← catalogue

En Nihilist

by S. Stepniak · Danish · Gutenberg #24447 · 439,436 chars · public domain (US)

The Project Gutenberg eBook of En Nihilist
    
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.

Title: En Nihilist

Author: S. Stepniak

Translator: E. Drachman


        
Release date: January 28, 2008 [eBook #24447]

Language: Danish

Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/24447

Credits: Produced by Louise Hope, David Starner and the Online
        Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net


*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK EN NIHILIST ***




Produced by Louise Hope, David Starner and the Online
Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net







  STEPNIAK

  EN NIHILIST

  Oversat Af
  E. DRACHMANN


  John Martin's Forlag
  København -- MCMX




FØRSTE DEL

De Troende.




I. KAPITEL.


I det lille Værtshus i Genf, hvor Russerne plejede at have deres
Tilhold, nød Helene hurtigt sit beskedne Aftensmaaltid uden som
sædvanlig at drikke en Kop Kaffe dertil -- en Luksus, hun ikke havde
nægtet sig lige siden den Dag, hun havde faaet sine Elever i Russisk.
Men i Aften maatte hun skynde sig; et længe ventet Brev fra Rusland laa
gemt i hendes Lomme. Hun havde for et Øjeblik siden faaet det af den
gamle, hvidhaarede Urmager, til hvem hele hendes udenlandske
Korrespondance blev adresseret, og hun brændte af Utaalmodighed efter at
erfare de Nyheder, som det i al Almindelighed maatte indeholde, og efter
at faa det overbragt til sin Ven Andrey, hvem det dog fornemmelig angik.

Hun vekslede nogle Ord med en anden landflygtig, krydsede imellem de
mange Rækker smaa Borde, ved hvilke der overalt sad Mænd i
Arbejdsbluser, og naaede ud paa Gaden. Klokken var kun halvsyv, hun var
sikker paa at træffe Andrey hjemme. Han boede i Nærheden, og efter fem
Minutters Forløb befandt Helene sig uden for hans Dør. Hendes smukke,
noget stillestaaende Ansigt havde faaet en let Farve af den hurtige
Gang.

Andrey var alene, i Færd med at gøre Uddrag af en Statistik, som han
benyttede til Grundlag for den Artikel, han hver Uge skrev til et
russisk Provinsblad. Han vendte Hovedet og rejste sig med udstrakt Haand
for at byde sin Gæst velkommen.

»Her er et Brev til dig!« sagde Helene, idet hun gav ham Haanden.

»Naa, endelig!« udbrød han.

Andrey var en Mand paa seks-syv og tyve Aar med et alvorligt, godmodigt
Ansigt, lidt skarpt og regelmæssigt i Trækkene. Over hans Pande laa Spor
af tidlige Sorger, og hans Øjne var ualmindelig dybe og tankefulde, men
dette forringede ikke det Indtryk af Ro og Bestemthed, man fik af hele
hans kraftige, velformede Skikkelse.

Der gled en let Rødme over hans Pande, idet hans slanke, muskelstærke
Fingre med nervøs Hast rev Konvolutten op og fremdrog et stort Ark
Papir, bedækket med Linier i vid Afstand fra hinanden, skrevne med en
uregelmæssig, sammentrængt Haandskrift.

Helene, der ikke syntes at være mindre utaalmodig end han, gik hen til
ham og lagde Haanden paa hans Skulder for ogsaa at kunne læse i Brevet.

»Det er bedre, at vi sætter os ned, Helene!« sagde den unge Mand. »Du
skygger for Lyset med dine Krøller!«

Det mere end tarvelige Værelse var kun sparsomt oplyst af en eneste
Lampe, dækket af en grøn Papirskærm, saaledes at kun en Del af
Brædegulvet, Benene paa nogle simple Stole og den nederste Del af en
Mahogni Kommode -- Værelsets fornemste Prydelse -- var helt oplyst.
Væggene, som var betrukne med gult Tapetpapir og prydede med et billigt
Litografi af den schweiziske General Dufour, et Landskab, et Fotografi
af Værtindens afdøde Ægteherre og hendes Eksamensbevis fra Skoletiden,
indfattet i Glas og Ramme, var hyllede i et diskret Tusmørke, meget
klædeligt for disse Kunstværker, men umuligt at læse i.

Andrey stillede endnu en Stol hen til det runde Spisebord, som var
dækket med Bøger og Papirer, og drejede Lampeskærmen saaledes, at det
Hjørne, han plejede at bruge som Skrivebord, var helt oplyst. Helene
satte sig ved Siden af ham og saa nær, at hendes Haar undertiden berørte
hans; men ingen af dem ænsede det, saa optagne var de af deres Tanker.

Helene var den første, der talte; med en Kvindes hurtige Blik var hendes
Øjne lynsnart gledne hen over Papiret.

»Der staar intet i det Brev!« udbrød hun. »Bare Snak! Det er ikke Umagen
værd at spilde sin Tid med at læse det!«

Hendes Udtalelse syntes, hvor besynderlig den end kunde lyde, ikke at
anfægte hendes Kammerat; thi han svarede roligt:

»Vent bare! Jeg kender Georgs Haand, og han plejer i Almindelighed at
have noget særligt at bemærke. Det vil i hvert Fald ikke tage lang Tid
at læse det.«

... »Min kære Andrey Anempoditstovitsch, jeg vil i al Skyndsomhed
fortælle dig -- -- hm! hm! -- -- grundet paa den ualmindelige strenge
Frost -- -- hm! hm! -- -- Faarene og Ungkvæget -- -- hm!« mumlede
Andrey, idet han hurtigt gled hen over Linierne.

»Naa, her kommer noget om Familien -- -- -- Lad os se, hvad han
skriver!«

»Med Hensyn til min Familie -- --« Andrey læste med monoton, refererende
Stemme -- -- »kan jeg fortælle dig -- -- min Søster Kate har giftet sig
-- -- -- hvem hun lærte at kende i Efteraaret -- -- han viste sig at
være en Mand uden Principper eller Æresbegreber, som -- -- -- og værre
endnu -- -- -- bundulykkelig -- -- Jeg vilde aldrig have troet om hende
-- -- Fader er meget nedbøjet og -- graahaaret. Vort eneste Haab er den
alt lægende Tid, alle ulykkeliges barmhjertige Trøster -- -- --«

Den patetiske Sætning blev afbrudt af et lystigt Latterudbrud af Helene
eller Lene, som hendes Ven kaldte hende.

»Det er let at se, at det er skrevet af en Digter!« sagde hun.

Uden at lade sig anfægte af hendes malplacerede Lystighed fortsatte
Andrey i noget hurtigere Tempo og mumlede Slutningen af Brevet mellem
Tænderne.

»Nej, du har Ret! Det er ikke værd at læse,« sagde han, uden dog at vise
noget Tegn paa synderlig Skuffelse, men saa sig om i Værelset, som om
han søgte efter noget.

»Der er den!« udbrød han og greb en lille, sort Flaske, der stod paa
Kamingesimsen ved Siden af den lille Spirituslampe, hvorpaa han kogte
sin Te om Morgenen.

Helene rakte ham en Glasbørste, medens han omhyggeligt glattede Brevet
ud. Derpaa dyppede han Børsten ned i Flasken og lod den et Par Gange
glide hen over Papiret foran sig.

De sorte Linier, skrevne med almindeligt Blæk, forsvandt, som fortærede
af den ætsende Saft. Et Øjeblik vedblev Papiret at være tomt, men saa
blev pludseligt alt Liv og Bevægelse. Som draget frem af en usynlig
Haand myldrede det frem overalt -- her, der og alle Vegne! Bogstaver,
Ord, Sætninger formede sig og stillede sig i Rækker som et Kompagni
Soldater, der, naar Alarmsignalet lyder, styrter ud af deres Telte for
at indtage deres Plads i Geledderne.

Saa ophørte Bevægelsen; Bogstaverne stod stille. Hist og her ude i
Randen kæmpede endnu et enkelt forsinket Ord eller Bogstav for at bryde
sin Vej igennem det tynde Dække, hvorunder det laa skjult, og smuttede
ubemærket paa sin Plads ved Siden af sine mere rapfodede Kammerater; men
den øverste Del af Arket var i fuldstændig Orden. I Stedet for de
tidligere intetsigende Ord stod der nu tætsluttende Rækker, skrevne med
en fast, sikker Haand, parate til at aabenbare det Budskab, de saa
trofast havde bragt det unge Par, der nu med blussende Kinder og
tindrende Øjne stod lænede over Bordet.

»Lad mig læse det for dig!« udbrød Helene, og førend Andrey kunde faa
sagt et Ord eller paa anden Maade forsvare sin Ejendomsret, havde hun
grebet Brevet og begyndt at læse:

»Kære Broder! Vore Venner har overdraget mig at besvare dit Brev og sige
dig, hvor fuldstændig vi alle billiger dit Ønske om at vende tilbage til
Rusland. Jeg kan forsikre dig om, at Længslen efter at se dig iblandt os
har været stærkere, end du formoder. Men vi har tøvet med at kalde dig
tilbage, fordi vi kun alt for vel kendte de Farer, som du i Særdeleshed
er udsat for her. Vi vilde vente til det yderste med at sende Bud efter
dig. Nu er dette Øjeblik imidlertid kommet.

»Selvfølgelig kender du gennem Aviserne vore sidste Sejre, men du ved
rimeligvis ikke, hvor dyrt de er købte! Vor Liga har haft svære Tab;
nogle af vore bedste Folk er omkomne. Politiet tror, at de fuldstændig
har knust os; men selvfølgelig skal vi nok arbejde os op igen. Der er
mange rede til at slutte sig til os; men de er endnu uprøvede. Vi kan
ikke længer undvære din Hjælp, derfor kom! Vi venter alle med Længsel
paa dig, de gamle Venner, som ingen Sinde har glemt dig, og de nye, som
er lige saa utaalmodige som vi efter at byde dig velkommen iblandt os.
Kom altsaa saa hurtig, som du kan!«

Helene standsede. Hun glædede sig paa Andreys Vegne; thi hun var ham en
god Ven, og idet hun saa op paa ham, ligesom indesluttede hun ham i et
Blik fuldt af Forstaaelse og Godhed.

Men hun saa kun hans tætklippede, sorte Haar, stift som en Hestemanke.
Han havde trukket sin Stol lidt væk fra Bordet og lænede sig over dens
Ryg med Hagen støttet i Haanden, tilsyneladende hensunken i Beskuelsen
af nogle Render i de Fyrretræs Gulvbræder. Hun fortsatte sin Læsning.

Brevet omhandlede temmelig bredt flere mere abstrakte Sager, paaviste
derpaa de betydelige forandringer, der i den senere Tid var foregaaede i
den praktiske Politik, og nævnede de foreløbige Forholdsregler, Partiet
i den Anledning agtede at tage.

»Alt dette,« sluttede den skrivende, »vil vistnok forbavse dig -- ja
maaske endog i Begyndelsen krænke dig; men jeg tvivler ikke om, at du
som en praktisk Arbejder i Sagen i Løbet af kort Tid vil indse det
rigtige deri -- --«

Her maatte Helene vende Bladet og blev brat afbrudt i sin Læsning ved
det første fingerede Brevs meningsløse Indhold. Hun havde glemt, at
denne Side endnu ikke var vasket bort, og det virkelige Indhold saaledes
endnu ikke kommet til Syne. De første Ord, som hun saaledes uvilkaarlig
læste, virkede paa hende som en kaad Farce midt i et Sørgespil.

Hun greb Børste og Flaske og vædede de tiloversblevne Sider. I Løbet af
nogle faa Minutter var de undergaaede samme Forandring som den første;
dog havde de et noget andet Udseende. Den sædvanlige flydende
Haandskrift blev her afbrudt af lange Rækker Cifre, som øjensynlig
indeholdt ganske særlig vigtige Meddelelser. Cifferskriften benyttedes
som yderligere Forsigtighedsregel over for Politiet, for det Tilfældes
Skyld, at det skulde fatte Mistanke til Brevet og ikke nøjes med at
gennemlæse det, men benytte kemiske Præparater for at se, on det
muligvis skulde indeholde skjulte Meddelelser. Cifferskriften var i
Begyndelsen anvendt lejlighedsvis, idet enkelte Grupper af store,
tætskrevne Figurer ragede op over den almindelige Haandskrifts
regelrette Linier som Buske og Træer paa en Græsmark; men efterhaanden
blev Cifrene talrigere, indtil de midt paa tredje Side dannede en hel
tæt Skov, som en Logaritme-Tabel, uden nogen som helst Interpunktion
eller Afbrydelse.

»Se dog Andrey! Det er en hel Svir for dig!« udbrød Helene og pegede paa
Cifrene. »Jeg er vis paa, at Georg har anvendt dem saa rigelig bare for
at glæde dig!«

»En smuk Vennetjeneste!« svarede Andrey. Han hadede at tyde Cifferskrift
og plejede at sige, at dette Arbejde for ham var en Slags korporlig
Revselse.

»Ved du hvad!« vedblev han, »dette Stykke Arbejde vil tage os mindst
seks Timer!«

»Aa nej, ikke slet saa længe, du dovne Fyr! Vi to tilsammen skal nok
klare det paa langt mindre Tid.«

»Men jeg er kommen noget ud af Øvelsen. Du maa skrive Nøglen op for
mig!«

Helene gjorde straks, hvad han bad om; hvorpaa de -- hver især bevæbnede
med et Ark Papir -- satte sig til Arbejdet. Det var langt fra let gjort.
Georg plejede at bruge Partiets dobbelte Cifre; de oprindelige Figurer i
Brevet skulde ved Hjælp af en Nøgle omdannes til andre Figurer, og disse
igen ved en anden Nøgle tydes i Ord. Denne Forvandlingsproces fordrede
en uendelig Mængde Tegn for hvert enkelt Bogstav i Alfabetet, men havde
den Fordel at gøre Cifrene absolut sikre mod Opdagelse, selv over for
Politiets allersnildeste Forsøg. Men hvis der i denne Skrivemaade var
indløbet blot den ringeste Fejl, blev den ofte til et Mysterium ogsaa
for den, for hvem den var bestemt.

Som det sømmer sig for en Digter, var Georg langtfra noget særligt
Mønster paa Agtpaagivenhed og Paapasselighed, og hans Venner blev ofte
drevne til Fortvivlelse over hans Breve. Enkelte af hans Cifre nægtede
med sand Haardnakkethed at blive til andet end stønnende, pustende,
hvæsende Stavelser, af hvilke det syntes rent utænkeligt at forme et
kristent Ord. Og som for rigtig at drille forekom disse Hieroglyffer
altid paa Steder, hvor hvert Ord var eller syntes at være af
allerstørste Vigtighed og Interesse.

Uden Helenes Hjælp vilde Andrey ofte have fortvivlet; men den unge Pige
var en øvet Ciffer-Læser og havde et eget Talent til at gætte, hvad der
manglede. Naar han ganske modløs foreslog hende at opgive denne eller
hin Sætning som haabløs, tog hun begge Ark Papir i sin Haand og gættede
ved en Slags Inspiration, hvor det var, at Georg havde gjort Fejl.

I mindre end to Timer havde de tydet de spredte Cifre i Brevet. De gav
Oplysning on de nærmere Enkeltheder ved Andreys Rejse, idet de nævnede
Navne og Adresser paa de Folk, som han skulde henvende sig til ved
Ankomsten til St. Petersborg og ved den russiske Grænse. Andrey afskrev
omhyggeligt alle Adresserne paa et lille Stykke Papir, som han gemte i
sin Portemonnæ, for at lære dem udenad, inden han rejste.

Nu havde de den samlede Mængde Cifre tilbage at tyde. De forstod, at det
nu drejede sig om et andet Tema, sandsynligvis af en særlig farlig og
kompromitterende Natur, siden den skrivende havde gjort sig den
Ulejlighed at omskrive hvert eneste Ord i Cifre.

Hvilke blodige Hemmeligheder kunde ikke denne Skov skjule? Andrey
stirrede paa den, opsat paa at gætte. Men Skoven bevarede trofast sin
Hemmelighed og saa trods sin lunefulde Forskelligartethed irriterende
monoton og stum ud.

Efter nogle faa Øjeblikkes Hvile, gav de sig med fornyet Iver i Lag med
deres Arbejde og tydede -- Stump for Stump -- den skjulte Mening.

Som det endelige Resultat af Decifreringen nedskrev Andrey møjsommeligt
Bogstav paa Bogstav. Naar han havde Ord nok til en Sætning, læste han
den højt for sin Hjælperske. Men allerede de første Ord berørte ham saa
smerteligt, at han ikke var i Stand til at afvente Slutningen af
Sætningen.

»Jeg er vis paa, at der er noget galt fat med Boris!« udbrød han. »Se
engang!«

Helene saa hurtigt ned paa Papiret, som han rakte hende, og derpaa paa
sit eget. Det var uden for al Tvivl -- det drejede sig om Boris -- en af
Partiets dygtigste og mest indflydelsesrige Mænd --, og Begyndelsen af
Sætningen klang uhyggeligt nok -- værre endnu, end Andrey formodede; thi
hun gættede straks, hvilke to Bogstaver der vilde følge; men hun tav
klogelig stille og vedblev at diktere.

»Fem -- tre --.«

»Syv -- ni,« svarede Andrey og saa i Nøglen efter Bogstavet.

»Skynd dig!« raabte Helene utaalmodigt. »Ser du ikke, at det er et _a_?«

Det ildespaaende _a_ blev nedskrevet af Andrey.

Det følgende Bogstav var et _r_, hvilket var endnu værre.

Det tredje, det fjerde og det femte Bogstav blev skrevet, og deres
sidste Tvivl -- hvis de i det hele taget havde haft nogen -- forsvandt.
Uden at veksle et eneste Ord mere vedblev de med feberagtig Iver at tyde
Skriften, og efter nogle Minutters Forløb læste de begge, -- sort paa
hvidt:

»Boris er for nylig bleven arresteret i Dubravnik.«

I stum Forfærdelse saa de paa hinanden.

»I Dubravnik! Hvad Pokker havde han at gøre i det fordømte Dubravnik?«

»Lad os gaa videre,« svarede Helene, »maaske faar vi det at vide. Der
maa sikkert nok være nærmere Oplysninger om hans Arrestation!«

Atter optog de deres irriterende langsomme Arbejde, og i Løbet af en ti
Minutters Tid, som forekom dem at være en Time, havde de igen tydet et
Par Linier. Deraf fik de at vide, at Boris tillige med to andre Venner,
efter en haard Kamp med Politiet, var bleven tagen til Fange. Det var
ikke meget; men tilstrækkeligt til at sige dem, at Sagen var fortvivlet.
Hvorledes Boris' Andel end havde været i Kampen, saa var han en dødsdømt
Mand. I Følge en ny Lov, som var traadt i Kraft, blev enhver, der havde
taget Del i disse Fægtninger med Politiet, straffet med Døden; og Boris
var ikke den Mand, der nøjedes med at være Tilskuer, mens de andre
sloges.

»Stakkels Zina!« sukkede de begge; Zina var Boris' Hustru.

Efter en kort Pavse nedskrev Helene atter en Række Figurer, som i Løbet
af nogle Minutter viste sig at være Navnet paa den Kvinde, hvis Lod de
netop havde beklaget -- Zina.

»Zina! -- -- Kan det være muligt?« udbrød Andrey. Hans første Tanke var,
at ogsaa hun var arresteret. Men efter andre fem Minutters ængstelig
Spænding saa han, at han havde taget fejl.

»Zina« -- stod der -- »er rejst til Dubravnik for at undersøge Terrainet
og se, hvad der kan gøres for at frelse Boris.«

»Gudskelov, at de tænker paa det! Det er godt og en Grund mere for mig
til at skynde mig hjem,« sagde Andrey.

Efter Meddelelserne om Boris fulgte en Liste over andre Ofre, som i den
senere Tid var faldne i Politiets Hænder. Derefter omtaltes de
forestaaende Forhør og de ubarmhjertige Domme, som man ad hemmelig Vej
igennem Kontorerne allerede havde faaet at vide. De sørgelige Nyheder om
de fængslede Venner blev kortelig opramsede i samme forretningsmæssige
Tone som Rapporterne over de døde og saarede efter et Slag.

Det var Bagsiden af den underjordiske Kamp, der som en, mudret Strøm,
Draabe for Draabe, sivede frem; det var ikke muligt at svælge denne
bitre Drik paa én Gang. Ved enkelte særlig sørgelige Nyheder kunde de to
Venner ikke undlade at veksle et Par Ord; men forøvrigt fortsatte de i
Tavshed deres Arbejde og beholdt deres Følelser for sig selv.

Det gik nu langt raskere fra Haanden end før. Georgs Cifre blev mere
tydelige, og Decifreringen foregik næsten uden Standsning.

Efter de sørgelige Beretninger om Tab og Lidelser kom man til et lysere
Tema. Georg omtalte kortelig, men med den glødende Tro og Overbevisning,
der var ham egen, de hurtige Fremskridt, Partiet i al Almindelighed
havde gjort, og fremhævede den stærke aandelige Gæring, som sporedes
overalt.

»Ja, det vil ikke vare længe, førend der sker noget stort!« udbrød
Helene begejstret og rejste sig for at rette de stivnede Lemmer ved at
gaa frem og tilbage i Værelset. Pludselig greb hun Brevet, tørrede det
omhyggeligt over Lampen og strøg en Svovlstik for at antænde det.

»Aa nej, lad være!« sagde Andrey hurtigt.

»Hvorfor? Har du ikke skrevet alle Adresserne op?«

»Jo; men jeg kunde have Lyst til at beholde Brevet lidt endnu.«

»Hvorfor? For at det skulde falde i uvedkommendes Hænder?« spurgte
Helene skarpt.

Andrey svarede, at i Schweiz var disse strenge Forholdsregler
overflødige; men det var ikke let at overbevise den unge Pige; thi som
alle Kvinder, der er indviklede i en Sammensværgelse, overholdt hun
strengt de vedtagne Forskrifter.

»Maaske er du tilgængelig for et Kompromis?« spurgte hun tøvende.

Hun rev den første Halvdel af Brevet af, den, som indeholdt de rent
personlige Meddelelser, og udkradsede omhyggeligt de enkelte Cifre.

»Det er formodentlig dette, du vil læse?« spurgte hun.

»Naa ja, jeg gaar ind paa dit Kompromis! Unægtelig synes jeg bedst om
denne Del og fratræder min Fordring paa Resten,« svarede Andrey, medens
den unge Pige knælede ned foran Kaminen og omhyggeligt brændte
Levningerne af Brevet tilligemed de to Ark, hvorpaa de havde løst
Cifrene.

Da Helene havde bragt sin Samvittighed til Ro, indtog hun atter sin
Plads.

»Altsaa, du skal rejse fra os, Andrey,« sagde hun drømmende.

Der var en større Varme end ellers i hendes Stemme og i det Blik,
hvormed hendes ærlige, klare, blaa Øjne saa paa Andrey. For dem, som
bliver tilbage, er det altid vemodigt at se en Mand i Færd med at
forlade sit sikre Eksil for paa ny at risikere Livet i Czarens Riger.

»Tager du snart af Sted?« spurgte hun.

»Ja,« svarede Andrey. »Pengene og Passet vil kunne være her om tre,
fire Dage, haaber jeg, og det er tilstrækkelig Tid til mine
Rejseforberedelser.«

Efter en næppe mærkelig Pavse tilføjede han:

»Jeg vilde ønske, at jeg vidste, om de allerede er komne under Vejr med
hans Navn?«

»Om hvem taler du?« spurgte den unge Pige og saa op.

»Om Boris naturligvis!«

»Jeg kan ikke tænke mig, at de saa snart skulde have udfundet det,«
svarede Helene. »Boris har aldrig før været i Dubravnik. Desuden vilde
Georg have omtalt en saa vigtig Kendsgerning.«

»Gid du havde Ret,« svarede Vennen. »Det vilde være saa langt lettere at
hjælpe ham! Men lige meget -- det vil ikke vare længe, førend jeg ved
Besked om alt.«

De fortsatte Samtalen rent forretningsmæssigt. Den unge Pige havde
øjensynlig en Del personlig Erfaring i at smugle eksilerede Landsmænd
ind i Rusland, og omendskønt hun var adskillige Aar yngre end Andrey,
gav hun ham dog mange værdifulde Raad.

»Naar du nu atter er inde i Malstrømmen, saa lov mig ikke helt at glemme
os her,« sagde Helene med et Suk. »Skriv af og til til Vasily eller mig.
Ogsaa jeg vilde gerne tilbage til Rusland. Se, om du ikke kan ordne det
for mig!«

»Jeg skal gøre mit bedste! Men hvor er Vasily? Hvorfor kom han ikke
med?«

»Han var ikke i Kaféen i Aften. Jeg sendte Bud til ham, at jeg gik
herop. Han maa være ude -- rimeligvis i Operaen. De spiller »Robert«.
Ellers vilde han have været her for længe siden.«

Hun stak Haanden i Lommen og trak et stort, gammeldags Guldur frem. Det
var et Familiestykke, som hun satte særlig Pris paa, fordi hun havde
faaet det efter sin Fader, der var General paa Kejser Nikolaus' Tid. Hun
havde haft Uret med sig i Sibirien, og det var ligeledes fulgt med hende
i Eksilet. Lejlighedsvis tjente det vel som Tidsmaaler; men for det
meste laa det fredeligt i en eller anden Pantelaaners Skuffe -- til
Fordel for hende selv eller en af hendes Venner. Disse Menneskers
Tilværelse var saa nøje knyttet sammen, at den personlige Ejendomsret
omtrent helt udelukkedes, og det Faktum, at Uret nu befandt sig i dets
retmæssige Besidders Eje, var et talende Bevis for, at den lille Kreds
af sammensvorne, som befandt sig her, for Tiden var nogenlunde økonomisk
betrygget.

»Nej, hvor det er blevet sent!« udbrød Helene. »Den er over tolv. Jeg
maa skynde mig hjem, for ikke at sove over mig til Timerne i Morgen. Du
kunde for Resten sørge for,« vedblev hun, »at en anden fik dit Arbejde,
naar du rejste.«

»Ja, det skal jeg. Det vilde egne sig for Vasily. For ham med hans faa
Fornødenheder vilde firsindstyve Francs om Maaneden være tilstrækkeligt
til alle Udgifter. Og der kunde endda blive saa meget tilovers, at han
engang imellem kunde tage dig med i Teatret eller paa en Koncert.«

Helene rødmede, endskønt hun var forberedt paa en eller anden Hentydning
af den Art; Andrey drillede hende altid med hendes Beundrer.

»Vasily er en Mand med strenge Grundsætninger, ikke saadan en Sybarit
som du,« sagde hun smilende. »Men jeg vil ikke sinke mig med at skændes
med dig -- Farvel, Andrey!«

Han greb Lampen for at lyse hende ned ad Trapperne og slap hende ikke af
Syne, før hun sikkert var naaet inden for sin Gadedør; Huset, hvori hun
boede, laa lige over Gaden. Saa gik han langsomt tilbage til sit enlige
Værelse.

Det afrevne Stykke af Brevet laa fristende paa Bordet. Helene havde
gættet Sandheden, han havde ønsket at beholde Brevet for, naar han var
alene, at fryde sig over disse venlige Ord fra fjerne Venner. Men han
kunde ikke gøre det nu, Helene havde ved at gætte hans Tanker ødelagt
Glæden for ham. Han stak Brevet i Lommen for at gemme det til næste Dag.
Saa gav han sig til at ordne sin Seng; men han var alt for ophidset til
at kunne sove.

Tre lange, lange Aar var forløbne, siden Andrey Kojukhov,
mistænkeliggjort saa vel gennem sine første Forsøg paa at gøre
Propaganda blandt Bønderne som ved senere Delagtighed i den
underjordiske Kamp, var bleven overtalt af sine Venner til foreløbig at
»fordufte«. Han havde i Mellemtiden gennemstrejfet forskellige Lande,
forgæves søgende at finde en passende Beskæftigelse for sin hvileløse
Aand. Førend det første Aar af hans ufrivillige Eksil var omme, var han
saa plaget af Hjemve, at han spurgte Vennerne, der holdt Valpladsen i
St. Petersborg, om han ikke maatte vende tilbage for atter at indtage
sin Plads i Rækkerne. Men dette blev paa det bestemteste nægtet ham. Der
var en foreløbig Pavse i Kampen, idet Politiet ikke havde noget særligt
at holde sig til; men da hans Navn var vel erindret, vilde han ved sin
Tilbagekomst sætte hele Banden i Bevægelse. Uden at være i Stand til at
udrette noget, vilde han kun blive en Byrde for Vennerne. Han burde have
forstaaet dette af sig selv; naar man trængte til ham engang, vilde man
sende Bud efter ham. I Mellemtiden maatte han holde sig i Ro og søge at
finde Beskæftigelse i Udlandet, enten ved literært Arbejde i
Revolutionens Tjeneste eller i den sociale Bevægelse i fremmede Lande.

Andrey forsøgte begge Dele; men med mere Iver end Held. Han skrev for
flere russiske Blade, som blev udgivne i Udlandet; men han havde
oprindelig intet literært Talent. I hans Indre brændte en begejstret
Sjæl, og han havde stærke Følelser over for Skønhed og Poesi, men
manglede Evne til at give dem Udtryk. Det var ham ikke muligt paa samme
Tid at tjene to Herrer. Han levede og aandede kun for Rusland og var
ganske optaget af sine Minder, sin Længsel og af alt, hvad der angik
Fædrelandet. Han følte sig som en flygtig Gæst ved de udenlandske
Socialisters Sammenkomster og blev mere og mere overfalden af Hjemve.
Han var lige paa Nippet til atter at skrive til sine Venner, da han
modtog en levende Hilsen fra dem igennem Helene Zubova, den unge Pige,
der havde hjulpet ham med at tyde Brevet.

Netop hjemvendt fra Sibirien havde hun straks meldt sig til Tjeneste paa
ny i Ligaen i St. Petersborg, men var bleven raadet til øjeblikkelig at
drage over Grænsen og for en Tid at opholde sig i Udlandet. Tillige med
en Bunke Hilsener fra Vennerne havde hun bragt Andrey det bestemte
Paabud om at være fornuftig og holde sig i Ro. Foreløbig var der ikke
Brug for nogen af dem. Helenes Afrejse til Udlandet var et tydeligt
Bevis derfor.

Andrey blev altsaa nødt til at gøre en Dyd af Nødvendigheden. Tiden
havde taget Brodden af hans første Skuffelse, og han havde lidt efter
lidt vænnet sig til at tænke sig sit Liv henlevet i Landflygtighed med
alle de deraf følgende pinlige Ærgrelser og Besværligheder, men ogsaa
med den udelte Tilfredsstillelse, der en i uhindret at kunne fordybe sig
i sine Tankers Lønkamre. På denne Maade havde han nu tilbragt tre
rolige, ensformige Aar kun oplivet ved den feberagtige Spænding, som
Forventningen om Nyheder fra Rusland hensatte ham i.

Han ventede ikke forgæves. Efter en kort Stilstand brød den ulmende
Revolution atter ud med fordoblet Kraft, og Andrey greb med Begærlighed
denne Anledning. Han sendte en ny Forespørgsel, affattet i veltalende,
overbevisende Ord, noget, som uheldigvis aldrig fandtes i hans mere
gennemarbejdede literære Frembringelser. Der var ingen Grund mere til
Udsættelse, og efter nogle faa Ugers ængstelig Spænding modtog han
Georgs Brev som Svar.

»Endelig engang!« gentog han for sig selv, da han langsomt gik frem og
tilbage i sit Værelse, optaget af at tænke paa Rejsen.

Landflygtighedens tomme Oplevelser eksisterede ikke længer for ham, han
var pludselig igen i St. Petersborg med dens velkendte Omgivelser og
følte det, som om han først den foregaaende Dag var rejst derfra.

Hans Hjerne arbejdede mere og mere intenst, og han travede hurtigere og
hurtigere frem og tilbage i Værelset.

En lydelig Banken afbrød ham pludselig i hans Drømmerier og kaldte ham
tilbage til Virkeligheden. Det var den logerende nedenunder, der,
irriteret over hans generende Gaaen frem og tilbage, dunkede i loftet
med en Stok for at give sit Mishag til Kende.

»Det er nok Monsieur Cornichon, der ønsker Ro til at sove,« udbrød
Andrey. »Den gode Mand bryder sig Pokker om, enten den russiske
Revolution gaar ad Helvede til eller ej.«

Han standsede imidlertid brat og var stille, indtil Bankningen var
ophørt, for paa denne Maade at tilkendegive, at han bad om Undskyldning.
Da han imidlertid stadig ikke følte Lyst til at gaa i Seng og ikke vilde
kunne holde sig i Ro, naar han var oppe, besluttede han at spadsere ud i
den smukke Foraarsnat. Han slukkede Lampen, laasede Døren efter sig og
listede stille ned ad den mørke Trappe.




II. KAPITEL.

_Ved Grænsen._


Samuel Susser, almindelig kaldet »Røde Sam«, Formand for Smuglerne og
Værtshusholder i Ishky, en Landsby paa den lithauiske Grænse, betjente
sine Gæster med sædvanlig Paapasselighed. Hans aarvaagne Øje bemærkede
øjeblikkelig, naar en af dem følte Tørst, og hans øvede Haand skænkede
aldrig nogen Sinde en Draabe Øl mere, end der akkurat udkrævedes, for at
Glasset skulde synes fuldt, medens der i Virkeligheden manglede saa
meget som vel muligt. Hans livlige Aand var for Øjeblikket beskæftiget
andet Steds, idet han fulgte Iltoget, som fra St. Petersborg Mil for Mil
nærmede sig Grænsen.

Han havde om Morgenen faaet Telegram fra David Stirn, en Student af
jødisk Afstamning, som stod i Forbund med »Goiserne« (kristne Oprørere)
imod Autoriteterne og nu bevogtede Grænsen for dem. I et forud aftalt
Sprog havde David meldt, at han kom med Aftentoget og havde tre
Kammerater med, som skulde »bringes over«.

Tre Personer à ti Rubler pr. Hoved er ingen ilde Dagsindtægt; men
alligevel gjorde »Røde Sam« Regning paa at faa lidt mere for sin
Ulejlighed. Det var netop i Udskrivningstiden, og der blev ved Grænsen
taget særlige Forholdsregler for, at de unge Jøder ikke skulde løbe væk
fra Militærtjenesten. En ærlig Smugler havde under saadanne Forhold Ret
til at vente en ekstra Ducør; men det gjaldt om at være forsigtig over
for saadan en Gnier som David. Og dog var han ingen daarlig Kunde denne
samme David. Et skarpt Hoved, ægte Jødeblod, som overalt i Verden vilde
gøre sin Race Ære. Han var efter al Sandsynlighed Fører for »Goiserne«,
en rask Knøs, som nok vidste, hvor han var hjemme. Uden Tvivl havde han
en Fremtid for sig, og en ærlig Smugler behøvede intet at frygte ved at
staa i Forbindelse med ham. Han forstod at holde Mund og var Mand for at
staa ved sit Ord; men han kunde prutte og tinge om en Øre, ligesom en
Zigeuner paa Hestemarkedet.

»Røde Sam« havde tilstrækkelig Anledning til at studere sin besynderlige
Klient. Hver tredje eller fjerde Maaned viste den unge Mand sig ved
Grænsen med et Hold Goiser, som enten ønskede at komme ind i Landet
eller ud af det. Saa var der ogsaa Bøger, der skulde smugles ind udefra,
og dette var en meget indbringende Gren af Forretningen, thi der blev
betalt mere for Bøger end for Tobak og Silke. David havde mange
Forbindelsen langs Grænsen, men Samuel var stolt af at turde regne sig
for hans Yndlingsagent.

Hvad alt dette betød -- hvem de underlige Folk var, som David stod i
Ledtog med, og hvad de egentlig vilde -- kunde Samuel ikke rigtig blive
klog paa. Dreven af sin jødiske Nysgerrighed havde han vel forsøgt at
læse nogle af de revolutionære Pamfletter, som han skulde smugle ind;
men da hans Kundskaber i Russisk kun var yderst mangelfulde, fik han
ikke meget ud af det og opgav klogelig at spekulere videre over Tingene.
Naar en saa klog Mand som David var Part i Sagen, maatte der sikkert
være noget at tjene; hvorledes skulde David ellers kunne betale saa
punktlig og saa rigelig, som han gjorde.

Lokomotivets Fløjten i det fjerne sagde ham, at Petersborgtoget nu var
ved at løbe ind paa Stationen.

»Der er de!« tænkte »Røde Sam«, idet han med Alvorsmine serverede en
Snaps for en Politiembedsmand.

Samuels Værtshus laa noget borte fra Stationen, og de fleste rejsende
tog deres Forfriskninger i nærmere og bedre Lokaler; men der var dog
altid en eller anden, der fandt Vej hen til ham. Han gjorde derfor sine
Forberedelser til Modtagelsen, tørrede Bordene af, inspicerede
Snapsbeholdningen, som stod i en lang Række Flasker langs Væggene, og
placerede sig derpaa selv bag Disken. Værtshuset begyndte at fyldes.
Flere Bønder fra Landsbyen kom ind, ivrig debatterende Begivenhederne
paa Markedet hvorfra de netop vendte hjem. To Gendarmer kom ind for at
drikke en Snaps og satte sig paa Hæderspladsen. Flere andre Kunder
indfandt sig; men David var ikke til at se. Omtrent en Time forløb efter
Togets Ankomst, og han kom stadig ikke. Værten var netop fordybet i sine
Betragtninger over, hvorledes han bedst skulde genoprette det Tab, som
Davids Mangel paa Punktlighed vilde paaføre ham, da han ved at se til
højre opdagede selve Manden i egen Person siddende ganske stilfærdigt
ved samme Bord som de to Gendarmer, hvem han syntes at skænke lige saa
liden Opmærksomhed som de ham. Den unge, fattigklædte Jøde var sandelig
ogsaa den, man mindst skulde betragte med mistroiske Øjne. Som han sad
der, med Blikket tomt rettet ud i Rummet, gjorde han ganske Indtryk af
at være en yderst beskeden Kunde, som ikke var særlig forhippet paa at
forlade et Sted, hvor man sad saa godt og i saa behageligt Selskab.

David var en lille, bredskuldret Mand paa omkring de femogtyve med et
tiltalende, regelmæssigt Ansigt af udpræget jødisk Type, store,
mørkebrune Øjne med et mildt, noget sørgmodigt Udtryk.

Samuel betjente ham, da hans Tur kom, og stillede et Ølkrus hen foran
ham uden ellers at tage nogen Notits af ham. Den unge Jøde betalte for
Øllet, og da han i Ro og Mag havde tømt sit Krus, forlod han Lokalet
lige saa stille, som han var kommen.

Ude paa Gaden drejede David om Hjørnet af Huset og gik ad en Bagdør ind
i Køkkenet, hvorfra han atter kom ud i en mørk Gang. Han strøg en
Svovlstik og gik op ad en Trappe, der førte til et snævert og temmelig
smudsigt Bagværelse, hvor Røde Sam i Almindelighed afgjorde sine
Forretninger.

Værten var der allerede. Da han saa David forsvinde, havde han ogsaa
skyndt sig bort, efter først at have faaet sin Kone til at indtage hans
Plads bag Disken.

»Naa, hvordan gaar det, Sam?« spurgte David. »De ventede mig vel ikke
saa snart?«

»Jeg ventede Dem slet ikke, Hr. David -- eller rettere ikke i Dag. Jeg
tænkte, at De først kom i Morgen.«

»Jeg havde noget at tage Vare paa,« svarede den unge Mand og satte sig i
en Lænestol af tvivlsom Kulør og skrækkeligt Udseende, som stod op imod
Væggen.

Samuel balancerede paa en høj Træstol, som manglede et Ben.

»Er Deres Venner saa med Dem?«

»Ja! -- alle tre! To Mænd og en Dame. Jeg forlod dem hos Foma. Vi ønsker
at være paa den anden Side i Morgen tidlig. De har vel ordnet alt
fornødent?«

»Ja, alt er klart. Klokken otte i Morgen er de derovre uden mindste
Vrøvl. Men -- --.« Sam brød af og gned sin Næse, medens han saa
spørgende paa David.

»Hvad skal det sige?« David saa op.

»Ja, ser De, kære Herre, Tiderne er vanskelige, og Soldaterne meget
begærlige. Jeg har haft uhyre -- ganske frygtelig meget Mas med at faa
dem paa ret Køl,« sagde Samuel og saa alvorsfuldt op i Loftet. »Og jeg
blev nødt til at betale dem mere end -- --.«

»Det har De gjort galt i, min gode Sam, det var en stor Dumhed!« afbrød
David ham i en ligegyldig Tone.

»Saa? Er der noget dumt i at betjene Dem paalideligt?«

»Nej, det er der ikke! Men De maa holde faste Priser. Jo mere man giver,
des mere forlanges der. Husk vel paa det, gamle Ven!«

»Det er nemt nok sagt for Dem, Hr. Stirn,« svarede Smugleren i en
krænket Tone. »Men tror De, at _jeg_ tør fastslaa Reglerne? Det er
Soldaterne, der er Herrer, og ikke mig.«

»En klog Mand maa vide at klare sig,« svarede David med uforstyrrelig
Ro. »Sæt nu,« tilføjede han med et Glimt af Lune i Øjet, »at De en Dag
kom og forlangte højere Betaling end den, vi var bleven enige om. Jeg
siger ikke, at De vil gøre det; men lad os nu antage, at De gjorde det.
Nuvel, hvad tror De, at jeg vilde svare Dem? Min gode Sam, Fisken gaar,
hvor Vandet er dybest, og Køberen, hvor Varen er billigst. Grænselinien
er lang, og der er mange Soldater. Hvis den ene ikke vil, saa vil den
anden. Eller har jeg maaske ikke Ret?«

David smilede godmodigt og begyndte at stoppe sin lille Snadde. Han
havde selvfølgelig straks forstaaet, hvor Samuel vilde hen, og var fast
bestemt paa ikke at give efter; men han holdt ikke af at optræde barskt,
saa længe han kunde undgaa det. Han vedblev derfor, som om intet var
forefaldet:

»Naa, hvorledes har saa Familien det? Det har jeg jo glemt at spørge
om.«

»Jo Tak, godt!« svarede Sam mut; det var ikke hans Agt saa hurtig at
opgive Ævret.

»Er der ellers passeret noget nyt i Landsbyen?« spurgte David
uforstyrret videre.

»Aa jo, der er vel det,« svarede Smugleren i samme gnavne Tone og
fortalte saa en Del Nyheder, der skulde vise, hvor alvorlig Situationen
ved Grænsen var.

»Har De hørt, at Isak er kommen tilbage?« spurgte David og udsendte en
stor Røgsky.

Sams Mod faldt. Isak var en dreven Smugler og højt anset iblandt
Fællerne. David havde af og til benyttet ham, og Sam var altid angst
for, at Isak skulde stikke ham ud.

»Er han det?« sagde Sam klejnmodigt. »Det vidste jeg ikke af.« Han saa
forskende hen paa sin Gæst, men Davids Ansigt var ubevægeligt.

»Jeg hørte det nede hos Foma!«

»Saa er der intet Haab mere,« tænkte Samuel; »med den Mand kommer du
ingen Vegne.«

»Har Deres Folk megen Bagage?« spurgte han derpaa højt i fuldstændig
Forretningstone, som om intet var forefaldet.

»Nej, kun en Bagatel! Deres Dreng kan bære det hele.«

»Saa sender jeg ham i Morgen ned til Foma. Pengene udbetales altsaa paa
den anden Side?«

»Ja! Men husk paa ikke at tage imod noget som helst af dem -- kun en Lap
Papir, som De bringer mig, og hvoraf jeg faar at vide, at de er komne
sikkert over.«

Sam nikkede tavst. Det var atter en af Davids Særheder, som han
gennemførte med ubøjelig Strenghed.

Den krænkede Smugler strøg Haaret fra Panden og gav sig til at spørge om
Vejret i St. Petersborg, for at komme ind paa et andet Samtaleemne. Men
hans daarlige Humør forsvandt med ét Slag, da hans Gæst spurgte ham, om
han kunde holde skarpt Udkig paa sin Post i Løbet af den følgende
Maaned.

»Jeg skal over Grænsen,« forklarede den unge Jøde, »og har en Mængde
Ting, som jeg skal have ind i Landet.«

Sam smækkede med Læberne, dette vilde blive fuld Oprejsning for hans
skuffede Forhaabninger nu. Forøvrigt gjorde han ingen Spørgsmaal; thi
han vidste, at David ikke holdt af det og kun fortalte, hvad han vilde.

De samtalede endnu en Stund om de forskellige Forholdsregler, der skulde
tages, og skiltes som fine Venner.

David begav sig tilbage til Fomas Hus, hvor hans Ledsagere havde
indrettet sig for Natten. Husets Herre lukkede ham selv ind og fortalte
paa hans Spørgsmaal, at alt var i Orden, man havde spist til Aften, og
Selskabet var gaaet til Ro. De to Mænd sov i Værelset ud til Gaden og
Damen ovenpaa i hans Datters Kammer. David takkede ham og gik ind til
sine Venner. Han plejede altid ved Lejligheder som denne at bo hos Foma,
omendskønt Sengelejet, som bødes ham der, kun bestod af en Træbænk. Men
Foma var Stedets _sotsky_ -- en Slags landlig Politimand, og hans Stue
havde den Fordel at være et sikkert Opholdssted.

Da David var kommet ind i Værelset, undersøgte han alt med samme
Nøjagtighed som en vagthavende Officer. Vinduesskodderne var lukkede for
at skjule de rejsende for nysgerrige Blikke, og al Bagagen, hans egen
Lærredssæk indbefattet, var sammenstablet i et Hjørne af Værelset. Hans
Kammerater laa, trætte af den lange Rejse, i tryg Søvn paa Bænkene langs
Væggene. Alting var i Orden.

Næste Morgen, da Solen tittede ind gennem Sprækkerne i Skodderne, var
David første Mand paa Benene. Han klædte sig hurtig paa, og aabnede
Vinduesskodderne; de to andre vækkedes af hans muntre Stemme og var
ligeledes snart i Tøjet.

Ostrogorsky, den ældste af dem, var en midaldrende Mand, mager og med
bøjet Ryg og et sygeligt, hentæret Udseende. Han var for flere Aar siden
for en eller anden ubetydelig Forseelse bleven forvist til en afsides
liggende By ved Volga, og var nu flygtet fra sit paatvungne Opholdssted
for at bosætte sig i Udlandet.

Den anden, en ung, kraftig Mand paa treogtyve Aar, ved Navn Sazepin, var
en af Davids Med-Sammensvorne; han havde beklædt en underordnet Stilling
i et Linieregiment, men var efterhaanden bleven saa mistænkeliggjort,
at Ligaen mente det var bedst, at han »forsvandt« en Tid.

»Skynd jer lidt, Kammerater!« sagde David. »I skal have meget udrettet i
Dag og har ingen Tid at spilde. Nu skal jeg sørge for Frokosten.«

Udenfor traf han den tredje af Selskabet, Annie Vulitch, en Pige paa
nitten Aar, indviklet som Medvider i nogle Uroligheder af ikke politisk
Art.

Da Politiet havde nægtet hende et Pas til Udlandet, havde David
beredvilligt lovet hende at skaffe hende over Grænsen, saa snart der
gaves Lejlighed dertil.

Frokostmaaltidet var saa rigeligt, som Fomas Spisekammer paa nogen Maade
tillod. Dette var en af Davids Egenheder. Fuldstændig ligegyldig over
for sine egne Fornødenheder, drog han en -- til Tider -- næsten
latterlig Omsorg for dem, der var betroet til hans Førelse. Teen lavede
han altid selv; han førte bestandig et Forraad med sig i Rejsetasken,
fordi den Te, man købte undervejs, baade var ham for dyr og for daarlig.
Maaltidet forløb livligt. Alle var i denne egne, ophidsede Stemning, som
stærk Spænding og Følelsen af forestaaende Fare fremkalder. De kunde
ikke faa ud af deres Hoved, at det at komme over Grænsen fra Czarens
Rige ikke var en overmaade farlig Historie, endskønt David forsikrede
dem, at det var den letteste Sag af Verden. Der var i Hundredevis af
rejsende, der passerede Grænsen hemmeligt, simpelthen for at spare
Udgifterne ved et Rejsepas; og politisk mistænkte kunde komme lige saa
nemt derfra som alle andre, naar der da ikke var noget ganske særligt
paafaldende ved deres Ydre.

»Det er meget muligt,« bemærkede Annie Vulitch med en let Rødmen; »men
der er dog mange, der er blevne arresterede ved Grænsen.«

Hun var lidt beklemt til Mode; thi hun havde aldrig før været i en
lignende Situation.

»Det har De Ret i!« svarede David med Indignation i Stemmen. »Men hvis
har Skylden været? Ene og alene deres egen! En Tosse kan drukne i en
Spand Vand ved at holde Hovedet ned i den.«

Deres Samtale blev afbrudt ved, at Røde Sam traadte ind.

»Alt er i Orden, Herre. Vi kan straks drage af Sted, hvis det passer
Dem. Her er to Pas for Herrerne, og Damen faar min Datters -- hun møder
os paa Vejen til Færgen.«

David oversatte Samuels Ord paa Russisk og rakte Vennerne de to Pas. Det
var ikke almindelige Rejsepas, men et Slags Certificat, som udfærdiges
for Folk, der bor ved Grænsen og i Forretningsanliggender er nødsagede
til ofte at rejse frem og tilbage. Enhver af dem skyndte sig med at
aabne sit Pas for at lære det Navn at kende, under hvilket han skulde
bringes over paa den anden Side. Det gav et Sæt i Sazepin, og han raabte
vredt hen imod Smugleren:

»Hvad er det for noget Kludder? Det er jo et Pas for en Dame!«

»Det er sandt nok,« svarede Samuel roligt, »men hvad gør det?«

Ostrogonsky og David tittede nu ogsaa i Passet. Jo, ganske rigtigt!
I Passet stod der skrevet med store Bogstaver: »Sara Halper, Enke efter
Købmand Salomon Halper, fyrretyve Aar.«

De brast alle i Latter, Sazepin med. Han havde under sin revolutionære
Løbebane benyttet mange forskellige Pas og spillet mange forskellige
Roller; men det var første Gang, at han skulde optræde som en Enke paa
fyrre, og han gjorde Indsigelse imod denne Forvandling.

»Det maa De lave om,« sagde han til Sam, »jeg kan umuligt gaa for en
Enke.«

Samuel løftede højtidelig sine Hænder som en Kerub sine Vinger, og sagde
med et Blink i Øjet:

»Hvorfor ikke? Med Guds Hjælp kan De det!«

Sazepin, som ikke havde en saa blind Tro til Forsynet, protesterede; men
David, der morede sig over sin Vens Ivrighed, blandede sig nu i Sagen.

»Bryd dig bare ikke om Enken,« sagde han. »Du skal se, det gaar nok.«

Sazepin trak paa Skuldren; hvorledes man vilde lade ham passere for en
fyrretyveaarig Matrone, gik over hans Forstand; men da David syntes at
være indviet i Hemmeligheden, antog han, at Sagen var klar nok, og man
gjorde sig nu færdig til Opbrud.

I Døren mødte de et af Samuels Børn, der leverede Søsterens Pas til
Annie Vulitch.

»Se saa, nu er alt i Orden!« bemærkede David. Man trykkede hinanden
hjerteligt i Haanden og skiltes. Sazepin og Smugleren gik først, derpaa
kom de to andre i nogen Afstand, for ikke at tiltrække sig Opmærksomhed.
Efter tyve Minutters Vandring var de ved en usselig, smudsig lille Bæk,
ikke dybere, »end at en Høne i Tørkevejr kunde klare den«, som man siger
i Rusland. Paa begge Sider strakte der sig en flad, ensformig Slette,
hvor det gule Jordsmon tittede frem mellem det sparsomme, grønne Græs.
Paa begge Bredder var der Klynger af Mænd og Kvinder. En fladbundet
Pram, der lignede en gammel Kæmpetøffel, flød paa Vandet. En graahaaret,
højtidelig udseende Politibetjent med meget rødt Ansigt og Sabel ved
Siden stod posteret ved Bredden som Lovens Haandhæver.

Saa snart som Prammen var naaet til Bredden og tømt for sine Passagerer,
sprang vore rejsende paa et Tegn af Sam ned i den, efterfulgt af en halv
Snes Mænd og Kvinder, der var ved at skubbe hverandre over Bord i deres
Iver for at komme med.

»Stop!« raabte Politimanden og skubbede Mængden tilbage. Idet han vendte
sig imod dem i Baaden, sagde han i bydende Tone: »Deres Pas!«

Thi her var Grænsen, den venstre Bred af den lille, smudsige Strøm var
Rusland, den højre Tyskland.

Passene kom frem i en Fart og blev i en Bunke rakt den frygtindgydende
Cerberus. Med Fingren i Luften talte han Hovederne i Baaden og derpaa
Passene; Tallene stemmede. Saa rakte han den nærmeste Passager Bunken og
raabte: »Alt i Orden!« hvorpaa Færgemanden, som hverken havde Ror eller
Aare, gav Rusland et velrettet Spark for i næste Øjeblik at lande i
Tyskland. Passagererne sprang i Land. Alt var overstaaet; man var i
Europa, uden for Czarens Rige.

»Det gik jo nemt nok,« sagde Annie med et Smil. De følte sig alle
befriede fra en Byrde, og under højrøstet Samtale gik de videre til den
Landsby, hvor de skulde vente paa David. Havde de været noget mindre
optagne af sig selv, vilde de have bemærket en ung, tarvelig klædt Mand
med mørke Øjne og blegt Ansigt, som idet han kom gaaende ned ad Gaden,
uvilkaarlig fo'r sammen ved at høre det russiske Sprog. Det var Andrey,
som allerede for fulde fem Dage siden var kommet hertil efter Ordren i
Georgs Brev. Time efter Time havde han ventet paa David -- hvem han
skulde træffe her --, og han var ved at forgaa af Kedsomhed.

Han gættede øjeblikkeligt, at disse tre maatte være Nihilister i Davids
Følge, og følte sig stærkt fristet til at tiltale dem, men betvang sig.
Det kunde jo muligvis være fremmede, og Forsigtighed skader ikke. Hvis
det virkelig var Venner af David, vilde David ikke heller lade vente
længe paa sig.




III. KAPITEL.

_En travl Dag._


Da Andrey var kommen tilbage til Værtshuset, hvor han boede, gav han
Besked om, at han, i Tilfælde af, at der skulde komme nogen og spørge
efter ham, var hjemme hele Dagen.

Vinduet i hans Værelse vendte ud til en stor, grøn Plads, hvor en Mængde
Gader udmundede. Her sad han og iagttog de forbigaaende, og Klokken
henad elleve opdagede hans skarpe Blik Davids undersætsige Figur, der i
fuld Fart kom om et Hjørne. Han var iført den samme svære Kavaj, som han
plejede at bære Aaret rundt, og svingede stærkt med Armene.

Andrey fo'r ned ad Trapperne; de to Venner mødtes i Forstuen og
omfavnede hinanden efter ægte russisk Skik.

»Du har vel været gnaven, fordi jeg har ladet vente paa mig, hvad, gamle
Dreng?« spurgte David, idet han klappede Andrey paa Skuldren.

»Aa ja, en lille Smule! Men for Resten var jeg bange for, at der var
hændet dig noget galt.«

»Snak! Hvad galt skulde der kunne hænde mig? Nej, jeg skulde bare se at
faa samlet en lille Trup til at bringe med over. To Fluer med ét Smæk,
forstaar du, det er billigere og nemmere.«

»Jeg er vis paa, at jeg saa dine Folk ved Færgen for lidt siden.«

»Ja, det er rimeligt nok. Sazepin, som du jo nok kender af Omtale, er
iblandt dem. Du maa endelig lære ham at kende.«

De var imidlertid kommet til Andreys Værelse; David tog sin Overfrakke
af, smed den paa den Hestehaars Sofa og satte sig.

»Fortæl mig nu om alt det nye, du véd,« sagde Andrey, der stod op foran
ham. »Hvorledes lever Georg og alle de andre? Og er der noget nyt om
Boris? Har I hørt fra Zina?«

»Ja, vi har faaet et Brev fra Zina. Udsigterne synes ikke at være
synderlig lyse, efter hvad vi kan forstaa af de faa Oplysninger, hun
giver i sit Brev. Men det varer ikke længe, førend hun atter er i St.
Petersborg, og saa faar vi fuld Besked.«

»Følges vi ikke ad til St. Petersborg?«

»Nej,« svarede David. »Jeg skal videre til Schweiz, og maa blive der i
nogen Tid.«

»Véd Vennerne, at du kommer? Har du skrevet til dem?«

»Nej, det gør jeg aldrig, det er bedre at komme uventet. Hvorledes lever
de?«

»Der er intet at fortælle! Den ene Dag gaar som den anden, bestandig den
samme uendelig triste Tilværelse!« svarede Andrey.

David slog sig utaalmodigt paa Knæet.

»Det er en uderlig Race, disse Nihilister!« udbrød han. »At leve i et
frit Land under en stor social Bevægelse og saa dog føle sig som en Fisk
uden Vand; det er ufatteligt! Er da for jer hele Verden begrænset til
Rusland?«

Det var et Spørgsmaal, som David med sin jødiske Kosmopolitisme ofte
drøftede med sine russiske Venner.

»Ja, du har Ret til at bebrejde os dette,« svarede Andrey med den
Beredvillighed til Selvkritik, som hyppigt skjuler dyb Tilfredshed med
den begaaede Fejl. »Vi er den mindst kosmopolitiske af alle Nationer,
omendskønt mange mener det modsatte. Du er egentlig den eneste Mand, jeg
kender, der fortjener at kaldes en Verdensborger!«

»Det er smigrende, men ikke meget behageligt,« svarede David.

Andrey forfulgte ikke denne Samtale videre, men spurgte om, hvad
Petersborg-Vennerne egentlig mente om Boris' Stilling. Sagen gik ham nær
til Hjerte; Boris var hans kæreste Ven og den Mand paa hele Jorden, han
foruden Georg stod nærmest.

»Det er ikke muligt at dømme derom, før Zina er kommen tilbage,« svarede
David. »Men jeg er bange for, at vi i Øjeblikket ikke kan gøre noget for
ham.«

»Af hvad Grund?« spurgte Andrey.

»Fordi vi ikke har de fornødne Midler!« sagde David med et Suk. »Vi er
for Tiden meget vanskeligt stillede. Det vil du snart kunne overbevise
dig om.«

Han gik nu over til at give Vennen en nøjagtig Skildring af Ligaens Tab
og dens finansielle Vanskeligheder. Andrey gik frem og tilbage i
Værelset og lyttede til hans Ord. Det var værre, end han havde tænkt
sig; men Tanken om at maatte opgive Haabet fik ham til at dirre af
Harme.

Han var vant til at tænke paa sin egen eventuelle Paagribelse med en vis
Ro; naar man var i Krig, maatte man være forberedt paa, at Lykken kunde
vende sig. Men at finde sig i, at disse Slyngler (som han kaldte hele
Statsstyrelsen) nedslagtede en af Vennerne, uden at man saa meget som
ofrede et Skud paa at redde ham, det var en Ydmygelse, han ikke kunde
være med til.

»Hvad er det for noget Snak!« udbrød han og standsede brat foran David.
»Vi skulde ikke være stærke nok? Vor Styrke ligger jo rundt omkring os.
Dersom vi ikke faar tilstrækkelig Tilgang, saa er det kun et Bevis for,
at vi ikke er meget værd.«

»Man kan ikke hoppe højere, end man selv er,« bemærkede David. »Vi kunde
vel nok undvære et Par Mænd til at ordne den Affære; men hvad kan de
udrette uden Penge?«

»Penge er ikke Hovedsagen,« svarede Andrey. »Der er intet, der lettere
fylder Pengekassen og hurtigere faar Modet op igen end det, at man
mærker, at der for Alvor kommer Liv i Bevægelsen igen.«

»Du kan til Dels have Ret!« svarede David. »Tal med Zina og de øvrige
derom. Vi vil alle gerne have noget udrettet.«

Han rejste sig for at tage Afsked.

»Jeg maa hen til mine tre rejsende,« sagde han.

»Hvorledes skal vi for Resten bære os ad med Sazepin? Vil du gaa med og
hilse paa ham, eller skal han komme til dig?«

Andrey erkyndigede sig først om, hvem de to andre var, og foreslog saa
at gaa med straks, det kunde ogsaa more ham at snakke lidt med de to
fremmede.

Da David traadte ind i Værelset, hvor hans lille Selskab var samlet,
blev han modtaget med stormende Jubel.

Andrey blev indført under et falsk Navn, det første, der faldt den
behændige David paa Tungen. Da Ostrogorsky og Annie var fremmede for
Ligaen, mente han ikke, det var raadeligt at trække dem med ind i
Hemmeligheden, og hvad Sazepin angik, saa gættede han let, hvem den
nyankomne var.

Selskabet delte sig i to Grupper. Andrey og Sazepin blev siddende ved
Bordet, medens David trak de to andre med sig hen i en Vinduesfordybning
i den anden Ende af Værelset; baade Ostrogorsky og Annie var endnu
opfyldte af Forundring over, hvor uhyre simpel deres Flugt over Grænsen
havde været.

»Man ønsker næsten altid, at det skal være lidt mere spændende,« sagde
den unge Pige, og Ostrogorsky bemærkede, at han unægtelig ogsaa havde
tænkt sig Sagen mere vanskelig. Fra paalidelig Kilde var der blevet ham
fortalt, at man, skjult i en Sæk, blev baaren paa en Mands Ryg over
Grænsen, og at man ofte maatte tilbringe flere Dage i smaa hemmelige
Rum, Pulterkamre og lignende, indtil Smugleren kunde finde en passende
Lejlighed til at hjælpe en over. David lo og sagde, at han aldrig havde
hørt Tale on Sækkene; men det andet kunde være sandt nok. I gamle Dage,
da Smuglerne gjorde, som de vilde, spillede de ofte saadan en Komedie
for at dupere deres Klienter og vise dem, at de uhyre Summer, de
forlangte, var surt fortjente.

Imidlertid samtalede Andrey i dæmpet Tone med Sazepin, hvem han
udspurgte om alt, hvad han vidste om Forholdene. Med den Liberalitet,
som almindelig hersker ved Nihilisternes Møder, tog ingen Forargelse af,
at de to holdt sig for sig selv. Det var David, der først afbrød dem.

»Kære Venner!« sagde han, »det er Tid at tænke paa vore legemlige
Fornødenheder! Skal vi ikke have nogen Middagsmad? Der er ikke engang to
Timer til, at jeres Tog gaar.«

Alle var enige on, at man burde spise, og David gik nedenunder for at
ordne Sagen med Værten, medens Ostrogorsky gik ud i Byen for at faa en
russisk Pengeseddel byttet. Andrey gav sig nu i Snak med den unge Pige,
som hele Tiden havde holdt sig beskedent tilbage, og hvem han knapt
havde lagt Mærke til. Han saa nu, at hun havde et nydeligt, ungt Ansigt
med et alvorligt, intelligent Udtryk, klare, nøddebrune Øjne og en lille
slank, men energisk Figur. Hun var iført en tarvelig sort Kjole,
saaledes som Nihilistinderne i Almindelighed plejer at bære. Hun
fortalte paa hans Spørgsmaal, at hun var Medlem af en hemmelig Forening
af studerende, hvis Formaal er Selvuddannelse, og han gættede let, at
hun var Foreningens ledende Aand. Det var hendes Agt nu at fuldende sine
Studier et eller andet Steds i Schweiz. Andrey raadede hende til at
vælge Genf, hvor hun var sikker paa at finde, hvad hun ønskede, og gav
hende et Par anbefalende Ord med til Helene.

Toget kørte Klokken fire. David gav de rejsende alle mulige Oplysninger
og var dem paa enhver Maade behjælpelig; men hans moderlige Omhu var
forsvunden. De var nu ikke længer under hans Omsorg, og al hans
Opmærksomhed drejede sig om Andrey. De gik sammen tilbage til det lille
Hotel, hvor Andrey boede, da de var blevne enige om at bo der begge to.
De havde hele Morgendagen for dem; thi David maatte først have sendt Bud
til Røde Sam, saa at han kunde være parat til at føre dem over Søndag
Morgen.

»Kan det ikke blive før?« spurgte Andrey.

»Nej! Det vil da sige, hvis jeg skal have fat i Sam først,« --
forklarede David. »Men her er for Resten en anden Mand ovre paa denne
Side, som jeg jo kan opsøge, hvis du synes.«

Det syntes Andrey ubetinget, og David vendte snart efter tilbage med
gode Efterretninger. En vis Hr. Schmidt -- en Smugler af tysk Herkomst
-- var villig til at bringe dem over Grænsen allerede samme Nat. Andrey
var straks parat; thi han længtes efter at komme til St. Petersborg, og
da David ligeledes gerne vilde skynde sig, sendte man straks Bud til Hr.
Schmidt, som da ogsaa indtraf punktlig paa den aftalte Tid.

Det var en høj, svær Mand, klædt som Landmand og med et godmodigt,
troskyldigt tysk Ansigt. Han hilste høfligt paa Andrey, gjorde et Par
Bemærkninger om Vejret og gik saa lige løs paa Sagen, idet han sagde,
at alt var i Orden.

En kort, men hurtig Diskussion paa Tysk førtes derefter mellem Hr.
Schmidt og David. Andrey var ikke i Stand til at følge med; men forstod
dog, at den endte til gensidig Tilfredshed. Tyskeren tog Andreys Vadsæk
paa Ryggen, og man begav sig af Sted til Smuglerens Hus. Det var et
lille toetages Hus med en sirlig Blomsterhave foran. Schmidts Hustru, en
statelig, midaldrende Kone, blev præsenteret og bød dem Forfriskninger.

»Hvor er Hans?« spurgte Husets Herre.

Hans var lige kommen hjem fra Eftermiddagsskolen og i Færd med at skifte
Dragt. Han viste sig imidlertid snart -- en æblekindet, lyshaaret Knøs
paa tolv Aar i vide Benklæder og en stram, kort Trøje, som var ved at
sprænges i Sømmene for at give Rum til de kraftige, unge Lemmer, den
dækkede.

»Tag din Hat, Hans!« sagde Faderen, »og før disse Herrer hen til den
graa Sten bag ved Birkehøjene derovre. Du forstaar mig nok?«

»Ja, Far!«

»Men skynd dig!« tilføjede Hr. Schmidt.

»Ja, Far!«

Smugleren ønskede sine Gæster lykkelig Rejse og fulgte dem høfligt til
Haveporten, hvor han gentog sin Ordre til Sønnen.

Det var for Resten overflødigt. Hans var en forstandig Knøs, der nok
skulde vide at klare sig og sikkert vilde gøre Professionen Ære -- den
hans Far og Forfædre i en lang Aarrække havde drevet. Uden unyttig Tale
overtog han rolig og med en vis værdig, selvfølende Mine sin Post som
Fører. De to Venner fulgte i nogen Afstand. Man gik ud af Byen og et
Stykke langs med den lille Bæk, som Davids Rejsefæller var komne over
samme Morgen. Saa drejede Strømmen af til højre, og Vejen gik over et
aabentliggende Stykke Moseland, uden Spor af Sti eller Mærker. Men
Drengen betænkte sig ikke et eneste Øjeblik; med sikre Skridt vedblev
han at gaa, fægtede ganske lidt med Armene med de smaa, tykke Hænder og
vendte sig ikke saa meget som en eneste Gang.

Solen var gaaet ned, og den purpurfarvede Aftenhimmel bredte en vis
Skønhed selv over dette ensformige Landskab. En endeløs Slette strakte
sig til alle Sider omkring dem; men Andrey kunde allerede i det fjerne
skimte de fattige Straatage og de usselige Hytter, som er Særkendet for
en russisk Landsby og danner en saa stærk Modsætning til de rummelige,
vel vedligeholdte Huse i de tyske Landsbyer med deres røde Teglstenstage
og pyntelige Udseende. Han var ikke længer i Tvivl; paa hin Side af
Buskene laa Rusland, det stakkels Land, som fyldte hans Hjerte med Angst
og Smerte, og for hvis Skyld han til enhver Tid var rede til at ofre sit
Liv. Om nogle faa Minutter skulde han betræde denne dyrebare,
taarevædede Jord.

»Det gør mig oprigtig ondt, kære David!« sagde han til Vennen ved sin
Side, »at vi kun kan være saa kort Tid sammen, der er en Mængde Ting,
som jeg gerne vilde tale med dig om.«

»Om en Maanedstid eller saa omtrent er jeg atter i St. Petersborg. Du er
vel ikke allerede rejst til den Tid?«

»Næppe! Jeg maa jo først sætte mig ind i Forholdene. Meget har sikkert
forandret sig. Sig mig, er der mange, der ser paa Tingene med Sazepins
Øjne?«

»Nej, han er én af de faa Særlinge, der ikke vil have med Socialismen at
gøre. De andre har deres Synspunkt, og Georg er deres Profet. Du har vel
læst hans Ting?«

»Ja!«

»Og synes du om dem?«

»Jo, hvorfor skulde jeg ikke det?«

»Nej, jeg tænkte det nok! Jeg for min Del vilde hælde til Sazepins
Anskuelser, hvis jeg skulde vælge.«

»Du vilde ikke komme meget langt sammen med ham,« sagde Andrey.

»Aa jo! Sandt nok, han ser ikke ud over Dagens Gerning; men han er
Dagens Mand, og det er hans Arbejde, vi alle gør. I véd paa en Prik,
hvor I har ham. Men I Russere har nu en Gang Afsky for at regne med
positive Kendsgerninger, Ting, som I kan tage og føle paa. I maa altid
have et eller andet Fantasteri til at omtaage jeres Hoveder med. Det
ligger jer i Blodet, tror jeg.«

»Vær ikke saa streng imod os,« sagde Andrey med et Smil. »Selv om Georg
i sin Tro til Rusland og vore Bønders udmærkede Egenskaber skulde gaa
lidt for vidt, hvad Skade kan det gøre? Gaar det ikke dig selv akkurat
ligedan over for dine højt priste tyske Arbejdere -- i Særdeleshed dine
kære Berlinere?«

»Det er en anden Sag,« sagde David. »Min er ingen Tro, men en Fremtids
Vision, baseret paa et solidt Fundament af faktiske Kendsgerninger.«

»Den samme Sauce, min kære Ven, kun i en lidt nyere opspædt Form,«
svarede Andrey. »Heller ikke du kan lade være med at idealisere, hvad du
holder af; kun gaar dine Interesser i en anden Retning. Vi er stærkt
knyttede til vort Folk, det er du ikke.«

David tav en Stund, Andreys Ord havde berørt en øm Streng i hans Hjerte.

»Nej, jeg er ikke knyttet til jert Folk,« sagde han endelig i en dæmpet,
sørgmodig Tone. »Hvorfor skulde jeg ogsaa være det? Vi Jøder elsker vor
Race, det er alt, hvad vi ejer her paa Jorden. Jeg elsker mit Folk dybt
og inderligt. Hvorfor skulde jeg elske eders Bønder, der hader og
forfølger mine Trosfæller med blindt Barbari, og som maaske i Morgen
plyndrer min Faders, en ærlig Haandværkers, Hus og mishandler ham
brutalt og grusomt, som de har gjort med tusinde andre stakkels, ærligt
arbejdende Jøder? Jeg kan føle Medlidenhed med eders Bønder paa samme
Maade, som jeg føler Medlidenhed med en abyssinsk eller malayisk Slave
eller et hvilket som helst andet uretfærdigt behandlet menneskeligt
Væsen. Men mit Hjerte slaar ikke for dem, og jeg kan ikke dele eders
ideelle Syn og latterlige Beundring for dem. Og med Hensyn til det
saakaldte gode Selskab i de højere Klasser, naa ja, kan man vel føle
andet end Foragt for saadan nogle elendige Krystere? Nej, der er intet i
jeres Rusland, der er værd at holde af. Men jeres Nihilister kender jeg,
og jeg er kommen til at holde af jer, endogsaa mere end af min egen
Race. Jeg har sluttet mig til jer og betragter eder som mine Brødre; men
dette er ogsaa det eneste Baand, der binder mig til Rusland. Saa snart
som vi har faaet Bugt med Czarens Despotisme, udvandrer jeg for
bestandigt og bosætter mig et Steds i Tyskland.«

»Men tror du ogsaa, at du vil finde noget bedre der?« spurgte Andrey
tøvende. »Har du glemt den tyske Pøbels Brutalitet? Og var det kun
Pøblen alene?«

»Nej!« svarede David med et Udtryk af dyb Sorg i sine store, smukke
Øjne. »Men vi Jøder er nu en Gang tilovers iblandt alle Nationer.
Alligevel er den tyske Arbejder den mest civiliserede og paa Vej til at
nære bedre Følelser, og Tyskland er det eneste Land, hvor vi ikke føler
os absolut fremmede.«

Han bøjede sit fine, ædelt formede Hoved og tav.

Andrey var dybt bevæget over Vennens Sorg. Han gik nærmere hen til ham
og lagde sin Haand blidt paa hans Skulder. Han vilde saa gerne sige ham
nogle gode Ord, fortælle ham, at de russiske Bønders Raahed kun skyldes
Uvidenhed, og at de, hvis de kun havde halv saa god en Opdragelse som
Tyskerne, aldeles ikke vilde være hildede i disse middelalderlige,
falske Forestillinger. Men Andrey kom ikke til at sige noget af alt
dette; thi i dette Øjeblik traadte deres lille æblekindede Fører hen
foran dem og sagde:

»Godnat, mine Herrer!«

»Naa, Hans,« sagde David. »Vil du allerede forlade os?«

»Ja, Mor bliver ellers urolig for mig. Jeg maa skynde mig at komme
hjem.«

David tog nogle Skillinger op af Vestelommen, rakte Drengen dem,
klappede ham paa hans buttede Kind og sagde et Par venlige Ord til
Afsked.

»Men Grænsen?« spurgte Andrey. »Skal vi da klare den alene?«

»Grænsen? Den har vi passeret!«

»Hvornaar?«

»For en halv Time siden!«

»Det var mærkeligt! Jeg har ikke set mindste Spor af noget, der kunde
ligne en Gendarm.«

»Nej, for han har rimeligvis opholdt sig bag den Høj der eller et eller
andet Sted, hvorfra han ikke kunde se os og vi ikke ham.«

»Det er uhyre elskværdigt gjort af ham,« bemærkede Andrey med et Smil.

»Det er et meget almindeligt Fif,« svarede David. »Ingen kan bebrejde
ham, at han i et givet Øjeblik opholder sig paa et givet Punkt af den
Strækning, han har at bevogte. For nogle faa Skillinger -- forudsat at
han kender en -- vil han med den største Fornøjelse opholde sig netop
det Sted, hvor man ønsker.«

»Men hvis man nu blev forsinket, og han kom frem netop tidsnok til at
faa Øje paa en, hvad saa?« spurgte Andrey.

»Saa vilde han hurtig gøre højre om og løbe tilbage til sit Skjulested
-- det er meget simpelt. Men vi maa skynde os! Lad os gaa lige ind til
Byen, førend nogen Patrouille faar Øje paa os; thi det vilde næppe blive
til vort Held. Husk, at vi nu er paa Czarens Grund!«

Hos Foma, hvor hen de straks begav sig, forefandt Andrey sin Vadsæk, som
den paalidelige Tysker allerede havde besørget dertil. De kom til
Banegaarden fem Minutter før det pustende og dampende Iltog løb ind paa
Perronen. Det var et saakaldet Harmonikatog og ydede derved Andrey endnu
større Sikkerhed; thi velstillede Folk betragtes nu en Gang ikke med
samme mistroiske Øjne som den store Mængde. Andrey fandt en Kupé, hvori
der kun sad en ung Mand sovende i det ene Hjørne, med et stort Tørklæde
viklet om Hovedet. En Gendarm, der gik frem og tilbage paa Perronen,
hjalp ham høfligt til Rette med hans Vadsæk; endnu et sidste venligt Nik
fra David, og Toget dampede videre. Andrey følte sig nu for fuldt Alvor
atter i sit kære Rusland.




IV. KAPITEL.

_Vennerne i St. Petersborg._


Da Iltoget kørte ind under det uhyre Glastag paa Stationen i St.
Petersborg, stod Andrey lænet ud af Vinduet for at spejde efter Georg,
som han ventede vilde modtage ham her. Perronen var fyldt indtil
Trængsel af Folk af begge Køn og i alle Aldre, der skulde afhente
Slægtninge eller Venner, og imellem dem puffede Dragerne sig frem med
deres Hjulbøre, medens de uundgaaelige Gendarmer med ophøjet Ro bevægede
sig frem og tilbage. Andrey kunde ikke faa Øje paa Georg og tænkte, at
han maaske ventede ved Udgangsdøren.

Med sin Vadsæk i Haanden banede han sig Vej igennem Trængslen, da
pludselig en Haand lagde sig paa hans Skulder, og Lyden af en velkendt
Stemme fik ham til at vende sig om. Det var Georg; han havde ikke kunnet
kende ham iblandt Menneskemængden. I de tre Aar, han havde været borte,
var Georg fra Yngling bleven til Mand, et smukt, bølgende Skæg dækkede
hans Hage og Kinder. Desuden var han klædt med en Elegance, som stod i
skarp Modsætning til hans tidligere nihilistiske Ligegyldighed for
Udseendet.

»Sikken en Laps du er bleven!« sagde Andrey smilende efter at have
omfavnet og kysset sin Ven. »Jeg kunde jo slet ikke kende dig igen.«

»Ja, det andet duer ikke! Vi er alvorlige Mænd nu og maa sørge for at
holde Anseelsen vedlige. Har du nogen Bagage?«

»Nej, kun denne,« svarede Andrey og pegede paa Vadsækken, som han holdt
i Haanden.

De gik i Tavshed ud af Stationsbygningen og tog en Droske for at køre
til Georgs Bolig.

»Naa, fortæl mig saa, hvordan det gaar jer her? Er alle vel?«

»Ja, alle vore Folk har det godt!« svarede Georg. Hermed mente han
selvfølgelig, at ingen af Vennerne for nylig var bleven arresteret; et
almindeligt Spørgsmaal om Helbredet betragtes iblandt de sammensvorne
som overflødigt.

»Saa kommer jeg jo i en god Tid,« bemærkede Andrey.

»Naa, ikke ubetinget,« svarede Georg og gjorde en betegnende Bevægelse
hen imod Kusken. »Men herom senere.« En Droske i St. Petersborg er just
ikke Stedet til at tale om Politik. Andrey nikkede forstaaende og gav
sig til at betragte de velkendte Gader, som de kørte igennem.

»Hvor det dog er velsignet atter at skumple af Sted i disse græsselige
Køretøjer!« sagde han fornøjet. Han havde allerede glemt Rejsen og dens
Farer og følte sig atter helt paa sin Plads, som et Led af det uhyre
underjordiske Legeme, der lige for Næsen af Czaren underminerer hans
Magt og ofte morer sig med at lege Skjul umiddelbart under hans
Gendarmers og Politimænds Frakkeskøder. Her stod de overalt, disse
Czarens imponerende Vogtere, med Sværd og Revolver i Bæltet og
højtidelige Miner. Men Andrey vidste, at de lige saa godt kunde falde
paa at arrestere Halvdelen af Byens Indvaanere som at antage disse to
glade og nydelige unge Herrer, der kørte forbi i Drosken, for
mistænkelige Individer, og det fornøjelige ved Sagen fik ham ganske til
at glemme den virkelige Fare, som altid laa paa Lur efter dem.

Georg beboede et Par Værelser i Jagarinskaja Gaden med tilstrækkelig
Plads for to Personer, og de bestemte, at Andrey skulde tage Ophold her,
indtil han havde fundet en passende Bolig. Det er forøvrigt en Regel
blandt Nihilisterne, at der aldrig maa bo flere sammen, undtagen naar
det er absolut nødvendigt for »Forretningen«, for at ikke den enes
Arrestation skal drage den andens med sig.

Da Andrey havde gjort Toilette efter Rejsen, fulgtes de ad til
»Hovedkvarteret«, hvor man altid kunde være sikker paa at træffe nogle
af Kammeraterne; derpaa aflagde de et Par korte Besøg hos dem, der boede
nærmest, men udsatte forøvrigt al videre Forhandling til den næste Dag.
De ønskede at have Eftermiddagen og Aftenen for dem selv; der var saa
meget, de gerne vilde tale om. Andrey havde nok af Spørgsmaal at gøre og
Georg tilstrækkeligt at fortælle om alle de nye Medlemmer og nye
Ordninger. Det blev en lang og ivrig Samtale, i hvilken Andrey
fornemmelig spillede Tilhørerens Rolle.

»Nu kan det være nok med Politik for i Dag,« sagde Andrey, efter at de i
fem fulde Timer havde debatteret op og ned. »Fortæl mig noget om dig
selv, Georg!«

»Ja, hvor skal jeg begynde?«

»Ved Begyndelsen! Jeg véd i Virkeligheden ikke meget om dig -- kender
dig kun igennem den Smule, du har ladet trykke!«

»Saa kender du alligevel det meste af mig, endskønt det vistnok er meget
lidt.«

»Har du da ikke skrevet mere end det?«

»Næppe noget af Betydning! Jeg har arbejdet meget i de unges Klub,«
svarede Georg og gav en kort Beskrivelse af enkelte af Medlemmerne.

»Der er for Resten en ung Pige, som jeg længes efter at forestille for
dig,« sagde han og satte sig ned paa Sofaen ved Siden af Andrey. »Hun
hedder Tatiana Grigorievna Repina og er Datter af den bekendte Advokat.
Hun er en ualmindelig interessant ung Pige!«

»Du har en sjælden Evne til at opdage interessante og ualmindelige
Personligheder, især blandt de unge Piger,« sagde Andrey smilende.

»Der er Egenskaber, der er saa haandgribelige, at man ikke kan være i
Tvivl om dem, og det er netop Tilfældet med Tania Repina. Hun er
virkelig en af de interessanteste Karakterer, jeg har truffet.«

»Og ung og smuk, kan jeg tænke,« sagde Andrey drillende.

»Hun er nitten Aar,« svarede Georg med en let Rynken af Panden.

»Bliv ikke vred! Jeg mente intet ondt dermed,« sagde Andrey formildende,
og Georg, hvis Vrede aldrig varede længe, begyndte nu en længere,
begejstret Beskrivelse af Tanias mange legemlige og aandelige Fortrin.
Andrey hørte efter med et noget tvivlende, men meget sympatisk Smil; han
var vis paa, at de ni Tiendedele kun eksisterede i Georgs Fantasi. Georg
havde et blødt Hjerte, men en mærkelig Mangel paa Mellemtoner i de
menneskelige Følelsers Skala, og gik over for sine Kammerater enten til
den ene Yderlighed eller til den anden, enten til den allerhøjeste
Beundring eller fuldstændig Ligegyldighed. Han blev derved ofte vildledt
af sine Sympatier, og man kunde ikke stole paa hans Dom, omendskønt han
selv troede, at han var en stor Menneskekender. Men Andrey, som selv var
en sikker Iagttager, elskede netop dette Træk hos Vennen og var glad ved
at se, hvor uforandret han var.

»Ja!« udbrød han leende, »Du maa endelig føre mig sammen med din unge
Veninde! Hvis blot Halvdelen af det, du har fortalt, er sandt, maa hun
jo være sit Køns Vidunderblomst! Hvor kommer du sammen med hende?«

»I Regelen i Klubben -- men ogsaa hos hendes Far, -- jeg kommer der med
Zina. Han er ikke bange for at modtage »Ulovlige« i sit Hus. Jeg tror,
at du helst skal lære hende at kende i hendes Hjem.«

Andrey var af samme Mening; han var desuden nysgerrig efter at lære
Repin at kende og udtalte sin Glæde over, at saadan en gammel Bureaukrat
var paa deres Side.

»Det er jeg nu ikke helt vis paa, han er,« svarede Georg. »Jeg kan ikke
rigtig gøre mig hans Standpunkt klart. Men Zina kender ham bedre, og hun
sætter ham meget højt. Sagen er, at han i forskellige vanskelige
Situationer har vist sig meget rundhaandet over for os.«

Han fortalte et Par Eksempler, som tydelig viste, at Repins Sympati for
Ligaen maatte være mere end almindelig Interesse.

»Han maa være en rig Mand,« bemærkede Andrey.

»Ja, det er han,« svarede Georg. »Men for Resten er jeg ikke sikker paa,
at alle disse Penge altid udelukkende kommer fra ham selv. Tania er
ogsaa rig og vil faa en stor Formue, naar hun bliver myndig -- en
mødrene Arv, saa vidt jeg ved. Zina har fortalt mig noget derom, men jeg
husker ikke hvad. Hun selv vil være en langt værdigere Akkvisition for
vor Sag end alle hendes Penge,« sluttede han i en blød, drømmende Tone.

Andrey saa hen paa ham, men fangede ikke Vennens Blik; det stirrede
aandsfraværende ud i Rummet.

»Hm!« mumlede Andrey for sig selv og besluttede at gribe den første den
bedste Lejlighed til at lære denne mærkelige unge Pige at kende.

Med den Frihed, der i Rusland hersker i Forholdet mellem unge Mennesker
af begge Køn, behøver en ung Mands Beundring eller Hengivenhed for en
ung Pige ikke altid at betyde noget særligt: de vedbliver at være Venner
og ikke mere. Og for et saa ekstravagant Hoved som Georgs kan Venskabets
Grænser sættes meget vidt; men alligevel var der noget i hans Blik og
Stemme, der syntes at tyde paa en hel Del mere og gjorde Andrey bekymret
for Vennen. Thi selv om Andrey ikke hørte til de Nihilister, der
principielt proklamerer, at en Revolutionist aldrig bør elske nogen
Kvinde, var han dog af den Overbevisning, at jo længer man kan holde sig
borte fra den Slags Dumheder, des bedre, og han mente ikke, at der var
nogen Anledning til at lykønske Georg, fordi han netop paa dette
Tidspunkt var falden for denne Fristelse, tilmed da hans udvalgte, efter
alt hvad han forstod, tilhørte en hel anden Klasse Mennesker end den, de
færdedes iblandt.


Der var hengaaet tre Uger, og endnu havde Andrey ikke haft Lejlighed til
at besøge Repin. Zina var i Mellemtiden kommen hjem fra Dubravnik og
havde bragt saa daarlige Efterretninger med sig, at alle -- hun selv og
Andrey indbefattet, -- var nødte til at indrømme, at ethvert Forsøg paa
at befri Boris for Øjeblikket vilde være haabløst. Zina ønskede at tale
med Repin om Sagen og opfordrede Andrey til at følge hende derhen.
Andrey beboede nu sine egne Værelser i Pesky, ikke langt fra Zina, saa
at de meget nemt kunde mødes. Det kom Georg meget tilpas, at den unge
Kone vilde ledsage Vennen til Advokatens Hus; thi han selv kunde saa gaa
lidt tidligere end de andre. Klokken seks præcis, da han vidste, at
Familien var færdig med at drikke Eftermiddagskaffen, stod han uden for
den elegante Lejlighed, som Repins beboede i Konushennaia-Gaden. Han
trykkede paa den elektriske Klokke og havde næppe faaet spurgt, om
Familien var hjemme, førend han hørte hurtige Trin, og Tania stod foran
ham, smilende og med udstrakt Haand. Det var en Brunette med store,
mørke Øjne under sorte, kraftige Øjenbryn og en fint formet, noget stor
Mund. Hun havde et livligt, ualmindeligt Ansigt, ikke absolut smukt, men
overordentlig indtagende, især naar hun smilede.

»Er det kun Dem?« sagde hun i en Tone, der fingerede Skuffelse.

»Ja, kun mig, Tatiana Grigorievna! Men De behøver ikke at fortvivle,
de andre kommer straks efter.«

Hun førte ham ind i Spisestuen, hvor hendes Fader -- en høj og
graaskægget Herre oppe i Fyrrerne -- befandt sig tilligemed en yngre
Mand i Fløjls Frakke og med langt, nøddebrunt Haar; han lignede en
Kunstner. Det var Nicolas Petrovich Krivoluzky, Lærer ved en af
Petersborgs lærde Skoler og intim Ven af Repin.

Efter at de sædvanlige Hilsener var udvekslede, optog de to Herrer igen
deres afbrudte Samtale, og Tania bad Georg fortælle hende, hvilke
Spørgsmaal der var blevne debatterede ved Klubbens sidste Møde, som hun
desværre havde været forhindret fra at overvære. Georg gav en kort
Beretning derom og spurgte saa paa sin Side, om hun allerede havde gjort
sine Uddrag af den Bog, som hun ved næste Møde skulde forklare for dem.

»Ja, jeg har! Men jeg finder det selv saa slet gjort, at jeg aldeles
ikke tror, jeg kan læse det op. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har
valgt et lettere Tema.«

»Enhver Begyndelse er vanskelig,« sagde Georg. »Men det er nok bedre,
end De selv tror. Vil De lade mig se det?«

»Ja, gerne! Men jeg er vis paa, at De ikke finder det en Smule bedre,
end jeg selv gør.«

Hun førte ham ind i sit Værelse, hvor der paa et nydeligt lille
Skrivebord laa et sirligt skrevet, omhyggeligt sammenhæftet Manuskript
med bred Margen. Hun rakte ham det.

Georg tog en Blyant op af Lommen og satte sig straks til at læse uden at
sige et Ord, som en Mand, der er vant til at læse Korrektur.

Tania satte sig lige over for ham paa en Stol, stum som en Fisk, og
iagttog i ængstelig Spænding hans Ansigt. Hun var bange for, at han
skulde finde hende frygtelig dum, naar han læste hendes første Forsøg i
literær Retning.

De havde kun kendt hinanden nogle faa Maaneder; men tilstrækkelig længe
til at blive gode Venner, og den unge Piges Tilværelse havde aldrig
været saa rig og mangesidet som nu, efter at hun havde truffet Georg.
For flere Aar tilbage, da Zina var kommen ud af Fængslet, havde hun
fuldstændig vendt op og ned paa Tanias Tanker, idet hun aabenbarede en
hel ny Verden for hende; men Tania havde den Gang kun været et Barn, og
den nye Verden forfærdede hende lige saa meget, som den interesserede
hende. Nu begyndte hun at se mere klart og var kommen til at holde af
Zinas Venner, som hun efterhaanden havde lært at kende. Ved et af
Møderne havde hun truffet Georg, og det varede ikke længe, førend han
spillede Hovedrollen i hendes aandelige Liv.

Naar den unge Pige lyttede til hans Ord, følte hun sig til Mode, som om
nye Kræfter rørte sig i hende. Georg smigrede hende ikke, ja, sagde
hende ikke en Gang en almindelig Kompliment, men talte med hende som med
en god Ven, idet han alvorligt drøftede Klubbens Anliggender med hende.
Tania var glad og taknemmelig over, at en Mand, der stod saa langt over
det almindelige Niveau, vilde give sig saa alvorligt af med hende, og
Georg var i hendes Øjne Ridderen uden Frygt og Dadel, der kæmpede for en
ædel Sag og satte Livet ind paa den. At der kunde være noget andet end
Venskab i Georgs Følelser, faldt hende ikke ind. Smuk og rig, som hun
var, havde hun Tilbedere nok; men Georg var i sin Maade at være paa over
for hende saa ulig disse som vel muligt, og ikke mindst af den Grund var
hans Selskab hende saa behageligt.

Hun følte sig ganske let om Hjertet, da Georg, efter at have gennemlæst,
hvad hun havde skrevet, erklærede, at det langt fra var daarlig gjort,
og derpaa med sin Blyant foreslog forskellige Omskrivninger og
Forkortelser, som yderligere vilde forbedre det.

De var midt i dette Arbejde, da Zina og Andrey traadte ind.

Ved Synet af den unge Kone glemte Tania baade Manuskriptet og Georg i en
Følelse af overstrømmende Medlidenhed med sin ulykkelige Veninde. Hun
vidste, hvor inderligt Zina elskede Boris, og det var første Gang, hun
saa hende efter Hjemkomsten fra Dubravnik. Med et ængsteligt spørgende
Blik i de store, udtryksfulde Øjne fo'r hun hen til Veninden og
omfavnede og kyssede hende med ægte ungpigeagtig Overdrivelse. Men den
unge Kones billedskønne Ansigt var fuldstændig roligt og behersket, og
den, der i dette Øjeblik saa de to Kvinder, vilde tro, at Tania var den
ulykkelige og den anden den, der i medfølende Deltagelse bøjede sig over
hende for at yde hende Trøst. Zinas dybe, graa Øjne mødte klart og
roligt Venindens ængstelig bedrøvede Blik, og ingen Sky var synlig paa
den fint formede Pande, indrammet af en bølgende Linie smaa nydelige
Krøller. Hendes lyse Smil viste, hvor glad hun var ved Venindens
Modtagelse.

Tania var beroliget; det var ikke særlig vanskeligt at opnaa det; thi
Sorgen passer nu en Gang ikke for Ungdommen.

»Og hvorledes gaar det Grigory Alexandrovitsch?« spurgte Zina. »Han er
vel hjemme?«

»Ja, Far er inde i Stuen med Krivoluzky. Vi flygtede herind for ikke at
forstyrre dem med vor Passiar,« svarede Tania. »Men nu, da vi er i
Majoritet, kan vi vel nok vove at bryde ind til dem.«

Georg forestillede Andrey.

»Det er min Ven, og jeg beder Dem om at holde af ham, Tatiana
Grigorievna!« sagde han.

»Jeg lover Dem at forsøge derpaa,« svarede den unge Pige og rakte Andrey
Haanden med paafaldende Ynde.

De fandt Advokaten og hans Gæst inde i Arbejdsværelset, indhyllede i en
Sky af Tobaksrøg.

Andrey blev forestillet under Navn af Petroff, omendskønt Repin saa vel
som Krivoluzky -- der udelukkende var kommen for at se ham -- meget godt
vidste, hvem han var.

Den gamle Advokat tog hjerteligt imod Andrey. Iblandt de ældre
Emigranter i Schweiz var der flere af hans Ungdomsvenner, som han
længtes efter at faa lidt Oplysning om, og Andrey var i de fleste
Tilfælde i Stand til at tilfredsstille hans Nysgerrighed, da han enten
personlig kendte dem eller i hvert Fald havde hørt dem omtale.

Samtalen blev snart almindelig. Repin havde været i Schweiz samtidig med
Herzen og fortalte sine Oplevelser fra den Tid.

»Hvilken pinlig Overgang maa det dog være for Dem,« sagde han, henvendt
til Andrey, »efter saa lang Tids fuldstændig Frihed at komme tilbage til
dette ulykkelige Land, hvor man ikke kan aabne Munden uden at risikere
at blive taget i Nakken af en Gendarm.«

»Ja, De har Ret, Overgangen er stor; men jeg føler det dog ikke som
noget pinligt -- tvært imod, jeg befinder mig bedre her end der,«
svarede Andrey.

Repin rystede tvivlende paa Hovedet. Synet af denne unge, blomstrende
Mand, der var rejst saa langt for at komme til denne By -- som var fuld
af Spioner og Politi -- for rimeligvis her at ofre Livet for et
Drømmebilleds Skyld, fyldte hans Hjerte med Medlidenhed og tillige med
en Slags Selvbebrejdelse. Han saa paa ham og hans to Venner og rystede
atter paa Hovedet.

»Nej, sig ikke det! Altid at leve i Angst, aldrig at føle sig sikker et
Øjeblik paa Dagen -- og at vækkes om Natten ved den mindste Larm med den
Tanke, at ens sidste Time er kommen -- aa, det maa være forfærdeligt!«
sagde han.

Den brave Mand talte med saa megen Alvor og var selv saa greben af det
Billede, han udmalede for dem, at de af hans Tilhørere, hvem det mest
berørte, brast i Latter.

»Jeg beder om Forladelse!« sagde Andrey undskyldende. »Men De maler med
meget for stærke Farver.«

Repin følte sig ikke i mindste Maade fornærmet, men derimod, som en
Iagttager af den menneskelige Natur, stærkt interesseret; thi dette
uvilkaarlige, hjertelige Latterudbrud var for ham mere overbevisende end
mange Argumenter.

»De vil vel ikke bilde mig ind, at De slet ikke ænser de Farer, der
truer Dem?« spurgte han og saa sig forbavset om i Kredsen.

Zina, som sad nærmest ved ham, og paa hvem hans Øjne særlig hvilede, som
om Spørgsmaalet fornemmelig gjaldt hende, svarede, idet en let Sky et
Øjeblik formørkede hendes Pande:

»Faren møder os for ofte, Grigory Alexandrovitsch, man vænner sig til
sidst til alt og sløves efterhaanden -- desværre!«

Det var som Følge af en utilgivelig Ligegyldighed, at hele
Dubravnik-Tragedien -- som Boris var indviklet i -- havde fundet Sted.

Uagtet den unge Kone hvert Øjeblik paa Dagen følte sin store Sorg i dens
videste Udstrækning, var det dog ikke muligt at tage hendes ydre Ro for
kun at være en Maske. Enhver Tone i hendes Stemme, enhver Linie i dette
smukke, lyse Ansigt udtrykte en saadan Sanddruhed, at selv hendes
Stoicisme maatte være naturlig og ikke paataget. I den Verden, hvori
Zina levede, vil der iblandt tre Personer i det mindste altid være én,
hvis Hjerte sønderrives af en lignende Sorg som hendes. Livet vilde for
disse Mennesker være en ren Umulighed, og deres Gerning vilde
fuldstændig gaa i Staa, hvis de ikke tillod sig et Øjebliks Sorgløshed
og drog Omsorg for at holde deres Nerver i Orden.

Forøvrigt var Zina ikke meget talende denne Aften, men tog dog paa en
naturlig, ligefrem Maade Del i Samtalen og hjalp Andrey i hans
Bestræbelser for at bibringe Repin et mere naturtro Billede af en
»Ulovligs« Tilværelse. Hun lo, da Georg søgte at bevise, at »de
Ulovlige« i Rusland er de eneste, som, i hvert Fald til Tider nyder fuld
Beskyttelse af Loven.

»Tag for Eksempel Dem selv!« sagde han til Advokaten. »Er De vis paa, at
Politiet ikke endnu i denne Nat bryder ind hos Dem? De har afskediget en
af Deres Fuldmægtige for Bedrageri; hvem véd, om han ikke hævner sig ved
at angive Dem som en, der huser Terrorister? Eller De har sagt et eller
andet imod Regeringen, og beredvillige Sjæle indberetter det til Tredje
Afdeling. De har maaske for flere Aar tilbage skrevet nogle lignende
Udtalelser til en Ven, som først nu bliver arresteret, og Deres Brev
findes hos ham. Eller har De maaske i Virkeligheden ikke gjort noget af
alt dette?«

Repin maatte tilstaa, at han var skyldig i sligt.

»Saa er det jo en utilladelig Sorgløshed fra Deres Side at sove roligt,«
vedblev Georg. »Hvem véd, De bliver maaske arresteret i Nat og befinder
Dem i Morgen paa Vejen til Archangel eller til et andet endnu fjernere
og mere ubehageligt Sted.«

Den gamle Jurist svarede smilende, at han ikke haabede, noget saadant
vilde ske, men at han selvfølgelig ikke kunde være sikker derpaa.

»Men det kan vi!« udbrød Georg. »Alle vore Synder bliver vaskede af os,
naar vi kaster vore Pas i Ovnen og anskaffer os et nyt -- forudsat, at
det er et godt, og at vi holder Øjnene aabne. Vi har det saamænd rigtig
godt. Jeg fejrer nu snart den fjerde Aarsdag for min »ulovlige«
Eksistens.«

»Saa lever du den ene Halvdel paa en andens Bekostning!« sagde Andrey.
»Thi man har beregnet, at de »Ulovlige« gennemsnitlig kun lever to Aar.«

»Ja, men de kunde i det mindste forlænge denne Frist til tre Aar, hvis
de bare vilde være lidt raskere til at skifte Pas,« svarede Georg.

I dette Øjeblik blev der meldt, at Teen var serveret, og alle rejste sig
for at gaa ind i Spisestuen.

»Zanaida Petrovna!« sagde Repin, »vær saa venlig at skænke mig et
Øjeblik. Der er noget, jeg gerne vil tale med Dem om. Tania!« tilføjede
han henvendt til Datteren, »send os vor Te herind!«

Han vilde have at vide af Zina, hvorledes det i Grunden forholdt sig med
hendes Mand, for hvem han nærede stor Interesse -- og spørge hende, om
han ikke paa en eller anden Maade kunde være hende behjælpelig.

Zina gættede straks, hvad han vilde; der var desværre ikke meget at
fortælle om hendes egne Affærer, som der for Øjeblikket ikke kunde gøres
noget ved; men hun ønskede hans Hjælp i andre Sager. Der var de to
Søstre Polivanov, som Politiet ikke var utilbøjeligt til at slippe fri
imod Kaution, da man under deres to Aars Fangenskab ikke havde kunnet
finde noget graverende Vidnesbyrd imod dem. Man havde overdraget Zina at
ordne denne Sag, og da begge Søstrenes Helbred var stærkt nedbrudt,
gjaldt det saa hurtigt som muligt at finde gode Kautionister. Repin
maatte tage én af Søstrene paa sin Kappe; men han maatte ogsaa sørge for
at skaffe en Kautionist til den anden.

Der var for Resten endnu en anden Sag, som Zina ønskede at tale
med Repin om; han maatte, hvis det var ham muligt, igennem
Statsmyndighederne skaffe hende at vide, hvad der var blevet af de
dømte fra det sidste politiske Forhør -- de, som hemmelig bliver bragt
bort, uden at nogen faar at vide hvorhen.


Inde fra Spisestuen lød Latter og muntre Stemmer. Georg skændtes med
Krivoluzky om dennes Yndlingspaastand, at der ikke var noget Haab for
Arbejder-Bevægelsen i Rusland, førend de russiske Bønder ved en
fuldstændig Omvæltning var blevne forvandlede til ejendomsløse
Proletarer under Kapitalisternes Aag.

Georg var en glimrende Modstander i en Debat; hans utrolige Hukommelse
gjorde, at han huskede hvert Ord, som Opponenten havde ytret, hvor lang
hans Tale end maatte have været. Tania og Andrey var Tilhørere;
i Begyndelsen havde Andrey vel af og til med et Par Ord givet sin Mening
til Kende; men hans Interesse slappedes hurtigt; han havde meget lidt
eller slet intet af den brændende Lyst til Debatter, som er saa
almindelig hos Russerne, og han var glad, da Zina og Værten viste sig i
Døren.

»Naa, hvor langt er I saa?« spurgte Advokaten de to stridende. »Er
Ruslands Skæbne afgjort, eller er der endnu nogle Punkter svævende?«

Man lo, og Passiaren blev nu almindelig.

Lidt efter brød Zina op. Tania forsøgte at holde hende tilbage og bad
Andrey hjælpe sig dermed.

»Vil De virkelig af Sted, Zina? Det er jo tidligt endnu!« sagde han.

»Jeg maa gaa. Jeg har et Ærinde at besørge.«

»Det kan du gøre i Morgen -- bliv nu lidt her hos os!« sagde Tania og
smøg sig kælent som en lille Kattekilling op ad hende. Zina lo med denne
korte, klare Latter, som klædte hende saa fortryllende.

Venindens Opfordring forekom hende saa urimelig, thi det Ærinde, hun
havde, var at møde Klokken halv elleve præcis i Bascow Alleen for at
tage imod Brevene fra de politiske Fanger i Ravelinerne. Det var
Fæstningens Fangefoged, der bragte hende dem.

»Nej, min søde Pige,« sagde hun og kyssede Tania. »Mit Ærinde kan ikke
opsættes til i Morgen -- hvis det kunde det, var jeg bleven uden
Opfordring.«

Endnu i Døren vendte hun sig med et Smil, og det var, som om alt i Stuen
blev mere dagligdags, da hun var forsvunden. Stor Ulykke, baaren med
Værdighed og Mod, har en egen Evne til at indvirke forædlende paa
Omgivelserne.

»Har De kendt Zinaida Petrovna længe?« spurgte Andrey den unge Pige.

»Jeg traf hende straks, efter at hun var kommen ud af Fængslet; men det
er først, efter at hun har bosat sig her i St. Petersborg, at jeg rigtig
har lært hende at kende og ved, hvilken sjælden Kvinde hun er,« svarede
Tania begejstret.

»Jeg vil rimeligvis ikke faa Lejlighed til at træffe Dem saa ofte,
Tatiana Grigorievna, men alligevel kom jeg her i Aften med det Haab, at
det maatte lykkes mig at blive Deres Ven!« sagde Andrey. »Jeg haaber
ikke, at De føler Dem krænket derved.«

»Aa nej, tvært imod!« svarede den unge Pige alvorligt.

»Tak,« sagde Andrey. »De er nemlig langtfra fremmed for mig -- jeg
synes, jeg har kendt Dem længe, førend jeg har set Dem. Georg har talt
saa meget og saa begejstret om Dem!«

Tania rødmede og ærgrede sig over sig selv.

»Vil De tillade mig at tale med Dem, som om vi var gamle Venner?«
vedblev han.

»Ja,« svarede hun, »ogsaa jeg har hørt meget om Dem, men fra mange
forskellige Sider, saa mit Indtryk af Dem har den Fordel ikke at være
ensidigt.«

Andrey begyndte nu at spørge hende om, hvad hun især beskæftigede sig
med, om hendes politiske Anskuelser og Interesser. Hans Spørgsmaal
forvirrede hende undertiden, men var hende dog ikke imod, og efter et
Kvarters Forløb følte hun det, som sad hun over for en gammel Ven.

Georg kom hen til dem, men trak sig snart igen tilbage. Han vilde saa
gerne have, at de to skulde blive Venner, og vilde derfor give dem
Lejlighed til en lang, uforstyrret Samtale; selv nøjedes han med i
Frastand at betragte den unge Pige, medens han dog hurtig saa bort, naar
han mødte Andreys let drillende Blik.

Da Klokken manglede et Kvarter i tolv -- henad den Tid, hvor man er mest
»usikker« -- brød Andrey og Georg op og forlod Advokatens Hus.

Tania trak sig tilbage til sit Værelse med en behagelig Følelse af at
have tilbragt en god Aften. Hun afførte sig sin elegante Kjole -- alt
for elegant for en Pige med hendes Anskuelser. Georg havde ofte ivrig
bebrejdet hende hendes Sans for kostbare Toiletter. Hun blev længe
siddende foran sit Spejl, i Færd med at ordne det svære, sorte Haar for
Natten. Hun var opfyldt af Tankerne paa sin nye Ven; det smigrede hendes
Forfængelighed, at en Mand som Kojukhov havde vist hende saa megen
Interesse.

Repins Gadedør havde næppe lukket sig bag de to Venner, førend Georg
greb Andreys Arm og spurgte, hvad han saa syntes om Tania. Vennen
svarede temmelig reserveret, at han syntes godt om hende; hans rolige
Svar irriterede den begejstrede Georg, som dybt krænket fortsatte sin
Vej i Tavshed. Det varede imidlertid ikke længe, førend han igen
begyndte en af sine glødende Lovtaler over den unge Pige, og Andrey
spillede atter mere eller mindre Tilhørerens Rolle, indtil hans
Opmærksomhed pludselig blev optagen af noget helt andet.

Han havde længe hørt Fodtrin bag dem, som forekom ham mistænkelige.
Snart lød Trinene støjende, snart igen listende, men altid i samme
Afstand; de blev efter al Sandsynlighed forfulgt af en Spion. Andrey
sagde først intet til Georg, da han frygtede, at Vennen i sin Ophidselse
uvilkaarlig vilde vende Hovedet for at se efter Manden, og dette vilde
faa Spionen til at tro, at de vidste Besked.

Han greb derfor sin Ven under Armen og fremskyndede sine Skridt, som om
han i Talens Hede uvilkaarlig gik hurtigere til. Trinene bagved fulgte i
samme Tempo. Andrey fortsatte Eksperimentet ved atter at sagtne sin Gang
-- samme Resultat. Nu vidste han bestemt, at det var en Spion, men han
vidste ogsaa, at de ikke var blevne forfulgte førend længe efter, at de
var kommen ud fra Repins, det var altsaa ganske tilfældigt -- rimeligvis
et Par Ord af mistænkelig Karakter, som Manden havde opsnappet, idet de
gik forbi ham. Sagen var saaledes ikke særlig farlig; men de maatte dog
se at blive fri for ham, især da de nu nærmede sig til Georgs Bolig.

»Vend dig ikke om -- gaa roligt videre,« hviskede han til Vennen, »der
er en Spion efter os. Paa Hjørnet af Kosoistrædet skilles vi, og jeg
tager ham paa min Kappe alene. Der er et godt Stykke længere til mit
Hus.«

»Jeg er med!« svarede Georg og nikkede.

De var snart efter ved det Sted, hvor de skulde skilles. Georg gik,
Andrey tog et Par Skridt, men standsede saa for at tænde en Cigar. Nu,
da han saa Mandens Ansigt, var enhver Tvivl forsvunden, i dets Træk stod
tydeligt hans Profession skrevet: han havde et eget forskræmt og spændt
Udtryk, som han forgæves søgte at skjule under en ligegyldig, skødesløs
Mine. For Resten var det en høj, stiv Skikkelse med store røde Hænder og
gult Haar og Skæg.

Spionen, som nu maatte gøre sit Valg, hvilken af de to han vilde følge,
standsede raadvild et Øjeblik. Andrey var den ældste og smigrede sig med
at se langt mere værdig og alvorlig ud end Georg; han var vis paa, at
Manden vilde vælge ham.

Rimeligvis vilde han ogsaa have gjort det; men Andrey fik ikke straks
Ild i sin Tændstik, og Spionen, som blev gjort usikker ved denne Tøven,
gjorde pludselig kort omkring og gav sig til at følge efter Georg.
Andrey havde selvfølgelig forudset denne Mulighed og slog straks ind i
samme Gade. At have en Fjende foran og en anden bag sig i et snævert,
øde Stræde er en højst ubehagelig Situation, og selv den modigste Spion
vil næppe holde den ud mere end nogle faa Minutter. Fyren standsede da
ogsaa ganske rigtig for at læse en Teaterplakat, der var opslaaet paa en
Mur. Andrey gik roligt forbi ham, fredeligt rygende paa sin Cigaret, og
da han var kommen en Snes Skridt bort, hørte han atter Fodtrinene bag
sig. Det var det, han havde ventet. Han gik langsommere end Georg, som
en Mand, der er paa Udkig efter en Droske, og Vennen fik derved et
betydeligt Forspring og var snart forsvunden om et Hjørne. Andreys Plan
var den, at lade Spionen følge efter sig igennem flere afsides liggende
Gader og saa at se at faa fat i en Vogn, som han vilde give Ordre til at
køre til et eller andet langt borte liggende Sted; men han blev sparet
for denne Udgift, Skridtene bag ham lød fjernere og fjernere og hørtes
til sidst ikke mere. Da Manden forstod, at han var opdaget havde han af
sig selv opgivet Forfølgelsen. Andrey var snart efter hjemme, laasede
omhyggeligt Dørene og forvissede sig om at Revolver og Dolk, som han
altid bar i sit Bælte, var i god Orden.




V. KAPITEL.

_Tania vinder sine Sporer._


Georgs spøgefulde Bemærkning om Advokat Repins urolige Søvn syntes at
skulle have været et ildevarslende Omen; thi næppe var hans to farlige
Gæster ud af Døren, førend Gendarmerne viste sig.

Repin var ingen Kujon; men hans Blod stivnede, da Mændene i den forhadte
blaa Uniform traadte ind i hans Stue. Hans første Tanke var, at de to
unge Mænd var blevne arresterede uden for paa Gaden, og at hans Hus i
den Anledning skulde undersøges. Men Gendarmernes første Ord beroligede
ham i saa Henseende. Det uvelkomne Besøg skyldtes en eller anden lettere
Mistanke, hvis Begrundelse han ikke blev klog paa, og at det netop skete
i Aften, var kun en Tilfældighed. Advokaten aandede friere; for hans
eget Vedkommende havde han intet særligt at befrygte.

Politiet ransagede Huset, men fandt intet kompromitterende. Klokken tre
om Morgenen gik de igen. Som Følge af Repins høje sociale Stilling blev
han ikke arresteret, men maatte kun aflægge en højst ubehagelig Visit
paa Politikammeret for at besvare en Del nærgaaende og taabelige
Spørgsmaal.

Man lod ham i Fred; men det skuffede Politi vedblev at bevogte hans Hus.
Denne Omstændighed kunde have skæbnesvangre Følger for alle, især hvis
man blev opmærksom paa Zinas og Georgs ret hyppige Besøg. Det var
nødvendigt saa hurtigt som muligt at underrette dem om det passerede, og
Tania blev allerede næste Morgen sendt af Sted for at advare Vennerne.

Hun begav sig paa Vandring med al den Ophidselse, som en ung Pige
uvilkaarligt føler, naar man for første Gang har betroet hende en
alvorlig og farefuld Mission.

Eftersom deres Hus blev bevogtet, var det mere end rimeligt, at hver
enkelt af dets Beboere vilde blive fulgt, naar de gik ud. Hun var i den
dødeligste Angst for, at hun, i Stedet for at advare, skulde føre
Spionerne lige ind til dem. Hvorledes skulde hun undgaa at blive
forfulgt? Hun iførte sig en Dragt, der var noget forskellig fra den, hun
plejede at bære, og traadte ud paa Gaden i det Øjeblik, da den
mistænkelige Mand henne paa Hjørnet var forsvunden for at aflægge en af
sine korte Visitter paa Politistationen. Men hvem kunde vide? Maaske
stod der bag Gardinerne i hint Vindue ovre paa den anden Side af Gaden
en anden Spion, som havde set hende og signaliserede til den første, saa
snart han var vendt tilbage? Hun skyndte sig ned ad Gaden, forfulgt af
de Gøglebilleder, hendes Hjerne fostrede. Eller hvad garanterede hende
for, at hin gamle, værdigt udseende Dame, som gik i samme Retning som
hun, ikke var en Spion? Men den gamle Dame drejede om det første Hjørne
og gik hen ad Nevsky-Kvarteret til, uden saa meget som at se paa den
unge Pige. Det var altsammen meget godt; men det kunde være et
Krigspuds, og den forklædte Spion kunde have givet et Vink til en anden,
som skulde fortsætte Forfølgelsen! Eller hvis hun virkelig tog fejl i
denne Formodning, var hun da sikker paa, at ikke en virkelig Spion
fulgte efter hende i nogen Afstand?

Den stakkels Pige var fuldstændig raadvild og lige ved at tabe Hovedet,
da det pludselig faldt hende ind, at en Slægtning af hende boede i et
Hus i Liteinaia, som stod i Forbindelse med Mokhovia Gaden ved en smal
Gennemgang. Selv paa den travleste Tid af Dagen blev denne Passage kun
benyttet af meget faa Mennesker, og nu saa tidligt paa Formiddagen vilde
den rimeligvis være helt øde. Dersom hun kom igennem denne Gyde uden at
have nogen bag sig, kunde hun være temmelig sikker paa at være
undsluppen Tredje Afdelings Blodhunde.

Dette Eksperiment var saa simpelt, at hun undrede sig over ikke at være
falden paa det. Hun tog en Vogn til Liteinaia og havde den
Tilfredsstillelse at mærke, at hun ikke blev fulgt af nogen anden Vogn.
Det var hendes Hensigt at opsøge Georg i hans Bolig. De aktive
sammensvorne holder deres private Adresser meget hemmeligt, og som Regel
kender kun Kollegerne dem, men Georg havde gjort en Undtagelse over for
Tania. Hun vidste hvor han boede, og havde allerede besøgt ham nogle
Gange i hans Hule. Den russiske Omgangstone tillader en saadan Frihed
mellem unge Mænd og Kvinder. Hun lovede Kusken en Drikkeskilling, hvis
han vilde køre hurtigt, og ti Minutter efter holdt hun ved Indgangen til
den omtalte Gyde. Den var ikke helt øde, idet to Vaskerkoner, der bar en
stor Kurv imellem sig, netop i dette Øjeblik drejede ind i den. Men
Tania var nu tilstrækkelig rolig til ikke at mistænke disse to Kvinder
for at staa i nogen som helst Forbindelse med Tredje Afdeling. Hun
fortsatte sin Vej til Fods.

Næsten i samme Øjeblik, hun ringede paa Georgs Dør, blev den aabnet. Han
var hjemme og modtog den uventede Gæst med et Glædesudbrud.

»Hvilken god Vind har dog ført Dem her hen, Tatiana Grigorievna?« sagde
han. »Mine bedste Venner er i Dag samlede under mit Tag, vi savnede kun
Dem!«

I sin overstrømmende Glæde gav Georg hende ikke Tid til at faa indført
et eneste Ord, men trak hende gennem Forstuen ind i sit Arbejdsværelse,
hvor hun fandt Andrey og en høj, smuk Dame, som hun ikke før havde set.

Det var Helene Zubova, der lige var kommen fra Schweiz.

De to unge Piger blev forestillede for hinanden, og Tania fandt nu
endelig Anledning til at fortælle, hvorfor hun var kommen.

Meddelelsen om det natlige Besøg i Advokatens Hus gjorde et stærkt
Indtryk paa Vennerne; men man tog dog Sagen forholdsvis roligt, efter at
man havde faaet at vide, at der intet kompromitterende var fundet, og at
Repin ikke var arresteret.

Georg fortalte derpaa Tania, hvorledes de to ogsaa nær var bleven
nappede paa Hjemvejen om Natten.

»Og hvis vi altsaa kun var bleven et Øjeblik længere oppe hos Dem, vilde
vi uundgaaelig være bleven arresterede,« tilføjede han.

»Ja!« bemærkede Andrey halvt spøgende og halvt alvorligt. »Ethvert
Menneskes Skæbne er skrevet forud, og ingen kan undgaa den.«

»Men det er dog ganske godt at hjælpe Skæbnen lidt med at ordne
Tingene,« mente Georg.

Saa takkede de begge to Tania, fordi hun var kommen for at advare dem.

Helene var den første, der spurgte, hvorledes hun egentlig havde baaret
sig ad med at komme ud af Huset, som dog vistnok var bevogtet.

»Er De vis paa, at man ikke er fulgt efter Dem?« spurgte hun.

Tania fortalte alle sine Ængstelser og den lille List, hun havde
benyttet for at komme bort fra mulige Forfølgere.

Helene klappede i Hænderne.

»Det har De jo klaret helt brillant, Tatiana Grigorievna!« udbrød hun.
»Ingen af os kunde have gjort det bedre.«

»Mener De virkelig?« spurgte den unge Pige rødmende. »Det faldt mig ikke
ind, at der var noget særlig klogt i det.«

»Saa meget des bedre,« sagde Georg, »De har altsaa ligefrem et medfødt
Talent i den Retning.«

Han var henrykt over, at Tania havde givet dette lille Bevis paa
Aandsnærværelse og Dygtighed, og var lykkelig ved at se det anerkendende
varme Blik, det indbragte hende fra hans to Venner.

Tania rejste sig for at tage Afsked; nu, da hun havde udrettet sit
Ærinde, tillod hendes Taktfølelse hende ikke at blive her længer.

Georg saa umaadelig skuffet ud og bad hende dog endelig blive lidt
endnu; men Tania holdt paa, at hun burde gaa.

»De har dog vistnok et eller andet at tale alene om med Deres Venner,«
sagde hun til ham.

»Nej, aldeles ikke, bliv endelig! Det er ikke noget Forretningsmøde. De
behøver ikke at gaa af den Grund.«

Andrey gentog Georgs Forsikring og bad hende blive lidt endnu. Nu, da
hendes Faders Hus ikke længer var sikkert, kunde det maaske vare længe,
inden de atter fik Lejlighed til at se hende.

Andrey talte forøvrigt næsten ikke med hende, men overlod hende helt til
Georg; han selv var optagen af at tale med Helene om Annie Vulitch.
Lenas Fortællinger om den unge Pige bestyrkede ham i hans egne
Formodninger efter det gode Indtryk, han havde faaet af hende.

Desuagtet forlod Bevidstheden om Tanias Nærværelse ham ikke et Øjeblik;
han følte den som noget behageligt, paa samme Maade som man ubevidst
nyder Glæden ved et smukt Landskab, selv om ens Tanker er optagne i
ganske andre Retninger.

Da Tania en halv Time senere rejste sig og gik, idet hun erklærede, at
hendes Fader ellers vilde blive ængstelig, forekom det Andrey, som om
Stuen pludselig blev mørk og tom.

»Sikken et fortryllende Ansigt!« udbrød Helene.

»Ja, spørg kun Georg, hvad han mener derom,« sagde Andrey smilende; han
var selv ganske enig med Lena -- Tania havde endog set ualmindelig
indtagende ud i Dag.

De optog atter deres Samtale, og hen ad Klokken tolv kom Zina og Vasily
Verbitzky, der var kommen fra Schweiz sammen med Helene. Andrey havde
holdt sit Løfte om at sørge for, at de begge to snart fik Lov til at
vende tilbage til Rusland. Zina var i den højeste Ophidselse, og selv
Vasilys urokkelige Ansigt viste Tegn paa Sindsbevægelse.

»Hvad er der i Vejen?« spurgte Georg.

Zina svarede ved at forelæse dem et Brev fra Dubravnik, der indeholdt
haarrejsende Beskrivelser af den Maade, hvorpaa de politiske Fanger
behandledes. Den kulminerede i en hidtil ukendt Skændselsdaad. Efter
Dommerens Ordre var en ung Pige -- hvis Navn nævntes fuldt ud i Brevet
-- bleven klædt nøgen af i Gendarmernes og Fangevogterens Nærværelse,
under Foregivende af, at Fængselsreglementet forlangte, at man førend
Indespærringen skulde have en nøjagtig Beskrivelse af Fangens Person.

Brevet paahørtes under dødlignende Tavshed, den glade Stemning, der før
havde hvilet over det lille Selskab, var som bortblæst. Hævnens mørke
Aand hvilede nu over dem alle, og hver især var opfyldt af de samme
truende, trodsige Tanker.

»Dette maa ikke gaa ustraffet hen!«

»Nej, der maa statueres et frygteligt Eksempel!« udbrød Georg og Helene
omtrent samtidigt.

Andrey sagde intet, han mente, det faldt af sig selv.

»Det er netop det samme, som vore Dubravnik Folk mener,« sagde Zina.
»Thi de beder os i deres Brev om at sende dem en paalidelig og erfaren
Kvinde, som kan forestaa et Tilflugtssted for sammensvorne. De spørger
ogsaa, om vi kan skaffe dem en sikker Mand med en kølig Hjerne og en
rolig Haand.«

»Den Mand vil jeg være!« udbrød Andrey.

»Nej,« protesterede Vasily paa sin langsomme, dovne Maade. »Det bliver
mig, jeg har allerede talt med Zina derom.«

Zina bekræftede det og erklærede, at det var bedst saaledes, ikke af den
Grund, at den ene var mere egnet dertil end den anden, men Andrey havde
allerede faaet sine Forbindelser i St. Petersborg og var begyndt paa sin
mere aktuelle Virksomhed. Desuden var Vasily en ny Mand og derfor som
skabt for Dubravnik-Affæren.

Hermed var Sagen afgjort.

Med Hensyn til Valget af Kvinden var der kun én Mening. Zina, som før
havde været i Dubravnik, havde alle Kvalifikationer paa sin Side.
Saaledes var begge de ønskede Personer fundne; Sagen skulde nu kun ved
næste Møde forelægges Komitéen til Vedtagelse; men dette var en ren
Formsag, og man vidste forud, at ikke en eneste Stemme vilde rejse sig
imod Forslaget.

»Det er sandt,« sagde Zina og vendte sig imod Helene, »kunde De have
Lyst til at tage min Plads her under min Fraværelse?«

Den unge Pige svarede, at hun vilde være glad ved straks at finde
Arbejde, og Zina begyndte at forklare hende, hvad hun havde at gøre.

Det viste sig at være et meget omfattende Arbejde -- nemlig Propaganda
iblandt den oplyste Ungdom, Propaganda blandt Arbejderne og den
hemmelige Korrespondance med Fangerne i Fæstningen.

»Jeg ved ikke rigtig, om jeg kan paatage mig alt det, især
Korrespondancen,« sagde Helene tøvende. »Jeg ved endnu saa lidt om, hvad
der foregaar her.«

Georg lovede at paatage sig denne Del af Arbejdet, og tilbød at hjælpe
hende med det andet, indtil hun var kommen rigtig ind i Forholdene.

»De vil snart have overvundet de Vanskeligheder,« sagde han opmuntrende.
»I Morgen besøger vi en Ven af mig -- Medlem af den ene Klub, han vil
sætte Dem ind i det hele. Og De har allerede lært et af Medlemmerne af
den anden Klub at kende, Tania Repina, som var her nu.«

»Har Tania været her? Er der hændet noget særligt?« spurgte Zina.

I Ophidselsen over Brevet fra Dubravnik havde man helt glemt
Begivenheden hos Repin og ikke omtalt den for de nyankomne.

Zina blev stærkt berørt ved Meddelelsen.

»Ved Repin, hvorfor Politiet har ham mistænkt?«

»Nej! Man sagde intet, og det er ham ikke muligt at tænke sig Grunden.«

»Jeg tror, at jeg kender den,« svarede Zina. »Den staar i Forbindelse
med Arrestationerne i Dubravnik. Der er en svag Hentydning dertil i
Brevet, som jeg først nu forstaar. De omtaler at en vis Novakovsky er
bleven arresteret, en Advokat, der, saa vidt jeg ved, stod paa en
venskabelig Fod med Repin, og de tilføjer, at jeg maa advare »Pandekt,
Nummer et«. Jeg forstod ikke, hvem der mentes med denne Benævnelse; nu
kan jeg tænke mig, at det maa være Repin. Det kommer der af at være alt
for forsigtige igen.«

»De vilde dog ikke have kunnet advare ham, selv om De straks havde
gættet det rigtige,« sagde Andrey. »Rimeligvis er Ordren om
Husundersøgelsen kommen telegrafisk, og da der ingen Ulykke er sket,
behøver vi ikke at ængste os synderligt over den Sag.«

»Det er sandt nok, men jeg frygter for, at den ikke er endt dermed.
Novakovsky bar været indviklet i alvorlige Affærer, hvert Øjeblik kan
bringe vigtige Opdagelser for Lyset, og Repin kan blive alvorlig
indviklet deri. Vi maa se at faa givet ham et Vink, saa at han ikke
falder til Ro i en muligvis skæbnesvanger Sikkerhedsfølelse.«

Da man ikke turde gaa til Advokatens Hus, blev man enig om at en af dem
skulde opsøge Krivoluzky og sende Repin Bud gennem ham.




VI. KAPITEL.

_Advokat Repin._


Kort efter afrejste Zina og Vasily Verbitzky til Dubravnik, og nogle faa
Dage senere meldte et Brev, at de var ankomne i god Behold. Ti Dage
efter kom endnu et Brev fra Zina, hvori hun meddelte, at »Affæren var i
fuld Gang«, og at det ikke vilde vare længe, førend »den var ordnet«.
Desuagtet skulde denne Affære ikke blive ordnet, hverken nu eller
senere; thi Dommeren, der havde beordret den skændige Handling, blev
greben af en saadan Panik, da han forstod, at man agtede at hævne sig,
at han under Foregivende af pludselig Sygdom skaffede sig Orlov og i al
Hastighed forlod Byen. En Maaned senere sivede det Rygte ud, at han for
bestandig havde forladt Ministeriets Tjeneste. Hvor opbragt vore
Dubravnik Folk end var paa ham, var der intet andet for dem at gøre end
at lade den Fugl flyve. Det er en vedtagen og urokkelig Bestemmelse
iblandt Terroristerne, at fra det Øjeblik en Embedsmand ophører at være
skadelig, maa han i intet Tilfælde hugges ned kun for Hævnens Skyld. Paa
denne Maade har adskillige Kujoner undgaaet den Skæbne, der ventede dem.

Men disse Mennesker, som nu var førte sammen her for at fuldbyrde en
Hævnens Gerning, spredtes ikke ved Offerets Flugt. Man blev enig om,
siden man nu en Gang var her med hele Apparatet i Orden, at tage fat for
Alvor paa Forsøgene paa at redde de tre Revolutionister, som afventede
deres Dom i Dubravniks Fængsel, nemlig Boris og hans to Kammerater
Levshin og Klein.

Zina skrev i den Anledning til Hovedkvarteret i St. Petersborg, som
fuldstændig billigede den ny Plan og lovede at understøtte dem med Penge
og, hvis det var nødvendigt, ogsaa med Mandskab.

Andrey var forberedt paa at blive kaldet til Dubravnik hver Dag, men
undrede sig desuagtet ikke over, at Uge hengik efter Uge, uden at man
sendte Bud efter ham. Zina, som var den, der ledede Forberedelserne
dernede, havde faaet Ordre til ikke at skrive efter Andrey, førend det
Øjeblik var kommet, da den afgørende Handling stod for Døren, og han
vidste af Erfaring, hvor vanskeligt det var at ordne en saadan Sag. Paa
denne Maade forløb Sommeren uden at bringe noget særlig nyt fra
Dubravnik.

I St. Petersborg var Sæsonen lige saa død, som den altid plejede at være
paa denne Aarstid. Den korte Sommers brændende Hede, der føles dobbelt,
fordi den staar i saa stærk en Modsætning til Temperaturen den øvrige
Del af Aaret, driver enhver, der blot kan skaffe Midlerne dertil, bort
fra den kvælende By, ud hvor der findes en Mundfuld frisk Luft. Saavel
Arbejderen som Videnskabsmanden søger ud til de grønne Marker,
henholdsvis for at finde Arbejde eller Hvile. Denne almindelige
Udvandring frembringer en følelig Mangel paa Liv baade i Byens
Forretningsverden og i dens aandelige Rørelser. Og Nihilismen slumrer
saa vel som alt andet i den hede Aarstid, idet dens Medlemmer er spredte
vidt og bredt over Landet. Alligevel var man denne Sommer mindre
uvirksom end ellers, hvilket hovedsagelig skyldtes den voksende
Propaganda iblandt Arbejderne, af hvilke der altid er nok i Byen baade
Sommer og Vinter.

Andrey ofrede sig for dette Arbejde med hele sin Energi, saa længe som
man ikke paa andre Maader behøvede hans Hjælp. Han havde i tidligere
Dage tilbragt en Del af sin Tid med at drive Propaganda iblandt
Arbejdsklassen, og havde fra den Gang flere Venner imellem dem, som var
glade ved atter at gense ham. I Løbet af fjorten Dage var han helt
fortrolig med sine Folk og med sit Arbejde. Han var afholdt paa Grund af
sin ligefremme, alvorlige Maade at være paa, og man lyttede med Glæde
til hans klare, forstandige Tale, der var fri for enhver unyttig
Forsiring. Andrey paa sin Side følte sig hjemme blandt disse Mennesker,
og det var egentlig det Arbejde i Revolutionens Tjeneste, han syntes
bedst om. I den Retning var han en absolut Modsætning til Georg, som
foretrak Propagandaen iblandt den studerende og mere dannede Klasse,
hvor hans glimrende Talegaver anderledes kunde komme til deres Ret.

Det var en klar Søndag Eftermiddag i den første Halvdel af August;
Andrey var paa Vejen hjem fra et Arbejdermøde i Vyborg-Kvarteret, der
stod under hans særlige Varetægt. Klokken var seks, og han standsede ved
Liteiny Broen for at overveje, om han skulde gaa videre ad Hjemmet til,
eller om han skulde staa op i en Omnibus og kørte til Repins Sommervilla
ved »Den sorte Flod«. Han kunde naa den paa en Time, og Dagen og Tiden
egnede sig godt for et Besøg. Alligevel følte han lidt Samvittighedsnag
ved at give efter for sin heftige Lyst til at besøge Repins. Han havde
været der to Gange i den forløbne Uge, og det var ubetinget klogest ikke
atter at vise sig der. Vist nok havde den Uvejrssky, som for nogle
Maaneder siden trak sammen over Advokatens Hoved, atter spredt sig;
Novakovsky var bleven frigivet, uden at Dubravnik Politiet var kommen
under Vejr med hans kompromitterende Forbindelser, og Repin var ikke
yderligere bleven forulempet; hans Hus var saa sikkert, som en Russers i
det hele taget kan være.

Alligevel indeslutter enhver »Ulovligs« Besøg i sig selv en Fare og bør
ikke gentages for ofte, og Andrey besluttede derfor at være dydig og gaa
lige hjem, omendskønt hans Værelser i dette Øjeblik kun forekom ham
lidet tiltrækkende. Han gik ogsaa virkelig over Broen, men da Omnibussen
til »Den sorte Flod« i samme Øjeblik, som han naaede den anden Side, kom
rullende hen imod ham, og han saa, at der var en Plads ledig paa
Kuskesædet, skyndte han sig med at springe op og sikre sig den.

Man maa heller ikke være alt for ængstelig, trøstede han sig med; i de
udenbys Distrikter er Politiet mindre aarvaagent, og en Visit mere eller
mindre betyder ikke saa meget, særlig en Søndag, hvor der altid ventes
Gæster fra Byen. Det faldt ham pludselig ind, at der var Musik i Parken
hver Søndag Aften, og da Tania vist nok gerne gik derhen, kunde han være
hendes Ledsager; thi Advokaten arbejdede altid om Aftenen.

Siden Andrey for to Maaneder siden havde truffet Tania første Gang, var
der ikke hengaaet en Uge, uden at han havde set hende, i Begyndelsen
rent tilfældigt, senere ved mere eller mindre planlagte Kombinationer.
Efter at Repins var flyttede paa Landet, tilbragte Andrey de fleste af
sine ledige Aftener enten hos Advokaten eller hos Helene Zubova. Den
unge Pige havde for Sommermaanederne lejet et Værelse i Nærheden og kom
meget sammen med Tania.

For Andrey med hans mange dyrekøbte Erfaringer i Livet var Tania trods
sine nitten Aar omtrent et Barn endnu; men der var alligevel i deres
Smag, i deres Sympatier og Interesser saa megen Overensstemmelse, at han
følte hendes Selskab som noget af det kæreste og bedste. Det faldt ham
ikke ind, at denne fortrolige Omgang kunde rumme nogen Fare for hans
Sjælsro, og med Hensyn til Tania ansaa han det for helt utænkeligt; han
havde intet ved sig, der satte en Kvindes Fantasi i Bevægelse. Vist nok
var der mange, der havde holdt af ham; men de havde dog alle giftet sig
med en anden. Det var nu en Gang hans Skæbne i Livet; og han havde
vænnet sig til at tage det med Ro; en Kvindes Kærlighed er en stor, men
skæbnesvanger Lykke, og for en Oprører er det bedre at være den foruden.

Desuden elskede Georg jo Tania, og Andrey havde først troet, at denne
Følelse blev gengældt fra hendes Side, men han var i den sidste Tid
begyndt at blive noget tvivlsom paa dette Punkt. Tanias Følelser for
Georg var næppe mere end søsterlige. Men mærkeligt nok var det dog
Vennens Kærlighed til den unge Pige, der gjorde ham blind over for hans
egne Følelser.

Georg var en sjældnere Gæst i Advokatens Hus end Andrey. Den unge Digter
benyttede den Ferie, som Sommeren bragte med sig, til at arbejde paa
sine egne Ting.

Da Andrey naaede Advokatens smukke, lille Villa, som var smagfuldt
prydet med Træskærerarbejde i russisk Stil, fandt han Husets Herre alene
hjemme. Tania var gaaet ud. Helene Zubova var kommen straks efter Middag
for at hente hende til en Spadseretur, Georg ventede paa dem i Parken,
og de kom næppe hjem før sent paa Aftenen, forklarede den gamle Herre.

Andrey følte sig bittert skuffet og vilde straks tage Afsked, men hans
Vært holdt ham tilbage.

»Sid dog ned og ryg en Cigar!« sagde Repin. »Jeg fejrer ogsaa min Søndag
nu.«

Foran ham laa et nylig udkommet Hæfte og en Elfenbenspapirkniv mellem
dets Blade.

»Hvor kommer De fra, og hvad nyt foregaar der i den Del af Verden, hvor
De færdes?« fortsatte Repin. »Skal vi alle sammen gaa i Hundene, og er
De allerede bleven enige om paa hvilken Maade?«

»Aa nej, slet saa galt er det ikke,« svarede Andrey. »Jeg kommer fra et
Arbejdermøde.«

»Ja saa! Udrettes der meget ad den Vej?«

»Ubetinget! Især i det sidste Aars Tid.«

»Og finder De virkelig, at disse Bestræbelser bærer Frugt?« spurgte
Advokaten stærkt interesseret, men i en noget tvivlende Tone.

»Naturligvis gør det det, hvorfor skulde vi ellers blive ved dermed?«
spurgte Andrey.

»Aa, de fleste Mennesker er i Regelen mest udholdende paa de Punkter,
hvor det er mest frugtesløst,« bemærkede Repin.

Født Adelsmand og opdraget iblandt dem, der havde Livegne under sig,
nærede Advokat Repin som saa mange af de bedste Mænd fra hans Tid den
Anskuelse, at der imellem den dannede Mand og Arbejderen var en
uoverstigelig Afgrund. I sin Virksomhed som Advokat ved de politiske
Forhør havde han vistnok truffet adskillige Arbejdere og Bønder, som
aandeligt stod paa fuldstændig samme Niveau som den mere dannede Mand,
og det slog ham hver Gang som noget helt nyt. En Svale -- ja selv en
halv Snes -- gør imidlertid ingen Sommer, og han var lige saa tvivlende
som før, men greb dog nu med Glæde Anledningen til at høre lidt nærmere
om dette Spørgsmaal af en Mand, der som Andrey kendte alle dets for og
imod.

Han lyttede derfor med stor Opmærksomhed til den unge Mands Ord, idet
han af og til nikkede samstemmende.

»Ja, jeg maa indrømme, at det er en god Begyndelse,« sagde han til
sidst, »og den mest haabefulde Del af eders Gerning, den eneste, som jeg
i Virkeligheden kan være med til at godkende. Og jeg er Dem taknemmelig,
fordi De har sat mig saa godt ind i Sagen.«

Advokat Repin drøftede ofte politiske og revolutionære Spørgsmaal med
Andrey. Den unge Mand var den af Datterens Venner, som han helst saa i
sit Hus og helst talte med. De var selvfølgelig aldrig enige, men de
saarede hinanden mindre og forstod hinanden bedre end de øvrige.

»Jeg vil nu sige Tak for denne Gang!« sagde Andrey, idet han rejste sig.
»Jeg vil gaa igennem Parken, maaske kan jeg være saa heldig at træffe de
andre. Tør jeg i hvert Fald bede Dem om at hilse Tatiana Grigorievna fra
mig?«

Da Repin atter var alene, greb han sin Bog for at genoptage Læsningen;
men det var ham umuligt at læse videre. Han var saa opfyldt af sine egne
Tanker, at han ikke var i Stand til at følge Forfatterens. Han tænkte
paa sin Datter og paa den vanskelige, sørgelige Stilling, hvori hendes
synligt voksende Sympati for Revolutionen bragte ham.

Repin var ingen Tilhænger af Revolutionen, som den var paa den Tid. Som
en Mand fra en langt tidligere Periode var han en varm Beundrer og
virksom Understøtter af den store Frihedsbevægelse fra 1860, hvortil
Herzens Navn saa nøje var knyttet. Han var bleven disse Traditioner tro,
og naar Revolutionisterne haardnakket angreb den politiske Despotisme i
Rusland, kunde han ikke andet end i dem at se Forkæmperne for hans egne
Doktriner. Omendskønt han var alt for gammel til at dele deres
Forhaabninger eller til at bifalde deres hensynsløse Midler for at naa
Maalet, ansaa han dog ikke dette for tilstrækkelig Grund til selv helt
at unddrage sig ethvert Ansvar eller enhver Byrde i den forestaaende
Kamp. Han havde set for meget af Despotismens Rædsler til ikke at føle,
at selv den vildeste Form for Gengældelse var naturlig og undskyldelig,
ja endog moralsk berettiget, og han følte hverken Had eller Afsky for
dens Forkæmpere, snarere en vis Respekt.

En Begivenhed, som var hændet for tre Aar siden, havde bidraget
væsentlig til at fæstne hans den Gang noget vage Sympatier. Han var
bleven opfordret til af optræde som Defensor ved et politisk Forhør. Paa
den Tid havde de politiske Forbrydere endnu Ret til at lade sig forsvare
af Advokater. Han blev paa denne Maade bekendt med Zina Lomova -- hans
Klient -- og med flere af hendes Kammerater. Hans Interesse for Sagen
blev forhøjet ved den stærke personlige Sympati, som disse brave og
modige unge Mennesker indgød ham.

Da den efter hans Mening højst uretfærdige Dom faldt otte Maaneder
senere, og Zina, efter at være flygtet, uventet en Dag opsøgte ham i
hans Bolig i St. Petersborg, modtog han hende med aabne Arme og tilbød
hende Beskyttelse og alt, hvad hun ellers behøvede. Zina tilbragte i
Virkeligheden flere Dage i Advokatens Hus, indtil hun Ved hans Hjælp var
bleven sat i Forbindelse med dem af hendes tidligere Venner, der som
»Ulovlige« boede i Hovedstaden.

Igennem Zina var Repin og hans Datter iblandt andre ogsaa blevne
bekendte med Boris Maevsky, med hvem hun kort efter giftede sig.
Advokatens Hus var Samlingsstedet for den højeste Intelligens i St.
Petersborg, og der var intet Sted, hvor Oprørerne -- i Mangel af en fri
Presse -- bedre kunde faa Begreb om de toneangivendes Meninger og
Sympatier. Flere af Oprørerne sluttede Venskab med hans Datter, hvem de
tydeligt nok betragtede som et fremtidigt Medlem af deres Parti.

Den gamle Advokat var tilstrækkelig klartseende til at frygte at deres
Forhaabninger var vel begrundede, og at den Dag var nær, da hans elskede
Barn vilde blive trukken med ind i denne bundløse Hvirvel, som krævede
saa mange Ofre. Han vilde have givet sit Liv for at frelse hende; men
han kunde ikke se, hvorledes det lod sig gøre. At forbyde hende ethvert
Samkvem med de sammensvorne forekom ham lige saa moralsk umuligt, som
det var ham selv at nægte enhver Hjælp, kun fordi han derved kunde
risikere en Dag at komme i Kollision med Politiet. Desuden, til hvad
Nytte var alle Forbud og al kunstig Indespærring naar Smitstoffet laa i
Luften? Hvor mangen en Fader har ikke forsøgt dette fortvivlede Middel
og med hvilket Resultat? For at se sit Barn træde op imod hans Autoritet
og i Vrede og Had skille sine Veje fra hans. Nej, saa hellere lade det
værste ske, aldrig skulde hans Datter komme til at se paa ham som paa en
Fjende. Han lagde intet Baand paa hendes Frihed, men stolede paa, at den
moralske Indflydelse, han havde over hende, vilde være tilstrækkelig til
at afholde hende fra et Skridt, som han ansaa baade for farligt og
fortvivlet. I lang Tid havde han smigret sig med aandeligt at have saa
megen Magt over hende, at hun holdtes inden for bestemte Grænser; men i
den senere Tid havde han lagt Mærke til en Forandring hos hende, som
gjorde ham urolig. Han frygtede, at den skæbnesvangre Krisis nærmede
sig, og nu, imedens han sad her foran sin opslaaede Bog, følte han sit
Hjerte sammensnøres ved Tanken om dette uafvendelige.




VII. KAPITEL.

_En Proselyt._


Andrey forandrede sin Beslutning om at gaa ned i Parken og gik i Stedet
for lige til Helenes Bopæl. Rimeligvis vilde de dog komme hjem for at
spise til Aften, hvis de ikke allerede var der; og han fremskyndede sine
Skridt.

Men det var en Dag fuld af Skuffelser. Der var ingen til Stede, og man
sagde ham, at de ikke havde givet Besked om, hvornaar de kom tilbage.
Desuagtet bestemte han sig til at vente.

Helene beboede et rummeligt Værelse, tarveligt møbleret, men med en smuk
Udsigt. Et stort Akasietræ skyggede foran Vinduet, og dets fine Løv
dirrede let i den stille Luft. Andrey aabnede Vinduet og indaandede den
krydrede Duft fra Haven og Markerne. Huset stod i Udkanten af den lille
Landsby, og man havde en vid Udsigt over Agre og Enge. Midsommerens lyse
Nætter var allerede forbi, men Aftenskumringen var endnu lys og lang.
Han havde næppe ventet et Kvarter, førend han hørte Gadedøren smække i
og et Øjeblik efter Georgs Latter ude paa Trappen og en Stemme, som fik
hans Hjerte til at banke heftigere.

Tania saa henrivende ud med en let Rødme paa Kinderne efter den hurtige
Gang. Hun var iført en lys Bluse af Raasilke, som klædte hendes smidige,
slanke Figur fortræffeligt. I Haanden bar hun sin store, runde Straahat,
som hun havde taget af undervejs. Andrey rejste sig og gik hende i Møde
med et straalende Smil.

»De har haft en behagelig Spadseretur, kan jeg se,« sagde han og saa
hende ind i det straalende Ansigt.

»Ja,« sagde hun og kastede sig i en Lænestol, »det var virkelig en rar
Tur. Georg fortalte os saa mange morsomme Historier. Skade, at De ikke
var med!«

»Mener De for Historiernes Skyld? Maaske har jeg dog hørt dem før. Det
hænder undertiden med gamle Venner, som er meget ude sammen.«

»Hvorledes gaar det egentlig dig?« sagde han til Georg. »Det er
snart en Evighed, siden jeg har set dig! Du er vel midt i en
Skabelses-Paroksysme, kan jeg tænke mig?«

»Jeg har siddet og hekset med Renskrivning, hvis det er det du mener?«
svarede Georg.

»Og nu fejrer du formodentlig dit Værks lykkelige Fuldendelse?«

»Ja, nu er jeg færdig med mit Arbejde for denne Maaned og fejrer, som du
siger, min midlertidige Frihed -- en Glæde, som kun den helt kan fatte,
der maa slide i den literære Trædemølle.«

Tania, som mageligt strakte sig i Stolen, vendte sig mod de talende og
lænede begge Albuer mod Stolens Arme.

»Sikken en utaknemmelig Gnavpotte du er, Georg,« sagde hun. »Jeg mente,
at du mindre end de fleste havde Grund til at beklage dig over din
Skæbne.«

»Det lader sig høre!« udbrød den unge Mand. »Vil du maaske være saa
venlig at sige mig, hvorledes du er kommen til den Opfattelse? Det vilde
være yderst behageligt, om du kunde faa mig til at dele den.«

I dette Øjeblik viste Helene sig i Døren med Tebakken, fulgt af
Stuepigen med Samovaren. Med Gæsternes Hjælp blev Bordet hurtigt tømt
for Bøger og Papirer, Dugen lagt paa og alt gjort i Orden til
Aftensmaaltidet.

»Naa, Tania Grigorievna, du skylder mig stadig en Forklaring,« sagde
Georg, da de huslige Forretninger var besørgede. »Du svarede mig ikke
paa mit Spørgsmaal, hvorfor du ansaa mig for at være den lykkeligste
blandt alle dødelige.«

»Er Georg det? Det er mere, end jeg har vidst,« sagde Helene.

»Du forvrænger mine Ord,« svarede Tania. »Jeg sagde blot at du ikke
burde beklage dig over din Skæbne.«

»Ja, men hvorfor skulde denne sølle Glæde nægtes mig mere end andre
dødelige?«

»Fordi du en Gang har fortalt mig, at naar du var trykket af et eller
andet, saa behøvede du blot at nedskrive det i Vers, for helt at blive
befriet for det,« svarede den unge Pige hurtigt og lo. Hun tænkte sig,
at Georg havde ventet en Kompliment, og det morede hende at drille ham
lidt.

»Jeg troede ikke, du kunde være saa ondskabsfuld, Tania Grigorievna,«
sagde Georg. »Næste Gang skal jeg være mere forsigtig og kun vise dig
Reversen af Medaljen.«

Paa denne spøgefulde Maade fortsattes Samtalen, medens man indtog
Aftensmaaltidet, kun Andrey var paafaldende tavs. Han følte næsten
Bitterhed imod Vennen, fordi han besad denne egne Evne til med sine Ords
klangfulde Svada at fængsle og interessere sine Tilhørere.

Pludselig rykkede Helene sin Stol hen ved Siden af Andrey og afbrød hans
triste Tanker ved paa sin forretningsmæssige Maade at spørge ham, om det
ikke var muligt for ham at hjælpe hende et Par Aftener om Ugen med
hendes Arbejde.

»Hvilket Arbejde?« spurgte han, og fo'r op af sine Drømmerier.

»I de unges Klub! Vi vil saa gerne have dig til at tale for dem af og
til. Jeg tror, du vil klare det godt.«

»Jeg? Hvad Nytte skulde jeg gøre der? Du ved, at jeg ikke er nogen Taler
og kun vil gøre en ynkelig Figur. Bed hellere Georg, han forstaar det
bedre.«

»Det har jeg selv tænkt,« svarede den unge Pige ligefrem, »og jeg har
allerede spurgt ham, men han siger, at han er alt for optaget og ikke
kan afse en eneste Aften.«

Der var intet i Helenes Bemærkning, som Andrey ikke selv under lignende
Forhold vilde kunne have sagt til hende, men han var øjensynligt i
daarligt Humør i Aften og svarede gnavent:

»Naa, saa er det altsaa i Mangel af noget bedre, at du kommer til mig?«

Helene gjorde en utaalmodig Bevægelse og sagde:

»Hvad er det for noget Snak, Andrey? Svar mig kun paa, om du vil eller
ej.«

»Jeg er selv meget optaget af mine Arbejdere,« sagde han og tog sig
sammen. »Men sig mig dog, hvorfor du pludselig ikke kan klare dig uden
Hjælp?«

»Fordi flere af vore Folk er blevne trukne med ind i Affæren ved de
sidste Arrestationer -- iblandt andre Myrtov.«

»Naa, saaledes!« udbrød Andrey nu helt interesseret. »Var Myrtov Medlem
af din Klub?«

Helene nikkede.

»Jeg har aldrig truffet den Mand,« vedblev Andrey, »men jeg har hørt,
paa hvad Maade han blev arresteret, og naar jeg dømmer herefter, maa han
være en ualmindelig ædel Karakter. Har du nogen Idé om, hvorledes det
vil gaa ham?«

»Det er umuligt at sige,« svarede Helene, »det afhænger helt og holdent
af Politiets Forgodtbefindende. Hans Tilfælde er en hel Undtagelse.«

Hun henvendte sig nu til Georg, som stadig samtalede med Tania, og
spurgte, om han nylig havde hørt noget fra Fæstningen om Myrtovs Skæbne.

»Ja, vi har haft et Par Linier fra ham,« svarede den unge Digter. »Hans
Sager staar langt slettere, end vi har troet. Politiet fandt paa hans
Skrivebord en lige fuldendt Artikel til det hemmelige Trykkeri og en hel
Del af vore Skrifter, færdige til Udgivelse. Jeg frygter for, at han er
en dødsdømt Mand.«

»Hvem er denne Myrtov?« spurgte Tania.

»En meget stilfærdig, ung Student, som ved en Forveksling blev
arresteret for nylig i Stedet for Taras. Du ved jo, hvem Taras er --
ikke sandt?«

»Jo, naturligvis ved jeg det!« svarede Tania.

Taras Kostrov var en af Revolutionens mest begavede og populære Mænd.

»Nuvel, Taras boede under Navn af Zachary Volkov, Landmand fra Kassimov,
i samme Hus som Myrtov. Men da han sendte sit Pas op paa Politikammeret
til Registrering, fik man Mistanke om, at det ikke hang rigtig sammen
med denne Zachary Volkov, og der blev beordret en Husundersøgelse.
Natten til Mandag ringede Politiet paa Myrtovs Dør; de tog fejl af
Etagerne, Taras boede i Etagen ovenover. Myrtov, som endnu ikke var i
Seng, fordi han var i Færd med at skrive den ulyksalige Artikel, lukkede
selv op, og da Politiet spurgte ham, on han var Zachary Volkov, begreb
han straks, hvorledes Sagerne stod, og besluttede at redde Taras paa sin
egen Bekostning. Han svarede altsaa bekræftende, Politiet kom ind, fandt
alt og førte ham straks med til Fæstningen.«

»Og Taras blev frelst?« spurgte Tania aandeløst.

»Ja! Om Morgenen vidste alle Husets Beboere igennem Tjenestefolkene
Besked med, hvem Politiet havde spurgt efter nede hos Portneren, og
Taras afventede selvfølgelig ikke Politiets Tilbagekomst, naar de havde
faaet opdaget Fejltagelsen.«

»Har de da opdaget den?« spurgte den unge Pige.

»Ja, og meget snart endda. Myrtov tog altid den Forholdsregel aldrig at
have Breve hos sig, men ved at undersøge Bøgerne i hans Værelse fandt
Politiet paa et enkelt Titelblad hans fulde Navn: Vladimir Myrtov. De
antog, at det maatte være en Ven af den fængslede, som havde laant ham
Bogen, og der blev udstedt Ordre til Husundersøgelse hos Vladimir
Myrtov. Selvfølgelig opdagede Gendarmerne snart, at den Mand, de søgte,
var identisk med ham, som de allerede for to Dage siden havde
arresteret, og at den anden i Mellemtiden var forsvunden.«

»Hvad gjorde saa Politiet?« spurgte Tania videre.

»Ja, hvad skulde de gøre andet end at lade deres Raseri gaa ud over den
Mand, de havde faaet i deres Kløer?« svarede Georg. »Det var dem ikke
muligt at finde ud, hvem det var, der levede under Navn af Zachary
Volkov; men saa meget forstod de nok, at det maatte være et vigtigt
Medlem af Oppositionen, som de var gaaede Glip af. Myrtov vidste, hvad
der ventede ham, og ingen ofrer vel sit Liv for at redde en anden, uden
at denne anden er en Mand af høj Værd.«

»Var Myrtov og Taras intime Venner?« spurgte Tania igen.

»Nej aldeles ikke, de kendte kun hinanden saadan i al Almindelighed.
Myrtov -- som jeg kender lidt til -- kunde personlig ikke engang lide
Taras, han var ham for meget af en Diktator. Hans Handling skyldtes
ingen som helst personlige Følelser; det er derfor, det hele bliver saa
uhyre stort,« sluttede Georg, mens hans Stemme skælvede af Beundring.

Der paafulgte almindelig Tavshed -- en Tavshed, som bedre end Ord
udtrykker Sjælens dybeste Rørelser. Alle var betagne af denne ædle
Selvopofrelse, som endog var enestaaende i Revolutionens Annaler, og
alle var et Øjeblik overvældede af deres Følelser: Sorg over det
uventede Tab af en saadan Mand, Beundring for hans Daad og Stolthed
over, at Partiet fostrede en Mand som ham.

Men for Tania betød dette Øjeblik endnu mere; thi det betød for hende
Vendepunktet i hendes Liv.

Efter at hun havde gjort Zinas og senere Georgs og Andreys Bekendtskab,
var hun bleven en varm og ivrig Beundrer af deres Sag; men der er et
stort Spring herfra og til at blive en virksom Tilhænger, som altid er
rede til at sætte noget af sig selv ind paa Sagen. Tania gjorde nu dette
Spring, Krisen var kommen, i et Øjeblik var det sket.

Da Georg holdt op med at tale, var hun sig det klart bevidst, og hun
følte sit Hjerte svulme i en overvældende Følelse af dyb Medlidenhed.
Det var, som on hun pludselig fra Barn var bleven modnet til Kvinde, de
moderlige Instinkter rørte sig i hendes fine Pigesjæl, og denne unge
Mand, som hun aldrig havde set, forekom hende at være hendes eget Barn,
som grusomme Fjender ubarmhjertigt havde revet fra hende.

Der lagde sig en Rødme over hendes Pande, og en egen Følelse, der
hverken var Had eller Hævn, fik hendes Hjerte til at bæve og hendes Øjne
til at flamme. Her i dette fattige Værelse, i en afsides liggende Del af
Byen havde Beretningen om en ædel Daad for bestandig vundet en ny Sjæl
for den store Sag.

Da den unge Pige atter talte, var det ikke for at aflægge nogen
højtidelig Ed eller komme med patetiske Fraser. Noget saadant vilde i
dette Øjeblik have været hende umuligt, selv om hun ikke af Naturen
havde haft en udpræget Afsky for enhver Skygge af Ostentation. Hverken
nu eller nogen Sinde senere i hendes Liv, under de mange Aars bitre
Lidelser og heltemodige Udholdenhed, kunde hun med Ord have forklaret
den Forandring, der nu foregik i hendes Sjæl, og som fandt et højst
besynderligt Udtryk i følgende Ord, udtalte med en lav, skælvende
Stemme:

»Jeg ser ikke noget særlig stort i det, Myrtov har gjort.«

Georg saa med et hurtigt, spørgende Blik hen paa hende.

»Imellem en Mand, der er saa værdifuld for den gode Sag og en anden, som
selv ved, at han intet betyder, kan Valget ikke være svært. Myrtov har
kun gjort sin Pligt -- intet andet,« vedblev hun uden at se op.

Helene nikkede bekræftende; hun for sin Del var ganske enig med
Veninden.

Georg vedblev forbavset at stirre paa hende; han havde aldrig ventet at
høre Tania tale saaledes, og dog troede han, at han kendte hende saa
godt.

»Vilde du under lignende Forhold have gjort det samme?« spurgte han med
bævende Stemme.

»Ja, hvis jeg havde haft Aandsnærværelse nok,« svarede Tania uden at
betænke sig og saa ham fast ind i Øjnene.

Hun havde netop besvaret sig selv dette Spørgsmaal og var som Følge
deraf kommen med sin uventede Bemærkning om Myrtovs Handlemaade.

Andrey kunde ikke faa sine Øjne fra den unge Pige, saa vidunderlig
dejlig forekom hun ham i dette Øjeblik, og der gik en Gysen igennem ham
som i Forudfølelsen af en forestaaende Fare.

»Hvis moralsk Mod i det hele taget har noget Værd,« begyndte Georg, »saa
maatte den bedste og største af vore Mænd være en formastelig Taabe, om
han bevidst modtog et saadant Offer -- --« Han var synlig ophidset og
talte i stærk Bevægelse.

Tania saa paa ham og rakte saa sin Haand hen imod ham:

»Du er et bravt Menneske, Georg,« sagde hun; »men lad os nu hellere tale
om noget andet.«

»Men hvad er der i Vejen med dig, Andrey!« udbrød Helene i samme
Øjeblik. »Du er jo bleg som et Lig!«

»Er jeg?« stammede den tiltalte. »Det maa være det grønne Skær fra Træet
derude.«

Han vidste godt, at det ikke var Skæret fra Træet, som gjorde hans Kind
voksbleg, men en skærende Følelse af Jalousi, som i dette Øjeblik
søndersled hans Bryst og i et Nu havde gjort ham klartseende over for
sig selv. Han vidste nu, at han elskede denne fortryllende, unge Pige --
elskede hendes Ansigt -- hendes Dragt -- ja selve den Plet af Gulvet,
hendes Fod berørte, og han følte en næsten vanvittig Smerte -- som om
man skar i hans Hjerte med en Kniv -- ved at maatte sige sig selv, at
hvis hun i det hele taget kom til at elske en Mand, saa maatte det blive
Georg, denne glattungede Smigrer, som han i dette Øjeblik næsten hadede.
Det var kun med den yderste Selvovervindelse, at han kunde sidde roligt
paa sin Plads, Værelset forekom ham kvælende, og han frygtede ikke længe
at kunne beherske sig.

»Jeg maa gaa,« sagde han med lav Stemme.

»Er det allerede saa sent?« spurgte den intet anende Tania og trak sit
lille, elegante Ur frem. »Saa gaar jeg med! Vil I følge mig hjem?« Hun
henvendte sig samtidig til ham og Georg.

Andrey bukkede i Tavshed, og Georg var straks beredt -- man tog Afsked.

Paa Hjemvejen talte Georg uafbrudt med Tania.

Andrey lukkede næppe Munden op, hvert Ord, Georg sagde, borede sig som
en Pil ind i hans Hjerte; men han følte en egen Tilfredsstillelse ved at
lide paa denne Maade.

Ved Tanias Gadedør tog de Afsked med den unge Pige, og da det endnu ikke
var sent, foreslog Georg, at de skulde gaa ind til Byen. Andrey
samtykkede, alt var ham ligegyldigt, og han fortsatte sin Vej, hensunken
i samme paafaldende Tavshed som før og besvarede kun med Enstavelsesord
Vennens Spørgsmaal. Han følte sig i høj Grad ulykkelig; den
skæbnesvangre Opdagelse, han havde gjort over for sig selv, vilde bringe
ham i en hel anden Stilling til Vennen.

Endelig skulde de hver sin Vej.

»Jeg kommer op til dig i Morgen Formiddag,« sagde Georg. »Jeg vilde
gerne læse mine sidste Digte for dig.«

»Kan du ikke sende dem i Trykkeriet med det samme?« spurgte Andrey.

Dette var næsten for meget for Georg, det var at saare ham paa hans
ømmeste Punkt. Han rynkede Panden og sagde i en halvt krænket, halvt
forbavset Tone:

»Nej, naturligvis kan jeg ikke det -- eller vil det i hvert Fald ikke.
Du ved, jeg stoler aldrig helt paa min egen Dom.«

»Godt, saa venter jeg dig i Morgen!« svarede Andrey.

»Hvad gik der dog af Andrey i Aften?« spurgte Georg sig selv, da han var
bleven alene, »saadan har jeg aldrig set ham før.«


Den næste Morgen sad Georg i sin Vens Værelse med en Pakke Manuskript i
Lommen.

Andrey havde sovet paa sin Vrede og Sorg -- eller rettere ligget vaagen
paa den, og saa træt, men rolig ud. Han modtog sin Gæst som sædvanlig,
ja snarere med lidt mere Opmærksomhed end ellers. Georg tænkte, at han
vilde søge at gøre sin Gnavenhed fra Aftenen før god igen.

Da Georg endelig trak sit Manuskript op af Lommen og begyndte at læse,
følte Andrey det som en Befrielse.

Det, Vennen i Dag læste, var ingen politisk Artikel eller Afhandling af
dem, han skrev »i sit Ansigts Sved«, som han udtrykte sig, men derimod
Lyrik, skreven i hans gode og ledige Timer. Det var for det meste korte
Digte, hvert med sit Tema, men dog nøje knyttede sammen ved én fælles
Idé, saa at hele Samlingen virkede som et Epos i forskellige Sange.

Det var en stor og begejstret Hymne til Pris for den unge, lysende Dag,
der var i Færd med at oprinde for den russiske Revolution; i glødende
Ord henvendte han sig til de unge iblandt _Folket_, som dem, der bar
Fremtidens Socialisme, i hvilken der herskede Lykke og Broderskab.

Skrevne, som disse Digte var, til forskellige Tider, og i forskellige
Stemninger, virkede de højst uensartet. Lune og Skælmeri afvekslede med
den højeste Patos, og ganske korte Digte fulgte ofte efter en lang Sang.
Men netop denne Uregelmæssighed og tilsyneladende Mangel paa Sammenhæng
havde gjort det lettere for Digteren at skabe et ægte Billede af
Revolutionens mangesidede, ædle og store Værk. Andrey fulgte ham med
aandeløs Interesse og vogtede sig vel for at ytre et eneste Ord. Han var
fuldstændig under Fortryllelsen af Georgs melodiske, glødende Ord, alle
mismodige Tanker eller Følelser var som strøgne af ham, og han frygtede
for at bryde den gode Stemning.

Da Georg efter at have læst omtrent en Time, holdt op, brød Vennen ud i
en varmt følt og begejstret Tak. Dette var ubetinget det bedste, Georg
endnu havde skrevet. De talte let og frit om det læste, Andrey gjorde
nogle enkelte kritiske Bemærkninger, og Georg havde ikke mere Anledning
til at forundre sig over Vennens forandrede Opførsel.

Da Georg tog Afsked, foreslog han Andrey at gaa med ham; men han var
nødt til at blive hjemme; man havde overdraget ham at skrive et
Cifferbrev, og det kunde ikke opsættes. Længe blev han staaende ved
Vinduet, efter at Vennen var gaaet. De herlige Ord genlød endnu i hans
Sjæl. Georgs Talent havde udviklet sig forbavsende, han var uden Tvivl
en benaadet Digter. Lykkelige Mand, som bar Geniets Stempel paa sin
Pande!

Og atter gled hans Tanker tilbage til Tania; hvorledes kunde hun vel
vælge mellem ham og denne Mand?

Med et Suk satte han sig til sit Skrivebord og tog energisk fat paa sit
Arbejde. I flere Timer levede han nu i denne underlige Verden af talende
Tegn og Figurer, slog ivrigt efter i Nøglen og bandede ofte den
møjsommelige Arbejdsmaade. Brevet skulde, saa snart det var færdigt,
bringes til Hovedkvarteret, for at Budet, som rejste til Dubravnik hen
ad Eftermiddagen, kunde faa det med.

I Hovedkvarteret traf han Helene; det var hendes Tur til at gøre
Tjeneste den Dag.

»Her er en Efterretning fra Dubravnik, som angaar dig!« sagde hun og
trak et Brev frem, som endnu var vaadt af den kemiske Proces. »Her er
det, og her staar dit Navn!« Hun pegede paa en enkelt Samling Figurer
paa sidste Side. Brevet var fra Zina, og Andrey læste:

»Da, der viser sig mange Vanskeligheder ved den Sag, jeg har for, vilde
det være godt, om -- -- --« her fulgte Tegnene -- »kunde komme hertil.«

Intet kunde i dette Øjeblik være Andrey mere velkomment end at faa
Anledning til at komme bort fra St. Petersborg.

»Naa, hvad siger du?« spurgte den unge Pige noget køligt. »Agter du at
tage af Sted?«

»Ja, selvfølgelig!«

»Det tænkte jeg nok!« ytrede Helene i en misbilligende Tone. »Uden et
Øjebliks Betænkning er du i Stand til at forlade dit Arbejde her, som du
netop har faaet saa godt i Gang. Men saadan bærer I Herrer
Revolutionister af god Familie jer altid ad!« vedblev hun vredt, uden at
agte paa den unge Mands Indsigelser. »Saa snart der blot viser sig en
Lejlighed for jer til at kaste jer hovedkulds ind i aktiv Terrorisme,
er I straks parate og glemmer ganske jeres stakkels Arbejdere.«

Helene, som havde set, hvilken udmærket Propagandist Andrey var, ærgrede
sig over, at han nu uden videre vilde opgive dette Arbejde maaske for
bestandig; thi intet var mere rimeligt, end at han satte Hovedet paa
Spil ved Affæren i Dubravnik.

»Intet skulde være mig kærere, end om jeg kunde fortsætte mit Arbejde
her,« sagde han godmodigt og beroligende; »men det vilde være en Skam
for vort Parti, om vi ikke gjorde et ordentligt Forsøg paa at redde vor
udmærkede Ven!«

»Det er ingen Skam for Partiet, at en Mand, som er det hengiven,
anvender sin Tid og sine Evner der, hvor de kan gøre mest Nytte,«
svarede den unge Pige.

»Synes du da virkelig, at Boris og de andre to er af saa lidet Værd for
Partiet, at det ikke engang lønner sig at ofre et Forsøg paa at frelse
dem?« spurgte Andrey skarpt.

»De har den Værdi for Partiet, som vore bedste Mænd i det hele taget
har,« svarede Helene; »men hvis vi vilde forsøge at frelse alle dem, der
er noget værd, kunde vi ikke bestille andet end at hænge over Fængslerne
rundt om i hele Rusland.«

»Naa, saa mener du altsaa, at det er det eneste rigtige, at vi overlader
dem til deres Skæbne?« spurgte Andrey ironisk.

»De levende har noget bedre at gøre end at brække Halsen for at grave de
døde op igen,« svarede Helene fast og skarpt.

»Saa er du vel ogsaa af den Mening, at Minearbejderen ikke skal forsøge
at befri sin Broder, der er begravet nede i Skakten, men derimod rolig
blive ved med sit Arbejde?«

»Aa, bliv mig fra Livet med dine Minearbejdere! de beviser intet,«
udbrød hun ærgerligt. »En Lignelse er intet Argument. Men vi har ingen
Tro til vor Gerning, det er Sagen! Hvis vi havde den rette Tro, vilde vi
ogsaa have Mod til trofast at blive ved den!«

»Jeg siger Tak til den Slags Trofasthed og ønsker mig den ikke!« sagde
Andrey vredt. »Men det er latterligt at bruge Tiden til at skændes,«
vedblev han lidt efter noget roligere; »thi du ved dog lige saa godt som
jeg, at jeg til Trods for din Protest rejser til Dubravnik. Det er
bedre, at vi skilles som Venner; rimeligvis ses vi ikke mere førend min
Afrejse.«

Trods deres Strid kyssede de hinanden til Afsked, som det er Brug i
Rusland iblandt Folk af deres Slags. Andrey lovede hende, at han i Løbet
af en eller to Maaneder vilde være tilbage med alle tre Venner, og at
han saa straks igen vilde optage sit Arbejde i Propagandaens Tjeneste.

To Dage senere afrejste Andrey til Dubravnik i langt bedre Humør, end
han længe havde været.




ANDEN DEL

I Ilden.




I. KAPITEL.

_De sammensvorne i Dubravnik._


Ingen i St. Petersborg kendte Adressen paa Hovedkvarteret i Dubravnik;
Andrey havde faaet Besked om at henvende sig til to Søstre, Masha og
Kathrine Dudorov, for hos dem at faa nærmere Oplysning om Zina og hendes
Venner.

Det var ikke uden Vanskelighed, at han fandt den snævre, afsides
liggende Gade og det stygge røde Murstenshus, hvori de boede.

Ad en endeløs Stentrappe med slidte Trin naaede han til en gulmalet Dør.
Der inden for maatte de bo; thi Trappen førte ikke videre.

Han trak i Klokkestrengen, og straks efter stod en høj og paafaldende
fattig klædt Kvinde med et sygeligt Udseende foran ham; hendes Alder
kunde lige saa godt være tredive som tyve.

»Tør jeg spørge, om Frøknerne Dudorov bor her?« spurgte Andrey.

»Ja, værsgod at komme indenfor!« sagde hun kort og førte ham ind i et
Værelse, hvis Fattigdom endogsaa var paafaldende for en Nihilist.

Et Shirtingsforhæng delte Værelset i to Dele, den forreste Del, hvor
Andrey befandt sig, blev brugt som Dagligstue, den bageste som
Sovekammer.

»Hvad ønsker De?« spurgte Damen videre i samme kølige, korte Tone.

»Jeg kommer med en Hilsen til de to Søstre Masha og Kathrine Dudorov fra
Helene Zubova -- mit Navn er Andrey Kojukhov!«

»Nej, hvor det glæder mig!« udbrød hun, og der fo'r et Glædesskær over
hendes blege Ansigt. »Jeg er Kathrine Dudorov, jeg skal straks kalde paa
min Søster, værsgod at tage Plads!«

Hun forsvandt hurtigt, og Andrey satte sig ved det umalede
Fyrretræsbord, som var bedækket med Bunker af Bøger og Manuskripter i
alle Størrelser og med forskellige Haandskrifter.

Han vidste fra Helene, at de to Søstre havde arvet en lille Formue efter
deres Fader, men at de havde givet alt, indtil den sidste Skilling, til
den store Sag og nu fortjente deres Brød ved Afskrivning eller hvilket
som helst andet Arbejde, de kunde faa fat paa. Paa en af Stolene laa et
pragtfuldt Broderi paa gul Silke, meget for elegant til at kunne være
bestemt for Beboerne af dette fattige Værelse.

Et Øjeblik efter traadte Masha ind; hun var den ældste af de to, men saa
med sit livlige Ansigt, den lille Opstoppernæse og de klare, brune Øjne
ubetinget yngre ud.

»Vi ventede Dem ikke saa snart,« sagde hun. »Zina sagde, at De ikke
kunde være her førend om tre Dage. De ønsker formodentlig straks at
opsøge hende?«

»Det gør jeg unægtelig -- hvis det da er Dem belejligt?« svarede Andrey.

»Jeg skal være færdig om et Øjeblik. -- Zina bor ikke langt her fra,«
tilføjede hun og forsvandt bag det Shirtings Gardin.

»Hvorledes lever Helene?« spurgte imidlertid den yngre Søster. Helene
var en Slægtning af Dudorovs.

Andrey fortalte med faa Ord, hvad han vidste om hende.

»Ved De, at David ogsaa er her i Byen?« raabte Masha bag Gardinet. »Hvis
De har Lyst til at træffe ham, kan jeg ogsaa give Dem hans Adresse.«

»Er David her? Det anede jeg ikke!«

»Jo, han har været ved den rumænske Grænse for at ordne Indsmuglingen af
vore Bøger, og standsede undervejs her, jeg ved egentlig ikke af hvilken
Grund,« svarede Masha, som nu traadte frem fra sit Skjulested, iført en
anden Kjole.

»Se saa, nu er jeg færdig!« vedblev hun. »Hvem vil De først besøge, Zina
eller David?«

»Lad os tage den først, som er nærmest,« foreslog Andrey.

Da David var den nærmeste, begav man sig altsaa først til ham.

De fandt ham hjemme i Færd med at lege med en smudsig lille, gulhaaret
Unge med store, blaa Øjne. Det var Værtens Datter; hun løb hurtigt bort,
da hun saa de fremmede. David holdt meget af Børn og stod forøvrigt paa
den venskabeligste Fod med Værten og hans Familie, der var Jøder. Han
tog altid ind hos dem, naar han var i Dubravnik; ingen spurgte ham om
hans Pas, han var simpelthen kendt under Navn af David.

Han tog hjerteligt imod Andrey.

»Du kommer akkurat i rette Tid,« sagde han; »thi allerede i Morgen skal
jeg rejse videre.«

Efter at man havde talt en Tid sammen, erklærede David, at han vilde
følge med til Zina, da han havde noget at tale med hende om. »Men jeg
skal først have ordnet noget,« tilføjede han og trak sin uundværlige
Lærreds-Vadsæk frem af en Krog af Stuen og gav sig til at fare med
Haanden ned i den.

»Det er en underlig Vadsæk, den!« sagde han. »Altid ligger det, jeg
søger efter, helt nede paa Bunden,« og han begyndte i rivende Hast at
sprede dens Indhold ud over hele Sofaen.

Endelig fandt han, hvad han søgte: en lille Trææske, som viste sig at
indeholde Saks, Fingerbøl, Traad og andre Sysager. Saa trak han
Overfrakken af og begyndte at sy.

»Lad mig dog hellere gøre det for dig!« sagde Masha og rakte efter
Frakken.

»Nej Tak!« svarede han. »Jeg gør det meget bedre selv. Mands Arbejde er
langt solidere!«

For ogsaa paa en eller anden Maade at gøre sig nyttig, gav Andrey sig
til at lægge Tingene ned igen i Vadsækken. Idet han greb en lille, grøn
Pose paa fem, seks Tommers Længde, faldt der en besynderlig Genstand ud,
som han først tog for et Stykke Legetøj. Det var en Træklods paa vel en
Tommes Højde, stillet paa et lille bitte Fodstykke. Nogle lange
Læderremme var fæstet til det og antydede, at det maatte være en
Brugsgenstand. Ved at aabne den lille Pose saa han, at den indeholdt et
hvidt og sortstribet, uldent Klæde af den Slags, som bruges ved den
jødiske Gudstjeneste. Han havde flere Gange været i Synagogen og var vis
paa, at han ikke tog fejl. Den lille Træfigur var det diminutive Alter,
som Jøderne binder fast til Panden, medens de læser deres Bønner, og det
stribede Klæde var den hellige _Talith_, som de bruger til at bedække
deres Hoved og Skuldre med, mens de beder.

»Se dog en Gang, hvad David har her!« sagde Andrey og holdt de to Ting
op foran Masha.

De lo begge, det var virkelig for morsomt at se den Slags Sager i Davids
Gemmer, han, der saa vel som de andre var afgjort Fritænker.

»Le I kun!« sagde David. »Jeg rejser aldrig uden de to Ting -- det er
mit Pas og virker ligefrem magisk paa Spioner og Politi; det falder dem
ikke ind, at jeg kan være Nihilist!«

Han lo og bed Traaden over med sine hvide Tænder.

»Se saa, nu er jeg færdig til at gøre vor Herskerinde min Opvartning!«
tilføjede han.

Masha tog nu Afsked for at gaa hjem efter først at have bedt David hilse
Zina og Annie.

»Hvem er den Annie?« spurgte Andrey, da hun var gaaet.

»Annie Vulitch! Du kender hende godt! -- husker du ikke, at du traf
hende ved Grænsen? Hun er kommen tilbage fra Schweiz og har nu taget
Pladsen som Tjenestepige i Hovedkvarteret,« svarede David.

»Jo vist husker jeg Annie Vulitch!« udbrød Andrey. »Men er det nu ogsaa
rigtigt at betro en saa ung Pige saa vigtig en Post?«

»Jeg tænkte det samme i Begyndelsen; men jeg maa indrømme, at hun fylder
sin Plads fortrinligt. Det var Zina, der valgte hende, og hun bar samme
mærkelige Evne til at se sine Folk an, som hun har til at knytte dem til
sig.«


Om Aftenen fandt der et improviseret Møde Sted i Zinas lille Hus i en af
Byens Udkanter. Der var kun fire Personer til Stede -- de to Kvinder,
Andrey og David.

Annie Vulitch tog liden Del i Samtalen; begravet i en uhyre Lænestol med
de bitte smaa Fødder dinglende i Luften, lyttede hun til de andres Tale,
medens hendes livlige, sorte Øjne bevægede sig fra den ene til den
anden.

Zina var i Færd med at forklare Andrey den Plan, de havde lagt til
Boris' og hans to Kammeraters Flugt, og spurgte til sidst, hvad han
mente derom.

»Du kommer med friskt Hoved og kan se klarere paa Tingene end vi andre!«
sluttede hun.

Andrey vedblev i Tavshed at stirre paa den Plan af Fængslet, som Zina i
raske Træk havde ridset for ham.

»Men saa tal dog, Menneske! Er du pludselig bleven stum?« spurgte hun
heftigt.

»Naar jeg skal sige min Mening uforbeholdent,« begyndte han endelig,
»saa synes jeg aldeles ikke om eders Plan. Den er meget for kompliceret,
alt for mange Ting skal gribe ind i hinanden. Et eneste Uheld paa et
enkelt Punkt kan faa det hele til at ramle sammen, desuden er det en alt
for løs Grund at bygge paa. Ja, her har du min Mening!«

Planen var baseret paa en Medvirkning af de almindelige Fanger, med hvem
de politiske havde været saa heldige at faa sat sig i hemmelig
Forbindelse. To af dem, en forhenværende Landevejsrøver, ved Navn
Berkut, og en Lommetyv, kaldet Kunitzin, var gaaet ind paa at hjælpe
Boris og hans Venner med at flygte.

Arbejdet med den underjordiske Gang, ad hvilken de skulde slippe bort,
gik rask fremad, om en Uges Tid vilde den være færdig. Det var Berkut og
Kunitzin, der gravede den. Deres Celle var i Stueetagen, medens de
politiske Fangers, som blev strengere bevogtede, laa i Fængslets øverste
Etage.

Naar alt var i Orden; skulde Fangerne ovenpaa -- en bestemt aftalt Nat
-- aabne Dørene til deres Celler ved Hjælp af en Dirk og liste sig ned i
Cellen i Stueetagen for at naa den underjordiske Gang, der gik ud
derfra.

Den uhyre Fare, som var forbunden med hele dette Foretagende, laa ikke
deri, at to almindelige Fanger var indviklet i det, thi baade Kunitzin
og Berkut var Boris hengivne med Liv og Sjæl og havde ofte givet Bevis
paa deres Tilforladelighed. Men de boede i Celle sammen med femten andre
Fanger, som man selvfølgelig havde maattet indvi i Hemmeligheden. Ingen
af dem vidste rigtignok andet, end at det var Berkut og Kunitzin, der
vilde flygte, og som gode Kammerater bevarede de Hemmeligheden godt.

Imidlertid kunde Brændevinen, som stadig smugledes ind i Fængslet,
anstifte uberegnelig Ulykke, idet et eneste uforsigtigt Ord, udtalt i
omtaaget Tilstand og i Vagtens Nærværelse, kunde røbe hele Planen.

Sluttelig var der Vandringen fra den ene Etage til den anden, som i sig
rummede den allerstørste Fare, da der Dag og Nat holdtes Vagt i Gangene.

»Det hele er uhyre risikabelt,« begyndte Andrey igen. »Hvis de ikke
bliver opdagede før, saa vil de sikkert ikke undgaa det paa denne
Vandring paa Trappegangene.«

»Hvilket Flugtforsøg er ikke risikabelt, Andrey?« spurgte Zina. »Men se
her, jeg skal vise dig, at denne Vandring, som du kalder den slet ikke
er saa farlig endda!« og hun tegnede paa et nyt Stykke Papir en Plan
over det Indre af Fængslet, som hun kendte til dets mindste Enkeltheder.

Der var for Tiden ni politiske Fanger i Dubravniks Fængsel. Cellerne var
fordelte i to sammenhængende Gange, som løb i en ret Vinkel hver til sin
Side. Heldigvis var Boris og begge hans Kammerater i samme Gang. Efter
at Vagten havde gjort sin Runde ved Midnat, skulde Zalessky, en af
Fangerne i den anden Gang, se at faa lokket Fangevogteren hen til sin
Celle og opholde ham med Snak. Zalessky havde allerede flere Gange paa
denne Maade underholdt sig med ham, for at Manden ikke den Nat skulde se
noget nyt i hans Adfærd og muligvis fatte Mistanke. Zina viste paa
Planen, hvorledes det var umuligt fra Zalesskys Dør at se hen til de
andres. Alle Hængsler saa vel som Laase skulde forud være smurte, og
Fangerne skulde liste sig af Sted paa Hosesokker. Naar de først var uden
for deres egen Dør, skulde de med en Dirk aabne Døren til Trappen, der
førte ned til Stueetagen. De fire forskellige Gange dernede blev kun
bevogtede af én Mand, som altsaa havde at gøre sin Runde igennem dem
alle, og Fangerne behøvede kun at afvente det Øjeblik, da han forsvandt
i en anden Gang, for at smutte ud i den, hvor Berkuts og Kunitzins Celle
laa.

»Og hvor udmunder den underjordiske Gang?« spurgte Andrey.

»Her,« svarede Zina og pegede paa sit første Afrids paa en Plet
umiddelbart uden for Ydermuren.

»Og hvor er Skildvagten?«

»Her!«

»Altsaa lige i Nærheden! De kommer frem saa at sige for Næsen af
Skildvagten,« sagde han og viste Annie og David Kortet.

»Ja, hvis det var dig, der skulde postere Skildvagterne, saa vilde du
rimeligvis nok anbringe ham her paa et andet Sted,« sagde Zina
utaalmodigt. »Men da det nu ikke er Tilfældet, saa maa vi se at hjælpe
os, saa godt vi kan.«

»Nuvel, saa hjælper vi os, saa godt vi kan, og løber Risikoen,«
bemærkede Andrey. »For Resten har jeg en Idé med Hensyn til Skildvagten;
men jeg maa først selv se Stedet. -- Hvilken Rolle har du for Resten
tænkt at overdrage mig?«

Zina fortalte ham det. I Nærheden af det Sted, hvor Gangen udmundede,
skulde der holde en Vogn for hurtigst muligt at bringe Fangerne til et
sikkert Sted. Vasily, som var en udmærket Kusk og kendte Byen ud og ind,
skulde agere Kusk; men man holdt det for raadeligst at have en anden
paalidelig Mand med frie Hænder paa Stedet for at hjælpe Fangerne hen
til Vognen og i fornødent Fald forsvare dem.

Andrey nikkede bifaldende. »Ja, den Plan kan der intet siges imod, ingen
ved, hvad der kan ske,« sagde han.

Saa aftalte man, at Vasily næste Aften skulde føre ham hen til Stedet,
og Mødet sluttedes.

»Hvor kan jeg træffe dig i Morgen?« spurgte David.

»Det har jeg ingen Idé om -- spørg Zina! Jeg staar under hendes
Kommando,« svarede Andrey.

»Kom til Rokhalsky i Morgen, vi er der alle, Andrey skal bo sammen med
Vasily,« svarede Zina.

Vasily beboede et Værelse i det lille Værtshus, hvor hans Hest stod
opstaldet. Han udgav sig for at være Kusk og Oppasser hos en mindre
Købmand, der var bleven opholdt paa Markedet i Romny, men snart vilde
komme efter. Andrey skulde altsaa foreløbig spille denne fingerede
Herres Rolle og maatte i den Anledning anskaffe sig en Klædedragt, der
svarede til hans nye Stilling og hans nye Pas: en lang Kaftan, et Par
lange Støvler, en Hue og Vest af den brugelige Slags og saa fremdeles.
I Mellemtiden skulde Vasily forberede Folkene i Værtshuset paa, at hans
Herre nu kom.

Den næste Dag skulde de begge mødes hos Rokhalsky for at træffe en
bestemt Aftale om Andreys endelige Ankomst til Værtshuset, og det blev
overdraget David at bringe Vasily Besked; thi Vasily selv kom aldrig til
Zinas Hus; de to Boliger holdtes strengt afsondrede. Værtshuset var kun
et midlertidigt Tilholdssted; Politiet vilde ikke have vanskeligt ved at
finde dem der, saa snart Flugtforsøget først var gjort. Følgelig skulde
det forlades samme Nat, som Flugten fandt Sted, og Andrey og Vasily --
saa vel som de undvegne -- tage Ophold i Zinas Hus, hvor de skulde
holdes indelukkede, medens Politiet vendte op og ned paa Byen for at
finde dem. Af den Grund maatte Zinas Hjem ikke alene holdes fuldstændig
frit for ethvert Samkvem med Værtshuset, men ogsaa i det hele taget for
al mistænkelig Omgang. De to Kvinder levede saaledes næsten helt
afsondrede; man mødtes kun til korte Forhandlinger i de offentlige Anlæg
eller Pladser, eller, hvis det var nødvendigt, at alle maatte være til
Stede, i en Vens Hus, som f. Eks. hos Rokhalsky.

»Hvor vil du anbringe mig i Nat?« spurgte Andrey, da David var gaaet.

»Jeg vil straks gaa med dig til Rokhalsky, som vist nok gerne giver dig
Husly en Nat, saa har du den Fordel at være der i Morgen Formiddag.«

Saa snart Mørkningen var falden paa, begav de sig af Sted.

Rokhalsky var en velhavende og godhjertet Mand med liberale Anskuelser
og varm Interesse for de sammensvorne; han modtog mange forskellige
Slags Mennesker i sit Hus, havde aldrig haft noget Sammenstød med
Politiet, og de »Ulovlige« havde hos ham et af deres sikreste
Tilflugtssteder i Dubravnik.

I en stille Gade i et af Byens fornemme Kvarterer pegede Zina paa en
Række oplyste Vinduer i tredje Etage af et nybygget Hus og sagde til
Andrey: »Vi træffer ham i hvert Fald hjemme -- rimeligvis er der
Selskab.«

»De er svært tidligt paa Færde her i Dubravnik og, som det forekommer
mig, ogsaa meget økonomiske -- der er jo ikke en eneste Vogn at se i
hele Gaden,« sagde Andrey.

»Den fattigste Del er vel kommen først,« bemærkede Zina ligegyldigt.

Idet de kom nærmere, opdagede Andrey i et Vindue i Stueetagen lige over
for Rokhalskys to gamle Damer, der i synlig Ophidselse syntes at pege op
imod den oplyste tredje Etage.

En egen Mistanke greb ham.

»Vent et Øjeblik her,« sagde han til Zina, »lad mig gaa først ind, her
er noget ved Stedet, som jeg ikke rigtig synes om.«

»Passiar! Rokhalsky er sikker nok,« udbrød hun og gik hen imod Porten,
som hun aabnede. Andrey lagde Mærke til, at der indenfor og paa de hvide
Stentrin var Spor af mange og store Fødder, og idet han resolut greb
hendes Arm og stak den ind under sin, trak han hende ud paa Gaden.

»Det er højst sandsynligt, at Rokhalsky er sikker, naar du siger det;
men hvad kan det skade dig, om du venter et Par Minutter her udenfor,
mens jeg løber op for at se ad?« sagde han.

Andrey vedblev at føle sig usikker -- alle disse forskellige Tegn, som i
og for sig syntes saa ubetydelige, og som han næppe selv kunde forklare
sig, havde faaet ham til at studse; det er det, overtroiske Folk kalder
for en Forudanelse.

»Det er for latterligt,« sagde Zina og trak sin Arm ud af hans.

»Ja, hvis du ikke lader mig gaa alene op, gaar jeg slet ikke med.«

Der var en saadan Bestemthed i hans Tone, at Zina uvilkaarligt saa op og
blev slaaet af Udtrykket i hans Ansigt.

»Nuvel da, hvis du virkelig tror, at der er Grund til Mistanke, saa lad
os hellere slet ikke gaa op -- ingen af os --, men spadsere frem og
tilbage i Gaden, indtil vi ser et eller andet!« sagde hun. Det vilde
ubetinget have været det klogeste, men Andrey var nysgerrig efter at faa
at vide, hvorledes Sagerne i Virkeligheden stod; det var aldeles
nødvendigt for Mødets Skyld den næste Dag, og han svarede derfor:

»Naa, det er jo heller ikke nødvendig straks at gøre saa stort Væsen af
Tingene; vi kan risikere at komme til at gaa her i Timevis, uden at se
noget. Vent henne paa Hjørnet; jeg skal være tilbage om et Øjeblik!«

Han traadte ind i Porten; der var ikke en Sjæl at se, Dødstavshed
herskede over hele Huset. Da han gik op ad den første Trappe, aabnedes
en Dør i Stueetagen, og et rynket, skægløst Ansigt -- han kunde ikke
afgøre, om det var en Mands eller Kvindes -- kom til Syne, kastede et
hurtigt, spejdende Blik paa ham og forsvandt. Saa hørte han Døren blive
slaaet i bag sig og Nøglen drejet hastigt om.

»Besynderligt!« tænkte Andrey og gik forsigtigt videre -- saa lydløst,
som det var muligt uden at røbe nogen Angst.

Han lagde hurtigt sin Plan. Han vilde gaa forbi Rokhalskys, lige op til
fjerde Etage for at læse Navnet paa dem, som boede der, saa vilde han
gaa ned og ringe paa hos Rokhalsky, og hvis Politiet lukkede op, vilde
han lade, som om han gik forkert, og spørge efter Familien ovenover. For
en Sikkerheds Skyld tog han sin Revolver ud af Hylstret, trak Dolken,
som han altid bar i sit Bælte, frem, saa at den var nem at faa fat paa,
og var snart efter oppe i tredje Etage, hvor han saa Rokhalskys Navn paa
en Messingplade. Han standsede og betænkte sig; hans Plan kunde være god
nok; men han løb den Risiko at afskære sig selv Tilbagevejen; havde han
dog blot spurgt Zina om Navnet paa dem, der boede ovenover, hun vidste
det rimeligvis.

Saa hørte han pludselig en Dør blive hurtig aabnet og Lyden af Sporer og
Sabler; al Tvivl var forsvunden. Politiet var der.

Inde i Rokhalskys Entré var der posteret fire Soldater, som havde faaet
Ordre til at anholde enhver, der maatte komme. De havde hørt Andreys
forsigtige Trin og ventede kun paa, at han skulde ringe, for at kaste
sig over ham. Da han imidlertid tøvede med at ringe, frygtede de, at han
skulde gaa igen og saaledes undslippe dem, og besluttede derfor at
optræde angrebsvis.

Men førend de endnu havde faaet Døren helt op, var Andrey allerede som
et Lyn henne ved Trappen, greb fat i Gelænderet og sprang som en Bold
nedad. Han havde ikke en Gang set Soldaterne, men hørte kun deres Raaben
og Trampen og Lyden af deres Sabler paa Trappen. Det var et vanvittigt
Løb, ingen af Parterne havde gensidig set hinanden, men Andrey havde
Fordelen paa sin Side; thi han var en smidig, ung Mand -- øvet i at
klatre paa Bjerge -- mens Soldaterne var anderledes stive og tilmed
hindrede af deres tunge Dragt og lange Sabler. Allerede nede ved første
Etage havde han faaet et godt Forspring. Idet han løb forbi Gasblusset,
fik han en god Idé -- han slukkede Gassen. Ved næste Afsats gjorde han
det samme, og med en lynsnar Bevægelse kastede han Bænken, der stod
langs Væggen, paa tværs over Gangen. Der var nu ganske mørkt paa Gangen,
og hans Forfølgere sagtnede deres Løb.

Saa havde han den Tilfredsstillelse at høre nogen falde over hans
improviserede Barrikade: et tungt Fald og en Ed, hvorefter der næsten
blev stille; Soldaterne var nødte til forsigtigt at famle sig frem af
Frygt for lignende Forhindringer. Nede i Porten slukkede Andrey atter
Gassen og stod endelig paa Gaden efter først omhyggeligt at have trukket
Porten til efter sig, for at gøre Mørket fuldstændigt.

Zina, som befandt sig i nogen Afstand, havde ikke hørt det mindste til
Larmen, kun var det hende paafaldende, at han kom saa hastigt tilbage:
men da hun saa hans rolige, om end hurtige Skridt og det fuldstændig
beherskede Udtryk i hans Ansigt, gik hun ham uden Ængstelse i Møde.

Han standsede hende med en Gestus og hviskede, da han var kommen helt
hen til hende: »Politiet!«

Saa tilbød han hende galant sin Arm og gik roligt hen imod Rokhalskys
Hus. Rimeligvis vilde Soldaterne om et Øjeblik styrte frem, og det var
da bedre, at de saa deres Ansigt end deres Ryg. Zina gjorde ikke den
mindste Indvending, hun var alt for erfaren i den Slags Situationer til
ikke straks at forstaa og billige Andreys Plan; de var næppe gaaet ti
Skridt, førend Porten blev reven op, og fire Soldater uden Hjælm og med
flagrende Haar kom styrtende ud, den ene af dem holdt et Lommetørklæde
for Næsen. De saa forvildede til alle Sider, og da de kun opdagede en
velklædt Herre med en Dame under Armen, løb de hen imod dem, og en af
dem sagde hurtigt og stakaandet til Andrey:

»Undskyld, min Herre; men De skulde vel ikke have set en Mand løbe?«

»Ud af denne Port?« spurgte Andrey og pegede paa Rokhalskys Hus.

»Ja, netop!«

»Med rødt Skæg og graa Hat?«

»Ja! Nej! -- -- det kan være det samme. Men hvad Vej løb han?«

»Den!« svarede Andrey og pegede paa et lille Stræde bag dem. »Han er
lige løbet forbi os og maa vist nok være løbet ind i det første Hus paa
højre Haand. De vil sikkert kunne faa fat paa ham -- men løb hurtigt!«

De løb hurtigt og var snart ude af Syne. Zina og Andrey gik videre, Arm
i Arm og med rolige, værdige Skridt. Ved det første Gadehjørne drejede
de af, og da der kom en Droske kørende, raabte de den an og opgav Kusken
Navnet paa en Gade i et helt andet Kvarter. Som rimeligt var, ønskede de
saa hurtigt som muligt at komme bort fra dette farlige Sted.

I Vognen talte de ikke om det forefaldne af Hensyn til Kusken, de opgav
ham igen en ny Adresse og steg til sidst ud paa et Gadehjørne.

»Lad mig nu høre det hele!« sagde Zina og greb atter Andreys Arm.

Han fortalte med faa Ord, hvad der var hændet. »Vi har i Sandhed haft
Lykken med os!« udbrød Zina. »Hvis vi ikke var komne der i Aften, og du
ikke havde fattet Mistanke, hvad vilde der saa været hændet os alle i
Morgen? Ak ja,« tilføjede hun tankefuldt, med et Suk -- »af hvilke
Tilfældigheder afhænger dog ikke vor Skæbne; nu maa vi se at faa fat paa
David, for at han kan gaa rundt til vore Folk og give dem Besked. Vi er
lige ved Davids Hus, kender du Stedet igen?«

»Nej, jeg har ikke Begreb om, hvor vi er,« svarede Andrey.

»Vi er komne hertil fra en anden Side,« sagde hun, slap hans Arm og
forsvandt i en mørk Port. Her tog hun sin elegante Hat af, bandt den ind
i sit hvide Lommetørklæde, trak Handskerne af og kastede et Tørklæde
over Hovedet, som hun knyttede under Hagen paa samme Vis som de russiske
Bønderkoner. I dette Kostume og med den lille Pakke i Haanden lignede
hun en ung, smuk Syerske, som bar en Pakke til en Kunde.

»Vent paa mig her!« sagde hun. »Om et Kvarter er jeg tilbage igen. Lad
mig se dit Ur?«

Hun sammenlignede det med sit.

»Tre Minutter i otte -- hverken før eller senere er jeg her igen.«

»Naa, jeg ser, at du har bibeholdt dine Petersborger-Vaner!« sagde
Andrey smilende.

»Ja, der er intet saa modbydeligt som at vente paa det usikre,« sagde
hun og forsvandt i Mørket.

Endnu en Tid kunde han skimte den lille, hvide Pakke, saa forsvandt
ogsaa den. Efter at have bidt omhyggeligt Mærke i det Hus, hvor de
skiltes, begyndte han at gaa fremad, af og til seende paa sit Ur. Da
Halvdelen af Tiden omtrent var udløben, vendte han og gik i samme Tempo
tilbage; et Minut før Tiden var han paa Stedet.

Atter saa han den hvide Pakke nærme sig, dog var det ikke denne Gang
Zinas Hat -- den havde hun igen taget paa -- men Lommetørklædet alene,
som hun holdt i Haanden. Ved hendes Side gik en sort Skikkelse; det var
David; han havde ikke kunnet modstaa sin Lyst til at gaa med for at
lykønske Andrey til hans heldige Flugt.

»Ja, disse smaa Byer er undertiden forbandet hede Steder,« sagde han
leende, »og godt var det, at du slap med at brænde Fingerspidserne!«

Zina gav derpaa David endnu et Par Oplysninger, og saa forsvandt han.

»Jeg er bleven ængstelig!« sagde hun, da de var alene. »David fortalte
mig om en ny, ganske uventet Arrestation -- en Mand i en anset social
Stilling. Jeg stoler ikke længer paa nogens Sikkerhed; det er bedst, du
følger hjem med til mig.«

»Lad os saa gaa da!«

»Ja, men lad os hellere vente til efter Klokken ti, paa den Tid er Gaden
rolig, og ingen lægger Mærke til dig.«

De havde endnu to Timer for sig; Andrey foreslog, at de skulde gaa en
Tur langs med Floden, de kunde da uforstyrret tale videre og samtidig
nyde den herlige, sydlandske Aften.

»Nej!« sagde Zina, »vi kan benytte vor Tid til noget bedre end det! Lad
os gaa hen til Fængslet, saa behøver du ikke at gaa der med Vasily. Det
er desuden rigtigst at undersøge Stedet ved Nattetid, da det dog er om
Natten, du skal gøre Brug af dine Kundskaber.«

De gik altsaa lige hen til Fængslet; det var en stor, svær to Etages
Bygning, der ragede op over en høj Mur, som udelukkede den fra den
øvrige Verden. En stor og øde Plads uden Spor af Vegetation omgav den og
stødte paa den ene Side op til de aabne Marker.

Ad de nærmest tilstødende Gader gjorde de en Rundgang omkring Terrainet
og standsede til sidst ved den Gade, hvor Vognen skulde holde, og
hvorfra man kunde overse hele Valpladsen.

»Tag blot et Overblik over det hele!« sagde Zina. »Du behøver hverken at
tælle Skridt eller maale Afstande, det har Vasily allerede gjort, og han
vil sige dig alt.«

Stedet, hvor Vognen skulde holde, var ret gunstigt, eller rettere, saa
lidt ugunstigt, som man kunde vente at finde det. Vist nok var det noget
langt borte fra det Sted, hvor den hemmelige Gang udmundede, men til
Gengæld var det skjult af Husene, saa at Vognen ikke kunde ses eller
beskydes fra Fængselsmuren. Gaden var sikker nok -- selv paa denne Tid
af Aftenen var der ikke en Sjæl at se i den.

»Her er det svage Punkt!« sagde Zina og pegede hen imod en tarvelig
Vinknejpe i omtrent tre Hundrede Alens Afstand. »Hele Nabolaget her er
som en uddøet Ørk ved Midnat; men i den fordømte Kælder derhenne drikker
de lige til Klokken to. Man kan risikere, at en Opvarter eller en Gæst
kommer ud for at se efter, naar der høres Larm paa Gaden, og en saadan
Tilfældighed kan blive skæbnesvanger for os.«

»Aa, hvis det ikke er andet, saa behøver du ikke at ængstes for det,«
svarede Andrey. »Det bliver min Sag at tage mig af dem derinde og
forhindre dem i at blande sig i Ting, som ikke vedkommer dem. Derimod
vilde jeg foreslaa, at Vasily holdt lidt nærmere ved Værtshuset, det
vilde se mere naturligt ud, saa staar jeg ved Enden af Gaden og giver
ham et Tegn, idet Fangerne viser sig, for at han kan køre lidt længere
frem imod dem.«

De gik atter igennem Gaderne og kom nu ud paa en anden Kant af
Fængselspladsen; Zina førte sin Ledsager skraas over den og gik videre
langs Fængselsmuren.

»Der oppe er de politiske Fangers Celler,« hviskede hun og pegede paa en
Række Vinduer i øverste Etage, hvoraf nogle henlaa i Mørke, medens der
inden for andre skinnede et svagt Lysskær.

»Kan du vise mig Boris' Vindu?« spurgte Andrey med skælvende Stemme.

»Det syvende fra Hjørnet; der er Lys, rimeligvis læser han. Levisbins er
det femte og Kleins det tredje. Begge deres Vinduer er mørke, de sover
vel allerede. Men det er ikke værd at stirre saa vedholdende paa nogle
Fængselsvinduer,« tilføjede Zina og stødte til ham, »Skildvagten
iagttager dig!«

Andrey havde ikke ventet, at han skulde komme Boris saa nær i Aften, og
Tanken om, at hans Ven befandt sig her inden for denne Rude, saa nær, at
han kunde raabe til ham, satte ham i stærk Bevægelse. Et Øjeblik fo'r
der en vild Idé igennem hans Hoved om at raabe Boris' Navn højt for
muligvis at faa et Glimt af ham at se. Han var saa fortabt i sine
Tanker, at Zina blev nødt til at tage hans Arm og trække ham af Sted.

De fortsatte en Tid deres Vej i Tavshed; da Fængselsterrainet var et
godt Stykke bag dem, spurgte Andrey:

»Vilde han kunne se os, hvis vi gik forbi ved Dagslyset?«

»Nej!« svarede Zina. »Dertil sidder Vinduerne meget for højt, og de er
desuden overmalede med hvid Farve, for at man ikke skal kunne se igennem
dem. Men jeg skal skrive og fortælle ham, at vi er gaaede forbi hans
Celle i Aften og har set Lys derinde; det vil glæde ham.«

»Ogsaa jeg vilde gerne skrive til ham -- kan jeg det?« spurgte Andrey.

»Ja, saa ofte du vil! Jeg kan nu faa bragt alt, hvad jeg ønsker til ham;
vi fører en livlig Korrespondance. Men det har været frygtelig svært at
faa Bugt med hans Vogtere. Véd du af, at jeg to Gange paa en Haarsbred
nær har været ved at blive arresteret? Jeg har altid det Held at komme
til de forkerte Folk.«

De vedblev paa hele Hjemvejen at tale om Boris, og hjemme i Stuen viste
Zina sin Ven et Fotografi af hendes lille Søn Boria, hun havde faaet det
sendt for et Par Dage siden.

»Er han ikke henrivende?« spurgte hun med en Moders Stolthed, idet hun
holdt Billedet af en Baby med buttede Hænder, runde, forbavsede Øjne og
aaben Mund hen foran ham.

»Jo, han er nydelig! Finder du ikke, at din Dreng ligner Boris?«

»Aldeles det samme Ansigt!« udbrød Zina, glad ved at høre dette af en
fremmed. »Og han bliver nok ogsaa en Gang i Tiden en lige saa god
Oprører som hans Fader. Han er kun et Aar og fire Maaneder gammel, men
han har allerede efter Evne hjulpet med til Revolutionen,« og saa
fortalte hun smilende, at hun havde taget Drengen med til Hovedkvarteret
i Kharkoff, da han var ni Maaneder gammel.

»Der er intet, der giver ens Hus et mere fredeligt og uskyldigt
Udseende, frit for enhver Mistanke, end saadant et lille Barn. Og min
Boria viste sig den Gang at være meget nyttig for os. Tror du vel, at
der er mange, der i saa ung en Alder, har begyndt deres Arbejde i
Revolutionens Tjeneste?« spurgte hun og lo. »Du ser, der er Grund til at
antage, at han vil blive til noget engang!«

»Forhaabentlig behøver dog Rusland ikke længer Revolutionister til den
Tid, at din Boria bliver stor« -- mente Andrey, og tilføjede: »Men hvor
har du gjort af ham nu?«

Der gled en Sky over den unge Kones Pande.

»Jeg kunde desværre ikke tage ham med mig hertil -- i det Tilfælde, at
jeg skulde blive fængslet, vilde han saa ogsaa komme til at følge mig --
og dertil er han dog lidt for ung. Han er ude paa Landet hos Boris'
Moder; de er gode imod ham og skriver ofte til mig. Jeg haaber, at jeg
vil kunne ordne det saaledes, at jeg kan rejse derud, saa snart Affæren
her er overstaaet.«

De talte til langt ud paa Natten i Zinas Spisestue, hvor der var redt
Seng til Andrey. Annie Vulitch havde forlængst begivet sig til Ro.
Andrey maatte fortælle Zina alt, hvad han vidste om Vennerne i St.
Petersborg, om Georg, Advokat Repin og Tania; men han vogtede sig vel
for at røbe sine Følelser for den unge Pige.


I Løbet af nogle faa Dage havde Andrey og Vasily ordnet alt fornødent og
var installerede som Herre og Tjener i den omtalte Gæstgivergaard. Men
kort efter hændte der noget, som foreløbig bragte en fuldstændig
Standsning i hele Foretagendet.

I samme Celle, som Berkut og Kunitzin beboede med de andre Fanger, blev
der indført en ny Mand, som sagdes at være Falskmøntner; til ham fattede
man straks Mistanke; man frygtede for, at han var Spion for Politiet.

Alle Beboere af Cellen blev enige om, at Arbejdet paa den hemmelige Gang
maatte hvile, indtil man atter blev den uvedkommende Kammerat kvit.
I Løbet af tre Uger gjorde hele Selskabet deres bedste for at gøre ham
Tilværelsen derinde saa uudholdelig som vel muligt, og paa denne Maade
lykkedes det dem endelig at bringe ham saa vidt, at han androg
Fængselsinspektøren om at maatte blive ført til en anden Celle. Først da
kunde man atter tage fat paa Arbejdet.

Disse Forsinkelser var yderst ubehagelige for Hovedpersonerne i
Sammensværgelsen; ikke alene tærede det i foruroligende Grad paa deres
Pengebeholdning, men det gjorde dem nervøse, fordi de var nødte til at
holde sig i fuldstændig Ro og Afsondrethed. Det vilde have været Vanvid,
om de var begyndt at tage Del i Propagandaen, der i Dubravnik saa vel
som andre Steder gik sin vante, regelmæssige Gang.

I sin Egenskab af Forretningsmand kunde Andrey imidlertid ikke altid
sidde hjemme, det vilde se mistænkeligt ud; desuden var det nødvendigt,
at han traf Zina, som var Midtpunktet for og Lederen af hele Bevægelsen.
Følgelig gik han hver Morgen ud og mødtes i Løbet af Formiddagen paa et
forud aftalt Sted og paa et bestemt Klokkeslæt enten med Zina eller
endnu hyppigere med Annie Vulitch. Resten af Formiddagen maatte han
tilbringe i Værelset, hvor Vasily, naar han var færdig med sine Pligter
som Kusk og Opvarter, gjorde ham Selskab.

For ingen af dem var denne paatvungne Lediggang nogen særlig Nydelse; de
var for ophidset til at kunne studere, og selv almindelig Romanlæsning
formaaede ikke for en Tid at fængsle deres Tanker. Dog var Vasily den,
der fandt sig bedst i sin Skæbne. Naar han havde foret og striglet sin
Hest, pudset Seletøjet og ordnet Værelset -- som var lejet »uden
Opvartning« -- og som just ikke blev holdt overdrevent propert -- kunde
han i Timevis ligge ud af Vinduet med Piben i Munden og med en saa
ligegyldig, sløv Mine, som om han aldrig i sit Liv havde bestilt andet.
Andrey søgte forgæves at tilegne sig noget af sin Vens Ro -- »for den,
der kæmper, er Taalmodighed lige saa nødvendig som Mod og Klogskab,«
sagde Vasily bestandig. Men for Andrey der kom lige fra det virksomme
Liv i St. Petersborg, var det dobbelt svært at vænne sig til dette
Driverliv, og han levede kun i en eneste nervøs Forventning om, at den
store Dag endelig skulde bryde frem.

En Aften, da de begge kom hjem efter en Spadseretur, fandt de en Seddel
med Andreys Adresse paa Bordet i Forstuen. Der havde under deres
Fraværelse været et Bud fra »Kontoret« og lagt følgende Besked til
Herren, forklarede Portieren. Det var en aaben Seddel med nogle faa Ord
nedkradsede med en daarlig Haandskrift og forkert stavet, hvori man
anmodede Andrey om at komme paa »Kontoret« næste Morgen Klokken ti i
Stedet for Klokken elleve.

Denne Besked kunde kun komme fra Zina og maatte betyde, at der var
hændet noget særligt.




II. KAPITEL.

_Man lægger en ny Plan._


Deres Møde næste Dag skulde finde Sted i de offentlige Anlæg. En halv
Time før Tiden var Andrey ved den bestemte Bænk i en af de mere afsides
liggende Gange, og opdagede et Øjeblik efter Zinas lysebrune Kjole
mellem Træerne.

»Hvad er der i Vejen?« spurgte han.

Hun svarede ikke straks; thi der kom i det samme en Herre gaaende forbi
dem; men hendes Ansigt var alvorligt og bar Præg af stærk
Sindsbevægelse.

»Alt er ødelagt!« sagde hun endelig og saa op paa ham. »Politiet har
opdaget Gangen!«

»Opdaget Gangen?« gentog Andrey som forstenet.

»Ja, forrige Nat; men lad os sætte os her paa Bænken, saa skal jeg
fortælle dig alt.«

Den unge Kone fortalte nu hurtigt, hvorledes det hele var gaaet til.
Kunitzin var netop gaaet ned i Gangen for at grave de sidste Spadestik,
da et pludseligt Spektakel oppe i Cellen fik ham til at skynde sig
tilbage. Det var Fangerne, der var komne i Skænderi ved Kortbordet -- en
af dem var bleven greben i at spille falsk, og de kastede sig nu alle
over ham, en enkelt endog med Kniv, saa at han blev saaret i Skulderen.
Larmen hidkaldte selvfølgelig straks Vagten, og det var kun lige netop,
at Kunitzin naaede at springe op i sin Seng; men han naaede derimod ikke
først at faa Brædtet, der dækkede for Aabningen ned til Gangen, lagt
ordentlig til Rette. En af Soldaterne snublede over Kanten af det, og et
Øjeblik efter var den hemmelige Gang opdaget.

Andrey stirrede ufravendt paa Zina, mens hun talte, men hørte dog næppe
hendes Ord; kun det ene stod helt klart for ham, at deres Plan var
tilintetgjort.

»Det er Frugten af al vor Udholdenhed!« udbrød han bittert.

»Det kunde være gaaet os endnu langt værre,« sagde Zina roligt. »Sæt nu,
at Politiet den Gang gennem den nye Fange havde faaet et Vink om vort
Foretagende, saa var vi rimeligvis alle blevne grebne. Nu gælder det kun
om at begynde forfra!«

»For tredje Gang, saa vidt jeg véd!«

»Nej, for femte! Vi har forsøgt og opgivet tre andre Planer før denne,«
svarede hun.

»Men hvad skal den næste blive?« spurgte Andrey og forsøgte at være
rolig. »Er der i det hele taget nogen »næste« tilbage?«

»Jeg haaber, at vi maa kunne finde paa et eller andet -- maaske Boris
kan hjælpe os -- -- -- men det værste er, at vore Penge er ved at slippe
op,« sagde Zina.

Der fulgte en lang Pavse, hver af dem var optagen af sine egne Tanker.
Det var Zina, der talte først.

»Jeg har faaet at vide, at der skal være kommet Ordre fra St. Petersborg
til Dommeren om at fremskynde Boris' Forhør saa meget som muligt.«

»Hvad betyder det?« spurgte Andrey.

»Intet særligt! De vil blot paa ny blive underkastede Forhør.«

»Holdes disse Forhør i selve Fængslet, eller bliver Fangerne førte andet
Steds hen?« spurgte Andrey, som greben af en pludselig Idé.

»Forhørene holdes paa Raadhuset, Dommerne anser det for under deres
Værdighed at komme til Fangerne,« svarede Zina.

»Hvad om vi vovede et Forsøg paa denne Vandring til Raadhuset?« spurgte
han og vendte sig helt om imod hende.

Hun saa bestyrtet paa ham.

»Er du gal? Midt paa Gaden i en stor By -- ved højlys Dag? Hvad tænker
du paa!«

»Det er jo heller ikke ligefrem et Forslag, jeg gør,« svarede han. »Det
er kun et øjeblikkeligt Indfald, som dog maaske var værd at tage under
nærmere Overvejelse. Kan du sige mig, hvor stor Eskorten er, som
ledsager dem?«

»Sidste Gang var der fire Mand.«

»Kun fire! Det er ikke saa slemt, som jeg havde troet.«

Han begyndte nu i fuldt Alvor at udvikle sin Plan og søge at bevise, at
Faren ved at angribe Politiet paa aaben Gade og ved højlys Dag ikke var
nær saa stor, som det straks kunde synes. Hvis Forsøget virkelig blev
gjort, vilde Sagen i Løbet af nogle faa Minutter være afgjort enten paa
den ene eller anden Maade; paa saa kort Tid vilde der ikke kunne samle
sig noget Gadeopløb, tilmed da enhver forbipasserende rimeligvis vilde
løbe sin Vej ved det allerførste Skud. Desuden kunde man vælge et
ubefærdet Sted til Angrebet; Fængslet laa i Udkanten af Byen, og de
nærmest tilstødende Gader var næsten mennesketomme paa den travleste Tid
af Dagen.

»Men du glemmer Hovedpunktet,« afbrød Zina ham, »der er fire Soldater i
Eskorten, og de fordrer i det mindste fire Mand fra vor Side, hvis vi,
som du siger, skal overrumple dem. Med de tre Fanger bliver der altsaa
syv Mand af vore; dertil behøves to Vogne med tilsvarende Kuske for at
føre dem hurtigt bort. -- Tænk blot, hvilket Materiale der udfordres til
at gennemføre din Plan!«

»Med lidt Energi vil vi vel nok kunne skaffe baade Penge og Folk,«
svarede Andrey.

»Maaske! Men det bliver jo en ligefrem Nedsabling, og det er da egentlig
ikke det, vi vil. Hvad hjælper det, om vi befrier Fangerne, hvis vi i
Stedet for bringer deres Redningsmænd i Ulykke?«

Andrey mumlede noget i Skægget og gik uroligt frem og tilbage; hun havde
unægtelig Ret, hans Plan var meget for indviklet. Han forsøgte at
simplificere den; den ene Vogn og en Mand til Angrebet kunde maaske
spares -- men det var og blev desuagtet en yderst kompliceret
Historie -- -- --

»Hvad mener du!« afbrød hans Ledsagerske ham pludselig i hans
Grublerier, »hvis Fangerne var bevæbnede?«

»Det vilde være brillant -- men hvorledes skulde det gaa til?«

»Jeg tror, det kunde lade sig ordne. Slutteren giver dem alt, hvad de
vil -- for nylig lod han dem faa en Sav og et Bundt Nøgler, han kan lige
saa godt overtales til at bringe dem tre smaa Revolvere. Jeg vil i hvert
Fald forsøge, om det gaar.«

»Ja, -- og det saa snart du kan!« sagde Andrey. »Det vilde unægtelig
simplificere Sagen betydeligt.«

Da de mødtes næste Dag, kunde Zina allerede meddele ham, at Slutteren
var villig til at hjælpe dem, og man begyndte nu paa den nye Plans
Udarbejdelse, efter at den først ved et Fællesmøde enstemmig var
vedtagen. Det blev bestemt, at man nu, da Fangerne kom til at føre
Vaaben, skulde hjælpe sig med to Mand til selve Angrebet og have to
Vogne til at skaffe dem bort i. Det blev overdraget Vasily at købe en ny
Hest, medens Zina skulde sætte sig i Forbindelse med Ligaen i Dubravnik
for at faa to paalidelige Mænd, en til at være Kusk og en til Angrebet.

En ny Meddelelse fra Fængslet bragte dem til af al Magt at fremskynde
deres Forberedelser. Forhøret skulde allerede finde Sted om fjorten
Dage; med saa kort Varsel vilde det være umuligt at faa alt ordnet, og
Andrey foreslog, at man ikke først skulde skaffe nye Folk, men hjælpe
sig med én Vogn og en Mand til Angrebet, og denne Mand vilde han være.
Til Hest, med et flinkt Dyr under sig, vilde han alene paatage sig at
bringe Forvirring i Eskorten, naar samtidig Fangerne angreb. Boris saa
vel som hans to Kammerater var alle tre modige og behændige Mænd, og de
vilde i hvert Fald have Fordelen af at have de første to, maaske tre
Skud paa deres Side. Hvis det blot lykkedes dem at gøre én Mand
ukampdygtig, vilde Overmagten være paa deres Side, fire Mand maatte
sagtens kunne gøre det af med Eskorten.

Vasily skulde vedblive at spille sin Rolle som Kusk, kun skulde han
anskaffe sig en Droskekusks Mundering og pudse sin Vogn op, saa at den
var præsentabel ved Dagslys, alle tre Fanger skulde køre bort i samme
Vogn, og Andrey maatte ved Hjælp af sin Hest klare sig selv.

Hele Planen var meget risikabel, thi Fangerne var, hvordan det gik eller
ikke, i hvert Fald i Begyndelsen under Opsigt, og Vasily havde sin Vogn
at passe; Andrey var saaledes den eneste, der med helt frie Hænder kunde
begynde Angrebet. Men han havde en urokkelig Tro til sin Plan, og det
lykkedes ham til sidst at faa Vennerne lige saa overbeviste. Det, som
særlig tiltalte dem alle ved Planen, var dens store Simpelhed og
Billighed. Den lange Ventetid havde tømt deres Pengekasse; men Zina, som
havde et eget Talent til at skaffe Penge, havde igennem en Ven faaet
laant to Hundrede Pund Sterling, som skulde tilbagebetales om tre
Maaneder. Det var imidlertid ogsaa alt, hvad de for Øjeblikket havde at
disponere over. Den strengeste Økonomi var derfor nødvendig.

»Jeg behøver ingen Racehest,« sagde han til Zina, der fungerede som
Kassererske, »et almindeligt Dyr vil være tilstrækkeligt til at klare
Forfølgere til Vogns; og hvis det skulde hænde, at der var en Kosak
eller Kavalerist iblandt dem, saa er det hele dog forbi, enten jeg har
en Racehest eller ej.«

En feberagtig Travlhed fulgte efter Andreys sidste Forslag, som nu blev
det gældende. Han og Vasily fandt snart hos en af Byens Anden-Klasses
Hestehandlere en flink, lille Steppehest med lille Hoved og lige Ryg.
Ejeren garanterede, at den var vant til at bære Sadel.

I Løbet af de følgende Dage søgte Andrey at gøre sig kendt med sit Dyr,
som viste sig at være klogt, hurtigløbende og heldigvis ikke sky --
hvilket var af den allerstørste Vigtighed.

Da han første Gang paa en afsides liggende Plads ude i Skoven forsøgte,
om den kunde staa for Skud, stejlede den lige ret op i Luften, men
allerede ved det andet og tredje Skud gik det bedre, og efter en Uges
Forløb var den fuldstændig rolig; kun et Skud affyret imellem dens Øren
fik den til at skælve, men heller ikke mere.

Zina var paa sin Side fuldt optaget af at instruere Vagtposterne og de
øvrige, der skulde hjælpe med i Affæren; det var i alt otte Mand. Ved en
Række behændige Manøvrer skulde de sørge for at bringe Eskorten sammen
med Andrey paa rette Sted og i rette Øjeblik.

Det var ikke muligt bestemt at skaffe at vide, naar Forhøret vilde finde
Sted. Dagen og Timen afhang ganske af Dommerens Forgodtbefindende. Det
var derfor nødvendigt, at alt og alle henad den formodede Tid skulde
være rede til at handle med et Øjebliks Varsel.

Det første Signal, det, der skulde sætte hele Maskineriet i Bevægelse,
skulde udgaa fra Fængslet selv. Man vidste, at Fangerne, førend de
forlod Fængslet, nede i Kontoret skulde iføres andre Dragter og
visiteres indtil Skindet. Saa snart de modtog Ordren til at begive sig
nedenunder, skulde Klein stikke et Stykke blaat Papir op i sit Vindu,
som han kunde naa ved at staa paa en Skammel.

Hver Dag fra Klokken ni Morgen til tre Eftermiddag -- de Timer, hvor
Forhørene paa Raadhuset afholdtes -- blev dette Vindue iagttaget af to
af de sammensvorne, som havde lejet et Værelse i et Hus lige overfor og
skiftedes til igennem en Kikkert at stirre derop. Saa snart som Signalet
i Kleins Vindu blev synligt, skulde én af dem løbe hen i det Værtshus,
hvor to andre opholdt sig. Den ene af disse, en vis Vatajko, en ung Mand
af Annie Vulitch's Medstuderende, skulde øjeblikkelig kaste sig i den
Droske, der holdt parat, for saa hurtigt som muligt at faa bragt
Meddelelsen til Vasily og Andrey, der med Hest og Vogn var rede til at
rykke ud med et Øjebliks Varsel.

Den anden Mand skulde bringe Besked til de øvrige, der skulde fungere
som Vagtposter og holdt sig samlede i et andet Værtshus.

Man havde beregnet, at hver især vilde have tilstrækkelig Tid til at naa
sin Post, forinden Fangerne havde faaet skiftet Dragt, var visiterede og
komne igennem alle de øvrige Formaliteter, der udkrævedes ved en saadan
Lejlighed. Turen fra Fængslet til Raadhuset tog henved fyrretyve
Minutter. Efter at være gaaede over Fængselspladsen -- en to-tre
Minutters Gang -- kom de ind i et snævert Stræde, der førte til en
nyanlagt og meget bred Lindetræsallé, i hvis nederste Ende der kun
fandtes nogle enkelte Butikker. Der vilde medgaa tolv Minutter, førend
Eskorten naaede denne Allé, hvor Sammenstødet skulde finde Sted -- kun
tre, fire Minutters Gang fra Strædet.

En Linie af fem Vagtposter, anbragte paa Strækningen fra Fængselspladsen
til Alléen, skulde ved forud aftalte Tegn signalisere, naar Fangerne
traadte ud af Fængslet, og hvad der ellers kunde hænde af Vigtighed, til
Andrey og Vasily, der holdt sig borte indtil det afgørende Øjeblik.

Efter nøjagtig Overvejelse var man bleven enig om, at Angrebet skulde
gøres paa Vejen til Raadhuset, og kun, hvis det ved en eller anden
uforudset Hændelse -- en Ligbegængelse, et Brudetog eller lignende
skulde blive umuliggjort -- skulde det opsættes til paa Tilbagevejen.

I dette Tilfælde maatte naturligvis alle de medvirkende forandre
Stilling, ligesom Andrey og Vasily da skulde vente paa et andet Sted;
selve Angrebet derimod skulde foregaa paa samme Sted.

Hele Planen var uhyre vanskelig og risikabel; alt maatte arbejde med et
Urværks Akkuratesse, den ringeste Forhindring eller Misforstaaelse kunde
bringe det hele til at strande.

For at være sikker paa, at hele Maskineriet arbejdede paalideligt, holdt
man en Søndag Morgen en Slags Generalprøve, idet to af dem -- Zina og
Masha Dudurov -- agerede Eskorten og med afmaalte Skridt bevægede sig
fra Fængselspladsen og videre til det kritiske Sted. Alt gik, som det
skulde; Tid og Afstand var nøjagtig beregnet, og kun nogle faa Signaler
blev ændrede.

Der var Grund til at antage, at Forhøret vilde finde Sted i den kommende
Uge, enten Mandag eller Onsdag. Mandagen forløb rolig, Tirsdag holdtes
der ingen Retsmøder, og man var nu vis paa, at Onsdag vilde blive Dagen.

Vasily var oppe før Klokken seks; for hundrede Gang undersøgte han hver
Skrue i Vognen, hvert Søm i Hestens Sko og hvert Spænde i Seletøjet, alt
var pudset og blankt som til Parade. Hestene fik en ekstra Portion Havre
og blev striglede med ekstra Omhu.

Da han var færdig med sit Arbejde i Stalden, gik han op for at lave Te
til Andrey, der imidlertid var kommen op.

Et Øjeblik efter kom Zina; hun bar en Torvekurv i Haanden og havde et
graat Tørklæde over Hovedet. Det uventede Besøg bragte dem straks paa
den Idé, at der maatte være hændet et eller andet uforudset, og da den
unge Kone nu løste Tørklædet, og de saa hendes blege, ophidsede Ansigt,
udbrød Andrey angst:

»Nu er der vel atter hændet en Ulykke?«

»Nej, men læs dette!« svarede Zina og rakte ham et Telegram fra St.
Petersborg.

Det var fra Taras Kastrov og holdt i ganske uskyldige Udtryk som et
almindeligt Forretningstelegram, men Meningen var tydelig nok for dem
alle. Taras bad dem indstændigt om at opsætte Planen i tre Dage.

Det stod straks klart for dem, at et eller andet vigtigt Anslag, som
Ligaen i St. Petersborg havde for, vilde blive ødelagt, hvis
Telegrammerne om Dubravnik-Overfaldet forinden naaede Politiet. Baade
Andrey og Zina havde tilstrækkelig Erfaring til at vide, at den Slags
uventede Sammentræf kunde hænde; men de vidste ogsaa, at en Udsættelse
af deres Plan i dette Øjeblik kunde betyde det samme som belt at maatte
opgive den.

»Det er for sent nu til at forandre noget,« sagde Andrey.

»Vist ikke!« svarede Zina. »Hvad der ikke allerede er udført, kan
opsættes.«

»Det vil sige det samme som at opgive det hele; rimeligvis er det den
sidste Lejlighed, der gives os.«

»Det er muligt,« sagde Zina.

»Naa ja,« vedblev Andrey i Ophidselse; »men har de Ret til at forlange
et saadant Offer for os? Maaneder igennem er der arbejdet for denne
Plan, og nu, da vi er lige paa Nippet til at gennemføre den, opfordrer
man os -- maaske for en ren Indbildnings Skyld -- til at opgive det
hele! Nej, det er for galt! Paa den Maade faar vi aldrig noget
udrettet.«

»Vær dog rolig, Andrey!« sagde Zina stille. »Du véd jo, at de kender
Sagen her lige saa godt som vi. Og naar de alligevel sender os et
saadant Telegram, saa maa deres Forehavende være af større Vigtighed end
vort. Tror du maaske, at jeg er mindre opsat paa at faa Sagen gennemført
end du, og at jeg ikke lider ved denne Udsættelse? Men vi maa finde os i
det.«

Andrey bed sig i Læben og modsatte sig ikke længer; efter et Øjebliks
Pavse spurgte han:

»Er Fangerne underrettede om Udsættelsen?«

»Nej, dertil har der ikke været Tid,« svarede Zina.

»Jeg fik Telegrammet i Aftes længe efter mit Møde med Slutteren. Men
naar de ikke ser nogen i Gaden, vil de snart kunne tænke sig til, at der
er kommet noget i Vejen.«

»Nej, saadan kan det ikke gaa. Naar de ingen ser, vil de simpelthen tro,
at vi ikke har naaet at komme paa Plads, og at Angrebet vil finde Sted
paa Tilbagevejen. De maa øjeblikkelig have et Tegn fra os -- maaske vil
det være dem muligt at udvirke et nyt Forhør.«

»Det er sandt; men hvorledes skal vi faa givet dem nogen Meddelelse nu
saa sent?« sagde Zina.

»Lad os gaa ned og møde dem paa Gaden,« foreslog Andrey. »Naar de ser os
til Fods, forstaar de øjeblikkelig, at alt er opgivet for i Dag.«

Zina gik med Glæde ind paa Forslaget, og det blev bestemt, at hun og
Andrey skulde følges ad; Vasily blev tilbage i Gæstgivergaarden.

De var næppe komne et Par Hundrede Skridt frem, før de saa en Droske i
rasende Fart komme imod dem og Vatajkas Hoved tittende frem ved Siden af
Kusken, hvem han syntes at sige en Besked.

»Halløj! Holdt!« raabte Andrey.

Vatajka sprang ned af Vognen; han bragte Meddelelsen: Signalet i Kleins
Vindu var givet -- alle Vagtposter var allerede paa Plads.

»Løb alt, hvad du kan, og faa dem væk igen,« udbrød Zina. »De maa ikke
ses paa Gaden i Dag, der bliver ikke noget af vor Plan.« Og da hun saa
den unge Mands skuffede og bedrøvede Ansigt, tilføjede hun hurtigt: »Det
er intet af Betydenhed, kun en Opsættelse paa nogle Dage.«

Vatajko skyndte sig af Sted, og Zina og Andrey fortsatte deres Gang.

Det var en kold, fugtig Efteraarsmorgen, en fin Regn begyndte at falde
og tiltog i Styrke efterhaanden, som de gik. Fodgængerne i Gaderne
skyndte sig af Sted, alt hvad de kunde.

»Hvilket udmærket Vejr!« sagde Andrey med et Suk og pegede paa den
efterhaanden ganske mennesketomme Gade.

Zina nikkede, Vejret kunde virkelig ikke have, været heldigere for et
Anslag som deres.

Idet de drejede ind i Lindetræsalléen, fo'r de begge sammen.

»Der er de!« hviskede de uden at bevæge Hovedet. Midt i Alléen saa de
den lille Eskorte komme, to Gendarmer gik foran, saa kom de tre Fanger
og til sidst igen to Gendarmer.

Kun Boris, som gik i Midten, saa rask og stærk ud, hans lange,
nøddebrune Skæg flagrede i Vinden, og hans Ansigt udtrykte Glæde over
det uventede Møde, uden Skygge af Ængstelse for, hvad det kunde betyde.
Begge de to andre, Levshin og Klein, var blege, maaske grundet paa
Sygdom, men maaske ogsaa kun af Sindsbevægelse.

De to Grupper nærmede sig langsomt hinanden, idet Vennerne hver for sig
gjorde sig den mest mulige Umage for ikke ved et Blik eller en Gestus at
forraade Gensynets Glæde. Fuldstændig ligegyldige fortsatte de deres
Gang og dog vidste de gensidigt, at de saa og følte hinanden.

Zina sagtnede sine Skridt, men alligevel svandt Afstanden mellem de to
Grupper med rivende Fart. Med et brændende Ønske om at forlænge disse
dyrebare og dog saa vemodige Minutter traadte hun ind i en Port, som for
at søge Ly mod Regnen Pludselig fo'r der en Idé igennem hendes Hoved.

Hun saa hen paa Boris og begyndte med Skaftet af sin Paraply at banke
paa Døren, som en Dame, der ved, at hun bliver ventet og ikke vil ringe.

Andrey saa forbavset paa hende, men forstod straks, at der maatte stikke
noget under. Og i Virkeligheden telegraferede Zina til sin Mand i
Fængsels-Banke-Systemet, hvor hvert Bogstav af Alfabetet gengives ved
forskelligt modulerede Slag. Baade Zina og Boris, som havde tilbragt syv
Aar af deres Ungdom i Fængsel, kendte tilstrækkelig dette Sprog.

De Ord, som hun paa denne Maade henvendte til sin Mand, var følgende:
»Sørg for et nyt Forhør!« og saa hurtig havde hun været, at hun var
færdig, inden Fangerne endnu var komne forbi. Et let, næppe mærkeligt
Nik fra Boris tilkendegav, at han havde forstaaet hende.

Næsten i samme Øjeblik aabnedes Døren foran Zina, og en Tjenestepige
spurgte høfligt, hvem hun ønsk

Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/24447