Bibelen, Det nye Testamente
by unknown · Danish · Gutenberg #2143 · 1,019,204 chars · public domain (US)
The Project Gutenberg eBook of Bibelen, Det nye Testamente
This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and
most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions
whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms
of the Project Gutenberg License included with this eBook or online
at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States,
you will have to check the laws of the country where you are located
before using this eBook.
Title: Bibelen, Det nye Testamente
Release date: April 1, 2000 [eBook #2143]
Most recently updated: April 15, 2013
Language: Danish
Other information and formats: www.gutenberg.org/ebooks/2143
*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK BIBELEN, DET NYE TESTAMENTE ***
Det nye Testamente:
Indhold:
Matthæus-Evangeliet
Markus-Evangeliet
Lukas-Evangeliet
Johannes-Evangeliet
Apostelenes Gerninger
Paulus's Brev til Romerne
Paulus's første Brev til Korinthierne
Paulus's andet Brev til Korinthierne
Paulus's Brev til Galaterne
Paulus's Brev til Efeserne
Paulus's Brev til Filippenserne
Paulus's Brev til Kolossenserne
Paulus's første Brev til Thessalonikerne
Paulus's andet Brev til Thessalonikerne
Paulus's første Brev til Timotheus
Paulus's andet Brev til Timotheus
Paulus's Brev til Titus
Paulus's Brev til Filemon
Brevet til Hebræerne
Jakobs Brev
Peters første Brev
Peters andet Brev
Johannes's første Brev
Johannes's andet Brev
Johannes's tredje Brev
Judas's Brev
Johannes's Aabenbaring
DET NYE TESTAMENTE
Matt.
Matt. 1
1. Jesu Kristi Davids Søns, Abrahams Søns, Slægtsbog.
2. Abraham avlede Isak; og Isak avlede Jakob; og Jakob avlede Juda
og hans Brødre;
3. og Juda avlede Fares og Zara med Thamar; og Fares avlede Esrom;
og Esrom avlede Aram;
4. og Aram avlede Aminadab; og Aminadab avlede Nasson; og Nasson
avlede Salmon;
5. og Salmon avlede Boas med Rakab; og Boas avlede Obed med Ruth;
og Obed avlede Isaj;
6. og Isaj avlede Kong David; og David avlede Salomon med Urias's
Hustru;
7. og Salomon avlede Roboam; og Roboam avlede Abia; og Abia avlede
Asa;
8. og Asa avlede Josafat; og Josafat avlede Joram; og Joram avlede
Ozias;
9. og Ozias avlede Joatham; og Joatham avlede Akas; og Akas avlede
Ezekias;
10. og Ezekias avlede Manasse; og Manasse avlede Amon; og Amon
avlede Josias;
11. og Josias avlede Jekonias og hans Brødre på den Tid, da
Bortførelsen til Babylon fandt Sted.
12. Men efter Bortførelsen til Babylon avlede Jekonias Salathiel; og
Salathiel avlede Zorobabel;
13. og Zorobabel avlede Abiud; og Abiud avlede Eliakim: og Eliakim
avlede Azor;
14. og Azor avlede Sadok; og Sadok avlede Akim; og Akim avlede
Eliud;
15. og Eliud avlede Eleazar; og Eleazar avlede Matthan; og Matthan
avlede Jakob;
16. og Jakob avlede Josef, Marias Mand; af hende blev Jesus født,
som kaldes Kristus.
17. Altså ere alle Slægtledene fra Abraham indtil David fjorten
Slægtled, og fra David indtil Bortførelsen til Babylon fjorten
Slægtled, og fra Bortførelsen til Babylon indtil Kristus fjorten
Slægtled.
18. Men med Jesu Kristi Fødsel gik det således til. Da Maria, hans
Moder, var trolovet med Josef, fandtes hun, førend de kom
sammen, at være frugtsommelig af den Helligånd.
19. Men da Josef, hendes Mand, var retfærdig og ikke vilde beskæmme
hende offentligt, besluttede han hemmeligt at skille sig fra
hende.
20. Men idet han tænkte derpå, se, da viste en Herrens Engel sig for
ham i en drøm og sagde: "Josef, Davids Søn! frygt ikke for at
tage din Hustru Maria til dig; thi det, som er avlet i hende, er
af den Helligånd.
21. Og hun skal føde en Søn, og du skal kalde hans Navn Jesus; thi
han skal frelse sit Folk fra deres Synder."
22. Men dette er alt sammen sket, for at det skulde opfyldes, som er
talt af Herren ved Profeten, som siger:
23. "Se, Jomfruen skal blive frugtsommelig og føde en Søn, og man
skal kalde hans Navn Immanuel", hvilket er udlagt: Gud med os.
24. Men da Josef vågnede op at Søvnen, gjorde han, som Herrens Engel
havde befalet ham, og han tog sin Hustru til sig.
25. Og han kendte hende ikke, førend hun havde født sin Søn, den
førstefødte, og han kaldte hans Navn Jesus.
Matt. 2
1. Men da Jesus var født i Bethlehem i Judæa, i Kong Herodes's
Dage, se, da kom der vise fra Østerland til Jerusalem og sagde:
2. "Hvor er den Jødernes Konge, som er født? thi vi have set hans
Stjerne i Østen og ere komne for at tilbede ham."
3. Men da Kong Herodes hørte det, blev han forfærdet, og hele
Jerusalem med ham;
4. og han forsamlede alle Folkets Ypperstepræster og skriftkloge og
adspurgte dem, hvor Kristus skulde fødes.
5. Og de sagde til ham: "I Bethlehem i Judæa; thi således er der
skrevet ved Profeten:
6. Og du, Bethlehem i Judas Land, er ingenlunde den mindste iblandt
Judas Fyrster; thi af dig skal der udgå en Fyrste, som skal
vogte mit Folk Israel."
7. Da kaldte Herodes hemmeligt de vise og fik af dem nøje Besked om
Tiden, da Stjernen havde ladet sig til Syne.
8. Og han sendte dem til Bethlehem og sagde: "Går hen og forhører
eder nøje om Barnet; men når I have fundet det, da forkynder mig
det, for at også jeg kan komme og tilbede det."
9. Men da de havde hørt Kongen, droge de bort; og se, Stjernen, som
de havde set i Østen, gik foran dem, indtil den kom og stod oven
over, hvor Barnet var.
10. Men da de så Stjernen, bleve de såre meget glade.
11. Og de gik ind i Huset og så Barnet med dets Moder Maria og faldt
ned og tilbade det og oplode deres Gemmer og ofrede det Gaver,
Guld og Røgelse og Myrra.
12. Og da de vare blevne advarede af Gud i en Drøm, at de ikke
skulde vende tilbage til Herodes, droge de ad en anden Vej
tilbage til deres Land.
13. Men da de vare dragne bort, se, da viser en Herrens Engel sig i
en Drøm for Josef og siger: "Stå op, og tag Barnet og dets Moder
med dig og fly til Ægypten og bliv der, indtil jeg siger dig
til; thi Herodes vil søge efter Barnet for at dræbe det."
14. Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig om Natten og
drog bort til Ægypten.
15. Og han var der indtil Herodes's Død, for at det skulde opfyldes,
som er talt af Herren ved Profeten, der siger: "Fra Ægypten
kaldte jeg min Søn."
16. Da Herodes nu så, at han var bleven skuffet af de vise, blev han
såre vred og sendte Folk hen og lod alle Drengebørn ihjelslå,
som vare i Bethlehem og i hele dens Omegn, fra to År og
derunder, efter den Tid, som han havde fået Besked om af de
vise.
17. Da blev det opfyldt,som er talt ved Profeten Jeremias,som siger:
18. "En Røst blev hørt i Rama, Gråd og megen Jamren; Rakel græd over
sine Børn og vilde ikke lade sig trøste, thi de ere ikke mere."
19. Men da Herodes var død, se, da viser en Herrens Engel sig i en
Drøm for Josef i Ægypten og siger:
20. "Stå op, og tag Barnet og dets Moder med dig, og drag til
Israels Land; thi de ere døde, som efterstræbte Barnets Liv."
21. Og han stod op og tog Barnet og dets Moder med sig og kom til
Israels Land.
22. Men da han hørte, at Arkelaus var Konge over Judæa i sin Fader
Herodes's Sted, frygtede han for at komme derhen; og han blev
advaret af Gud i en Drøm og drog bort til Galilæas Egne.
23. Og han kom og tog Bolig i en By, som kaldes Nazareth, for at det
skulde opfyldes, som er talt ved Profeterne, at han skulde
kaldes Nazaræer.
Matt. 3
1. Men i de Dage fremstår Johannes Døberen og prædiker i Judæas
Ørken og siger:
2. "Omvender eder, thi Himmeriges Rige er kommet nær."
3. Thi han er den, om hvem der er talt ved Profeten Esajas, som
siger: "Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder
Herrens Vej, gører hans Stier jævne!"
4. Men han, Johannes, havde sit Klædebon af Kamelhår og et
Læderbælte om sin Lænd; og hans Føde var Græshopper og vild
Honning.
5. Da drog Jerusalem ud til ham og hele Judæa og hele Omegnen om
Jordan.
6. Og de bleve døbte af ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres
Synder.
7. Men da han så mange af Farisæerne og Saddukæerne komme til hans
Dåb, sagde han til dem: "I Øgleunger! hvem har lært eder at fly
fra den kommende Vrede?
8. Bærer da Frugt, som er Omvendelsen værdig,
9. og mener ikke at kunne sige ved eder selv: Vi have Abraham til
Fader; thi jeg siger eder, at Gud kan opvække Abraham Børn af
disse Sten.
10. Men Øksen ligger allerede ved Roden af Træerne; så bliver da
hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugget og kastet i Ilden.
11. Jeg døber eder med Vand til Omvendelse, men den, som kommer
efter mig, er stærkere end jeg, han, hvis Sko jeg ikke er værdig
at bære; han skal døbe eder med den Helligånd og Ild.
12. Hans Kasteskovl er i hans Hånd, og han skal gennemrense sin Lo
og samle sin Hvede i Laden; men Avnerne skal han opbrænde med
uslukkelig Ild."
13. Da kommer Jesus fra Galilæa til Jordan til Johannes for at døbes
af ham.
14. Men Johannes vilde formene ham det og sagde: "Jeg trænger til at
døbes af dig, og du kommer til mig!"
15. Men Jesus svarede og sagde til ham: "Tilsted det nu; thi således
sømmer det sig for os at fuldkomme al Retfærdighed." Da
tilsteder han ham det.
16. Men da Jesus var bleven døbt, steg han straks op af Vandet, og
se, Himlene åbnedes for ham, og han så Guds Ånd dale ned som en
Due og komme over ham.
17. Og se, der kom en Røst fra Himlene, som sagde: "Denne er min
Søn, den elskede, i hvem jeg har Velbehag."
Matt. 4
1. Da blev Jesus af Ånden ført op i Ørkenen for at fristes af
Djævelen.
2. Og da han havde fastet fyrretyve Dage og fyrretyve Nætter, blev
han omsider hungrig.
3. Og Fristeren gik til ham og sagde: "Er du Guds Søn, da sig, at
disse Sten skulle blive Brød."
4. Men han svarede og sagde: "Der er skrevet: Mennesket skal ikke
leve af Brød alene, men af hvert Ord, som udgår igennem Guds
Mund."
5. Da. tager Djævelen ham med sig til den hellige Stad og stiller
ham på Helligdommens Tinde og siger til ham:
6. "Er du Guds Søn, da kast dig herned; thi der er skrevet: Han
skal give sine Engle Befaling om dig, og de skulle bære dig på
Hænder, for at du ikke skal støde din Fod på nogen Sten."
7. Jesus sagde til ham: "Der er atter skrevet: Du må ikke friste
Herren din Gud."
8. Atter tager Djævelen ham med sig op på et såre højt Bjerg og
viser ham alle Verdens Riger og deres Herlighed; og han sagde
til ham:
9. "Alt dette vil jeg give dig, dersom du vil falde ned og tilbede
mig."
10. Da siger Jesus til ham: "Vig bort, Satan! thi der er skrevet: Du
skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene."
11. Da forlader Djævelen ham, og se, Engle kom til ham og tjente
ham.
12. Men da Jesus hørte, at Johannes var kastet i Fængsel, drog han
bort til Galilæa.
13. Og han forlod Nazareth og kom og tog Bolig i Kapernaum, som
ligger ved Søen, i Sebulons og Nafthalis Egne,
14. for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som
siger:
15. "Sebulons Land og Nafthalis Land langs Søen, Landet hinsides
Jordan, Hedningernes Galilæa,
16. det Folk, som sad i Mørke, har set et stort Lys, og for dem, som
sad i Dødens Land og Skygge, for dem er der opgået et Lys."
17. Fra den Tid begyndte Jesus at prædike og sige: "Omvender eder,
thi Himmeriges Rige er kommet nær."
18. Men da han vandrede ved Galilæas Sø, så han to Brødre, Simon,
som kaldes Peter, og Andreas, hans Broder, i Færd med at kaste
Garn i Søen; thi de vare Fiskere.
19. Og han siger til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder
til Menneskefiskere."
20. Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.
21. Og da han derfra gik videre, så han to andre Brødre, Jakob,
Zebedæus's Søn, og Johannes, hans Broder, i Skibet med deres
Fader Zebedæus, i Færd med at bøde deres Garn, og han kaldte på
dem.
22. Og de forlode straks Skibet og deres Fader og fulgte ham.
23. Og Jesus gik omkring i hele Galilæa, idet han lærte i deres
Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver
Sygdom og enhver Skrøbelighed iblandt Folket.
24. Og hans Ry kom ud over hele Syrien; og de bragte til ham alle
dem, som lede af mange Hånde Sygdomme og vare plagede af
Lidelser, både besatte og månesyge og værkbrudne; og han
helbredte dem.
25. Og store Skarer fulgte ham fra Galilæa og Dekapolis og Jerusalem
og Judæa og fra Landet hinsides Jordan.
Matt. 5
1. Men da han så Skarerne, steg han op på Bjerget; og da han havde
sat sig, gik hans Disciple hen til ham,
2. og han oplod sin Mund, lærte dem og sagde:
3. "Salige ere de fattige i Ånden, thi Himmeriges Rige er deres.
4. Salige ere de, som sørge, thi de skulle husvales.
5. Salige ere de sagtmodige, thi de skulle arve Jorden.
6. Salige ere de, som hungre og tørste efter Retfærdigheden, thi de
skulle mættes.
7. Salige ere de barmhjertige, thi dem skal vises Barmhjertighed.
8. Salige ere de rene af Hjertet, thi de skulle se Gud.
9. Salige ere de, som stifte Fred, thi de skulle kaldes Guds Børn.
10. Salige ere de, som ere forfulgte for Retfærdigheds Skyld, thi
Himmeriges Rige er deres.
11. Salige ere I, når man håner og forfølger eder og lyver eder alle
Hånde ondt på for min Skyld.
12. Glæder og fryder eder, thi eders Løn skal være stor i Himlene;
thi således have de forfulgt Profeterne, som vare før eder.
13. I ere Jordens Salt; men dersom Saltet mister sin Kraft, hvormed
skal det da saltes? Det duer ikke til andet end at kastes ud og
nedtrædes af Menneskene.
14. I ere Verdens Lys; en Stad, som ligger på et Bjerg, kan ikke
skjules.
15. Man tænder heller ikke et Lys og sætter det under Skæppen, men
på Lysestagen; så skinner det for alle dem, som ere i Huset.
16. Lader således eders Lys skinne for Menneskene, at de må se eders
gode Gerninger og ære eders Fader, som er i Himlene.
17. Mener ikke, at jeg er kommen for at nedbryde Loven eller
Profeterne;jeg er ikke kommen for at nedbryde, men for at
fuldkomme.
18. Thi sandelig, siger jeg eder, indtil Himmelen og Jorden forgår,
skal end ikke det mindste Bogstav eller en Tøddel forgå af
Loven, indtil det er sket alt sammen.
19. Derfor, den, som bryder et at de mindste af disse Bud og lærer
Menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriges
Rige; men den, som gør dem og lærer dem, han skal kaldes stor i
Himmeriges Rige.
20. Thi jeg siger eder: Uden eders Retfærdighed overgår de
skriftkloges og Farisæernes, komme I ingenlunde ind i Himmeriges
Rige.
21. I have hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke slå ihjel,
men den, som slår ihjel, skal være skyldig for Dommen.
22. Men jeg siger eder, at hver den, som bliver vred på sin Broder
uden Årsag, skal være skyldig for Dommen; og den, som siger til
sin Broder: Raka! skal være skyldig for Rådet; og den, som
siger: Du Dåre! skal være skyldig til Helvedes Ild.
23. Derfor, når du ofrer din Gave på Alteret og der kommer i Hu, at
din Broder har noget imod dig,
24. så lad din Gave blive der foran Alteret, og gå hen, forlig dig
først med din Broder, og kom da og offer din Gave!
25. Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham
på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren,
og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel.
26. Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra,
førend du får betalt den sidste Hvid.
27. I have hørt, at der er sagt: Du må ikke bedrive Hor.
28. Men jeg siger eder, at hver den, som ser på en Kvinde for at
begære hende, har allerede bedrevet Hor med hende i sit Hjerte.
29. Men dersom dit højre Øje forarger dig, så riv det ud, og kast
det fra dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer
fordærves, end at hele dit Legeme bliver kastet i Helvede.
30. Og om din højre Hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra
dig; thi det er bedre for dig, at eet af dine Lemmer fordærves,
end at hele dit Legeme kommer i Helvede.
31. Og der er sagt: Den, som skiller sig fra sin Hustru, skal give
hende et Skilsmissebrev.
32. Men jeg siger eder, at enhver, som skiller sig fra sin Hustru,
uden for Hors Skyld, gør, at hun bedriver Hor, og den, som tager
en fraskilt Kvinde til Ægte, bedriver Hor.
33. I have fremdeles hørt, at der er sagt til de gamle: Du må ikke
gøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder.
34. Men jeg siger eder, at I må aldeles ikke sværge, hverken ved
Himmelen, thi den er Guds Trone,
35. ej heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ej heller ved
Jerusalem, thi det er den store Konges Stad.
36. Du må heller ikke sværge ved dit Hoved, thi du kan ikke gøre et
eneste Hår hvidt eller sort.
37. Men eders Tale skal være ja, ja, nej, nej; hvad der er ud over
dette, er af det onde.
38. I have hørt, at der er sagt: Øje for Øje, og Tand for Tand.
39. Men jeg siger eder, at I må ikke sætte eder imod det onde; men
dersom nogen giver dig et Slag på din højre Kind, da vend ham
også den anden til!
40. Og dersom nogen vil gå i Rette med dig og tage din Kjortel, lad
ham da også få Kappen!
41. Og dersom nogen tvinger dig til at gå een Mil,da gå to med ham!
42. Giv den, som beder dig, og vend dig ikke fra den, som vil låne
af dig.
43. I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din
Fjende.
44. Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som
forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem,
som krænke eder og forfølge eder,
45. for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi
han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over
retfærdige og uretfærdige.
46. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre
ikke også Tolderne det samme?
47. Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre
ikke også Hedningerne det samme?
48. Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er
fuldkommen.
Matt. 6
1. Vogter eder at i ikke øve eders Retfærdighed for Menneskene for
at beskues af dem; ellers have I ikke Løn hos eders Fader, som
er Himlene.
2. Derfor, når du giver Almisse, må du ikke lade blæse i Basun
foran dig, som Hyklerne gøre i Synagogerne og på Gaderne, for at
de kunne blive ærede af Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de
have allerede fået deres Løn.
3. Men når du giver Almisse, da lad din venstre Hånd ikke vide,
hvad din højre gør,
4. for at din Almisse kan være i Løndom, og din Fader, som ser i
Løndom, skal betale dig.
5. Og når I bede, skulle I ikke være som Hyklerne; thi de stå gerne
i Synagogerne og på Gadehjørnerne og bede, for at de kunne vise
sig for Menneskene; sandelig, siger jeg eder, de have allerede
fået deres Løn.
6. Men du, når du beder, da gå ind i dit Kammer, og luk din Dør, og
bed til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som ser i
Løndom, skal betale dig.
7. Men når I bede, må I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne;
thi de mene, at de skulle blive bønhørte for deres mange Ord.
8. Ligner derfor ikke dem; thi eders Fader ved, hvad I trænge til,
førend I bede ham,
9. Derfor skulle I bede således: Vor Fader, du, som er i Himlene!
Helliget vorde dit Navn;
10. komme dit Rige; ske din Villie, som i Himmelen således også på
Jorden;
11. giv os i dag vort daglige Brød:
12. og forlad os vor Skyld, som også vi forlade vore Skyldnere;
13. og led os ikke i Fristelse; men fri os fra det onde; (thi dit er
Riget og Magten og Æren i Evighed! Amen.)
14. Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, vil eders
himmelske Fader også forlade eder;
15. men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, vil eders
Fader ikke heller forlade eders Overtrædelser.
16. Og når I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Hyklerne; thi de
gøre deres Ansigter ukendelige, for at de kunne vise sig for
Menneskene som fastende; sandelig, siger jeg eder, de have
allerede fået deres Løn.
17. Men du, når du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt,
18. for at du ikke skal vise dig for Menneskene som fastende, men
for din Fader, som er i Løndom; og din Fader, som ser i Løndom,
skal betale dig.
19. Samler eder ikke Skatte på Jorden, hvor Møl og Rust fortære, og
hvor Tyve bryde ind og stjæle;
20. men samler eder Skatte i Himmelen, hvor hverken Møl eller Rust
fortære, og hvor Tyve ikke bryde ind og stjæle.
21. Thi hvor din Skat er, der vil også dit Hjerte være.
22. Øjet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øje er sundt, bliver
hele dit Legeme lyst;
23. men dersom dit Øje er dårligt, bliver hele dit Legeme mørkt.
Dersom nu det Lys, der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da
ikke Mørket!
24. Ingen kan tjene to Herrer; thi han må enten hade den ene og
elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den
anden. I kunne ikke tjene Gud og Mammon.
25. Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for eders Liv, hvad I
skulle spise, eller hvad I skulle drikke; ikke heller for eders
Legeme, hvad I skulle iføre eder. Er ikke Livet mere end Maden,
og Legemet mere end Klæderne?
26. Ser på Himmelens Fugle; de så ikke og høste ikke og sanke ikke i
Lader, og eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere
værd end de?
27. Og hvem af eder kan ved at bekymre sig lægge een Alen til sin
Vækst?
28. Og hvorfor bekymre I eder for Klæder? Betragter Lillierne på
Marken, hvorledes de vokse; de arbejde ikke og spinde ikke;
29. men jeg siger eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var
klædt som en af dem.
30. Klæder da Gud således det Græs på Marken, som står i dag og i
Morgen kastes i Ovnen, skulde han da ikke meget mere klæde eder,
I lidettroende?
31. Derfor må I ikke bekymre eder og sige: Hvad skulle vi spise?
eller: Hvad skulle vi drikke? eller: Hvormed skulle vi klæde os?
32. - efter alt dette søge jo Hedningerne -. Thi eders himmelske
Fader ved, at I have alle disse Ting nødig.
33. Men søger først Guds Rige og hans Retfærdighed, så skulle alle
disse Ting gives eder i Tilgift.
34. Bekymrer eder derfor ikke for den Dag i Morgen; thi den Dag i
Morgen skal bekymre sig for sig selv. Hver Dag har nok i sin
Plage.
Matt. 7
1. Dømmer ikke,for at I ikke skulle dømmes; thi med hvad Dom I
dømme, skulle I dømmes,
2. og med hvad Mål I måle, skal der tilmåles eder.
3. Men hvorfor ser du Skæven, som er i din Broders Øje, men Bjælken
i dit eget Øje bliver du ikke var?
4. Eller hvorledes kan du sige til din Broder: Lad mig drage Skæven
ud af dit Øje; og se, Bjælken er i dit eget Øje.
5. Du Hykler! drag først Bjælken ud af dit Øje, og da kan du se
klart til at tage Skæven ud af din Broders Øje.
6. Giver ikke Hunde det hellige, kaster ikke heller eders Perler
for Svin, for at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og
vende sig og sønderrive eder.
7. Beder, så skal eder gives; søger, så skulle I finde; banker på,
så skal der lukkes op for eder.
8. Thi hver den, som beder, han får, og den, som søger, han finder,
og den, som banker på, for ham skal der lukkes op.
9. Eller hvilket Menneske er der iblandt eder, som, når hans Søn
beder ham om Brød, vil give ham en Sten?
10. Eller når han beder ham om en Fisk, mon han da vil give ham en
Slange?
11. Dersom da I, som ere onde, vide at give eders Børn gode Gaver,
hvor meget mere skal eders Fader, som er i Himlene, give dem
gode Gaver, som bede ham!
12. Altså, alt hvad I ville, at Menneskene skulle gøre imod eder,
det skulle også I gøre imod dem; thi dette er Loven og
Profeterne.
13. Går ind ad den snævre Port; thi den Port er vid, og den Vej er
bred,som fører til Fortabelsen, og de ere mange, som gå ind ad
den;
14. thi den Port er snæver, og den Vej er trang, som fører til Livet
og de er få, som finde den
15. Men vogter eder for de falske Profeter, som komme til eder i
Fåreklæder, men indvortes ere glubende Ulve.
16. Af deres Frugter skulle I kende dem. Sanker man vel Vindruer af
Torne eller Figener af Tidsler?
17. Således bærer hvert godt Træ gode Frugter, men det rådne Træ
bærer slette Frugter.
18. Et godt Træ kan ikke bære slette Frugter, og et råddent Træ kan
ikke bære gode Frugter.
19. Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, omhugges og kastes i Ilden.
20. Altså skulle I kende dem af deres Frugter.
21. Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal komme ind i
Himmeriges Rige, men den, der gør min Faders Villie, som er i
Himlene.
22. Mange skulle sige til mig på hin Dag: Herre, Herre! have vi ikke
profeteret ved dit Navn, og have vi ikke uddrevet onde Ånder ved
dit Navn, og have vi ikke gjort mange kraftige Gerninger ved dit
Navn?
23. Og da vil jeg bekende for dem Jeg kendte eder aldrig; viger bort
fra mig, I, som øve Uret!
24. Derfor, hver den, som hører disse mine Ord og gør efter dem, ham
vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Hus på
Klippen,
25. og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og sloge
imod dette Hus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet på
Klippen.
26. Og hver den, som hører disse mine Ord og ikke gør efter dem,
skal lignes ved en Dåre, som byggede sit Hus på Sandet,
27. og Skylregnen faldt, og Floderne kom, og Vindene blæste og
stødte imod dette Hus, og det faldt, og dets Fald var stort."
28. Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, vare Skarerne
slagne af Forundring over hans Lære;
29. thi han lærte dem som en, der havde Myndighed, og ikke som deres
skriftkloge.
Matt. 8
1. Men da han var gået ned ad Bjerget, fulgte store Skarer ham.
2. Og se, en spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: "Herre! om
du vil, så kan du rense mig."
3. Og han udrakte Hånden, rørte ved ham og sagde: "Jeg vil; bliv
ren!" Og straks blev han renset for sin Spedalskhed
4. Og Jesus siger til ham: "Se til, at du ikke siger det til nogen;
men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer den Gave,
som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for dem."
5. Men da han gik ind i Kapernaum, trådte en Høvedsmand hen til
ham, bad ham og sagde:
6. "Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og, pines svarlig."
7. Jesus siger til ham: "Jeg vil komme og helbrede ham."
8. Og Høvedsmanden svarede og sagde: "Herre! jeg er ikke værdig
til, at du skal gå ind under mit Tag; men sig det blot med et
Ord, så bliver min Dreng helbredt.
9. Jeg er jo selv et Menneske, som står under Øvrighed og har
Stridsmænd under mig; og siger jeg til den ene: Gå! så går han;
og til den anden: Kom! så kommer han; og til min Tjener: Gør
dette! så gør han det."
10. Men da Jesus hørte det, forundrede han sig og sagde til dem, som
fulgte ham: "Sandelig, siger jeg eder, end ikke i Israel har jeg
fundet så stor en Tro.
11. Men jeg siger eder, at mange skulle komme fra Øster og Vester og
sidde til Bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige.
12. Men Rigets Børn skulle kastes ud i Mørket udenfor; der skal der
være Gråd og Tænders Gnidsel."
13. Og Jesus sagde til Høvedsmanden:"Gå bort,dig ske, som du
troede!" Og Drengen blev helbredt i den samme Time.
14. Og Jesus kom ind i Peters Hus og så, at hans Svigermoder lå og
havde Feber.
15. Og han rørte ved hendes Hånd, og Feberen forlod hende, og hun
stod op og vartede ham op.
16. Men da det var blevet Aften, førte de mange besatte til ham, og
han uddrev Ånderne med et Ord og helbredte alle de syge;
17. for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, der
siger: "Han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme."
18. Men da Jesus så store Skarer omkring sig, befalede han at fare
over til hin Side.
19. Og der kom een, en skriftklog, og sagde til ham: "Mester! jeg
vil følge dig, hvor du end går hen."
20. Og Jesus siger til ham: "Ræve have Huler, og Himmelens Fugle
Reder; men Menneskesønnen har ikke det, hvortil han kan hælde
sit Hoved."
21. Men en anden af disciplene sagde til ham: "Herre! tilsted mig
først at gå hen og begrave min Fader."
22. Men Jesus siger til ham: "Følg mig, og lad de døde begrave deres
døde!"
23. Og da han gik om Bord i Skibet, fulgte hans Disciple ham.
24. Og se, det blev en stærk Storm på Søen, så at Skibet skjultes af
Bølgerne; men han sov.
25. Og de gik hen til ham, vækkede ham og sagde: "Herre, frels os!
vi forgå."
26. Og han siger til dem: "Hvorfor ere I bange, I lidettroende?" Da
stod han op og truede Vindene og Søen,og det blev ganske
blikstille.
27. Men Menneskene forundrede sig og sagde: "Hvem er dog denne,
siden både Vindene og Søen ere ham lydige?"
28. Og da han kom over til hin Side til Gadarenernes Land, mødte ham
to besatte, som kom ud fra Gravene, og de vare såre vilde, så at
ingen kunde komme forbi ad den Vej.
29. Og se, de råbte og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, du Guds
Søn? Er du kommen hid før Tiden for at pine os?"
30. Men der var langt fra dem en stor Hjord Svin, som græssede.
31. Og de onde Ånder bade ham og sagde: "Dersom du uddriver os, da
send os i Svinehjorden!"
32. Og han sagde til dem: "Går!" Men de fore ud og fore i Svinene;
og se, hele Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen og
døde i Vandet.
33. Men Hyrderne flyede og gik hen i Byen og fortalte det alt
sammen, og hvorledes det var gået til med de besatte.
34. Og se, hele Byen gik ud for at møde Jesus; og da de så ham, bade
de ham om; at han vilde gå bort fra deres Egn.
Matt. 9
1. Og han gik om Bord i et Skib og for over og kom til sin egen By.
2. Og se, de bare til ham en værkbruden, som lå på en Seng; og da
Jesus så deres Tro, sagde han til den værkbrudne: "Søn! vær
frimodig, dine Synder forlades dig."
3. Og se, nogle af de skriftkloge sagde ved sig selv: "Denne taler
bespotteligt."
4. Og da Jesus så deres Tanker, sagde han: "Hvorfor tænke I ondt i
eders Hjerter?
5. Thi hvilket er lettest at sige: Dine Synder forlades dig, eller
at sige: Stå op og gå?
6. Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
til at forlade Synder," da siger han til den værkbrudne: "Stå
op, og tag din Seng, og gå til dit Hus!"
7. Og han stod op og gik bort til sit Hus.
8. Men da Skarerne så det, frygtede de og priste Gud, som havde
givet Menneskene en sådan Magt.
9. Og da Jesus gik videre derfra, så han en Mand, som hed Matthæus,
sidde ved Toldboden; og han siger til ham: "Følg mig!" Og han
stod op og fulgte ham.
10. Og det skete, da han sad til Bords i Huset, se, da kom der mange
Toldere og Syndere og sade til Bords med Jesus og hans Disciple.
11. Og da Farisæerne så det, sagde de til hans Disciple: "Hvorfor
spiser eders Mester med Toldere og Syndere?"
12. Men da Jesus hørte det, sagde han: "De raske trænge ikke til
Læge, men de syge.
13. Men går hen og lærer, hvad det vil sige: Jeg har Lyst til
Barmhjertighed og ikke til Offer; thi jeg er ikke kommen for at
kalde retfærdige, men Syndere,"
14. Da komme Johannes's Disciple til ham og sige: "Hvorfor faste vi
og Farisæerne meget, men dine Disciple faste ikke?"
15. Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene sørge, så længe
Brudgommen er hos dem? Men der skal komme Dage, da Brudgommen
bliver tagen fra dem, og da skulle de faste.
16. Men ingen sætter en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon;
thi Lappen river Klædebonnet itu, og der bliver et værre Hul.
17. Man kommer heller ikke ung Vin på gamle Læderflasker, ellers
sprænges Læderflaskerne, og Vinen spildes, og Læderflaskerne
ødelægges; men man kommer ung Vin på nye Læderflasker, så blive
begge Dele bevarede."
18. Medens han talte dette til dem, se, da kom der en Forstander og
faldt ned for ham og sagde: "Min Datter er lige nu død; men kom
og læg din Hånd på hende, så bliver hun levende."
19. Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple.
20. Og se, en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År, trådte hen
bagfra og rørte ved Fligen af hans Klædebon;
21. thi hun sagde ved sig selv: "Dersom jeg blot rører ved hans
Klædebon, bliver jeg frelst."
22. Men Jesus vendte sig om, og da han så hende, sagde han: "Datter!
vær frimodig, din Tro har frelst dig." Og Kvinden blev frelst
fra den samme Time.
23. Og da Jesus kom til Forstanderens Hus og så Fløjtespillerne og
Hoben, som larmede, sagde han:
24. "Gå bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover." Og de lo ad
ham.
25. Men da Hoben var dreven ud, gik han ind og tog hende ved Hånden;
og Pigen stod op.
26. Og Rygtet herom kom ud i hele den Egn.
27. Og da Jesus gik bort derfra, fulgte der ham to blinde, som råbte
og sagde: "Forbarm dig over os, du Davids Søn!"
28. Men da han kom ind i Huset, gik de blinde til ham; og Jesus
siger til dem: "Tro I, at jeg kan gøre dette?"De siger til
ham:"Ja,Herre!"
29. Da rørte han ved deres Øjne og sagde: "Det ske eder efter eders
Tro!"
30. Og deres Øjne bleve åbnede. Og Jesus bød dem strengt og sagde:
"Ser til, lad ingen få det at vide."
31. Men de gik ud og udbredte Rygtet om ham i hele den Egn.
32. Men da disse gik ud, se, da førte de til ham et stumt Menneske,
som var besat.
33. Og da den onde Ånd var uddreven, talte den stumme. Og Skarerne
forundrede sig og sagde: "Aldrig er sådant set i Israel."
34. Men Farisæerne sagde: "Ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de
onde Ånder."
35. Og Jesus gik omkring i alle Byerne og Landsbyerne, lærte i deres
Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og helbredte enhver
Sygdom og enhver Skrøbelighed.
36. Men da han så Skarerne, ynkedes han inderligt over dem; thi de
vare vanrøgtede og forkomne som Får, der ikke have Hyrde.
37. Da siger han til sine Disciple: "Høsten er stor, men Arbejderne
ere få;
38. beder derfor Høstens Herre om, at han vil sende Arbejdere ud til
sin Høst."
Matt. 10
1. Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over
urene Ånder, til at uddrive dem og at helbrede enhver Sygdom og
enhver Skrøbelighed.
2. Og disse ere de tolv Apostles Navne: Først Simon, som kaldes
Peter, og Andreas, hans Broder, og Jakob, Zebedæus's Søn, og
Johannes, hans Broder,
3. Filip og Bartholomæus, Thomas og Tolderen Matthæus, Jakob,
Alfæus's Søn, og Lebbæus med Tilnavn Thaddæus,
4. Simon Kananæeren og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.
5. Disse tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: "Går ikke hen på
Hedningers Vej, og går ikke ind i Samaritaners By!
6. Men går hellere hen til de fortabte Får af Israels Hus!
7. Men på eders Vandring skulle I prædike og sige: Himmeriges Rige
er kommet nær.
8. Helbreder syge, opvækker døde, renser spedalske, uddriver onde
Ånder! I have modtaget det for intet, giver det for intet!
9. Skaffer eder ikke Guld, ej heller Sølv, ej heller Kobber i eders
Bælter;
10. ej Taske til at rejse med, ej heller to Kjortler, ej heller Sko,
ej heller Stav; thi Arbejderen er sin Føde værd.
11. Men hvor I komme ind i en By eller Landsby, der skulle I spørge,
hvem i den der er det værd, og der skulle I blive, indtil I
drage bort.
12. Men når I gå ind i Huset, da hilser det;
13. og dersom Huset er det værd, da komme eders Fred over det; men
dersom det ikke er det værd, da vende eders Fred tilbage til
eder!
14. Og dersom nogen ikke modtager eder og ej hører eders Ord, da går
ud af det Hus eller den By og ryster Støvet af eders Fødder!
15. Sandelig, siger jeg eder, det skal gå Sodomas og Gomorras Land
tåleligere på Dommens Dag end den By.
16. Se, jeg sender eder som Får midt iblandt Ulve; vorder derfor
snilde som Slanger og enfoldige som Duer!
17. Vogter eder for Menneskene; thi de skulle overgive eder til
Rådsforsamlinger og hudstryge eder i deres Synagoger.
18. Og I skulle føres for Landshøvdinger og Konger for min Skyld,
dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd.
19. Men når de overgive eder, da bekymrer eder ikke for, hvorledes
eller hvad I skulle tale; thi det skal gives eder i den samme
Time, hvad I skulle tale.
20. Thi I ere ikke de, som tale; men det er eders Faders Ånd, som
taler i eder.
21. Men Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn, og
Børn skulle sætte sig op imod Forældre og slå dem ihjel.
22. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
23. Men når de forfølge eder i een By, da flyr til en anden; thi
sandelig, siger jeg eder, I skulle ikke komme til Ende med
Israels Byer, førend Menneskesønnen kommer.
24. En Discipel er ikke over sin Mester, ej heller en Tjener over
sin Herre.
25. Det er Disciplen nok, at han bliver som sin Mester, og Tjeneren
som sin Herre. Have de kaldt Husbonden Beelzebul, hvor meget
mere da hans Husfolk?
26. Frygter altså ikke for dem; thi intet er skjult, som jo skal
åbenbares, og intet er lønligt, som jo skal blive kendt.
27. Taler i Lyset, hvad jeg siger eder i Mørket; og prædiker på
Tagene, hvad der siges eder i Øret!
28. Og frygter ikke for dem, som slå Legemet ihjel, men ikke kunne
slå Sjælen ihjel; men frygter hellere for ham, som kan fordærve
både Sjæl og Legeme i Helvede.
29. Sælges ikke to Spurve for en Penning? Og ikke een af dem falder
til Jorden uden eders Faders Villie.
30. Men på eder ere endog alle Hovedhår talte.
31. Frygter derfor ikke; I ere mere værd end mange Spurve.
32. Altså, enhver som vedkender sig mig for Menneskene, ham vil også
jeg vedkende mig for min Fader, som er i Himlene.
33. Men den, som fornægter mig for Menneskene, ham vil også jeg
fornægte for min Fader, som er i Himlene.
34. Mener ikke, at jeg er kommen for at bringe Fred på Jorden; jeg
er ikke kommen for at bringe Fred, men Sværd.
35. Thi jeg er kommen før at volde Splid imellem en Mand og hans
Fader og imellem en Datter og hendes Moder og imellem en
Svigerdatter og hendes Svigermoder,
36. og en Mands Husfolk skulle være hans Fjender.
37. Den, som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke
værd; og den, som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig
ikke værd;
38. og den, som ikke tager sit Kors og følger efter mig, er mig ikke
værd.
39. Den, som bjærger sit Liv, skal miste det; og den, som mister sit
Liv for min Skyld, skal bjærge det.
40. Den, som modtager eder, modtager mig; og den, som modtager mig,
modtager ham, som udsendte mig.
41. Den, som modtager en Profet, fordi han er en Profet, skal få en
Profets Løn; og den, som modtager en retfærdig, fordi han er en
retfærdig, skal få en retfærdigs Løn.
42. Og den, som giver en af disse små ikkun et Bæger koldt Vand at
drikke, fordi han er en Discipel, sandelig, siger jeg eder, han
skal ingenlunde miste sin Løn."
Matt. 11
1. Og det skete, da Jesus var færdig med at give sine tolv Disciple
Befaling, gik han videre derfra for at lære og prædike i deres
Byer.
2. Men da Johannes hørte i Fængselet om Kristi Gerninger, sendte
han Bud med sine Disciple og lod ham sige:
3. "Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden?"
4. Og Jesus svarede og sagde til dem: "Går hen, og forkynder
Johannes de Ting, som I høre og se:
5. blinde se, og lamme gå, spedalske renses, og døve høre, og døde
stå op, og Evangeliet forkyndes for fattige;
6. og salig er den, som ikke forarges på mig."
7. Men da disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Skarerne om
Johannes: "Hvad gik I ud i Ørkenen at skue? Et Rør, som bevæges
hid og did af Vinden?
8. Eller hvad gik I ud at se? Et Menneske, iført bløde Klæder? Se,
de, som bære bløde Klæder, ere i Kongernes Huse.
9. Eller hvad gik I ud at se? En Profet? Ja, siger jeg eder, endog
mere end en Profet.
10. Thi han er den, om hvem der er skrevet: Se,jeg sender min Engel
for dit Ansigt, han skal berede din Vej foran dig.
11. Sandelig, siger jeg eder, iblandt dem, som ere fødte af Kvinder,
er ingen større fremstået end Johannes Døberen; men den mindste
i Himmeriges Rige er større end han.
12. Men fra Johannes Døberens Dage indtil nu tages Himmeriges Rige
med Vold, og Voldsmænd rive det til sig.
13. Thi alle Profeterne og Loven have profeteret indtil Johannes.
14. Og dersom I ville tage imod det: Han er Elias, som skal komme.
15. Den, som har Øren at høre med, han høre!
16. Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den ligner Børn, som
sidde på Torvene og råbe til de andre og sige:
17. Vi blæste på Fløjte for eder, og I dansede ikke; vi sang
Klagesange, og I jamrede ikke.
18. Thi Johannes kom, som hverken spiste eller drak, og de sige: Han
er besat.
19. Menneskesønnen kom, som spiser og drikker, og de sige: Se, en
Frådser og en Vindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog,
Visdommen er retfærdiggjort ved sine Børn."
20. Da begyndte han at skamme de Byer ud, i hvilke hans fleste
kraftige Gerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig:
21. "Ve dig, Korazin! ve dig, Bethsajda! thi dersom de kraftige
Gerninger, som ere skete i eder, vare skete i Tyrus og Sidon, da
havde de for længe siden omvendt sig i Sæk og Aske.
22. Men jeg siger eder: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på
Dommens Dag end eder.
23. Og du, Kapernaum! som er bleven ophøjet indtil Himmelen, du skal
nedstødes indtil Dødsriget; thi dersom de kraftige Gerninger,
som ere skete i dig, vare skete i Sodoma, da var den bleven
stående indtil denne Dag.
24. Men jeg siger eder: Det skal gå Sodomas Land tåleligere på
Dommens Dag end dig."
25. På den Tid udbrød Jesus og sagde: "Jeg priser dig, Fader,
Himmelens og Jordens Herre! fordi du har skjult dette for vise
og forstandige og åbenbaret det for umyndige.
26. Ja, Fader! thi således skete det, som var velbehageligt for dig.
27. Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og ingen kender Sønnen
uden Faderen, og ingen kender Faderen uden Sønnen, og den, for
hvem Sønnen vil åbenbare ham.
28. Kommer hid til mig alle, som lide Møje og ere besværede, og jeg
vil give eder Hvile.
29. Tager mit Åg på eder, og lærer af mig; thi jeg er sagtmodig og
ydmyg af Hjertet; så skulle I finde Hvile for eders Sjæle. 30
Thi mit Åg er gavnligt, og min Byrde er let."
Matt. 12
1. På den Tid vandrede Jesus på Sabbaten igennem en Sædemark; men
hans Disciple bleve hungrige og begyndte at plukke Aks og at
spise.
2. Men da Farisæerne så det, sagde de til ham: "Se, dine Disciple
gøre, hvad det ikke er tilladt at gøre på en Sabbat."
3. Men han sagde til dem: "Have I ikke læst, hvad David gjorde, da
han blev hungrig og de, som vare med ham?
4. hvorledes han gik ind i Guds Hus og spiste Skuebrødene, som det
ikke var ham tilladt at spise, ej heller dem, som vare med ham,
men alene Præsterne?
5. Eller have I ikke læst i Loven, at på Sabbaterne vanhellige
Præsterne Sabbaten i Helligdommen og ere dog uden Skyld?
6. Men jeg siger eder, at her er det, som er større end
Helligdommen.
7. Men dersom I havde vidst, hvad det Ord betyder: Jeg har Lyst til
Barmhjertighed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt dem,
som ere uden Skyld.
8. Thi Menneskesønnen er Herre over Sabbaten."
9. Og han gik videre derfra og kom ind i deres Synagoge.
10. Og se, der var en Mand, som havde en vissen Hånd; og de spurgte
ham ad og sagde: "Er det tilladt at helbrede på Sabbaten?" for
at de kunde anklage ham.
11. Men han sagde til dem: "Hvilket Menneske er der iblandt eder,
som har kun eet Får, og ikke tager fat på det og drager det op,
dersom det på Sabbaten falder i en Grav?
12. Hvor meget er nu ikke et Menneske mere end et Får? Altså er det
tilladt at gøre vel på Sabbaten."
13. Da siger han til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han rakte den ud,
og den blev igen sund som den anden.
14. Men Farisæerne gik ud og lagde Råd op imod ham, hvorledes de
kunde slå ham ihjel.
15. Men da Jesus mærkede det, drog han bort derfra; og mange fulgte
ham, og han helbredte dem alle.
16. Og han bød dem strengt, at de ikke måtte gøre ham kendt;
17. for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten Esajas, som
siger:
18. "Se, min Tjener, som jeg har udvalgt, min elskede, i hvem min
Sjæl har Velbehag; jeg vil give min Ånd over ham, og han skal
forkynde Hedningerne Ret.
19. Han skal ikke kives og ikke råbe, og ingen skal høre hans Røst
på Gaderne.
20. Han skal ikke sønderbryde det knækkede Rør og ikke udslukke den
rygende Tande, indtil han får ført Retten frem til Sejr.
21. Og på hans Navn skulle Hedninger håbe."
22. Da blev en besat, som var blind og stum, ført til ham; og han
helbredte ham, så at den stumme talte og så.
23. Og alle Skarerne forfærdedes og sagde: "Mon denne skulde være
Davids Søn?"
24. Men da Farisæerne hørte det, sagde de: "Denne uddriver ikke de
onde Ånder uden ved Beelzebul, de onde Ånders Fyrste."
25. Men såsom han kendte deres Tanker, sagde han til dem: "Hvert
Rige, som er kommet i Splid med sig selv, lægges øde; og hver By
eller Hus, som er kommet i Splid med sig selv, kan ikke bestå.
26. Og hvis Satan uddriver Satan, så er han kommen i Splid med sig
selv; hvorledes skal da hans Rige bestå?
27. Og dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Beelzebul, ved hvem
uddrive da eders Sønner dem? Derfor skulle de være eders
Dommere.
28. Men dersom jeg uddriver de onde Ånder ved Guds Ånd, da er jo
Guds Rige kommet til eder.
29. Eller hvorledes kan nogen gå ind i den stærkes Hus og røve hans
Ejendele, uden han først binder den stærke? Da kan han plyndre
hans Hus.
30. Den, som ikke er med mig, er imod mig; og den, som ikke samler
med mig, adspreder.
31. Derfor siger jeg eder: Al Synd og Bespottelse skal forlades
Menneskene, men Bespottelsen imod Ånden skal ikke forlades.
32. Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det
forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det
ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende.
33. Lader enten Træet være godt og dets Frugt god; eller lader Træet
være råddent, og dets Frugt rådden; thi Træet kendes på Frugten.
34. I Øgleunger! hvorledes kunne I tale godt, når I ere onde? Thi af
Hjertets Overflødighed taler Munden.
35. Et godt Menneske fremtager gode Ting af sit gode Forråd; og et
ondt Menneske fremtager onde Ting af sit onde Forråd.
36. Men jeg siger eder, at Menneskene skulle gøre Regnskab på
Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de tale.
37. Thi af dine Ord skal du retfærdiggøres, og af dine Ord skal du
førdømmes."
38. Da svarede nogle af de skriftkloge og Farisæerne ham og sagde:
"Mester! vi ønske at se et Tegn at dig."
39. Men han svarede og sagde til dem: "En ond og utro Slægt
forlanger Tegn, men der skal intet Tegn gives den uden Profeten
Jonas's Tegn.
40. Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Havdyrets Bug,
således skal Menneskesønnen være tre Dage og tre Nætter i
Jordens Skød.
41. Mænd fra Ninive skulle opstå ved Dommen sammen med denne Slægt
og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas's Prædiken; og
se, her er mere end Jonas.
42. Sydens Dronning skal oprejses ved Dommen sammen med denne Slægt
og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grænser for at høre
Salomons Visdom; og se, her er mere end Salomon.
43. Men når den urene Ånd er faren ud af Mennesket, vandrer den
igennem vandløse Steder, søger Hvile og finder den ikke.
44. Da siger den: Jeg vil vende om til mit Hus, som jeg gik ud af;
og når den kommer, finder den det ledigt, fejet og prydet.
45. Så går den hen og tager syv andre Ånder med sig, som ere værre
end den selv, og når de ere komne derind, bo de der; og det
sidste bliver værre med dette Menneske end det første. Således
skal det også gå denne onde Slægt."
46. Medens han endnu talte til Skarerne, se, da stode hans Moder og
hans Brødre udenfor og begærede at tale med ham.
47. Da sagde en til ham: "Se, din Moder og dine Brødre stå udenfor
og begære at tale med dig."
48. Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: "Hvem er
min Moder? og hvem ere mine Brødre?"
49. Og han rakte sin Hånd ud over sine Disciple og sagde: "Se, her
er min Moder og mine Brødre!
50. Thi enhver, der gør min Faders Villie, som er i Himlene, han er
min Broder og Søster og Moder."
Matt. 13
1. På hin dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen.
2. Og store Skarer samlede sig om ham, så han gik om Bord i et Skib
og satte sig; og hele Skaren stod på Strandbredden.
3. Og han talte meget til dem i Lignelser og sagde: "Se, en
Sædemand gik ud at så.
4. Og idet han såede, faldt noget ved Vejen; og Fuglene kom og åde
det op.
5. Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og
det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
6. Men da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde
Rod, visnede det.
7. Og noget faldt iblandt Torne; og Tornene voksede op og kvalte
det.
8. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, noget hundrede, noget
tresindstyve, noget tredive Fold.
9. Den, som har Øren, han høre!"
10. Og Disciplene gik hen og sagde til ham: "Hvorfor taler du til
dem i Lignelser?"
11. Men han svarede og sagde til dem: "Fordi det er eder givet at
kende Himmeriges Riges Hemmeligheder; men dem er det ikke givet.
12. Thi den, som har, ham skal der gives, og han skal få Overflod;
men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han
har.
13. Derfor taler jeg til dem i Lignelser, fordi de skønt seende dog
ikke se, og hørende dog ikke høre og forstå ikke heller.
14. Og på dem opfyldes Esajas's Profeti, som siger: Med eders Øren
skulle I høre og dog ikke forstå og se med eders Øjne og dog
ikke se.
15. Thi dette Folks Hjerte er blevet sløvet, og med Ørene høre de
tungt, og deres Øjne have de tillukket, for at de ikke skulle se
med Øjnene og høre med Ørene og forstå med Hjertet og omvende
sig, på jeg kunde helbrede dem.
16. Men salige ere eders Øjne, fordi de se, og eders Øren, fordi de
høre.
17. Thi sandelig, siger jeg eder, mange Profeter og retfærdige
attråede at se, hvad I se, og så det ikke; og at høre, hvad I
høre, og hørte det ikke.
18. Så hører nu I Lignelsen om Sædemanden!
19. Når nogen hører Rigets Ord og ikke forstår det, da kommer den
Onde og river det bort, som er sået i hans Hjerte; denne er det,
som blev sået ved Vejen.
20. Men det, som blev sået på Stengrund, er den, som hører Ordet og
straks modtager det med Glæde.
21. Men han har ikke Rod i sig og holder kun ud til en Tid; men når
der kommer Trængsel eller Forfølgelse for Ordets Skyld, forarges
han straks.
22. Men det, som blev sået iblandt Torne, er den, som hører Ordet,
og Verdens Bekymring og Rigdommens Forførelse kvæler Ordet, og
det bliver uden Frugt.
23. Men det, som blev sået i god Jord, er den, som hører Ordet og
forstår det, og som så bærer Frugt, en hundrede, en
tresindstyve, en tredive Fold."
24. En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges
Rige lignes ved et Menneske, som såede god Sæd i sin Mark.
25. Men medens Folkene sov, kom hans Fjende og såede Ugræs iblandt
Hveden og gik bort.
26. Men da Sæden spirede frem og bar Frugt, da kom også Ugræsset til
Syne.
27. Og Husbondens Tjenere kom til ham og sagde: Herre, såede du ikke
god Sæd i din Mark? Hvor har den da fået Ugræsset fra?
28. Men han sagde til dem: Det har et fjendsk Menneske gjort. Da
sige Tjenerne til ham: Vil du da, at vi skulle gå hen og sanke
det sammen?
29. Men han siger: Nej, for at I ikke, når I sanke Ugræsset sammen,
skulle rykke Hveden op tillige med det.
30. Lader dem begge vokse tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid
vil jeg sige til Høstfolkene: Sanker først Ugræsset sammen og
binder det i Knipper for at brænde det, men samler Hveden i min
Lade!"
31. En anden Lignelse fremsatte han for dem og sagde: "Himmeriges
Rige ligner et Sennepskorn, som en Mand tog og såede i sin Mark.
32. Dette er vel mindre end alt andet Frø; men når det er vokset op,
er det støre end Urterne og bliver et Træ, så at Himmelens Fugle
komme og bygge Rede i dets Grene."
33. En anden Lignelse talte han til dem: "Himmeriges Rige ligner en
Surdejg, som en Kvinde tog og lagde ned i tre Mål Mel, indtil
det blev syret alt sammen."
34. Alt dette talte Jesus til Skarerne i Lignelser, og uden Lignelse
talte han intet til dem,
35. for at det skulde opfyldes, som er talt ved Profeten, der siger:
"Jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som
har været skjult fra Verdens Grundlæggelse."
36. Da forlod han Skarerne og gik ind i Huset; og hans Disciple kom
til ham og sagde: "Forklar os Lignelsen om Ugræsset på Marken!"
37. Men han svarede og sagde: "Den, som sår den gode Sæd, er
Menneskesønnen,
38. og Marken er Verden, og den gode Sæd er Rigets Børn, men
Ugræsset er den Ondes Børn,
39. og Fjenden, som såede det, er Djævelen; og Høsten er Verdens
Ende; og Høstfolkene ere Engle.
40. Ligesom nu Ugræsset sankes sammen og opbrændes med Ild, således
skal det ske ved Verdens Ende.
41. Menneskesønnen skal udsende sine Engle, og de skulle sanke ud af
hans Rige alle Forargelserne og dem, som gøre Uret;
42. og de skulle kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders
Gnidsel.
43. Da skulle de retfærdige skinne som Solen i deres Faders
Rige. Den. som har Øren, han høre!
44. Himmeriges Rige ligner en Skat. som er skjult i en Mark, og en
Mand fandt og skjulte den, og af Glæde over den går han hen og
sælger alt, hvad han har, og køber den Mark.
45. Atter ligner Himmeriges Rige en Købmand, som søgte efter skønne
Perler;
46. og da han fandt een meget kostbar Perle, gik han hen og solgte
alt, hvad han havde, og købte den.
47. Atter ligner Himmeriges Rige et Vod, som blev kastet i Havet og
samlede Fisk af alle Slags.
48. Og da det var blevet fuldt, drog man det op på Strandbredden og
satte sig og sankede de gode sammen i Kar, men kastede de rådne
ud.
49. Således skal det gå til ved Verdens Ende. Englene skulle gå ud
og skille de onde fra de retfærdige
50. og kaste dem i Ildovnen; der skal være Gråd og Tænders Gnidsel.
51. Have I forstået alt dette?" De sige til ham: "Ja."
52. Men han sagde til dem: "Derfor er hver skriftklog, som er oplært
for Himmeriges Rige, ligesom en Husbond, der tager nyt og
gammelt frem af sit Forråd."
53. Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han
bort derfra.
54. Og han kom til sin Fædrene by og lærte dem i deres Synagoge, så
at de bleve slagne af Forundring og sagde: "Hvorfra har han
denne Visdom og de kraftige Gerninger?
55. Er denne ikke Tømmermandens Søn? Hedder ikke hans Moder Maria og
hans Brødre Jakob og Josef og Simon og Judas?
56. Og hans Søstre, ere de ikke alle hos os? Hvorfra har han alt
dette?"
57. Og de forargedes på ham. Men Jesus sagde til dem: "En Profet er
ikke foragtet uden i sit eget Fædreland og i sit Hus,"
58. Og han gjorde ikke mange kraftige Gerninger der for deres
Vantros Skyld.
Matt. 14
1. På den Tid hørte Fjerdingsfyrsten Herodes Rygtet om Jesus.
2. Og han sagde til sine Tjenere: "Det er Johannes Døberen; han er
oprejst fra de døde, derfor virke Kræfterne i ham."
3. Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og sat ham i
Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld.
4. Johannes sagde nemlig til ham: "Det er dig ikke tilladt at have
hende."
5. Og han vilde gerne slå ham ihjel, men frygtede for Mængden, thi
de holdt ham for en Profet.
6. Men da Herodes's Fødselsdag kom, dansede Herodias's Datter for
dem; og hun behagede Herodes.
7. Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad som helst hun
begærede.
8. Og tilskyndet af sin Moder siger hun: "Giv mig Johannes Døberens
Hoved hid på et Fad!"
9. Og Kongen blev bedrøvet; men for sine Eders og for Gæsternes
Skyld befalede han, at det skulde gives hende.
10. Og han sendte Bud og lod Johannes halshugge i Fængselet.
11. Og hans Hoved blev bragt på et Fad og givet Pigen, og hun bragte
det til sin Moder.
12. Da kom hans Disciple og toge Liget og begravede ham, og de kom
og forkyndte Jesus det.
13. Og da Jesus hørte det, drog han bort derfra i et Skib til et øde
Sted afsides; og da Skarerne hørte det, fulgte de ham til Fods
fra Byerne.
14. Og da han kom i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
inderligt over dem og helbredte deres syge.
15. Men da det blev Aften, kom Disciplene til ham og sagde: "Stedet
er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Skarerne gå bort, for
at de kunne gå hen i Landsbyerne og købe sig Mad."
16. Men Jesus sagde til dem: "De have ikke nødig at gå bort; giver I
dem at spise!"
17. Men de sige til ham: "Vi have ikke her uden fem Brød og to
Fisk."
18. Men han sagde: "Henter mig dem hid!"
19. Og han bød Skarerne at sætte sig ned i Græsset og tog de fem
Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og velsignede; og han
brød Brødene og gav Disciplene dem, og Disciplene gave dem til
Skarerne.
20. Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev
tilovers af Stykkerne, tolv Kurve fulde
21. Men de, som spiste, vare omtrent fem Tusinde Mænd, foruden
Kvinder og Børn.
22. Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
i Forvejen sætte over til hin Side, medens han lod Skarerne gå
bort.
23. Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han op på Bjerget
afsides for at bede. Og da det blev silde, var han der alene.
24. Men Skibet var allerede midt på Søen og led Nød af Bølgerne; thi
Vinden var imod.
25. Men i den fjerde Nattevagt kom han til dem, vandrende på Søen.
26. Og da Disciplene så ham vandre på Søen, bleve de forfærdede og
sagde: "Det er et Spøgelse;" og de skrege af Frygt.
27. Men straks talte Jesus til dem og sagde: "Værer frimodige; det
er mig, frygter ikke!"
28. Men Peter svarede ham og sagde: "Herre! dersom det er dig, da
byd mig at komme til dig på Vandet!"
29. Men han sagde: "Kom!" Og Peter trådte ned fra Skibet og vandrede
på Vandet for at komme til Jesus.
30. Men da han så det stærke Vejr, blev han bange; og da han
begyndte at synke, råbte han og sagde: "Herre, frels mig!"
31. Og straks udrakte Jesus Hånden og greb ham, og han siger til
ham: "Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?"
32. Og da de stege op i Skibet, lagde Vinden sig.
33. Men de, som vare i Skibet, faldt ned for ham og sagde: "Du er
sandelig Guds Søn."
34. Og da de vare farne over, landede de i Genezareth.
35. Og da Folkene på det Sted kendte ham, sendte de Bud til hele
Egnen der omkring og bragte alle de syge til ham.
36. Og de bade ham, at de blot måtte røre ved Fligen af hans
Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.
Matt. 15
1. Da kommer der fra Jerusalem Farisæere og skriftkloge til Jesus
og sige:
2. "Hvorfor overtræde dine Disciple de gamles Overlevering? thi de
to ikke deres Hænder, når de holde Måltid."
3. Men han svarede og sagde til dem: "Hvorfor overtræde også I Guds
Bud for eders Overleverings Skyld?
4. Thi Gud har påbudt og sagt: "Ær din Fader og Moder;" og: "Den,
som hader Fader eller Moder, skal visselig dø."
5. Men I sige: "Den, som siger til sin Fader eller sin Moder: "Det,
hvormed du skulde være hjulpet af mig, skal være en Tempelgave,"
han skal ingenlunde ære sin Fader eller sin Moder."
6. Og I have ophævet Guds Lov for eders Overleverings Skyld.
7. I Hyklere! Rettelig profeterede Esajas om eder, da han sagde:
8. "Dette Folk ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt
borte fra mig.
9. Men de dyrke mig forgæves,idet de lære Lærdomme, som ere
Menneskers Bud."
10. Og han kaldte Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører og
forstår!
11. Ikke det, som går ind i Munden, gør Mennesket urent, men det,
som går ud af Munden, dette gør Mennesket urent."
12. Da kom hans Disciple hen og sagde til ham: "Ved du, at
Farisæerne bleve forargede, da de hørte den Tale?"
13. Men han svarede og sagde: "Enhver Plantning, som min himmelske
Fader ikke har plantet, skal oprykkes med Rode.
14. Lader dem fare, det er blinde Vejledere for blinde; men når en
blind leder en blind, falde de begge i Graven."
15. Men Peter svarede og sagde til ham: "Forklar os Lignelsen!"
16. Og han sagde: "Ere også I endnu så uforstandige?
17. Forstår I endnu ikke, at alt, hvad der går ind i Munden, går i
Bugen og føres ud ad den naturlige Vej?
18. Men det, som går ud af Munden, kommer ud fra Hjertet, og det gør
Mennesket urent.
19. Thi ud fra Hjertet kommer der onde Tanker, Mord, Hor, Utugt,
Tyverier, falske Vidnesbyrd, Forhånelser.
20. Det er disse Ting, som gøre Mennesket urent; men at spise med
utoede Hænder gør ikke Mennesket urent."
21. Og Jesus gik bort derfra og drog til Tyrus's og Sidons Egne.
22. Og se, en kananæisk Kvinde kom fra disse Egne, råbte og sagde:
"Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde
af en ond Ånd."
23. Men han svarede hende ikke et Ord. Da trådte hans Disciple til,
bade ham og sagde: "Skil dig af med hende, thi hun råber efter
os."
24. Men han svarede og sagde: "Jeg er ikke udsendt uden til de
fortabte Får af Israels Hus."
25. Men hun kom og kastede sig ned for ham og sagde: "Herre, hjælp
mig!"
26. Men han svarede og sagde: "Det er ikke smukt at tage Børnenes
Brød og kaste det for de små Hunde."
27. Men hun sagde: "Jo, Herre! de små Hunde æde jo dog også af de
Smuler, som falde fra deres Herrers Bord."
28. Da svarede Jesus og sagde til hende: "O Kvinde, din Tro er stor,
dig ske, som du vil!" Og hendes Datter blev helbredt fra samme
Time.
29. Og Jesus gik bort derfra og kom hen til Galilæas Sø, og han gik
op på Bjerget og satte sig der.
30. Og store Skarer kom til ham og havde lamme, blinde, stumme,
Krøblinge og mange andre med sig; og de lagde dem for hans
Fødder, og han helbredte dem,
31. så at Skaren undrede sig, da de så, at stumme talte, Krøblinge
bleve raske, lamme gik, og blinde så; og de priste Israels Gud.
32. Men Jesus kaldte sine Disciple til sig og sagde: "Jeg ynke s
inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos mig tre
Dage og have intet at spise; og lade dem gå fastende bort, vil
jeg ikke, for at de ikke skulle vansmægte på Vejen."
33. Og hans Disciple sige til ham: "Hvorfra skulle vi få så mange
Brød i en Ørken, at vi kunne mætte så mange Mennesker?"
34. Og Jesus siger til dem: "Hvor mange Brød have I?" Men de sagde:
"Syv og nogle få Småfisk."
35. Og han bød Skaren at sætte sig ned på Jorden
36. og tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav
Disciplene dem, og Disciplene gave dem til Skarerne.
37. Og de spiste alle og bleve mætte; og de opsamlede det, som blev
tilovers af Stykkerne, syv Kurve fulde.
38. Men de, som spiste, vare fire Tusinde Mænd, foruden Kvinder og
Børn.
39. Og da han havde ladet Skarerne gå bort, gik han om Bord i Skibet
og kom til Magadans Egne.
Matt. 16
1. Og Farisæerne og Saddukæerne kom hen og fristede ham og
begærede, at han vilde vise dem et Tegn fra Himmelen.
2. Men han svarede og sagde til dem: "Om Aftenen sige I: Det bliver
en skøn Dag, thi Himmelen er rød;
3. og om Morgenen: Det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og
mørk. Om Himmelens Udseende vide I at dømme, men om Tidernes
Tegn kunne I det, ikke.
4. En ond og utro Slægt forlanger Tegn; men der skal intet Tegn
gives den uden Jonas's Tegn." Og han forlod dem og gik bort.
5. Og da hans Disciple kom over til hin Side, havde de glemt at
tage Brød med.
6. Og Jesus sagde til dem: "Ser til, og tager eder i Vare for
Farisæernes og Saddukæernes Surdejg!"
7. Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Det er, fordi vi ikke toge
Brød med."
8. Men da Jesus mærkede dette, sagde han: "I lidettroende! hvorfor
tænke I ved eder selv på, at I ikke have taget Brød med?
9. Forstå I ikke endnu? Komme I heller ikke i Hu de fem Brød til de
fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op?
10. Ikke heller de syv Brød til de fire Tusinde, og hvor mange Kurve
I da toge op?
11. Hvorledes forstå I da ikke, at det ej var om Brød, jeg sagde det
til eder? Men tager eder i Vare for Farisæernes og Saddukæernes
Surdejg."
12. Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig i
Vare for Surdejgen i Brød, men for Farisæernes og Saddukæernes
Lære.
13. Men da Jesus var kommen til Egnen ved Kæsarea Filippi, spurgte
han sine Disciple og sagde: "Hvem sige Folk, at Menneskesønnen
er?"
14. Men de sagde: "Nogle sige Johannes Døberen; andre Elias; andre
Jeremias eller en af Profeterne."
15. Han siger til dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?"
16. Da svarede Simon Peter og sagde: "Du er Kristus, den levende
Guds Søn."
17. Og Jesus svarede og sagde til ham: "Salig er du, Simon Jonas's
Søn! thi Kød og Blod har ikke åbenbaret dig det, men min Fader,
som er i Himlene.
18. Så siger jeg også dig, at du er Petrus, og på denne Klippe vil
jeg bygge min Menighed, og Dødsrigets Porte skulle ikke få
Overhånd over den.
19. Og jeg vil give dig Himmeriges Riges Nøgler, og hvad du binder
på Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på
Jorden, det skal være løst i Himlene."
20. Da bød han sine Disciple, at de måtte ikke sige til nogen at han
var Kristus.
21. Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple til Kende, at
han skulde gå til Jerusalem og lide meget af de Ældste og
Ypperstepræsterne og de skriftkloge og ihjelslås og oprejses på
den tredje Dag.
22. Og Peter tog ham til Side, begyndte at sætte ham i Rette og
sagde: "Gud bevare dig, Herre; dette skal ingenlunde ske dig!"
23. Men han vendte sig og sagde til Peter: "Vig bag mig, Satan! du
er mig en Forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men hvad
Menneskers er."
24. Da sagde Jesus til sine Disciple: "Vil nogen komme efter mig,
han fornægte sig selv og tage sit Kors op og følge mig!
25. Thi den, som vil frelse sit.Liv, skal miste det; men den, som
mister sit Liv for min Skyld, skal bjærge det.
26. Thi hvad gavner det et Menneske, om han vinder den hele Verden,
men må bøde med sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til
Vederlag for sin Sjæl?
27. Thi Menneskesønnen skal komme i sin Faders Herlighed med sine
Engle; og da skal han betale enhver efter hans Gerning.
28. Sandelig siger jeg eder, der er nogle af dem, som stå her, der
ingenlunde skulle smage Døden, førend de se Menneskesønnen komme
i sit Rige."
Matt. 17
1. Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og hans Broder
Johannes med sig og fører dem afsides op på et højt Bjerg.
2. Og han blev forvandlet for deres Øjne, og hans Åsyn skinnede som
Solen, men hans Klæder bleve hvide som Lyset.
3. Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham.
4. Da tog Peter til Orde og sagde til Jesus: "Herre! det er godt,
at vi ere her; vil du, da lader os gøre tre Hytter her, dig en
og Moses en og Elias en."
5. Medens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende Sky dem;
og se, der kom fra Skyen en Røst. som sagde: "Denne er min
Søn. den elskede, i hvem jeg har Velbehag; hører ham!"
6. Og da Disciplene hørte det, faldt de på deres Ansigt og frygtede
såre.
7. Og Jesus trådte hen og rørte ved dem og sagde: "Står op, og
frygter ikke!"
8. Men da de opløftede deres Øjne, så de ingen uden Jesus alene.
9. Og da de gik ned fra Bjerget, bød Jesus dem og sagde: "Taler
ikke til nogen om dette Syn, førend Menneskesønnen er oprejst
fra de døde."
10. Og hans Disciple spurgte ham og sagde: "Hvad er det da, de
skriftkloge sige, at Elias bør først komme?"
11. Og han svarede og sagde: "Vel kommer Elias og skal genoprette
alting.
12. Men jeg siger eder, at Elias er allerede kommen, og de erkendte
ham ikke, men gjorde med ham alt, hvad de vilde; således skal
også Menneskesønnen lide ondt af dem."
13. Da forstode Disciplene, at han havde talt til dem om Johannes
Døberen.
14. Og da de kom til Folkeskaren, kom en Mand til ham og faldt på
Knæ for ham og sagde:
15. "Herre! forbarm dig over min Søn, thi han er månesyg og lidende;
thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand;
16. og jeg bragte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede
ham."
17. Og Jesus svarede og sagde: "O du vantro og forvendte Slægt! hvor
længe skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder?
Bringer mig ham hid!"
18. Og Jesus talte ham hårdt til, og den onde Ånd for ud af ham, og
Drengen blev helbredt fra samme Time.
19. Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: "Hvorfor kunde vi
ikke uddrive den?"
20. Og han siger til dem: "For eders Vantros Skyld; thi sandelig,
siger jeg eder, dersom I have Tro som et Sennepskorn, da kunne I
sige til dette Bjerg: Flyt dig herfra derhen, så skal det flytte
sig, og intet skal være eder umuligt.
21. Men denne Slags farer ikke ud uden ved Bøn og Faste."
22. Og medens de vandrede sammen i Galilæa, sagde Jesus til dem:
"Menneskesønnen skal overgives i Menneskers Hænder;
23. og de skulle slå ham ihjel, og på den tredje Dag skal han
oprejses." Og de bleve såre bedrøvede.
24. Men da de kom til Kapernaum, kom de, som opkrævede
Tempelskatten, til Peter og sagde: "Betaler eders Mester ikke
Skatten?"
25. Han sagde: "Jo." Og da han kom ind i Huset, kom Jesus ham i
Forkøbet og sagde: "Hvad tykkes dig, Simon? Af hvem tage Jordens
Konger Told eller Skat, af deres egne Sønner eller af de
fremmede?"
26. Og da han sagde: "Af de fremmede," sagde Jesus til ham: "Så ere
jo Sønnerne fri.
27. Men for at vi ikke skulle forarge dem, så gå hen til Søen, kast
en Krog ud, og tag den første Fisk, som kommer op; og når du
åbner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne, og giv dem
den for mig og dig!"
Matt. 18
1. I den samme Stund kom Disciplene hen til Jesus og sagde: "Hvem
er da den største i Himmeriges Rige?"
2. Og han kaldte et lille Barn til sig og stillede det midt iblandt
dem
3. og sagde: "Sandelig, siger jeg eder, uden I omvende eder og
blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige.
4. Derfor, den, som fornedrer sig selv som dette Barn, han er den
største i Himmeriges Rige.
5. Og den, som modtager et eneste sådant Barn for mit Navns Skyld,
modtager mig.
6. Men den, som forarger een af disse små, som tro på mig, ham var
det bedre, at der var hængt en Møllesten om hans Hals, og han
var sænket i Havets Dyb.
7. Ve Verden for Forargelserne! Thi vel er det nødvendigt, at
Forargelserne komme; dog ve det Menneske, ved hvem Forargelsen
kommer!
8. Men dersom din Hånd eller din Fod forarger dig, da hug den af,
og kast den fra dig! Det er bedre for dig at gå lam eller som en
Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og to Fødder og
blive kastet i den evige Ild.
9. Og dersom dit Øje forarger dig, da riv det ud, og kast det fra
dig! Det er bedre for dig at gå enøjet ind til Livet end at
have to Øjne og blive kastet i Helvedes Ild.
10. Ser til, at I ikke foragte en eneste af disse små; thi jeg siger
eder: Deres Engle i Himlene se altid min Faders Ansigt, som er i
Himlene.
11. Thi Menneskesønnen er kommen for at frelse det fortabte.
12. Hvad tykkes eder? Om et Menneske har hundrede Får, og eet af dem
farer vild, forlader han da ikke de ni og halvfemsindstyve og
går ud i Bjergene og leder efter det vildfarne?
13. Og hænder det sig, at han finder det, sandelig, siger jeg eder,
han glæder sig mere over det end over de ni og halvfemsindstyve,
som ikke ere farne vild.
14. Således er det ikke eders himmelske Faders Villie, at en eneste
af disse små skal fortabes.
15. Men om din Broder synder imod dig, da gå hen og revs ham mellem
dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder.
16. Men hører han dig ikke, da tag endnu een eller to med dig, for
at "hver Sag må stå fast efter to eller tre Vidners Mund."
17. Men er han dem overhørig, da sig det til Menigheden; men er han
også Menigheden overhørig, da skal han være for dig ligesom en
Hedning og en Tolder.
18. Sandelig, siger jeg eder, hvad som helst I binde på Jorden, skal
være bundet i Himmelen; og hvad som helst I løse på Jorden, skal
være løst i Himmelen.
19. Atter siger jeg eder, at dersom to af eder blive enige på Jorden
om hvilken som helst Sag, hvorom de ville bede, da skal det
blive dem til Del fra min Fader, som er i Himlene.
20. Thi hvor to eller tre ere forsamlede om mit Navn, der er jeg
midt iblandt dem."
21. Da trådte Peter frem og sagde til ham: "Herre! hvor ofte skal
jeg tilgive min Broder, når han synder imod mig? mon indtil syv
Gange?"
22. Jesus siger til ham: "Jeg siger dig: ikke indtil syv Gange, men
indtil halvfjerdsindstyve Gange syv Gange.
23. Derfor lignes Himmeriges Rige ved en Konge, som vilde holde
Regnskab med sine Tjenere.
24. Men da han begyndte at holde Regnskab, blev en, som var ti
Tusinde Talenter skyldig, ført frem for ham.
25. Og da han intet havde at betale med, bød hans Herre, at han og
hans Hustru og Børn og alt det, han havde, skulde sælges, og
Gælden betales.
26. Da faldt Tjeneren ned for ham, bønfaldt ham og sagde: Herre, vær
langmodig med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen.
27. Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligt over ham og lod ham løs
og eftergav ham Gælden.
28. Men den samme Tjener gik ud og traf en af sine Medtjenere, som
var ham hundrede Denarer skyldig; og han greb fat på ham og var
ved at kvæle ham og sagde: Betal, hvad du er skyldig!
29. Da faldt hans Medtjener ned for ham og bad ham og sagde: Vær
langmodig med mig, så vil jeg betale dig.
30. Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil
han betalte, hvad han var skyldig.
31. Da nu hans Medtjenere så det, som skete, bleve de såre bedrøvede
og kom og forklarede for deres Herre alt, hvad der var sket.
32. Da kalder hans Herre ham for sig og siger til ham: Du onde
Tjener! al den Gæld eftergav jeg dig, fordi du bad mig.
33. Burde ikke også du forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg
har forbarmet mig over dig.
34. Og hans Herre blev vred og overgav ham til Bødlerne, indtil han
kunde få betalt alt det, han var ham skyldig.
35. Således skal også min himmelske Fader gøre mod eder, om I ikke
af Hjertet tilgive, enhver sin Broder."
Matt. 19
1. Og det skete, da Jesus havde fuldendt disse Ord, drog han bort
fra Galilæa og kom til Judæas Egne, hinsides Jordan.
2. Og store Skarer fulgte ham, og han helbredte dem der.
3. Og Farisæerne kom til ham, fristede ham og sagde: "Er det
tilladt at skille sig fra sin Hustru af hvilken som helst
Grund?"
4. Men han svarede og sagde: "Have I ikke læst, at Skaberen fra
Begyndelsen skabte dem som Mand og Kvinde
5. og sagde: Derfor skal en Mand forlade sin Fader og sin Moder og
holde sig til sin Hustru, og de to skulle blive til eet Kød?
6. Således ere de ikke længer to, men eet Kød. Derfor, hvad Gud har
sammenføjet, må et Menneske ikke adskille."
7. De sige til ham: "Hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev
og skille sig fra hende?"
8. Han siger til dem: "Moses tilstedte eder at skille eder fra
eders Hustruer for eders Hjerters Hårdheds Skyld; men fra
Begyndelsen har det ikke været således.
9. Men jeg siger eder, at den, som skiller sig fra sin Hustru, når
det ikke er for Hors Skyld, og tager en anden til Ægte, han
bedriver Hor; og den, som tager en fraskilt Hustru til Ægte, han
bedriver Hor."
10. Hans Disciple sige til ham: "Står Mandens Sag med Hustruen
således, da er det ikke godt at gifte sig."
11. Men han sagde til dem: "Ikke alle rummer dette Ord, men de, hvem
det er givet:
12. Thi der er Gildinger, som ere fødte således fra Moders Liv; og
der er Gildinger, som ere gildede af Mennesker; og der er
Gildinger, som have gildet sig selv for Himmeriges Riges
Skyld. Den, som kan rumme det, han rumme det!"
13. Da blev der båret små Børn til ham, for at han skulde lægge
Hænderne på dem og bede; men Disciplene truede dem.
14. Da sagde Jesus: "Lader de små Børn komme, og formener dem ikke
at komme til mig; thi Himmeriges Rige hører sådanne til."
15. Og han lagde Hænderne på dem, og han drog derfra.
16. Og se, en kom til ham og sagde: "Mester! hvad godt skal jeg
gøre, for at jeg kan få et evigt Liv?"
17. Men han sagde til ham: "Hvorfor spørger du mig om det gode? Een
er den gode. Men vil du indgå til Livet, da hold Budene!"
18. Han siger til ham: "Hvilke?" Men Jesus sagde: "Dette: Du må ikke
slå ihjel; du må ikke bedrive Hor; du må ikke stjæle; du må ikke
sige falsk Vidnesbyrd;
19. ær din Fader og din Moder, og: Du skal elske din Næste som dig
selv."
20. Den unge Mand siger til ham: "Det har jeg holdt alt sammen; hvad
fattes mig endnu?"
21. Jesus sagde til ham: "Vil du være fuldkommen, da gå bort, sælg,
hvad du ejer, og giv det til fattige, så skal du have en Skat i
Himmelen; og kom så og følg mig!"
22. Men da den unge Mand hørte det Ord, gik han bedrøvet bort; thi
han havde meget Gods.
23. Men Jesus sagde til sine Disciple: "Sandelig, siger jeg eder: En
rig Kommer vanskeligt ind i Himmeriges Rige.
24. Atter siger jeg eder: Det er lettere for en Kamel at gå igennem
et Nåleøje end for en rig at gå ind i Guds Rige."
25. Men da Disciplene hørte dette, forfærdedes de såre og sagde:
"Hvem kan da blive frelst?"
26. Men Jesus så på dem og sagde: "For Mennesker er dette umuligt,
men for Gud ere alle Ting mulige."
27. Da svarede Peter og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
Ting og fulgt dig; hvad skulle da vi have?"
28. Men Jesus sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at i
Igenfødelsen, når Menneskesønnen sidder på sin Herligheds Trone,
skulle også I, som have fulgt mig, sidde på tolv Troner og dømme
Israels tolv Stammer.
29. Og hver, som har forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller
Fader eller Moder eller Hustru eller Børn eller Marker for mit
Navns Skyld, skal få det mange Fold igen og arve et evigt Liv.
30. Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
de første.
Matt. 20
1. Thi Himmeriges Rige ligner en Husbond, som gik ud tidligt om
Morgenen for at leje Arbejdere til sin Vingård.
2. Og da han var bleven enig med Arbejderne om en Denar om Dagen,
sendte han dem til sin Vingård.
3. Og han gik ud ved den tredje Time og så andre stå ledige på
Torvet,
4. og han sagde til dem: Går også I hen i Vingården, og jeg vil
give eder, hvad som ret er. Og de gik derhen.
5. Han gik atter ud ved den sjette og niende Time og gjorde ligeså.
6. Og ved den ellevte Time gik han ud og fandt andre stående der,
og han siger til dem: Hvorfor stå I her ledige hele Dagen?
7. De sige til ham: Fordi ingen lejede os. Han siger til dem: Går
også I hen i Vingården!
8. Men da det var blevet Aften, siger Vingårdens Herre til sin
Foged: Kald på Arbejderne, og betal dem deres Løn, idet du
begynder med de sidste og ender med de første!
9. Og de, som vare lejede ved den ellevte Time, kom og fik hver en
Denar.
10. Men da de første kom, mente de, at de skulde få mere; og også de
fik hver en Denar.
11. Men da de fik den, knurrede de imod Husbonden og sagde:
12. Disse sidste have kun arbejdet een Time, og du har gjort dem
lige med os, som have båret Dagens Byrde og Hede.
13. Men han svarede og sagde til en af dem: Ven! jeg gør dig ikke
Uret; er du ikke bleven enig med mig om en Denar?
14. Tag dit og gå! Men jeg vil give denne sidste ligesom dig.
15. Eller har jeg ikke Lov at gøre med mit, hvad jeg vil? Eller er
dit Øje ondt, fordi jeg er god?
16. Således skulle de sidste blive de første, og de første de
sidste; thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."
17. Og da Jesus drog op til Jerusalem, tog han de tolv Disciple til
Side og sagde til dem på Vejen:
18. "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
til Ypperstepræsterne og de skriftkloge; og de skulle dømme ham
til Døden
19. og overgive ham til Hedningerne til at spottes og hudstryges og
korsfæstes; og på den tredje Dag skal han opstå."
20. Da gik Zebedæus's Sønners Moder til ham med sine Sønner og faldt
ned for ham og vilde bede ham om noget.
21. Men han sagde til hende: "Hvad vil du?" Hun siger til ham: "Sig,
at disse mine to Sønner skulle i dit Rige sidde den ene ved din
højre, den anden ved din venstre Side."
22. Men Jesus svarede og sagde: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne
I drikke den Kalk, som jeg skal drikke?" De sige til ham: "Det
kunne vi."
23. Han siger til dem: "Min Kalk skulle I vel drikke; men det at
sidde ved min højre og ved min venstre Side tilkommer det ikke
mig at give; men det gives til dem, hvem det er beredt af min
Fader."
24. Og da de ti hørte dette, bleve de vrede på de to Brødre.
25. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: "I vide, at Folkenes
Fyrster herske over dem, og de store bruge Myndighed over dem.
26. Således skal det ikke være iblandt eder; men den, som vil blive
stor iblandt eder, han skal være eders Tjener;
27. og den, som vil være den ypperste iblandt eder, han skal være
eders Træl.
28. Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men
for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."
29. Og da de gik ud af Jeriko, fulgte en stor Folkeskare ham.
30. Og se, to blinde sade ved Vejen, og da de hørte, at Jesus gik
forbi, råbte de og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids
Søn!"
31. Men Skaren truede dem, at de skulde tie; men de råbte endnu
stærkere og sagde: "Herre, forbarm dig over os, du Davids Søn!"
32. Og Jesus stod stille og kaldte på dem og sagde: "Hvad ville I,
at jeg skal gøre for eder?"
33. De sige til ham: "Herre! at vore Øjne måtte oplades."
34. Og Jesus ynkedes inderligt og rørte ved deres Øjne. Og straks
bleve de seende, og de fulgte ham.
Matt. 21
1. Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage ved
Oliebjerget, da udsendte Jesus to Disciple og sagde til dem:
2. "Går hen i den Landsby, som ligger lige for eder; og straks
skulle I finde en Aseninde bunden og et Føl hos hende; løser dem
og fører dem til mig!
3. Og dersom nogen siger noget til eder, da siger, at Herren har
Brug for dem, så skal han straks sende dem."
4. Men dette er sket, for at det skulde opfyldes, der er talt ved
Profeten, som siger:
5. "Siger til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig
og ridende på et Asen og på et Trældyrs Føl."
6. Men Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus befalede dem;
7. og de hentede Aseninden og Føllet og lagde deres Klæder på dem,
og han satte sig derpå.
8. Men de fleste af Folkeskaren bredte deres Klæder på Vejen, andre
huggede Grene af Træerne og strøede dem på Vejen.
9. Men Skarerne, som gik foran ham og fulgte efter, råbte og sagde:
"Hosanna Davids Søn! velsignet være den, som kommer, i Herrens
Navn! Hosanna i det højeste!"
10. Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele Staden i Bevægelse og
sagde: "Hvem er denne?"
11. Men Skarerne sagde: "Det er Profeten Jesus fra Nazareth i
Galilæa."
12. Og Jesus gik ind i Guds Helligdom og uddrev alle dem, som solgte
og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og
Duekræmmernes Stole.
13. Og han siger til dem: "Der er skrevet: Mit Hus skal kaldes et
Bedehus; men I gøre det til en Røverkule."
14. Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han
helbredte dem.
15. Men da Ypperstepræsterne og de skriftkloge så de Undergerninger,
som han gjorde, og Børnene, som råbte i Helligdommen og sagde:
"Hosanna Davids Søn!" bleve de vrede og sagde til ham:
16. "Hører du, hvad disse sige?" Men Jesus siger til dem: "Ja! have
I aldrig læst: Af umyndiges og diendes Mund har du beredt dig
Lovsang?"
17. Og han forlod dem og gik uden for Staden til Bethania og
overnattede der.
18. Men da han om Morgenen igen gik ind til Staden, blev hen
hungrig.
19. Og han så et Figentræ ved Vejen og gik hen til det, og han fandt
intet derpå uden Blade alene. Og han siger til det: "Aldrig i
Evighed skal der vokse Frugt mere på dig!" Og Figentræet visnede
straks.
20. Og da Disciplene så det, forundrede de sig og sagde: "Hvorledes
kunde Figentræet straks visne?"
21. Men Jesus svarede og sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder,
dersom I have Tro og ikke tvivle, da skulle I ikke alene kunne
gøre det med Figentræet, men dersom I endog sige til dette
Bjerg: Løft dig op og kast dig i Havet, da skal det ske.
22. Og alt, hvad I begære i Bønnen troende, det skulle I få."
23. Og da han kom ind i Helligdommen, kom Ypperstepræsterne og
Folkets Ældste hen til ham, medens han lærte, og de sagde: "Af
hvad Magt gør du disse Ting, og hvem har givet dig denne Magt?"
24. Men Jesus svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om
een Ting, og dersom I sige mig det, vil også jeg sige eder, af
hvad Magt jeg gør disse Ting.
25. Johannes's Dåb, hvorfra var den? Fra Himmelen eller fra
Mennesker?" Men de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra
Himmelen, da vil han sige til os: Hvorfor troede I ham da ikke?
26. Men sige vi: Fra Mennesker, frygte vi for Mængden; thi de holde
alle Johannes for en Profet."
27. Og de svarede Jesus og sagde: "Det vide vi ikke." Da sagde også
han til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg
gør disse Ting.
28. Men hvad tykkes eder? En Mand havde to Børn; og han gik til den
første og sagde: Barn! gå hen, arbejd i Dag i min Vingård!
29. Men han svarede og sagde: Nej, jeg vil ikke; men bagefter
fortrød han det og gik derhen.
30. Og han gik til den anden og sagde ligeså. Men han svarede og
sagde: Ja, Herre! og gik ikke derhen.
31. Hvem af de to gjorde Faderens Villie?" De sige: "Den første."
Jesus siger til dem: "Sandelig, siger jeg eder, at Toldere og
Skøger gå forud for eder ind i Guds Rige.
32. Thi Johannes kom til eder på Retfærdigheds Vej, og I troede ham
ikke, men Toldere og Skøger troede ham; men endskønt I så det,
fortrøde I det alligevel ikke bagefter, så I troede ham.
33. Hører en anden Lignelse: Der var en Husbond, som plantede en
Vingård og satte et Gærde omkring den og gravede en Perse i den
og byggede et Tårn; og han lejede den ud til Vingårdsmænd og
drog udenlands.
34. Men da Frugttiden nærmede sig, sendte han sine Tjenere til
Vingårdsmændene for at få dens Frugter.
35. Og Vingårdsmændene grebe hans Tjenere, og en sloge de, en dræbte
de, og en stenede de.
36. Atter sendte han andre Tjenere hen, flere end de første; og de
gjorde ligeså med dem.
37. Men til sidst sendte han sin Søn til dem og sagde: De ville
undse sig for min Søn.
38. Men da Vingårdsmændene så Sønnen, sagde de til hverandre: Det er
Arvingen; kommer lader os slå ham ihjel og få hans Arv!
39. Og de grebe ham og kastede ham ud af Vingården og sloge ham
ihjel.
40. Når da Vingårdens Herre kommer, hvad vil han så gøre med disse
Vingårdsmænd?"
41. De sige til ham: "Ilde vil han ødelægge de onde og leje sin
Vingård ud til andre Vingårdsmænd, som ville give ham Frugterne
i deres Tid."
42. Jesus siger til dem: "Have I aldrig læst i Skrifterne: Den Sten,
som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
Hovedhjørnesten; fra Herren er dette kommet, og det er underligt
for vore Øjne.
43. Derfor siger jeg eder, at Guds Rige skal tages fra eder og gives
til et Folk, som bærer dets Frugter.
44. Og den, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem
den falder på, ham skal den knuse."
45. Og da Ypperstepræsterne og Farisæerne hørte hans Lignelser,
forstode de, at han talte om dem.
46. Og de søgte at gribe ham, men frygtede for Skarerne; thi de
holdt ham for en Profet.
Matt. 22
1. Og Jesus tog til Orde og talte atter i Lignelser til dem og
sagde:
2. "Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin
Søn.
3. Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til
Brylluppet; og de vilde ikke komme.
4. Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne:
Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er
slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet!
5. Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den
anden til sit Købmandsskab;
6. og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem.
7. Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse
Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad.
8. Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de
budne vare det ikke værd.
9. Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange,
som I finde!
10. Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt,
både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster.
11. Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske,
som ikke var iført Bryllupsklædning.
12. Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har
ingen Bryllupsklædning på? Men han tav.
13. Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og
kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og
Tænders Gnidsel.
14. Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte."
15. Da gik Farisæerne hen og holdt Råd om, hvorledes de kunde fange
ham i Ord.
16. Og de sende deres Disciple til ham tillige med Herodianerne og
sige: "Mester! vi vide, at du er sanddru og lærer Guds Vej i
Sandhed og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på
Menneskers Person.
17. Sig os derfor: Hvad tykkes dig? Er det tilladt at give Kejseren
Skat eller ej?"
18. Men da Jesus mærkede deres Ondskab, sagde han: "I Hyklere,
hvorfor friste I mig?
19. Viser mig Skattens Mønt!" Og de bragte ham en Denar".
20. Og han siger til dem: "Hvis Billede og Overskrift er dette?"
21. De sige til ham: "Kejserens." Da siger han til dem: "Så giver
Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"
22. Og da de hørte det,undrede de sig, og de forlode ham og gik
bort.
23. Samme Dag kom der Saddukæere til ham, hvilke sige, at der ingen
Opstandelse er, og de spurgte ham og, sagde:
24. "Mester! Moses har sagt: Når nogen dør og ikke har Børn, skal
hans Broder for Svogerskabets Skyld tage hans Hustru til Ægte og
oprejse sin Broder Afkom.
25. Men nu var der hos os syv Brødre; og den første giftede sig og
døde; og efterdi han ikke havde Afkom, efterlod han sin Hustru
til sin Broder.
26. Ligeså også den anden og den tredje, indtil den syvende;
27. men sidst af alle døde Hustruen.
28. Hvem af disse syv skal nu have hende til Hustru i Opstandelsen?
thi de have alle haft hende."
29. Men Jesus svarede og sagde til dem: "I fare vild, idet I ikke
kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft.
30. Thi i Opstandelsen tage de hverken til Ægte eller bortgiftes,
men de ere ligesom Guds Engle i Himmelen.
31. Men hvad de dødes Opstandelse angår, have I da ikke læst, hvad
der er talt til eder af Gud, når han siger:
32. Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud. Han er ikke
dødes, men levendes Gud."
33. Og da Skarerne hørte dette, bleve de slagne af Forundring over
hans Lære.
34. Men da Farisæerne hørte, at han havde stoppet Munden på
Saddukæerne, forsamlede de sig.
35. Og en af dem, en lovkyndig, spurgte og fristede ham og sagde:
36. "Mester, hvilket er det store Bud i Loven?"
37. Men han sagde til ham: "Du skal elske Herren din Gud med hele
dit Hjerte og med hele din Sjæl og med hele dit Sind.
38. Dette er det store og første Bud.
39. Men et andet er dette ligt: Du skal elske din Næste som dig
selv.
40. Af disse to Bud afhænger hele Loven og Profeterne."
41. Men da Farisæerne vare forsamlede, spurgte Jesus dem og sagde:
42. "Hvad tykkes eder om Kristus? Hvis Søn er han?" De sige til ham:
"Davids."
43. Han siger til dem: "Hvorledes kan da David i Ånden kalde ham
Herre, idet han siger:
44. Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd, indtil
jeg får lagt dine Fjender under dine Fødder.
45. Når nu David kalder ham Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
46. Og ingen kunde svare ham et Ord, og ingen vovede mere at rette
Spørgsmål til ham efter den Dag.
Matt. 23
1. Da talte Jesus til Skarerne og til sine Disciple og sagde:
2. På Mose Stol sidde de skriftkloge og Farisæerne.
3. Gører og holder derfor alt, hvad de sige eder; men gører ikke
efter deres Gerninger; thi de sige det vel, men gøre det ikke.
4. Men de binde svare Byrder, vanskelige at bære, og lægge dem på
Menneskenes Skuldre;men selv ville de ikke bevæge dem med en
Finger.
5. Men de gøre alle deres Gerninger for at beskues af Menneskene;
thi de gøre deres Bederemme brede og Kvasterne på deres Klæder
store.
6. Og de ville gerne sidde øverst til Bords ved Måltiderne og på de
fornemste Pladser i Synagogerne
7. og lade sig hilse på Torvene og kaldes Rabbi af Menneskene.
8. Men I skulle ikke lade eder kalde Rabbi; thi een er eders
Mester, men I ere alle Brødre.
9. Og I skulle ikke kalde nogen på Jorden eders Fader; thi een er
eders Fader, han, som er i Himlene.
10. Ej heller skulle I lade eder kalde Vejledere; thi een er eders
Vejleder, Kristus.
11. Men den største iblandt eder skal være eders Tjener.
12. Men den, som ophøjer sig selv, skal fornedres, og den, som
fornedrer sig selv, skal ophøjes.
13. Men ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I
tillukke Himmeriges Rige for Menneskene; thi I gå ikke derind,
og dem, som ville gå ind, tillade I det ikke.
14. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I opæde
Enkers Huse og bede på Skrømt længe; derfor skulle I få des
hårdere Dom.
15. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I drage om
til Vands og til Lands for at vinde en eneste Tilhænger; og når
han er bleven det, gøre I ham til et Helvedes Barn, dobbelt så
slemt, som I selv ere.
16. Ve eder, I blinde Vejledere! I, som sige: Den, som sværger ved
Templet, det er intet; men den, som sværger ved Guldet i
Templet, han er forpligtet.
17. I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Guldet eller Templet,
som helliger Guldet?
18. Fremdeles: Den, som sværger ved Alteret, det er intet; men den,
som sværger ved Gaven derpå, han er forpligtet.
19. I Dårer og blinde! hvilket er da størst? Gaven eller Alteret,
som helliger Gaven?
20. Derfor, den, som sværger ved Alteret, sværger ved det og ved alt
det, som er derpå.
21. Og den, som sværger ved Templet, sværger ved det og ved ham, som
bor deri.
22. Og den, som sværger ved Himmelen, sværger ved Guds Trone og ved
ham, som sidder på den.
23. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I give
Tiende af Mynte og Dild og Kommen og have forsømt de Ting i
Loven, der have større Vægt, Retten og Barmhjertigheden og
Troskaben. Disse Ting burde man gøre og ikke forsømme hine.
24. I blinde Vejledere, I, som si Myggen af, men nedsluge Kamelen!
25. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I rense det
udvendige af Bægeret og Fadet; men indvendigt ere de fulde af
Rov og Umættelighed.
26. Du blinde Farisæer! rens først det indvendige af Bægeret og
Fadet, for at også det udvendige af dem kan blive rent.
27. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I ere
ligesom kalkede Grave, der jo synes dejlige udvendigt,men
indvendigt ere fulde af døde Ben og al Urenhed.
28. Således synes også I vel udvortes retfærdige for Menneskene; men
indvortes ere I fulde af Hykleri og Lovløshed.
29. Ve eder, I skriftkloge og Farisæere, I Hyklere! thi I bygge
Profeternes Grave og pryde de retfærdiges Gravsteder og sige:
30. Havde vi været til i vore Fædres Dage, da havde vi ikke været
delagtige med dem i Profeternes Blod.
31. Altså give I eder selv det Vidnesbyrd, at I ere Sønner af dem,
som have ihjelslået Profeterne.
32. Så gører da også I eders Fædres Mål fuldt!
33. I Slanger! I Øgleunger! hvorledes kunne I undfly Helvedes Dom?
34. Derfor se, jeg sender til eder Profeter og vise og skriftkloge;
nogle af dem skulle I slå ihjel og korsfæste, og nogle af dem
skulle I hudstryge i, eders Synagoger og forfølge fra Stad til
Stad,
35. for at alt det retfærdige Blod skal komme over eder, som er
udgydt på Jorden, fra den retfærdige Abels Blod indtil
Sakarias's, Barakias's Søns,Blod, hvem I sloge ihjel imellem
Templet og Alteret.
36. Sandelig, siger jeg eder, alt dette skal komme over denne Slægt.
37. Jerusalem! Jerusalem! som ihjelslår Profeterne og stener dem,
som ere sendte til dig, hvor ofte vilde jeg samle dine Børn,
ligesom en Høne samler sine Kyllinger under Vingerne! Og I vilde
ikke.
38. Se, eders Hus lades eder øde!
39. Thi jeg siger eder: I skulle ingenlunde se mig fra nu af, indtil
I sige: Velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!"
Matt. 24
1. Og Jesus gik ud, bort fra Helligdommen, og hans Disciple kom til
ham for at vise ham Helligdommens Bygninger.
2. Men han svarede og sagde til dem: "Se I ikke alt dette?
Sandelig, siger jeg eder, her skal ikke lades Sten på Sten, som
jo skal nedbrydes."
3. Men da han sad på Oliebjerget, kom hans Disciple til ham afsides
og sagde: "Sig os, når skal dette ske? Og hvad er Tegnet på din
Tilkommelse og Verdens Ende?"
4. Og Jesus svarede og sagde til dem: "Ser til, at ingen forfører
eder!
5. Thi mange skulle på mit Navn komme og sige: Jeg er Kristus; og
de skulle forføre mange.
6. Men I skulle få at høre om Krige og Krigsrygter. Ser til, lader
eder ikke forskrække; thi det må ske; men Enden er ikke endda.
7. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
være Hungersnød og Jordskælv her og der.
8. Men alt dette er Veernes Begyndelse.
9. Da skulle de overgive eder til Trængsel og slå eder ihjel, og I
skulle hades af alle Folkeslagene for mit Navns Skyld.
10. Og da skulle mange forarges og forråde hverandre og hade
hverandre.
11. Og mange falske Profeter skulle fremstå og forføre mange.
12. Og fordi Lovløsheden bliver mangfoldig, vil Kærligheden blive
kold hos de fleste.
13. Men den, som holder ud indtil Enden, han skal frelses.
14. Og dette Rigets Evangelium skal prædikes i hele Verden til et
Vidnesbyrd for alle Folkeslagene; og da skal Enden komme.
15. Når I da se Ødelæggelsens Vederstyggelighed, hvorom der er talt
ved Profeten Daniel, stå på hellig Grund, (den, som læser det,
han give Agt!)
16. da skulle de, som ere i Judæa, fly ud på Bjergene;
17. den, som er på Taget, stige ikke ned for at hente, hvad der er i
hans Hus;
18. og den, som er på Marken, vende ikke tilbage før at hente sine
Klæder!
19. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
20. Og beder om, at eders Flugt ikke skal ske om Vinteren, ej heller
på en Sabbat;
21. thi der skal da være en Trængsel så stor, som der ikke har været
fra Verdens Begyndelse indtil nu og heller ikke skal komme.
22. Og dersom disse Dage ikke bleve afkortede, da blev intet Kød
frelst; men for de udvalgtes Skyld skulle disse Dage afkortes.
23. Dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller der!
da skulle I ikke tro det.
24. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
store Tegn og Undergerninger, så at også de udvalgte skulde
blive forførte, om det var muligt.
25. Se, jeg har sagt eder det forud.
26. Derfor, om de sige til eder: Se, han er i Ørkenen, da går ikke
derud; se. han er i Kamrene, da tror det ikke!
27. Thi ligesom Lynet udgår fra Østen og lyser indtil Vesten,
således skal Menneskesønnens Tilkommelse være.
28. Hvor Ådselet er, der ville Ørnene samle sig.
29. Men straks efter de Dages Trængsel skal Solen formørkes og Månen
ikke give sit Skin og Stjernerne falde ned fra Himmelen, og
Himmelens Kræfter skulle rystes.
30. Og da skal Menneskesønnens Tegn vise sig på Himmelen; og da
skulle alle Jordens Stammer jamre sig, og de skulle se
Menneskesønnen komme på Himmelens Skyer med Kraft og megen
Herlighed.
31. Og han skal udsende sine Engle med stærktlydende Basun, og de
skulle samle hans udvalgte fra de fire Vinde, fra den ene Ende
af Himmelen til den anden.
32. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
bleven blød,og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
nær.
33. Således skulle også I, når I se alt dette, skønne, at han er nær
for Døren.
34. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
førend alle disse Ting ere skete.
35. Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
forgå.
36. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Himmelens Engle,
heller ikke Sønnen, men kun Faderen alene.
37. Og ligesom Noas dage vare, således skal Menneskesønnens
Tilkommelse være.
38. Thi ligesom de i Dagene før Syndfloden åde og drak, toge til
Ægte og bortgiftede, indtil den Dag, da Noa gik ind i Arken,
39. og ikke agtede det, førend Syndfloden kom og tog dem alle bort,
således skal også Menneskesønnens Tilkommelse være.
40. Da skulle to Mænd være på Marken; den ene tages med, og den
anden lades tilbage.
41. To Kvinder skulle male på Kværnen; den ene tages med, og den
anden lades tilbage.
42. Våger derfor, thi I vide ikke, på hvilken Dag eders Herre
kommer.
43. Men dette skulle I vide, at dersom Husbonden vidste. i hvilken
Nattevagt Tyven vilde komme, da vågede han og tillod ikke, at
der skete Indbrud i hans Hus.
44. Derfor vorder også I rede; thi Menneskesønnen kommer i den Time,
som I ikke mene.
45. Hvem er så den tro og forstandige Tjener, som hans Herre har sat
over sit Tyende til at give dem deres Mad i rette Tid?
46. Salig er den Tjener, hvem hans Herre, når han kommer, finder
handlende således.
47. Sandelig, siger jeg eder, han skal sætte ham over alt, hvad han
ejer.
48. Men dersom den onde Tjener siger i sit Hjerte: Min Herre tøver,
49. og så begynder at slå sine Medtjenere og spiser og drikker med
Drankerne,
50. da skal den Tjeners Herre komme på den Dag, han ikke venter, og
i den Time, han ikke ved,
51. og hugge ham sønder og give ham hans Lod sammen med Hyklerne;
der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel.
Matt. 25
1. Da skal Himmeriges Rige lignes ved ti Jomfruer, som toge deres
Lamper og gik Brudgommen i Møde.
2. Men fem af dem vare Dårer, og fem kloge.
3. Dårerne toge nemlig deres Lamper, men toge ikke Olie med sig.
4. Men de kloge toge Olie i deres Kar tillige med deres Lamper.
5. Og da Brudgommen tøvede, slumrede de alle ind og sov.
6. Men ved Midnat lød der et Råb: Se, Brudgommen kommer, går ham i
Møde!
7. Da vågnede alle Jomfruerne og gjorde deres Lamper i Stand.
8. Men Dårerne sagde til de kloge: Giver os af eders Olie; thi vore
Lamper slukkes.
9. Men de kloge svarede og sagde: Der vilde vist ikke blive nok til
os og til eder; går hellere hen til Købmændene og køber til eder
selv!
10. Men medens de gik bort for at købe, kom Brudgommen, og de, som
vare rede, gik ind med ham til Brylluppet; og Døren blev lukket.
11. Men senere komme også de andre Jomfruer og sige: Herre, Herre,
luk op for os!
12. Men han svarede og sagde: Sandelig, siger jeg eder, jeg kender
eder ikke.
13. Våger derfor, thi I vide ikke Dagen, ej heller Timen.
14. Thi det er ligesom en Mand, der drog udenlands og kaldte på sine
Tjenere og overgav dem sin Ejendom;
15. og en gav han fem Talenter, en anden to, og en tredje en, hver
efter hans Evne; og straks derefter drog han udenlands.
16. Men den, som havde fået de fem Talenter, gik hen og købslog med
dem og vandt andre fem Talenter
17. Ligeså vandt også den, som havde fået de to Talenter,andre to.
18. Men den, som havde fået den ene, gik bort og gravede i Jorden og
skjulte sin Herres Penge.
19. Men lang Tid derefter kommer disse Tjeneres Herre og holder
Regnskab med dem.
20. Og den, som havde fået de fem Talenter, kom frem og bragte andre
fem Talenter og sagde: Herre! du overgav mig fem Talenter; se,
jeg har vundet fem andre Talenter.
21. Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
Glæde!
22. Da kom også han frem, som havde fået de to Talenter, og sagde:
Herre! du overgav mig to Talenter; se, jeg har vundet to andre
Talenter.
23. Hans Herre sagde til ham: Vel, du gode og tro Tjener! du var tro
over lidet, jeg vil sætte dig over meget; gå ind til din Herres
glæde!
24. Men også han, som havde fået den ene Talent, kom frem og sagde:
Herre! jeg kendte dig, at du er en hård Mand, som høster, hvor
du ikke såede, og samler, hvor du ikke spredte;
25. og jeg frygtede og gik hen og skjulte din Talent i Jorden; se,
her har du, hvad dit er.
26. Men hans Herre svarede og sagde til ham: Du onde og lade Tjener!
du vidste, at jeg høster, hvor jeg ikke såede, og samler, hvor
jeg ikke spredte;
27. derfor burde du have overgivet Vekselererne mine Penge; og når
jeg kom, da havde jeg fået mit igen med Rente.
28. Tager derfor den Talent fra ham, og giver den til ham, som har
de ti Talenter.
29. Thi enhver, som har, ham skal der gives, og han skal få
Overflod; men den, som ikke har, fra ham skal endog det tages,
som han har.
30. Og kaster den unyttige Tjener ud i Mørket udenfor; der skal der
være Gråd og Tænders Gnidsel.
31. Men når Menneskesønnen kommer i sin Herlighed og alle Englene
med ham, da skal han sidde på sin Herligheds Trone.
32. Og alle Folkeslagene skulle samles foran ham, og han skal skille
dem fra hverandre, ligesom Hyrden skiller Fårene fra Bukkene.
33. Og han skal stille Fårene ved sin højre Side og Bukkene ved den
venstre.
34. Da skal Kongen sige til dem ved sin højre Side: Kommer hid. I
min Faders velsignede! arver det Rige, som har været eder beredt
fra Verdens Grundlæggelse.
35. Thi jeg var hungrig, og I gave mig at spise; jeg var tørstig, og
I gave mig at drikke; jeg var fremmed, og I toge mig hjem til
eder;
36. jeg var nøgen, og I klædte mig; jeg var syg, og I besøgte mig;
jeg var i Fængsel, og I kom til mig.
37. Da skulle de retfærdige svare ham og sige: Herre! når så vi dig
hungrig og gave dig Mad, eller tørstig og gave dig at drikke?
38. Når så vi dig fremmed og toge dig hjem til os, eller nøgen og
klædte dig?
39. Når så vi dig syg eller i Fængsel og kom til dig?
40. Og Kongen skal svare og sige til dem: Sandelig, siger jeg eder:
Hvad I have gjort imod een af disse mine mindste Brødre, have I
gjort imod mig.
41. Da skal han også sige til dem ved den venstre Side: Går bort fra
mig, I forbandede! til den evige Ild, som er beredt Djævelen og
hans Engle.
42. Thi jeg var hungrig, og I gave mig ikke at spise; jeg var
tørstig, og I gave mig ikke at drikke;
43. jeg var fremmed, og I toge mig ikke hjem til eder; jeg var
nøgen, og I klædte mig ikke; jeg var syg og i Fængsel, og I
besøgte mig ikke.
44. Da skulle også de svare og sige: Herre! når så vi dig hungrig
eller tørstig eller fremmed eller nøgen eller syg eller i
Fængsel og tjente dig ikke?
45. Da skal han svare dem og sige: Sandelig, siger jeg eder: Hvad I
ikke have gjort imod een af disse mindste, have I heller ikke
gjort imod mig.
46. Og disse skulle gå bort til evig Straf, men de retfærdige til
evigt Liv."
Matt. 26
1. Og det skete, da Jesus havde fuldendt alle disse Ord, sagde han
til sine Disciple:
2. "I vide, at om to Dage er det Påske; så forrådes Menneskesønnen
til at korsfæstes."
3. Da forsamledes Ypperstepræsterne og Folkets Ældste i
Ypperstepræstens Gård; han hed Kajfas.
4. Og de rådsloge om at gribe Jesus med List og ihjelslå ham.
5. Men de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
Oprør iblandt Folket."
6. Men da Jesus var kommen til Bethania, i Simon den spedalskes
Hus,
7. kom der en Kvinde til ham, som havde en Alabastkrukke med såre
kostbar Salve, og hun udgød den på hans Hoved, medens han sad
til Bords.
8. Men da Disciplene så det, bleve de vrede og sagde: "Hvortil
denne Spilde?
9. Dette kunde jo være solgt til en høj Pris og være givet til
fattige."
10. Men da Jesus mærkede det, sagde han til dem: "Hvorfor volde I
Kvinden Fortrædeligheder? Hun har jo gjort en god Gerning imod
mig.
11. Thi de fattige have I altid hos eder; men mig have I ikke altid.
12. Thi da hun udgød denne Salve over mit Legeme, gjorde hun det for
at berede mig til at begraves.
13. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden dette
Evangelium bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
omtales til hendes Ihukommelse."
14. Da gik en af de tolv, han, som hed Judas Iskariot, hen til
Ypperstepræsterne
15. og sagde: "Hvad ville I give mig, så skal jeg forråde ham til
eder?" Men de betalte ham tredive Sølvpenge".
16. Og fra den Stund søgte han Lejlighed til at forråde ham.
17. Men på den første Dag af de usyrede Brøds Højtid kom Disciplene
til Jesus og sagde: "Hvor vil du, at vi skulle træffe
Forberedelse for dig til at spise Påskelammet?"
18. Men han sagde: "Går ind i Staden til den og den Mand, og siger
til ham: Mesteren siger: Min Time er nær; hos dig holder jeg
Påske med mine Disciple."
19. Og Disciplene gjorde, som Jesus befalede dem, og beredte
Påskelammet.
20. Men da det var blevet Aften, sad han til Bords med de tolv.
21. Og medens de spiste, sagde han: "Sandelig, siger jeg eder, en af
eder vil forråde mig."
22. Og de bleve såre bedrøvede og begyndte hver især at sige til
ham: "Det er dog vel ikke mig, Herre?"
23. Men han svarede og sagde: "Den, som dyppede Hånden tillige med
mig i Fadet, han vil forråde mig.
24. Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men ve
det Menneske, ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
godt for det Menneske, om han ikke var født."
25. Men Judas, som forrådte ham, svarede og sagde: "Det er dog vel
ikke mig, Rabbi?" Han siger til ham: "Du har sagt det."
26. Men medens de spiste, tog Jesus Brød, og han velsignede og brød
det og gav Disciplene det og sagde: "Tager, æder; dette er mit
Legeme."
27. Og han tog en Kalk og takkede. gav dem den og sagde: "Drikker
alle deraf;
28. thi dette er mit Blod, Pagtens, hvilket udgydes for mange til
Syndernes Forladelse.
29. Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af
denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny
med eder i min Faders Rige."
30. Og da de havde sunget Lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
31. Da siger Jesus til dem: "I skulle alle forarges på mig i denne
Nat; thi der er skrevet: Jeg vil slå Hyrden, og Hjordens Får
skulle adspredes.
32. Men efter at jeg er bleven oprejst, vil jeg gå forud for eder
til Galilæa."
33. Men Peter svarede og sagde til ham: "Om end alle ville forarges
på dig, så vil jeg dog aldrig forarges."
34. Jesus sagde til ham: "Sandelig, siger jeg dig, i denne Nat,
førend Hanen galer, skal du fornægte mig tre Gange."
35. Peter siger til ham: "Om jeg end skulde dø med dig, vil jeg
ingenlunde fornægte dig." Ligeså sagde også alle Disciplene.
36. Da kommer Jesus med dem til en Gård, som kaldes Gethsemane, og
han siger til Disciplene: "Sætter eder her, medens jeg går
derhen og beder."
37. Og han tog Peter og Zebedæus's to Sønner med sig, og han
begyndte at bedrøves og svarlig at ængstes.
38. Da siger han til dem: "Min Sjæl er dybt bedrøvet indtil Døden;
bliver her og våger med mig!"
39. Og han gik lidt frem, faldt på sit Ansigt, bad og sagde: "Min
Fader! er det muligt, da gå denne Kalk mig forbi; dog ikke som
jeg vil, men som du vil."
40. Og han kommer til Disciplene og finder dem sovende, og han siger
til Peter: "Så kunde I da ikke våge een Time med mig!
41. Våger og beder, for at I ikke skulle falde i Fristelse! Ånden er
vel redebon, men Kødet er skrøbeligt."
42. Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde: "Min Fader! hvis
denne Kalk ikke kan gå mig forbi, uden jeg drikker den, da ske
din Villie!"
43. Og han kom og fandt dem atter sovende, thi deres Øjne vare
betyngede.
44. Og han forlod dem og gik atter hen og bad tredje Gang og sagde
atter det samme Ord.
45. Da kommer han til Disciplene og siger til dem: "Sove I fremdeles
og Hvile eder? Se, Timen er nær, og Menneskesønnen forrådes i
Synderes Hænder.
46. Står op, lader os gå; se, han, som forråder mig, er nær."
47. Og medens han endnu talte, se, da kom Judas, en af de tolv, og
med ham en stor Skare, med Sværd og Knipler, fra
Ypperstepræsterne og Folkets Ældste.
48. Men han, som forrådte ham, havde givet dem et Tegn og sagt:
"Den, som jeg kysser, ham er det; griber ham!"
49. Og han trådte straks hen til Jesus og sagde: "Hil være dig,
Rabbi!" og kyssede ham.
50. Men Jesus sagde til ham: "Ven, hvorfor kommer du her?" Da trådte
de til og lagde Hånd på Jesus og grebe ham.
51. Og se, en af dem, som vare med Jesus, rakte Hånden ud og drog
sit Sværd og slog Ypperstepræstens Tjener og huggede hans Øre
af.
52. Da siger Jesus til ham: "Stik dit Sværd igen på dets Sted; thi
alle de, som tage Sværd, skulle omkomme ved Sværd.
53. Eller mener du, at jeg ikke kan bede min Fader, så han nu
tilskikker mig mere end tolv Legioner Engle?
54. Hvorledes skulde da Skrifterne opfyldes, at det bør gå således
til?"
55. I den samme Time sagde Jesus til Skarerne: "I ere gåede ud
ligesom imod en Røver med Sværd og Knipler for at fange
mig. Daglig sad jeg i Helligdommen og lærte, og I grebe mig
ikke.
56. Men det er alt sammen sket, for at Profeternes Skrifter skulde
opfyldes." Da forlode alle Disciplene ham og flyede.
57. Men de, som havde grebet Jesus, førte ham hen til
Ypperstepræsten Kajfas, hvor de skriftkloge og de Ældste vare
forsamlede.
58. Men Peter fulgte ham i Frastand indtil Ypperstepræstens Gård, og
han gik indenfor og satte sig hos Svendene for at se, hvad
Udgang det vilde få.
59. Men Ypperstepræsterne og hele Rådet søgte falsk Vidnesbyrd imod
Jesus, for at de kunde aflive ham.
60. Og de fandt intet, endskønt der trådte mange falske Vidner frem.
Men til sidst trådte to frem og sagde:
61. "Denne har sagt: Jeg kan nedbryde Guds Tempel og bygge det op i
tre Dage."
62. Og Ypperstepræsten stod op og sagde til ham: "Svarer du intet
på, hvad disse vidne imod dig?"
63. Men Jesus tav. Og Ypperstepræsten tog til Orde og sagde til ham:
"Jeg besværger dig ved den levende Gud, at du siger os, om du er
Kristus, Guds Søn."
64. Jesus siger til ham: "Du har sagt det; dog jeg siger eder: Fra
nu af skulle I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre Hånd
og komme på Himmelens Skyer."
65. Da sønderrev Ypperstepræsten sine Klæder og sagde: "Han har talt
bespotteligt; hvad have vi længere Vidner nødig? se, nu have I
hørt Bespottelsen.
66. Hvad tykkes eder?" Og de svarede og sagde: "Han er skyldig til
Døden."
67. Da spyttede de ham i Ansigtet og gave ham Næveslag; andre sloge
ham på Kinden
68. og sagde: "Profeter os, Kristus, hvem var det, der slog dig?"
69. Men Peter sad udenfor i Gården; og en Pige kom hen til ham og
sagde: "Også du var med Jesus Galilæeren."
70. Men han nægtede det i alles Påhør og sagde: "Jeg forstår ikke,
hvad du siger."
71. Men da han gik ud i Portrummet, så en anden Pige ham; og hun
siger til dem, som vare der: "Denne var med Jesus af Nazareth."
72. Og han nægtede det atter med en Ed: "Jeg kender ikke det
Menneske."
73. Men lidt efter kom de, som stode der, hen og sagde til Peter:
"Sandelig, også du er en af dem. dit Mål røber dig jo også."
74. Da begyndte han at forbande sig og sværge: "Jeg kender ikke det
Menneske." Og straks galede Hanen.
75. Og Peter kom Jesu Ord i Hu at han havde sagt: "Førend Hanen
galer, skal du fornægte mig tre Gange." Og han gik udenfor og
græd bitterligt.
Matt. 27
1. Men da det var blevet Morgen, holdt alle Ypperstepræsterne og
Folkets Ældste Råd imod Jesus for at aflive ham.
2. Og de bandt ham og førte ham bort og overgave ham til
Landshøvdingen Pontius Pilatus.
3. Da nu Judas, som forrådte ham, så, at han var bleven domfældt,
fortrød han det og bragte de tredive Sølvpenge tilbage til
Ypperstepræsterne og de Ældste og sagde:
4. "Jeg har syndet, idet jeg forrådte uskyldigt Blod." Men de
sagde: "Hvad kommer det os ved? se du dertil."
5. Og han kastede Sølvpengene ind i Templet, veg bort og gik hen og
hængte sig.
6. Men Ypperstepræsterne toge Sølvpengene og sagde: "Det er ikke
tilladt at lægge dem til Tempelskatten; thi det er Blodpenge."
7. Men efter at have holdt Råd købte de Pottemagermarken derfor til
Gravsted for de fremmede.
8. Derfor blev den Mark kaldt Blodmarken indtil den Dag i Dag.
9. Da opfyldtes det, som er talt ved Profeten Jeremias, som siger:
"Og de toge de tredive Sølvpenge, Prisen for den vurderede, hvem
de vurderede for Israels Børn,
10. og de gav dem for Pottemagermarken, som Herren befalede mig."
11. Men Jesus blev stillet for Landshøvdingen, og Landshøvdingen
spurgte ham og sagde: "Er du Jødernes Konge?" Men Jesus sagde
til ham: "Du siger det."
12. Og da han blev anklaget af Ypperstepræsterne og de Ældste,
svarede han intet.
13. Da siger Pilatus til ham: "Hører du ikke, hvor meget de vidne
imod dig?"
14. Og han svarede ham end ikke på et eneste Ord, så at
Landshøvdingen undrede sig såre.
15. Men på Højtiden plejede Landshøvdingen at løslade Mængden een
Fange, hvilken de vilde.
16. Og de havde dengang en berygtet Fange, som hed Barabbas.
17. Da de vare forsamlede, sagde Pilatus derfor til dem: "Hvem ville
I, at jeg skal løslade eder: Barabbas eller Jesus, som kaldes
Kristus?"
18. Thi han vidste, at det var af Avind, de havde overgivet ham.
19. Men medens han sad på Dommersædet, sendte hans Hustru Bud til
ham og sagde: "Befat dig ikke med denne retfærdige; thi jeg har
lidt meget i Dag i en Drøm før hans Skyld."
20. Men Ypperstepræsterne og de Ældste overtalte Skarerne til, at de
skulde begære Barabbas, men ihjelslå Jesus.
21. Og Landshøvdingen svarede og sagde til dem: "Hvilken af de to
ville I, at jeg skal løslade eder?" Men de sagde: "Barabas."
22. Pilatus siger til dem: "Hvad skal jeg da gøre med Jesus, som
kaldes Kristus?" De sige alle: "Lad ham blive korsfæstet!"
23. Men Landshøvdingen sagde: "Hvad ondt har han da gjort?" Men de
råbte end mere og sagde: "Lad ham blive korsfæstet!"
24. Men da Pilatus så, at han intet udrettede, men at der blev
større Larm, tog han Vand og toede sine Hænder i Mængdens Påsyn
og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges Blod; ser I
dertil!"
25. Og hele Folket svarede og sagde: "Hans Blod komme over os og
over vore Børn!"
26. Da løslod han dem Barabbas; men Jesus lod han hudstryge og gav
ham hen til at korsfæstes.
27. Da toge Landshøvdingens Stridsmænd Jesus med sig ind i Borgen og
samlede hele Vagtafdelingen omkring ham.
28. Og de afklædte ham og kastede en Skarlagens Kappe om ham.
29. Og de flettede en Krone af Torne og satte den på hans Hoved og
gave ham et Rør i hans højre Hånd; og de faldt på Knæ for ham og
spottede ham og sagde: "Hil være dig, du Jødernes Konge!"
30. Og de spyttede på ham og toge Røret og sloge ham på Hovedet.
31. Og da de havde spottet ham, toge de Kappen af ham og iførte ham
hans egne Klæder og førte ham hen for at korsfæste ham.
32. Men medens de gik derud, traf de en Mand fra Kyrene, ved Navn
Simon; ham tvang de til at bære hans Kors.
33. Og da de kom til et Sted, som kaldes Golgatha, det er udlagt:
"Hovedskalsted",
34. gave de ham Eddike at drikke blandet med Galde og da han smagte
det, vilde han ikke drikke.
35. Men da de havde korsfæstet ham, delte de hans Klæder imellem sig
ved Lodkastning, for at det skulde opfyldes, som er sagt af
Profeten: "De delte mine Klæder imellem sig og kastede Lod om
mit Klædebon."
36. Og de sade der og holdt Vagt over ham.
37. Og oven over hans Hoved satte de Beskyldningen imod ham skreven
således: "Dette er Jesus, Jødernes Konge."
38. Da bliver der korsfæstet to Røvere sammen med ham, en ved den
højre og en ved den venstre Side,
39. Og de, som gik forbi, spottede ham, idet de rystede på deres
Hoveder og sagde:
40. "Du, som nedbryder Templet og bygger det op i tre Dage, frels
dig selv; er du Guds Søn, da stig ned af Korset!"
41. "Ligeså spottede Ypperstepræsterne tillige med de skriftkloge og
de Ældste og sagde:
42. "Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse; er han
Israels Konge, så lad ham nu stige ned af Korset, så ville vi
tro på ham.
43. Han har sat sin Lid til Gud;han fri ham nu, om han har Behag i
ham; thi han har sagt: Jeg er Guds Søn."
44. Og på samme Måde hånede også Røverne ham, som vare korsfæstede
med ham.
45. Men fra den sjette Time blev der Mørke over hele Landet indtil
den niende Time.
46. Og ved den niende Time råbte Jesus med høj Røst og sagde: "Eli!
Eli! Lama Sabaktani?" det er: "Min Gud! min Gud! hvorfor har du
forladt mig?"
47. Men nogle af dem, som stode der og hørte det, sagde: "Han kalder
på Elias."
48. Og straks løb en af dem hen og tog en Svamp og fyldte den med
Eddike og stak den på et Rør og gav ham at drikke.
49. Men de andre sagde: "Holdt! lader os se, om Elias kommer for at
frelse ham."
50. Men Jesus råbte atter med høj Røst og opgav Ånden.
51. Og se, Forhænget i Templet splittedes i to Stykker, fra øverst
til nederst; og Jorden skjalv, og Klipperne revnede,
52. og Gravene åbnedes; og mange af de hensovede helliges legemer
bleve oprejste,
53. og de gik ud af Gravene efter hans Opstandelse og kom ind i den
hellige Stad og viste sig for mange.
54. Men da Høvedsmanden og de, som tillige med, ham holdt Vagt over
Jesus, så Jordskælvet, og hvad der skete, frygtede de såre og
sagde: "Sandelig, denne var Guds Søn."
55. Men der var mange Kvinder der, som så til i Frastand, hvilke
havde fulgt Jesus fra Galilæa og tjent ham.
56. Iblandt dem vare Maria Magdalene og Maria, Jakobs og Josefs
Moder, og Zebedæus's Sønners Moder.
57. Men da det var blevet Aften, kom en rig Mand fra Arimathæa, ved
Navn Josef, som også selv var bleven Jesu Discipel.
58. Han gik til Pilatus og bad om Jesu Legeme. Da befalede Pilatus,
at det skulde udleveres.
59. Og Josef tog Legemet og svøbte det i et rent, fint Linklæde
60. og lagde det i sin nye Grav, som han havde ladet hugge i
Klippen, og væltede en stor Sten for Indgangen til Graven og gik
bort.
61. Men Maria Magdalene og den anden Maria vare der, og de sade lige
over for Graven.
62. Men den næste Dag, som var Dagen efter Beredelsesdagen,
forsamlede Ypperstepræsterne og Farisæerne sig hos Pilatus
63. og sagde: "Herre! vi ere komne i Hu, at denne Forfører sagde,
medens han endnu levede: Tre Dage efter bliver jeg oprejst.
64. Befal derfor, at Graven skal sikkert bevogtes indtil den tredje
Dag, for at ikke hans Disciple skulle komme og stjæle ham og
sige til Folket: "Han er oprejst fra de døde; og da vil den
sidste Forførelse blive værre end den første,"
65. Pilatus sagde til dem: "Der have I en Vagt; går hen og bevogter
den sikkert, som I bedst vide!"
66. Og de gik hen og bevogtede Graven sikkert med Vagten efter at
have sat Segl for Stenen.
Matt. 28
1. Men efter Sabbaten, da det gryede ad den første Dag i Ugen, kom
Maria Magdalene og den anden Maria for at se til Graven.
2. Og se, der skete et stort Jordskælv; thi en Herrens Engel for
ned fra Himmelen og trådte til og væltede Stenen bort og satte
sig på den.
3. Men hans Udseende var ligesom et Lyn og hans Klædebon hvidt som
Sne.
4. Men de, som holdt Vagt, skælvede af Frygt for ham og bleve som
døde.
5. Men Engelen tog til Orde og sagde til Kvinderne: "I skulle ikke
frygte! thi jeg ved, at I lede efter Jesus den korsfæstede.
6. Han er ikke her; thi han er opstanden, som han har sagt. Kommer
hid, ser Stedet, hvor Herren lå!
7. Og går hastigt hen og siger hans Disciple, at han er opstanden
fra de døde; og se, han går forud for eder til Galilæa; der
skulle I se ham. Se, jeg har sagt eder det."
8. Og de gik hastig bort fra Graven med Frygt og stor Glæde og løb
hen for at forkynde hans Disciple det.
9. Men medens de gik for at forkynde hans Disciple det, se, da
mødte Jesus dem og sagde: "Hil være eder!" Men de trådte til og
omfavnede hans Fødder og tilbade ham.
10. Da siger Jesus til dem: "Frygter ikke! går hen og forkynder mine
Brødre, at de skulle gå bort til Galilæa, og der skulle de se
mig."
11. Men medens de gik derhen, se da kom nogle af Vagten ind i Staden
og meldte Ypperstepræsterne alt det, som var sket.
12. Og de samledes med de Ældste og holdt Råd og gave Stridsmændene
rigelige Penge
13. og sagde: "Siger: Hans Disciple kom om Natten og stjal ham,
medens vi sov.
14. Og dersom Landshøvdingen får det at høre, ville vi stille ham
tilfreds og holde eder angerløse."
15. Men de toge Pengene og gjorde, som det var lært dem. Og dette
Ord blev udspredt iblandt Jøderne indtil den Dag i Dag.
16. Men de elleve Disciple gik til Galilæa, til det Bjerg, hvor
Jesus havde sat dem Stævne.
17. Og da de så ham tilbade de ham; men nogle tvivlede.
18. Og Jesus trådte frem, talte til dem og sagde: "Mig er given al
Magt i Himmelen og på Jorden.
19. Går derfor hen og gører alle Folkeslagene til mine Disciple,
idet I døbe dem til Faderens og Sønnens og den Helligånds Navn,
20. og idet I lære dem at holde alt det, som jeg har befalet
eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende."
Markus
Markus 1
1. Jesu Kristi, Guds Søns, Evangeliums Begyndelse er således,
2. som der er skrevet hos Profeten Esajas: "Se, jeg sender min
Engel for dit Ansigt, han skal berede din Vej.
3. Der er en Røst af en, som råber i Ørkenen: Bereder Herrens Vej,
gører hans Stier jævne!"
4. Johannes kom, han, som døbte i Ørkenen og prædikede
Omvendelses-Dåb til Syndernes Forladelse.
5. Og hele Judæas Land og alle i Jerusalem gik ud og bleve døbt, af
ham i Floden Jordan, idet de bekendte deres Synder
6. Og Johannes var klædt i Kamelhår og havde et Læderbælte om sin
Lænd og spiste Græshopper og vild Honning.
7. Og han prædikede og sagde: "Efter mig kommer den, som er
stærkere end jeg, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at bøje mig
ned og løse.
8. Jeg har døbt eder med Vand, men han skal døbe eder med den
Helligånd."
9. Og det skete i de dage, at Jesus kom fra Nazareth i Galilæa og
blev døbt af Johannes i Jordan.
10. Og straks da han steg op af Vandet, så han Himlene skilles ad og
Ånden ligesom en Due dale ned over ham;
11. og der kom en Røst fra Himlene: "Du er min Søn, den elskede, i
dig har jeg Velbehag."
12. Og straks driver Ånden ham ud i Ørkenen.
13. Og han var i Ørkenen fyrretyve Dage, medens han fristedes af
Satan, og han var blandt Dyrene; og Englene tjente ham.
14. Men efter at Johannes var kastet i Fængsel, kom Jesus til
Galilæa og prædikede Guds Evangelium
15. og sagde: "Tiden er fuldkommet, og Guds Rige er kommet nær;
omvender eder og tror på Evangeliet!"
16. Og medens han gik langs Galilæas Sø, så han Simon og Simons
Broder Andreas i Færd med at kaste Garn i Søen; thi de vare
Fiskere.
17. Og Jesus sagde til dem: "Følger efter mig, så vil jeg gøre eder
til Menneskefiskere."
18. Og de forlode straks Garnene og fulgte ham.
19. Og da han gik lidt videre frem, så han, Jakob, Zebedæus's Søn,
og hans Broder Johannes, som også vare i Færd med at bøde deres
Garn i Skibet;
20. og han kaldte straks på dem, og de forlode deres Fader Zebedæus
i Skibet med Lejesvendene og gik efter ham.
21. Og de gå ind i Kapernaum. Og straks på Sabbaten gik han ind i
Synagogen og lærte,
22. og de bleve slagne af Forundring over hans Lære; thi han lærte
dem som en, der havde Myndighed, og ikke som de skriftkloge.
23. Og der var i deres Synagoge et Menneske med en uren Ånd, og han
råbte højt
24. og sagde: "Hvad have vi med dig at gøre, Jesus af Nazareth? Er
du kommen for at ødelægge os; jeg kender dig, hvem du er, du
Guds hellige."
25. Og Jesus truede ham og sagde: "Ti, og far ud af ham!"
26. Og den urene Ånd sled i ham og råbte med høj Røst og for ud af
ham.
27. Og de bleve alle forfærdede, så at de spurgte hverandre og
sagde: "Hvad er dette? en ny Lære med Myndighed; også over de
urene Ånder byder han, og de lyde ham."
28. Og Rygtet om ham kom straks ud alle Vegne i hele det omliggende
Land i Galilæa.
29. Og straks, da de vare gåede ud af Synagogen, kom de ind i Simons
og Andreas's Hus med Jakob og Johannes.
30. Men Simons Svigermoder lå og havde Feber, og straks tale de til
ham om hende;
31. og han gik hen til hende, tog hende ved Hånden og rejste hende
op, og Feberen forlod hende, og hun vartede dem op.
32. Men da det var blevet Aften, og Solen var gået ned, førte de til
ham alle de syge og besatte,
33. og hele Byen var forsamlet foran Døren.
34. Og han helbredte mange, som lede af mange Hånde Sygdomme, og han
uddrev mange onde Ånder; og han tillod ikke de onde Ånder at
tale, fordi de kendte ham.
35. Og om Morgenen længe før Dag stod han op og gik ud og gik hen
til et øde Sted, og der bad han:
36. Og Simon og de, som vare med ham, skyndte sig efter ham.
37. Og de fandt ham, og de sige til ham: "Alle lede efter dig."
38. Og han siger til dem: "Lader os gå andetsteds hen til de
nærmeste Småbyer, for at jeg kan prædike også der; thi dertil er
jeg udgået."
39. Og han kom og prædikede i deres Synagoger i hele Galilæa og
uddrev de onde Ånder.
40. Og en spedalsk kommer til ham, beder ham og falder på Knæ for
ham og siger til ham: "Om du vil, så kan du rense mig."
41. Og han ynkedes inderligt og udrakte Hånden og rørte ved ham og
siger til ham: "Jeg vil; bliv ren!"
42. Og straks forlod Spedalskheden ham, og han blev renset.
43. Og han drev ham straks bort, idet han bød ham strengt
44. og sagde til ham: "Se til, at du ikke siger noget til nogen
herom; men gå hen, fremstil dig selv for Præsten, og offer for
din Renselse det, som Moses har befalet, til Vidnesbyrd for
dem!"
45. Men da han kom ud, begyndte han at fortælle meget og udsprede
Rygtet derom, så at han ikke mere kunde gå åbenlyst ind i en By;
men han var udenfor på øde Steder, og de kom til ham alle Vegne
fra.
Markus 2
1. Og da han nogle Dage derefter atter gik ind i Kapernaum,
spurgtes det, at han var hjemme.
2. Og der samledes mange, så at der ikke mere var Plads, end ikke
foran Døren; og han talte Ordet til dem.
3. Og de komme og bringe til ham en værkbruden, der blev båren af
fire.
4. Og da de ikke kunde komme nær til ham for Folkeskaren, toge de
Taget af, hvor han var; og da de havde brudt Hul, firede de
Sengen ned, hvorpå den værkbrudne lå.
5. Og da Jesus så deres Tro, siger han til den værkbrudne: "Søn!
dine Synder ere forladte."
6. Men nogle af de skriftkloge sade der og tænkte i deres Hjerter:
7. "Hvorfor taler denne således.? Han taler bespotteligt. Hvem kan
forlade Synder uden een, nemlig Gud?"
8. Og Jesus kendte straks i sin Ånd, at de tænkte således ved sig
selv, og sagde til dem: "Hvorfor tænke I dette i eders Hjerter?
9. Hvilket er lettest, at sige til den værkbrudne: Dine Synder ere
forladte, eller at sige: Stå op, og tag din Seng, og gå?
10. Men for at I skulle vide, at Menneskesønnen har Magt på Jorden
til at forlade Synder," siger han til den værkbrudne:
11. "Jeg siger dig: Stå op, tag din Seng, og gå til dit Hus!"
12. Og han stod op og tog straks Sengen og gik ud for alles Øjne, så
de alle bleve forfærdede og priste Gud og sagde: "Aldrig have vi
set noget sådant."
13. Og han gik atter ud langs Søen, og hele Skaren kom til ham, og
han lærte dem.
14. Og da han gik forbi, så han Levi, Alfæus's Søn sidde ved
Toldboden, og han siger til ham: "Følg mig!" Og han stod op og
fulgte ham.
15. Og det skete, at han sad til Bords i hans Hus, og mange Toldere
og Syndere sade til Bords med Jesus, og hans Disciple; thi de
vare mange. Og der fulgte også
16. nogle skriftkloge af Farisæerne med ham, og da de så, at han
spiste med Toldere og Syndere, sagde de til hans Disciple: "Han
spiser og drikker med Toldere og Syndere!"
17. Og da Jesus hørte det, siger han til dem: "De raske trænge ikke
til Læge, men de syge. Jeg er ikke kommen for at kalde
retfærdige, men Syndere."
18. Og Johannes's Disciple og Farisæerne fastede, og de komme og
sige til ham: "Hvorfor faste Johannes's Disciple og Farisæernes
Disciple, men dine Disciple faste ikke?"
19. Og Jesus sagde til dem: "Kunne Brudesvendene faste, medens
Brudgommen er hos dem? Så længe de have Brudgommen hos sig kunne
de ikke faste.
20. Men der skal komme Dage, da Brudgommen bliver tagen fra dem, da
skulle de faste på den Dag.
21. Ingen syr en Lap af uvalket Klæde på et gammelt Klædebon; ellers
river den nye Lap på det gamle Klædebon dette itu, og der bliver
et værre Hul.
22. Og ingen kommer ung Vin på gamle Læderflasker; ellers sprænger
Vinen Læderflaskerne, og Vinen ødelægges såvel som
Læderflaskerne; men kom ung Vin på nye Læderflasker!"
23. Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark,
og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks.
24. Og Farisæerne sagde til ham: "Se, hvorfor gøre de på Sabbaten,
hvad der ikke er tilladt?"
25. Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da
han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham?
26. Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst,
og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise
uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?"
27. Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og
ikke Mennesket for Sabbatens Skyld.
28. Derfor er Menneskesønnen Herre også over Sabbaten."
Markus 3
1. Og han, gik atter ind i en Synagoge, og der var der en Mand, som
havde en vissen Hånd.
2. Og de toge Vare på ham, om han vilde helbrede ham på Sabbaten,
for at de kunde anklage ham.
3. Og han siger til Manden, som havde den visne Hånd!"Træd frem her
i Midten!"
4. Og han siger til dem: "Er det tilladt at gøre godt på Sabbaten
eller at gøre ondt, at frelse Liv eller at slå ihjel?" Men de
tav.
5. Og han så omkring på dem med Vrede, bedrøvet over deres Hjertes
Forhærdelse, og siger til Manden: "Ræk din Hånd ud!" og han
rakte den ud, og hans Hånd blev sund igen.
6. Og Farisæerne gik straks ud og holdt Råd med Herodianerne imod
ham, hvorledes de kunde slå ham ihjel.
7. Og Jesus drog med sine Disciple bort til Søen, og en stor Mængde
fulgte med fra Galilæa; og fra Judæa
8. og fra Jerusalem og fra Idumæa og Landet hinsides Jordan og fra
Egnen om Tyrus og Sidon kom de til ham i stor Mængde, da de
hørte, hvor store Gerninger han gjorde.
9. Og han sagde til sine Disciple, at en Båd skulde være til Rede
til ham for Skarens Skyld, for at de ikke skulde trænge ham.
10. Thi han helbredte mange, så at alle, som havde Plager, styrtede
ind på ham for at røre ved ham.
11. Og når de urene Ånder så ham, faldt de ned for ham og råbte og
sagde: "Du er Guds Søn."
12. Og han truede dem meget, at de ikke måtte gøre ham kendt.
13. Og han stiger op på Bjerget og hidkalder, hvem han selv vilde;
og de gik hen til ham.
14. Og han beskikkede tolv, til at de skulde være hos ham, og til at
han kunde udsende dem til at prædike
15. og at have Magt til at uddrive de onde Ånder.
16. Og han beskikkede de tolv, og han tillagde Simon Navnet Peter;
17. fremdeles Jakob, Zebedæus's Søn, og Johannes, Jakobs Broder, og
han tillagde dem Navnet Boanerges, det er Tordensønner;
18. og Andreas og Filip og Bartholomæus og Matthæus og Thomas og
Jakob, Alfæus's Søn, og Thaddæus og Simon Kananæeren
19. og Judas Iskariot, han, som forrådte ham.
20. Og han kommer hjem, og der samles atter en Skare, så at de end
ikke kunne få Mad.
21. Og da hans nærmeste hørte det, gik de ud for at drage ham til
sig thi de sagde: "Han er ude af sig selv."
22. Og de skriftkloge, som vare komne ned fra Jerusalem, sagde: "Han
har Beelzebul, og ved de onde Ånders Fyrste uddriver han de onde
Ånder:"
23. Og han kaldte dem til sig og sagde til dem i Lignelser:
"Hvorledes kan Satan uddrive Satan?
24. Og dersom et Rige er kommet i Splid med sig selv, kan samme Rige
ikke bestå.
25. Og dersom et Hus er kommet i Splid med sig selv, vil samme Hus
ikke kunne bestå.
26. Og dersom Satan har sat sig op imod sig selv og er kommen i
Splid med sig selv, kan han ikke bestå, men det er ude med ham.
27. Men ingen kan gå ind i den stærkes Hus og røve hans Ejendele,
uden han først binder den stærke, og da kan han plyndre hans
Hus.
28. Sandelig, siger jeg eder, alle Ting skulle forlades Menneskenes
Børn, Synder og Bespottelser, hvor store Bespottelser de end
tale;
29. men den. som taler bespotteligt imod den Helligånd, har
evindeligt ingen Forladelse, men skal være skyldig i en evig
Synd."
30. De sagde nemlig: "Han har en uren Ånd."
31. Og hans Moder,og hans Brødre komme, og de stode udenfor og
sendte Bud ind til ham og lode ham kalde.
32. Og en Skare sad omkring ham; og de sige til ham: "Se; din Moder
og dine; Brødre og dine Søstre ere udenfor og spørge efter dig."
33. Og han svarer dem og siger: "Hvem er min Moder og mine Brødre?"
34. Og han så omkring på dem, som sade rundt om ham, og sagde: "Se,
her er min Moder og mine Brødre!
35. Thi den, som gør Guds Villie, det er min Broder og Søster og
Moder."
Markus 4
1. Og han begyndte atter at lære ved søen. Og en meget stor Skare
samles om ham, så at han måtte gå om Bord og sætte sig i et Skib
på Søen; og hele Skaren var på Land ved Søen.
2. Og han lærte dem meget i Lignelser og sagde til dem i sin
Undervisning:
3. "Hører til: Se, en Sædemand gik ud at så.
4. Og det skete, idet han såede, at noget faldt ved Vejen, og
Fuglene kom og åde det op.
5. Og noget faldt på Stengrund, hvor det ikke havde megen Jord; og
det voksede straks op, fordi det ikke havde dyb Jord.
6. Og da Solen kom op, blev det svedet af, og fordi det ikke havde
Rod, visnede det.
7. Og noget faldt iblandt Torne, og Tornene voksede op og kvalte
det, og det bar ikke Frugt.
8. Og noget faldt i god Jord og bar Frugt, som skød frem og
voksede, og det bar tredive og tresindstyve og hundrede Fold."
9. Og han sagde: "Den som har Øren at høre med, han høre!"
10. Og da han blev ene, spurgte de, som vare om ham, tillige med de
tolv ham om Lignelserne.
11. Og han sagde til dem: "Eder er Guds Riges Hemmelighed givet; men
dem, som ere udenfor, meddeles alt ved Lignelser,
12. for at de, skønt seende, skulle se og ikke indse og, skønt
hørende, skulle høre og ikke forstå, for at de ikke skulle
omvende sig og få Forladelse "
13. Og han siger til dem: "Fatte I ikke denne Lignelse? Hvorledes
ville I da forstå alle de andre Lignelser?
14. Sædemanden sår Ordet.
15. Men de ved Vejen, det er dem, hvor Ordet bliver sået, og når de
høre det, kommer straks Satan og borttager Ordet,som er sået i
dem.
16. Og ligeledes de, som blive såede på Stengrunden, det er dem,
som, når de høre Ordet, straks modtage det med Glæde;
17. og de have ikke Rod i sig, men holde kun ud til en Tid;
derefter, når der kommer Trængsel eller forfølgelse for Ordets
Skyld, forarges de straks.
18. Og andre ere de, som blive såede blandt Torne; det er dem, som
have hørt Ordet
19. og denne Verdens Bekymringer og Rigdommens Forførelse og
Begæringerne efter de andre Ting komme ind og kvæle Ordet, så
det bliver uden Frugt.
20. Og de, der bleve såede i god Jord, det er dem, som høre Ordet og
modtage det og bære Frugt,tredive og tresindstyve og hundrede
Fold."
21. Og han sagde til dem: "Mon Lyset kommer ind for at sættes under
Skæppen eller under, Bænken? Mon ikke for at sættes på
Lysestagen?
22. Thi ikke er noget skjult uden for at åbenbares; ej heller er det
blevet lønligt uden for at komme for Lyset.
23. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
24. Og han sagde til dem: "Agter på, hvad I høre! Med hvad Mål I
måle, skal der tilmåles eder, og der skal gives eder end mere.
25. Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra
ham skal endog det tages, som han har."
26. Og han sagde: "Med Guds Rige er det således, som når en Mand har
lagt Sæden i Jorden
27. og sover og står op Nat og Dag, og Sæden spirer og bliver høj,
han ved ej selv hvorledes.
28. Af sig selv bærer Jorden Frugt, først Strå, derefter Aks,
derefter fuld Kærne i Akset;
29. men når Frugten er tjenlig, sender han straks Seglen ud; thi
Høsten er for Hånden."
30. Og han sagde: "Hvormed skulle vi ligne Guds Rige, eller under
hvilken Lignelse skulle vi fremstille det?
31. Det er som et Sennepskorn, som, når det sås i Jorden, er mindre
end alt andet Frø på Jorden,
32. og når det er sået, vokser det op og bliver større end alle
Urterne og skyder store Grene, så at Himmelens Fugle kunne bygge
Rede i dets Skygge."
33. Og i mange sådanne Lignelser talte han Ordet til dem, efter som
de kunde fatte det.
34. Men uden Lignelse talte han ikke til dem; men i Enerum udlagde
han det alt sammen for sine Disciple.
35. Og på den Dag, da det var blevet Aften, siger han til dem:
"Lader os fare over til hin Side!"
36. Og de forlade Folkeskaren og tage ham med, som ham sad i Skibet;
men der var også andre Skibe med ham.
37. Og der kommer en stærk Stormvind, og Bølgerne sloge ind i
Skibet, så at Skibet allerede var ved at fyldes.
38. Og han var i Bagstavnen og sov på en Hovedpude, og de vække ham
og sige til ham: "Mester! bryder du dig ikke om, at vi forgå?"
39. Og han stod op og truede Vinden og sagde til Søen: "Ti, vær
stille!" og Vinden lagde sig, og det blev ganske blikstille.
40. Og han sagde til dem: "Hvorfor ere I så bange? Hvorfor have I
ikke Tro?"
41. Og de frygtede såre og sagde til hverandre: "Hvem er dog denne
siden både Vinden og Søen ere ham lydige?"
Markus 5
1. Og de kom over til hin Side af Søen til Gerasenernes Land.
2. Og da han trådte ud af Skibet, kom der ham straks i Møde ud fra
Gravene en Mand med en uren Ånd.
3. Han havde sin Bolig i Gravene, og ingen kunde længer binde ham,
end ikke med Lænker.
4. Thi han havde ofte været bunden med Bøjer og Lænker, og Lænkerne
vare sprængte af ham og Bøjerne sønderslidte, og ingen kunde
tæmme ham.
5. Og han var altid Nat og Dag i Gravene og på Bjergene, skreg og
slog sig selv med Sten.
6. Men da han så Jesus. Langt borte, løb han hen og kastede sig ned
for ham
7. og råbte med høj Røst og sagde: "Hvad har jeg med dig at gøre,
Jesus, den højeste Guds Søn? Jeg besvæger dig ved Gud, at du
ikke piner mig."
8. Thi han sagde til ham: "Far ud af Manden, du urene Ånd!"
9. Og han spurgte ham: "Hvad er dit Navn?" Og han siger til ham:
"Legion er mit Navn; thi vi ere mange."
10. Og han bad ham meget om ikke at drive dem ud af Landet.
11. Men der var der ved Bjerget en stor Hjord Svin, som græssede;
12. og de bade ham og sagde: "Send os i Svinene, så vi må fare i
dem."
13. Og han tilstedte dem det. Og de urene Ånder fore ud og fore i
Svinene; og Hjorden styrtede sig ned over Brinken ud i Søen,
omtrent to Tusinde, og de druknede i Søen
14. Og deres Hyrder flyede og forkyndte det i Byen og på Landet; og
de kom for at se, hvad det var, som var sket.
15. Og de komme til Jesus og se den besatte, ham, som havde haft
Legionen, sidde påklædt og ved Samling, og de frygtede.
16. Men de, som havde set det, fortalte dem, hvorledes det var gået
den besatte, og om Svinene.
17. Og de begyndte at bede ham om, at han vilde gå bort fra deres
Egn.
18. Og da han gik om Bord i Skibet, bad den, som havde været besat,
ham om, at han måtte være hos ham.
19. Og han tilstedte ham det ikke, men siger til ham: "Gå til dit
Hus, til dine egne, og forkynd dem, hvor store Ting Herren har
gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig."
20. Og han gik bort og begyndte at kundgøre i Bekapolis, hvor store
Ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
21. Og da Jesus igen i Skibet var faren over til hin Side, samledes
der en stor Skare om ham, og han var ved Søen.
22. Og der kommer en af Synagogeforstanderne ved Navn Jairus, og da
han ser ham, falder han ned for hans Fødder.
23. Og han beder ham meget og siger: "Min lille Datter er på sit
yderste; o! at du vilde komme og lægge Hænderne på hende, for at
hun må frelses og leve!"
24. Og han gik bort med ham, og en stor Skare fulgte ham, og de
trængte ham.
25. Og der var en Kvinde, som havde haft Blodflod i tolv År,
26. og hun havde døjet meget af mange Læger og havde tilsat alt,
hvad hun ejede, og hun var ikke bleven hjulpen, men tværtimod,
det var blevet værre med hende.
27. Da hun havde hørt om Jesus, kom hun bagfra i Skaren og rørte ved
hans Klædebon.
28. Thi hun sagde: "Dersom jeg rører blot ved hans Klæder, bliver
jeg frelst."
29. Og straks tørredes hendes Blods Kilde, og hun mærkede i sit
Legeme, at hun var bleven helbredt fra sin Plage.
30. Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den Kraft var udgået
fra ham, vendte han sig om i Skaren og sagde: "Hvem rørte ved
mine Klæder?"
31. Og hans Disciple sagde til ham: "Du ser, at Skaren trænger dig,
og du siger: Hvem rørte ved mig?"
32. Og han så sig om for at se hende, som havde gjort dette.
33. Men da Kvinden vidste, hvad der var sket hende, kom hun
frygtende og bævende og faldt ned for ham og sagde ham hele
Sandheden.
34. Men han sagde til hende: "Datter! din Tro har frelst dig; gå
bort med Fred, og vær helbredt fra din Plage!"
35. Endnu medens han talte, komme nogle fra Synagogeforstanderens
Hus og sige: "Din Datter er død, hvorfor umager du Mesteren
længere?"
36. Men Jesus hørte det Ord, som blev sagt, og han siger til
Synagogeforstanderen: "Frygt ikke, tro blot!"
37. Og han tilstedte ingen at følge med sig uden Peter og Jakob og
Johannes, Jakobs Broder.
38. Og de komme ind i Synagogeforstanderens Hus, og han ser en
larmende Hob, der græd og hylede meget.
39. Og han går ind og siger til dem: "Hvorfor larme og græde I?
Barnet er ikke død, men det sover."
40. Og de lo ad ham; men han drev dem alle ud, og han tager Barnets
Fader og Moder og sine Ledsagere med sig og går ind, hvor Barnet
var.
41. Og han tager Barnet ved Hånden og siger til hende: "Talitha
kumi!" hvilket er udlagt: "Pige, jeg siger dig, stå op!"
42. Og straks stod Pigen op og gik omkring; thi hun var tolv År
gammel. Og de bleve straks overmåde forfærdede
43. Og han bød dem meget, at ingen måtte få dette at vide; og han
sagde, at de skulde give hende noget at spise.
Markus 6
1. Og han gik bort derfra Og han kommer til sin Fædreneby, og hans
Disciple følge ham.
2. Og da det blev Sabbat, begyndte han at lære i Synagogen, og de
mange, som hørte ham, bleve slagne af Forundring og sagde:
"Hvorfra har han dog dette, og hvad er det for en Visdom, som er
given ham,og hvilke kraftige Gerninger der dog sker ved hans
Hænder!
3. Er denne ikke Tømmermanden, Marias Søn og Jakobs og Joses's og
Judas's og Simons Broder? Og ere ikke hans Søstre her hos os?"
Og de forargedes på ham.
4. Og Jesus sagde til dem: "En Profet er ikke foragtet uden i sit
eget Fædreland og iblandt sine Slægtninge og i sit Hus."
5. Og han kunde ikke gøre nogen kraftig Gerning der; kun lagde han
Hænderne på nogle få syge og helbredte dem
6. Og han forundrede sig over deres Vantro. Og han gik om i
Landsbyerne der omkring og lærte.
7. Og han hidkalder de tolv, og han begyndte at udsende dem, to og
to, og gav dem Magt over de urene Ånder.
8. Og han bød dem, at de skulde intet tage med på Vejen uden en
Stav alene, ikke Brød, ikke Taske, ikke Kobber i Bæltet,
9. men have Sko på og: "Ifører eder ikke to Kjortler!"
10. Og han sagde til dem: "Hvor I komme ind i et Hus, der skulle I
blive, indtil I drage bort fra Stedet.
11. Og hvor man ikke vil modtage eder og ikke vil høre eder, der
skulle I gå bort fra og afryste Støvet under eders Fødder til
Vidnesbyrd imod dem."
12. Og de gik ud og prædikede, at man skulde omvende sig.
13. Og de dreve onde Ånder ud og salvede mange syge med Olie og
helbredte dem.
14. Og Kong Herodes hørte det (thi hans Navn var blevet bekendt), og
han sagde: "Johannes Døberen er oprejst fra de døde, og derfor
virke Kræfterne i ham."
15. Andre sagde: "Det er Elias; " men andre sagde: "Det er en Profet
ligesom en af Profeterne."
16. Men da Herodes hørte det, sagde han: "Johannes, som jeg har
ladet halshugge, han er oprejst."
17. Thi Herodes havde selv sendt Bud og ladet Johannes gribe og
kaste i Fængsel for sin Broder Filips Hustru, Herodias's Skyld;
thi han havde taget hende til Ægte.
18. Johannes sagde nemlig til Herodes: "Det er dig ikke tilladt at
have din Broders Hustru."
19. Men Herodias bar Nag til ham og vilde gerne slå ham ihjel, og
hun kunde det ikke.
20. Thi Herodes frygtede for Johannes, fordi han vidste, at han var
en retfærdig og hellig Mand, og han holdt sin Hånd over ham; og
når han hørte ham, var han tvivlrådig om mange Ting, og han
hørte ham gerne.
21. Og da der kom en belejlig Dag, da Herodes på sin Fødselsdag
gjorde et Gæstebud for sine Stormænd og Krigsøversterne og de
ypperste i Galilæa,
22. og da selve Herodias's Datter kom ind og dansede, behagede hun
Herodes og Gæsterne. Og Kongen sagde til Pigen: "Bed mig, om
hvad som helst du vil, så vil jeg give dig det."
23. Og han svor hende til og sagde: "Hvad som helst du beder om, vil
jeg give dig, indtil Halvdelen af mit Rige."
24. Og hun gik ud og sagde til sin Moder: "Hvad skal jeg bede om?"
Men hun sagde: "Om Johannes Døberens Hoved."
25. Og hun gik straks skyndsomt ind til Kongen, bad og sagde: "Jeg
vil, at du straks giver mig Johannes Døberens Hoved på et Fad."
26. Om end Kongen blev meget bedrøvet, vilde han dog for Edernes og
Gæsternes Skyld ikke afvise hende:
27. Og Kongen sendte straks en at Vagten og befalede at bringe hans
Hoved
28. Og denne gik hen og halshuggede ham i Fængselet; og han bragte
hans Hoved på et Fad og gav det til Pigen, og Pigen gav det til
sin Moder.
29. Og da hans Disciple hørte det, kom de og toge hans Lig og lagde
det i en Grav.
30. Og Apostlene samle sig om Jesus, og de forkyndte ham alt, hvad
de havde gjort, og hvad de havde lært.
31. Og han siger til dem: "Kommer nu I med afsides til et øde Sted
og hviler eder lidt;" thi der var mange, som gik til og fra, og
de havde ikke engang Ro til at spise.
32. Og de droge bort i Skibet til et øde Sted afsides.
33. Og man så dem drage bort, og mange kendte dem, og til Fods
strømmede de sammen derhen fra alle Byerne og kom før end de.
34. Og da han gik i Land, så han en stor Skare, og han ynkedes
inderligt over dem; thi de vare som Får, der ikke have Hyrde; og
han begyndte at lære dem meget.
35. Og da Tiden allerede var fremrykket, kom hans Disciple til ham
og sagde: "Stedet er øde, og Tiden er allerede fremrykket.
36. Lad dem gå bort, for at de kunne gå hen i de omliggende Gårde og
Landsbyer og købe sig noget at spise."
37. Men han svarede og sagde til dem: "Giver I dem at spise!" Og de
sige til ham: "Skulle vi gå hen og købe Brød for to Hundrede
Denarer og give dem at spise?"
38. Men han siger til dem: "Hvor mange Brød have I? Går hen og ser
efter!" Og da de havde fået det at vide, sige de: "Fem, og to
Fisk."
39. Og han bød dem at lade dem alle sætte sig ned i små Flokke i det
grønne Græs.
40. Og de satte sig ned, Hob ved Hob, somme på hundrede og somme på
halvtredsindstyve.
41. Og han tog de fem Brød og de to Fisk, så op til Himmelen og
velsignede; og han brød Brødene og gav sine Disciple dem at
lægge for dem, og han delte de to Fisk til dem alle.
42. Og de spiste alle og bleve mætte.
43. Og de optoge tolv Kurve fulde af Stykker, også af Fiskene.
44. Og de, som spiste Brødene, vare fem Tusinde Mænd.
45. Og straks nødte han sine Disciple til at gå om Bord i Skibet og
i Forvejen sætte over til hin Side, til Bethsajda, medens han
selv lod Skaren gå bort.
46. Og da han havde taget Afsked med dem, gik han op på Bjerget for
at bede.
47. Og da det var blevet silde, var Skibet midt på Søen og han alene
på Landjorden.
48. Og da han så, at de havde deres Nød med at ro (thi Vinden var
dem imod); kommer han ved den fjerde Nattevagt til dem vandrende
på Søen. Og han vilde gå dem forbi.
49. Men da de så ham vandre på Søen, mente de, at det var et
Spøgelse, og de skrege.
50. Thi de så ham alle og bleve forfærdede. Men han talte straks med
dem og sagde til dem: "Værer frimodige, det er mig, frygter
ikke!"
51. Og han steg op i Skibet til dem, og Vinden lagde sig, og de
forfærdedes over al Måde ved sig selv.
52. Thi de havde ikke fået Forstand af det, som var sket med
Brødene; men deres Hjerte var forhærdet
53. Og da de vare farne over til Landet, kom de til Genezareth og
lagde til der.
54. Og da de trådte ud af Skibet, kendte man ham straks.
55. Og de løb om i hele den Egn og begyndte at bringe de syge på
deres Senge omkring, hvor de hørte, at han var.
56. Og hvor som helst han gik ind i Landsbyer eller Byer eller
Gårde, lagde de de syge på Torvene og bade ham om, at de måtte
røre blot ved Fligen af hans Klædebon; og alle de, som rørte ved
ham, bleve helbredte.
Markus 7
1. Og Farisæerne og nogle af de skriftkloge, som vare komne fra
Jerusalem, samle sig om ham.
2. Og da de så nogle af hans Disciple holde Måltid med vanhellige,
det er utoede, Hænder
3. thi Farisæerne og alle Jøderne spise ikke uden at to Hænderne
omhyggeligt, idet de fastholde de gamles Overlevering;
4. og når de komme fra Torvet, spise de ikke uden først at tvætte
sig; og der er mange andre Ting, som de have vedtaget at holde,
Tvætninger af Bægere og Krus og Kobberkar og Bænke,
5. så spurgte Farisæerne og de skriftkloge ham ad: "Hvorfor vandre
dine Disciple ikke efter de gamles Overlevering, men holde
Måltid med vanhellige Hænder?"
6. Men han sagde til dem: "Rettelig profeterede Esajas om eder, I
Hyklere! som der er skrevet: "Dette Folk ærer mig med Læberne,
men deres Hjerte er langt borte fra mig.
7. Men de dyrke mig forgæves, idet de lære Lærdomme, som ere
Menneskers Bud."
8. I forlade Guds Bud og holde Menneskers Overlevering."
9. Og han sagde til dem: "Smukt ophæve I Guds Bud, for at I kunne
holde eders Overlevering.
10. Thi Moses har sagt: "Ær din Fader og din Moder"; og:"Den, som
hader Fader eller Moder, skal visselig dø".
11. Men I sige: Når en Mand siger til sin Fader eller sin Moder:
"Det, hvormed du skulde være hjulpen af mig, skal være Korban
(det er: Tempelgave),"
12. da tilstede I ham ikke mere at gøre noget for sin Fader eller
Moder,
13. idet I ophæve Guds Ord ved eders Overlevering, som I have
overleveret; og mange lignende Ting gøre I."
14. Og han kaldte atter Folkeskaren til sig og sagde til dem: "Hører
mig alle, og forstår!
15. Der er intet uden for Mennesket, som, når det går ind i ham, kan
gøre ham uren; men hvad der går ud af Mennesket, det er det, som
gør Mennesket urent.
16. Dersom nogen har Øren at høre med, han høre!"
17. Og da han var gået ind i Huset og var borte fra Skaren, spurgte
hans Disciple ham om Lignelsen.
18. Og han siger til dem: "Ere også I så uforstandige? Forstå I
ikke, at intet, som udefra går ind i Mennesket, kan gøre ham
uren?
19. Thi det går ikke ind i hans Hjerte men i hans Bug og går ud ad
den naturlige Vej, og således renses al Maden."
20. Men han sagde: "Det, som går ud af Mennesket, dette gør
Mennesket urent.
21. Thi indvortes fra, fra Menneskenes Hjerte, udgå de onde Tanker,
Utugt, Tyveri, Mord,
22. Hor, Havesyge, Ondskab, Svig, Uterlighed, et ondt Øje,
Forhånelse, Hovmod, Fremfusenhed;
23. alle disse onde Ting udgå indvortes fra og gøre Mennesket
urent."
24. Og han stod op og gik bort derfra til Tyrus's og Sidons Egne. Og
han gik ind i et Hus og vilde ikke, at nogen skulde vide det. Og
han kunde dog ikke være skjult;
25. men en Kvinde, hvis lille Datter havde en uren Ånd, havde hørt
om ham og kom straks ind og faldt ned for hans Fødder;
26. (men Kvinden var græsk, af Herkomst en Syrofønikerinde), og hun
bad ham om, at han vilde uddrive den onde Ånd af hendes Datter.
27. Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er
ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde."
28. Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde
æde under Bordet af Børnenes Smuler."
29. Og han sagde til hende: "For dette Ords Skyld gå bort; den onde
Ånd er udfaren af din Datter"
30. Og hun gik bort til sit Hus og fandt Barnet liggende på Sengen
og den onde Ånd udfaren.
31. Og da han gik bort igen fra Tyrus's Egne, kom han over Sidon
midt igennem Dekapolis's Egne til Galilæas Sø.
32. Og de bringe ham en døv, som også vanskeligt kunde tale, og bede
ham om, at han vilde lægge Hånden på ham.
33. Og han tog ham afsides fra Skaren og lagde sine Fingre i hans
Øren og spyttede og rørte ved hans Tunge
34. og så op til Himmelen, sukkede og sagde til ham: "Effata!" det
er: lad dig op!
35. Og hans Øren åbnedes, og straks løstes hans Tunges Bånd, og han
talte ret.
36. Og han bød dem, at de ikke måtte sige det til nogen; men jo mere
han bød dem, desto mere kundgjorde de det.
37. Og de bleve over al Måde slagne af Forundring og sagde: "Han har
gjort alle Ting vel; både gør han, at de døve høre, og at
målløse tale."
Markus 8
1. I de Dage da der atter var en stor Skare, og de intet havde at
spise, kaldte han sine Disciple til sig og siger til dem:
2. "Jeg ynkes inderligt over Skaren; thi de have allerede tøvet hos
mig i tre Dage og have intet at spise.
3. Og dersom jeg lader dem gå fastende hjem, ville de vansmægte på
Vejen, og nogle af dem ere komne langvejsfra."
4. Og hans Disciple svarede ham: "Hvorfra skal nogen kunne mætte
disse med Brød her i en Ørken?"
5. Og han spurgte dem: "Hvor mange Brød have I?" Og de sagde:"Syv."
6. Og han byder Skaren af sætte sig ned på Jorden; og han tog de
syv Brød, takkede, brød, dem og gav sine Disciple dem, at de
skulde lægge dem for; og de lagde dem for Skaren.
7. Og de havde nogle få Småfisk; og han velsignede dem og sagde, af
også disse skulde lægges for.
8. Og de spiste og bleve mætte; og de opsamlede af tiloversblevne
Stykker syv Kurve.
9. Men de vare omtrent fire Tusinde; og han lod dem gå bort.
10. Og straks gik han om Bord i Skibet med sine Disciple og kom til
Dalmanuthas Egne.
11. Og Farisæerne gik ud og begyndte at strides med ham og forlangte
af ham et Tegn fra Himmelen for at friste ham.
12. Og han sukkede dybt i sin Ånd og siger: "Hvorfor forlanger denne
Slægt et Tegn? Sandelig, siger jeg eder, der skal ikke gives
denne Slægt noget Tegn!"
13. Og han forlod dem og gik atter om Bord og for over til hin Side.
14. Og de havde glemt at tage Brød med og havde kun eet Brød med sig
i Skibet.
15. Og han bød dem og sagde: "Ser til, tager eder i Vare for
Farisæernes Surdejg og Herodes's Surdejg!"
16. Og de tænkte med hverandre: "Det er, fordi vi ikke have Brød."
17. Og da han mærkede dette, siger han til dem: "Hvorfor tænke I på,
at I ikke have Brød? Skønne I ikke endnu, og forstå I ikke? Er
eders Hjerte forhærdet?
18. Have I Øjne og se ikke? Og have I Øren og høre ikke? Og komme I
ikke i Hu?
19. Da jeg brød de fem Brød til de fem Tusinde, hvor mange Kurve
fulde af Stykker toge I da op?" De sige til ham: "Tolv."
20. "Og da jeg brød de syv til de fire Tusinde, hvor mange Kurve
fulde af Stykker toge I da op?" Og de sige til ham: "Syv."
21. Og han sagde til dem "Hvorledes forstå I da ikke?"
22. Og de komme til Bethsajda. Og man fører en blind til ham og
beder ham om, at han vil røre ved ham.
23. Og han tog den blinde ved Hånden og førte ham uden for Landsbyen
og spyttede på hans Øjne og lagde Hænderne på ham og spurgte
ham, om han så noget.
24. Og han så op og sagde: "Jeg ser Menneskene; thi jeg ser noget
ligesom Træer gå omkring."
25. Derefter lagde han atter Hænderne på hans Øjne, og han blev
klarsynet og var helbredt og kunde se alle Ting tydeligt.
26. Og han sendte ham hjem og sagde: "Du må ikke gå ind i Landsbyen,
ej heller sige det til nogen i Landsbyen."
27. Og Jesus og hans Disciple gik ud til Landsbyerne ved Kæsarea
Filippi; og på Vejen spurgte han sine Disciple og sagde til dem:
"Hvem sige Menneskene, at jeg er?"
28. Og de sagde til ham: "Johannes Døberen; og andre: Elias; men
andre: en af Profeterne."
29. Og han spurgte dem: "Men I, hvem sige I, at jeg er?" Peter
svarede og siger til ham: "Du er Kristus."
30. Og han bød dem strengt,at de ikke måtte sige nogen dette om ham.
31. Og han begyndte at lære dem, at Menneskesønnen skulde lide meget
og forkastes af de Ældste og Ypperstepræsterne og de skriftkloge
og ihjelslås og opstå efter tre Dage.
32. Og han talte dette frit ud. Og Peter tog ham til Side og
begyndte at sætte ham i Rette.
33. Men han vendte sig og så på sine Disciple og irettesatte Peter
og siger: "Vig bag mig, Satan! thi du sanser ikke, hvad Guds er,
men hvad Menneskers er."
34. Og han kaldte Skaren tillige med sine Disciple til sig og sagde
til dem: "Den, som vil følge efter mig, han fornægte sig selv og
tage sit Kors op og følge mig!
35. Thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som
mister sit Liv for min og Evangeliets Skyld, han skal frelse
det.
36. Thi hvad gavner det et Menneske at vinde den hele Verden og at
bøde med sin Sjæl?
37. Thi hvad kunde et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl?
38. Thi den, som skammer sig ved mig og mine Ord i denne utro og
syndige Slægt, ved ham skal også Menneskesønnen skamme sig, når
han kommer i sin Faders Herlighed med de hellige Engle."
(Kap. 9.) 1 Og han sagde til dem: "Sandelig, siger jeg eder, der
er nogle af dem, som stå her, der ingenlunde skulle smage Døden,
førend de se Guds Rige være kommet med Kraft."
Markus 9
2. Og seks Dage derefter tager Jesus Peter og Jakob og Johannes med
sig og fører dem alene afsides op på et højt Bjerg, og han blev
forvandlet for deres Øjne.
3. Og hans Klæder bleve skinnende, meget hvide, så at ingen
Blegemand på Jorden kan gøre Klæder så hvide.
4. Og Elias tillige med Moses viste sig for dem, og de samtalede
med Jesus.
5. Og Peter tog til Orde og siger til Jesus: "Rabbi! det er godt,
at vi ere her, og lader os gøre tre Hytter, dig en og Moses en
og Elias en."
6. Thi han vidste ikke, hvad han skulde sige; thi de vare blevne
helt forfærdede.
7. Og der kom en Sky, som overskyggede dem; og en Røst kom fra
Skyen: "Denne er min Søn, den elskede, hører ham!"
8. Og pludseligt, da de så sig om, så de ingen mere uden Jesus
alene hos dem.
9. Og da de gik ned fra Bjerget, bød han dem, at de ikke måtte
fortælle nogen, hvad de havde set, førend Menneskesønnen var
opstanden fra de døde.
10. Og de fastholdt dette Ord hos sig selv og spurgte hverandre,
hvad det er at opstå fra de døde.
11. Og de spurgte ham og sagde: "De skriftkloge sige jo, at Elias
bør først komme?"
12. Men han sagde til dem: "Elias kommer først og genopretter
alting; og hvorledes er der skrevet om Menneskesønnen? At han
skal lide meget og foragtes.
13. Men jeg siger eder, at både er Elias kommen, og de gjorde ved
ham alt, hvad de vilde, efter som der er skrevet om ham."
14. Og da de kom til Disciplene, så de en stor Skare omkring dem og
skriftkloge, som tvistedes med dem.
15. Og straks studsede hele Skaren, da de så ham, og de løb hen og
hilsede ham.
16. Og han spurgte dem: "Hvorom tvistes I med dem?"
17. Og en af Skaren svarede ham: "Mester! jeg har bragt min Søn til
dig; han har en målløs Ånd.
18. Og hvor som helst den griber ham, slider den i ham, og han
fråder og skærer Tænder, og han visner hen; og jeg har sagt til
dine Disciple, at de skulde uddrive den, og de kunde ikke."
19. Men han svarede dem og sagde: "O du vantro Slægt! hvor længe
skal jeg være hos eder, hvor længe skal jeg tåle eder? Bringer
ham til mig!"
20. Og de ledte ham frem til ham; og da han så ham, sled Ånden
straks i ham, og han faldt om på Jorden og væltede sig og
fraadede.
21. Og han spurgte hans Fader: "Hvor længe er det siden, at dette er
kommet over ham?" Men han sagde: "Fra Barndommen af;
22. og den har ofte kastet ham både i Ild og i Vand for at ødelægge
ham; men om du formår noget, da forbarm dig over os, og hjælp
os!"
23. Men Jesus sagde til ham: "Om du formår! Alle Ting ere mulige for
den, som tror."
24. Straks råbte Barnets Fader og sagde med Tårer: "Jeg tror, hjælp
min Vantro!"
25. Men da Jesus så, at Skaren stimlede sammen, truede han den urene
Ånd og sagde til den: "Du målløse og døve Ånd! jeg byder dig,
far ud af ham, og far ikke mere ind i ham!"
26. Da skreg og sled den meget i ham og for ud, og han blev ligesom
død, så at de fleste sagde: "Han er død."
27. Men Jesus tog ham ved Hånden og rejste ham op; og han stod op.
28. Og da han var kommen ind i et Hus, spurgte hans Disciple ham i
Enrum: "Hvorfor kunde vi ikke uddrive den?"
29. Og han sagde til dem: "Denne Slags kan ikke fare ud ved noget,
uden ved Bøn og Faste."
30. Og da de gik ud derfra, vandrede de igennem Galilæa; og han
vilde ikke, at nogen skulde vide det.
31. Thi han lærte sine Disciple og sagde til dem: "Menneskesønnen
overgives i Menneskers Hænder, og de skulle slå ham ihjel; og
når han er ihjelslået, skal han opstå tre Dage efter."
32. Men de forstode ikke det Ord og frygtede for at spørge ham.
33. Og de kom til Kapernaum, og da han var kommen ind i Huset,
spurgte han dem: "Hvad var det, I overvejede med hverandre på
Vejen?"
34. Men de tav; thi de havde talt med hverandre på Vejen om, hvem
der var den største.
35. Og han satte sig og kaldte på de tolv og siger til dem: "Dersom
nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og
alles Tjener."
36. Og han tog et lille Barn og stillede det midt iblandt dem og tog
det i Favn og sagde til dem:
37. "Den, som modtager eet af disse små Børn for mit Navns Skyld,
modtager mig; og den, som modtager mig, modtager ikke mig, men
den, som udsendte mig."
38. Johannes sagde til ham: "Mester! vi så en, som ikke følger os,
uddrive onde Ånder i dit Navn; og vi forbød ham det, fordi han
ikke følger os."
39. Men Jesus sagde: "Forbyder ham det ikke; thi der er ingen, som
gør en kraftig Gerning i mit Navn og snart efter kan tale ilde
om mig.
40. Thi den, som ikke er imod os, er for os.
41. Thi den, som giver eder et Bæger Vand at drikke i mit Navn,
fordi I høre Kristus til, sandelig, siger jeg eder, han skal
ingenlunde miste sin Løn
42. Og den, som forarger en af disse små, som tro, for ham var det
bedre, at der lå en Møllesten om hans Hals, og han var kastet i
Havet.
43. Og dersom din Hånd forarger dig, så hug den af; det er bedre for
dig at gå som en Krøbling ind til Livet end at have to Hænder og
fare til Helvede til den uudslukkelige Ild,
44. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
45. Og dersom din Fod forarger dig, så hug den af; det er bedre for
dig at gå lam ind til Livet end at have to Fødder og blive
kastet i Helvede,
46. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
47. Og dersom dit Øje forarger dig, så riv det ud; det er bedre for
dig at gå enøjet ind i Guds Rige end at have to Øjne og blive
kastet i Helvede,
48. hvor deres Orm ikke dør, og Ilden ikke udslukkes.
49. Thi enhver skal saltes med Ild, og alt Offer skal saltes med
Salt.)
50. Saltet er godt; men dersom Saltet bliver saltløst, hvormed ville
I da give det sin Kraft igen? Haver Salt i eder selv, og holder
Fred med hverandre!"
Markus 10
1. Og han bryder op derfra og kommer til Judæas Egne og Landet
hinsides Jordan, og atter samler der sig Skarer om ham; og han
lærte dem atter, som han plejede.
2. Og Farisæerne kom hen og spurgte ham for at friste ham: "Er det
en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru?"
3. Men han svarede og sagde til dem: "Hvad har Moses budt eder?"
4. Men de sagde: "Moses tilstedte at skrive et Skilsmissebrev og
skille sig fra hende."
5. Og Jesus sagde til dem: "For eders Hjerters Hårdheds Skyld skrev
han eder dette Bud.
6. Men fra Skabningens Begyndelse skabte Gud dem som Mand og
Kvinde.
7. Derfor skal en Mand forlade sin Fader og Moder, og holde fast
ved sin Hustru;
8. og de to skulle blive til eet Kød. Således ere de ikke længer
to, men eet Kød.
9. Derfor, hvad Gud har sammenføjet, må et Menneske ikke adskille.
10. Og i Huset spurgte Disciplene ham atter om dette.
11. Og han siger til dem: "Den, som skiller sig fra sin Hustru og
tager en anden til Ægte, han bedriver Hor imod hende.
12. Og dersom hun efter at have skilt sig fra sin Mand ægter en
anden, bedriver hun Hor."
13. Og de bare små Børn til ham, for at han skulde røre ved dem; men
Disciplene truede dem, som bare dem frem.
14. Men da Jesus så det, blev han vred og sagde til dem: "Lader de
små Børn komme til mig; formener dem det ikke, thi Guds Rige
hører sådanne til.
15. Sandelig, siger jeg eder, den, som ikke modtager Guds Rige
ligesom et lille Barn, han skal ingenlunde komme ind i det."
16. Og han tog dem i Favn og lagde Hænderne på dem og velsignede
dem.
17. Og da han gik ud på Vejen, løb en hen og faldt på Knæ for ham og
spurgte ham: "Gode Mester! hvad skal jeg gøre, for at jeg kan
arve et evigt Liv?"
18. Men Jesus sagde til ham: "Hvorfor kalder du mig god? Ingen er
god, uden een, nemlig Gud.
19. Du kender Budene: Du må ikke bedrive Hor; du må ikke slå ihjel;
du må ikke stjæle; du må ikke sige falsk Vidnesbyrd; du må ikke
besvige; ær din Fader og din Moder."
20. Men han sagde til ham: "Mester! det har jeg holdt alt sammen fra
min Ungdom af."
21. Men Jesus så på ham og fattede Kærlighed til ham og sagde til
ham: "Een Ting fattes dig; gå bort, sælg alt, hvad du har, og
giv det til de fattige, så skal du have en Skat i Himmelen; og
kom så og følg mig!"
22. Men han blev ilde til Mode over den Tale og gik bedrøvet bort;
thi han havde meget Gods.
23. Og Jesus så sig omkring og siger til sine Disciple: "Hvor
vanskeligt komme de, som have Rigdom, ind i Guds Rige!"
24. Men Disciplene bleve forfærdede over hans Ord. Men Jesus tog
atter, til Orde og siger til dem: "Børn, hvor vanskeligt er det,
at de som forlade sig på Rigdom, kunne komme ind i Guds Rige!
25. Det er lettere for en Kamel at gå igennem et Nåleøje end for en
rig at gå ind i Guds Rige."
26. Men de forfærdedes overmåde og sagde til hverandre: "Hvem kan da
blive frelst?"
27. Jesus så på dem og siger: "For Mennesker er det umuligt, men
ikke for Gud; thi alle Ting ere mulige for Gud."
28. Peter tog til Orde og sagde til ham: "Se, vi have forladt alle
Ting og fulgt dig."
29. Jesus sagde: "Sandelig, siger jeg eder, der er ingen, som har
forladt Hus eller Brødre eller Søstre eller Moder eller Fader
eller Børn eller Marker for min og for Evangeliets Skyld,
30. uden at han jo skal få hundrede Fold igen, nu i denne Tid Huse
og Brødre og Søstre og Mødre og Børn og Marker tillige med
Forfølgelser, og i den kommende Verden et evigt Liv.
31. Men mange af de første skulle blive de sidste, og af de sidste
de første."
32. Men de vare på Vejen op til Jerusalem; og Jesus gik foran dem,
og de vare forfærdede, og de, som fulgte med, vare bange. Og han
tog atter de tolv til sig og begyndte at sige dem, hvad der
skulde times ham
33. "Se, vi drage op til Jerusalem, og Menneskesønnen skal overgives
til Ypperstepræsterne og de skriftkloge, og de skulle dømme ham
til Døden og overgive ham til Hedningerne;
34. og de skulle spotte ham og spytte på ham og hudstryge ham og
ihjelslå ham, og tre Dage efter skal han opstå."
35. Og Jakob og Johannes, Zebedæus's Sønner, gå hen til ham og sige:
"Mester! vi ønske, at du vil gøre for os det, vi ville bede dig
om."
36. Og han sag,de til dem: "Hvad ønske I, at jeg skal gøre for
eder?"
37. Men de sagde til ham: "Giv os, at vi må sidde, den ene ved din
højre Side og den anden ved din venstre Side i din Herlighed."
38. Men Jesus sagde til dem: "I vide ikke, hvad I bede om. Kunne I
drikke den Kalk, som jeg drikker, eller døbes med den Dåb, som
jeg døbes med?"
39. Men de sagde til ham: "Det kunne vi." Men Jesus sagde til dem:
"Den Kalk, som jeg drikker, skulle I drikke, og den Dåb, som jeg
døbes med, skulle I døbes med;
40. men det at sidde ved min højre eller ved min venstre Side
tilkommer det ikke mig at give; men det gives til dem, hvem det
er beredt."
41. Og da de ti hørte det, begyndte de at blive, vrede på Jakob og
Johannes.
42. Og Jesus kaldte dem til sig og siger til dem: "I vide, at de,
der gælde for Folkenes Fyrster; herske over dem, og de store
iblandt dem bruge Myndighed over dem.
43. Men således er det ikke iblandt eder; men den, som vil blive
stor iblandt eder, skal være eders Tjener;
44. og den, som vil blive den første af eder, skal være alles
Tjener;
45. thi også Menneskesønnen er ikke kommen for at lade sig tjene,
men for at tjene og give sit Liv til en Genløsning for mange."
46. Og de komme til Jeriko; og da han gik ud af Jeriko tillige med
sine, Disciple og en stor Skare, sad Timæus's Søn, Bartimæus, en
blind Tigger, ved Vejen.
47. Og da han hørte, at det var Jesus af Nazareth, begyndte han at
råbe og sige: "Du Davids Søn, Jesus, forbarm dig over mig!"
48. Og mange truede ham,for at han skulde tie; men han råbte meget
stærkere: "Du Davids Søn, forbarm dig over mig!"
49. Og Jesus stod stille og sagde: "Kalder på ham!" Og de kalde på
den blinde og sige til ham: "Vær frimodig, stå op! han kalder på
dig."
50. Men han kastede sin Overkjortel af sig, sprang op og kom til
Jesus.
51. Og Jesus tog til Orde og sagde til ham: "Hvad vil du, at jeg
skal gøre for dig?" Men den blinde sagde til ham: "Rabbuni, at
jeg kan blive seende!"
52. Og Jesus sagde til ham: "Gå bort, din Tro har frelst dig." Og
straks blev han seende, og han fulgte ham på Vejen.
Markus 11
1. Og da de nærme sig Jerusalem til Bethfage og Betania ved
Oliebjerget, udsender han to af sine Disciple og siger til dem:
2. "Går hen til den Landsby, som ligger lige for eder, og straks,
når I komme ind i den, skulle I finde et Føl bundet, på hvilket
der endnu aldrig har siddet noget Menneske; løser det og fører
det hid!
3. Og dersom nogen siger til eder: Hvorfor gøre I dette? da siger:
Herren har Brug for det, og han sender det straks herhen igen."
4. Og de gik hen og fandt Føllet bundet ved Døren udenfor ved
Gyden, og de løse det.
5. Og nogle af dem, som stode der, sagde til dem: "Hvad gøre I, at
I løse Føllet?"
6. Men de sagde til dem, ligesom Jesus havde sagt, og de tilstedte
dem det.
7. Og de føre Føllet til Jesus og lægge deres Klæder på det, og han
satte sig på det.
8. Og mange bredte deres Klæder på Vejen, andre Kviste, som de
afskare på Markerne.
9. Og de, som gik foran, og de, som fulgte efter, råbte: "Hosanna!
velsignet være den, som kommer, i Herrens Navn!
10. Velsignet være vor Fader Davids Rige, som kommer, Hosanna i det
højeste!"
11. Og han gik ind i Jerusalem, i Helligdommen, og da han havde
beset alt, gik han, da det allerede var Aftenstid, ud til
Bethania med de tolv.
12. Og den følgende Dag; da de gik ud fra Bethania, blev han
hungrig.
13. Og da han så et Figentræ langt borte, som havde Blade, gik han
derhen, om han måske kunde finde noget derpå, og da han kom til
det, fandt han intet uden Blade; thi det var ikke Figentid.
14. Og han tog til Orde og sagde til det: "Aldrig i Evighed skal
nogen mere spise Frugt af dig!" Og hans Disciple hørte det.
15. Og de komme til Jerusalem; og han gik ind i Helligdommen og
begyndte at uddrive dem, som solgte og købte i Helligdommen, og
han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes Stole.
16. Og han tilstedte ikke, at nogen bar nogen Ting igennem
Helligdommen. 17. Og han lærte og sagde til dem: "Er der ikke
skrevet, at mit Hus skal kaldes et Bedehus for alle
Folkeslagene? Men I have gjort det til en Røverkule."
18. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge hørte det, og de søgte,
hvorledes de kunde slå ham ihjel; thi de frygtede for ham,
eftersom hele Skaren blev slagen af, Forundring over hans Lære.
19. Og da det blev Aften, gik han uden for Staden.
20. Og da de om Morgenen gik forbi, så de, at Figentræet var visnet
fra Roden af.
21. Og Peter kom det i Hu og siger til ham; "Rabbi! se, Figentræet,
som du forbandede, er visnet."
22. Og Jesus svarede og siger til dem: "Haver Tro til Gud!
23. Sandelig, siger jeg eder, den, som siger til dette Bjerg: Løft
dig op og; kast dig i Havet, og ikke tvivler i sit Hjerte, men
tror, at det sker, som han siger, ham skal det ske.
24. Derfor siger jeg eder: Alt, hvad I bede om og begære, tror, at I
have fået det, så skal det ske eder.
25. Og når I stå og bede, da forlader, dersom I have noget imod
nogen, for at også eders Fader, som er i Himlene, må forlade
eder eders Overtrædelser.
26. Men dersom I ikke forlade, skal eders Fader, som er i Himlene,
ej heller forlade eders Overtrædelser"
27. Og de komme atter til Jerusalem; og medens han gik omkring i
Helligdommen, komme Ypperstepræsterne og de skriftkloge og de
Ældste hen til ham.
28. Og de sagde til ham: "Af hvad Magt gør du disse Ting? eller hvem
har givet dig denne Magt til at gøre disse Ting?"
29. Men Jesus sagde til dem: "Jeg vil spørge eder om een Ting, og
svarer mig derpå, så vil jeg sige eder, af hvad Magt jeg gør
disse Ting.
30. Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker? Svarer
mig!"
31. Og de tænkte ved sig selv og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da
vil han sige, hvorfor troede I ham da ikke?
32. Men sige vi: Fra Mennesker" så frygtede de for Folket; thi alle
holdt for, at Johannes virkelig var en Profet.
33. Og de svare og sige til Jesus: "Vi vide det ikke." Og Jesus
siger til dem: "Så siger jeg eder ikke heller, af hvad Magt jeg
gør disse Ting."
Markus 12
1. Og han begyndte at tale til dem i Lignelser: "En Mand plantede
en Vingård og satte et Gærde derom og gravede en Perse og
byggede et Tårn, og han lejede den ud til Vingårdsmænd og drog
udenlands.
2. Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for
at han af Vingårdsmændene kunde få af Vingårdens Frugter.
3. Og de grebe ham og sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
4. Og han sendte atter en anden Tjener til dem; og ham sloge de i
Hovedet og vanærede.
5. Og han sendte en anden; og ham sloge de ihjel; og mange andre;
nogle sloge de, og andre dræbte de.
6. Endnu een havde han, en elsket Søn; ham sendte han til sidst til
dem, idet han sagde: "De ville undse sig for min Søn."
7. Men hine Vingårdsmænd sagde til hverandre: "Der er Arvingen;
kommer lader os slå ham ihjel, så bliver Arven vor."
8. Og de grebe ham og sloge ham ihjel og kastede ham ud af
Vingården.
9. Hvad vil da Vingårdens Herre gøre? Han vil komme og ødelægge
Vingårdsmændene og give Vingården til andre.
10. Have I ikke også læst dette Skriftord: Den Sten, som
Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en
Hovedhjørnesten?
11. Fra Herren er dette kommet, og det er underligt for vore Øjne."
12. Og de søgte at gribe ham, men de frygtede for Mængden; thi de
forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem; og de forlode
ham og gik bort.
13. Og de sendte nogle til ham af Farisæerne og af Herodianerne, for
at de skulde fange ham i Ord.
14. Og de kom og sagde til ham: "Mester! vi vide, at du er sanddru
og ikke bryder dig om nogen; thi du ser ikke på Menneskers
Person, men lærer Guds Vej i Sandhed. Er det tilladt at give
Kejseren Skat eller ej? Skulle vi give eller ikke give?"
15. Men da han så deres Hykleri, sagde han til dem: "Hvorfor friste
I mig? Bringer mig en Denar", for at jeg kan se den."
16. Men de bragte den. Og han siger til dem: "Hvis Billede og
Overskrift er dette?" Men de sagde til ham: "Kejserens."
17. Og Jesus sagde til dem: "Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og
Gud, hvad Guds er." Og de undrede sig over ham.
18. Og der kommer Saddukæere til ham, hvilke jo sige, at der ingen
Opstandelse er, og de spurgte ham og sagde:
19. "Mester! Moses har foreskrevet os, at når nogens Broder dør og
og efterlader, en Hustru og ikke efterlader noget Barn, da skal
hans Broder tage hans Hustru og oprejse sin Broder Afkom.
20. Der var syv Brødre; og den første tog en Hustru, og da han døde,
efterlod han ikke Afkom.
21. Og den anden tog hende og døde uden at efterlade Afkom, og den
tredje ligeså.
22. Og alle syv, de efterlode ikke Afkom. Sidst af dem alle døde og
så Hustruen.
23. I Opstandelsen, når de opstå, hvem af dem skal så have hende til
Hustru? Thi de have alle syv haft hende til Hustru."
24. Jesus sagde til dem: "Er det ikke derfor, I fare vild, fordi I
ikke kende Skrifterne, ej heller Guds Kraft?
25. Thi når de opstå fra de døde, da tage de hverken til Ægte eller
bortgiftes, men de ere som Engle i Himlene.
26. Men hvad de døde angår, at de oprejses, have I da ikke læst i
Mose Bog i Stedet om Tornebusken, hvorledes Gud talede til ham
og sagde: Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud?
27. Han er ikke dødes, men levendes Gud; I fare meget vild."
28. Og en af de skriftkloge, som havde hørt deres Ordskifte og set,
at han svarede dem godt, kom til ham og spurgte ham: "Hvilket
Bud er det første af alle?"
29. Jesus svarede: "Det første er: Hør Israel! Herren, vor Gud,
Herren er een;
30. og du skal elske Herren, din Gud af hele dit Hjerte og af hele
din Sjæl og af hele dit Sind og af hele din Styrke.
31. Et andet er dette: Du skal elske din Næste som dig selv. Større
end disse er intet andet Bud."
32. Og den skriftkloge sagde til ham: "Rigtigt, Mester, og med
Sandhed har du sagt, at han er een, og der er ingen anden
foruden ham.
33. Og at elske ham af hele sit Hjerte og af hele sin Forstand og af
hele sin Styrke og at elske sin Næste som sig selv, det er mere
end alle Brændofrene og Slagtofrene."
34. Og da Jesus så, at han svarede forstandigt, sagde han til ham:
"Du er ikke langt fra Guds Rige." Og ingen vovede mere at rette
Spørgsmål til ham.
35. Og da Jesus lærte i Helligdommen, tog han til Orde og sagde:
"Hvorledes sige de skriftkloge, at Kristus er Davids Søn?
36. David selv sagde ved den Helligånd: Herren sagde til min Herre:
Sæt dig ved min, højre Hånd, indtil jeg får lagt dine Fjender
som en Skammel for dine Fødder.
37. David selv kalder ham Herre; hvorledes er han da hans Søn?" Og
den store Skare hørte ham gerne.
38. Og han sagde i sin Undervisning: "Tager eder i Vare for de
skriftkloge, som gerne ville gå i lange Klæder og lade sig hilse
på Torvene
39. og gerne ville have de fornemste Pladser i Synagogerne og sidde
øverst til Bords ved Måltiderne;
40. de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe, disse skulle
få des hårdere Dom."
41. Og han satte sig lige over for Tempelblokken og så, hvorledes
Mængden lagde Penge i Blokken, og mange rige lagde meget deri.
42. Og der kom en fattig Enke og lagde to Skærve i, hvilket er en
Hvid".
43. Og han kaldte sine Disciple til sig og sagde til dem: "Sandelig,
siger jeg eder, denne fattige Enke har lagt mere deri end alle
de som lagde i Tempelblokken.
44. Thi de lagde alle af deres Overflod; men hun lagde af sin
Fattigdom alt det, hun havde, sin hele Ejendom."
Markus 13
1. og da han gik ud af Helligdommen, siger en af hans Disciple til
ham: "Mester, se, hvilke Sten og hvilke Bygninger!"
2. Og Jesus sagde til ham: "Ser du disse store Bygninger? der skal
ikke lades Sten på Sten, som jo skal nedbrydes."
3. Og da han sad på Oliebjerget, lige over for Helligdommen,
spurgte Peter og Jakob og Johannes og Andreas ham afsides:
4. "Sig os, når skal dette ske, og hvilket er Tegnet, når alt dette
skal til at fuldbyrdes?"
5. Men Jesus begyndte at sige til dem: "Ser til, at ingen forfører
eder!"
6. Mange skulle på mit Navn komme og sige: Det er mig; og de skulle
forføre mange.
7. Men når I høre om Krige og Krigsrygter, da lader eder ikke
forskrække, thi det må ske; men Enden er ikke endda.
8. Thi Folk skal rejse sig mod Folk, og Rige mod Rige, og der skal
være Jordskælv her og der, og der skal være Hungersnød og
Oprør. Dette er Veernes Begyndelse.
9. Men I, tager Vare på eder selv; de skulle overgive eder til
Rådsforsamlinger og til Synagoger; I skulle piskes og stilles
for Landshøvdinger og Konger for min Skyld, dem til et
Vidnesbyrd.
10. Og Evangeliet bør først prædikes for alle Folkeslagene.
11. Og når de føre eder hen og overgive eder, da bekymrer eder ikke
forud for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver givet eder i
den samme Time, det skulle I tale; thi I ere ikke de, som tale,
men den Helligånd.
12. Og Broder skal overgive Broder til Døden, og Fader sit Barn og
Børn skulle stå op mod Forældre og slå dem ihjel.
13. Og I skulle hades af alle for mit Navns Skyld; men den, som
holder ud indtil Enden, han skal blive frelst.
14. Men når I se Ødelæggelsens Vederstyggelighed stå, hvor den ikke
bør, (den, som læser det, han give Agt! ) da skulle de, som ere
i Judæa, fly til Bjergene;
15. men den, som er på Taget, stige ikke ned eller gå ind for at
hente noget fra sit Hus;
16. og den, som er på Marken, vende ikke tilbage for at hente sine
Klæder!
17. Men ve de frugtsommelige og dem, som give Die, i de Dage!
18. Men beder om, at det ikke skal ske om Vinteren;
19. thi i de Dage skal der være en sådan Trængsel som der ikke har
været fra Skabningens Begyndelse, da Gud skabte den, indtil nu,
og som der heller ikke skal komme.
20. Og dersom Herren ikke afkortede de dage, da blev intet Kød
frelst; men for de udvalgtes Skyld, som han har udvalgt, har han
afkortet de Dage
21. Og dersom nogen da siger til eder: Se, her er Kristus, eller se
der! da tror det ikke.
22. Thi falske Krister og falske Profeter skulle fremstå og gøre
Tegn og Undergerninger for at forføre, om det var muligt, de
udvalgte.
23. Men I, vogter eder; jeg har sagt eder alt forud.
24. Men i de dage, efter den Trængsel, skal Solen formørkes, og
Månen ikke give sit Skin,
25. og Stjernerne skulle falde ned fra Himmelen, og de Kræfter, som
ere i Himlene, skulle rystes.
26. Og da skulle de se Menneskesønnen komme i Skyerne med megen
Kraft og Herlighed.
27. Og da skal han udsende sine Engle og samle sine udvalgte fra de
fire Vinde, fra Jordens Ende indtil Himmelens Ende.
28. Men lærer Lignelsen af Figentræet: Når dets Gren allerede er
bleven blød, og Bladene skyde frem, da skønne I, at Sommeren er
nær.
29. Således skulle også I, når I se disse Ting, skønne, af han er
nær for Døren.
30. Sandelig, siger jeg eder, denne Slægt skal ingenlunde forgå,
førend alle disse ting ere skete
31. Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine Ord skulle ingenlunde
forgå:
32. Men om den Dag og Time ved ingen, end ikke Englene i Himmelen,
heller ikke Sønnen, men alene Faderen.
33. Ser til, våger og beder; thi I vide ikke, når Tiden er der.
34. Ligesom en Mand, der drog udenlands, forlod sit Hus og gav sine
Tjenere Fuldmagt, hver sin Gerning, og bød Dørvogteren, at han
skulde våge,
35. våger derfor; thi I vide ikke, når Husets Herre kommer, enten om
Aftenen eller ved Midnat eller ved Hanegal eller om Morgenen;
36. for at han ikke, når han kommer pludseligt, skal finde eder
sovende!
37. Men hvad jeg siger eder, det siger jeg alle: Våger!"
Markus 14
1. Men to Dage derefter var det Påske og de usyrede Brøds
Højtid. Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte, hvorledes
de med List kunde gribe og ihjelslå ham.
2. Thi de sagde: "Ikke på Højtiden, for at der ikke skal blive
Oprør iblandt Folket."
3. Og da han var i Bethania, i Simon den spedalskes Hus, kom der,
medens han sad til Bords, en Kvinde, som havde en Alabastkrukke
med ægte, såre kostbar Nardussalve; og hun sønderbrød
Alabastkrukken og udgød den på hans Hoved.
4. Men der var nogle, som bleve vrede hos sig selv og sagde:
"Hvortil er denne Spilde af Salven sket?
5. Denne Salve kunde jo være solgt for mere end tre Hundrede
Denarer og være given til de fattige." Og de overfusede hende.
6. Men Jesus sagde: "Lader hende være, hvorfor volde I hende
Fortrædeligheder? Hun har gjort en god Gerning imod mig.
7. De fattige have I jo altid hos eder, og når I ville, kunne I
gøre vel imod dem; men mig have I ikke altid.
8. Hun gjorde, hvad hun kunde; hun salvede forud mit Legeme til
Begravelsen.
9. Sandelig, siger jeg eder, hvor som helst i hele Verden
Evangeliet bliver prædiket, skal også det, som hun har gjort,
omtales til hendes Ihukommelse."
10. Og Judas Iskariot, en af de tolv, gik hen til Ypperstepræsterne
for at forråde ham til dem.
11. Men da de hørte det, bleve de glade, og de lovede at give ham
Penge; og han søgte, hvorledes han kunde få Lejlighed til at
forråde ham.
12. Og på de usyrede Brøds første Dag, da man slagtede Påskelammet,
sige hans Disciple til ham: "Hvor vil du, at vi skulle gå hen og
træffe Forberedelse til, at du kan spise Påskelammet?"
13. Og han sender to af sine Disciple og siger til dem: "Går ind i
Staden, så skal der møde eder en Mand, som bærer en Vandkrukke;
følger ham;
14. og hvor han går ind, der skulle I sige til Husbonden: Mesteren
siger: Hvor er mit Herberge, hvor jeg kan spise Påskelammet med
mine Disciple?
15. Og han skal vise eder en stor Sal, opdækket og rede; og der
skulle I berede det for os."
16. Og hans Disciple gik bort og kom ind i Staden og fandt det,
således som han havde sagt dem; og de beredte Påskelammet.
17. Og da det var blevet Aften, kommer han med de tolv.
18. Og medens de sade til Bords og spiste, sagde Jesus: "Sandelig,
siger jeg eder, en af eder, som spiser med mig, vil forråde
mig."
19. De begyndte at bedrøves og at sige til ham, en efter en: "Det er
dog vel ikke mig?"
20. Men han sagde til dem: "En af de tolv, den, som dypper med mig i
Fadet
21. Thi Menneskesønnen går vel bort, som der er skrevet om ham; men
ve det, Menneske ved hvem Menneskesønnen bliver forrådt! Det var
godt for det Menneske, om han ikke var født."
22. Og medens de spiste, tog han Brød, velsignede og brød det og gav
dem det og sagde: "Tager det; dette er mit Legeme."
23. Og han tog en Kalk, takkede og gav dem den; og de drak
Showing first 200,000 characters. Full text: gutenberg.org/ebooks/2143