzu!" (Djævel), raabte han, tog en Sten og slyngede den igennem det nærmeste Vindue.
Jeg opdagede snart, at Huset tilhørte en Missionær, der heldigvis lod til at være fraværende. Da jeg kunde se, at Hoben var opsat paa at ødelægge hans Bolig, gik jeg videre. Men jeg var ikke færdig med mit Eventyr endnu.
Da jeg kom ind i en Sidegade, hørte jeg et skingrende Skrig om Hjælp.
Jeg standsede straks og lyttede for at opdage, hvorfra det skrev sig, og jeg behøvede ikke at vente længe, for i samme Øjeblik lød det igen; denne Gang kom det utvivlsomt fra et Stræde til højre. Uden at overveje et Øjeblik styrtede jeg af Sted i den Retning. Først kunde jeg ikke se noget, saa opdagede jeg tre Skikkelser i nogen Afstand og skyndte mig hen imod dem. Da jeg naaede dem, saa jeg, at den ene var en ung Pige, den anden en gammel Mand, som laa udstrakt paa Jorden.
Det var Englændere, men den Mand, som overfaldt dem, var en behændig ung Kuli. Han stod ved den liggende Mand og truede ad Pigen med en Kniv. Mine Sandaler gjorde ingen Støj, og da jeg tilmed kom paa den mørke Side af Strædet, lagde ingen af de tre Mærke til mig, før jeg var lige ved dem.
Men hvor hurtig jeg end var, var jeg ikke hurtig nok, for lige i det Øjeblik jeg kom, styrtede Pigen sig henimod Manden, der i samme Øjeblik hævede Armen og stødte sin Kniv i hendes Skulder. Den kunde imidlertid ikke trænge ret langt ind, for jeg slog ham i samme Øjeblik i Ansigtet. Han trillede om som en Kegle og laa et Øjeblik paa Gaden uden at bevæge sig, men han blev ikke liggende meget længe.
Han kom til sig selv igen, sprang op og fo'r ned ad Gaden, idet han hylede; "Kueidzu! Kueidzu!" saa højt, han kunde, i Haab om at faa Pøblen til Hjælp.
Før han var af Syne, knælede jeg ned ved Siden af den unge Pige. Hun var bevidstløs. Hendes Ansigt var ligblegt. Jeg saa, at den venstre Skulder var fuld af Blod. Saa undersøgte jeg den gamle Mand. Det var en smuk, ret velklædt gammel Herre, og han havde et ærværdigt graat Skæg. Han laa udstrakt i sin fulde Længde, og et Blik paa hans Ansigt var nok til at sige mig hans Skæbne. Hvorledes det var gaaet til, kunde jeg kun tænke mig, men der var ingen Tvivl om den Kendsgerning, at han var død. Da jeg havde overbevist mig om dette, vendte jeg tilbage til Pigen. Hendes Øjne var nu aabne, og da jeg knælede ned ved Siden af hende, spurgte hun paa Engelsk, hvad der var sket.
"De er blot saaret," svarede jeg.
"Og min Fader?"
Der var ikke noget at vinde ved at bedrage hende, og jeg sagde ganske simpelt:
"Ja, det er en sørgelig Tidende, jeg har at meddele Dem. Jeg er bange for, at han er død."
Da hun hørte dette, udstødte hun et lille Skrig, og et Øjeblik syntes hun at have mistet Bevidstheden igen. Jeg ventede imidlertid ikke, men gik straks hen til det Sted, hvor hendes Fader laa, og bar Liget over i en mørk Krog paa den anden Side af Gaden. Saa vendte jeg tilbage til den unge Pige, tog hende paa Skulderen og styrtede ned ad Gaden i samme Retning, jeg var kommet. I nogen Afstand kunde jeg høre Pøbelhoben, der endnu var optaget af at ødelægge den myrdede Mands Bolig.
Da jeg kom til det Sted, hvor jeg havde hørt hendes Skrig om Hjælp, gik jeg videre i den Retning, jeg havde haft i Sinde at slaa ind paa, og i lidt mindre end ti Minutter havde jeg naaet Huset. Jeg bankede paa, saaledes som Laohwan havde banket, og Døren blev straks aabnet.
Jeg gav Løsenet og fik Adgang med min Byrde. Hvis Dørvogteren tænkte noget, saa sagde han det i hvert Fald ikke; han lod mig rolig gaa til den anden Dør.
Jeg bankede atter, og Døren blev aabnet. Men denne Gang kom jeg ikke ind uden Indvendinger. Skønt jeg havde givet det rigtige Løsen, befalede Dørvogteren mig at vente, medens han undersøgte den Byrde, jeg havde paa Armen.
"Hvad har De der?" spurgte han.
"Har du Ret til at spørge?" svarede jeg, idet jeg antog en hovmodig Mine. "Hans Excellence har sendt Bud efter denne fremmede Djævel for at forhøre hende. Hun er besvimet af Skræk. Gaa nu af Vejen, eller du kommer til at undgælde, fordi du har standset mig."
Han saá lidt forvirret ud, men gav mig efter et Øjebliks Tøven Tegn til at passere, og jeg gik saa ind i det Værelse, hvor jeg havde været sammen med Nikola. Denne ventede utaalmodigt paa mig, jeg kunde se det af den Glæde, hvormed han modtog mig.
"De kommer sent," udbrød han, idet han gik rask hen imod mig. "Jeg har ventet Dem i den sidste Time. Men hvad i al Verden er det?"
"Det er en ung Pige," svarede jeg, "jeg tror Datteren af en Missionær. Hun er blevet saaret og er bevidstløs for Øjeblikket. Hvis jeg ikke havde opdaget hende, var hun blevet dræbt af den Mand, som myrdede hendes Fader."
"Men hvorfor i al Verden har De taget hende med herhen?"
"Hvad skulde jeg ellers gøre? Hendes Fader er død, og jeg tror, at Pøblen har ødelagt deres Hus."
"Læg hende ned, og lad mig se paa hende," sagde Nikola.
Jeg gjorde, som han befalede, og han gav sig til at undersøge hendes Saar. Med en enestaaende Behændighed og en kærlig Omhu, som man neppe havde troet ham i Stand til, vaskede han Saaret i noget Vand, som jeg hentede fra et Værelse ved Siden af. Saa smurte han det ind med en Vædske, som han tog fra en lille Medicinkasse, han altid førte med sig, og forbandt det med et Stykke kinesisk Tøj. Da han var færdig, sagde han:
"Løft hende lidt op, medens jeg prøver paa, hvorledes dette virker paa hende."
Han tog en lille sleben Glasflaske, og efter at have aabnet hendes Mund, dryppede han et Par Draaber af dens Indhold paa Tungen. Hun aabnede næsten straks Øjnene og saá sig om, og da hun opdagede, at to Kinesere bøjede sig ned over hende, fo'r hun tilbage med et Udtryk af den største Rædsel. Men Nikola, som endnu knælede ved Siden af hende, beroligede hende og sagde paa Engelsk:
"De behøver ikke at være bange, De er i Sikkerhed, vi skal beskytte Dem, hvad der saa end sker."
Hans Ord syntes at bringe hende til at tænke paa den skrækkelige Begivenhed, der var hændet hende.
"Ak, min stakkels Fader!" udbrød hun, "hvad har De gjort med ham?"
"For at frelse Deres Liv var jeg nødt til at lade hans Lig ligge paa Gaden dèr, hvor jeg fandt det," svarede jeg.
"Men jeg maa ud og faa det," sagde hun, og medens hun talte, prøvede hun paa at rejse sig; Nikola holdt hende tilbage.
"De maa ikke røre Dem," sagde han roligt. "Overlad det hele til mig, jeg skal sørge for, at Deres Faders Lig bliver fundet og bragt i Sikkerhed."
"Men jeg maa hjem."
"Stakkels Pige," sagde Nikola kærligt, "De véd ikke det hele: De har intet Hjem mere, Pøblen har ødelagt Deres Hus i Aftes."
"Aa Gud! Aa Gud! Hvad skal der blive af mig? Man har dræbt min Fader og ødelagt vort Hus, og vi havde saadan en Tillid til dem."
Uden at drøfte dette Punkt rejste Nikola sig og forlod Værelset. Han vendte straks efter tilbage og nærmede sig igen den unge Pige.
"Jeg har sendt Folk ud for at finde Deres Faders Lig," sagde han, "det bliver bragt til et sikkert Sted, og inden en halv Time er den engelske Konsul paa Spor efter Morderne. Sig mig nu, hvorledes det hele gik til."
"Jeg skal fortælle Dem, hvad jeg véd," svarede hun; "men det er saa lidt, at man ikke skulde tro, det kunde have medført saa frygteligt et Resultat. Min Fader og jeg forlod vort Hjem i Aften Klokken halv otte for at holde Gudstjeneste i den lille Kirke, som vore faa omvendte har bygget til os. Under Gudstjenesten slog det mig gentagne Gange, at der var noget galt i Gære, og da vi kom ud og saá den Hob, der havde samlet sig ved Døren, blev dette Indtryk bestyrket.
Jeg kan ikke sige, om de havde i Sinde at angribe os eller ikke, men i det Øjeblik vi traadte ud, lød der et Brøl, og straks efter styrtede Hoben af Sted, jeg antager i Retning af vort Hus; det kan jeg indse nu, skønt jeg ikke havde nogen Anelse om det den Gang. Da vi var bange for at følge efter dem, gik vi ned ad en Sidegade for at komme hjem ad en anden Vej, men da vi forlod Hovedgaden og kom ind i det mørke Stræde, hvor De fandt os, styrtede en Mand løs paa min Fader og slog ham til Jorden med en tyk Stok eller Jernstang.
Jeg prøvede paa at beskytte ham og henlede Mandens Opmærksomhed paa mig selv, og saa trak han en Kniv frem og stak mig i Skuldren. I det Øjeblik kom De og jagede ham paa Flugt."
Medens hun sagde dette, lagde hun sin Haand paa min Arm.
"Jeg kan ikke sige Dem, hvor taknemlig jeg er Dem," sagde hun.
"Aa, det var saa lidt," svarede jeg og blev ganske forvirret. "Jeg vilde kun ønske, at jeg var kommet tidligere."
"Men hvad skal jeg dog gøre?"
"Har De ingen Venner i Tientsin?" spurgte Nikola. "Er der slet ingen, som De kan søge Tilflugt hos?"
"Nej, vi kender slet ingen," svarede den unge Pige; "men jeg har en Søster i Peking; hun er gift med en Missionær dèr. Kan De hjælpe mig med at komme dertil?"
"Jeg kan ikke selv følge Dem dertil," sagde Nikola; "men jeg skal nok sørge for, at De kommer af Sted. De maa ikke blive her i Huset, men De skal ikke være urolig, jeg skal sørge for, at der ingen Ting er i Vejen."
Han forlod atter Værelset, og medens han var ude, saa jeg nøjere paa den unge Pige, som jeg havde frelst. Hun var mellem tyve og fire og tyve Aar, hendes Ansigt havde en meget regelmæssig Form, og hendes Hud var noget af det fineste, jeg nogensinde havde set; hendes Mund var lille, og hendes Øjne og Haar smukke og brune, men det søde Udtryk i hendes Ansigt var dets største Skønhed.
Jeg tror ikke, man kan kalde mig en Dameven. Jeg har tilfældigvis aldrig været meget i kvindeligt Selskab; men jeg maa tilstaa, at da jeg saá den unge Piges søde Ansigt, fo'r der en Følelse gennem mig, som jeg aldrig havde haft før.
"Hvorledes kan jeg nogensinde takke Dem for Deres Godhed?" spurgte hun simpelt.
"Ved at bære Deres Ulykke tappert," svarede jeg. "Men undskyld; anser De mig for næsvis, naar jeg spørger Dem om Deres Navn?"
"Nej, hvorfor skulde jeg det? Jeg hedder Medwin -- Gladys Medwin -- og hvad er Deres Navn?"
"I denne Paaklædning burde det være Mah Poo, ikke sandt? I Virkeligheden er det Wilfred Bruce."
"Men naar De er Englænder, hvorfor er De saa forklædt paa den Maade?"
"Det gør mig ondt, at jeg ikke kan meddele Dem det," svarede jeg. "Jeg skal sige Dem noget, Frøken Medwin, det er muligt, at De er den sidste Englænderinde, jeg nogensinde taler med her i Verden."
"Hvad mener De?" spurgte hun.
"Jeg maa atter svare, at det kan jeg ikke sige Dem. Men saa meget kan jeg sige, at jeg tager bort herfra om et Par Timer for at indlade mig paa noget, som højst sandsynligt vil koste mig Livet. Jeg véd ikke, hvorfor jeg fortæller Dem det; men i saadant et Øjeblik som dette kan man ikke overveje alt prosaisk. Og desuden, skønt vort Bekendtskab kun er en Times Tid gammelt, saa er jeg til Mode, som om jeg havde kendt Dem i flere Aar. De siger, at jeg har gjort Dem en Tjeneste; vil De gøre mig én?"
"Ja, hvilken Tjeneste kan jeg gøre Dem?" spurgte hun og lagde igen sin lille Haand paa min Arm.
"Denne Ring har jeg faaet af min afdøde Moder," sagde jeg og trak en glat Guldring af min Finger. "Jeg tør ikke tage den med mig. Er det for meget at bede Dem om at gemme den for mig? Hvis jeg ikke vender tilbage, vil De saa love mig at gaa med den til Erindring om den Tjeneste, De siger, at jeg har gjort Dem i Aften? Jeg vilde saa gerne tænke, at jeg har en Veninde i Verden."
Jeg greb den Haand, der laa paa min Arm og satte Ringen paa hendes Finger.
"Jeg skal med Fornøjelse gemme den for Dem," sagde hun. "Men sig mig:
Er det Foretagende, som De er ved at indlade Dem paa, virkelig saa farligt?"
"Farligere end De kan tænke Dem," svarede jeg. "Men De kan være sikker paa, Frøken Medwin, hvis jeg slipper levende fra det, saa skal jeg nok finde Dem og forlange Ringen tilbage."
Nikola traadte ind i Værelset.
"Min kære unge Dame," sagde han hurtigt, "jeg har truffet Anstalter til, at De kan blive bragt hen til en god Ven af mig, som vil gøre alt, hvad han kan, for Dem, medens De er i Tientsin. Saa snart De kan rejse herfra, vil han sørge for, at De kommer til Deres Søster i Peking. Men nu er det bedst, at De gaar; der holder en Bærestol ved Døren, og min Ven venter Dem, Hr. Bruce, vil De følge Frøken Medwin ud?"
"De er meget god imod mig."
"Nej, slet ikke, De kan rigeligt gengælde mig det, hvis De vil gøre mig en Tjeneste."
"Med Fornøjelse! Hvori bestaar den?"
"De maa aldrig omtale, at De har truffet os. Naar jeg siger Dem, at vort Liv maaske afhænger af Deres Tavshed, er jeg sikker paa, at De vil opfylde min Bøn."
"Der skal aldrig komme et Ord over mine Læber."
Nikola bukkede og vendte sig saa næsten brat om og gik sin Vej. Da jeg saá, at det var et Slags Tegn til, at hun maatte gaa, gik jeg ned paa Gaden med hende, hvor der holdt en Bærestol. Da jeg havde faaet hende anbragt i den, hviskede jeg Farvel til hende.
"Farvel!" sagde jeg. "Hvis jeg nogensinde kommer levende tilbage, forhører jeg mig om Dem i det Hus, De nu tager hen til."
"Farvel og Gud beskytte Dem!"
Hun greb min Haand, og i næste Øjeblik følte jeg, at hun trykkede en lille Tingest mod dens Flade. Saa hævede Kulierne Bærestolen op, og straks efter gik de ned ad Gaden med den.
Jeg ventede, til den var ude af Syne, og gik saa ind i Huset, hvor jeg saá Nikola gaa frem og tilbage med Hænderne paa Ryggen og Hovedet tankefuldt bøjet. Han saá op, og uden at hentyde til, hvad der var sket, sagde han hurtigt:
"Om en Timestid er Ponyerne for Døren. Hvis De ønsker nogen Hvile, gør De bedst i at tage den nu. Jeg skal have en Samtale med den gamle Mand, vi saá i Aftes. Jeg vil prøve paa, om jeg kan faa noget mere ud af ham. Forlad ikke dette Værelse, før jeg vender tilbage, og husk frem for alt paa i Fremtiden, naar De taler med mig, at jeg er Ypperstepræst og som saadan berettiget til den dybeste Ærbødighed.
Husk altid paa, at en lille Fejltagelse kan ødelægge alle vore Planer og bevirke, at vore Hoveder bliver sat paa Stager ved den nærmeste Bypost."
"Jeg skal huske det," sagde jeg, og saa forlod han Værelset.
Da han var borte, stak jeg Haanden i Lommen og trak den lille Mindegave frem, som Frøken Medwin havde givet mig. Det var en Medaillon, men til min Sorg indeholdt den ikke noget Billede af hende. Hun havde øjensynlig baaret den om Halsen, for der hang et Stykke falmet Baand ved den. Jeg saá et Øjeblik paa den og bandt den saa fast om min egen Hals, for kun saaledes kunde jeg haabe at hindre, at den blev stjaalet fra mig. Saa lagde jeg mig paa en Maatte i en Krog, og i mindre Tid, end det tager at sige det, faldt jeg i en dyb Søvn. Da jeg vaagnede, stod Nikola og ruskede i mig.
"Nu er det paa Tide," sagde han, "Ponyerne holder for Døren, og vi maa af Sted."
Jeg var neppe rigtig kommet til mig selv, før den gamle Mand, som jeg havde set den foregaaende Aften, traadte ind i Værelset med et Maaltid, der mest bestod af Ris og nogle smaa simple Majskager. Vi satte os til at spise og skyllede dem ned med en fortræffelig Te.
Da vort Maaltid var til Ende, gik Nikola til Side med den Gamle og sagde noget til ham i en dæmpet Tone, idet han med højtidelige Fagter gav sine Bemærkninger Eftertryk. Saa gik vi med alle Husets Beboere i Hælene ned i Gaarden, hvor Laohwan ventede med fem Ponyer. To af dem var belæssede med Bagagen, og paa én af de andre satte Nikola sig; saa steg jeg til Hest og derpaa Laohwan. Under Husbeboernes ærbødige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde anden Del af vort Eventyr begynde.
VI. KAPITEL.
Paa Vej til Peking.
Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige, men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen. Skønt vi kun havde været der en kort Tid, havde vi gennemgaaet en saadan Mængde spændende Begivenheder, at det endog kunde have gjort en saa begærlig Eventyrer som Don Quixote ked af dette Liv.
De første to, tre Mil kom vi over en tør Slette, paa hvilken Støvet, der især syntes sammensat af Smaasten og Kamelgødning, hvirvlede om Ørerne paa os som Hagl. Vi red af Sted i Tavshed. Nikola var i Kraft af den Rang, han foregav at have, nogle Alen forud, saa fulgte jeg, bag mig kom Laohwan, og saa fulgte Bagagen og de indfødte Rideknægte.
Jeg véd ikke, hvad Nikola tænkte paa, men jeg skammer mig ikke ved at tilstaa, at mine Tanker stadig vendte tilbage til den unge Pige, som det var blevet forundt mig at redde den foregaaende Aften. Hendes blege, søde Ansigt forlod mig slet ikke, men optog mine Tanker, saa alt andet var udelukket. Jeg prøvede atter og atter paa at tænke paa det Foretagende, som vi havde for, men til ingen Nytte, jeg kom stadig igen tilbage til et Par mørke Øjne og et tykt, kastaniebrunt Haar.
Det syntes højst urimeligt, at jeg nogensinde skulde træffe Frøken Medwin igen; at jeg ønskede det, vil jeg ikke nægte. Og medens jeg nu omtaler det, vil jeg endog gaa saa vidt at tilstaa, at jeg ikke én, men mange Gange greb mig i netop af den Grund at ønske, at jeg havde betænkt mig to Gange, før jeg havde modtaget Nikolas Tilbud.
Et Øjebliks Overvejelse var imidlertid tilstrækkelig til at vise mig, at hvis jeg ikke havde truffet Nikola, saa vilde jeg efter al Sandsynlighed ikke blot aldrig have kendt hende, men jeg vilde rimeligvis tilmed have været i en Stilling, i hvilken det ikke blot havde været taabeligt at tænke paa at forelske sig, men ligefrem ganske umuligt.
Da vi var naaede omtrent fem engelske Mil frem, vendte Nikola sig i Sadlen og gav mig Tegn til at komme nærmere.
"Nu maa Prendergast og Eastover havde modtaget det Telegram, jeg bad Williams om at sende dem. De spilder ikke et Øjeblik, men begiver sig straks paa Vej, og midt i næste Uge bør de have Præsten i Hankow i deres Magt. Det tager tre Dage for dem at underrette os om Kendsgerningen, det vil sige, at vi maa vente mindst ti Dage i Peking, før vi viser os i Lamaklostret. Derfor vil vi tage ind i et Hus, som er blevet mig anbefalet i Tartarbyen. Dèr lader jeg dem vide, at jeg gerne vil underkaste mig en Uges Bøn og Faste for at gøre mig skikket til det Ansvar, jeg skal paatage mig, og at jeg i den Tid ikke kan tage imod nogen.
Efter den tiende Dags Forløb har jeg hørt fra Prendergast og véd nok til at trænge ind til Munkene, og derefter skulde det saa gaa lige ud ad Landevejen med det altsammen."
"Men tror De, Deres Mænd er i Stand til at bortføre denne velbekendte Præst uden at udsætte sig for nogen Mistanke?"
"Det bliver de nødt til," svarede Nikola. "Hvis de ikke gør det, kommer vi til at bøde for det. Men De behøver ikke at være bange. Jeg har den allerstørste Tillid til de Folk; de er blevet godt prøvede, og jeg er sikker paa, at hvis jeg bad nogen af dem om at gøre et eller andet, hvor farligt det end var, saa vilde de ikke betænke sig et Øjeblik, men straks adlyde mig. Men à propos, Bruce, jeg synes slet ikke, De ser rask ud i Dag."
"Jeg føler mig heller ikke rigtig vel," svarede jeg, "jeg har frygtelig ondt i Hovedet, men det gaar nok over snart."
"Det vil jeg haabe. Lad os saa skynde os af Sted; vi maa naa det Hus, hvor vi skal hvile os, inden Aften, og før vi gør det, maa vi ride en fyrretyve Mil endnu."
Det er en velbekendt Ting, at skønt kinesiske Ponyer ikke ser meget godt ud, findes der dog kun faa Dyr, som kan kappes med dem i Udholdenhed og Styrke. Hele vor Kavalkade, deri indbefattet Seletøj og Sadler, kunde man have købt for tyve Pund Sterling, men jeg tvivler om, at de kostbare Heste, som man ser i Hydepark en Eftermiddag i Sæsonen, kunde have baaret os halvt saa godt som disse smaa laadne Dyr. Skønt vi kamperede et Par Timer midt paa Dagen, var vi før Solnedgang ved vort Bedested og havde nu gjort Halvdelen af Rejsen til Peking. Det var et elendigt Hul, en rigtig kinesisk Kro med smaa tomme Værelser, ganske umøblerede og omgivet af en Del lige saa ugæstfri Stalde.
Saa snart vi var der, steg vi af og gik ind i Bygningen, paa hvis Tærskel den bondske, kinesiske Vært modtog os. Hans Person svarede ganske til Huset; men da han mærkede, at vi var ansete Fremmede, nedlod han sig til at afvige saa meget fra sin sædvanlige Skik, at han i alt Fald viste os de ydre Tegn paa Høflighed. Saa valgte vi vore Værelser og befalede, at der straks skulde anrettes et Maaltid.
Vore Tæpper blev pakkede ud og lagt paa Gulvet i Sovekamrene, og næsten lige saa snart som dette var færdigt, blev vi kaldt til Bords.
Maaltidet bestod af en halv Snes næsten raa Æg, to sejge Høns og en mærkelig Ret kogt Svinekød. Sidstnævnte Ret er, som enhver, der har haft noget at gøre med det himmelske Rige, véd, en af de faste Retter hos alle Kinesere undtagen de muhamedanske. Sværme af Tiggere, der var i højeste Grad modbydelige, plagede os med deres Tiggeri og Hyleri. De kravlede omkring i Gaarden og paa Verandaerne og blev tilsidst saa kække over deres Held, at de vovede at trænge ind i vore Værelser.
Dette var for meget af det gode, og jeg saá, at Nikola mente det samme.
Da en Tigger, som var mere næsvis end de andre, atter viste sig hos os efter at være blevet advaret gentagne Gange, kaldte Nikola paa Laohwan og befalede ham at tage Fyren udenfor og ved Hjælp af to Kulier lade ham smage Bambusstokken. Den, der har set denne ejendommelige Straf, vil aldrig glemme den, og tilsidst blev Mandens Skrig og Bønner om Barmhjertighed saa indtrængende, at jeg gik ud i Gaarden og bad dem om at lade ham gaa.
Da jeg var vendt tilbage til mit Værelse, som laa ved Siden af Nikolas, sad vi og talte sammen næsten en Times Tid, og saa gik vi til Hvile.
Men skønt jeg aftog mine kinesiske Klæder og strakte mig ud paa Tæpperne, kunde jeg ikke falde i Søvn. Muligvis havde jeg lidt Feber; under alle Omstændigheder begyndte jeg at forestille mig alle mulige rædsomme Ting. Der samlede sig sælsomme Tanker i min Hjerne, og de mærkeligste Lyde hørtes i Nattens Tavshed. Svage Lyde fra det fjerne hobede sig sammen og blev stærkere og stærkere, indtil de syntes helt at fylde mit Værelse.
Et Fodtrin paa Vejen kunde give Ekko mod Muren med en hemmelighedsfuld Tydelighed, og en Hunds Gøen i en nærliggende Gaard blev efterhaanden saa stærk, at man skulde tro, der var en halv Snes Stykker. Saa fuldstændig overvældede denne Nervøsitet mig, at jeg snart saá en Fare i det allermindste, selv deri, at Bræderne i et Værelse ved Siden af knagede, og at et Insekt summede oppe under Loftet. Hvor længe jeg var i denne Tilstand, kan jeg ikke sige, men tilsidst kunde jeg ikke udholde den længer.
Jeg rejste mig derfor op fra mit Leje og vilde lige til at gaa op og ned i Værelset i Haab om, at jeg skulde blive saa træt, at jeg kunde falde i Søvn, da jeg hørte Lyden af hemmelige Fodtrin ude i Korridoren. Jeg stod som rodfæstet og prøvede paa at lytte, medens Blodet hamrede i mine Tindinger. Jeg hørte det samme igen, men denne Gang var det nærmere ved min Dør; der var imidlertid en tydelig Forskel, det lød ikke mere som Trin, saaledes som vi plejer at høre dem, men det var en underlig ensformig og tungt slæbende Lyd, der i Øjeblikket forvirrede mig.
Men min Uvished varede neppe et Øjeblik. Jeg havde hørt den samme Lyd én Gang før paa Manila, og det var en Nat, da en Mand i mit Hotel blev myrdet. Et Øjebliks Eftertanke sagde mig, at der var én, der krøb paa Hænder og Knæ. Men hvorfor gjorde han det? Saa huskede jeg, at Væggen paa den anden Side af Korridoren kun var én Fod høj eller to. Manden, der trængte ind, hvem det nu end kunde være, ønskede øjensynlig ikke at blive set af dem, der beboede Værelserne paa den anden Side af det firkantede Rum.
Jeg trak mig tilbage til en Krog, tog en lang Jagtkniv, som jeg altid bar hos mig, og afventede Begivenhedernes Udfald. Jeg hørte stadig Lyden, men nu var den kommet forbi min Dør, og saa snart jeg indsaa dette, listede jeg mig hen til Gangen og saá ud.
Jeg havde Overblik over den snevre Korridor, men den var tom, og jeg følte instinktmæssigt, at Manden var gaaet ind i det Værelse, der laa ved Siden af mit. Han kunde nemlig ikke have haft Tid til at komme videre. Værelset ved Siden af var Nikolas, og man kunde vædde ti mod én om, at denne sov efter Dagens Møjsommeligheder. Der hørte ikke megen Forstand til at fatte, at Fyren havde ondt i Sinde. Man kryber ikke omkring i ensomme Gange paa Hænder og Fødder, medens andre Folk sover, naar man ikke har ondt i Sinde. Hvis jeg derfor vilde redde Nikolas Liv, maatte jeg være hurtig paa Færde.
Et Sekund efter havde jeg forladt mit Værelse og skyndte mig ud i Gangen efter ham. Da jeg naaede Døren, stod jeg ubestemt og prøvede paa at opdage, hvor omtrent i Værelset Manden kunde være. Det varede ikke længe, før jeg hørte en gryntende Lyd fulgt af et halvhøjt Udbrud. Saa styrtede jeg ind i Værelset og hen til det Sted, hvor jeg vidste, at Nikola havde anbragt sin Seng. Da jeg gjorde det, kom jeg i Berøring med et nøgent Legeme, og i næste Øjeblik laa Manden og jeg og rullede omkring paa Gulvet.
Det var en højst mærkelig Kamp i Mørket. Vi klyngede os til hinanden, idet vi trillede omkring og gjorde alle mulige Anstrengelser for at overmande hinanden. Saa hørte jeg Nikola springe op og løbe hen imod Døren. Han raabte, og der opstod straks Larm i Bygningen, men før de kom med Lys, havde jeg faaet Krammet paa min Fjende og holdt ham nede.
Laohwan var den første, der viste sig, og han bragte en Fakkel;
Nikola tog den fra ham og kom hen til os. Han gav mig et Tegn til at slippe Manden, som jeg holdt nede, bukkede sig ned og saá paa ham.
"Aha," sagde han roligt, "det er altsaa ikke Indbrudstyveri, men Hævn, her er Tale om. Saa din Slubbert vilde hævne dig for de Prygl, du fik i Aftes, hvad? Det lader til, at jeg er undsluppen med Nød og neppe."
Det var ganske rigtigt; den Mand, som jeg havde grebet, var ingen anden end den Tigger, hvis Plagerier havde bevirket, at han fik Prygl.
"Hvad behager Deres Ekscellence at gøre med ham?" spurgte Laohwan.
Nikola benyttede Lejligheden til at vise sin Magt. Han sagde til Manden, at han skulde rejse sig. Saa saá han ham lige ind i Øjnene maaske et Minut og sagde roligt:
"Luk din Mund op."
Manden gjorde det.
"Det er umuligt for dig at lukke den igen," sagde Nikola. "Prøv ad!"
Den stakkels Usling prøvede og prøvede forgæves. Hans Kæber var saa stive, som om de var fastgjorte med Skruer. Han arbejdede paa at klemme dem sammen, men forgæves; der var intet at gøre. I sin Rædsel fo'r han omkring i Værelset, medens Sveden strømmede ned ad hans Ansigt, og han udstødte højst besynderlige Skrig.
"Kom her hen!" sagde Nikola. "Staa der foran mig! Naa, luk saa Munden."
Manden lukkede straks sin Mund.
"Luk dine Øjne."
Manden gjorde, hvad han fik Befaling til.
"Du er blind og stum, du kan hverken aabne dine Øjne eller din Mund."
Manden prøvede ad, men med samme Resultat som før. Hans Mund og Øjne var og blev lukkede. Denne Gang var hans Rædsel større, end Ord kan udsige, og han styrtede sig for Nikolas Fødder og bønfaldt ham om Skaansel med uartikulerede Lyde. Hoben, der havde samlet sig ved Døren, stod gabende og iagttog denne mærkelige Scene.
"Staa op," sagde Nikola til den ulykkelige, "luk Munden og Øjnene op!
Du vilde have myrdet mig, men jeg har skaanet dig. Prøv igen paa, hvad du prøvede i Aften, og du vil lige straks miste baade Syn og Mæle og aldrig faa det igen. Gaa saa!"
Manden lod sig ikke opfordre to Gange, men flygtede, som om det gjaldt hans Liv. Han skilte Skaren ved Døren ad i to, som en Dampers Bov kløver Vandet.
Da Laohwan var den eneste, som var tilbage, kaldte Nikola ham hen til sig.
"Véd De," sagde han, "at jeg vilde have været død nu, hvis ikke min Ven havde været aarvaagen? De sover for Enden af Korridoren, og det var Deres Pligt at sørge for, at ingen kom forbi Dem, men De har ikke udført det Arbejde, der paahviler Dem. Hvad Straf skal De have for det?"
Som Svar knælede Manden ydmygt for sin Herres Fødder.
"Besvar mit Spørgsmaal! Hvad Straf skal De have?" gentog den samme ubønhørlige Stemme. "Kan jeg aldrig mere have Tillid til Dem?"
"Jeg sværger ved mine Forfædres Grave, at jeg ikke vidste, at den Mand var kommet forbi mig."
"Det er intet Svar," sagde Nikola. "De har ikke gjort Deres Pligt, og De véd, at det er noget, jeg aldrig tilgiver. Men da De ellers har været trofast, vil jeg ikke være for haard imod Dem. Om en Time sadler De Deres Hest og tager tilbage til Tientsin, hvor De opsøger Hr. Williams og siger ham, at De ikke er tilstrækkelig pligtopfyldende, og at jeg har sendt Dem tilbage. De bliver saa hos ham, indtil jeg sætter mig i Forbindelse med Dem igen. Hvis De ikke gaar til ham eller siger ham, hvad jeg har sagt, saa er De død om to Dage. Forstaar De mig?"
Manden bukkede atter dybt.
"Gaa saa!"
Uden et Ord rejste han sig op og gik henimod Døren. Det gjorde mig ondt for ham, og da han var gaaet, sagde jeg det til Nikola og spurgte paa samme Tid, om han ansaa det for klogt at gøre en Mand, der holdt éns Liv i sin Haand, til sin Fjende.
"Min Ven," svarede han, "der er et indisk Ordsprog, der siger: 'En Tjener, som man ikke kan stole paa, er som en knækket Laas paa Porten af dit Hus.' De behøver ikke at være bange for, at jeg ikke bærer mig tilstrækkelig klogt ad. Jeg har haft meget at gøre med Laohwan, og han kender mig. Han vilde hellere lade sig piske ihjel end forraade mig. Men medens jeg dadler ham, glemmer jeg jo ganske at yde Dem Retfærdighed. En Ting er ganske sikker: hvis De ikke var kommet, saa havde vi ikke talt sammen nu. Jeg skylder Dem mit Liv.
Jeg kan kun bede Dem om at tro, at De ikke skal finde mig utaknemlig, hvis der nogensinde indtræffer en Lejlighed, ved hvilken jeg kan vise Gengæld."
"Det var heldigt, at jeg hørte ham gaa igennem Korridoren," sagde jeg, "ellers kunde vi begge være kommet galt af Sted."
"Det var mærkeligt, at De var vaagen efter alle Dagens Anstrengelser.
Jeg sov som en Sten. Men lad mig se paa Dem. Store Gud, Menneske! Jeg sagde Dem i Morges, at De ikke saá rask ud! Lad mig føle Deres Puls."
Han følte min Puls og stirrede mig ængstelig ind i Ansigtet. Saa tog han en lille Flaske i sin Medicinkasse, hældte et Par Draaber af den i et Glas, kom noget Vand i det og sagde, jeg skulde drikke det. Da jeg havde gjort det, gik jeg i Seng, og fem Minutter efter sov jeg en drømmeløs Søvn.
Da jeg vaagnede, var det højlys Dag, og Klokken var næsten seks. Jeg følte mig betydelig bedre, end jeg havde gjort den foregaaende Aften, men jeg var paa ingen Maade vel endnu, men hvad der var i Vejen med mig, kunde jeg ikke sige.
Klokken syv fik vi noget, der skulde agere Frokost; Klokken halvotte var Ponyerne sadlede, og vi begav os paa Rejsen igen. Da vi forlod Kroen, saá jeg mig om for at se, om jeg kunde opdage noget Spor af den stakkels Laohwan, men da han ikke var der, kunde jeg kun antage, at han havde udført Nikolas Ordre og var taget tilbage til Tientsin.
Som sædvanlig red Nikola i Spidsen, og det var ikke vanskeligt at se, at Historien om, hvordan han havde behandlet den Mand, som havde forsøgt at myrde ham, var kommet ud. Den Rædsel, med hvilken han blev betragtet af Folk, som han kom i Berøring med, var meget morsom at være Vidne til. Og han spillede den Rolle, han havde overtaget, udmærket.
Efter at have gjort Holdt ved Middagstid som sædvanlig drog vi videre indtil Klokken fire, og saa havde vi den Glæde at se den store By Pekings Mure hæve sig foran os paa den ensformige Slette. Murene syntes at strække sig saa langt bort, som Øjet kunde naa. Da vi nærmede os til dem, blev de mer og mer imponerende, og snart saá vi et uhyre stort Taarn, der var bygget paa den sædvanlige kinesiske Maade og var gennemboret af utallige Skydehuller. Først da vi var et Par Hundrede Fod fra det, opdagede vi, at disse Skydehuller var forlorne, og at hele Taarnet faktisk kun var lidet andet end Gøgl.
Vi kom ind i Byen gennem en Port, der vilde være blevet anset for ubetydelig i enhver tredie Rangs By andre Steder i Verden, og da vi havde betalt den Told, der forlangtes af os, spekulerede vi paa, i hvad Retning vi skulde gaa for at finde den Bolig, som vore Venner i Tientsin havde henvist os til.
Vi fik fat i en ung Mand, der saa fiks ud, og som vi benyttede som Fører, og kom da gennem en Række labyrintiske Stræder til et Hus i et simpelt Kvarter af Byen. Da vi naaede det, var det ganske mørkt, og det var kun efter megen Venten og gentagen Banken paa Døren, at det lykkedes os at faa Beboerne til at opdage, at vi var der. Endelig blev imidlertid Døren aabnet, og en umaadelig svær Kineser stod foran os.
"Hvad ønsker De?" spurgte han Nikola, som var den nærmeste.
"Det, som kun Freden kan give," sagde Nikola.
Manden bukkede dybt.
"Deres Excellence har længe været ventet," sagde han. "Hvis De vil være saa god at træde indenfor, saa staar alt, hvad mit Hus indeholder, til Deres Raadighed."
Vi fulgte ham gennem Huset ind i et Bagværelse. Nikola bad ham kalde paa den første Rideknægt, og da han viste sig, afgjorde han sin Regning med ham og lod ham gaa.
"Vi er nu i Peking," sagde Nikola til mig, saa snart vi var alene, "og vi maa spille vore Kort med den yderste Forsigtighed. Husk paa, som jeg saa ofte har sagt Dem, at jeg er en meget hellig Mand, og at jeg indretter mit Liv og mine Handlinger i Overensstemmelse dermed.
Der er, som De ser, et Værelse ved Siden af dette. I det vil jeg bo, og De kan bo her. De maa sørge for, at ingen ser mig, og De maa lade Dem forstaa med, at jeg næsten udelukkende tilbringer min Tid med Studeringer og Andagtsøvelser. Hver Aften, naar Mørket falder paa, gaar jeg ud og søger at indhente de Oplysninger, vi trænger til. De skal staa i Spidsen for vor Økonomi og vort Husvæsen."
En halv Time senere blev vort Maaltid sat frem, og da vi havde spist og var trætte, gik vi lige i Seng. Jeg skulde ikke blive til megen Nytte for min Ven, for da jeg vaagnede næste Morgen, var min gamle Svaghedstilstand vendt tilbage; min Hud var tør og spruken, og jeg havde en forfærdelig Hovedpine. Jeg kunde ikke spise nogen Frokost, og jeg kunde se, at Nikola blev mere og mere bekymret for min Tilstand.
Efter Frokost gik jeg en Tur, men jeg kunde ikke frigøre mig for den Tunghed, der havde bemægtiget sig mig, og jeg vendte tilbage til Huset mere død end levende. Om Eftermiddagen lagde jeg mig paa min Seng, og efter et Par Minutters Forløb havde jeg helt mistet Bevidstheden.
VII. KAPITEL.
En alvorlig Tid.
Det var højlys Dag, da jeg kom til Bevidsthed igen. Solskinnet strømmede ind i mit Værelse, og Fuglene kvidrede i Træerne udenfor.
Endskønt jeg sad op og saá mig om, kunde jeg ikke forstaa det mindste af min Stilling; der var øjensynligt noget galt ved den. Da jeg var faldet i Søvn, syntes jeg, at min Seng havde været redt paa Gulvet og bestaaet af kinesiske Tæpper og lignende. Nu laa jeg i en almindelig engelsk Seng og havde Fjedermadras, Lagener og Tæpper. Desuden var Værelset selv helt anderledes. Der var et Tæppe paa Gulvet, og der hang adskillige smukke Billeder paa Væggen. Jeg var overbevist om, at de ikke havde været der, da jeg kom ind i Værelset. Jeg var imidlertid for svag til at undersøge disse mærkelige Forhold længe og lagde mig ned paa Puden igen og lukkede Øjnene.
Et Par Minutter efter sov jeg igen, og vaagnede ikke før om Aftenen.
Da jeg gjorde det, opdagede jeg, at der sad én ved Vinduet og læste.
Først saá jeg ikke med megen Interesse paa hende -- for det var en Kvinde -- hun syntes mig at være en Del af en Drøm, som jeg straks efter skulde vaagne op af i det kinesiske Hus, hvor jeg var sammen med Nikola; men det viste sig snart at være en Vildfarelse.
Den unge Dame lagde sin Bog fra sig, rejste sig og kom hen og saá paa mig. Saa opdagede jeg en meget forbavsende Ting: Den unge Pige var Frøken Medwin, den Dame, jeg havde frelst i Tientsin! Hun rørte ved min Haand med sine bløde Fingre for at se, om jeg havde Feber, antager jeg, og saa kom hun noget Medicin i et Glas, som stod paa et Bord ved Siden af mig, og førte det til mine Læber. Jeg drak uden Indsigelse og saá op paa hende.
"De maa ikke gaa, Frøken Medwin," sagde jeg. Jeg var vaagen og ventede halvvejs, at hun efterhaanden skulde forsvinde.
"Jeg gaar ikke," svarede hun. "Det glæder mig at se, at De genkender mig."
"Hvad er der i Vejen med mig? Hvor er jeg?" spurgte jeg.
"De har været meget syg," svarede hun; "men De har det meget bedre nu. De er i min Svogers Hus i Peking."
Jeg blev meget forbavset.
"I Deres Svogers Hus?" gentog jeg. "Men hvorledes i al Verden er jeg kommen der? Hvor længe har jeg været her, og hvor er Nikola?"
"I Morgen har De været her i tolv Dage," svarede hun. "De blev syg i Kineserbyen, og da De trængte til omhyggelige Pleje, bragte Deres Ven, Dr. Nikola Dem herhen. Hvor han er nu, kan jeg ikke sige Dem; jeg har kun set ham en Gang. Jeg for mit Vedkommende tror, at han er taget ud paa Landet, men jeg har ingen Idé om i hvilken Retning, og naar han kommer tilbage. Men nu har De talt nok, nu maa De prøve paa at falde i Søvn igen."
Jeg var alt for svag til at være ulydig, derfor lukkede jeg Øjnene, og et Par Minutter efter var jeg i Drømmenes Land igen.
Den næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde sidde oppe, spise noget mere nærende Føde, og, hvad jeg syntes langt bedre om, jeg kunde faa en længere Samtale med min Sygeplejerske. Det gjorde mig mere godt end nogen Læges Medicin, og efter en halv Times Forløb var jeg en helt anden Mand. Den stakkels Pige sørgede endnu over sin Fader, og jeg lagde Mærke til, at den mindste Hentydning til Tientsin kaldte Taarer frem i hendes Øjne. Efter hvad jeg senere har faaet at vide, var Konsulen optraadt hurtigt og energisk med det Resultat, at Pøbelhobens Anførere var blevne straffede, og den Mand, som havde myrdet den ulykkelige Missionær, havde maattet bøde med Livet for sin Forbrydelse.
Frøken Medwin talte i varme Udtryk om den Rolle, jeg havde spillet i den sørgelige Historie, og det var let at se, at hun ogsaa var Nikola meget taknemlig for den Maade, han havde opført sig paa over for hende. Williams havde efter Nikolas Ordre optaget hende i sit Hus og straks sat sig i Forbindelse med Konsulen. Da saa Hr. Medwin var blevet begravet paa den engelske Kirkegaard og de juridiske Formaliteter, der stod i Forbindelse med Mordet, var opfyldte, havde han skaffet hende paalidelige Tjenestefolk og sendt hende til Peking.
Den næste Morgen bragte hun mig noget Bouillon, og medens jeg drak den, satte hun sig ved Sengen.
"Jeg tror nok, De kan komme lidt op i Eftermiddag, Hr. Bruce," sagde hun, "De har det meget bedre."
"Det vil jeg haabe," svarede jeg. "Jeg maa gøre alt, hvad jeg kan, for at faa Kræfter; det var ganske overordentlig uheldigt, at jeg blev syg, og jeg antager, at Nikola er meget utaalmodig over det."
Jeg syntes, hun saá lidt stødt ud, og et Øjeblik efter indsaa jeg, at jeg havde sagt en Dumhed.
"De maa ikke anse mig for utaknemlig," skyndte jeg mig at bemærke; "men jeg skal sige Dem, jeg saá det fra et bestemt Standpunkt. Jeg føler mere Taknemlighed mod Dem, end jeg kan sige. Naar jeg sagde, at det var meget uheldigt, at jeg var syg, saa mente jeg, at det passede saa daarligt sammen med den kritiske Periode, vore Sager nu befinder sig i, at jeg ikke skulde kunne arbejde. De kan da nok tænke, at jeg er meget glad over al den Godhed, De viser mig."
Jeg greb hendes Haand. Hun rødmede lidt og slog Øjnene ned.
"Det glædede mig meget, at vi kunde optage Dem her i Huset; jeg forsikrer Dem, min Svoger og min Søster var meget ivrige for at gøre det, da de hørte, hvilken Tjeneste De har gjort mig. Men jeg maa sige Dem noget, Hr. Bruce. De taler om den kritiske Stilling, De er i. De sagde til mig i Tientsin, at hvis De fortsatte det Arbejde, som De indlod Dem paa, slap De maaske aldrig levende fra det. Er det ganske sikkert, at De maa fortsætte det, at De maa vove Livet paa den Maade?"
"Ja, det gør mig ondt at maatte indrømme det; men jeg har givet mit Ord og kan ikke trække mig tilbage. Hvis De blot vidste, hvor vanskeligt det er for mig at sige dette, vilde De ikke prøve paa at friste mig til at tale om Sagen."
"Men jeg synes, at det ikke er rigtigt at kaste sit Liv bort paa den Maade."
"Jeg har altid kastet mit Liv bort," svarede jeg temmelig bittert. "De véd ikke, hvilken Stakkel jeg er, Frøken Medwin. Den Gang, da jeg indlod mig paa den Sag, som jeg nu giver mig af med, var jeg i den største Forlegenhed og det især paa Grund af min egen Taabelighed.
Synes De mindre godt om mig for det? Jeg er bange for, at jeg ikke duer til meget andet end til at komme i Forlegenheder og arbejde mig ud af dem igen."
"De er vist ikke retfærdig imod Dem selv," svarede hun. "Jeg kan ikke tro, at De er saa uheldig, som De siger."
Det bankede paa Døren, og en høj, smuk Mand traadte ind i Værelset.
Man kunde se paa ham, at han var Missionær, og at han var mellem tredive og fyrretyve Aar.
"Naa, Hr. Bruce," sagde han muntert, medens han kom hen til Sengen og bød mig Haanden, "det glæder mig at høre af min Svigerinde, at det gaar saa godt fremad med Dem. Jeg burde have besøgt Dem flere Gange, men jeg har været hjemme fra. De har haft et heftigt Anfald af Feber, og jeg maa rigtignok sige, at jeg tror, det er et stort Held, De er sluppet saa godt fra det."
"Jeg er Dem meget taknemlig," sagde jeg, "fordi De har optaget mig i Deres Hus; jeg véd ikke, hvad der ellers skulde være blevet af mig."
"Naa, tal ikke om det," svarede Hr. Benfleet, for det hed han, "vi er jo kun saa faa Englændere i Peking, og det vilde virkeligt være sørgeligt, hvis vi ikke i Nødsfald hjalp hinanden."
Medens han sagde dette, tog jeg med Haanden op til Hovedet og gjorde straks en mærkelig Opdagelse. Da jeg var blevet syg, var jeg klædt som Kineser, gik med Pisk, og min Hud var farvet lysebrun. Hvad monstro mine Venner, havde ment om min Forklædning?
Det var først senere, jeg opdagede, at jeg var kommet til deres Hus i fuldstændig europæisk Paaklædning. Det samme havde været Tilfældet med Nikola, da han gik til Hr. og Fru Benfleet for at bede dem om at optage mig i deres Hus.
"Gladys siger mig, at De skal op i Eftermiddag," sagde Hr. Benfleet; "jeg antager, at De vil have godt af det. Hvis jeg kan hjælpe Dem med en eller anden Ting ved Deres Paaklædning, saa beder jeg Dem blot om at sige det."
Jeg takkede ham. Saa undskyldte han sig med, at han skulde hen i Missionshuset, sagde Farvel og gik.
Jeg vilde give mig til at tale med Frøken Medwin igen, men hun standsede mig.
"De maa ikke tale mere," sagde hun med en køn, bydende Mine. "Jeg skal læse for Dem en halv Times Tid, og saa overlader jeg Dem til Dem selv indtil Frokost. Saa skal jeg lægge Deres Sager i Orden for Dem, saa De kan staa op."
Hun tog en Bog, satte sig ved Vinduet, aabnede den og begyndte at læse. Hendes Stemme var blød og musikalsk, og hun tolkede Forfatterens Mening med stor Dygtighed. Jeg er imidlertid bange for, at jeg kun havde lidt Interesse for Historien, jeg var alt for stærkt optaget af at iagttage de forskellige Udtryk i hendes Ansigt, at lægge Mærke til hendes hvide Hænders fine Form og de nydelige smaa Fødder og Ankler, som kigede frem under Kjolen. Hun har vist haft Mistanke om noget af den Slags; for hun saá pludselig op midt i en Periode, der ellers vilde have optaget hele hendes Opmærksomhed.
Hendes Ansigtsfarve og den hurtige Maade, som Fødderne gled ind under Kjolen paa, bestyrkede mig i denne Forestilling. Hun vedblev ganske vist at læse, men der var ikke den samme Ro i Tonen som før, og et Par Gange lagde jeg Mærke til, at hun gik hen over Ordene, som om hun prøvede paa at tænke paa to Ting paa samme Tid. Straks efter lukkede hun Bogen og rejste sig.
"Nu maa jeg vist ud og se, om jeg kan hjælpe min Søster lidt," sagde hun hurtigt.
"Mange Tak, fordi De har læst for mig," svarede jeg, "det var dejligt."
Da Frokosten var forbi, tog jeg det Tøj paa, som var blevet lagt frem til mig, og saa snart mit Toilette var fuldendt, tog jeg Hr.
Benfleets Arm og gik med ham til en Terrasse i Haven bag Huset. Her blev der sat Stole frem til os, og vi satte os ned. Jeg saá mig om, idet jeg halvvejs ventede, at Frøken Medwin skulde være der, men hun viste sig ikke i temmelig lang Tid. Da hun kom, udtrykte hun sin Glæde ved at se mig oppe igen, og saa gik hun hen til en lille kinesisk Hund, der laa i Solskinnet ved Foden af en stor Stenfigur.
Om hun altid var lige saa kærlig mod den lille Hund, kan jeg ikke sige; men den Maade, paa hvilken hun kælede for den ved denne specielle Lejlighed, kunde have gjort de fleste Mænd vanvittige af Skinsyge. Jeg véd ikke af, at jeg paa nogen Maade er uvenlig mod Dyr; men jeg er bange for, at hvis jeg havde været alene og denne Hund i Nærheden af mig, saa vilde jeg have været fristet til at tage en Stok og give den en Dragt Prygl.
Straks efter saá hun op, og da hun opdagede, at jeg iagttog hende, kom hun hen til os og gjorde nogle Bemærkninger, som mest var henvendte til hendes Svoger, undskyldte sig derpaa og gik tilbage til Huset igen. Hvis jeg vilde sige, at jeg var skuffet, saa vilde jeg neppe sige Sandheden, det vilde være rigtigere at sige, at jeg blev meget bedrøvet. Havde jeg fornærmet hende, eller plejer Kvinder at bære sig ad paa den Maade?
Jeg havde læst i Romaner, at naar de mente, de havde været lidt for ødsle med deres Gunst, medens en Mand var i Forlegenhed, saa plejede de at blive kølige imod ham, naar der ikke mere var noget i Vejen. Hvis det var rigtigt, saa var hendes Optræden ved denne Lejlighed ganske naturlig, og saa maatte jeg opfatte den saaledes. Men jeg opdagede snart, at det vilde være lettere at naa Nordpolen end at prøve paa at være logisk eller klarhovedet i saadan en Tilstand, som jeg var i.
Jeg vilde prøve paa at nægte, at jeg var forelsket; det var første Gang, jeg havde gjort Bekendtskab med denne fatale Lidenskab, der ligesom Mæslinger er meget værre, naar man er ældre, end naar man er Barn. Saa man kan jo nok tænke sig, at jeg ikke følte mig meget vel og rolig til Mode.
Om Hr. Benfleet i det hele taget tænkte noget i den Anledning, kan jeg ikke sige, men han sagde ingenting. Hvis mit Væsen, efter at Frk.
Medwin var gaaet, ikke slog ham som højst ejendommeligt, saa kunde han imidlertid ikke have været den klart tænkende Verdensmand, som hans Venner i Peking troede, han var. Alt, hvad jeg véd, er, at da jeg vendte tilbage til Huset, var jeg i allerhøjeste Grad irriteret.
Men før en Time var gaaet, skulde jeg opleve et Eksempel til paa de underlige Modsigelser i Kvindens Karakter. Jeg var aldrig saa snart kommet ind i Huset, før alt var forandret. Man haabede, at jeg ikke havde forkølet mig igen, den mageligste Stol var sat til Side til Brug for mig, og en ganske unødvendig Skammel blev stillet under mine Fødder. I det hele taget viste man mig lige saa megen Opmærksomhed og Sympati, som man havde vist mig Kølighed før. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tænke om det, men jeg tøede imidlertid op i mindre end en halv Time og glemte fuldstændig mit daarlige Humør.
Næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde tilbringe den største Del af Tiden i Haven. Da Hr. og Fru Benfleet var optagne paa anden Maade, var Frøken Medwin saa venlig at hellige mig en stor Del af sin Tid, og jeg benyttede mig deraf og havde den største Glæde af at passiare med hende om forskellige Ting.
Ved Frokosten, til hvilken jeg var oppe for første Gang, blev det foreslaaet, at vi om Eftermiddagen skulde prøve paa at naa ud til den store kinesiske Mur, som laa en halv Fjerdingvej derfra. Saa snart Maaltidet var forbi, begav vi os altsaa paa Vandring. De snevre Gader var overfyldte af Kulier, Arbejdsvogne, Bærestole, Ponyer, der kun var lidt større end St. Bernhardshunde, og Kameler, af hvilke nogle var belæssede med Kul, og andre skulde bringe Teladninger mod Nord.
Tiggere, som alle var modbydelige hver paa sin Maade og havde Ar af næsten alle kendte Sygdomme paa deres Legemer, og som i ni Tilfælde af ti ikke blot kunde, men ogsaa i høj Grad ønskede at smitte os med deres Sygdomme, sværmede rundt omkring og stødte og puffede til os, medens vi gik.
Dertil kom, at vi mindst én Gang hvert tredie eller fjerde Skridt blev angrebne med hadefulde Skrig og Udtryk, som vilde bringe den gemeneste Kulsjover til at rødme, ledsagede af Fagter, som fik mine Fingre til at klø efter at lange ud efter dem, der generede os paa denne Maade.
Naar man saa hertil føjer alt det, man ser og lugter i den hæsligste Stad i Østasien, som man kan tænke sig, og Bevidstheden om, at man er foragtet og hadet af den foragteligste Race under Solen, og naar man udfylder enhver Plads, der er tilbage, med det Støv, som paa en rolig Dag ligger seks Tommer højt paa Gaden og i Blæst, og det har man mindst tre Gange om Ugen, bedækker én fra Top til Taa med det ubehageligste Smuds, saa vil man faa et lille Indtryk af, hvad det vil sige at gaa en Tur i Pekings Gader.
Det kan synes lidt overdrevent for et Menneske, der aldrig har rejst i Kina; men jeg beklager, at jeg ikke anser mine Udtryk for stærke nok.
Ikke én, men hundrede Gange fandt jeg god Grund til at angre, at jeg havde faaet Frøken Medwin med ud, men vi naaede da Gudskelov endelig Muren.
Vi satte os paa en Bastion og saá ned over Byen. Det var en mærkelig Udsigt, vi havde. Fra Muren kunde vi se Chi-en-Men eller "den store Port", mod Nord laa Tartarbyen. Lige neden for os var et forholdsvis lille Tempel, omkring hvilket der samlede sig en Mængde Fodgængere, Købmænd, Kulier, Vogne, Kameler, Ponyer, Borgere, Tiggere og Bissekræmmere. Oven over vort Hoved knejsede de to store Taarne, som danner en Del af Muren selv, medens vi til højre og venstre, saa langt Øjet kunde naa, saá en endeløs Forvirring af Byens Tage, der næsten alle var bedækket med en Slags vissent, brunt Græs, ja, i mange Tilfælde voksede der endogsaa smaa Træer og Buske ud af Mellemrummene mellem Stene.
I det Fjerne kunde vi se de røde Mure, der omgav "den forbudne Stad", med andre Ord det kejserlige Palads.
Til den anden Side laa det store Klokketaarn med det store Trommetaarn i Nærheden og længere borte endnu Lamaklostrets Tage. Det sidste havde jo en særlig Tiltrækningskraft for mig, og jeg kunde neppe vende Øjnene fra det.
Da vi havde taget dette Overblik og begyndte at tænke paa at gaa hjem igen, henvendte jeg mig til min Ledsagerinde og udtalte de Tanker, der opfyldte mig.
"Ja, nu er jeg jo rask igen og kommer vel snart til at forlade Dem," sagde jeg; "det kan vist ikke vare længe, før jeg hører fra Nikola."
Hun var tavs et Øjeblik. Saa svarede hun:
"De maa ikke være vred paa mig, Hr. Bruce, naar jeg siger Dem, at jeg ikke kan lide Deres Ven. Han gør mig bange."
"Men hvorfor dog?" spurgte jeg, som om det var saa forbavsende, at Nikola gjorde det. Jeg havde Lyst til at fortælle hende, at næsten alle de Mennesker, der kendte ham, var af samme Mening som hun.
"Jeg véd ikke, hvorfor jeg er bange for ham; det skulde da være, fordi han er saa forskellig fra andre Folk. Le ikke af mig, naar jeg siger Dem, at jeg altid synes, hans Øjne ligner en Slanges; de er saa kolde og lidenskabsløse og synes dog at se helt igennem én og at fortrylle én, indtil han holder op med at se paa én; jeg har aldrig nogensinde set saadan nogle Øjne, og jeg haaber, at jeg heller aldrig skal gøre det mere."
"Men han har jo dog været meget venlig imod Dem."
"Ja, det kan jeg ikke glemme," svarede hun; "og jeg forekommer mig selv saa utaknemlig; men man kan jo ikke gøre for sine Sympatier og Antipatier, vel?"
Jeg rykkede lidt nærmere hen til hende.
"Jeg haaber ikke, at De har nogen stærk Antipati mod mig, Frøken Medwin," sagde jeg.
Hun begyndte at stikke i den Jord, der fandtes mellem de store Sten, paa hvilke vi sad.
"Nej, det tror jeg ikke," svarede hun blidt og syntes med Interesse at iagttage en lille Bille, som var kommet ud af et Hul og nu krøb henimod os.
"Det glæder mig," svarede jeg, "jeg vilde saa gerne, at Deres Tanker om mig skulde være venlige."
"Det kan De være vis paa, de er," svarede hun. "Husk paa, hvor meget jeg skylder Dem. Aa, den skrækkelige Aften! Jeg vil aldrig kunne glemme den Rædsel! Har De glemt den?"
Jeg indsaá, at vi havde en lille Duel sammen, og at hun prøvede paa at lede Samtalen i en anden Retning; men det vilde jeg ikke finde mig i. Jeg saá hende ind i Ansigtet, men hun vendte sig bort og stirrede paa en mørk Sky, som rejste sig paa Sletten bag ved os.
"Frøken Medwin," sagde jeg; "tidligere eller senere tror jeg, at der i en Mands Liv optræder en Kvinde, som er hele Verden for ham.
Gladys, kan De gætte, hvad jeg vil sige?"
Hun svarede ikke, men den ulykkelige Bille, som, uden at hun havde lagt Mærke til det, var naaet hen til hendes Fødder, blev knust. Og dog var hun det venligste og blideste Væsen, der var til i Verden.
Denne lille ubetydelige Handling viste mig mere, end Ord kunde have gjort, hvor forvirret hun var.
"Jeg vil sige," vedblev jeg, "at en Kvinde, den eneste Kvinde af alle, endelig er traadt ind i mit Liv. Er De glad ved at høre det?"
"Hvor kan jeg være det, naar jeg ikke kender hende?" udbrød hun dæmpet.
"Hvis De ikke kender hende," svarede jeg, "saa er der ingen anden, der gør det. Gladys, det er Dem, der er den Kvinde! Jeg véd, at jeg ikke har Ret til at sige Dem det, naar jeg ser hen til min nuværende Stilling, men Gud skal vide, at jeg ikke kan gøre for det. De er mig kærere end alt andet i Verden, jeg har elsket Dem fra det første Øjeblik jeg saá Dem. Kan De elske mig lidt til Gengæld? Tal aabent og sig mig, hvad der bor i Deres Hjerte, og ske hvad der vil, jeg vil finde mig i Deres Afgørelse."
Hun skjalv heftigt, men der kom ikke et Ord over hendes Læber. Hendes Ansigt var meget blegt, og hun syntes at have Vanskelighed ved at trække Vejret, men jeg vilde nu fremtvinge et Svar. Jeg greb hendes Haand.
"Hvad har De at sige mig, Gladys?"
"Hvad kan jeg sige?"
"Sig, at De elsker mig," svarede jeg.
"Jeg elsker Dem," svarede hun saa blidt, at jeg neppe kunde høre Ordene.
Og saa kyssede jeg hende for hele Pekings Øjne.
Der kommer en Gang i de fleste Mænds Liv, -- af den Grund tror jeg ogsaa, at der i de fleste Kvinders Liv kommer nogle Minutter, i hvilke de nøjagtig forstaar, hvad ublandet Lykke vil sige -- et Par Minutter i deres korte Tilværelse, da Luften synes at genlyde af Glædesklokker, da Tiden staar stille, og da der ikke er noget, som hedder Sorger. Saaledes følte jeg mig til Mode i det Øjeblik. Jeg elskede og blev genelsket.
Men næsten før jeg havde Tid til at indse, hvor lykkelig jeg var, kom der en Bevidsthed om min virkelige Stilling, og jeg blev kastet ned i Dybet igen. Hvad Ret havde jeg, sagde jeg til mig selv, til at sige en ung Pige, at jeg elskede hende, naar det næsten var umuligt, at jeg nogensinde kunde gøre hende til min Hustru? Ingen som helst Ret!
Jeg havde gjort noget skrækkeligt, og nu maatte jeg gaa fremad, gaa i Dødens Gab og forlade alt, hvad der kunde gøre Livet værd at leve, og vide, at jeg havde voldet én Smerte, én, som jeg fremfor alt ønskede at skaane for Smerte. Ja, hvis jeg bad Nikola om at give mig fri, saa tvivlede jeg ikke om, at han gjorde det. Men var det rigtigt, naar jeg havde givet ham mit Ord paa, at jeg vilde drage med ham?
Nej, der var ikke andet for mig at gøre end at holde mit Løfte og stole paa, at Skæbnen vilde bringe mig tilbage til den Kvinde, jeg elskede.
Eftermiddagen gled hurtigt hen, og det var paa Tide for os at tænke paa at komme hjem. Jeg vilde gerne skynde mig, for jeg havde ikke Lyst til at gaa med en Dame gennem Pekings Gader i Tusmørket. Gaderne var slemme nok om Dagen, om Aftenen var de ti Gange værre. Vi steg altsaa ned af Muren, og ti Minutter efter havde vi igen naaet Benfleets Villa.
Da vi traadte ind i Huset, havde jeg fattet en Beslutning. Som hæderlig Mand havde jeg kun to Udveje; den ene var at meddele Hr.
Benfleet, hvorledes det stod til med mine Følelser, den anden, at lade Gladys forstaa, at jeg ikke vilde anse hende for bunden til mig paa nogen som helst Maade, før jeg vendte tilbage, hvis jeg nogensinde vendte tilbage fra det Arbejde, jeg havde paataget mig.
Saa snart Aftensmaaltidet derfor var forbi, bad jeg Missionæren om at tilstaa mig en fem Minutters Samtale i Enrum. Han sagde straks venligt Ja, men jeg syntes der var en lille Sky paa hans Pande. Vi gik ind i hans Studerekammer, som laa i den anden Ende af Bygningen, og da vi kom derind, bad han mig om at tage Plads, idet han sagde:
"Naa, Hr. Bruce, hvad er det saa, De vil sige mig?"
Nu tror jeg ikke, at jeg er noget særlig nervøst Menneske, men jeg maa tilstaa, at jeg ikke følte mig ganske vel til Mode i dette Tilfælde. Jeg spekulerede og spekulerede paa, hvorledes jeg skulde begynde min Forklaring; men det var umuligt for mig at finde de rigtige Ord.
"Hr. Benfleet," sagde jeg tilsidst fortvivlet. "De vil sandsynligvis være enig med mig, naar jeg siger, at De kun kender meget lidt til mig."
"Ja, det kan vi vist være enige om," svarede han med et Smil. "Hvis jeg skal være ærlig, saa vil jeg indrømme, at jeg kender meget lidt til Dem."
"Jeg vilde ønske, at De kendte mig bedre."
"Hvorfor?"
"Jo, ærligt talt, det er af meget vigtige Grunde, hvad De vil forstaa, naar jeg siger Dem, at jeg i Eftermiddag har friet til Deres Svigerinde, Frøken Medwin."
"Jeg maa tilstaa, at jeg har tænkt mig det," svarede han. "Der har været Tegn og underlige Gerninger i Landet, og skønt min Kone og jeg bor i Peking, kan vi dog endnu tænke os, hvad det vil føre til, naar en Mand er opmærksom mod en ung Pige, som De i den senere Tid har været imod min Svigerinde."
"Jeg haaber, at De ikke har noget imod det."
"Skal jeg sige, hvad jeg mener?"
"Ja, det maa De endelig. Jeg ønsker, at De er fuldstændig aaben."
"Saa er jeg bange for, jeg maa sige, at jeg har noget imod det."
"Og dertil har De naturligvis en fornuftig Grund?"
"Jeg vil ikke nægte, at det er en Grund, som Tiden og bedre Bekendtskab muligvis kan fjerne. Men lad os nu først se, i hvilket Lys De staar for os. Indtil for en fjorten Dages Tid siden vidste hverken min Kone, Frøken Medwin eller jeg, at De var til i Verden.
Men De var syg, og vi optog Dem her i Huset uden at vide det mindste om Deres tidligere Liv, det véd De jo nok. Jeg tror, at De vil være enig med mig om, at en Englænder, som optræder i kinesisk Dragt uden at give nogen Grund for det, og som drager omkring i Kina med en Mand, der er almindelig frygtet, ikke er et Menneske, som man saadan uden videre vil anerkende som sin Svigerindes Forlovede.
Men jeg er ikke bornert, og jeg véd, at det meget ofte gaar saaledes, at naar en Mand har slaaet lidt til Skaglerne, saa kan en god Kvinde gøre ham mere Gavn end Erkebiskoppen af Canterbury og hele hans Kleresi. Hvis De elsker hende, vil De foresætte Dem at vinde hende, og i dette Tilfælde er det, for at bruge et Sportsudtryk, et Væddeløb, der maa vindes ved at vente.
Hvis De mener, at Gladys fortjener, at man arbejder for hende og venter paa hende, saa gør De det, og da jeg synes godt om det, jeg har set af Dem hidtil, vil jeg give Dem alle de Lejligheder, jeg kan, til at naa Deres Maal. Men hvis De ikke ønsker at arbejde for at vinde hende eller at vente, saa tager De sandsynligvis bort herfra efter denne Samtale, og saa er vi fri for Dem. En Ting synes jeg imidlertid vilde være klogt, og det er, at De forlader mit Hus i Morgen tidlig."
"Det vilde jeg selv foreslaa."
"De forstaar naturligvis, hvad jeg siger, og hvorfor jeg siger det?"
"Ja, fuldstændig."
"Meget vel. Hvad vi altsaa er blevne enige om, er dette: Som min Svigerindes Formynder vil jeg ikke absolut forbyde Deres Forlovelse, men jeg samtykker foreløbig ikke i noget, foreløbig, det vil sige: ikke før jeg kender Dem bedre. Naar De er i en saadan Stilling, at De kan underholde en Hustru paa en passende Maade, og De kan komme til os uden noget Hemmelighedskræmmeri eller nogen Frygt, saa vil jeg drøfte Sagen videre med Dem; i Mellemtiden vil vi ikke tale om det.
Jeg er vis paa, at min afdøde Svigerfader vilde have sagt det samme."
"De har behandlet mig meget ærligt og godt, og jeg takker Dem for det."
"Det glæder mig, at De er enig med mig. Men lad os saa tale et Par Ord om det Arbejde, De har for. Jeg kender ikke dets Beskaffenhed, men det vilde glæde mig, hvis De vilde forsikre mig, at der ikke er noget i det, som De behøver at skamme Dem for."
"Jeg tror ikke, at der er noget i det, som jeg behøver at bebrejde mig," sagde jeg. "Det er nærmest en Slags videnskabelig Undersøgelse.
Jeg faar en stor Sum for at sætte mit Liv paa Spil, medens jeg søger at opdage visse Ting. Mere kan jeg ikke sige Dem."
"Jeg antager, at De har forpligtet Dem til at holde det hemmeligt."
"Ja, det har jeg."
"Saa vil jeg ikke overtale Dem til at sige mere. Skal vi saa gaa ind til Damerne."
Da jeg traadte ind i Dagligstuen, saá min Elskede paa mig med spændt Mine. Jeg smilede for at berolige hende, og da Hr. og Fru Benfleet lidt senere var venlige nok til at forlade Værelset, fortalte jeg hende alt, hvad vi havde aftalt.
Hun var ganske enig med mig om, at hendes Svogers Forslag var det fornuftigste. I al den Tid jeg var borte med Nikola, kunde vi ikke staa i Forbindelse med hinanden, og paa den Maade vilde vi kunne overbevise os om, at vore Følelser virkelig var ægte, og om vor Tilbøjelighed vilde vedvare.
"Ak ja; men hvor jeg vilde ønske, at jeg vidste, hvad De har for," udbrød Gladys.
"Jeg kan desværre ikke sige Dem det," svarede jeg. "Jeg er hindret af Løfter paa alle Sider. De maa stole paa mig, Gladys."
"Det er slet ikke, fordi jeg ikke stoler paa Dem," sagde hun med et Suk, "jeg tænker paa de Farer, De skal udsætte Dem for, og paa den lange Tid, der vil hengaa, inden jeg hører fra Dem eller ser Dem igen."
"Ja, det er der ikke noget at gøre ved," sagde jeg. "Hvis jeg havde truffet Dem, før jeg indlod mig paa dette Foretagende, kunde Sagen maaske være blevet arrangeret anderledes, men som man reder, saa ligger man."
"Aa, jeg er saa bange for denne Nikola."
"Det behøver De ikke at være! Han og jeg er meget gode Venner, og saa længe jeg er ærlig overfor ham, kan jeg kun vente ærligt Spil fra hans Side. Hvis vi var Fjender, kunde De skælve for min Sikkerhed, men saa længe vi er Venner, forsikrer jeg Dem, at De ikke behøver at nære nogen Frygt."
"Forlader De os i Morgen tidlig?"
"Ja, kæreste Gladys, jeg maa af Sted; men saadan som vor Stilling til hinanden er, er vi mere end Venner og dog i Verdens Øjne mindre end Elskende, og saa kunde det neppe gaa an, at jeg blev her. Desuden venter jeg, at Nikola trænger til min Hjælp. Men nu, før jeg glemmer det, beder jeg Dem om at give mig den Ring, jeg gav Dem i Tientsin."
Hun forlod Værelset og vendte et Øjeblik efter tilbage med den. Jeg tog den fra hende, hævede hendes Haand op og satte den paa hendes Finger, idet jeg kyssede hende.
"Jeg vil altid gaa med den," sagde hun.
Medens hun talte, traadte Fru Benfleet ind. Et Øjeblik efter hørte jeg faste, kraftige Fodtrin i Korridoren, Fodtrin, der lød saa ubehagelig bekendte for mig. Saa traadte Nikola ind.
VIII. KAPITEL.
Hvorledes det gik Prendergast.
Hvis jeg sagde at jeg blev overrasket, da Nikola pludselig traadte ind i Benfleets Dagligstue, saa vilde det være et alt for svagt Udtryk. Hvordan det nu var eller ikke, saa lod det altid til, at Nikola skulde overraske mig, naar han kom, og mærkelig nok var jeg ikke alene om denne Følelse, thi mere end ét Menneske af mit Bekendtskab har siden tilstaaet, at han har haft akkurat den samme Fornemmelse. Hvad det var hos Manden, der voldte det, vilde være vanskeligt at sige.
Under alle Omstændigheder, saa meget er sikkert, at det vilde være umuligt for Nikola at sige eller gøre en hverdagsagtig Ting. Naar han tiltalte én, følte man instinktmæssigt, at man maatte svare ham tydeligt og ligefrem eller slet ikke. Det svarede slet ikke til Mandens Personlighed at modtage et undvigende Svar. Man syntes ganske ubevidst, at han var berettiget til at fordre, at man skulde gøre alt, hvad man kunde, for hans Skyld, og det gjorde man ogsaa, enten han fortjente det eller ikke.
Jeg har set Nikola tage en af de skrappeste og mest stædige Mænd i Haanden og bede ham om en Tjeneste, som det vilde have været Galskab at vente, at han skulde gøre ham, tale med ham paa sin egen rolige, men bydende Maade og i mindre end ti Minutter faa Sagen afgjort og Anmodningen opfyldt.
Der var en anden Ting, som slog mig som mærkelig ved denne ejendommelige Personligheds Karakter, og det var, at han altid, før man svarede, eller før man talte, syntes at vide ganske bestemt, hvad man vilde svare paa hans Spørgsmaal. Selv begyndte jeg snart at føle, at jeg godt kunde spare mig den Ulejlighed at svare i det hele taget.
Da han var traadt ind i Værelset, gik han hen til Gladys, bukkede, tog hendes Haand og sagde Godaften, saa henvendte han sig til mig og sagde med sit ubeskrivelige Smil:
"Kære Bruce, det glæder mig at se Dem saa vel; jeg havde ventet at se et Skelet, og til min Glæde ser jeg en Mand for mig. Hvornaar tror De, at De kan rejse igen?"
"Jeg er parat, saa snart De er det," svarede jeg, men ikke uden lidt Modløshed, da jeg saá, over paa Gladys og opdagede, at det Øjeblik, da jeg skulde skilles fra hende, virkelig var kommet.
"Det glæder mig at høre," svarede han; "for Tiden iler. Tror De, De kan følge med mig om et Par Minutter. Kan De? Naa, det er godt. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg gerne tale med Hr. Benfleet, og saa maa vi af Sted."
Han forlod Værelset ledsaget af vor Værtinde, og Gladys og jeg var alene i en halv Snes Minutter.
Jeg vil ikke beskrive, hvad der skete under denne korte Samtale; det behøves ikke; det er nok at sige, at da den var forbi, gik jeg ud til Nikola paa Verandaen, og vi forlod Huset sammen. Da Gadedøren blev lukket, syntes jeg, at al min Livslykke gled bort fra mig. Jeg gik i næsten fem Minutter i Tavshed ved min Ledsagers Side og tænkte paa, om jeg nogensinde igen skulde se dem, jeg lige havde sagt Farvel til.
Nikola maa have haft en Forestilling om, hvad der gik for sig i min Sjæl, for han henvendte sig til mig og sagde fortroligt:
"Frisk Mod, Bruce, vi er her tilbage igen, før De véd, hvor De er, og husk paa, at De saa er en forholdsvis rig Mand. Frøken Medwin er en Pige, det er Umagen værd at vente paa. Hvis De ikke har noget imod det, vil jeg ønske Dem til Lykke."
"Hvor véd De noget om det?" spurgte jeg overrasket.
"Jeg har jo lige talt med Hr. Benfleet," svarede han.
"Men han sagde Dem da ikke noget?"
"Jeg vilde netop tale med ham om den Sag," sagde Nikola. "De er min Ven, jeg skylder Dem en Tjeneste, og derfor vilde jeg jævne og glatte Sagen for Dem, saa godt jeg kunde. Sandt at sige er jeg glad ved, at dette er sket, det vil gøre Dem saa meget forsigtigere. Jeg tror ikke paa almindelige Regler med Hensyn til Kærlighed; men der er ingen Ting, der i den Grad som Kærlighed faar en Mand til at passe paa sine Handlinger."
"Det er meget smukt af Dem, at De gør Dem saa megen Ulejlighed for min Skyld," sagde jeg varmt.
"Aldeles ikke," svarede han. "Man kan ikke tale om Ulejlighed i en Situation som vor. Men lad os nu komme saa hurtigt af Sted som vi kan. Jeg har en Masse Ting at tale med Dem om, og vi har mange Forberedelser at træffe før i Morgen tidlig."
"Men hvor skal vi hen? Dette er jo ikke Vejen tilbage til det Hus, hvor jeg blev syg."
"Nej, naturligvis," sagde Nikola; "vi skal et andet Sted hen; vi skal hen til en Englænder, som jeg kender; dèr skal vi have vore kinesiske Dragter paa igen."
"Saa er dette sandsynligvis vor sidste Tur i europæisk Dragt?"
"Ja, under alle Omstændigheder i mange Maaneder."
Saa gik vi igen nogen Tid uden at tale. Nikola, tror jeg, overvejede sine uendelige Intriger, og jeg tænkte paa den unge Pige jeg havde forladt. Tilsidst naaede vi imidlertid det Hus, vi skulde til, og da vi bankede paa Døren, blev den straks lukket op. Det var et lille Hus, der laa i en Sidegade. Ejeren var en Englænder, hvis Forretninger ofte nødte ham til at gøre lange Rejser i det Indre.
Han var Ungkarl og, efter hvad jeg fik ud af, hvad Nikola sagde, paa ingen Maade kræsen med Hensyn til sine Omgangsfæller; jeg tror heller ikke, han havde noget godt Navn paa sig i Peking. Før vi havde været fem Minutter i hans Selskab, havde jeg et nøjagtigt Indtryk af Manden, og jeg kunde ikke paa nogen Maade forstaa, hvorfor Nikola havde valgt ham. At han var bange for Nikola var indlysende, og det var lige saa sikkert, at Nikola vilde have, han skulde være det.
Han hed Edgehill, og for at skjule sin Nervøsitet affekterede han en gemytlig Fortrolighed, som snarere forøgede end skjulte det, han vilde skjule.
"De ser ikke rigtig vel ud, Hr. Bruce," sagde han, da jeg blev præsenteret for ham. Saa efterlignede han en Mand, der trækker en Flaske op og sagde med et Grin:
"De er nok ikke gaaet af Vejen for et Glas, hvad?"
"Jeg har ligget syg af Feber," svarede jeg.
"Ja saa, De har faaet for meget pekingsk Luft," sagde han. "Dette forbandede Land kunde gøre det af med en ægyptisk Mumie. Naa, det er jo lige meget, hold bare Modet oppe, saa klarer De Dem nok."
Jeg takkede ham for denne Forsikring og vendte mig saa om mod Nikola, der sad i en lang Rørstol og stirrede stift paa ham, medens han klemte Fingerspidserne sammen. Der syntes at være noget, der gjorde ham urolig. Da han saa talte, var det tydeligt og meget bestemt, som om han ønskede, at hvert enkelt Ord skulde høres i sin fulde Klarhed af den Mand, det var henvendt til.
"Naa, Hr. Edgehill, De har til Trods for mine gentagne Advarsler underrettet Deres kinesiske Venner om, at De har en Gæst."
Manden traadte tilbage, som om han havde faaet et Slag. Han blev ildrød i Hovedet og straks efter ligbleg. Han strakte Haanden ud imod Væggen bag ved sig, som om han søgte Støtte, og han trak Vejret meget dybt.
"Deres to kinesiske Venner," sagde Nikola langsomt og tydeligt, "maa have lagt særlig Vægt paa den Underretning, som De kunde give dem, siden de var i Stand til at betale saa høj en Pris for det."
Manden prøvede paa at tale, men uden Held. Al hans Raskhed var forsvunden. Nu var han kun en sølle skælvende Kryster, som ikke kunde tage sine Øjne bort fra det rolige, men grusomme Ansigt, der syntes at se lige ind i hans Hjerte.
Saa forandredes Nikolas Væsen, og han sprang op med pludselig Kraft.
"Hund!" raabte han, og hans Stemme skar som en Kniv. "Ynkelige Hund!
Saa De troede, De kunde forraade mig! Hvor lidt kender De ikke Dr.
Nikola! Hør nu, og husk hvert Ord, jeg siger Dem; jeg taler kun én Gang: I Aften skriver De efter min Diktat et Brev til Deres kinesiske Venner, og i Morgen tidlig Klokken seks sadler De Deres Hest og tager til Tientsin. Naar De er ankommen der, gaar De til Hr. Williams, hvis Adresse De kender, og siger til ham, at jeg har sendt Dem. De siger, at De skal blive som Fange i hans Hus i en Maaned.
Hvis De vover at sætte Dem i Forbindelse med en eneste Person i Anledning af mig eller mine Sager paa noget som helst Tidspunkt, saa lader jeg Halsen skære over paa Dem en halv Time efter, at De har gjort det. Kan Det være muligt, at De regner mig for saa ringe, at De tror, De kan maale Dem med mig, De Taabe? Naar De gaar herfra, saa fald paa Knæ og tak Forsynet, fordi jeg ikke dræbte Dem straks paa Grund af Deres Frækhed. Husker De Hanotat? Gør De? Naa, saa pas paa, min Ven, at jeg ikke behandler Dem, som jeg behandlede ham.
Ligesom De ansaa han sig for begavet, men da det kom til Stykket, foretrak han at skyde sig en Kugle for Panden for at vedblive at slaas med mig. Husk saa paa, at De er blevet advaret. Gaa, lav Dem i Stand til Rejsen! Jeg skal selv sætte mig i Forbindelse med Williams. Hvis De ikke er i hans Hus ved Frokosttid paa Torsdag Morgen, saa sparer De en Udgift, for De faar aldrig Appetit til noget Maaltid igen."
Manden svarede ikke et Ord, men forlod straks Værelset; han saa ud som et Genfærd.
Da han var gaaet, henvendte jeg mig til Nikola, for min Forbavselse gik over alle Grænser, og sagde:
"Hvor i al Verden vidste De, at han havde sladret?"
Som Svar bøjede Nikola sig ned og tog to smaa Tingester op fra Gulvet. Det viste sig at være Rester af to kinesiske Cigaretter. Han gik hen til en lille Hylde i den modsatte Ende af Værelset og tog en Cognacsflaske. Tre Glas, der allesammen var brugte, stod ved Siden af Flasken, der var ganske tom. Efter at have vist mig disse Ting, gik han tilbage til sin Stol og satte sig.
"Edgehill," forklarede han, "drikker aldrig Cognac, undtagen naar han har Selskab, og selv da drikker han meget lidt. Før jeg forlod Huset i Aften for at hente Dem, var jeg saa forsigtig at undersøge den Hylde dèr. Den Gang var Flasken omtrent fuld, og jeg er ganske sikker paa, at der ikke laa Stumper af kinesiske Cigaretter paa Gulvet, for jeg saá mig om. Inden den Tid havde jeg lagt Mærke til, at to Mænd iagttog Huset fra den anden Side af Gaden. Da jeg gik min Vej, tog jeg en Cigaretstump op, som en af dem havde røget.
Dèr er den, De kan jo selv sammenligne dem, hvis De vil. Da vi kom, var Mandens Væsen saadan, at det ogsaa bestyrkede mig i min Tanke, og da jeg gjorde ham det første Spørgsmaal, meldte hans Ansigt mig Resten. Naturligvis var det alt sammen Gætteri; men det er ikke for ingen Ting, jeg har lært at læse i Folks Ansigter. Under alle Omstændigheder saá De selv, hvor berettiget min Anklage var."
"Men hvad tror De, han kan have fortalt dem?" spurgte jeg, "og hvem kan De Folk være, som har udspurgt ham?"
"Han kan ikke have fortalt dem meget," svarede Nikola, "fordi der ikke var meget at fortælle, og hvem de Mænd er, har jeg ikke den fjerneste Anelse om. Jeg har af Princip Mistillid til ham!"
"Men hvorfor sender De ham til Williams?"
"For at hindre ham i at gøre flere Ulykker, inden vi har faaet et godt Forspring, og fordi jeg ønsker at give ham en Lære. Jeg kan maaske have Brug for ham en Gang senere, og han har ingen Skade af lidt Disciplin. Men lad os nu ikke tale mere om det; jeg har noget andet, jeg vil snakke med Dem om. Se nu først, om der ikke er nogen, der lurer ved Døren, og flyt saa Deres Stol nærmere hen til min."
Jeg listede mig hen til Døren, ventede et Øjeblik og aabnede den derpaa pludseligt. Der var ingen udenfor, og jeg gik saa tilbage og flyttede min Stol nærmere hen til Nikola. Han havde taget et Brev op af Lommen og lavede sig øjensynligt til at læse det for mig. Men før han gjorde det, sagde han med dæmpet Stemme:
"Denne Meddelelse er fra Prendergast, jeg modtog den i Dag ved Middagstid. Hør nu efter, saa skal jeg læse den op for Dem. Den er dateret fra Tientsin og lyder som følger:
"Hr. Dr. Nikola,
Peking.
"Herved tillader jeg mig at meddele Dem, at jeg i Torsdags otte
Dage modtog et Brev fra Hr. Williams her, der gav mig Ordre til
at komme til ham straks for at forhandle om en vigtig Forretning.
Jeg havde neppe modtaget Deres Telegram, før Hr. Eastover mødte
hos mig for at sige, at han havde modtaget et lignende. Da vi
saá, at der ikke var nogen Tid at spilde, var vi to Timer efter
at have modtaget Telegrammerne om Bord paa Damperen James
Monaghan paa Vejen til Tientsin.
"Vi naaede denne By i tilbørlig Tid og meldte straks vor Ankomst
til Deres Agent, Hr. Williams, af hvem vi erfarede, hvad Slags
Opgave det var, vi skulde paatage os. Den Fare, der var forbunden
dermed, var ganske indlysende for os, og jeg maa tilstaa, at jeg
i Begyndelsen syntes, at Vanskelighederne var uovervindelige.
Ypperstepræsten i Hankows Tempel er en velkendt og meget populær
Personlighed. Hans private Liv véd man saa godt som intet om, og
han gaar aldrig ud uden at være ledsaget af en Flok Tjenere.
At
forsøge paa at faa fat i ham i hans egen By vilde være det samme
som at faa en Flok hylende Djævle paa Halsen og ødelægge hele
Foretagendet. Jeg satte mig straks i Forbindelse med Chung-Yein,
som heldigvis var i Hankow paa den Tid, og det var ved hans
Hjælp, at vi opdagede, at Præsten, der, som De véd, har opgivet
sin Tjeneste i Templet, var i Færd med at foretage en lang Rejse.
Saa snart jeg erfarede dette, gav jeg Chung-Yein Ordre til at
prøve paa at faa hans Rute at vide.
Han gjorde det og
underrettede mig om, at han havde i Sinde at rejse over Hang-Chu
og Fon-Ching til Tsan-Chu, derfra op ad den store Kanal over
Tsing-Hai til Tientsin, hvorfra man sagde, at han vilde drage til
Peking. Jeg undersøgte meget omhyggeligt et Kort over Landet og
konfererede med de Herrer Williams og Eastover, som begge var
enige med mig om, at enhver Plan kun kunde udføres i Tsan-Chu,
der, som De véd, ligger lidt nedenfor det Sted, hvor den Kanal,
der fører til Nan-Shing, forener sig med Yun-Liang-Ho Floden.
"Da dette var fastslaaet, var den næste Ting, vi havde at gøre,
at finde ud af, hvorledes vi skulde bortføre Præsten. Vi indsaa,
at det maatte ordnes saaledes, at det ikke paa nogen Maade kunde
vække Opsigt. Han maatte bortføres saaledes, at hans Følge vilde
tro, han forlod dem frivilligt. Men det var overordentlig
vanskeligt at løse denne Opgave. Manden er gammel og meget
mistænksom. Man siger, at han ikke har Tillid til nogen som
helst, det fremgaar altid af hans Handlinger.
"Hvis vi derfor ikke kunde udfinde noget virkelig fornuftigt og
rimeligt, vilde det næsten være umuligt at faa fat i ham. Jeg
raadførte mig igen med Chung-Yein og sagde til ham, at han under
alle Omstændigheder maatte se at komme i Præstens Tjeneste, og
naar dette var lykkedes ham, indsmigre sig hos sin Herre saa godt
han kunde. Tiden var saa kort, at vi ikke kunde vente og søge en
Lejlighed, men maatte stole paa Tilfældet. Det lykkedes med stor
Vanskelighed Chung-Yein at blive optaget i Præstens Følge.
Da
dette var sket, sørgede denne begavede Mand straks for, at hans
Herre lagde Mærke til ham, og da han havde opnaaet det, var
Resten let.
"Inden tre Dage efter hans Ankomst blev Husstanden opløst, og
Præsten tog af Sted med et talrigt Følge. Da de havde rejst
omtrent hundrede engelske Mil, stod Chung-Yein paa en meget
fortrolig Fod med ham. Han fandt paa mange Ting, som glædede
Præsten, og var saa ihærdig i sin Opmærksomhed, at han fik mer og
mer Tillid til ham.
"Da de naaede Fon-Ching, var han blevet hans Sekretær, og saa var
den Plan jeg havde lagt, parat til Udførelse.
"Lidt efter lidt meddelte Chung-Yein sin Herre, at han med meget
ringe Risiko kunde faa fat i en hel Formue. Den begærlige, gamle
Mand slugte kun altfor villigt Maddingen, og da han havde
fordøjet de Breve, som den snedige Chung læste for ham fra Tid
til anden, og som sagdes at være skrevne af hans Fætter Quong-Ta
fra Tsan-Chu, var han saa godt som fanget.
"Efter otte Dages Rejse ankom Selskabet til Kanalens Munding.
Eastover og jeg havde forladt Tientsin paa samme Tid og var rejst
dem hastigt i Møde. Da de var anbragte i den første Kro, kom
Chung-Yein til mig. Han havde ordnet alt omhyggeligt, lod det
til, saa at han endogsaa havde ladet udsprede blandt sine
Medtjenere, at Ypperstepræsten havde i Sinde at give Afkald paa
deres Tjeneste og tage videre alene, naar han forlod Tsan-Chu.
Nu
stod der kun tilbage for os at faa et Møde med ham i Stand og at
have Midler rede, saa vi kunde ekspedere ham gennem Landet de
fyrretyve Mil, som skilte Tsan-Chu fra Chi-Kau-Ho, hvor en
Dschunk allerede ventede paa ham. Medens Eastover paatog sig
Ordningen af dette Arbejde, udkastede jeg Planen til at faa
Præstens Person i vor Magt.
"Chung-Yein skulde bilde ham ind, at han var saa uheldig at have
en Fætter, der var en bekendt Røver. Denne havde samlet store
Rigdomme, men da han nu var bange for, at han skulde falde i
Lovens Kløer, vilde han gerne købe en Ven, der kunde hjælpe ham,
hvis der skulde ske noget ondt.
"Den graadige, gamle Præst, der havde i Sinde at forlange en stor
Godtgørelse for en saadan Tjeneste, gik ind paa at tage den unge
Mand under sine Vinger, og da man lod ham forstaa, at hans Andel
i Forretningen vilde blive omtrent seks Tusind Taels[4], blev
hans Ivrighed for at komme i Besiddelse af Pengene stærkere og
stærkere. Han drøftede Sagen med Chung-Yein den ene Gang efter
den anden, og tilsidst blev det afgjort, at de samme Nat skulde
gaa til et bestemt Hus i Landsbyen, hvor han skulde tale med
Slubberten og faa sin Andel i hans Vinding.
[4] En Tael er omtrent seks Kvint Sølv.
"Saa snart jeg blev underrettet om Arrangementet, fremmede jeg
mine Planer, fik en af mine Mænd til at forestille Fætteren, og
da Tusmørket var faldet paa, var alt rede. Der var anbragt
Forspand af Ponyer med Mellemrum langs Vejen til Kysten, og
Dschunkens Fører ventede kun paa at faa sin Passager om Bord for
at lette og sejle.
"Næsten præcis Klokken otte viste Præsten sig forklædt i Døren
ledsaget af Chung Yein.
"Den falske Fætter lukkede dem ind og førte dem straks ud i et
Bagværelse. Her begyndte Forhandlingerne, og Præsten spildte
ingen Tid, men bebrejdede den unge Mand strengt det onde Liv, han
hidtil havde ført. For at han saa meget des bedre kunde forstaa,
hvilken skændig Løbebane det havde været, forlangte han at faa et
Glimt af den Formue at se, som han havde tjent. Man viste ham en
Pose Dollars, et smukt Udvalg af Bladguld, en Del engelske Penge
og en lille Pose med Ædelstene, hvilket vi alt havde skaffet til
Veje med betydelig Bekostning.
"Hans gamle Øjne funklede graadigt, da de faldt paa disse
Herligheder, og hans Begejstring steg for hver Pose, der blev
aabnet. Da endelig Ædelstenene blev udbredt foran ham, glemte
han sin præstelige Værdighed fuldstændigt og bøjede sig ned for
at undersøge dem. Medens han gjorde dette, sprang Chung-Yein frem
og kastede en Løkke over hans Hoved; en Svamp, der var
gennemtrukket med Kloroform, blev holdt for hans Næse, og den
falske Fætter spændte Ben for ham og kastede ham om paa Gulvet.
"Kloroformen virkede godt, og kort Tid efter var den gamle Mand i
vor Magt. En halv Time senere var han sikkert og vel bundet fast
i en Bærestol og blev i en Fart baaret til Chi-Kau-Ho.
"Imidlertid var Chung-Yein vendt tilbage til Kroen, hvor han
betalte Tjenerne og underrettede dem om, at deres Herre pludselig
havde faaet Bud og var rejst alene op ad Kanalen til Tientsin.
Saa besteg Eastover og jeg selv vore Ponyer og fulgte den værdige
Præst ad Havet til.
"Chi-Kau-Ho, der, som De véd, er en elendig og fattig Landsby og
kun besøgt af Dschunker, der bringer Hirse fra Tientsin mod at
faa Fisk til Gengæld, egnede sig udmærket til vore Planer.
Heldigvis var det Højvande, og derfor kunde vi faa vor Byrde om
Bord uden store Vanskeligheder. Til andre Tider er det umuligt
for en Baad, der stikker lidt dybt, at komme i Nærheden af
Landsbyen. Der er en Revle, som De vel véd, der gør dette
umuligt.
"Saa snart vi havde afleveret Manden til Skipperen, gik vi i
Land. En Time senere satte Skibet Sejl, og naar De modtager dette
Brev, er Ypperstepræsten fra Hankow efter al Sandsynlighed et
eller andet Sted blandt Sørøverne i Alongbugten.
Da Folkene om
Bord paa Dschunken ikke havde nogen Ærbødighed for hans Tro, og
da han ingen Penge havde hos sig, som han kunde bestikke dem med
for at blive sat i Land igen, tror jeg, han vil finde det
vanskeligt at komme tilbage til Fastlandet igen; men for at
forhindre, at noget som helst af den Art sker, har jeg sagt til
Dschunkens Ejer, at hvis han om seks Maaneder, den enogtyvende
August, bringer ham til Michel Dugenne, som paa den Tid er i
Formosa, skal han faa hundrede Pund Sterling imod at udlevere
ham. Jeg antager at dette stemmer overens med Deres Planer.
"Vore egne Bevægelser er følgende:
"Da vi forlod Chi-Kau-Ho, fragtede vi en Dschunk og sejlede op ad
Kysten til Pea-Tang-Ho og red derfra tilbage til Tientsin, hvor
vi ankom for to Dage siden. Chung-Yein havde jeg belønnet med to
Tusind Dollars, og han er nu paa Vejen til Hongkong, saa hurtigt
som han kan rejse. Jeg tror, han har i Sinde at tage til
Singapore, hvor han vil blive, indtil der ikke mere er Tale om,
at han kan komme i Forlegenhed. Jeg har noteret hans Adresse for
det Tilfældes Skyld, at vi skulde trænge til hans Tjeneste igen.
Hvis De ønsker at se Eastover eller mig, skal vi blive i Tientsin
endnu i fjorten Dage.
Derefter har Eastover i Sinde at sejle over
til J
Edition notice Project Gutenberg source, credits & licence
The reading text above is the public-domain work. The Project Gutenberg header, production credits and licence are kept here as provenance rather than shown before the book.
Transcriber and production notes
Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net
Front matter as received (title page, contents)
Afskrivers bemærkninger: Typografiske fejl er rettet. Symbolet # er brugt til at angive fed tekst i originalen, mens _ er brugt til at vise kursiv tekst. GUY BOOTHBY DOKTOR NIKOLA
Header as received
The Project Gutenberg eBook of Doktor Nikola
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: Doktor Nikola
Author: Guy Boothby
Translator: Johs. Magnussen
Release date: May 23, 2010 [eBook #32494]
Language: Danish
Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/32494
Credits: Produced by Tor Martin Kristiansen and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.netFull Project Gutenberg licence
Updated editions will replace the previous one—the old editions will
be renamed.
Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright
law means that no one owns a United States copyright in these works,
so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United
States without permission and without paying copyright
royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part
of this license, apply to copying and distributing Project
Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™
concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark,
and may not be used if you charge for an eBook, except by following
the terms of the trademark license, including paying royalties for use
of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for
copies of this eBook, complying with the trademark license is very
easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation
of derivative works, reports, performances and research. Project
Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may
do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected
by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark
license, especially commercial redistribution.
START: FULL LICENSE
THE FULL PROJECT GUTENBERG™ LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase “Project
Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full
Project Gutenberg License available with this file or online at
www.gutenberg.org/license.
Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg
electronic works
1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or
destroy all copies of Project Gutenberg electronic works in your
possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a
Project Gutenberg electronic work and you do not agree to be bound
by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person
or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg electronic works if you follow the terms of this
agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg
electronic works. See paragraph 1.E below.
1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the
Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection
of Project Gutenberg electronic works. Nearly all the individual
works in the collection are in the public domain in the United
States. If an individual work is unprotected by copyright law in the
United States and you are located in the United States, we do not
claim a right to prevent you from copying, distributing, performing,
displaying or creating derivative works based on the work as long as
all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope
that you will support the Project Gutenberg mission of promoting
free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg
works in compliance with the terms of this agreement for keeping the
Project Gutenberg name associated with the work. You can easily
comply with the terms of this agreement by keeping this work in the
same format with its attached full Project Gutenberg License when
you share it without charge with others.
1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are
in a constant state of change. If you are outside the United States,
check the laws of your country in addition to the terms of this
agreement before downloading, copying, displaying, performing,
distributing or creating derivative works based on this work or any
other Project Gutenberg work. The Foundation makes no
representations concerning the copyright status of any work in any
country other than the United States.
1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
1.E.1. The following sentence, with active links to, or other
immediate access to, the full Project Gutenberg License must appear
prominently whenever any copy of a Project Gutenberg work (any work
on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the
phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed,
performed, viewed, copied or distributed:
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most
other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg™ License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you
are not located in the United States, you will have to check the laws
of the country where you are located before using this eBook.
1.E.2. If an individual Project Gutenberg electronic work is
derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not
contain a notice indicating that it is posted with permission of the
copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in
the United States without paying any fees or charges. If you are
redistributing or providing access to a work with the phrase “Project
Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply
either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or
obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg
trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.
1.E.3. If an individual Project Gutenberg electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any
additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms
will be linked to the Project Gutenberg License for all works
posted with the permission of the copyright holder found at the
beginning of this work.
1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg.
1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg License.
1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including
any word processing or hypertext form. However, if you provide access
to or distribute copies of a Project Gutenberg work in a format
other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official
version posted on the official Project Gutenberg website
(www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense
to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means
of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain
Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the
full Project Gutenberg License as specified in paragraph 1.E.1.
1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg electronic works
provided that:
• You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed
to the owner of the Project Gutenberg trademark, but he has
agreed to donate royalties under this paragraph to the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid
within 60 days following each date on which you prepare (or are
legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty
payments should be clearly marked as such and sent to the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in
Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation.”
• You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™
License. You must require such a user to return or destroy all
copies of the works possessed in a physical medium and discontinue
all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™
works.
• You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of
any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days of
receipt of the work.
• You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg™ works.
1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project
Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than
are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing
from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of
the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set
forth in Section 3 below.
1.F.
1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
works not protected by U.S. copyright law in creating the Project
Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™
electronic works, and the medium on which they may be stored, may
contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate
or corrupt data, transcription errors, a copyright or other
intellectual property infringement, a defective or damaged disk or
other medium, a computer virus, or computer codes that damage or
cannot be read by your equipment.
1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right
of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.
1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium
with your written explanation. The person or entity that provided you
with the defective work may elect to provide a replacement copy in
lieu of a refund. If you received the work electronically, the person
or entity providing it to you may choose to give you a second
opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If
the second copy is also defective, you may demand a refund in writing
without further opportunities to fix the problem.
1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO
OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT
LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of
damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement
violates the law of the state applicable to this agreement, the
agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or
limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or
unenforceability of any provision of this agreement shall not void the
remaining provisions.
1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in
accordance with this agreement, and any volunteers associated with the
production, promotion and distribution of Project Gutenberg™
electronic works, harmless from all liability, costs and expenses,
including legal fees, that arise directly or indirectly from any of
the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this
or any Project Gutenberg work, (b) alteration, modification, or
additions or deletions to any Project Gutenberg work, and (c) any
Defect you cause.
Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg
Project Gutenberg is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of
computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It
exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations
from people in all walks of life.
Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg’s
goals and ensuring that the Project Gutenberg collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg and future
generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see
Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.
Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by
U.S. federal laws and your state’s laws.
The Foundation’s business office is located at 41 Watchung Plaza #516,
Montclair NJ 07042, USA, +1 (862) 621-9288. Email contact links and up
to date contact information can be found at the Foundation’s website
and official page at www.gutenberg.org/contact
Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation
Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread
public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine-readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.
The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To SEND
DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state
visit www.gutenberg.org/donate.
While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.
International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
Please check the Project Gutenberg web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations. To
donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.
Section 5. General Information About Project Gutenberg electronic works
Professor Michael S. Hart was the originator of the Project
Gutenberg concept of a library of electronic works that could be
freely shared with anyone. For forty years, he produced and
distributed Project Gutenberg eBooks with only a loose network of
volunteer support.
Project Gutenberg eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in
the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not
necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper
edition.
Most people start at our website which has the main PG search
facility: www.gutenberg.org.
This website includes information about Project Gutenberg,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.Source: Project Gutenberg ebook #32494. Public-domain status is recorded per item; the licence text above is reproduced unchanged.